Mange hertuger har regeret Tønder By og Tønder Amt. Men denne artikel skal hovedsagelig handle . om Hertug Hans den ældre. Og selvfølgelig ved jeg godt at Tønder ikke havde en selvstændig Hertug.

 

Hertug Hans ikke krediteret

Hertug Hans den ældre har gjort meget for Tønder, men det er rigtig nogen pladser eller veje, der er opkaldt efter ham. Ikke engang i vores nationalmelodi For
en fremmed barsk og fattig er han krediteret. Her er til gengæld slægten Rantzau skamrost. Nu var det ikke just alle Rantzau’ er, der var lige populære.

 

Ikke røre ved det nationale

Men i min tid i Sønderjylland har jeg kært at man skal passe på at pille ved det nationale. Det kom min afdøde kone også til, da hun lavede en film til TV – Syd
om edb – programmet Comal 80, der blev udviklet af Børge Christensen i Tønder. Hun brugte en flot underlægningsmusik spillet Mikkelsen (fornavn glemt) fra Aabenraa af Det haver så nydelig regnet.

Men Tv – Syd mente, at melodien vakte så mange følelser, så de bragte filmen uden denne flotte musik. Jeg håber ikke, at jeg kommer til at støde nogle følelser ved at fortælle om Hertug Hans den ældre.

 

Hertugdømmet blev delt

Ved kong Frederik den 1.`s død i 1533 stod både kongeriget og hertugdømmerne over for, at skulle have en ny herre. Hertugdømmernes stænder havde ret til selv at vælge, men reelt spillede kongeslægtens arvekrav en betydelig rolle. Som den eneste myndige søn overtog hertug Christian (senere Christian den 3.)
foreløbig styret på egne og umyndige brødres vegne.

I 1544 blev der foretaget den endelige deling mellem brødrene. Den yngste bror havde dog opgivet sine krav mod løfte om en anden forsørgelse.

Delingen blev foretaget på den måde, at alle fik lige meget ud af det. Det betød at alle fik spredt beliggende områder i begge hertugdømmer. Hermed sikrede stænderne at Slesvig og Holsten fortsat var knyttet sammen.

Den yngste bror, Adolf valgte først. Han fik Gottorp som residentslot. Kongen valgte den sønderborgske del med Flensborg by, og Hans (den ældre) valgte Haderslev som residensby. Da Christian den 3 døde blev der foretaget en ny deling, denne gang kun den kongelig del af hertugdømmerne. Delingen omfattede kun Frederik den 3. og den yngste bor Hans den yngre).

Hertug Hans den ældre fik Haderslev Amt og Tørning len, dertil det store Tønder amt med de frisiske øer bortset fra Amrum, Vesterland – Før og dertil nordspidsen af Sild, der hørte under kongeriget. Dertil Rendsborg og øen Femern, der var en del af hertugdømmet Slesvig, selvom den lå ud for Holstens
kyst. Hertug Hans fik desuden Løgumkloster og Bordesholm kloster i Holsten.

Smid ikke med kød

Den 27. august 1544 udsendte Hertug hans en hofordning. Det vigtigste i den var rangordningen ved bespisningen. Enhver skulle kende sin plads. Det viste sig også at være nødvendig med at indskærpe god bordskik.  Man skulle forholde sig rolig, når det blev spist. Man måtte ikke kaste med kød, brød, fisk, knogler eller andet.

Dødsstraf ved manddrab

I 1545 blev der indført dødsstraf i Tønder Amt i manddrabssager. Efter gammel nordisk ret havde man før kunnet klare dette med bødestraf eller fredløshed. En anden straf rettede sig mod menederne. Fra 1549 gjaldt det, at man i sådanne sager skulle have de to fingre, hvormed den falske ed, blev afsagt, afhugget.

 

Utugt straffes med døden

Straffen for ægteskabsbrud blev også skærpet. I visse tilfælde kunne ægteskabsbrud straffes med døden. Men i en sag fra Tønder, hvor en mand havde fået et barn med sin mors kusine, der var i huset hos dem, reagerede hertugen som i mened sagerne.

De sad begge i fængsel på Tønder Slot. Amtmand v. Thienen skulle true med skarpretteren, men kun som trussel. Til sidst blev sagen ordnet på den måde, at manden fik en bøde. Kvinden blev bortvist fra Tønder amt.

Der blev ansat særlige vrøgere, der skulle holde øje med om ægteskabsforordningerne blev overholdt. I dag ville man kalde sådanne for dyneløftere. I forbindelse med utugt og usædelighed havde den af Gud indsatte øvrighed mandat til at straffe sådanne lovbrydere med sværdet.

 

Husk at betale tiende

Kirken havde lidt store tab under reformationen så hertugen indskærpede, at tiende skulle overholdes af bønderne. Bønderne skulle aflevere hver tiende neg.

 

Inviter ikke for mange

Hertugen meddelte i 1566, at der herskede meget uskik, ødselhed og pengespild ved begravelser, bryllupper og barselsgilder. Også klædedragten var for luksus-præget.

Resultatet blev totalt forbud mod gravøl. Kun familiemedlemmer og tyendet måtte våge over den afdøde. Naboerne kunne få lov til at komme, men kun i al beskedenhed.

Til barnedåb måtte kun indbydes fadderne og derudover 5 af vennerne. Der måtte kunne serveres 4 retter mad, og der måtte ikke drikkes øl. Og heller ikke vin. Blev flere indbudt skulle værten bøde med en gylden. Hvis der blev serveret vin var bøden 10 gylden.

 

Klæde – forordning

Forordningerne gik helt ned i detaljer. De fortalte også hvilke smykker, man måtte bære. Og ikke mindst, hvilke klædedragter, man måtte bære. Byens fornemste borgere måtte anvende silke og kammelot. Håndværkerne måtte benytte sig af engelsk klæde til kjortlen, og ikke anvende fløjl. Tjenestefolk
måtte nøjes med at bære kjortel af almindeligt engelsk eller kølnskklæde (gemein English oder Collnisch gewandt zu rocken)

 

Til glæde for de fattige

Reguleringen er motiveret ud fra omsorgen for de fattige, som ved højtider ikke vil stå tilbage for byens bedrestillede og de hertil hørende normer. At skulle leve op til en social praksis, som rækker over ens stand, er til stor skade og fordærv (schadenn und vorderff)

Hertugen lagde vægt på, at forordningerne var at betragte som en kærlighedsgerning.

 

Offentlig gabestok

Hvis man overtrådte kirkebestemmelserne, og afholdte fester og slægtsgilder i forbindelse med kirkelige højtider, så var straffen hård.

Man kunne risikere at komme i gabestok. Det var på byens torv, at man blev udstillet til almindelig hån og fornedrelse. Man kunne også risikikere ikke at måtte blive begravet i indviet jord. En ned-rangering i lavere sociale til stor skam for familien var også en mulighed.

 

Ikke arbejde på søn – og helligdage

Der måtte ikke arbejdes på søn – og helligdage. I begyndelsen var det amtmanden, der skulle holde øje med dette. Men senere var adelen, der skulle føre opsyn. Det havde sikkert et pædagogisk sigte. Så kunne herremanden ikke forhindre, at man søgte mod kirken.

• På helligdage skal kornet stå i marken og ikke ”beflitte” sig med ”tidsligt arbejde”. Den kærlige Gud skal æres, og man må derfor afholde sig fra tyngende arbejde.

Kæmpe dige-byggeri

Hertug Hans var meget interesseret i  inddignings-mulighederne ved Vestkysten. Han foretog en række projektor, som betød afgørende indgreb i naturforholdene i marskområderne. Fyrsterne ville have mere jord, og i den vestlige del af Tønder, var der mange muligheder.

Midt i 1500 – tallet fældede hertugen størstedelen af skovbevoksningen øst for Tønder. Han brugte træet i det omfattende dige-byggeri. Alene til dige-arbejdet fra 1562 – 66 blev der brugt 18.000 læs træ af forskellig slags.

I 1554 fik hertugen trods lokalbeboernes protester anlagt et dige fra Højer til Rudbøl og videre østpå til gesten ved Gresbøl i Kær herred. Der blev løst en meget krævende ingeniøropgave, idet Vidåen blev spærret med en sluse.  Flere forsøg var tidligere mislykket.

Arbejdet blev afsluttet i 1556. Det betød at store dele af marskområdet nu var græsområder. Men det betød også at Tønder var afskåret fra havet.

 

Jagtslot

I 1562 blev et nyt stort dige-anlæg sat i værk, et dige fra Rudbøl over til Vidding Herred. Alle disse projekter kostede tyngende byrder fra befolkningen. Omkring 1570 byggede han et lille jagtslot Lusthaua Thom ved sin gård Grøngård (Vi har skrevet 4 artikler om Grøngård) 

Kilde: 

• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 7 – 4 – 2022