Vi skal møde kendte mennesker som Ludvig Holberg, Johanne Louise Heiberg, H.C. Andersen, Grevinde Danner, Johannes Ewald og Grev Ahlefeldt. Vi skal også høre om, hvad ulykkelig kærlighed kan føre til, og det at falde i søvn, når man ikke må. Så var det også greven, der bortførte purunge Mette Marie. Man kunne leje en proptrækker, og så var det ikke smart at kende Struensee. Ja og så var det digteren, der var sammen med den skønneste dame på daværende tidspunkt. Han smed om sig med penge. Vi skal også opleve en stor brand.

Tørstige russere
Opmærksomme læsere har for længst fundet ud af, at vi ikke kun bevæger os rundt på selve Kongens Nytorv. Vi tager nogle gevaldige afstikkere i området. Vi er nået til Eghoms Gaard, der er bygget efter 1795. For dette år brændte den store statelige pragtbygning Gæstgivergården Store Lækkerbisken. Den lå her med sin høje stentrappe ud mod Amagertorv og sine takkede gavle både mod Østergade og Store Kirkestræde.
Allerede på Frederik den Tredjes var her gæstgivergård. Herfra er bevaret en regning fra 1656 udstedt af

– Dorrethe salig Jacob Timmermands

For beværtningen af et russisk gesandtskab, som boede i Store Lækkerbisken fra den 28. maj til den 19 juli på den danske regerings regning. De var kun 11 mand, men regningen viser, at de har drukket

– 768 Potter diverse Vine
– 227 Potter Brændevin og Akvavit
– For 253 Rdlr. Franskvin, Kirsebærvin, hvilket efter de gængse priser, skulle beløbe sig til 1.000 Potter.
– Men dertil kom 6 Tønder udenlandsk og 26 Tønder dansk øl. Formentlig er noget af det drukket varmt, for regningen indeholder også 151 kg Sukker.

Jo gesandtskabet har været tørstig. Og se, der er hvad der blev drukket i selve gæstgivergården. Gad godt nok vide, hvad russerne så har drukket til diverse gæstebud og tafler m.m.

Vi mødes under Ranch Ur
På den modsatte hjørne af Østergade ligger ejendommen nummer 62, hvor siden 1852 Ranch’s berømte ur, alle københavners mødested lå. Det vakte vild forargelse, da en person i 1880erne affyrede et skud mod det berømte ur. Ranch’ s forretning blev grundlagt i 1845.

Hosekræmmer Grøn
I samme ejendoms kælder flyttede i begyndelsen af forrige århundrede en hosekræmmer M.E. Grøn ind. Han havde tidligere drevet forretning i en af de åbne lærredsboder langs Helligånds Kirken.
Forretningen gik godt i den lave kælder. Allerede i 1830erne havde Grøn tjent så mange penge, at han kunne købe en større ejendom ved Holmens Kanal.

En udstoppet løve
Ud mod Østergade i samme ejendom boede i mange år en buntmager Holm. Han fik i 1875 den gode ide, da Zoologisk Haves berømte løve døde, at købe løvens skind. Den lod han udstoppe og lod opstille som reklame i sine vinduer.

Ikke godt at kende Struensee
For enden af Skt. Jørgensgade lå Efterslægtens Latin – og Realskoles røde gård. Men den blev skånselsløst nedrevet for at give plads for en forretningsejendom med store spejlglasruder og voksfigurer i vinduerne.
Gården havde været en af Østergades mange adelsgårde. I 1771 havde den daværende ejer, Grev Friedrich Ludvig Schulin solgt ejendommen til traktør Johan Gabel. Denne indrettede stedet til Traktør – og Herberghus. Bag haven lå en prægtig have, hvor Gabel opførte lysthuse, hvor folk kunne spise deres mad og få varmt vand på maskiner ligesom på skovbeværtninger.
Gabel var en indvandret fra Mechlenburg. Han havde tidligere været traktør i Stor Kongensgade 27. Men i 1771 fik han af Struensee og overpræsident Grev Holstein privilegium på at indrette hotel til beværtning af standspersoner og logi for rejsende.
Men Gabels forhold til Struensee gav anledning til, at hans gård på Østergade den 17. januar 1772 blev stormet og ødelagt af matrosser. To – tre matrosser sprang op på nogle vinfade, der stod udenfor og smadrede nogle ruder. Så begyndte de at kaste sten ind af vinduerne. De stormede vinkælderen og slog hul på alle tønder. Men de gav sig også tid til at drikke af de gyldne dråber.
Derefter ødelagde de, hvad de kunne, blandt andet Gabels kostbare bogsamling.

Ville ikke drikke øl på Brix kontor
I 1790 blev ejendommen solgt til Efterslægten. Her huserede professor Brix. Hans kontor havde vinduer ud til legepladsen. En gang observerede han således en lille skoledreng, der midt i en timekom gående fra Cappelns Ølkælder i forhuset bærende på en flaske bayersk øl. Brix smækkede vinduet op og et:

– Hvor skal du hen med den flaske øl, min dreng.
– Den har jeg købt efter Hr. X’s ordre, svarede drenget forknyt.
– Vil du sætte den øl herop, og sige til Hr. X, når han ønsker den, kan han komme herop til mig og drikke sin øl.

Men den pågældende lærer dukkede aldrig op. Han var zoolog og historiker. Men at drikke øl på Brix kontor, kunne han dog ikke få sig selv til.

Man kunne leje en proptrækker
I gaden var der også en cigarhandler, der havde åbent det meste af natten. Det var nu ikke så meget for cigarenes skyld, men mere for det Bayerske Øl. Cigarhandleren fandt det formålstjenligt at afhjælpe tørsten hos de tørstige københavnere.
Han måtte ikke lade kunderne drikke øllet på stedet, og han måtte heller ikke åbne flaskerne for kunderne. Men kunderne kunne såmænd leje eller låne en proptrækker hos ham. Og så kunne de tørstige sjæle ellers vælte sig hen på bænkene ved Hesten på Kongens Nytorv.

Da Grev Ahlefeldt bortførte Mette Marie
I Østergade 72 boede konditor Monigatti fra 1824 til 1831. I dag er det svarer det til nummer 16. Ja det er egentlig en gammel bagergård. I 1762 boede her bagermester Jacob Lobeck. Han tilhørte en gammel københavnsk bagerslægt. I ejendommen boede der også i 1762 et italiensk operapersonale med diverse tjenere og tjenestepiger.
Hvis vi nu går ned ad Kongens Nytorv, står vi pludselig på hjørnet af Reverensgade (nu Laxegade – Laksegade). Her er en større ejendom, der i sin tid tilhørte kammerherre Bjerregaard. I 1755 blev den solgt til Grev Danneskjold Laurvigs kammertjener, den franskfødte Jean Marcéchal. Han fik hurtig etableret en meget betydelig forretning med Herberger – og Traktørhus. Det var her, at skuespillerinden Rose blev holdt tilbage, mens den føromtalte greve bortførte Roses purunge datter, Mette Marie Rose.

Et nyt Hotel d’ Angleterre
Senere var det så berlineren Gotfried Raue købte gården. Det var under ham, at stedet fik navnet Hotel d´Angleterre. Jo vi har været her mange gange før i vores artikler, ligesom vi adskillige gange har fortalt om familien Ahlefeldt.
Under den store brand i 1795 mistede Gotfried Braue alt, hvad han ejede. Men han fik støtte af kongen, og købte en ny ejendom. Det blev Den Gramske Gård, hvor han indrettede det nye Hotel d’ Angleterre.
Den afbrændte gård blev købt af højesteretsadvokat Niels Hoftved. Her blev senere indrettet et hotel – Hotel Monopol.
Vi skal da også lige nævne det græsk – russiske kapel, der blev opført i begyndelsen af 1850erne.

Grevinde Danner
I Vingårdsstræde kom Borgerdydsskolen. Når vi nu befinder os her skal vi da lige nævne følgende avertissement indrykket i Berlingske Tidendes morgennummer den 23. april 1846:
– Emmy Lecharpentier & Comp. Har den Ære at bekjendtgøre, at vort Modemagasin er flyttet til Viingaardstræde Nr. 133, i Stuen, (forrige v. Deurs Gaard). Der ringes paa Porten ved Kongens Nytorv.
Ja egentlig var det en af datidens mest omtalte Damer, der her flyttede, nemlig Modehandlerinden Louise Rasmussen. Jo, det var den senere Grevinde Danner.

To timer til at forlade landet
Ikke langt derfra i nummer 15, boede i 1809 oppe på anden sal en person, der med to timers varsel modtog kongelig ordre, om at han under militær ledsagelse havde at forlade landet. Det var livjægerløjtnant Eduard Du Pay.

Johannes Ewalds udskejelser
Ja, det var også i naboskabet, at fuldmægtig Wiborg i efteråret 1771 fik en logerende, digteren Johannes Ewald. Han blev syg og elendig. En aftenstund blev han båret op til sin vært. Hustruen var dog ikke så glad ved at have digteren i sin pæne stue.
Hun havde hørt meget tale om ham, og det var ikke just til hans fordel. Han var vist temmelig vidtløftig og slem til at snapse. Men fruen tog nu mod til sig og hilste på digteren. Men hun for tilbage, da hun i halvmørket mødte blikket fra hans funklende, mørke øjne, som stirrede skarpt og gennemtrængende på hende.
Det fortælles også, at til en af sine forestillinger, ville digteren i teatret. Wiborgs tjenestepige Ane skulle hjælpe ham i tøjet. Blandt andet skulle hun trække de hvide silkestrømper på ham. Pludselig udbryder Ewald:

– Se Ane, er det ikke nogle ”dejrige” ben – (Ewald kunne ikke udtale konsonanten l)
Den gode Ane delte nok ikke denne henrykkelse, og gav et undvigende svar. Men Ewald kom med et fornyende spørgsmål. Endelig svarede Ane:
– Nej, Hr. Ewald, det synes jeg dog ikke
Forbitret fik Ane nu en forsvarlig lussing med følgende ord:
– Jo det er min Sarighed ”dejrige” Ben, Ane

Og Ane løb tudbrølende ud af stuen.

Sammen med en af datidens skønneste damer
Efter, at Ewald havde hævet sit tilgodehavende på teatret kørte han en morgenstund i fuld Pynt en morgenstund bort i Karet. Wiborg blev bekymret for ham.
Det viste sig, at digteren befandt sig i den nærliggende Ulkegade (nu Holmensgade). Her befandt han sig på et værtshus sammen med to letlevende damer. Hele gulvet var overstrøet med pengestykker. Wiborg havde fået et tip om, hvor han kunne opholde sig. Det lykkedes ham, at opsamle mønterne fra gulvet, men der var kun 80 Rdlr tilbage.
Rygterne gik på, at en af de damer som Ewald havde været sammen med, var Jomfru Cecilie, der logerede i Gothersgade, og hvis bopæl blev ødelagt under optøjerne i 1772. Hun var kendt for, at have deltaget i nogle af Christian den Syvendes orgier. Hun skulle have været en af datidens skønneste kvinder.
I længden ville Madam Wiborg dog ikke finde sig i Ewalds udskejelser. Og det endte da også med, at digteren måtte tage ophold hos Jacobsen i Rungsted. Men ak, her står ikke engang en mindetavle til den digter, der skrev: Kong Christian stod ved højen Mast.
Det påstås, at brolægningen i den Spendrupske Gård skulle bestå af gravsten bortsolgt fra Nikolaj Kirke. Man skulle i mange have set rester af indskrifter.

Ulykkelige kærlighed til Johanne Louise
I Holmensgade nr. 23 skulle den unge skuespillerinde Johanne Louise Pätges have boet i 1818 som 16 – årig sammen med hendes forældre. Her på siden er vi stødt på hende flere gange. Det er måske inden for disse mure, hvor hun har repeteret Agnetes rolle i Elverhøj. Jo, det var første gang, hun henrykkede det københavnske publikum den 6. november 1828. Og hun fik jo så senere efternavnet Heiberg.
Uden for ejendommen i tranlampens skær hørte hun de allersidste ord fra Hermans mund:

– Lev vel. Gid du må blive lykkelig!

Hun så aldrig denne Herman igen. Han valgte frivillig at forlade denne verden. Var det ulykkelig kærlighed til Johanne Louise, der førte så vidt?
Hermans virkelige navn var Johan G. Harboe. Han var assistent ved Det Kongelige Klædeoplag. Han gjorde bekendtskab med Johanne Louise og hendes forældre, da de boede Overgaden oven Vandet 10. Forældrenes beværtning lå i Brogade nr. 2 ved Knippels Bro.

Her boede H.C. Andersen
Skråt overfor i nummer 121 havde H.C. Andersen sin første faste bopæl i København hos Overstyrmand Henckel i Ulkegade 108 (Holmensgade 8).
Ja Johanne Louise og H.C. Andersen kom jo til at se ret meget til hinanden, da han mens hun boede på Østerbro kom forbi for at få sit ugentlige middagsmad.

Her boede fattigfolk
Mellem Holmensgade og Skvaldergade lå Skvaldergården. Den lå imellem nogle gange, der blev benævnt Malerens og Bagerens Gange. Dette bestod af 10 usle en etagers bygninger i placeret i de mørke gyder. Her boede kun fattigfolk, blandt andet citronkoner, sælgerkoner, håndværkssvende, matroser og afdankede soldater.
Oppe til disse gyder lå en stor bryggergård tilhørende den rige brygger, Jakob Christensen Koutrup.

Brand – brand – brand
Lørdag nat den 4. maj 1776 gik kvarterets vægter sin natlige gang. Da tårnuret på Nikolaj Kirke havde slået sine 12 rungende slag, begyndte han at synge:

– Ho, Vægter, Klokken er slagen Tolv!
– Det var om Midnats Tide
– Vo Frelser, han blev født
– Til trøst al Verden vide
– Som ellers var forødt
– Vor Klokke er slagen Tolv
– Med Tunge og Mund
– Af Hjærtens Grund
– Befal dig Gud i Vold.

Da han var færdig med at råbe, var han kommet ud for Koutrups Gård. Men da hørte han en knitrende lyd. Samtidig dalede en regn af ildgnister ned for hans fødder. Han så op, og opdagede da, at der stod en ildsøjle over Koustrups Gård. En kvælende branket røg begyndte at lægge sig over gaden.
Øjeblikkelig peb han i sin fløjte, dunkede i stenbroen med sin stav og råbte med sine lungers fulde kraft:

– Brand, Brand

Oppe fra kirketårnet var tårnvægterne allerede opmærksomme på branden. Der var hængt lygter uden på den side af tårnet, der vendte mod brandstedet. Desuden blev der ringet med klokken.
Fra de tilstødende gader skingrede nu de andre vægters fløjter. Man hørte også brandtrommernes dumpe buldrende lyd. De omkringboende husværter skyndte sig, at sætte brandkarrene uden for deres huse. Brandfolkene kom styrtende til. Mellem disse var brændevinsbrænder Mads Spendrup, der var ansat ved Sct. Nicolai kirkes Druckwerk.
Til trods for det store opbud, nedbrændte Koustrups store bygning, der ikke var mere end 35 år. Ilden forplantede sig til de to tilstødende Malerens og Bagerens Gang. I løbet af kort tid var dette også en ruinhob. En mængde fattigfolk var berøvet for hus og hjem. Disse gyder genopstod ikke.

Bryggerkarl Niels faldt i søvn
Ved det senere brandforhør viste det sig, at årsagen til branden skyldtes bryggerens maltkølle, som havde fænget ild. Bryggerkarlen Niels, der skulle have passet på det hele om natten havde ikke forstået sin opgave og var faldet i søvn. Han vågnede først, da hele ejendommen var omspændt af flammer.
Niels blev dømt for mangel på påpasselighed, og dommen lød på tre års fæstningsarbejde. Brandskaden blev dengang opgjort til en værdi af 37.000 Rdlr.
Selv om brygger Koutrup var 73 år gammel, fandt han en ejendom i nærheden, hvor han ville fortsætte, men brandvæsnet accepterede ikke hans valg. Han fandt så den herskabelige ejendom Lille Strandstræde 14. Denne ejendom fik han tilskødet den 17. juni 1777. Men han fik dog ikke meget glæde af dette. Samme år døde han, og blev begravet i Nikolaj Kirkes Middelgang i det ham tilhørende begravelsesrum.

Nikolaj Arbejderhus
På Nikolaj Plads 25 lå Nikolaj Arbejderhus. Inden byens brand havde stedet fungeret som bolig for kirkens præst. En af beboerne var i sin tid Ludvig Holberg. Han havde fundet logi her, efter at branden i 1728 havde forjaget ham fra David Skolemesters Gård på Købmagergade. Holberg boede i ejendommen indtil 1733.
Da Nikolaj Kirke var brændt i 1795 lå kirkegården i mange år som sæde for byens slagtere, der havde opslået deres træboder her. De var blevet husvilde fra Skindergade ved hjørnet af Klosterstræde, hvor der inden branden fandtes slagterboder.
Byens borgere tog ugenert kirkegården i besiddelse til tørring af tøj. En enkelt havde endda i 1800 anlagt en lille have med stakit omkring.

Kvarteret med masser af musik
Kvarteret omkring Nikolaj Kirke var en af byens ældste med smalle brandfarlige gader og gyder. Nybygningerne blev trukket godt ind, så gaderne fik større bredde. Mange mystiske skikkelser dukkede først op ved mørkets frembrud. De levede op her ved s og forsvandt ind i kvarterets mange beværtninger med de mest mærkelige navne.
Her var masser af musik fra banjoer, mandoliner og strygeinstrumenter.
Det var så foreløbig sidste afsnit af serien omkring Kongens Nytorv – Kvarteret.

Kilde: Se
– Litteratur København (under udarbejdelse)
– Carl C. Christensen: Fra Voldenes København (1924)

Hvis du vil vide mere:
– Under Første del af denne artikelserie kan du se en liste over 38 artikler fra Det Gamle København