Søgeresultater på "Tønder"
Dato: juli 27, 2019
Den Blå Sangbog i Sønderjylland
Trykkefrihed i Preussen? 16 unge piger blev anholdt. De sang derhjemme for åben vindue. Mange blev dømt. De forbudte sange blev markeret med en stjerne i sangbogen. Høje Nord-Håbets Borg var også forbudt. H.P. Hanssen blev dømt fordi Hejmdal bragte en idrætssang. Fanatikere overvågede de danske aktiviteter. Den tyske Forening fandt 100 sange anstødelig. Udgiver var usikker. De forbudte sange kunne man udenad. Der var vagt på. En ”Forbudt” allike. En nyere historie om en ”forbudt” sang, som TV – Syd ikke turde spille. Og det hele startede med Dansk Sangbog
Trykkefrihed i Preussen?
Allerede den 12. juli 1865 udstedte det foreløbige styre i Sønderjylland en forordning, der forbød afsyngelse af danske sange med et ophidsende og fornærmeligt indhold. Et år efter blev det også forbudt, at udbrede sådanne sange.
Man sagde ellers, at det var trykkefrihed i Preussen. Men snart skulle man opleve noget helt andet.
Sangbogen udkom 1867, først benævnt som Dansk Sangbog udgivet af Sprogforeningen ved M. Andresen, Aabenraa – Eget Forlag. Den kom i alt i 20 udgaver og blev afløst af Højskolesangbogen.
16 unge piger blev anholdt
Der blev sandelig også grebet ind, når landboforeningerne holdt fest. En affære i 1884 i Aabenraa vakte stor opsigt. 16 unge piger blev idømt bøder for at have sunget nationale danske sange i et privat hjem men for åbne vinduer.
Den lokale domstol havde idømt pigerne hver en bøde på 5 mark. Men til politiets store irritation blev de frikendt ved Landsretten i Flensborg. Begrundelsen var, at forordningen var bortfaldet, da den preussiske straffelov først blev indført i 1867.
Anklagemyndighederne appellerede derfor dommen til en højere instans. Den fastslog, at forbuddet mod ophidsende og fornærmelige sange stadig var gældende ret.
Mange blev dømt
Man måtte ikke afsynge sange som ”Vift stolt på Codans bølge blodrøde Dannebrog”. Den indeholdt en forherligelse af det danske flag.
I 1890 blev fire Haderslev – borgere dømt for at have afsunget ”Der er et yndigt land”. Ved byretten blev de frikendt, men igen i Landsretten blev de dømt.
I 1897 talte H.P. Hanssen ved et møde i Rødding, men mødet blev afbrudt af en gendarm, da H.P. Hanssen foreslog at man skulle synge ”Jeg vil værge mit land”. Ved retten blev H.P. Hanssen idømt en bøde på 50 mark og dertil en tillægsbøde, fordi han havde vist foragt for retten ved at afvise at besvare uvedkommende spørgsmål.
De forbudte sange blev markeret med stjerne
Men det absurde var, at man godt måtte foreslå at synge en ”forbudt” sang, bare man ikke selv sang med.
For ikke at få for mange kontroverser havde udgiveren M. Andresen i 1899 – udgaven af Den Blå Sangbog med stjerner markeret 24 sange som ved dom blev anset for ophidsende og fornærmelige. Han anbefalede, at man ved offentlige møder undlod at synge disse sange.
Høje Nord, håbets borg – måtte man ikke synge
I 1903 begyndte man en mere systematisk forfølgelse. Ved et vælgermøde i Nybøl den 11. juni 1903, hvor Jens Jensen talte, udbragte P. Philipsen et leve og foreslog forsamlingen at synge ”Høje Nord, frihedens hjem”. Den tilstedeværende gendarm B. Cummerow krævede straks mødet opløst.
Landråden påstod, at ”Høje Nord” ved en retslig kendelse var blevet forbudt, og at det var strafbart at foreslå og at synge den. Og det var åbenbart fordi, at der i tredje vers stod ”Høje Nord, håbets borg”.
Når man i Nordslesvig talte om håbet, talte man om ”Genforening” med Danmark. Dette fremgik også af ordene ”Vårfryd efter vintersorg”. Efterhånden kunne politiet gribe ind efter behag. Man kunne efterhånden selv fortolke sangene.
H.P. Hanssen blev dømt efter at Hejmdal bragte en idrætssang
Hejmdal havde gengivet en idrætssang med titlen ”Opad og fremad er Danmarks mål”. Ikke redaktøren, men udgiveren H.P. Hanssen blev dømt som ansvarlig for udbredelsen.
Den tyske Forening mente samtidig, at nu måtte der være grundlag for at standse udbredelsen af Den Blå Sangbog.
Han var ellers en afholdt gendarm
Vi omtalte lige før gendarmen Cummerow. Han var ellers en meget vellidt person, der havde lært sig dansk. Hjemme gik han til stor fortrydelse for hans kone og fløjtede de danske fædrelandssange. Han flyttede efter ”Genforeningen” eller ”Grænsedragningen” til Sønderborg som en glad pensionist.
Fanatikere overvågede danske aktiviteter
Angrebet på Den Blå Sangbog blev ledet af et udvalg inden for Den tyske Forening for det nordlige Slesvig oprettet i 1890 som et modstykke til Vælgerforeningen. I ledelsen sad en række fanatikere, der nidkært overvågede danske aktiviteter i Sønderjylland og mødevirksomheder i de sønderjyske foreninger i kongeriget. De holdt så myndighederne orienteret om dette.
Man fandt 100 sange anstødelig, retten fandt kun 4 mere.
I maj 1905 beslaglagde politiet de sangbøger, der fandtes hos boghandlere i Haderslev, Rødding, Skærbæk, Toftlund og Sønderborg. I Aabenraa fandt politiet ikke nogen sangbog hos de daværende boghandlere.
Den tyske Forening havde oversat ca. 100 af de sange, som de fandt anstødelige. Og alle disse sange blev så gennemgået i retten. Da Landsretten så overtog sagen viste det sig, at de kun anså de 4 af de 100 sange som anstødelige.
Boghandlere frikendt
Og de boghandlere, der skulle dømmes blev sandelig frikendt af Kammerretten i Berlin. I den følgende udgave af Den Blå Sangbog fandtes de fire forbudte sange i indholdsfortegnelsen, men når man slog op på nummeret, var der en hvid side beregnet til, at sangbogens ejer selv kunne indskrive teksten.
Udgiver var usikker
I den følgende udgave kunne man i 1908 mærke udgiverens lettelse for han skrev, at sangbogen ”kunne føres, lægges frem og bruges frit og uhindret overalt.
Men helt tryg ved, hvad politiet kunne finde på, var han dog ikke. I et efterskrift anbefalede han brugerne at undlade i alt 16 sange, da der ved domstolene var kommet afvigende meninger og fortolkninger.
Sange er emneopdelt
I alt var 700 sange optaget i den Blå sangbog efterhånden. Den var emneopdelt med sange om Modersmålet først. Derefter fulgte Mindesange fra Danmarkshistorien, Nyere Fædrelandssange, Danmark, Norden, Friheden, Drikkeviser, Kærlighedsviser og aftensang.
De forbudte sange kunne man udenad
Under det preussiske styre kom der efterhånden større og større pres på de danske traditioner. Når der kom besøg fra kongeriget nede i Nordslesvig skulle der synges i den blå sangbog. Så blev det for eksempel sagt:
Men når man slog op så stod nummeret der og ellers ingenting.
Der var vagt på
Når man skulle synge nogle af de forbudte sange, så havde man vagtpost til at holde øje med, om den tyske gendarm kom ridende. Der var en til begge sider. Hvis der så blev meldt:
Ja så slog man pludselig over i tyske sange, indtil han var redet forbi. Så fortsatte man som om ingenting var sket.
En ”forbudt” allike
Tolder Beck ved Skodborghus havde en tam allike på loftet, og den kunne fløjte. Han havde lært den at fløjte ”Dengang jeg drog af sted”.
På et tidspunkt forsvandt den i et par dage, og så hørte han ad omveje, at de havde hørt en fugl i Skodborg, der sad på skorstenene og fløjtede de første strofer af ”Dengang jeg drog af sted”
Tyskerne havde skudt efter den, for det var en af de forbudte sange. Men den kom dog hjem igen i god behold.
En historie om en forbudt sang
Højskolesangbogen så dagens lys i 1894 under navnet ”Sangbog udgivet af foreningen for højskoler og landbrugsskoler”. Ja den har også heddet Folkehøjskolens Sangbog.
I den 18. udgave fra 2006 havde 166 sange måtte vige pladsen til fordel for nye og det vakte furore i Sønderjylland. Rygter om, at sang nr. 497 ”Det haver då nyligen regnet var røget ud af repertoiret nåede hurtig den sydlige del af landet. Beslutningen blev mødt med stor modstand i brede kredse.
Det viste sig dog, at den sønderjyske kampsang havde overlevet redigeringsprocessen i fin form, men at den stort set ukendte folkevise af samme navn måtte forlade de eftertragtede sider.
Mange år senere skulle min afdøde kone, Hanne lave en film om Børge Christensen fra Tønder, der opfandt ”EDB – programmet” Comal 80. Hun var ansat på fagbevægelsens videoselskab BIS – Video. Filmen skulle vises på TV-Syd. Hun fik en af Aabenraas bedste musikkere til at indspille ”Det haver så nyligen regnet”. Det skulle være instrumental underlægningsmusik. Men TV – Syd ville ikke bringe filmen, fordi det netop var den melodi.
Det var en af dem, som også preusserne forbød.
Melodien er en gammel dansk folkemelodi. Den oprindelige tekst blev skrevet Svend Grundtvig i 1861. Omkring 1890 skrev Johan Ottosen en ny, let satirisk tekst, som blev sunget første gang ved Sønderjydernes besøg i København i marts 1890.
Og det Preusserne ikke kunne lide var følgende ”Frø af urgræs er føget over hegnet”. Og selv om det kun var i en instrumental udgave, ja så mente TV Syd så mange år efter, at bare melodien kunne få Det Tyske Mindretal til at reagere.
Min kone, Hanne måtte simpelthen fjerne musikken ellers ville TV Syd ikke bringe filmen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om Genforening, Grænsedragning, Afståelse og Deling, 1864 og De Slesvigske Krige, Sprogkamp, Dansk/tyske tildragelser så har vi lavet en liste med 129 artikler om disse temaer, som du kan finde her på www.dengang.dk
Dato: juli 24, 2019
Genforening, Afståelse, Deling eller Grænsedragning
Undertegnede har fået masser af hug, fordi jeg uden videre godkender ordet ”Genforening”. Læs her i den lange artikel, hvorfor. Det er ikke historieforfalskning og sludder. Jo, Sønderjylland var en del af det danske kongerige for meget lang tid siden. Sydgrænsen var Ejderen. Da Abel blev gift med en greve-datter, skete der noget. Erik Menved pantsatte alt syd for Kongeåen. Erik af Pommern kæmpede forgæves. ”Evigt uddelte sammen”, blev udnyttet af en bevægelse i 1800-tallet. November-forfatningen gik galt. H.C. Andersen fattede ingenting. Tyske stater fik mulighed for at blande sig i interne danske forhold. Preussen forslog en afstemning, men Danmark sagde nej. Omkring 60.000 udvandrede. I København havde de en meget ængstelig holdning over for tyskerne. Zahle og Scavenius brød sig ikke om H.P. Hanssen. Et forslag lød på, at bytte De Vestindiske Øer med Nordslesvig. Den franske hovedforhandler mente, at Danmark var alt for beskeden. De danske regeringer påtvang det tyske sprog. Og så opdagede danskerne ikke graverende fejl i afstemningen. Tusinder af menneskeliv kunne være sparet.
Masser af hug
Når man befatter sig med historie, så befatter man sig også med tolkning. Mange har deres opfattelse af historie. Dette er måske afledt af det man har læst. Men nu er ikke alt, hvad der står i diverse fag – og historiebøger rigtigt.
Her på siden får ”Den Gamle redaktør” da også mange hug. Og de fleste hug kommer i forbindelse med ”Besættelse” og ”Genforenings-historie”. Ja for sidstnævntes vedkommende er det blevet antydet, at jeg ikke kan kalde mig sønderjyde med den mening, jeg har om Genforeningen. For min skyld må man da godt kalde det ”Genforening”, men det er historisk ukorrekt.
Historieforfalskning, sludder og fortyskning
Ja artiklerne her på siden er blevet kaldt meget, historieforfalskning, sludder, fortysket og meget mere. Det blev jo dansk, da det blev en ”Helstat” er det blevet påstået. Sønderjyllands Historie er ikke let at forstå.
Der er mange følelser med dette ord ”Genforening”, og det kan jeg da godt forstå. Men der er sandelig også mange usandheder. Der er for meget glansbillede over det. Vi har gennem snart mange artikler her på siden forsøgt at skildre sandheden. Det er også stor forvirring om, hvornår man må kalde det for Sønderjylland.
Dette bliver en lang artikel. Men vi vil forsøge at forklare sammenhængen. Men vi skal da lige advare, at dette ikke er helt let. Og bagerst er der en artikeloversigt såfremt du vil have uddybet historien.
Afståelse af Nordslesvig
Ordet ”Genforening” er præget af det danske nationale perspektiv, hvor den danske landsdel Sønderjylland kom tilbage til moderlandet. Fra tysk side talte man derimod om en afståelse af Nordslesvig.
For de mennesker, der var præget af hertugdømmet Slesvigs interne sammenhængskraft, betød grænsedragningen en deling af Slesvig. Det var ofte tværs gennem familier, handelsforbindelser og kulturelle bånd.
Overtrumfet af Tysklands nationale samling
1800-tallets ønske om et samlet og selvstændigt Slesvig – Holsten blev overtrumfet af hele Tysklands nationale samling, og måske først delvist indfriet med dannelse af den nuværende delstat Slesvig – Holsten i 1947.
Og for begge mindretallene – både danskerne i Sydslesvig og hjemmetyskerne i Sønderjylland (Nordslesvig) blev 1920 tidspunktet, hvor et afstemningsresultatet ikke blev som ønsket.
En del af det danske kongerige – for meget lang tid siden
Sønderjylland havde oprindelig været en del af det danske kongerige, men dets tilknytning hertil var blevet svækket ved en kompliceret arvelighedspolitik, hvis virkninger blev kompliceret af indvandring af fortrinsvis holstensk, kapitalstærk adel, som opnåede særrettigheder.
Disse særrettigheder ville det holstenske ridderskab ikke give afkald på.
Ejderen anerkendt som Danmarks grænse
Danevirke ved Den Jyske Halvøs smalleste punkt udgjorde fra Jernalderen og århundreder frem danernes sydligste forsvarsværk. I 811 blev Ejderen anerkendt som Danmarks sydgrænse af den tysk-romerske kejser Karl den Store.
I de følgende århundrede blev grænsen truet af svenske vikinger, tysk – romerske kejsere og vendere. Derfor blev der fra slutningen af det 11. århundrede udnævnt en grænsejarl, der skulle forsvare grænsen. Denne jarl af Sønderjylland styrede et område, der bestod Barvidsyssel, Ellumsyssel, Istedsyssel. Ja det var helt fra Kongeåen ned til Ejderen og Levenså.
Knud Lavard – anset som trussel
Knud Lavard, der blev jarl af Sønderjylland i 1115 fik efter sin sejr over venderne titlen hertug af Holsten. Hans efterfølgere kaldte sig i flæng, hertug af Sønderjylland eller hertug af Slesvig.
Knud havde tilbragt en del af sin ungdom hos hertug Lothar af Sachsen. Han var bekendt med det tyske lensvæsen. På den tid var dette ukendt i Danmark. Men ak, så blev han anset for at være en trussel for kongeriget og blev dræbt.
Hertug Abel giftede sig i1237 ind i den holstenske greveslægt Schauenburg. Hertugtitlen blev betragtet som arvelig i hans slægt, men da den uddøde med hertug Henrik af Sønderjylland i 1375, kunne Schauenburgerne overtage Hertugdømmet Slesvig.
Yngre kongesønner blev jarler
Fra slutningen af det 11. århundrede til 1375 var der jarler, der styrede området. Margrethe den Første opkøbte ejendomme i Slesvig og lagde dem under Kronen, så Sønderjylland kom reelt til at bestå af to dele, hertugdømmet og de kongerigske enklaver. Dronning Margrete den Første måtte dog affinde sig med at Greven af Holsten havde overtaget Sønderjylland. Hun valgte at gøre ham til lensmand i 1386.
Hertugdømmet Slesvig bestod fra ca. 1200 til 1867. Stort set dækkede det ordet for Sønderjylland (også syd på). I løbet af middelalderen udviklede landsdelen sig til et eget dynasti.
Fra slutningen af 1100-tallet fik yngre kongesønner titlen hertug af Jylland/Sønderjylland. I 1187 blev Valdemar hertug. I 1202 blev han konge som Valdemar Sejr. En dynasti blev grundlagt, da Valdemar Sejrs søn Abdel 1232 blev gjort til hertug af Sønderjylland.
Jo det var især efter 1241, at hertugernes selvstændighed voksede i forhold til de danske konger. Samtidig voksede de holstenske grever indflydelse i Sønderjylland.
Da Abel blev gift med en greve-datter
Abel var gift med den holstenske grevedatter Mechtilde, og dermed skabtes en dynamisk forbindelse mellem områderne nord og syd for Ejderen, som fik vidtrækkende følger. Abels efterfølgere som hertuger vandt efterhånden hævd på, at hertugtitlen i Sønderjylland var arvelig inden for Abels slægt. Hertugerne fik flere rettigheder, som ellers var kongens. Således fik de ret til at kræve skatter og til at slå mønt.
Desuden fik Sønderjylland sit eget landsting Urnehoved syd for Aabenraa. Abel-slægten blev kraftigt støttet af de holstenske grever og kom efterhånden i et afhængighedsforhold.
Den 12. maj 1260 pantsatte Mechtilde sammen med sine sønner Erik og Abel Abelsen landet mellem Ejderen og Slien til sine brødre, Johan den Første af Holsten og Gerhard den Første af Holsten, samt yderligere fæstningen Rendsborg, som hun havde modtaget som medgift.
Erik Menved pantsatte alt syd for Kongeåen
Af betydning for hertugdømmernes svækkende tilknytning til kongeriget er det, at kong Erik Menved i 1313 de facto afstod alt kongeligt gods syd for Kongeåen. Til hertug Erik den Anden og i 1316 afstod fra retten til at udnævne hirdmænd i Sønderjylland.
Greverne overtog mere og mere af hele Danmark
Greverne fik på grund af indre stridigheder i Danmark også en tiltagende indflydelse i kongeriget. I begyndelsen af 1300-tallet var stort set hele det danske rige pantsat til greverne Gerhard den Tredje (Store) og Johan den Tredje (Milde). I 1316 kunne de afsætte den danske konge Christoffer den Anden og gøre den 12 – årige Valdemar af Sønderjylland til konge af Danmark.
Fra 1326 havde hertugerne overtaget alle kongens kompetencer i Sønderjylland. Samtidig var der en kamp mellem konger og hertuger om hertugdømmets grænser, som først fandt sin afslutning i 1440, hvor både Als, Ærø og 12 af 13 frisiske herreder ved vestkysten var blevet en del af hertugdømmet. Femern fik fælles herre med Slesvig sidst i 1300-tallet og fulgte derefter hertugdømmet, men regnes først helt som del af det i 1658.
I slutningen af 1300-tallet satte greverne af Holsten-Rendsborg sig i besiddelse af hertugdømmet, hvilket blev grundlaget for en næsten 500 års forbindelse mellem Holsten og Slesvig som hertugdømmet nu hed.
Den sønderjyske hertugslægt uddøde i 1375
Den sønderjyske hertugslægt uddøde i 1375. I 1385 blev greverne formelt forlenet med det af Margrethe den Første. Betegnelsen Hertugdømmet Slesvig blev nu mere almindeligt og overtog den gamle betegnelse Hertugdømmet Sønderjylland.
Officielt var det ikke noget, der hed Sønderjylland efter 1375. Men Sønderjylland blev et slagord og en appel til de dansksindede befolkning i 1800 – tallet, hvor modsætningen mellem tysk og dansk blev tilspidset. Navnet Sønderjylland havde en sammenhæng med Nørrejylland nord for Kongeåen.
Erik af Pommern kæmpede forgæves
Magrethe den Første gjorde meget for at genvinde Sønderjylland i tidsrummet 1404 – 1448. Men Erik af Pommern tabte slaget. Striden sluttede med, at den holstenske greve og slesvigske hertug Adolf i 1448 stod som den store vinder. Talrige retssager var blevet afholdt. Ja kampen var blevet udkæmpet med diplomati, retssager og militær magt. Erik tabte kampen om Sønderjylland. Det blev også begyndelsen til enden på den ekspansive kongemagt, som var hans politiske arv fra dronning Margrethe og Valdemar Atterdag. Sønderjyllands eller Slesvigs status som hertugdømme blev fastslået på en måde, der rakte århundreder frem.
En konge med tysk baggrund
I 1448 fik Danmark en konge med tysk baggrund. Det var på baggrund af en anbefaling af hertug Adolf den Første af Slesvig. Og kongen, ja det var Christen den Første fra Huset Oldenburg. Foruden at blive konge af Danmark blev han efter Adolfs død, hertug af Slesvig og greve- senere hertug- af Holsten. Denne personaleunion mellem helstatens bestanddele gav det danske rige en indre stabilitet i de følgende århundreder.
Masser af mini – hertugdømmer
Betydelige områder af Slesvig – Holsten udgjorde efter delinger i 1500- og 1600-tallet i lange perioder selvstændige småhertugdømmer. Navnlig delingen i 1544 trak lange spor efter sig. Hertugerne af Gottorp regerede over en del af Slesvig indtil 1713 og af Holsten indtil 1773. På Als og Ærø, på Sundeved og ved Glücksborg havde fra 1564 og indtil 1779 hertug Hans den Yngre og hans mange efterkommere deres bittesmå dele af Slesvig- hertugerne af Sønderborg, Nordborg, Ærø, Glücksborg og Plön. Dertil kom hertugerne af Augustenborg, uden eget hertugdømme, men efterhånden med store godser.
Evigt uddelte sammen
Men det forhindrede også, at der i 1800-tallet kunne dannes en dansk nationalstat bestående af kongeriget og Slesvig – et Danmark til Ejderen. Christian den Første havde nemlig måttet love, at Slesvig og Holsten skulle ”blive evigt udelte sammen”.
Nu har historikere godt nok studeret dette begreb, og man er uenige i fortolkningen. Nogle mener, at det kun stod sådan anført, fordi man skulle hjælpe hinanden. Siden dengang har der været Slesvig – Holstenske jordbesiddelser mange steder. Og det var først, da en sekretær fra Ridderskabet fandt bemærkningen frem i 1820erne, at det blev aktuelt. Men den Slesvig – Holstenske bevægelse voksede. Og det var dem, der gjorde oprør i 1848.
Mellem den lokale kongelige amtsforvaltning i hertugdømmerne og Tysk Kancellis Indenrigske Afdeling i København fandtes der flere melleminstanser med sæde i hertugdømmerne.
Statholdere og kancelli
I 1545 indsatte kongen første gang en Statholder til at varetage sine interesser i hertugdømmerne. Embedet bestod med mindre afbrydelser indtil 1848.
I 1648 oprettede Christian den Fjerde et særligt ”regeringskancelli” for de kongelige dele af hertugdømmerne under forsæde af statholderen. Det fik sæde i Glûckstadt og var tillige appeldomstol. Fra 1713 beskæftigede kancelliet sig kun med holstenske forhold.
I den sydlige del af Slesvig følte hovedparten af borgerne sig knyttet til andre tysktalende. Og det gjorde holstenerne også. Grænsen for den danske helstat gik således langt sydligere end grænsen for det danske folk. (Dansksindede borgere) Det skyldtes at Slesvig – holstenerne ville have en fælles grundlov for de to hertugdømmer samt Slesvigs indlemmelse i Det Tyske Forbund.
Den danske Helstat
I forbindelse med Genforenings-debatten er det opstået nogle misforståelser vedr. begrebet Helstaten. Den varede fra 1814 til 1864. Ved oprettelsen omfattede den:
En Helstat var reelt en personalunion, hvor det alene var de enkelte landområders tilknytning til den enhver siddende konge, der afgjorde tilhørsforholdet. I alle andre henseender blev de enkelte rigsdele formelt forvaltet som egne stater, idet man dog i praksis samlede den overordnede centralforvaltning i den kongelige residensstad, København, og her i særdeleshed med to kancellier, et for de kongerigske dele (Dansk Kancelli) og et for hertugdømmerne (Tysk Kancelli)
November – forfatningen gik galt
Egentlig førte treårskrigen kun til status que, men da Danmark i 1863 indførte November – forfatningen, som knyttede Slesvig tættere til kongeriget end Holsten, at det gik galt.
Administrativt og politisk – ingen indlemmelse i kongeriget
På dansk side bider særligt Christian den Ottende sig fast som hovedperson. Som kernen i denne konges politiske tankegang sættes genoptagelsen af Frederik den Sjettes helhedstanker fra dennes første kongeår. Slesvig skulle så vidt mulig genvindes for danskheden, men ikke politisk og administrativt indlemmes i kongeriget, skulle Holsten bindes til denne danske helstat.
Kongens ulykke var at han ikke kunne frigøre sig for sit gemyt og tage klare og utvetydige standpunkter. Bernsdorf havde også indtil sin død i 1813 været en statsmand af et vist format
Klosterbrødrene var imod sprogtvang
Det var regeringen i København, som mellem de to slesvigske krige forlangte, at dansk skulle være herskende i hele Slesvig – Holsten også blandt dem, der kun talte tysk. Det var der mange dansksindede, der kæmpede imod bl.a. Klosterbrødrene. De mente at sproglig frihed skulle gælde både dansk- og tysk slesvigere.
Den særegne sønderjyske kultur er historisk både blevet truet af rigsdanskernes kultur nord for Kongeåen og af tyskerne syd for Ejderen. Gennem hundreder af år havde Sønderjylland været nærmere tilknyttet Hamborg end København.
H.C. Andersen forstod ikke konflikten
Halvvejs i livet mødte H.C. Andersen første gang grænselandets nationale modsætninger. Efter et vellykket og givtigt besøg hos det danske kongepar tog han ophold på Augustenborg. Her mødte han for første gang en ulykkelig national splittelse rettet mod sit fædreland.
I år 1844 var H.C. Andersen endnu lykkeligt uvidende om den kommende nationale katastrofe. Han går hånd i hånd sammen med prinsen af Nør på Amrum og beundrer det frisiske landskab. Friserne mødes samme år i bredstedt og undsiger Danmark. Og i byen Slesvig mødes Slesvig – Holstenerne for at værne om tyskheden i hertugdømmet.
Grundvig mente ikke, at sønderjyderne skulle bruge magt
På Skamlingsbanken fortæller N.F.S. Grundtvig de danske sønderjyder, at man ikke må bruge magt, hvis man vil fastholde et nationalt tilhørsforhold. Magt flytter ingenting, som han siger – kun kærlighed til sprog og kultur fastholder et folkefællesskab
Tyske stater fik mulighed for indblanding
Internationale aftaler af 1851 – 52 gav imidlertid de tyske stater mulighed for indblanding i danske forhold. Og det benyttede Preussen sig af.
De to territorier voksede i vidt omfang sammen til en politisk enhed, benævnt Slesvig-Holsten. Slesvig bestod dog som område med sit eget navn og bevarede en række særtræk i lovgivning, forvaltning mv.
Måske var det ikke så underligt, at tyskerne i 1895 forbød at bruge navnet Sønderjylland undtagen i historiske fremstillinger.
Grundloven skulle senere have været brugt i Slesvig
Vi skal måske også lige nævne, at da grundloven blev indført i 1849 var denne ikke gældende i hertugdømmerne, selvom den i forordet åbnede for en senere udvidelse af dens gyldighed til hertugdømmet Slesvig.
Efter Treårskrigen samledes centraladministrationen af Slesvig i 1851 i Ministeriet for Hertugdømmet Slesvig med sæde i København.
Krigen i 1864
Preussen og Østrig forlangte at forfatningen blev annulleret. Det imødekom Danmark ikke lige med det samme. Den danske regering brød indgående aftaler. Dens manglende dømmekraft var årsag til den slesvigske krig 1864.
I alt 4.800 mand manglede på dansk side. Heraf var 2.900 taget som fanger. Resten var faldne, sårede eller savnede.
Preussen foreslog selv en afstemning
På fredskonferensen foreslog England en deling af Slesvig. Også Preussen fremsatte et forslag om Slesvigs deling, eventuelt efter en vejledende folkeafstemning. Her kunne man sagtens have fået Flensborg med til Danmark. Men den danske delegation foreslog en deling langt mere sydlig. Og denne kunne Preussen og Østrig slet ikke gå med til.
Den danske Helstat blev reduceret med en tredjedel
Våbenhvilen løb ud og Danmark løb atter ind i et militært nederlag. Nu måtte man acceptere særdeles barske fredsbetingelser. Al tale om deling af Slesvig eller vejledende folkeafstemning blev nu afvist af de tyske forhandlere. De forlangte at de tre hertugdømmer skulle afstås til sejrherrerne. Det betød, at den danske helstat blev reduceret med en tredjedel af sit areal og 40 pct. af befolkningen.
Helstaten havde været sprængt på det indre plan
Fredsafslutningen i 1864 beseglede helstatens undergang. Forbindelsen mellem Slesvig og Holsten og det danske kongerige havde bestået i århundreder, men den blev med et slag overskåret. For hovedparten af hertugdømmernes indbyggere føltes dette dog som en befrielse, fordi nationale, politiske og sociale spændinger allerede havde sprængt helstaten på det indre plan.
Nu ville nordslesvigerne(sønderjyderne) godt til Danmark
Nu blev sprængningen en realitet også på det ydre, statspolitiske plan. De dansksindede indbyggere i det nordlige Slesvig følte adskillelsen fra Danmark som en stor ulykke. Deres ønske om at blive indlemmet helt og fuldt i kongeriget opstod imidlertid først, da alternativet – indlemmelse i Preussen – var uundgåeligt.
Der var ikke inden da, det store ønske om at blive indlemmet i det danske kongerige, som påstået i nogle historiske kilder.
Preusserne fik også de Kongerigske enklaver
Det var kun befolkningen i de kongerigske enklaver, der kunne deltage i valgene til den danske Rigsdag.
Efter 1864 fik tyskerne enklaverne mod at Danmark så til gengæld fik 6 sogne i Ribe Herred og 8 sogne syd for Kolding.
Tyskerne vedblev med at være et fjendebillede
1864-krigen var med til at bestyrke danskerne i opfattelsen af tyskerne som ekspansionslystne og undertrykkende. Mange danske frygtede, at det var umuligt at overleve efter 1864 – og det var virkelig en fare for vores lands beståen.
Men Danmark klarede omstillingen til at være et lille, men alligevel selvstændig stat. Forestillingen om en stærk og rænkefuld tyskhed, der var parat til at opsluge danskheden var blevet udbredt under den første slesvigske krig og blevet styrket under 1864-krigen.
Undertrykkelsen af de dansksindede nordslesvigere efter 1864 var med til at befæste denne opfattelse og bevirkede, at tyskerne vedblev med at være fjendebillede for danskere gennem mere end et århundrede.
Danmark er en af de få lande, der mindes deres nederlag.
De dansksindede blev undertrykt
200.000 dansksindede kom nu under tysk styre. Frem til 1920 stod de dansksindede nordslesviger under pres. Skoleundervisningen blev mere og mere fortysket. Danske foreninger med betegnelsen politiske blev forbudt. Tyske foreninger fik statstilskud. Dansksindede lærere, embedsmænd og præster blev fyret. Også vandrelærere blev forfulgt. Fra 1876 var administrationssproget tysk.
Fra 1896 begyndte den preussiske stat at opkøbe landbrugsjord for at oprette såkaldte domænegårde og få jorden på tyske hænder.
Ifølge Wienerfreden fra 1864 kunne indbyggere vælge at få dansk statsborgerskab og fortsat være bosat i Slesvig. Ca. 25.000 valgte dette. Men de skulle forholde sig politisk og nationalt passive for ikke at blive udvist og få deres børn gjort statsløse.
Omkring 60.000 dansksindede udvandrede
Omkring 60.000 dansksindede slesvigere udvandrede frem til år 1900. Denne udvandring kunne have fået indvirkning på afstemningen i 1920. Fortyskningspolitikken mødte dog også modstand. Der dannedes danske foreninger, frimenigheder og vælgerforeninger. Danske forsamlingshuse som bl.a. Folkehjem i Aabenraa og aviser som Dannevirke i Haderslev, Flensborg Avis og Hejmdal i Aabenraa.
30.000 dansksindede måtte gå i tysk krigstjeneste og omkring 5.300 faldt.
I 1867 var der endnu dansk flertal i den preussiske rigsdag
Endnu i 1867 havde det været dansk flertal til den preussiske rigsdag. Tyskerne/Preusserne fik ved hjælp af Valggeometri neddroslet den danske indflydelse. Og så forstod de at kolonisere området.
Danmark sagde definitivt ja til Kongeå – grænsen
En af de mærkeligste traktater i nyere dansk historie blev underskrevet den 11. januar 1907. Det var den såkaldte ”Optant-Konvention”. Danmark lovede at forbedre sig i forholdet til Tyskland, imod at Prøjsen til gengæld lovede at behandle en bestemt gruppe sønderjyder – dem, der var børn af optanter – bedre.
Men egentlig var det tale om, at Danmark sagde definitivt ja til Kongeå-grænsen og endelig naj til & 5 afstemning. Da Stauning blev konfronteret med dette i 1919, sagde han, at han havde taget afstand fra genforeningskravet, ikke fra genforenings-håbet.
Ængstelig holdning over for tyskerne
I 1913 havde amtmanden (landråden) i Sønderborg forespurgt Folketinget om, man kunne gøre noget for at få tyskerne til at lade være med at nægte danske skibe at lægge til kaj i byen. Det var bl.a. danske rejsende på lysttur og nogle hundrede unge fra Als, som skulle på deres årlige sommerudflugt til Danmark.
Dette fik Scavenius til at bemærke, at ”hellere udsætte sig for en afvisning var det bedre og værdiger for danske turister at blive hjemme eller gøre udflugter inden for Danmarks grænser.
Det var karakteristisk for den ængstelige holdning alle ansvarlige i Danmark indtog over for Tyskland i denne tid.
Zahle bad om at lægge en dæmper på festligheder
Regeringen Zahle bad om at lægge en dæmper på 50-året for krigen 1864. Embedsmændene blev bedt om at vise det fornødne hensyn.
I Tyskland var kursen lige modsat. Her blev der ved forsamlinger råbt: ”Dänen raus”. Og ”Deutschland bis Skagen”.
Zahle brød sig ikke om H.P. Hanssens indflydelse og indblanding
Statsminister Zahle havde ikke meget til overs for H.P. Hanssen og hans indflydelse i Danmark. Han ville hellere støtte den radikale politiker Christoffer krabbe, da dennes datter fru Wildenrath – Krabbe ved hjælp af bladet Dannevirke i Köller-perioden faldt de danske sønderjyder i ryggen.
H.P. Hanssen kritiserede også Scavenius, fordi man i Danmark ikke måtte diskutere Nordslesvig offentlig.
Påskekrisen
Det var stærke krav om at Flensborg skulle indlemmes i Danmark uanset resultat af folkeafstemningen. Dette blev afvist af Zahle. Christian den Tiende krævede at Zahle udskrev nyvalg, der kunne give et flertal for at kræve Flensborg indlemmet. Da Zahle nægtede dette, afskedigede kongen ham. Det førte til Påskekrisen, hvor kongen måtte opgive sin aktion under trussel af generalstrejke.
Man kan sige, at begyndelsen til ”Genforeningen, Afståelsen, Grænsedragningen eller foreningen” tog sin begyndelse i oktober 1918, da Tyskland erkendte sit nederlag og bad om våbenhvile.
Vide kredse ønskede at Sydslesvig skulle med til Danmark.
De danske politikere stod helt uforberedte
Det store flertal af befolkningen i Sønderjyllands nordlige del (Nordslesvig) følte sig som danske. Men det sønderjyske spørgsmål havde nu ikke været en del af debatten under krigen. Det var som om det ikke rigtig interesserede politikerne i København.
Da det kom på dagsorden ved krigens afslutning stod mange uforberedt. Det var forskellige principper om folkets selvbestemmelsesret eller en historisk, hvor genforeningen kunne opfattes som genoprettelse af en tidligere retstilstand. Efter den første løsning måtte man følge folket efter den anden måtte folket følge landet. Men var det nu 100 pct.?
Ingen af de to principper blev søgt anvendt i deres yderste konsekvens, men de udgjorde den afgørende politiske skillelinje.
H.P. Hanssen fik et skriftligt svar
Et lukket fællesmøde mellem Folketing og Landsting den 23. oktober 1918 tilkendegav at man ville løse problemet i overensstemmelse med folkenes selvbestemmelsesret, dvs. gennem en demokratisk løsning.
De dansksindedes leder, H.P. Hanssen rejste spørgsmålet i den tyske Rigsdag den 23. oktober 1918. Det lykkedes den 14. november at få et skriftligt tilsagn den 14. november fra den fungerende tyske udenrigsminister, at Tyskland var indstillet på, at få løst spørgsmålet ved den forestående fredskonference.
Stauning havde skrevet til sin partifælde
Allerede den 18. oktober havde Stauning sendt et fortroligt brev til den ledende tyske socialdemokrat, senere rigspræsident Friedrich Ebert, omkring Nordslesvig – spørgsmålet.
Scavenius ville ikke have sagen op på fredskonference
Dette betød, at Den Nordslesvigske Vælgerforenings Tilsynsråd vedtog den såkaldte Aabenraa-resolution, der fastlagde deres ønsker den såkaldte Genforening.
Udenrigsminister Erik Scavenius og Det Radikale Venstre var ikke særlig glad for denne ordning. Man ønskede at holde sig gode venner med tyskerne og så helst, at man fandt en dansk – tysk løsning.
Det Radikale Venstre havde en stor mistro til de sønderjyder, der efter at havde været tysksindede lod sig genvinde for danskheden.
Tyskerne havde forespurgt længe før
Allerede i 1914 startede tyskerne med en forespørgsel. Det var en fremtrædende socialdemokrat fra den yderste venstre fløj, dr. Rudolf Breitscheid, der under et besøg i København rejste det ”Nordslesvigske spørgsmål”.
I marts 1915 kom der meldinger gennem den tyske gesandt Grev Rantzau. De danske ministre blev enige om ikke at røre ved sagen. En frigørelse af Als var dog udelukket på grund af den tyske flådestation.
Men senere kom der dog et dementi fra højeste sted.
Der var udpræget pressecensur. Således blev Dannevirke forbudt i en uge, fordi man ikke havde omtalt kejserens fødselsdag.
Skulle man bytte med De Vestindiske Øer?
Ja tænk engang. Man talte også om, at bytte De vestindiske Øer med Nordslesvig. Det var efter, at amerikanerne havde vist interesse for øerne. Men disse ville nok ikke have tyskerne som nabo.
Men det var faktisk vores salg af De Vestindiske Øer til USA, der kom til at betale en del af Genforeningen. For det blev en særdeles dyr omgang.
Den sønderjyske sag var en ”udenrigspolitisk fare”
Zahle var meget irriteret over H.P. Hanssens indflydelse på danske politikere og anså det således for ”højt uheldigt, at dansk politik skulle dirigeres fra Slesvig”. Erik Scavenius skrev i 1914 til en anden radikal politiker i 1914:
Clausen – linjen
Historikeren H.V. Clausen havde på baggrund af studier forsøgt at fastslå, hvor grænsen mellem dansk og tysk lå. Han havde lavet en sindelagsgrænse og en sproggrænse. Disse fulgtes nødvendigvis ikke af.
Han foreslog en rigsgrænse syd om Tønder og Højer, selv om hav vidste, at der var flere tysksindede end dansksindede. Men han tog også hensyn til geografiske grænser. Ja grænsen havde han allerede udarbejdet i slutningen af det 19. århundrede i et kort om dansk landbrug. Og grænsen gik nord om Flensborg.
Udenrigsministeren talte med ringeagt om Nordslesvig (Sønderjylland)
H.P. Hanssen har beskrevet Scavenius reaktion:
– Han talte om dette land med ringeagt i tonen, bandede stærkt.
De allierede blandede sig i danske anliggender
De Radikale mente, at de områder, der engang havde været tysksindet aldrig kunne vælge dansk.
De allierede ambassader i København var stadige kilder til megen rygtedannelse, ja for den franske ambassades vedkommende var der tale om direkte indblanding i indre danske anliggender.
Når regeringen Zahle og H.P. Hanssen sejrede ”i det saglige” om end led nederlag ”på det politiske og personlige plan” skyldtes det, at man byggede på et klart politisk grundlag.
Selvbestemmelsesretten var et princip, som man på intet tidspunkt accepterede at fravige. Nordslesvig til Clausen-linjen blev betragtet som en enhed.
Flensborg – og Danevirke-bevægelsen blev svækket af manglende enighed om mål og midler. Der var på intet tidspunkt skabt noget bærerdygtigt alternativ til det program, der blev vedtaget af Vælgerforenings – Tilsynet.
Fredskonferencen i Versailles
Fredskonferencen i Versailles varede fra januar til juni 1919. Både officielle og uofficielle deputationer havde foretræde, således også Dannevirke-bevægelsen. De ønskede at den kommende grænse skulle gå langs Dannevirke. Nu var det sådan, at det franske diplomati ville ødelægge det så meget for Tyskland som mulig.
Og som vi alle ved blev der afholdt en afstemning i Nordslesvig (1. zone) Og en separat distriktsvis afstemning i Mellemslesvig. Ja der blev også foreslået en 3. zone.
Den Radikale regerings ønske om at protestere mod fredsforslaget fik den hidtidige politiske enighed i Danmark til at bryde sammen. Det Konservative Folkeparti ville ikke gå med til at protestere.
Ikke alle rigsdanskere havde lige meget forståelse for Sønderjylland
Englænderne forkastede et forslag om internationalisering af 2. zone. Det var uden belæg i fredstraktaten. Sagde englænderne. Fra 15. juni 1920 var Sønderjylland under dansk suverænitet. Og i dagene den 10. og 11. juli 1920 blev ”Genforeningen” markeret ved Christian den 10* s indtog i Sønderjylland og den store folkefest i Dybbøl.
Nu var det heller ikke alle rigsdanskere, der var lige velkommen efter 1920. Mange sønderjyder mente, at disse havde et forkvaklet Tysklandsbillede. Deres danskhed var efter sønderjydernes mening for teoretisk og abstrakt. Rigsdanskerne forsøgte at lægge deres traumer og historiebilleder ned på Sønderjyllands historie, som mange opfattede som et overgreb.
Stærk nationale danskere har sikkert gjort dette i en god mening dog uden forståelse for at regionen hernede var multinational og regional.
Sønderjydernes danskhed er ikke ideologisk betinget, men født af praktisk kamp mellem tysk og dansk. Dette forstod rigsdanskerne ikke.
Efter ”Genforeningen” kom landsdelen ikke officielt til at hedde Sønderjylland, men ”De Sønderjyske Landsdele. Efter kommunalreformen i 1970 blev betegnelsen, Sønderjyllands Amt.
Kunne man have været mere smart?
Det er altid lidt af en dødssynd, når man beskriver fortiden med nutidens øjne. Men i dette tilfælde er det vel godt anbragt? Man kunne jo have knyttet Sønderjylland til Kongeriget
Skiftende danske regeringer og konger har gennem historien forkludret det Slesvig – Holstenske spørgsmål. En afgørende fejl blev begået af Frederik den Tredje, da arve og enevælds – regeringen blev ham overdraget af rigets stænder i1660. Da indførte han en arvefølge, hvori spiren lå til begge hertugdømmers udskillelse af kongeriget.
Den næste store fejl blev begået af præsidenten for det daværende tyske kancelli A.P. Bernstorff derved, at han i 1773, da kongen af Danmark ved traktat med det gottorpske fyrstehus fik sit herredømme over hele Slesvig endelig anerkendt, ikke benyttede lejligheden til at indlemme Slesvig i Danmark.
Kongen burde da have benyttet den lejlighed, han ved sit fuldstændige herredømme over begge hertugdømmerne have sammenslettet Slesvig endelig med Danmark.
Samtidig kunne man i hvert fald ved denne lejlighed have udvidet den danske rigslov for kongeriget, Christian den Femtes Danske Lov og de andre danske love, til også at gælde for Sønderjylland (Slesvig – Holsten).
Man førte en helt forkert sprogpolitik
Men samtidig med disse afgørende politiske fejlgreb forspildte de danske enevældige regeringer på det sproglig-kulturelle område alle de mange chancer, der var til at bevare og fæstne dansk sprog og kultur i Sønderjylland ned til Slien og Dannevirke. Ja fra gammel tid endda ned til Ergenförde Fjord. Her må vi ikke glemme, at allerede dengang var det frisiske sprog meget udbredt i det sydvestlige hjørne.
Det tyske sprog trængte frem
Men reformationen og senere tyske åndsretningers udbredelse til Danmark trængte det tyske sprog i det 16., 17., og 18. århundrede ind i de dannede kredse, særlig i embedsstanden. Og det skete både i hele Slesvig – Holsten og kongeriget.
Som bekendt var endog kommandosproget i den danske hær dengang en lang tid på tysk.
I flere sønderjyske købstæder var allerede tidligt sproget blandt forretningsfolk tysk. Men bortset fra embedsmænd og forretningsfolk samt de fra Holsten indvandrede godsejere vedblev den store jævne befolkning navnlig bønder og husmænd, at tale dansk i hele Sønderjylland altså også i Sydslesvig.
Man påtvang danskere det tyske sprog
Her begik de danske regeringer den grundfejl, at de og deres af tysk væsen påvirkede embedsmænd påtvang den jævne danske befolkning i størstedelen af Sønderjylland det tyske sprog, både tysk kirkesprog, skolesprog og retssprog gennem det 16., 17., og 18, og første halvdel af det 19. århundrede.
Mærkelig er det, at statsminister Høegh-Guldberg, der ellers i gerning viste sin varme interesse for det danske sprog og dansk nationalitet, ikke i årene 1772 – 84, hvor han var den ledende i regeringen, benyttede lejligheden til at indføre dansk sprog i skolen, kirken og retten i Slesvig – Holsten.
Århundredeskiftet 1800 er skæbnesvangert for det danske sprog i Slesvig – Holsten. Omkring denne tid begyndte den danske bondebefolkning i Sydslesvig at lade deres børn gå over til tysk tale. De blev indpodet med tysk alle mulige steder fra.
Frederik den Sjette var opmærksom
Først i 1810 og 1811 begynder Frederik den Sjette og hans rådgivere at interesserer sig for det danske sprog i Slesvig. For første gang forsøgte den danske regering at indføre dansk kirke- skole- og retssprog i de egne, hvor dansk endnu var menigmandssprog. Nu fik man endelig dansktalende præster, dommere og skolelærere.
Men for store områders vedkommende var det allerede alt for sent. Og disse kongelige forordninger blev ikke ført ud i livet af grunde, som man ikke er helt klar over. Den senere danske politik i 30erne og 4oerne var svag og vaklende.
De danske regeringer, der kom efter 1848 manglede realistisk sans og de skadede i den grad danskheden i Sydslesvig. Vi havde sikkert nogle gode nationalliberale førere, der som ministre fik ledelsen i det sønderjyske spørgsmål, Monrad, Krieger, Hall, Lehmann o.l. De var velmenende og på specielle områder dygtige mænd.
Kunne man ikke have forhandlet med Bismarck inden?
De var dog teoretiske og følelsesbetonede i deres sønderjyske politik og forstod navnlig ikke de magtpolitiske forhold og intriger mellem stormagterne på den tid. Hvis man nu i regeringen havde haft nogle fremragende praktikere i regeringen kunne man have slået en handel af med Bismarck om Kieler – havn og Holsten, som særlig interesserede ham.
Den tysk nationale begejstring for Slesvig-Holsten som tysk forbundsstat interesserede ikke Bismarck det ringeste. Den tyske nationale begejstring Kaldte Bismarck for foragtelig. Han kaldte det for ”Bierhaus – entusiasmus”. Det kunne måske imponere Paris og London men ikke ham.
Læs engang – Bismarcks tanker?
Det som interesserede ham var at Preussen fik Kieler-havn til flådehavn og en kanal gennem Holsten. En praktisk statsminister kunne måske have ofret Holsten og Lauenburg for så at kunne beholde Slesvig. Prøv engang at læse Bismarck: Gedanken und Erinnerungen (2)
Politikerne var heller ikke opmærksomme på, at Preussen fik stor fordel af tvangsfortyskningen af Slesvig mellem 1864 og 1918. Samtidig udvandrede 60.000 sønderjyder.
Den franske hovedforhandler undrede sig over danskernes beskedenhed
Grænsen burde ikke have været nordligere end den grænse der var dansk flertal i 1867. På den måde kunne Mellemslesvig og Flensborg været blevet dansk. Og mon ikke dette ønske var blevet accepteret af de allierede magter.
Således skulle statsmændene og afstemningsteknikkerne have været meget forbavset, da de hørte danskernes ønsker. Direktøren i det franske udenrigsministerium Jules Laroche udtalte således om den danske regerings holdning:
Grunden til den danske indstilling skyldtes de ledende nordslesvigere med H.P. Hanssen i spidsen. Og han var stærk påvirket af de to historikere H.V. Clausen og Aage Friis. Disse to var ukyndige i juridisk afstemningsteknik og tog ikke hensyn til tvangsfortyskningen.
Andre nationer som Tjekkoslovakiet, Polen, Serbien og andre var ikke så gavmilde som den danske regering.
På Socialistkongressen i Bern den 7. februar 1919 gjorde de svenske socialdemokrater også gældende, at Tyskland ikke måtte beholde nogen del af det Sønderjylland (Slesvig – Holsten), der havde været dansk flertal i 1867, for de kunne kun kræve det med den ret, at de havde udnyttet deres magt.
Man opdagede ikke en graverende fejl i afstemningen
Og så opdagede man fra dansk side ikke en graverende fejl i afstemningen. Det er uforståelig, at der ikke blev protesteret fra dansk side. Ordet ”bopælskrav” var røget ud af traktaten. Denne fejl var til en stor fordel for tyskerne.
Der blev givet stemmeret til ca. 40.000, som ikke skulle have haft det. De var godt nok født i området, men de var ikke bosat der.
Tusinder af menneskeliv kunne være sparet
Set ud fra selve befolkningssammensætningen i 1920 kan man vel godt betragte grænsen for retfærdig, selv om tyskerne var længe om at anerkende den. Men man må da vel godt stille spørgsmålstegn ved om en lidt mere smart måde, at løse det på, kunne have sparet os for tusinder af menneskeliv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.422 artikler inklusive disse artikler, der berører emner, der er omfattet i artiklen:
Under Tønder
Under Højer
Under Sønderjylland
Under Aabenraa
Under Padborg/Kruså/Bov
Under 1864 og de Slesvigske Krige
Under Besættelsen (før/nu/efter)
Under København
Dato: juli 16, 2019
Hvad skete der egentlig lige efter 1864?
Ejder-politikken led en krank skæbne. Danmark forpassede muligheden ved fredsforhandlingerne. Preussen rettede sig ikke efter §5. En klar skillelinje mellem dansk og tysk. Upopulær dansk indsats. Tomme løfter fra Preussens side. De dansksindede nægtede at aflægge ed. Rigsfjenderne. Smart valgdemokrati. Hindringer for dansk livsudfoldelse.
Ejder-politikken led en krank skæbne
Måske var det relevant lige at beskæftige sig med, hvad der skete I Nord- og Sydslesvig lige efter nederlaget 1864. Der er kommet ting frem her op til Genforeningens/Grænsedragnings/Forenings – jubilæet, som måske ikke helt passer med sandheden.
Det danske rige blev reduceret fra at være et stat af en vis, om end begrænset betydning til en småstat uden vægt i det internationale samfund.
Krigen var i snævrere forstand en følge af den såkaldte November – forfatning, der have til formål at knytte Slesvig nærmere til Danmark. Det var et led i den såkaldte Ejder-politik.
Danmark forpassede muligheden
Da krigen endte, var det en almindelig opfattelse, at en deling af Slesvig efter en nationalitetsgrænse, måtte være Danmarks mål. På tragisk vis var mulighederne for at opnå en national grænse under forhandlingerne i London i forsommeren 1864 blevet forpasset.
Freden i Wien den 30. oktober 1864 var et diktat fra de sejrende magter, Østrig og Preussen. Men Slesvigs og Holstens stilling var dermed ikke afklaret. Årene 1866 – 1866 var et interregnum. I 1866 kom der til krig mellem Preussen og Østrig om magten i det tyske forbund.
Preussen rettede sig ikke efter §5
Preussen vandt krigen. Foruden Slesvig og Holsten blev også Hannover samt Hessen-Kassel og fristaden Frankfurt indlemmet i Preussen, der nu blev den absolut dominerende magt i det nyoprettede ”Nordtyske Forbund”.
Freden blev i 1866 sluttet i Prag. Der blev her på foranledning af den franske kejser Napoleon, indføjet bestemmelser om, at indbyggerne i de nordlige distrikter af Slesvig ved en folkeafstemning skulle få lejlighed til at afgøre, om den ville tilbage til Danmark. Det var den berømte §5, som kom til at spille en så dominerende rolle i sønderjydernes diskussioner om den rette politiske kampmåde.
Trods denne løfteparagraf blev Slesvig og Holsten uden videre som ”Provinsen Slesvig – Holsten” Indlemmet i Preussen, og dermed i ”Det Nordtyske forbund”.
En klar skillelinje allerede i 1867
Det nyoprettede forbund havde en mere liberal holdning end det meget konservative Preussen. Man fik en liberal grundlov med en politisk repræsentation, en forbundsdag, valgt med almindelig valgret af mænd over 30 år.
Valget skete i enkeltmandskredse med en mulighed for omvalg, hvis en af kandidaterne ikke havde fået absolut flertal.
Det første forbundsvalg blev holdt i februar 1867. De dansksindede blev enige om, trods alt, at deltage i valget, fordi det kunne få betydning som en slags generalprøve på den forestående folkeafstemning.
Valget viste til en almindelig overraskelse en klar delingslinje mellem den tysksindede og den dansksindede del af Slesvig. Linjen gik syd om Flensborg og nord om Tønder. Man havde en klar skillelinje for det man kaldte Nordslesvig.
Upopulær dansk indsats
I årene 1850 – 1864 var det gjort en stor indsats i den sydlige del af Slesvig for at vinde befolkningen for Danmark. I 41 sogne, hvor det danske sprog ikke var helt forsvundet, havde skolesproget i disse år været dansk med 4 timers ugentlig undervisning i tysk.
Mange præster fra Danmark havde virket i disse sogne, hvor både tysk og dansk sprog var ligestillet i kirkerne.
Men disse sprogreskripter dikteret af den danske stat var yderst upopulære. Den gamle ordning med tysk skole – og kirkesprog blev straks genindført efter 1864. De danske embedsmænd blev forjaget. I de nordslesvigske købstæder blev tysk skolesprog igen indført, men på landet blev dansk kirke- og skolesprog bibeholdt.
I Nordslesvig kom mange af de tyske præster, lærere og embedsmænd tilbage, som man havde forjaget i 1850erne.
Tomme løfter fra Preussernes side
Der blev lovet meget fra preussernes side men institutionerne i Hertugdømmerne skulle tilpasses det øvrige Preussen. Og de nye indbyggere skulle hurtigst muligt gøres til preussere. Ethvert bånd til Danmark skulle hurtigt overskæres.
Hurtigt blev det gjort klart, at bestræbelser mod at bevare det danske sprog eller sindelag stred mod den preussiske stats interesser. Kun det tyske sprog og tankegang havde ret til at udfolde sig.
Man tålte ingen fremmednationale folk inden for rigsgrænsen
Bismarck havde engang udtalt sig, at det tyske rige ikke måtte tåle nogen fremmednationale folk inden for rigsgrænserne. Man anerkendte ingen moralsk ret for de danske til at bevare deres nedarvede kultur, men de borgerlige frihedsrettigheder, hvor de begrænsede de end var, at man fik borgere af første og anden klasse. De danske fik straks at føle, hvor de hørte til.
Man nægtede at aflægge ed
I 1867 forlangte de nye myndigheder, at alle i offentlig tjeneste skulle aflægge ed til kongen af Preussen. Der blev bland de dansksindede i Nordslesvig oparbejdet en stemning mod at aflægge eden. To dansksindede medlemmer af den preussiske landdag nægtede at aflægge eden til den preussiske landdag. Men omkring 1888 fik edsaflæggelsen overvægt.
Pressefrihed var garanteret af forfatningen. Og denne lov blev lempet i 1874. Men regeringen forventede, at embedsmændene bekæmpede statens modstandere. Efter at Bismarck havde sluttet fred med katolikkerne, følte mange at det borgerlige samfund nu blev truet af socialdemokraterne. Fra 1878 til 1890 blev disse underkastet en særlov.
Rigsfjenderne
Kejser Wilhelm kaldte dem ”Die Vaterlosen Gesllen”. De blev opfattet som ”rigsfjender”. Til denne kategori høre også de nationale mindretal og heriblandt efter 1871 også de dansksindede.
Efter Tysklands sejr over Frankrig i 1870-71 blev ”Det Nordtyske Forbund” til ”Det Tyske Rige”.
Smart Valggeometri
For at forhindre dansk flertal i Nordslesvig blev der bedrevet ”Valggeometri”. Haderslev og Sønderborg Amter dannede en kreds, selv om de slet ikke hang sammen. Aabenraa Amt blev lagt sammen med Flensborg Amt. Det betød, at de dansksindede sagtens kunne hævde sig i første kreds, men ikke i anden kreds.
Almindeligvis var en provins delt i flere regerings-distrikter. Men det gjaldt ikke for Slesvig-Holsten. Her var kun et regeringsdistrikt med en regeringspræsident i spidsen. Hos denne lå tyngdepunktet i den lokale selvforvaltning.
I 1889 blev treklassevalgretten indført for amternes vedkommende. Så kunne man med valggeometri forhindre danskernes opnåede flertal i amtsrådene.
I 1889 kunne kun folk med et tysk sindelag vælges som amtsforstander. De skulle alle godkendes af overpræsidenten.
Samme år blev skolen yderligere fortysket. Dette varede helt til 1914.
Hindringer for dansk livsudfoldelse
Embedsmænd og dommere søgte at lægge hindringer i vejen for den danske livsudfoldelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juni 11, 2019
Østerbro – spredte minder(1)
Vi kigger på tiden fra ca. 1900 – 1945. Vi besøger et ”Slot” i Øresundsgade (Vordingborggade) og barakker på Vibenhus Skole. Der var masser af rotter i Ryesgade og fine folk i Classensgade. På Kalkbrænderivej var der et kongeligt opfostringshus. Der var ingen enkehjælp og rejer kostede 40 øre pr. pot. Huslejen kunne sættes ned. De kongelige kørte gennem Classensgade. Tjenestepigerne købte rejer. Dengang, man fejerede grundlovsdag. Tre gange dagligt – nymalket mælk. Tænk, der var et ”slot” i Vordingborggade. En barakby ved Vibenhus Skole. Svømmeundervisning ved Helgoland. Krabber og bananer. Masser af fabrikker i Ryesgades baggårde. Stauning gik i spidsen. Masser af underholdning i baggårdene Motorløb og flyalarm.
Huslejen blev sat ned
Det var endnu dengang, at I.E. Ohlsens gartneri lå på Østerbro. Dengang var der ikke noget, der hed enkehjælp. Det hed fattighjælp eller fattighushjælp. Men det var ikke særlig attraktivt for så blev man nærmest umyndiggjort. Var man kommet derud kunne man blive en slags husvært i ejendommen. Så blev huslejen sat ned med 12 kr. i kvartalen.
Køkkentrapperne lå i mørke. Det var ikke sjovt at gå over gården til retiraderne. Rotterne holdt til her ved skarnbøtterne uden låg. To gange om året kom en rottefænger og lagde et gul pulver på et stykke brød. Men det hjalp nu ikke synderligt. Så var der bedre at lægge røget flæsk i en fælle. Så kunne man da hver morgen fjerne 2-3 stykker.
De kongelige gennem Classensgade
På Classensgade boede de finde dengang. Der boede en baronesse Gyldencrone og Hegermann – Lindencrone – Kontre – Admiral Caroc og mange andre prominente. Ja endda forfatterne Erik og Amalie Skram, sidstnævnte ofte med en cigar i munden.
Jo det var også her de kongelig kørte eller red igennem. Da Christian den Niende og Dronning Louise havde Guldbryllup den 26. maj 1892 kørte de sandelig igennem Classensgade.
Tjenestepigerne købte rejer
Hver mandag lød gaden af en skinger stemme. Rejekonen kommer med sin store kurv under armen:
Så vrimlede der ellers til med tjenestepiger fra herskaberne, der købte rejer. Sommetider stod de og pruttede om prisen. Det var sjovt at høre på.
Senere på dagen kom en anden kone med jerntrillebør og en lille skovl. Hun blev kaldt for L-Konen. Hun skulle fjerne alle hundeefterladenskaber fra gaden. Rygterne gik på, at det blev brugt på apoteket!
Dengang, man fejrede Grundlovsdag
Jo det var dengang i begyndelsen af 1900 – tallet, hvor man fejrede Grundlovsdagen. Man havde taget pæneste tøj på. Og så ventede man at ”toget” skulle komme ind på Fælleden ved Øster Alle. Så kunne man ellers høre ”Nu dages det brødre” Og så var det ellers ind på Fælleden og for nogle børn var årets højdepunkt – en sodavand.
Om aftenen gik man en tur langs Langelinie for at se på alle skibe. De havde flag og kulørte lamper. Et dejligt hornorkester musicerede.
Damerne skulle da ikke øverst
I gårdene var der lirekasserne, særlig de store med negerfigur på. Ja og sporvognene, der blev trukket af heste. De små havde kun en hest foran. Man skulle bare vifte med hånden så stoppede de.
Så var det de to – etagers. Dem kunne man køre med for 10 øre på siddepladser og 5 øre for en ståplads. Samme pris ovenpå. Men det var nu mest for herrerne. For man skulle op af en snoet trappe. Det var svært for damerne, for kjolerne tog jo helt ned på støvlerne.
Om vinteren løb man på skøjter på Sortedamssøen. De fine løb på Kastelgraven. Der var masser af militærmusik forskellige steder på Østerbro dengang.
Tre gange dagligt – nymalket mælk
Tre gange dagligt kunne man få nymalket varm mælk. Bondemanden kom selv med store junger fyldt med mælk. 1 pot sød mælk kostede 10 øre, skummet mælk 6 øre. Et halv rugbrød 27 øre, 6 store kryddere 10 øre, 1 franskbrød 6 øre og flødekager 5 øre.
Tænk – der har været et ”slot” i Vordingborggade (Øresundsgade)
Tænk engang. Der har været et slot i Øresundsgade 18 (Vordingborggade 18). Ja det sagde man dengang. Fra gammel tid har det været overnatningssted for de kongelige, når de skulle i deres sommerresidens. Det var dengang en villa med en gammel frugthave.
Randersgade var endnu lukket. Men huset er for længst revet ned. Nu hvor vi besøger stedet. Vi besøger så et hus, der ligger længere tilbage ud mod Korsørgade. Her boede ca. 45, som havde to lokummer i gården. Foruden beboelse var der et malerværksted, en smedje og et snedkerværksted.
Smedjen skoede heste fra kalkværkerne og en vognmand, der havde stald og vognpark i gården.
Også kraftværkerne, der lå for enden af Øresundsgade, fik daglig skoet heste. Når de var færdige, red lærlingen dem tilbage.
Koks hentede man på Silkeborg Plads, hvor kommunen havde et udsalg.
Mange fik kun gas, hvis der var penge til det. Der var en møntautomat, hvor man skulle putte 25 øre i.
En barakby ved Vibenhus Skole
I 1909 blev der oprettet en helt lille barakby ved Vibenhus Skole. I alt 8 træbarakker med 2 klasseværelser i hver, var der. De blev opvarmet af en stor rund kakkelovn i hver. Den ene barak blev efter nogle år omdannet til sløjd-undervisning.
Men ellers var der her en hovedbygning med drengeklasse i den ene side og piger i den anden side. Der lå en lang stenbygning langs Randersgade. Det var gymnastiksalen, der havde indgang og omklædningsrum i hver ende.
Svømmeundervisning på Helgoland
Går vi nu en tur op ad Strandvænget lå der på venstre side en rebslagerbane og på højre side, hvor DSB havde lyntogsremise og pumpestation lå der en kolonihaveforening. Ja og lige over for lå badeanstalten Helgoland. Her gik skoleeleverne til svømmeundervisning. Der var et basin i midten. På venstre side et til piger og til højre et for drenge.
Krabber og bananer
Nå de store Amerika-både kom, gik man gennem tolden i Aarhusgade. Her kunne man være heldig at få stødte bananer helt gratis.
Ved hjælp af en speciel teknik kunne man ligge på maven på kajen og forsøge at fange krabber.
Man købte på ”den sorte bog”
På hjørnet af Øresundsgade og Holbækgade lå der en bager, hvor man om morgenen kunne købe gammelt brød. Og når man var kendt fik man en hel masse. På det andet hjørne af Holbækgade og Korsørgade lå en blandet købmandsforretning. Her var det særlig attraktivt at få et job. Så kunne man bidrage til husholdningen derhjemme. Normalt købte man på ”den sorte bog” Og så blev ens løn bare afskrevet.
Masser af fabrikker i Ryesgades baggårde
Vi tager lige en tur til Ryesgade. På Ryesgade Skole havde man en flot udsigt til Sortedams Søen gennem Krogsgade. Også denne skole var opdelt i drenge- og pigeklasser. På tilsvarende måde var skolegården opdelt.
Ryesgade var på et tidspunkt den mest folkerige gade i København. I baggårdene var der foruden garager, cykelskure og tørresnore også fabrikker. Fløjten lød altid, når det var fyraften. Her lå i hvert fald i baggården til Ryesgade 43 en møtrikfabrik og en skotøjsfabrik. Ja længere henne var endda en dukkefabrik.
Når der kom læge på besøg, skulle der altid være et håndklæde og et vandfad med varmt vand parat. Jo og dengang kom lægen i en rigtig bil. De fleste andre var forsynet med ”kakkelovn” altså en gengasgenerator.
Dengang var der butikker overalt i Ryesgade. Grønthandleren havde spegesild i tønder, vin og sukker og koks i samme lokale. Her var også en butik, der solgte æbleskiver.
Både heste og deres mænd fik deres frokost
Under krigen blev der serveret frokost til hestene i form af muleposer. Imens sad mændene og spiste frokost i Cafe Scantic på hjørnet af Søpassagen og Ryesgade, her var altid et mylder af gadehandlere. ”Sild er godt” hørte man mange gange. Og før krigen kom der bananvogne gennem gaden.
Et andet fænomen var folk, der gik fra dør til dør og tiggede eller bad om en pakke mad. Der gik også folk rundt og solgte forsikringer, bøger og kunstværker. Der var også sprittere i gaden.
Der var sandelig også en biograf i Ryesgade, der lå midt for Lundingsgade. Den blev kaldt Ry-kino. En børnebillet til 4 – forestillingen kostede 35 øre. Senere gik man til Odeon – biografen på Fælledvej eller til Triangelen eller Park Biografen på Østerbrogade.
Søpassagen blev brugt under krigen til salg af juletræer. Kullageret lå på et tidspunkt over for Schulstads Brødfabrik. Julestegen blev stegt inde hos bageren.
Stauning gik i spidsen
Den 1. maj gik majdemonstrationen gennem gaden med musik og faner på vej til Fælleden. I spidsen gik på et tidspunkt selveste Stauning. Så kunne man istemme ”Internationale” og ”Danmark for folket”.
Ja og også Frelsens Hær gik gennem gaden eller tog opstilling på et gadehjørne og spillede musik.
Masser af underholdning i baggårdene
I den politifri periode kom der masser af grupper og optrådte i gårdene. Det var med masser af akrobatik og musik. Efter krigen var der igen politi i gaden. Der stod så en betjent og regulerede færdslen på hjørnet af Ryesgade og Fredensgade, Ja og der stod også en betjent på Trianglen.
Der blev bygget flere beskyttelsesrum under krigen nede ved søerne. Der var mange militærpatruljer dengang. Det bestod mest af ældre tyskere. De var modsat HIPO – korpset fredelige. Hipoerne pegede op mod vinduerne med skydevåben.
Motorløb og flyalarm
På søerne blev der i de hårde vintre kørt motorløb. Det var inden, der var knaphed på benzin. Og når vi nu er ved søerne, så var der sikkert mange der så et tysk fly styrte direkte i søen.
Der var masser af flyalarmer. Særlig om vinteren kunne det være en kold oplevelse nede i kælderen og meget lidt lys. Hver ejendom havde sin husvagt, der skulle sørge for at alle beboere kom ud.
Kilde:
. Se Litteratur Østerbro
Hvis du vil vide mere:
Dato: juni 10, 2019
Agga – en sønderjysk pige(2)
Af Kirsten Bjerrum
Til sin mors 90 – års fødselsdag skrev Kirsten denne skønne fortælling om sin slægt. Men det er faktisk også et stykke Sønderjyllands historie. Udgangspunktet er Ballum. Fra denne landsby døde 30 unge mennesker i Første Verdenskrig. Og man tror det næppe, men engang var der mange butikker i Ballum. Ikke mange piger i Ballum fik mellemskole – eksamen. For at få den skulle man helt til Tønder. Kirsten havde en enestående bedstemor, der tog sig af mange af slægtens fester, men også begravelse. Læs denne flotte skildring af livet ved Vadehavet – dengang.
Til Aggas 90 års fødselsdag på Klæager den 30. maj 2012
I november 2001 tog Birthe og jeg til Ballum for at lave et interview med mor om alt det, hun kunne huske fra sin slægt og fra sin barndom.
Fra 1864 til 1920 var Sønderjylland under tysk herredømme, og vi snakkede en del om, hvordan det havde påvirket vores familie, og hvad hun huskede af det, de gamle i familien havde fortalt om den tid. Det viste sig, at mor havde en fantastisk hukommelse, og det blev en stor oplevelse for os alle tre.
Her er så en kort udgave af en lang historie sammen med nogle af mine erindringsbilleder, som jeg har malet 2009 – 2011 (grundet tekniske problemer har vi ikke i første omgang kunne få dem med, men vi arbejder på det).
Min mormor og morfar blev født på to nabogårde på hjørnet i Bodsbøl – Ballum. Den ene gård, en typisk vestslesvigsk gård, ligger der endnu, om end moderniseret, mens den anden gård, hvor min morfar, mor og vi børn voksede op, blev revet ned i 2007.
Bedstemors brødre Andreas og Jakob samt søsterens mand Peter deltog i første verdenskrig som tyske soldater. Andreas var den heldigste, idet han kom til at arbejde i Rumænien som hesteoppasser hos en højtstående militærmand, der satte pris på ham. Efter krigen talte han om Rumænien med stor begejstring. Men Jakob kom i rigtig krig og endte i fransk krigsfangenskab og kom aldrig rigtig over det.
På nabogården boede oldemor Agathe, som var blevet enke i en ung alder, med sine 4 sønner, hvoraf Ullerup og Marius deltog i krigen. Bedstefar var på session flere gange, men var så heldig at blive kasseret hver gang pga. en hjertefejl. Både Marius og Ullerup overlevede, men Marius blev aldrig sig selv igen og døde af hjertestop i 1922.
Krigen havde præget hver eneste landsby i Sønderjylland. På Ballum Kirkegård står der en mindesten for 30 unge mænd, som faldt i krigen. Det var et stort tab for sådan en lille landsby, og mange unge piger blev aldrig gift.
I Ballum var der en del krigsfanger fra Rusland og Polen. De arbejde rundt omkring på gårdene og med at bygge diget.
Bedstefar havde en russisk krigsfange, som blev kaldt Gigo. De kunne tale tysk sammen og de blev gode venner. Bedstefar hjalp Gigo med at flygte over grænsen til Danmark, idet han ikke ønskede at komme tilbage til Rusland. Gigo kom til Ribe, fik job, og blev gift med en dansk pige fra byen. Senere flyttede familien til København, og de to familier holdt kontakt i form af julekort i mange år.
Efter interviewet med mor fik jeg kontakt med Gigos datter, Olga i København. Mor og jeg besøgte Olga oppe i Birkerød, og hun fortalte meget om sin familie, og var meget interesseret i hendes fars tid i Ballum.
Olga har sidenhen været i Ballum for at se det sted, hvor hendes far var krigsfange. Og dengang var gården heldigvis ikke revet ned endnu. Men laden, hvor Gigo havde snittet billeder i bjælkerne, var faldet sammen i den store storm i 1999.
I årene under 1. verdenskrig havde kvinderne travlt med at passe arbejdet uden de unge mænd, som var i krig. Bedstemor styrede gården derhjemme og det var hende, der gik ud og så til dyrene og malkede køerne.
Lige efter krigen blev bedstefar og bedstemor forelskede i hinanden. De havde altid kendt hinanden, og de var fætter og kusine fra to nabogårde, men pludselig slog lynet ned. Den 11. november 1920 blev de gift, på våbenstilstandsdagen for 1. verdenskrig.
I 1922 blev mor så født, og hun skulle selvfølgelig opkaldes efter bedstemor Agathe. Det samme skulle de andre brødres første døtre. Så det blev til 4 gange Agathe i familien. Mor insisterer på at blive kaldt Agga.
Oldemor Agathe byggede i 1925 et lille aftægtshus ved siden af gården – og det ligger der endnu. Her boede hun sammen med en tjenestepige, som lavede al arbejdet, mens Agate sad stor og tyk på en stol og kun rejste sig for at gå ind til spisebordet. En kone i hendes position lavede ingenting dengang, og hun havde råd til tjenestepige.
Agathe døde som 78 – årig i 1931, da mor var 9 år.
Mor voksede op i 20`erne og 30`erne og hun mindes ikke, at der var en økonomisk fordel for sønderjyderne at komme tilbage til Danmark. Der var bedre priser på landbrugsvarer i Tyskland. Men folk var glade for at være blevet danskere og kunne tale deres sprog i fred og få lov til at hejse flaget. Folk havde det daglige brød men ingen penge. Men ellers blev Sønderjylland lidt forkælet. En røvet datter dybt begrædt er kommet tilbage. Sådan blev der set på det. Det var en glæde at være kommet tilbage til Danmark, og det blev i mors barndom fejret hvert år på Afstemningsdagen den 10. februar med flag, taler og masser af sange i forsamlingshuset.
I mors skole var der knap så meget kæft, trit og retning, som i tyskertiden, selvom nogle af de ældre lærere havde det siddende i sig. Vores bedsteforældre snakkede aldrig dårligt om deres skoletid, bortset fra at de ikke kunne lide at være tvunget til at fejre kejser Wilhelms fødselsdag iført deres stiveste puds.
Før genforeningen var undervisningen på nær en religionstime på ren tysk. Men nu havde forældrene fået nok af tysk, og det blev helt afskaffet. Men der var en dygtig førstelærer, som syntes, at det var en skam, at børnene ikke skulle have en chance for at lære lidt fremmedsprog, så han tilbød en time tysk efter skoletid.
Ud over fagene dansk, regning og religion havde de historie, naturhistorie, geografi og gymnastik. Eleverne marcherede hen til et koldt forsamlingshus og lavede gymnastik der. Mor husker med gru, hvordan de klædte om i et koldt rum, og at der ikke var mulighed for bad.
Det var megen udenadslære, og mange sad hjemme og sled med lektierne, og deres mødre græd. Hvis de ikke kunne stoffet udenad, måtte de sidde efter, eller de fik tæsk og blev erklæret for dumme. Lussinger og rap over nakken var meget normalt, og ind imellem kom spanskrøret også frem. Det værste man kunne gøre, var at være trodsig og ikke gøre, hvad læreren forlangte. Nogle elever var gode til at få læreren hidset op, og så fik de af spanskrøret. Men jo mere han slog, desto trodsigere blev de. Mor fik ingen tæsk, og hun var også dygtig i skolen.
Først midt i 30´erne blev vejene i Ballum asfalterede. Indtil da havde det været grusveje med grøfter i begge sider. Der sad en mand og knuste stenene til vejen fint. Han sad som en anden jens Vejmand bag en skærm af sækkelærred.
Dengang var der i modsætning til nu en masse forretninger i Ballum, hvor man kunne få næsten alt, hvad man havde brug for i hverdagen.
Der var flere købmandsforretninger, blandt andet mors onkel Ullerups, som lå lige på hjørnet over for gården. Det var et ismejeri, som i dag er butik med antikke ting fra Ballum og omegn.
Omme i bygaden var der en lille Tatol forretning, lige som Matas i dag. Og der var en lille trikotagebutik med undertøj og børnetøj m.m. Længere omme lå frisør Ravns butik. Konen var en dygtig syerske. Så kom Johannes Jefsens isenkræmmer – og landbrugsmaskine – forretning. Her var også en sparekasse, der havde åbent et par gange om ugen.
Over for lå smedjen, som også var mødested for byens mænd, der hyggede sig, når de skulle have skoet heste.
Så kom bageren, hvor folk købte rugbrød og rundstykker om søndagen og kager til festlige lejligheder. Der var en saddelmager, som lavede seletøj til heste og polstrede møbler. Og i bygaden var der smukke vejtræer, som desværre blev fældet af emsige politikere i 60`erne.
Så kom Luthers missionshus, hvor der var en livlig aktivitet med ungdomsforeninger med orkester, søndagsskole og mange arrangementer. I Ballum var der både Indre Mission og Luthers Mission. Luthers Mission tiltrak især småkårsfolk, og dem var der mange af på det tidspunkt. De gik ikke så meget i kirke, men foretrak at komme til møder i deres missionshus.
I den tidligere skole længere omme boede Aja Lindholm, som havde et håndkøbsudsalg fra Højer Apotek. Her boede også nogle psykisk syge kvinder fra Ribe Statshospital. Inde ved siden af havde Ajas far et ligkisteværksted.
Så kom alderdomshjemmet, et stort flot hus, bygget i 30`erne. Overfor lå forsamlingshuset, kaldet Ballumhus, som blev bygget i 1911 i tyskertiden. Her var der meget livlig aktivitet med ungdomsforening med gymnastikundervisning for karle og piger flere gange om ugen. Og der var folkedans, møder, foredrag og fester med bal og biografaften en gang om måneden. Forsamlingshuset blev også brugt til private fester, hvor bestyrelsen lavede god gammeldags mad med suppe, steg og dessert samt kaffebord.
Ved siden af Ballumhus lå Brugsforeningen, som den dag i dag stadig er butik. Efter Brugsen boede Anders Skomager med sine 4 kvikke sønner. Og så kom endelig mors skole med 2 lærere.
Gik man ad vejen til Harknak kom man til damefrisøren, som var selvlærd, men vældig dygtig. En permanent tog det meste af en dag. Og så kom Benny Cykelsmed, hvor man kunne købe nye cykler og få de gamle repareret.
På Nørrevej lå der en slagter med et lille udsalg. Slagteren kørte rundt med hestevogn og solgte kød, især oksekød. Svin slagtede man selv.
På Kystvej lå møllen, hvor bønderne fik malet deres korn.
Omme på Strandvejen var der et lille posthus med telefoncentral, der var åben hver dag. Dengang var der kun få familier, der havde privattelefon.
Ved siden af havde Klaus et snedkerværksted, hvor man kunne få lavet møbler. Længst omme lå den gamle færgekro, hvor der tidligere havde været færgeforbindelse til Rømø. Her holdt ringridderforeningen til med fester og baller. Der var også almindelig krostue, men den blev ikke særlig meget brugt.
Der var ingen gadebelysning, og man skulle huske lommelygter og passe på ikke at falde i grøfterne.
Skulle man købe noget større, tog man rutebilen til Tønder.
Dengang boede der mange mennesker i Ballum. Familierne var store og der var mange karle og piger på gårdene. Men om aftenen var der ingen steder at gå hen for de unge mennesker, og det var lidt trist især om vinteren.
Mor blev konfirmeret i 7. klasse, og så var der slut med at gå i skole. Så var det hjem og være pige hos bedstemor. I begyndelsen havde bedstemor en ung pige, men da hun holdt op, måtte mor til at malke to gange om dagen og fyre op i kakkelovnen samt hjælpe til på marken. Og det var ikke spor sjovt.
Desuden skulle der laves håndarbejde om eftermiddagen, hvis det ikke var andet arbejde. Der skulle repareres tøj og strikkes uldent undertøj og uldsokker. Dengang havde folk uldent tøj på fra nederst til øverst. Mor var ikke vild med håndarbejde og har sidenhen ikke gidet at strikke.
Mor ville gerne ud at arbejde, men bedstefar og bedstemor syntes, at hun skulle blive lidt ældre først. Mor ville meget gerne have fortsat i skolen, men det kom slet ikke på tale dengang. Hvis man skulle fortsætte i skolen, skulle man til Tønder allerede efter 5. klasse, og det var besværligt med bus og tog. Men sådan er det også i dag. Dengang var det slet ingen piger fra Ballum, der kom i mellemskolen og kun få drenge. Til gengæld skulle piger have en huslig uddannelse og lære at blive dygtige husmødre.
Mor fik sin første plads i huset hos en manufakturhandler i Bredebro, da hun var 17 år. Det næste job blev hos en bankdirektør i Tønder. Og her var hun den 9. april 1940. Tidligt om morgen blev hun vækket af støj og brummen, og da hun kiggede ud af vinduet så hun en masse motorcykler komme kørende gennem gaden og hun så også en masse fly. Hun blev selvfølgelig bange, men hun turde ikke gå ned til det arrogante herskab og spørge om situationen, så hun ventede til normal arbejdstid. Fruen gad ikke snakke med hende og forlangte, at hun skulle gøre hovedrent i spisestuen den dag.
Hun ville selvfølgelig gerne have været ud for et se, hvad der skete. I starten troede hun, at det kun var Sønderjylland, der havde været besat, indtil hun hørte i radioen, at tyskerne havde besat hele Danmark.
Lige som så mange unge piger dengang, kom mor på husholdningsskole. Men desværre på et dumt tidspunkt, nemlig i 1942 under besættelsen, hvor der var rationering og knaphed på alting.
Mor valgte Skårup Husholdningsskole, fordi de havde komponisten Oluf Ring ansat som sanglærer. Oluf Ring og hans sange kom til at betyde meget for hende, og folk undrer sig tit over, hvor hun kender alle disse sange fra. Oluf Ring har komponeret melodier til en lang række kendte sange. Blandt andet skrev han melodi til Danmark nu blunder den lyse nat i 1922, det år mor blev født.
Efter denne dejlige periode kom mor 1 1/2 år i huset hos kusine Valborg i Sønderborg.
Mor var i Ballum, da kapitulationen kom. Men hun havde efterhånden fået nok af livet på landet og drømte om at komme til København. Hun var 24 år, ugift, og ville gerne opleve en storby. Min mor var arving til mine bedsteforældres gård, men hun havde nu ikke tænkt sig at gifte sig med en bonde af den grund. Ikke fordi hun havde noget imod at blive bondekone, men hun havde ikke mødt den rigtige endnu, bonde eller ej.
Hun tog først til København i januar 1946, fordi mine bedsteforældre havde sølvbryllup den 11. november 1945. Men mors bror, Hans havde astma og astmaeksem og han havde det dårligt op til festen. Om natten mellem den 9. og 10. november blev lægen tilkaldt, og han gav Hans en indsprøjtning at sove på, og den vågnede han aldrig op af igen.
Bedstemor var en stærk, troende kvinde og hun takkede Gud for at hendes stakkels søn ikke skulle mere. Hun sagde, at det var godt, at det ikke var bedstefar. Det samme sagde hun, da hendes anden søn, som også var meget syg, døde nogle år senere. For hvis bedstefar var død, ville hun ikke kunne klare det. Det bekymrede hende meget, hvordan det ville gå hendes sønner, når hun og bedstefar ikke var der længere.
Og så blev sølvbrylluppet, der var forberedt, til en begravelse. Folk kom med kranse og gaver til sølvbrudeparret, og det var en mærkelig blanding.
Den 20. november skulle mors kusine Anne på nabogården giftes med sin Svend. Bedstemor havde for længst lovet, at de måtte bruge hendes hus, hvor der var mere plads. Bedstemor kunne selvfølgelig have sagt fra, men det gjorde hun ikke, så Anne fik sit bryllup.
Alle møbler blev ryddet ud, og det blev dækket op til 50 personer. Og så blev der holdt fest for 50 personer, 3 dage i træk, og det blev tre gode aftener med suppe med kødboller og melboller, oksesteg med grøntsager og til sidst fromage. Og så blev der serveret vin til maden.
Bedstemors bror, Jacob, der normalt aldrig holdt tale, slog på glasset, rejste sig, ønskede brudeparret tillykke, og så holdt han ellers en smuk tale til sin søster, hvor han roste hende for hendes styrke, og at hun midt i sorgen var i stand til at holde et stort bryllup.
Grunden til, at Annes bryllup skulle holdes hos bedstemor var, at kroen, forsamlingshuset og missionshuset i efteråret 1945 var fyldt med tyske flygtninge. Det var simpelthen ingen steder at holde fest. Flygtningene kom tidligt 1945 og blev der omkring et år. Det var især østtyskere, som var flygtet fra den sovjetiske hær. De kom gående med små vogne og barnevogne, og de prægede bybilledet. Nogle kom hjem til bedstemor og spurgte, om de ikke kunne hjælpe med noget. Og bedstemor satte dem til at lappe tøj og stoppe strømper, og som løn fik de æg, smør og sæbe.
I slutningen af 1945 søgte mor en stilling i København. Hun fik en god stilling hos en familie i nærheden af Svanemøllen i Hellerup. Her havde hun fri hver aften, hvilket hun aldrig havde haft før, og hun havde også fri nogle eftermiddage, så hun kunne komme ud i byen, før hun skulle lave aftensmad.
Den 11. november 1947 tog mor ind til Sønderjysk Forening i Studiestræde, hvor våbenstilstandsdagen for første verdenskrig blev fejret. Da hun kom ind i lokalet, kunne hun mærke, at der var nogle øjne, der fulgte hende. Da lærer Hummeluhre fra Rens var færdig med sin tale om krigen og våbenstilstanden, kom ham, der havde kigget over for at danse.
Han hed Olav, og de snakkede om, at de hvis nok havde set hinanden før. Det viste sig, at de havde set hinanden for seks år siden til et bal på Færgekroen i Ballum i 1941. Olav kom ikke fra Ballum, men hele hans slægt stammede fra Ballum, og han havde ofte været på ferie hos sin elskede bedste, Vise.
Mor og Olav blev forelskede og ønskede at blive gift. På det tidspunkt havde Olav, som blev min far, et anlægsgartneri sammen med en kammerat oppe i Harreskoven. Mor skrev til sine forældre, at hun ønskede at blive ringforlovet, og min bedstemor tilbød at holde festen. Mine bedsteforældre kunne godt lide far fra starten, og de kendte hans slægt. Bedstefar havde gået i skole med bedste, Vise.
Forlovelsesfesten blev holdt i juli 1948 i Ballum med folkemusik og dans. Bedstemor sørgede for god mad og vin.
En af dagene gik mor og far en tur ned til havet, og far spurgte mor, hvad hun sagde til, at han prøvede at overtage gården i Ballum. På det tidspunkt var bedstefar over 70 år. Han havde forpagtet det meste af jorden ud og havde kun lidt landbrug.
Fars anlægsgartneri gik ikke alt for godt, da folk lige efter krigen ikke havde så mange penge til at bruge på deres haver.
Min mor svarede, at det var hendes største ønske, hvis det kunne lade sig gøre. Så far tog tilbage til København og afviklede sin andel i firmaet, og den 1. august flyttede han ind hos bedstefar og bedstemor. Her hjalp han med at lægge om i haven og rydde op. For at tjene penge og lære noget om landbrug fik han stilling på en gård i Mjolden. Her startede han 1. november 1948 og var der et år. Samtidig sluttede mor sin stilling i København og tog hjem til Ballum. Mor husker det som en dejlig periode, hvor far kom cyklende hver søndag, hvor han havde fri samt et par aftener om ugen.
Første november 1949 sluttede far sin landbrugslære i Mjolden, og så blev far og mor gift den 11. november på bedstemor og bedstefars bryllupsdag og toårsdagen for deres møde på våbenstilstandsdagen i Sønderjysk Forening i København. De havde ikke sigtet efter den specielle dato, men dengang var det sådan, at man skiftede stilling 1. november. Og da et bryllup altid skulle foregå på en fredag, og huset skulle gøres klar, ja så kunne det kun blive den 11. november.
Og så blev de gift og levede lykkeligt sammen til deres dages ende. Det blev 47 år.
Tak til Kirsten for denne dejlige fortælling. Vi håber, at det senere vil være teknisk muligt at få Kirstens flotte illustrationer lagt ind.
Hvis du vil vide mere om Ballum og Omegn: Læs:
Disse artikler fortæller også lidt om Ballum og Omegn:
Dato: juni 8, 2019
På jagt efter Mærsk-Familien
Hun var ikke fra Ballum. Forkerte fakta flere steder. 20 mio. kr. til 80 Ballum-huse. Ballum havde 48 gårde. Mange var på søen. Hvornår hører vi om Mærsk første gang? Navnet Mærsk breder sig. Kræmmer Mads Hansen Mærsk efter lader sig mest opmærksomhed. Et stort hus i Husum Ballum. En af egnens rigeste mænd. Hans Mærsk fyret som delefoged. Her har vi A.P. Møllers bedstefar. Mærsk-navnet ikke mere så udbredt. Vi kunne også have startet ved Rømø kirke. Maren var fra Laust’ s tredje ægteskab. Masser af forliser. Som 12 – årig på langfart til USA. Vigtig forbindelse til Dragør – rederi. Arrangeret ægteskab fører til 10 børn. Svigerfar drukner. Dampskibsselskabet Laura. Dampskibsselskabet Svendborg A/S. Selskabet vokser. Hr. Møllers sølvske bliver til guld. Landets førende og frygtindgydende erhvervsmand. Aviser mærker Hr. Møllers utilfredshed. Ingen tilladelse fra Justitsministeriet. Imponerende samfundsstøtte.
Hun var ikke fra Ballum
Nogle gange skriver vi utilsigtet noget, som måske ikke stemmer overens med sandheden. Grunden er vi måske har brugt en forkert historisk kilde. Men så er det godt, at vi har opmærksomme læsere, der kan hjælpe os med at findeden rigtige historie.
En af de historier, der nødvendigvis ikke er helt rigtig er en historie i artiklen ”Ballum – dengang”. Her skriver vi følgende:
Men se andre steder, står det, at Kirsten var Rømø – pige. Egentlig burde det vel have stået:
Forkert fakta flere steder
Nu har ”Den Gamle redaktør” godt nok lige tjekket efter i arkiverne. Og der står sandelig flere steder, at Mærsk Mc-Kinney Møllers oldemor Kiersten Pedersdatter Mærsk var født i Ballum og det var fra hende navnet Mærsk stammer. Og ordet betyder slet og ret marsk på sønderjysk. Ja og i en artikel i Information står det sandelig, at Mærsk – familien er fra Fanø.
Ja det er sandelig en grund til, at Mærsk er så gavmild med donationer, når det gælder Sønderjylland.
20 millioner til 80 ”Ballum-huse”
Tænk engang, de syv små Ballum’ er fik 20 millioner kroner til restaurering af gamle huse. Men nu hører landbyerne også i den absolutte superliga, når det gælder bevaringsværdige huse. I alt 80 huse fik glæde af millionerne.
Men lad os starte fra begyndelsen.
Ballum havde 48 gårde
Ballum havde fra gammel tid haft 48 gårde. Bønderne var var den bærende del af samfundet, men der var også et anseeligt antal gadehusmænd. Det frem går af en bemærkning i Riberhus lens jordebog 1602 – 03, at Peder Rantzau, Trøjborg i Ballum sogn har givet en stor ”hob” gadehusmænd tilladelse til at bygge og nedsætte sig i Ballum mod at forrette arbejde til Trøjborg. Antallet af nye huse udgjorde noget over tre snese.
Mange var i Flåden
Fra 1723-24 kunne man i lægdsrullerne for de 14 til 35 årige se, hvor mange der var til søs og hvor:
Hvornår hører man første gang om Mærsk
Der har været en del ikke underbyggede myter om Mærsk navnets opståen. Navnet forbindes med fire gårde som indtil 1634 lå ud for Ballum Enge syd for Brede Å.
Hele deres historie kender man ikke. Men det vides, at Biskop Peder Lykke den 3. juni 1417 forlenede forskelligt gods til Hr. (Ridder) Morten Jensen (Gørsting) heriblandt afgiften af ”Hollænderne i Ballum Mærsk”.
Disse fire gårde blev offer for stormfloden i 1634. Efter studier af jordebøger og skatteregnskaber ser det ud til, at navnet Mærsk begynder at optræde 1634/35 og fremefter.
Navnet Mærsk breder sig
Der boede en Anders Nielsen Mærsk født 1617 og død 1698 i Højbjerg. Christian Nielsen Mærsk født 1620 og død 1705 var fra Mjolden sogn. Begge var sønner af Niels Christensen Mærsk i Østerende.
Navnet breder sig de følgende år. Tilsyneladende var det ikke så ringe at hedde Mærsk. Svigersønner i familien overtog Mærsk navnet med konen.
Kræmmer Mads Hansen Mærsk efterlader sig mest opmærksomhed
Den familie, der nok har efterladt sig størst opmærksomhed dengang er kræmmer Mads Hansen Mærsk og Dorthe Hansdatter. De boede i Husum Ballum omkring år 1700. Den nuværende adresse er Mølbyvej 3. Men det er nok tvivlsom, om der er mere tilbage af huset.
Mads Hansen, enken Karen og Hans Hansen af Højbjerg nævnes som værende søskende.
Et stort hus i Husum Ballum
Mads Hansen Mærsk begyndte måske sin kræmmertilværelse i Husum Ballum hos den daværende kræmmer Peder Nielsen. Mads Hansen Mærsk` kone, Dorthe dør i 1731. Skiftet er meget omfattende. Hele 12 gange mødes skiftemyndighederne.
Det var ikke et helt lille hus. Hele 17 fag plus 6 fag lade og stald bestod det af. Det var et righoldigt udstyr af alt. Så det så ud som om, at de var ret velstillede.
Kræmmerbodens omfattende varelager giver et ganske spændende indblik i, hvad der blev brugt dengang. Der var varer til landbruget, håndværkeren, husholdningen, skolebrug, andagts- og kirkebrug. Der var gryn, brændevin, kirsebærlikør, tobakspiber, kniplinger m.m.
En af egnens rigeste mænd
Der var udstående fordringer, og der blev leveret varer fra bl.a. Flensborg, Aabenraa, Tønder og Sild.
Til deling mellem faderen og børnene var det 2.877 rigsdaler, så alt så ud til at Mads Hansen Mærsk var en af egnens rigeste mænd.
Mads og Dorthe satte 14 børn i verden. Men ved moderens død var der kun 8, der var i live.
Hans Mærsk fyret som delefoged
Den ældste søn, Hans blev gift med Lene fra Holm ved Brarup. De fik 8 børn. Han var en tid delfoged i Ballum. Der bor stadig efterkommere af denne del af familien rundt om i det ganske land.
Hans Mærsk var tilsyneladende en stor modsætning til sin fader. Han blev udnævnt som delefoged i 1734. Men det varede kun til 1739. Han blev af mange årsager sat fra sin bestilling. Han var brovtende og havde et stort pengeforbrug. Han fik heller ikke afregnet med grevskabet eller sine søskende. Det førte til adskillige retssager. På et tidspunkt sad han i arrest på Schackenborg.
Maren blev gift med Henrik Muusmand i Borg, Brede og fik 7 børn. Af disse er det også i dag mange efterkommere.
Karen Blev gift med Tobias Nielsen, Kannikhus, Møgeltønder. Tobias var søn af tidligere ostindienfarer, Niels Jensen. Parret fik adskillige børn. De boede først i Kannikhus, men blev så fæstere i Slotsgaden. De skulle bage brød til borgerne som en del af indfæstningen.
Her har vi A.P. Møllers bedstefar
En af Karens sønner blev opkaldt efter bedstefar Mads Mærsk i Ballum. Han flyttede senere til Rømø, hvor sønnen Peder Mærsks datter Kiersten Pedersdatter Mærsk blev gift med Hans Petersen Møller, der var bedstefar til skibsredder A.P. Møller. Se nu er vi så inde på det, vi var på jagt efter. Og vi fik bekræftet, at Kiersten var fra Rømø.
Altså ægtefolkene, Kirsten (Kiersten) og H.P.P. Møller er begge rømsere. Kiersten er datter af Anne Kirstene Jacobsdatter og Peder Madsen Mærsk. Såvel Anne Kirstine Jacobsdatter og Peder Madsen Mærsk er født på Rømø. Peder Madsen Mærsks far – Mads Tobias Mærsk er født i Kannikhus ved Møgeltønder i 1734. Han flytter til Rømø i 1770, da han bliver gift med enken Kirsten Jespersen fra Rømø. I 1771 får de sønnen peder Madsen Mærsk.
Leena var først gift med Hans Kallesen, Tønder, der døde. Hun blev gift anden gang med organist Claus Holst, Højer.
Anna blev gift med skipper Christian Krag, Højer. De fik mindst 7 børn. Cathrine blev gift med Claus Könnrmann, Aabenraa. De fik mindst 7 børn.
Mærsk – navnet ikke mere så udbredt
Tilbage til kræmmerparret. De forstod at udbygge og drive deres handel. Men kreditgivning giver tab, og det kunne ses efter det ret store beløb, der måtteafskrives ved skifteopgørelsen.
Mads Mærsk døde i 1733 hos sin datter Maren og Henrik Muusmann i Borg. Den yngste søn Mouritz døde i 1738.
Efter aftale ordnede hans Mærsk begravelsen. Det gjorde med en udførlig opgørelse over udgifterne til skifteretten. Selv om der i Ballum sogn er mange, der vil kunne finde Mærsk navnet blandt deres aner, må man alligevel konstatere, at det er mange år siden at navnet har været registreret som efternavn i Ballum sogn.
Vi kunne også have startet fra Rømø Kirke
Nu kunne man jo også have startet denne fortælling ved Rømø Kirke. Men så havde vi næppe hilst på så mange fra familien Mærsk. Her ved kirken finder vi en mindesten rejst af A.P. Møller over Laust Michelsen og hvorfor nu det?
Jo, lad os lige læse, hvad der står på denne mindesten:
Maren var fra Laust’ s tredje ægteskab
Ja her starter tillige en særdeles dramatisk historie, som vi til dels allerede har beskrevet i tidligere artikler om Rømø. Laust Michelsen var hvalfangstkommandør og tjente til livets udkomme under de hårdeste vilkår i arktiske farvande.
I første halvdel af 1700-tallet havde Laust bopæl i Vråby på Rømø. Han levede også en overgang med at fiske østers og skipper på mindre skibe i Vadehavet. Han blev landfoged i Sønderland. Han stod bag opførslen af skolen i Sønderby. Han kæmpede ihærdigt for bedre undervisning af øens børn.
Blandt Laust Michelsens 21 børn var datteren Maren af tredje ægteskab. Maren giftede sig med kommandør hans Peter Petersen, der døde af skørbrug i 1777 under en hvalfangstekspedition til polaregnene. Knap 14 dage senere blev skibet skruet ned ad Grønlandsisen. Ved forliset blev Hans Peter Petersen i sin kiste sat ud på en isflage og således overgivet til havet.
Forlist ved Spanien
De to havde fået sønnen Peter Hansen Møller. Han fulgte i slægtens fodspor og blev kaptajn. Efter nogle år lagde han op for at gå på land. Men han ville dog lige tage en sidste rejse som styrmand og det var for sin søn, kaptajn Peter Andersen Petersen Møller. Denne tur blev skæbnesvangert for både far og søn. Under en voldsom storm totalforliste skibet ud for Spaniens nordkyst den 12. februar 1820. Alle ombordværende omkom.
Den unge Peter Andersen Petersen Møller havde været gift med Anna Catharina Pederdatter. Hun stod nu alene med parrets to små piger og en lille dreng. Efter tabet af ægtemanden levede familien under trykkede økonomiske kår. Moderen sendte sønnen til Hamborg, hvor han skulle søge hyre som skibsdreng.
Som 12-årig på langfart
Drengen var Hans Peter Petersen Møller, der blev født 1. juli 1810 i Havneby på Rømø. Han var blot 12 år gammel, da han sejlede på langfart til Amerika. H.P.P. Møller tog senere styrmandseksamen og den 26. oktober 1835 giftede han sig med Kiersten Pedersdatter Mærsk. Vi er tilbage til fortællingen fra før. Senere blev han antaget som skibsfører hos det store Chr. Broberg & Søn. Det var både handelshus og sejlskibsrederi.
Også den nyslåede kaptajn oplevede mange dramatiske episoder til søs. Men han slap med livet i behold modsat så mange andre i slægten.
Mange dramaer til søs
Allerede i november 1843 kæntrede og sank hans skib skonnerten ”Sct. Thomas” syd for Sardinien. Kaptajn Møller og fem mand drev omkring i en jolle i tre døgn uden vand og proviant. Til sidst blev de reddet af et andet skib. Men da var fire besætningsmedlemmer omkommet.
Efter forliset kom Hans Peter Petersen Møller tilbage i en anden ”Sct. Thomas”. Men den 10. januar 1853 strandede dette skib ved Hornbæk efter voldsomt snevejr. Skibet blev slået til vrag. Nu ønskede H.P.P. Møller ikke at friste skæbnen yderligere. Den religiøse kaptajn mente, at nu havde Herren advaret ham tilstrækkelig. Så nu valgte han at gå i9 land. Trods drillerier fra de øvrige mænd på Rømø valgte han at gå på land. Her levede han efter hans egne ord som ”en simpel bonde” indtil sin død på slægtsgården. Han havde fået fem børn – to drenge og tre piger.
Egentlig ingen lyst til at tage til søs
Den ene af de to søfarende venner omkom på havet i en ung alder. Den anden søn hed Peter Mærsk Møller. Han blev født i den lille slægtsgård i Østerby. Saltvandet var nærmest kommet ind med modermælken. Den unge Peter Mærsk Møller blev kahytsdreng om bord på faderens skonnert ”Sct. Thomas”.
Ifølge hans erindringer var tilværelsen ikke præget af stor lyst:
P.M. Møller påmønstrede briggen ”Roda”, der afgik til Brasilien efter kaffe. I 1855 tog han styremandseksamen fra Flensborg Navigationsskole.
Efter en tid som hjælpelærer på skolen forhyrede han som Anden styrmand på en skonnertbrig, der sejlede i frugtfarten på Middelhavet. Peter Mærsk Møller fik næringsbevis som skipper, men familien mærkede atter, at havet var en barsk herre.
Den 7. januar 1859 omkom P.M. Møllers lillebror, matros Peter Andersen Møller, i en alder af blot 18 år ved forlis.
Vigtig forbindelse til Rederi H.N. Jeppesen
Møller – familien boede på dette tidspunkt i Dragør. Her blev afgørende forbindelser knyttet. En af byens førende rederier blev drevet af H.N. Jeppesen. Hovedparten af dennes døtre blev bortgiftet til mænd, der havde deres hverv på havet. Disse blev efterhånden indlemmet i rederiet.
I 1862 blev P.M. Møller kaptajn på H.N. Jeppesens skib ”Prima”. De to familier blev tæt knyttet sammen, da P.M. Møller den 8. december 1864 giftede sig med skibsredderens ældste datter, Ane Hans Jeppesen, der blev kaldt Anna.
Arrangeret ægteskab førte dog til 10 børn
Noget tyder på, at dette ægteskab var arrangeret over et glas en sen aftentime. Men kærlighed spillede nu også ind.
Denne Anna var ”en mere end almindeligt ambitiøs Dragørkvinde”. Hun var en betydelig drivkraft bag etableringen af dampskibsselskabet. Hun stod trofast ved hendes mands side. I en periode på 18 år fødte Anna 12 børn. I gennemsnit blev de 10 overlevende 80 år gamle.
Om bord på ”Valkyrien”
P.M. Møller var en anerkendt og dygtig kaptajn, men han oplevede dog skibsforlis. I 1874 overtog han kommandoen på svigerfars store bark ”Valkyrien”. Han købte fjerdeparten for 11.516 kr. Allerede på jomfrurejsen grundstødte skibet.
Valkyrien var på daværende tidspunkt Danmarks næststørste sejlskib. Skibet fragtede kul, rum og frugte. Det anløb både London, havne i Middelhavet samt de Vestindiske Øer. I december 1883 oplevede Valkyrien endnu et forlis. Men P.M. Møller overlevede.
Svigerfar druknede
Annas magtfulde far havde udset sig svigersønnen som kompagnon og efterfølger. Men ak. Svigerfar var druknet ved kæntring med en jolle i havnen. Og familien kunne ikke ens med at videreføre firmaet.
I december 1884 var de familiære spændinger blevet uholdbar. Al bagage blev stuvet sammen på et skib og selv tog de med toget til Svenborg, hvor de havde købt en villa.
P.M. Møller besluttede, at tage førerbevis til dampskib. Han måtte tage til takke med hvervet som 2. styrmand efter at have været skibsfører i 25 år.
Dampskibsselskabet Laura
I juni 1886 stiftede han Dampskibsselskabet Laura, der overtog dampskibet ”Laura”. Prisen var 18.000 kr. Skibets skorsten blev omgivet af et blåt bælte, der på hver side havde en hvid syvstjerne, der siden blev bomærket for Rederiet.
I 1898 gik han på land og overdrog skibet til sin ældste søn, Hans N.J. Møller. Erfaringerne viste, at det var i dampskibe, at fremtiden skulle findes. I talrige indlæg forsøgte P.M. Møller at overbevise det maritime Svenborg, at dampskibe var fremtiden.
Dampskibsselskabet Svendborg A/S
Det var stor modstand mod dette. Men i 1904 lykkedes det at etablere Dampskibsselskabet Svendborg A/S, der blev grundstammen i den verdensomspændende virksomhed under navnet A.P. Møller-Mærsk. P.M. Møller og hans ihærdige søn Arnold Peter Mærsk fik endelig startet selskabet med en aktiekapital på 150.000 kr. Selv tegnede Peter Mærsk Møller aktier for 12.000 kr.
P.M. Møller blev selv 90 år gammel og Anna nåede 80 år.
De to blev begravet på Sct. Jørgens Kirkegård i Svendborg.
Selskabet vokser
Mærsk McKinney Møller blev i 1940 medindehaver og varetog interesserne fra USA 1940 – 48. Efter 2. Verdenskrig blev der gennemført en enestående genopbygning af flåden, der i 1960 var en af verdens største private rederier.
Den samlede virksomhed voksede stærkt i 1950’erne og 60’erne bl.a. med store aktiviteter i industrien. Vi så også etableringen af Dansk Supermarked og Mærsk Air. Men ikke mindst olie – og gasudviklingen i Nordsøen fik stor betydning.
Peter Mærsk Møller døde i 1927. Arnold Peter Møller blev også kaldt ”onkel Arnold. Besætningerne i Mærsk flåden kaldte ham også deres påholdende reder. Han døde i 1965. Sønnen blev født den 13. juli 1913. Også han fik et langt aktivt liv, der også var rigt på begivenheder.
Hr. Møller’ s sølvske blev af guld
Man kan sige, at han blev født med en sølvske i munden, men da han døde var den forvandlet til højeste karat. Det var ikke uden grund, at han havde fået en elefantorden. Kun etatsråd H.N. Andersen og Niels Bohr har vel i nyere tid fået en tilsvarende ære bortset fra den kongelige familie.
Der er begået EU – lovbrud, tvivlsom international kartelsamarbejde, som bedrog kunderne. Der er begået økonomisk udnyttelse af Irak – krigen. Det er metoder, der ikke er ukendte i international business. Men indsatsen er trods alt begået af ansatte i det verdensomspændende Mærsk – koncern med hele 117.000 ansatte.
Der er efterladt store markante, kontroversielle og arkitektoniske mindesmærker med anlæggelse af Amaliehaven og Den Kongelige Opera. For arkitekt Henning Larsen var sidstnævnte nok en blandet fornøjelse.
Landets førende og respektindgydende erhvervsmand
Hr. Møller fremstod fra 1970 som landets førende og respektindgydende erhvervsmand. Hr. Møller glemte ikke dem, der kom på tværs. Det amerikanske Sealand blev opkøbt, og for en gigantsum af 17,1 milliarder kroner blev også P&O Nedlloyd overtaget.
Aviser mærkede Hr. Møller’ s utilfredshed
Efter en dødsulykke på Lindø-værftet skrev Information en række artikler om hændelsen. Det indbragte Cavling-prisen. Så var det ellers slut med Mærsk – annoncer i dette blad. Hr. Møller glemmer som skrevet ikke.
Også Berlingske Tidende mærkede, at man ikke bare skulle skrive, hvad der faldt dem ind. I efteråret 1999 blev trykt en række kontroversielle artikler om det A.P. Møller kontrollerede Riffelsyndikatet (DISA) alt for villige leverancer til den tyske værnemagt under den tyske besættelse. DISA gik uden om de danske myndigheder og tog for store avancer i deres iver for at handle med tyskerne. Dette blev også dokumenteret i en bog. Dette kostede hvis nok også en redaktør jobbet.
Ingen tilladelse fra Justitsministeriet
Og så var det også en del uklarheder omkring overførelse af Familiefonden til skattefrie Lichtenstein. Flytningen var sket uden tilladelse fra Justitsministeriet. Det endte med, at Nationalbanken spærrede for Familiefondens konto i danske Bank.
Imponerende samfundsstøtte
Hr. Møller var ikke en stor demokrat. Men han besad det talent og de egenskaber, der er nødvendige for at begå sig i moderne big business hjemme og ude i den store verden. Han havde en vision og fortsatte med stor succes sin fars arbejde. Han placere sig i rækken efter C.F. Tietgen og H.N. Andersen.
Han blev en ganske imponerende samfundsstøtte. Og det kan især Sønderjylland glæde sig over. Han glemte aldrig sine slægters ophav fra Rømø.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 174 artikler fra Sønderjylland herunder:
Ballum:
Rømø:
I relation til artiklen:
Riffelsyndikatet
Dato: juni 5, 2019
Var Afstemningen i 1920 retfærdig?
Hertugdømmerne var delt på kryds og tværs. De Tyske og Danske Nationalister. En anden bevægelse i Tyskland. ”Det skal ej ske. Danmark holdt fast i Ejder – grænsen. 30.000 sønderjyder i kamp for kejseren. Den amerikanske præsident talte om selvbestemmelse. Vælgerforeninger i Nordslesvig fik stor indflydelse. Historiebøgerne omtaler det som en retfærdig proces. Påskekrisen. Tysk hjemmeside tager også fejl. Scavenius var meget forsigtig. Tysk ambassadør havde en snu plan. Tyskerne opfattede det som en lusket plan. Danskerne ville have Flensborg. Niebüll blev ny forvaltningsby. Tysk flertal i og omkring Tønder. Var H.V. Clausens antagelser rigtige? Den naturlige grænse. Hvad med afvandingen? Tønder var en tysk by og Rigsdagen i Berlin ville beholde den. Havde Nordslesvig nu så meget til fælles med ”Det Gamle Land? Kongen red på den ”hvide” hest. Salget af De Vestindiske Øer kunne betale noget af udgifterne. Tilgangen til Sønderjyllands historie var meget forskellig. Ofte er der fortalt noget sludder.
Hertugdømmerne delt på kryds og tværs
Hertugdømmerne var blevet delt på kryds og tværs i forbindelse med arvedelinger. Men det var her tale om opdelinger af økonomisk, dynastisk og juridisk art. Det var ikke en opdeling på sproglig eller national art. Sidstnævnte kom først på banen efter nationalismens fremkomst efter Napoleons – krigene og for hertugdømmernes vedkommende først i løbet af 1830’erne.
De første to nationalt inspirerede delingslinjer som blev aktuelle var Ejderen og Kongeåen. Der var nationalistiske strømninger fra de to nabolande Danmark og Det Tyske Forbund.
En bevægelse i Tyskland
Således opstod der i Tyskland en bevægelse, der ville samle lande med tysk sprog og kultur i et land. Bevægelsen blev anset for at være samfundsomstyrtende og revolutionær da den satte en national enhed højere end de daværende enheder, der typisk var dynamisk betinget. Bevægelsen blev da også søgt imødegået fra magthaverne i de enkelte tyske delstater.
De tyske nationalister
For de tyske nationalister var Holsten en helt klar del af et samlet Tyskland, da hertugdømmet var en del af det tyske forbund med den danske konge som hertug med plads i den tyske rigsdag.
På grund af det tætte bånd mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten om med henvisning til formuleringerne i Ribeforliget af 1460 anså man også Slesvig som en del af et samlet Tyskland. Dette blev bestyrket i af en udbredt brug af det tyske sprog ikke mindst i administrationen af Slesvig. Derfor måtte man fra tysk – national side nå frem til en skillelinje mellem kongeriget Danmark og et samlet Tyskland ved Slesvigs nordgrænse.
De danske nationalister
Tilsvarende havde man fra dansk – national side et ønske om en dansk nation, der bortset fra de fjerntliggende atlantiske besiddelser kun rummede befolkningen i dansktalende dele. Hele hertugdømmet Slesvig blev i denne henseende betragtet som dansktalende, enten som områder, hvor det daglige folkesprog var dansk eller hvor det havde været det, men hvor, det nu var på retur på grund af indvandring, administrationssprog eller andre grunde.
Et kompromis synes ikke muligt. Det var en del af baggrunden for det oprør, der brød ud i hertugdømmerne i 1848. Dette videreførtes i den første slesvigske krig, treårskrigen fra 1848 til 1850.
Det skal ej ske
I forbindelse med denne krig opstod der tanker om en grænselinje, der ikke var defineret ud fra fortid, men som tog hensyn til de nuværende sproglige forhold og som derfor indebar en grænse mellem to yderligheder.
Denne tanke fandt dog ingen genklang i Danmark. Frederik den Syvende affærdigede dem med ordene:
Holdningen dengang var, at Danmarks grænse lå ved Ejderen.
Danmark holdt fast i Ejder – grænsen
Tanken om delingen af befolkningen opstod også i 1863. Men som følge af november – forfatningen i 1863, der søgte at knytte Slesvig til kongeriget i strid med internationale aftaler brød Anden Slesvigske krig ud.
Selv under fredsforhandlingerne i Wien holdt Danmark fast i Ejder – grænsen. Resultatet var, at grænsen kom til at ligge ved Kongeåen. Og paragraf fem blev afskaffet i 1878. Så var det slut med at stemme sig til Danmark.
Efter nederlaget i 1864 satsede man fra rigsdansk og sønderjysk side målbevidst med at bevare det sønderjyske sprog.
30.000 sønderjyder i krig for kejseren
Tusinder og atter tusinder af dansksindede sønderjyder aftjente deres værnepligt for kejseren under Første Verdenskrig og faldt for ham. Omkring 30.000 mænd fra landsdelen kæmpede som soldater under tysk flag. Af disse mistede ikke færre end 5.270 livet i kampene på krigens forskellige fronter, flest i skyttegravskrigene ved vestfronten. De efterlod 1.500 unge enker og 5.000 faderløse børn. Omkring 7.000 vendte hjem som krigsinvalider, mens ca. 4.000 måtte tilbringe kortere eller længere tid i krigsfangelejre i Rusland, Frankrig og England.
Den amerikanske præsident talte om selvbestemmelse
Der brød revolution ud i et krigstræt Tyskland i begyndelsen af november 1918. Kejseren blev afsat og flygtede til Holland.
Pludselig talte den amerikanske præsident Wilson om selvbestemmelsesret. Dette indvarslede afstemninger om grænsedragninger i Europa. Pludselig lykkedes det at få spørgsmålet med på fredskonferencen i Paris i 1919. For de sejrende magter havde spørgsmålet dog ringe betydning.
Vælgerforeninger i Nordslesvig fik stor indflydelse
Det blev foreslået så tidligt, at vælgerforeninger i Nordslesvig kunne nå at lægge en plan. Og det var vigtigt i den plan, at bevare Tønder på danske hænder.
Magister H.V. Clausen havde allerede i 1901 lagt en grænselinje. Den var kendt som Clausen-Linjen. Ved Tønder gik Clausen – linjen fem kilometer syd for Tønder og direkte mod vest ud i Nordsøen. Dermed kom en række klart tyske områder med i afstemningszonen. Det var den, der senere kom til hedde afstemningszone 1.
Vælgerforeningens holdning fandt støtte i den danske regering. Siden godkendte den internationale kommission også denne linje. Den streg blev egentlig ikke slået ved fredstraktaten. Den var slået længe før.
Historiebøgerne omtalte det som en retfærdig proces
Hele processen blev senere i historiebøger omtalt som en retfærdig proces. Det nævnes som et forbillede for fornuftig løsning af territoriale spørgsmål andre steder. Kigger man på tyske fremstillinger, ja så synes de ikke, at det var helt retfærdigt.
Som modtræk foreslog tyskerne, at man lavede en – en bloc afstemning for hele Slesvig mellem Kongeå og Ejder. Men det blev dog afvist.
Påskekrisen
Men regeringen var ikke meget for det. De ønskede ikke at reagere over for et stort modvilligt tysk mindretal. Det kunne i sidste ende skade Danmarks sikkerhed.
Christian den Tiende var glad for Flensborg, men ikke for Zahle, når denne ikke engang ville kæmpe for denne by. Op under påske fyrede kongen så Zahle. Socialdemokratiet med Stauning varslede generalstrejke. Der blev råbt ”Statskup” og ”Republik” rundt om i Københavns gader.
Kongen blev hjulpet ud af krisen af bl.a. Stauning. Han foreslog en upolitisk regering ledet af en jurist, ligesom der straks skulle udskrives valg.
Tysk hjemmeside tager også fejl
Stærke danske kræfter havde presset på, at hertugdømmet Slesvig, der førte Preussen op til Kongeåen blev ”genforenet med Danmark. Der blev afholdt to folkeafstemninger i grænselandet i 1920 for at få dette afklaret. Ja sådan står det på en tysk hjemmeside. Men det er nu ikke helt korrekt, som så meget andet, når vi taler om 1920. Det var faktisk tyskerne, der henvendte sig først. Den danske regering var bange for at presse på. De ønskede gode forhold til den mægtige nabo i syd.
Scavenius var meget forsigtig
Scavenius især var ikke meget for, at skulle slås med et tysk mindretal. Der var forlydender fremme, at de allierede ville skade tyskerne mest muligt ved at give Danmark hele Slesvig. Disse kræfter kunne let få støtte af ”Dannevirke – folk”.
Scavenius udtrykte det klart på et møde den 11. februar 1919:
Tysk ambassadør med snu plan
Det skortede ikke med advarsler mod Danmark, der forsøgte at få så stort et område som muligt. Klarest udtrykt af den tyske ambassadør Rantzau, der så en fordel i et stort tysk mindretal i Danmark da det:
Tyskerne opfattede det som lusket fremgangsmåde
Som bekendt blev afstemningen delt i to, og der blev stemt en bloc. I zone 1 var der et klart flertal for Danmark. Der blev ikke taget hensyn til, at der i byer som Aabenraa, Sønderborg og Tønder var et klart flertal for tyskerne. For sidst deltes vedkommende kommer vi tilbage.
Tyskerne opfattede dette som en lusket fremgangsmåde. Her havde man i forvejen affundet sig med krigsnederlaget. Man havde nok ikke lige regnet med, at dette spørgsmål også kom op.
Danskerne ville have Flensborg
Efter Påskekrisen stod det klart, at grænsen mellem 1. og 2. zone skulle være den nye nationalgrænse.
Mange danskere hævdede, at Flensborg tilhørte Danmark. Byen havde kun haft tysk flertal ved folkeafstemningen, fordi der siden 1864 havde været bevidst tysk politik at fortyske byen med tilflyttere.
Niebüll – ny forvaltningsby
I anden zone opstod der nu en meget heftig propagandakamp. Bortset fra to landsbyer på den vestlige del af øen Föhr, var der tysk flertal i alle kommuner i zone 2.
I den østlige halvdel forløb grænsen mellem de gamle preussiske amtsgrænser. I den vestlige del skete der ting og sager. Kreis Südtondern blev dannet med det resterende område mod syd med øerne Amrum, Sild og Föhr. Forvaltningsbyen blev landsbyen Niebüll.
Friserne valgte tyskerne
Det står heller ikke i historiebøgerne, at friserne valgte side. De valgte tyskerne. Det vil sige, at i 1923 dannede man den Dansk – Frisiske Forening. De har sikkert valgt dansk.
Der var stadigvæk optimistiske danskere, der ville have grænsen ned til Ejderen. Men det var den danske regering egentlig imod.
Tysk flertal i og omkring Tønder
I den vestlige del blev det store Tønder Amt gennemskåret og amtsbyen Tønder kom til Danmark.
Det var ikke blot Tønder, Ubjerg og Højer, der havde tysk flertal. Men der var også tysk flertal i hele 10 kommuner øst herfor.
Var H.V. Clausens antagelser rigtige?
H.V. Clausen havde ikke dokumenteret de sproglige beviser andet end, at det havde været fremlagt i Illustreret Tidende og i Danmarks Kultur. Sprogstatistikken på landet viste næsten 100 pct. dansk på landet i Nordslesvig. Det overvældende andel af tysktalende i byerne blev affærdiget med at de på grund af deres ringe størrelse ikke betød så meget.
Og så brugte Clausen også argumentet med, at sproggrænsen:
Clausen antager, at de dansktalende i Nordslesvig ønskede en afståelse til Danmark. Men der er nu nogle problemer i denne antagelse.
For det første er det ikke veldefineret, hvad det menes med dansktalende. For sønderjysk blev også brugt af det tyske mindretal. Og hvordan blev friserne behandlet i statistikken. Det er muligt, at friserne som ikke tysk – talende blev behandlet som dansk talende.
For det andet er sproglig tilknytning ikke nødvendigvis det samme som politisk eller national tilknytning. Dansksindede kunne på grund af familiemæssige eller erhvervsmæssige forhold også have ønsket om en forbliven i Tyskland.
Den naturlige grænse
Clausen undgår bevidst, at tage stilling til sproggrænsen ved Flensborg. Man kunne have forventet, at han gjorde det samme ved Tønder, hvor hans dokumentation er tvivlsom, og hvor der er anført at:
Clausen nævner også, at Møgeltønder havde været et gammel dansk enklaveområde og at Rørkær lige øst for Tønder var at betragte som en kendt dansk kommune, som opvejede tyskheden i Tønder by og Ubjerg Sogn.
Sandsynligt er det at Clausen har tillagt marsken en stor vægt som en naturlig grænse. Men der blev taget en ordentlig bid af Tønders handelsmæssige opland.
Hvad nu med afvandingen?
Efter afstemningen blev problemet omkring afvanding af Tøndermarsken forelagt den internationale kommission. Fra dansk side ønskede man at marskområdet ned til Niebüll tilfaldt dansk område. Det britiske formandskab afslog dog dette forslag.
Der var jo også lige delingslinjen som tyskerne foreslog. Den gik nord om Rinkenæs, Ravsted, Tønder og Højer, men syd om Møgeltønder. Han nævner muligheden for at få tysksindede til at stemme dansk
”Tønder var en tysk by”
Særlig i Tønder kom det til protester, da det i februar 1919 blev kendt hvordan folkeafstemningen skulle afvikles. Byrådet vedtog med alle stemmer undtagen den senere som dansk kendte Claus Eskildsen at:
Rigsdagen i Berlin ville beholde Tønder
Man fandt støtte i en erklæring fra udenrigsministeriet i Berlin om at:
For det tyske mindretal i Tønder og resten af Nordslesvig betød afstemningens tilrettelæggelse et konkret angrebspunkt. Tyskerne havde underskrevet fredstraktaten under protest. Grænsen mod Danmark var således heller ikke aftalt direkte med Danmark, men med sejrsmagterne. Dette passede sikkert Scavenius meget godt.
Og historien om gadeskiltene i Tønder og om de tyske borgmestre helt frem til 1937 kan I læse her på hjemmesiden
Den 10. februar er en festdag
Den 10. februar 1920 var en stor dag. Ja det bliver nu til dags betragtet som en festdag. Der var afstemning i Zone 1. Og egentlig var svaret givet på forhånd. Det er da også fin nok, at man vil fejre sammensmeltningen med Danmark som en Genforening. Men som vi tidligere har anført så kniber dette ordbrug, hvis vi skal se rent historisk på det.
Kigger vi også i historiebøgerne, så må man sandelig heller ikke anfægte valget dengang. Alt gik helt rigtigt til, og det var jo en international komité til at kigge på det hele.
Tyskland havde tabt krigen og var blevet tvunget til en ydmygende og kostbar fred. Kejseren var selv landflygtig.
Havde de så meget til fælles?
Men det gamle land og den sønderjyske landsdel har ret beset aldrig haft så meget til fælles. Hverken politisk, retligt eller administrativt havde Kongeriget og Slesvig tidligere været ensartede, ej heller før adskillelsen i 1864.
Og økonomisk jævnbyrdige har de nu heller ikke været. Det skulle senere vise sig.
Infrastruktur nedslidt og forældet
Vejforbindelser og jernbanenet var nedslidt og forældet. Der var såvel sproglige og kulturelle forskelligheder, der skulle overvindes. Det tog tid, inden de normale danske livsformer og vilkår blev naturlige for sønderjyderne.
Militær og pas
Den 5. maj 1920 rykkede der danske tropper ind i Sønderjylland. Efter at der var etableret en effektiv spærring af grænsen mellem 1. og 2. zone skulle, blev den danske kronemønt indført som betalingsmiddel.
Natten mellem den 26. og 27. maj blev der indført pastvang med tilhørende paskontrol ved den ny grænse, hvilket var et helt konkret udtryk for, at det gamle hertugdømme Slesvig nu endelig var delt op i et dansk Sønderjylland og et tysk Mellem – og Sydslesvig.
Den 10. juni endnu en festdag
Mens kongen havde handlet klodset i påsken, havde han en heldig hånd den 10. juni 1920. Det var dagen efter, at Rigsdagen havde vedtaget loven om indlemmelse af Sønderjylland.
Kongen på den ”hvide” hest
På den ”hvide” hest red han over grænsen, og i en genial ”improvisation” løftede han den lille pige, der rakte ham blomster op på hesten og omfavnede hende – ”den røvede datter” og red nogle hundrede meter med hende. Ikke et øje var tørt, heller ikke hos pastor Brarens plejedatter.
Jomfru Fannys forudsigelser
Kongen blev modtaget med storm. Mon ikke sønderjyderne havde glemt hans klodsede optræden blot få måneder forinden. Han var sikkert glad for sin krone. Nu kunne han starte på en frisk i sin kongerolle.
Hele ceremonien var koreograferet i overensstemmelse med Jomfru Fannys spådom. Kort før hendes død forudså hun i et syn ”Genforeningen”
Begivenhederne blev derfor nøje iscenesat, så de kunne leve op på drømmene og forventningerne.
Det var dyrt
Helt konkret kostede genopretningen af Sønderjyllands nedslidte infrastruktur og opbygningen af den danske forvaltning den danske stat i omegnen af 300 mio. kr. regnet i 1920 – priser. Det var et meget betydeligt beløb.
En medvirkende årsag til beløbets størrelse var, at den nye grænsedragning skar en region, der hidtil havde fungeret som administrativt helhed, midt over, hvilket i forvandlingsmæssig henseende efterlod landsdelen nærmest på bar bund.
Salget af De Vestindiske Øer betalte en del
Og samtidig lå regionens største by, Flensborg nu syd for grænsen. Mange institutioner og forvaltningsstrukturer skulle derfor nærmest opbygges fra grunden.
Den danske stat fremskaffede det store beløb ved at optage et såkaldt ”genforeningslån” på 145 millioner kroner. Så besluttede man samtidig at anvende overskuddet fra salget af De Vestindiske Øer til USA i 1917 til genforeningsformål. Dette udgjorde i tidens priser omkring 153 mio. kr.
Uanset disse kunstgreb repræsenterede sammensmeltningen med Sønderjylland en meget betydelig belastning af de danske statsfinanser gennem de første år, hvilket dog på ingen måde dæmpede glæden over begivenheden, der først og fremmest opfattedes som en retfærdighedshandling over for landsdelens danske indbyggere og en delvis oprejsning efter ydmygelsen i 1864.
Manipulation i oversættelse
I 1840 udkom C.F. Allens ”Haandbog i Fædrelandets historie”. Her blev det betonet, at Sønderjylland var en del af Danmark, som kun tidernes ugunst var kommet til at stå i et løsøre forhold til kongeriget.
Da professor Niels Nicolai Falck fra Kiels Universitet selv kom til at spille en aktiv rolle i det nationale opgør og oversatte bogen, strøg han nogle væsentlige passager uden forfatterens viden.
Allen var bl.a. utilfreds med, at Falck ved omtalen af Slesvigs inkorporation i 1721 havde strøget ordene om:
Tilsvarende var omtalen af, at det slesvigske våben havde fået en mere fremtrædende placering i det danske rigsvåben
Forsvundet i den tyske udgave. Det samme gjaldt et afsnit om det danske sprogs skæbne i Slesvig.
Tilgangen til Sønderjyllands historie meget forskellig
Tilgangen til Sønderjyllands historie har været meget forskellig. I det meste af det 19. århundrede følte danske historikere sig kaldet til at påvise Danmarks statsretslige ankomst til hele Sønderjylland – og dermed at Danmark til Ejderen. Der blev her lagt væk på betydningen af inkorporation af den hertugelige del af Slesvig i 1721, og den dermed forbundne arvehyldning. Tilsvarende bestred man de tyske påstande om, at Slesvig og Holsten var ”up ewig ungedelt”. Man diskuterede augustenborgernes arveret og betonede landsdelens danske rod og særpræg. Samtidig blev al tysk i reglen fremstillet i de mørkeste farver.
Kursskifte med A.D. Jørgensen
Nederlaget i 1864 betød ikke nogen ændring – i første omgang. Det blev imidlertid en sønderjyde, historikeren A.D. Jørgensen – der senere også blev Danmarks første rigsarkivar, der i 1880’erne lagde grunden til kursskifte. I sine Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie, der udkom i 1882, udtrykte A.D. Jørgensen håbet om, at man i Sønderjylland engang kunne nå frem til en ”national” grænsedragning.
Det var et grundlæggende brud med de hidtidige fortalere for den ”historiske ret”.
Skellet opretholdt i historiske værker
En anden ting er omtalen af Sønderjylland i det store Danmarkshistorie værker. Her er skellet ved Kongeåen opretholdt næsten helt op til vores tid. Det efterlader det mere principielle spørgsmål, hvem historikerne skriver Danmarkshistorien for og hvordan man i geografisk henseende skal afgrænse sin fremstilling.
Ingen vil vel anfægte at Sønderjylland i vikingetid og middelalder spiller en stor rolle for forståelsen af den politiske udvikling i det øvrige Danmark og dermed indtager en tilsvarende placering i fremstillingerne.
Der er sandelig også sagt sludder
I en af disse værker bd. 7 af Danmarks Historien for tiden 1914 – 1945, hævdes det at det danske og det tyske mindretal omtrent var lige store ca. 10.000 på hver side er noget rent sludder. Det tyske mindretal i Nordslesvig bestod af 30 – 35.000 personer og var dermed langt større end det danske mindretal i Sydslesvig.
Der står også følgende:
Dette er også noget sludder. Det forholdt sig jo lige modsat.
Hvis det havde været formålet med denne artikel, kunne vi ganske givet have fundet mange flere fejl i den historiske gengivelse af tiden omkring ”Genforeningen”
Sen tysk godkendelse af grænsedragningen
Den tysksindede befolkning i Nordslesvig havde allerede under Genforeningsfesten gjort det klart, at de ikke godvilligt ville affinde sig med den nye grænse. Først efter 1945 skete dette.
Må vi stadig sige Sønderjylland
Det er naturligvis ikke noget forkert i at fejre selve Genforeningen og de spektakulære begivenheder, det førte med sig. Men det største er egentlig ikke disse officielle mindedage.
Det største skete ikke på en bestemt dag eller i et bestemt år. Det var noget, der kom lidt efter lidt i en langstrakt kæde af hverdagsagtige enkeltheder, som blev levet og oplevet af ”almindelige mennesker”.
Land og folk i fællesskab magtede sammensmeltningen i en sådan grad, at den gamle grænse ved Kongeåen helt og aldeles blev udvisket. Man kan sige, at i dag er Sønderjylland vokset sammen med det øvrige Danmark. Og dog, dengang måtte man kun sige ”de sønderjyske landsdele” og i dag må man rent administrativt kun sige Sydjylland. Man må ikke sige Sønderjylland.
Kilde:
Det lykkedes os ikke at få fat i følgende (til dig der vil studere dette nærmere):
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.417 artikler, herunder
Under København 159 artikler:
Under Sønderjylland 173 artikler:
Under Tønder 245 artikler:
Under Aabenraa 145 artikler:
Under Højer 70 artikler:
Under Padborg/Kruså/Bov 57 artikler:
Under 1864 og De Slesvigske Krige 31 artikler:
Under Besættelsestiden (Før/Nu/efter) 280 artikler:
Dato: maj 22, 2019
Dansk- Tyske Brydninger i et Grænseland
Dette er en meget lang artikel. Nu skal der fejres Genforening-Forening-Grænsedragning eller hvad man vil kalde det. For dem der boede her, har der været en meget forvirret tid gennem mange hundrede år. Det har bestemt ikke altid været de varmeste forhold mellem de dansk- og tysksindede. Nogle gange skulle der ikke ret meget til for at skabe disse misforhold. Var det i grunden tale om hævnmotiv, alt efter hvem der havde magten? Vi beskriver både forholdene fra 1864 – 1920 og så igen under besættelsen. Men også tiden efter besættelsen skete der noget. Også os, der er af en ”yngre” årgang har mærket det specielle dansk – tyske forhold. Således har undertegnede holdt et foredrag på Nachschule i Tinglev på dansk/sønderjysk og tysk, hvor halvdelen var meget utilfreds med det, man sagde.
Var det hævnmotiv?
For nogle år siden var vi fremme i lokale medier med vores opdagelser om Asmus Jensen, som du kan læse om i første afsnit af vores nyeste bog ”Grænsen er overskredet”. Og da var der en lokal journalist, der spurgte om, vi troede, om der var tale om et hævnmotiv. Og han mente, at hele retsopgøret var et tak for sidst fra de dansksindede over for de tysksindede.
Dengang tænkte jeg ikke så meget over det. Men efter diverse foredrag og henvendelser til min hjemmeside, kunne man næsten komme til at tro det. Dertil kommer en diskussion om tosprogede skilte i Sønderjylland, hvor nogle politikere efter min mening i deres modargumentationer gik lidt for langt.
Jeg tror måske ikke helt det er et hævnmotiv, men måske en form for ”betændelse, der ikke helt vil hele”.
Vreden og bitterheden
Vreden og bitterheden mod naboen gjorde, at retsopgøret i Sønderjylland havde særlig intensitet. Den danske holdning var præget af mistro og afstandtagen. Det sønderjyske Raad, der bestod af modstandsbevægelsen fik stor folkelig opbakning til deres synspunkter.
For ikke lang tid siden kom en bog med titlen ”Gerningsmænd eller ofre”. Det var et stort angreb mod Det Tyske Mindretal under besættelsen og vel også et angreb på, at de ikke selv tog et medansvar.
Når nu vi skal fejre Genforening, Forening eller grænsedragning ville det være spændende at få alle disse dansk – tyske brydninger frem til overfladen. Og kære læse læsere. Det er blevet en lang artikel. Og bagerst i artiklen er der henvisninger til endnu flere, så du kan få uddybet alle dine spørgsmål.
Svært at hedde Uwe i København
Det er lidt svært at hedde Uwe i København. Det er ikke helt almindeligt herover og ofte bliver det også til Ove. Men det er altid sjovt ved foredrag, for da skal man altid forklare, at man ikke er tysker. Derhjemme i Tønder var vi tre søskende, der var tysk døbt og tre søskende var dansk døbt med dertil hørende dansk/tyske navne. Min far blev træt af den tyske præst’ s indblanding i private forhold. Han skippede det tyske mindretal og Der Nordschleswiger blev skiftet ud med Sønderjyden.
Vi blev kaldt ”Tyskerbørn”
Men lidt foruroligende var det at få at vide lang tid bagefter af min gode ven, Ib, at vi blev kaldt for tyskerbørn ude på Lærkevej i Tønder. Vi er nu alle søskende gået i dansk børnehave og skole i Tønder. Men derfor kunne man jo godt bedrive sport i en tysk klub i byen. Det betød ikke så meget.
Du skal tale tysk til dem fra mindretallet
Da jeg startede som lærling i Andersen & Nissens Boghandel i Tønder fik jeg at vide, at jeg skulle tiltale alle medlemmer af det tyske mindretal på tysk, for som gamle Nissen sagde:
Men se det nægtede jeg. Som jeg forklarede gamle Nissen, så ville jeg gerne tiltale kunder fra Tyskland på tysk, men jeg gik ud fra, at medlemmer af mindretallet kunne dansk eller sønderjysk. Og på de sprog, ville jeg gerne tiltale dem.
Det var lige før, at det var fyringsgrund. Men så gik den unge Andersen ind og forsvarede mig. Det varede nu lidt inden Nissen så på mig med milde øjne.
Jeg var tysk julemand
Ja vores egne børn fortsatte i det tyske system, ikke fordi vi selv tilhørte det tyske mindretal. Men vi mente, at de med to sprog stod godt rustet i EU. Thomas snød dem alle og blev en af de bedste i hans årgang på Deutsches Gymnasium i Aabenraa. Rasmus startede i Kindergarten i Aabenraa, hvor jeg hvis også var tysk julemand. Rasmus fortsatte så i Kindergarten og tysk skole i Padborg.
Der burde være plads – uden undertoner
Da fik vi lidt problemer. I forbindelse med en bogudgivelse, skrev min kone og jeg en kronik, som Der Nordschleswiger i første omgang ikke ville bringe. Men det ville Flensborg Avis. Det handlede om, hvad man i det tyske skolesystem kunne gøre anderledes. Her kom vi så med nogle konstruktive forslag til fri afbenyttelse. Indlægget blev hvis nok også omtalt i Radio Syd. Og nu ville Der Nordschleswiger gerne bringe indlægget.
Et foredrag på Nachschule i Tinglev
Dette resulterede i, at jeg blev bedt om, at skulle fremlægge mine argumenter på Den Tyske Efterskole i Tinglev. Og for at provokere, så holdt jeg indlægget på tysk, sønderjysk og dansk. Halvdelen var begejstret og klappede, og den anden halvdel var for at sige det mildt ikke begejstret. Og til dem hørte desværre Den Tyske Skole i Padborg.
Ved en senere lejlighed var vi nogle forældre, der var lidt utilfredse, og vi samledes hos et forældrepar. Det var inden en generalforsamling. Vi kunne nu læse i Der Nordschlewiger, at et oprør var i gang.
Lederen af den tyske skole ville ikke hilse
Det havde slet ikke noget med virkeligheden at gøre. Ingen havde talt med avisen. Jeg bad Schul- und Sprachverein om at sende en repræsentant. Og det blev heldigvis en af mine gode venner fra Tønder, der kom til generalforsamlingen.
Men pludselig snakkede hverken lærere eller leder af Den Tyske Skole til mig. Langt senere fik jeg tilfældigvis en undskyldning. Nu kunne man jo også bare have holdt sin mund og ladet som ingenting. Men det varmede nu ens hjerte, da vi på den tyske årsfest på Knivsbjerg kunne høre vores forslag blive refereret som positive.
Uwe, du foragter jo alt det danske
Ja og så kom et kvindelig byrådsmedlem ind i boghandlen i Padborg og skulle bruge noget gavepapir. Jeg viste hende noget med Danneborg på. Hun blev helt stram i masken:
Nu er alle disse ting over 25 – 30 år gamle, og forhåbentlig forekommer dette ikke på samme måde mere i det sønderjyske. Der burde være plads til mindretal uden politiske undertoner fra nogle af parterne.
I Sønderjylland er tysk ikke et fremmedsprog
Vi skal lige have noget klarlagt. Tysk er ikke et fremsprog – i Sønderjylland. Det står faktisk i København-Bonn erklæringen. Og det tyske mindretal omfatter vel i dag cirka 15.000. De har egne institutioner, børnehaver, skoler, biblioteker m.m. Formålet er, at formidle tysk kultur og sprog.
En loyalitetserklæring
Den 22. november 1945 startede en ny epoke. Bund Deutscher Nordschleswiger afgav en loyalitetserklæring, hvori man udtrykte loyalitet over for den danske grundlov og anerkendelse af grænsen fra 1920. Det tyske mindretal fik efter 1933 mere vind i sejlene. Hitler’ s magtovertagelse var gavnlig for mindretallet.
De danske sønderjyder opfattede det tyske mindretals krav om grænserevision som en trussel. Måske var det set i lyset af et muligt tab af Sydslesvig, der fik tyskerne til at anerkende, at grænsen skulle bibeholdes.
De nordiske racer var blodbeslægtet
Fra nazistisk side var der en afgørende forskel til den nordlige grænse end til nogen anden. Ifølge de nazistiske raceteorier, så var det nordisk-germanske folk blodbeslægtet. Dette betød, at uoverensstemmelser ved grænsen måtte indtage andre former end ved østgrænsen. Dette var et synspunkt, som man hyldede fra Berlin, men som man ikke var begejstret for lokalt. Nazister på begge sider af grænsen mente, at grænsen skulle forskydes mod nord. I Berlin gik man ind for det storgermanske rige, men man ville lige vinde krigen først. Nu skal det lige dertil siges, at Frits Clausen fra DNSAP ville have grænsen flyttet ned til Ejderen.
Mindretal følte sig forfulgt
Det tyske mindretal beklagede sig flere gange til Berlin over danske ”Belästigungen”. Det vil sige chikaner i et forsøg på, at få tyskerne til at gribe ind over for den danske flertalsbefolkning. Men dette krav blev stort set aldrig efterfulgt.
Nazificeringen af mindretallets skoler kunne foregå uanfægtet. I skolelovgivningen af 1923 kunne man i mindretallet selv oprette skolenævn. Mange lærer tog afstand fra den nazistiske lære, mens andre mødte op i fuld uniform og startede dagen med en nazi – hilsen. Antallet af tyske privatskoler steg i Sønderjylland under besættelsen, og det selv om mange lærer var ved fronten. Således var der oprettet 89 tyske skoler i 1945. Ja ved en skoleindvielse i Gråsten havde Jens Møller besøg af sine gode ven, Werner Best og andre nazistiske ledere. Jens Møller var leder af Det Tyske Mindretal og deres nazi-parti NSDAP-N
Tiden efter 1945 var vanskelig både for dansk – og tysksindede
Tiden efter 1945 var svær for både de dansksindede og de tysksindede i Sønderjylland. Man havde svært ved at se hinanden ind i øjnene. Retsopgøret var medvirkende til dette. Trods nedsættelse af diverse straffe, så pinte de borgerlige afstraffelser dog stadig. Selv om de i realiteten blev afskaffet, så eksisterede de i realiteten i lang tid.
Den borgerlige afstraffelse hed nærmere betegnet, ”Tab af almen Tillid”. Denne betegnelse stod fortsat i mange af medlemmer af mindretallets papirer i slutningen af 1970erne. Det betød, at de ikke kunne søge arbejde inden for stat og kommune. De kunne heller ikke få nogen offentlig autorisation. Og så mistede de retten til at opnå næringsbrev som selvstændig erhvervsdrivende.
En anden udgave af Det Tyske Mindretal
Der var også en anden udgave end den nazificerede del af det tyske mindretal. Men som bekendt er historien ikke bare sort/hvid. Det var ikke alle fra mindretallet, der var nazister og landssvigere. Og lad det være sagt en gang for alle. Retsopgøret var langt fra fejlfrit.
Vi har haft historikere, der har påpeget, at dem der sad i Fårhuslejren, sad der af god grund. Men der blev begået uretfærdigheder, og hvorfor må dette ikke komme frem? Der blev lagt et kæmpe pres mod alle i det tyske mindretal fra ledelsens side, men mange holdt stand. Mindretallet forsøgte også, at forhindre unge mennesker i at tage en uddannelse, hvis de nægtede at melde sig under hagekorset. Dette forhold er der ikke mange historiebøger, der beskriver.
Vanskelige tider for Den Tyske Skole
De lærere, der underviste på de tyske privatskoler, og som ikke havde dansk statsborgerskab blev udvist. En masse var desuden blevet interneret. 90 pct. af de tyske lærere var indespærret. 3.000 tysksindede børn skulle pludselig vende sig til dansk undervisning.
Tiden indtil 1955 var særdeles usikker for det tyske mindretal. De tyske skoler var blevet konfiskeret eller lukket. I 1946 trådte en lov i kraft, der henviste mindretallet ril at oprette privatskoler. Man måtte dog ikke afholde statskontrollerede eksammen. Der fandtes heller ingen undervisningsmateriale. Alt det gamle var blevet beslaglagt.
I 1948 fik man mulighed for at købe 13 af de beslaglagte skoler. Den danske stat havde solgt de 40 andre skoler til anden side. Efter langvarige forhandlinger lykkedes det fra juni 1950, at få genansat nogle af lærerne, som havde fået amnesti.
De skal nyde samme rettigheder
Bemærkelsesværdigt er de ting, som Danmark’ s forhandlere lovede i fredskonferencen i Paris i 1919:
Efter Genforeningen var betegnelsen for Sønderjylland, De sønderjyske Landsdele. Men betegnelsen viste sig hurtig, at være for kunstig. Ja og nu er den administrative betegnelse Sydjylland. Under det prøjsiske styre måtte man ikke sige Sønderjylland.
De mistede alt
I 1926 blev Kreditanstalt Vogelgesang oprettet. Lånekapitalen kom fra hemmelige tyske kanaler. Her var det de tysksindede landmænd, der blev støttet. Året efter blev Foreningen Landeværnet oprettet for at modvirke de tyske opkøb.
Denne forening havde til formål at holde landbrug på danske hænder. Det skete i form af billigere og risikovillige lån. Vogelgesang blev tvangslikvideret af den danske stat i 1945. Det skete så også for de landbrug, som anstalten havde støttet. Det betød, at mange fra det tyske mindretal pludselig mistede alt, hvad de ejede. Vi har mere om dette senere i artiklen.
København – Bonn erklæringen
København – Bonn erklæringerne i 1955 fastslog, at ”bekendelsen til tysk nationalitet og tysk kultur er fri Endvidere blev det fastslået, at dette af myndighederne ikke må Bestrides eller efterprøves.
Lovgivningen for mindretallene er et indre anliggende for den enkelte stat. Det blev fra dansk side allerede i 1919 gjort klart, at man ikke ville søge internationale garantier, når det gjaldt en aftale mellem Danmark og Tyskland.
Den Slesvig Holstenske landdag havde allerede i Kiel-erklæringen i 1949 vedtaget en ordning for det danske mindretal i Sydslesvig. Denne ordning byggede på den nye vesttyske lovgivning.
Er de tyskere?
Jamen er de der fra mindretallet tyskere, spørger mange af mine københavnske venner undertegnede? Mindretallets medlemmer opfatter sig selv som tyske nordslesvigere, danske statsborgere med tysk identitet og forankring i regionen. Mange af medlemmerne taler i hverdagen ikke kun tysk, men også ”synnejysk”.
Det er danskere, danske statsborgere med tysk kultur. De børnebørn, oldebørn og sågar tipoldebørn af de tyskere, der ved folkeafstemningen i 1920 var imod at stemme deres tyske pas retur og gør Sønderjylland dansk. Jo de går i tyske skoler. De fleste af dem holder på tyske værdier, tyske kulturelle træk og tyske traditioner.
Indtrykket er dog, at de unge fra det tyske mindretal føler sig både tyske og danske på en gang. Måske er man i gang med at betragte sig som folk, der kommer fra grænselandet mere end at være tyskere i den gamle forstand. Mindretallets kultur og historie er vel mere ved at blive knyttet sammen i en blanding af både tysk og dansk. Mon ikke de unge er ”mere integrerede” end deres bedsteforældre, da deres bånd til Tyskland er tyndere?
De danske sønderjyder betragter deres identitet som meget dansk mens mindretallets sønderjyske identitet nok er en blanding af både dansk og tysk.
Lidt forvirrende for udefrakommende
For udefrakommende kan det godt være lidt forvirrende. Tyskere fra mindretallet er i dag aktive i danske sportsklubber og det omvendte kan også sagtens være tilfældet.
Traditioner opløses hurtigere i vores samfund. Mindretallets identitet forlænges, hvis man forstår at give identiteten videre til næste generation.
Mindretallets samlede budget er på 275 millioner kroner. Disse penge kommer fra tilskud fra Tyskland, egne indtægter og tilskud fra danske kommuner og den danske stat. Største delen af de danske tilskud er omfattet af henholdsvis friskoleloven og lov om social service. Der skal penge til at drive 22 børnehaver, 15 folkeskoler, en efterskole og et gymnasium, 4 biblioteker og 2 bogbusser. Dertil kommer diverse sportsklubber og museer. Og så har vi jo også den tyske kirke m.m. Indrømmet, jeg ved ikke om disse tal endnu er helt korrekte. De er nok en del år gamle.
Kig dog på historien
I 1894 forbød prøjserne, at man udtalte navnet Sønderjylland. Men kigger man efter i historien så er mange af de sønderjyske byers navne oprindelig tyske. Det gælder for eksempel Gråsten, der oprindelig hed Grawenstein.
Kigger man på gamle kort over Sønderjylland fra 1600 – tallet, så ser man en masse tyske stednavne. Åbenbart er ikke alle stednavne blevet rekonstrueret af prøjserne i 1864. Har man glemt, at det tyske har haft hjemstavn i Sønderjylland i hvert fald siden slutningen af det 14. og begyndelsen af det 15. århundrede? Det har været forsøgt modbevist af talrige skrifter.
Går man så længere tilbage, kan man se at området er gammel dansk land. Men historikere på hver side af grænsen diskuterer stadig dette spørgsmål.
Den tyske kejser forærede danskerkongen hertugdømmet
Ifølge de tyske historiebøger bestod Slesvig Holsten også af hertugdømmet Holsten, som siden Karl den Store havde tilhørt det tyske rige. I 1025 havde kejser Konrad den Anden foræret danskerkongen hertugdømmet.
Men se i 811 fastslås Ejderen som grænseflod mellem Frankerriget og det danske kongerige. Kulturgrænsen-den sproglige og kulturelle grænse-mellem dansk og tysk lå nordligere ved grænsevolden Danevirke.
I 1100-tallet indsatte den danske konge repræsentanter, som skulle vogte det danske riges sydgrænse ved Ejderen. Repræsentanterne fik titel af hertug og hermed var hertugdømmet Slesvig skabt. Hertugdømmet var underlagt den danske krone og bestod af området fra Kongeåen til Ejderen.
Hertugerne ønskede selvstændighed fra den danske konge og allerede i denne magtkamp med de holstenske grever knyttedes der stærke bånd mellem Slesvig og Holsten.
Debat om tosprogede vejskilte
I 2007 blussede der pludselig en debat op omkring tysksprogede by og vejskilte. Forslaget kom fra det tyske mindretal Mange opfattede dette som en provokation. De gjorde opmærksom på, at Danmark var den sydlige del af Kongeriget Danmark, og ikke den nordlige del af Forbundsrepublikken Tyskland. De tyske vejskilte var blevet fjernet i 1920. Og dog, i mange sønderjyske byer var der en overgang tosprogede gadenavne. De var der helt til 1945.
Fra mindretallets side ville man gerne markere, at der i landsdelen fandtes to kulturer og to sprog. Man mente, at der er ganske naturligt, samt praktiseret i andre dele af Europa. Allerede i 2006 havde indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen fremsendt disse tanker i en skrivelse til de sønderjyske kommuner. Det tyske mindretal mente, at tyske skilte netop markerede tolerance og åbenhed og ikke kun floskler.
Følelser kom op til overfladen
Tre årsager blev også nævnt som årsag til at vejskiltene skulle have en tysk tekst, turister, grænsependlere og historien.
Debatten blussede op igen. Man kunne ikke forstå, at der efter 87 år nu forlangtes skilte på tysk. Mange bemærkede også, at fortidens krigsspøgelser var væk, og at man behandlede hinanden med respekt. Straks kom der dog også forslag til danske skilte syd på, for at minde sydslesvigerne om, at de bor i et gammelt dansk land, hvor sproget først de sidste to – tre hundrede år er skiftet fra dansk til plattysk. Mange sønderjyder påpegede også, at tysksprogede skilte ville trampe på følelserne hos mange gamle.
Ja, der var debattører, der mente, at tosprogede skilte kun havde det formål, at holde det tyske mindretal i live. Politikere fik at vide, at de kun forsvarede mindretallet, fordi de kunne have gavn af deres stemmer. Og pludselig fik vi igen at vide, at der blandt det tyske mindretal var adskillige stikkere under besættelsestiden.
Man kræver kirkekunsten tilbage
Pludselig kom man i tanke om, at der på tysk side stod klenodier inden for kirkekunsten på tyske museer. Klenodier, der stammede fra dansk kirkekunst. Ja endda Nydambåden som blev fundet i mosen uden for Sandbjerg Slot. Ældre sønderjyder spurgte, hvornår alle disse kulturskatte vendte tilbage til Sønderjylland
Debatten kammede til tider over. Man talte om en fortyskning og sammenlignede det med Köhler-politikken under det prøjsiske styre. Glemt var også de talrige forsøg på fordanskning, dengang.
Normalt lever nationaliteterne side og side uden problemer af nogen art i Sønderjylland. Men måske er det fordi, at man i det daglige lever forholdsvis usynlig sammen.
Hvorfor man gang på gang henleder opmærksomheden på forbrydelser, som ligger 60 – 90 år tilbage i tiden og som de nuværende hjemmetyskere ingen andel har i, forbliver et stort spørgsmålstegn. At være tysksindet i dag, har ikke noget med nazismen at gøre.
Er man ikke modne til at anerkende mindretallet?
Her troede man som sønderjyde, at befolkningen var parat til at anerkende, at vi havde et mindretal med egen national og sproglig identitet. Efter alle de år burde man være modne til at anerkende, at vi har et grænseland med flere nationale tilhørsforhold, sprog og kulturstrømme. Skal vi lige minde om, at forskellige steder i Europa, hvor historien er endnu mere sårbar end i Sønderjylland, har man indført tosprogede skilte. Det er for eksempel i Sydtyrol, Slovenien, Transsylvanien m.m. Og det breder sig – til de britiske øer, de sorbiske områder i Østtyskland, de Samiske områder i Nordskandinavien m.m.
Flensborg Byråd synes, at det er en god ide, at have tosproget skiltning i Flensborg. Det var det danske mindretal i Sydslesvig, der havde stillet forslaget. Her mente politikerne, at det var ganske passende for en by, der havde så et intens forhold til det danske, at have tosprogede skilte. Også delstaten Slesvig Holsten ser positiv på, at der bliver tosprogede skilte i de byer, hvor der også findes andre sprog som dansk og frisisk. Med andre ord, her vises tolerance, åbenhed og respekt.
Tysk øl, danskere og en løve i Flensborg
I den forbindelse er der stadig mange Flensborg-borgere, der ikke kan forstå, at så mange danskere, tager ind til en kirkegård, sætter sig i græsset, drikker en tysk øl og kigger på en kæmpe løve. Det er Isted-løven
Og så hørte jeg for nylig et ungt menneske fra det tyske mindretal sige:
Dette kan så berolige mit sønderjyske hjerte. Måske er manglen på tolerance et spørgsmål om genrationskløft.
Det handler om følelser
Sønderjydernes følelse i 1864 var skuffelse og modløshed. Et dansk flertal kom under prøjsisk styre.
Københavnerne havde ”en svimlende selvfølelse” helt uden grundlag. Her tillod man sig uhæmmet national stolthed. Tyskerne fandt danskernes opførsel mærkværdig. Krigen gjorde ende på en 400-årig union mellem kongeriget og hertugdømmerne. Et langt og tæt forhold er slut. Hårdt såret og stærkt formindsket smækker Danmark med døren og omfortolker sin egen fortid.
Danmark var nu et lille land banket på plads af en langt større og ond nabo. Vi betragtede os pludselig som en nation, som uskyldigt offer for stormagtspolitik.
I 1920 blev sønderjydernes kår og fremtidsudsigter blev traumatisk for dansk politik. Og det tyske mindretals forhold blev et marginalt problem for den tyske rigsregering.
Ernst von Köller
En af de værste perioder for sønderjyderne var perioden fra 1. oktober 1898 til 1903. Da var man udsat for overpræsident Ernst von Köller. Danske embedsmænd blev tvunget til at aflægge preussisk ed. De dansksindede blev af Prøjsen betragtet som Reichsfeinde.
1.300 trykte skrifter blev forbudt og næsten 1.000 mennesker blev efter hans kommando udvist af Sønderjylland. Von Köller følte sig forpligtet til at fortrænge danskheden. Offentlige tillidshverv skulle dansksindede heller ikke forvente sig.
Den 18. december 1888 lykkedes det for ham ved hjælp af forordninger, forskrifter og forbud at påtvinge alle børn i Sønderjylland til at tale tysk i skolen, dog undtagen i et par enkelte religionstimer.
Hvorfor aflægge ed til preusserne?
Og det var bestemt ikke alle sønderjyder, der var enige med den unge journalist H.P. Hanssen i, at det var en god ide, at aflægge ed og aftjene preussisk værnemagt. Ved at række hånden frem, ville man kunne opnå nogle rettigheder. Man kunne så også forhindre, at befolkningstallet af dansksindede faldt.
Overpræsident von Steinmann fulgte opmærksomt foreningslivets udvikling i Sønderjylland. For at skaffe sig indblik i foreningernes virksomhed foranstaltede han husundersøgelser. Desuden beslaglagde han oceaner af post, dog uden at finde noget ulovligt.
Bismarck havde forsøgt derhjemme at undertrykke katolikker, socialdemokrater og polakker ved hjælp af undtagelseslove. Disse love udstyrede administrationen til at overvåge disse statsborgere.
Von Köller forsøgte det samme i Sønderjylland. Han udsendte blandt andet følgende opfordring:
Danskerne kunne slet ikke forholde sig til den preussiske filosofi. De følte sig i besiddelse af den historiske, den politiske og den moralske ret.
Hold jer væk fra danske forsamlinger
Den 24. oktober 1898 udvistes for eksempel 15 karle, piger og drenge i Bevtoft. De var ansatte hos folk, der havde deltaget i et vælgermøde. Bladet Hejmdal’ s bogtrykker Carlsen med hustru og fire børn fik marchordre med 24 timers varsel. Den yngste var kun fire uger gammel.
Det var ikke noget med anklage eller domsafhandling. Vi kunne sådan set have nævnt talrige eksempler. Rundt omkring i Sønderjylland henvendte amtsforstandere sig til de dansksindede. Det vil ikke ske jer noget såfremt I:
Forsamlingshuse ville knække tyskheden, mente man. Foredragsholderne kom på en sort liste. Kirkedørene var også lukket.
Bladet Dannevirke ændrede efterhånden stil. De kunne ikke klare sig økonomisk i længden og bøjede sig efter prøjserne. Men det betød også, at danskerne vendte bladet ryggen.
I fredstraktatens §5 fik Napoleon den Tredje indført en bestemmelse om, at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved fri afstemning tilkendegiver ønske derom.
Men se dette skete aldrig. I 1879 blev dette blevet strøget af traktaten. Det var en torn i øjet på de dansksindede. Skuffende for Danmark var det, at hverken Frankrig eller England reagerede på dette.
Efter 1920
Under Første Verdenskrig faldt 5.000 dansksindede for Prøjsen. Da Schleswiger Wählerverein blev dannet den 15. august 1920 startede det tyske mindretal også sit virke.
Ved Folketingsvalget samme år fik Slesvigsk Parti 14,4 pct. af stemmerne i Sønderjylland. Det var den tyske præst i Vodder, Johannes Schmidt, der kom til at sidde på Christiansborg de næste 19 år.
I Tønder, Højer, Aabenraa og Sønderborg var der flertal for Tyskland. Men da Flensborg sagde nej til Danmark var det med til at udløse Påskekrisen.
Danskerne kaldte det for Genforening, men de tysksindede mente, at Hertugdømmet Slesvig aldrig statsretslig har tilhørt Danmark. De kaldte begivenheden for ”Grænsedragning”.
Flensborgs borgmester mente, at nu ville man besætte området ned til Ejderen
Den 12. januar 1923 udtalte overborgmester Todsen i Flensborg, at han hellere så, at grænsen var flyttet langt længere nord på, for nu ville danskerne besætte hele området ned til Ejderen.
Det sønderjyske spørgsmål skabte mistro til Danmark i Tyskland. Her tillagde man os ”Revanche- eller hævnlyst”. Dette oversteg vores lyst til neutralitet, mente man. Man var i København udmærket klar over dette. Erik Scavenius førte en meget forsigtig politik over for tyskerne.
Var Nordslesvig et blandingsprodukt?
Jo, det var jo også tyskerne, der i 1864 fratog os to femtedele af det danske rige. De havde ført en hensynsløs undertrykkelsespolitik over for de danske sønderjyder. Egentlig var der ikke mange, der turde at anfægte denne politik. Men Georg Brandes gjorde det flere gange. Han mente, at den danske regering var alt for passiv.
Det var bestemt ikke alle, der var enige med Georg Brandes. Videnskabsmanden Frederik Poulsen stod bestemt ikke alene med følgende synspunkt:
En artikel, der ikke vakte begejstring
Glemt er også, at udenrigsminister grev Ahlefeldt-Laurvig og generaldirektøren for told- og skattevæsnet, Marcus Rubin aftalte at sidstnævnte skulle skrive en artikel, der i 1911 skulle forbedre forholdet til Tyskland. Den udkom i Preussische Jahrbücher under titlen:
Men den stødte i den grad de danske sønderjyder med sætninger som:
Tyskerne rejste selv ”Det Sønderjyske spørgsmål”
Danmark var meget protysk. I januar 1915 havde Stauning afvist et hollandsk forslag om, at man skulle fordømme tyskernes overfald af Belgien. Danske socialdemokrater havde også været i Belgien på tysk initiativ. Og dette irriterede i den grad belgierne.
Det kom helt bag på den danske regering, da tyskerne i 1915 selv rejste det sønderjyske spørgsmål. Igen blev artikel 5 taget op. I første omgang kunne Als ikke komme med til Danmark på grund af flådestationen i Sønderborg, mente tyskerne
Det Tyske Mindretal kører det store skyts frem
På et tidspunkt omfattede det tyske mindretal 30.000 personer. Det var fire gange så meget som det danske mindretal syd for grænsen. Og syd for kom de typisk fra samfundets underklasse, mens mindretallet nord for grænsen var blandt de velstillede. På landet var der mange større gårdejere og i byen var der mange selvstændige erhvervsdrivende.
Ved Folketingsvalget i 1939 kørte man fra det tyske mindretals side det store skyts frem. Man fik hjælp syd fra. Da resultatet forelå, manipulerede man med tallet, for det var en kæmpe skuffelse.
Ikke alle ville have samarbejde
Redaktør Ernst Schröder skrev i Flensburger Nachrichten, at der ved anvendelsen af en god dosis tillid burde være muligt at mindske gnidningerne i grænselandet. Men de var opstået genopstået gennem 1930erne. Denne udtalelse passede ikke det tyske mindretals filosof, Jep Schmidt. Han mente, at Ernst Schröder skulle ”sættes ud af spillet”
Den 4. marts 1939 udsendte Hans Schmidt, Oksbøl og A. Freiberg, Tønder et opråb til det tyske mindretal med opfordring til at arbejde hen mod et dansk-tysk tillidsforhold. Men det gjorde nu ikke indtryk på ledelsen i det tyske mindretal. På en valgplakat gjorde man opmærksom på, at Østrig, Sudeterlandet, Bøhmen og Mehren var vendt tilbage til ”Riget”.
Fra tysk side kørte man frem med følgende tal efter valget:
De reelle tal var:
Danmark havde forhandlet Sønderjylland til en Fattiggård?
En af storbønderne fra det tyske mindretal, Deichgreber, havde ellers forkyndt, at Danmark havde forvandlet området som en fattiggård. Men sandheden var vel, at Sønderjyllands landbrug efter 1920 var kørt helt i sænk. Gennem smuglerhandel med landbrugsprodukter til tårnhøje priser havde man klaret sig nogenlunde gennem krigen. På landet havde gendarmer gået rundt og kontrolleret, at der ikke i smug blev slagtet, kærnet smør eller slagtet.
I 1890erne havde den tyske stat opkøbt 36 store landbrug i Sønderjylland. De indsatte tysksindede forpagtere på særdeles fordelagtige betingelser. Der kunne sagtens være 80 mand tilknyttet et sådant landbrug. Man kaldte det for en domænegård.
Kampen om gårdene
I 1891 stiftedes den tyske Ansiedlungsverein. Det lykkedes at få anbragt 200 såkaldte rentegårde i de ellers dansksindede nordlige regioner i Sønderjylland.
I 1914 nægtede den Slesvig Holstenske kreditforening med at give dansksindede kredit med den begrundelse, at pengene ville blive brugt til at modarbejde tyske formål.
I 1922 bestemte man, at domænegårdene skulle udstykkes i husmandsbrug
Mange landboer havde inden Genforeningen optaget lån for at få bragt deres gæld ned. Landsdelen blev efter Genforeningen tilført ny kapital. Det var specielt til erhvervslivet og landbruget. De sønderjyske banker og sparekasser fik stillet cirka 20 millioner kroner til rådighed i statslån. Man forsøgte med Sønderjyllands Kreditforening. De nystiftede lån var forholdsvis dyre. I 1927 oprettedes Sønderjysk Hypoteklånefond.
De kriseramte og kredithungrende landmænd blev pludselig lydhøre over for mere eller mindre fantastiske bevægelser. Og denne situation benyttede man sig af i Berlin. I første omgang sendte man et beløb på 5 millioner kroner til Nordslesvig.
Som modforanstaltning oprettede man Landeværnet, der i løbet af få år fik 10.000 medlemmer.
Den usikre grænse
Stauning udtalte engang i et interview, at en dansk-tysk mindretalstraktat kunne være meget praktisk, hvis den ikke indeholdt nogen bestemmelser, der kunne krænke Danmarks suverænitet. Udenrigsminister Moltke fik dog hurtigt banket statsministeren på plads.
Den tyske regering anerkendte på intet tidspunkt grænsen, men de havde intet ønske om at rykke den mod nord. Men se dette vidste man ikke i Danmark. H.P. Hanssens svigersøn, Kresten Refslund Thomsen, der var amtmand over Aabenraa og Sønderborg amter, vågnede hver morgen tynget af tanken om, hvad der kunne ske ved grænsen i dagens løb.
Tidligere udenrigsminister Erik Scavenius skrev i 1930, at en direkte afgørelse mellem Danmark og Tyskland i 1920 ville have været at foretrække.
Det kan næppe tolkes på anden måde, end at i al fald han var parat til at overveje en grænserevision for at få fred med den store nabo mod syd, hvilket måske kan tages som udtryk for, at det var nogen, som var usikre over for, hvor betryggende grænsen var.
Retfærdighedens tid kommer
Rigsindenrigsminister Karl Jarres havde på en nordisk messe i Kiel i 1924 omtalt Nordslesvig som røvet fra Slesvig Holsten og forkyndte:
Ja da mente den danske regering dog, at her gik man over stregen, så der blev protesteret.
Det var senere mange dansksindede, der mente, at hvis det tyske mindretal ikke havde kæmpet for en grænseændring, var de dømt til undergang, for så havde de ikke noget at kæmpe for.
Mindretallet var utilfreds med skolereformen. Var den tyske utilfredshed velbegrundet? Man fik i 1928 ret til studentereksamen. Men den danske regering ville ikke tillade realeksamen, fordi det gav adgang til postvæsen, toldvæsen og DSB.
Vogelgesang
Fra dansk side ville man forhindre at mindretallet hentede arbejdskraft syd fra. Og det absurde var, at borgerne i Flensborg blev nægtet adgang til Kollund Skov. Og så var det fænomenet Cornelius Petersen. I begyndelsen stillede han sig på danskernes side. Men han blev så irriteret på de danske myndigheder, at det var de tysksindede, der fik gavn af ham.
Tyskerne oprettede nu et nyt kreditinstitut, der blev administreret af sagfører Georg Vogelgesang Dette blev aktivt bakket op af det tyske mindretal. Der kom masser af andragender. I begyndelsen så man ikke så meget på sikkerheden. Man skulle bare pille flagstangen ned.
Men sådan blev det ikke ved med at være. Man tinglyste nu forkøbsretsklausuler, der skulle garantere, at man holdt øje med ejendommen. Men det var netop formålet med dette institut. Området skulle germaniseres.
Der blev stillet krav
Et specielt administrationsselskab blev oprettet. Det blev kaldt Höferverwaltungsgesellschaft. Efterhånden rådede de over 90 gårde. Vogelgesang sprang til, hvis der manglede børn til de tyske privatskoler. Man kunne med instituttets hjælp flytte en familie med mange børn til et udsat sted, for eksempel til Lydersholm øst for Tønder. Man kunne opsige en kontrakt med kort tids varsel:
Ved Tysklands sammenbrud blev kreditforeningen opløst, lånene blev afløst af andre lån. De 86 gårde som gårdforvaltningsudvalget lå inde med blev overtaget af Jordlovsudvalget.
I alt var der 135 gårde som Vogelgesang/Höfeverwaltung lå inde med. Det største antal på 40 lå i Tønder-området. Dernæst fulgte Gråsten-området med 34 og Løgumkloster med 29.
Midt i 1930erne udkom en bog med titlen På vej til Danmark. Den beskrev forholdene i Sønderjylland således:
Ribebrevet
Helt frem til 1945 fastholdt det tyske mindretal kravet om en grænserevision. De henholdt sig til Ribebrevet. Dette var den aftale som blev indgået den 5. marts 1460 mellem det holstenske ridderskab og Christian den Første.
De tysksindede mente, at der var blevet begået et kæmpe aftalebrud. Ja de dristede sig til at kalde det for en statslig historieforfalskning. Andre mener dog, at gyldigheden bortfaldt, da den danske Helhedsstat forsvandt ved Konventionen den 15. august 1865.
Andre igen mener, at ordvalget blot markerede bevarelsen af fred. Brevet skulle ses som et formål på, at den slesvigske adel ikke måtte få forringet deres magt og privilegier, selv om hertugdømmerne blev indlemmet i Danmark.
Barske udtalelser i Grænsevagten
Ak ja, fra dansk side blev det nævnt, at det tyske mindretal var med i planlægningen af besættelsen af Danmark. Jens Møller indrømmede, at han vidste det tre dage før. Min kære far vidste det en uge før ved at snakke med tyske lastbilchauffører i Tønder.
Og havde man i København lyttet til de efterretninger, der kom havde man nok heller ikke kunnet være overrasket. Og en uge inden besættelsen fløj der hver dag et dansk militærfly langs grænsen. Her havde man vel også rapporteret noget.
Antallet af tyske privatskoler steg i begyndelsen af besættelsen til 59, mens antallet af tysksprogede kommuneskoler forblev uændret på 30.
Fra dansk side var det alt andet en begejstring for de tysksindede medborgere. Således kunne man i Grænsevagten i februar 1949 læse følgende:
En meget stejl holdning
Nu var det godt nok Dansk Samling, der udgav Grænsevagten. Og det var et problem i lokalsamfundet med denne stejle holdning. Myndighederne havde næsten den samme holdning og det gjaldt også for modstandsbevægelsen.
Det tyske mindretal henviste til deres loyalitetshensyn som medlem af et mindretal over for regering, myndigheder og militær. Og ikke alle jurister var enige i om det gik rigtig for sig efter besættelsestiden. Men fra dansk side sagde man, at der ikke ville blive gjort forskel på danske statsborgere og medlemmer af det tyske mindretal.
Mange tog af sted som helte til fronten og vendte hjem som landsforrædere.
Stor Fattigdom
I en række sønderjyske byer drog modstandsfolk gennem byerne og dækkede de tysksindedes forretningsvinduer til med dansk-engelsk boykot-plakater:
Den engelske kommandant vidste ikke noget om dette. Vrede engelske soldater blev dog beordret til at fjerne disse plakater. I mange frivillige brandværn rundt omkring i Sønderjylland blev medlemmer af det tyske mindretal smidt ud.
I den grad blev der beslaglagt ejendom hos det tyske mindretal. Den løn som manden havde sendt hjem under krigen fra Deutsche Wermacht blev også beslaglagt. Dertil kom også, at man skulle betale for mad og andet i Fårhuslejren. Dette betød stor fattigdom hos mange i det tyske mindretal. Her opfattede man afstraffelsen som tilfældig og som hævn for de grusomheder Det Tredje Rige og nazisterne havde udført.
Hadet forblev
Hadet til det tyske mindretal tog ikke lige sådan af. Den 15. oktober 1946 holdt pastor H.J. Hansen fra Løjt et foredrag i Simon Peter Sogns Menighedshus i København. Fra www.tidehverv.dk bringer vi disse brudstykker, som viser noget af det had, som det tyske mindretal stadig lå under for:
Man tog ikke helt afstand fra nazismen
Allerede den 11.november 1943 havde der været et møde i Haderslev-kredsen i det tyske mindretal. Her var det blevet diskuteret, hvordan forholdene mellem de dansk- og tysk sindede kunne blive efter krigens ophør. Det var pastor Friedrich Prahl, der havde foreslået, at man anerkendte grænsen fra 1920, og at man aktivt skulle vise loyalitet over for den danske stat. Men mødets konklusioner vandt ikke rigtig genklang før tyskernes endelige nederlag.
Men den 22. november 1945 var man dog ikke helt klar til at vedtage hele ordlyden. Man ville godt give den danske stat den fulde loyalitet. Men en total afstandtagen til nazismen var man endnu ikke i stand til. Men man bekendte sig dog til demokratiet.
Man fik hurtigt 3.000 medlemmer
Op til begyndelsen af 1947 blev 23 lokale afdelinger af Bund Deutscher Nordschlewiger oprettet. Man fik hurtig 3.000 medlemmer. Alle var velkommen. Dog var det betænkeligheder fra Haderslev-kredsen med at dømte nazister skulle vende tilbage, efterhånden, som de havde udstået deres straf.
I 1951 udkom pastor Schmidt-Vodder med bogen Fra Vodder til København, fra Tyskland til Europa på tysk. Her betegnede forfatteren besættelsen af Danmark som en katastrofe som hverken var klog eller god. Nationalsocialismen betegnede han selv som utysk og et syndefald. Men han betegnede også retsopgøret som forfølgelse og kompromisløs.
Johannes Schmidt var præst i Vodder syd for Ribe. Han var født i Tønder og sad 19 år i Folketinget, som vi allerede har skrevet. Han var fra 1920 den første formand for Schlesvigsche Wahlerverein. Han havde stor indflydelse på mindretallet indtil 1933, hvor han blev kørt ud på et sidespor.
Tusinder blev løsladt uden retssag
I 1934 grundlagde han Deutsche Front. Organisationen var opbygget efter samme skabelon som det nationalsocialistiske system. Under besættelsen stille han sig til rådighed for de tyske myndigheder med artikler og radioforedrag. Han var en ivrig bidragsyder til Junger Front. Dette var også årsag til, at han blev arresteret i 1946, men som tusindevis af medlemmer af det tyske mindretal blev han løsladt uden retssag.
I 1958 udkom Troels Fink med bogen Historie om det slesvigske grænseland på tysk. Men det tyske mindretal tog nu ikke dette bog særlig alvorlig. Under retsopgøret optrådte Troels Fink som sagfører og som anklager mod de tysksindede.
Behov for selvransagelse
Heller ikke under formand Harro Marqudsen der i 1960 overtog formandsrollen, udviklede der sig nogen egentlig modstand eller egentlig opgør med den tidligere nazi-historie. Helt frem til 1964 forlangte Slesvigsk Parti, at retsafgørelserne blev revideret, og at man fik en form for undskyldning. Men det skete aldrig.
Ja så sent som i 1965 kunne man i en lederartikel i Der Nordschleswiger læse, at tyskerne reddede Danmark for noget, der var meget værre. Og det der ville være meget værre, var hvis englænderne havde besat landet.
Senere må man nok sige, at det tyske mindretal i den grad har taget afstand fra nazismen. Men mindretallet synes stadig, at være blevet uretfærdig behandlet i retsopgøret.
Og man må da sige, at holdningerne i det tyske mindretal har ændret sig alvorlig. Og det skyldes sikkert også tidligere chefredaktør Siegfried Matlok’ s ledere i Der Nordschleswiger. Han har gentagende gange erklæret sig enig i behovet for selvransagelse blandt hjemmetyskerne, når det gælder den nazistiske fortid. Det er særlig midaldrende og yngre, der har været tilhængere af dette.
Undskyldning fra Undervisningsministeren
Det vakte stor opmærksomhed og glæde i det tyske mindretal i Sønderjylland, da undervisningsminister Bertel Haarder undskyldte, at der blev begået uret mod det tyske mindretal i forbindelse med retsopgøret. Det skete i forbindelse med årsmøderne i 2006 for det danske mindretal syd for grænsen.
Der Nordschleswiger skrev i en leder, at det var modigt gjort:
Straffede retsopgøret for mange?
Bladet nævner også, at det er en stor lettelse for pårørende i det tyske mindretal, som blev interneret og uretfærdig straffet efter 1945. De havde store personlige omkostninger.
Chefredaktør Siegfried Matlok stiller også spørgsmålet om, hvorfor undskyldningen først kom på det tidspunkt og om det kom fra som Bertel Haarder som privatperson.
Bertel Haarder havde oplevet, hvad der skete med hans nabo. Han mente, at retsopgøret straffede for mange og for hårdt.
Det var bestemt ikke alle, der var enige med undervisningsministeren i at, der skulle gives en undskyldning. Heriblandt var historikere. De opfatter mindretallet som værende ligeglade også med tiden efter 1945. De valgte ledere med en nazistisk fortid.
Man ser forskelligt på historien
Det er tydeligt, at de dansksindede og de tysksindede ser forskellig på historien. Forholdet mellem dansk og tysk er i dag præget af afspænding og samarbejde, men alligevel er det noget, som spøger. Det er ikke kun tiden mellem 1933 og 1945. Næh, det er også i høj grad tiden bagefter.
Vi bærer på en tung arv. Mange er mærket af den tid. Men skal den overvindes med tavshed?
Mange fra det tyske mindretal som i 1941 og 1942 meldte sig til fronten kæmpede ikke mod danskerne, sagde de. Alligevel blev de straffet. Dette følte de som uretfærdig. Men de kæmpede for en forbryderisk organisation, der hed Waffen SS. Og de blev taberne. Ja det var også en kamp mellem demokrati og nazisme.
Man må sige, at de kilder, der siger, at mindretallets medlemmer ikke oplevede uret, ikke taler sandt. Undertegnede husker beretninger fortalt af Fårhusindsatte, der sagde, at de var udsat for vold og kadaverdisciplin i Fårhuslejren. Hvorfor skulle de tale usandt? Måske var den hårde disciplin medvirkende til Fårhusmyten?
Og denne myte var i mange år en stor blokering for selvransagelse. Denne mentalitet havde en negativ indflydelse på mindretallets politiske linje.
Mange medlemmer af det tyske mindretal har også som uskyldige oplevet masser af krænkelser og ydmyg behandling af modstandsbevægelsen lige efter besættelsestiden.
Det tyske mindretal havde udvist solidaritet med nazismen
Nu blev mindretallet ikke dømt kollektivt. Men der blev heller ikke taget hensyn til deres dilemma. For egentlig var der tale om, at der skulle tages hensyn, som vi tidligere har påvist.
Men fra dansk side kunne det påvises, at der fra mindretallets side havde været vist udpræget solidaritet med det nazistiske Tyskland gennem 12 år fra 1933 til 1945.
Kan man sige, at mange fra mindretallet havde svært ved at se de danske signaler ind til august 1943? Her tænkes på samarbejdspolitikken. I hvert fald har tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen taget kraftig afstand fra samarbejdspolitikken. Hans eget parti var nu bedre end de andre partier.
Nu kan mindretallet nok ikke bruge samarbejdspolitikken som undskyldning for deres handlinger under besættelsen.
Fra dansk side har man nok set det meget sort-hvid. For hvordan så det ud for det tyske mindretal efter august 1943. Havde man nægtet at medvirke i tysk krigstjeneste, var man blevet skudt med det samme som desertør. Hvis mindretallets ledelse havde nægtet samarbejde, var hele ledelsen sikkert blevet anholdt og sandsynligvis skudt.
Blev man ribbet for alt?
Konfiskation af tysk ejendom kom også til at berøre mindretallet. I en kronik i Jyllands Posten den 26. april 1997 skrev Ditlev Tamm, under overskriften ”Den skandaløse konfiskation af tysk ejendom”:
Det var for så vidt korrekt beskrevet. Men alle herboende tyske statsborgere havde mulighed for at friholde en del af deres formue. En meget stor gruppe tyske statsborgere undgik helt konfiskation.
Man skulle gå stille med dørene
Men kvinder, der havde giftet sig med en tysk soldat fik konfiskeret deres opsparing, fordi de ved giftemålet automatisk blev tyske statsborgere. Professor Stig Jørgensen skrev den 4. oktober 1994 i Information, at tyske statsborgere, der havde boet i Danmark i generationer og som havde opført sig eksemplarisk under besættelsen, fik konfiskeret hele deres ejendom.
Nu kunne man så mene, at Danmark administrerede det hele meget hårdt, som en hævn over for de tysksindede. Det gjorde man måske også i mange tilfælde. Men minister, uden særlige anliggender, Per Federspiel var rejst til London den 1. januar 1940. Her forklarede han englænderne, om det særlige problem, der var med det tyske mindretal.
Briterne bøjede sig så meget, at danskerne ”skulle ordne sagen herhjemme, men blot således, at vi gik så stille som overhovedet muligt med dørene”.
Konfiskationsloven blev gennemført efter pres fra USA og Storbritannien. På den ene side ønskede danske politikere goodwill hos de allierede magter. Samarbejdspolitikken havde ikke ligefrem fremmet dansk prestige. På den anden side ønskede man ikke at provokere Tyskland mere end højst nødvendigt.
Man kunne få dispensation
Man kunne få dispensation, hvis man kunne bevise, at man ikke havde udvist en fjendtlig holdning til Danmark. Medlemsskab af et nazistisk parti eller det at have arbejdet frivilligt for tyskerne udelukkede som regel dispensation.
Det er da også rigtigt, at en del fik dispensation. Men det kan forekomme urimeligt, at personer fik konfiskeret jord i 1947, men først fik dispensation i 1955.
Den dag i dag mener mindretallet, at også konfiskationsloven var dybt uretfærdig. Igen havde man ikke taget hensyn til den nationale loyalitetskonflikt, som de havde befundet sig i.
Lærerne blev dømt ens
Lærerne blev dømt som en samlet flok. Nogle var decideret nazistiske, men det var langt fra alle. Alle tyske præstegårde fra den tyske frimenighed blev beslaglagt
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 19, 2019
Et Epidemihospital på Nørrebro
Hospitalet fik sin endelige form i 1884. Gode råd til at undgå at få kolera. På Frederiks Hospital indrettede man en Dampseng. Patienter skulle anbringes i tilpas afstand fra hinanden. Sognepræst Frimodt fra Skt. Hans Kirke var særdeles betænkelig. Der var 288 senge i første omgang. Ikke var lige tilfredse. En lille pige havde fået klø af en sygeplejerske. I 1935 var 1,757 patienter indlagt med difteri. I 1974 blev Blegdamshospitalet nedlagt.
I 1853 i Koleraåret bekendtgjorde Sundhedskommissionen, at for at undgå smittefare, gjaldt det om ikke at opholde sig i indelukket, fordærvet og fugtig luft. Det blev tilrådet for ikke at blive forkølet at bære et varmt bælte om maven og uldne klæder nær kroppen.
På Frederiks Hospital forsøgte man sig med en speciel Dampseng. Patienter skulle pakke sig ind i dyner og tæpper og indtage skoldhed hyldete. Hver halve time skulle man indtage 20 dråber ammoniakopløsning. Resultatet blev i hvert fald en forgiftning.
Efterhånden anså politikerne det for vigtigt, at der blev oprettet et egentlig epidemihospital. Til dette udvalgtes et areal i den sydvestligste del af Blegdamsfælled. Grunden var tilpas rummelig og afsides.
I modsætning til Kommunehospitalet skulle der bygges efter pavillon- eller baraksystemet. Det skulle give bedre fleksibilitet. De smittede personer skulle anbringes i tilpas afstand fra hinanden.
Sognepræsten ved Skt. Johannes Kirke, pastor Frimodt ville gerne have lægernes ord på, at smitten ikke kunne nå den nærliggende befolkning og navnlig de tre skoler i Nørre Allé, på Sankt Hans Torv og Blegdamsvejen, som dagligt blev besøgt af ca. 2.000 børn. Men pastoren var også bekymret for den talrige menighed, der hver søndag samledes i kirken. Pastoren skrev blandt andet:
Pastoren foreslog i stedet, at hospitalet blev anbragt i den nordsøstligste del af Lammefælleden. Grundejerne på Blegdamsvejen var også meget betænkelige. De mente, at hospitalets opførelse ville medføre skadelig følger for deres ejendomme. Folk ville nok ikke bo i nærheden af sådan et hospital. Derfor ville værdien af ejendommene sikkert falde i pris.
Også i Ting – og arresthuset var man betænkelig og gjorde opmærksom på, hvor mange der daglig færdedes der. Professor Thomsen mente dog ikke, at smitten kunne overføres gennem luften. Og hospitalet kom til at ligge 25 – 30 alen fra nærmeste beboelse.
Grunden tilhørte Krigsministeriet. De stillede en række betingelser. Arealet skulle omgives af et stærkt 3 ½ alen højt stakit med dobbelt tjørnehegn inden for stakittet. Der skulle også i et bælte af 30 – 50 alen plantes træer. Man anså det også vigtigt at anlægge en dyb grøft om hele arealet.
Hovedindgangen skulle være fra Blegdamsvej. Men det skulle også være udgang til Nørre Allé ud for Møllegade.
Arealet blev større end ventet på hele 14 tønder land. Nu blev der således plads til 12 dobbelte sygebygninger med 288 senge og en officiant – og en observationsbygning med 24 senge og i telte 100 senge.
De egentlige sygebygninger var kun på en etage. Administrations – og driftsbygningerne var på to etager. Hospitalets varetegn var Athene, der værger sine børn mod pestgudens pile. Dette var udført af Vilhelm Bissen. Med fuldførelsen af de sidste bygninger fik hospitalet sin endelige form i 1884.
I de første år skulle indenbys boende på fællesstue betale 1,20 kr. om dagen. Enestue kostede 2,20 kr. pr. dag. Udenbys boende skulle betale en del mere. Udlændinge kom til at betale 6 kr. for en enestue.
I slutningen af 1883 udbrød der skarlagensfeber. I alt blev der behandlet 5.001 patienter i løbet af et år. Trods diverse udvidelser måtte der i hast skaffes flere telte. Den 10. februar 1884 husede hospitalet hele 584 patienter.
Men ikke alle var lige tilfredse. Det kunne Aftenbladet i februar 1890 berette om. Et barn var indlagt med difteri. Af frygt for smitte måtte barnet ikke modtage besøg af forældrene. Endelig fik faderen en tilladelse. Det han fandt, var at hans barn var ved at kvæles af slim.
Trods det, at enhver sygeplejerske vidste, at sådan et barn skulle tilses med jævne mellemrum, lykkedes det først efter lang tids søgen at finde en stuepige, der ville hjælpe barnet. Faderen fik overført barnet til enestue med særlig pleje. Men barnet døde efter få dage. Sygehuset måtte efter faderens klage indrømme, at den sygeplejerske, der skulle føre tilsyn havde vist stor skødeløshed.
Den 30. juni 1891 skrev Aftenbladet om en sygeplejerske, der slog de indlagte børn. Således havde sygeplejersken rusket en lille seksårig pige i håret. Hun var indlagt med difteri.
Grunden til sygeplejerskens vrede var, at pigen havde kastet sin mad op. Artiklen vakte naturligvis vrede. Men artiklen førte også til et sagsanlæg mod redaktøren af Aftenbladet. Han måtte af med 200 kr.
I 1896 blev hospitalet dog rost i Berlingske Tidende:
Blegdamshospitalet blev senere udvidet, så man ekstraordinært kan modtage 600 patienter.
I tidligere tid var difteri en af de mest frygtede sygdomme. Men ved hjælp af serum, der var blevet fundet i 1884, blev dødeligheden reduceret betydelig. I 1935 blev 1.757 patienter indlagt på Blegdamshospitalet med difteri, 35 døde.
Omkring år 1900 havde lægestanden taget nye redskaber i brug. Nu havde man mikroskoper og røntgenkanoner. Og vaccinationer og antiseptiske forholdsregler blev taget i brug. Man var godt i gang med at halvere børnedødeligheden.
En af de mest travle år i Blegdamshospitalets historie var under den store influenzaepidemi, den såkaldte ”Spanske Syge”, der i efteråret og vinteren 1918 – 1919 hærgede i byen.
Øresundshospitalet og Bispebjerg Hospital måtte træde hjælpende til. Ved Øresundshospitalet blev der ligeledes rejst telte. Sundholm, St. Johannes Stiftelsen indrettede også i hast specielle afdelinger. Men også læger og sygeplejerske blev smittet. En enkelt dag var 280 ansatte syge. Frivillige måtte træde hjælpende til.
I 1939 blev hospitalet udvidet med en øreafdeling og i 1942 kom en røntgenafdeling til. En selvstændig børneafdeling blev oprettet i 1955. Denne blev så i 1969 overflyttet til Rigshospitalet.
I 1974 blev Blegdamshospitalet nedlagt for at give plads til Panuminstituttet
På www.dengang.dk har vi efterhånden 1.409 historier, og heraf er 271 plus 27 artikler fra det gamle Nørrebro herunder:
Dato: maj 2, 2019
Livet på Nørrebro omkring 1900
Her var masser af ubehagelige beboere. Der var masser af lejligheder at få. Mange blev sat på gaden. Fattigdom gik ud over børnene. Der var lang vej til retiraderne. De gamle damer hældte indholdet i vasken. En bred vej med ridesti. Mor tog geværet. Fælleddronningen, Maja købte sprit på klods. Usle og uhygiejniske arbejderboliger. Bal og teater i Folkets Hus. Masser af fornøjeligheder. Nu var det lettere at dø. Et glansbillede af Dagmar Hansen. Man kunne kigge ind på førstesalen. Halm til 25 øre på Lygtekroen. Æblerov i Jorcks have. Et specielt sigtebrød ved skæremøllen. En tur på Blegdamshospitalet. Husumgades Skole bliver betalingsskole. Spanskrøret sad løst. At sætte sig i respekt. Skrivelærerens pædagogik. Klasselæreren var ikke bedre. Til afstraffelse hos inspektøren. Tidligere befalingsmænd blev lærere, Nørrebros fem matadorer. Det hellige svin. Den nye sognepræst.
Ubehagelige beboere
Vi har været her før omkring dette tidspunkt. Men vi har sikkert ikke fået det hele med. Næsten alle var ludfattige dengang på Nørrebro. Men vi skal da også møde nogle af dem, der var mere rige, for dem var der sandelig også her i bydelen.
De fleste oplevede dog stor arbejdsløshed. Særlig om vinteren var det galt. Der var umuligt at opdrive arbejde. Børnedødeligheden var stor. Mange steder havde man kun en seng, hvor både forældre og børn sov i.
Der var også andre beboere. Hundreder af lopper, tusindvis af lus og myriader af væggetøj. Der var ikke meget ro, når der skulle soves. Den ene kradsede, den anden gnubbede, og den tredje vendte sig, mens den fjerde skulle tisse i spanden. Ikke så sær, når forældrene råbte, at nu ville de snart have nattero.
Enhver skoleelev havde lus dengang. Tre gange om ugen aflusede moderen ungerne. Frem med kæmmekammen, hovedet ind over et stykke gammelt gråt papir og så knæk, knæk, knæk.
Masser af lejligheder
Omkring år 1900 var der masser af lejligheder at få på Nørrebro. Den første måned var som regel gratis. Havde folk ingen penge, og det var der mange, der ikke havde, så flyttede man bare igen efter en måned. Man havde ikke mere hvad der kunne være på en stor trækvogn.
I enhver kiosk kunne man købe en lejlighedsliste over ledige lejligheder ordnede efter byens kvarterer og med opgivelse af lejlighedens størrelse og huslejen.
En treværelses lejlighed kostede 20 kr. om måneden. De fleste på Nørrebro var dog kun på to værelser.
Sat på gaden
Nu var det særlig fra Guldbergsgade 4 og de små lejligheder, at naboer havde set familier blive sat på gaden. Det var ikke et rart syn. Møblerne blev båret ud og en politibetjent holdt vagt. Hvis familien ikke selv i løbet af dagen fandt noget at bo i, så blev de sendt på Ladegården.
Man skulle passe på ikke at ende på Fattiggården, for så var det helt slut med at bestemme selv.
Man skulle passe på at bede om noget. Dengang kunne man fra Menighedsplejen få gryn, kaffe, te og andet. Man søgte det som hed hjælpekassen.
Og så en dag stod to herrer. De ville undersøge om familien nu trængte til noget. Og hvis moderen ellers så propper ud, og det var rengjort i lejligheden, ja så fik man ikke noget. For her så jo ganske pænt ud. Der blev ikke spurgt til familiens økonomi.
Om sommeren var der mange familier, der plukkede Kamilleblomster. Man solgte dem på Apoteket og købte så rugbrød for pengene.
Fattigdom gik ud over børnene
Når man talte om de gode gamle dage – Nørrebro omkring 1900, ja så var det nok en rædsel for de fleste. Den megen fattigdom gik ud over børnene. Om sommeren gik drengene barbenet, om vinteren gik de i træsko. Læderfodtøj var et statussymbol.
Pigerne kunne ernære sig som sypiger i en sidegade, hvor de fine fruer kunne få syet modelkjoler til en tiendedel af det, som de skulle give i et stormagasin.
Lang vej til retiraderne
Guldbergsgade 41 dengang bestod af forhus og baghus med en mellemliggende gårdsplads. I gårdspladsens østligste side var anbragt en række store skarnkasser. I den vestligste side var der anbragt 8 lokummer. De var som regel overfyldte. Som toiletpapir var avispapir det mest almindeligste. En spøgefugl havde en dag lagt et par klumper brødgær i et par af tønderne, hvilket udvirkede et forfærdeligt svineri.
Trappebelysningen bestod af åbent gasblus på hver etage. Det var ingen belysning på køkkentrappen som jo var den eneste vej til gården. Det var en væmmelig tur, hvis man skulle ned om aftenen eller natten på naturens vegne. Rotter så man næsten hver gang på disse ture.
De gamle damer tømte indholdet i køkkenvasken
Det var nu heller ikke alle, der gad at gå ned i gården. Således var der en del ældre fruer, der tømte både stort og småt fra natpotterne i køkkenvasken. Og dette kunne jo sagtens sætte sig fast. Og særlig om sommeren kunne dette godt skabe dårlige dunster.
Galt var det også om vinteren, når vandet frøs til is i rørene. Så standsede alt afløb.
Det påhvilede beboerne at vaske trappe, fra etage til etage. På køkkentrapperne skulle der strøs frisk sand. Der kom hver 2. uge en sandhandler i gaden.
Masser af lege i gården
Fik man besøg, ja så måtte man til bageren efter brød og fløde. Det fik man i en lille spand for 5 eller 10 øre. Fløden opbevarede bageren i et stort blikfad. I tilgift fik man en stor klat flødeskind over. Brødet var for det meste 4 øres wienerbrød til de voksne og 2 øres til børnene.
Ude i gården var der rig mulighed for spil. Man kunne lege ”Skjul”, ”Røver og Soldater”, ”Gorm, den gamles kæmper”. Ja så var det også ”Hest og Vogn”.
På Nørrebro var der et væld af beværtninger. Og særlig fredag og lørdag oplevede man gadebetjenten drive af med ”en fuld støjer”. Det gav så anledning til at lege ”Betjent og fuld støjer”. Så optrådte drengene skiftevis til at lege ”Betjent og fuld støjer”. Så optrådte drengene til skiftevis at være betjent eller ”støjer”. Den ”fulde mand” blev så puttet i kælderen.
Bred vej med ridesti
Det var dengang, hvor Tagensvej blev anlagt som en flot bred vej med ridesti. Her red officererne fra Sølvgades Kaserne. Og det var også tit med damer. Midt på gaden gik gardens piberdrenge. De skulle på Fælleden og øve sig i at fløjte. Dengang var der ikke tilnærmelsesvis så meget trafik som nu.
Men her så man også feltartilleriet med et forspand på hele fire heste. Ja, når vi nu var ved militæret, så kunne man opleve 7 – 8 regimentsorkestre give friluftskoncerter i anlæg og parker, ja selv på legepladsen på Kapelvej.
På Tagensvej kørte der også en hestesporvogn. Dens rute var fra Heimdalsvej, ad Sølvgade til Kongens Nytorv. Om vinteren var der strengt arbejde for kusken, som sad på den åbne forperron. Var snevejret for slemt, måtte der spændes to heste foran vognen.
For enden af Tagensvej var en lang bakke mod Bispebjerg. Her lå en masse kolonihaver.
Mor tog geværet
Herude på Fælleden holdt Borgervæbningen også sine øvelser. De var iklædt mørke uniformer med nogle rædsomme kasketter med store firkantede skygger.
Det var morsomt at se, når de stillede deres gevær i pyramide. Knap så morsomt og måske dog var det at se dem vakle hjem, godt påvirket af spiritus som venner, bekendte og familier havde haft med til pauserne.
Ja man kunne også opleve, at det var far, der kørte barnevognen fra øvelsen og mor, der måtte bære geværet.
Fælleddronning Maja købte sprit på klods
Det var dengang køerne græssede ved grøftekanten på Blegdamsvej. Her kunne knægtene løbe på skøjter på ”Holger Danskes Briller på hjørnet af Tagensvej og Nørre Alle. Ja egentlig var der tale om tre små søer, en virkelig tumleplads både om sommeren og vinteren. Om sommeren kunne man bygge tømrerflåder og sejle på søerne,
Fælledronningen Maja drak sprit som hun købte på klods i den lille grønthandlerbutik på Blegdammen 8 i kælderen.
Usle og uhygiejniske arbejderhuse
Over for Jagtvejens Mølle lå en hel lille by, bestående af lave et-etagers huse. Det var Arbejderboligerne. De var så usle og uhygiejniske som kunne tænkes. Men huslejen var også derefter.
Det var dengang Rantzausgade hed Nordvestvej, og hvor man så jernbanelokomotiver blive vendt på drejeskiven uden for Bergenholz Reklamepavillon.
Bal og teater i Folkets hus
Der var da heldigvis også fornøjelige ting. I Folkets Hus på Jagtvej var der bal og teater. Men her var det svært at snyde sig ind. En uhyggelig stor kontrollør med fedtet, sølv kasket bevogtede adgangen.
Har var masser af feststemning og masser af bajere. Her var sandelig også tjenere. Og så blev lyset dæmpet. Nu startede forestillingen. Bagefter var det dans. Mange havde allerede i begyndelsen fået for meget. De havde svært ved at holde balancen. For et par timer kunne man glemme nød og fattigdom.
Masser af fornøjeligheder
Det var i de dage, da en bajer kostede 11 øre, ja de var også set ned til 8 øre. Og havde man en daler med i Tivoli, så havde man småpenge med hjem. Selv Zoologisk Have gav overskud. Billetprisen til børn var kun på 25 øre.
Som bydreng hos en skrædder kunne man tjene den formidable ugeløn på 3 kroner 50 øre. Arbejdstiden var fra kl. 2 eftermiddag til 8 om aftenen. Og om lørdagen til efter 11.
Mange tog til Alleenberg på Frederiksberg Alle. Men der var sandelig også et mindre forlystelsessted på Nørrebro, der hvor Skandinavisk Motor senere residerede. Det var mellem Esromgade og den dengang Ny Åboulevard, nu Lundtoftevej. Etablissementet hed Nordlund.
Selv Cafe ”Overskæringen” havde krohave dengang. Og tænk hjørnet af Allersgade og Nørrebrogade var beæret med to værtshuse, nemlig Cafe ”Helvede” og Cafe ”Himmerrige”. Sidstnævnte havde også krohave og en navnefætter på Købmagergade.
Nu skulle han kun lukke det ene øje
På hjørnet af Nørrebrogade og Blågårdsgade lå en cafe, der hed ”Borgersalen”, hvis ejer kaldtes ”Borgeren” Ja egentlig hed han Adler Petersen.
En aften opstod der et slagsmål her. Jørgen fik det ene øje slået i stykker af et forvildet stoleben. Modparten sagde også undskyld:
Nytårsdag fik man besøg af natmænd, skraldemænd, skorstensfejere og endda postbud. De kom og ønskede ”Glædeligt Nytår”. Ja og så fik de så til gengæld en lille gave på 2 kr.
Et glansbillede med Dagmar Hansen
Det var dengang, man kunne få en rygelig cigar for 7 øre, en flaske akvavit for 40 øre. En pakke cigaretter (10 stk. Motor) for 10 øre. Men så var det også et glansbillede i af Dagmar Hansen i trikot.
På restaurant kunne man få smørrebrød til 10 – 12 og 15 øre. Bøf med løg og kartofler kosten 1 kr. og så var det en gratis snaps til.
Og portoen, ja indenbys kostede den 4 øre og udenbys 8 øre.
Man kunne kigge ind i Førstesalen i Blågårdsgade
Så var det lige den kollektive trafik. Man strøg fra Kapelvej til Kongens Nytorv og modsat fra Nørrevold til Hillerødgade for en 5 øre. Tog man så linje 3 gennem Blågårdsgade ”ovenpå” kunne man se ind ad førstesal i Blågårdsgade.
Gaderne var belagt med brosten. Dette afstedkom meget spektakel. Og Nørrebros hestesporvogn var jo på to etager. Fra Sct. Hans Plads til Christianshavn kørte ”de gule hesteomnibusser”. Disse ophørte i 1903. De grønne omnibusser kørte fra Kapelvej.
Stakkels konduktører
Som vi i tidligere artikler har omtalt begyndte de elektriske sporvogne på Nørrebro – de var ubehagelige på grund af syrelugten, som stammede fra akkumulatorerne. I 1901 kom luftledningerne og så fulgte samme år elektrisk drift i Farimagsgaderne samt på Blegdamsvej. Her var der også to – etagers vogne. Som taxaer kunne man bruge de gamle hestedroscher.
Ja så var det jo også Nordbanen og Klampenborgbanen med de morsomme toetagers vogne og åbne skovvande. Ja endelig havde man fået lokalstationer i den nuværende Nørrebroparken. Senere kom Slangerup-banen.
At være konduktør eller rettere sagt billettør, var et ualmindeligt farligt arbejde. Uanset vejret, skulle konduktøren kontrollere og klippe biletterne, stående på vognens trinbrædder.
Det var en hård tørn i frost eller blæst. Han bankede på kupéruden. Passagererne måtte så rulle vinduet ned, mens han klippede biletterne.
En stærk gene var de mange jernbanebomme. Særligt på Nørrebrogade blev trafikken forsinket også af rangering fra den der liggende sporvejsremise.
Der boede køer på førstesalen
Det var altid imponerende at se brandudrykninger. Sprøjterne og stigevognen var dengang hestetrukne. Det var et flot syn. Det flotteste var hvis dampsprøjten var med. Der var fyret op under kedelen og der kom en vældig røg op af den blankpudsede messingskorsten.
Og tænk engang på hjørnet af Murergade og Korsgade boede der køer oppe på første sal.
Halm til 25 øre på Lygtekroen
Lygtekroen var et sted, hvor man snød med øllet. Men det var også et sted, hvor man kunne købe et knippe halm til sengen. Prisen var 25 øre.
Lygtekroen lå med Ladegårdsåen på den ene side, det vil sige, den hed ved Lygteåen og gik ud i Ladegårdsåen.
Åen dannede grænsen mellem København og Bøhlandet. Her endte Nørrebrogade for at gå over i Frederikssundsvej. Det var en almindelig skærve – landevej med grønne grøfter ved siderne, åbne, bare marker med meget spredt nybyggeri.
Lygteåen løb under en bjælkebro og et godt stykke op i Lersøen. Her var fuld af grønne grøfter, store grønne arealer, masser af græs, vilde planter, brændenælder i overflod, småsøer, vandhuller og store lossepladser. Her var også modtagelsesanstalt for byens latrintønder.
Den enorme Jorcks have
På den ene side var det nærmest som en stor mark ind mod byen. Men herude lå også noget meget fornemt. Det var Jorcks Have. Det var adskilt fra Nørrebrogade med et stort gitter og søjler.
Jorck var rigmand i den helt store stil. Ja han var eventyrlig rig.
Langt tilbage i kæmpehaven knejste Jorcks residens sig. Det var en stor rigmandsvilla, luerød med en bred fornem trappe. Den førte op til en bred afsats med baldakin over en bred fløjdør, der førte ind i gemakkerne.
Her var masser af frugttræer. Men her lå folk på vagt for at fange de knægte, der turde at komme ind og stjæle frugterne.
Et specielt sigtebrød ved skæremøllen
Et stykke længere op af den brobelagte Nørrebrogade lå omkring nr. 200 i dag en skæremølle. Her solgte man et specielt sigtebrød. På den modsatte side var der en gård med pumpe midt i gården. Her blev der drevet vognmandsforretning. Man havde specialiseret sig i bryllupskaret med hvide heste. Ja det specielle var at bryllupskørsel blev foretaget i en glaskaret trukket af hvide heste.
En tur på Blegdamshospitalet
Det var på det tidspunkt, hvor en masse børn var indlagt på Blegdamshospital. Der var en epidemi af skarlagensfeber. Køreturen derud foregik i en stor hestetrukken ambulance med to heste for og en stor rar mand i uniform med stort rødt cykelstyrskæg. På bukken, hvor han saed, var en stor klokke, han kunne træde på. Det morede børnene meget, når han gjorde det. Der var vel 8 – 10 unger i sådan et læs ad gangen.
Og ungerne havde det godt på hospitalet. Der fik de da mad hver dag.
Overbelagte skoleklasser
De stakkels skolebørn. Det var i spanskrørets og pryglenes tid. Og selv om vi befinder os i et arbejderkvarter, så kunne man selvfølgelig også mærke klassedelingen her helt i overensstemmelse med tidens sædvaner og anskuelser.
Jo kæft, trit og retning det var reglen for, hvordan man skulle opføre sig i skolen. Det betød, at man skulle holde mund, og kun sige noget, når man blev spurgt. Det var lige som små soldater. Og så fik de en lussing, når de voksne ikke syntes, at de opførte sig ordentlig.
35 børn var der i en klasse. De dygtigste og mest artige sad forrest. Arbejderbørn og mælkedrenge nåede ikke altid deres lektier og sad for det meste bagerst. Her kunne det godt være svært at forstå læreren.
Husumgades Skole blev betalingsskole
Husumgades Skole blev mere og mere overbelagt. Derfor opførte man bl.a. Hans Tavsensgades Skole. Og så kunne man lige så godt skille fårene fra bukkene. Man gjorde Husumgades Skole til betalingsskole for de ”fine” Den nye skole skulle være slyngelskolen.
Den var til gadedrengene, der skulle tugtes til at blive bedre mennesker. Formålet var således godt nok, men metoden var kortsynet og middelalderlig forældet. Den prygl man fik grænsede jo nærmest til mishandling.
Spanskrøret sad løst
Man havde indført en eller anden regel om, at man højst måtte give en knægt fem slag med spanskrøret. Men lærerne kunne give dem fem slag lige så mange gange om dagen, som man havde lyst til.
I løbet af dagen havde man også forskellige lærere. De viste jo ikke, om den enkelte havde fået med spanskrøret. De enkelte lærere vidste heller ikke, hvor mange lussinger og knoer i hovedet den enkelte havde fået.
Det var selveste justitsminister Peter Adler Alberti, der omkring 1906 fremsatte sin bekendte pryglelov – korporlig revselse som opdragelsesmiddel.
At sætte sig i respekt
En læreres vigtigste opgave var at sætte sig i respekt og føre klassen frem til bedst mulige eksamensresultat. Hertil var prygl lide nødvendig. Efter myndighedernes opfattelse blev skolen bemandet med folk, der målbevist arbejdede efter Kramers Regnebog.
Skrivelæreren var en høj, ret kraftig selvbevidst herre. Han havde et velplejet gråt fuldskæg. Han var ret elegant påklædt. Om vinteren gik han altid i pelsforet frakke, som han øjensynlig var meget glad for.
Skrivelærerens pædagogik
Der blev omdelt et skrivehefte og en pen. Så skulle der skrives efter en forskrift i heftet. Så begyndte han at vandre op og nedad bænkerækkerne. Ned ad den ene side og op ad den anden side.
Under denne vandring, standsede han op ved hver dreng, rettede højlydt på ham medens han samtidig dunkede ham i hovedet med knoerne. Kun ”sinkerne”, som han havde opgivet, lod han i fred. Han råbte op med alle de fejl hver enkelt begik.
Det er jo indlysende, at denne form for undervisning indebar en meget stor undervisningsmæssig spildprocent. For det første var det umuligt at koncentrere sig om skrivningen på grund af lærerens støjende adfærd. For det andet fulgte eleverne hele tiden med øjnene, hvem læreren nu tævede.
For det tredje var glæden og dermed arbejdslysten helt ude af billedet.
Nu handlede lærerne sikkert ikke af ondskab, men de gik ind for et ældgammelt system, der var blottet for menneskekundskab og humanitet.
Efter diktatskrivning blev hver enkelt elev kaldt op til katederet, og så begyndte den sædvanlige festforestilling. Øretæverne faldt næsten i uafbrudt rækkefølge ledsaget af vrede og højlydte udskældninger.
Klasselæreren var ikke spor bedre
Den faste klasselærer var ikke spor bedre. Han blev ved med ”Hep – Hep – Hep – Pilatus med sin kæp. Han havde et robust udseende, med store, uregelmæssige, tobaksbrune hestetænder, en temmelig lang næse med en lille pukkel på næseryggen.
Han var en svoren tilhænger af spanskrørets troldoms – magt, og der gik ikke en time, inden han svang det med trænet hånd over en eller flere stramme buksebage.
Til afstraffelse hos inspektøren
Pryglesystemet blomstrede helt op til toppen. Alle småforseelser i frikvarterne blev observeret. Folk blev så trukket til side og så gik gårdvagten triumferende op til inspektøren med en flok fanger. De blev stillet op ude på gangen, mens læreren gik ind og aflagde rapport.
Så blev hver enkelt kaldt ind til hans excellence. Så blev man ellers dekoreret med røde og blå striber, der hvor det gjorde mest ondt. Nogle af synderne sagde ikke et kny til hans støre ærgrelse. Andre vrælede til hans store fryd.
Var det mange, der var trukket op, var det en fordel, at komme til sidst. Men man skulle have stålnerver og ikke lave sig skræmme af skriget og skrålet derinde. Hans kræfter var efterhånden ebbet ud.
Tidligere befalingsmænd blev lærere
Prinsesse Charlottegades Skole var også en betalingsskole. Den kostede også en krone om måneden. Nede på Sjællandsgade lå der en skole, hvor der ikke var betaling. Denne forskel bevirkede, at eleverne fra de to skoler røg i totterne på hinanden.
Ja se dengang havde afdankede soldater en stor fremtid som lærere også på Nørrebros skoler. Kaptajn Dahl straffede de stakkels elever på Prinsesse Charlottegades skole ved at slå i håndfladerne med en stok. Det sved slemt. Jo og gymnastiklæreren var oversergent Bohse.
Beklædningen – dengang
Arbejderkonerne var altid i sjal og bar en kurv under sjalet. Mændene gik uden flip. En kraveknap holdt skjorten sammen i halsen. Flippen kom frem ved forskellige lejligheder som konfirmation og sølvbryllup.
Ikke sjovt at være i lære – i fars butik
En driftig mand var Barsøe. Han startede som urtekræmmer i Guldbergsgade. Men senere etablerede han en 4 – vinduers hjørnebutik på Nørrebrogade lige ved Stefans Kirken.
Det var ikke sjovt at stå i lære i sin fars butik. Man skulle være bedre end alle de andre. Man begyndte kl. 7 om morgenen, og der blev først lukket kl. 8 (20) om aftenen ugens fire første dage. Fredag var der åben til kl. 10 (22) og lørdag til kl. 11.(23) Derefter var der oprydning. Det var en alsidig lære, hvor man virkelig lærte noget.
Frokost og aftensmad blev indtaget i bagbutikken. Alt imens måtte man også ekspedere. Den praktiske uddannelse blev suppleret af teoretisk uddannelse på handelshøjskolen på Nørrevold to gange om ugen. Det var fra kl. 20 – 22.
Sønnen ville ikke overtage – det var et slaveliv
Men sønnen ville ikke overtage butikken. Han mente, at det var et slaveliv. Faderen drejede derfor nøglen om som 60 – årig, fordi der skulle stå Barsøe over døren. Butikken var særdeles indbringende. Han havde opkøbt ejendomme og er erhvervet sig en række hjørneejendomme.
Sønnen var gået hen og blevet socialdemokrat. Og dette harmonerede slet ikke med faderens indremissionske indstilling. Der var hverken spiritus eller rygning i dette hjem. Kortspil m.m. og Tivoli – besøg var djævelens værk. Men det var et gæstfrit hjem. Her kom mange præster på besøg. Både de kendte og mindre kendte. Ved afskederne i entreen blev der dog budt på Havana – cigarer.
Travbageren
Jo der var skam matadorer på Nørrebro. Vi har her hørt om den ene. På hjørnet af Gormsgade boede Travbageren. Han havde en af datidens største travstalde. Og så var han altid godt kørende. I den lave basarbygning havde han et bageri.
Kartoffelkongen
Lidt længere henne var der en grøntforretning. Indehaveren gik under navnet ”Kartoffelkongen” eller ”Den Glade Vinder”. Han var storspiller på travbanen. Opildnet af travbagerens succes anskaffede han sig også en travhest.
Da Travbageren hørte om dette, sagde han ved deres første møde med kartoffelkongen:
Og kartoffelkongen svarede rapt igen:
Niels Mangepenge
Men vi havde dog endnu en matador på Nørrebro. Det var den store slagtermester med 7 svende. Han gik under navnet ”Niels Mangepenge”.
Når lørdagen var slut mødte han op hos Barsøe og købte en Linjeakvavit og et par dåser hummer. Og som han sagde:
Søndagsturen
Når ”Niels Mangepenge” og husholderen spændte for om søndagen var der et par markante skikkelser, der drog ud ad Strandvejen.
Husholderen var i stor vippehat, højhalset bluseliv med pufærmer. Rundskåret nederdel, høje champagnefarvede knapstøvler. Påklædningen blev fuldendt af halvhandsker.
Mester var i jaket, med stribede bukser – endog meget stribede – brune sko, stråhat. Et rødt slips fuldendte påklædningen. Det sidste var måske for at understrege tilhørsforholdet til det meget blodige fag.
Det hellige svin
For den fjerde matador, Barsøe var denne ydre pragt ikke noget han prydede sig med. Han var dog yderst velklædt. Hver morgen gik han sin morgentur i kvarteret. På denne kom han også forbi en mindre købmand, der var blevet omvendt.
Tværs over loftbjælken i hans forretning var der opsat et skilt med ordene:
Nu var hans forretning godt nusset. Og Barsøe mødte ham en morgen og talte med ham om, at han var blevet omvendt. Ja svarede købmanden:
Til dette svarede Barsøe nu:
Den nye præst var en torn i øjet hos Barsøe
Det var ikke godt, at den nye sognepræst i Stefans Kirken var grundtviganer. Det var en torn i øjet på Barsøe. Og bedømmelsen kom hurtig – en gudelig folketaler.
Der kom masser af butikker
Der var jo også et par enkelte store butikker på Nørrebrogade dengang. På hjørnet af Nørrebrogade/Stengade lå Magasin du Nord´ s filial. Og på hjørnet af Griffenfeldsgade lå L-W. Erichsens Isenkram.
I sidegaderne var der en mængde butikker, urtekræmmere, spækhøkere, hørkram og produkthandlere. Lørdag aften var der travlhed hos urtekræmmerne. Kaffekværnen skulle drejes med et håndsving.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 265 artikler fra Nørrebro og 27 artikler under rubrikken fra Urtekræmmer til Shawarmabar herunder: