Sankt Petri og omgivelserne

Kirken har altid forsøgt at være upolitisk. Det kneb under besættelsen. Her var en del nazistiske lærer. Man kan sikkert takke patronen for, at kirken bevarede sit tyske tilholdssted. Kirken er fra 1304. Den blev foræret til den tyske menighed i 1585 af Frederik den Anden. Den blev flere gange udvidet og var vel nærmest hoffets kirke. Det var elitens kirke. Man kendte ligger her. I 1728 forsøgte præsten forgæves at redde bogsamlingen Og i 1807 kæmpede graveren for at redde kirken for at brænde ned. Her ligger Struensee, og hele 20 personer fra menigheden var involveret i den historie.  I 1812 blev et kendt pigebarn døbt her. Populariteten dalede under de Slesvigske krige. Her er også en Stiftelse, et kloster og et gymnasium. Ja skolen har 500 elever og er en af de bedste i landet.

 

Man skulle være upolitisk

Alle ved at navnet angiver en kirke og en skole. Men egentlig omfatter det også et kloster og et gymnasium. Måske ved ikke alle, at det er tysk.

Her gik engang Werner Best’ s datter. Engang sagde man her ”Heil Hitler”. Men det er imod politikken på skolen, for den siger, at man skal være upolitisk. Dengang slap de danske lærere at skulle hilse. Omkring det tidspunkt fik skolen også tilgang af to lidt for nazistiske lærere fra Tinglev.

 

Utilfredshed med organistens fyring

Se nede i Tinglev og resten af Sønderjylland blev de tyske skoler lukket efter besættelsen. Men det gjorde Sankt Petri ikke. Og det er sikkert patronens fortjeneste. Ja sådan heder lederen eller rektoren. Patron betyder beskytter.

Kirkens organist, Modis, som også var skolens musiklærer forsøgte i 1932 at opbygge en nazistisk partiorganisation i Danmark, som en gren af NSDAP i Hamborg. Han blev dog afskediget. Som flittige læsere af denne side vil vide, så oprettedes NSDAP – N nede i Sønderjylland hovedsagelig blandt det tyske mindretal.

 

En stor opgave for patronen

Men nu har en historie ofte to sider. Det forlyder, at kirkens præst tog til Tyskland for at få tilbagekaldt fyringen af sin organist. Lærerne havde forlangt en ny skolekommission og skolens leder havde taget sin afsked i protest mod fyringen.

Patronen på Sankt Petri, Bardenfleth, der også var Christian den Tiendes kabinetssekretær var klar over, at kontakt til besætterne ikke kunne undgås. Han tog kontakt til Dagmarhus og efter hvert møde tager han referat. Det var en stor opgave, at holde nazismen væk fra skolen.

 

Tyskerne ønskede en førerskole

Allerede i 1940 meddelte besættelsesmagten skolekommissionen, at man ønskede en stor tysk skole i Danmark. Men hurtig fandt Bardenfleth ud af, at det ikke blot er en ny skole, man ønskede. Det var en nationalistisk læreranstalt NAPOLA. Man havde flere af disse i Tyskland. Formålet var at uddanne nationalsocialistisk førerpersonale.

Patronen meddelte tyskerne, at det kunne han ikke være med til, og han beslutter, at ingen fra Sant Petri skulle deltage, da grundstenen til den overdimensionerede skole i Emdrup blev nedlagt

 

Sankt Petri blev straffet

Bygningen eksisterer stadig og efter krigen kom den til at huse Danmarks Lærerhøjskole.

Dagmarhus ønskede nu en lærer ansat, der var medlem af DNSAP. Patronen fik forhindret dette. Som straf meddeles det, at man ikke længere ville sende lærer fra Tyskland til skolen.

 

Mange nazistiske lærer

Men nu var det også sådan at i perioden 1930 – 1945 var mindst 27 af skolens 40 lærere medlem af NSDAP og yderligere 7 var medlem af andre nazistiske organisationer som for eksempel NS Frauenschaft.

Der blev også påstået, at skolen var storleverandør til Hitler Jugend. Ja man havde endda en garnison på skolens område. Og de jøder der var på skolen blev næsten alle moppet væk af børnene og lærerne.

 

Moppet af eleverne

I 2005 udgav den tyske læge Erik Somer sine erindringer. Han kom til Danmark som flygtning. Han beskriver sine få måneder på Sankt Petri:

• Det var forfærdeligt. De fleste af børnene og også adskillige af lærerne var nazister. Derfor blev jeg mildt sagt mobbet. Det var en enkelt dreng, som tog sig virkelig pænt af mig. Det var den tyske præsts søn.

 

En sårbar præst

Den tyske præst Werner Görnandt hadede NSDAP. Men han var yderst sårbarfor han var gift med en jødisk kvinde.

Den tyske gesandt i København i 1933 – 34, v. Richthofen støttede skolebestyrelsen bestræbelser på at undgå nazistiske lærere. Den samme holdning havde skolens patron, Gunnar Bardenfleth, men som det kan læses, så lykkedes det ikke helt.

Efter 5. maj 1945 blev de tyske lærere internerede og senere udvist. Det var uvist om skolen overhovedet skulle fortsætte.

 

Man fik gælden nedsat

Ved krigens slutning var skolens største problem, at man stod med en gæld på 900.000 kr. Og den kunne man ikke betale. Under besættelsen blev lærerlønningerne betalt af den tyske forvaltning over den såkaldte clearingskonto i Nationalbanken. Det var altså danske banker, og det var nu dem man skal have tilbage.

Med bistand fra Bardenfleth blev beløbet forhandlet ned til 161.000 kr, som netop er det beløb, som Sankt Petri kan betale.

 

Kirken fra 1304

Kirken nævnes første gang i et testamente fra 1304 under navnet ”Skt. Peder”. Bygningen menes at stamme fra omkring år 1200 og var landsbykirke i landsbyen Serridslev. Den udgjorde dengang en del af Københavns centrum.

Den gang lignede den en typisk landsbykirke. Med reformationen blev den nedlagt som kirke. I nogle årtier tjente den som klokke- og kanonstøberi.

Under Frederik den Første blev tysk og plattysk almindelig ved det danske hof. Det Tyske Kancelli bliver oprettet under Christian den Tredje. Det skal varetage de kongelige opgaver i hertugdømmerne. Kancellisprog er normalt latin, men her blev det efterhånden højtysk.

 

Fik kirken koræret

I 1585 fik Skt. Petri menighed, som var grundlagt 10 år tidligere, kirken overladt af Frederik den Anden. Lige siden har den uafbrudt været centrum for den tysk – evangelisk – lutherske menighed i København.

Den første patron blev udnævnt i 1616 af Christian den Fjerde. Men allerede i 1585 havde Frederik den Anden udstedt de kongelige privilegier, der banede vejen for den tyske menighed.

 

Kirken blev udvidet

Menigheden voksede hurtig. I begyndelsen af 1600 – tallet tillod Christian den Fjerde anlægget af to sideskibe, hvorved grundplanen fik form for kors. Under Christian den Femte blev det 3. sideskib bygget længst mod nord. Også grundarealet blev udvidet med tilkøb. Efterhånden ejede kirken hele arealet langs Skt. Peters Stræde mellem Nørregade og Larslejstræde, hvor bl.a. to præstegårde og drengeskolen var placeret.

 

Den tyske menighed var vokset. I København var der masser af tyske handelsfolk og håndværkere. I dag er det ikke mere patronen, der skal kontrollere finanserne. Det usædvanlige embede som patron varetages i dag af generalløjtnant Kjeld Hillingsø. Og en patron bliver udvalgt af kongehuset.

 

Dette at blive udnævnt som patron var udtryk for status og prestige. Blandt de 32, der har været til nu, kan nævnes Cortiz Ulfeldt, Christoffer Gabel og Peder Schumacher alias Griffenfeld.

 

Mange kendte ligger her

Mange kendte ligger her begravet. Her møder man ministre som Orla Lehmann og digterne Frederikke Brun og Charlotte Biel. Her er avisgrundlæggeren Ernst H. Berling, arkitekten Niels Eigtved. Christian den Femte’s hustru til venstre hånd, Sophie Amalie Moth og parrets søn, Christian Gyldenløve og mange flere.

 

Eliten holdt til her

I 1659 etableres Rådet i København som bestod af 32 mand. Flere af disse kom fra Skt Petri menighedsråd. Ved den frygtelige brand på Sophie Amalienborg døde mange medlemmer af menigheden.

Gennem 1700 tallet oplevede tyskheden en opblomstring også i hoffet. Ofte overværede kongen og dronningen gudstjenesterne. Kirkens overdådige gravkapeller og krypter med kister i tre lag vidner om, at her holdt eliten til.

Tænk engang, at alle disse velhavende borgere i århundrede er vandret forbi de fattige tiggere i Sankt Pederstræde på vej til gudstjeneste i Skt. Petri Kirke!

Blandt kranier og buttede engle af marmor finder vi en masse adel, kongelige elskerinder, samt toppen af danske erhvervsliv så som apotekere, håndværksmestre, kunstnere, arkitekter m.m. Her ligger anerkendte danske kunstnere.

 

Gravkapellerne ligner en nøgle

Set oppe fra ligner gravkapellerne en nøgle. De ældste krypter er fra 1648. Berømte billedhuggere som Wiedewelt skabte epitafier over velbeslåede afdøde. Og i kapelrummene står der pragtsarkofager, hvis udformning ikke kun vidner om økonomisk status, men også fortæller om, at forskellige tider anskuer gravlæggelse og død på meget forskellig måde.

 

Også en bogsamling gik til

Ved Københavns brand i 1728 blev kirkens indre og øvrige bygninger på grunden ødelagt med undtagelse af kapellernes nyeste afsnit. Kirkens og tårnets mure holdt dog stand. Men også kirkens inventar og kirkebøger gik op i flammer.

Kirkens sognepræst, Scheriber havde prøvet at redde sin bogsamling ”ind under orgelværket”, men det var skønne spildte kræfter. Da kirken blev antændt måtte han i sidste øjeblik redde sig over kirkemuren til Larslejstræde. I strædet brændte det allerede voldsomt og ilden ”slog ud af alle vinduer” i hjørnehuset

Kong Frederik den Fjerde finansierede kirkens genopbygning men ikke de øvrige bygninger. Tårnet fik et barokagtigt spir, men den var menigheden ikke tilfreds med. Et nyt spir blev bygget af tømrermester Johan Boye Junge, hvilket siden 1757 har prydret kirken.

Også ved bybranden i 1795 blev kirken slemt medtaget.

 

Struensee blev flyttet hertil

Også Struensee og hans medsammensvorne Enevold Brandt ligger her. Ja efter sigende, så lå førstnævnte i begyndelsen, så dronningen kunne se hans mishandlede lig fra Frederiksberg Slot. Egentlig blev de begravet på det daværende Vestre Kirkegård, men afleveret til kirken, da der i 1897 skulle opføres et Folkets Hus på stedet.

Nu havde Struensee aldrig selv betrådt kirken som ateist. Tømrermesteren, der opførte det skafot, hvor de to under meget dramatiske omstændigheder mistede livet ligger her også. Han hedder Johan Boye Junge. Ja det er ham med spiret.

 

Masser af tilknytning til kirken

Den tyske menighed var i den grad tilknyttet til Struensee – historien. Kigger man efter, var det mindst 20 navne fra menigheden der på den ene eller anden måde var knyttet til begivenhederne dengang.

Måske er det ikke så overraskende. Medlemmer af menigheden var tilknyttet regering, administration, handel, videnskab og kultur. Og det drejede sig både om modstandere og tilhængere.

En person, der var stærkt involveret i undersøgelseskommissionen var Henrik Stampe. Ja han studerede sammen med Struensee i Halle, og var vel tilhænger af hans politik. Men på grund af sit hverv som statsanklager var det ham, der nærmest skrev anklageskriftet.

I gravkælderen i det 9. gravkammer ligger sammen med Sir Walter Titley, Johan Friedrich Brieghel. Han var Christian den Syvendes kammertjener. Det var ham, der den 17. januar 1772 gik ind til kongen, for at få dennes underskrift til arrestationen af Strunesee.

Ja så er det også Georg Christian Oeder, der udsendte et anonymt skrift til forsvar for bønderne. Han var ikke mere anonym, end at Struensee fik ham med i en kommission, der skulle kigge på, hvordan man kunne forbedre bøndernes vilkår.

 

En af de bedste medarbejdere i reformprocessen var andenpræsten ved Skt. Petri, Friedrich Gabriel Resewitz. Han havde lige som Struensee studeret i Halle.

Hovedpræsten ved Skt. Petri var Balthasar Müter. Han var en af Struensee’ s fjender. I sine prædikener efter Struensee’ s henrettelse takkede han Gud.

Skolelederen ved Skt. Petri Schule, Peter Nicolai Svensen arbejde ved siden i Struensee’ s administration. Han havde også en bogholder – uddannelse.

En anden tilhænger var kongelig patron og udenrigsminister Heinrich Ernst Schimmelmann. Men det viste han ikke rigtig. Han forsøgte at få Caroline Mathilde tilbage til hoffet. I 1775 døde hun pludselig på hendes opholdssted i Celle.

Kære læsere, sådan kunne vi blive ved. Vi skylder måske en artikel om Struensee.

 

En graver kæmpede i tre døgn

Ved Københavns bombardement i 1807 blev kirken, gravkapellerne og det meste af inventaret stærkt beskadiget. Tårnet blev reddet efter en ihærdig indsats fra overgraver Jacob Jørgensen.

I tre døgn løb han rundt og skruede lunter af kanonkugler og slukkede brande med spande og tæpper. Men kan takke denne Jørgensen for at den ældst bevarede kirke stadig ligger der. Mon der findes en mindeplade over denne Jørgensen?

 

Dannebrogsorden

Ja man ved, at han var 62 år og boede i det fattige Sankt Pederstræde. Han blev i kirken, selv om hans egen hus stod i flammer. Han var gift og barnløs. I en årrække var han leder af Sankt Petri pigeskole. Ja så ved vi, at han døde i 1833.

Han fik Dannebrogsordenen i 1809 som tak for sin indsats. Og menigheden skænkede ham en gravplads ude på Assistens Kirkegården. Og det er afsnit A nummer 239. Gravpladsen er bevaringsværdigt, så mon ikke, vi kan finde det?

Sankt Peders Stræde gik helt ud til volden, der lå oppe ved Vester Voldgade. Her stod også en af Københavns offentlige brøndpumper, der var berygtet for deres skidne vand.

 

Et pigebarn fødtes i 1812

En december dag i 1812 døbtes i kirken et nyfødt pigebarn, der fik navnet Johanne Louise. Hendes forældre hr. og fru Pätges boede ganske vist ude på det landelige Nørrebro. Her havde de et værtshus og en dansebod i Ravnsborggade i en sidebygning til Lille Ravnsborg. Ja vi har tidligere her på siden berettet om det. Faderen var vinkyper fra Rhinlandet, og moderen jøde fra Frankfurt.

Det var derfor de tilhørte den tyske menighed. Om sommeren drev især moderen en bod på Dyrehavsbakken, hvorfra hun solgte hollandske vafler. Og den lille pige. Ja hun startede med at danse for gæsterne på Nørrebro men endte på Det Kongelige Teater, og fejrede Johanne Louise Heiberg triumfer som den danske skuespillerinde Johanne Louise Heiberg.

 

Populariteten dalede

Den dansk – tyske krig i 1848 fik kirkens popularitet til at falde ret så drastisk. Nu var det ikke længere så velset, at komme i tysk kirke. Dagen før krigen var brudt ud, var 150 københavnerbørn indskrevet til konfirmation i kirken. Da konfirmationsdagen oprandt mødte kun tre børn op.

Efter Danmarks nederlag til Tyskland i 1864 var kirkens storhedstid endelig over.

 

En stor restaurering

Den seneste meget grundige restaurering af kirken og gravkapellerne blev udført af Slots – og Kulturstyrelsen med bistand fra private donorer i årene 1995 – 1999. Ved den lejlighed blev det nordlige sideskib adskilt fra kirkerummet og udgør nu Christian den Femte – salen.

Hele bygningskomplekset med den omgivende mur er blevet fredet.

 

Brødrene Petersens Kloster

Uden for murene omfatter det lille stykke Tyskland i latinerkvarteret bag Nørrevold også Brødrene Petersens Jomfrukloster. Ja dette ligger dør om dør med Sankt Petri Schule i Larslejstræde bag kirken.

I klostret bor 15 ugifte kvinder. De er alle efterkommere af Thomas Lindeman, der kom fra Rostock og var præst i kirken fra 1638 til 1654.

Hans børnebørn var meget velhavende og havde en stor købmandsgård på Amagertorv. Albrecht Petersen bestemte i sit testamente, at der skulle opføres et kloster for familiens ugifte og barnløse damer. I 1761 var klostret en realitet. Først lå det på Amagertorv siden i Klosterstræde og siden 1938 på sin nuværende placering.

Beboerne er en blanding af ældre ugifte damer og unge kvinder under uddannelse. Den eneste mand i klosteret er præsten, der bor her med sin familie i en stor embedsbolig på første sal.

I overensstemmelse med fundatsen huser bygningen menighedslokalerne ”Bugenhagensaal” og ”Ratszimmer”. I kælderetagen ligger kirkekontoret.

 

Stiftelses – damerne

I stiftsbygningen Larslajstræde 7 som blev opført i 1899 lå der 38 etværelses – lejligheder, der tilsammen udgjorde Thymes og Pets stiftelse. Indtil slutningen af 1980erne blev de fleste af disse beboet af kvinder, hvis skæbne havde ført dem til København. Indeni havde de stærke følelser til deres hjemstavn i Tyskland, Siebürgen (Rumænien), Schlesien(Polen) eller Østrig.

Desuden huser bygningen Sankt Petri skoles vicevært og kirketjener. Der var toilet på gangen og fælles bad i kælderen. En baghave var også til rådighed. Men skolen havde brug for mere plads. Og stiftelsesdamerne er der ikke mere. Og de bliver nok glemt efterhånden.

 

Man glemmer dem

Den sirlige fru Helga Czernizki boede på 1. salen ud mod Larslajstræde. Hun arbejde i en herskabslejlighed i Hellerup som pige i huset. Hun havde familie i Schweiz. Men hun var født i Tønder i 1903.

Så var det Maria Zöllner, der hæklede den fine hvide alterdug til kirken. Og Dagmar Vedel havde været fotograf ved det rumænske hof. Og så var det alle de andre.

 

En skole med 500 elever

Den tyske menighed er i dag på 1.300. Privatskolen har 500 elever. Og her ikke kun udpræget tyske elever. Mange danske forældre har også deres børn gående her. Lærerstaben er på 45 og halvdelen er danske. Alle elever behersker begge sprog. Siden 2011 omfatter skolen også et gymnasium, der bor i lejede lokaler rundt om hjørnet i Nørregade.

Skolen ligger i Larslejstræde 5. Her lå i middelalderen en større have. Mellem 1711 og 1816 købte Sankt Petri Kirkes forstandere de fleste matrikler på den vestlige side.  I første omgang var det for at indrette en kirkegård.  Senere blev det til eget fattighospital. Fra 1781 havde kirken tre bygninger i Larslajstræde med i alt 39 boliger til menighedens socialt svage.

 

Skolen blev flyttet

I 1807 blev de tre plejehuse, Thymes, Pelts og Sankt Petri ødelagt. Kun de to af husene var forsikrede. I 1819 byggede man et nyt hus til de to institutioner. I 1899 byggede kirken en drengeskole. Den gamle drengeskole på Gråbrødretorvet var utidssvarende og lå for langt fra kirken. Det blev til en moderne skole med gymnastiksal, centralvarme og kummer med fire vandhaner i gården. Skolebespisningen blev delt med Larslajstrædes Kommuneskole.

En lang træbygning med elevernes toiletter er for længst afløst af moderne toiletter i kælderen.

 

Skolen må ikke være en aflukket osteklokke

Skolen nåede i 1922 op på 400 elever. Piger kom nu også ind, når de skulle have realeksamen. Efter 1935 blev klasserne blandende. I 1948 var der kun 74 elever tilbage fordelt på 10 klasser. Det var den tyske præst Werner Görandt, der kæmpede indædt for at bevare skolen.

Skolen må ikke fungere som aflukket osteklokke. Ja sådan siger de selv. De mindre gode egenskaber ved det tyske såvel det danske skolesystem er skrællet fra. Man stiller ret så store krav til eleverne. Måske er det også derfor, at skolen kan præstere et af landets højeste karaktergennemsnit. Tænk engang i dag er skolen over 450 år gammel.

 

Domineret af haveanlæg

Oprindelig var Sankt Peders Stræde domineret af store haveanlæg. Først efter omkring 1400 kom der for alvor gang i bebyggelsen af trekanten Teglgårdsstræde, Voldstræde og Sankt Peders Stræde. Men det blev efterhånden bebygget i sådan en grad, at man kunne kalde det slum. En anseelig bygning lå her allerede i 1400 – tallet. Det var Karmeliterklostret. Det blev senere til Valkendorfs Kollegium.

Strædets østlige del fra Larslajsstræde til Nørregade har i mange århundreder været præget af kirkens og universitets bygninger, mens den vestlige del var håndværkernes og handlendes gade.

 

Kilde:

• Landesgruppe Dänemark NSDAPs udenlandsorganisation i Danmark (Syddansk Universitetsforlag)
• Weekendavisen
• Kristelig Dagblad
• sanktpetriskole.dk
• pisserenden.com
• Louis Bobé: Die Deutsche St. Petri Gemeinde zu Kopenhagen – Ihre Kirche, Schulen und Stiftungen
• Jan Steenberg: Danmarks Kirker – København (1)
• Jürgen Beyer, Johannes Jensen: Sankt Petri Kopenhagen 1575 – 2000 – 425 Jahre Geschichte deutsch – dänischer Begegnung.
• Jan E Jensen, Allan Mylius Thomsen: Nørre Kvarters Krønike