Dengang

Artikler



Da det lugtede i København

Januar 3, 2018

Da det lugtede i København

Der var trangt inde bag voldene. Grundejerne havde gyldne tider. Love kunne gradbøjes. Siden Chr. Den Fjerde var befolkningen seksdobbelt på den samme plads. Man støttede grundejernes interesse. Man skulle ikke gribe ind i hans råderet. Håndværkerlavets andragende blev ignoreret. Først i 1851 fik man et samlet overblik. Der blev mindre plads til den enkelte. Hønsehuse og brændeskure blev taget i brug. Hornemann kæmpede for bedre forhold. Man havde masser af husdyr. Og så var det lige brændevinsbrænderens køer. Volden var et usikkert sted for hunde. Her blev de skudt. ”København var en skiden by”. Bestemmelser blev ikke overholdt. Fra 1857 blev det endelig fejet hver dag.

 

Trangt inde bag voldene

De boede sammenstuvet derinde bag voldene. Pladsen var den samme, som dengang Christian den Fjerde 200 år tidligere havde afstukket rammerne. Men siden var befolkningen vokset til det seksdobbelte.

Det var især i 1850erne, at befolkningen voksede. Og det var næsten umuligt, at finde plads. Allerede i 1840erne var København håbløst overbefolket.

 

Grundejerne havde gyldne tider

Ja grundejerne havde det sådan set godt nok, ja de havde gyldne dage. For alle ubebyggede tomter blev taget i brug. Gårdsrum og åben plads blev indskrænket til det mindst mulige. Nye etager blev bare sat på ældre ejendomme. Alt hvad der kunne indrettes til beboelse, blev taget i brug.

Ja lovgivningen satte selvfølgelig nogle hindringer i vejen, når det gjaldt uforsvarlig udnyttelse af byggegrundene, men det så man gennem fingrene med. Det var i virkeligheden kun bygningernes højde, man satte en stopper for.

 

Love kan gradbøjes

I gader som var under 18 alen brede, måtte der bygges til 21 alens højde. I de bredere gader måtte der bygges indtil 24 alen, alt foruden taget.

De øvrige byggeforskrifter indeholdt kun foranstaltninger mod brandfare. Og så var det lige det med at nye hjørnehuse ikke måtte opføres med spidse vinkler, men at hjørnerne i så fald måtte brydes.

Bygherren måtte udnytte sin grund som han ville. Der krævedes ikke nogen bestemt areal udlagt til gårdsplads. Og man skulle da heller ikke tage nogen hensyn til adgang for luft og lys. I forordningen om bygningernes højde hed det blandt andet:

  • Hvilken Højde Vedkommende for Resten kan efter Godtbefindene anvende til saa mange Etagers Indretning, som ske kan.

Selv i smalle gader på 12 – 13 alens bredde var der derfor huse med seks beboelseslag over hinanden.

Da husene således var overfyldte begyndte husejerne at søge dispensation fra bestemmelserne om husenes højde. Og i reglen fik de den ønskede tilladelse til at sætte en etage mere på trods protesterne fra de autoriteter, der skulle våge over byens sundhedstilstand:

  • Sundhedskollegiet og stadsfysikus

 

Man støttede grundejernes interesser

Man måtte jo ikke bygge uden for voldene, så der var ikke anden udvej end at forhøje husene og formindske lejlighederne. Folk skulle jo have plads til at bo på. Og som man sagde ”Nød bryder alle love”. Så var man også ligeglade med sundhedsmyndighedernes advarsel mod yderligere sammenstuvning.

Forældet lovgivning var en fordel for grundejernes interesse. Ja man kunne ligefrem slippe for afgifter i en periode, hvis man byggede på en ubebygget plads. Man var åbenbart ligeglade med kvaliteten på byggeriet. Man burde jo være advaret efter branden i 1795.

Beboelseslejligheder på og under 64 kvadratmeter var fritaget for bygningsafgift. Man kunne også gøre etagerne så lave, som man ønskede. Og denne ublufærdig spekulation i fattigdom udnyttede bygherrerne med lovgivningen. Jo byggematadorerne havde det godt dengang.

 

Kæmneren og Stadskonduktøren sagde nej

Også folk i ansete stillinger udnyttede bestemmelserne til at tjene mange penge. I 1845 søgte arkitekt Hagemann, oberstløjtnant Kvist og grosserer Zinn:

  • For at afhjælpe den her i Staden i de senere Aar stedse tiltagende Mangel paa Huslejlighed for Arbejderklassen og den mindre formuende Borgerstand
  • At faa dannet et Bygningskompleks for ca. 200 Familier.

Bygningerne skulle ligge i Prinsensgade og Dronningensgade på Christianshavn. De skulle være på fem etager og lejlighederne skulle ikke være over 64 kvadratmeter. Med andre ord, det skulle være rene ”Fattigkaserner”.

Men kommunens embedsmænd. Kæmneren og stadskonduktøren modarbejdede planen ud fra den betragtning, at man hellere skulle stræbe efter at få bestemmelsen om skattefrihed for de 64 kvadratmeter ophævet end støtte dem, der spekulerede i sådanne ganske små lejligheder. Derfor blev foretagenet opgivet.

 

For de bedrestillede arbejdere

Et helt andet byggeforetagende stod den virksomme præst på Christianshavn C.H. Visby i spidsen for. Han fik samlet en aktiekapital på ca. 50.000 rigsdaler, der skulle anvendes til opførelse af arbejderboliger på Christianshavn og forrentes med 4 pct. De to huse stod færdige i 1852.

Nu var dette foretagende nok beregnet til de bedre stillede arbejdere. Meningen var, at lejerne efter 30 års forløb selv skulle blive ejere af deres lejligheder. Lejlighederne var dyre.

 

Man skulle ikke gribe ind i grundejerens råderet

Efterhånden tog man også tagkamre og kældere med til beboelse. Tidligere lagerrum blev også taget i anvendelse. Stadsfysikus Hoppe og Sundhedskollegiet protesteret imod dette allerede i 1849. Det skulle i hvert fald forbydes i den lavest liggende del af byen.

Kommissionen angående skadelige næringsveje ville have beboelseskældre forbudt i hele den indre by. Men Borgerrepræsentationen modsatte sig sådan et indgreb. Man skulle ikke gribe ind i grundejernes rådighedsret. På den måde blev sagen standset.

At skaffe lejerne bedre og billigere boliger var jo i det hele taget ikke en opgave, der særlig lå for grundejerne i Borgerrepræsentationen. Alle bestræbelser i den retning blev derfor standset.

 

Håndværkerlav kom med andragende

I 1850 indgav ”oldgeseller” og ”ladesvende” ved de forskellige håndværkslav et andragende til forsamlingen om at hjælpe lidt på bolignøden ved at fremme konkurrencen mellem dem, der ville bygge. Men det blev heller ikke til noget.

 

Sikke en udflyttermani!

Efter Koleraepidemien begyndte Lægeforeningen at bygge arbejderboliger i stor stil. Medlem af Borgerrepræsentationen, etatsråd Algreen-Ussing var en stor modstand af disse planer. Han betegnede det hele som en ”Udflytningsmani”.

 

Byggeri gået i stå

Allerede i 1840erne var der næsten intet ubenyttet rum mere tilbage i byen. Byggevirksomheden var også næsten gået i stå. Det hørte til ”Rodemesterens” pligter i hver kvartal at afgive en beretning om, hvad der blev bygget i hans kvarter.

Disse beretninger var nærmest enslydende gående på, at der intet blev bygget. Her kunne man dog måske fortælle, at en ekstra etage var påført eller at skur var indrettet til beboelse.

 

Overblik over boligforhold i 1851

Det var egentlig først i 1851, at man fik overblik over boligforholdene. Det var nemlig det år, hvor der blev nedsat en kommission til forbedring af de hygiejniske forhold. De indsamlede den fornødne statistiske materiale. De kunne i deres beretning fastslå:

  1. København måtte anses for at være ”overbygget”, da den var endog tættere bebygget end Paris, der dog i denne henseende stod langt under London.
  2. Befolkningen i København var så tæt sammentrængt, at den både i almindelighed og især sammenlignet med de to stærkt befolkede steder måtte anses for overbefolket.
  3. Denne tilstand forværrede sig mere og mere, thi til trods for den stærke tilvækst i bygningernes antal overstres denne dog forholdsvis af befolkningens tiltagen, aå at København efterhånden var blevet ikke blot tættere bebygget og tættere befolket i det hele end tidligere var tilfældet. Desuden var var hvert enkelt hus blevet overfyldt med beboere. Hvis der ikke blev taget bestemte forholdsregler mod dette, forudsagde kommissionen, at al fri plads og alle gårdrum yderligere ville indskrænkes. Luft og lys blev holdt mere og mere ude. Urenligheden og ”luftens fordærvelse” forøges. Epidemier ville blive hyppigere.

 

Mindre plads til den enkelte

Kommissionen fastslog, at der blev mindre og mindre plads til den enkelte. Enkelte steder i Adelsgade var det så overfyldt, at beoerne måtte stuve sig sammen i siddende stillinger, når man skulle sove.

Man havde set små gårdbebyggelser blive revet ned, så havde der rejst sig store smalle ejendomme. Mange af de ejendomme, som man boede i var fugtige og slet ikke egnet til beboelse.

Det hus som Kommissionen hentydede til i Adelsgade var beboet af fattigfolk og almisselemmer. Men det blev også brugt som logihus. Her befandt sig vagabonder og forbrydere, konstaterede kommissionen.

 

Fra Lokummet til Luseklubben

I Vilhelm Bergsøe’ s bog ”Fra Piazza del Popolo” stifter vi bekendtskab med Tordenskyen på Christianshavn. Men der var også Pjaltenborg i Åbenrå. Ja, der bliver også nævnt andre steder, og bare navnet efterlade indtryk af armod, Helvede, Pølen, Bolle Bandsats Hus, Luseklubben, Lokummet, Krybud, Knaldhytten, Slaveporten eller Rakkerens Hule.

Det var allerede dengang gader i København med 4-5.000 indbyggere. Befolkningstætheden var tættest omkring Klerkegade.

 

Hønsehuse og brændeskure var taget i brug

Den såkaldte ”Damekomité”, der var en velgørenhedsforening nævnte i deres årsberetning, at hønsehuse og brændeskure var blevet til boliger for mennesker. Politidirektøren, der ved hver flyttedag skulle skaffe husvilde tag over hovedet klagede til Magistraten over, at situationen blev værre og værre år efter år. Han havde både Vartovs loft og Eksercerhuset på Christiansborg fulde af husvilde. Han anmodede indtrængende kommunalbestyrelsen om at sørge for, at der blev bygget og skaffet husrum i byen.

 

Demarkationslinjen var skyld i sammenstuvningen

Ejerne af de udenbys grunde, så med misundelse på hvordan befolkningstilvæksten kunne berige grundejerne i det indre København.

I et andragende til Rigsdagen i 1852 om ophævelsen af forbuddene mod at bygge på demarkationsterrænet kunne de med fuld sandhed hævde, at disse forbud:

  • Både gør det umuligt at forøge Boligernes antal i et til Befolkningstilvækstens svarende Forhold og nøder den større Mængde af Lejere til at indskrænke sig til et bestandig snævrere Rum, uden dog at Lejen for dette mindre Rum under Trykket af den store Konkurrence paa samme Tid bliver mindre i Forhold.

Igen engang blev det understreget, at forholdene i København var meget værre end i London.

 

Hornemann kæmpede for bedre forhold

En af de mest utrættelige forkæmpere for en bedre hygiejne i hovedstaden var dr. med. E. Hornemann. I skrifter og bladartikler fremdrog han gang på gang på de skandaløse boligforhold, under hvilke byens befolkning levede. Han skrev bl.a.:

 

  • Der findes i vor Hovedstad, Logishuse for Nattegæster, hvor disse for et par Skilling stuves sammen i usle Rum, hvor Mangel paa Plads møder de sovende til mere at sidde end ligge. Da den ekstraordinære Sundhedskommission næstforrige Aar anmodede Københavns Distriktslæger om at opgive de sletteste og mest usunde Boliger i deres respektive Distrikter samt om dertil at føje, hvad der efter deres Formening kunne rettes derved, var Svaret fra mange, at hele Gaden, et enkelte Hus eller den paapegede Række af Huse i den Grad var ussel, sammenbygget, forfalden, overfyldt og uden Lys og Luft, at det ikke kunne være Tale om andet end at nedrive det hele.

 

  • De større og luftige Gaarde forsvinder mere og mere, Etager bygges overalt til, fugtige Kældere, Lofter, Pakhuse og Stalde indrettes til smaa Beboelseslejligheder, gamle Kirkegaarde udgraves til Grunde for 6 Etagers Huse

 

Professor Wilkens forslag

Året efter udgav professor Wilkens et forslag til udvidelse af København. Det kan mærkes på den stadig mere bitre argumentation, hvorledes nøden voksede år for år. Ja tilstanden var efterhånden uholdbar. Der fandtes nu ikke mindre end 26 store fattigkaserner i København i hvilke, der boede 20-45 mennesker på 100 kvadratalen, skrev professoren:

 

  • Og denne stærke Sammenpakning paa enkelte Punkter er naturligvis en Følge af Stadens Overbefolkning og den desaarsag stigende Husleje, eller mon det skulle være af Lyst til Selskabelighed at flere Familier havde pakket sig sammen i eet Værelse, adskilte ved Kridtstreger, som de maa banke Børnene til ikke at overskride?

 

  • Mon det skulle være landeligt Sværmeri for Møddingluft, der har drevet andre op under et Lokumstag? Nej det er først, naar hver kvadratalen er blevet en Genstand af Værdi, at en saadan Sammenstuvning af Menneske som Kvæg, ikke det levende, men det slagtede og saltede som af Negrene i et Slaveskib, kan trives i det Store som en rigtig lønnede Industri.

 

 

Alle disse advarsler blev overhørt. Det var først efter den store koleraepidemi, at myndighederne vågnede op.

 

Talrige husdyr

Befolkningen havde lige så lidt forståelse for en god hygiejne som myndighederne. Under de trange forhold delte befolkningen gerne pladsen med deres talrige husdyr. Kreaturhold var tilladt og tilladelsen blev rigelig benyttet.

Man kunne i Regnegade se en ko gå op af trappen til gaden gennem gadedør og gang ind i husets gårdrum, hvor dens stald fandtes. Ja måske boede der mennesker oven på stalden. Boede der køer ud til gaden greb politiet dog ind.

 

Brændevinsbrænderens køer

Brændevinsbrænder Cadovius på Rosengården havde i 1850 indrettet en kostald til tyve køer i forhuset ud til gaden. Afløbet fra stalden var ført ud til gadens rendesten. Staldvinduerne vendte den samme vej. Da politiet forbød dette midt i gaden, søgte Cadovius hos Justitsministeriet om tilladelse til at lade alt blive som det var.

Skønt han også her fik afslag, foretog han sig intet. Der blev dog anlagt sag mod ham. Omsider blev han dømt til at fjerne staldvinduerne ud mod gaden og forlægge afløbet andetsteds hen. Hvad det så blev af dette vides ikke.

 

De mange hunde

Et andet husdyr, som dengang var en endnu større plage, var hundene. Allerede i det 18. århundrede havde lægen Tode og senere Callisen klaget over hundenes mængde og deres skadelig indflydelse på byens hygiejne.

Siden den tid var hundenes antal dog tiltaget og mængden af dem på offentlig gade var påfaldende. Befolkningen var ufornuftige nok til at fylde op i de små lejligheder med disse dyr. Foruden 5-6 børn bestod husholdningen også ofte af et par hunde. De forøgede urenligheden og ”fordærvede luften”.

 

Et usikker sted for hunde

Hundetegn blev indført allerede i 1815 og afgiften var 2 Rigsdaler årlig. Først i 1856 blev denne forhøjet til 5 Rigsdaler. Men mangfoldige hunde fristede tilværelsen uden tegn. Såkaldte herreløse hunde fandtes i stort tal. Da man i 1852 frygtede hundegalskab, sendte politiet skemaer rundt til husejerne, på hvilket herreløse hunde skulle angives.

Det farligste sted for hundene at komme på var volden. Her var nemlig en voldskytte ansat til at skyde enhver hund, som blev antruffet heroppe. Det var et myrderi, der ofte blev protesteret imod, særlig når det gik ud over en hund, hvor skatten var betalt.

 

Masser af dyr i 1840

Uden for portene var svinehold tilladt. Men ude ved Vesterbro lå en svinesti kun to alen fra et baghus, der rummede 9 familier. Et andet sted var der kun 4 alen til et slagterhus, et lokum og en ”møgkasse”.

Jo i 1840 fandtes der i København:

  • 777 heste
  • 450 køer
  • 739 svin

 

København er en meget skiden by

Det gik dårligere og dårlige med enligheden og sundheden år efter år.

  • København er en meget skiden by

Ja sådan sagde Hornemann det rent ud i et skrift fra 1847. Man kunne bare gå ved siden af de åbne kloaker i byen eller vove sig ind i de fattige og smudsige huse og gårdrum. Eller man kunne indånde sommerens eller solstrålernes varme fordampede slam for ikke at tale om nattens giftige dunster, som han skrev.

Han foreslog, at gaderne hver dag blev fejet, og at urenlighederne straks blev kørt bort. At der skulle fejes var for længst blevet bestemt, men langt fra efterlevet. Ja i 1777 var der blevet anordnet at gaderne skulle fejes hver dag til et bestemt klokkeslæt. Rendestenene skulle samtidig udrenses til bunds og gadekæret udføres senest en time efter.

 

Bestemmelser blev ikke overholdt

I 1779 skulle renovationsvognene køre langsomt, i fodgang og på højre side af gaden. I 1789 skulle alle brolagte gader betænkes med vand. Al udledning af alle urenheder var forbudt.

I 1840erne blev byens gader fejet to gange om ugen. Kun på disse dage indfandt skraldevognene sig for at køre fejeskarnet og husaffaldet ud på lossepladsen til føde for svinene. Og tænk engang i 1850 blev det sandelig besluttet, at fejningen skulle foretages tre gange om ugen.

 

En beskrivelse af fejningen i 1857

Ude i forstæderne blev der kun fejet en gang om måneden. Men det blev ændret i 1852 til også tre gange om ugen. I 1857 kunne man læse følgende beskrivelse af gadefejningen i København:

  • Denne vigtige Ordens- og Sundhedsforanstaltning udføres saaledes, at Gaderne renses kun tre Gange om Ugen. Rensningen foretages ofte sent på dagen til Hindring for Passagen og Forstyrrelse af god Orden. Den foretages ved Privat Foranstaltning under Husværtens illusoriske Ansvar, oftest ved de af Værterne dertil forpligtede Kælderfolk.
  • Den kontrolleres af slet lønnede Politibetjente eller Kommissærer, der aabenlyst for al Verden tage imod Haandpenge af dem, hvis Pligtopfyldelse de ere bestikkede til at have Opsyn med.

Når fejningen omsider er besørget, kommer:

  • De saakaldte Skraldevogne, der under Middagssolens varme Belysning skride majestætisk gennem Gaderne, ofte spærrende Passagen og udgydende under vindens ægide deres Overflødighedsartikler over de Vejfarendes Hoveder, medens en Skare af trinde Ungmøer, opskræmmede ved Skraldens Lyd, storme frem med Bøtter og Fjerdinger.

Men netop i efteråret 1857, da dette blev skrevet, stod kommunalbestyrelsen lige foran det sidste skridt, som endnu var at tage med hensyn til gadens renholdelse, nemlig indføring af fejning hver dag.

 

Så blev det fejet hver dag fra november 1857

Borgerrepræsentationen var-ud på efteråret, da sommeren for denne gang var forbi – gået ind på, at gaderne skulle fejes dagligt i de fem sommermåneder. Men Sundhedskommissionen og ministeriet forlangte daglig fejning hele året rundt. Til sidst måtte kommunalbestyrelsen bøje sig.

I november 1857 begyndte man at feje gaderne hver søgnedag, og anordningen af 1777 var således andelig bragt så nogenlunde til udførelse.

 

Kilde:

  • Meget frit fortolket efter Villads Christensen
  • Diverse artikler fra dengang.dk
  • Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Så læs dette på www.dengang.dk

  • Kvinderne i Peder Madsens Gang
  • Guldalderens København – Sådan var det også
  • Drikkevand til København
  • Kolera på Nørrebro 1853
  • At bo på Nørrebro
  • Pest på Nørrebro
  • Brumleby på Østerbro og meget mere.

 

 


Nyboder-ikke Chr. den Fjerdes opfindelse

Januar 2, 2018

Nyboder – ikke Chr. Den Fjerdes opfindelse

Ideen er fra Augsburg. Der var også skipperboligerne. Ikke alle kongens planer blev til nogen. Det gjaldt også for Christianshavn. Han var aktiv med stor virketvang. Han tjekkede selv kvaliteten. Der var egen skarpretter og vægtere. Gaderne var fulde af mødding. Ikke alle gader var brolagte. Regelmæssig natrenovation først i 1768. Beboerne skulle selv ligge vandledning. Bager fik eneret. Bodernes ruin var nær forestående i 1721. Officerer fik dobbeltbolig. Kongen holdt øje med beboerne. Og så eksploderede ”Krudtbrænderens hus”. Og det skete også anden gang. Nyboders piger skulle ikke undervises i skrivning og regning. Man fik nyt sygehus. Og 87 huse gik til håndværkerstokken. Der var kongelig jagt efter græsenker. Kammerherre Meldahl og Johannes V. Jensen brød sig ikke om Nyboder. Så fik man dog en søkadetskole. Kommandanten kæmpede for Nyboders bevarelse.

 

Ide fra Augsburg  

Nej, Nyboder var bestemt ikke hans egen opfindelse. Hele anlægget minder påfaldende meget om den ”Fuggerske fattigstiftelse” i Augsburg stiftet i 1567. Det var heller ikke de første tjenesteboliger for flådens folk i København.

 

Skipperboligerne

Allerede 100 år før havde hans farfar, Christian den Tredje, ladet bygge sine tilsvarende ”boder” på et areal ”hos Sankte Nicolaj kirkegård”. Det var toetagers rækkehuse. Det blev i alt 130 boliger.

Men disse boliger rakte nu ikke langt. I længden var det kun tjenesteboliger for ”skippere, styrmænd, højbådsmænd og andre Hans Majestæts skibsofficerer”. Skipperboderne kaldte man derfor efterhånden kvarteret.

 

Christianshavns planer

Under Christian den Anden indvandrede mange hollændere, og dette bar Christianshavn også præg af. Her hik kanalen også tværs gennem bygrunden. Jo 924 små byggepladser på hver 24 gange 24 alen blev her opmålt.

Det var den sikkert fra Holland stammende Johan Sem, der havde udarbejdet projektet. Men det har sikkert været den ofte selvrådige og selvkloge monarks egne bestemte direktiver. Men Johan Sem måtte dog lynhurtig lave en ny plan.

 

Kongen var ikke tilfreds med bevillingerne

Christian den Fjerde var bange for, at bådsfolket ville søge udenlands. Nu ville han så udbyde ”Baadsmends friij wohnung”. Men det krævede, at der blev bygget meget mere. Nu blev der krævet afgifter på ”alle skibe, krejerter, skulder og færger” i kongens rige og lande, såvel som af de fremmede fartøjer, der passerede sund og bælt.

Christian den Fjerde var ikke tilfreds med bevillingens størrelse. Der ville jo gå menneskealdre inden ”de boder til søfolket” blev færdige. Han bad admiralen bevæge rigsrådet til at stille større midler til rådighed. Men rigsrådet ville ikke love noget. De mente, at kongen bare kunne bygge mere, end der kom penge ind til, år for år.

Allerede den følgende sommer var man gået i gang. De nye bådsmandsboder blev rejst et godt stykke uden for byen på den anden side Rosenborg, der endnu dengang lå som en lille isoleret befæstning uden for Østervold.

 

Aktiv med stor virketvang

Christian den Fjerde var jo ikke alene en konge med meget aktiv virketrang. Han var også en meget impulsiv personlighed. Der var stor planer også med Sankt Annæ by. Og på sin vis er Sank Annæ skanse identisk med Kastellet.

I første omgang var Christian den Fjerde selv både bygherren og entreprenøren, der leverede de nødvendige materialer til de forskellige håndværksmestre, mens voldmesteren Thomas Hansen, sørgede for transporten af både mursten, kalk og tømmer, såvel som for opfyldningen og planeringen af de enkelte byggepladser.

 

Kongen havde penge til gode

Men fra 1636 var der truffet aftale med bygmestre, at de skulle lave boliger opbygge for 220 rigsdaler pr. stk. Men det var ikke let for kongen at få sine penge, således måtte han tage selveste Børsen i pant for 50.000 rigsdaler.

20 år efter Christian den Fjerde’ s død havde enken og hans øvrige arvinger 120.000 rigsdaler til gode. Ved hendes død resterede der stadig 50.000 rigsdaler.

 

Kongen tjekkede selv kvaliteten

Boligerne skulle naturligvis synes og besigtiges, inden de blev afleveret ”om de ere så godt bygt som forbemeldte og de forrige våninger ere, Vi selv hidtil haver ladet bygge”. Ja sådan stod der nederst på kontrakten.

Nu var kongen ikke selv entreprenør mere, men nu kiggede han håndværkerne gennem fingrene, endnu mens arbejdet stod på. Han havde jo ikke langt til byggepladsen fra sit yndlingssted Rosenborg.

Allerede i juni måned konstaterede han, at kalken ”intet blev slagen” men kun rørt om, så det lå hel i baljen. Det måtte ikke finde sted, ”ellers bliver der skarn af alt ded, der gøres”. Og siden opdagede han så mange fejl, ”fauther”, som han skrev, udvendig på bygningerne, at han nok kunne tvivle om, hvordan de så ud indvendig.

En række håndværksmestre skulle derfor tages i ed, om de ”uden nogen passion ville besigtige de sidste bådmandsboliger, om de ere med velslagen kalk såsom ded egner og vel muret, så at ded kan passere i alle måder”.

Den kongelige bygmester, Hans ”Steennuynchell” (Steenvinkel) skulle følge med og siden afgive sin betænkning over ”hvad penning dem, som sig denne bygning påtaget haver, bør kvittere for deres forseelse”.

År efter år rejste der sig række efter række af nye boder. I de første fem år, da kongen selv stod for byggeriet, var der i alt kun bygget 178. Men i 1639 var der bygget 600 boliger i Chrisitian den Fjerdes Nyboder, et par snese huslænger, der tilsammen målte 700 alen eller en god halv mil.

 

Gader og stræder skulle have navne

På Koldinghus udtalte Christian den Fjerde i 1641, da arbejdet var gået i stå:

  • Der skal tænkes på navn til alle gader og stræder, som de søfolk nu ibor og i fremtiden kommer at bo i.

Vest for Adelgade blev alle gaderne benævnt med plantenavne, velsagtens på urter, som han yndede i datiden:

  • Merian, Timian, Salvie, Tulipan, Krusemynte, Nellike og et Rosenstræde fandtes også.

Men imellem Adelgade og Store Kongensgade blev der brugt dyrenavne, eksotiske som nordiske, nærmest anbragt hulter til bulter uden system i rækkefølgen:

  • Mellem Elefantstræde og Kamelstræde lå Harestræde og Kattestræde mellem Elsdyrstræde og Pindsvinestræde. Men i midten, ja centralt i hele anlægget, lå gaden opkaldt efter et dyr uden for virkelighedens verden, Enhjørningen.

 

Planer blev ikke alle til virkelighed

De var ret brede disse stræder, 23-25 alen. Ja og så var det jo også lige den anseligt og mærkelige kirke, der skulle opføres. Den skulle være tolvkantet of have en diameter på 100 alen. Det hvælvede loft skulle hvile på 48 fritstående søjler. Sank Annæ Rotunda skulle være sognekirke for den nye bydel. Matroskirken kaldte kongen den også. Ja kirken blev også kaldt Sankt Annæ kirke.

Da byggeriet af kirken gik i gang var der ikke flere penge til boder. Men næppe var kirkebyggeriet gået i gang, da man manglede penge andetsteds, og det var til Københavns forsvar. Christian den Fjerde havde sin ide om skansearbejdet, men fagkundskaben havde en anden mening. Den udvalgte prins Christian tvivlede på sin kongelige faders sagkundskab:

  • Det var godt, om man hørte manges mening, som forstod det

Det var anden gang Christian den Fjerdes planer måtte skrinlægges. Første gang var det Christianshavn og nu Ny-København.

 

En fribolig kunne godt friste

Husene i Nyboder var grundmurede, og der var små haver til. Der var bjælkelofter og grønlig glas i de mange blyindfattede småruder. Væggene var kalkede og gulvene var af stampet ler. Rummeligt var det åbne loft under tagspærene. Jo sådan en fribolig kunne nok friste folk til at forblive i kongelig Majestæts tjeneste.

Nyboder-folket var unddraget den almindelige, borgerlige retspleje. De sorterede ikke under borgmester og råd. De var underlagt Holmens admiral, der havde fået sin embedsbolig i nabolaget, Admiralgården ved Adelgade. Ja det var meget tæt på Nyboder.

 

Egen skarpretter og vægtere

Ja man havde endda også egen skarpretter, det vil sige, at man måtte dele denne med Christianshavn. Nyboder fik sine egne vægtere. Og de holdt deres egen tappenstreg, der startede fra vagtbygningerne. Jo det var tre vægtere med lange lanser og trommeslager. De var gerne ledsaget af en flok hujende unger.

Hvad skulle man også på gaden, når klokken var slagen ni. Der var ikke en lygte, at finde i de første mange år af Nyboders tilværelse. Ikke før omkring år 1800 kom der et par matte, søvnigt lysende tranlygter.

 

Gaderne var fulde af mødding

I de første af Nyboders tilværelse var det ikke videre fremkommeligt. Gaderne var nærmest en sammenhængende mødding. Man smed slet og ret fejeskarnet uden for gadedøren.

Først en snes år ind i 1700erne blev også gaderne i Nyboder underlagt hovedstadens almindelige renovationsordning. Så nogenlunde da. Der skulle regelmæssigt fejes og skarnet køres bort, dog ikke fra de gader, som endnu ikke var brolagt! Efter et kraftig regnskyl, stod disse gader fulde af vand. Og mange af gaderne var ”lange og nedrige dalstrøg”.

 

Ikke alle gader var brolagte

Efter 1760 begyndte man endelig at brolægge de forskellige gader i Nyboder. Men ikke alle gader fik den kærlige hånd, som de trængte til. Man mente ikke, at der var så meget færdsel her, at det kunne betale sig.

 

De kunne ikke nå at feje

Politimester Fedder mente, beboerne skulle feje til et bestemt klokkeslæt. Men Nyboder-folket skulle møde meget tidligt på arbejde. Og ”deres koner var syge eller døde” Så var der ingen tilbage, for de måtte ikke holde tjenestefolk. Man blev så enige om, at man kunne nøjes med at feje gaderne i Nyboder to gange om ugen. Til gengæld måtte der godt være urenheder på gaderne de andre dage.

 

Regelmæssig natrenovation

Omkring 1768 var der etableret regelmæssig natrenovation. Spandens uhumske indhold var dog ikke smidt på gaden. Man nøjedes med at bære den hen på Grønland, som var den åbne plads, der lå mellem boderne og volden. Man skulle dog ikke have for sart en lugtesans i de dage.

 

Man skulle selv hjælpe til med at lægge vandledning

Først fra 1732 blev der tale om regulær vandforsyning. Og her var det tale om vandposter. De stod dog ret langt fra hinanden. Beboerne måtte slæbe fyldte spande hen ved 100 alen. Det første til, at konerne helst ville stå og vaske ved selve pumpen. Derved tog de pladsen op for andre.

Beboerne havde ellers selv måttet virke med etableringen:

  • Det er rimeligt, at de arbejdede, som havde nytte deraf.

Ja derved sparede den kongelige kasse for en del af udgifterne. Der var lagt en ledning fra den store ”park” eller dam inde i Rosenborg Have med spildevand i overlødighed.

 

Bager fik eneret

Den bager, der først bosatte sig i Nyboder fik eneretten:

  • Belangende vore bådsmands boder uden Østerport dèr anordningen at gøre med bagen og bagere, som des nødtørft udkræver

Man skulle kunne levere fornødent og velbagt brød, ”så der ingen klage efter kommer”. Ja den brygger, der bosatte sig her, fik også eneretten.

Men efterhånden som der kom nye naboer kunne man ikke fastholde denne eneret. Der kom en lang række brændevinskipper og øltapperier, værtshuse m.m.

 

Bodernes ruin var nær forestående

”Bodernes ruin” var nær forestående, hævdede generalbygmester Ernst i 1721, da de sparsomme midler, som havde været bevilliget til istandsættelse, havde været helt inddraget under den nordiske krig.

Vedligeholdelsen inden døre påhvilede beboerne. Husrækkerne havde aldeles ikke det ensartede udseende som før. Hvert hus kunne have sin mere eller mindre stærke kulør, alt efter beboernes forgodtbefindende. Man kunne se, at reparationer var foretaget af efterladenskaber fra ophuggede skibe.

De nødtørftige reparationer kunne godt give anledning til tvistigheder, når boderne skulle skifte ejere. I praksis kom man overens med en rimelig betaling.

 

Officerer fik dobbeltbolig

Officerer var der efterhånden også kommet til at bo i Nyboder. De måtte selvsagt kræve mere plads og i det hele taget bedre forhold end de menige og de underordnede befalingsmænd. Oprindelig fik en officersfamilie hver for sig tildelt hele to Nyboder-huse. Men det endte med, at man lod opføre særlige officersboliger. De er fra Frederik den Femte og Christian den Syvendes tid.

Fra Christian den Fjerdes tid står kun den lave længe i Sankt Pauls Gade tilbage. Resten af de bevarede Nyboder-huse er fra yngre dato. Hen mod år 1700 begyndte man at slå to huse sammen til et, for at skabe bedre forhold.

 

Kongen holdt øje med beboerne

Christian den Fjerde holdt øje med hvem der boede i Nyboder. Således skrev han til sin svigersøn Corfitz Ulfeld:

  • Ded lader mig anse, at der bor en part folk i mine boder, som intet meget duer-hvorfor de alle skal befales at møde morgen tidlig på Holmen, så jeg kan se dem.

Han ville ikke have nogen boende i Nyboder, som:

  • Os intet vedkommer.

Som beboer var man tvunget til at leje værelser ud til søens folk. En del bebyggelse var blevet solgt fra kronen. Men de blev efterhånden købt tilbage. I 1765 besluttede man på en omfattende udvidelse af Nyboder.

 

”Krudtbrænderens hus” eksploderede

Under svenskernes belejring skete det, at ”krudtbrænderens hus” ved Rigensgade viste sig at være et farligt naboskab. Efter en brand i 1658 sprang det i luften og tillige:

  • Opfløj en del af samme boder og nogle mennesker bleve skamferede

Det gik navnlig ud over Tulipanstræde, hvor kun to boder var beboelige, resten ganske ”spoleret” Et minde om denne ulykke var i næsten 200 år en lille åben plads for enden af Merian- og Krusemyntegade, der trods sin lidenhed blev kaldt for ”Nyboders Torv”.

 

”Grønland” brugt til dueller

Grev Danneskjold Samsø var i 1743 var manden bag store ændringer i Nyboder. Også store planer var det for Christianshavn, men man kom ikke rigtig videre med de planer.

Den åbne plads, Grønland mellem Østerport og Kastellet blev et stykke tid beslaglagt af landetaten og brugt som eksercerplads. Her mødtes garnidonens officerer også til forbudte dueller. Det var også her, at såkaldte ”misædere” måtte af med livet.

 

Hvert hus kunne bygges for 700 rigsdaler

Man byggede små karreer mellem Hundestræde, Tigergade og Leopardstræde ud til Store Kongensgade, og i Suensonsgade og Gernersgade. Man byggede i stokværk. Hvert hus kunne bygges for 700 rigsdaler. Men så besluttede man også at forsyne boligerne med kælder. Dette kostede så 250 rigsdaler ekstra.

I 1758 blev også den åbne plads Grønland bebygget. Men en masse byggeprojekter blev nu iværksat de kommende år.

 

Krudttårnet sprang igen i luften

For anden gang skete der en frygtelig eksplosionsulykke i Nyboder. Krudttårnet på Østervold sprang i luften i 1779. Ca. 50 mennesker blev slået ihjel, men der skete også betydelig materiel skade. Over hele Nyboder så man spor af eksplosionen. Værst var det naturligvis gået ud over boderne nærmest krudttårnet, som havde ligge ud til Hjertensfrydgade.

Også Tulipan-, Elsdyr- og Haregaden gik det ud over. Husene var spolerede. Hovedmurene her og der var revnede og sunket. Skorstene var dels knækket og revnet, alle skillerum var væltet. Lofter var spalten, nogle af bjælkerne var knækkede. Døre var blæst væk. Tagene til gården og gaden var afblæst og mange lægter var spoleret. Man anslog at skaderne ville koste 40.800 rigsdaler at udbedre.

 

Ikke nødvendig at undervise piger i læsning og skrivning

Et nyt sprøjtehus blev etableret. Murermester Petermann havde i en periode åbenbart eneret som bygmester i Nyboder. Således skulle han etablere fem nye skolehuse i 1786. i forvejen var der en drengeskole på hjørnet af Løvgade og Borgergade.

Hver af de nye skoler skulle kunne rumme 100 børn. Disse skoler var blot ”læse- og skriveskoler”. Og det var igen kun for drenge. Man fandt det ikke nødvendigt, at give Nyboders piger undervisning i disse fag.

Men i 1798 kom der dog en pigeskole, hvor der blev undervist i religion og moral, såvel som håndarbejde. Man begyndte med spinding, Knytning og syning.

 

Hovedvagt og lokummer for de nye huse

Men atter engang skulle der etableres nye bygning i Nyboder. En ny hovedvagt og ”lokummer for de nye huse”. Ja så skulle 46 gamle huse indrettes til barakker for de ”indrullerede”. Med andre ord en virkelig kaserne til flådens værnepligtige mandskab.

 

Nyt sygehus

1807 kom også til at betyde en masse for Nyboder. De sårede som hørte hjemme i Nyboder havde endnu efter Slaget på Reden måtte indlægges på Søkvæsthuset, fælles for hele flådens udkommanderede mandskab. Men i 1807 stod det nye Søetatens hospital parat til at modtage de kvæstede Nyboder-folk. Det var bygget mellem Kokke- og Balsamgaden, i stedet for en af bydelens ældste og mest forfaldne længer.

Manglen på et godt sygehus for marinens faste mandskab havde hidtil været ”en meget væsentlig ufuldkommenhed” ved Hans kongelige majestæts søetat. Vel lønnede majestæten både diverse kirurger og underkirurger samt gav penge til medikamenter. Men disse kirurger blev nødt til at have privatpraksis ved siden af.

 

87 huse til håndværkerstokken

I 1807 blev en del af flådens faste mandskab fyret. Naturligvis var det i første omgang:

  • Forsømmelige, liderlige og uordentlige folk.

Det blev bestemt, at de 87 halve huse, som blev ledige til Mikkelsdag 1811, skulle afgives til håndværkerstokken fra divisionerne:

  • Fra hvilke de i hvert fald en tid lang godt kunne undværes.

 

Kongelig jagt efter græsenker

Nyboders nedgangsperiode startede i det første fredsår efter 1848. Man sagde, at hans kongelige højhed gik efter de unge græsenker i Nyboder. Ja og en spækhøker foreslog, at samle alle Københavns letlevende damer i en længe, der lå længst ude mod porten og volden.

Ja man siger, at hans kongelige højhed fik en endefuld af en af enkerne. Men en anden af Nyboders døtre, Bente Rafsted blev installeret af højheden i et hus ved Toldbodvej som Frederikke Benedikte Danemand.

 

Byggematador fik gade opkaldt efter sig

I 1853 blev karreen mellem Kattegade og Pindsvinegadestillet til aktion. Den blev købt af en kendt bygherre, grosserer H.P. Lorentzen. Han lod opføre større kaserner på grunden. Og så blev Pindsvinegade omdøbt til Lorenzensgade trods kommunalbestyrelsens modtand. Men Frederik den Syvende havde personligt lovede ham det.

Men dette navn er forsvundet ligesom så mange andre af Nyboders ældste navne. Det er stadskonduktør, ingeniør Krak-vejviserens grundlægger, der har ansvaret i den forbindelse.

 

Kammerherre Meldal havde ikke meget til overs for Nyboder

Efterhånden blev flere og flere af husrækkerne solgt. I 1865 så de ud som om Nyboders skæbnetime var inde. Der var nedsat en kommission, der skulle forberede bydelens fuldstændige sanering. Blandt medlemmerne var den nok så kendte arkitekt, kammerherre Meldal. Han havde ikke noget til overs for Nyboder. Han mente at hele kvarteret skulle forsvinde.

Men helt så galt gik det dog ikke. Ensformigheden blev brudt ved opførelsen af Skt. Pauls kirke og frimurerlogen i Klerkegade.

 

Søkadetskolen

Allerede i 1864 havde Nyboder fået et nyt etablissement. Det var Søkadetskolen, som blev installeret i den tidligere pigeskole i Nyboder. Og sandelig om ikke, at der i 1886 blev taget en af de nye længer i brug. Det var i Skt. Paulsgade, lige over for Nyboders ældste bygning ved mindestuerne.

 

Fare for fuldstændig sanering

De nye huse var på sin vis opført efter det gamle skema, men mere rummelige, bedre udstyrede med gas og vand. I 1901 blev der på rigsdagen fremsat forslag om opførelsen af ny arbejderboliger for Søværnet ude på Holmen, på Arsenaløen. Men dette forslag forudsatte en fuldstændig rasering af Nyboder.

 

Johannes V. Jensen kunne heller ikke lide Nyboder

Der var mange, der mente, at Nyboder skulle rives ned. Man sagde spøgefuldt, at rotterne ikke stammede fra Asien men fra Nyboder. Johannes V. Jensen havde heller ikke meget til overs for Nyboder:

  • Nyboder-hvad skåner man de gamle, sure, ubeboelige huse for? Gaderne er fuldstændig ens, lejlighederne den samme type, om man fredede et eneste af dem, var det mere end nok.
  • Resten af Christian den Fjerdes gamle slaveby burde man rive ned og opføre et moderne kvarter på grunden. Om man føjede Borgergade- og Adelgadekvarteret til, gjorde man en god gerning.

 

Kommandant kæmpede for Nyboder

Nyboders befolkning udgjorde i slutningen af det 18. århundrede cirka 15.000 mennesker. Den 7. september 1940 udtalte Nyboders kommandant, kommandør I.C.D. Bloch:

  • Nu drager der sorte skyer op over Nyboders hidtil så klare himmel, mægtige stemmer siger: ”Vi har ikke længer råd til at lade de langer brede sig på den store grund. Den er 6 millioner kroner værd, og staten får ingen renter af denne værdi, da den beskedne husleje, der kan kræves af Nyboders befolkning, kun dækker administrationen, vedligeholdelsen og beskedne forbedringer
  • Vi herude spørger nu det danske folk: ”Kan vi give afkald på den indtægt for at bevare den mest karakteristiske bydel i landet, der afgiver bolig for en befolkning, som gør sit bedste for her at slægte sine forgængere på som statens gode tjener” Lad os håbe, det bliver bevaret, med et: ”Jo, vi kan”

Men ”Den Gamle Redaktør” glæder sig hver gang han cykler forbi Nyboder.

 

  • Kilde:
  • Mogens Lebech: Nyboder i opgang og nedgang
  • D. Lind: Kristian den Fjerde og hans Baadsmandsboder
  • D. Lind: Nyboder og dets beboere
  • Orla Alstrup, Charles Christensen: Nyboderfolket
  • København Før og Nu (bd. 3)

 

 

  • Hvis du vil vide mere: Her på dengang.dk kan du læse følgende:
  • Kastellet
  • Nyboder-dengang
  • Livet i Nyboder og på Østerbro
  • Nyboders historie

 

  • Hvis du vil vide mere: Om Christianshavn, så kan du på dengang.dk læse følgende:

 

  • Christianshavn fra A-Å

Christianshavn-for længe siden

Gamle Huse på Christianshavn

Anekdoter fra det gamle Christianshavn

Christianshavn – dengang

 

 


Grænsen er overskredet – anmeldelse og omtale

December 24, 2017

Grænsen er overskredet – Omtale og Anmeldelse

 Vores bog har haft stor omtale i det sønderjyske. Men det har i den grad knebet i hovedstaden. Her får du lidt af omtalen og anmeldelser. Vi bringer også en gennemgang af bogens indhold. Du får også mailadressen, hvord u altid kan bestille bogen, hvis din boghandler melder den udsogt.

 

Stor opmærksomhed i Tønder

Vi holdt bogreception i Tønder og det afstedkom to store artikler i Jyske-Vestkysten. Der var en artikel i Tønder Ugeavis og Der Nordschleswiger. Også i Flensborg Avis var der en stor omtale.

 

Bogen er ikke udsolgt

Flere læsere har henvendt sig hertil, da de i boghandelen har fået at vide, at bogen er udsolgt. Det er den dog ikke. Hvis din boghandler ikke kan/vil bestille bogen hjem, så kan du altid bestille den her www.aadalen.dk

 

Anmeldelse i Der Nordschleswiger

Der Nordschleswiger har anmeldt bogen den 23. december. Og man kan sige anmeldelsen er lidt blandet. Anmelderen har fundet forkerte tyske stavelser og et par sjuskefejl som Jepsen/Jebsen. Og så er der anvendt et forkert årstal.

 

Anmelderen mener, at det er en forsømmelse, at der ikke i enkeltheder er henvist til kilderne.

 

Anmelderen mener, at kildehenvisningen er for løs. Bogen burde have været bedre struktureret. Man burde have været mere nøjagtig. Der henvises til arkivar Hans Schultz Hansens artikel i Sønderjysk Månedsskrift. Men da var stoffet jo allerede fundet frem til bogen. Og det var sikkert vores forskning, der førte til arkivarens artikel og hans foredrag rundt omkring.

 

Anmelderen anerkender, at vi har taget Asmus Jensen sagen op. Han håber, at der kommer en afklaring på sagen.

 

Og herfra kan man måske mene, at titlen ”Grænsen er overskredet” måske ikke helt er forstået. Vi har netop i vores artikler forsøgt, at finde punkter, hvor ”Grænsen er overskredet”, hvor vi virkelig mener, at her er man gået for vidt.

 

Der bliver sammenlignet med vores bog og historien om Asmus Jensen sammenlignet med Hans Schultz Hansens artikel.

 

Og han mener, at historien om det tyske mindretal og identitetsspørgsmålet er et interessant emne for den unge generation. Men at dette nok skulle have været frembragt i et selvstændigt værk.

 

Det gør indtryk på anmelderen med de dansk/tyske sammenligninger omkring forholdet mellem det danske og det tyske forhold.

Anmeldelsen fylder en hel side i Der Nordschleswiger.

 

Konstruktiv kritik fra anden side

En læser mener, at der stor forskel på bogens første og anden halvdel. Første halvdel er nok lidt ensidig, mens anden halvdel er mere afbalanceret.

 

Læseren forstår godt frustrationen over lukkede arkiv. Det har han selv oplevet.

 

Læseren forstår også godt, at vi går efter målrettede konkrete episoder. Her skulle nuancerne måske have været lidt tydeligere. En af argumenterne bygger jo på udtalelser fra dengang medens andre bygger på næsten nutidige erindringer om, hvad der skete dengang. Her er det vigtigt at fremhæve, at udtalelser ”dengang” jo ud fra et ståsted man havde dengang.

 

Nutidige udtalelser bygger jo f.eks. på familietraditioner, ”rygter” der har cirkuleret i lang tid i et lokalsamfund, ud fra det ståsted den enkelte har i dag. Der er også større eller mindre uoverensstemmelser omkring datoer. Det gør det hele ikke nemmere, når man ikke kan få verificeret datoerne.

 

Læseren håber på, at de sidste brikker falder på plads, så det bliver overensstemmelser mellem oplysninger i arkiverne og folks udtalelser fra dengang og erindringer fra i dag.

 

Og det har læseren jo helt ret i, men problemet er, at der er manipuleret med rapporter og andet dengang.

 

En læser af bogen mener at såfremt vi skriver en efterfølger, ja så er nogle af emnerne måske er lidt uoverskuelige, fordi de står i spredt orden i bogen. Eksempelvis Jürgensen og mordet.

Det burde have været samlet i særskilte afsnit efter devisen:

 

  • Hvad sagde man dengang?
  • Hvad siger ”landsbysladderen” i dag?
  • Hvad ved vi i dag?
  • Hvorfor ved vi ikke alt i dag?

 

Vores læser fortæller også, at i forbindelse med ”slaget” ved kirkegården i Tønder mellem nazister og arbejdere var Jürgensen den eneste, der var bevæbnet med en pistol. Og baglandet betalte hans og de andres bøder. Arbejdsmændene måtte betale hver for sig.

 

Jürgensen og hans søn fik bøder for at gå med uniform.

 

Er der kommet nyt frem?

Forfatteren, hans hjælper og Asmus Jensens familie havde håbet, at der kom en masse nyt frem. Men i lokalbefolkningen omkring Padborg er der ikke lutter begejstring:

 

  • I skal ikke rippe op i noget, hvor prominente og afholdte personer er indblandet.

 

Vi har fået navnene på hvem, der likviderede Richard Christensen. Her havde man fra myndighedernes side forsøgt at få det til at se ud, som om, at det var selvmord ved højlys dag.

 

Det ene af navnene går igen i likvideringen af Asmus Jensen.

 

Hvorfor påtog Den danske Brigade skylden?

Og så over til vores bog, Grænsen er overskredet. Det var den måske for Asmus Jensen. Men vi tror det ikke. Vi mener ikke, at han blev skudt, fordi han ville flygte over grænsen. Dette påstår Den Danske Brigade, at de har gjort. Men deres forklaring passer slet ikke med den retsmedicinske rapport. Hvorfor påtager de sig skylden for nedskydningen? Og hvorfor skulle han likvideres? Hvad havde han egentlig gjort?

Det er ikke helt unormalt, at Modstandsbevægelsen tog fejl. Gang på gang blev de fem samme personer nævnt som de egentlige ansvarlige for nedskydningen. Men ingen vil stille sig frem med navns nævnelse, hverken alle de ældre i det gamle Bov Sogn, som vi talte med eller vores kontakter syd for grænsen. Og vi kan heller ikke få adgang til de afgørende arkiver. De danske myndigheder har for længst lukket sagen.

 

Vi har talt med familien

Da vi ville have adgang til sagen, måtte vi gå via ombudsmanden, selv med familiens underskrift. Men ret hurtig blev der så lukket for yderligere arkivadgang. I sagen har vi talt med Asmus Jensens familie, datter og kone, der har givet mange nyttige oplysninger. Alligevel vil vi nok blive beskyldt for at være konspiratorer. Men vi håber, at dem, der virkelig ved noget om sagen, vil åbne sig og fortælle sandheden.

Asmus Jensens kone rejste tilbage til Frankrig igen. Hun var simpelthen træt af myndighedernes behandling af hende.

Det er utroligt, at familien skal finde sig i den behandling, som de har fået i denne sag. Utroligt at sagen også skal forfølge familien. Men hvorfor lyver myndighederne?

Asmus Jensen var en skidt karl, bliver det nævnt af en foredragsholder. Ja men hvad lavede han egentlig, som berettigede til, at han skulle likvideres med to nakkeskud. Og hvorfor skulle familien dengang i 1945 først høre rygter, før de fik besked?

 

Grænsen er overskredet i bogstaveligste forstand

Under sagen dukkede der også andre ting frem. Men også disse er ret tillukkede. Vi har i en række artikler skildret ting, som vi med rette kan sige, at her er grænsen overskredet. For hvornår har samfundet fået sandheden at vide, hvornår var det en nødløgn og hvorfor har vi kun fået en halv forklaring?

Vi prøver i denne bog, at beskrive i hvilket miljø og i hvilken tid Asmus Jensen blev likvideret. Var hans forbrydelse så stor, at han skulle likvideres? Var der ikke andre, som skulle straffes i stedet for? Hvordan havde de dansksindede og de tysksindede det efter besættelsen? Var Asmus Jensen offer for en hævnaktion?

Vi vil ikke tilsvine hverken Modstandsbevægelsen, Den Danske Brigade eller andre, men blot appellere til, at man fortæller sandheden.

 

Vi skal ikke fortælle, hvad man skulle have gjort

Det er ikke vores opgave at fortælle, hvad man skulle have gjort dengang. Men det er vel et krav, at vi får sandheden at vide. Det var bestemt ikke let at begå sig i Sønderjylland under og efter besættelsen dengang, ja for den sags skyld i Danmark. Kom du til at ytre dig positiv om tyskerne eller forelskede en pige sig i en tysk soldat, så kom man i et kartotek, man ikke kunne komme ud af.

Selv om du havde overstået din straf, så huskede lokalsamfundet, hvad du havde gjort. Og det gjorde de offentlige myndigheder også. Det betød, at du var udelukket fra at søge offentlige hverv i en lang årrække.

 

En mand, der vidste noget

Asmus Jensen arbejdede en overgang i nogle villaer i Kollund Østerskov. Her havde Werner Best sommerhus. Her kom en række topnazister. Men her havde lokale også set Scavenius og Jens Møller, leder af Det Tyske Mindretal og NSDAP-N.

Kurt Jensen har været med til at arbejde med denne bog. Han har besøgt arkiverne og talt med en del ældre mennesker i Bov Kommune samt Asmus Jensens familie. Hans far, Willy Jensen kendte sandheden om Asmus Jensen. Og denne sandhed brugte han til, at presse Justitsministeriet til, at forblive i Danmark. For som tysk statsborger burde han have været udvist. Han blev heller ikke indsat i Fårhuslejren.

Han rejste flere gange til Justitsministeriet og brugte sin viden til at blive i Danmark og friheden. Men den lokale politimester gad ikke at fortælle, at nu var udvisningen atter engang blevet udsat. Så talrige gange har Willy Jensen siddet og ventet med kufferten pakket på trappeafsatsen. Men de hentede ham aldrig.

 

Var Asmus Jensen, offer for hævn

Vi har fået at vide, at medlemmerne af modstandsbevægelsen var efter dem, som eksempelvis solgte mad til dem, der patruljerede langs Flensborg Fjord. Og vi har også fået at vide, at de i den grad var efter medlemmerne af det tyske mindretal. Spørgsmålet er om, der lå et hævnmotiv bag ved behandlingen af mindretallet efter besættelsen. Vi kigger også på den såkaldte Fårhus-mentalitet, der opstod i Fårhuslejren. Var Asmus Jensen et offer for en hævn?

 

Var domsafsigelserne retfærdige?

De domsafsigelser, der foregik i retsopgøret, var de retfærdige? Hvad har man i grunden fortiet i den forbindelse? Vi kigger på tre sager i den forbindelse. Den første er Sheriffen i Tinglev. Ja denne nævnes også i forbindelse med en af de sidste fem i forbindelse med Asmus Jensens likvidering. Politibetjent Egebjerg Jensen var meget forhadt hos det tyske mindretal. Egenhændig lukkede han alle tyske institutioner i Tinglev og omegn. Han skød også en tysk officer på Tinglev Banegård.

I Tønder sad nogle forholdsvis unge tysksindede mennesker. De havde lavet en liste over, hvem der skulle have en såkaldt ”Denksettel”. En af disse, der stod på listen, var Sheriffen fra Tinglev. En håndgranat blev smidt ind på hans kontor. Heldigvis var der ingen hjemme. Modstandsbevægelsen forlangte dødsstraf. Den 15-årige fik i første omgang 12 års fængsel. Det blev nedsat til 6 år. Også de andre i gruppen fik temmeligt høje straffe.

 

Man håbede, at de blev skudt

I Tønder håbede man, at to medlemmer af Familien Jürgensen blev skudt. De var blevet dødsdømt af en amerikansk militærret. Man påstod, at de var ledere af Varulvegrupper. Men der var ingen beviser. De blev frikendt. Men gang på gang blev de arresteret. Man forsøgte også at gøre dem til krigsforbrydere. Det lykkedes heller ikke. Og man nægtede også at give dem kompensation for uretmæssig fængsling. De var jo nazister, så skulle de ikke behandles retfærdigt.

I Løgumkloster blev et ungt medlem af Det Tyske Mindretal myrdet. Dette blev i første omgang kun takseret til seks måneders fængsel. I anden omgang blev det til halvanden års fængsel. Men alligevel en lempelig dom i forhold til dommen fra Tinglev.

 

En massiv overvågning af mindretallet

Jo der skete ting og sager i Sønderjylland og andre steder i tiden efter besættelsen. En massiv overvågning var bebudet. Det var politimester Brix, der var foregangsmand. Han havde opbakning fra politimester Bøving fra Tønder. Man skulle i den grad holde øje med hjemmetyskerne. Der skulle ansættes spioner, der kunne rapportere, hvad hjemmetyskerne foretog sig.

Kartoteker blev opbygget. Man fandt ud af, hvem der abonnerede på Der Nordschleswiger og så kontrollerede man Knivsbjergfesterne. Hos Willy Jensen flyttede to betjente ind. Så kunne de på nærmeste hold finde ud af, hvad han foretog sig. Måske udbredte han sin viden om nedskydningen af Asmus Jensen? Det var myndighederne ikke interesseret i.

 

Mange skæbner fundet i et kartotek

En masse ting skete gennem Dibbernhaus i Aabenraa. Herigennem var der en masse kommunikation til de tyske myndigheder. Det var også her, man ansøgte om tilladelse til at køre for den tyske Wehrmacht. Og det var her man ansøgte om at levere varer til tyskerne.

Men stedet rummede også mange skæbner. Her kunne man se, at mange unge mennesker var flygtet fra krigens rædsler. De var simpelthen flygtet også som vagtmandskab fra Kz-lejre. Og nu ventede der dem en barsk afstraffelse. Forældrene fik så senere den barske besked.

Men det tyske mindretal fik det nu ikke helt, som de havde ønsket. De ville gerne have, at kun dem som støttede den tyske sag med børn i tysk skole og så videre fik kørselstilladelse. Men fra Berlin var budskabet klart. Fungerede en kørselsordning var man ligeglad med lokale forhold.

 

Topnazister skiftede identitet

Ikke langt fra det sted, hvor Asmus Jensen blev likvideret, skete der ting og sager. I Flensborg havde alle topnazister forsamlet sig. Her blev der forfalsket i tusindvis af legimitation. Mange gik over den grønne grænse i nærheden af Kruså. Et gartneri spillede her en stor rolle. Og der stod nok af frivillige parat til at hjælpe disse topnazister videre via Sverige.

Grænsen er i den grad overskredet, når man hører hvad der skete i Flensborg Fjord og Gelting Bugt lige over grænsen. Ja for den sags skyld også i Alssund den 5. maj. Mens danskerne festede, blev unge matroser likvideret på et dansk skib og drev i land ved den danske kyst. Og ingen vil tage initiativ til en mindesten for dem.

En mindesten kom der op for andre matroser, der oplevede samme skæbne. De var deserteret fra Svenborg og udleveret af danske modstandsfolk til tyskerne. I Gelting Bugt fandt de deres skæbne.

 

Hvad stod der i Centralkartoteket?

Vi har fået at vide, at Asmus Jensen stod i Centralkartoteket. Men hvad der stod om ham, kan vi ikke få at vide. Vi kan ikke få adgang. Men hvordan kom man egentlig i dette kartotek. Og havde man begået noget forkert, når man stod her. Blev det nogensinde undersøgt? Hvad med stikkerlikvideringer-fik de oplysningerne herfra? Det var ellers svært at komme ud af dette kartotek, men det lykkedes dog for en del embedsmænd. Hvordan kunne dette lade sig gøre?

 

Man blev dog likvideret for at være nazist

Hvis man stod i et andet kartotek kunne dette også give følger. Det var det såkaldte Bovrup-kartotek. På et tidspunkt påtog Frits Clausen sig selv opgaven, at redigere dette kartotek. Dette foregik ikke særlig grundigt. Og ville man ud af det, ja så kunne man glemme at registrere det. En række bøger med Bovrup-kartoteket blev udgivet. Ja disse bøger kom i ufatteligt mange udgaver.

Egentlig var det ikke ulovligt at være nazist. Men det blev det nu alligevel. For uden domsfældelser af nogen art, så blev man smidt ud af sin fagforening, sit firma og meget mere, når man var nazist eller stod i Bovrup-kartoteket. Ja vi har endda hørt, at man også blev likvideret bare fordi, man var nazist.

 

Jens Møller blev ven med Werner Best

Der var jo to nazistorganisationer DNSAP med Frits Clausen og det sønderjyske NSDAP-N med Jens Møller som leder. Denne havde faktisk mere indflydelse og det takket være, at han var personlig ven med Werner Best. De to nazist-ledere, som boede meget tæt på hinanden, var ikke på talefod og egentlig så de også forskelligt på mange ting.

Vi tager en tur langs grænsen, på det tidspunkt, hvor Asmus Jensen bliver likvideret. En tysk soldat følte sig så ydmyget, da man tog alt, hvad han havde med og til sidst også hans vielsesring. Han tog sin revolver og begik selvmord ved Kruså. Her truede man fra tysk side de danske frihedskæmpere med et gevær.

 

KZ-Ladegård

Ikke langt derfra lå et Aussenlager fra Neuengamme, KZ- Ladelund. Den lå der ikke i lang tid, men nok tid til at sprede rædsel og død. Og lederen af denne lejr blev aldrig straffet. Et hævntogt bevirkede udryddelse af en masse hollændere. KZ-Ladelunds læge døde på Padborg Politistation under mystiske omstændigheder.

 

Helvedes forgård

Helvedes forgård kaldte man Harislee Banegård. Det er her i grænsebyen, danskerne fylder deres biler med øl og slik. Det var herfra en masse Frøslev-fanger blev sendt videre sydpå til en uvis fremtid. Og lokale bønder tjente en god slat penge ved at sælge hø til disse fanger.

I Frøslev-lejren var man lidt usikker på, hvordan tyskerne ville reagere. En del fangerne var på vej til at blive sendt til Gestapo i København, men de slap i sidste øjeblik.

 

Man spyttede på de tysksindede

Ved Tønder kom det til en ildkamp mellem frihedskæmpere og tyske soldater i nærheden af Sæd. To frihedskæmpere blev alvorlig såret. Et temmelig stort antal hjemmetyskere blev sendt videre til Fårhuslejren her fra egnen. Men i Tønder havde byens dansksindede lejlighed til at spytte på dem, da de blev læsset af ved Missionshotellet.

 

Gårdejerne fik forbedret indtægten med 49 pct.

600 domme omkring værnemageri, blev taget op igen i 1949 og endte med frifindelse. Gårdejere fik forbedret indtægten med 49 pct. og godsejere med 62 pct. Fiskerne havde det også godt. Danske firmaer brugte tvangsarbejdere. Ja 180 danske firmaer udførte anlægsarbejder for tyskerne.

 

18 pct. arbejdede for tyskerne

Jo vi udførte en hel del forbrugsvarer til tyskerne. Men vores eget forbrug var også det højeste blandt de besatte lande. Regeringen uddelte arbejdsopgaver for tyskerne til de danske virksomheder. Ja tænk engang 18 pct. af den voksne danske befolkning arbejdede for tyskerne. Men nu havde både Norge, Belgien, Holland og Frankrig betydeligt større udgifter ved, at have besøg af tyskerne. Ja spørgsmålet er også om Sverige nu var så neutral? Tyskerne fik lov til, at transportere deres tropper gennem Sverige, og svenskernes eksport af jernmalm, kuglelejer osv. var betydelig.

 

Ingen dagpenge

Vi indførte censur på 300 blade. Det var danske embedsmænd, der uddelte bøder m.m. Befolkningen måtte ikke blande sig i den politiske situation. Tyske flygtninge blev sendt retur og grundloven blev overtrådt adskillige gange.

Fagbevægelsen sagde til arbejderne, at de skulle tage til Tyskland ellers ville de ingen penge få. Asmus Jensen måtte også tage til Hamborg. Man glemte at fortælle, at de kunne få tilskud, hvis de tog på højskole.

Historikere kunne i 1995 få tilskud, hvis de omtalte samarbejdspolitikken positivt. Og Højgaard-gruppen slap ustraffet selvom de forsøgte et angreb mod folkestyret.

 

Over 400 likvideringer

Man sagde, at overgangen til retsopgøret foregik gnidningsfrit og meget bedre end i andre lande. Der blev foretaget over 400 likvideringer. Og det var ikke kun Asmus Jensen, der måtte lade livet efter besættelsen. En historiker har undersøgt, at kun 13 pct. af de likviderede var egentlige stikkere.

 

I 1945 var Danmark ikke en retsstat

Dommerne fulgte snarere stemningen i befolkningen, end retssikkerheden. Tyskertøser blev sat i bås med landsforrædere, og man forhindrede dem i at lede efter deres fædrene ophav. Den sønderjyske skribent, Bjørn Svensson skrev:

  • I 1945 var Danmark ikke en retsstat

Poul Henningsen og Hal Koch sagde, at værdien af befrielsen for nazismen var begrænset, fordi vi selv begyndte at bruge nazistiske metoder. Andre mente, at retssikkerheden blev afløst af anarki.

 

Ikke stor begejstring hos de dansksindede

Amtmand Kr. Refslund Thomsen var ikke velkommen ved grænsen for at modtage englænderne. Modstandsbevægelsen ville hellere have spærret ham inde. Og det tyske mindretal arrangerede eksercits, våbenlære og skydelære i Tinglev. Og de to tyske korps, hvor deltagerne var medlemmer af det tyske mindretal vakte ikke særlig stor begejstring blandt de dansksindede.

Statsminister Buhl mente da også, at det tyske mindretals rolle burde nøje overvejes. Jo der var barske krav fra modstandsbevægelsen og myndighederne over for det tyske mindretal. Flere danske erhvervsledere appellerede da også til, at nu måtte man begrænse sig, fordi man skulle leve side om side.

 

Mange retsdage til at dømme Mindretallet

Man brugte 88 retsdage til at dømme ledelsen i det tyske mindretal og senere brugte man 66 retsdage til at nedsætte straffen. Stadsadvokat Kirk fra Sønderborg, der i virkeligheden hadede det tyske mindretal mente, at det tyske mindretal blev dømt alt for mildt.

I Det Sønderjyske Amtsråd sad i mange år en markant skikkelse fra det tyske mindretal. Han havde med held skjult, at han havde en ret så stor stilling i SS.

 

Var det et hævnmotiv?

Da vi første gang var fremme i medierne med vores sag om Asmus Jensen, spurgte en lokal journalist, om vi mente, at der forelå et hævnmotiv. Og se det spørgsmål kan ikke bare besvares i en enkelt sætning. Da må vi dykke ned i historien.

I Sønderjylland er tysk ikke et fremmedsprog. Det tyske mindretal følte sig i den grad forfulgt. Og det gjorde de faktisk i mange år. Men spørgsmålet er, om de ikke selv bærer en del af skylden.

Men i det sønderjyske lokalsamfund glemte man ikke, at naboen har siddet i Fårhuslejren. Og det glemte myndighederne heller ikke. Selv om straffen for længst var overstået, blev man udelukket.

 

Ribe-brevet blev taget i anvendelse

Der var også vanskeligheder for den tyske kultur og skolerne. Alt var taget fra dem selv lærerne. Vi går tilbage til Ribe-brevet, som det tyske mindretal hele tiden henviste til. De dansksindede glemmer heller ikke Ernst von Köhler. Det var ham, som Der Nordschleswiger sammenlignede med politimester Brix.

Men før 1920 var det nu heller ikke alle københavnere, der havde forståelse for det sønderjyske problem. Så kom kreditforeningen Vogelgesang støttet syd fra. Nu skulle Sønderjylland germaniseres ved ejendomsopkøb. Men kreditforeningen stillede nogle krav over for de tysksindede.

Hadet over for de tysksindede blev bevaret. Det kunne man læse i Grænsevagten udgivet af Dansk Samling. En præst fra Løjt fortalte i København, hvad de tysksindede var for nogen. Der var godt nok ikke meget forståelse for dem.

 

Var de nazistiske hjemmetyskere vendt tilbage?

Bund Deutscher Nordschleswiger startede forfra. Men gjorde de nu også dette? Mange dansksindede tvivlede. For mange af de nazistiske hjemmetyskere vendte tilbage. Der Nordschleswiger har flere gange erklæret, at der var tid til selvransagelse. For nogle var det svært, men den er nu for længst gennemført.

Fabrikant Callesen fra Aabenraa Motorfabrik følte sig også uretfærdig behandlet. Han benyttede sig af advokater for at sikre, at det han gjorde, var fuldt lovligt. I første omgang blev han da også frikendt for værnemageri. Men det gjorde han så ikke i anden omgang. Han måtte aflevere næsten 700.000 kr.

 

Sabotage med følger

Modstandsbevægelsen mente bestemt, at Aabenraa Motorfabrik var skyldig. Men sabotageforsøget slog helt fejl. 30 blev anholdt og mindst 5 døde som følge af stikkeri fra 5 tysksindede personer i Aabenraa. Jo, der var mange stikkere i Sønderjylland.

For over 20 år siden gik en ung mand rundt på Frihedsmuseet og fortalte engelske turister, at i Sønderjylland var der ingen modstandsfolk, fordi man var bange for det tyske mindretal. Min kone og jeg havde da også fat i kravetøjet på den unge mand bagefter.

 

Er det her, Hitler ligge begravet?

I vores bog slutter vi med et afsnit om det tyske mindretals højborg, Knivsbjerg. Her trives Knivsbjergfesterne videre i bedste forstand. Og her er masser af aktivitet. Det var også her, at danske modstandsfolk længe efter besættelsen sprang resten af Bismarck-monumentet i stykker. Bagefter havde de danske myndigheder ikke den store lyst til at opklare hændelsen.

Jo, det var også her vores yngste spurgte om det var her Hitler lå begravet. Han var nu ikke så gammel, men noget havde han dog fattet. Lige bagved gik formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger. Han hilste med et lidt anstrengt smil.

Her på stedet havde man også æret de faldne fra første og anden verdenskrig. Og dem fra den sidste krig havde man æret med navn.

Men nu har man lavet stedet om til en mindelund. Problemet var, at nogle af dem, som man ærede, var krigsforbrydere. Og så skulle man ellers have fat i vinkelsliberen. Og den kan man få brug for igen.

Det er nemlig sådan, at det tyske retssystem finder en skyldig i diverse ting, bare det vedkommende har befundet sig i en koncentrationslejr. Sådan er proceduren i tyskernes bestræbelse på, at fange flere krigsforbrydere. En person fra Holbøl var ansat i køkkenet i en sådan lejr, og det var nok til at hans navn blev fjernet.

 

De danske myndigheders manglende lyst

Vi kunne i vores bog sagtens også have beskrevet de danske myndigheders lyst, evne og energi til at jagte krigsforbrydere. Og vi kunne såmænd have omtalt en masse andre ting.

Vi har i vores bog forsøgt at beskrive det miljø og den tid, som Asmus Jensen befandt sig i, både før og efter han blev likvideret. Familien ved stadig ikke hvorfor, han skulle likvideres og officielt ved de ikke af hvem og hvorfor, selv om Den Danske Brigade påtog sig skylden.

 

Der blev lagt hindringer i vejen

Sagen er for længst stillet i bero. Myndighederne vil ikke røre sagen med en ildtang. Da vi kiggede på sagen, stillede PET og Politiforeningen sig på bagbenene. Ja en lokal politimester skrev også til Justitsministeriet i 1972.

  • Hvad skal jeg gøre, nu vil medierne igen grave i sagen?

Og svaret, som han fik. Ja det var, at sagen allerede var lukket i 1947. Velkommen til bogen Grænsen er overskredet.

Man vil helst tie denne sag og andre ihjel. Måske skulle man også have tiet? Hvorfor fik vi ikke opklaret mordet på Asmus Jensen? Der blev lagt os hindringer i vejen. Arkivloven giver så mange muligheder for, at afvise os med legale midler.

 

Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet, Forlaget Aadalen.

 

Bogens Kapitler:

  1. Forord
  2. Sagen om Asmus Jensen
  3. To villaer i Kollund
  4. Willy Jensen, manden der vidste for meget
  5. Sheriffen fra Tinglev
  6. Nazisterne, der skulle dømmes til døden
  7. Mordet i Løgumkloster
  8. Overvågning i Grænselandet
  9. Dibbernhaus, Mindretallets Højborg
  10. De sidste dage i Flensborg
  11. Likvideret på Alssund den 5. maj 1945
  12. Deserteret i Svenborg. Likvideret i Alssund
  13. Centralkartoteket
  14. Bovrup-kartoteket
  15. Langs grænsen
  16. Værnemagere
  17. Besættelsestiden, det har vi måske glemt?
  18. Efter Besættelsestiden
  19. Retsopgøret i Sønderjylland
  20. Var det et hævnmotiv?
  21. Aabenraa Motorfabrik
  22. Knivsbjerg nord for Aabenraa
  23. Kildehenvisning

Der er til bogen anvendt 110 kilder. Og så har vi desuden kigget i forskellige kirkebøger m.m. Og vi ikke mindste talt med ældre mennesker og tidligere embedsmænd, som ikke vil have deres navn nævnt.

 

 


Rømø-under besættelsen

December 22, 2017

Rømø-under besættelsen        

Dæmningen blev forsinket. Befolkningen frygtede, at øen skulle udbombes. Engelske bombefly måtte smide deres last. Tyske fly nødlandede. Arbejdsformidlingen sendte ledige danskere til tyskerne. På et tidspunkt var hele 2.406 personer ansat hos tyskerne. Den tyske præst hævnede sig på bageren. Der var masser af radarer, kanoner og miner. Englænderne kendte den tyske indretning. Vi skal kigge på den ”smarte” toiletbarak. Rømø blev udnævnt som militært område. Det kneb med elektriciteten. 14 både var i fast rutefart til Højer Sluse. Kød blev købt af tyske soldater og sendt hjem til familien. Der var masser af nedbrændte huse på Rømø. Mange bombemaskiner blev ramt. 150 brandbomber nedkastet på en gang. En tysk soldat begik selvmord. Måtte ikke få værdig begravelse. Præst fra Ballum trådte til. Tyske knægte søgte trøst hos lokalbefolkningen. 800 tyskere overgav sig til 4 danskere. Så kom de allierede. Engelske soldater stjal tyske ure. Barakker sendt til Eksercergården i Tønder. Det gik ud over købmandens vinduer.

 

Dæmningen blev forsinket

Ja egentlig skulle man have været i gang med bygningen af Rømø-dæmningen. Det var blevet besluttet i 1939, og dagen før besættelsen skulle man være startet. Men alle disse planer blev skrinlagt. Dæmningen blev først indviet den 18. december 1948.

 

Befolkningen frygtede at øen skulle bombes

Som så mange andre steder ved vestkysten faldt der engelske bomber også før besættelsen. Den 10. januar 1939 faldt der tre bomber på Rømø. Piloten havde taget fejl af Sild og Rømø. Dagen efter passerer 12 bombefly øen i meget lav højde. Befolkningen er angst for, at deres ø skulle bombes, men der faldt ingen bomber den dag.

Dramatikken var ikke over denne dag. En tysk flyver kredser et par gange over øen inden den flyver mod Gjesing ved Skærbæk, hvor den nødlander.

Den 19. marts er et større bombeangreb i gang mod Sild. Dette kan både ses og høres på Sild. Lufttrykket fra de eksploderende bomber får dørene til at klapre på øen.

 

Engelske bomber måtte smide deres last

I løbet af besættelsestiden skete det ofte, at engelske bomber raslede ned over øen. Således også den 2. marts 1941. Sprængbomberne landede i klitterne mellem Kromose og Østerhede. Målet var en marinestation på Sild.

Den 24. april 1942 blev husmand Niels F. Nielsens ejendom i Kromose ødelagt af 4 sprængbomber. Huset styrtede sammen. Niels Nielsen og hans kone lå og sov. De blev slået bevidstløse. De kommer til sig selv, da hunden slikker Niels hånd. Da ligger de under åben himmel.  Flere huse blev beskadiget. En allieret bombemaskine måtte smide sin last, da de blev forfulgt af tyske jagere.

 

Tyskerne kom fra Sild

Øens gendarmer blev den 9. april 1940 straks afvæbnet, da 300 tyske soldater blev landsat på Rømø. Sognerådsformanden blev bedt om, at være behjælpelig med indkvarteringsmuligheder. Og tyskerne blev indkvarteret på Hotel Rømø. Sønderby Hotel, Hotel Lakolk, forsamlingshuset, Kvindeforeningens hvilehjem og et almindelig hus.

Og dette hus tilhørte Frk. Lehmann i Holte. Tyskerne forlangte nøglerne udleveret. Og disse havde naboen. De truede med at sprænge døren.

De landede kl. 5 om morgenen i Havneby. Overfarten blev foretaget i to slæbebåde og nogle mindre skibe, herunder flere lystbåde. Senere på dagen lægger et par mindre skibe til i Kongsmark med antiluftskytskanoner.

Straks blev der igangsat bygning af barakker ved hjælp af lokale håndværkere. En barakby blev opført vest for Tvismark.

En række soldater blev hurtigt sendt videre, og på et tidspunkt var der ret få tyske soldater på øen.

 

Tyske fly nødlandede

Et tysk søredningsfly nødlandede tæt ved Rømø. Den blev slæbt ind til øen. Dagen efter blev det slæbt videre til Sild. Og dagen efter den 10.10.1940 er nok et fly i vanskeligheder. Det nødlander to kilometer fra Juvre Dige i Vadehavet. Det lykkedes for besætningen at komme i land i en gummibåd. Et skib slæber det dagen efter til Sild.

 

Arbejdsformidlingen sendte ledige til tyskerne

Der skulle anlægges veje, endnu flere barakker skulle opføres og så skulle der opføres bunkers. Dette krævede en større arbejdsstyrke. Og det var danske entreprenører, der stod for dette arbejde. Overordnet var det tyskerne selv, der havde opsynet. Dette blev senere til ”Organisation Todt”. Den danske arbejdsformidling anviste ledige til tyskerne.

 

Tyske soldater trådte til under aktioner

Befolkningen på Rømø deltog protestaktionen i 1944. Men der ikke tegn på, at man på de tyske arbejdspladser deltog. Når støbningen af bunkersanlæg var sat i gag kunne man ikke bare afbryde dette. Så ville det afbinde. Men lønaktioner har dog været i gang. De var ansat under en overenskomst med de danske entreprenører. Og under disse aktioner måtte tyske soldater træde til.

 

På et tidspunkt var 2.406 personer ansat

Al transport skete med skib til Havneby. Derfra gik det med hestevogn eller lastbil til byggepladsen. En større bro blev anlagt ved Havneby, så der i alt kunne ligge 20 småskibe ad gangen.

Fra Kongsmark, hvortil der gik båd til Ballum, blev der i begyndelsen transporteret proviant og lignende. Og så gik det videre med den hestetrukne troljebane. Den blev dog hurtig nedslidt og måtte udbygges og forstærkes.

En ny amtsvej blev anlagt tværs over øen, men den måtte kun benyttes, hvis man havde et særligt pas. Antallet af beskæftigede i 1945 på de militære anlæg steg til 2.406 personer. Ved anlæggelsen af bunkerne havde man store grundvandsproblemer.

Meget af materialerne blev transporteret at Tinglev-Tønderbanen ud til Højer Sluse, hvor det blev omladet til pramme og sejlet til Kongsmark.

De fleste ansatte var specialofficerer inden for radio og radar. Chefen for det hele oberleutnant Seeger var i fredstid bibliotekar i Berlin. Han var nu ikke den værste af slagsen, blev det sagt.

 

Den tyske præst hævnede sig

Der havde været bal i Ringriderforeningen. Der kom nogle fulde tyske soldater med feltpræsten i spidsen, der ville ind. De blev nægtet adgang, og der opstod noget tumult. Præsten fik et par på hovedet af bageren i Mølby. Næste dag blev bageren bragt til Stagebjergvej 29, hvor han blev sat i en stol, og holdt fast af et par mænd. Derefter fik han bank af den tyske feltpræst. Og bageren brækkede næsen. Dette kom der en krigsretssag ud af. Det blev sagt, at præsten blev forflyttet til østfronten.

Et tragisk uheld fandt sted den 12. september 1942, da landmand Peter Carl Hansen blev kørt ihjel af en værnemagtsbil ført af Laust Gram Schmidt fra Havneby. Laust kom fra Havneby Kro. Og han slap med 10 dages hæfte og fradømmelse af kørerkort i 1 år.

Den 11. februar 1943 blev beboerne i to huse i Kongsmark frarøvet ting af bevæbnede soldater. Soldaterne, der var fra Elsas Lothringen talte fransk. De blev senere anholdt og sendt til Sild.

 

Masser af radarer

Tyskerne ville gerne følge de allieredes togter over Nordsøen til Tyskland. Derfor oprettede man fjernvarslingsanlæg i samarbejde med anlæg på Fanø og Sild. Det største lå nord for Lakolk. Det havde en antenneflade på 10×30 meter. Og her lå også Mammut-anlægget med See-elefant med en højde på 108 meter. Herfra kunne man følge en V2 raket på dets vej til målet i England.

Den centrale del, Robbe Syd med dens barakker lå vest for Tvismark. Bunkerne her var ikke bemandet, men tjente til beskyttelse af mandskabet, hvis man blev angrebet. Anlægget var forbundet med løbegrave. I 1942 var her 201 soldater fra luftvåbnet. Her 11 bunkers med ni flakkanoner og fem lyskastere. Den var omgivet af 2.400 panserminer og 3.584 stokminer.

Robbe betyder sæl på tysk. I 1942 startede man på den nordlige del at oprette radarer. Disse skulle spore egne og allierede fly.

De tyske radar installationer og varslingsanlæg var topmoderne. Efter befrielsen afholdt de allierede en række øvelser, hvor det testede systemerne. Særligt den store See-Elefant radar blev studeret nøje af de allierede.

 

Planerne var smuglet ud

Men englænderne var godt klar over disse anlæg og hvordan de så ud. En premierløjtnant og hans kammerat fløj i et privatfly fra Odense til England og afleverede planerne. Det må have været i løbet af 1943.

Mandskabet spiste i en kantinebarak, hvor der også var bruseindretning. Drikkevandet blev hentet fra en brønd med pumpe, men smagte ikke særlig godt.

 

Den smarte toiletbarak

En særlig toiletbarak var anbragt over et hul. Når dette var fyldt flyttede man bare barakken. Hullet blev derefter overdækket. Ja så var der også værkstedbarak og morskabsbarak. Her kom grupper syd fra og optrådte. Og hver 14. dag blev der vist film. I en særlig træbarak havde batterichefen bolig og træbarak.

 

Masser af miner

Her var tre kanonbunkers med erobrede 7,62 cm kanoner. I alt var der på Rømø 135 militære anlæg. På Sild var der 1.719. Antallet af bunkers var på i alt 51. Hele 7.000 miner af forskellige slags beskyttede det. Og ud for Rømøs vestkyst lå 624 kystminer. En tiendedel af disse blev på grund af isdrift sprængt i vinteren 1944/45.

Omkring Ballum Sluse på fastlandet var der placeret tallerkenminer. Fårene blev naturligvis holdt væk fra området. I juli 1940 drev otte miner ind på Rømø. Cirka 30 blev udkommanderet til at holde vagt, så ingen kom til skade.

Ved Stagebjerg var der anbragt to fire cm flakkanoner. Her var også anbragt et radaranlæg man kaldte ”Würtzburg-Riese”. Det var en radar, der var anbragt oven på et tim meter højt betontårn. Radaren skulle fange de engelske fly, der kom over Nordsøen mod Tyskland. Derefter blev luftbasen i Sild alarmeret.

Nord for Lakolk-vejen var anbragt fire flakkanoner. I sommeren 1945 blev de tilbageværende tyske soldater sat til at optage øens landminer. Herved er mindst to blevet dræbt.

 

Militært område

Rømø blev af tyskerne betragtet som militært område. Det betød, at alle der kom til øen, skulle have Ausweis. Ja der var der opslået plakater på lygtepæle og annonceret i blade, at alle personer på Rømø over 15 år inden den 6. juni 1943 skulle aflevere deres legitimationskort til politiet i Kongsmark for at få påført bemærkning om at indehaveren havde ret til ophold på Rømø. Bemærkningen blev underskrevet af politiet på Rømø og af Ø-vagtens øverstkommanderende oberleutnant Seeger.

Personer, der ønskede at komme til Rømø, skulle 5 dage i forvejen søge tilladelse hos politiet i Skærbæk og kommandanten på Rømø.

 

Det kneb med elektriciteten

Det kneb med at få elektricitet til tyskerne. Disse fik så endelig et kabel fra fastlandet. I foråret 1941 blev al strøm afbrudt kl. 22. Og det var særlig olie, der var mangel på.

Mange af soldaterne betragtede opholdt på Rømø som en slags ferie. De har senere fortalt at mange fra lokalbefolkningen kom hver 14. dag og så de nye film. Måske skyldtes det venskabelige forhold måske også kommandørerne.

På øen kunne man godt forstå, at arbejdsmænd påtog sig at arbejde for tyskerne, men man anerkendte ikke, at en del landmænd påtog sig kørselstjeneste som bierhverv for tyskerne.

 

14 både i rutefart til Højer Sluse

I perioder sejlede der 14 både i rutefart fra Højer Sluse til Havneby. I 1943 blev aktiviteterne udvidet til at omfatte anlæg af telefon, telegraf m.m. Alene dette beskæftigede 50 personer. Og Deutsche Berufsgruppen holdt også møde herover for at skaffe arbejde til medlemmer af det tyske mindretal.

I april 1943 blev man færdig med at grave en kanal i Vadehavet fra broen i Kongsmark til sejlrenden.

 

Kød blev købt, og sendt hjem til familien

Ja husmødrene på Rømø fik et ekstra job ved at vaske militærtøj i hjemmet. Og for øens handlende var de tyske soldater også et aktiv. Og kød kunne de købe hele tiden. Så mange brugte muligheden for at sende kødpakker af 2 kg hjem en gang om måneden til familien.

Mange steder kom de tyske soldater for at ville købe flæsk og æg. Og nogle af Rømø-borgerne sagde rent ud, at de ikke solgte til erobrere. Der skulle i hvert fald ikke vises disse tyskere nogen som helst venlighed. Men så holdt soldaterne bare op med at komme der.

 

Nedbrændte huse på Rømø

En gang var en masse amerikanske bombere på vej hjem efter et togt. På øen ville man teste de nye kanoner og skød mod dem. En enkelt bomber vendte om og smed omkring 400 brandbomber over øen, hvilket resulterede i et par nedbrændte huse.

Der var utallige overflyvninger af øen. Englænderne kom om natten, amerikanerne om dagen. Og så bragede det ellers løs fra antiluftskytset på Sild. Der var masser af ildglimt og granaterne eksploderede. Keglerne fra lyskasterne i Tvismark og på Sild var tydelige.

I en af de klare nætter kunne man et kæmpestort rødt skær op mod himlen fra syd. Det var, da Hamborg var i brand.

 

Mange allierede bombemaskiner blev ramt

I 1944 nødlandede en B 17 ude på Sønderhavsand. Og øens ungdom styrtede til. Mandskabet var taget til fange. Ja i løbet af krigen blev flere fly ramt. De styrtede ned i Vadehavet.

Den 27. oktober styrter et engelsk Wellington fly ned ved Rømøs sydspids. Det var på hjem fra bombning i Hamborg til England. Tre mand overlever og tre mand dør.

I 1942 var en beskadiget bombemaskine kommet ind over Rømø. For at lette flyet blev der smidt bomber, men uheldigvis faldt bomberne meget tæt ved et hus. Halvdelen af huset styrtede sammen og alle dyr blev dræbt men heldigvis overlevede ægteparret.

Den 23. september 1942 efter et større angreb på ubådsværftet i Flensborg styrter et engelsk Halifax bombefly ned mellem Rømø og Ellenbogen på Sild efter at være beskudt af flak. To af besætningsmedlemmerne overlever ikke.

Den 21. april 1943 angreb 500 engelske bombefly Berlin, Stettin og Rostock. I den forbindelse lykkedes det for Hauptmann Bauer på Rømø at nedskyde tre allierede fly. En tysk nattejæger har muligvis nedskudt en Lancester bombemaskine tre kilometer nordvest for Rømø.

Den 9. oktober 1943 blev et amerikansk Boeing B17 bombefly skudt ned over nordspidsen af Rømø. Det var lykkedes for den tyske løjtnant Herman Stock at skyde flyets tredje motor i brand. Besætningen sprang ud i faldskærm. Maskinen eksploderer inden den ramte jorden. Så sent som i 1995 fandt man et rustent maskingevær som stammede fra dette fly.

Den 4. januar 1944 nødlandede et amerikansk B 17 bombefly i snevejr på Havsand ud for Stormengene ved sydenden af Rømø. Flyet var blevet beskudt af et tysk fly over Ballum, hvor der gik ild i den yderst motor. Nødladningen foregik som en hård mavelanding. Mandskabet forsøgte at pumpe to gummibåde op og gøre dem klar med proviant og udstyr for at slæbe det ud i Lister Dyb og sejle bort. Et par salver fra tyske soldater på observationsposten på Stagebjerg får dem til at overgive sig. Kort efter blev de hentet af en tysk motorbåd og sejlet til Sild.

Den største overflyvning over Rømø foregik om natten den 28. januar og om morgenen den 29. januar 1944. En engelsk Stirling 3 bombemaskine skydes ned af en tysk natjager. Flyet styrter ned ved Juvre Strand ved Rømøs nordende.

Seks af flyets besætning blev den 3. februar begravet på kirkegården på Rømø af den tyske feltpræst Bukin fra Sild.

 

150 brandbomber nedkastet

Den 13. maj 1944 gik det ud over øens nordligste ejendom tilhørende Theodor Lytzen. Den brænder ned efter at der var kastet 150 brandbomber fra en eller flere amerikanske bombefly. Ingen mennesker kommer noget til, men adskillige dyr dør. Brandbomberne startede en hedebrand. Et stort område nord for Juvre blev evakueret. Der var masser af ueksploderede brandbomber.

I sensommeren 1944 var der bombenedslag i Juvre. Her var det tale om et dagangreb, hvor en B 17 blev forfulgt af jagere. Piloten smed alle bomber. Brandbomberne ramte en gård, der brændte ned til grunden. Heldigvis var der heller ikke nogen omkomne her.

 

Man fik ikke sandheden i tyske medier

Også her på øen lyttede man til BBC. Tyskerne brugte støjsender for at genere udsendelserne. Og kvaliteten af det man så hørte, var meget svingende. Magnus Hagensen Buch husker, at en tysk løjtnat, der boede med sin familie i nærheden kom for at lytte med. Han ville gerne vide, hvor fronten egentlig var. Man fik ikke sandheden i de tyske medier.

En del spærreballoner drev ind over øen. Engang blev beklædningen taget af og fordelt blandt de lokale. Der blev syet regntøj af det sølvgrå og vandtætte stof.

 

En værdig begravelse

Kirkebogen har registreret, at 31 allierede besætningsmedlemmer, hvis lig er drevet i land.

Nogle af bisættelserne blev forestået af sognepræsten andre af en tysk feltpræst. Også fire tyske soldater ligger begravet på Rømø kirkegård.

En tysk soldat, Bootsmannsmaat Herbert Juch havde den 30. august 1944 begået selvmord. Han skyder sig i barakbyen i Kongsmark. Hans soldaterkollegaer forsøgte at få ham begravet på kirkegården uden kiste som landsforræder. Men præsten nægtede, da han ønskede en værdig begravelse.

Han bliver dog efterfølgende begravet på Rømø Kirkegård den 3. september 1944 af pastor Nicolaisen fra Ballum.

 

Knægte søgte trøst

I krigens sidste tid skete det, at tyske soldater i mørkningen bankede på de lokale landmænds vinduer for ulovligt at bytte tobak til kød og æg. Men det var også som, at flere tyske soldater begyndte at optræde mere aggressiv. Og i den sidste tid kom der stadig yngre og ældre soldater til Rømø. Ja der var 15-16 årige knægte, der af og til søgte trøst hos lokalbefolkningen på øen.

 

800 tyskere overgav sig til 4 danskere

Den 5. maj gik Danneborg til tops og kirkeklokkerne ringede. Dagen efter overgav de tyske styrker, der dengang bestod af 800 mand sig til to betjente og to frihedskæmpere.

Der blev nedsat et ti mands udvalg på Rømø bestående af lokale beboere som skulle registrere hvem der havde arbejdet for Værnemagten under krigen og hvordan på evt. retsforfølgelse.

Den 9. maj forlod 80 tyske soldater Rømø i skib fra Kongsmark. Og dagen efter afleverede de resterende tyske soldater deres våben til de to danske betjente.

Den 11. maj kører to tyske soldater på hestevogn mod en landmine. De døde begge to, og det gjorde de to heste også.

 

Da de allierede kom

Nede ved Havneby stod der en ordentlig flok mennesker. Og spejderne stod linet op på anløbsbroen og ventede på englænderne, der kom fra Sild. De engelske officerer skridtede fronten af og gav alle spejderne et håndtryk. Jo det var en stor dag for Rømøs ungdom.

Der lægges blomster på de faldnes grave på kirkegård.

Senere på dagen forlod 600 tyske soldater øen i fire store og fire små både. Og de måtte kun medtage få levnedsmidler.

 

Engelske soldater stjal ure

Den 14. maj forlod flere tyske soldater øen bl.a. oberstleutnant Seeger. Alt imens måtte oberleutnant Schimmelmann sammen med 20 soldater og 80 ny ankommende soldater fra Sild i gang med at optage miner. Under dette arbejde omkom mindst to tyske soldater.

Den 22 maj kom 26 englændere og 10 danske frihedskæmpere til øen. De inspicerede de tidligere tyske stillinger. Englænderne tog allerede fra øen igen om aftenen. En engelsk major og oberst blev på øen. To engelske soldater frarøvede nogle tyske soldater deres armbåndsure. Disse blev senere af leveret af en engelsk officer til dansk politi.

 

Barakker til Eksercergården i Tønder

Den 18. juli forlod 70 tyske soldater øen og et par dage efter også de sidste almindelige tyske soldater. I slutningen af juli flyttes en del militærbarakker fra Rømø til flygtningelejren på Eksercergården i Tønder.

Men der er stadig tysk vagtmandskab tilbage som bevogter de militære anlæg. Og de får fat i tre knægte som forsøger at stjæle håndgranater. Disse bliver ført til arresten i Tønder.

 

Det gik ud over købmandens vinduer

Den 6. september 1946 ankom en sprængstofkyndig fra Hærens Tekniske Korps, to værnepligtige og 12 tyske soldater til Rømø. De skulle rense bestemte områder for ammunition.

Flere gange har man sprængt efterladenskaber fra den tyske besættelse. Og engang gik dette også ud over nogle købmands-vinduer.

 

En roman

Ja faktisk danner de teknisk installationer på Rømø og Fanø basis for en roman, der hedder Vingeskudt. Og handlingen er basseret på en hændelse, der virkelig har fundet sted. Se vores artikel ”Vingeskudt på Mandø”.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Tønder
  • Se Litteratur Rømø (under udarbejdelse)
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Sønderjyske Årbøger
  • Sønderjysk Almanak
  • Claus Bundgård Christensen: m.fl.: Dansk arbejde-tysk Befæstningsanlæg
  • John T. Lauridsen: Samarbejde og Modstand
  • Svejgaard: Radaranlæg i Danmark 1942 – 1945
  • Hans Skov Kristensen: Vestallierede Luftangreb
  • E. Sørensen: Lakolk Lakolk 1898-1998
  • Henrik Becker-Christensen: Grænsen i 75 år
  • Wilhelm La Cour: Danmark under besættelsen
  • Jürgen Friese: Der Atlantikwall auf Rømø
  • avlg.dk
  • givdetvidere2017.dk/erindring/vraabyvej-47-6792-roemoe-magnus-hagesen-buch/

 

Hvis du vil vide mere om Besættelsestiden før/under/efter, så kan du på www.dengang.dk finde 212 artikler.

 

Hvis du vil vide mere om Rømø, så kan du på www.dengang.dk finde dette:

  • Anekdoter fra Rømø (1)
  • Flere anekdoter fra Rømø (2)
  • Færge fra Ballum til Rømø
  • Da Rømø fik et Nordsøbad
  • Rømø – den tredje tur
  • Rømø – endnu engang
  • Rømø – en ø i Vadehavet

Aabenraa i begyndelsen af 1900-tallet

December 21, 2017

Aabenraa i begyndelsen af 1900-tallet

Aabenraa 1900-1914. Vi er ikke langt fra ”Æ Lang Hus” ved Sønderport. Så var det åen og broen. Man havde flere udflugtsmål. Der var en sand eventyrverden for nøjsomme og barnlige mennesker. Her var klasseværelser med 70-80 elever. Dyrlægen klarede benbrud. Høns i Gildegade og stakkels Frk. Löschkohl. Kælkning ned af Skibbrogade. Man protesterede over soldaterlege til H.P. Hanssen. Hvert år fik man nye huer i Realklassen. Og så blev rektor Hauptmann

 

Ikke langt fra ”Æ Lang Hus” ved Sønderport

Dette er beretningen om Aabenraa fra 1900-1914.

Jo, man syntes, at det var flovt og indbildsk at ”tale” dansk, derfor ”snakkede” man sønderjysk. Her møder vi også Politi Matzen, som vi også har mødt i en række andre artikler. Han kunne ikke ”tåle” at knægtene hang bag på vognene.

Vi befinder os ved Sønderport ikke langt fra ”Æ lang hus”. Her boede også træskomand Petersen. Her gik småbanen (Æ Kleinbahn) lige forbi huset og de røde jernbanehuse. Det var lige over for brandmajor Poul Schrøder.

Det firkantede lokomotiv kom vraltende med dampprust og klokkeklemt hen imod Gullöve, ja sådan hed stationsforstanderen ved Sønderport. Over træbroen op mod Søndergade kunne man høre hestetramp og vognenes rumlende lyd.

 

Åen og broen

Den å, som broen gik over passerede lige forbi træskomandens have. Og i denne å faldt så mange knægte mere eller mindre frivillig ned i. Ja og så endte det også med endefuld. Det var også sjovt at lege ved havnen på Voetmanns tømmerplads ved Sønderport.

Om sommeren tog fædre deres knægte med til ”Bellevue”, hvor man gik i vandet fra en træbro i stribede badebukser. Det var der, hvor Kystvej går i dag.

Om vinteren var der skøjteløb på de oversvømmede områder bag ved møllen ved Sønderport, ved Forstallè og ud for Sommerlyst.

 

Man havde udflugtsmål

Om sommeren vandrede man til Farversmølle, Cæcilielyst, Nymølle, Nørreskov eller Knap. Man kunne også sejle med dampskibet til Elisenlund, Varnæs eller endnu længere. Man kunne også tage mad med til kilden ved stranden neden for Jørgensgård. Så kunne man jo spille og synge ”Mein Apenrade, vom Wald umkränzt”. Den var skrevet af lærer Dreesen og melodien var af Knaack.

 

En sand eventyrverden for nøjsomme og barnlige mennesker

Der var også pinsemarkedet i Hjelm Skov. Så var det cirkusforestillingerne, markederne, ringridning og brandøvelser. Det var jo også sigøjnerne ude ved Styrtom. Det var jo en ren eventyrverden for nøjsomme og barnlige mennesker.

Ja for dem, der havde råd til det, var det mulighed for en kolonihave helt ude ved Lindsnakke.

 

Klasseværelser med 70-80 kammerater

I 1904 kunne man risikere klasseværelser med 70-80 kammerater. Og lærerne kunne slet ikke undvære spanskrør. Ja så var det altid oversiddere, som vist var dovne og uvorne. Når så de egne lærere Jepsen, Krieger (Drees) og Clausen (Lillepete) – ikke kunne tumle dem, blev Mumm og i værste tilfælde Schwiehn tilkaldt.

 

Dyrlægen klarede benbrud

Havde man brækket armen eller benet var det bedst at tage til Paulsen, benbrudslægen i Vamdrup. Så skulle man gennem tolden til Danmark. Det gjorde så ikke noget, at Paulsen var dyrlæge.

Alle husker den store nytårsoversvømmelse, der kostede cirka 1.000 kreaturer på Karantænestationen livet. Vandet stod højt op ad Søndergade.

 

Høns i Gildegade

Ja så var Södergrens smukke hus i Gildegade 15, som er omtalt i Hans Engquist bog: Sønderjyske byer. På et tidspunkt var her anbragt et stort grimt vinduer i stedet for to små. Her var der selvfølgelig også gadespejl, så man kunne følge med i gadelivet.

Ja i gården til denne bygning, blev der holdt høns. Men rotterne over fra smed Jochens fulgte med, og de var blodtørstige.

 

Stakkels frk. Löschenkohl

I en middagspause lød der pludselig store skrig og hyl ude fra gaden. Det var en frk. Löschenkohl der under strygningen havde tændt op med petroleum. Luerne havde antændt hendes klæder.

Det stakkels menneske blev straks kørt til sygehuset. Men hun stod ikke til at redde. Og så kunne man rende hen til Hejmdal og fortælle denne nyhed. Så tjente man 20 penning. Men når man så snyder en knægt ved at sige, at det vidste man i forvejen, ja så styrtede verden sammen.

 

Kælkning ned ad Skibbrogade

Ikke langt fra Gildegade lå den stejle Skibbrogade. Om vinteren var den ganske ideel for kælkning. Men det var livsfare for-de passerende. Men politiet var skam på vagt. Foruden den allerede omtalte Matzen, bestod mandskabet også af Gries og Grün. De dukkede altid op, når børnene morede sig bedst. Ved kælkningen og når man gik rundt omkring med rummelpotten og sang:

  • Fru, Fru luk æ Dør op, æ Rummelpot vil ind
  • Dæ komme et Skiff fra Holland, dæ æ laid mæ Gull o Søl

Fra gården i Gildegade 15 gik der en direkte gang, vistnok en gammel kirkesti direkte ned til havnen. Her kunne man fiske, ro og bade. Gangen gik direkte igennem ”Münchener Bürgerbrau.

 

Man protesterede over for H.P. Hanssen

Man legede ”Røver og Gendarm”. Så blev der til tider dannet en drengehær bestående af både drenge fra kommune- og realskolens drenge. Man havde både træsabel og trægevær. Der var også en general højt til hest.

Generalen hed ”Pe Gænge” og var søn af den danske rigsdagsmand H.P. Hanssen. Han red skam på en pony, når der blev rykket ud i felten omkring Jørgensgård Skov og omegn.

Det var godt nok lidt uhyggeligt for de små knægte at kravle ind under mørke broer og lignende. Men legen fik en sørgelig ende-af politiske grunde.

Det blev påstået, at H.P. Hanssens danske vælgere protesterede imod, at hans søn red i spidsen for drengesoldater med tysk fane og tyske sange. Da der formodentlig ikke fandtes andre drenge, som ejede en pony eller var lige så afholdte som Peter Chr. Hanssen holdt soldateriet op til fordel for andre lege.

 

Hvert år en ny hue

Når man kom i realklassen fik man hver år en hue af forskellig farve. Det var ellers kun de fine folks børn, der gik her. Så hvis man ikke var en af dem, måtte man strenge sig ekstra an.

Her på skolen gik også sønnerne af skovfoged Baasch og Wehding. De var henholdsvis skovfogeder i Jørgensgård og Møllekær. De var udprægede tysker. Her var masser af naturliv i disse skove. Men det var nu ikke så sjovt at gå hjem, når det var mørkt.

De fleste lærer var dygtige, venlige og i stand til at holde disciplin. Men det var lige undtagelsen skrivelærer Westphal. Han var medlem af krigerforeningen. Han kunne ikke lide de dansksindede, så han var efter alle dansksindede elever.

 

Da rektor blev Hauptmann

Så var det også rektor, professor Herting. Ham talte man ikke sådan med. Han var en typisk repræsentant for den preussiske skole. Han forlangte ubetinget lydighed af eleverne, sanddruhed, orden og retfærdighed i alle forhold.

Ved en brandøvelse viste han sin ubestikkelighed. Sjældent har han således skældt således ud som den dag. Provestens søn havde imod bestemmelserne ville redde sit tornyster, da alarmen lød.

Da krigen kom, blev han Hauptmann i Flensborg. Han skulle have behandlet sine rekrutter som skoledrenge.

Det var dengang omkring 1910, da karperne sprang i karpedammene. Og man huggede is til bryggeriets frysehus.

Ja og mon ikke, at vi snart komme med flere Aabenraa-historier fra den tid.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Aabenraa
  • Sønderjyske Månedsskrifter
  • Hans Engquist: Sønderjyske Byer
  • Orla Møller (red): Min vej til præstegerningen

 

Hvis du vil vide mere om Aabenraa og den tid, så se her på www.dengang.dk: Du finder 132 artikler om Det Gamle Aabenraa og omegn herunder:

  • Aabenraa, krogede gader og toppede brosten
  • Dengang i København
  • Aabenraa omkring 1900
  • I skole i Aabenraa
  • Gamle butikker og erhvervsliv i Aabenraa
  • Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
  • Aabenraa i gamle dage og mange flere

 

 

 

 


Det spøger på Gram Slot – endnu mere (2)

December 20, 2017

Det spøger på Gram Slot – endnu mere (2)

Vi fik hvis rigeligt med spøgelser i første afdeling, så her koncentrerer vi os med den sande historie. Gården var tidlig befæstet, den lå dengang mod nordvest. De holstenske grever tog magten. I Ribe blev man uvenner med Gram. Man forsøgte at føre en bande hertil. Men lederen blev dræbt. Limbek-slægten kom til Gram, de endte med at gå over til fjenden. Så kom adelslægten Bjørnsen Bjørn fra Fyn. Ditlev Rantzau forandrede en masse. Frederik den Anden forhindrede storopkøb fra de holstenske grever. Buchwald-slægten ankom. En interessant ejer var von Podewils. Hans Schack overtog et forfaldent gods og foretog storkøb. Gram konkurrerede med Møgeltønder. Så var det den energiske grevinde Anna Sophie. Og så sad ”Den onde Grevinde” i enkesædet i 41 år. Hun købte stort ind. Og bønderne var ikke glade for hende. Grev Schack sagde nej til Amalienborg. Bøndernes kår ændrede sig. Så blev interessen for Gram større. Der blev aktieselskab i 1945. Nu er der økologisk landbrug, hotel og restaurant. Nu er det tusindvis af gæster. Så var der en slotskro fra 1673. Og der skulle være chance for et spøgelse.

 

Gården var befæstet

Ifølge kong Valdemars jordebog er det dokumenteret at der i egnen omkring Gram i begyndelsen af 1230erne befandt sig en større landejendom. Denne ejendom var kongens private. Den var ansat til at være 10 mark guld værd. Og det svarer vel til 3-4 almindelige bøndergårde.

Denne fædrene gård indgik i kronegodset. Gården lå på et strategisk vigtigt sted ved et overgangssted over et åløb. Dette har sikkert ført til at gården/borgen/slottet hurtigt var befæstet.

 

Tre kilometer mod nordvest

Dengang lå gården cirka tre kilometer længere mod nordvest. Her ses endnu det gamle og medtagende voldsted, der har båret det ældste befæstede Gram. Voldstedet ligger vanskeligt tilgængeligt i den sydvestlige udkant af Gram Storskov ude i Hornbæk eng, som en rundagtig lav forhøjning, kun få kilometer fra den gamle alfavej.

 

De holstenske grever havde magten

De sønderjyske hertuger sad i perioder af 1200-årene på Gram, og 1317 gav kongen afkald på hele det sønderjyske kronegods. Der nævnes i 1347 en Jonas Iversen Vind af Gram som formodentlig har været foged på gården, måske for de holstenske grever. På det tidspunkt havde de næsten hele den jyske halvø i deres hænder.

 

Forsøgte at føre bande til Gram

Den kendte Erland Kalv skulle på et tidspunkt have haft stedet i forlening. Han sad i hvert fald i 1372 på Riberhus som de holstenske grevers repræsentant. Åbenbart var der opstået en fejde, for Ribe-borgerne besluttede på byting, at ingen fra denne ”Stad” måtte føre varer til Gram.

En indvandret rhinlænder forsøgte, at føre en bande til Gram, men blev dræbt. Det interessante er, at det han førte med dig, var en blanding af svovl og salpeter også kaldet ”bøsseskrud”. Dette er nok en af de ældste beretninger, som vi kender om krudtets anvendelse i Danmark.

Gram må på det tidspunkt have været forsynet med ildvåben. Det må have været stærkt befæstet siden Riberhus betragtede det som en modstander.

 

Limbek-slægten til Gram

Det må antages, at kong Valdemar Atterdag, i al fald en del af sin regeringstid har haft Gram til hånde. Men efter hans død kom kontrollen med det til holstenerne. Hertug Gerhard den Sjette kunne i 1394 overlade Gram herred som pantelen til den mægtige Henneke Limbek til Tørning, som allerede tidligere synes at have fået selve Gram borg.

I begyndelsen havde han borgen som pant. Men det endte med, at han og hans søn, der også havde haft del i pantet, blev ejere af det.

Henneke Limbek var søn af Valdemar Atterdags drost Claus Limbek. Ligesom denne var han udpræget politisk opportunist. Som hertugens mand fulgte han ham på togtet til Ditmarsken og faldt her ved herrens side i 1404. Henneke Limbek holdt mest til på Tørning. Gram lod han styre af fogeder, som den 1398 nævnte Henrik Raspe.

I 1399 skrives Henneke Limbek dog i to skøder ”til Gram”, hvad der tyder på, at han også til tider har slået sig ned her. Sønnen Claus Limbek den Yngre, der overtog Gram, slægtede sin fader og farfader på. Også han fulgte skiftende politiske linjer, snart med, snart mod kong Erik af Pommern. Til slut lod kongen ham stævne for forræderi for sit råd ved stævning på Gram herreds ting og foran hans brofjæl på Tørring, da han ikke kom, stævnedes han for anden gang for rådet.

 

Limbek gik over til fjenden

Men nu gik Claus Limbek åbenlyst over til holstenerne, idet han 1421 af hertug Henrik, mod at erlægge 2.500 mark, fik livsbrev på fire herreder, der lå til Tørning, det såkaldte Tørning len. Deri lå en anerkendelse af greverne som hertuger af Slesvig.

Bruddet med kongen kunne nu ikke mere heles. Han måtte forsvare sig på Tørning mod kongens hære. Claus Limbek må være død få år efter, da Tørning len 1428 mod en pantesum på 4.550 mark af hertugerne Gerhard og Adolf overdroges til Henrik Ahlefeldt, der var gift med hans storesøster Catharine.

Da Claus Limbek var død, vistnok uden at efterlade sig børn er Gram gledet ud af slægtens hånd. Det blev dog næppe Henrik Ahlefeldt til Tørning, der kom til at Gram, hvad man kunne have ventet som følge af svogerskabet med Claus Limbek.

 

Adelslægten Bjørnsen Bjørn

Få år efter, at den sidste Limbek var død, er det Joakim Bjørnsen Bjørn af den kendte fynske adelsslægt og vistnok søn af dronning Margrethes tro mand, ridderen Bjørn Olufsen Bjørn, der sidder som herre på gården. Efter hans død ca. 1467 kom Gram med hans datter Sophie Tielluf (Ditlev) Reventlow af denne slægts gamle holstenske linje, der nu i henved 100 år skulle hæve besiddelsen af den, søn efter fader.

 

Frederik den Anden forhindrede grevernes magt

I årene op mod reformationstiden, da stordriften i landbruget begyndte at tage fart, var den gamle Farrisskov omspændt af adelsgårde, hvis besiddere var af holstensk adel og gjorde sig alle anstrengelser for at danne enemærkeejendomme ved og i skoven. Man fulgte mulig et bestemt mål, hvorefter der skulle dannes et beherskende godsdistrikt i Nordslesvig, svarende til Svans og Dänischwold. Men dette blev dog forpurret ved Frederik den Andens godskøb, der reducerede adelsgårdene til kongelige ladegårde. Kun Gram undgik denne skæbne.

 

Ditlev Reventlow

Ditlev Reventlow var en virksom politiker og en energisk godssamler. Efter hans død arvedes Gram af hans søn, Joachim Reventlow, der døde 1519 og efterfulgtes af sønnen Johan (død 1563). Fra disse ejers tid oplyses bl.a., at da der i 1543 blev udskrevet en skat på adelen, måtte Grams ejer skatte af 100 fæstebønder. Den sidste Reventlow efterlod sig kun døtre, og Gram kom nu i hænderne på svigersønnen Ditlev Buchwald til Pronstorf i Holsten.

Fra hans ejertid er der bevaret mere fyldige oplysninger om forholdene på godset end tidligere. Der findes således en opgivelse til kongen vedrørende godset af 1585, udarbejdet af skriveren, Jørgen Spyker. Vi får heraf at vide, at der på selve hovedgården kunne staldfodres 150 okser og 50 køer foruden heste, ungkvæg og får. I skovene kunne der fedes omkring 1.000 oldersvin.

Hertil kom den noget mindre gård Nybøl, som hørte til godset, samt de underliggende fæstegårde (ca. 80 helgårde) og en del kådnere. Endvidere lå der en mølle og en kro på godset.

 

Buchwald – slægten

Ditlev Buchwalds yngre sønner fik overladt Gram som deres fædrene arv. Ved den lejlighed blev Nybøl udskilt som selvstændig ejendom. Det var en deling, der medførte mange og lange stridigheder mellem de to gårdes ejere. Hvem af sønnerne, der fra første færd fik Gram, er ikke helt klart. Men fra 1585 er ejeren i al fald Christoffer Buchwald, der skal have haft tilnavnet ”den Lange”.

I tidsrummet 1585-1630 skete der meget væsentlige landøkonomiske forbedringer på Gram. Hovedgårdsjorden blev tre- eller firedobbelt. Kobbelbrug og hollænderi blev indført. Christoffer Buchwald blev i 1614 efterfulgt af sin søn Ditlev Buchwald, under hvem Gram blev stærkt forgældet.

 

Von Podewils – interessant eventyrer

Han solgte (vist nok i året 1638) godset til Christian den Fjerde. Han overlod det kort tid efter til den mærkelige eventyrer Dionysius von Podewils, der havde været gift med Christoffer Buchwalds datter Anne von Podewils.

Men denne eventyrer var unægtelig nok Grams mest interessante ejer siden Limbek’ ernes dage. Han var født i 1590 i Pommern af adelig slægt. I sine unge dage havde han besøgt mange fremmede universiteter. Siden havde han strejfet rundt i Europa. I en alder af 26 år kom han som hofmarskal i tjeneste hos Hertug Hans den Yngre af Sønderborg, 2 år efter hos Hertug Adolf af Gottorp. Senere også hos den gottorpske hertug Frederik den Tredje.

På den tid lærte Christian den Fjerde ham at kende og satte pris på ham. I 1634 blev han hofmarskal hos den udvalgte prins, hvor han fik det delikate hverv at ordne dennes ægteskab med prinsesse Magdalene Sibylle. Det må have været i denne periode af hans liv, han blev ejer af sin første hustrus fædrenegård Gram.

Cirka 1641 opgav han sit job hos kronprinseparret. Fra nu af til sin død var han i kongens tjeneste. Han var en stærk benyttet diplomatisk forhandler. En af hans ledende politiske tanker synes at have været at udvirke forståelse mellem kongen og de gottorpske hertuger. Forholdet til den udvalgte prins var stadig det bedste. På en rejse med denne døde han i 1647 i Dresden.

Han efterlod sin hustru fra andet ægteskab, Cathrine Hedvig Ahlefeldt fra Søgård (død 1680). På Gram havde han indrettet sig hyggeligt og bekvemt. Han samlede sig i sit hjem et udmærket bibliotek, der dog i 1644 blev ødelagt af svenskerne. Hærgningerne på godset påvirkede i den grad Podewils i forvejen dårlige økonomi.

 

Tvangsauktion i 1664

Hans søn af andet ægteskab, Gregers von Podewils, var kun et lille barn ved faderens død. Slægten måtte ved tvangsauktion den 25. januar 1664 sælge Gram til rigsgreve Christoffer Rantzau. Men denne overdrog det allerede næste dag til rigsfeltherre Hans Schack til Møgeltønder.

 

Hans Schacks overtagelse

Med Hans Schacks overtagelse af Gram indledes en helt ny strålende periode i den gamle gårds historie. For denne energiske godssamler og kloge administrator, hvis historie vi flere gange har beskrevet i historier fra Schackenborg. Schack betragtede Gram for lille. Han tilkøbte straks en del mere eller mindre øde bøndergods. Han indledte også forhandlinger med Frederik den tredje angående købet af et større antal gårde og huse i Haderslev amt, der tilhørte kronen. Det lå spredt mellem Grams eget bøndergods.

 

Storkøb fra Hans Schacks side

Allerede i 1664 køber han så for 5.370 Rdl. 68 gårde og huse, der siden gik under navnet Ny Gram, og hvis beboere ikke, som godsets gamle beboere, blev livegne. Men gårdene var efter krigene i elendig forfatning. Kun en hovedrig mand som Schack havde evne til at få godset på benene igen. Godset var nu omtrent fordoblet, og det var langt bedre afrundet end tidligere. Senere 1673 skænkede Christian den Femte rigsfeltherren Gram og Fole kirker med al kirkernes årlige indkomst, der dog var såre ringe, samt kaldsretten.

 

Godset var en ussel tilstand

Som vi hørte i første afdeling af vores lille miniserie var Gram i en ussel tilstand, da Hans Schack overtog ejendommen. Allerede dengang var Gram for længst flyttet fra det gamle voldsted. I østre fløj af det nuværende trefløjede borggårdsanlæg på holmen i mølledammen er der rester af en bygning i sengotisk teknik og stil. Gården må senest i middelalderen s slutning og antagelig i Rewentlow’ernes tid være flyttet til sin nuværende plads.

Dette gamle hus er imidlertid noget over midten af det 16. århundrede blevet ombygget, derom vidner yngre murværk og nordgavlens rundblændinger og rundbuefrise. Det er sikkert sket i Buchwald’ernes tid.

 

Gram konkurrerede med Schackenborg

Siden da var gården ødelagt i Torstenssonsfejden, og man forstår, at rigsfeltherren ønskede at have en ordentlig bolig på Gram, selv om han ikke opholdt sig her ret tit. Han byggede den nu stærkt ændrede søndre fløj med to karnapper på ydersiden mod åen. Han og hans hustrus våbener i sandsten er indmurede i den senere ændrede gårdfacade. 1676 døde feltherren og efterfulgtes af sin søn Otto Didrik, lensgreve til Schackenborg (død 1683). Men som vi hørte i første del, så gik feltherren igen.

Gram konkurrerede på en hvis måde med grevskabets hovedsæde Schackenborg. Det var en mere hyggelig og langt mere idyllisk beliggende bolig. Flere af lensgreverne har opholdt sig meget på Gram. Og det blev altid benyttet som enkesæde.

 

Åndslivlige og energiske Grevinde Sophie Dorthea

Her boede efter 1683 den første lensgrave Otto Didrik Schacks enke, den åndslivlige og energiske Sophie Dorothea, født Marschalck.

Hun stod kongehusets forskellige medlemmer, særlig kvinderne, venskabeligt nær, og det manglede ikke på lokkende tilbud fra den store verden. Kurfyrstinden af Hannover ville i 1702 meget gerne have knyttet hende til sit hof, men først to år efter opgiver hun sit fredelige liv på Gram og bliver overhofmesterinde hos enkedronning Charlotte Amalie.

Den ”fine, raisonable” grevinde elskede Gram og gjorde meget for at forskønne stedet. Mest interesserede hun sig, i disse havekunstens store tider, for haven, som hun har omlagt, udvidet og prydet med alleer, terrasseanlæg og vandkunster af alle slags, ja et helt vandfald i flere afsæt i tidens smag.

For enden af midteralleen byggede hun ”på italiensk vis” en salon med tilhørende grotte. Til venstre for indgangen til haven lå køkkenhaven. Igennem denne førte en allé til en lille lund med herlige spadseregange.

I slotssøen havde grevinden en robåd, så stor, at et spisebord til 20 personer mageligt fandt plads. Vort kendskab til Grams haveanlæg og mærkværdigheder skylder vi en begejstret skildring af en intelligent rejsende, den engelske gesandt Vernon, der i 1702 besøgte Gram.

Men er han fuld af beundring for haven, hvor han har fundet de skønneste promenader, han nogensinde mindes at have set, er han ikke mindre begejstret for dets herskerinde. Enkegrevinden levede ikke længe efter, at være flyttet til København. Her døde hun 1707, kun 51 år gammel. Den ældste søn, Hans Schack den Yngre blev ejer, men tre år efter døde lensgrevinden i barselseng på Gram efter at have født den vordende lensgreve Otto Didrik til verden.

 

Grevinde Anna Sophie tog fat

Det blev dog Anna Sophie født Rantzau, lensgreve Hans Schacks anden hustru, der i sin enkestand efter 1719 mere end nogen anden skulle kaste glans over Gram. Det var hende, der skilte Gram fra lensgreveskabet ved 1736 at købe det af sin stedsøn, lensgreven på Schackenborg. Med iver tog hun sig af gård og gods. Hans Schacks gamle søndre fløj ombyggede hun indvendig gennemgribende og gav anlægget den skikkelse, det har bevaret til vore dage.

Udvendig blev hovedfløjen helt moderniseret, idet der mod gården til erstatning for det oprindelige trappetårn blev opført noget helt andet. Det er sikkert også hende, der byggede det store vestre hus, vistnok i begyndelsen af 1750erne. Også den store lade skulle hun have ladet bygge. Også den trefløjede ladegård nord for åen skyldes hende. Fra hendes tid stammer sandsynligvis den prægtige fyrreplantning i parken – Danmarks ældste fyrretræer.

 

I enkesædet i 41 år

Efter sigende skulle hun have været hård over for bønderne. Måske er det derfor vi hører så mange barske sagn om hende. Og jo, det er også hende, der spøger på Gram Slot. Men alt dette kunne du læse i vores første del.

I en alder af kun 30 år var grevinden blevet enke. Hun udfoldede sig i den grad de næste 41 år. Hun var tidlig forældreløs og meget formuende. Hun lærte selvstændighed og evne til at forstå sig på realiteter og penge. Hun blev et af det 18. århundredes største godssamlere.

Samme år, som hun blev ejer af Gram, erhvervede hun af admiral C.C. Gabel, som hun oprindelig havde bestemt sin universalarving, men som hun senere blev uvenner med, de sjællandske godser. Giesegaard, Spanager og Ottestrup.

 

Grevinden købte stort ind

I 1752 købte hun efter etatsråd Niels Foss Juellund og to år efter af justitsråd Koch Nybøl, som således igen blev forenet med Gram. I hovedstaden købte hun både det nuværende Thottske Palæ og et af palæerne på Amalienborg, hvor hun fuldførte det af etatsråd Løvenskiold påbegyndte palæ det nuværende Christian den Niendes palæ. Også i Ribe erhvervede hun en gård.

Den meget energiske dame stillede som skrevet store krav til sine bønder, som hun bebyrdede med hoveriarbejde. Bønderne holdt på deres ret og nedlagde ofte arbejdet. Grevinden anvendte økonomiske og retslige magtmidler.

 

Grev Schack sagde nej til Amalienborg

I de sidste år ville hun gerne skille sig af med sine sønderjyske gårde og solgte 1759 dem begge til sin stedsøns søn, lensgreve Hans Schack, som hun ønskede skulle overtage palæet på Amalienborg. Det erklærede greven dog, at han aldeles ikke havde råd til. Men den gamle dame tog ham det højst unådigt op og tilbød at købe begge godser for 110.000 daler:

  • Han profiterer på købet. 30.000 daler i rede penge uden ringe udgift, hazard og møje. Godserne Gram og Nybøl har han ingenlunde nødig for derved at sætte sig i gæld, men et hotel må han have efter de grevelige privilegier.

Til sidst føjede greven sig, overlod grevinden godserne igen og overtog palæet. Men den gamle frue havde svært ved at glemme. Få dage før sin død den 28. september 1760 udfærdigede hun et testamente, der bestemte, at samtlige hendes godser i Sønderjylland og på Sjælland skulle arves af en broder af lensgreven, kammerjunker, greve Frederik Christian Schack (født 1736). Testamentet bestemte ydermere, at hvis han døde uden at efterlade sig livsarvinger, skulle godserne på Sjælland tilfalde Frederiks Hospital. Gram og Nybøl skulle tilfalde Ribe Hospital. De skulle under ingen omstændigheder tilfalde broderen på Schackenborg.

 

En stor skattebyrde

Grev Frederik Christian Schack var meget forgældet. Arven kom derfor som en glædelig overraskelse. Indtil alt gæld var betalt blev godset administreret af etatsråd Jacob Barchmann og byskriver Birch.

Selve Gramgaard blev i 1761 forpagtet bort til Peter Tramm fra Sandbæk i Kappel. Det viste sig at være en meget dygtig mand, som prompte svarede sine forpagtningsafgifter. Men han var nu særdeles hård over for hoveribønderne.

Men det lykkedes alligevel ikke rigtigt at få gælden sådan nogenlunde ud af verden. Måske var det fordi, at der dengang var lagt en overordentlig stor skattebyrde over for alle samfundslag dengang grundet krigsfare.

I 1773 udløb Tramms kontrakt. Greven overtog nu selv Grams drift. Men da han var bortrejst ledede han det indirekte gennem en inspektør. En speciel interesse ofrede han dog på haven til hvis pasning, der blev indkaldt udenlandske gartnere.

 

Bøndernes kår ændrede sig

I denne tid ændredes Grams bønders kår på en afgørende måde. Af disse boede størsteparten i Gram sogn ”gammelgrammer” og ”nygrammere”. Hertil kom en del strøgods i Fole, Rødding, Hygum, Øster Linnet og Nustrup sogne.

Mellem bønderne og greven oprettedes i 1774 en kontrakt, der dels tog sigte på en nedsættelse af hoveriet (mod betaling) såvel for ”trælbønderne” (de hoverigørende) som for ”fribønderne”, dels på en afløsning af trælbøndernes naturalier-afgifter med pengeafgifter og en ændring af betalingsterminerne.

En mængde trælbønder blev arvefæstere og udskiftningen tog fart. Er forsøg fra grevens side at arrangere tiendeafløsning blev derimod ikke en stor succes. Da Schack havde truffet aftalerne med bønderne, bortforpagtede han igen både Gram og Nybøl. Men det var på en lidt anden måde end tidligere. Det skete en opdeling af Grams marker i parceller, som hver blev forpagtet bort til sin forpagter.

 

Greven flyttede til Giesegaard

I 1777 blev Giesegaard den fortrukne ejendom for greven Gram er i den følgende tid meget tilknyttet Giesegaard. I 1790 døde grev Frederik Chr. Schack. Indtil 1798 blev hans godser administreret for den umyndige arving af hans enke Ida Schack, født Scheel Bille og major Rosenkrantz.

Den sidste var en meget sparsommelig mand, der indskrænkede udgifterne til godsdriften hvor han kunne. Derefter blev Grev Knud Bille Schack myndig og overtog stamhuset. I stor del af denne tid, var Gram bortforpagtet. Til bønderne på dette gods kom han i modsætningsforhold, da han forsøgte at få reguleret deres afgifter efter den stedfundne prisstigning.

 

Forbedringer på Gram

På Gram skete der for øvrigt i hans tid en række forbedringer. Der indførtes brak og nye afgrøder som hvede og kløver. Desuden blev afvandingsforholdene forbedret. Også studefedning tager i disse år et nyt opsving på godset. Ja det bliver en af godsets vigtigste indtægtskilder. Forpagtergården Billelund blev oprettet i forbindelse med udskiftningen af skovfællesskabet.

Efter grev Knud Bille Schacks død i 1821 gik stamhuset over til hans søstersøn Henrik Adolf Brockenhuus. Året efter blev han optaget i grevestanden under navnet Brockenhuus-Schack. Hans godser var dog under privat administration. Gram blev således i hele hans tid ledet af amtmand, kammerherre G.H.E. von Krogh. Han var en dygtig mand. Men han blev særdeles upopulær på egnen på grund af sit slesvig-holstenske sindelag. I 1848 var hans dage på godset således talte.

Året før var Grev Henrik Adolf død. Grev Knud Bille Ludvig Anton Brockenhuus-Schack overtog stamhuset. Under ham hævedes administrationen. Han gennemførte frasalget af fæstegodset under Gram.

 

Teglværk og forbedringer

I øvrigt skete der under ham store forbedringer på godset. Der blev anlagt et teglværk. Og skovdriften blev rationaliseret. Både K.B. Brockenhuus-Schack og hans efterfølgere fra 1892, sønnen Grev Adolf Ludvig Brockenhuus-Schack (død 1938) fik ved deres nationale eksempel stor betydning for egnen i disse trange år for landsdelen. Gram gods blev et centrum for danskheden.

 

Interessen for Gram blev større

Grev Adolf Ludvig fortsatte sin fars forbedringer af godsdriften. I 1905-1906 lod han slottet grundig restaurere. Haveanlægget på slotsholmen blev omlagt. Grev Adolf Ludvig, der var kammerherre og hofjægermester interesserede sig i det hele taget mere for Gram end hans forgængere havde gjort. Slottet blev under ham taget i brug i langt videre udstrækning end før. De forskellige gårde under godset blev fortsat drevet af forpagtere.

I 1919 overgik grevens sønderjyske godser i henhold til den nye tyske lenslov til frit eje. Ved Genforeningen stemte så godt som alle i Gram Godskommune dansk.

I 1938 blev slottet, Gramgaards bygninger, søen og en del af Lunden, i alt ca. 55 tdr. land frivilligt naturfredet. I 1940 overtog sønnen, hofjægermester, Greve Knud Henrik Otto Brockenhuus-Schack (død 1949) Gram og Nybøl godser.

 

Aktieselskab

I 1945 blev det hele omdannet til et aktieselskab, der senere blev bestyret af fættersønnen Greve Jens Knud Bille Brockenhuus-Schack, der i 1963 blev gift med Susanne Grandjean til Vennerslund.

I 1949 blev ved arvefaldet afslået 190 tdr. land, hvoraf der blev dannet syv husmandsbrug og fire tillægsparceller. I 1961 blev ”Gram Cotel” oprettet som en fælles gennemmekaniseret løsdriftsstald for 250-300 køer fra Gramsgaard, Nybølgaard og Billeslund.

Cotellet bestod af tre aluminiums-beklædte haller, hvortil var tilsluttet seks 15 meter høje silotårne. En brand hærgede i juni 1965 den store gamle ladegård og ulykkeligvis brændte også den særprægede østre længe, der muligvis stammede fra rigsfeltherren i 1660erne.

Slotskroen stammer fra 1714 og udgør sammen med de andre gamle bygninger en køn og stemningsfuld ramme om det gamle slot.

 

Økologisk landbrug/Hotel/Restauration

I 2007 overtog Sanne og Svend Brodersen stedet. De har skabt virksomheden Gram Slot. Den drives som en alsidig virksomhed med økologisk landbrug, hotel og restauration, kulturelle arrangementer. Her er koncerter og rundvisninger og meget mere. Bygningerne er blevet istandsat og slotsparken er renoveret.

Ja der er masser at fortælle på rundvisningerne. Vi har fortalt noget af det i to artikler. Her er en fantastisk historie og kulturarv. Jo det er en god kulisse for bryllupper, konferencer m.m.

Svend Brodersen havde en gård i Sønder Bjert og var byrådsmedlem i Kolding Kommune. Gram og Nybøl Godser blev overtaget for 90 millioner kroner. Der blev oprettet som et aktieselskab, hvor Svend og Sanne Brodersen har 51 pct. af ejerandelene. Investeringsselskabet Nilbeth (Niels Nygaard) havde en andel på 51 pct.

Nu har det sikkert ikke gjort skade, at Svend Brodersen også har en kandidatgrad i økonomi og gode bankforbindelser. Herregården/slottet er blevet et kulturelt og erhvervsmæssigt fyrtårn. Her er kostalden blevet restaureret og nyindrettet. Den kæmpestore, holstenske lade er blevet til messe- og konferencecenter. Og det er spændene i denne arkitektur, som findes her. Jo, der er både middelalder, renæssance og barok. Ja regionale særtræk er der både fra Sønderjylland, Vestslesvig og Frisland.

 

Tusindvis af gæster

Adgang forbudt-skiltene blev skiftet ud med Velkommen til. I dag er 30 mand beskæftiget på Gram Slot. Ja man kan vel nærmest i dag kalde det for en moderne økologisk landbrugs- og oplevelsescenter. Og der er tusindvis af gæster. Der er havemesser, julemesser og energimesser.

Stedet vises frem, hvis Danmark har besøg fra EU ja hele verden, der gerne vil se noget andet. Og hvordan omlægger man lige et stort landbrug med 1.200 hektar og 250 malkekøer til moderne økologisk drift.

Ja her er selvfølgelig også gårdbutik og café, hvor Gram Slot sælger egne og lokalt producerede varer.

Og i 2010 overtog Rema 1000 47 pct. Dermed har koncernen sikret sig leverancer fra det økologiske landbrug.

 

Der er chance for at møde et spøgelse

Ja og om det spøger endnu på Gram Slot? Ja det gør det nok. En clairvoiant kunne fortælle, at en sjakbajs gik igen. Hun var med på en ghostwalk. Måske dukker alle dem, som vi har fortalt om i første del op igen under disse ”walks”. Der er sikkert mange hemmeligheder på slottet.

Knirkende loftsrum, skjulte trapper og skummelt oplyste kældergange skal man ved midnatstid tage sig i agt for. Jo der er over 60 værelser og 12 toiletter.

 

Slotskro fra 1673

Mange adelsfamilier har været her. Og vi skal da heller ikke glemme de to stolte kroer. Slotskroen er ældst, ja den er fra 1673. Efter en brand genopførte greve Hans Schack den Anden kroen i 1714. Driften fortsatte under Gram Gods og senere med skiftende ejere.

 

Kilde: (Artikel 1 + 2)

  • Sønderjyske Årbøger
  • Sønderjyske Månedsskrifter
  • Trap Danmark
  • Caroline E. Andersen: Grams Historie
  • Sprogforeningens Almanak
  • Evald Tang Kristensen: Danske Sagn
  • Danske Slotte og Herregårde bd. 4
  • Emil Lund: Sagn og skildringer fra Gram-egnen
  • Thorvald Møller: Paa Strejftog i Amtet
  • Danmarks Slotte og Herregårde bd. 16: Sønderjylland

 

Hvis du vil vide mere: Om Adel, Slotte og Herregårde, Se her på www.dengang.dk:

  • Det spøger på Gram Slot (1)
  • En adelsslægt fra Aabenraa
  • Historien om adelsslægten Akeleye 1-9
  • De sidste hertuger i Augustenborg
  • Brundlund Slot
  • Gråsten – en flig af historien
  • Ahlefeldt-fra Søgård til Fald
  • Ahlefeldt og Søgård
  • Hansen og hans bygninger (Brundlund Slot)
  • Hertugen af Tønder
  • En adelsbolig Tørring
  • Dengang-på Sønderborg Slot
  • Haderslev – historie (3)
  • Et apotek i Haderslev
  • Haderslev- Handel og Søfart
  • Sønderborg – i begyndelsen (1)
  • Dengang – på Sønderborg Slot
  • Øst for Tønder
  • Tønderhus, Slot, Borg og Fæstning
  • En amtsmandsbolig i Tønder
  • Det gamle Tønder
  • Trøjborg Slot, nord for Tønder
  • Trøjborg, den fjerde historie
  • Adel – og Storgårde i Tønder Amt
  • Slottet Duborg i Flensborg
  • Bjolderup, Bolderslev, Snubbe og Urne
  • Amalienborg
  • Oprør i Møgeltønder
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • Caspar von Saldern – hvem var han?
  • Kogsbøl – ved Emmerlev
  • Overinspektør på Schackenborg
  • Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
  • Møgeltønder dengang
  • Solvig – en herredsgård i Slogs Herred
  • Gårde og mennesker i Bov Sogn
  • Magrethe den Første og Sønderjylland
  • De Kongerigske enklaver i Sønderjylland
  • Avlsgården Grøngård – endnu mere (2)
  • Grøngård – det forsvundne jagtslot
  • Hvor ligger Tumbøl?
  • Bønder- syd for Aabenraa
  • Kirker-syd for Aabenraa
  • Et slot i Løgumkloster
  • Mysteriet i Ensted og mange flere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Det spøger på Gram Slot (1)

December 20, 2017

Det spøger på Gram Slot (1)

Kongen ejede 10 mark Guld i Gram i 1231. Vi skal høre om ”De vilde Skytter”, der jagtede smukke piger. Og så forsvandt Greven under et lag møg. Hvor blev ræven af? Der var ingen medlidenhed, kun benet var brækket. Den lidende havde ikke ondt i tænderne. Jo, der er noget på Gram, der hedder ”Feltherrens Hul”. Og så jagter Hans Schack ved midnatstid. Flere har set ham, bl.a. tre unge piger. Og så er der en masse om ”Den onde Grevinde” der også går igen. Hun gik med ”den lille mand”. Og så bandt hun pigen til kakkelovnen. Og i et værelse på Gram Slot kan man ikke fjerne blodet. Grevinden lod også søn halshugge. Der lød hundehyl over søen, man fandt et barnelig. Ja, og så den stakkels norske tømrer, der byggede laden. To lokale bønder fik 8-10 års soldatertjeneste for krybskytteri på Gram. Men Grevinden gjorde også et par gode ting. Ja så var det også de to hvide jomfruer og den onde kornmåler. De går også igen. Åh ja og møllerens skønne datter. En greve spillede det hele væk til tre jøder. Og man fandt en skat til Valdemar Atterdag. Mon også Tramm fandt skat under egetræet. Man så ham der med en skovl.

 

Kongen ejede 10 mark Guld i Gram

Forleden var Prins Joachim på besøg hos Æ Synnejysk Ambassade. Her fortalte ha, at det spøger på Schackenborg Slot. Ja, det er ganske vist. Og det gør det sandelig også på Gram Slot.

I præsteindberetningen til Ole Worm 1638 meddeles, at Gram guldkølle formenes at ligge begravet på Gramgårds mark. Og i præsteindberetningen fra 1767 og 1768 oplyses det, at Gramgård menes at have sit navn og sin oprindelse af kong Gram.

Gården ”har i forrige ældgamle tider stået en fjerdingsvej vester og norden derfra i søndre side af skoven, som endnu kan ses nogle spor og kendetegn af, og det kaldes derfor endnu Gammel Gram, man hvad tid den er flyt, vides ej”.

Hertil kan føjes, at på en banke ved den nordre af Gram å skal det ældste Gram have ligget, og i venstre udkant af Storskoven er der rejst en mindestøtte på den plads, hvor en yngre Gramgård har stået. Ingen af stederne ses dog tydelige spor af et middelalderlige anlæg.

I Gram ejede kongen 1231 10 mark guld, i Enderup den halve mølle, l 1285 tildeles 12 otting i Gram til kongen. 1317 nævns Jonas Iversen Vind til Gram, og herefter ved man besked om det gamle herresædes ejere gennem tiderne.

 

De vilde skytter

I sagnleveringerne fortælles om to brødre eller fætre, der var i slægt med ejeren af Gram, som i den pågældende tid var Dionysius v. Pudewels (død 1647)

De to unge adelsmænd bestyrede Gram, og da de førte et vildt og tøjteløst liv, gik de under navnet ”Vildskytterne” eller ”De Vilde Skytter”.

Deres tragten gik især ud på at røve unge koner og piger og så en tid beholde dem på borgen. Derfor skjulte bonden Eskild, der boede på en gård midt i Fole, i 6 år sin meget smukke datter i en lille hjørnestue.

Ved et uheld fik vildskytterne nys om den indelukkede pige. De overfaldt gården og førte hende med magt til borgen. Eskild synes ifølge sagnet, at have været en betydelig mand. Han fik rejst en hær af folk fra Haderslev og Ribe.

Gram Slot blev belejret, indtaget og brændt, omtrent hele besætningen blev nedhugget. Begge vildskytterne blev dræbt. Om pigen var levende eller død, melder sagnet mærkeligt nok intet om.

Sagnet er antagelig en afglans af beretninger om forskellige voldsomme begivenheder i middelalderen og senere. Det er meget muligt, at gamle borgherrer har kigget efter egnens kønne piger.

 

Da Greven forsvandt under et læs møg

Da Hans Schack (1609-1676) i 1664 overtog Gram gods, var bygningerne på Gram i en ussel forfatning. Rigsfeltherren ønskede at have en ordentlig bolig på sit sønderjyske gods mellem Haderslev og Ribe, selv om han ikke opholdt sig her ret tit.

Derfor lod han omkring 1670 opføre hovedfløjen til det nuværende slot. Den fremragende feltherre nåede at gøre sig meget kendt i egnen omkring Gram. Derfor verserede der senere gennem århundreder flere sagn om ham.

Hans Schack modtog 1652 udnævnelse til overamtmand i Sachsen-Lauenborg, fra 1656 var han i staden Hamborgs tjeneste som kommandant og oberst (generalmajor) 6. januar 1658 trådte han i dansk tjeneste som generalløjtnant med løfte om et len (Riberhus og Møgeltønder) for livstid. Og så var det, at han i 1659 udnævntes til feltmarskal.

Det er disse historiske begivenheder, der er forudsætningerne for et sagn, hvori det fortælles, at Hans Schack var feltherre ved den danske hær. Fra denne ville han have sin afsked, mens hæren stod i Hamborg. Men man ville beholde ham.

Han los sig da køre ud af Hamborg under et læs møg:

  • Og kom her ned og købte Gram for 14.000 dalere, en søsling for hvert træ. Han var hård og tiltog sig landet til ejendom ned til chausseen og må derfor gå hjem. Han jager gennem luften ned ved Skjoldager sumpe. Otto Diderik hed han og havde kun en arm.

I dette sagn er Hans Schack og hans søn, Otto Didrik til Schackenborg (død 1683) blevet forvekslede. Otto Didrik Schack arvede 1676 Gram, men det var jo ikke ham, der købte denne herregård.

 

Der hvor Kronhjorten faldt, skulle der bygges

Ifølge overleveringen var Hans Schack en vældig jæger, der afholdt store jagter i skovene ved Gram gods. På en jagt forfulgte han en såret kronhjort. Ved den lejlighed lovede han sig selv og følget, at på det sted, hvor kronhjorten blev fældet, ville han opføre et nyt slot.

Nu skulle skæbnen, at hjorten i sin dødsangst løb ud i en sump, hvor den blev hængende, så jægerne kunne fælde den. Derfor skal øen, hvorpå Gram Slot er bygget, være fremstillet ved opfyldning af sumpen. Selve slottet skal være bygget på pæle, der er nedrammede side om side i undergrunden for at skaffe et fast byggefundament.

 

Hvor satan blev ræven af?

I et andet sagn fortælles ligeledes om Hans Schack som en ivrig jæger, der tilmed ofte red på jagt uden bøsse. Når hundene rejste en hare, satte han hesten i fart efter den og slog den ihjel med hundepisken.

En dag red han på jagt på Skjoldager Mark. Hundene rejste en ræv nedad mod engene. Feltherren satte efter den. Ræven så, der var fare på færde. Den løb ned mod åen. En bjælke var lagt over åen som overgang til Sønderskoven. Ræven for over bjælken. Åen var fuld af isdrift og vand, som skyllede over bjælken. Feltherren stoppede hesten. Den måtte forsøge overgangen. Men den gled efter få skridt. Både den og feltherren faldt i åen neden for bjælken.

Feltherren frigjorte sig for hesten. Han søgte at svømme i land. Men strømmen rev ham med sig. Den var fuld af løse isflager. Et par skovarbejdere var lige i nærheden. De stod i skovbrynet. Da hest og herre styrtede i vandet, tog de en lang gren, løb hen til åen og rakte den ud i vandet, hvor feltherren greb den. De halede ham i land, men han takkede dem ikke. Han så sig bare om til alle sider og spurgte arrigt:

  • Hvor satan blev ræven af?

 

Jag troede, at han havde ondt i tænderne

En dag kom feltherren kørende nordfra til Gram. På vejen mellem skoven og Gram lå der en mand og klagede sig. Da vognen var kommet forbi, bød feltherren sin tjener at gå tilbage til manden og få at vide, hvad han fejlede. Tjeneren kom og fortalte, at manden var falden og havde brækket benet.

”Å skidt”, udbrød feltherren. ”er det noget at skabe sig sådan for. Jeg troede, han havde ondt i tænderne”- Det havde feltherren selv haft engang.

 

Feltherrens hul

Befolkningen mente, at Hans Schack efter sin død gik igen (han blev begravet i København). Han var ifølge med gloende hunde. Men så manede en Gram præst ham ned under en stor bøg i kanten af en dam, der kaldes ”Feltherrens hul”.

Hans hest står endnu i den lille skov ved slottet, men om dagen er det en bøg. Nogle alen overfor roden er træet bojet helt i vinkel, går så 4 alen vandret hen og derpå atter fuldstændig lige op, så det var et mærkeligt træ at se på.

Hans egen person står i en bøg nede ved vandet (åen). Førhen var hans ansigt så tydeligt, at enhver kunne se det, men nu er det lidt mere utydeligt. Hele figuren var dannet af mos. Han stod med en stor kappe på og med militærkasket. Hans hænder var bundne på ryggen og en stump af strikken hængte ned derfra. Ansigtet var bart, men øjnene var dannede af mospletter.

 

Men han gjorde ikke noget

Det andet træ som han var manet ned under, blæste ned for en del år siden med rod. En gammel gårdmand fortalte for mange år siden, at han to gange havde mødt Hans Schack i lunden ved midnatstid. ”Men han gjorde mig ikke noget”, sagde den gamle bondemand.

 

Hans Schack som nattejæger

I en optegnelse fra 1909 meddeles, at gamle folk omkring 1840 fortalte, at Hans Schack ved nattetid kom farende gennem luften i susende fart fulgt af tre sorte hunde og et stort jagtfølge, alt under stor larm. Hans vej gik fra Møgeltønder ad Gammel Gram til. Den førte østen om Tiset og østen om Gram by igennem lunden og over åen ud til Gammel Gram, hvis voldsted blev sløjfet og udjævnet af forpagter Hother Müffelmann på Gramgård i årene mellem 1851 og 1864.

 

Unge piger mødte greven

Der findes endnu en optegnelse om Hans Schack som nattejæger. I denne fortælles om nogle unge piger, der en aften på vej fra Gram til Skjoldager gik igennem slotsparken og lunden. Da de var omtrent ved det sted, hvor parken går over i skoven, ”lunden” ved en lille bro, hvor ”æ Bremena-at (promenaden) ender, hørte de en stærk susen i luften. Et øjeblik efter så de en stor skare ryttere komme i susende fart.

I spidsen red en meget stor og kraftig herre.  Alle var de på kulsorte heste. De havde bøssen hængende over skuldrene og fældede dyr ved deres sadler. Tre store sorte hunde fulgte jægerne. Farten var så stærk, at der såvel fra hestenes næsebor som fra hundenes åbne gab, hvoraf de røde tunger hængte ud, stod en stærk ånde, som i den stærke fart ligefrem glødede i luften.

 

Stammer fra oldtidssagn

Sagnene om Hans Schack som den vilde jæger, der om natten farer gennem luften, er lån fra sagnene om brodermorderen kong Abels vilde jagt, en parallel til de sjællandske sagn om kong Volmers vilde jagt om natten mellem Vordingborg og Gurre.

Disse middelalderlige kongesagn har til forudsætning de hedenske oldtidssagn om Odinsjægeren, Wons jæger, der- ligesom ”Asgårdreisen” i norsk folketro-for gennem luften. Naturgrundlaget for disse sagn er lyden af trækfuglesus og anden fugleflugt i mørke efterårsnætter.

 

Den onde grevinde

Efter greve Otto Didrik Schacks død 1683 arvede hans søn, Hans Schack, Gram. Han døde i 1719, hvorefter hans anden hustru, Anna Sophie, født Rantzau, overtog styret af godset, som hun beholdt til sin død 1760.

I denne lange enkestand kom hun mere end nogen anden til at kaste glans over Gram. Med iver tog den kun 30-årge enke sig af gård og gods. Hun byggede videre på slottet. Den store lade skal hun også have ladet opføre.

Den virksomme og foretagesomme enkegrevinde udfoldede i de 41 år, hun levede, som sådan, en stor og omfattende virksomhed. Hun blev en af det 18. århundredes store godssamlere i Danmark. Den meget energiske dame stillede store krav til sine bønder, som hun bebyrdede med øvet hoveriarbejde, og som hun også-som det synes-forsøgte at pålægge større afgifter ved en omlægning af betalingsmåden.

Bønderne holdt imidlertid stadig på deres ret og nedlagde til tider som protest hovarbejdet.  Grevinden på sin side anvendte de økonomiske og retslige magtmidler, hun havde i hænde som godsejer, men synes ikke at have grebet til voldelige foranstaltninger.

Bøndernes had til hende var dog blevet så stærkt, at hun efter sin død omtales som den onde grevinde, mens der tillagdes hende allehånde grusomheder. Hun havde bygget flere skoler for landsbybørnene på Gram gods. Men dette forsonede nu ikke bønderne.

 

Hun gik tur med ”Den lille mand”

Vi skal stifte bekendtskab med folkeoverleveringen om grevinde Anne Sophie, hvis eftermæle på Gramegnen blev det slettest mulige. En del ensartede sagn er optegnede om hende, og her er ikke mange lyspunkter.

Den ældste optegnelse hos Evald Tang Kristensen (fra omkring 1885) om en frue på Gram må have sit indhold knyttet til grevinde Anna Sophie, selv om hun var død, før David Grønlund i 1777 var blevet præst i Darum:

  • Der var en frue på Gram, der hver aften gik en tur med den lille mand. På hendes spørgsmål, om der ikke var nogen, han var bange for, havde han svaret, at der måtte komme, hvem der komme ville, ingen skulle hindre ham i at følge med hende. Først når der kom en mand med et par rødblissede heste for, var han bange, at han ikke kunne stå sig.
  • Dette havde pastor Grønlund i Darum, der ejede et par rødblissede heste, og som var dygtig til at mane og alt sligt, fået nye om, og han gik straks ud og bad karlen spænde for. Da de var spændt for, satte præsten sig op i vognen og sagde til karlen: ”Kør så”. Men han sagde ikke noget om, hvorhen. Imidlertid løb hestene af sig selv lige til Gram.
  • Præsten stod af, gik ud i haven og traf ganske rigtig de lille mand, som gik med fruen. Præsten tog da et lys op af lommen, tændte det og spurgte manden, om han ville lade fruen i fred så længe, indtil det lys var udbrændt. Den lille mand svarede ja, hvorpå præsten slukkede lyset, kørte hjem igen og gik alene op i kirken, hvor han indmurede lyset i væggen.
  • Men efter den tid kom der hvert år, så længe pastor Grønlund levede, en vogn med bøgebrænde savet og kløvet ligesom han kunne putte det i kakkelovnen, til Darum præstegård fra fruen på Gram.

Den lille mand er fanden, som grevinde Anne Sophie ifølge sagnene havde forskrevet sig til. Det er morsomt nok at erfare, at den kendte hekseforsker, præsten Davis Grønlund (1716-1784), der var præst i Darum (1777-1784) i folketraditionen er blevet sat i forbindelse med grevinden på Gram.

 

Pigen, der blev bundet til kakkelovnen

Det ældste af sagnoptagelserne i Evald Tang Kristensens værk Danske Sagn findes i bind 4 (1896) nr. 797. Sagnet er meddelt af Nicolaus Brix. Den indeholder flere motiver vedrørende sagnene om grevinde Anna Sophie Schack:

  • Der var en grevinde på Gram, som var så grusom, at hun engang bandt en pige til den varme kakkelovn, mens hun selv gik i kirke, så pigen brændte helt op. Hun levede i et i et utilladeligt forhold til en kammerjunker, og hanpralede i et selskab, at han var sammen med grevinden.
  • Da hun fik dette at høre, nægtede hun det. Sagen kom for retten og kammerjunkeren tabte sagen. Men hun blev frugtsommelig. Da hun skulle føde, gik hun ud i en eng tæt ved slottet og fødte et barn, som hun dræbte på stedet og nedgrav eller sænkede i en pøl.
  • De to tjenere, der havde været vidner dertil, lod hun henrette på en høj mellem Gram og Gram by, og engen hedder Tagkjær. For den tings skyld kom fanden og ville tage hende. De to præster fra Gram og nabosognet formåede intet at gøre derved. Derpå hentede man en præst fra Ris (Rise) ved Aabenraa ved navn, Petersen. Han var en snild karl, som let kunne tage det op med fanden.
  • Da han kom op til slottet til grevinden, brændte der to lys på bordet, og fanden var til stede og gjorde et stort spektakel. Nu foreslog præsten, at fruen skulle tilhøre ham, når de to lys var udbrændte. Det gik fanden ind på, og så pustede præsten lysene ud og lod dem indmure i kirken.
  • Nu var hun frelst, men nogen tid efter brændte kirken. Grevinden løb i fortvivlelse der ud, men for silde, lysene var brændte, og hun måtte af sted.
  • Da hun var død, skulle liget bringes til Sjælland, men midt på Storebælt opkom der en voldsom storm, og alt måtte kastes overbord, til sidst også liget. Så blev ”søen” rolig.

 

Man kan ikke fjerne blodet

I de fleste sagnoptagelser om grevinde Anna Sophie fortælles, hvorledes hun dræbte sin kammerpige, fordi hun ikke kunne gøre hende tilpas med hendes pynt, da grevinden ville i kirke. Pigen slog sig fordærvet på kamingitteret i troldkammeret, der havde fået navn efter den særlige begivenhed. Der var en blodpøl på gulvet, som de ikke senere kunne få væk:

  • Den er vasket bort gang efter gang, men kommer altid igen. For nu at udslette sporet af, hvad hun havde gjort, puttede grevinden pigen ind i kaminen, så hun brændte helt op, og derefter drog hun i kirke. Siden blev der lavet et gitterværk for en del af værelset, nemlig for den del, hvor blodpletten fandtes.
  • De troede vel at kunne holde spøgeriet inden for de grænser. Det var et trægitter og var vel på en plads, der var en 4 alen lang og 3 alen bred og lavet sådan i en runddel, det vil sige med afrundede hjørner. Det stod endnu i min barndomstid, og folk skyede det rum indenfor.
  • Men nu er gitteret væk og alt er helt forandret. For en 40 år siden var Gram mølle, der ligger tæt ved slottet på den anden side vejen, under reparation i et par måneder. For nu at møllegæsterne kunne blive forsynede med mel imens, blev der malet en hel del på forlag, og det blev gemt på slottet i et værelse ved siden af troldkammeret. For at der ikke skulle blive stjålet noget, blev der sat vagt ved det om natten.
  • Møllersvendene skulle skiftes til at holde vagt. Men de første to kom tilbage, da det var godt midnat. De turde ikke være der længere. De to næste kunne heller ikke være der i dagtimerne, for det var sådant spektakel og hurlumhej derinde. Siden har der ikke været vagt ved melet.

 

Vandresagn med bund i virkeligheden

Sagnet om den dræbte kammerjomfru hører til vandresagnenes store skare. De kendes fra andre herregårde og slotte. Historierne er nok vandret til sydfra. Det er så blevet fastholdt her og dem hvorfra man havde overlevering om et ondt herskab.

Da dette var tilfældet vedrørende Gram Slot, blev det knyttet til grevinde Anna Sophie. Sagnet er fremstået i et undertrykt miljø, i tyende og hovbønder-kredse. Her havde det med sit virkningsfulde indhold gode betingelser for at blive husket fra slægt til slægt.

Det er ingen tvivl om, at sagnet har sin forudsætning i en barbarisk virkelighed. Det er af oldtids- eller middelalderoprindelse ligesom sagnene om levende indemurede mennesker, der også kendes fra danske herregårde.

 

Grevinden lod søn halshugge

I en optegnelse meddeles, at den onde grevinde på Gram lod sin eneste søn, grev Otto Rantzau hemmelig halshugge. Husets stammoder viste sig for hende og lod hende forstå, at hun ikke skulle få ro i graven.

 

Hundehyl over søen

Grevinden kommanderede en stormfuld efterårsnat to tjenere til at undersøge, hvorfor der lød høje hundehyl over søen. De fandt da et barnelig, som hun bad dem kaste i søen. Det fortaltes, at grevinden havde født i løndom og for at skjule sin skam dræbte hun barnet.

 

Den stakkels tømrer

Til Gram er også knyttet et vandresagn om lade-bygning. Dette sagn, der også sættes i forbindelse med grevinde Anna Sophie hørte Rødding historiker, urmager A.J. Marcussen (1844-1922) i sin barndom fortalt af sin fadder. Der også er født i Rødding. A.J. Marcussen beretter, at bygmesteren fik ingen løn, hvis byggeriet ikke var færdigt til en bestemt dag. Da byggeriet skred godt fremad, forskrev den ugudelige og ryggesløse grevinde sig til den slemme mod at han forstyrrede arbejdet. Det gjorde han, og bygmestren hængte sig.

En anden version er fortalt til E. Tang Kristensen:

  • Da Gram skulle bygges, blev der gjort akkord med en tømmermand oppe fra Norge om det, og den blev hugget til der oppe, og så blev tømmeret indskibet hertil. Mesteren var så sikker i sin sag med hensyn til alle de stykker, der skulle til, at han sagde, der fejlede ikke så meget som en nagle, alting var der.
  • Det var den gale grevinde, der lod laden opføre, og da hun hørte det, spurgte hun, om han var sikker på det. Han sagde ja, ellers kostede det ingenting. Men så en nat stjal hun en nagle. Det var jo trænagler, de brugte dengang.
  • Da han nu havde laden sat op, fejlede der jo en nagle, og laden var altså ikke fuldført. Han fik derfor ikke noget for arbejdet. Han blev jo ødelagt, stakkels mand, og havde vel kone og børn. Og så gik han og hængte sig. Der går en sort hund om natten inde i laden.
  • Den går fra slottet til Gramgård og forsvinder så i laden.

 

8-10 års soldatertjeneste for krybskytteri

Også denne historie fortælles:

Krybskytteri er naturligvis blevet drevet i stor stil i de vidtstrakte skove ved Gram og folkemindet har da også lidt at fortælle herom. Grevinde Anna Sophie Schack var hård ved bønderne og befalede dem at møde hver dag ved hove:

 

  • Der var to bønder i Skjoldager, der var fiffige nok og skød ænder, som lå om natten og plaskede i damstedet, og skød et dyr, når de havde lyst til det. Der blev så meldt til hende af skovbetjentene, at de Skjoldager-bønder skød hendes vildt og sager. Og hun sendte bud efter dem. De kom, og hun var venlig nok og bød dem et glas vin.
  • Så siger hun, at de er dygtige til at bruge bøssen. Og nu havde hun skrevet til hendes mand om det, og han havde svaret, at hun skulle blot sende ham dem, så skulle de få lov til at bruge bøssen. De blev så soldater, og måtte være det i ti år.

I en anden optegnelse er det kun otte år, de to unge gårdmænd skulle springe soldat. Den onde grevinde siger til dem, at de kan gå hjem og gøre sig færdige til afrejsen og så komme igen. De var begge gifte folk og faldt nu på knæ og bad med grædende tårer om at blive fri, men det hjalp ingen kære moder, og afsted måtte de.

 

Afglans fra gamle tiders strenge tilstand

Sagnene fra Gram er en afglans fra gamle tiders strenge tilstand. Ondt herskab blev husket. Der går også adskillige historier om, at kirken skulle være i brand, og grevinden skulle have løbet iført en tøffet og udredt hår. Ja og så viste det sig, at det hele var falsk alarm. Hun ville redde det lys, der var indemuret. Måske er lyset der stadig?

Og man siger på Gram Slot, at grevinden hver nat går igen. Ja man har set hende bøje sig ned, der hvor kammerjomfruen blev dræbt, hvorpå grevinden under høje klageråb forsvandt.

 

Grevinden gjorde også gode ting

Men grevinden kunne også gøre noget godt. Det var en ældre pige fra Vester Lindet, som tit kom oppe på slottet, hvor hun havde kniplet for grevinden. Så n dag siger hun til pigen:

  • Nu har du kniplet meget for mig, nu vil jeg gør dig noget godt. Du skal have den karl

Grevinden vidste, at det var en, som hun var gode venner med.

  • Så skal I have den og den gård i Vester Lindet. Men da I ikke har noget at begynde med, så vil jeg også give dig 4 heste og kreaturer og andet ”værken”.

Der var også en gård i Brændstrup, hvor der var megen uheld med kreaturer og heste. Grevinden ynkedes over manden og gav ham kreaturer, så han kom på fode igen.

 

De to hvide jomfruer

Nu er grevinden ikke den eneste der går igen på Gram Slot. To hvide jomfruer med nøgne fødder går i vinteren i sneen uden for Gram Slot. De siger hele tiden ”Jeg fryser mine fødder”.

 

Den onde kornmåler

Præsten i Gram nedmanede en genganger, der hver nat vandrede omkring på kornloftet i den gård, han havde ejet. I levende live havde han været kornmåler på Gramgård. Dengang havde han begået mange bedragerier mod de fattige bønder, når de betalte tiende til greven.

I det sydvestligste hjørne af Gram Slot i den gamle fløj var der to fangehuller, hvori mange misædere gennem tiderne har siddet indespærret, adskillige inden de blev ført til retterstedet.

 

Møllerens smukke datter

Et sagn fortæller, at den ældste søn af en af greverne på Gram forelskede sig i møllerens smukke datter, hvem han trods faderens modstand ville ægte. Den gamle greve svor på, at han aldrig ville give lov til denne forbindelse. Da hørte den unge greve, at hvis han ville tilbringe nytårsnat på kirkegården i bøn ved en slægtnings grav, ville man få den at se, der i det kommende år skal jordfæstes.

Grevesønnen besluttede nu at tilbringe nytårsnat i bøn i familiebegravelsen. Den førstkommende nytårsnat gik han i kirken og steg ned i begravelsen, hvor han bad ivrigt i det håb, så snart det blev midnat at se sin far stige ned. Men da klokken slog 12, hørte han støj på kirkegården. Da han gik derud, så han sin elskede, møllerdatteren, der lagde sig i en ligkiste. Derover mistede han sin forstand, men hans brud døde virkelig samme år.

 

Greven spillede det hele væk til tre jøder

Den sidste af de gamle ejere af Gram, hvorom der findes folkesagn er greve Knud Bille Schack, der døde i 1821 som ejer af Gram. Den ugifte mand omtales som meget rig. En dag sad han ved møllen, blev han spurgt om, hvad han tænkte på.

Så sagde han, at han tænkte på, at når han nu fik hans sager og virke gjort op i penge, ville han gøre noget godt. Men han førte et vildt levned og var hengivet til spil, så den ene gård skred fra ham efter den anden.

En nat spillede han et helt gods i Holsten væk til tre jøder fra Hamborg. Han var ked af Gram Slot og yndede det gods i Holsten bedre. Men han havde ingen penge at købe det for. Så lånte han pengene her omkring ved folk og købte det i Holsten, der hed Perdøl.

Men det var det, han spillede væk til jøderne. Og nu kom han under administration. Knud Bille gik fattig i graven og godset gik over til hans søsters søn.

Den gale grevinde Anne Sophie Schack bestemte i sit testamente, at Gram og Nybøl skulle tilfalde hendes stedsøns yngste søn, Frederik Christian Schack (1736-1790) og tillige med Gieselgård, Spanager, Ottestrup og Juellund, alle på Sjælland.

 

En skat til Valdemar Atterdag

Endelig kan vi oplyse, at også til Gram Slot er der knyttet sagnet om en skat. I et noget udpyntet sagn berettes, at skatten skal være overgivet af en munk til Valdemar Atterdag, der brugte den store skat til at indløse pantsatte dele af riget med. Dette sagn er naturligvis ganske uhistorisk, og det er nævnt i forbindelse med andre lignende sagn om Gram slot.

 

Fandt Tramm en skat under egetræet?

Midt i Borggården på Gram Slot stod et mægtigt egetræ. I slutningen af 1700-tallet var Gramgård bortforpagtet til en tysker, der hed Tramm. Han havde svært ved at slå sig igennem. Han var ofte ved det store egetræ med en spade.

Da han havde været her i et par år opsagde han pludselig forpagtningen og købte et gods i Holsten, som han for størstedelen betalte kontant. Den almindelige mening mellem folk var derfor, at han havde fundet en mængde guld og sølv under den gamle eg. Derefter blev der på egnen brugt en talemåde om en mand, der var kommet til velstand, at nu er han bleven så rig som Tramm på Gram.

 

Det talte man om, dengang

Sagnene om Gram Slot giver os indtryk af, hvad det var, befolkningen på egnen førhen var optaget af og talte om.

Men se, hvis skal også have den sande historie om Gram Slot, og den får du i anden afdeling.

 

Kilde:

  • Sønderjyske Årbøger
  • Sønderjyske Månedsskrifter
  • Trap Danmark
  • Caroline E. Andersen: Grams Historie
  • Sprogforeningens Almanak
  • Evald Tang Kristensen: Danske Sagn
  • Danske Slotte og Herregårde bd. 4
  • Emil Lund: Sagn og skildringer fra Gram-egnen
  • Thorvald Møller: Paa Strejftog i Amtet
  • Danmarks Slotte og Herregårde bd. 16 Sønderjylland

 

Hvis du vil vide mere: Om adel, slotte og herregårde, Se her på www.dengang.dk

  • Det spøger på Gram Slot-endnu mere (2)
  • En adelsslægt fra Aabenraa
  • Historien om adelsslægten Akeleye 1-9
  • De sidste hertuger i Augustenborg
  • Brundlund Slot
  • Gråsten – en flig af historien
  • Ahlefeldt – fra Søgård til fald
  • Ahlefeldt og Søgård
  • Hansen og hans bygninger (Brundlund Slot)
  • Hertugen af Tønder
  • En adelsborg fra Tørring
  • Dengang – på Sønderborg Slot
  • Haderslev – historier (3)
  • Et apotek i Haderslev
  • Haderslev – Handel og Søfart
  • Sønderborg i begyndelsen (1)
  • Dengang – på Sønderborg Slot
  • Øst for Tønder
  • Tønderhus, Slot, Borg og Fæstning
  • En amtmandsbolig i Tønder
  • Det gamle Tønder
  • Trøjborg Slot, nord for Tønder
  • Trøjborg, den fjerde historie
  • Adel – og Storgårde i Tønder Amt
  • Slottet Duborg i Flensborg
  • Bjolderup, Bolderslev, Snubbe og Urne
  • Amalienborg
  • Oprør i Møgeltønder
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • Casper von Saldern-hvem var han?
  • Kogsbøl – ved Emmerlev
  • Overinspektør på Schackenborg
  • Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
  • Møgeltønder dengang
  • Solvig – en herredgård i Slogs Herred
  • Gårde og mennesker i Bov Sogn
  • Magrethe den Første og Sønderjylland
  • De Kongerigske enklaver i Sønderjylland
  • Avlsgården Grøngård – endnu mere (2)
  • Grøngård – et forsvundet jagtslot
  • Hvor ligger Tumbøl
  • Bønder – syd for Aabenraa
  • Et slot i Løgumkloster
  • Mysteriet i Ensted og mange flere

Lundtoft Herred 1848

December 17, 2017

Lundtoft Herred 1848

Spørgskemaer blev udsendt til skolelærerne. Ja, hvordan skulle en skolelærer forholde sig? Mange beskrev forholdene som #katten om den varme grød”. Andre mente, at krigens lov måtte herske. Man skulle ”holde tungen i tømme”. Andre beskrev lærernes virkelige vilkår især ved indkvartering. Man kunne læse om forholdene ved ”Indsenderbreve” i Fyens Avis. Og så mente mange, at Theis Steenholt var forræder. Der kom en udtalelse fra Lundtoft og Vilsbæk. I 1848 var der en underskriftsindsamling. Og i 1848 var sindelaget vendt.

 

Spørgeskemaer udsendt

I krigsåret 1848 bortfaldt den normale visitats i skolerne i Ludtoft herred. Provst Johannes Andreas Rehhof, der havde ansvaret for den dansktalende del af Slesvig med sæde i Aabenraa lod som erstatning for det manglende tilsyn udsende spørgeskemaer til besvarelse af skolelærerne.

Det første spørgsmål, som skulle besvares, handlede om skolens almindelige tilstand. Ja og det næste var om den såkaldte ”indbyrdes undervisnings” betydning for drengenes forberedelse til militærtjeneste.

 

Hvordan skulle en skolelærer forholde sig?

Det sidste kunne godt føre til nogen betænkelighed hos lærerne. Ja helt nøjagtig lød spørgsmålet således:

  • Wie har sich ein gewissenshafter Schullehrer in Kriegszeiten wie die jetzigen, in und ausser der Schule zu verhalten, und wovor hat er sich besonders zu hüten?

Svarene er udarbejdede i løbet af august og september 1848 og er hver for sig karakteristiske for den enkelte læreres stilling til slesvig-holstenske ”oprør” eller for at bruge det tyske udtryk for det samme-den slesvig-holstenske ”rejsning” (Erhebung).

 

”Katten om den varme grød”

Nemmest var det naturligvis at krybe uden om emnet ligesom ”katten om det varme grød”, hvad lærer Damm i Kværs gjorde. Men man kunne jo også bare holde sig til rene almindeligheder. Lærer Christian H. Staugaard i Ladegårdskov anbefalede således, at lærerne helt undlod enhver omtale af politik i skolen, og at de i privatlivet undgik samkvem med ”eksalterede tysk- eller dansksindede folk”

En noget lignende opfattelse gjorde lærer Jensen i Bjerndrup gældende. Læreren skal vogte sig for at optræde som ”agitator”. Derved kan han bringe sig selv, sin familie og andre mennesker i stor ulykke.

Hvad der her gives udtryk for er det såkaldte ”blakkede” standpunkt, der helt siden nationalitetsrørets begyndelse har spillet en stor rolle i grænselandets historie. Verden må gå sin gang, som den nu bedst kan, ingen stillingtagen til problemerne, det var løsenet hos den slags mennesker.

Lærer Darck i Gråsten, om hvem det hedder, at han besad pastor Jürgen Brags særlige tillid, har givet en udførlig besvarelse af det tredje spørgsmål.

 

Krigens lov må herske

Enhver ved for længst, om læren er dansk eller tysk, hedder det blandt andet. En tysk lærer har derfor pligt til at udvise ”streng militærisk” holdning i sin gerning og må omgående skride ind over for elever, der bærer danske farver eller kokarder.

Der hersker krigstilstand og derfor bør krigens lov herske!

Adskilligt af, hvad han videre udvikler i sin redegørelse, må af en nutidig læser-uanset sindelag-nærmest betegnes som ufrivilligt komisk, men det har unægtelig interesse at konstatere, at de værste udslag af, hvad man under fremmedherredømmet forstod ved ”preussermentalitet” allerede under treårskrigen, fandtes hos visse særligt geskæftige slesvig-holstenere.

Hos lærer Book eller står der Beek? Er der en ganske anden tone, der lader sig høre. Han er først og fremmest religiøst. Han ser hele udviklingen i et kristent perspektiv. Men han kan dog ikke skjule, at han har danske sympatier som de fleste på egnen.

 

”Holde tungen i tømme”

Først henviser han til apostlen Jakobs ord (3. kap.) om at holde tungen i tømme.

  • Vil skolelæreren tale med børnene om landets inddeling og indbyrdes forbindelse eller om fædrelandskærlighed, må han nøje overveje sine ord, og måske er det bedst slet ikke at tale om sådanne ting. Det gælder netop om at tie i rette tid.
  • Ligger skolen på et sted, hvor larmende tropper marcherer forbi uden for vinduerne, således som det desværre er tilfældet her, er det bedst at tie, at tie med en alvorlig mine og gøre en lille pause, mens tropperne drager forbi
  • Men hvis skolelæreren bliver overbevist om, at hans elever lærer lastens gru at kende hos de lidenskabelige indkvarterede soldater, så er det tid til at tale, ja så er tavshed en utilgivelig ligegyldighed.
  • Militæret vil også undertiden vide, hvorledes en skolelærers sindelag er
  • For længere tid siden fik jeg besøg af en soldat, som fortalte mig, at nu var forhandlingerne afsluttede, således, således at den danske del af Slesvig skulle til Danmark og den tyske del til Tyskland.

 

Beskrivelse af lærerens vilkår

Hos lærer Asmussen i Kliplev lader det danske sindelag sig heller ikke fornægte, og han vover endda at fremkomme med en efter omstændighederne ret utilsløret kritik af de tilstande, der herskede under friskarenes regime.

Også han mener dog, at det er bedst at lade den ”fædrelandske” historie hvile og i den ”fædrelandske” geografi gå uden om alt, der kan sættes i forbindelse med krigen. Krig er i enhvers øjne et onde og kan indvirke på en dårlig måde på skolen, hvis ikke læreren søger at hævde sin neutralitet.

Få så vidt er han meget forsigtig i sine udtryk, men derefter giver han en livfuld skildring af skolelærerens kår i disse krigs- og besættelsesår:

  • Indkvartering får han jævnligt, og i bedste fald lader de ham beholde hans arbejdsværelse. Men skolelæreren bør bevare besindigheden. Han har stadig sit køkken i behold, der er ildstedet og over det en gryde, der måske indeholder en høne til den kommende søndag. Et spisekammer har han også og deri en pølse. Han har en have og i den…..? Ja lad os blot ønske kartofler og løg og gryde med høne i en god dag.
  • Indkvartering bliver tilsagt eller kommer uanmeldt. Én uge går og utallige dage med den, så blæser trompeterne, kvartererne bliver tømte, og skolelæreren smutter ud af sine trange forhold for at foretage en rekognoscering.
  • Lad os følge ham op på høloftet, hvor det afvejede hø er anbragt. Forsvundet! Hører vi ham udbryde. Hvad med mine køer til vinter!
  • Og i tørveskuret. Tomt! En skam, at mit regulativ ikke indeholder udtrykket: Tørv til fornøden fyring. Din nar, at du beklager dig. I morgen får du atter indkvartering. Så henter soldaterne, hvad de behøver, på naboernes gårde. Men vogt dig for at henvise dem til det. Det vil give misstemning blandt naboerne

Ja og lærer Asmussen fortsætter. Med al tydelighed bevidner lærer Asmussens indlæg den utilfredshed med de provisoriske regerings tropper, der herskede i vide kredse hos den dansksindede befolkning i Lundtoft herred.

 

”Indsenderbrev” til ”Fyens Avis”

I virkeligheden var forholdet vel nærmest det, at det danske sindelag først for alvor brød igennem hos denne egns brede lag efter, at de havde lært de fremmede at kende. Meget oplysende om denne udvikling er nogle meddelelser i ”Fyens Avis”, hvor den bekendte Nis Hanssen ”Bondesøn” på den tid var redaktør.

I et indsenderbrev, dateret ”Uge i Begyndelsen af April” hedder det om de danske troppers fremrykning umiddelbart før sejren ved Bov den 9. april 1848:

  • Tropperne ere uhyre opsatte paa at faae fat paa Tydskerne, saa at jeg har det bedste Haab om, at disse Røvere skulle faa en ordentlig Revelse. Saalangt, som vi endnu vare komme frem, er Befolkningen fuldkommen dansk, ikke alene af Sprog, men ogsaa af Sind, om de end ikke nære den samme Begejstring, som findes mod Nord. De tage meget venligt imod os, men skjøndt de ligge den Schl.-Holst. Bande nærmere, saa tage de ingen Forholdsregler for at forsvare sig mod nogen af Parterne

Ved krigens begyndelse var det ”blakkede” standpunkt altså langt det mest fremtrædende i egnen syd og sydvest for Aabenraa, de egne, der endnu på den tid hørte under Tønder Amt.

 

Forræderen Thies Steenholdt

Men friskarernes færden i strøget på begge sider af Hærvejen og den dengang nye chaussè mellem Aabenraa og Flensborg har tilsyneladende betydet en omsindelse i mange kredse. Når et problem først berører pengepungen og det daglige brød, plejer folk som regel at vågne op til dåd. Og det var nok det, der var tilfældet på disse kanter.

Et ”indsenderbrev” til ”Fyens Avis” fra et par dage senere fortæller således:

  • I flere Sogne have Friskarebanderne huseret meget slemt. Kliplev, Uge o.a. var ivrig slev.-holst., skjøndt dansktalende, saasom Hellevad o. a. er nu bragt til Sandheds Erkjendelse især af den flinke Hans Kryger fra Bevtoft. Thies Steenholdt er en Bondesøn fra Agerskov Sogn, er rig uden Dannelse og begavet med en stor Portion Forfængelighed. Han kan ikke tale Tydsk, men har dog stillet sig i Forrædernes Række.

 

Udtalelse fra Lundtoft og Vilsbæk

Snart vendtes historiens blad etter engang. Efter nederlaget ved Slesvig den 23. april 1848 blev hele Nordslesvig med undtagelse af Als besat af slesvig-holstenske og tyske tropper. Det danske sindelag forsvandt dog ikke af den grund, men voksede sig snarere stærkere fra dag til dag. Herom vidner en udtalelse fra Lundtoft og Vilsbæk fra sommeren 1848:

  • Hvorfor er denne for os saa skadelige og truende Kriig opstaaet? Derover har de Tydske og Isærdeleshed de Preussiske Soldater og Offisierer givet os Opklaring: det hedde, at skulle hid for at skaffe os Fihed og hielpe os at afkaste det Aag, som den danske Regiering havde paalagt os, og som vi sukkede under. Men til dres største Forundring fandt de her, hvad de fleste Lande savnede: Velstand saa at sige under alle Klasser i Almindelighed og god Orden. Det er upaatvivlelig, og at denne Regiering siden efter, at den er kommen til Kundskab derom, tænker at handle fredelig imod os. Det haaber vi, da vi veed efter Tidenderne, at den først bød Haanden til en Vaabensilstand, for at der Imidlertid kunde afsluttes en virkelig Fred.

Resten af denne udtalelse fordømmer Thies Steenholdt som den formodede ophavsmand til egnens besættelse af tyske tropper. Hvor naiv opfattelsen af den foreliggende politiske situation end må siges at være, er ønsket om at forblive ved Danmark levende, thi her havde man det bedre end andre steder.

 

Underskriftsindsamling

En adresse, der i oktober 1848 blev sat i omløb i Felsted, Kværs, Rinkenæs, Sønder Hostrup, Varnæs, Vilsbæk, Lundtoft og Gråsten fik i løbet af nogle få dage 830 underskrifter. Den udtaler i virkeligheden et folkeønske i Lundtoft herred:

  • En indlemmelse i Tyskland må anses for den største ulykke, imod hvilken der må protesteres på alle måder. Slesvigerne vil under ingen omstændigheder skilles fra Danmark, og hvis den særlige stilling som slesvigerne ikke kan opretholdes, er en fuldstændig forening med Danmark vort eneste ønske.

 

Sindelaget var vendt

En udvikling fra ”blakket” ligegyldighed til et bevidst til et bevidst dansk sindelag var dermed blevet fuldbyrdet i løbet af året 1848 inden for strøget mellem Aabenraa og Flensborg fjorde.

 

Kilde:

  • Se litteratur Aabenraa
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Sønderjyske Årbøger
  • Sprogforeningens Almanak

 

Hvis du vil vide mere Om 1864 og de slesvigske krige: Se her på www.dengang.dk

  • Slaget ved Brøns
  • Slaget ved Brøns-set med tyske øjne
  • Sandheden om Herman Bang’s Tine
  • G. Monrad – Hvordan var han?
  • G. Monrad – nok engang
  • Sønderborg 1864
  • Tønder-egnen 1814-1848 (1)
  • Tønder-egnen 1848-1951 (2)
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Ulrich-en fysikus fra Tønder
  • Ulrich-en fysikus fra Tønder-endnu mere
  • En avis fra Tønder
  • Minder fra Tønder 1864-1920
  • Soldat i Tønder 1851
  • Apotekeren fra Højer
  • Heltene i Vadehavet
  • Sejren ved Bov
  • Kampen ved Bov-og de slesvigske krige
  • Aabenraa 1848-1851
  • Aabenraa-før prøjserne
  • Kysten ud for Aabenraa 1863-1864
  • Aabenraa 1864
  • Slaget om Als
  • Sønderjylland til Ejderen
  • Istedløven brøler stadig
  • Begik kongen Højforræderi?
  • Rendsborg 1848-1851
  • En landsbydreng fra Møgeltønder
  • En lærer fra Burkal
  • Turen går til Tønder 1862
  • Sprogkampen i Tønder 1851-1864
  • Familie Jürgensens tyske sind
  • Aabenraa omkring 1900
  • En luftskibsbase i Tønder og mange flere

 

Hvis du vil vide mere om denne egn: Så se her på www.dengang.dk :

  • Et pottemageri ved Kliplev
  • Bønder, syd for Aabenraa
  • Ahlefeldt og Søgaard
  • Mysteriet i Ensted
  • Hvor ligger Tumbøl
  • Kliplev Marked
  • Bryllup i Varnæs
  • Urnehoved, et tingsted syd for Aabenraa
  • Mere om urnehoved
  • Fra Bjerndrup til Hellevad
  • Fra Varnæs til Felsted
  • Kirker syd for Aabenraa
  • Folk syd for Aabenraa
  • Syd for Aabenraa og mange flere

Lendemark og Omegn

December 15, 2017

Lendemark og Omegn

Vi skal høre om Lendemark, Bylderup, Sottrup og lidt uden for nummer, Aventoft.

Under en bustur fra Tinglev til Tønder, kom undertegnede i tanke om hvordan livet på denne egn for mange år siden havde udfoldet sig. Ja vi skal da også lige besøge en meget omtalt pastor Braren. Og så troede man, at der gik en farlig rovmorder fri i Sottrup. Vi tager også postvognen til Aventoft. Her følte de sig lidt bedre end andre. En dampplov vakte opmærksomhed.

 

En bustur fra Tinglev til Tønder

Der er sket noget på Tinglev Banegård siden sidst, jeg var der. Nu skulle man op af trapper på en meget overdimensioneret overgang, og så ned igen. Fantastik at bussen til Tønder holdt og ventede. Ja tænk engang, den kommer helt fra Aabenraa og skal over Tinglev for at komme Dengang kunne man tage bussen direkte fra Aabenraa til Tønder. Fantastisk at rejsekortet fungerer her.

Siden sidst er bageren også lukket og sikkert også flere butikker. Men over for Tinglev Banegård gik vi til bal. Det gør man ikke mere. Men Nachschule ligger her stadig. Der holdt jeg engang et foredrag på sønderjysk/dansk og tysk vel nærmest for at provokere. Reaktionen af foredraget var forventelig. Den ene halvdel var begejstret. Den anden halvdel nærmest buhede mig ud. Ja det handlede om det tyske skolevæsen i Sønderjylland.

Men når man nu sidder i sådan en bus på vej til sine fødeby, så er der rigelig med tid til at fundere over det landskab man kørte forbi. Og egentlig har man jo skrevet om meget af det før, men det kan jo være, at man har glemt noget.

 

Hvordan levede man dengang?

Hvordan var livet egentlig herude dengang for mange år siden? Ja nu var bussen i mellemtiden nået til Lendemark.

 

Lendemark-dengang

Dengang i 1890 bestod landsbyen Lendemark af seks mellemstore gårde. Den største af dem var sognets præstegård. Ejerne af disse gårde var byens førende og ledende personer. Den øvrige del af befolkningen bestod af kådnere, små håndværkere, som tækkemænd, skomager, glarmestre, bødker, snedker, skrædder, købmand. Ved siden af deres erhverv, ja så var de daglejere på gårdene.

Det var en klar linje mellem bønder og småfolk. Man bliver præget af de mennesker, man vokser op med. Man bliver præget af sproget og af de skikke, der hersker.

Slogsåen snor sig endnu gennem det ret frodige engdrag. Kigger man i gamle dokumenter, så beskrives Lendemarks bymark således:

  • Jorden er sandet, engene er ret gode, men dækker ikke behovet, der er ingen skov ej heller mosearealer.

 

En dampplov

Omkring 1900 blev der foretaget nogle foranstaltninger med henblik på en mere rationel udnyttelse af jordene. Da kom dampploven og trak sine dybe furer gennem hedearealerne, for at de efter en række år kunne være tjenelige til granbevoksning.

Dampploven var et dengang et meget beundret teknisk vidunder, der tiltrak mange besøgende. Den bestod af en stor dybtgående plov, der ved hjælp af et kraftig kæde var fastgjort til to dampmaskiner. Disse maskiner blev placeret ved hver sin ende af det hedestykke, der agtedes pløjet og trak således ploven gennem arealet frem og tilbage.

 

Her gik storken

Omkring 1910 tilhørte en lille mergelbane på tipvogne mergel fra lejet i Lund til de lette jorder for at fremme en mere frugtbar vækst.

Her har man fisket og badet i åen. Og det var almindeligt dengang, at storken spankulerede i engene efter mad til sine unger i reden på Christian Petersens gård i Bylderup. Om vinteren var det rig mulighed for at løbe på skøjter på de oversvømmede områder.

 

Den stakkels musikere

Vi passerer også Rørkær, hvor den privilegerede musikker, ”Dresen” boede. Jo han var berømt. Ja om en anden musiker, der en nat spillede op til dans i en rejsestald i Hajstrup Kro hed det sig, at han fik kulde i sine fødder i en grad at fødderne og underkroppen blev følelsesløse. Han måtte holde sengen og døde kun 56 år gammel.

 

Tag kransen ned

Jo også i Lendemark mærkede man det nationale. Således befalede gendarmen, at tage de rød/hvide kranse ned til rejsegildet.

Konkurrencen var stor. Også for de små købmænd i landsbyerne. Således rejste købmænd fra Tønder rundt og tog imod bestillinger til en langt billigere pris end de lokale købmænd kunne levere deres varer til.

 

Den dansksindede møller

Her var en trælasthandler Peter Hansen Petersen også kaldet Peter Bødker. Her var også en mølle og oppe fra toppen af denne var der en dejlig udsigt over Bylderup og Lendemark. I 1902 købte Jes N. Jacobsen møllen. Han kom til at betyde meget for danskheden i Bylderup Sogn.

 

Pastor Braren indkaldt til møde

Jo her foregik også mange kristne møder. Og herfra blev der også startet en afholdsforening. I 1909 skulle der afholdes et afholdsmøde på Bylderup Kirkekro. Der var kommet mange deltagere. Gendarmen konstaterede efter lovens forskrifter, at salen ikke var stor nok. Halvdelen af mødedeltagerne skulle forlade salen. Disse opholdt sig så i skænkestuen, mens lærer Lorenzen fra Ballum, der var mødets taler, holdt sit foredrag.

Efter lærer Lorenzen skulle pastor Braren fra Bylderup tale. Han nægtede at tale under polititrussel og indbød hele forsamlingen med over i præstegården, hvor gendarmen ikke havde noget at sige.

Dette indbragte bagefter pastor Braren en tilsigelse om et møde hos landråden. Han blev spurgt om, hvorfor han havde handlet således. Han havde svaret, at han ikke kunne acceptere tyskernes optræden over for danskerne. Landråden havde svaret:

  • Das kann ich auch nicht.

 

Småfolk og storbønder

En nat brændte stuehuset hos Peter Bødker. Kusken her hed Jørgen Peter Eiffert. Han var kendt viden om, for han kom kørende med kul, træ og andre ting. Han var også kendt som Lendemarks største cykelrytter. Det tog ham ellers lang tid at lære at cykle.

Her lå også en trelænget slægtsgård tilhørende Rasmus Carl Eschelsen. Og de havde både tjenestekarl og tjenestepige. Men en dag skete der noget frygteligt herover. Tjenestepigen hængte sig nede i vognporten.

I byen boede også kådner Emil Peter Petersen. Han handlede med fisk og var en fin fyr, hvis ikke lige, at han drak, for så blev han meget voldsom.

Præstegården var også vigtig for byen. Omkring 1893 var der her Pastor Bahnsen, der regerede. Og i 1894 indtog en ny pastor gården. Han hed Simonsen.

Der var også et hus, som i ældre tid havde tilhørt præstgården. Her boede Thomas Snedker. Han var far til Peter Bødker. Her fik børnene altid franskbrød med honning.

 

Ringorme fjernes ved fuldmåne

Ja her var også forten, Den blev tidligere brugt til at vande kreaturer. Men her nede ved åen var det en fortræffelig legplads. Øst for lå Carl Johan Lorenzens hus med værksted. Han var bødker og blev derfor kaldt Carl Bødker. Jo og hans kone, Line kunne fjerne ringorme. Det skulle gøres under fuldmåne, hvortil man fremsagde en bestemt remse.

De havde en hund, der hed Bismarck, men den lignede dog ikke ham. Og Carl Bødker kunne både klippe hår og ordne træsko. Han leverede også smørdritler til Bylderup Bov Mejeri.

 

Missionærer i Østasien

I det næste hus boede Matthias Spillemand. I 1898 solgte han huset til Nikolaj Hansen også kaldet Klåj. Og det var med et anseeligt antal børn. Han fungerede mest som daglejer og arbejdede mest omkring Bylderup og Nolde. Klåj og hans familie tilhørte en sekt. De blev anset for at være meget kristne. Et par af deres døtre blev således missionerer i Østasien.

Lidt tilbagetrukket fra landevejen lå et gammelt hus. Her boede Hans Christian Sørensen og hans kone Karoline. Han var arbejdsmand og hans kone var kagekone. En gang om ugen, gik hun fra hus til hus med en stor kurv. Hun solgte brød og kager for bager Andersen i Bylderup.

 

Mælkemand med træben

På byens nordlige side lå Jørgen Asmussen Sørensens gård. Det var efter præstegården byens største gård. Det næste hus tilhørte banevogter Adam Horn. Han var fra Hessen. De havde en sindssyg søn, som for det meste opholdt sig i et lille rum ved siden af køkkenet. Og en datter, Anna havde et træben.

Senere boede Nis Spillemand i huset. Han var mælkekusk og havde også træben, men det hindrede ham ikke i at hoppe op og ned ad mælkevognen.

Ja så var der også en tidligere smedje, senere farveri på nordsiden af vejen. Nabohuset var Peter Damgaard Iversens kådnersted.

 

Den gamle kro

På vejens sydside lå den gamle kro. Det var en middelalderlig bygning med lav dør, små vinduer, lavloftede stuer og ældgammelt inventar. Det lå helt op til landevejen uden have. Jes Christian Christensen var dengang enehersker på kroen. Sønnen Peter Boysen Christensen passede landbruget i mark og stald.

De var begge enkemænd og skiftende husbestyrerinder klarede husholdingen, indtil døtrene kunne overtage dette. Men krovirksomheden gav næppe stort overskud. Den gamle kromand døde i 1913 og dermed ophørte krovirksomheden.

Man kærnede selv smørret. Og der blev lavet mad fra et åbent ildsted. I 1930 nedbrændte den gamle kro fuldstændig med alt indbo. Gården blev opført på ny i toften nord for landevejen.

 

Danske børneblade

Nabogården til kroen tilhørte Johann Philipp Johannsen. Han var kommuneforstander. Og så er vi vel nået til det sidste hus i byen. Det var et såkaldt fæste-kådnersted. Det tilhørte skomager Asmus Hansen. Han overtog det i 1892 af faderen. Han blev kaldt for Rasmus Kollunder, vel sagtens fordi hans farfar var fra Kollund.

Jo Rasmus var populær hos børnene. Han havde danske børneblade. Så kunne man jo lære dansk på den måde, for i skolen blev der på det tidspunkt ikke undervist i det.

 

Den store og Den lille skole

Skolevejen gik forbi købmanden i Lendemark over engdraget og broen over Slogsåen til Bylderup skole. I blæst og dårligt vejr var det sikkert en lang vej til Bylderup Skole. Men børnene fra Sottrupmark og Frestrup havde endnu længere.

Skolen havde to klasser – den store skole og den lille skole. I hvert lokale var der en stor kakkelovn. I den ene ende af legepladsen var der bygget en retirade.

Der var hele to skoler i Bylderup sogn. Der var nemlig også en en-klasset skole i Bredevad. Børnene fra Duborg gik i skole i Terkelsbøl.

Skolesproget var tysk, selv om hjemmesproget var dansk. Og det var nu heller ikke alle, der forstod det tyske sprog.

 

”Es ist vollbracht”

Der kom en lærer, der boede i Stemmild. Og han blev transporteret på en velocipede. Denne blev meget beundret af eleverne. Senere blev der dog indrettet et loftværelse til læreren på skolen. Jo han var meget populær. Men en gang imellem måtte han bruge stokken for at få respekt.

Han blev gift med bagermesterens datter. Han døde i 1927 i Kastelruh i Sydtyrol under et rekreationsophold. Han ligger begravet i et hjørne af denne bys katolske kirkegård. På gravstenen står:

  • Es ist vollbracht

Kejserens fødselsdag og Sedanfesten den 2. september i anledningen af sejren over franskmændene i 1871 blev fejret på skolerne.

 

En autoritær degn

Degnen i den store skole var autoritær, men forsøgte at gøre undervisningen spændende. Når det var godt vejr, kunne han godt finde på at foreslå en spadseretur. Men det var først efter at ti-toget fra Tønder var kommet, idet kredsskoleinspektøren plejede at komme med dette tog, når der kom uanmeldt revision. Han skulle jo helst træffe alle hjemme.

 

Pastor Braren – nok engang

En præst, som vi tidligere i vores artikler har nævnt flere gange er Pastor Jürgen Braren. Han kom til Bylderup i 1907. Han var ugift, da han kom til byen. Derfor søgte han en husbestyrerinde. Braren spurgte sin mor, hvem af de to, der havde søgt, som han skulle tage. Hun svarede, at det skulle være hende fra København. For det kunne da tænkes, at damen ville gifte sig med ham.

 

Mor bestemte, hvem der skulle være kone

Og sådan blev det så. Frøken Elisabeth Mynster blev hans husbestyrerinde. Hendes far havde været præst i Ladelund i Sydslesvig, faktisk ikke særlig langt fra Bylderup. Han var en af de præster, der blev afsat efter 1864. Denne begivenhed havde sat sit præg på Frøken Mynster. Hun var ingen ven af tyskerne.

Det var ingen andre end Braren, der havde søgt stillingen i Bylderup. Det var dengang stor præstemangel. Braren holdt sin ”opstillingsprædiken” den 1. januar 1907. Man samledes til nationale fester på kroen og i hjemmene. Andre steder i sognet festede tyskerne.

 

Braren fik både danske og tyske venner

Braren fik venner både blandt tyskerne og danskerne. Han påtalte de tyske myndigheders foranstaltninger. Tyskerne havde en eftermiddags-gudstjeneste om måneden. Den var ikke ret godt besøgt. De dansksprogede gudstjenester blev derimod mere og mere besøgt, ikke mindst af unge.

Pastor Braren startede et kor, hvor man indøvede danske salmer. Pastoren regnede sig ikke som tilhørende Indre Mission, men han stod den ret nær. Han skrev dog ikke artikler til deres blad. I 1912 flyttede pastor Braren til Åstrup. Her adopterede han en lille pige, Johanne den pige som kongen red over grænsen med. Dette har vi også tidligere beskrevet i en artikel.

Brarens tid i Højer har vi også tidligere beskrevet.

 

Gårdmændene fra Sottrup

Fra Sottrup kom de altid i kirke både i godt og dårligt vejr. Der var altid fart på. De havde jo nok at se til. Jo de kom altid til fods. Gårdmændene fra Bredevad kom altid med hestevogn.

Man sagde om Sottrup, at det var en ret udsvævende by. Men man oprettede dog en ”vis kirkelighed”. Men byens kro var nu ret flittig besøgt. Der var desværre også en del konkurser og en dårlig økonomi. Dette gik ud over moral og helbredstilstand.

Det var i 1880 og 1890 mens pastor Bahnsen var sognepræst i Bylderup, at der gik en kirkelig vækkelse over Sønderjylland. Dette resulterede måske i det skilt, der blev sat op i krostuen i Sottrup:

  • I mit hus du ej bande må

Men hel’re ud af døren gå,

Det hører Gud i Himmerig

Og straffer både dig og mig

 

Kirkeflokken fra Sottrup voksede

Jo, kirkeflokken fra Sottrup voksede og i 1905 blev der bygget et missionshus. Og kromanden fra Sottrup, Hans Schmidt blev i 1904 bestyrer af det nyoprettede missionshotel i Tønder.

Nej den bus, som jeg sad i, kører ikke til Sottrup. Men byen ligger vel ikke mere end 3 kilometer fra Lendemark. Skulle man hertil dengang skulle man gå over markstier, om sommeren var det gennem kornmarker.

Mads Mahler fra Øster Højst hentede i flere dage om ugen gods på Bylderup-Bov station og kørte til Sottrup. Og hver morgen kom postvognen forbi stationen og kørte posten til Øster-Højst. Om aftenen dukkede den frem igen for at nå sekstoget.

 

En berygtet og frygtet rovmorder

En berygtet og frygtet rovmorder Peter Ludvigsen blev i 1894 eftersøgt af politiet. Der var lovet 500 mark for hans pågribelse. Man mente at man havde set ham på egnen. Men nu blev enhver, som man ikke kendte i forvejen mistænkt.

Også en landstryger, der kom til byen og tiggede om en mellemmad blev anset for at være den mistænkte. Nu blev der så taget kontakt til byens stærkeste person, Jep Sørensen. Også en tidligere dragon, Peter Hald blev kontaktet.

Da han blev anholdt, sagde han, at han var overvagtmester fra Tønder og protesterede vildt og voldsomt. Også kommuneforstanderen, der blev hidkaldt, lod sig ikke overbevise om mandens identitet.

Kromanden Hans Schmidt sendte sin tjenestekarl til Ravsted for at hente gendarmen. Da denne så den formodede morder, klappede han støvlehælene sammen og hilste stramt med et:

  • Guten Tag Herr Oberwachtmeister!

 

Frikendt for retten

Men her stoppede sagen nu ikke. For mændene fra Sottrup måtte for retten. De blev anklaget for frihedsberøvelse over for en tjenestemand i funktion. De blev dog frikendt. Dommeren anså, at de havde handlet i god tro.

Og så kører ”Den gamle Redaktør” ind i Tønder. Lidt senere er vi ved rutebilstationen, hvorfra der dengang fra Tønder Øst gik tog til Tinglev.

Et lille stykke derfra, oppe i Østergade ud for ”Den Gamle Redaktørs fødested” afgik der en postvogn til Nykirke via Aventoft syd for grænsen i dag

 

Aventoft

I Aventoft snakkede de lidt mærkelig. De sagde ”tug” i stedet for to. Og de sagde ”svort” i stedet for sort. De gik for at være lidt særpræget og selvbevidst. Byen lå også på en slags hallig. På den ene side grænsede den op til den rige marsk. Bønderne herfra kom, når der var markedsdag i Tønder kørende gennem Aventoft.

På den anden side var heden, hvor de fattige børn ved juletid gik rundt med deres rumlepotter for at bede om en lille gave. Men søområderne mod syd og Vidåen mod nord har sikkert sat en grænse med hensyn til naboskab.

Man kunne køre med postvogn fra Tønder til Aventoft. Den fortsatte til Nykirke. Jo den startede fra Lorenz Andresens Kro i Østergade. Det var senere møbelhandler Stahlberg, og her er ”Den Gamle Redaktør” født.

 

Kalkuner ved kroen

Dengang havde de ved kroen ved Møllehus inden broen over Vidåen, kalkuner der angreb de vejfarende. Jo, det var en fiskerby, Aventoft. Man kunne høre dem tidlig om morgenen starte deres arbejde. Der var vel kun 4-5 landbrug i byen. Her var masser af enge. Disse var omgivet af høje rørskove ned til søen. Disse holdt vinden ude. Hestene kunne man slet ikke bruge her. Det var ret besværligt at få bjærget høet. Ofte måtte man bruge både.

Om vinteren var mange af engene oversvømmede. Den vand man brugte i husholdningen tog man fra grøfterne.

Befolkningen talte dansk, kun få talte frisisk. Med præsten og læreren talte man tysk. Men ellers blev de nationale problemer ikke diskuteret herude. Man følte sig faktisk som lidt mere. Både i skole og kirke var sproget tysk. Men hvis en aventofter bare kom og talte tysk, så blev han anset for at ville gøre sig til mere, end han var.

 

Æ væddesejlen på Rudbøl Sø

Højdepunktet dengang var nok ”æ væddesejlen” på Rudbøl Sø. Denne kapsejlads blev afholdt i pinsen. Den tiltrak mange mennesker, af hvilke mange kom sejlende i deres egne både. Andre kom kørende med hestevogn.

Hjuldamperen ”Sylt”, der ellers sejlede mellem Højer Sluse og øen Sild blev taget ud af den normale rute for at sejle mellem Højer Sluse og Rudbøl Sø. Dens skorsten kunne lægges ned, så fartøjet kunne sejle under broerne.

Selve ”væddesejladsen” varede nok et par timer. Men dette var kun en del af et stort forlystelsesprogram. Det var en slags folkefest.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Tønder
  • Sønderjyske Årbøger
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Andresen: Den gamle Landmåler fortæller

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk :

  • Den sure præst fra Højer
  • Højer Kirke
  • Pigen fra Højer
  • Syd for Tønder
  • Aventoft-Byen ved Grænsen
  • Post til Øster Højst
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Kz-lejren Ladelund
  • Moral og etik i Slogs Herred
  • Øst for Tønder
  • Grøngård-et forsvundet jagtslot
  • Lærer i Burkal
  • Avlsgården Grøngård-endnu mere
  • Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Så kom der post til Rørkær
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt
  • Emmerske ved Tønder
  • Hestholm-syd for Tønder
  • Hostrup, Jejsing og Præsten
  • Bylderup Sogn
  • Præsten fra Bylderup Sogn
  • Sheriffen fra Tinglev
  • Folk i Tinglev
  • Mere om Tinglev og Omegn-dengang
  • Tinglev og Omegn-dengang
  • Modstand i Tinglev
  • Langs Grænsen
  • Emil Noldes liv – vest på
  • Vadehavets maler-Emil Nolde
  • Solvig-en herregård i Slogs Herred og mange flere

Et Mindretal under Besættelsen

December 14, 2017

Et mindretal under Besættelsen

Vi kigger på mindretallets politiske situation iflg. Werner Best. Mindretallet forsøgte at fremhæve grænsespørgsmålet. Lovede tyskerne dem noget? Ja grænsen var til debat mange gange. Nazismen gik sin sejrsgang i mindretallet. Her herskede konservativ nationalisme. Gauleiter Lohse forsøgte også at bestemme i Nordslesvig. Den 9. april blev Jens Møller tilskyndet til at afgive loyalitetserklæring. Mindretal frygtede befolkningsudflytning. Stemningen vendte op og ned. Og så bebudede Jens Møller indkøb af Hagekors-flag. Tyske erhvervsfolk klagede over boykot og anden chikane. Renthe-Fink tog situationen alvorlig og svang med sablen. Chr. Paysen ville samarbejde med DNSAP. Manipulation med tal fra Mindretallet. Jens Møller blev truet med fyring. Gesandtskabet ville ikke blande sig m.h.t. Liefergemeinschaft. Så kaldte Nationaltidende SK for borgerkrigshær. Dette udløste krise. De rige hjemmetyskere undslog sig Waffen SS.

 

Det tyske mindretals politiske situation

Werner Best gav i 1947 en sammenfattende vurdering af det tyske mindretals politiske situation under besættelsen. Han skriver bl.a.:

  • Der ”opstod hos folkegruppen en overeksponeret offervilje over for det tyske moderfolk. Denne offervilje er på den mest hensynsløse måde blevet udnyttet af de interesserede rigstyske myndigheder….
  • Ledelsen af den tyske folkegruppe var altså kun ved de første foranstaltninger, den traf med henblik på folkegruppens krigsindsats, relativ fri (relativ, fordi også situationen i 1940 indebar en stærk-fremfor alt politisk og psykologisk-tvang). Fra da af befandt den sig i en faktisk afhængighed, som tvang den til at opfatte ethvert ønske fra myndighedernes side, som en befaling til at udføre det som sådan, hvis ikke de handlende personer ville udsætte sig for de alvorligste sanktioner”

 

Man forsøgte at fremhæve grænsespørgsmålet

Men konklusionen er vel ikke helt rigtig. Den rammer måske de sidste par år, men ikke de første år. Det tyske Mindretal forsøgte, at gøre grænsespørgsmålet til et afgørende spørgsmål. Man ville også skaffe den tyske del af befolkningen en begunstiget retsstilling i det danske samfund.

 

Lovede tyskerne noget?

Spørgsmålet er om de tyske myndigheder lovede Mindretallet noget eller om de groft udnyttede Mindretallets imødekommenhed. Hvor langt ville tyskerne gå for at opfylde Mindretallets ønsker? Var hvervningen til Waffen SS betinget af noget?

 

Hvad nu med arkiverne?

Ja det kan være vanskeligt at få besvaret. Tyskernes eget arkiv, der kunne have besvaret disse spørgsmål blev destrueret kort før den tyske kapitulation i foråret 1945. Men ifølge den Parlamentariske Kommission undgik visse dele destruktion. Men i det gamle DDR i ”Deutsche Stiftungs arkiv” kunne der ligge noget interessant. Også i Auswärtiges Amt og Volksdeutsche Mittelstelle kunne der ligge noget. Men sidstnævnte arkiv er også gået tabt, hedder det sig fra officiel side.

Hvad så med arkivet fra det tyske konsulat i Aabenraa? I hvert fald er arkiverne fra Gesandtskabet i København gået tabt.

 

Grænsen til debat flere gange

Delingen af Slesvig med grænsedragningen førte ikke til, at der endelig blev sat en punktum for de nationale stridigheder. I årene efter 1920 blev et tysk mindretal organiseret i landsdelen. Efterhånden var det også med økonomisk støtte fra Berlin.

Hovedpunktet var grænsedragningen. Det blev første gang formuleret, da Slesvigske Vælgerforening blev dannet. I Mellemkrigstiden kom dette spørgsmål op at vende talrige gange med vekslende hyppighed og styrke.

 

Tyskheden var stærk i byerne

Tyskheden havde svært ved at få fodfæste i de nordlige egne. Den stod betydelig stærkere i byerne og de sydlige strøg. Pastor Schmidt krævede kulturel autonomi. Man skulle selv være den øverste myndighed i skole- og kirkespørgsmål, foreslog han.

Man oprettede tyske privatskoler og vi også tidligere beskrevet Kreditanstalt Vogelgesang. Tre mindre tyske lokalblade blev sammenlagt i Nordschleswigsche Zeitung. Vi har tidligere beskrevet det tyske lokalblad i Tønder.

 

Nazismen gik sin sejrsgang

I årene 1933-1938 gik nazismen sin sejrsgang i den tysksindede del af Nordslesvigs befolkning. Det skal ikke forstås sådan at alle i mindretallet tilsluttede sig nazismen, men næsten alle organisationer blev i større eller mindre grad nazistisk kontrolleret.

Dette skete dog ikke uden en masse interne brydninger. Den gamle lederskikkelse Pastor Schmidt forsøgte at bevare sin position i konkurrence med forskellige rivaliserende fører-emner.

En foreløbig afklaring indtrådte i juli 1935, da man dannede Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei Nordschleswig forkortet NSDAP-N. Men først i 1938 gav den rivaliserende konkurrent endegyldigt op.

 

Jens Møller og Peter Larsen

Dyrlæge Jens Møller fra Gråsten blev på et forholdsvis sent tidspunkt ført frem som kompromis-kandidat. Han har næppe været nogen politisk stærk mand. Utvivlsomt har han haft betydelige vanskeligheder ved at leve op til de krav som førerrollen førte med sig.

Ved siden af havde han lederen af ”Organisationsamt”. Det var den tidligere overløjtnant Peter Larsen. Han havde et iltert, aktivistisk gemyt. Dertil kom fra 1937 den mere forsigtige Rudolf Stehr. Han blev leder af ”Amt für Presse und Propaganda” og ”Amt für Agrarpolitik”.

 

Konservativ nationalisme

Det har sikkert haft betydning for mindretallet, at man fik økonomisk støtte syd fra. Men det er vel heller ikke uden betydning, at der i mindretallet var fremherskende konservativ nationalisme.

Uden tvivl så har nazificeringen sat skub i mindretallets organisatoriske arbejde. Det gav sig udslag i grundlæggelse af nye organisationer. Og i tidsrummet fra 1920-1939 fordoblede Slesvigsk Parti således sin vælgertilslutning. Man fik også en fremgang fra 9,9 pct. til 14,6 pct. af samtlige stemmer i landsdelen.

Man kørte meget på ”Heim ins Reich”. Således også til Folketingsvalget i 1939.

 

Gauleiter Lohse ville også bestemme nord på

Hitler viste i årene 1933-1937 kun ringe interesse for det grænsepolitiske arbejde. Han undgik at lade sig inddrage i de interne opgør i de forskellige tyske mindretal i Europa. Ledelsen af det grænsepolitiske arbejde overlod han i sommeren 1933 til sin stedfortræder Rudolf Hess. For at koordinere arbejdet oprettede man Volksdeutcher Rat. Men egentlig var det SS-Standartenführer Behrens, der satte gang i de tyske mindretal.

Det er muligt, at det var denne, der satte den nazistiske ledelse i Slesvig-Holsten med Gauleiter Lohse på plads. Denne ville nemlig gerne have indflydelse i Nordslesvig.

 

Der blev grebet ind over for Mindretallet

Fra det tyske konsulat i Aabenraa, hvor også mindretallets ledelse var placeret, gik en konstant strøm af informationer til København og videre til Berlin.

I det urolige år 1939 måtte Auswärtiges Amt ved adskillige lejligheder gribe ind for Mindretallets ledelse. Her blev det gjort klart over for Jens Møller, at Mindretallet ikke måtte føre en politik, der belastede Tysklands forhold til de skandinaviske lande.

Fra Berlin forlangte man, at Jens Møller afgav loyalitetserklæring over for den danske stat ellers kunne han miste sin stilling. Derfor indrykkede han en loyalitetserklæring i Nordschleswigsche Zeitung.

 

Tilskyndet til at afgive loyalitetserklæring

Den tyske invasion den 9. april kom som en overraskelse for Det Tyske Mindretal. Ja man hæfter sig meget ved, at Jens Møller over for politimesteren i Aabenraa havde sagt, at han havde vidst det i tre dage. Men sønderjyder med kontakt syd på vidste nu godt, hvad der var i gærde. Man vidste, at her var et anseeligt opbud af soldater og materiel.

Allerede dagen efter manede ledelsen til forsigtighed i Nordschlewigsche Zeitung. At Jens Møller og Peter Larsen opsøgte politistation i Aabenraa for at afgive loyalitetserklæring til den danske stat om morgenen den 9. april har nok ikke været af fri vilje. Det har sikkert været tilskyndet af tyske myndigheder for at forhindre optøjer.

Ifølge politimester Agersted var det ikke en reel loyalitetserklæring men et tilsagn om at medvirke til opretholdelse af lov og orden.

 

Mindretallet frygtede befolknings-udflytning

På et tidspunkt opstod der frygt i det tyske mindretal om en befolknings-udflytning, da man erfarede, at en grænserevision ikke var på tale. I hvert fald blev dette spørgsmål taget op i 1944, da man anså en allieret invasion for overhængende. Men denne plan blev dog forpurret af Jens Møller med bistand fra hans gode ven Werner Best.

 

Stemningen vendte op og ned

Skuffelsen i det tyske mindretal var til at få øje på. I 20 år havde de ventet på igen at se tyske soldater i landsdelen. Men stemningskurven i mindretallet fik utvivlsomt et duk nedad. Der skete absolut intet med hensyn til en genindlemmelse.

Men stemningen steg igen, da man efter en kort skoling hos Waffen SS blev sendt tilbage til Nordslesvig og angivelig skulle indsættes i en aktion ved grænsen.

Af og til steg forventningerne til at komme ”Heim ins Reich”. Det hed sig, at man i begyndelsen skulle tage udenrigspolitiske hensyn. Men snart var Frankrig erobret, og så burde man vel ikke mere tage disse hensyn, mente man i mindretallet.

 

Masser af Hagekors-flag

Omkring den 15. juni, der var tyveårsdagen for Nordslesvigs tilbagevenden i Danmark fik rygterne ny næring. På et møde i Tinglev udtalte Jens Møller, at det var forbudt at flage med Hagekorsflag. Og så tilføjede han lige:

  • I hvert fald før den 28. juni.

Og denne dato var Versailles-dagen. Pludselig kom der i den grad gang i handlen med Hagekors-flag. Rygterne gik på, at Jens Møller var taget til Berlin for at forhandle.

 

Tyske erhvervsdrivende klagede

Mindretallet var lige efter den 9. april 1940 begyndt at indsamle informationer om tyske erhvervsdrivende, der følte sig chikaneret af danskere. Dette materiale mente Mindretallet at kunne bruge til at få flyttet grænsen.

Materialet kom da også til at spille en vis rolle. Renthe-Fink gjorde det danske udenrigsministerium opmærksom på disse uheldige forhold. Han anmodede det tyske mindretal om yderligere information om tilfældene, så de danske myndigheder kunne skride ind i hvert enkelt tilfælde. Anmodningen blev prompte efterkommet. Allerede 21. juni var nye anmeldelser klar. Der foreligger en tilsvarende fra oktober.

 

Renthe-Fink tog situationen alvorlig

Meget tyder på at det tyske udenrigsministerium greb ind, da man mente, at mindretallets aktion kunne bringe forhandlingspolitikken i fare. Ja Frits Clausen tog efter krigen æren for at have forhindret et oprør fra det tyske mindretal. Men det kan ikke passe med datoer osv.

Det vides at udenrigsminister P. Munch og Renthe-Fink diskuterede de forskellige problemer i grænselandet. Og det var skoleordningerne, flagningsreglerne og den årligt tilbagevendende hjemmetyske fest på Knivsbjerg.

Ved et møde den 18. juni blev chikanerne og boykotten af de tysksindede virksomheder diskuteret. Repræsentanterne fra Nordslesvig betragtede nu ikke situationen lige så alvorlig som udenrigsministeren. Man blev enige om at forsøge at standse chikanerne og boykotten i et samarbejde mellem borgmestre og handelsforeninger.

 

Var Grænserevision påkrævet?

Normalt er holdningen den, at det nok var det tyske mindretal, der overdrev situationen. Men ifølge redaktør Ernst Schröder i Flensborg skulle Gauleiter Lohse i Kiel have berettet følgende til ham:

  • I Berlin drøfter man ganske vist Nordslesvig-spørgsmålet (Efter Eupen-Malmedy og efter at danskerne er blevet noget frækkere) men spørgsmålet er fuldstændig åbent. Von Grundherr ville indhente oplysninger ”for det tilfælde, at” Jeg har svaret informatorisk på alle spørgsmål

Auswärtiges Amt udfærdigede en redegørelse. Her blev det påpeget, at en grænserevision var påkrævet. I argumentationen påpegede man også den uretfærdighed, der var blevet begået ved Versailles-freden.  Man nævnte de dansksindedes overgreb mod det tyske mindretal samt faren for overgreb, når de tyske tropper blev trukket tilbage.

 

Ledende danskere mangler ”beslutsomhed og mod”.

Den 26. juni havde Renthe-Fink en samtale med Stauning og Munch om problemet. Efter mødet mente Renthe-Fink, at det var beklageligt, at:

  • Ledende danskere manglede ”beslutsomhed og mod” til at tage et initiativ.

Åbenbart havde Scavenius en større forståelse for problemet. Renthe-Fink forventede, at mindretallets problem blev løst i forbindelse med en ”nyordning af Europa”. Dog måtte man forhindre, at hjemmetyske ejendomme gik tabt. Dette kunne gøres ved at undgå, at der kom til tvangsauktioner.

Værnemagten ønskede ro ved den dansk-tyske grænse. Og i oktober 1940 havde Hitler udsendt en ordre om, at der ikke under krigen måtte foretages ændringer i grænserne mellem Gaue, provinser og besatte områder. Dette havde dog ikke specielt noget med de dansk-tyske forhold at gøre.

 

Man ville have Jens Møller til at træde tilbage

I det tyske mindretal var der nu kræfter fremme, der mente, at Jens Møller burde træde tilbage på grund af debatten om grænseflytningen. Der var også kommet frem, at hvervningen af unge hjemmetyskere til Waffen SS var sket under falske forudsætninger.

En kreds omkring den tyske kreditforening i Haderslev, G. Vogelgesang forsøgte at lave en aktion mod partledelsen. Fra Berlin fik man dog stoppet denne aktion.

Jens Møller fortsatte dog med at argumentere for at grænsen skulle ligge ved Kongeåen. Jordkampen fortsatte også. Den var begyndt længe før den 9. april.

En række ledende danske personligheder blev angrebet i ”Unsere Stimme” i Nordscheswigsche Zeitung.

 

Chr. Paysen ville samarbejde med DNSAP

De hjemmetyske kredsleder fra Sæd Chr. Paysen havde fået udgivet en pjece ved hjælp fra SS. Den hed ”Der Nationalsozialismus als Weltanschauung im Grenzland”. Han gik ind for, at mindretallet skulle samarbejde med DNSAP. Og lederen af SS’ s rekrutteringskontor i København forsøgte at satse på Chr. Paysen mod Jens Møller.

Forholdet mellem SS og mindretallet var på dette tidspunkt inde i en alvorlig krise. Og Chr. Paysen blev udelukket fra NSDAP-N for et år.

 

Manipulation med tal

Mindretallet forsøgte også med flere anmeldelser om danske angreb at påvirke de tyske myndigheder til en grænseflytning. Den hjemmetyske lærer dr. P. Kragh forsøgte at manipulere sig frem til en befolkningsstatistisk dokumentation for, at Nordslesvig var så godt som tysk.

 

Jens Møller blev truet med fyring

Den 4. og 5. december 1940 var det tyske mindretal inviteret til møde i Berlin. De var repræsenteret af Jens Møller, P. Larsen, R. Stehr samt ungdomsleder Jef Blume. Her fik mindretallet at vide, at de skulle tilpasse deres politik til den tyske udenrigspolitik. Man skulle arbejde hen mod den ”fællestyske skæbnekamp”.

Og med hensyn til hvervningen til Waffen SS måtte Jens Møller bøje sig. Muligvis har det været under truslen, at så ville man finde en anden leder af det tyske mindretal. Men åbenbart har jens Møller fået afbødet kravet om et egentlig samarbejde med DNSAP. Der skulle kun oprettes en passende forbindelse til dem.

Der skulle dog ske en organisatorisk stramning af mindretallet, der i højere grad end tidligere koncentrerede magten i partilederens hånd. Kanaliseringen af al økonomisk støtte til mindretallet skulle ske gennem partiledelsen.

Det var på dette tidspunkt, at der var planer om en nazistisk magtovertagelse i Danmark med Frits Clausen som regeringsleder.

 

Mindretallet bekymret over DNSAP

Den 15. december sendte Stehr et brev til den tyske konsul, hvori partiledelsen ytrer bekymring om en tilnærmelse til DNSAP. Frits Clausen havde givet udtryk for, at han i Berlin havde fået at vide at grænsen lå fast. Man kunne til trods for instrukserne fra Berlin ikke forholde sig passive over for de danske nazister.

 

Midler til skolebyggeri

Fra Berlin fik mindretallet at vide, at såfremt man overholdt retningslinjerne ville man få tildelt midler til skolebyggeri. Og det var Nationalbanken, der over ”Kronekonto 4” sækkede disse udgifter. I årene 1941-42 blev der bygget ti nye skoler. Og disse var næsten alle uden for tyskhedens normale kærneområde.

 

Gesandtskabet ville ikke skride ind over for leverancer

Mindretallets organisation for tysksindede erhvervsdrivende og arbejdere, Deutsche Berufsgruppen Nordschleswig (DBN) havde formået at skaffe sig en begunstiget position. Ved licitationer af arbejder og leverancer til Værnemagten samt ved formidling af arbejdskraft til både de militære arbejdspladser i Nørrejylland og virksomheder syd for grænsen fik tysksindede nordslesvigere en fortrinsstilling. Og dette benyttede mindretallets ledelse sig af.

Af alle, der gennem DBN fik formidlet ordrer eller arbejde, blev der krævet, at de blandt andet skulle sende deres børn i tysk skole.

De danske myndigheder så med bekymring på denne udvikling. Fra dansk side henstilledes det til de tyske myndigheder at sætte en stopper for dette. Men gesandtskabet ville ikke skride ind over for mindretallet.

 

Mindretallet var godt organiseret

Inden for det kulturelle var mindretallet godt organiseret. Der var fremgang over hele linjen. Man var af den opfattelse, at 90 pct. af mindretallets unge var organiseret i Deutsche Jungenschaft og Deutsche Mädchenschaft.

 

SK udgjorde en fare

Endelig steg medlemstallet i mindretallets SA-lignende halvmilitære organisation Schleswigsche Kameradschaft betydeligt. Her var aldersgrænsen 35 år. Denne organisation modtog ny omvendte nazister. Gang på gang blev uniform- og demonstrationsforbuddet gang på gang overtrådt.

Fra dansk side var man forbeholden over for at gribe ind. Man ville nødig krænke Hitlers og Tysklands ære. Men midt i juni, da det danske politi skulle afhente et medlem af NSDAP-N til afsoning af en fængselsstraf for selvtægt mod en dansker, der havde krænket føreren, forhindrede SK-medlemmer dette.

  1. Larsen overtog ledelsen og SK skulle være en militærisk organisation. Den 12. august indrykkede han en annonce, at geværer skulle medtages til et førerkursus i Tinglev. Dette medførte forhandlinger mellem danske og tyske myndigheder i København. Også den sønderjyske politiadjudant havde advaret mod en farlig udvikling.

 

Nationaltidende berettede om en Borgerkrigshær

Renthe-Fink greb nu egenhændigt ind og aflyste førerkurset. Men samtidig henstillede denne til at man lempede demonstrations- og uniformeringsforbuddet. Samtidig gengav Nationaltidende en artikel fra Hejmdal, hvor SK blev karakteriseres som en borgerkrigshær.

Nu mente man fra tysk side, at regeringen skulle skride ind for denne benævnelse. Men det ville regeringen nu ikke uden videre. Det var først da Renthe-Fink truede med sablen, at de gav efter. Han antydede, at sagen kunne få ubehagelige følger, hvor en grænsedragning kunne komme i betragtning.

Fra dansk side havde man tilladt uniformering på lukkede møder og ved parader på seks specificerede festdage. Derudover kunne i andre offentlige møder op til tyve deltagere bære uniform.

 

Det skulle lyde som en sejr

I et ”skolingsbrev” fra SK omkring årsskiftet 1941-42 fastlog man, at SK-aftalen var et vidnesbyrd om at den danske stat for første gang havde anerkendt, at ”vort nationale livs særlige former må ligge uden for en demokratisk stats lovlige rammer”.

Det var en gang vaklen på den ene side at angribe aftalen for at lægge snærende bånd på SK’ s udfoldelsesmuligheder og på den anden side i den interne propaganda udlægge den som en stor sejr. Dette viser klart, at partiledelsen var trængt mellem de menige medlemmers aktivisme og tyske myndigheders krav om moderation.

 

Falske informationer fra Jens Møller

I forbindelsen med hvervingen til Waffen SS kom Jens Møller flere gange ind på grænsespørgsmålet. Han forsøgte at antyde, at de frivillige gennem deres indsats ved fronterne sikrede Nordslesvig genindlemmelse i Nordslesvig.

Da den danske presse gengav dette, måtte Renthe-Fink atter engang irettesætte Jens Møller. Og i vinteren 1942 fjernede Auswärtiges Amt passager i en annonce, som Jens Møller ville indrykke i Nordschlewigsche Zeitung.

 

Udsigten til tysk sejr svandt

Man havde regnet med, at krigen mod Sovjet var hurtig overstået. Indkaldelsen af frivillige til Waffen SS gjorde et stort indhug blandt de yngre. Fra vinteren 1943 erkendte man at udsigten til en tysk sejr blev ringere og ringere.

Troen på en genforening med Tyskland havde været alfa og omega i opbygningen af mindretallet i en grad, så man ikke havde kunnet forestille sig en organiseret tyskhed i Nordslesvig uden denne målsætning. Nazificeringen havde ladet mindretallet op med en utålmodig aktivisme. Nu måtte det da være Nordslesvigs tur til at vende ”heim ins Reich”.

 

1.700 mand til Zeitfreiwilligendienst

Der meldte sig ca. 1.700 mand til Zeitfreiwilligendienst (tidsfrivillige). Initiativet til oprettelsen af Zeitfreiwilligendienst blev taget af mindretallets ledelse. Efter krigen blev dette dog bestridt af både Jens Møller og P. Larsen. Man henviste til general v. Hanneken, der havde ønsker om at få sit beredskab styrket. Man begyndte at hive nye medlemmer til sig inden der egentlig var kommet tilladelse til oprettelsen fra Himmler og Ribbentrop.

Da nogle af disse tidsfrivillige blev brugt ved indførelsen af den militære undtagelsestilstand den 29. august 1943 protesterede mindretallets ledelse.

 

Mange hjemmetyskere undslog sig

Forklaringen på oprettelse af dette korps skal nok ses i lyset af, at Jens Møller havde så godt som forpligtet alle tysksindede nordslesvigere, der overhovedet kunne at melde sig til Waffen SS. Men der var mange, der undslog sig. Det var måske stemning for at ekskludere disse. Man kunne nu bruge dette korps mod de genstridige.

Egentlig var der kun 2.162 fra det tyske mindretal, der meldte sig til militære opgaver i eller uden for Waffen SS.

Det var som om, at det var de velbjærgede hjemmestyskere, der undlod at melde sig.

 

Mindretallet overtog mere og mere magt

Mindretallet overtog mere og mere magt. De overtog også administrationen af samtlige tyske privatskoler i Nordslesvig. De kommunale tyske skoleafdelinger var stadigvæk underlagt de danske skolemyndigheder. Men målet var i vid udstrækning som muligt at frigøre dem fra dansk administrativt opsyn for selv at sikre sig en større kontrol med dem.

 

Liefergemeinschaft havde stor succes

Også de tyske erhvervsdrivende kom i snævrere forbindelse med partiledelsen. Det gælder først og fremmest handlende og håndværkere, men i mindre grad også landmænd.

For de førstnævntes vedkommende havde partiet allerede før besættelsen i den tilsluttede organisation Deutsche Berufsgruppen Nordschleswig en forening, men den synes ikke at have stor tilslutning. Man frygtede angivelig at miste deres danske kunder, når de tilsluttede sig.

Men kort efter den 9. april oprettede man Liefergemeinschaft. Man kunne så skaffe sine medlemmer fordelagtige leverancer til Værnemagten og så kom der ellers gang i ansøgninger om optagelser. Det gav et stort overskud til Liefergemeinschaft og til det tyske mindretal. Og Vogelgesang har vi tidligere skrevet om.

Det tyske mindretal fik også et kontor i København bl.a. takket være det gode forhold til Werner Best.

 

Selbstschutz

Da Selbstschutz blev oprettet mente Günrher Pancke, at de skulle have politimæssige beføjelser. Men det var Stehr og Jens Møller imod. Ved flere aktioner gik de ud over de beføjelser, som man med rimlighed kunne tiltænke et fabriksværn.

Da der blev fremsat bombetrusler mod en skole i Kruså tog man på egen hånd fem danskere som gidsler til at overnatte i skolen.

 

Mindretallet varetog Berlins interesser

Partledelsen kom i højere grad til at varetage Berlins interesser i Nordslesvig and den repræsenterede folkedelens krav over for de tyske myndigheder. Der fandtes ingen opposition i mindretallet. Masser af misstemninger var der på begge fløje.

Konsul Lanwer i Aabenraa var helt på mindretallets side. Men han fik en næse af Renthe-Fink. Om det var derfor, at han gik til Jens Møller, og bad ham stoppe klummen ”Unsere Stimme” i Nordschleswigsche Zeitung, vides ikke. Har blev ledende danskere i den grad angrebet.

 

Kilde:

  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
  • Artikler på www.dengang.dk
  • Johan Peter Noack: Det tyske mindretal i Nordslesvig under besættelsen
  • Niels Alkil m.fl.: Besættelsestidens Fakta 1-2
  • Karl O. Christiansen: Landssvigerkriminaliteten i sociologisk belysning 1-2
  • Troels Fink: Sønderjylland siden Genforeningen 1922
  • Aage Friis: Danmark under verdenskrig og besættelse 1-5
  • Ernst Siegfried Hansen: Disteln am Wege
  • Ernst Siegfried Hansen: Kurier der Heimat
  • Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen
  • Harboe Kardel: Fünf Jahrzehnte in Norschleswig
  • Jacob Kronika: Lys i mørket
  • Kaj Edvard Larsen: Fra en stormfuld tid. De sønderjyske danske samfunds historier
  • Munch: Erindringer 1939-42, Optegnelser fra og om besættelsen bd. 1
  • Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister
  • Svensson: Dansk Samråd (De Sønderjyske Årbøger)
  • Aage Trommer: Modstandsarbejde i nærbillede.
  • Se litteraturliste til Grænsen er overskredet
  • Den Parlamentariske Kommission bd. 13
  • Den Parlamentariske Kommission bd. 14

Hvis du vil vide mere: Læs mere på www.dengang.dk:

  • Da Nazismen kom til Sønderjylland
  • Da Gadeskiltene blev skiftet i Tønder
  • Sprogkampen i Tønder 1851-1864
  • Fysikus Ulrik fra Tønder
  • Fysikus Ulrik-endnu mere (2)
  • Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
  • En avis i Tønder
  • Jamen, vi forstår ikke tysk
  • Da, Tønder igen blev dansk
  • Nazister i Tønder
  • Da Hagekors-flaget blev hejst i Tønder
  • En rebel og hans gård
  • Socialdemokrat i Tønder-dengang
  • Da tyskerne kom til Tønder
  • Tønder mellem dansk og tysk
  • Tønders dansksindede
  • Hvorfor var Tønder tysk?
  • Overvågning i Sønderjylland
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Sønderjylland efter Genforeningen
  • Sønderjylland i knibe
  • Folketingsvalg i 1939
  • Jens Møller-Folkefører eller Folkeforfører
  • Den dansk-tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Pastoren fra Bylderup sogn
  • Ned med de dansksindede
  • Mindretal i brændpunktet
  • Sheriffen fra Tinglev
  • Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
  • Det Tyske Mindretal
  • Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
  • Familien Jürgensens tyske sind
  • Da Aabenraa fik danske gadenavne
  • Aabenraa under de to krige
  • Højer Kirke
  • Den sure præst fra Højer
  • Bov Sogn mellem dansk og tysk
  • Genforeningen i Bov Sogn
  • Besættelsestiden og det tyske mindretal
  • Varulveangreb eller drengestreger?
  • Sommerkorpset
  • Matthiesen – portræt af en forræder
  • Da Frits Clausen kom til middag
  • Bovrup-kartoteket
  • Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
  • Frits Clausen-den tredje historie
  • Waffen SS-engang en elitehær
  • Søren Kam-og hans erindringer
  • De danske varulve
  • De dødsdømte fra Tønder
  • Tønder-efter krigen
  • Den sønderjyske politiadjudant
  • Frits, nazister og et kartotek
  • Løjt-mellem dansk og tysk
  • Frits Clausen-lægen fra Aabenraa
  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • De fem lange år i Sønderjylland
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Danskerpak og Tyskerpak
  • Opgøret efter 1945
  • Knivsbjerg-nord for Aabenraa
  • Tondern Station
  • Da Tønder igen blev dansk og mange flere