Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Drikkevand til København

August 15, 2015

Drikkevand til København

Der var masser af uhumskheder i vandet. Det førte til mange epidemier i hovedstaden. Bedre er det vel heller ikke, at København er opbygget på affald.  Der opstod masser af vandkompagnier af tvivlsom kvalitet. Boringer var ikke dybe nok. Skt. Jørgens Sø og voldgraven blev brugt til drikkevand. Men man brugte også disse steder til losseplads. Der opstod efterhånden lange triste gader på Vesterbro og ren boligspekulation på Nørrebro. Så var det godt, at man havde den højtliggende Emdrup Sø.

 

Vipper afløst af pumper

I København hjalp man sig gennem middelalderen med gravede brønde. Ikke så få er blevet fundet efter udgravninger. Det var firkantede træbrønde med vipper. De blev senere afløst af pumper.

 

Et gadekær på Vesterbro

Øst for søerne fandtes ingen naturlige vandløb af betydning. En dam i en lergrav ved den nuværende Vestergade har vel været gadekæret i den bondeby, der lå her. Lidt efter lidt voksede stedet sammen med fiskerlejet og handelspladsen nede ved havnen.

Til værn for denne grundlagde Absalon i 1167 sin borg over på Strandholm i den dengang bredere sejlløb mellem Amager og Sjælland. Mod landsiden gav han sin by vold og grav. Efterhånden krøb byen længere ind i landet og blev mere købstadspræget.

 

København opbygget på affald

Der måtte stadig bygges flere brønde. Tekniske muligheder for at føre overfladevandet fra de københavnske søer og fra søerne ude i omegnen ind til byen lå langt ude i fremtiden. Mange af brøndende gav dejlig frisk vand. Men det var der nu langt fra alle, der gjorde. Og det var borgernes egen skyld.

Store dele af Københavns gamle kvarterer er bygget op på vældige lag af affald, møddinger, latrin og andre giftige stoffer. Folk smed bare ud. Andre byggede oven på og smed også alt muligt ud.

 

Brønde ikke gravet dybt nok

Mange brønde er gravet ned gennem disse lag og ikke gravet dybe nok. Afløb fra gårde og kloaker sivede ind gennem de ofte utætte brøndplanker. Vandet blev ildelugtende og smagte ikke godt. De, der havde råd til det, drak hellere øl og vin. Sådan var det gennem århundrede.

Så sent som i 1678 blev der kørt 214 læs møg væk fra Skidenstræde. Men bagefter kom gaden sandelig også til at hedde Krystalgade.

Længe efter, at man var begyndt at føre fjernvand ind til byen, blev der brugt brønde, og så kunne det endda knibe med at få vand nok. Ved en brøndtælling i 1682 var de cirka 500 af stadens ca. 700 brønde brugelige. Folketallet var da 60.000. Det steg til 66.000 i 1710, men dalede de følgende år under pestens hærgen i den usunde by til 44.000.

I de bedste brønde var vandet godt, særlig i de højtliggende kvarterer, hvor de var gravet ned til den sandblok med rent vand, der strakte sig ind under store dele af det gamle København i det hårde moræneler.

 

Vand fra voldgraven og søer

De første tekniske anlæg i vandforsyningens tjeneste var de såkaldte vandkunste. De skulle først og fremmest skaffe mere vand over til Københavns Slot ved hjælp af forskellige mekaniske indretninger, som man ikke ved særlig meget om.

De nævnes første gang i 1539. Vandet blev hentet op af voldgraven, senere fra Peblingesøen og Emdrup Sø. Frederik den Anden forpligtede sig dog for at lede vand til byen til tre spring, et på Gammeltorv, et på Amagertorv og et i Købmagergade. Borgerne skulle dog betale 3.000 daler for det i 1578.

 

Den højtliggende Emdrup Sø

Vandet blev ledt ind fra den højtliggende Emdrup Sø gennem udborede træstammer fra Gotland. De enkelte stykker blev samlet af bøsninger af jern og lidt sjældnere gange af bly. Mange adelige og borgere fik nu anlagt render fra posten på Gammeltorv ind i deres gårde.

I 1606 anlagde Christian den Fjerde springvandet på Nytorv, som nogle år senere blev flyttet hen på Gammeltorv.

Kongen lod i 1615 en træledning føre vand fra Emdrup til Rosenborg. Men der var for lidt vand. Flere ledninger blev udlagt til slottet og adskillige gårde havde stikledninger til dem.

 

Den blå brønd

Der førtes også en vandledning fra voldgraven ved Vesterport gennem Kalveboderne over Slotspladsen nord om Børsen, gennem havnen, hvor den blev lagt så dybt, at orlogsskibene kunne sejle over. Det endte i Blå Brønd på hjørnet af Strandgade og Lille Torvegade Christianshavn.

Vandet fra Emdrup kunne på grund af sit fald ned mod byen sætte op i stråler, når der blev sat opstandere på ledningen.

 

Vandkompagnier

Dette havde ført til oprettelse af private vandkompagnier. Det første af dem kom allerede i 1626, oprettet af universitets professorer, og flere fulgte efter. Et af dem førte således i 1632 en hovedledning gennem Østerport og Østergade til Skoboderne (Skovbogade) med fire sidelinjer. Også her var det Emdrup Sø, der måtte lægge vand til.

Endnu mere betydning fik dog de ligeledes private pumpeanlæg, der fik vand fra voldgraverne og Peblingesøen, men vandet måtte pumpes op.

 

Uhumskheder i drikkevandet

Et grenet net af trærender bredte sig efterhånden under store dele af byens overflade. Ofte var disse render dog ikke gravet dybt nok ned. Utætte og slimede blev mange af dem. Spildevand og uhumskhed sivede ind i dem. Vandet kunne føre rådne planterester med sig, døde fisk, sejlivede ål og spillevende vandlopper.

De gårde der havde en god dyb brønd, var bedst afhjulpet. Gennem århundreder var det dog stadig for lidt vand. Sidst i 1770erne måtte regeringen gribe ind. De private kompagnier magtede heller ikke at hindre søernes tilgroning med alger, rør og siv. Dæmninger og sluser blev ikke holdt ordentligt.

Alligevel oprettedes der flere private kompagnier under tilsyn af inspektører og vandmestre. Men det hjalp nu ikke meget. Og det hjalp heller ikke, at vandforsynings – administrationen blev lagt sammen med kongelig vandkommission. Alle beboere måtte nu betale vandskat efter etageareal, og der kom særlig afgift på vand til næringsbrug. Større ændringer i vandets kvalitet gav det ikke – som drikkevand var det usundt og i sommertiden vammelt og lunken.

 

Et nyt vandværk

De 32 kloge mænd i byens råd nedsatte i 1849 en komité, der skulle forberede en helt ny ordning af både vand – gas – og kloakvæsen. Men et rigtigt vandværk som andre storbyer i Europa havde fået, ville det tage år at nå frem til. I mellemtiden raserede den frygtelige koleraepidemi.  I løbet af fire måneder i 1853 bortrev den 4.737 mennesker.

En konkurrence om et projekt blev vundet af ingeniøren L.A. Colding. Og det var for den tid med et meget moderne vandværk, der blev taget i brug i simmeren 1859.

Det blev anlagt på fæstningsglasriet i nærheden af det nuværende Akseltorv. Nu blev det overfladevandet fra Kagstrup Å og Harrestrup Å samt fra forskellige brønde og boringer i ådalen ned til grundvandet, der blev brugt.

 

Skt. Jørgens Sø som reservoir

Vandet blev samlet i Damhusets sydlige del, hvorfra det i åbne grøfter førtes til Mariedal. Derfra førtes det videre i nedgravede jernstøbte rør til Skt. Jørgens Sø, der blev reservoir. Øst for søen blev anlagt fem bassiner til filtrering gennem sand, grus og sten. Endelig nåede det så over til værkets dampdrevne pumpestation og så gennem et vidt forgrenet net af støbejernsledninger ud til byens mange ejendomme under et tryk, der gjorde det muligt at tappe vand i alle etagerne hos byens 155.000 indbyggere.

 

Store forandringer

Der skete store ting de næste ti år. Den stærkt voksende befolkning inde bag fæstningens volde og grave følte sig klemt. Men nu endelig gav militæret efter for pres. Mange gamle gårde og haver var bygget til mellem – og baghuse, som oftest skumle og usunde boliger. Sidst i 1850erne blev de smukke men trange byporte revet ned, og store dele af voldene fulgte efter.

Året efter indvielsen af det store kommunehospital med rent vand, begyndte en sand byggelyst. Noget af byggeriet var fortrinligt, men det meste var det rene spekulationsbyggeri. Her var nok det skumle Blågårds – kvarter det værste.

 

Lange triste gader på Vesterbro

Ude på Vesterbro opstod der lange triste gader, der fik navne efter vor histories store skikkelser, Valdemar, Saxo, Absalon. En af gaderne kom til at hedde Dannebrogsgade, skønt det ikke var meget at flagre for. Det var små trange lejligheder, fem – seks etager oven på hinanden. Der var små solfattige gårde, hvor blege børn kunne lege.

Den længste og mest poesiforladte gade blev opkaldt efter Oehlenschlæger. Men der kom da rent og frisk vand til dem alle fra vaskekælder til kvistlejlighed. Det skete efter, at de første års tilfældige og elendige vandforsyningsforhold var overvundet og vandværkets ledninger nåede ud til de nye kvarterer.

 

Behov for mere vand

Vandværket kunne levere 14.000 m3 i døgnet. I de første år slog det også godt til, men hovedstaden var stadig i rivende udvikling under den store tilflytning fra landet. Fra 1870 til 1900 steg folketallet fra 180.000 til 350.000, men samtidig steg døgnforbruget af vandt omtrent til det dobbelte – fra 54 liter til 90 liter for hver indbygger.

 

Algevækst førte til missmag

Dette stillede store krav til anlæggene og deres teknikere. Den store Søndersø i Værløse sogn blev købt af Københavns kommune i 1871. Her var masser af overfladevand at tage af. En pumpestation blev bygget og ledninger nedlagt. Algevækst i filtrene blev dog efterhånden så stærk, at filtrationen blev meget vanskelig og vandet fik en dårlig smag. Til at held fandtes der i 1884 ved dybe boringer store mængder grundvand 50 meter under søens overflade. Boringerne førtes videre andre steder i omegnen og med godt resultat.

Dette grundvand fra det øvre kalklag var helt kimfrit og uden sundhedsfarlige stoffer og blev fra 1893 udelukkende det, der brugtes i vandforsyningen. Efter fortsat vækst i befolkningen har København dog for længst strakt sine fangarme ud mod andre sjællandske søer og kildepladser. En proces med klor, alun, jern og kalk samt temperaturudligning gør det fuldstændig rent og bakteriefrit.

Vi vasker os mere over det hele. En million biler skal vaskes. Det fortræffelige WC – system bruger kaskader af vand. Store mængder går til industri og mange forskellige erhverv.

 

Kilde: Se

  • Litteratur København (under udarbejdelse)
  • Peter Michaelsen: Vandhul og brønd (Budstikken 1960)
  • Holger Rasmussen: Folk og vand (1960)
  • Københavns Vandforsynings Historie (1959)
  • Aage Jørgensen: Brød og Vand – Glimt fra svundne tider (1966)

 

Hvis du vil vide mere:

  • Vi har på dengang.dk flere artikler om søerne, kloakforhold og de mere eller mindre uheldige hygiejniske forhold i København

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København