Stor opmærksomhed om Grænselandet

I øjeblikket er der stor interesse for Grænselandet i medierne. Årsagen er 100-året for den såkaldte ”Genforening”. Men det er nu ikke alt, der er lige brillant. Og så undlader man bevidst nogle ting. Andre debattører bilder os så ind, at det kun er tysksindede, der undlader ordet ”Genforening”. Men det er nu intet i vejen for at kalde det for deling eller grænsedragning. Slesvig-Holsten var ikke en nationalstat tilhørende Danmark. Heller ikke alle danskere bruger ordet ”Genforening”. Kongen blev degraderet til ”Anden Hertug” i Holsten. Den holstenske dominans begyndte tidligt. Hvad er en helstat? Hertugdømmerne bestemmer selv. En dansk-svensk overklasse. Hamburg havde stor økonomisk indflydelse. Sproget blev brugt som politisk virkemiddel. Vi efterkom tyskernes ønsker. Hvis nu englænderne kom. Man kasserer ikke bare de historiske sammenhænge. Tre kulturer og fem sprog. Det giver øretæver at beskæftige sig med sønderjysk historie.

 

Heller ikke alle danskere bruger ordet ”Genforening”

I øjeblikket kører der mange serie i TV om Grænselandet. Noget af det er formidabelt. Noget andet er plat og intetsigende. Men det er da i hvert fald fokus på landsdelen. Nu er det ikke alt, der bliver sagt. Og en del bliver undladt.

Vi kan tydelig se på vores hjemmeside, når det har været en udsendelse. Så skal Familien Danmark ind og have flere oplysninger.

I et debatindlæg får vi at vide, at tyskerne og de tysksindede ikke anerkender ordet ”Genforening”. De bruger i stedet ordene Abtrennung,(deling) grænsedragning m.m. En byrådspolitiker fra Sønderborg ville tvinge de tysksindede til at anerkende ordet genforening. Vi får at vide, at alle danskere og dansksindede anerkender ordet ”Genforening”. Men det svarer nu heller ikke til sandheden.

 

Kongen blev degraderet til ”Anden hertug” i Holsten

Det er jo rigtig, at det ikke var med tyskernes gode vilje, at den nordlige del af Slesvig gik til Danmark. Tyskerne mente jo lige som danskerne at det var deres land. Og det er også rigtigt at man forsøgte at gøre Nordslesvig tysk med at tvinge det tyske sprog ind over alt. Men man glemmer at fortælle, at danskerne gjorde det samme i Mellem – Slesvig.

Holsten havde for længst meldt sig under Det Tyske Forbund. Det betød at den danske konge kun var 2. hertug efter kejseren. Dengang kongen blev valgt til dette, fik han udtrykkelig at vide, at han skulle lede Danmark, Slesvig og Holsten hver for sig. Det er for nedladende at kalde kongens rolle for en ”kransekagefigur”.

 

Den holstenske dominans begyndte tidligt

Men i mange år var det den holstenske adel, der bestemte både i Slesvig og Holsten. De gav aldrig afkald på deres rettigheder.

Efter tysk forbillede blev Sønderjylland i 1200 – tallet forlenet til de slesvigske hertuger (et arveligt fyrstelen) Hertugdømmet Slesvig var indtil de slesvigske krige i 1848 – 1851 og 1864 et dansk len (konge – og rigslen) ligesom Holsten var et tysk len.

Den holstenske indflydelse startede da Abel blev gift med Metchild af Holsten. Hun var datter af den holstenske grev Adolf den Fjerde. Dette skete i 1237. Mellem 1375 og 1459 havde især Schauenburgerne stor indflydelse. Fra 1544 var det Gottorpernes tur.

 

Hvad er en helstat?

De danske konger har siden 1460 været hertuger af Slesvig og grever, fra 1474 hertuger af Holsten. Hertugdømmernes talrige delinger mellem forskellige fyrstehuse i 1500 – 1700- tallet svækkede i den grad centralmagten og bevarede mange stænders og områders nedarvede særrettigheder.

Dette forhold er ikke rigtig forklaret i de udsendelser vi har set. Det er også vanskeligt at forklare begrebet Helstat. Det vil også forsøge her.

Helstaten er den statsdannelse, der opstod i 1814. Den varede til 1864 og omfattede:

Kongeriget:

• Danmark

Hertugdømmerne:

• Sønderjylland eller Slesvig (som dansk len)
• Holsten (medlem af Det Tyske Forbund)
• Lauenborg (medlem af Det Tyske Forbund)

En række bilande:

• Island
• Færøerne

Kolonierne:

• Grønland
• Guldkysten
• Tranquebar
• De Dansk – Vestindiske øer

 

Helstaten var reelt en personalunion. I alle henseender blev de enkelte rigsdele formelt forvaltet som egne stater. Men den centrale overordnede forvaltning fandt sted i den kongelige residensstad København. Her var det i særdeleshed to kancellier, et for de kongerigske dele (Dansk Kancelli) og et for de hertugdømmerne (Tyske Kancelli)

 

Hertugdømmerne bestemte det meste selv

Vi skal da lige huske på, at disse administrative steder langt fra bestemte det hele. Hertugdømmerne havde en stor selvbestemmelsesret. Hertugdømmerne havde også deres helt egen lovgivning. Grundloven gjaldt heller ikke her.

Lige siden tidligste middelalder havde det været statsretslige og økonomiske forbindelser mellem det danske kongerige og hertugdømmerne. Sønderjylland/Nordslesvig havde oprindelig været en del af det danske kongerige langt tilbage i historien. Men dets tilknytning hertil var svækket ved en kompliceret arvelighedsdeling hvis virkninger blev forstærket ved indvandring af fremmed, fortrinsvis holstensk, kapitalstærk adel, som opnåede særrettigheder på bekostning af statens nationale særinteresser.

 

En danskfjendsk overklasse

Dette førte til opkomsten af en reel danskerfjendsk overklasse. De kvitterede for sine fordele ved ikke at støtte den danske stat men ved at undergrave den. Det Slesvig – Holstenske ridderskab, der nok tålte de skiftende danske kongers formelle overherredømme, men de havde sandelig ikke i sinde at give afkald på deres særrettigheder.

Endelig havde Lauenborg i tidligste middelalder måttet anerkende de danske konger som sit formelle statsoverhoved. Det var egentlig denne tilstand, som blev genskabt, da hertugdømmet blev tilbyttet til gengæld for det tidligere Svensk Forpommern.

Syd på var det det tyske sprog, der dominerede. Men egentlig var en tilknytning til en stortysk stat ganske fremmed. Det var heller ikke i Ridderskabets interesse.

 

Hamborg havde stor økonomisk indflydelse

Men Hamborg havde en stor økonomisk indflydelse på hertugdømmernes økonomi. Denne indflydelse føltes langt stærkere end indflydelsen fra den fjerne og i lange tider stagnerende danske hovedstad. Ganske vist begyndte København fra omkring midten af århundredet at genvinde økonomisk styrke, men for hertugdømmernes vedkommende gik de økonomiske forbindelser i overvældende grad sydover.

Nej Helstaten var ikke en stor traditionel nationalstat. Der lå både politiske og økonomiske spændinger indbygget i den. Den brød også sammen.

 

Sproget blev brugt som politisk virkemiddel

Egentlig spillede sproget ikke nogen rolle i det daglige. Men det var først da myndighederne brugte det tyske sprog som administrationssprog at spændingerne opstod. Ja og så begyndte man efterhånden også at bruge sproget som politisk virkemiddel. Kultursproget var også tysk. Det var handelssproget også.

I 1843 blev den store danske fest afholdt på Skamlingsbanken. Året efter var det den Slesvig – Holstenske sangfest i Slesvig. Det var her den berømte og berygtede Schleswig – Holstein Lied blev lanceret.

Godt nok vandt vi den første slesvigske krig. Men kigger man på fredsbetingelserne var det jo nærmest et halvt nederlag. Historikere på pager, at man bare dengang kunne have taget Slesvig eller en del af hertugdømmet. Men det satte fredsbetingelserne en stopper for.

 

Preusserne stjal ikke Nordslesvig

Og så var det november – forfatningen, hvor Danmark vedtog en lov, der stred mod internationale forordninger. En forordning Danmark havde skrevet under på efter Første Slesvigske Krig. Dette førte til krigen i 1864. Så man kan vel ikke tale om, at Preussen stjal Nordslesvig.

Der fulgte nu mange år under preussisk styre. Og det var bestemt ikke let for de dansksindede. Man forsøgte i den grad fra preussisk senere tysk side at germanisere Nordslesvig.

 

Håbet levede at hele Slesvig kom til Danmark

Nederlaget i 1864 var en bitter pille at sluge for Danmark. Alligevel levede håbet om at generhverve Slesvig. Det var Preussen helt bevidst om. De befæstede bogstavelig talt Dybbøl.

I 1870 udbrød der krig mellem Frankrig og Preussen. Danmark undgik med nød og næppe at blive inddraget. Frankrig tabte og så brast ethvert håb om at få Slesvig tilbage.

 

Knivsbjerg

Fra 1894 blev de årlige tyske fester fejret på Knivsbjerg. Året efter blev grundstenen lagt til det kæmpestore Bismarck – tårn. Dette blev dog først indviet i 1901. Tårnet symboliserede også hele Slesvig – områdets tilhørsforhold til Tyskland.

Allerede fra juli 1919 begyndte man at ”afmontere” Bismarck – monumentet. Man kunne godt se hvilken vej det gik. Og resterne blev bortsprængt efter besættelsen af danske modstandsfolk.

 

”Köller-politik”

En af de værste perioder var under overpræsident Ernst Matthias von Köller. Det var ham der stod for den berygtede ”Köllerpolitik”. En masse dansksindede blev udvist. Det var i den grad forbudt at agitere for Danmark.

Men det var ikke kun det danske mindretal i Nordslesvig, der var utilfredse. Det var Socialdemokraterne i den Tyske Rigsdag også. Efterhånden voksede modstanden fra tysk side mod Köllers politik. I 1901 forlod denne især fra dansk side forhadte person området.

 

Vi efterkom tyskernes ønsker

Danmark bevarede deres neutralitet under Første Verdenskrig. Men det var kun fordi vi efterkom tyskernes ønsker, at det ikke gik helt galt. Var englænderne kommet havde det hele set anderledes ud.

Tyskerne havde ellers allerede dengang planer om at besætte Danmark eller i hvert fald dele af Danmark. Højsøflåden skulle have bedre betingelser og bedre handlefrihed i de danske farvande. I 1916 ønskede marinen kontrol med Jylland op til en linje Esbjerg – Fredericia, der efter Fyn. København skulle eventuelt bombes fra luften.

Angrebet var blevet iværksat hvis englænderne havde valgt at sende store flådestyrker ind i Østersøen for at komme de hårdt trængte russere til hjælp.

 

Et stort forsvarsværk

Trods det byggede Danmark et stort forsvarsværk omkring hovedstaden. Der blev opstillet en sikringsstyrke på 58.000 mand. Man havde set, hvor let tyskerne kom gennem belgiernes forsvarsværker, der var bedre end danskernes. Forsvarsværket gik helt fra Køge bugt. Det skulle have været forlænget ved Roskilde Fjord men så langt kom man aldrig. Den danske hær manglede middeltungt artilleri for at kunne forsvare sig.

Tyskerne frygtede at de neutrale nationer Nederlandene og Danmark ville blive så hårdt ramt, at de ville være fristet til at tilslutte sig de allierede.

 

Hvis nu englænderne kom

Vi har tidligere skrevet om Sikringsstilling Nord, der blev anlagt i Nordslesvig fra 1916 – 1918. Det omfattede næsten 900 betonanlæg med tilhørende broer, anlæg til opstemning af åer, jernbanelinjer, telegraflinjer, telegrafer og signalblinkanlæg på en strækning af 50 kilometer tværs over Nordslesvig fra øst til vest.

Det var et grundigt stykke arbejde med 30 mindre batteristillinger med mere end 100 kanoner. Hertil kom bunkere med maskingeværer og revolverkanoner. Tre til fem kilometer fra første linje kom så anden linje.

Jo, tyskerne var bange for at englænderne ville besætte i hvert fald Jylland. De var godt forberedte, tyskerne. Der ventede englænderne en varm velkomst. Men de blev væk.

Ved fredsforhandlingerne mente især franskmændene at danskerne skulle tage en stor del af Slesvig. De ville gerne have hævn.

 

De tysksindede var skuffet

Allerede i 1891 havde H.V. Clausen tegnet grænsen. Imponerende er, at man næsten fulgte denne. Pastor Johannes Tiedje havde tegnet en anden linje. Den var ca. 20 kilometer nordligere end Clausens linje.

Fra tysk side var man skuffet over at man ignorerede, at det var tysk flertal i Aabenraa, Sønderborg og Tønder. Det tyske mindretal håbede på, at Hitler ville bringe balance i regnskabet.

Først efter en loyalitets-tilkendegivelse i 1945 anerkendte det tyske mindretal grænsen. Dermed gav man også afkald på en grænserevision.

 

En kampsang blev omskrevet

En gang imellem ser vi danske politikere, som mener, at vi skal have hele Slesvig tilbage. Det var også det som briterne pludselig tilbød Danmark i 1947. Men det kom åbenbart helt bag på Danmark.

Ja så havde vi debatten om ”Det haver så nyeligen regnet”. Der var lavet om på teksten. Sangen var en gammel ”kampsang” for de dansksindede sønderjyder. Men egentlig er det en gammel folkemelodi.

Op til 100 års – dagen var der nogle, der mente, at der skulle laves om på teksten. Men hvorfor dog? Følgerne af krig, invasion, landafståelse og sindelagskontrol bliver i den nye sang reduceret til et spørgsmål om ”fremmedhad”.

 

Man kasserer de historiske sammenhænge

Husk på at i Sønderjylland har historien stadig en langt dybere klangbund end i resten af landet. Det var ikke en selvfølge, at grænsen kom til at løbe, hvor den løber i dag. Hvorfor skal litteraturen og historien omskrives i en højere sags tjeneste? Man kasserer uden videre de historiske sammenhænge. Så bliver der kun plads til løsrevne betragtninger.

I tidligere historier har vi fortalt om dengang min afdøde kone lavede en film om manden bag ”EDB – sproget” Comal 80 fra Tønder. Hun brugte en instrumental-indspilning af Det haver så nyeligen regnet”. TV-Syd ville ikke bringe filmen, før musikken var fjernet. Det kunne genere det tyske mindretal, sagde man.

 

Vi måtte ikke tale sønderjysk

På Tønder Kommuneskole måtte vi ifølge viceskoleinspektør Werner Christiansen ikke tale sønderjysk i timerne. Det kan jo undre, fordi Werner Christiansen interesserede sig så meget for historie.

 

Tre kulturer og fem sprog

Sønderjyllands historie består ikke af tomme banaliteter. Selvfølgelig må vi dansksindede også nægte at bruge ordet ”Genforening”. Og vi skal heller ikke foragte at de tysksindede siger ” Abtrennung” (deling). Det handler heller ikke om at bruge den tyske ”jargon”. Det er jo slet ikke det, der handler om. Kig dog på historien.

Og selvfølgelig må vi kalde os for ”sønderjyder”. Vi er født og opvokset der og bruger gene det sønderjyske sprog. Også i foredrag.

Det gamle Sønderjylland havde engang tre kulturer og fem sprog og en masse dialekter. Den dag i dag hader sønderjyderne at folk udefra skal komme og bestemme hvad de skal tænke og tro.

Sådan som DR – 1 serien ”Grænseland” fortæller os, hvordan man talte dengang, er et spørgsmål om formidling. Det er ikke historisk korrekt. Hvis man brugte sønderjysk med danske undertekster ville meget af formidlingen forsvinde. Dialekten gør nemlig formidlingen vanskelig.

 

Det giver øretæver at formidle den sønderjyske historie

Jo man skal forholde sig kritisk til historiefortolkning. Men Sønderjyllands historie er kompliceret, så på en eller anden måde må man i formidlingen finde et kompromis. Det skal give øretæver, når man formidler Sønderjyllands historie og måske ikke altid følger flertallets fortolkning. Det kan vi i den grad mærke her hos www.dengang.dk

 

Kilde:

• Henrik Becker Christensen: Det tyske mindretal i Nordslesvig
• Gottlieb Japsen: Den fejlslagne germanisering
• dk
• de
• information.dk
• b.dk
• powinternatiol.dk
• nordschleswiger.dk
• welt.de
• geschichte-s-h.de

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.570 artikler herunder:

• 130 artikler over Indlemmelse, Afståelse, Genforening (se kategori)
• 35 artikler om 1864 og De Slesvigske Krige (se kategori)