I denne lidt længere artikel går vi bag om partierne. Vi beskriver de enkelte partiers gøren og laden under besættelsestiden. De var alle under pres, men gjorde de det rigtige? Flere ville styrte regeringen, og skrev til kongen. Andre plejede særinteresser, og tænkte ikke så meget på befolkningen. Mange overraskende ting kommer pludselig til overfladen.

 

Savner du Socialdemokratiet i denne fremstilling, ja så har vi allerede præsenteret dem i artiklen om Scavenius. De havde så sandelig også deres problemer at beskæftige sig med. De enkelte partier beskriver vi i følgende rækkefølge

1. Det Radikale Venstre
2. Det Konservative Folkeparti
3. Venstre
4. Retsforbundet
5. Dansk Samling
6. DKP
7. DNSAP
8. Bondepartiet
9. NSDAP – Slesvigsk Parti
10. Afslutning

 

1. Det Radikale Venstre

Det Radikale Venstre gik ind for en konsekvent neutralitetspolitik. Folkeforbundet havde ellers pålagt de små lande, herunder Danmark, at tage politiske, økonomiske og militære skridt over for stormagterne. Men dette lå lagt fra udenrigsminister P. Munchs forestillinger.

 

Miner i de danske farvande

I august 1914 var Danmark blevet truet til at udlægge miner i de danske farvande. Hvis vi ikke gjorde det var tyskerne klar til en invasion. Det Radikale Venstre gik ind for samarbejdspolitikken, fordi man fortsat kunne bevare lov og orden.

 

Munch udråbt som landsforæder

Munch blev næsten udskreget som landsforræder, og var tvunget til at gå. Denne havde dog troet, at Stauning ville gå sammen med ham. Afløseren skulle være Scavenius, som engang have tilhørt De Radikale, men nu blev anset for at være upolitisk. Scavenius nye politik var dog svær at sluge for De Radikale, men det gjaldt også for de andre partier.

Man mente ikke, at tyskerne var hovedfjenden, men nazismen og den militæriske totalitære tankegang.

 

Radikal Ungdom mere udfarende

Radikal Ungdom var mere udfarende. De kom med en udtalelse, om at de var utilfreds med Danmarks militære beredskab den 9. april 1940. Nu var det vel sådan, at denne holdning blev mere og mere populær efterhånden som besættelsen fortsatte.

Efter telegramkrisen var De Radikale ikke blandt dem, der pegede på Erik Scavenius. Opbakningen til den ny regering krævede dyb selvransagelse i partiet.

 

Bange for den totale magtovertagelse

Augustoprøret betød, at partiet opfordrede til at undgå væbnet oprør og andre konfrontationer med besættelsesmagten. Man var bange for tyskernes totale magtovertagelse. Man havde håbet på en videreførelse af regeringens politik, men efter opgøret måtte man erkende, at dette var umuligt.

 

Advarsel mod sabotage

I De Radikales Aarbog og Almanak var der en direkte advarsel mod den voksende sabotage. Indlægget var skrevet den 26. september 1943.

 

2. Det Konservative Folkeparti

Fra 1928 – 1939 var John Christmas Møller, Det Konservative Folkepartis ubestridte leder. Selv om han måtte gå, fortsatte han som en slags leder. Han ryddede i den grad op i partiet.

 

KU blev uniformeret

KU (Konservativ Ungdom) foretog i 1930erne en alvorlig højredrejning, som mindede og fascistiske og nazistiske tendenser i Italien og Tyskland. I 1933 var KU uniformeret efter nazistisk forbillede. Og dette var åbenbart noget de unge kunne lide. Fra 1932 til 1935 voksede KU fra 15.000 til 30.000. I 1936 forlangte KU, at moderpartiet adopterede deres program. Men det blev for meget for Christmas Møller. Han stoppede for de økonomiske tilskud til KU.

 

Neutraliteten skulle overholdes

Den 19. januar 1940 lykkedes det for De Konservative, at få vedtaget en erklæring med alle partier minus Slesvigs Part, Nazisterne og Kommunisterne:

At landets neutralitet skal overholdes, og at de midler, der rådes over, om fornødent skal anvendes for at havde og værne rigets fred og uafhængighed.

Med denne erklæring var det en barsk pille, at sluge for De Konservative efter den 9. april. Men begivenhederne førte dog til, at De Konservative indgik i Den nationale samlingsregering under forudsætning af, at Venstre også deltog.

 

Skulle kun repræsentere sig selv

Men egentlig var et flertal af De Konservative imod. Men så var Christmas Møller igen smart. De udpegede kunne så selv afgøre, om de ville med. Og så skulle de kun repræsentere sig selv som personer og ikke partiet. Men der var problemer. For mange i partiet beskyldte Stauning – regeringen for landsforræderi, fordi de intet havde gjort for at forhindre den tyske besættelse og ved den æreløse kapitulation.

 

Vi skal dele ansvaret

Men redaktør Adolph Svensson havde et mere nøgtern syn på indtrædelsen i regeringen:

Tyskland er nær. Vestmagterne fjernt. Selv om vi ikke skal vise tyskvenlighed, skal vi dog tage kendsgerningerne i agt. Ville dele ansvaret i den kommende tid med regeringen.

 

Forbud mod Christmas Møllers talevirksomhed

I KU var man meget utilfreds med regeringsdeltagelsen. De blev sat på plads, men det ulmede en del i baglandet. Christmas Møller måtte nedlægge sin post som handelsminister efter pres fra tyskerne. Han havde for mange antityske holdninger. Tyskerne nedlagde også forbud mod Christmas Møllers ”talevirksomhed”. I efteråret 1941 havde han efterhånden talt på 80 møder med 65.000 tilhører.

 

Forsøgt at forbyde kommunisterne

De Konservative havde ikke meget til overs for DKP. Partiet havde i 1933 og 1939 forsøgt at forbyde kommunisterne. Så de var sikkert glade for loven af 22. august 1941, der forbød kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed. Det vil sige, at allerede to måneder tidligere blev loven egentlig iværksat.

Beslutningen var grundlovsstridig, men man mente, at det var ekstraordinære omstændigheder. 150 kommunister blev indsat i Horserødlejren og senere befordret videre til KZ – lejren Stutthof.

 

Utilfreds med Scavenius

Internt i regeringen var man utilfreds med, at Scavenius tog beslutninger uden at rådføre sig med andre ministre.

 

National Pressetjeneste

En gruppe KU’ er oprettede i hovedstadsområdet National Pressetjeneste, som kraftigt advarede mod den nazistiske trussel. Egentlig var dette legalt, men tyskerne så ikke med m ilde øjne på denne aktivitet. Man gik nu inde i illegale virksomheder som De frie Danske og Studenternes Efterretningstjeneste.

 

Involveret i modstandskamp

Meget tidligt var KU’ erne involveret i decideret modstandskamp. På det tidspunkt var det kun kommunistiske grupper, der var involveret i dette. I Frit Danmark var kommunisterne dominerende. Christmas Møller opfordrede de unge til ikke at se på snævre partipolitiske interesser, når det gjaldt modstandsarbejde. Men i 1943 forlod man alligevel denne organisation og dannede Hjemmefronten.

Historikeren Vilhelm La Cour blev i foråret 1942 arresteret af tyskerne, og stillet for en tysk krigsret. Han blev senere udleveret til dansk politi. Dette fik igen De Konservative til at overveje at trække sig fra Regeringen.

 

De stod modstandsbevægelsen nærmest

Man var egentlig imod Scavenius. Den første afstemning hos De Konservative gik imod ham. Først efter en indtrængende opfordring fra kronprinsen, blev der et snævert flertal for Scavenius. Ved valget den 23. marts fik man 21 pct. af stemmerne, og blev dermed landets næststørste parti. Dette chokerede Venstre, der fremover overvejede at samarbejde mere med De Radikale.

De Konservative Folkeparti var det af de samarbejdende partier, der stod modstandsbevægelsen nærmest. Tyskerne var godt klar over dette. Tysk terrorpolitik blev ført mod partiet, og der foregik også en del arrestationer. I april – maj 1944 blev KU’s medlemskartotek stjålet. Dette blev anvendt til en systematisk jagt på disse medlemmer. Over 100 blev arresteret og mange endte i tyske KZ – lejre.

 

Udenrigsminister – for De Frie Danske i Udlandet

Christmas Møller vente hjem fra London, for at blive udenrigsminister, ikke for De Konservative, men for De Frie Danske i udlandet. I 1945 meldte han sig da atter ind i De Konservative. Han fik sit gamle job, som gruppefører tilbage. Men forholdet blev aldrig godt for Christmas Møllers ”grænsen – ligger – fast – holdning. I 1948 meldte den markante politiker sig ud af partiet.

 

3. Venstre

Selv om Knud Kristensen var regeringens mest indædte kritikker af regeringens aktivistiske samarbejdspolitik, ja så gik man med ind i den. Senere har den samme så i et forsvarsskrift anført, at den enkelte minister ikke havde ansvar for den førte politik. Siden 1864 havde partiet et antisympati mod alt, hvad der var tysk.

 

Afhængig af det tætte samarbejde

Men partiets vælgermæssige bagland var fuldstændig og åbenlyst afhængig af det tætte økonomiske samkvem med besættelsesmagten. Landbrugets interesser kom til at stå i centrum i diskussion om Venstres rolle under besættelsen.

Da man blev inviteret med i regeringen var der meget heftige diskussioner. Man var enige om, at regeringen skulle danne bolværk mod LS, Bondepartiet og Nazisterne. Men det pinte partiet, at de nu skulle være i stue med folk som Stauning og Munch.

 

Den Tyske gæld steg og steg

Den danske landbrugseksport og samfundsøkonomiske livsnerve blev omlagt fra det britiske til det tyske marked. Betalingen foregik via den såkaldte clearingskonto i Nationalbanken. Og eksporten steg med favorable priser. De danske landmænd oplevede trods krisen og krigen en stor fremgang. Og den tyske gæld til Danmark steg måned efter måned. Det hele endte ned, at den danske arbejder oplevede en reallønsnedgang på ca. 20 pct.

 

Venstre havde en højre fløj

Partiets alvorligste konkurrent var LS (Landbrugernes Sammenslutning). Bevægelsen hævdede at have tilslutning af halvdelen af de danske landbrug. I 1935 havde de samlet 50.000 mennesker under Bondetoget til København.

Men Venstre havde også et andet problem. Og det var partiets højre fløj under ledelse af godsejer Madsen – Mygdal. De gik ind for et nærmere økonomisk samarbejde med Tyskland, og de beklagede, at den Dansk – Tyske Mønt – og Toldunion ikke blev realiseret. Man advarede også i denne gruppe mod, at det skulle blive til en engelsk sejr. Landets fremtid lå i samarbejde med det nye tyskledede Europa, ja sådan var holdningen.

 

Forringelser på den sociale område

Steinckes socialreformer fra 1930’erne var under konstant beskydning fra Venstre. Partiet talte om Arbejdsløshedssvindel og misbrugen af den sociale lovgivning. Efter hele 75 møder, fremkom der i februar 1942 en ny betænkning, hvis formål var at forhindre misbrug. Loven blev vedtaget uden om Socialdemokratiet.

 

Knud Kristensen måtte gå af

Knud Kristensen blev endelig valgt som formand. Han måtte gå af i 1947. Selv mente han, at det var fordi, han

Som privatperson agiterede for en grænseflytning i Sydslesvig, mens han som politiker bekræftede, at grænsen lå fast.

 

Et godt emne til statsminister – posten

På et tidspunkt var det meningen, at Venstres Hauch skulle stille op som statsminister. Han var Landbrugsrådets præsident. Og det ville være et godt signal at sende til tyskerne, mente man. Men Werner Best forkastede dette forslag. Han ville hellere have Scavenius. Og dette fik Knus Kristensen til at fare i flint:

Nu udpeger tyskerne regeringschefen her i Danmark, og han udpeger de andre ministre. Det er at give os under Tysklands vilje.

 

Tanken om åben modstand lå fjernet

Venstre stod efter befrielsen lige som de andre partier ikke tilbagefor at tage æren for modstandskampen mellem sig. Men tanken om åben modstand lå egentlig langt væk fra Venstre. Det blev aldrig en modstandsorganisation, som Venstre kunne identificere sig med. Det samme gjaldt for Venstres Ungdom. De gik til modstand mod besættelsesmagten i 1944 – 45, og dermed skulle deres alibi være i orden. Sådan står det anført i Venstres Ungdoms 50 – års publikation. Men egentlig henstillede Venstres Ungdom og deres moderparti til at man overholdt landets love og ikke deltog i modstand og sabotage mod besættelsesmagten.

Da repræsentanter fra modstandsbevægelsen skulle optages i Befrielsesregeringen, udtalte Knud Christensen:

Modstandsbevægelsen? Den står der vist ikke noget om i Grundloven.

 

Der skulle indføres dødsstraf

Under den stigende jernbanesabotage i det jyske protesterede Niels Elgaard mod at lade sabotører, forbrydere og voldsmænd reagere Danmark og krævede, at vi for en gangs skyld (måtte) opføre os som mandfolk og indføre den hårdeste straf for sabotage – Dødsstraf.

 

4. Retsforbundet

Danmarks Retsforbund var blevet stiftet i 1919. Siden 1926 havde partiet været repræsenteret i Folketinget med mellem to og fire mandater. Reelt bakkede man op om regeringen. Man sagde, at det var Folkets regering. Enhver anden regering, så længe besættelsen varede, ville være i strid med folkestyret. Enhver spekulation i den herskende krisesituation ville være fædrelandsfjendsk og udansk.

 

En erklæring i radioen

Danmarks tilslutning til Antikominternpagten betød studenterdemonstrationer. Befolkningen var bange for, at denne tilslutning ville betyde jødeforfølgelser samt første skridt til et europæisk statsforbund. Befolkningens reaktion fik Dansk Retsforbunds repræsentant i nimandsudvalget til at tilbyde Stauning, at oplyse en erklæring i radioen. Men det havde han slet ikke fået mandat til. Befolkningen troede, at han talte på udvalgets vegne, men det var ikke tilfældet. Det gjorde det heller ikke lettere, at han blev præsenteret som udvalgets sekretær.

 

Rigsdagen blev sat på vågeblus

Regeringens afvisning af tyskernes ultimatum den 23. august 1943 førte til, at regeringen meddelte deres afgang til kongen, men denne afslog at modtage den. Rigsdagen blev der sat vågeblus ved. Det fungerede på den måde, at man simpelthen undlod at indkalde medlemmerne.

 

Skyggeregering

Udvalget fortsatte uformelt under forsæde af tidligere statsminister Buhl. Ja man kunne nærmest kalde det for en skyggeregering, hvor man beskæftigede sig med ting, der ikke måtte komme frem.

 

Kun straffe det, der var landsskadeligt

Det nationale samarbejde kom til at fortsætte ud over besættelsen. Retsforbundet havde dog ikke så meget indflydelse.

Oluf Petersen mente omkring retsopgøret, at man alene skulle straffe det, der var landsskadeligt. Han sagde blandt andet:

Man glemmer, at vi har været et besat land, at vort lands økonomiske velfærd afhang af samarbejdet med besættelsesmagten. Samhandel til gavn for os var – man kan sige desværre – også til gavn for tyskerne.

 

Ikke alt skulle gøres strafbart

I forbindelse med nedsættelse af en speciel Tjenestemandsdomstol, advarede Oluf Petersen imod at gøre medlemskab af et lovligt parti som DNSAP strafbart i disciplinær henseende. Han sammenfattede sine synspunkter således:

Det er ikke alt, hvad man ikke synes om, der skal gøres strafbart.

 

Frihedsrådet spillede politikere

Måske var han talsmand for et tavst flertal, hvis opfattelse blev undertrykt af det selvvalgte Frihedsråds forsøg på at spille politikere efter besættelsens ophør.

Ved valget i 1945 mistede Oluf Petersen sit mandat i Folketinget. Han kom dog tilbage igen i 1950erne.

 

Undrer sig over angsten for Clausens føreregenskaber

I øvrigt kan man undre sig over angsten for DNSAP og Fritz Clausens føreregenskaber. En ny magtfaktor dukkede op, nemlig Frihedsrådet og Modstandsbevægelsen. Retsforbundet var de eneste, der stod uden for det nationale kompromis.

Den 18. oktober 1936 stiftede 19 mennesker partiet Dansk Samling ved et møde på Tommerup Højskole. Inspirationen kom fra bogen Det moderne menneske af Arne Sørensen. Denne blev beskyldt for at være reaktionær og tilbyde en dansk variant af nazismen.

Egentlig ville man have skrue demokratiet tilbage til den funktion, som det havde i midten af 1800 – tallet. I 1938 deltog Dansk Samling en overgang i et samarbejde under navnet Den Nationale Liga med forskellige ligesindede:

Dansk Folkefællesskab under ledelse af den nazistiske udbryder, Anders Malling, den gammelkonservative folketingsmand Victor Pürschel og fascistisk inspirerede KU’ ere omkring den tidligere formand Jack Westergaard foruden frie fugle på højrefløjen.

 

5. Dansk Samling

Før krigen nåede medlemstallet ikke over 1.500. Umiddelbart efter at partiet blev repræsenteret i Folketinget nåede man op på 3.000 medlemmer. Dansk Samling gik for at være et skolelærer og præsteparti.

 

Den såkaldte Højgaard – kreds

Dansk Samling havde føling med, hvad der skete i den såkaldte Højgaard – kreds. Navnet stammede fra initiativtageren, Knud Højgaard fra entreprenørvirksomheden Højgaard & Schultz. Han samlede en række fremtrædende erhvervsfolk som skibsredder A.P. Møller. Det var meget nationale og meget konservative erhvervsfolk. De mente, at den eneste måde at undgå nazificering var at møde tyskerne som ligemænd.

 

Kongens fætter skulle være regeringschef

Man ville samle underskrifter, og her brugte man Dansk Samling. Men man opgav denne plan. I stedet henvendte man sig direkte til kongen, hvori man anbefalede en regering ledet af kongens fætter prins Axel. Men hverken Stauning eller kongen ville gå uden om Rigsdagen.

Højgaard – kredsen undrede sig, for blot 20 år tidligere havde kongen forsøgt at udnævne en regering uden om Rigsdagen. Og ifølge Grundloven havde han ret til dette.

Bortset fra den hollandske og norske situation, så forblev det politiske billede intakt. Den danske regering og statsoverhoved blev i landet. Der var ingen tomrum, som tyskerne kunne besætte.

 

Patriotisk postkortsamling

Omkring 1940 udgav Dansk Samling en patriotisk postkortsamling, som blev solgt i ikke mindre end 75.000 eksemplarer. Godt nok erklærede Dansk Samling sig loyal over for regeringen, men var de nu også det? Meget af deres virksomhed blev udøvet i samarbejde med historikeren Vilhelm La Cour. I juli 1940 havde denne meldt sig ud af Det Konservative Folkeparti. Historikeren udgav en pjece, som hans normale forlag, Reitzel ikke turde trykke. Og den vakte også tyskernes vrede, der lod den beslaglægge.

 

80 dage til historiker

Pjecen indbragte Vilhelm La Cour en hæftestraf på 80 dage. Udgiveren, Arne Sørensen fik en straf på 60 dage. Senere modtog historikeren en dom på syv måneders fængsel. Desuden blev han frataget sin rektorstilling.

 

Regeringen går tyskernes ærinde

Ved valget i 1943 mente Arne Sørensen ikke, at DNSAP var den største fare, for som han sagde:

Som forholdene er i dag har Scavenius og Best fundet hinanden i et udmærket samarbejde, således at nazismen ophører med at være nogen fare for Danmark, netop fordi regeringen i tilstrækkelig grad går tyskernes ærinde.

Det lykkedes endda, at få Kaj Munk til at skrive partiets valgopråb. Men Dansk Samling fik kun tre mandater lige som DNSAP.

 

Deltagelse i tysk krigstjeneste skulle gøres ulovligt?

Partiet forsøgte også, at få Forsvarsministeren til at erklære befalingsmænds deltagelse i tysk eller finsk krigstjeneste til at være i strid med Hærloven. Det lykkedes ikke. Men som bekendt, blev det strafbart med tilbagevirkende kraft, at have deltaget i tysk krigstjeneste.

 

Modstandsarbejde fra 1942

Allerede fra foråret 1942 havde udvalgte partifunktionærer og medlemmer deltaget i modstandsarbejdet. Dette skyldtes en henvendelse fra lederen af de danske faldskærmssoldater SOE. Disse agenter havde behov for illegale logier, legitimationskort, rationeringsmærker m.m. Senere skulle disse også have hjælp til at oprette modtagergrupper. Den københavnske sabotagegruppe, Holger Danske kom til at rumme et væsentligt kontingent til Dansk Samling.

 

Niels Jydes Breve

Efter den 29. august 1943 var flere af Dansk Samlings ledere blevet midlertidigt interneret som gidsler under undtagelsestilstanden. Partiet stod også for det illegale blad, Niels Jydes Breve. Her skrev Arne Sørensen talrige kronikker.

 

Samarbejde med kommunisterne

Dansk Samling blev en af de bærende kræfter i Frihedsrådet sammen med Kommunisterne, Frit Danmark og Ringen. Skepsis over for Kommunisterne holdt dog Arne Sørensen tilbage i begyndelsen. Frode Jacobsen har engang udtalt, at Arne Sørensen var rådets filosof, der svævede ud i betragtninger, i bedømmelser og fordømmelser, i fremtidsvuer.

 

Kampfællesskab blev nedstemt

Som en slags fortsættelse af Frihedsrådet blev Frihedsbevægelsens Samråd dannet. Det blev domineret af de samme fire organisationer. Desuden rummede det repræsentation for undergrundshæren, de såkaldte ventegrupper.

Kommunisterne luftede tanken om at gøre samrådet til en politisk folkefront, der skulle bygge videre på frihedsbevægelsens kampfællesskab, men Ringens leder Frode Jacobsen var imod.

 

Modstandsbevægelsen politisk splittet

Dansk Samling fik to ministerposter i befrielsesregeringen. Modstandsbevægelsen var politisk splittet. Et bud på efterkrigstidens politik havde man heller ikke. Ja og tro det eller ikke. Dansk Samling eksisterer faktisk den dag i dag. Man har nok ikke mere end et par hundrede medlemmer.

 

6. DKP

DKP ’ erne havde travlt med at brænde partibøger og andet kompromitterende materiale, da de mærkede jorden brænde under sig. Efter Sovjets overfald mod Finland i 1939blev partimedlemmerne overdænget af æg og kartofler ved møder landet over. Dengang var man kun et parti på ca. 5.000 medlemmer. Og tænk i 1945 havde partiet 60.000 medlemmer og 225.000 medlemmer.

 

Det var i orden at være forvirret

Det var vel svært for de danske DKP’ ere at fortælle deres medlemmer, at Sovjet havde indgået en handelsaftale med Hitler – Tyskland, og nu var man så i gang med at udvikle en ikke – angrebs pagt. I en artikel i Arbejderbladet stod der senere meget rammende, at det var i orden at være forvirret.

 

Møder – ikke langt fra partikontoret

Axel Larsen tog til Moskva for at få nye instrukser. Snart turde man dog ikke mere, at bruge partiets lokaler i Griffenfeldtsgade 50. Man mødtes hos en kammerat, der boede på en sidevej til H.C. Ørstedsvej, ikke langt fra partikontoret.

En markant partikammerat, Richard Jensen blev ekskluderet af partiet. Forvirringen var stor hos DKP. Det hjalp, da Axel Larsen kom hjem fra Moskva. Han reorganiserede partiet.Partledelsen kom nu til at bestå af Axel Larsen, Alfred Jensen og Martin Nielsen. Et forretningsudvalg på 12 skulle kun træde sammen, hvis det absolut var nødvendigt.

 

Reaktionær nedskæringspolitik

DKP kaldte til kamp mod Staunings samlingsregering og dets kriselove, som partiet kaldte reaktionær nedskæringspolitik. Man skulle bekæmpe enhver ensretning, forsvarefolkets demokratiske rettigheder, inddæmme Clausen – nazisterne og modsætte sig de tyske imperialisters forsøg på at påtvinge landet en fascistisk marionetregering.

 

Da Frøen revnede

Man forsøgte at bekæmpe nazisterne for fuld kraft. Blandt andet omtalte Arbejderbladet Fritz Clausen og splittelsen i DNSAP under overskriften Da frøen revnede.

Det mærkelige var dog, at danske søfolk blev advaret mod at gå i allieret tjeneste og Christmas Møllers protestlinje blev også angrebet. Ligeledes modsatte man sig afskibningen af danske arbejdere til Tyskland. Tyske kommunister, der var flygtet til Danmark fik at vide, at de skulle forholde sig i ro.

 

Et nidkært dansk politi

Omkring 40 kommunister blev allerede i sommeren 1940 arresteret af dansk politi. Den 22. juni 1941 anholdt et nidkært dansk politi 168 danske kommunister, uden arrestordre eller dommerkendelse. I løbet af sommeren lykkedes det for dansk politi, at få fat i i alt 336 partimelemmer. De arresterede kommunister blev anbragt i Horserødlejren, hvorfra over halvdelen flygtede den 29. august 1943. De resterende ca. 150 mand blev deporteret til KZ – lejren Stutthof, hvor omkring 20 omkom.

 

Partiet blev illegalt

Med Kommunistloven blev partiet med et slag illegalt. Folk kunne sendes i KZ – lejr bare ved mistanken om, at de var kommunister. Det var et åbenlyst brud på Grundloven, som Rigsdagen havde vedtaget.

 

Danske Toner

Men forholdsvis hurtig fik ledelsen kontrol over situationen. Den 27. september modtog 15.000 mere eller mindre tilfældigt udvalgte danskere det illegale blad, Danske Toner.

 

Det Danske Folks kampvilje skal styrkes

Bladet viste, at patienten langt fra var død. Men reorganisationen af partiet var endog meget vanskelig. Efterhånden gik det op for partiet, at tyskerne måtte bekæmpes:

I Danmark falder Det Kommunistiske Partis opgaver derfor nøje sammen med det danske folks kamp for national befrielse fra den tyske undertrykkelse, thi Tysklands nederlag er en betingelse for Danmarks frihed og selvstændighed.

Det er derfor Danmarks Kommunistiske Partis fornemste opgave at styrke det danske folks kampvilje, organisere dets modstand og være den drivende kraft i folkets befrielseskamp. Partiet må skabe en bred national front, der er villig til ikke alene passiv, men også aktiv modstand.

 

Folkets Vilje – Lands Lov

I oktober 1944 præsenterede DKP deres efterkrigs – program:

Folkets Vilje – Lands Lov

Frihedskampen var kun en del af kampen for det socialistiske samfund. Børge Houmann arbejde med kommunisternes egen Land og Folk samt det tværpolitiske Frit Danmark.

 

Forhandlinger med Socialdemokratiet brød sammen

I overensstemmelse med venstreblokpolitikken indledte man efter befrielsen forhandlinger med Socialdemokraterne om en sammenlægning. Men disse forhandlinger faldt snart til jorden, fordi DKP ikke ville bekende sig åbent til det danske demokrati. Socialdemokraterne forlangte, at de danske kommunister skulle tage afstand fra det socialistiske demokrati og proletariatets diktatur, og det ville de ikke.

 

BOPA – med klare politiske signaler

Sabotagevirksomheden BOPA havde i begyndelsen klare politiske motiver, i hvert fald fra juli 1942 til august 1943. Sabotagen drev en kile ind i det officielle dansk – tyske samarbejde. Og egentlig var det vel sabotagen, der var skyld i opgøret i 1943. Og dette var en forløber for Folkestrejken i 1944. Derved blev DKP’ s kamp for at gøre op med samarbejdspolitikken et vigtigt våben. Det skabte også meget prestige, og det afspejlede sig i stor vækst i medlemstallet.

 

Fra tre til atten mandater

Kommunisterne bøjede sig i den grad efter befrielsen. Ja de accepterede endda den forkætrede Vilhelm Buhl som regeringsleder. Man måtte indordne sig under flertallet. Fem måneder efter befrielsen ved det første rigsdagsvalg gik DKP frem fra tre til atten mandater. Men allerede i 1947 blev tilslutningen halveret.

Intet tyder på, at kommunisterne ville tilkæmpe sig magten. Tvært imod, kom DKP til at fremstå, som det danske demokratis førende forkæmper.

 

7. DNSAP

DNSAP blev oprettet i 1930. De fik ikke økonomisk støtte før 1940 fra Tyskland. Ved folketingsvalget i 1939 fik partiet tre mandater. Gennem 1930’ erne kritiserede man samtlige andre partier. Man ville af med de gældende politiske spilleregler. Det var kun Bondepartiet, som man havde et samarbejde med.

 

De store forbilleder

NSDAP, Hitler og Det Tredje Rige var de store forbilleder. Ting blev kritikløs plagieret og omsat til en dansk udgave. Når forholdet til Det Tredje Rige forblev dårlig efter 9. april 1940 skyldtes det politikken til det tyske mindretal og grænsespørgsmålet.

 

Forslog afbrydelse med Sovjet

Både DNSAP og NSDAP ønskede at nazificere det tyske mindretal. DNSAP ønskede det ganske vist til fordel for danske interesser. NSDAP – N ønskede en grænserevison med modsat fortegn.

DNSAP foreslog allerede i 1939, at man afbrød de diplomatiske forbindelser med Sovjet.

 

Opfordring til regeringen: Gå af

Da de tyske tropper overskred den danske grænse den 9. april 1940 blev DNSAP taget på sengen. NSDAP – N vidste derimod besked. Fritz Clausen benyttede lejligheden til at opfordre regeringen til at gå af, og overlade magten til DNSAP. Dette stod at læse i Fædrelandet den 10. april 1940, skrevet af en sønderjyde, der så gerne ville have været af med preusserne før 1920.

 

Nazificeringen ikke først på dagsorden

Fra tyskernes side stod Danmark som et venligsindet land. Nazificeringen stod ikke først på dagsordenen. Danmark fik ligesom Norge og Holland tilbudt en fredsbesættelse. Danmark tog imod dette tilbud. Det gjorde Norge og Holland ikke.

For DNSAP kunne drømmen blive til virkelighed – regeringsmagten. Der skulle hurtigst muligt etableres forbindelse til den tyske gesandt i Danmark, Cecil von Renthe – Fink. Der blev også etableret forbindelse til SS og regeringsinstanser i Berlin. Med SS blev der indgået en aftale om skjult hvervning til tysk krigstjeneste.

 

Ikke enig med Bondepartiet

Og så blev der etableret diskussioner med Landbrugernes Sammenslutning, Bondepartiet for nu skulle taburetterne fordeles til den kommende regering. Man kunne såmænd godt enes om målet, men slet ikke om politikken og taburetternes fordeling.

DNSAP overtrådte talrige gange deres mødeforbud, og størst succes havde de i Roskilde den 30. juni, hvor tyske soldater fik det danske politi til at trække sig.

 

Masser af penge fra tyskerne

Der kom godt nok en masse penge fra det tyske gesandtskab, men herfra så man ikke DNSAP som kommende regeringsparti. Men Fritz Clausen gik med store kupplaner. Selve kuppet skulle foregå den 17. november 1940 i forbindelse med et stormøde i Forum. Efterfølgende skulle man så marchere til Den lille Hornblæser.

 

Ydmygelse for Frits Clausen

Det må have været en kæmpe ydmygelse. Fra tysk side havde man slet ikke taget nogle forholdsregler overhovedet. Var der kommet til kampe havde dansk politi kunnet klare det. DNSAP blev omorganiseret den 1. februar 1941. En række ledende nazister forlod partiet efter at være blevet forbigået. En konkurrerende nazist, Wilfred Petersen udsendte en pjece med injurierende beskyldninger mod Clausen. Der var en del uro i partiet med afgang af bl.a. et folketingsmedlem.

 

Tyskfjendtlige politikere blev angivet

Vi har tidligere i et tre artikler beskrevet de danske nazister samt Fritz Clausen. Lurer, gravhøje og fædrelandssange var noget som DNSAP brugte.

Efter årsskiftet 1940/41 skrev Fritz Clausen til de tyske myndigheder, hvor han angav de politikere, som han mente var tyskfjendtlige og engelsk orienterede. Men det var ikke meget DNSAP fik ud af sådanne henvendelser. Det var svært for partiet at gøre sig gældende som politisk alternativ.

 

Hvervning til Frikorps Danmark

Men det var en sejr for DNSAP, at de kom til at stå for den officielle hvervning og kom til at dominere det nyoprettede Frikorps Danmark. Regeringen gav tilladelse til, at danske officerer trådte uden for nummer og deltog i aktiv tysk tjeneste. Vi har tidligere været inde på det, at de blev straffet med tilbagevirkende kraft.

 

Gjorde sig besværlig over for tyskerne

Fritz Clausen gjorde sig besværlig over for den tyske besættelsesmagt. Telegramkrisen brugte Clausen til at fiske i rørt vande. Atter engang agiterede han for, at de skulle i regering. I begyndelsen af november 1942 kom Werner Best tilbage fra Berlin med blandt andet direktiv fra Hitler og Ribbentrop om at DNSAP skulle have del i magten i en kommende regering. Og Fritz Clausen blev inviteret til middag hos Werner Best. SS – brigadeführer Paul Kanstein så med skepsis på Fritz Clausen. Og det blev da heller ikke plads til DNSAP i den nye samlingsregering, der blev en realitet med Scavenius som regeringsleder.

 

En lam hest, der havde forladt stalden

Det var en kæmpe skuffelse for Frits Clausen. I Fædrelandet kaldte han den nye regering for en lam hest, der havde forladt stalden. En trøst var det dog for ham, partiet var vokset fra 5.000 melemmer i 1939 til 22.000 medlemmer og 31.000 stemmer i 1943.

 

Frits Clausen blev sur

Det var nu heller ikke med DNSAP’ s gode vilje, at Schalburgkorpset blev stiftet. Men tidligere hensyn til DNSAP blev efterhånden tilsidesat. Det så ud som om at partiet havde stagnerende tilslutning i Sønderjylland, men stigende tilslutning i København, særlig hos arbejderne.

Men Frits Clausen frasagde sig nu enhver økonomisk støtte og Fædrelandet var ikke mere partiets talerør. Landsarbejdertjenesten (LAT) og National Socialistisk Ungdom (NSU) skulle udskilles af partiet, så de stadig kunne modtage økonomisk støtte.

 

Werner Best var irriteret

Den 19. april forbød Frits Clausen, at DNSAP’ s medlemmer at tilslutte sig Schalburgkorpset. Adskillige forlod nu DNSAP og tog imod lønnede job i Schalburgkorpset. Og Frits Clausen havde i den grad irriteret Werner Best. En massiv medlemsflugt fik Fritz Clausen til at tillade, at man godt måtte tilslutte sig en ny gren af Schalburgkorpset, kaldet Folkeværnet.

 

I Tysk krigstjeneste

Den 30. september meldte Frits Clausen sig i tysk krigstjeneste. Det var det nærmeste han kom til at tage sin afsked. Han blev anbragt i et lazaret i Minsk uden i første omgang at måtte udføre sit hverv. SS ønskede ham ikke tilbage til Danmark.

 

På afvænning – eller?

Senere skulle Himmler have beordret Clausen til afvænning på et SS – lazaret i Würtsburg. Men det gik nu ikke helt efter planerne. Det viste sig nemlig, at Clausen slet ikke var i behandling. Lederen af lazarettet gav Clausen lov til at tage hjem til Danmark. Formelt fratrådte han førerhvervet den 5. maj 1944.

 

8. Bondepartiet

Bondepartiet følte sig entydigt isoleret fra den demokratiske samling af de politiske partier. Derfor tilsluttede de sig en nazistisk fælleserklæring. Jo Bondepartiet vejrede morgenluft efter den 9. april 1940. Bondepartiet eller Det Fri Folkeparti som de hed indtil 1939, udsprang tilbage i 1934.

 

Det fri Folkeparti

Valdemar Thomsen fra Venstre havde i 1934 beskrevet landbrugets vilkår og brugte et sprogbrug, der mindede meget om nazisternes. Dette afførte en skarp reaktion fra Venstres daværende formand, Oluf Krag. Og det blev starten på Det Fri Folkeparti.

 

Kun fem partier

Folketingsvalget i 1935 var en stor skuffelse for Det Frie Folkeparti. Man opnåede kun fem mandater. Bondepartiet og LS (Landbrugernes Sammenslutning) havde stort set et identisk politisk program. I korthed gik det ud på, at nedbringe de udgifter markedet og staten pålagde bønderne, samtidig skulle der være bedre produktionspriser.

 

Drivkræfterne

Det var Knud Bach, Hartel og hofjægermesteren på Broholm, Jørgen Sehested, ser var drivkræfterne i Bondepartiet. Hofjægermesteren meldte sig i 1940 ind i DNSAP og var med til at knytte Bondepartiet tættere til denne organisation.  

 

Et protestparti

Bondepartiet markerede sig som et protestparti. De var frimodige kritikkere af Landbrugsrådet og Regeringen. I en periode var partiet kendt med Valdemar Thomsens skarpe meninger, der flittig blev refereret i datidens medier. Faktisk lykkedes det for partiet, at få demokratiseret eksportudvalget.

 

Fascistiske synspunkter

De standpunkter som Bondepartiet tog var nærmest fascistiske. Mange bønder stemte dog stadig på Venstre. Der skete en tilnærmelse mellem LS og nazisterne. Men egentlig ikke mellem Bondepartiet og nazisterne. Begge kæmpede om LS’ gunst.

 

Gensidig mistillid

Den senere tilnærmelse mellem Bondepartiet og DNSAP var præget af gensidig mistillid. Fritz Clausen havde over for Renthe – Fink advaret mod en regering bestående af repræsentanter fra Bondepartiet. Men tyskerne brød sig heller ikke om, LS og DNSAP’ s bestræbelser. Således henstillede Renthe – Fink personlig til Sehested om at indstille beskydningen. Men trods dette, så henvendte Sehested sig direkte til Christian den Tiende om at en fastholdelse af den parlamentariske regering ville føre landet direkte ind i et tysk storrum.

 

14 års fængsel

Under retsopgøret blev Hartel under den såkaldte Sehested – sag idømt 14 års fængsel for politisk samarbejde med besættelsesmagten.

Både De Konservative og Venstre ville gerne samarbejde med Bondepartiet af den eneste grund, for at de ikke skulle blive indlemmet i DNSAP. Men Bondepartiet kom aldrig til et nærmere samarbejde med nogen af de andre partier. Men de gjorde det heller ikke lettere for sig selv. Allerede i maj 1941 fremkom Hartel med udtalelse om, at han foretrak aktiv dansk deltagelse på tysk side i krigen.

 

Advarsel mod sabotage

I kraft med den stigende modstand bakkede Bondepartiet op om Scavenius – regeringens advarsler mod sabotageaktiviteter. I februar 1943 afviste Venstre et samarbejde med Bondepartiet.

 

Partiet gik i opløsning

Ved Rigsdagsvalget i 1943 fik partiet kun 2 mandater, og efter sammenbruddet den 29. august 1943 gik partiet nærmest i opløsning. Man udtalte, at det var modstandsbevægelsen, der banede vejen for kommunismen.

I oktober 1945 udtalte Julius Bomholt, at når det kom til en endelig vurdering, vil det rimeligvis vise sig, at Hartel var en endnu mere modbydelig person end Frits Clausen.

 

9. NSDAP-N og Slesvigs Parti

NSDAP-N (Nationalsoczialistische Deutsche Arbeiterpartei Nordssleswig) vidste godt, at tyskerne kom den 9. april. Ja egentlig vidste mange af sønderjyderne det. Min far fik det at vide, halvanden uge før af en chauffør, der var kommet sydfra til Tønder.

 

En grænserevision – en drøm går i opfyldelse?

Flere af medlemmerne af det tyske mindretal var af det tyske Abwehr kommet i deres tjeneste inden besættelsen. I ugerne inden blev der indsamlet en masse oplysninger. Med besættelsen synes en drøm at være gået i opfyldelse for NSDAP – N og det tyske mindretal – en grænserevision.

 

I Folketinget

I 1920 havde Slesvigsk Parti opnået 14,4 pct. af stemmerne i Nordslesvig og dermed en stemme i Folketinget. Det blev besat af pastor Johannes Schmidt i Vodder.

 

Nazisterne overtager Slesvigs Parti

Nu skilte Slesvigsk Parti sig ikke ud fra andre danske partier og dog. I paragrafferne 1 – 2 blev der stillet krav om en grænserevision i tysk favør. Dette krav blev fastholdt helt frem til maj 1945. Efterhånden blev partiet opslugt af forskellige nazistiske grupperinger, men vedblev som skuffeselskab. NSPAD – N overtog kontrollen med partiet. I 1939 fik partiet 15,9 pct. af stemmerne i Nordslesvig og Jens Møller blev valgt til Folketinget. Jens Møller brugte slogans som Führer mach uns Frei – Heim ins Reich.

 

Han viste sig ikke ofte på Christiansborg

Egentlig viste Jens Møller sig ikke så ofte på Christiansborg, og han var sjældent på talerstolen. Den 23. marts 1943 valgte han ikke at genopstille. Men han fik dog oprettet et kontor på Christiansborg.

 

Man tiltog sig beføjelser

Jo nogle af medlemmerne af Det Tyske Mindretal tiltog sig også i visse tilfælde militære og politimæssige beføjelser. De fleste medlemmer havde hilst de tyske tropper som befriere, men langt fra alle. Senere var det sagen om hagekorsflagene. Ja egentlig ved flittige læsere af denne side, at vi sådan set har beskrevet episoderne mere end en gang. I slutningen af denne artikel vil vi henvise til relevante artikler. Her har vi beskrevet emner som Zeitfreivillige, Liefergemenischaft m.m.

I Berlin var man ikke så glade for, at grænsespørgsmålet blev taget op gang på gang af det tyske mindretal.

 

Slesvigsk Parti blev demokratisk

Efter besættelsen genopstod Slesvigsk Parti som et demokratisk parti. Jens Møller fik 12 års fængsel, men blev benådet i 1950.

 

10. Afslutning

Der findes næppe et emne, som besættelsestiden, der er beskrevet så meget i diverse bøger. Og der findes også en del film. Men ikke alt er lige godt.

 

Det grænser mod historieforfalskning

Ja noget grænser ligefrem til historieforfalskning, men det er ikke særligt populært at sige det. Vi har her på siden vel nok efterhånden ca. 122 historier fra besættelsestiden. I enkelte af disse historier er vi kommet meget tæt på, efter nogles opfattelse for tæt på. Men her kan vi dokumentere historieforfalskning af værste skuffe, hvor familier er blevet fyldt med løgne fra de offentlige myndigheder. Vi man så forske yderligere er der spærret for arkivadgang.

 

Anders Fogh Rasmussen: Der skal træffes farlige beslutninger

I en tale den 29. august 2003 lagde tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen utvetydig luft til samarbejdspolitikken. Han sagde blandt andet, I kampen mellem demokratiet og diktatur kan man ikke stå neutralt.

Lærersætningerne fra 29. august 1943 er, at hvis man mener noget alvorligt med vore værdier, men frihed, demokrati og menneskerettigheder, så må vi også selv yde et bidrag til at forsvare dem. Også imod svære odds. Selv når der skal træffes upopulære og farlige beslutninger.

Anders Fogh Rasmussen anvendte en kraftig retorik som ussel, gustent overlæg, man rettede sig ”lydigt” efter tyskerne.

Nu skal vi nok undlade at sammenligne med Venstres ageren under besættelsen. Men det kan læserne jo selv tage stilling til, under det kapitel.

 

Kilde:

• Gunner Fog – Petersen: Det Radikale Venstres historie (1939)
• Henrik S. Nissen, Henning Poulsen: På dansk friheds grund (1963)
• Jørgen Jørgensen: Erindringer (1970)
• Radikal Aarbog og Almanak (div. Årgange)
• Per Birkelund: De loyale oprørere (2000)
• Aage Trommer: Modstandsarbejde i nærbillede (1973)
• Erik Svensson: Christmas Møller, stormfuglen i dansk politik (1983)
• Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand (2001)
• Knud Meister: Modgang – modstand – mobning, KU under Besættelsen (1984)
• Jørgen Hæstrup: Hemmelig Alliance (1959)
• Knud Kristensen: Set fra mine vinduer (1954)
• Christian P. Fogtmann: På frihedens vilkår, Venstre i 100 år(1970) (1984)
• Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen (1971)
• Dansk Socialhistorie 1940 – 1983
• Niels Alkil: Besættelsestidens Fakta bd. 1 – 2 (1946)
• Palle Roslyng – Jensen: Værnenes politik – politikernes værn (1980)
• Jørgen Hæstrup: Besættelsen og frihedskampen 1940 – 45 (1979)
• Kirchhoff: Augustoprøret 1 – 2
• Joachim Lund: Partier under pres (2003)
• Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie bd. 13 (1991)
• Oluf Petersen: Den politiske modstand under besættelsen (1946)
• Staten stærk og folket frit (2001)
• Arne Sørensen: Det moderne Menneske (1936)
• Arne Sørensen: Hvordan styres Landet vel? Det tredje standpunkt (1938)
• Det tredje standpunkt (diverse udgaver)
• www.dksamling.dk
• Vilh. La Cour: Ord til os i Dag. Noter til Øjeblikket (1941)
• Frode Jacobsen: I Danmarks Frihedsråd (1975)
• Børge Houmann: Kommunist under besættelsen (1990)
• Kurt Jacobsen: Aksel Larsen – en politisk biografi (1993)
• Morten Thing: Guldet fra Moskva (2001)
• Bent Jensen: Magten og æren
• Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942 – 45 (1997)
• John T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930 – 45 – og derefter (2002)
• Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister (1970)
• Marlene Djursaa: DNSAP, Danske nazister 1930 – 1945 (1981)
• Flemming Just: Landbruget, staten og eksporten 1920 – 1950 (1990)
• Steen Andersen: Danmark i det tyske storrum (2003)
• Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen 1 – 2 (1997)
• Viggo Sjøquist: Danmarks udenrigspolitik 1933 – 1940 (1966)
• Deutscher Volkskalender (diverse udgaver)
• Sønderjysk Månedsskrift (diverse udgaver)
• J.P. Noack: Det tyske mindretal under besættelsen (1974)
• Johan Hvidtfeldt: Fra Kapitulationsdagene 1945 (1985)
• Hartvig Frisch: Danmark besat og Befriet (1948)
• Claus Bryld og Anette Warring: Befrielsen som kollektiv erindring (1948)
• Carl Madsen: Vi skrev Loven (1968)

 

Se også:

• Besættelsestidens Litteratur A – L
• Besættelsestidens Litteratur M – Å

 

På www.dengang.dk kan du finde 125 artikler fra Besættelsestiden herunder:

• Scavenius – samarbejdets kunst eller forræder
• Jens Møller – en Folkefører eller Folkeforfører
• Det Tyske Mindretal m.m.
• Besættelsestiden – skønhedsmaleri eller Glemsel?
• De danske nazister
• Samarbejde med Besættelsesmagten
• Den Sønderjyske efterretningstjeneste
• Mindretal i brændpunktet
• De fem lange år i Sønderjylland
• Frits, Nazister og et kartotek
• Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
• Brug søgefunktionen