Dengang

Artikler



Historisk vandretur fra Torvet i Højer

Februar 10, 2017

Historisk vandretur fra Torvet i Højer

Denne gang går vi en tur på Torvet og i Søndergade. Advarsel, der vil flere gange forekomme sønderjyske sætninger. Revolutionen foregik på Centralhotellet. Der var et lokale på Torvet, hvor Sprøjten holdt i den ene side og ligvognen i den anden ende. Vi skal besøge Æ stormklok. Og hos Falle fik du en røget ål, når du købte en cykel. Og så var det Ohlsens hotel, hvor Æ Feuerwehr holdt efterslukning. Carl Hoegh var en rigtig spøgefugl. Højer Kino blev etableret allerede i 1921 med en pianist. Så var det Fiddes Sporvogn. Soldaterne fra Tønder kunne købe cigaretter og slik, inden de skulle på skydeøvelse. Vi besøger Fleischbeshauer Jensen og gadefejer Johan Wilhelmsen. Man sendte bud efter Eckholdt i stedet for dyrlægen. Og så var det den lokale fostermor og opråber Karl Færch.

 

Vi starter å æ Mærkensplads

Vi fortsætter vores historiske gåtur i Højer. Vi skal lige huske, at vi måske nævner bygninger, der for længst er revet ned. I øjeblikket sker dette hvis ret hurtigt i byen. Og måske dvæler vi lige lidt længe i enkelte ejendomme. Men det er for at for at få livet frem i det gamle Højer.

Og vi starter fra ”Æ Mærkensplads”. Men egentlig har vi allerede i vores artikler skrevet en del om Torvet, som også uvist af hvilken grund blev kaldt for ”Æ bjerg”. Det er jo ikke særlig højt her.

På et tidspunkt var torvet fuldt af runde huller, som børnene have lavet til brug for deres spil med ”nøbbelser”. Ja nogle kaldte det også for ”løbbelser”.

 

Revolutionen foregik på Centralhotellet

Her var samlingspunktet for omegnens folk, landmænd, håndværkere, tjenestefolk og arbejdere. Det var især efterårsmarkedet den 3. torsdag i oktober, der var et tilløbsstykke. Dyrene var i den nordlige ende af Torvet, og der var trængsel på disse markeder. Disse markeder fortsatte op i 1940erne.

Og det var også her på Centralhotellet, at revolutionen i Højer fandt sted. Det var også her ved kirkegårdsmuren en mørk september aften, der holdt en lastbil med danske gendarmer over ved kirkegårdsmuren. De var blevet hentet af tysk militær. De havde nok ikke forestillet sig at ende i en tysk KZ – lejr.

Egentlig burde vi skrive om kirken, men det har vi skrevet om i andre artikler. Husker min Opa’ s begravelse. Der var blomster hele vejen ude fra Ny Frederikskog her til kirken.

 

Hotel Sylt

Og det har vi også om Hotel Sylt. Og her havde det tidligere ligget et gæstgiveri ”Fährhaus”. Dengang Anders Nissen ejede Hotel Sylt var der liv og glade dage her på hotellet. Her var også billard og dilletant – optræden.

I 1915 overtog Ebbehark Jordt stedet. Der blev udvidet og Jordt blev også udnævnt til kongelig vejer. Her var både en kreatur og en vognvægt.

I 1948 blev ”Sylt” overtaget af Tom Juhl, der gjorde et stort stykke arbejde med at trække turister til Højer. I 1966 solgte han hotellet. Og den hæderkronede kro forfaldt i folks anseelse. Ja man talte om, at det var en ”bule”. Mange protesterede over dens tilstedeværelse. I 1978 blev den nedrevet.

 

Sprøjte i den ene side – ligvogn i den anden side

Man kan undre sig i dag over, at der var plads til et så omfattende sted. Men så vidt jeg husker gik det langt ud på den nuværende Banegårdsgade.

I torvets nordøstligste hjørne var der et sprøjtehus, hvor ”Feuerwehr” havde sprøjte og andet materiel. I den anden ende var der plads til ligvognen. Og begge ting har vi også tidligere beskæftiget os med.

 

Æ Stormklok

Ved torvets nordside ligger den gamle Højergård. I 1740 overlod den daværende ejer af denne gård sin svoger bager Chr. Sibber Feddersen en toft ved den nordlige ende af torvet. Der byggede han et bageri. Det kaldtes ”Æ Stormklok”. Måske var det, fordi der på huset var anbragt en klokke, hvormed der blev ringet ved ildebrand og stormflod. Dette hus blev revet ned omkring år 1900.

 

En cykel og en røget ål

Torvet 9 tilhørte Falle Simonsen, som vi tidligere har omtalt i mange artikler. Han kom til Tønder som 19 – årig. Han startede som staldkarl på Hotel Sylt. Jo Falle var en festlig fyr. Han kom også ude hos min Opa ”u i æ Kog”.

Hvis du købte en cykel hos ham fik du en røget ål med i købet. Hvis du skulle besøge Falle og Magda inde i privaten, skulle du passe på ikke at falde over cyklerne.

 

Ohlsens Hotel

På det sted, hvor Torvet 7 ligger i dag, lå Tinghuset. Her havde Birkeretten med Birkedommeren i spidsen sæde. Han var tillige herredsfoged i Højer herred. Jeg ved ikke, om man stadig kan se skampælen ved kirkegårdsmuren. Højer beholdt sin birkeret indtil 1864.

Ja åbenbart har birkeretten haft lokaler i en stråtækt kro, der holdt til her. Men det gamle hus måtte vige pladsen grundet brandmyndighederne.

Her var også i mange år Banhofshotel. Det blev senere til ”Ohlsens Hotel”. Det blev på et tidspunkt ejet af tre søstre. Når Feuerwehr havde brandøvelse, så sluttede de i en periode altid her. Og så sang de en sang ”Immer an der Wand entlang”. Men børnene hos den ene af søstrene måtte ikke synge sangen på grund af teksten.

 

Peters Kro

På et tidspunkt blev kroen ejet af Peter Schmidt fra Rømø. Han omdøbte stedet til Peters Kro. Han kørte hver dag til Rømø med svineaffald i en topersoners bil. Imens passede hans kone kroen. Hun blev kaldt for Mutti.

I 1969 blev Jens Lyhne Kristensen ejer af kroen. Den fik en tiltrængt og gennemgribende restaurering og blev omdøbt til Hotel Højer. Men kroen blev solgt til en andelsboligforening.

 

Højer Pølse

Torvet 6A – D er bygget af Carl Hoeg, farver og landmand. I nummer 6A har slagter Müller haft sin butik. Den flyttede til Søndergade. Her har maler Sørensen haft forretning, og den er også blevet ejet af Falle Simonsen.

Midde Boysens gamle gård kræver en nærmere omtale. Ved siden af slagterens butik lå det sidste ishus. Og Müller er jo kendt for de berømte Højer Pølser.

 

Søndergade

Vest for Søndergade 1 har der ligget enlænget, stråtækt gård som har tilhørt Carl Hoeg. Han var en velhavende landmand, der tillige var farver. Farveriet har været i eller i forbindelse med slagter Müllers stuehus. Her farvedes det garn, som blev spundet at især fåreavlernes koner. Det meste af garnet blev derpå vævet af ni professionelle vævere, der dengang var i Højer.

 

Carl Hoeg – en spøgefugl

Carl Hoeg var en stor spøgefugl, der drillede folk, når han kunne komme af sted med det. En dag, da der var det fineste høstvejr, havde han lejet alle de arbejdsfolk, som de andre bønder brugte i høsten. De skulle sidde hele dagen på en stol på torvet og intet foretage sig. Hoeg betalte deres løn. Mad og drikke lod han bringe til dem fra et hotel.

En dag, da den stærkt dansksindede apoteker Nagel havde fødselsdag, betalte han nogle skoledrenge for at gå om til apoteket og synge en provokerende tysk sang for ham.

Men Nagel gjorde gengæld. Næste gang Hoeg havde fødselsdag, stillede en flok drenge ved hans hus og sang en dansk sang for ham.

 

Højer Kino

Hotelejer Jordt købte i 1921 Carl Hoegs gård. Han byggede et to etagers hus med tegltag. I den østlige ende indrettede han Højer Kino. Her havde det til huse indtil 1957. Han havde tidligere vist film på Hotel Sylt. Nu havde byen fået en fast biograf. I begyndelsen drejede operatøren filmen med håndkraft. Disse filmaftner var ikke så regelmæssige. Derfor blev de bekendtgjort af ”Æ Klokmand”. Ja sådan hed byens offentlige udråber.

I stumfilmens dage sad en pianist bag ved en sort skærm og spillede klaver. Der var plads til cirka 125 personer. I den bagerste ende af salen var der et ophøjet logeparti.

Jordt drev selv biografen, så længe der var publikum til stumfilm. Fra begyndelsen af 1930erne lejede han den ud til en rejsekino, der til hver forestilling medbragte tonefilmsmaskiner.

Fra 1946 drev Nicolaus Jensen ”Højer Kino” der som skrevet blev nedlagt i 1957, da han startede Højer Bio i Østerende 2.

Men høvringerne var flittige gæster i Kino i Søndergade, ikke mindst under krigen, da der ikke var så mange adspredelser. Enkelte overværede faktisk hver forestilling.

 

Tysk skomagerværksted

I 1966 købte gartner Asmus Lützen, Søndergade 5. I 1987 solgte hans enke det til slagter Andreas Müller. Han rev det ned og opførte garager og lagerbygninger på stedet.

Søndergade 7 var oprindeligt bygget som landbrugsejendom, men omkring 1907 nedsatte Søren Lützen sig der som snedker. Under Første Verdenskrig var han soldat i Rusland, og da havde tysk militær skomagerværksted i huset.

 

Tre søskende i rad og række

Endnu i 1918, da sønnen Wolf kom i lære hos sin far, havde de ingen maskiner. I 1920 fik de en båndsav og en maskinhøvl. Men først i 1934 blev det store værksted bygget. Lützens var tyske. Men Søren sagde om sig selv, at han var dansk til halvtreds.

I 1942 overtog Wolf Lützen firmaet. Han første det videre i den Lützenske ånd. Der blev også lavet ligkister på værkstedet. Wolf var i mange år, bedemand.

I Søndergade 7,9 og 11 boede i 1920erne tre søskende Lützen. I nummer 7 var det Søren, i nummer 9, hvorfra familien stammede, hans søster Marie, gift Frandsen. I nummer 11 var det deres søster Cathrine Erichsen, hvis mand havde været rebslager. Hans reberbane gik fra nummer 7 mod sydvest ned til hjørnet af Kogsgade og Ved gamle Dige.

 

Fiddes Sporvogn

Da Fidde Eckholdt havde solgt Skolegade 17, flyttede han og hans kone Nelly ind i Søndergade 9, der var hendes hjem. Helt op i sin høje alderdom havde han stadig et par heste. I nogle år, kørte han ved fåremarkeder byen rundt med ”Fiddes Sporvogn”, hestetrukket naturligvis.

 

Æ Burg

Over for Søndergade 9, i haven til Skippergade 2, lå engang et stråtækt hus med storkerede på østgavlen. Det lå ret højt. Der var trappe op til det med jerngelænder. Ud mod gaden var der en kampstensmur. Det var muligvis derfor at huset blev kaldt ”Æ Burg”. Det var efterhånden blevet en del forfalden. I 1925 blev det revet ned. Der var to lejligheder i huset. Den tre meter dybe vindebrønd, der stod ved østgavlen, var beboerne fælles om.

På hjørnet af Kogsgade, Søndergade 13, senere Kastanjehuset har det været gartnerforretning med indgang under kastanjetræet.

 

Stormflodsudstilling i tidligere cafeteria

På det modsatte hjørne af Kogsgade i Søndergade 15 har der oprindelig været landbrug i den østre ende med ajlekule ud til Korsgade. Her har Hans Bossen haft cykelværksted og derpå isenkramforretning. Han kørte også lejebil.

Da der i 1950 for anden gang blev oprettet en brugsforening i Højer, lejede den sig ind hos Bossen. Efter at den i 1962 var flyttet op i Skolegade 8, var der i nogle år cafeteria på hjørnet.

I 1976 lejede sparekassen lokalerne og startede en stormflodsudstilling. Den fik senere plads på Højer Mølle. Der har hvis nok også været kunstgalleri på stedet.

 

Byens største kolonialhandel

I Søndergade 4A, huset lige over for Kogsgade, har der været en købmandsbutik. Den første indehaver var Asmus Petersen, som byggede huset. Med sine fem døtre var han en værdig svigerfar i byen. Efter ham havde Hans Pørksen i mange år forretningen.

Det var byens største kolonialvareforretning. Pørksen handlede også med gødningsstoffer og uld. Og så bestyrede han en filial af handelsbanken. Han var en dygtig købmand, førte gode varer og holdt lave priser. Hans kunder på landet betalte nogle gange deres regninger med uld og gæs ved juletid.

 

Gæs og bøndersmør

Hvis gæssene ikke blev afsat måtte familie Pørksen spise gåsesteg lang ind i det nye år. Tidde ude fra æ kog kærnede selv smør, dom hun leverede til hans Pørksen. Det blev solgt som ”bøndersmør”.

Jo han beherskede dialekten til fulde. Han kunne finde på og sige til lærlingen:

  • Do Fidde, tæi æ jughl å træk hen te Falla å la ham læp æ baggecykel (Tag cyklen, træk den hen til Falle og lad ham lappe baghjulet).

Efter Hans Pørksen førte Claus Damberg og senere Mathias Stokbæk i nogle år forretningen videre. Siden har butikken været brugt til forskellige formål.

 

Soldaterne kunne købe cigaretter og slik

I Søndergade 4B, det smalle hus, der ligger helt ud til fortovet, havde Hanne Brodersen sin butik med tobaksvarer og slik. Hun var enke efter den snedker, der havde boet i Postgade 10. Hun havde sammen med sin mand bestyret sygehuset, Søndergade 33.

Når soldaterne fra Tønder Kaserne tog med toget til Højer for derpå ad diget over Emmerlev til skydebanen ved Stampemølle, pakkede hun sin lille blå trækvogn og trillede ned til stationen, hvor hun slog sit bord op. Så solgte hun slik og cigaretter til soldaterne.

Thomas Jensen havde tobaks – og radioforretning i huset. Han havde arbejdet med radio fra hans spæde barndom. Uden at have lært faget fulgte han med i det, så han til enhver tid var meget kyndig på området.

 

Fleischbeschauer Jensen

Søndergade 17 blev ejet af Fleischbeschauer Nicolai Jensen. Han sad for kødkontrollen vedrørende de dyr, der blev slagtet både i slagterhusene og ved hjemmeslagtning. Huset kaldtes af gamle høvringe for ” æ Fleischbeschauers Haus”. Det blev senere overtaget af Tæppefabrikken.

 

Gadefejer Johannes Wilhelmsen

I det lille, hvide hus i haven bagved boede Johannes Wilhelmsen, der var gadefejer. Han drog byen rundt med kost og skovl. Så havde han også et lille hvid tohjulet vogn. Han sagde altid:

  • Vrådt i de her skjirn gaæ

Han sørgede også for, at de få kloakbrønde i byen fungerede. Han kunne blive helt balstyrig, hvis drengene lagde grene og snavs på risten ved sydenden af Skolegade. Så løb regnvand m.v. over og ned i hans have. Og dette vidste knægtene jo udmærket.

Vest for nummer 17 går vejen ned til Kommuneskolen (1906 – 1964) forbi Tæppefabrikken. Og Tæppefabrikken har vi tidligere skrevet om.

 

Det tidligere sygehus

Sydøst for skolepladsen ligger det tidligere sygehus. Allerede i 1887 rettede Håndværkerlavet en opfordring til flækkebestyrelsen, om at oprette en sygestue for svende og lærlinge, der arbejdede i Højer, fordi disse i sygdomstilfælde ikke kunne blive indlagt på sygehuset i Tønder.

I borgmesterens svar hed det, at syge svende og lærlinge kunne anbringes i en varmstue i fattighuset, men at der snart ville blive bygget et sygehus i byen.

Det var dog først den truede koleraepidemi i 1892, der fik flækken til at bygge en træbarak i fenne nummer to ved Slusevej til eventuelle kolerapatienter. Året efter byggede man sygehuset.

Den havde 12 senge og blev betjent af de stedlige læger. Bestyreren var samtidig ligkistesnedker. Det må have været beroligende at vide for patienterne. Sygehuset blev mærkeligt nok nedlagt under Første Verdenskrig og solgt til andet formål. I 1923 købte fabrikant A.R. Kjærby, Højer Tæppefabrik, ejendommen, som derefter i hovedsagen blev brugt til beboelse.

Men i mange år kunne man lejlighedsvis skimte orden ”Krankenhaus” over indgangsdøren. Familien Kjærby vedblev at kalde bygningen ”sygehuset”.

 

Hellere Eckholdt end dyrlægen

Fra seminariet går vi igen op til Søndergade og drejer ned til venstre. Huset på hjørnet, nummer 23, hørte også til Tæppefabrikken.

I nummer 25 havde Hans Eckholdt landbrug med mødding, og hvad der ellers hører med. Han var desuden glaser (glarmester). Han desinficerede værelser efter smitsomme sygdomme. Hvis husdyr blev syge, sende man ofte hellere bud efter Eckholdt end efter dyrlægen. I begyndelsen af 1930erne solgte han huset til Kjærby. Her indrettede Tæppefabrikken kontor.

 

Den lokale fostermor

Søndergade 27 tilhørte Jens Hansen også kaldet Jens Amerika. Han fortalte gerne om den tid, han havde været derover, og det var måske lige lidt overdrevet, derfor fik han tilnavnet. I huset var der et øldepot, som han drev sammen med Johannes Brodersen. De bragte øl ud på landet i et enspænderkøretøj. Men man kunne også selv hente øl derinde.

Indtil efter Anden Verdenskrig foregik praktisk talt alle fødsler i hjemmet med bistand af den lokale fostermor (jordemoder). I en årrække var det fru M. Nielsen, der boede Søndergade 29. I 1925 byggede hun og hendes mand, Ballumvej 12 og flyttede derop.

Kommunen købte huset i Søndergade, hvor der blev lærerbolig, beboet af Hans Brockmann, indtil han i 1934 blev leder af den tyske skoleafdeling og flyttede ned på skolen. Jordemoderens datter undgik naturligvis ikke at blive kaldt Anna Fostermor.

 

Offentlig toilet og fællesvaskeri

På hjørnet af Søndergade og Møllegade nummer 31, boede der før Første Verdenskrig Fedder Nielsen. Han havde landbrug og havde sine køer fående i en toft syd og sydvest for huset, hvor den nyeste del af Tæppefabrikken kom til at ligge.

På markedsdage var der kro i huset, måske også uden for disse dage, men det var bestemt et af de ydmyge steder. Den næste ejer var Hans Carstensen, men han solgte til tæppefabrikken og byggede i stedet ejendommen Slusevej 1.

Der, hvor der senere var parkeringsplads mellem Søndergade og Storegade, har der ligget to stråtækte huse med deres haver. De brændte sammen med flere huse i 1949. Her var også et offentligt toilet og et fællesvaskeri.

I Søndergade 6 har farver Christensen boet. Han drev farveriet i Søndergade 1, som Carl Hoeg havde grundlagt.

 

Opråber Karl Færch

Søndergade 10 var to sammenbyggede huse. I den østlige del boede i mange år byens offentlige udråber, Karl Hansen, kaldet Karl Færch. Han var arbejdsmand og skulle ernære en stor familie ved at grave grøfter i kogene.

Han gik sin udråberrute efter behov. Han stod stille bestemte steder, ringede med sin klokke og bekendtgjorde på bredt sønderjysk sin meddelelse:

  • I Jawten æ det kino o klo tot
  • O morn æ et skattebetalen
  • Dæ æ røspætte o æ mærjkemsplads i jettemer
  • Dæ æ låt få æ vand o Kovej fra klok ti te æ klok fire

Når sangforeningen havde dans på Hotel Sylt, var Karl Hansen balinspektør med hvide glacèhandsker. Han sørgede for, at der kun kom et bestemt antal par på gulvet. Når Heinz Asmus og Siegismund m.fl. svang deres damer i fejende vals, så skulle der plads til.

 

Børster og Antikvitetshandler

I den vestlige ende af nummer 10 boede børstenbinder og antikvitetshandler Peter Knudsen Hansen. Han og hans kone bandt børster i køkkenet, og ”butikken” var på loftet inden for det lille kvistvindue.

De har også bundet børster til bonevoksfabrikken.

Når Peter Knudsen kørte rundt og solgte sine varer, støvede han samtidig antikviteter op, og han havde øjnene godt med sig. Hos en ældre kone i Skast fik han øje på en gammel lampe:

  • Hvis jeg nu kommer med en ny lampe til dig, må jeg så få den gamle?

Og så byttede de. Det var ingen tvivl om, at Peter gjorde en god handel.

 

En lærlinge – spøg

I Søndergade 12 havde vi Kiers Gård, som vi har omtalt i en artikel for sig selv. Da noget af taget på Kiers gård ved en tidligere lejlighed skulle tækkes, sagde tækkermanden til en drenge, der hjalp ham:

  • Æ æ bång for, æ tag slæ it te. Ka då løf hen te Peter Beier å lån hans tagrækker.

Drengen løb hen til Peter Beier, der uden tøven svarede:

  • Ja det måst han da gjern. Men lig å æ Stæj har Hans Pørksen lån èn. Do ka løf hen å spøe, om han æ færre mæ én.

Så måtte drengen videre på farten.

Fra Hans Pørksen hen til Ohlsen & Co, hvor bogholderen ved at slå op i hovedbogen konstaterede, at apparatet befandt sig hos maskinhandler Lützen i Daler. Så måtte drengen hjem efter sin cykel. Men her fik hans mor sat en stopper for det videre forløb. Dette var en almindelig spøg at sende smedelærlingen i byen efter kørnerprikker.

I Andersen & Nissens Boghandel i Tønder sendte vi den nye lærling hen til Jefsen for at købe en papirstrækker.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 60 artikler om det gamle Højer og omegn herunder:
  • Fra Kovej og andre steder i Højer
  • En historisk vandretur i det gamle Højer
  • En gåtur i Højer
  • Højers gamle huse
  • Dengang i Højer
  • Sidste tog fra Højer
  • Anekdoter fra Højer
  • Højer – før i tiden
  • Dagligliv i Højer – dengang
  • Flere anekdoter fra Højer
  • Det gamle Højer
  • Endnu flere anekdoter fra Højer (3)
  • Højer Tæppefabrik
  • Hvem boede på Kiers Gård
  • Højer Kirke
  • Brand i Højer og mange flere

 

 

 

 

 

 

 


Besættelsestiden – det vi har glemt

Februar 7, 2017

Besættelsestiden – det har vi måske glemt

Det er ting, vi gerne vil springe over, ignorere eller bare glemme. Der blev indført tvangslove, der skadede arbejderne. ”Churchill var en farlig mand” ja sådan kun man læse i Politiken. Hitler var glad for et dansk initiativ med industri i østrummet. Der kom en F.L. Schmidt cementfabrik i Kunda. De brugte KZ – fangere. Grønlandske fangere skulle tvangsflyttes. Det blev indført censur på 300 blade. Soya stak Eskelund et par flade. Danmark sendte masser af tyske politiske flygtninge retur. Røde enker fik ingen hjælp Vi blev allieret med Italien og Tyskland. Arbejdsløse kunne tage til Tyskland for dagpenge fik de ikke. Det danske bidrag til tysk rustning var 250.000 mand. Våben fra Sverige og England til modstandsbevægelsen landede hos militæret. Den danske general skridtede Frikorps Danmark af. De frivillige blev straffet med tilbagevirkende kraft. Og så var der et ustraffet angreb mod det danske folkestyre.

 

 

Tvangslove, der gik ud over arbejderne

Der er mange paradokser, når vi kigger på Besættelsestidens historie. Det er ting vi glemt, gerne vil springe over, ignorere eller bar har glemt.

Allerede den 8. maj 1940 blev der indført tvangslove, som gik ud over arbejderklassen. Det skete i form af ophævelse af pristalsreguleringen, totalt lønstop, forbud mod strejker, tvungen voldgift, tvangsarbejde til underbetaling, arbejdsdeling og en lønskat.

 

Det kunne have gået helt galt

Og allerede fra starten indledtes der et tæt samarbejde, og det var så tæt, at hvis det havde udviklet sig så kunne Danmark været blevet slettet af Europa – kortet. Her tænkes på:

  • Oprettelse af en told – og møntunion (sommeren 1940)
  • Østrumsudvalg – et tag – selv – bord i de områder, tyske tropper havde besat i Sovjetunionen og Polen (Eftersommeren 1941)

Det startede sådan set, da cementkongen Gunnar Larsen fra F.L. Schmidt blev trafikminister.

 

Forbavselse og beundring

Så var det jo også lige Scavenius, der i sin tiltrædelsestale, som den samlede regering havde godkendt sagde:

  • Ved de store tyske sejre, der har slået Verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave, herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland.

 

Churchill er en farlig mand

Samme dag, som Scavenius blev udenrigsminister nedlagde han sin post som bestyrelsesformand på Politiken. Det var ham, der forlangte, at bladets chefredaktion skrev en lederartikel den 28. april 1940 som med overskriften ”Churchill er en farlig mand” hyldede tyskerne og rejste voldsom kritik af England og dets ledere under Anden Verdenskrig. I løbet af få dage mistede Politiken 15.000 abonnenter.

 

Danmark vil samarbejde økonomisk

Ni dage efter at Scavenius kom til magten blev ministeriets øverste chef direktør Otto Mohr og Danmarks gesandt i Tyskland, kammerherre Herluf Zahle sendt til det tyske udenrigsministerium med en erklæring. Den fortalte, at Danmark ville drøfte fremtidig økonomisk samarbejde på det økonomiske område. Erklæringen kom helt bag på tyskerne.

 

Ingen Told – eller Møntunion

12 dage efter, den 30. juli stod tyskerne klar med et fuldt færdigt forslag til told – og møntunion mellem Danmark og Tyskland. Forslagets paragraffer afslørede, at Danmark var færdig som nation. Landet ville simpelthen blive et tysk protektorat, hvor al udenrigspolitik, handelspolitik og erhvervspolitik blev overtaget af tyskerne. Kronen skulle erstattes af den tyske Mark. Aftalen sluttede med, at der skulle nedsættes en særlig kommission med tysk flertal, der skulle afgøre tvivlsspørgsmål.

Men det blev for meget. Den 23. august 1940 blev det et nej. Og det var ham, der havde støbt kuglerne til forslaget, trafikminister Gunnar Larsen, der måtte overbringe tyskerne danskernes nej. For nu ikke at ødelægge den gode stemning, blev det dog nedsat en dansk – tysk udvalg, der skulle undersøge mulighederne for et økonomisk samarbejde med tyskerne.

 

Hitler var glad for det danske initiativ

Efter tyskernes overfald mod Sovjetunionen den 22. juni 1941 øjnede erhvervsledere og storlandbruget nye muligheder. En af de ivrigste var Gunnar Larsen. Han så mulighederne få at få fingrene i en tidligere dansk cementfabrik i Kunda i Estland. Den 8. juli 1940 var han tiltrådt som trafikminister. Men egentlig styrede han stadig F.L. Schmidt – koncernen selv om han sad i regeringen.

Hitler var glad for det danske initiativ. Og fra dansk side talte man, om et Sibirisk Kompagni, der skulle have koncessioner på skovbrug, landbrug og minedrift i de baltiske områder. Danske topledere bed på maddingen. De nedsatte et arbejdsudvalg uden om regeringen. Der var tætte forbindelser til Udenrigsministeriet og Trafikministeriet.

Det var ikke meningen, at der skulle spilles med åbne kort. Man var bange for at pressen fik kendskab til initiativet.

I et helt år havde den danske befolkning ikke fået noget som helst at vide, om forbindelsen mellem danske koncernchefer og Hitler for at genopbygge de tyskerobrede områder i Østeuropa og Sovjetunionen.

 

Cementfabrik i Kunda og Ukraine

F.L. Schmidt – koncernen fik sin cementfabrik og gratis arbejdskraft. Tusinder af slavearbejdere, hovedsageligt jøder og sigøjnere, der boede i tyfusbefængte barakker skovlede penge ind til koncernen. Længe benægtede F.L. Schmidt fakta. I1999 blev der oprettet en fond, der skulle sikre de overlevende.

I efteråret 1942 kom det private udvalg under udenrigsministeriet. Under rejser til Berlin som trafikminister Gunnar Larsen foretog sammen med udvalgsformand Thorkild Juncker, blev der truffet aftale om eksport af insulin til F.L. Schmidts datterselskab Novotrade og om etablering af cementfabrikker i Ukraine.

Direktør Thorkild Juncker var formand og leder af ØK og Aarhus Oliefabrik. Han var kendt for nazistiske sympatier.

 

Grønlandske fangere skulle tvangsforflyttes

Den aftale, som man fik i stand, betød, at der ikke skulle betales med penge, men med varebytning. Danskerne skaffede lastbiler og skibe til de nyerobrede områder. De skulle også fremskaffe arbejdskraft. Således lovede man fra dansk side, at grønlandske fangere skulle tvangsforflyttes fra Grønland til Estland og sættes ind i Pernnauerbugten.

Forslaget var grotesk. Grønland var jo nærmest den 9. april 1941 blevet foræret bort til USA af den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann.

 

Jødiske agenturer

Forhandlingerne mellem Thorkild Juncker, Gunnar Larsen og tyskerne blev ledet af den specielle Jøde – udrydder, Alfred Rosenberg. Juncker foreslog, at man skulle arbejde på ”Jødiske Agenturer”.

Da krigslykken for alvor vendte i starten af 1943 svandt udvalgets aktiviteter ind. Den 29. august 1943 lukkede butikken. Efter besættelsestiden blev ingen straffet for disse aktiviteter.

 

Geværbørster på ”en utilbørlig måde”

De to eneste, der blev straffet og dømt efter 1945 var Gunnar Larsen og Niels Erik Valdemar. De havde begge været direktører for Hans Olsens Børstefabrik. De leverede geværbørster til tyskerne ”på utilbørlig Maade”

Gunnar Larsen blev også anklaget for at have ydet økonomisk støtte til ”det med besættelsesmagten samarbejdende dagblad ”Fædrelandet”.

Men Gunnar Larsen blev dog straks frikendt og rejste i eksil i Irland.

 

Censur på 300 dagblade

Lederen af Udenrigsministeriets pressebureau, Karl Eskelund blev bedt om, at lede censuren af de godt 300 dagblade, der dengang udkom i Danmark. Dertil kom alle bogudgivelser, opførelse af skuespil på alle landets teatre, revytekster, radioens udsendelser og meget mere.

Han skulle sammen med sin stab af ansatte i det statslige bureau holde øje med, at der ikke kom oplysninger ud, der kunne genere Værnemagten i Danmark.

Dette er en klar overtrædelse af Grundlovens paragraf om Ytringsfrihed. Og der blev endda konstrueret en provisorisk presselov og et cirkulære med straffebestemmelser, der indeholdt fængsel, bøder og beslaglæggelser. Ja man kunne få helt op til tre års fængsel.

Man måtte ikke fortæller, at der var miner i Østersøen, og man måtte ikke bringe vittigheder om tyskerne. Berlingske Aftenavis fik i 1943 en bøde på hele 1.000 kr, fordi de talte om kødrationering. Villige chefredaktører havde bøjet sig for besættelsesmagtens krav om censur.

 

Ingen tjenestemandssag

Lige efter besættelsestiden blev der rejst krav om, at Eskelund skulle stilles for en tjenestemandsdomstol. Auditøren for denne domstol afviste imidlertid at rejse sag.

 

Soya gav Eskelund et par flade

Det går også en historie, om at forfatteren Soya i sommeren 1945 havde mødt Eskelund på et værtshus i København. Han havde stukket Eskelund et par flade, fordi han mente, at Eskelund var skyld i, at han måtte 60 dage i fængsel i 1942 for manuskriptet til bogen ”En gæst”.

Kort tid efter denne batalje blev Eskelund sendt til New Zealand som generalkonsul.

 

Tyskland indtager den centrale magt

Den 8. marts 1941 gik statsminister Thorvald Stauning på talerstolen i Studenterforeningen i København. Det var ikke for at tale om studenterpolitik, men for at skitsere Danmarks fremtidsmuligheder efter 11 måneders besættelse:

  • Forskellige Staters Ophævelse igennem de svundne Aar og Udviklingen nu under Krigen viser, at Tyskland indtager Pladsen som den centrale Magt, og den vil ogsaa angive visse Hovedlinier – baade af kulturel og økonomisk Art – i Fremtiden.
  • Dette er sagt udfra det der nu foreligger, og deri kan naturligvis ske Ændringer, men det er ikke at regne med i Øjeblikket. Man gør vel i at regne med de faktiske Forhold og disse viser os Tyskland som den Magt, der nu hersker over væsentlige Dele af Europa.

 

Stauning: Danmark skal tilpasse sig

Danmark kunne se frem til mere samhandel med Tyskland. Danmark skulle levere landbrugs – og fødevarer – smør, svin, fedt og heste – til Tyskland for at få brændsel – kul og koks til gengæld.

Opgaven for statsministeren var at sikre det politiske systems beståen, bevarelsen af dansk sprog, kongehus, myndigheder med jurisdiktion, flag og forvaltning. Så måtte Danmark tilpasse sig Tyskland på det handelspolitiske og valutariske områder.

Statsminister Thorvald Stauning var villig til at styrke nazi – Tysklands økonomiske formåen. Han mente at Danmark skulle tilpasse sig:

  • Tilpasningen til det nye Europa vil blive en af Tidens politiske Opgaver.

 

Befolkningen skulle ikke blande sig i den politiske situation

Statsministeren mente heller ikke, at befolkningen skulle blande sig i den politiske situation:

  • Baade her i Byen og i Provinsen er der forefaldet alvorlige Tilløb til Uroligheder, men Politiet har gjort sin Pligt, og der blev ved Tilløbene og nogle højst utiltalende Optøjer. For den danske Befolkning vil der fremdeles være af afgørende Vigtighed at Ro og Orden bevares.

 

Danskere til de tyske kulminer

Regeringen havde også efterkommet tyskernes krav om arbejdskraft til de tyske kulminer, ellers ville danskerne ikke kunne få kul. Socialdemokraterne havde et fast greb om fagbevægelsen, der sørgede for at der kommer masser af danske arbejdere til Tyskland. Landbrugseksport og dansk arbejdskraft var to vigtige bidrag til landets tilpasning til ”Det nye Europa”.

 

Danmark sendte tyske flygtninge retur

Det tyske kommunistparti (KPD) og det tyske socialdemokrati (SPD) blev forbudt i 1933. Mange af deres medlemmer flygtede til Danmark. De politiske flygtninge fik efterhånden følgeskab af mange landsmænd med jødisk baggrund, efterhånden som jødeforfølgelsen tog til. Mange der forsøgte at krydse grænsen blev sendt tilbage til Nazi – Tyskland.

Fra 1938 ønskede tyskerne en mere effektiv afspærring af den 67,6 kilometer lange grænse i Sønderjylland mellem Danmark og Tyskland. Den 24. januar 1938 besluttede regeringen på anmodning af udenrigsminister Peter Munch at indføre visumtvang. Denne visumtvang fik straks konsekvenser. Fra 1. juli til 1. oktober forsøgte 527 tyske flygtninge at passere grænsen illegalt. De 346 blev sendt tilbage i armene på nazistiske myndigheder i Tyskland.

Bevogtningen blev fra dansk side yderligere skærpet. Nu fik grænsegendarmerne ordre til straks at føre flygtningene over grænsen til de nazistiske myndigheder.

 

Danskere, der skjulte flygtninge blev truet med fængsel

Den 1. marts 1940 blev loven yderligere skærpet. Danskere som havde kendskab til udlændinges illegale indrejse eller ophold kunne straffes med fængsel indtil 6 måneder.

 

Stauning: Pressen har et ansvar, når de omtaler fremmede magter

Vi har tidligere i denne artikel talt om ytringsfrihed. Men allerede i 1934 havde statsminister Stauning foreholdt pressen, at de havde et ansvar, når de omtalte fremmede magter. I dele af den konservative presse fandtes mange tyskvenlige synspunkter, mens regeringsaviserne Socialdemokraten og Politiken og det kommunistiske Arbejderbladet fortalt om undertrykkelsen i Tyskland.

 

Tyske flygtninge udgjorde en fare for de tyske tropper i Danmark?

Den 29. maj 1940 stillede Gestapo krav om at dansk politi skulle anholde og internere en række navngivne tyske flygtninge. De var eftersøgte af tyske domstole for højforræderi. De kunne udgøre en fare af den offentlige sikkerhed for de tyske troppe i Danmark, blev der sagt.

De danske løfter om at de tyske flygtninge ikke skulle frygte frihedsberøvelse, som myndighederne havde lovet dem, der var sluppet ind, kunne ikke mere opretholdes. Det var måske ikke overraskende, at tyskerne ville have deres politiske fjender anholdt. Men de danske myndigheder advarede dem ikke.

 

Flygtninge nu betragtet som kriminelle

De danske myndigheder efterkom tyskernes ordre og med et slag blev flygtningene betragtet som kriminelle. De blev anbragt i Horserødlejren den 23. august 1940. Senere blev de udleveret til tyskerne. De blev idømt fængsel til op mod 15 år og mange af dem endte i KZ – lejre.

 

Grundloven overtrådt flere gange

Dansk politi anholdt fem gange så mange kommunister, som tyskerne havde præget. Ja egentlig har vi allerede omtalt denne sag flere gange i vores artikler her på siden. Der foregik en intensiv jagt på kommunister og modstandsfolk indtil 29. august 1943. Og man kan nok engang konstatere, at Grundloven blev overtrådt på en række punkter:

 

  • 42: Rigsdagen er ukrænkelig
  • 56: Så længe Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand tiltales eller underkastes Fængsling af nogen Art uden Samtykke af det Ting, hvortil han hører, medmindre han er grebet paa fersk Gerning
  • 71: Dommerne har i deres Kald alene at rette sig efter Loven.
  • 72: ….I Sager, der rejser sig af politiske Lovovertrædelser, skal Nævninge indføres
  • 78: Enhver, der anholdes, skal inden 24 Timer stilles for en Dommer
  • 79: Boligen er ukrænkelig

 

Højforræderi

Efter besættelsen i 1945 udarbejdede modstandsorganisationen Frit Danmark en hvidbog om besættelsestiden. Den samlede redaktion på 49 mand og en kvinde var enige om:

 

  • At ikke alene Justitsministeren, men ogsaa de andre Medlemmer af Regeringen samt alle de Embedsmænd inden og uden for Politiet, der havde bistaaet ved Forfølgelsen og Anholdelsen af det kommunistiske Partis Rigsdagsmedlemmer har begaaet Højforræderi

 

Men der blev ikke rejst nogen sag. Ingen embedsmænd, der havde deltaget fik knæk i deres karriere. Ja mange fik top – jobs.

Ofrene for politikernes og myndighedernes grundlovsbrud omfattede cirka 600 personer. Af dem, der blev internerede til Stutthof døde 21 personer.

 

De Røde Enker fik ingen hjælp

”De Røde enker” organiserede hjælp til dem, der endte i KZ – lejrene. Der var ingen hjælp at hente hos Dansk Røde Kors. Og hos Udenrigsministeriet fortalte embedsmænd, at de ikke kendte noget til en transport med politiske fangere.

Man oprettede Stutthof-Komiteen, der de næste 20 måneder holdt 84 møder.

 

LO – ledelsen advarede

Den daværende LO – formand, Ejler Jensen havde sendt et brev til alle fagforeninger, hvori han advarede mod ”denne selvbestaltede Komité”, som kunne skade det arbejde fagbevægelsens ledelse havde gjort for at hjælpe fangerne.

Da ”De Røde Enker” forespurgte LO – ledelsen, hvad man egentlig havde gjort, fik man ikke noget svar. Senere påstod LO – formanden, at han havde sendt 150 kr. ned til Stutthof svarende til en krone pr. fange.  

De Røde Enker henvendte sig til Svensk Røde Kors. De sendte straks adskillige pakker til de danske fanger. Men nu los dig ikke vælte omkuld af træge myndigheder og hjælpeorganisationer.

 

Vi blev allieret med fascistiske og nazistiske lande

I 1941 var man klar til at Danmark skulle blive allieret med de fascistiske og nazistiske lande, Tyskland, Italien, Japan og Spanien. Forhandlingerne blev holdt i det skjulte. Det var et klart flertal mod tilslutning. Man havde dog ikke givet tyskerne et svar.

Scavenius trak tæppet væk under regeringen ved pludselig at meddele, at hvis det ikke blev skrevet under på pagten, ville han gå af som udenrigsminister. Søndag den 23. november havde Renthe – Fink tiltvunget sig et møde med statsminister Stauning.

Renthe – Fink fortalte, at han var blevet ringet op af udenrigsminister von Ribbentrop. Hvis ikke man tilsluttede sig antikominternpagten omgående, ville Tyskland trække sit tilsagn fra 9. april 1940 tilbage. Det betød, at Danmark ville være i krig med Hitler, og at regering, Folketing og Landsting blev afløst af et nazistisk styre, parallelt med det, der var etableret i Norge allerede i april 1940, da tyske tropper med stor besvær havde nedkæmpet norsk modstand og besat hele landet. Pagten blev derefter tiltrådt.

 

”Hvis vi angribes af England, skal vi så gå i krig”

Statsminister Stauning bildte mødedeltagerne ind, at den tyske gesandt havde sat sin stilling ind på, at der blev opnået en ordning. Stauning sagde endvidere, at et nej kunne ”indebære politiske Konsekvenser, det gælder Udenrigsministeren og maaske flere Medlemmer”. Her sigtede statsministeren sikkert til Scavenius og Gunnar Larsen.

H.P. Hansen fra Socialdemokratiet stillede et meget vigtigt spørgsmål, som han aldrig fik noget svar på:

Tiltræder vi og angribes derefter af England, er vi saa forpligtet til at gaa i Krig?

 

Uro i de københavnske gader – Aviserne tav

I de københavnske gader fandt der voldsomme protestdemonstrationer sted. Tusinder deltog. Politiet slog ned med hård hånd. Knipler kom i anvendelse og mange blev slået ned af ophidsede betjente. Omkring hundrede demonstranter blev anholdt. Men i aviserne stod der intet om den folkelige modstand.

 

En tilfreds Scavenius

Nøjagtig et år efter, nemlig den 10. november 1942 blev denne pagt nævnt ved Scavenius regeringserklæring, da han blev statsminister:

  • Regeringens Standpunkt overfor Kommunismen er klart. Siden Vedtagelsen af Loven af 22. August 1941 er kommunistisk Virksomhed her i Landet ulovlig. Dette fandt sin Bekræftelse af Danmarks Tiltræden af Anti-Kommitern-Pagten, Ifølge hvilken den danske Regering er forpligtet til paa danske Omraade at bekæmpe den kommunistiske Internationales opløsende og nedbrydende Virksomhed.

 

Det var også protest mod lønninger, priser, sociale nedskæringer m.m.

Folkestrejken eller Augustoprøret 1943 var vel ikke kun en protest mod tyskerne og regeringens samarbejdspolitik med tyskerne. Det var vel også arbejdernes protest over for lønninger, priser, arbejdsløshed, sociale nedskæringer og rationeringer.

I sommeren 1944 var aktionerne endnu større.

 

Solgt til fordel for koks og kul

Vi har lige kort berørt de danske Tysklandsarbejdere. Den danske imødekommenhed fik tyskerne til hele tiden at stille nye krav med hensyn til antallet. Måske var villigheden fra de danske arbejdere positiv i begyndelsen. Men efterhånden blev der berettet om særdeles hårdt arbejde, lav løn, og elendige bolig – og arbejdsforhold.

De tyske fagforeninger var nazisternes forlængede arm. De danske fagforeningsmedlemmer var helt uden indflydelse. De blev solgt til fordel for leverancer af koks og kul.

 

Taget både af Gestapo og dansk politi

Og de danske arbejdere fik ”kærligheden” at føle i det tyske. Således blev en 17 – årig dansker sat i spjældet for at have sunget en ”kommunistisk” sang. Desværre stod Gestapo i døren. Det blev takseret til 8 måneder.

Året efter blev han så anholdt af politiet i Århus for at være kommunist, skønt han aldrig havde været medlem. Det var dommen fra Tyskland, der havde fået politiet i Århus til at se røde spøgelser. Først 3 ½ måned senere blev han løsladt, uden undskyldning eller erstatning.

Justitsministeriets øverster embedsmænd afleverede lister til tyskerne med tysklandsarbejdere, der var kommunister.

 

Tag til Tyskland – ellers får du intet

De Samvirkende Fagforbund tog initiativ til at udsende et fortroligt cirkulære til alle fagforeninger, hvori der blev fastslået, at der skulle lukkes for al understøttelse til de arbejdsløse. Først for ugifte, siden for alle de omkring 200.000, der var helt uden arbejde i 1942 – 43. Det fik tallet på tysklandsarbejdere til at stige voldsomt til 138.000 ved starten af 1943. Det vil sige, at 7.000 arbejdede i den tyske krigsindustri i Norge.

Den hårde linje i arbejdsløshedskasserne medførte, at mange blev tvunget økonomisk til at rejse til Tyskland, hvis de ville sikre deres familiers oplevelse.

 

Myndighederne lukkede for tyske ”prærievogne”

De danske myndigheder lukkede også øjnene for tyske ”prærievogne” der drog rundt i de københavnske gader for at samle tilfældige mennesker op på gaden og sende dem afsted til tyske fabrikker for at arbejde. Det hed sig, at det var subsistensløse og dagdrivere, der blev udsat for denne hårde metode.

 

Tysklandsarbejdere var nok ”lidt nazister”

Man har glemt at fortælle, at ca. 49 tysklandsarbejdere døde i tyske fængsler. Efter befrielsen blev dette sorte kapitel gemt af vejen. Begrundelsen var at de fleste tysklandsarbejdere nok var ”lidt nazister”.

 

Dette glemte man lige at fortælle

Så havde man også lige glemt at fortælle tysklandsarbejderne, at hvis de i stedet tog et højskoleophold, så kunne de slippe for at tage til Tyskland.

 

Det danske bidrag til den tyske oprustning: 250.000 danskere

Det danske bidrag til Tysklands oprustning under Anden Verdenskrig løber vel op i en kvart million danske arbejders indsats. Det har sikkert været mange familier herhjemme, der har levet i angst og bævet i takt med de allieredes bombardement af de tyske byer.

 

Vær positiv – ellers ingen penge!

På en konference på Odens Universitet i 1995 blev det røbet, at forskning i besættelsens historie kunne forvente de bevilligende myndigheders positive behandling. Men forudsætningen var at historikerne ”skulle sætte fokus – og et positivt sådan – på samarbejdspolitikken og politikernes indsats for at redde landet gennem besættelsen” (se kildeangivelse).

 

Våben havnede hos det danske militær

Og den berømte stikkertale af Vilhelm Buhl den 2. september 1942 har vi også været inde på i flere artikler vores hjemmeside. Han forlangte, at danskerne ufortrødent skulle anmelde sabotører til dansk politi. Dette skuffede mange modstandsfolk også efter besættelsestiden, da pludselig igen så ham som statsminister.

Mange modstandsfolk var frustreret over manglende sprængstoffer og våben. Det viste sig at den danske hærs officerer støttet af regeringen havde tilranet sig mange af de våben som englændere og svenskere sendte til Danmark. Politikerne var bange for, at især kommunisterne ville hævne sig, når tyskerne var ude af landet.

 

Først blev Kryssing fyret på ”gråt papir”

Og så er det spørgsmålet om regeringens støtte til Frikorps Danmark. Syv dage efter at tyskerne havde overfaldet Sovjetunionen lå der en anmodning fra den danske oberstløjtnant Christian Peter Kryssing på regeringens bord om orlov og tilladelse til at lede et ”Frikorps mod Bolsjevismen” som det hed i Kryssings ansøgning.

Det bragte regeringen i en slem kattepine. Fra hærledelsen lå der et forslag om at afvise orlogsordningen. Den 2. juli 194, hvor beslutningen skulle træffes, var udenrigsminister Scavenius forhindret i at deltage i regeringsmødet. Regeringen vovede det ene øje, og afskedigede Kryssing på gråt papir.

 

Det blev tilladt befalingsmænd og menige til at melde sig

Dagen efter dukkede Scavenius op igen. Han satte hårdt ind for at få ændret beslutningen. Det lykkedes. Regeringen vendte som på en tallerken, blandt andet fordi Scavenius oplyste, at han havde truffet aftale med Renthe – Fink om, at alle officerer, der ønskede at optræde i tysk uniform i SS – underafdeling, Frikorps Danmark, skulle have ret til at træde uden for nummer og dermed få orlov.

For samarbejdspolitikerne var det en beslutning med konsekvenser. Næste skridt blev nemlig, at det blev tilladt alle befalingsmænd og menige at melde sig til frikorpset ”i Kamp mod Bolsjevismen”.

 

Der måtte ikke lægges hindringer i vejen

Derfor blev der sendt et brev til alle ledere i den danske hær og flåde om, at der ikke måtte lægges hindringer i vejen for dem, der ønskede at træde uden for nummer for at indtræde i Frikorps Danmark. Dermed kan man tolke det som regeringen gav grønt lys for officiel hvervning. Med regeringsbeslutningen blev det lovliggjort, som hidtil havde været forbudt.

I september samme år stillede Kryssing krav om, at frikorpset blev motoriseret. Kort efter blev kravet honoreret med en regeringsbeslutning om at stille tusinde lastbiler til den tyske front inde i Sovjet.

 

Renthe – Finks vigtige notat

Beslutningen er referat i ”Den Parlamentariske Kommissions Beretning bind 13 (1-6 side 139). Her er også refereret et afslørende notat fra den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Renthe – Fink. Han skriver om sagen:

 

  • Men Hensyn til Frikorps Danmark rejste dets Chef, Oberstløjtnant Kryssing i September 1941 Ønsket om, at Frikorpset blev motoriseret.
  • Oktober kunne den danske Regering på Grund af Udenrigsministerens personlige Intervention beslutte sig til at opfylde det tyske Ønske om de nødvendige 1.000 Lastvogne.
  • Scavenius betonede over for mig, at for den danske Regerings Afgørelse, havde Ønsket om yderligere Bidrag til Bekæmpelse af Bolsjevismen været bestemmende.

 

Den danske general skridtede fronten af

Statsradiofonien lagde mikrofon til en hvervetale den 9. juli 1941 af Kryssing. Det gik dog hurtigt op for regeringen, at de var gået for vidt. Vreden i befolkningen voksede. De Frikorpset i efteråret 1942 kom på orlov brød helvede løs.

Ved afskedsparaden var den danske chef for hæren, general Ebbe Gørtz skridtet fronten af sammen med tyske generaler. Det var en handling som tyskerne, betragtede som en stor succes.

 

Straffet med tilbagevirkende kraft

Under resten af besættelsen udviklede Frikorpset sig til et terrorkorps i Danmark. De skiftede navn under vejs. De 6.000 danskere, der havde meldt sig under nazisternes faner, blev af befolkningen betragtet som landsforrædere. De blev straffet med tilbagevirkende kraft efter besættelsen.

Der blev aldrig foretaget en tilbundsgående undersøgelse, hvilke krigsforbrydelser korpset begik under deres felttog i det daværende Sovjet.

 

Ustraffet angreb mod Folkestyret

Hele foråret og sommeren 1940 arbejdede en gruppe mænd på højtryk i noget, de kaldte for ”Danmarkskredsen”. Her arbejde notoriske nazister som Einar Vaaben sammen med A.P. Møller og over hundrede erhvervsfolk og nationalister. Senere kaldte de sig ”Højgaard – gruppen”

I et meget følelsesladet brev til kongen den 14. november 1940 anbefalede ni mand fra gruppen, at der blev dannet ”en upartipolitisk Regering, som kunne opnaa Fordele fra Tyskland, der ikke ville kunne opnaas med et Ministerium som det nusiddende”

I et brev dagen efterstillede gruppen forslag om at gøre Prins Axel til statsminister, fordi lød der i brevet – ”det ville virke ”stærkt forvirrende” på de danske nazister”. Brevet var blandt andet underskrevet af A.P. Møller.

Kongen gav straks henvendelserne videre til statsminister Stauning, der åbenbart arkiverede dem lodret. Ja man kan sige, at det var et angreb på folkestyret.

 

Kilde:

  • Besættelsestidens Litteratur (under udarbejdelse)
  • Lauritz Bindsløv Frederiksen: Pressen under besættelsen
  • leksikon.org
  • Diverse artikler på dengang.dk
  • Ditlev Tam: Retsopgøret efter Besættelsen
  • Besættelse i Perspektiv/Odense Universitetsforlag 1995
  • Den Parlamentariske Kommissions Beretning bind 13
  • Den Parlamentariske Kommissions Beretning bind 19

 

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 191 artikler fra Besættelsestiden herunder:

  • Krigens Købmænd
  • Befrielsesdage
  • Statsminister Buhl og hans stikkertale
  • Udleveret til tyskerne
  • Sandheden om besættelsestiden
  • At handle med ondskaben
  • Dansk Cementfabrik med tvangsarbejdere
  • Gunnar Larsen – en udskældt trafikminister
  • Hvad skete der i Bobruisk
  • Kryssing og Frikorps Danmark
  • En justitsminister i unåde
  • Politik under besættelsen
  • Scavenius – Samarbejdets kunst eller forræder
  • Samarbejde med Besættelsesmagten
  • Besættelsestiden – skønhedsmaleri eller glemsel
  • Danskere i Hitlers tjeneste
  • Besættelsestidens fortrængninger og mange flere

 

 


Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og alle de andre

Februar 5, 2017

Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og alle de andre

Det er nu fjerde gang, at vi besøger Lersø – bøllerne. Og så fortæller vi om Danmarks svar på Bonnie og Clyde – Frederik Eriksen og Karen Spidsmus. Efter Lersø – slaget flygtede de til Århus. Her holdt de skjult i et halvt år. De blev anholdt og flygtede. Men det var ikke politiet, der bekæmpede Lersø – bøllerne. De fortsatte ude på Nørre Fælled. Og da de heller ikke kunne være her mere. Så spredte de sig til Blågårds plads og Nordvest. De blev til ”prinserne” og ”klunsere og kræmmere”. Ja nogle endte ude på Sundholm. Vi beskriver også Lersø – slaget, sådan som Politiken oplevede det. Der findes hele tre versioner af denne historie. Og så var det jo også lige ”Fælleddronningen” Maja Robinson.

 

Lygteåen var grænsen

Det er sikkert ikke så mange, der kan forestille sig det, der skete ude i Lersøen dengang. Vi har kun navnene tilbage. Men her lå den næsten udtørrede sø, Lersøen. Jo, den var en del af Københavns vandforsyning. Vandet løb via Lygteåen til Ladegårdsåen.

Nu var denne å også en anden vigtig grænse. For lige hertil løb Københavns Politis myndighed. Var man over åen, var man i Brønshøj Sognekommune og nogenlunde i sikkerhed for politiet. Måske var det derfor at så mange eftersøgte lige kom herud.

 

Masser af pilekrat

Lersøen strakte sig over et ganske stort område. Fra Bispebjerg Hospital over til Haraldsgade og fra Nørrebrogade ud forbi Lyngbyvejen. Her var masser af pilekrat. Det blev høstet til byens mange kurvemagere. Og det var inde i dette vildnæs at Lersøbøllerne holdt til.

Ordet bølle stammer i virkeligheden fra bølleplanten af slægten Vaccinium. Dem voksede der mange af I Lersøen. Udtrykket ”bølle” har siden levet i folkemunde som navnet på en rå og ubehøvlet person.

 

Det var ikke ”Guds bedste børn”

Herude i sivene skulle man nok være stedkendt for ikke at fare vild. Man kaldte stierne for Harald Blåøjes Gang og Peter Knæs Gang.

Men allerede på Christian den Fjerde’ s tid strejfede folk rundt på Nørrebros fælleder. Det var folk, der var jaget af politiet. Og de var bestemt ikke Gud’ s bedste børn.

 

Her kom ”de pæne” ikke

Herude på Lersøen, der kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø – bøllerne. De blev kaldt Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Osen, Knokkeldrengen, Musen, Kno – Anders, Lange Hermand, Delle Frederik og Valdemar Skrupskider.

 

Fanemarchen afspillet med ræven

Jo sidstnævnte kunne med bagdelen afspille Fanemarchen. Og dette var meget populært hos Nørrebro – børnene. Jo de var meget hensynsfulde over for børn. De kunne trygt lege herude.

Ja Sorte – Petra var nærmest at betragte som fælles eje. Af andre piger var der også Anna 66, Guldåsen og lignende.

 

Karl Baj og Skæg Johannes blev til noget

Nye beboere kom til, blandt andet Musen og Karl Baj. Jo så var der også Delle Frederik. Karl Baj brugte en opvarmet firetommer søm for at sætte sit skæg. En gang imellem brugte han også fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.

Ja, Karl Baj blev storentreprenør og Skæg Johannes fik en meget stor jernhandel.

 

Huslejen var gratis

De byggede deres små huler af pilekrat og overdækkede dem med voksdug. Deres indbo hentede de fra den nærliggende losseplads ”Mamrelunden” Den lå på bakken lige neden for det nuværende Bispebjerg Hospital.

Huslejen var gratis. Her var nogenlunde tørt og lunt. Man kunne altid varme sig på spritten. Favoritten var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med en skibsøl eller en pot skummet mælk. Det var sundt og nærende.

 

Fast føde brugte man sjældent penge på

Fast føde brugte man helst ikke penge på. I kvarteret var der altid en bager, der havde gammelt brød. Og var man vaks ved havelågen kunne man altid rapse sig en høne eller et stykke flæsk.

Hos bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Så gjorde det ikke noget, at de var 3 – 4 dage gammel

 

Bølle – Jørgensen uddelte øretæver

Politiet vidste godt, hvad der foregik herude. Men der var ikke daglig patruljering herude. Men når der var farlige forbrydere, der gemte sig herude, så gik den vilde jagt med hunde, og så blev der ellers uddelt øretæver. En ordentlig betjent havde ret og pligt til at sætte sig i respekt.

Ikke alle betjente var lige populære herude. Særlig ham, de kaldte for Bølle Jørgensen var ikke velkommen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Han gad ikke at slæbe bøllerne med på stationen. Han slæbte dem ind i næste port og gav dem en ordentlig øretæve.

 

Ikke alle var lige kriminelle

Nu var de ikke alle lige kriminelle herude. En masse militærnægtere havde også fundet vejen herud. Og beboerne i Utterslev mærkede ikke noget til ”bøllerne”. De var fredet.

Engang brød ”bøllerne” ind på politivagten på Tranevej for at befri en kammerat. De låste den vagthavende inde i detentionslokalerne. Men alle blev efter kort tid anholdt.

 

Renovationsvæsnet spolerede tilværelsen

Men det var nu ikke politiet, der spolerede tilværelsen for dem. Det var renovationsvæsenet. De brugte nogle kolossale udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. I 100 meter brede og 20 meter dybe kratere, hvorfra man tidligere hentede ler, anbragte vognmændene fra natrenovationen deres dyrebare last på så sindig en måde, at det tykke langsomt blev skilt fra det tynde.

Kratersøen blev hældt på tønder og solgt til gartnerne i Utterslev, Brønshøj og Vanløse. Det faste stof blev skåret i blokke for siden hen at blive sendt med tog ud til bønderne i hele landet.

 

10 øre for en rottehale

Det vrimlede med rotter, men det var en indtægtsgilde, Lersøbøllerne budgetterede med. 10 øre betale politiet for en rottehale. Og det var en god pris. Man kunne få en flaske brændevin for mindre end en krone.

Disse rotter tog ophold hos vognmand Klenz. De var meget glade for hans høloft.

 

Frie fugle

Lersøbøllerne var frie fugle. De ville ikke underordne sig samfundets regler. De levede af smårapserier, betleri og lidt kræmmerhandel. Og så tjente pigerne ved at trække på Københavns gader.

De havde deres egen uniform. De gik med bowlerhatte og havde imponerende snoede cykeloverskæg. De havde altid hvide halstørklæder, der var bundet med en stor knude i halsen. Ja og så gik de i træsko.

 

Ferdinand var en ordentlig kleppert

Kongeparret herude var absolut Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus.

 

Ferdinand Eriksen var en sværlemmet kleppert. Han havde ikke den store fidus til manuelt arbejde, ja han havde modvilje til dette. Han kom fra det nu forsvundne Brøndstræde – kvarter ved Vognmagergade. Jo han var flere gange kommen på kant med loven. Jorden brændte for alvor under ham. Det var klart at han søgte ud til ligesindede.

Der hvor Frederik kom fra holdt man sig ikke tilbage for vold og trusler. Under tiggeriet udviklede det sig ofte til vold. I ”Fagsproget” hed det ”drikke” eller ”smække” modstanderen en skalle.

 

De tykke panserbasser

Og politiet havde nok at gøre her. Var ofret bare beruset, så lod man ham ført ligge og sunde sig. Det tog jo tid, at få fat i en hestedroske og få kørt ”liget” til nærmeste politistation.

Det var ikke den høje slanke betjent man så, nej det var den tykke panserbasse. Man sagde om ham, at han var udvalgt efter vægt. De kendte hver eneste beboere, disse betjente og deres formåen inden for skrivekunsten var begrænset. Så ofte blev forseelsen takseret til en dragt klø inde i næste port.

 

Frederik startede sin karriere son 13 – årig

Frederik Ferdinand Eriksen begyndte tidligt, allerede i 1888 som 13 – årig. Sammen med et par jævnaldrende knægte hjemsøgte han de frederiksbergske villaer.

Dette indbragte ham 25 slag ris. Dette gjorde dog ikke det store indtryk på ham. To måneder efter fik han en ny dom på 6 dages fængsel. Og sådan gik det slag i slag. I 1892 fik han 8 måneders forbedringshus og året efter 18 måneder.

Det var den 4. november 1893 og det var i Christianshavns Arresthus. Den følgende nat undveg han. Han var sluppet ud af sine celle og ud i gården. Ved hjælp af et rendestens – bræt og noget tovværk lykkedes det ham at komme over den høje mur. Men ak, glæden var kort. Allerede dagen efter bliver han anholdt.

 

I 1901 flygtede Frederik til Lersøen

Han tilstod nu yderligere indbrud og fik en 8 måneders tillægsstraf. I 1896 blev han igen anholdt og fik tildelt tre års forbedringshus. Det følgende år modtog han sin 12. straf, nemlig 8 måneders fængsel for vold mod politiet.

Men nu havde han her i forsommeren 1901 fået nok og mødte op i Lersøen.

 

Karen Spidsmus

Karen Spidsmus hed egentlig Samuelsen. Det var hendes markante profil, der gav hende det berømte navn. Hun kom inde fra Rabarberlandet. Hun havde nogle smådomme for overtrædelse af politivedtægten. Sådan opfattede hun det nu ikke selv. Hun betragtede det som aldeles utidig indblanding i hendes privatliv. Hun var blandt andet stukket af fra en forvaringsanstalt.

Hun var opvokset i Rabarberlandet og var datter af ”Den glade Sandmand”. Og man skulle ikke kommentere hendes profil, så fik man en på ”snotten”. Man sagde om hende, at hun trak. Men det gjorde de fleste andre piger herude også.

 

I bad i Lygteåen

De havde nu en ret stor hygiejnisk standard herude. De badede kollektivt i Lygteåen. Deres tøj hang så til tørre inde ved bredden. Og for 5 øre kunne de endda også købe et stykke sæbe.

 

Stamværtshuset

De havde også deres stamværtshus på Nørrebro. Bag ved Stefans Kirken lå Brønshøjgade. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder, og her holdt de snapseting en gang imellem.

 

Lersø – slaget i flere versioner

Man kan vel sige at bølleuvæsnet i Lersøen kulminerede i 1901. Her blev det berømte Lersø – slag udkæmpet. Det var natten mellem den 29. og 30. september. Banden havde delt sig i forskellige grupper og begået indbrud på Nørrebro. Hen på morgenstunden drog de så af sted belæsset med udnyttet for at fejre det i hytterne.

To københavnske betjente stødte på dem og anholdte den sidste i karavanen. Det gik ikke fredeligt for sig. De andre kom kammeraten til hjælp og betjenten blev ilde tilredt.

Men historien findes også i andre udgaver.

 

Sprit – apparatet

Der var masser af brandfare herude. Der måtte ikke tændes ild. En dag havde bøllerne tændt deres spritapparat. Nu ville de have hestefrikadeller.

En patrulje kunne lugte, at der blev lavet mad. Ikke alle betjente var lige fleksible. Den ene betjent havde sparket til spritapparatet for at få det slukket. Det var betjent Ørsted. Han fulgtes med en, der hed Kjærumgaard. Det endte med, at bøllerne røg på betjentene.

Ørsted blev mishandlet og døde senere af dette. Kjærumgaard løb sin vej. Og det gik ned af Rådmandsgade. Og her skar han sig selv i frakken. Det skulle se ud, som om, at bøllerne havde overfaldt ham med knive. Han blev øjeblikkelig afskediget efter retssagen for at have svigtet sin kollega.

 

Politiken den 1. november 1901

Det såkaldte Lersø – slag fik stor omtale i datidens medier. Således skrev Politiken den 1. november 1901:

 

  • Banden havde siddet og drukket på en beværtning i Gormsgade. Her blev ”Spiritus” uvenner med en arbejdsmand, som han i den anledning slog en skalle. Derefter brød de ind hos en detailhandler i Dagmarsgade og stjal øl og cigaretter. Tyvekosterne nød de på en mark ved Ægirsgade. Og i denne gade forøvede de derpå indbrud hos en detailhandelsker og stjal forskellige varer.

 

  • Hos detailhandler Andersen i Baldersgade stjal de endelig en kasse øl, og da det var besørget, gik de ad Lersøvejen, hvor de overfaldt nattevagten ved kloakanlægget. Så kom sammenstødet med betjentene, og deres tilståelser herom er så nogenlunde i overensstemmelse med betjentenes fremstilling.

 

 

  • Efter overfaldet drog de bort fra byen og nåede tidlig om morgenen Søborhus Kro, hvor de brød ind og stjal mad og drikke, som de nød i haven. En tømmersvend kom forbi og gjorde en bemærkning om deres forbryderiske forehavende, fik prygl og flygtede.

 

  • De tog nu vejen til Dyrhaven, og den påfølgende aften brød de ind i beværtningen ”Bakkens Hvile” på Dyrhavebakken og stjal vin og cigarer, hvorefter de søgte natteleje på høloftet i et foderhus i nærheden af ”Ulvedalene”. Nogle af dem boede her i flere dage, mens andre søgte andre steder hen for at stjæle til livets ophold, blandt andet forøvede de to indbrudstyverier i Taarbæk.

 

 

  • Men da kulden og sulten efterhånden gjorde dem landopholdet for ubehageligt, drog de i spredte flokke ad hovedstaden til. De første to blev anholdt på Østerfælled, hvor de lå og nød spise – og drikkevarer, som de kort forinden havde stjålet fra detailhandelsker Scheuer i Kildevældsgade.

 

  • Efter denne anholdelse har politiet efterhånden fanget dem alle ind – på nær én ved navn (Ferdinand) Eriksen, og efter mange anstrengelser er det nu endelig lykkedes assessor Schou at få de hårdnakkede forbrydere til at bekende.

 

Mathilde og Valdenar Hansen

Politi og myndigheder satte nu for alvor ind mod Lersø – bøllerne. De fleste blev hurtig fanget. Men det lykkedes for Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus at gemme sig i Århus i et halvt år.

De lejede en lille kvistlejlighed under navnene Mathilde og Valdemar Hansen, broder og søster. Men så var det en kone i ejendommen, der synes, at det var mistænkeligt, at de havde fået nye klæder trods det, at de ikke bestilte noget som helst. De havde også åbenbart altid penge. Så var det, at konen underrettede politiet.

 

Sand i øjnene

En betjent gik op i lejligheden og fandt Karen alene hjemme. På opfordring fulgte hun ret modvilligt med. Det passede hende ikke, at hun skulle gå. Hun ville køres.

På vej til stationen blev de indhentet af Ferdinand. Pludselig kastede han en håndfuld sand i øjnene på betjenten, der blev ganske blindet. Og da han atter kunne se, var de borte.

Dagen efter blev de anholdt på Fredericia Banegård, da de var på vej til København.

 

I retten

I retten opgave de deres fingerede navne og nægtede at have begået noget ulovligt. Da forhøret var forbi, lå der en lille håndfuld sand på gulvet, hvor Karen havde stået. Hun blev kaldt tilbage, men skønt det viste sig, at hun havde noget sand i lommen, nægtede hun indigneret at kende noget til det. Hun nægtede at ville bruge det, ligesom Ferdinand havde gjort det.

De blev nu indsat i det gamle umoderne arresthus. Fotografier af dem blev nu oversendt til Københavns Politi. Men før svaret forelå, var fuglene fløjet.

 

Den eventyrlige flugt

Flugten var ganske eventyrlig. Om natten ved tretiden kom en bagermester ind på politistationen og meddelte, at der på arrestmuren ud til Rosengade hang et lagen og flagrede, hvad han mente så højst mystisk ud. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at et tagvindue på arrestbygningen stod åbent.

Da man havde fået vækket arrestforvareren, der havde soveværelse i bygningen og foretaget en grundig undersøgelse, blev det konstateret, at både Ferdinand og Karen var borte. De må være flygtet i det blotte linned, da arrestforvareren hver aften tog deres tøj fra dem netop for at hindre deres flugt.

 

To betjente på cykel

Hele politistyrken blev nu alarmeret og sendt i alle retninger, men forgæves. Først ved 16 – tiden om eftermiddagen ringede en vognmand fra Århus ude for landsbyen Lisbjerg nord for byen, at der lige havde været to mistænkelige personer inde hos købmanden der.

De to eneste disponible betjente sprang straks på deres cykler og kørte alt hvad de kunne. Ved deres ankomst havde beboerne hjulpet af vognmanden og hans søn fået fat i Karen. Da Ferdinand havde set var han kommet for at befri hende. Men han var blevet omringet.

 

Ferdinand bundet på arme og ben

For at frelse sig selv var han løbet ind i en svinestald. Men her havde man lukket døren for ham. Da der var jernstænger for vinduerne, var han fanget som en rotte i en fælde.

Da betjentene nu havde fået forstærkning, trænge de ind i stalden. Ferdinand var aldeles rasende og ustyrlig. De måtte til sidst binde ham på arme og ben.

Da de kom tilbage til Århus blev de modtaget af politimester og by foged Jespersen. Karen blev straks sat ned i arresten igen. Men for brud på arrestreglementet blev Ferdinand af By fogeden idømt 20 slag rotting. Denne straf blev eksekveret med det samme i forhørslokalet på rådhuset af arrestforvareren i overværelse af hele politistyrken.

Ferdinand modtog slagene på sin nøgne ryg uden at foretrække en mine.

 

Hvordan lykkedes det at flygte?

Men hvordan var flugten egentlig lykkedes? Ferdinand havde om natten brækket briksen i cellen løs. Han havde stillet den på højkant op mod væggen til gangen. En gasarm, der førte ind i cellen gennem et ret stort hul, havde han bøjet ud og havde tvunget sig igennem hullet og ud på gangen. Han var gået ned i stueetagen, hvor Karen havde sin celle lige over for arrestforvarerens soveværelse.

Stående på et bord, som han havde taget ud i gangen, havde han benyttet samme fremgangsmåde med gasarmen, og ved at trække armen ind gennem hullet, havde han kunnet få fat i hendes hænder og havde trukket hende ud gennem hullet.

Med bordet og en lille stige, der stod i gangen var de gået op på loftetagen. Her anbragte de stigen oven på bordet under tagvinduet og kom så ud på taget. Ferdinand trak stigen op til sig og gjorde den fast ned ad taget. De kravlede så ned ad den til tagrenden og lod sig derfra falde ned på den ret brede gårdmur, som de balancerede hen ad, og ved hjælp af et lagen, som Karen havde taget med, firede de sig nu ned i gaden.

 

Med fuldskæg i dameklæder

I de mennesketomme gader vandrede de så lykkelig arm i arm ud ad de mennesketomme gader. Han i skjorte og hun i særk.

Som en af betjentene sagde, må de sandelig have set fantastiske ud. Uden for byen skjulte de sig i en kornmark. Ved middagstid begav de sig hen til en tennisplads, hvor de brød et skur op. Her fandt de diverse beklædningsgenstande.

Men nu var det kun dameklæder. Ferdinand så fantastisk ud med hans store overskæg. Han havde hele tiden et tørklæde op for det meste af ansigtet. Måske var det derfor, at de vakte mistanke.

Det undrede politiet, at de havde penge på sig. Men Karen sagde med et smil, at det havde hun tjent i Risskov. Senere måtte hun erkende, at hun under hele arrestopholdet havde gemt penge på sin krop.

 

Myndighederne til grin

Man havde nu fået svar fra København og de to måtte bekende, hvem de egentlig var. Og mens de havde været i Århus havde de begået 18 indbrud.

Myndighederne blev gjort til grin. I revyer og teaterstykker blev Lersøbøllerne hyldet som en anden Olsen Bande. Talrige skillingsviser blev det til.

 

Ferdinand træt af USA

Ferdinand Eriksen fik 4 års tugthus for sin medvirken i Lersø – slaget. I maj 1905 blev han benådet for resten af straffen mod at forlade landet og ikke vende tilbage i 10 år.

Han blev så hjulpet til Amerika, og sendt derover på politiets regning. Men forholdene passede ham ikke helt. Så allerede i juli vendte han tilbage. Og det skulle selvfølgelig fejres. Han drak sig fuld, lavede gadeuorden og blev anholdt. Han opgav at hedde Carl Christian Larsen. Han afsonede en bøde på 25 kr.

 

Genkendt af arrestforvareren

Arrestvagtmesteren i Vestre Fængsel genkendte ham imidlertid, og så måtte han atter ”over vandet” for at afsone de eftergivne 17 måneder.

I januar 1907 blev han løsladt. Et halvt år efter blev han på ny anholdt i færd med at begå et indbrud. Dette og andre tyverier, han måtte tilstå kostede ham 5 års tugthus. Han appellerede til Højesteret, der blot stadfæstede straffen.

I 1912 kom han ud og klarede sig derefter fri af Politi og Domstole. Han døde på Kommunehospitalet i 1919.

Karen Spidsmus slap med 30 dage på vand og brød. Hun levede herefter som en anstændig dame på Vesterbro, til hun var godt oppe i firserne. I de senere år var hun dog blevet apatisk og nærmest igen en original.

 

Bebyggelsen kom tættere på

Efterhånden kom bebyggelsen tættere på. De resterende bøller på Lersøen trak ind til Nørre Fælled og skiftede navn til Fælledbisserne.

Men politiet fik efterhånden også mere styr på det. Således anskaffede politiinspektør Mellerup nogle politihunde. Og det gav resultater. For disse hunde var ikke bange for Lersø’ s beboere. Der blev uddelt adskillige bidesår.

Dette gentog sig gang på gang.

Man sagde også, at det var Opdagechef Bertel Madsen, der fik optrevlet hele banden. Men det er nu ikke helt korrekt.

 

Udtryk som bisse og bølle”

Udtrykket ”bisse” stammer egentlig fra kvæg, der går frit på græs. Da Fælledbisserne utilpassede, frie sjæle, der aldrig kunne holde sig i ro, fik de øgenavnet bisser, der som bøller stadig lever i folkemunde for ”rå og ubehøvlede personer”.

 

5 øre for at trække op i kjolen

Fælledbissernes ”dronning” var Maja Robinson. Hun havde efter rygterne været fin lægefrue i Australien. Som ung havde hun været en billedskøn kvinde. Hun gik rundt med et billede af sig selv, ind til det var blevet slidt.

Deroppe hvor Aldersro Bryggeri lå, var der engang en tobaksfabrik der hed A/S Lichtinger. Ja det var omkring det nuværende Jagtvej 169. Her havde en række kvindelige medarbejdere flere gange forsøgt at bringe Maja Robinson på ret køl. De samlede ind til hende. Og klædte hende ind fra yderst til inderst. Men det hjalp ikke.

Engang imellem forsvandt hun helt, så kom hun pludselig tilbage. Der var altid ballade omkring hende. For alle ville gerne være førstebajs hos hende. Men det var som regel ”Proppen”, der vandt.

Man sagde om hende, at hun hver måned fik tilsendt penge fra hendes forhenværende mand. Når hun så blev anholdt og sat i brummen kunne hun finde på, at klæde sig af over for de rødmende betjente. Senere ude på fælleden fik hun om sommeren 5 øre for at trække op i kjolen af rødmende karle.

 

En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen

En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen kom meget hos Fælledbisserne. Han brugte dem til sine berømte motiver med vagabonder.

Men ak tidens udvikling ramte også Nørre Fælled. I 1909 opgav militæret endelig sine rettigheder på Fælleden. Den blev forvandlet til folkepark, bebyggelse og idrætsanlæg. Flokken delte sig. Halvdelen søgte ind på Blågårds Plads. Den anden halvdel søgte ud i Nordvest kvarteret, hvor de blev klunsere. Nogle blev faktisk holdne mænd som produkthandlere, hvor deres tidligere ”bølle” – kollegaer klunsede for sig i byens skraldespande.

Om sommeren drog mange af dem på landevejen som landevejsriddere og skærslippere.

 

På Sundholm og Østerbro

Nogle få af dem kom fri fra miljøet og fandt deres plads i samfundet. Men de fleste af Lersøbøllerne og fælledbisserne endte deres dage som forhutlede drankere på Sundholm.

Ib Spang Olsen fortæller i sine erindringer fra kvarteret omkring Bryggervangen og Vognmandsmarken minder om både Fælledbisser og Maja Robinson, der i hans barndom var gæster i Likørstræde ved Kristineberg.

 

De ”pæne” damer gik i en stor bue uden om Maja

De ”rigtige” damer gik en stor bue forbi Maja, når de så hende. Om vinteren boede Maja og Julius i et skur bag Persons Stenhuggeri. I ledvogterhuset ved ”Holger Danskes Briller” blev Maja og Julius vasket. Men Maja havde det nu ikke let. I Aftenbladet den 14. september 1917 var overskriften:

  • Fælleddronningen Maja Robinson slaaet fordærvet af sin kæreste

De stjal mad

I 1918 var de ikke så mange tilbage. De var vel kun 5 – 6 stykker. Her så man blandt andet ”Stegt Sild”, ”Den hvide neger” og ”Krølle Charles”. De var ret fredelige, men stjal lidt mad i ny og næ.

 

Brændevinsrus

Mange ude på fælleden lå i en evig brændevinsrus. De var såmænd fredelige, hvis man gav en lille skærv til brændevinen. Men det var politiet ikke ude på Fælleden. Det var endda ridende politi, som med deres sabler slog dem på flugt, såvel kvinder som mænd.

 

Maja populær hos børnene

Når Maja så, at der kom børn, havde hun altid en slikpose parat til dem.

Hvad der blev af Maja vides ikke. Men endnu i 1940’erne så man Julius i Fælledparken.

Men historien slutter ikke her. Den fortsætter, men det kan du læse i artiklerne Prinserne på Nørrebro og Klunsere og Kræmmere på Nørrebro.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Nørrebro
  • Allan Mylius Thomsen: Via Slotsholmen til Østerbro
  • Diverse artikler på dengang.dk
  • Tage Andersen: Danske Kriminalsager 1838 – 1938
  • Politikken (1. november 1901)

 

Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk:

  • Derude på Lersøen
  • Lersø – bøller og bisser, nok engang
  • Lersø – bisser
  • Klunsere og kræmmere på Nørrebro
  • Prinserne på Nørrebro
  • Fattiglemmer, bøller og bisser på Nørrebro
  • Med tog over Lersøen

De fattige i Vest – Sønderjylland

Februar 3, 2017

De Fattige i Vest – Sønderjylland

Daglønnen om vinteren var 50 pf. og betydelig større om sommeren. Det var en lang arbejdsdag. Hvorfor skulle man lige have blå bukser på i fattiggården i Borg? Her var masser af børn. En af disse blev præst i Møgeltønder. Bestyreren skulle bruge skrappe midler. Pludselig sad en nøgen pige fast i tremmerne. Og nogle tog sig en udgangsbillet. Så var det Anders ”Kjærremand”, Jørgen og Kjesten Trild, Æ synkuen, Stam Peter og Æ Pryller. ”Bosser” blev en landepage.

 

Daglønnen om vinteren: 50 pf.

Brede Sogn hørte nok ikke til de fattigste sogne. Her var mange større og mindre gårde. Og på de mindre ejendomme holdt man 3 – 4 køer og ofte en hest. For almindelige arbejdere var forholdene nogenlunde. Lønnen var lille, men det var heller ikke de afgifter og skatter, som vi kender i dag. Her i slutningen af 1800 – tallet var daglønnen 50 pf. plus kost. Det vil sige, at det var vintertaksten.

 

En lang arbejdsdag

Om sommeren, når der skulle høstes var daglønnen selvfølgelig væsentlig højere, men man nåede dog ikke over 3 mark. Man kunne også arbejde på akkord. Betalingen for at slå en demant eng var normalt 3 mark. Dygtige ”slættere” kunne klare 1 ½ demant på en enkelt dag.

Arbejdsdagen kunne sagtens starte klokken tre om morgenen og først slutte klokken otte om aftenen afbrudt af et par timers hvil.

 

Brede Sogns fattiggård i Borg

Men fattigdom kunne ikke undgås. Kunne man ikke klare sig, var den eneste udvej, fattighjælp. Og helt galt var det, hvis man endte på fattiggården.

Brede sogns fattiggård lå uden for byen Borg. Den blev ejet af sognet og var en mindre gård, der blev drevet af en bestyrer. Ved driften måtte alumnerne hjælpe til. Kvinderne hjalp til i huset og mændene på gården.

 

Det var pinligt med de lyseblå bukser

Der blev kartet, vævet, spundet og strikket tøj til de mange beboere. Var et stykke færdigt, kom skrædderen for at sy tøj til både mænd, kvinder og børn. Mændene bar korte mørkeblå jakker (jækkerter), lyseblå bukser, strømper af ufarvet uld og træsko.

Man var ikke så tilfreds med de lyseblå bukser. Det var tydligt, at man var fattighuslemmer. De blev dog også afskaffet senere.

Kvinderne bar normalt hjemmelavet mørkeblåt tøj både sommer og vinter. Det har sikkert været pinligt for børnene at skulle bære samme uniform som mændene, når de skulle i skole.

 

Op til 50 personer på fattiggården

I perioder var belægningen helt op til 50 personer, deraf en stor del børn. Børnetallet i sognet var temmelig stort dengang. Alle skoler var overfyldt. Ja der var hele 50 i en skolestue, som i dag måske kunne rumme 20.

 

Masser af børn

Børnene på Fattiggården hørte til Borg skole. Men da den var meget lille, gik seks – syv stykker af de store på skolen i Bredebro. Ja i perioder blev man også nødt til at sende børn til Harres Skole og til noget fjerntliggende skole I Abterp.

Skoletiden var fra 9 til 12 og 13 og 16 hver dag med undtagelse af onsdag og lørdag eftermiddag, blev der især om vinteren ikke megen fritid for børnene. Det var mørk aften, inden de kom hjem til fattiggården igen.

Blandt fattighus – børnene var der en del født uden for ægteskabet. Der var ugifte kvinder, der bragte en del børn til verden i fattiggården. Moderen måtte atter ud at tjene, men børnene blev der.

I skolen klarede disse børn sig godt, når man betænker under hvilke elendige forhold, de voksede op.

 

En præst i Møgeltønder

En af disse var særlig opvakt. Navnlig ved præsternes hjælp kom han senere til at studere teologi i København. Efter endt studium blev han præst og havde embede forskellige steder. Efter Genforeningen blev han sognepræst i Møgeltønder, men døde kort tid efter.

 

Bestyreren skulle bruge skrappe midler

Under disse forhold var det at være bestyrer ikke en let post. Der måtte både en mand og en kone til. Der skulle både energi og vilje til at regere de mange fattiglemmer.

I mange år og i den værste tid hed bestyreren, Sven Olesen. Det var ikke altid såkaldte ”førsteklasses” mennesker, der kom på fattiggården. Mange af mændene var forhutlede og fordrukne. De var ikke altid lige medgørlige. Og med adskillige kvinder var det ligesådan. Bestyreren var derfor nødt til at bruge skrappe midler.

 

En nøgen kvinde sad fast i tremmerne

For alle tilfældes skyld var det på fattiggården indrettet et arrestlokale, hvori den, der blev alt for umedgørlig, kunne indsættes, til han kom på bedre tanker, eller til rusen, der sædvanligvis var skyld i opsætsigheden var sovet ud.

Uha, og så var det en mand, der levede sammen med en kvinde uden at være gift. Sådan noget kunne ikke tillades på fattiggården. Dette passede ikke kvinden. Hun opførte sig så rebelsk, at hun måtte i arresten.

Da manden kom hjem, var konen borte, hvad der ikke passede ham. I nattens mulm og mørke gik han på opdagelse for at finde hende og få hende med hjem igen.

Han havde vel en anelse, om hvor hun var havnet. Så fandt han ud af, at hun sad i arresten. Han forsøgte at befri hende. Men det lykkedes nu ikke. Bestyreren anede uråd og kom på benene. Han fandt kvinden, som Gud havde skabt hende siddende mellem stængerne. Benene havde hun fået ud, og manden hev så godt han kunne.

Det kostede bestyreren en del møje og besvær at hale det nøgne kvindemenneske tilbage igen.

 

De tog sig en udgangsbillet

En gang imellem fik eller tog mændene på fattiggården udgangsbillet og benyttede friheden på deres vis. Med andre ord, de drog rundt i sognet og omegnen og tiggede sig frem. Hurtigst muligt blev pengegaverne omsat i brændevin.

En gammel mand ved navn Ebbe var ret anmassende. Han optrådte som prædikant og kunne være ret besværlig at komme af med igen.

 

Anders ”Kjærremand”

De fattigste koner i sognet gik også rundt med tiggerposen eller sendte deres børn på tiggergang. Men de kom også fra nabosognene som Sejerslev og Nørre Løgum.

I gamle dage lå der vest for Brede op vejen til Abterp to huse i Kjærfennerne, de såkaldte Kjærhusene. Herfra stammede en mand, der blev kaldt ”Æ Kjærremand”. Han gik rundt i et stort område og solgte selvlavede lynglimer(koste) og koste. Men han glemte aldrig at tage tiggerposen med på turen. På sine ture bar han altid en gammel cylinderhat.

På den måde slog han sig igennem tilværelsen. Men han var et meget skikkelig menneske. Mange gange blev han på sine vandringer nappet af politiet for løsgængeri. Så måtte han ind og brumme et par dage. Men lige meget hjalp det, så snart han var kommet ud, optog Anders Kjærremand atter sin håndtering, trofast assisteret af sin kone.

 

Jørgen og Kjesten Trild

I Abterp boede et ældre ægtepar, manden hed Jørgen og kaldtes Jørgen Trild. Konen hed Kjesten og blev selvfølgelig kaldt Kjesten Trild.

Manden var ingen ven af fast arbejde, men lå hellere og plaskede om i Brede Å., som fisker. Og deraf levede de hovedsagelig.

Ægteparret boede i et gammelt forfaldent hus, der tilhørte pastoratet i Brede. Undertiden blev det dog lidt skralt med udkommet for Jørn og Kjesten, men så hittede de på råd. Hun foranstaltede et lille privat lotteri. Det gik sådan for sig. Hos en eller anden købmand købte eller tiggede hun sig en glasvase i meget grelle farver.

Den skulle så bortloddes, og hun gik fra hus til hus og solgte lodsedler til fire skilling stykket. Lodsedler havde hun ingen af, men skillingerne fik hun alligevel. En lodtrækning er sikkert heller aldrig blevet foretaget.

 

”Æ synkuen”

I sognet var der også en lille krumbøjet kone ”æ synkuen”. Hun var en trofast gæst rundt på gårdene. I den tid fåreklipningen stod på lød spørgsmålet:

  • Sku I it ha en lille tot uld te mæ?

I slagtetiden:

  • Sku I it ha en lille toten te mæ?

Dermed mente hun en grisetå, men hun var også taknemmelig for andre spisevarer.

Hun kom på sine rundture adskillige gange i konflikt med politiet og var ret bange for det:

  • Æ ska jo pas å for den skidte sjendarm, te han it tejer mæ o putter mæ i æ sort gaf.

Ja sådan sagde hun altid, og sluttede med: ”Gud velsing dæ”.

 

”Stam Peter” og ”æ Pryller”

I fattiggården i Visby var der i nogle år nogle originaler, som af og til fik lov til at gå en tur i omegnen. Det var ”Stam Peter”, som stammede så meget, at det næsten var umuligt at forstå ham. Og så var det ”æ Pryller”, der var en ældre helt forskruet person. Brystet havde han behængt med ”ordener”. Det vil sige, at det var brogede sløjfer og bånd og prunkende ting. En eller anden havde givet ham dem, og som han indbildte sig, var det ordener og hæderstegn.

Havde han fået en ny, fremviste han den altid og forklarede, at den var blevet ham tilsendt af kejseren i Kina eller en anden eksotisk person.

Med sig havde han altid en ældgammel harmonika, hvorpå han spillede, det vil sige, han trak instrumentet ud og ind, hvorved det gav nogle vældige hyl. Dertil sang han så en vise, sædvanligvis om en eller anden frygtelig udåd.

”Æ Pryller” var nærmest lykkelig med tilværelsen. Gladest blev han, når man gav ham et blank æskelåg eller lignende.

 

”Bosser” var en landeplage

I årenes løb forsvandt disse personer efterhånden og en ny slags dukkede op på egnen. Det var de såkaldte ”bosser”, der strejfede rundt på landevejene og brandskattede beboere. For det meste var det arbejdssky, ofte fordrukne personer, tit hjemmehørende langt nede i Tyskland.

Det var ikke velsete gæster at få, og der var mange af dem. Det var ikke sjældent, at der kunne komme fem – seks stykker om dagen.

Det var ikke altid hyggeligt, at få sådant besøg, især ikke, hvis der ingen mandfolk var hjemme på gårdene. Gendarmerne var naturligvis på nakken af disse ”bosser”.

Det tog tid for gendarmerne i Bredebro, at føre ”bosserne” til amtsretten i Løgumkloster. Turen måtte tages til fods. Imens kunne andre ”bosser” husere i området. Jo disse ”bosser” var en ren landeplage. Nogle steder fandt man på at lave blikpenge.

 

  • Kilde:

Sønderjysk Månedsskrift

Sønderjyske Årbøger

Litteratur Bredebro (under udarbejdelse)

 

  • Hvis du vil vide mere – læs her på dengang.dk : Om Fattige:
  • Det gamle Nørrebro og de fattige
  • Fattiglemmer på Ladegården
  • Moral, etik, horeunger og fattighjælp
  • Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
  • Fattige i Tønder
  • Sygdom og andre lidelser i Tønder
  • Udvandring fra Tønder 1 – 2
  • Aabenraa’ s fattige
  • Husvild i Aabenraa og mange flere

Fra Kovej og andre steder i Højer

Februar 2, 2017

Fra Kovej og andre steder i Højer

Vi fortsætter vore historiske vandretur rundt i det gamle Højer, og stopper op, der hvor der befinder sig interessante personer. Denne gang går vi rundt på Kovej, Klostergade, Herbergsgade, Banegårdsgade, Højer Dige og Ved Gamle Dige. Vi skal hilse på Johan Elektrik og papegøjen, der kunne tale sønderjysk. I Søndagsskolen var der masser af ”bom”. Vi besøger Herberge zur Heimat”. Og vi kigger fobi Æ Bykass og Glashuset. Så var der sjællænderen, der efter 50 år blev ved med at tale sjællandsk. Man kunne få ”en glant awten” på Højer Station. Der blev leveret tagrør direkte fra Rudbøl. Og fra Højer blev der leveret jordbær og rabarber fra Højer til luksushotellerne på Sild.

 

Vi beskriver livet

Vi er i gang med en historisk vandretur i Højer. Det er muligt, at I har hørt nogle af anekdoterne før. Og vi omtaler måske nogle bygninger, der ikke er der mere. Vi vil gerne beskrive livet i Højer før i tiden, så det kan være, at vi tilbringer lidt for meget tid på enkelte steder.

 

Kovej

Vi går vest på ad Kovej. Vi kommer forbi nummer 8, Højer Mejeri, men den har vi omtalt i en særskilt artikel. Vest for Mejeriet har ligget et elektricitetsværk, som i 1903 blev oprettet af Fabrikant Bastiansen fra Aabenraa og hans to sønner. De var begge ingeniører. Man fremstillede 110 volt jævnstrøm. Drivkraften var først en dampmaskine, derfor var der en stor skorsten.

 

Johan Elektrik

Fyrbøderen havde de med fra Aabenraa. Det var Johan Nielsen, som også blev kaldt Johan Elektrik. Til værket hørte også et veludstyret maskinværksted, hvor der også var et par lærlinge.

De var i kost hos Bastiansen og boede i et rum på loftet over værkstedet. Nytårsaften kunne de ikke dy sig. Da var der altid strømafbrydelser. Bastiansen solgte også elektriske artikler og mod vest var der et udstillingsvindue med lamper.

 

Dieselmotor afløste dampmaskinen

På et tidspunkt blev dampmaskinen afløst af en dieselmotor. Skorstenen blev så revet ned. Johan Elektrik skiftede nu arbejdsplads til Højer Mølle.

 

Dykke Sibbertsens smedje

På det sted, hvor Kovej 2 ligger, var Dykke Sibbertsens smedje. Sin bolig havde han på den anden side af gaden i Kovej 5. Foruden det almindelige smedearbejde havde han et speciale. Han lavede klægspader. De arbejdere, der grøblede på forlandet satte stor pris på Dykkes spader. Bladet var stærkt, men tyndt og let og havde den rigtige bredde. Til arbejdet skulle man bruge en maskinhammer. Dykke var den eneste af byens smede, der havde sådan en.

 

Papegøjen, der kunne sønderjysk

Dykke havde landbrug og holdt køer, og så havde han en papegøje, der om sommeren stod i bur i haven og skreg i et væk:

  • Flora, no komme æ toch!

Efter at Dykke var blevet enkemand, havde han stadig lærling på kost. I en periode havde han ikke husholderske, men stod selv for madlavningen. Lærlingen fortalte, at frikadellerne kunne være af en underlig beskaffenhed.

 

Kaptajn i det frivillige brandværn

Dykke Sibbertsen var kaptajn i det frivillige brandværn, en post som han gik meget op i. På hans gravsted er anbragt en kunstfærdig udsmykning i smedejern, forestillende en hestesko, en smedehammer og en tang, alt omkranset af bøgegrene.

I 1937 afstod Dykke virksomheden til smed Peter Nielsen fra Bønderby, men grunden syd for Kovej, hvor smedjen lå, solgte han til købmand J.M. Johannsen, som nedrev smedjen og byggede huset Kovej 2 til forretning og beboelse.

Peter Nielsen byggede så en ny smedje på det sydvestligste hjørne af Kovej og Herbergsgade. Den blev senere nedlagt.

 

 

Klostergade – Herbergsgade

Over for Kovej 2 ligger Klostergade.

 

Ingen kloster i Højer

Nej, der har ikke ligget et kloster i Højer. En hvis Helena, datter af ridder Hvidding arvede efter sin far, bl.a. en halv plov land i Højer og skænkede den i 1383 til Løgum Kloster for ”sin sjæls frelse”.

Senere overtog feltherre Hans Schack den, ”Vor Frue Toft” eller ”Kloster i Høfver”. Den var fordelt på 13 forberedelser (små husmandssteder). Nogle af disse har sikkert ligget i det område, hvor Klostergade nu ligger.

 

Over gaden for at fodre køer

På hjørnet af Kovej havde Andreas Truelsen sin landbrugsejendom, Klostergade 9. Hans kostald var der på nordsiden af Kovej. Foderstoffer, hø og halm havde han i en nu for længst nedrevet bliklade lige over for sydsiden af vejen. Når han skulle fodre sine køer, måtte han løbe tværs over vejen.

I Klostergade 7 har der været købmandsforretning, oprindelig ejet af Familien Martensen. De ejede også Østerende 18. Senere havde J.M. Johannesen forretning her. Men det blev ham for trangt, så han flyttede til Kovej 2. Der har han og siden hans svigersøn og datter drevet købmandsforretning. Her har også været døgnkiosk.

 

Søndagsskole med masser af ”Bom”

Martensen har også ejet Klostergade 5. Her har været en indskrift på muren:

  • Siehe, ich komme und errette deine Seele!

Han holdt også søndagsskole for børn. Det skete i hans butik. Børn deltog gerne. Dertil bidrog sikkert, at han ikke var karrig med at åbne for bolsjedåsen. I øvrigt foregik det ikke så meget andet, som optog børnene i Højer dengang.

 

Herberge zur Heimat

Parallelt med Klostergade løber Herbergsgade. Navnet kommer efter det herberg for rejsende håndværkssvende, som blev oprettet i 1881 i Herbergsgade 3. Oven over indgangen stod ”Herberge zur Heimat”.

Her kunne håndværksmestre, der manglede en svend, skrive sig på en opslagstavle. Svendene havde pligt til at henvende sig til den inden for faget, der stod øverst på listen.

Herbergsbestyreren var i mange år Jens Hedegaard. Han var også saddelmager og havde en lille butik ud til gaden. Han lavede bl.a. kørerpiske. Man kunne af og til se ham stå i døren og prøve, om de kunne slå et knald.

Der kom mange omvandrende håndværkssvende. En del indfandt sig år efter år. Naboerne kom til at kende dem. De kunne også blive bespist i herberget. Åbenbart kunne de også få en øl til maden, selv om der ikke måtte nydes spiritus i huset.

Den sidste herbergsbestyrer var murer Jacob Lorenzen. I hans tid var der dog kun et enkelt rum med nogle senge, hvor håndværkssvende kunne overnatte for en billig penge. I 1945 kostede det fra 1,90 kr. til 2,40 kr. Men kort tid efter blev det nedlagt.

 

Gartneri

Bag herberget har der ligget et ret stort enetages, stråtækt hus, der omkring 1900 tilhørte gartner Wanderscheck. Det lå mist i det areal, som gartneren drev. I 1910 overtog gartner Christensen det. Han havde eget drivhus. Ud til gaden havde han et ”klafisken” (træskur) med en lille butik.

I 1931 overtog Hans Hansen gartneriet. Han rev samme år det stråtækte hus ned og byggede Herbergsgade 1 med blomsterbutik. Efter dennes død i 1974 blev gartneriet nedlagt.

 

Dunhammer i ovnen

I Herbergsgade 5 boede bagermester Emil Petersen. I 1903 havde han overtaget bageriet, Ballumvej 6. Men her var forholdene for dårlige. Så i 1905 købte han Bombergs Bageri i Herbergsgade. Det var bygget i 1867. Der var ingen butik og elektrisk lys. Når der skulle brød i ovnen, satte man i det første en dunhammer, der var dyppet i en brandbar væske. Den blev antændt og oplyste ovnen. Petersen gik straks i gang med at bygge et nyt moderne bageri og lavede butik ud til gaden.

 

Den meget aktive bagermester

Emil Petersen havde mange jern i ilden. Han var impliceret i 17 forskellige foreninger og foretagender og slæbte en masse mennesker med hjem. I 30erne var han formand for teknisk skole. Lærerne fik halvdelen af deres penge udbetalt lige før jul. Petersen gik personlig rundt og afleverede penge. Han nød at spille julemand på denne måde.

Han var også et virksomt medlem af såvel Skytteforeningen som det frivillige brandværn. Og så kunne han vise vand med en gaffeldelt pilekvist. 200 brønde er gravet på hans anvisning. Han var også parat til at hjælpe, når nogen led af en gigtsygdom. Hvis han da via din pilekvist fandt ud af, at vedkommendes seng stod over en vandåre, så hjalp det ofte den syge, at sengen blev flyttet.

 

”Du passer ovnen”

Desuden fiskede han ål ved slusen. Det var ikke underligt, at han overlod arbejdet i bageriet til kone og børn. Da vognmand Hans Knudsens hus på Nørrevej brændte i begyndelsen af 20’erne måtte bageren naturligvis til brand. Inden han for ud af døren sagde han til datteren Käthe, der vel var i konfirmationsalderen:

  • Du passer ovnen

Hun vidste ikke engang, hvad det var i den, men sådan var hans facon.

 

Käthe skiftede nationalitet tre gange

Käthe blev gift med Max Boysen, bagersvend fra Sild. De overtog i 1934 Lauritz Andersens Bageri i Storegade. Men efter et par år flyttede de til Herbergsgade og drev bageriet der sammen med Käthe’ s far. Siden overtog Max Boysen selv bageriet. Det blev nedlagt bed hans død i 1974.

Skønt Käthe Boysen havde boet praktisk taget hele sit liv i det samme hus i Herbegsgade, skiftede hun nationalitet hele tre gange.

 

Glashuset

På grunden af Herbergsgade 7 på hjørnet af Østergade var der i begyndelsen af 1900 – tallet landbrug med møddingssted lige ved siden af bageriet. I 1924 blev der bygget et nyt hus. Den rummede en kirkesal, hvor den nyapostolske menighed holdt sine gudstjenester og møder. Det var meget store vinduer ud mod gaden. Derfor hed huset i folkemunde ”Glashuset” Senere blev gudstjenesterne flyttet til Klostergade 2 og Glashuset blev lejet ud til beboelse. Senere fik menigheden sin egen kirke Buen 4.

 

Æ Bykass

I Herbergsgade 9 var der i mange år byens finanskontor ”æ bykass” Før genforeningen havde ”Fleckenkasse Hoyer” kontor i Klostergade 2, der blev ejet af Johannes Matthiesen. Han overlod nabogrunden ved Herbergsgade til sin søn snedker Claus Matthiesen, der byggede huset nr. 9 med lejligheder og værksted. Han var byens kasserer og flyttede kontoret over i det nye hus.

Kassererhvervet gik i arv til hans datter, Marie, der i mange år forestod indkassering af skatter og afgifter og udbetaling af lønninger og pensioner m.v. Først da borgmesterkontoret i 1947 blev flyttet fra Storegade 27 til den gamle præstegård, blev bykassen i Herbergsgade nedlagt. Marie Matthiesen undgik naturligvis ikke at måtte leve med navnet ”Mie Bykass”.

 

Sjællænderen blev ved med at tale sjællandsk

Herbergsgade 11 optager det smalle, sydlige mellemrum mellem de to parallelgader, og her boede Jørgen Nielsen. Han var en gæv sjællænder, der kom til Højer i 1914. Han arbejdede ved låningerne, de faskinvolde, der skulle holde kanterne af Højer kanal intakte.

Desuden fiskede han og holdt et par køer i den nordlige ende af huset. På den anden side af Kovej havde han svinesti vest for Truelsens lade. Endnu da han havde et halvt hundrede år på bagen som høvring, talte han uforfalsket sjællandsk med en enkelt undtagelse. I stedet for “når””sagde han ”wenn”, men udtalt på sjællandsk med stød:

  • Vænd du nu kommer hjem

 

Banegårdsgade – Højer Dige – Ved gamle Dige

Syd for Kovej førte Banegårdsgade hen til Højer Station. Den blev bygget, da jernbanen mellem Tønder og Højer skulle åbnes i 1892. Det var en statelig bygning, der rummede kontorer, lejlighed til stationsforstanderen og ventesale med restauration for de rejsende. Den blev dog også besøgt af de lokale.

 

En gemytlig aften på Højer Station

Man kunne godt have en gemytlig aften på stationskroen i daler og så tage det sidste tog hjem og slutte af hos Heine Bensien på Højer Station. Man kunne også benytte toget lokalt og løse billet fra Højer til slusen. Du kan selvfølgelig læse hele historien i artiklen ”Sidste tog fra Højer”.

 

Banegård revet ned

I den østlige ende af bygningen var der godsekspedition. Der var en rampe, hvor man læssede kreaturer på toget. På baneterrænet var der et vandtårn til brug for togene. Persontrafikken blev opretholdt til 1935 og godsbefordringen fortsatte til 1962. Derefter overtog kornfirmaet Hindrichsen stationsbygningen og indrettede lejligheder i den. Den blev nedrevet i 1985 for at give plads til andelsboliger.

 

Banen – stor betydning for byen

Da banen blev oprettet i 1892 betød det et minus for byen, som derved gik glip af indtægter ved at være transitby fra turister til Sild. Men siden havde toget stor betydning for byen.

Det var det normalt benyttede middel for personbefordring mellem Højer og Tønder. Den befordrede tyske turister til slusestationen og arbejdere og skoleelever til Tønder. Den besørgede godstransport for virksomheder i Højer, først og fremmest Tæppefabrikken.

 

En branddam, der ikke pyntede

Vest for Kovej nr. 2 har det været en stor branddam med træstakit omkring. Der blev ofte smidt skrammel i den, så det pyntede bestemt ikke. Men i 1930 blev den fyldt op, bl.a. med jord fra nordenden af det gamle dige, med henblik på, at der kunne anlægges en mindelund på stedet.

I 1987 opførte Højer Andelsboligforening 20 boliger i området mellem mindelunden, baneterrænet og det gamle mejeri.

 

Tagrør fra Rudbøl

Vest for mindelunden begynder det gamle havdige fra 1556, der strækker sig til Rudbøl og videre ind syd om Tønder. De jernbanen blev lagt ud til slusen, gik diget længere mod nord op forbi Ved gamle Dige nr. 1. Derfor blev banen ført igennem diget syd for dette hus, og i tilfælde af stormflod kunne åbningen lukkes med svære planker ligesom man ser i de næstyderste diger syd for grænsen.

Lige syd for byen går vejen op mod diget, og vest for dette ligger Højer Dige nr. 2, der i sin tid tilhørte gartner Johannes Møller. Han var oprindelig bødker med værksted i Postgade 11. Han startede i begyndelsen af århundredet et rørvæveri i huset ved diget ligesom det i Østerende 18.

Råmaterialet var tagrør, der blev høstet i egnen omkring Rudbøl. Man kunne sejle rørene næsten helt op til huset. Senere lærte Møller gartnerhåndværket og drev i cirka 25 år gartneri på ejendommen.

 

Rabarber og jordbær til feriehotellerne på Sild

Han avlede bl.a. rabarber og jordbær, som han solgte til feriehotellerne på Sild. Han havde også en postordreforretning med kålplanter til forskellige egne af Tyskland. I Skolegade 4 havde han grøntforretning. Men hans produkter solgtes også fra en trækvogn på gaden.

I 1936 overtog Lorens Jepsen gartneriet, og efter 1946 har han mest drevet det som hobby.

 

Lægebolig

Vi vender om og går tilbage til Ved gamle Dige 1. Huset er bygget til lægebolig i 1922 af dr. Madsen. Han var fra Højer, hans kone fra Kaukasus. Jo, det var den læge, der blev kørt over af sin egen bil i 1924. Derpå købte amtsfuldmægtig Florander huset, og i 1934 blev det igen lægebolig, da Dr. Rasmussen flyttede ind i det.

 

Rutebilstationen

På hjørnet over for lægeboligen var rutebilstationen. Da persontrafikken ophørte på jernbanen i 1935, måtte det foregå pr. rutebil. Rutebilejerne Hansen og Snitgaard fik koncession på ruten. Højer – Tønder. Men forbindelsen mellem Ballum og Højer over Hjerpsted blev opretholdt.

I 1937 byggede de Højer Rutebilstation med en ventesal. Byen betalte en årlig leje på 300 kr. til denne ventesal. Og ofte har Familien Brodersen taget denne tur.

I 1940 blev taksten for en rutebilbillet til Tønder forhøjet med hele 25 pct. Ja det var her, at Oma og Opa’ s hund ”Sep” ventede på os, når vi kom fra Tønder. Den havde trods alt måttet løbe 3 kilometer ude fra Ny Frederikskog.

Og her slutter denne gåtur, men vi vender som sædvanlig frygtelig tilbage med næste gåtur.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 59 artikler om Det Gamle Højer og Omegn herunder:

  • En historisk vandretur fra Nørregade i Højer
  • En ny vandretur i det gamle Højer
  • En gåtur i Højer
  • Højers gamle huse
  • Dengang i Højer
  • Sidste tog fra Højer
  • Anekdoter fra Højer
  • Højer – før i tiden
  • Dagligliv i Højer – dengang
  • Flere anekdoter fra Højer
  • Det Gamle Højer
  • Endnu flere anekdoter fra Højer (3)

Britiske bomber over Jylland

Januar 31, 2017

Britiske Bomber over Jylland

Vi hører næsten kun om bombardementer mod København af britiske fly under besættelsestiden. Men også Jylland blev ramt, både af bevidste angreb, men også af fejlslagende angreb. Ofte oplevede jyderne ligefrem luftkampe over deres hoveder. Og tyske jagere jagtede ofte de britiske flyformationer over Danmark. Denne artikel er eksempler på bevidste angreb, fejlangreb m.m. Fiskere fra Esbjerg blev angrebet af britiske fly. Skjern Svineslagteri blev næsten lagt i grus under et sådant angreb. Et sommerhusområde blev angrebet flere gang. Sundeved og Als oplevede det største bombeangreb overhovet på dansk grund under krigen. Adskillige gårde og huse i området blev ødelagt. I Tønder blev det samme hus ramt to gange under besættelsestiden. Alle disse angreb, bevidste eller ubevidste kostede mange menneskeliv og store materielle skader.

 

Der faldt mange britiske bomber

Der faldt mange britiske bomber over Danmark under Anden Verdenskrig. Vi har mest hørt om dem, der ramte København. Og egentlig forårsagede disse bomber store ødelæggelser og menneskeliv. Dette er ikke et forsøg at kortlægge antallet af bomber. Men det er blot for at påvise et glemt kapitel i besættelseshistorien.

 

Der var mange bevidste angreb

De allieredes angreb mod Danmark var ikke kun fejlbombning med bevidste angreb. Og antallet af disse angreb er større end man hidtil har antaget. Det var åbenbart et led i en bestemt strategi eller udtryk for en bestemt type angreb.

Fra især Norge, men også fra Danmark generede tyskerne den britiske østkystsejlads og den britiske rekognoscering i Nordsøen.

 

De så døden i øjnene

Fra de engelske baser fløj de dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned. Ingen vidste, om de kom tilbage. For at kunne holde sig vågen og for at kunne se døden i øjnene uden at bryde sammen tog piloterne metamfetamin.

Til angrebene i Vestjylland brugte briterne et fly, der måske ikke kunne bruges til andet. Den var uegnet til strategiske angreb, og den havde ikke rækkevide til togter til Tyskland.

I nogle byer var der mange luftalarmer. I de fleste tilfælde blev alarmen udløst af allierede bombemaskiner, der fløj hen over Danmark på vej til Tyskland med deres dødbringende last.

 

Mange britiske fly skudt ned på dansk grund

Fra midten af 1942 blev denne overflyvning forstærket. I juli 1943 blev Hamborg bombarderet. 30.000 af byens indbyggere omkom.

En del fly blev dog under disse togter også skudt ned på dansk jord.

 

Den 4. september 1939

Det var den 4. september 1939. Det var en smuk sensommerdag med solskin og høj himmel over Esbjerg. Ude over Nordsøen var der dog skyet og i løbet af dagen blev det helt usigtbart.

Klokken cirka 17.30 kom en flyvemaskine ude fra Ho Bugt og fløj ind over havnen nordfra. Den fortsatte i en bue over byen og forsvandt igen ud over havet.

 

Fire bomber over Esbjerg

Undervejs havde den kastet fire bomber. Den første faldt på Tjæremarken lidt nord for Hermetikfabrikken. Den frembragte et stort krater næsten fem meter dybt. Den næste bombe faldt ved Vedsted Hansens papkassefabrik og efterlod ligeledes et krater i jorden. Den tredje bombe traf ejendommene Frodesgade 150 – 152. Den sidste bombe faldt i gården til Sjællandsgade 26.

Det var den tredje bombe, der forårsagede store ødelæggelser. Der var tusindvis af knuste ruder. I Sjællandsgade legede adskillige børn i gården. Den tredje bombe var gået gennem taget nær skorstenen i Frodesgade 152. Den fortsatte gennem huset og eksploderede i kælderen i nabohuset i nr. 150.

 

Store materiale skader

De to gavle blev revet fra hinanden, og det så ud som om at den havde skåret husene fra hinanden. På grund af det gode vejr var de fleste af beboerne udendørs. En kvinde var blevet dræbt. Mange var blevet kvæstet og sygehuset samt redningsmandskabet havde travlt. Man søgte i ruinerne efter sårede. Først hen på aftenen var der klarhed over katastrofens omfang.

Panikken bredte sig i Esbjerg. I privatbiler og rutebiler tog folk væk fra byen. Togene var overfyldte på vej væk. Bomben kom som et chok. Angst, usikkerhed og panikhandlinger fulgte.

DNSAP´s blad Fædrelandet fastslog, at regeringen havde forsømt sine forsvarsopgaver. De opfordrede regeringen til at gå af.

 

Briterne var længe om at erkende deres fejl

Den 11. september 1939 blev fru Edel Hansen begravet. Der var kranse fra kongeparret og fra den engelske regering. Det gik lang tid, inden briterne ville erkende, at det var dem, der ved et uheld var skyld i ødelæggelserne.

Den tyske gesandt i København erklærede straks, at det ikke kunne være tyske bomber. Ingen tyske maskiner havde været i området.

De danske myndigheder kunne fortælle den engelske gesandt Ramsay, at det var tale om engelske bomber. Den engelske regeringer blev dog tvunget til at fortælle sandheden efter at de var kommet med et noget vattet svar. Modstræbende erklærede englænderne, at de ville betale erstatning.

 

Det kneb med erstatningen

Esbjerg Kommune fremsatte krav lød på 93.000 kr. for ejendomme, 53.000 kr. for løsøre og 20.000 kr. til kommunen. Sagen trak ud. Den 16. december spurgte flere aviser, hvordan de hjemløse familier skulle kunne holde jul.

 

Trusler fra Englænderne

Begivenhederne førte til, at der blev opstillet et luftværnsforsvar ved Sædding. Ramsey meddelte udenrigsminister Munch, at England betragtede dette som en uvenlig handling hvis Danmark nedskød britiske fly. Ramsey truede med at Royal Air Force kunne finde på at hævne en sådan handling.

 

Hvad skete der egentlig?

Allerede den 4. september 1939 satte RAF angreb ind mod tyske krigsskibe i Wilhelmshafen og i Brunsbüttel ved Elbens munding. Ingen af aktionerne var særlig succesrig.

Tilsyneladende var den tyske modstand større end forventet, det engelske mandskab for uerfarent og i kombination med det dårlige vejr over Nordsøen gik aktionen i opløsning. Den maskine der kastede bomber over Esbjerg synes at være en vildfaren maskine, der skulle have været over Brünsbüttel.

Formentlig er piloten i det usigtbare vejr kommet ud af kurs, og han havde ment, at han var over en tysk havn. Hvordan han så har forvekslet krigsskibe med huse i byen bliver nok aldrig opklaret.

 

Angreb igen den 15.10.1944

Også den 15.10.1944 var der igen bombefly over Esbjerg. Flyvepladsen blev beskudt. Gestapo – hovedkvarteret i Århus blev angrebet. To tog blev angrebet og endnu to tog blev angrebet.

 

Tysk massakre over Aalborg

I august 1940 ville 12 engelske fly af Blenheim – typen bombe Aalborg Lufthavn. Men det hele gik galt. Fejlnavigationer, fejlfortolkninger og misforståelser medførte at 20 engelske flyvere mistede livet. Flyene blev alle skudt ned i en sand massakre.

I Vestjylland oplevede befolkningen dog også bombenedslag, luftkampe og flystyrt. I foråret 1941 var man særlig udsat. Det gik ud over både privat og offentlig ejendom.

 

Tilfældige mål over Vestjylland

Skjern Svineslagteri blev jævnet med jorden, Også viadukterne ved Hee og Velling blev angrebet. Ringkøbing banegård var målet hele to gange. Foråret 1941 var en blodig periode i krigen for vestjyderne.

Ved at angribe mål langs Europas vestkyst ville de allierede hæmme fragten af svensk jernmalm, olie fra Spanien og desuden konvojer fra Hamborg som fragtede forsyninger til de fjendtlige tropper i Holland, Belgien og Frankrig.

Nu var det sådan, at hvis de engelske fly ikke fandt passende mål langs kysten havde de tilladelse til at gå ind over land og finde passende mål i kystområderne. Militære mål som flyvepladser og havne med ubåde var legitime mål.

 

Man ville måle tyskernes reaktion

Nu var målene i Vestjylland ikke at ødelægge, men man ville sprede tyskernes fly og se reaktionen på angrebene. Man håbede også på at tyskerne ville trække nogle af deres Messerschmidt 109 væk fra slagmarkerne i Nordafrika og Mellemøsten.

Hvis de ikke fandt nogen interessante mål i vandet gik de ind over landjorden. Som regel måtte de ikke gå længere end 10 – 15 miles. Det begrænsede operationsområde skyldtes frygten for de tyske jægere.

Man forsøgte at bevare overraskelsesmomentet.

 

Transport af malm gennem de indre danske farvande

Transporten af malm skete dog normalt gennem de indre danske farvande, men på grund af hård frost blev transporten iværksat langs den jyske vestkyst i januar – februar 1941. Briterne mente dog, at dette var permanent. Deres angreb kom først i stand i løbet af foråret 1941. Men da var de indre danske farvande igen blevet sejlbare.

Nogle af de første angreb fandt sted den 7. – 8. februar 1941. Her blev to viadukter ved Velling og Hee angrebet. Men også private huse i området fik bomberne at føle.

 

De mistede orienteringen

Men bombningen af Skjern Svineslagteri den 16. april 1941 skabte en del røre. Ville briterne ramme dansk levnedsmiddeltransport til Nazi – Tyskland? Men årsagen var simpelthen fejlbombning.

Man havde mistet orienteringen og bombningen foregik 40 – 50 kilometer sydligere end de mål, man havde udvalgt. Man havde troet, at man bombede en fabrik ved Varde. En dyrlæge og en opsynsmand mistede livet. Flere slagteriarbejdere måtte på sygehuset.

 

Angreb på fiskerflåde

Den 7. april angreb 6 fly vestkysten. To af flyene angreb en fiskerflåde på 40 skibe cirka 12 miles nordvest for Blåvandshuk. En trawler blev ramt og gik ned. Angrebet blev fulgt op af maskingevær – angreb. Fem kuttere var under direkte angreb. Elsa af Esbjerg blev ramt af en bombe.

Blåvands Radio, som tre dage efter blev overtaget af tyskerne blev også angrebet.

Den 9. april 1941 faldt der 8 bomber over jernbaneterrænet i Ringkøbing. Målet for bomberne var et holdende godstog. Men englænderne ramte næsten alt andet i nærheden. En viadukt ved Holstebrovej, gasværket og et beboet hus, hvor en kvinde blev såret af sprængstykker.

Egentlig var målet et holdende godstog med 10 – 20 vogne, men det blev ikke ramt. En af bomberne faldt i en have 150 meter fra stationen.

 

24 ejendomme beskadiget

Et hus blev næsten total ødelagt, og en kvinde, der opholdt sig i huset blev kvæstet.

Rom Flyveplads blev også angebet. Først ved anden overflyvning gik alarmen i gang. Ingen af flyene led dog overlast. En dansk tømrer fik kåret flænset op. Yderligere blev en person hårdt kvæstet og to lettere såret.

Samtidig blev et godstog angrebet i Vemb. Her var man mere heldig og ramte godstoget. Hele 24 ejendomme blev mere eller mindre beskadiget.

Et sommerhusområde i Bjerghuse ved Fjand ca. 15 kilometer nordvest for Staby blev angrebet. To sommerhuse nedbrændte og en del blev beskadiget.

 

Antenner var til ophængning af rødspætter

Man kan undre sig over, at danske fiskekuttere blev angrebet. Men det var meget almindelig i krigens første år. De engelske piloter kunne se ”mystiske snore” på kutterne. De troede at det var antenner. Men de blev såmænd brugt til at tørre rødspætter på.

Egentlig havde piloterne ikke nogle specifikke mål at gå efter. Det var efter deres egen bedømmelse. Indtrykket er dog, at piloterne ikke vidste præcis, hvad de gik efter. Det var ikke nogen mål, der havde den store militære betydning. Indtrykket er, at man ville vurdere tyskernes reaktion.

 

Igen ude af kurs

Godstog blev angrebet betingelsesløs mens passagertog kun blev angrebet, når man kunne konstatere, at der var tyske soldater med toget.

Angrebene i Vestjylland tre dage i træk blev nu afløst af en uges ro.

Men den 16 april var man igen i gang. Det var tæt tåge over Vestjylland. Man angreb en ”W/T station på Fanø”, en jernbanelinje sandsynligvis ved Struer og en fabrik med stålskorstene i fuld aktivitet, sandsynligvis nær Varde. Ja sådan troede piloterne.

Fabrikken blev næsten helt ødelagt. Angrebene mod jernbanen blev forfejlet.

”W/T station på Fanø” og en hvid bygning med telegrafpæle må have været Hotel Skodbjerg med telefonpæle. Og Fanø har i virkeligheden været landtangen Holmsland Klit. Dette betød en fejlnavigation på mindst 50 kilometer. En ”jernbanelinje nær Struer” tilskrives angrebet på Snedsted Station.

 

Skjern Svineslagteri næsten jævnet med jorden

Men som skrevet var der betydelige skader på Skjern Svineslagteri. Bygningen lå delvis i ruiner. Et stort antal svinekroppe blev ødelagt. Der strømmede farlig ammoniak ud. I alt blev 5 mennesker alvorlig kvæstet, 2 af dem døde senere. 5 personer blev lettere kvæstet.

Et hus i Snedsted blev alvorlig beskadiget

 

Sommerhuse igen angrebet

Den 25. april var der galt igen. Bomberne ødelagde dengang jernbanesporet to steder og raserede et pakhus på stationen. Flere omkringliggende huse fik sprængt ruder og fik ødelagt taget. Flere godsvogne blev ødelagt og en enkelt person blev meldt såret.

Brandbomber slog ned i de omkringliggende haver. Nogle af disse antændte et græsområde, der bevirkede, at en gård nedbrændte. En arbejder på Vostrup station blev en arbejder hårdt kvæstet.

Igen engang blev sommerhusområdet i henholdsvis Nr. Lyngvig og Bjerghuse ved Fjand angrebet. To sommerhuse blev total ødelagt og seks sommerhuse blev alvorlig beskadiget

Måske har de britiske piloter troet at de danske sommerhusområder var tyske barakbyer.

 

CBU – korps blev dannet

Man kan jo undre sig over angrebene ved den jyske vestkyst, der kunne have ført til mange flere dødsfald. Aktionerne havde til formål at tvinge tyskerne til at sprede jagerstyrken. Angrebene ramte for det meste civile mål.

De gav også anledning til, at luftværnet forhøjede beredskabet for observationstjeneste ved Vestkysten. Der blev også foretaget en række skærpende inspektioner af luftværnsforanstaltningerne i hele Vestjylland.

Angrebene var også årsagen til, at de første 4 ½ sluknings – og sanitetskolonner under Statens Civile Luftværn, det såkaldte CBU – korps.

 

Fabriksluftværns – foranstaltninger blev etableret

Især angrebet på Skjern Svineslagteri vakte bekymring i Danmark. Man mente, at det var tegn på en skærpet kurs fra briternes side i retning af at ramme den danske levnedsmiddeleksport til Tyskland.

Fabriksluftværns – foranstaltninger blev gennemført på samtlige landets slagterier. Tilsvarende foranstaltninger blev et par måneder efter gennemført på landets mejerier.

 

Et kystbatteri ved Hanstholm

Først i maj 1942 begyndte briterne at interesserer sig for Hanstholm. Først i juni kunne briterne konstatere, at det første supertunge 4 kanonernes kystbatteri var observeret. Denne fæstning var Hitlers egen ide.

SOE havde fået indberetninger fra det danske efterretningsvæsen. Men man begyndte først at interesserer sig for installationen langt senere.

Den 27. september 1942 detonerede en sprængbombe i Kyvling ved Tarm. Den gjorde skade på 19 ejendomme. En gård blev næsten helt raseret.

 

Kæmpe ødelæggelser i Øst – Sønderjylland

Natten mellem den 18. og 19. august 1942 skete der en masse i den østlige del af Sønderjylland. Avisen Hejmdal kunne den 20. august i en række artikler berette om omfattende ødelæggelser. Gårde og huse var lagt i ruiner mange steder. Over hele Als, i Gråsten, Felsted, Ullerup. Blansmark, Grødebjerg, Bolderslev, Lundsbjerg og mange andre steder havde der været sprængninger og brande.

 

Det kunne ses i Aabenraa

Inde i Aabenraa gik der ild i et tag på Storegade. Flere butiksvinduer i hovedgaden var ødelagt.

Ingen mennesker var dræbt, men en del husdyr gik tabt udover de store materielle værdier. En af de engelske bombemaskiner var skudt ned over Sønderborg.

 

På en firlænget gård på Søgård Mark

En bombe var gået ned i de ene højre hjørne af en firelænget gård på Søgård Mark, i hestestalden. Her var den ene mur fuldstændig blæst bort. Taget på stuehuset var revet af, og det samme gjaldt store flager af bliktaget på laden og staldene. Der var ikke en dør eller et vindue i hele ejendommen, der var helt. Ikke en mur var hel, de havde alle sammen revner.

I nærheden af gården var der faldet en halv snes bomber med ikke mere end 25 – 30 meters afstand.

En minebombe faldt syd for stuehuset i en kartoffelmark.

 

En syg mand i støv og glasskår

Ved siden af gården lå et aftægtshus. Her lå en meget syg mand. Han var blevet overdrysset med klakstøv og glasskår. Men han var heldigvis ikke kommet noget til. To unge piger var alene hjemme i stuehuset. De blev heldigvis kun lettere såret.

Da bomberne faldt var ejeren af gården, Johan Philipsen til fødselsdag på Bremsmaj. Her faldt en brandbombe ned gennem stuehuset.

Heldigvis kom alle karle fra Lundtoftebjerg og hjalp til med oprydningen.

 

Hvorfor skulle de bombe her?

Det blev aldrig rigtig klart, hvorfor bomberne faldt. Man gættede på, at de engelske fly havde vanskeligheder ved at navigere. Måske havde de bomber til overs fra et større togt, og troede at de kastede deres last ud over Nordtyskland.

 

Statens Civile Luftværn undrede sig

18 lette bombefly havde til opgave den 19. august at bombe ubådsværftet i Flensborg. Som alternativ mål havde de selve Flensborg. Fem af flyene havde åbenbart kastet deres bomber mod værftet. 9 af flyene bombede Flensborg. Det ene fly kastede sin last over et ”tilfældigt” mål. Og det må så have været over Danmark.

Men det er noget der ikke passer i den historie. For Statens Civile Luftværn kunne fortælle, at der mellem klokken 00.05 og 0030 den nat blev kastet et stort antal bomber mod området Tinglev og Gennerbugten og farvandet mellem Als, Ærø og Flensborg Fjord. Man mener, at der var tale om et regulært angreb.

Statens Civile Luftværn sagde, at der på dansk jord i løbet af en halv time faldt i alt 293 sprængbomber og ca. 4.500 brandbomber. Herunder var et stort antal fosforbomber. Selve vægten var anslået til 250.000 pund!

Det vil sige, at selv om alle 18 fly havde forpasset deres mål og ramt ved siden af Flensborg og i stedet bombet på dansk jord, ville regnestykket ikke gå op.

 

Endelig fik man den rigtige historie

Ja sådan var opfattelsen i mange år. Men det viste sig at være 149 bombefly med 993 sprængbomber og 4.500 brandbomber over Sundved og Nordals. Målet var skibsværftet i Flensborg. De forreste fly, der skulle udpege det med faldskærmsbårne lysbomber kastede dem for tidligt. Derved blev 155 tons bomber smidt ned over den del af Sønderjylland. Heldigvis kostede det mirakuløst ingen menneskeliv, men som nævnt brændte mange ejendomme ned.

 

Flystyrt over Als

Omkring midnat mellem den 28. og 29. januar lettede 700 bombefly fra deres base i England. Målet var Berlin. Under indflyvningen over Sønderjylland fik tyske natjægerram på en Lancaster JB 412 fra Eskadrille 83 ved Varnæs omkring 2.20. Måske blev en JA 967 også ramt samtidig.

Minutter senere da Lancaster HK 537 fra Eskadrille 437 befandt sig over Augustenborg Fjord blev den sandsynligvis ramt af Friendly Bombs (bomber fra egne fly). Den blev alvorlig skadet, så piloten valgte at returnere til sin base. Men i det skydækkede område over Broballe stødte flyet sammen med en Lancaster JA 967. Flyene styrtede og alle 14 besætningsmedlemmer omkom.

 

Den blodige søndag den 27. august 1944

Jyderne oplevede en del luftkampe under krigen. Og det gjorde de også den 27. august 1944. Ved Hee i Vestjylland blev et persontog angrebet. En af lokoførerne blev dræbt lige som 8 passagerer og otte sårede. To civile, der opholdt sig nær en lastbil blev dræbt.

Under en sportsfest blev en fodboldspiller dræbt, mens flere tilskuere blev såret. Disse ulykker blev muligvis forårsaget af vildt skyderi mellem fly under heftige luftkampe i området.

Under den tredje beskydning havde passagerer søgt dækning under toget. Særtog 8322 blev angrebet nær Ulfsborg, begge lokofører døde af sære forbrændinger.

Nord for Lem blev endnu et tog beskudt En lokofører blev dræbt, en anden hårdt såret.

 

En sort dag i Tønder

Den 11. juni 1942 blev en sort dag for Tønder. 4 personer blev dræbt og 16 såret, da bygningen, Jernbanegade 10 i nærheden af Tønder H blev nærmest jævnet med jorden. En dyrlæge og hans datter var blandt de dræbte.

Der var murbrokker og glassplinter og støv over det hele En anden bombe var faldet ned på den anden side af Kongevej. På stationen og i nærheden var der vild panik. Folk skreg.

To engelske jagerfly var kommet ud af kurs. De var omkring 20 km nordligere, end de havde regnet med. Ja de troede, at de var i Niebüll, der havde direkte forbindelse til Sild. Derfor var det et oplagt bombemål.

Men klokken 18.58 drønede de to fly ind over Tønder og fra 50 meters højde kastede de deres 500 punds sprængbomber. Flight Sergent Rowland drejede af mod vest og fløj hjemad.

 

Frygtelige virkninger

Den første bombe havde ramt jernbaneterrænet 40 meter fra banegården. Den var ikke eksploderet men rikochetterede derfra gennem en mur, gennem en have, tværs over Jernbanegade og endte i kælderetagen til Jernbanegade 10, hvor den eksploderede sammen med en anden bombe fra samme fly.

Virkningerne var frygtelige. De to øvrige bomber var faldet i nærheden og havde forvoldt stor skade på flere ejendomme.

 

Fly skudt ned

Flight Lieutenant Hughes havde endnu ikke smidt sine bomber. Han valgte at følge jernbanen nord på. Kl. 19.10 angreb han et tog mellem Døstrup og Skærbæk. Lokomotivføreren døde på stedet. Fyrbøderen døde et par dage senere. Det engelske fly styrtede ned 5 minutter senere, skudt ned af en tysk jager.

 

Det samme hus ramt igen

Natten mellem den 14. og den 15. april 1945 kastede en engelsk jager igen en bombe mod Tønder H. Men desværre ramte bomben forbi målet og direkte ind i den genoprettede bygning på Jernbanegade. Bygningen blev nærmest halveret. I ruinerne fandt man 5 dræbte og 7 sårede.

Angrebet var kommet så pludselig, at luftalarmerne ikke gik i gang.

Omkring Jejsing og Rørkær faldt det også bomber. Dette betød mindst to dødsfald. Ja ved Visby faldt der også bomber. Ja og mange andre steder i Jylland.

 

Kilder:

  • Henrik Skov Kristensen, Claus Kofoed, Frank Weber: Bomber over Danmark
  • Christian Ringskou: Flyvere i natten
  • Bent Bågøe Anthonsien, Jens Holm: Fem lange år – Beretninger fra Ringkøbing under besættelsen 1940 – 1945
  • Hejmdal (avis) 20. august 1942
  • Anders Bjørnvad: Faldne allierede flyvere 1939 – 45
  • Eriksen: Midtjyske CF – kolonne gennem 40 år 1941 – 1981
  • Hjort Rasmussen: Det er nødvendigt at sejle
  • Ebbe Munck: Døren til den frie verden
  • Sven Henningsen: Esbjerg under anden Verdenskrig.

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 190 artikler om Besættelsestiden herunder:

  • Der dukkede pludselig et fly op
  • Bombeangreb mod Tønder

 


Fyrretyve Fængselsfortællinger

Januar 27, 2017

Fyrretyve Fængselsfortællinger

Uffe Aasvang er tidligere fængselsbetjent (1965 – 2001) Bogen er til tider kritisk over for kriminalforsorgen/fængselsvæsnet. Alle 40 fortællinger er virkelighed. Og her på siden bringer vi lige omtale af den på grund af nyhedsværdien. Vi vender selv tilbage med en anmeldelse. Men allerede nu kan vi bringe en mini – anmeldelse. Her er masser af humor, ironi, satire, kærlighed og menneskelig forståelse. Men der uddeles også hug. Man sidder overrasket og forbløffet tilbage. Og så uddeles der da også hug.

 

Stor nyhedsværdi

Vi har fået tilsendt denne bog ”Fyrretyve Fængselsfortællinger” til anmeldelse. Den ser enorm spændende ud, og vi vil senere anmelde den her på siden. Men da bogen har stor nyhedsværdi i kraft af, at der sker en masse inden for netop fængselsvæsnet i øjeblikket vil vi allerede nu gøre opmærksom på den.

 

En anmeldelse af bogen

Vi har fundet følgende anmeldelse af bogen:

  • ”Fyrretyve Fængselsfortællinger” er en fængselsbetjents historiefortælling. Den foregår på Kastellet, Vestre Fængsel, den gamle Helsingør Arrest, de grønlandske anstalter for Domfældte og Statsfængslet i Horserød i tiden 1965 – 2001.
  • Tjenestestederne beskrives kort historisk og bygningsmæssigt. I kapitlet om Grønland er der naturbeskrivelser.
  • Der er både dramaer og regnvejrsdage og spilopper i fortællingerne
  • Bogen er skrevet både med humor, satire og ironi og der uddeles hug – men mest af bogen er præget af kærlighed og menneskelig forståelse og indsigt og menneskelig iagttagelse.
  • Der er tale om en tour de force gennem fængselssystemet, et system som forfatteren går i rette med.
  • Bogen har en rørende uventet afslutning.
  • Denne velskrevne bog ”Fyrretyve Fængselsfortællinger” – læsning for en sluttet kreds er Uffe Aasvang’ s debut som forfatter. Og jeg venter på, om han mon har flere udgivelser i stavlommen.
  • Efter læsningen sidder man overrasket og forbløffet tilbage, og måske har han løftet et flig af sit talent.
  • (Saxo.dk)

Som skrevet vil vi senere her på siden tage bogen gennem vridemaskinen.

 

Det er virkelige fortællinger

Uffe Aasvang fortæller, at alle disse fængselsfortællinger er virkelige og er foregået som fortalt. Alle personer er eksisterende, men som Uffe siger, så har han benådet de fleste, ved at kalde dem de navne, de gik under.

Fortællingerne starter i 1960’erne i Kastellet og på Vestre Fængsel. Læserne skal dog lige erindre sig, at fortællingerne begynder i en tid for længe siden, og at de foregår i en verden af i går.

 

Kritisk over for fængselsvæsnet/kriminalforsorgen

I dag er Uffe 72 år og thailandsk gift. Selv siger han, at bogen ikke er det sædvanlige lirum – larum, men visse steder kritisk over for fængselsvæsnet/kriminalforsorgen.

I sit forord skriver Uffe Aasvang blandt andet:

  • Disse mèmoires d`outre tombe er tilegnet de af mine kollegaer, som ikke havde, eller ikke har, den rette tern i skjorten, de som sagde et bigot system imod, de som forsvarede sig – ofte med en god latter – levende som døde – og de, der bare ikke har det så godt.

Vi vender tilbage med anden del af omtale af denne bog, når vi selv har læst den. Og så anmelder vi den.

Uffe Aasvang: Fyrretyve Fængselsfortællinger/ Historia

 


Der var gang i Aabenraa

Januar 18, 2017

Der var gang i Aabenraa

Vi kigger på tiden i slutningen af 1800 – tallet til Revolutionen i Aabenraa i 1918. Vi besøger det lange hus i Søndergade. Her boede arbejdere hos Jürgen Paulasens Værft. Et pinligt uheld skete ved værftet. Og i 1872 var Fallesen ved at drukne. Vi besøger Schwartzes Ross i Store Pottegade. Her boede mange mærkelige folk. En af disse stjal hegnspæle og en anden blev kaldt for ”Hunderakkeren”. Byen ville ikke byge en kaserne, så flyttede garnisonen. I Vestergade var der 10 gæstgiverier og 7 slagtere. På Krauses Gæstgiveri kom alle de fine. De store hestemarkeder og kræmmermarkederne samlede masser af folk. Der var trængsel i gaderne. Så gik man til søndags – bal på Colosseum for 20 Pf. På et tidspunkt var musikkerne ude af stand til at læse noder. Gadesproget var dansk. Man skulle huske at titulere rigtigt. Den 10. november 1918 var revolutionen kommet til Aabenraa. Men ”Æ Røe Duch manglet nogn hvie Kors”

 

Det lange hus i Sønderport

”Det lange hus” i Sønderport, som fra den gamle gade skyder sig mod Kystvejen er et minde om skibsbyggeriets tid. Det var en årrække bolig for skibstømre og smede, som arbejdede på ”Jürgen Paulsens Værft” æ Timmergaard”.

Huset er opført i 1863 – 1864. Paulsen selvboede i en ejendom lidt længere inde mod byen. Her havde Landmålerkontoret senere til huse. Han lejede det lange hus ud til sine tømmerfolk, smede, kuske, arbejdskarle m.m.

Den årlige husleje for disse lejligheder varierede fra 18 til 35 Rigsdaler. I lejligheden ud til gaden havde Joachim Fallesen gæstgiveri fra 1873 til 1897.

 

Tre sandstensfigurer

Ejendommen havde i gavlen en marmorplade med Jürgen Petersens navn. Om den sidder der endnu ved ”Den Gamle Redaktør” ikke. Det er længe siden, han har været i Aabenraa.

I sin tid var ejendommen smykket med tre sandstensfigurer, som Paulsen skal have købt i Gråsten, hidrørte fra ”Palæets Have”.

 

Et myldrende liv

I dette hus udfoldede der sig i skibsbyggernes tid et myldrende liv. Om morgenen strømmede håndværkerne ud fra bygningen over i Tømmergården, hvor der dagen igennem var klangen fra smedens esse blandet med tømmernes drønende hammerslag på skibsskroget, som stod på beddingen.

Om sommeren blev der snakket uden for huset. Men det blev ofte afbrudt af støjende, rejsende svende, der havde været inde og havde smagt på Jochimsens brændevin i den berygtede ”Keminsel”, der indtil århundredeskiftet lå der, hvor den tidligere amtsbane – funktionærbolig lå.

 

Et pinligt uheld på værftet

Ved en stabelafløbning på værftet, der altid var en stor begivenhed, indtraf der et uheld, at skibet ikke var til at rokke fra beddingen. Det viste sig, at man havde taget fejl af sæben, der blev påsmurt kølen, for at få den til at glide. I stedet havde man smurt lim på fra Klebergs Limkogeri i Kolstrup, der leverede begge produkter.

 

Ved stormfloden i 1872

Ved stormfloden i 1872 blev ”Det Lange Hus” stærkt medtaget. Beboerne måtte gå i både for at komme derfra. Joachim Fallesen ville ikke forlade sit hjem. Han blev alene tilbage for at redde værdigenstande og møbler op på loftet.

Vandet steg stadig. På en gang kom der en bjælke svømmende og satte sig fast i døren til lejligheden, så han ikke kunne komme ud. Fallesen kravlede i sin nød op på kakkelovnen for senere at redde sig gennem vinduet. Han nåede ud på gaden, hvor vandet gik ham til halsen.

 

Han var nær druknet

Han forsøgte at arbejde sig mod byen. Men ved Schwennesens Stiftelse var træbroen over åen sprængt bort af vandet.

Fallesen ville være druknet, om ikke et par soldater, der havde set ham kæmpe for livet var svømmet ud og bjærget ham. Da vandet var faldet, så han atter kunne vende hjem sad familiens kanariefugl oppe under loftet og sang.

Concordia var hvis det sidste skib, der blev bygget på Paulsens Værft. Og det sidste skib i Aabenraa.

I 1877 skete der en række begivenheder i byen. Storegade blev ordentlig brolagt. Der kom også nye penge i omløb. Brændevinen kostede dengang 10 Pf. For en halv flaske. Drikkeriet florede i den grad.

 

I Schwartzes Ross i Store Pottegade

I ”Schwartzes Ross”, der dengang blev ejet af guldsmed Nielsen skete der også ting og sager. Ejendommen, der lå i Store Pottegade er for længst revet ned. Nielsen arbejdede hos guldsmed Møller på hjørnet af Storegade og Skolegade. Der boede senere fotograf Clausen.

 

1.000 uger – 1.000 Mark

Her boede også en ”Nagelsmed” Dengang kunne man ikke bare gå til isenkræmmeren for at købe søm. Man skulle købe dem hos smeden. Og smeden havde en svend, der var sjællænder. Han fik kosten og brændevin (dagen igennem) samt en mark om ugen. Mester synes, at det var en god løn. Han plejede at sige:

  • 000 uger – 1.000 Mark.

Når smeden skulle på landet og sælge søm, havde han drengene fra kvarteret med til at bære pakkerne, som de havde i en snor om halsen. Lønnen for denne budtjeneste var en pandefuld stegte kartofler efter hjemkomsten.

 

Han stjal hegnspæle

I baggården boede et ægtepar. Hustruen gik med, hvis lirekassemanden var i byen. Så sang hun til musikken og tjente en skilling.

Manden havde en vogn med nogle mægtige hjul. Med denne kørte han efter mørkets frembrud til skovs og stjal brænde. Men det var ikke altid han gad, at køre så langt, så stjal han hegnspæle. Blev han opdaget kom en af byens to betjente, Lebermann eller Bloch og hentede ham under stor ballade og postyr.

 

Tømreren og snedkeren

Der boede endvidere en tømrer i ejendommen. Han drak temmelig meget lige som de andre i huset. Han bestilte aldrig noget. Han havde en æske med lidt ”Viks” sæbe og nogle tændstikker, som han solgte for at skaffe penge til brændevinen.

På loftet boede en forhutlet skrædder, der nu og da blev fundet dødrukken på gaden, hvor drengene. Og så blev han ellers drillet. Hans store forklæde blafrede i vinden og afslørede, at han ikke havde nogen skjorte på.

 

Hunderakkeren

Endelig boede der også en ”Hunderakker” i Schwartzes Ross. Han fangede løsgående hunde med et slags lasso. Han tøjrede dem oppe i sin stue langs muren, som han havde slået kroge i. Her kunne folk med erlæggelse af 50 Pf. Hente deres bortløbne ”Pjevs” tilbage.

Her boede også en mand, der kørte rundt med en vogn fra hvilken han solgte kartofler, roer og gulerødder. Her boede også en moder og en datter, der levede af at sælge fisk. De skændtes altid fra morgen til aften, så hele naboskabet havde glæde af dette.

 

Mange dramaer

I naboejendommen i Store Pottegade boede for øvrigt et fruentimmer, der var vidt berygtet for at bande aldeles vederstyggeligt.

Jo der udspillede sig mange dramaer hver dag i Schwartzes Ross. Et enkelt endda med dødelig udgang. Brændevinen havde sin indvirkning i disse dramaer. I Aabenraa vidste man efterhånden, at der var sig et voldsomt liv herinde.

 

Byen ville ikke bygge kaserne

Andenpræsten, diakon Fischer underviste Løjt – drengene i engelsk, inden de skulle til søs. Bryggeriet på Nr. Chausse blev indviet med fest og optog af vogne. Der var gratis øl til alle.

Indtil 1888 var der en Garnison i Aabenraa. De havde eksercerplads i Rise Hjarup og var indkvarteret privat. Da byen ikke ville byge en kaserne flyttede soldaterne til Haderslev.

 

10 gæstgivere og 7 slagtere i Vestergade

På hovedgaden var der mange, der drev ”Landeri”. Og her var ret mange beværtninger en overgang.

I 1880erne var der alene i Vestergade 10 gæstgivere og 7 slagtere. Det var dengang inden banegården blev bygget, at den sydlige del af Aabenraa var den vigtigste del. På Søndertorv kom diligencen.

 

Her kom byens fine folk

På hjørnet af Vestergade og Nygade lå Krauses Gæstgivergård. Her kom byens bedsteborgere.  Og de større bønder fra oplandet spændte fra her.

Her kom også de gamle skibskaptajner, som tilhørte de førende i byen. Og det var Ahlmann, Michael Jebsen, Petersborg – Petersen fra Villa ”Scotland”, senator Raben, der også var skibsreder. Han ejede Kobbermøllen ved Flensborg Fjord og var meget velhavende (læs vores artikel om Kobbermøllen). Da han blev begravet havde han fire heste foran ligvognen.

 

De store hestemarkeder

På de store hestemarkeder var Vestergade og de andre gader omkring Store Torv fulde af vogne. Der var ingen markedsplads dengang. Heste og kreaturer stod opstillet på Store Torv, ned af Søndergade og til dels i Vestergade.

 

Kræmmermarkederne

Festligt var det særlig til kræmmermarkederne i juli og oktober. De varede i tre dage. Og på andendagen kom alle bønderne. Så stod der telte i gaderne helt nede fra Søndertorv op til Pottegade og lidt ned ad Rådhusgade.

Det var pottemagere, skomagere og hattemagere, galanterihandlere, pibedrejere m.m. og så var det ”Jacob aus Amerika”, som solgte varer til spotpris. Et vaskefad for 30 Pf., en paraply for 1 ½ Mark. Han lod sig altid prie. Han holdt altid til uden for Wohlbergs ejendom.

Ud for I.A. Schmidt stod honningkageteltene. Her kunne man et spillehjul vinde store kager fra Braunschweig. Der var loppeteater, et telt med fine guld – og sølvting. På Søndertorv var der Panoptikon. Oppe på Kirkepladsen var der linedansere. Der var 10 Pf. – boder.

 

Trængsel i gaderne

Den første fonograf kunne man høre på sådan et marked. Den var uden tragt. Den bestod kun af en valse og et gummirør til at stoppe i ørene.

De fremmede, som kom hertil med deres telte vidste, at det gik bedst med handelen på dansk.

I gården hos Hans Danielsen havde Jac. Jørgensen opstillet sin karrusel. På Salon de Thalia og Stadtteater var der masser af liv. Der var trængsel i gaderne omkring århundredeskiftet. Og så flyttede man da også ned på markedspladsen.

 

Skoene skulle bestilles

Håndværkerne hørte ikke til de rige. Ferie var der ikke så meget af. Måske kun svendene få fri en eller to dage til at besøge deres forældre. Om søndagen og ved højttiderne kunne det være, at der vankede en ”Bondedreng” som var en stor flad bolle, der smagte særlig godt.

Skulle man dengang have et par sko eller støvler gik man til skomager Andersen, der tog mål af fødderne. Han havde fem svende og et par lærlinge på værkstedet. Det var stærkt og solidt fodtøj, der blev syet. Måske var ikke alt lige elegant.

Hos snedker Nielsen fik man sine møbler lavet. Han sled selv i det med høvl og sav.

 

Mange håndværk er forsvundet

Mange af de gamle håndværk er i dag forsvundet, for eksempel rebslagerne. Dem var der tre – fire stykker af i Aabenraa. De spandt de tykke tove til skibene. Kobbersmedene og sømsmedene er også væk. Ja bødkerne er der heller ikke mere. Dem var der adskillige af i Aabenraa. De lavede vandtønder og træspande til skibene. Hvert hus havde sin vandspand.

Det håndværk blev fortrængt af zinken. Der var sølv – og guldsmede, der var kunstnere i deres fag. Og så var der kleinsmede, der lavede låse, nøgler og kistebeslag. Jo og så var det jo skibstømrerne, som vi allerede har hørt om.

Det var hyggelige tider dengang, når folk sad uden for husene om aftenen. Der var tid til en hyggelig passiar.

 

Til ”Søndags – bal på Colosseum”

Omkring 1900 – tallet gik man til ”Søndags – bal” eller ”Markeds – dans” i Colosseum på Store Torv. Det var cigarhandler Jac. Rauns far og bedstefar, der drev denne virksomhed fra 1855 til 1910.

Dansen startede ved middagstid, når der var markedsdag. Og den varede næsten til næste dags morgen. Det var sandelig ikke en lille forretning. 1.000 billetter kunne det sagtens sælges på en markedsdag.

 

En billet til 20 Pf.

En billet kostede 20 Pf. Men så kunne man også frit vælge ved buffet’ en – en toddy med flasken på bordet, en kaffepunch, et stort glas øl eller fire cigarer.

4 stk. ”godt belagt” smørrebrød kostede 30 Pf. Ville man flotte sig og traktere selskabet med en bowle, så kostede denne 3 Mark.

 

Overbetjent Blok: Må de ikke slås?

Det var ikke blot billig at drikke dengang. Man havde også et andet syn på det. Hvis man ikke ligefrem var så ”plakat” at man blev liggende i rendestenen, gav det ingen anledning til indgriben fra højere sted.

Selv et lille rask slagsmål tog politiet sig ikke af. Kun to betjente vågede over borgernes sikkerhed assisteret af nattevægteren, hvis udrustning indskrænkede sig til kasket, overfrakke og en stok. Politiet var heller ikke smålige dengang.

Da værten på Colosseum en nat sagde til overbetjent Blok, at han vist hellere måtte kigge over i salen, for de sloges derovre, fik han følgende modspørgsmål:

  • Må de da it’ det?

 

Så kunne musikken ikke mere læse noder

Dansemusikken var hverken strygemusik eller jazz. Nej det var et syv – mands blæseorkester med stor og lille tromme. Det gjaldt jo om at lave spektakel i lokalet. Hen på natten når musikerne havde fået for meget at drikke og ikke længere kunne se noderne, slog de over i melodier, som de kunne udenad.

Betjeningen var således altid orienteret om i hvilket stadium orkesteret befandt sig på.

Musikkerne var iført ”Gehrock” (Diplomatfrakke). I reglen var den så tilstøvet, at man kunne skrive på dens skuldre.

 

Æ ”Schnell – Läufer”

En årligt tilbagevendende attraktion for Aabenraa – drengene var besøget af Æ Schnell – Läufer. Denne var udstafferet som uglspil med stramtsiddende trikot og uglspilhat. Ved fod – og håndledende havde han fastgjort store messing – bjælder som akkompagnerede hans hurtige løb gennem byens krogede gyder.

I hånden havde han en meget lang og svær læderpisk for at holde byens hunde, som naturligvis gav ham følgeskab fra livet. Når han havde vist sin præsentation en formiddag blev eftermiddagen brugt til at gå fra dør til dør for at indkassere en frivillig ”Fempenning” hos byens borgere.

 

Nytårs – og århundredeskiftet i Aabenraa

Man fejrede dengang årsskiftet ved Nytårsaften klokken 12 på Store Torv vad at afbrænde en tjæretønde. Borgmester Bierwirt holdt tale og sangerne fra Colloseum’ s ”Liedertafel” gav et par numre til bedste, alt imens fyrværkeriet knaldede og raketterne suste.

Ved århundredeskiftet talte borgmester Rickmers fra Rådhustrappen og et orkester spillede, mens raketter og fyrværkeri knaldede om ørene på musikerne.

 

Masser af beværtninger

Dengang var der en beværtning for hver 80 – 100 beboere. Alene omkring Nørreport var der 12 beværtninger.

Der var hyggelige og fornøjelige borgere, der boede i det gamle Nørreport. Folk der forstod at skabe lidt fest i gaden til afveksling i hverdagslivet. Man lavede ofte løjer med hinanden.

Folk kom til byen for at hente tømmer, tobak og skipperskrå. Det nationale spørgsmål dannet et vist skel omkring år 1900 i hvert fald inden for det selskabelige liv. Der fandtes også de familier, der var repræsenteret i begge lejre.

 

Gadesproget var dansk

Var man på besøg hos hinanden om aftenen så startede man allerede kl. 7. Men så gik man også tidligere hjem. Butikkerne havde åben til kl. 10 om aftenen. Om søndagen havde man åben til kl. 10 formiddag til gudstjenesten begyndte. Og så igen fra 11 til 12.

Der taltes dansk over hele byen. Gadesproget var også dansk. Embedsmændene og officererne fra Garnisonen holdt de tyske borgere sig til. De mere demokratiske danskere holdt sig til Frederiksklubben eller Industriforeningen. Til Kaptajnsballerne i Skipperforeningen mødtes der både danske og tyske.

 

Damerne havde deres klubber

Damerne havde deres klubber og hos Middelheus var der åbent hus, hvor der spillet whist. Frue var kun landrådens kone og så hed det borgmesterinden. Borgernes hustruer blev kaldt for Madam. Vaskekonerne måtte nøjes med Mutter. Det kunne også være, at en kone blev tituleret med hendes mands bestilling, for eksempel Trine Smais (Smeds).

 

Man ”kørte” til begravelse

En gammel skik var, at man ”kørte” til begravelse. De fleste borgere havde dengang køretøj. Det var lang vej ud til den kirkegård, der blev taget i brug i 1826. Det var slet ikke ualmindeligt, at der var 36 vogne til en begravelse.

Da der derefter blev almindelig at gå til fods til kirkegården til begravelser, gik kvinderne ikke med. Det begyndte de først med igen efter krigens begyndelse i 1914, da mændene var borte.

 

Det gamle amtsfængsel

Bag ejendommen Storegade 19 lå det gamle Amtsfængsel. Det var en aflang grå bygning, der senere blev ombygget til kafferisteri. Her var 10 celler med jernstænger for de små vinduer.

 

Revolutionen den 10. november 1918

Og revolutionen kom selvfølgelig også til Aabenraa. Det var søndag den 10. november 1918, at Republikken blev udråbt fra Rådhuset. Dagen før var der udgået en opfordring til at møde op i Gymnastikhuset på ”Maden” søndag formiddag.

 

Revolutions – erindringer

Murer Vilhelm Ewald, der den påfølgende mandag blev formand for det nydannede Arbejderråd har i sine på tysk udgivende ”Erindringer om revolutionen og arbejderrådet i Aabenraa” Givet følgende beskrivelse:

  • Ankommet til Aabenraa erfarede jeg, at der næste formiddag kl. 9 skulle afholdes møde i Gymnastikhuset. I dette deltog mange borgere også dansksindede. Den hærværende Garnison havde allerede dannet et Soldaterråd. I forsamlingen befandt der sig mange matroser fra Flyvehallerne.

 

  • Vilde rygter var udbredt i byen om revolutionens forløb i Hamborg – Altona. Det skulle have været forfærdeligt. Ligene flød og intet menneske turde vise sig på gaden.

 

 

  • Forsamlingen åndede lettet op, da de gennem min mund fik at vide, at det intet havde på sig, og at der kun havde været 6 – 8 døde indtil nu i disse byer og næppe ville blive flere, samt at den fulde magt lå i hænderne på revolutionsførerne.

 

  • Der blev endvidere talt af Kammeraterne Nagott og Knuttsen samt en matros.

 

 

  • Meddelelsen om, at Scheidemann var blevet rigskansler og fra Rigsdagsbygningen havde udråbt Republikken blev hilst med stor jubel.

 

  • Efter mødets afslutning formerede deltagerne sig til en march mod rådhuset med det røde flag i spidsen. Foran rådhuset blev flaget hejst som det ydre tegn på at republikken også var indført i Aabenraa.

 

  • Kammerat Nagott fra rådhusets trappe udbragte et trefoldigt leve for den yngste, frie republik som den store menneskemængde begejstret besvarede.

 

Det manglede nogen hvide kors!

I Hejmdals referat af begivenheden:

  • Et historisk øjeblik hedder det her. Da det røde ”Dug” havde nået toppen, lød der en stemme ud af forsamlingens midte:

 

  • ”Den wante eno de hvi’e Kors”, hvorefter en af arbejderne tilføjede: ”Ja, men de kommer nok”

 

 

Kilde:

  • Se Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 123 artikler om Det Gamle Aabenraa og omegn.

En historisk vandretur fra Nørregade i Højer

Januar 16, 2017

Historisk vandretur fra Nørregade i Højer

Vi skal igen på en historisk vandretur. Denne gang besøger vi Nørregade og Østerende. Vi besøger Apoteket og Hotel Stadt Tondern. Apoteker Nuesse gik rundt med sin hund og bestilte ”ein Kaltes und ein Warmes” på adskillige værtshuse.Den skønne provisor var skyld i at et træ måtte fældes. Så var det staldkarlen, der manglede sine øre. Apotekeren og hans nabo Boysen havde en alvorlig konflikt om høns. Hermann var storforbruger af mælkebøtter. Nattevægteren opdagede ikke at det brændte. Vi skal besøge Døve Rasmus, August mæ æ træben, Store Klåj og Midde å æ Tovt. På en bil i Højer, blev det proklameret at Jesus snart kom.

 

Historien skal fortælles, inden vi glemmer den

Her er så endnu en vandretur gennem det historiske Højer inden vi glemmer historien. Denne gang traver vi gennem Østerende og Nørregade. Efterhånden rives de gamle bygninger ned i byen. Og det går åbenbart hurtig. Så hurtig, at vi ikke rigtig kan følge med her på siden.

Så hvis vi pludselig nævner en bygning, der ikke står på den plads, som Den Gamle Redaktør nævner, ja så ved du i hvert fald, hvad der er sket på adressen. Vi fortæller selvfølgelig også, om vi allerede har skrevet om det sted, som vi besøger.

Måske kigger vi også på store gårde i Højer, så dem springer vi lige over her i første omgang.

Det kunne måske også være, at vi opholder os længere et sted som et andet eller springer et sted over, fordi det ikke er så meget at fortælle. Og bær lige over med ”Den Gamle Redaktør, fordi det er en del år siden, han har trasket rundt i Højer.

 

Nørregade

Helt ud til gaden ved Nørregade 2 har ligget en smedje. Her kunne man dengang møde ildskæret af essen. Ja det kunne iagttage, hvis du kom østfra. Du kunne sikkert også høre lyden af hammerslag mod jern.

 

En smedje forsvandt

Smedjen blev oprettet i 1870 af smedemester Peter Schmidt. Han havde syv sønner, der alle blev smede. En af dem var Mathias, der førte smedjen i Nørregade videre. I 1921 overlod han værkstedet til sin søn, Peter Schmidt. To år senere byggede denne aftægtshuset Nørregade 2. Ved Peter Schmidts død i 1959 gik forretningen over til 4. generation. Men smedjen blev nedbrudt i 1960 i forbindelse med gaderegulering.

 

Apoteket

Lidt længere fremme lige ud for Østerendes udmunding lå det gamle apotek bygget i 1843. Det havde længe været et ønske, at få et apotek til byen. Det var den første læge i Højer, Dr. Saxild, der opfordrede farmaceuten Herman Nagel til at søge godkendelse som apoteker her.

Endelig lykkedes det efter to fejlslagende forsøg. Privilegiet var udstedt på tysk af Christian den Ottende. Og det blev konfirmeret på dansk af Frederik den Syvende i 1855.

Vi har tidligere skrevet om Herman Nagel, en ikke helt almindelig apoteker. I mange år fungerede han også som postmester. Han sad ofte i fængsel og blev gode venner med løjtnant Hammer, der kommanderede de danske kanonbåde i Vesterhavet og Vadehavet. Tyskerne skulle bruge et øgenavn til Nagel og det blev ”Søm”

Hammer’ s modpart i Vadehavet var den unge løjtnant Ernst Kier, som kommanderede de Slesvig – Holstenske kanonbåde. Hans søn blev den første Kier på Kiers Gård. Se dette kan du også læse mere om i en tidligere artikel.

Efter Herman Nagel overtog hans søn, Jens apoteket. En anden søn, Wilhelm blev gynækolog og professor i Berlin. Når han kom på besøg i Højer var hans største fornøjelse at stå i Søndergade og dele bolsjer ud til børnene, der kom fra skole.

 

Den sidste apoteker i Nørregade 10

Den sidste apoteker i Nørregade 10 var Waldemar Nuesse. I modsætning til familien Nagel var han tysk. Men han måtte opleve, at hans døtre blev dansk gift.

Det samme hændt for øvrigt for den sidste tyske borgmester, Hans Andersen. De havde sikkert været glade for deres svigersønner. Men en dag sad de to og filosoferede over dette over en bajer:

  • Ja erst nehmen sie (danskerne) unser Land, dann nehmen sie unser Geld. Und jetz nehmen sie unsere Töchter!

 

Ein kaltes und ein warmes

Nuesse gik sin daglige tur sammen med gravhunden Nickel rundt på Højers værtshuse. Hvert sted afgav han den samme bestilling:

  • Ein Kaltes und ein Warmes

Den var en kælderkold og en, der havde stuetemperatur.

Han indtog de første to på Stadt Tondern. Og så var det hos Ohlsen på Torvet, på Hotel Sylt, på Centralhotellet, Hos Pørksen ude på Slusen og endelig hos Tedjen i Ny Frederikskog.

 

Martinus, der Baum muss ab

Ved østgavlen af det gamle apotek stod et træ. Det blev i sin tid savet ned, og så voksede det op igen og fik en ny krone. Se i loftværelset med de to vinduer i gavlen boede en kvindelig provisor.

En Tarzan, der boede i Højer, benyttede når det var mørkt, dette træ og klatrede op af til provisorens vindue, som han svang sig ind ad til en hyrdetime med den skønne.

Denne trafik opdagede apoteker Nuesse. Han sendte bud efter en arbejdsmand, trak ham op til gavlen og sagde:

  • Martinus, der Baum muss ab.

Og så blev træet savet ned.

Det sjove, at sidste del af historien har vi fået bekræftet af et familiemedlem, da vi bragte historien i en tidligere artikel.

 

Østerende

Vi går ned af Østerende, hvis første del oprindelig hed Markgade. Der møder vi Kræftings billedskæreri og antikvitetsforretning, Nørregade 5. Det var her Hotel Stadt Tondern lå. Her kom marskbønderne og de andre fine havde deres stamborde her.

 

Her gik arbejdere og tjenestefolk ikke

Det var sjældent at arbejdere og tjenestefolk kom her. Skulle de til kros, så tog de til Snurom, Tøndervej 7 eller ud til Tedjen Jensen ude i Ny Frederikskog.

 

Udendørs keglebane

Hotel Stadt Tondern havde en meget stor rejsestald ved Nørregade. Der var en rummelig sal mod syd. I den toetagers hovebygning var der krostue forneden og hotelværelser på førstesal.

I haven ud mod Østerende var der et stort lysthus i forbindelse med den udendørs keglebane. Før der i 1941 blev bygget gymnastiksal ved kommuneskolen, havde de tyske elever om vinteren legemsøvelser i hotellets sal. I årene 1951 – 56 havde den tyske privatskole lokaler i Østergade 9, som hørte til hotellet.

 

Familien Nissen

I mange år blev hotellet ejet af familien Nissen. Nis Nissen havde haft gården ”Uhlenkamp” i Sæd. Men han var blevet træt af landbruget og havde købt stedet her. Han drev kroen sammen med konen, Lucie. Hun førte den videre efter mandens død. Og den sidste krovært var deres datter Christine Nissen.

 

Han manglede ørene

Staldkarl var Carl Christensen, Charles eller Kårl. Han manglede det meste af ørene. Han kunne fortælle mange historier om, hvordan han mistede dem. Fra forstuen var der en dør ind til hans kammer. Der stod ”Hausdiener” på et emaljeret skilt på døren. Han mente at penge var ikke noget, der skulle sættes i banken. De skulle ligger under hovedpuden. Og det selv om, at al trafik gik gennem hans kammer til køkkenet. En dag var pengene også væk.

 

Dyrlæge Kragh

På første sal havde dyrlæge Kragh et par værelser. Han var ungkarl og en dygtig dyrlæge. Men han kommanderede dog lidt for meget rundt med Charles, og det kunne denne ikke rigtig lide. Han plejede at svare:

  • Vi er it unne Lemann her o Stadt Tynne (Lemann: Kejser Wilhelm)

Når Kragh blev tilkaldt til Jeppe Smed på Nørrevej til en syg hest kommanderede han med smededrengene, som om det var en eksercerplads. Men når han var færdig var han ikke karrig med en drikkeskilling.

 

Fra dilettant til reklame

I nogle år havde ”Alders – og Invaliderentenyderforeningen deres julebal på Stadt Tondern. Underholdningen kunne bestå i dilettantkomedie på scenen i den store sal. Et år var det med medlemmer af Fritidsklubben, der opførte ”Brødrene Østermanns Huskors”. Et år var det Gustav Wieds: Skærmydsler.

I 1956 døde Christine Nissen og restaurantens bevilling blev inddraget. Det nedlagte hotel blev solgt til elinstallatørerne Jensen og Andersen, som indrettede forretning i hovedbygningen. I hotellets sal drev Nicolaus Jensen Højer Bio fra 1957 til 1965. I 1968 overtog Svend Kræfting hovedbygningen. Og fra 1987 var Hart Reklame nogle år i biograflokalerne.

 

Familien Boysen

Vi fortsætter nu på højre side af Østerende ned til hjørnet af Kovej. Her lå i gammel tid en tvillinggård, den Boysen’ ske slægtsgård. Det var et ret anseligt, men meget uregelmæssigt bygningskompleks, der halvvejs omsluttede to meget små gårdspladser.

Der er vel ikke så meget tilbage. Den Gamle Redaktør mener dog, at Østgården er den nuværende Østerende 4. Og det var så her at apoteket blev oprettet i 1841. Her boede Nagel til han fik bygget Nørregade 10.

 

En konflikt om høns

Derved blev han nabo til Hans Friedrich Boysen. Det varede dog heller ikke længe, inden de to impulsive herrer kom i en voldsom konflikt – om deres høns.

Senere boede der en karetmager, hjuler Madsen i huset. Når han havde et hjul færdigt, skulle smeden sætte jernringen udenom. Madsen trillede hjulet gennem byen op til Jeppe Smed, Nørrevej 9. Da Madsen holdt op, overtog hjuler Adolf Petersen værkstedet. Senere har der her boet en Madsen, der var skulptør og stenhugger på stedet.

 

Man glemte at tage skiltet ned

Østerende 3 er familien Ohlsens gård, opført i 1896 af Chr. Ohlsen. Af helbredsmæssige grunde måtte han opgive landbruget. Han slog sig derefter på engroshandel med jern, stål, rør plader og pumper. Sit lager havde han i gårdens lade bag store porte mod vest. Kontoret var i stuehuset.

Senere kom sønnen Erich hjem og overtog gården. Forretningen blev flyttet op ad Nørrevej under navnet Chr. Ohlsen & Co.

I gårdens hestestald havde også et rørvæveri til huse. Det blev startet af Martensen i Østerende 18.

Erich Ohlsen bortforpagtede det meste af jorden og udlejede stalden til et par koholdere. Efter sit giftemål med Marie Nielsen overtog han igen ejendommens drift. Han forpagtede gården ud til Rasmus Storck som drev den til 1962, hvor han byggede sin ejendom, Kannikhusvej 8.

Her sad i mange år det sidste tosprogede skilt. Men nu var det ikke den store forskel på de to sprog lige med denne benævnelse:

  • Osterende
  • Østerende

 

Storforbrug af mælkebøtter

Hvis man herfra kigger østpå fanges man af en høj skiferklædt kaserne lige nord for den nedlagte jernbane, Østerende 12 – 14. Den rummede fire lejligheder og tjente tidligere til bolig for ansatte ved banen. Denne jernbane har vi beskrevet i et par artikler. Ejendommen blev på et tidspunkt ejet af Herman Stoltenberg.

Han bedrev kaninavl i stor stil og var storforbruger af egnens mælkebøtter – ”Troldblommer”

 

Nattevægteren opdagede ikke branden

Nogle af banefunktionærerne havde dog eget hus. Det gjaldt Weichensteller Nielsen, der ejede Østerende 11. Det var tidligere stråtækt, men brændte omkring 1918. Det blev genopført med tegltag.

Ilden opstod om natten. Huset brændte uden at nattevægteren opdagede det. Han blev meget forbavset, da man næste dag fortalte ham om branden.

 

Døve Rasmus og August mæ æ Træben

I Østerende 9 boede Rasmus Nielsen. Han blev kaldt Døve Rasmus. Han brugte et stort hørerrør, når folk talte til ham. Rasmus passede to hvide pumpemøller ved Vidåen. Der fiske han også, og så var han bådebygger.

Nummer 5 blev ejet af Carl Lorentzen. Han blev kaldt Calli Va’ emand. Han førte tilsyn med kreaturer, der græssede i Højer Mark. Om vinteren var han også husslagter og gik ud som daglejer.

Østerende 7 var oprindelig en lille træbarak, som blev kaldt Æ Fåresti. Der boede August Christensen – August mæ æ træben. Huset havde utrolig mange lejere.

 

Store Klåj og Midde å æ Tovt

I nummer 15 besøger vi ”Store Klåj”. Han ernærede sig ved landbruget. Hans kone sad i mange år som enke i huset, og holdt stadig køer. Hun blev kaldt ”Midde å æ tovt”

På sydsiden at Østerende ligger nummer 16. Det havde tilhørt banen som ”kolonnehus”. Det var bygget af jernbanesveller, havde to rum og forsynet med en kakkelovn. Her kunne de banefolk, der dannede en arbejdskolonne, søge ly, når dårligt vejr forhindrede deres arbejde.

I Højer boede der fire af disse ”strækarbejdere”. Senere har der boet en skomager i huset.

 

Jesus kommer snart

Den sidste ejendom på Østerende var nummer 18. Den bar navnet Liberta. Men den blev dog oftere kaldt for Paradiset. Den er bygget af Martensens. De blev betragten som hellige. Og på Martensens bil stod der ”Jesus kommer snart”.

Martensen indrettede rørvæveri på gården.

Og så nåede vi til vejs ende i denne omgang, men vi vender frygtelig tilbage.

 

 

Kilde:

  • Se Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 58 artikler om det gamle Højer og omegn, herunder:

  • Apotekeren fra Højer
  • Heltene i Vadehavet
  • Anekdoter fra Højer
  • Dengang i Højer
  • Sidste Tog fra Højer
  • Højer – før i tiden
  • Dagligliv i Højer – dengang
  • Flere anekdoter fra Højer
  • En gåtur i Højer
  • Højers gamle huse
  • En ny vandretur i det gamle Højer
  • Endnu flere anekdoter fra Højer (3) og mange flere

 


Krigens Købmænd

Januar 15, 2017

Krigens Købmænd

Besættelseshistorie handler os om formidling. Og det lykkedes for tre journalister fra Berlingske. Og det i den grad, at A.P. Møller solgte sine aktier på avisen og chefredaktøren blev fyret. Også på Christianborg satte bogen røre i andedammen. Det var det danske samfund, der måtte betale. Erhvervslivets rolle under besættelsen er nok ikke helt belyst. F.L. Schmidt har undskyld til, at de brugte KZ – fangere. Men hvad med de andre? Der var mus i arkiverne. Og så var A.P. Møller ikke nazist med meget højreorienteret. I skal ikke være ”krigsarsenal for tyskerne” advarede englænderne. Fiskerne oplevede det som et erhvervsboom, og bønderne fik betalt restgælden på gården. Danmark havde det højeste fødevareforbrug. Og vi var tyskernes næststørste fødevareimportør. Men nu skal vi passe på ”at mene igennem på fortidens bekostning”. Det lærer børnene i skolen!

 

Det handler også om formidling

Det handler ikke kun om og opdage nye ting, når det drejer sig om besættelsestiden. Det handler også om at formidle ting. Og det kan godt være at historikere ikke bryder sig om når journalister forsøger at dukke ned i historier, der endnu forekommer mystisk. Men det kan åbenbart også føre til store konsekvenser.

Ofte vil historikere fortælle, at det ved vi godt, og det er fortolket helt forkert. Men skal vi som danskere ikke kunne forstå, hvad der skete dengang? Nogle gange virker gengivelsen af hændelserne forvrænget og forløjet.

 

Ublu fortjenester

Jo, denne artikel handler også om bogen ”Krigens Købmænd”, men egentlig har vi behandlet Riffelsyndikatet en gang her på siden. Men vi forsøger at tage overskriften lidt mere bogstaveligt.

Lige efter besættelsen blev nogle af dansk erhvervslivs store virksomheder dømt til at betale betragtelige beløb til den danske statskasse. De havde beregnet sig meget ublu fortjenester. De blev ikke dømt for selve samarbejdet for regeringen havde jo sagt god for det.

 

Det danske samfund betalte

Det drejede sig om store virksomheder som Dansk Industrisyndikat, B&W, A.P. Møller, Wright, Thomsen & Kier, Christiania & Nielsen, Vølund og Danfoss. Når nu staten blandede sig, var det fordi, at det var det danske samfund der via Nationalbanken betalte regningen.

Ja vi kunne for den sags skyld også nævne Vølund, Atlas, Novo og selve Industrirådet.

Det blev betalt med checks fra Nationalbanken og staten ydede kredit. Det var man nødt til, ellers havde tyskerne nok selv udstedt pengemidler, der så var kørt rundt i det danske system. Og så havde man vel slet ikke kontrol med økonomien.

Men nu var det jo bare det, at man efter krigen ikke havde et præcist overblik over, hvem der egentlig havde fået penge af tyskerne.

 

Aldrig dømt for værnemageri

De 100 største virksomheder dengang blev aldrig dømt for værnemageri. Man arbejdede efter de retningslinjer, der var udstukket af den samarbejdsvillige regering. Og regeringen opfordrede direkte virksomheder til at arbejde for tyskerne. Således nægtede Wright, Thomsen og Kier at arbejde for tyskerne. Men regeringen lagde pres på dem.

 

Mange kunne ikke se retfærdigheden

Ja der var flere hundrede, og så var det alle de små. Flere tusinde små erhvervsdrivende, vognmænd, entreprenører, småhandlende og håndværkere. De måtte bløde økonomisk. Ja ikke nok med det. Der var også tab af borgerlige rettigheder og fængsel.

Mange af disse kunne ikke se nogen retfærdighed i dette.

 

Værnemagere blev inddelt

Vi fik en avancelov. Den skulle sikre, at der ikke skete en overophedning af økonomien. Denne var dog uhyre kompliceret. Udregningerne efter besættelsestiden tog meget lang tid. Det betød, at mange firmaer måtte betale en særskat, uden dog at blive anklaget for værnemageri.

Værnemagerloven skelnede mellem tre grader:

  • De ondartede værnemagere, disse blev overdraget til politiet
  • De odiøse, der fik frataget hver en øre
  • De lovligt arbejdende virksomheder

 

Et forsømt kapitel i besættelseshistorien

Og selv om garvede historikere fortalte, at der intet nyt var i de artikler og i den bog, som de tre unge journalister på Berlingske Tidende skrev om ”Riffelsyndikatet” De forstod at kaste lys over et kontroversielt og delvis forsømt kapitel i besættelsestidens historie. De har berørt nogle ømme punkter i vores opfattelse af den tid. Det kunne være interessant at kigge i udenlandske arkiver.

 

At betegne A.P. Møller som nazist er forkert

At betegne A.P. Møller som nazist er forkert. Han havde sympati for de højreorienterede. Således støttede han aktivt den anti – demokratiske Victor Pürchel. Han fik 350.000 kr. af A.P. Møller. Victor Purchel startede National Samling og var tidligere redaktør af det nazistiske blad ”Fædrelandet”. Pürchel mente, at Danmark lige som Tyskland havde brug for færre, mange færre partier!

 

Faglig uro på Berlingske Tidende

Den daværende chefredaktør på Berlingske Tidende, Peter Wivel var utilpas med at historien om riffelsyndikatet blev skrevet. Dette førte til faglig uro. Journalisterne opfattede det som en ordre til at standse arbejdet. Og det hele endte dog også med en fyring af chefredaktør Wivel.

 

Berlingske Tidende på udenlandske hænder

A.P. Møller følte sig ramt og solgte alle aktier i Berlingske. Bladet måtte sælges og blev norsk.

I den forbindelse kan lige nævnes, at Information fik stor gavn af A.P. Møller i form af annoncer. Annonceringen fortsatte indtil 1972, hvor bladet vinder Cavlingprisen for afsløringen af arbejdsmiljøet på Lindøværftet. Der stoppede annonceringen og er aldrig genoptaget.

 

Landbruget og Fiskeriets rolle

Som modvægt til Berlingskes artikelserie, så kørte Politiken en serie om landbrugets og fiskeriets rolle under besættelsestiden. Og på en lederplads blev bogen om Berlingske – journalisternes gravearbejde under besættelsestiden anmeldt og selvfølgelig med en meget negativ anmeldelse.

 

Mus i arkiverne

Tilsyneladende har det i arkiverne igen engang været mus. Dokumenter er forsvundet. Det hører man faktisk gang på gang. Efterrationalisering af handlinger begået under besættelsestiden hører man også ofte.

 

Våben til tyskerne

Men journalisterne fik formidlet, at Riffelsyndikatets ledelse heller end gerne ville handle med tyskerne. Ja de henvendte sig selv. Bare de fik regeringens stempel, og det gjorde de. Men regeringens politik havde jo gennem 1930erne været meget tyskvenlig. Man ville sandelig ikke give tyskerne lejlighed til gøre noget. Men nu kom de så alligevel, og for mange var dette i sig selv overraskende.

Med god samvittighed gik Riffelsyndikatet i gang med at fabrikere luftværnskanoner og maskinpistoler til tyskerne.

 

A.P. Møller ejede 32 pct.

A.P. Møller havde som så mange andre et naivt syn på nazismen. I Riffelsyndikatet på Østerbro ejede skibsredderen 32 pct. af aktierne. Og de producerede i den grad løs for tyskerne. Og det er i sig selv kontroversielt, fordi det drejede sig om våben.

Ja Christmas Møller, der var meget impulsiv kaldte direkte A.P. Møller for landsforræder. Hans makker, Henning Hasle noterede i hvert fald, at Christmas var ”meget forarget” over DISA’ s handlemåde.

 

Danmark, skal ikke være ”et krigsarsenal for tyskerne”

Men også i England var man bekymret. Briterne foreslog en række initiativer til at hindre Danmark i at blive ”et krigsarsenal for Tyskland” Et sådant mål var ”naturligvis” DISA ”der arbejder dag og nat for tyskerne og tjener mange penge”. Ja sådan udtrykte Erling Foss det over for engelske SOE (Special Operations Executive)

Tyskerne opstillede kontrakter, og forventede at disse blev overholdt. Levede man ikke op til kvoten løb man en betydelig risiko. Der var ikke meget bevægelsesfrihed på fabrikken. Men ledelsen kunne have smidt tøjlerne og ladet regeringen selv tage ansvaret.

 

Eksporten fortsatte efter august 1943

Det var Udenrigsministeriet, der havde kontakten mellem erhvervslivet og besættelsesmagten. Det hele skulle godkendes til mindste detalje. Og den procedure måtte Riffelsyndikatet også igennem.

Men der også tale om, at Riffelsyndikatet ligefrem pressede Udenrigsministeriet. Og eksporten fortsatte skam også efter august 1943.

 

5.000 maskinpistoler til Modstandsbevægelsen

Først i 1943 trak A.P. Møller sin repræsentant ud af Riffelsyndikates bestyrelse. En del af indtægterne brugte rederiet til at give modstandsbevægelsen 5.000 maskinpistoler. Men det vides også, at der blev smuglet reservedele ud af Riffelsyndikatet af Holger Danske – modstandsfolk. Om ledelsen havde kendskab til dette vides ikke.

Egentlig findes der ikke meget historisk viden om finansieringen om modstandskampen. Der foregik et uofficielt indsamlingsarbejde til nedkast – og opsamlingsarbejdet. Der eksisterede også en central, der distribuerede midlerne.

Bidragsyderne fik lovning på at få refunderet deres penge enten fra den danske eller engelske stat. Men hvor meget, der faktisk blev betalt tilbage, er der nok ingen, der rigtig ved.

 

Dønninger på Christiansborg

Også på Christiansborg rullede dønningerne. Enhedslistens Frank Aaen blev beskyldt for at stå i ledtog med de tre journalister på Berlingske Tidende. Han forlangte også for at stemme for SR’ s finanslov, at der blev sat en uvildig undersøgelse af dansk erhvervsliv under besættelsen. Denne undersøgelse ville koste 5 millioner kroner

Den daværende finansminister Mogens Lykketoft ville tage disse penge fra forskningsminister Birthe Weiss. Men hun stillede sig på bagbenene. Der måtte en ekstra bevilling til på finansloven fra 2001.

 

Hvilke spørgsmål, skulle besvares?

Og hvilke spørgsmål ville man have besvaret?

  • Hvilke motiver lå bag samarbejdet med den tyske besættelsesmagt?

 

  • Var det ideologiske eller politiske eller samfundsmæssigt hensigtsmæssige motiver i forhold til samlingsregeringens officielle holdning som udtrykt i regeringens officielle erklæringer?

 

 

  • Eller var der tale om hovedsageligt økonomiske og markedsmæssige motiver?

 

  • Hvilke paralleller eller lignende handlingsmønstre kan spores mellem bestræbelserne på det økonomiske samarbejde og det kulturelle samarbejde 1940 – 45? Er der et holdningsskred omkring 1943?

 

 

  • Er det muligt at give et samlet billede af de danske holdninger – officielle og uofficielle – til spørgsmålet om samarbejde med den tyske besættelsesmagt i de forskellige sektorer af det danske samfund 1940 – 45?

 

Man kan så diskutere, om disse spørgsmål blev besvaret. Men man må da sige, at de tre journalister på Berlingske Tidende fik gang i noget. Og Enhedslistens Frank Aaen fik udnyttet situationen.

 

Fiskerne oplevede det som erhvervsboom

Men hvordan var det nu det var?

Ja fiskerne oplevede det som et erhvervsboom. Det varede længe, inden danskerne fik dette at vide. Fiskerne blev betragtet som besættelsestidens helte. I Esbjerg for eksempel fiskede de om dagen og solgte fiskene til tyskerne. Om aftenen var de med i modstandsbevægelsen.

I Esbjerg blev der skabt et velstandsboom i efterkrigstiden.

En del fiskere mistede livet til havs på grund af miner og beskydning. Og de bevarede helterollen, da de sejlede jøderne i friheden.

 

Vi er her kun for at tjene det daglige brød

Indtægten for fiskeeksportører steg med 3 – 400 pct., for skipperne 2 – 300 pct. Danske fiskere havde Nordsøen for sig selv. Og englænderne var rasende. I ”Vestjysk Fiskeritidende” gav fiskerne udtryk for, at de ikke kunne forstå, at englænderne skød på dem:

  • Vi er her jo kun for at tjene det daglige brød.

 

Betalte restgælden i gården

Bønderne brugte ikke pengene med det samme. Der var ikke rigtig noget at købe dengang. De sparede op eller betalte restgælden i deres gård.

 

Den økonomiske rolle

Tre historikere, Niels Wium Olsen, Mogens Nissen og Joachim Lund har undersøgt fiskeriets, landbrugets og industriens økonomisk rolle og politiske motiver under besættelsen. De konkluderer:

  • At man i Danmark som led i samarbejdspolitikken og hensynet til egen forsyningssikkerhed tog de indtjeningsmuligheder, der kom.

 

  • At både industri, fiskeri og især landbrug fra besættelsens start ilede de tyske myndigheder i møde. Samarbejdet foregik hverken modvilligt eller fodslæbende, som en traditionel mytologi har ment

 

 

  • At ikke mindst fiskeri og landbrug scorede kassen som spisekammer for Nazityskland

 

  • At motiverne til at levere mad og varer til besættelsesmagten næppe var politiske, men heller ikke tynget af synlige moralske overvejelser.

 

75 pct. af Danmarks eksport

Landbrugsprodukter udgjorde ca. 75 pct. af Danmarks eksport under krigen. I en hvidbog fra Frit Danmark efter krigen blev værdien af fødevareeksporten, inklusive Fisk blev opgjort til 4,4 milliarder kroner.

På et tidspunkt var Danmark blevet den næststørste leverandør til Tyskland efter Italien. Det var den danske fødevareeksports omfang, der også overraskede Tyskland. Det ville sikre Danmark en gunstig placering i storrumsplanerne.

Initiativerne var nøje afstemt med udenrigsminister Scavenius aktivistiske politik over for tyskerne. Også trafikminister Gunnar Larsen spillede en særdeles aktiv rolle med privatøkonomiske interesser.

 

Leveringsglæde

Landbrugets ”Lieverfreude” (leveringsglæde) indgik i central tysk planlægning. Selveste Hitler interesserede sig i begyndelsen af 1943 for dansk landbrug. Landbrugets organisationer diskuterede aldrig, om man skulle handle med tyskerne eller ikke.

 

Danmark havde det højeste fødevareforbrug

Af alle de tysk besatte lande havde Danmark det højeste fødevareforbrug under krigen. Faren var hele tiden, at tyskerne selv tog kontrol med eksporten. Men alligevel er det bemærkelsesværdigt, at i krigens sidste år leverede Danmark 15 pct. af den tyske befolknings brug af kød og flæsk.

Så kunne de tyske bønder bruges til noget andet. De kunne udskrives til fronten eller i våbenindustrien. Boomet holdt til efter krigen.

 

Det påvirkede besættelsesvilkårene

Det kan vel ikke bortforklares, at økonomien har givet Danmark lempelige besættelsesvilkår. Man var sikkert klar over, at havde vi fået geværet ”stukket op i snotten” så ville produktionen falde.

 

Industrien stod for 20 pct. af eksporten

Industrien stod for i alt 20 pct. af Danmarks eksport under krigen. Det var især maskinindustri, syv – otte skibsværfter, tekstil – skoindustri samt radio – og kommunikationsudstyr. (Også til hær og luftvåben). Man fik råvarer fra tyskerne. Alternativet havde måske været at lukke fabrikker og sende arbejdere hjem.

Under krigen faldt industriproduktionen med 25 pct. Dette skyldtes til dels manglende råvarer.

 

F.L. Schmidt oplevede kraftig vækst

Ingen virksomheder blev dog større eller mindre, bortset fra cementvirksomheden F.L. Schmidt, der oplevede ubegrænset efterspørgsel blandt andet til bygning af tyske bunkers. Man byggede også i udlandet og anvendte KZ – fangere. Det gjorde andre danske entreprenører sikkert også.

 

Hvad nu med Højgaard & Schultz?

De samme dilemmaer havde firmaer som Højgaard & Schultz og Christiani og Nielsen. Det kunne væres spændende at fokusere på Højgaard & Schultz aktiviteter i Serbien. Og i Polen. Vi må nu engang erkende, at nogle danske erhvervsvirksomheder gik over stregen.

 

”At mene igennem på fortidens bekostning”

Dansk Industri Syndikat (Riffelsyndikatet) var klart den største eksportør. Og man kan sige om Danfoss, at det måske hører til gråzonen. Ventiler kunne altid bruges i en kampvogn.

Der er mange der i dag har stor lyst til ”at mene igennem på fortidens bekostning” Og det som undertegnede ikke kan forstå, er, at nutidens skoleelever skal undervises i statsminister Anders Fogh Rasmussens opdeling af besættelsestidens mennesker i medløbere og moralske uden at tage stilling til hans eget partis gøren og laden dengang.

 

Kilde:

  • Besættelsestidens Litteratur (under udarbejdelse)
  • Christian Jensen, Thomas Kristiansen, Karl Erik Nielsen: Krigens Købmænd – Det hemmelige opgør med Riffelsyndikatet
  • Asger Liebst: Forræderi på første klasse
  • Joachim Lund: Hitlers spisekammer – Danmark og den europæiske nyordning 1940 – 43

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 189 artikler om besættelsestiden herunder:

  • Riffelsyndikatet på Østerbro
  • Da Anders Fogh Rasmussen blandede sig
  • Efter Besættelsestiden
  • Frihedsrådet som springbrædt
  • Kan man stole på centralkartoteket?
  • Udleveret til tyskerne
  • Optakten til 9. april 1940
  • Sandheden om besættelsestiden
  • At handle med ondskaben
  • Dansk Cementfabrik med tvangsarbejdere
  • Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik
  • Værnemagere
  • Gunnar Larsen – en udskældt trafikminister
  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • En justitsminister i unåde
  • Politik under besættelsestiden
  • Scavenius – samarbejdets kunst eller forræder?
  • Samarbejde med besættelsesmagten
  • I en lovløs tid
  • I tysk krigstjeneste
  • Besættelsestiden – skønmaleri eller glemsel
  • Besættelsestidens fortrængninger
  • Landsforrædere og landssvigere
  • Opgøret efter 1945 og mange flere