I Tønder diskuterer man stadig, hvem der kom med kniplingskunsten? Man kan ikke blive enig om årstallet. Men måske er der alligevel vand i myterne. For det var en købmand fra Westphalen, der satte det hele i system og organiserede hele kniplingsindustrien. Det kan de efterfølgende kniplingskræmmere sikkert takke ham for. De blev meget rige. Tønder – egnens piger fik beskæftigelse, men de fik ikke meget for deres arbejde, og mange endte som handikappede. Grossererne havde nærmest hånds – og halsret over dem.

 

En forkert underskrift

Ja egentlig er overskriften forkert, for den burde have heddet Tønderkniplinger – fra husflid til Industri – til husflid. For den dag i dag undervises der i den svære kunst på kurser og i aftenskolerne.

 

Den eneste industri i Tønder amt

Kniplingsindustrien er næsten udelukkende knyttet til de sønderjyske landskaber, geest – og hedelandskaberne nord og vest for Tønder. I 1735 meddeles fra Ribe Stift:

Saa bliver og paa landet, fornemmelig paa grevskaberne Schackenborg og Trøjborg godser, gjort en stor del hvide traadkniplinger, som bliver solgt alle vegne og fornemmelig bortført til København, Norge og Hamburg.

Større plads indtager kniplingen i de tilsvarende sønderjyske indberetninger til Kommercekollegiet fra 1737:

Den er eneste industri i Tønder amt, hvor den karakteriseres at være ”i temmelig god tilstand”.

 

Man skulle kunne en masse ting

Det oplystes, at købmændene i Tønder og flækken Løgumkloster drev en omfattende handel med kniplinger. Og ikke nok med det. De forsynede også kniplepigerne i byen og resten af Sønderjylland med tråd, som de importerede fra Holland. Også nye mønstre fik man herfra.

Det krævede en del penge, for at importere denne tråd. Og betingelsen var også, at man skulle købe mønstrene. Kræmmere handlede også med kniplinger, men deres fortjeneste var ikke nær så stor som kniplingshandlers.

Det gjaldt om at kunne tegne, eller udvælge de bedste mønstre og beregne, hvilken tråd, der skulle bruges til et bestemt mønster. Han skulle også kunne udvælge den medarbejder, der var bedst til et bestemt mønster, og så skulle han kunne påvise fejl og instruere.

 

Mange beskæftigede

Om omfanget oplyses det, at kniplingshandlerne i Tønder beskæftiger nogle tusinde personer. Fra geest – herrederne berettes der ligeledes, at nogle tusinde kniplingspiger er i arbejde. I Løgumkloster amt er der mange kniplingshandlere. De har et stort antal kvinder og børn under sig, de får betaling pr. alen. For Aabenraa Amt berettes det derimod, at de kniplende selv afsætter deres færdige varer i Tønder eller andetsteds.

 

Udnyttelse af børn

Allerede fra fem års alderen blev børnene instrueret i kniplingskunsten. Arbejdstiden var ofte 16 timer for de stakkels børn. Det var et stillesiddende arbejde, og stille store krav til synsevnen. Ofte satte det sig også synlige spor. Mange blev tidligt blinde, andre blev forkrøblede og endte som tiggere.

Regeringen omkring år 1800 fritog kniplepigerne for almindelig undervisning. Det var tilstrækkelig at blive undervist i kristendomskundskab, bare de lærte kniplekunsten.

 

Stor stigning i antallet af handlende

Selv om kniplingstilvirkningen udviklede sig videre i de følgende menneskealdre, var der allerede på dette tidspunkt i fuld blomstring og havde nået sin fulde geografiske udbredelse.

Stigningen i antallet af kniplingskræmmere i selve Tønder By, steg fra 7 i 1717 til 25 i 1744. Byen var centrum for forhandlingen, men ikke for tilvirkningen.

 

Fabrikker

Forhandlerne blev også entreprenører. Allerede i 1769 fik et aktieselskab af kniplingshandlere med Johan Bendixen og Paul Popsen i spidsen kongelig privilegium på anlæg af en trådfabrik i Tønder. Aktiekapitalen udgjorde 18.000 Rdl. Fordelt på 30 aktier a 600 rdl. I stedet for som hidtil at købe den færdige tråd dyrt i Nederlandene, kunne man nu nøjes med at indføre rå garn fra udlandet for selv at blege og dublere det og så sælge tråden til kniplingskøbmændene.

I 1787 blev fabrikken ledet af købmand Asmussen. Dengang havde den 7 trådmøller. Der blev fremstillet tråd indtil 100 rdl. Pr. pund. Trådmøllerne blev trukket af mennesker. I 1805 fandtes der lignende trådmøller i Løgumkloster og Randrup. Senere gik fabrikationen dog tilbage, således havde virksomheden i Tønder i 1819 kun 2 – 4 trådmøller i gang.

 

Hvem kom med kniplekunsten?

I mindre målestok var kniplevirksomheden allerede påbegyndt i sidste halvdel af det 16. århundrede, hvor man i Europa opfandt trådkniplingen og gjorde den til en fornem modeartikel. Vi skal huske på, at vi allerede i 1639 hører om kniplingen. Det var der en ung kniplerske fandt det ældste guldhorn ved Gallehus.

Man havde ellers sagt, at det var en indvandret købmand fra Westphalen, Johan Steinbeck der omkring 1648 slog sig ned i Tønder. Han skulle have indført kniplingsfabrikationen til byen.

 

Kongen købte kniplinger i 1619

I Christian den Fjerdes dagbøger omtales der køb kniplinger. Denne husflid var allerede tradition i Midtslesvig. I 1619 noterede kongen, at i Valsbøl,

Indgav jeg for lærred og kniplinger 889 Rdl. Til adskillige kræmmere.

Året efter betalte han en kniplingspige i Flensborg 10 Rdl. Og en andel 28 Rdl. I Frederiksborg. Denne kærlighed til kniplinger gav sig udtryk i et forsøg på at overføre denne kunst til Børnehuset, hvor der i 1621 var ansat kniplingskoner, der forestod kniplestuen med 20 knipleskrin. (Vi er i gang med en artikel om Børne – og Tugthuset). I kniplestuen var der beskæftiget 46 personer.

 

Der er noget om myten

Men man kan sige om myten omkring købmanden fra Westphalen at den på en måde holder vand. For den sønderjyske kniplingsindustri var nær tilknyttet til Westphalen. Måske var det Steinbeck, der var hovedleverandør af garnet. I hvert fald var han en af de første storkøbmænd i kniplinger. Han solgte blandt andet kniplinger til det gottorpske hertughof, til Danmark og til Norge. Måske er det ham, der som den første organiserede tilvirkningen og afsætningen i større stil.

 

Kniplingshandlere organiserede det hele

Kniplingshandlere finansierede og organiserede hele produktionen og afsætningen. De købte garn (mest fra Westphalen), skaffede de gængse mønstre og delte dem rundt til kniplerskerne. De sad i alle aldre rundt omkring i de magre og fattige egne ved deres knipleskrin. Det var en ussel akkord, som de fik (Se artiklen: De stakkels Kniplepiger).

 

Kniplingspigerne fik ikke meget

Kræmmerne derimod tjente styrtende med penge. De vågede samtidig over, at kunsten ikke spredtes. Og kræmmerne havde en slags hånds – og halsret over pigerne, som ikke bare kunne drage bort med deres hemmelighed.

Det var særlig i Løgumkloster amt, på Trøjborg og Schackenborg godser, samt i den vestligste del af Tønder, Aabenraa og Haderslev amter, at kniplingsindustrien blomstrede. Stærkere og stærkere tog den til i løbet af det 18. århundrede.

 

Luksusindustri

I modsætning til tilvirkning af lærred og uldne vare, var dette en luksusindustri, fortrinsvis baseret på afsætning til fjernere liggende markeder. Tråden skulle dog komme fra udlandet, man kunne ikke selv lave en af samme kvalitet. I Holland og især fra byen Brabrant kom den bedste kvalitet af kniplinger.

 

Prisen blev for høj

Tønderkniplingerne formåede længe at holde sig ved siden af de brabantske og sachsiske kniplinger. Først omkring århundredeskiftet kunne Tønderkniplingen ikke klare sig mere, men det var ikke på grund af kvaliteten, men på grund af prisen.

Særlig i Holland var der sket mekaniske fremskridt. Smagen var også blevet ændret. Man var begyndt på vævede kniplinger og blonder.

Den energiske Asmussen, som vi tidligere har fortalt om (Se artiklen: En af Tønders Patrioter) havde indrettet 3 spindemaskine til bomuldspin. Sammen med købmand Thamsen i Møgeltønder havde han også en uldvarefabrik, bestående af 11 væve, hvoraf de fem stod i et hus i Tønder, og seks i et Møgeltønder.

 

Enorm afsætning

Totalværdien af udførslen af kniplinger fra Tønder og omegn androg i 1781, 136.035 Rdl. Og i 1805 var dette beløb steget til 261.190 Rdl. I 1780 ansloges antallet af beskæftigede til at være omkring 12.000.

 

Kilde: Se

• Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
• De Stakkels Kniplepiger
• En af Tønders patrioter
• Guldhornene fra Gallehus
• Guldhornenes ældste historie
• Handel i Tønder indtil 1864
• Tønder Kniplinger – endnu mere
• Tønderkniplinger