Se hele artikel som HTML Document
Blomst til skilsmissebyen

En parodi på Tønder og Tønder Kommuneskole, offentliggjort i Tønder Kommuneskoles Skoleblad i 1973. Skrevet af redaktøren af denne side og leveret til  Skolebladet Rolands redaktion. Overskriften hentyder til Tønders ry som Nordens Bryllups by nr. 1. Artiklen er sammenskrevet af to artikler. Efter sidste artikels offentliggørelse blev  Skolebladets redaktør kaldt til samtale hos ”Bulder” (skoleinspektøren). Ballade lurede, men Bulder sagde:

• Din fremtid er hos Æ Rummelpot.

Det var engang en by, der lå langt vestpå i et lille land nær ved et stort land. Byen havde 8.000 indbyggere (af menneskelig afstemning) 176 katte, 578 hunde samt et antal hamstere, guldfisk, får m.m.

Byen var kendt for at være skilsmisse by. Her kunne folk fra alverdens lande blive skilt uden forældrenes tilladelse. Hvert år udvalgte man årets skilsmisse par. Det var den nyudnævnte turistchef Sol, der havde fundet på det. Denne Hr. Sol var også berømt for at arrangere byfester, det skiftes med at være Skt. Hans festen og Skilsmisse festen.

Til skilsmisse – festen havde Hr. Sol ladet opføre en mælkebar, og her blev mælk og Coca – Cola serveret af byens lærere. Desuden blev der serveret Guldhorn vand. Det var tappet fra byens hellige kilde, som en ung skøn – jomfru fandt, da hun i bare tæer pludselig skvattede ned i et hul. Det var i 1639.

 

Man fandt på at tappe vandet på flasker, men da kilden efterhånden blev forurenet, tilsatte man appelsin og citronsmag.

En anden kilde blev i 1734 opdaget af en landmand, hvis hest blev forvandlet til en Gedeost, da den drak af vandet. Selvfølgelig er det kun et sagn, men alligevel. De to kilder er et meget besøgt sted cirka 5 kilometer fra byen.

Byfesten havde hvert år besøg af et kæmpetivoli, der bestod af et skydetelt, og nogle luftgynger. Til festen kom der mange mennesker fra hele omegnen.

Byen havde en driftig sportsforening, og man udvidede hvert år med en fodboldbane, hvilket gik hårdt ud over campingpladsen. Campisterne risikerede at få serveret bold til middagsmaden, da nogle af teltene var placeret midt på fodboldbanen. Men på den måde kom campisterne i tæt kontakt med byens befolkning.

 

Man havde fået et nyt plejehjem, og visse folk ville have olympiaden til byen (eller i hvert fald Zum Blauen Bock – kendt fra Tysk TV). Problemet var, at man var ude af stand til at afholde ro mesterskaber, da åen som byen lå ved, næsten altid var tørlagt. Dog havde man i åen placeret et springvand, der ved vestenvind oversprøjtede passanter på gaden.

Vandet fik man fra brandstationen. Byen havde endda hele 4 brandbiler, samt en ekstra, som man brugte, når der var storbrand. Bilen var nemlig udlånt af byens museum. Hver gang, der var brand fik turister først lov til at køre en tur i den – senere kørte den så til brandstedet. De folk, der var med i brandvæsenet, led næsten dagligt af halsbrand, som de fik slukket på byens to kroer.

I byen havde man en komite til bevarelse af faldefærdige huse. Hver gang en sten rev sig løs, rev man huset ned, og byggede det op igen i ændret form. På den måde beskæftigede man håndværkerne og undgik arbejdsløshed.

 

 

Selvfølgelig var der også politi i byen. Det så man dog ikke meget til. Det skete, at man om natten kunne møde dem, når de var på vej til bageren efter rundstykker.. Dem, man var bange for, var Baglandspatruljen, der kunne finde på at kontrollere ens nummer i sko eller ens personnummer.

I byens fængsel sad som regel kun en to – tre stykker, som havde været i det store land, for at slukke tørsten. De fik i fængslet lov til at lave papirflyvere. Når de var færdige smed de dem ud af vinduerne. De landede som regel i byens anlæg, men det gjorde ikke noget, så havde gartnerne også noget at lave.

Papirflyverne var fremstillet af byens tre aviser. De to skrev af efter hinanden, så de var ikke så spændene. Men man havde også en avis på udenlandsk. Heri kunne man læse det, der stod i de to andre aviser, to dage efter – bare på et andet sprog. Ja, så var der også en avis, der levede af annoncer, efterlysninger, slag og køb. Heri kunne byens befolkning se, hvem der havde fyret deres stuepige, man kunne også se, når en landmand efterlyste et stykke kreatur af rød – hvid malkerace.

 

 

Apropos papirflyvere, så havde byen også en flyveplads. Men der var nogle, der ikke rigtig kunne tåle støjen, så man tillod kun sportsmaskiner, at bruge pladsen. Borgmesteren var også en ivrig pilot, men engang splittede han et telefonpæl ad, så folk på jorden var lidt utrygge, når de vidste, at det var borgmesteren, der fløj rundt over dem.

Han var for resten også ekspert i, at give sig selv bøder, med det er et kapitel for sig. Det kan du læse i en af byens aviser.

Borgmesteren var ligesom turistchef Hr. Sol medlem af Komiteen til Gågadens Beskyttelse og Udnyttelse. Denne gågade var byens stolthed, og om sommeren var den pyntet med blomster fra mark og eng. Man skulle være lidt af en spion for at opdrive en butik uden for gågaden. Men der fandtes et par stykker. Nogle følte sig snydt, fordi bykortet kun indeholdt gågaden plus nogle enkelte biveje. Der kom dog lige som adressebogen et nyt oplag af bykortet hver 5. år, som kunne købes hos byens to boghandlere.

 

 

Borgmesteren var også medlem af Hund -avler-foreningen. Ikke fordi han avlede hunde eller selv havde hund, men det var såre praktisk at være medlem af så mange bestyrelser som muligt. Denne hund-avler-forening havde til deres hunde fået installeret to velduftende hundetoiletter på gågaden. De små firbenede venner kunne jo også blive trængende. Byen blev derfor valgt til årets hundevenligste by, og det var borgmesteren stolt af.

Byens ivrigste og mest snakkeaglige husmødre havde dannet en husmoderforening. Denne forening havde på et af sine talrige kaffemøder fundet ud af, at man kunne oprette en såkaldt kondi – sti. På rekordtid blev en sådan en lavet.

Sportsforeningen fulgte ideen op, og anskaffede en ”Multi – kondi” maskine. Hvis man var heldig ikke at få et ben eller en arm i klemme, kunne man få konditallet nedsat eller i bedste fald sat op, alt efter ens energi. Rekordkonditallet er så vidt det vides opnået – uden fortræning – af en af byens åleslanke ugifte lærere. Også her er de med.

Desuden lavede Guldhorns-fabrikken i samarbejde med sportsforeningen en kondi – vand. På flaskekapslerne var der billeder af byens fodboldspillere, der på deres hold, havde en spiller, der tidligere havde været på landsholdet. – den såkaldte gentleman “leftleg”

Hvis man havde samlet 12 kapsler (hele holdet plus en reserve) havde man vundet første prisen. Men det var svært, fordi man ikke havde lavet så mange af reservespilleren. Præmien var en halvering af billetprisen på stadion, samt at få lov til at være med på andet holdet to gange – til træning.

Byen led også en del af arbejdsløshed, men Hr. Sol skaffede en æggebakkefabrik, en skrue og møtrikfabrik, samt en hjemmeskofabrik til byen. Denne hjemmeskofabrik havde specialiseret sig i at fremstille hjemmesko til dem, der havde ligtorne. De fleste arbejdsløse blev anbragt her. De der var til overs blev placeret hos kommunen.

 

 

Man fremstillede en forbrændingsanstalt, der bevidst var for lille. Derpå lavede man bare en ny. På den måde fik byens ingeniører og arbejdsløse beskæftigelse,Byen havde syv skoler. Tre folkeskoler, en der underviste på udenlandsk, og en hvor man skulle bruge kort for at finde ud af, hvor klasseværelserne lå.

Den sidste var alle tiders skole, superskole, hvor eleverne mødte veltilfredse og veludhvilede om morgenen. Man så særlig frem til mandag og fredag, hvor der var fælles komsammen med morgensang i festsalen. Det var noget, eleverne nød. Hvis man ikke gad, at følge med i timerne, kunne man gå ud i skolegården, der var indrettet som legeplads med sandkasse, rutsjebane og klatrestativ. Alt det havde lærerne selv lavet i deres fritid og ferier.

I frikvartererne var man så udmattet af den megen lærdom, at man ikke kun lege. I stedet tog man sig en smøg. Man behøvede ikke at være bange for lærerne., for på skolen fandtes kun superlærere Men lærerne havde udviklet en sniger-patrulje, der tog eleverne på fersk gerning, når de hos bageren ville hente et stykke wienerbrød. Patruljen var vså effektiv, at bageren måtte lukke, på grund af manglende kunder.

Der var en, som var helt vild med at servere mælk og kakao ved byfesterne, og så var der en, som var stormester i skak og havde matematikflair. Han havde opkaldt sine børn efter Pythagoras og Homer. En viste stor interesse for samfundet og håbede, at få et job på Christiansborg. En håbede, at blive direktør i landsforeningen ”Pyt – i – Pande”, og sådan kunne man blive ved. Jo det var alle tiders skole.

Skolen bestod i gamle dage kun af to bygninger og havde en flot have, hvor eleverne om sommeren kunne tage solbad. Om vinteren blev der kæmpet store sneboldkampe.. I den før så blomstrende have, var der nu blevet bygget bygninger til børnehaveklasserne, og installeret sandkasser, gynger og vipper. Ja nogle lærer mente, at der også skulle installeres kravlegårde. På skolen gik der nu børn fra 5 til 72 år, og man havde lige fra børnehaveklasserne til 44. lønningsklasse.

Det meste af skoledagen gik med at finde et ledigt klasselokale, ikke så sært blev eleverne adspredte. Men som en af lærerne forklarede. Så kan man også lære, hvordan nomaderne klarede sig. Elevrådet havde nedsat en masse udvalg, der var spilleudvalg, musikudvalg, kantineudvalg og alarmeringsudvalg (sidestykke til sniger-patruljen).

 

En elev havde givet udtryk for, at han ville have seksualundervisning. Det løste man til lærernes store lettelse ved at formanden for elevrådet, Orla spurgte den pågældende, hvad han var i tvivl om. Man havde også et automatudvalg. De foreslog, at man stillede automater op i klasseværelserne, så de elever, der havde glemt deres madpakke, kunne trække et stykke smørrebrød. Man kunne gøre det gratis ved at få foræret smørrebrødet, mod at forældrene var tvunget til at handle i et af byens to supermarkeder.

Noget nyt på skolen var at pige og drenge dyrkede gymnastik sammen.. Man kunne melde sig til pigegymnastik, drengegymnastik, vandpolo og sørøverleg. Til drengegymnastik havde der meldt sig flest piger, og til drengegymnastik flest piger. På loftet i et tidligere pulterkammer havde man indrettet formningslokalet. Her havde læreren, som man kaldte Picassos Oldemor, fundet på en konkurrence med at man skulle male gavlene på skolen.

Førsteprisen var en fritime. Anden prisen, en ekstra fritime, og tredje prisen en dag med Picassos oldemor. Ikke engang i ferien kunne man blive fri for lærerne. En elev mødte engang sin lærer og lærerinde samt en sæl gående hen ad stranden i det sydlige. Ved nærmere eftersyn kunne eleven da se, at sælen var familiens schæferhund, der også var blevet lidt solbrændt.. Lidt længere henne af stranden var familiens Volvo ved at blive hentet af tidevandet.. da denne beretning rygtedes på skolen, besluttede et flertal af eleverne, at blive hjemme fra i ferierne.

En af lærerne påstod, at han havde hentet sin mellemmad på månen, man da Apollo – besætningen kunne dokumentere, at der ikke var ost på skolen, måtte læreren indrømme, at han havde læst det i TinTin: Månen tur retur. Det var en virkelig kvalificeret viden, som lærerne bibragte eleverne. Læreren., som var sløjdlærer og bogføringslærer tillod i sløjdtimerne, eleverne at gennemhulle hinandens madpakker med diverse syle og stemmejern. En anden lærer havde købt Globs Brændevinsbog og Grundloven, han drømte om en fremtid på Christiansborg.

 

Hvis man ikke havde lært nok (noget) på den skole, kunne man gå i handelsskolen, hvor man begyndte helt forfra. Desuden kunne man i skolen blive skorstensfejer og bager på den tekniske skole. Hvis man så endnu ikke var blevet træt af, at gå i skole, kunne man fortsætte på byens gymnasieskole.

I byen havde man et hospital, hvor man kunne blive repareret, men hvis det ikke kunne betale sig, blev man sendt på det nye plejehjem.

Byen havde i sin storhedstid to banegårde. Nu havde man kun en tilbage. Højdepunktet var den daglige afgang til det store land. På banegården kom der af og til en soldat, der skulle til byens kaserne. Byens eneste forlystelsessted var som regel overfyldt med folk fra det store land eller soldater.

Soldaterne brugte al deres fritid i det store land, for at slukke tørsten. Byens natteliv mærkede man ikke meget til, det var ikke så sært, for den fandtes ikke.. Der var kun folk i byen når Kino lukkede, eller når de to værtshuse lukkede. Byen havde haft flere berømte personer. En var så klog, at han kunne spå om vejret, så man altid havde solskin i sin ferie. Han kunne også forudsige jordskælv og flystyrt. Dengang borgmesteren ramte en telefonpæl, havde han glemt at spørge profeten. Siden var profeten og borgmesteren blevet gode venner. Nu spørger borgmesteren altid profeten, inden han går på vingerne, om der er udsigt til flystyrt.

Det var historien om en by og en rød skole i et lille land, tæt ved et stort land

• Denne artikel er fra 2007 og var i to artikler blevet optaget i skolebladet Roland på Tønder Kommuneskole 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 19.04. 2022