Søgeresultater på "Kanal gennem Tønder"
Dato: september 24, 2007
Ved afvandingen af de store marskområder, var det slut med marskboernes traditionelle næringsveje. Fiskeriet ophørte delvist, og tagrørsbevoksningen forsvandt. En bedre udnyttelse af jorden til landbrug fulgte.
Båden
Båden havde været det foretrukne transportmiddel. Marsken var gennemskåret af større eller mindre kanaler. Men der var også større vandsamlinger som Gudskog Sø, Aventoft Sø og Rudbøl Sø.
Marskbåden var fladbundet. De blev staget frem, roning anvendtes ikke, bortset fra i Vidåen. De fleste bådtyper kunne føre sejl, men ofte var kanalerne så smalle, at dette ikke kunne drage nytte af vinden. Bådene blev brugt til transport af korn, hø, kul , koks m.m. Men de blev også brugt til transport af kreaturer. De blev fragtet til og fra Tønder til græsning i Gudskog.
Flora og Fauna blev brugt
Marskens flora og fauna blev flittigt brugt. Tagrørsbevoksningerne var en vigtig indtægtskilde for beboerne. Store mængder af tagrør blev fragtet ind til Tønder
og Højer. Marskens vandløb var særdeles fiskerige. Af fisk var der især ål, aborrer, gedder, karper og i Vidåen laks.
Masser af bådsmænd
I Rudbøl var der i 1830’erne cirka 30 bådsmænd, der levede af bådfart til og fra Tønder. Da bådfarten til Højer også døde, ja så dalede behovet for bådsmænd. Kort efter 1900’tallet holdt de sidste op.
Der er eksempler på at bådsmændene udnyttede situationen, da besejlingsforholdene til Tønder blev dårlige. De forlangte nogle grådige priser. Sivsko og måttefremstilling var i mange år en vigtig indtægtskilde for beboerne.
Drikkevand fra kanalerne
I mange år måtte beboerne herude hente deres drikkevand fra kanalerne. Dette vand skulle så filtreres inden det kunne anvendes. Først i 1959 havde alle fået indlagt vandværksvand.
Markmanden
Det sidste sted, hvor Markmanden(æ Varmann) havde sin arbejdsplads var i marsken. Det var ham, der skulle holde øje med alle dyr. Helt op til vores tid gik han sin daglige gang herude. Første gang vi hører om ham er helt tilbage i 1600 – tallet.
På Pers Awden 22. februar blev han fæstet for den kommende sommer. Hans løn var et beløb for hver Demant (1 Demant er ca. 1 tdr. Land) plus noget for hver hest, kreatur, får og lam, som han skulle holde øje med.
Masser af arbejde
Det var en lang vej han skulle gå. Han startede når det blev lyst, omkring klokken 4 om morgenen. Hvis et dyr lå ned, skulle han jage det op. Han skulle så konstatere, om det kunne støtte på alle fire.
Hvis en flok får var brudt ud, skulle han sørge for, at drive dem tilbage. Hvis en stud var faldet i grøften, måtte han have hjælp til at trække den op.
Æ klustagh
Æ klustagh var uundværlig for markmanden. Det var en springstok, man brugte til at springe over grøfterne. Der skulle bruges en speciel teknik, så kunne man let forcere en kanal på 2 – 3 meter.
Det prøvede jeg selv som ung ude i nærheden af Ny Frederikskog ved Højer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 16. – 04. – 2022
Dato: august 3, 2007
Ture i Tønder 3
Vi er nu inde i den centrale del af Tønder, med udgangspunkt ved den gamle havn, Skibbroen. Vi kigger også på Kogade, æ Punchsti, Skibbrogade og Jomfrustien. På den næste tur (6) er vi på Frigrunden, Gråbrødrevej og Spikergade.
TUR 5: Kogade – Skibbroen – Æ Punschsti – Skibbrogade – Jomfrustien –
Vi går ned af den gamle gade Kogade. Det var her man drev stude ned til skibene. Det er nu ikke så meget tilbage af den gamle Kogade. Det er som om at Vestergade er blevet mere åben ud til den gamle havn.
Men spørgsmålet er , om det var det rigtige, man gjorde i Tønder i 1966. Man forvandlede to smalle stræder til en lidt mærkelig åbning. Kogade og Pebergade forsvandt fra bykortet.
Kogade
Skræddermester Frands Frandsen overtog Kogade 2 efter gæstgiver Ernst Meyer, da denne havde nedlagt sin Bierstube. Folk havde dømt stedet til Zum blutigen Knochen, fordi kunderne, der for det meste bestod af håndværkersvende ofte, kom i totterne på hinanden.
Jeg mener også, at der var et svendehjem på stedet.
Vinhandler og Gæstgiver Thomas Ferdinand Jürgensen var en af de sidste aktive fra krigen i 1848 og æresmedlem af skyttekorpset. Men han var også vært i Zur Traube. Tre år efter hans død i 1906, blev der i bygningen indrettet et Panorama. Her blev der vist billeder fra hele verden. I bygningen har det også været et bryggeri. Men det hele forsvandt i 1966.
Skibbroen
Det er svært at forestille sig, at den p – plads, man nu kigger på, engang berretigede til, at Tønder kom på verdenskortet. Dengang der her var en betydningsfuld havn. Kigger man på den ene side af Skibbroen, er det ikke meget, der tyder på havn og velstand. Det kunne ligne en hvilken som helst by
med supermarkeder og bygninger, der overhovedet ikke er tilpasset omgivelserne.
Kigger man til gengæld til venstre, kan man godt forestille sig et havneforløb. Også ind mod Skibbrogade har man formået, at bevare det gamle.
Man levede mange år i håbet, om at kunne genskabe sejladsen til Vesterhavet, man forsøgte med forskellige kanaler, men der var ikke noget at gøre. I 1934 blev havnen dækket til.
På et tidspunkt ville man føre vand fra Møllekulen ned til havnen. Hensigten skulle være, at få frisk vand hertil, og måske kunne man derigennem tørlægge
nogle af engene øst for byen.
I havnen blev der tømt spildevand og dårlig øl. Der lå et ulækkert lag af grønt øl-affald, og kasserede øl-propper i vandet. Arbejdet på kanalen blev påbegyndt i 1878, og det skete da også, at nogle druknede. Men man havde brødrene Christensen til at dykke efter de druknede. De var henholdsvis skomager og skrædder,
og var habile svømmere. De havde dog ikke rigtig lært dialekten. De stammede også fra Aalborg.
Men se, det var jo slet ikke den havn Idrissi så dengang og så bevirkede at Tønder kom på verdenskortet. Han har nok stået Ved Slotsbanken. Ja nogle påstår, at han har stået i Møgeltønder. Og den gamle havn er dukket op igen. Der er sket meget efter 2007, hvor den artikel er skrevet.
Et stort telt på Skibbroen blev under krigen brugt til lazaret. Ja der kom ligefrem lazarettog til Tønder direkte fra fronten. Om torsdagen blev der holdt fåremarked på stedet, og en overgang blev der også afholdt ringridning.
På Skibbroen 3 drev Carsten Petersen både kornhandel og værtshus. Han var også kreatur – og fårehandler. I 1920 købte den navnkundige godsinspektør Davidsen ejendommen, så Petersen har sikkert været forpagter, indtil han selv købte ejendommen.
Også i nr. 4 var der kro og hotel. Bygningen blev opført i 1860. Inden da stod der et stort bindingsværkhus på grunden. Hotellet havde 14 senge. Man drev også landbrug ud til Skibbrogade.
Ja den i nr. 5 blev kaldt Onkel og Tante. I 1865 byggede gæstgiver Hans Petersen huset om.
I nr. 6 huskes Duus Restaurant i 30’erne og 40’erne. Ejendommen er fra 1865. Ved årsskiftet hed udskænkningen Christian Bruhns Gastwirtschaft &
Viehhandel. Her var der ofte ballade, så måtte øvrigheden blande sig. Ja og sidst jeg var i Tønder var det stadig kro på stedet.
Skibbroen 7 var nok den største af alle kroer, og på et tidspunkt også byens posthus. Gæstgiver, brygger og brænder Peter Lohmann byggede huset om i 1829
I 30erne blev stedet købt af smedemester Niels Andersen, også kaldet Dragonsmeden. Smedevirksomheden udviklede sig til en af byens største håndværkervirksomheder. Under krigen gemte modstandsbevægelsen et større våbenlager i ejendommen.
Der var senere brændevinsbrænderi og bryggeri ud mod Skibbrogade. I 50`erne og 60`erne holdt byens ungdom til her, først i jazzklubben Down Town,
senere skiftede man stil i Blody Mary
Skibroen 8 blev i 1842 bygget om af vognamand Lorenz Matthiesen.
Æ punchsti
Gæstgiverne på Skibbroen blev på et møde i Skibbroen 6 i 1907 enige om, at der skulle etableres en sti fra Skibbroen til Tønder H, så de mange gæster uset kunne komme med toget. Man etablerede en bro over Laurentiusstrømmen, selv om den kunne være svær at ramme i opløftet tilstand. Selvfølgelig fik stien, navnet æ Punchsti. Og den gang hed banegården Marchbahnhof.
Butikkerne i Vestergade blev sure, fordi de mente, at de mistede omsætning.
Man skulle da selvfølgelig heller ikke gå en omvej. Så det var en medmenneskelig handling, man gjorde. Den holdt faktisk i 30 år indtil første del af byens omfartsvej blev en realitet. I folkemunde blev det selvfølgelig til æ Punschevej eller Æ Punchsti
Skibbrogade
Indtil 1906 hed stedet Sønder bag staldene
August Müller var en meget vellidt og særdeles respekteret købmand, grossist og fabrikant af blandt andet parfumeartikler. I 1913 var hans virksomhed blevet så stor, at det var nødvendigt, at købe nogle ejendomme i Skibbrogade til fabrik og lager. En af husene var hjørneejendommen, som stødte op til Pebergade. Ved ombygningen fik det en moderne rund facade. Retten til at producere Dr. Dralles varesortiment i parfumer og birkehårvand gav virksomheden yderligere et skub.
I Skibbrogade 11 var der i mange år træskos – fabrikation. Holtzschihmacherei und Lederhandel von Marcus Jürgensen stod der i en træramme over døren. Modsat stanken fra de gamle stalde, kunne man her fornemme en dejlig duft af læder og sværte.
I Skibbrogade var der i mange år heste, ko og svinestalde. Den sidste forsvandt først i 50erne.
Rørlægger Peter Pot havde værksted og lager her. Tilnavnet fik han, fordi han installerede de nymodens skulle-klosetter og så løb han rundt med en kugel-spint (bowlerhat) – potte på hovedet.
Ved siden af huserede murermester Fischer. Hans ”plads” gik helt ned til Æ dragonsmej. For byens unger var det dejligt at lege i sandet, når der kom nye forsyninger fra Møgeltønder til murermesteren.
Hotel Tønderhus havde en p – plads her, og en bygning der indeholdt hotellets vaskeri. Derefter kom en byggegrund tilhørende Nansens Stiftelse. Og det sidste hus tilhørte møbelhandler Odefey, der havde et nebengeschäft med røgeri for hjemmeslagtere og andet godtfolk.
Går vi over gaden, ja så kommer vi til den gamle brandstation, her fortsatte Blenners vaskeri. så vand-pjaskeriet fortsatte.
Når vi nu fortsætter tilbage mod Skibbroen, residerede malermester Spender i et baghus til isenkræmmer Kraus i Vestergade. Så fulgte nogle garager tilhørende læge Vest Hansen.
Fotograf Schwendesen havde bagudgang hertil, og ved siden løb Thorvalds slip, opkaldt efter Vor bager, bagermester Thorwald Petersen. Denne bagmester kom fra Als. Han mente, at der absolut skulle være en dansksindet bagermester på byens hoved – strøg.
På den anden side lå S.C. Lorenzens kolonialvirksomhed. Sidst jeg var på de kanter oplevede jeg stadig et imponerende gårdmiljø. Min storebror var i lære her
hos S.C. Lorentzen. Jeg mente også, at jeg hentede varer her, da jeg var bydreng hos Købmand Tygesen og købmand Kaiser i Østergade.
Egentlig hørte S.C. Lorenzen til den tysksindede del af befolkningen, man han gav plads til dansk friluftsspil i den pragtfulde købmandsgård. Handelsbanken og Landmandsbankens bygninger lå lige op Lorenzens bygninger.
Skibbrogade 12 blev ejet af manufakturhandler Johannes Bock, der også havde butik i Vestergade. Og her etablerede Møballe sig. Først med marskandiserbutik, efterfulgt af en forretning med møbler af enhver slags.
Her i Skibbrogade 14 lå en meget velbesøgt kro fra 1876 til 1897 under navnet Nicolai Rooses Gæstegiveri. Krodriften drives videre, og slutter med at være
pensionat. Efter at være lukket i nogle år, bliver det drevet videre til lukningen i 80`erne.
En af de soldater, der gjorde tjeneste ved Zeppelinerne nord for byen, fandt sig en Tønder – pige, og slog sig ned her på Skibbrogade. Det var kleinsmed Fritz Harr. Og så er vi tilbage ved Dralle – fabrikken. Og endnu en anden duft, mødte de forbipasserende.
Jomfrustien
Til en havneby hører der også en Jomfrusti. Området lå i sin tid foran Tønderhus. Stien var godt nok ikke specielt foretrukket af spadserende unge skønjomfruer. Jomfrustier og Jomfrugange var sædvanligvis prostitueredes jagtområder. Mellem havnen og fæstningen, mellem sømænd og soldater har det nok ikke i Tønders tilfælde været jomfruer, der spadserede her.
På hjørnet af Jomfrustien og Mølleallé lod amtmand U.A. Holstein en ny amtsmandsbolig opføre i slotshaven i 1768. Normalt boede amtmanden på slottet.
Den første tyske amtmand von Bleicken var fra Sild. Han var en pæn, rolig mand, der holdt sig for sig selv. Han havde en pragtfuld blåbrun New Foundlænder, der hed Treu. Den viste sig at være glubsk, og blev beskyldt for, at have bidt nogle får ihjel. Amtmanden ville ikke have vrøvl og betalte erstatning.
Der hvor Tønders nye rådhus nu ligger, lå de yderste huse på Jomfrustien. Her kunne man udover diverse varme kar og brusebade, også byde på en lille forfriskning. Især var badeanstaltens Biergarten om sommeren meget velbesøgt.
Man ville gerne hæve den sundhedsmæssige tilstand i byen. Så i 1901 besluttede man, at opføre denne badeanstalt. Das Wasser ist das Beste. Gennem tiden blev stedet forpagtet ud til forskellige bademestre og gæstgivere. Kroen blev lukket omkring 1910, mens badeanstalten var i brug helt op til 50`erne.
Nu kan det synes mærkelig, at Tønder skulle have indendørs badeanstalt, når der var så mange muligheder i Vidåen. Men åen var og er lumsk. Mange er i tidens løb druknet. Vi har i denne artikelserie beskæftiget os med flere badeanstalter ved åen. Selv badede vi i min barndom i Grønåen. Det var pragtfuldt.
Ved århundredeskiftet, havde man Det store Aborrekule og Den lille Aborrekule. Den store var for de voksne, og den lille var for børn. Men også her skete der en del ulykker. Således beretter Hakon Gjessing om en god ven, der var sprunget på hovedet i nærheden af Den lille Aborrekule:
Tur 6: Frigrunden – Gråbrødrevej – Spikergade.
I min barndom hed Frigrunden, Slotsgade. Men navnet Frigrunden er et godt valg, fordi gaden i mange år havde særstatus m.h.t. skattefrihed m.m. Gaden var en enklave i Tønder, og først i slutningen af 1920erne blev dette ophævet.
Her boede fra gammel tid tjenestefolk og andre, der arbejdede på slottet.
Frigrunden 1: Her lå oprindelig to gavlhuse i 1890. Gæstgiver Christian Erichsen ejede en af disse huse. I 1893 købte købmand Johan Detlef Hansen husene og lod dem rive ned. I 1897 byggede han det nuværende hus.
Frigrunden 2: Kniplingshandler Asmus Garmsen overtog en af de privilegerede huse. Han lod i 1828 bygge om. Huset er muligvis det samme som det, digegreve Arendt Henning Fischer omkring 1645 lod opføre.
Frigrunden 3:Gavlhuset indeholder rester fra midten af 1600 – tallet
Frigrunden 5: Huset havde indtil
1865 fælles ejer med Frigrunden 3, og var sammenbygget med dette. Købmand Jens Jepsen Petersen overtog det i dette år.
Frigrunden 7: Antagelig opført i 1742 af bygherre Andreas Fabricius, der i 1751 – 57 var sachverwalter (offentlig anklager) i Tønder. I mere end et halvt hundrede år bolig for offentlige anklagere. I 1870 boede Jens Jensen her. Han blev senere redaktør for Flensborg Avis, og var huslærer for den dansksindede
advokat Gjessings børn.
Frigrunden 9: Allerede før 1744 var der bygninger på grunden.
Frigrunden 11: Allerede i 1744 var det bebygget på grunden. Omkring 1858 lod slagter J.J. Freede bygningen ombygge.
Frigrunden 13: Frigrunden 13,15 og 17 udgjorde oprindelig en bindingsværks-boderække, men allerede før 1744 blev boderne solgt hver for sig. Frigrunden 13 blev formentlig selvejerbolig omkring 1790, da skrædder Hinrich Jacobsen overtog den.
Frigrunden 19: Frigrunden 19 og 21 var oprindelig et hus, opført omkring 1780.
I 1865 købte stads-musicus Carl G. Gerlach, Frigrunden 21.
Frigrunden 23 var i 1744 et bindingsværkshus. Fra omkring 1760 til 1900 ejet af Tønder Hospital.
Gråbrødrevej
Denne vej hed oprindelig Møllevej, og er nu opkaldt efter det kloster, der har været i Tønder. Vestsiden af Gråbrødrevej var meget tidligt bebygget med lejeboder. Alle kan føres tilbage fra før 1744.
Gråbrødrevej 1 blev selvejerbolig omkring 1820.
Gråbrødrevej 2: Amtsskriver Jürgen Jürgensen lod i slutningen af 1640 opføre et hus på den grund mellem Uldgadekvarteret og vejen mellem slottet og byen, som han og digegreve Arend Hennings havde fået overdraget af Hertug Frederik i 1645.
I 1834 overtager general – krigskommissær og amtsforvalter F.W. Fischer huset, og han fik samme år privilegierne beskæftiget. Omkring 1850 købte den danske stat huset til amtsforvalterbolig. En snes år senere blev det forhøjet til to etager.
Gråbrødrevej 3: Hørte endelig sammen med nr. 1, men blev udskilt som selvejerbolig i 1820. Cirka 10 år senere boede strømpevæver Sigismund Blandforth
her.
Gråbrødrevej 7 – 9: Bødker Peter Odefey fik borgerskab i juli 1865, og overtog formentlig samtidig tre bindingsværksboder. Den nordligste bod, blev solgt til arbejdsmand Heinrich Petersen
Gråbrødrevej 17: Er antagelig
opført ved århundredskiftet for bødker Peter Odefey.
Spikergade
Spikergade 1 var engang et stort hus med port-gennemkørsel mod vest. Det oprindelig hus er opført 1870 for drejer Friederich Grubert.
Spikergade 3 er opført i 1890. På grunden stod oprindelig et baghus til Storegade 14.
Spikergade 4 er opført omkring 1870 formentlig af urmager Marius Lôck, der i 1867 købte den gamle ejendom på stedet.
Spikergade 6: Carl Ferdinand Hansen opførte her i 1867 et hus med butiksvindue, som erstatning for et langhus.
Spikergade 7: I 1974 blev det gamle hus, som kunne føres tilbage fra før 1744 jævnet med jorden. Et nyt hus blev opført i ”gammel Tønder stil”.
Spikergade 8: Huset indgik som nr. 10 og 12 i en bode-række, der tilsyneladende både strakte sig til øst og vest. Oprindelig fra 1600 – tallet.
Spikergade 9: Omkring 1770 lod drejer Paul Rottmer tre ældre bindingsværkshuse, tidligere tilhørende Detlef Dettleffsen ombygge. I huset boede omkring midten af 1800 – tallet først guldsmed Nommen Petersen, senere guldsmed og urmager Ferdinand Löch.
Spikergade 10: Stammer som 8 og 12 fra 1600 – tallet. Omkring 1830 – 40 ændres indgangspartiet. Det er sandsynligvis kort efter, at ben-drejer Claus Johann Dünweber overtog huset efter blikkenslager Lorenz Göyyges enke.
Og så et meget vigtigt hus: Spikergade 12. Her boede min farfar og farmor (opa og oma) og far i mange år. De boede der også i min barndom. Allerede dengang fornemmede jeg, at huset var meget smalt og meget langt. Der var også baghus til det..
Min far fortæller om nogle af de gange, han fangede rotter på loftet (se artikel). Få huse derfra havde glarmester Harresen et stort dueslag i haven. Her var masser af foder til rotterne. Et par huse i modsat retning boede slagtermester Slany, han slagtede sine dyr på gårdspladsen. Dengang tog man det ikke så nøje med rengøringen. Dette var også gode betingelserne for rotterne.
Som før skrevet, stammer huset tilbage fra 1600 – tallet. I begyndelsen af 1800 – tallet fik bygningen den flotte indgangsportal.
Huset har fra 1744 og helt op til 1870 været bolig for skomagere, der nævnes navne som Jens Just, Nicolai Emmerschede og Andreas Chr. Rehkopf.
Spikergade 13: I midten af forrige århundrede befandt der sig her et toetagers bindingsværkshus. Den nuværende ejendom opførtes i år 1900 som købmandsgård. Det var med hejseværk og det hele.
Spikergade 15: Det nuværende forhus er opført i 1790. Muligvis er det dog, at det er det ældre forhus, der er ombygget og forhøjet til to stokværk. I 1765 nævnes
huset som fem fag forhus med tre fag pesel og fire fag stald. Her blev den navnkundige Ludwig Andresen født. Se vores litteraturoversigt over Tønder. I 1976 blev ejendommen restaureret af Fonden til bevarelse af gamle huse i Tønder.
Spikergade 18: I midten af 1800 – tallet lod skomager Hans Andreas Christiansen huset ombygge. Det kan føres tilbage fra før 1744.
Spikergade 20: I 1880 lod slagter Johan Georg Nicolaus Specht huset nedrive, for at give plads til den nu eksisterende bygning.
Spikergade 21: I 1807 lod kolonialhandler Peter Müller dette hus opføre. Her stod et større hus, som strakte sig over den nuværende parkeringsplads bag Sydbank.
Spikergade 24: Allerede før 1744 befandt der sig her et bindingsværkshus. I begyndelsen af 1800 – tallet benyttedas sidehuset som fabriksbygning for tobakshandler Johannes Kramer.
Spikergade 26: Huset kan føres tilbage fra før 1744. Det var opdelt i to beboelser. I 1827 lod skomager Peter Jensen ejer af østre del og Niels Dall, der ejede de tre vestlige fag facaden omdanne.
På hjørnet af Spikergade og Frigrunden (Spikergade 28) lå indtil 1919, Hans Erichsens gæstgivergård. Den danske befolkningsdel i Tønder havde længe været på udkig efter et egnet forsamlingshus. Den 24. september blev der nedsat et udvalg til at arbejde med planerne. Allerede to dage efter købte man gæstgivergården.
Et år senere stod det nye forsamlingshuset (Tønderhus) færdig. Men snart skulle det vise sig, at lokaliteterne var for små. En ombygning af Tonhalle var længe inde i planerne (1939), men man besluttede at bygge et nyt hus over for det gamle port-hus ved den nye omfartsvej.
Den gamle bygning her i Spikergade blev afhændet til Missionshotellet som anneks. I 1979 lejede Tønder Kommune lokalerne som Omsorgscenter. Det var så her, jeg engang hørte Lasse og Mathilde til Tønder festival.
Kære læser, vi håber at du følger os på den sidste tur. Vi har bevidst valgt at køre denne serie i ”guided form”. Du kan i de andre artikler læse om udviklingen i Tønder
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17. – 04. 2022
Dato: august 3, 2007
Tøndermarsken
En af de flotteste naturområder vi har i Danmark, er Tøndermarsken. Et fantastisk sted, her har jeg ofte opholdt mig. Men den gang betragtede jeg det ikke specielt som et naturområde, ja området var der bare. Men når jeg nu vender tilbage fra storbyen, ser det specielle lys, sort sol og lytter til naturen, kan jeg godt se det unikke.
Men lige så smuk det kan være herude, lige så barsk kan naturen blive. Talrige mennesker, byer og dyr er druknet i tidens løb.
Denne artikel deler ikke emnerne op i byområderne, Tønder, Møgeltønder eller Højer. Vi gennemgår hele historien under et. Kære læsere, du kan gå ind under de enkelte emner, og få uddybet det, du får at vide her. Og vi har på vores side masser af beskrivelser af Tøndermarsken.
I Vadehavet
Helt ude vestpå i Vadehavet lå kaptajnløjtnant O.C. Hammer i 1864 og drillede tyskerne. I lang tid førte han sin egen kamp mod Preusserne. De kunne ikke få ram på ham. ja han lå også herude under Første Slesvigske Krig.
Før den tid brugte blandt andet hollandske skippere, Møgeltønder Kirkes høje spir som sømærke under den vanskelige sejlads.
Det flade land
Inde på forlandet, før det nye dige, lige i nærheden af den nye kunstige sø, tilbragte vi et par uforglemmelige sommerferier. Nu er det forbudt at opholde sig der. På diget kunne man skimte langt ud i horisonten, og oppe fra Opa og Omas soveværelse kunne vi se, når toget kørte over Hindenburg – dæmningen til Sild.
Udsigten fra det gamle dige er ikke mere det samme som dengang. Det fremskudte dige og den nye sluse spærrer for udsigten. Mens den gamle sluse fra 1861 var bygget til gennemsejling, så er den nye ikke beregnet til dette.
For at bevare det unikke, er der masser af regler og restriktioner der skal overholdes dannedes bevægelserne Bedre Byggeskik i de danske områder og Baupflege opstod, for at sikre byggekvaliteten i området. I 1988 blev Tøndermarksen fredet. Og Vadehavet udlagt som internationalt naturbeskyttelsesområde.
Preusserne købte de store gårde
Kystområdet syd for Kongeåen var historisk set en del af hertugdømmet Slesvig, med undtagelse af de kongelige enklaver. Hertugdømmet var tidligere en del af helstaten, men efter krigen i 1864 blev Sønderjylland indlemmet i Preussen.
For at styrke tyskheden på den overvejende dansksindede egn, begyndte den preussiske stat i 1896 at opkøbe store gårde, som ofte blev forøget gennem tilkøb. Disse såkaldte domænegårde blev på fordelagtige vilkår forpagtet til tyske landmænd, som så forventedes at gøre en politisk og kulturel indsats for egnens tyskhed. Et eksempel på dette, er gården Røj ved Møgeltønder, der blev købt af den preussiske stat i 1903, og hvis hovedbygning er fra 1916. Gården blev senere købt af Schackenborg.
Marsken dannes
I den danske del af Vadehavet er forskellen på højvande og lavvande en til to meter. Ved højvande transporterer havet materiale – sand og finkornet slik – med ind. Materialet aflejres, og når aflejringerne har nået en tilstrækkelig højde, får nogle planter fodfæste. Dermed dannes de lave og meget frugtbare marskområder. Marsken er dannet på et tidligere havområde. En bugt gik ind syd for Højer og Møgeltønder, og ikke langt fra Tønder.
Minder fra fortiden
Gravhøje og fund af bopladser fra oldtiden vidner om, at menneskerne meget tidligt valgte at bosætte sig på geest – randen ud mod marsken. Dem der bosatte sig direkte i marsken byggede deres boliger på kunstige forhøjninger, de såkaldte varf eller værfter.
Ved gårdene fandtes ofte haver – kålgårde – med lave diger omkring, der beskyttede mod blæsten og sandet. Størstedelen af områdets kirker er oprindelig bygget i romansk stil i 1100 og 1200 – tallet.
Masser af kvæg
Kombinationen af kvæghold i marsken og korndyrkning på geesten (bakkeø) kan føres tilbage til århundrede før Kristi fødsel. Mange nordjyske kvægflokke er blevet opfedet i Marsken for så senere at blive sejlet til Holland.
Som udtryk for studehandelens store betydning står den store grundmurede stald fra 1585 ved hovedgården Solvig ved Tønder. Den er formentlig opført for at huse de mange stude om vinteren, inden de blev solgt videre.
Som vi nævner i artiklerne om Tønder, så var denne by i adskillige år, centrum for kvæghandel.
Den frugtbare marsk førte rigdom til området og trods vanskelige besejlingsforhold i Vadehavet, kan der allerede tidligt i jernalderen spores kontakter til det vesteuropæiske område.
Kystforløbet ændrede sig
Siden 1500 – tallet er der sket flere ind-digninger, der gradvist har flyttet kysten og Vidåens udløb længere mod vest. Mange mener også, at Vidåens gamle løb,
er gået gennem Møgeltønder.
Ved Gaden
Kulturmiljøet Ved Gaden strækker sig fra Hjørnekroen i nord til Rudbølvej i syd. Det ligger på det ældste dige Hertug Hans dige fra 1556.
Navnet Ved Gaden kendes fra midt i 1600 – tallet, blandt andet på Johannes Meyers kort fra 1650. Navnet betyder Ved Gattet. Vidåens oprindelige udløb har været i dette område. Den nordligste gård i Ved Gaden 1, Nørregård hed oprindelig Husum-toftmark. Den kendes fra skriftlige kilder helt tilbage til 1443,
den nuværende bygning er fra 1970.
Hjørnekroen, Ved Gaden 2, på hjørnet af Rudbølkog – diget og Højerdiget har fra gammel tid været rammen om egnens fester og møder. Huset stammer fra 1746 der har været drevet kro herfra siden 1835. Her holdt Digelaget sine møder.
Den sydligste af de tre gårde, Ved Gaden 5 er fra 1799, Ved Gaden 7 er opført i slutningen af 1700 – tallet. Men den mest velbevarede gård er nok Ved Gaden 9.
Den gamle sluse
De ydre koge slutter ved 1556 diget, der forbinder Højer og Rudbøl. Mellem dette dige og Magrethediget på den yderste forpost, ligger vejen fra Højer til Siltoft.
Lige ved den gamle sluse ligger gården Hohenwarde. Gården er opført som en mini – model af Universitetet i Kiel i 1878. Efter krigen blev gården overtaget
af Staten. I perioden 1957 – 1991 fungerede den som forsøgsstation. I dag er der dømt bondegårdsferie og meget mere.
Den gamle sluse fungerer som en slags reserve. Slusemesterboligen er bevaret. Men selve fiskerihavnen er ikke sådan som jeg husker den fra min barndom. ja nu nævnte jeg begrebet “Reserve”. Men noget tyder på, at man i dag ikke tager dette særlig seriøst. Den gamle sluse forfalder mere og mere.
Inde i Højer er der mange velbevarede gårde, bl.a. Kiers Gård mod sydvest og Hindrichsens Gård i Nørregade. Hele 10 ejendomme i Højer er fredet. Det højeste punkt i flækken Højer er 7 meter.
Nørremølle
Ved Rudbøl diget ligger Nørremølle, og for enden af diget Rudbøl, hvor Vidåen breder sig i en lavbundet sø. Fra diget er der rigt udsyn og området er fri for større bevoksning. Beboelsen Nørremølle trykker sig ind til diget. Gården Gottesgabe (Nørremølle 11) er ”absolut ” fredningsværdig og stammer fra 1738. Også pumpestationen og gendarmhuset har stor kulturhistorisk værdi.
Nørremølle 1 er den gamle slusemesterbolig, bygningen er fra 1814. Nørremølle Skole blev bygget i 1819, den fungerede indtil 1944. I dag fungerer den som privat beboelse.
Selve Nørre Mølle blev opført ved den gamle kogs-sluse 1738 – 39, den er nok den ældste hollandske vindmølle i Vestslesvig. Det var en grynmølle, og grynene sejledes herfra til Højer ad Vidåen, og blev udskibet til blandt andet Norge. Møllen blev nedlagt i 1856 og flyttet til Højer by.
Se for øvrigt den flotte udstilling fra Marsken i Højer Mølle – og Marsk Museum. Du kan også læse om Højer Mølle i en speciel artikel, som vi har lavet.
Møllegården blev opført i 1739 og var gæstgiveri til cirka 1950. I bebyggelsen var der også en såkaldt bevandings-mølle fra 1859 – 1931.
I ældre tid arbejdede beboerne i Marsken med vedligeholdelse af vandløb og opsyn med kreaturer. Ved siden af levede de af fiskeri, som bådsmænd og havde desuden lidt landbrug. Enten ejede de selv en fenne eller to, eller de lejede dige-stykker til græsning.
De gamle sluser ved Nørremølle var i meget dårlig stand. De blev fjernet efter 1861. På de gamle slusers plads blev bygget en bro for fodgængere til og fra Nørremølle. Over Vidåen blev etableret en færgeforbindelse til transport af husdyr og vogne. Færgen var en pram. Den blev trukket af en kæde og betjent
med håndtræk på begge sider af Vidåen.
Færgemanden blev dog indkaldt til militærtjeneste under første verdenskrig. Færgedriften blev indstillet og færgen trukket på land. Kørende trafik og husdyr til Gammel Frederikskog måtte da enten over Rudbøl eller Højer. Beboerne i Nørremølle klarede den med egne både eller over gangbroen.
I 1919 – 1920 byggede afvandingsselskabet en ny bro over Vidåen, som var beregnet til kørsel. Denne bro blev 1952 erstattet af en ny, bredere og asfalteret betonbro.
Punpe-stationen sydøst for broen hæver vandet fra afvandings-systemet i Rudbøl Kog, Højer Kog og en del af Møgeltønder Kog op i Vidåen. På et tidspunkt var der to små møller på hver side af Vidåen.
Rudbøl
I Rudbøls nordlige del Nørreværre, finder vi en langstrakt bebyggelse på diget. I den sydlige del er der en del småveje. Det er også her i den sydlige del de mange velbevarede gårde ligger. Her ligger også den gamle privilegerede kro, broen over Vidåen og toldbygningerne efter 1920.
Midt i gaden ligger en grænsesten, der angiver landegrænsen. Den har inspektionen D (Danmark) 242 GR(Grænse) DRP (Deutsches Reich Preussen)242.
Gården Rudbølvej 8 er fredet. Problemet i Rudbøl og mange andre steder i Marsken, er at mange gårde og bebyggelser bliver affolket. I Rudbøl opkøber kroejeren en del af de ældre bygninger og indretter dem som ferieboliger.
Da Provsten var i Lyst
Øst for Rudbøl ligger den lille landsby Lyst. Her ligger en husrække med fire huse, der er opført i 1800 – tallet ved det gamle dige nord for Rudbøl Sø.Det var også her i Lyst, at der blev undervist i en fåresti. Engang kom provsten forbi, men eleverne var for længst gået hjem. Provsten spurgte, hvor klokken var, og fik
at vide at ingen på Lyst havde ”klok”. Forundret spurgte provsten, hvordan de så klarede sig. Den såkaldte skolemester svarede
Speciel stemning i Rudbøl
Rudbøl ligger i dag nord for Rudbøl Sø, og den østligste forlængelse af søen. Her er åen meget bred og dominerer den lille bys vej ned mod grænsen, hvor man passerer over åen. Det giver en meget speciel stemning med å-udløbet, søen og vådområdet syd for landsbyen.
Allerede i 1436 blev området sydvest for Rudbøl inddiget (Viddingherreds Gl. Kog).
Landsbyen kendes fra skriftlige kilder fra 1400 – tallet. Rudbølgård midt i landsbyen har været domænegård og kendes fra 1444. Landsbyens befolkning har fra gammel tid været marskbønder og fisket i Rudbøl Sø, i Vidåen og ved Højer Sluse.
Desuden har de sørget for at varer blev transporteret til Tønder, da de større skibe ikke kunne komme længere end til Rudbøl Sø.
Der har været flere skoler i området. Nordligst skolehuset fra 1700 – tallet (Rudbølvej 2) syd herfor skolebygningen fra 1882 (Rudbølvej 4)
Ved Åen
Langs det gamle å-leje ligger der en lang række bebyggelser. Mange af dem er særdeles bevaringsværdige. Her ligger også Utenwarf, også kaldet Keldspold, Gammel Digevej 5. den ligger ved diget ud mod Magisterkog. Her boede maleren Emil Nolde.
Her i nærheden lå også Supskog, der blev fredet i 2002. Også Kærgårdshof (Ved Åen 13) og Nørre Sødam (Ved Åen 17) er fredet. Mange af gårdene er typisk
vestslesvigske bygninger i blank mur med høj tagkonstruktion, delvis med stråtag. Gårdene ligger som meget høje øer i det flade marsklandskab.
Kører man fra Rudbøl mod øst, bugter vejen sig frem i landskabet. Man kan se mange værfter, hvor der engang har været gårde. Mange af disse gårde stammer tilbage fra Middelalderen, men stormfloderne har været hårde og barske.
Omkring midten af 1600 – tallet var der Ved Åen en samling af 13 gårde. Gårdene Vesterfeldt og Vester Anflod var begge blandt de mest betydningdfulde marskgårde, og historien kan føres tilbage til 1700 – tallet
Vester Anflod huskes, fordi her boede i 1920erne Cornelius Petersen, den tysksindede leder af selvstyrebevægelsen i Sønderjylland.
Det forladte værft Feldsværre, der ligger øst for Sødamgård, er en nærmest kvadratisk højde-vold med stærk afrundede hjørner. Dateringer har vist, at værftet blev anlagt omkring år 1200. Også Spydholm i den østlige ende af Ved Åen er fra 1200.
På Broderdsmark er der bevaret et indre gårdrum med brønd.
Poppenbøl – Pokkenbølgård
Lidt længere mod nord ligger Poppenbøl, her har min mor tjent. Men det er nu ikke derfor den er taget med. Her er en meget velbevaret stuehusfløj. Værfterne er utrolig høje og meget velbevarede. Gården stammer tilbage fra før 1443. Det har været en af Tøndermarskens større gårde. Ved høj vandstand kunne den ligesom utallige andre gårde kun nås med båd.
Vi skal også nævne Oksenfeldtog det såkaldte Pokkenbøl Nord.
Pokkenbølgård har et usædvanligt flot stuehus. Desværre blev gårdmiljøet ødelagt for et par år siden. Det kendes tilbage fra 1663. Den nuværende gård er opført 1833, som fæstegård under Schackenborg. Det blev privatejet i 1827, og i dag er det ottende generation af familien, der er på gården.
Slotsgade og Sønderbyen fredet
Og lige i umiddelbar nærhed ligger Møgeltønder, som vi har beskæftiges os med i en specielle artikler. Store dele af byen er fredet, det gælder blandt andet Slotsgade og Sønderbyens huse.
Se artiklerne om Møgeltønders historie.
Lægan, Møllehus og Aventoft
Ved Vidåen kort før Tønder ligger Lægan, der blev anlagt som havn for Tønder i 1556, da diget blev bygget og dermed hindrede skibstrafikken til Tønder. Her
findes også Tøndermarskens største pumpestation.
Kører vi over grænsen kommer vi til byen Aventoft. Dele af byen lå på en ø, og udgravninger har vist, at der er fundet ferskvandsboringer. For beboerne i Aventoft var en båd simpelthen en nødvendighed. I dag fungerer byen som indkøbs-by for afgiftsplagede danskere.
Vi andre brugte byen, hvor vi på Armins Gaststätte hver søndag indtog en Gewesen. Bygningerne ved grænseovergangen Møllehus er klassificeret som meget bevaringsværdige. De små røde skure ved selve grænsen, er for længst fjernet på grund af Schengen – aftalen.
Bjerremark
Syd for Vidåen kommer vi nu til Ubjerg kog, med den fredede gård Bjerremark. Min lillebror boede der en overgang. Der var flotte hollandske kakler i køkkenet, men gården var ikke særlig vedligeholdt. Se mere om det i artiklerne om Tønder. Nu bliver gården brugt som kursus-sted. Og er i øvrigt her i 2022 udbudt til salg.
Gården nævnes første gang i 1685. den har været ejet af den meget velhavende familie Richtsen/Angels eje.
Ubjerg
Lidt længere mod øst har vi Ubjerg Kirke og meget velbevarede præstegård fra 1675. Jeg har en gang set skuet i snevejr. Det lignede et eventyr. Ubjerg kirke er opført i munkesten mellem 1100 og 1300. Det oprindelige murværk er dog ikke synligt, da kirken blev skalmuret i renæssancen og senere cementpudset.
I 1597 fandt en større ombygning sted.
Den lille landsby er antagelig bygget på en indlandsklit, der senere er blevet udbygget.
Sæd
Bygningerne ved Sæd Grænse bliver i dag brugt som museum for grænsedragningen i 1920. Landsbyen Sæd ligger på en sandbanke, men har været gennem flere stormfloder..
Fiskeri i Vidåen
Da den store afvanding begyndte, var mange fiskere imod. Man skulle ikke lave om på Guds orden med ind-digning. Mange følte vel også, at det gik ud over deres erhverv. De tjente til dagen og vejen ved at fiske i Vidåen. Og også på kroen kunne man få fisk
Der havde været mange laks i Vidåen, men der var både stør og brasen. Hvis man var heldig, kunne man få nogle ordentlige gedder. Ja i min ungdom tog gedderne ænder inde i åen i Tønder. Så var der skalle-bidere, nærmest magre gule ål med kæmpe hoveder.
Suder blev fanget i sættegarn. Blodet, der var lige så rødt som vores, skulle først koagulere. Sådan en suder skulle levende ned i kogende vand og skoldes til døde. Det så lidt brutalt ud.
Ja og masser af ål. Man lavede en mærkelig substans, man kaldte for åle-pot. Om vinteren stangede man ål, ved at lave hul i isen. Vinterfiskerne havde ofte flasken med, så de kunne få sig ”en dråf”.
Omkring 1914 forbød Preusserne at man brugte ål-jern, men det tog man ikke så hårdt blandt fiskerne i Marsken. Nogle flår ålene, men det er tegn på dårlig smag, mente fiskerne. En flået ål er barbari. Dem, der har smagt uflåede stegte ål ved, hvad rigtig stegt ål er.
Der var også kogt ål. De var salte og lufttørrede. Man kunne spise dem med karry eller med smør og kartofler. Ja, så var det Hamborg – ålesuppe, der var krydret.
Den sønderjyske ålesuppe er let sur sød. Sødmen kommer fra de mange svesker, man blander i. Ålen er skåret i stykker på 8 – 10 cm. Og så var der røget ål,
og mange elskede ålefedt.
Denne åletradition fortsatte mine bedsteforældre i Ny Frederikskog, med et resultat, at jeg fik for meget. Så meget, at jeg ikke mere spiser fisk.
Beboerne brugte som regel tre forskellige både
Om vinteren var det oversvømmet, så kunne man løbe på skøjter ned til Nibøl cirka 17 kilometer fra Tønder. Inden afvandingen var det lettere at sejle syd på, end at bruge landjorden. Mange af kanalerne syd for grænsen var gravet for 300 – 400 år siden.
Mange af fiskerne samlede også æg og fangede brusehøns
Nolde – Marskens maler
Nolde var også fisker. Mange på egnen kaldte ham for æ tumbe male. Vel nok fordi de ikke altid forstod, hvad han malede. Når han ofte forærede sine malerier væk, hængte folk dem på hovedet. Som regel gik han rundt i lyst tøj med en stor Panamahat.
I protest mod afvandingen flyttede han syd på til Seebøll. Nolde – museet er virkelig et besøg værd, og haven foran kunne godt minde om en kollegas have – Monet. Man mente i Danmark at han var nazist, men han stod slet ikke for den kunst, som Hitler opfattede som den rigtige. Da han så endelig blev berømt, var det mange der omtalte ham som ”den dansk – tyske maler”. Selv opfattede han sig som Frisisk maler.
Læs for øvrigt den fantastiske bog af Siegfrid Lenz: Deutschstunde (Tysktime). Den giver et malerisk billede af Nolde og marksen. Men Lenz lod sig også narre af Nolde. Han fik hvis ikke maleforbud. Han sagde for at retfærdiggøre sig selv. Endelig har Nolde – museet åbnet arkiverne og sandheden om den fantastiske maler. På vores side kan du finde fem artikler om Vadehavs – maleren.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 18. – 04 – 2022
Dato: februar 13, 2007
Se hele artikel som HTML Document
Anekdoter fra det gamle Tønder
I denne artikel beskriver vi overraskende, chokerende og spredte ting i Tønders historie. Læserne skulle gerne stå tilbage med spørgsmålet: Er det virkelig rigtig? Og det er ganske vist
Kærlighedens Lysthus
Forleden hørte jeg i radioen, den fremragende melodi Kærlighedens Lysthus, med Tønder – drengen Michael Falck. Jo, det er Liebestempel, lige bag ved politistationen. Her har jeg tilbragt mange fornøjelige timer, ja hvem har ikke det. Det var særlig i forbindelse med de første Tønder – festivaler. Kærlighedens Lysthus blev opført i 1727.
Plankeværk som bymur
Lige i nærheden ligger Laurentiusstrømmen, eller nærmere resterne af den. Det var en gang en rimelig dybt vandløb. Sammen med Vidåen og Møllestrømmen dannede den en slags voldgrav, som værn mod fjender. Bag ved vandløbende var der i 1500 – tallet opført en kæmpe plankværk i stedet fro en bymur. Hvornår det blev opført og nedrevet ved man ikke. Men faktum er, at man ved udgravninger i Søndergade i 1920èrne fandt resterne af dette ”plankværk”. I et kort fra byen kan man se plankeværket. Der var en port mod syd og en mod øst.
Fattighjælp
Socialhjælp var i det gamle Tønder meget effektivt. Stodderfogeden, som selv havde en lav rang i det sociale hierarki, fordrev tiggerne med pisk til bygrænsen. De syge og de svagelige blev læsset op på en vogn og kørt til kommunegrænsen, og blev læsset af.
De tiggere, der var hjemmehørende i byen skulle gå medmærke. Hver lørdag drev stodderfogeden dem fra hus til hus på tiggeri..
I 1523 tillod Frederik den første, at der måtte indsamles til fattighjælp. I nærværelse af Rådmand Peter Struck vedtog man, at uddeling af brød til de fattige skulle indledes med velsignelse fra aller højeste sted. Derfor indledte man med salmen: Nun bitten wir um den Heilligen Geist. Derefter blev der læst af Katekismen, og man sluttede af med en lov – og takkesalme. Først derefter kunne de fattige få stillet sulten.
Godt 100 personer, overvejende kvinder fik i 1709 udbetalt fattighjælp. De fik enten 6, 8 eller 12 Skilling om ugen.
Byen blev i 1842 inddelt i 12 fattigdistrikter, hver med en fattigplejer.
I 1820 udlagde kommunen sågar kolonihaver til de fattige.
I 1826 forsøgte man med en Arbejdsanstalt (Østergade 15) under ledelse af en værkmester. Tugthuset blev lagt sammen med denne, men forsøget slog dog fejl. Mere succes havde man med det frivillige folkekøkken, der begyndte i 1831. Første vinter lavede man hele 7.55o portioner mad. I 1854 indrettede man Gørrismark som fattiggård.
I Kristkirken er jeg døbt og konfirmeret
Og når vi nu er ved St. Laurentius, var det jo navnet på Tønders første kirke.
Og en af de bedst udsmykkede kirker er Kristkirken i Tønder. Døbefonden er fra 1350, og prædikestolen fra 1586. Sangerpulpituret, der skulle give plads til Latinskoledrengene er fra 1627. I øvrigt minder kirken om Tønder i opgangs tider. Mange rige borgere har i tidens løb foræret ting til kirken. Og tænk i den flotte kirke er jeg døbt og konfirmeret.
I 1543 klagede landsognene over, at de ikke forstod de to tyske præster i Tønder. Så måtte en student træde til. Men det skete klokken halv seks om morgenen, så det var begrænset succes med denne ordning.
I 1729 blev Hans Adolph Brorson ansat. Han hed oprindelig Brodersen, og dette navn fremgår også af de gamle arkiver Gad vide, om jeg er i familie med ham? Denne Brodersen eller Brorson skrev blandt andet salmen: En rose så jeg skyde, i kælderen under Andersen og Nissens Boghandel (Bøger og Papir). Der var ikke boghandel dengang, men jeg har sorteret papkasser i den kælder, hvor han under stearinlysets skær, skrev denne folkekære salme. Det er dog meget tankevækkende.
Især to præster Arends og Schrader stod for en stor religiøs vækkelse.
En anden kendt præst Baltazar Petersen indrettede i præstegården, Et teologiinstitut til uddannelse af Præster. Senere blev der samme sted indrettet et Skolemesterinstitut.
I 1864 bestemte man, at der skulle være dansk gudstjeneste hver anden søndag. Senere blev det til en gang om måneden, og i 1917 blev de danske gudstjenester helt slettet. Først i 1920 blev de to sprog igen ligeberettiget i kirken.
Søndergade var et brandbælte
Søndergade hed egentlig Janniks Slippe og var engang brandbælte og stammer tilbage fra 1581. Tønder var meget uheldig med brande, men det vender vi tilbage til i artiklen om Tønder frivillige Brandværn.
Omvandrende medicinmænd
Omvandrende medicinmænd gjorde det for at være læger. Men de var der ikke så længe af gangen, inden de blev smidt ud af byen. Folk var ikke tilfredse med deres indsats. Efter tøndringernes standpunkt var standarden ikke ret god, så deres motto var
En Slurk varm Øl er bedre end en Medicus.
Først i 1691 fik Tønder en rigtig læge.
Fastelavnslavet
I 1546 stiftede man Købmændenes Lav og Selskab. I daglig tale kaldet Fastelavnslavet. I første række en selskabelig forening. Hvert år til fastelavn fra søndag til torsdag fra 13 til 21 skulle brødrene og deres hustruer mødes. Man skiftedes til at være værter, hvert år. Man mødtes for at gøre sig gode mad Aal, Pølser og ikke at forglemme Øl. Ved sommertid skød man til Fuglen på Papegøjelandet. Lavet blev ophævet i 1619.
Og Papegøjelandet lå der hvor Papegøjevej lå i min barndom, lidt syd for Tønder H.
Uldegade er ikke Tønders ældste gade
Uldegade er ikke Tønders ældste gade. Den blev bebygget i 1586.
Tidligt med tog til Tinglev
Allerede i1867 tog man jernbanen til Tinglev i brug. Allerede i 1844 havde man planer om en jernbane Flensborg – Tønder – Højer. Senere diskuterede man en forbindelse mellem Izehoe – Tønder – Skærbæk og Rømø.
Først i 1901 blev jernbanen Tinglev – Sønderborg færdig.
I 1879 begyndte man at tegne aktier til en hestesporsbane til Højer, men i stedet blev det til en rigtig jernbane i 1892.
Drømmen om en fiskerihavn
En stor fiskerihavn var på tegnebrættet, den skulle ligge enten i Emmerlev eller Hjerpsted. Men det blev Esbjerg, der var hurtigst.
Masser af industri i det gamle Tønder
I 1777 beskæftigede en stor virksomhed i Tønder 300 mennesker, det var Plys og Silkemanufaktur.
Samtidig havde man en Uldvare, kasket og Strømpefabrik I 1790 fremstilledes i Østergade kniplingsgarn, 60 kvinder havde arbejde her. Der var tre store tobaksfabrikker i byen. Hør bare, i 1861 eksporterede man
Ja så var der en Cikoriefabrik, et jernstøberi, Et større bryggeri og To store garverier.
Aktiv Erhvervsforening i 1848
Tønder har lige fået en pris, for at være en aktiv handelsforening, til lykke med det. Men kig lige på de her tal, 10 slagtere, hvor mange er det nu i Tønder? Så i 1848 var der liv i Tønder:
Men kigger vi lidt længere tilbage til 1708, må vi konstatere at tørsten allerede dengang var udpræget i Tønder. Hele 63 gæstgivere, kromænd og høkere Desuden var der:
Depressionen efter 1864 i Tønder
Antallet af konfirmationer faldt drastisk i Tønder efter 1864. Man var bange for den preussisk militærtjeneste. Byens handlende var også sure, fordi der i byens aviser var kæmpe annoncer fra Flensborgs butikker. Industrien havde dårlige vilkår. Et garveri holdt kun til 1910. Aktiebryggeriet var efterhånden den eneste industri, der var tilbage, da grænsen blev flyttet. Victoria – bryggeriet, der startede i 1889, holdt kun til 1902, og gik derefter fallit.
Ny optimisme i 20èrne Der kom nye industrier til Tønder i 1920erne
Det sidste dampskib i Tønder
Graf Bismarck anløb den 22. oktober 1871 Tønder. Den var ført af Kaptajn Selmer (far til trælasthandler B. Selmer). Det var et dampskib på 10 meter. Og der skulle ekstra kreativitet til at vende det på Skibbroen. I 1873 blev kanalen til Askeodde uddybet. Og der var planer om en fas ruteforbindelse med en damper til Højer. I 1878 anlagde man en kanal fra Møllestrømmen til Skibbroen.
Der skete meget omkring havnen, mens den endnu var der. Det vides, at Tønder i det 16. og 17. århundrede hentede tømmer i Norge og hentede korn i Østersølandene. Via skibe blev det fragtet hjem.
Regne – og skriveskole
Kirkeordinatsen af 1542 påbød, at der i hver købstad skulle være en latinskole og en folkeskole. Det vides, at der i 1565 var en latinskole i Tønder. Desuden var der en tysk Regne – og Skriveskole. I 1614 fik en borger tilladelse til at drive en dansk en af slagsen. Men der var ingen tilslutning..
Flere overraskende historier fra det gamle Tønder følger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19. – 04 – 2022
Dato: februar 13, 2007
Se hele artikel som HTML Document
Tønders Historie – fra begyndelsen
Tænk, at gå en tur gennem Østergade, Storegade og Vestergade, men også i sidegaderne, Uldgade og Spikergade og ikke mindst Skibbroen. Tanken at mange nationaliteter har kæmpet her. Tønder er præget af både rige og fattige tider. Læs her første del af Tønders historie. Læs om vikingerne og tiden hvor Tønder var en stor havneby. Og bemærk den klassedeling, der var dengang.
Hvad betyder Tønder?
Ja de lærde kan ikke blive enige. De fire mest almindelige antagelser er:
Vikingerne i Tønder
Man ved, at der har boet folk på egnen fra den ældste stenalder for cirka 8.000 år siden. Permanent beboelse er foregået for cirka 6.000 år siden. Der findes flere hundrede bopladser fra jernalder og vikingetid i vadehavsområdet.
I Tønder antager man, at der en trælborg fra 1005 til 1015. Så blev den flyttet til Emmerlev. Måske opgav man den i Tønder, fordi, der kom en kirke. En Trelleborg var et fordelingssted for de trælle, der skulle udføre markarbejde, når den mandlige befolkning var på vikingetogt.
Det var Sven Tveskæg (946 – 1014), der besluttede, at erobre England. Og nogle af disse erobringer er foregået fra en bugt, der dengang kun lå 4 kilometer fra Tønder.
Den ældste kirke i Tønder var viet til S. Laurentius. Den lå over for Pebergade og Kogade.
Tønder som havneby
Ellers er det ikke så meget vi ved konkret om Tønder fra dengang. Dog ved vi, at den arabiske geograf Idrisi(1099 – 1164) besøgte Tønder omkring 1130. Han udgav et geografisk værk i 1153 i Palermo, og der skrev han om Tønder:
Det er en havn, der er dækket fra alle vind, og ved den er der bebyggelse. Og det er ganske vist. I Danske Atlas nr. 8 fra 1781 fortælles der, at byen i 1017 havde en betydelig havneplads. Mange har ment, at havnen lå i Møgeltønder, men det har geologer senere afvist. Godt nok er Møgeltønder ældre end Tønder, men de har ikke haft en havn af nævneværdig størrelse
Man ved også fra udgravninger, at Laurentius Kirken med kirkegård have et betydeligt omfang. Det tyder på en hvis befolkningsmængde.
Munkene
I 1238 fik munkeordenen Gråbrødrene af ridderen Jens Navnesøn og hans hustru Elsif overrakt en grund i Tønder til opførelse af et kloster. En af de kendte skikkelser i denne munkeorden var Franz af Assisi..
Det, at der pludselig optræder en ridder, der bare forærer grunde væk, har fået andre på den ide, at der måske har været en ridderborg på det sted, hvor Tønderhus lå.. Andre mener, at der endnu tidligere har været en vikingeborg eller kongsgård på stedet, hvorfra man også krævede told fra de skibe, der anløb havnen.
En klosterkirke blev indviet i 1247, og i 1592 genopstod den nuværende Kristkirke.
Købstadsrettigheder
I 1243 fik Tønder købstadsrettigheder. Det skete fra Lübeck. Tysk lov og ret var et værn mod den jyske lovs fremdrift i det sønderjyske. Det siges at Broder Reinhard fra munkeordenen havde en finger med i spillet. Næst efter Slesvig, var Tønder hertugdømmets ældste by. For at forsvare byen havde Hertug Abel en sikker fæstning i Tønderhus opført på Slotsbanken. Denne borg eller slot har været genstand for mange krige, ejerskabet er blevet skiftet mange gange. En 80 meter lang plankebro førte fra Skibbroen over til Slotsbanken og ind gennem porten til portnerboligen. Bag den lå slottet. I 1750 – 1751 blev slottet jævnet med jorden, med undtagelse af portnerhuset, som i dag er en del af Tønder Museum. Voldgraven og havnen blev dækket til i 1934 og 1935 og slettede dermed sporet af mange kampe i Tønders storheds og nedgangs tider.
I øvrigt blev murebrokkerne fra slottet brugt til at anlægge Ribe Landevej.
Dige-arbejde ødelægger havnen
Det har ikke været let at anløbe Tønder Havn. Også den gang, var der mange øer samt tidevandet, man skulle tage hensyn til. Da havnen sandede til på grund af dige-arbejde, anlagde man en havn i Lægan, da tilgangen til Tønder blev dårlig. Senere blev det Rudbøl, hvor skibene var meget udsatte. Emmerlev og Højer blev senere udskiftningshavne.
I 1611 klagede man over ringe næring og næsten ingen søfart. I slutningen af 1620erne talte man om at anlægge en større by ved Rudbøl og lave en kanal tværs gennem landet ud til Østersøen.
Man gravede en ny kanal frem til Tønder, så mindre skibe kunne hente forsyninger, så omladning kunne ske ved Emmerlev. Det er den havn, vi kender fra Skibbroen.
Fra 1736 var det Højer, der var omladningshavn. Det skete samtidig med at Højer fik flere privilegier. Man måtte nu i denne flække officielt drive handel og håndværk.
Byens katastrofer
Selv om man sikrede sig mod havet, skete der mange katastrofer. Ved et digebrud i 1615 sejlede man i både ved Østerport.. Ja faktisk var Tønder ved at forsvinde af landkortet. Ved slottet stod vandet helt op af vinduerne.
Den 11. – 12. oktober 1634 stod vandet 2 alen højt. Mange druknede både dyr og mennesker.
Men også pesten satte sine spor. I en periode var 1539 til 1638 døde knap 2.000 beboere i Tønder.
Mange krige truer byen
Fra 1627 til 1723 oplevede man i Tønder hele 5 krige med indkvartering af fremmede og hjemlige tropper. Der blev holdt ekstra vagt ved byens bomme, og Laurentiusstrømmen blev uddybet, for at holde fjender væk fra det nordlige. Men lige meget hjalp det.
Borgerskabet
Byens spidser blev kaldt Borgerskabet. De boede i et af de 120 stavns-lodder. Byen blev opdelt i 4 kvarterer. N, S, V og Ø. Et lod bestod af
I retten måtte man kun vidne, hvis man tilhørte Borgerskabet. Dette Borgerskab dannede et Råd på 4 – 6 personer, som også udpegede borgmesteren. Byens retspleje og forvaltning lå fra 1243 til 1811 i Rådets hånd. Rådet supplerede sig selv. Dette resulterede i, at det var de samme familier i Tønder, der bestemte i 568 år. Det virker helt utroligt.
Klassedeling i Tønder
I Tønder var samfundet meget opdelt i klasser: –
Inden for indbyggerne var man også opdelt i klasser. Den første klasse var borgere, der havde aflagt borgerløfte. De kunne derefter drive borgerligt erhverv. De skulle dog dokumentere, at de var født af ærlige forældre. Og havde en kristelig religion.
Den anden klasse var igen opdelt i to kategorier
Embedsmænd, præster, læger, lærer og advokater Arbejdere, tyende og andre samt uærlige.
Som synligt tegn på rådets retspleje og forvaltning stod der på Torvet en kagmand ( Æ Kachman) og en galge. Galgen blev dog ca. år 1500 flyttet ud øst for byen omkring Carstensgade. Omkring år 1600 ville hertugen bestemme, hvem der skulle være borgmester. Det protesterede Rådet imod. De uærlige var stodderfogeden, by-tjenere, vægtere og ligbærere. Og langt under de andre, bøddelen og sine rakkerkarle. Rådet blev tvunget til at oprette et Deputeret – kollegium, der bestod af 4 fra hvert kvarter. De blev valgt tre år af gangen. Hvert år ved Pers-dag (22. februar) afholdtes et Allemandsting. Det var kun for borgere, ikke for indbyggere.
Regler skulle overholdes
Man havde nogle standardregler, der skulle overholdes, det var:
Skattefrihed i tre gader
Hvis man ikke betalte sin skat kunne man miste borgerskabet. Og skat betalte man rigeligt. De mange krige, katastrofer, og stormflodskatstrofer satte sine spor. Også i 1627 da en af erobrerne, Wallenstein nægtede Tønder at udføre kvæg. Militæret skulle først til fadet.
I 1662 var byen på grund af skatterestancer dømt til militær eksekution. Borgmester Heinrich von Hatten følte sig ilde berørt over officererne, og fik hertugens tilladelse til at forlade byen. Han vendte da meget hurtig tilbage igen. Berend Ubbind og Hans Widouw lede en forsamling, der tog til Gottorp i 1627 for at klage over skatten, det fik du nu ikke så meget ud af. De blev senere dømt, begrundelsen anstiftelse til oprør.
I tre gader i byen eksisterede der en slags skattefrihed. Når man boede lige ude for bygrænsen, men havde i princippet de samme rettigheder som dem inde i byen. Det drejede sig om Uldgade, Slotsgade og dele af Vestergade. Det var næsten en tredjedel af befolkningen, der boede lige udenfor. Først i 1665 blev de rigtig indlemmet, og måtte til klejnerne. Men først i 1933 blev resterne indlemmet i Tønder. Det var nogle områder på Slots – og Frigrunden, der kom med. Oprindelig skulle ansatte på slottet ikke betale skat til Tønder by.
Ikke alle var lige ærlige
Den gang havde man også problemer med arbejdsløsheden. Det løse og unyttige Gesindel. For mange ”Ledige Bürschen som ikke finder på andet end Druk og Lediggang. Nu var administratorerne ikke alle lige ærlige dengang. By-skriveren havde tilegnet sig et indsamlet beløb på 141 rigsdaler, der skulle bruges til at løskøbe en sømand fanget i Tyrkiet. Måske en tøndring. Nu måtte sømanden i stedet krepere i Baand og Lænker.
Og det er ganske vist. Dette var første afsnit af Tønders Historie
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19. – 04 – 2022
Dato: december 4, 2023
Højer – Flække, Landsogn og Herred
Symboler på Højer. Ejendomme skifter ejerskab. Købstadsrettigheder. Tønder protesterede. Købmænd og håndværkere fik indflydelse. Masser af skibsfart Besejlingsforholdene blev dårlige- Tønder-Højer banen stoppede. Befolkningstilvækst. Danskere og tyskere fandt sammen i sorg. Højer er en blanding af nyt og gammelt. Var det forkert at udnævne Højer som flække? Hvorfor heder det egentlig Højer? Kongen modtaget på tysk. En topografi fra 1853. Højer – berømt for sit gode kød. Højer Landsogn. Da digerne ødelagde Tønder Havn. Rudbøl som forstad og kanal.
Symbolerne på Højer
Møllen og Tæppefabrikken kan tages som symboler på gammelt og nyt i Højer. Og vel også Den Gamle Sluse er et symbol på Højer, selv om man ikke har været særlig påpasselig med at vedligeholde den.
Det gamle Højer består af smalle og lidt uregelmæssige gader og mange smukke gårde og huse.
Ejendomme skiftede ejerskab
Fra Middelalderen indtil 1879 har byen været delt mellem forskellige jurisdiktioner. I Valdemars Jordebog nævnes byen som Krongods. Men allerede i Middelalderen henlagdes nogle gårde under det adelige Kærgaard i Emmerlev Sogn.
I første halvdel af det 15. århundrede blev disse ejendomme først overladt som pant og senere solgt til ridder Martin Gyrsting, der igen 1436 afhændede dem til Ribe domkapitel. Efter reformationen blev ejendommene (3 gårde og 17 huse) atter krongods, men ved et mageskifte 1663 med feltherre Hans Schack kom de ind under Møgeltønder, det senere Schackenborg. Ejendommene var kongerigske enklaver og var tingpligtige under Møgeltønder birk.
Det øvrige og langt overvejende del af Højer (1613: 19 gårde og 52 huse) var krongods indtil 1313, da de sønderjyske hertuger fik disse ejendomme overladt som pant, noget senere som eje.
Købstadsrettigheder
Så langt man overhovedet kan spores tilbage har Højer haft birkerettigheder, rettigheder som flækken beholdt indtil nyordningen af administrationen efter 1864. Tildelingen af birkerettigheder betød dog ikke, at Højer fik købstadrettigheder.
Tønder protesterede
Den var langt op i tiden et landsbysamfund med ganske vist forholdsvis mange kådnere og inderster, der hovedsagelig ernærede sig ved handel og håndværk. Da næringslivet i det 17. århundrede tog et ret betydelig opsving, medførte dette lange stridigheder med Tønder, som, forsvarede sine købstadsrettigheder, ikke ville anerkende Højers ret til at drive by-næring.
Et forbud mod, at Højerborgerne drev handel og håndværk, ville imidlertid gøre hovedparten af dem brødløse. Den gottorpske regering indrømmede i 1706 under Tønders protest Højer retten til at drive handel og håndværk mod en årlig afgift på 40 Rigsdaler. I 1736 blev dette privilegium stadfæstet af den danske konge. I 1743 kaldtes Højer for første gang for en flække. Privilegierne blev udvidet i 1822 og i 1825 fik man også ret til at holde markeder.
Købmænd og håndværkere fik indflydelse
Under denne udvikling skiftede byens næringsliv karakter. Det skete også en ændring i den politiske struktur. Oprindelig havde bønderne, der i overvejende grad var selvejere, været næsten enerådende med hensyn til byens styre. Nu fik byens købmænd og håndværkere også indflydelse.
Masser af skibsfart
Som følge af inddigningerne blev Højer efterhånden lade – og losseplads for Tønder. Navnlig i det 17. århundrede var der fra Højer en betydelig handel og skibsfart på Holland. Fra landingspladsen ved den Kier’ ske gård afsejlede årligt ca. 35 skibe med gennemsnitligt 50 – 60 okser ombord til Holland. Også betydelige mængder af korn blev udskiftet dertil. På hjemturen medbragtes kolonialvarer og bl.a. senere de eftertragtede vægfliser.
I det 18. århundrede aftog denne handel. Men så tog østersfiskeriet i Vadehavet et opsving. Højer blev centrum for dette fiskeri, der varede til omkring 1900.
Besejlingsforholdene blev dårligere
Som følge af tilsanding blev besejlingsforholdene på Højer forringet. Det blev i 1799 at nødvendigt at grave en kanal et stykke ud i Vadehavet. Kanalen fik dog på grund af krigen mod England ikke straks den betydning, man havde regnet med.
Også på anden måde søgte man at hjælpe skibsfarten. I 1820 anlagde man således en ny losseplads på det sted, hvor Sejersbækken løber ud i Vidåen. Det var her, at Frederik den Sjette 1825 landede efter sit besøg på halligerne i anledning af stormflodskatastrofen.
I midten af det 19. århundreder er der en ikke en ubetydelig sejlads på byen. Efter en ny uddybning af kanalen og anlæg af en mole uden for slusen kunne der fra 1870erne indsættes tørre dampskibe i den stadig voksende badetrafik på Sild.
Tønder – Højer – Banen stoppede
Anlægget af Tønder-Højer banen i 1892 kom på en vis måde til at skade byens erhvervsliv. Nu var det ikke mere nødvendigt for de tusinder af badegæster at overnatte i Højer.
Allerede længe inden bygningen af Hindenburg-dæmningen mellem fastlandet og Sild i 1927 havde betydningen af trafikken på Sild i det væsentlige udspillet sin rolle for Højers vedkommende. Havnen er nu uden betydning. Nogle år efter anlæggelsen af dæmningen standsede persontrafikken på Tønder – Højer banen og nogle år efter stoppede også godstrafikken.
Befolkningstilvækst
I 1925 boede der 1.136 mennesker i Højer, men den voksende tæppefabrik trak flere folk til byen. Hurtigt nåede man op på 1.500. Den befolkningstilvækst fik også betydning i nationalpolitisk henseende. Den overvejende del af befolkningen tog parti for Slesvig-holstenismen fra 1840.Højer var i lang tid et af tyskhedens faste støttepunkter i Nordslesvig.
Danskere og tyskere fandt sammen i sorgen
Indtil 1946 var byrådets flertal tysk. Ved Folketingsvalget i 1950 var der kun en tysk andel på 34,3 pct. Vi har tidligere beskrevet den triste drukneulykke i 1952. Men episoden viste at danske og tyske fandt sammen i den knugende sorg og byens kulturelle foreninger fandt sammen om fællesarrangementer af forskellig art.
Blanding af nyt og gammelt
Vi har allerede nævnt at Højer er en ejendommelig blanding af gammelt og nyt. I den indre bys snævre og krogede gader møder man gamle særprægede, tæt sammenbyggede småborgerhuse, enkelte efter byens størrelse pæne forretningsejendomme. Indimellem er det mindre stråtækte landbrugsejendomme og dengang med ikke altid lige appetitlig duftende mødding ud til gaden. Gamle gårde ses endnu i bybilledet.
Langs byens udfaldsveje er nye kvarterer vokset op, især mod nord ud mod Ballumvej. Byens ældste bygning er kirken. Den er opført i senromantisk stil omkring 1100. Men forskellige tilbygninger, ombygninger m.m. efterlader ikke meget tilbage af den helt gamle kirke.
Var det forkert at udnævnte Højer til flække?
Nogle historikere kalder det forkert at udnævne Højer som flække, idet byen omkring 1850 kun havde handels- og håndværkerrettigheder ved et særligt privilegium. I den tyske tid var Højer købstad efter den lille købstadslov (kleine Städteordnung).
Hvorfor hedder det Højer?
Et højdedrag (Høvver) har måske givet byen navn i modsætning til nabosognet Daler. I 1340 kaldes byen ”Hæthar”. Korttegner Meyer kalder byen for ”Høwer” og andre igen Høyer, hvilket er det officielle tyske navn. I folkesproget hedder byen ”Høwwer” I svunden tid deltes Højer i Syd Højer og Nord Højer.
Kongen modtaget på tysk
Første gang Christian den Tiende besøgte Højer, blev han modtaget med en tale på tysk. Og egentlig burde Højer have været til Tyskland påstår nogle, men grundet den forestående afvanding forblev byen i Danmark. Man kan så diskutere om den formulering er rigtig. H.V. Clausen som tegnede grænsen i 1891, havde tegnet grænsen syd for Højer.
Vi har også tidligere nævnt at tiden efter 1920 var urolige i Højer. Der var masser af skærmydsler mellem dansk og tysk. Engang i 1930erne var der 20 storkepar i byen, men de har for længst forladt byen.
En topografi fra 1853
Højer har haft en stor fortid. Schrøder skriver bl.a. i sin ”Topographie” fra 1853 ved skibsfarten, Han skriver:
Inden Verdenskrigen havde Højer en tid lang dampskibsforbindelse med Rømø. Det var den bekendte damper ”Rømø”, der gjorde turen for at hente gæster til Pastor Jacobsens bade sted Lakolk.
Højer – berømt for sit gode kød
Højer var en driftig by med et godt opland. Den var ikke fattig på kroer, hvor mange gode købmandsforretninger. Højer er lige som Tønder kendt for sit gode kød. Inden krigen blev der i Højer fremstillet ”Høyer Rauchfleisch” som fandt stor afsætning i forskellige egne i Tyskland.
Højer Landsogn
Højer Landsogn omfatter Gamle Frederikskog, Ny Frederikskog og Rudbølkog. Disse koge skærmes af diger, frisernes stolthed:
Da digerne ødelagde Tønders Havn
I 1553 opførtes under Christian den Tredje bl.a. diget fra Højer over Rudbøl, Lægan til Grelsbøl i Kjær Herred. Som bekendt har Tønder et skib i deres byvåben, men med diget var det slut med den direkte forbindelse til havet. Lægan blev derefter anløbsplads.
1564 – 66 rejstes dæmninger over Vidåens tre arme mellem Fegetasch og Rudbøk. Og så videre. I 1861 blev den nye Frederikskog inddiget. Viddåen blev inddæmmet for fjerde gang og Tønders nærmeste han blev derved Slusen ved Højer.
Rudbøl som fristad og kanal
I 1629 skulle ifølge Trap den tidligere borgmester Cornelius Claasen fra Medebleck i Holland af Hertug Friedrich den Tredje fået koncession på at inddige hele bugten op til Højer på engang samtidig med at bygge en kanal fra Rudbøl til Flensborg. Den 27. oktober 1629 fik den nye stad Rudbøl:
Der skulle være religionsfrihed lige som Frederiksstad.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 17, 2023
Vidåen – et stort vandløb
Mange forgreninger – helt til Løjt Kirkeby. Videåen det 3. største vandløb. Det afvander en tredjedel af Sønderjylland. I Tønder by optages endnu to vandløb. Nye kanaler er gravet. I Tønder er kanalen gravet i 1587. Man håbede på at Tønder atter kunne blive havneby. Den store pumpestation ved Lægan. Også en ved Rudbøl Sø. Den største forandring på det sidste stykke. Højer havde en liblig havn. Sidste gæster tog nu over dæmningen. Oversvømmelser øst fra. Flere forslag om afvanding. Fremstilling af energi. Masser af møller. Største samling af Nordsø – Snæbel. Den nye Vidå – sluse.
Mange forgreninger
Vidste du, at Vidåen er Danmarks tredje største vandløb. Det afvander et areal næsten lige så stort som Tønder Amt. Dens tilløb kommer fra fangarme over til vandskellet på østkysten 2-4 km fra Aabenraa og Flensborg Fjord.
Der er fire hovedløb er Arnå, Hvirlå og Sønderå og Grønå. De forenes i en bred å syd for Tønder, der så blev kaldt Vidå. Som barn badede vi meget i Grønå. Det var herligt.
Hestholm Sø havde tre forbindelser til Grønå. Men de to af dem er nu lukket. Og det betyder, mener de kloge, at en væsentlig mindre del af fiskeynglen bliver spist af fugle og rovfisk i Hestholm Sø og dermed gennemfører deres vandring til Vadehavet.
Ændringen vil også være gavnlig for den truede laksefisk, snæbel.
Næsten helt til Løjt Kirkeby
Arnå strækker sig længst mod nord. Af dens tilløb udspringer Surbækken i nærheden af Hovslund ved den sønderjyske længdebane. Og så er det Rødå, der med sit tilløb Hjarup Å løber ind til Løjt Kirkeby.
Lige syd for Sivkro i Bedsted sogn forener Surbæk og Rødå sig i Arnå, der over en længere strækning nu er kanaliseret og har ret betydeligt fald.
Øst for Tønder, syd for Store Emmerske forenes Arnå sig med Hvirlå, der har sit udspring i Hjordkær Sogn.
I Tønder optages yderligere to vandløb
Grønå føres i en dige-beskyttet kanal langs sydsiden af Jejsing Banke. Den dannes syd for Byllerup af tilløbene Slogså og Uge Bæk, der gennem deres talrige tilløb afvander eng – og mosestrækninger i Bjolderup, Hjordkær, Uge, Ensted og Tinglev sogne. En masse vandløb er tilløb.
Åen kaldes nu Vidåen og føres nu beskyttet af diger ind gennem Tønder, hvor den optager Galgestrømmen og St. Laurentiusbækken.
Sønderå danner sammen med sine tilløb Gammelå og Skelbæk på strækningen fra toldstedet ved Møllehus syd for Tønder til sydøst for Sofiedal i Tinglev sogn grænsen mellem Danmark og Tyskland. Tillige er Skelbækken det gamle skel mellem Slogs og Kær herreder.
Sønderå kaldes på en strækning for Jyndevad Møllestrøm. Gennem sine forgreninger Bjerndrup Mølleå og Gejlå sine udspring helt inde i Felsted sogn sydøst for Aabenraa og i Holbøl og Kværs sogne.
Nye kanaler er gravet
Fra Kær herred syd for grænsen optager den Karlum Å. En kanal fra Vindtved ved landegrænsen vest for Lydersholm over Holmgård til et punkt lige syd for Jejsing Banke forbinder Sønderå med Grønå. Vandet fra Sønderå kan efter behov ledes ind i Grønå.
I det hele taget er åerne og bækkene i det tidligere sumpede engområde mellem hovedvej A 8 og landegrænsen syd for Rørkær og Jejsing sogn reguleret. Nye kanaler er gravet og gamle å-slynger er ved at forsvinde.
Et større kultiveringsarbejde er gennemført. Og det er en skam. En del af den gamle landskabelige idyl er forsvundet.
I Tønder er kanalen gravet i 1587
I Tønder løber Vidåen gennem en kanal, der blev gravet i 1587. Her blev der senere anlagt en smuk bypark. Den gamle vandmølle blev opført samtidig med kanaliseringen. Og den står der endnu selv om dens hjul ikke mere omsætter vandets kraft til energi.
Det lille havne-anlæg har man igen fundet frem til. Den forsvandt jo efter afvandingen i 1929. Ja vi har skrevet om den. Man kan slet ikke sammenligne denne havn med den der engang var her i Tønder. Det var dengang, der var et helt andet kystforløb. Dengang gik der en bugt ind til Tønder.
Man håbede på at Tønder atter blev havneby
Man nærede længe et håb om, at Tønder igen kunne blive en havneby. Man regnede så småt med at det kunne blive til virkelighed i 1870erne. Og så er det jo historien om ”Graf Bismarck”, en lille hjuldamper, der i 1871 sejlede fra Højer til Tønder
Med henblik på at få en fast rutefart til Højer blev kanalen i 1873 til Askersodde uddybet. Denne kanal var oprindelig udgravet fra 1611 – 1617. men ak dette arbejde var forgæves.
Fra Tønder Vandmølle eller som vi stadig siger fra Bachmanns Vandmølle løber åen i en ny-gravet kanal med tre meter høje diger på begge bredder ca. en kilometer mod syd den ligeledes inddigede Grønå.
Den store pumpestation ved Lægan
I en fælles ny kanal ledes vandmasserne til den store pumpstation ved Lægan, umiddelbart nord for grænsen ved landevejen fra Tønder til Aventoft. De gamle å-slynger her må også forventes med tiden at gro til.
Disse pumpestationer er an hjørnestenene i Tøndermarskens afvanding. De sørger for at regnvandet fra de lavtliggende marskjorder pumpes væk. Da jorden er leret, løber vandet fra markerne via grøblerender og grøfter ud i kanalsystemet. Via kanalerne ledes vandet til pumpestationerne, hvor roterende skovlhjul hæver vandet op i Tøndermarskens inddigede vandløb bl.a. Vidåen.
Lægan Pumpestation fra 1929 er den største af fire pumpestationer, der blev påført i forbindelse med Tøndermarskens afvanding 1927 – 30. Bygningen er faktisk tegnet af godsinspektør på Scjackenborg Slot, H.C. Davidsen.
Området omkring Lægan rummer betydelige spor af Tøndermarskens historie. Da diget fra 1556 resulterede i dårlige adgangsmuligheder til Tønder via Vidåen, lagde skibe an ved Lægan – heraf navnet.
Også pumpestation ved Rudbøl Sø
På den anden side Lægan støder Sønderå til Vidåen og i Rudbøl Sø, som åen passerer, optages ved Verlath pumpestation de store tilløb fra søerne syd for landegrænsen.
Længere ind mod Højer støder Sejersbæk og Lindskov møllestrøm til. De blev også reguleret ved afvandingen i 1929.
Den største forandring på det sidste stykke
Den sidste trækning fra Tønder til Vesterhavet er den del af Vidåen som i historisk tid har gennemgået størst forandring. Dels har inddigningen af kogene medført, at dens løb gennem de flade marskenge er blevet forlænget med ca. 20 km, og dels har den som nævnt ved afvandingen på sin vej fra Tønder til Rudbøl over en lang strækning fået et helt nyt løb.
Ved bygningen af diget Højer-Rudbøl – Lægan – Grelsbøl i årene 1553 – 56 blev der etableret havsluse ved Lægan. Da Gudskog syd for grænsen blev inddiget 1562-66 rykkede man slusen frem til Rudbøl.
Gammel Frederikskog blev inddiget 1692 og Vidåen kom til at løbe flere km mellem to parallelt løbende diger.
Ved dige-slagningen mellem Nørremølle og Hjørnekroen nordvest for Rudbøl 1715 blev slusen flyttet herhen. Først ved Ny Frederikskogs ind-digning 1859 – 61 flyttede havslusen til sin nuværende plads lige syd for Højer.
Højer havde en livlig havn
Højer har haft en vigtig havn både før og efter slusen. Før den gamle sluse kunne både uhindret komme ind i Højer Kanal. Fra 1855 var der dampskibsforbindelse til England. Havnen blev brugt som godshavn. Og så blev der transporteret masser gæster til Sild herfra.
Et omfattende fiskeri foregik også herfra.
Højer Gamle Sluse består af en åben 7,5 meter bred hovedsluse, forsynet med tre sæt stemmeporte og af to lukkede godt 3 meter brede slusegennemløb. Hoved-slusen kan passeres af fiskerbåde og mindre fartøjer.
Silds gæster tog nu over dæmningen
Jernbanen til Tønder blev færdig i 1892. Der blev ført spor ud til slusen. På havneområdet var også en kalkovn, hvor man brændte kalk af skallerne af hjertemuslinger. Desværre blev jernbanestationen revet ned, da jernbanedriften ophørte efter at Hindenburg – dæmningen var opført til Sild i 1927.
Men slusemesterboligen eksisterer stadig som restaurant.
Oversvømmelse øst fra
Med denne sluse var man nogenlunde sikret og dog. Som vi i tidligere artikler har skrevet, så måtte en masse beboere alligevel evakueres da vandet allerede sprøjtede over digerne ved en stormflod.
Men området var ikke sikret mod oversvømmelse af ferskvand østfra i efterårs – og vintermånederne. Man havde ganske vist opkastet en del lave å – og mellemdiger, der skulle hindre oversvømmelser.
Men underugunstige vejrforhold med megen nedbør i Vidåens store afvandingsområde og med højvande uden for havslusen, kunne denne ikke åbnes. Det tilstrømmende vand fra gestegnene i forbindelse med marskens egen nedbør medførte ret så store oversvømmelser.
Flere forslag om afvandingen
Ofte var Tønder ved vintertid næsten omgivet af vand på alle sider. Værfterne i marsken ragede op som små øer. Undertiden kunne oversvømmelserne vare fra sidst i august til hen i april måned. For beboerne på værfterne var tilværelsen om vinteren ikke særlig tillokkende.
Måske var det bedst hvis man i frostvejr kunne færdes over isen eller inden frosten komme kun færdes med båd. Ofte gik en oversvømmelse ud over det som man havde sået.
Gentagende gange havde man fremsat forslag om en regulering af Vidåen og afvanding af marsken. Først efter Genforeningen /Afvandingen lykkedes dette. En afvandings-kommission blev nedsat. I 1925 blev der vedtaget en lov, der i hovedsagen gik ud på at inddige åerne til et godt stykke øst for Tønder. Ved hjælp af pumpestationer skulle overskydende vand pumpes i Vidåen.
Fremstilling af energi
Nødreservoirer blev anlagt omkring Rudbøl. Ved et digebrud ved Rudbøl i 1960erne viste dette sig at være særdeles nyttigt. I dag pumpes vandet op i åen med kraftige eldrevne maskiner i fire store pumpestationer beliggende ved Lægan, Nørremølle og syd og øst for Højer.
Tidligere blev vindkraften brugt til fremstilling af energi. Vandmøllen i Tønder havde endda indtil 1955 en turbine til fremstilling af elektricitet, der solgtes til byen.
Masser af møller
Ved Suråën lå Hellevad Vandmølle, ved Arnå Andrup Mølle, grundlagt af munkene i Løgumkloster. Solvig Mølle hørte under herskabet på Solvig. Bjerndrup Mølle hørte under Ahlefeldt’ erne på Søgård. Søllingvrå Mølle ved Terkesbøl Å i Bylderup sogn var mølle for nogle ”fremmede undersåtter” i Tønder amt. Vest for Tønder lå den schackenborgske Lindskov Mølle ved Lindskov Møllestrøm.
Nogle af møllerne tilhørte landsherren, andre adelige godsherrer. Men om alle gjaldt det at de havde et bestemt klientel af tvangsmølle-gæster. De måtte tillige yde hoveri ved større reparationer og anlægsarbejder.
Det var et godt aktiv at være mølleejer og en god bestilling at være mølleforpagter. I Tøndermarsken fandtes indtil afvandingen en helt anden slags ”vandmøller”, de hollandske vejrmøller, der pumpede vand fra de lavtliggende arealer til højere liggende vandløb eller direkte ud i åen. Sydøst for Højer stod på hver side af åen stod to af disse karakteristiske møller. De burde have været fredet som et vartegn for marsken.
Største samling af Nordsø – snæbel
Nogle steder er er åen 30 meter bred. Og er åen har været en vigtig transportvej til Tønder. Her er også blevet transporteret smuglervarer.
Vidåen har verdens største, naturlige bestand af den truende Nordsø-snæbel. En række tiltag i forbindelse med snæbelprojektet har skabt bedre vandrings- og gydeforhold for snæbel og andre fisk. Således er der i 2008 – 2009 skabt fri passage ved Bachmanns Mølle i Tønder og ved rens Dambrug. Dette giver fiskene adgang til flere gydepladser
Den nye Vidå – sluse
Uden for slusen fortsætter åen endnu en kilometer. Og her finder vi så Vidåslusen. Den er en del af Det Fremskudte Dige, der blev bygget 1979 – 1981. Det skete efter skete efter stormfloden 3. januar 1976, der truede med at gå over det gamle dige fra 1861.
Slusen sikrer at Vidåens vand ved ebbe kan strømme ud i Vadehavet og hindrer samtidig at vand ved højvande strømmer ind i Vadehavet. Af hensyn til fuglelivet er der lige i nærheden etableret en saltvands-sø, hvor man henter vandet 800 meter ude i Vadehavet.
Det fremskudte dige går fra Emmerlev Klev mod nord til Hindenburg – dæmningen i syd.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 12, 2021
Langs Vadehavet – endnu mere (2)
Det er Verdenskulturarv. Området er også kendt for sit gode kød. En artikelhenvisning på hele 109 artikler, hvis du vil blive klogere på området. Her legede vi som børn. Barsk klima med tab af menneskeliv. Der var voksende søfart gennem privilegier. Masser af gravhøje og fund af bopladser. Omkring Vester Vedsted. En oldtidspark – nedlægges. 40 kaptajner på Rømø i 1770. Russiske krigsfanger i Ballum. Gravhøje ved Hjerpsted. Tøndermarsken under forandring siden stenalderen. Pumpestationerne er der stadig. Hvor er det bedst at se Sort Sol? Grå og Hvis Sol. Mange overraskelser i vadehavet. Foranstaltningerne har været til gavn for Tønder By. Tøndermarsklov.
Verdenskulturarv
Vidste du, at 40 pct. af Vadehavet ligger i Holland, 50 pct. ligger i Tyskland og kun 10 pct. ligger i Danmark. Øerne Fanø og Rømø samt halvøen Skallingen er dannet på store sandrevler, som havet har overskyllet og aflejret materialer på.
Vidste du at Vadehavet har betydning for mindst 40 fuglearter. Og for 22 trækkende kystfuglearter er nationalparken i Danmark den vigtigste lokalitet. Flere stærkt truede danske ynglefuglearter findes i nationalparken i små bestande.
Her kan du opleve de største fugletræk i dansk luftrum. Dette er Danmark største nationalpark. Og nu er den danske del af vadehavet også kommet på UNESCOS liste over Verdenskulturarv.
Ja det også her, du kan opleve Sort Sol i juli, samt september og oktober. Så er op til 900.000 stære i luften over marsklandet.
Cirka 11 millioner trækfugle gør holdt hvert år på deres tur nord – eller syd på.
Området også kendt for godt kød
Men Vadehavet er også kendt for deres kød. Hvordan, spørger du sikkert. Græsset optager salt og andre mineraler fra havet. Og det giver kvæget en speciel smag. Man taler om Vadehavslam, Marsklam og Marskstude.
Området har været berømt for sit kvæg siden 1600 – tallet. På et tidspunkt blev der udskibet tusinder af kreaturer fra Højer Havn hvert år.
En lang artikel – med henvisninger til 109 artikler
Vi tager atter en tur langs Vadehavet og i Tøndermarsken. Og hvorfor gør vi så det? Fordi det er så meget at gøre opmærksom på. Du skal også lige være opmærksom på den lange artikelhenvisning i tilknytning til denne artikel. Her kan du sikkert få svar på dine spørgsmål.
Her legede vi som børn
Dengang vi som børn legede ude på Forlandet tænkte vi ikke over at stedet skulle på Unescos liste over Kulturarv. Og jeg tror såmænd også at det er forbudt at bruge forlandet som legeplads i dag. Det er sikkert forbudt at bade i ”prilerne” (kanaler) og bygge tømmerflåde som vi gjorde.
Og ”Sort Sol” som vi ofte så, regnede vi heller ikke med blev så ”berømt”. Og denne ”Sol” findes faktisk også i andre farver.
Tab af masser af liv
Stormfloder med tab af masser af menneskeliv er en historisk realitet og er stadig en trussel. Derfor har mennesker her mere end mange andre steder gennem generationer sat sit præg på landskabet gennem landindvinding og dige-byggeri. Jo der er sandelig mange historier at fortælle om Vadehavs – regionen.
Landbruget har været grundlaget for menneskers liv i store dele af regionen. Kombinationen af kvæghold i marsken og korndyrkning på geesten kan føres tilbage til århundreder før Kristi fødsel.
I senmiddelalderen blev marskegnene især udnyttet til opfedning af stude. På øerne blev landbruget i sejlskibenes storhedstid drevet af kvinderne., mens mændene var på langfart. Ved gårdene fandtes ofte haver – kålgårde med lave diger omkring, der beskyttede mod blæsten og sandet.
Fiskeriet havde sin storhedstid fra slutningen af 1200 – tallet til omkring 1600. Anlæggelsen af Esbjerg Havn i 1870’erne gav anledning til erhvervsfiskeri.
Voksende søfart gennem privilegier
De gamle købstæder, Ribe, Varde og Tønder havde formelt retten til at drive søfart og opkræve told. Men ude på øerne voksede søfarten gennem privilegier. Man deltog i hvalfangsten på Grønland på tyske og hollandske skibe.
Dette gav økonomisk opsving, hvilket prægede søfolkenes huse og gårde.
I 1600 og 1700-tallet var der nedgangsperiode. Det gik hårdt ud over Ribe. Studene blev drevet syd på. I Tønder-området var det kniplinger, der var det store afsætningsprodukt.
Kun 60 værfter i den danske del
Egentlig strækker området sig fra Blåvands Huk i nord og ned langs den tyske nordsøkyst til den Helder i Holland.
To gange i døgnet er der højvande og to gange trækker vandet sig tilbage. I den danske del af Vadehavet er forskellen to meter. Her kan planter som annelgræs, kveller og spartina få fodfæste. Og her er masser af foder til de mange fugle.
Særlig i Tøndermarsken kan du opleve mange kunstige forhøjninger, der kaldes varf eller værfter. Men i Danmark er der vel kun 60 stykker. I de store marskområder i Tyskland og Holland er der mange tusinder.
Man fremmer marskdannelsen
Man kan fremme marskdannelsen foran digerne ved at grave ”grøblerender”, hvori slikken kan lejre sig, hvor risgærder – faskiner er med til at tilbageholde slikken når vandet falder. Jo bredere landet foran digerne er, desto større sikkerhed. Når forlandet efter mange års aflejring er blevet tilstrækkeligt bred, kan man bygge endnu et dige mod havet og således få en kog – et indvundet område – indvundet fra havet. Tidligere var det af hensyn til landbruget, at man indvandt land.
Masser af gravhøje og fund af bopladser
Gravhøje og fund af bopladser fra oldtiden vidner om, at mennesket tidligt valgte at bosætte sig her. Indtil 1000 – tallet flyttede landsbyerne ofte. Men i middelalderen fandt de fleste landsbyer deres blivende sted. I omegnen af nutidens landsbyer kan der findes spor af deres forgængere
Grundmurede gårde blev almindelige fra 1700-tallet i marsken. De bevarede gamle gårde er typisk bygget af røde mursten og har stråtag. Længst syd på er gårdene præget af den frisiske byggestil.
Kirker af tufsten
Størstedelen af områdets kirker er oprindelig bygget i romantisk stil i 1100- og 1200-tallet. Mange af dem er bygget af tufsten som blev sejlet ind fra Rhin-området. Dette var datidens mest effektive transportmiddel. Alene i Sydvestjylland blev der bygget over 50 kirker af tufsten. Kirkerne fremstår i dag typisk hvidkalkede og tækket med bly.
Købstæderne lå der, hvor der var lettest at sejle til. Ribe og Tønder havde mange fine, gamle købmandsgårde, ofte placeret med gavlen ud mod gaden. De gamle købstæder spillede en stor rolle i kraft af deres privilegier.
Området syd for Kongeåen til hørte hertugdømmet Slesvig. Dog var det så de kongerigske enklaver.
Omkring Vester Vedsted
I nærheden af Vester Vedsted er det et velbevaret miljø omkring kirke og præstegård. Her har man gjort rige fund fra Jernalderen. Særlig en lokalitet Dankirke tyder på handelskontrakter med firsere og angelsaksere ca. 200 f.Kr. til 750 e.Kr. Ved Vester Vedsted ophører Ribe-diget opført 1911 – 1915.
Efter 1920 blev Kong Christian den Tiendes Dige opført for at forbinde diget ved Vester Vedsted med Astrup Banke. Her i landskabet nær kysten ligger Hvidding Kirke som en stormandskirke fra slutningen af 1100-tallet. Den havde oprindeligt to vestlige tårne, men de styrtede sammen i 1500 – tallet.
I kirken findes et kalkmaleri af en kogge, det typiske handelsfartøj i middelalderen. I nærheden af kirken er der fundet efter vikingetidsgårde og middelalderbyggeri, der kan tyde på en alternativ handelsplads til Ribe.
I nærheden ligger Hvidding Nakke, en sandbanke i havet ca. 6 km vest for Hvidding Kirke. Hvidding Nakke var i 1600-tallet det vigtigste udskibningssted for Ribes studehandel.
En oldtidspark nedlægges
Skærbæk udviklede sig til et vigtigt trafikknudepunkt i løbet af 1900 – tallet. Vest for kirken ligger det gamle uldspinderi fra 1899. Ad vejen syd på kommer vi til den fredede Hjemstedgård fra 1641. Også i jernalderen boede der folk her. Her har været mange udgravninger. Desværre har Tønder Kommune valgt at lukke Hjemsted Oldtidspark.
Rømødæmningen påbegyndtes som et beskæftigelsesprojekt i 1939. Men først i 1948 kunne denne indvies. Langs østkysten ligger mindre landsbybebyggelser.
40 kaptajner på Rømø i 1770
I 1600-tallet blomstrede Rømøs søfart. I 1700 – tallet deltog en stor del af befolkningen i hvalfangsten fra Hamborg og de hollandske havnebyer. Flere blev kommandører – dvs. kaptajner – på hvalfangerskibene. Antallet toppede med 40 kaptajner i 1770.
I Juvre finder man et særpræget minde om dette. Et hegn på østsiden af vejen er lavet af hvalkæber.
I Toftum kan man besøge Kommandørgården. Her er en overdådighed af vægfliser i køkken og stuer. Syd for dette ligger Toftum Skole opført i 1874 med kun et klasseværelse.
I slutningen af 1800 – tallet var Rømø blevet et landbrugssamfund i tilbagegang med befolkningsnedgang til følge.
Men nu begyndte turister så småt at dukke op. Og det hjalp da pastor Jacobsen i 1899 lod anlægge en skinnebane med hestetrukne vogne mellem Kongsmark, hvor færgen fra Ballum lagde til. Jo og så var det jo det nyoprettede Nordseebad, som vi tidligere har berettet om.
Rømø Kirke er en senmiddelalderkirke. I den rige sømandstid blev den voldsom ombygget. På kirkegården er der mange gravstene fra den rige søfartstid.
Ved kirken ligger den fredede redningsstation fra 1886 og syd herfor ligger en masse bevaringsværdige gårde. I havneby blev der i 1964 indviet en havn, som har færgeforbindelse til Sild.
Russiske krigsfanger i Ballum
”Den Svorne Vej” mellem Hjemsted og Rømødæmningen har vi tidligere skrevet om. Og her ligger også Midthusum, en lokalitet, der blev helt udslettet ved en stormflod. Her har vi de berømte møller, der fungerede helt frem til 1960’erne. Møllerne var oprettet i 1836. De kunne trække vand op fra åen og lede drikkevand ud til kreaturerne. Via grøfter skete det over det meste af Ballum Enge.
Ballum Sluse og Slusekro blev opført 1914 – 1915 af russiske krigsfanger. Jo der er mange Ballum’ er. Ordet kommer fra forhøjninger. I Forballum var Kristen Kold huslærer hos familien Knudsen og naboen. I Vesterende Ballum er der et fredet tinghus. Og så er der Bådsbøl – Ballum, hvorfra der var færgefart til Rømø.
Gravhøje ved Hjerpsted
Ved Hjerpsted Bakkeø ligger en gruppe gravhøje med de malende navne – Kællinghøj, Storehøje og Pottemandshøj. Ja i Hjerpsted er der mange fine gårde, bl.a. den fredede præstegård.
I 1736 fik Højer benævnelsen flække, hvilket betød, at den fik flere privilegier. Her på siden kan du læse en masse om denne smukke by. Og det var her syd for byen ved den nuværende saltvandssø vi havde en sjov legeplads om sommeren.
Det fremskudte dige er et fælles dansk – tysk projekt. Det blev opført i 1979 – 1981.
Tøndermarsken under forvandling
Tøndermarsken er den nordligste del af et sammenhængende marskområde, der strækker sig langt mod syd. Siden 1500 – tallet er der sket flere inddigninger, der gradvist har flyttet kysten og Vidåens udløb mod vest.
Højer Kog og Møgeltønder Kog blev inddiget i 1556. Gammel Frederikskog blev inddiget i 1692. Rudbøl Kog 1715, Ny Frederikskog 1861 og endelig Magrete Kog i 1981.
Landevejen mellem Højer og Rudbøl blev i 1556 anlagt på et havdige. I slutningen af artiklen kan du læse lidt mere om disse koge.
Pumpstationerne var vigtige
Endnu findes pumpestationen. Den blev opført i forbindelse med hele Tøndermarskens afvanding i 1920’erne. Disse pumper om vinteren vandet fra kanaler og grøfter op i Vidåen, som ved afvandingen blev omgivet af ådiger.
Byen Rudbøl stammer fra 1400 – tallet og er opført på nogle naturlige men udvidede forhøjninger i marsken.
Øst for Rudbøl ligger Møgeltønder Kog med mange fine værftsgårde og en del forladte værfter. Ved Vidåen kort før Tønder Ligger Lægan, der blev anlagt som havn for Tønder i 1556, da diget var blevet bygget og hermed hindrede skibstrafikken til Tønder. Her findes også Tøndermarskens største pumpstation.
Syd for Vidåen Kommer man til Ubjerg Kog med den fredede Bjerremark samt Ubjerg, et værft – formodentlig en udbygget indlandsklit – som rummer en hel landsby med kirke og fredet præstegård fra 1675 og gårdanlæg.
Og så har vi jo selvfølgelig Tønder, marskens hovedstad.
Hvor er det bedst at se Sort Sol?
Men har du prøvet at stå på diget ud for Magrethe Kog. Her lander millioner af trækfugle året rundt og får sig et måltid mad. Og de holder bestemt ikke mund, når de spiser. Hold da op det larmer. Så er naturen ikke stille.
Vi har tidligere beskæftiget os med Sort Sol. De store flokke af stære ofte op til en halv million eller mere skal gå til ro. Og fænomenet kan du bedst opleve lige før solnedgang. De bedste tidspunkter er fra 10. marts til 15. april og fra september til ca. 15. – 30. oktober. Man kan også opleve flokke af stære i dagtimerne, når de er ude og finde føde, men så er flokkene som regel mindre.
Faktisk er det en flugt fra rovfugle, der får stærene til at opføre sig sådan.
Du kan bedst opleve dette fænomen omkring Rudbøl Sø eller ved Aventoft på den tyske side. Øst for byen ligger en række grænsebutikker tæt på et dige. Går man ud på det, har man første parket. Det er nord for diget, der ligger store arealer med siv. Her samles ofte en skare på et par hundrede mennesker. De første kommer en halv time før solnedgang.
Grå og Hvid Sol
Du kan da også opleve Grå Sol. Det er når titusinder af arktiske gæs, blisgås, bramgås eller andre flyver op på en gang. Disse kan observeres fra oktober til midten af maj.
Hvis du er heldig, så har du også mulighed for at se hvid sol. Når svaner skal gøre indtryk, samles de om aftenen i store tætte flokke og ”synger og danser” på de bare marker. Forestillingerne ligger typisk i november, december, januar og februar.
Mange overraskelser i Vadehavet
Prøv at gå en tur i Vadehavet, når der er ebbe. De første meter ud på havbunden er rent mudderbad for fødderne. Men når du er kommet 6-700 meter længere ud, bliver havbunden lidt fastere. Der venter dig en oplevelse af de store. Milliarder af sandorm, lige så langt øjet rækker. Disse sandorme er fredede.
Har du kikkert med, kan du se sæler holde siesta ude på sandbankerne. Undertiden kommer de helt ind til Vidåslusen ved Højer eller Ballum Sluse. Men de skynder sig som regel væk, når der kommer mennesker.
Meget populært er også Østers safari. Så skal du lige huske nogle waders og så afsted til østersbankerne. Kan man lide friske østers er det en uforglemmelig oplevelse.
I Vadehavet lever 250 forskellige dyrearter. Mange af disse er særdeles specialiserede. Vadehavet kræver gode tilpasningsevne.
Tøndermarsken dannet af havet
Tøndermarsken strækker sig fra Sæd syd for Tønder og 17 km mod vest til vadehavet. Her beskytter Det Fremskudte Dige (7,5 meter højt) området mod stormflod. De lavtliggende (0-2 m.o.h) marsksletter begrænses i nord af Hjerpsted og Abild Bakkeøer, ved Højer og Møgeltønder og i øst af Tinglev Hedeslette. Mod syd fortsætter som allerede nævnt marsklandet ind i Tyskland.
Tøndermarsken er opdelt af ældre å- og havdiger i såkaldte koge, som vi allerede har nævnt. De gennemstrømmes af Vidå og dens tilløb Grønå. Disse er kantet af åer fra 1920’erne. Pumpstationer sørger for at kogene ikke bliver oversvømmet af indvand, når havslusen lukkes under stormflod.
Vidå, der får masser af vand helt over fra østkysten, løber fra Tønder mod grænsen gennem den smalle, sumpede Magisterkogen og Rudbøl Sø til Højer Sluse, der i 1981 blev afløst af Vidå Sluse, en frisluse 1 ½ km længere mod vest.
Tøndermarsken er dannet ved at havet siden stenalderen trinvis har oversvømmet den nedre nu overlejrede del af Tinglev Hedeslette, hvis overflade var præget af åslyngninger og klitter. Sidstnævnte kan beskues ved Ubjerg – Sæd.
Havlejringerne i marsken er stærkt varierende. I den østlige del ligger således homogent klæg (ler med højt organisk indhold) oven på tørvebassiner.
På forlandsmarsk i vest overlejrer 4-8 meter silt og sand. Marskens sparsomme bebyggelse findes på de kunstige forhøjninger, som vi allerede har nævnt, kaldes værfter. De blev allerede påbegyndt i vikingetiden. De bedste eksempler på dette, kan du se øst for Rudbøl.
Til gavn for Tønder By
De ældste koge, Højer, Møgeltønder, Tønder og Ubjerg Koge blev dannet ved anlæg af et dige (1553 – 57) fra Højer over Rudbøl-Lægan til bakkeøen ved Süderlügum syd for grænsen. Det var til stor gavn for den lavtliggende Tønder by. I disse store koge er de gamle græsningsarealer afløst af kornavl, især efter det store afvandingsprojekt med anlæg af pumpestationer 1925 – 32.
Lidt vest for Rudbøl blev i 1692 Gammel frederikskog anlagt ud fra en ældre kog i Tyskland. Her er der ikke meget bebyggelse. Her er masser af fenner omgivet af grøfter, der dels afvander arealerne, dels anvendes til vanding af får og kreaturer. Vandstanden reguleres af små stemmeværker. Frederikskogene og Rudbøl Kog blev fredet ved særlov 1988.
Tøndermarsklov
Der udarbejdet en speciel ”Tøndermarsklov”. Her vil man holde fast i de gamle landbrugsformer med store afgræssede marker, der skal holdes våde. Brugen af gødning og bekæmpelsesmidler blev begrænset med økonomisk kompensation til landmændene.
Loven blev gjort strammere i 1994. Staten har forsøgt at bytte jorder til de berørte landmænd. Ikke alle landmænd er lige glade for stramningerne. Men disse er indført for at bevare dyrelivet i Tøndermarsken.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: oktober 31, 2020
Hvad læses der mest – oktober 2020
En masse foredrag er aflyst. Igen tekniske problemer. Ingen fastnetforbindelse. Læs om de nyeste artikler. ”Asmus Jensen” – hovedpersonen i vores bogudgivelse i 2017 ”spøger” igen. Der er nyt. Så er vi snart igen på Facebook med vores egen profil. Igen overrasker de fra Haderslev på vores nyeste TOP- liste.
Alle kommende foredrag 2020 aflyses/udskydes
Der var planlagt en del foredrag. Først måtte de store fordredrag, hvor der blev forventet over 50 deltagere aflyst. Nu må vi så ikke mødes mere end 10. Som bekendt kræver hvert foredrag også forberedelse. I stedet vil undertegnede foreslå at de arrangerede foredrag udskydes til senere. Alle arrangører er endnu ikke kontaktet.
Dog så afholdes der et foredrag på onsdag i Davids Kirken om ”Genforenings – tiden” Og det er så anden del.
Igen tekniske problemer
Ja man skulle tro, at vores tekniske problemer ikke kunne blive værre, men det er de blevet. Således er vores IP – telefon defekt. (3543 5460) Det vil sige, det kniber med forbindelsen. Modtageren kan ikke høre os. Vi håber, at YouSee snart lever op til ansvaret. Hvis I vil kontakt med os så forsøg med 2229 1420 eller pr. mail uwebrodersen@dbmail.dk. Når så ens mobil heller ikke virker, ja så kan man kan nås via e-mail, såfremt ens Internet fungerer.
Nyeste artikler
Siden sidst har vi færdiggjort følgende artikler:
Projekt: Industri på Nørrebro afsluttet – og dog!
Ja egentlig var vi færdige med ”Industri på Nørrebro”, hvor vi så tog en del fabrikker med fra Nordvest. Men så var det jo lige, at vi faldt over Østerbro Husholdningsforening. Måske er det ikke alle, der kan se fortsættelsen. Men her ville man jo netop opdrage på arbejderne. Måske var det for, at han/hun ikke skulle fokusere på lønforhøjelse og mindre arbejdstid, Marx og Pio var ikke meget for brugsforeningstanken. Og måske chokerede det borgerskabet at arbejderne også havde kultur. Men prøv engang, at læse artiklen.
Asmus Jensen spøger stadig
Vi har haft nogle forespørgsler om Asmus Jensen, som var hovedpersonen i vores bog ”Grænsen er overskredet”. Et af spørgsmålet gik på, om vi har opgivet at forske videre i historien. Svaret er bestemt ”Nej”. Men vi kommer nok ikke videre med arkiverne. De er lukket for os. Men efterfølgende har vi da fået bekræftet et par ting. Og han stod ikke på nogen efterlysningsliste. Han blev anmeldt af en navngiven borger, som vi har navnet på. Og han blev tortureret inden han blev skudt af fem medlemmer af modstandsbevægelsen i Padborg og omegn. Dem har vi også navnene på.
Vi har afleveret noget af dokumentationen. Og det er ikke os, der administrerer det lokale arkiv. Det er lovgivningen og den lokale historiske forening. Noget af dokumentation har vi af hensyn til familien holdt tilbage.
Grunden til, at der er så mange artikler er, at vi skrev dem efterhånden som vi fandt ud af mere og mere. En avis i regionen var interesseret i et samarbejde. Og derfor holdt vi både dem og læserne orienteret på denne måde. Det blev så aldrig til noget til dette samarbejde.
Men der kom dog en artikel i Sønderjysk Årbog. Her gik man dog ikke så vidt som vi gjorde.
Og så har vi endnu mere fra det engelske arkiv i Flensborg. Der kommer endnu en opdateret artikel om Asmus Jensen. Og så overvejer ”Den Gamle Redaktør” om alt det nyeste, som vi har fundet om Asmus Jensen skulle indskrives helt fra starten, så man kan nøjes med at læse en og kun en og så få alt med.
Allernyeste artikler
Vi har læst to interessante bøger, De Uønskede og Augustoprøret 1943 som vi vil anmelde. Og så kigger vi på den meget succesrige film Flammen og Citronen. Grunden til det er for at vise, alle de fejl, der begås i filmen. Selvfølgelig har en instruktør lov til ændringer. Men netop til denne film hævder instruktøren, at han har fundet dokumenter, som historikere ikke har fundet frem til. Men handlingen er mange steder helt utænkelig og direkte misvisende.
Og så er vi er også blevet færdige med en artikel om Mandelejren på Livø. Der er allerede en i forvejen.
Snart igen – egen profil på Facebook
Snart igen er vi på med egen profil på Facebook efter at have været udelukket et godt stykke tid. Det gør det hele lidt lettere. Vi skal bare have lagt os ind som administratorer på de sider som vi står for, heriblandt www.dengang.dk
I øvrigt er andelen af Facebook-”hoppere” steget fra lidt over 31 pct. til 34,75 pct.
Kommentarer til Top100 – liste
Igen overrasker Haderslev. Der er åbenbart stor interesse for lokalhistorie deroppe. Vi skrev en ny artikel om netop Haderslev og den røg op på andenpladsen. Det er ikke os selv, der tæller op, det er vores program. Og det er hele tiden artikler, der går igen. Det skyldes, at de ligger inde på en side og linker til os. Men vi kan også se, at i Aabenraa er de også meget interesseret. Men her kommer så månedens Top -100 hentet fra knap 20.000 besøg og 1.662 artikler. Fremover tager vi kun rene tekst artikler. Ikke noget med gallerier eller nyheder. Denne artikel, som du ser her, hører ellers til blandt de mest populære.
Oktober – måneds Top – 100
Dato: januar 9, 2020
Fornemt besøg i Højer
I begyndelsen af 1930’erne havde Højer – egnen fornemt besøg. Og det var af selveste Achton Friis, manden bag værker som De Danskes øer og De Jyders land. Det er nu ikke så meget vi får at høre om selve Højer. Men åbenbart var der ret så mange storke dengang. Han var også betaget af gårdene inde i selve byen. Og så skal vi høre en masse om stormflod. Vi hører igen om Tøndermarsken og forfatteren er sur over den måde gravhøje blev ødelagt ved Hjerpsted. Vi skal også høre om tragedien ved Midthusum. Vi har i slutningen af artiklen samlet en oversigt over artikler, som du kan finde her på siden, hvis du vil have uddybet de ting som Achton Friis er inde på i en lidt nyere version. Men det er meget levende at høre beskrivelsen af Højer – egnen med disse ord. Vi har tilladt at redigere lidt for at gøre det mere læsevenligt.
Egnen plaget af stormfloder
Det er altid spændende at kigge i ældre bøger, i gamle historiebøger, rejsereportager, kulturelle bøger m.m. Man får et helt andet syn på mange ting. Achton Friis burde være kendt af de fleste. Han var med på Grønlandsturen i 1906 – 1908. Og han har skildret Danmarks øer i fem bind. Ja han nåede faktisk 132 øer. Men han udgav også De Jyders land i to bind. Det var i 1932 – 1933. I den forbindelse besøgte han Højer og vi følger ham her op ad vestkysten til Ballum, Døstrup og Skærbæk.
Nu har vi redigeret lidt i teksten og lidt mere for at få et mere læservenligt indtryk. Mange af emnerne har vi tidligere berørt i artikler. Men vi håber, at du følger os på turen.
Helt fra Ribe til grænsen har kysten været plaget af stormfloder, som man ikke har oplevet andre steder i landet. Og videre syd på har stormfloder forårsaget store ødelæggelser og mennesketab.
Der er et årstal som endnu hernede har en dyster klang hos beboerne ved kysten og det er 1634. Det er året for den store stormflod, der i lange tider blev skellet til en ny tidsregning i de hærgede egne. Havets angreb i forbindelse med den store sænkning af landet har medført. At vores lands kyster intet andet sted har gennemgået så uhyre forandringer som her.
Det slesvigske fastland strakte sig milevidt
Før den omtalte sænkning, der fortsættes helt ind i historisk tid, har det Slesvigske fastland strakt sig milevidt ud i havet vest for Rømø, Manø og Sild. Her vidner ferskvandsmoser, træstubbe og oldtidssager fundet på havets bund, at her har været fastland.
Da sænkningen ophørte, omdannedes de forsvundne hedeflader til et udstrakt Vadehav som kun i flodtiden overskylledes af havet. Vadehavets vand er udenfor dets strømløb ”Loerne” farvet af Slik, Svæv og sandpartikler, som daglig skylles ind og i stille bugter bundfælles som klæg under medvirkning af planter, orme og krebsdyr.
På kysten fandtes to steder bugter som havde fremragende betingelser for sådanne aflejringer, Bredeå – Vaderne og Vidå- dalen, hvis vader har strakt sig 22 km ind i landet til foden af Jejsing Bakke.
På disse steder mødes havets bundfald med åernes fede dynd og dannede de store marskflader., som gennemstrømmedes af Bredeå og den flodlignende Vidå med deres mængder af tilløb.
De frisiske stammer
Gesten ud mod marsken ofte er så lav, at også landet bag dens rand har været hjemsøgt af stormfloder. Mod sydvest og syd, hvor den grænser til marsken er den ret ufrugtbar. Men bakkeøerne er ret frugtbare. Og dem har vi blandt andet ved Møgeltønder, Højer og Emmerlev. Ja de har faktisk engang været rigtige øer. Og Emmerlev Klev rejser sig faktisk i 13 meters højde.
Tøndermarsken er den mest betydelige af vores lands marskegne. Den strækker sig langt ned i Tyskland i omtrent 30 km’s længde. På dansk territorium er den vel kun 7 km lang mens bredden vel er 16 km.
Syd på bebos marsken stadig af forskellige frisiske stammer. Der boede ikke så mange af dem her nord på.
Marsken er lav
Marsken er så lav, at den de fleste steder kun rager en meter over dagligt vande. Selve Tønder By er anlagt på en lav sandpold, der tidligere kunne nås af havet. Før inddigningen boede marskbønderne på værfter. Dette er kunstigt opkastede forhøjninger, der dog kun sikrede mod sædvanligt højvande. Rundt omkring i marsken ses endnu disse værfter.
På disse usikre vilkår levede befolkningen til midten af det 16. århundrede. Indtil da hærgede alle større stormfloder egnen. Folkene på de ensomme gårde var bestandig truede af det urolige hav.
Masser af diger blev anlagt
Allerede i det 15. århundrede havde man ved diger skærmet Viding Herreds marskø og noget senere foretog man noget lignende i Vidå-dalen. I 1555 slog man et dige op fra Højer over Rudbøl til Lægan. Derfra gik det over Sønderåens munding til Grelsbøl, hvorved Højer, Møgeltønder og Tønder Koge blev inddiget. I 1566 skete der igen en overdigning ved Rudbøl, hvorved Viding Herred og Aventoft blev landfast mod nord.
I 1692 overdiges Vidåen for tredje vest for Gade. Derved blev Rudbøl – og Gammel Frederikskog dannet. I 1861 førtes et havdige fra Højer mod syd til Vidding Herreds gamle digebånd, hvorved Ny Frederiks Kog opstod. I 1864 blev et dige ført nord på til Emmerlev Klev. Højer Sluse blev bygget og en kanal blev ført gennem det nye forland ud til Højer Dyb.
Vadehavs-øerne var fastland
Men hvordan har menneskene levet herude før disse diger blev opført, eller mens disse endnu var for svage til at være et sikkert værn? Man må huske på, at hvad der nu ved inddigningen er reddet fra havet, kun er en brøkdel af hvad dette har taget. Engang var kystlinjen nået så langt ud, at både Vaderne og de mange øer uden for disse hørte med til fastlandet. Øerne Pelworm, Nord-Strandischmoor og Hamburg Hallig var lige til stormfloden 1634 en sammenhængende ø, som ved den lejlighed blev oversvømmet og splittet.
Mange omkom under stormflod
Allerede fra 1362 har man beretninger om ”Den Store Menneskedrukning, da 30 sogne ødelagdes og 200.000 mennesker druknede. Dette antal er dog nok stærk overdrevet. Der syntes dog sikkert, at der i de hundrede år fra 1340 til 1440 er forsvundet hen imod et halvt hundrede små kirker og kapeller på denne kyst. Men de tilhørende ”Sogne” har for størstedelens vedkommende været små og fattige. Enkelte rummede kun ganske få beboere.
Om de senere stormfloder i 1634, 1825 og 1839 har man pålidelige beretninger. Og den oktobernat 1634 omkom med sikkerhed 11.000 – 12.000 mennesker, deraf alene på Nordstrand over 6.000 Sammen med dem blev 50.000 kreaturer opslugt af havet foruden tusinder af menneskeboliger. Det siges, at man efter uvejret i egnen fra Velslev og syd på kunne gå 4 mil langs kysten ”på døde ådsler”. Denne stormflod var for vestkystens vedkommende et led i den kæde af ulykker, som i det 17. århundrede bidrog til at gøre bonden fattig.
Alene i Tønder Amt, som dengang strakte sig syd for den nuværende grænse, omkom hen imod 800 mennesker. Alle de til amtet hørende koge blev oversvømmet. I Tønder og Klægsbøl Kirker stod vandet mange alen høj over gulvene. Slemt gik det også ud over Bredeå – fladerne, der blev oversvømmet en mil inde i landet, mens de fleste af marskens byer:
Stormfloden i 1825, som er den næststørste, der i historisk tid har ramt disse kyster, tåler ikke sammenligning med den i 1634, hverken med hensyn til skade eller tab af menneskeliv. Men det varede efter hver af disse ulykker mange år inden de gamle havdiger på ny blev sat i stand. Jordene led meget skade af saltvand. Især var de såkaldte isfloder frygtede, når havet førte de langs kysten ophobede ismasser som kæmpeplove ind over land, så marken rodedes op. Veje og broer lagdes øde og huse jævnedes med jorden – sådan som det skete i 1839.
Folk omkom også under helteforsøg
De fleste stormfloder indtraf om efteråret og var kreaturerne i marken måtte karle med reb og springstokke eller til hest ud og brydes med havet for at redde dem. Det var ført og fremmest fårene, som er dårlige svømmere og mere tilbøjelig til panik end kvæget, man måtte redde. Hestene kunne som regel klare sig selv. I land, når man blot slog dem løs enkeltvis, uden at koble dem sammen.
Det samme gjaldt køerne, når de ikke blev stående for længe og var så medtagne af kulde, at de ikke kunne svømme. En mængde mennesker satte livet til under disse bjergningsforsøg. Det hændte at folk i sidste øjeblik måtte binde sig til en ledstolpe, der ragede op over bølgerne og her vente på at vandet lagde sig. Mangen en karl eller bonde har stået en nat igennem ude på havstokken, mens man inde på land ikke har kunnet komme til hjælp. Mangen en heltedåd, som er udført på disse kyster, er for længst gået i glemmebogen.
De forsvarsværker som menneskerne i form af de svære havdiger har rejst mod havet, er endelig blevet så stærke, at folk nu med nogenlunde tryghed lever bag dem. Nu bor hernede en bondebefolkning, som indtager en fremragende plads mellem Nordslesvigs bønder. Det er deres årelange kamp mod naturen, som har dannet dem.
Også i nyere tid har det været fare på færde
Se Achton Friis skrev dette i slutningen af 1930’erne. I nyere tid inden det fremskudte dige, måtte befolkningen i Tønder evakueres. Og det var også et år med det fremskudte dige, at det var ved at gå galt. Et par timer mere med samme vindstød, så var der sket noget katastrofalt. Så helt sikker kan man nok aldrig være.
Der var ofte vand i marsken
Veje findes ikke i landet. Herude ved Digevejen mellem Højer Kog og Ny – og Gammel-Frederikskog fik jeg endelig det første, overvældende indtryk af, hvad den tønderske mark er. Det er et umådeligt hav af lavt græs, en uendelig steppe. Man ser ikke dens grænse, man ved kun, at den er der. Mod vest dannes den af de vældige diger mod havet. Men herinde fra er de usynlige. Kun enkelte gårde rager lidt op over den fuldstændige horisont, som sejlende kufferter., der danner fine, blålige silhuetter mod den tynde luft. De synes at ligge på række, fordi de alle ligger i samme højde. Hist og her er den vide slette furet af lange, blanke kanaler, som spejler den klare himmel.
Ja sandt er det, at marsken er slægt med havet. Med dette har den tilfældes med den vældige himmel – aldrig uden på det åbne hav har jeg set så meget himmel som her. Og dets frænde er den dag i dag i dag i dag en temperamentsfuld nabo, som uanmeldt kan komme på besøg. En dansk gendarm, som jeg faldt i snak med nede ved grænsen nær Rudbøl, fortalte at havet for tre år siden brød gennem havdiget og oversvømmede store dele i de sydlige områder assisteret fra landsiden af Vidåen, som regnskyl havde drevet over dens bredder. Vidåen og Bredeåen er begge helt flodlignende løb, selv under dagligdags jævne forhold – sikkert er det, at de er både vide og brede.
Der pumpes bestandigt
Som jeg så Vidåen denne augustdag, gik den med rejst manke og flyvende faner under en voldsom ørkenblæst ud i Rudbøl Nør. Det var et lille fræsende hav, som slog med sorte bølger og lange blinkende skumstriber med de lave grønne kyster. Pumpes må her bestandigt rundt omkring, og graves med store ”Gravkøer” spadserer som pansrede uhyrer rundt herude.
Rudbøl og Rosenkrantz
Med stejle kamme går norets bølger helt ind mellem de tykke sivskove, som strækker sig langs digevolden, hvor de små byer Rudbøl og Rosenkrans ligger i fortsættelse af hinanden. Husene deroppe skyder ryg mod blæsten. Det er blot af gammel vane, for et vejr som i dag er kun en lille sommerspøg for dem. Men man tænkte sig dette sted ved vintertid, når marsk og himmel står i et under storm og snefog, eller når havgusen i ugevis lægger sit klamme dække over egnen.
De to småbyer er mærkelige, fordi de udelukkende består af marskhuse med deres ejendommelige arkitektur. Her er slet intet, som forstyrrer indtrykket, til alle sider kun den nøgne marsk med dens diger. Husrækkerne ligger tæt på begge sider af vejen, hvor den dansk – tyske grænse et langt stykke langs vejens midte, markeret ved flade firkantede sten. Husene på østre side af Rosenkrantz er tyske. Danske på den modsatte, men de er alle af nøjagtigt samme type. Det må have være underligt for beboerne en skønne dag at få trukket denne skarpe grænselinje, med venner og frænder i et andet land på vejens modsatte side.
De gamle frisergårde
Mest mærkeligt af alt menneskeværk hernede på boligernes område er de ægte gamle frisergårde af hvilke, der kun findes ganske enkelte. Det er en byggeskik, der er vandret ind med de folk af den frisiske stamme, der har bosat sig så højt mod nord. Et pragtstykke af en sådan bygning fandt jeg på dansk grund lige ved grænsen inden for det store vestlige dige, i det skarpe hjørne, hvor Gammel – og Ny-Frederikskog mødes.
Gården, hvis ejer hedder Pørksen, er af det sædvanlige materiale, de prægtige, brunrøde mursten, der undertiden slår over i helt grøngrå farver.
Digerne med deres brede chausseer leder mig bestandig. Men enkelt gang forlader jeg trods beboernes advarsler disse slagne veje og kører vest på til havdiget, det yderste værn mod havet. På dette sted findes kun en tarvelig markvej, ad hvilken ellers kun bøndervogne færdes, fortæller bonden, som jeg adspørger, Men gendarm, jeg snakker med, mener at vi skal prøve, og det gør vi da.
Jeg kom næsten til at fortryde det. Stormen fra øst river og slider i vognen, så vi hvert øjeblik tror, at den skal ramle ned fra den smalsporede vej ad det bratte dige og havne i dybet dernede. Men vi tager med de to hjul et af de dybe spor.
Levende drengebørn i digerne
Mand, som går og søger efter et hul i jorden at gemme sig i, eller som vil grave ved vejsiden. Så kommer jeg til at tænke på sagnet, som siger, at marskbønder herude i gamle dage hvert syvende år begravede en levende dreng i et af digerne, for at dæmningen skulle holde mod havets og onde magters angreb – sådan som skik var mange steder i landet før i tiden.
Masser af storke i Højer
Nord for Højer Kog ligger på en lille bakkeø landsbyen Højer, endnu en rigtig marskby med sine gamle huse, mere landsbyagtig end Møgeltønder, der næsten virker som en lille provinsby. Især i dens vestlige del finder man endnu prægtige eksempler på de smukke marskgårde af brunrøde mursten,
Fire storke står på taget af bondegårdslænger, syv andre ses på en gang kredsende over de høje trætoppe. Rundt om i byen findes en mængde reder, enkelte gårde har hele tre på en længe, alle beboede.
Byer med en ejendommelig form
Mens frisergårdene forsvinder straks nord for Tøndermarsken – den nordligste fandt jeg i Abild. I Skærbæk blev man præsenteret for en overflod af byggerædsler af enhver art. Men marskgårde følger os over Emmerlev – Ballum Bakkeø gennem byerne Emmerlev, de to Sejerslev’ er, Sønder-Skast og Ballum følger de os stadigt. De er altid af mursten Og har i det mindste en af de karakteristiske kviste på stuehusets facade, ofte lignende på udhuse.
Byerne Emmerlev-Sejerslev og Ballum har en ejendommelig form, idet husene ikke ligger samlede i klump, men i lange rækker på geeststranden eller i sammenstødslinjen mellem gest og marsk. De førstnævnte har en milevid udstrækning langs Sejersbækkens dalføre mod syd og øst. Terrænbyer af den art kendes ellers slet ikke i vores land. Man har troet, at det oprindelig er frisiske anlæg. Men da byerne har været til længe før Frisernes indvandring i det 10. og 11. århundrede, og da selv de ældste skattelister herfra viser, at besiddere med danske navne er i overvejende stort antal, er det ikke megen hjemmel for en etnografisk forklaring.
Den vestlige vej over Hjerpsted
Umiddelbart efter mit besøg i marsken tog jeg en smuk høstdag fra Højer op over landet mellem Emmerlev og Ballum – ikke hovedlandevejen, men den vestlige over Hjerpsted og langs kysten. Hele det store morænelandskab, som engang har været en ø i havet og falder med stejle klinter ned mod vest og nord, er det morsomste af de gamle kystlandskaber inden for Vadehavet. Med sit bølgende terræn når det ud mod vestkysten et par steder 18 – 19 meters højde, hvad det virker ganske anseligt, navnlig umiddelbart oven på indtrykkene fra marsklandskabet.
Hærværk over Oldtidshøje
Det er mærkeligt at se, hvor rig denne stump land er på oldtidshøje. På den 13 meter høje Emmerlev Klev finder jeg 4, som alle er fredet. Senere tæt syd for Hjerpsted, ligger en ny lille gruppe vest for vejen helt omgivet af dyrkede marker. Og senere, da jeg når op på det højeste punkt ved kysten nord for Hjerpsted Kirks, finder jeg en gruppe på ikke mindre end 12 stykker. Enkelte af dem er fredet, men 4 er mishandlede af deres ejere på en usædvanlig oprørende måde, idet et markskel i form af en flere meter dyb grøft gennemskærer dem på række, deriblandt de to største i hele gruppen. Grøfterne er på begge sider garderet af pæle, forbundet med pigtrådshegn. Det er en hæslig form for hærværk. Og en ganske overflødig foranstaltning. Man kunne dog have nøjes med pigtrådshegnet og sparet de ødelæggende grøfter.
Fremragende udsigt
Udsigten fra stedet over marsken i nord og syd er fremragende. Men ligefrem dejlig er synet over Vadehavet mod Rømø over hvilken nogle vældige klodeskyer har lejret sig og spejler deres hvide lys og dybe skygger i den aldeles blanke vandflade. Den fjerne os Sandbjerg rager højt op mod den dybtviolette varmedis i horisonten. De ser ud som skinnende gletsjerrand, der bølger i et fantastisk Fatamorgana.
Trøjborg
Knap en mil øst for Hjerpsted ligger på den indre side af Sejerslev ruinen af det gamle slot Trøjborg, der opførtes i 1580’erne af Peder Rantzau på det sted, hvor en middelalderborg af samme navn havde stået. Af denne som endnu stod i 1566 og da blev ejet af Daniel Rantzau, er nu intet spor tilbage. Den nuværende ruin er de sparsomme rester af en af de smukkeste renæssanceslotte i Sønderjylland.
Det stod uforandret til det 19. århundrede, men blev for størstedelen i 1854 nedrevet. Kun vestfløjens ydermure og kældrene er tilbage. Men storslået og fuld af mærkelig stemning er endnu den gamle park med dens trækæmper omkring de stille voldgrave og ruinen på dens solide kampstensfundament.
Kastanje, linde, elme og store bøge omringer graven og de vældige murrester, og under det soltindrende løv hersker den dybeste stilhed og fred. Selv som ruin bærer denne borg og dens omgivelser endnu vidner om en tryghed og ophøjet ro, som danner den mærkeligste modsætning til de nære, åbne, vindhærgede sletter og de små, tætbyggede marskgårde, der synes at være indrettet som fæstninger mod alle elementers angreb.
Ballum Marsk knap så storslået
Indtrykket af Ballum Marsk er ikke nær så storslået som Tøndermarsken. Fra dens eneste dige, den mindst seks meter høje vold yderst mod havet, har man udsigt over Vaderne, der kun ved en ret smal græsklædt forstrand er skilt fra diget. Det hele har karakter af en indhavskyst. Kun Rømø derude med dens klitrækker, dens møller og kirke giver landskabet noget hold. Længere mod syd skimtes øen Silds helt ørkenagtige strand.
Men på sin vis er også dette sted mærkeligt. Stranden med dens græsklædte polde strækker sig helt ud til det rødbrune slik, der hist og her som øer rager op over fladvandet. Sandet lyser gulgrønt og ravfarvet gennem det lave vand over til Rømøs Kyst. Nedenfor diget, hvor Bredeåen gennemstrømmer fladen, kan denne dog minde noget kirkefærd.
Katastrofen i Misthusum
I gammel tid var marsken herude derimod delvis beboet. I 1417 omtales dens første beboere som ”de Hollender i Balm Mersk”, der grundlagde værfter og byggede gårde herude. Men allerede i slutningen af det 16. århundrede omtales her kun folk med danske navne på de fire gårde, som da var tilbage.
Få år senere ramtes hele Ballum Marsk frygtelig af den store stormflod 1634, da havet her skyllede en hil mil ind i landet gennem sognene Randerup, Brede, Døstrup og Mjolden. Flere hundrede mennesker og tusindvis af heste og kvæg druknede, mens markerne lagdes øde af sand, muslingeskaller og tang. Det er en ynk at læse beretningen om de ulykker og rædsler, som floden førte med sig. Byen Mjolden var ukendelig efter katastrofen. Også Rejsby, som liger omtrent en mil nord for Skærbæk, blev helt bortskyllet i denne nat. Værst gik det ud over den lille by Misthusum i Døstrup Sogn, som var bygget nær Bredeåens munding på 8 værfter. Byen forsvandt fuldstændig på få timer
Ja sådan sagde sognepræst Søren Hegelund.
Hundreder af tragedier har udspillet sig på nogle få timer, som når Mathias Martensen af Randerup Sogn forklarer for Herredstinget, at han har:
Beboerne vendte tilbage
Det er forbavsende at tænke sig, at beboerne af Misthusum vente tilbage og genopbyggede deres by, og på denne stod gennem alle trængsler i omtrent to hundrede år. Men under de seneste stormfloder led den så meget, at beboerne endelig langsomt fortrak. Den sidste familie flyttede dog først herfra i 1814. Endnu i 1890 kunne man i ruinerne af et hus læse følgende indskrift på en bjælke:
Stormfloden 1825 nåede ind til Brede og Døstrup, og i tiden fra 1819 – 1884 er flodvandet 31 gange raset helt ind til Randrup Enge.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1.487 artikler heraf
249 fra Tønder
186 fra Sønderjylland
Travlhed ved Højer Sluse
Fiskeri ved Højer
Askerode ved Vidåen
Omkring Vidåen og havnen i Tønder
Kanal gennem Tønder
En vandmølle i Tønder