Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Vejen går min tro over Vesterbro

September 21, 2014

Dette er en hyldestartikel til Vesterbro i anledning af de 400 år. Ved galgen på det nuværende Vester Fælled kunne man risikere, at bliver overfaldet af banditter. Og tænk, så hed den ”Galgemøllen”. Og når de kongelige kørte til Frederiksberg Slot kunne de i grøfterne på Vesterbro se masser af blod og efterladenskaber af døde dyr. Jo man sagde, at i hver anden hus boede en slagter. Og de unge lapser, der skulle til Frederiksberg, blev overfaldet af slagterdrengene, der smed dyre – efterladenskaber efter dem. Og så var det skam også galt med moralen på Vesterbro. 

 

Fra Genboerne

Jo overskriften til denne artikel, kommer selvfølgelig fra Hostrups: Genboerne. Og ordene eller sangen om man vil, stammer fra 1844. Og der er sket så meget andet før og efter denne tid.

Vi ved godt, at det er en lang artikel, og ikke nok med det. Vi giver til sidst også henvisninger til, hvor du kan finde mere, både i andre artikler og i litteraturen.

 

Paradis for forlystelser og kroer

Vesterbrogade var en af de vigtigste indfaldsveje til København. Her opstod et sandt paradis af forlystelser og kroer. Efterhånden fik bydelen også ry for at være et prostitutionskvarter. Det var især omkring Hovedbanegården efter Anden Verdenskrig.

Ja Istedgade fik da også et andet ry under besættelsen. De levede fuldt ud op til sloganet Istedgade overgiver sig aldrig. Efter krigen lagde Kong Christian den Tiende også vejen her forbi.

 

Vesterbro blev trendy

I 1990erne foretog kommunen en gennemgribende byfornyelse. Dette betød, at beboersammensætningen blev væsentlig forandret. Trendy cafeer og børnefamilier rykkede ind. I sommeren blev bydelen med 60.000 indbyggere kåret til at være en af de ti mest hippe bydele i verden. Det blev hvis nok til en fjerde plads.

 

De skæve eksistenser er her stadig

Men de skæve eksistenser er her stadig trods moderniseringerne

 

Det vilde vesten

Her omkring Vesterbrogade 81 blev Adam Oehlenschlæger, dansk digterkonge i 1779 født i et lille for længst nedrevet bindingsværkshus. Ikke uden grund blev Vesterbro engang kaldt for Det Vilde Vesten. Det var på hjørnet af Vesterbrogade og Enghavevej at kreaturerne dengang græssede fredeligt. Men de kunne også finde på, at søge mod Kalvebodsstrands sumpede enge. Ja så måtte karlene tage dyrene på hesteryg, som andre cowboys.

Ligesom på Nørrebro fik byggematadorerne så rigelig lov til at forlyste sig her i bydelen. Og her var det ikke altid Vorherres bedste børn, der kom til at bo.

 

Den moralske underverden trivedes ganske godt

Vesterbro blev smårestauranternes og de mange barers bydel. Mange var ganske pæne og blankpudsede i deres omtale og ry, mens vi sagtens kan finde andre i den modsatte kategori. Her trivedes den moralske underverden ganske godt.

 

Damerne kostede 65 øre

Jo damernes huse blev nedlagt ved den såkaldte oktober – lov i 1906. De blev flyttet hen i Oktoberstiftelsen. Istedgade fik en ny betydning. Ja damernes takst var dengang 65 øre og tilsvarende små var priserne i den fornemme café Paraplyen på hjørnet af Vestervoldgade og Jernbanegade. Skal vi lige se på priserne dengang lige før år 1900.

  • Middag med tre retter 1.05 – 1,15 kr.
  • Smørrebrød fra 5 – 10 øre
  • Et glas øl 8 øre
  • En Cognac 15 øre, men så man også selv hælde fra flasken.

 

Den skivende betjent og andre litterære

De lave priser gavnede nu ikke ædrueligheden. Dette kan man læse om i romanerne Synd og Bundfald af den skrivende politibetjent fra Svendsgade, Chr. Gjerløff.

Måske skal vi også nævne, at frederiksbergeren, Storm P. gik i Istedgades Betalingsskole. Han glemte nu heller aldrig kvarterets originaler. Ja dem holdt han lige så meget af som Lersø – bøllerne.

Jo, Vesterbro har sat sine spor i litteraturen. Johannes V. Jensen var i den grad fascineret af kvarteret. Og Tom Kristensens Hærværk foregår også herude. Han gik også i Istedgades Betalingsskole. Knud Sønderbys, To mennesker mødes foregår i bydelen. Og også Jacob Bech Nygaard, Guds blinde øje er inspireret af kvarteret. Ja og så kan vi jo heller ikke komme uden om Tove Ditlevsen, der aldrig glemte sine første solskinsdage i Hedebygade.

 

17 haver ude for Vesterport

I Stadens Jordebog fra 1496 nævnes 17 haver ud for Vesterport. Blandt ejerne nævnes en brygger, en grydestøber, en bager og en vognmand. Knap 100 år senere i 1581 var der 43 haver syd for alfarvejen og 70 haver nord derfor.

Langs vejen ind til Vesterbro lå der allerede i begyndelsen af 1500 – tallet små møllebakker med stubmøller.

 

Et slagtehus med 14 boder

I 1577 blev slagtning i byen forbudt på grund af frygten for pestilens og anden sygdom. Derfor lod Christoffer Walkendorf opføre et slagtehus med 14 boder uden for byen. Det var beliggende ned til stranden. Her blev også oprettet nogle reberbaner.

 

Et ukristeligt levned

Ved Viktoriagade lå byens galge. Den blev ved Vesterbros grundlæggelse flyttet ud til Amerikavej. Det var temmelig øde herude. Og man skulle nok ikke færdes her efter mørkets frembrud. I 1575 blev det befalet, at det var forbudt at bosætte sig uden for portene og dem, der boede her skulle flytte. Det skyldtes måske ikke kun, fordi man følte med beboerne. Man undslog sig for at betale skat, og så førte man et ukristeligt levned.

 

Drukkenskab, løsagtighed og tyveri

I 1584 blev det berettet om drukkenskab, løsagtighed, tyveri. Mord hørte til dagens orden. De, der ejede huse eller boder uden for voldene forpligtede sig til at sørge for, at lejerne skikkede sig, og at de ikke blev beboet af løsagtige og letfærdige folk. Men dette hjalp åbenbart ikke for tre år efter blev der igen indskærpet dem, at kun gamle folk, som havde et ærligt godt Rygte måtte bo derude. De måtte hverken sælge øl eller andre drikke, eller have logerende. I 1592 blev der meddelt, at de måtte føre tilsyn med borgernes kvæg og de private haver. Magistraten blev pålagt at føre kontrol med, at disse bestemmelser blev overholdt.

 

18 møller på Vesterbro

Længe før at det senere brokvarter for alvor blev bebygget lå der uden for voldene foruden store eng – og markstrækninger, talrige småhuse og haver, som til dels tilhørte ansete borgere inde i staden. Natten var tilholdssted for lyssky elementer, der her i frihed kunne hengive sig i et liv i udskejelser.

Omkring 1620 på Christian den Fjerde har der været 18 vejrmøller, og en af ejerne hed Simon Frederiksen Simmelbager.

 

Vesterbro blev grundlagt i 1614

I Jens Lauridsen Wolf’ s Diarium fra 1648 meddeles det, at Vesterbro er grundlagt i 1614. Nu måtte der lægges en fast plan for den yderligere udvikling. I den forbindelse kommer også Christian den Fjerde’ s befæstningsanlæg, der blev påbegyndt i 1606. Det var hans plan, at søernes ring skulle bruges i en ydre forsvarsring.

 

Der skulle vand i søen

Mern dengang var St. Jørgens Sø næsten tørlagt. Dens bund var blevet en frodig eng. Voldgravene var heller ikke blevet vedligeholdt. Kongen befalede, at nu skulle befæstningen forbedres, og der skulle igen vand i søen. Befæstningen langs den vestlige af Vodroffsvejs forløb blev fortsat ud til Kalvebod Strand i en vold med bastioner og en foranliggende grav, der på et stykke fulgte den nuværende Viktoriagde.

 

Anlagt som skakbræt

Vesterbyen, som bydelen blev kaldt dengang, blev anlagt lige som et skakbræt, hvor gaderne overskar hinanden i rette vinkler. Det var dog i betydelig mindre målestok, end kongen nok havde forestillet sig. Det samme var tilfældet med Christianshavn, der blev anlagt på cirka samme tid.

Foruden to parallelveje, svarende til nutidens Vesterbrogade og Gammel Kongevej, fik den nye bydel ved Trommesalen blot en enkelt tværvej, mens den hidtidige hovedvej, Vester Adelvej, der lå imellem de to ny hovedveje, blev nedlagt.

I 1615 fik Lohgarver Hans Hesenow skøde på jord til et garveri nord for Adelvejen mod en årlig afgift af 24 Skilling. I 1620 blev der bygget et kongeligt farverihus uden for volden.

 

Da Vesterbrogade hed Roskildegade

Gammel Kongevej blev anlagt allerede i 1618, men strakte sig indtil Svenskekrigene kun til fæstningsværkerne vest for St. Jørgens Sø, mens det første stykke af Vesterbrogade først blev fuldendt i 1624, da det blev brolagt. Arbejdet blev fortsat i 1633 og i 1647 blev den forbundet med Valby Langgade. Denne var oprindelig en del af landevejen til Roskilde.

Vesterbrogade fik derfor i 1650 navnet Roskildegaden. Gammel Kongevej blev kaldt Bæltgade eller Bæltegade, og tværvejen ved Trommesalen, Amagergade.

 

Tilladelse til kro og skydebane

Få år efter bydelens anlæg, fik Københavns borgmester Mikkel Vibe og tolderen Jakob Mikkelsen i 1619 tilladelse til at indrette en kro og en skydebane umiddelbart uden for fæstningsværkerne mellem Saxogade og Dannebrogsgade. I den store have kunne gæsterne more sig med at skyde til måls med bøsser, armbrøster, flitsbuer og pile.

De to herrer fik tilladelse ril at udsælge forskellige Slags fremmede Drikke. I 1621 fik de endda lov til at købe spisevarer af de forbigående bønder før de nåede frem til Københavns Torv. Videre fik værten lov til at brygge og bage samt opkøbe vin direkte fra skibe ude i Sundet. Endnu i 1625 blev der bevilliget toldfrihed for vin og øl til kroen. Men siden forfaldt kroen mere og mere.

 

Befaling: Hovedvejen skal brolægges

Allerede i 1622 har der været bosat 122 familier svarende til 5 – 600 mennesker herude. Skønt Frederik den Tredje’ s dronning, Sophie Amalie anlagde en lyshave på Tivolis nuværende grund vedblev Vesterbyen at have et slet rygte.

Christian den Fjerde gav den 20. august 1624 ordre til at hovedvejen skulle brolægges, først til Værnedamsvej siden ud til Valby. Den fik navnet Den lange Stenbro. Man kaldte dog vejen for Alvejen eller Adelvejen.

 

1645: Kun 138 skatteydere

I 1633 fandtes mod syd ned til stranden, 10 haver og 3 pladser. Syd for Adelvejen lå i øvrigt 5 reberbaner, 8 møllebakker, 6 andre bebyggede grunde, 6 haver og 12 pladser. Nord for vejen var kun et par bebyggede grunde, men 43 haver og 7 pladser. Og i 1645 var der kun138 skatteydere uden for Vesterport. Der var ikke så få skomagere herude. De har sikkert selv tilberedt deres læder. Denne beskæftigelse, som også var ildelugtende var ikke særlig velset inde i byen.

 

Ingen kvæg på voldene

Der blev dengang lagt meget vægt på, at voldene og befæstningsanlæggene ikke måtte betrædes af kvæg og heste. Ja i 1656 blev der ligefrem udsendt en forordning vedr. dette forhold. Således skulle ejerne betale for at få deres kvæg igen, såfremt kongens vagtmandskab havde fanget det på forbudt territorium. Hvis et kreatur blev indfanget for tredje gang mistede ejeren retten til det. Kreaturets værdi blev så delt mellem vagten og stadens sygehuse.

 

Masser af smugkroer

Her var utallige smugkroer. I 1640 blev det befalet, at torvebønder ikke måtte opholde sig længere end kl. 12 inde i byen. Hvis de så standsede op i forstæderne for at drikke, skulle dette straffes med fængsel. Men det er dog utalige beretninger om, at de alligevel gjorde det.

 

Forstæderne skulle nedbrændes

Da Carl Gustav i vinteren 1658 efter sit berømte togt over de islagte bælter gik i land ved Vordingborg, blev der i al hast truffet foranstaltninger til at imødegå et eventuelt angreb på København. Såfremt fjenden nærmede sig, skulle blandt andet forstædernes huse nedbrydes og afbrændes.

Den 7. august brød Carl den Tiende Gustav den evige Fred, og med en hær bestående af 4.000 fodfolk og 2.000 ryttere gjorde landgang i Korsør. Hans hensigt var efter et snuptag at erobre byen, så han kunne blive herre af begge sider af Sundet. Men i stedet valgte han at belejre byen. Men allerede den 10. august var der givet ordre til at afbrænde forstæderne. Fattigpræsten Anders Mathisen Hjørring sagde i den forbindelse i 1668:

Vi saa tilforn hine skønne Huse uden Portene – grundmurede og ellers med Tømmer, kostbare nogle Tønder Guld, siden saa vi dem udi Aske, nedbrudte og øde. Hvo kunde da holde sig for Graad, synderlig de fattige Folk, som dem havde dyre købt og ejede, der ingen ventede sig noget Vederlag men forgæves.

Vesterbyen var utvivlsomt den forstad, det gik hårdest ud over. På forhånd havde forsvarerne opgivet den, og i ly af fæstningsværkerne opslog svenskerne nu deres hovedkvarter omtrent på hjørnet af Gammel Kongevej og Vodroffsvej.

 

Store danske angreb

I de 2 ½ måned, der forløb inden den hollandske hjælpeflåde nåede frem, arbejdede de sig derpå langsomt men sikkert i dækning af løbegrave frem mod Vestervold indtil en afstand på 150 meter. Herfra havde kongens halvbroder, Ulrik Christian Gyldenløve, allerede den 13. august sammen med tre kompagnier ryttere og dragoner gjort et overraskende udfald og taget fangere. Dette betød meget moralsk for de indespærrede københavnere.

Et større angreb fandt sted den 23. august. Her deltog 700 mand, ryttere, dragoner, fodfolk, bådsmænd og frivillige. Angrebet kom fuldstændig bag på fjenden, så de løb fra Gær, Pik og Pak. Foruden fem kanoner, blev der taget adskillige fangere, men sejren kostede dog 50 døde og sårede.

 

Stormen på København

Da Carl Gustav ved hollændernes ankomst til byen indsø, at krigen ville trække i langdrag, opløste han sin lejr ved St. Jørgens Sø og trak sig med sin hær tilbage til Brønshøj, hvor han i den følgende tid af materialer fra omegnens gårde og huse opførte en barakby, der blev omgivet af volde af batterier.

Under stormen på København natten mellem den 10. og11. februar 1659, var Vesterbro opmarchområde for de tropper, der deltog i hovedangrebet på Slotsholmen. Dette angreb fandt sted over isen på Kalvebod Strand. Svenskernes broer kunne ikke nå over vågerne, og de havde ingen dækning. Derfor måtte de trække sig tilbage. Stormen blev afvist af danskerne. Hjørring beretter følgende:

Der blev fundet ungefær 50 eller 60 Bøndervogne og Slæder, hvorpaa Fjenden havde anført sine Materialer, Broer, Stormstiger og anden Krigsrustning. Item 3 Vogne med døde Korpora, som Bønderne skulde have bortført til Lejren, som de har afkastet efterhaanden udi en dyb Grav og Hule, som var opkastet ikke langt fra Retterstedet, nemlig den murede Galge (ved Amerikavej).

 

Endelig fred

Først den 27. maj 1660 blev freden sluttet på Rådmandsmarken Nørrebro. Forstædernes genopbygning tog lang tid, ikke mindst for Vesterbro. Alle bygninger var brændt eller nedbrudt. Haverne var ødelagt og vejene i en sørgelig forfatning.

 

Hyppige overfald ved galgen

Blandt de nye anlæg, som kom til efter krigen, kan nævnes en skydebane, som Kleinsmed Gabriel Bomand 1661 fik anvist på et areal syd for hovedvejen. Det må være der, hvor Viktoriagade drejer af fra Vesterbrogade.

I 1665 blev Pesthuset genoprettet. Det var nær ved kysten. I 1667 blev der givet ordre til, at galgen skulle flyttes fra Nytorv ud på Vester Fælled.

Det var herude, at Amerika Møllen lå. Dens forgænger havde et uhyggeligt navn, nemlig Galgemøllen. Det var efter det nærliggende rettersted. Ja, indehaveren blev kaldt galgemølleren. I ældre tid var dette sted lidt uhyggeligt at passere. Der gik sagn om hyppige overfald og røverier herude. Skarnsfolk holdt tilflugt her, og det var lige i skellet til det senere Frederiksberg.

 

Et kvægtorv uden for Vesterport

Christoffer Walkendorfs slagteboder blev ikke genopført. Det var vel sagtens fordi forbuddet mod slagtning inden for byens porte blev ophævet efter krigen. Men det var mere eller mindre blevet tradition for slagternes tilknytning til Vesterbro. Det var sikkert en af grundene til, at hofslagter og konsumptionsforpagter Niels Olufsen i 1671 fik tilladelse til at oprette et kvægtorv uden for Vesterport.

Det var beliggende ved Vesterbrogade mellem Hammerichsgade og Vesterport. Da markederne blev åbnet og afsluttet med trommeslag, blev det kaldt for Trommesalen. Over hele nabolaget hørtes hestenes vrinsken og køernes brølen. Handler blev afsluttet med håndslag. Senere blev det fejret i en nærliggende beværtning. Hverken slagtere eller prangere var sarte folk, der gik af vejen for en saftig historie og en ordentlig gang druk.

 

Ret begrænset byggeri i 1682

I 1682 var byggeriet herude meget begrænset. Endnu fandtes nogle møller, men der nævnes kun tre nor for og tre syd for hovedvejen. Endvidere lå der syd for vejen en garverhave, Gabriel Bomands Skydebane, en Vognmandsforretning, 13 Hytter og en tidligere kro. Nede mod stranden lå Pesthuset og De Fattiges Kirkegård. Her lå også en indgroet plads. Kongen havde her ladet plante træer. Nord for vejen lå Stadens Accisebod, omtrent ved Frihedsstøttens nuværende plads. Her lå også et par mølletomter. En række Fiskeparker lå her også. I disse kunne man fange Karper og Karusser.

Strækningen mellem Volden og Skt. Jørgens Sø lå øde hen. Syd for vejen, nærmest byen strakte Enkedonningens Enghave, hvor hendes Livgardes heste, græssede.

 

Vesterbro mistede en del af sin charme

Med Trommesalens nedlæggelse i 1879, da et nyt kvægtorv ved Halmtorvet blev indviet mistede Vesterbro en del af sin charme. Det var også slut, med at se kvæg blive drevet ned af Vesterbrogade. Det nye marked var større og moderne, men havde slet ikke Trommesalens charme.

Slagterne var et muntert folkefærd, og det har sikkert været årsag til de mange kroer, beværtninger og forlystelsessteder, der i slutningen af det 17. og begyndelsen af det 18. århundrede blev indrettet ud for Vesterport.

 

Farveplanter

I november 1711 blev der igen tilladt at køre renovation ud gennem Vesterport og læsse det af i Dronningens Enghave. Man tillod også at der oprettedes et torv foran Vesterport, så bønderne kunne handle her.

I 1720erne blev der på den øde strækning mellem Volden og Skt. Jørgens Sø oprettet en plantage for Farveplanter, som efter særlig bevilling blev anlagt af Krigsråd Gregorius Wulf. Siden fik han overladt et større område mellem søen og Ladegårdsvejen.

 

En kro med karussel, lysthuse og frugttræer

I 1723 boede der i bydelen således 18 øltappere. Og ikke alle beværtninger var små. I 1726 blev en kro ved navn Holbæk således averteret til salg. Den lå mellem Oehlenschlägersgade og Kaalundsgade:

En vel konditioneret Karusselbane med tilhørende Inventarium , en kommode Keglebane, en skøn Frugthave som er indhegnet med nyt Plankeværk, derudi 11 store Valnøddetræer, 64 diverse Sorter Frugttræer samt 2 nye Lysthuse med 16 Lindetræer bebunden.

 

Betjente havde travlt

I Jonges beskrivelse af København i 1780erne fortælles i indledningen til kapitlet om Vesterbro, at denne forstad:

Efter Plakaten af 3. juni Aar 1771 har ligesom Staden selv sin Kvarter – Kommissær og Kvarter – Betjent, som er befalet at bo i Vesterbros Kvarter for at skulle paaagte under Stadens Politimester Alt, hvad den almindelige Orden vedkommer. Foruden Polititegnet, hvormed baade Kvarter – Kommissæren og Kvarterer – Betjenten i fornødne Tilfælde har at legitimere sig, har Kvarter – Kommissæren og Kvarter – Betjenten i Vesterbros Kvarter at bære til Distinktions – Tegn paa sin Sølv – gallonerte Hat en Kokarde eller Baandsløjfe af blaa og grøn Kulør.

 

Struensse og Brandt til offentlig beskuelse

De to har sikkert, kort tids haft travlt med at regulere færdslen af nysgerrige borgere ud ad Vesterbrogade. Det var nemlig sådan, at de to grever, Struensee og Brandt var den 28. april 1772 var blevet henrettet på Øster Fælled. Deres parterede lig på rakkersluffer blev transporteret ud til Vester Fælled, hvor de blev lagt på hjul og stejle. Antallet af nysgerrige var enormt.

På otte stejler, der var blevet rejst ved den gamle murede galge, hvor senere Amerikas Mølle blev bygget lå deres parterede legemer, mens hovederne og hænderne var anbragt på stager i midten. Interessen for grufulde syn holdt sig sommeren igennem. Ja det var ligefrem blevet mode at se de faldnes lig.

Hvornår resterne er blevet fjernet, vides ikke. Men to år efter henrettelsen så en englænder, der besøgte byen, endnu på stejlerne de uhyggelige levninger, hjerneskallerne og benene.

 

Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab

Fra gammel tid var skydebaner tilknyttet flere af kroerne. Men i 1753 slog Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab sig ned på Vesterbro. Der fandtes store åbne arealer mellem Vesterbrogade og Kalvebod Strand, som tillod skydning uden fare for omgivelserne. Skydeselskabets første skrå stammer tilbage fra 1447, men selskabet menes imidlertid at være oprettet allerede i 1334 som Hellig Trefoldigheds Laug.

Det oprindelige domicil var i Kompagnihuset (Kompagnistræde 16). Her fandt fugleskydning sted med armbrøst. Da bøsser blev indført henlagdes skydningen til en plads uden for Vesterport. Her var fuglestangen blevet hejst i 1578. Men allerede i 1617 flyttede man til en ny plads ved Sortedamssøen. I de følgende årtier skiftede skydebanens beliggenhed mellem Vesterbro og Nørrebro. I 1746 blev den flyttet til Christianshavn.

 

Dronningen ramte papegøjen

Den første papegøjeskydning fandt sted på Skydebanens grund fandt sted den 9. august 1753. Godt en snes år derefter fik kompagniet bevilling til et nyt segl og samtidig ændredes navnet til Det kgl. Kjøbenhavnske Skydeselskab og danske Broderskab.

Konge Frederik den Femte var ofte selv til stede i Skydeselskabet. Ja selv Dronning Caroline Mathilde var til stede i 1770:

Ikke alene var til Stede, men endog skød og traf Papegøjen.

Ved den lejlighed vakte hun dog forargelse i byen, fordi hun optrådte i Mandsdragt.

 

Københavns Bymuseum

I 1812 blev man selv ejer af grunden. Selskabets sammenkomster holdtes oprindelig i et bindingsværkshus, der lå ved havnen, men den 29. januar 1782 blev grundstenen til en ny hovedbygning lagt. Ja og det er i dag kort tid endnu Københavns Bymuseum.

Og dette hus blev indviet den 10. maj 1787. Til hovedbygningen føjede Boye Junge i 1792 en sidefløj til. Denne blev senere udlejet til Dansk Post – og Telegrafmuseum.

Skydeselskabets grund omfattede oprindelig hele syv tønder land og strakte sig helt ud til Kalvebod Strand. I den store have opførte Hetsch i 1827 – 28 et nyt skydehus under mottoet: Den lige Vej er den bedste.

 

17 konger havde været medlem i 1923

Som følge af Vesterbros bebyggelse begyndte man allerede så småt omkring midten af forrige århundrede, at drøfte skydeselskabets flytning til mere frie omgivelser. Midt i 1850erne blev Istedgade anlagt, men Skydebanens have havde delt den i to dele. I længden var denne situation uholdbar. I 1886 blev de to vejstykker forenet, og samtidig blev det besluttet, at bortsælge det areal af haven, der lå syd for Istedgade.

Den gotiske skydemur blev opført, og i 1895 – 96 forestod desuden en gennemgribende ombygning og modernisering af den gamle hovedbygning. I 1949 flyttede Skydeselskabet til landstedet Sølyst ved Klampenborg.

I 1923 havde Skydeselskabet bestået i 448 år. Da lavede man en gennemgang af medlemslisten og fandt ud af, at som medlemmer havde man eller havde haft:

I Kejser, 17 Konger, 9 Dronninger, 1 Enkekejserinde, 2 Kronprinsesser, 2 Arveprinser, 2 arveprinsesser m.m.

 

En skolelæge var tilknyttet

På hjørnet af Vesterbrogade og Dannebrogsgade Christianis bekendte skole eller institut, som den kaldtes. Den var to etager høj med tegltag, og havde en hvis lighed med Skydebanen. Skolen blev oprettet i 1795 af pastor C.J.R. Christianis. Den blev ledet efter de mest moderne principper. Og en af lærerne var ingen mindre end Knud Lyne Rahbek. Selve indretningen af skolen var langt forud for sin tid. Her var blandt andet et bibliotek, som indgik i undervisningen. Her var foruden legeplads, skolehave og gymnastiksal. Og som noget meget usædvanligt var der tilknyttet en skolelæge.

 

Reberbaner

Som vi tidligere har skrevet, så fandt rebslagerne tidligt til Vesterbro. På de vidtstrakte strandenge mellem Vesterbrogade og Kalvebod Strand var fortrinligt egnede til opførelse af reberbanernes lange bygninger. Oprindelig lå de inden for Christian den Fjerdes fæstningsværker. Men allerede i 1650 blev disse flyttet ud på de åbne engstrækninger uden for disse. Frygten for brandfare var stor.

Handelsflåden havde rigelig brug for tovværk. I 1799 lå der således ved Gasværksvej ikke mindre end fem lukkede reberbaner, der strakte sig ved siden af hinanden fra Vesterbros Torv helt ud til Kalvebod Strand. Men disse blev sammen med deres pakhuse nedbrændt i 1807, da englænderne var på besøg.

 

Masser af tømmerpladser

Københavns dagrenovation blev i en længere årrække aflæsset langs kysten ud for Dronningens Enghave. Dette betød, at store dele af Kalvebod efterhånden blev opfyldt. Dette kom byens tømmerhandler til gode. Efter opførelsen af Amalienborg – kvarteret blev de på grund af brandfare forvist fra deres hidtidige pladser langs den nuværende Toldbodgade. De fik så i stedet anvist plads ved Kalvebod Strand. Ved opfølgninger skabtes her en række øer, hvor de kunne henlægge deres tømmer uden risiko for brand.

For at sikre sig mod tyveri, blev der desuden ansat nogle vægtere med særlige instrukser til at skyde på dem, der luskede omkring om natten og ikke ville lade sig arrestere. Man skulle skyde med et Gevær, ladt med smaa Ande – Hagl. Disse tømmerpladser forsvandt først i løbet af 1900 – tallet.

 

Frihedsstøtten

Bondefrihedsstøtten, ja sådan hed Frihedsstøtten egentlig. På en indskrift i en guldplade stod følgende:

Aar efter Christi Fødsel 1792 satte eenige Borgere her en Støtte af Steen til Minde om deres Konge Christian den Syvendes Velgierninger imod Dannemarks Bondestand, og især ved at løse dem fra Stavnsbaandet.

Nu er det nok en misforståelse, at dette monument er bekostet af bønder. Det var højt ansete idealistisk sindede mænd, der stod i spidsen for indsamlingen, blandt disse Kunstakademiets direktør, maleren N.A. Abildgaard, der havde udført tegningen til monumentet. Hvor mange bønder, der egentlig har bidraget til monumentet vides ikke.

Indvielsen fandt også sted under ikke særlige højtidlige former. Og det er sikkert ikke mange der ved det, men støtten blev flyttet 5 – 6 meter, da Hovedbanegården blev opført.

 

Et stort forlystelseskvarter omkring 1800

Når kildetiden var over, rykkede gøglerne deres teltpæle op, og mange af dem slog sig derefter ned på Vesterbro. Allerede omkring år 1800 blev bydelen betragtet som et stort forlystelseskvarter. Kraftkunstnere, gymnasticere, tryllekunstnere, menageri – og panoramaejere fandt blandt slagterne et publikum, der værdsatte deres præstationer. Men mange københavnere fandt naturligvis også herud for at få sig en glad aften.

 

De kongelige havde udsigt til blod og indvolde

Nu gik slagterne ikke af vejen for en grov spøg. Det fortælles, at slagternes børn og læredrenge morede sig med, at kaste blodige indvolde fra det slagtede kvæg i hovedet på de lapse, der var på vej ud for at promenere i Frederiksberg Have.

Det er næppe for meget sagt, at der i hvert andet hus på Vesterbro boede en slagter gennem hele den første halvdel af det 19. århundrede. Der blev klaget over Slagterstanken paa Vesterbro. De kongelige på vej til Frederiksberg Slot måtte nødtvungen flankeres med slagterier ind til de nåede Frederiksberg Allé. At grøfterne flød med blod og andre uhumskheder, var ikke noget kun de kongelige så. Alle borgere på vej til sommerudflugter på det skønne Frederiksberg så det også:

Den kjærlige Fader, den ømme Moder, der i det kæreste Selskab, omringet af unge Sønner og Døtre forlader Byen for at nyde Naturens forædlende Betragtning, hvor ængstelige, maae de føre deres smaae Venner forbi disse mangfoldige rettersteder, der ikke vise andet end raae, halvvilde dræbende Mennesker, og døde eller under det sidste Slag stønnende Kreature! Det er ikke slige Syner, der bestyrke de bøjelige Hjerter i Blidhed, Medlidenhed og Menneskelighed.

 

En evig dyrehave

I Politivennen kunne man i 1803 læse at kvarteret var

En evig Dyrehave, hvor der ærlig arbejdes paa at gøre Mennesker til blot sanselig Dyr. Det er vist ingen Tjenestepige i København, som jo nu har set et Fyrværkeri flere Gange, set Linedansere og gynget.

Og det med at gynge, blev dengang anset som værende umoralsk.

 

Bjørnsdal

Selv i den meget ansete gæstgivergård, Bjørnsdal på hjørnet af Vesterbrogade og Viktoriagade var der optræden. Det var værtshusholder Peter Bjørn, der ejede stedet i det 18. århundrede. Før dette skulle stedet have heddet Hullet. Det var et navn, der er henledt til Det Sorte Hul. Det var betegnelsen for Rosenåen, da den havde passeret Vesterbrogade:

Naar det anføres at den Gjæstgivergaard, som endnu eksisterer under Navn af Bjørnsdal, for 30 til 40 Aar siden hørte til de anseeligste paa Vesterbro, saa kan man deraf skutte, hvor ringe og uanseelige de øvrige vare.

Ja, sådan udtalte Fuldmægtig Petersen alias J. Davidsen.

 

Danseestrade med kulørte lygter

Og der hvor Westend senere kom til at ligge åbnedes i 1806 en forløber for Tivoli. Jo her var Københavns første Vauxhall – Tivoli med danseestrade og kulørte lygter i haven, hvor Grever og skræddere myldrede her mellem hverandre som Oldenborrer og Myg i Juni Maaned.

Trods sine forlystelser, mange møller, reberbaner, kroer og gæstgivergårde efterlod Vesterbro til cirka 1800erne et landeligt indtryk. Endnu i 1793 boede der kun 1.023 personer på Vesterbro.

 

En artist ved navn, James Price

Stanken fra de mange slagtergårde ved Vesterbrogade kunne især om sommeren være meget ubehagelig, og de ofte blodfyldte rendestene udenfor, var ikke noget hyggeligt syn.

Dette generede åbenbart ikke forlystelserne. Således var Pricernes Teater oprettet i et tarveligt træhus over for Skydebanen. Det var etableret af den engelskfødte artist James Price, der på sin primitive scene foruden linedans og andre artistnumre også gav udmærkede pantomimeforestillinger.

Barnebarnet, Sophie Price har i sin erindringer beskrevet Vesterbro:

Ganske anderledes fredelig og idyllisk end nu. Ingen Ringen af Sporvogne, ingen Piben fra Dampskorstene eller Jernbaner, hvor det højeste Hus kun have to Etager, og hvor ingen kunde passere Akciseboden ved Vesterport uden at blive grundigt undersøgt af alvorlige og strenge Betjente.

Lige over for Skydebanen, der dengang var Forsamlingslokale for Brødrene, laa en tempelagtig Bygning, som kaldtes Prices Morskabsteater. Paa Frontspicen var anbragt en Lyre samt den tragiske Maske, for at antyde et Kunstens Tempel. Facaden var pyntet med Søjler.

Den bygning, der bliver omtalt, blev dog først opført i 1817 bag den lå to store haver, der strakte sig helt ud til Gammel Kongevej.

 

Vesterbros Teater

I 1845 var dets dage dog talte. Grunden, hvor teatret lå, skulle sælges og bygningen nedrives. Men man kunne heller ikke mere konkurrere mod et nyt teater i træ, der i 1833 var blevet opført uden for Frihedsstøtten. Jo det var Vesterbros Teater, der kunne rumme 1.200 tilskuer. Det bestod til 1875, og blev også benyttet til cirkus og koncertsal. Senere blev stedet omdannet til revyteater.

Men egentlig var det Odeon, en af de mange ølhaller, der dengang lå på Vesterbro og langs Frederiksberg Allé, der havde størst succes. Stedet blev lanceret som Frederiksberg Morskabsteater. Det blev de Københavnske sommerrevyers vugge. Rigtig gættet, det var det senere Betty Nansen Teater.

Ja vi skal også lige nævne Tivoli, som blev grundlagt i 1843, men denne attraktion har vi tidligere beskrevet i en artikel.

 

Sangerindeknejper – et morslak forfald

En af de populære sangerindeknejper var Olympen, Vesterbrogade 29. Disse knejper oplevede deres blomstringstid fra 1860erne til ned i 90erne på trods af protester fra moralprædikanter og myndigheder. I 1865 var der 31 sangerindeknejper i København og på Frederiksberg. De 4 af dem lå på Vesterbro.

 

Knudepunkt for jernbanen

Foruden at være hjemsted for byens slagtere og hovedstadens forlystelsessteder, blev Vesterbro et knudepunkt for jernbanetrafikken. Allerede i 1834 fremkom de første tanker om en jernbane til Roskilde. Men først i 1841 begyndte Industriforeningen at interessere sig for sagen. Det sjællandske Jernbaneselskab fik koncession til at anlægge og drive banen.

Under en stor højtidelighed blev banen indviet den 26. juni 1847, og i de første år var banen en virkelig sensation. Snart blev banegården for lille. I 1863 – 64 opførtes på den modsatte side af Vesterbrogade efter en tegning af J.D. Herholdt en ny og større banegård. Den nuværende banegård blev taget i brug i 1911. Foruden denne banegård lå der ved Gyldenløvsgade en særlig banegård for tog til Klampenborg og ved Vester Farimagsgade en station for Nordbane – togene. Siden blev der opført en godsbanegård.

 

Fra grønne marker til stenørken

Som bekendt blev demarkationslinjen flyttet i 1852, og i 1857 blev Vesterport revet ned. I 1857 opførtes hovedstadens første gasværk, Vestre Gasværk, som Gasværksvej er opkaldt efter.

På få år forvandledes de grønne marker til stenørkener med høje beboelsesejendomme med et utal af små lejligheder. Mellem 1854 – 58 anlagdes Viktoriagade, en del af Istedgade, Vesterbros Torv, en allerede nævnte Gasværksvej, Eskildsgade, Absalonsgade og Oehlenschlägersgade. Inden 1872 var følgende veje færdige, Skt. Jørgens Allé, Dannebrogsgade, Saxogade, Valdemarsgade, Sundevedsgade, Amerikavej, Platanvej og Bakkegaards Allé. I 1884 var Brorsonsgade anlagt, og året efter var det Kingosgade. Sønder Boulevard og dens mange sidegader stammer fra årene omkring 1900.

 

Den store muremester

En af de store bygherre dengang, var muremester Peter Christian Wienberg. Han var kommet til København i 1866. Han byggede blandt andet Absalonsgade 11 og 13 i 1876, og så endda i fem etager.

 

Kun få fabrikker

De gamle smukke slagterhuse og andre småhuse blev efterhånden erstattet af store beboelses – og forretningsejendomme. Gæstgivergårde blev nedrevet, en af dem var Sorte Hest.

De gamle beværtninger og forlystelsessteder forsvandt også. Butikshandelen holdt tidlig sit indtog på Vesterbro. Men egentlig fandt industrien aldrig rigtig fodfæste. Der kom kun mindre virksomheder. Dog må vi nævne Bing & Grøndahl og lige ved grænsen til Valby, Carlsberg.

 

Porcelænsklokker og udsalg hjalp fabrikken

Bing & Grøndahls Porcelænsfabrik blev oprettet i 1853 af brødrene M.H. og J.H. Bing sammen med Fr. Vilh. Grøndahl. De smukke bygninger på 143 – 149 er som et idyllisk lyspunkt på Vesterbro.

Man startede i arbejdsskure på den modsatte side af der, hvor fabrikken blev rejst. Der var mange problemer i starten, og under en forkølelse i 1856 døde Grøndahl. Det kneb gevaldig med afsætningen. Så fandt man på, at holde halvårlige udsalg. Det hjalp på det.

Telegrafdirektør Peter Faber forespurgte, om man kunne lavede hvide porcelænsklokker til telegrafpælene. En strålende indtægtskilde var dermed sikret. På verdensudstillingen i Paris i 1900 fik virksomheden sit gennembrud.

 

Maskinfabrik og kemisk fabrik

Ja så var det jo også Eichhofs Maskinfabrik, der blev grundlagt i 1848. Gennem flere generationer var det Skandinaviens førende virksomhed ved fremstilling af bogtrykkeri – og bogbinderimaskiner.

Det var også Alfred Benzons Kemiske Fabrikker, der fra omkring 1860 flyttede til en grund mellem den gamle jernbanevold og stranden. Det blev efterhånden til en større medicinalfabrik.

En større virksomhed var også bryggeriet i Rahbeks Allé. Det blev senere opslugt af De Forenede Bryggerier.

 

Hellig – Hansen, en trist skæbne

På hjørnet af Vesterbrogade og Farimagsvejen (Axeltorv) lå en pavillonlignende bygning, den tidligere Kongens Klub som i 1872 var blevet indrettet til café under navnet Café Boulevard. Men allerede året efter blev det ombygget til forlystelsesstedet Concert du Boulevard.

Hellig – Hansen, der havde tjent mange penge på Vesterbro byggede en række store forlystelser. Ja vi kunne nævne et hav af forlystelser. Selv et cirkus opførte man. Det var i Jernbanegade med stalde til ca. 100 heste, vognremiser, cafeer, prøvesal m.m. Bygningen nedbrændte i 1914. En ny cirkusbygning blev opført på stedet.

Denne Hellig – Hansen var en stor byggematador, men han endte som en original og døde fattig på Almindelig Hospital – en trist skæbne.

Fra ølhalle til Varieté

Ja vi skal da nævne Thors Hal, en rigtig ølhalle, der blev indviet i 1861. Siden blev det dansesalon og kaldte sig Figaro og Palais de Dance.

Det var i Vesterbrogade 32, hvor Thors Hal lå, og det siges, at selveste Frederik den Syvende indviede stedet. Indehaveren, Heymann havde i 1853 grundlagt bryggeriet Svanholm Gammel Kongevej. Men selv om, man serverede bajersk øl, så var tilstrømningen ikke lige stor altid. Så prøvede man også at servere kartoffelmos til. Det hjalp nu heller ikke meget. En varieté med franske og ungarske blev heller ikke nogen succes. Så allerede i 1863 afhændede Heymann sit foretagende.

Schweizerhytten var nok det sted, hvor man spiste bedst. Senere blev stedet kaldt Bræddehytten.

 

Gule Hest

Der hvor teatret Sorte Hest i dag ligger ved Vesterbrogade lå gæstgiveriet Gule Hest. Her kunne tilrejsende til København gør holdt og få noget at spise og drikke. Stedet var opført en trelænget gård i 1700 – tallet. Hovedlængen lå langs den nuværende Kingosgade, mens portlængen vendte mod Vesterbrogade. Hvis man nu kigger godt efter, kan man måske få øje på en snavset cementplakette over opgangen til Vesterbrogade 106 b. Her kan man læse:

Gule Hest bortfaldt 1778 og blev i stedet kaldt Haabet

Det var den københavnske handelsmand, Peter Borre, der købte stedet. Han begyndte at etablere tobaksplantage på ejendommens jorde. Senere var det tekstilfabrikant og justitsråd Ole Ferdinand Olsen, der købte stedet. Han havde tjent formuer på en linnedfabrik. Han tjente endnu flere penge ved at udstykke Håbets jorde. I 1885 blev gården nedrevet, og Kingosgade etableret.

Jo Vesterbrogade 148 er af få bevarede bygninger fra gammel tid.  Her lå Sorte Hest.

 

Og så havde de maskiner til osten

Klein opførte den store Industriforenings bygning på hjørnet af Rådhuspladsen og Vesterbrogade, men samtidig udførte han i 1872 – 73 et projekt til et stort bygningskompleks på det delvis ubebyggede areal mellem Vesterbrogade og Jernbanegade. Naboejendommen på hjørnet af Vesterbrogade og Farimagsvejen var da den tidligere omtalte Kongens Klub. Det var dette sted, der efterhånden blev omdannet til Concert de Boulevard.

Her var høje trapper, blomsteranlæg og små springvand. Om aftenen var her røde og hvide lamper og fornemme orkestre, blandt andet Georg og Carl Lumbye. Men det pariserliv, der her udfoldede sig, var ikke noget, der var lige populært i alle kredse. I en omtale i Illustreret Tidende kan man fornemme den bidende ironi:

Ingen anede eller drømte vistnok om Sommerlocalet for Kongens Klub engang skulle blive degraderet til en Pavillon for Sang og Musik. Vor fineste Klub – Arnestedet for det Rang – og titelbeklædte Bourgeoise – forvandlet til et Opholdssted, hvortil Adgangen kan kjøbes for nogle faa Øre, og hvor man har Lov til at drikke Øl og ryge Cigarer! Ak, hvor forandret Og dog – dette er Tilfældet.

Ikke mindre end 26 Personer ere beskæftiget i Kjøkkenet, foruden at der anvendes Maskiner. Om det saa er Osten, har man en særlig Høvl til at høvle den af i tykkere eller tyndere Skiver. Tredive Opvartere ere i fuld Beskæftigelse, og der er syv Mennesker til at tage tomme Flasker, Glas, Kopper og Tallerkner fra Bordene. Af Drikkevarer er det selvfølgelig Øllet, der spille den fornemste Rolle. Det hører ikke til noget ualmindeligt, at der paa en varm Sommeraften udskænkes 16 halve Tønder Bayersk Øl, samtidig med at Forbruget af Tuborgere løber op til 900 halve Flasker og dertil kommer et Hav af Sodavand foruden utrolige Kvantiteter af Cognak og Rom.

 

Massedåb, bunkebryllupper og linjebegravelser

Sankt Mathæuskirken blev opført i 1878 – 80. Dens præster måtte sørge for al gudstjeneste og al kirkelig ceremoni for hele Vesterbro og Valbys befolkning gennem en længere årrække. I 1901 angives dette sogn at have 72.836 indbyggere. Under disse forhold kunne ingen præst overkomme at døbe, vie eller begrave sine sognebørn på regelret maner. Det blev til massedåb, bunkebryllupper og linjebegravelser.

Massedåb blev foretaget i hold på 7 – 10 børn. For at spare tid, blev ritualet indskrænket til det mindst mulige. Da det var for omstændeligt at korstegne hvert enkelt barn to gange med de højtidelige ord, Modtag det hellige korsets tegn både for din pande og for dit bryst til et vidnesbyrd om, at du skal tro på og tilhøre den kordfæstede Herre og Frelser, Jesus Kristus, nøjedes man med en fælles længdestreg, som derefter krydses af over børnene, så behøvede man kun at sige ordene engang pr. hold.

Det var som regel, kirkens yngste præst, Kateketen, et ungt uskyldigt menneske, der havde til at opgave at døbe alle disse børn.

Ved bunkebryllup gik det lige så hurtigt. Der gik syv brudepar på et hold. Der kunne så mødes skøger og horkarle med ærbare ringe folk. Præsten havde aldrig set før, og han heller ikke dem. De så ham sikkert heller ikke siden. Han holdt så en fællestale, og så blev de viet en, to tre uden orgel og uden salmesang.

Hvis det bagefter skulle være fint bryllup blev de skyndet ud. De sidste kunne så måske lige nå at se, organist, kantor og graver. For nu kom der grønne planter i koret, kandelabrene blev tændte, og der blev placeret løbere op af gulvet. Nu kunne grossereren føre sin datter op af gulvet, så hun kunne få sin premierløjtnant.

 

Endelig kom der kirker

I 1894 opførtes langt nede i Dannebrogsgade den tarvelige Gethsemanekirke af halvstensmur og et tag af jernblik. I 1915 blev den afløst af en stenkirke.

I nytår 1898 erhvervede kirkens folk dansestedet Valkyrien, der lå i haven til det gamle Peters Haab. De fik den omdannet til Sankt Maria Kirkesal, der siden afløstes af Eliaskirken Vesterbro Torv og Mariakirken i Istedgade.

Men ellers kom der pludselig en masse kirker, Kristkirken Enghaveplads (1900), Apostelkirken i Saxogade (1901), Absalonkirken Sønder Boulevard (1919) og Enghavekirken i Slesvigsgade (1923 – 24). Den smukkeste kirke på Vesterbro blev dog den katolske Jesu Hjerte Kirke i Stenosgade, der blev opført i forbindelse med Sankt Knuds Stiftelse og indviet i 1895.

 

Vi kunne have fortsat

Og kære læsere, sådan kunne vi blive ved med at berette om Vesterbros historie, men kig lige på nedenstående artikel – forslag. Her kan du så fortsætte.

 

Kilde:

  • Steffen Lindvald: Vesterbro, slagternes, forlystelseslivets og den jævne borgers bydel (1965)
  • København før og nu bind 5 (1950)
  • Steffen Lindvald: Vandringer i København (1961)
  • Steffen Lindvald: København har moret sig (1966)
  • C. Kampmann: Paraplyen – Den gamle tjener fortæller (1928)
  • Carl Bayer: Kjøbenhavns Folketheater (1857 – 1882) (1882)
  • Knud Bokkenheuser: Dreyers Klub (1903)
  • Knud Bokkenheuser: Vesterbro (1919)
  • Vidar Bruhn: Fra Sangerindeknejpernes Dage (1920)
  • Clausen, Krogh: Danmark i Fest og Glæde bd. 1 – 6 (1936)
  • Carl C. Christensen: Fra Grønnegade – kvarteret (1922)
  • Jakob Davidsen: Fra det gamle København(1910)
  • Jakob Davidsen: Gamle Minder fra Frederiksberg (1953)
  • Poul Henningsen: Livets Regeringstid (1953)
  • Mogens Lebeck: Frederiksberg gennem 300 år (1951)
  • Carl Muusmann: Da København blev voksen (1932)
  • Carl Muusmann: Firsernes Glade København (1920)
  • Carl Muusmann: Københavnsk Cirkusliv gennem 100 år (1927)
  • Carl Muusmann: Det Glade København 1 – 3 (1939)
  • Viggo Schiørring: Hyggelige gamle København (1946)
  • Viggo Schiørring: Københavner Kavalkade (1949)
  • Bent Zinglersen: Skål København (1965)
  • Bent Zinglersen: Københavnske gadenavne og deres historie (1972)
  • Jens Fleischer: Ture i København (1986)

 

Hvis du vil vide mere: Læs ( i relation til artiklen)

  • Vesterbro i gamle dage
  • Vestebro – den fjerde tur
  • Vesterbro – en historisk vandretur
  • Et sted på Vesterbro
  • På Vestebro
  • Forlystelser i København
  • Adspredelse i det gamle København
  • Gamle værtshuse i København
  • Flere gamle værtshuse i København
  • Svenskerne på Nørrebro
  • Henrettet på Østerbro
  • Tivoli
  • Tog til København
  • Jørgen, Helgen, Hospital og Sø
  • De Gamle Frederiksbeg
  • Frederiksbergs Lystigheder og Folkeliv
  • Frederiksbeg – dengang
  • Det var på Frederiksbeg
  • Frederiksbeg Slot
  • Solbjerg, Nyby og Ny Amager
  • Gader og veje på Frederiksberg
  • Flere gader og veje på Frederiksberg og mange flere

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København