De var ikke alle lige sjove at arbejde for – lensmændene på Møgeltønderhus. Hoveriet kunne måske have været værre. Men i perioder havde bønderne i Møgeltønder Len nok at se til. Særlig dige-udbedring tog i perioder masser af tid. Og så skulle man også lige stå til rådighed med kørsel – både for lensmanden og for kongen. Da Ribe skulle have forstærket deres befæstning, ja så måtte man seks gange køre til Ribe med et læs kampesten. Og så blev brud på moralen og det sjette bud takseret hårde end et mord. Jo der skete skam noget i Møgeltønder dengang.

 

Kongelig lensmand

Ved reformationen overgik Møgeltønderhus som alt andet bispegods til kronen. Som første kongelig lensmand får vi Detlef Ahlefeldt. Antagelig har han overtaget lenet lige efter 1536. I en jordebog fra 1537 fortælles det, at huset Groten Tundern giver lensmanden 200 mk i årlig hyre. Birket giver ham 31 mk. og 5 sk. I 1546 har Ahlefeldt fået lenet i pant for 16.000 mk. Han skal betale 30 mk. lb. 1 læst havre og 6 tdr. smør som deraf plejer at afgange tilforn til bispens fadebur.

 

50 len blev pantsat

Møgeltønder var blot et af de 50 len, der af Christian den Tredje havde pansat til de holstenske adelige. Men hvor stor var lenet egentlig? Ja vi kan kigge i jordebogen fra 1537 over Riberhus Len. Og i den kan vi læse, at lenet bestod af

• 3 gårde i Daler, 1 i Gerup, 15 i Møgeltønder, 1 i Toghalle, 2 i Bønderby, 2 i Gallehus samt Røj, Spydholm og Brink.

Detlef Ahlefeldt var lensmand på Møgeltønder indtil 1562, da kongen på hans anmodning indlæser pantet. Han havde været meget initiativrig og genrejst bygningerne. Han var også særdeles aktiv, da digerne Højer – Rudbøl – Lægan – Kær herred blev bygget. Han var meget påpasselig over for bønderne. I et brev til kongen klager han således over, at Kogsbøl – bønderne og kirketjenerne ikke udfører deres andel af arbejdet. Han fortæller også  kongen, at ikke alle er lige flinke til at vedligeholde digerne. Ahlefeldt ønsker at true de bønder, der ikke lever op til deres ansvar skal trues med at blive smidt ud af deres ejendom.

 

Ahlefeldt troede på ”heksen”

I en sag fra Daler bliver en kvinde ved navn Margretha anklaget for trolddom. Men Ahlefeldt mener ikke, at hun har begået disse forbrydelser. Han henviser til, at hun trods tortur fastholder, at hun er uskyldig. Møgeltønder Kirke lod han udsmykke med kalkmalerier. I 1921 fandt man rester af interessante kalkmalerier med Ahlefedts våben. 10 år efter, at han forlod Møgeltønder i 1570 døde han i den høje alder af 90 år. Han blev begravet i Kliplev Kirke.

 

Ny lensmand – Niels Lange

I 1562 overtog lensmanden på Riberhus, Niels Lange tillige Møgeltønder Len. Men det var ikke helt uden problemer. Niels Lange krævede inventar som Peter Rantzau skulle have leveret, men som Ahlefeldt nægtede, at skulle have modtaget. Kongen måtte over for Niels Lange forlange, at han undersøgte sagen noget bedre.

 

Claus Rantzau – utiltalende og fordrukken

Allerede i 1564 overtog Claus Rantzau lenet. Han fik det i pant for 10.000 dlr. I 1567 blev det yderligere bestemt, at pantet skulle forblive u-indløst i hans livstid. Efter hans død skulle kongen desuden betale 1.000 dlr. For udførte reparationer.

Claus Rantzau døde i 1571. Hans enke, Magdalene beholder lenet indtil 1573, da Bendix Rantzau overtager det.

Og denne Rantzau var en i høj grad utiltalende person, hengiven til druk, opfarende og grusom, samt begærlig efter gods og penge. Ja sådan beskriver kilderne fra dengang personen. Efter bedste holstenske forbilleder forsøgte han at inddrage fæstejord og ved en forøgelse af bøndernes hoveri, at udvide hovedgårds – driften. Det fortælles, at hans lille datter Dorothea Rantzau på hendes dødsleje i 1592 bad sin far vise retfærdighed, billighed og nåde mod sine undergivne og bad ham især ikke straffe de undergivne, der kun havde forsynet sig i ringe grad mod den spanske kappe med mindre de var dømt til døden.

Også efter sin tid i Møgeltønder lå han konstant i strid med de mennesker han var i berøring med. I Haderslev, hvor han ejede et hus og bosatte sig, kom han i strid med byens øvrighed. Hans søn med hvem han havde begået alvorlige optøjer i Hamborg blev endda i 1616 sat ud af huset på grund af restancer.

 

Bendix Rantzau

I 1583 overtog Bendix Rantzau Møgeltønderhus som ejendom og ved den lejlighed udskiltes godset i Haderslevhus Len (Rangstrup og Bovlund). Denne afgang af gods blev udlignet ved Bendix Rantzaus køb af et par ejendomme i Gerup. Ved kronens tilbagekøb af lenet i 1599 kommer det til en del stridigheder vedrørende dette gods, idet Bendix Rantzau, at han ikke havde solgt andet og mere, end det, han havde modtaget i 1583.

 

Kronens krav skulle fastholdes

Kongen gjorde gældende, at den nye lensmand, Albert Friis på det bestemteste skulle fastholde kronens krav. Og det ejendommelig er, at kongen henvendte sig til lenets bønder og anmodede dem, om at yde et tilskud til købesummen efter evne og formue, idet der måtte formodes, at de var interesseret i kronens køb. I 1600 blev der udskrevet en almindelig landeskat overalt hos bønderne i riget til hjælp til betaling af Møgeltønder hovedgård og gods.

 

Albert Skeel

Fra 1600 havde Møgeltønder og Riberhus fælles lensmand. Og disse lensmænd tilhørte nu den danske højadel. Albert Friis, der kun var lensmand til 1601, var ligesom de følgende lensmænd med undtagelse af Mogens Sehested medlem af Rigsrådet. Albert Skeel, der var lensmand i tiden 1601 – 39 havde i sine unge dage, således som det på den tid var sædvane inden for højadelens kreds, været på uddannelsesrejse i Tyskland, Italien, Frankrig og England. Kort efter havde han ledsaget Christian den Fjerde på dennes brudefærd. I 1601 forlod han hoffet
og forlenes med Riberhus og Møgeltønder len. Som rigsråd og rigsadmiral blev han ofte brugt som kongens vigtigste sendebud.

I 1623 afgik han som rigsadmiral, muligvis på grund af et personligt sammenstød med kongen. Men det var dog ikke værre end at han i 1629 fungerede som fredsforhandler i Lybæk.

I forlenings – brevet blev det bestemt vedr. Møgeltønderhus, at han skulle gøre kongen regnskab for al avl, affødning og anden fordel og udgiften til løn og klæder til skriveren, fogeden og de daglige folk på Møgeltønder Slot og len. Den derunder liggende ladegård skulle tilregnes kongen. Dertil kom endvidere den bestemmelse, at lensmanden måtte beholde tiendedelen af den uvisse indkomst, hvorved forstås indfæstning, sagefald og før-lov.

Albert Skeel afgik ved døden 1639, og hans afløser blev Gregers Krabbe, der ligesom sin forgænger tilhørte den danske højadel. Også hav havde i sine unge år været på udenlandsrejse.
Ligesom sin forgænger var han rigsråd, men opnåede endnu et avancement, idet han i 1651 overtog stillingen som statholder i Norge efter Hannibal Sehested. Han blev beskrevet som
en jævnt dygtig og godlidende mand. Det fortælles, at selv om han gennemførte en forøgelse af hoveriet i Hindsgavl Amt, så var han alligevel vellidt af bønderne der.

På Møgeltønder var han optaget af få gennemført en hårdt tiltrængt reparation af hovedbygningerne, men det forhindrede svenskerne ham i at gennemføre. Da svenskerne endelig trak sig ud af landet, var det i første omgang avlsbygningerne, der blev genrejst. I 1650erne skiftede lensmændene ret hyppigt. Fra 1651 – 1655 var Mogens Sehested lensmand. Fra 1655 – 1658 var det Otto Krag. Og i 1658 overtog Hans Schack lenet.

 

Ikke en dårlig forretning

Det var bestemt ikke en dårlig forretning at være lensmand dengang. Det må dog lige antydes at flere af lensmændene havde ydet kongen store lån og havde fået lenet som pant. Den eneste rente, som de fik for lånet, var de indtægter som lenet kunne give af sig. Måske havde indtægterne været lidt mindre efter 1599, hvor lensmanden kun fungerede som kongens forvalter.

 

Mange ansatte

Egentlig var det nok skriveren, der havde det store arbejde. Han skulle opkræve afgifterne hos bønderne, og han skulle føre det uoverskuelige regnskab. Hvert år skulle han personlig rejse til København for at præsentere regnskabet over for Rentekammeret. Ladegårds – fogeden tog sig af bøndernes hovarbejde. Til hjælp havde han en foged – svend. Et skiftende antal røgtere
og piger fik deres kost på Møgeltønderhus. I regnskabsåret 1618 – 1619 opholdt der sig således 12 faste tjenestefolk samt en del personer, der som håndværkere eller i andet ærinde opholdt sig i længere eller kortere tid på slottet.

I jordebøgerne findes en fortegnelse over godsets besiddelser, gårde, kådnere og inderster. Hertil kommer de to møller i Lindskov og Daler, samt et falkeleje i Skast. Besiddelserne lå
noget spredt i Møgeltønder, Ved Aaen, Bønderby, Toghalle, Gallehus, Daler, Gerup, Østerby, Buntje – Ballum og Abild. I jordebøgerne kan man ikke finde fortegnelser over de såkaldte slikmænd. De kan opfattes som en slags forpagtere med en noget svingende forpagtningsafgift. De boede ude i Gudskog. En del af dem havde ret store jordbesiddelser.

 

Udseende ændret mange gange

Møgeltønderhus har skiftet udseende mange gange. Og det er heller ikke alle gengivelser, der er lige pålidelige. Der findes dog et maleri på Skokloster i Sverige, der viser os, hvordan stedet så ud, da Hans Schack overtog det. Rundt om samtlige bygninger gik den i dag den eksisterende voldgrav. Den gang var der plankeværk mellem borgergård og ladegård. De tre vigtigste gårde blev forbundet med broer.

I 1642 var broerne så  forfaldne, at Christian den Fjerde under et ophold på Møgeltønderhus befalede, at broerne skulle erstattes med jorddæmninger. Men den ordre blev grundet krig, næppe gennemført. Stedets betydning som fæstning var svundet ind til intet.

Ikke nok med at svenskerne ødelagde store dele af godset. Men natten mellem den 11. og 12. oktober 1634 ramte en stor stormflod Vesteregnen. Vandet nåede ikke helt op til Møgeltønderhus, men stormen ruskede voldsom i de mange bygninger. Der måtte bruges et ikke ringe beløb til udbedring af skaderne.

Til trods for disse reparationer så fortæller en synsforretning fra 1639 adskillige steder om brøstfældigheder. Om det store stenhus hedder det således, at det øverste loft, der var egefjæl, var ganske brøstfældigt. Muren var mange steder revnet og taget var flere steder afblæst. Med hensyn til stald –og lade-bygninger oplystes det, at stængerne mange steder var rådne, og at tavlerne var faldet ud. Hvad vind og vejr ikke kunne magte, lykkedes til fulde for svenskerne i 1643 – 45. Da de var ude af landet tog lensmand Gregers Krabbe fat på genopbygningen.

 

Synsforretning fra 1655

Men i en synsforretning fra 1655 syntes der stadig at være kritisable forhold. Om Fruerstuen (Hovedbygningen) hedder det således, at taget var aldeles ødelagt af svenskerne. Loftet var brudt ned, kælderen var ganske brøstfældig, og i ladegården var det kun lidt husning i sammenligning med synsforretningen 1639. Den nye svenskekrig hindrede en række planlagte reparationer. Først da Hans Schack havde overtaget lenet som ejendom, kom der for alvor gang i byggearbejderne. Det nye Schackenborg rejste sig på det gamle Møgeltønderhus ruiner.

 

Lokale materialer

Det var fortrinsvis lenets egne håndværkere, der stod for opførelsen. Det var lidt sværere med materialerne. Teglsten kunne man selv producere på egnen. Men både træ og kalk måtte hentes andre steder fra. Den eneste skov i lenet, Lindskov var ikke stor nok til at kunne levere det nødvendige tømmer og desuden blev den ganske ødelagt af svenskerne.

Allerede i 1562, da beboerne i Møgeltønder len havde hårdt brug for tømmer til slusernes og husenes vedligeholdelse, gav kongen dem tilladelse til at indføre træ fra Norge. Dog måtte de ikke sælge tømmeret videre, men udelukkende bruge det selv.

Ifølge lens-regnskabet er der købt materialer fra Højer, Tønder, Ribe og Flensborg.

 

Urter på slottet

Af det før omtalte billede på Skoklosteret i Sverige fremgår det, at man var begyndt at anlægge have omkring slottet. Træerne var dog endnu ikke så høje. Derimod kan man ud fra lens-regnskabet se, at der var indkøbt urter. Og det var fra den husumske urtekræmmer Gert Buck. Således var der købt, løg-frø, gulerodsfrø, kørvelfrø, persillefrø, timianfrø, meran-frø, salviefrø, lavendelfrø m.m. Fra regnskaber fremgik det også, at der var indkøbt karper. Hvor karpedammene var anbragt, vides ikke.

 

Kunne lære noget af hollænderne

Indtil 1660 kørte godset som ladegårdsdrift. En del af markerne havde ikke været pløjet. De blev brugt til græsning af kreaturerne. Der var dog også en del eng – arealer, der ikke var velegnet til pløjning. Men i regnskaberne kan det ses, at korndyrkning blev en stor del af driften. Rug og havre blev dyrket i store mængder. Det var især hollandske købmænd, der opkøbte kornet og solgte det videre med stor fortjeneste i Spanien. Men endnu engang ødelagde svenskerne det hele. Markerne forblev nu u-dyrket. Mange steder gik de ligefrem over i hede.

Og vi sønderjyder kan takke hollænderne for meget. Således lærte de os, at fremstille ost. Og også smør viste de os, at vi kunne fremstille. Ja egentlig lærte de os også kvægdrift. Albert Skeel havde i 1618 – 19 betalt Laurids Struck, en borger i Ribe 9 rigsdaler for en tyrekalv og kviekalve indkøbt i Holland. Lensmanden mente at dette indkøb kunne have gavnlig effekt for avlsdyrene på Møgeltønderhus. Men antallet af køer på Møgeltønderhus oversteg dog aldrig 20. Og da svenskerne kom af to gange endte alle køerne i svenskernes maver.

 

Flere okser fra Møgeltønder

Men tidligere havde der gået flere okser på Møgeltønderhus områder. I 1554 havde Detlef Ahlefeldt fået lov til at udføre 100 okser toldfrit fra Kongeriget til Slesvig. I 1589 fik Bendix Rantzau lov til at udføre 200 okser fra kongeriget (dog ikke toldfrit). På det tidspunkt var der plads til 200 okser i Møgeltønderhus stalde.

 

Hoveri

Der findes ikke så  mange kilder, der referer til hoveriet i Møgeltønder Len. Men fra den gamle Brinkgård (bispegård) i Ballum Sogn klagede bønderne i 1540erne over, at de både
skulle lave hoveri for Brinkgård og til Riberhus. Fra Trøjborg nævnes, at hvert bol i tjenestepenge årligt skulle betale 8 daler i tjenestepenge. Bønderne skulle også hvert år foretage en lang
rejse til Flensborg, Slap de for sådan en tur skulle de betale yderligere 1 daler. For det tredje skulle de hvert år foretage en kort tur til Højer eller Tønder eller også betale yderligere 8 skilling.

For det fjerde skal hvert bol årligt levere 4 læs tørv eller betale 4 skilling for hvert læs. De skulle årligt yde nyt tag til vedligeholdelse af hovedgårdens bygninger, samt holde deres løkker, veje, stier vedlige.

Desuden skulle de årligt pløje, havre, så og høste et areal i den Søndre og Nordre Mark. De skulle endvidere køre vintergødningen ud på de marker, der blev anvist af herskabet. Tærskningen slap bønderne for, mod at betale tærskepenge. Efter kontrakten af 1627 skulle samtlige fæstebønder slå og rive 50 Demant eng, mens Visby – bønderne alene skulle køre høet hjem. Da Daniel Rantzau i 1650 ved fru Anne Rantzaus død overtog Trøjborg genindførte han avlingshoveri på Trøjborg, indtil bønderne i 1690erne lejer hovedgårds
– marken.

Første gang hoveriet bliver nævnt i Møgeltønder er i 1233 i en overenskomst mellem indbyggerne i sognene Tønder (Møgeltønder) og Andæflyth. Sidstnævnte svarer nærmest til Vester Anflod. Det fremgår, at allerede i middelalderen måtte beboerne yde kørsler for den biskoppelige gård i Møgeltønder.

Egentlig har hoveriet i Tønderhus Amt ikke været særlig tyngende. Højer – bønderne skulle siden 1589 yde 10 dages hoveri til Fokkebøl og Fresmark.

 

Protest fra bønderne

Vi har tidligere fortalt om oprør fra bøndernes side i Møgeltønder. Bønderne mente, at de til tider havde for meget hoveri. Og lensmændene klagede over, at bønderne ikke fik udført deres arbejde. I 1567 udstedte kongen derfor en forordning til bønderne om, at de skal gøre samme tjenester til slottet med pløjning, lyngægt og andet, som de fra arilds tid sædvanligvis har ydet.

Bendix Rantzau brugte ret så håndfaste metoder over for opsætsige bønder. Det løs også bitre klager over ham fra bøndernes side. I 1583 nedsatte kongen dog også en kommission, der skulle undersøge forholdene. Men kongen gav ikke bønderne ret. Han mente, at de i Claus Ahlefeldts tid havde været noget forskånet for ægt og hoveri. Bønderne fik at vide, at de skulle være lensmanden lydig.

Men snart var det galt igen. I 1597 sender Christian den Fjerde et brev til herren på Møgeltønderhus, hvori det hedder, at hans bønder har klaget over, at han har forhøjet deres skyld og landgilde udover det, som de fra ilds tid har svaret, og at han besværer dem med arbejde til 5 eller 6 avlsgårde, foruden at de har diger at holde i stand. De de derved er kommet i stor armod og fordærv og ikke vil kunne blive ved deres næring og bjærgning, har de anmodet Kongen, om at tage sig af deres
sag.

 

Rantzau stævnede bønderne

Nu hjalp det dog, da Kronen overtog Møgeltønderhus i 1599. Men ak, beboeren slap ikke for Bendix Rantzau. Den landgilde, de ikke havde villet eller ikke kunne betale ham, stævnede han dem for ved Viborg Landsting. Kongen appellerede til dommerne om at vise barmhjertighed over for bønderne. Endnu så sent som i 1607 var Bendix Rantzau part i en proces mod beboerne i Møgeltønder.

 

Til rådighed for kongen

Nu var det sådan, at bønderne i Møgeltønder Len også skulle stå til rådighed for kongen. Ja de skulle også hver især køre seks kæmpesten til Ribes befæstning og yde seks dages arbejde til dette. I 1655 var Frederik den Tredje på besøg i Sønderjylland. Han sendte en brev til Møgeltønder – bønderne, at de skulle holde sig klar med deres heste og vogne, når han om kort tid agtede at begive sig fra Flensborg til Ribe sammen med sit følge og hof.

Kådnerne som ikke havde heste, måtte et hvis antal dage om året stille sig til rådighed som håndlangere for håndværkere eller rense grave eller forrette havearbejde. Et forsøg på at udvide
kådnernes hoveri til også at omfatte dige-byggeri, blev på kongens foranledning bragt til standsning.

 

Indfæstningen

En anden afgift var indfæstningen. Det var en afgift, der betaltes ved fæsterskifte. For en helgård i Møgeltønder Len var det ansat til 40 rdlr. Men gårdene Ved Åen var helt oppe i en afgift på hen imod 200 rigsdaler. Det mest almindelige var dog 100 – 140 rigsdaler.  Men der var masser af andre byrder for befolkningen. De mange krige satte sine spor. I Christian den Fjerde og Frederik den Tredjes tid kom pengeskatte, kornskatter, bådsmandsskatter og mange flere. Ja og så kom alle kirkeafgifter. I middelalderen var disse delt i tre dele, bispetiende, præstetiende og kirketiende.

 

Præsten klagede

I slutningen af 1550erne klagede præsten Laurids Boesen over, at hans sognebørn ikke ville give ham tiende. De ville heller ikke give ham kvægtiende. Det kom godt nok til et forlig i 1558, hvor det blev bestemt, skulle give tiende i en del af gestlandet, mens de af de ny-inddigede marskland skulle give 2 mark smør for hver ko samt give tilbørlig kvægtiende. I 1560 klager præsten igen til kongen. Endnu i 1573 var der ikke faldet ro i sagen.

 

Dige-arbejde

Bønderne i Vestslesvig havde en forpligtelse, som andre bønder i landet var fritaget for, nemlig dige-pligten. De gamle frisiske ord  “Hvem der ikke vil dige, må vige”, havde sin gyldighed i Møgeltønder Len. Hver enkelt fik efter sit marsk – areal udmålt sin andel af diget. Det var så hans pligt, at reparere , når storm og uvejr havde sønderbrudt det. Og hvis han ikke kan magte
dette, må han opgive dele af sit land til fordel for dem, der godt kan magte vedligeholdelsesarbejdet. Bestemmelserne kunne synes skrappe, men ude i kogene var man afhængige af hinanden. Spade – strandretten som var kendt fra øen Nordstrand gjaldt også Møgeltønder Kog. I 1634 blev denne suppleret med Christian den Fjerdes dige-forordning.

De diger, der blev bygget i 1550erne kan nok ikke måle sig med nutidens diger. Men i mange år var man på egnen foruroliget. Så sent som i barndom og ungdom i Tønder lyttede mine forældre foruroligende når radioen, når en stormflod var på vej. Det var inden det fremskudte dige ved Højer. Og en enkelt gang er mine forældre inde i Tønder blevet evakueret, selv om min mor sagde, at det var noget pjat, da hun på naboens vejrhane kunne se, at vinden havde ændret retning.

 

Stormflod

Gennem tiden har storm og vand forårsaget store skader i Møgeltønder Len. I 1579 havde kongen sendt et brev til Bendix Rantzau om, at hans bønder sammen med Tønderhus undersåtter skulle deltage i reparationen af digerne. På adskillige steder mellem Højer og Rudbøl var digerne blevet gennembrudt. Også hertugen mindede om, at dige-parter skulle blive bragt i orden.

Kun et par år senere var det igen galt med digerne. Onsdagen efter påske i 1583 har bønderne i Tønder og Møgeltønder len i overværelse af deres respektive herrer, Johann von der Wisch og Bendix Rantzau være forsamlet i anledning af, at der i 1582 havde været masser af digebrud flere steder. Man så sig nogle steder nødsaget til at flytte digerne længere ind i landet.

 

Det voldte mange bryderier
for bønderne fra Møgeltønder og Tønder at skulle være fælles om diget og reparationerne af det. Snart var det kronens og snart var det hertugens bønder, der var uvildige til at udføre deres del af arbejdet. Den værste storm var “Det store Guds-vejr” natten mellem den 11. og 12. oktober 1634. Kongen havde bevilliget nedsættelse i landgilden for dem, der havde lidt skade på deres korn og hø.

Det fremgik, at især bønderne ved Aaen, i Møgeltønder, Buntje og Rejsby havde været særlig udsatte for stormfloden. Meget slemt var det gået ud over Møgeltønder Kirke, idet det høje tårn styrtede ned over skibet og næsten lagt kirken i ruiner. Menigheden var ikke selv i stand til at rejse tårnet. I den anledning anmodede kongen, at nabosognene skal komme den nedfaldne kirke til hjælp efter bedste evne.

 

Havet rejste sig atter

Næppe var alt blevet repareret, da havet igen rejser sig. Det var den omtalte nat mellem den 11. og 12. oktober. På Nordstrand druknede alene 6.000 mennesker og 50.000 kreaturer.
1.300 gårde forsvandt i havet. Diget mellem Højer og Rudbøl blev atter engang gennembrudt. Eschelt Thambzen i Møgeltønder mistede således sit ganske Hus, hustru og børn samt alt sit gods og 2 køer. Mattis Persen mister to køer, 1 svin, 47 gæs, væggene i huset, samt sted-faderen Jens Ibsen og moderen. Mange kreaturer gik til i Møgeltønder Len.

Gårdene ved Aaen havde fået deres værfter ødelagt. Tavlerne i bindingsværkshusene var blevet skyllet bort af floden og en del af stolperne havde måttet give slip på grund af vandets store pres. Her havde blandt andet Anne Jensdatter mistet to heste, en hoppe, to fede køer, fire kvier, 6 okser, 2 stude. Dertil kom at 15 fag lade med alt høet var drevet bort, 12 fag stald ”neden for bjælkerne” var bortrevet, ligesom et lille hus med masser af træ-tøj var fuldstændig forsvundet.

Møgeltønderhus mistede 15 heste, 27 hopper, 5 føl, 30 køer, 39 stude, 9 okser, 44 kvier, 37 kalve, 1 tyr, 73 får, 21 svin og 229 gæs. Udbedringen af skaderne har krævet store summer og kæmpe arbejdsindsats fra bønderne, lige som også at digerne atter en gang skulle sættes i stand.

 

Hver landsby havde sine vedtægter

Hver landsby havde deres vedtægter. Der blev indkaldt til Grande/Bystævne, når vigtige ting skulle diskuteres. Indvarslingen blev foretaget af skiftende embedsmænd. I Daler blev de kaldt for markmænd, senere pantemænd, i Toghalle, tilsynsmænd, og i Abild for hegnsmænd. Og i en landsbyvedtægt fra Bønderby fra 1821, kaldes de for opsynsmænd. Som regel var der to embedsmænd i hver by, en i hver ende. Og det var en pligt at påtage sig hvervet, der gik efter tur.

Når der skulle afholdes Grande lod den ældste af embedsmændene en såkaldt grandestok eller ting-vol sende rundt til bønderne. Stokken gik fra hus til hus, og når den havde nået sidste mand, medførte han den til Grande – stævnet og overgav den igen i den ældste embedsmands varetægt. Skete det, at en af bønderne ikke sendte stokken videre måtte han erlægge en bøde til fællesskabets kasse. Som regel betød det også en mindre bøde til øvrigheden.

I Abild var bøden 4 sk., mens man i Daler har måttet bøde i mk. Til byen og 8 sk. Til herskabet. Lignende bøder var fastsat for dem, der udeblev fra mødet. Normalt skulle den udeblevne lade sig repræsentere ved en anden, idet beslutningerne skulle tages af samtlige bymænd. På Grandet skulle der herske ro og orden, og øvede nogen kiv og trætte, idømtes han en bøde, der i Daler bestod af en tønde øl til byen og 1 rigsdaler til herskabet.

Måske var afstemningen ved disse møder ikke demokratisk. Det gik efter gårde. En helgårds – stemme regnedes for dobbelt i forhold til en halvgårds. Kådnere havde overhovedet ikke stemmeret . De måtte gerne deltage. Og hvis der var beslutninger, der drejede sig om dem, måtte de gerne fremkomme med ønsker, men beslutningerne blev taget af bønderne.

 

Overtrædelse af det 6. bud

Overtrædelse af det 6. bud var den hyppigste overtrædelse dengang, hvis vi taler om moralbegreber. De mere velstillede måtte betale meget mere end den fattige. Bødens størrelse afhang også af forbrydelsens art. Besvangring af en trolovet så myndighederne på med milde øjne. Her kunne man nøjes med at slippe med et par rigsdaler. Men var den ene af parterne derimod gift , eller var synderne nært beslægtede, vankede der klækkelige bøder.

Fra regnskabet 1649 –  50 kan det ses, at Broder Sonnichsen ved Aaen har betalt 120 rigsdaler For lidt adspredelse i den ægteskabelige ensformighed. I 1655 har to mænd fra Lindskov betalt 150 rigsdaler. for lejermål med personer, med hvem de var beslægtede i 2. og 3. led.

Selv præsten, som man vel på dette område havde rimelig grund til at formode ville optræde som et godt eksempel for sine sognebørn, har til tider følt kødets lyster. Laurids Thomsen og hans families sørgelige skæbne har vi således tidligere berettet om.

 

Nedkommet 11 uger for tidlig

Møgeltønder –  præsten Bagge Petersens hustru var nedkommet 11 uger for tidligt. For denne grove forseelse burde præsten være blevet straffet. Men kongen bestemte, at han kunne blive forflyttet. Men med sognebørnenes forbøn får han lov til at blive mod at han betaler 50 rigsdaler til hospitalet i Ribe.

Et mord så man ikke så alvorlig på. Således kunne Hans Christensen i Rejsby – Ballum kunne nøjes med at betale 30 rigsdaler for at have stukket en fiskerkarl på Rømø, så han døde. Men der blev givet bøder hvis

• der blev gravet tørv 3. pinsedag
• at kromændene bliver idømt bøder for at have solgt brændevin og øl i kirketiden
• fordi man havde været i slagsmål med en anden om en stol
  i kirken

 

Kilde:

• litteratur Tønder
• litteratur Møgeltønder
• litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler:

 

Under Historier om adelsslægten (9 artikler)

• Adelsslægten Akeleye 1 – 9

 

Under Sønderjylland (207 artikler)

• Enklaverne i Sønderjylland
• Ribes Historie 1 – 5
• Gråsten – en flig af historien
• Margrethe den Første og Sønderjylland

 

Under Aabenraa (169 artikler)

• Adelsslægten fra Aabenraa
• Adelsslægten, der uddøde
• Ahlefeldt og Søgaard
• Kirker – syd for Aabenraa
• Syd for Aabenraa

 

Under Tønder (283 artikler)

• Adel og Storgårde i Tønder Amt
• Bondeslægten fra Trøjborg
• Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
• Dagbog fra Møgeltønder
• Dige-byggeri i Tøndermarksen
• Guldhornene fra Gallehus
• Guldhornene ældste historie
• Hertugen af Tønder
• Møgeltønder – dengang
• Møgeltønder Kirke
• Møgeltønders historie
• Oprør i Møgeltønder
• Præsten fra Daler
• Schackenborg i Møgeltønder
• Tønder, Marsken og afvandingen
• Tøndermarsken 1 – 3

 

Under Højer (77 artikler)

• Højer – stormflod og diger
• Landet bag digerne
• Stormflod ved Vestkysten
• Syd for Højer

 

• og mange flere artikler

Redigeret 17.09.2021