Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Soldat i Tønder 1851

September 24, 2007

Den 6. februar 1851 blev 3. reservekorps modtaget i Tønder. De dansksindede havde rejst en æresport ved Sønderport. Soldaterne undrede sig over, at Tønder nærmest lignede en ø, omgivet af vand. Fra det dansksindede Møgeltønder var næsten hele befolkningen mødt op. Det handlede for dem om, at markere danskheden.

Drenge gik i spidsen ind af porten, og sang danske nationalsange. Unge piger, mest fra Møgeltønder stod med kurve fulde af kranse og buketter. Otte små kanoner fyrede hver ni skud. Pigerne kastede kranse og jublen var stor.  Korpset stillede på Torvet, og blev derefter indkvarteret. Det virkede dog lidt forvirret og planløst. Hele eftermiddagen lød af sang og musik i Tønders gader.

Den 8. februar har en del af kompagniet været på udflugt i Møgeltønder.  I det tysksindede Stadt Kopenhagen blev der holdt gilde. Men stemningen dalede, da værten markerede sine holdninger.

Den 9. februar var mandskabet forsamlet og kaptajn Dreyer, der var fungerende næstkommanderende og korpskommandør holdt en lille tale. Freden var vendt tilbage, og der blev råbt tre gange hurra for Danmark.

Kompagniet skulle snart hjemsendes. Man tog da allerede nu afsked med 1 sergent, 3 overjægere, 20 jægere samt 154 andre.  En deling var marcheret til Niebøl og Dedsbøl for at assistere det lokale politi. Det var frisere i de to byer, der var problemer med. Disse frisere var nogle frygtlige og skrækkelige mennesker, havde soldaterne fået at vide. Derfor var det nødvendigt med militær.

En del af soldaterne tog en udflugt til Højer. Den var ikke så smuk som Læk og Møgeltønder, mente de. De var kommet gennem Møgeltønder, som de betragtede som en dansk enklave midt i en masse tysk.

En tur i Tønder Kristkirke var lidt af en skuffelse. Bevares, kirken var vældig smuk, men præstens prædiken var på tysk. Godt nok prædikede pastor Carstens på dansk om eftermiddagen, men da havde soldaterne ikke tid.

Det 20. februar var man forsamlet i Rath’s Weinkeller i anledning af to venners hjemsendelse. Næste dag tog de en af korpsets vogne til Flensborg, for derfra at
afgå til København.

Den 22. februar havde Tønder besøg af regeringskommissær Tillisch. I den anledning havde de dansksindede lys i vinduerne. De dansksindede bønder fra omegnen  red foran hans excellence til og fra Højer. Soldaterne mente, at dette skue pinte de tysksindede.

Den 25. februar var hele korpset inviteret til fest på seminariet. Kompagniet havde været fritaget for øvelser. To store sale var flot dekorerede , og over bordet  udbragte borgmester Kjer en skål for korpset. Kaptajn Dreyer takkede og udbragte en skål for danskheden i Tønder.

Den 8. marts modtog korpset 28 mand fra det opløste 18. depotkompagni.

Som det vil fremgå af mange artikler her på siden, har Tønder i tidens løb været besøgt af mange hære, kompagnier, delinger m.m. fra adskillige lande.

Kilde: 

  • Litteratur Tønder
  • www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

  • www.dengang.dkindeholder1.783artikler
  • Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 15. – 04. – 2022


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder