Urtekræmmere og andre handlende

Foredrag den 5. oktober 2020, Handicaphuset, Tåstrup arrangeret af Foreningen Danske DøvBlinde FDDB. Dette er hele manuskriptet, men der var dog ikke tid til at holde hele foredraget. Vi skal advare om, at det er en lang artikel. Og vi starter med Torvehandlens glade dage. Man indførte regler om, på hvilke markeder hvad skulle sælges. Det var Urtekræmmere, der startede Nørrebro Handelsforening. Og i denne forening kunne man bestemt ikke have, at det var en kommunist, der var formand. Mellem 1910 og 1920 udviklede Nørrebro sig til Danmarks handelscenter nummer et. Foreningen havde 800 medlemmer. Både urtekræmmerne og ølhandlerne og Nørrebro handelsforening havde stiftelsesejendomme til deres medlemmer. Vi kigger også på de sociale forhold dengang. Og så var det lige Brugsforeninger. Dem brød almindelige detailhandlere sig ikke om. Man mente, at de blev forfordelt og fik for mange særrettigheder.

 

Man lærer hele tiden

Som foredragsholder er det altid spændende at komme nye steder hen. Og holder da op det godt organiseret her hos FDDB. Der var hjælpere, der havde styr på alle hjælpemidler. Og man blev forsynet med både mad, drikke, chokolade m.m.

En anden ting er, at man får et indblik i en gruppe, handicappedes forhold og kamp. Men de klarede sig på en meget beundringsværdig måde. Og jeg ved, at de på en eller anden måde også er i stand til at læse dette.

Tak for en stor oplevelse for undertegnede at være sammen med jer.

 

De mange markeder

Meget tidligt i historien mødte bønder op på markeder inde i byerne og falbød deres varer. Det så vi også i København. Efterhånden fik hvert marked sit særpræg. Ved portene skulle der betles afgift.

Amagerbønderne kom med alle deres grøntsager og nordfra kom de berømte fiskerkoner.

På Frederik den Sjettes tid var gaderne omkring torvepladserne fyldt op med folk på vej til deres daglige indkøb. Her færdedes madammer mellem hinanden fulgt i hælerne af deres tjenestepiger, som skulle bære de indkøbte varer. En hver husmoder, der ville bevare sin værdighed, og bildte sig ind at have en position, og det gjorde de fleste, fandt det under deres værdighed selv at bære en kurv.

 

To ugentlige handelsdage

Ved vandposterne, som ingen af torvene manglede, gik sladren lystig mellem de mange koner, som her hentede deres daglige forsyning af vand. Det var der nemlig ikke i ejendommene. Nogle var så heldige at have indlagt vand i gårdene, Sommer og vinter formede livet sig derfor hyggeligt og fornøjeligt rundt om på byens torve.

Mange af torvebønderne kom langvejs fra og turen ind til byen var fuld af forhindringer. København var jo indtil 1856 lige som en fæstning. Der blev ført kontrol med enhver, der passerede ud og ind af de fire byporte.

Gennem Nørreport var det dog mulighed for mod betaling at slippe igennem efter lukketid. Om vinteren blev portene først åbnet kl. 7. På de to ugentlige torvedage onsdag og lørdag var der lange rækker af vogne, som ventede at blive kontrolleret. Det kunne også være dyrt for bonden, for byen forlangte sit, inden den åbnede sig.

Og inden bonden nåede portene, havde han måttet igennem adskillige landevejsbomme, hvor der også skulle betales afgift. Endelig nåede vognen og bonden frem til Acciseboden, hvor toldbetjente gennemstak læsset med en stang. Jo der skulle da også betales bropenge.

 

Halmtorvet

Lige inden for Vesterport lå Halmtorvet, der udgjorde den østlige del af den nuværende Rådhusplads. Her lå en dårlig vedligeholdt vagtbygning og et sprøjtehus. Til højre lå en vejerbod. Her var også et smudsigt plankeværk og nogle væmmelige latriner. Pladsen var dårlig brolagt. I regnvejr var det sølet og ufremkommeligt. Pladsen blev også brugt til at parkere gamle arbejdsvogne og til at tørre tøj.

 

Gammeltorv

Oprindelig havde pladsen ligget øde og ubebygget hen. I 1682 gav kongen tilladelse til at den blev indrettet til høtorv, To år senere blev tilladelsen udvidet til, at der på torvedage og andre søgnedage måtte sælges korn, gryn, fødevarer, kalve, svin, gæs, ænder, høns, duer m.m. Desuden måtte der sælges kul, brænde, hø, halm, strøelse, riskoste, tøndebånd og en hver slags egetømmer. Denne tilladelse fik andre torve også:

 

• Og maa Amagere, Urtegaardsfolk og Fiskeblødere tilstedesat sidde ved Siderne med hvis have Vækst, Fisk og andet, de kan sælge. Dog saaledes, at ikke de gaaende og kørende derved forhindres.

 

Da Gammeltorv derfor snart blev fyldt med, hø- og halmlæs, udstedte politimesteren Ole Rømer den 7. februar 1705 en forordning om, at alle vogne:

 

• Skulde holde paa de Pladser som ere inden Volden ved vester – og Nørre Porte, og der have deres Torve.

 

Et forslag om, at holde høtorvet uden for portene blev afslået med den begrundelse, at det ville vanskeliggøre opkrævningen af ”Konsumptionen”.

 

Torvet udvides

I virkeligheden var Halmtorvet ikke særlig stort, idet dets sydlige del fra Lavendelstræde til Farvergade blev benyttet for beboerne i Vartov og senere også fra Vajsenhuset på Nytorv.

Først da kirkegården i 1760 blev nedlagt, fik torvet den udstrækning, der blev bevaret til voldenes fald. Men det var i grunden mærkelig, at pladsen fortsatte med at være forfalden. Det var det første indtryk de rejsende fik, når de kom fra vest. Og København var trods alt en ”Kongelig Residensstad”.

Størst var torvehandelen på Gammeltorv. Spækhøkerne turde ikke forsyne sig, før Torvevægteren havde ringet med sin Torveklokke. Her sad værdige Valbykoner og falbød deres fjerkræ. Her så man bønder og slagtere sælge kød fra åbne vogne eller ”skidenfærdige Kludetelte”.

 

Trommesalen

Handelen med fjerkræ var en vigtig indtægtskilde for bønderne i Valby. Mange havde ligefrem opkøbere, som rundt om i landet opkøbte kalkuner, høns, kyllinger, gæs og andet til videresalg på torvet i København. I 1820 siges det, at der var 120 personer beskæftiget med dette.

Konerne havde deres faste stader på Gammeltorv, hvor de sad i flere rækker lige som Skovserkonerne på Gammelstrand. Valby-konerne solgte også æg og smør. Det var dog knap så indbringende som salg af fjerkræ.

Fra gammel tid var slagtning inden for voldene forbudt inden for voldene. Derfor havde slagterne slået sig ned på Vesterbro i nærheden af byens første kvægtorv, Trommesalen. Denne var oprettet 1671 af hofslagter og konsumptionsforpagter Niels Olufsen. Når det nu blev kaldt Trommesalen skyldtes det, at markederne indledtes og blev afsluttet med trommeslagning.

 

Slagterne mødtes på Nytorv

Slagterne var et djærvt folkefærd, der på gammeldags manér sluttede en handel med håndslag og bagefter drak lidkøb i en af de små beværtninger, Vesterbro dengang var berømt for.

Langt op i forrige århundrede var denne bydel kendt for sine slagtergårde. Men efterhånden som bebyggelsen bredte sig, især efter voldenes fald, flyttede mange slagtere ud til Omegnens landsbyer., hvor de erhvervede sig gårde til kvægopdræt. Skønt adskillige af dem efterhånden var holdne folk, var de dog hver dag at finde i deres boder i Maven ved Nikolaj Kirketårn eller i andre af byens slagterboder. Men på torvedage mødtes de alle på Nytorv.

 

Et broget liv

Når bønderne kom til byen, var vognene læssede med kornsække. Oven på lå der svinekroppe. Bønderne var klædt i en lang gulladen frakke og vest med sølvknapper, knæbenklæder og grå uldsokker. På hovedet havde de en spids hue, der hang ned med en dusk på siden. De fleste havde langt hår. Efterhånden forandrede påklædningen sig. Bønderne fik lange blå benklæder og langskaftede støvler.

På torvene blandede de forskellige samfundsklasser sig med hinanden. Det var ikke kun i klædedragten, der var forskel. Sprog og manerer var også forskellige. Bønderne talte med uforfalsket sjællandsk dialekt, så var det slagternes djærve og ligefremme gloseforråd og det københavnske borgerskabs kultiverede udtryksformer og gadedrengenes slang og mange morsomme indslag på torvedagene.

Handelen foregik direkte mand og mand imellem. Bønderne stod jo ved vognene med varerne. Selvfølgelig tingedes der om priserne, men det gik nu hurtigt. Enhver handel blev afsluttet med håndslag. Det var absolut lige så bindende som en underskrift.

Men tingene ændrer sig som bekendt. Den 16. august 1910 afholdtes for sidste gang torvedag på Nytorv. Handelen med slagtekvæg blev flyttet til den nye flæskehal ved Godsbanegården. København havde mistet et festligt sceneri.

 

Nikolaj Plads

Endnu nogle år holdt slagterne stand på Nikolaj Plads. De slagterboder, der i 1852 var bygget på Gråbrødretorv, blev allerede nedrevet i 1902 med torvets regulering.

Nikolaj Plads blev brugt som øvelsesplads for brandvæsnet. Enkelte håndværkere brugte stedet som lagerplads. Men størstedelen af den var fyldt med skure og boder i hvilken slagtere, amagere, høkere og kallunmænd havde deres primitivt indrettede butikker. I alt fandtes der i 1840 på Nikolaj Plads 82 boder og stadepladser.

Men det var en torn i øjnene på myndighederne. De fandt forholdene under al kritik. Men det gik en del år, inden man besluttede sig for at rydde pladsen og indrette nye boder. Arkitekten P.C. Hagemann opførte i 1845 – 46 af støbejern i nygotisk stil i alt 68 større og 10 mindre butikker, der blev udlejet til byens slagtere. Til disse blev også slagtere henvist. Der endnu i 1845 havde deres boder bl.a. på Gammelstrand, muren ved Helligånds Kirkegård og på Christianshavn. Maven som de nye boder blev kaldt, blev først revet ned i 1917, da den nuværende kirke blev opført.

 

Gråbrødretorv

På Gråbrødretorv eller Ulfeldts Plads, som det hed til 1841, var forholdene ikke bedre. Omkring Ulfeldts skamstøtte i nationalmuseets Have, blev der lige som på Nikolaj Plads drevet handel fra boder og skure. Her var det med brugte klæder og alskens andet skrammel. Men der fandtes også 13 slagterboder og flere grøntudsalg. Også dette sted ville myndighederne gerne have reguleret.

Beboerne ville gerne have fjernet skarnstøtten. Men først i 1852 blev der opført 230 slagterboder ligesom dem på Nikolaj Plads. Disse forsvandt igen i 1902.

Nu levede københavnerne jo ikke af kød alene. I enhver husholdning skulle man have fisk mindst en eller to gange om ugen. Og fisk købte man blandt andet hos fiskerkonerne på Gammelstrand.

 

Fiskerkonerne fra Skovshoved

Konerne fra Skovshoved skaffede familierne hjemme i det lille fiskerleje deres daglige brød. Derhjemme måtte børnene tidlig hjælpe til. Mændene tilbragte ofte nætterne på havet. Det var navnlig sildefiskeriet, der spillede en stor rolle. Ingen sild smagte bedre end dem fra Skovshoved.

Når mændene kom hjem med deres fangst, stod konerne og børnene parat. De levende sild blev anbragt i store rektangulære kurve, som konerne bar på ryggen, støttet af en kort stok under armen. Denne kurv blev en del af deres dragt, der bestod af græsgrønt vadmelsskørt med en rød bort forneden, et blåt bomuldsforklæde, et sort liv og et stivet, hvidt hovedklæde, hvorunder de i ældre tid havde en metalbroderet hue.

Disse koner var et festligt indslag. Når de blev uenige, så kunne det hænde, at de vaskede hinanden med en torsk eller en rødspætte, eller hvad de lige havde ved hånden. Dette har sikkert moret mange.

Dag efter dag, år efter år i al slags vejr, sad de samme koner på de samme pladser, lige frejdige og altid parate til en munter og vovet spøg.

 

Masser af andre salgssteder

Foruden fisk blev der også handlet med andre ting langs kanalerne. Mellem Højbro og Holmens Bro lå der små fartøjer, der drev detailhandel med forskellige varer. Nærmest Højbro lå både fra Bornholm med pottemagerarbejde.

Ved Holmens bro solgte norske skippere laks. Holstenske skippere solgte smør og ost, mens finske skibe solgte træ ud for Børsen.

Det såkaldte Loppetorv var måske et lidt trist syn. Det lå indtil 1870érne som en del af gammelstrand. Det var her, at det tidligere Assistenshus lå. Her blev al muligt ragelse solgt. Klæder, billeder, porcelæn og jernkram. Det stammede fra dødsboer og fattigfolk. Dette marked fortsatte senere til Vandkunsten, hvor det lå, indtil det blev nedlagt i 1887. Det var foran det hys i Rådhusstræde ud for Vandkunsten, at Tallotteriet blev trukket, indtil det blev ophævet i 1851.

 

Højbro Plads

Ja egentlig har vi allerede her på siden fortalt om torvene på Strøget i tidligere artikler, men måske er det godt med en uddybning. I forbindelse med brandene 1728 og 1795 skete der noget i byen. Masser af bygninger måtte nedrives, og man fokuserede også på brandbælter. Det vil sige at torvene i sig selv kom til at fungere som brandbælte.

Gammel – og Nytorv blev forenet til et stort torv ved at rådhuset blev flyttet hed til det nedbrændte vajsenhus plads mellem Frederiksberggade og Lavendelstræde.

Store Færgestræde og Højbrostræde blev ikke genopført, men blev erstattet af det nye torv, det nuværende Højbro Plads.

Der var store planer med dette torv. Også fordi, at det var omgivet af stilfulde ny klassiske bygninger. Men i stedet for et fornemt og velklædt publikum blev den befolket af lurvet klædte handlende, der solgte gamle bøger og landkort, skilderier, jernkram og sønderslaget porcelæn, umage spænder m.m.

Men efterhånden blev forholdene dog bedre. Det blev midtpunkt for et broget og afvekslende folkeliv. Boder og rullende butikker blev udlejet til slagtere, amagerkoner, bissekræmmere m.m.

 

Jøderne havde deres egen plads

Jøderne havde fra gammel tid deres stader på hjørnet af Læderstræde. Her solgte de piskebånd, galanterisager og hvidevarer. Kvarterets tjenestepiger mødtes ved pumperne, hvor de udvekslede nyheder om deres herskaber, Særlig livligt gik det naturligvis til på de to torvedage. Onsdag og lørdag følte man sig hensat til Paris og London.

Magistraten måtte dog atter gribe ind og skabe ordnede forhold. Højbro Plads udviklede sig nu til et frugt – og blomstertov, hvor man kunne fryde sig over synet af de kønne Amagerkoner med deres grøntsager.

 

Et projekt, der forblev i skrivebordet

Men ak og ve. Heller ikke det kunne tilfredsstille de forvente københavnere. ”Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse” besluttede i 1888, at nu skulle der gøres en virkelig indsats for at gøre torvet smukt og attraktivt. Derfor lod man arkitekten Martin Nyrop udarbejde et projekt til et blomstertorv, grupperet omkring en fontæne med afløb i et stort bassin. Men ak, projektet nåede kun til papiret.

I en beskrivelse af København 1856 havde man en plan om et torv inden for Nørreport. Det skulle på torvedage aflaste Gammel Frederiksborggade og lille Købmandsgade, hvor handel med brændsel havde foregået. Ny Nørretorv som Kultorvet egentlig hed var beregnet til den plads, hvor kulsviervogne fra Skovengen i nordøst Sjælland falholder deres varer.

 

1807 ødelagde en masse

Men størstedelen af det nærliggende universitetskvarter, de nærliggende gader og selve Kultorvet blev delvis ødelagt under det engelske bombardement i 1807. Forgæves kæmpede brandmænd, politi og vægtere mod flammernes hærgen. Alene på Kultorvet nedbrændte 13 ejendomme.

 

Hauser Plads

Da det hele igen kunne tages i brug, blomstrede handlen. Vognene blokerede efterhånden Frederiksborggade. Derfor blev man nødt til at tage Hauser Plads i brug som hjælpetorv. Dette torv var opkaldt efter den schweizisk fødte forretningsmand, konferenceråd Conrad Hauser. Han havde opkøbt en del grunde i den nuværende Hausergade. Ved hans død i 1824 var hele gaden bebygget, selv boede han i nr. 32.

I 1819 var det lykkedes ham at få anlagt et torv på en stor brandtomt, hvor der havde ligget et Tvangshus. Men først i 18348 blev pladsen officielt taget i brug.

Det var kulsvierne, der kom her. Det var også de bønder, der gravede tørv i deres moser. Allerede i 1780 havde Kultorvet været overfyldt med vogne. Man sagde dengang, at man for enden af Købmagergade ikke kunne se andet end blå og grå kasketter og hoveder af heste og folk.

Alle former for brændsel blev bragt til hovedstaden. Så sent som i 1869 havde man udsendt en ny ”Rådhus – Plakat, der forkyndte, at handel med Tørv, Pindebrænde, trækul og andet indenlandsk Brændsel og Riskoste kun måtte finde sted på Kultorvet og eventuelt også Hauser Plads.

Det hed yderligere at:

 

• Handel tillades saavel fra Vogne eller trillebøre, naar varene er ført til Torvet paa saadanne, som ved at holde dem til fals eller siddende.

 

Næringsloven 1857

Ved næringslovens indførelse af 29. december 1857 bortfaldt torvetvangen, der skulle forhindre bønderne på landet at handle med ”omløbende høkere og prangere” eller købe deres varer andre steder end på torvene.

Dette betød dog ikke en væsentlig ændring af torvehandelen.

Borgerskabets kvinder stod for indkøbet af de daglige varer. I modsætning til de lavere samfundslag, hvor kvinderne var tvunget til at påtage sig et usselt job som sypige eller rengørings eller vaskekone, indtog borgerskabets kvinder en privilegeret stilling i samfundet. De brugte dagen på at visitere, modtage visitter og så gå på indkøb i Strøgets fine butikker.

 

Gadehandlerne

I hushjørnernes skygge, i porte og kælderhalse blev der handlet med brød, pølse, grøntsager m.m. Skuespilleren Julie Sødring fortalte i sine barndomserindringer følgende:

 

• I Porten ud til Adelgade sad vor gamle Amagerkone, Kirsten med sine Grøntsager. Hun forærede mig Blomster, Hanekamp, Krusemynte, Gyldenlak og Balsam. Dem plantede jeg nede i Baggården og legede Have.
• Paa den anden side af Gaden var en Kælder, uden for hvilken stod Ballier med dampende Kartofler, og hvor der solgtes Kartoffelkage.

 

Disse gadesælgere var ofte specialister. En kvinde havde specialiseret sig i hampen frø, koren frø og dansk kommen. Og så var det konen med ræddiker og de to mænd der falbød brøndkarse. Der var også en, der var leveringsdygtig i flintesten til fyrtøj. En mand solgte gulvmåtter og sandmanden solgte gulvsand.

 

Fuglekræmmeren

Og der var sandelig også Fuglekræmmeren som i skovene omkring København indfangede mejser, drosler, stære og nogle gange endda nattergale. Det morede folk at have disse i bure i deres hjem. Men den mest populære af alle gadehandlere var mælkekusken.

 

Byens ældste storcenter

Byens ældste storcenter er faktisk Børsen. I begyndelsen af 1800-tallet var hele stueetagen optaget af hørkræmmernes boder. Boderne eller basaren på første sal var udlejet til mange forskellige handlende:

 

• Silke- og klædekræmmere, Legetøjshandlere, Boghandlere, Glashandlere, Møbelhandlere m.m.

 

Der var ikke behov for flere urtekræmmere på Vesterbro

I begyndelsen af 1860’erne var København kun en stor provinsby med 170.000 indbyggere. Der var kun lidt spredt bebyggelse uden for voldene. En del udflyttere på Vesterbro havde henvendt sig til lavsformanden om flere urtekræmmere.

Men han mente nu ikke at bydelen havde behov for flere urtekræmmere. Der boede faktisk to urtekræmmere på hvert hjørne af Frederiksberggade, der kunne man jo bare købe sine varer. Senere blev der brug for et utal af urtekræmmere på Vesterbro.

 

En pyntelig dragt

På Strøget var der masser af urtekræmmere. Der var også på de hjørner af Gammeltorv, i den dybe kælder på hjørnet af Købmagergade.

Endnu i 1890’erne kunne man mange steder se den pyntelige dragt med mørk jakke og hvide forklæder. I en kælderbutik på hjørnet af Viktoriagade og Vestergade optrådte indehaveren i hvid tætknappet toradet jakke med store benknapper.

 

Kælderbutikkerne var varmere

På disken stod et skilt med:

 

• Prøv ½ Cacao kr. 1.00 (sådan blev det stavet dengang)

 

Ak ja, som man sagde en del år senere:

 

• Også denne butik måtte vige for andre med lidt mere morderne anstrøg.

 

Nu var de butikker, der lå i kælderen lidt varmere end de andre butikker. Her havde man ikke varme på. Man kunne let for frosne fingre. Men til gengæld var sommeren behagelig. Og den gang brugte man heller ikke markiser. Men nu havde man heller ikke vinduesudstillinger dengang, hvor varer kunne tage skade.

 

Urtekræmmerne forvandt fra Strøget

På Kongens Nytorv nr. 6 var der en stor Urtekræmmerbutik, der brændte i 1896. det var ved den lejlighed, hvor prinsesse Marie oplevede så stor popularitet. Det var byens ældste urtekræmmerbutik etableret i 1799.

Efterhånden forsvandt urtekræmmerne fra strøget. Huslejen blev for dyr og avancen var for lille. Til gengæld kom der masser af urtekræmmere i brokvartererne både i baggårds – og mellemgårds-butikker.

 

Der var gang i Købmandsgårdene  

I provinsen kunne man sagtens få øje på de store købmandsgårde. I København skulle man kigge efter skiltet over indgangsdøren. De handlende havde ingen særlig grund til at gøre noget ud af forretningens ydre. Den primære opgave dengang var at distribuere frem for at sælge varen.

Købmandsgårdene havde et bredt udvalg i levnedsmidler, beklædningsgenstande, isenkram m.m. Desuden solgte de fleste håndværksprodukter.

Op mod jul blev kunderne trakteret med cigarer, klejner, skrå og brændevin. Specielt sirup blev der solgt meget af til jul. Sirupstønderne stod parat. Der var også bønder, der tog hjem med 60 – 70 pund rå kaffebønner. Og at købe 10 pund tobak for en storryger var ikke unormalt. Sukker købtes i stor stil sukker-toppe. Mel, svesker og krydderier købtes for en længere periode.

Tidligt på færde var også de såkaldte lærredskræmmere. Dem, der havde et begrænset udvalg blev ofte bare kaldt høkere.

 

Øl-handlerne snød

Men allerede i 1251 hører vi om øl-handlerne. Meget tidligt begyndte de at snyde deres kunder. Bryggerne kom i lav sammen med købmændene. Og tidligt stoppede man for import af tysk øl for at fremme den danske øl. Der var tre slags øl:

 

• Slet øl blev solgt for 1 Rigsdaler pr. tønde
• Middel øl blev solgt for 2 Rigsdaler pr. tønde
• Brunt øl eller dobbelt øl blev solgt for 3 Rigsdaler pr. tønde

 

114 bryggergårde

På et tidspunkt hører vi om hele 114 bryggergårde i København og i 1709 er der registreret 539 bryggere i byen, heriblandt en masse fribryggere.

Egentlig var meget af det udpint maskevand, men måske var det sundere end almindeligt drikkevand dengang. I et skrift fra 1781 kan man læse:

 

• Smager og lugter ilde fra en del bryggerier.

 

Ofte kun man i de mange øl kældre kun få slet øl. Men så kom brygger Jacobsen og gik i gang med Bajersk øl.

Også ølhandler – foreningen byggede en flot stiftelsesejendom, og det var på Elmegade 6 på Nørrebro.

 

Brød-butikkerne solgte gammelt brød

Brødbutikkerne blev truet med, at hvis de blev ved med at sælge gammelt brød til fuld pris så blev de ekskluderet af foreningen. I 1918 forsøgte at producere en ”Standard-mælk med en fedtprocent på tre. Det blev en kæmpe fiasko. Foreningen oprettede deres egen margarinefabrik for at få lidt mere fortjeneste.

 

Store markeder

På landet var befolkningen indtil midten af 1800-tallet stort set selvforsynende med levnedsmidler lige som en del af deres eget tøj. Andre varer blev købt i byerne eller hos omvandrende kræmmere. Enkelte steder på landet havde man fra gammel tid opnåede tilladelse til at holde et årligt marked.

Min fødeby Tønder var kendt for deres store kvægmarkeder. Men de havde også andre markeder i løbet af året. Det betød at hele byen stod på den anden ende med tivoli og gøgl og masser af værtshuse. Således opnåede Tønder at få verdensrekorden i antal af værtshuse pr. indbygger.

Man havde ligefrem lavet en sti ned til banegården, så folk kunne vakle fra det sted, hvor der var størst koncentration af værtshuse. Og meget passende fik denne sti navnet ”Æ Punchsti”.

 

Man aftalte priserne

Der midt i 1850’erne havde man indbyrdes i lavene aftalt priserne. Da industrialiseringen tog fat, begyndte den voksende arbejderklasse at efterspørge billige fabriksvarer. Landbrugskrisen i 1857 havde også ført til lavere landbrugsvarer. Folk begyndte at spørge efter andre varer, end de dem som købmændene eller urtekræmmerne normalt førte.

Der opstod et behov for at gøre forskel på detailhandlen. I den gamle købmandshandel eller urtekræmmer kunne man købe alt på et sted. Efter indførelse af næringsfrihed voksede en stor mellemklasse af mindre detailhandlere frem især fra 1880’erne.

 

Høker- og Næringsloven

Med høkerloven i 1856 var der tilladt at forhandle høker- og urtekramvarer, dvs. hovedsagelig indenlandsk producerede fødevarer i landdistrikterne uden for byernes nærmeste opland.

Med næringsloven af 1857 bortfaldt byernes eneret på detailhandel. Herefter kunne enhver fuldmyndig person med indfødsret, som ikke var under fallitbehandling eller fundet skyldig i en vanærende handling, få udstedt borgerskab eller næringsbevis, der gav mulighed for at drive handel i en købstad eller i et landdistrikt undtagen inden for en radius af 1 ½ mil uden om hver købstad.

Næringsloven var købmændenes og urtekræmmernes grundlov.

 

1857 – ”Det mærkværdige år”

H.C. Andersen betegnede 1857 som ”det mærkværdige år” – et år, hvor det gamle måtte vige for udviklingen. Københavns byporte blev revet ned, gadernes tranlygter blev skiftet ud med gaslygter. Og så blev en af Danmarks ældste indtægtskilder Øresundstolden, indført af Erik af Pommern i 1429 ophævet med en engangserstatning på 33 ½ millioner rigsdaler betalt af de søfarende nationer.

 

Ingen byggevedtægter

Der blev nu i den grad bygget på livet løs især på Nørrebro. Byggevedtægter så man stort på. Der blev bygget så meget som muligt på så lidt plads. Meget af dette byggeri blev først bortsaneret omkring 1980. Det betød, at befolkningen ikke havde råd til at bo her mere. Og mange blev tvangsflyttet. For detailhandlen betød det en katastrofe. Pludselig forsvandt cirka halvdelen af kundeunderlaget. En masse butikker måtte lukke.

 

Butikker lukkede på stribe

I 1950 boede der 132.000 på Nørrebro. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Mange Nørrebro – borger følte, at deres rettigheder blev taget fra dem. Derfor oprettede de Nørrebro Beboeraktion. I har sikkert hørt om Kampen om Byggeren.

I 1958 var der 2.326 butikker på Nørrebro. I 1981 var der kun 965 butikker tilbage. I Blågårdsgade stod 44 pct. af alle butikker pludselig tomme.

De såkaldte læbælter blev først afskaffet fra 1903 i en række købstæder og i 1920 i hele landet. Næringsbeviset kunne udstedes til købmandshandel, høkerhandel eller ringe handel.

 

Lærlingen havde masser at lave

Små detailhandlere med få medarbejdere var lette at etablere. Det krævede ikke meget startkapital. Indehaveren behøvede heller ikke en særlig uddannelse eller viden. Efterhånden var det mange af butikkens varer, der begyndte at blive masseproduceres. Ofte var de færdigpakket, f.eks. tobak, mælk eller rengøringsmidler.

Men hos den rigtige urtekræmmer, kolonialhandel eller i købmandsgårdene skulle det meste stadig måles og vejes og pakkes. Ofte fik man brændevin og øl i tønder. Det skulle alt sammen hældes på flasker. Her var der stadig masser at lave for lærlingen.

 

Mange etablerede sig som detailhandler

Håndværkeren slog sig ned som detailhandler. Skomageren blev skotøjshandler og væveren manufakturhandler. Men desværre holdt disse detailhandlere ikke længe. Bønder, der oprettede en butik, kom fra en gård, der ikke kunne løbe rundt. Arbejderen, der oprettede en butik var blevet syg og kunne ikke få hjælp. Også enker med en masse børn forsøgte at etablere butik.

Men efter et til to år var det slut og de havde mistet en masse penge.

 

Brugsforeningerne var ikke populære

I 1899 indtraf den store lockout. Det var en styrkeprøve mellem arbejder og arbejdsgiver. Den varede i 4 – 5 måneder. Det betød krise for urtekræmmerne.

I 1854 var der opstået den første forløber for brugsforeningstanken i Nyboder:

 

• Foreningen for billige livsfornødenheder.

 

Fra 1866 opstod de rigtige brugsforeninger. De blev ikke betragtet som detailhandel i egentlig forstand og kunne placeres andre steder end egentlig detailhandel. Urtekræmmerne og senere handelsforeninger betragtede dem som unfair konkurrence.

Urtekræmmerforeningen mente, at det var konkurrenceforvridende for de skulle hverken betale skatter eller lavs-afgifter.

I 1871 var der allerede 80 brugsforeninger. Med årene blev de en alvorlig konkurrent til den selvstændige urtekræmmer eller købmand. Ved århundredeskiftet var der omkring 100.00 medlemmer i brugsforeningerne landet over.

I virkeligheden var det købstædernes forsøg på at beskytte handelslivet, der dannede grundlag for brugsforeningerne. Det var næringsloven fra 1857, der dannede læbælterne, et slags beskyttelsesbælte for detailhandlen.

Men brugsforeningerne var jo baseret på medlemskab. De kunne etablere sig overalt også i læbælterne. Og kooperationen voksede sig stærk. I 100 år var brugsforeningerne skattefrie og kunne derfor udbetale dividende – det var noget kunderne kunne forstå.

I 1925 sad kooperationen på 25 pct. af dagligvarehandlen.

 

Et værn mod storkapitalen

En anden ting var, at man måtte kun have et udsalg i hver kommune. Ordningen blev etableret for at beskytte de mindre handlende som et værn mod ”storkapitalen”. Men igen engang var kooperationens butikker ikke omfattet af denne regel. De kunne oprette lige så mange filialer, som de ønskede.

Sådan var det også for Irma, der startede på Nørrebro. En anden ting var så måske Irmas personalebutik, som vi ikke skal komme nærmere ind på her. Hvis kvindelige ansatte giftede sig, blev de fyret.

Det var her i Ravnsborggade 13 at Carl Schepler startede med et ismejeri i 1895. Ved sin død i 1942 eksisterede der 110 Irma – butikker.

 

Fabrikanter måtte ikke gå direkte ud til kunderne

I 1866 var der også dannet en kolonialhandler-forening. Om man startede med hele 280 medlemmer. Men levetiden for denne forening var sølle to år.

Cirka fire år efter vedtagelsen af næringsloven af 1857 blev der rettet en henvendelse til fabrikanter og mellemhandlere til ikke at gøre indgreb i detailhandlernes rettigheder. Med andre ord, man ville ikke have at disse gik direkte ud og solgte varerne til slutbrugerne.

Og Urtekræmmerforeningen etablerede allerede i 1865 en lærlingeskole, der blev opretholdt indtil man fik oprettet købmandsskoler.

 

Ud med forbrugsforeninger

Uha – Uha i 1866 blev man præsenteret for noget der hed ”Embedsmændenes Forbrugsforening” Det var en institution, der i virkeligheden gjorde fortræd, mente urtekræmmerne. De ville nemlig have rabat.

Urtekræmmerne lavede et udvalg, der skulle afskaffe tilgiften. Og det handlede om, at man ikke måtte give noget gratis for at få folk til at købe noget, f.eks. en lille gratis bog, når man købte et pund kaffe.

Ja maskinmestrene havde en forening som gav op til 15 pct. rabat. Og de havde allerede 34 leverandører. Og handelsforeningerne og Urtekræmmerforeningen truede deres medlemmer med eksklusion hvis de var med i en spareforening.

Nørrebro Handelsforening bevilligede et år 50 kr. til en annonce, der advarede mod juletilgift.

 

Ikke mange specialbutikker

Endnu i 1890 var der ikke noget i København ikke noget der hed specialbutikker for i en urtekræmmerbutik, kunne man få alt, hvad man behøvede i husholdningen. Den gang brugte man ikke mange hygiejneartikler. Jo man havde skam også frugt og grønt.

Urtekræmmer havde også et svar parat, når mejerierne bebrejdede dem, at de solgte smør:

 

• Ja men det er kun indpakket smør

 

Urtekræmmerne var sure over, at Ismejerierne solgte øl om søndagen.

 

Urtekræmmerne: det var ikke os

Kaffebutikkerne er nok de ældste af specialbutikkerne. Men de fik sandelig også mange vare ind stammende fra porcelænsvarebutikker og isenkrambutikker. Urtekræmmerne sagde dengang:

 

• Det var ikke os, der gav anledning til kampen
• Det var ikke os, der bravt huggede til os
• Vi har derimod stadig måttet afgive

 

Gadehandlerne

Gadehandlen tog også til og blev en konkurrent til urtekræmmerne. Da foreningen startede, blev der kun solgt fisk på gaden. Måske lidt grøntsager og måske lidt sjældnere frugt. Senere kom der kørende vogne, hvor sælgerne falbød deres varer.

Magistraten gav arbejdsløse og handicappede lov til at sælge deres varer. Urtekræmmerne var sure over, at det stadig stigende antal gadehandlere ikke skulle betale leje.

 

Lus og andet udyr

Understøttelse kendte man ikke noget til i begyndelsen. Hvis man ikke kunne forsørge sig selv, blev man sendt retur til den kommune, som man kom fra. I 1873 kunne man få 174 rugbrød og en halvfjerding madfedt, En jordemoder kostede 8 kroner og en konfirmation 5 kr.

Mange kvinder var dengang enlige forsørgere. Prinsen på den hvide hest havde forladt dem. De boede i bag – og sidehuse øverst oppe. Der var lus og andet udyr. Lejlighederne var utætte. Man havde ikke råd til at varme dem op.

Når man om natten skulle på toilet, skulle man ned af den uoplyste køkkentrappe. I gården var retiraderne placeret. Her var der også andre gæster. Nemlig rotterne.

Mange havde natpotte. Det var så den store knægt, der skulle tømme den hver morgen. Dette hverv gav ikke mange point hos de andre knægte i gården.

Nu var det ikke alle der gjorde som fru Petersen oppe på 4. sal. Når hun havde gjort det, kunne man lugte det over hele ejendommen.

 

Skolen var en kronisk krigstilstand

De små piger stod tidlig op om morgenen. De skulle hjælpe mor med at gå med aviser. Knægten var sendt hen til bageren for at købe rester. Man startede dagen med øllebrød, spegesild eller rugbrødshumpler. Velbekomme.

Rabarberdrengene fra Rabarberkvarteret blev sparket ud af deres fulde fædre. I skolen fortsatte man med at få prygl. Det var datidens pædagogik. Man fik med spanskrør for den mindste forseelse. Forfatteren Martin A. Hansen mente:

 

• At skolen var en kronisk krigstilstand.

 

For øvrigt blev revselsesretten indført i 1685. Den sagde:

 

• Husbond må revse sine børn med kæp og vand og ej med våben

 

Tænk revselsesretten blev først ophævet i 1986.

 

Urtekræmmerne undrede sig

Man skulle ikke tro, men man havde et sundheds-politi dengang, men de var nu ikke særlig aktive.

Urtekræmmerne spurgte, hvor gadehandlerne opbevarede deres varer om natten? Var det bare i et skur eller en gård, hvor der var adgang for dyr. Måske var varerne bare overdækket med et lærred?

Og så syntes man det var mærkelig, at en jernbanekiosk skulle have lov til at sælge te. Ja og tænk engang, en husmoderforening solgte te ved garderoben. Så mente man også at Hovedstadens Brugsforening misbrugte statistikker til egen fordel.

EPA – forretningerne var nok de første discountforretninger vi havde herhjemme. De almindelige forretninger kunne slet ikke hamle op med disse priser. Man henstillede til leverandørerne at tænke på de almindelige detailhandlere.

 

Man skulle arbejde hele søndagen

Indtil 1892 havde man lov til at holde butikken åben søndag eftermiddag fra kl. 16. Det var ikke rart at skulle møde på dette tidspunkt. Men det var utænkeligt at have åbent i kirketiden.

Men nu var de allerfleste allerede begyndt kl. 7 søndag morgen. Man måtte nemlig godt have åbent fra 7 – 9 og så igen fra kl. 16. Men søndagen skulle bruges til at veje og pakke. Dette blev det meste af søndagen brugt på.

 

Hvorfor skulle bajersk øl beskattes?

Det var også dette år, at man fik en forsmag på beskatning af Bajersk øl. Før den tid havde man kunne købe en bajersk øl for 7 øre. Men beskatningen af øllet skulle føre til lavere priser på sukker og petroleum.

 

Handelsforening fungerede som politi

Undersalg var også noget som Handelsforeninger beskæftigede sig med. Man ville gerne inden for hele detailhandlen konkurrere på lige fod under lige vilkår. Men der var nogen, der ikke overholdt de priser, man havde aftalt.

Det var også problemer med varernes beskaffenhed. Således havde Nørrebro Handelsforening 268 sager på et år. Det var lige fra fortyndet whisky til Heidelberg Eddike. Og fandt man ulovligheder så gav man bøder. Således blev en forhandler dømt en bøde på 50 kr. for at have solgt sprit til underpris. Foreningen sendte pengene til De Danske Spritfabrikker, der dog returnerede dem. De vidste ikke, hvad de skulle bruge pengene til. Og sendte pengene retur.

Det var starten til handelsforeningens understøttelsesfond. Gennem årene er der udbetalt mange penge fra denne fond. Og netop for øjeblikket bliver de sidste 400.000 kr. fra denne fond udbetalt.

Handelsforeningen havde ansat en prøvemand, der fik 2 kr. pr. sag. Og 5 kr. hver gang han skulle møde i retten. Desuden fik en han en fast løn på 30 kr. om året

Det var også problemer med billig øl. Og det var bryggerier, der indblandet, bl.a. Phønix øl og Bispebjerg øl. Handelsforeningen skulle give Tuborg og Carlsberg lov til at levere øl til brugsen på Lygten, men bryggerierne havde selv givet sig lov. Konfiskeret øl fra Bryggeriet Alliancen gav masser af penge til Understøttelsesfonden.

Man udnævnte også gadeforstandere, der skulle tjekke om kollegaerne opførte sig kollegialt og efter reglerne.

 

Man var træt af Brugsforeningerne

Godt og grundig træt var man af brugsforeningerne. Handelsforeningen vedtog i 1902 en resolution:

 

• I henhold til den af Arbejderstanden med hvilke vi ved mange Lejligheder har følt os meget nøje forbundne (såvel ved Valg som Lockout, Strejker m.m.) skulle gøre sig Tanker gældende med konkurrerende Foretagender at beskære Detailhandlernes i forvejen beskedne Levevilkår
• Foreningen vedtager derfor, at der for vor Stand nu gælder om endnu inderlig Sammenslutning og ved Fællesskab at muliggøre de lavest mulige Varepriser, og derved bevare vor Eksistensberettigelse.
• Vi håber derved at kunne overbevise vore hidtidige Kunder om, at Detailhandlerstanden vedblivende vil arbejde paa at sætte sig i Stand til her i Samfundet, at udfylde sin plads som Forhandler i Detail.

 

Politiet hjalp de skyldige

Man lavede kampagner mod billigmagerne. Således var der problemer med Lagermanns vaske – og skurepulver. Bestyrelsen bevilligede 10 kr. for at finde ud af, hvor man fik produkterne fra.

Ude i kolonihaverne solgte mobile marketenderier sprit og andre drikkevarer. Dette var ulovligt men politiet ville ikke gøre noget ved det. Sundhedspolitiet foretog dem ikke meget, syntes Urtekræmmerforeningen og de forskellige handelsforeninger. Nu havde politibetjente også selv kolonihaver.

Nørrebro Handelsforening var også efter ismejerierne fordi de forbrød sig mod lovgivningen. Man anmeldte ismejerier, som solgte varer, som de ikke måtte. Men politiet gad ikke at gøre noget ved det. I stedet fortalte de ismejerierne, at Nørrebro Handelsforening var efter dem.

 

Pludselig skulle alt udregnes i meter

Men de gjorde dog deres indflydelse gældende og efterhånden skulle man til at sætte sig ind i lovgivninger om kunstige sødemidler i levnedsmidler, konkurrencelov og lukkelov, læbælternes og tilgift-forordningernes ophævelse og meget mere. Dette kom i høj grad til at præge urtekræmmernes og købmændenes hverdag.

Ja og så kom der en ny lov om det metriske system. Et pund kaffe blev nu til et halvt kilogram. Det krævede behændighed. Hekseriet begyndte først, når alen og fod skulle omsættes til meter og en skræppe eller pot skulle sælges i litermål.

 

Man startede med en mælketoddy

Der var kommet masser af industri til Københavns brokvarterer. Og især til Nørrebro. Inden arbejderne skulle på arbejde kunne de nå at få sig en mælketoddy på en af de mange morgenværtshuse. Den bestod af en snaps og et stort glas mælk. Det var godt at starte arbejdet med en eller to af disse.

 

Rutebilen betød meget

Omkring 1900 kunne man køre i rutebiler ind til byerne. Udvalget af butikkerne blev større. I Købmandsgårdene var det særlig op til højtiderne der var gang i den. Her havde man stald i forbindelsen med købmandsgården. Det var ikke småting, der her blev handlet. Og købmanden gav en lille en eller to til stamkunderne.

Rutebilerne blev nu også brugt til at fragte varer ud på landet.

 

Arbejderbevægelsen havde vind i sejlene

Arbejderbevægelsen havde vind i sejlene omkring århundredeskiftet. De lod sig ikke nøje med politisk indflydelse – de ville også have økonomisk indflydelse. En rækker kooperative virksomheder skød op – som bønderne med deres mejerier og grovvareselskaber, etablerede arbejderne brødfabrikker, kul – og koksimport, dagblade og en lang række andre – dengang succesrige – virksomheder.

Man havde et motto med at fra vugge til grav skulle man benytte arbejderbevægelsens virksomheder. Særlig på Nørrebro kom der mange af disse virksomheder.

Man blev klippet hos Figaro – frisørerne, man drak Star Pilsner. Man kunne købe kød hos Arbejdernes Kødforsyning, brød i Arbejdernes Fællesbageri og mælk i Enigheden. Og sko købte man hos A.K.S. Og så klarede Arbejdernes Ligkistemagasin resten.

 

Borgerskabet kunne ikke lide socialister

50.000 arbejdere demonstrerede den 1. maj 1890 for en 8 – timers arbejdsdag på Fælleden. Der fulgte adskillige lockouter og arbejdskampe. Udgangspunktet var ofte Nørrebro. Borgerskabet kunne aldeles ikke lide socialister.

Borgerskabet kunne heller ikke tolerere dem, der måske var endnu mere yderliggående. Således havde Nørrebro handelsforening indkaldt til ekstraordinær generalforsamling. Man havde opdaget, at formanden Gunnar Hejgaard havde skrevet en kommunistisk hilsen i Land og Folk. Uha – uha.

 

Udvalg til bekæmpelse af stormagasiner

Efterhånden opstod der flere og flere specialbutikker. Det var tobakshandlere, kulhandlere, trikotagehandlere, isenkræmmere og boghandlere, foruden mere specialiserede levnedsmiddelforretninger, der solgte mejeriprodukter, fisk eller kaffe.

Hovedparten af disse butikker var familieforetagender – mand/kone-butik.

Der gik snart rygter på Nørrebro, at en filial af Magasin du Nord ville etablere sig. Det skulle da forhindres, så man nedsatte et udvalg til bekæmpelse af stormagasiner.

Urtekræmmerne havde også på et tidspunkt deres egent bank og bladvirksomhed. Men en annonceagent snød foreningen for 1.890 kr.

 

De ansatte havde krav

I december 1901 rejstes kravet til ”Kost – og Logisystemets afskaffelse”. Ja man havde allerede fremsat det krav nogle år før sammen med

 

• Normal arbejdstid daglig på 12 timer
• Gennemførelse af ugentlig fridag
• Helligdag og søndagslukningens gennemførelse

 

Det var sådan, at en lærling fik det mindste værelse i bygningen ofte uden el og varme. Ja det er også eksempler på, at lærlingen sov under disken i butikken. Hans arbejdstid var bestemt af chefens luner.

Nu mente urtekræmmer Hjort, at medarbejderne havde nok fritid.

 

Børn havde erhvervsarbejde

I 1905 kom der en ny bekendtgørelse om ansættelse af bydrenge. Det var forbudt at anvende drenge under 12 år. Under 14 år kunne de bruges til varetransport med den ”lette vogntype”. Men en urtekræmmer blev straffet fordi han anvendte en dreng under 14 år til at køre med trækkervogn.

Kigger vi i en skoleklasse i 1899 så var klassekvotienten 37 elever. Den var netop sat ned til dette i 1899. Og det var næsten kun udenadslære. Ofte var det afdankede militærfolk, der underviste i legemsøvelser. Spanskrøret blev også flittig brugt.

Men højst halvdelen af eleverne fulgte med i ”undervisningen”. Resten sad og sov eller var meget åndsfraværende.

Årsagen var at de fleste børn havde erhvervsarbejde ved siden af skolen. I mange tilfælde var skolepligten ikke opfyldt. Børnearbejde var vidt udbredt på fabrikkerne, især glasværker og væverier. På Nørrebro var det meget farligt arbejde på tændstikfabrikkerne.

For forældrene var det vigtigere at der blev tjent penge til familien end at børnene kom i skole. Det betød, at børnene hver anden dag arbejde på fabrikkerne i stedet for at gå i skole.

Først i 1901 blev det forbudt at arbejde på fabrik for børn under 12 år. Fra 1913 gjaldt det hele den skolepligtige alder.

Forbuddet mod fabriksarbejde betød, at der var rift om bypladserne. 75 pct. af drengene og 55 pct. af pigerne havde byplads i købstæderne viser en lærerundersøgelse fra 1908. Stort set alle arbejderbørn havde arbejde ved siden af skolegangen.

Før århundredeskiftet var en arbejdsdag på 12 timer ikke usædvanligt, men fra 1925 måtte skolebørn højst arbejde 4 timer om dagen. Loven kunne dog omgås med snilde, hvis man tog en tørn som mælkedreng inden skolen og bragte ud for købmanden efter skoletid.

Mælkeriet Enigheden startede på Lygten ude i Nordvest i 1896 som et kooperativt fortagende. Ja her arbejdede mælkedrenge fra 4 til 12 og fra kl. 13 til 18 gik de i skole. Det betød, at de oftest faldt i søvn.

Børnenes løn var helt nødvendigt tilskud til de ofte meget børnerige familier. Også da vi andre havde sådanne bypladser hjemme i Tønder skulle vi bidrage for at bo derhjemme.

For købmandsforretningerne og urtekræmmerne var bydrengen i mange år et helt naturligt led. Mange kunder ikke mindst ældre mennesker, kom sjældent i butikken, men nøjedes med at bestille varerne over telefonen. Men en tur til 4. sal med en 50 stk.’ s kasse øl var hårdt slid for en skoleelev. Der var ikke garanti for drikkepengene stod i forhold til anstrengelserne.

 

Far investerede i flydende kost

Det var dengang, at der var lønningsdag om lørdagen. Man ventede længselsfuldt på, at far skulle komme hjem med lønnen. Men fabrikkerne havde selv indrettet værtshuse. Det var smart så kunne dette igen indbringe nogle af deres udgifter. Mange fædre investerede deres løn i flydende kost.

Så var der ingen penge til petroleum til lampen. Og så måtte man gå meget tidlig i seng om vinteren for at holde varmen. Måske måtte mor selv hente far på værtshuset.

 

Telefon er ikke noget for os, forretningsfolk

Nørrebro Handelsforening blev bedt om at skaffe 50 telefonabonnenter. Opsætningsafgiften var 10 kr. og man skulle binde sig i tre år. Men svaret fra handelsforeningen var:

 

• Det er ikke noget for os forretningsfolk, men mest for private, og der er mange ubehageligheder ved at få forbindelse

Men formanden for foreningen urtekræmmer Kofoed udlånte dog sin telefon for 5 øre pr. samtale. Men det måtte han sandelig ikke for Københavns telefonaktieselskab. De truede med at afbryde hans forbindelse.

 

Man kunne ikke lide Schous Varehus

Man kunne ikke lide Schous Varehus for som man sagde:

 

• Køb ikke hos ”overflødighedsgører”

 

Sådan sagde formanden P. Petersen. Og det var fordi, at Schous Fabrikker havde deres egne butikker. Og det kunne hverken urtekræmmere eller handelsforeninger lide.

 

Den første lukkelov

Det var i 1904 at den første lukkelov blev indført. Her indførtes søndagslukning.

I 1908 blev loven om lukning af butikkerne kl. 20 juleaften vedtaget efter anmodning af den samlede handelsstand og Grundlovsdag kl. 12 middag. Ja man indførte, at der ugens første fem dage blev lukket kl. 20. Om lørdagen måtte man have åben til kl. 23. Butikkerne måtte tidligst åbne kl. 4 om morgenen. Men allerede året efter kunne man så holde åben til kl. 21 alle byens hverdage.

Efter at søndagslukket var besluttet var urtekræmmerforeningen ikke særlig begejstret for, at ismejerierne holdt åben om søndagen. De var heller ikke begejstret for nogle af de kommunale tiltag over for socialt dårlig stillede så som folkekøkkener. Man mente at gå glip af omsætning.

Kaffeforretningerne voksede i antal i København fra 50 til 150. De var støttet af de lokale kaffebrænderier.

 

Urtekræmmerne var bestemt ikke de rigeste

Bestselleren hos boghandlerne var Skattebogen, som var udgivet af kommunen. Heri kunne man se, hvad naboen tjente. Den magiske grænse var 2.400 kr. Var man under dette beløb var man mindrebemidlet. Var man over var man velstillet.

På grænsen fandt man detailhandlere med gode forretninger, værtshusholdere, småfabrikanter, overordnede funktionærer og tjenestemænd af lidt højere grader.

Den største del måtte klare sig for langt mindre. For en faglært arbejder var lønnen 1.200 kr. Kigger vi i skattebogen kan vi under Ahornsgade 66 se en vis cigarsorterer T.A.M. Stauning som havde tjent 1.400 kr.

Urtekræmmere og ismejerier havde ikke altid den bedste placering. Og fortjenesten var heller ikke noget at råbe hurra for. Bedre stod det til med slagteren og spækhøkeren. Allerede tidlig gjorde begrebet ”brancheglidning” sig gældende.

 

Cigaretter og aviser

Det var dengang man kunne købe cigaretter i tre forskellige prisklasser. Den mest populære var 7 – øres pakkerne, der hed Prinsesse Marie. Ja der var et stort billede af den populære prinsesse.

Aviserne kunne man købe for 2 øre. De koster lidt mere i dag. Det ar Aftenposten, København og Folkets Avis. Så var det også de tvivlsomme aviser som Figaro. Ja den var ligefrem uartig.

Hof og Tuborg kostede 11 øre. Rød Aalborg 55 øre, Brøndum snaps 40 øre. En stor pose kagekrummer kunne man købe for 2 øre.

Ja så kunne man købe et stort stykke stegt yver – velbekomme. Nogle brugte det som kattemad, men det var mange det spiste det til aftensmad. Uha – Uha.

Hos tobakshandleren kunne man købe tre cigarer til 17 eller 21 øre. Skråtobak var i enkelte stænger, snus i kræmmerhus.

Og hvad kostede en mælketoddy. Ja en lille rund kostede 4 øre og en stor rund kostede 8 øre.

Fra store mælkejunger kunne man købe mælk til 25 øre pr. liter. De mest populære butikker hos børnene var hos Slikmutter.

På Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker særlig inden for manufakturhandel. Tobaksforretningerne lignede hinanden med ens skilte. Urte – og hørkræmmere var der særdeles mange af på Nørrebrogade.

Og endelig kom der så en opfordring fra købmandsskolerne at få forbedret resultaterne så skulle man nu op til eksamen.

 

Man kan da ikke beskatte fattigmandssnaps

I 1915 henvendte afholdsfolket sig til urtekræmmerne. De ville have et forbud mod salg af alkohol hos urtekræmmerne. Der kom også nye retningslinjer med hensyn til bogføringsloven.

Som en slags medlemsaktivitet havde Urtekræmmerforeningen fugleskydning på programmet. Og som man anførte så var det bestemt ikke for at undervise urtekræmmerne i våbenbrug. Den dag, dette foregik på blev betragtet som en fridag for medlemmerne.

Spiritusbeskatningen slog især på Nørrebro meget hårdt. Her var der masser af brugere. Men de handlende skulle betale for deres lagerbeholdning nok engang.  Man kunne også spærre ens beholdning inde bag et ståltrådsnet, så kom toldvæsnet og plomberede det. Man kunne også opgive halvdelen af sin lagerbeholdning og så sælge spritten med dårlig samvittighed.

Men som formanden for Nørrebro Handelsforening sagde dengang:

 

• Man kan da ikke beskatte Fattigmands – snaps

 

Foreningen sagde til deres medlemmer, at de kun skulle betale brændevins-afgiften under protest.

 

Nørrebro – Danmarks største handelscenter

Urtekræmmerne var ikke begejstret for hjemmefremstilling af brændevin. Det berør jo deres fortjeneste.

Nørrebro udviklede sig efterhånden til Danmarks største handelscenter. De fine, flotteste og største butikker befandt sig på Nørrebrogade. Også Blågårdsgade udviklede sig til en fin handelsgade. Og så de mindre og måske knap så pæne butikker opstod i alle sidegaderne.

Der var mange unge handelsfolk, der ville videreuddanne sig i Danmarks største handelscenter, men det sagde foreningen nej til:

 

• Vi er da ikke et engageringsbureau

 

Der var masser af bagere dengang og steder, hvor man kunne købe hestekød. Overraskende mange skohandlere. For ikke at tale om cykelhandlere. Ja det er der nu til dags også på Nørrebrogade. Der var også masser af smørhandlere og rigtige slagtere. Der blev også solgt masser af manufakturvarer.

Jo, Nørrebro Handelsforening blev Danmarks største handelsforening med 800 medlemmer. Den blev netop oprettet i 1891 af urtekræmmere, der var trætte af at skulle give tilgift hele tiden, altså gratis varer.

 

Da pølsevognen kom

Men det var ikke altid lige let at acceptere nye ting. Således gav formanden for Nørrebro Handelsforening udtryk for pølsevognene:

 

• Jeg ser i forskellige blade, at der bliver givet tilladelse til at forhandle pølser fra vogne på åben gade, og at vedkommende som sælger disse varme pølser, skal levere gratis sennep til disse. Når et lille vindpust vil levere en gang tørrede hestepærer på samme tallerken som pølser og sennep, så bliver det en delikat ret.

 

Handelsforeningerne fik stor indflydelse på mange ting. De fungerede mange steder som en slags politi over for de virksomheder, der snød og ikke overholdt både de skriftlige og mundtlige regler. Ja det har vi allerede kunnet høre.

 

Lærlingeloven med ejendommeligheder

Der var også dem der tjente på Første Verdenskrig. Og gullaschen som man kunne købe i dåser, blev dårligere og dårligere. Men den blev også dyrere og dyrere. Deraf har vi begrebet Gullasch – baron.

Lærlingeloven af 1920 havde den ejendommelighed, at hvis en lærling forlader sin plads før tid kan politiet bringe ham tilbage. En arbejdsgiver skal kunne bevise at grunden til at hans lærling ikke lærte nok skyldtes dovenskab eller mangel på intelligens. Så kunne han måske slippe for at betale erstatning.

 

Man fulgte sine principper

Nørrebro Handelsforening havde fået en ny bank, nemlig Bikuben på Nørrebros Runddel. Men de hørte så noget som de ikke kunne lide at høre. De overvejede så at skifte bank, men den fik så lige lejlighed til at besvare nogle spørgsmål:

 

• Finansierer I brugsforeningerne?
• Finansierer I Schous Sæbehus?
• Finansiere I Arbejdernes Brændselsforsyning?

 

Urtekræmmeren var højest på rangstigen

Det var jo også spækhøkerne dengang. De solgte flæsk, skinker, pølser, høns, gæs, æg, smør, mel, brød, øl og brændevin. Han var lidt højere på den sociale rangstige end hørkræmmeren, der forhandlede jern, kul, sild, salt og hør. Men det var urtekræmmeren, der stod højest. Han solgte kaffe, te, sukker, krydderier og citroner og meget mere.

 

Kvinder ud på arbejdsmarkedet

Før århundredeskiftet fødte kvinderne i gennemsnittet 4,4 børn – igennem 1920’erne og 30’erne faldt tallet til det halve. Dermed skabtes der grobund for at kvinderne i stigende grad søgte ud på arbejdsmarkedet. De fleste kvinder fik husligt arbejde – først efter krigen steg antallet af kvinder i industri, håndværk, handel og kontor ganske mærkbart.

 

En duft af mange ting

Gik man ned ad sidegaderne duftede af sild i tønde, klipfisk, brændt kaffe og krydderier, tjære og blår, røget flæsk, gammel ost, krydderier.

Omkring 1900 havde bagerne kun de allernødvendigste typer af brød. Det var ikke noget med wienerbrød eller flødeskumskager

Og i mange butikker på Nørrebro stod der to underkopper. Den ene med 2 – ører og den anden med 5- ører. De var beregnet til ”spækkerne” fra Almindeligheden, der kom om mandagen. Og om torsdagen kom ”lemmerne” fra Ladegården.

Under disken stod der en flaske med øl og en snaps. Det var beregnet til politibetjenten, som man gerne ville holde sig gode venner med.

 

Mange slags butikker

Omme i Elmegade lå Nørrebros flotteste bagerforretning. Her kunne man få fyldt ens kasket med 2 – øre gammelt brød.

Og i Nørrebrogade 53 lå Apoteket. Her var en ejendommelig lugt. Det var fordi man her lavede afkog af forskellige urter. Af disse kunne man for eksempel lave en slags nervemedicin.

I mange viktualieforretninger lavede man pølser, sylte eller leverpostej. Der satte sig ofte fedt på nabovinduerne.

En anden slags butikker, der var mange af, var pantelånere. For en dug og to lagner kunne man låne to kroner.

Der var også skotøjshandlere. Men dengang omkring 1900 gik drengene barbenet om sommeren. Om vinteren gik de i træsko. Læderfodtøj var et statussymbol.

Ved Skæremøllen på Nørrebrogade kunne man købe et helt specielt sigtebrød. Der lå nemlig en bager lige her.

 

En af matadorerne

Der var også et par enkelte matadorer på Nørrebrogade. Det var rige butiksindehavere. Den ene var en man kaldte Niels Mangepenge. Han havde hele 7 slagtersvende under sig. Når lørdagen var slut købte han en Linje-akvavit, et par dåser hummer og lidt tatar:

 

• Det gør sig på en streng dag med lidt hummer og et par stykker tatar

Om søndagen spændte Niels Mangepenge og husholdersken for. Og så var det ellers et par markante skikkelser der tog nord på ad Strandvejen.

Husholdersken var i stor vippehat, højhalset bluseliv med pufærmer, rundskivet nederdel, høje champagnefarvede knapstøvler. Påklædningen blev fuldendt af halvhandsker. Mester var i jaket med stribede bukser – endda meget stribede. Et rødt slips fuldendte påklædningen. Det sidste var for at understrege tilhørsforholdet til hans blodige fag.

 

Stiftelsesejendomme

Når man blev optaget i Urtekræmmerforeningen skulle man samtidig betale 28 Rigsdaler til Stiftelsen. Man byggede en stiftelse i Læssøesgade, der blev taget i brug i 1866. Den bestod af to opgange med to værelses lejligheder.

Efterhånden blev lejlighederne utidssvarende og man byggede et temmelig stort og flot byggeri i Ægirsgade. Her indrettede man moderne lejligheder og mødelokaler. Det eksisterer stadig i dag som privat Andelsboligforening.

Det var ikke unormalt at foreninger dengang hjalp sine medlemmer med støttefonde og stiftelsesejendomme. Således har Nørrebro Handelsforening stadig sin egen ejendom. Dengang var det ejendom for ældre butiksejere, i dag fungerer det som et billigt opholdssted for medlemmernes ansatte.

 

Der var gang i Nørrebro

I 1920 blomstrede detailhandlen på Nørrebro. Man havde både en cigarhandlerforening, viktualiehandlerforening, vinhandlerforening, ølhandlerforening, petroleumshandlerforening, mælkehandlerforening, urtekræmmerforening og meget mere.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• norrebro.dk
• Uwe Brodersen: Nørrebro Handelsforening gennem 110 år (2001)
• Kjøbenhavns Beskrivelse – en veiledning for Reisende (1856)
• Bokkenheuser: Saa By som Borger (1905)
• Carstensen, Rothenborg: Fra Nytorv til Kødby (1964)
• Christensen: København 1840 – 1857 (1912)
• Davidsen: Fra det gamle Kongens København (1910)
• Grudtzmann, Lind: Stor – København 1-2 (1907)
• Langberg: Fra Torv til Torv (1943)
• Lindvald m.m.: Danmarks Hovedstad, fra Landsby til Hovedstad (1948)
• Lindvald: Rådhuspladsen i fortid og nutid (1950)
• Lindvald: Skovshoved, et fiskeleje i støbeskeen (1959)
• Lindvald: I byens skammekrog (1962)
• Lindvald: i portens skygge (1965)
• Lindvald: Vandringer i København (1965)
• Lindvald: gadens Cirkus (1975)
• Mackeprang: Kulturlivet (1950)
• Neiiendam: Byens Liv på Gader og Torve (1949) KBH. før og nu (1)
• Plenge: Livet i Kjøbenhavn for en menneskealder siden (1873)
• Schiørring: København, Mindernes By (1947)
• Sødring: Erindringer (1951) (ny udg.)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.652 artikler herunder:

• Historier fra Nørrebro (293 artikler)
• Historier fra København (178 artikler)
• Fra Urtekræmmer til Shawarmabar – Historien om Nørrebro Handelsforening (29 artikler):

 

• Adspredelse i Det gamle København
• Ballade ved portene
• Den tidlige handelsstand
• Dengang på Strøget
• Fra ildebrand til kæmner
• Gamle Lav og gilder i København
• København 1840 – 1880
• Strøget – endnu mere
• Strøgets historie
• Igen – på Strøget (4)
• Urtekræmmere, Spækhøkere og andre på Nørrebro
• Ture gennem Nørrebro 1820 -1867
• Det begyndte med Urtekræmmere (NørLiv 10)
• Liv og Handel på Nørrebro
• Da Nørrebro havde butikker på hvert gadehjørne
• Gamle detailhandelsforretninger på Nørrebro (1920)
• Ølhandlernes historie
• Københavns Brød- og Mælkehandlerforening
• Urtekræmmerforeningen
• En stiftelse i Ægirsgade
• En stiftelse i Elmegade
• Et væld af butikker på Nørrebro i 1920
• Kampen om illoyal konkurrence på Nørrebro (1915)
• Nørrebro Handelsforening – efter 1910
• År 1900 på Nørrebro
• Dengang i halvfemserne på Nørrebro
• De første år i Nørrebro Handelsforening
• Torvehandlens glade dage

 

Fra Østerport til Svanemøllen

Vi tager en noget utraditionel gåtur fra Østerport til Svanemøllen. Vi hopper i historien. Fra den gamle byport besøger vi de to kirkegårde og Rosendal. Vi er lige ved at glemme de to sangerindepavilloner. I den ene skete der et drama. Og så var der møllen, der brændte ned. Ingen var til at slukke den. Ved søen var der færgefart. Men lystighederne havde taget overhånd. Menighedsrådet fik bremset videre lystigheder. Ved Trianglen, blev der holdt høns. Udgravninger førte til, at der havde været et rettersted. Man har også fundet frem til en ”Mellemistid”. Kaperkuske var et specielt folkefærd. Heiberg synes at det var latterligt. Døde heste lå i vejgraven. Og så var kvinder på cykel – uha. En Nørrebro – præst skaffede en kirke. Og arbejderne havde ikke noget at skulle have sagt i Brumleby – i begyndelsen. Cafe Odin var den mest ordentlige restaurant. Så var der gardehusarer på Østerfælled. Fægtehallen rev man bare ned. Og så bar der noget, der hed Nye Lægeboliger. Brandmandens landsted blev til arbejderboliger. Grundtvig gik rundt med sit ”forårsstykke”. En sølvbryllupsgave blev til en kirke og meget mere på vores lange vandretur – God fornøjelse.

 

Østerbrogade hed Strandvejen

Hermed går vi en lang tur langs den gamle Strandvej og nuværende Østerbrogade fra Østerport helt ud til Svanemøllen. Det kan godt være at vi laver nogle frygteligere afstikkere og blander forskellige historiske tidslinjer. Mange af temaerne har vi berørt før så læg lige mærke til artikelhenvisningerne efter afslutningen af artiklen. Vi ønsker en god tur.

Oprindelig hed Østerbrogade kun Østerbro eller Øster Stenbro, men indtil 1858 hed den dog Strandvejen fra Trianglen og kom ført i 1949 til at hedde Østerbrogade hen til Svanemøllen.

Den nuværende Østerbrogade – på strækningen fra Trianglen til Svanemøllen – virkede i mange år som den egentlige udfaldsvej til Helsingør. Vejen var i mange år præget af en hel del kilder. Og det er sikkert derfor, at Kildevæld har sin historie herfra. Det var et rigtigt traktørsted dengang.

I 1700-tallet havde det første stykke af vejen træer, derfor blev det kaldt for Østerports Alle eller Østerbro Alle.

 

Østerport blev flyttet et par gange

Østerport blev flyttet et par gange men til sidst kom den til at ligge, hvor nu Østerport Station ligger. Det var dengang meget mørkt herude. Og det var lidt af en sensation, da der endelig kom lidt sparsommeligt lys op ved Østerport.

Det var i 1647 at Østerport kom til at ligge i enden af Rigensgade. I 1708 blev der så bygget en ny Østerport lige i nærheden af Østerport Station.

 

To store kirkegårde

To store kirkegårde ligger over for hinanden. Vi har på vores hjemmeside allerede skrevet en del om Garnisons Kirkegård, der ligger på højre hånd, når man kommer inde fra byen. Men vi har ikke fået skrevet noget om Holmens Kirkegård på venstre side.

Holmens Sogn blev oprettet i 1617 af Christian den Fjerde. Sognet har haft ikke mindre end fem forskellige kirkegårde.

 

Holmens Kirkegård – den ældste

Den nuværende Holmens Kirkegårds historie tager sin begyndelse efter at oberst Henrik Riise var i færd med at opføre Kastellet på Frederik den Tredjes befaling. I 1662 havde han udstykket arealet til to kirkegårde uden for Østerport. En for flåden (nuværende Holmens Kirkegård) og en for hæren (nuværende Garnisons Kirkegård).

10. august 1666 på St. Laurentii dag blev flådens kirkegård også kaldet Skibskirkegård eller bådsmandskirkegård – indviet. Samme dag blev den første bådsmand begravet her.

Holmes Kirkegård er nok den ældste kirkegård i dag. Først ca. 50 år efter blev Garnisons Kirkegård taget i brug.

 

En kirkegård for de fattige

Af en befaling udstedt fra Holmens Kirkegård i 1706 fremgår det at man skulle tage det alvorligt at kirkegården var for ubemidlede, idet ”ingen i Kongens Tjeneste ved Holmen, som var formuende til at betale til Kirken under jorden og Skolen, måtte begraves uden for Østerport, eftersom kirkegården var anlagt til disse ganske fattige.

Kirkegården var med sine 500 kvadratalen kun halv så stor som i dag. Under pesten i 1711 blev den fyldt til bristepunktet. Antallet af begravelser blev mere end fordoblet.

 

• Intet sted lyste de hvide Kors så hyppigt på dørene som i de små Nyboder-huse.

 

De Formuende skulle selv betale

I årene efter pesten blev anmodningen af 1706 imidlertid tilsidesat blandt andet fordi begravelsespladserne inden for voldene stort set var brugt op, hvorfor mange formuende efterhånden blev jordfæstet på Skibskirkegården.

Derfor blev det i 1728 forordnet, at også officerer og skibsførere og andre måtte blive begravet på Skibskirkegården, dog mod betaling. Men fortsat var det attraktivt at blive begravet ved eller bisat i kirkerne inde i byen.

Det skyldtes bl.a. at kirkegården endnu ikke var indhegnet. Det betød at køer og andre kreaturer gik og græssede og roede mellem gravene.

Og så måtte der heller ikke sættes mindesmærker op. Nu begyndte man også at sætte hvidtjørnshegn op.

 

En promenade blev etableret

I 1798 havde overkrigskommissær F.C. Schmidt en plan som stadig er gældende. I samarbejde med kirkeværge Thunboe og kapellan V, Hjort (senere biskop i Ribe) udformede han tanken om:

 

• En Hovedpassage for Ligskarerne og en smuk Promenade

 

480 popler blev plantet. Disse blev fornyet i 1879 og fornyet med lind i 1981.

Efter Dag Hammarskjölds død i 1961 kom det første stykke fra Østerport til Lille Trianglen til at hedde Dag Hammarskjölds Alle.

 

Rosendal

Alle kender det flotte maleri af Chresten Købke, der viser Rosendahl inde til højre. Titlen på maleriet er ”Parti af Østerbro i morgenbelysningen”. Det var egentlig ejet af etatsråd Tutein, der blev hele 96 år gammel. Den blev købt af Waagepertersen (ja sådan staves hans navn). Og ejendommen var lidt af luksus. Køkkenet var nede i kælderetagen ud til haven. Det var også her, at englænderne tog hovedkvarter i 1807.

Men historien om dette lyststed går vel tilbage til sidste halvdel af 1700 – tallet, da den driftige forretningsmand, etatsråd Reinhard Iselin havde sin gård Rosenvenge på området mellem Sortedamssøen og Øresund. Den blev så afløst af dette lyststed og den store grund.

Og skellet til Classens Have var en grøft med stigbord for enden så man kunne sænke eller hæve vandstanden. Waagepetersen udstykkede sin store grund. Og noget af det blev til Danmarks første villaby på Rosenvænget.  Det var der, hvor man skulle have en nøgle for at komme ind. Man ville sandelig ikke have alle og enhver løbende.

Rosendal blev revet ned i 1880’erne og den nuværende ejendom på hjørnet af Slagelsegade blev opført. Ja det må være Østerbrogade 60.

 

Vartov Skanse

Egentlig burde vi også berette om Vartov Skanse på Trianglen, men det har vi faktisk allerede gjort på vores side. Vi har ligeledes beskrevet var patienterne på hospitalet dengang fik at spise. Det var også dengang, hvor alle huse i området mellem søerne og Østre Anlæg blev brændt af danske soldater, så de kunne holde med svenskerne. Mange nåede slet ikke at få deres ejendele med. De blev beordret væk og ind af Østerport.

Da skansen var færdigbygget i 1630, flyttede hospitalet ind og skansen fik navnet Ny Vartov Skanse. Den kom til at være spydspids for det svenske angreb i 1659. Efter krigen nedlagde man skansen. Hospitalet flyttede ind til Farvergade, hvor navnet fortsat bruges, selv om hospitalet for længst er ophørt med at eksistere.

 

Der går gamle Grundtvig med sit forårsstykke

I 1877 blev der sat svaner ud i Sortedamssøen. I 1920 blev bredderne rettet ud. Det var nødvendigt at gøre Østerbrogade større. Og her langs søen gik Kierkegaard og tænkte på Regine, der sammen med hendes mand flyttede til Dansk Vestindien.

Så var Grundtvig mere heldig med kærligheden. I en alder af 75 år giftede han sig i foråret 1858 med den 32 – årige enke, Asta Reedz. De flyttede ind i Store Tuborg. Når parret kom gående på Østerbro, sagde folk:

 

• Se der går gamle Grundtvig med sit nye forårsstykke.

 

Mønsted var sponsor for færgerne

Dengang gik færgen fra færgebroen ved Østerbrogade. I 1894 afgik færgerne hver 7 ½ minut. I 1916 var man oppe på 350.000 passagerer i de fire sommermåneder. Ganske imponerende. Otto Mønsted var enesponsor for den populære færgefart.

Alle færgerne var på siden påmalet Otto Mønsteds Svane Margarine er fast og holdbart. I stævnen på færgerne var svanen smukt placeret som galionsfigur. Det var populært at holde frokostudgifter på søen. Skulle det være ekstra festligt kunne man bestille illumination.

 

Pas nu på den meget lystighed

Men her ved søen mente menighedsrådet ved Sct. Jakobs Kirke, at der var gået for meget lystighed i den.

Menighedsrådet ved Skt. Jacobs Kirke samlede omkring 2.000 underskrifter. Der blev skrevet under på følgende:

 

• Undertegnede Beboere af Østerbro – Kvarteret tillade os herved at rette en indtrængende Anmodning til den ærede Kommunalbestyrelse om ikke at bevillige Andraget om at opføre en Beværterpavillon i Sortedamssøen, i det vi formene, at der i nærheden af den paatænkte Pavillon er tilstrækkelig mange Beværtninger og frygte for, at en saadan Pavillon kan blive til Skade for Hjemmene, og at den navnlig vil være en Fristelse for de Unge.

 

Nu kom der selvfølgelig også en underskriftsindsamling af tilhængerne af denne Pavillon. Men den kunne kun samle 925 underskrifter.

Politidirektøren havde stor sympati for menighedsrådet. Han syntes, at der var gået alt for meget forlystelsessyge i den på Østerbro.

 

Forskoler for den offentlige prostitution

Og når vi nu er ved dette emne. Så var der i 1864 – 21 sangerindepavilloner i København. I nogle kredse var dette moralsk forkasteligt. Den bajerske øls fremgang har sikkert også gjort sit til, at disse steder var meget søgte.

Københavns politidirektør syntes dog ikke om stederne. Han mente, at de var ”Forskoler for den offentlige prostitution” og at de kvinder, der optrådte. var mere eller mindre løsagtige.

Siden den ny politilov fra 1863 var der ikke givet ti9lladelser til nye ”musikselskaber”. En yderligere regulering kom i 1869. Man forsøgte her at indkredse pavillonerne så disse kun måtte ligge i Tivoli og på Vesterbro. Men Alleenlyst på Østerbro overlevede i første omgang. Det gjorde den helt til slutningen af 1870’erne. Desværre var den tragisk hændelse, der førte til at den blev lukket.

En ung mand, der led af kærestesorger til en af sangerinderne, forsøgte at skyde sig selv i selve pavillonen. Dette eksempel kunne præsterne nu bruge – den dødelige fristelse for unge mænd – Luk Pestbulerne. Ak ja, de to sangerindepavilloner på Østerbro blev revet ned.

 

Man havde næsten kun ”De Fattiges Dyrehave”

Der blev i den grad søgt om teater og variete – bevillinger på Østerbro. Men det blev et nej i lange tider på Østerbro. Nu havde man kun ”De Fattiges Dyrehave”.

Men tænk engang Østerbro fik sin første levedygtige biograf i lokalerne, Østerbrogade 33. Den hed Biorama. Den havde plads til 160 gæster. I 1912 skiftede den navn til Filmfabrikken.

I tidsrummet 1905 – 21 var der hele 30 personer, der søgte om biografbevilling på Østerbro. De fik alle sammen afslag. Man var enige om, at politidirektøren ikke kunne lide film.

 

En ny politidirektør og flere biografer

Endelig fik man en ny politidirektør. Og pludselig kom der flere biografer til Østerbro. Biografen i Parken dækkede i mange år underskuddet i svømmehallen. Ry Kino lukkede i 1959. I begyndelsen af 60’erne lukkede Øbro Bio. På Trianglen blev der lukket og slukket den 11. marts 1979.

 

Der var ingen til at slukke møllebranden

Efter materialegården kom bageriet Kronen. Og så kom den gamle stubmølle ”Solen”. Den brændte i 1835, da det lokale brandvæsen var i en anden bydel for at slukke en skorstensbrand. Det kneb så at komme gennem byporten hjemad igen. Og da man så endelig slap, var møllen brændt ned.

Den kendte skuespillerinde Julie Sødring fortæller i sine erindringer, at møllen bare brændte uden at der var nogen, der forsøgte at bekæmpe ilden. Onde kilder påstod, at de godt kunne have været fremme til tiden, hvis ikke de efter branden skulle have styrket sig.

 

Der blev holdt høns på Trianglen

På hjørnet af Dosseringen lå Garner Dankerts hus. Han havde have helt ned til Trianglen. Og på Trianglen holdt Madamme Wilbert høns.

Kigger vi i dag ned ad Nordre Frihavnsgade, kan vi se apoteket. I 1908 ansøgte Farmaceutisk Medhjælperforening om oprettelsen af en lang række apoteker, bl.a. et på Østerbro ved Trianglen. A. Wølkh kunne åbne den 18. oktober 1911. Og det er i de samme lokaler som apoteket stadig befinder sig.

Allerede i 1700 – tallet var Trianglen et knudepunkt for trafikken. Først midt i 1800 – tallet fik pladsen sit navn. Måske er det fordi den skanse, der lå her i 1600-tallet havde en trekantet form. Og Triangel er som bekendt det latinske ord for trekant.

 

Kaperkuske var af en bestemt støbning

I det 19. århundrede var Trianglen holdeplads for kapervogne som kørte københavnerne ud til Dyrehaven. Flere af områdets restauranter stammer tilbage fra den tid, hvor de betjente kaperkuskene.

Disse kapervogne, blev også kaldet for kaffemøller. Egentlig var det hestetrukne taxaer, der kørte folk på søndagsture i egnen nord for København.

Disse kaperkuske var af en bestemt støbning. De råbte og skreg når fodgængere kom forbi for at kapre kunder. Vognen skulle helst være hel fuld så tjente kusken mest. Den almindelige arbejder havde ikke råd til at tage med.

Man skændtes til de bragede. Men det modsatte skete også på vej hjem. Så var man kommet i muntert lag efter en glad dag i Dyrehaven.

I en turistguide fra den tid hedder det sig:

 

• At gemytligheden sent om aftenen, når man vendte hjem, undertiden kunne antage temmelig massive Former, hvorfor Damer i hvert Fald kun i en Herres Selskab burde benytte denne Befordring.

 

Før i tiden besørgede bønderne kaperturene

Men inden denne kørsel blev organiseret, var det bønderne der tog sig af denne kørsel. I et ældre regulativ hed det sig:

 

• Man maatte foretage Skovkørslerne og holde med Vognene de angivende Steder uden for byens Porte og det:
• Saaledes i ordentlige Rader og paa Siden af Veien, at de ikke i mindste Maade til spærrer eller hindrer Passagen enten for Gaaende, Kørende eller Ridende
• Skulle nogen understaa sig at holde nærmere Byen, bøde de derfor 1 Rdl.’ S Mulkt, og om de holder uordentligt, til spærre eller hindre Passagen, erlægges en Mulkt af 4 Mark.

 

Hr. Heiberg var ikke begejstret

Johan Ludvig Heiberg var tydeligvis ikke begejstret for disse ture nordpå. Det fremgår tydeligt af hans beskrivelser:

 

• Hvad kan være mere smagløst end synet af disse store kluntede fire sæder forsynede holstenske vogne, hvor tre til fire mennesker sidder på hvert sæde og mange havde endda også små børn på deres skød.
• Dette læs blev trukket af et par radmagre heste med møje og besvær hen ad den støvede landevej, hvor den ene kusk efter den anden drev dem frem med uophørlige piskeslag.
• Damerne var udmajede på den latterligste måde, som om de skulle til bal og ikke i skoven. Selv om klæderne slet ikke passede og regnen silede ned, kunne de ikke finde på at udsætte turen (omskrevet til nudansk)

 

Var det dyrplageri?

Måske var det noget om det, Hr. Heiberg antydede. For i en avisartikel fra 1852 stod der således:

 

• At der er sket flere Gange i Sommer, at et par Kaperheste paa Bellevueturen er blevne jagede nogle og tyve Mil paa en Dag. Man havde set døde Kaperheste ligge paa Veien, og den grusomme Behandling af næsten alle saadannem Heste idelig været Genstand for Omtale.

 

Mod slutningen af 1800-tallet fik man dog konkurrence af sporvognene som havde deres udgangspunkt her på pladsen.

 

Hestene var ikke begejstret for dampsporvognen

I 1884 skete der noget epokegørende på Strandvejen. Dampsporvognen holdt sit indtog. Den stod allerede oh hvæssede på Trianglen. Den var ikke særlig gode venner med hestene eller var det omvendt. At uhyret i tidens løb har bevirket flere brækkede legemsdele, er velkendt.

Mens man stod og ventede på adgang, kunne man vente inde hos konditor Larsen, Østerbrogade 55 fra kl. 8 om morgenen til kl. 23 om aftenen. Det var vigtigt at passagererne holdt sig i form. Dengang kunne alt ske.

Den inderste del af sporvognsstrækningen fra Trianglen til kommunegrænsen ved daværende Slukefter Kro var i 1865 – 1868 anlagt af Copenhagen Railway Company.

 

Uha – kvinder på cykel

Ak ja, der skete også andre ting på Østerbrogade/Strandvejen dengang, der vakte forargelse. Datidens medier beskrev det således:

 

• Kvinder paa det nymodens transportmiddel, Cyklen. De kæmpede en ulige Kamp for at holde Balancen og Skørterne paa Plads. Man havde sandelig noget at snakke om, naar man iagttog Kvindekønnet paa disse Transportmidler.

 

Selvfølgelig skulle en læge også udtale sig:

 

• Om Sømmelighed vil jeg ikke tale. Smuk er denne Sport ikke for en Kvinde. Og bliver den det nogensinde?

 

I 1895 åbnede der en cykelskole – både en for damer og en for herrer. Paven havde også nedsat en kommission, der skulle finde ud af, om det var passende at præster måtte køre på cykel.

 

Bien eller suppeterrinen

Det var også her på Trianglen at zar Peter overnattede ved et besøg i 1716. Dengang lå der en villa her.

Centralt på pladsen står i dag den forhenværende sporvognsventesal, som blev omdannet til offentlige toiletter. I folkemunde bliver den kaldt for Bien. Den blev opført i 1907 med Peder Vilhelm Jensen-Klint som arkitekt. Egentlig var stedet beregnet for trafikmestervagt for sporvognene, ventesal, kiosk og offentlige toiletter. Jo det ovale hus fik øgenavnet suppeterrinen, selv om det mere officielle navn var Bien.

Ikke mindre end fem forslag kom arkitekten med før Østerbro Grundejerforening var tilfreds. Allerede i 1904 udtalte Borgerrepræsentationens formand og ordfører Slomann:

 

• Der vil måske stå lidt strid om den. Den vil måske blive kaldt terrinlåg, men et terrinlåg kan godt være kønt.

 

Kapervognene stoppede omkring 1950, lidt efter anden verdenskrig.

I begyndelsen af Strandvejen (Østerbrogade) opstod der i 1920erne så mange trafikpropper, at der måtte udkommanderes hele seks betjente for at regulere trafikken. De skulle forhindre det værste kaos.

 

Spændende udgravninger på Trianglen

Der har altid været nogle spændende udgravninger her ved Trianglen eller lige i nærheden. I 2012 fandt arkæologerne et sted, hvor indfaldsvejene gik ind i byen i senmiddelalderen. Man havde håbet på at et finde en toldbod. Men dengang var indfaldsvejene forsynet med galge, hjul og stejle. Det var til skræk og advarsel til alle andre.

Under udgravningen dukkede der fire trækonstruktioner op, som indikerer, at der havde været to pæle på hver side af vejen ind til byen af den slags man brugte til at klynge forbrydere op på – som straf til forbryderen og skræk og advarsel til andre.

Først blev den dømte pint med gloende tænger, derefter fik vedkommende hugget højre hånd af, for så at blive halshugget. Derefter blev kroppen radbrækket og lagt på hjul og stejle, mens hovedet og hånden blev sat på stejle. I nogle tilfælde blev lemmerne viklet ind i hjulets eger.

Nej det var ikke her at Struensee og Brandt blev henrettet. Det var på Øster Fælled. Retterstedet lå længere ind i den nuværende Fælledpark imod Vibenshus Runddel.

Og når vi nu er ved fund. Så fandt man også ud af her ved Trianglen, at der har været en mellemistid for omkring 200.000 år siden. En mellemistid er en varm periode. Den nuværende mellemistid begyndte for 11.700 år siden.

 

Vinhandler og grundejer fik gade opkaldt efter sig

Ud for Østerbrogade 72 findes en mindetavle for styrmand og frihedskæmper Ejler Haubirk, der den 20. oktober 1944 blev skudt ned og dræbt på gaden af Henning Brøndum fra Petergruppen. Han var blevet genkendt på Cafe Odin, der lå på hjørnet af Odensegade.

Grundejer, vinhandler m.m. Oluf Bang Vinge ejede et stort grundareal mellem Strandvejen, Trianglen og Øster Alle. Han opnåede at få en vej opkaldt efter sig – Olufsvej. Gå en tur ned ad denne. Det er godt nok hyggeligt.

Prøv engang at kigge på de to endehuse ud mod Østerbrogade. Det ene rager længere ud end de andre. Dette hus var dog for charmerende til at man bare rev det ned dengang.

 

Etagebyggeri først i 1880’erne

Der var mange lystgårde herude. Det var konference Kirsteins lyst ejendom ”Nøjsomhed” Her kunne man kigge lige ned til Øresund. Og den flotte ejendom tog englænderne sig også af, da de var her i 1807.

Etagebyggeriet kom for alvor først i gang på Østerbro i 1880’erne. Her var det højere borgerskab i forvejen forsamlet. Måske var det årsag til mere herskabelig byggeskik end i arbejderkvartererne. Indre Østerbros store byggematador hed S.C. Petersen Hinrichsen. Han købte selv grundene og bebyggede dem. Han har fået tegnet adskillige huse langs Østerbrogade. Ejendommene fik store lejligheder og var meget præsentable.

 

To værtshuse

Nu kunne man jo godt gå ind og beskrive en del af værtshusene i bydelen, men så vil artiklen nok blive endnu længere. Lad os nøjes med Thyges kro, som ”Den Gamle Redaktør” her næsten passere dagligt. Thyges Café hedder den hvis, og den ligger på hjørnet af Østerbrogade og Viborggade.

Murermester Schelowsky ansøgte i 1886 om tilladelse til at bygge en femetagers bygning på matriklen. Den egentlig ejer hed dog Oxholm. Oprindelig hed Thyges Kro – Cafe Elmohus. Det var dengang man spillede billard på stedet. Den forrige ejer hed godt nok Thyge. Han døde af en arbejdsrelateret sygdom, står der skrevet. Men det har vi nu ingen dokumentation for.

Vi kan måske lige få Cafe Odin med. Det var meget svært at få natbevilling. I 1895 var der kun 20 beværtninger i København, der havde fået dette. Cafe Odin havde søgt gennem flere år og endelig i 1898 fik man et ja. Politiassistenten på Østerbro, Tvermoes anbefalede det hver gang.

Politiassistenten mente, at det var Østerbros eneste ordentlige restaurant. Den blev besøgt af et ”altid net publikum”, hovedsagelig handlende her ”fra Broen”, mange officerer og læger.

 

Arbejderne skulle have et sundt liv

Overskuddet af lejeindtægterne for Lægeforeningens Boliger skulle gå til forbedringer af beboernes vilkår eller til nye billige boliger for hovedstadens ubemidlede befolkning altså arbejderne. Lægeforeningen havde således en holdning til, at byggeriet ikke skulle være privat spekulationsbyggeri.

Lægeforeningen havde taget initiativ til boligbyggeriet efter den store koleraepidemi i 1850’erne som i løbet af tre måneder havde kostet 4.800 mennesker livet. Det var dengang København boede inde for voldene. De stod på nakken af hinanden i skidt og møg uden kloakering. Intet under, at der udbrød koleraepidemi. Lægerne, der havde passet de syge og døende ønskede at gøre en forskel, og det blev det med boligbyggeriet i Brumleby kaldet Lægeforeningens Boliger.

Hele kvarteret var bygget efter en stor plan, hvor arbejderne skulle kunne leve et sundt og redeligt liv, uden at familiefædrenes ugeløn blev drukket op. Derfor indførte man en dividende, en slags opsparing, når man handlede hos husholdningsforeningen.

Der var tænkt på sundhed, hygiejne, oplysning og økonomi. Der kom med tiden asyl og børnehave, vaskehuse, badstuer, kapel og fælles træk-og-slip i stedet for latriner og natpotter.

 

Arbejderne måtte dog ikke selv bestemme

Men lejlighederne var små. Ofte levede familier på 8 – 10 børn på mindre end 30 kvadratmeter. Oplysning var vigtig, derfor blev der bygget bibliotek og mødesal. Man kunne handle hos slagter, ismejeri og i Østerbro Husholdningsforenings Købmand. Det var en hel lille by.

Lægeforeningen ville ikke overlade det selv til arbejderne. Det måtte arbejderne selv kæmpe sig til senere. Til at holde styr på beboerne havde man ansat opsynsmænd. Disse havde ret til at smide beboerne ud ved forsømmelse af reglementet.

 

Politiske møder var ikke tilladt

Det var ikke tilladt at holde politiske møder, men arbejderne var sultne efter at bestemme over egne forhold og deltage i det nye demokrati efter indførelsen af Grundloven i 1849. I mange år kæmpede socialisterne for at komme i bestyrelsen for Østerbro Husholdningsforening, brugsen i Brumleby. Senere blev Østerbros Socialdemokratiske Diskussionsforening stiftet i Brumleby.

 

Kronprinsesse Louises Asyl

Kronprinsesse Louises Asyl blev en del af Brumleby den 14. september 1871. Det var det dog ikke fra begyndelsen, da Brumleby blev planlagt. Og det handlede om økonomi- Andre initiativer var kuldsejlet.

Bestyrelsen besluttede selv at stå for driften. Det skete i forbindelsen med bygningen Brumlebys sidste to blokke N og O. Asylet blev anbragt i blok N og var fra begyndelsen for lille. Brumleby havde dengang 400 børn under den skolepligtige alder.

Asylet havde halvdelen af blok N’ s stueetage. Det var en stor gennemgående asylstue, en mindre legestue og to små værelser til garderobe og sovestue. Desuden var der bolig til bestyrerinden og hendes medhjælp. Asyllokalerne havde et større rumindhold med plads til ”Asyltrappen” som børnene anbragtes på i den store asylstue. Der var anlagt kælder under blokken, hvor ”Husholdningsforeningen” havde lokaler.

 

En ny asylbygning

I 1886 blev der lavet tegninger af arkitekt Klein til den nye asylbygning ud mod Østerbrogade lige ved Jakob Kirkes Plads. Ved Asylet fandtes en forholdsvis stor og ”med Gymnastikapparater forsynet Legeplads”. Her kunne børnene tumle sig hvis vejret tillod det.

Bygningen indeholdt foruden bolig til bestyrerinden og hendes medhjælpere en smuk udstyret sal 250 kvadratalen stor, hvor børnene hovedsagelig skulle opholde sig. Endelig fandtes der en sovestue, hvor en snes børn ad gangen kunne få en middagslur.

Asylbygningen blev åbnet den 20. maj 1886 kl. 14.00. Også Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen lod børnene traktere med chokolade og kom selv uventet til stede for at tage den nye asylbygning i øjesyn.

Den 1. juni 1996 købte Københavns Kommune bygningerne af Byfornyelses Selskabet. En total renovering af huset blev gennemført. De startede i august 1996 og i tiden mens huset blev ombygget var børnehaven udflyttet til Stockholmsgade.

I maj 1997 var huset klar til indflytning. Nu var børnehaven lavet om til integreret institution. Det vil sige, at nu skulle der være 12 vuggestuepladser og 44 børnehavepladser.

Den 22. maj 1997 blev huset genindviet og skiftede navn til Børnehuset Skt. Jakob.

 

Kamp for at beholde navnet ”Brumleby”

I 1980’erne kæmpede beboerne for at beholde navnet Brumleby. De brugte bl.a. Martin Andersen Nexøs erindringsbog ”Et lille kræ”. Da Københavns Kommune ville have ændret kvarterets navn til Østerbros Vænge. Men det fik de heldigvis ikke held med.

 

En Nørrebro – præst skaffede kirken

Sankt Jakobs Kirke er opført i perioden 1876 – 78 af arkitekten Ludvig Fenger. Det var i 1856 at Sankt Johannes kirkes første sognepræst på Nørrebro, Rudolf Frimodt iværksatte en kampagne for at få opført flere kirker i de nye, hastigt voksende bykvarterer.

Det ledte til, at der i perioden 1874 – 1880 blev bygget fire nye kirker, hvoraf Sankt Jakobs Kirke var den anden der blev opført og den første på Østerbro. På det tidspunkt var det sparsomt med byggeri i området. Brumleby var dog blevet opført i perioden 1856 – 1872.

Selve kirken er opført i nygotisk stil, med inspiration fra engelsk arkitektur, hvilket bl.a. ses på de gennembrudte gavle omkring tårnets store glamhuller.

 

Gardehusarerne på Østerfælled Torv

Længe før Østerfælled Torv blev butiksstræde var det hjem for Gardehusarkasernen. Den blev opført i 1886 af Eugen Jørgensen i nybarok stil. Da husarerne i august 1940 flyttede til Næstved, blev Østerfælled Kaserne omdøbt til Østerbrogades Kaserne.

Efter afslutningen af Anden Verdenskrig flyttede Luftværnsregimentet samt 10. luftværnsartilleriafdeling ind. Efterfølgende i 1960’erne var det sprogofficererne, der flyttede ind.

Luftværnsregimentet blev i 1970 tilbageført til Kronens Artilleriregiment på Sjælsmarks Kaserne. Omkring 1970 flyttede Forsvarsakademiet ind i bygningerne, hvor de havde til huse til august 1992, hvor akademiet rykkede til Svanemøllens Kaserne.

I 1993 blev kasernearealet købt af Pædagogernes Pensionskasse (PBU). Her blev området delvis ombygget til butikscenter og boligområde, og skiftede i den forbindelse navn til Østerfælled Torv.

Ridehallen blev ombygget til teatersal og kulturhus under navnet Kanonhallen og Krudttønden. Her har man ofte været til Jazzkoncert. Fægtehallen blev dog revet ned. Man mente, at denne stod i vejen for byggeriet. Dette fik man dog en bøde for. Handlingen blev vurderet til en bøde på 50.000 kr.

 

Telefonkiosken

Er den der endnu? Telefonkiosken på Poul Henningsens Plads (på hjørnet af Østerbrogade og Jagtvej). Den er/var fra 1896 og var/er en af 11 kiosker, der blev opstillet i København. I dag er der kun seks tilbage. I den ene af kioskens seks sider fandtes døren til telefonen og skrivepult. De øvrige vægge er af glas og beregnet til annoncering. Det grønne kobbertag afsluttes af en tagrytter, hvori der er anbragt et ur med en skive i tre retninger. Der er et mylder af detaljer, bl.a. indeholdende træfrisen under taget de 12 stjernetegn.

 

Ny Lægeforenings Boliger

Nede ad Nyborggade lå dengang Ny Lægeforeningens Boliger. Det vil sige, at gaden hed Frederikshavnsgade indtil 1904.  Det var i alt 11 to – etagers huse, der blev opført samtidig med Østre Gasværk i slutningen af 1870’erne. Det var boliger til arbejderne på gasværket, samt de øvrige virksomheder der skød i vejret i området.

I 1959 blev de såkaldte ”Nye boliger ved Østre Gasværk” revet ned og erstattet af de nuværende boligblokke. Flere af beboerne fra de gamle huse var i årene forinden flyttet til Brumleby.

I 1903 blev Bethania (Sions Kirkes Menighedshus) bygget i gaden. Bagved lå Østre Gasværks Skole, der i 1938 ændrede navn til Strandvejsskolen.

 

Flotte Vibensgård

Skråt over for på hjørnet af nu Østerbrogade og Jagtvej stod det flotte hus Vibensgård færdig. I stueetagen lå der et mondænt brasserie med billard og levende musik. Om sommeren kunne man nyde en forfriskning, når sporvognene kørte forbi

I Nyborggadehjørnet rykkede efterhånden et Schous Sæbehus og en antikvitetshandler

 

Rødspætter og Havregrød til morgenmad

Ude på Øresundshospitalet blev der i et forsøg serveret rødspætter til morgenmad. Jo man forsøgte sig med indbagt rødspætte og havregrød. Det skulle være så sundt. Ja så siger man velbekomme.

Byggeriet til Øresundshospitalet stod på i årene 1875 – 1876. Det åbnede i 1878 som karantæne – og epidemihospital til behandling af kopper og kolera, der indførtes af søvejen.

Senere blev det til tuberkulosehospital og fungerede også som hjælpehospital for Blegdamshospitalet og Kommunehospitalet. Hospitalet havde kun 32 senge. Senere blev antallet af sengepladser udvidet til 106 sengepladser.

I 1980 blev det nedlagt som hospital. I dag anvendes bygningerne til af forskellige kommunale børne- og ungdomsorganisationer. Region Hovedstaden har en distriktspsykiatrisk enhed samt ambulatorium på stedet.

Før boligblokkene på Østerbrogade (Strandvejen) var her kolonihaver.

 

Brandkaptajnens landsted blev til boliger

Der er mange spændende tillægsveje til Østerbrogade/Strandgade. En af dem er Christiansmindevej. Den er opkaldt efter landstedet af samme navn opført af brandkaptajn Christian West i 1815. Og først i 1957 blev resterne hevet ned i forbindelse med opførelsen af Øbrocentret.

Arbejdernes Andels-Boligforening havde i 1918 købt ejendommen ”Christiansmindes jorder” efter boet af Philip Heymanns enke – i alt ca. 8 tønder land.  – for en million kroner og med en kontant udbetaling på 250.000 kr.

Boligforeningens byggeplaner var, at afdeling 21 skulle opføres i Christiansminde -grundens nordlige skel fra Strandvejen 19 (nu Østerbrogade 119). Afdelingen fik 120 boliger og 7 erhvervsmål.

 

Sølvbryllupsgave førte til ny kirke

Sions Kirke blev også opført på det, der hed Slagtervænget. Det var lige over for Christiansminde. Grundstenen blev lagt 9. juli 1895 og kirken blev indviet 27. september 1896. I 1905 fik kirken første gang lov til at pryde forsiden af en postkort. Oprindelig var det ikke det kirketårn vi kender i dag. Det kom først i 1921. Det var skænket af fabrikant H.V. Christensen og hustru.

Af sparehensyn blev kirken opført uden kirketårn. Arkitekten havde dog anbragt lille klokketårn på taget

En aprilaften i 1893 kom Pastor Krag med et forslag i menighedssamfundets bestyrelse i Skt. Jakobs sogn, om at der skulle bygges en annekskirke i Frihavnskvarteret.

Præcis et år efter blev planen ændret. Den nye plan var, at der skulle bygges hele tre kirker i det store Skt. Jakobs Sogn. Den første var Sions Kirke.

Efter en aftengudstjeneste i Skt. Jakobs Kirke fulgtes en gruppe samfundsmedlemmer hjem. Samtalen kom til at dreje sig om Pastor Krags forestående sølvbryllup, som de naturligvis ville samle ind til. Efter flere forslag til en gave nævnte en i selskabet at man kunne samle ind til den nye Sions Kirke.

Der blev samlet ikke mindre end 43.000 kr. ind. Det lykkedes at bygge Sions Kirke for indsamlede midler og det blev i alt 70.000 kr.

 

Sions Kirke uden z

Grunden som Københavns Kommune skænkede, blev den som Pastor Krag havde søgt om, på den betingelse at kirken kom til at rumme mindst 700 kirkepladser, samt at kommunen ikke fremover ville blive afkrævet økonomisk støtte til kirkens drift.

Den 9. juli 1895 kunne der holdes grundstensnedlæggelse. Det fortælles i den forbindelse at biskop Skat Rørdam kun ville gå med til at den nye kirke blev kaldt Sions Kirke, hvis det blev med S og ikke med Z.

De indsamlede midler tillod dog ikke indkøb af orgel, men man måtte klare sig med at leje et hos en orgelbygger. Men allerede i 1898 skænkede enken Hanne Marie Andersen 2.000 kr. så der var råd til et orgel. Hun betingede dog at kirken til gengæld betalte hende en årlig livrente svarende til 3 pct. af renteindtægterne samt fri vedligeholdelse af hendes gravsted indtil 1947.

 

Komponistkvarteret

Komponistkvarteret nær Svanemøllen hed egentlig ”Strandvejskvarteret”. Husene blev bygget fra 1893 til 1903. De 393 byggeforeningshuse blev bygget af Arbejdernes Byggeforening. Oprindeligt var hvert hus lavet til tre familier. I dag er der mange en families – huse.

 

Restaurant i Møllen

Svanemøllen er opkaldt efter en vinddreven mølle. Den var opført i 1758 og blev endeligt fjernet efter at sabotører sprang den i luften i 1944. Dens placering var i krydset mellem Strandvejen og Strandvænget.

Den blev opført som stubmølle og dens primære opgave var at male mel. Den blev kaldt for ”Bagernes Østre Gasværk”.

Den blev opkaldt efter en svanedam lige i nærheden. I 1773 brændte stubmøllen og blev erstattet af en hollandsk mølle med drejelig møllehat. I 1856 blev den købt af oberst J.P. Eckmann, som i 1858 tilføjede en dampmaskine til møllen. Den virkede sim mølle til 1892, hvor overdelen brændte.

Den nederste del som overlevede branden blev omdannet til beværtning under navnet ”Fokina”. Den blev flittig brugt af gæster fra det nærliggende Ingeniørkasserne.

 

Her var sporvogns-remise

S-togs stationen blev åbnet den 15, juni 1934. Den lå egentlig på den anden side af broen under banelegemet dvs. mod nord mod Svanemølle Kasserne. I forbindelse med Farumbanens indførelse i 1970erne blev den i 1977 ”flyttet” over på den anden side af broen. Den nuværende station blev renoveret i 2005.

Svanemøllehallen var engang sporvogns – og busremise. Den blev taget i brug i 1912 og udvidet 1931. Den blev nedlagt i 1939 og blev omdannet til sportshal.

Vi er nu nået til vores endemål. Vi håber, at du nød turen ned ad Østerbrogade.

 

Kilder:

• dengang.dk – diverse artikler
• aab21.dk
• da.wikepedia.org
• aab23.aab.dk
• oeft.dk
• dsr.dk
• danmarks-kirker.dk
• sanktjakobskirke.dk
• arbejderen.dk
• ugeavisen.dk
• apotekettrianglen.dk
• holmenskirke.dk
• Bent Jørgensen: Storbyens Stednavne
• Bent Zinglersen: Københavnske gadenavnes historie

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.563 artikler, heraf 88 fra Det Gamle Østerbro herunder:

• Østerports Historie
• Østerbro – en historisk vandring
• Østerbro – fra A til Å
• Sporvogn på Østerbro
• Strandvejens historie
• Brumleby på Østerbro
• Garnisons Kirkegård
• Classens Have
• Classens Have på Østerbro
• Classens Have – endnu mere
• Fra Trianglen til Vibenshus
• Rosenvænget på Østerbro
• Østerbro – langs Søerne
• Bankrøveri på Østerbrogade 1913

 

Fra Langelinie til Strandboulevarden

Vi går fra yderspidsen af Langelinie, der hvor man plejer af få softice og så går vi langs den gamle Strandpromenade, der i dag hedder Strandboulevarden. Dengang var linjeforløbet en lidt anden. Kineserne er skuffet over ”Den Lille havfrue. Egentlig var Langelinie anlagt som fæstning. I begyndelsen havde kun de fine adgang. Der blev anlagt badeanstalt for officererne og deres familie. Flot udsigt fra Aggersborg’ s villa. Vi besøger Kryolitfabrikken og kalkbrænderierne. Et forlystelsessted blev oprettet. Her kom ”fordrukne matroser, Nyboderdrenge og byens pøbel. Hans Just leverede spritten. Vibenshus Skole ligger forkert. Selv baderummet blev brugt som undervisning. Og så var jorden omkring Østre gasværk forurenet. Man kan mærke niveauforskellen på syv meter. Dengang var der masser af butikker på Strandboulevarden og kongen havde sin ridesti i midten. For at komme ind til de fine i Rosenvænget skulle du have nøgle med og det have H.C. Andersen. Det er næsten tid til at sige farvel til Københavns sidste boulevard.

 

Kineserne er skuffet over ”Den Lille Havfrue”

Promenadestrækningen i København er noget som udlandet misunder os. Langelinie har gennemgået store forandringer i tidens løb.

Egentlig hed det Den Lange Linie. Her kæmpede man for et fyrhus for enden af Langelinie-kajen. Man nøjedes så med at flytte det lidt.

Kinesere er dog skuffet over ”Den lille Havfrue”. De mente, at den var væsentlig større. Det var Erik Eriksen, som kom til at udføre den skønne eventyrfigur. Den blev opstillet den 23. august 1913. Og det var Ellen Price, der var den inspirerende model.

 

Langelinie anlagt som en fæstning

Der er næppe mange, der i dag spekulere på, at Langelinie ikke var anlagt som en promenade for københavnerne. Det var en del af Kastellets ydre fæstningsværker.

Det var omkring 1660 at Langelinie blev anlagt af ingeniørofficer Gotfred Hofmann, som en dæmning. Et par år senere blev Kastellet færdig. Såvel Langelinie som Kastellet spiller en vigtig rolle i forbindelse med ”Slaget på Rheden”, skærtorsdag den 2. april 1801.

Man havde godt nok hørt, at den engelske flåde var på vej, men man troede at den ville til Rusland. Den københavnske skibsstyrke var ikke stor. Den bestod kun af de fastliggende blokskibe, mindre sejlskibe og armerede pramme.

 

Kastellets kanoner rakte ikke så langt

Lord Nelson førte 12 linjeskibe og 24 andre skibe. Det var en temmelig ulige kamp. Englænderne var imidlertid gået syd gennem Hollænderdybet, det vil sige syd for denne. Det var her slaget tog sin begyndelse. I slaget deltog også Kastellets kanoner. Men de var ikke tilstrækkelig langtrækkende.

De sårede blev sejlet ind til Langelinie og Toldboden for at blive indlagt på Frederiks Hospital og Søkvæsthuset på Christianshavn.

 

Prinsen og prinsessen måtte ikke komme igennem

Hvis man ikke havde tegn, når man bevægede sig på Langelinie, ja så kunne vagterne være grove. En soldat stod vagt og Prins Ferdinand kom gående sammen med sin gemalinde. Soldaten spurgte om de havde pas. Derpå svarede Prins Ferdinand:

 

• Jeg er Hans Kongelige Højhed Prins Ferdinand og dette er hendes Kongelige Højhed Prinsesse Caroline. Og vi behøver ingen pas til Langelinie.

 

Soldaten svarede nærmest på jysk, at der kommer ingen igennem uden pas, om det så var kongen. De kongelige måtte gå hjem og soldaten måtte ligge ”krum” (en militærisk straf).

 

Sagnet om Gefion

Senere måtte kun borgernes pæne borgere få adgang. De skulle dog betale bompenge. Senere blev der dog adgang for alle. Således måtte Nyboder – folket heller ikke komme i Kongens Have.

Man kan ikke undgå at se Gefion springvandet. Ifølge sagnet pløjer Sjælland ud af Sverige mens vandet fosser omkring de stønnende okser. De trækker det nye indvundne land til Danmark. Det er billedhuggeren Anders Bundgaard, der står for ”Springvandsgruppen”.

I tidligere tider var indgangen til Langelinie gennem en stor port for enden af kørevejen fra Esplanaden. Her var opsat et skilderhus med tilhørende skildvagt. Jo dengang blev Langelinie ofte afpatruljeret af to mænd bevæbnet med både sabel og geværer.

 

En restaurant blev anlagt

Under Treårskrigen var det Livjægerne der besørgede natholdet. Det gik meget gemytlig for sig inde i vagtstuen, når punchebollen kom på bordet. Livjægerne fik piberne tændt og sangbøgerne kom frem.

En skønne dag kom der et forslag om at anlægge en restaurant på Langelinie. Der blev ført en høj buet bro tværs over kørebanen til Langelinie, hvorfor en dobbelttrappe førte op til broen. Restauranten, som fik navnet Langelinie Pavillon, åbnede den 25. november 1884. Nu kunne man indtage forfriskninger, se på den ind og udgående skibe samt hilse på de promenerende.

 

En ny pavillon

I 1893 skete der store forandringer. Der blev anlagt en stor lystbådehavn. Hele den store omdannelse af terrænet medførte at Langelinie Pavillon blev revet ned. Nu rejste Kongelig Yacht Klub en ny bygning, der både var lokale for klubben og restaurant for publikum.  Den nye Pavillon blev indviet den 30. januar 1903. I 41 år var det en meget besøgt restaurant. Denne restaurant blev den 11. juni 1994 sprængt i luften af tyskerne.

Et lille hyggeligt træhus omgivet af en have udgjorde Karantænehuset. Her opholdt den daværende lægevagt sig. De havde tilsyn med skibe, der ankom med syge ombord. Den lå på selve Langelinie-dæmningen.

Senere blev karantænestationen revet ned. Et nyt muret hus blev opført i 1880 på den forreste del af Langelinie. Ikke langt derfra rejstes i 1886 det første monument herude, det var mindesøjlen for søhelten, Iver Hvidtfeldt, der den 6. oktober 1710 ved sø – træfningen i Køge Bugt.

 

Farvel – for altid

Det var fra Vestre Bassin (Amerikakaj) at tusindvis af danskere sejlede til USA i de store udvandrings – år. Skandinavien – Amerika – Linien reklamerede med i 1906 med ”hurtig rejse” til New York med enten ”Hellig Olav” eller ”United States”.

Rejsetiden var nu reduceret til ”kun 9 dage fra havn til Havn” mod tidligere 14 dage. De nybyggede skibe kunne tage 1.200 – 1.400 passagerer. Sikke nogle følelser, der her afspillede sig. Måske var det sidste gang de så familien og fædrelandet.

Det var, at Frederik den Ottende red sin daglige morgentur, og det var her tyskerne gik i land den 9. april 1940.

Man fortsatte helt frem til midten af 1960’erne dog med knap så mange passagerer. Amerikanerne havde indskrænket deres kvoter.

Karantænestationen blev senere overtaget af havnevæsnet og en ny kombineret lods- og karantænebygning blev opført i Frihavnen, hvor den blev taget i brugt den 15. september 1943.

 

Badeanstalt for officerer og deres familie

Inden Langelinie igen blev ændret, blev Langelinie skærmet mod bølgeskvulp af store kampesten. Ude i søen tæt ved Langelinie blev der opført to badehuse, et større og et mindre, beregnet for officerer og deres familie. Adgang til badebroerne foregik af trætrapper, der var anbragt over kampestenene, hvorfra træbroer førte ud til badehusene.

Flere monumenter var blevet rejst. Her er mindestenen for hospitalsskibet Jutlandia, der gjorde tjeneste under Korea-krigen i starten af 1950’erne. Og så der er også mindesten for Ludvig Mylius Erichsen samt deltagerne i danmarksekspeditionen (1906 – 1908) til Nordøstgrønland samt en mindesten for polarforskeren Ejnar Mikkelsen. Og Frihavnen blev åbnet den 9. november 1894.

I dag anløber som regel det ene krydstogtsskib efter det andet på Langelinie, der har en dybde på 10 meter.

 

Man gik over i Strandpromenaden

Hvor den gamle Langelinie endte, gik man ad en skråning ned til den såkaldte Strandpromenade. Den gik direkte langs vandet. Her havde man på højre hånd den kommunale og den militære badeanstalt, der begge havde flere vandbassiner af forskellig dybde med tilhørende badebroer og badehuse.

Skråt over for disse lå store græsplæner. De stødte op til ingeniørernes øvelsespladser. På helligdage søgte adskillige københavnere herud med deres familie for i fri luft at nyde deres medbragte smørrebrødspakker og drikkevarer.

Var man kommet gennem en skyggefuld Alle forbi de to badeanstalter havde man op til disse samt et bådebyggeri en del opslagspladser, bl.a. Lautrups Plads på hvilket der i den sidste del af 1880’erne blev udstillet en meget stor hval som et tiltrak et meget stort antal publikum.

 

Flot udsigt fra Aggersborgs villa

En af de sidste huse på venstre hånd af Strandpromenaden var veksler H.C. Aggersborgs store vidt kendte villa, omgivet af en mindre sø. Hovedfacaden var mod Øresund. Den bagved liggende kørevej var parallel med Strandpromenaden.

Fra vinduerne var der vid udsigt over Sundet og over det nærmeste landterræn. Dengang var der her et meget sparsomt byggeri. Fra gangen fobi husets venstre side førte en trappe ned til søens badebro.

I en årrække blev villaen beboet af medlemmerne af kunstnerfamilien Skovgaard. Da søen efterhånden blev udtørret, blev villaen revet ned. Tværs over grunden blev Aggersborggade anlagt.

 

Kryolitfabrikken

Meget tidligt lå en af de store industriforetagender herude. Det var Kryolitfabrikken, der lå mellem Hjørringgade, Kalkbrænderivej, Strandboulevarden og Østbanegade. Soda og alun blev via den grønlandske kryolit fremstillet på fabrikken mellem 1859 og 1886. Fra 1886 blev der her fremstillet ren kryolit, men i 1970’erne slap kryolitten op.

I 1870 blev der også oprettet en svovlsyrefabrik.

Fabrikken havde egentlig mange navne, Øresunds Chemiske Fabrikker eller Fabrikken Øresund eller bare Kryolitfabrikken. Adressen var Strandboulevarden 84.

Nye initiativer blev sat i gang på fabrikken. Der kan nævnes saltproduktion, marcipan – og småkageproduktion samt elektronikproduktion. Det dannede en sær blandet dunst af kryolit og bagværk.  I 1990 lukkede produktionen på kryolitgrunden endelig ned.

Tietgen havde også andel i dette. Derfor blev der her oprettet Tietgens Have. Senere blev det til Charlottehaven.

 

Bedre kvalitet på Østerbro

I 1852 blev arealerne uden for voldene frigivet. Vesterbro og Nørrebro kom hurtig i gang. Det varede lidt længere på Østerbro. Til gengæld var alle byggevedtægter på plads. Kvaliteten på byggeriet her i kvarteret havde også en anden standard.

I 1850 boede der 1.500 mennesker på Østerbro. I 1906 boede der 66.000 herude.

Da den sidste del af Strandpromenaden skulle afsluttes fandt man resterne af en nedlagt skanse, Bådsmandsskansen. Den lå på det nuværende hjørne af Strandboulevarden og Hjørringgade.

 

Et rettersted

Her havde man fra 1792 til 1806 et rettersted. Her blev folk henrettet eller her blev ulydige borgere afstraffet. Det var også her natmanden begravede hoveder og hænder, der havde været på stage.

Grundene langs kysten ud til Svanemøllen blev også nærmest betragtet som værdiløse. Rakkermanden havde mulighed for at sejle sine selvdøde dyr helt ind til den stinkende kule, som var målet for ådslernes sidste rejse.

 

Kalkbrænderi

Efter den store brand i 1729 blev der anlagt et kalkbrænderi ved Langebro. I 1731 blev det flyttet uden for byen omtrent der, hvor Nordhavn Station i dag ligger.  I 1770’erne blev der bygget et kalkbrænderi lidt længere mod nord. Kalkbrænderiet har gennem historien spillet en ledende rolle i kvarterets liv og udvikling, hvilke ud over gadenavnet er svært ved at gense i dag. Den senere kalkbrænderihavn er først anlagt i forbindelse med anlæggelsen af Frihavnen, hvilket skete i 1895.

 

En folkelig traktørhave

Her på Slagtervænget anlagde en mand ved navn Børrensen her en folkelig traktørhave efter datidens mønster med restaurant, keglebane og karrusel med lirekasse. Vangen gik forbi Batterivej (Viborggade) til Svanemøllen forbi Ny Kalkbrænderihavn.

Denne traktørhave blev hovedsagelig brugt af det jævne københavnske publikum som i aftentimerne søgte herud med familie og børn. Egentlig havde haven ikke noget navn. Men Det Kongelige Teater opførte den 3. april 1859 en vaudeville af Henrik Hertz, der hed ”De fattiges Dyrehave”. Så var navnet lagt.

 

Fordrukne matroser, Nyboderdrenge og byens laveste pøbel

Nu var det vel ikke så mange dyr, man kunne se her. Det var vandrotter og en lænkehund, der gik løs på hinanden om natten. Ja så var der også en abe på en stang. Den navnkundige forfatter, Knud Bokkenheuser beskrev stedet som:

 

• Et hjemsted for fordrukne matroser, Nyboderdrenge og byens laveste pøbel.

 

Her var karruseller, keglebaner og andre forlystelser for folk, der ville mores sig. En af de mest kendte forlystelser var Rhinen, der havde en stor karrusel med larmende lirekasse (gadeorgel).

Når mørket faldt på begyndte musikken. Stenfiskerne og sandgraverne mødte op. Det gjorde danselystne damer fra Adel – og Borgergade også.

Hvis vi dag skal forsøge at finde ud af, hvor den nøjagtig lå henne, så bliver det nok mellem nummer 88 – 98. Det var mellem Århusgade i nord og Vejlegade i syd. det var en konkurrent til Bakken.

 

Hans Just leverede spritten

Fra telt beværtninger blev der serveret brændevin fra den nærliggende spritfabrik, Fortuna. Her kom også arbejderne og bådførerne fra kalkbrænderiet. Stedet var også populært hos de almindelige søfolk.

Det var Hans Just, der oprettede spritfabrikken Fortuna. Her bor min læge i dag. Mern hunserverer ikke sprit, måske håndsprit, når jeg besøger hende. De første år hed Århusgade Fortunagade.

Endnu i 1896 lå her 25 lysthuse.

Gennem årene mistede publikum interessen. Størstedelen af grunden blev bortsolgt og omkring år 1900 blev sidste del af selve restauranten, hvis sidste ejer var traktør Fleckenstein. Men nogle fortsatte dog helt til Første Verdenskrigs begyndelse. Det vil sige stedet lukkede officielt i 1908. Bygningen på stedet blev først revet ned omkring 1950.

 

Nu hedder det Strandboulevarden

Af den gamle Strandpromenade, der i dag har navnet Strandboulevarden er det nu intet tilbage. Nu går gader på kryds og tværs. Øresund, der gik helt på til den. Den gamle idyl er forsvundet og fortrængt af hovedstadens pulserende liv.

Strandboulevarden går i dag fra Fridtjof Nansens Plads i forlængelse af Kristianiagade til krydset ved Poul Henningsens Plads, hvor den fortsætter i Jagtvej. Men det var slet ikke den strækning, man havde tiltænkt gaden. Den skulle have fortsat mod nord og ikke foretaget sig dette knæk som nu. Der skulle være bygget en bro over jernbanen. Men det lå lige et svineslagteri i vejen.

 

Vibenshus Skole ligger forkert

Hvis du kigger på Vibenshus Skole, så ligger den også lidt forkert ud til Strandboulevarden. Det var forbi, den blev bygget før, at man var helt færdig med at anlægge Strandboulevarden. Vibenshus Skole er fra 1892. En tilsvarende uregelmæssighed kan ses ved Nordre Frihavnsgade, hvor man i begyndelsen af 1890’erne anlagde Gefionsgade. Den var smallere end den ny boulevard, der blev anlagt få år senere.

Skolen var dengang i 1892 omgivet af marker og enge, der strakte sig helt ned til stranden, hvor tusindvis af viber hvert år flokkedes. Det var derfor en naturlig ting, at man kaldte skolehuset, der blev bygget på dette sted for Vibenshus.

 

Historisk ikke helt korrekt af skoleinspektøren

Det var den historie skoleinspektøren fortalte hvert år, når eleverne blev samlet nede i skolegården. Men det er nu ikke helt i overensstemmelse med de historiske kendsgerninger. Navnet Vibenshus er ældre end skolen og forklaringen er ikke nær så romantisk som i skoleinspektørens forklaring.

Det var jo det kendte traktørsted ”Lille Vibenshus”, der lå på hjørnet af Jagtvej og Østerbrogade (dengang Strandvej). Den var opkaldt efter den afdøde værtshusholder Jens Jensen Vibe, som vides at have taget det i 1708. Det blev først revet ned i 1907. I de sidste par år var det værtshus i stueetagen og politistation på første sal – en tankevækkende kombination.

 

Man måtte først være tørstig kl. hel

Jo det hed Vibenshus Betalingsskole. Under første verdenskrig gik 1. – 4. klasse i barakafdelingen. Hovedskolen var forbeholdt de ældre. Dengang kunne man også have valgt friskolen ved Østre Gasværk.

Dengang badede man på Helgoland. Det var langt at gå, når man var tørstig, men skolebetjent Jensen åbnede først for vandet klokken hel. Og denne Jensen holdt også høns, som pigerne fodrede med rester fra deres madkasse. Det store pæretræ i haven kunne godt finde på at tabe nogle af dens pærer på den ”rigtige” side af hegnet.

 

Selv i baderummet blev der undervist

I 1960’erne var Vibenshus Skole en stor skole med 3-4 spor på hver årgang og ca. 800 – 900 elever. Der blev gjort alt for at skaffe plads. Sidst på eftermiddagen var hverken elever eller lærere oplagte.

Selv i badekælderen blev der undervist. På skole var der en meget kreativ redaktion af skolebladet Vanellus. Man blev dus og kom på fornavn med lærerne. De yngste elever fik det ikke så svært. Det kneb mere med de ældre.

København havde brug for et gasværk. Vestre gasværk kunne ikke længere følge med. Ved siden af gasværket oprettede man en havn, der omfattede to kulhuse, tre gasbeholdere og to retorhuse.

 

Jorden var alt for forurenet

Østre Gasværk blev opført 1878. Gasbeholderen, der i dag huser Østre gasværk blev tegnet af Martin Nyrop. Østre Gasværk blev lukket ned i 1969.

I slutningen af 1980’erne blev det besluttet at grunden skulle renses og at der skulle bygges nyt på grunden. Men det viste sig at grunden var mere forurenet, and man regnede med. Man valgte så i stedet at overdække området, så udsivende gasser kunne opfanges.

Ved siden af blev Kjøbenhavns Svineslagteri så anlagt.

Slagteriet blev grundlagt i 1866 af grosserer og industridrivende Philip W. Heyman med henblik på eksport af bacon med skib til England.

Heymann, der startede med en smørrebrødsforretning, grundlagde sammen med C.F. Tietgen bryggeriet Tuborg med henblik på eksport. Klos op ad Østre Gasværk besluttede man at opføre en karantænestation – Øresundshospitalet for folk med smitsomme sygdomme.

 

Et fald på syv meter

Få steder på Østerbro ser man så tydeligt landskabets fald ned mod vandet som på den del af Strandboulevarden, der ligger mellem Østerbrogade og knækket ved Løgstørgade. Her falder niveauet fra cirka 7 meter over dagligt vande til cirka en meter. Des tydeligt på forløbet af kældervinduer i de lange ejendomme.

 

Egentlig var Strandpromenaden en lille sti

Egentlig var Strandpromenaden blot en lille sti, der gik langs stranden/kystlinjen. Da Frihavnen så kom i 1896 og jernbanen fra Hellerup til Østerport i 1897 blev kysten flyttet et godt stykke udefter. Nu var det slut med den nære forbindelse til Stranden og Øresund.

Gaden blev først navngivet Strandboulevarden i sin fulde nuværende længde i 1897. Inden da hed den sydlige del i nogle år Gefionsgade. Den nordlige del hed derimod fra 1860 til 1897 Sibbernsvej. Dette navn havde den efter murermester G.N. Sibbern, som ejede Ny Kalkbrænderi som lå ved Strandboulevardens nordlige ende.

Borgerrepræsentationen vedtog i 1895 at anlægge Strandboulevarden, delvis ud for Gafionsgades tracé. Den lå ud for Nordre Frihavnsgade. Desuden blev dele af den gamle Strandpromenade ud for Classens Have genanvendt i boulevarden.

 

Kongens ridesti var i midten

Strandboulevarden blev anlagt som en bred boulevard med tre rækker platantræer. Det skabte et smukt byrum og et fodgængerareal og en ridesti. Man sagde, at den anlagde man for at glæde kongen.

Da sporvognene i årene mellem 1938 og 1958 blev lagt ind i trærækkerne forsvandt den midterste trærække. I 1960’erne blev de resterende trærækker beskåret til fordel for svingbaner for biler.

 

Der var masser af butikker

I dag er gaden typisk præget af beboelse. Men tilbage i 1950’erne var her et gav af små butikker især var der mange frisører og cigarhandlere:

 

• Vinhandler og kjolesalon (1)
• Frugtforretning (3)
• Blomsterforretningen Primavera (5)
• Vaskeriet Falken (7)
• Frisørsalon Figaro (9)
• Boghandler (11)
• Damelingeri (13)
• Cigarforretning (59)
• Apotek (61)
• Restaurant Strandborg (67)
• Tobakshandler (135)
• Mejeri (125)
• Frugthandel (133)
• Viktualiehandler (137)

 

Og når vi nu er ved disse numre, så er det sådan i nummer 27, at der en mindetavle, der fortæller, at her boede i Georg Brandes. Fra 1910 til sin død i 1927. Hvis du kigger godt efter på ejendommen Holsteinsborg på hjørnet af Holsteinsgade og Strandboulevarden så kande se en beskeden grå plade, der fortæller dig at her boede forfatteren Georg Brandes.

Og i nummer 44 blev Frode Jacobsen gemt i en lejlighed ind til 4. maj 1945.

 

Man skulle have nøgle med til Rosenvænget

Og i nummer 49 lå Finsens-instituttet/Kysthospitalet. Vi har tidligere berettet om Instituttet, da det havde til huse i Rosenvæget. Her spredte instituttet sig lidt for meget efter beboernes smag. Her fik man så senere en flot bygning på Strandboulevarden. Man gik sammen med Kræftens Bekæmpelse for at bekæmpe kræften.

I 1981 blev instituttet sammenlagt med Rigshospitalet. I nye underjordiske bygninger.

Rosenvænget gik dengang helt ned til vandet. Men herinde boede der stolte folk, der ikke sådan ville have alle rendende. Man satte en port foran. For at åbne denne skulle man have en nøgle. Og sådan en havde H.C. Andersen. Men der var nogle, der mente at han kom lidt for ofte.

Det var også herude ved kysten hos Melchiors  at H.C. Andersen oplevede sine sidste dage med udsigt ud over Øresund.

 

Farvel til Københavns sidste Boulevard

Fremover bliver der ikke nogen ridesti midt på Strandboulevarden. På en stor del af strækningen vil det grønne blive rykket over i den ene side i stedet for at være på midten. Hermed forsvinder den sidste boulevard i København.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• wikepedia.org
• denstoredanske.lex.dk
• b.dk
• aab23.aab.dk
• langelinie3-9.dk
• Carl C. Christensen: Fra Gammelstrand til Strandpromenaden
• Bent Jørgensen: Storbyens Stednavne
• Vibenshus Skole 100 år
• Illustreret Tidende

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.603 artikler, heraf bl.a. 88 artikler fra Østerbro herunder:

• Finsens Medicinske Lysinstitut på Østerbro
• Rosenvæget på Østerbro
• Livet omkring Classens Have
• Classens Have – endnu mere
• Classens Have 1807
• Clasens Have på Østerbro
• Gamle havne på Østerbro
• En engelsk Kirke ved Østerbro
• Langelinie dengang
• Kastellet
• Kastellet – endnu mere
• De Gamle Statsfængsler
• Legemsdele i Kastels-graven
• Det mærkelige fund i Garnisonskirken
• Badeanstalter på Østerbro

 

 

Få dengang.dk – Podcast fra København

Her kan du få 38 podcast af Københavns historie. De er optaget af Københavns Nærradio, som næsten hver lørdag sender nye historier fra www.dengang.dk  Her får du link til download. Du kan også finde to videoer med Ladegårdens historie optaget i Stefans Kirken med ”Den Gamle Redaktør” og forsynet med gamle fotos af Ladegården. Yderligere seks Podcast nu tilgængelig. 

 

Næsten hver lørdag kl. 10.30 kan på Københavns Nærradio hører historier fra www.dengang.dk  Og det er masser at vælge imellem. Og historierne kan du alle sammen få på podcast. I en tid, hvor ”Den Gamle Redaktør” ikke kan komme ud og holde foredrag, så er det nu muligheder at få historier af en halv times varighed. Vi kommer rundt i hele København i disse historier – og mange flere er på vej.

 

• København Nærradio kan du høre på 90,4 MHz – 89,6 MHz på Netradio.

 

Og hvor jeg så fat i alle disse podcast:

 

• knr.dk/podcast_feed/byen-rundt

 

Her er en oversigt over alle de historier, som du kan hente:

 

• Da kvinderne måtte sætte kryds
• Thomasine Gyllembourg
• Karen Magrethe (Kamma) Rahbek 
• Charlotte Dortotha Biehl 
• Mordet i Utterslev Mose
• Lis Mellemgaard og 2. verdenskrig 
• Anden Verdenskrig. Bispebjerg Hospital
• Anden Verdenskrig: Nørrebro
• Carstensen og Tivoli
• Kirker på Vesterbro
• Tekstilarbejder Dagmar Harriet Andersen
• Utterslev Mose
• Jul på Nørrebro
• Blegdamme – og langs Søerne
• Frederikke Vilhelmine Møller – om livet på Østerbro omkring 1900-tallet
• Brumleby på Østerbro
• Nyboder i 1700 – tallet
• Besættelse på Østerbro
• Folkestrejken under Anden Verdenskrig
• København og Frederiksberg under Anden Verdenskrig
• Guldalderens København
• Amalienborg-dengang
• Frederiksberg – dengang
• Blågårdskvarteret på Nørrebro
• Zar Peter den Store i København
• København fra 1840 til 1884 og Christiansborgs Brand i 1884
• Frederiksberg – dengang
• Martha-hjemmet og Rabarberlandet
• Det Gamle Nyhavn
• C. Andersen og Rolighed
• Mordet i Holsteingade i 1912 og Mord i Brumleby 1914
• Bremerholm og Frihedsstøtten
• Langelinie og Kastellet
• Lersøbøllerne
• Frederik Eriksen og Karen Spidsmus
• At være barn på Nørrebro i 1950erne
• Grundtvig på Nørrebro og 4 kirker på Nørrebro
• Belysning og Lygtemændenes historie
• Anekdoter fra Det gamle Christianshavn
• Turen går til Nordvest
• Byvandring – Nørrebro 2011.
• Byvandring – Frederiksberg og Valbys historie

 

Video: Ladegården og åen 1/2 – foredrag i Stefanskirken optaget af Kanal Storbyen.

www.kanalnordvest.dk/webtv/video/6634

 

• De to videoer ligger også på Miljø Nørrebros hjemmeside. Eller de kan findes på google. Foredraget er ledsaget af en hel masse gamle fotos af Ladegårdsåen.

 

 

 

 

 

 

 

Emdrup – for længe siden

Utterslev og Emdrup kent fra 1100-tallet. 4 gårde og 5 borgerhuse. Drikkevand fra Emdrup Sø. En gammel barokhave. En folkehøjskole. Da nazisterne overtog stedet. Det brogede ”Babylon” i Emdrup. Uddannelsesinstitutioner. Blaagaard Seminarium etablerede sig her. Afdeling af Århus Universitet. Kro med forlystelsespark. Søborghus Kro. Lundehus kro. Radiometer. Emdrup dampvaskeri. H.F. Jensens Værktøjsfabrik. Emdrup Savværk. Indlemmet i Københavns Kommune. København – Slangerup Banen. S-togs forbindelse. De gamle gårde i Emdrup. Sporvognen kom meget sent.

 

Utterslev og Emdrup kendt fra 1100-tallet

I 1100 – tallet lå her kun Utterslev og Emdrup. Vi befinder os i bydelen Bispebjerg. Men dengang hed sidstnævnte landsby, Imbres Torp. Hvem Imbres var, ved vi ikke men Torp betyder Landsby. Jo vi ved det fra et pavebrev omhandlende Absalons besiddelser omkring København.

Imbre skulle efter sigende betyde ”fehmernbo”.

Den gamle landsby Emdrup lå dengang på den nordlige side af Emdrupvej over for Emdrupborg og ned mod Søborghus Rende. Omkring år 1800 var gårdene flyttet ud på deres udskiftede jorde. Gårdenes navne finder vi på mange vejskilte i området.

 

4 gårde og 5 borgerhuse

Der ikke mange spor fra den gamle landsby tilbage. Kun nogle vejforløb lader ane noget om landsbyen dengang, som bestod af 4 gårde og landsbyens jord. Der lå også fem almindelige landsbyhuse herunder et smedeværksted.

Emdrup Sø ligger på den anden ende af Tuborgvej. Den får vand fra Søborghus Rende. Vi har med en kunstig sø at gøre. I den nordøstligste ende af søen lå der en vandmølle. Denne kan dokumenteres tilbage til 1370. Men pludselig omkring 1577 forsvandt den.

Vandet løb dengang over og uden om møllehjulet og fortsatte via Rosbækken ud i Øresund. Ved Lyngbyvej lå der dog stadig en Møllegård.

 

Drikkevand fra Emdrup Sø

Sidst i 1500-tallet blev det besluttet at Københavns drikkevand skulle sikres. Og det var et sindrigt system af kanaler, der kunne hente vand så langt væk som Furesøen. Vandet blev ledt fra Gentofte Sø gennem Gentofte Renden til Søborghus Rende, hvorfra vandet løb ud i den opdæmmede Emdrup Sø.

Den blev opdæmmet ved at spærre vandet fra at fortsætte ud i Rosbækken på den anden side af Lyngbyvejen. Til gengæld blev der i det nordøstligste hjørne indrettet et overløb med vandfald, der via en rende førte vand til Lersøen, der dengang var en rigtig sø.

Fra Lersøen løb vandet via Lygteåen og Ladegårdsåen ind til København. Se vores tidligere artikel om drikkevand til København.

 

En gammel barokhave

Lige over for Emdrup Sø, syd for Emdrupvej ligger resterne af en gammel barokhave. Den blev anlagt i første halvdel af 1700 – tallet. Haven var blevet anlagt øst for den lystgård, der lå hvor det nuværende Emdrupborg er i dag.

Denne gamle lystgård hed oprindelig Emdrupgård. Denne gård gav navn til kvarteret. Grunden blev udstykket til fire gårde. Omkring 1830 hed gården Annaslyst.

Den kan spores tilbage til 1600 – tallet, hvor højtstående embedsmænd ejede den på skift gennem 100 år. Blandt ejerne nævnes Frederik den Tredjes hofprædikant Johannes Bremer, der fik skøde på den i 1661.

Senere overtog Christian den Femtes rigsmarskal von Köbitz lystgården. Haven fik formentlig sin endelige form omkring 1730, da oversekretæren i Danske Kancelli Christian Møinichen ejede lystgården.

Det var et imponerende rektangulært anlæg i fransk havestil, hvor der også var anlagt fire fiskedamme. Anlægget blev bevaret frem til 1923, men så blev Tuborgvej anlagt. Og så skulle Emdrupvej også anlægges.

 

En folkehøjskole

I 1872 blev gården overtaget af Jeppe Tang. Han var læreruddannet og havde åbnet en privat lærerskole i Blaagaardsgade i 1863: Blaagaard Seminarium. I Emdrup indrettede han landstedet som folkehøjskole under navnet Emdrupborg.

Bygningen brændte i 1879 men Tang lod den genopføre. Her skrev han også sine læsebøger og bibelhistorier, især beregnet for ”Frie Skoler”. Tang sad i Folketinget 1877 – 1892. Han var altid fortaler for Grundtvigs skoletanker. På Emdrupgård var der højskole til 1913.

Københavns Kommune overtog stedet i 1917 og benyttede stadet bl.a. til husvildeboliger.

 

Da nazisterne overtog stedet

I 1941 blev området-trods kommunal modstand opkøbt af aktieselskabet Deutsche Schule. Besættelsesmagten drømte om her at indrette et nordisk center for nazistisk kulturpolitik med uddannelser for børn, unge og voksne med henblik på ideologisk oplæring. Her var også boksehal og skydetræning.

Bygningerne fra Jeppe Tang’ s tid blev revet ned og et nyt skolekompleks skød op under ledelse af den tyske arkitekt, Werner March.

”Dies Land bleibt deutsch” star der indskrevet på en bjælke oppe i tårnet.

 

Det brogede ”Babylon” i Emdrup

Bygningen stod ufærdig ved krigens slutning. Fra 1945 blev det brugt til at huse tyske og østeuropæiske flygtninge.

Nationaltidende bragte den 7. juli 1945 en reportage om det brogede ”Babylon” i Emdrup. Den udsendte journalist talte cirka 2.000 mennesker fordelt på 17 nationaliteter. Røde Kors flygtningehjælp forvaltede stedet.

 

Uddannelsesinstitutioner

Efter befrielsen i 1945 blev grunden og den ufærdige bygning overtaget af den danske stat. I 1946 blev stedet overdraget til undervisningsministeriet med henblik på anvendelse til Lærerhøjskole og evt. andre uddannelsesinstitutioner.

Efter hektiske og følelsesladede diskussioner blev det besluttet at lærerhøjskolen skulle flyttes fra Odensegade til Emdrup. Det skete i marts 1948. da var de mest nødvendige arbejder med færdiggørelsen af byggeriet gennemført.

 

Blaagaard Seminarium etablerede sig her

Men Københavns Kommune besluttede at bruge en stor del af bygningen til forsøgsskole. I 1949 blev der desuden oprettet Statsseminariet på Emdrupgård. I 1956 blev det nyoprettede Danmarks Pædagogiske Institut placeret i bygningen. Men situationen blev umulig. Det var som om man ikke havde garderet sig for fremtiden.

I 1957 opførtes et kollegium og en bygning til de matematisk – naturvidenskabelige fag kom til i 1969.

 

Afdeling af Aarhus Universitet

Køb og lejemål af bygninger i nærheden fik skabt de nødvendige rammer for Lærerhøjskolens virke. Forsøgsskolens lejemål blev opsagt i 1965. Statsseminariet rykkede ud i 1984 efter fusion med Blaagaard Seminarium. Hele bygningskomplekset rummede fra 2000 til 2007 Danmarks Pædagogiske Universitet. Dette blev lagt ind under Aarhus Universitet.

På Emdruplunds grund blev Holbergskolen bygget i 1952. Skolen startede undervisning i byggerod, men var igennem 1950’erne en stor skole med 1.400 elever.

 

Kro med forlystelsespark

Her på grunden lå den oprindelige Emdruplund Kro og Forlystelsespark. Parken blev nedlagt i 1952 – 1953. Emdruplund Kro var oprindelig en landevejskro med selskabslokaler samt skyde og keglebaner.

 

Søborghus Kro

Når vi nu taler om kroer, så var det jo også Søborghus kro. Ja oprindelig var det jo kongelig opsynsbolig til mosen fra 1500 – tallet. Kroen lå op til Gladsaxevej, som her er kommunegrænsen til Gentofte.

Det var en flot hvid klassisk krobygning med en central kvistgavl og stråtækt. Den er omtalt i 1587. I 1657 fik den kongeligt privilegium, hvilket gav visse rettigheder. Det medførte også at staten kontrollerede priser og udbud. Kroen blev revet ned i 1939. Nu er der et stort rødstens boligkompleks, der bærer navnet Søborghus.

Om kroen er der mange historier. En af dem foregik i 1807, mens englænderne var her. Det er velkendt, at soldater langt fra hjemmet i længere tid havde visse behov. Tillige er soldaterne i flotte uniformer. Mange unge pigehjerter har slået et par ekstra slag ved synet af disse prægtige mænd, også selv om det var fjenden.  Andre piger har haft en god sans at tjene penge på denne bekostning.

Men på et tidspunkt blev krokonen på Søborghus Kro voldtaget af flere engelske soldater. Desuden skulle kroen være blevet plyndret. Den militære justits var imidlertid konsekvent. To soldater blev hængt og andre fik hårde straffe udmålt af engelsk militær.

Jo det var her, at bondeknolden Karl Øby dansede med den smukke Angelica Pierri også kendt som ”Grevinden fra Bagsværd”. Det har vi tidligere berettet om. Du kan også læse om hendes opvækst på et værtshus på Nørrebro i en af vores artikler.

Der var gratis dans med levende orkester i Bambino Salen. Der blev danset, afholdt møder – der blev afholdt baller, boksestævner, fastelavnsfester, ringridning, spillet badminton, amatør- teater m.m.  I krohaven ned til mosen var der en forlystelsespark ned til mosen med gynger og karruseller.

 

Lundehus Kro

Lundehus var også en berømt kro. Ja egentlig var det et bomhus. Her ved Lundehusvej var der en bom over vejen, for det var kongevej. Man skulle først have tilladelse til at passere og senere skulle der betales for at færdes på vejen til Hillerød og Frederiksborg Slot.

 

Radiometer

Den Grafiske Højskole blev oprettet i 1943 og flyttede i 1999 til Emdrupvej i Radiometers gamle bygninger. Også denne videregående uddannelsesinstitution fusionerende med en århusiansk institution nemlig Danmarks Journalisthøjskole. Ja den blev til Danmarks medie – og Journalisthøjskole.

I flere år lå Radiometer her på Emdrupvej 72. Virksomheden har et højt internationalt niveau, blandt andet producerer man medico -elektronik og eksporter 95 pct. af produktionen.

Virksomheden startede i 1935 i Rævegade i Nyboder af Carl Schrøder. Senere flyttede man til Frederiksberg. Da virksomheden blev bombet natten mellem den 31. juli og 1. august 1943 flyttede man til Emdrup. Den nye bygning blev bygget i perioden 1945 – 1948. Den 1. januar 1995 flyttede man til Åkandevej 21 i Brønshøj.

 

Emdrup Dampvaskeri

Lige før 1900 blev Hannibal Sanders gamle bolig anlagt. Den ligger på hjørnet af Emdrupvej og Tuborgvej. Bag den lå hans store virksomhed, der beskæftigede sig med kemisk tøjrensning. Her var indrettet systuer og skrædderværksteder. Jo fabrikken havde også eget elektricitets – og vandværk, ligesom der blev opført boliger til de ansatte.

Emdrup Dampvaskeri blev anlagt i 1878, og lå på Emdrupvej ved Lundehusvej. Hanibal Sanders tøjrensning, farvning – vaskeri, systuer og skrædderi blev etableret i 1812. Det vil sige, at Sander senere overtog dette firma og samlede det hele ude i Emdrup. Efter at Sander døde i 1905 fortsatte virksomheden. I 1969 – 1970 flyttede virksomheden til Rødekro i Sønderjylland.

 

H.F. Jensens værkstedsfabrik

H.F. Jensens værktøjsfabrik lå på Emdrupvej 70. Det var her gården Hjulmandsgården lå. Her lå en gammel smedje, som børne kaldte Skraldemandshuset. Virksomheden har i dag udviklet sig til at producere Veluxvinduer.

Ja egentlig startede det i 1917 af hesteskosmed Hans Frederik Jensen i Korsgade på Nørrebro. Han flyttede til Masnedøgade i 1933. I 1940, da han døde, overtog sønnen virksomheden. Han flyttede virksomheden til Emdrup i 1948.

 

Emdrup Savværk

Bag denne virksomhed og bag en lille stump af en nedlagt vej ligger Lundedalsvej, som er adgangsvej for Emdrup Savværk. Ja egentlig skal man nok lægge træhandel til virksomhedens navn. Produktionen er træ til møbelsnedkere.

Et brunkulsbrænderi lå også herude indtil 1946, hvor det brændte. Og det kunne ses over hele København.

 

Indlemmet i Københavns Kommune

I 1901 blev Emdrup indlemmet i Københavns Kommune, bl.a. fordi, at der i slutningen af 1800-tallet var sket en betydelig industrialisering ved Utterslev. Dette betød behov for boliger til industriarbejderne og behov for arealudvidelse.

 

København – Slangerup Banen

Af stor betydning for områdets udvikling var oprettelsen af København – Slangerup Banen den 20. april 1906 med station vest for Emdrup landsby. Stationsbygningerne blev revet ned i 1990’erne. Det var første station efter Løgten Station.

Det var en privat jernbane, der bl.a. skulle bringe de københavnske arbejdere til de naturskønne udflugtsmål mellem Farum og Slangerup. Jernbanen blev i 1929 overtaget de 5 oplandskommuner. I løbet af 1930’erne var det kun få persontog, der standsede i Emdrup. Godstrafikken standsede dog fortsat hyppigt i Emdrup, hvor et læssespor kunne bruges især af Emdrup Savværk på den modsatte side af stationsbygningen.

 

S-togs forbindelse

I 1948 blev banen overtaget af DSB med planer om at den skulle indgå i S – tognettet. I 1954 blev strækningen Farum – Slangerup nedlagt og banens navn blev ændret til Hareskovbanen. Emdrup station blev nedlagt, men var fortsat i brug som godsstation.

I 1971 blev det besluttet at banen skulle have ny linjeføring, så den fra Emdrup skulle føres til Hovedbanegården via Ryparken og Svanemøllen. Løgten Station blev derved nedlagt.

I 1977 blev banen til den nu dobbeltsporede S – togstrækning linje H fra Farum til Frederikssund. Stationen blev flyttet til nuværende placering. I 2007 skete nye omlægninger af S-togslinjerne og Farumbanen blev nu den nordlige del fra Hovedbanegården af Linje H fra Hundige.

 

De gamle gårde i Emdrup

De første udstykninger skete ved Emdrup Sø og vest for landsbyen. I løbet af mellemkrigstiden blev de fleste af Emdrup landsbys jorder udstykket til boligformål.

Det tidligere landsted Søholm ligger på den nordlige bred af Emdrup Sø. Det er fra 1807

Den sidste af de udstykkede gårde var Emdrup Søgård. Den rummer i dag børneinstitutioner, som blev indrettet i 1947 – 1950. Dog blev de tre staldlænger nedrevet, men materialerne blev brugt til at opføre de nuværende tre længer.

Af de andre gårde var det også Møllegården. Den lå på den anden side af Emdrupvej. Sognets største gård var dog Emdrup Ladegård, der lå vest for stedet, hvor Emdrupborg nu ligger. Mellem den nuværende Tuborgvej og Frederiksborgvej lå på området syd for Emdrupvej de to Bøllegårde – nemlig Østre og Vestre Bøllegård.

Længere mod øst lå en mindre tolænget gård ind til 1947, der hed Hjulmandsgården.

 

Sporvognen kom meget sent

Jo sporvognen kom der også herud selv om det gik lang tid. Linie 16 blev oprettet i 1920 med rute fra Nørrebrogade over Rådhuspladsen til Vestre Kirkegård. I 1921 blev ruten forlænget fra Nørrebrogade til Bispebjerg og fra 1924 blev ruten forlænget til Søborg Torv. I 1962 blev linje 16 afkortet så endestationen blev fælles med linje 10 med vendesløjfe på Emdrup Torv. Linje 16 overgik til busdrift i 1970.

Linje 10 havde kørt som hestesporvogn siden 1889 fra omkring Rovsinggade ad Tagensvej til Kongens Nytorv. Den blev elektrificeret i 1905. I 1913 blev ruten forlænget til Bispebjerg og i 1947 til Emdrup Torv med vendesløjfe. Linje 10 overgik til busdrift i 1968.

Ja faktisk er Emdrup Torv dannet af en sporvognssløjfe.

 

Kilde:

• Diverse artikler fra dengang.dk
• Bydelsavisen Nordvest
• Kirsten Reisby: Emdrupborg – Historier om en pædagogisk kampplads
• wikipedia.dk
• andersbeck.dk
• vognstyrer.dk
• emdrupengogmosevej.dk/lokalhistorie

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.543 artikler. Under København (164 artikler) finder du:

• Drikkevand til København

Under ”Industri på Nørrebro” (10 artikler) finder du et indslag ”Artikler fra Nordvest” med en oversigt over 15 artikler her på siden fra Nordvest.  – Flere følger, når vi engang har holdt vores foredrag på Biblioteket, Rentemestervej om ”Industri”.

Den falske hornblæser – Peter Christiansen Sveistrup

 

Midt under Første Verdenskrig udkom ”Den Lille Hornblister” af N.G. Holst. Hornblæseren blev efter krigen foreviget i statueform. Den var lige så populær som Landsoldaten. 720 vers blev der skrevet om den 13 – årige Nyboder – dreng. Mange troede det var en autentisk beretning. Det benyttede Peter Christiansen sig også af. Han stak selv af fra militæret. Det fik han 25 slag for. Danmark vandt den 25. juli 1860 Slaget På Isted Hede. Det var populært. Og Peter bildte folk ind, at han havde deltaget. Han dukkede op i sognet med indbundet arm og et mærke fra Dannebrogsmændene, som han havde købt ved en guldsmed. Næste gang, han dukkede op, bildte han folk op, at armen var amputeret. En embedsmand sørgede for, at han månedligt fik 4 rigsdaler i pension. I april 1852 opdagede retten i Viborg, at han var fuld af løgn. Han fik et års fængsel.

 

 

Den falske hornblæser – Peter Christiansen Sveistrup. I 1849, midt under den 1. Slesvigske krig udkom “den lille Hornblæser”. Digtet, af H. P. Holst, både ramte og forstærkede en patriotisk folkestemning. Sammen med den menige danske soldat “landsoldaten” blev “Den Lille Hornblæser” et symbol, og både han og hornblæseren blev efter krigen foreviget i statueform.

 

720 vers skrev Holst om den 13-årige Nyboderdreng. Trods sine forældres bønner lader han sig hverve som hornblæser, for “kongen trænger til os allesammen”. Hans kaptajn falder med dragen sabel i spidsen for sine folk, men den lille hornblæser redder situationen ved at blæse til angreb. En kugle går gennem hans frakke. Hullet kan dog nok repareres, så “vær ikke vred”, skriver han til moderen derhjemme i Nyboder.

 

En døende fjende tager han sig af, læser op for ham af Evangeliet, og oprøreren dør i vished om, at “en dansk og trofast hånd” vil lukke hans øjne. I slaget ved Slesvig redder vores helt atter en kritisk situation. Han griber trommen og slår “avancer”, da tamburen falder. Men af: en kugle går gennem trommen, en anden gennem hånden, han bliver ramt af en hestehov og taget til fange.

 

Efter at have overbragt den døende oprørers afskedsord til den tysksindede familie, lykkes det den lille hornblæser at flygte.

Ved troppeparaden den 18. september 1848 på Lerbæk Mark nær Vejle, hvor Frederik 7. inspireret af et andet digt af Holst, udtaler de berømte ord “det skal ej ske” (nemlig at Slesvig bliver skilt fra Danmark), får

hornblæseren lejlighed til at hilse på den folkekære konge.

 

Da Frederik 7. spørger, hvad han ønsker sig, svarer det perfekte barn: At lære noget rigtigt”. Hjem til moder i Nyboder kommer vores helt igen, men hans fader er faldet i krigen.

 

Heldigvis har Den lille Hornblæser lært en gammel bulderbasse af en løjtnant at kende. Han er allerede begyndt at kalde ham sin plejefar. Der er lagt op til en happy ending.

 

I 1849 var digtet, hvad vi i dag vil kalde et hit. Det udkom i det ene oplag efter det andet. Frederik 7. skal selv have sørget for, at det blev omdelt på feltlazaretterne. H. P. Holst var knyttet til hæren som en slags sekretær ved den militære overkommando. Nogle troede, at Den lille Hornblæser var en autentisk beretning, og hornblæseren altså en virkelig person.

 

Det benyttede Peter Christiansen Sveistrup sig af. Peter var født i 1833, antagelig på et sygehus i Aarhus. I hvert fald en del af opvæksten fandt sted i et enligt liggende fattighus på den såkaldte Dover Hede i Svejstrup ved Skanderborg. Sognepræsten anførte siden, at familien havde en “vild sigøjnernatur”, og af en protokol fra Viborg tugthus fremgår, at hans forældre var tidligere straffede natmandsfolk.

 

Som 14-årig lod Peter Christiansen Sveistrup sig i 1848 antage som tamburdreng i hæren. I dag forbinder vi børnesoldater med ulande, men for ca. 170 år siden antog man altså Danmark børn som hornblæsere. De var – vel blandt andet på grund af H. P. Holsts digt – et yndet motiv for tidens malere. Under kamp var de med i forreste linje sammen med den

kommanderende officer, hvis kontrol over tropperne delvist beroede på hornblæserens signaler.

 

Peters militærtjeneste forløb ikke godt. Han stak af et stykke tid og blev, trods sin unge alder, idømt 25 slag ris for absentation. Den 12. april 1850 blev han afskediget fra hæren. Med sin slette opførsel var han et dårligt eksempel for de øvrige spillemænd. Hvad skulle han nu leve af?

 

Den 25. juli 1850 vandt danskerne kampen på Isted Hede, det største slag, der er blevet udkæmpet på dansk grund. Her var Peter altså ikke med, men det gav ham en idé. Han ville udgive sig for at være såret fra Istedslaget.

 

I den kommende periode forvandlede Peter Christiansen Sveistrup sig med stor succes til den lille hornblæser fra H. P. Holsts digt. I november samme år dukkede han op i sin hjemkommune med den ene arm “såret og ombunden”. I knaphullet på sin våbenfrakke bar han Dannebrogsmændenes Hæderstegn; at han havde købt det hos en guldsmed for penge, han havde svindlet sig til, kunne folkene i Svejstrup jo ikke vide.

 

Både skaden og udmærkelsen havde Peter, efter hvad han selv oplyste, erhvervet sig, da han havde antændt en af fjendens krudtvogne! En tid var han væk fra sognet, men dukkede så atter op. Da hang venstre ærme tom

ned! Armen havde måttet amputeres i København, efter at der var gået koldbrand i den.

 

En embedsmand i hovedstaden søgte på Peters vegne pension for ham. Sogneforstanderskabet i Svejstrup oplyste til kommissionen i København, at faderen var fattiglem og derfor ude af stand til at forsørge sønnen. Drengen havde ved en heltemodig dåd i sommeren 1850 fået sin ene arm kvæstet, så den senere måtte amputeres.

 

Peter blev tildelt 4 rigsdaler månedligt. I flere jyske byer blev Peter almindelig kendt som Den Lille Hornblæser. Varme anbefalingsskrivelser fra København skaffede ham en velvillig modtagelse overalt. “Man glædede sig ved at betragte det livfulde udtryk i hans smukke og kække ansigt, når han fortalte om Istedslaget 1850 og alle de andre træfninger, hvori han havde deltaget, og man kappedes om, på en eller anden måde at lægge sin velvilje for ham for dagen”, skrev en Aarhusavis, efter at svindelnummeret var blevet afsløret.

 

På Randersegnen havde han fortalt, hvordan han havde været med til at vinde slaget ved Isted: Da de tyske kolonner passerede ham, mens han lå såret på kamppladsen, havde han blæst det tyske signal for retræte, hvorefter tyskerne var vendt om!

 

Hjælpepræst A.D. Cohen rejste under krigen rundt og besøgte bl.a. feltlazaretterne for at skaffe nøjagtige efterretninger om de faldne. Resultatet blev et meget detaljeret mindeskrift, hvor der også er meddelt

navnene på de amputerede. Det kom Peter for øje, og da han ikke fandt sit navn på listen, henvendte sig selv – iført våbenkjole med tomt venstre ærme og dannebrogskors – til Cohen og påtalte undladelsen.

 

Det viste sig imidlertid, at han faktisk var med i fortegnelsen, men under en anden militær enhed end den, han nu angav. Statsmagten havde selv, fortalte Cohen bagefter, givet oplysning om, at Sveistrup var blandt de amputerede. (Hvordan det er gået til, fortaber sig i historiens tåger).

 

På et senere tidspunkt opfordrede Cohen til “at udslette bedragerens navn” i bogen fra 1850. I H.P. Holsts digt er hornblæseren søn af en Nybodermand, der falder under krigen. Peter Christiansen Sveistrup fortalte Cohen, at hans fader var en af de søfolk, der sprang i luften med linjeskibet Christian VIII ved Eckernförde.

 

Den affære var velkendt i tiden – både i Danmark og sydpå. Da Cohen læste op ad listen med navne på de faldne ved den hændelse, udpegede Peter sin fader, der dog mærkeligt nok skulle have heddet Paulsen. Cohen fik også at vide, at Peter var blevet konfirmeret forrige påske. Præsten havde, fortalte han, bemærket, at det vist var første gang en konfirmand havde været dekoreret med et dannebrogskors!

 

I halvandet år strejfede Sveistrup rundt i København, på Fyn og i Jylland. Overalt udgav han sig med stor succes for at være den lille hornblæser.

 

I december 1851 bragte Peter et brev fra København til en møller i Framlev Herred ved Aarhus. Han bad om at få natlogi og tilbød at tage breve med tilbage til København. Hans støvler trykkede, “hvis årsag man

lånte ham et par”.

 

Peter fik aftensmad og gik til ro. Det var møllerens søns støvler, der blev lånt ud, så sønnen har antagelig været noget utilfreds, da både Peter og støvlerne var væk næste morgen. Peter blev anholdt. Foruden støvlerne var han i besiddelse af et stort sølvbelagt merskumspibehoved.

Venstre underarm viste sig at være i god behold og slet ikke amputeret.

 

Retten takserede april 1852 Peters forbrydelse til et års indsættelse til arbejde i Viborg Tugthus. Desuden skulle han betale alle sagens omkostninger. Tidligere skal han have været mistænkt for voldtægt mod en 14-årig pige, men sagen var blevet henlagt på grund af manglende beviser.

 

I H.P. Holsts digt har den gamle løjtnant “en pokkers stor respekt for alle, der kan skrive”, og det kunne digtets lille hornblæser selvfølgelig. Peter derimod kunne, til trods for at han nu var omkring 18 år, hverken læse eller skrive, noteredes det, da han 15. maj 1852 blev afleveret til straffeanstalten i Viborg, hvor han blev indskrevet som fange nr. 445.

 

Han beskrives i øvrigt som 157 cm, med spinkle lemmer, sort hår, brune

øjne og et ar i panden. Da han er ukonfirmeret, er han “ej indrulleret” til tvungen militærtjeneste. Penge har han ingen af. Hans påklædning er en våbenfrakke, bukser, blårlærredsskjorte, en ternet vest, blå uldstrømper, en kasket og støvler.

 

Desuden har han en nattrøje med sig. Peters opførsel Viborg Tugthus beskrives som “temmelig god”, men den har dog ikke været bedre, end at

han ved en lejlighed blev tildelt seks slag rotting. Ud af 312 fanger i første halvår 1853, var det kun fem foruden ham, der opnåede den tvivlsomme ære. Den 15. maj 1853 blev Peter sluppet fri. Hvordan det

siden gik ham, er ikke undersøgt.

 

Peter Christiansen Sveistrup er ikke den eneste, der har udgivet sig for at være Den lille Hornblæser, men næppe andre har gennemført svindelnummeret så systematisk. I 1882 blev der samlet ind til Den lille

Hornblæsers syge og trængende enke. Det var over 30 år efter, at førsteudgaven af Holsts digt var udsendt.

 

Da indsamlingen var overstået, følte Holst sig foranlediget til at oplyse, at hornblæseren var en fiktiv person. Det var der tydeligvis nogen, der fortsat ikke havde forstået, til trods for at Holst allerede i

digtets første linje har anført en ikke eksisterende adresse i Nyboder som Den lille Hornblæsers barndomshjem. Verden vil bedrages.

 

 

 

Kilde:

*

https://kalliope.org/da/work/holst/1849

 

• dengang.dk artikler indeholder 1.541 artikler, hvoraf de 34 er fra kategorien 1864 og De Slesvigske Krige

 

Epidemi på Nørrebro

Den frygtede epidemi nærmede sig. Vederstyggelig lugt eller nærmere stank. Hvordan kunne man svække kolerasmitten. Man troede, at det var over. Koleraen startede i Nyboder. Ingen straf med ”Vand og brød”. Pestmestre blev udnævnt. 1.800 ofre blev begravet på Nørrebro. Vandet i brøndene lugtede af lig. I 1853 døde 4.700 af kolera i København. Der dukkede kister op i skolegården. Man forsøgte at begrave på en respektfuld måde. Da 1.750 skeletter skulle flyttes. Industrialiseringen var en dramatisk periode.

 

Den frygtede epidemi nærmede sig

Egentlig var det tale om en ukendt kirkegård man fandt på Nørrebro. Den lå langs Assistens Kirkegård. Man fandt den i 2018. Og her blev ofre for koleraen begravet i 1853.

Så langt tilbage som i 1831 findes der artikler i Politivennen, der varslede at en den frygtede epidemi nærmede sig. Kjøbenhavnerposten rapporterede de følgende to år dagligt om koleraens gang gennem Europa som Hamborg og Altona, senere Norge og Sverige.

 

Vederstyggelig lugt eller rettere stank

Svenskerne havde militære patruljer langs kysterne for at kontrollere om lokale fiskere opsøgte fremmede skibe uden hensyn fra hvilke stræder de kom. Politivennen advarede mod ben – og kludeoplag som udsendte:

• Vederstyggelig lugt eller rettere stank

 

Hvordan kunne man svække kolerasmitten?

Den 11. juni 1831 udsendte Det Kongelige Sundhedskollegium en anvisning på, hvordan man kunne svække kolerasmitten. Rådene afslørede datidens sygdomsopfattelse, for eksempel af en forkert post, et hidsigt temperament blokerede væskeafsondringer fra kroppen, et pludseligt vejrskifte eller giftige dunster i luften:

 

• At vogte sig for forkølelse, dels ved ikke at udsætte sig for forkølelse, dels ved ikke at udsætte sig for pludselig vekslen mellem varme og kulde ved at bruge uldne klæder nærmest kroppen, hvorved mild hoveduddunstning befordres.

 

Man troede, at det var over

Politivennen holdt sig ikke tilbage for i 1832 at advare mod kloakkernes tilstand, for eksempel i Roskilde:

 

• Fra disse kloakker må jo opstå de mest giftige dunster og at dødeligheden i den senere tid ikke har været større på disse pestbefængte steder, må vel ene tilskrives strandens nærhed. I tilfælde af koleras ankomst, da vil formodentlig hele sognet på bjerget uddø, fordi man ved urenlighed er den bedste leder for denne sygdom.

Året efter i 1834 dukkede der efterretninger om kolera i Sverige op i aviser. I Kiøbenhavnsposten kunne den 3. november 1834 berette om landshøvdingen i Göteborg som var død af kolera – en måned efter man ellers havde troet at den var ophørt.

Se gennem nutidens briller kan det måske undre at det først kom en mere systematisk gennemgang af koleraen og de foranstaltninger som Sundhedskommissionen mente der skulle foretages i 1851.  

Hvordan behandlede man sygdommen? Man byggede det på den oldgræske tankegang samt på empiristiske medicinske erfaringer fra lignende epidemier. Nogle af forslagene var dog fornuftige nok. Men de blev dog med få undtagelser bare ikke gennemført.

Kun forbud mod at begrave i Indre By samt loven om usunde næringsveje blev overholdt. Man undersøgte, men gjorde ikke noget ved, de mange steder hvor der var forsamlet mange mennesker: skoler, fattigvæsnet og hospitalerne.

 

Koleraen startede i Nyboder

Vi har tidligere beskrevet Epidemi – hospitalet på Blegdamsvej. Men også Øresundshospitalet på Østerbro blev indrettet som epidemi – og karantænesygehus i 1878. Dengang lå det langt uden for byen ned til Øresund. Senere er det blevet indkapslet i Østerbro. Kystbanen afskar hospitalet for adgang til Øresund.

Og så kom koleraen. Det var den 11. juni 1853. Det var en 19 – årig skibstømrerlærling fra Nyboder. Han fik opkast og diarre. Han blev indlagt på Nyboder Hospital. Så gik det stærkt. Op mod 200 døde om dagen. Hele 4.737 døde i København.

Regningen blev dyr i menneskeliv. Måske satte det for alvor gang i forsyningen af rent drikkevand. København fik sit første vandværk i 1859. Det fungerede i 100 år. Det gik mere trægt med kloakeringen. Den måtte vente til slutningen af 1800 – tallet.

 

Ingen straf med ”Vand og Brød”

I satirebladet Corsaren kunne man i 1850 se en tegning af et glas vand, der indeholdt en masse spændende ting. Under tegningen stod er:

 

• Det er intet under, at den københavnske forbryder ikke anser det for nogen straf at blive sat på ”vand og brød”. Vandet leverer ham såmænd sul og gemyse nok til brødet.

 

Historien gentog sig med Den Spanske Syge 1918 – 1920.

 

Pestmestre udnævnt

Barbernes og bartskærenes historie er meget andet and skægstubbe, der skal studses og rages væk. Det handler også om kirurgiens historie.

Barbererne var blevet pestmestre, der blev lønnet af byen for at behandle de fattige under pestudbrud. Helt tilbage fra en pestanordning fra 1625 og igen fornyet i 1643 er det forbudt for andre end præsten, pestmestre og bartskærene at besøge de pestsyge.

Pestmestrene var særlig forpligtet til at aflægge besøg hos de fattige syge og han var desuden forpligtet til at give enhver råd og til at tage vare på pesthusets syge.

Pesten ramte flere gange Danmark i løbet af det 18. århundrede. Den holdt sit indtog i Helsingør i 1710, hvorefter den året efter indtog København. 22.535 mistede livet i København.

 

1.800 begravet på Nørrebro

Næsten 1.800 af ofrene fra koleraepidemien i 1853 blev begravet, hvor Hans Tavsens Park i dag ligger. De blev begravet på rad og række på de fattiges kirkegård. Man fornemmer klart, at det har været pres for at få begravet de mange døde. Man gravede en bred grøft og satte kisterne ved siden af hinanden i den rækkefølge, de kom.

Herefter blev der strøet læsket kalk over kisterne. På den anden side blev det gjort mere velordnet end ved begravelserne under pesten i 1711. På Vodroffsgård pestkirkegård ved den nuværende Niels Ebbesens Vej kan man i nogle tilfælde se, at nedlægningen var gået så hurtig, at personen er kuret ned i den ene ende af kisten. Det er også tydeligt, at der ikke har været taget individuelle mål til kisterne.

I koleraåret røg der også middelklasse – prægede folk med, når koleraofre blev begravet i den nuværende Hans Tavsens Park og på Assistens Kirkegård. Men nu var Assistens Kirkegård jo efterhånden også blevet en kirkegård for eliten.

 

Vandet i brøndene lugtede af lig

Dele af jorden blev dengang hurtig frigivet til byggeri. Det var ikke altid man overholdt gravfreden på 20 år. Det gjorde man nu heller ikke i alle tilfælde med hensyn til Metro – byggeriet.

De lokale protesterede da også. Klagerne gik på, at vandet fra brøndene på Nørrebro lugtede af lig. Senere kom der en debat om, hvorvidt det var sundhedsmæssigt forsvarligt at opføre Kapelvejens Skole så tæt ved en kolerakirkegård.

Assistens Kirkegård erhvervede i 1847 et 60 meter bredt bælte vest for kirkegården. Udvidelsen kom til at fungere som kirkegård for borgerne. Området omfattede vores dages Hans Tavsens Park, Nørrebro Park Skole og Helligkors Kirke.

 

I 1853 døde 4.700 mennesker

I 1853 døde 4.700 mennesker i København. Blandt dem, der døde var maleren C.W. Eckersberg, der døde af kolera. Han ligger begravet på Assistens Kirkegård i afdelingen ud mod Nørrebrogade.

Da vestre kirkegård i Valby blev indviet i 1870, faldt presset på Assistens Kirkegård. Begravelserne stoppede omkring 1880 på Nørrebro. Området blev udlagt til park, skole og kirke. Godt seks procent af københavnerne mistede livet. Pesten i 1711 var mere brutal. Her mistede en tredjedel af københavnerne livet.

Koleraepidemien banede vejen for opførelsen af Kommunehospitalet.

 

Der dukkede kister op i skolegården

Skolen ved Søerne ligger ved en pestkirkegård fra 1711. Der er dukket kister op i skolegården. Som vi tidligere hat nævnt blev mange begravet ved Wodroffs Gård tæt ved Skt. Jørgens Sø.

I 1991 dukkede pestkirkegården op i forbindelse med udvidelsen af skolen på Niels Ebbesensvej. Ti kister dukkede op i forbindelse med et mindre kloakarbejde i skolegården.

Dengang gravede man store huller og så er kisterne sat ned – typisk to oven på hinanden. I et enkelt tilfælde var det tre kister oven på hinanden.

 

Man forsøgte at begrave på en respektfuld måde

Halvdelen af de skeletter som man fandt, lå med hovedet mod øst og dermed ikke efter god kristen skik med udsyn til Jesu genopstandelse med solen i øst. Måske var det fordi, at dem, der læssede kisterne i hullet i de kasseformede kister, ikke anede, hvordan ligene lå der.

De fleste lå i retning NV – NØ. Det kan være på grund af naturforhold. Dengang var der en å og en mølledam i nærheden. Begravelserne har fundet sted i en ekstrem situation. Alligevel har man forsøgt at begrave de døde på en respektfuld måde.

Skeletterne er blevet undersøgt på Antropologisk Institut. Det kræver ikke særlige sikkerhedsforanstaltninger at udgrave en pestkirkegård.

Pest er godt nok knyttet til en bakterie. Men den klarer ikke 300 år i jord. Pestbakterien danner ikke sporer, der kan genoplives. I dag er der kun knogler tilbage af ofrene, endda fantastisk velbevarede.

Også ved Garnisons Kirkegård på Østerbro blev der anlagt en speciel pestkirkegård. Læs vores artikel om denne kirkegård.

Ladegården blev også brugt til at indkvartere pestsyge.

 

Da 1.750 skeletter skulle flyttes

Når vi nu er ved skeletter, så blev 1.750 skeletter flyttet i forbindelse med anlæggelsen af den nye Metro Station ved Nørrebros Runddel. Man påstod i begyndelsen at man ikke krænkede gravfreden på nogen måde.

Som de kvikke læsere af den side ved, så rummer Assistent Kirkegård også mange berømtheder som H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Niels Bohr og tusinder af københavnere, der gennem tiden bukkede under for kolera, skørbug, voldshandlinger, alderdom og meget andet.

I 2009 var freden forbi. De gravlagte i den nordlige ende måtte vige pladsen for metrostationen. Et mobilt laboratorium blev opstillet ved kirkegården. Her blev knoglerne nøje studeret, målt og registreret med blandt andet røntgenfotografier og prøveudtagninger til isotopanalyser. Det var gravsteder fra årene 1605 til 1990.

Det var selvfølgelig et meget ømt punkt der skulle flyttes grave på en fredet kirkegård. Alle skeletter skulle genbegraves men inden fik man lov til at undersøge dem. Der blev besluttet, at hvis kisten var intakt, røg den direkte til genbegravelse. Man ville ikke forstyrre de gravlagte, hvor der stadig var blødt væv på.

 

Industrialiseringen var en dramatisk periode

Hestevogne, gaslamper og vaskebrædder blev på Nørrebro udskiftet med biler, elpærer og vaskemaskiner efterhånden som teknologien og industrialiseringen rullede ind i danskernes liv.

Lægevidenskaben gjorde også store fremskridt i perioden. Med tiden fik man bugt med dødelige epidemier.

Industrialiseringen var en ret dramatisk periode rent helbredsmæssigt. Der skete store ændringer i dødeligheden og de sanitære forhold.

Folk døde på grund af slidgigt og skørbug. Nyfødte døde af skørbug og engelsk syge. De små børn blev ikke ammet tilstrækkelig længe, men har fået erstatningsføde. Det kunne for eksempel være komælk eller tygget brød. Det har været en kæmpe sundhedsfare for dem. I starten af industrialiseringen vidste man ikke, at mælken mistede sine vitaminer, når den blev overophedet.

Og så kom der også en masse bakterier, når mælken skulle i kop eller flaske i stedet for at blive direkte overført til barnet ved amningen.

Den generelle kost var præget af utrolig meget fisk. Sild har nok været dominerende. Der er også tegn på, at voksne har spist meget flæsk og nok også kylling.

11 af gravene var ikke 20 år gamle. Metroselskabet indgik en aftale med pårørende til 10 af gravene om at finde en anden placering på kirkegården.

 

Kilde:

• Erik Nicolaisen Høy: Mens vi ventede på koleraen (Artikel bibliotek.kk.dk )
• Sune Hundebøll: Barber og pestmestre i København (Artikel bibliotek.kk.dk )
• Den ukendte kirkegård/ Artikel – Historie & Kunst
• Skeletter i Skolegården/ Artikel -Historie & Kunst
• videnskab.dk
• Diverse artikler fra dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.530 artikler heraf 323 artikler fra Nørrebro:

 

• Pest på Nørrebro
• Kolera på Nørrebro 1853
• Et Epidemihospital på Nørrebro
• Nørrebro Bespisningsforening – i begyndelsen
• Den stinkende kloak på Nørrebro
• En stinkende kloak og flere opløftende temaer (NørLiv 4)
• Latriner og kloaker på Nørrebro

 

• Røde Faner på Assistens Kirkegård
• Genforenet på Assistens Kirkegård
• Assistens Kirkegård – en oase
• Assistens Kirkegård – 250 år
• Under Jorden – på Assistens Kirkegård
• Livet på Assistens Kirkegård
• Da Gertrud rejste sig fra kisten

 

Hvis du vil vide endnu mere: Under København finder du på www.dengang.dk 162 artikler herunder:

• Pest i København
• Da det lugtede i København
• Begravelser – dengang
• Død eller skindød
• Drikkevand til København
• Jørgen – Helgen, Hospital og Sø

Under Østerbro finder du på www.dengang.dk 86 artikler herunder

• Garnisons Kirkegård

 

 

 

 

 

Da Industrien kom til Nørrebro

De første virksomheder på Nørrebro: Guldmagerværksted, Bryggerier, Blegdamme, Rebslagere, Teglværk, Tapetfabrik og Kattuntrykkeri, Limsnyderi (Solitude) Wodrof Mølle, Store Ravnsborg Mølle, Blågårds Mølle, Lille Blegdams Mølle, Ladegårds Møllen, Barkmøllen (Solitude). En ny bydel vokser frem. Virksomheder på Blågården, Manufakturfabrik, Den Kongelige Danske Dugmanufaktur, Linnedvæveri, Farveplantager, Voksfabrik.

 

De Første virksomheder på Nørrebro

 

Guldmagerværksted

Der har sikkert været boder og værksteder på Nørrebro før vi har fået kendskab til et værksted af en helt anden art. Nemlig Prins Carls ”guldmagerværksted”. Den blev allerede indrettet kort efter 1707. Jo alkymister havde deres glade dage dengang.

 

Bryggerier

Blegdammene langs Blegdamsvejen lå her allerede. Men langs disse opstod der også industrivirksomheder. På Blegdam nr. 8 har vi kendskab til et bryggeri fra 1730. Jo her var et brænderi med åben skorsten og en muret kedel. Her var også en smugkro, hvor snapsen blev skyllet ned, mens madammen eller pigen afleverede vasketøjet.

Allerede fra 1681 kendes der dog et bryggeri i forbindelse med blegdam nr. 7.

 

Blegdamme

Disse blegdamme lå først inde for søen. I 1661 besluttede man at ligge dem omkring der, hvor Blegdamsvej ligger i dag. Man arbejdede med vask, tørring, blegning, rulning og glitning.

Her lå også et par møller. Her var også øltappere, kroholder og urtegårdsmænd.

 

Rebslagere

Allerede i 1730 var der en stribe rebslagere. Ifølge laugsartiklerne var det ikke tilladt på samme bane, at spinde både til brug for førsteklasses skibsovertræk og landbrugsovertræk af sekunda – kvalitet. Nogle rebslagere ønskede at udføre begge dele. En snes år efter kom der flere til. Foregangsmanden var rebslager Eilert Wesendunk.

En opgørelse over af rebslagere i 1723 viser 14 mestre, 10 svende og ikke mindre end 30 drenge

 

Teglværk

Uden for den tidligere Øster Vold, der hvor Nyboder senere blev anlagt, blev der oprettet en teglgård. Denne blev i 1616 flyttet til et område, der senere indgik i Blågårds jorder. I de følgende år blev der oprettet teglovn med huse og lader på grunden. Først da Christopher Gabel i 1662 købte Teglgaardsvangen og lagde den til sin ”Ladegårdsjord”, blev ”Byens Teglgård” nedlagt.

 

Tapet – og kønrøgsfabrik samt kattuntrykkeri

En ganske særlig virksomhed fandt sit hjemsted på blegdam nr. 21. Zacharias Nieman havde forstand på at lave kønrøg og fremstille tapeter. Han søgte samtidig kongen om at oprette et manufaktur ud for Øster Port i 1724. Han fik tilladelsen under forudsætning at han lod fremstille så meget at import blev overflødigt.

 

Limsyderi (Solitude)

Allerede i 1694 eksisterede der et limsyderi på Solitudes grund.

 

Wodrof Mølle

På grænsen til Frederiksberg adskilte Wodrof Mølle sig ved ikke blot at have tilknyttet en vandmølle, men ved at være en hollandsk mølle i stedet for en stubmølle. Georg Julius Wodrof var en initiativ herre, der skabte et helt fabriksanlæg omkring møllen. Han fik sit privilegium i 1700, men allerede året før var møllen bygget der, hvor Ladegårdsåen løb ud i Sankt Jørgens Sø.

Han havde også indrettet noget hidtil uset, et perlegrynsværk. Siden blev mølleværket knyttet til en hel manufakturfabrik. I 1709 satte en brand en stopper for det hele.

 

Store Ravnsborg Mølle

I 1672 blev der udstedt et lejebrev til Claus Mortensen Glose til drift af Store Ravnsborg Mølle. Han drev den til sin død i 1690. Så solgte børnene den videre.

Ja der fandtes faktisk to møller mere lige i nærheden.

 

Blågårds Mølle

Allerede i 1660erne eksisterede Blågårds Mølle.

 

Lille Blegdamsmølle

Denne barkmølle var bygget omkring 1634. Men den kendes først for beskrivelse i 1737, Ja den mølle var også en barkmølle.

 

Ladegårdsmøllen

Denne eksisterede fra 1730

 

Barkmøllen (Solitude)

Der var mange møller her i Nordre Forstad dengang. Vi har sikkert ikke fået alle med. Men en, der skilte sig ud fra de andre, var Barkmøllen. Den brugte man til at male bark, som garverne havde god brug for i deres erhverv.

Hvornår Garverlauget overtog møllen vides ikke. Men den kendes fra 1655. Og før 1694 var den kommet i laugets eje.

 

En ny bydel voksede frem

Fra midten af 1800 – tallet voksede Nørrebro frem som en ny bydel. Pludselig blev portene afskaffet. Men allerede inden da var industri og handel i gang på Nørrebro. Man måtte have arbejderne inde fra byen. Der var ikke nok på Nørrebro – endnu.

I 1860 var indbyggertallet på ca. 10.000. I år 1900 var indbyggertallet oppe på 100.000. Det blev et rigtigt arbejderkvarter. Og det blev i den grad bygget. Byggespekulanterne tjente i den grad penge.  Det drejede sig om at bygge så meget på så lidt jord som muligt. Byggevedtægter og regler kom først bagefter.

I vores artikelserie har vi taget nogle enkelte håndværksvirksomheder med, for deres arbejde nærmer sig industriens. Nørrebro tiltrak i den grad industrien. Op Ydre Nørrebro kom banen og godsbanen endelig. Det havde industrien brug for.

Det blev til nogle temmelig store industrivirksomheder, der voksede frem. Også en masse små håndværk blev etableret i bydelen. Værksteder, småindustri eller håndværksprægede virksomheder etablerede sig i sidegader eller baggårde.

Nogle af de industrivirksomheder, der etablerede sig her i bydelen, blev meget kendte. Vi kan selvfølgelig ikke nå dem alle. Vi har i vores projekt samlet en bred vifte af både store og små virksomheder. Hvis vi i dag kigger på ejendomme på Nørrebro, kan vi godt fornemme, at her lå en fabrik. Men de allerfleste fabriksejendomme er i dag helt forsvundet.

Størstedelen af virksomhederne flyttede fra Nørrebro i 1950erne. Beboelsesejendomme, parker og pladser har overtaget fabrikkernes plads.

 

Virksomheder på Blågården

Knud Lyne blev tvunget til at tilbagekøbe Blågården efter at denne var blevet ramponeret. Ejendommen var til auktionsforretningen blevet vurderet til 55.000 Rigsdaler. Men først i 1777 meldte der sig en køber, Peter Tutein, der købte hele herligheden eller nærmere det, der var tilbage af herligheden for kun 23.000 Rigsdaler.

Og enkefru Lyhne havde stadig 2.000 Rigsdaler til gode hos Grev Holck, der i sin tid købte Blågården til kongen.

 

Manufakturfabrik

Tuteins plan var at anlægge en silkebåndsfabrik. Han havde egentlig opnået statsunderstøttelse, men planen blev aldrig ført ud i livet.

Peter Tutein fik tilbudt 32.000 Rigsdaler i afståelse. Han betragtede dette som en god forretning. I 1780 blev der anlagt ”Komplet Klæde – Manufaktur på Blågård.

Det var klædefabrikant Johan Paul Kalckenberner, der startede. Han skulle indskyde 30.000 rigsdaler af egne midler. Der skulle ansættes 20 mand. Og han fik betydelig støtte forskellige steder fra.

Vandet måtte under ingen omstændigheder løbe tilbage til Peblingesøen. Opgaven blev løst ved et kompliceret system af stenkister og grøfter.

Men hele installationen af fabrikken kom til at koste betydelig mere end antaget. Nu blev der så vedtaget, at en fabrikant Jacob Branner skulle lede det hele med 8 mand. Man ak, uanset hvad man foretog sig, så endte det hele med et stort underskud både af offentlige og private midler.

 

Det Kongelige Danske Dugemanufaktur

Det hele blev nu rekonstrueret. Det blev oprettet et aktieselskab. Nu hed det ”Det Kongelige Danske Dugemanufaktur”. For kongelig regning blev det opført et nyt etatages teglhængt og grundmuret farvehus ud mod Nørrebrogade.

Men ak, det gik dårligt. Der var mange vanskeligheder at kæmpe med. Man savnede en ”duelig” farvemester og en ”kyndig” fabriksmester, som forstod at drive fabrikken. Afsætningen var alt for ringe. Og hvad det lyder helt utroligt, så var arbejdslønnen for høj.

 

Linnedvæveri

De egentlige fabriksbygninger blev uden vederlag overladt til købmand Hilcker. Han ville forsøge med et linnedvæveri efter ”den vestphalske metode”. Senere var det så linnedvæver Schnitker, der heller ikke havde heldet med sig.

Resten af bygningerne blev udlejet til forskellige industriforetagender. Jorden blev bortforpagtet. Mange overflødige lejligheder blev udlejet til privatfolk.

Men Finanskollegiet var dog opsat på at blive det hele kvit. I 1800 afholdtes to aktioner, hvor der ikke manglede købere til de 13 lodder, der blev udbudt. Men man fandt budene for lave.

Hele arealet med undtagelse af slottet og et jordstykke på 7 tdr. land samt Accisesvænget blev bortforpagtet til en bogholder i Generalpostamtet.

 

Farveplantager

Det hele blev for en meget ringe sum af 100 Rigsdaler årligt lejet ud til farver Holmblad. Han havde i 1777 fået privilegium som uldfarver. Der blev anlagt en plantage for dyrkning af farveplantager. Jacob og sønnen Laurits Holmblad blev på mange måder begunstiget af regeringen.

I 1806 fik de 27 tdr. land i livsvarig forpagtning til en årlig afgift på 440 Rigsdaler. Da seminariet blev nedlagt, fik de yderligere 10 tdr. land.

De fik et rentefrit land på 4.000 Rigsdaler til opførelse af tørrehus og en mølle, samt 150 Rigsdaler i årligt tilskud til en ekspert i farveplanter.

Under englændernes bombardement i 1807 blev plantagerne som så meget andet ødelagt. Ikke mindre end 50.000 farveplanter var ødelagte. Men plantagen kom dog hurtig i drift igen.

Men desværre kunne dyrkningen ikke betale sig. Plantagen blev nedlagt.

Jacob Holmblad var grundlægger af Nordisk Farveindustri. Virksomheden blev drevet under navnet Sadolin & Holmblad. Jo det har jo vist sig, at firmaet var livskraftigt.

 

Voksdugsfabrik

Blandt de parceller af Blågården, der blev lejet, var Nørrebrogade 49. I 1880erne var denne i voksdugsfabrikant Shorn’ s eje.

Men i 1839 var stedet blevet udlejet til holsteneren Hans Henrik Baumgarten. Han var maskinmester hos Berlings Trykkeri. Og her på Nørrebrogade kogte han farve til trykningen.

I 1843 begyndte han på Købmagergade sin egentlige virksomhed. Og i 1846 stiftede han firmaet Baumgarten & Burmeister. Dette blev senere til Burmeister & Wain.

 

• Dette var en artikel fra projektet Industri på Nørrebro, der er støttet af Nørrebro Lokaludvalg i samarbejde med Nørrebro lokalhistoriske Forening. Vi har afholdt to gange tre timers foredrag og vist ca. 300 fotos.

 

• Der er brugt 83 tekststykker, leveret af dengang.dk Desværre kan vi ikke her bringe de pragtfulde fotos. Vi har ikke økonomi til at betale copyright m.m.

 

• Kig under ”Industri på Nørrebro” her finder du en liste med 38 artikler fra dengang.dk der er relevante i den forbindelse.

 

 

 

Øllets historie på Nørrebro og Nordvest

Foredrag afholdt den 23. november til Ølfestival i Nordvest afholdt i Tribeca. Her var masser af spændende, sjove og interessante mennesker.  En verdensrekord i Tønder. En selvbestaltet lokahistoriker med mange hatte. Kvinder i ølboderne snød. De kongelige drak. En kongelig jagthytte. Øl var sundere end drikkevand. Nørrebros første værtshus. 140 bryggerier i København. En filosof med den rigtige mening. Øl til skoleelever. Ølhandlerforeningen. De snød på Lygten kro. Lokale bryggerier. Syndens springvand på Blågårds Plads. Bliver den almindelige pilsner forbigået? Ølrevolutionen startede for 40 år siden. De gule/brune værtshuse uddør. Her kunne man søge trøst. Dengang var værtshuset det samme som dagligstuen. Man møder mennesker. Ølbarene vinder frem. Far kom ikke altid hjem med lønnen. Fabrikkerne ejede værtshusene. Aldrig har en øl smagt så godt som nu.

 

En verdensrekord i Tønder

Det er jo en umulig opgave, at skulle holde sådan et foredrag på en halv time. Det kan ikke lade sig gøre. Selv kommer jeg fra en by, der hat verdensrekorden i antal værtshuse pr. borger. Jo, det er Tønder. Hvis man da havde fået en for meget og ikke vidste, hvilken dør man gik ind ad, var man næsten sikker på, at komme på et værtshus. Det er godt nok mange år siden.

 

En selvbestaltet lokalhistoriker

Skulle jeg tage en anden hat på som med i handelsforeningen, så vil den type virksomheder, som vi her ser i fremtiden afløse de traditionelle detailbutikker. Det skyldes, at københavnere gerne går ud og spiser og drikker. Se bare alle de vin- og ølbarer, der dukker op overalt også på Nørrebro og i Nordvest. Det betyder også et farvel til de brune eller gule værtshuse. Men det kommer vi tilbage til, hvis der vel og mærke er tid tilbage.

Her står jeg også i min egenskab af selvbestaltet lokalhistoriker for at bruge Berlingske Tidendes udtryk. Jeg kommer til at tænke tilbage til alle de belgiske øl og andre landes som jeg smagte nede i gården, når Johnny, der var kameramand hos DR atter engang kom hjem fra en øltur sammen med bl.a. Carsten Bertelsen.

 

Med mange hatte

Og så minder det mig om den værtshustur som Allan Mylius Thomsen skylder mig efter at jeg fortalte ham om Sønderjyllands historie. Jo jeg har en stor hjemmeside, Facebookgruppe og alt det der, som selvfølgelig hedder dengang.dk. Jeg har skrevet tre bøger. Det er også inde på den hjemmeside, du kan læse hele dette indlæg.

Og som aktiv i diverse kvarter- og områdeløft, handelsforening m.m. kan jeg også se, hvilke forandringer der sker i byudviklingen. Det har i høj grad betydning for ølkulturen.

 

Kvinder i ølboderne snød

I ølboderne dengang var der som regel kvinder, der stod og solgte øl. I Kjøbenhavns Byret fra 1251 hedder det sig at dem, der solgte øl årlig skulle betale en afgift på 2 øre. Men ak, disse kvinder snød. De forstyndede øllet med vand.

Christoffer af Bayerns stadsret af 1443 befalede, at der skulle oprettes en stadskælder, hvor man kunne få ordentlig øl og vin.

De kongelige drak

Flere gange blev import af god tysk øl forbudt. Det var for at fremme den danske øl. Men i kvalitet var det noget sprøjt. Det var ufattelig hvad man drak dengang. 3-4 potter øl var gennemsnittet. Til Koldinghus blev der til dronning Sofias nedkomst leveret:

 

• 960 tønder Rostock øl
• 60 tønder Barst øl
• 20 tønder enst øl
• 6 fade prysiing øl

 

Det tyske øl havde dengang navne som Pryssing (Preussisk øl), Braunsweiger Mumme, Rostocker – øl m.m.

De kongelige drak ganske tæt. Således drattede en af dem også i havnen. Han blev reddet. Men redningsmanden døde senere af lungebetændelse.

 

En kongelige jagthytte

Herude i Nordvest ude ved Utterslev blev der indrettet en jagthytte, andre kaldte det et horehus til Christian den Syvende. Man havde bygget det til ham, at han og Støvlet Cathrine havde ramponeret Blågården. Ja stedet blev senere indrettet til værtshus bl.a, hed det en overgang Schweitzerhuset.

 

Tre slags kvaliteter

Der var dengang i 1621 tre typer øl

 

• Brunt øl
• Middel øl
• Slet øl ’

 

Der blev ansat ”vragere”, der skulle sætte cirkler som tegn på, om øllet var godt og prøvet. Den mindre gode fik kun en cirkel eller slet ingen.

 

Øl er sundere end drikkevand

Nu skal det dertil siges, at det var sundere at drikke øl end vand. Drikkevandet kom bl.a. fra Ladegårdsåen og Søerne. Begge steder brugte man som losseplads.

Der var masser af gæstgiverier i København og der lå et værtshus på hver gadehjørne.

Nørrebros første værtshus

I 1662 kom det første officielle værtshus på Nørrebro. Det var Johan Merhoff, der fik ret til at oprette en ølbod ved Peblingesøen. Også ved Tagens Hus på Nørrebro var der et traktørsted. Det var lige der, hvor man skød efter papegøjen. Så fulgte ellers Gabels Gård, Store Ravnsborg og ved 8. blegdam lå også et mere uofficiel værtshus.

 

140 bryggerier i København

Christian den Fjerde drev selv et ølbryggeri, Kongens Bryghus. Han havde privilegium til at levere til hoffet og flåden. Tænk engang i 1687 var der 140 bryggerier i hovedstaden. De lå som perler på snor på Nørregade.

 

En filosof med den rigtige mening

Inde på Indre Nørrebro boede der en læge og filosof. Han havde mange mærkelige ideer, bl.a. mente han at rødhårede ikke skulle have adgang på kirkegården. Han advarede også mod te, kaffe og krydderier. Men han mente, at det var sundt, at dejse omkuld i en brandert. Så faldt man med ære:

 

• Hvo som falder af saadan Rus
• Han falder jo for Kongen og hans Hus

 

For at ære hans minde oprettede man lang tid efter en cafe – Todes Café.

 

Øl til skoleelever

Det var ikke unormalt, at middelklassen dengang havde to øltønder installeret derhjemme. En med god øl og en med skillingsøl. En potte kostede normalt en skilling. Det gode øl kostede tre skilling pr. potte.

Og tænk engang. Nyboders skoledrenge fik to gange om året – til kongens og til dronningens fødselsdag lov til et få et tinkrus med den gode øl til risengrød og oksesteg. Og vel at mærke så var øllet – ”til fri afbenyttelse”

 

Ølhandlerforeningen

Den store omvæltning i kvaliteten kom det først, da brygger Jacobsen indførte brygning af bajersk øl. Dette havde en god afsætning. I sin mors vaskekeddel bryggede han sit første bajerske øl.

Ølhandlerforeningen byggede en flot stiftelsesejendom i Elmegade 6. Den 20. marts 1887 blev grundstenen lagt. Og tænk brygger Jacobsen skænkede 5.000 kr. til projektet.

 

De snød på Lygten kro

Et meget berømt sted var i mange år Lygten Kro. Her stoppede bønderne op på vej ind til byen. Og når de var på vej hjem efter en godhandelsdag. Der var to forskellige stuer i hver sin kvalitet. I den flotte stue var øllene dobbelt så dyre end i den dårlige stue. Men øllen var den samme.

 

Lokale bryggerier

På Aldersro Bryggeri havde de meget gode dage, når Borgervæbningen holdt deres øvelser på Fælleden. Der blev hentet masser af bajersk øl derover fra. Man sagde, at så mangen en tapper soldat er faldet i den dybe grav, der var på Blegdamsvej dengang.

Blandt andre bryggerier i området dengang kan nævnes:

 

• Krone Øl, Vodroffsvej
• Bryggeriet Ravnsborg, Ryesgade
• Nyt Bryggeri, Büllowsgade

 

Syndens springvand

På Blågårds Plads tale man efter at Heegaards Fabrik var jævnet med jorden, at der skulle opstilles et springvand. Det skulle forestille to brede bryggerheste, der kom slæbende med en øltønde. Tøndernes indhold skulle så plaske i en kumme. Tilhængerne var begejstrede. De mente at vandet skulle erstattes af hvidtøl eller stærk øl.

Men afholdsforeningerne på Nørrebro, og dem var der et par stykker af mente, at det var vulgært. De argumenterede i den grad imod.

 

Mange måder at tiltrække kunder

Jo der var mange måde at tiltrække gæster på. På Lille Ravnsborg var der en pige, der dansede på billardbordet. Det var skam ingen mindre end den senere nok så berømte Johanne Louise Heiberg.

Og en restauratør i Blågårdsgade havde adopteret en plejedatter. Da hun kom i den rigtige alder, manglede der ikke noget nogen steder. Hun blev i den grad et trækplaster. Mændene stod i kø for at få et glimt af hende. Og hun fik mange frække tilbud. Angelica blev senere kendt som ”Grevinden af Bagsværd”.

 

Det drak de

Der var masser af klunsere både på Nørrebro og i Nordvest. De drak bl.a. ”Døden fra Lübeck”. Man tager en tom flaske. Så tager man og hælder en halv flaske hvidtøl og så en rød sodavand. Resten fyldes med sprit.

Lersø-bøllerne havde sandelig også deres stamværtshus. Den lå på Brønshøjvej bag ved Stefans kirken. Og stedet hed Lampekælderen. Og det som de drak var et sæt bestående af en flaske brændevin og en skibsøl. De sluttede så af med et sæt bestående af skummet mælk og en snaps.

 

Kun tre Pilsner

Man kan jo ikke fortælle hele historien på 30 – 40 min, som jeg har fået til rådighed. Hvis vi når det skal vi en tur gennem de hyggelige steder på Nørrebro. Men tænk engang på en af kultstederne, Himmeriget på Åbolevard, kan du kun vælge mellem tre slags pilsner. Er det fordi at ølfolket elsker crazy øl?

 

Den almindelige Pilsner bliver trynet

Den almindelige Pilsner bliver i den grad trynet. Man kan vel stadig få Budweiser, Heineken, Corona, Tuborg og Carlsberg? Man skal nok ikke belære øllets folk, om at Pilsneren er først og fremmest maltens og humlens øl. Det var tyskerne og tjekkerne, der opfandt den i 1842. Men den er langt fra kedelig og uinteressant.

Den populære modsætning er India Pale ale (IPA). Dertil kommer stout, syrlig øl og fadlagrede øl, modnet på træ, IPA er det perfekte våben mod den gamle øl, pilsneren. Med dens kraftige smag, den har en vildere og vildere bitterhed og tusind andre ting fjerner den mere og mere fra almindelig øl.

 

Ølrevolutionen startede for 40 år siden.

Humle har mere end nogen styret ølrevolutionen, siden den begyndte i USA for 40 år siden. I Danmark startede det ført for 20 år siden. Humle er øllets krydderi og gør øl aromisk og bittert.

Den danske revolution begyndte i 1998, hvor Danske ølentusiaster blev stiftet af 22 utilfredse mennesker, der rejste til udlandet og drak vidunderlig øl, som de aldrig kunne få herhjemme. Nu er de 8.600. Dengang var der måske ti bryggerier i Danmark og de lavede stort set den samme øl.

Da Mikkeler åbnede den første ølbar i Victoriagade lød der: I hate Carlsberg

Pilsneren blev skænket i den tjekkiske by Pilsen om aftenen den 11. november 1842. Folk var målløse over dens klarhed og dejlige smag. De blev ikke engang syge af den. Før var øl mørk og grumset. Borgerne var frustreret og rasende over den svingende kvalitet.

I år 2000 fandt vi med Jacobsen ud af, øl godt måtte koste penge.

Den såkaldte nørde – øl får efterhånden større og større markedsandele. Efterhånden har de 12 pct. af markedet. Gode råvare, respekt for håndværket og øllets egen proces er vigtig.

Hancock bruger for eksempel kun den fineste og dyreste humle, der hedder Saaz. De bruger undergær, selv om flere og flere bryggeriet anvender overgær

Det er også blevet en mode at gære og lagre ved høj temperatur for at speede processen op eller fremstille en stærk øl og så fortynde den med vand til den ønskede styrke. Men andre bryggerier fastholder gæringsprocessen ved lav temperatur.

De fleste pilsnere holder sig inden for en alkoholstyrke på 4,6 pct. og dermed den lavere alkoholafgift.

 

Bryggeriet Stjernen

De kooperative virksomheder blomstrede i området. De mest berømte er vel Mejeriet Enigheden på Lygten og Arbejdernes Fællesbageri. Men arbejdernes bryggeri – Stjernen på Frederiksberg skal vi ikke glemme. Det havde forbindelser til et bryggeri i Stefansgade.

De første penge kom fra Arbejdernes Fællesbageri på Nørrebro. Men også bryggeriarbejderne støttede virksomheden. Tanken var, at skulle arbejderen have en øl eller to, kunne man lige så godt drikke øl, der var brygget af arbejderne selv.

Hafnia på Stefansgade lavede hvidtøl til Stjernen helt ind til 1933.

I 1916 var der 35 bryggerier i Danmark. Man måtte ikke brygge med en alkoholprocent over 3. Ja allerede i 1895 var der oprettet et bryggeri, der hed Stefan.

Godt nok var arbejdere tørstige, men det var ikke øl fra Stjernen, som de drak. Efter Anden verdenskrig var andelen kun 10 pct. I starten af 1960’erne var andelen helt nede på 2 pct.

 

Dengang var værtshusene – dagligstuen

Jo de gule eller brune værtshuse er ved at forsvinde. Det gør de også på Nørrebro og i Nordvest. Det upolerede og det skæve forsvinder. Specielt på Nørrebro var der mange af disse. Egentlig er det en tidslomme og et dansk stykke kulturarv, der er ved at forsvinde. Man kan næsten fornemme den særlige lugt af tobaksrøg og pissoir-kugler.

I gammel tid boede man i brokvarterne i bittesmå lejligheder. Værtshusene blev også brugt som en form for dagligstue. Dengang kom de ældre ned og fik et kop kaffe. Værtshusenes styrke var at man blander sig i hinandens liv og taler på kryds og tværs.

Med brokvarternes forandring til mere trendy og dyre bydele er fulgt udfordringer for byens bodegaer, hvor smørrebrødet for længst er forsvundet. Det er også begrænset, hvor mange der benytter sig af tilbuddet om vådt til ganen midt på dagen.

 

Her kan man søge trøst

Det er lidt nus over i hjørnerne, men det gør det mere intimt sammenlignet med cafeer, som er meget rene og pæne. På værtshuse slapper man mere af.

Man kunne altid komme på sit stamværtshus selv om livet var ved at ramle sammen. Her kan de søge trøst og få noget samvær eller møde deres venner.

På Heimdal står stadig en telefonboks. Gad vide om den virker.

 

Spytbakker på Det Rene Glas

På Det Rene Glas stod der sidst, jag var forbi spytbakker over i hjørnet. Engang var der sand på gulvet. Og egentlig hedder stedet dette, fordi man oprindelig fik skyllet glasset, hver gang man skulle have tanket op.

Værtshuset går tilbage til 1891, hvor murstensbygningen blev opført. Nogle tunger påstår, at her lå et værtshus inden bygningen blev opført.

Nazistiske håndlangere smadrede lokalerne den 20. april 1945 – på Hitlers fødselsdag. Og ført i 1969 fik kvinder adgang til ”Det Rene Glas”.

 

Nogle på øl, andre på det, der er værre

Esrom bar har ikke mere åben om eftermiddagen. Dartskiverne er også forsvundet. Der er endnu spillemaskiner i nogle af værtshusene. Og musikboksen er der også nogle steder.

På Cafe Runddelen er der endnu livemusik. Utrolig hvor lidt en Humle – fadøl koster. Men her kan du ikke rigtig holde møder. Musikken er for høj, men ellers er her næsten altid god stemning. Her er lidt snusket, men det passer til stedet.

Nogle er på øl, andre er på det, der er værre.

Under besættelsen, ville en række tyske soldater ind og have en øl. Men det blev meddelt, at der var udsolgt. Man var lidt bange for reaktionen. Men de tyske soldater gik, sikkert hen til et sted, hvor man ikke var lige så modig eller letsindig, om man vil.

 

Så kan jeg bare drikke dem selv

Hos Cafe Viking er der meget hyggelig. Og Jane har gjort det, at hun har hjemkøbt ca. 200 forskellige special – øl.

 

• Hvis jeg ikke kan sælge dem, kan jeg jo bare drikke dem selv

 

Stedet åbnede i 1924 som kaffebar. Men i 1964 blev der lavet om til værtshus. Ja Jane er nok Danmarks mest kendte bartender. I 2012 gik fanden løs i Ægirsgade. Man afpressede Jane, baldrede hendes ruder og malede graffiti på murerne. Men hun lod sig ikke afpresse.

Jo her er grønne fletlamper, brune borde, brune stole og brun hoveddør. En rigtig brun bodega. Og selvfølgelig er det også her et billardbord.

Dengang kom håndværkere og drak morgenkaffe og fyraftensbajere. Det gør de ikke i dag. Du må ikke lugte af øl på arbejdspladsen.

 

Danmarks første striptease – danser

På Karusellen kan du få Guiness på fad. Det er det nu ikke så mange steder, som du kan. Og lille Peter er vel hundrede år – en sporvognslang bodega med symaskiner og en udstoppet elg. Her var Moster Inge stamkunde. Hun var Danmarks første streaptease danser og optrådte bl.a. på Moulin Rouge. Hun havde temperament, så fyrene skulle ikke komme for tæt på.

Nørre Bodega er fra 1945 med masser af billige fadbamser og dengang masser af røg.

 

Man møder spændende mennesker

I min værtshuskarriere er jeg i min voksne tid to gange blevet bedt om, at forlade værtshuset. Det var jeg nu ikke ene om. Vi sang begge gange skønsang. Den ene gang var det Oldies, den anden gang var det tyske slagere. Det lød godt, men åbenbart ikke for alle.

Man møder mange spændende mennesker på værtshusene. En af de mest spændende var Anne Braad, præst ved Stefanskirken, der kom her sammen med hendes hund. Om det var på Stefanshus eller Lille Peter, kan jeg ikke huske mere.

 

Ølbarene vinder frem

De almindelige værtshuse er truet af byfornyelse og beboersammenhæng. Nu er den kolde øl, snapsen og raflebægeret skiftet ud med en Cappuccino og et spil backgammon. Kaffebarer, vinbarer og specielle ølbarer, der serverer specialøl fra mikrobyggerierne vinder i den grad frem.

 

Far kom ikke altid hjem med lønnen

Værtshusene har også rummet tragedier, når folk gik i hundene og drak lønnen op. Fabrikkerne ejede selv værtshuse, hvor lønnen blev udbetalt. Så fik de udgifterne hjem igen. Det var ikke altid at far kom hjem med lønnen.

Drikfældigheden var stor. Der var masser af smugkroer. Den mest kendte var nok den, der lå på Kapelvej 7A. Det var hos barbermaleren. Egentlig var der barbersalon, men så mangen glas øl er serveret her.

 

Døgnkiosker sælger øl hele natten

Tænk engang i 1965 var der endnu 123 udskænkningssteder på Nørrebro. Her var berømte steder som Zigøjnerhallen, Zillertal, Danas Have, Heidelberg, Tyroler-Kroen, Resi og alle de andre.

Mange af de gule brune værtshuse har mistet deres morgenbevilling, ja så er det lige det med rygeloven. Og så er det et stigende antal klager over støj og larm. Et problem er måske også, at døgnkiosker må sælge bajere hele døgnet.

 

Engang kunne man købe en parisertoast

Se dernede i Sønderjylland er det almindeligt mange steder, at man kan købe solæg til sin øl. Men engang kunne man på værtshusene på Nørrebro og Nordvest købe oversaltede peanuts, et hårdkogt æg, gratis saltstænger, et stykke med medister og kartoffelsalat og lune baconchips. Eller to stykker sprødristet hvidt brød med smør og sennep og så ellers skinke. Jo det er parisertoasten, der også forsvinder fra værtshusene.

 

Værtshusene lukker på stribe

Byens beværtninger dør sammen med deres kunder. På ti år er antallet af byens bodega er mere end halveret. Folk og specielt de unge vælger det traditionelle værtshus fra, når de skal have en øl eller et glas vin.

I 1992 var der ifølge Danmarks Statistik 571 traditionelle værtshuse i Københavns Kommune. Ti år efter var der 278 tilbage.

Mange københavnere mister et fast mødested, hvor de kender stamgæsterne, har deres faste stol og bodegamutter stiller den rigtige øl på bardisken, inden de har bestilt.

Men der er dog stadig kunder til de gamle værtshuse, fordi man kan komme her uden make up og modetøj. Folk har siddet på den samme stol i en menneskelader. Fællesskabet er stærkt på de fleste værtshuse. Man bliver ikke sådan uden videre lukket ind i dette fællessskab.

Nu skal man dog passe på, at overdramatisere det. Her er også gennem tiden blevet drukket tæt. Nørrebro og Nordvest har oplevet mange lidelser og skæbner på værtshusene. Så mange fædre har drukket hele lønnen op. Lille Alfred har måtte ekstra tidlig op for at tjene ekstra penge til familien.

 

Måske er der for mange øl-barer m.m.?

Mange er glade for den nye udvikling med en ny slags virksomheder, der erstatter de gamle. Folk køber mere og mere og mere på nettet. Inden for et år har danskerne købt for 7 milliarder kroner mere. Boghandleren og isenkræmmeren lukker. Ølbaren, restauranten og fastfood – restauranten er opstået i stedet for.

På blot fire år er omsætningen i restaurant-branchen vokset med 25 pct. Samtidig er indtjeningen pr. ansat faldet med 34, 2 pct. På få år er der kommet 1.400 nye restauranter til, så det nu er 17.500 i Danmark. Og det kommer til at kollapse.

I 2018 steg mængden af konkurser i restaurationsbranchen med 92 pct.  – så tallet ifølge Børsen lå på 501. Allerede i år er vi nået op på 372 konkurser.

Der vil komme et udskillelsesløb i branchen, og det ville blive ret voldsomt.

De gode år trækker mange nye aktører ind i branchen. Dette gør at flere og flere har svært ved at tjene penge. Det er en tendens, der skinner mere og mere igennem.

 

Aldrig har en øl smagt bedre.

Men aldrig har en øl smagt bedre end den gør nu. Antallet at mikrobryggerier er eksploderet. Hermed skal undertegnede ønsker hel og lykke med ølfestivallen, et kærkommet tiltag. Og nu glæder jeg mig til at smage et par stykker.

 

Kilde:

• Diverse artikler på dengang.dk

Hvis du vil vide mere:

• På dengang.dk kan du læse en masse artikler om værtshuse, fornøjelser m.m. fra København.

 

 

Kolera på Nørrebro 1853

Ja vi kigger på sygdommen og de sanitære forhold. I alt døde 5.000 i København. Dengang boede der ikke så mange på Nørrebro. Der flød med ekskrementer og affald i Københavns rendestene. Ikke mange byggeregler i begyndelsen. Man diskuterede om kolera smittede, ja egentlig var man ikke enige om meget. Man snakkede om hyppig udluftning, rensning og hvidtning. Var sygdommen brudt ud, skulle man spise havresuppe og –grød. Og tænk, så fik man lov til at bygge træbarakker på militært område. Ny byggelov hjalp ikke på forholdene. De liberale politikere mente ikke, at det var offentligheden, der skulle bygge fattighuse. Så var der debat om natterenovation ved Nørre Alle, og Blegdamsgrøften indløb der mange klager over. I 30 år diskuterede Frederiksberg og København, hvem der skulle betale en hovedkloakledning.

 

Sygdom og sanitære forhold

Denne artikel handler om den frygtelige epidemi, der ramte København og Nørrebro i 1853, og hvad man gjorde for at hindre, at det skulle ske igen. Det handler også i høj grad om de sanitære forhold, der herskede i København og Nørrebro dengang. Ja og hvad skete der efterfølgende.

 

Godt 5.000 døde

Koleraen brød ud den 11. juni 1853 og varede indtil oktober samme år. Hen ved 4.800 døde af sygdommen under epidemien.

 

Endnu boede der ikke så mange på Nørrebro

Cirka 4 pct. af befolkningen døde på Nørrebro. Man ved godt helt nøjagtig, hvor stort et antal, der døde, men det kniber mere med at beregne, hvor mange der boede i bydelen dengang

• I 1850 boede der på Nørrebro 3.046 personer over 10 år, men Blegdamsvejen var ikke medregnet
• I 1854 boede der 3.724 personer over 10 år, men Blegdamsvejen stadig ikke medregnet.

Vi ved, at 48 døde på Blegdamsvejen og 220 i resten af Nørrebro.

Der var travlhed især på Assistens Kirkegård.

 

Der flød med affald og ekskrementer

Tænk engang i 1853, da boede der 220.000 mennesker i Indre By. I gaderne flød der med affald og ekskrementer. Byen savnede egentlige kloaker. Som vi i tidligere artikler har nævnt, så blev drikkevandet ført til byen i udhulede træstammer fra de omkringliggende søer. Og dette drikkevand var urent overfladevand.

 

Sanitære tiltag

Man havde tidligere iværksat karantæner og isolering af befængte huse. Men det afskaffede man et år før dette angreb brød ud. Det var det selvfølgelig besparelser i, men man fosøgte så, at bruge disse besparelser til hygiejniske tiltag, eller sanitære tiltag, som det hed dengang.

Men man kunne egentlig ikke finde fælles fodslag. Således nåede man først i 1892 til enighed om, at kolerabefængte skibe skulle i karantæne.

Sundhedskollegiet udsende ved epidemiens udbrud en bekendtgørelse, hvori det hed sig, at sygdommen ikke kunne eftervises at komme udefra. Koleraen skyldtes:

• Erfaringsmæssigt diætetiske og hygiejniske Forhold.

Men senere var man ikke så sikker, da syntes man nærmest at udtalelsen var en smule dristig. Man måtte prøve sig frem.

 

Ikke mange byggeregler

I 1850erne var der ikke mange byggeregler. Det militære terræn på den anden side af volden måtte der ikke bygges på. Så pladsen i byen måtte bruges maksimalt. Sådan var mottoet også, da man endelig fik lov til at bygge på Nørrebro.

De få regler, der var kunne der dispenseres fra. Og det gjaldt bygningens højde, de tilhørende gårde, adgang til luft og lys, lejlighedens højde m.m.

De åbne rendestene var altid fyldt med ”stinkende vand og mudder”. Ofte havde det ikke noget fald, og så blev det til slam. Grundvandet stod højt under København.

 

Hygiejne, vand og sanitet

Nogle hældte latrinen ud i rendestenen, da det var for dyrt at få tømt latringruben. Boede man i nærheden af en kanal eller vandgrav ja så hældte man også latrinen ud i dette. Som vi tidligere har beskrevet var vandrørene ikke altid i lige god stand. De lå tæt op af latringrubberne og så kom der synlige urenheder i drikkevandet.

Under hele koleraepidemien indberettede stadsfysikus Hoppe, hvad man havde gjort. Han skulle også i samarbejde med stadens politimester

• I offentlige Tidender betimeligen gøre Almuen opmærksom paa de bedste Forebyggelsesmidler samt paa diætetiske Feil.

Hoppe fokuserede på hygiejne, vand, sanitet og bedre beboelse for de fattige.

 

Smittede kolera?

Koleraen opstod i Nyhavn den 12. juni. Ved månedsskiftet var 9 patienter fra Nyboder døde. På Nørrebro var dødligheden stor, men på Vesterbro var der kun ganske få tilfælde. Hoppe skrev i medicinalindberetningen fra 1854:

• På Vesterbro, der som bekendt har det allersletteste Drikkevand og mange andre ugunstige hygiejniske Betingelser, Slagterier, Svinestier. Garverier, slet Vandløb, viste det sig kun ganske enkelte Tilfælde.

Hoppe satte kolera i samme bås som tyfus og blodgang (dysenteri) og til dels pest. Distriktslæge Seidelin mente at koleraen smittede. Alle hans patienter havde fået smitten fra andre.

 

Forklaring måtte findes i jordbunden

Ingeniør Colding og kemiker Thomsen skrev i deres værk fra 1853, at det var usandsynligt, at smitten skulle komme fra luften. De mente derfor, at der skulle findes en forklaring i jordbunden. Befolkningstætheden var en yderligere faktor, men kunne ikke alene forklare koleraens forløb, da ”luftige” gader også blev ramt.

 

500 senge til rådighed

Man besluttede at oprette kolera-afdelinger i Frelsers og Fruers Arbejdshuse. Nyboder hospital blev åbnet for civile kolerapatienter. Men der var nødvendig at åbne endnu flere hospitaler. I slutningen af juli havde man 8 hospitaler rundt om i byen.

Men man havde kun i alt 500 senge til rådighed, men med 3.500 nye tilfælde i løbet af juli var det småt med plads. Halvdelen døde dog også hjemme.

 

Hyppig udluftning, rensning og hvidtning

Den 29. juni anmodede Landphysicus Guldberg Sundhedskollegiet om:

• At foranledige en Befaling til at iværksætte de Renlighedsforanstaltninger, som med Hensyn til den overhængende Kolera-Epidemi maatte anses for nødvendige.

Folk blev påbudt at rense deres gårdsrum, straks fjerne det opfejede snavs, samt udskylle rendestenene i gården og på gaden. Latrin skulle jævnlig køres væk. Grubberne skulle helst tømmes hver gang.

I et cirkulære blev familierne anmodet om at sørge for hyppig udluftning, rensning og hvidtning af stuerne, ugentlig luftning af sengeklæder og månedlig udskiftning af sengehalm, samt at sørge for kun at bruge rent vand til drikkelse og madlavning.

 

Husk opiumsdråber, kamferdråber, Kamille- og Hyldeblomster

Man rømmede de huse, som skønnedes at være ubeboelige. De udflyttede beboere boede i mellemtiden på Fogedgårdens Kaserne og i telte og træbarakker lidt uden for byen.

Sundhedskollegiet bad apotekerne om at købe rigeligt med medikamenter såsom opiumsdråber, kamferdråber, tyk kamferolie, amerikansk olie, kamille- og hyldeblomster samt sennepspulver.

Dr. Hoegh-Guldberg opfordrede i en bekendtgørelse befolkningen til at behandle mild diarre, som kunne føre til kolera med korrekt diæt, amerikansk olie, rabarber-, Hoffmanns-, kamfer og opiumsdråber, samt varm beklædning af underlivet.

 

Havresuppe og –grød

Egentlig var lægerne magtesløse. De brugte de sædvanlige udtømmende midler som åreladning, lavement og opkastning. Dette var ofte med til at forværre situationen.

Var man først blevet syg anbefaledes det bl.a. at spise havresuppe og grød, drikke hed kamillete med kamfer- og opiumsdråber, evt. vin eller cognac, samt tage amerikansk olie mod diarre og mavekrampe.

Ved sværere anfald måtte man gnide huden med børster eller uldne klude dyppet i brændevin, salt og peber. På den kolde hud måtte man lægge poser med varmt vand, sand eller aske. Sennepskager skulle lægges på arme, ben og i hjertekulen.

 

Træbarakker på militært område

På de militære Glacier ved søerne blev der opført en del træbarakker, der indeholdt 180 lejligheder. Militæret havde beordret dem revet ned igen senest 1. november 1853. Men de fik dog lov til at blive der til 1.november 1857.

Lægeforeningens boliger på Øster Fælled kunne rumme cirka 250 familier. Men ifølge dr. Hornemann manglede man endnu boliger til 800 familier.

 

Ny byggelov hjalp ikke på forholdene

I 1857 kom der en ny byggelov, men det var kun med meget få justeringer. Det var stadig meget lidt plads mellem husene, hvilket bevirkede manglende lys og luft.

I midten af 1800-tallet var det store problemer med at få løst problemet med et velfungerende kloaksystem. Lægerne hævdede på den ene side, at latrin var sundhedsfarligt og skulle afskaffes for omverdenen-gennem kloakken, mens jordejerne så latrinen som en god gødning.

De første kloaker så først dagens lys i København i 1860. Man måtte stadig ikke installere vandklosetter, da kloakkerne mundede ud i havnen og kanalerne.

Et udbygget kloaksystem så først dagens lys i 1898. Kloakindholdet ledtes ud i Øresund med den stærke strøm. De københavnske læger havde talt for dette i 50 år.

 

De liberale: Ikke vores opgave

Der var bestemt ikke enighed hos lægerne mht. opståen, udbredelse og behandling. Ofte slog politikerne lægernes opfattelse hen som usikre teorier.

De liberale politikere mente heller ikke, at det kunne være en offentlig opgave at bygge boliger til de fattige.

 

I kærrer til Tårbæk og Jægersborg Dyrhave

At koleraen hovedsagelig smittede gennem drikkevandet blev først anerkendt langt senere. Man havde også fra lægerne i lang tid advaret mod drikkevand og kloakforholdene. Men på grund af politiske stridigheder trak dette ud.

Der var blevet anmeldt 7.219 tilfælde af kolera, hvoraf 4.737 døde. Fra København spredte smitten sig til provinsen, hvor 24 byer blev ramt og 1.951 døde.

Mange af de døde blev kørt i kærrer fra København op til Tårbæk. Her byggede man et kapel og begravede de mange mennesker inde i Jægersborg Dyrehave. For at undgå spredning af smitte fra gravene, plantede man den engriflede tjørn, der med sine sylespidse lange torne holdt folk og dyr væk fra gravene.

 

Moralske og hygiejniske hensyn havde man ikke tid til

Menneskemasserne inde bag portene pressede på. Og byggespekulanterne tjente masser af penge. Moralske og hygiejniske hensyn var der ikke tid til. Resultatet blev også derefter. Jo senere en lejekasserne stod parat og jo mindre tjente mand. Og jo mere man kunne presse ned på grundet, jo større var fortjenesten.

 

Nørrebro en mishandlet bydel

Nørrebro var først og den bydel, der blev mishandlet mest. Der blev bygget aldeles planløst. Tømrermester Bergmann byggede sit første hus i 153 i en afstand af 12 alen fra Dosseringen, ja så indrettede nabobygningerne sig bare derefter.

Dronning Louises Bro er kun fremkommet, fordi hjørnegrundens ejer, tømrermester Wildau ønskede det således, da han i 1857 skulle have grunden bebygget. Bülow og Bangert blev ved med at få særtilladelser, så de kunne fortsætte deres byggetilladelser.

 

”Dvælet ved flere Mangler i sanitær Henseende”

I 1854 udgav P. Knudsen et skrift med titlen ”Nørrebro og dens Omgivelser i Sanitær Henseende. I forordet skriver P. Knudsen:

• At jeg har dvælet ved flere Mangler i sanitær Henseende, grunder sig naturligvis paa det Kald, jeg som Læge maa føle til ikke alene at helbrede Sygdomme, men om muligt at forebygge dem.

Og lægen gik i den grad systematisk til værks. Han undersøgte, om der i nogle huse havde været speciel mange dødsfald, eller om der på forskellige gader havde været mange dødsfald.

 

”Høj grad af Usselhed og meget slet Drikkevand”

Ja og lægen konstaterede, at dødsfaldende ganske givet var forstærket af ”høj grad af Usselhed”, overbefolkning og ”meget slet Drikkevand”. Han kunne også se, at de steder, hvor der var det største antal dødsfald var, hvor der var ”hygiejniske mangler”.

Grundvandet på kirkegårdene havde gjort vandet mere kultbrinteholdigt. Men der blev fundet brøndvand, der var ”særdeles sletsmagende” og ildelugtende. Politiet lukkede også tre brønde. Men måske burde man have lukket endnu flere.

Blågårdsvejens drikkevand burde have været meget bedre, men diverse projekter var blevet forsinket.

 

Slet ingen afløb

Læge P. Knudsen kunne konstatere fugt i jorden. Og det skyldtes ikke kun regnvand. Det skyldtes mangelfuld afløb af spildevand fra husene. Mange steder var der slet ikke et afløb. Man lod vandet samle i gruber i umiddelbar nærhed.

Og der hvor afløbet var reguleret hen til en grøft, var situationen stort set ikke bedre, da disse grøfter kun undtagelsesvis var brolagte. Jordbunden blev konstant gennemsivet af urent, stinkende vand.

 

Natrenovationsoplægget ved Nørre Alle

Jorden optog en masse flydende renovation ikke mindst fra oplagsstedet ved Nørre Alle. Fra kirkegårdene kom en masse gærende stoffer. Luften blev også forpestet ved de giftige uddunstninger fra overnævnte renovationskule.

Knudsen advarede mod den manglende afledning af skadeligt vand, og henkastning af natrenovation på åben mark i nærheden af beboelse.

Natterenovationsoplægget ved Nørre Alle var oprettet i 1850. Det var en stor renovationskule omgivet af et plankeværk. Men det var beliggende under åben himmel og udsat for regn, sol og blæst. Og næsten alle beboere på Nørrebro var plaget af kulens ”ildelugtende dunster”.

 

Spørgsmålet havde været diskuteret mange gange

Det var umuligt at åbne et vindue, hvis vinden var i den forkerte retning. Spørgsmålet om natrenovation havde været oppe at vende flere gange. Allerede i 1841 lev der nedsat en kommission af nogle af Magistratens og Borgerrepræsentationens medlemmer. De kom med følgende forslag:

 

1. At der tillades enhver, hvis ”Lokum” er forsynet med latrintønder, at lade disse udføre af landmænd, når tønderne forsynes med et lag halm samt et låg, og vognene ”bedækkes”.

Dette forslag blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen, Politidirektøren, Magistraten, Stadsfysikus og Sundhedskollegiet

2. At der burde være forbudt, at anlægge kuler eller have oplagssteder inden for demarkationslinjen eller inden for Falkoneralle. Det måtte heller ikke anlægges så tæt ved ”Alfarvej” ”at vejfarende Mand kan besværes af Stanken”.

 

Dette forslag tiltrådte et flertal i Borgerrepræsentationen. Med det tillæg, at kuler for ublandet natrenovation aldeles ikke må findes på stadens grund.

 

Det flød over med urenheder

Men ak det gik kludder i beslutninger for pludselig mente man, at hvis forslagene trådte i kraft, ville det forværre situationen både i Indre By og i brokvartererne.

For bygninger, der lå lige op til Blegdamsvejen, ja så var det afløb til den store grøft langs vejen. Men for eksempel de bygninger der lå ved Første Blegdam ved den såkaldte Sant Hans Gade, ja de havde overhovedet ikke nogen afløb. Gaden havde et naturlig fald til Sortesøen (Sortedamssøen).

Det overfaldevand der ikke endte i søen ledtes hen i gruber, hvorfra det enten sivede i jorden eller fordampede. Ja man så også at vandet flød over med diverse urenheder. Allerede inden bebyggelsen var jorden her meget usundt. Med den tiltagende bebyggelse blev det hvert år mere usundt.

Denne fugtighed i nærheden af Sortesø blev endnu tydeligere ved de andre blegdamme. Og det var særlig galt ved den syvende blegdam, der ofte stod under vand.

 

Blegdamsgrøften gav anledning til klager

Blegdamsgrøften havde ofte givet anledning til klager. Det var de overordentlig stinkende uddunstninger grundet det stillestående vand. Det blev kun i ringe grad afhjulpet af de jævnlige gennemskylninger af rent vand.

Oprensningerne hjalp heller ikke. Grøften blev bare dybere hver gang, således at stenkisterne hver gang kom til at ligge højere og højere. Derved blev afløbet mere og mere forhindret.

 

Et par bassiner i Ventegodts Have

Blågårdvejens grøft var ikke dårlig, den var endda brolagt. Men meget af spildevandet blev ledt videre fra gruber i gårdene. Og disse lå meget tæt på brøndene. Hist og her var jorden mættet. Lugten advarede om, hvad der var i vente, når spildevandet fra Jagtvejen blev ført videre af en grøft langs Jagtvejens nordvestlige sidefor at ledes langs Lygtevejens nordøstlige side bag Lygten og under Lersøens afløbsrende.

I Ventegodts Have havde afløbet udviklet sig til at par små bassiner. Her fortsatte det af snørklede veje til Ladegårdsåen. Koleraen var særlig slem på det nærliggende Pedersdal.

Vores læge anbefalede, at man skulle kigge på gravernes fald og så skulle de alle sammen brolægges. Spildevandet som til dels løb under Ladegårdsåen skulle have et lettere afløb.

Også vandinspektør Colding var rundt på Nørrebro var rundt og tjekke forholdene på Nørrebro.

 

Kunne man bygge en skole så tæt på en Kolerakirkegård?

Da Kapelvejens Skole i 1879 blev opført i Kappelvej 42, skete det også først efter en meget ophedet debat, for mange mente, at man da ikke kunne bygge så tæt på ”Kolerakirkegården”.

 

Colding og Thomsens rapport

Ludvig August Colding var i 1845 udnævnt til vandinspektør og i 1850 til stadsingeniør. Fra 1849 havde han arbejdet med at udrulle vandledninger og et separat kloaksystem i København. Efter koleraudbruddet lavede han sammen med den berømte kemiker Julius Thomsen en undersøgelse af sygdomsforløbet, der afkræftede lægernes hidtidigt herskende miasme-teori. Byen havde brug for rent vand og gode kloakker, fastslog makkerparret.

 

Hjælp fra England

Men at skylle spildevand i havnen var et utilladeligt spild, mente overpræsident Lange og flere andre. Latrinen var mange penge værd for bønderne. Der er mange beskæftiget med at køre den væk. Borgerrepræsentationen bad derefter Colding, om at hente ekspertise i udlandet.

Den britiske ingeniør James Simpson undersøgte derefter Københavns planer. Han understregede vigtigheden af, at vandledninger og kloaker blev installeret samtidig:

• At indretningen af det forbedrede Vandvæsen nødvendigvis maa have Indretningen af et Kloakvæsen til Følge, fordi Ergfaringen har godtgjort, at Mange ville benytte Vandforraadet til at skylle Latrinindholdet ud i Rendestenene og derfra i Canaler og Havnen.

 

Rådet blev ignoreret

Rådet blev dog ignoreret i København, hvor Indenrigsministeriet på grund af uenigheden mellem Borgerrepræsentationen og Magistraten besluttede at afvise kloaksystemet og kun godkende installationen af vand- og gasledninger. Trods afslaget arbejdede Borgerrepræsentationen videre med planerne. Det blev op til ingeniørerne at finde en løsning.

 

Toiletter måtte ikke tilsluttes

I brokvarterne skulle der nedlægges kloaker, der kan rumme både gråt spildevand og sort spildevand. Samme system men i dybdeliggende hovedledninger skulle der installeres i den gamle del af byen. Men i første omgang måtte der ikke tilsluttes toiletter, så latrinerne og hele industrien omkring dem bevares foreløbig. Spildevandet ledes til havn eller nærmeste vandløb.

 

Byggespekulanter var lige glade med byggeplaner og regler

En samlet byggeplan blev først vedtaget i Borgerrepræsentationen den 26. oktober 1857 samtidig med en udenbys kloakplan. Problemet var, at der stod en masse bygninger, som ikke havde fulgt den vedtagende kloakplan. Og byggespekulanterne var ligeglade med byggeplaner og regler. Det skulle bare gå hurtigt.

 

Murstenskloaker anvendes i dag

I 1859 blev den første kloak lagt ned på Nørrebro, og i de følgende år blev stadig større dele af byen kloakeret. Mange af murstenskloakkerne fra den tid har i øvrigt vist meget god holdbarhed og er stadig en del af systemet i dag.

 

Indholdet blev tømt i rendestenen

Det første toilet var allerede blevet installeret i 1846. Men ak, det blev så bare tømt i rendestenen i nattens mulm og mørke. I 1857 anslog læge Hornemann, at der var omkring 300 toiletter i byen. Mange af dem, der havde toiletter, brugte de nyinstallerede vaskes afløb i sådan en grad, at bystyret i 1871 krævede, at nu skulle der monteres vandlåse på vaske.

 

Tømt i havnen

I 1880erne kunne man især om sommeren se en brun farve i hele vejen ned til Køge Bugt. I 1886 var det Charles Ambt, der var blevet stadsingeniør. Han måtte kæmpe med problemet, at der var direkte udledning i havnen og Svanemølle-bugten. Og så var det lige lugten.

Efterhånden steg forbruget af kunstgødning i landbruget. Efterspørgslen af de københavnske fækalier faldt stødt.

 

I 30 år var Frederiksberg og København uenige

Colding så aldrig sin plan blive helt gennemført. Det gik over 30 år inden København og Frederiksberg blev enige om den helt store kloakplan. Man vedblev med at bruge Rosenåen som en åben kloak.

Ja det hele gik godt nok langsomt. Man skulle tro, at sporene efter Kolera-udbruddet ville få politikkerne til at tage hurtige beslutninger, man ak nej

 

 

Kilde:

• Knudsen: Nørrebro og dens opgivelser i sanitær henseende
• Diverse artikler på dengang.dk
• Se Litteratur Nørrebro
• Villads Christensen: København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857
• Carøe: Stadsfysikatet i København, særtryk af Historiske Meddelelser om København
• Gerda Bonderup: Det Medicinske Politi-Sundhedspolitikken i Danmark 1750-1860
• Tim Knudsen: Storbyen støbes-København mellem kaos og byplan 1840-1917.

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

• Lokummer på Nørrebro
• Latriner og Kloaker på Nørrebro
• Pest på Nørrebro
• Den stinkende kloak på Nørrebro
• Byggespekulation på Nørrebro
• Blegdamshospitalet på Nørrebro
• Drikkevand til København
• Jørgen-Helgen, Hospital og Sø
• Pest i København
• Kvinderne i Peder Madsens Gang
• Garnisons Kirkegård
• Brumleby på Østerbro
• Med tog over Lersøen