Se hele artikel som HTML Document
De stakkels kniplepiger

Tønder er kendt for sine kniplinger. Men et tilbageblik vidner om store menneskelige omkostninger. At kniple kan bruges som terapi, og igen ved at blive moderne. 26.000 var beskæftiget i kniplingsindustrien engang. Når man nu står og kigger på Richtsens hus går tankerne tilbage på dengang, da Tønder var rig. Kniplingsindustrien blomstrede, men ikke alle havde glæde af dette, snarere tvært imod.

Min mor kniplede derhjemme, og alle os søskende har kniplinger, et minde fra vores dejlige mor. Hun brugte kniplingen som en form for terapi eller meditation. Min søster arvede alle hendes klenodier. Hun praktiserer det dog ikke for øjeblikket, grundet familiære forpligtigelser. Det er ikke så svært, siger hun. Det kræver, at man kan tælle til fire, og så kræver det temmelig meget tålmodighed. Hun startede med at lære på en temauge på Tønder Øvelsesskole. Siden underviste min mor hende.

Min tante underviste faktisk i knippelkunsten på aftenskole. Og det gør hun stadig (Det gør hun så ikke mere – artiklen er fra 2007). Min tante Sonja og min søsters svigermor blev undervist af hende. Jeg har dog ikke selv arvet noget af familiens færdigheder.

I skolen gik jeg i klasse med en, som påstod at hans bedstemor var kniplekunstens guru Meta Tønder. Jeg tænkte også på, hende må jeg da også være i familie med. Min mor nedstammer fra familien Tønder. I boghandelen solgte vi et stigende antal af håndarbejdsbøger. Det er kommet på måde at strikke, hækle og måske kniple. Det er en slags ”husmoderlig” protest mod den travle verden, som min skønne lillesøster udtrykker det.

 

Christian den 4. gør kniplingerne trendy
Mange gader og veje i Tønder er opkaldt efter de store kniplingskøbmand, og der eksisterer stadig legater fra kniplingsindustriens storhedstid.

Det var indvandrende kniplersker fra Brabrandt (Flamland) i Holland, der lærte de sønderjyske piger at kniple. Hvornår det skete, ved man ikke helt sikkert. I Christian den 4 `s dagbog kan man læse om Tønder kniplepigerne. I 1619 noterede han: Gav for lærred og kniplinger 889 rigsdaler. I November 1620 noterede kongen, at have givet en kniplepige en gang 10 rigsdaler og en anden gang 28 rigsdaler. På det kendte billede af Christian den 4 under slaget på Kohlberghede, bærer han en hue af tønderkniplinger. Da kongen gik i spidsen for at bruge kniplingerne, fulgte adelen med. Det var trendy at bruge disse kniplinger.

 

En kæmpe industri
I 1717 finder vi 7 kniplingshandlere i Tønder, og 20 – 30 år senere var der 25. Omkring 1780 skal hen ved 12.000 personer “have været sysselsat ved knipleri”. og omkring 1800, da industrien var på sit højeste var der omtrent 26.000 mennesker, der til dels eller helt levede af fremstillingen af handel med kniplinger.

Selve Tønder havde i 1803 kun 2.600 indbyggere. Det var næppe i mange huse fra Tønder til Ribe, hvor der ikke blev kniplet. Men det hele blev samlet under begrebet Tønder – kniplinger.

Købmændene tjente gode penge, og for Tønder var det en god indtægtskilde, efter at havnen var begyndt at sande til. Der skulle en ny indtægtskilde til. Efterhånden udviklede byen sig til et center for fremstillingen. Men den store indtægt havde en slagside.

 

De stakkes kniplingspiger
Det var piger fra de lavere sociale lag, der blev oplært som kniplepiger. Hele dagen sad de bøjet over ofte det samme mønster, fra vugge til grav. Den tynde tråd og det dårlige lys gik ud over øjnene. Mange af pigerne blev syge og svækkede, mange blev handicappet. De sad dagen lang med foroverbøjet krop, tit blev de forvoksede, fik brystsyge, og det fortælles at de blev forfaldne til snustobak, kaffe og te.

De var mere stavnsbundet end nogen af de danske fæstebønder nogen sinde havde været. Pigerne var fuldstændig afhængige af deres arbejdsgivere. De måtte slutte overenskomster med ham, og tilhørte ham så at sige, så længe overenskomsten bestod. Han leverede tråd, og aftalte en bestemt pris for hvert mønster, der blev fremstillet. De kniplede dagen lang.

De besøgte knipleskolerne allerede fra deres 6. år og lærte hurtig at kniple enkelte mønstre med få kniplestokke og grov tråd. De tjente allerede som småbørn en lille skilling. I 1840 tjente en voksen pige i dagløn for 16 timers arbejde kun 4 – 5 skilling. Heraf gik halvdelen til betaling for kost og logi. Rige kniplepiger findes ikke. Det var kræmmerne, der blev velhavende.

Når de forsøgte, at rejse udenlands, blev de arresteret, betragtet som desertører, og behandlet derefter. Regeringen vågede over, at pigerne ikke rejse og oprettede konkurrerende knipleskoler. Pigerne måtte aflægge en højtidelig og hemmelig ed på, at de ikke forlod deres hjemstavn. Pigerne fik kun en sulteløn, for deres arbejde. Betalingen var så lille, at mange knap nok kunne holde nøden fra døren.

 

Lang læretid for kniplingskøbmænd
Der blev kniplet i et ethvert ledigt kammer. Magistraten klagede i 1742 over, at militæret overtog de kamre, hvor der skulle foregå knipleproduktion. Kniplingerne blev solgt på messer i Braunschweig og Hamborg. Bissekræmmerne solgte dem over hele Danmark og Norge. Det krævede nu også meget, at være kniplingshandler. De måtte stå i lære i 7 år og kende alt inden for faget, have handelserfaring og forbindelser til udlandet.

 

Den dyre tråd
I begyndelsen måtte man skaffe den fine tråd, der skulle bruges fra Flandern. Den fine tråd blev udviklet i et underjordisk rum, fordi den i berøring med tør luft var udsat for briste. Tråden var meget kostbar. Man måtte betale 100 rigsdaler for pundet, og det var næppe den allerfineste tråd. Der kunne laves 180 alen kniplinger til 8 rigsdaler pr. alen.

Senere brugte man andre former for tråd, og også i Tønder oprettedes der i 1787 en kniplingsfabrik, hvor man lavede maskinvævede kniplinger.

 

Ned ad bakke
Napoleonskrigene bevirkede en stor nedgang i salget. Trods forbud mod import af kniplinger, kom der kræmmer med udenlandske vævede kniplinger, der kunne sælges billigere end Tønder kniplinger. Det bevirkede, at kniplingsindustrien omkring 1800 gik ned af bakken. I 1847 var der endnu 6 kniplingshandlere tilbage, hvoraf kun den ene boede i Tønder. Fra 1844 forsøgte man med bomuldsgarn. Men intet hjalp. Det danske navn for kniplinger stammer fra ”kniplerne”, de små træpinde, hvormed arbejdet udføres. I dag kaldes de ”stokke” eller kniplepinde.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 19. – 04 – 2022