Ribe – fra 1660 (4)

Storhedstiden var forbi. En hel familie blev afstraffet. En kam med kårde sluttede blodigt på kirkegården. Masser af stormflod. Man kunne få ½ pund krudt for at jage ulve. Stadsmusikeren måtte gå alternative veje. Fangerne var ved at fryse ihjel. Og mordere stak af. Skat på paryk var indbringende i Ribe. De følte, at Fredericia blev forfordelt. Og så skulle man hele tiden låne duge, sølvtøj m.m. til kongen.

 

Fremgangen var slut

Den ældgamle by havde haft masser af fremgang. Men nu var det slut. Købmændene i Ribe havde fået trange kår. Ribe var dengang rigets vigtigste handelsplads.

Krige og andet dårlige dom havde ramt byen. Skatteindtægterne dalede i den grad. Også indbyggertallet var faldene. I 1591 havde det været 4.500 indbyggere. Det var i 1672 dalet ned til 1.939 sjæle.

 

Byen var mishandlet

Byen så mishandlet ud. Store dele af den lå næsten i ruiner. Sønderport – og  – bro krævede masser af penge, for at få repareret. Og de penge havde byen ikke.

Man henstillede til kongen, at hjælpe byen. Man ville gerne have mulighed for udskibning andre steder ved Vestkysten.

 

Fredericia blev forfordelt

Man anså Fredericias anlæggelse og fremskridt som en stor konkurrent. Man havde i Ribe før i tiden fået en masse privilegier og rettigheder. Men nu var Fredericia blevet Kongelig Stabelstad. Der blev nu satset på Frederiksodde, som Fredericia hed i begyndelsen.

 

Kongelig udskibning

I århundreder havde Ribe været Danmarks port mod vest. Da Christian den Femte som kronprins i 1661 og  Prins Jørgen syv år senere tog over Ribe for at tage til udlandet, var det nok sidste gang man fik dette stempel hængt på sig.

 

Filosofi og kultur

Åløbet sandede til. Skibbroen blev øde og byens købmænd mistede efterhånden mod, kapital og energi.

I slutningen af det 17. århundrede sås endnu mange hollændere i Ribes gader på jagt efter kvæg.

Ude på vandet langs sejlløbene mellem Fanø og Mandø var der stadig tønder og kabler, der viste vejen ind til den betydningsfulde by, hvor storhandelen engang trivedes.

 

Byen havde trods alt endnu mange besiddelser i form af udstrakte Byjorder. Og endnu et halvt århundrede kastede bispestanden glans over byen. I Bispegården, præstebolig, skole og embedsboliger forstod gamle slægter at holde liv i kultur og velstand. Brorson og Ambrosius Stub sørgede for det filosofiske og kulturelle.

 

Pesten tog mange

Men ak og ved, pesten kom og gik fra dør til dør. Pestepidemien fra 1659 medførte 900 døde. Her i blandt var der 100 af stadens mest fremtrædende borgere. Det var så inklusive 8 rådsmænd og 2 borgmestre.

 

En præsident – titel

I 1667 blev byens første – borgmester tituleret med den fornemme præsident titel. Magistratens antal af medlemmer blev stærk reduceres efter kongelig forordning. Det var kun de store købmænd, der fik adgang til magistraten.

 

Familien Worm

Gennem 33 år styrede Mathias Worm, Ribe By med myndighed og klogskab. Han boede i en anseelig gård, som tidligere havde tilhørt borgmester Carsten Tønnesen.

Uden tvivl måtte Worm ligge øre til kævl og strid. Fra sin gård på Nederdammens vestside kunne han se ud over det flade marskland med havet i horisonten.

 

Worm havde forpagtet den farlige kyststrækning for 4 år mod en årlig afgift på 312 Rdr. Men senere fik han dog dette afgiftsfri som påskønnelse for hans virksomhed.

I år 1700 nedlagde han sit hverv, og sønnen Carsten overtog sit hverv.

 

Carsten Worm købte en gammel grundmuret hjørnegård mellem Torvet og Storegade. Denne bygning blev senere kendt som Hotel Dagmar. Han levede standsmæssig godt. Han kørte i egen karosse og holdt både tjener, kusk og tre tjenestepiger. Men der var ofte stridigheder med stiftamtmanden. Og det hjalp heller ikke, da enevælden blev indført.

 

Grevefamilien fra Schackenborg

I 1658 havde rigets feltherre, Hans Schack til Møgeltønder fået Riberhus i len. Indtil 1671 stod han i spidsen for len og stift. I 1662 havde han købt Johanitternes gamle hus, Korsbrødregården. Det var efter at slottet efterhånden var gået i forfald.

 

I1674 blev han afløst af sin søn, Otto Didrich Schack til Gisselfeldt, Møgeltønder og Gram. Både i 1679 og 1680 havde han den ære, at have Christian den Femte som gæst i gården.

 

Efterfølgeren som stiftamtmand blev i 1683 Overhofmarskal Frans Eberhard von Speckhan. Også han havde siddet på Korsbrødregård. Enkegrevinde Schack havde i 1687 forespurgt kongen om regeringen ikke kunne tænke sig at købe ejendommen. Men dette var dog blevet afvist, og gården var endnu i 100 år derefter i familien Schacks eje.

 

Et tyende på 12 mand

Den nye stiftamtmand levede så sandelig også standsmæssigt. Han havde således et tyende på 12 personer. Efter dennes død blev jobbet givet videre til greve Hans Schack. Men greven var ofte bortrejst, så embedet blev overtaget i 1712 af Henrik Ernst Calnein. I 1721 skænkede Frederik den Fjerde ham Riberhus Ladegård i forstaden uden for Nørreport.

Han lod ejendommen ombygge, men det var åbenbart mere end han økonomisk kunne magte. I 1725 måtte han fratræde. Og embedet blev i 1725 overtaget af Christian Carl Gabel.

 

Kompetence – strid

Der var store problemer i byen med hensyn til magtfordelingen. Store stridigheder opstod. I flere år lammede det magistratens virke. En kompetence – strid opstod også mellem præsidenten og byfogeden.

I årevis havde Magistraten forsømt nogle af deres vigtigste opgaver. Nu kunne ikke engang små både anløbe havnen. Stiftamtmanden kaldte magistratens styre for vanrøgt.

 

Alt var forsømt

Der fandtes ingen takst på kødet eller tilsyn med om slagtere og bryggere var leveringsdygtige. Også brandvæsenet var forsømt. Og til fare og fortræd for de rejsende undlod man at vedligeholde afmærkningerne af vejene over engene uden for byen. Uorden og sløvhed havde i mange år gjort byens kår endnu mere besværlig. Kongen gav stiftamtmanden ret i alle sine anklager.

 

Stigende skatter

Stigende skatter bidrog til at undergrave velstanden og jog borgere fra byen. Gang på gang gik man til kongen og bad om lempelser. Og gang på gang måtte Ribes borgere afholde udgifter i forbindelse med indkvartering.

Det var kommet majestæten for øre, at Magistraten brugte det kneb, at placere ryttere og andre indkvarterede på værtshuse. Kongen svarede igen, og sørgede for at de indkvarterede blev anbragt i borgmesternes huse og på deres bekostning.

 

Mindre antal skatteyder

I 1672 var skatteydernes antal på 458 personer. Det var i 1735 dalet til 278 personer. For at få indrevet told og afgifter havde toldbetjente travlt med at vende hver en sten. Alle hjørner og kanter blev undersøgt. Posekiggerne havde travlt med at ransage alt.

 

Folk forsøgte selvfølgelig at krybe udenom skatter og afgifter. Man følte sig forfulgte og forurettede. Til tider oplevede man stormfulde møder på Raadstuen.

 

Problemer med møllerne

Fra gammel tid var det sådan, at Ribes tre møller skulle betale skat til Riberhus. Alle tre lå langs hovedgaden. De to lå inden for portene. Den sidste Ydermøllen lå klods op af Nørreport.

At Slotsmøllen gjorde det, var rimelig nok, da den tilhørte kronen. Men de to andre var privatejede. Magistraten mente, at det var rimeligt at de betalte til kommunen. Efter 10 års sagsbehandling afgjorde regeringen i 1690 at de Ribe Vandmøller skulde skatte til Amtet, hvortil de af Arild havde svaret Jordskyld, og for Fremtiden skulde de derfor være fri for Byens Grundtakst og andre Paalæg.

 

Udlån til kongen

Så atter engang led Magistraten et nederlag. En anden irriterende forpligtigelse havde Ribe – borgerne også. Lejlighedsvis måtte de udlåne Bordtøj, Linned og Køkkenudstyr i stort omfang, hver gang de kongelige herskaber opholdte sig i nærheden og holdt Hof.

Tidligere måtte så mangen en Ribe – borger måtte tømme kister og skabe og sende deres indhold til Koldinghus.

 

Når tingene så skulle returneres viste det sig ofte at det var bortkommet eller forbyttet. Dette affødte ofte erstatningskrav.

I 1685 fik stiftamtmanden den geniale ide, at lade alt rådhusets tintøj omsmelte og forbedre, saa det var i værdig Stand til at gøre Tjeneste, når kongen havde brug for det. Så kunne godtfolk slippe for det.

 

Stormklokken på overarbejde

Det var så sandelig ikke lige nemt altid. Da Christian den Femte således havde lukket sine øjne i 1699 måtte 6 mand på Magistratens bud to gange dagligt ringe med Stormklokken fra den 1. september til den 15. oktober. Men derefter var det borgerskabets tur. Man fortsatte i 25 dage med Sørgeringning. Sa endelig holdt man op med ringningen. Men det havde kostet kommunen i løn og smørolie. Og så måtte man også i gang med omhængning. Klokkeværket tålte ikke de mange anstrengelser.

 

Tomheden bredte sig

Tomheden bredte sig efterhånden i Ribe. Gamle faldefærdige huse blev nedrevet uden at der blev bygget nye. Især den sydlige og vestlige del af byen var dødsmærket. I 1661 viste en opgørelse, at der i Ribe var 602 huse, men af dem blev 93 betegnet som øde.

 

Flugten fra byen begyndte for alvor i 1690. velstående borger var afgået ved døden og småborgere undveg i al hemmelighed til Fredericia.

 

Skat på paryk

En kort opgangsperiode kunne mærkes. Men så kom Den Store Nordiske Krig. I 1710 blev der således pålagt skat på Parykker, Sæt og Fontager. Og tænk parykskatten indbragte i Ribe 330 Rdr. Jo man fulgte moden i Ribe, dog undtaget magister Peder Terpager og borgmester Carstensen.

 

Den svenske hær var på vej

Foruden pesten var en anden fjende på vej til Ribe. Det var den svenske hær under Magnus Stenbocks kommando. De rykkede efter sejren ved Gadebusch i 1712 gennem Holsten og overskred Ejderen. Borgerne i Ribe var skræmte. De havde efterhånden fået nok af krig.

Den svenske general startede med at udskrive kæmpe brandskatter, hele 20.000 Rdr. Men det kom dog ikke så langt. Svenskerne måtte kapitulere i Tønning Fæstning.

 

Den faldefærdige kirke

Uden for Nørreport vest for Saltegade holdt Skt. Peders Sognekirke endnu stand. Den havde udspillet sin rolle ved reformationens indførelse. I 1659 var kirken brugt som sygehus. Dens kirkegård var brugt som pest – kirkegård. I 1667 lod man dens vestfløj istandsætte. Det tomme hus var i nogle år brugt som materialeskur for kommunen. Men klosterkirken Skt. Katherina trængte til reparation. Kongen befalede derfor, at Sognekirken skulle nedbrydes og materialet skulle bruges til Klosterkirken.

Men først i 1697 foregik den sidste nedrivning.

 

Broerne var udsatte

De mange kvæg, der blev drevet gennem Ribe sled på Møllebroerne. Klovene flængede brodækslerne i stykker og årligt udsatte kæmnerkassen udgifter til reparationer. Derfor krævede kommunen en afgift af hver stud eller hest.

 

Lotteri skulle skaffe penge

Omkring 1727 så det endelig ud til, at udgifterne var faldende. Man fik også en kongelig tilladelse til at afholde et lotteri, så man kunne komme af med den sidste gæld. Oprindelig var planen omkring dette lotteri ret anselig. Man påtænkte sig 10.000 lodder i 4 trækninger. Men lotteriet blev sat i værk i en stærk reduceret udgave.

 

Fangere var ved at fryse ihjel

Rådhuset var solidt bygget, men efterhånden var det gået i forfald på grund af manglende vedligeholdelse. Det kostede kommunen adskillige udgifter, at skulle reparere det. Lige syd for rådhuset lå Tinggården med byens tinghus.

I kælderen under rådhuset hørte Finkeburet og de andre fangehuller hjemme.

En person, som foruden andre småforbrydelser havde knust ruderne hos Niels Terpager var i 1679 flygtet to gange fra Finkeburet. Man bestemte i 1685 at opføre et nyt fangehus ved hjælp af materialer fra det nedbrudte slot.

 

Men det tog åbenbart lang tid. For i 1704 blev det berettet om, at tre tartarer som sad i Rådhuskælderen dømt for tyveri blev hentet op og indsat hos Prakkerfogeden. Frosten var for hård. Og Prakkerfogeden reddede sig i den anledning et læs tørv.

 

 

Bygningen skulle jævnes med jorden

Men borgerskabet undrede sig over, at der i løbet af kort tid var undveget flere grove forbrydere så som tyveknægte og manddræbere. Så i 1707 fik man kogelig tilladelse til at jævne bygningen med jorden.

 

Et nyt rådhus

I 1709 erhvervede man så bygningen på hjørnet af Stenbo – og Sønderportsgade til rådhus. Egentlig havde bygningen bestået af to stenhuse opført i ca. 1528. .Nedbrydningen af Grønnegade – rådhuset kostede 180 Rdr. Materialet blev brugt til det yderste. Bjælker blev anvendt til broer og dæmninger. Sten og tømmer fandt anvendelse i kommunens mange bygninger. Vægtere og bysvende brugte lang tid til at rense og sortere munkestenene.

 

Det nye rådhus blev istandsat for 194 Rdr. Dertil kom anskaffelsesprisen på 365 Rdr.

 

Broerne måtte bygges om

Det var dyrt for byen at vedligeholde byens mange broer, Sønderbro, Overmøllebro, Midtmøllebro, Ydermøllebro og Nybro. Men der var også lige dæmningen syd for Ribe og den såkaldte Skaaninger – bro, der lå ved landevejen til Haderslev. Gang på gang måtte broerne bygges om. Og stormfloden i 1696 satte også sine spor.

 

Præsten der måtte ”svømme” til byen

Indgangen til Ribe var bestemt ikke sjov. Da en kommado soldater i 1697 skulle afmarchere fra Ribe i 1697, spærrede storm og flod passagen. Kæmneren måtte leje både for at overføre mandskabet. En præst, som i oktober 1718 kom dragende til Ribe, skrev i sin dagbog, at han fast svømmede ind i Byen.

 

Nørreport holdt til 1843

De middelalderlige mure og grave som før havde omsluttet Ribe var for længst forsvundet. Vandløb og enge var ene om, at værne for byen. Men de to svære byporte ved indkørslerne til den gamle stad, stod der stadig.

Nørreport var i to etager. På loftet over hvælvingen boede portneren, som skulle lukke morgen og aften. Han skulle også holde øje med, hvem der kom til staden. Med mellemrum blev porten repareret. Og Nørreport blev stående helt til 1843.

 

Sønderport

Sønderport blev omtalt som et gammelt grundmuret hus. I 1684 styrtede en del af af det forvitrede murværk ned fra den øverste del og knuste taget på portnerhuset. I 1692 tog man en del af slottets gamle materialer og reparerede porten. Men forfaldet havde taget fat. I 1716 tog man fat på en gennemgribende reparation. Dette bevirkede, at porten svandt ind til en skygge af sig selv.

 

Mange huse at passe

Kommunen havde mange huse at passe, Kran – og Vejerhus, Hovedvagten på Torvet, Acciseboderne og Slagterboden ved Domkirkens ringmur. I 1680 måtte kommunen med ikke ringe Bekostning restaurere Domkirke – kapelanens residens i Præstegade. Det var opført i 1576.

 

De stakkels vægtere

Efterhånden faldt antallet af vægtere til en mand. Men det var nu heller ikke et eftertragtet arbejde. Vægteren måtte tage ekstra arbejde. Han kunne tage arbejde som dødgraver eller ligbærer, når fattigfolk skulle i jorden. I 1672 tjente han ekstra ved at bære rakkerens lig til dets hvilested. Det var såkaldt uværdigt arbejde. Og ingen andre end vægteren ville påtage sig dette arbejde. Og i 1669 tjente Christian Vægter således 1 mark, da han skulle sidde bag ved den gale Kvinde, som kørtes af By.

 

Bevæbnet med horn og morgenstjerne patruljerede vægterne om natten i de mørke gader og forkyndte ved råb og sang de svindende timer. Hornet blev 1681 forfærdiget på byens bekostning. Men når fulde soldater holdt deres indtog, holdt vægterne sig i passende afstand.

 

Men disse Spetakelmagere tog til i antal. Og det blev svært at finde vægtere, der ville påtage sig hvervet. Så måtte godtfolk efter omgang påtage sig hvervet. Man var for en tid vendt tilbage til den gamle ordning, hvor borgere vogtede deres egen by, når mørket faldt på.

 

Stadsmusikanten

Stadsmusikanten fik 10 Rdr. Om året og fribolig i Musikantens Hus. Men det blev efterhånden så forfaldent, at det blev ubeboelig. Musikken i begge kirker var betroet ham. Når der var bryllup eller anden festivas optrådte han efter fast takst. Hans medvirken ved bryllup på rådhuset kostede 8 Slettedaler. I hjemmet kostede det 5, samt ekstrabetaling for dansemusikken.

 

Han var forpligtet til at holde en dreng samt 2 dygtige svende. Hver jule – og nytårsaften havde han tilladelse til at gaa om hos Borgerskabet. Men han havde svært ved at skaffe sig til føden. Grunden var de ulovlige spillemænd.

Når natteravne med penge på lommerne bankede ham op om natten, kunne han derfor ikke modstå fristelsen. Så glemte han alt om formaninger og forbud.

 

Masser af lyde

Der var masser af lyde i Ribe om natten. Blæsten og allikerne, samt det brusende vand fra møllesluserne. Og så var det ustandseligt sus af tusinder af trækkede fugle. En gang imellem hørte man ude fra engene tæt ved stadens porte den uhyggelige tuden fra ulvene og vogternes skud.

 

I 1692 blev der således udleveret ½ Pund Krudt at skyde med om Natten for Ulven. Der var eksempler på, at ulven gik efter kvæget.

 

Stormflod i Ribe

Men det værste var, når vandet kom. Til tre sider blev Ribe så omkranset af en stor sø. Bølgerne brød ind i borgernes stuer. I perioden 1660 – 1730 lod den urolige nabo ofte høre fra sig.

Når vandet sank kunne borgerne se et forpjusket land fyldt med dynd, grene og vraggods og drivtømmer af splintrende dæmninger og broer. Sluseværker og veje var ødelagt af saltvand.

Stort set hvert år indfandt stormfloden sig i mere eller mindre grad. Den rev kvæg og hø med sig. Der var ødelagte huse, broer og dæmninger. Værre blev det når stormfloden kom i forbindelse med højvande.

 

En betydelig stormflod stod 1682 stod ind over Ribe. Den 18. – 21. januar 1696  var den også gal. Atter i 1701. Det var den 16. – 17. oktober klokken 2 om natten. Bølgerne skvulpede ind over Ribe. Det var den værste stormflod siden 1634.

Men første juledag 1717 stod vandet igen højt i gaderne. Beboerne kunne ikke komme til gudstjeneste i Domkirken.

 

Natten mellem den 24. og 25. februar 1718 indtraf der en stormflod, som i uhygge overgik alt andet. Det var hård kulde, men vandet strømmede ind over Skibbroen og slyngede isflager ind mod husene. Man kaldte hændelsen for Isfloden.

 

Men der kom noget, der var endnu værre. Det var den, der ramte staden den sidste dag i året 1720, og den var i omfang langt større end den, der indtraf i 1634.

 

Men en måned efter vendte havet tilbage. Nybroen uden for Nørreport blev skyllet væk og slusen blev ødelagt. Sønderport og portnerhuset blev ødelagt. Det samme skete med kranen på Skibbroen. Stampemøllen blev splintret til pindebrænde. Dammene blev gennemboret og Claus Skaanings Bro ude ved Haderslev – Landevej blev udslettet. Vandet stod mange steder 2 – 3 alen højt.

 

En anden fare: Branden

En anden stor fare var branden. Hvis den først fik fat i bindingsværkshusene, hvor der var masser af hø på lofterne, var det ikke meget at gøre. I forhold til så mange gamle byer, så slap Ribe nogenlunde heldig fra dette. I 1644 gik Jens Trellunds Gård op i luer. I 1664 var det Bagge Baggesens baghuse, der blev lagt i aske. I 1716 brændte det i Porsborg. Nytårsaften 1728 udbrød der brand på Korsbrødregård, men takket være de gjorte gode Anstalter og Borgerskabets Flid blev ilden dæmpet, således, at der trods overhængende fare kun gik ud over 32 fag af beboelseshuset op i flammer.

 

På alle gader var der på hjørnegrundene ophængt de fornødne brandstiger. I 1703 fandtes der på rådhuset en sprøjte, 2 stiger og 24 spande. I 1705 købte man desuden 4 jernbrandhager og 2 stiger, hver 12 alen lang med 13 trin, som blev udstationeret med forsvarlige hængelåse på 2 huse ude i byen.

 

Vedel kom på Bremerholm

En bestemt person skabte rædsel i den lille by. Det var Anders Sørensen Vedel. Gang på gang skabte han rædsel. Folk turde ikke at anmelde ham af frygt for hævn. Statskollegiet tog sagen i egen hånd og tog ham i forvaring på Bremerholm, hvor han blev lagt i jern resten af sine dage.

 

Kampen på kirkegården

I 1687 udspandt der sig et natlig drama. En aften kom en ung toldskriver Jesper Wittroch i selskab med en anden person. De vækkede stadsmusikanten, Jacob Witzig. Denne stillede sine to svende til disposition, og nu gik det ellers med musik gennem Ribes stille gader. Man gik så ind til værtshusholder Jes Christensen og her fortsatte musikken. Mange mennesker var efterhånden kommet til.

 

Wittroch kom i heftig ordstrid med regimentskvartermester Ernst Dietrich Wulff. De øvrige lagde sig imellem. Men senere i løbet af natten brød striden atter ud mellem de kamphaner inde på Domkirkegården. Kårdene røg op af skeden. Inden nogen nåede at reagere lå Wulff på jorden og svømmede i sit blod. Kort efter udåndede han i sit logi.

Drabsmanden gjorde sig usynlig. Nogle beskyttere forsøgte, at få ham ud af klemmen. Retten behandlede sagen i retten. Dommen lød på, at han havde handlet i nødværge. Toldskriveren skulle udrede sagens omkostninger og betale 40 mark til den dræbtes arvinger. Han kunne også fortsætte i sit embede.

 

Drabsmanden flygtede

Omkring år 1700 var det ofte ballade ved nattetid i Ribes gader. En uhyggelig begivenhed fandt sted i 1706. En mand ved navn Peder Arentsen blev dødelig såret i hovedet og opgav ånden et par dage efter.

Dette drab vakte opsigt. Drabsmanden , Vadridderen Eilert Terkelsen blev dømt til at blive hashugget. To af hans kollegaer blev erklæret fredløse. Også andre blev dømt. Men borgerne blev utålmodige. Derfor befalede kongen, at de blev overført til Fredericia Stokhus. Dette benyttede drabsmanden til at flygte.

 

Den gamle kag

På Torvet knejsede fra gammel tid byens kag. Det var skampælen, hvor forbrydere mistede huden for Bødelens svøbe. Så blev han udstillet i skam for borgerne. I 1726 var den gamle nedslidt og en ny en blev sat op.

 

I 1752 måtte man igen forny kagens skarpretter – billede. Brønden lå lige ved siden af. Den fik selvfølgelig navnet Kag – kilden. Her hang også i en periode et par tunge kampsten. Forbundet med en lænke. Syndere kunne blive dømt til at trække disse gennem byen. Det hed noget i retning af at slæbe Tyvestene gennem By.

 

Familien blev straffet

I 1720 fældede byfogeden og 8 domsmand dom over ægteparret Hans Bolt for tyveri. Mand og hustru vurderedes hver til at miste huden på kagen ved 12 slag af hvert, samt til Brændemærke i Panden. To drenge blev medvidere dømt til pisk i tre dage, enten af deres forældre eller af byens tjenere. Den ene skulle desuden til skræk og advarsel for andre drenge i Ribe udstilles i tre timer i træk i gabestokken.

 

Og inden det bliver for uhyggelig med skarpretter og galgen slutter vi for denne gang. Vi fortsætter snart med femte del om Ribe.

 

Kilde: se Litteratur Ribe (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Om Ribe – Læs

• Ribe i begyndelsen (1)
• Ribe – hekseafbrænding (2)
• Riber – ret (3)
• Mandø – en ø i Vadehavet
• Flere artikler er under udarbejdelse