Søgeresultater på "Tønder"
Dato: juni 21, 2016
Turen går til Tønder 1862
Velkommen til Turen går til Tønder 1862. Dengang boede der lidt over 3.000 indbyggere i byen. Rådhuset var ved at falde sammen. Der var ikke rigtig sket nogen udvikling i byen. Byen var opdelt i fire kvarterer. Mod syd havde vi friserne. De havde fået deres egne rettigheder, og det kunne tydelig ses i nogle af sognene i Tønder Amt. Vi kigger også på Vajsenhuset og de andre skoler.
Tønder Amt i anden udgave
Vi går cirka 150 år tilbage i tiden, nogle gange endnu mere. Det er Tønder Amt, som vi skal besøge. Og vi holder beskrivelsen i nutid, som om det er nu for ca. 150 år siden, vi besøger stedet.
Vi beskriver kun den vestlige del af amtet. Dengang havde Tønder Amt en helt anden udstrækning. Vi forsøger, at bruge den gamle beskrivelse, men vi opdaterer teksten og redigerer selvfølgelig denne.
Mod nord bliver amtet begrænset af de kongerigske enklaver, der danner Lø Herred med Møgeltønder og Ballum Birker og af Løgumkloster og Aabenraa Amter.
Mod øst var det Aabenraa og Flensborg Amter. Mod syd var det Flensborg og Bredsted Amter. Mod vest var det Vesterhavet. Til Tønder Amt hører størstedelen af øen Sild og omtrent halvdelen af øen Før til Tønder Amt.
Tønder med 3.000 indbyggere
Efter sidste folketælling i 1860 havde amtet med tilliggende ca. 43.500 indbyggere, herunder:
Tønder Amt indeholder herrederne:
– Tønder og Højer, Slog og Kær. De kaldes Gest – herreder
– Viding og Bøking kaldes marskherreder
– Endvidere landskaberne Sild og Østerland – Før
– Under amtmanden sorterer købstaden Tønder, samtidig adelige godser og såkaldte ”octroierede Koge”.
Nordfrisland
Den sydvestlige del af hertugdømmet Slesvig mellem Vidå og Ejderen med hosliggende øer udgør landet Nordfrisland. Fra gammel tid bebos dette område af friserne – et kraftigt frit elskende folk. De har bevaret gamle rettigheder, sæder, sprog og ejendommeligheder. De er beslægtet med Sydfriserne i det nordvestlige Tyskland og Nederlandene.
Østfrisland kaldes endnu den vestligste del af kongeriget Hannover. Vestfrisland er den nordvestligste provins i kongeriget Nederlandene.
Friserne deltog sammen med anglere, saxer og jyder i togter under Hengist og Horsa til Britannien og i dette lands erobring fra midten af det 5. århundrede.
I Hedenskabets tid nævnes Radbod som en mægtig konge, der havde sit sæde på klippeøen Helgoland (Fosetes Land). Den gamle frisiske ø hørte lige 1800året til Slesvig. I 1807 blev den besat af englænderne som beholdt den ind til freden i Kiel 1814.
Mange slag med den danske konge
Antagelig er frisernes forening blevet sprængt. Gentagende gange blev de overvundet af den jyske konge Godfred, og måtte i 811 underkaste sig denne.
Ifølge Adam af Bremen gav Harald Blåvand friserne love som længe stod ved magt.
I det 12. århundrede foregik mange kampe mod de danske konger. Men i 1251 vandt friserne en stor sejr over den danske konge. Men under et forlig i 1313 måtte Hertug Erik som friserne nu havde tilsluttet sig afstå alle frisiske fordringer til den danske konge. Men det var overhovedet ikke ro. Stridighederne mellem den danske konge og Friserne fortsatte (se Friserne, syd for Tønder)
Tønder opdelt i fire kvarterer
Ved vintertide er engene omkring byen oversvømmet. Byen synes som om, at ligge ligesom i en indsø.
Tønder er inddelt i 4 kvarterer, har to torve (Store – og Lille Torv), der dog er i forbindelse med hinanden. Der er 13 gader og 4 stræder. I de senere år er ingen nye gader anlagt. Byen er kun udvidet lidt mod vest.
451 ejendomme i Tønder
Byen har 451 brandforsikrede ejendomme. På Tønder Slots – og Frigrund ligger der 22 ejendomme. De fleste bygninger, navnlig i hovedgaderne er opført med gavlen ud mod gaden.
Byens jorder består af den egentlige bymark.
I gejstlig henseende danner byen Tønder med Slots – og Frigrunden et købstadssogn. Til Tønder Sogn hører også Kancelli – godserne, Hestholm og Meierholm samt gårdene Dyrehus og Gørrismark. Med købstadssognet er forlenet et Landssogn (Tønder og Højer Herreder).
Kirkespiret på 83 alen
Kristkirken er en smuk bygning af røde mursten opført 1591 – 92 i spidsbuestil i stedet for den ældre St. Nikolai Kirke eller Kapel, hvis tårn bibeholdes. Tårnet eller dele der af blæste ned i 1615. Det samme skete atter i 1686. I 1716 blev det ramt af lynet. Og lynet ramte igen den 25. marts 1827. Spiret er 83 alen høj og kan ses på Sild, ved Bov, og ved Bredsted.
Kirkegården omkring kirken er for længst planeret. Over jorden ses intet spor af grave. Ved kirken findes tre boliger for præsterne og en bolig for degnen. En ny kirkegård er 1814 anlagt uden for byen.
Det gamle hospital
Hospitalet er stiftet 1523 eller 1527 af Kong Frederik den Første, der skænkede det afbrændte Dominicanerklosters grund og ejendomme til oprettelse af et hospital til ære for Helligånden.
Hospitalets bygninger nedbrændte flere gange, senest i 1725. I 1731 blev det igen genopbygget med et lille tårn, som man stadig kan se. I Hospitalet findes en bedesal, hvor byens præster afvekslende holder gudstjenester.
Hospitalet er bestemt til værdigt trængende af begge køn, navnlig ældre beboere. For tiden er her 36 personer. Foruden fri bolig, linned, belysning og brændsel samt fuld kost, får de 26 skilling i lommepenge.
Ved udgangen af 1861 ejede hospitalet en del jord, fem småhuse og en kapital på 23.000 Rdl. Desuden får hospitalet hvert år 200 Rdl fra Popsens Legat. Hospitalet har en gæld på 83.000 Rdl. Hospitalet bestyres af Magistraten under hvem en hospitalsforstander er ansat.
Skolelæreseminariet
Skolelærerseminariet er oprindelig stiftet af B. Petersen i året 1786. Gården Gørrismark og nogle jorder til en værdi af 12.800 Rdl blev foræret til seminariet. 18 unge mennesker, formentlig skolelærersønner kunne underholdes af de årlige indtægter og renter for så at blive uddannet til skolelærere. I begyndelsen foregik undervisningen på byens skoler. I 1829 blev et fra Byskolen særskilt seminarium indrettet.
Da det imidlertid blev uddannet tyske lærere, blev efterspørgslen efter et dansk seminarium stadig større. Og sådan et blev oprettet i Vonsbæk i nærheden af Haderslev.
Den 24. november 1847 overtog regeringen seminariebygningerne, og 27.000 Rdl. blev budgetteret til nybygninger. Men desværre ødelagde krigen disse planer. Søgningen til seminariet var blevet mindre. Ved en kongelig resolution af 26. juli 1853 blev det besluttet, at den tyske afdeling skulle forlægges til den sydligste del af Hertugdømmet. Men et dansk seminarium skulle stadig bygges.
Ældre lokaler blev moderniseret og indrettet med tre undervisningslokaler og et bibliotekslokale. Dette blev indviet den 7. januar 1858. En bolig til forstanderen blev opført i 1860. Seminariet er underlagt det slesvigske ministerium. Her er ansat en forstander, en førstelærer, der foruden fri bolig har 1.800 Rdl. i gage. En andenlærer får 1.400 Rdl. En tredjelærer får 920 Rdl. En musiklærer får 600 Rdl. Og så var der en lærer i Havekultur, denne fik 160 Rdl. Endvidere var der timelærere i Skrivning, Regning, Tegning og Gymnastik.
Elevantallet er for tiden på 76. Midlerne blev delt mellem den danske del i Tønder og den tyske del i Ekernförde. I årene 1859 – 60 har seminariets indtægter været på 2.747 Rdl. og dets udgifter på 1.793 Rdl.
Vajsenhuset
Vajsenhuset har 12 forældreløse børn boende. Disse tages først fra Tønder By. Hvis der ikke er så mange her, tages de fra Aabenraa By eller i fem andre sogne i Tønder Amt.
Huset er stiftet af Raadmand Peter Struck og Hustru. Stiftelsen bliver bestyret af Magistraten og Hovedpræsten i forening. (Der var hvis nogen, der tilegnede sig en indtægt, der var uvedkommende). Ved daværende Provst Schrader’ s fortjeneste blev testamentet endelig bragt til veje. Endelig blev 19.000 Rdl. tilbagebetalt.
Den første januar 1862 havde stiftelsen diverse besiddelser i kogene, to småhuse og en kapital på 35.466 Rdl. I året 1861 er af denne stiftelse betalt for 43 fattige børn, 64 sk. hver ugentlig.
Det faldefærdige rådhus
Rådhuset er en gammel brøstfældig og uhensigtsmæssig indrettet bygning med takkede gavle beliggende på det store torv. På grund af arrestlokalernes mangelfulde indretning, benytter byen amtets arresthus, det såkaldte Porthus på Slotsgrunden.
Skolevæsnet i Tønder
Byen har to Elementarskoler for drenge og piger og 2 drenge og 1 pigeskole for ældre børn. Ved hver skole er ansat en lærer. En såkaldt Rektorklasse, en slags højere borgerskole har i de sidste år ikke været i virksomhed. En hel nyordning af skolevæsnet er nært forestående. Skolekassen har en kapital på 12.400 Rdl. som i sin tid er tillagt samme af den Carstensenske Stiftelse.
Andre institutioner
Af institutioner mangler vi at nævne Toldboden og Telegrafstationen. De ligger begge i private bygninger. Og så er der også embedsboliger for Hovedpræsten og de to Diakoner. På Slotsgrunden ligger Amtsforvalterens smukke embedsbolig og Amtets arresthus, hvortil som nævnt det nedrevne slots Porthus benyttes.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
www.dengang.dk indeholder 208 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn, herunder:
Dato: juni 13, 2016
Tønder – da Liebestempel blev bygget
Dette er Tønder’s historie fra ca. 1790 – 1820. Borgmesteren anlægger ”Kærlighedens Lysthus. ”Lyse vinduer og et venligt udseende”, ja sådan beskriver en gæst byen. Politimesteren forlangte lys, men det fik han ikke. Det var stadig farligt, at få hjem fra værtshus i mørke. Man kunne havne i en mødding, kælderhals eller vandpumpe. Der var hårde afstraffelse. På et tidspunkt var der 80 bryggerier og brændevinsfremstillere. Seminarister var ikke ”Guds bedste børn”. Vild oprør, da lokale ikke kunne få brødkorn. Smuglergods blev fragtet op ad Vidåen. Franske, spanske, polske tropper besøgte Tønder, ja selv kosakker. I Tønder lavede man nødpengesedler. Og så blev amtmanden begravet i Højer.
Tønder fra ca. 1790 – 1820
Vi har flere gange beskrevet dette Liebestempel eller snarere begge pavilloner, som Carsten Richtsen lod anlægge. Hvordan så Tønder ud dengang – i tiden fra 1790 til ca. 1820.
Kærlighedens Lysthus, ja sådan bekriver Michael Falch vores Liebestempel. Og vi har alle vores egne oplevelser fra denne pavillon. Og Falck’ s oplevelser, ja det kan I også læse her på vores side.
De fleste huse var små
Egentlig var byen ikke ret stor. Også dengang kunne man også se kirketårnet lagvejs fra. Nej vandtårnet var endnu ikke bygget.
Syd fra eller nærmere øst fra var det vanskelig at komme ind i byen. Det var næsten hele tiden oversvømmet. Man passerede to stråtække toldhuse på markedet, og gennem Søndergade passerede man mange små håndværkere.
Carsten Richtsens hus
De fleste huse i byen var små, og så var der også nogle langhuse og de prægtige huse oppe i hovedgaden. Og disse huse var Dröhses Hus, Apoteket og Carsten Richtsens Hus.
Carsten Richtsens hus var byens stolthed. Også hans far var blevet rig på kniplingskunst. I 1795 fik han tilbygget et nabohus, hvor undertegnede i tidens løb er kommet meget. Bygningen indeholder nemlig endnu en af byens mest kendte beværtninger Centralhalle.
Jo denne borgmester har vi allerede skrevet om. Men her skal kort nævnes, at han samlede 200 kobberstik, 60 malerier og en kæmpe bogsamling. Og vi skal da heller ikke glemme, at det var ham, der anlagde Nørre Allé og Liebestempel.
I 1812 var justitsråd og borgmester gået af som borgmester. Han var nedtrykt over, at hans kone ikke kunne blive rask. Parret havde mistet deres eneste søn som lille.
En ny borgmester
Der var efterhånden sket en masse ændringer i Tønder Kommune. Og det måtte yngre kræfter til at ordne dette. Det blev så den yngre Horup, der måtte klare dette.
Gulsmedens søn
I Vestergade boede guldsmedjen Nicolay Hansen og hans fem år ældre kone, Anna Henriette født Köhn. I 1803 boede her også den 83 – årige bedstemor Köhn. Til husholdingen hørte også en 14 – årige tjenestepige og to karle på cirka 20 år. Jo guldsmeden var en nogenlunde velhavende mand. Han havde tjent penge på sin faglige dygtighed. Meningen var at sønnen skulle føre det hele videre, men ak, det var en helt anden skæbne, der overgik P.A. Hansen.
Lyse vinduer og et venligt udseende
Huset, de boede i, var et meget pænt hus inspireret af hollænderne fra 1600 – tallet. I øvrigt var der mange pæne huse i Tønder allerede dengang. Se bare her, hvad der blev nedfældet hos en rejsende fra år 1800:
Fysikus hjælper ”Byens stolte søn”
Den unge Hansen fortsatte sin lærertid i Flensborg. I Tønder havde han lært grundprincipperne i latin og fransk. Han havde allerede i fødebyen vist sine talenter inden for fysik og matematik. Den gode lærer Hansen havde hjulpet den unge mand med at udvikle sine talenter og stillet sit bibliotek til rådighed. Nogle af nætterne fik P.A. Hansen til at gå med og læse.
I guldsmedjefamilien var datteren i huset, Jette blevet syg. Og fysikus Dirk kom på besøg. Og det udviklede sig til en lang diskussion med den unge P.A. Fysikus var i den grad blevet imponeret af den unge guldsmedjesøn. Han ansporede ham til at videreuddanne sig og brugte sin forbindelser for at få guldsmedesønnen videre. Og det udviklede sig til en af Tønders stolte sønner, astronom Hansen. Ja en gade fik han opkaldt efter ham. Men læse lige mere i vores artikel om Byens stolte søn.
Politimesteren forlangte lys
Nu var ikke alt lige praktisk dengang. Nogle steder mindende byen om en middelagtig by. Vandpumperne stod ofte i vejen for almindelig færdsel. Kendte man ikke stederne, skulle man passe på, når det var mørkt. I 1832 mente politimesteren, at disse pumper skulle være belyst for at undgå ulykker. Men både Raad og Borgmester afviste.
Kun der hvor Østergade gik ud i markedet var der oplyst med en lanterne.
Når det var mørkt i Tønder
Den berømte Uwe Jens Lornsen skrev hjem til sine forældre, mens han gik på Seminariet:
De gamle borgerpligter beskrev, hvordan man skulle reagere i mørke. Lige så snart, at man hørte Mordskrig eller Brandlarm skulle man enten tænde et lys i vinduet eller hænge en lanterne ud på huset.
Helt så dødt, var det nu ikke
Men helt så dødt var det nu ikke i Tønder. Der var gang på byens beværtninger, Rådhuskælderen, Humlekærren, Den Nordiske Løve, De Hvide Svane eller en af alle de andre.
Og her rådede man til, at såfremt man havde en tjenestepige eller en tjenestekarl, så skulle denne komme med en lanterne og følge en hjem, så undgik man de værste forhindringer. Det kunne jo være at bragede ind i en vandpumpe, faldt ned i en kælderskakt eller faldt om i en mødding i en af sidegaderne. Nu kunne det jo også være at man ikke var hel appelsinfri. Der befandt sig i byen omkring 500 stk. mælkekvæg.
Fysikus forsøgte at skabe sundhed
Fysikus Dirck havde forsøgt at skabe lidt mere sundhed i byen, ved at minimere alle disse møddinger. Men åbenbart gik tøndringerne mere op i deres gamle rettigheder end at forandre ting. Først i 1842 skete der en forandring i den henseende.
Man tog sig af syge og fattige
I Tønder var man bedre til at tage sig af de fattige og syge end mange andre steder. I 1862 blev de alle samlet i Fattighuset.
Men også Richtsen, Popsen, Leo, Horup og mange andre stiftede omkring år 1800 legater, der skulle komme de mindre bemidlede og syge til gode. Allerede i 1783 havde man indrettet en arbejderanstalt. Året efter fik byen et privilegium af kongen til at oprette en Hatte – og Strømpefabrik.
Her arbejdede 10 fattige mænd og 34 kvinder med børn. På et år frembragte de 9.600 hatte og 252 par strømper.
I 1784 havde fysikus Dr. Krichauff oprettet Anstalt til Helbredelse af Syge og Fattige i Østergade 15. Oprettelsen skete ved hjælp af frivillige midler. Det var i 1826 blevet forbudt at tigge. Blev man snuppet, blev man snuppet og anbragt i arbejderanstalt.
Hårde afstraffelser
En skomagerlærling havde i 1813 stjålet et æble. For denne forbrydelse blev han to gange pisket på markedspladsen. I en time skulle han desuden sidde med halsjern og modtage folkets harme. Desuden modtog han en straf på tre dage på vand og brød.
En karl havde i Brensbüll myrdet en bondedatter og efterfølgende havde han begået selvmord. Hans lig blev hentet af skarpretterens søn. Skarpretteren måtte ikke selv hente liget. Han blev ført til Tønder Herreds henrettelsesplads. Men herfra blev liget så kørt til Løgumkloster. Her blev liget så hængt tre gange op på galgen, inden det blev smidt i et hul i jorden.
Skolesystemet blev lavet om
I Tønder var næsten alle, der skulle have noget at skulle have sagt blevet pietister. Og deres retning var ikke lige i den retning som Adler, den nye kirkelige chef ønskede at gå. Dette afstedkom også mange problemer inden for skolevæsnet.
Denne Adler var også forfatter til en ny skolereform, som trådte i kraft i Slesvig – Holsten, som trådte i kraft i 1814. Fire latinskoler blev tilbage i Slesvig – Holsten. Alle andre blev nedlagt. Også den i Tønder, men det skete dog ikke før, at den gamle lektor Carstensen ophørte. Men så skete der også store forandringer i Tønder’ s skolevæsen.
Også i kirkelivet skete der ændringer. Således dukkede Provst Prahl op, og han nærede ingen tilknytning til pietisterne.
Brændemærket
I 1830 havde skarpretter Stöckler pisket en tyv ved navn Pfeisser. Det skete midt på markedspladsen. Samtidig blev han brændemærket mellem skulderblade. Han blev fulgt til sognegrænsen og udvist.
Tro mod gamle regler og forordninger
Vi har tidligere refereret til en norsk besøgenes dagbog, hør blot her var vedkommende også lagde mærke til:
Seminarister – ikke Guds bedste børn
Efterhånden var der en stor søgning til Seminariet i Tønder. Besøgte unge rige bondesønner dette seminarium, ja så slap de for militærtjeneste.
Det var ved dette seminarium, at Uwe Jens Lornsen i 1811 startede som 18 – årige. Han skrev jævnlig hjem til sine forældre. Nogle af hans med – elever blev beskrevet som vilde folk. De kunne finde på hvad som helst og var bestemt ikke Guds bedste børn.
Kniplingsindustrien gik tilbage
Tønders handelsliv var domineret af kniplingsindustrien. Omkring år 1800 var i alt 12.000 piger beskæftiget med at kniple. Højdepunktet var i 1805, da der blev eksporteret for 261.869 rigsdaler. Omkring år 1800 var der 13 store kniplings – købmænd i byen.
Men kniplingsindustrien gik tilbage. Moden havde ændret sig, og mange steder kunne man producere billigere. Og så var der steder, hvor man ikke gik så meget op i kvaliteten. I selve byen havde der været 900 piger beskæftiget, men nu var man helt nede på 300. Kun en kniplingshandler var tilbage i 1828
80 bryggerier – og brændevinsfremstillere
Omkring 1780 var der hele 80 bryggerier og brændevinsfremstillere i Byen. Men allerede dengang klagede de over manglende afsætning og for dyrt korn.
Ikke brødkort til de lokale
Nord for linjen Højer – Ballum kunne man slet ikke mere få brødkorn. Allerede i 1789/90 havde en rig kniplings – købmand købt alle brødkorn omkring Trøjborg. Men også nogle andre borgere fra Ballum og Tønder havde været i gang med at eksportere en masse brødkorn.
Der opstod efterhånden nød i befolkningen. Flere og flere protesterede mod, at de ikke kunne få brødkorn. I februar 1790 blev der foranstaltet protestmøder i Stokkebro, Sejerslev, Ballum, Emmerlev Klev, Møgeltønder, Gallehus m.m.
Grev Schack forlange militær indgriben
Store mængder gik mod Tønder. Militærstyrker blev hentet ind til Tønder. Amtmand von Bertouch havde sendt forespørgsel til København m.h.t. hvad der skulle foretages.
Grev Schack havde forlang at militæret skulle sættes ind og hans arbejdere skulle tvinges i gang. Stadsholderen i Hertugdømmerne, Prins Friedrich Carl von Hessen var sendt til Tønder for at underholde forholdene. Og endnu et kompagni soldater blev sendt til Tønder.
Amtmanden forhindrede værre
Nu kom der også frem, at bryggerier i Flensborg og Bremen havde købt masser af brødkort i Tønder – området.
Amtmanden undlod at sætte militæret ind. I stedet gav amtmanden sig til personlig at tale med de involverede. Han begav sig også til at snakke med kornhandleren. Det har sikkert været amtmanden, der forhindrede at der ikke skete det, der var værre.
Indsamling, til dem, der mistede hjemmet
Men i 1807 var det galt igen. Årsagen var englændernes brutale nedskydning af København. I Tønder var man med til at samle penge ind til alle de københavnere, der havde mistet et hjem.
Ved kysterne fik man organiseret vagtmandskab.
Borgervæbning i Tønder
Og i selve Tønder indgik både Skyttekorpset og Ringriderforeningen i en Borgervæbning. De holdt vagt foran byporten.
Skyttekorpset havde gule bukser og blå jakker med røde kraver. Ringridderne, der fra 1805 måtte kalde sig Frederiksgarden var i lysegrønne jakker med gule knapper, hvide veste og gule benklæder. Amtmand von Betouch var ringridernes chef.
Fra 1803 til 1813 var Landstormen mobiliseret.
Smuglergods til Tønder
Nu var det slut at handle med englænderne. Kysten blev spærret for indførelse af alle mulige engelske varer.
Men snart kunne man via Tönning og Sild købe engelske smuglervarer. Ved List på Sild ankrede flere og flere skibe under amerikansk flag med engelske varer som te, kaffe, tobak, sukker og kolonialvarer. Disse varer blev omladet og sendt op ad Vidåen ind til Tønder. Der var også mange tøndringer, der led af en dårlig moral.
Spanske tropper til Tønder
I marts 1808 begyndte spanske og franske tropper at gå op gennem Slesvig – Holsten mod Danmark.
Den 22. marts var hele Tønder oppe på mærkerne. Spanske tropper skulle indkvarteres. Først kom kavaleri regimentet El Infante. De kom med 618 mand og 599 heste. Og så kom en uendelig strøm af vogne med bagage for hele divisionen. Så kom en afdeling med mulddyr, marketendervogne og artillerikommandoen.
De gamle toldbygninger på markedspladsen fungerede nu som hovedbygninger. Ja senere kom der også franske soldater i flere omgange.
Eksotisk indtryk på tøndringerne
På et slag var Tønder forandret i lange uger. Men spaniolerne havde medbragt deres koner og børn. På tøndringerne virkede det hele meget eksotisk. De var vant til dansk, tysk, sønderjysk, plattysk og frisisk. Nu skulle de også til at vænne sig til spansk og fransk.
Også spanske danse, viser og musik stiftede tøndringerne kendskab til. Hver aften blev der på markedspladsen afholdt messe. Skolebørnene fik også besøg af de festlige soldater. Men de forsvandt i løbet af sommeren 1808.
I en periode kom der så franske ryttere ind i byen. Og det skete også i oktober 1807, hvor de var iført grønne jakker og bjørnehuer.
Nødpenge i Tønder
Efterhånden kneb det med pengenes værdi. Efter krigen mod England var det i den grad gået tilbage med Danmarks økonomi. Først forsvandt sølvmønterne, men efterhånden kneb det også med kobbermønterne.
Den 1. december 1812 fik Tønder lov til at fremstille nødpenge. Det var 4 og 12 skillinger.
Kosakker og polakker
I Holsten rykkede nu russiske, svenske og tyske tropper ind. Til Tønder rykkede nu kosakker ind. I en fart måtte der skaffes, hø, halm og strå til disse kosakker.
Det var den 8. januar 1814, da Tønder lå begravet under et tykt lag sne, da kosakkerne kom. De forlangte kaffe, the, rum og Brændevin. Men de kom til at elske Tønder – udgaven af Te – punch.
Allerede 10 dage efter kom tøndringerne til at sige farvel til dem. Men det var slet ikke slut med fremmede tropper endnu. For i februar 1814 fik byen besøg af polske styrker med lanser. De blev i 2 – 3 uger.
Amtmanden blev begravet i Højer
Amtmand von Bertouch døde i 1815. Men han blev ikke begravet på Tønder Kirkegård. Han havde selv i live fortalt, at fra gammel tid, skulle beboere på Slotsgrunden begraves på Udbjerg Kirkegård. Men amtmanden blev begravet på Højer Kirkegård.
I 1821 døde den meget afholdte tidligere borgmester Carsten Richtsen. Hermed havde pietisterne også mistet en af de sidste støtter i Tønder.
Masser af underholdning i byen
Mange skuespiltrupper og artister besøgte Tønder. En gang imellem var der også her livlig fyrværkeri. Og den 5. juli 1825 besøgte Frederik den Sjette byen.
Og se kære læsere, det var hvad der skete omkring den tid, hvor Liebestempel kom op.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere; Se
Dato: juni 11, 2016
Tønder som Garnisons by 1740
De havde røde jakke og gul krave. Ja det var bare en af de regimenter, der huserede i Tønder fra 1713 til 1770. To soldater dræbte i 1740 en tøndring. De brugte ret barske hvervnings – forsøg. En bytjener lovede i fuldskab at gå ind i hæren. Han fortrød dagen efter med tømmermænd. Borgmesteren måtte gå ind i sagen. Soldaterne skabte meget uro i Tønder. Der var masser af slagsmål og tyveri. Og så gjorde de unge Tønder – piger gravide. Husværter blev også straffet, når soldater deserterede. Indkvarteringen var en byrde, især for de fattigste. Og soldaterne tog deres familie med. Det var kummerlige forhold der blev budt og stakkels soldaterbørn. Snart opstod der bolignød i byen. Og officererne, ja de kom sammen med spidserne og snappede flere gange en datter af en rig kniplingskøbmand.
Rød jakke med gul krave
Fra 1736 – 1742 lå der i Tønder et kyrassier – regiment. Dette regiment havde en rød jakke med gul krave. Og så havde de en sort kappe.
Regimentet var kommet tilbage fra Rhinen, hvor de var led i et dansk hjælpekorps til den tyske kejser. Nu var de så kommet tilbage til Holsten.
Leibkompagnie var ledet af en ritmester Knutzen og bestod af to officerer, en vagtmester, tre koporaler, en trompeter og 56 menige.
Dette kompagni plus et andet havde fået Tønder tildelt som garnison. Det anden kompagni blev ledet af ritmester, Baron Wedel.
Regimentes leder grev Holstein havde i første omgang indtaget Møgeltønder som kvarter, senere blev det så Flensborg. Regimentet blev også kaldt Regiment Holstein.
Tønder kendte til indkvartering
For Tønder var det ikke nyt med militær. Gennem de sidste hundrede år var der næsten konstant indkvarteret tropper. Ofte var det kun af kortere varighed. Men fra 1713 var Tønder konstant garnison for dansk militær. Denne tilstand varede til 1770.
Masser af militær, dengang
I det 18. århundrede havde de europæiske magthavere et forholdsvis stort militærbudget. Og det gjaldt også for den danske konge. I fredstid var der cirka 10.000. Mange gange var man dog over 25.000. Med Landmilitsen var man oppe på 70.000 mand.
Ofte var enkelte enheder udstationeret i udlandet. Kommandosproget var tysk. Målet var at ligne de preussiske regimenter, men opnåede man dog sjældent. Fra 1773 blev der indført noget der nærmest ligner et hjemmeværn.
Forskellige rytterregimenter bestod kun af professionelle. Før i tiden forsøgte man at lokke nye rekrutter til med trompeter og trommer. Men nu var man blevet lidt mere smarte. Rundt omkring også nede i Tyskland sad en slags hverveofficerer. Og især fra Altona, som dengang tilhørte Danmark kom der en masse rekrutter.
To soldater dræbte Tønder – borger (tøndring)
I Tønder blev det hvert år afholdt en slags session eller hvervning. De foregik på Hamburger Herberge, Østergade 58, Holsteinischen Nesselblatt, Weissen Schwan, Nordischen Löwen og i Trekroner, Nørregade 75.
Men i 1740, da man afholdt et stort arrangement i nærheden af byen endte det hele med et slagsmål, hvor to kyrasserer endte med at dræbe Tønder – borgeren, Jens Christensen. Der var mistanke om, at militæret forsøgte at drikke unge knægte fulde for så at få dem ind i folden.
Drastiske midler
En anden af byens borger, Niels Nielsen vågnede således i 1739 en morgen med svære tømmermænd og gennemtæsket. Angiveligt skulle han være blevet hyret til militæret.
Tre dragoner under ledelse af overløjtnant von Ahlefeldt skulle have overfaldet den rødhårede knægt, Johann Petersen. Denne kendte ikke noget til, at han skulle have sagt ja til militærtjeneste. Han kunne dog ikke komme ud af klemmen. Men Tønders – borgmester gik ind og forsvarede ham. Men ikke engang det hjalp ham.
Borgmester gik ind i sagen
Bytjener Jürgen Petersen lod sig lokke ind i en vagtstue, hvor han yderligere lod sig traktere med salte fisk og brændevin. Da man så tog kongens skål, så Jürgen Petersen sit snit til at tage en anden end sin egen uniform på. I fuldskab lovede han at tjene regimentet.
Næste morgen, da han vågnede af sin rus, stod han til ti piskeslag. Han fandt også 10 daler i sin egen uniform, fordi han nu allerede havde fået sin første løn. Igen kæmpede borgmesteren fro sin ansatte.
Han henviste til en kongelig forordning fra 4. marts 1737 om et forbud, om at hverve de borgere, som endnu ikke havde givet afkald på deres borgerskab. Borgmesteren henviste også til, at soldaterne havde slæbt bytjeneren hen i vagtlokalet, drukket ham fuld og trakteret ham.
Soldater skabte megen uro
Der var ofte klager over militæret. Slåskampe med borgere men også indbyrdes forekom ofte. Men soldaterne holdt sig heller ikke tilbage med at stjæle klædestykker fra Blegen. Ofte var soldaterne skyldige i hæleri. Selv æggene ud i staldene var ikke i sikkerhed for soldaterne,
Og ja, soldaterne løb også fra deres faderskab, når unge Tønder – piger blev gravide og senere fødte børn.
Men det var til stor morskab for byens borgere, når alle disse soldater blev straffet ved Æ Kachmand (kagmanden). Ryttere og dragoner blev forholdsvis straffet hårdere.
156 soldater stak af
Nu var der ikke så underligt, at ret så mange deserterede fra Kyrassierne. De udgjorde i alt 500 mand og i en periode på 7 år stak 156 af, som ikke siden blev pågrebet. Der findes ikke et tal, hvor de pågrebne også er med.
Hver gang en soldat var deserteret blev kanonen fra slotsmuren affyret. Og så var der alarm. På alle veje og gader i Tønder og omegn blev der sendt patruljer. Også nabobyerne blev alarmeret.
Husværter blev også straffet
Enhver husvært havde pligt til at låse sin dør en halv time efter solnedgang og klokken 20 om vinteren. Uagtsomhed blev straffet.
Da en dragon fra Tønder i 1724 deserterede måtte kvarter – værten kautionere 40 daler. Det forlangte ritmesteren. Fra 1713 måtte ingen soldater gik på landevejen uden pas.
Navnet blev slået op på galgen
Hvis en desertør ikke blev pågrebet, blev hans navn slået op på galgen.
En ung kobbersmed, Ingwer Conrad Hinz søn af meget agtede forældre i Tønder havde gjort tjeneste i byen fra 1730 – 1734. I 1734 begik han i Elmshorn dumheder. Dommeren befalede, at hans navn skulle på galgen i hjembyen.
Magistraten i Tønder nægtede at deltage i dette.
Familien Hinz skrev til kongen og bad ham forhindre dette. Men de kunne dog ikke overtale kongen. Men ingen kobbersmed i Tønder ville påtage sig opgaven og lave skiltet. Man måtte have hjælp udefra. I 1734 kom blikskiltet endelig til byen og under stor militær opmærksomhed blev skiltet hamret op på galgen ude på Østmarken.
For vedkommende og hans familie betød sådan et skilt en skam for livet. Man kunne ikke søge et offentligt job, så længe den dømte var i live.
Indkvartering var en stor byrde
Indkvarteringen i Tønder vakte i mange år mishag og misundelse, fordi nogle var fritaget for denne byrde. Og blandt disse var:
Når byen så for en gangs skyld fra fri for indkvartering, ja så slap man heller ikke. Så måtte man betale indkvarteringsgæld.
Det var de fattigste, der måtte hænge på dem
For det meste var det de fattigste i Tønder, der måtte hænge på soldaterne. Og det var en værre gang logi, de fik tilbudt. Elendige huller, kammer, tagværelser og tilbygninger med mangelfuld sengetøj og husholdningsapparater.
Det gik ud over kniplingsindustrien
Minsandten klagede byen i 1742 over, at militæret forhindrede kniplingsindustriens udbredelse. For i de rum, som soldaterne optog kunne der indrettes kniplings – arbejdspladser, fortalte Magistraten.
I 1761 lå her først fire siden seks kompagnier af Oldenborgske soldater. Der opstod pludselig stor bolignød.
Kaptajnen fandt sin kniplingspige
Et stort problem var, at en hvis kaptajn Staffeldt ville lade sin dygtige kniplepige bortføre til Rügen. Magistarten klagede til København. Men det tog meget lang tid for at få svar. Og fra hovedstaden kom meldingen, at hun ikke måtte gifte sig. Men da havde brylluppet allerede fundet sted.
Dengang havde staten hånds – og halsret over kniplepigerne. De skulle nødig rejse andre steder hen med deres hemmeligheder.
Kone og børn med hjemmefra
Men egentlig kunne man jo ikke forhindre, at soldater blev forelsket. I 1718 blev det dog befalet, at i et Rytterkompagni måtte kun 25 (efter 1733 kun 20) mand have en kone og 13 senge. Nu gjaldt nok kun for gifte!
Det kunne jo også være at de havde taget familien med hjemmefra. Det var normalt dengang, at kone og børn tog med ud til kamppladsen.
50 kvinder og 86 børn fulgte med
Da der i 1759 blev proklameret nye indkvarteringer i Tønder, var der også 50 kvinder og 86 børn blandt de kongelige dragoner.
Kvinderne overtog jobs som syning og vask. Nogle overtog sygeplejen og andre igen tog arbejde i lazarettet. Og så var det dem, der forsøgte at holde husholdningen i gang med fiskeri og frugter eller de østers, som de havde smuglet fra Højer.
Ja en del af kvinderne var også tvungne til at tigge.
Soldaterbørn
Trist var det også at se soldaterbørnene. Selv om de havde fri skole, så var det ikke mange af dem, der gjorde brug af dette.
Gifte underofficerer og mandskab fik hvert år en rigsdaler for hver knægt. Men så skulle denne også være til rådighed for kongen. Fra det 6. år skulle disse børn bære et rødt bånd om halsen som bevis for, at barnet ikke var fritstillet. Soldater, der ikke ville indgå denne ordning, kunne ikke opnå et fri indkvartering for kone og børn.
Ofte besluttede Magistraten i Tønder at sende disse børn i et militært plejehus i København.
En meget beskeden løn
Lønnen dengang var ikke noget at prale af:
Det dækkede ikke engang det mest nødvendige. Nu var det dog efter ansøgning muligt at dage et job ved siden af som daglejer.
Direkte til Fattigvæsnet
Var man blevet ældre og ikke mere tjenestedygtig, ja så faldt man ofte Fattigvæsnet til last. Men mange fandt sig en almindelig stilling, ofte var dette som medhjælp på et gods.
I 1734 blev det lovligt for soldater at udøve deres egentlig erhverv. Man skal huske på, at dengang var lovgivningen præget af diverse privilegier og forordninger. Det var blandt andet for at sikre, at der var arbejde nok til alle håndværk.
Officererne kom sammen med spidserne
Officerer kom sammen med byens spidser. Og enkelte af disse blev gift med døtre af rige kniplingshandlere.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
Dato: juni 9, 2016
Tønder i frem – og modgang
Meget af Tønders historie gik tabt ved en brand på Rådhuset i 1581. Det var i mange år få familier, der bestemte i Tønder. Og disse rettigheder var arvelige. Jo det var Den Lybske Ret, der gjaldt i Tønder. I 1660 var alle ved at opgive i byen. Man havde ikke mere en havn. Og driftige købmænd fra Flensborg og Ribe havde efterhånden stor indflydelse i Tønder Amt. Oversvømmelser, sygdomme og brand forstærkede elendigheden. Ja så var det lige hære fra Brandenburg og Polen, der bestemt ikke gjorde hverdagen lettere.
Tønders historie bliver tolket forskelligt
Der findes mange fortolkninger af Tønder’ s historie. Hvad er rigtigt og hvad er forkert? Man kan jo vælge og citere fra klassikerne og så satse på, at det er rigtigt.
Det handler også om, man vil se historien fra tysk eller dansk side. Og her er det store forskelle i udlægningen. Tag for eksempel Ludwig Andresens mange herlige Tønder – bøger. Han har lavet et kæmpe arbejde. Men det er tydeligt, at Tønder’ s historie her ses med tyske øjne.
Vi har også Carstens: Die Stadt Tondern fra 1861. Dette er også en spændende bog. Men det er som om, at oplysningerne kommer på anden hånd og ofte er baseret på rygter og myter. Men også denne bog må om nødvendigvis indgå i en helhed, når Tønder’ s historie skal beskrives.
Problemet er, at i 1581 brændte Rådhuset i Tønder, og dermed gik en masse værdifuld viden tabt.
Ludwig Andresen fremhæver også en person ved navn, Wilhelm Nannsen, der har forsket i diverse arkiver. Men ellers vil vi lige henvise vores læsere til vores lille samling Litteratur Tønder.
To borgmestre
Rådet i Tønder havde indtil 1637 4 medlemmer. Derefter havde man i første omgang 6 medlemmer. Fra 1637 til 1767 havde man to borgmestre.
Det at sidde i Rådet var kun forbeholdt få familie i Tønder. Privilegiet var arveligt. Mange af Tønder’ s borgere havde sikkert håbet på et demokratisk valg.
Ikke to fra samme familie
Efter den Lybske Ret måtte far og søn ikke samtidig sidde i Rådet. Andre eksempler er også nævnt i lovgivningen. I hvert fald måtte to fra samme familie ikke sidde der samtidig. Men det blev langt fra overholdt. Og klager fra borgerne hjalp heller ikke på dette.
Men de betydningsfulde familier fik mere og mere magt. Og de giftede sig også ind i hinanden.
Konkurrence fra Flensborg
Omkring 1630 gik Tønder’ s handel tilbage. Nedgangen var allerede startet omkring 1559, da man måtte opgive havnen. Den blev hele tiden flyttet længere og længere mod vest.
Også konkurrencen tog til. Således forstærkede Flensborg – købmændene deres indsats i Tønder – området. Bryggerierne fra Flensborg interesserede sig også for området. De overtog efterhånden mange kroer, gæstgiverier og værtshuse. Det gik også ud over de lokale bryggerier.
På landet var et værtshus ofte tilknyttet en købmandshandel. Dette betød så, at også denne handel gik til Flensborg.
Også kræmmere og andre handlende havde indfundet sig. Og de tilbød en masse varer.
Også konkurrence fra Ribe
Ja selv Ribe var skyld i dalende handel i Tønder. Denne by overtog efterhånden næsten alt handel med Vadehavs – øerne.
Tønder opnåede dog privilegier på det håndværksmæssige område. Ja det var den første by i Hertugdømmerne, der fik dette privilegium.
Allerede i 1562 klagede Tønder – købmændene til hertugen over, at Ribe dominerede for meget i amtet. Og i 1612 blev der berettet om, at hele 12 fiskehandlere fra Ribe havde indfundet sig på markedet.
Ja selv okseeksporten til Holland var truet. I Ribe steg denne eksport.
Tønder tabte kampen mod Højer
I mange år måtte Tønder kæmpe mod Højer for diverse privilegier, og i sidste ende tabte Tønder denne kamp.
Dagligt måtte man i Tønder se op til 100 fuldtlæssede vogne passere byen mod vest. Det havde man ikke oplevet før.
Som om dette ikke var nok, så oplevede Tønder også oversvømmelser, brand og sygdomme. Tønder lignede omkring 1660 en forfalden by uden nogen fremtid. Også husene var ved at styrte sammen.
Udviklingen vente i 1680
Først omkring 1680 vente udviklingen tilbage. Handelen steg i byen. Selv om søhandlen var næste borte, var byen blevet meget livligere. Kniplingsindustrien havde taget sin begyndelse.
Nye familier var kommet til byen. De var begunstiget med held og penge og fik efterhånden indflydelse.
De led ude i marsken
Ude i marsken led beboerne. Krigsår, digebyggeri, stormflod og svenskekrigene gjorde bestemt ikke hverdagen lettere. Og hertugdømmerne led konstant af pengemangel, så her var ikke hjælp at hente.
Bedrageri
I 1673 har marskbønderne klaget. Amtmand Hans von Thinnen gennemførte efter anordning af hertugen en tilbundsgående undersøgelse. Det drejede sig om manglende restancer og betalinger. Tidligere amtsmænd havde åbenbart ladet sig bestikke.
Egentlig var det ikke unormalt dengang, at embedsmænd lod sig bestikke.
Fremmede hære hærgede området
Borgmester von Hatten i Tønder skrev i 1658 til hertugen og fortalte, at soldater fra Polen og Brandenburg havde hærget området. Ja selv om officererne havde fået mad på rådhuset, ønskede de hele tiden mere.
De to hære var egentlig kommet for at hjælpe den danske konge mod den svenske Karl den 10. Gustav.
Et sandt industrieventyr var begyndt
I 1683 havde man regelmæssig postforbindelse til Flensborg og Hamborg. Dette var positivt for de handlende i Tønder.
Kniplingsindustrien havde efterhånden udviklet sig til et helt industrieventyr. Mange blev i den grad rige af dette eventyr.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
www.dengang.dk indeholder efterhånden 205 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn.
Dato: maj 17, 2016
Tønder i 773 år
Vi må nok erkende, at Ribe er landets ældste købstad, selv om flere hjemmesider erklærer Tønder som den ældste. På papiret er Tønder Danmarks ældste købstad. Eller er det nu rigtig? Det handler om tolkning. Hvad for en by så Idrisi i 1130? Var det Møgeltønder eller Tønder? Tidligt var der to klostre i byen. Tønderhus havde en ret broget historie. Og så havde Tønder en hel anden lovgivning end andre. Den gjaldt helt til år 1900. Ak, så måtte man vinke farvel til en havn. Vi kigger på byens kirker. Tårnet har været meget udsat. Og tænk engang, at blive døbt fra en så gammel døbefond. Barbererne havde en god indtægt i sårbehandling og de blev gode til benbrud. Og så kom der hekse og kloge koner. Hør også om apotekere og spritsmugling. Omkring 1860 var der masser af markeder i byen.
Ribe er Danmarks ældste købstad
Længe gik vi og bildte folk ind, at Tønder var Danmarks ældste købstad. Det står sikkert stadig på diverse hjemmesider. Men mon ikke vi hermed bliver nødt til, at kåre Ribe som Danmarks ældste. Jamen kan vi så ikke kåre Tønder, som næstældste købstad. Tønder er Danmarks ældste købstad på papiret. Det kan vi måske nok, indtil man i Aabenraa finder ud af, at deres Skraa dukkede op før 1243. Men på skrift er Tønder stadig Danmarks ældste købstad. I Ribe kan man ikke påvise skriftlige beviser for at de har fået rettighederne før.
Var det Tønder eller Møgeltønder
Men egentlig er det hele jo noget pjat, fordi der var gang i købstæderne længe før man fik rettighederne. Således går diskussionen jo stadig, om det var Tønder eller Møgeltønder (Tundria) som kom på verdenskortet i 1130.
Møgeltønder var ældre og ordet Møgel stammer fra det oldnordiske mykild og betyder stor. Ja det er ikke populært i Tønder, at udnævne naboen som den by Idrisi så. Hvad var det så med guldhornene i Gallehus? Ja nogle mener, at disse stammer fra et nomadefolk, som kom hertil i vandretiden omkring år 400. Og mon ikke også disse huserede i Møgeltønder. Så var det jo også her, at Biskoppen fra Ribe omkring år 1200 byggede en borg.
Men lå Møgeltønder ikke lidt langt fra kanalen? Godt nok var kystforholdene anderledes dengang og sikkert også Vidåens løb, men alligevel?
Man mødtes i Tønder
Men det var i Lille – Tønder, at de forskellige veje mødtes. Og disse færdselsvej var urgamle. Det var her skipperne mødtes. Her var min fri for sørøvere, og her mødtes jyder og frisere både i fredelig og ikke fredelig sammenkomst.
To klostre i Tønder
Tønder må allerede dengang haft en stor betydning. Der blev stiftet to tiggerklostre. Det ene var et Sortebrødrekloster, stiftet i 1227. Det andet var et Gråbrødrekloster stiftet i 1238 af ridder Johan Naffnesøn og hans hustru Elsiff. Det førstnævnte kloster brændte i 1517. Det blev igen opbygget af Frederik den Første og indviet til Heilliggeist – sygehus og Hospital for Fattige og Syge.
Munkene blev jaget ud af byen
Gråbrødreklostret har ligget på Slotsgrunden. Lensmanden jagede dem ud i september 1530. Nicolas Tybo havde ellers anmodet kongen om, at lade dem beholde deres kloster.
En broget historie med Tønderhus
I 1271 blev Tønderhus erobret og ødelagt af Kong Erik Glipping under hans strid med Hertugen.
I 1357 blev Tønderhus blev Tønder erobret af den holstenske greve Adolf.Men det var den sidste af Abel’ s slægt. Kong Valdemar Atterdag besatte det. Men han overlevede kun hertugen i et par måneder. Og en tysker ved navn Peffse solgte Tønderhus til de holstenske grever. Disse var snart igen i besiddelse af hele hertugdømmet. Gentagende gange i historiens forløb kom Dronning Margrethe den Første i besiddelse af slottet.
Kong Christian den Første overlod i 1470 Tønderhus og Amt som pantlen til Henning Pogwich for 28.000 Mark Lybsk. Men 10 år senere måtte denne adelsmand sammen med sine sønner rømme landet.
Dette betød at kongen tog slottet tilbage, og det førte så til fejde mod Pogwich – familien. Denne fejde stoppede først ved kongens død med et forlig mellem kongens sønner, Kong Hans og Hertug Frederik.
Ved den første deling af hertugdømmerne mellem disse to brødre i 1490 tilfaldt Tønderhus og by, Frederik (senere Frederik den Første). Ved den anden deling i 1544 var det til Hertug Hans den Ældre. Ved delingen efter dennes død var det så Hertug Adolf og hans efterkommere, de gottorpske hertuger.
En hovedreparation blev foretaget i 1585. Under stormfloder i 1532 og 1615 led slottet store skader. Under krigen mod de kejserlige blev Tønderhus i 1629 indtaget af Prins Frederik (den senere kong Frederik den Tredje). Det var fordi hertugerne havde tilsluttet sig fjenderne.
Det gamle slot forfaldt dog mere og mere. Til sidst blev det revet ned og brugt til blandt andet anlæggelse af Ribe Landvej.
Kun porthuset står i dag tilbage.
En beskrivelse af Vidåen
Langt senere i historien kan man læse denne spøjse beskrivelse af J.N. Schmidt i Slesvigs Land og Folk:
En anden lovgivning
Og det var usædvanligt at byen fik Lübische Recht og ikke var underlagt Jyske Lov. Det får så igen folk til at formode, at Tønder var grundlagt af tyskere. Men kigger vi på de gamle stednavne, ja så får vi en anden opfattelse.
Måske ville hertugen beskytte byen mod konkurrence fra den danske by Møgeltønder. (Store – Tønder) Og måske var Tønder beskyttet mod de tilrejsende frisere, som hørte under den danske konge.
Er dette den rigtige forklaring?
I 1861 udkom den interessante bog Die Stadt Tondern af C.E. Carstens. Han mente, at det ikke var størrelsen på stedet der gav navnet på Store – og Lille Tønder. Nej, det var størrelsen på slottene.
Det specielle retssystem varede til 1900
Retssystemet i Tønder gav da også nogle problemer i forhold til Jyske Lov. Og det specielle retssystem i Tønder varede helt til 1900.
Frem til især 1650 havde Tønder en stor samhandel med Holland. Man fornemmer byens rigdom, når man ser udsmykningen af Kristkirken. (1591 – 92).
Farvel til havnen
Men som det efterhånden er skrevet meget om her på siden, så betød inddigningen, sluser og tilsanding af Vidåen, at Tønders storhed som skibshavn forsvandt. Danske Atlas skrev, at man skulle have bygget digerne og sluserne langs siden af kanalen og ladet strømmen være fri, så kunne Tønder have bevaret sin status som havneby.
Det store industrieventyr
Ifølge myterne var det den westfalske købmand Stenbeck, som lod 12 gamle mænd komme til Tønder til sit hjem og oplære koner og piger i kniplingskunsten. Det skulle have været i første halvdel af det 17. århundrede. Jo et sandt industrieventyr opstod.
Hvor gammel var Sankt Laurenti?
Byens ældste kirke var Sankt Laurenti. Hvornår Sankt Nicolai blev bygget kan ikke siges med sikkerhed, da selve kirken har veget pladsen for den nuværende Kristkirke. Men Sankt Nicolai’ s gamle tårn er bevaret. Den blev senere bygget til den nuværende kirke.
Første gang Sankt Nicolai Kirke blev omtalt med sikkerhed er år 1500. Da betegnes den som sognekirke. Men den er sandsynligvis betydelig ældre. Den nævnes ikke i Ribe – Oldemoder’ s Kirkeliste (1325 – 50). Men her var kun medtaget kirker, der betalte afgift. Andre igen påstår, at der var en trækirke i Tønder, og det skulle have været den allerførste.
Stadsretten fra 1243
Bebyggelsen efter år 1200 kom også til at omfatte den østlige del af den holm som byen lå på. Den nye bydel blev anlagt efter et skema, som man ser i andre nordtyske byer. Det vil sige, at byen blev inddelt i 120 smalle og nogenlunde lige store grundstykker. Nord for hovedgaden blev der afsat et areal, der var stort nok til at rumme et torv med en kirke. Det er også her, at kirken og dens efterfølgere blev bygget. Denne udvidelse må have fundet sted før 1238. For på det tidspunkt anlagde franciskanerordenen et kloster i byen kun seks år efter at den var komme til Danmark.
Da denne orden udelukkende oprettede sine klostre i bysamfund, må Lilletønder på det tidspunkt har haft betydning som købstad. Få år derefter fik byen sin stadsret i 1243. Det var en kopi af Lybæks.
Afgift til kirken
Måske er Sankt Nicolai Kirke blevet til i disse år. Den startede beskedent med et kapel. Der findes ikke kilder, som bekræfter, at de 120 stavne betalte korntiende til Sankt Laurenti Kirke. Men til Sankt Nicolai blev der betalt en afgift, der i 1621 blev ændret til et beløb i penge.
Undertegnede har set, at en sognepræst, Nicolaus Kock er blevet knyttet til kirken i Tønder. Det skulle have været i 1365. Men mon ikke det har været til Sankt Nicolai Kirke i Abild.
Nogle af Tønders præster
Den 10. august 1500 foreslog hertug Frederik ribebispen Ivar Munk at embedet som sognepræst ved vor sognekirke Lutkentundern, som var blevet ledigt ved Georg Ingemanns død og hvortil hertugen havde patronsret, skulle besættes med hertugens kapellan på Gottorp, Johannes Ouerscherer.
Et minde om kirkens bebyggelse
Vi ved, at i 1591 var også Sankt Nicolai Kirke blevet for lille og blev erstattet af Kristkirken. Og dette kan vi læse om i kirken. For i 1593 lod den daværende sognepræst i kirken ophænge en indskrift på latin. Oversat lyder det omtrent sådan:
Senere har man tilføjet:
Tønder’ s kirkegårde
Den første kirkegård blev oprettet omkring kirken. Den var i brug helt til 1787. Ret hurtigt derefter indstillede man begravelserne. I 1823 gik man i gang med at køre gravstenene bort og planere. Antagelig blev kirkegården helt sløjfet på den tid.
I 1857 optrådte et linedanserselskab på pladsen, der seks år senere tjente som tømmerplads.
På den gamle rutebilholdeplads har der også været kirkegård. Den nuværende kirkegård blev indviet i 1814. I de ældre kirkeregnskaber optræder den som den såkaldte nye kirkegård. Og denne kirkegård er senere blevet udvidet.
En klokkestabel på Torvet
Vi har i tidligere artikler omtalt en klokkestabel. Den optræder omkring år 1520, og var placeret omkring Torvet. Man solgte resterne for den høje sum af 11 ½ mark. Det var almindeligt i Slesvig med klokkestabler af træ. Og i Tønder var dette det gentlige tårns forgænger.
En lille smule af den gamle kirke
Egentlig vil det gå for vidt, at omtale den pragtfulde kirke stykke for stykke. Her vil vi bare dukke ned i nogle ejendommeligheder. I den nuværende Kristkirke’ s tagværk er der genanvendt egetømmer fra den gamle kirke.
Tårnet udsat for mange skader
Vi ved også, at tårnet er bygget af Luce Jepsen for 40 rdl. Lybsk og 8 sk. for:
Dette tårn har været udsat for lidt af hvert. Og det var ikke kun i 1686, som det står i indskriften. Ved en stormskade i 1615 skal halvdelen af spiret være blevet nedrevet. Og i 1686 blev de øverste 8 alen ødelagt. Det var så mester Adam Thurmbauer og grovsmed Niels Jensen, der arbejde på tårnet for 304 mark.
Lørdag før anden advent 1716 fulgte et nyt lynnedslag. Det tales om, at tårnet blev ruineret. Men udgifterne viser, at skaderne dog ikke var så omfattende. Gennem 17 – 1800’erne er der ustandselig reparationer på spirets spåntag og blyinddækninger.
Svalerne skulle holdes ude
Omkring 1786 gennemgik kirken også en stor renovering. Der fortælles, at man havde ansat en person, der udelukkende skulle sørge for at svalerne ikke kom ind i kirken. I 1862 mente biskoppen, at kirken trods talrige reparationer var temmelig brøstfældig og trængte til en gennemgribende reparation.
Døbt fra en ældgammel døbefond
Mon ikke kirken hører til blandt Danmarks rigeste, når vi kigger på inventaret? Fra den foregående kirke er der også bevaret døbefont, tre middelalderlige krucifikser, prædikestolen og et enkelt epitaf – den katolske altertavle. Denne befinder sig dog ikke mere i kirken. En middelalderlig sidealtertavle befinder sig i dag i Tønder Kirkemuseum. En stor del af kirkens første stolestader er bevaret.
Prædikestolen er fra 1586. Og man taler i dag om Tøndertypen.
Tænk engang, at man er blevet døbt ved denne gamle døbefont. Den stammer fra 1250 – 1350. Og dåbsfadet er fra omkring 1575.
Mindesten
Selvfølgelig har kirken også mindetavler for de tøndringer, der faldt i krigene. Dem finder man i tårnrummet. Her mindes man de faldne i treårskrigen 1848 – 1851, i verdenskrigen 1914 – 1918 og ofrene for besættelsesårene 1940 – 1945.
Kun en romansk gravsten er bevaret i Tønder. Den blev brugt som dørtrin til Torvet 11. Men er nu at finde på Tønder Museum.
Begravelser i kirken
I kirkebeskrivelsen fra 1800 hedder det:
Ved hjælp af regnskaberne kan man følge, hvordan disse begravelser efterhånden nedlægges og opfyldes. I 1859 opfyldes en begravelse foran alteret med 14 læs sand. I 1879 fyldes to begravelser, og der lægges bjælker over dem. I 1893 – 94 nedlægges resten.
Spændende at se regnskaberne
Spændende er det også, at se i regnskaberne, at man i 1659 købte to huse vest for Smedegade, nedrev dem og udlagde grundene til en ny kirkegård.
Tankevækkende er også, at det var mange lokale håndværkere, der udførte reparationerne i kirken. Og gennem regnskaberne har vi navnene på dem.
Tænk dengang, den 2. november 1532 skulle vandet have stået tre alen høj i kirken i Tønder og afstedkommet stor skade.
Og ja den kirke kunne vi skrive sider op og sider ned om.
Tønder delt i 4 kvarterer
Kigger vi på beskrivelsen af Tønder omkring 1860, ser vi, at byen er inddelt i 4 kvarterer. Der er to torve Store og Lille – Torv som dog er forbundet til hinanden. Byen har 13 gader og fire stræder. I de sidste par er der ikke kommet nye gader, dog har byen udviklet sig lidt mod vest.
Man kan ikke mærke at Peter Doctor praktiserer
Den første læge, der bliver nævnt i Tønders historie er Peter Doctor eller Peter Dorn. Det var omkring år 1600. Han deltog ved et nytårsgilde på slottet. Værten var amtmand Dietrich Blühme.
Igen i 1608 bliver han nævnt. Og heller ikke her er det i forbindelse med noget medicinsk. Der står i en skrivelse, at han var fuld lige som så mange andre. Det er kornskriveren, der beretter dette til hertugen. Amtmanden beretter samme år, at man ikke rigtig kan mærke, at Peter Doctor praktiserer i byen.
Under lægens værdighed, at operere
Nu var det jo sådan dengang, at en læge, der havde studeret, ikke måtte behandle indre sygdomme. Det var dog også under hans værdighed og forbudt at foretage operationer. Behandlinger, forbindinger og sårbehandling tog barberne og jordmødrene sig af. Ja en enkelt gang kunne skarpretteren også gøre det.
Fyrstelig sårbehandler
Mester Claus var den første, der tog sig af sårbehandling i Tønder. Han døde i 1602. Den 12. december sendte hertugen sin hofkirurg David Henning til byen. Han var blevet udnævnt til Fyrstelig sårbehandler.
Dengang var bønder og borgere altid bevæbnet med et våben, kniv m.m. Man drak ofte og meget. Slåskampe var hyppige, og blodtab forekom ofte.
Efter Mester Davids død, var det barberen Jürgen Hansen’ s tur. Han havde fået hvervet, fordi han havde giftet sig med Mester Claus enke. Han fik endda et større område.
Den første jordemoder
Omkring denne tid hører man også om den første jordemoder i Tønder. Hun havde uhyggelig meget at se til. Dengang blev der født rigtig mange børn. Men dødeligheden både blandt børn og mødre var også stor dengang.
Masser af epidemier
I 1540 var 140 død af pest, og i 1639 var det cirka 600, der døde. Årsagen til de mange døde var også, at man ikke lyttede til lægens anvisninger. Man forsøgte at indføre forbud mod at handle med de byer, der havde en epidemi. Men det overhørte man hele tiden.
I 1602 blev magister Laurentius Thomaeus og hans elever beordret til Løgumkloster. Året efter kom magisteren tilbage til Tønder. I den tid var 500 tøndringer afgået ved døden.
Gamle huskeråd
Man brugte gamle huskeråd. Det var varm øl med ingefær, safran eller kanel. Brændevin brugte man også. Det købte man hos Hans Koch i Rådhuskælderen. Her købte man også krydderier.
Også te med en masse krydderier blev brugt. Ingefær med peber var godt mod tandpine i Tønder.
Borgerskabet med penge importerede diverse hjælpemidler som plaster, medikamenter m.m. fra Slesvig og Hamborg.
Hekseri og kloge koner
Pludselige dødsfald som skyldtes naturlige årsager blev tolket som mystisk og hekseri. Her kunne kloge koner hjælpe. En af dem hed Kathrine Jacobs. Hun blev også kaldt Kathy Kullgap. Men disse kloge koner skulle nok selv passe på. For pludselig kunne de selv blive udnævnt til hekse.
Sådan gik det for eksempel for Kirstine Mathies, Kathrine Gretsbüll og Anne Wallens. Disse blev omkring1600 anklaget for at være hekse.
Så sent som i 1782 i Tønder var der en masse overtro, hekseri m.m.
Den første apoteker i 1623
I 1623 ansøgte en hvis Michael Frenzke hertug Frederik den tredje om at måtte oprette et apotek i Tønder. Han fortalte godt nok, at han ikke var lokal, men at han i mange år havde vandret rundt.
Amtmand Hans von der Wisch gav sine anbefalinger videre. Han måtte dog ikke oprette en filial. Han fik desuden eneret på en del varer, og så måtte han sælge krydderier i lige så store portioner, som han ville. Og dette måtte kræmmerne ikke mere. Det blev de godt nok sure over.
I Tønder var man vant til at bruge krydderier i madlavningen allerede dengang. Og man fik disse krydderier via Holland.
Men til sidst fik kræmmerne dog deres vilje.
Han havde tjent Prinsen af Oranien
Efter den første apotekers død, skrev Andreas Lorentzen til hertugen. Nu ville han have privilegiet. Og han mente bestemt, at han var egnet til dette. Han havde tjent Kong Gustav Adolf af Sverige og også Prinsen af Oranien. Nu blev han ikke den bedste apoteker, men han var en god forretningsmand. Men han beklagede sig mange gange til Magistraten og til Hertugen, at hans privilegier blev overtrådt.
Omkring 1649 hører vi om lægen den praktiserende læge, Johan Strobaus. Han klagede til Hertugen, at han kun kunne opretholde en meget lav indkomst i Tønder.
Dyrekirurgen og Hestedoktoren
Det så vitterlig ud til, at barbererne kunne opretholde en meget større indtægt med sårbehandling og plaster. I Tønder blev disse ikke betragtet som uærlige. Det gjorde de så mange andre steder.
Tønder havde skam også en dyrekirurg, der hed Asmus Schweinenschneider. Og så var det også hestedoktoren Jacob Kühl. Men ak sidstnævnte blev sat i spjældet. Det var nemlig sådan, at 14 piger blev udvist af byen, men en del af disse sneg sig ind til byen igen. Dette blev opdaget, og de blev smidt i spjældet. Og så var det ved nattetide, at Jacob Kühl blev snuppet i færd med at befri nogle af disse piger.
Tre kandidater til apotekerjobbet
På et tidspunkt ville mester Johan opgive sit job som læge. Beboerne i Tønder brugte ham ikke nok. Han kunne godt tænke sig, at blive apoteker, nu hvor apoteker Lorentzen var afgået ved døden.
Men det var sandelig også to andre favoritter til dette job. Det var Johannes Block og Schwermann. De havde begge fået privilegier til at drive sideapoteker.
Bevis på, at han var god til Benbruds – behandling
Ja i fortællingen om lægevæsnet i Tønder hører det også med til historien, at når der var markeder, ja så skete der også ofte, at der var læger med. Og disse var sikkert af vidt forskellige kvaliteter.
Men barbererne i Tønder udviklede sig. De kunne nu også behandle brud og ledsmerter. Således modtog Peter von Gothern i 1634 et bevis på, at han var god til at behandle brudskader.
Skarpretter Hans Gottfriedsen måtte ikke mere behandle sårpartienter fik han at vide af hertugen.
Apotek – privilegium gik i arv
I 1661 fik Peter Langhein tilladelse til at måtte drive sideapotek. Men han nåede også at drive hovedapotek. Og hvervet som apoteker gik i arv i familien.
Det kneb gevaldig med at overholde diverse privilegier. Og der blev smuglet vin og brændevin til Tønder. Ja sådan blev de i hvert fald påstået. Og se sådan gik livet sin gang i byen.
Og så var det jo også det specielle m.h.t. Tønder Slots – og Frigrund. Dette stykke dannede sit eget politidistrikt, som hørte under Tønder Herred.
26 skilling i lommepenge
Byens hospital dengang var flere gange brændt. Her var bedesal, hvor byens præster afholdt gudstjenester. Hospitalet var bestemt for værdig trængende af begge køn, navnlig gamle borgerfolk.
Omkring 1860 fik man foruden fri bolig, linned, belysning og brændsel og fuld kost samt 26 skilling i ugentlig penge. Hospitalet fik sine penge fra ejendomsbesiddelser. Der var plads til 36 trængende personer.
Skolelærerseminariet havde plads til 18 unge mennesker, hovedsagelig lærersønner, blev det fastslået dengang. Men nu var det hovedsagelig tyske lærer, der blev uddannet på dette tidspunkt.
Vajsenhuset til 12 forældreløse drenge
Vajsenhuset havde plads til 12 forældreløse drenge. Også her var det fonde og ejendomme, der betalte driften. Vi har tidligere i en artikel beskrevet stedet.
Dengang betegnedes rådhuset på Torvet som brøstfældig. Og på grund af mangelfuld indretning af arrestlokalerne benyttede man amtets arresthus i porthuset på Slotsgrunden. Det er det nuværende museum.
Handelsomsætningen faldt
Der fornemmes en hvis form for pessimisme, når Tønders handelsomsætning skal omtales. Man mangler gode vejforbindelser til baobyerne, flere fabrikker er blevet nedlagt, kniplingsindustrien havde ikke samme betydning som tidligere. Man regnede dog med, at de nye chausseer til Ribe og Husum ville gavne byens udvikling. Skibsfartsslusen til Højer og jernbanen skulle også bidrage til en bedre udvikling af byen.
En del fabrikker i Tønder
Ved udgangen af 1861 var der tre tobaksfabrikker, der beskæftigede 33 arbejdere. Et jernstøberi beskæftigede 18 mennesker. En cichoriefabrik beskæftigede 10 mennesker. Og så var der en klædefabrik med 8 ansatte. De forskellige bomuldsvæverier havde hele 40 ansatte. Og så var der et stort bryggeri for bajersk øl med lagerkælder. Det var blevet anlagt 1861 – 62. Så havde man jo også et bogtrykkeri, der udgav Intelligentbladet for Tønder og Omegn. Dette blad eller avis har vi tidligere omtalt i en artikel.
Masser af markeder
Vi skal da heller ikke glemme, at der stadig her i begyndelsen af 1860erne blev holdt en del markeder i byen:
Der har været gang i byen under alle disse markeder.
62 yngre mænd blev udkommanderet ved brand
Og så blev det også meddelt, at byen ikke havde nogen Borgervæbning. Man havde heller ikke nogen egentlig brandkorps. Men til betjening af slukningsredskaberne, der bestod af seks sprøjter, udkrævedes 62 mand, der af Magistraten udtages af yngre borgere. I tilfalde af brand blev slukningen ledet af Brandadministrationen og Sprøjtemesteren under politimesterens tilsyn. Vi har på vores hjemmeside flere artikler om brand i Tønder.
Et smukt anlæg
I 1857 var der sket en uddybning af åen eller kanalen. Men langt fra alle skibe kunne mere nå ind til Tønder. Således måtte de skiber, der ikke kunne lægge masten ned lægge til uden for sluserne i Rudbølkogs Diget.
Byen Tønder var omkranset af smukke offentlige Spadseregange og anlæg dengang. Ja og det er byen skam endnu. Det var Borgmester Richtsen, der anlagde Nørre – Borgdige i 1800. Og dette anlæg blev i 1857 udvidet.
I disse anlæg var der flere pagoder og i hvert fald det ene blev kaldt Liebes – tempel. Og alle os tøndringer kan fortælle om oplevelser i og omkring dette tempel. Ja det kan Michael Falch også. Han har levendegjort fortællingen om dette stykke Tønder – Historie i en af hans mange dejlige sange, Kærlighedens Lysthus.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Dato: april 23, 2016
En avis i Tønder
Tondernsche Zeitung (med og uden n) eller Intelligenzblatte skiftede navn flere gang under dets eksistens fra 1813 til 1929. Samtidig følger vi Tønders historie i en del af dette tidsrum. Den prøjsiske pressefrihed var særdeles skrøbelig. Mange dansksindede aviser oplevede bøder og ansatte blev fængslet I lange tider var Tondersche Zeitung særdeles farveløs. Men så prægede den Slesvig – Holstenske filosofi bladet. Og så blev bladet en egentlig kredsavis.
En avis med ændret holdning
Tondersche Intelligenzblatt var et ugeblad, der fra 1813 blev udgivet i Tønder af seminarieforstander Forchammers enke.
I 1840 blev de hendes søn, Heinrich Forchammer, dets faktiske redaktør.
Ludwig Andresen, der i bogen Beiträge zur neueren Geschichte der Stadt Tondern antager, at det skyldtes, at bladet fra dette tidspunkt antog en stærk Slesvig – Holstensk tendens. Og dette var det ikke alle, der syntes om.
Et brev fra en berømt Fysukus
Et brev blev forfattet til en ukendt.
Brevskriveren er ingen ringere end Fysikus F.E. Ulrik, der var fysikus i Tønder fra 1854 til 1864. Han var en særdeles interessant og foretagsom læge. De tysksindede brugte ham også, men gik ud af bagdøren. Og det var dem, der bogstavelig talt stenede ham ud af Tønder. Vi har tidligere skrevet om ham.
Han var levende optaget af praktiske, sociale og nationale spørgsmål. Han var medstifter af Vestslesvigsk Tidende, da dette blad udkom i Møgeltønder i 1856.
Brevet var stilet til en professor. Hvem denne var, har det ikke været muligt at fastslå.
Hustruen købte et trykkeri
Seminarieforstander Johan Ludolph Forchammer var forstander for Tønder Seminarium fra 1803 til sin død 1810. En af hans sønner blev jurist og retshistoriker i Kiel. En anden blev professor i filologi i Kiel, og deltog i oprøret i 1848.
Familien Forchammer fik syv børn, og mange af dem fik betydningsfulde stillinger. Da manden døde, var det forholdsvis begrænsede midler, der stod til rådighed for familien. Men enken købte et trykkeri, og startede avisen.
Brevet fra 1854
Den her omtalte etatsråd Forchammer var den berømte danske geolog J.G.F. Forchammer, direktør for Polyteknisk Læreranstalt efter H.C. Ørsted.
Den omtalte greve er grev Arthur Reventlow, der var amtmand i Tønder fra 1850 til 1860. Man var i danske kredse ikke tilfreds med hans nationale holdning.
Vi har i forsøgt at gengive Ulriks bog i nudansk. Derfor har vi foretaget en skånsom redigering.
Det er en sag, jeg vil bringe på banen for Dem. Måske kan De ikke hjælpe. Men De kan få et indblik i forholdene herover. De ved, at der herover i denne afkrog har eksisteret et Ugeblad, som i ironiens lys, kaldte sig ”Intelligents Blatt. Det var kun et annonceblad og naturligvis på tysk.
Det blev udgivet af en Madamme Forchammer, en mor til etatsråden i København eller måske snarere hans bror. I oprørets tid blev bladet naturligvis oprørsk, og er derfor blevet undertrykt. I åndeligt henseende stod bladet for et usselt standpunkt, som alt herover. Det var en løgn ikke alene i sproglig henseende.
Imidlertid er det dog altid et savn ikke at have et annonceblad. Foruden Forchammers mor eller bror var der 3 – 4 andre ansøgere om privilegiet. De var dog dansksindede. Og har alle fået afslag.
Jeg har en mistanke om, at Greven heller ikke er ligeglad med, hvem der får privilegiet. Derfor frygter vi det værste.
Da bladet ikke bliver et ”Tendensblad”, ikke en gang et simpelt ”Tidende” som dens mange brødre herovre i provinsen, men kun et adresseavis, så vil sagen måske ikke forekomme mange så vigtig som mig. Men privilegiet kan måske blive udvidet med tiden til et Tidende. Og når bladet så samtidig er tysk, kan det blive farligt.
Tønder Amt er næsten helt igennem dansk talende. Ifølge Sprogreskriptet er der kun to små herreder med tysk skole og retssprog, imod 4 aldeles danske herreder og et amt, Løgumkloster samt tre dansktalende flækker og staden Tønder.
Nogle af dem, der taler dansk med de smukkeste danske dialekter er tyskerne. Ser De, det harmer mig, at det bliver løget om de faktiske forhold. Derfor trænger jeg til at udtale mig derom og det bedrøver mig, at en mand for hvem jeg har næret en så dyb agtelse, og hvem jeg føler dyb taknemmelighedsgæld til for den åndrighed, hvormed han som lærer har bidraget til min udvikling, at en sådan mand kan være så svag, så egenkærlig, at han derved bliver blind for den skade, han anretter ved sine intriger.
Af aviserne ser jeg, at den ene efter den anden af vore bedste mænd forsagt trækker sig tilbage. Det er et dårligt varsel for, hvad den næste måned vil bringe. Gud give de tilbageblivende mod og klogskab.
For resten er her intet nyt, jo dog. Forleden var her Thierschau, en kontrademonstration imod en, der består i de jyske enklaver på dansk, naturligvis til stor glæde for vor Arthur.
Så snart Leth kommer hjem rejser Grevens tredje sekretær Hr. Cornils til København. Cornilds er vel en tysker og ikke brugelig i det danske, men efter min mening er han vel den bedste og mest pålideligste af de tre.
Lev vel
Bladet havde mange navne
Men Ulriks kamp så ikke ud til at lykkes. Bladet fortsatte i forskellige kombinationer. Og blev også til sidst opslugt af Nordschleswigsche Zeitung. Men ellers var kombinationen:
Men Tondernsche Zeitung oplevede, at blive 116 år. Man påstod, at bladet var i stand til at tilpasse sig de forskellige politiske holdninger. Men det passer i hvert fald ikke i forhold til Ulrik’ s brev.
Et godt indblik i Tønders kultur – og folkeliv
Alt handler ikke om de politiske forhold. Kigger vi bladets spalter igennem, får vi et ganske fint indblik i Tønders kultur – og folkeliv.
I begyndelsen kom ugebladet hver torsdag i et meget lille format, der blev kaldt lille oktav. Rent litterært og politisk var det nok ikke så meget at komme efter. Men der var masser af anekdoter. Man bragte mange artikler fra tyske aviser eller familiejournaler. Og så fik man diverse statistikker serveret.
Man kunne læse diverse informationer fra digegreven og borgmesteren. Og så var der kørerplaner og priser på bestemte ydelser.
Påbud fra Magistraten
I 1835 advarede Magistraten mod at smide dyrehud på gader og veje. Man måtte heller ikke ved mørkets frembrud gå uden et lys (Laterne). Der var ingen gadelys dengang. Kun på markedspladsen brændte ved vintertide en Laterne.
Rådet anmodede også om, at man skulle behandle brøndende ordentligt. Fire af byens 32 brønde fik deres vand fra Vidåen.
Tønders lystigheder
Men der var også tilbud i C.H. Hansen’ s have, hvor han arrangerede koncerter. De kostede 4 Skilling. Og Hr. Marwig fra Slesvig ville lade to luftballoner stige til vejrs. Og dette skete nede på Blegen.
I 1831 kunne man hos gæstgiver Andreas Petersen i Storegade opleve en skuespilgruppe give forestillinger. Jo der skete noget i Tønder, dengang.
Mange af Tønders kendte værtshuse fra dengang optræder i spalterne gang på gang. Mange større handelsvirksomheder kan genoplives i spalterne. Men også små virksomheder kan man finde. Således reklamerede Madame Soundso med at hun kunne påsætte nye hårlokker og reparere de gamle.
Men vi bliver da også mindet om, at i 1820 opstod Tønder Spar – og Lånekasse. I samme år blev foreningen Harmonie stiftet. Biblioteket i denne forening havde i 1853, 5.000 bind.
Kongen på besøg – to år i træk
Endvidere kan vi læse, at kong Frederik den Sjette to år i træk besøgte Tønder. Det var både i 1824 og i 1825. Markedspladsen blev udvidet i 1828. Det skete på bekostning af Byvægten. Den blev så sat op ved den gamle kirkegård.
Tilladelse til Uld – Kræmmermarked
I 1827 fik Tønder kongelig tilladelse til at afholde Uld – og Kræmmermarked til pinse. I 1829 var seminariet blevet omorganiseret. Og i 1831 så man et nyt slags Fattigvæsen i byen. Og sandelig i 1835 fik byen en ny borgmester, justitsråd Paul Sibbers. Den gamle borgmester, etatsråd Horup døde i 1839. Dengang var det ikke politisk konfliktstof i bladet.
Et hyldestdigt til kongen
Det var ikke noget om konflikten mellem Slesvig – Holsten og Danmark. Ja der var endda et digt i forbindelse med kong Frederik den Sjette’ s fødselsdag. Og dette digt var helt uden politisk bismag.
Bladet ændrede holdninger
Selv om det på denne tid ikke var nogen egentlig boghandel i byen, ja så var borgerne ikke politiske analfabeter. For der var bogsælger, og andre blade. Blandt disse var Kieler Korrespendenzblatt, Schleswig – Holsteinischen Blätter og Itzehoer Nachrichten.
Men pludselig i 1840, som vi tidligere skrev, ændrede bladet sin linje. Nu fik vi pludselig anti – danske tendenser. I næsten hvert nummer forekom nu politiske kommentarer.
Kampen for den Slesvig – Holstenske linje
Bladet bragte flere af købmand Todsens indlæg. Og han var i den grad præget af den Slesvig – Holstenske linje. Han stod i spidsen af propagandaen i Tønder. Når det var markeder i byen, ja så kunne han samle en masse tøndringer, der var enig med ham.
Den uofficielle redaktør på avisen dengang, Heinrich Forchhammer var nok ikke selv politisk aktiv, men tydeligvis var han en forkæmper for den Slesvig – Holstenske filosofi. Han var aldrig bange for, at han skulle miste sit privilegium.
Fra den 27. juli til den 29. juli 1842 var kongen på besøg i Tønder. Der fandt store festligheder sted.
Den første boghandler i Tønder
En forordninger vedr. det at drive boghandel i Slesvig – Holsten blev samme år vedtaget.
En boghandler fra Flensborg havde indtil da forsynet borgerne i Tønder med borger. Men det var nu undtagelser. For på markeder blev der også tilbudt bøger. Og trykkerierne i Tønder solgte også bøger.
Skindmager Krützny i Spikergade solgte kunstbøger (stentryks – bøger) fra et firma i Flensborg. Bogbinder Seyffarth i Søndergade solgte også bøger. Men Tønders første egentlige boghandler var Dröhse, der startede i 1853.
Under ingen omstændigheder samarbejde med Flensborg Avis
I 1843 erklærede avisen i Tønder, at de under ingen omstændigheder ville samarbejde med Flensborg Avis. Det var tydeligt, at de to aviser stod langt fra hinanden.
En hyldest til det tyske
Samme år blev der holdt en jubelfest i Tønder. Og det var med skyttekorpset forrest, derefter fulgte alle politikere i Rådet. Herefter fulgte nærmest en ceremoni, hvor borgmesteren foran det gamle billede, hvor broder Reinhard overrækker den Lybske Lov til byen, holdt en bevæget tale. Heri gav borgmesteren udtryk for glæden ved at det tyske sprog var blevet bevaret både kirke – og skolesproget.
Festdagen blev afsluttet med en storstilet fest for specielt indbudte gæster i Stadt Copenhagen. Men ikke nok med det. Hele byen var illumineret. Og ved midnatstid sang sangforeningen ved markedspladsen. Og et stort festoptog afsluttede det hele.
Det anti – danske blev forstærket
Den anti – danske stemning blev forstærket, da købmand Todsen og Thor van Straten afleverede en note fra borgerne i Tønder. Denne note var egentlig en tilkendegivelse af det Slesvig – Holstenske synspunkt. En tilsvarende nota blev overrakt fra andre byer.
En hyldest til frisernes fest
I 1844 bragte Tondernsche Intelligenzblatt hele programmet for Frisernes Fest i Bredstedt. Og en af de vers, bladet bragte var denne:
So nenne mir das stolze Land
So weit sich dehnt der Friesenstamm,
Von Widau bis zum Eiderdamm
Dass sol les sein, dass soll es sein
Das, edler Friese, nenne dein
I 1846 døde borgmesteren, og efterfølgeren blev Broder Knudsen.
Et fattigt år – i 1847
Alt var pludselig blevet dyrere i 1847. Magistaten udnævnte et udvalg, der skulle iværksætte ting, der skulle lindre den nød, der var opstået i Tønder. En frivillig indsamling indbragte 381 Rthlr. Sparekassen gav 426 Rthlr. Pengene gik til fordeling af korn, brød, kartofler og brænde til de fattigste i byen.
Tønder anerkendte den provisoriske regering
Kong Christian den Ottende døde den 20. januar 1848. Hans søn, Frederik den Syvende fulgte. Og han startede med en erklæring om, at Slesvig Holsten skulle samles i det danske rige. Det var samme år, som vi oplevede den franske revolution.
Erklæringen blev selvfølgelig trykt i bladet. Som bekendt fulgte oprøret. Fra Tønder lød det, at man anerkendte den provisoriske regering i Kiel.
Våben til en borgervæbning i Tønder
Den 31. marts modtog Tønder By 200 geværer og 50 sabler til en Borgerbevæbning. Købmand J.C. Iwersen blev chef for borgergarden.
Men tingene udviklede sig hurtigt i byen. Den 4. april rykkede dansk militær ind i Tønder ledsaget af Ribe Frikorps.
Patriotiske kampsange
Seminariet blev indrettet som lazaret. Og livet i Tønder i den tid har vi indgående beskrevet i andre artikler. Men i 1849 bragte Tondernsche Intelligenzblatt en masse patriotiske kampsange. En af disse lød sådan:
Denn der Völker Geist erwacht
Geist der Freiheit, neugeboren
Brich hervor durch Tod und Nacht!
Skolesproget igen dansk
Nederlaget ved Isted slukkede lystet for Slesvig – Holstenerne. I Tønder samlede man via et lotteri sammen til alle sårede tyskere. Nu blev skolesproget igen dansk. Kirke – og retssproget var blandet.
I 1849 var foreningen Harmonie blevet til en egentlig borgerforening. I Tønder startede også en afdeling af den rent danske forening Dansk Samling.
Upopulær borgmester i tyske kredse
Og fra 1850 blev avisen igen helt uden politiske kommentarer. Danske proklamationer og forordninger kom til at præge avisen. I 1853 blev Johannes Heinrich Holm udnævnt som borgemester. Han var dansksindet og ikke særlig populær i byen. I hvert fald ikke i de tyske kredse.
Bladet blev tosproget
Fra 1855 ændrede bladet størrelse. Nu kom det i det såkaldte Kvartformat. Og nu blev bladet tosproget. Ja det helt nøjagtige titel for bladet blev:
Gedruckt und herausgegeben von H. Forchhammer in Tondern
Mange af de samme annoncer blev både trykt på dansk og tysk. Avisen fik et noget tamt udseende. Men åbenbart var hænderne bundet hos udgiveren. Overholdt han ikke retningslinjerne, ja så truede der en økonomisk ruin.
Nye danske aviser
Især foreningen Klubben fra 1850 var meget aktiv kunne man se i avisens spalter. Men nu var der også kommet nye danske aviser, Den danske slesviger (1850) og Vestslesvigsk Tidende (1856).
Bedre jernbane og kanal
I 1862 kunne man i Tondernsche Intelligensblatt læse om, at det var vigtigt, at man i Tønder fik en bedre jernbaneforbindelse. Desuden var der artikler om en mulig forbedring af Vidå – kanalen.
Ejder – danskere spredte had
De såkaldte Ejder – danskere skabte panik i grænselandet hos de tysksindede. Men de spredte også had. Størstedelen af befolkningen i Tønder jublede, da de fik meddelelsen, at Dannevirke måtte ryddes den 6. februar 1864.
Slesvig – Holstenske flag prydrede Tønder
Dagen efter rykkede de danske tropper, som havde besat Frederiksstad ind ad Søndergade i Tønder. Da de danske tropper havde forladt byen, rejste tøndringerne det blå – hvide – røde flag overalt i byen. Og den i danske kredse forhadte sang,
Gjaldede overalt i byen.
Borgmesteren tvunget ud af byen
Den 12. februar var der ellers feststemning i Tønder. 1.000 mennesker deltog i et stort optog. Samme dag blev borgmester Holm tvunget ud af byen. Om aftenen viste de første prøjser sig. Tønder blev erklæret som en varig fredsgarnison.
Den 13. februar rykkede et preussisk infanteriregiment ind i byen. Den 14. og 15. var det østrigske tropper, der ankom.
Danske annoncer blev ikke trykt
Under det, der skete i 1864 forholdt avisen sig meget neutral, ja nærmest tilbageholdene. Fra 1865 blev titlen på bladet Wöchentliches Intelligenzblatt. Og danske annoncer blev ikke trykt.
I september 1868 besøgte kong Wilhelm den Første Tønder. Han modtog byens hyldest. I 1871 blev Tønder indlemmet i Det Tyske Kejserrige. Slesvig – Holstenerne accepterede efterhånden dette.
Bladet skifter igen navn
I 1869 havde man i Tønder besluttet, at man ville skabe et kredsblad og det skulle kombineres med det blad, som man havde i forvejen. Så nu ændrede navnet sig til
Den 1. juli 1871 overtog J.W. Goos, Forchammers virksomhed. Dette betød, at avisen igen skiftede navn. Nu til følgende:
Amtsbladet blev udskilt, og i udkom en gang om ugen. Tondernsche Zeitung kom i begyndelsen nu to gange om ugen. Fra 1. oktober 1876 endda tre gange om ugen.
Avisen fik nye abonnenter
Nu kunne man læse politiske oversigter, betydningsfulde nyheder fra lokalområdet og fra provinsen. Dette skete også i erkendelse af, at befolkningen havde mere forståelse for pressen. Og for avisen betød denne ændring flere abonnenter.
Den 1. april 1889 overtog J.H.N. Thamssen avisen. Han havde været redaktør på Inselboten, en avis på øen Föhr. Fra 1. januar 1896 udkom avisen daglig.
Avisen fik større og større betydning og abonnenterne strømmede til. Den var nu på 6 – 8 sider. Og søndagsudgaven var nu illustreret. Ind imellem udkom bladet også med tillæg.
Avisen blev sammenlagt med Nordschleswigsche Zeitung
Tondernsche Zeitung blev udvidet sammen med aflæggeren Der Schleswiger i Nibøl. Og Neue Tondernsche Zeitung måtte af økonomiske grunde og efter pres fra det tyske udenrigsministerium i 1929 sluttes sammen med Nordscleswigsche Zeitung, der fik hovedsæde i Aabenraa.
Danske aviser i Sønderjylland
Det første danske blad i Sønderjylland blev startet af købmand Peter Chr. Koch i Haderslev i 1838. Det hed Dannevirke. Og i 1856 kom Flensborg Avis. I oktober 1879 udkom Hejmdal.
Vi har tidligere været inde på Vestslesvigsk Tidendende, der startede i Møgeltønder i 1859. Det fortsatte til 1871, da redaktør C.A Willemoes måtte rejse til Danmark. I Tønder genoptog P.A. Skovøy udgivelsen i 1882, men af økonomiske grunde blev avisen en del af Flensborg Avis i 1885. Formelt blev bladet dog først nedlagt i 1961.
En særdeles skrøbelig pressefrihed
Formel herskede der pressefrihed i Det Tyske Kejserrige. Men gjorde det nu også det? For den preussiske presselov og (fra 1874) den tyske rigspresselov samt den almindelige borgerlige presselov gav de preussiske myndigheder rige muligheder for at følge den presse, der ikke var enige med styret.
De danske aviser, der udkom i tidsrummet 1868 – 1914 skulle tilsammen betale 100 bøder på sammenlagt 16.000 rigsmark.
Lange fængselsstraffe og udvisninger
Dets medlemmer måtte afsone 70 fængselsstraffe med en varighed på cirka 16 år. Redaktør Jens Jessen måtte således afsone 4 ½ år.
Medarbejderne var også hårdt ramt af udvisninger. Ved krigsudbruddet i 1914 blev næsten alle danske journalister og redaktører kortvarig arresteret og deres aviser forbudt. Udgivelserne var under resten af krigen underkastet streng mediecensur.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
Dato: februar 24, 2016
Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
Det danske sprog blev brugt i kampen i Tønder. Borgmesteren ville ind og kontrollere privatskolerne. Og biskoppen visiterede. Det var ikke altid, at dette faldt ud til skolernes fordel. Men i det lange løb måtte myndighederne opgive, at kontrollere de private skoler. Jo der var skam også overklasse – skoler i Tønder. Og semarister blev brugt som privatlærer. Det var sandelig en kamp mellem det dansk – tyske i Tønder – dengang.
Privatskolerne blev brugt i kampen
Privatskolerne blev brugt i sprogkampen. Det skete i hvert fald i Tønder. Dengang i 1851 var der i byen:
Fem familier havde antaget en seminarist
Fem familier havde allerede i 1851 antaget seminarister som privatlærer. Borgmester C.A. Kjær ønskede snarest at få de tyske seminarister smidt syd ud af byen. Han mente, at de var alt for billige og i øvrigt var slemme drenge. Men det blev aldrig gjort noget ved det. Seminaristerne underviste uden for skoletiden.
Borgmesteren ville kontrollere
Efter de gældende regler var der skolepligt. Men det var tilladt at søge undervisning på anden måde. Myndighederne havde ret til at kontrollere dette. Og det var sandelig noget som Tønders borgmester gjorde brug af. Ja han førte en energisk kamp mod tysk privatundervisning.
At undervise på tysk anses for skadeligt
Det var således forbudt for en frk. Prahl og en Madamme Leisner at undervise ikke – skolepligtige børn i læsning og skrivning, hvis dette ikke foregik på dansk. Og en Madamme Semler, der ved siden af håndarbejde underviste i tysk læsning, fik at vide at dette måtte anses for skadelig for den danske undervisning.
Hun fik forbud mod at undervise børn, der ikke havde besøgt skolen eller fået 2 års offentlig skolegang. Hvis hun overtrådte denne bestemmelse, ville hun blive nægtet al undervisning.
Dansk Religionsundervisning
Pludselig forlangte man dansk konfirmation, og det betød at al religionsundervisning nu skulle foregå på dansk. Men det ville købmand Todsen ikke finde sig i. Han bad om, at få sine børn fritaget for al religionsundervisning i skolen. Han ville lade sine og ligestillede børn undervise privat på tysk. Dette blev afslået. Det stod ham frit for at lade sine børn undervise af en huslære, men religionsundervisningen skulle foregå på dansk.
Den første af tre tyske privatskoler
Den første af de tre tyske privatskoler blev oprettet af Per Jespersen i 1851. Han kom fra Angel, blev dimitteret fra Tønder Seminarium 1829, og blev straks knyttet til skolevæsnet i Tønder, hvor han blev elementarlærer ved Vajsenhusets Skole.
Han var pietistisk præget og medlem af Bibelselskabet. Han var meget velanset, men da han ikke kunne påtage sig, at undervise på dansk som sprogskriptet krævede. Derfor blev han afskediget med pension.
Borgmesteren ville bremse borgmestren
Han gav sig så til at undervise privat, foreløbig uden for skoletiden. Borgmester Kjær forsøgte at få dette forbudt. Borgmesteren mente, at han gennem sin pension og sit hverv i Sparekassen var økonomisk sikret. Men det lykkedes dog ikke for borgmesteren.
Jespersens Institut som det kaldtes gik ret godt. Da Biskop Boesen visiterede skolen i 1859, fandt han Jespersens skole ret tilfredsstillende. Men han stillede dog det krav, at børnene også lærte at skrive dansk. I 1861 kunne han indberette:
Af de tyske privatskoler bestod Jespersens længst. Den blev nedlagt den 29. september 1862, uvist hvorfor.
Postmesteren kunne ikke klare danskundervisningen
I begyndelsen af 1853 oprettede Fr. Wildenrath en dansk privatskole. Hendes far var postmester i Tønder. Han studerede jura, men gennemførte ikke. Tilladelsen til skolen blev givet på den betingelse, at der undervistes på dansk – undtagen i tre fag. Religionsundervisningen skulle selvfølgelig også være på dansk.
Ved Boesens visitats 1855 underviste Cornelius Appel i religion. Wildenrath (postmesteren) underviste selv i dansk, men magtede det ikke. Boesen indskærpede, at betingelserne skulle overholdes, hvis han ville fortsætte. I 1857 gik skolen ind af mangel på tilslutning.
Meyer var en katastrofe
I 1853 begyndte cand. theol. C.W. Meyer også en dansk privatskole. Skolen var forpligtet til at give 4 timers ugentlig undervisning i dansk. Meyer havde deltaget i tre – års krigen på Slesvig – Holsten siden. I 1854 måtte den tilsynsførende for hele skolevæsnet i Tønder, andenpræsten J.M. Dahl indberette til Kirkevisitatoriet (Amtmand og Provst), at der ikke var afsat timer til dansk religionsundervisning. Undervisningen på dansk var utilfredsstillende. Børnenes modersmål blev behandlet som fremmedsprog. Meyers tidligere aktive modstand var afløst af passiv modstand.
Dahl henstillede til, at man nægtede Meyer tilladelse til at fortsætte som privatskolelærer. Kirkevisitatoriet gav Meter tilhold, om at ophøre med sin private undervisning. Meyer blev senere præst for en tysk menighed uden for London.
En privatskole i Møgeltønder
En privatskole uden for byen hører også med i billedet. Møgeltønder hørte til de Kongerigske Enklaver. Disse enklaver hørte under den danske grundlov. Her havde befolkningen nogle personlige rettigheder, som man ikke havde i hertugdømmerne. De var mere frit stillet med hensyn til skolevæsnet.
Man havde i Møgeltønder haft en privatlærer Mathiesen (dimitteret fra Tønder), men han fik ansættelse i Nibøl. Man havde så prøvet at få den tidligere præst fra Løjt, A.D. Grauer til at påtage sig hvervet. Men de strandede på økonomiske spørgsmål. I 1861 blev det gjort forsøg på, at få Mathiesen tilbage til sognet som degn men det mislykkedes.
Men så fandt man lærer Lorenzen. Han opgav sit lærerembede i Frederikskogens Skole, da denne skulle være dansksproget. Ham lykkedes det så at få som privatlærer. Der blev rejst en skole på en grund, der tilhørte Bernd Feddersen på Roj. Den lå lige ved bygrænsen til Tønder på vejen til Møgeltønder.
Lorenzen var en god skolemester. Og skolen blev opsøgt af ”børn fra Tønder, hvis forældre troede sig forurettet ved Sprogreskriptet”.
Borcherts Privatskole var håbløst
Et håbløst fortagende var Borcherts privatskole. Borchert havde haft til opgave at indføre dansk sprog i Læk, Agtrup, Veeby. Det gik rent galt. Han måtte afskediges på grund af voldsom og ustyrlig adfærd. Nu søgte han tilladelse til at oprette privatskole i Tønder.
Pastor Dahl’ s gode hjerte løb af med ham. Han undskyldte Borchers adfærd med henvisning til ulykkelige familieforhold.
Men Dahl kom bittert til at fortryde sin godhed. Først lavede Borchert en timeplan, der havde 10 tysktimer om ugen og i øvrigt en time dansk, 2 timer fædrelandshistorie og en time geografi. Dahl forlangte 5 timer taget fra tysktimerne og fordelt ud over andre fag.
Skolen blev lukket
Biskop Boesen besøgte skolen på sin visitats 1858. Han fandt den højst mådelig. Dahl måtte erkende, at skolen burde lukkes. Børnene blev tiltalt på tysk og talte tysk indbyrdes. Timeplanen blev ikke overholdt. Borchert kendte den ikke engang selv. Børnene læste og skrev tysk i timer, der var afsat til andre fag.
Skolen blev lukket den 1. maj 1859 og Borchert takkede Dahl for sin venlighed ved at indrykke et digt i Intelligensbladet (Den tyske ugeavis). Digtet ironiserede over dem, der lagde overdreven vægt på sprogundervisningen.
Myndighedernes indblanding måtte opgives
Men myndighedernes indblanding i privatskolernes sprog måtte efterhånden opgives. Seminarieforstander Kühnel og pastor Dahl ville ubetinget kræve dansk undervisningssprog i privatskolerne. Provst Tidemand føjede dertil en fordring om, at hvis man holdt huslærer, skulle man give dansk religionsundervisning og fire timers undervisning i dansk sprog om ugen.
Amtmanden grev Arthur Reventlov ønskede derimod at overlade forældrene selv at træffe bestemmelse om sproget ved privatundervisningen. Og sådan blev det.
Det begyndte med 12 børn
Den første danske privatskole blev oprettet af Vilhelmine Rosenvinge. Hun var guvernante hos en toldinspektør i byen. Det var meningen, hendes skole skulle være Spiren til et dansk privatinstitut. Men instituttets skæbne kendes ikke.
Mere liv var det åbenbart i det pigeinstitut, som Albertine Sørensen oprettede fra maj 1855. Det var, som det hed beregnet for børn af de mere dannede klasser. Det havde 30 timers ugentlig undervisning og faget dansk fik et overveiende antal timer fremfor de fremmede sprog.
Det begyndte med 12 børn. Biskop Boesen har ikke besøgt det på sine visitatser, men – skriver han – men syntes ret tilfreds med dets præstationer. Skolen bestod endnu i 1864 og fik under krigen et tilskud på 200 rigsdaler af den danske regering.
En ny skoleplan lod vente på sig
Den såkaldte rektorklasse, der var et levn fra den tid, da byen havde en latinskole, stod fra 1856 uden ledelse. Nogen nybesætter af embedet fandt ikke sted. Man ventede på den omordning af hele byens skolevæsen, som var under forberedelse. Man kom til at vente meget længe.
J.M. Dahl ville have rektorklassen helt afskaffet. Den nye seminarie – forstander Kühnel ville have indrettet en højere borgerskole, der samtidig skulle være øvelsesskole for seminariet.
Den nye provst Hjort ville have en særlig realskole, hvis rektor skulle være inspektør for byens skolevæsen, som aldeles må holdes ude fra seminariet.
Således stod interesserne imod hinanden, tiden går. Man hjalp sig til rette med den ordning som Dahl og hans Grundtvigianske lærerstab ønskede. Men byens danske embedsstand savnede hårdt en højere skole. Den 20. december skrev fysikus Ulrik til departementschef Regensburg:
Kongen var med på ideen
Også provst Hjort pressede på for at få en realskole oprettet. Da der stadig intet skete. En komité blev nedsat. De forlagde deres betænkninger for kongen i maj 1861. Kongen synes godt om ideen og bevilgede en årlig understøttelse på 500 rdl. til en sådan skole.
Og den 3. oktober 1861 blev Tønder private Realskole åbnet med 17 elever. Iblandt disse var en tysk embedsmandssøn. Og leder blev J.S.D. Branth. Han var en fremragende botaniker og forfatter.
Skolens andenlærer var en Tønder – seminarist, Chr. Peter Jacobsen. Han tog eksamen med udmærkelse. I sommeren 1862 var man nået op på 30 elever. Nu var tilskuddet vokset til 1.000 rdl. årligt. I 1863 ansatte man så en tredjelærer. Men flere lærere blev tilknyttet skolen.
Skoleleder Branth fik ikke tilladelse
Efter 1864 forlod de fleste danske lærere Tønder. Men på skolen fortsatte to af de oprindelige. Man holdt kun lukket et par dage, så startede man igen op med 17 elever. Men den 14. maj måtte Branth meddele, at han havde fået endelig afslag på, at han måtte fortsætte skolen.
Befolkningen brød sig ikke om de offentlige danske skoler
De offentlige danske skoler, der blev oprettet under sprogkampen vandt ikke befolkningens hjerte. Tønder private Realskole var en undtagelse.
Den danske asylskole
Men noget for sig var Den Danske Asylskole oprettet af fysikus Ulrik. Bestyrerinden var degneenken fra Burkal, Johansen. Og biskop Boesen havde et godt indtryk af denne skole, og fortalte, at i denne forskole mødte der ham 50 små børn.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs:
Dato: februar 7, 2016
Angrebet mod Tønder 1918
Endelig den 19. juli 1918 lykkedes det at få ramt på luftskibsbasen i Tønder. I alt blev der kastet 11 bomber. To haller blev beskadiget, en spærreballon og to luftskibe blev ødelagt. Tønders storhedstid som luftskibsbase var dermed forbi. Læs også her, hvor meget ”krudt” tyskerne brugte mod de britiske fly. Måske var det en dårlig ide, at de havde afskaffet luftskibsbasens jagerfly. Dette var historiens første angreb fra et hangarskib. Læs også her om alle mislykkede forsøg og det hemmelige ”Gefechts – Bericht”.
Gefechts – Bericht
Det er altid dejligt, at blive inspireret af vores læsere. Og det har Gerd Uwe fra Tønder gjort flere gange. Denne gang har han siddet med lup og to computere for at tyde et såkaldt Gefechts – Bericht. Han har så forsøgt at gengive denne rapport. Og her på redaktionen har vi så tænkt på, at lave en artikel, som både inkluderer angrebet set fra engelsk og tysk side.
Og de indviede ved sikkert allerede nu, hvad det drejer sig om, nemlig det britiske angreb mod luftskibsbasen lidt nord for Tønder. Vi har tidligere beskæftiget os med denne base, og vi giver selvfølgelig en artikeloversigt bagerst i denne artikel. Vi skal beklage, hvis nogle af navnene er gengivet forkert. Det skyldes som nævnt at Gefechts – Bericht har været svært at tyde.
Ja det er faktisk tale om tre forskellige rapporter. De to af dem er underskrevet af henholdsvis Gez. Hirsch, Kriminalschutzmann og Tönnis, Kommandant des Luftschiff – Trupp Tondern.
Beretning fra den dansk/tyske grænse ved Hvidding
Menig Müller fra 4.Komp.Landst.Ers.Ratl. 9/32 har efterfølgende berettet følgende til Kriminalschutzmann Hirch, der allerede om eftermiddagen den eftermiddagen den 19. juli 1918 foretog afhøringer ved grænsen til Danmark:
Melding fra Skærbæk
Klokken 5.23 meddeles der fra Skærbæk:
På luftskibsbasen bliver farsvarsbatterierne allarmeret. Men der bliver ikke startet nogen fly fra Tønder, da dette flyforsvar siden marts 1918 var nedlagt. De fem fly, der normalt var tilknyttet basen var trukket tilbage til andre opgaver.
Tre fjendtlige fly
Klokken 5.35 meldes om tre fjendtlige fly som angriber hallerne fra sydøst. Maskinerne kom fra 2.000 – 3.000 meter, hvorefter de styrtdykkede til 30 meter. På Toska blev der smidt tre bomber. Mod Tobias blev der smidt en bombe.
Luftskibe brændt
Alle 4 bomber gik ned gennem taget. I Tobias blev en spærreballon optrevlet. Toska blev fyldt med røg og ifølge Gefechts – Bericht kan den ikke benyttes. De to luftskibe i hallerne brændte
To bomber fejlplaceret
Inden angrebet blev der mod byen Tønder smidt to bomber. En af disse blev kastet mod det sted, hvor kvægmarkedet normalt blev afholdt. Og den anden blev smidt på en mark langt ude for byen. Ingen personer kom til skade, og der var heller ikke sket andre skader.
I lav højde over Gallehus
Batterierne blev affyret mod sydøst. Maskingevær og infanteriild blev iværksat fra luftskibsbasen.
Efter angrebet fløj flyene lavt (ca. 20 meter) over Gallehus Skov mod vest. Grunden til, at de fløj så lavt var for at undgå beskydningen.
Flyene drejede mod højre og fløj nu mod nord.
Nyt angreb
Klokken 5.50 observeres fly gennem skyerne i 2.000 meters højde. De nærmer sig fra øst. Nu gentager det samme forløb sig.
Toska var på daværende tidspunkt fyldt med tyk sort røg. Tobias blev angrebet af to fly. Det tredje fly fløj cirka 2 – 300 meter mellem Toska og Tobias. Det blev antaget, at dette fly lavede lysbillede – optagelser.
Gasbeholderen eksploderede ikke
To bomber ramte Tobias og gik gennem taget. En bombe faldt cirka 30 meter nordøstlig fra hallen. En fjerde bombe ramte en gaskeddelvogn. Gasbeholderen blev ikke bragt til sprængning. En femte bombe ramte vest for Tobias. Den bevirkede, at jernbaneskinner blev revet op.
Under hele aktionen blev der affyret med maskingevær og infanteriild. Under denne aktion faldt der et hjul fra en af flyene.
Fly blev igen observeret ved den dansk/tyske grænse
Oppe ved den daværende dansk/tyske grænse kunne menig Müller videre berette:
Smedemester Andreas Peter Hansen, der bor i Råhede fortæller, at han omkring klokken 6.10 også så to fly fra sydøstlig retning over Roager, der fløj mod Ribe. Flyene var meget højt oppe. Hansen mente desuden, at han nogle minutter senere har hørt en prpel – lyd over Rejsby.
Engelske piloter interneret
Hirch gør opmærksom på, at det danske Statspoliti fra Esbjerg har meddelt, at der i nærheden af Esbjerg er landet tre engelske fly. Endvidere meddeles det, at besætningen er blevet interneret. Den ene pilot havde brændt sin maskine, fordi han troede, at han stadig befandt sig på tysk jord. Et andet fly var stærkt beskadiget af geværskud.
Det lykkedes for de tre engelske piloter senere at undslippe deres danske fangenskab. De nåede til England, og blev atter sendt i krig.
Der blev smidt 11 bomber
Kommandant Tönnis kan i sin beretning fortælle, at det var tale om dobbeltdækkere, der kun var beregnet til en mand. De bomber, som de havde smidt måtte være af svær kaliber. Der var smidt i alt 11 bomber, de to omkring Tønder.
Han kunne meddele, at Toska kun havde fået ringe skade. Om cirka tre uger ville den atter være i brugbar stand. Værre så det ud med Tobias. Kommandanten mente, at den skulle nedrives.
Der blev brugt mange patroner
Vi får faktisk også at vide, hvor meget der er blevet affyret, fra Flyvemaskine – hallen var der fra 4 maskingeværer affyret 1.670 patroner og fra 220 russiske geværer var der affyret 2.450 patroner.
Fra den såkaldte sikkerhedsstation ved hallerne har et maskingevær affyret 475 patroner, og 20 karabiner 280 patroner.
Grundet skyer havde man svært ved at observere målet beretter kommandanten. Ved dykket mod målet havde flyene opnået ret stor hastighed konstaterer kommandanten.
Hirsch mente, at skud havde ramt flyene
Kriminalschutzmann Hirsch konstaterer, at flyene grundet beskadigelser fra forsvaret var nødsaget til at lande. Men det var nok snarere brændstofmangel, der var årsag til dette.
Kommandanten slutter sin beretning med angivelse af temperatur (15 grader) barometer (761) og en luftfugtighed på 85 pct. Vinden kom fra vest – sydvest.
Flere var såret
På luftskibsstationen blev flere såret. Matros Schmidt blev lettere såret, han fik beskadiget sit håndled. Overmatros Heinemann fik splinter i ryggen. Overmatros Westphal blev forbrændt af første grad på hovedet. Overmatros Vogel blev alvorlig kvæstet. Han fik splinter i ryggen, nogle er antagelig gået ind i bughulen. Han blev overført til lazarettet i Mürwik. De andre kvæstede blev behandlet på stedet.
Kammandant Tönnis roser hele sit mandskab, både officerer og menige.
Flere forsøg
Allerede i 1916 havde englænderne forsøgt at bombe luftskibsbasen. Men de måtte vende om. Afstanden var simpelt hen for stor. Ja man havde forsøgt både den 25. marts og 4. maj 1916. Men i juli 1918 traf den militære ledelse den beslutning, at Marine – Luftskibsstationen Tønder skulle udslettes.
Angreb mod Højer
Den 25. marts 1916 havde den tidligere passagerfærge Isle of Man HMS Vindex, som man havde ombygget til flytransport medbragt 5 fly som om morgenen blev sat i land ud for Slesvig Holstens kyst. Målet var at opspore og bombardere en hangar som lå ved Højer. Først på hjemturen opdagede en af piloterne en stor stald, som han troede var en hangar. Men bomben virkede ikke. Og det tyske luftforsvar havde opdaget de britiske fly. Kun 2 to af de fem vandfly nåede tilbage. Kunne det være, at der lå en befæstning ved Højer?
Angreb med 11 vandfly
Den 4. maj startede man et nyt angreb mod Tønder med 11 vandfly. Kun et fly nåede Tønder og smed to bomber a 29,5 kg, som ikke ramte. 8 af vandflyene kunne ikke lette, en ramte masten på en eskorterende krydser og en vendte tilbage med motorproblemer.
Angrebet blev forstyrret af luftskib L7, som i 1.200 meters højde opdagede skibene. Det blev ramt af antiluftskyts af de medfølgende krydsere. Det nødlandede på Horns Rev og brød i brand. Syv besætningsmedlemmer overlevede og blev taget med de engelske skibe. Her blev de interneret som krigsfangere
8 piloter forberedte sig
På flyvepladsen i Turnhouse en forstad til Edinburgh startede træningen af 8 piloter med det ene formål, at bombe luftskibshallerne i Tønder. Konturerne af Tønders 3 luftskibshaller var markeret op.
Igen blev aktionen aflyst
Et angreb med kodenavn Operation F5 var planlagt sidst i maj 1918, men blev efter, at Furious havde forladt havnen opgivet på grund af muligheden for at være blevet opdaget af ubåde.
Et angreb var planlagt den 29. juni måtte opgives, da den ene af piloterne pludselig sendtes væk.
Tordenvejr satte stop
Den 17 juli var man klar til et nyt forsøg, men et tordenvejr satte en stopper for dette. Men endelig to døgn senere var man klar. Og i tidsregningen er der en times forskel mellem de engelske og de tyske indberetninger.
150 km fra Tønder
Den 19. juli 1918 startede i alt syv fly fra hangarskibet HMS Furious i to grupper. Skibet lå 150 km nord – nordvest for Tønder. Det ene fly måtte dog returnere efter motorproblemer. Skibet blev fulgt af 25 større eller mindre flådefartøjer.
Gad godt nok at vise, om dette var det første angreb med fly fra et hangarskib. Og for flykendere kan vi oplyse at flyene var af typen Sopwith Camel. De medbragte 50 – punds bomber.
Ingen kunne returnere til skibet
Piloterne vidste godt, at ikke kunne returnere til hangarskibet. Dette havde man absolut dårlige erfaringer med. De var instrueret om at lande på vandet og undgå at krænke det neutrale Danmark.
Man valgte at ofre flyene, fordi det var ekstremt farligt at lande på dækket. De tidligere forsøg at lande et fly på et skib i bevægelse var kun sjældent endt godt. Året før havde testpiloten Edward Dunning således mistet livet under landing på Furious.
Dickson tilbage
Åbenbart er det ikke helt klarhed over de engelske flys skæbne. Således meldes det om at kun Kaptajn Dickson fra første angrebsgruppe nåede tilbage. Det var dog ikke til hangarskibet, men til en mindre destroyerflåde, der lå 40 sømil vest for Blåvandshuk.
Efter de engelske meldinger landede kaptajn Jackson vest for Guldager. Løjtnant Williams landede ved Høje Knolde på Skallingen.
Smidt nåede det også
Heller ikke piloterne fra anden angreb nåede tilbage. Efter en dramatisk tur landede kaptajn Smidt midt ude i et minefuldt farvand, men så tæt på destroyerflåden, at han kunne samles op.
Løjtnant Yelett forsvandt sporløst i Vesterhavet. Løjtnant Dawson nødlandede i nærheden af Lyngvig Fyr. På Holmsland Klit.
Angrebet kunne ses fra Aventoft
Fra luftskibsbasen forsøgte man gennem datidens medier at nedgøre skaderne. Men for tøndringerne var det en stor begivenhed. De strømmede til ulykkesstedet. Niels Bøgh Andersen fortæller i en af hans bøger, at man kunne se angrebet helt fra Aventoft.
De engelske piloter flygtede
Som skrevet så flygtede de tre internerede piloter. Jackson flygtede fra internering i Århus sammen med Williams gennem Norge og Sverige.
Newzealænderen Dawsen blev iklædt civilt tøj og flygtede fra Palads Hotel i Esbjerg på cykel gennem Danmark, Sverige og Norge.
Slut med Luftskibsbasen
Efter angrebet konstaterede tyskerne, at basen ved Tønder lå lidt udsat. Derfor blev den derefter kun brugt i forbindelse med nødlandinger. Og dette var et problem for tyskerne. Ved lukningen af basen kom man til at mangle vigtige informationer om den britiske flådetrafik i Nordsøen. Det var et stort problem, fordi den tyske flådestyrke i forvejen var den britiske underlegen.
Tak til Gerd Uwe Christiansen, Tønder
Hvis du vil vide mere: Læs
Dato: december 24, 2015
Da kroen ”Altona” ved Tønder brændte
I forbindelse med, at den legendariske Altona Kro brændte i 1947 blev der skrevet et digt, som vi her bringer. Men hvad skete der på Altona Kro, dengang. Vi giver et lille tilbageblik. Vi fra Tønder ved jo selvfølgelig at Altona ligger her i nærheden. Jo, og så havde kroen jo sin egen kegleklub. Og keglesporten blev senere igen meget populært i Tønder.
Altona ligger ved Tønder
De fleste forbinder nok Altona med en forstad til Hamborg. Men det gør tøndringer ikke. De ved godt, at Altona ligger lidt vest for Tønder, men længe før Møgeltønder. Her lå en velbesøgt kro, der desværre gik op i lys lue.
Nedbrændte den 14. maj 1947
Altona Kro var for længst nedlagt. Men Altona nedbrændte den 14. maj 1947.
Og grunden til, at vi nævner dette er, at Gerd Uwe Christiansen fra Tønder har sendt os en lille sang om dette drama.
Gerd Uwe’s forældre havde købt Altona året før. Det var et stort tab for familien dengang.
Populært udsigtsmål
Altona Kro var et populært udsigtsmål for mange tøndringer. Særlig om søndagen. Og det var sikkert også keglebanen, der trak.
Mens mændene fordrev tiden med keglespil og et krus øl, indtog kvinderne kaffen og kroens hjemmebag i den tilstødende krostue eller, når vejret tillod det i den tilstødende krohave. Denne krohave var smuk og tætbevokset. Om sommeren blev der her serveret ved små haveborde.
Altona Kro havde egen kegleklub
Altona Kro havde også sin egen kegleklub, som spillede hver torsdag aften, og klokken blev da tit både 2 og 3 om natten inden spillet blev indstillet.
Interessen for keglespillet holdt sig dog ikke Første Verdenskrig over. Og i 1920 var keglebanen på Altona Kro for længst nedlagt. Dertil skal lige tilføjes, at keglespillet i Tønder senere er blomstret op igen.
God markedsføring
Man forstod sig også på markedsføring dengang. I 1919 hed værten, Niels K. Krestesen. Og da brugte man følgende slogan:
En prisliste fra 1921
Det var dengang i 1921, at man havde følgende priser på de flydende varer. Ja her er kun et lille uddrag:
Det var fra den tid, hvor værten hed Laust Lorenzen. Og denne vært annoncerede med gemytlige sammenkomster, præmieskydninger og pølsegilder.
Nye bygninger på stedet
Efter branden blev der opført nye bygninger på grunden. Men de mindede slet ikke om det gamle krosted. På vejens sydside står endnu en række træer tilbage som vidner om den gamle krohave.
Forfatteren har igen i dette indlæg underskrevet sig med Stuckert.
Der Brand des Kruges ”Altona”
Altona! Du bist verschwunden
von den Flammen aufgezehrt
du hast einen Tod gefunden
der uns Schmertz doch verklärt
Dich, Ort der Erinnerungen
aus der schönen deutschen Zeit
wo den Becher wir geschwungen
und das Leben uns gefreut
Wo so oft Lied gestiegen
das die Heimat nie vergisst
und uns allem von den Wiegen
bis zum Grabe heilig ist
Schleswig Holstein Meerumschlungen
deutscher Sitte hohe Wacht!
himmelblau! ist es gedrungen
in manch’ heller Sommernacht
Nicht nur hoch auch in die Weite
drang sein feierlicher Klang
über Feld und Wald und Heide,
tönte es wie Hochgesang.
Stürztest du auch ganz zusammen
vor uns in der Feuersglut
so verzehrten nicht die Flammen
in uns dies Erinnerungsgut.
Wenn sie dich auch wieder bauen
wie ein Schloss so hoch und her,
so ist das was wir dann schauen
unser “Altona” nicht mehr.
Doch dein Bild wird in uns Stehen,
Wie es war in alter Zeit
Bis wie selbst von dannen gehen
In die grosse Ewigkeit.
Tak til Gerd Uwe Christiansen
Kilde: Se
Dato: december 22, 2015
Det lille byråd i Tønder
Vi har fået et spøjst digt tilsendt. Og det handler om ”Det Lille Byråd” eller på tysk ”Die Morgenmänner”, der hver dag mødtes inden arbejde og løste verdens situationen. Det var Borgmester Paulsen, boghandler Jefsen og Johannes ”Tobak”, der altid måtte gå i rendestenen. Men hvem var den sidste? Digtet er på tysk, men det skulle nok ikke volde os sønderjyder problemer.
Verdenssituationen blev løst
Vi har fået et digt af Gerd Uwe fra Tønder. Det handler om Det lille Byråd. (Der kleine Rath) Det var fire mennesker, der hver morgen mødtes og løste verdenssituationen.
Men hvem var de fire? Gerd Uwe har spurgt på Lokalhistorisk Arkiv i Tønder. Han har spurt sine to ældre søstre, Asta Haagensen på 86 år og en anden søster Käthe Lorenzen på 82 år.
Hvem var den sidste?
Ja han har sågar talt med barnebarnet til forfatteren af digtet, Georg Stuckert. De tre kan vi nok alle hurtig blive enige om, hvem det var, men hvem var den sidste?
De tre som vi er enige om:
Men hvem var den sidste, der bliver omtalt som kontormanden? Det kunne jo ikke være Tandlæge Hansen. Kære læsere, I må gerne komme med et bud.
Johannes ”Tobak” gik i rendestenen
Käthe husker, at Johannes ”Tobak” altid gik i rendestenen, for der var ikke plads på fortovet.
De mødtes alle tidligt om morgenen, inden arbejde. Og som regel gik den ned i Anlægget langs Vidåen.
Digtet er på tysk
Og egentlig har Den Gamle Redaktør her mere om sagen i arkivet, også navnet på den fjerde person. Men spørgsmålet er bar hvor?
Ja digtet er på tysk, men det skulle være til at overkomme i hvert fald for sønderjyder.
Die Morgenmänner von Tondern
Vier Bürger unserer Stadt
die gleiche Lust verbunden hat
zum frühen promenieren,
sieht morgens man an jedem Tag
zu dem bestimmten Glockenschlag
rings um die Stadt marschieren
Der eine Bürgemeister ist
zwei im Handelsstand Grossist
kontormann ist der vierte
drei sind im Corpus wohlbeleibt
und nur zurück der vierts bleibt
mit seines Bäuchleins Bürde
Nur Blitz und Donner brint sie ab
von dem beliebten Morgentrab
auf der gewohnten Fährte
die feststeht wie die Sonnenbahn
und an der auch nichts ändern kann
die stärkste Macht der Erde
Wenn dann vollendet ist der Weg
und abgeschlossen das Gespräch
geht jeder zu dem Seinen
wie neugeboren greift er dann
mit voller Kraft sin Tagwerk an
bis alles im Reinen
Ein Glück für eine Stadt
die solche Morgenmänner hat
und ihrer Bürgerrunde,
ein altes Sprichwort tut ja kund,
dass von der Zeit die Morgenstund’
hat Gold in ihrem Munde.
Besonders, wenn mit festem Schritt
der Bürgermeister selbst ist mit
und zwar mit Lust und Liebe,
dann wreht des Tags ein frischer Wind
das Werk geht von der Hand geswind,
im ganzen Stadtbetriebe.
Drum geht ihr, Vier’ nur jeden Tag
wie auch der Zeitlauf werden mag,
im March, um unser Stadtschen,
da seht ihr, wie so schön, die Welt
und ausserdem, was auch gefällt,
manch’ hübsches kleines Mädchen
Bewundrung ist gestellt dan frei,
weil die Gemahlin nicht dabei,
was praktisch ohne Frage,
und Morgenmänner halten dicht
um das, was unterwegs man spricht,
bis zu dem jüngsten Tage
Tondern, 20. Okt. 1944 G.W. ST.
Vi takker Gerd Uwe Christiansen for indlægget og tak til Georg Stuckert’s bedstefar, som var forfatteren.