Dengang

Artikler



Flere anekdoter fra Rømø

August 1, 2017

Flere anekdoter fra Rømø (2)

Vi sjal berette om 4 historier. ”Spøgelset ved Kirkebjergene”, ”Han tog sygdommen med i graven”, ”Da Caline fejrede sin egen begravelsesfest” og endelig ”Flugt i masten” Ja vi skal se et spøgelse, der gik med sit hoved under armen. Og så var det Caline, der mente, at det var blevet for kedelig på Rømø. Så da hun var et godt stykke oppe i firserne kunne hun lige så godt holde begravelsesfest. Hun fik en kiste lavet. Den stod i storstuen. Og så var det lægen, der havde sin helt egen kur. Og siden han blev begravet vendte sygdommen aldrig tilbage. Og så er det beretningen om en dramatisk redningsaktion ved Juvre Dyb. I første omgang ville kaptajnen og tre af mandskabet ikke reddes. Men de kom senere på andre tanker. Og vejret var så frygtelig, at alle inde på stranden troede at havet havde slugt dem alle. Men jammer blev vendt til glæde.

 

Spøgelset ved Kirkebjergene

Tidligere ansås det for eksempel for et sikkert tegn på, at et familiemedlem var død på havet, hvis der om morgenen var en vandpyt foran døren, eller hvis man om natten havde hørt uglerne tude i kirketårnet.

Nord for kirken ligger de såkaldte Kirkebjerge. Når rømeserne i de lange kolde vinteraftener sad sammen og fortalte historier, faldt talen ofte på disse klithøje. Mange kunne fortælle et eller andet grufuldt om dem. Ingen var særlig glade, når de efter sammenkomsten skulle gå hjem gennem Kirkebjergene. Deres skridt blev hurtigere og hurtigere. De var glade, når de havde ladt dette klitparti bag sig.

Mange af disse spøgelseshistorier er sikkert fri fantasi. Men nogle af beretningerne hører snarere til i det område ”mellem himmel og jord” som vi mennesker ikke-eller i hvert fald endnu ikke-kan give nogen forklaring på.

 

Kaptajnens grufulde beretning

Til denne kategori af historier må vi nok henregne følgende beretning, som en gammel kaptajn fortalte præsten på sit dødsleje

 

  • Som ung rejste jeg sammen med en nabosøn på det samme skib. I en amerikansk havn sneg han sig fra borde og kom ikke mere tilbage. Senere hørte jeg, at han boede i en by i de amerikanske sydstater, og der gik yderligere en række år, uden at jeg hørte noget fra ham.
  • Mange år senere vendte jeg om efteråret hjem fra en heldig rejse. Jeg ville da besøge nogle venner på Sønderland. På den tid vendte endnu alle søfolk hjem til øen om efteråret og blev der vinteren over, for så næste forår at tage hyre i de store havnebyer.
  • Mens jeg var på Sønderland, blev det aften, og jeg skyndte mig i skumringen hjem for ikke at skulle gå gennem Kirkebjergene i mørke. Men næppe var jeg kommet forbi kirken, før det blev bælgmørkt, og kun en smal månesegls blege lys markerede klitternes silhuet. Der drev skuer for månen, og hele landskabet så spøgelsesagtigt ud, så man skulle tro, at mørke skygger bevægede sig hen over heden.
  • Da jeg havde tilbagelagt hen ved halvdelen af vejen, forekom det mig pludselig, som om jeg hørte et menneske stønne. Jeg blev ganske mærkeligt til mode og fremskyndede mine skridt for så hurtigt som muligt at komme ud af det uhyggelige område.
  • Pludselig er der noget, der bevæger sig.
  • Omridset af en skikkelse bliver mere og mere tydelig, og den kommer langsomt hen imod mig. Jeg blev meget bange, og nu kunne jeg se, at gespenstet var uden hoved. Jeg stod som lammet af skræk, og da skikkelsen blev tydeligere, kunne jeg se, at den bar hovedet under armen. Og nu kunne jeg også genkende ansigtstrækkene.
  • Det var min længst forsvundne ungdomskammerat!
  • Læberne bevæger sig, men jeg tør ikke høre, hvad han vil sige, og jager derfra som en vanvittig.
  • Forestil Dem nu min forbavselse, da jeg nogen tid senere læste i en amerikansk avis, at denne nabosøn på samme tidspunkt, som jeg havde dette syn, var blevet dræbt i New Orleans i et slagsmål mod nogle negre. Da man fandt hans lig, sad det afhuggede hoved fast under den dødsstive arm

 

Folk med særlige evner

Af den slags historier fortælles der mange på øen.

Desuden fandtes der folk, som var begravet med en særlig evne til at se ud i fremtiden. På de nordfrisiske øer kalder man sådanne mennesker for ”spøkenkikkere”. Det er mennesker, som med nogen sikkerhed kunne forudsige visse ting. For eksempel er det hændt, at en pige på øen kunne forudsige, at et bestemt hus ville brænde. Dette skete virkelig nogen tid efter ved et lynnedslag.

Hvor meget af det, der er sandhed, og hvor meget det er overtro, er svært at afgøre. Men det er en kendsgerning, at evner i den retning har været almindelige på øerne.

 

De kunne forudse stormflod

Lige syd for grænsen i Nordfrisland skrev Theodor Storm en berømt roman ”Der Schimmelreiter”. Og det var noget med, at man på himlen eller nærmere skyerne kunne se, hvornår der kom stormflod. Men se den evne havde min bedstefar også. Han fungerede i mange år som slusemester ved Højer Sluse.

 

Han tog sygdommen med i graven

Nordvest for kirken står et gravmonument, der skiller sig ud fra de andre. Det er en sort obeliskagtig sten med følgende indskrift:

  • Med. Louis J.E. Halter
  • Født i Anclam d. 15 Febr. 1858
  • Død paa Romø d. 1.juli 1894
  • Skjænket af Øens taknemmelige Beboere

Dr. Halter stammed fra Tyskland og kom i slutningen af forrige århundrede til øen. Da han ikke mægtede det danske sprog, købte han sig en dansk og en tysk bibel og skaffede sig således de nødvendige sprogkundskaber.

Når han skulle besøge patienter gik han til fods over hele øen. På den tid var halssygen (difteritis) en af de værste plager på øen. Den lagde ikke så få indbyggere i graven.

 

Epidemier hver 30. år

På grund af øens afsondrethed optrådte epidemier ca. hvert 30. år. Derfor blev voksne også smittet. For dem var børnesygdomme livsfarlige. Noget lignende kender man fra eskimoer, der blev smittet med europæernes sygdomme, da de kom i forbindelse med missionærerne.

Dr. Halter udviklede sin egen metode i kampen mod halssygen. Han skrabede slim ud af halsen på de syge og kogte og filtrerede det. Han gav det så til de raske for at gøre dem immune.

Øboerne var neget taknemlige for hans uselviske arbejde, der på grund af øens fattigdom ikke indbragte ham nogen rigdom. Derfor rejste de efter hans død den sorte gravsten og plejede graven.

Man sagde sidenhen, at halssygen aldrig mere kan vise sig på Rømø, fordi Dr. Halter tog den med sig i graven

 

Da Caline fejrede sin egen begravelsesfest

 

  • Der sker aldrig noget mere på Rømø, efter at mændene er holdt op med at tage på hvalfangst ved Grønland

Ja sådan jamrede den gamle Caline med brudt stemme til sine datter Dine

  • Nu er jeg langt over firs, men denne ensformighed er ikke til at bære. Gå hen til snedkeren og bed ham komme for at tage mål af min kiste. Jeg vil fejre min begravelse. Nu skal Rømø opleve noget, der aldrig er sket før!

Hun lå tilbagelænet i alkoven i det inderste hjørne af ”æ dårns” (stuen) for gigten havde i årenes løb gnavet på hendes sundhed, og det faldt hende svært at bevæge sig.

Dine gjorde, som hun havde fået besked om, og kom nogen tid tilbage med snedkeren, der tog de ønskede mål. Han lovede desuden straks at gå i gang med at lave kisten og levere den så hurtigt som muligt.

Da han var gået, bad Caline datteren gå til alle deres bekendte på øen for at indbyde dem til søndag otte dage. Den fastsatte dag oprandt. Kisten var i god tid leveret og stod nu i ”æ pissel (storstuen).

De indbudte havde undret sig ikke så lidt over den mærkelige besked, men de kom dog alle:

  • Jesper, Jens, Hans, Marius, Jørline, Jørgiane, Hansine og hvad de ellers alle hed

 

En munter fest

 

Det blev en munter fest, fordi Caline ønskede, at der blev danset. Der herskede en løsluppen stemning ved hendes begravelsesfest. Det var jo heller ingen grund til at sørge. For festens hovedperson var jo-om end sengeliggende-dog lyslevende blandt dem.

Da festen nu var på sit højeste stod Caline ud sf din alkove. Hun ville også danse. En tid gik det godt. Men pludselig væltede hun omkuld. Hun faldt og brækkede det venstre ben. Gæsterne hentede i fart lægen som boede lige i nærheden. Han tilså det brækkede ben.

Derefter ville de gå hjem, men her gjorde de regning uden vært. Caline forlangt, at festen fortsatte. Og således blev der danset og spøgt til langt over midnat, hvor alle gæsterne endelig forlod begravelsesfesten.

Caline kom sig ikke efter benbruddet. Otte dage senere døde hun. Men hun havde dog oplevet sin egen begravelsesfest. Hvor mange kan prale af det?

 

Tilflugt i masten

Det var den 30. august 1908. Der kom besked om, at et skib var strandet på den yderste sandbanke. Ved redningshuset i Juvre skyndte kuskene med deres otte heste at trække redningsbåden ud.

Det tog en time at trække vognen ud på Bollert Strand nordvest for Juvre. Ved halvtre tiden var båden i vandet. Det blæste temmelig hårdt fra vestsydvest. Det var ude ved en sandbanke ved Juvre Dyb, at skibet var strandet.

Her blev sejlene strøget, og redningsmandskabet forsøgte at ro frem til havaristen. Det var dog umuligt. Det ene øjeblik dansede båden som en æggeskal på bølgetoppene. Og pludselig styrtede den ned i bølgedalen og ramte bunden.

Det var ikke andet at gøre end lade båden drive en smule tilbage og så sejle gennem gabet, hvor Juvre Dyb løber ud i det åbne hav, flankeret af de to sandbanke. Resten af vejen måtte man så igen ro. Først hen under aften nåede man strandingsstedet. Omtrent samtidig nåede redningsbåden fra Sønderho frem.

Mandskabet kunne nu se, at det drejede sig om den 300 tons store damper Schlei af Hamborg. Den var på vej fra Århus til Esbjerg med en ladning cement. Ved Norns Rev havde skibet mistet sit ror og to ankre. Lige nu var det uden læk og lå højt over vandet.

 

Kaptajnen ville ikke forlade sit skib

Kaptajnen, der hed Harder, ventede på redningsdamperen fra Esbjerg og ville ikke forlade sit skib. Fem besætningsmedlemmer blev dog sendt i land med redningsbåden fra Fanø. Redningsmandskabet forsøgte at forklare, at damperen lå et udsat sted, og at de ikke skulle regne med, at det kunne bjerges.

Det hjalp ikke. Kaptajnen, styrmanden og de to maskinmestre blev om bord. Inden redningsmandskabet tog tilbage, blev man enige om, at besætningen om bord skulle give signal, hvis situationen ændrede sig. Så ville man komme tilbage.

Redningsmandskabet lagde fra og nåede efter noget tid igen Bollert Strand. Ved midnatstid var man tilbage ved redningsstationen.

 

De havde hejst nødsignal

Mørke skyer trak sammen på himlen. Vinden blev stærkere, og det regnede. Man kunne knap se en hånd for sig. Stormen udviklede sig til orkan. Ved to-tiden om natten var bølgerne så høje, at de fire mand om bord på det strandede skib måtte forlade dækket. Svære dønninger slog ind over skibet, rev lugerne bort. Skibet blev fyldt med vand.

Først søgte mandskabet tilflugt i stormasten. Men da de vældige bølger hen på morgenstunden havde revet kommandobroen løs og kastet den mod masten klatrede de fire mænd ned for at komme over til formasten. Stormasten havde nemlig løsnet sig og truede med at vælte.

På dækket blev 2. maskinmester ramt af et løsrevet vant (et af de tove, som holder masten til fast til siderne). Han blev så hårdt kvæstet, at han ikke mere kunne bevæge sig. Under opbydelsen af alle kræfter lykkedes det de andre mænd at få den kvæstede mand anbragt på en lastebom. Her bandt de ham fast til masten med noget tovværk.

På landjorden havde redningsmandskabet på skift holdt vagt i redningsstationens udkigspost. Regnen var dog så tæt, at det først var et stykke hen af følgende formiddag, at man kunne se noget. Til redningsmandskabets skræk kunne man nu se, at kun masterne af Schlei ragede op over vandet. De fire mand stod i formasten og havde hejst nødsignal.

Nu fik man travlt. Redningsmandskabet ilede til stationen. Kort tid efter rullede man af sted ad vejen til stranden. Den dag var transporten lang sværere end dagen før, fordi højvandet om natten havde oversvømmet hele forstranden.

Ved middagstid kunne man endelig sætte i søen. Ved hjælp af årene og et kæmpe sejl kæmpede redningsmandskabet sig frem mod den hylende storm, de høje bølger og den stærke strøm. Alligevel blev det hen sidst på eftermiddagen, inden man nåede strandingsstedet.

 

Damperen var slået til vrag

Her ventede det redningsmandskabet et syn, de nok aldrig glemmer. Schlei var i løbet af natten blevet slået fuldstændig til vrag. Kommandobroen lå sammenkrøllet som en papkasse og ragede sammen med skorstenen ud over kanten på skibet.

Under store anstrengelser roede man så tæt på, som man kunne indtil man kun var få meter fra vraget. I mellemtiden kom styrmanden ned fra masten. Der blev kastet en line over til ham. Han fik fat i den og bandt den fast i vanter og gelænder Nu var redningsbådet og vraget forbundet med hinanden.

Dernæst blev der kastet en redningsline. Han bandt den om livet på den kvæstede maskinmester. Han stod endnu på lastebommen og var fastbundet til masten. I mange timer var den ene dønning efter den anden slået hen over ham og havde revet tøjet af ham. Han stod nu næsten nøgen. Fuldstændig afkræftet faldt han sammen, da styrmanden løsnede ham fra masten for at kaste ham i den næste bølge, så redningsmandskabet kunne hive ham om bord i redningsbåden.

 

Søstøvlerne blev reddet

Den næste var 1. maskinmester. Han klatrede ned fra masten. Men i samme øjeblik, han nåede dækket, blev han overrasket af en bølge, som kastede ham omkuld. Man troede, at han var blevet kastet overbord. Men da vandet var væk, skyndte han sig at gribe fanglinen. Han viklede enden af redningslinen om begge hænder og kastede sig i søen. Et øjeblik senere nåede han velbeholden over i redningsbåden.

Styrmanden var en erfaren mand. Da han sprang i søen, holdt han sine søstøvler i munden. Dem ville han ikke give afkald på. Ved redningsbåden stak han hovedet over vande og gav tegn på, at hans støvler skulle reddes først. Hans ønske blev opfyldt og bagefter kom manden selv.

Som den sidste kom kaptajnen. Han klatrede ned fra masten, blev et øjeblik stående, til bølgerne var løbet af, og greb efter fanglinen. Så sprang han over bord og sad få minutter senere i redningsbåden.

Redningsaktionen havde taget cirka en times tid. Linerne blev kappet og man lagde fra.

 

Et endnu være uvejr brød løs

Næppe var der blevet sat sejl og var nået til indløbet til Juvre Dyb, før et endnu værre uvejr brød løs. Himmel og jord stod i et, stormen hylede, regnen styrtede ned i spande, lynene trak deres spøgelsesagtige zig-zag-striber over den begsorte himmel. Tordenen rullede så det føltes som om båden sitrede, mens den som en pil skød gennem de hushøje bølger ind i dybet.

Lanternen gik ud. Det var umuligt at tænde den igen. Man var forberedt på det værste, og tankerne gik på dem derhjemme. De ventede på stranden.

Som om det ikke var nok. Nu sprang vinden uden varsel pludselig i sydøst. Den kom nu direkte imod dem. Man begyndte nu at krydse og at ro med alle kræfter. Håbet om at undslippe havet begyndte at svinde.

En af dem om bord opdagede pludselig lys i det fjerne. Det var kuskene, der havde opgivet håbet, om at folkene skulle komme velbeholden i land. De havde nu begivet sig på hjemvejen.

 

Jammer blev afløst af glæde

Da de nåede hjem, blev der sorg og jammer i mange huse. Det var, som om det sidste håb nu var forsvundet. Man havde fra land set, at båden var roet væk fra vraget. Men så var uvejret brudt løs, og så kunne man ikke mere se dem fra land.

Da mandskabet langt om længe var kommet vel ind på stranden foldede de alle deres hænder og sendte en bøn til ham, der havde reddet dem ud af den yderste fare.

To mænd ilede hjem for at fortælle, at alle var landet velbeholdne på Bollert Strand. Den glæde, der nu afløste jammeren kunne næppe beskrives. Det var næppe gået en halv time, siden kuskene var vendt tilbage. De spændte straks for igen, og der blev i hast lavet kaffe, som blev sendt ud med en ekstravogn.

Efter i tolv timer at have kæmpet mod elementerne uden at få så meget som en slurk vand, var det utroligt velgørende at få noget varmt i maven.

 

Styrmanden sagde tak

Da de efter den lykkelige landing stod på stranden kom styrmanden hen til redningsmandskabet og gav hver af redningsmandskabet hånden og sagde tak for alt, hvad de havde gjort for ham og hans kammerater.

Han fortalte også, at der ikke engang var gået to timer, efter at redningsbåden for første gang havde forladt strandingsstedet, før svære bølger var styrtet ind over damperen og havde revet lugerne bort. Dermed forsvandt ethvert håb om at redde skibet, og det var langsomt fyldt med vand, men brændingen uden ophold vaskede ind over dækket. Styrmanden forklarede endvidere:

  • I løbet af de mange timer, vores arme kammerat stod fastbundet på lastebommen, klatrede jeg flere gange ned til ham for at trøste ham. Til sidst mistede han helt modet og forlangte, at jeg skulle løsne tovet, så han kunne blive skyllet over bord og på den måde blive befriet for sine lidelser. Det hverken kunne eller ville jeg gøre, og da redningsbåden endelig kom, var jeg lykkelig over ikke at have givet efter.

Klokken var seks om morgenen, da redningsfolkene nåede redningsstationen. Hele aktionen havde varet atten timer. Den syge blev lagt på ekstravognen og kørt ned til strandfoged Knudsen i Toftum, hvor der ventede ham en varm seng. De øvrige blev indkvarteret i Juvre.

 

Talrige søfolk reddet i tidens løb

Kaptajnen, styrmanden og 1. maskinmester rejste nogle dage senere til Tønder, hvor der blev afholdt søforhør. Den syge blev på Rømø til han igen var rask, hvorefter han rejste tilbage til Hamborg.

Det var en skik på Rømø, at alle brudepar fik et ur med udskåren redningskrans og en bibel foræret, hvis både brudens og brudgommens fædre var medlemmer af redningsbådens mandskab.

Talrige søfolk er i historiens løb blevet reddet i land på Rømø. I hvert fald eksisterer den ene redningsstation endnu på Rømø. Den blev sidste gang jeg var på øen for utallige år siden, anvendt af øens brandvæsen.  Den anden som er omtalt i artiklen blev sidste gang, undertegnede var på Rømø anvendt af militæret som garage.

Den nuværende redningsbåd har hjemme i Havneby Havn.

 

Kilde:

  • Sønderjyske Årbøger (diverse udgaver)
  • Moritz: Die Nordseeinsel Röm
  • Hansen: Friesische Sagen und Erzählungen
  • Hanssen: Grønlandsfarer i Aaret 1777
  • Jessen: Von Seeleuten, Fischern und einen Sklaven der Insel Röm
  • Deutscher Volkskalender, Nordscleswig (div. Udgaver)
  • Mühlendorf: Sagen, Märchen und Lieder der Herzogtümer Schlewig, Holstein und Lüneburg
  • Niels Edwin List Petersen: Sagn og historier fra Rømø

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

  • Anekdoter fra Rømø (1)
  • Borrebjerg på Rømø
  • Færge fra Ballum til Rømø
  • Da Rømø fik et Nordsøbad
  • Rømø-den tredje tur
  • Rømø-endnu engang
  • Rømø-en ø i Vadehavet

 

Hvis du vil vide mere: Om Vadehavet og øerne i Vadehavet-Læs her på www.dengang.dk:

  • Det frisiske salt
  • Vadehavets maler-Emil Nolde
  • Vikinger i Vadehavet
  • Nordstrand-syd for grænsen
  • Mandø-en ø i Vadehavet
  • Føhr-en ø i Vadehavet
  • Heltene i Vadehavet
  • Øen Jordsand-engang ud for Højer
  • Soldater på Jordsand
  • Øerne-syd for Højer
  • Dæmningen-syd for Højer
  • Slaget ud for Højer og mange flere

 


Da vi fik hjælp fra England

Juli 30, 2017

Da vi fik hjælp fra England

Det var ikke alt, hvad SOE foretog sig i Danmark, der var en succes. Dansk Politi og Gestapo jagtede faldskærmssoldaterne. Og indbyrdes hos agenter var man ikke altid lige enige. Således var der mange af dem, der ikke ville arbejde sammen med Kommunister. Man må også sige i London blev der udvist en del arrogance over for danskerne. Således var det kun Mogens Fog fra Frihedsrådet, man rigtig respekterede. Og man mente, at hvis det ikke havde været for SOE, havde der ikke været noget modstandsbevægelse i Danmark. Kommunister var længe i gang, før den første SOE-agent viste sig. Vi skal kigge på en række personligheder som Flemming Muus, Poul Hansen, Ole Lippmann m.m. Poul Hansen måtte sig fyret ved en politikers indblanding. Vi skal kigge på tre markante danske politikere, der var agenter for amerikanerne. Og så var det lige en efterladt pistol på Østerport Station, Hvidsten Kro, endnu et mystisk mord og Fleming Muus’ umoralske liv.

 

At sætte Europa i brand”

Allerede i begyndelsen af Anden Verdenskrig vedtog den britiske regering under Winston Churchill at oprette den helt særlige militærstyrke Speciel Operations Executive (SOE). Denne skulle hjælpe de europæiske modstandsbevægelser med ”at sætte Europa i brand”.

SOE fik en separat dansk sektion. 2.000 danskere havde meldt sig til britisk militærtjeneste. De fik en særdeles krævende og intens uddannelse. 53 af dem blev senere fløjet til Danmark, hvor de sprang ud i faldskærm. Derefter virkede de som instruktører og telegrafister.

 

Ikke alle var tilhængere af SOE

Dansk Politi, der samarbejdede med Gestapo blev direkte eller indirekte skyld i flere danske SOE-agenters død. Andre agenter blev fanget og gav fjenden oplysninger, som førte til bølger af arrestationer, der i en længere periode lammede modstandsbevægelsen.

SOE-organisationen blev oprettet den 19. juli 1940 og underlagt Ministry of Economic. Det var nu ikke alle der var lige begejstrede. Særlig de konservative politikere og professionelle diplomater var modstandere.

 

Omfattende uddannelse

I Ringway blev man uddannet i faldskærmsudspring og ellers foregik der kurser på Speciel Training Schools på diverse herregårde. Den egentlige uddannelse i sabotageteknik foregik på Hatfield i Hertfordshire. Her lærte eleverne at fremstille bomber af britiske sprængstoffer. De lærte også, at fremstille hjemmelavede bomber. Og så lærte de at sprænge fabriksanlæg, motorer og transportsystemer.

I Thame Park i Oxfordshire blev de folk, som skulle fungere som telegrafister i Danmark undervist. På Beaulieu ved Kanalkysten blev de frivillige uddannet som egentlige spioner. De blev undervist i at leve, arbejde og bevæge sig som illegal og at oparbejde rutiner i sikkerhed.

De blev oplært i anvendelsen af ”døde brevkasser”, koder, åbning af kuverter, forfalskning, indbrud, opdirkning af døre, lydløst drab, psykologisk krigsførelse, dækhistorier og meget andet.

 

Han udnævnte sig selv som major

Den danske SOE-sektion blev i lang tid ledet af Flemming Muus. Han havde en fortid som ansat i et britisk rederis afdeling i Liberia. Han fik kodenavnene ”Table Gossip”, Jam, Mint og Jørgen Møller. Sammen med flere andre faldskærmsfolk sprang han ud over Trinderup Hede den 11. marts 1943.

Fra marts til december 1944 var han chef for de danske SOE folk. Ved oprettelsen af Danmarks Frihedsråd i september 1943 indtrådte han i dette som repræsentant for De Frie Danske.

Han udnævnte sig selv som major. I London pralede han med, at det var ham, der stod i spidsen for den stadig voksende sabotage i Danmark, som førte til det folkelige oprør i august 1943.

 

En nødlanding på Midtsjælland

Men det var nu de illegale kommunister, der legalt importerede sprængstof fra Tyskland. De havde lovligt oprettet et firma, der foretog sprængninger. De lavede også hjemmelavet sprængstof. Men rigtigt er det, at sabotagens effektivitet tiltog, da SOE fik gang i de luftbårne leverancer af sprængstof. Men Flemming B. Muus havde dog ikke en personlig andel i deres anvendelse.

Da Flemming Muus i december 1943 vendte tilbage til Danmark efter afrapportering om begivenhederne i Danmark omkring oprøret i august, ja så foregik det ret så dramatisk. Han skulle være landsat med faldskærm. Men maskinen måtte mavelande på Midtsjælland. Såvel Muus som besætningen slap uskadte og uden tysk indblanding fra episoden.

Det var nok at tage fat på for den hjemvendte faldskærmschef. Den militære efterretningstjeneste lå i ruiner efter at cheferne var flygtet til Sverige. Ritmester Lunding var blevet arresteret af tyskerne. Først efter udnævnelsen af Svend Truelsen som ny leder kom der efterhånden igen styr på denne del af modstandsarbejdet.

 

Idømt to års fængsel

Da Muus i slutningen af 1944 blev kaldt tilbage til London, skyldtes det at ”overkommandoen” dik at vide, at han havde tillagt sig en ganske kostbar livsførelse og sløsede med betroede midler. Efter krigen blev han genstand for en britisk auditørundersøgelse suppleret med en dansk.

Den førte til afsløringen, at han umiddelbart efter befrielsen, da han var tilbage i Danmark havde tilegnet sig ca. 550.000 kr., som var gemt af vejen i en hemmeligholdt bankboks i Handelsbankens daværende afdeling på Bernstorffsvej.

Flemming B. Muus blev idømt to års fængsel. Man vurderede, at han havde gjort et stort stykke arbejde for Danmark. Dette blev betragtet som stærkt formidlende. Juleaften 1946 blev han dog benådet på den betingelse, at han i en længere periode ikke viste sig i Danmark.

Det var en højest pinlig skandalesag nok uden lige i dansk retshistorie. Han blev regulær landsforvist.

 

Deporteret til Liberia

Muus var født i velhaverhjem. Der manglede ikke noget. Denne livsstil kom til at præge ham gennem hele hans liv. Han forlod skolen uden at tage studentereksamen. Han kom i faderens handelsfirma. Her begik han underslæb ved at forfalske checks i familiens navn. Det var et karaktertræk, der viste sig ved flere lejligheder.

Sagen blev dysset ned og er vel også gået i glemmebogen. Han var nu en ung mand på 25 år og blev deporteret til det vestafrikanske land Liberia. Her befandt Muus sig i 1940, da han hørte om tyskernes besættelse af Danmark.

 

Delte meninger om Muus moral

Det blev starten til den stjernestund i Muus liv, der varede indtil 1944. Han hastede til London og meldte sig til tjeneste i det britiske udenrigsministerium. Det kunne kun gå for langsomt.

Allerede i rekruttiden var der delte meninger om den unge mands moral. På trods af intern modstand og dårligt syn lykkedes det Muus gennem stædighed og ubøjelig vilje at stige i graderne. Han blev endda plastikopereret, så han ikke kunne genkendes i Danmark.

I sit arbejde var han dristig og snu. Han fik efterhånden etableret et ualmindeligt stort netværk af forbindelser, bekendtskaber og dækadresser. På den måde undgik han gang på gang at komme i dansk politis eller Gestapos klør.

 

Champagne og kaviar

Han førte sig frem som en flottenheimer, der rådede over mange penge. Champagne og kaviar flød i stride strømme i hans kølvand. Som følge af sine endog meget stærke briller og hele sin skikkelse var han ikke den fødte kvindebedårer. Men de rigelige pengemidler kunne også føre vidt. Måske blev det for vidt og især i hans branche. Men også til fordærv.

 

Bindeled mellem Soe og modstandsbevægelsen

Længe var Flemming Muus det helt afgørende bindeled mellem SOE i London og den danske modstandsbevægelse. Men efterhånden dukkede der stærke lederskikkelser op i Danmark som for eksempel de jyske nedkastningschefer Jens Toldstrup og Flemming Juncker.

Efterhånden blev Muus rolle udvandet. Der var også tale om rivaliseringer mellem de stærke lederskikkelser.

Efter et halv års afsoning af sin straf, blev Muus landsforvist. Sammen med sin kone, Varinka Wichfeld Muus, der havde fulgt ham hele vejen forlod Muus sit fædreland, han havde ydet så mange tjenester. Nu blev han i stedet forfatter. Frem til sin død i 1982 skrev han en række erindringsbøger, romaner og drengebøger.

 

Poul Hansen – en omstridt person

En af SOE-agenterne var Poul Hansen. Han var organisationens sabotagechef i København. I kredsen var der en stærk diskussion om kommunisterne og modstandsarbejdet. Der var også diskussion om de Finlands-frivillige. En af disse var Christian Michael Rottbøll, der blev SOE-chef i Danmark i 1942. Han blev dræbt af dansk politi. Vi har her på siden to artikler om denne hændelse.

Paul Hansen havde ikke den reservation over for kommunister, som mange af hans kollegaer havde. Han var dygtig og stridbar. Og han var bestemt ikke enig med Rottbøll, som havde sympati for at Finland havde allieret sig med Tyskland i en ny finsk-russisk krig. Paul Hansen havde en kontroversiel holdning i et militært miljø, nemlig at SOE folk i Danmark skulle kunne arbejde lige godt med kommunister som ikke kommunister.

 

Der var forskel på folk i SOE

Der var i den grad forskel på folk i SOE. Der var sympati og antisympatier. Poul Hansen blev afhentet af folk fra SIS (Secret Intelligence Service) og bragt til London. Her blev han underkastet forhør af sådan karakter, at han følte sig angivet som potentiel dobbeltagent.

Efter en diskussion med en anden Finlandsfrivillig, hvor Poul Hansen simpelt hen blev lovet ”røvfuld” blev han idømt husarrest. Det samme skete i et andet tilfælde. Major Taylor, der var en af de britiske officerer, som stod for uddannelsen, var dybt bekymret over de skarpe diskussioner, klikkedannelser og de tydelige sociale og politiske skel.

 

Hvidsten Kro

 

 

I maj 1943 blev Peter Carlsen alias Lard født i Canada og agenternes alderspræsident sammen med Poul Hansen i fly bragt til Danmark. I faldskærm blev de landsat på modtagepladsen Mustard Point ved Allestrup gård i nærheden af Hvidsten ved Randers.

I en periode var Hvidsten Kro med ejeren Marius Fiil og en gruppe på 14 personer hovedcentral for modtagelsen af våben m.v. fra luften. Gruppen blev revet op den 11. marts 1944 efter at to tilfangetagne faldskærmsfolk, Jacob Jensen(Pudding) og Kaj Lund (Table Lamp) havde røbet gruppen og dens virke.

Agenterne Jacob Jensen, Kaj Lund og Boisen Juncker blev den 13. december 1943 uden modstand arresteret af Gestapo i Århus. Det skete efter at en stikker var kommet på sporet af de tre søstre Ulrich, som i deres lejlighed i Bruunsgade bl.a. husede nyankommende agenter, der skulle videre.

 

200 modstandsfolk blev angivet

Tyskerne overraskede de tre agenter, da de holdt møde i lejligheden. Hvor der var mange våben. Boisen Juncker var netop ankommet og var derfor ikke særlig nyttig for tyskerne. Men de to andre var virkelig lækkerbiskner for tyskerne.

I strid med de ellers strikse sikkerhedsregler havde Flemming B. Muus anvendt Jacob Jensen som omrejsende kurer. Denne havde derved et indgående kendskab til store dele af agentnettet. Han besad en stor viden om modstandsbevægelsen.

Som de øvrige agenter havde han lovet at sluge en medbragt giftpille. Dette var langt bedre end at falde i Gestapo’ s klør. Men han svigtede løftet. Nu var det vel heller ikke så lige til at tage sit eget liv.

Udsat for Gestapos brutale forhørsmetoder og ved udsigten til at blive henrettet valgte han at give los for sin viden i håb om at redde sit eget liv. Det lykkedes men på bekostning af mange andres liv. Da valget først var taget, udleverede han et væld af kontaktadresser, navne m.m.

Herefter kunne Gestapo rette et lammende slag imod modstandsbevægelsen. En bølge af arrestationer over hele landet bragte hen imod 200 modstandsfolk i Gestapos net. Nogle af disse røbede andre modstandsfolk og således rullede bolden videre med det resultat at al modstandsarbejde i Danmark blev lammet for en længere periode og led ubodelig skade.

 

Tilfreds med Paul Hansen (Jelly)

Tyskernes blodige hævn lod ikke vente på sig. Mange modstandsfolk, deriblandt halvdelen af Hvidstensgruppen blev henrettet, mens de andre endte i tyske tugthuse eller Kz-lejre.

Paul Hansen blev af Flemming B. Muus indsat som sabotagechef i København. Han fik tildelt kodenavnet Jelly og fik til opgave at forsyne sabotørerne med sprængstof og virke som sprængningsinstruktør.

Han blev kastet ned ved Hvidsten Kro den 10. maj 1943.

I løbet af sommeren leverede han sprængstof m.v. til sabotørgrupperne. Blandt disse var der en, der blev kaldt Morten. Gruppen var tilsluttet Bopa. Grupperne havde faktisk ikke noget navn. Man havde ikke medlemskort. Man skulle helst vide så lidt som muligt.

Under besættelsen blev politiske stridigheder begravet. De politiske skærmydsler eksisterede længere oppe i systemet. Enkelte politikere havde de hede ønske, om at ”komme med på vognen”.

Flemming B. Muus var overordentlig tilfreds med Jellys indsats. Ligesom flere andre instruktører havde Poul Hansen det dog af og til lidt svært ved ikke selv at deltage i sabotagearbejdet. Sikkerhedsreglerne forbød dem direkte at deltage i sabotageaktioner. Men det skete at Jelly på afstand overværede aktioner og iagttog virkningerne.

 

Du skal flygte til Sverige

Den 7. oktober 1943 fik Poul Hansen ordre til at møde hos Preben Lok-Lindblad, som var Flemming B. Muus’ ”personlige assistent”. Mødet fandt sted i opgangen til Bredgade 47. Her fik Poul Hansen overrakt en skriftelig ordre, at da han var stærkt eftersøgt, skulle han under navnet Georg Georgsen øjeblikkelig flygte til Sverige. Her skulle han ikke foretage sig noget som helst blot afvente ordre.

Poul Hansen adlød. Han og de øvrige SOE folk havde skrevet under på, at de uden spørgsmål ville efterkomme enhver ordre fra en overordnet.

 

I et garderobeskab på Østerport Station

En anden agent, Frantz Lassen (Fritz) havde været så uforsigtig at opbevare en pistol i et garderobeskab på Østerport Station, hvor tyskerne ofte fortog razziaer. Pistolen var pakket ind i et stykke papir, hvor der blev fundet et kontonummer til Magasin du Nord. Via kundekartoteket fandt Gestapo frem til en villa i Hellerup, hvor der blev arresteret to SOE-agenter, Knud Herschend og Frantz Lassen.

Efter ”voldsom forhør” fik de munden på gled og straks efter blev en hel række modstandsfolk og også Lok-Lindblad arresteret. Lok-Lindblad og mange andre blev deponeret til tysk koncentrationslejr. I Århus blev to SOE-agenter, Finn Ibsen og Chr. Altenborg Hansen arresteret.

 

Endnu flere blev røbet

Dengang var Finn Ibsen noget af en legende og virkelig helt. Efter et stikkeri imod en modstandsmand i gaden Åbenrå i København blev han i december 1943 arresteret af Gestapo. Men han slog Gestapo manden i jorden og flygtede i løb. Han kom senere til Sverige og tilbage til Storbritannien. Her bliver han uddannet som telegrafisk.

Han blev den 4. august 1944 kastet ned over Feldborg Plantage ved Holstebro. I Århus laver han et fremragende stykke arbejde. Men umiddelbar efter Frantz Lassens uforsigtighed i København bliver han anholdt. Frantz Lassen røbede Finn Ibsens som flere andre SOE-faldskærmsfolks navne og adresser til Gestapo.

Han blev deponeret til det store tugthus Dreibergen ca. 40 km sydvest for Rostock. Her blev fanger på løbende bånd henrettet ved halshugning. Man kunne aldrig vide, hvornår det var ens tur. Ved den såkaldte Bernadotte-aktion blev han sammen med 198 andre danskere og 198 andre danskere afhentet af Røde Kors den 14. april 1945 og i bus transporteret til KZ-Neuengamme. Stadig som Gestapos fange fortsatte turen den 28. april videre mod Danmark

 

Poul Hansen mødt med mistro

Da Poul Hansen den 7. oktober 1943 ankom til Malmø blev han mødt med mistro. Han blev arresteret af svensk politi og indsat i arresthuset i Malmø. Efter forhør blev han transporteret til opsamlingslejren for danske flygtninge i Snogelholm.

Han fik efter meget besvær kontakt til den danske efterretningsofficer P. Winge. Denne lovede at sende et budskab videre til Ronald Turnbull, der repræsenterede SOE ved den britiske ambassade i Stockholm.

Han fik aldrig noget svar, men blev i stedet sendt på skovarbejde i en af de endeløse svenske skove langt fra civilisationen. Hvis en flygtning ikke var særlig privilegeret og ikke havde de rette forbindelser, blev vedkommende sendt på en slags tvangsarbejde hos for eksempel restauratører, skovejere eller bønder. Disse gned sig til gengæld i hænderne over at have fået stillet billig udenlandsk arbejdskraft til rådighed.

 

Betragtede sig som fyret

I sommeren 1944 lykkedes det Jelly at få personlig kontakt til John Ray i Stockholm. Denne var tidligere officer i efterretningstjenesten MI 5 og var medlem af den danske SOE-sektions stab.

Poul Hansen blev modtaget meget hjertelig. Men dagen efter mødte han en isnende skulder. Det var ikke muligt for Poul Hansen, at få nogen forklaring på dette. Han havde på fornemmelsen, at SOE måtte være i besiddelse af informationer, der belastede ham i alvorlig grad.

Det er aldrig heller ikke efter krigen lykkedes konkret at opklare, hvilke informationer, der kunne være tale om, og hvor de stammede fra. Efter denne oplevelse, som Poul Hansen betragtede som en fyring fra SOE søgte Poul Hansen optagelse i Den Danske Brigade. Han kom ved befrielsen med til Danmark. Han sluttede krigen som medlem af Grænsekommandoen ved den dansk-tyske grænse.

 

Falske dokumenter og politikere

Poul Hansen var godt nok en irriterende type, men hvordan kan det gå så galt? Muus havde mange år senere fortalt, at hans ordre til Poul Hansen om at føje sig fra Danmark byggede på oplysninger fra den ledende socialdemokratiske politiker H.C. Hansen alias den senere amerikanske agent Big Horn.

Muus har aldrig fortalt om oplysningens karakter, men de må jo have været ganske alvorlige ellers fyrede man ikke sin velanskrevne ”sabotagechef”.

Blandt de tidligere faldskærmsagenter cirkulerede et rygte om at Poul Hansen var desertør. Åbenbart skulle han have annulleret sin troskabsed til den britiske hær den 7. oktober.

Begæringen var dog falsk. Nogen eller nogle søgte at kompromittere Jelly at få ham ekskluderet og måske få udstedt en ordre til at likvidere ham. Alene det, at Hansen er underskrevet med to s’er viser at det er tale om et falskneri. Det viser de grove metoder, der blev brugt mod uønskede.

 

Hvem gav ordren?

Jo der skete ting sager. Således blev faldskærmsmanden Hans Henrik Larsen (Table Trick) skudt og liget kastet i Sjælsø i maj 1943. Ordren til at likvidere ham var medbragt fra London af Preben Lok-Lindblad. Den blev så videregivet til Flemming B. Muus, der så gav skydeordren.

Sammen med tre fæller var han landsat ved Furresøen den 26.-27. februar 1943. Hans indsats blev meget kortvarig.

Sagen blev aldrig opklaret. De implicerede oplyste kun, at Table Trick havde været ”letsindig” og ”upålidelig”. Nogle kilder mente, at hans brøde bestod i, at han havde rettet bebrejdelser imod Flemming B. Muus for dennes luksuriøse tilværelse og letfærdige omgang med betroede midler.

Men se dette mysterium får vi nok aldrig opklaret. Det bliver nok arkiveret under hylden ”konspiration”.

 

En uskyldig dræbt

I Frederikshavn optrådte Adolf Larsen (Table Tennis) vitterlig uforsigtig med værtshusbesøg. En Grethe Jensen havde fået færten af, at han var modstandsmand. Hun angav ham til politiet. Han blev arresteret og udleveret til Gestapo.

En anden SOE-agent, Poul Jensen, alias Marokko-Jensen konstruerede en helvedesmaskine og sendte den til hende. Det var en cigarkasse med sprængstof og forsynet med en aflastningstænder, der udløste en eksplosion, når den blev åbnet. Men desværre var det en mandelig bekendt, der åbnede og blev dræbt. Så den metode var ikke smart.

 

En skæv våbenfordeling

Det er ikke en hemmelighed, at der var en skæv våbenfordeling dengang. Kaptajnerne Viggo Hjalt og Svend Shjødt-Eriksen søgte i alliance med samarbejdspolitikkerne at tilegne sig broderparten af de våben, der blev leveret af SOE. Sabotørerne efterlyste våben og sprængstof.

Man favoriserede hærens officersgrupper i København. De var 100 procent forsynet. Men 300 mand i Korsør, som skulle beskytte havneanlægget havde tilsammen kun to maskinpistoler.

 

Stjal våben til kommunisterne

Flere rygter blev udbredt, at modstandsfolkene Knud Skov og Erik Crone stjal våben til ”Kommunisterne”. Ligeledes skulle Skov have været på førerkursus i Tyskland.

Svend Schjødt-Eriksen gav en gruppe fra Holger Danske ordre til at likvidere dem. Den 23. november 1944 blev Knud Skov myrdet ved Skovridderkroen i Charlottenlund. Erik Crone undslap mirakuløst. Men han blev angivet og henrettet i Ryvangen den 27. februar 1945.

 

Prominente agenter for amerikanerne

Og her kommer så den senere udenrigsminister og i årene 1955-1960 statsminister H.C. Hansen for alvor ind i billedet. Sammen med den konservative Aksel Møller blev han redaktør af det illegale blad Den Danske Parole, som forsvarede samarbejdspolitikken.

H.C. Hansen blev en central figur, han forsøgte at få politikere placeret sådan, at man kunne få kontrol over modstandsbevægelsen. Ifølge Knud J.V. Jespersen, forfatteren af den fremragende bogværk ”Med hjælp fra England 1-2” så var det H.C. Hansen, der fodrede Muus med de fatale og falske oplysninger, der førte til Poul Hansens afsættelse som sabotagechef.

I nogle år efter Anden Verdenskrig var H.C. Hansen efterretningsagent med navnet Big Horn hos den amerikanske spionorganisation OSS, som var forløber for CIA. Men også Hans Hedtoft og Jens Otto Krag var impliceret i efterretningsvirksomhed for USA.

 

Flemming Muus hadede kommunisterne

Og det kan have noget at gøre med kommunisthadet, der var meget udpræget hos socialdemokraterne. Også dette had var Flemming B. Muus grebet af. I et brev af 2. november 1954 til den navnkundige historieker skriver han således:

  • Jeg ønskede og arbejdede ganske bevidst efter dette ønske, at Danmark ved befrielsen kunne vise ansigt, der ikke var domineret af kommunister men af danske officerer.

 

Måske i Fleming Muus’ ånd?

Måske var det helt i Muus ånd ”at dolke” Poul Hansen. Men Muus glemte nu aldrig at fremhæve sig selv, når kommunisterne havde foretaget heldige sabotager. Det var tydeligt at se i hans rapporter til London.

Flemming B. Muus pralede også med, at han efter tyskernes nederlag ved Stalingrad hver onsdag deltog i frokoster med politikere som Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft-Hansen, Alsing-Andersen, Ole Bjørn Kraft og Aksel Møller.

 

Buhls sabotagetale

Det var jo også den 2. september 1942, at Buhl holdt sin ”store” tale:

  • Sabotage i den forstand der her er tale om, er ødelæggelse eller beskadigelse af værdier som direkte eller indirekte er af krigsmæssig betydning for den krigsførende part.
  • Og endvidere må det ikke glemmes, at det først og fremmest er den danske stats interesse at undgå sabotagehandlinger, det være sig mod trafikmidler, offentlige forsyningsindretninger etc. Eller mod den tyske værnemagts materiel
  • Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de unge, at den som begår sabotage eller hjælper med dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageaktioner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler mod sit fædrelands interesse.

 

Bemærk lige datoen

Der foregik i den grad grumsede ting dengang. Glemt er i den forbindelse også det cirkulære, der blev udsendt af De Samvirkende Fagforbund (datidens LO) Sekretær Alsing Andersen udsendte følgende den 2. september 1943:

  • Gennem tre år viste vores politik sin berettigelse og sin holdbarhed, ingen anden politik kunne have givet godt tilnærmelsesvis lige så godt resultat, og således kunne det sikkert have fortsat lige til krigens slutning.

Bemærk lige datoen. Ja i det lys opererede SOE-agenter i Danmark. Og de blev i den grad jagtet af Dansk Politi og Gestapo i fællesskab.

 

Ufine metoder til miskreditere modstandsbevægelsen

”Den lille Generalstab” havde forsøgt at tage patent på modstandsbevægelsen. Men det gik ikke så godt. Kaptajn Gyth var på foranledning af Ebbe Gørtz blevet sendt til London for at forhandle med SOE.

Fra dansk side var der i den grad blevet indberettet en masse oplysninger til SOE om tyskerne.

Fra dansk side forsøgte man, at overbevise SOE om, at kommunisterne udgjorde en kæmpe fare. De ville overtage magten i Danmark efter krigen. Men dette ville englænderne overhovedet ikke høre tale om.

Kaptajn S. Schjødt-Eriksen og Herman Dedichsen bruger ufine midler for at miskreditere den civile modstandsbevægelse over for SOE. Man optrådte som en slags handlekraftige manipulatorer. Man påstod at modstandsbevægelsen ikke kunne klare sig uden militæret. Og bag denne manipulation lå igen det faktum, at ”Den Lille Generalstab” ønskede at styre modstandsbevægelsen.

 

SOE havde mistet tilliden til dansk militær

Begge de to herrer havde tilknytning til socialdemokratiet. Schjødt-Eriksen måtte også erkende, at han havde en hvis tilknytning til det danske nazistparti.

Men SOE havde mistet tilliden til forhandlerne fra det danske militær.

 

Officererne skulle have meldt sig i London

Og Gyth fik endda at vide, at det danske officershierarki i Sverige var ”defaitistisk” Commander Ralph C. Hollingworth, lederen af SOE’ s danske afdeling i London klandrede de flygtede officerer til Sverige, at de ikke straks efter den 29. august havde forsøgt at komme til England til den direkte kamp mod tyskerne.

Han havde stor sympati for de officerer, som gik ind i det praktiske modstandsarbejde, men nærmest hånede de øvrige retrætesoldater.

 

Sendebuddet blev ofret

Gyth fik at vide, at dansk efterkrigspolitik ikke interesserede SOE. Hollingworth afviste, at det var en realistisk fare for at kommunisterne skulle overtage magten ved et politisk kup i Danmark. Senere forskning har også afvist alle påstande om, at kommunisterne havde planer om at tilrive sig den reelle magt herhjemme.

Volmer Gyths helhjertede forsøg på at få sin chef, general Gørtz’ synspunkter frem i Baker Street hos SOE, er historien om sendebuddet, der blev ofret. SOE opererede ikke med nationale modstandskampe. Man søgte at gøre modstandsbevægelsen til fleksible størrelser, som kunne indgå i en overordnet strategi med henblik på det store opgør med tyskerne.

 

To, der blev afvist af SOE

Volmer Gyth delte skæbne med Christmas Møller, som var kommet til London som erstatning for Hans Hedtoft (Stauning ville ikke af med ham). Begge troede, at de var udset til en afgørende rolle i SOE’ s arbejde, men begge blev afvist.

SOE havde gennemskuet, hvad der foregik i Danmark. De var udmærket klar over, at der var rivalisering mellem hærens politiserende officerer og modstandsfolkene. Alle søgte at positionere sig i forhold til situationen efter krigen.

Men SOE havde dog brug for de militære ventegrupper i Danmark. Lige til det sidste vidste man ikke, om general Lindemann ville kapitulere uden kamp.

Christmas Møller udgjorde en sikkerhedsrisiko, han var for åbenmundet. Volmer Gyth repræsenterede det danske militærs synspunkter, som SOE ikke kunne stå inde for. For dem begge var Englands-opholdet en personlig tragedie.

 

Englænderne ”sad” på den danske modstandsbevægelse

Det var absolut ikke idyl mellem de forskellige tjenester i London. Der var masser af kompetencestridigheder vedr. blandt andet kommandoforhold.

Englænderne ”sad” på den danske modstandsbevægelse. Ikke blot var det englænderne, som sørgede for våben og udrustning til grupperne suppleret med yderst beskedne tilførsler fra Sverige. Men de lagde også linjen for, hvordan udviklingen skulle forme sig efter krigen.

 

Englænderne ville genskabe ”normale” forhold

Holligworth havde ganske vist sagt til Volmer Gyth, at englænderne ikke havde interesse i udviklingen i Danmark efter befrielsen. Men på det tidspunkt holdt SOE lederen det for sig selv.

Englænderne havde absolut en interesse i at få genskabt ”normale” forhold hurtigst muligt. Om det var den normale engelske kræmmermentalitet med Danmark som et godt forsyningsområde, lader sig ikke besvare. Men Danmark var at betragte som ”interesseområde” med masser af landbrugsvarer.

 

Engelsk arrogance

Der var bestemt ikke begejstring for Vilhelm Buhl. Man havde ikke glemt hans sabotage-tale. Og dansk politi havde mange SOE-agenter på samvittigheden. Og man havde også meget lidt til overs for Christmas Møller. Man havde hellere set Henrik Kaufmann, gesandt i Washington.

Åbenbart havde englænderne heller ikke så meget respekt for de personer, der sad i Frihedsrådet. Man kaldte dem for ”rather small men”-ubetydeligheder. Den eneste, som man havde respekt for, var Mogens Fog. Både Frode Jacobsen og Børge Houmann blev betegnet som politiske letvægtere. Man fornemmer er god portion britisk arrogance.

 

En unuanceret rapport

Og det var der vel også, da det hele var forbi. Så sendte SOE en afsluttende evalueringsrapport opad i systemet. Og heri hedder det sig, at havde det ikke været for SOE havde det ikke været nogen modstand i Danmark.

Men den forklaring er nok lige lidt for unuanceret. Som vi har beskrevet, var kommunisterne i fuld sving, længe før den første SOE-agent ankom. Men man kan sige at SOE satte gang i folk fra Dansk Samling og KU.

 

Ole Lippmann i modsætningsforhold til Generalstaben

Flemming B Muus måtte slippe tøjlerne. Det var den unge Ole Lippmann, der måtte lukke og slukke for SOE’ s engement i Danmark. Men inden da skiftede SOE’ s virksomhed karakter. En af de store opgaver var at sikre enighed og kontrol mellem og med modstandsgrupperne.

Modstandsbevægelsen forskellige grupperinger skulle under militær og politisk kontrol. Og mon ikke det danske hjemmeværn egentlig kan takke SOE for oprettelse.

I en alder af 23 år blev Ole Lippmann direktør i Simonsen & Weels Handelsafdeling. På det tidspunkt havde han allerede rejst i en del af verden. Han afskyede af et godt hjerte de totalitære regimer i både Japan, Tyskland og Sovjetunionen. Han var desuden udpræget handlingens mand. Således var han lige ved at komme med en dansk ambulance til Finland i januar 1940.

Via en god bekendt, boghandler Mogens Staffelt, kom han efterhånden ind i det illegale arbejde. Nordisk Boghandel blev en slags illegal kommandocentral. Her blev Truelsen Lippmanns nærmeste samarbejdspartner og ven. Lippmann bidrog med efterretninger fra sin forretningsrejser i Tyskland i efteråret 1943.

De to kom i et modsætningsforhold til ”Den lille Generalstab”. Truelsen måtte i maj 1944 flygte til Sverige, hvorfra han senere kom til London. I juli 44 måtte Lippmann samme vej. Han frygtede ikke en kommunistisk magtovertagelse, og han mente at alle kunne bidrage til modstanden.

Lippmann havde stor foragt over Christmas Møllers åbenmundethed. Den 5. maj havde Lippmann den store ære at modtage chefen for SHAEF’ s mission i Danmark, generalmajor Richard H. Dewing.

 

Kilde:

  • Peter Birkelund m.fl: Faldskærmsfolk-Soe’ s arbejde i Danmark 1941 -45
  • Knud J.V. Jespersen: Med hjælp fra England 1-2
  • danmarkshistorien.dk
  • Niels Barfod: En kriger-portræt af Ole Lippmann
  • Sven Ove Gade: Faldskærmschefen-Flemming B. Muus-helt og skurk
  • Håndslag (1-2009)
  • Besættelsestidens Litteratur (under udarbejdelse)
  • Artikler på www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 198 artikler om besættelsestiden herunder:

  • Skud i Vordingborggade
  • Drama i Vordingborggade(Øresundsgade)
  • Kæmp for alt, hvad du har lært-Chr. Friis
  • Frihedsrådet som springbræt
  • Statsminister Buhl og hans ”Stikkertale”
  • Politiet under Besættelsen
  • De mystiske mord ved grænsen 1-2
  • Og mange flere

København 850 år-den holder ikke!

Juli 22, 2017

København 850 år-den holder ikke!

Golden Days fejrer Københavns 850 år. Men bør man ikke fortælle københavnerne sandheden? Og er det nu Absalons borg, man finder under Christiansborg? Man har brugt Saxo som sandhedsvidne, og det er problematisk. Historieskrivningen er præget af nationalromantik. De forskere, der har påpeget fejl, er blevet latterliggjort. Jo Havn blev nævnt i De Islandske Sagaer. Arkæologiske fund i forbindelse med Metro-byggeriet bekræfter, at der allerede i år 1000 lå en aktiv by på stedet. Der lå også en kirke i byen på det tidspunkt. Det som man betegner som forsvarsværk var bare en beskyttelse af markedsplads.

 

Da ”Den Gamle Redaktør” blev snydt

Så har vi igen engang Golden Days Festival. En herlig ting. Det er altid en god ting at fokusere på historien. Og på omtalte festival har ”Den Gamle Redaktør” også optrådt. Den sidste gang blev man i den grad snydt for honorar. Og grundet dårlig planlægning fra arrangørernes side blev det til et dobbelt-foredrag. Der stod undertegnede faktisk i tre timer og holdt foredrag.

 

Bør man ikke fortælle københavnerne sandheden?

Det er altid et tema. Og i år er det København-850 år. Man skulle så tro, at dette så var grundig undersøgt, og at man så har haft såkaldte eksperter med, for at kunne konstatere dette. Men den ekspert man har haft til rådighed, hedder Saxo.

Saxo var som bekendt historieskriver. Han blev betalt af biskop Absalon, og ville sikkert have den til at fremstå bedst muligt. Måske havde han fået dette påskrevet.

Bør man ikke fortælle københavnerne sandheden? Det er ikke Absalon, der er byens grundlægger, og byen er betydelig ældre end 850 år. Men det er som om, at man bare er ligeglade med de nye arkæologiske fund, der hele tiden dukker op. Disse fund bekræfter, at byen er langt ældre.

 

Er det nu Absalons borg?

Året 1167 tages som baggrund for fejringen. Det var det år, hvor Absalon påbegyndte bygningen af en borg ud for byens kyst. Ruinerne kan stadig ses under Christiansborg Slot. Ja man tager som givet at Absalon var Københavns grundlægger. Men se den holder ikke.

Og hvem siger, at ruinerne tilhører Absalons Borg? Absalon var en verdensmand. Han havde studeret i Paris og havde mange internationale kontakter. Når han nu skulle i gang med et prestigebyggeri, hvorfor havde han så valgt at bygge en rundborg i kridtsten. På det tidspunkt var dette allerede gammeldags. Teglsten var kommet til Norden. Det var det nye attraktive byggemateriale.

 

Udbyggede han ikke bare eksisterende anlæg?

Kunne det tænkes, at Absalon blot udbyggede det eksisterende forsvarsanlæg? Til det tidligere anlæg føjede Absalon de svære tårne af tegl. Nej. Absalon stod ikke bag de ældre forsvarsanlæg.

De kridtsten, som borgen er bygget af, var hentet ved Stevns Klint. Det skrev Saxo også. Det var også her, at Absalon hentede sten til sin kastemaskine, skrev. Borgens oprindelse er dateret ud fra den antagelse, at det jo måtte være Absalons, som Saxo skrev.

 

Stor aktivitet langs kysten

Som det er bekendt, er der blevet gravet ud til Metro. Og her er der gjort en del fund, som viser, at byen er ældre. Ja de senere års arkæologiske undersøgelser har rykket væsentlig ved, at Havn blot var et ubetydeligt fiskeleje. Og ville en magtfuld mand som Absalon nøjes med en samling fiskerhytter?

Arkæologiske kilder viser nemlig, at der allerede fra midten af 1000-tallet har været omfattende aktiviteter ved kysten, hvor senere København voksede sig stor. Særlig området omkring det nuværende Københavns Rådhus har de arkæologiske resultater bragt banebrydende nyt.

 

Saxo som sandhedsvidende er problematisk

Området omkring Rådhuspladsen har allerede fra midten af 1000-tallet og op omkring 1100 dannet rammerne om bebyggelse af noget, der ligner bymæssigt karakter med bl.a. udbredt håndværksaktivitet-ikke mindst i form af jernforarbejdning. Her har været stolper efter huse og begyndende fastplanlægning af gadeforløb. De tidsligste aktiviteter i byen har været produktion og handel.

Den tidlige håndværker-bebyggelse på Rådhuspladsen synes i 1300-tallet at være afløst af voldbefæstning.

En anden ting er, at det hav af bøger, der er skrevet om Københavns historie måske tolker Saxos fremstilling af for stor sandhedsværdi. Dette burde arrangørerne også vide.

 

Man skal huske de arkæologiske fund

Problemstillingen minder om forholdet Tønder-Ribe, hvor Tønder påberåber sig at være landets ældste købstad. Byen har ikke uret, når man påberåber sig de skriftlige kilder. Men arkæologiske fund i og omkring Ribe viser ganske tydeligt, at her har vi den ældste by og på et tidspunkt før Tønder har man fået købstadsrettighederne.

Med andre ord, man skal i den grad involvere de arkæologiske fund.

 

Blodgildet i Roskilde

Der var i mange år strid om rettighederne til kronen. Det hele kulminerede i 1157 med ”Blodgildet i Roskilde”. Konflikterne endte til Valdemars fordel. Hans tro væbner, Absalon skulle selvfølgelig belønnes. Og det blev, således blev han kort tid efter biskop af Roskilde og fik en del landområder og byer foræret, deriblandt København.

 

Var det reelt et gavebrev?

Valdemars gavebrev til Absalon er ikke bevaret. Hvad kongen gav bispen helt præcis vides ikke. Hvornår det skete, vides heller ikke. Alt dette ved vi først 20 år senere i Pave Urban den Andens stadfæstelsesbrev fra 1186.

Se denne kilde har måske forkludret det hele. Det nævnes, at Valdemar ”som værn” har skænket Absalon borgen i ”Hafn” med alle dens tilliggender, nemlig selve (lands)byen Hafn. Hvordan den by så ud, som Absalon modtog, fremgår ikke.

 

Havn nævnt i ”De Islandske Sagaer”

En sjov historie fra ”Knytlingsagaen” nævner, at allerede Magnus den Gode (1024-47) under en flugt gik i land ved Havn på Sjælland. Den islandske saga er først skrevet i 1300-tallet, og den indeholder en masse fejlagtige oplysninger. Dens angivelser skal nok tages med grand salt.

At sagaen nævner det gamle navn for København kan dog antyde en hvis grad af troværdighed på dette punkt. Måske eksisterede kystbeskyttelsen, der senere skulle blive til København allerede i begyndelsen af 1000-tallet.

 

Ude i Serridslev nævnes også Havn

I pave Urbans stadfæstelsesbrev bliver byen omtalt som Hafn, og det gør den med forskellige stavemåder indtil 1221, hvor den første gang omtales Copendehaafn igen med forskellige stavemåder. Det sjove i den forbindelse er, at kongegården eller hovedgården ude i Serridslev også omtales som Castrum de Hafn.

 

Forsker, forsøgt latterliggjort

Sct. Clemens Kirke, der blev revet ned i 1500-tallet lå omtrent i det område, hvor Strøget møder Rådhuspladsen. Her kan i dag dokumenteres begravelser helt tilbage til 1000-tallet.

Allerede meget tidligt omtalte Ramsing, at byen stammede fra år 950. Det konkluderede han på baggrund af muldet og de teglfri lag. Det fik Københavns Bymuseums senere leder, Chr, Axel Jensen til i 1942 at konkludere, at Ramsing havde en livlig og videnskabelig fantasi.

Men i den udmærkede ”København fra boplads til storby giver universitetshistorikeren Axel E Christensen, Ramsing ret. Og her er vi tilbage i 1948. Men ak igen i 1980 skriver Erik Kjersgaard, at Ramsings ”fantasi ind imellem kan løbe af med ham”. Men arkæologien giver jo nærmest Ramsing ret.

 

Der lå allerede en kirke i år 1000

Man havde hidtil regnet med, at Sct. Clemens Kirke for at være Københavns ældste kirke. Men Københavns Bymuseum blev hidkaldt til adressen, Frederiksberggade 38. Her fandt arkæologer beviser for, at der allerede i 1000-tallet lå en kirke i området, der dog havde en lidt anden placering end Sankt Clemens Kirke. I en af de ældste grave fandt arkæologerne skelettet af et barn, der var begravet med et kobbersmykke, der er dateret til 1000-tallet.

Kirken har været i funktion i 1000-tallet. Dette var kort tid efter, at Danmark var blevet kristent. Dengang var der kun byer med indflydelse, der havde kirker.

Udgravningerne ved Skt. Clemens har også givet en masse flint fra stenalderen. Ja cirka 12 kg har man fundet. Her har været relativ gode havneforhold.

På Rådhuspladsens nordvestlige del fandt man for et par år siden en helt ukendt kirkegård. Selve kirken elle kapellet til denne har man endnu ikke lokaliseret. Det kan også have været tale om en mindre trækirke, der mistede sin betydning, inden der blev etableret en stenkirke.

 

Spredte fund

Spredte fund fra enkelte undersøgelser i den tæt bebyggede Indre By, tyder på, at den tidlige bebyggelse i området ved Rådhuspladsen spredte sig i et bredt bælte langs kysten til det nuværende Kongens Nytorv. Det var her Østerport lå i middelalderen.

I forbindelse med en udgravning i Pilestræde i forbindelsen med nedlæggelsen af Citiarkaden fandt man en velbevaret brønd bestående af to tønder træ, der var stablet oven på hinanden. Kulstof-14-dateringen af brønden viste, at brønden senest havde været i brug i slutningen af 1100-tallet.

Et ødelagt fundament skulle erstattes på adressen, Gammeltorv 18. Ved at studere farveforskellene i jordlagene under gulvet, fandt arkæologerne sporene efter en brønd eller grøft, der er dateret til at være mellem 1027 til 1213.

Under Vingårdsstræde 6 (Magasin) er der fundet rester af en storgård.

I området ved Kongens Nytorv og Lille Kongensgade er der fundet grøfteskel fra omkring 1100. Grøfterne viser, at der har været en solid bebyggelse her omkring allerede på dette tidspunkt.

En af de større udgravninger i forbindelse med Metro-byggeriet på Kongens Nytorv afslørede allerede i 190erne et grøfteskel, der kan have tilhørt en prægtig stormandsgård fra omkring 1020.

På Kongens Nytorv blev der endvidere fundet et fornemt udsmykket håndtag af hjortetak fra 1000-tallet.

 

Nye voldanlæg

Interessant er, at der er fundet rester volde her i form af en række kraftige stolper, der ved hjælp af årringsdateringer kan fastslås opført lige efter 1200, dvs. ca. 100 år tidligere end fæstningsgraven ved Rådhuspladsen. Det viser, at befæstningen har strakt sig gennem næsten 100 år, og først efter, at Absalon blev lagt i graven i 1201.

 

Beskyttelse af markedsplads

Gådefuld er den hesteskoformede halvkredsvold fra omkring 1100. Volden indrammes af et ca. 2,5 ha stort areal afgrænset af de nuværende gader Mikkel bryggersgade, Vestergade, Gammeltorv/Nytorv og den gamle kystlinje. Dimensionerne virker ikke overvældende. Volden har ikke været mere end 1,5-2 meter høj og ca. 6-8 meter bred med en tilsvarende dimensioneret grav omkring.

Det har ikke været et forsvarsværk, men måske en markering af et marked? Det kunne også have været en afgrænsning af en stormandsgård eller en kongsgård. Men stedet markerer at et rigtigt bysamfund allerede var i gang i stedet for et ubetydelig fiskeleje.

 

Havn grundlagt længe før

I 1167 var Havn allerede en by grundlagt lang tid før. Mange af de fund man har gjort er ude for det, som man i mange år troede var en befæstning, og som man hidtil troede omsluttede byen.

 

Meget omfattende fiskehandel

I 1000-tallet var der befæstede handelspladser rundt om i Danmark. I Havn (København) lå handelspladsen ned til vandet. De tilhørende bebyggelser er skudt op bagved. Denne teori bliver understøttet af de store mængder fiskeben og keramikskår, der er fundet.

Det er nærliggende at forestille sig at handelen har været meget sæsonbetonet. Pladsens størrelse tyder på at handelen har været meget omfattende måske af international karakter.

Mange byer i Øresundsregionen er opstået på grund af sildefiskeriet. Der var masser af fede sild. Fiskene var meget eftertragtet i udlandet. Når der var fasteperioder, måtte man godt spise fisk. Og fisk er blevet eksporteret langt ned i Tyskland.

 

Det ældste København

Dateringerne viste, at Mikkel Bryggers Gade er det første sted, hvor man kunne finde forskellig bebyggelse fra 1000-tallet og helt frem til 1400. De mange jordlag kunne stadfæstes på, at være det ældste København, men det kan også tyde på, at her har været en livlig handelsplads.

Nu kunne beboerne ikke leve af fisk alene. De har også haft et husdyrhold. Og dette har krævet en masse plads.

Den centrale placering tiltrak naturligvis handel og trafik. Det fik byen hurtig til at vokse både i areal og indbyggertal. Der kom nye voldanlæg og kirker.

 

Historieskrivningen præget af nationalromantik

Men historieskrivningen har været præget af mere nationalromantik end fakta. I mange år har ukritiske historikere været modtagelig for det som man mente var ”historiske sandheder”. Københavns tidlige historie sal omskrives takket være de arkæologiske fund. Måske burde historikerne også lige kigge på de gængse fortolkninger.

Undersøgelser viser, at Absalon ikke fik, men forlenede borgen i Havn, samt landsbyen Havn og de øvrige tilliggender. Absalon gav sit bispetiende til opførelsen af Vor Frue Kirke. Men det kan ikke afgøres om byggeriet begyndte, mens han levede eller først under hans efterfølger Peder Sunesøn. Det vil kun fremtidige analyser af kirkens bygningsrester afgøre.

Man har glemt, at der i datidens byer kun levede 1-4 pct. af den samlede befolkning. Måske burde forskere med forskellige specialer arbejde bedre sammen. Historikere tager udgangspunkt i andre ting som arkæologer.

 

Hvad med indbyggertallet?

Men hvad nu med indbyggertallet dengang? Ja man har fundet en affaldsmængde stammende fra en gård ved Kongens Nytorv. Den afslører en relativ stor husholdning. Og antallet af begravelser på Skt. Clemens kirkegård har givet vidnesbyrd om stor aktivitet. Og når man laver en halvkreds om en markedsplads, og der allerede eksisterer et forsvarsanlæg. Ja alt dette tyder på en relativ stor befolkning omkring år 1000.

Vi skal have gjort op med den århundrede gamle tradition, som giver Absalon æren for byen samt dens første borg. Nej han er ikke byens og borgens grundlægger. Han er en af de talrige personligheder, der har krydret byens historie. Men han er dog heller ikke ophavsmand til byens storhed.

 

Kilder:

  • Litteratur København (under udarbejdelse)
  • Diverse artikler på dengang.dk
  • Absalon-Københavns historie på nettet
  • Københavns Bymuseum
  • Danske Museer online
  • videnskab.dk

 

Hvid du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 140 artikler om Københavns historie herunder:

  • Hvad så Absalon?
  • Københavns Historie-starter forfra

 


Frihedsrådet-det kneb med opbakningen

Juli 21, 2017

Frihedsrådet-det kneb med opbakningen

Det kneb med opbakningen fra andre illegale blade, store dele af modstandsbevægelsen og de allerfleste partier. Tiden efter 29. august 1943 tilbragte politikerne stadig sammen, dog ikke officielt. Tyskerne var ikke interesseret i at lukke helt ned. De bevarede også det kommunale selvstyre. Det var ved, at udvikle sig til uoverskuelig konflikt efter Folkestrejken i 1944. Frihedsrådet sagde ”Kæmp videre” Politikerne sagde stop. De allierede undrede sig. Frihedsrådet fik kolossal magt også politisk. De fik næsten alt gennemført, dog ikke udrensningen af politikerne. En fejloversættelse og videregivelse i BBC kom som et chok for mange danskere. Der var nu heller ikke enighed internt i Frihedsrådet ”Tøjteløse Revanceryttere, ja sådan beskrev Mogens Fog forholdet.

 

Det står ikke meget om uenighed i historiebøgerne

Vi har før været inde på det, at ikke alle modstandsgrupper bakkede op om Frihedsrådet. Og det gjorde heller ikke alle de politiske partier og alle illegale blade.

Fra modstandsbevægelsen anfægtede man, at rådet ikke kunne udtale sig på baggrund af hele modstandsbevægelsen. Og partier og blade anfægtede Rådets ret til at etablere sig som en art illegal regering.

Det er ikke meget vi finder i historiebøgerne om denne uenighed. Vi skal her forsøge at samle trådene.

 

Repræsenterer ”de danske Bevægelser”

I september 1943 trådte Danmarks Frihedsråd første gang frem for offentligheden som ”den nationale folkefront mod nazismen”. Rådet meddelte at det var dannet af:

  • Repræsentanter af de danske bevægelser, der i fællesskab og i overensstemmelse med folkets ønsker aktivt vil bekæmpe den tyske besættelsesmagt, indtil Danmark igen var et frit og uafhængigt land

 

En dårlig oversættelse

Rådets proklamation blev bragt i Daily Telegraph den 12. oktober.

Men så var det bare lige det, at bladets Stockholms- korrespondent havde oversat det som om, at det var repræsenteret af alle politiske partier. Og da Christmas Møller skulle give beskeden på BBC’ s danske udsendelse, havde han endnu ikke modtaget den oprindelige tekst, så han var henvist til den fejlagtige oversættelse. Beskeden fra BBC kom som et chok for mange.

 

Hvem sad i Rådet?

Men dengang havde Rådet repræsentanter fra de to ”tværpolitiske” modstandsorganisationer Ringen og Frit Danmark samt de to politiske partier, Danmarks Kommunistiske Parti og Dansk Samling. Ja det var kun det sidste parti, der var legalt. Der var så to enkeltpersoner Erling Foss, industrimand med forbindelser til Det Konservative Folkeparti. Kort efter Rådets dannelse blev han tilknyttet det illegale blad ”De Frie Danske” som politisk rådgiver, hvorefter han så kunne repræsentere dette i Rådet.

Så var det Aage Schoch, der i 1942 måtte træde tilbage som redaktør af Nationaltidende på tysk forlangende. Han havde en lang række ”illegale” forbindelse, bl.a. til SOE, men også til konservativt prægede blade som ”Hjemmefronten” og ”Studenternes Efterretningstjeneste” uden dog at repræsentere dem i Rådet.

På et senere tidspunkt, antageligt i sidste halvdel af september, knyttedes endvidere lederen af SOE’ s arbejde i Danmark, Flemming Muus til Rådet.

 

Man forsøgte at få andre partier i Rådet

Man forsøgte fra Rådets side, at få en Socialdemokrat tilknyttet. Man startede i toppen og gik så ned efter i hierarkiet. Og egentlig var det også sådan med Det konservative Folkeparti.

Afslaget fra politikerne har noget gøre med den 29. august 1943. Landet blev erklæret i undtagelsestilstand på grund af den omfattende strejkeaktivitet. General von Hanneken overtog den udøvende magt. En tysk aktion lammede hær og flåde. En række kendte personer blev internerede. Og tyske politistyrker blev trukket til landet.

 

Mødeforbud grundet undtagelsestilstand

Det er blevet hævdet, at Danmark fra denne dato rent faktisk befandt sig i en krig mod Tyskland. Men da Rigsdagen var forhindret i at samles grundet mødeforbud, da regeringen var trådt tilbage. Kongen var afskåret fra at udøve sine forfatningsmæssige funktioner, så lod denne krigstilstand sig blot ikke formelt erklære.

 

Tyskland havde interesse i ”Spisekammeret”

Af hensyn til Danmarks optagelse blandt de allierede nationer, har det været en klar interesse i at fokusere på bruddet, men forskning peger på, at datoen ikke markere det klare skel som det traditionelt hævdes, men at der på vitale områder skete en videreførelse af den forudgående periodes kollaborationslinje.

Således havde den tyske stat en væsentlig interesse i at bevare Danmark som ”spisekammer”. Leverancerne af industri- og landbrugsvarer blev ikke blot opretholdt i samme omfang som før, men blev endda kraftig forøget efter den 29. august 1943.

 

Politisk frihed

Her må vi vel også fastslå, at Danmark også efter denne dato blev indrømmet en høj grad af politisk frihed og at dets stilling fortsat afveg grundlæggende fra andre besatte landes.

Der blev ikke dannet nogen ny regering, men departementscheferne fik lejlighed til at viderefører den statslige administration på danske hænder. Det var den tyske rigsbefuldmægtigede der efter undtagelsestilstandens ophævelse styrede landet gennem forordninger, så vidt angik tyske interesser.

 

Rådgivende skyggeregering

I sager af mere principiel rækkevidde handlede departementscheferne i nøje samråd med politikerne hvis samarbejdsudvalg fungerede som en slags rådgivende ”skyggeregeringsdag”. Også det kommunale selvstyre fortsatte uden tysk indblanding.

Blandt de arresterede den 29. august befandt der sig størstedelen af den konservative rigsdagsgruppe. Men de blev kun anholdt som enkeltpersoner. Partiorganisationerne forblev intakte. Det samme gjaldt fagbevægelsen og de øvrige interesseorganisationer.

 

Hvis Rigsdagen var mødt

Hvis nu Rigsdagen var mødt, havde de ikke kunnet undgå at vedtage en protest mod det tyske overgreb. Det ville så have skadet departementschefordningen og den kommunale forvaltning.

Men politikerne mødtes nu stadig i rigsdagsbygningen og de fik løn i hele besættelsestiden. Gennem partiernes repræsentanter i Samarbejdsudvalget blev de holdt orienteret om udviklingen. De lod informationerne gå videre til partiernes tillidsfolk gennem ”lukkede” dagligstuemøder.

 

Mulighed for kommunikation

Herigennem var der mulighed fortsat at opretholde en kommunikation mellem partierne og vælgerne.

Selvfølgelig havde de danske myndigheder gennem opløsningen af de militære værn mistet en del af de magtmuligheder, der normalt står til regeringens rådighed. Men man havde dog et politikorps frem til 19. september 1944.

Militærets illegale værn stod til rådighed, når tyskerne rømmede landet. Departementschefordningen betød, at officererne fortsat kunne få udbetalt deres løn gennem Krigsministeriet. Men de måtte holde lav profil i forhold til besættelsesmagten.

 

”Tøjteløse Revancenytter”

Socialdemokratiet afviste stadigvæk at indtræde i Frihedsrådet. De mente, at Kommunisterne havde en alt for domminerende rolle. Men internt i Frihedsrådet måtte der også skabes justits inden for egne rækker. Det gjaldt, om at skabe tillid hos politikkere og hos befolkningen. Men hvad var det lige Mogens Fog udtrykte:

  • Visse Frihedskæmpers tøjteløse Revanchelyster

 

Når Danmark atter er frit

I Rådet fik man færdiggjort pjecen ”Når Danmark atter er frit”. Her gjorde man rede for demokratiets genindførelse og et opgør med de egentlige landsforræderiske elementer. Rådet tog klar afstand til den samarbejdspolitik ind til den 29. august. Man mente, at den var til stor skade for vores land:

  • Fordi det var danske, der selv nedbrød vor retsorden og undergravede vor økonomi, og fordi det blev danske, der deltog i bekæmpelsen af den aktive modstand mod besættelsesmagten

 

Rådet mente ikke at Rigsdagsvalget var demokratisk

Om den Rigsdag, der var blevet valgt den 23. marts 1943 hævdede Rådet, at den ikke opfyldte fordringerne om demokratisk folkerepræsentation. Den var ikke valgt ved et frit valg, idet alle, hvis anskuelser om landets kurs afveg væsentligt fra regeringen, var afskåret fra eller i høj grad hæmmet i at give dette udtryk. Hertil kom at et af partierne, nemlig DKP, direkte var forbudt. Frihedsrådet ønskede derfor nyvalg udskrevet snarest muligt efter besættelsens ophør.

 

Talte man på befolkningens vegne?

Rådet mente, at de repræsenterede den store del af befolkningen. Men man havde ikke fået noget mandat fra befolkningen til at tale på deres vegne.

 

Nordisk Nyhedstjeneste

En kreds af blade omkring det illegale nyhedsbureau ”Nordisk Nyhedstjeneste” havde ikke deltaget i de drøftelser der gik forud for Rådets dannelse. Man arbejdede selv med planer, der tog sigte på en koordinering af den illegale indsats. Der var kontakt til Arne Sejr fra Studenternes Efterretningstjeneste, Sonny Nielsen fra De Frie Danske og overbetjent Weiss fra Politiets politiske afdeling.

Tanken var, at alle blade kunne få del i den samlede stofmængde. Frihedsrådet kom dog disse planer i forkøbet. Bladkredsen hilste initiativet velkommen. Men foreløbig forholdt man sig afventende. Man var enige om, at optræde samlet over for Frihedsrådet, for at henvendelsen kunne få større vægt. Man havde også opbakning fra ”Hjemmefronten”, ”Nordisk Front” og ”Nordens Frihed”.

 

”Hjemmefronten” tog mest afstand fra Frihedsrådet

Frihedsrådets forskellige udsendelser blev drøftet. Men en fælles holdning til det, kunne man ikke blive enige om. Man tog også afstand fra Niels Jørgensens skrappe kommentarer i ”Hjemmefronten”.

Dette blad blev startet i en kritisk fase i Frit Danmark. Og det var egentlig i forbindelse med dannelse af en konservativ modstandsorganisation som modvægt til kommunisternes. Efter den 29. august 1943 havde Niels Jørgensen overtaget redaktionen.

Man opstillede også militære grupper som ”Nationalt Værn”. Man havde kontakt til foreningen af løjtnanter og kornetter, samt Akademisk Skytteforening. Meningen var, at dette korps skulle beskytte mod kommunister. På et tidspunkt fik gruppen økonomisk støtte af folketingsmedlem Hasle og mottoet var, at kommunisterne ikke fik hånd i hanke med modstandsbevægelsen.

 

Studenternes Efterretningstjeneste

Studenternes Efterretningstjeneste føres tilbage til Slagelse Gymnasium anført af Arne Sejr lige efter 9. april 1940. Fra august 1942 begyndte man at udsende et illegalt blad. Man fik efterhånden meddelere på alle de større københavnske blade, bl.a. Børge Outze på Nationaltidende.

I efteråret 1943 dannedes en militær efterretningsgruppe under ledelse af den sønderjyske officer Chr. Friis med en central i Øresundsgade.

 

Anklaget for kontraspionage

Så var det lige Danske Tidende. Her var Nicolai Blædel tilknyttet. Han havde fået skriveforbud fra Det Berlingske Hus. Men også Haerman Dedichen og Erik Seidenfeden fra Politiken var tilknyttet. Fra starten blev Danske Tidende finansieret af restauratør Niels Mikkelsen og lensgreve Siegfried Raben-Levetzau.

”Kirkens Front” var inspireret af Dansk Samling. De leverede også artikler til bladet.

Niels Jørgensen fortsatte sine barske angreb mod Frihedsrådet. Ja det endte med at Frihedsrådet anklagede ham for kontraspionage. Man blev dog efterhånden gode venner.

 

De Allierede havde anerkendt Frihedsrådet

Alt imens kæmpede Frihedsrådet videre for at blive anerkendt. Hærens og flådens illegale stabe indgik et samarbejde med Rådet. Efterhånden gik det op for grupperne, at forbindelserne til England udelukkende gik gennem Frihedsrådet. Og åbenbart havde allierede anerkendt Frihedsrådet. Men de havde vel ikke godkendt Rådet som illegal regering velvidende, at en masse partier manglede?

 

Skarp modsætningsforhold

Det er heller ikke videre kendt, at under Folkestrejken i juni/juli 1944 kom rådet og politikerne i et skarpt modsætningsforhold. Det kulminerede den 2. juli, da politikerne opfordrede til at afblæse strejkerne. Frihedsrådet havde den modsatte opfattelse og mente, at strejkerne skulle fortsætte.

Strejkerne fortsatte om mandagen. Måske vidnede dette om Frihedsrådets stigende popularitet og politikernes faldende popularitet. Men vi skal da lige huske, at det dog stort set var de samme som danskerne stemte på, efter besættelsestiden.

I Rådets skildring af strejken skrev Frode Jacobsen, at det var et kedeligt budskab at sende fra politikerne til de allierede. Det officielle Danmark havde åbenbart ikke forstået kampens krav.

 

Kontaktudvalg

Efter Folkestrejken oprettede man et kontaktudvalg mellem Rådet og politikerne. En sådan episode som opstod under Folkestrejken kunne blive farligt for Folkestyret. Det var også dette kontaktudvalg, der fra november 1944 forhandlede om overgangsregeringens sammensætning.

 

Man havde svært ved at indordne sig

I Frihedsrådet måtte man indordne sig under en fælles strategi. Men gang på gang tørnede Dansk Samling og Kommunisterne sammen. Frode Jacobsen lavede en samling under Ringen. Det havde til formål at ”skabe enhed og dermed styrke den upolitiske del af den danske modstandsbevægelse.

 

Repræsentant for ”Det Kæmpende Danmark”

Russerne mente ikke, at Danmark var værdig til at blive optaget hos de allierede. Måske var Rådet klar over dette, derfor udsende s Th. Døssing til Moskva i september 1944. Han var diplomatisk repræsentant for ”Det Kæmpede Danmark”. Dette blev kommenteret i ”Nordens Frihed”, som mindede om, at

  • Frihedsrådet er et reserveorgan, hvis konkrete opgave er at organisere vor modstand, det er en politisk nattevagt!

 

Regeringen skal dannes af Kongen og Rigsdagen

I ”Hjemmefronten” hed det at:

  • Frihedsrådet og den aktive modstandsbevægelses autoritet rækker ikke ud over kampen mod tyskerne og deres følgesvende. Regeringen skal dannes af Kongen og Rigsdagen
  • Det var Rigsdagen, der sammensvejsede befolkningen til en helhed i kampen mod tyskerne. Og derved bevarede Rigsdagen sin moralske ret til sammen med kongen at være forfatningsmæssige demokratiske faktorer, der ene kan danne og godkende den kommende regering.

Man anerkendte dog, at modstandsbevægelsen burde være repræsenteret i regeringen.

Det, at partierne ikke ville lade sig repræsentere i Rådet på grund af deres holdninger til dansk Samling og Kommunisterne betød, at Frihedsrådet var uden berøring med væsentlige sociale grupper som fagbevægelsen og landboerne.

 

En ikke uvæsentlig kritik mod Rådet

Trods fejlslagne forsøg på at udvide Rådets politiske og sociale grundlag, søgte Rådet at spille en politisk rolle ved at etablere sig som en illegal regering, idet Rådet gjorde krav på en moralsk ret i kraft af, at det repræsenterede den aktive modstand.

I den første del af Rådets levetid stod en række blade uden for Rådet. De rettede en ikke uvæsentlig kritik i deres ret til at være en illegal regering over for befolkningen. Disse repræsenterede den borgerlige og nationale del af modstandsbevægelsen.

 

Var modstandsbevægelsen en samlet enhed?

Efter at bladudvalget var etableret i 1944 fremstod denne kreds dog ikke som opposition. Men der var fortsat en stærk modstand i modstandsbevægelsen mod at Rådet optrådte som en politisk gruppe.

Frihedsrådet har haft interesse i at fremstille modstandsbevægelsen som samlet under dets ledelse i kampen mod besættelsesmagten.

 

Programmet holdt sig til det nationale

At Frihedsrådet og politikerne, der var meget uenige om væsentlige ting kunne gå sammen i overgangsregeringen blev det ydre udtryk for den nationale enighed. Programmet holdt sig også til det rent nationale.

Den danske modstandsbevægelse var, ligesom i andre tyskbesatte lande, både en national bevægelse rettet mod den fremme besættelsesmagt, og en oprørsbevægelse. Men se dette sidste punkt har historieskrivningen heller ikke beskæftiget sig så meget med.

 

Frihedsrådet fik utrolig magt

Frihedsrådet fik utrolig meget magt efter besættelsen. De fik stort set gennemført det de ville. De fik måske ikke så mange mandater i regeringen og de fik heller ikke udrenset dem de ville, men alligevel.

Man kan nok ikke gøre Frihedsrådet skyldig i det til tider skæve retsopgør. Dommerne lyttede til gadens parlament. Det samme kan man vel sige om politikerne, da de var sluppet gennem nåleøjet.

Det var nu ikke lige demokratisk alt sammen. Og jeg må igen engang citere Bjørn Svensson:

  • I 1945 var Danmark ikke en retsstat.

 

Kilde:

  • Opposition til Danmarks Frihedsråd 1943/44 (Vedel-Historisk Tidsskrift)
  • La Cour: Danmark under Besættelsen
  • Hæstrup: Hemmelig Alliance
  • Outze: Danmark under den anden verdenskrig
  • Niels Alkild: Besættelsestidens fakta
  • Muus: Ingen tænder et lys
  • Frode Jacobsen: I Danmarks Frihedsråd
  • Erling Foss: Fra passiv til aktiv modstand
  • Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943
  • Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen
  • Palle Roslung-Jensen: Værnenes politik-politikernes værn
  • Henning Hasle: Skyggen fra syd
  • Sandbæk, Raid: Den danske kirke under besættelsen

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 197 artikler om besættelsestiden herunder:

  • Kæmp for alt, hvad du har kært-Christian Fries
  • Besættelsestiden-det har vi glemt
  • Efter besættelsestiden
  • Frihedsrådet-som springbræt
  • Udleveret til tyskerne
  • At handle med ondskaben
  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • Stikkerdrab
  • Samarbejde med Besættelsesmagten
  • Historien om Overvågning 1-2
  • Politik under Besættelsen

 

 

 

 

 


Har Frihedskæmperen sandhedsmonopol?

Juli 19, 2017

Har Frihedskæmperen sandhedsmonopol?       

Frihedskæmperen er ikke entydig. Frihedskæmperen satte sit liv på spil og sikrede Danmarks ære. Men han deltog også i en moralsk hær efter besættelsen, hvor selvtægt og ydmygelse var dagens orden. Langt fra alt er historisk korrekt. Man kan også undres over nogle af de udstillinger og samlinger, der forefindes. Noget af kampen kom aldrig i massemedierne. Det er også offentligheden, der har tegnet det flotte billede af frihedskæmperen. De krævede at den var glansfuld. Men vær nu kritisk. Ofte er både tekst og billede tekst konstrueret og manipuleret. Men man må ikke kalde det historieforfalskning. På især de små arkiver nyder frihedskæmperen beskyttelse. Det er svært at finde sandheden. Inden august 1943 var Frihedskæmperen også regeringens fjende. Der blev udlovet dusør på ham. Og næsten alle aviser bragte fotos af ham.

 

 

Vær kritisk over for tekst og billeder

Vi har før været inde på det. Besættelsestiden er nok den periode, hvor der kommet flest udgivelser og tidsskriftsartikler. Der er kommet et væld af værker og enkelt publikationer. Kravet om at fremvise heltene var stor i befolkningen. Der blev produceret frihedskæmpere på gruppebilleder i massevis.

Tænk engang nu så man dem på en lastbil med et maskingevær.

Nok var den antinazistiske modstandskamp et ubetinget gode, men det hindrer os jo ikke i, at være kritisk over for den tekst og de billeder, vi bliver præsenteret for. Vi har heldigvis i dag mange fantastisk gode historikere. Men læser du noget af besættelseslitteraturen lige efter besættelsen, ja så undres man.

 

Hemmelig og anonymitet

Modstandskampen krævede fra den spæde start diskretion, hemmeligholdelse og frem for alt anonymitet. De danske myndigheder og offentligheden måtte ikke kende de involveredes identitet. Det var også en fordel, at de enkelte ikke kendte hinanden indbyrdes.

 

Alvorlig forbrydelse at sætte sig op mod regeringen

Myndighederne søgte til 29. august 1943, at få anonymiteten brudt. Befolkningen blev opfordret til at melde personer, der brød samarbejdspolitikken. At sætte sig mod landets regering og dets politik var en alvorlig forbrydelse.

 

Hans politik blev forbudt

Ja det var for eksempel Aksel Larsen. Han udfordrede autoriteterne. Han udgav de ulovlige publikationer ”Danske Toner”. Den lovgivende magt havde forbudt hans politiske virksomhed på et tvivlsomt retligt grundlag.

Han blev eftersøgt. Det lykkedes ikke i første omgang at arrestere ham. Men adskillige hundrede af hans partikammerater og dem, som man troede var kommunister, fik man dog fat i.

 

5.000 kr. i dusør for disse pæne mennesker

Pæne mennesker som professor Mogens Fogh og redaktør Ole Kiilerich blev det også ledt efter. De var gået under jorden for at bekæmpe samarbejdspolitikken. Prisen på deres hoveder blev af politiet sat til 5.000 kr. for hver. Det var mange penge dengang. Ja det var mere, end hvad en ufaglært arbejder kunne tjene.

Aviserne bragte med en enkelt undtagelse en efterlysning af dem med udførligt signalement og portræt den 2. februar 1943.

 

Hvem fik de 25.000 kr.

Fra Faxe Kalkbrud blev der stjålet sprængstof. Den 20. februar 1943 offentliggjorde aviserne en efterlysning med billeder af de formodede hovedmænd, fem i alt. Den samlede dusør for oplysninger, der kunne føre til deres pågribelse var 25.000 kr.

Efterlysningerne førte ikke alene til et par anholdelser, men også til den første dødsdom, som dog ikke blev eksekveret. Hvem der fik de 25.000 kr. er uvist.

 

Eigild Larsen-en eftersøgt storforbryder

Blandt de efterlyste i denne periode var også en af grundlæggerne af sabotageorganisationen, BOPA, kommunisten og skibsværftsarbejder Eigil Larsen. Han levede i tiden før august 1943 op til befolkningsflertallets forestillinger om en kommunist og eftersøgt terrorist, der deltog i kriminel undergrundsaktivitet.

Politiet havde et forvrænget billede af ham. Det havde de fra dengang han sad indespærret i Horserød som kommunist. Men han havde haft den frækhed at undvige gennem en tunnel, han selv havde gravet.

Og langt de fleste aviser bragte igen efterlysningen. Her stod fremhævet med sort ”skal anholdes”. Eigil Larsen var farlig for samarbejdspolitikken, lige så farlig som sprængstoftyvene.

 

Opfordring til stikkeri

Det er noget ubehageligt ved alle disse fotos. De udlovede dusører understreger tilmed opfordringen til stikkeri over for medborgerne. Stikker var noget af det værste, man kunne blive udsat for. Og her var det de danske myndigheder, der opfordrede til det. Men det var nok den gruppe, som Modstandsbevægelsen slog hårdest ned på.

Adskillige hundrede stikkere blev aflivet i de sidste krigsår, ja mange også efter besættelsen. Mange blev aflivet uden at det var ordentlig tjekket.

Fra den 29. august 1943 blev det lettere med holdningerne i stedet for billederne. Tyskerne overtog sabotagebekæmpelsen. Det ulovlige arbejde blev illegalt. Pludselig blev de såkaldte terrorister nu frihedskæmpere.

Gestapo og dets danske håndlangere var en endnu større trussel end de danske myndigheder havde været.

 

Identitet og eftermæle

De illegale blade kunne gå lidt længere end de legale blade. I en del tilfælde gav de identitet og eftermæle til nogle af de mennesker, som var blevet henrettet af tyskerne. Stærkest var det, hvis de gengav afskedsbreve fra de henrettede danskere.

Det sidste krigsår bragte mange ind i illegale ”ventegrupper”. Det var militært organiserede grupper der, som navnet giver, skulle vente på opgørets time. De skulle først træde til allersidst ikke ville overgive sig. Deres opgaver lå efter befrielsen.

 

Ventegrupperne udgjorde to tredjedel

Det var en voldsom tilgang til disse ventegrupper i besættelsens sidste måneder. I maj 1945 udgjorde de mindst to tredjedel af modstandsbevægelsen. De mange i ventegrupperne og de færre aktive, heraf relativ få før august 1943, gik ind til den samme befrielse. De fik det samme armbind.

Befolkningen kunne ikke se forskel, da det glade budskab lød, men der var måske alligevel en forskel.

Arrestationsgrupper gjorde sig klar til at internere et stort antal danskere i løbet af de følgende dage. Ventegrupperne kom i aktion. Arrestationslisterne lå klar ud over landet. At så de allerfleste blev løsladt igen, ja det har vi været inde på i andre artikler.

Nu kunne forlæggere og redaktører skride til færdiggørelsen af de bogværker, som havde været forberedt i det skjulte i krigens sidste år. Man afventede blot det endelige tyske nederlag.

 

En kamp for gode historier og billeder

Endelig var der avis- og ugepressen som fik travlt med både at opfange befrielsen og prøve at indhente noget af det forsømte de seneste år. Det var en kamp om de gode historier og de bedste billeder.

Stor oplag ventede. Det var et folkekrav at få navne og ansigter på skurkene. Nu skulle alt for en dag i den fri presses og meningsdannelsens navn. Nogle af heltene ville gerne træde frem, mens andre foretrak anonymiteten. Men også skurkene ville offentligheden se.

 

Hvor var menneskerne?

Man havde masser af fotos af ruiner og ødelagte skinner. Men hvor var menneskerne? Konkurrencen var hård. Lettest var det m.h.t. Frihedsrådet. De blev straks kendte. De blev fotograferet ved talrige lejligheder. Men der var ikke fotos fra illegale møder og mødesteder.

Så blev fotograferne sendt på gaden for at fotografere modstandsfolk i aktion under arrestationerne og på samlings- og interneringsstederne. Der var meget velvilje i at stille op i frihedskæmpermundering og rette maskinpistoler mod de ”udskud”, der var anholdt og interneret i majdagene.

 

Udskuddet skulle ydmyges

Udskuddene blev vist med hænderne på eller højt over hovedet for at understrege rollefordelingen. Fotoerne skulle vise, hvem der nu havde magten, og hvem der skulle ydmyges. Turen til lastvognen gennem den ophidsede menneskemængde og siden bortkørslen på åben lastvogn var yndede motiver.

I særlig grelle tilfælde blev de anholdte forsynet med skiltning og påskrift eller hagekors, der fortalte hvilke typer, det drejede sig om. Det fortæller også noget om, hvilke mennesker, der var med til at foretage anholdelserne.

 

Demokratisk adfærd?

Unge mænd, der næppe helt havde forstået, at frihedskampen bl.a. rettede sig mod den slags adfærd og metoder over for andre mennesker. Det var nazister og fascister, som hængte deres ofre ud med skilte og jødestjerner. Det var demokratiets forkæmpere, der blot havde erstattet ordet ”jøde” med ”stikker” eller ”nazist”

Måske var overgreb og magtmisbrug vundet indpas hos ventegrupperne? De var godt nok blevet skolet i våbenbrug, men ikke helt i demokratisk adfærd.

 

Selvtægt og flere ydmygelser

Disse ydmygelsesbilleder fra arrestationerne gik ufrivilligt hen og blev alt andet end positive udtryk for frihedskampen. Disse frihedskæmperbilleder kom til at signalisere hævnfølelse med ydmygelse sat i system. Krav om brud på almindelige retsprincipper for at få ordnet sikkert skyldige, men endnu ikke dømte. Der var alvorlige tilfælde af selvtægt.

Frihedskæmperdemonstrationerne var en del af befrielsessommeren. De fandt sted adskillige gange, når man fandt domme for milde eller udrensningen for lemfældig. Men se dette bliver sjældent omtalt hos historikerne.

 

Uniformering

Modstandsfolk og modstandsledere paraderede i rigtige militæruniformer. Og man så også nogle med påsyet BOPA. Man så også uniformerede politifolk. BOPA viste, at de var rigtig partisaner. Politiets uniformering viste, at de havde valgt den rigtige side.

Uniformeret undergrundsarbejde hørte til undtagelsen, men når det mere gjaldt om at signalisere bypartisan eller politimand end modstandsmand måtte uniformen på. Det giver en bestemt type frihedskæmperbilleder og måske lidt uorden i billeddannelsen.

Betjente i uniform var indtil den 29. august 1943 en fare for terroristerne, og det var først rigtigt efter 19. september 1944, da politiet blev taget af besættelsesmagten, at mange betjente kom ind i det illegale arbejde. Dette arbejde gjorde de uden uniform. Tilsvarende optrådte BOPA’s ”partisaner” ikke uniformerede under besættelsen.

Efter befrielsen var der en hvis trang til at militarisere modstandskampen, selv om den ikke havde været rettet direkte mod den tyske værnemagt.

Over det ganske land skulle der tages gruppebilleder. De glade stunder skulle foreviges.

 

Civilisternes oprør

Men egentlig var frihedskampen civilisternes oprør. Men alligevel skulle majdagene 1945 absolut militariseres. Armbindet var tilsyneladende ikke nok for offentligheden. Der skulle nogle brugbare billeder ud af det. Der skulle mere til for at signalisere modstand, kamp og magt end et armbind.

Fra den store verden kunne man i aviserne se de allieredes soldater i uniform og svært bevæbnede. Måske havde nogle af de unge mænd tillige gerne villet klæde sig ud og spille de skrappe drenge?

 

Det krævede en særlig mundring

Et var dog, at det kunne være farlige modstandere at gøre op med i maj 1945. Dette krævede en særlig mundering og udrustning af modstandsgrupperne. Men denne ”udklædning” af frihedskæmpere blev almindeligt.

På møder og ved arrangementer optrådte de i cottoncoats, nogle med langskaftede støvler og den uundværlige stålhjelm, maskinpistol, et kraftigt bælte, måske tilmed skrårem. Og så var det armbindet, men det kom ikke til at fylde af så meget med alle de andre ting.

Pludselig var der masser af maskinpistoler. Det havde modstandsbevægelsen ellers efterlyst under besættelsen.

 

Manipulation

Mange af de publikationer, der fremkom dengang havde uniformerede og bevæbnede frihedskæmpere på omslaget. Nogle havde også ødelagte ejendomme eller nærmest ruiner, som var ødelagt ved en sabotageaktion.

Offentligheden blev præsenteret for talrige konstruerede fotos. I Billed- Bladet kunne man den 15. maj se en hel serie af fotos fra et illegalt trykkeri. Fotoerne var taget den 4. maj. Og så var det masser af rekonstruktioner. I Danmarks Frihedskamp er der et stort helsides foto af ”Modstandsbevægelsens Radiosender paa Nyker Præstegaards Loft”. Man ser en mand på loftet i gang med senderen. Han bærer frihedsarmbind!

Tilsvarende er der fingerede optagelser fra bl.a. illegal bladfremstilling, våbenmodtagelser, hold-ups og jernbanesabotager. Ja endda hårdtslående konstruerede fotos af torturscener. Piskede mænd, hvor blodet flyder, nøgne mænd med en jernkugle på vej mod skridtet.

Disse frihedskæmperbilleder med den mest dramatiske effekt henvendte sig til dem med færrest forudsætninger. Jo større forudsætninger des mere autentisk.

 

En ”uheldig” heltedåd

En helt gennemskuelig form for rekonstruktion var brugen af tegninger. Et forfærdeligt tilfælde findes i ”Sven Hauerbachs 5. kolonne. Århussabotørernes modige indsats. 1945”

Her gengives i tegninger en mindre modig aktion, hvor tysklandsarbejdere blev stoppet, fik bukserne trukket af, hvorpå bukserne med indhold af tegnebøger og penge blev brændt.

 

Kan man kalde det historieforfalskning

Man kan sige, at mange steder er billeddækningen i bedste fald stærkt misvisende, i værste fald direkte historieforfalskning i overspilning af officerernes rolle på bekostning af civilisternes.

 

Ikke i masemedierne

Frihedskæmpere kom hjem syge og nedbrudte på sjæl og legeme fra ophold i tyske fængsler og koncentrationslejre. Det er dem, der kom med ”De Hvide Busser”. Dem ser vi sjældent tæt på. De forbliver anonyme med deres lidelser. Fra busserne og sygesengene kom disse frihedskæmpere hjem til anonymiteten for i mange tilfælde at slås med sygdom og sjælelige forstyrrelser resten af livet.

Nogle kom hjem i kister. De optrådte en kort overgang i medierne, men så gled dette også ud i glemsomheden. Heller ikke de stive, navnløse og jordede kroppe, der måske var forsynet med en flaske med en seddel i, kom ikke i massemedierne.

 

Det kæmpende Danmark

Frihedsbevægelsen satte sig selv i scene første gang i sommeren 1945, da der blev lavet en stor udstilling i Frimurerlogen ”Det kæmpende Danmark”. Udstillingen var også et udtryk for, at modstandskampen og frihedskæmperne skulle til at være historie.

De organiserede sig i klubber og foreninger, udgav tidsskrifter og brochurer og fandt sammen om dyrkelsen af den fælles fortid. De ville have indsatsen husket til gavn for ungdommen og eftertiden.

Den heroisering, der var begyndt bl.a. i den illegale presse, mens kampen endnu stod på blev videreført i massemedierne, ikke mindst på film og i skønlitteraturen.

Mindeplader, mindesten, buster og frihedskampsmonumenter er nu spredt ud over det gamle land. Formerne spænder fra det primitive og helt enkle til det svulstige og fortænkte.

 

Frihedskæmper på museum

Men nu skulle frihedskæmpere også på museum. Først i lokaler på Nationalmuseet. Og fra 1957 fik man så sit eget museum, kendt som Frihedsmuseet-Museet for Danmarks Frihedskamp. Men rundt omkring i landet opstod en række specialmuseer og samlinger. Her kan forskellige Frihedskæmperbilleder og –opfattelser følges. Men de er nu ikke alle lige gode i forhold til den virkelighed, de forholder sig til.

Foran Frihedsmuseet stod før den brændte ned er frihedskæmpervogn ”Panserbil v 3”. Selvfølgelig var det et stort trækplaster for en rask knægt. Der fandtes kun den ene slags i hele landet. Den blev først taget i anvendelse efter 4. maj 1945, da Lorentzen-banden skulle arresteres i Asserbo. Alligevel stod den her som et symbol på selve modstandskampen. Egentlig havde den meget lidt med modstandsbevægelsen at gøre. Om den skal opstilles i det kommende museum vides ikke.

 

Andel i ære og status

Nogle af frihedskæmperne ville have andel i den ære og status, der lå i at være en del af dem, som havde været aktivt med. Medlemslister og tilgangsfortegnelser blev en bestanddel af det trykte stof i veteranbladene.

De trådte mere og mere offentligt frem som veteraner gennem deres foreninger og blade. Man begyndte at optræde som pressionsgruppe og opinionsdannere. I den forbindelse skal da lige nævnes, at der var mange andre med, som aldrig lod høre fra sig.

 

Overhøring og skæld ud

Før som efter befrielsen var frihedskæmperen ikke en entydig størrelse lige så lidt som modstandsbevægelsen i øvrigt.

De aldrende modstandsfolk, som træder fra og siger til og fra, når der bliver publiceret historiske undersøgelser om en tid og forhold, som de selv har levet med eller været en del af.

Nu er det ikke mere så mange tilbage. Så problematikken er vel ikke mere aktuelt.

Historiseringen af Frihedskæmperen er en del af eftertiden. Hvordan var det egentlig? Ja Aage Trommer kom til at mærke en masse indsigelser, da han i 1971 pillede ved betydningen af jernbanesabotagen.

Men andre doktoraner og historikere har også måttet stille op til overhøring eller skæld ud, når tidligere frihedskæmpere mente, at det ikke var den sande og rigtige historie, der blev skrevet.

 

Ingen krav på særlig hensyntagen

Frihedskæmperen som historieforvalter og som kilde er vigtig. Men aktiv medvirken i modstandskampen giver ikke automatisk sandhedsmonopol, ensidige krav på særlig hensyntagen, hverken når det gælder tiden 1940-1945 eller i spørgsmål om dagens samfund.

Men ude på lokalarkiverne bliver der endnu taget særlig hensyntagen til frihedskæmpere. Også de begik fejl. Men hvorfor skal de beskyttes så mange år efter? Der er også ofre og deres familie. Mange af disse vil gerne have retfærdighed eller i det mindste sandheden.

Myterne og det særlige forhold omkring frihedskæmperne er ikke noget de selv har skabt. Det har offentligheden været med til at skabe i tidens løb. Og dette holder stadig ved.

 

Frihedskæmperen var ikke entydig

Vi har skrevet at Frihedskæmperen ikke var entydig. Nogle steder kan det være svært at finde sandheden. Lokalbefolkningen står sammen for at beskytte dem, der tog fejl, så mange år efter.

 

Risikerede sit liv og Danmarks ære

Det var Frihedskæmperen, der risikerede sit liv og reddede Danmarks ære i udlandet. Frihedskæmperen og hans familie levede i frygt gennem hele besættelsestiden. Men var det ikke også nogle, der kørte på frihjul?

 

Kig jer om hjørnerne

”Den Gamle redaktør” har hvis nok skrevet dette her et par gange. Min far fortalte, at da de skulle til Tønder fra Oksbøl var de blevet advaret af modstandsbevægelsen:

  • Kig jer om hjørnerne. Vi vil stå parate til at plaffe jer ned.

Næste dag mødte min far op på torvet i Tønder og blev tilbudt et armbind:

  • Kalli, du skal da være med til af afvæbne disse udskud af tyskere.

 

Historisk ukorrekt

Tidligere har jeg også fortalt om en episode på det nedbrændte Frihedsmuseum, hvor min kone og jeg overhørte følgende bemærkning fra en ung mand, der viste engelske turister rundt:

  • I Sønderjylland var der ikke nogen modstandsbevægelse. Man var bange for det Tyske Mindretal.

 

Moralsk hævntogt

Dengang spredte nogle Frihedskæmpere så meget rædsel efter besættelsestiden, fordi nogle eksempelvis havde solgt mad til tyske soldater. Man havde åbenbart selv etableret et moralsk hævntogt.

Eller er det en form for troskabsed, der betyder, at vi ikke kan få hele sandheden. Men kære læser, alt dette kan du læse om i den kommende bog ”Grænsen er overskredet”. Den er i gang med at blive korrigeret for tredje gang.

 

 

Kilder:

  • John T. Lauridsen: Frihedskæmperbilleder (Fortid og Nutid)
  • Kurt Jacobsen: Aksel Larsen-en biografi
  • Børge Outze: Danmark under den anden verdenskrig
  • Per Eilstrup, Lars Lindeberg. De så det ske under Besættelsen
  • John T. Lauridsen: De danske nazister efter befrielsen
  • Munck og Outze: Danmarks Frihedskamp
  • Besættelsen Hvem, Hvad, Hvor
  • Jørgen Hæstrup: Kontakt med England
  • Jørgen Hæstrup: Hemmelig alliance 1-2
  • Aage Trommer: Jernbanesabotagen i Danmark under anden verdenskrig

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 196 artikler om Besættelsestiden

Christianshavn fra A til Å

Juli 18, 2017

Christianshavn fra A til Å

Vi fortsætter vores byvandringer rundt om i København i artikelform. Chr. Den fjerde opkøbte jord også på Amager. På første udkast var der plads til 934 hussteder. Men meget var fyldt med morads. Gader som på et skakbræt. Kun ganske kort tid status som købstad. Vi kigger på de første grundejere og de første to skøder. Man fik egne havnepladser. Vi har også en jydes beskrivelse fra 1849. Vi besøger rådmand Hans Knip. Masser af ulykker på broen. Folk rystede også af skræk, når de kørte over stålbroen i en el-sporvogn. Den tredje bro holdt kun i 29 år. Jo her boede Johanne Louise Heiberg, Tordenskjold, P.S. Krøyer, søhelten Adeler og mange flere. Vi besøger Stanleys Gård, Straffeanstalten for Kvinder, Christianshavns Døtreskole, Christianskirken, Asiatisk Compagni. Ja og så var det også de to driftige skibsværftsbesidder. Så besøger vi også Andreas Bjørns Gård, Niels Brocks Gård og det såkaldte rådhus, der aldrig har været det og meget mere.

 

I stedet for en byvandring

Igen engang en artikel i stedet for en byvandring. Som vi tidligere været inde på, får vi mange forespørgsler på byvandringer. Vi siger nej med den begrundelse, at der er nogle, der er meget bedre til dette end ”Den Gamle Redaktør” her på siden. Men derfor kan vi da godt sammenfatte en artikel, hvor vi så meget med som mulig.

 

Christian den Fjerde opkøbte jord

Christian den Fjerde havde allerede i 1606 begyndt at opkøbe jord nord og nordøst for den gamle vold, hvor Rosenborg kom til at ligge. Da han fortsat ønskede at udvide byen fattede han interesse for Amager.

I en instruktion til den københavnske storkøbmand Johan de Willem, som var indvandret fra Nederlandene skulle denne skaffe velstående nederlandske købmænd og håndværkere til Danmark. Til gengæld lovede kongen dem 8 års skattefrihed.

 

Først var der plads til 934 hussteder

Og det var Johan Semp, der tegnede Christianshavn. Han havde tidligere arbejdet som landmåler i Friesland. Og i den by var der plads til 934 hussteder.

Parcellerne blev dog kraftig beskåret. Grundene blev gjort væsentlig større. En plan fra 1630 viser kun 67 matrikler. Og mange af byggegrundene var af dårlig beskaffenhed. Store arealer bestod af strand, eng og holme.

En del af fæstningsbyen kom til at omfatte Revshaleholm, hvis højeste punkt var 1,26 meter over havet. Det blev det senere Christianshavns Torv.

 

Fyldt med morads

I 1629 noterede en fransk rejsende, at det nye boligområde var fyldt med morads, der gjorde det nødvendigt at bygge på pæle.

Christianshavn er anlagt til dels som beskyttelse for slottet og den gamle by, dels for at skaffe hovedstaden en påkrævet havneudvidelse. Indtil 1682 da de store udvidelser af volden til dens nuværende forløb påbegyndtes strakte bydelen mod øst til Bådmandsstræde.

 

Gader som skakbræt

Mod vest strakte bydelen sig til Store Søndervoldstræde, der er den eneste skrå gade på Christianshavn. Voldens udstrækning til Torvegade har ikke ændret sig. Samtidig med voldens anlæg opførtes 1618-1620 Knippelsbro, mens Langebro først er anlagt1686.

I modsætning til gamle Københavns snævre, krogede gader er Christianhavns gadesystem anlagt efter skakbrætprincippet, hvor gaderne skærer hinanden i rette vinkler. Efter nederlandsk forbillede deles bydelen af en kanal i en overby og en nederby.

 

De første grundejere

Bevarede dokumenter viser også den sociale sammensætning af de første grundejere, hvilket kan opdeles i to hovedgrupper. De første omfattede kongelige embedsmænd, administrative topfolk, renteskrivere (og møntmestre), ansatte ved flåden samt højere og lavere embedsmænd.

Den anden hovedgruppe blev udgjort af københavnske borgere, magistrat-personer, storkøbmænd og håndværkere.

 

De første to skøder

De første to skøder blev 1622 givet til Københavns borgmester Mikkel Vibe og Anders Olufsen, som var renteskriver med tjeneste i Klædekammeret. Ved siden af dette var Olufsen storkøbmand, skibsreder og havde interesser i tømmerhandel og Ostindisk Kompagni.

Hvad bebyggelserne angik, rejstes der små boder på nogle af grundene, mens store gårde som Mikkel Vibes ragede op mellem disse.

 

En selvstændig købstad

Fra 1639-1674 var den en selvstændig købstad med egen øvrighed og våben. Da den aldrig har været udsat for store ildebrande, stammer talrige huse fra den tid. Således også i Strandgade, hvor der findes grundmurede renæssancehuse fra Christian den Fjerdes tid.

 

Egne havnepladser

Oprindelig hørte til hvert hus en lille privat havn. Husene i Overgaderne fik kajplads langs kanalerne. Først i det 18. århundrede kom de store handelspladser.

De enkelte grunde var lange og dybe og gik igennem til baggaderne, Wildersgade og Dronningensgade, hvor pakhusene skulle opføres.

Christianhavns status som købstad kunne dog ikke opretholdes i længden, hvorfor Christian den Femte administrativt lod fæstningsbyen inkorporere i København.

 

En jydes beskrivelse

En jyde giver i 1849 følgende beskrivelse af bydelen:

  • Den er i øvrigt sort, skiden, smudsigt og i det hele taget et beskidt hul.
  • Der så mange dampmaskiner og så meget stenkulsværken (arbejde med stenkul) på gaderne, hvoraf byen bliver sort og beskidt.

Bemærkningerne må bl.a. hentyde til den nyetablerede virksomhed Burmeister & Wain, der dengang blev kaldt Burmester & Baumgarten.

 

Skal forbinde de to byer ”over isen”

I forbindelse med anlæggelsen af Christianshavn skulle en broforbindelse også sikres mellem Slotsholmen og den ny by. Ole Worm noterede i januar 1618, at man anlagde begyndelsen som ”skal forbinde de to Byer”-over Isen”.

Først blev en lang dæmning bygget fra Slotsholmen i retning mod ”Refshaleholm”. Det var en halvø som havde en form som en rævs hale, der fra amagersiden strakte sig ud og drejede nord på. Mellem dæmning og halvø blev der derefter konstrueret en træbro, der blev forsynet med to klapper på midten.

 

Rådmand Hans Knip

Navnet Knippelsbro henviser formentlig til den christianshavnske rådmand, Hans Knap, som den 2. maj 1641 af kongen fik tilladelse til et erhverve et hus med grund nær broen. Her havde i 1620erne været told, men nu fik Hans Knip til opgave at opkræve bropenge af de skibe, der skulle passere.

Huset kaldtes længe efter hans død for Knippenshus. Det blev i hvert fald bekræftet af Christian den Femte i 1695 vedrørende en forbedring af havnens bolværker. I løbet af 1700-årene opstod navnet Knippensbro. Dette gled senere over i den nuværende betegnelse.

 

Masser af ulykker

I en tidligere beskrivelse af broen, som skyldes Hans Poulsen Resen (ca. 1670) fortælles der om nogle ulykkestilfælde, hvor kuske og heste under storm og uvejr faldt ned fra broen.

Interessant er det, at man 1671 forbød natmanden at udkaste stadens uhumskheder i havnen fra Knippelsbro. Det antages i øvrigt, at træbroen i 1714 blev udsmykket med fire statuer af træ, der skulle forestille de fire vinde.

 

Vagt og tilsyn på broen

Erik Pontoppidan gav 1760 en indgående beskrivelse af træbroens funktioner. Klappen blev lukket op hver morgen fra 6 til 7 og atter mellem 12 og 13 ved middagstid.

  • Paa Broen skal holdes Vagt og Tilsiun. Hvo som jager eller kiører hastigt med Vogn herover, maa straffes eller pantes for én Rixort (møntenhed)

Ja sådan fortalte Pontoppidan. Priser for at passere med skib af 20 læsters drægtighed skal til broens forpagter betales en halv rigsdaler ”af hver Skiberum”

 

Folk rystede af skræk

Christian den Fjerde’ s tekniske vidunder af en træbro overlevede helt til 1816, hvor den endelig blev fornyet. I 1868-1869 konstrueredes den første jernbro. Den københavnske topograf O.C. Nielsen beretter:

  • Naar de elektriske Sporvogne kørte over, knagede Broen, så man var bange, at det hele skulde dumpe igennem. Folk rystede af Skræk, naar de skulde over, og drog et Lettelses Suk, naar de var sluppen velbeholden over den snævre og overbebyrdede Bro.

 

Den tredje bro holdt kun i 26 år

Da man i 1909 indviede den tredje Knippelsbro var linjeføringen ændret. Nu blev Torvegade forbundet med Børsgade. Skønt der var tale om en stålbro var den snart utidssvarende og levede kun 26 år. Så etablerede man en interimistisk bro, indtil den nuværende tegnet af arkitekt Kaj Gottlob kunne afsluttes. Det skete i 1937

 

Den skønneste svalegang

Efter at være kommet velbeholden over broen fortsætter vores vandring inden for volden på hjørnet af Christianshavns Voldgade og Torvegade. Indtil 1935 lå på ejendommen ”Ved Voldens” nuværende plads den ejendom, som kaldtes ”Skibet”, hvis åbne maleriske svalegange var en stor attraktion. Nu er det nok Amagergade 11, der har den bedste svalegang, som det lønner sig at se. Den stammer fra 1700-tallet.

 

Købstadsidyl

Vi fortsætter gennem Sofiegade og Dronningensgade, som foruden Amagergade er de gader på Christianshavn, hvor trods nedrivninger, den gamle købstadsidyl er mest levende.

 

Her boede Johanne Louise Heiberg

Store Søndervoldstræde er den eneste gade, der minder om, at her lå Christianshavns ældste vold, hvis forløb den har fulgt som Voldgade. Gennem den når vi til Overgaden oven Vandet. Det to nederste etager i nummer to på hjørnet af Christianshavns Voldgade 1-3 er en del af det nyklassiske hus, der 1779 blev bygget her af den kendte rebslager og skibsbygger, Peter Applebye. Han havde i 1745 opfyldt Engelskmandens Plads langs Langebrogade.

Fra huset i dets ældre skikkelse stammer altanen med det smukke smedejernsrækværk over porten. I 1809 kom ejendommen i besiddelse af Andreas Buntzen. Her boede også senere den unge skuespillerinde Johanne Louise Pätges fra 1830-31 umiddelbart før sit ægteskab med Johan Ludvig Heiberg.

 

Stanleys Gård

Den smukke engelskpåvirkede ejendom nr. 6 er bygget af billedhuggeren Simon Carl Stanley. Ja den bliver ikke uden grund kaldt Stanleys Gård. Og den blev opført i 1755-1756. Stanley var også professor ved Kunstakademiet. Som ung kom han i lære hos hofbilledhugger Sturmberg.

Senere opholdt Stanley sig 20 år i England. Fra 1746 var han dog tilbage i Danmark. Han var tilknyttet Holmen og til at levere statuer til Frederik den Femtes haver samt epitafier og sarkofager til private.

Privatboligen i Overgaden oven Vandet kunne i december 1755 nær færdiggørelsen forsikres for 4.600 rigsdaler i Brandkassen.

Fra 1847-56 beboedes førstesalen af maleren Constantin Hansen og 1851-54 havde desuden maleren P.C. Skovgaard sit hjem i huset. Maleren Julius Exner boede fra 1861-72 i ”Jernstøber Thomas Potters Gård” i nummer 10.

 

Tømrermester Johan Jacob Steinfass Gård

Endnu en ejendom i Overgaden over Vandet fortjener at blive set. Og det er ”Tømrermester Johan Jacob Steinfass Gård” i nummer 32. Den har en meget fornem nyklassisk facade, dels en smuk om end meget forfalden bagside af bindingsværk, der gør den meget seværdig. Maleren P.C. Skovgaard boede her i 1842-43 som ung mand.

 

Christianshavns Torv helt forandret

Det gamle Christianshavns Torv er nu helt forandret. De ældre huse er alle væk. I 1928 blev det gamle fængsel revet ned. På grunden opførte Edvard Thomsen det såkaldte ”Lagkagehus”. Vi skrår over torvet til Dronningensgade og befinder os midt i det moderne Christianshavn.

Til gengæld frembryder St. Annæ Gade et broget billede. For enden af gaden ligger højt oppe på volden i Løvens Bastion de sidste levn af den gamle voldmølle ”Lille Mølle”. Det smukke møllerhus ligger ved siden af.

 

Straffeanstalt for kvinder

Over for ligger Frelsers Kirke, på en grund, hvor bydelens midlertidige kirke lå, blev der i 1773 bygget den første danske veterinærskole. Stadsfysikus P.C. Abildgård flyttede den ud på Landbohøjskolen i 1858.

På stedet opførte N.S. Nebelong i 1864-1865 en straffeanstalt for kvinder. I 1921 indrettedes bygningen under navnet St. Annæ Gård til beboelse.

 

Christianshavns Døtreskole

I Dronningensgade lægger vi dernæst mærke til Christianshavns Døtreskoles smukke facade nr. 67 fra 1769 med dens indskriftstavle.

Det var de såkaldte Borgerdydsskoler for børn af velstillede københavnske borgere. Man havde meget højtflyvende planer om det opdragelsesmæssige. Døtreskolens første adresse var Strandgade 29. Man benyttede nogle værelser hos Madam Schottmann. Derefter flyttede man til brygger Lyngbye på Børnehustorvet (Nu Christianshavns Torv).

Fra 1811 flyttede man ind hos brygger L.C. Kofoed. Nye adresser fulgte siden. Men fra 1840 fik skolen mere permanent ophold i Asiatisk Compagnis palæ, Strandgade 51.

Skolens første leder (guvernante) Var Madame Dupis. Hun opsagde allerede 6. februar sin stilling, da hun ikke kunne få sin familie i Fredericia etableret i København. Hendes efterfølger var jomfru Sara Jacobine Rasmus, der en tid har været ”Hofmesterinde” hos generalmajor Baron F.S. Rantzaus døtre på Friederichslund.

Hr. Hoff var blevet antaget til lærer i Religion, Skrivning, Regning og Ortographie, 12 timer om ugen og 1 Mark for timen.

Hr. Floor var lærer i Historie, Geografi og Naturhistorie. Hr. Biering underviste i Historie og Geografi.

 

Egentlig er vi nu på Christiania

Over for Frelsers Kirke i Prinsessegade 54 ligger bag Christianshavns Skole den tidligere inspektionsbolig opført ca. 1760 af Philip de Lange. På vores videre vej ser vi Bådsmandsstræde ”Søetatens Enkebolig”. Vi skimter også i det fjerne Bådsmandsstrædes Kaserne fra 1836 og 1863. Ja og egentlig burde også nævne Christiania, men denne historie får I i nogle selvstændige artikler.

Vi er nu nået til Søkvæsthuset i nummer 58 – 62 på hjørnet af Bådsmandsstræde. Hovedbygningen ud til kanalen er ældst fra 1754-55. Den er opført af I.C. Conradi til opfostringshus. Men den blev i 1775 flyttet til Store Kongensgade 108, og senere brugt til politistation. I 1777 blev det hele indrettet til Søkvæsthus. I 1816 blev det flyttet til Søetaternes Hospital i Nyboder. Bygningen anvendtes derefter dels til straffeanstalt, dels til fattighus og en tid til kaserne.

I havehuset som er bygget i 1779 og genopført efter en brand i 1838 i samme skikkelse. Her havde den Heibergske deres hjem fra 1844-1963. Fløjen mod Bådmandsstræde benyttedes i adskillige år til fattighus for husvilde. En lille del af fru Heibergs have, er endnu bevaret.

 

Bombebøssen

Vi kaster derefter et lille blik ind i gården til ”Bombebøssen”. Ja det er ejendommen med adressen Overgaden over Vandet 48C. Indtil 1956 var det en stiftelse for gamle trængende søfolk og deres hustruer.

Den er opført i tre etager over en høj kælder.

Den er stiftet i 1819 af kommandør Peter Norden Sølling. Først havde man til huse på et loft på Wilders Plads. Derefter købtes i 1824 en ejendom på hjørnet af Dybensgade og Nikolajgade. I 1844 flyttede man til Brogade 8. Og i 1891 flyttede man til den nuværende adresse. Den er opført af Thorvald Bindesbøll.

Dens navn skyldes, at Sølling, hvis relief ses på facaden, på sit kontor havde opstillet en bombe, der var indrettet som en samlebøsse. Ja det var en ”200-pundig bombeskal”. En efterligning af denne er ligeledes anbragt på facaden.

Fra gården er der udsigt til nabohuset nr. 50 (B), der er bygget 1769. Senere tilhørte dette ankersmed Hans Caspersen. Hans bomærke, et anker er indhugget på portens slutsten. Foruden denne ejendom ejede han også nr. 33 og 39 i Overgaden mellem Vandet.

 

Heerings Gård

Vi går nu over Børnehusbroen opkaldt efter det tidligere Børnehus-Tugt-, Rasp-, og Forbedringshus på torvet. Vi kigger ind i Heerings Gård, der har adressen Overgaden neden Vandet 11. Den blev bygget i 1785 af søkaptajn Hans Pedersen Kofoed. Hans bomærke kom på slutstenen over porten.

I 1838 var det urtekræmmer Peter F. Suhm Heering, der erhvervede gården. Slægten har siden ejet gården.

Den smukke stilfulde gård og pakhusene ud til Wildersgade ligger på en del af den tidligere haves grund, som hørte med til ejendommen.

I Torvegade kommer vi forbi en række ældre ejendomme på venstre hånd, deriblandt det smukke rokadehus i nummer 30, tobaksspinder ”Engelbrecht Larsens Gård”. Her kan man også se bygherrens navnetræk.

 

De to driftige skibsværftsarbejdere

Wildersgade er opkaldt efter skibsværftsejerne Carl Wilder og hans søn, Lars Wilder. Wildersgade 60-62, der går igennem til Overgaden neden Vandet er den gamle Wildersgade Kaserne opført 1862 af stadsbygmester Rawert. Den er nu ligesom Strandgades Kasserne indrettet til beboelse. På grunden lå tidligere den første lærredsfabrik i Danmark oprettet efter 1674.

Ja selv en bro og en plads er opkaldt efter de to driftige skibsværftsejere. Den ældre Wilder (Carl) var en driftig mand, der tjente sig en formue som mægler, handelsmand og skibsbygger. 1762 fik han tilskødet øen for enden af Strandgade. Og det er her vi har Wilders Bro.

På øen havde Andreas Bjørn tidligere grundlagt et skibsværft med tilhørende bulværker og bygninger. Det var en virksomhed, som strakte sig over mere end 8.000 alen2 Til denne virksomhed føjede Carl Wilder, efter kongelig bevilling en nagelsmedje.

Den yngre Wilder førte skibsværftet videre og døde ugift som sin fødebys store velgører, idet han testamenterede en formue til sociale formål, næsten 50.000 daler. Således betænkte han Københavns fattighospital, hvor flere stuer opkaldtes efter ham og blev udstyret med små trætavler med spejl. På spejlrammen stod med snirklet skrift:

  • Lars Wilder skylder I Taknemlighed

Wildersgade fik først sit nuværende navn 1859, da man på dette tidspunkt begyndte en fortløbende nummerering af de københavnske opgange.

 

Hjem for Sømænd og Sømænds Enker

Skt. Annæ Gade 14 er sandsynligvis en rest af en ældre rækkehusbebyggelse af bindingsværk i lighed med Adel-Borgergadekvarterets ældste bebyggelse. Broen over kanalen, der forbinder gadens to dele med hinanden, kaldes Snorrebroen.

Vi fortsætter ad Bådsmandsstræde, hvor ”Prinsesse Maries Hjem for gamle Sømænd og Sømænds Enker” er beliggende.

 

Andreas Bjørns Gård

På hjørnet af Bådsmandsstræde ligger storkøbmanden ”Andreas Bjørns Gård”, Strandgade 46. Den er bygget 1733-34. Den er ombygget og udvidet omkring 1760. Wilders-, Krøyers-, og Grønlandske Handels Plads er opfyldt af Andreas Bjørn.

Nummer 44 på det modsatte hjørne af Bådmandsstræde og Strandgade samt Wildersgade 59 er den gamle Strandgades Kasserne. Selve hjørnehuset er bygget 1664 af Joachim Irgens, tidligere kammertjener hos Christian den Fjerde, senere forpagter af kronens kobberværker i Nordsjælland og storgodsejer.

I 1775 udvidede tobaksfabrikant og grosserer Peter Borre den med fløjen langs Bådmandsstræde og Wildersgade, en sidebygning i gården og en længere ud til Strandgade. I 1790 blev det hele så ombygget til kasserne og portmuren blev opført.

 

Niels Brocks Gård

I nummer 36 kigger vi på Niels Brocks Gård. Den blev moderniseret i 1780. I 1916 blev gården restaureret. Besøg denne gård med pakhus. Fra 1775 til 1802 tilhørte den storkøbmanden Niels Brock. Jo det var ham bag ”De Brock’ ske Handelsskoler”.

På hjørnet af St. Annæ Gade ligger der det store pakhus i nummer 34. Dette lod etatsrådinde Topp bygge i 1777-78 ved siden af sin gård, der stammer fra 1773. Denne tilhørte på et tidspunkt op til vores dage firmaet Moses G. Melchior.

Skråt overfor dette på nr. 27’s grund lå indtil 1917 ”Gammel Dok” hvis imponerende konstruktion fra 1734-39 med rette vakte samtidens beundring.

 

Asiatisk Kompagni

Lige i nærheden ud for St. Annæ Gade ses Asiatisk Kompagnis tidligere bygninger i nr. 25. Kontorbygningen eller forsamlingshuset til venstre er bygget 1738 af Philip de Lange.

Kompagniets skytspatroner var Neptun og Hermes. Disse kan du også se på hovedfacaden. Muligvis er de fremstillet af billedhuggeren J.C. Petzold. Stuklofter fra den første tid er endnu bevaret. I dag er bygningen fredet. I slutningen af artiklen vender vi lige tilbage til Asiatisk Plads.

Pakhuset til højre har samme udseende ud til gaden, men til gården er der pakhusluger og hejseværk. Bagved og vinkelret med havnen ligger det berømte pakhus, Eigtved byggede 1748-1750.

 

Mikael Vibe

Grunden på hjørnet af St. Annæ Gade havde oprindelig tilhørt den københavnske borgmester Mikkel Vibe, som ejendom nummer 32 er opkaldt efter. Mikkel Vibe døde i 1624 så han kan ikke være bygherre til den ændring/nybygning, der skete i 1630.

Nu er det lidt svært for ”Den Gamle Redaktør” for det er godt nok et stykke tid siden, jeg har gået turen. Men dengang var de bedst bevarede huse nummer 28-30. Nr. 28 er bygget omkring 1630 af lensmanden Sivert Grubbe. Under restaureringen i 1943 kom de oprindelige sandstensdekorationer frem. Bag forhuset, hvor der i gården var indrettet en lille renæssancehave, ligger hvis nok endnu mellem- og bagbygning ud til Wildersgade, som er bygget af bindingsværk.

 

P.S. Krøyer

Lige som dette hus er også nr. 30 smukt istandsat. Det er opført omkring 1636. Lige som nabobygningen har den sin oprindelige udstrækning, idet baghuset har facade ud til Wildersgade.

I forhuset har maleren P.S. Krøyer tilbragt en del af sin barndom hos sin onkel, zoologen H.N. Krøyer. Vilhelm Høyer har boet her fra 1899 til 1909, da han malte nogle af sine mest berømte billeder af ”de stille stuer”

Nabohuset består egentlig af to ejendomme opført i 1626. En tavle indvendig meddeler dog, at i 1769 blev de to ejendomme forenet og blev forhøjet af direktør i Asiatisk Kompagni, Gysbert Behagen, hvis monogram er anbragt i fronten. Fra hans tid stammer den prægtige rokokotrappe. I gården er anlagt en hyggelig have.

 

Den ukendte dansk-norske søhelt Cort Adeler

Nr. 22-24 med den fornemme renæssanceportal er opført som en ejendom omkring 1630 af Jens Sparre til Sparresholm. I 1663 blev ejendommen overtaget af søhelten Cort Adeler. Kender du ham ikke? Han var en af de mest farverige skikkelser i Danmark-Norges historie i 1600-tallet.

Cort Sivertsen (Adeler er først tilføjet i 1662). Han blev født og opdraget i den norske havnestad, Brevik. Han fik sin militære uddannelse i Holland og gjorde derefter tjeneste under republikken Venedig.

Venetianerne var på dette tidspunkt kommet i krig med tyrkerne, efter at disse i 1645 havde gjort landgang på den venetianske koloni-ø, Kreta. Allerede i 1648 deltog Cort Adeler på skibet Croote St. Joris i venetianernes sømilitære operationer. I 1654 var han med i et søslag ved Dardanellerne, hvor tyrkernes flagskib blev bordet.

Rygterne ville vide, at han under kampen dræbte den tyrkiske admiral Ibrahim Pascha. Men det har historiske undersøgelser ikke kunne bekræfte. I 1659 blev Adeler slået til ridder af Markusordnen. I 1660 deltog han som viceadmiral i en ekspedition til <kreta, hvorefter han afsluttede sin karriere i Middelhavet.

Der findes en ret stor samling af krigsbytte erobret af Adeler i Kunstkammerets samlinger. Da søhelten døde 1675 blev han begravet i Vor Frue Kirke. Under bombardementet i 1807 blev hans grav ødelagt. Derefter blev hans aske bevaret bag en mindeplade.

Ved kirkens restaurering i slutningen af 1970erne kom urnen atter for dagen. Den blev herefter restaureret og indsat i væggen på ny.

Efter 1726 deltes ejendommen i to ejendomme. Nr. 22 blev i 1769 forhøjet med et ”stokværk” Et side- og et baghus blev opført. Allerede i 1748 var nr. 24 blevet ombygget.

Nr. 22 tilhørte senere chefen for et af Københavns største handelshuse, Charles August Selby, der i 1795 erhvervede herregården Bækkeskov ved Præstø.

 

Christianshavns såkaldte rådhus

I nr. 14 på hjørnet af Torvegade 20 er Christianshavns såkaldte rådhus. I 1781 blev ejendommen forhøjet med to ”Stokværk”. Rådhus har bygningen nu aldrig været. Dens ejere kendes tilbage til 1650. Men to gange har den været ejet af borgmestre. I 1798 fødtes forfatteren Carl Bernhard i ejendommen.

 

Her boede Tordenskjold

I Lehns Gård nr. 6, der oprindelig var et prægtigt renæssancehus boede Tordenskjold, som facadens indskriftstavle oplyser os om, til sin sidste rejse i 1720. Ejer var da den yngste Abraham Lehn, hvis far i 1703 havde moderniseret huset.

Midt i det 18. århundrede må sidehuset i bindingsværk og pavillonen i gården være bygget. Senere tilhørte ejendommen Chr. Ditlev Reventlow. Men i 1762 blev ejendommen erhvervet af stifteren af den Fengerske slægt, sæbesyder Peter Fenger. Senere overtog fabrikant Peter Heering ejendommen.

 

Burmeister & Wain

Blandt Strandgades andre mere kendte ejendomme er det store pakhus i nr. 4, som tilhørte Burmeister & Wain. Her samlede Grundtvig sin menighed efter at han i 1826 havde taget sin afsked som kapellan ved Vor Frelsers Kirke. Huset rummer nu Burmeister & Wains museum.

Burmeister & Wains historie begynder i 1843. Det var dengang, da mekanikeren Hans Henrik Baumgarten etablerede en selvstændig virksomhed til nuværende Købmagergade 46. Han havde også gang i noget på Nørrebrogade. Efter at have holdt flyttedag et par gange og søgt kompagniskab med andre driftige folk, flyttede firmaet 1846 ud i den såkaldte ”Kjerulfske Have i Overgaden neden Vandet.

Samtidig havde firmaet antaget navnet Burmeister & Baumgarten, hvor første part stod for mekanikeren Carl Christian Burmeister.

Det oprindelige maskinværksted blev i 1847 forøget med et jernstøberi. I 1860 blev hele 450 beskæftiget under seks værkførere. I 1861 trådte Baumgarten ud af firmaet, men den engelsk fødte William Wain blev i 1865 optaget som ny partner.

Foruden produktion af dampmaskiner blev skibsbyggeriet af stigende betysning. I 1872 anlagde man et skibsværft på Refshaleøen. Firmaet fik også ordre på konstruktion af Knippelsbro.

I 1912 løb verdens første dieselmotorskib-Selandia-af stablen hos Burmeister og Wain.

 

Christianskirken

For enden af Strandgade ligger Christianskirken opført af Eigtved i 1754 til Christianshavns tyske menighed. Dengang var det under navnet ”Tydske Friederichs Kirke.

Modsat deres tyske brødre inde i København, som siden 1575 havde deres egen kirke, Skt. Petri, stod tyskerne på Christianshavn uden. Man havde derfor måttet dele Vor Frelser med dens danske menighed. Den tyske forsamling følte sig ”lille og foragtet”, eftersom dens gudstjenester blev henlagt til selve middagstiden.

I 1749 havde 41 fremtrædende medlemmer henvendt sig til Frederik den Femte om tilladelse til at bygge deres egen kirke. Kongen gav tilsagn med en byggegrund samt tilladelse til afholdelse af lotteri.

 

Lotterikirken

Efter dette kaldtes kirken i folkemunde for ”Lotterikirken”. Dengang lå byggegrunden omgivet af krudtlaboratorier, sukkerraffinaderier, skibsbyggerier og oversøiske kompagnier. Og på selve pladsen havde man i ti år forsøgt sig med saltproduktion. Dette måtte dog opgives grundet svigtende afsætning.

Eigtved nåede ikke at se det færdige resultat. Tegningerne blev afleveret et år, før sin død i 1754. En træmodel blev også fremstillet. Den er faktisk bevaret den dag i dag, og den kan beskues på Københavns Bymuseum.

 

Udgifterne bekymrede Byggekommissionen

Ifølge det første budget ville bygningens gravhvælv, mure og tag koste omtrent 50.000 rigsdaler. Inventar som alter, prædikestol, bænke, orgel samt indvendig dekoration beløb sig til 10.000 rigsdaler. Udgifter til tømrer-, murer-, og stenhuggerarbejde m.m. blev fastsat til 6.700 rigsdaler. Udgifterne bekymrede byggekommissionen. Men statsrådet godkendte det.

Men man undlod dog at opføre spiret i første omgang. Dengang var det normalt med gravlæggelser under kirkegulvet. Eigtved var praktisk og samlede alle gravnedlæggelser i en stor kælder med adgang udefra.

Det er en rokokobygning med spiret er nyklassisk. Spiret blev opsat af Eigtveds svigersøn, G.D. Anthon i 1769.

Allerede i slutningen af 1700-tallet blev den tyske menighed mindre. Men afgangen af medlemmer blev noget opvejet, da den tysktalende del af Københavns garnison i 1819 blev flyttet hertil. Det skete fra Garnisons Kirke.

 

En meget dårlig økonomi

I 1831 var økonomien særdeles dårlig, så kongen tillod, at der blev foretaget en indsamling i København såvel som i Hertugdømmerne. Trods dette måtte menigheden afhænde præsteboligen i Wildersgade.

 

I 1901 som dansk sognekirke med det nuværende navn

I 1899 blev kirken en dansk sognekirke. Efter en restaurering blev den i 1901 åbnet under sit nuværende navn.

Kirkegården nu er udlagt som park. Fra 1832-39 brugte Grundtvig kirken til aftengudstjenester.

 

Dengang Asiatisk Compagni var en blomstrende forretning

Vi burde nok lige have dvælet lidt længere på Asiatisk Plads, der som bekendt ligger mellem Strandgade og havnen. Og det er efter Asiatisk Compagni som lå samme sted fra 1732-1843. Det blev stiftet den 12. april 1732.

Modsat så mange andre handelskompagnier i 1700-tallet, blev dette en blomstrende forretning. Man havde ansvar for driften af de danske kolonier i Indien. Historikeren Hans Gram skriver således den 5. september 1744 til gehejmeråd C.A. Plessen, at der ikke var tilrådeligt at sælge aktier i kompagniet før end skibet fra Trankebar var kommet hjem. Jo man holdte skam også nøje øje med de andre kolonimagter.

Der var masser af økonomisk formået, således kunne kompagniet betale alle udgifter til Salys rytterstatue af Frederik den Femte.

 

Nyt Asiatisk Compagni

I 1772 blev Asiatisk Compagni omdannet til Nyt Asiatisk Compagni. Samtidig blev den ostindiske handel frigivet. Selskabet bevarede retten til al handel på Kina. I 1777 overtog staten Nyt Asiatisk Compagnis ejendomme i Indien. Blandt de varer som kompagniet hjemførte var fra Kina:

  • Te, sago, kina-rod og rabarber

Fra Indien var det:

  • Salpeter, peber, sago, indigo, katun og bomuldstrøjer

På grund af den stigende konkurrence fra englænderne og andre forhold måtte kompagniet lukke i 1843.

 

I Lille Strandstræde

Og når vi nu hører om Asiatisk Compagni, så skal vi da lige forbi Lille Strandstræde 14. I forhuset er der rester af en bygning fra 1600-tallet. Den nuværende facade er fra 1773 – 76, da ejendommen blev ombygget for brigader William Halling. Og det er netop denne mand, der er skyld i vores besøg.

Han var en legendarisk person i datidens København. En tid var han direktør for Asiatisk Kompagni, men ellers tilbragte han meget af sin tid på godset Dronninglund, som han havde erhvervet fra grev C.H.G. Moltke ved byttehandel.

Her i den vendsysselske var han en ren plage for bønderne.

 

Kilde:

  • Se Litteratur København (under udarbejdelse)
  • Se Litteratur Christianshavn (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Om Amager- Læs her på www.dengang.dk

  • Christianshavn-for længe siden
  • Gamle huse på Christianshavn
  • Anekdoter fra det gamle Christianshavn
  • Christianshavn-dengang
  • Dragør og Store Magleby-dengang
  • Lodsen fra Dragør
  • Amager-for længe siden

 

 

 


Ballade i Aabenraa i 1790

Juli 15, 2017

Ballade i Aabenraa i 1790

Efter revolutionen opstod der social og polisk uro i Sønderjylland og også i Aabenraa. Prisen for rug var steget, trods en god høst. Garnisonen skulle have 3.000 tdr. Købmand Kopperholdt havde lovet at levere 600 tdr. I begyndelsen var der ingen problemer, men så forhindrede demonstrationer afsejling. Amtmand von Schmettau var forstående. Men hans handlemåde blev stærkt kritiseret af regeringen. Han fik en skarp irettesættelse. Og revolutionen i Aabenraa sluttede med at 108 borgere i Aabenraa alle fik en bøde på 3 rigsdaler.

 

Social og politisk uro

Måske var det begivenhederne i Frankrig i 1789, der havde sat gang i social og politisk uro i hele Sønderjylland. Vi har tidligere på siden beskrevet uro på Tønder-egnen.

Trods en god høst, herskede det dyrtid. Især var priserne på brødkornet særdeles høje. Allerede i februar 1790 var der forekommet uroligheder ved Tønder.

 

Garnisonen havde bestilt 3.000 tdr. rug

Den jævne borger kunne se, at der blev udskibet korn fra Aabenraa Havn. Men man vidste åbenbart ikke, at kornet gik til garnisonen i Glückstadt, som skulle bruge 3.000 tdr. rug. Dette kvantum havde købmand Christian Möller i Wilster påtaget sig at skaffe. Dernede dyrkede man hovedsagelig raps og hvede. Så rugen måtte skaffes andre steder fra.

Købmanden havde en aftale med Hans Kopperholt fra Slotsgade i Aabenraa om en levering af 600 tdr. rug. Det meste af dette var på lager. Men han behøvede noget mere for at være fuldstændig leveringsdygtig.

 

Det manglende rug blev skaffet

Kopperholt fik 30 tdr. møller Nis Nissen i Felsbæk, 30 tdr. hos forpagter Petersen, Vojensgård, 50 tdr. hos gårdmand Peter Simonsen, Vejbølgård, 40 tdr. hos præsten i Skrydstrup.

 

Bitterheden blev øget

De stadige leverancer af korn under dyrtiden i de første måneder af 1790 øgede bitterheden hos småkårsfolk i Aabenraa. Lidt efter lidt forlød det, at opkøbene sikkert var ulovlige og dermed faldt det ind under det man i daglig tale kalder forprang.

 

Var der en forbindelse?

Tilmed foretog en vis Johan Christian Grage fra Eckernförde en række opkøb af korn. De utilfredse i Aabenraa har antaget, at der var en forbindelse mellem denne og det korn som Kopperholt skulle levere.

 

Ingen problemer i begyndelsen

Til at begynde med mødte afskibningen af rug fra skibbroen i Aabenraa dog ikke vanskeligheder. Skipper Martin Petersen var således afgået med en ladning til Holtenau ved kanalmundingen, hvor der skete en omladning ril småbåde. Kielerkanalens forløber havde kun et smalt sejlløb af ringe dybde.

 

Afsejlingen blev forhindret

Flensborg-skipperen Martin Paulsen skulle sejle med resten, men forinden tog spektaklerne fart.

Det var meget betegnende ikke byens øvrighed, købmænd, skippere eller andre af de velstillede borgere, men derimod håndværkerlavets medlemmer, der satte sig imod en afskibning af rugen af rugen.

Det var dengang ti håndværkerlav i Aabenraa (skræddere, smede, skomagere, snedkere, glarmestre, skindere, bødkere, kobbersmede og sadelmagere). De var alle enige om, at hindre afsejlingen af det dyrebare brødkorn.

Hans Kobberholdt mente, at de enten endnu måtte have hovederne fulde af stærke drikke fra den foregående tids fastelavnsfornøjelser eller også af efterretningerne fra optøjerne i Paris og Liège.

Den 10. marts drog man om formiddagen gennem Aabenraas gader ned til Skibbroen, hvor de besatte det befragtede skib, hvor indladningen var i fuld gang. De truede med at rugen ville blive kastet i vanden, hvis man ikke øjeblikkelig bragte arbejdet til ophør.

 

En forstående amtmand

Derefter vandrede demonstrationstoget ud til amtmand von Schmettau på Brundlund hvor otte mand på de utilfredses vegne satte amtmanden ind i situationen. De forklarede, at dyrtiden fortsatte, og at manglen på brødkorn blev stadig mere følelig. Man havde netop fået en ny pengereform, men det gjorde det nu ikke bedre. Håbet om lavere kornpriser blev ikke indfriet. Demonstranterne mente, at hvis nu kornskibet fik lov til at sejle, ville nøden blot blive endnu større.

Amtmanden bad talsmændene komme igen om eftermiddagen og lod tillige Kopperholdt stævne. Efter Kopperholdts mening optrådte demonstranterne tumultagtige.

 

Kopperholdts tilbud blev afvist

Den næste dag mødtes parterne igen. Kopperholdt gentog sit tilbud fra dagen i forvejen om indtil Mikkelsdag at opbevare lige så meget korn, som enhver borger skulle bruge og så sælge kornet i små portioner. Han ville sælge det til en rimmelig pris. Den omstridte skibsladning ville han sælge til samme pris som han fik hos den tyske aftager.

Men disse forslag tog demonstranterne ikke imod. Koppeholdt mente, at nogle af demonstranternes ledere var ”inficeret af Pariser-luften”. De krævede edsaflæggelse på, at der ikke var tale om forprang. Det gik Kopperholdt med til. Men nu krævede demonstranterne også beviser.

 

Amtmanden ønskede ikke en militærkommando

Schmettau erklærede i sin beretning til regeringen på Gottorp, at demonstranterne næsten udelukkende bestod af håndværkere og den mindrebemidlede, men størstedelen af borgerskabet.

Amtmanden gik med til at holde skibet tilbage indtil der forelå flere beviser. Han ønskede dog ikke en militærkommando til Aabenraa. Han var overbevist om, at dette ville føre til at bringe byens borgere i endnu større affekt. Og dette ville sikkert få ubehagelige følger.

 

En skarp irettesættelse fra regeringen

Regeringen svar på von Schmettaus redegørelse blev en ret skarp irettesættelse på grund af hans ukloge optræden i sagen. Det var med forbavselse, at man hørte om klager over dyrtid og mangel på brødkorn, da kornpriserne i de sidste 8-14 dage var faldet kendeligt på de udenlandske handelspladser, hvilket vel også snart kunne trykke priserne på det indenlandske marked.

Det havde været rigtigt, at holde skibet i ”arrest”, så længe undersøgelsen om forprang stod på. Men amtmanden havde ikke gjort ret i at lade de klagende borgere få foretræde hos sig hele to gange. Han skulle have ladet dem indgive en skriftlig klage, og så kunne den gå rettens vej.

 

Angsten havde siddet i embedsmændene

Regeringen mente, at amtmanden med sin handlemåde havde været med til at skabe mistillid (Übelstand):

  • Den slags tumultuariske sammenløb må fremtidigt ikke finde sted, men tværtimod på enhver måde forpurres enten ved formaninger eller ved trussel om straf.

Angsten for, at de franske revolutionæres eksempel skulle smitte her i landet, har ganske givet siddet myndighederne i Slesvig i blodet.

Denne frygt viste sig nu at være ganske ubegrundet. Sagen kom herefter til at gå rettens vej. Det lykkedes ikke for klagerne, der nu havde organiseret sig med hattemager Rasmus Møller og skrædder Hans Christian Hansen at føre bevis for, at kornet var tilvejebragt ved ulovlig forprang.

 

108 borgere fik en bøde på 3 rigsdaler

Efter en halv snes dages forløb fik skibet lov til at sejle bort med den omstridte ladning. Kopperholdt kaldte klagernes optræden for børnestreger.

Regeringen krævede udtrykkeligt, at demonstranterne skulle bøde for:

  • Deres ubetænksomme, tumultuariske opførsel, som havde vakt kongens mishag, hvorfor deltagerne skulle irettesættes på det alvorligste og erstatte samtlige omkostninger.

Det blev for de 108 borgere som skriftligt havde støttet demonstrationen samt for alle håndværkerlavenes medlemmer til en bøde på 3 rigsdaler til hver.

Ja se sådan forløb revolutionen dengang i Aabenraa.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Aabenraa
  • Sønderjydske Årbøger

 

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk

  • Ballade i Sønderjylland

Klosterbrødrene i Tønder

Juli 14, 2017

Klosterbrødrene i Tønder

Frihedstanker havde det ikke let i Tønder, inden preusserne kom. Herredsfoged Kiær mente, at Appel skulle fyres, fordi han videregav Klosterbrødrenes tanker. Han blev udsat for langvarig forhør. Og vinhandleren kaldte politibetjente for ”Sådan nogle drenge af øvrighed”. Amtmand gav Appel en tilrettevisning. Det ville denne ikke finde sig i. Og så blev gæstegiver Hage på Humlekærren gjort ansvarlig for møde. Klosterbrødrene mente at skolefrihed også skulle gælde for de tysksprogede. Men den danske sprog skulle tvinges igennem. Men i Mellem-Slesvig forstod man ikke dansk.

 

Frihedstanker havde det ikke let i Tønder

Det var ikke let at arbejde med politiske frihedstanker dengang i Tønder. I den artikel kan man også fornemme, hvilke metoder nationalliberalistiske embedsmænd anvendte for at bekæmpe politiske modstandere.

 

Herredsfoged Kiær opfordrede til Appels fyring

Herredsfoged C.A. Kiær sender den 18. juni 1861 et brev til departementschef i det slesvigske ministerium Th. A. Regensburg. Her beretter han om Klosterbrødrenes virksomhed fra april til juni 1861.

Denne Kiær var Ridder af Dannebrog. Han var blevet afskediget som borgmester i Tønder i 1853 på grund af sin pågåenhed over for tyskerne. Han var blevet afløst af den mere moderate Joh. Henrik Holm.

Kier var på det tidspunkt konstitueret politimester i Tønder under borgmester Holms rejse til Jylland. Han udtrykte sin harme mod Cornelius Appel, den senere forstander og frimenighedspræst i Rødding.

Kier var af den overbevisning at denne måtte afskediges fra sin stilling som lærer, i hvert fald burde han fratages sit job på seminariet. Han havde efter Kiers opfattelse en skadelig virkning på de unge seminaristers politiske meningsdannelse.

 

Trykkefrihed i Møgeltønder

Klosterbrødrenes aktiviteter startede den 25. april 1861 i Løgumkloster. Der var afholdt møder den 27. maj, samt den 6. og 8. juni.

Kier havde også medsendt nogle uddrag af en artikel i Vestslesvigsk Tidende, der udkom i Møgeltønder. Dette var kongerigsk område og her herskede trykkefrihed. Her uddybede Appel sit syn på sprogsagen og den slesvigske politik i øvrigt.

Artiklen i Vestslesvigsk Tidende indeholdt bland andet følgende:

  • Fra den ene side har man vænnet sig til at råbe på undertrykkelse af tysk sprog og tysk nationalitet, thi således lød nu engang feltråbet fra agitatorerne, hvis skrig så let får overhånd, og mængden fik ikke tid og tilbørlig hjælp til at besinde sig på usandheden i skriget. Fra den anden side ville vi måske alt for gerne stemple enhver vedhængene ved tyskerne som oprør og forræderi og ikke indrømme at gammel vane, mangel på sund opfattelse af sprogets betydning for hele den menneskelige udviklings sande natur og umådelig vigtighed, almindelig overtro på tyskernes fortrinlighed.

 

Appel udsat for langvarig forhør

Den konstituerede politimester havde forhørt Appel om, hvem der havde fået indbydelser, og om det var tale om politiske møder. Endvidere mente Appel ikke, at der skulle polititilladelse til afholdelse af disse møder, da de var af en privat art.

Kier ville også have at vide, hvem der var ophavsmand til møderne.

Der var på ”Gendarmeristationen” i Tønder udfærdiget en rapport om mødet den 8. juni på Humlekærren. Og her var det vigtigt at gengive skolelærerne Appel og Rosendahls ytringer. Således skulle Appel have udtalt, at det var bedst, at mødet blev udskudt indtil den ”ordentlige” politimester vendte tilbage. Rosendahl mente endda, at den bortrejste politimester kunne kaldes den ”overordentlige” politimester.

 

”Sådan nogle drenge af øvrighed”

Den 17. juni måtte vinhandler Jensen møde i retten. Han skulle angiveligt på mødet på Humlekærren have sagt til politibetjent Bek fra København:

  • Sådan nogle drenge af øvrighed sender de os herover fra Kjøbenhavn

Vinhandleren benægtede, at skulle have sagt sådan noget. Det kunne aldrig falde ham ind, sagde han.

 

Kier sender brev til Kirkevisitatorium

Politimester Kier syntes i høj grad, at der skulle indhentes tilladelse til afholdelse af møder. Således skriver Kier til det kongelige kirkevisitatorium for Tønder provsti, der bl.a. bestod af provsten og amtmand Grev Ludv. Brockenhuus-Schack. Det var dem, der skulle behandle skolesager. Kier mente, at der var forkert, at Appel gik rundt og opfordrede Tønders borgere til at møde op på Humlekærren.

Kier mente helt bestemt, at Appel havde gjort sig skyldig i utilbørlig opførsel. Ja og Appel havde tidligere forlangt en afskrift af det forhør, som han havde været igennem. Desuden havde Appel spurgt, om han havde pligt til at besvare alt, hvad politimesteren spurgte om.

Kier kunne oplyse, at der var mellem 10 og 20 deltagere til mødet, og nogle af mødedeltagerne blev navngivet.

 

Amtmanden havde sendt en passende tilrettevisning

Politimesteren mente, at Appel enten skulle fyres eller have en alvorlig irettesættelse. Og politimesteren fik dog også et svar fra amtmanden. Han kunne meddele at ”skolelærer Appel havde fået en passende tilrettevisning”.

 

Appel protesterede mod tilrettevisning

Det ville Appel ikke finde sig i. Han skrev derfor et længere brev til ”Kongelige Visitatorium”. Appel havde foreslået fuld offentlighed ved Stændervalget. Og det satte Kier sig imod. Han gjorde også opmærksom på, at lige så snart man anfægtede noget inden for sprogsagen, så blev man mistænkeliggjort.

Man måtte overhovedet ikke stille spørgsmålstegn ved det slesvigske spørgsmål. Appel gjorde opmærksom på, at man fra Klosterbrødrenes side ville have en folkelig debat. Og at man skulle have politimesterens tilladelse, ja det havde den ordinære politimester afvist.

 

Gæstgiver gjort ansvarlig for møde

Appel fortalte også i brevet, at gæstgiveren på Humlekærren, Hans Hansen Hage var blevet indkaldt til en reprimande hos den stedfortrædende politimester. Har var han blevet gjort ansvarlig for mødet.

Endvidere fortalte Appel, at politimesteren havde ladet ham stå op under hele det forhør, som han blev udsat for.  På et tidspunkt havde han spurgt om, hvor lang tid forhøret skulle stå på, da han havde en syg kone derhjemme.

 

Skolefrihed skulle gælde for alle

Men hvad havde de egentlig gjort disse Klosterbrødre. De havde såmænd bare stillet krav om, at skolefriheden i Danmark også skulle gælde for den tysktalende befolkning i Sønderjylland.

 

Man kunne ikke forstå dansk

Og det var såmænd folk med en grundtvigsk tilgang, der havde denne opfattelse. Det var folk som Knud Lausten Knudsen, Johannes Mathias Dahl (præst i Tønder) og Christian Siegfried Ley, der havde efterfulgt Christian Kold som huslærer hos Knud L. Knudsen.

Bevægelsen mente også, at der skulle gøres op med konfirmationsundervisningen. Diskussion var knyttet til Sprogreskripternes krav. Dette skulle også indføres i Mellemslesvig og foregå på dansk, selv om man nødvendigvis ikke forstod dansk. Klosterbrødrene mente, at menneskerettighederne skulle overholdes. Og så ville man også have indført personlige frihedsrettigheder, som Danmark havde fået med Grundloven.

Klosterbrødrene krævede udstrakt frihed i kirke- og skoleforhold for Slesvig i håb om derved at forsone tyskerne med det danske herredømme.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Tønder
  • Festskrift til H.P. Hanssen (1932)
  • Sønderjydske Årbøger

 

Hvis du vil vide mere: Læs følgende på www.dengang.dk, der indeholder 221 artikler fra Det Gamle Tønder og Omegn, herunder:

 

  • Turen går til Tønder 1862
  • Sprogkampen i Tønder 1851-1864
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten fra Trøjborg-endnu mere
  • Trøjborg den fjerde historie
  • Humlekærren i Tønder
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Fysikus Ulrik fra Tønder-endnu mere
  • Tønder Seminarium-en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder

Barnemorderen fra Jægersborggade-den tredje historie

Juli 12, 2017

Barnemorderen fra Jægersborggade-den tredje historie

Hun blev dømt for 8 mord. Men det var sikkert mange flere. På Nørrebro myrdede hun 3-4 stykker. Vi kigger på de tre. Dagmar flyttede ind hos kæresten, først i Dagmarsgade siden i Jægersborggade. Dengang var der flere klasser af trængende børn. Rasmine blev erklæret uværdig trængende. På Assistens Kirkegård blev et lig smidt i retiraderne. Et par år efter fandt man et lig på en af gravene. Og så var det Marens uheld. Hun gemte sig og hendes omstændighed. Men Dagmar ville adoptere barnet for 400 kr. Hun dumpede liget i en vandgrav på Amager. Pludselig havde Svendsen og Dagmar mange penge. De begyndte at stille spørgsmål i Jægersborggade. Måske var det derfor, at de flyttede

 

Dømt for 8 mord

Sagen var svær for kriminalpolitiet. Flere gange ændrede Dagmar Overby forklaring. Og ikke alle myrdede var meldt savnet. Hun blev dømt for at have myrdet 8 børn. Men hun har sikkert mange flere på samvittigheden.

Jo det var en mor, der havde fortrudt, at hun havde bortadopteret hendes datter. Men nu var hendes datter væk.

 

Hun tjente penge på de små børn

Hun var mor til fire, men tjente penge på de små børn. Jo det er en grufuld beretning fra København i årene fra 1916-1920.

Så længe man ikke havde fundet ligrester eller anmeldelser om savnede, kunne man ikke rejse tiltale.

 

Mindst 3 barnemord på Nørrebro

  • Den 15. april 1916 blev Rasmine Jensens tre uger gamle søn myrdet på Assistens Kirkegård.
  • Den 18. april 1916 blev Maren Hansens fire uger gamle datter myrdet i Jægersborggade 43
  • Den 22. maj 1916 blev Ester Larsens fire uger gamle søn, Poul Larsen myrdet i Jægersborggade 43

 

Flyttede ind hos kæresten

Egentlig boede Dagmar ikke kun i Jægersborggade på Nørrebro. Den 1. november 1915 flyttede hun ind hos kærresten Svendsen i Dagmarsgade 16 på 2. sal. Men det var en katastrofe, da Svendsen blev fyret af dropsfabrikanten. Han var for længe om at bringe varer ud. Det var en økonomisk katastrofe for dem begge to.

Og slikbutikken i Holmbladsgade gik heller ikke for godt. Dagmar mente også, at Svendsen spiste det meste af slikket selv.

 

Svendsen blev hele tiden fyret

Huslejen var for høj. Og Dagmar blev indlagt på Kommunehospitalet. Da hun den 5. marts 1916 blev udskrevet flyttede hun ind hos Svendsen, der i mellemtiden var flyttet i et værelse på Jægersborggade.

Den 28. marts fik Svendsen endelig jobs hos virksomheden Nielsen og Winther på Blegdamsvej 60. Men en uges tid efter var han igen uden arbejde. Den 6. april fik han dog arbejde hos Schmidt, Mügind og Hüttenmeier.

Dagmar havde i nogen tid tumlet med at få et barn til, men dette ville Svendsen dog ikke høre tale om. I stedet valgte Dagmar så at tage et barn i pleje.

 

Rasmine Jensens dreng

Den 23, marts 1916 fødte en ung frasepareret kvinde ved navn Rasmine Kristine Jensen en lille dreng i sin mors lejlighed i Ryesgade 92. Egentlig boede Rasmine i Grenå sammen med hendes mand. Men skammen ved at være både separeret og gravid fik hende til at flytte fra Grenå. Derfor flyttede hos ind hos hendes mor, fru Block, der havde en lille stuelejlighed i Ryesgade.

Rasmine havde en hård tid. Hun måtte næsten arbejde i døgndrift for at få det hele til at hænge sammen. Den højgravide Rasmine skulle skaffe penge til at opretholde livet både for sig selv, sin datter og sin mor.

Over for hendes mand havde Rasmine givet udtryk for, at hun ville bortadoptere barnet lige efter fødslen. Derfor skrev hun til barnets far, men han svarede aldrig.

 

Flere klasser af trængende børn

Dengang skelnede man mellem tre klasser af ”trængende” fattige, der kunne komme i betragtning til understøttelse:

  • De gamle og syge, som ikke selv kunne tjene til livets opretholdelse
  • De fader- og moderløse børn
  • De børn, hvis forældres ”helbred, forstand eller sæder” var sådan, at man ikke kunne betro dem ansvaret for børnene.
  • De svagelige familier, der ikke kunne tjene nok til ”deres eller deres børns nødtørftige underholdning.

 

Rasmine blev erklæret uværdigt trængende

Fattigvæsnet skulle i nogle tilfælde sørge for børns opfostring og opdragelse ”i et eller andet Huus”. Det kunne være på et børnehjem, men også hos plejeforældre, som Fattigvæsenet ifølge reglementet skulle påtage sig at føre tilsyn med.

Formålet med det hele var, at man ville sikre, at de fattige børn fik en god opdragelse, at de gik i skole og frem for alt blev vænnet til at arbejde, så de kunne klare sig selv.

Rasmine Jensen var ude af stand til at forsørge sin nyfødte søn. Så hun måtte have hjælp. Men nu var det sådan, at sociallovgivningen også skelnede mellem værdigt og uværdigt trængende. Som frasepareret mor passede man ikke ind i systemet. Hun var simpelt hen uværdig.

 

12 kroner i månedlig plejeløn

Rasmines tilværelse var ved at bryde sammen. En dag i april så hun en annonce i Aftenposten. Et ægtepar ønskede at adoptere et udøbt drengebarn mod en engangsbetaling eller eventuelt faderens bidrag.

Rasmine svarede på annoncen. Nogle dage efter, blev hun opsøgt i Ryesgade, af en dame, der præsenterede sig som ”fru Svendsen”. Det endte med, at Rasmine skulle betale 12 kroner i plejeløn hver måned.

 

Hvad skulle hun stille op?

Et par dage senere den 15. april 1916 kom ”fru Svendsen” igen og hentede den nu tre uger gamle dreng. Rasmine sørgede for, at ”fru Svendsen” også fik en barnevogn og en del børnetøj med. Og så fik hun også 12 kroner, plejelønnen for den første måned.

Dagmar Overby forlod lejligheden i Ryesgade og trillede rundt i gaderne med barnevognen. På et tidspunkt nåede hun Nørrebros Runddel. Hun kørte gennem porten til Assistens Kirkegård og satte sig på en bænk lige inden for op ad den gule mur.

Det var ved at gå op for Dagmar, at det hun lige havde gjort ikke var gennemtænkt. Hvad skulle hun stille op med barnet? Og hvad ville Svendsen sige til, at der kom et nyt barn i husholdingen?

 

Mordet på Assistens Kirkegård

Løsningen var, at hun måtte tage livet af barnet. Dagmar fandt et navlebind i barnevognen. Dette viklede hun stramt rundt om barnets hals. Derefter lagde hun et stof over barnet. Hun ønskede ikke at se det dø.

Da hun lidt senere kiggede under stoffet, var hun sikker på, at barnet var dødt. Hun rullede den lille krop ind i stoffet, som havde dækket vognen. Så gik hun over bag kirkegårdspersonalets hus, hvor retiraderne-den tids offentlige toiletter-lå.

Her smed hun det lille lig i tønden i en retirade, der ikke var låst. Turen gik nu til lejligheden i Jægersborggade. Her parkerede hun barnevognen op foran opgangen. Hun gik op på værelset, hvor Svendsen sad og læste.

 

20 kr. for barnevognen

Dagmar forklarede, at hun havde en barnevogn stående nede på gaden. Det var en, som hun havde haft lånt ud til en veninde, og nu var den kommet tilbage. Hun foreslog Svendsen, at han skulle pantsætte vognen hos en marskandiser.

Svendsen gik hen til pantelåner Paul Gaardsøe over i Bjelkes Alle og pantsatte vognen for 20 kr.

 

Et barnelig fundet på Kløvermarken

Tre dage senere, den 18. april blev der meddelt politiet på Christianshavn, at man havde fundet liget af en nyfødt dreng i det latrinaffald, som var skyllet ud af de spande, natrenovationen havde kørt ind den forgangne nat på Kløvermarken.

 

Marens uheld

Næsten med det samme rykkede Dagmar Overby en ny annonce ind i Aftenposten. Denne gang under billetmærke. Denne annonce læste den 19-årige Maren Pauline Hansen. Hun havde den 21. marts 1916 født en pige på Fødselsstiftelsen på Rigshospitalet.

Egentlig var Maren fra Vordingborg. Her havde hun tjent i et hus. Men i byen havde hun i byen truffet en korporal fra det nærliggende Masnedø Fort. Ved et uheld var hun blevet gravid-hvilket satte hende i en meget svær situation. Dels måtte Marens forældre ikke få kendskab til hendes graviditet, dels-og endnu værre- var det, at hun ikke længere havde forbindelse til barnets far, der i mellemtiden var blevet sergent på Kastrup-fortet i København og gift med en anden kvinde.

 

Hun gemte sig selv og omstændighederne

Maren havde besluttet sig for at rejse til København for at slippe ud af kattepinen, under dække af at hun havde fået nyt arbejde i hovedstaden. Her var hun flyttet ind i et logi hos havnearbejder Kierrulf i Peder Skrams Gade 16 F i baghuset. Her havde hun gemt sig selv og sine omstændigheder af vejen indtil fødslen.

Hun kontaktede sergenten med et brev. De blev enige om, at faderen skulle skaffe pengene til bortadoption. En dag midt i april blev Maren opsøgt af en dame, der præsenterede sig som Dagmar Svendsen. Hun forlangte 400 kr. som et engangsbeløb.

 

Dagmar accepterede 300 kr.

Den 18. april 1916 var Dagmar for sidste gang på besøg hos Maren. Hun fortalte, at faderen kun havde været i stand til at skaffe 300 kr. Men dette beløb accepterede Dagmar på stedet. Maren var sikker på, at hendes datter ville få et godt liv. Beløbet skulle forfalde næste gang Dagmar kom på besøg.

 

Liget anbragt under sengen

Dagmar kørte direkte hjem til Jægersborggade. På vejen hjem fra Kongens Nytorv besluttede hun at tage barnets liv. Hun kom hjem til et tom lejlighed. Hun lagde barnet på sengen og klædte det af. Så gjorde hun lige som sidste gang-kvalte barnet med et navlebind. Liget pakkede hun ind i nogle gamle klude, som hun igen svøbte i avispapir. Det lille bylt gemte hun så under sengen.

 

Nu tabte mor pakken ned i vandet

I en sporvogn på vej til Amager sammen med Erena, hendes datter havde Dagmar taget bylten med liget med. De havde stået af ved Øresundsvej. Sammen gik mor og datter ud mod stranden. Langt ude på Øresundsvej gik de ind ad en lille markvej. Langs den gik en våd og mudret grøft. På et tidspunkt lod Dagmar avispakken med barneliget falde derned.

  • Nu tabte mor pakken ned i vandet

Ja sådan sagde Erena. Dagmar svarede hendes datter, at pakken nu var snavset, så derfor skulle de bare lade den ligge. Så trådte hun ned og stoppede den halvvejs ind i et kloakrør.

 

Nåede ikke kusine Gerdas fødselsdag

Dagmar havde forklaret, at de skulle til kusine Gerdas fødselsdag. Om lidt skulle de til selskab hos moster Emilie og onkel Peder i Drogdensgade.

Men til datterens store fortrydelse havde Dagmar pludselig mistet lysten til dette. De gik tilbage til Amagerbrogade og tog turen hjem til Jægersborggade.

 

Ville nu have 400 kr.

Maren Hansen havde fået arbejde hos bagermester Dahlstrøm. Dagmar havde opsøgt hende og nu forlangt det fulde beløb, 400 kr. Præcis 17 dage efter det sidste drab fik Dagmar ubetalt beløbet.

 

Parret havde store penge

Hjemme i Jægersborggade var det tydeligt, at der var kommet flere penge på kontoen.  De havde alle sammen fået nyt tøj. Flere personer havde set parret med store penge. Og sådan noget er altid mistænkeligt i et fattigkvarter.

Men Dagmar sagde til Fru Nielsen, at hun havde fået penge af en greve i Jylland, der var far til hendes lille datter.

 

Katastrofe for Ester

I efteråret 1915 arbejdede den 19-årige Ester Mathilde Larsen på et bogbinderværksted i København. Her lærte hun den 33-årige bogbindersvend Mathias Jensen at kende. De indledte hurtigt et forhold. Dette resulterede i, at Ester blev gravid.

Dette var en katastrofe for den unge pige. Hun var ikke engang forlovet med den kommende far, og havde heller ikke planer om det. Parret blev enige om, at det kommende barn skulle bortadopteres.

 

En dame med mange navne

I begyndelsen af marts 1916, læste den nu højgravide Ester en annonce i Aftenposten, hvor en kvinde skrev, at hun ønskede at adoptere nyfødte børn. Men Ester undrede sig for damen kaldte sig forskellige navne. Men egentlig var Ester ligeglad, hvad hun hed. Hun ville bare af med barnet hurtigst muligt.

I slutningen af sin graviditet flytter Ester hjem til hendes forældre på Amager. I lejligheden på Ungarnsvej 16, 3. fødte hun den 25. april 1916 en lille dreng, der blev navngivet Poul Larsen hos kordegnen i Nathanaels Kirke i Holmbladsgade.

 

Liget blev gemt i et skab

Den 22. maj indfandt damen med de mange navne sig efter aftale på adressen i Ungarnsgade. Kvinden fik 200 kr. for at tage barnet med sig. Derefter skulle hun have 30 kr. hver måned de næste ti måneder.

En kontrakt blev underskrevet og Dagmar underskrev sig med Erena Rosenkrants. Barnet blev svøbt i nogle tæpper. Moderen kiggede ud af vinduet og kunne se, at hun tog i retning mod Lergravsvej.

Men Dagmar Overby tog hjem til Jægersborggade. Her husker hun det sådan, at hun hvis nok havde kvalt den lille dreng og gemt liget i et skab. Hun kunne ikke huske, hvordan hun fik skabt liget af vejen.

 

Lillebror har fået to tænder og trives godt

Hun sendte urtekræmmerens søn til Ester Larsens adresse i Ungarnsgade efter de 30 kroner. Samtidig skrev hun, at ”Lille broder har det godt og trives ualmindelig godt”.

Et halvt år efter, den 25. november 1916 skrev Dagmar, at hun var flyttet på landet. Nu skriver at hun bor i Svendsens hus og at posten nok ikke kender Rosenkrants. Endvidere skriver hun også ”at lille broder har fået to tænder og trives godt”.

 

Der blev stillet for mange spørgsmål i Jægersborggade

Måske skyldtes fraflytningen fra Jægersborggade til Landemærket, at spørgsmålene efterhånden blev for mange. Det var i begyndelsen af maj måned 1916.

Der kunne sagtens være foregået flere barnemord på Nørrebro dengang. Således viser gamle protokoller, at der på Fælledvejens Politistation den 25. maj 1918 blev indbragt et barnelig, der var fundet på en grav på Assistens Kirkgård.

  • Du kan læse meget mere om Dagmar Overby i vores to første artikler.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Nørrebro
  • Frank Bøgh: Dagmar-Historien om en barnemorderske
  • Karen Søndergaard Jensen: Englemagersken

 

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk

  • En barnemorder fra Jægersborggade (2)
  • Barnemorderen fra Jægersborggade (1)

 

 


Aabenraas storhedstid med Søfart

Juli 10, 2017

Aabenraas storhedstid med Søfart

Da Troels Kløvedal var på besøg. Der var allerede gang i den i 1770’erne. Et stigende antal Aabenraa-skibe til Latinamerika. Der efter gik det til Sydamerika, hvor skibene fik rosende omtale. Det blev et fantastisk erhvervseventyr. Tænk engang, 114 skibe blev bygget i Aabenraa. Værfterne havde stor betydning for byens velfærd. Ikke risikofri at besejle Sydamerika. Fra Aabenraa forsøgte man at påvirke regeringen til aftaler med Kina og Japan. Preussen havde allerede aftale med Kina. Aabenraa vendte efterhånden blikket mod Hamborg. I 1863 kom de første dampskibe. Aabenraa-skonnerter fandt nye markeder i Sydafrika. Og der var pludselig masser af Aabenraa-skibe i Kapstaden. Der blev bygget kaptajnsgårde i Løjt. Men Aabenraa blev globaliseringens tabere. Kun Michael Jebsen holdt dampen oppe.

 

Da Troels Kløvedal var på besøg

Ja det er efterhånden mange år siden, at jeg var med til at arrangere et lysbilledforedrag med Troels Kløvedal på Folkehjem i Aabenraa. Det var mere end stuvende fuld. Han kom præcis klokken 20 med en lille maskine med sine billeder. I dag foregår sådan noget helt anderledes.

Efter forestillingen sad vi og fik en bajer eller to sammen. Her kunne jeg fortælle ham, at min kone havde boet i kollektiv med ham i Maos Lyst. Og Troels Kløvedal fortalte selvfølgelig også om Aabenraas storhedstid med søfart. Og det er i den grad stor grund til, at byen er stolt af den tid.

 

Allerede gang i den fra 1700’tallet

Allerede i 1700’ tallet udviklede byen sig ril en udpræget søfartsby. Det begyndte med rejser i Østersøen, og med tiden blev det til europæisk langfart mellem Østersøen og Middelhavet.

I Venedig, Ancona og Neapel så man mange Aabenraa-skibe. Også til barbarstaterne i Nordafrika sejlede skibe fra Aabenraa. Det gik fint indtil krigen mod englænderne. I 1814 blev taget gjort op. Aabenraa havde mistet halvdelen af sine skibe.

I 1820’erne sejlede flere af byens skibe til Sydamerika og i 1860’erne overhalede Aabenraa den store nabo mod syd, Flensborg.

 

Omgivet af bakker og skov

Vi har tidligere her på siden beskrevet Aabenraa som et vaskeligt sted at komme til. Derfor kom mange af vandvejen. Aabenraa var omgivet af høje bakker og store skove. Her kunne man hente tømmer til træskibsbyggeri, som i løbet af 1800’tallet blev blandt de allerbedste.

 

Man bakkede op på Løjt

Byens borgere kunne investere i skibene. Det gjorde man også fra Aabenraas norsøstlige opland Løjt. Og her fungerede bønderne også som skibsbesætning. Ja det endte med, at Aabenraa i 1820 havde transatlantisk langfart med lokalt mandskab på skibe, der for en stor dels vedkommende var bygget i Aabenraa.

I 1845 fremgår det af en liste, at der var 206 søfolk. Heraf var 34 skibsfører og 52 styrmænd. På et tidspunkt sagde en af halvøens præster, at fire femtedele af konfirmanderne stak til søs.

 

Briterne havde brug for råstoffer

Aabenraa-skibene havde kun ganske få rejser til Dansk Vestindien og er derfor ikke nævnt i dansk kolonihistorie. Da Sydamerika slap løs fra Spanien og Portugal og da briterne ”åbnede” Kina, kom der gang i Aabenraa-skibenes anløb til disse destinationer.

Især den britiske industri i 1800-tallet havde stigende brug for råstoffer og markeder til afsætning af deres produkter. Og den europæiske befolkning voksede. Dette bevirkede efterspørgsel på kolonialvarer fra fjerne egne.

 

Et stigende antal Aabenraa-skibe til Latinamerika

Skibene fra Aabenraa var i forreste linje. I tiden efter 1864 sejlede Aabenraa-skibene ikke længere under dansk flag, men under preussisk flag.

Efterhånden sejlede et hastigt voksende antal skibe på Latinamerika. Det var her, at skibene fra Aabenraa kom ind i billedet. Søfartsmiljøet i Aabenraa var normalt rettet mod København. Men efter Napoleonskrigene lykkedes det ikke for København at genvinde sin tidligere position. Flere af byens store handelshuse gik bankrot.

Nu vendte rederne fra Aabenraa sig mod Hamborg, hvor handel og søfart blomstrede, mens byens oversøiske engagement steg.

 

Masser af Aabenraa-skibe til Sydamerika

Fra 1820’erne voksede antallet af Aabenraa-skibe, der sejlede på Sydamerika støt. Snart kom byens skibe til at dominere den danske sejlads på Rio de Janeiro. Det var kontinentets vigtigste havneby. Men efterhånden som gamle traktater udløb gennem 1830’erne og 1840’erne blev de ikke fornyet.

I anden halvdel af 1830’erne anløb omkring 20 Aabenraa-skibe Rio de Janeiro om året. Man hentede først og fremmest kaffe, huder og sukker.  Med sig bragte man hovedsagelig salt og stykgods. I anden halvdel af 1820’erne sejlede flere Aabenraa-skibe også tyske kolonister og lejesoldater.

 

Rosende omtale

Som regel fik skibene rosende omtale. Det gjaldt især skibene tilhørende Jørgen Bruhn. Han stod selv for bygningen af sine stærke og hurtige skibe og sørgede for gode skibsfører. Lasten kom hurtigere frem og var i god stand ved ankomsten. Jo man sagde, at købmændene lod deres varer liggende, indtil der kom et Aabenraa-skib. I 1840 og 1841 anløb der i hvert af disse år 34 Aabenraa-skibe.

Dette gav kaptajnerne fra Aabenraa stor selvtillid. I 1839 skulle en af disse have sagt, at første gang han kom til Rio de Janeiro, var han blevet spurgt på havnekajen:

  • Ob Danmark in Apenrade lag, oder ob wir Nachbarn waren

I løbet af 1840’erne begyndte antallet af Aabenraa-skibe, der anløb Rio de Janeiro at falde. Efterhånden mødte man flere og flere skibe fra danske provinsbyer på den sydamerikanske østkyst.

 

Et fantastisk erhvervseventyr

Sejladsen var et fantastisk erhvervseventyr for Aabenraa. Byen havde fået tilført betydelige ressourcer fra søfarten på Sydamerika. Skibsredderne fik udbytte af deres investeringer i skibene. En del af de penge som mandskabet tjente blev sendt hjem til familien. En del blev sparet op til alderdommen. Kaptajnsgårdene på Løjt er et godt eksempel på, hvorledes pengene blev investeret på Aabenraaegnen.

 

114 skibe blev bygget i Aabenraa

I perioden fra 1830-1850 steg antallet af skibsværfter i byen til fire. I den periode blev der bygget ikke mindre end 114 skibe. De 80 af disse havde en størrelse, så de kunne bruges til langfart. En del blev købt af lokale reddere, en del af udenbys folk fra bl.a. Hamborg.

Skibsværfterne tjente mange penge. Og der var masser af arbejde til håndværkere og arbejdsmænd.

 

Da kongen var på besøg

Skibsbygmestrene var lokale helte. Da byen i 1854 fik kongelig besøg stod de i forreste række flankeret af deres hær af skibstømrere. Ved Andersens Værft berettes der:

  • Tømmermændene stode opstillede i Parade med deres Økser

På et skib der lå ved værftet, kunne kongen ud over en velkomst læse teksten:

  • Mens Handelsskibe her vi bygge. Du styrer Statens Skib til Folkets Lykke.

Om et andet værft, kunne man i Freja læse følgende:

  • Paulsen havde smykket sit Værft med en særdeles smuk Æresport, som var reist ved Indgangen og prydet med vajende Dannebrogsflag, og hvor han omgiven af sine Tømmerfolk bød Hs. Majestæt velkommen med et ”Leve”, som Mængden med Jubel istemt.

 

Værfterne havde betydning for byens velstand

Man var sig fuldt bevidst om værfternes betydning for Aabenraas velstand. En betydelig del var tjent på fragterne til Sydamerika, hvor også Aabenraas egne skibe gjorde god reklame for byens værfter.

Perlen fra Aabenraa var det første danske handelsskib, der rundede Kap Horn i 1824. Det sejlede op langs den amerikanske vestkyst.

 

Ikke risikofrit at besejle Sydamerika

Nu var det ikke helt risikofrit at besejle Sydamerika. Således havde den brasilianske flåde uretmæssigt opbragt Fortuna i 1826. Da skibet efter et par år i brasiliansk varetægt blev udleveret til rederen, var den i så elendig forfatning, at den måtte kondemneres. Først i 1833 lykkedes det den danske gesandt at få udløst en erstatning til rederen i Aabenraa fra den brasilianske regering.

Langt vanskeligere var det at få erstatning de steder, hvor der ikke var en dansk gesandt.

 

Situationen i Kina

I løbet af 1830’erne var de britiske købmænd i Kanton kommet i stadig større modsætningsforhold til de lokale kinesiske myndigheder på grund af deres engagement i ulovlig indførelse af store mængder opium.

Det euforiserende stof blev misbrugt af en voksende andel af den kinesiske befolkning og var derfor et alvorligt problem for folkesundheden. Modsætningsforholdet resulterede i Den Første Opiumskrig, der strakte sig fra 1839 til 1842. Storbritannien løb af med sejren og fik gennemført åbningen af Kanton og fire andre engelske havne-Amoy, Foochow, Ningpo og Shanghai.

Danmark havde før krigen haft en repræsentation i Kanton i form af en engelsk købmand. Britiske handelsskibe sejlede under danske flag for at omgå den kinesiske blokade vendt mod britiske skibe. Efter krigen var britiske skibe under dansk flag fortsat engageret i ulovlig handel. Det var primært omgåelse af toldbestemmelser og handel med ulovlige varer.

Men efterhånden ønskede briterne ordnede forhold mellem Danmark og Kina. Det danske flag blev efterhånden ikke mere misbrugt.

 

Aabenraa-skibene bredte sig ud i Verden

I mellemtiden trak Aabenraa-skibe fra Sydamerika omkring 1848/1849 helt op til San Fransisco. Men i løbet af 1840’erne lagde flere Aabenraa-skibe også til i Calcutta. En anden vigtig destination for Aabenraa-skibene blev de britiske kolonier i Australien, hvor guldfund i 1851 satte gang i en betydelig indvandring og deraf følgende økonomisk aktivitet.

Fra midten af 1840’erne ankom et enkelt eller to Aabenraa-skibe om året til Hongkong. Her voksede antallet af Aabenraa-skibe. Men manglende skibslaster gjorde det særdeles vanskeligt i 1858-1862.

 

Man forsøgte at påvirke den danske regering

I samme periode forsøgte redere og kaptajner fra Aabenraa med skiftende held at påvirke den danske regering til at indgå handelsaftaler med de fjernøstlige stater. Det gjaldt i første omgang Japan. Den 23. december 1858 bragte Aabenraa-avisen Freia(Freja) følgende artikel:

  • Paa andragende af herværende Skibscapitainer og Skibsredere er der indledt Skridt for at formaa vor Regjering til at søge at faa afsluttet en Handelstractat med Japan i lige med hvad Frankrig, England, Rusland og Nordamerika allerede have gjort. For en søfarende Nation som vi Danske, er det af yderste Vigtighed at enhver nye skueplads for den merkantilske Virksomhed, der aabnes for Andre, ogsaa bliver tilgængelig for os og at vi have de sikre forvisning, at vor Regjering ikke vil undlade at gjøre alt, for at aabne vore Skibe Adgangen til Japans Havne, dette Land, som hidtil har staaet uden for det store Verdenssamquem og været endnu mere utilgængeligt end China. Det ville være en stor Lykke for Fragtfarten, naar vor Regjering maatte være saa heldig ret snart at faae afsluttet en Handelstractat med det japanske Rige.

Regeringen reagerede dog også på henvendelsen fra Aabenraa. Men en dansk-japansk handelsaftale blev først indgået i 1867, men da sejlede Aabenraa-skibene ikke længere under dansk flag-men under preussisk.

 

Aabenraa ville have en Kina-aftale

I tiden omkring 1860 var redderne i Aabenraa begyndt at presse på for en aftale med Kina. Søfarten på Yangtzefloden var åbnet for europæiske skibe i foråret 1861. Men dette blev lukket igen den 9. november samme år. Og det var for nationer som Danmark, der ikke havde handelstraktat med Kina.

Men i Aabenraa pressede man på. Den 6, februar 1862 henvendte man sig til kammerherre Heltzen. Det var Aabenraas amtmand, og han sad også i det danske rigsråd.

Man gjorde amtmanden opmærksom på, at danske skibe var ringere stillet end andre nationers skibe. Ulempen var særlig alvorlig for de mange sønderjyder som var direkte eller indirekte beskæftiget med søfarten til Kina og Japan.

 

Preussen havde en aftale med Kina

Fraværet af en handelsaftale skulle ligefrem have ført til, at enkelte danske skibe havde indladt sig på forhandlinger om at komme under preussisk flag, da Preussen netop havde afsluttet en handelstraktat med Kina i 1861.

 

Stigende trafik til Hongkong

Endelig blev der afsluttet en traktat i juli 1863. Man kan sige, at denne aftale blev afsluttet efter pres fra søfartsmiljøet i Aabenraa.

I 1863-1864 var antallet af Aabenraa-skibe, der anløb Hongkong nået op på over 30 i løbet af et år. Anløbet af danske fragtskibe toppede i 1864. Året efter var Aabenraa og andre slesvig-holstenske søfartsbyer, først og fremmest Altona, Flensborg og Sønderborg tabt for Danmark.

 

Aabenraa vendte blikket mod Hamborg

Nu var tilknytningen til Tyskland ikke negativ for Aabenraas søfart snarere tværtimod. Hamborg havde ikke blot en blomstrende handelsflåde. Byen havde også penge i skibene fra Aabenraa. Mange søfolk fra Aabenraa og Løjt tog også hyre på skibe fra Hamborg. Aabenraas skibe var forsikret og ofte befragtet af handelshuse i Hamborg.

Med hensyn til søfarten til Hongkong så læs vores artikel om briggen Chico fra Aabenraa. Vi har fået historien fra familiemedlemmer til en tidligere kaptajn på denne brig. Og historien vidner i den grad om, at der også her var mange sørøvere.

Aabenraas skibe var ikke understøttet militært af hjemstaten derude i det fjerne østen. Men da Aabenraa-skibene kom under prøjsisk flag lå den prøjsiske orlogskorvet Gazelle og spredte skræk og advarsel blandt de danske skibe.

 

I 1863 kom de første dampskibe

Allerede i 1863 havde dampskibe overtaget fragtruter, hvor sejlskibe tidligere havde taget turen. Et dampskib kunne sejle ruten to til tre gange hurtigere end et sejlskib. Samtidig skete der en øget tilførelse af kul fra Australien og Europa. Dette pressede også priserne.

 

I 1880’erne faldt antallet af Aabenraa-skibe

Men antallet af Aabenraa-skibe på Kina-kysten forblev stabilt op gennem 1870’erne. Først i 1880’erne begyndte det at falde. Et af de sidste forsøg på at fastholde sejlskibenes indflydelse var at spare på mandskabets lønninger.

I 1881 skrev kaptajnen på sejlskibet Margrethe, Jes Jessen således hjem til en af skibets reddere, at han havde hyret malaysisk mandskab.

 

Nye muligheder i de britiske kolonier

Mens dampskibene vandt frem på Kinakysten opstod der nye muligheder for de mindre Aabenraa-skibe i de britiske kolonier på sydspidsen af det afrikanske kontinent omkring Kapstaden og Port Natal.

Med fundet af diamanter i slutningen af 1860erne indledtes en ny fase i den sydafrikanske historie, da rigdommene ikke blot øgede den britiske interesse for kolonier men også tiltrak horder af lykkejægere fra hele verden til Kimberley, som diamanternes by kom til at hedde i 1873.

 

Fire-fem Aabenraa-skonnerter i Sydafrika

I slutningen af 1860’erne befandt der sig fire-fem skonnerter fra Aabenraa i området. Det var mindre og mere manøvredygtige skibe, der kunne gå over baren ud for de små sydafrikanske havne. Skonnerterne sejlede op langs kysten og ud til øerne Madagaskar og Mauritius i Det Indiske Ocean. På Mauritius hentede de sukker til fastlandet, mens enkelte ture gik helt til Australien efter korn.

 

Aabenraa-skibe i Kapstaden

Højdepunktet var slutningen af 1870’erne, hvorfra der findes et gruppefotografi af otte dansk/tyske kaptajner i Kapstaden. De syv af kaptajnerne kan forbindes til Aabenraa søfarten.

I de første år af 1880’erne ophørte denne sejlads, da dampskibene efterhånden også blev flere på den sydafrikanske kyst samtidig med at antallet af skibe indregistreret i den britiske Kapkoloni voksede og overtog markedet.

 

Kaptajnsgårde på Løjt

I 1880’erne kunne Hans Markussen Krag gå i land. Han købte sig en gård på Løjt, samtidig med at han fortsatte som korresponderende reder for to til tre skibe frem til anden halvdel af 1880’erne. Deltagelsen i den britiske kolonialisme i Sydafrika havde gjort ham meget velhavende. I sine erindringer fortæller han om tidens velstand:

  • Søfarten tjente godt. Oversøiske kaptajner satte sig for det meste allerede til ro ved omkring 40 år. De købte en gård på Løjt og levede temmelig ekstravagant. Fra denne tid stammer også ordsproget, som blev brugt i Genner og Hoptrup: ”Stå ind til siden, og tag hatten af, der kommer en Løjtinger.

 

Michael Jebsen holdt dampen oppe

I 1890’erne var Aabenraa som søfartsby en sagablot. Men en mand forsøgte at holde liv i den gamle søfartstradition, og det var Michael Jebsen. Hans dampere udkonkurrerede sejlskibene på Kinakysten.

 

Globaliseringens tabere

Selvom hans skibe formelt var hjemmehørende i Aabenraa og hovedparten af kaptajnerne og styremændene var hyret på Aabenraa-egnen, kom hans rederi aldrig til at præge området, som sejlskibene havde gjort det.

Dampskibene blev ikke bygget i byen. Der var ikke et stålskibsværft i byen i 1800-tallet. Med andre ord, Aabenraa var for sent ude med at erkende, at sejlskibstiden var forbi. Ja byen oplevede faktisk en økonomisk krise og indbyggertallet faldt.

I 1870’erne og i 1880’erne formåede byens redere og kaptajner ikke at omstille sig. De blev i stedet globaliseringens tabere.

 

 

Kilde:

  • Mikkel Leth Jespersen: Participererende Kolonialisme (artikel- temphist.dk )
  • Mikkel Leth Jespersen: Søfart selvfølgelig
  • Mikkel Leth Jespersen: Diamant-Petersen, Kaptajn og Diamanthandler i 1870’ernes Sydafrika
  • Hans Schalikier m.m.: Aabenraa Søfarts Historie
  • Ole Mørkegaard: Søen, Slægten og Hjemstavnen
  • Gottlieb Japsen: Den nationale udvikling i Aabenraa 1800-1850
  • Freia (diverse nr.)
  • Claus og Karen Harder Lildholdt: Manden, der red på en delfin, Kaptajn Hans Bruhns erindringer
  • Holm-Petersen: Under sejl i fjernøstlige farvande
  • Sønderjyske Årbøger (diverse udgaver)
  • Grethel Lildholdt: Mit levnedsforløb, Fra Hans Marcussen Krags dagbog, Det Gamle Løjt 6
  • Aabenraa Bys Historie 3
  • Se Litteratur Aabenraa
  • Se Litteratur Løjt

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

  • Søfartshistorier fra Aabenraa
  • Sømænd fra Løjt og Aabenraa
  • Skibsbyggeri og Industri i Aabenraa
  • Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
  • Aabenraa, skibe og søfart
  • En skibskaptajn fra Aabenraa
  • Briggen Chico fra Aabenraa
  • Aabenraa som søfartsby
  • Skibe fra Aabenraa
  • Flere skibe fra Aabenraa