Dengang

Artikler



De kaldte sig syndikalister

Juni 10, 2017

De kaldte sig Syndikalister

Hvem var syndikalister. Ja mange endte som kommunister. Man gik fra Grøntorvet til Rigsdagen. Og så var der stormen på Børsen. Og ballade ved Åboulevarden. Man skulle da lige have fastelavnskøller. Der var borgerlig frygt for syndikalisterne. Ja socialdemokraterne frygtede dem også. Man ville ikke have ballade på Frederiksberg. Og så er vi med politiassistent Mellerup på arbejde. Folk klappede af betjentene. Og betjentenes numre blev fjernet. Politiinspektør Steffensen fik ikke ridderkorset. Arbejderne fik først arbejdsløshedskasse i 1921. Mange måder at lave aktioner på. Den faglige organisering voksede. Vi skal også høre om Andreas Fritzner og Christian Christensen. Denne startede som revolutionær marxist.

 

Ordet syndikalist

Politiinspektør Einer Mellerup har udgivet mange festlige erindringer. Han skriver bl.a.

  • I Aaarene 1916 og indtil den første Verdenskrigs Slutning havde vi en del Ballade med Kommunisterne. Det vil sige: Etiketten ”Kommunister” var ikke opfundet endnu-de kaldte sig ”Syndikalister”-men Indholdet var det samme.

Ordet ”syndikalist” siger næppe nogen mennesker noget i dag. De blev en gang af mange set som farlige samfundsnedbrydere, der for enhver pris skulle bekæmpes. I modsætning til de mere traditionelle marxister mente syndikalisterne ikke, at vejen til revolutionen skulle skabes gennem arbejderpartiets overtagelse af statsapparatet og produktionsmidler med det mål at skabe et kommunistisk samfund.

 

Mange endte som kommunister

Derimod skulle arbejderklassen gennemtvinge sine krav over for sine modstandere gennem direkte aktioner såsom strejker og sabotage. En sådan dagsorden måtte naturligvis bringe syndikalisterne på kant med myndighederne og vække bekymring i store dele af det danske samfund.

At nogle af de ledende folk så alligevel endte hos kommunisterne, ja det er en anden historie.

 

Fra Grøntorvet til Rigsdagen

Den 29. januar 1918 gik man i demonstration fra Grøntorvet til Rigsdagen i Fredericiagade. Ifølge bladet Solidaritet deltog 35.000-40.000 i denne demonstration. Dette tal har nok været overdrevet, men deltagelsen har utvivlsomt været stor.

 

Den 11. februar 1918

Det var fastelavnsmandag den 11. februar 1918. Der blev holdt to møder samtidig. Den ene var fra Arbejdernes Forsamlingshus i Rømersgade. Og det andet møde var i Folkets Hus, Jagtvej 69. Efterfølgende skulle der være en demonstration. Kun lederne vidste, hvor man skulle hen. Man lod godt nok sive ud, at målet var Flæskehallen, som skulle plyndres. Men det var bare for at narre politiet. Man vidste udmærket, at politiet havde stikkere rundt omkring.

I spidsen for demonstrationen stod syndikalisterne Andreas Fritzner, Poul Gissemann og Alfred Mogensen. Men også Christian Christensen var med i ledelsen. Det endte med en storm på Børsen. Deltagerne var bevæbnet med køller og slog løs på børsmæglerne. Senere angreb de politiet med murbrokker fra byggepladsen til det tredje Christiansborg.

 

Fastelavnskøller

Tre mand var gået i forvejen, for at forhindre, at betjentene på Børsen smækkede døren i for demonstranterne. På hjørnet af Landemærket og Købmagergade købte de i Kina- og Japan-huset tre fastelavnskøller. De blev stoppet i inderlommen.

En politikæde forsøgte at standse demonstrationen ved Højbro Plads, men de var alt for få. Inde på Børsen blev der råbt:

  • Kan I så komme ud, alle I slyngler, tyveknægte og banditter.

Hovedmændene blev straffet med bøder på 500 kroner. Andreas Fritzner kaldte det for ”en latterlig lille straf” Fem andre fik straffe fra 120 dages til fem års fængsel.

Blandt de arresterede var Christian Christensen. Han sad 5 uger i varetægt, skønt han hele dagen havde siddet på bladet ”Solidaritets” redaktion.

 

Borgerlig frygt

Stormen på Børsen gjorde et stort indtryk i samtiden. Særlig borgerlige politikere og medier tog afstand fra de revolutionære. Illustreret Tidende sammenlignede stormen med den Røde Hærs hærgen og plyndringer i den finske borgerkrig:

  • Paa 259 Aars dagen for Stormen paa København oplevede vi danske Stormen paa Børsen. Det er i Sandhed paa Tide, at Borgersindet atter vaagner.

Efter stormen på Børsen dannede syndikalisterne De Arbejdsløses organisation (D.A.O), som fik stor tilslutning.

Grunden til at det lige var Børsen var, at her blev tjent enorme summer. Disse penge og den magt overklassen havde ophidsede i den grad de arbejdsløse. Og blandt idemændene bag stormen på Børsen var Christian Christensen.

Børshajer, skibsreddere, aktieindehavere, vekselerere var nogle, som de arbejdsløse hadede.

På Enghavevej var der også blevet stormet nogle levnedsmiddelbutikker.

 

Åboulevarden 9. august 1918

Vi skal til Åboulevarden om formiddagen den 9. august 1918. En militærnægter var skyld i en større tumult. Han havde hængt sin uniform på en af gadens lygtepæle. Den åbenlyse foragt for militæret fik politiet til at trække stavene og slå løs på forsamlingen.

Jo de mødte op hver formiddag ved den gamle Ladegård. Her skulle de arbejdsløse møde til kontrol hver dag.  De fleste dage, var det nu ret roligt her. Men ikke denne dag. De forsamlede dansede omkring den ophængte uniform.

Efterhånden mødte politiet talstærkt frem fra Hovedstationen i København og fra Frederiksberg, Fælledvejens og Nørregades stationer. Det regnede med slag ned over både skyldig og uskyldige. Efter en halv times brug af stavene havde politiet opløst forsamlingen og drevet aktivister og andre væk.

I Socialdemokraten havde man stærkt kritiseret politiets fremfærd. I Berlingske Tidende havde man ikke meget til overs for de arbejdsløse og syndikalister som ”sammen med en Del Bærme fra Nørrebros Sidegader” ifølge avisen stod for balladen.

At tilfældige forbipasserende også fik kærligheden at følge, bekymrede ikke avisen. ”Dette må man tage med, hvis man opholdt sig sammen med Bøller på et Sted, hvor Politiet maa Hugge ind”. Det var de fleste af avisens læsere sikkert enige i.

 

Mod politiets bølleagtige optræden

Havde såvel det borgerlige Danmark som politiet troet, at syndikalisterne ville holde sig i ro oven på tævene fra Åboulevarden, kunne de godt tro om igen. Om aftenen den 10. august indkaldte syndikalisterne til protestmøde i Fælledparken:

  • Mod Politiets bølleagtige Optræden paa Aaboulevard

Mødet samlede 7-8.000 mennesker. En civilklædt betjent blev slået ned. Det lykkedes i første omgang, at holde gemytterne i ro. Men efter mødet i Fælledparken kom det til voldsomme uroligheder på Nørrebro.

 

Man ville ikke have ballade på Frederiksberg

Politiet havde efterhånden fået nok. De anholdte tre af de mest prominente syndikalister den 13. august. Anholdelserne førte til nye uroligheder samme aften. Flere protestmøder fulgte de kommende dage.

En gruppe mennesker gik i optog til de i samtiden forhadte direktør Max Ballins hjem på Bülovsvej. Frederiksberg Politi var dog mødt talstærk op. Man skulle i hvert fald ikke have ballade på Frederiksberg. Det kunne man beholde over på Nørrebro.

Den 10. november samlede man 50.000 deltagere til et protestmøde på Grøntorvet.

 

Mellerup i aktion på Grøntorvet

Den 13. november 1918 var der gang i den på Grøntorvet, Israels Plads. Dengang var Einer Mellerup politiassistent og stationsleder i politikreds 8 (Hillerødgade). Han var med i aktionen. Man havde dengang en fast automobildroske af mærket Hupmobile med chauffør. Den blev dømt ”Syndikalisternes skræk”. Fra årsskiftet 1918/19 fik Københavns Politi dog bevilliget egne udrykningsbiler og chauffører.

Hele dagen skulle der holde en droske ude for hver politistation. Betjentene var ved at tabe næse og mund over denne flothed. Tidligere måtte de betjente, der sad på brandvagt tage en sporvogn, når de skulle ud til ildebrand.

Men glæden varede nu kort. For da chaufførerne opdagede, at der var en personlig risiko forbundet med det, ville de ikke køre.

Klokken 13.30 indløb der melding om, at sporvognene var blevet standset på hjørnet af Frederiksborggade og Farimagsgade. Sporvognsførerne deltog ikke i strejken, som syndikalisterne havde opfordret til. Da to sporvogne forsøgte at presse sig gennem menneskemængden på Frederiksborggade, så bragte ophidsede arbejdere dem til standsning.

 

I Kongens og Lovens Navn”

Mellerup fik ordre til at tage af sted med 4 drosker. Straks blev han angrebet af en aktivist med en jernstang. Men slaget blev forhindret af en kollega. Manden blev afvæbnet, men der var ikke tid til anholdelse.

Mellerup råbte nu: ”I Kongens og Lovens Navn! Gå hver til sit! Da dette blev gentaget et par gange, blev der fra aktivisternes side råbt ”Slå dem ned”. Dette betragtede betjentene som en opfordring til vold, og så kom der ellers gang i stavene.

I næste sekund var forsamlingen i vild flugt. Mellerup så en mand med en lægte lange ud efter en politimand. Desværre for ham slog Mellerup først, så han lagde sig lige så stille ned.

Selve slaget varede kun et par minutter. Betjentene fik at vide, at de skulle tage tilbage til Domhuset, hvor de dengang residerede.

 

De klappede af betjentene

Nogle livlige timer fulgte. Det offentlige sørgede for krigsmateriel. Boulevardbanen var under anlæg og vældige skærvebunker var skabt som kasteskyts mod politiet. Navnlig gik det ud over det ridende politi. De var alt for let mål for stenkast. Mange af betjentene blev ret alvorlig sårede. I de mange slag på Grønttorvet var der nok 100 betjente, der blev såret.

Mellerup var ikke længe på Domhuset, inden han igen blev kaldt ud. Hver gang der var opløb til ballade blev stavene trukket. Hvis folk ikke øjeblikkeligt fjernede sig, så var der et rap over nakken.

Men åbenbart vakte dette begejstring blandt befolkningen. De klappede af betjentene.

Syndikalisterne havde indvarslet til Generalstrejke. Første dag blev der ikke foretaget nogen anholdelser. Der var øjeblikkelig og håndfast indgriben fra politiets side.

 

Politiets numre blev fjernet

Næste dag fortsatte urolighederne. Og nu begyndte politiet at foretage anholdelser. Det blev mange i dagens løb. Og det blev bestemt ikke mindre, da urostifterne tændte et mægtigt bål midt inde på Grøntorvet.

Politiet kunne ikke få brandvæsnet til at rette en afsvalende stråle mod den tætte sværm af urostifter. Og dette forargede polititiet. Men brandværnet var bange for at slangerne blev skåret over. Og tænk, hvis de skulle ud til en rigtig ildebrand.

Arbejderbladet, som senere blev til Land og Folk havde opgivet numrene på de politifolk, der havde været særlig ivrige. Hver politibetjent havde dengang tydelig tjenestenummer på hjelmen. Politiforeningens formand opfordrede betjentene til at fjerne disse. Og det blev gjort-vist nok imod politidirektørens ordre. Numrene blev heller ikke siden påført.

Der blev anholdt 40-50 den dag. På tredje dagen faldt afgørelsen 40 kr. til hver eneste anholdt for deltagelse i opløb. Så var revolutionen forbi for denne gang.

 

Politiinspektør Steffensen fik ikke Ridderkors

Borgerne åndede lettet op. Og tænk engang, bladene startede en indsamling til politiet som tak for deres indsats. Det ser vi ikke den dag i dag. Men regeringen mente nu, at skulle der være en indsamling skulle det ske officielt.

Justitsministeren fik gennemført en bevilling, hvorefter hver eneste mand i Københavns Politi fik et gratiale på 100 kr. ganske uanset om man havde været i kamp eller ikke.

De eneste, der ikke fik, var politiets embedsmænd. De var formodentlig for ”fine” til at blive honoreret med penge. Men de fik dog et håndtryk af justitsministeren. Jo da, og politiinspektør Steffensen, der havde været leder af det hele, fik ikke det Ridderkors, som han mente at have gjort sig fortjent til.

 

Først arbejdsløshedskasse i 1921

Baggrunden for de mange uroligheder, som blev forstærket under Første Verdenskrig. Der var høj arbejdsløshed, rationering, bolignød og mangel på brændsel. De arbejdsløse fik ringe understøttelse, hvis de dog overhovedet fik noget. Samtidig kunne spekulanter tjene uhyre summer. Overklassen havde særdeles gode vilkår dengang.

Danmark var neutral under krigen. Man eksporterede i massevis af fødevarer med stor fortjeneste til Tyskland, men det var ikke noget, som arbejderne mærkede.

Danmark tjente penge ved at handle både på den ene og anden side. Smarte forretningsfolk uden blufærdighed benyttede sig af dette. Ofte blev der sendt fødevarer til Tyskland som så blev byttet til kul.

Der var ikke nogen hjælpekasse for de arbejdsløse dengang. Det kom først i 1921 ved en lov derom. Når den kortvarige understøttelse var brugt op, var det kun Københavns Understøttelsesforening. Det var en slags godgørende institution, som man skulle søge om, at få hjælp fra. Det havde mere karakter af velgørenhed end ret til understøttelse.

 

Mange måder at aktionere på

Den direkte aktionsform var en del af syndikalisternes aktionsform. Man aktionerede med pludselig strejke. Den ramte arbejdsgiverne på et tidspunkt, hvor de var mest sårbare.

Man lavede sabotage ikke sådan at forstå, at man ødelagde maskiner, men man fik sat produktionen i stå og man sløsede med arbejdet, så kvaliteten blev dårlig. Man lavede også boykot, på den måde, at arbejderne ikke skulle købe produkter fra en bestemt udbyder.

Der blev foranstaltet sympatistrejker og mange andre ting.

 

Syndikalister-en trussel for socialdemokrater

I årene 1917-1918 var de danske syndikalister præget af stor optimisme. En tro på, at den russiske Revolution havde indvarslet verdensrevolutionen. Syndikalisterne havde succes herhjemme. De spillede en ikke uvæsentlig rolle i de mange vilde strejker, som var med til at hæve reallønnen. De havde også en stor del af æren for 8 timers dagen. De var også med til at få gennemført urafstemning i fagbevægelsen.

På et tidspunkt udgjorde syndikalisterne en alvorlig trussel mod den socialdemokratiske dominans blandt arbejderne. I tusindvis vendte arbejderne sig over hele landet mod den moderate reformiske politik

 

Fagligt organiserede voksede

Utvivlsomt forårsaget af den store indvandring til byerne oplevede den samlede arbejderbevægelse en eksplosiv fremgang. Fra 1914 til 1920-på blot seks år-mere end fordobledes antallet af fagligt organiserede fra ca. 160.000 til mere end 350.000.

Kvindernes antal af de organiserede steg ganske kraftigt fra cirka 12 pct. til 18 pct. Bladet ”Solidaritet” nåede op på et oplag på ca. 17.000. Syndikalisterne var særdeles aktive. De havde en evne til at rive deres mere moderate kammerater med. De etablerede faglige ledere frygtede syndikalisterne. Med forholdsvis få medlemmer dukkede de op på generalforsamlinger og medlemsmøder og overtog ledelsen.

De lavede eksempelvis aktioner for at hjælpe familier, der af kongens foged blev sat på gaden. Så snart fogeden var borte, hjalp syndikalisterne familierne med at genindtage deres lejligheder.

 

Nedgang i 1921

De fik mere indflydelse end deres medlemsantal berettigede til. Nedgangen begyndte i 1921, hvor de politiske og økonomiske styrkeforhold havde ændret sig. Arbejdsgiverne havde også iværksat en kraftig modoffensiv i løbet af 1920-21.  På arbejdsmarkedet påførte det arbejderne nogle store nederlag. Det gik hårdt ud over syndikalisterne.

 

Andreas Fritzner

En af de ledende syndikalister var Andreas Fritzner. Han er født ind i en fattig familie på grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro. Han troede på fagbevægelsen og direkte aktioner som strejker, opsætsighed og demonstrationer som vejen til forandringer for arbejderklassen. Socialdemokratiets samarbejdende reformiske linje, sagde ham ikke noget.

I 1910 blev han indkaldt til session. Han var modstander af militarisme. Efterhans mening tjente det ikke arbejderklassens sag at være værnepligtig. Han nægtede derfor at møde op. Det gav i første omgang en kort fængselsstraf. Han blev bedt om at møde op ved næste års session. Det blev til et årelangt tovtrækkeri med myndighederne. I 1915 kunne han ikke længere slippe for myndighederne. Han endte i kachotten.

 

Der var tegn på sindssyge

Her sultestrejkede han. Han bliver tvangsindlagt på garnisonssygehuset. Men lige meget hjælper det. Myndighederne får ham ikke til at optræde som soldat, og i1917 opgiver de.

Forskellen på de rige og fattige vokser. Nogle bliver rige på krigen og spekulerer på Børsen. Det er de såkaldte Gullaschbaroner. Regeringen har fastfrosset arbejdernes lønninger. Det bliver svært at få fat i bare de almindelige fornødenheder.

Andreas Fritzner var skibssmed og meget andet. Han fik hurtig danmarksrekord som den, der oftest har været fængslet af politiske grunde. Engang blev han spurgt, om der havde været tegn på sindssyge i familien, hvortil han svarede:

  • Jo, jeg havde en søster, der forlovede sig med en politibetjent.

 

Fritzner ekskluderet af DKP

Fra 1930 var Fritzner medlem af DKP, men blev ekskluderet i 1939 af Axel Larsen for sin antimilitaristiske holdning. Hans sidste politiske handling før sin død var at protestere mod Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet den 21. august 1968.

Fritzner var antimilitarist, men han gik ikke af vejen for at bruge vold for at nå sine politiske mål. Det var et udbredt paradoks i de revolutionære dele af arbejderbevægelsen, at man var mod militæret, men for revolutionen.

 

Christian Christensen-opvokset på Nørrebro

Christian Christensen kender de fleste på Nørrebro som forfatter til to populære erindringsbøger:

  • En Rabarberdreng vokser op (1961)
  • Bondeknold og Rabarberdreng (1962)

Han var født på Lolland, men voksede op omkring det nuværende Rantzausgade på Nørrebro. Faderen var arbejdsmand, drak og familien savnede det nødvendigste. Men i Rabarberlandet var der sammenhold blandt de fattige især under kampene mod politiet.

 

Startede som revolutionær marxist

I starten af 1900-tallet kom han med i den socialistiske ungdomsbevægelse (SUF). Til at starte med var Christian Christensen revolutionær marxist. Har var en glimrende agitator både mundtligt og skriftligt. I 1906 var han blevet kasserer i Socialdemokratiets afdeling i Glostrup. Samme år spillede han en ledende rolle i oprettelsen af Socialistisk Arbejderforening (SAF).

I slutningen af 1908 dannede han en lille københavnsk diskussionsklub ”Syndikalistisk Forbund”. I 1910 tog han initiativ til dannelse af ”Fagoppositionens Sammenslutning (FS). Fra 1911 udgav FS en avis ”Solidaritet” med Christensen som redaktør. I 1918 var oplaget allerede nået op på 15.000.

I 1920 besøgte han Sovjetunionen. Sammen med de fleste FS* er gik han i 1921 ind i DKP. Han udtalte senere, at han i 1920-22 bevidst havde ødelagt og ofret den danske syndikalistbevægelse for at hjælpe det danske kommunistparti over startvanskelighederne.

 

Personlige og økonomiske problemer

Frem til sammenlægningen af FS og DKP havde han redigeret Solidaritet, der nu blev lagt sammen med DKP* s Arbejdet. Det blev nu til Arbejderbladet. Han blev nu redaktør af dette blad, men det fik dog hurtig en ende. Han kæmpede med personlige og økonomiske problemer.

Han havde store vanskeligheder i at samarbejde med andre. Og så gik 21 måneders fængsel også ud over hans nerver. Den danske stat havde besluttet sig for, at de dygtigste revolutionære ledere skulle uskadeliggøres for en rum tid.

I 1923 gik han i frivillig ”eksil” på Silkeborgegnen, hvor han ernærede sig kummerligt med hønseri, gartneri, fiskeri, arbejdsmandsarbejde m.m. Han forblev dog hele tiden medlem af DKP. Først i 1936 meldte han sig ud. Han blev gode venner med Asger Jorn, som han underviste i marxisme, marxismekritik og organisation.

Han forsøgte at genskabe FS og genskabe bladet ”Arbejderen”. Den overlevede dog kun i to år med støtte fra svenske syndikalister. Han flyttede derefter til Hørsholmegnen.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: Om Arbejdere her på www.dengang.dk

  • Ned med arbejdere
  • Rabarberlandet
  • Flere arbejdere på Nørrebro
  • Arbejderkamp på Nørrebro
  • Arbejdere og Industri på Nørrebro(2)
  • Kampen på Fælleden
  • Stjernen, Arbejdernes Bryggeri
  • En arbejder i København
  • Når jeg ser et rødt flag smælde
  • Historien om Første Maj

Østerbro-fra A-Å

Juni 8, 2017

Østerbro-fra A-Å

Kan man fatte sig i korthed, når det gælder Østerbro? Vi laver en kvik byvandring her. Der er masser af fornemt byggeri. Vi besøger Blindeinstituttet og Borgerdydskolen. Her kunst for alle pengene. Vi går frem til de to store kirkegårde, Holmens Kirkegård og Garnisons Kirkegård. Ja og så er det jo lige Fiskehuset og Classens Have. Alle de fornemme boede i Rosenvænget. Ja og så var det lige Kaperkuskenes Paradis. Det bliver også en tur på Blegdamsvej og et visit hos familien Rorhe og Kirstein. Omkring Idrætsparken er vi også. På Østerbrogade var der tegn på velstand. De kolera-smittede blev sejlet direkte til hospitalet. Vi glemte Lægeforeningens Boliger. Her var en speciel gasbeholder. Jo og så findes kildevæld stadig. Og resterne af Bagerens Mølle var udsat for sabotage.

 

Kan man fatte sig i korthed?

Hvad er vigtigste ved Østerbro? Ja det kan jo godt være lidt svært at fatte sig i korthed. I øjeblikket har vi på vores hjemmeside 79 artikler om Østerbro, hvor du kan få uddybet mange af de ting, vi her beskæftiger os med. Nej vi foretager os ikke byvandringer på Østerbro. Det er der andre, der er bedre til. Men hvis vi skulle gøre det, så ville det komme til at se nogenlunde sådan ud, som du ser i denne artikel.

 

Et fornemt byggeri

Fra Østerport Station skrår vi over Østbanegade. Læg lige mærke til hjørnehuset Østerbrogade 2.

Men Østbanegade 1 er bygget 1899-1903 af Andreas Clemmensen. I daglig tale kaldes det for Glacispalæet. Og det er til minde om, at det er beliggende på Østervolds tidligere glacis. Ja sådan benævnes det skrånende terræn uden om et fæstningsanlæg. Samtidig er det interessant at se de andre palælignende beboelsesejendomme i Østbanegade, Bergensgade, Trondhjemsagde og Kristianiasgade. Det var ganske fornemt byggeri dengang.

I sidstnævnte gade er nr. 10 G.A. Hagemanns Kollegium, stiftet 1907 af daværende direktør for Den Polytekniske Læreranstalt, G.A. Hagemann og hans hustru for studerende ved Polyteknisk Læreranstalt, Universitetet, Veterinær- og Landbohøjskolen, Kunstakademiet og Musikkonservatoriet.

Naboejendommen i nummer 12, der også har facade ud til Tronhjems Plads, er opført 1902-1904 af Gotfred Tvede for baron Joseph Plessen (1860-1912). I 1948 blev bygningen overtaget af Den almindelige danske Lægeforening. Foreningens tidligere ejendom var Amaliegade 4, der blev ”schalburgteret” under besættelsen.

Blandt villaerne på den modsatte side af gaden hæfter man sig især ved den af apoteker Otto Benzon ejede villa fra 1897. Den opførte villa ligger på hjørnet af Østerbrogade. I nummer 5 ligger den sovjetrussiske ambassade. Den lod Otto Mønsted opføre i 1908.

 

Blindeinstitut og Borgerdydsskole

I gadens modsatte ende ligger Blindeinstituttet, Kristianiagade 13, Kastelsvej 60. Det er bygget 1857-58 af F. Meldahl. Inspirationen til dette smukke byggeri er kommet fra den venetianske Venedigs renæssancekirker. Ved instituttets åbning var der 25 elever. Bag dette ligger Statens Kostskole for Døve, Kastelvej 58. Den er opført tilbage i 1838-39. Vi passerer også den britiske ambassade.

Store Lindetræer blev plantet på Østerbrogade i 1780erne. Det fra porten ind til Lille Triangel. På hjørnet af Stockholmsgade lå Øster Borgerdydsskole stiftet i 1787. Allerede to år forinden stiftede lægen og forfatteren Johann Clemens Tode med andre filantropisk interesserede Borgerdydselskabet. Der blev også oprettet en skole i Helgolandsgade.

Blandt selskabets andre medlemmer var historikeren, professor Abraham Kall, som 1776 havde skrevet og udgivet ”Den almindelige Verdenshistorie til Skolernes Brug”. Den afløste Holbergs ”Historia universalis”. Skolernes adresser blev ændret flere gange.

 

Kunst for alle penge

Den Hirschsprungske samling, Stockholmsgade 2 blev grundlagt af tobaksfabrikant Heinrich Hirschsprung og hans hustru Pauline, der skænkede den 1902 til den danske stat. Til formålet opførte professor H.B. Storck en bygning i fornem klassisk stil. Hovedfacadens midterparti fremtræder som en slags klassisk tempelgavl.

Trekanternes relief er billedhuggeren Kai Nielsen. Til beklædning af ydermurene er anvendt marmor, mens taget er dækket med kobber.

I samlingen er hovedvægten lagt på C.W. Eckersberg samt hans elever Købke, Bendz, Roed, P.C. Skovgaard og Constantin Hansen. Marstrand er også repræsenteret. Endvidere ejer museet forarbejdninger til udsmykningen af Viborg Domkirke.

Det ”Moderne gennembruds” malerkunst er lige så rigt repræsenteret, således med værker af Skagensmalerne Krøyer, Anna og Michael Ancher. Endvidere er her eksempler på Hammershøj, Ejnar Nielsen og L.A. Ring.

 

Frem til Holmens Kirkegård

Og Den franske Skt. Joseph Søstrenes Skole lå mellem Skjoldsgade og Lille Trianglen. Ambassadegrunden i nummer 9 er bygget på en grund, hvor komponisten Henrik Rungs smukke senempire-villa lå. Som andre huse efter 1807 var den opført i træ, så den i krigstilfælde kunne brændes af.

Haven bag dette hus grænsede op til Holmens Kirkegård. Her er bl.a. indgang fra Øster Farimagsgade. Det er byens ældste kirkegård anlagt allerede i 1666.

Vi lægger mærke til Lahdes og Wiedewelts berømte mindesmærke, som taknemmelige medborgere lod rejse over heltene, der faldt i Slaget på Reden, Skærtorsdag den 2. april 1801.

 

Garnisons Kirkegård

Over på den anden side finder vi Garnisons Kirkegård. Der blev oprettet i peståret 1711. Det var det år, hvor en tredjedel af Københavns Indbyggere omkom.

På kirkegården kan man bl.a. se det interessante monument som ”De danske Vaabenbrødre” lod rejse for de faldne i de slesvigske krige. Her blev også oprettet en hundekirkegård. Og vi har lige uden for muren Lille Amalienborg, som Harald Simonsen lod opføre. Ved siden af ligger Unitarernes Hus. Det er opført i 1927. Lidt længere henne har vi så den amerikanske ambassade.

 

Classens Have

På hjørnet af Classensgade lå i sin tid ”Det hvide Hus” Her boede skuespillerinden Julie Sødring. Til ejendommen hørte en prægtig have, som hun fortæller om i sine erindringer. I 1880erne forsvandt denne idyl. Her byggede apoteker Schiellerup Østerbro Apotek.

I 1754 havde J.F. Classen købt en lystgård med have ved det såkaldte Fiskerhus. Classen anlagde en fajanceovnsfabrik. I 1765 købte han nabogrunden ”Fiskehuset forhen kaldet”. Hermed var grundlaget for Classens Have skabt.

Under englændernes belejring 1807 blev haven først forsvaret af en bataljon danske soldater, men senere opgivet. Derefter gjorde de danske livjægere udfald gennem Citadellet Frederikshavns port for at tilbageerobre haven. Men man måtte trække sig tilbage med tab.

 

Fiskehuset

Fiskehuset, ja det var to huse, der hed dette. Men det ene var et populært traktørsted som lå her i første halvdel af 1700-tallet. Da traktørstedet i 1722 blev vurderet bestod bygningen af 19 fag i bindingsværk. I husets østside var en stue med anstrøgne brædder på væggene og en vindovn. To andre stuer var betrukket med spånmåtter. Dertil kom to køkkener med murstensgulv, et spisekammer samt et staldrum til 13 heste.

Haven havde ”et Lysthus af savskaarne Stakitter med et nagelfast Bord og tvende Bænke” foruden fem fiskedamme med afløbsrender, et gammelt hyttefad og 218 frugttræer af forskellig slags.

Willemosevej er anlagt 1897.

 

Rosenvænget – det romantiske kvarter

Og så var det jo lige Rosendal. Under det engelske bombardement i 1807 havde det været det engelske hovedkvarter. I 1855 blev ejendommen overtaget af kaptajn Mozart Waage-Petersen. Til ejendommen hørte 24 tønder land. I de følgende år lod han det udstykke. Det blev til det romantiske villakvarter Rosenvænget.

Ja faktisk skal vi helt tilbage til 1688 hvor amtmand i Norge, Jens Nielsen Toller von Rosenheim erhvervede store arealer på stedet. Hans tid som grundejer blev kort. I 1689 blev han som overkrigskommissær sendt med de tropper, man overlod kong Vilhelm den Tredje af England mod Jacob den Anden under felttoget i Irland. Her døde Rosenheim året efter i Dublin.

I sidste halvdel af 1700-tallet havde den driftige forretningsmand etatsråd Reinhard Iselin sin gård Rosenvenge her. Den blev afløst af Rosendal med det tilhørende Rosenengen øst derfor.

Ifølge vedtægterne skulle villavejene være 20 alen brede. Man måtte heller ikke bygge højere end tre etager. Alt dette for at:

  • Gavne dem, der satte Priis paa en landlig Bopæl med Have i Nærheden af Staden og Stranden.

I 1872 var 49 grunde solgt. Men noget af kvarterets oprindelige karakter blev også ændret. Kravet om 20 alen brede veje var nedsat for de sidste vejstrækninger. Gadebelysning med gas var påbegyndt.

Husene og miljøet appellerede til borgerskabet. Folk som B&W-Fabrikanten William Wain, højesteretspræsident A.L. Drewsen og vejviser-udgiver T. Krak flyttede herud. Krigsminister, oberst Good og marinens kommandør Christiansen var blandt beboerne. Jo maleren P.C. Skovgaard indtog den smukke Aggersborg Sø som lå i nærheden.

Vi skal vel lige nævne andre beboere, Vilhelm Marstrand, C.F. Aagaard og marinemaler Sørensen, hvis atelier stod åben for Holger Drachmann. Johanne Louise Heiberg boede længst nede ved stranden

Som forbindelsesvej til Østerbrogade lod han Rosendalsvej anlægge. Ja det hed den ind til 1866. Så fik den navnet Slagelsesgade.  Ja vejen gik lige gennem Rosendals have. I slutningen af 1880erne blev den gamle hovedbygning nedrevet. I stedet blev den nuværende ejendom på hjørnet af Østerbrogade og Slagelsesgade opført.

 

Kaperkuskenes Paradis

Skråt over for Rosendal havde gartner Danckert sit gartneri. Hans ejendom blev nedrevet i 1858. På grunden blev opført en smuk senempireejendom. Men denne måtte allerede lade livet i 1937 for det karakteristiske hus på hjørnet af Sortedamsdosseringen og Østerbrogade 19.

Her i nærheden lå Vartov fra 1630 til Svenskekrigene. Trianglen, som vi nu bevæger os hen til blev betragtet som ”Kaperkuskenes Paradis”. Det var skueplads for mange komiske scener. Ja navnet for stedet skyldtes den trekantede facon. Og her var der også kamp for græsningsretten.

Her blev det første et etagehus bygget i 1857. Det var Lørups ejendom. Dengang virkede det helt malplaceret omgivet af en masse småhuse.

På hjørnet af Nordre Frihavnsgade, som indtil 1906 kaldtes for Kalkbrænderivej lå en karakteristisk ejendom, der hed Skt. Petersborg. Den skulle have været Peter den Stores hovedkvarter i 1716, da hans hær lå i lejr på Øster Fælled.

I et lavt hus ved siden af fandtes en kendt beværtning ”Dyrehavskælderen”. Den var meget besøgt af kaperkuskene.

Ja så er det den ovale kiosk på Trianglen. Den kaldes ”Bien”. Og den er bygget i stedet for en ældre pavillon af træ efter en tegning af P.V. Jensen-Klit.

Vi går nu hen til Østerbros tidligere posthus, som nu er museum. Det er en ret flot ejendom. Den er bygget af arkitekt Thorvald Jørgensen. Bygningen over for er Østre Elektricitetsværk, Øster Alle 6 anlagt i 1901-02.

 

En tur på Blegdamsvej

Vi vender tilbage til Blegdamsvej. Den høje klassisk prægede bygning ned søjlepartiet er Frimurerlogen (nr. 23) er opført 1924-27. Det var som erstatning for den ældre bygning i Klerkegade. I nærheden af denne ligger professor Niels Bohrs Institut for teoretisk fysik. Og så er det jo lige Rigshospitalet, der ikke er til at overse. Den afløste Frederiks Hospital i Bredgade.

Jo Blegdammene blev oprettet her i 1672. Det var her, at der lå blegdamme helt op til Sankt Hans Gade på Nørrebro. Her lå de i ca. 200 år. De optræder også i Holbergs Kilderejsen.

For guldaldertidens kunstnere var blegdammene en inspiration. I 1834 flyttede maleren Christen Købke med sin familie hertil. Han købte et landsted ved blegdammen. Efter sit giftemål i 1837 blev han boende. Da hans far, der havde været bager på Kastellet døde, måtte Købke til sin storesorg sælge ejendommen. Han flyttede derefter til Frederiksborggade.

 

Rothe og Kirstein Familien

Vi vender nu tilbage til Østerbrogade, der indtil 1858 hed Strandvejen. På venstre hånd i gården bag ved nummer 41 ligger en tidligere skolebygning opført i 1882. Til den ældre bebyggelse hører også de lave ejendomme nr. 43-49 på hjørnet af Olufsvej. Over for Skt. Petersborg lå den store villa Hjørnelund, som for længst er revet ned.

I.E. Ohlsensgade er opkaldt efter et gartneri af samme navn. Det blev nedlagt i 1902. Efter at have passeret Carl Johansgade kommer vi til Gustav Adolfsgade. Mellem denne og Skt. Jakobsgade og Plads lå i sin tid det berømte landsted Nøjsomhed. Dette blev i 1803 erhvervet af legationsråd Ernst Kirstein. Efter hans død 1834 arvede sønnen Carl Ludvig Kirstein ejendommen. Sidstnævntes enke udstykkede 1866-1876 en stor del af landsstedets jorder og ombyggede selve huset til helårsbolig.

I 1882 afgik hun ved døden og datteren, kommandørinde Olivia Rothe fortsatte derefter påbegyndte udstykning. Hendes søn dr. Phil Carl Ludvig Kirstein Rothe var Nøjsomheds sidste ejer.

Selve ejendommen er for længst revet ned men bliver mindet med navnet Nøjsomhedsvej. Men slægten mindes også med navnene Kirsteinsgade og Rothesgade.

Store Jakobsborg, Østerbrogade 110-114 er opført 1901 på hovedparten af Nøjsomheds grund. Det forsvundne traktørsted Rosenlund har givet navn til Østerbrogade 104.

På Østerbrogades modsatte side ligger Skt. Jakobs Kirke bygget 1876-78 af arkitekten Ludvig Fenger i nygotisk stil.

 

Lægeforeningens Boliger

Som nabo ligger Lægeforeningens Boliger. De blev opført efter den store koleraepidemi 1853. Det var for at afhjælpe de elendige boligforhold, fattigfolk levede under inden for voldene.

De læger, der klarede husbesøgene, løste ikke koleraens gåde, men de erkendte til gengæld hvilken social nød og hvilke elendige boligforhold, københavnerne var udsat for. En af dem, der kæmpede for bedre forhold var lægen Claus Jacob Emil Hornemann. Han havde studeret hygiejne i udlandet. Han udgav et skrift, der hed:

  • Om adskillige Mangler ved den offentlige Renlighed i København i sanitær Henseende.

Hornemann tog nu initiativ til den private ”Lægeforening mod Koleraens Udbredelse”.

De første to husrækker, der blev bygget 1854-57 efter tegning af arkitekten M.G.B. Bindesbøll. En halv snes år efter blev husenes antal fordoblet. I 1886 blev Kronprinsesse Louises Asyl i nummer 57 knyttet til.

I det nye projekt hed arkitekten Vilhelm Klein. Og nu fik blokkene fra starten indlagt vand.

Da ”Den Hygiejniske Kongres” blev afholdt i 1858 i København blev der arrangeret udflugt for deltagerne til Lægeforeningens Boliger. I 1869 sendtes beretning og tegninger til en international udstilling i Amsterdam, hvor projektet blev hædret.

 

Omkring Idrætsparken

Vi besøger Københavns Idrætspark. Ja det hedder i dag Østerbro Stadion.  Den er anlagt af Københavns Kommune på en del af Øster Fælled. Begyndelsen til dette anlæg blev gjort, da ”Boldklubben af 1893” lejede seks tønder land til fodboldbane. Randbebyggelsen ud til Østerbrogade bestod af Parkteatret og Parkrestauranten. Hovedindgangsportalen med de to relieffer af Axel Poulsen og svømmehallen har facade ud til det, der engang hed Staunings Plads. Idrætshuset blev indviet af 1914.

Figurerne på svømmehallen, der er bygget 1929-30 skyldes ligeledes Axel Poulsen. Ja så er det Østerbrogades Kaserne. Det er Idrætsparkens genbo. Kasernen er bygget 1896-98 af arkitekt Eugen Jørgensen som erstatning for den gamle kasernebygning, der lå mellem Store Kongensgade og Grønningen.

Kasernebygningerne som i dag er smukt restaureret på Øster Fælled Torv bliver i dag brugt til mange forskellige formål.

 

Tegn på velstand

Ejendommene på Østerbrogade er ikke blot et udtryk for en solid borgerlig velstand. Men også lejlighederne minder om velstand. En stor villa fra 1855, der lå bag ejendommen på hjørnet Østerbrogade 136 og Koldinggade 4 blev i sin tid brugt af de socialdemokratiske foreninger som forsamlingshus.

 

Politi og værtshus i samme ejendom

Strækningen fra Jagtvejen til Svanemøllen var var endnu i 1900-tallet præget af større villaer og mindre huse. På hjørnet af Jagtvejen lå det kendte traktørsted ”Lille Vibenhus”. Det var opkaldt efter en for længst afdød værtshusholder Jensen Vibe, som vides at have ejet det i 1708. Det blev revet ned i 1907. Her lå også engang en politistation.

I Lille Vibenhus ”bedede” man på vej til og fra Dyrehaven i kapervognenes tid. Genboejendommen Østerbrogade 156-160, Strandboulevarden 151 og Nyborggade 2 som til daglig hedder Vibensgård er tegnet af arkitekten Anton Rosen.

 

En speciel gasbeholder

Mellem Hjortøgade og Christiansmindevej lå endnu i 1950erne en lav bazarbebyggelse. Det var resterne af det gamle landsted Christiansminde. Her blev det store kompleks Øbro Centret i stedet etableret. Samtidig faldt her en afdeling af Lægeforeningens Boliger. Dette var bygget til Østre Gasværks arbejdere.

Gasbeholderen på Østerbro er den sidste rest af det gamle Østre Gasværk. Det blev opført 1876. Det var hermed det næstældste af byens gasværker. Da gasforbruget allerede 1880 var steget betragteligt ønskede kommunen at udvide anlægget med en større beholder. Man valgte en såkaldt teleskopbeholder, der bestod af flere cylindere anbragt inden i hinanden.

De kunne hæve og sænke den alt efter gastrykket i beholderen. En sådan konstruktion havde man aldrig før set i Danmark. Mens ingeniører tog sig af det tekniske, blev det arkitektoniske overdraget til arkitekten Martin Nyrop.

I 1935 blev den indre gasbeholder nedrevet, hvorefter bygningen henlå i en periode som tørvemagasin. Men så var det, at Det kgl. Teater til opmagasinering. Og så var det, at man begyndte med ballet- og teaterforestillinger i den særprægede bygning.

 

Kolera-smittede kunne sejles til hospitalet

På stedet ligger nu Østerbrogade 162-190. Sionskirken er bygget i 1895-96 af Kristoffer Varming. Men tårnet er dog 25 år yngre. Efter Strandvejsgården følger Carl Nielsens Alle ind til porten i Øresundshospitalets administrationsbygning. Mens denne var bygget 1903-04 af stadsarkitekt Ludvig Fenger, stammer flere af kompleksets øvrige bygninger fra 1876-78. Disse er opført som karantænehospital af Blegdamshospitalet af arkitekt H.V. Friederichsen.

Da kystlinjen inden jernbanens anlæggelse lå for enden af hospitalsområdet kunne de, der til søs blev angrebet af kolera indlægges direkte fra skibene på hospitalet uden først at skulle transporteres gennem byen.

 

Kilevæld findes stadig

På den modsatte side lå I.C. Teilmanns renæssancevilla på hjørnet af Landskronagade 1 og Østerbrogade 145. Ved Arbejdernes Byggeforenings lave huse ved Hornemannsgade og Kildevældsgade, er der rejst et monument til minde om lægen F.F. Ulrik, der i 1865 stiftede Arbejdernes Byggeforening og købmand Moses Melchior, som i 45 år var et meget virksomt medlem af bestyrelsen.

I øvrigt har vi her på siden to artikler om Ulrik, der også var særdeles virksom i Tønder.

Det gamle traktørsted Kildevæld på hjørnet af Borgervænget er for længst revet ned. Dets lille bindingsværkshus var sikkert en af Østerbrogades ældste ejendomme. Det menes at stamme fra det 18. århundrede. Jo, der findes et værtshus i dag, som hedder Kildevæld.

 

Bagerens Mølle

Nord for Svanemølle Station begynder i vore dage Strandvejen. Og Svanemølle Station er opkaldt efter møllen, der lå på vejens højre side. Den omtales første gang i 1760. Den har eksisteret lige til 1892, hvor den nedbrændte.

Bagerens Mølle blev den også kaldt. Her byggede englænderne et batteri med fire kanoner. Et udfald mod batteriet fra København den 20. august 1807 mislykkedes.

Strandvænget, der nu fører ud til lystbådehavnen er anlagt tværs over grunden. Ejendommen i nummer 6 er netop opført det sted, hvor den næstsidste ejer af møllen, major og mægler Johan Peter Ferdinand Ekman, der erhvervede den i 1856, havde sin meget herskabelige bolig.

I årene inden nedbrydningen var der i denne bygning indrettet en meget populær danserestaurant, som især besøgtes af Ingeniørkasernens menige mandskab. Det var kun overdelen og vingerne, der brændte.

Mange tyskere anvendte også restauranten under besættelsen. Så derfor sprængte sabotører den i luften.

 

Rigmands-villaer

De store villaer i Ryvangen er typiske rigmandsvillaer fra begyndelsen af 1900-tallet. På den modsatte side af Strandvejen mellem denne og Strandpromenaden derimod består af yngre huse fra 1930erne.

Vangehusvej er opkaldt efter Vangehuset, det gamle traktørsted, der indtil for få år siden lå på hjørnet af Strandvejen 87.

 

Gaden, blev ikke en Bornholm-gade

Måske skal vi lige nævne, at Annekevej i nærheden af Haraldsgade skulle have heddet Svanekegade. Det skulle passe sammen med de andre Bornholm-gader. Haslegade og Rønnegade blev fastholdt. Måske har det noget at gøre med, at Annekevej blev oprettet kort før 1920. Anneke er et nedertysk pigenavn, som optræder efter midten af 1400-tallet især i Sydslesvig.

 

Vognmandsmarken

Vognmarksmarken er egentlig navn på et boligkvarter og gade bag Hans Knudsens Plads. Her hold Københavns vognmandslaug efter ca. 1570 deres heste. Området som lauget havde fået overladt var en del af den gamle landsby Serridslevs jorder.

I Tingbogen refereres der et par gange til en hvis Jørgen Brændevin, som boede i ”Vanghuset for Vognmandsvangen sønden ved Gammel Vartou”. Vangehusvej, en vej mellem Ryvangsalle og Strandvejen minder også om Jørgen Brændevins tid.

Da Struensee kom til magten blev arealerne i 1771 sat på aktion. Efter hans fald kom de tilbage til vognmændene. I 1851 ophævedes lauget, hvorefter jorden overgik til magistraten. I 1893 overførtes en stor del til militæret, som i 1897 afsluttede bygningen af Ingeniørkasernen. Resten af jorden blev udstykket.

Ja og den stakkels Struensee fik en brutal dø på Øster Fælled. Det kan du så læse et andet sted.

Det var så vores hurtige gennemgang af Østerbro. Du kan få mere at vide i de 79 andre artikler om Østerbro her på siden.

 

Kilde:

 

 

 


Nørrebro-fra A-Å

Juni 6, 2017

Nørrebro-fra A-Å

Vi bliver ofte opfordret til at lave en byvandring på Nørrebro. Men vi siger nej. Der er nogle, der er meget bedre. Men hvis vi skulle lave en byvandring, hvad skulle der så vises frem? Og kan man holde et foredrag på en time over Nørrebro. Her er de vigtigste ting i bydelen. En mølle lå gemt. En gade er opkaldt til minde om jernbanen. Vi kigger på en af de første på kirkegården. Man sparede på stierne på kirkegården. Vidste du at der ligger engelske soldater på mosaisk kirkegård. Og så fandt man Storm P malerier bag Fælledvej 4. Jomfru Tidsfordrivs kiste havde masser af blomster. Man valgte en standardløsning med Dronning Louises bro. Mange gadekampe blev afgjort på Fælleden. Her var masser af vandhuller. En berømt mand druknede i Peblingesøen. Der var en stråmand på i stedet for kongen, da Blågården blev købt. Og så var man bange for Zar Peter. Han skulle i hvert fald ikke på Blågården. Kender du Danmarks mest folkerige gade?

 

Opfordring til byvandring

Vi bliver ofte spurgt om vi ikke kan lave en byvandring. Men det siger vi nej til, fordi der er nogle, der er bedre til dette. Men kan du så ikke lave en artikel, der beskriver hele Nørrebros historie. Det er svært for Nørrebros historie rummer så meget. Men her har vi taget det mest vigtige. Og vi skal da også lige minde om, at vores hjemmeside i øjeblikket rummer 245 historier om det gamle Nørrebro.

Men hvad skal man egentlig kigge på. Ja vi laver lige en lynguide. Så her er Nørrebro fra A-Å.

 

Det yderste Nørrebro

Det gamle Nørrebro var hyggelig med småhuse mellem enkelte større landsteder. Og så var der de to gamle kirkegårde, Assistens og Mosaisk Kirkegård. Dengang var det hyggeligt på Nørrebro. Bydelen blev også kendt med dens mange stiftelser og et broget folkeliv.

Egentlig skal vi begynde med Lygtekroen, der adskilte Københavns byjorder fra Utterslev Mark. Kroen var opkaldt efter Lygteåen, der udmundede i Lersøen. Dengang var der også Hyltebro som broen over Nørrebrogade blev kaldt.

Lidt længere henne Nora Bio på samme sted, hvor landstedet Petersdal lå. Ja og på hjørnet af Esromgade 2, lå Ventegodt. Sin sidste glansperiode oplevede gården i 1915 under navnet Nordlund. Da var den en meget søgt beværtning og forlystelsessted.

I begyndelsen af 1900-tallet var der 26 mere eller mindre beskidte værtshuse fra Runddelen til Lygtekroen.

 

Til minde om jernbanen

Vi følger nu Nørrebrogade til Hillerødgade, hvor den første sidegade på venstre hånd hedder Nordbanegade. Det er til minde om den oprindelige Nørrebro station, der fra 1886 indtil den blev nedrevet i 1930 lå på Nørrebroparkens nuværende terræn for enden af Jægersborggade. Ja der var faktisk på en station A og en station B.

Nordbanegade, der løber parallelt med parken ender i Stefansgade. Kirken på hjørnet af Nørrebrogade er Skt. Stefans Kirke er opført i 1873-74 efter en tegning af Ludvig Knudsen.

Skråt overfor denne ligger Allersgade, der ligesom Gormsgade, Thorsgade og Dagmarsgade er anlagt i begyndelsen af 1850erne. Her kan man endnu finde enkelte småhuse i tiden inden det tætte byggeri begyndte. I Allersgade 17 lå ”Den lille Café”. Her var en hyggelig have tilknyttet beværtningen.

 

Ned til Nørrebros Runddel

Nørrebrogade 168 mellem Allersgade og Thorsgade ud for Sorgenfrisgade bygget af Paladshotellets berømte arkitekt Anton Rosen. Den kaldes Uranienborg. Er det på grund af husets ”Jugendstil”, at huset er opkaldt efter Tycho Brahes slot på Hveen?

Nørrebrogade 160 på hjørnet af Thorsgade, hvor Landmandsbankens Sct. Stefans afdeling senere havde til huse. Den blev bygget i 1935 af den senere professor ved Kunstakademiet, Arne Jacobsen.

Og på hjørnet af Nørrebrogade 175 og Holtegade lå engang gæstgivergården ”Den Hvide Svane”.

Nørrebros Runddel blev anlagt samtidig med Jagtvejen i 1750. Inden da var her en sti, som kongen brugte, når han skulle på jagt.

 

En mølle lå gemt

Bag St. Stefans Apoteks ejendom med indgang fra Nørrebrogade 148 lå der i gården en mærkelig formet bygning. Det viste sig, at være resterne af Ølunds Mølle som oprindelig lå på hjørnet af Jagtvejen. Den manglede dog den øverste overbygning, der var af træ. Man kunne måske godt forestille sig dens oprindelige skikkelse og ane den landelige idyl, der har været, når omegnens bønder kom herhen for at få malet deres korn.

Tæt ved det modsatte hjørne af Nørrebros Runddel over for Assistens Kirkegård lå på Jagtvejen Colosseum. Ved siden af lå Folkets Hus (nr. 69). Denne ejendom blev senere Ungdomshuset. Den var bygget som forsamlingshus af de københavnske fagforeninger i 1884-1885

 

Han døde dybt forgældet

Assistens Kirkegården er blevet en del ødelagt af metrobyggeriet. Kirkegården blev anlagt i 1757 og indviet to år efter. Det var tanken den skulle afløse de ældre assistens-kirkegårde inden for voldene, der var blevet anlagt efter pesten 1711.

Det var egentlig en pauver forestilling den 6. november 1760, da den officielle åbning fandt sted. Det var Vor Frue Kirkes sognepræst, der holdt talen. Disciple fra Frue Kirke sang ”Pengene, som Judas slængte”. Det var et slående valg af salme, hvis man så jordstykket dengang.

Kun et par navne er bevaret fra den første tid. Mest interessant af disse er den franske lykkesmed Jean Baptiste de Parthenay, som stedtes til hvile 1768. Han forsøgte, at starte en silkeproduktion. Håndværkere tilkaldtes til at dyrke morbærtræer, just over for kirkegården i den senere Frederik den Syvendes gade.

Men ak, projektet blev en fiasko. De Parthenay døde dybt forgældet.

 

Man sparede på stierne

Bedrestillede folk havde stor modvilje mod at lade sig begrave ude op landet. Derfor blev Assistens Kirkegård kun benyttet af fattigfolk. Men så var det, at den velhavende ungkarl Johan Samuel Augustin i 1785 efter egen bestemmelse lod sig begrave her. Han havde blandt andet været ansat på Augustenborg Slot. Så fulgte snart andre velstående hans eksempel.

I 1805 blev man nødt til at udvide arealet. Teksten over porten ved Nørrebros Runddel var:

  • Hvilested for de afdøde Medlemmer af den Christne Menighed i Kjøbenhavn.

Bladet ”Politivennen” foreslog i 1806 en række andre navne som ”Gravløkken”, ”Fredlunden” og ”Mindemarken”.

Man sparede måske de forkerte steder ved ikke at anlægge nok stier, således måtte man passere over adskillige grave før man nåede et bestemt gravsted.

Kirkegården var oprindelig inddelt i lodder for de forskellige københavnske kirker. Men egentlig er det ikke kun gravene, man skal kigge efter, når man går her. Det er også de sjældne træsorter. Og så er der også de mange smukke og fornemme monumenter. Mange af de ældre er udført af billedhuggerne Wiederwelt og Weidenhaupt.

 

Graverbygningen og Kapellet

Vejen til kirkegården var meget dårlig. Således blev kirkegården endnu i 1840 betegnet som at være ”et længere fraliggende Sted” Kørerbanen blev først brolagt i 1859-67.

Her ligger også mange kendte mennesker. H.C. Andersen, Dan Türrel, Søren Kierkegaard, H.V. Bissen og H.C. Ørsted.

Den tempellignende bygning som nu efter syv år igen er kommet til syne er opført i 1806 efter en tegning af den københavnske viceborgmester Jens Bang. Den blev restaureret i 1899-1900. Oprindelig indeholdt den en ligstue og en graverbolig. Senere blev den brugt som ”folkestue”.

Kirkegårdens kapel er bygget 1867-1868 efter en tegning af arkitekt V. Ingemann. På et stykke af kirkegårdens vestlige del, hvor bl.a. de fattige, der blev offer for koleraepidemien i 1853 blev begravet, blev Hans Tavsens Plads anlagt i 1908-1909.

 

Over for kirkegården

Lige over for kirkegården på Nørrebrogade lå Svendsens Reberbane. Den lå parallelt med Prinsesse Charlottes Gade. Op til år 1900 lå der en anseelig villa oppe ved Nørrebros Runddel.

Vi skal måske nævne Kongo Bar, Sjællandsgade 3. En smuk villa lå også lige i nærheden, den hed Thranes Minde. Ved siden af omtalte bar ligger en gammel gulkalket to etagers bygning, som indeholdt arbejderboliger fra 1870. Mon den ligger der endnu her i Nørrebros bombastiske stenørken?

I Meinungsgade lå F.L. Smidth’s maskinfabrik (læg mærke til stavemoden). Gaden er opkaldt efter kaptajn Conrad Robertus Meinung. I midten af 1800-årene ejede han grunde på stedet. I en periode, hvor han interesserede sig for arbejderboliger fandt han frem til hulmurskonstruktion. Metoden blev præmieredes ved en verdensudstilling i Paris.

 

Ned ad Kappelvej

Ved at krydse Nørrebrogade kan man gøre en afstikker til Kapelvej og glæde sig over den smukke mur, der løber langs Assistens Kirkegård. Denne mur har i tidens løb været oversmurt med talrige slagord, I den gade lå det kendte forlystelsessted Lille Ravnsborg, som blandt blev ejet af Fru Heibergs forældre. Her dansede den berømte skuespillerinde på billardbordene. Det var også i denne gade, at den berømte barbermaler havde smugkro.

Som nabo til Assistens Kirkegård ligger Helligkors Kirke. Den er opført i 1887-1890 i gotisk stil. Bygningen er skråt over for Skt. Joseph Hospital. Her er også Seminarieskolen, hvor Blågårds Seminarium havde til huse. Ja vi skal da heller ikke glemme Kapelvejens Skole opført i 1879.

 

Solitude

Vi vender tilbage til Nørrebrogade, og næste vej på højre hånd er Solitudevej. Ja det er et mærkelig navn for an gade på Nørrebro. Før voldenes fald var det lidt ensomt at bo herude omgivet af marker og frodige haver.

Solitudevej er identisk med den allé, der i sin tid førte op til det gamle landsted Solitude. Ja egentlig hed det jo Solitudo. Det stammer tilbage fra begyndelsen af 1720erne, da Grev U.A. Holstein ombyggede et landsted.

Det var her, at Struensee ombyggede stedet i 1770 til et hospital for børn, der skulle vaccineres mod kopper. Men det blev nedlagt efter cirka 10 års forløb. Og så blev det igen et fornemt landsted. Her holdt foreningen Holbergs Minde i nogle år deres domicil. Gården blev nedrevet i 1902. På dens jorder er kvarteret mellem Griffenfledsgade og Assistens Kirkegård anlagt.

 

Sandgravervej, Jødevejen eller Møllegade

Over for Solitudevej udmunder Møllegade. Den har navn efter en dampmølle, der omkring 1860 lå omtrent på Alderstrøsts nuværende plads, Nørre Alle 15-19. Vejen hed også tidligere Sandgravervejen efter nogle sandgrave, der lå på ”De Gamle Bys nuværende areal. Sandet blev brugt til hvidskuring af gulve.

På gaden ligger også den gamle Mosaiske kirkegård. Ja her gribes man af en lidt fremmedartet stemning. Den er anlagt allerede 1694.Det var den tyske menighed, der startede den.  Ingen grave må efter jødisk tro sløjfes. De mod østvendte gravsten er der adskillige, der udmærker sig både ved deres alder og smukke udførsel.

Ja den ældste gravsten er fra før indvielsen i 1693. Mange af marmorpladerne er desværre stærkt medtaget på grund af den stærke forurening.

I folkemunde blev gaden kaldt for ”Jødegaden”. I 1807 blev en række englændere dræbt her i en skudduel. De blev begravet på kirkegården, og deres grave er bevaret.

 

Blågården

Mellem Griffenfeldsgade og Peblingesøen lå Blågårds jorde. Det var det mest fornemme lyststed på Nørrebro. Oprindelig var det en teglgård som Christoffer Gabel erhvervede sig efter svenskerkrigene. Han indrettede det til sommerbolig.

I 1694 var det Reinholdt Meyer, der indrettede et større lyststed på grunden. I 1706 var det Frederik den Fjerdes bror, prins Carl, der købte stedet. Han opførte en hovedbygning på stedet (Nørrebrogade 41). Det var i tidens stil, barokken. Ja det var nærmest et luksusbyggeri. Efter tagstenenes farve fik den navnet Blågård.

Til denne hovedbygning sluttede sig en række kavalerfløje og Staldbygninger ved nutidens Stengade og Slotsgade, hvor hovedindkørslen til slottet fandtes. Den pragtfulde park strakte sig hen til Peblingesøen og var navnlig berømt for dens lindealleer.

Denne lysthave havde også lysthuse. Ideen med at lægge lysthus med have uden for byen var italiensk og opstod i den tidlige renæssance, hvor man talte om begrebet ”villa suburbana (latinsk: surbana=lige uden for byen).

For det københavnske borgerskab blev de nørrebroske lysthaver også et tilflugtssted. Prins Carls have havde klippede buske og træer, lange alleer og pavilloner. Nede ved Peblingesøens bred, var der på tværs en buegang.

Prins Carl havde elegante møbler, malerier og silketapeter. Den fyrstelige ejer lod, inspireret af pietismen, en prægtig bedesal indrette med 35 bibelske billeder.

Efter prins Carls død i 1729 skiftede gården hyppigt ejere.

 

Christian den Syvendes lystslot

I slutningen af 1760erne stod Grev Holck som den officielle ejer af Blågård, men han var antagelig blot stråmand for Christian den Syvende. Her kunne den unge, endnu ikke aldeles sindsforvirrede konge ubesværet holde gevaldige fester med damer. Blandt disse var Grev Holcks 12-årige hustru. Det var også her Støvlet-Cathrine kom ind i billedet. Hun blev til sidst udvist til Altona.

Et klædemanufaktur indrettedes 1780 på Blågård, men ophørte syv år senere.

I 1791 blev hovedbygningen sæde for landets første seminarium, mens de øvrige bygninger blev udlejet til beboelse. I 1807 blev haven og bygningerne delvis ødelagt af englænderne. Derefter flyttede seminariet i 1809 til Jonstrup.

 

I forfald

Efter at hovedbygningen havde været benyttet til lazaret blev det i 1828 omdannet til teater samtidig med at jorden blev udstykket. På teatret blev der givet ekvilibristiske og pantomimiske forestillinger. Men allerede 1833 gik dette-Nørrebros første teater op i luer.

Stedet var på dette tidspunkt i almindeligt forfald og da man i en udbygning ville etablere en dampmølle i 1830, skrev et københavnerblad harmfuldt, om det var rigtigt ”aldeles at vanzire Hovedstadens skjønneste og meest besøgte Forstæder”

På Nørrebrogade er det overhovedet ikke noget, der minder om slottet og dets historie i dag. På det smalle Nørrebrostræde, som blev en del af Stengade lå de sidste bygninger. Det var resterne af kavalerfløjene. I Slotsgade lå også et par stykker tilbage.

 

Ned ad Blågårdsgade

Over for Fælledgade ligger den katolske Sakraments Kirke. Den blev opført i 1915-17. Vi går nu ned ad Blågårdsgade. I gården bag nummer 15 lå en berømt bygning som Jeppe Tang i 1863 lod opføre i gotisk stil. Det var det nye Blågårds Seminarium. Indtil 1904 havde det til huse her. Det blev så senere flyttet til Seminarieskolen på Kapelvej.

Ud for den nuværende Blågårdsgade 16 havde isenkræmmer Heegaard bygget en lille sommervilla med en stor have til. Heegaard udvidede sin ejendom året efter ved at erhverve et større grundstykke fra ejendommen Blågård, hvorpå han opførte et jernstøberi.

Hans søn S.P.A. Heegaard forstsatte virksomheden og købte samtidigt Statens Fabrikker på Frederiksberg. Køkkenudstyr i særdeleshed emaljerede gryder blev efterspurgte fra Heegaards virksomheder.

 

Blågårds plads

Blågårds Plads er anlagt på den del af Heegårds jorder. I 1898 overtog kommunen grunden. Heegaard flyttede til Hillerødgade. I 1902 anlagde de Blågårds Plads. Senere blev det overdragt til arkitekt Ivar Bentsen. Billedhuggeren Kai Nielsen fik til opgave at lave 22 grupper af arbejdere med børn. Dette arbejde blev fuldendt i 1916.

Egentlig ønskede Kai Nielsen at lave en moder med to børn stillet over for en mand kæmpende med en gorilla. Men dette afslog Ivar Bentsen.

I 1925-26 opførtes på den østre side den noget tilbagetrukne Blågårds Kirke. Foruden Blågårds Plads ejede Heegaard det areal, hvor på gaderne mellem Blågårdsgade, Baggesensgade, Korsgade og Slotsgade, Todesgade samt en del af Prins Jørgens Gade siden blev anlagt.

 

På Fælledvej

På Fælledvej er endnu bevaret et par ældre huse. Hvorfor det store hus på hjørnet af Nørrebrogade 26 og Fælledvej 1-3 er blevet kaldt Nordborg hører til en af topografiens gåder.

Vi skal lige kigge på Fælledvej 4. Omkring 1900 var her en gård med butiksindretning i forhuset og stalde i side- og baghus. Ejeren lod i 1921 sidstnævnte bygninger erstatte med mere tidssvarende til bilgarager. Undervejs i byggeriet skiftede han mening og etablerede restauranten Patricia.

I baghuset blev der således både cafe og beværtning, mens sidehusets første sal rummede spise- og dansesal. I 25 år fungerede stedet som restaurant.

Fabrikant Harry Løhr ombyggede bygningerne til Det danske skriftstøberi. I 1980 skiftede ejendommen endnu engang en ejer. I forbindelse med dette opdagede man, at Storm P havde udsmykket et af lokalerne.

Fra Fælledvej forsætter vi til Skt. Hans Torv, der oprindelig var malkeplads for køerne, som græssede på den nærliggende fælled. Her ligger Skt. Johannes Kirke opført i gotisk stil 1856-61. Den er opført på en del af Blegdamsfælled som de første kirke, der blev bygget ude for voldene. Tegningen til den skyldtes arkitekt Theodor Sørensen.

 

Blegdamsvej

Kirken er beliggende mellem Nørre Alle anlagt 1744 og Blegdamsvejen stammer fra 1770erne. I 1672 fik blegmændene tilladelse til at anlægge deres pladser på en strækning mellem Blegdamsvej og Sortedamssøen.

Dammene som lå her i de næste 200 år, blev nummereret i rækkefølge begyndende syd fra med nr. 1. Der, hvor Sankt Hans Gade går i dag lå bassin nr. 1. I dammene kunne de hvide vare fugtes, hvorefter de blev lagt til blegning i solen. Tjenestepigerne blev sendt herud et par gange om året.

Vogterne skulle passe på, at de udlagte hvidevarer ikke blev stjålet. Han skulle regelmæssig blæse i et kohorn

Den store bygning som her er dens genbo er det gamle Københavns Amts Ting- og Arresthus (nr. 6). De ældste dele er fra 1847-48.

Bygningen er senere ombygget og udvidet meget betydeligt for eksempel i 1913. Skolen på hjørnet af Skt. Hansgade er en filial til Skt. Hans Gades Skole er bygget 1851.

 

Ravnsborggade

Ravnsborggades navn går tilbage til Christian den Fjerdes tid. Ravnsborg var betegnelsen for den skanse som indgik i den ydre befæstningslinje omkring byen, der blev anlagt i forbindelse med søernes ydre grænse.

I Ravnsborggade stopper vi foran nummer 21. Det var her bladet ”Socialisten” en overgang havde trykkeri og radaktion. Og det var her socialistføreren Louis Pio den 4. maj 1872 blev arresteres, natten før det berømte slag på Nørre Fælled.

I nummer 3 er ”Det nye Scala” som Nørrebros Teater blev omdøbt til 1955. Ja på denne plads åbnede det oprindelige teater i 1886. Det var i hovedbygningerne til lyststedet Store Ravnsborg. I det 18. århundrede havde det været et meget populært gæstgiveri.

Siden blev stedet erhvervet af ”Den bestandige borgerlige Forening. Og så blev jorden udstykket.

 

På Dronning Louises Bro

Vi er nu tilbage på Nørrebrogade. Og en de beværtninger, der holdt sig længst var Danas Have i nummer 11. De to første bygninger i indgangen til Nørrebro blev kaldt for Dardanellerne.

Dronning Louises Bro er særdeles populær hos ungdommen. Den er opkaldt efter Christian den Niendes dronning Louise og opført af Vilhelm Dahlerup. Peblingesøen er anlagt i middelalderen. Sortedamssøen er først opstået efter Københavns belejring 1523 ligesom Skt. Jørgens Sø.

Ja og hvorfor hedder det lige Peblingesøen? Søen blev dannet i middelalderen ved opstemning af vand fra Gjeveåen (Ladegårdsåen). Da man i 1520 erstattede plankebesætningen på Nørre- og Vestervold med mur og tårne, må Peblingesøen samtidig være udvidet.

Den fik stigende betydning for byens vandforsyning, idet man 1618 anlagde et ledningssystem med render direkte fra Peblingesøen.

 

Ved søerne

En tragisk begivenhed indtraf i 1802, da billehuggeren Johannes Wiederwelt druknede i Peblingesøen. Årsagen dertil var mange. I sin høje alder var han plaget af økonomiske kriser. Han måtte endog sove på lånte sengeklæder. En uhelbredelig sygdom fik ham til sidst til at opgive. Han forlod den 17. december sit hjem på Materialegården. Fire dage senere fandt man hans lig i søen.

Allerede i 1562 nævnes en ”fjællebro” som forbindelse over søerne. Men der har ofte været forbindelse med disse broer. På et tidspunkt talte om færgeforbindelse. De fine damer kunne ikke passere forbindelse med en paraply i blæsevejr. Allerede ved svage vinde var det et problem. Og ofte fik man fugtige klæder.

Fra broen er der mod sydvest udsigt til Søpavillon ”Det lille Palads” ved Gyldenløvsgade efter en tegning af Wilhelm Dahlerup 1893. Fredens Bro mellem Fredensgade og Sølvgade blev anlagt i 1878. Den var kun beregnet for fodgængere. Den blev i 1887 erstattet af to dæmninger men træbro i midten. Men trafikken tiltog, så i 1904 fik vi den nuværende bro.

 

Man valgte en enkelt løsning

Arkitekt Emil Blichfeldt fremlagde det mest originale projekt for myndighederne. Det var en kombineret bro og basargade helt i stil med de berømte butiksbroer i Firenze og Venezia. En af hovedargumenterne var, at Frederiksborggades forlængelse havde udviklet sig til en glimrende forretningsgade med alle butikker optaget.

Ude og Hjemme fremlagde 1883 illustrationer af Blichfeldts butiksgade og vurderede det som en ”baade i praktisk og kunstnerisk Henseende vellykket Plan”.

En afsluttende debat 18. april 1884 i Borgerrepræsentationen pustede en smule liv i planen. Med 13 stemmer mod 12. Men ak og ve, Magistraten valgte i stedet et enklere og mere traditionelt forslag. Broens rækværker er prydret med fire ensartede bronzeskjolde, der gengiver Københavns byvåben omkranset af våben, hjelme, visirer, faneborge og løver.

 

Livet omkring søerne

I 1800-årene blev søerne en del af københavnernes friluftsliv. Første skridt var udlægningen af Dosseringen langs Skt. Jørgens Sø og Peblingesøen til promenade. Inden da skulle man have nøgler for at komme igen. Ligeledes skulle man have støvler på. Det havde Søren Kierkegaard, da han ofte gik turen fra Østerbro til Nørrebro for at se sin Regine, der boede på Nørrebro. Ja hun var forlovet og rejste senere til dansk Vestindien.

I 1885 fik Københavns Skøjteløberforening overladt den sydvestlige halvdel af Peblingesøen til bane. Otte år senere gav myndighederne tilladelse til at foreningen lod nogle primitive skure nedrive til afløsning af et mere interimistisk bygningsværk.

Den flittigt benyttede arkitekt Vilhelm Dahlerup leverede tegningerne til bygningen, som opførtes i træ. Den blev forsynet med to karakteristiske tårne. En restauratør betalte byggeomkostningerne for til gengæld frit at kunne benytte lokalerne de næste ti år.

 

Åboulevarden

Vi nævnte lige kort Ladegårdsåen. Den burde vi ligesom Ladegården i grunden have med i denne rundvisning. Men vi har skrevet så meget om lige dette tema, så da må vi henvise til de artikler, der ligger om temaet. Men vi kan fortælle lidt om Åboulevarden. Den ligger lige på grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro.

Den ligger oven over den gamle Ladegårdså. Og egentlig blev åen udgravet i slutningen i slutningen af middelalderen for at lede vand fra Damhussøen og Lundehussøen til København.

Men åens navn opstod først efter opførelse af Kongens Ladegård. En tragisk ulykke skete den 27. november 1812, da en karet kørte i åen. Der findes mange forskellige versioner af denne historie.

 

Jomfru Tidsfordriv

Nede ved Blegdamsvej lå Skt. Johannes Stiftelsen. En af de mere kendte, der var her, var Jomfru Tidsfordriv. Hun kom fri efter eget ønske. Derefter levede hun sit mærkelige liv i gaderne.

Hun havde tjavset hår. Hun gik i gamle frakker pyntet med falmende blomster. Hun bar også en spånkurv ”som gemte smudsige bolcher” til alle og enhver. Om sommeren havde hun også en parasol med. Hun forlovede sig med en løjtnant, som svigtede hende til fordel for en pige af bedre kår. På bryllupsdagen skulle hun have mistet forstanden.

Hun hed Juliane Hansen. Hun var født i 1862. Som halvvoksen stod hun uden forældre. En dag i januar 1907 blev hun fundet dødssyg. Hendes kiste i Skt. Johannes Stiftelsens kapel var dækket af et væld af blomster. Langt ud over gulvet bredte kransene sig. Den fineste krans stod ved kistens fodende. Den bar rødhvide bånd. Med guldbogstaver stod der skrevet:

  • Fra Prinsesse Marie og Børn

Det var en sidste hilsen fra prinsesse Marie af Orleans, som var gift med prins Valdemar. Hun var blandt de få, som havde taget sig af jomfruen, og havde hver juleaften sendt hende en kurv med madvarer og varmt tøj.

 

Mellem kokager og hestepærer

Ja så var det også Nørre Fælled. Her lå Aldersro Bryggeri ikke så langt derfra. De var storleverandører, når Borgervæbningen holdt øvelser her. Den sidste Borgervæbning var 1909. Man fik udleveret uniformskasket med firkantet skygge og uniformsjakke. Den var sort og havde skulderstropper på. Ja så fik man også et gevær. Bukserne skulle man selv levere/medbringe. Og man skulle måske ikke stille i de bedte bukser for der var masser af hestepærer og kokager på Fælleden dengang. Det hændte, at knægtene for to øre fik lov til bære disse geværer.

Ja denne Borgervæbning skulle også lære at marchere, og det foregik med rigtig militærmusik. Og hvis man ikke havde fået nok af sprut under øvelserne, så kunne man altid frekventere stamværtshuset, der hed Første Maj på Blegdamsvej. Geværerne stillede man så i pyramideform ude i haven.

Der var også soldaterlokummer derovre. Det var sådanne sorte skure, som var tjæret. De var beregnet til Borgervæbningen. Men det hændte jo også at almindelige borgere fik mavepine. Og så skete det også, at de måtte søge derinde. Det var som regel 4-5 stykker uden skillerum imellem. Ja de stod der, hvor Rigshospitalet i dag ligger.

 

Her blev gadekampe afgjort

Ja soldaternes største fjender var nok alle de heste og kreaturer, der græssede herude. Rigshospitalet begyndte man at bygge i 1905-1906. Militæret gav efterhånden afkald på Fælleden i 1909, og det var også det år, der var indkaldt til den sidste Borgervæbning.

Lige der, hvor hospitalet i dag ligger, lå et vandhold, der hed Gåsen. Længere ude lå der også vandhuller. Det var blandt andet Holger Danskes Briller. Lidt derfra lå en aflang sø, man kaldte for Lammeparken. Knægtene lavede flåder og badede i vandet. Men man skulle kunne svømme, ellers var det farligt. Det vrimlede med fisk i vandhullet.

Fælleden var også stedet, hvor masser af gadekampe blev afgjort. Vi havde Ryerne, det var dem der boede i Ryesgade, Fredensgade og hen af Blegdamsvejen. Og så var det Rakkerne, der boede i arbejderboligerne på hjørnet af Jagtvejen og Tagensvej.

De to grupper kunne ikke tåle hinanden. Begge grupper vil regere over Fælleden. Det var ikke kun knægte, der sloges. Ofte var voksne på 20-22 år med i kampene. Det gik hårdt for sig. Der var et par hundrede på hver sted.

Af våben kunne man se stenslynger, som blev slynget rundt, så stenene kunne ramme en, som et projektil. En af knægtene mistede et øje ved en af disse kampe, ramt af sådan et projektil.

Når politiet så viste sig, ja så kunne de to gruppe forenes og sammen kæmpede de så mod politiet.

Nede på Øster Fælled lå Lægeforeningernes Boliger. Her blev banden kaldt for Brumlebyerne. De holdt med Ryerne. Men Rakkerne kunne få forstærkning fra Rabarberdrengene fra Rabarberkvarteret.

Fælledparken, som vi kender i dag blev anlagt 1908-12. Den 27. april 1909 plantedes det første træ af borgmester Jensen.

 

Zar Peter og Struensee

Men ak og ve. Her lå zar Peter med omkring 30.000 mand. Meningen var, at man sammen skulle erobre Sverige. Men det blev aldrig til noget. Og københavnerne var noget nervøse for russerne. Og zaren måtte i hvert fald ikke på Blågården.

I 1771 blev Struensee henrettet her. Og københavnerne havde taget fri for at overvære dette. Her var også hestevæddeløb. Slaget på Fælleden den 5. maj 1872 illustrerede, at grundloven ikke gjaldt for socialister og arbejdere.

I slutningen af 1800-årene afholdt Garden en række ”Kongerevuer” herude. Til stede var Christian den Niende. Man hilste på kongen, da man red eller gik forbi ham. Menneskemængden råbte Hurra for tropperne

Jo børnene havde da fornøjelser dengang. Bisserne, der holdt til på Nordvestvej, som i dag hedder Nordvestvej trillede latrintønderne ud midt på gaden, når der var nytårsaften. Når så politiet kom, ja så huggede de hjelmene og smed dem i tønderne.

Når politiet så trak af sted med fuldriggerne, ja så trak børnene betjentene i jakken hele vejen ned til Korsgadens Politistation. Dengang var der også bål i gaderne på Nørrebro både nytårsaften og til Sankt Hans.

 

Krigshelten general Olaf Rye

Jo vi fik da lige nævnt Ryesgade. Gaden er opkaldt efter krigshelten, general Olaf Rye. Han organiserede 1849 tilbagetrækningen af en dansk hærafdeling op gennem Jylland, hvor den fra Helgenæs på Djursland blev udskibet og atter landsat i fæstningen Fredericia. Det skete uden at fjenden bemærkede det. Under et udfald fra fæstningen 6. juli samme år mistede Rye livet.

 

Anlæggelsen foregik langsom

Anlæggelsen af Ryesgade blev vedtaget i 1857 af Borgerrepræsentationen som led i en bebyggelsesplan for forstæderne. Ideens ophavsmand var kongelig bygningsinspektør J.D. Herholdt. Men det tog nu temmelig lang tid før projektet var afsluttet.

Første etape var fra Sankt Hansgade og nordpå i året 1858. Derefter fulgte det nordre forløb til Østerbrogade. Så sent som i 1881 standsede den daværende Ryesgade omtrent ved Irmingergade. Nord for denne linje, var intet anlagt. Dette mellemstykke blev først senere lukket.

Mange af gadens beboere klagede over dette smøleri. En enkelt var dog ganske tilfreds med den lukkede gade, nemlig løjtnant H. Schow. Han underviste folk i at køre Velocipede.

 

Danmarks mest folkerige gade

I 1875 husede gaden blot 300 familier. Allerede i 1901 var Ryesgade med sine 9.000 beboere den folkerigeste i København. I 1970erne var tallet helt oppe på 30.000. I samme periode oplevede kvarteret en opblomstring af charmerende marskandiserbutikker.

 

Kilde:

 

  • Hvis du vil have uddybet tingene:

 

 

  • Under Nørrebro kan du finde 219 artikler fra Nørrebro

 

  • Under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar kan du finde 27 artikler fra Nørrebro

De skæve eksitenser på Nørrebro

Maj 29, 2017

De skæve eksistenser på Nørrebro

Denne artikel har været genstand for diverse foredrag af forskellig længde. Vi skal her høre om Lersø-bøllerne, Fælledbisserne, Prinserne samt Kræmmerne og Klunserne. I denne artikel bevæger vi os også over i Nordvest. Vi er både i Lersøen, Nørre Fælled, Blågårds Plads, Blytækkervej og andre steder. Vi skal høre om drabelige skæbner, yndlingsdrikke og meget mere. Disse mennesker, som vi her berører havde en hel speciel levevis. Ja her møder vi også Danmarks Bonnie og Clyde. Og så skal vi på en hel speciel skovtur, hvor der foregik ting og sager. Vi kunne også have valgt skæve eksistenser på Ladegården, men disse har vi beskrevet andre steder. Mange af disse mennesker, som vi her beskriver endte deres tilværelse på Ladegården eller Sundholm.

 

Lygteåen var grænsen

Det er sikkert ikke så mange, der kan forestille sig det, der skete ude i Lersøen dengang. Vi har kun navnene tilbage. Men her lå den næsten udtørrede sø, Lersøen. Jo, den var en del af Københavns vandforsyning. Vandet løb via Lygteåen til Ladegårdsåen.

Nu var denne å også en anden vigtig grænse. For lige hertil løb Københavns Politis myndighed. Var man over åen, var man i Brønshøj Sognekommune og nogenlunde i sikkerhed for politiet. Måske var det derfor at så mange eftersøgte lige kom herud. Men det var nu kun til 1901, så breste Københavns Kommune sig.

 

Masser af pilekrat

Lersøen strakte sig over et ganske stort område. Fra Bispebjerg Hospital over til Haraldsgade og fra Nørrebrogade ud forbi Lyngbyvejen. Her var masser af pilekrat. Det blev høstet til byens mange kurvemagere. Og det var inde i dette vildnæs at Lersøbøllerne holdt til.

Ordet bølle stammer i virkeligheden fra bølleplanten af slægten Vaccinium. Dem voksede der mange af I Lersøen. Udtrykket ”bølle” har siden levet i folkemunde som navnet på en rå og ubehøvlet person.

 

Det var ikke ”Guds bedste børn”

Herude i sivene skulle man nok være stedkendt for ikke at fare vild. Man kaldte stierne for Harald Blåøjes Gang og Peter Knæs Gang.

Men allerede på Christian den Fjerde’ s tid strejfede folk rundt på Nørrebros fælleder. Det var folk, der var jaget af politiet. Og de var bestemt ikke Gud’ s bedste børn.

 

Her kom ”de pæne” ikke

Herude på Lersøen, der kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø – bøllerne. De blev kaldt Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Osen, Knokkeldrengen, Musen, Kno – Anders, Lange Hermand, Delle Frederik og Valdemar Skrupskider.

 

Fanemarchen afspillet med ræven

Jo sidstnævnte kunne med bagdelen afspille Fanemarchen. Og dette var meget populært hos Nørrebro – børnene. Jo de var meget hensynsfulde over for børn. De kunne trygt lege herude.

Ja Sorte – Petra var nærmest at betragte som fælles eje. Af andre piger var der også Anna 66, Guldåsen og lignende.

 

Karl Baj og Skæg Johannes blev til noget

Nye beboere kom til, blandt andet Musen og Karl Baj. Jo så var der også Delle Frederik. Karl Baj brugte en opvarmet firetommer søm for at sætte sit skæg. En gang imellem brugte han også fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.

Ja, Karl Baj blev storentreprenør og Skæg Johannes fik en meget stor jernhandel.

 

Huslejen var gratis

De byggede deres små huler af pilekrat og overdækkede dem med voksdug. Deres indbo hentede de fra den nærliggende losseplads ”Mamrelunden” Den lå på bakken lige neden for det nuværende Bispebjerg Hospital.

Huslejen var gratis. Her var nogenlunde tørt og lunt. Man kunne altid varme sig på spritten. Favoritten var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med en skibsøl eller en pot skummet mælk. Det var sundt og nærende.

 

Fast føde brugte man sjældent penge på

Fast føde brugte man helst ikke penge på. I kvarteret var der altid en bager, der havde gammelt brød. Og var man vaks ved havelågen kunne man altid rapse sig en høne eller et stykke flæsk.

Hos bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Så gjorde det ikke noget, at de var 3 – 4 dage gammel

 

Bølle – Jørgensen uddelte øretæver

Politiet vidste godt, hvad der foregik herude. Men der var ikke daglig patruljering herude. Men når der var farlige forbrydere, der gemte sig herude, så gik den vilde jagt med hunde, og så blev der ellers uddelt øretæver. En ordentlig betjent havde ret og pligt til at sætte sig i respekt.

Ikke alle betjente var lige populære herude. Særlig ham, de kaldte for Bølle Jørgensen var ikke velkommen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Han gad ikke at slæbe bøllerne med på stationen. Han slæbte dem ind i næste port og gav dem en ordentlig øretæve.

 

Ikke alle var lige kriminelle

Nu var de ikke alle lige kriminelle herude. En masse militærnægtere havde også fundet vejen herud. Og beboerne i Utterslev mærkede ikke noget til ”bøllerne”. De var fredet.

Engang brød ”bøllerne” ind på politivagten på Tranevej for at befri en kammerat. De låste den vagthavende inde i detentionslokalerne. Men alle blev efter kort tid anholdt.

 

Renovationsvæsnet spolerede tilværelsen

Men det var nu ikke politiet, der spolerede tilværelsen for dem. Det var renovationsvæsenet. De brugte nogle kolossale udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. I 100 meter brede og 20 meter dybe kratere, hvorfra man tidligere hentede ler, anbragte vognmændene fra natrenovationen deres dyrebare last på så sindig en måde, at det tykke langsomt blev skilt fra det tynde.

Kratersøen blev hældt på tønder og solgt til gartnerne i Utterslev, Brønshøj og Vanløse. Det faste stof blev skåret i blokke for siden hen at blive sendt med tog ud til bønderne i hele landet.

 

10 øre for en rottehale

Det vrimlede med rotter, men det var en indtægtsgilde, Lersøbøllerne budgetterede med. 10 øre betale politiet for en rottehale. Og det var en god pris. Man kunne få en flaske brændevin for mindre end en krone.

Disse rotter tog ophold hos vognmand Klenz. De var meget glade for hans høloft.

 

Frie fugle

Lersøbøllerne var frie fugle. De ville ikke underordne sig samfundets regler. De levede af smårapserier, betleri og lidt kræmmerhandel. Og så tjente pigerne ved at trække på Københavns gader.

De havde deres egen uniform. De gik med bowlerhatte og havde imponerende snoede cykeloverskæg. De havde altid hvide halstørklæder, der var bundet med en stor knude i halsen. Ja og så gik de i træsko.

En del af deres indbo hentede de fra Lossepladsen ”Mamrelunden”. Den lå på bakken neden for det nuværende Bispebjerg Hospital.

 

Ferdinand var en ordentlig kleppert

Kongeparret herude var absolut Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus.

Ferdinand Eriksen var en sværlemmet kleppert. Han havde ikke den store fidus til manuelt arbejde, ja han havde modvilje til dette. Han kom fra det nu forsvundne Brøndstræde – kvarter ved Vognmagergade. Jo han var flere gange kommen på kant med loven. Jorden brændte for alvor under ham. Det var klart at han søgte ud til ligesindede.

Der hvor Frederik kom fra holdt man sig ikke tilbage for vold og trusler. Under tiggeriet udviklede det sig ofte til vold. I ”Fagsproget” hed det ”drikke” eller ”smække” modstanderen en skalle.

 

De tykke panserbasser

Og politiet havde nok at gøre her. Var ofret bare beruset, så lod man ham ført ligge og sunde sig. Det tog jo tid, at få fat i en hestedroske og få kørt ”liget” til nærmeste politistation.

Det var ikke den høje slanke betjent man så, nej det var den tykke panserbasse. Man sagde om ham, at han var udvalgt efter vægt. De kendte hver eneste beboere, disse betjente og deres formåen inden for skrivekunsten var begrænset. Så ofte blev forseelsen takseret til en dragt klø inde i næste port.

 

Frederik startede sin karriere son 13 – årig

Frederik Ferdinand Eriksen begyndte tidligt, allerede i 1888 som 13 – årig. Sammen med et par jævnaldrende knægte hjemsøgte han de frederiksbergske villaer.

Dette indbragte ham 25 slag ris. Dette gjorde dog ikke det store indtryk på ham. To måneder efter fik han en ny dom på 6 dages fængsel. Og sådan gik det slag i slag. I 1892 fik han 8 måneders forbedringshus og året efter 18 måneder.

Det var den 4. november 1893 og det var i Christianshavns Arresthus. Den følgende nat undveg han. Han var sluppet ud af sine celle og ud i gården. Ved hjælp af et rendestens – bræt og noget tovværk lykkedes det ham at komme over den høje mur. Men ak, glæden var kort. Allerede dagen efter bliver han anholdt.

 

I 1901 flygtede Frederik til Lersøen

Han tilstod nu yderligere indbrud og fik en 8 måneders tillægsstraf. I 1896 blev han igen anholdt og fik tildelt tre års forbedringshus. Det følgende år modtog han sin 12. straf, nemlig 8 måneders fængsel for vold mod politiet.

Men nu havde han her i forsommeren 1901 fået nok og mødte op i Lersøen.

 

Karen Spidsmus

Karen Spidsmus hed egentlig Samuelsen. Det var hendes markante profil, der gav hende det berømte navn. Hun kom inde fra Rabarberlandet. Hun havde nogle smådomme for overtrædelse af politivedtægten. Sådan opfattede hun det nu ikke selv. Hun betragtede det som aldeles utidig indblanding i hendes privatliv. Hun var blandt andet stukket af fra en forvaringsanstalt.

Hun var opvokset i Rabarberlandet og var datter af ”Den glade Sandmand”. Og man skulle ikke kommentere hendes profil, så fik man en på ”snotten”. Man sagde om hende, at hun trak. Men det gjorde de fleste andre piger herude også.

 

I bad i Lygteåen

De havde nu en ret stor hygiejnisk standard herude. De badede kollektivt i Lygteåen. Deres tøj hang så til tørre inde ved bredden. Og for 5 øre kunne de endda også købe et stykke sæbe.

 

Stamværtshuset

De havde også deres stamværtshus på Nørrebro. Bag ved Stefans Kirken lå Brønshøjgade. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder, og her holdt de snapseting en gang imellem.

 

Lersø – slaget i flere versioner

Man kan vel sige at bølleuvæsnet i Lersøen kulminerede i 1901. Her blev det berømte Lersø – slag udkæmpet. Det var natten mellem den 29. og 30. september. Banden havde delt sig i forskellige grupper og begået indbrud på Nørrebro. Hen på morgenstunden drog de så af sted belæsset med udnyttet for at fejre det i hytterne.

To københavnske betjente stødte på dem og anholdte den sidste i karavanen. Det gik ikke fredeligt for sig. De andre kom kammeraten til hjælp og betjenten blev ilde tilredt.

Men historien findes også i andre udgaver.

 

Sprit – apparatet

Der var masser af brandfare herude. Der måtte ikke tændes ild. En dag havde bøllerne tændt deres spritapparat. Nu ville de have hestefrikadeller.

En patrulje kunne lugte, at der blev lavet mad. Ikke alle betjente var lige fleksible. Den ene betjent havde sparket til spritapparatet for at få det slukket. Det var betjent Ørsted. Han fulgtes med en, der hed Kjærumgaard. Det endte med, at bøllerne røg på betjentene.

Ørsted blev mishandlet og døde senere af dette. Kjærumgaard løb sin vej. Og det gik ned af Rådmandsgade. Og her skar han sig selv i frakken. Det skulle se ud, som om, at bøllerne havde overfaldt ham med knive. Han blev øjeblikkelig afskediget efter retssagen for at have svigtet sin kollega.

 

Politiken den 1. november 1901

Det såkaldte Lersø – slag fik stor omtale i datidens medier. Således skrev Politiken den 1. november 1901:

 

  • Banden havde siddet og drukket på en beværtning i Gormsgade. Her blev ”Spiritus” uvenner med en arbejdsmand, som han i den anledning slog en skalle. Derefter brød de ind hos en detailhandler i Dagmarsgade og stjal øl og cigaretter. Tyvekosterne nød de på en mark ved Ægirsgade. Og i denne gade forøvede de derpå indbrud hos en detailhandelsker og stjal forskellige varer.

 

  • Hos detailhandler Andersen i Baldersgade stjal de endelig en kasse øl, og da det var besørget, gik de ad Lersøvejen, hvor de overfaldt nattevagten ved kloakanlægget. Så kom sammenstødet med betjentene, og deres tilståelser herom er så nogenlunde i overensstemmelse med betjentenes fremstilling.

 

 

  • Efter overfaldet drog de bort fra byen og nåede tidlig om morgenen Søborhus Kro, hvor de brød ind og stjal mad og drikke, som de nød i haven. En tømmersvend kom forbi og gjorde en bemærkning om deres forbryderiske forehavende, fik prygl og flygtede.

 

  • De tog nu vejen til Dyrhaven, og den påfølgende aften brød de ind i beværtningen ”Bakkens Hvile” på Dyrhavebakken og stjal vin og cigarer, hvorefter de søgte natteleje på høloftet i et foderhus i nærheden af ”Ulvedalene”. Nogle af dem boede her i flere dage, mens andre søgte andre steder hen for at stjæle til livets ophold, blandt andet forøvede de to indbrudstyverier i Taarbæk.

 

 

  • Men da kulden og sulten efterhånden gjorde dem landopholdet for ubehageligt, drog de i spredte flokke ad hovedstaden til. De første to blev anholdt på Østerfælled, hvor de lå og nød spise – og drikkevarer, som de kort forinden havde stjålet fra detailhandelsker Scheuer i Kildevældsgade.

 

  • Efter denne anholdelse har politiet efterhånden fanget dem alle ind – på nær én ved navn (Ferdinand) Eriksen, og efter mange anstrengelser er det nu endelig lykkedes assessor Schou at få de hårdnakkede forbrydere til at bekende.

 

Mathilde og Valdemar Hansen

Politi og myndigheder satte nu for alvor ind mod Lersø – bøllerne. De fleste blev hurtig fanget. Men det lykkedes for Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus at gemme sig i Århus i et halvt år.

De lejede en lille kvistlejlighed under navnene Mathilde og Valdemar Hansen, broder og søster. Men så var det en kone i ejendommen, der synes, at det var mistænkeligt, at de havde fået nye klæder trods det, at de ikke bestilte noget som helst. De havde også åbenbart altid penge. Så var det, at konen underrettede politiet.

 

Sand i øjnene

En betjent gik op i lejligheden og fandt Karen alene hjemme. På opfordring fulgte hun ret modvilligt med. Det passede hende ikke, at hun skulle gå. Hun ville køres.

På vej til stationen blev de indhentet af Ferdinand. Pludselig kastede han en håndfuld sand i øjnene på betjenten, der blev ganske blindet. Og da han atter kunne se, var de borte.

Dagen efter blev de anholdt på Fredericia Banegård, da de var på vej til København.

 

I retten

I retten opgave de deres fingerede navne og nægtede at have begået noget ulovligt. Da forhøret var forbi, lå der en lille håndfuld sand på gulvet, hvor Karen havde stået. Hun blev kaldt tilbage, men skønt det viste sig, at hun havde noget sand i lommen, nægtede hun indigneret at kende noget til det. Hun nægtede at ville bruge det, ligesom Ferdinand havde gjort det.

De blev nu indsat i det gamle umoderne arresthus. Fotografier af dem blev nu oversendt til Københavns Politi. Men før svaret forelå, var fuglene fløjet.

 

Den eventyrlige flugt

Flugten var ganske eventyrlig. Om natten ved tretiden kom en bagermester ind på politistationen og meddelte, at der på arrestmuren ud til Rosengade hang et lagen og flagrede, hvad han mente så højst mystisk ud. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at et tagvindue på arrestbygningen stod åbent.

Da man havde fået vækket arrestforvareren, der havde soveværelse i bygningen og foretaget en grundig undersøgelse, blev det konstateret, at både Ferdinand og Karen var borte. De må være flygtet i det blotte linned, da arrestforvareren hver aften tog deres tøj fra dem netop for at hindre deres flugt.

 

To betjente på cykel

Hele politistyrken blev nu alarmeret og sendt i alle retninger, men forgæves. Først ved 16 – tiden om eftermiddagen ringede en vognmand fra Århus ude for landsbyen Lisbjerg nord for byen, at der lige havde været to mistænkelige personer inde hos købmanden der.

De to eneste disponible betjente sprang straks på deres cykler og kørte alt hvad de kunne. Ved deres ankomst havde beboerne hjulpet af vognmanden og hans søn fået fat i Karen. Da Ferdinand havde set var han kommet for at befri hende. Men han var blevet omringet.

 

Ferdinand bundet på arme og ben

For at frelse sig selv var han løbet ind i en svinestald. Men her havde man lukket døren for ham. Da der var jernstænger for vinduerne, var han fanget som en rotte i en fælde.

Da betjentene nu havde fået forstærkning, trænge de ind i stalden. Ferdinand var aldeles rasende og ustyrlig. De måtte til sidst binde ham på arme og ben.

Da de kom tilbage til Århus blev de modtaget af politimester og by foged Jespersen. Karen blev straks sat ned i arresten igen. Men for brud på arrestreglementet blev Ferdinand af By fogeden idømt 20 slag rotting. Denne straf blev eksekveret med det samme i forhørslokalet på rådhuset af arrestforvareren i overværelse af hele politistyrken.

Ferdinand modtog slagene på sin nøgne ryg uden at foretrække en mine.

 

Med fuldskæg i dameklæder

I de mennesketomme gader vandrede de så lykkelig arm i arm ud ad de mennesketomme gader. Han i skjorte og hun i særk.

Som en af betjentene sagde, må de sandelig have set fantastiske ud. Uden for byen skjulte de sig i en kornmark. Ved middagstid begav de sig hen til en tennisplads, hvor de brød et skur op. Her fandt de diverse beklædningsgenstande.

Men nu var det kun dameklæder. Ferdinand så fantastisk ud med hans store overskæg. Han havde hele tiden et tørklæde op for det meste af ansigtet. Måske var det derfor, at de vakte mistanke.

Det undrede politiet, at de havde penge på sig. Men Karen sagde med et smil, at det havde hun tjent i Risskov. Senere måtte hun erkende, at hun under hele arrestopholdet havde gemt penge på sin krop.

 

Myndighederne til grin

Man havde nu fået svar fra København og de to måtte bekende, hvem de egentlig var. Og mens de havde været i Århus havde de begået 18 indbrud.

Myndighederne blev gjort til grin. I revyer og teaterstykker blev Lersøbøllerne hyldet som en anden Olsen Bande. Talrige skillingsviser blev det til.

 

Ferdinand træt af USA

Ferdinand Eriksen fik 4 års tugthus for sin medvirken i Lersø – slaget. I maj 1905 blev han benådet for resten af straffen mod at forlade landet og ikke vende tilbage i 10 år.

Han blev så hjulpet til Amerika, og sendt derover på politiets regning. Men forholdene passede ham ikke helt. Så allerede i juli vendte han tilbage. Og det skulle selvfølgelig fejres. Han drak sig fuld, lavede gadeuorden og blev anholdt. Han opgav at hedde Carl Christian Larsen. Han afsonede en bøde på 25 kr.

 

Genkendt af arrestforvareren

Arrestvagtmesteren i Vestre Fængsel genkendte ham imidlertid, og så måtte han atter ”over vandet” for at afsone de eftergivne 17 måneder.

I januar 1907 blev han løsladt. Et halvt år efter blev han på ny anholdt i færd med at begå et indbrud. Dette og andre tyverier, han måtte tilstå kostede ham 5 års tugthus. Han appellerede til Højesteret, der blot stadfæstede straffen.

I 1912 kom han ud og klarede sig derefter fri af Politi og Domstole. Han døde på Kommunehospitalet i 1919.

Karen Spidsmus slap med 30 dage på vand og brød. Hun levede herefter som en anstændig dame på Vesterbro, til hun var godt oppe i firserne. I de senere år var hun dog blevet apatisk og nærmest igen en original.

 

Bebyggelsen kom tættere på

Efterhånden kom bebyggelsen tættere på. De resterende bøller på Lersøen trak ind til Nørre Fælled og skiftede navn til Fælledbisserne.

Men politiet fik efterhånden også mere styr på det. Således anskaffede politiinspektør Mellerup nogle politihunde. Og det gav resultater. For disse hunde var ikke bange for Lersø’ s beboere. Der blev uddelt adskillige bidesår.

Dette gentog sig gang på gang.

Man sagde også, at det var Opdagechef Bertel Madsen, der fik optrevlet hele banden. Men det er nu ikke helt korrekt.

 

Udtryk som bisse og bølle”

Udtrykket ”bisse” stammer egentlig fra kvæg, der går frit på græs. Da Fælledbisserne utilpassede, frie sjæle, der aldrig kunne holde sig i ro, fik de øgenavnet bisser, der som bøller stadig lever i folkemunde for ”rå og ubehøvlede personer”.

 

5 øre for at trække op i kjolen

Fælledbissernes ”dronning” var Maja Robinson. Hun havde efter rygterne været fin lægefrue i Australien. Som ung havde hun været en billedskøn kvinde. Hun gik rundt med et billede af sig selv, ind til det var blevet slidt.

Deroppe hvor Aldersro Bryggeri lå, var der engang en tobaksfabrik der hed A/S Lichtinger. Ja det var omkring det nuværende Jagtvej 169. Her havde en række kvindelige medarbejdere flere gange forsøgt at bringe Maja Robinson på ret køl. De samlede ind til hende. Og klædte hende ind fra yderst til inderst. Men det hjalp ikke.

Engang imellem forsvandt hun helt, så kom hun pludselig tilbage. Der var altid ballade omkring hende. For alle ville gerne være førstebajs hos hende. Men det var som regel ”Proppen”, der vandt.

Man sagde om hende, at hun hver måned fik tilsendt penge fra hendes forhenværende mand. Når hun så blev anholdt og sat i brummen kunne hun finde på, at klæde sig af over for de rødmende betjente. Senere ude på fælleden fik hun om sommeren 5 øre for at trække op i kjolen af rødmende karle.

 

En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen

En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen kom meget hos Fælledbisserne. Han brugte dem til sine berømte motiver med vagabonder.

Men ak tidens udvikling ramte også Nørre Fælled. I 1909 opgav militæret endelig sine rettigheder på Fælleden. Den blev forvandlet til folkepark, bebyggelse og idrætsanlæg. Flokken delte sig. Halvdelen søgte ind på Blågårds Plads. Den anden halvdel søgte ud i Nordvest kvarteret, hvor de blev klunsere. Nogle blev faktisk holdne mænd som produkthandlere, hvor deres tidligere ”bølle” – kollegaer klunsede for sig i byens skraldespande.

Om sommeren drog mange af dem på landevejen som landevejsriddere og skærslippere.

 

På Sundholm og Østerbro

Nogle få af dem kom fri fra miljøet og fandt deres plads i samfundet. Men de fleste af Lersøbøllerne og fælledbisserne endte deres dage som forhutlede drankere på Sundholm.

Ib Spang Olsen fortæller i sine erindringer fra kvarteret omkring Bryggervangen og Vognmandsmarken minder om både Fælledbisser og Maja Robinson, der i hans barndom var gæster i Likørstræde ved Kristineberg.

 

De ”pæne” damer gik i en stor bue uden om Maja

De ”rigtige” damer gik en stor bue forbi Maja, når de så hende. Om vinteren boede Maja og Julius i et skur bag Persons Stenhuggeri. I ledvogterhuset ved ”Holger Danskes Briller” blev Maja og Julius vasket. Men Maja havde det nu ikke let. I Aftenbladet den 14. september 1917 var overskriften:

  • Fælleddronningen Maja Robinson slaaet fordærvet af sin kæreste

 

De stjal mad

I 1918 var de ikke så mange tilbage. De var vel kun 5 – 6 stykker. Her så man blandt andet ”Stegt Sild”, ”Den hvide neger” og ”Krølle Charles”. De var ret fredelige, men stjal lidt mad i ny og næ.

Nu skete der også ting og sager på Nørre Fælled, Øster Fælled m.m. I 1909 opgav militæret sine sidste rettigheder på Fælleden. Den forvandlede sig til folkepark, bebyggelser og idrætsanlæg.

Mange ude på fælleden lå i en evig brændevinsrus. De var såmænd fredelige, hvis man gav en lille skærv til brændevinen. Men det var politiet ikke ude på Fælleden. Det var endda ridende politi, som med deres sabler slog dem på flugt, såvel kvinder som mænd.

 

Maja populær hos børnene

Når Maja så, at der kom børn, havde hun altid en slikpose parat til dem.

Hvad der blev af Maja vides ikke. Men endnu i 1940’erne så man Julius i Fælledparken.

Fælled-bisserne blev til Prinserne. De delte sig i to dele. Nogle søgte ind på Blågårds Plads, andre ud i Nordvest. Og ude i Nordvest blandede de sig med klunserne og kræmmerne. Om sommeren drog mange af dem på landevejen som landevejsriddere og skærslippere.

I Nordvest så man dem i små flokke af en halv snes mænd på Drejervej og Rebslagervej. Jo de videreførte de stolte traditioner fra Lersøbøllerne og Fælledbisserne.

 

Hygge på den kommunale bænk

Man fandt stadig Prinserne i hyggelig samvær i det nuværende Nørrebroparken og i Fælledparken. Men de fleste foretrak de kommunale bænke på Blågårds Plads sammen med legende børn.

Politiet og vægterne havde kæmpet en forgæves kamp for at få dem fjernet. Men hidtil forgæves. De pyntede bestemt ikke på samfundet, og borgerskabet mente, at de ikke pyntede. Man var enige om, hvad der skulle på på gravstenen:

 

  • På min gravsten skal der skrives
  • Der ska` printes på latin:
  • Under denne gravsten hviler
  • Der et smask fordrukken`svin

 

De tiggede åbenlys penge til kogesprit af de forbipasserende. Folk kendte dem og gav dem penge for at slippe hurtig af med dem. De kunne virke voldsomme, men de var nu uskadelige. Ingen børn var bange for dem. De tjente penge som babysittere.

De sov som regel uden tilladelse i en eller anden uhumsk kælder, lige på det bare cementgulv. Sengetøj betragtede de som luksus. De frøs ikke sagde de, for her var det den indre varme, der bestemte.

 

Spisekammer fungerede som lokum

På et tidspunkt var der mange nedrivningsejendomme på Indre Nørrebro. Her opholdt de sig, og drak sig fra sans og samling, indtil de drattede om. Ja her kunne et gammelt spisekammer sagtens fungere som lokum. Stanken var dog ubeskrivelig.

Når de så havde udvalgt sig en bestemt ejendom, så blev de der. Når entreprenøren var begyndt nedrivningen, så flyttede de bare fra værelse til værelse, fra etage til etage. Først når en bulldozer havde jævnet de sidste murbrokker var prinserne igen hjemløse.

De forsøgte at overbevise myndighederne om, at de ikke var subsistensløse og dermed retsløse. Jo de kendte godt reglerne.

 

En rædsel at komme på drankerhjem

De havde panisk rædsel at komme på Drankerhjem. Først var det Ladegården siden var det Sundholm. De bevarede deres bopæl længst muligt. Ofte var de tilmeldt hos forældre eller søskende. De sidste forbindelser til samfundet måtte ikke kappes.

Familierne havde for længst opgivet dem. De så helst, at de drog ud på landevejen og holdt sig borte for bestandigt. Egentlig var der to slags prinser. Det var de Konstante Spritdrankere fra byen og så var det Kvartalsdrankerne, der ofte tilsluttede sig.

 

Familietragedier

Det var svært omkring 1918. De fattige havde det usædvanligt hårdt. Forbruget af spiritus var enormt. Mange arbejdere havde vænnet sig til større eller mindre kvantum hver dag. Det varede adskillige år før drikkeriet havde fundet et naturligt leje. Andre fandt aldrig dette leje.

Under den tilsyneladende rolige overflade udspillede der sig mange familietragedier på Nørrebro, når husfaderen opsøgte prinseflokken og tog på landevejen.

 

Indianerfrokost

Meget populært i de kredse var Indianerfrokost. På stegepanden varmede prinserne røget makrel, wienerbrød og rugbrød, fedt, tomater og affaldspålæg. Ja så fik de en spritdram til. Og imens skrålede de:

  • De Frelserpiger

De er så fromme

De går med salmebog

I deres lomme

Med korte skørter

Og skæve ben

Og ræven går som slibesten

 

De flydende oplevelser

Under Første Verdenskrig satte værtshusholderne altid flaskerne på bordet, når man fik kaffepunch og rødvinstoddy. Som regel blev der en sjat tilbage i flasken. Disse sjatter blev så hældt på en flaske. Dette blev så til en bitter, som Prinserne kaldte ”Hanerumpe”. Og grunden til dette, var de mange farver.

Man blandede portvin og sprit. Men en finere og langt billigere drik var en såkaldt ”Primuslikør”. Det er kogesprit og sodavand eller saftevand. Nogle blandede også skummetmælk i sprit. Ja man talte også om Karbidsnaps.

 

Uha – skyhøje priser

Det var gode tider omkring 1908, da en hel flaske Aalborg Taffel kun kostede 55 øre. Og her var der også inkluderet en brændevinsafgift til Staten på hele 6 øre. Fra 1912 til 1917 steg prisen for en hel flaske fra 72 øre til 99 øre. Men så pludselig den 26. marts 1917 steg prisen til 2,40 kr. Det var en katastrofe for Prinserne og deres lidelsesfæller.

Selv Nørrebro Handelsforening protesterede. Det var sikkert ikke for at hjælpe Prinserne. Men man tænkte på afsætningen i butikkerne. Og det blev endnu værre. For den 1. januar 1918 steg brændevinsafgiften til staten pludselig til 7,69 kr. Det betød, at en hel flaske Aalborg Taffel komme til at koste den skyhøje pris på 11,00 kr.

 

Kogespritten blev grøn

Omkring 1939 var der mangel på spiritus, brændevin og likør. Men det var også mangel på kogesprit. Og så var det i en periode grøn. Det var ikke godt for prinserne.

Myndighederne havde også tilsat bismag til kogespritten. Men prinserne fandt ud af en løsning. Og det gjorde de ved hjælp af eksperimenter med fasblus m.m. Alt dette foregik på førstesalen i Rådmandsgade 69.

Forsøgene gik så godt, at man også afsatte flaskerne i restauranterne. Man fik 25 kr. for dem. Og så havde man tilsat kommen m.m.

 

Anholdt for hjemmebrænderi

Det blev selvfølgelig opdaget. Men disse prinser er nu ikke tabt bag en vogn. Anholdelsen foregik på denne måde:

  • Ja De er sigtet for hjemmebrænderi. De er arresteret og må følge med!
  • For hva?
  • Ja, vi har lavet en husundersøgelse, og nede i deres kælder, der har vi fundet remedierne til hjemmebrænderi.
  • Åh vil De så også ta` og arrestere mig for voldtægt?
  • Hvad vil det sige? Har De også begået voldtægt?
  • Nej Hr. betjent, men jeg har remedierne til det?

Mange af Prinserne tjente også til kogespritten ved at være gårdsangere. Men det forbød politiet også. Man havde ligefrem betjente, der gik rundt på Nørrebro og konfiskerede gårdsangernes musikinstrumenter.

 

En hyldest til flasken

Nu havde Prinserne ofte lavet om på teksterne til populære melodier. Således blev denne sunget på melodien Sov Dukkelise:

  • Du dejlige flaske med radium

Du er min ven og min trøst

Lad andre kun prise champagne med skum

Du slukker dog altid min tørst

Du lille flaske-du er så rar

Du følger altid troligt med far

Selv om de værste skæve, jeg har

Altid i lommen jeg dog har.

 

Her goldt klunserne til?

Samtidig med Prinserne holdt Klunsere og Kræmmere til på Nørrebro og i Nordvest. Nogle af Prinserne hoppede også over i disse fag. Der var vel halvanden hundrede på Nørrebro og i Nordvest. Det svarer til cirka halvdelen i hele København:

  • Alvi, Blytækkervej cirka 50 klunsere
  • Hovedstadens Pakhus, Brofogedvej cirka 15 klunsere
  • Dumman i Dagmagergade cirka 15 klunsere
  • Møller i Ryesgade cirka 20 klunsere
  • Hovedstadens Pakhus i Todesgade cirka 25 klunsere
  • Jernhandlerne på Svanevej cirka 10 klunsere

Ja vi har sikkert glemt en del. Så var der også klunserne fra Østerbro, som handlede inde på Nørrebro.

Under krigen var der meget gode priser på klunservarer. Og der var der nok op til et par tusinde i København.

 

Hvad er en klunser?

En klunser er en mand, der roder i skraldbøtter og på lossepladser efter kasserede ting og sager, for så at sælge det til en god produkthandler. Derefter drikke han omgående pengene op.

Det må være et af verdens ældste erhverv. Man kan da sige om manden, at han er moderne. Han går ind for genbrug. Men gennem hele historien har denne erhvervsdrivende været uvenner med omstrejfende hunde.

Mange var ødelagt af spiritus. De evnede ikke at overholde samfundets regler med hensyn til at overholde herbergernes regler om ankomsttid, ædru tilstand, renlighed og betaling for logi. De sov under halvtage og parkerede lastbiler, i kældre og i trappegange.

Han havde også sit redskab, ligesom slagteren. I klunkevisen fra 1857 hører vi, at Christen bruger syvtallet. Det er en slags takket hakke med et solidt træskaft.

For nogle hundrede år siden var der i København et ubeskriveligt ælte overalt. Det stank og man kunne dårligt få luft. Rendestenene var fyldt med skidt og møg, som borgerne uden videre havde kastet ud på gaden. Der lå det så og rådnede sammen med kadavere af selvdøde dyr.

 

De ærlige og de uærlige

Det var dengang, at samfundet var opdelt i de ærlige og de uærlige. Det havde noget at gøre med ens erhverv. En ærlig mand kunne aldrig drømme om at røre en uærlig mand. De uærlige blev nødt til at gifte sig med hinanden. Først et godt stykke ind i 1800-tallet forsvandt denne opdeling. Til de uærlige hørte alle dem, der kom i berøring med forbrydere. Det var bødelen, skarpretteren, vægteren og bysvenden. Men også dem, der havde ”et svinsk og uappetitlig arbejde” hørte til denne gruppe for eksempel skorstensfejeren og hesteslagteren.

Hertil kom alle dem, der havde med transport af latrinspande og skarnet at gøre. Det var rakkeren, natmanden og siden skraldemanden. Ja selvfølgelig var det også klunseren, der rodede rundt i skarnbunkerne.

Rakkeren var dengang forsynet med en skralde af træ, så beboerne blev advaret, når han var i anmarch. Men tilbage til klunseren. Han var foruden sit syvtal forsynet med et kraftigt forklæde af presenningsstof eller bare en gammel sæk, som han hængte om livet. Desuden havde han et par gamle handsker på, der skulle beskytte ham mod glasskår.

 

Blandt de fattigste

Han var sammen med vagabonden blandt de fattigste i vores samfund. Han ejede kun de klude, som han havde på. Ikke engang klunsecyklen ejede han selv. Den lejede han hos produkthandleren. På denne cykel kunne han også sove. Ved hjælp af presenninger og sække kunne han godt indrette sig. Og så var det bare at finde sig et halvtag.

Klunseren færdes altid rundt i en større eller mindre brandert. Viceværter betragtede klunseren som tilhørende et besværligt folkefærd. Han arbejdede hele døgnet, hvis ikke lige han skulle sove rusen ud. På sin hue havde han en elektrisk lampe, der var forbundet til et batteri i frakkelommen.

I det game Rabarberkvarter, Rantzausgade med sidegader og Griffenfeldsgade-kvarteret vrimlede det med uappetitlige gnavere, mus og rotter. Var man først blevet bidt af sådan en, så var det med at søge nærmeste hospital og få en modgift.

 

En klunser var ikke sart

En klunser var ikke sart. Men det er hårrejsende historier om, hvad han har fundet på Nørrebro. De fleste klunsere arbejdede helst om dagen af hensyn til rotteplagen. De startede tidligt, så de kunne nå at skrabe et par kroner sammen til spiritus. Det som han tjente i går, var for længst brugt.

Legemet kræver et vist kvantum alkohol, før det havde det nogenlunde tåleligt. Klunseren var en slave af sit last. Om aftenen finder man ham over i en skur i et hjørne af klunserpladsen for at hygge sig med kammaraterne. Straks går det bud efter drikkevarerne. Så var livet igen dejligt.

 

Yndlingsdrikke

En yndet drik var ”Døden fra Lybæk”. Man tager en tom flaske. Så hælder man en halv flaske hvidtøl i den, og så en rød sodavand. Resten er så sprit. Det var en drik, der fik klunserne til ”at gå på røven”

En anden drik var Nikodolsaft. Ja nogle af klunserne kaldte den også for en Jukohama. Man skulle bruge tre sodavand og en halv flaske sprit. Spritten kostede dengang 85 øre og den indeholdt 93 pct. alkohol. Det kunne en hver husmor se på etiketten, når hun pudsede vinduer. Det kunne blive til tre blandinger, eller som klunserne sagde-tre forbrændinger.

Sodavand hældes op i en bajerflaske. Resten fyldes op med sprit. Så bliver blandingen destilleret på klunser-maner. Flasken bliver rystet og vendt op og ned et par gange. Så forsvinder noget af spritdampen af med kulsyren. Man kan med tommelfingeren mærke, når trykket er, som det skal være. Det er vigtigt, at ikke al kulsyre forsvinder.

Amerikaner-Karl kunne drikke den ren, lige fra flasken.

Nogle gange krævede det godt nok store overvejelser, hvad man skulle investere i. En bajer kostede 83 øre, mens en flaske sprit kostede 85 øre.

 

Koldbrand

I det lange løb ødelægger man maven ved dette konstante drikkeri. Men det går også ud over blodomløbet i benene. Og så kan der opstå koldbrand. Mange klunsere døde af dette.

Men ellers var det også en blanding af brændevin, cognac og rom, der blev indtaget, der havde sin virkning. Man vågnede om morgenen med mandolinfeber. Den eneste måde at dæmpe dette på, var indtagelsen af en ny forsyning af sprit. Og så var ringen ligesom sluttet.

Klunseskuret var de asociale klunseres eneste bindeled til samfundet. Adressen var omhyggelig noteret på folkeregistret. Det var også her politiet henvendte sig, hvis man skulle have fat i en bestemt klunser.

Her kunne klunserne selv lave mad med primus. Og hver gang kom vittigheden med at det var synd, at anvende primussen at anvende spritten på den måde.

Mange klunsere sov i et cykelskur. Men mange sov også i det fri kun overdækket med en presenning på den trehjulede cykel.

En del af klunserne havde også dækadresser på herberget ude på Bellahøj. Man skulle betale den store formue på halvanden krone pr. dag. Men det kunne blive for meget, når 12 møgbeskidte mandfolk lå der og fes en hel nat for lukkede vinduer.

Middagsmaden blev indtaget på en café under højbanen eller folkekøkkenet i Møllegade. Ja særlig populær var en politiassistent, der hed Lotinga. Han hjalp klunserne.

 

Guldgrube under krigen

Ordet klunser er afledt af ordet kluns. Dermed menes gammel ragelse eller gamle klude. Besættelsestiden var en guldgrube for klunserne. Myndighederne havde bestemt, at alle pulterkamre skulle tømmes af hensyn til brandfaren ved eventuel bombning.

Engang imellem forsøgte klunserne at komme ud af deres elendighed. De fik arbejde, men snart kom breve både fra skattemyndighederne og pantefogederne. Så fik de kniven på struben. Der skulle betales børnepenge og manglende skat. Og ofte fandt klunserne så ud af, at det bedst kunne betale sig at klunse.

Ude på Blytækkervej i Nordvest holdt 50 klunsere til bag det skærmende plankeværk. Vejen var ofte fyldt op med trehjulede cykler. Inde på pladsen blev varerne grovsorteret af klunserne selv. Rundt om så man stabler af gamle aviser, bildæk, spande og urtepotter. Jo og pladsmanden sørgede for en pinlig orden i alle stakkene.

 

Den årlige skovtur

Jo de kunne også komme i flot tøj. Det gjorde de, når de skulle på den årlige skovtur, eller når de tog afsked med en god kammerat. Det skete ved fælles hjælp. Jo de var gode til at hjælpe hinanden. De ville ikke ligne beskidte møgdyr ved sådan en lejlighed. Man lånte beklædningsgenstande hos hinanden.

Og så var der ellers gang i 17 kedler på en gang. Og hver gang en var blevet barberet og vasket, så ud af klappen med ham, så var det i gang med den næste. Og selvfølgelig kom Jyde Ole for sent-møgbeskidt. Han havde ikke en trevl rent tøj at tage på. Men det klarede man også. Og snart var 33 klunsere parat renvaskede og i nydeligt tøj, ja endda rent undertøj også.

Turen gik nord på. De skulle have rigtig snaps sponseret af købmanden, hvor de normalt handlede. Men man måtte ikke drikke på vej derop. Og man skulle selv sørge for madpakken. Men der var flere, der havde sponseret 50 kr. Deriblandt var produkthandler Alvi på Blytækkervej og jernhandleren på Brofogedvej.

Tilfældigt var produkthandlerens sortér-damer også på udflugt samtidig. Egon havde sin harmonika med. Og så blev der ellers danset på græsplænen. Det endte da også med at Kusse-Johannes væltede ind i rosenbedet med en lang bønnestage. Og Gamle Valde havde fundet en, der kunne være bygget ude på B&W. Sikke et syn. Gamle Walde lå nederst. Han blev nærmest mast.

 

Stakkels Kusse-Johannes

Denne Kusse-Johannes havde fået et vide, at han af helbredsgrunde ikke måtte drikke spiritus. Men det var han ligeglad med. Han skulle spise tre hjertepiller om dagen. Men han spiste tre i timen og skyllede ned med tre flasker portvin. Han blev senere fundet på Drejervej-død som en sild.

Skovturen endte på Bakken. Nogle blev derude og andre tog hjem til Blytækkervej. Straks gik turen over til købmanden, hvor der blev købt portvin og kogesprit.

 

Tatoveringer klarede man selv

Mange klunsere gik rundt med tatoveringer. Og det var ikke noget, som man fik lavet i fremmede havne eller i Nyhavn. Det var nogle af kammeraterne på Nørrebro, der sørgede for dette.

Man binder syv nåle på et træskaft, sådan bag ved hinanden. Så kradser man tegningen og med nålene. Ja og så blev nålene dyppet i tusch. Det var mange, der efterhånden var sande mestre i dette. Ofte blev de lavet i beruset tilstand, så gjorde det ikke så ondt.

Vi har jo her i artiklen mødt masser af klunsere. Men det var jo også lige:

  • Kresjan Højttaler
  • Laurids betjent
  • Ballet Ole
  • Løgne Hans
  • Luse Karl
  • Skræppeskideren
  • Prima-Prima
  • Jens Mangepenge
  • Ole Strit
  • Perletand
  • Fru Petter
  • Snude Jens
  • Ålehovedet
  • Vaskelap
  • Viggo Plys
  • Sorte Holger
  • Røde Holger
  • Sprit hans
  • Gnavpotten
  • Ålepitten
  • Den brølende Løve
  • Linje 14
  • Og alle de andre

 

Når finanserne slap op

Det kunne jo være, at man helt var udgået for finanser. Så kiggede man dybest nede i lommerne og samlede 1 og 2 ører i en stor bunke. Var det stadig ikke nok, smed man undertøjet, strikketrøjer og ”den slags unødvendig kluns”. Det solgte man så til produkthandleren. Det blev så nok til en flaske portvin og en flaske sprit.

Jo klunserne kom skam også til frelsermøde. De kom for at få lidt sang og en kop kaffe samt varme. Her kunne man godt komme i møgbeskidt tøj med en brandert på, uden at nogen så og gloede af en af den grund. Frelsens Hær kendte godt klunserne og vidste, hvordan de var. Jo kræmmerne sang da også:

 

  • Kom-Kom-Kom til Frelserhæren

Kom ligeså skidefuld som I er

Halleluja

Jer kan I få torsk og sild

I kan få hva’ i fan i vil.

Når I blot vil høre Frelserhæren til

 

  • Kom-Kom-Kom til Frelserhæren

Kom ligeså skidefuld som I er

Halleluja

Du får kaffe-du får te

Du få søsters røv at se

Når du blot vil høre Frelserhæren til

 

Da Amerikaner karl døde

Det var en stor sorg, da Amerikaner Karl døde. Han drak sig ihjel i sprit. Tre flasker sprit havde han købt henne hos købmanden nytårsaften. Han havde drukket det rent.

De fandt ham over i kælderen i Tikøbgade 4. Han havde fået lov til at sidde lidt og varme sig på en røgkanal af varmemesteren. De sagde, at han sad med begge hænder i bukselommen, da de fandt ham. Han var død i en brandert. Hvis han vidste, at han skulle dø på den måde med tre flasker kogesprit uden om sig, ville han have frydet sig. Han var en hård hund.

Det var blevet samlet sammen til en krans med bånd på:

  • Det sidste Farvel fra Kammaraterne på Blytækkervej

Hele 15 var med til begravelsen. Og mange af klunserne undrede sig over præstens valg af den ene salme:

  • Du kvæger i ørkenen i den tørstende sjæl.

Og kære læsere, vi kunne sagtens have fundet mange flere skæve eksistenser. Og dem kan du finde i blandt andet artiklerne om Ladegården.

 

Melodi: Santa Lucia:

  • Her jer kommer med min Spand

For jeg er en Spildemand

Vandre fra dør til dør

Og alle vegne spør

Ha Fruen skidt i Da’

Så vil jeg gerne Ha’

Det, der siden sidst er faldet fra

Til spildemanden

 

Melodi: Internationale:

  • Rejs dig, fordrukne Svin fra Jorden

Rejs dig, du Staunings Drankerhelt

Vi pimper, til vi mister Skjorten

Til vor Næse bliver’ en bær

Myldrer frem fra det fjerne

Tag en Samfundsmedhjælper med

For en Kasse øl af Stjernens

Vil nu vil skylle ned

 

Kilde:

  • Se Litteratur Nørrebro
  • Allan Mylius Thomsen: Via Slotsholmen til Østerbro
  • Diverse artikler på dengang.dk
  • Tage Andersen: Danske Kriminalsager 1838 – 1938
  • Politikken (1. november 1901)
  • Anders Enevig: Klunsere og Kræmmere

 

Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk:

  • Derude på Lersøen
  • Lersø – bøller og bisser, nok engang
  • Lersø – bisser
  • Klunsere og kræmmere på Nørrebro
  • Prinserne på Nørrebro
  • Fattiglemmer, bøller og bisser på Nørrebro
  • Med tog over Lersøen

Turen går til Nordvest

Maj 24, 2017

Turen går til Nordvest

Vi kigger på chokoladevogne. Og så snød de på kroen. Indvielsen af Slangerup-banen blev udskudt. Jo her var også et kendt mejeri. Her var beboelse mange år stilbage. Og Absalon fik sandelig meget foræret. Hvorfor hedder det egentlig Bispebjerg? Ups, vi kommer forbi en galge. Og så blev Utterslev Mark drænet. Der opstod et kæmpe lyststed. Og så ødelagde svenskerne alle træerne. Vi besøger hus med mange navne. Og husvildeboliger havde et dårligt ry. Almisser kunne ses. Der var mange triste skæbner i Nordvest. Vi besøger Henry Gadedreng og Bolchehovedet. De var ikke Guds bedste børn. Der var mange fabrikker, og der bredte sig en mærkelig lugt over kvarteret. Vi møder den uheldige P.T. Holm og kigger på de kendte i kvarteret. I 1950erne var kvarteret et ideelt område. Her var et blomstrende handelsliv. Men ak kommunen vedligeholdte ikke deres ejendomme. De anviste socialt og psykisk sårbare til kvarteret.

 

Chokoladevogne

Jo, vi her været her flere gange. Bagerst i artiklen giver vi lige en artikeloversigt.

Lige ved grænsen til Nørrebro har vi Lygten Station. Her er i selve ejendommen er akustikken meget dårlig. Det er svært at holde et foredrag her. Men her holdes der alligevel 300 arrangementer om året. Da Slangerup-banen i sin tid skulle indvies her, måtte man udskyde det, for stationsforstanderens hanhund skulle først være færdig med at hygge sig med en hunhund.

Slangerupbanen blev anlagt i 1906 og nedlagt i 1977.

Og egentlig var den første station efter Lygten i mange år, Lersø Latrinstation. Her havde stationsforstanderen gratis mødding til sin have. Man kaldte også de vogne, der kørte med dette indhold for chokoladevogne.

Latrinlossepladsen lå der hvor Ørnevej og Glentevej i dag ligger. På stedet lå Fuglsanggård, en udflyttergård fra Utterslev. Den købte Kjøbenhavns Renovations Compagni i 1870erne. Man havde området i begyndelsen af 1900-tallet. Frem til Første Verdenskrig blev hele området kaldt Lortekvarteret.

Og lige her i nærheden holdt de berømte eller nærmere berygtede Lersø-bøller til.

 

De snød på kroen

Lidt længere henne vest for Lygten Station var den berømte Lygten Kro. Her kunne man få slukket tørsten på vej ind til de københavnske torve, eller man kunne slukke tørsten efter en god handel. Der var to forskellige stuer i hver sin kvalitet. Man sagde, at der var forskel på øllet. Men dette passede ikke. Det var nøjagtig den damme øl. Den kostede bare dobbelt så meget i den gode stue.

Nej de snyder ikke på nutidens Lygte-kro. Den ligger i en af de originale huse fra dengang.

 

Et stort Mejeri

Går vi så op af selve Lygten-vejen, ja så kommer vi til Mejeriet Enighedens bygninger. Det første byggeri er fra 1923. Og det var den berømte Lyngsie, der var medstifter af mejeriet. Han var også medstifter af fagforbundet SID, der i dag hedder 3F. Mejeriet blev nedlagt i 1995. Til mejeriet hørte også hestestalde m.m. Arbejdsmarkedsforbundet havde også et kolonihavehus her.

Her i nærheden i det nuværende Emaljehaven lå også i svunden tid Glud & Marstrands Fabrik.

På hjørnet Glentevej/Ndr. Fasanvej har vi pladsen, hvor den tidligere linje 19 kom under højbanen fra Lundtoftegade. Den blev kaldt for ”Prærieekspressen”.

 

Beboelse langt tilbage

Langs bredden af Utterslev Mose i Emdrup ved Engblommesvejs sydlige tilslutning mod nordvest findes en stenalderboplads. Og der har også boet folk her i bronzealderen. Det vidner bronzealderhøjene bag Restaurant Bellahøj om.

Og i endelserne på Utterslev og Husum kan vi se på –lev og um, at disse bebyggelser er opstået i germansk jernalder cirka 300-800 e.Kr.

Vi kan også ud fra stednavnet Brønshøj konstatere, at den første stavelse –brøn(d)eller dets gamle udtryk –brunn betyder kilde. Dette refererer til den nu uddrænede kilde, der lå på bakken lidt nordvest for kirken.

 

Utterslev- en meget gammel by

Brønshøj er som landsby formentlig yngre end Utterslev. Den er nok blevet udskilt fra Utterslev engang i vikingetiden. Hyrdevangen, der i dag udgør grænsen mellem de to bydele var tidligere et lavtliggende og fugtigt område. Således har denne engang været en naturlig grænse.

Endelsen –drup i Emdrup peger på, at det er tale om en udflytterby. Gårde og huse er flyttet her til fra Utterslev. Her har været landsby i sen vikingetid eller tidlig middelalder.

Vi ved jo, at Absalon i år 1191 havde en herregård i Emdrup ligesom han også havde en i Husum. Men hvorfor hedder det nu Bispebjerg?

 

Absalon fik en masse foræret

Jo se i middelalderen kom det gamle Sokkelund Herred i Roskilde bispens besiddelse i sidste halvdel af 1100-tallet. Herunder hører de daværende landsbyer Utterslev, Brønshøj og Emdrup.

Utterslev var Absalons tid hovedbyen i det nuværende Københavnsområde. Det fremgår af Pave Urban den Tredjes stadfæstelsesbrev fra 1186, hvor alle de nævnte landsbyer hørte under Roskilde bispestol.

Her står det, at bisp Absalon skal beholde de besiddelser som kong Valdemar (den Store) havde skænket ham og så tilføjes:

  • Efter sin død skal den frit tilfalde denne kirke i henhold til nysnævnte betingelse, således som du sidder inde med den rette og uden indsigelse tillige med alle dens anliggender nemlig selve landsbyen Havn, Utterslev med alle dens tilliggender nemlig Serritslev, Solbjerg, Vanløse, Vigerslev, Valby eet bol, Brønshøj, Emdrup, hovedgården i Gentofte med alle dens tilliggender, Mørkhøj med alle dens tilliggender…….

 

Derfor hedder det Bispebjerg

Når Bispebjerg nævnes, har det sammenhæng med Bispeengen. Bispeengen blev atter navngivet omkring 1908 ved en genopdagelse af det gamle navn på dette engområde, som var grænsen mellem nuværende Frederiksberg og det gamle Utterslevs marker.

I dag er området bedst kendt for Bispeengbuen, hvor der hver morgen og hver eftermiddag er kødannelser.

Navnet kendes tidligst fra 1673 i formen ”Biscops Eng”, fordi engen oprindelig hørte under Roskildebispens storgård i Utterslev. Engen var oprindelig en del af Utterslev mark, men blev med Christian den Fjerde’ s oprettelse af den ”Nye store Ladegård” i 1620-23 lagt ind under denne.

Ladegårdsområdet fra dengang udgør i dag nærmest Frederiksberg Kommune. Det tjente som fødevareforsyning til Christian den Fjerde og hans hof.

I en periode omkring Grevens Fejde hed Bispeengen Greveholmen. Bispeengen kom ved reformationen i 1536 i kongens besiddelse. Med indførelsen af den protestantiske kirke blev bispetitlen og de katolske bisper afskaffet i Danmark.

I 1560 blev Greveholmen overdraget til Roskilde Bispestol. Men Christian den Fjerde købte senere Greveholmen tilbage til kronen.

 

Ups-Her hang en galge

I 1600-tallet fik Bispebjerg en mere folkelig navn, nemlig ”Bissebjerg”. Denne betegnelse blev også brugt i officielle betegnelser. Udtrykket ”Bisse” betyder at kvæg løber vildt afsted. I 1808 blev Bispebjerg dog anvendt, da en mølle over for Skoleholdervej fik navnet Bispebjerg Mølle. Ja møllen lå der fra 1807, og lige i nærheden af denne lå middelalderen og et godt stykke tid derefter Sokkelund Herreds galge.

 

Utterslev Mark blev drænet

Og her ”Oppe på Bjerget” ved Bispebjerg Torv ligger et af højdepunkterne i dansk arkitektur, tegnet af arkitekt P.V. Jensen Klint. Jo det er Grundtvigskirken. Grundstenen blev langt den 8. september 1921 på Grundtvigs fødselsdag. Kirken blev indviet i 1940.

En anseelig del af Utterslev Mark er blevet drænet i 1800-tallet. Men de gamle moser lever videre i vejnavnene Bøllemosegårdsvej og Bøllegårds Allé. Mosen strakte sig fra Utterslev ind over Emdrups marker. Førstnævnte vej er navngivet omkring 1931 efter de to gårde Lille og Store Bøllegård.

Lille og Store Bøllemosegård omfatter den jord, hvorpå Bispebjerg Hospital er bygget.

Et andet vidnesbyrd om vandhuller og vådområder får vi i Sokkelund Herreds Tingbog for 1676. Her berettes om fire små stenbroer på Utterslev Mark, hvor Frederikssundsvej fra højbanen løber op mod grænsen til Brønshøj.

 

Et kæmpe landsted

Op ad Tuborgvej ned mod Emdrup Sø ses på venstre hånd den gamle tyske skole Emdrupborg, nu DPU Emdrup, Århus Universitet. Lige her blev Lystgården i Emdrup placeret i perioden efter 1661. Det var efter, at hofprædikanten Johannes Bremer fik skøde på hele 4 gårde i Emdrup.

I 1710 blev dette lyststed erstattet et anseeligt landsted og haven blev forvandlet til en park. I 1728 havde oversekretær i Dansk Kanceli Chr. Mönichen købt lyststedet og han har formentlig i tiden efter den store brand i København i 1728 taget ophold her, men solgte den videre i 1731.

I 1917 blev herligheden skåret over ved Tuborgvejs gennemføring. I 1918 prøvede på en rekonstruktion af haven. Og endnu i 1923 eksisterede der fiskedamme på dette sted.

 

Da svenskerne ødelagde træerne

Før 1660 lå der i Emdrup en lille del af en større skov, som blev kaldt Sokkelund. Nord for Søborg Sø, det nuværende Utterslev Mose strakte skoven sig op mod Buddinge, Mørkhøj.

Men svenskernes belejring af København 1658-60 skete der omfattende ødelæggelser med nedbrydning af landsbygårde- og huse samt skove. Ved fredsslutningen med svenskerne i 1660 lod lensmanden for København von Körbitz skovene undersøge for ødelæggelser og forhugst. Resultatet var nedslående. I synsprotokollen hed det:

  • I Emmendruplund og Sokkelund findes ingen af de store træer, som tidligere voksede der-kun underskov.

I den gamle tingbog fra 14. februar 1660 står der:

  • Emmendrup Lund, Sokkelund findes ganske øde og ikke til nogen svins Olden kan takseres.

Ved krydset Emdrupvej, Tuborgvej finder vi Emdrup Sø. Søen har siden Christian den Fjerde været en vigtigt drikkevandsforsyning til København i flere hundrede år. Herfra blev der også ført vand til Byens Springvand og Rosenborg. I modsætning til pumpevand, var det ikke særlig rent. Det blev ført til byen i udhulede træstammer.

I slutningen af 1800-tallet lå der åbne marker mellem Utterslev Landsby og Nørrebro, hvor Nordvest ligger i dag. Kornmarker blev langsomt erstattet af forstadsbyggeri i slutningen af 1800-tallet.

 

Et hus med mange navne

I Utterslev Mose havde kongen jagtret indtil 1857. Her blev der indrettet et jagthus. Ja under Christian den Syvende kaldte man det for ”Horehus”. Men stedet er også blevet kaldt for Sokkelundlille, Thranes Villa og Schweitzerhuset.

Vi skal måske også nævne Utterslev Skole, der blev indviet i 2002. Der er offentlig adgang til skolens areal, hvor der ”i gården” er anlagt en kanal.

Utterslev gamle landsbyskole blev bygget i 1807 og lå på skoleholdervej. Den forsvandt i 1960.

 

En af Københavns ældste gårde

Ja lige i nærheden af denne lå Den gule Gård, Lindehøj. Det var en af Københavns ældste gårde. Den går tilbage til den oprindelige landsby Utterslev fra før udskiftningen og tilbage til 1200-1300-tallet. Den blev nedrevet i 2008-09. Og nu ligger skolens boldbane på stedet.

Tidligere lå her småerhverv og ”De røde barakker”. Disse var beregnet for ”De rejsende folk”. De ville ikke bo i lejligheder.

 

Husvildeboliger havde et dårligt ry

Men allerede i 1920erne var der på Utterslevvej opført træbarakker i to områder. Barkkerne blev opført som rækkehuse i to etager. Barakkerne var kun beregnet til midlertidige boliger. Men ikke desto mindre blev de først revet ned i 1950erne.

Jo det var husvildeboliger. De havde et dårlig ry, men det havde ikke noget at gøre med dårlig kvalitet. Det var snarere koncentrationen af mennesker med problemer. Beboerne var ramt af arbejdsløshed og dermed økonomiske problemer. Mange følte. At det var særdeles nedværdigende at blive anbragt af kommunen i en husvildebarak.

I en artikel i Land og Folk den 16. juni 1958 under overskriften ”Det er nok at udrette i Bispebjerg-kvarteret” blev der skrevet:

  • Der er bygget meget og pænt i de senere år på Bispebjerg og i de omliggende kvarterer i det nordvestlige København. Der er bygget skyhøje huse med skyhøje huslejer og andre boliger med knap så høje lejer. Alligevel mangler der noget…..

 

Almisser kunne ses

For mange kunne det være svært at skaffe penge til ekstraordinære udgifter som briller eller konfirmationstøj. Hvis familien ikke var medlem af en sygekasse, hvor der var mulighed for tilskud til briller, måtte man undvære briller eller bruge et par arvede, som ikke passede rigtig.

Konfirmationstøjet blev for drengenes vedkommende stort set kun brugt på selve dagen, fordi matrostøjet blev anset for at høre barndommen til. Når drengene trådte ind i de voksnes rækker, var det normalt at gå i habit i 1930erne. Derfor var konfirmationstøjet en meget dyr foreteelse i forhold til anvendelsesmulighederne.

Der var en del velgørende foreninger, der hjalp med at beklæde konfirmanderne fra ubemidlede familier, deriblandt ”Propforeningen”. Oftest var tøjet, der blev doneret fra disse godgørende foreninger ens, så alle kunne regne ud, hvem der havde modtaget den form for almisse. Og det skammede man sig over dengang.

 

Mange skæbner i Nordvest

Der var mange skæbner herude. I Gravervænget boede en familie, hvoraf tre af børnene døde af tuberkulose. Der boede en anden familie med et utal af unger, en otte eller ni børn. Den ene blev vist født med vand i hovedet. Det blev hjemmedøbt, fordi man kunne se, at det ikke ville overleve. Efter, at det vandskabte barn døde, fik moderen endnu et barn. Men familien havde ikke råd til det, så det blev bortadopteret.

Man var nu ikke lige rare ved hinanden. Et sted boede en familie, der ofte fik besøg af skadedyrs-bekæmperen. Faderen var en lille rund drukkenbolt og moderen blev kaldt ”Hestehovedet”. Det var fordi hun havde paradentose, så hendes tænder altid var blottede.

Manden var vinduespudser. Konen var sådan en med tjavset hår og ikke en pløk i munden. Der sad kun en enkelt tand, når hun grinte.

 

Henry Gadedreng og Bolschehovedet

Ja der var skam også børn herude, der skilte sig ud. En blev kaldt ”Henry Gadedreng”, fordi har var lidt af en slagsbror. Selv de største og de stærkeste gik han på. Han slog med det samme og råbte ikke først.

Der var også nogle friske og sprælske piger på Gravervænget. Således var der en, der blev kaldt ”10-øres Laila”. I en af opgangene var der en, der blev kaldt ”Bolchehovedet”. Han hed vist nok Erik og var med i en drengebande. Når han skulle på tyvetogt låste hans forældre hans tøj inde, fordi de var kede af, at han røg ud i noget skidt.

Men Erik stak bare af og lånte af de andre. Jo kvarteret var fulde af rødder.

 

2.200 elever i treholdsskift

Imponerende er det, at der på Frederikssundsvejens Skole i 1911 gik 2.200 elever i treholdsskift. Den ældste del af skolen er fra 1904. Den nyeste del er fra 1933/35. Den ligger på hjørnet af Uglevej. Men i dag er skolen nedlagt.

På Frederikssundsvej lå også gården Navnløs, hvis jorde gik fra Utterslev kirke til Lygten Station. I 1847 blev gården udstykket. Dette var egentlig begyndelsen til Nordvest, dengang med betegnelsen Utterslev Mark. I 1901 blev forstaden indlemmet i Københavns Kommune med cirka halvdelen af Brønshøj-Rødvores 10.000 indbyggere.

 

De kendte mennesker i Nordvest

Ejendommen som afløste Navnløs var Utterslev messe, en 5 – etagers bygning med et hjørnetårn. Her blev skuespilleren Fyrtårnet født. En mindeplade ses på Kandestøberhusets facade.

Af andre kendte kan vi da også lige nævne kunstneren Bjørn Nørgaard, der boede på Svanevej 24 de første 7 år af sit liv. Maleren Per Kirkeby boede i Toldskrivervej 4 fra 1943-49.

Thomas Nielsen, den senere LO-formand boede i Møllerlodden i starten af 1940erne sammen med sin kone og to børn. Han arbejdede stort set på alle jernstøberier i københavnsområdet. Det skyldtes, at han ofte blev valgt til klubbestyrelsen. Da han ofte blev hidsig under overenskomstforhandlingerne og røg uklar med arbejdsgiveren, blev han ofte fyret. Derfor var Thomas Nielsen ofte arbejdsløs i 1940erne.

 

De mange fabrikker

Her på Frederikssundsvej finder vi også Kapernaumkirken, som er bygget i 1895. Sognet blev selvstændig i 1903, ved en udskillelse af Sant Stefans kirke på Nørrebrogade. Men allerede i 1874 blev Nordvestkvarteret udskilt fra det oprindelige Brønshøj Kirkesogn.

Inden år 1900 kom her en række større virksomheder. Det var for at få bedre plads til en billigere husleje.  Her kom fabrikker med høje skorstene. Et blandet industri- og håndværkerkvarter udviklede sig i Nordvests sydlige del. Har opstod legetøjsfabrikken Tekno, Schous Fabrikker og Thors kemiske Fabrik.

For enden af Thoravej lå Schous sæbefabrikker med sæbetårnet. På Bispevej lå Schous plastikfabrik Plastica.  Ja, der var skam også Schous Parfumefabrik.

På hjørnet af Peter Ipsens Allé mod byen lå Peter Ipsens Enkes keramiske Fabrik. Fabrikken lukkede i 1955. Her lå også Møntmesterens Stiftelse helt tilbage fra 1570. Men her til flyttede man først i 1908.

Der opstod behovet for at bygge arbejderboliger for at lokke arbejderne til. Således byggede Schou’ s fabrikker boliger til deres funktionærer på H.C. Jensens Vej. Det er den nuværende Rentemestervej.

På Rentemestervej lå der i 1920erne og 1930erne blandt andet en propfabrikants villa og virksomhed. En tømrermester havde bygget sig en villa og en etageejendom med en opgang. Den var tænkt som sikkerhed i hans alderdom.

I gaden lå også en del almindelige arbejderboliger, som ikke blev vedligeholdt særlig godt. I tømrermesterens etageejendom var gården så lille, at der ikke var plads til andet end skraldebøtter og lokummer.

Børnene måtte lege andre steder. Der var ikke lys på bagtrappen. Der var rindende vand i lejlighederne, men kun en vask til både rengøring, personlig hygiejne og madlavning.

 

En mærkelig lugt

På grund af de mange fabrikker lå der en mærkelig lugt over hele kvarteret i 1920erne. Et garveri, et benkogeri og stærke kemikalier fra Glud og Marstrand var medvirkende til dette. Fra Rentemestervej op til Bispebjerg Bakke lå der næsten udelukkende fabrikker. Dog var der ind imellem enkelte kolonihaveområder. Disse eksisterede endnu i 1930erne. På Bellahøj lå en kolonihaveforening, som hed Bakkehøj.

På Frederiksborgvej fra Rentemestervej til Bispebjerg Skole lå der næsten hele vejen kolonihaver på højre side, kun afbrudt af enkelte virksomheder som en tømmerhandel og et stenhuggeri.

 

Man boede i kolonihaver

I det hele taget var store dele af Nordvest-kvarteret udelagt til kolonihaver før den egentlige udbygning. På grund af den store boligmangel efter bank- og boligkrisen i 1908 blev mange kolonihavehuse brugt til helårsboliger, skønt områderne ikke var kloakeret. Stierne var rent søle det meste af året.

Desuden blev vandforsyningen ofte lukket ved sommerens slutning, så beboerne måtte gå langt efter drikkevand.

Kom man blot et stykke ud af Frederikssundsvej eller et par gader væk fra den, var der små landelige huse, der prægede området.

Helt op i 1920erne lå der mange gamle gårde, husmandssteder og landarbejder endnu tilbage.

 

Gendarmer og politi

Op ad Provstevej og Thoravej kan man opleve et par af de oprindelige bygninger fra Utterslev Mark. De er opført i 1886 – 88. Hjørnehuset rummede i 1887-88 en såkaldt bistation for Estrups Gendarmerihus, der patruljerede til fods fra Emdrup til Vanløse. Hjørnehuset var politistation i slutningen af 1800-tallet med arrest i kælderen.

Gendarmerne flyttede til Carolinevej, det nuværende Provstevej.

 

Den uheldige P.T. Holm

I juli 1898 blev politikeren P.T. Holm arresteret for at have misbrugt sin viden om et forestående kommunalt grundkøb i Utterslev.

Holm var en arbejderbevægelsens vigtigste personer i pionertiden i 1870erne og 1880erne. Han havde oprettet det første fagforbund for skræddersvende i 1875. Men da foreningen blev nedlagt, nedsatte Holm sig i 1879 som skræddermester i København. Skrædder Holm havde fra 1884 siddet i Rigsdagen, hvor han var den ene af de to første socialdemokrater, der blev valgt ind.

I 1897 blev Holm også valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation. På grund af politisk arbejde gik hans skrædderforretning ikke så godt. Bestyreren ønskede at købe den af ham, men havde ikke råd.

For at skaffe pengene opkøbte bestyreren sammen med nogle andre spekulanter to gårde i Utterslev, som Københavns Kommune ville købe. Kort efter solgte spekulanterne gårdene til kommunen bare meget dyrere.

Bestyreren havde muligvis via Holm fået nys om salget. Holm havde dog ingen skrupler over, at bestyreren havde fået oplysninger om kommunens køb. Borgmester Borup kørte jo rundt i droske i området, så enhver kunne se, at kommunen var interesseret i at købe gårdene. Ja sådan forklarede fru Holm hendes mands handlinger.

Både pressen og borgerrepræsentationen syntes dog, at det var forkasteligt. De anklagede derfor Holm for at have videregivet hemmelige planer om købet. Han fik et psykisk sammenbrud af anklagerne, blev syg og døde i fængslet den 26. september 1898, inden der faldt dom i sagen.

 

Københavns Kommune købte op

Belært af byggespekulanternes opkøb på Nørrebro så opkøbte Københavns Kommune i 1890erne grunde med det formål at holde grundpriserne nede, så der kunne bygges billige og gode boliger. Og det skete her i Nordvest-kvarteret.

Det var især området langs Frederiksborgvej og Frederikssundsvej, hvor der lå småhuse på den første strækning af udfaldsvejene fra København. Efterhånden blev disse huse revet ned og erstattet af etagebyggeri.

Da bydelen efterhånden var udbygget glemte man den. Kun på det trafikale var der forbedringer. Langsomt forfaldt kvarteret. Særligt i det kommunale byggeri på Tomsgårdsvej, var der ikke foretaget forbedring siden 1930erne.

Så sent som i midten af 1930erne var der på Frederiksborgvej lange strækninger, som bestod af brostensspor på en ellers grusbelagt vej.

Frederikssundsvej blev derimod udvidet i 1930erne til en hovedfærdselsåre med en vejbredde på 25 meter. En del huse måtte rives ned for at give plads.

På Blytækkervej 11 lå Avi’ s produkthandel. Her kom alle klunserne, som vi har beskrevet i et par af vores artikler.

 

I 1950erne var Nordvest et ideelt kvarter

Fabrikkerne gav arbejdspladserne og arbejderne slog sig ned i området. Nu blev disse naboer til gørtleren, tømreren og andre håndværksmestre, der boede i små lejligheder op ad deres værksteder.

Men industrien forurenede og beboerne klagede. I 1940 blev området udlagt som industrikvarter. Mange blev dog boende. Og nye boligområder blev planlagt og opført i Nordvest.

Omkring 1950 blev Nordvest-kvarteret betragtet som et ideelt boligkvarter med lys og luft omkring bebyggelserne. Det stod i skærende kontrast til etageejendommene på det tætbyggede Nørrebro.

Mange flyttede her til fra de saneringsmodne ejendomme inde fra København. Hurtigt husede det prestigefyldte boligbyggeri folk fra alle samfundslag. Arbejderen boede dør om dør med tandlægen og bogtrykkeren.

I 1952 var der omkring Ringertoften et blomstrende handelsliv. Det var et godt kvarter med mange små og gode forretninger. Det var for eksempel en stor fiskehandler på Tomsgårdsvej. På Skoleholdervej lå en cykelsmed og en købmand henne på hjørnet i en kælder. Der kunne man købe koks.

 

Blomstrende handelsliv

Den købmand lå på Klokkerhøjen og Skoleholdervej i bebyggelsen Møllerlodden. Det var der Bamses Import senere lå. Over på Frederiksborgvej lå Brugsen. Dengang kunne man bare ringe til Brugsen, og så fik man varene bragt hjem.

Man kunne også handle i en viktualieforretning, der hed Flygare. Den lå på hjørnet af Gravervænget og Tomsgårdsvej. I Møllerlodden var der også en rigtig slagter. Ja man kunne også gå i noget, der hed Skinkekogeriet og købe ben, som man kunne koge på.

Dengang i 1950erne var arbejderkvarterne fyldt med fødevarebutikker som bagere, slagtere og ismejerier.

De store gårde i karrerne summede af liv, leg og vasketøj. Jo her opstod møder på tværs af tidligere sociale barrierer. Mange af de stærke fraflyttede kvarteret. Drømmen i 1960erne var hus med egen have.

 

Kommunen anviste socialt og psykisk sårbare

Kommunen anviste nu i høj grad de ledige lejligheder til socialt og psykisk sårbare borgere og udenlandsk arbejdskraft. Den fysiske, kulturelle og sociale sammensætning forandrede sig og kvarteret fik med årene en social slagside.

Kommunen anbragte også mange psykisk syge herude uden at informere lejeforeningerne om dette. Området omkring Møllerlodden blev i mange år kaldt ”Sumpen”. Beboere har fortalt om furhutlede alkoholikere, der blev placeret her. Københavns Kommune havde måske problemer med at finde plads til de skæve eksistenser. Pludselig var her en masse mennesker, som ingen synes, at have brug for.

Lejlighederne var nu heller ikke blevet vedligeholdt af kommunen. Der var bare blevet malet over fugt og mug. Pludselig fik mange problemer med skimmelsvamp rundt omkring.

 

Fra Vugge til Grav

En del af det område, der nu kaldes for ”Femkanten” i forbindelse med byfornyelsen i 1990erne, blev tidligere kaldt ”Fra vugge til grav” af dem, der boede i kvarteret. Københavns Kommune havde planlagt et lille minisamfund, hvor man kunne leve livet uden at flytte mange gader væk. I kvarteret lå en børnehave (Tomsgårdsvej 73, st.), et fritidshjem (Ringertoften 1) og boliger i forskellige størrelser-alt efter behov.

De nygifte kunne starte med en etværelses lejlighed for derefter at flytte til toværelses eller større alt efter, hvor mange børn de havde. Til sidst kunne de så flytte i en etværelses igen, når de blev ældre, og pengene blev knappe.

Ved Ringertoften lå desuden Ringergården, Københavns kommunes pensionistboliger, dengang kaldet aldersrenteboliger. På den anden side af Skoleholdervej lå Bispebjerg Kirkegård, som det sidste hvilested. Beboerne kunne i princippet leve hele deres liv inden for et meget lille område.

De mange forretninger, der var lige i området gav ligeledes mange indkøbsmuligheder, så det var næsten aldrig nødvendigt at bevæge sig uden for området.

Dengang i 1958 bar pædagogerne blå kitler. Forstanderen var dog i hvid kittel. Barneplejeeleverne som de pædagogstuderende hed dengang boede på kvisten oven over børnehaven dengang. Jo den hed ”Børnegården i Utterslev”.

 

Kilde:

  • Områdefornyelse Nordvest
  • Lokaludvalg Bispebjerg
  • Lone Palm Larsen: Fra Vugge til grav – København NV

 

Hvis du vil vide mere om: Nordvest, se her, følgende artikler på www.dengang.dk

  • Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og alle de andre
  • Klunsere og Kræmmere på Nørrebro
  • Derude på Lersøen
  • Fra Mælkedreng til Pensionist
  • En mælkedreng fra Enigheden
  • København NV
  • Lersø-bøller og –bisser nok engang
  • Lersø-bisser
  • Lersø Ismageri
  • Tog til Nørrebro
  • Sporvogn på Nørrebro
  • Svenske Tropper på Nørrebro
  • Nørrebros mange stationer
  • Dengang, der kom en sporvogn til Nørrebro
  • Flere spor på Nørrebro
  • På sporet af Nørrebro
  • Med tog over Lersøen
  • Drikkevand til København
  • Københavns Sporveje-dengang
  • Fra Bellahøj til Husum

 

 I artiklen omtales også andre steder. Dem kan du så læse mere om på www.dengang.dk

 

  • Ud af byerne i 1950erne
  • Solbjerg, Nyby og Ny Amager
  • Hvad så Absalon
  • En tur langs Ladegårdsvejen
  • Den gale præst på Ladegården
  • Lad Ladegårdens vand atter flyde
  • Livet på Ladegården
  • Ladegården-dengang
  • Hvad skete der med Serridslev
  • Nørrebro og omegn

 

 

 


På værtshus på Nørrebro

Marts 22, 2017

På værtshus på Nørrebro

Vi besøger gamle værtshuse i Blågårdskvarteret. De eksisterer ikke længere. Men vi aflægger også Grevinden af Bagsværd et besøg. Og så var det jo også lige Læge Johan Clemens Tode, der var forud for sin tid. Han syntes, at det var helt fint, at man drak sig fuld, men kaffe, te og krydderier var farlig. Vi besøger Joachims Hotel i Korsgade. Her var masser af billard-værtshuse. Ellers besøger vi Svalen, Smedekroen, Sølyst, Cafè Sandkassen og mange flere. Så var det planer om, at oprette et springvand med bryggerheste. Men det fik afholdsforeningerne forpurret. Jo, der var også dengang Grev Holck sammen med kongen holdt mange abefester på Blågården.

 

Joachims Hotel i Korsgade

Vi har på denne hjemmeside flere gange vandret Nørrebro igennem på jagt efter værtshuse og forlystelser. Nu er det slut med at stille bajere på udvalgte steder til de patruljerende panserbasser. Det var altid godt at være gode venner med dem.

Der har sandelig været mange af dem dengang. Og vi tager hermed Bent Zinglersen ind på Korsgade, og her besøger vi Joachims Hotel:

 

  • En gæst sidder i billardstuen og nyder en pilsner i ophøjet ensomhed. Bag bardisken, eller ølskabet skulle man vel sige, står en ældre herre, en bror til hotellets indehaverske

 

  • Hotel er så meget sagt. Der er ikke værelser til udlejning for liggende gæster. Det har det ikke været i årevis. Men der lejes en række større og mindre rum til fagforeningsmøder, sangforeninger og lignende formål. Denne udlejning er den økonomiske basis for Joachims Hotel.
  • Øllet i billardstuen skræpper også ganske pænt i kassen.

 

Sidste overnatning inden byporten

Det er for længst slut med denne beværtning og så mange andre på Nørrebro. Stedet her på Korsvej 49 var sammenflettet med arbejderbevægelsen.

Huset skulle have i sin tid været en af de første og havde tidligt fået bevilling. Det var det sidste sted for godtfolk at få et overnatningssted, inden man nåede byporten. Der skulle således også være stalde ved huset.

 

Et par billard-værtshuse

Korsgade klipper Blågårdsgade på midten, og i denne gade fandtes også et par billardværtshuse. Korskroen var næste prototypen på en moderne Nørrebro – café. Det var et tiltalende interiør, billige priser og et blandet publikum. Engang hed stedet Cafe Drés.

Der var store protester mod at anlægge en dampmølle i en af Blågårdens bygninger. Det var næsten som at vansire vores skønne forstæder, ja sådan stod det at læse i datidens aviser.

 

Kvarteret blev vansiret

Senere blev Blågårdskvarteret i den grad vansiret. Det var bestemt ikke en fryd for øjet. Blågårds Slot lå mellem Nørrebrogade og Baggesensgade. Førstnævnte var en meget stærk benyttet hovedvej. Og Baggesensgade var vel nærmest en sti. Og det var i et fornemt parkanlæg.  Også Blågårdsgade og Wesselgade har en fortid som havegange.

 

Abefester på Blågården

Det var som vi tidligere har nævnt Frederik den Fjerde’ s bror Carl, der opførte hovedbygningen. Mange af ejendommene var af ældre dato. Egentlig havde der her været tegltag. Men nu blev de forsynet med blåt skifertag. Og her lå også ældre bygninger som kavalerboliger, stalde og vognskure.

Senere var det Grev Holck, der boede her. Han holdt nogle ordentlige abefester. Og det var sammen med sin ven Christian den Syvende. Alt imens tippede grevens 12-årige ægteviede hustru rundt, sikkert meget betuttet.

 

Vi besøger Johan Clemens Tode

Vi ved godt, hvem der har givet navn til Baggesensgade? Men ved vi i grunden, hvem der har lagt navn til Todesgade. Det var her, man kæmpede for bevarelse af en børnehave. Men vi skal tilbage til Johan Clemens Tode. Han levede fra 1736 til 1806. Det var især som populærvidenskabelig læge, han blev kendt.

Og måske skal du lige tænke over dette, du nu får at vide, næste gang, du går ned ad Todesgade eller når du ser det flotte monumet på kirkegården. Vi besøger nemlig lige denne læge, der på mange områder var foran sin tid.

 

En underholdene læge

Men han var hvis på mange punkter en moderne læge. Han var den første, der gjorde opmærksom på, at man skulle leve efter sundhedsregler. Jo Tode var skal meget underholdende og bestemt ikke kedelig. Han skrev et hav af artikler i diverse tidsskrifter:

  • I Københavns yndige døtre, som ingen medlidenhed har med de arme mandfolks øjne og skrøbelige hjerner, bemærk dog, hvor let dette sejrvindene bryst, der vil fælde en Annonius af Padua, kan komme til at hoste, hvor let hoste avler svinesot, og hvor grusomt denne ville ødelægge alle de yndigheder, hvoraf I nu er så stolte.

 

Fint at dejse rundt i en brandert

Tode advarer ikke mod fyldebøtter og drankere. Man kunne efter hans mening rolig gå til vaflerne med krum hals. En rus i kongens skål giver ikke hovedpine, når det drikkes med redelig hjerte. Og skulle man dejse omkuld i sin brandert, så falder man med ære:

  • Hvo, som falder af sådan rus
  • Han falder jo for kongen og hans hus.

Måske havde lægen ikke helt ret sine anskuelser om spiritus. Men et værtshus ærede hans navn og kaldte den for ”Cafè Tode”. Men den var det ikke så meget opmuntrende med denne. Her var ingen yndige døtre, der behøvede at have medlidenhed med de arme mandfolks svage øjne og skrøbelige hjerter.

 

Døde af overdrevent kaffeforbrug

Tode udgav blandt andet bladet ”Sundhedstidende”. Her belærte han ganske tidligt om vigtigheden af sund mad og drikke, frisk luft og bevægelse. Samt en sund klædedragt og god nattesøvn.

Selv om han ikke advarede mod alkohol, så advarede han mod stimulanser som te, kaffe og krydderier. Tode havde hørt om en mand i Adelgade, der var død efter et overdrevent kaffeforbrug.

 

Ande- og gåsekød på forbudt-listen

Ande- og gåsekød kom også på lægens ”forbudt – liste” Kødet kunne dog egne sig ti den ”gemene mand med stærk bevægelse og idelige uddunstninger”. For andre kunne den fede kød medføre ”de sureste plager, hvorved mangen en mave er gået til grunde”.

Tode talte varmt for bønner, rå æbler, syltede rødbeder og ikke mindst grønne ærter, som han næsten udråbte til et sundhedsmæssigt universalmiddel. Dog skulle hypokondere, hysterikere og folk med podagra undgå grøntsager.

 

Tykhovedede skulle ikke fylde maven på en varm dag

Kosten afhang også af kropsbygningen. Således skulle korthalsede, tykhovedede, rødøjede og bredskuldrede personer passe på med at fylde maven på varme dage. Det var skam også Tode, der fandt ud af, at syfilis og Gonoré var to forskellige sygdomme.

Meget tidligt blev det sagt om læge Tode, at hans hoved var bedre end hans hånd. Han var utrolig flittig. Han udgav et væld af tidsskrifter, afhandlinger, teaterstykker m.m. Han blev rektor m.m.

Men ak og ve Han blev lammet i højre hånd og lærte at skrive med venstre hånd. Hustruen forfaldt efterhånden til druk og børnene havde han heller ikke meget glæde af.

 

Tiltagende nød og elendighed

Under tiltagende nød og elendighed sygnede han hen, indtil døden i 1806 befriede ham for kvalerne.

Ved en indsamling blev hans buste anbragt i det antropologiske museum og et smukt gravmonument rejstes på Assistens Kirkegård for ”Lægen, Digteren og Menneskevennen”.

Hele 107 var med til indsamlingen med Christian den Syvende i spidsen. Hele 769 rigsdaler blev det indsamlet.

Tilmurede begravelser var ellers farlige, sagde Tode. Murene holdt nemlig på dunsterne. Det bedste var, at kirkegårdene blev lagt så langt ude for byerne som muligt.

 

Tode havde følt sig til pas i Den Engelske Krig

Over for lå Café Kahytten mens Slotscaféen lå i Slotsgade. Måske havde Tode følt sig bedre til pas i Den Engelske Kro i Blågårdsgade 4. Her kunne digteren have foreviget sine hymner i den fremlagte vinbog. Jo, denne bog havde en dobbeltfunktion. Den tjente dels som vinkort, dels kunne man nedfælde ting fra ens indre poetiske kraft mens man indtog vinen.

Da ”Den Engelske Kro” startede som et mondænt spisested i 1935, troede mange på, at sådan noget fornemt slet ikke kunne begå sig på ”Det Mørke Nørrebro”. Og så var det endda med en opgang i en port. Men kroen gjorde alle skeptikere til skamme og var i mange år en af byens bedste spiserestauranter. Her var formentlig også Nørrebros største billardsalon næst efter Larson i Ryesgade.

 

Bagge 2

I Holst Café-populært kaldet ”Bagge 2” efter beliggenheden i Baggesensgade-er der kun et enkelt billard. Bitre erfaringer viser, at her skal en middelmådig billardspiller være varsom med at byde gæster op til dans om det grønne klæde, hvis han ikke i forvejen kender deres formåen.

 

Kirsten Pil

Så var det også Kirsten Pil i samme gade. Gennem et par år skiftede den navn og udseende adskillige gange. Pludselig blev stedet helt mondænt. Og det var man bestemt ikke vant til i Baggesensgade.

 

De kaldte den for ”Juletræet”

Nede midt i Blågårdsgade lå dengang Anker Heegaards jernstøberi, private villa og have. Fabrikken blev i 1898 flyttet ud til Hillerødgade, der engang hed Lyngbygade. Grunden, hvor fabrikken havde ligget, blev derefter udlagt til offentlig plads. Det er den, som vi i dag kender som Blågårds Plads.

Ved siden af en passage, hvor der var anbragt en kirke hang et skilt ”Kro, kort og fyndigt” Denne kro var blevet moderniseret, så den lignede næste alle andre kroer, dog lige bortset fra to store kviehoveder, der rager ud af væggen og skuer ud over forsamlingen.

Inden moderniseringen blev denne kro af kvarterets beboere kaldt for ”Juletræet”. Gennem mange år var den blevet pyntet med en masse rariteter og gammel ragelse. Mon ikke disse kvier kom fra et morskabsteater?

 

Et springvand med bryggerheste

Lige uden for kroens vinduer breder Blågårds Plads sig med legende børn, jævnligt drikkende folk på bænkene og de prægtige Kai Nielsen-skulpturer. De er som skabt til at blive slidt af de unger, der kravler rundt på dem.

I begyndelsen af århundredet var der planer om at placere et springvand her. Springvandet skulle forestille to brede bryggerheste, der kom slæbende med en øltønde, hvis spuns var slået fra, så tøndens indhold plaskede lystigt ud i en kumme.

Borgerrepræsentant Jeppesen Borgbjerg – den senere undervisningsminister- fandt ideen vulgær. Men tilhængerne var begejstrede. De mente også, at vandet skulle erstattes af hvidtøl eller stærk øl.

De københavnske afholdsfolk var klar over, at dette nok ikke lige var sagen. De argumenterede så stærkt imod projektet, at det ikke blev til noget. Men vi kan da nu være godt tilfredse med Kai Nielsen-skulpturerne.

 

Grevinden af Bagsværd

Den meget kendte ”Grevinden af Bagsværd” tilbragte sin barndom i dette kvarter. Jo hun var blevet adopteret af en restauratør, der havde en toddykælder i Blågårdsgade. Her var stor søgning især i morgentimerne.

Mange arbejdere snurrede lige her forbi på vej til arbejde. Mælkesnapsene stod skænkede og opmarcheret i lange geledder på disken.

Den lille Angelica groede til. Allerede som femtenårig var hun godt polstret både her og der. Som tidens ideal øgedes tilstrømningen betydelig i den lille værtshuskælder. Pigebarnet var ganske utilgængelig for mandfolks undertiden noget nærgående beundring.

Det gik naturligvis galt, men Angelica fra toddykælderen i Blågårdsgade giftede sig til en millionformue til ved ét og en titel af rigsgrevinde ved et andet ægteskab. Hun residerede en tid på slottet Aldershvile ved Bagsværd. Men desværre mistede hun en masse penge ved at starte et lånekontor. Hun døde i stor fattigdom på Vesterbro.

 

Cafè Sandkassen

På Blågårds Plads findes der en sandkasse for børn. Men der har også været en for voksne lige i nærheden. Café Sandkassen i nummer 21. Fire numre derfra lå danserestauranten Sevilla. Her var blandt senere selvbetjeningsvaskeri.

 

Tragiske hændelser

Restauranten blev i slutningen af besættelsestiden sprunget i luften af HIPO hele to gange, første gang sammen med en hel masse forretninger i området. Det var en hævnakt, fordi en HIPO – udrykningsvogn var blevet stoppet på hjørnet af Baggesensgade og Todesgade.

Skærmydslerne blev til sidst standset af tysk militærpoliti. Det hele kostede en halv snes dødofre og mange sårede.

Den anden gang var den 20. april 1945, da HIPO´erne fejrede Hitler’ s fødselsdag med godt en snes bombeattentater rundt omkring i København. Dertil kom så et tilsvarende antal mord og mordforsøg på en række kendte danskere.

Så var det også Café 41, Blågårdsgade 41. Den rummede både billardafdeling og hyggestue med bar. Væggen var fulde af gode tegninger med kendte citater og ordsprog.

 

Sølyst ved Doseringen

Sølyst på hjørnet af Doseringen var om sommeren præcis så hyggeligt, som navnet antyder. Men man skulle så anbringe sig selv i haven ud mod Peblingesøen. Den permanente kro var ellers meget lille.

Derfor var det ikke så underligt, at servitricen standsede en smule, da en herre en dag ringede og bestilte lokaleplads til et selskab på hundrede personer. Hun mælede spagfærdigt, at det kom til at knibe med at få plads til så mange, selv om man eventuelt overdækkede billardet og brugte det som bord.

Der var almindelig forbløffelse i den anden ende af røret. Herren, der ringede op, havde set forkert i telefonbogen. Det var det kongelige skydeselskabs Sølyst ved Klampenborg, han skulle have fat i.

 

Smedekroen

Den næste tværgade, Smedegade er den ældste egentlige gade på det Indre Nørrebro. Her lå Café Randers. Den var ordinær, og det var Thorup også i den anden ende. Så var Smedekroen mere ordinær. Her var et flot smedejernsgitter. I en niche stod en statue af en murer til ære for de håndværkere, der var en del af gæsterne. Der var murerfagforening og en stiftelse i nærheden.

Ud for stiftelsen hang et prægtigt smedejernsskilt. Dette skilt hang i mange år som bomærke for murersvendenes lavskro i Peter Hvidtfeldtsstræde. Ja skiltet var dengang næsten en udflugt værd på Indre Nørrebro.

Der var en anden festlig udsmykning i Smedekroen. Naturligvis var der også andre gæster end håndværkere. Det var et godt tværsnit af Nørrebros befolkning. Her kom også kunstnere. Malere fra provinsen har brugt kroen som deres postadresse. Her så mange et billede blevet faldbudt til kroens gæster.

 

Svalen

Jævn og gemytlig var også kælderbeværtningen Svalen omtrent ude ved hjørnet af Blågårdsgade og Åboulevarden. Her hyggede Svale – Larsen sig om gæsterne. Det var bestemt ikke få svalebajere, der her blev sat til livs i den svale kælderstue.

Væggenes dekorationer var især fotos af muskelsvulmende kraftkarle i badedragt. Brydning var en gang københavnernes ”nationalidræt”. Det var dengang, man havde atleter, der kunne gøre sig internationalt. En af den var den berømte Bech-Olsen. Han ejede et værtshus inde ved Frihedsstøtten.

Senere fik han et cirkus ved Åboulevarden-skråt over hvor Blågårdsgade udmunder. Cirkusbygningen, der var nabo til Ladegården blev senere omdannet til filmsal under Kæmpebiografen. Men alt dette er for længst væk.

Idyllisk har det været på disse kanter. Det var dengang, da åen løb i stedet for trafikken.

 

 

Kilde:

  • Se litteratur Nørrebro
  • Bent Zinglersen: Diverse udgivelser

 

 

Hvis du vil vide mere: Læs – Blågårdskvarteret, her på www.dengang.dk:

  • Omkring Blågårdsgade
  • Andesteg fra Peblingesøen
  • Blågårdsgade – dengang
  • Blågården – på den anden side
  • Blågård Seminarium
  • Blågårds plads på Nørrebro
  • Blågårdskvarteret gennem 400 år

 

 

Hvis du vil vide mere: Læs – forlyster på Nørrebro/København, her på www.dengang.dk:

  • Bag de gule gardiner – en anmeldelse
  • Det Lystige liv på Nørrebro
  • Forlystelser på Nørrebro – dengang
  • Frederiksbergs lystigheder og folkeliv
  • Sidder på et værtshus
  • Flere gamle værtshuse i København
  • Tivoli
  • Det var på Frederiksberg
  • Forlystelser i København
  • Gamle værtshuse i København

 


Besættelsesen i den sidste tid i Bov

Marts 20, 2017

Besættelsen i den sidste tid i Bov

Hvem var mest tysk af speditørerne. Der var drama på strandhotellet. Flere modstandsbevægelser i området og hele 150 mand. Læge Hans Lorentzen var den lokale byleder. Det lykkedes at få frigivet 70 genarmer, takket være Hans Lorentzen og Jens Møller. 3.000 ”Schippere” opholdt sig i kommunen. De ville gerne have madvarer med hjem, når de skulle på orlov. Der var nervøsitet i Frøslevlejren. Og så kom nok et ”spøgelsestøj” til Padborg Station. Folke Bernadotte fik frigivet Hans Lorentzen, der stak af til Sverige. Et drama afspillede sig bag toldbygningen. Tyskerne måtte aflevere alt. Lokale fik ”organiseret” mange ting. Men hvem fik egentlig ”organiseret” alle pengesedler. Enkelte modstandsfolk fik nye pistoler. Der var frit valg. De første englændere ydmygede tyskerne.

 

Hvem var mest tysk

Under besættelsestiden var der kun tre speditionsfirmaer i Padborg. Det var Andreas Andresen, Schenker og Wilhelm Stave. Hvem der var mest tysk, var svært at afgøre. Schenker fik alle transporter af kød og levende dyr. Stave fik transporterne af smør, ost æg og fjerkræ.

 

Drama på Kollund Strandhotel

Den 10. februar 1944 udspillede der sig et drama i Kollund. Tyskerne have fået et tip af et eller andet. På Strandhotellet boede to unge mænd, Anker Hansen og Karl Lauersen. Det var dem, som tyskerne søgte. De tog dem på sengen. Anker flygtede ind over hotellets loft, men blev skudt ned.

Karl kom ud af et vindue og løb til den østlige del af Kollund og slap ind i en kælder på Kummelfort. Men sporene af hans bare fødder i den nyfalden sne var lettere at følge. Han blev også skudt ned. Der blev senere indsamlet mindeplader og sat på de to huse.

 

Flere modstandsbevægelser i området

Hen på sommeren 1944 var der dannet flere modstandsgrupper i sognet. Formålet var specielt jernbanesabotager. Men man begik også flere alvorlige forbrydelser, som vi har skrevet om i tidligere artikler.

Pistoler, maskingeværer samt sprængstof var nedkastet i blandt andet Nordjylland. Det blev først anbragt i savsmuldet på Frøslev Savværk og senere kørt til rensning i Kollund. Det foregik om aftenen i hestevogn.

 

Gruppen blev taget ved Frøslev kro

Udkald til sprængning foregik via BBC. Således kom der en hilsen den 12. februar 1945 om aftenen. Syv mand skulle samles på Frøslev Savværk. Derfra skulle man cykle til broen over Bajstrup Å syd for Bajstrup By. Her skulle der foretages en sprængning mellem klokken 22 og 23.

En tilsvarende hilsen var kommet til en gruppe fra Tinglev med aftale om aftale om sprængning syd for Tinglev i samme tidsrum. Men et eller andet gik galt. Da gruppen fra Bov nåede Frøslev Plantage hørte de to kæmpemæssige brag omkring klokken 20. Det betød, at det tyske personale i Frøslevlejren var i alarmberedskab og sendte en masse mennesker ud for at fange disse sabotører.

Gruppen fra Bov blev taget omkring Frøslev Kro om morgenen den 13. februar. Senere om morgenen blev de alle syv ført til Aabenraa. Her blev de indlogeret på Forstalle og afhørt i tretten dage til gentagende afhøringer. Derefter blev gruppen ført til Frøslevlejren, hvor de sad resten af besættelsestiden.

 

Hans Lorentzen – den lokale byleder

Læge Hans Lorentzen fik forbindelsen med modstandsgruppen Ringen. Han blev den lokale byleder for modstandsbevægelsen. Efterhånden var der kun en gruppe tilbage. Han var med på rejser af de hvide busser og deltog i alt 16 rejser.

 

Tyskerne nægtede lægen at behandle den sårede

Der blev skudt en del fly ned i kommunen. Nogle måtte også nødlande. Således også den 27. august 1944. De gik galt for piloten Argent Arcosta Junior i en Mustang – jager. Han var på en mission fra England for at støtte bombefly på togt til Berlin.

På grund af dårligt vejr over Berlin blev flyene omdirigeret for at bombe Esbjerg. Men det gik galt over Flensborg. Her blev jageren tilsyneladende ramt af antiluftskyts og styrtede ned klokken halv fire om eftermiddagen på Bov Mark.

Inden flyet ramte jorden nåede piloten imidlertid ud og landede 500 meter fra nedstyrtningsstedet i sin faldskærm. Ved landingen slog Arcosta sit ene ben slemt og blødte meget. Han blev umiddelbart taget til fange af en soldat fra den tyske lejr i Bov. Dr. Hans Lorentzen tog ud.

I begyndelsen nægtede Lorentzen at behandle den sårede. Men så fik han besked på, at køre den sårede til Frøslev lejren. Her døde piloten senere på dagen.

 

Tyskerne havde fået en liste over byledere

Den 24. april 1945 blev Hans Lorentzen arresteret ag Gestapo. Grev Folke Bernadotte fik ham løsladt, og han flygtede derefter til Sverige, hvoraf han kom hjem den 4. maj.

Tyskerne havde fået en liste over byledere i Sønderjylland. Hans Lorentzen var ikke blevet advaret. Gennem brigadeführer Schellenberg i Flensborg sørgede Folke Bernadotte for at han blev frigivet. Det skete ved at han blev leder af en transport af 300 nordmænd og 500 Ravensbrück – kvinder fra Nyborg.

To timer efter afrejsen holdt en bil med to Hipofolk foran lægeboligen i Bov. De forblev der hele dagen og også næste dag.

 

150 mænd blev undervist i våbenbrug

Allerede i januar 1942 oprettede han en skytteforening. Formålet var at undervise unge mænd i våbenbrug. Da al skyttevirksomhed blev forbudt i 1944 havde hun 150 mænd lært at håndtere et gevær.

Af disse deltog de fleste i modstandsbevægelsen, to faldt i åben kamp og tre døde i KZ – lejr. Hjemme fra Hans Lorentzens hjem foregik der uddeling af illegale bøger og hefter. Han modtog også en del illegal post til fangere i Frøslevlejren.

 

”Ole” organiserede grupperne

Medicin og store mængder af tobak fik han også smuglet ind i Frøslevlejren. Også en radio fik han indsmuglet i lejren.

I hver af sognets fem byer blev der dannet modstandsgrupper. Der var i alt 150 mand, 75 geværer, 75 maskinpistoler, to maskingeværer og to bazukaer.

En af dem, der organiserede disse grupper kaldt de bare ”Ole”. Han boede en overgang på Møllegården, men da tyskerne ville hente ham, var han væk.

 

Det lykkedes at få 70 gendarmer hjem

En mislykket sabotage den 10. februar 1945 medførte arrestation af 19 mand og den 10. februar. Heriblandt var der flere gruppeledere. Andre måtte gå under jorden.

Hans Lorentzen forsøgte blandt andet sammen med Det Tyske Mindretals leder, Jens Møller at få frigivet de danske grænsegendarmer. Den 16. marts 1945 lykkedes det at få 70 gendarmer hjem.

Til tider var der udgangsforbud i hele Bov Kommune. Der var ingen gadebelysning eller lys fra butiksvinduer. De enkelte biler havde blændede lygter. Dette gjaldt ligeledes for cykler.

 

Hårdt for gendarmerne

Den 19. september 1944 afvæbnede Gestapo gendarmerne og førte dem til Frøslevlejren. 46 af dem nåede at gøre under jorden. 141 af dem blev den 5. oktober deponeret til Neuengamme. 38 af dem nåede aldrig hjem igen.

Disse gendarmer oplevede til tider dramatiske oplevelser. Og her tænkes ikke kun på de brutale mord, da tyskerne invaderede landet.

 

En dramatisk vagt i Frøslev mose

Således var gendarm Simon Grosen ude for en dramatisk oplevelse, da han gik patrulje ude i Frøslev mose. Han hørte to svage stemmer, og stod i skjul bag et par busker. To mennesker nærmede sig, og sagde, at de var faret vild. Manden simulerede døvstum. De blev begge anholdt og ført ind mod Padborg.

En af Grosens kollegaer kom nu til stede, og Grosen ville sætte ham ind i situationen, da den anholdte mand i brøkdel af et sekund trak en bajonet frem, som han havde skjult i støvlen og huggede den i halsen på Grosen og knuse kæben hos kollegaen.

Skønt Grosen var hårdt såret greb han pistolen og tømte magasinet i maven på manden, inden han selv tabte bevidstheden.

Den anholdte mand var død på stedet. Grossens kollega slæbte sig hen til nærmeste hus i Padborg. Begge blev indlagt på Sønderborg Sygehus. Bajonetten havde kun ramt millimeter fra halspulsåren. Det viste sig senere, at den anholdte, var en tysk soldat, der ville desertere.

 

3.000 ”schippere” i Bov Kommune

I november 1944 fik Bov Skole besked på, at der skulle indkvarteres 11 tyske vagtmænd på skolen. Disse fik anvist et lille biblioteksværelse ved gymnastiksalen.

Den 3. januar 1945 ankom tre befalingsmænd. De blev kaldet guldfasaner. De gik nærmest i en gul, mørkegul uniform samt 230 mand. De sidste havde kun uniformsjakke og kasket, men ellers var de i civilt tøj.

De skulle grave tankgrave tværs igennem bøndernes marker, og blev kaldt ”Schipperne”, Dette blev gjort, fordi at forsvare sig mod eventuelt fremrykkende engelske og amerikanske styrker. Der blev indkvarteret 100 mand i de fire klasseværelser og resten i gymnastiksalen.

 

Man ville gerne have mad med hjem

Til selve undervisningen blev det ikke så meget plads tilbage. Et lærerværelse samt et klasseværelse var det tilbage. Der blev undervist fra klokken 8.00 til 15.25. Og fra klokken 16.00 til 20.00 var det Handelsskolen, der havde lokalerne.

Sløjdlokalerne blev brugt til spisekammer. Her blev også opbevaret madvarer, røget flæsk, skinker, brød m.m. To mænd skulle sove der og holde vagt. Intet måtte tages med hjem til den sultne familie, når ”Schipperne” som de kaldtes, fik et par dages orlov.

De fleste var værftsarbejdere fra Kiel. De blev sendt på gravearbejde efter at værfterne i Kiel var bomberamt. Egentlig var det ikke mange af dem, der var nazister. De sagde, at de var socialdemokrater og kommunister. Men det turde de ikke, at sige til deres overordnede.

 

”De ville dø af grin”

Maden til de mange mennesker samt dem, der var indkvarteret i salen på Bov Kro, blev kogt i en kæmpe gryde anbragt i en træbygning for enden af skolen. Kokken var en tidligere hotelejer fra Berlin. Det var altid en sammenkogt ret.

Guldfasanerne forbød personalet at tale med danskerne. Men alligevel spurgte en af Bov’ s hjemmetyskere en af ”Schipperne” om de tankegrave, som blev gravet, ville komme til at gøre nogen gavn:

  • Der kommer ingen amerikanere eller englændere levende over gravene. De vil grine sig ihjel, når de ser dem.

Medlemmer af ”Frauenschaft” fra det lokale tyske mindretal sad nede i baderummet og fyrrummet og gjorde kartofler, gulerødder m.m. i stand, så det var klar til at hælde i gryden.

Også på andre skoler i kommunen var de såkaldte ”Shippere” indkvarteret. I alt blev der indkvarteret 3.000 mænd i Bov Kommune. Den pansergrav, som de skulle grave, skulle gå tværs over Sønderjylland.

 

Schipperne ville have maskinpistoler

Disse Schippere mødte blandt andet i Fårhus, hvor de tiggede om mad, som de kunne tage med hjem til familien. De betalte med familiesmykker, som de tog med næste dag.

Efterhånden som frygten for engelske flyvere bredte sig, forlangte ”Schipperne” at få maskingeværer med, når de gik ud og grave. Det fik de så- de blev om aftenen opstillet i skolegangen ovre i mellembygningen.

Til sidst var der ikke meget disciplin tilbage blandt ”tropperne”. Den 3. eller 4. maj, da de var klar over, at krigen var ved at være slut, stak de simpelthen næsen hjemad. De adlød overhovedet ikke ”guldfasanerne”.

 

Nervøsitet i Frøslevlejren

Ude i Frøslevlejren var der stor nervøsitet blandt fangerne. Gennem deres radio skjult under gulvplankerne fulgte de udviklingen. De vidste, at afslutningen på fangenskabet var nær. Men de var bange for, at tyskerne i desperation enten ville udrydde lejren eller i hast sende fangerne til Tyskland som gidsler, hvis lejrledelsen hørte, hvordan den virkelige situation var. Da dagen endelig oprandt, overgav lejrkommandanten sig efter længere diskussion sig til danskerne.

Tyskerne havde under den sidste del af krigen udviklet en ny strategi med hensyn til deres jagtflyvere. Man havde oprettet mange små flyvepladser. Således også ude ved Kragelund. Men pladsen blev hvis aldrig klargjort i det omfang, som man havde tænkt sig.

Således stod her i maj-måned 1945, 6-8 dagslørerede Heinkel eller Messerschmidt maskiner på pladsen.

 

Da spøgelsestoget fra Ravensbruck kom

Mange beboere i Padborg var berørte, da de så spøgelsestoget fra Ravensbruck. Kvinderne var udsultede. De havde i flere døgn stået stuvet sammen i deres egen afføring i haverne. De kastede sig over en sæk kartoftler og spiste dem rå. Hurtigt blev der skaffet mas fra hjemmene i området. Kvinderne gjorde stor modstand, da de skulle i badeanstalten. De troede, at det var gaskamre.

 

”Fårhus-Fangere” fik lov til at rydde op

Tyskerne efterlod klasseværelserne i meget griset tilstand. Rengøring foregik ved hjælp af ”Fårhusfangere”. Og det skete under opsyn af folk fra modstandsbevægelsen.

Lige efter kapitulationen var der folk fra modstandsbevægelsen, der overtog bevogtningen af en del af grænsen. Disse modstandsfolk var lige populær alle steder. Og der forekom også nogle mystiske dødsfald i Padborg-området. Dette har vi beskrevet i andre artikler.

 

Da stærkt bevogtede marineinfanterister dukkede op

Der var masser af modstandsfolk ved grænsen. Hele Bov – gruppen var mødt frem. Men tropperne blev dirigeret og kommanderet af Harald Skodshøj, pressesekretær ved Hedeselskabet i Tønder. Men ellers var det lærer Frederik Sørensen, der havde kommandoen over Bov – gruppen.

Alt hvad der kom nordfra skulle kontrolleres. Men der var dramatik, da politiets fjernskrivere meddelte, at en flok tyske marineinfanterister var på vej, stærkt bevæbnede. De dukkede op fra skoven og gik syd om Krusågård og op mod landevejen. De danske modstandsfolk var gået i dækning. Men de havde heldigvis ikke ondt i sinde.

De fortsatte tværs over vejen ved Grænsehotellet og forsvandt op over marken og endnu ind i skoven til Tyskland.

Modstandsfolkene hentede også hjemmetyske bekendte, og det var ikke altid lige behageligt.

 

Et drama bag toldbygningen

Bag toldbygningen legede den 7-årige Bente Madsen fra banken i Kruså og en lidt større søn af toldassistent Tiedemann. Bente havde troet, at hun havde fundet en bold. Det var det ikke. Det var en håndgranat i ægform. Bente blev kvæstet til døde, kammeraten slap med livet i behold.

Enhederne på Korsvejen blev større og større. Nu havde tyskerne også heste og tungt materiel med. Alt blev sorteret og frataget de tyske soldater, inden de nåede grænsen. Langt ud på Åbenråvej stod cykel mod cykel.

 

Alle heste ind på Harkjærs mark

På Harkjærs store mark, hvor nu Grænsehallen ligger blev alle heste jagtet ind. Til sidst var pladsen overfuld. På den anden store mark bagved, det senere Metro, var oplagringsplads for alt det tungemateriel. Her var biler i alle afskygninger, motorcykler, panservogne, feltkøkkener og endnu et hav af cykler.

 

Hvor blev pengesedlerne af?

En mægtig lastvogn med tippelad komme af med sin store bunke af blæseinstrumenter. De blev bare tippet af i en stor bunke.

Nogle modstandsfolk havde fået det job at tømme beholdere for gasmasker og fylde dem med alle de pengesedler man tog fra tyskerne og som flød alle vegne. Hvor alle de pengesedler blev af senere, vides ikke.

 

De lokale ”organiserede” sig til fine varer

I diverse vandløb og grøfter i nærheden af grænsen flød det også med bildelem cykeldele, ”pansernæver”, geværer, bajonetter, madvarer, rester af cykler og meget mere.

Efterhånden samlede folk sig og fik ”organiseret” sig til diverse rester på markerne. Nogle af modstandsfolkene fik sig også en ny revolver.

Efter at englænderne var kommet til grænsen, behandlede de ikke tyskerne særlig godt i den første tid. De forsøgte på alle mulige måder at ydmyge de enkelte tyskere. Men i andre af vores historier fra området var denne udvikling vendt.

 

En lejr ved Østerløkke

Lidt efter tyskernes kapitulation kom så ”Den Danske Brigade”. De blev blandt andet indkvarteret på Bov Skole. Maden til brigadesoldaterne blev tilberedt i et feltkøkken opstillet i et hjørne på skolepladsen.

Men efterhånden blev der indrettet en lejr til brigaden, hvor nu Østerløkke ligger, så skolen fik sine lokaler tilbage.

Fra den 26. maj til den 10. juni var 2. kompagni Den Danske Brigade indkvarteret på Kiskelund Skole. Den 10. juli blev Den Danske Brigade hjemsendt. Frem til den 10. november blev de erstattet af de danske soldater.

Gennem besættelsestiden oplevede Bov Kommune over 100 luftalarmer og 40 bomber.

 

Historien er nok ikke fortalt helt rigtig

Der skete også mange andre dramatiske ting under besættelsestiden i Bov Kommune. Vi har fået nogle år siden talt med en hel del ældre mennesker i kommunen. Og så har vi talt med Asmus Jensens familie, ligesom vi har haft indblik i forfalskede afhøringsrapporter og andre politirapport, medicinske erklæringer m.m.

Officielt så døde Asmus Jensen under flugt, skudt af Den Danske Brigade. Men sandheden er en helt anden.

Vi har konstateret flere mystiske dødsfald, nogle af disse har man forsøgt at camouflere som selvmord.

Dette efterlader et indtryk af, at det hele nok ikke forløb så uskyldigt, som denne artikel bæger præg af.

 

 

Kilde:

  • Se Litteratur Bov/Padborg/Kruså

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 194 artikler om Besættelsestiden herunder de følgende artikler:

  • Mord i Padborg 1-4 under kategorien Padborg har vi redigeret i to nye artikler under kategorien Sønderjylland:
  • De Mystiske Mord ved Grænsen 1-2
  • To skæbner i Kiskelund
  • Dansk agent skyld i gendarmers død
  • En villa i Kollund
  • En villa i Kollund – endnu mere
  • Grænsen dengang
  • Straffelejren
  • Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby
  • Dagligliv i Frøslevlejren
  • Bov Sogn – mellem dansk og tysk
  • Dramaet ved Viadukten
  • Harreslev – dengang
  • Fårhuslejren
  • Frøslevlejren
  • Bov kommune – under Besættelsen
  • En Sønderjyde krydser sine spor
  • Frøslevlejren i den sidste tid
  • KZ – lejr, Ladelund
  • Sandheden om de hvide busser
  • Karantænestationen ved Grænsen
  • De hvide busser nok engang
  • Danskerpak og tyskerpak
  • Retsopgøret i Sønderjylland

 

 


Annekdoter fra Rømø

Marts 17, 2017

 

Anekdoter fra Rømø

Vi bringer her otte historier fra Rømø. Den første hedder ”Strandet på isen” Det var i 1777 på en grønlandsfærd. Pludselig måtte 300 sømænd efterlades på isen. Nogle skibe sank. På Rømø havde man opgivet, men efterhånden vendte mange hjem. Og glemt er også, at der på Rømø blev taget 1.450 svenske fangere, deriblandt en landsforræder. Christian den Fjerdes flagskib sænkede næsten en hel flåde. 800 – 1.000 svenskere og hollændere omkom. I mange år havde en bandit hærget på øen. Endelig havde bønderne fået nok af ham. De overfaldt ham og 13 dage senere døde han. Og så blev Jørgen Jespersen fejret som helt. Sammen med andre øboer fik han ordnet nogle sørøvere. En ”Heks” blev anholdt 14 år efter, at hun var angivet. Men de kunne ikke finde andre beviser. Og så blev øvrigheden narret, da de skulle inspicere noget nyt land. I mange år kæmpede øboerne mod sandflugt. Og mens mændene var på havet, var det konerne, der måtte sørge for dette.

 

Strandet på isen

Man siger, at den første grønlandsfarer kom fra Rømø. Men der nok ikke rigtig. En kendsgerning er dog, at øen kan takke hvalfangsten ved Grønland for den velstand, som øen opnåede.

 

Kommandøren skulle være fra Rømø

Rømeserne blev regnet for aldeles fremragende søfolk. Man sagde:

  • Hvis der skal være held ved en grønlandsfart, så må kommandøren ubetinget komme fra Rømø.

Det var nok lidt overdrevet. Men en kendsgerning var, at næst efter Føhr så leverede Rømø det største antal kommandører til Hamborgs hvalfangerbåde. Desuden var mange hollandske og danske skibe bemandet med en kommandør fra Rømø.

 

Han blev på havet

Hvert år i februar tog en meget stor del af Rømø’s mandelige befolkning afsted på søen. Kvinderne måtte overtage kommandoen derhjemme. Om efteråret vendte de så igen hjem. Men på gravsteder kan man læse:

  • Han blev på havet

På mange gravsten er det ligefrem en hel livshistorie.

Søfolkene tog mange kostbarheder med hjem.

 

Man tager afsked

Det var skik og brug at man holdt Persawten med bål og ild. Det gjorde man også i 1777. Den følgende dag tog mændene til Amsterdam og Hamborg. De havde ladt sig hyre til grønlandsfarten. De yngste var kun 10 – 12 år gamle.

Før de gik om bord i da fladbundede vadehavsbåde, tog de afsked med familie, venner og bekendte. Efter tur besøgte de diverse huse. Man drak punch og kaffe. Og et par punche blev det også på kroen ved havnen. Man råbte så et trefoldigt hurra fra land, og dette blev gentaget at folkene i bådene.

Den 12 årige Anders Mickelsen List skulle med skibet ”De twee jonge Hermans” under kommando af Engelbrecht Jensen. I slutningen af marts forlod skibet Hamborg. Midt i maj nåede man fangstpladserne.

 

Tolv skibe blev indesluttet i isen

Isforholdene var vanskelige, og der var tåge under hele fangstperioden. Som nybegynder måtte man ikke deltage i jagten. Men man kunne følge det fra skibet. Mændene i små chalupper(robåde) mod kolossale havdyr. Oftest var det dog mændene, der vandt.

Det var et godt fangstår, men midt i juni blev ”De twee jonge Hermans” og de andre hvalfangerskibe indesluttet af tætte ismasser. I otte dage forsøgte mændene at bringe deres skibe fri. Men det lykkedes kun delvis. Tolv skibe forblev indesluttet.

Anders var frygtelig bange, men kommandøren trøstede ham. I slutningen af juli så det en overgang ud til, at isen ville åbne sig. Men i august pakkede den sammen igen. Ja nu var man også bange for at skibet ville blive knust af ismasserne.

 

Han forsvandt i det kolde vand

Nogle vovede sig ud på ismasserne for at undersøge, hvor langt isen strakte sig. Det blev en besværlig tur. De måtte springe over revner og klatre over høje isbjerge. Men der var kun hvid ørken så længe øjet rakte. På tilbagevejen gled en af mændene, da han ville springe over en åben spalte i isen. Han forsvandt i det iskolde vand under isen.

 

300 sømænd stod på isen

Den 19. august kom der en voldsom storm fra øst. Den følgende nat vågnede Anders ved lyden af træ, der splintredes. Et øjeblik senere lød det gennem mandskabslukafet:

  • Alle mand fra borde! Vi synker!

Det var ikke tid til at rede noget. En smule proviant og to redningsbåde. Isen pressede alt andet ned i dybet. Inden stormen havde lagt sig var endnu fem skibe blevet knust.

I begyndelsen af september lykkedes det for to skibe at komme fri. Endnu fire sad fast. Men fire sad stadig fast. De knustes under endnu en heftig storm sidst på måneden.

Det hele resulterede i, at 300 sømænd stod tilbage på den arktiske isflade uden skib. De fleste ventede bare på døden. Men kommandør Jensen råbte op, at nu skulle der kæmpes. Han mente, at nu skulle man slå sig igennem isen til Grønland. En farefuld vandring startede. Man måtte gå lange omveje for at komme over alt få brede sprækker.

 

En røgsøjle i det fjerne

Det gik uger. Kræfterne ebbede ud. Nogle var blevet angrebet af skørbrug. Anders var nået til det yderste af sine kræfter. Hele tiden blev han bagefter gruppen. Men kommandøren blev hos ham. Han bad om at tage noget af sit tøj af. Han gik nu halvnøgen og uden fodtøj videre.

Stormen hylede. Solen lod sig slet ikke se. Og det var iskold. Men pludselig fik hele gruppen nyt liv. De kunne se land. Men glæden varede kort. Hver nat krævede sinde dødsofre.

Pludselig en morgen kunne man se en røgsøjle. Man slæbte sig afsted med de sidste kræfter. Hurtigt kom man sig under grønlændernes omsorgsfulde pleje. Men nogle var så svage, at de døde efter få dage.

 

På Rømø havde man opgivet

På Rømø blev der bedt for de savnede. Hver gang en vendte hjem, blev der bedt i kirken. I efteråret og vinteren 1777 var halvdelen endnu ikke vendt hjem. I 1778 gik pastor Rasmus Christiansen Neve på prædikestolen og sagde med grådkvalt stemme:

 

  • Lad os ikke længere narre hinanden. Ingen har dog lidt længere håb om, at vore kære kommer velbeholdne hjem. De er blevet derude og har lidt sømandens død på havet. Derfor er det også bedre, at vi hver søndag beder for de dødes genopstandelse på den yderste dag.
  • Gud være med Eder, som har mistet jeres kære.

 

155 af 475 søfolk blev reddet

Fra den dag bar mange familier sørgedragt og accepterede i tavshed deres skæbne.

Hen på foråret vendte de 27 af dem, de havde troet døde, tilbage til Rømø. Der blev jubel og glæde, men også tårer og lidelser. Man fik bekræftet at 20 mænd blev derude.

Anders Mickelsen List drog trods alle de grusomme oplevelser igen på grønlandsfart. Han blev senere styrmand.

Af de 475 søfolk, hvis 10 skibe blev trykket ned af isen, blev kun 155 reddet. Derfor er året 1777 gået over i grønlandsfartens historie som:

  • Det Store Ulykkesår

Engang stod der to rustne kanoner på klitten øst for Havneby Kro. Om de står der endnu vides ikke. Hvorfor de står eller stod her, får du svaret på her.

 

Da svenskerne blev jaget væk fra Rømø

Den svenske general Torstensson erobrede i februar 1644 den nordlige del af Sild og Rømø. Begge øer faldt uden modstand. Dette skyldtes englænderen Markus Whittes forræderi. Christian den Fjerde havde overdraget ham forsvaret af øerne med to pramme og otte galejer. Whitte gav skibene til fjenden og trådte i svensk tjeneste.

 

Svenskerne brændte 26 af Rømøs 30 skibe

Svenskerne brændte 26 af Rømøs 30 skibe. De anlagde to skanser øst for Havneby. Lidt nord Mølby opslog de deres lejr. Dammen med deres forbundsfæller, hollænderne kaprede svenskerne alene i februar måned tolv danske skibe.

 

Von Buchenwald tog 1.450 fangere og en landsforræder

Den danske oberstløjtnant Heinrich von Buchwald forlod i marts fæstningen Glückstadt med 600 soldater. Den 21. marts landede han på Rømø. Uden større besvær erobrede han begge skanser og forlod øen med 1450 fanger, deriblandt Markus Whitte. Som tak for sin indsats blev von Buchwald unævnt til oberst.

 

Slaget ved Listerdyb

Men i begyndelsen af maj viste en flåde på 36 skibe sig nu i Listerdyb. De var blevet udrustet i Holland af den rige købmand Louis de Geer, som boede i Sverige.

 

800 bueskytter om bord

Under ledelse af Martin Theyssen sejlede skibene til Ribe for at tage 800 af Torstenssons bueskytter om bord. De skulle understøtte svenske troppers landgang på Fyn.

 

Trefoldigheden angreb

Men dette foretagende blev forpurret af den danske konge, der i rette tid løb ind i Listerdyb med ni orlogsskibe. Den 16. maj angreb Christian den Fjerde med sit flagskib ”Trefoldigheden” den fjendtlige flåde. I over to timer måtte han holde stand mod en kæmpe overmagt, da de andre danske skibe ikke kunne gribe ind grundet vindstille og manglende strøm.

 

Svenskerne og hollænderne mistede 800 – 1000 mand

Men grundet kanonernes større rækkevidde og vindstille lykkedes det danskerne at tilføje svenskerne og hollænderne et tilintetgørende nederlag. Svenskerne og hollænderne skal have mistet mellem 800 og 1.000 mand. De fleste af dem fandt deres hvilested på den nu forsvundne ø, Jordsand, ud for Emmerlev og sydøst for Rømø.

På Rømø var der efter krigen stor fattigdom, fordi indbyggerne nu savnede deres vigtigste middel til livets opretholdelse, skibene som svenskerne havde brændt.

 

Da Tandrup blev banket ihjel

I årene omkring 1650 levede der i Kongsmark en mand ved navn Jens Sørensen Tandrup. Han havde under svenskekrigen tjent i den danske flåde under kaptajn Peter Bomfeldt. Efter sin tilbagekomst udstedte han på egen hånd søpas for rejser til udlandet.

 

Rømøs søfolk var på langfart

Da øboerne havde pligt til at stille mandskab til den danske flåde, kunne kun tage hyre på de hamborgske og hollandske skibe, hvis de besad et sådant gyldigt søpas til udenlandsrejser.

Da øen nu skulle stille sit kontingent søfolk til marinen, var de fleste rejst. Man var derfor tvunget til under store ofre, at hverve fremmede og oven i købet uerfarent mandskab, for at kunne stille det fordrende antal matroser til flåden.

 

Røverier og indbrud

Men dermed var det ikke slut. Sammen med sin følgesvend Niels Knudsen Stürck begik Tandrup også en række røverier og indbrud uden at nogen turde sætte sig op imod ham. Alle øens beboere frygtede hans voldshandlinger og håbede at problemet en dag ville løse sig selv.

Efter nogle års tyranni fik man dog mod til at underrette herredsfogeden i Brøns på fastlandet. Han kom over til øen for at besigtige de anrettede skader, men blev truet af Tandrup og hans følgesvende, der mødte bevæbnede op. Med uforrettet sag måtte fogeden vende tilbage.

 

Det blev for meget for Rømøs bønder

Der gik endnu nogle år uden at der skete Tandrup noget på grund af hans ugerninger.

Da hændte det, at han ved højlys dag brutalt slog en øbo ned og udplyndrede ham. Nu kogte vreden over hos nogen af øens bønder. De lagde sig i baghold, og da han endelig kom, slog de så længe løs på ham, at han blev liggende på jorden som livløs. Kort efter blev han fundet af nogle kvinder, der kom forbi. I et dejtrug blev han bragt til sin svigerindes hus.

 

Begravet ”uden sang og klang”

Her døde han 13 dage senere af sine svære kvæstelser, efter at præsten, Aagaard, havde givet ham den sidste nadver.

Fra Ridefogeden kom der besked om, at liget ”uden sang og klang” skulle jordes ved kirkegårdsmuren, hvor forbrydere og selvmordere blev begravet.

Før dette kunne ske, havde nogle af Tandrups slægtninge begravet hans jordiske rester på engen bag ved huset.

 

Konen forsøgte at stikke af med godset

Hans kone, Dorthe Jenses ville dagen efter bagholdet flygte til fastlandet med en del af det stjålne gods. Men hun blev i sidste øjeblik fanget af øboerne. Da hun havde deltaget i en del af sin mands forbrydelser, blev hun ved retten i Haderslev idømt flerårig fængselsstraf. Under trussel om livsvarig indespærring blev hun bortvist fra Haderslev Amt.

Der blev senere indledt en undersøgelse mod de mænd, der havde deltaget i overfaldet på Tandrup. Efter at den var afsluttet blev de skyldige idømt en bod til amtet.

 

Da Jørgen Jespersen fangede sørøverne

Jørgen Jespersen levede i midten af det 16. århundrede på Rømø. Som de fleste mænd på øen sejlede han til søs. Det skete, at de fik en for meget. Og i den tilstand blev de ofte hyret til et skib.

 

Jørgen Jespersen flygtede

Sådan skete det også for Jørgen Jespersen i Holland. Han befandt sig pludselig på kaperfart. Nu hændte det så at sørøverskibet satte kursen mod Rømø, for at snuppe bytte i søfartsruten til Ribe.

Men på en vagt sprang Jørgen i vandet og flygtede. Hans landsmænd bød ham velkommen på land. De var straks parate til at kæmpe mod piraterne. De skulle bare have lokket fribytterne på land.

 

Kaptajn og besætning overfaldet

På skibet var flugten blevet opdaget. Kaptajnen lod sig ro i land af en del af besætningen for at lede efter desertøren og for at lede efter bytte.

De var næppe kommet på land før øboerne med vilde skrig for frem fra klitterne, faldt over dem og tog dem til fange. Herved blev en del af de fremmede ilde tilredt.

 

Sørøverne blev taget til fange

Da sørøverne om bord på skibet så udgangen af denne kamp på stranden, forsøgte de at sætte sejl og flygte. Men de kendte ikke farvandet og det varede ikke længe før de løb på grund i vaden. Jørgen Jespersen og hans venner entrede skibet og tog resten af besætningen til fange.

Skibet blev bragt til Ribe. De mænd, der frivilligt havde taget hyre om bord blev lagt i lænker og senere hængt. De øvrige lod man løbe efter at deres udsagn var ført til protokols.

Jørgen Jørgensen blev belønnet af kongen for sit mod og fik del i prisen.

 

Hvem skulle have udbyttet

Resten af byttet blev anledning til en strid mellem hertugen af Slesvig og den danske konge. Begge gjorde krav på skib og ladning. Den vade, hvor skibet var strandet hørte med til hertugdømmet.

Men hertugen måtte i sidste ende trække det korteste strå, fordi skibet som nævnt allerede lå i Ribe, der hørte under kongen Og han ønskede under ingen omstændigheder at afgive nogen del af byttet til den slesvigske hertug.

 

Da heksen blev frikendt

For nogle hundrede år siden fandtes der også hekse på Rømø ligesom i resten af Europa. Det var i reglen kvaksalvere eller ”kloge damer”. Folk mene, at de ”kunne mere end deres fadervor”

 

Anna Boyes angav endnu en heks

I året 1652 var der en kvinde ved navn Anna Boyes fra Rømø, der blev indbragt for retten i Ballum på fastlandet. Efter en retssag blev hun dømt til døden for hekseri. Inden hun blev overgivet til bødlen og henrettet, aflagde hun endnu en tilståelse, idet hun angav Mette Thøffrings som heks. Nu kan det også være at dette skete under tortur.

 

Heks anholdt fjorten år efter

Fjorten år senere anholdt man denne kvinde og bragte hende til fangehullet på Møgeltønderhus. Herfra blev hun den 14. februar 1666 ført til retten i Ballum, hvor man rejste anklage mod hende for hekseri.

Sagen trak i langdrag, fordi man ikke kunne fremlægge andre ”beviser” mod Mette Thøffrings end den henrettede Anna Boyes’ udsagn.

 

Frikendt, så længe ikke andet er bevist

Efter at processen havde varet i over et år, spurgte de femten domsmænd, der var udpeget i sagen, den 2. marts 1667 anklageren Hans Andersen, om han ud over allerede kendte beskyldning lå inde med andet bevismateriale. Det benægtede han og tilføjede, at han i den forløbne tid ikke havde hørt andet end godt om den anklagede.

Således kunne retten ikke godt gøre andet end at frikende Mette Thøffrings, selv om det skete med tilføjelsen:

  • Så længe ikke andet er bevist

Denne beretning er historisk og her er sikkert tale om et af de få tilfælde, hvor en heks er blevet frikendt. Sædvanligvis gjorde man kort proces i sådanne sager.

 

Øvrigheden blev narret

Foran diget nordøst for Juvre finde man i dag et pænt stykke forland, som øboerne kalder Ejland. I slutningen af det 18. århundrede fandtes der endnu intet dige her, og det nuværende forland var adskilt fra øen af en pril og blev overskyllet ved højvande.

 

Strid om det nye land

I året 1779 opstod der en strid mellem folkene i Juvre og øvrigheden i Haderslev og Ribe om dette nye kystland. Den sydlige del af Rømø var dengang under kongelig overhøjhed, og blev styret af Ribe. Den nordlige del var slesvigsk (hertugelig) og blev styret fra Haderslev.

Nogle steder, bl.a. i Juvre, fandtes der både hertugelige og kongelige gårde.

 

Første kommission så kun oversvømmet land

Øboerne gjorde gældende, at havet i løbet af den sidste menneskealder havde taget en fjerdedel af alle marker og enge på øen. Det nye land på den anden side prilen var kun en ringe erstatning for den tabte.

Men øvrigheden i Ribe og Haderslev bestred denne ret og sendte en kommission til Rømø, for at det kunne blive vurderet, hvilken værdi det omstridte område repræsenterede.

Første gang kommissionen drog af sted, nåede den slet ikke over til øen, fordi der blæste en kraftig modvind. Da overfarten endelig kom i stand, fik vurderingsmændene ikke lejlighed til at se det nye land, fordi en stormflod havde overskyllet det.

I deres indberetning oplyste de, at øens indbyggere havde meddelt dem, at den nye ø fra gammel tid havde eksisteret som sandbanke. For at kunne losse brændsel havde Juvre-folkene bygget en dæmning over til Ejland, idet de skibe, der bragte brændsel fra fastlandet til øen stak så dybt, at de ikke kunne gå ind på østsiden af sandbanken.

 

Kommission mente ikke, der var noget at komme efter

Øvrigheden i Ribe og Haderslev stolede ikke på øboerne og sendte næste år en ny kommission af sted, som skulle fastsætte værdien af Ejland. Kommissionen bestod af dommere, fogeder og vurderingsmænd fra fastlandet.

Den 25 juli skulle kommissionen komme. Denne dato var fastsat, fordi det var midt i høsttiden, og man mente, så kunne man tage græsset i øjesyn, når det var bedst.

Også denne kommissions indberetning faldt ud til Juvre-folkenes fordel. Denne gang fik de høje herrer endelig lejlighed til at tage det nye land i øjesyn, og de berettede, at græsset på de bedste steder var 5 cm højt, men for det meste kun 2-3 cm eller lavere.

En ansættelse af, hvor meget hø, der kunne høstes her, skønnedes ikke muligt. I øvrigt erklærerede vurderingsmændene, der var bedre vant, hvor de kom fra, at de ville end ikke bjerge høet, om de så fik det foræret. Man kunne heller ikke lade kvæg græsse her, erklærede kommissionen, da det ville drukne ved pludseligt indtrædende højvande.

Resultatet af kommissionens arbejde blev, at Juvre-folkene som førhen kunne slå hø på Ejaland, uden at skulle betale for det.

 

Øboerne grinede af de kloge vurderingsmænd

Da kommissionen havde forladt Rømø grinede man af de kloge vurderingsmænd. Deres afgørelse blev fejret. På Ejland vokser der nemlig annelgræs, en græsart, som først bliver slået i slutningen af august og begyndelsen af september. Derfor kunne disse planter ikke være særligt høje eller frodige den 25. juli.

 

Det kunne godt betale sig

Selv om det ikke var tale om noget yppigt bevoksning, så lønnede det sig i hvert fald at bjerge høet. Når man havde nøje kendskab til ebbe og flod, hvad øens indbyggere naturligvis havde, så var det også muligt at lade kvæget græsse på området.

Dertil kom, at prilen i tidens løb slikkede til. Det betød at landområdet år for år blev større. Man kan roligt sige, at Juvre-folkene havde gjort en god handel.

 

Kampen om sandet

Rømø er ikke nær så gammel i geologisk henseende som for eksempel Føhr eller Sild. Mens disse to øer har en fast kerne af gestland, og vel oprindelig har hørt til fastlandet, så mener de kloge, at Rømø oprindelig var en sandbanke, der i løbet af årtusinder har hævet sig af havbunden.

Efterhånden er det kommet basis for vegetation. Faktisk har der kun vokset træer her de sidste 100-120 år. Klitter og kunstigt byggede volde udgjorde den eneste beskyttelse mod vinden. En kendt øboer Peder Jens Manø her berettet om, hvorledes disse volde blev bygget.

 

Sandet var alle steder

I slutningen af det 17. og i begyndelsen af det 18. århundrede så det ikke godt ud for Juvre. På grund af nordøstenvinden havde det skarpe flyvesand fra stranden taget overhånd. Sandet blæste over markerne, hvirvlede ned fra klitterne og fløj ind i gårdene, hvor det ofte lå indtil tre alen højt.

Særlig slemt så det ud i Mikkel Hansens og Las Brodersens ejendomme samt i de to nordligste huse. Når disse nævnte bønder kørte hø hjem fra de østligste marskenge, som endnu var fri for sand så lejrede der sig meget sand mellem udkørsel og hjemkørsel-især når vinden var i nordvest. De måtte skovle sandet væk fra døren, før de kunne få høet ind. Kål og grøntsager kunne man ikke længere dyrke på Nørreland.

 

Nu måtte der gøres noget

På grund af de stærke nordveststorme havde sandstøvet taget overhånd i sådan grad, et de ikke blot dækkede engene, men også de faste og veltilgroede klithøje, der på denne måde blev til rent flyvesand. Til sidst var det ikke blot markerne, men også husene og de tofter og gårdspladser, der ligger omkring dem, dækket med skarpt klitsand.

Indbyggerne var imidlertid fast besluttet på at forene deres anstrengelser for at dæmpe sandflugten, og efter et mangeårigt hårdt arbejde lykkedes dette.

 

Et kæmpe arbejde fulgte

Først bragte de sandet ud af deres huse og slæbte det sammen til en stor bunke. Derefter hentede de tang og klæg fra havstokken mod øst for at dække bunken og derved forhindre, at sandet blæste væk. I nogen afstand byggede de en vold af tang.

De købte gammelt og nyt træ og hentede græstørv for at dæmpe sandet. Børnene samlede grene og andet opskyl på stranden til samme formål. På lignende måde byggede man volde af sandhøjene, som blev beplantet med marehalm, som man hentede fra andre klitter. Dette lykkedes så godt, at næsten alle volde nu er bevokset. På mange steder må beplantningen dog gås efter hvert år.

 

Størstedelen blev gjort af landsbyens kvinder

Da sandflugten nu var nogenlunde under kontrol fattede indbyggerne nyt mod. Den mængde sand, som de tidligere havde samlet i store bunker søgte de nu på en hver måde at fjerne. Derved har Juvre siden 1740 vundet nogle hektar land, som tidligere lå dækket af flyvesand.

Det særdeles hårde arbejde med at inddæmme sandet er for størstedelen gjort af landsbyens kvinder.

  • Vi vender snart igen tilbage til skønne Rømø

 

Kilde:

  • Sønderjyske Årbøger (diverse udgaver)
  • Moritz: Die Nordseeinsel Röm
  • Hansen: Friesische Sagen und Erzählungen
  • Hanssen: Grønlandsfarer i Aaret 1777
  • Chr. Jessen: Von Seeleuten, Fischern und einem Sklaven der Insel Röm
  • Deutscher Volkskalender, Nordschleswig
  • Mühlendorf: Sagen, Märchen und Lieder der Herzogtümer Schleswig, Holstein und Lüneburg
  • Nis Edwin List Petersen: Sagn og historier fra Rømø

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk :

  • Borrebjerg på Rømø
  • Færge fra Ballum til Rømø
  • Da Rømø fik et Nordseebad
  • Rømø – den tredje tur
  • Rømø – endnu engang
  • Rømø – en ø i Vadehavet

 

Hvis du vil vide mere: Om Vadehavet og øerne i Vadehavet – Læs her på www.dengang.dk

 

  • Det frisiske salt
  • Vadehavets maler – Emil Nolde
  • Vikinger i Vadehavet
  • Nordstrand – syd for grænsen
  • Mandø – en ø i Vadehavet
  • Føhr – en ø i Vadehavet
  • Heltene i Vadehavet
  • Øen Jordsand – engang ud for Højer
  • Soldater på Jordsand
  • Øerne- syd for Højer
  • Dæmningen-syd for Højer
  • Slaget ud for Højer

 

 

 


En ny tur langs grænsen

Marts 15, 2017

En ny tur langs grænsen

Man bliver ofte spurgt om spørgsmål om Sønderjylland. Vi henviser også til 53 yderligere artikler. Prøjserne sløjfede §5. På et folkemøde på Folkehjem besluttede man at opstille fem krav. H.V. Clausen tegnede allerede grænsen i 1891. Men det var en skuffelse, at vi ikke fik Flensborg ikke kom med til Danmark. Vi starter i Siltoft og slutter ved Flensborg Fjord. Vi kigger på Vidåens udløb og Vadehavsmaleren Nolde. Vi tager til Aventoft, Ubjerg og Sæd. Her hør vi en meget trist historie. Hertugen gik på jagt og byggede et jagtslot. Og så blev kolonister lokket hertil. Vi kigger på Frøslev og Fårhuslejren. Så er det transportbyen Padborg, slaget ved Bov og den ældgamle by, Kruså. Og så går vi langs Gendarmhuset.

 

Altid spørgsmål om Sønderjylland

Vi har efterhånden taget nogle cykelture langs grænsen. Og det gør vi atter engang. Når man er ude, og holder foredrag om sønderjysk kultur, kaffebord m.m. så bliver der ofte stillet de samme spørgsmål. Ja det behøver ikke engang, at være sønderjyske ting, der er på programmet. For når publikum hører, at man er sønderjyde, så stilles, der ofte spørgsmål. Og disse har ”Den Gamle Redaktør” forsøgt at besvare i denne artikel.

Så vidt vides er den dansk-tyske grænse den eneste eksisterende grænse, der er fremkommet efter en folkeafstemning. Egentlig burde man fra sønderjysk side gøre mere for at udbrede den historiske og kulturelle viden om dette.

 

Du kan fordybe dig yderligere

Vi skal lige gøre læserne opmærksom på, at vi i slutningen af artiklen har en ret så omfattende henvisning til tidligere artikler om de emner, vi tager op. Så har man mulighed for yderligere at fordybe sig.

Vi har samlet en liste på 53 artikler. Og du kan bruge hjemmesidens søgefunktion. Vi kunne godt have fundet endnu flere.

Sønderjylland var den nordlige del af Slesvig er blev kaldet Nordslesvig. Ja det er der nu stadig mange, der gør. Således kaldes det tyske mindretals avis Der Nordschleswiger.

Egentlig burde vi have startet allerede i 1848 med vores historie, men det kan du læse om andre steder på vores side.

 

Afstemningen

Afstemningen i første zone blev afholdt den 10. februar 1920 og i anden zone den 14. marts 1920.

Under fredsforhandlingerne med Preussen og Østrig blev der indført en paragraf 5 i fredstraktaten. Denne paragraf sagde, at hvis den nordlige del af Slesvig ved en afstemning tilkendegav at de ville hjem til Danmark, ja men så måtte sejrherrerne give afkald på Nordslesvig til Danmark.

 

Prøjserne sløjfede §5

Man kan hvis rolig påstå, at denne paragraf efterlevede man ikke, og i 1878 sløjfede man den simpelthen. Det var den samme paragraf, man tog op igen den 11. november 1918 som afsluttede Første Verdenskrig.

 

Krav fra Folkemødet

Allerede den 23. oktober havde H.P. Hanssen rejst kravet i Rigsdagen i Berlin. Få dage efter våbenstilstanden blev der den 16. og 17. november 1918 afholdt et folkemøde på Folkehjem. Man vedtog en resolution på fem punkter.

  1. Nordslesvig skulle opfattes som en helhed, hvor afstemningen skulle foregå samlet.
  2. Nordslesvigs sydgrænse skulle markeres ved en linje, der stort set følger den nuværende grænse.
  3. Alle over 20 år, der var født og hjemmehørende i landsdelen eller som har boet der i mindst 10 år eller som var født i området, men var udvist af magthaverne, skulle have stemmeret.
  4. Der skulle være hemmelig afstemning
  5. Den mellemste del af Slesvig skulle stemme sognevis om deres nationale tilhørsforhold.

 

H.V. Clausen tegnede grænsen

Egentlig var det H.V. Clausen, der tegnede grænsen, ja det gjorde han allerede første gang i 1891. Han var dog lidt usikker på, om grænsen skulle gå nord eller syd om Flensborg. Han foretog mellem 1901 og Første Verdenskrig mange ture langs grænsen. Han foretog observationer af sprog og sindelag i området og blev mere og mere sikker på, at grænsen skulle forløbe nord om Flensborg.

H.V. Clausen blev udpeget som den danske regerings sagkyndige. Han deltog også i fredsforhandlingerne i Versailles, og hans studier blev retningsgivende for de efterfølgende afstemninger.

 

Mange tyske byer

Ved folkeafstemningen i første zone den 10. februar 1920 stemte ca. 75 pct. af befolkningen dansk, mens ca. 25 pct. stemte tysk.

Byerne Aabenraa, Sønderborg, Tinglev, Tønder og Højer havde tysk flertal. Og det havde Ubjerg syd for Tønder også. Det tyske flertal var særlig markant i Tønder og Højer. At grænsen skulle gå syd om disse to meget tyske byer skyldtes et dansk ønske om, at Vidåens udløb i Vadehavet skulle være dansk.

Tyske myndigheder måtte ikke udnytte en krigs- eller krisesituation til at kontrollere sluser og diger.

 

Stor skuffelse for danskerne – Flensborg blev tysk

Ved afstemningen i zone 2, der foregik sognevis, havde ingen sogne dansk flertal. Hovedbyen Flensborg havde kun 27 pct. danske stemmer. At denne by skulle tilfalde tyskerne var en stor skuffelse for mange danskere.

 

Pørksen måtte over grænsen til sine marker

Men lad os nu tage en cykel/vandretur langs grænsen. Lige inden havdiget har vi den meget lille by Siltoft. Her følger grænsen vejgrøften langs den ene side af vejen. Beboerne på den danske side kan ikke komme ud på vejen uden at skulle krydse landgrænsen. Da ”Den Gamle Redaktør” var ung, måtte Pørksen til Tyskland, hver gang han skulle ud på sine marker.

 

Et ben i hvert land

Et lignende og meget mere kendt fænomen har vi i landsbyen Rosenkrantz lige syd for Rudbøl. Her går grænsen midt ned gennem gaden. Dette er markeret med en grænsesten. Og talrige turister har stået med et ben i hvert land.

 

Landarbejderen, der blev udsat for stikkeri

Lige vest for Rudbøl ligger et lille husmandssted. Selve huset ligger i Tyskland, mens husets have ligger i Danmark. Her boede i 1930’erne landarbejder Carsten Atzen. Han var kommunist og havde af den grund kontakter til antinazister i Nordtyskland.

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 hjalp han mange antinazister over grænsen ved at lade dem passere hans hus og have. De fik at vide, at de skulle gå en lille kilometer mod øst og derefter dreje mod nord, så kom de til Nørremølle. Der var det forholdsvis sikkert.

Carsten Atzen blev stukket i slutningen af 1930’erne. Han måtte tilbringe flere år i en KZ – lejr med overlevede. Han døde i midten af 1950’erne.

 

Her var Vidåens udløb

De mange inddigninger har flere gange ændret Vidåens udløb og stederne for læsning og losning af skibe til Tønder

Navnet på den lille landsby ”Ved Gaden” lige nord for Rudbøl tolkes af sprogforskere som en omskrivning af ”ved gattet” (ved udløbet). Dette tyder på, at Vidåens udløb har været her på et tidspunkt efter 1550’erne.

Det var på det tidspunkt, da Hertug Hans den Ældre byggede det dige, hvor vejen fra Højer til Tønder i dag ligger på.

Johannes Meyer korttegneren fra Husum benævnte på et kort stedet Ved Gaden som ”Gaate”, en betegnelse der støtter forestillingen om stedet som Vidåens udløb i middelalderen.

 

En kæmpe gård i Marsken

Et par kilometer øst for Rudbøl ligger en stor gård, bygget om til en haubarg af den markante frisiske storbonde Cornelius Petersen. Haubargen brændte desværre i 1950. Gården er kun en svag afglans af sin tidligere storhed, men stadig ret markant i landskabet.

Gården har navn efter Vester Anflod sogn, der gik til grunde under den store stormflod i 1436. Kirken mener mange har ligget ved hjørnet af landevejen østpå fra Rudbøl til Tønder og vejen fra Rudbøl til Højer, mens andre placerer stedet for kirken længere mod nordvest.

Kampsten fra Vester Anflod kirke blev under alle omstændigheder samlet sammen og brugt som synlige byggematerialer i begge korsarme på Højer kirke.

 

Emil Nolde var ikke tilfreds med afvandingen

Ved Magisterkog syd for Rudbøl-Tønder vejen, på det gamle dige nord for Vidåen/grænsen ligger et par små ejendomme. I en af ejendommene boede den berømte Vadehavs-maler Emil Nolde fra 1916-1927. Han kaldte stedet for Uttenwarf hvilket på plattysk betyder uden værft.

Han elskede sit hjem, især fordi stedet i store dele af året var omgivet af vand på alle sider, således at han og hans kone Ada måtte bruge båd til at komme til og fra huset.

Da den danske regering fremlagde planerne for marskens afvanding i 1926 protesterede Emil Nolde voldsomt og forsøgte at få myndighederne til at ændre afvandingsplanerne. Han fremlagde endog en skitse til en alternativ plan men forgæves.

Skuffet over ikke at blive hørt solgte Emil Nolde i 1927 Uttenwarf for at slå sig ned syd for grænsen få kilometer i luftlinje fra Uttenwarf, i Neukirchen sogn. Her ligger hans museum, som i dag hører til en af de fineste seværdigheder i Tyskland. Og det er virkelig også et besøg vær. Læs også vores artikler om maleren på vores side.

Uttenwarf ligger i dag stort set, som da Emil Nolde boede der. Haven som han og Ada anlagde i løbet af de 11 år, de boede der, fastholdes i store træk af de nuværende ejere.

 

Aventoft – var andet end grænsebutikker

Den lille by Aventoft er præget af grænsebutikker. Vi kom der meget i vores ungdom, og så var det at komme over grænsen inden den lukkede klokken 22. Det er en af de sogne, der blev stærkt minimeret ved grænsedragningen i 1920. Næsten 300 ha af sognets jord blev afstået til Danmark.

Aventoft er opbygget på små holme i det tidligere Vidådelta. Fra 1700-tallets midte var stedet leverandør af kartofler og grøntsager til Tønder. Befolkningen levede af fiskeri og høst af søkogleaks til tagrør og til fremstilling af måtter, tæpper og sivsko.

Fra Aventoft følger grænsen Sønderå, indtil den løber sammen med Gammelå lidt øst for landsbyen Sæd (ved Elhjem).

 

Ubjerg Præstegård

Vi besøger Ubjerg med dens mange polde og værfter. Her er den lille landsbykirke. Og ved siden af præstegården, der også er bygget på en værft (forhøjning) Ubjerg præstegård er opført 1674-75 og er en af Danmarks ældste præstegårde.

Kirken har et spændende loft udført i 1747 af brødrene Sönnichsen fra Tønder, der også har malet det meget mere kendte loft i Møgeltønder kirke.

Lige syd for Ubjerg ligger landsbyen Bremsbøl, der består af en række gårde bygget på værfter, sådan var skikken i hele marsken siden bebyggelsen af marsken begyndte omkring 1100.

 

Den triste historie om Karen Chrestens

Landsbyen Sæd Ligger få kilometer sydøst for Tønder og cirka en kilometer nord for den nuværende grænse. Hvis man fra landsbyen følger den gamle vej mod Husum, støder man i udkanten af byen på venstre side på en lav rektangulær sten, der står i et lille anlæg.

Indskriften på stenen er blevet eroderet bort af vejr og vind. Men historien om stenen kan stadig fortælles. Der stod følgende:

  • På dette sted er af bødlen henslæbt og nedgravet legemet af Karen Chrestens fra Sæd, fordi hun i året 1712 ved gift har begået et forbandet mord på sig selv og sine fire børn.

Indskriften tyder på en hjerteløs kvindes grusomme udåd. Men sandheden er dog en helt anden.

Familien kunne ikke få nogen som helst hjælp hverken fra hendes mands slægtninges mangel på hjælp eller andre steder fra. Derfor fik hun fat i ”Rottekrudt” som hun blandede i en grød, som hun kogte til sine sultne børn.

De tre ældste, tre drenge på henholdsvis ti, otte og fem år spiste så meget af grøden, at de straks døde. Det mindste barn, en lille pige på et par år, kunne ikke lide maden og kun spiste lidt. Resten af grøden var ikke tilstrækkelig til straks at slå hende selv og pigen ihjel.

De to døde først næste dag efter at Karen Chrestens havde aflagt fuld tilståelse for sin fortvivlede handling.

 

Provsten lyttede ikke på de to lokale præster

Skønt to lokale præster gik i forbøn for Karen, besluttede Tønders provst, at kun de fire børn skulle have en kristen begravelse på Ubjerg kirkegård. Karen Christens lig blev derimod slæbt gennem byen af bødlen og kulet ned ved alfarvej.

Over hendes grav blev skamstøtten sat for at minde vejfarende om hendes skændselsgerning. I dag har vi nok mere ondt af kvinden, hvis håbsløse og fortvivlede situation fik hende til at dræbe sine børn og sig selv.

 

Hertugen gik på jagt

Vejen mellem Sæd og Rens løber nogle hundrede meter nord for grænsen gennem et område, der er meget tyndt befolket. Grænsen følger her Gammelå til Skelbækkens udløb i Gammelå, hvorefter Skelbækken danner grænsen til få kilometer vest for Sofiedal.

Det er i dag vanskeligt at forestille sig, at hele dette område i 1500-tallet var dækket af tætte skove. Hertug Hans den Yngre, der blandt andet havde Tønder som sit område, yndede at gå på jagt i de store skovområder.

 

Grøngård – et flot jagtslot

Han valgte i 1569 at opføre et jagtslot, Grøngård, et par kilometer nord for Lydersholm. Slottet, der stod færdigt i 1570, synes efter fund af bygningsrester at dømme, at have været et meget smukt renæssanceslot med fine sandstensdetaljer i det røde murværk. Dets bygmester formodes at være Hercules von Oberberg.

 

Slottet allerede nedrevet i 1648

Broderen Adolf, der i forvejen var hertug over Gottorp arvede slottet, men modsat sin bror, så opholdt han sig aldrig her. Så slottet forfaldt mere og mere. Allerede i 1648 rev man slottet ned igen. Slottets placering blev i 1946 fundet af en lokalskolelærer Leick. Dets fundament er siden blevet frilagt gennem flere udgravninger foretaget af Nationalmuseet.

 

Gendarmhuse

Da grænsen i 1920 var blevet fastlagt kom en ny gruppe tjenestemænd til grænseområdet. Det var grænsegendarmerne. Det var deres arbejde, at patruljere langs den nye grænse for at forhindre illegal transport over grænsen. Dengang foregik der masser af smuglerier.

For at kunne tiltrække mænd til dette arbejde, blev der langs grænsen opført dobbelthuse, de såkaldte gendarmboliger. Disse dobbelthuse var opført i nyklassicistisk stil. Et smukt eksempel på disse dobbelthuse kan ses et par kilometer vest for Lydersholm ved en lille vej, der løber få hundrede meter nord for grænsen. Andre gendarmhuse kan for eksempel ses i landbyen Rens.

 

Blev kolonisterne lokket hertil?

For at kunne få opdyrket jorden langs den midterste del af grænsen påbegyndte kong Frederik den Femte en koloniseringspolitik i 1761. Ved Lille Jyndevad oprettedes en koloni på fem gårde. Kolonisterne kom fra Würtenberg. Fra dansk side var der blev sat en agitation i gang.

Kolonisterne blev lokket til landet med løfte om 40 ha jord, et hus med løsøre samt en besætning på to heste, en ko, to får samt en plov og en harve. Kolonisterne skulle til gengæld binde sig til en fæstetid på 20 år.

I den tid skulle man være fritaget for skatter, militærtjeneste og militær indkvartering. Men man fortalte ikke, at de 40 ha land var nøgen hede, hvilket gjorde, at flere af kolonisterne snart rejste igen.

Kolonien ved Lille Jyndevad fik navnet Christianshåb efter Frederik den Femte’ s søn, den senere Christian den Syvende.

Lidt længere mod øst grundlagdes et par år senere kolonien Sofiedal, opkaldt efter Frederik den Femte’ s mor, dronning Sophie Magdalene med 20 kolonistfamilier. Kolonisthusene, der blev opført, eksisterer for en dels vedkommende endnu. Flere steder er de blevet ombygget. Men deres karakteristiske udseende er bevaret.

 

Frøslevlejren

I sommeren 1944 oprettede den tyske besættelsesmagt i Frøslev Plantage en lejr til internering af fængslende modstandsfolk og politisk uønskede personer. I august 1944 blev de første 700 danske fangere overført fra Horserødlejren. Egentlig var lejren beregnet til 1.500 mennesker, men tyskerne internerede op mod 5.000 fangere. 1.500 blev sendt videre til KZ-lejre syd på. Af dem vendte 600 ikke hjem.

 

Fårhuslejren

Efter maj 1945 indrettedes lejren til Fårhuslejren. Her blev medlemmer af Det Tyske Mindretal samlet sammen med landsforrædere. Men man skelnede ikke så meget mellem landsforrædere og medlemmer af det tyske mindretal.

 

En uheldig tilknytning til fortiden

I 1949 overgik lejren til forsvaret og fik navnet Padborglejren.

I 1969 blev der oprettet et museum for Frøslevlejren. Og senere under meget debat blev der også lavet en udstilling for Fårhuslejren. Ind imellem har der været lejrskole med lidt uheldig tilknytning til forhistorien.

 

Mystiske dødsfald i området

Lige efter krigen forekom mystiske dødsfald i området. Det har vi beskrevet i særskilte artikler. Det var også hernede, at der blev indrettet karantænestationer til indsatte fra KZ-lejre.

 

Frøslev – Sønderjyllands største landsby

Frøslev Kros ejer gennem mange år var Karsten Thomsen (1837-1885). Han er kendt som en af de mest betydelige sønderjyske digtere, der har skrevet på dialekt. Den mest kendte er vel nok:

  • Det er så køhnt, det er så dejle

Ja og i Frøslev, der engang var Sønderjyllands største landsby, lå der også kolonisthuse.

 

Padborg og Bov

Siden 1920 voksede Padborg frem på en bar mark. Her voksede en moderne transport-by frem med masser af transport- og speditionsvirksomheder frem.

Næsten bygget sammen med Padborg ligger Bov. Det var her slaget stod den 9. april 1848. Her vandt danskerne en overvældende sejr. Men det skyldtes måske, at danskerne udgjorde 10.000 mand mod 6.000 mand fra fjendes side.

Og så var det lige Oldemorstoft, som indeholder mange spændende historier.

 

Kruså – en gammel by

Kruså er modsat Padborg en ældgammel by. I middelalderen bestod den af en større og to mindre gårde. Til Krusås største gård hørte ret store jordtilliggender. Det var her, at Christian den Fjerde anlagde en hammermølle, Kobbermølle.

 

Gendarmstien

Grænsen løber øst for Kruså gennem Flensborg Fjord, der danner en naturlig grænse. Langs den danske side af Flensborg Fjord er Gendarmstien blevet genskabt og markeret vandringssti fra Kollund til Egernsund. Stien udgør en smuk spadseremulighed, som man kan foretage i små bidder eller som en samlet vandring over flere dage.

Egentlig burde Gendarmstien genetableres i sin fulde længde helt til Siltoft i vest. Ja egentlig kunne vi have sagt meget mere. Og det har vi egentlig også gjort. Se engang under denne artikel. Her finder du meget mere.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Højer
  • Se Litteratur Tønder
  • Se Litteratur Padborg/Kruså/Bov
  • Trap: Tønder Amt
  • Trap: Aabenraa og Sønderborg Amter
  • Henrik Becker Christensen: Grænsen i 75 år
  • Lorenz Rerup: Slesvig Holsten efter 1830 (Pol. Danmarkshistorie)
  • E. Sørensen: Langs Grænsen
  • Kulturmiljørådet 2000
  • Diverse artikler på dengang.dk (se oversigt nedenunder)

 

Hvis du vil vide mere: Vi har lavet en liste over artikler, der berører de emner og steder, der er omtalt i artiklen og som du kan finde mere om på www.dengang.dk

  • Under Sønderjylland er der 138 artikler
  • Under Højer er der 62 artikler
  • Under Tønder er der 216 artikler
  • Under Padborg/Kruså/Bov er der 54 artikler
  • Under Aabenraa er der 124 artikler

 

  • Grænsen

Pas på Grænsen (1)

Langs Grænsen

Grænsen-dengang

 

 

  • De Slesvigske Krige

Kampen ved Bov og de slesvigske krige

Heltene i Vadehavet

Apotekeren i Højer

Tønderegnen 1814 – 1848

Tønderegnen 1848 – 1852 (2)

Istedløven brøler stadig

Rendsborg 1848

Sejren ved Bov

 

  • Genforeningen
  • Genforeningen i Bov Sogn
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Militæret i Tønder 1920 – 1923
  • Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
  • Tønder før og efter Genforeningen
  • Sønderjylland efter Genforeningen
  • Ballade i Sønderjylland
  • Sønderjylland til Ejderen

 

  • Fra Siltoft til Rudbøl:

 

  • En arbejder fra Rudbøl fortæller

Rudbøls Historie

Bådfolket i Rudbøl

Vadehavets maler-Emil Nolde

Emil Noldes liv – vest på

Landet bag digerne

Syd for Højer

Vadehavet ved Højer

Højer-Stormflod og Diger

Højer Kirke

En rebel og hans gård

Tønder, Marsken og afvandingen

Tøndermarsken 1 – 2

Tøndermarsken – under vand

Digebyggeri i Tøndermarsken

Hertugen af Tønder

 

 

  • Fra Aventoft til Rens:
  • Syd for Tønder
  • Aventoft – en by ved grænsen
  • Grøngård – et forsvundet Jagtslot
  • Avlsgården Grøngård – endnu mere

 

  • Fra Frøslev til Kruså:

De mystiske mord ved grænsen 1-2

Frøslevlejren i den seneste tid

Frøslevlejren

Dagligliv i Frøslevlejren

Straffelejren

Fårhuslejren

Frøslev og omegn dengang

Frøslev – dengang Sønderjyllands største landsby

Kolonisthusene ved Frøslev

Vognmænd og Speditører i Padborg

Oldemorstoft

Kobbermøllen ved Kruså

Hærvejen til Grænsen

Kruså for længe siden

 

  • Fra Kollund til Egernsund:
  • I Rinkenæs Sogn
  • Og mange flere artikler

 

 


Oldemorstoft

Marts 13, 2017

Oldemorstoft

Vi er i udkanten af Padborg. Og så kigger vi i gamle bøger, om det hedder Valdemarstoft eller Oldemorstoft. Ja det sidste var noget befolkningen kaldte gården. Og Valdemarstoft var noget myndighederne og de fine kaldte gården. Første skriftlige kilde har vi fra 1472, men et sagn omkring gården stammer fra 1321. Henrik Jæger kom tilfældigvis forbi og friede til Mette. To sønner kunne ikke enes. Hovedgården brænde, så de byggede hver deres gård. Og så var Christian den Fjerde også på besøg. Man blandede sig ikke med almindelige bønder og holdt huslærer sammen med andre frigårde. Og så hævnede husfogeden sig, fordi datteren sagde nej. Den berømte Jessen slægt flyttede ind. Så skal vi lige har historien om kong Valdemars evige jagt med. På gården havde det været et attentat mod ham. Og kromanden på Oldemorstoft gik igen. Og det skulle altid være mindst en skimmel på gården. Mystiske ting skete, længe inden jernbanen kom.

 

Vi har ikke oplevet et spøgelse

Da vi boede i Padborg kunne vi gå her hen. Længere var det ikke. Men stedet indeholder masser af historie. Og egentlig var vi her ofte, når der var kulturelle arrangementer. Det skønne ved stedet er jo, at der findes så mange myter, sagn og historier, der kan knyttes til stedet.

Vi har, når vi har været her aldrig oplevet et spøgelse eller andre mærkelige ting.

 

Tre gårde, der hed Oldemorstoft

Der var engang to gårde i Bov sogn, der hed Oldemorstoft. En nærliggende gård, der var ejet af en fru Frandsen hed også Oldemorstoft. Gamle dokumenter afslører også dette. Men egentlig var der tre gårde, der på et tidspunkt hed det samme. Siden fik de andre navne.

Herredsfogeden boede her på den gård, vi beskæftiger os med, og det var for Vis Herred. Her har også været en ret betydelig kro.

 

En bog fra 1652

I en bog fra 1652 af Casper Danckwert og Johannes Mejer ”Newe Landesbeschreibung der zwei Hertzogthümmer Schleswig und Holstein findes ved ”Frosle” anført en lokalitet med navnet ”Olmerstofft”

På kortet over Flensborg amt er dette sted anført som ”Woldemarstofft”. Men for at gøre forvirringen total, så er stedet på oversigtskortet over det sydlige Slesvig igen benævnt som ”Olmerstofft”.

Vi har i litteraturen også set en bemærkning om, at to gårde Valdemarstoft og Oldemorstoft var vokset sammen til et ejerskab. Men den fortolkning kan vi godt afvise.

 

Forklaringen på forvirringen

I teksten på side 106 over Bov sogn får vi så forklaringen:

  • 1: Baw
  • 2:Wolmerstofft, wird aber gewönlich Ollmerstofft genannt, ein Freyhaus.

På et eller andet tidspunkt har de tonangivende nok ment at navnet Oldemorstoft var for plat, så har man nok fundet på navnet Valdemarstoft, formentlig påvirket af de romantiske sagn om Kong Valdemar.

Det har nok været en beslutning nogle fin folk har taget, for den jævne befolkning fortsatte med navnet Oldemorstoft.

Vi har faktisk skrevet en artikel om en af forfatterne, Johannes Meyer (Mejer).

 

Et værk fra 1691

I 1691 udkom Troels Arnkiels digre værk ”Cimbrische Heyden-Religion”. Heri omtaler han gården et par steder. Således på side 169, hvor han nævner:

  • Dem Wirth zu Woldemarstofft bey Flensburg

Det må således allerede dengang have været en kro på gården. Arnkiel var præst i Åbenrå og født i Toldsted ved Hærvejen (se artikel under artiklen). Han må have haft god kendskab til egnens dialekt.

Men da han var gejstlig skrev han på tysk. Og derfor har han forpligtet sig til at bruge det officielle navn ”Valdemarstoft”.

 

Danske Atlas fra 1781

I Pontoppidans ”Danske Atlas” bind 7 fra 1781 under omtalen af Bov Sogn hedder gården Oldemorstoft. Gården er omtalt som ”1 B” antagelig ment som ”en Bol”

 

En topografi fra 1854

Johannes v. Schröder ”Topographie des Herzogthums Sleswig” fra 1854 på side 568 står følgende:

  • Waldemarstoft, 2 Freihusen, Wiesh., Kap. Bau. Die Sage bringt den Namen dieses Ortes, dessen ursprünglische Benennung übringens Oldemoerstoft ist, mit der Waldemarer in Verbindung.

I Trap ”Hertugdømmet Slesvig” 1864 omtales stedet under beskrivelsen af Bov sogn således:

  • Oldemorstoft (Voldemerstoft), 2 G(Gårde), 1 H (Hus).

Her antydes, at der er to gårde med samme navn.

 

De lokale kaldte det hele tiden ”Oldemorstoft”

I sin omtale af stedet synes Johannes von Schröder at støtte sig overvejende til Danchwert. Men måske er det også de mest rigtige oplysninger nemlig at gården i 1652 officielt kaldtes Valdemarstoft, men at det navn, som folk på egnen brugte, var Oldemorstoft.

For øvrigt skriver Danchwert i samme værk (side 105) om sproget i Flensborg, at til trods for, at alle er så godt som alle dokumenter fra vort område den gang var skrevet på tysk, slå Danchwert fast, at folkesproget var dansk.

 

Det er meget gammelt

Om den egentlige betydning af stednavnet Oldemorstoft så kan forleddet give indtrykket af at det er noget, der er noget, som er ældgammelt. I den forbindelse kan nævnes Olmersdige i Tinglev sogn eller Ribe Oldemor.

 

Et sagn fra 1321

Der findes sagnet om den evige jæger fra Oldemorstoft som skulle have brugt Kong Valdemars gård som jagtslot. Ja jægerne var jo kongen selv Og dette skulle have været omkring 1321. Historien får du senere.

Omkring 1345 opstod i forbindelse med forsvaret af Flensborg borgen Niehuus (Nyhus) ikke langt fra Oldemorstoft.

 

Første skriftlige kilder fra 1472

Men de første skriftlige kilder får vi først i 1472. Da blev gården nævnt på en skatteliste i Flensborg. Den gang hed indehaveren Nis Petersen. Han døde i 1470’erne eller i begyndelsen af 1480’erne.

Tilbage på gården blev hans kone Cisser Nissen og barnebarnet. Enken og den unge pige kunne ikke selv klare bedriften. På den tid befandt Henrik Lorentzen, Henrik Jæger eller Henrik Schack i kongelige tjeneste som amtmand i Flensborg.

 

Et besøg der førte til ægteskab

En dag var han på jagt og turen gik forbi Oldemorstoft. Gården befandt sig i en dårlig tilstand. Ved besøget lærte han den unge pige, der hed Mette at kende. Han giftede sig snart med hende og bad om at blive løst fra sin kongelige ansættelse.

 

En beretning fra 1628

Vi har fundet en beretning fra 1628 af Jonas Hoyer. Beretningen lyder således:

  • En gammel kone (Cisser Nisses – enke efter Nis Petersen) byggede sig et aftægtshus på en toft, deraf navnet Oldemorstoft. Hun havde en eneste arving, en ung pige, vistnok hendes barnebarn, som boede hos hende. Men de to kvinder forstod ikke at få noget ud af jorden, de lod den henlægge i busk og morads.

 

  • Så kom denne jægersmand, der tidligere havde tjent hos Kong Hans, men nu var ansat hos amtmanden i Flensborg, herud for at jage.

 

 

  • Og han så straks, at den jord kunne der komme noget helt andet ud af, om den kom i rette hænder. Han friede derfor til pigen, som hed Mette, og tog afsked med amtmanden, som skaffede ham frihed for hans tro tjeneste. Som våbenmærke antog den tidligere jæger en hjort, der springer ud af et krat.

Se dette er en lidt anden historie.

 

Udnævnt som hofjæger

Åbenbart blev han æret for god tjeneste og udnævnt som hofjæger. Oldemorstoft blev udnævnt som frigård. Rettighederne indebar blandt andet jagtrettigheder. Der blev også givet rettigheder til at drive udskænkning på gården.

 

Privilegier

Privilegierne kender vi ikke. Men pastor Rønnau har optegnet de privilegier, der gjorde sig gældende som en slags ”sædvane” for ejerne af Oldemorstoft og sådan må det også have set ud i 1484:

  1. Ret til at jage harer og ræve på markerne i Stoltenlund, Vejbæk, Valsbøl, Meden, Vanderup, Nr. Haksted og Risbrik (Ret til at jage storvildt havde man ikke)
  2. Fri rådighed over gårdens skove
  3. Lov til at køre med fire i en tømme
  4. Ret til at føre våbenskjold som er nærmere beskrevet: ”På sværsiden en af en busk udspringende hjort, og på spindesiden, en på jorden voksende blomst, begge under en krone.
  5. Tre dages klokkeringning ved dødsfald
  6. Koncession på at drive gæstgiveri

Åbenbart gifter Nis Jepsen sig med enken efter Henrik Lorentzens død.

I 1528 blev privilegierne stadfæstet af Kong Frederik den Første. Og det var over for Henrik Lorentzens to sønner.

 

Sønnerne kunne ikke enes

Disse to sønner hed Jep og Lorentz Hendrichsen. De kunne ikke enes. Gården brændte ved en piges uforsigtighed. Så byggede de hver sin gård. Jep mod vest og Lorentz mod øst. Midt mellem de gårde lå den oprindelige gård. Og åbenbart var det hovedgården, der her brændte.

Stridighederne fortsatte

Jorden blev dog ikke delt. Og stridighederne fortsatte. Efter flere års processer sluttede de forlig i 1571 og en ny i 1586 og 1587, dog således at den ene af sønnerne Asmus Jepsen på Vestergården skulle have Humlegården, Vestertoften, halvdelen af Hansted made og 20 svins olden forud for sin fætter på Østergården.

 

Hvad var Humlegården

Humlegaarden var et markareal, der lå øst for Oldemorstoft. Her lå i det 15. århundrede et jagtslot af samme navn. Ja det siges også, at slotsherren på Nyhus skulle have givet en gammel dame et aftægtshus. Det var en toft med lidt landbrug. Og denne toft skulle have heddet Humlegården. Her skulle også have boet en ung pige. Var det Cisser Nissen og barnebarnet, Mette?

I 1920’erne fandt man her i en halv meters dybde et kalkleje af en temmelig stor udtrækning. I nærheden fandt man en kilde, hvis vand var radiumagtig.

 

Vestergården havde taget førerpositionen

Vestergården havde indtaget en førerposition. Hertil bidrog Asmus Jepsens’s søn Nis Asmussen, som arvede det ansete hverv som herredsfoged efter sin morbroder Jens Boysen i Kollund. Det er også Nis Asmussen, der har foræret prædikestilen til Bov kirke.

 

Christian den fjerde kom på besøg 

I 1600 finder vi her den meget rige herredsfoged Nis Asmussen og sin kone Catrina von Oldemorstoft. Forskellige konger har overnattet på Oldemorstoft. Den Krumme Vej der førte fra Bov over Flensborg til Niehuus (Nyhus) blev kaldt for Kongevej. Det skyldtes sikkert, fordi adelen og kongefamilien overnattede på Oldemorstoft.

Christian den Fjerde overnattede her den 19. december 1616.

 

En prædikestol til 230 mark

I Bov kirke står der våbenskjold, der viser at det er Valdemarstoft, det drejer sig om.

I kirken er det også prædikestolen, som i 1626 var foræret af Nis Asmussen og hans kone. Men det må åbenbart være hans søn, herredsfoged Lorens Nissen, der har ladet den fuldføre, for faderen døde året før. Den kostede 230 mark.

 

Man blandede sig ikke med de almindelige bønder

Familierne på Oldemorstoft og Hajstrupgård var åbenbart så tæt forbundne, at de havde holdt fælles huslærer for deres børn. Dem sendte de så senere i skole i Flensborg, Tønder, Kiel og Lüneburg. De sønner som ikke kunne få stamgården fik en anden gård ved køb eller giftemål.

Frigårdsejere følte sig som standspersoner og bedre folk. De havde en bekendtskabskreds, der kom fra ligesindede ofte langvejsfra. Nej de omgikkes sandelig ikke almindelige bønder.

 

En dagbog af Niclaus Nissen

En af dem, der blev født på Oldemorstoft var Niclaus Nissen (1627 – 1684). Der findes en biografi af ham. Som så mange andre unge adelsfolk drog han rundt i Europa for at få ”dannelse” blandt ligesindede.

Han fortæller også, at den 10 marts 1662 mellem 11 og 12 middag blev hans ældste datter Anna Margrete født på godset Oldemorstoft.

Den 11. marts blev hun hjemmedøbt af Detlev Jessen, præst i Bov. Fadderne var:

 

  1. Grev Christian Rantzau (ikke til stede)
  2. Rentemester Christof Gabel (ikke til stede)
  3. Fætter Asmus Nissen
  4. Svigermor Margrethe Boysen

 

Den 29. februar 1676 om morgenen mellem 3 og 4 døde hustruen Magdalene af heftig høj feber. Hun var blevet smittet af Niclaus Nissen eller hans folk. De havde været i en lejr i Wismar og havde sikkert fået overført en smitte. Hustruen døde efter 13 dages sygdom.

 

Var det hævn fra husfogedens side?

I 1749 overtog Hans Thimsen sammen med sin forvalter, Vestgården. Af nogle retsdokumenter kan vi se, at han havde visse fortræffeligheder at slås med. En husfoged i Flensborg bestred hans ret til at fiske i Nyhus Sø.

Hans Thimsen gik helt til regeringen og fremførte at husfogeden var vred over, at Hans Thimsens datter havde afvist husfogedens frieri. Angrebene over fiskeretten var kun en hævnakt.

 

Retten til stolestader i kirken

En anden proces angik retten til stolestader i Bov kirke. Peter Boysen af frigårdsslægten i Kollund havde søgt at tilegne sig skolestader, der efter hans Thimsens mening tilkom Oldemorstoft.

 

Jessen-slægten flyttede ind

I 1786 (1779) overtages gården af Hans Thimsens svigersøn, Johan Henrik Jessen som var søn af præsten i Bov, Henrik Jessen og dennes hustru Catherina født von Steding.

Dermed rykkede den store Jessen-slægt ind på Oldemorstoft. Slægten nævnes først fra frigården Skardebøl syd for Tønder i 1436.

En del af familien blev optaget i delen. Til denne hørte blandt andet Thomas Balthazar von Jessen og den kendte forfatter og journalist Franz von Jessen.

 

Padborg Kro

Da Johan Henrik Jessen døde giftede enken sig med Chr. Hansen. Men da han døde barnløst fik sønnen fra første ægteskab gården i 1814.

Han kom også i besiddelse af Padborg Kro. Den lå I Haraldsdal ved vejen fra Frøslev til Flensborg.

 

Der blev trukket af den store hat

Begge ejendomme gik i 1847 i arv til sønnen Hans Christian Jessen. Denne døde i 1889. Og her begyndte det nationale at få sin virkning. Pastor Rønnov skriver i sin krønike, at Hans Chr. Jessens to sønner skulle dele deres fars efterladenskaber. Og det skete ved, at de skulle trække papirstrimler fra den store hat.

Friedrich Carl Jessen fik den gamle stamgård med halvdelen af jorden. Han var møller og måtte sælge den fædrene arv i 1892.

 

Initiativer fra Hans Jessen

Den anden bror, Hans Jessen som tabte lodtrækningen fik den anden halvpart af jorden med bolig i Padborg kro. Han byggede en stor lade, overtog postagenturet, anlagde fiskedamme og startede en biavlerforening.

Han solgte kroen for 20.000 mark. Han byggede et stuehus ved laden. I 1899 solgte han landejendommen på nær en mark, hvor han byggede et beboelseshus.

Oplysningerne har vi igen fra Pastor Rønnovs krønike. Men egentlig har han glemt at fortælle, at Hans Jessen anlagde en trævarefabrik.

 

Indsat i sprøjtehuset i Bov

Hans Jessens søn, Th. Steding Jessen fortæller, at hans far og onkel Frederik nærmest flygtede til Danmark for ikke at blive prøjsiske soldater.

Men onklen havde ikke fået kæresten med. Så engang imellem vovede han sig så over grænsen. Så opholdt han sig hos familien i Kjær Mølle. Så blev han engang imellem snuppet og indsat i sprøjtehuset i Bov. Men han bestak sine vogtere.

Han blev gift med en lærerdatter, var gårdejer i Ejstrup og Hejls, inden han atter vendte hjem til egnen.

 

Hans Jessen blev tysk

Hans Jessen måtte bide i det sure æble og aftjene tre år i den prøjsiske hær, da han vendte tilbage til egnen. Han overtog kroen i Padborg med mark og skov. Men efterhånden blev han mere og mere tysksindet. Men det gjorde hans bror ikke. Så de to fik mange politiske diskussioner.

Oldemorstoft blev i 1892 købt af Ahrend Witt for 47.000 mark. I 1898 blev gården overtaget af den ældste søn, Johannes Witt. Men allerede året efter den solgt til hans svoger, amtsforstander Julius Clausen. Gården blev derefter forpagtet af Liske.

 

Kommunen overtog ejendommen

I 1908 blev gården overtaget af Heinrich Friederich Peter Sieverts. Han døde i 1959 og sønnen Hans F.J. Sievers ejede gården til 1965, da kommunen købte bygningerne sammen med et større landareal.

 

En manepæl og bjælker fra den første gård

Da man renoverede bygningerne fandt man ud af, hvordan væggene så ud i 1850. Og i skuret forfandtes en såkaldt manepæl. Den skulle holde djævlen væk fra gården.

Nogle af bjælkerne på gården er fra den første gård.

I dag er det Museum Sønderjylland, der holder diverse arrangementer på stedet.

 

Beslaglagt af den danske takst

Henrik Jægers søn Lorenz Heinrichsen var den første ejer af det østlige Oldemorstoft. Dennes søn fik privilegierne bekræftet i 1667. Hans dattersøn står som ejer i 1700. Og så er det ellers gået slag i slag.

I 1931 blev ejendommen overtaget af Höferverwaltungsgesellschaft. I 1945 blev gården beslaglagt af den danske stat.

 

Mange historiske fund

På ejendommen er der fundet en del flinteredskaber fra stenalderen. Desuden er der fundet slagger fra jernudvinding. Meget tyder på, at der fra tidlig tid har ligget en gård her på stedet.

Også på hovedgårdens arealer er der gjort mange historiske fund gennem tiderne.

 

Kong Valdemars vilde ridt

Sagnet fortæller, at kong Valdemar engang om sommeren og i efteråret boede på sit jagtslot, Valdemarstoft. Han elskede at gå på jagt. En morgen red kongen tidlig om morgenen med mange jægere og hunde ind i skoven.

Jagten gik godt. Men jo mere bytte, man fik, des mere ville han have. Dagen gik, men kongens trang til at få endnu bytte blev ikke mindre. Da den mørke nat nu sænkede sig, blev man nødt til at afslutte jagten. Så råbte kongen:

  • Åh hvis jeg dog bare kunne fortsætte jagten.

 

Prøv at lytte om natten

Så råbte en stemme fra himlen:

  • Dit ønske er hørt Valdemar. Fra nu af må du evig jage

Kort tid efter døde kongen. Men siden jager Kong Valdemar hver eneste nat på sin snehvide hest. Og det foregår i skovene ved Flensborg og mon ikke os i Kollund Skov. Man kan også høre de andre jægere og alle hundene.

Hvis man lytter rigtig efter ved midnatstid i skovene kan man høre kongen og sin stab.

 

Attentat mod kong Valdemar

Da jagtslottet forvandlede sig til et værtshus, var der i lang tid derefter et værelse tilbage, som var indrettet, som om Kong Valdemar stadig boede her. I hjørnet stod en himmelseng. Over denne var et mørkerødt tæppe med gyldne frynser.

Et orgel, som kongen spillede på, skulle også have stået der. Væggene var forsynet med gamle billeder. Et portrætbillede af kongen vidnede om, at der havde været et skudattentat mod ham. Man kunne se et skudhul på billedet. På væggen bag ved sad kuglen endnu.

Spørgsmålet er så, hvilket våben, det er blevet brugt. Vi er tilbage i det 14. århundrede.

 

En hestehandler på Oldemorstoft

En dag for mange år siden kom en rig hestehandler kørende nordfra ad Oksevejen. Ved Oldemorstoft gik han ind på kroen, og bad værten tage godt imod en karl og en flok heste, som var på vej sydpå. Hestene skulle fodres på bedste måde, så de næste dag kunne fortsætte rejsen. Hestehandleren gav kromanden dobbeltbetaling imod at kromanden skulle overholde aftalen.

Lidt efter kom en student gående. Han tog ind på kroen, fik noget at styrke sig på og ønskede at blive natten over.

Senere gik kromanden til ro. Han snorkede så meget, at studenten ikke kunne sove. Studenten stod op, tog en kappe og gik over i stalden.

 

Studenten overværede det

I det samme kom en masse heste. De blev fodret. Studenten gemte sig, for han var bange for heste. Lidt efter kom kromanden og fjernede foderet fra hestene. Kromanden sagde til sig selv, at det var den bedste dagløn, han nogensinde havde tjent.

Studenten syntes ikke, at det var i orden, at kromanden fjernede trefjerdedel af foderet. Da månen kom frem dristede han sig ud af stalden.

 

Karlen fik skylden

Næste morgen var karlen for længst taget videre med hestene. Men pludselig kom en vogn med to personer. Den ene sprang ud og angreb kromanden. Han råbte:

  • Du har ikke fodret mine heste ordentlig, to er allerede faldet om

Karlen lå bag i vognen. Kromanden overbeviste manden, at han var uskyldig, men at karlen var den skyldige. Hestehandleren troede på kromanden. Han halede karlen frem og piskede ham så grusomt.

Studenten så det ske. Da han passerede kromanden fortalte han om sine observationer i stalden. Men kromanden gentog sine gerninger gang på gang.

 

Kromanden gik igen

Da kromanden blev syg og døde, troede enken, at nu blev der ro. Men hver nat kom kromandens genganger nu og gjorde det samme, som da kromanden var i live. Hun sendte derfor bud efter præsten i Bov.

Da han gik ud i stalden for at snakke med genfærdet slog denne bibelen ud af hånden på præsten. Til alt held kom nabopræsten forbi. Ved fælles hjælp prøvede de gejstlige nu at få genfærdet ned. Men det lykkedes ikke. Tværtimod led de begge stor overlast.

 

Studenten kom til hjælp

Uventet kom den før omtalte student til hjælp. Han var nu blevet lærd og præst i nærheden af Flensborg. Han havde fået en fornemmelse af, at et eller andet var galt på Oldemorstoft. Så han skyndte sig for at komme sine to medbrødre til hjælp.

Han skyndte sig ind i stalden, og nu rettede genfærdet sine angreb mod ham:

  • Du har stjålet som unge student
  • Det har jeg for at få stillet min sult
  • Du har kysset en pige i kirken

Genfærdet kunne ikke finde flere beskyldninger og snak dybere og dybere ned. Omsider sad han i jord til hjertestedet. Men længere formåede præsten ikke at få det ned.

 

Muren findes stadig

Han lod nu en kobberkeddel hente. Den hyllede de over genfærdet og lod den mure til. Fra nu af var det ro på kroen. Og muren skulle være at se den dag i dag.

 

Der skulle være en skimmel på gården

Det hed sig før i tiden, at der altid skulle være en skimmel på Oldemorstoft. Var det ikke det, ville gården brænde. Derfor havde den tidligere ejer Hans Jessen altid to skimler stående, så mente han at der altid var en i live.

Da Liske fik gården i forpagtning blev skimlerne solgt. Og så brændte den staldlængde, der lå langs vejen. Det var omkring 1908.

Men nu finders hvis ikke nogen dyr på Oldemorstoft den dag i dag.

 

Mystik længe før jernbanen kom

Nogle har set et lys brænde, der hvor jernbanen tidligere skulle løbe på Oldemorstofts jorde. Og i nærheden af det senere vogterhus 109 skete der her mystiske ting, længe før jernbanen.

Det berettede murer Andreas Hansen om. Men han fortalte, at også andre havde oplevet lignende tilfælde. Jo mureren sad og passede kvæg, da han følte at hjul kørte over ham. Det lød som om, der var en voldsom støj, der blev ført væk af vinden.

Også de hvilende og sovende kreaturer blev forskrækket. De sprang op og flygtede alle steder hen. Nogle måtte indfanges mange kilometer væk.

Og klokkeslettet passede med det tidspunkt hurtigtoget Flensborg – Vamdrup mange år skulle passere forbi stedet.

 

 

Kilde:

  • Fischer: Slesvigske Folkesagn
  • Stenz, R.P. Sørensen: Bov Sogn
  • Se Litteratur: Bov, Padborg, Kruså
  • Casper Danckwert, Johannes Mejer: Neue Landesbeschreibung Schleswig und Holstein (1656)
  • Troels Arnkiel: Cimbrische Heyden-Religion (1691)
  • Pontoppidan: Danske Atlas bd. 7 (1781)
  • Johannes von Schroder: Topographie des Herzogthums Sleswig (1854)
  • Traps: Hertugdømmet Slesvig (1864)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk findes der 54 artikler om Bov, Padborg og Kruså herunder:

  • Gårde og mennesker i Bov Sogn

 

Læs også:

  • Toldsted på Hærvejen
  • En tolder-familie fra Hærvejen
  • Johannes Mejer(Meyer)-en korttegner fra Husum