Urtekræmmerforeningen

I 2016 er det 125 år siden Nørrebro Handelsforening blev stiftet, og det var urtekræmmere, der stiftede den. Egentlig havde man mange af de samme problemer. Magistraten og politiet var ikke meget for, at komme ulovligheder til livs. Urtekræmmerne var ikke begejstret for ismejerier, lærlingeloven og tvungen bogføring. Afholdsforeningerne mente, at Urtekræmmere ikke burde sælge sprit. Urtekræmmerne vil gerne af med tilgift og rabatforeninger.

 

Urtekræmmere dannede Nørrebro Handelsforening

I 2016 er det 125 år siden at en par urtekræmmere satte sig sammen og stiftede Nørrebro Handelsforening. Urtekræmmerne havde ellers deres egen forening, som var betydelig ældre end Nørrebro Handelsforening.

 

Nærringsloven ophørte

Ved udgangen af 1861 ophørte næringsloven. Og det betød at det 170 år gamle Urtekræmmerlav ophørte. Ja egentlig havde man allerede i 1847 en Urtekræmmerforening. Men den blev nu opløst, og en ny blev dannet.

Men det var sin sag for dem, der kørte forretning på det tidspunkt, at indrette sig efter de nye forhold. Det skete først, da næste generation kom til.

 

Kunne ikke lide at anmelde tiggere

Omløberi og handel ved dørene havde aldrig været så udbredt som nu. Og i tidligere tider var der masser af patruljer som holdt tiggerne væk. De butikshandlende kunne ikke lide at anmelde tiggere. I mange år havde butikshandelen også forsøgt at få afskaffet jule – og nytårsgaver til kunder. En unødig udgift mente mange butikshandlende. Ja det holdt vel først rigtig på i 1912 – 13.

Tillidsforholdet til kunderne kunne sagtens opretholdes uden dette vederlag.

Det var vel også derfor, at Nørrebro Handelsforening blev dannet. Det var for at komme begrebet tilgift til livs.

 

Dengang – ikke brug for flere urtekræmmere på Vesterbro

I begyndelsen af 1860erne var København kun som en stor provinsby med ca. 170.000 indbyggere. Ja man talte dengang om, at den kun var en mil i omkreds. Grænserne var voldene og lidt spredt bebyggelse udenfor.

I slutningen af lavstiden henvendte en del af de udflyttede på Vesterbro sig til lavsformanden med anmodning om, at få en urtekræmmer ud i kvarteret, som var ved et vokse.

Lavsformanden havde svaret, at han ikke havde hørt, at der var noget der trængte til urtekræmmervarer lige der, og for øvrigt boede der to urtekæmmer på hver sit hjørne af Frederiksberggade. Man kunne jo bare købe hos dem. Der er så senere blevet brug for adskillige urtekræmmer på Vesterbro.

 

Foreningen for billige Livsfornødenheder

I 1854 blev der etableret den første forløber for brugsforeningstanken nemlig Foreningen for billige Livsfornødenheder, der drev handel i Nyboder.

Urtekræmmerne kunne ikke konkurrere mod denne forening. Foreningen var skattefri, mens urtekræmmerne skulle svare skatter og lavsgebyrer.

Allerede i 1865 oprettede Urtekræmmerforeningen en lærlingeskole.

 

Kolonialhandlerforeningen

I 1866 blev der startet en ny forening, nemlig Kolonialhandlerforeningen. Ret hurtig havde de 280 medlemmer. Man startede blandt andet en lærlingeskole, og en overgang var her 50 lærlinge. Foreningen holdt kun i to år, men man nåede dog at oprette Kolonialhandlerforeningens Laane – og Hjælpekasse.

 

Afskaffelse af tilgift og Rabatforeninger

I 1886 opstod der en forening som urtekræmmerne ikke var så glade for nemlig Embedsmændenes Forbrugsforening. Det var igen en såkaldt Rabatforening.

I 1888 – 1889 nåede Urtekræmmerforeningen op på et medlemstal på 683.

I efteråret 1899 dannedes en komité, der skulle virke for Afskaffelsen af Tilgiften. Det varede dog længe, inden man så resultaterne.

I 1890 var der ikke ret mange specialbutikker i København. Urtekræmmerne havde det meste af det, der blev brugt i husholdingen.

 

Man skulle arbejde om søndagen – efter kirketid

Lukketider var også noget som Urtekræmmerforeningen beskæftigede sig meget med. Indtil 1892 havde man lov til at holde butikken åben søndag eftermiddag fra klokken 4 (16). Det var ikke rart pludselig at afbryde den minimale fritid, som man havde og gå på arbejde, mens andre havde fri.

 

Boder oprettet i træskure

Endnu op imod 1890 lå voldene som en slags grænse for byens udvikling. Men derefter tog man rigtig fat på nedrivningen. Nørrevold var ved begyndelsen af 1890erne allerede en meget smuk promenade. Der er ikke noget tilbage af denne idyl i dag.

Det sidste stykke af Vestervold ved Langebro faldt omtrent samtidig med rådhusets bygning i 1893. Jorden, der blev kørt ud af rådhusgrunden blev brugt til at bygge Søpavillonen på. Det var dengang, der var en masse boder, opført som træskure.

 

Urtekræmmere i uniform

Der var masser af urtekræmmer dengang. De havde deres gammel uniform på, en mørk jakke og hvidt forklæde. I en kælderbutik på hjørnet af Viktoriagade og Vesterbrogade optrådte indehaveren i hvid tætknappet, toradet jakke med store benknapper. Men denne uniform hørte i 1890erne til sjældenhederne.

Det var dengang, der var placeret et håndskrevet skilt med teksten: Prøv ½ Cacao kr. 1.00. Mange af disse butikker måtte efterhånden vige for mere moderne butikker.

 

Ingen varme i butikkerne

Det var dejlig tempareret med butikker i kælderen. For normalt brugte man ikke varme i butikkerne. Man måtte nøjes med den varme man fik, når man arbejdede. Det betød at mange gik rundt med frostfingre.

På Kongens Nytorv 6 havde man urtekræmmerbutik indtil 1896, da den blev hjemsøgt af en stor brand, hvorved hele ejendommen blev raseret. Det var byens ældste og mest fornemme urtekræmmerbutik, der her havde hjemsted. Den var etableret i 1799.

Urtekræmmerbutikkerne forsvandt efterhånden fra de bedste adresser på Strøget. Den lave avance og den høje husleje hang ikke rigtig sammen.

 

Faglig kamp kostede omsætning

I 1899 indtraf en situation, der fik stor betydning for butikkerne, nemlig den store lock – out. Det var en lang kamp og en styrkeprøve mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Den varede i tre – fire måneder.

 

Urtekræmmerforeningen blev forarget

I 1901 rejstes kravet om Kost – og Logisystemets Afskaffelse. Kravet kom fra Kolonialmedhjælpernes faglige Organisation. Samme år blev Købmandsskolen oprettet.

I 1902 opstod der et problem, da en urtekræmmer i Holbergsgade ikke ville antage en person, som var organiseret. Urtekræmmerforeningen mente, at en arbejdsgiver selv måtte bestemme, hvem man ville ansætte. Og foreningen blev meget forarget over, at Detailhandlersocietetet tog medarbejderens parti.

 

Politiet ville ikke hjælpe urtekræmmerne

Tænk engang, at i 1904 blev det vedtaget at man skulle lukke om søndagen.

Men der opstod så det problem, at ismejerierne holdt åben om søndagen. De solgte rask væk øl og kolonialvarer. Og rejste man problemet over for politiet, ja så gjorde de ikke noget ved det.

 

Beskæftigelse af bydrenge

Ja og så i 1905 kom der et indgreb med titlen Beskæftigelse af Bydrenge. Nu blev det forbudt at anvende drenge under 12 år som bydrenge. Under 14 år kunne de anvendes til varetransport med en lettere vogntype.

Ja sådanne ændringer krævede ikke engang lovændringer. Ændring af politivedtægten var tilstrækkelig. Det var urtekræmmerne nu ikke så begejstret for. Og det var de heller ikke for bestemmelsen om hvor meget en 14 – årig knægt måtte bære.

 

Yderst beskeden fremmøde

Efter anmodning fra den samlede handelsstand blev der i 1908 vedtaget ved lov, at butikkerne skulle kukke kl. 8 (20). Juleaften kl. 6 (18) og Grundlovsdag kl. 12 middag.

Fra Købmandsskolen var der udgået en skrivelse, hvori man lader valgfriheden råde med hensyn til, hvornår man sender lærlingen til undervisning. Fra skolens side blev der også givet udtryk for, at man ved årets afslutning gerne ville afholde eksamen.

I 1912 holdt en professor et foredrag Salgsteknik og Salgsreklame på Købmandsskolen. Medlemmerne af Urtekræmmerforeningen havde gratis adgang. Det var et yderst beskedent fremmøde.

Og selvfølgelig skulle man også have et sangkor, og det fik man så i 1913.

 

Verdenskrigen gav udfordringer

I august 1914 begyndte Verdenskrigen. Det var en begivenhed, der rystede alle. Urtekræmmerforeningen holdt til tider bestyrelsesmøder 2 -3 gange om ugen. Der skulle hele tiden tages stilling til nye situationer.

 

Afholdsfolkene på mærkerne

Afholdsfolkene var vældigt på mærkerne i 1915. Ja det var vel cirka fem – seks stykker på Nørrebro.  De indsætte et forslag om at forbyde salg af spiritus hos urtekræmmerne. Og det kan godt være at urtekræmmerne også kom på mærkerne efter dette forslag. De udsendte en presseinformation:

• Bestyrelsen vil i Fremtiden have sin Opmærksomhed henvendt herpaa og modarbejde det med alle til Raadighed staaende Midler

Ja, det var ikke et svar, der vidnede om Afhold snarere om Aggressivitet.

 

Nye ”trusler” hang over Urtekræmmerforeningen

Nye trusler hang over Urtekræmmerforeningen, og det var:

• Lærlingeloven
• Meterloven (som også omfattede indførelse af nye lodder)
• Tvungen bogføring

Formanden mente, at man skulle tage sig agt for de nye love. Og så skulle man huske på, at m.h.t. Bogføringen, ja så blev nogle måske have fremmede til at gøre dette.

Og det med Meterloven blev udskudt nogle år, da regeringen ikke kunne skaffe nok metal til gramlodderne.

 

Urtekræmmer ikke altid begejstret for socialhjælp

I 1916 kom der en slags socialhjælp. Det var dyrtidsmærker a 50 øre. De måtte dog kun anvendes til Nødvendighedsartikler. Men det kunne sandelig også misbruges. En mand havde således sparet så mange mærker, at han kunne købe en halv falske akvavit. Den gik dog ikke, selv om manden hævdede, at det var nødvendigt for ham.

De første rationeringskort (for sukker) kom i 1917. Men det blev meget værre. Disse kort førte til stort besvær for de handlende. Systemet førte til skarpe sammenstød mellem købmand og kunde.

Urtekræmmerne var ikke så begejstret for kommunernes socialhjælp. Og det startede med folkekøkkener. De mente, at der hermed gik glip af en stor omsætning.

Spiritusbeskatningen tog rigtig fat i 1917. Cigar – og Tobaksbeskatningen startede også, men i små ryk af gangen.

Man mødtes hvert år til Fugleskydning. Formålet var at styrke venskabet.

 

Man kunne ikke forstå Magistratens indstilling

Urtekræmmere og andre handlende har aldrig kunnet forstå Magistratens holdning til gadehandlere. Man kunne godt forstå, hvis det var arbejdsløse der faldbød frugt, fisk og grøntsager og lignende fra en trækvogn.

Men efterhånden udviklede det sig til faste stadepladser med næsten hele butikker. De handlende beklagede sig over, at de skulle betale afgifter, skatter og husleje.

Disse varer blev efter urtekræmmernes mening udsat for uhumskheder fra gaden. Affald fra hunde og heste blev udtørret i solen, ja og når det så kommer et vindpust kan man godt tænke sig, hvad der sker. Ja de handlende med faste butikker kunne ikke rigtig forstå, hvorfor Sundhedspolitiet kunne tillade dette. Og hvor mon varerne blev opbevaret om natten? Lugten måtte jo tiltrække diverse fyr, mente urtekræmmerne.

 

Man var heller ikke tilfreds med politiet

Man havde tidligere klaget til politiet over ulovlig handel i kolonihaverne. Men politiet havde intet foretaget sig. De foretog sig heller ikke meget over for hjemmefremstilling af brændevin.

Man skulle holde de gældende priser, men det var der nu ikke alle, der gjorde. Således var der butikker, der solgte Persil til underpris. Blev det opdaget, ja så vankede der bøder.

Ja så meddelte Svendborg Eddikefabrik, at de ikke længere leverede til FDB. Glade blev urtekræmmerne.

 

Samme problem som handelsforeningerne

Ja som det vil kunne ses af denne artikel så kæmpede urtekræmmerne ofte med de samme problemer som Nørrebro Handelsforening gjorde. Utrolig var det, at man kunne afse midler til en stiftelse. Ja disse stiftelser var der mange af på Nørrebro. Og som vi tidligere har været inde på, så ejer Nørrebro Handelsforening faktisk endnu deres egen stiftelse i Prinsesse Charlottesgade.

 

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• En stiftelse i Ægirsgade
• En stiftelse i Elmegade
• Et væld af butikker på Nørrebro i 1920
• Kampen om illoyal konkurrence på Nørrebro (1915)
• Nørrebro Handelsforening – efter 1910
• År 1900 på Nørrebro
• Dengang i halvfemserne på Nørrebro
• De første år i Nørrebro Handelsforening og mange flere