Christianshavn fra A til Å

Vi fortsætter vores byvandringer rundt om i København i artikelform. Chr. Den fjerde opkøbte jord også på Amager. På første udkast var der plads til 934 hussteder. Men meget var fyldt med morads. Gader som på et skakbræt. Kun ganske kort tid status som købstad. Vi kigger på de første grundejere og de første to skøder. Man fik egne havnepladser. Vi har også en jydes beskrivelse fra 1849. Vi besøger rådmand Hans Knip. Masser af ulykker på broen. Folk rystede også af skræk, når de kørte over stålbroen i en el-sporvogn. Den tredje bro holdt kun i 29 år. Jo her boede Johanne Louise Heiberg, Tordenskjold, P.S. Krøyer, søhelten Adeler og mange flere. Vi besøger Stanleys Gård, Straffeanstalten for Kvinder, Christianshavns Døtreskole, Christianskirken, Asiatisk Compagni. Ja og så var det også de to driftige skibsværftsbesidder. Så besøger vi også Andreas Bjørns Gård, Niels Brocks Gård og det såkaldte rådhus, der aldrig har været det og meget mere.

 

I stedet for en byvandring

Igen engang en artikel i stedet for en byvandring. Som vi tidligere været inde på, får vi mange forespørgsler på byvandringer. Vi siger nej med den begrundelse, at der er nogle, der er meget bedre til dette end ”Den Gamle Redaktør” her på siden. Men derfor kan vi da godt sammenfatte en artikel, hvor vi så meget med som mulig.

 

Christian den Fjerde opkøbte jord

Christian den Fjerde havde allerede i 1606 begyndt at opkøbe jord nord og nordøst for den gamle vold, hvor Rosenborg kom til at ligge. Da han fortsat ønskede at udvide byen fattede han interesse for Amager.

I en instruktion til den københavnske storkøbmand Johan de Willem, som var indvandret fra Nederlandene skulle denne skaffe velstående nederlandske købmænd og håndværkere til Danmark. Til gengæld lovede kongen dem 8 års skattefrihed.

 

Først var der plads til 934 hussteder

Og det var Johan Semp, der tegnede Christianshavn. Han havde tidligere arbejdet som landmåler i Friesland. Og i den by var der plads til 934 hussteder.

Parcellerne blev dog kraftig beskåret. Grundene blev gjort væsentlig større. En plan fra 1630 viser kun 67 matrikler. Og mange af byggegrundene var af dårlig beskaffenhed. Store arealer bestod af strand, eng og holme.

En del af fæstningsbyen kom til at omfatte Revshaleholm, hvis højeste punkt var 1,26 meter over havet. Det blev det senere Christianshavns Torv.

 

Fyldt med morads

I 1629 noterede en fransk rejsende, at det nye boligområde var fyldt med morads, der gjorde det nødvendigt at bygge på pæle.

Christianshavn er anlagt til dels som beskyttelse for slottet og den gamle by, dels for at skaffe hovedstaden en påkrævet havneudvidelse. Indtil 1682 da de store udvidelser af volden til dens nuværende forløb påbegyndtes strakte bydelen mod øst til Bådmandsstræde.

 

Gader som skakbræt

Mod vest strakte bydelen sig til Store Søndervoldstræde, der er den eneste skrå gade på Christianshavn. Voldens udstrækning til Torvegade har ikke ændret sig. Samtidig med voldens anlæg opførtes 1618-1620 Knippelsbro, mens Langebro først er anlagt1686.

I modsætning til gamle Københavns snævre, krogede gader er Christianhavns gadesystem anlagt efter skakbrætprincippet, hvor gaderne skærer hinanden i rette vinkler. Efter nederlandsk forbillede deles bydelen af en kanal i en overby og en nederby.

 

De første grundejere

Bevarede dokumenter viser også den sociale sammensætning af de første grundejere, hvilket kan opdeles i to hovedgrupper. De første omfattede kongelige embedsmænd, administrative topfolk, renteskrivere (og møntmestre), ansatte ved flåden samt højere og lavere embedsmænd.

Den anden hovedgruppe blev udgjort af københavnske borgere, magistrat-personer, storkøbmænd og håndværkere.

 

De første to skøder

De første to skøder blev 1622 givet til Københavns borgmester Mikkel Vibe og Anders Olufsen, som var renteskriver med tjeneste i Klædekammeret. Ved siden af dette var Olufsen storkøbmand, skibsreder og havde interesser i tømmerhandel og Ostindisk Kompagni.

Hvad bebyggelserne angik, rejstes der små boder på nogle af grundene, mens store gårde som Mikkel Vibes ragede op mellem disse.

 

En selvstændig købstad

Fra 1639-1674 var den en selvstændig købstad med egen øvrighed og våben. Da den aldrig har været udsat for store ildebrande, stammer talrige huse fra den tid. Således også i Strandgade, hvor der findes grundmurede renæssancehuse fra Christian den Fjerdes tid.

 

Egne havnepladser

Oprindelig hørte til hvert hus en lille privat havn. Husene i Overgaderne fik kajplads langs kanalerne. Først i det 18. århundrede kom de store handelspladser.

De enkelte grunde var lange og dybe og gik igennem til baggaderne, Wildersgade og Dronningensgade, hvor pakhusene skulle opføres.

Christianhavns status som købstad kunne dog ikke opretholdes i længden, hvorfor Christian den Femte administrativt lod fæstningsbyen inkorporere i København.

 

En jydes beskrivelse

En jyde giver i 1849 følgende beskrivelse af bydelen:

• Den er i øvrigt sort, skiden, smudsigt og i det hele taget et beskidt hul.
• Der så mange dampmaskiner og så meget stenkulsværken (arbejde med stenkul) på gaderne, hvoraf byen bliver sort og beskidt.

Bemærkningerne må bl.a. hentyde til den nyetablerede virksomhed Burmeister & Wain, der dengang blev kaldt Burmester & Baumgarten.

 

Skal forbinde de to byer ”over isen”

I forbindelse med anlæggelsen af Christianshavn skulle en broforbindelse også sikres mellem Slotsholmen og den ny by. Ole Worm noterede i januar 1618, at man anlagde begyndelsen som ”skal forbinde de to Byer”-over Isen”.

Først blev en lang dæmning bygget fra Slotsholmen i retning mod ”Refshaleholm”. Det var en halvø som havde en form som en rævs hale, der fra amagersiden strakte sig ud og drejede nord på. Mellem dæmning og halvø blev der derefter konstrueret en træbro, der blev forsynet med to klapper på midten.

 

Rådmand Hans Knip

Navnet Knippelsbro henviser formentlig til den christianshavnske rådmand, Hans Knap, som den 2. maj 1641 af kongen fik tilladelse til et erhverve et hus med grund nær broen. Her havde i 1620erne været told, men nu fik Hans Knip til opgave at opkræve bropenge af de skibe, der skulle passere.

Huset kaldtes længe efter hans død for Knippenshus. Det blev i hvert fald bekræftet af Christian den Femte i 1695 vedrørende en forbedring af havnens bolværker. I løbet af 1700-årene opstod navnet Knippensbro. Dette gled senere over i den nuværende betegnelse.

 

Masser af ulykker

I en tidligere beskrivelse af broen, som skyldes Hans Poulsen Resen (ca. 1670) fortælles der om nogle ulykkestilfælde, hvor kuske og heste under storm og uvejr faldt ned fra broen.

Interessant er det, at man 1671 forbød natmanden at udkaste stadens uhumskheder i havnen fra Knippelsbro. Det antages i øvrigt, at træbroen i 1714 blev udsmykket med fire statuer af træ, der skulle forestille de fire vinde.

 

Vagt og tilsyn på broen

Erik Pontoppidan gav 1760 en indgående beskrivelse af træbroens funktioner. Klappen blev lukket op hver morgen fra 6 til 7 og atter mellem 12 og 13 ved middagstid.

• Paa Broen skal holdes Vagt og Tilsiun. Hvo som jager eller kiører hastigt med Vogn herover, maa straffes eller pantes for én Rixort (møntenhed)

Ja sådan fortalte Pontoppidan. Priser for at passere med skib af 20 læsters drægtighed skal til broens forpagter betales en halv rigsdaler ”af hver Skiberum”

 

Folk rystede af skræk

Christian den Fjerde’ s tekniske vidunder af en træbro overlevede helt til 1816, hvor den endelig blev fornyet. I 1868-1869 konstrueredes den første jernbro. Den københavnske topograf O.C. Nielsen beretter:

• Naar de elektriske Sporvogne kørte over, knagede Broen, så man var bange, at det hele skulde dumpe igennem. Folk rystede af Skræk, naar de skulde over, og drog et Lettelses Suk, naar de var sluppen velbeholden over den snævre og overbebyrdede Bro.

 

Den tredje bro holdt kun i 26 år

Da man i 1909 indviede den tredje Knippelsbro var linjeføringen ændret. Nu blev Torvegade forbundet med Børsgade. Skønt der var tale om en stålbro var den snart utidssvarende og levede kun 26 år. Så etablerede man en interimistisk bro, indtil den nuværende tegnet af arkitekt Kaj Gottlob kunne afsluttes. Det skete i 1937

 

Den skønneste svalegang

Efter at være kommet velbeholden over broen fortsætter vores vandring inden for volden på hjørnet af Christianshavns Voldgade og Torvegade. Indtil 1935 lå på ejendommen ”Ved Voldens” nuværende plads den ejendom, som kaldtes ”Skibet”, hvis åbne maleriske svalegange var en stor attraktion. Nu er det nok Amagergade 11, der har den bedste svalegang, som det lønner sig at se. Den stammer fra 1700-tallet.

 

Købstadsidyl

Vi fortsætter gennem Sofiegade og Dronningensgade, som foruden Amagergade er de gader på Christianshavn, hvor trods nedrivninger, den gamle købstadsidyl er mest levende.

 

Her boede Johanne Louise Heiberg

Store Søndervoldstræde er den eneste gade, der minder om, at her lå Christianshavns ældste vold, hvis forløb den har fulgt som Voldgade. Gennem den når vi til Overgaden oven Vandet. Det to nederste etager i nummer to på hjørnet af Christianshavns Voldgade 1-3 er en del af det nyklassiske hus, der 1779 blev bygget her af den kendte rebslager og skibsbygger, Peter Applebye. Han havde i 1745 opfyldt Engelskmandens Plads langs Langebrogade.

Fra huset i dets ældre skikkelse stammer altanen med det smukke smedejernsrækværk over porten. I 1809 kom ejendommen i besiddelse af Andreas Buntzen. Her boede også senere den unge skuespillerinde Johanne Louise Pätges fra 1830-31 umiddelbart før sit ægteskab med Johan Ludvig Heiberg.

 

Stanleys Gård

Den smukke engelskpåvirkede ejendom nr. 6 er bygget af billedhuggeren Simon Carl Stanley. Ja den bliver ikke uden grund kaldt Stanleys Gård. Og den blev opført i 1755-1756. Stanley var også professor ved Kunstakademiet. Som ung kom han i lære hos hofbilledhugger Sturmberg.

Senere opholdt Stanley sig 20 år i England. Fra 1746 var han dog tilbage i Danmark. Han var tilknyttet Holmen og til at levere statuer til Frederik den Femtes haver samt epitafier og sarkofager til private.

Privatboligen i Overgaden oven Vandet kunne i december 1755 nær færdiggørelsen forsikres for 4.600 rigsdaler i Brandkassen.

Fra 1847-56 beboedes førstesalen af maleren Constantin Hansen og 1851-54 havde desuden maleren P.C. Skovgaard sit hjem i huset. Maleren Julius Exner boede fra 1861-72 i ”Jernstøber Thomas Potters Gård” i nummer 10.

 

Tømrermester Johan Jacob Steinfass Gård

Endnu en ejendom i Overgaden over Vandet fortjener at blive set. Og det er ”Tømrermester Johan Jacob Steinfass Gård” i nummer 32. Den har en meget fornem nyklassisk facade, dels en smuk om end meget forfalden bagside af bindingsværk, der gør den meget seværdig. Maleren P.C. Skovgaard boede her i 1842-43 som ung mand.

 

Christianshavns Torv helt forandret

Det gamle Christianshavns Torv er nu helt forandret. De ældre huse er alle væk. I 1928 blev det gamle fængsel revet ned. På grunden opførte Edvard Thomsen det såkaldte ”Lagkagehus”. Vi skrår over torvet til Dronningensgade og befinder os midt i det moderne Christianshavn.

Til gengæld frembryder St. Annæ Gade et broget billede. For enden af gaden ligger højt oppe på volden i Løvens Bastion de sidste levn af den gamle voldmølle ”Lille Mølle”. Det smukke møllerhus ligger ved siden af.

 

Straffeanstalt for kvinder

Over for ligger Frelsers Kirke, på en grund, hvor bydelens midlertidige kirke lå, blev der i 1773 bygget den første danske veterinærskole. Stadsfysikus P.C. Abildgård flyttede den ud på Landbohøjskolen i 1858.

På stedet opførte N.S. Nebelong i 1864-1865 en straffeanstalt for kvinder. I 1921 indrettedes bygningen under navnet St. Annæ Gård til beboelse.

 

Christianshavns Døtreskole

I Dronningensgade lægger vi dernæst mærke til Christianshavns Døtreskoles smukke facade nr. 67 fra 1769 med dens indskriftstavle.

Det var de såkaldte Borgerdydsskoler for børn af velstillede københavnske borgere. Man havde meget højtflyvende planer om det opdragelsesmæssige. Døtreskolens første adresse var Strandgade 29. Man benyttede nogle værelser hos Madam Schottmann. Derefter flyttede man til brygger Lyngbye på Børnehustorvet (Nu Christianshavns Torv).

Fra 1811 flyttede man ind hos brygger L.C. Kofoed. Nye adresser fulgte siden. Men fra 1840 fik skolen mere permanent ophold i Asiatisk Compagnis palæ, Strandgade 51.

Skolens første leder (guvernante) Var Madame Dupis. Hun opsagde allerede 6. februar sin stilling, da hun ikke kunne få sin familie i Fredericia etableret i København. Hendes efterfølger var jomfru Sara Jacobine Rasmus, der en tid har været ”Hofmesterinde” hos generalmajor Baron F.S. Rantzaus døtre på Friederichslund.

Hr. Hoff var blevet antaget til lærer i Religion, Skrivning, Regning og Ortographie, 12 timer om ugen og 1 Mark for timen.

Hr. Floor var lærer i Historie, Geografi og Naturhistorie. Hr. Biering underviste i Historie og Geografi.

 

Egentlig er vi nu på Christiania

Over for Frelsers Kirke i Prinsessegade 54 ligger bag Christianshavns Skole den tidligere inspektionsbolig opført ca. 1760 af Philip de Lange. På vores videre vej ser vi Bådsmandsstræde ”Søetatens Enkebolig”. Vi skimter også i det fjerne Bådsmandsstrædes Kaserne fra 1836 og 1863. Ja og egentlig burde også nævne Christiania, men denne historie får I i nogle selvstændige artikler.

Vi er nu nået til Søkvæsthuset i nummer 58 – 62 på hjørnet af Bådsmandsstræde. Hovedbygningen ud til kanalen er ældst fra 1754-55. Den er opført af I.C. Conradi til opfostringshus. Men den blev i 1775 flyttet til Store Kongensgade 108, og senere brugt til politistation. I 1777 blev det hele indrettet til Søkvæsthus. I 1816 blev det flyttet til Søetaternes Hospital i Nyboder. Bygningen anvendtes derefter dels til straffeanstalt, dels til fattighus og en tid til kaserne.

I havehuset som er bygget i 1779 og genopført efter en brand i 1838 i samme skikkelse. Her havde den Heibergske deres hjem fra 1844-1963. Fløjen mod Bådmandsstræde benyttedes i adskillige år til fattighus for husvilde. En lille del af fru Heibergs have, er endnu bevaret.

 

Bombebøssen

Vi kaster derefter et lille blik ind i gården til ”Bombebøssen”. Ja det er ejendommen med adressen Overgaden over Vandet 48C. Indtil 1956 var det en stiftelse for gamle trængende søfolk og deres hustruer.

Den er opført i tre etager over en høj kælder.

Den er stiftet i 1819 af kommandør Peter Norden Sølling. Først havde man til huse på et loft på Wilders Plads. Derefter købtes i 1824 en ejendom på hjørnet af Dybensgade og Nikolajgade. I 1844 flyttede man til Brogade 8. Og i 1891 flyttede man til den nuværende adresse. Den er opført af Thorvald Bindesbøll.

Dens navn skyldes, at Sølling, hvis relief ses på facaden, på sit kontor havde opstillet en bombe, der var indrettet som en samlebøsse. Ja det var en ”200-pundig bombeskal”. En efterligning af denne er ligeledes anbragt på facaden.

Fra gården er der udsigt til nabohuset nr. 50 (B), der er bygget 1769. Senere tilhørte dette ankersmed Hans Caspersen. Hans bomærke, et anker er indhugget på portens slutsten. Foruden denne ejendom ejede han også nr. 33 og 39 i Overgaden mellem Vandet.

 

Heerings Gård

Vi går nu over Børnehusbroen opkaldt efter det tidligere Børnehus-Tugt-, Rasp-, og Forbedringshus på torvet. Vi kigger ind i Heerings Gård, der har adressen Overgaden neden Vandet 11. Den blev bygget i 1785 af søkaptajn Hans Pedersen Kofoed. Hans bomærke kom på slutstenen over porten.

I 1838 var det urtekræmmer Peter F. Suhm Heering, der erhvervede gården. Slægten har siden ejet gården.

Den smukke stilfulde gård og pakhusene ud til Wildersgade ligger på en del af den tidligere haves grund, som hørte med til ejendommen.

I Torvegade kommer vi forbi en række ældre ejendomme på venstre hånd, deriblandt det smukke rokadehus i nummer 30, tobaksspinder ”Engelbrecht Larsens Gård”. Her kan man også se bygherrens navnetræk.

 

De to driftige skibsværftsarbejdere

Wildersgade er opkaldt efter skibsværftsejerne Carl Wilder og hans søn, Lars Wilder. Wildersgade 60-62, der går igennem til Overgaden neden Vandet er den gamle Wildersgade Kaserne opført 1862 af stadsbygmester Rawert. Den er nu ligesom Strandgades Kasserne indrettet til beboelse. På grunden lå tidligere den første lærredsfabrik i Danmark oprettet efter 1674.

Ja selv en bro og en plads er opkaldt efter de to driftige skibsværftsejere. Den ældre Wilder (Carl) var en driftig mand, der tjente sig en formue som mægler, handelsmand og skibsbygger. 1762 fik han tilskødet øen for enden af Strandgade. Og det er her vi har Wilders Bro.

På øen havde Andreas Bjørn tidligere grundlagt et skibsværft med tilhørende bulværker og bygninger. Det var en virksomhed, som strakte sig over mere end 8.000 alen2 Til denne virksomhed føjede Carl Wilder, efter kongelig bevilling en nagelsmedje.

Den yngre Wilder førte skibsværftet videre og døde ugift som sin fødebys store velgører, idet han testamenterede en formue til sociale formål, næsten 50.000 daler. Således betænkte han Københavns fattighospital, hvor flere stuer opkaldtes efter ham og blev udstyret med små trætavler med spejl. På spejlrammen stod med snirklet skrift:

• Lars Wilder skylder I Taknemlighed

Wildersgade fik først sit nuværende navn 1859, da man på dette tidspunkt begyndte en fortløbende nummerering af de københavnske opgange.

 

Hjem for Sømænd og Sømænds Enker

Skt. Annæ Gade 14 er sandsynligvis en rest af en ældre rækkehusbebyggelse af bindingsværk i lighed med Adel-Borgergadekvarterets ældste bebyggelse. Broen over kanalen, der forbinder gadens to dele med hinanden, kaldes Snorrebroen.

Vi fortsætter ad Bådsmandsstræde, hvor ”Prinsesse Maries Hjem for gamle Sømænd og Sømænds Enker” er beliggende.

 

Andreas Bjørns Gård

På hjørnet af Bådsmandsstræde ligger storkøbmanden ”Andreas Bjørns Gård”, Strandgade 46. Den er bygget 1733-34. Den er ombygget og udvidet omkring 1760. Wilders-, Krøyers-, og Grønlandske Handels Plads er opfyldt af Andreas Bjørn.

Nummer 44 på det modsatte hjørne af Bådmandsstræde og Strandgade samt Wildersgade 59 er den gamle Strandgades Kasserne. Selve hjørnehuset er bygget 1664 af Joachim Irgens, tidligere kammertjener hos Christian den Fjerde, senere forpagter af kronens kobberværker i Nordsjælland og storgodsejer.

I 1775 udvidede tobaksfabrikant og grosserer Peter Borre den med fløjen langs Bådmandsstræde og Wildersgade, en sidebygning i gården og en længere ud til Strandgade. I 1790 blev det hele så ombygget til kasserne og portmuren blev opført.

 

Niels Brocks Gård

I nummer 36 kigger vi på Niels Brocks Gård. Den blev moderniseret i 1780. I 1916 blev gården restaureret. Besøg denne gård med pakhus. Fra 1775 til 1802 tilhørte den storkøbmanden Niels Brock. Jo det var ham bag ”De Brock’ ske Handelsskoler”.

På hjørnet af St. Annæ Gade ligger der det store pakhus i nummer 34. Dette lod etatsrådinde Topp bygge i 1777-78 ved siden af sin gård, der stammer fra 1773. Denne tilhørte på et tidspunkt op til vores dage firmaet Moses G. Melchior.

Skråt overfor dette på nr. 27’s grund lå indtil 1917 ”Gammel Dok” hvis imponerende konstruktion fra 1734-39 med rette vakte samtidens beundring.

 

Asiatisk Kompagni

Lige i nærheden ud for St. Annæ Gade ses Asiatisk Kompagnis tidligere bygninger i nr. 25. Kontorbygningen eller forsamlingshuset til venstre er bygget 1738 af Philip de Lange.

Kompagniets skytspatroner var Neptun og Hermes. Disse kan du også se på hovedfacaden. Muligvis er de fremstillet af billedhuggeren J.C. Petzold. Stuklofter fra den første tid er endnu bevaret. I dag er bygningen fredet. I slutningen af artiklen vender vi lige tilbage til Asiatisk Plads.

Pakhuset til højre har samme udseende ud til gaden, men til gården er der pakhusluger og hejseværk. Bagved og vinkelret med havnen ligger det berømte pakhus, Eigtved byggede 1748-1750.

 

Mikael Vibe

Grunden på hjørnet af St. Annæ Gade havde oprindelig tilhørt den københavnske borgmester Mikkel Vibe, som ejendom nummer 32 er opkaldt efter. Mikkel Vibe døde i 1624 så han kan ikke være bygherre til den ændring/nybygning, der skete i 1630.

Nu er det lidt svært for ”Den Gamle Redaktør” for det er godt nok et stykke tid siden, jeg har gået turen. Men dengang var de bedst bevarede huse nummer 28-30. Nr. 28 er bygget omkring 1630 af lensmanden Sivert Grubbe. Under restaureringen i 1943 kom de oprindelige sandstensdekorationer frem. Bag forhuset, hvor der i gården var indrettet en lille renæssancehave, ligger hvis nok endnu mellem- og bagbygning ud til Wildersgade, som er bygget af bindingsværk.

 

P.S. Krøyer

Lige som dette hus er også nr. 30 smukt istandsat. Det er opført omkring 1636. Lige som nabobygningen har den sin oprindelige udstrækning, idet baghuset har facade ud til Wildersgade.

I forhuset har maleren P.S. Krøyer tilbragt en del af sin barndom hos sin onkel, zoologen H.N. Krøyer. Vilhelm Høyer har boet her fra 1899 til 1909, da han malte nogle af sine mest berømte billeder af ”de stille stuer”

Nabohuset består egentlig af to ejendomme opført i 1626. En tavle indvendig meddeler dog, at i 1769 blev de to ejendomme forenet og blev forhøjet af direktør i Asiatisk Kompagni, Gysbert Behagen, hvis monogram er anbragt i fronten. Fra hans tid stammer den prægtige rokokotrappe. I gården er anlagt en hyggelig have.

 

Den ukendte dansk-norske søhelt Cort Adeler

Nr. 22-24 med den fornemme renæssanceportal er opført som en ejendom omkring 1630 af Jens Sparre til Sparresholm. I 1663 blev ejendommen overtaget af søhelten Cort Adeler. Kender du ham ikke? Han var en af de mest farverige skikkelser i Danmark-Norges historie i 1600-tallet.

Cort Sivertsen (Adeler er først tilføjet i 1662). Han blev født og opdraget i den norske havnestad, Brevik. Han fik sin militære uddannelse i Holland og gjorde derefter tjeneste under republikken Venedig.

Venetianerne var på dette tidspunkt kommet i krig med tyrkerne, efter at disse i 1645 havde gjort landgang på den venetianske koloni-ø, Kreta. Allerede i 1648 deltog Cort Adeler på skibet Croote St. Joris i venetianernes sømilitære operationer. I 1654 var han med i et søslag ved Dardanellerne, hvor tyrkernes flagskib blev bordet.

Rygterne ville vide, at han under kampen dræbte den tyrkiske admiral Ibrahim Pascha. Men det har historiske undersøgelser ikke kunne bekræfte. I 1659 blev Adeler slået til ridder af Markusordnen. I 1660 deltog han som viceadmiral i en ekspedition til <kreta, hvorefter han afsluttede sin karriere i Middelhavet.

Der findes en ret stor samling af krigsbytte erobret af Adeler i Kunstkammerets samlinger. Da søhelten døde 1675 blev han begravet i Vor Frue Kirke. Under bombardementet i 1807 blev hans grav ødelagt. Derefter blev hans aske bevaret bag en mindeplade.

Ved kirkens restaurering i slutningen af 1970erne kom urnen atter for dagen. Den blev herefter restaureret og indsat i væggen på ny.

Efter 1726 deltes ejendommen i to ejendomme. Nr. 22 blev i 1769 forhøjet med et ”stokværk” Et side- og et baghus blev opført. Allerede i 1748 var nr. 24 blevet ombygget.

Nr. 22 tilhørte senere chefen for et af Københavns største handelshuse, Charles August Selby, der i 1795 erhvervede herregården Bækkeskov ved Præstø.

 

Christianshavns såkaldte rådhus

I nr. 14 på hjørnet af Torvegade 20 er Christianshavns såkaldte rådhus. I 1781 blev ejendommen forhøjet med to ”Stokværk”. Rådhus har bygningen nu aldrig været. Dens ejere kendes tilbage til 1650. Men to gange har den været ejet af borgmestre. I 1798 fødtes forfatteren Carl Bernhard i ejendommen.

 

Her boede Tordenskjold

I Lehns Gård nr. 6, der oprindelig var et prægtigt renæssancehus boede Tordenskjold, som facadens indskriftstavle oplyser os om, til sin sidste rejse i 1720. Ejer var da den yngste Abraham Lehn, hvis far i 1703 havde moderniseret huset.

Midt i det 18. århundrede må sidehuset i bindingsværk og pavillonen i gården være bygget. Senere tilhørte ejendommen Chr. Ditlev Reventlow. Men i 1762 blev ejendommen erhvervet af stifteren af den Fengerske slægt, sæbesyder Peter Fenger. Senere overtog fabrikant Peter Heering ejendommen.

 

Burmeister & Wain

Blandt Strandgades andre mere kendte ejendomme er det store pakhus i nr. 4, som tilhørte Burmeister & Wain. Her samlede Grundtvig sin menighed efter at han i 1826 havde taget sin afsked som kapellan ved Vor Frelsers Kirke. Huset rummer nu Burmeister & Wains museum.

Burmeister & Wains historie begynder i 1843. Det var dengang, da mekanikeren Hans Henrik Baumgarten etablerede en selvstændig virksomhed til nuværende Købmagergade 46. Han havde også gang i noget på Nørrebrogade. Efter at have holdt flyttedag et par gange og søgt kompagniskab med andre driftige folk, flyttede firmaet 1846 ud i den såkaldte ”Kjerulfske Have i Overgaden neden Vandet.

Samtidig havde firmaet antaget navnet Burmeister & Baumgarten, hvor første part stod for mekanikeren Carl Christian Burmeister.

Det oprindelige maskinværksted blev i 1847 forøget med et jernstøberi. I 1860 blev hele 450 beskæftiget under seks værkførere. I 1861 trådte Baumgarten ud af firmaet, men den engelsk fødte William Wain blev i 1865 optaget som ny partner.

Foruden produktion af dampmaskiner blev skibsbyggeriet af stigende betysning. I 1872 anlagde man et skibsværft på Refshaleøen. Firmaet fik også ordre på konstruktion af Knippelsbro.

I 1912 løb verdens første dieselmotorskib-Selandia-af stablen hos Burmeister og Wain.

 

Christianskirken

For enden af Strandgade ligger Christianskirken opført af Eigtved i 1754 til Christianshavns tyske menighed. Dengang var det under navnet ”Tydske Friederichs Kirke.

Modsat deres tyske brødre inde i København, som siden 1575 havde deres egen kirke, Skt. Petri, stod tyskerne på Christianshavn uden. Man havde derfor måttet dele Vor Frelser med dens danske menighed. Den tyske forsamling følte sig ”lille og foragtet”, eftersom dens gudstjenester blev henlagt til selve middagstiden.

I 1749 havde 41 fremtrædende medlemmer henvendt sig til Frederik den Femte om tilladelse til at bygge deres egen kirke. Kongen gav tilsagn med en byggegrund samt tilladelse til afholdelse af lotteri.

 

Lotterikirken

Efter dette kaldtes kirken i folkemunde for ”Lotterikirken”. Dengang lå byggegrunden omgivet af krudtlaboratorier, sukkerraffinaderier, skibsbyggerier og oversøiske kompagnier. Og på selve pladsen havde man i ti år forsøgt sig med saltproduktion. Dette måtte dog opgives grundet svigtende afsætning.

Eigtved nåede ikke at se det færdige resultat. Tegningerne blev afleveret et år, før sin død i 1754. En træmodel blev også fremstillet. Den er faktisk bevaret den dag i dag, og den kan beskues på Københavns Bymuseum.

 

Udgifterne bekymrede Byggekommissionen

Ifølge det første budget ville bygningens gravhvælv, mure og tag koste omtrent 50.000 rigsdaler. Inventar som alter, prædikestol, bænke, orgel samt indvendig dekoration beløb sig til 10.000 rigsdaler. Udgifter til tømrer-, murer-, og stenhuggerarbejde m.m. blev fastsat til 6.700 rigsdaler. Udgifterne bekymrede byggekommissionen. Men statsrådet godkendte det.

Men man undlod dog at opføre spiret i første omgang. Dengang var det normalt med gravlæggelser under kirkegulvet. Eigtved var praktisk og samlede alle gravnedlæggelser i en stor kælder med adgang udefra.

Det er en rokokobygning med spiret er nyklassisk. Spiret blev opsat af Eigtveds svigersøn, G.D. Anthon i 1769.

Allerede i slutningen af 1700-tallet blev den tyske menighed mindre. Men afgangen af medlemmer blev noget opvejet, da den tysktalende del af Københavns garnison i 1819 blev flyttet hertil. Det skete fra Garnisons Kirke.

 

En meget dårlig økonomi

I 1831 var økonomien særdeles dårlig, så kongen tillod, at der blev foretaget en indsamling i København såvel som i Hertugdømmerne. Trods dette måtte menigheden afhænde præsteboligen i Wildersgade.

 

I 1901 som dansk sognekirke med det nuværende navn

I 1899 blev kirken en dansk sognekirke. Efter en restaurering blev den i 1901 åbnet under sit nuværende navn.

Kirkegården nu er udlagt som park. Fra 1832-39 brugte Grundtvig kirken til aftengudstjenester.

 

Dengang Asiatisk Compagni var en blomstrende forretning

Vi burde nok lige have dvælet lidt længere på Asiatisk Plads, der som bekendt ligger mellem Strandgade og havnen. Og det er efter Asiatisk Compagni som lå samme sted fra 1732-1843. Det blev stiftet den 12. april 1732.

Modsat så mange andre handelskompagnier i 1700-tallet, blev dette en blomstrende forretning. Man havde ansvar for driften af de danske kolonier i Indien. Historikeren Hans Gram skriver således den 5. september 1744 til gehejmeråd C.A. Plessen, at der ikke var tilrådeligt at sælge aktier i kompagniet før end skibet fra Trankebar var kommet hjem. Jo man holdte skam også nøje øje med de andre kolonimagter.

Der var masser af økonomisk formået, således kunne kompagniet betale alle udgifter til Salys rytterstatue af Frederik den Femte.

 

Nyt Asiatisk Compagni

I 1772 blev Asiatisk Compagni omdannet til Nyt Asiatisk Compagni. Samtidig blev den ostindiske handel frigivet. Selskabet bevarede retten til al handel på Kina. I 1777 overtog staten Nyt Asiatisk Compagnis ejendomme i Indien. Blandt de varer som kompagniet hjemførte var fra Kina:

• Te, sago, kina-rod og rabarber

Fra Indien var det:

• Salpeter, peber, sago, indigo, katun og bomuldstrøjer

På grund af den stigende konkurrence fra englænderne og andre forhold måtte kompagniet lukke i 1843.

 

I Lille Strandstræde

Og når vi nu hører om Asiatisk Compagni, så skal vi da lige forbi Lille Strandstræde 14. I forhuset er der rester af en bygning fra 1600-tallet. Den nuværende facade er fra 1773 – 76, da ejendommen blev ombygget for brigader William Halling. Og det er netop denne mand, der er skyld i vores besøg.

Han var en legendarisk person i datidens København. En tid var han direktør for Asiatisk Kompagni, men ellers tilbragte han meget af sin tid på godset Dronninglund, som han havde erhvervet fra grev C.H.G. Moltke ved byttehandel.

Her i den vendsysselske var han en ren plage for bønderne.

 

Kilde:

• Se Litteratur København (under udarbejdelse)
• Se Litteratur Christianshavn (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Om Amager- Læs her på www.dengang.dk

• Christianshavn-for længe siden
• Gamle huse på Christianshavn
• Anekdoter fra det gamle Christianshavn
• Christianshavn-dengang
• Dragør og Store Magleby-dengang
• Lodsen fra Dragør
• Amager-for længe siden

 

 

 

Livet i København – dengang

Foredrag den 29. november på Solgavehjemmet, Vigerslev Allé. Hvordan var livet dengang? Hvordan tilbragte man fritiden? Hvordan boede man? Hvordan blev man transporteret? Værtshuse, fuldskab, forskel på rig og fattig. De latrinære forhold, Den store badedag, Når borgerskabet havde komsammen? Hvordan så vi på dem, der var anderledes? I døden var man ikke ens. Hvordan var begravelserne dengang? Stavefejl og druk på kirkegården. Og måske når vi at få et spøgelse med på kirkegården.

 

Værtshuse

Fra år 1200 til 1600 drak danskerne store mængder af øl. Grunden var sikkert, at man kun levede af kød og fisk. Ja så var det også sundere end at drikke vand.

Ja selv kongens bøsseskytter havde krav på 10 potter øl om dagen. Eleverne på latinskolerne drak 3 – 4 potter øl om dagen.

 

Fuldskab var ingen skam

Selv nonnerne drak øl

Fuldskab var ingen skam. Man skulle bare lige huske, at være ædru, når man mødte op i kirken. Ellers var det at drikke sig fuld, tegn på at man var brav, flink, hæderlig og en mand af den rette støbning.

De første værtshuse var ølboder, hvor ølkoner købte øl og solgte det. Det kunne også være, at de selv bryggede det. Senere var det mest gamle soldater, der selv bryggede. Nu var kvaliteten på dansk øl ikke særlig godt. De fleste fortrak tysk øl.

Gennem historien var det også tradition for fulde konger.

I byen var det oceaner af værtshuse af forskellig kvalitet. I 1687 var der 140 bryggerier med gårde til.

Men efterhånden drak københavnerne mere og mere brændevin. Men det bekymrede nu ikke så meget magistraten. Tænk engang, i 1698 var der i hovedstaden 245 brændevinsbrændere.

 

Vinkælder

Under Rådhuset var der en vinkælder, som tilhørte Magistraten. Jo, det var lidt finer at komme i en vinkælder. Dem var der også mange af efterhånden.

På vinstuerne drak man foruden vin enten rom eller Arrakpunch. Og denne kunne enten nydes kold eller varm.

 

Gæstehuse

Det var steder, der var list finer på det. Her kunne man også få noget at spise. Og her blev i den grad drukket. Således fik de danske myndigheder på et tidspunkt besøg af en russisk gesandt, der havde 10 gæster med. De nøde livet på Gæste Huset Store Lækkerbisken. De blev i 1 ½ måned. I den tid havde russerne drukket:

• 720 potter Rhinskvin
• 162 potter forsk. Akvavitter
• 58 potter brændevin
• 32 tønder øl

Dertil kom oceaner af sukkerkandis, puddersukker, muskat og citron.

 

Drikkevaner

Rompunchen blev afløst af cognac – toddyen. Denne blev afløst af den fra Sverige stammende cognac og sodavand.

I midten af 1880erne blev det whisky med soda, der blev det store hit. Det første sted man nød denne drik var i Wiener – Cafeen i Hotel Kongen af Danmark.

 

Badestuer

De mere velhavende besøgte badestuer. Det var nu ikke så eget for hygiejnens skyld. Men her kunne man få en passiar med ligesindede og få god tysk øl. Efterhånden kunne man også på nogle af disse badestuer nyde selskab af smukke piger.

 

Traktørsteder

Såkaldte traktørsteder dukkede op. De havde navne som Vodrufgård, Ladegården, Ravnsborg m.m. Ude i Classens Have var det Kongens Fiskehus. Ja det var Østerbros første gourmet – restaurant.

 

Dansehaller

Særlig på Vesterbro opstød en masse dansehaller. Belysningen var ikke særlig god. Og musikken bestod for det meste kun af en violin og en klarinet. Der var ingen ventilation og duft af madrester og brændevin.

 

Andre forlystelsessteder

De rige tog på Bakken, og de fattige tog til Østerbro i De Fattiges Dyrhave. Ude på Frederiksberg kom der mange lystigheder. Men hvis disse skulle oprettes på en kongevej skulle de godkendes af hoffet.

På Frederiksberg kom også forlystelsesstedet Alhambra, efter at Tivoli var åbnet.

Et anden uvæsen dukkede op, sangerindeknejper.

 

Udflugtssteder

Da Frederiksberg Have blev åbnet var det et tilløbsstykke. Tænk man kunne møde kongen ro i kanalerne. Men det var nu ikke alle, der måtte komme ind. Mange blev afvist af vagterne. Og dem fra Nyboder måtte slet ikke vise sig her.

Og tænk, engang måtte man ikke køre med barnevogne på fortovet på kongevejen på Frederiksberg. Der måtte jo være grænser.

 

Hvem gik på værtshus?

Stort set alle gik på værtshus. Mange arbejdere drak hele deres løn op her. På et tidspunkt indrettede fabrikker selv værtshuse, og udbetalte lønnen her. Det var en god forretning for fabriksejerne, men ikke for arbejderfamilierne.

Militære personer måtte ikke sidde på værtshus efter tappenstreg, men det gjorde de nu alligevel.

Det hed sig også, at tjenere og tjenestepiger efter at de havde pakket herskabet i seng, også gik i byen.

 

Sporten breder sig

Der var kommet gang i svømningen ved kysterne. Her kom sandelig også badeanstalter. Og her var forskellige regler, hvordan man skulle opføre sig og man skulle være tækkelig klædt på.

Ja der kom også forskellige sportsarter. Nogle var mere ansete end andre. Sejl – og rosport ved Langelinje var nok det mest ypperlige. Ja også ridesport og vædeløb ude på Fælleden kunne gå an. Og tænk, det overværede de kongelige også en gang imellem.

Skydning havde længe været populær, og det var altid en ære, at blive optaget i en skyde klub. Og for længe siden, ja da skød man efter papegøjen.

 

Cykelsporten

Men uha, så bredte cykelsporten sig. Og det var en skændsel, at se kvinder på sådan et kørertøj. Det kunne man bare ikke. Cykelsporten startede omkring 1870. Det startede med en model, man kaldte Velocipide. Den næste model kom omkring 1880. Det var den model med kolossal forhjul og lille baghjul.

En tysk håndbog angav 24 måder, at stige op på den. I et cykelblad var det gode råd til, hvad man skulle gøre, hvis man fik for meget fart på den. Ja så skulle man køre ind i en hæk.

Så kom Safety – modellen med kædetræk. En sommerdag i 1891 talte man i bomhuset ved Hellerup om 885 cyklister.

I bladene kunne man læse at den kvindelige bicyklist var en parodi på ryttersken. Jo ridning blev betragtet som nobel og ædel.

 

Fodbold var for halvgamle individer

Fodbold var heller ikke noget for de borgerlige. De foretrak fjerbold. Fodbold var for halvgamle individer. De rendte rundt på fællederne. En af de første store helte dengang, var Sophus Krølben Nielsen, der ved olympiaden i London i 1908 skød 10 af Danmarks i alt 17 mål.

De fleste sportsudøvere blev nærmest betragtet som gøglere.

Gymnastik var ikke særlig populær i skolen. Og det vakte i den grad anstød, at kvinderne begyndte at dyrke motion.

 

Mænd og kvinder hver for sig

Der var jo også alle søbade anstalterne. Her kunne man også få svømmeundervisning. Men som regel foregik badningen særskilt, Mænd for sig og kvinder for sig.

Om vinteren havde vi så skøjteløb. De fine inklusive kongefamilien løb i Kastelgraven. Men ungdommen foretrak nu alligevel søerne.

 

For meget ødselhed

Man skulle passe på for meget ødselhed. Gennem historien er der kommet mange forordninger omkring dette. Man skulle ikke offentlig vise for meget flothed, at man så alligevel gjorde det, ja det var noget andet.

På et tidspunkt måtte man kun invitere 30 gæster og servere 5 retter.

Omkring år 1800 kunne de rige få sig endnu en ridehest. Regeringen forsøgte sig med endnu en forordning mod ødselheden:

• Ingen måtte bære sølv – og guld galoner eller broderede klæder
• Damernes knapper skulle være af tøj eller kamelhår
• Brugen af pelsværk var forbudt
• Tjenestepiger måtte ikke bære silke

 

Mode

Omkring 1800 gik borgerskabet også meget op i mode. Den berømte digter, filosof og læge, Tode sagde:

• Ingen kamæleon skifter så ofte farve som mandfolk skifter mode

Ja han sagde følgende om damemoden:

• Alene kjolens længde i 36 år er stegen og falden som kviksølvet i et termometer

Muffen skulle være samme farve som kåben. Og så var det den berømte amazondragt. Man skulle også have en fjerbusk samt en tynd spadserestok.  

 

Jakker i alle mulige farver

Frakkerne var ikke nødvendigvis sorte. Nej, de var sandelig også blå, kaffebrune og røde. Brandgule og lysegrønne kunne ses om sommeren. Alle gik med knæbenklæder med spænder og sløjfer ved knæene. Og så gjaldt om at vise sig så meget på Strøget som muligt – bare for at man kunne blive set.

 

Moden havde taget overhånd

Ja så blev der dannet Ny Dansk Fruentimmerselskab. Her blev der besluttet, at moden havde taget overhånd. Nu skulle man gå i hjemgjort tøj. Men åh skræk, det kom til at betyde, at nu kom man til at ligne tjenestepigerne.

Så blev det besluttet, at tjenestepigerne ikke måtte gå i bestemte klædningsstykker.

 

Man banede vej til privilegier

Titler og adel banede sig vej til privilegier som almindelige borger ikke kunne få. Kundskab og dygtighed var ikke altid nødvendig.

 

Parykkerne forsvandt

Efterhånden forsvandt parykkerne. Frisørerne oplevede en storhedstid. Høje toupeer og kunstige nakker erstattede så mane mangler. Og så brugte mænd også bunkevis af puder ligesom kvinderne. Også dette vidundermiddel kunne dække så mange en mangel.

Under en retssag, når man så en mand med sit eget hår, vidste man, at han var fra den laveste arbejderklasse. Der var parykker til alle formål. Man bar kort paryk til daglig og bølgende Algoneparyk til galla.

 

Prestige betød meget

Det var prestige at eje kinesisk porcelæn. Jo, de rigeste bestilte det endda med københavner – motiver.

Det var prestige, at have egen vogn med fire heste foran, og have så mange tjenestefolk som muligt.

Hos Baron Rodsten, der døde i 1714 havde kammertjeneren ikke fået løn i 15 år. En af de 8 lakajer havde ikke fået løn i 8 år. Det hjalp så, når gæsterne gav drikkepenge.

 

Når Borgerskabet holdt selskab

Når borgerskabet skulle holde selskab, startede man klokken 18. Først skulle forskellige klædningsstykker aflægges. Kvinderne og mændene blev nu adskilt.

Damerne havde deres arbejdsposer med. Og så gik passionen ellers med opskrifter, sladder, rygter. Der blev serveret the og kammerjunker. Man skulle da også smage på, hvad huset havde frembragt af diverse marmelader.

Til herrerne var der opstillet diverse spillebord. Så gik der ellers gang i L’hombre og Boston. Whist kom først meget senere.

Mændene blev trakteret med snaps cognac eller rom.

 

Klokken 21 var der serveret

Præcis klokken 21 gjorde husmoderen tegn til, at man skulle afbryde, for nu var der serveret i spisestuen. Masser af lys blev båret ind. Blomster hørte ikke med til bordpyntningen før meget senere. Der var kun en blomsterhandler i hele København. Den lå i det skæve hjørne ved Nyhavn og Store Strandstræde.

Hovedretten var forloren skildpadde, skinke eller oksesteg. Efter den varme ret blev der serveret afskårne kager og til sidst æblekage.

Til kagerne drak man rompunch.

Normal sang man ved bordet dengang. Enten af en sangbog eller små visehefter. Og fædrelandssangen var obligatorisk.

Selskabet skiltes ved midnatstid, lettere omtåget med øre og næse fulde af røg. De første cigarer kom til landet i 1808. Skulle en af deltagerne have fået for meget, var det ikke særlig velset i disse kredse.

 

Drosker

Når man så skulle hjem havde man bestilt drosker. De københavnske droskekuske var opvokset på stenbroen. Det var absolut forbudt at ryge på bukken. Og at efterlade Lotte eller Lise foran et værtshus uden opsyn, ja det gjorde man bare ikke.

Betalingsspørgsmålet var dog det, der kunne bringe kusken ud af fatning. Kusken kunne godt finde på, at lægge meget på, når det var sent. Fælles takster kom først senere.

 

480 drosker

 

Hele 480 drosker kørte rundt i København. Dem med hvide numre havde fast holdeplads. Det havde dem med gule numre ikke. Der var mange regler. Og den årlige politiinspektion kunne give problemer for kusken. Ja politiinspektøren kunne fratage ham sit levebrød.

Efterhånden overtog droske – automobilerne trafikken. I begyndelsen var kunderne dog lidt bekymret for farten.

Automobilerne bredte sig. Og en ny automobillov forbød, at man kørte på Strandvejen.

 

Motorbåde

I havnen afløste motorfærger de gemytlige gamle færgemænd og de læderbetrukne robåde.

Og når Amerika – færgerne dampede af, var der altid begravelsesstemning.

 

Sporvognene

Før der blev oprettet egentlige sporvogne, var der fast rutefart mellem forskellige steder i hovedstaden og ud til forskellige steder i oplandet. Men det var dog kun de bedre stillede, der havde råd til denne transportform.

Hestesporvognene blev afløst af de berygtede syrevogne. Disse opgav man efter utallige klager.

De elektriske sporvogne åbenbarede en helt ny verden. Store ruder og elektrisk lys var det nu i sporvognene. Men disse vogne måtte også kæmpe for at blive accepteret. De mange luftledninger vansirrede Københavns gader, mente man.

 

En stor succes

Man jamrede over den larm, de lavede. Og så klagede man over, at man ikke som i gamle dage kunne få sporvognene til at stoppe, hvor man ville. Nu var det faste stoppesteder. Også her var man bange for den store hastighed, som disse uhyrer kunne frembringe.

Sporvognene blev en kæmpe succes. Vognstyrerne måtte have gode nerver. Folk klagede konstant over overfyldte vogne. Åh skræk i 1907 var der sporvognsstrejke i fire dage. Det faste personale havde en ugentlig arbejdstid på 58 timer. Vognstyreren måtte arbejde i 55 timer.

 

Jernbanen

To af de største problemer med at anlægge jernbanen, var kapital og arbejdskraft. Der blev kun solgt for 250.000 kr. aktier. De danske arbejdere sivede væk, da høsten nærmede sig. De udenlandske arbejdere fik en eller anden opfattelse af, at den danske vinter var hård, og tog allerede hjem i juli. Og svenskerne blev syge af den danske mad.

De håndværkere man skulle bruge var underlagt af en række bestemmelser. Disse bestemmelser måtte regeringen sætte ud af kraft, for ellers kunne man slet ikke bygge jernbanen.

 

Banegården en stor succes

Banen blev færdig til det rigtige tidspunkt. Og Christian den Niende fik den også indviet. Men selve banegården var nærmest et stort træskur. Og det var vanskeligt at få billetter. Men vognene blev dog overfyldte og det kom ofte til skærmydsler.

I 1852 besluttede man at føre jernbanen videre fra Roskilde til Korsør.

 

Hvordan boede man?

Boligspekulanter havde fri tøjler. Udnyttelsesgraden var ekstrem højt. Der opstod et system af side – mellem – og bagbygninger, der ikke havde direkte adgang til gaden. Gårdspladsen var minimal.

Nogle steder var lufthøjden ikke mere end 1,80 – 2 meter. Der var vel kun 3 kvadratmeter til hver. Følgen var sygdom både hos børn og voksne. Børnedødeligheden var enorm. Lysforholdene var dårlige. Husene var fugtige og mange af lejlighederne blev betragtet som direkte usunde.

 

Overholdt ikke sundhedsvedtægt

Selv om man fik en sundhedsvedtægt i 1886, så fortsatte boligspekulanterne uanfægtet. De fleste lejligheder bestod af to rum uden køkken. Der var kakkelovn eller petroleumsovn, hvor maden blev lavet.

Der var ikke meget privatliv gennem de tynde vægge. Skænderi, barnegråd, drukkenbolte m.m. gjorde livet lidt surt.

Vægge og tage skvattede sammen under stormvejr. Der var kun 6 – 7 alen til nabobygningen. Man kunne knap nok åbne vinduerne. Plankeværket mellem de snævre gåde og lokummer var faldefærdige.

 

Spisekammeret var tomt

Spisekammeret var som regel tom. Det eneste man kunne få, var en sukkermad. I stuen kunne man kun se baggårdens lugter, hvis baggården da havde sådan nogle. Ved mørkets frembrud var det lygtemanden, der tændte disse med sine lange stang.

De fattige boede til højre med udsigt til gården. De fattige havde udsigt til gaden.

Når det var højvande i kassen, blev der fyret med koks. Eller når købmanden ville give kredit, ja så anvendte man sammenpressede avisbriketter.

 

Den store badedag

Godt nok havde man vaskekældre, men det var billigere at vaske i køkkenet, selv om det var drøjt. Tøjet blev kogt over en gryde på gassen. Men det var kun koldt skyldevand.

Hver lørdag eller hver anden lørdag gik hele familien i bad. En stor balje blev sat ind i stuen, hvis det var vinter. Ellers foregik det i køkkenet. Vandet blev varmet i fløjtekedlen på kakkelovnen. Baljen blev dog kun fyldt en gang, så måtte alle bruge det samme vand. De små måtte vente til sidst, da de risikerede at tisse i det.

Der blev skrubbet og håret vasket i brun sæbe. Så måtte man have en klud for øjet, ellers gik det galt.

 

At have lus og andet

Så blev det ellers kæmmet med den store tættekam.

At have lus, var ikke godt. Det var den største skam, der kunne overgå børnene. Så måtte man i gang med olie, der havde et kraftigt stænk af petroleum. Det var et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble.

Mere uheldigt var det, hvis skolelægen opdagede, at man havde fnat. Disse små kløende mider var godt irriterende. Så måtte alle børn i familien en tur på Kommunehospitalet. Det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i en fed substans, der skulle sidde et stykke tid. Efter endt opblødning, blev man skuet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig.

Lejlighederne kunne være en lopperedde. Pludselig følte man det krible og kravle over det hele. Gulve og paneller blev smurt ind i salmiakspiritus. Dette kunne holde utøjet i skak et stykke tid, inden de igen begyndte at kravle gennem gulve, vægge og loft.

Havde far ingen penge måtte han aflevere sit pæne tøj hos lånekontoret. Om fredagen, når han igen fik løn kunne han så indløse gælden med renter og få sit tøj igen.

 

Konkurrence om at rapse

I baggården opstod der konkurrence i at rapse. Ja det skulle man for at blive anerkendt.

Dullen fra Kommunen kunne risikere at komme på besøg. Ofte havde hun spisebilletter med til Folkekøknet. Men det var ikke lige altid godt for børn, der ikke var vant til at spise særlig meget, at få Brunkål med Flæsk eller gule ærter. Det kunne være en barsk omgang for de unge.

Men så kunne far jo bytte disse spisebilletter til flere bajere og cigaretter. Så kunne børnene bare få et par sukkermadder ekstra.

 

Drikkevand

Mange brønde blev ikke gravet dyb nok. Store dele af København er opbygget på affald. Afløb fra gårde og kloaker sivede ned i utætte brønde. Vandet var ildelugtende og smagte ikke godt. Det var også usundt.

Så sent som i 1678 blev der kørt 214 læs møg væk fra Skidenstræde. Men det navn kunne man jo ikke have. Så den fik lige den modsatte betegnelse, nemlig Krystalgade.

 

Politimesteren klagede          

I 1702 klagede politimester Claus Rask over at drikkevandet var fordærvet og ildelugtende. Det havde en mudret og rådden smag.

Nu er det ikke lige vand, som politimesteren var kendt for at drikke mest af. Han var mest kendt for at drikke andre under bordet end vand.

 

Meget svingende kvalitet

Københavns drikkevand var af svingende kvalitet. Der flød med affald og ekskrementer fra dyr og mennesker. Vandløb i hovedstaden var meget ulækre.

Vandledninger gik uhyggelig tæt på diverse latringruber og mange steder var disse vandledninger utætte.

Spildevand fra garverier, farverier, kreaturvanding, lokumsaffald, døde hunde og andre ådsler udgjorde en stor fare for sundheden.

 

De latrinære forhold

I slutningen af 1800 – tallet udviklede Smith og Mygind på Nørrebro den såkaldte Mavebælte – pissoirer. Som navnet anfører så dækkede pissoireret kun mandens torso. De stod i hvert sit rum adskilt af en skillevæg.

Selv om de stod med ryggen til gaden, kunne de hilse på de forbipasserende, mens de gjorde det der var nødvendigt.

En såkaldt nødtørftsanstalt var også beregnet til anden afføring blev også fremstillet på fabrikken. Jo denne fabrik blev også kaldt De Myginske ekvipager.

Kvindernes Fremtidsforening havde i 1887 sendt et andragende til Københavns Borgerrepræsentationen, at kvinderne også havde behov for et offentligt nødtørftsanstalt.

Der kom da også til at ligge et sådant et på Grøntorvet. Men den lignede nærmest en bondegård.

 

Latriner overlevet i næsten 300 år

Latriner med afføring har overlevet i næsten 300 år. Det kan man se og lugte, nu hvor Metroen bliver anlagt. Men også sådan noget studerer forskerne. For her kan man jo se, hvad man har levet af.

Tænk engang i Middelalderen gik det kloset – mænd rundt i gaderne med deres spande. Når man så var trængende kaldte man på ham. Denne mand indhyllede så både mand og spand i sin frakke, indtil nødtørften så var forrettet.

 

Inden toiletpapiret

Toiletpapir blev fremstillet til den kinesiske kejser. Men det blev først massefremstillet i USA fra 1857. Inden da havde man blandt andet brugt svampe, majskolber og bøger til at tørre sig med.

Inden de såkaldte retirader kom i København var toiletterne anbragt i små skure i gården over en grubbe, som kun blev tømt et par gange om året.

Hygiejne – Kommissionen havde fundet ud af, at i Ryesgade 156A og Ryesgade 156 B var der 72 mennesker, der havde brugt det samme toiletsæde.

 

Ikke høj status at være pølsedreng

Hvem ville gå ned med natpotten fra fjerdesal til de mørke retirader eller med toiletspanden. Som regel var det den ældste søn, der havde den ære. Men man havde ikke særlig høj status nede i gården, hvis man var lokumstømmer. Pølsedrenge blev de også kaldt, når de skulle bære den skvulpende masse.

 

En ”dejlig” duft

Ofte blev indholdet også tømt i vasken, så det kunne risikere at dukke op hos naboen. Det var bestemt ikke rart en varm sommerdag.

Retirader, pissoirer og skarnbøtteopsamlinger lå direkte op til vinduerne. Særlig en sommerdag var stanken ulidelig.  I 1900 havde Københavns 150.000 lejligheder kun 2.000 wc’ er.

Mange steder var der åbne latriner. Et sådant depot lå ved Nørrebros Runddel. Når politiet skulle gå vagt og vinden var i en bestemt retning foregik det i løb til Lyngbyvejen, ellers var det ikke til at holde ud.

 

Latrin – depot

DSB havde fået en god indtægt ved at transportere latrin. En række nordsjællandske stationer havde fået den tvivlsomme ære, at opbevare et latrindepot.

Station Lersøen havde fået den tvivlsomme ære, at blive udnævnt til latrinstation. Til stationen hørte også en lille have på 365 kvadratalen. Her havde bestyreren så gødning lige ved hånden. Denne station åbnede i 1891.

Seks gange i pinsen i en varm sommer eksploderede der chokoladevogne på Hovedbanegården, ja også på Nørrebro Station.

Disse Latrin – eller chokoladevogne var nu ikke lige tætte. De efterlod en lille brun stribe, som Nørrebros hunde havde glæde af.

 

En speciel holdning til åndsvage

Samfundet havde dengang en speciel holdning til åndsvage eller idioter som de hed dengang. Og løsagtige piger blev sendt til Sprogø. Der kunne de risikere, at blive i op til syv år.

 

Johan Keller og hans filosofi

I sidste halvdel af 1800 – tallet blev såvel åndsvage, som blinde, døve, lovbrydere, ordblinde og løsagtige personer betragtet som afvigere fra det civile samfund.

Johan Keller blev betragtet som en slags ekspert på området. Hans far var fængselsinspektør på Christianshavns Straffeanstalt. Han var vant til at se lidt af hvert. Han skelnede mellem to hovedgrupper:

 

1. Idioter, hvor man kunne bruge dressur
2. Sinker og halvidioter, som kan frelses for samfundet

 

Det var ikke tilladt, men heller ikke forbudt

På et tidspunkt indførte man kastration og sterilisation på forbrydere, epileptikere, alkoholister, skizofrene, paranoide og mennesker med maniodepressive psykoser.

Det var egentlig ikke forbudt, men det var heller ikke blevet tilladt.

Først i 1950erne begyndte man at tvivle på denne Keller – filosofi.

Men man fortsatte så i anden boldgade, nemlig med Det hvide snit. I perioden 1939 til 1983 fik 4.500 foretaget dette indgreb. Og det var verdensrekord. Medierne bakkede op om dette. Ingen kunne jo tvivle på folk i en hvid kittel.

Først i 1982 begyndte man at tvivle på denne metode.

 

I døden var ikke alle lige

Den kendte gejstlige C. Bastholm mente, at man skulle opbygge en mere betryggende kontrol ved ligsyn. Og så fandt man ud af, at der skulle gå mindst tre dage, inden begravelse måtte finde sted.

Endnu en resolution blev udsendt. Nu måtte der ikke jordes nogen før tydelige tegn som forrådnelsespletter havde vist sig. Først da måtte kistelågen hamres på.

 

Begravelsesanstalter

Der kom forskellige forslag til, hvordan man skulle indrette begravelsesanstalter, hvor lig kunne ligge til observation. Og de skulle indlægges i to kategorier. En til rige og en til fattige. De rige skulle betale 10 Rdl. Men så var det også med klokkesystem og spejl. Det sidste var for at tjekke om vedkommende trak vejret.

Dr. Bastholm havde et meget praktisk forslag. Man skulle da bare spille trompet foran de døde. Så kunne man så se, om de skar ansigt.

 

Jeg er kun skindød

Også på Assistens Kirkegården havde man i graverhuset et system med snor til et klokkesystem. Vi skal også huske på, at H.C. Andersen altid havde et skilt med, hvor der stod:

• Jeg er kun skindød.

I en resolution så sent som i 1898 vedr. Graverboligen på Assistens Kirkegården stod følgende:

• I Ligstuen anvendes en Klokke, som gaar til Graverens Værelse. Klokkestrengen vedhæftes den dødes Hænder, således at den ringeste Bevægelse sætter Klokken i Gang med at give Lyd. Over Liget anbringes tvende store Bøjler og over disse et stærkt Næt, som fastgøres, at Liget ej skal falde ud af Kisten, og om det kom til Live og dog kan have fri Bevægelse derunder. Midt i Loftet er et Trærør, hvormed Ligdunsterne kunne fare frit ud gennem Husets Gavl.

 

Ligene hældt på gaden

I 1711 – 12 rasede pesten. Efter to – tre dage døde de smittede. Ligene lå i husene og kunne ikke begraves, da der manglede ligbærere. De afdødes pårørende smed ligene ud på gaden. Ligbærerne blev væk.

Frederik den Fjerde bad studerende fra Regensen om at melde sig. Gennem tiden sikrede de studerende sig en massiv indtægt.

 

Bedemanden var ilde set

Bedemanden var ilde set, for en forordning fra 26. juni 1818 påbød, at enhver, der brugte en ligvogn til en takst over 1 Rdl. skulle bruge en bedemand. En sådan en kunne godt koste 50 Rdl. Han kørte rundt i en stadskaret og indbød ligfølget. Alene dette kostede 9 Rdl.

Ja en almindelig begravelse kunne sagtens løbe op i 300 Rdl. Efterhånden opstod der lig selskaber, som kunne gøre det væsentlig billigere.

 

Losseplads på kirkegården

I indre by, blev der oprettet 5 assistens – kirkegårde. Disse blev indrettet mellem husene. Og hvis der var huse med vinduer ud til kirkegårdene, blev affaldet fra husene bare smidt ud af disse vinduer. Efterhånden lignede disse kirkegårde lossepladser.

Havde konen mistet hendes mænd var det sædvane i de finere kredse, at hun skulle lægge sig i en sort paradeseng i paradesorg for at tage imod.

 

Den første adelsmand på kirkegården

Egentlig udviklede kirkegården ude på Nørrebro sig som fattigkirkegård, men så var det jo lige, at Johan Samuel Augustin fra Slottet i Augustenborg lod sig begrave derude på Assistens Kirkegård ude på Nørrebro. Og så var der pludselig mange flere af de rige, der lod sig begrave herude. Augustin skrev for øvrigt i sit testamente:

• At han aldrig med forsæt eller mod sin vilje havde fornærmet nogen i levende live. Hans døde legeme skulle ej heller påføre nogen andre skade. Derfor anmodede han om at blive bestrøget med en tilstrækkelig mængde ulæsket kalk i en simpel kiste, 10 fod dyb.

 

Inddelt efter rang

 

Men det med tildækningen tog man nu ikke så tungt. Og det havde områdets hunde så gavn af.

Nu var det jo sådan, at man også havde indrettet begravelserne efter, hvem man var. Som bekendt er man ikke ens i døden. Rangfølgen var således:

 

1. Grever
2. Gehejmeråd og Friherrer
3. Militærpersoner, som havde ladet deres tapperhed ske i Kongens tjeneste til lands og til vands.
4. Andre af rangen til landsdommere
5. Øvrige rangspersoner og adelige
6. Gejstlige og anden verslig øvrighed, præster og graduerede personer
7. Andre personer.

 

Grever kunne opsætte monumenter over de afdøde – efter deres egen Lyst.

Gehejmeråder og ligestillede måtte overtrække kisterne med fløjl. Man måtte bruge seks heste foran, og så måtte man bruge tre stuer til sorgstuer, og det vil sige klæde dem i sort.

De andre af rangen til Landsdommere måtte kun bruge 4 heste, og kun to stuer til sorgstuer.

De øvrige måtte kun bruge to heste og kun overtrække en stue som sorgstue. Og således skulle man rette sig efter, at det blev mere og mere simpelt jo lavere stand man havde.

I meget fine kredse malede man panelerne sorte og også vindueskarmene.

 

Sørgearrangementet gik lystigt for sig

Når en velstående borger døde, blev liget klædt på af kvinder og lagt i en kiste, der helst skulle være i egetræ. Ved denne ceremoni var der et stort antal slægtninge til stede. Disse blev trakteret med mad, drikke og konfekt. Og der manglede sandelig ikke noget.

Alle var klædt i sørgeklædder også tyendet.

Ofte var der våben og skjolde, som vedkommende i levende live ikke måtte bære lagt på kisten. Og dette accepterede kirken. Men de accepterede ikke arbejdernes røde faner.

Ofte gik sådan et sørgearrangement lystigt for sig. Man spillede og blev som allerede skrevet trakteret efter alle kunstens regler.

Det var ikke usædvanligt, at liget stod 10 uger over jorden. Ligkisten havde ofte en indskrift. Når begravelsen fandt sted om aftenen var der masser af lys. Også kirken var fuld af vokslys.

 

De uærlige ville ingen begrave

Men for nogen kneb det med at blive begravet. Det kneb med at finde ligbærere til de såkaldte uærlige. Og disse var Skarprettere, natmanden, hestegnidere, svinegnidere, skorstensfejere, renovationsmedarbejdere og til tider også jordemødre.

 

110 kareter med til begravelse

I 1805 var det slut for de fine, at blive begravet i kirken.

Da Johan Leonard Fix, direktør for Asiatisk Kompagni blev stedt til hvile, var der fløjls – ligvogn med 4 heste, med kusk, biløber, 8 ligbærer, 9 vogne til de sørgende, 25 tjenere og to politibetjente. Efter signende skulle der have været 110 kareter med i ligtoget.

De velbjergede købte flere gravsteder af gangen. Ville man begraves tæt på muren på Assistens Kirkegården måtte man betale væsentlig mere.

Man forsøgte i en sørgeforordning af 1724 at begrænse sorgen for de rige, så de ikke overdrev. Men det blev slet ikke overholdt. De rige ville behandles anderledes. Der var og blev forskel på de rige og fattige i døden.

 

Usømmelig adfærd

Den store socialdemokrat, smed Adam Petersen havde ellers frabedt sig en præstelig begravelse. Pastoren havde ment, at det var usømmelig adfærd at nogle af smedens kammerater ville sige nogle bevingede ord ved begravelsen.

Og politiassistent Rantzau og nogle af hans lidelsesfælder var med for at forsvare Pastor Steen’ s filosofi. Men om de egentlig havde kunnet stille noget op imod de 10.000 arbejdere, der var med, ja det er godt spørgsmål.

 

Stavefejl og druk

Men ak og ved. På kirkegården opdagede man stavefejl på stenene. Og der var druk og fest. De hjemløse holdt hver aften og nat sammenskudsgilde her. Opsynsmændene solgte de dødes tøj og sprit.

Man mente, at der var offentlig værtshus i Benhuset.

Man udsendte godt nok en resolution, men lige meget hjalp det:

 

• Det er forbudt, at Æde – og Drikkevarer faldbydes eller fortæres paa Kirkegaarden eller at der paa samme holdes Musik eller foretages noget, der ligner Lystighed.

 

På et tidspunkt var der nogle, der mente, at der skulle opbygges tribuner på Assistens Kirkegård, så alle kunne følge med. Men det kunne også blive for festlig, derfor skulle rødhårede ikke have adgang. Så overvejede man også at forlange entre.

 

Spøgelset på kirkegården

Ved midten af forrige århundrede boede der over for Assistens Kirkegård på Nørrebro en norsk student. En høstaften havde han besøg af en dansk kammerat. Der blev røget meget og hen på aftenen åbnede de to et vindue for at få røgen til at trække ud.

Bedst som de stod og så ud over kirkegården, trak den ene den anden i ærmet og viskede:

• Se der

I måneskinnet så de en hvidklædt skikkelse rejse sig fra en grav, hvorpå den afklædte sig sine klæder stykke for stykke, og vandrede bort fra kirkegården i retning mod byen.

Danskeren sagde med munter latter:

• Dette skal vi såmænd have lidt grin af. Nu går vi ned og tager et af klædningsstykkerne, og stiller vi os her og ser, hvad fyren vil tage sig til.

Da nordmanden ikke rigtig brød sig om denne spøg, gik danskeren alene ned og hen til graven, hvor han tog et klædningsstykke – en silkestrømpe.

Han tog den med op i værelset og lagde den på bordet. De to venner stod nu og ventede på at skikkelsen skulle komme igen. Det gjorde den også, da klokken slog tolv. Den gik hen til graven og iførte sig tøjet. Men da den opdagede, at der manglede en strømpe, vendte den sig om, standsede. Den bøjede sig sagte, som om den fulgte et spor imod huset, og gik ind ad porten.

Døren blev åbnet, og den hvidklædte trådte ind. Den kåde student var ligbleg og fuld af rædsel kastede sig på sengen. Skikkelsen skred hen over gulvet og tog strømpen fra bordet. Den vendte sig om mod sengen og hævede sin hånd bydende i vejret. Med et var den forsvundet. Men studenten lå stille på sengen og gjorde en bevægelse med venstre hånd mod højre side. Han var blevet lam i højre side og forblev krøbling resten af sit liv.

Moralen i den historie er:

• Lad være med at drille spøgelser.

 

Kilde: Diverse artikler på www.dengang.dk

Strejftog i København – dengang

Foredrag den 8. september 2016 på Solhjemmet i Valby. Vi tager en tur ned ad Strøget og Østergade, der var det fine shopping – center dengang. Så går vi lige en tur på Kongens Nytorv og skal selvfølgelig også på Nyhavn. Om vi når Frederiksstaden, det er et spørgsmål, for vi vil også gerne i Nyboder. Du kan opleve et mord, spøgelse og en, der rejser sig fra de døde. Vi skal opleve virkelige rige og meget fattige. Ja vi skal også se, hvad der var en delikatesse i Peder Madsens Gang. Måske når vi også en absurd svanejagt.

 

Historisk vandretur

Vi tager på en historisk vandretur rundt i København og besøger udvalgte steder. Men kunne selvfølgelig tage alle bygninger og fortælle, hvornår de var blevet bygget og så videre. Det gør vi også, men vi vil også gerne fortælle om livet dengang og de store kontraster, som hovedstaden bød på.

 

Ind ad Strøget

Vi tager lige først en tur ind af Strøget dengang. De første butikker var boder. Og det var en slags tilbygning til eksisterende bygninger. De fyldte meget i de smalle gader. Det var en stor hindring for færdslen og så var de meget brandfarlige. Derfor blev de forbudt i en forordning af 27. februar 1683.

 

Skilte

Det var ikke vinduerne, der trak dengang. Det var de forskellige skilte over indgangen til butikkerne. På Højbro Plads 21 kom nok butik, der skabte størst opmærksomhed.

Silke – og klædekræmmerne etablerede sig på hjørnet af Store Kirkestræde, Amagertorv og Østergade.

 

Spændende vinduesudstillinger

En vinduesudstilling i Købmagergade 25 vakte stor begejstring. Det så ud som om, at der var levende blomster, som var udstillet. Man havde nu indset, at vinduesudstillinger trak kunder til.

I 1828 var der røre omkring en fransk spækhøkerbutik i Købmagergade 3. Han havde tilladt sig at udstille tilberedt svinekød i sit vindue, ja han havde hængt pølser op. Der var så meget trafik foran butikken, at politiet flere gange måtte tilkaldes.

 

Armod og affald

Læderstræde, Kompagnistræde og Lavendelstræde var her, hvor armoden trivedes. Der kom mange klager til Magistraten, om at man blev snavset, hvis man bevægede sig rundt i byen og det havde regnet i flere dage.

Magistraten havde ellers sendt masser af forordninger ud, der skulle hindre, at byen flød med skrald, døde dyr og meget mere. Således blev der udsendt en forordning den 7. maj 1777, der bestemte, hvad man måtte smide på gaden:

• Affald fra køkkener, dødt fjerkræ og lignende må kun smides på gaden efter en bestemt fastsat tid. Derefter samles det i bunker og køres væk i skarnsvogne.

Men disse bestemmelser blev slet ikke overholdt. Alle bunker blev gennemrodet af fattigfolk. Vejr og vind sørgede for, at affaldet havnede i rendestenene. Og skarnsvognene dukkede aldrig op.

Rendestenene stod næsten altid fulde af stinkende vand og mudder. Sundhedsfarlige og stinkende virksomheder lå mellem almindelige huse.

 

Vægterne sang falsk

Ja, Magistraten fik også klager over at vægterne sang falsk. Omkring 1784 havde man 150 vægtere i byen. De skulle forhindre Ildebrand, mord og tyveri. Og så skulle de synge hver time. Og det var åbenbart en jammer. De ejede ikke en tone i livet.

 

Pjalteproletariatet

De allerfattigste blev kaldt pjalteproletariatet. De holdt til omkring Borgergade og Adelgade, Grønnegade, Pistolstræde og det nu forsvundne Peder Madsens Gang. Men de boede også omkring Bordelkvarteret omkring Holmensgade.

Det var her H.C. Andersens moster, Christiane boede. Hun ærgrede sig over, at H.C. Andersen ikke blev en pige.

Her var masser af stalde og brændevinsbrændere. Her var masser af sygdomme. Men lægen kom her aldrig. De syge blev stuvet sammen på loftet.

En præst i 1808 skrev:

• Besøger man de fattiges boliger, vil man ikke uden rædsel se de usle huller, hvortil adgang for den fri luft er spærret. Djævelske dufter og stank forpester luften og svækker hos beboeren hans kræfter og lyst til at arbejde. Han bliver gammel før tiden eller skrantning i en alder, som burde være virksomhedens. Børnene ligner skygger.

Pjaltenborg

Og tænk, der var nogle, der var endnu fattigere. Det var dem, der opholdt sig på Pjaltenborg, som lå på hjørnet af Rosenborggade og Aabenraa. For fire skilling havde man ret til at søge syv timers søvn, siddende på trappegangen, liggende på gulvet eller stående op ad væggen. Der var en masse andre huse, der kunne tilbyde det samme. De hed:

• Helvede, Pøllen, Bolle Bandsats Hus, Luseklubben, Lokummet, Krybryd, Knaldhytten, Slaveporten og Rakkerens Hule.

Folk var stuvet sammen. En læge bemærkede om toiletforholdene:

• På nogle steder findes ikkun et sæde for 40 – 60 mennesker, der som følge heraf ikke kunne benytte dette, når fornødent gøres, at de nødes at sætte sig udenfor, noget som især er tilfældet med børn.

 

Håndværkerne udnyttede situationen

Efter den store brand i 1795 boede en masse de hjemløse i parker, haver og gårde. Byggematadorer og håndværkere udnyttede situationen. De opførte skyndsomt tre etagers huse på hver en tomt. I kælderen kom der butikker, og ellers blev der bygget en masse små lejligheder. Og disse var meget små.

 

Rig og Fattig

Der var stor forskel på rig og fattig. En ung advokat kunne bo i en herskabslejlighed. Han kunne have 3 piger og en kusk ansat.

Grosserer Duntzfeldt og hans familie boede i Amaliegade 24. De havde et tjenerskab bestående af huslærer, guvernante, barnepige, portner med kone, kusk med kone, to tjenere, fire karle og fire piger.

Lige så elsket Frederik den Sjette var af borgerskabet lige så hadet var han af underklassen. Da han døde i 1839 blev hans ligtog overfaldet af folkemængden.

 

Kongens Nytorv

Lad os besøge byens hovedtorv, Kongens Nytorv. For enden lå de såkaldte sandkister. Det var en slags træskur med lem i loftet, hvor igennem sandet blev hældt. Det kom fra de skibe, der lagde til i Nyhavn.

Sandmændene med hest og vogn hentede sandet og kørte rundt i gaderne og tilbød det. Dengang var de fleste gulve hvidskurede. Til skuringen brugte man sand. Man kunne så skure gulvet blændende hvid.

Ved siden af sandkisten lå Gyldenløvs Slot (Charlottenborg Slot) Indtil 1870erne lå her en prægtig have.

Der hvor det Kongelige Teater nu ligger, lå det såkaldte Gjethus, hvor der havde været kanonstøberi. Senere blev det militær højskole.

 

Mange tilbud fra vinkælderen

Under Commediehuset lå en velduftende vinkælder. Ifølge adresseavisen kunne man her købe:

• Frisk tysk peberråd
• Røgede sild
• Bundtet Flamsk sild
• Kaffebønder
• Kinesisk Soya
• Italiensk citronsaft
• Mel, bankebyg,
• Vestindisk puddersukker

Jo her kunne man også købe kobberstik og bøger. Man kunne sandelig også købe billetter til Skipper Eskild Jensen’ s ture til Bergen.

Og stedet fungerede også som et salgs posthus. Her kunne man aflevere pakker, som så blev sendt med diverse skibe.

 

Varmtvandsbadeanstalt

På hjørnet ved Vingårdsstræde lå en tidligere grevelig ejendom, der nu var blevet til Converse Club.

Ja i 1811 blev der her oprettet varmtvandsbadeanstalt. Og et lignende anlæg blev der oprettet i Lille Strandstræde. Der var åbent fra klokken 5 om morgenen til klokken 10 om aftenen. Her blev serveret Bouillon, chokolade og likører.

 

Hotellet rummede mange ting

I 1828 indrettede to hollændere et mekanisk vokskabinet i Hotel de Nord. Det var nu ikke billigt. Hele 1 rigsdaler kostede det.

I hotellets kælder lå et tarveligt, men stærk besøgt danseetablissement som hed Torvet. Det var en af de mest besøgte dengang.

Og i det gamle hotel installerede Brødrene Nielsen, Københavns første flytte – omnibus – selskab.

 

Æbleskiver og konditori

På hjørnet af Torvet og Lille Kongensgade kom nu La Porta Konditori. Kigger man så i adresseavisen kan man se, at der her i kælderen havde været Sultani’ s æbleskiver – bageri.

 

Heiberg’ s forældre

På hjørnet af Kongens Nytorv 23 og Østergade 1 var ligeledes en ældre vinhandel og konditorejendom. Det var her Christian Heinrich Pätges arbejdede. Det var første gang han mødte sin hustru, Henriette Hartvig. Hvorfor er de to så vigtige. Jo de fik en meget berømt datter, Johanne Louise Heiberg. Ja det var sandelig en, der begik selvmord, fordi han ikke kunne få hendes gunst.

 

H.C. Lumbye

Første februar 1840 blev der inviteret til musikselskab på 20 personer. Det foregik på Hotel D’ Angletarre. Biletterne kostede 3 mark. De kunne købes for 3 mark hos Lose & Olsens Musikhandel i Gothersgade. Og musikselskabet var H.C. Lumbye.

 

Østergades noble butikker

Nede af Østergade havde adelen etableret sig. Her var masser af flotte haver. Men efterhånden måtte adelen trække sig. De handlende trængte sig på. Adelsgårde blev omdannet til købmandsgårde.

Her kom til at ligge de fineste og mest noble butikker. Jo kræmmerne havde virkelig etableret sig her. De kaldte sig efterhånden manufakturhandlere. Ja der opstod endda kvindedragende modebutikker.

 

Den krøllede kommis

En klæddekræmmersvend blev nu kaldt det fine ord, kommis. Inden da var det diskenspringer. Hans beklædning bestod af

• Blå spidsskjorte med forgyldte knapper
• Lys udvinget vest
• Ombøjede flipper
• Halstørklæde samt mørkfarvede pantalons

Jo pigerne drømte om den krøllede kommis. Dengang var det også prestige, at arbejde i butik. Det er det ikke mere.

 

Kongens Klub

Her på Østergade var der en Café med det fine navn Granelli. Sandelig var der en ølhalle i nummer 13. Den kom senere til hedde Rybbergs Kælder.

I nummer 12 lå Madam Frørups Frugtkælder. Og her var også et par cigarhandlere, der havde god omsætning hele natten.

Her lå også en meget fornem klub, der hed Kongens Klub. Og tænk, der lå en forening, der hed Læsernes Forening, hvor ikke en eneste læste. Det handlede nemlig om at få natbevilling. Ja, man kunne også få morgenbevilling.

 

En modehandler ved navn, Louise Rasmussen

Her vakte en ung modehandler også røre, fordi hun havde udstillet en mekanisk modeldukke. Det skabte en del røre, men mere røre skabte det dog, da hun havde en kongelig romance. Hun hed Louise Rasmussen eller bedre kendt som Grevinde Danner.

Jo tænk her i Østergade lå også to fiskehandlere. Og her boede også Greve Ahlefeldt. Det var ham, der bortførte skuespillerinde Rose’ s purunge datter Mette Marie Rose.

 

Brændevinsbrænderi med 21 køer

Svaneapoteket lå i nummer 18. Det var indrettet i en to – etagers bygning. Laboratoriet vendte ud mod den berygtede Peder Madsens Gang.

Gennem apotekets port gik en 3 meter bred gyde derind

Og i gydens nr. 5 lå et brændevinsbrænderi med et kohold på ikke mindre end 21 køer. De var opstillet på flere etager. I samme ejendom i nummer 7 boede der 78 voksne plus børn.

 

Delikatesse til 4 skilling

Andre ejendomme i Peder Madsens Gang husede Nattens døtre eller Udydens præsterinder.

Her var også logihuse og værtshuse med eksotiske navne som Skansen og Pepita. Her kom sjovere og lammedrivere.

De kom for at få deres yndlingsret, der var tilberedt af det af oksehovedet, man ikke kunne bruge til at koge suppe på, og det var mulen, kirtlerne, hjernen og tandkødet. Velbekomme.

Disse delikatesser blev serveret med en opsigtsvækkende skrap sauce, som meget praktisk fremkaldte en naturlig tørst. Hele herligheden kostede kun 4 skilling.

Ja og disse stamgæster, der kom her, havde også eksotiske navne som Knuden og Sildehoved.

Let levende damer

Det var også her i Peder Madsens Gang de let levende damer holdt til. Ja behandlingerne af alle de kønssygdomme, der opstod var overladt til de såkaldte badskærere. Men på privat initiativ blev der i 1516 oprettet Skt. Anne Hospital som tog sig af fattige syfilis – patienter. Her fik man god kost rene senge og forstandige salver m.m. Ellers stod det på kviksølvskure, smørekure og svedekure.

Allerede i værket Flora Danica fra 1648 blev der givet råd til, hvordan man kom af med kønssygdomme.

 

Nyhavn

Det er ikke så langt hen til vores næste bestemmelsessted. Vi var det lige før ved Sandkisten. Vi er nu i Nyhavn. Det var her, at kongen befalede, at der skulle anlægges en kanal ind til Torvet.

 

De første ejere

Flere af kongens mænd følte sig tvunget til at købe grundene langs kanalen. De solgte dem så senere videre. I 1689 var der følgende ejere:

• To købmænd
• Seks skippere
• En havnefoged
• En smed
• En enke efter en hofsmed
• En øltapper
• En stenhugger
• En bødker
• En hjulmand

Hen ved år 1700 var de fleste grunde bebygget, og nogle af de hele gamle huse står endnu, sikkert renoveret et par gange.

 

Vrikkende piger

I kanalens første tid var det store tremasters skibe, der besøgte hele verden, der søgte herind. Købmandshuse og provianteringshuse opstod. Snart fulgte der også masser af værtshuse.

Op og ned af den muntre gade vrikkede prostituerede far 13 – 70 år. Mange baghuse blev brugt til bordeller.

En stor del af sømændenes hyre blev brugt her. Fidusmagere, bondefangere og piger blev tiltrukket af det brogede liv.

Efterhånden kunne de store skibe ikke mere anløbe Nyhavn. Det blev nu skonnerter og skuder. Men løjerne holdt ikke op. Og så blev man nødt til at oprette eget vægterkorps.

En sommerdag i 1800 – tallet udbrød der krig mellem marinere og almindelige matroser. Borgervæbningen blev tilkaldt, og skulle forsøge at skille partnerne fra hinanden.

 

Mange mord og selvmord

Der har været mange mord på Nyhavn. Om lidt skal vi høre om en af dem. Og kanalen har mindet om mange selvmord. Ofte var det ulykkelig kærlighed, der var årsagen. Her er blevet spillet, drukket og lokket. Godmodige sjæle er blevet snydt. Fulde svenskere er blevet rullet, og piger er gået i hundene.

Og H.C. Andersen har boet tre forskellige steder i Nyhavn.

 

Mølleren, der gik igen

I Nyhavn 15 var en møller og hans kæreste engang gæst. Efter tre dage havde mølleren hverken hest, vogn, møller eller kæreste mere. Mølleren mente nu nok, at værten havde spillet med falske terninger. Den tidligere møller lovede hævn over værten og kæresten.

Næste morgen fandt den tidligere kæreste ham hængt oppe på loftet. Et par nætter efter begyndte det at spøge. Hver nat kom genfærdet kørende med hest og vogn. Det standsede foran huset, og derefter rumsterede det oppe på loftet.

Hver gang den tidligere kæreste forlod stedet begyndte det at rumstere. Ja, det rumsterede så meget, at værten ikke kunne have gæster. Til sidt måtte værten betale den tidligere kæreste for at blive siddende deroppe på loftet.

Og sagnet slutter med at den tidligere kæreste dør af skræk.

Jo, det var for resten også her, at man kunne få lavet falsk pas, hvis tyskerne var efter en. De tyske soldater måtte ikke komme i Nyhavn, men det måtte Gestapo.

 

Franskbrødet, der forsvandt

Nyhavn 17 er nok det mest berømte sted. Lagde man her et franskbrød i vindueskarmen om aftenen, kunne man være sikker på at det var væk om morgenen, spist af rotter.

Man sagde, at dette var de finske søfolks yndlingssted. Derfor lærte personalet finsk. Her lå også verdens første tatoo – butik. Tatovering var knyttet til Nyhavn.

I Salomonsens Leksikon blev der i 1929 fremført, at tatovering var hyppigst forekommende hos sømænd, prostituerede og forbrydere.  

 

Befri mig fra dette mørke sted

Vi skal da lige besøge Nyhavn 31. For her boede storkøbmanden og skibsredderen Andreas Bodenhof. Han døde ret ung i 1794, og blev begravet på Assistens Kirkegård. Og der blev hans unge hustru begravet fire år tidligere.

Hun hed Gertrud Bodenhof. Og hendes bror fortalte, at hun havde røde kinder, da hun blev lagt i kisten. Natten efter, at hun var blevet begravet, kom to gravrøvere og ville hugge hendes øreringe. Men pludselig rejste hun sig fra kisten og råbte:

• Så befri mig dog fra dette mørke sted.

Og hun lovede dem guld og grønne skove og lovede dem en rejse til Amerika. Men de tog en spade og huggede hende rigtig ihjel. Og det er ganske vist, for det har en af gravrøverne fortalt til den senere biskop af Sjælland, da han lå på sit dødsleje på Frederiks Hospital.

 

Afholdsmænd skal holde sig væk

I Nyhavn 51 nede i kælderen lå Det gyldne lam. Her var sat et skilt op på væggen:

• Afholdsmænd og andre, der vil ødelægge glæden, bør ikke opholde sig i lokalet.

Datidens befordring var ikke så kompliceret. For adresseavisen, da kundgjorde Skipper Christoffer Holm:

• Den førende Galioth i Nyehavns Canal lige over for Madamme Tofte agter sidt i tilkommende Uge at afgaae til Christiania, hvorhen han medtager passagerer og Fragtgods, hvorom Vedkommende behager at melde sig ved Fartøjet eller hos Skipperen i bemeldte Madamme Tofte’ s Hus.

 

Der blev ikke guld

Nygade 59 blev kaldt Århus Domkirke. Det skyldtes, at på husets gavlkvist var der en Kristus figur. I dag kaldes huset for Guldmagerens Hus. Det skyldes, at husets bygherre, kobbersmed Henrik Ehm omgikkes alkymister.

En læge dr. C.V. Haquart betalte Ehm 600 rigsdaler for at lære kunsten at lave guld. Dette lykkedes dog ikke, men Ehm ville dog ikke tilbagebetale dette kursusgebyr. Men så gik lægen i retten, og Ehm kom til at betale.

 

Mordet på Jens Peter Tønder

I Nyhavn 65 boede i 1836 Jens Peter Tønder oppe på anden sal. Han var af god familie. Hans far var admiral og chef for Holmen. Han var teologisk kandidat, men egentlig kunne han slet ikke falde til nogen steder.

Han levede af at sælge et tidsskrift, som han selv udgav. Han underviste også i sprog. Men han havde penge på kistebunden og nægtede at få penge hjemmefra.

Og dette havde den 22 – årige Peter Worm fundet ud af. Selv havde han ingen penge, men han besluttede, at røve dem fra Tønder. Derfor meldte han sig til fransk undervisning.

Først forsøgte Worm at aflive Tønder med oversmurte opiums – kager. Da det heller ikke lykkedes anden gang, ja så besluttede Worm sig for at kvæle Tønder.

Men Worm blev arresteret, og i 1838 blev han over for en tusindtallig menneskemasse henrettet ude på Amager Fælled.

 

H.C. Andersen og hunden

I Nyhavn 67 boede H.C. Andersen. En dag da han kom ind i forstuen sprang familiens store godmodige hund hen imod ham og gøede voldsomt. Andersen fløj forfærdet op ad trappen til sin hybel og råbte forfærdet deroppe fra:

• Bed den mig?
• Bed den mig?

 

Frederiksstaden

Går vi nu fra Nyhavn op mod Kastellet, ja så kommer vi forbi et særdeles fornemt område, Frederiksstaden. Men sådan har det jo ikke altid været.

Et lille stykke uden for Vesterport, der hvor Hovedbanegården nu ligger, havde Frederik den Tredje’ s dronning en lysthave liggende. Men den blev ødelagt af svenskerne, da de kom på besøg. Da freden atter sænkede sig, måtte der findes en løsning.

 

Dronningens Have

I den nye bydel Ny – København var der masser af plads og åbne strækninger. Det var i dette landelige miljø, at Sophie Amalie besluttede at anlægge Dronningens Have. Hun erhvervede sig den nuværende Sankt Annæ Plads og Fredericiagade. Området strakte sig fra kysten ind til Bredgade.

Det var ganske vist meget sumpet og et være morads at færdes i, men det kunne der jo gøres noget ved. I 1664 havde Magistraten fået at vide, at de skulle lade hovedstadens betydelig mængder af gaderenovation indgå som opfyldningsmateriale i den våde strandeng. Efter nogle år kunne Toldbogade anlægges på en dæmning langs kysten.

 

Et Lystslot – Sophie Amalienborg

Dronningen var tydeligvis glad for sin have. Da Frederik den Tredje døde i 1670 opførte hun et lystslot som enkesæde. Det var en bygning på tre etager med en kuppel over midterpartiet. Det fik meget passende navnet Sophie Amalienborg.

 

En forestilling for den lavere rangklasse

Det var herude, at kongen valgte, at holde sin 44 – årige fødselsdag den 15. april 1689. Det foregik med en festforestilling i en teaterbygning, der via en søjlegang stod i forbindelse med lystslottets ene sidepavillon.

Også byens lavere rangklasse fik lov til at se den teaterforestilling, der blev vist i forbindelse med kongens fødselsdag. Det skete ved en ekstra forestilling. Ingen havde tidligere oplevet en opera med sang og musik og store mængder af levende lys. Der var plads til 200 mennesker i den propfyldte teatersal.

 

Den dramatiske brand

Men ak og ved. En af de1.000 olielamper faldt ned i nogle tørre enebærris. Få sekunder efter havde ilden fået fat i de tynde silkestoffer, der hang langs væggene. Panikken bredte sig og alle trængte mod den eneste udgangsdør.

Foran vinduerne havde man af sikkerhedshensyn anbragt tremmer. Efter et kvarter var den interimistiske træbarak forvandlet sig til en glødende askehop. Og det frygtelige var, at næsten alle 200 tilskuere omkom, for de kunne ikke komme ud.

Ilden fik så godt fat i slottet, at det heller ikke stod til at redde. De materialer, der kunne genbruges, blev anvendt til opførelsen af Garnisons Kirke for enden af Dronningens Have. Se således forsvandt Sophie Amalienborg ud af bybilledet.

 

Uberørt i seks år

Allerede i 1670 havde Christian den Femte haft planer om at erstatte Københavns Slot med en residens, der var en enevældig konge værdig. Men dette projekt blev aldrig ført ud i livet.

Efter den dramatiske brand lå stedet uberørt i seks år. Men da sidste rester endelig forsvandt, blev den del, der lå nærmest Sankt Annæ Plads igen udlagt som kongelig lysthave. Og den del, der lå nærmest Kastellet blev inddraget til mønstringsplads for Københavns Garnison.

I skellet blev opført en ottekantet pavillon. Her kunne kongen opholde sig, når han inspicerede sine tropper.

 

Et stort nyt slot

I 1728 oplevede vi den store brand. I 1730erne gik Christian den Sjette i gang med at nedbryde den gamle borg på Slotsholmen og opføre et nyt kongeslot. Dette slot kom til at sluge trefjerdedel af nationens budget.

 

Fire palæer

Men ellers var der ingen, der interesserede sig for den del af byen, som vi nu står i. Men i 1743 bad Kongen om at tegne et palæ til Kronprinsen. Eigtved havde allerede dengang henvist til den nuværende slotsplads. Men det brød kongen sig ikke om.

Men så kom planerne om de fire palæer og Frederiksstaden.

 

Den absurde svanejagt

Når vi nu er ved de kongelige skal vi dog lige høre om en speciel interesse, som de kongelige havde fået.

Det var jo sådan, at Christian den Anden havde kaldt hollænderne til at dyrke jorden på Saltholm og Amager. Og disse hollændere have indført en ny sport, som Hoffet havde taget til sig.

Sporten gik ud på at jage unge svaner, når de i fældetiden mistede slagfjedrene, og derfor ikke kunne flyve.

Der blev endog bygget en gård på Amager, hvor kongen og følge kunne opholde sig mellem jagterne. Gården Svanelejet lå i Sundby.

Den 12. august 1702 foregik en sådan jagt. Kigger man på det i dag, virker det helt absurd. Dyreværnsfolk, hvis man havde det dengang, ville have råbt højt.

Kongens båd var forgyldt og styret af viceadmiral von Stöcken. Båden blev roet af 20 mand, alle klædt i rødt silketøj og med rødmalede årer.

Den kongelige båd blev eskorteret af den kongelige yacht og to fregatter samt ikke mindre end 39 andre både. Både ministre og gesandter var med på turen. Men ingen måtte løsne et skud, før kongen og hans nærmeste havde løsnet et skud.

I forvejen var der indfanget en stor mængde svaner omkring sunde og bælter i hele riget. Flåden opbevarede de stakkels dyr. Og heldig for dem, så undslap der adskillige hundrede.

3 – 400 svaner var dog tilbage, da jagten blev indledt. Da jagten blev indledt var strandbredden langs eksercerpladsen og Amalienborg Have besat med ryttere, der havde til opgave for at ingen svaner undveg.

Man havde ikke hunde med, som man plejede. Holmens matroser agerede hunde. De sprang i vandet til selskabets ubestridte glæde.

Da jagten var slut, holdt kongen taffel om bord på sin yacht. Der blev saluteret og de tre admiraler, Gedde, Paulsen og von Stöcken blev dekoreret med det hvide bånd.

 

En uofficiel vejviser

I 1757 udkom, der en vejviser, der var basseret på sladder. Den blev kaldt Barkhow’ s vejviser, og den er basseret på sladder og også tredjehånds oplysninger. Men den giver os et udmærket indblik i bylivet dengang:

• Kaptajn – Løjtnant Bank’ s enke. Han slået ihjel af en skorsten i Præstø. Hun pension.

 

• En bødker Brock. Den gamle lever endnu. En præst ved navn, Skibsted siges at ligge i med konen

 

 

• En hyrekusk Gregers. Lige ved Brodersens bagport. Hun spiser aldrig med ham
• To gamle folk, som lever af deres midler. Manden hedder Rostborg. Vært hos Grav Friis. Han lever som i et kloster
• Feddersen, urtekræmmer er 50 år. Han har en søsterdatter hos sig. Hun er en køn pige, passabel, skal vel have Anders.
• I stuen er værtshus. Manden er en hattemagersvend i arbejde. Konen har før været meget prober. Her logerer Madam Winding.

 

• Højesteretsadvokat og meget mere Brun. Det var før Wickmands gård. Er hjørnehuset. Porten vender ud til Admiralgade. Får prygl af sin kone.
• Suhm er på Holmen. En store horehund. Konen græmmer sig, har 8 børn, de to er krøblinge. Den halte skal giftes. Den tredje er forlovet med hans karl. Sønnen er gift.

 

• En glarmester. Der logerer Jessen på Rentekammeret. Nok en jomfru. Her går to jomfruer ind med løjtnat Kalkreuter.
• En stolemager Pipgras. Fattig har mange børn. Hans døtre er Grev Rantzows Maitresser. Han spadserer med dem.
• Schürtz. Han har to døtre. De kan begge to spille kort.

 

• Det hus, hvor konsul Brandt logerte. Hun var enke. Hun har haft en matros. Nu har hun en kvartermester. En ung mand som altid er hjemme hos hende. Her logerer også den gode islænding Bensen.
• Brygmand, som har Klaumanns datter, sur, styg, en ligger i med Walther og han praler af det.

 

• Jæger, vintapperen, hjørnehus, en gal mand. Datteren besovet (besvangret) af Kaptajn Meier. Barnet født. Hun er død.
• En som handler med kina – varer, hedder Sivertsen, gal. Konen er sammen med en sergent ved brandfolket

 

• Bogbinder Graae, har børn, en voksen datter, som er smuk.

 

Og sådan kunne vi blive ved. Der var især gode beskrivelser af pigerne. Men også beskrivelser af, hvem der var sammen med hvem. Ja et par mistanker om mord får man også.

 

Ekstra told

Der møder os nu en række hyggelige gule huse. Men det har de ikke altid været. Men der er ikke så mange tilbage af disse Nyboder – huse.

Det gik langsomt med at få bygget disse 620 boliger, som Christian den Fjerde egentlig havde planlagt. Grunden var pengemangel. Dokumenter fra 1629 viser, at det hele kostede 132.000 Rdl. I 1631 blev der udsendt en forordning om, at der skulle opkræves ekstra told af skibe for at få alle penge skrabet sammen.

Der fandtes allerede skipperboder ved Holmen.

 

18 gader og stræder blev anlagt

Hele 18 gader og stræder blev anlagt. Mod nord blev Nyboder begrænset af Tulipanstræde, Elefantstræde og Hundestræde. Und mod byen blev grænsen dannet af Lavendelstræde, Hjortestræde og Hindestræde. Mod øst gik Nyboder helt ned til stranden. Mod vest strakte den nye bydel sig til Rigensgade.

En stor plads opstod i området. Den fik navnet Grønland. Den blev brugt som militærplads og rettersted.

 

Ingen almindelig retspleje

Og den kontrakt, som man fik, kaldte man et husbrev. Og i de små ejendomme på 45 km2 kunne godt huse op til 16 personer. Selv om lejlighederne var beregnet til søens folk, var der dog også andre, der boede her.

Nyboder – folket dannede grundstammen på mange skibsbesætninger. De var også med ved mange søslag. Her var nationalfølelsen stor. Når kongefamilien fejrede noget, blev der udleveret lys, som skulle sættes i vinduet.

Borgerne i Nyboder var ikke underlagt almindelig retspleje. De sorterede under Holmens admiral. Kongen betragtede stedet som sit private område. Magistraten skulle ikke blande sig.

 

En mærkelig skæbne

Skipperboderne dannede i hvert fald i 50 år bolig for de højere ansete inden for søens folk. Det var skippere, styrmænd, hans majestæts skibsofficerer. Ja og tænk engang, så boede også Rigsadmiralen her også. Man skulle tro, at det var lidt lille for denne standsperson.

Efter Svenskerkrigene var der uorden i rigets finanser. Boligerne blev solgt til beboerne eller pantsat for manglende lønninger. Til slut i 1694 blev resten solgt på auktion.

 

6.000 søfolk bukkede under

I 1705 måtte Grenader – korpset og Livgarden træde til for at skabe ro, da der var ballade. Og der var ofte kampe mellem marinere og matroser her i bydelen. Og marinerne trængte ind i husene og voldtog kvinderne. Jo det var både mange døde og sårede hver gang.

I 1710 bukkede 6.000 søfolk under i forrådnelsesfeber. De gik hårdt ud over Nyboder – folket. De brød sig ikke om sygehuse eller læger. De ville helst dø derhjemme.

 

Begravelse på Nyboder

På Nellikevej blev der dog etableret et sygehus. Når en var død dengang, strøg man sand og gran ud på vejen. Kisten blev stillet foran Nyboder – mandens hus, og så kom enken ud og lagde en krans på kisten.

Sørgetoget fortsatte uden enken. Det var overladt til mændene. Dem der ikke var i uniform, havde lejet sorte sørgeknapper. Efter begravelsen samledes man i de sørgendes hjem.

 

Jubel, da Struensee blev henrettet

Der var jubel i Nyboder, da Struensee’ s fjender sejrede i 1722. Nyboder – folkene blandede sig i oprøret bag efter og hvad med til at ødelægge cirka 60 virksomheder. Men dem, der så ham henrettet på Fælleden var dog lidt forknyt. Det havde været rædselsfuldt, at se på.

I 1757 besluttede man at opføre endnu 70 huse.

I 1779 sprang krudttårnet i luften. Det betød 7 døde og 47 kvæstede. Skader var der for 40.000 Rdl.

 

Nyboder – manden giftede sig tidlig

Nyboder – manden blev gift i en ung alder. Den udkårende skulle være af samme klasse. Men det krævede en friseddel af kompagnichefen. Og så skulle man så være gift senest 8 uger efter, at den var blevet udstedt. Denne seddel skulle man så fremvise til provsten for Bremerholm’ s kirke.

Stadsmusikkeren skulle have 4 mark for at spille. Var det tale om fattigfolk kunne det dog gøre for 3 mark.

Lejen var ens for alle huse. Den blev trukket fra lønnen.

 

Man kunne blive smidt ud

Hvis ens kone snakkede for meget og sladrede om andre kunne hun få tildelt fidellen. Den var formet ligesom en violin som hun så skulle gå med til spot og spe for alle.

Man kunne også risikere, at blive smidt ud af Nyboder hvis man røg sig uklar med naboerne. Man måtte heller ikke holde et uskikkeligt hus med skælden og smælden og værre med eder og banden.

Nyboder – folket var uønsket i Frederiksberg Have. Fra 1750 måtte de ikke betræde voldene.

I 1756 begyndte man at bygge to – etagers huse. De sidste af den slags blev bygget i Ulvegade og Bjørnegade.

 

Skolen i Nyboder

I 1721 havde Nyboder Skole 50 elever. Undervisningen var gratis. Skolen bestod af tre Nyboder – huse. Det var frivillig skolegang, men mange forældre foretrak at holde børnene hjemme. Så kunne de hjælpe med at tigge om føden.

I 1786 var der hele fem skoler beregnet til 100 børn i Nyboder.

 

Man kæmpede i Clasens Have

Under belejringen i 1807 var der mange Nyboder – folk ude i Clasens Have for at kæmpe. Mange var også ude på søen for at kæmpe. Masser af bomber slog ned i Nyboder.

 

Man mente, at Nyboder skulle rives ned

I 1841 foreslog en københavnsk spækhøker, at alle Københavns letlevende damer skulle samles i Nyboder nede ved Volden.

Kammerherre og arkitekt Meldal foreslog i 1865, at hele Nyboder skulle jævnes med jorden. Forfatteren Johannes V. Jensen gav udtryk for det samme.

 

Kierkegaard kunne godt lide Nyboder – piger

Men Søren Kierkegaard kunne godt lide Nyboder og særlig deres piger. Han skrev:

• Nu følger hjertetropperne
• Nyboder – piger, mindre af vækst, fyldige, svulmende, fine i huden, muntre, glade, vævre, snaksomme, lidt kokette og frem for alt barhoved.

 

Nu blev husene gule

Ja og i 1860 skiftede alle huse fra den hvide til den gule farve. Så fik man i 1890 endelig et ordentligt kloaksystem. Gas og vand blev indlagt og vandposterne forsvandt. Efterhånden fik vejene også nye navne.

Og så endelig i 1917 fik Nyboder elektrisk lys. Siden 1930, hvor man fyldte 300 år har de sidste rester af Nyboder været truet, selv om resterne nu er fredet.

Og se nu stopper vores strejftog, nu kan vi ikke gå længere. Og næste gang vil vi se nærmere på, hvordan københavnerne levede, hvad de spiste, hvordan de boede, om de gik på værtshus eller bordel, og hvad de mente om døden. Ja det sidste lyder drabelig, men det er nu ret sjovt.

 

Kilde: Diverse artikler på www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: P.t. har www.dengang.dk

• 208 artikler fra Nørrebro
• 79       –       –  Østerbro
• 129 –       –  København
• 27       –       –  Nørrebro Handelsforenings Historie

 

 

 

 

 

 

 

Guldalderens København – sådan var det også (2)

København var ikke overbefolket med kulturelle fyrtårne. Måske var Guldalderen slet ikke så poetisk som man ville gøre den til. En læge fortalte, at der et sted var et lokumssæde til 40 – 60 beboere. Selv i slutningen af 1840erne var der stadig stinkende, beskidt og sundhedsfarligt at bo i København. Frederik den Sjette var elsket af overklassen, men hadet af underklassen. Filosof og præst blev dømt til døden. Og så var forfølgelsen af jøderne nok mere omfattende, end det vi læser i historiebøgerne. Og så var der oprør i fængslet. Fangerne frøs og sultede på grund af besparelser. Militæret bombede fængslet i brand, og kongen håbede at mage fangere var gået til. Børnene var afmagrede og usunde.

 

Uden noget som helst

Det vrimlede med fattige familier, som af død og ødelæggelse havde været forjagede fra hjemmet. De gik nu med deres børn, slæbende med bylter. Det var kun lidt bohave, de havde fået med. De vendte nu tilbage for at se og håbe på, at ikke alt var gået op i luerne.

 

København 1807

Byens stolthed, det smukke tårn på Vor Frue Kirke var der ikke mere. Mange gravmonumenter og kapeller var tilintetgjort. Det var gyselig, at gå igennem de afbrændte gader. Farligt var det også. Mange mure var faldefærdige. Mængder af grus og store huller var der overalt. Vi er i København i 1807.

 

Mange havde mistet det hele

Foruden Universitetet og Frue Kirke var i alt 305 huse brændt og cirka 1.600 beskadiget. Endnu var der ar efter branden i 1795.

Blandt andet havde Johanne Louise Heibergs forældre mistet alt. Deres vinhandel brændte under bombardementet. De måtte nu ernære sig som værtshusholdere i Brogade på Christianshavn. Det var her Johanne Louise startede sin karriere ved at danse for gæsterne på beværtningens billardbord.

Den 76 – årige grosserer Jørgen Bech mistede hele sin formue. Hans hus og tømmerpladser brændte.

 

De hjemløse

Stadskonduktør Jørgen Henrik Rawert som var byens arkitekt mente, at der skulle gøres noget for de brandlidte. Størstedelen opholdt sig i Kongens Have og på andre åbne pladser i byen. De trængte sig også i hobetal ind i gårde og huse, hvor de i mange henseender var til hinder.

 

I am an American

Vreden mod englænderne var stor. På et værtshus fik en engelsktalende sømand store tæsk, selv om han protesterede og råbte:

• I am an American.

 

Stilen skulle være ædel og passende

Kronprins Frederik og hans ministre gav nærmest C.F. Hansen frie hænder. Han skulle blot sørge for, at den arkitektoniske stil var ædel og passende.

Råd – og Domhuset som var Rådhus indtil 1903 fik en æresfrygtindgydende facade mod Nytorv. Den mindede borgerne om, at hvis de ikke opførte sig ordentligt, så endte det med uden barmhjertighed bag de dystre mure i bygningens fængsel ud mod Slutterigade.

Ja Christiansborg blev sparsommeligt bygget over ruinerne af det forrige slot. Det gik nu meget langsomt. En ung tysk dame, der var på besøg i København i 1821 skrev undrende i hendes rejsedagbog, at slottet udvendig var genopbygget, men indvendig lå den ganske øde. Ja og inden man var helt færdig, brændte det atter engang i 1884.

C.F. Hansen fik da også lov til at bygge Slotskirken. Det blev til en tempelagtig bygning med kuppel, der skulle bringe de romerske bygninger i erindring.

 

Byens håndværksmestre udnyttede situationen

I Skindergade 34 blev han arkitekt til et stort boligkompleks beregnet til udlejning til Familier af den ringe håndværkerstand.

Men byens håndværksmestre var ikke sent til at udnytte situationen. De opkøbte brandtomterne i Skt. Pederstræde, Teglgårdsstræde og Peder Hvitfeldtsstræde. Her opførte de masser af udlejningsejendomme og udnyttede hver kvadratmeter.

Den unge tyske turist fra 1821 fandt det meget ejendommeligt, men noterede at det så da meget pænt ud.

 

Et lokum med tre sæder

De fleste ejendomme var på tre etager med kvist. Kældrene blev brugt til butik eller beboelse. Lejlighederne var yderst små. Der var et par værelser med lavt til loftet og fælles køkken. Udenomsbekvemmelighederne var yderst sparsommelige. Til de 21 lejligheder i Landemærket nr. 17 blev der i gården bygget et lokum med tre sæder.

De samme bygmestre og andre byggede i gader som Kronprinsessegade, Sølvgade og Dronningens Tværgade rene herskabslejligheder. Her var brede hvidskurede gulvpladder.

 

Man skulle have kommandantens tilladelse

Der var i den grad mangel på byggepladser. Foran voldene måtte man kun bygge lette skure, der hurtig kunne rives ned, hvis fjenden skulle indfinde sig. Man skulle i alle tilfælde have kommandantens tilladelse. Dette betød, at disse ejendomme ikke kunne belånes.

Alt dette betød, at der på store dele af Østerbro og Nørrebro lå ret så planløst byggeri bestående af boder og midlertidige huse. Her lå også gårde, gartnerier og gamle lystejendomme med store ubebyggede arealer.

 

Slagterhusene

Uden for Vesterport på vejen til Frederiksberg stod i det åbne landskab Frihedsstøtten. Ved det nuværende Gasværksvej lå byens slagtere. Her lå lave enetages huse med en lav port der førte ind til gården og til slagteriet, som næsten uden undtagelse fandtes i disse ejendomme.

Det var ikke unormalt med blodige rendestene, blodplettede fortove, svinske og blodige slagtersvende. I forbindelse med dette opstod der andre virksomheder:

• Kvæghandel, lysstøberier, tarmskraberier og garverier.

Sammen med affaldet inde fra byen, som svinene fik at spise, bød disse industrier nu ikke just til vellugt i kvarteret.

 

100.000 indbyggere

Dengang boede der 100.000 indbyggere i København:

• 26.000 hørte til familier, hvor forsørgeren som embedsmand, officer i hæren eller flåden som soldat eller på anden måde var i kongens eller byens brød
• 51.000 levede af husfaderens virksomhed i købmandshandel, håndværk eller søenæring
• 14.000 var tyende
• 9.000 var almisselemmer
• 1.000 sad i fængsel
• 3.000 levede af pensioner

 

Jyderne påvirkede dialekten

Hvis man tænker på, hvor mange der levede af hoffet, militæret og offentlig forsorg, var der ikke mange tilbage.

Kun et tredjedel af dem, der løste borgerskab som håndværksmester, var født i byen. Tænk engang. Antallet af jyder i hovedstaden var så stor, at dette kom til at påvirke den øresundsdanske dialekt.

 

Mange talte tysk

Indvandrere satte i den grad deres præg i byen. En stor del af flådens mandskab var norske. Flertallet af underofficererne var tyske. Kommandosproget over for de danskfødte soldater var tysk. I mange kredse var hovedsproget tysk.

 

2.000 – 3.000 jøder

Der var mellem 2.000 og 3.000 jøder, som var meget let genkendelige på grund af deres særprægede klædedragt. Københavnerne så, at jøderne åbnede deres vinduer i tordenvejr. De var lige glade med at regnen fossede ind. I henhold til den gamle forordning, skulle Messias engang indfinde sig under torden og lynild.

Og jøderne stod der, så længe uvejret varede.

 

De rige havde mange ansatte

Der var stor forskel på rig og fattig. Dengang kunne en ung advokat bo i en herskabslejlighed og have både tre piger og en kusk ansat. Man havde også karet og en stald med flere heste.

Den rige grosserer C.W. Duntzfeldt og hans familie boede i Amaliegade 24. De havde en tjenestestab, der bestod af huslærer, guvernante, barnepige, portner med kone, kusk med kone, to tjenere, fire karle og fire piger.

 

De spiste godt

Man spiste godt i de kredse. På engelsk vis fik man kraftige roastbeefs, bøfstege, plumbuddinger samt andre velsmagende retter. Hver dag var der desserter af buddinger, frugter og kager. Dertil fik man engelsk porter og dernæst fine bordeuxvine, portvine eller maderia alt efter de bedste sorter.

Efter middagen blev der straks serveret kaffe ledsaget af fine likører. I mange af disse huse importerede man lækkerier fra udlandet.

 

Fruen læste dansk og tysk litteratur

Man talte tysk, fordi det var fint og gerne også fransk. Det gjorde man også til børnene. Fruen fulgte med i den nyeste danske og tyske litteratur. Ofte fik børnene klaverundervisning og gik i fransk skole to gange om ugen eller havde privat fransk lærer.

 

H.C. Andersen besøgte moster, der var bordelværtinde

I mange kvarterer i byen boede der kun fattige. Ja de allerfattigste blev kaldt for Pjalteproletariatet. De holdt til omkring Borger – og Adelgade, Grønnegade, Pistolstræde og nu den forsvundne Peder Madsens Gang.

Men også i bordelkvarteret omkring Holmensgade boede de. Det var for resten her, at H.C. Andersen sin moster Christiane, bordelværtinden, der ærgrede sig over, at han ikke var en pige.

I visse ejendomme i Sølvgade og Rosengade levede et proletariat af soldater og underofficerer, af ufaglærte arbejdere med deres familie, enker, vaskekoner og fattiglemmer.

 

De syge lå sammenstuvet på loftet

I dette kvarter var der også stalde og brændevinsbrænderier. Her var masser af sygdomme, men lægen kom her sjældent. På et lille område var en masse mennesker stuvet sammen. En beskrivelse fra dengang siger:

• Kom fattiglægen alligevel, måtte han krybe rundt til de syge, som lå stuvet sammen på mørke og utilgængelige steder, for eksempel oppe under lofterne.

 

De døde kunne ikke komme ud

En anden beskrivelse fra 1808:

• Besøger man de fattiges boliger, vil man ikke uden rædsel se usle huller, hvortil adgang for den frie luft er spærret. Djævelske dunster og stank forpester luften og svækker hos beboeren hans kræfter og lyst til at arbejde. Han bliver gammel før tiden eller skranting i en alder, som burde være virksomhedens. Børnene ligner skygger.

Ja det er også ganske uhyggeligt, hvad en præst kunne fortælle:

• Der er huse, hvor trappegangen er så smal, at de levende nok kan komme ud ad huset, men de døde kun med største vanskelighed. Det er umuligt at transportere blot en middelmådig ligkiste ned.

 

Blege, afmagrede og usunde børn

I disse omgivelser levede der også mange børn. Den overstående præst bemærkede:

• De er blege, afmagrede og usunde

Disse børn levede i snavs og uvidenhed. Så kunne det være svært at leve op til det, som i 1809 blev frembragt i tidsskriftet Penia. Ja egentlig var der to budskaber, som ikke rigtig hang sammen, her er budskab nr. 1:

• At bibringe børn i almueskoler en mængde realkundskaber vil næppe være tilrådeligt. Efter de flestes tilkommende stilling bruger de dem ikke. På at indprente disse kundskaber spildes tid, som nyttigere kunne anvendes til arbejde.

Og her er så budskab nr. 2:

• At vise streng lydighed imod alle foresatte er en hovedbetingelse for enhver god borger. Statens vel kræver, at børn fra den spæde alder opdrages til lydighed.

Jo der var familier i disse huse, der købte det brød, der var bestemt til svinetønden.

 

Pjaltenborg

Og tænk engang, der var nogle, der var endnu fattigere. Det var dem, der blandt andet holdt til på det stinkende og svinske Pjaltenborg på hjørnet af Rosenborggade og Åbenrå.

For fire skilling havde man ret til at søge syv timers søvn, siddende på trappegangen, liggende på gulvet eller stående op ad væggen. Men Pjaltenborg var ikke noget særligt. Der fandtes en masse andre huse, der tilbød noget lignende. De blev kaldt:

• Helvede, Pølen, Bolle Bandsats Hus, Lusseklubben. Lokummet, Krybrud, Knaldhytten, Slaveporten og Rakkerens Hule.

 

Fire års fængsel for tiggeri til 72 – årig

Begyndte de fattige at tigge, ja så faldt hammeren. Således kunne den københavnske avis Flyveposten, at den 72 – årige Karen Marie Olsdatter blev idømt 4 års forbedringsarbejde for Betleri. Fem gange i forvejen var hun blevet dømt for denne forseelse.

Sidste gang hun var blevet truffen på hjørnet af Bredgade og Kongens Nytorv. Hun havde forsøgt at opvække folks opmærksomhed ved kun at trække på skuldrene. Men det var nok til den strenge straf.

 

Frygt for brandfare

I 1820 kom den første sparekasse til byen. Og allerede i 1790 havde man på Holmens Skibsværft opsat en Ildmaskine (Dampmaskine). Men den kom hvis aldrig til at virke.

Da det første dampskib ville lægge til i 1819, ville myndighederne ikke tillade dette af frygt for brandfare.

 

Kongen og embedsmændene bedragede

Statens øverste embedsmænd berigede sig ved bedragerier, og selv Frederik den Sjette på egne vegne for statens penge. Men hvad nyttede det, når kultureliten hyldede ham som den bedste konge nogensinde. Her i blandt var blandt andet Oehlenschläger, H.C. Andersen og Grundtvig.

 

Oprør i Fængslet

I Tugt, Rasp – og Forbedringshuset på Christianshavns Torv fyldtes med 500 fanger, selv om der maksimalt kunne indsættes 300. På grund af besparelser og nedskæringer led fangerne så meget af sult, kulde og mishandlinger, at de kastede dig ud i et desperat oprør.

Militæret blev sat ind. Fængslet blev skudt i brand med kanoner og oprøret blev nedkæmpet. Frederik den Sjette kom selv til stede, og han sagde højlydt, at han ønskede, at fangerne var blevet brændt inde i fængslet.

Kongen forlangte derefter, at hver 10. fange blev henrettet. Disse skulle udtages ved lodtrækning, skyldige og uskyldige mellem hinanden. Det endte dog med, at kun 14 blev halshugget. Resten slap med pisk og nye hårde fængselsstraffe.

 

Jødefejden værre end antaget

To år senere i september 1819 udbrød jødefejden. Underklassen kastede sig over den jødiske del af byens indbyggere. De forfulgte og mishandlede dem på gaden. De smadrede deres butikker. Og H.C. Andersen observerede optrinet. Egentlig var angrebet rettet mod regeringen og skyldtes det hårde styre.

Og denne jødefejde er nok blevet pakket væk i den gængse Danmarkshistorie. Den kulturelle elite var bannerføre i den litterære jødefejde, der fandt sted i perioden fra 1813 – 1816.

 

København i undtagelsestilstand

Og så blomstrede fejden op igen, da der i 1830 blev lagt de første grundsten til Synagogen i Krystalgade. Også ved denne lejlighed opstod der folkelige optøjer.

Jødeforfølgelserne i 1819 er vel nærmest blevet betegnet som drengestreger. Men de var voldsomme og vedvarende mellem 1819 og 1820. Ja militæret blev sat ind, og København var nærmest i undtagelsestilstand.

Befolkningen havde brug for en syndebuk. Håndværkere og arbejdere mistede deres arbejde: Man troede, at jøderne stod stærkt med de store handelshuse selv om nogle af dem også gik fallit. Jøderne blev betragtet som kongens og regeringens allierede. Den 4. september 1819 viste vreden sig for alvor. Politiet kunne ikke styre folkemængden. Derfor blev husarerne hidkaldt. Østergade blev ryddet med sabel.

Militæret blev på foranledning af Frederik den Sjette bedt om, at besætte København. Faktisk varede oprøret over et år. Jøderne blev anset for at være med til at underkue underklassen.

 

Kultureliten førte an

Men også kultureliten var med i oprøret. Således blev den anti – jødiske litteratur oversat til dansk i disse år. Alle fordomme blev brugt af danskerne mod jøderne. De var pengegriske, troløse og skadelige. Selv om Grundvig anses for at være en af jødernes støtter, så behagede deres kræmmerånd ham ikke.

Ja kigger vi på selveste Kierkegaard, så var han også præget af anti – jødiske holdninger.

 

Filosof og præst dømt til døden

Lige efter holdt Jacob Dampe, der var doktor i filosofi en prædiken i Helligåndskirken. Den handlede om frihed i ord og handling i overensstemmelse med kristendommens ånd. Men det var myndighederne bestemt ikke enig med ham. Han blev anholdt og dømt til døden. Men i sidste øjeblik blev han benådet og sendt i livsvarig fængsel på Christiansø.

 

Frederik den Sjette forhadt af underklassen

Lige så elsket Frederik den Sjette var af borgerskabet lige så hadet var han af underklassen. Da han døde i 1839 blev hans ligtog gennem København overfaldet af folkemængden.

I sidste øjeblik lykkedes det for de ledsagende officerer, at trænge angriberne tilbage. Ligtoget skyndte sig væk fra Vesterbro og fortsatte i hast til Roskilde.

 

Forlystelseshave og jernbane

I 1843 fik Georg Carstensen lov til at anlægge en forlystelseshave lige uden for Vesterport. Og den 20. maj 1847 klokken halvni om morgenen kunne det første tog forlade København mod Roskilde. Måske var kongen blevet advaret om, at det kunne være en halvfarlig tur, for militærorkesteret spillede Beskærm Vor Konge, Store Gud.

København fik en ny forfatning. Borgerrepræsentationen blev valgt af Københavns 2.000 rigeste mænd.

 

Stinkende vand og mudder

Trods jernbanetog, borgerlig frihed og andre fremskidt var svineriet fortsat stort i byen. Byggegrundene var mange steder opfyldte lossepladser. Gaderne var urenlige med åbne rendestene med ringe fald. De stod næsten altid fulde af stinkende vand og mudder.

Drikkevandet var dårligt. Sundhedsfarlige og stinkende virksomheder som trankogerier og fiskebløderier lå midt mellem folks boliger. Der var stadig tilladt at begrave lig på kirkegårdene inden for voldene. Endnu i 1840 blev der holdt 1.500 køer i byen. Enkelte steder var staldene indrettet på første sal, så dyrene måtte hejses op og ned.

 

Et lokumssæde til 40 – 60 mennesker

Folk var stuvet sammen. Lokummerne lå endnu for det meste i gårdene. Natmændene bar tønder med lort tværs gennem de steder, hvor folk boede og færdedes.

En læge bemærkede:

• På nogle steder findes ikkun et sæde for 40 – 60 mennesker, der som følge heraf ikke kan benytte dette, når fornødent gøres, så at de nødes til at sætte sig udenfor, noget som især er tilfældet med børn.

 

Det begyndte på Nyboder

Hvor de fattige boede hærgede sygdommene, og de fattige smittede de rige. Den 12. juni 1853 blev to mænd fra Nyboder smittet af kolera. Inden udgangen af måneden var 47 døde. Man regnede med at 5.000 døde.

 

København var ikke befolket med kulturelle fyrtårne

Nej København var dengang ikke kun befolket af kulturelle fyrtårne. Den poetiske forestilling om København dengang har sikkert lidt et knæk med denne artikel – beklager. Det er bestemt ikke et skønmaleri.

Men egentlig var Danmarks eksistens truet. Og under denne undtagelsestilstand fik datidens kreative mennesker til at sætte historien på dagsordenen i alle kunstformer.

 

Kilde:

• Marcus Rubin: Studier til Københavns og Danmarks Historie (1892)
• Frederik den Sjettes tid: Fra Kielerfreden til Kongens død (1895)
• Villads Christensen: København 1840 – 1857 (1912)
• Sigurd Jensen, Claus M. Smidt: Rammerne sprænges
• Cedergreen Bech m.fl. Københavns historie (1982)
• Hans Edward Nørregård – Nielsen: Kongens København. En Guldaldermosaik (1985)
• Trap Danmark – Storkøbenhavn (1959 – 1960)
• Johanne Louise Heiberg: Et liv gjenoplivet i Erindringen (1891 – 92)
• Vagn Dybdahl: Det nye samfund på vej 1871 – 1913 (Dansk Socialhist. 1982)
• Damgaard, P.H. Moustgaard: Et hjem – en familie (1970)
• E.F. Hansen: Københavns forstadsbebyggelse i 1850 ´erne (1977)
• Kay Fisker, Knud Millech: Danske arkitekturstrømninger (1951)
• Helge Paludan m.fl.: Københavnernes historie – Fra Absalon til Weidekamp (1987)

 

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk  

• Guldalderens København (1)
• Lokummer på Nørrebro
• Uden for voldene
• Grundtvig på Nørrebro
• Genforenet på Assistens Kirkegård
• Drikkevand til København
• Ballade ved portene
• De forfulgte jøder
• F. Hansen og hans bygninger
• Torvehandelens glade dage
• København 1840 – 1880
• Rosenvænget på Østerbro
• Christen Købke – en maler fra Østerbro
• En digter på Østerbro
• C. Andersens sidste dage på Østerbro og mange flere

 

 

Urtekræmmerforeningen

I 2016 er det 125 år siden Nørrebro Handelsforening blev stiftet, og det var urtekræmmere, der stiftede den. Egentlig havde man mange af de samme problemer. Magistraten og politiet var ikke meget for, at komme ulovligheder til livs. Urtekræmmerne var ikke begejstret for ismejerier, lærlingeloven og tvungen bogføring. Afholdsforeningerne mente, at Urtekræmmere ikke burde sælge sprit. Urtekræmmerne vil gerne af med tilgift og rabatforeninger.

 

Urtekræmmere dannede Nørrebro Handelsforening

I 2016 er det 125 år siden at en par urtekræmmere satte sig sammen og stiftede Nørrebro Handelsforening. Urtekræmmerne havde ellers deres egen forening, som var betydelig ældre end Nørrebro Handelsforening.

 

Nærringsloven ophørte

Ved udgangen af 1861 ophørte næringsloven. Og det betød at det 170 år gamle Urtekræmmerlav ophørte. Ja egentlig havde man allerede i 1847 en Urtekræmmerforening. Men den blev nu opløst, og en ny blev dannet.

Men det var sin sag for dem, der kørte forretning på det tidspunkt, at indrette sig efter de nye forhold. Det skete først, da næste generation kom til.

 

Kunne ikke lide at anmelde tiggere

Omløberi og handel ved dørene havde aldrig været så udbredt som nu. Og i tidligere tider var der masser af patruljer som holdt tiggerne væk. De butikshandlende kunne ikke lide at anmelde tiggere. I mange år havde butikshandelen også forsøgt at få afskaffet jule – og nytårsgaver til kunder. En unødig udgift mente mange butikshandlende. Ja det holdt vel først rigtig på i 1912 – 13.

Tillidsforholdet til kunderne kunne sagtens opretholdes uden dette vederlag.

Det var vel også derfor, at Nørrebro Handelsforening blev dannet. Det var for at komme begrebet tilgift til livs.

 

Dengang – ikke brug for flere urtekræmmere på Vesterbro

I begyndelsen af 1860erne var København kun som en stor provinsby med ca. 170.000 indbyggere. Ja man talte dengang om, at den kun var en mil i omkreds. Grænserne var voldene og lidt spredt bebyggelse udenfor.

I slutningen af lavstiden henvendte en del af de udflyttede på Vesterbro sig til lavsformanden med anmodning om, at få en urtekræmmer ud i kvarteret, som var ved et vokse.

Lavsformanden havde svaret, at han ikke havde hørt, at der var noget der trængte til urtekræmmervarer lige der, og for øvrigt boede der to urtekæmmer på hver sit hjørne af Frederiksberggade. Man kunne jo bare købe hos dem. Der er så senere blevet brug for adskillige urtekræmmer på Vesterbro.

 

Foreningen for billige Livsfornødenheder

I 1854 blev der etableret den første forløber for brugsforeningstanken nemlig Foreningen for billige Livsfornødenheder, der drev handel i Nyboder.

Urtekræmmerne kunne ikke konkurrere mod denne forening. Foreningen var skattefri, mens urtekræmmerne skulle svare skatter og lavsgebyrer.

Allerede i 1865 oprettede Urtekræmmerforeningen en lærlingeskole.

 

Kolonialhandlerforeningen

I 1866 blev der startet en ny forening, nemlig Kolonialhandlerforeningen. Ret hurtig havde de 280 medlemmer. Man startede blandt andet en lærlingeskole, og en overgang var her 50 lærlinge. Foreningen holdt kun i to år, men man nåede dog at oprette Kolonialhandlerforeningens Laane – og Hjælpekasse.

 

Afskaffelse af tilgift og Rabatforeninger

I 1886 opstod der en forening som urtekræmmerne ikke var så glade for nemlig Embedsmændenes Forbrugsforening. Det var igen en såkaldt Rabatforening.

I 1888 – 1889 nåede Urtekræmmerforeningen op på et medlemstal på 683.

I efteråret 1899 dannedes en komité, der skulle virke for Afskaffelsen af Tilgiften. Det varede dog længe, inden man så resultaterne.

I 1890 var der ikke ret mange specialbutikker i København. Urtekræmmerne havde det meste af det, der blev brugt i husholdingen.

 

Man skulle arbejde om søndagen – efter kirketid

Lukketider var også noget som Urtekræmmerforeningen beskæftigede sig meget med. Indtil 1892 havde man lov til at holde butikken åben søndag eftermiddag fra klokken 4 (16). Det var ikke rart pludselig at afbryde den minimale fritid, som man havde og gå på arbejde, mens andre havde fri.

 

Boder oprettet i træskure

Endnu op imod 1890 lå voldene som en slags grænse for byens udvikling. Men derefter tog man rigtig fat på nedrivningen. Nørrevold var ved begyndelsen af 1890erne allerede en meget smuk promenade. Der er ikke noget tilbage af denne idyl i dag.

Det sidste stykke af Vestervold ved Langebro faldt omtrent samtidig med rådhusets bygning i 1893. Jorden, der blev kørt ud af rådhusgrunden blev brugt til at bygge Søpavillonen på. Det var dengang, der var en masse boder, opført som træskure.

 

Urtekræmmere i uniform

Der var masser af urtekræmmer dengang. De havde deres gammel uniform på, en mørk jakke og hvidt forklæde. I en kælderbutik på hjørnet af Viktoriagade og Vesterbrogade optrådte indehaveren i hvid tætknappet, toradet jakke med store benknapper. Men denne uniform hørte i 1890erne til sjældenhederne.

Det var dengang, der var placeret et håndskrevet skilt med teksten: Prøv ½ Cacao kr. 1.00. Mange af disse butikker måtte efterhånden vige for mere moderne butikker.

 

Ingen varme i butikkerne

Det var dejlig tempareret med butikker i kælderen. For normalt brugte man ikke varme i butikkerne. Man måtte nøjes med den varme man fik, når man arbejdede. Det betød at mange gik rundt med frostfingre.

På Kongens Nytorv 6 havde man urtekræmmerbutik indtil 1896, da den blev hjemsøgt af en stor brand, hvorved hele ejendommen blev raseret. Det var byens ældste og mest fornemme urtekræmmerbutik, der her havde hjemsted. Den var etableret i 1799.

Urtekræmmerbutikkerne forsvandt efterhånden fra de bedste adresser på Strøget. Den lave avance og den høje husleje hang ikke rigtig sammen.

 

Faglig kamp kostede omsætning

I 1899 indtraf en situation, der fik stor betydning for butikkerne, nemlig den store lock – out. Det var en lang kamp og en styrkeprøve mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Den varede i tre – fire måneder.

 

Urtekræmmerforeningen blev forarget

I 1901 rejstes kravet om Kost – og Logisystemets Afskaffelse. Kravet kom fra Kolonialmedhjælpernes faglige Organisation. Samme år blev Købmandsskolen oprettet.

I 1902 opstod der et problem, da en urtekræmmer i Holbergsgade ikke ville antage en person, som var organiseret. Urtekræmmerforeningen mente, at en arbejdsgiver selv måtte bestemme, hvem man ville ansætte. Og foreningen blev meget forarget over, at Detailhandlersocietetet tog medarbejderens parti.

 

Politiet ville ikke hjælpe urtekræmmerne

Tænk engang, at i 1904 blev det vedtaget at man skulle lukke om søndagen.

Men der opstod så det problem, at ismejerierne holdt åben om søndagen. De solgte rask væk øl og kolonialvarer. Og rejste man problemet over for politiet, ja så gjorde de ikke noget ved det.

 

Beskæftigelse af bydrenge

Ja og så i 1905 kom der et indgreb med titlen Beskæftigelse af Bydrenge. Nu blev det forbudt at anvende drenge under 12 år som bydrenge. Under 14 år kunne de anvendes til varetransport med en lettere vogntype.

Ja sådanne ændringer krævede ikke engang lovændringer. Ændring af politivedtægten var tilstrækkelig. Det var urtekræmmerne nu ikke så begejstret for. Og det var de heller ikke for bestemmelsen om hvor meget en 14 – årig knægt måtte bære.

 

Yderst beskeden fremmøde

Efter anmodning fra den samlede handelsstand blev der i 1908 vedtaget ved lov, at butikkerne skulle kukke kl. 8 (20). Juleaften kl. 6 (18) og Grundlovsdag kl. 12 middag.

Fra Købmandsskolen var der udgået en skrivelse, hvori man lader valgfriheden råde med hensyn til, hvornår man sender lærlingen til undervisning. Fra skolens side blev der også givet udtryk for, at man ved årets afslutning gerne ville afholde eksamen.

I 1912 holdt en professor et foredrag Salgsteknik og Salgsreklame på Købmandsskolen. Medlemmerne af Urtekræmmerforeningen havde gratis adgang. Det var et yderst beskedent fremmøde.

Og selvfølgelig skulle man også have et sangkor, og det fik man så i 1913.

 

Verdenskrigen gav udfordringer

I august 1914 begyndte Verdenskrigen. Det var en begivenhed, der rystede alle. Urtekræmmerforeningen holdt til tider bestyrelsesmøder 2 -3 gange om ugen. Der skulle hele tiden tages stilling til nye situationer.

 

Afholdsfolkene på mærkerne

Afholdsfolkene var vældigt på mærkerne i 1915. Ja det var vel cirka fem – seks stykker på Nørrebro.  De indsætte et forslag om at forbyde salg af spiritus hos urtekræmmerne. Og det kan godt være at urtekræmmerne også kom på mærkerne efter dette forslag. De udsendte en presseinformation:

• Bestyrelsen vil i Fremtiden have sin Opmærksomhed henvendt herpaa og modarbejde det med alle til Raadighed staaende Midler

Ja, det var ikke et svar, der vidnede om Afhold snarere om Aggressivitet.

 

Nye ”trusler” hang over Urtekræmmerforeningen

Nye trusler hang over Urtekræmmerforeningen, og det var:

• Lærlingeloven
• Meterloven (som også omfattede indførelse af nye lodder)
• Tvungen bogføring

Formanden mente, at man skulle tage sig agt for de nye love. Og så skulle man huske på, at m.h.t. Bogføringen, ja så blev nogle måske have fremmede til at gøre dette.

Og det med Meterloven blev udskudt nogle år, da regeringen ikke kunne skaffe nok metal til gramlodderne.

 

Urtekræmmer ikke altid begejstret for socialhjælp

I 1916 kom der en slags socialhjælp. Det var dyrtidsmærker a 50 øre. De måtte dog kun anvendes til Nødvendighedsartikler. Men det kunne sandelig også misbruges. En mand havde således sparet så mange mærker, at han kunne købe en halv falske akvavit. Den gik dog ikke, selv om manden hævdede, at det var nødvendigt for ham.

De første rationeringskort (for sukker) kom i 1917. Men det blev meget værre. Disse kort førte til stort besvær for de handlende. Systemet førte til skarpe sammenstød mellem købmand og kunde.

Urtekræmmerne var ikke så begejstret for kommunernes socialhjælp. Og det startede med folkekøkkener. De mente, at der hermed gik glip af en stor omsætning.

Spiritusbeskatningen tog rigtig fat i 1917. Cigar – og Tobaksbeskatningen startede også, men i små ryk af gangen.

Man mødtes hvert år til Fugleskydning. Formålet var at styrke venskabet.

 

Man kunne ikke forstå Magistratens indstilling

Urtekræmmere og andre handlende har aldrig kunnet forstå Magistratens holdning til gadehandlere. Man kunne godt forstå, hvis det var arbejdsløse der faldbød frugt, fisk og grøntsager og lignende fra en trækvogn.

Men efterhånden udviklede det sig til faste stadepladser med næsten hele butikker. De handlende beklagede sig over, at de skulle betale afgifter, skatter og husleje.

Disse varer blev efter urtekræmmernes mening udsat for uhumskheder fra gaden. Affald fra hunde og heste blev udtørret i solen, ja og når det så kommer et vindpust kan man godt tænke sig, hvad der sker. Ja de handlende med faste butikker kunne ikke rigtig forstå, hvorfor Sundhedspolitiet kunne tillade dette. Og hvor mon varerne blev opbevaret om natten? Lugten måtte jo tiltrække diverse fyr, mente urtekræmmerne.

 

Man var heller ikke tilfreds med politiet

Man havde tidligere klaget til politiet over ulovlig handel i kolonihaverne. Men politiet havde intet foretaget sig. De foretog sig heller ikke meget over for hjemmefremstilling af brændevin.

Man skulle holde de gældende priser, men det var der nu ikke alle, der gjorde. Således var der butikker, der solgte Persil til underpris. Blev det opdaget, ja så vankede der bøder.

Ja så meddelte Svendborg Eddikefabrik, at de ikke længere leverede til FDB. Glade blev urtekræmmerne.

 

Samme problem som handelsforeningerne

Ja som det vil kunne ses af denne artikel så kæmpede urtekræmmerne ofte med de samme problemer som Nørrebro Handelsforening gjorde. Utrolig var det, at man kunne afse midler til en stiftelse. Ja disse stiftelser var der mange af på Nørrebro. Og som vi tidligere har været inde på, så ejer Nørrebro Handelsforening faktisk endnu deres egen stiftelse i Prinsesse Charlottesgade.

 

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• En stiftelse i Ægirsgade
• En stiftelse i Elmegade
• Et væld af butikker på Nørrebro i 1920
• Kampen om illoyal konkurrence på Nørrebro (1915)
• Nørrebro Handelsforening – efter 1910
• År 1900 på Nørrebro
• Dengang i halvfemserne på Nørrebro
• De første år i Nørrebro Handelsforening og mange flere

 

 

 

Løjt Land – masser af historie og kultur (7)

Vi skal opleve et par sagn. Vi besøger Oldemors Trappe og Æ Knap. Ved Myrepold fandt man 10 skeletter, de kan stamme fra 2.500 år for Kristi. Tænk, Blåhøj rejser sig i en højde af 86 meter. På Kalvø byggede man nogle af verdens største træskibe. Rundemølle er i særdelshed idyllisk. Og Løjt Kirkes berømte altertavle var måske et værn mod Luthers lære. 120 stråtækte huse/gårde er det på halvøen. Mange løjtinger var både karpere, styremænd og kaptajner.

Dette er den 7. artikel om det skønne Løjt Land.

Hvor er Løjt Land?
Ja, Løjt Land er den 64 m2 store halvø nord for Aabenraa Fjord. Genner Bugt finder vi nord for halvøen. Her er masser af stejle og frugtbare morænebakker. De kloge geologer påstår, at det er et produkt af sidste istid. Her er masser af smalle og snoede veje, en masse diger og levende hegn af tjørn, hyld, vildæble, brombær, hassel m.m. Jo, her er det skam også sjovt at cykle, men pas lige på.
Løjt Land ligger mellem to bugter. Her er både klinter og en smuk udsigt til Lillebælt. På halvøen er der fundet ca. 40 gravhøje fra bonde – stenalderen.

Løkker og ”Lejgaf”
Her mange små marker, som her kaldes løkker. Og mange steder på øen kan man finde såkaldte Lejgaf – sten. De er indhugget med årstal fra 1700 – tallet. Egentlig er de en slags skilt, som sognefogeden Jacob Hansen lod udfærdige, efter at han havde repareret og opmålt vejen. Men helt rigtigt så er en Lejgaf sten, en sten, der står i ledet og indhugget på stenen er navnet på ejeren af løkken/marken.

Et særligt kulturlandskab
Her på Løjt Land har det været tidlig udflytning. Områdets tilknytning til skibsfarten benægter sig ikke. Her var masser af velhavende kaptajner m.m. I midten af 1800 – tallet blev der på Kalvø Værft bygget nogle af de største træskibe, der nogensinde har besejlet verdenshavene. Mange søfolk tjente gode penge på søen og investerede dem i gårde på Løjt Land, deraf begrebet Kaptajnsgårde.

Masser af søfolk
En opgørelse fra 1845 viser, at der var 206 søfolk i sognet. Heraf var der 34 skibsførere og 52 styrmænd.
I krigen mod englænderne i 1807 var der også mange løjtinger, der var med. Frederik den Sjette havde givet tilladelse til karperiet. Nogle tjente mange penge i den tid, men for mange hjem betød det også sorg og afsavn.

Spanske og franske lejetropper
Rundt om på Løjt Lands gårde var der indlogeret spanske og franske lejetropper. I Bossegårds ovnhus (æ Backhus) slagtede soldaterne. Og her kunne de fattige på Løjt så overtage resterne. Det skete da også, at nogle af soldaterne måtte en tur den gamle hvælvede fangekælder under gården.

120 stråtækte ejendomme
Halvøen er rig på bygningskultur. Omkring 120 stråtækte ejendomme findes på halvøen. Ofte er disse hvidkalkede eller i blank gulstensmur. Se de mange flotte huse, for eksempel inde i Løjt Kirkeby ind i midtbyen. Mange af gårdene har ligget samme sted i mere end 300 år.

Søfolkene investerede i deres gårde
Næsten alle gårde på Løjt land hørte under kronen, hertugen eller bispedømmet. Enkelte gårde hørte dog under Søgård. Bønderne betalte dog i de fleste tilfælde fra hoveri – arbejdet. Det gav lidt mere personlig frihed, som man ikke fandt andre steder i landet.
Aabenraa var en af de rigeste søfartsbyer, og det kunne i den grad mærkes på Løjt. Kaptejnerne og besætningsmedlemmerne boede på Løjt Land. Kaptajnerne var ofte medejere af skibene. De gode penge, som de tjente på søen investerede de i deres gårde. De medbragte ting og ideer fra det fjerne, og det bærer kulturen den dag i dag præg af.

Den gamle jernbane
Tænk, at her på Løjt gik den gamle amtsbane. Skinnerne er for længst væk. Og en naturoplevelse er at gå på en del af den gamle strækning, Æ Knapsti.

Løjt Kirke
Kirken er opført omkrig år 1100 som en kampstenskirke, og er indviet til Skt. Jørgen. Kirken bærer præg af mange tilbygninger i forskellig byggestil. Allerede midt i 1200 – tallet er den første tilbygning sket.
Ved prædikestolen er der anbragt et lille krusifiks, der stammer fra 1400 – tallets begyndelse. Prædikestolen er oprindelig fra 1557, men blev gennemgribende ændret i 1787. En svær, jernbeslået pengeblok er fra 1500 – 1600 – tallet. Klingpungen af messing og med sølvklokke er enten fra 1727 eller 1717.
I sakristiet er der to malerier fra 1685 af præsten Joh. Hübschmann og hustru. I kirken er der ophængt to malerier fra 1700 – tallet.
Det eneste, der er bevaret af den ældste kirkes inventar er døbefonten. Den er tilhugget af to granitblokke. Dåbsfadet er af messing er fra 1700.
I kirken er der plads til 400.

8 veje snor sig til kirken
Tænk at hele 8 veje snor sig hen til dette hus på bakken. Disse veje er slidt ned i landskabet, efter at bønder med slæder og vogne baksede med store marksten frem til byggepladsen. Den ældste kirke blev nemlig bygget af markens kampsten.

Altertavlen i Løjt
Altertavlen er nok en af Danmarks fineste og bedst bevarede altertavler. Det er et kunstværk fra 1520 med et mylder af udskårne, malede og forgyldte figurer, med fløje og låger. Det smarte er, at Altertavlen kan ændres efter kirkeårets begivenheder.

Den katolske biskop, Godske Ahlefeldt
Over altertavlen kan ses et klakmalet våbenskjold med en biskops stav og hue med bånd. Våbnet tilhørte den sidste katolske biskop over Slesvig Stift, Godske Ahlefeldt. Og hvad laver dette våbenskjold i Løjt Kirke. Med stor sandsynlighed betyder det, at det er denne biskop, der har foræret kirken denne flotte altertavle.
Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med denne adelsfamilie. Og Godske var en højt begavet personlighed, der gjorde en fin gejstlig karriere i Rom. Han havde studeret i både Bologna og Rostock.
Ahlefeldt forsøgte sig med nye tanker og ny inspiration til kirken. Det er sikkert også ham, der har udvalgt billederne til den enestående altertavle. Han har også stillet det ikke ubetydelige beløb til rådighed. Man kan så undre sig over, at Løjt så skulle have denne smukke altertavle. Måske var det fordi at Løjt var det nordligste sogn under Slesvig.

Måske som middel mod den lutherske tanke
Nord på i Haderslev var de lutherske tanker begyndt at få fodfæste. Eftertiden viste dog, at Godske Ahlefeldts tanker ikke fik fodfæste. Martin Luthers kamp mod den bestående kirke startede i oktober 1517. Ahlefeldt var godt klar over, hvad disse angreb kunne betyde. Han indførte nogle nye reformer. Således fik han trykt en bønnebog, en oversigt over kirkeårets fejringer og en alterbog.
Altertavlen kunne godt virke provokerende dengang. Det var dengang, at gudstjenesterne foregik på plattysk. Ahlefeldt kaldte tilhængerne af Luther for Den Martianske Sekt.

Rundemølle
Vi er i bunden af Genner Bugt, lige vest for bebyggelsen Fuglelund. Her er meget kuperet, og møllen ligger i en tunneldal. Her løber Elsted Bæk og Kirkebækken sammen for derefter, at løbe ud i Genner Bugt, lige nordøst for Rundemølle.
I Trap kan man blandt andet læse:
– Ved Rundemølle finder vi et pragtfuldt udformet østsønderjysk landskab med stejle skovbeklædte skrænter, rig skovvækst, hastigt rindende bække og et skønt beliggende gammelt møllecentrum.

Møllen nævnes i 1436
Jo den mølle har en lang historie bag sig. Den nævnes første gang i Slesvig – bispens jordebog fra 1436. Først i 1945 blev driften af møllen opgivet. I 1967 blev bebyggelsen betegnet som dambrug.
I Jordebogen fra 1704 finder vi bl.a. følgende beskrivelse:
– Møllen har et godt tilløb af vand, der kommer fra små bække, hvori der findes kilder og følgelig derfor også har vand om sommeren.
– Ved friskøtterne er dæmningen beskadiget, og ligeledes dæmningen og broen, som snarest bør gøres i stand.
Friskytter var betegnelsen for de danske våbenføre mænd, der kæmpede mod svenskerne over en periode på 130 år, fra 1563 til 1680.

Hvorfor ødelægge dette historiske klenodie?
Det er en skam, at Rundemølles mølledams – og broanlæg blev beskadiget ved anlægsarbejder i 2008. Anlægget blev delvis fjernet og lod sig ikke rekonstruere. Store kulturhistoriske værdier gik dermed tabt. Man kan ikke mere eftervise de tidlige industrielle produktioner i Sønderjylland. Hvorfor man ved sådanne anlægsarbejder ikke gør brug af arkæologer er uforståelig.

Historiske udstillinger
Store summer er der ofret på Rundemølles hovedbygning. Den er i dag udlejet til beboelse. Magasinbygninger er stillet til rådighed for historiske udstillinger. Her har tidligere været stald, mejeri, bageri m.m.
Hvorfor hedder det Rundemølle? Ja et møllehjul er rundt. Men er det derfor. Kan det være stedet, der hentydes til, eller har der ligget noget her før i tiden, som vi ikke kender noget til?

Sillehoel
Egentlig blev en anden mølle nævnt tidligere i historien. Det er den nærliggende Lillemølle (Sillehoel Mølle). Den lå ved et mindre sidevandsløb til Elsted Bæk.
Sillehoel gård lå i udkanten på kirkebyens gamle bymark. Det tidligere navn for gården er Eneboel. Hoel er det gamle sønderjyske navn for kløft. Sillehoel var en af de såkaldte Svabsted – gårde, og nævnes i Slesvig – bispens jordebog i 1436 som Seliholde

Var det et spøgelse?
Løjt Land er rig på sagn og fortællinger. Således er et af disse tilknyttet omtalte gård. En kone fra gården, var død og lagt på strå i piselen. Men åbenbart var hun ikke helt død. For da gårdens folk sad ved nadverbordet, så kom konen gående i ligklæderne. Hun levede et helt år længere. Hvem hun var, vides ikke.

Mange familier led tab
Gennem 200 år var det familien Hohlmann, der var ejer på gården. Som så mange andre Løjt – slægter tog de til søs. Flere gange krævede dette ofre. I 1877 druknede en styrmand Hohlmann ud for Japans kyst. Han var med Aabenraa – skibet Catherina ført af den navnkundige kaptajn C.C. Fischer.

Kalvø
Kalvø er egentlig en ø, som ligger i Genner Bugt. Den er forbundet til fastlandet med en dæmning. På øen er der både lysbådehavn og badehotel. Her kan du gå en skøn tur rundt om hele øen på en natursti.
Store dele af øen er blevet brugt til grusgravning. Ikke uden grund har man kaldt denne del for Ørkenen. Her kan man se store vandreblokke, som er ført hertil i istiden.

Den store skibsredder
Skibsredder, Jørgen Bruhn købte i 1847 hele øen for 6.360 rigsdaler. Dengang var øen ubebygget. Bruhn byggede smedje, bedding og boliger. Værftet blev efterhånden meget betydelig. Det første skib løb af stablen i 1858. Det hed Cimber, og var det største koffardiskib i Danmark. Bruhn byggede senere både dæmning og bro til øen for at lette trafikken.
Rygter vil vide, at man brugte en skibssætning fra vikingetiden, som stod på stranden som fyld i dæmningen.

Det sidste skib fra 1868
Det sidste skib, der blev bygget på Kalvø var i 1868.
Efterhånden som sejlskibene mistede deres betydning mistede værftet sin betydning. Et enestående industrieventyr fandt sted her på øen. Og man kan vel også konkludere, at Jørgen Bruhn, som vi andre steder her på siden har beskrevet, var enestående.

Det ligner Nyboder
Hvis man besøger øen i dag kan man endnu finder rester af Jørgen Bruhns bygningsværker. De gamle arbejderhuse har noget Nyboder – agtigt over sig. Den gamle smedje er også bevaret.
I 1960erne var det meningen, at der skulle bygges et savværk på øen, men det blev dog aldrig til noget. I 1974 købte Miljøministeriet øen for at sikre offentlig adgang.

Sørøveren Ridder Call
Der er vel cirka 10 fastboende på øen den dag i dag. Der har boet folk herover siden stenalderen. Og navnet på øen stammer fra, at kalve kom til græs på øen. Nogle mener dog, at øen er opkaldt efter sørøveren Ridder Call. Historiske kilder fra 1200 – tallet kalder stedet for Call Ø
I 1641 viser et kort af Johannes Mejer, at øen er dækket af skov. I Danske Atlas fra 1781 nævnes det, at øen var ubeboet.

En beskrivelse fra 1851
Men se engang her, hvad avisen Freja skrev i 1851:
– Gjennerbugt er af Naturen udrustet med Fortrin og omgiven med saa mange Skjønheder, at der vel næppe paa hele Østkysten findes en Havbugt, der kan maale sig med den.
– Vor Egn er udrustet med smukke og romantiske Partier, men en af de skjønneste Udsigter er vel den, der aabner sig fra Gjennerbugt fra høiderne ved Runde Mølle, hvor man paa en klar Sommerdag her et Prospect som Sydlandene ikke kunne levere skjønnere.

Barsø
Denne ø er opkaldt efter den krigeriske høvding, Bars. For at komme til Barsø, skal du tage den lille færge fra Løjt Land. Her er vel plads til 10 – 20 passagerer. Og når du kommer til øen, er der hverken butikker, asfalterede veje eller gade belysning. Hvor mange gårde, der er tilbage? Ja det er vel syv stykker tilbage. Og de har fælles græsning. Indrømmet det er meget længe siden, undertegnede har været der. Øen er vel 2 gange 1,5 kilometer. Så den er til at overskue.
Her på øen var også engang en mølle.

Blåhøj
På toppen af Blåhøj er der en fantastiske udsigt ud over Løjt Land, fjorde og bugter. Vi er skam også op i 86 meters højde.

Myrepold
Myrepold er en stordysse fra ca. 2.500 år for kristi. Den har et tre meter langt gravkammer. Dyssen blev udgravet i 1888 og indeholdt 10 skeletter, samt flinteøkser, stendolke, lerkar og ravperler. I dag er der offentlig adgang til dyssen.

Jørgensgård Skov
Syd på tæt mod Aabenraa ligger statsskoven Jørgensgård Skov. Som knægte cyklede Ingolf og jeg turen fra Tønder her til. Sikke en oplevelse. Og inde i Åbæk Bugt var vandet så klart, at vi dykkede ned til bunden for at hente bajere. Dernede kunne de holde sig kolde.
Indtil reformationen tilhørte skoven spedalskheds – hospitalet, som var viet til Skt. Jørgen. Endnu kan man finde spor i skoven fra den tid. Der er adskillige udgravede render, hvor munkene tog ler til teglbrænding. Helt op til nyere tid har der ligget teglværker i området.

Ved kaptajn Bruhns bøg
Ved Totensprung og Kaptajn Bruhns Bøg har der fra gammel tid været festplads. Her sejlede Aabenraa’ s befolkning ud og holdt fester. Det er jo også her vi finder den berømte restaurant Æ Knap. Navnet Knap er slet ikke sønderjysk, men norsk. Det betyder det kullede – men nu bevoksede bjerg. Og det er jo netop ved Stenbjerg Mølle, hvor restaurant Knappen ligger.

Oldemors Trappe
Oldemors Trappe var sammen med Knappen med i et afsnit af Rejseholdet for en del år siden. Ja da man så det, fik man jo helt hjemve. Men egentlig så er Oldemors Trappe et gammelt stisystem fra først i 1800 – tallet, hvor der lå et badesanatorium ved Laimun. Ja og dette navn er taget fra en havbugt ved Hong Kong. Jo søfartshistorien fornægter sig ikke.

Sagn og Historier
Man har været flittig til at samle sagn og historie på Løjt. Vi har allerede i de seks foregående artikler om Løjt bragt et par stykker, men ikke disse.
– Nis Pug boede på gården Elberg. Han elskede at sidde i loftslugen og sole sig. En af gårdens karle havde opdaget den lille husnisse i lugen. Med en høtyv fik han tvunget nissen ned på jorden. Nis Pug blev rasende, og hans hævn udeblev dog ikke. For da karlen næste morgen vågnede, befandt han sig til sin store skræk liggende på nogle stænger over gårdens åbne brønd.

Uhyret på Smedebjerg
– Det var en månelys aften. Da han var kommet et stykke ned af bjerget lyttede han. I det fjerne lød der en brusen og prusten, som han aldrig havde hørt før. Lyden kom nærmere og nærmere. Et stort sort uhyre passerede tværs over vejen. Ved dette syn blev manden så skrækslagen, at han tog flugten. Han skulle bare væk fra det sorte uhyre. Da han nåede Elbjerg, standsede han ganske udmattet. Der hørtes ikke en lyd.
Mange år senere prustede et sort uhyre sig flere gange dagligt tværs over vejen på det sted, hvor manden havde fået sin forvarsel. Den smalsporede jernbane, Æ Kleinbahn var kommet til Barsmark.

Bulbrospørgelset
Barsbækken, som løber under Bulbro, danner grænsen mellem Løjt Kirkeby og Barsmark.
– Engang spøgte det ved Bulbroen. Ingen turde næsten at passere broen. Når man nærmede sig, lød der en ynkelig jamren fra broen. Da pastor Bendixen hørte om dette forsynede han sig med biblen og salmebogen og tog mod broen. Og ganske rigtigt, da han nærmede sig broen hørtes en tydelig jamren. Han steg af hesten og gik hen mod broens kant. Han lænede sig ud over rækværket og råbte: ”Er du en ånd, da vig bort i Herrens navn, men er du et menneske, da kom frem”.
Det gik et minut, så hørtes plasken. En gammel krumrygget kælling kom frem. Pastor Bendixen kendte hende. Hun boede i vestenden af Barsmark Bygade. Præsten vil da gerne vide, hvorfor hun opførte sig sådan. Og hun svarede, at hun bare ville jage folk et skræk i livet. Præsten tog sin ridepisk og gav hende en ordentlig omgang. Hulkende skyndte hun sig hjem.
Efter den tid hørte spøgeriet op.

Rytterkilden
– Ved huset Vindeltrappen (æ Vindeltrap) fandtes en brønd, som blev kaldt Rytterkilden (æ Rytterkvæld). Dette navn fik den, fordi nogle kejserlige ryttere under Trediveårskrigen plejede at vande deres heste ved denne brønd, som formodentlig ikke var stensat, men var en naturlig kilde. Det har muligvis været disse ryttere der dræbte gårdmændene Mads Moos og Asmus Petersen fra Løjt Kirkeby. Sagnet tilføjer, at en af rytterne efter drabet forsøgte at drukne sig i kilden.

– Mon ikke vi snart vender tilbage med den 8. artikel om Løjt

Kilde: Se
– Litteratur Løjt

Hvis du vil vide mere: Læs
– Løjt Land – den femte tur
– Løjt – mellem dansk og tysk
– Anekdoter fra Løjt
– Løjt, Løjtninger og Løjt Land
– Løjt Land i begyndelsen
– Løjt Land – nordøst for Aabenraa
– Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
– Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864

Hvis du vil vide mere: Om Søfart i Aabenraa:
– Flere skibe fra Aabenraa
– Skibe fra Aabenraa
– Skibsbyggeri og industri i Aabenraa
– Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
– Aabenraa, skibe og søfart
– En skibskaptajn fra Aabenraa
– Aabenraa som søfartsby

Hvis du vil vide mere: Om Ahlefeldt:
– Fra Varnæs til Felsted
– Hvor ligger Tumbøl?
– Ahlefeldt og Søgård
– Gråsten – en flig af historien
– Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Søgård
– Ahlefeldt – fra storhed til fald
– Trøjborg – den fjerde historie
– I Rinkenæs Sogn
– Adel og Storgårde i Tønder Amt
– Adelslægten fra Aabenraa
– En adelsborg ved Tønning

Blegdamshospitalet på Nørrebro
Der var kaos, hver gang en ny epidemi brød ud i København. Der manglede i den grad sygehuse. Da planerne om Blegdamshospitalet, kom frem var der masser af betænkeligheder og advarsler fra de nærmeste naboer. Og aviserne kom, da hospitalet, var etableret med frygtelige historier. Langt senere kunne Berlingske dog berette om, at hospitalet tilhørte eliten i Europa.

Se artikeloversigt
Vi har i slutningen af denne artikel henvist til en række andre artikler omkring sygdom og artikler, der har relevans til de emner, der er taget op i denne artikel.

De smittede var udelukket
Krige førte ofte pest og andre epidemiske sygdomme med sig. Med korstogene fulgte spedalskheden. De angrebne var som udstødte. De boede for sig selv, og bar egen dragt, når de var ude og tigge. De skulle klapre med træstokke for at melde deres ankomst, så folk nå at tage sig i agt for dem.
I spedalskhedshospitalerne holdt man kønnene adskilt. Disse hospitaler var viet Skt. Jørgen. I København nævnes Skt. Jørgens Gaard første gang i 1261. I Christoffer af Bayerns Stadsret fra 1443 påbydes alle, der angribes af denne sygdom at tage fast ophold på Skt. Jørgen.
Bygningen blev bevaret som epidemihospital til 1609.

Den sorte død
I 1350 fortæller et sagn, da strandede et skib på den jyske vestkyst. Den medførte Den Sorte Død. Blodstyrtning hjalp ikke.
Seere fulgte dysenteri, tyfus, malaria, kighoste og mæslinger. I det 16. århundrede fortsatte epidemierne. I 1520 raste en voldsom pestepidemi. I 1629 og 1652 ramtes landet igen af en Blodsot og hidsig Feber. Diverse pesthuse blev oprettet mange steder.

Pesten bredte sig lynhurtigt
Byens dårlige hospitalsforhold var sikkert medvirkende til at pestepidemien i 1711 bredte sig så kraftig. Selv efter de første tilfælde, blev der ikke truffet nogle særlige foranstaltninger til at hindre udbredelsen.

12.000 døde af ”Kopper”
Godt nok gik det lang tid til koleraepidemien i 1853, men ind imellem var der mange infektionssygdomme. Således døde over 12.000 personer af kopper. Men folk døde også af mæslinge, malaria og influenza.

Gode råd mod kolera
Fjorten dage efter, at der var konstateret kolera i 1853, bekendtjorde Sundhedskommissionen, at få at undgå smittefare, gjaldt det om ikke at opholde sig indelukket, fordærvet og fugtig Luft. Det blev tilrådet for ikke at blive forkølet at bære et varmt Bælte om Maven og uldne Klæder nær Kroppen.
Man skulle sørge for Renlighed, saavel i Linned og Lagener, som ved Badning og Vaskning af Legemet. Man skulle endelig vogte sig for uafbrudt Aandstrengelse, nedtrykkendene Sindndslidelser, især Ængstelse og Frygt, Nattevaagen og alt, had der for Resten svækker Legemet. Meget vigtigt skulle man iagtage Maadehold i Spise og Drikke.

Ikke alle kure virkede
På Frederiks Hospital havde man indrettet en særlig afdeling til at modtage kolerapatienter. Man havde også indrettet forskellige teltlejre. Man forsøgte med en speciel Dampseng. Og så måtte patienter pakke sig ind i dyner og tæpper, indtage skoldhed hyldete, og hver halve time skulle de indtage 20 dråber ammoniakopløsning. Resultatet blev en forgiftning, som ikke hjalp mod koleraen.

Da Kommunehospitalet blev etableret
På Søetatens Hospital i Nyboder modtog man 558 smittede personer. Af dem døde de 385. På Garnisonssygehuset i Rigensgade var næsten hele personalet blevet ramt. Man var bange for, at driften helt skulle gå i stå.
Vor Frelsers Arbejderhus på Christianshavn døde 212 af de 343. De fleste af dem hørte til Gadens lette brigade. Også på Nørrevold indrettedes et samlingssted til 50 patienter, men snart rummede stedet 511 patienter, og af dem døde de 311.
Denne koleraepidemi var direkte årsag til opførelsen af Kommunehospitalet i 1859 – 63. Foruden de medicinske og kirurgiske afdelinger, blev der oprettet en Isolationsbygning for enkeltvis forekommende Tilfælde af farlige smitsomme Sygdomme (Kolera, Kopper) med Plads til 20 Senge (senere udvidet til 42) ligelig fordelte paa begge Køn.

Masser af lazaretter
Men på grund af for lidt plads, blev der nødvendigt at anbringe kolera – patienter i selve hovedbygningen. De patienter, der led af epidemisk øjensygdomme blev anbragt på Almindeligt Hospital. To år efter blev det nødvendigt under truslen af en kommende epidemi at oprette et koleralazaret i en tidligere officersbolig på Kastellet. Et par mindre lazaretter blev yderligere oprettet.
Da der i 1871 opstod en tyfusepidemi viste Kommunehospitalets epidemiafdeling atter engang at være for lille, selv om der i dens have blev rejst et ammunitionstelt og en træbarak. Da denne epidemi døde, steg antallet af koppepatienter. Derfor måtte man tage Enighedsværn i nærheden af Hovedbanegården i brug som kappelazaret. Igen viste det sig, at man slet ikke var ordentlig forberedt.

Erkendte dårlige boliger
Det var omkring 1860erne man påbegyndte opførelsen af Lægeforeningens boliger på Østerbro. Man havde endelig erkendt, at der skulle gøres noget ved de hygiejniske forhold.
Landets hovedstad var i 1853 en hygiejnisk katastrofe. Sundhedsvæsenet var underdimensioneret og ude af stand til at håndtere katastrofen. 4.737 københavnere var i løbet af to uger døde. Lægerne havde ikke forståelse for sygdommens årsag. Deres kundskaber stammede tilbage fra ældgamle dogmer. Deres gode råd var ofte til mere skade end til gavn.
Lægerne ordinerede stadig åreladning, grødomslag og spansk flue. Kirkegårdsgraverne på Assistens Kirkegården havde usædvanlig travlt.
Endelig blæste man til kamp mod fattigdom og smuds. Dem, der havde råd flyttede fra loppebefængte pjalteborge på Nørrebro til det nye modelsamfund på Østerbro. Her kunne børnene opleve grønne omgivelser og mærke den friske luft fra Øresund.
Folk boede i faldefærdige lejekaserner, og vi hører i tidligere artikler her på siden om børneliv i rendestenen, kreaturer på tredjesal og glædespiger.
Lægerne blev efterhånden af Georg Brandes udnævnt til Tidens Helt. Det var det da også grund til. For i løbet af få år, ændrede lægestanden sig. Vi kender makabre amputationer fra De Slesvigske Krige.

Øresundshospitalet
Langt om længe fandt politikerne ud af, at der skulle byggeset egentlig epidemi – hospital samt et hospital for kolerapatienter. Til dette fandt man en grund i en grund i Slagtervænget lige syd for Svanemøllen. Her opførtes i 1866 – 1867, Øresundshospitalet.

Pavillon – eller Baraksystem
Såfremt en epidemi antager større omfang skulle der anvendes et større epidemi, måtte man have et større epidemi – hospital. Til dette udvalgtes et areal i den sydvestlige del af Blegdamsfælled. Grunden var tilpas rummelig og afsides.
I modsætning til Kommunehospitalet skulle der bygges efter pavillon – eller baraksystemet. Dette skulle give bedre fleksibilitet. De smittede personer skulle anbringes i tilpas afstand fra hinanden.

Sognepræst advarede
Sognepræsten ved Johannes Kirke, pastor Frimodt ville gerne have lægernes ord på, at smitten ikke kunne nå den nærliggende befolkning og navnlig de tre skoler i Nørre Allé, på Skt. Hans Torv og Blegdamsvejen, som dagligt blev besøgt af ca. 2.000 børn. Men pastoren var også bekymret for den talrige menighed, der hver søndag samledes i kirken. Han skrev bland andet:
– Den naturlige Frygtagtighed og Rædsel, der griber saa mange Mennesker alene ved, at de vide sig i Nærheden af en smitsom, ondartet Sygdom ikke udryddes.
Pastoren foreslog i stedet, at hospitalet blev anbragt i den nordøstlige del af Lammefælleden.

Grundejerne betænkelige
Grundejerne på Blegdamsvejen var også betænkelige. De mente, at hospitalets opførelse vilde medføre skadelige Følger for deres Ejendomme, idet der matte ventes, at Folk vilde frygte for at bo i Nærheden af et saadant Hospital, og at deres Lejligheder derfor vilde synke meget i Værdi.
Indsigelse fra Ting – og Arresthuset
Indsigelse var der også fra inspektør ved Ting – og Arresthuset, som også var birkedommeren i Københavns Amts Nordre Birk. Denne Hr. Schow mente, at placeringen var uheldig, når man betænkte, hvor mange mennesker, der dagligt færdes på Ting – og Arresthuset.
Professor Thomsen mente dog ikke, at smitten kunne overføres gennem luften. Og hospitalet kom til at ligge 25 – 30 alen fra nærmeste beboelse.

Godt indhegnet
Grunden tilhørte Krigsministeriet, og de stillede en række betingelser. Arealet skulle omgives af et stærkt 3 ½ alen højt stakit med dobbelt tjørnehegn inden for stakittet. Der skulle også i et bælte af 30 – 50 alen plantes træer. Man anså det også for vigtigt at anlægge en dyb grøft om hele arealet.
Hovedindgangen skulle være fra Blegdamsvej. Men der skulle også være en udgang til Nørre Allé ud for Møllegade.

12 sygebygninger
Arealet blev større end ventet, på hele 14 tønder land. Nu blev der således plads til 12 dobbelte sygebygninger med 288 senge og en officiant – og en observationsbygning med 24 senge og i telte 100 senge.

Athene vogtede over hospitalet
Hele projektet blev udarbejdet af arkitekt Heinrich Vilhelm Friedrichsen. Han har også stået for Øresundshospitalets oprindelige bygninger. De fleste af hans bygninger var opført af gule sten med sort skifertag. De egentlige sygebygninger var kun på en etage. Administrations – og driftsbygningerne var på to etager.
Administrationsbygningerne var beliggende bag et lille anlæg ud til Blegdamsvej med de berømte magnolietræer. Over den lave portfløj var opstillet hospitalets varetegn Athene, der værger sine børn mod pestgudens pile. Dette var udført af Vilhelm Bissen.

Belægningen var lille
I de første år var belægningen ikke ret stor. Indtil 1883 blev der kun behandlet 30 – 60 patienter hvert år. Men opførelsen af de manglende bygninger blev dog ikke udskudt. Med fuldførelsen af de sidste bygninger fik hospitalet sin endelig form i 1884.

Udlændinge betalte overpris
I de første år skulle indenbys boende på fællesstue betale 1,20 kr. om dagen. Enestue kostede 2,20 kr. pr. dag. Udenbys boende skulle betale en del mere. Udlændinge kom til at betale 6 kr. for en enestue.
Endnu i 1884 blev der kun behandlet 808 patienter. I 1887 var dette antal vokset til 2.130.

584 patienter på en gang
I slutningen af 1883 udbrød der skarlagensfeber. I alt blev der behandlet 5.001 patienter i løbet af et år. Trods diverse udvidelser måtte der i hast skaffes flere telte. Den 10. februar 1884 husede hospitalet hele 584 patienter.

Et barn var ved at blive kvalt
Men ikke alle var lige tilfredse. Det kunne Aftenbladet i februar 1890 berette om. Et barn var indlagt med difteri. Af frygt for smitte måtte barnet ikke modtage besøg af forældrene. Endelig fik faderen en tilladelse. Det han fandt, var at hans barn var ved at kvæles af slim. Trods det, at enhver sygeplejerske vidste, at sådan et barn skulle tilses med jævne mellemrum, lykkedes det først efter lang tids søgen at finde en stuepige, der ville hjælpe barnet. Faderen fik barnet overført til enestue med særlig pleje. Men barnet døde efter få dage. Sygehuset måtte efter faderens klage indrømme, at den sygeplejerske, der skulle føre tilsyn havde vist stor skødeløshed.

Sygeplejerske slog børnene
Den 30. juni 1891 skrev Aftenbladet om en sygeplejerske, der slog de indlagte børn. Således havde sygeplejersken rusket en lille seksårig pige, der var indlagt for difteri i håret. Grunden til sygeplejerskens vrede var, at pigen havde kastet sin mad op. Artiklen vakte naturligvis vrede. Det førte til et sagsanlæg mod redaktøren af Aftenbladet. Han måtte af med 200 kr.
Berlingske roste sygehuset
I 1896 blev hospitalet dog rost i Berlingske Tidende:
– Kjøbenhavn staaer nu blandt de første Byer med Hensyn til sit Hospitalsvæsen, og naar man omtaler Europas store Hospitaler, maa da Blegdamshospitalet nævnes som et Mønsterhospital, baade i henseende til selve Indretningen, Behandlingen og Sygeplejen, der nu i Modsætning til ældre Tid staar paa et hit Trin, idet Functionairerne ved denne nutildags udgaae fra de mere dannede Klasser i Samfundet.
Blegdamshospitalet blev senere udvidet, så man ekstraordinært kunne modtage 600 patienter.

Difteri var en frygtet sygdom
I tidligere tid var difteri en af de mest frygtede sygdomme. Men ved hjælp af serum, der var blevet fundet i 1884, er dødeligheden blevet reduceret betydelig. I 1935 blev 1.757 patienter indlagt på Blegdamshospitalet med difteri. 35 døde.

Nye redskaber
Omkring år 1900 havde lægestanden taget nye redskaber i brug. Nu havde man mikroskoper, røntgenkanoner. Og vaccinationer og antiseptiske forholdsregler blev taget i brug. Man var godt i gang med at halvere børnedødeligheden.

Den Spanske Syge i 1918 – 1919
En af de mest travle år i Blegdamshospitalets historie var under den store influenzaepidemi, den såkaldte Spanske Syge, der i efteråret og vinteren 1918 – 1919 hærgede i byen.
Øresundshospitalet og Bispebjerg Hospital måtte træde hjælpende til. Ved Øresundshospitalet blev der ligeledes rejst telte. Sundholm, St. Johannes Stiftelsen og St. Johannes Stiftelsen indrettede også i hast specielle afdelinger. Men også læger og sygeplejerske blev smittet. En enkelt dag var 280 ansatte syge. Frivillige måtte træde hjælpende til.

Hospitalet nedrevet i 1974
I 1939 blev hospitalet udvidet med en øreafdeling og i 1942 kom en røntgenafdeling til. En selvstændig børneafdeling blev oprettet i 1955. Denne blev så i 1969 overflyttet til Rigshospitalet.
I 1974 blev hospitalet nedlagt for at give plads til Panuminstituttet.
Kilde:
– Blegdamshospitalet i Kjøbenhavn 1879 – 1904
– Steffen Linvald: Blegdamshospitalet (1954)
– Bastholm: Sygdomme i Danmarks Middelalder (1942)
– Carl Bruun: Kjøbenhavn 1 – 3 (1887 – 1901)
– Villads Christensen: København 1840 – 1857(1912)
– O. Nielsen: Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse 1 – 6 (1877 – 1892)
– Klaus Larsen: Smitstof – Kampen mod sygdom i 1800 – tallets Danmark

Hvis du vil vide mere: Om syge, sygdom og sygehuse: Læs
– Livet på Ladegaarden (Nørrebro)
– De Kellerske anstalter på Nørrebro (-)
– Et Hospital på Nørrebro (-)
– Ladegården – dengang (-)
– Pest på Nørrebro (-)
– En stiftelse på Østerbro (Østerbro)
– Røverhistorier fra Lægekunsten (København)
– Skt. Jørgen – helgen, hospital og sø (-)
– Pest i København (-)
– Et Apotek i Haderslev (Sønderjylland)
– Hekseafbrænding i Ribe (-)
– En Fysikus fra Aabenraa (Aabenraa)
– Sygehuse, apoteker og læger i Aabenraa (-)
– Syge mennesker i Aabenraa (-)
– Aabenraas fattige (-)
– Jordemødre, Hekse og kloge koner (-)
– Fattige i Tønder (Tønder)(-)
– Ulrich – en fysikus fra Tønder (-)
– Sygdom og andre lidelser i Tønder (-)
– Apotekeren fra Højer (Højer)
– Den mærkelige læge fra Højer (-) og mange flere

Artikler omhandlende stikord fra overnævnte artikel: Læs:
– Det Gamle Nørrebro – og de Fattige
– Lokummer på Nørrebro
– Raberberlandet
– Den sidste badeanstalt
– At bo på Nørrebro
– Latriner og kloaker på Nørrebro
– Under jorden på Assistens Kirkegård
– Den stinkende kloak på Nørrebro
– Fattiglemmer på Ladegården
– Byggespekulation på Nørrebro
– Livet på Assistens Kirkegård
– Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
– Badeanstalter på Østerbro
– Brumleby på Østerbro

Foredrag den 21. august 2014 i Frihavnskirken i anledning af 90 års dagen for anlæggelse af den nuværende Classens Have. Vi skal kigge på Østerbros første gourmet – restaurant. Classen lavede et lille sidespring. Og vi skal høre om udfaldet i 1807. Fru Heiberg sørgede for hvide svaner. Holstein blev sur, og H.C. Andersen jagtede gratis middage. Lig var ikke engelske soldater, og så kunne fru Heiberg ikke lide hendes naboer. Hvem boede på Østerbro, og så hører vi om den sidste blodbøg. Til sidst var der ikke mere udsigt over Øresund på grund af plankeværker.

 

Vi besøger også naboerne

Ja egentlig skal vi i aften høre om, hvad der er foregået inden for rammerne af Rosenvængets Alle, Gefionsgade, Classensgade og Østerbrogade. Men sådan bliver det dog ikke helt. Vi skal også høre, om nogle af de gader, der ligger inden for den ramme, og høre, hvorfor de har fået de historiske navne. Men vi går da også lidt ud over disse grænser, for vi skal også høre om livet dengang på Østerbro.

 

Tilbage til 1658

Vi skal langt tilbage i historien. I 1658 benævnes haven som Verner Klaumans Have. Senere blev det til Laurvigens have og Ahlefeldts Have.

I 1659 er haven omtalt i Resens Atlas. Her talte man om en inddeling i fire dele. Mod øst grænsede den ned til Sundet. Mod nord var det til afløbet fra Vartovs voldgrave. Hele vejen rundt var den markeret med levende hegn. Midt i haven var der et tårn med buede side r og løgkuplet tag med flag på toppen.

I 1679, da den pensionerede jæger John Danzer, byggede et udskænkningssted på rester af fæstningsværk. Dantzer fik ret til udskænkning af øl og vin samt oprettelse af en skydebane.

 

Holberg fik inspiration

Allerede i 1682 var huset overgået til Niels Grøn. Og det var herfra, at Holberg fik inspiration til Jacob von Tyboe. Der var opstået problemer med naboen. Han havde forhindret afløb fra fiskedammene.

Allerede i 1707 var stedet anerkendt som traktørsted. Ejeren hed Melchior Verhagen. Han skulle tituleres med kok og gæstgiver. Da hans kone, Sara Cornisdatter bukkede under for pesten, overvejede han at sælge. Han fandt sig dog en ny kæreste, Johanne Borgvad, som overlevede ham. Dengang talte man om et bygningsværk på 12 fag.

 

En stor bygning

I 1722 var der her et bygningsværk på 19 fag i bindingsværk. Her var to køkkener med murstensgulv, spisekammer og 2 stuer betrukken med spånmåtter. Her var en stald med plads til 13 heste.

Her var sandelig to fiskehuse, der ikke lå langt fra hinanden. Og den vi her taler om, er Kongens Fiskerhus. Gad godt nok vide, om det er Østerbros første gourmet – restaurant. I 1722 blev der averteret:

Liebhavere herefter for en billig Betaling vorde akkomoderede efter enhvers Stand og Begæring med vederbørligt Traktemente af en Traktør som tillige under sine Gæster den Fornøjelse at betjene sig af den derved beliggende smukke Have.

 

To Fiskehuse

Som sagt var der to fiskehuse. Det ene var et lille opsynshus. Den blev også kaldt for Røverborgen og var en del af fæstningsværket Vartov. Jo her boede den kongelige fiskemester og holdt øje med, at alt gik ordentlig til, helt fra Holbergs tid. Og det sjove, at huset lå der, hvor Holsteinsgade 27 i dag ligger.

 

Her kom de fine

Kokken i 1728 i Fiskehuset hed Kristian Hansen. Han havde af ejeren Andreas Høyer lejet stedet. Han serverede Fisk og Vildt over fornemme Liebhavere, men alligevel for en civil Pris.

Året før havde man talt om en stor have med 218 frugttræer, og fem fiskedamme.

Jo her kom de fine. I 1738 holdt kongefamilien taffel i Grev Laurvigs Have. Ja og sandelig så boede her også Peter den Store.

 

Alt godt kommer fra Sønderjylland

Alt godt kommer som bekendt fra Sønderjylland. Og det gjorde generalmajor J.F. Classen også. Det vil sige, at hans far kom fra Sønderborg. Han var organist, men udvandrede til Norge, og her kom vores hovedperson til verden. Nu var det heldigt, at han tog navneforandring, for ellers ville haven have heddet Clausens Have og kvarteret, Clausens Kvarter. Navneforandringen skete af to omgange. Det var sikkert ikke fint nok med et S i Clasen, så derfor blev det til 2 S’er som i Classen.

Det var den bagerste del af Rosenvænget, der i 1726 var blevet solgt til direktør i det vestindisk guinesiske kompagni, Frederik Anton Daneskjold – Laurvigen. Efter dennes død i 1754, blev ejendommen solgt til Classen.

 

J.F. Classen havde talent for handel

Johan Frederik forsøgte at uddanne sig til præst. Men ak, det egnede han sig ikke til. Men han var god til handel. Og efter diverse handelsselskaber etablerede han i 1756 et krudtværk og kanonstøberi i Frederikssund sammen med Just Fabritius. Ja egentlig blev Frederikssund, Danmarks første industriby. De blev kæmpeleverandør af krigsmateriel. Man sagde noget om, at Classen snød sig til større leverancer. Men undersøgelser afslørede ikke kriminelle handlinger.

J.F. Classen var tæt tilknyttet kongen. Med årene kom han også til at eje vandmølle, teglværk, vognfabrik, voksdugsfabrik, fajanceovnsfabrik, vokslysefabrik, gørtlerværksted, guldsmedeværksted og rebslagerbane. Han havde rådighed over bøndergårde i fire landsbyer. Han grundlagde fiskelejet, Liseleje. Hans virke omfattede også landbrug, kvægavl og skovbrug. Han ejede et bibliotek, der ved hans død omfattede 20.000 bind.

 

Mere ejendommeligt end smagsfuldt

Classen havde egentlig købt en lystgård med det tilgrænsende fiskehus. Han byggede så et ny lystgård, Justinenborg, opkaldt efter sin brors hustru. Det var et lidt mærkelig bygningsværk. Huset var udstyret med romerske søjler på forsiden. På bagsiden forstillede bygningsværket et kloster. I den ene ende var det i maurisk stil og i den anden ende var den i gotisk stil eller nærmest en engelsk borg. Men denne stilforvirring var højeste mode dengang.

Mange mente, at ejendommen var mere ejendommelig end smagfuld. Classen etablerede også en norsk hytte med stråtag, som han kaldte Antonienborg. Det var nærmere et større lysthus. Et mindre lysthus, som blev kaldt Segesta mere i klassisk stil, blev etableret.

 

Gik meget op i landbrug

Denne Classen kom til mange penge, fik mange godser, og gik meget op i landbrug. I hans testamente den 28. januar 1789 bestemte han:

At hans bønders hoveri skal bestemmes på de allersømmerste og lemfældigste Maade, endog Mildere, end Love og Forordinger foreskrive.

Det sikkert ikke mange, der ved, at han oprettede en agerdyrkningsskole i Classens Have. Han oprettede også et glasværk i 1754 på Østerbro. Men det måtte han lukke igen. Året efter anlagde en fajancefabrik i bydelen.

 

Et sidespring

Vore hovedperson var trofast og gavmild over for sine venner. Men han var nu også temmelig hård over for sin fæstebønder og arbejdere, selv om han skabte en del forbedringer for dem. Han nød formentlig sit liv som ungkarl.

Men en dag så han en ung smuk pige ude i marken, som var datter af en af hans fæstebønder. Han bad bonden sende sin datter op til ham på godset. Og hun kom som herren havde befalet. Forbindelsen førte til, at hun blev gravid og fødte Classen en søn, som han dog aldrig vedstod sig fadderskabet til.

 

Et kort ægteskab

Classen blev gift i en alder af 58 år gift med Anna Elisabeth Iselin – enke efter en af Classens venner og forretningsforbindelser. Brylluppet fandt sted i 1783 i Garnisons Kirken.

Det var et lykkeligt ægteskab men ak og ve. Det varede kun 2 ½ år, så blev hustruen syg og døde. Selv døde han i 1792.

 

Romantisk og stemningsfuldt

Hvordan så det ud dengang, ja i 1801 boede der kun 659 indbyggere på Østerbro. Det var aldeles landeligt herude. Vejen gennem Kastellet til Kalkbrænderiet var romantisk og stemningsfuldt. Fra en af datidens turistguide hedder det således:

Hinsides en Eng, bag en Hæk fandt en ensom Bænk, som kun kjendes af Faa, men hvorfra en henrivende Udsigt over Sundet.

I samme guide kunne man læse, at der lå en meget pyntelig ejendom, det såkaldte Hvide Hus med en prægtig Classens Have, som dog ikke nåede helt ud på Østerbrogade. Rester af det gamle traktørsted Fiskehuset kunne stadig beses. Det lå på hjørnet af nuværende Classensgade og Strandboulevarden. Her var en fantastisk udsigt over Sundet. Haven beskrives som en park med kanaler, øer og fiskedamme. I 1806 beskrives der hele 12 af disse.

I haven var der også et Orangehus.

 

En strandpromenade blev anlagt

Langs stranden anlagde J.F Classen en strandpromenade, som blev lukket med bomme for enderne, og kun var åben for fodgængere. Mellem promenaden og haven los han grave en kanal. Selv om haven var privat, så tænkte Classen på københavnerne: Det var et yndet udflugtsmål for borgerskabet at vandre langs promenaden ud til Kalkbrænderierne. Og det gjorde de i massevis. Det var masser at se på. Alene ude i Øresund passerede 10.000 skibe. Denne udsigt blev så ødelagt i løbet af det 19. århundrede ødelagt af diverse badeanstalter og havneanlæg.

Hverken Classens Have eller Rosenvænget nåede helt ud til Østerbrogade, så her blev plads til lidt småbebyggelse, værtshuse og endda et bryggeri.

 

En grundskole blev opført

Ved hjørnet af Classensgade/Østerbrogade lod Classen opføre en skole med klassisk ydre. Den var beregnet som grundskole for børnene i Kastellet og på resten af Østerbro. Her fik 100 eleverne gratis undervisning.

 

Et flot stykke natur blev ødelagt

Men ak og ve. 1807 betød, at alle bygningsværker i haven samt en masse træer måtte brændes af. Det var for at kunne holde øje med englænderne. Et flot stykke natur blev ødelagt faktisk inden englænderne kom.

 

Den danske hær var i Holsten

Kysten fra Kastellet og nord på til Svanemøllen blev i august 1807 skueplads for det engelske angreb både fra sø – og landsiden. Foruden hovedflåden af linjeskibe bestod flåden af 40 korvetter, brigger og morterfartøjer. Den engelske flåde gik i land i Vedbæk den 16. august. De nåede hurtig frem til Vibenhus og lagde batterier ved Svanemøllen og Kalkbrænderiet. Trods mange advarsler kom angrebet som en overraskelse.

Den danske hær befandt sig i Holsten. Den danske flåde var slet ikke mobiliseret. Danskerne havde samlet sig i en broget flok af Borgerværn, Landværn og Livjægere. De stod med 11.000 mand mod englændernes 30.000 mand.

 

Kamphandlingerne satte sine spor

Begivenhederne i Classens Have er i den grad blevet dyrket i Danmarks – Historien. Masser af gadenavne i området er opkaldt efter denne begivenhed i 1807. Danskernes eneste sejr.

Det var den 31. august, at man rykkede ind i haven, og det lykkedes at fordrive fjenden. Træerne var blevet fældet, så man ikke senere kunne bruge den som skjulested.

 

Den burde have truffet mig i hjertet

Livjægerkorpset bestod af 2.200 mand. Tropperne havde fire feltkanoner med. Men de fik også støtte fra kanoner og mortérer fra Kastellet. Fra søsiden havde man fået hjælp af tre rokanonfartøjer. Det var her, at den 70 årige Peymann blev skudt i foden. Men ak, han blev ikke hædret. Han udtrykte de berømte ord:

Åh det er ingenting. Den burde have truffet mig i hjertet.

Han blev gjort ansvarlig for det danske nederlag. I løbet af tre timer havde danskerne ryddet området. Men historien melder ikke noget om, at englænderne delvis frivilligt ryddede området.

 

Officererne blev belønnet

Livjægerne gav navn til Livjægergade. Medlemmerne var ulønnede. De skulle selv betale for deres uniformer. Men kongen gav dem dog våben og krudt. De opnåede fuld respekt efter det berømte slag i Classens Have. Og officererne fik lov til at kalde sig von.

 

Englænderne sejlede hjem med 400 skibe

Men ak. Englænderne sejlede den 21. og 22. oktober hjem med 18 linjeskibe, 17 fregatter og 42 mindre skibe. I alt 400 skibe stævnede mod England. Danmarks rolle som flådenation var besejlet. Kronprinsen havde ellers befalet, at flåden skulle afbrændes. Men den ordre nåede ikke frem.

 

Den lille Markis

Man talte i 1830 om, at man gik fra Rosendals velfriserede mark til Classens urskov. På Rosendahl gik den Lille Markis og passede på sin kostbare roser, som hed Arabella og Tausendschöhn og meget mere. Jo der var stil over den gamle, som bar hvid paryk og hvide strømper. Det hvide Hus blev den gang ejet af snedkermester Grandberg.

 

Latter og bægerklang

Inde fra Heldts Beværtning lød kuglernes rumlen fra keglebanen og keglemesterens meldinger. Fra Jespersens Beværtning lidt længere op i alleen høres latter og bægerklang. Måske er det gravøls – gæsterne.

Hos slikmutter foran Holmens Kirkegård kan der købes kandistænger. Her kan der også købes en ny og sørgelig vise, om matrosen, der myrdede sin kæreste, fordi hun kom vand i brændevinen. Ja og så lå Soldaterkirkegården lige overfor.  

 

Kongebørn på glatis

Haven lå som et vildnis i et par år. En af de første villaer, der blev opført efter udstykningen var Aggersborg. Ja villaen lå på en ø, og var ejet af vekslere H.C. Aggersborg.  Den blev opført i 1846 i meget idylliske omgivelser. I villaens park var endnu nogle af de kongelige fiskedamme, der var forbundet med kanaler, hvor fornemme københavnere løb på skøjter om vinteren, blandt andet Christian den Niendes børn. Og selvfølgelig skulle vi have en gade, der hed Aggersborggade.

 

Fru Heiberg havde sørget for svaner

De mange fiskedamme var blevet til en hel sø. Med små broer blev øerne, der havde dannet sig forbundet til fastlandet. Og sandelig om ikke Fru Heiberg sørgede for, at der kom svaner i søen.

Fra Husets Altaner var det med Undtagelse af Udsigten over Sundet, næsten som man saa lutter Skovlandskab. Kastelvoldens Træer laa fjernest. I disse Omgivelser laa saa et Hus med graamalet Træbeklædning og Udskæringer. I det hele Taget var der noget eventyragtigt over Hus ude og inde.

Vekselmægler Aggersborg var maleren P.C. Skovgaards morbror. Det var yndet tilhørssted for Skovgaard – børnene.

I 1895 døde Aggersborg. Tre år efter var ejendommen udstykket, søen og øerne forsvandt og erstattet af grimme grå huse.

 

Holstein blev sur

Officer, kammerherre Frederik Conrad von Holstein havde udmærket sig som leder af Livjægerkorpset ved udfaldet i haven. Han blev senere teaterchef på Det Kongelige Teater. Det var ham, H.C. Andersen henvendte sig til, da han ville være skuespiller. Ja denne H.C. Andersen døde ikke langt herfra på Rolighed. Og den gode Holstein skulle selvfølgelig også have en gade opkaldt efter sig. I 1849 blev Johan Ludvig Heiberg chef på teatret. Han sendte vores ven, Holstein en fribillet – en ståplads. Det fik Holstein til at sprutte, at han aldrig mere ville sætte sine ben i Det Kongelig Teater igen.

 

H.C. Andersen: Søen stinker

Et år før han døde (1874) på Rolighed, skrev H.C. Andersen følgende:

Søen stinker, som var den opfyldt med Ådsler. Vejret var koldt og regnfyldt. Maven er daarlig. Nerverne angribes og Gigten faa saadan Overhaand, at det bliver besværligt at gaa.

En måned før han døde, havde han bestilt nyt tøj og 200 nye visitkort. Han havde tænkt sig at få bygget et hus ligesom fru Heibergs. Han udåndede den 4. august 1875. Han nåede dog at sige:

Jeg er saa urimlig, at jeg er en Plage for alle. Men tilgiv mig, jeg er saa Syg.

 

Rolighed fra 1791

Rolighed blev opført i 1791 – 1792 omtrent midt på det nuværende Gl. Kalkbrænderivej, Her boede blandt andet Søren Gyldendal, stifteren af Danmarks største forlag. De fleste, vil nok blive forbavset over at høre, hvor stor udstrækning ejendommen Rolighed med have udgjorde. Marstalgade, Hobrogade, Grenågade og en del af Nordre Frihavnsgade. Haven udgjorde en stor del af Gammel Kalkbrænderivej og Silkeborggade.

 

Steen Billes gade

Steen Billes Gade er navngivet efter Steen Andersen Bille, som var søofficer i flåden. Han var hvis ret hård over for personalet. Han blev også marinemester. Og det gik ikke stille for sig. Han blev anklaget for misbrug af statens penge. Han blev dog frifundet. Jo og denne gade skulle man i hvert fald ikke bevæge sig ud i eftermørkets fembrud i 1920erne. Da blev den kaldt Bøllernes Gade.

 

Willemoesgade

Willemoesgade er navngivet efter sekondløjtnant Peter Willemoes. Han var i centrum, da englænderne angreb 2. april 1801. Men ak og ved, ombord på Prins Christian Frederik fik han ved Sjællands Odde i 1808, som premierløjtnant bortskudt sin isse.

 

En tysk gartner

I 1809 blev alle Classens ejendomme, der gik under navnet Frederikslund forpagtet af broderen P.H. Classen. Han fik selv en ejendom i nærheden. Han fik ansat en tysk gartner, Neumann. Han stod for driften, og solgte frugt til hovedstaden fra haven. Hele fire – fem mand fik gang i haven. Men desværre kunne man ikke mere dyrke fisk i fiskedammene. Vandet var forurenet af Iselin og Tuteins Kattuntrykkeri.

 

Julie Sødrings erindringer

Midt i 1800 tallet skrev skuespillerinden Julie Sødring i sine erindringer om haven. Familien var i 1834 flyttede man fra Adelgade til Det Hvide Hus på hjørnet af Classensgade:

Classens Have var et vildnis, et stykke urskov. Alt voksede imellem hinanden. De gamle træer sammen med det tætte krat dannede ligefrem skovtykninger og brød man igennem disse, stod man pludselig ved bredden af en stor mose, hvor gule iris, brudeslør og muskedonnere førte tanken bort fra byens nærhed. Fra Classens Have lød i disse nætters tid, nattergalens sang så stærkt over til os, at vi næppe kan sove.

Julie Sødring fortalte også om indretningen af Det Hvide Hus:

Mange vil sikkert endnu kunne mindes Det Hvide Hus på Østerbro. Det laa lige ved Søen og lignede nærmest et gammelt Palæ. Huset bestod af en Stue, 1 ste Sal og nogle Værelser op i det høje Mansardtag. Tillige var der et herligt Loft med Altaner ud mod Søen og Haverne. Vor Lejlighed bestod af første Sal og nogle af Loftsværelserne. Værelserne var høje og luftige. Til Ejendommen hørte en prægtig Have, der strakte sig om bag Huset med en Mængde Frugttræer.

 

Vennero er lig med Classensgade 11

Det var et plankeværk i haven langs en lindealle, der adskilte haven fra assessor, apoteker Møllers ejendom, Vennero. Dennes store have stødte op til Classens Have og mod nord strakte Tuteins ejendom sig. Julie og hendes familie, Rosenkilde havde fået lov til at bevæge sig rundt i disse herligheder.

Landestedet Vennero skulle åbenbart på et tidspunkt have ligget inde i selve Classens Have. Og det blev også betegnet som Østerbros ældste bygning. Stedet kan helt nøjagtig fastsættes til Classensgade 11.

 

Udstykninger

Som vi tidligere har nævnt begyndte man at udstykke haven i 1846. Foreløbig var det kun langs stranden. Her blev der opført villaer, der hver fik en træbro over kanalen til promenaden.

Mod nord var det grosserer H.P. Halkiers villa. Den blev i 1880 købt af Langelinjes bygmester, Holger Hammerich. I hans tid hed den Sølund. Den forsvandt i 1898 til fordel for etagebyggeri.

Mellem Rosenvænget og Strandpromenaden hørte også en strimmel jord med til Classens Have. Den blev solgt til ejeren af Rosendal og deraf udstykket. Det var på den sydligste af disse, at Fru Heiberg lod opføre den røde villa.

 

Ikke et eneste træ blev bevaret

I 1880erne rykkede høje huse fem over dele af Classens Have. Holsteinsgade og Willemosegade blev udstykket. I grunden er det mærkeligt, at ikke et eneste af de historiske træer fra den oprindelige have er bevaret.

 

Classensvej

Classensvej blev navngivet i 1860, og ændret til Classensgade i 1889. Det vestlige stykke mellem Kastelsvej og Lille Triangel hed dog frem til 1889 Kastelsvej. Gaden dannede indgang til Kastellet fra nord. Ja en del af vejforløbet var adgangsvej til Justinenborg. I øvrigt blev Victor Borge født i nummer 40.

 

Masser af lig

Hvor den nuværende Classens Have ligger, var deromkring århundredeskiftet anlagt kolonihaver. Da man i 1920 fjernede disse, og gravede fundamentet ud til KAB’s kompleks, stødte man på skeletter. Det skulle angiveligt har været i tusindevis. Rygterne gik på, at det var kirkegård for britiske faldne efter 1807. Men de mistede dog ikke så mange soldater ved den lejlighed. Men det nok snarere rester af en pestkirkegård fra 1711. Da var København ramt af asiatisk byldepest.

 

Lille Ejegod

Den sidste Classen – arving var broderens søn, Michael. Han lod opføre Lille Ejegod nede ved Strandpromenaden. Denne blev i 1860 udlejet til en grosserer. I 1874 blev stedet udlejet til skibsbygger Lautrup som anlagde en havn her. Ja og en plads som han kaldte Ny ballast Plads anlagde han også.  

 

Rosenvænget

Lige i nabolaget lå et eksklusivt idyl. Her var det rene idyl for dem, der havde nok af penge. Her var man ikke plaget af patienterne fra Finsens Institut, i hvert fald ikke i begyndelsen. Jo det var Rosenvænget. Der var kun adgang gennem den røde låge gennem Rosenvængets Allé, hvis man havde fået udleveret en nøgle.

Men det var lidt malurt i bægeret, for en lille del af den stinkende Rosenå, løb langs Rosenvængets sydlige haver. Jo det var i 1857, at området der blev udstykket. Her boede foruden Fru Heiberg, malerne Marstrand, Aagaard og Skovgaard. Her boede politikere, vekselerere og fabrikanten William Wain (B&W).

 

Døssige af kulstøvet

Men også ak og ve for dette kvarter. For den nye Frihavn skabte store forandringer på Østerbro. Således berettede Politiken, at i villahaverne i Rosenvænget viste familiemedlemmerne sig ikke mere under åben himmel. De blev døssige af kulstøvet.

 

Ingen ølhaller i kvarteret  

Ak ja. I Illustreret Tidende kunne man i 1863 læse følgende:

Her kan der aldrig blive Tale om at henlægge Forlystelser eller Ølhaller, eller hvad der hører til Vesterbros Privilegier. Her kan man ikke tænke at bygge Kaserner beregnet paa snese af smaa Familier, Nørrebros Privilegium. Her er Landeligt, smukt og roligt.

 

H.C. Andersens jagt på gratis middage

I 1872 var de 49 grunde alle sammen solgt. Kun privilegerede personer, som H.C. Andersen kunne få udleveret nøgler.  Jo her kom han ofte for at sikre sig en gratis middag. Ofte var det hos Fru Heiberg, der havde den østligste villa. Men det var fast, at eventyrdigteren hver tirsdag skulle have middag hos højesteretssagfører Drewsen. Det var også her, at Andersen prøvede sine kunstige tænder i marts 1864. Ikke alle var lige begejstret for Andersens evige jagt på gratis middage. Til gengæld var Andersen ikke altid begejstret for, at han blev sat til at underholde børnene

 

Fru Heiberg brød sig ikke om alle

Det var bestemt ikke alle som fru Heiberg brød sig om. Det var ikke alle, der kunne indordne sig efter de specielle regler herude. Fru Heiberg brød sig i begyndelsen ikke om Drewsen og bestemt ikke om dennes børn.

Og så bredte Finsens Institut sig. Og borgerskabet var bange for, at hudsygdommene kunne smitte, og så kunne man ikke tåle at se de vansirrede ansigter. Patienterne blev hånlig omtalt. Men efterhånden havde instituttet overtaget en tredjedel af villaerne.

 

Tabte Højesteretssag

Og gisp i 1932 rejste der sig en 3 – etagers bygning i kvarteret. Beboerne påberåbte sig de særlige servitutter. Men Højesteretssagen gik beboerne imod.

 

Hvem boede i Lipkesgade 25?

Det var ikke hvem som helst, der boede her. På Livjægergades nordside boede enkegrevinde C. Shulin og senere fabrikant Goldschmidt. Men boede der ikke almindelig folk på Østerbro dengang. Jo da, lad os prøve at kigge på Lipkesgade 25 omkring 1885:

• I stuen boede urtekræmmer Petersen, som blev kaldet Lam, fordi han var lidt skæv i den ene side. Her boede også viceværten, murermester Rasmussen, som blev kaldt Kra – mor. Han havde et helt kammer med fodtøj, som han måtte overtage som byggehonorar.
• I ejendommen have de boende officerer, deres tjenesteheste opstillet. Derfor var der en hestestald tilknyttet ejendommen. I gården gik også en mængde høns, der blev fodret med rugbrødsskorper. Og det skete ofte, at knægtene havde dyppet dem i brændevin. Så pludselig fik man sjove høns at se.
• Det var også hernede, at man skulle gå på lokum. Ja sådan hed det. Alle havde privat lokumshus i gården.
• På førstesalen boede auditør Jacabæus og familien Pontoppidan. En farbror boede, der også, han var reserveofficer fra krigen.
• På 2. salen boede kulgrosserer Christensen og kaptajn N.M. Jensen (senere oberstløjtnant Ekdal). På tredjesalen boede tandlæge Haderup.
• På 4. salen boede oberst Thestrup. Hans kone var altid vredladen. Hun gik altid rundt med en botanisk have som have. Denne var ofte mål for knægtenes skyts.

 

Præget af militæret

Jo befolkningssammensætningen var præget af militæret. Standarden på bebyggelsen var væsentlig bedre end på Nørrebro. Dengang sad byggematadorerne selv i Borgerrepræsentationen. De var ikke interesseret i byggevedtægter. Men på Østerbro kom man lidt senere igen. Og nu var det pludselig stillet krav.

Jo det var sandelig handelsgartner, maler og tegner Alexis Lipke, der fik opkaldt en gade efter sig. Selv havde han en villa ved den nuværende Classensgade.

 

Den sidste blodbøg

Forandringerne kom hurtig. Heldts Beværtning blev til Rode – kontor. Og det flotte hvide hus blev til Sparekassen for København og Omegn. Ja forandringerne kan vel bedst illustreres med historien om Blodbøgen, fortalt af Benedicte Arnsen – Kall:

Til intet af disse Træer i Classens Have har jeg næret en sådan kærlighed som den store blodbøg med de historiske minder fra Livjægernes udfald i 1807. Dette træ, der havde trodset så mange omvæltninger, stod der endnu i fuld kraft og skønhed i 1885 som Danmarks ældste blodbøg. Fra et af mine mange vinduer i min mangeårig bolig på Citadelsvejen kunne jeg se det, og mange morgen har jeg hilst på det og takket det for, at det endnu stod der, at det endnu var et forbindelsesled mellem hin fjern barndomstid på det gamle Østerbro og alderdommens stille syslen med livets brogede og vekslende minder. Men heller ikke denne glæde skulle vare ved. En morgen 1885 måtte jeg fra mit vindue se på, at vandalske øksehug fældede det herlige træ.

Ejeren, en for nylig afdød handelsgartner, der i mane år havde kælet for det og selv kendte dets historiske betydning, var falden på, eller var blevet opfordret til, at udparcellere grunden til nogle kedelige snorlige kasernegader, der nu står som grimme og kedelige monumenter over al den svundne skønhed.

 

Resterne af De Fattiges Dyrhave

Ude ved Kalkbrænderiet lå der endnu omkring år 1900 et traktørsted, his indehaver hed Hammerich. Det var absolut den allersidste rest fra De Fattiges Dyrehave. Her kom var beboerne fra Nyboder også velkommen. Det var de ikke i den rigtige Dyrehave eller i Frederiksberg Have.

 

Store anlægsarbejder langs kysten

Mens der blev bygget på de flotte naturgrunde skete der også ting og sager langs den flotte strandpromenade. Et virvar af badeanstalter, pælebroer, lave bolværker, småhavne og tømmerpladser opstod. Duften af stillestående vand og rådden tang blandede sig med tjære. Udsigten over Sundet blev hæmmet af et hav af plankeværk. Langs kystlinjen kom der efterhånden store anlægsarbejder.

• Kalkbrænderierne stod der allerede fra 1700 – tallet
• Kryolitfabrikken stammer fra 1859
• Svineslagteriet fra 1866
• Østre Gasværk fra 1878
• Og så kom Frihavnen, Nordhavnen og jernbanen.

 

En time går hurtig

En time går alt for hurtig. Vi kunne have fået lidt mere, at vide om badeanstalterne og havnene langs kysten, om dengang, da Martin Andersen Nexø forsøgte, at snyde sig fra svømmeundervisning med en undskyldning, at han havde brok.

Vi kunne have fortalt om Griffenfeldts lidelser på Kastellet:

• Om dengang, da borgerskabet mente, at cykling ikke var smuk for en kvinde.
• Om dengang, da kapervogne ikke var noget for Damer uden mandelig selskab.
• Om dengang, da en bryggeriarbejder på Øresundshospitalet af lægerne blev beordret til i to år, at indtage kogt rødspætte og havregrød til morgenmad. Det hjalp, han blev 84 år.

 

Et tilbud fra en skarpretter

Vi kunne have fortalt, om dengang, da Struensee og Brandt blev henrettet. Egentlig var der en kort overgang et henrettelsessted lige i nærheden af Classens Have. Vi kunne måske kigge lidt i skarpretterens tilbuds – katalog fra 1698:

• Hoved – Haands – og Fingerafhugning
• Endvidere Steile og Hjul
• Knusning af Arme og Ben Partering
• Knibning med Gloende Tænger
• Brændemærkning, Kagstrygning
• Legemets afbrænding
• Navneopslag paa Galgen.

Alt dette kan du gå ind og læse på www.dengang.dk, og der kommer meget mere.

 

Tilbage til hovedpersonen

Men lad os lige slutte med vores hovedperson. Ham, som vi kan takke for, at det ikke hedder Clausens Have.

Classen efterlod sig en stor formue. Og denne skulle bruges:

• Til at danne nyttige mennesker til Statens Bedste
• Til at understøtte og befordre Vindskibelighed og arbejdsomhed i de nødvendigste Dele af Landets Vel og
• Til at hjælpe og lindre Fattigdom og Elendighed.

Classens Have indgik som værdi i fonden. I 1880erne blev der lagt planer for havens anvendelse og etagebyggerierne begyndte at tage fat.

 

En stor fond

I dag ejer og dyrker Fonden 1.700 hektar agerjord og 2.634 hektar skovbrug. Classen havde i mange lidt af gigt, og det var dagen før sin død, han fik lavet testamentet. Hans bror følte sig noget snydt. Der blev oprettet legater til fordel for hospitaler, skoler og stiftelser. Han bestemte også, at Frederiksværk skulle videreføres af sin gode ven Prins Carl af Hessen mod betaling af en særlig Frederiksværk – afgift.

 

Hvad med offentlige møder?

Tak for jeres opmærksomhed. Og så håber jeg, at vi også på Østerbro kan holde nogle store offentlige foredrag om vores bydels historie lige som på Nørrebro.

 

Kilde: Se

• Litteratur Østerbro

 

Hvis du vil vide mere:

• På www.dengang.dk kan du læse 78 artikler om Det Gamle Østerbro

 

Foredrag på Nørrebro Bibliotek, Bragesgade den 4. november 2012. Natmændene strejkede. Men efter tre dages strejke, fik de deres krav opfyldt. Det var ikke populært, når ”lortet” bare blev liggende. Det stank i Lersøen og langs Nørrebrogade. Ravnsborg var oversvømmet af kloakvand. Og døde folk ved Ladegårdsåen af drikkevand fra åen? Der var masser af lus, lopper, kakerlakker. Fru Petersen på tredje sked i vasken. Og en stakkels barber blev fyret fra hoffet – læs hvorfor?

 

Et ulækkert tema

Egentlig lyder temaet ulækkert. Men det handler om de hygiejniske forhold på Nørrebro. Det må har været en stor oplevelse for dem, der gik direkte fra tønden til WC. Og egentlig findes der vel ikke nogen videnskabelig undersøgelse, om man sked mere dengang, end nu. Men man var udsat for mere, der kunne genre maven – dengang. Og nogle af de ting, skal vi også høre om. Næsten en femtedel af verdens befolkning må forrette deres nødtørft i i det åbne. De har ikke adgang til det mest basale toilet. Det gælder hvis ikke for nogen på Nørrebro.

Mangel på adgang til toiletter og rent drikkevand er sammen med dårlig hygiejne skyld i næsten 20 pct. af alle børnedødsfald i verden.

Og vidste I, at den 15. oktober er det International håndvaskedag.

 

Lokum

Lokum hedder jo også Toilet eller WC. Og et toilet der er placeret i sit eget lille hus hedder jo som bekendt også et das.  Ordet Toilet kommer fra “tela”, som betyder stof. På fransk bruger man ordet i forbindelse med de aktiviteter, der forbindes med
en barber.

 

Kongeligt Lokum

Og tænk Christian den Fjerde havde et toilet med vandskyl på Rosenborg Slot. Kongen havde tre toiletter med hver sin affaldsskakt. Der var en vandbeholder i det nederste toilet til at skylle med. Afløbet førte ned i voldgraven omkring slottet. I de perioder, hvor man havde problemer med vand-tilførelsen til voldgraven, var det en generende stank af kongens efterladenskaber Men allerede i 1596 opfandt John Harrington et indendørs vandkloset til Christian den Fjerdes kollega så om sige, Dronning Elisabeth den Første.

 

50 år  år før det blev tømt

Kære tilhører, næste gang I kommer til Rundetårn skal I kigge på de to retirader, der findes her. Nej I kan ikke kan ikke bruge dem mere. Fra hvert af de to retirader førte en kanal i muren ned under Rundetårn til en latringrube på ca. 12 kubikmeter. Den var tilpas stor, så den blev først tømt efter 50 år.

 

Pissoir

Begrebet Pissoir er også nævnt i denne forbindelse. Det er et offentlig rum, hvori mænd kan forrette deres vandledning. Rummet er indrettet med en eller flere pisserender. Her er som regel
sæbeautomater og spejl. Mange steder også med kondom – automater.

Sådan et Pissoir lå i mange år på Blågårds Plads. Naboerne klagede over dens eksistens. De mente, at de var generet af dens lugt.

 

Mavebælte – pissoirer

Pissoir er det franske ord for pissehuse. De blev indført, efterhånden som byerne blev mere civiliserede. Før den tid kunne man gøre det i skure ved kanalen. I slutningen af 1800 – tallet blev såkaldte mavebælte – pissoirer fremstillet af Smith og Mygind på Nørrebrogade. Som navnet anfører dækkede pissoiret kun mandens torso. Man kunne se både hans hoved og ben. Der var plads til seks mand. De stod i hver sit rum adskilt af en skillevæg. Selv om de stod med ryggen til gaden, kunne de hilse på de forbipasserende, mens de gjorde det, der var nødvendigt.

En såkaldt nødtørftsanstalt var også beregnet til anden afføring.

 

Kvinderne havde også behov

Her var det ikke plads til kvinderne. Det var hvis ingen, der tænkte på, at de havde samme behov. Men efterhånden som de også bevægede sig rundt i byen, blev der også indrettet toiletter
til dem. Kvindernes Fremskridtsforening havde i 1887 sendt et andragende til Københavns Borgerrepræsentation, at de havde behov for sådan et aftrædelsesrum.

 

Hvor skulle de ligge?

Man havde en længere diskussion, hvor disse offentlige huse skulle ligge. Nogle mente i sidegader, ellers ville kvinderne ikke bruge dem, andre mente på torve, hvor der var mest trafik. Og de kom til at ligge på torve. Det mest opsigtsvækkende var den, der kom til at ligge på Grøntorvet. Den lignede nærmest en bondegård. Det første underjordiske nødtørftsanstalt kom til at ligge på Amagertorv. Det skete i 1901.

 

300 år gamle lokummer

Latriner med afføring har overlevet i mere end 300 år. Ja i forbindelse med Metro – byggeriet har arkæologer fundet disse. De beretter om, at det lugter af rådne æg. De latriner, man har fundet har åbenbart været i brug indtil oktober 1728 ved Københavns store brand. Og tænk indholdet bliver analyseret. Ja latrinerne giver et vigtigt vidnesbyrd om københavners liv i 1700
– tallet.

 

Middelalderens kloset – mænd

Dengang i middelalderen gik der kloset – mænd rundt i gaderne med deres spande. Når man var trængende kunne man praje en kloset – mand. Kloset – manden indhyllede herefter både spand og kunde under sin store frakke, indtil nødtørften var forrettet.

 

Toiletpapir

Før toiletpapiret blev massefremstillet fra i USA i 1857, har man blandt andet brugt svampe, majskolber og bøger til at tørre sig med. Amerikaneren Joseph Gayetty lancerede pakker med papirstykker fugtet med Aloe Vera. 14 år efter opfandt man så toiletpapiret på ruller.

 

Blødt papir til kejseren

Kineserne var de første som brugte blødt toiletpapir. I 1400 – tallet blev der lavet 720.000 ark toiletpapir om året til kejserfamilien.

 

En svamp på en pind

I oldtiden brugte romerne en svamp, der sad for enden af en pind til at tørre sig efter toiletbesøg. Når de var færdige stak de svampen i en spand vand, så den næste kunne bruge den.

 

En bog – ikke til at læse

Andre brugte sten, sand eller strandskaller til at skrabe sig rene –  eller bare vand. Vikingerne tørrede sig med kasseret lamme –  eller fåreuld. Velhavende europæer tog i slutningen af 1500 – tallet en bog med på toilettet og rev siderne ud efterhånden som de skulle tørre sig. Ja og i 1935 var det slut med at få splinter i numsen. Det splintfri toiletpapir blev opfundet.

 

Forskel i social standard

Rigmændene boede i elegante palæer, borgerskabet i solide ejendomme på byens hoved-strøg og torve. Mens underklassen, som der var flest af, levede sammenstuvet som sild i en tønde i dårlige bag – og mellem-huse. Ja selv hønsehusene blev taget i anvendelse som menneskelig bebyggelse. Fugtige kældre og utætte loftsrum blev taget i anvendelse.

 

Koges inden brug

Vand hentede man ved by-pumperne. Det kom fortrinsvis fra søerne. Det var så urent, at det skulle koges og sies inden brug. Det var faktisk sundere at drikke øl. Dengang blev øl fremstillet i forskellige kvaliteter. Bryggerierne havde en forpligtigelse til at tilbyde gratis affalds-øl til befolkningen. Dette kunne aftappes fra en hane.

 

Politimesteren drak andet end vand

Allerede i 1702 klagede politimester Claus Rask over, at drikkevandet var fordærvet og ildelugtende. Det havde også et mudret og råddent smag. Nu var det ikke lige vand, som politimesteren var kendt for at drikke mest af. Han var mest kendt for at drikke andre under bordet i andre drikke end vand. Det var først hans efterfølger, Ole Rømer, der fik renset Sortedamssøen.

 

Vand fra søerne – i 1944

Så  sent som i 1944 måtte man bruge søen som drikkevand. Tyskerne havde lukket for gas, strøm og vandforsyning.

 

Udhulede træstammer

Vand til Københavns husholdninger kom fra søerne gennem udhulede træstammer til pumper og springvand eller til brønde. I de dybe rendestene tømte folk deres natpotter og her endte garverens og fiskekonens affald.

 

Umoden frugt

På  grund af den ringe hældning stod rendestenene fulde af rådnede og stinkende vand, der sivede ned i jorden, hvor det forpestede brøndende og trængte ind i de mørke vandledninger. Man kendte ikke til bakterier dengang. Man troede, at det var umoden frugt man blev syg af.

 

Vandledninger utætte

Toiletterne var anbragt i små skure i gården over en grubbe, som blev tømt et par gange om året. Vandledningerne gik utrolig tæt på diverse latringruber. Og mange steder var disse vandledninger utætte.

 

Svingende kvalitet

Jo, Københavns drikkevand var af svingende kvalitet. Det flød med affald og ekskrementer fra dyr og mennesker i vandløb og søer. Latrinhullerne var overfyldte. Spildevand fra garverier,
farverier, møddinger, kreaturvanding, lokumsafløb, døde hunde og andre ådsler udgjorde store farer for drikkevandet.

 

Rotter og hunde var glade

Rotter og herreløse hunde var en plage. De var glade for de åbne latriner. Men på en varm sommerdag var det en beklemmende stank i luften.

 

Kulilteforgiftning

Kulilteforgiftningen var ti gange større end i dag. Folk fyrede med træ og tørv. De første fabrikker var dukket op. Der var tyk røg fra jernstøberierne. Jo mere røg der var, des mere moderne var det. Garverier forurenede med tungmetaller og syre. Kemikalieaffald og slagteriaffald hældte man bare i søerne.

 

Stinkende affald

Garverierne i Rosenborggade udskyllede deres kar 4 gange om dagen. Den stinkende affald løb ned af Frederiksborggade over Kultorvet gennem Købmagergade over Strøget for at plaske ned i vandet ved Slotsholmen.

 

Kvæg inden for voldene

Inden der blev lukket op til Nørrebro var der inde bag voldene i 1843 – 140.000 indbyggere. Spildevandet blev bare kastet ud på de brolagte gader. Ja og så var det også lige de 2.777 heste, 1.435 køer, 739 svin og 45 får. Deres efterladenskaber blev også bare smidt på de brolagte gader. Under de fleste huse var der såkaldt kældersump. Her var der mange, der tømte latrin – affald om natten, når ingen kunne se det.

 

72 brugte samme toiletsæde

For-resten så havde Hygiejne – kommissionen fundet ud af, at i Ryesgade 156 A og B var der 72 personer, der brugte samme toiletsæde.

 

Den stakkels barber

Også  i lægekunsten havde man et specielt forhold til det vi taler om i dag. Det var jo også historien om barberen, der kom til hoffet. Og som I sikkert ved, så var det jo dengang, da barbere fungerede, som en slags læger. Og vores barber interesserede sig også for kirurgi . Han gjorde det med stor dygtighed, men i 1728 blev han fyret med brask og bram. Han fik desuden 24 timer til at forlade landet. Hans brøde var, at han nægtede at smage på afføringen på et af Dronning Anna Sophies børn, der var syge. Som det fortælles dengang, så var barberen så moderne, at smagningen ikke ville hjælpe lægekunsten.

 

Kongen tog sit toilet med

Kong Henrik den Ottende havde et bærbart toilet. Uanset hvor han tog hen, skelle det medtages. Og kongen var den eneste, der måtte bruge det. Det var et statussymbol. Det blev kaldt Close Stoole. Stoole betyder både afføring og stol. Hans toiletsæde under låget var polstret med fløjl med broderi og perler. Ja og kongen havde sin egen numsevisker. Det var faktisk et attraktivt job. Så havde man kongen i enerum. Og Kejser Wilhelm beordrede Donner – Balken, når han kom på troppe – besøg. Så blev ca. ti soldater beordret til at skide sammen med kejseren.

 

De første kloaker

Ja de første kloaker fremkom i København i 1790. Romerne havde gode ingeniører. De havde allerede før Kristi opfundet betonen. Af dette fremstillede de kloaker. De udviklede og udbyggede også  deres vandforsyning. Først i 1800 – tallet nåede europæerne op på samme niveau.

Og romerne traf vigtige beslutninger på lokummet. Her holdt de vigtige møder.

I 1897 vedtog Københavns Borgerrepræsentation en ny kloakplan under devisen Alt i kloakken. Det betød, at det eksisterende kloaksystem, der kun var beregnet til spildevand skulle udbygges. Dermed var det åbnet for træk og slipkunne erstatte latrintønde-systemet.

 

105.000 mennesker på  Nørrebro

I år 1900 boede der 105.000 mennesker på Nørrebro i 28.000 lejligheder. I lejligheder før 1890 var der sjældent køkken, så maden blev lavet i de rum, hvor folk sov. De færreste havde eget toilet. Stort set ingen havde bad.

Omkring 1900 havde ingen et lokum, som vi kender i dag. I stedet brugte man de såkaldte retirader. Og hvad var det. Ja det var uopvarmede træskure, hvori der var simple tønder, med et bræt, hvor man kunne sidde på. Det vil sige på det bræt skulle alle ejendommens beboere sidde på.

 

Man stod i kø

Det var ikke unormalt, at 24 lejligheder med 24 familier på mellem fire og tolv medlemmer skulle deles om 5 retirader og et pissoir nede i gården. Det var ikke unormalt, at man stod i kø for at forurette sin nødtørft.

 

Op over kanten

Udskylningen foregik højst to gange om dagen. Der lå som regel en ordentlig bunke, når man skulle på das. Om vinteren, når vandet fra frossen, var der top på. Så kunne det ske, at der var top på. Den nåede over kanten på brættet.

 

En lang og besværlig vej

Ofte var vejen til retiraderne lang og uoverskuelig, især om natten. Det var ikke let, når man havde børn. Men ofte var der ikke tid til nogen som helst overvejelse. Maven skulle tømmes, koste hvad det vil. Tændstikker og lys skulle. Gaslyset på trappen for-fandtes ikke, eller blev slukket kl. 9. En stor familie sov tæt sammen, så stod man op om natten vækkede man dem alle.

En retirade var opført af tømmer og brædder. Den var opdelt i forskellige rum. Oven over det hele var der zink – tag. Jo der var kø. Som regel var der kun opført 12 latriner til 200 beboere. I al slags vejr skulle man stå i kø.

 

Sked på avisen

Det kunne også ske, at man slet ikke kunne nå det. Så brugte man Folkets Avis at skide på, eller sagt pænt, til at forrette sin nødtørft på. Den stank, der så bredte sig i de to små var ikke
just 4711. Så var det bedre, at smide pakken ud af vinduet. Man håbede så på, at pakken landede i et træ. Men det syntes viceværten ikke var særlig sjovt. Det var ham, der skulle pille julepynten ned.

 

Hårdt for numsen

Man brugte ikke toiletpapir, men avisen. Det kunne jo godt være lidt hårdt for numsen.

 

Pølsedrengen

Man kunne selvfølgelig også bruge natpotten. Den blev tømt i et særligt potterum ved siden af retiraderne. Som regel var det den ældste dreng, der blev udnævnt som pottetømmer. Det skabte ikke særlig stor respekt i gården. Nej det var ikke sjovt at blive kaldt Pølsedreng.

 

Dukkede op hos naboen

I nogle tilfælde har man hørt om, at indholdet af disse potter er blevet hældt i vaskekummen, med det resultat af faldstammen blev tilstoppet, så det dukkede op inde hos naboen. På en sommerdag var dette ikke særlig populært.

Nogle gemte potterne og deres indhold under store forklæder. Ved 4 –  tiden om morgenen kom natmændene, vækkede alle beboerne og tømte indholdet i store tønder.

 

Ladegårdsåen

Meget af latrinen endte i Ladegårdsåen,  hvor børnene også badede. På et tidspunkt brugte man også åens vand som drikkevand. Retiraderne var utrolig snavsede. De allerfattigste kvinder på Nørrebro vaskede trapper og retiraderne. Og det var et stort arbejde, at få disse rene.

 

Fru Petersen har skidt

Nogle var fine til at gå ned i gården. Og det fandt familierne hurtig ud af. Oppe på tredje sal kunne Fru Petersen gøre det, man ikke burde gøre. Men i hvert fald en gang om dagen bredte der sig en stank i underboens køkken. Så var det, at man holdt sig for næsen:

• Fy for pokker, nu har Fru Petersen skidt i vasken.

 

En dejlig lugt

Allerede i starten af af 1900 – tallet var der nogen på Nørrebro, der fik et toilet i opgangen, som man skulle dele med naboen. Men man skulle lige huske, at om vinteren kunne dette toilet også  fryse til. Så det var en god ide, at medtage et stearinlys, så man lige kunne varme op. Nede i gårdene, lå retirader og pissoirer lige op af vinduerne. Det var en dejlig lugt, særlig om sommeren i gårdene og lejlighederne.

 

Det varede længe i Nyboder

Først fra 1940erne kom de første wc’er i Nyboder. Indtil da havde man benyttet såkaldte Lokums – huse. Under huset var der gravet en grav til møget. Når den var fyldt gav man natmændene besked. I Nyboder skulle man gennem det smalle køkken, for at få adgang til gården. Havde man ikke lagt en skilling til natmanden kunne han komme til at spilde, når han skulle gennem det smalle køkken. Herfra stammer ordsproget:

• Godnat Ole, pengene ligger i vinduet

Store badedag

Hygiejnen var ikke på samme niveau, som i dag. De fleste arbejderfamilier vaskede sig i køkkenet. Her blev hele familien vasket på en gang – som regel i koldt vand. Hver lørdag skulle hele familien i balje. Den blev om vinteren placeret i stuen. Ellers foregik dette også i køkkenet. Baljen blev kun fyldt en gang. Alle måtte i det samme vand. Og de små måtte i til allersidst. Det kunne jo være, at de tissede i vandet, eller det der var endnu værre.

 

Renset for sjæl og legeme

For dem, der havde råd var badeanstalten i Blågårdsgade og Sjællandsgade en mulighed. Her kunne man få et rigtigt karbad. Sjællandsgades Bad kom til at ligge op ad Simeons Kirken. Det var praktisk mente politikerne, så kunne arbejderne både få renset sjæl og legeme.

 

Badeanstalter ved havet

I skolerne forsøgte man at forbedre hygiejnen ved at tage børnene med til de offentlige badeanstalter eller ud til havet, hvor der også var svømmeundervisning. Særlig søgt var de mange badeanstalter omkring Svanemølle – bugten.

 

Lus, lopper og kakerlakker

For de fattige var det almindelig at husstanden også bestod af lus, lopper, væggelus og endda kakerlakker. Mange sov i den samme seng, den ældste broder i hoved-enden og de andre fire børn i benenden. Men der var masser af andre beboere i sengen. Hundrede af lopper, tusindvis af lus og myriader af væggetøj. Pludselig om natten så kradsede den ene sig, og så gnubbede den anden sig. Så vendte den tredje sig, og den fjerde han stod op og tissede i spanden.

 

Rotter – et kæmpe problem

Rotter var et kæmpe problem på Nørrebro. De huserede på retiraderne. Det var en ubehagelig oplevelse at mode en, to eller tre, når man om natten blev nødt til det. Og de var ikke særlig tilbageholdende – rotterne. Byens brandstationer udlovede en dusør for hver rotte, der blev fanget. Ja man fik 10 øre for hver rotte, der blev fanget.

 

Faldstammer sad ud-vendte

Kloakeringen blev fuldført i 1880’erne Men der var stadig problemer med spildevandsafledningen Faldstammerne fra køkkenet sad udvendigt. Og så frøs vandet til om vinteren. Derfor måtte man ofte selv bære sit affaldsvand ned i gården. Og det betød så en tiliset trappe.

 

Spildevand i vasken

Nogle forsøgte trods forbud, at hælde spildevand i vasken. Det resulterede i, at vandet trængte ind i etagen nedenunder og anrettede oversvømmelser. Det var zinkrør, der var stukket ind i hinanden. Dengang havde man ikke vandlås.

 

Vandposter

Det var ikke alle steder, der var indlagt vand. Det måtte hentes i gården ved en fælles vandhane. Der fandtes på Nørrebro en række vandposter, der blev brugt til heste og til vanding af gaderne.

 

Ingen hygiejniske hensyn

Menneskemasserne inde fra byen pressede på. Byggespekulanterne tjente en masse penge. Lejekasernerne blev bygget i hast. Moralske og hygiejniske hensyn tog man ikke hensyn til. Og det så skidt ud med hensyn til lokummer, afløb, rent drikke vand og kloaker de første år på Nørrebro.

 

Ildelugtende grøft

Der løb en ildelugtende grøft langs Nørrebrogade. Den drejede af før Dosseringen. Men det meste landede dog i den alligevel. Det var som bekendt også herfra man i lang tid fik drikkevand – velbekomme.

 

Blågårdskvarteret – i sørgelig forfatning

De nye gader og veje i Blågårdskvarteret var alle sammen private dengang, det hele startede. Således skrev brygger J.C. Jacobsen i 1856:

• I reglen er gaderne i den beklageligste forfatning, uden brobelægning, uden fortove, og hvad der var endnu værre, uden rendestene.

Man havde hverken tænkt på vandafløb eller tilførsel af drikkevand. Der var ingen lygter og ingen vægter. Renovationsvæsen var der heller ikke.

 

Man morede sig inde i byen

Den stinkende grøft langs Blågårdsvejen gav konstant grobund for klager. Men parcelejerne værgede sig ved at lade den rense. Vejene var private. Dem ejede grundspekulanterne. Og de var bundløse. Kommunen havde tilbudt, at sætte dem i stand, mod at de blev åbnet for offentlig færdsel, men grundspekulanterne sagde nej.

Inde i byen morede man sig, da et læs tørv sad så dybt i mudderet i en af gaderne, at man først måtte spænde hestene fra, og tøvet måtte læses fra, før man kunne få vognen i gang igen.

 

Døde af drikkevand?

Drikkevandet skaffede man i begyndelsen fra brønde, der direkte modtog grundvandet fra Assistens Kirkegården. Det var så sundhedsfarligt, at politiet forbød brugen af dem.

I 1879 meddelte Blade fra Kirkegården, at nogle beboere nede ved Ladegårdsåen var blevet fundet døde nede ved Ladegårdsåen. Man mente, at vand fra kirkegården havde fundet ned i åen, og at beboerne derefter havde drukket af åen.

 

Oversvømmet af kloakvand

Man fik anlagt nogle provisoriske ledninger fra Peblingesøen og Ladegårdsåen. Det så ikke bedre ud på den anden side af Nørrebrogade. Skt. Hans Gaden var anlagt på 1. blegdam,
uden at man havde gjort noget for at aflede vandet. Spildevandet løb langs gadens rendesten ned i Sortedams-søen.

I Ravnsborg Have lå en afskyelig pøl. Den var bestemt til at aftage afløbs – og spildevand fra grundende , vaskerierne og en del ejendomme fra Fælledvejen. Blågårdgadens parceller blev oversvømmet af Nørrebros kloakvand.

Rosenåen var en åben kloak og det var grøften langs Blegdamsvejen også. Her var så mangen en soldat faldet ned, efter en øvelse. Og ikke alle var kommet op igen.

 

De latrinære begivenheder

I 1870’erne udtørrede Københavns Kommune delvis Lersøen. Og den blev snart udsat for de latrinære begivenheder. Udførslen af byens natrenovation skete med de berygtede natmænd og natvogne. Lokums – tømningen var i 1880’erne blevet et problem. Man måtte finde en løsning. Det gjaldt om, at få latrinen bragt bort fra byens grund. Kompagniet havde dels mellem længst forglemte lokaliteter – Rdmands¨-marken og Brudesengsmarken et større latrinoplag med tilhørende bygning og faciliteter.

 

Underlivets aftendufte

Ifølge kontrakten skulle depoterne ophæves inden for fire år. Det skete bare ikke. Man havde også fået et anlæg ved Lersøen. Dette depot blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordhavnen. Stanken lagde sig over området. En af den danske sangskats smukkeste sange, blev i området lavet om til

• Underlivets Aftendufte

 

En latrinær information

I november 1890 kunne man i de københavnske dagblade læse følgende latrinære information:

• Gjødning til Landet.
• Kjøbenhavns Renovations – Kompagni lader anlægge en Jernbane fra sine Oplagspladser til Statsbanens Spor i nærheden af Nørrebros Station, en Strækning af omtrent et Par tusinde Alen. Anlægget af Sporet have Statsbanerne taget i Entreprise.
• Til transport af Gjødningen har Renovationskompagniet i Malmø ladet forfærdige 12 store Jernbanevogne, der paa et par Egeplanker nær kun består af Jern og Staal. Paa hver af Vognene er der lejer til 3 mægtige Tønder, hvis Forfærdigelse er taget i Enterprise af en Kjøbenhavnsk Bødkerforretning.
• Det er Meningen at Gjødningsvognene pr. Hestekraft skal transporteres fra Renovations – Kompagniets Oplagspladser, hvor de fyldes, ad den ny Sporlinie til Nørrebros Station for at inddrages i Togene og befordres til Landstationerne, hvor saa Gjødningen aftappes til Forbrugerne.

 

En tvivlsom værdighed

DSB var tilfredse med betydelige indtægter. Men beboerne ved landstationerne var ikke tilfredse med deres stations nye ære og værdighed som Latrinstation. Mange nordsjællandske stationer fik efterhånden denne værdighed.

Station Lersøen blev af DSB betragtet som et privat sidespor og dels som en holdeplads. Der blev opført et beboelseshus til den bestyrende ekspedient. Efterhånden blev en stations – karl også ansat. Til stationen hørte en lille have på 365 kvadratalen. Den kunne man så have meget glæde af i fritiden. Gødning havde man jo lige for døren. Den ejendommelige station åbnede den 1. februar 1891.

 

Eksplosion i ”Chokoladevognen”

Latrinvognene var nu ikke så store som pressen gjorde dem til. De tre trætønder kunne tilsammen rumme 10.000 kg. Det varede ikke længe før bare synet af dem fik folk til at holde afstand. Man havde lavet en anordning, så tøndevognene ikke eksploderede ved indholdets gæring i stærk sommervarme. Det skete inden denne anordning flere gange. Således skete dette seks gange i løbet af en varm pinse på Hovedbanegården. Ja det forekom også på Nørrebro Station.

Desværre var disse vogne ikke altid lige tætte. Det efterlod en stribe, som især Nørrebros hunde viste stor interesse for.

 

Det stank i Lersøen

I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede blev der afsendt 208.907 tons latrin. Da man var blevet færdig på Kløvermarken blev latrindepotet på Lersøen nedlagt. Lersøen forvandlede sig til et moseområde. Men med pilebevoksningen blev det et tilholdssted for byens løse eksistenser. Utugtens eksistenser logerede også her med eller uden alfonser. Her trivedes kriminelle, sprittere, subsistensløse og voldsmænd. Nutidens kriminelle skulle stå meget tidlig op for at hamle op med dem.

Men det var ikke kun det forhold, der gjorde stedet utrygt. Om sommeren stank der fra de åbne latriner, hvor natmændene havde tømt deres last.

 

Natvogn – var et fyord

Det var noget uhyggeligt ved at møde de raslende og stinkende hestevogne med latrintønderne. De pjaltede natmænd kørte deres stinkende hestevogne tilbage til depoterne i morgentimerne, ja så raslede vognene endnu mere. Natvogn var et fy – ord, så de blev kaldt for chokolade – vogne.

 

Closetta – vittighed

Der er en vittighed fra den tid. En tysker ville gerne se Københavns lyksaligheder, så han blev slæbt ud til Lersøen.

• Was ist den dass?
• Chokolade – Wagen, lød svaret
• Ach so, von Cloetta
• Nein, von Closetta

Og Cloétta var som vi alle ved, en chokoladefabrik i Hørsholmgade.

 

Endte børn i Lergravene?

Ved den nuværende Teglværksgade opførtes Aldersro teglværk. Rygter og vandrehistorier vil vide, at mange børn endte deres liv i teglværkets lergrave. Senere blev disse fyldt op med natrenovation.

 

Natrenovation ved Runddelen

Det var dengang ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel til Lyngbyvejen i 1890erne. Der var nogle arbejderboliger og nogle kolonihaver. Bag ved lå natrenovationen: Inde på pladsen
tømtes latrinen i dybe overdækkede kanaler for at bundfældes. Kanalerne blev ført ud til et hul på størrelse med selve Runddelen.

I det stille vejr hændte det ofte, at gassen fra latrinen samledes i rørene, så kunne der ske større og mindre eksplosioner. Latrinen blev afhentet af omegnens gartnerier og brugt som mødding – velbekomme.

 

Betjentene løb

Når betjente skulle patruljere fra Nørrebros Runddel ud ad Jagtvejen, ja så løb de, for at få det overstået. Når vinden stod i en bestemt retning, kunne det være en meget ubehagelig oplevelse. Dengang havde betjente tjeneste i syv timers vagt. Og de skulle hele tiden være på deres post. De var tvunget til at spise i det fri. En ældre betjent fandt det bedst at sidde ned og spise. Han havde fundet ud af, at det var udmærket at sidde på en omvendt latrintønde.

 

Betjenten, der sad fast

En dag fandt renovationsselskabet ud af, at gøre tønden tættere, og så blev den dækket af tjære og asfalt. Det var den pågældende betjent dog ikke blevet orienteret om. Og da han efter en times hvil og frokost skulle ville rejse sig, sad han fast. Uhjælpelig fast. Han kunne ikke komme løs fordi asfalten og tjæren var smeltet.

 

Nødtørftsanstalter og Ekvipager

Der var et stort firma på Nørrebrogade 39. De var Københavns førende producenter af lygtepæle, kloakdæksler og fristående pissoirer – også kaldet nødtørftsanstalter. Ja og den initiativrige urtekræmmer Mygind på Nørrebro overtog Københavns natrenovation. Han kaldte foretagendet noget så fint som “De Myginske Ekvipager”

 

Sad han på lokum?

Ja og en rigtig Lokums – historie udspandt sig i 1835. Det var ved Ølunds Mølle, hvor kaptajn ved Borgevæbningen Toksværd, boede. Det var en kæmpe storm, og stakittet røg. Forbipasserende kunne se direkte ind i hans lokum. Men historien fortæller ikke, om han sad på lokum, da det det skete.

 

Kloak-systemet

Allerede i 1857 havde København vedtaget at etablere et kloaksystem, man det blev forbudt at tilslutte vandklosetter. WC’et eller vandklosettet blev første gang indført i København i 1894 som et forsøg.

Og tænk allerede i 1775 opfandt en urmager Alexander Cummings det skylletoilet, som vi kender i dag. Og man kan sige bortset fra kosmetiske ændringer er der ikke sket revolutionære
ændringer inden for dette system.

Og fra 1903 blev kloakkerne ikke tømt ud i kanalerne eller havnen, men ude i Kongedybet.

 

Sundhedspolitiets forordninger

I 1886 var der kommet en forordning om hvor ofte latrinerne skulle tømmes. Sundhedspolitiet bestemte også, hvor mange latrinkuler, der måtte være. Således var der i 1889 kun tre tilbage, i Lersøen, på Rådmandsmarken og Christianshavns Fælled.

 

Natmændene strejkede

I august 1905 strejkede natmændende, for første gang i historien. Det var katastrofalt. Gennem tre nætter holdt de sig borte. De overfyldte stinkende tønder var en bombe under hygiejnen.

Og tænk i 2010 købte danskerne for 653 millioner kroner toiletpapir. Det blev til 281 millioner ruller.

 

Tænk på det

Prøv at tænke på alle disse ting, næste gang du går på toilet, eller stiller dig under bruseren. Håber at I efter dette smuds nyder brunkagen og kaffen. Egentlig ville vi også have bagt klatkager.

 

Toiletmuseum

Og skulle I lige falde forbi New Delhi, så findes der her et rigtigt toiletmuseum. Her kan I se toiletter fra hele verden i utallige designs. Ja og det findes også en international toiletdag. Det er den 19. november, da kan alverdens mennesker sidde og skide sammen.

 

En latrinær vittighed

Jeg vil slutte med denne sandfærdige historie fra Aabenraa, som jeg har fordansket. Det var ved frokosttid, og latrin – hestevognen kørte gennem byen med tønderne bag på.

• Kalle, kan du ikke lige stoppe hestene.
• Jamen Heine, hvad er det galt?
• Kalle, jeg har tabt jakken ned i en spand.
• Jamen Heine, den jakke var så beskidt og grim. Den er da ikke værd at gemme. Den kunne du da ikke være bekendt, at have på.
• Jamen Kalle, min madpakke lå i lommen.

 

• Til foredraget er anvendt citater fra tidligere allerede offentliggjorte artikler her fra dengang.dk

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro

His du vil viede mere: 

• På www.dengang.dk kan du finde 1.783 artikler, heraf er 304 artikler fra Nørrebro 

Redigeret 29. – 10. – 2021

I 1893 kom den første socialdemokrat i Borgerrepræsentationen. Ikke mange kunne opnå valgret. Brændevin var billig. Og selv i døde var der klasseforskel.
Kæmpe troppestyrker blev samlet til det første 1 maj måde. Arbejdsgiverne havde et farligt våben – lockout. Andre ville have mere direkte arbejderkamp med sabotage m.m.

 

Socialdemokrater i Borgerrepræsentationen

Første gang, der valgtes socialdemokrater til Borgerrepræsentationen var den 28. marts 1893. Det var malersvenden Jens Jensen og læreren K.M. Klausen.  For første gang havde man fået indflydelse. De besluttende organer have indtil da bestået af velstående bysbørn.

 

Arbejdere som borgmestre

Efter ti år blev Jens Jensen byens finansborgmester. Efter yderligere 14 år fik arbejderpartiet flertal. Nu var der pludselig arbejdere som borgmestre og rådmænd.

 

Valgret med forhindringer

Det var så sandelig ikke alle, der havde valgret. § 30 fastsatte den almindelige regel om valgret til Folketinget. Efter den tilkom valgretten enhver uberygtet mand, når han var fyldt 30 år, medmindre han:

1. Uden at have egen husstand står i privat tjenesteforhold.
2. Nyder eller har nydt understøttelse af fattigvæsenet, som ikke er enten eftergivet eller tilbagebetalt
3. Er ude af rådighed over sit bo
4. Ikke har haft fast bopæl i et år i den valgkreds eller den stad, hvori han opholder sig på den tid, valget foregår.

Og ikke nok med det. Valgretten afhang også af ens indtægt.

 

Murerstrejke

Det var faktisk en murerstrejke i København i 1872, der fik afgørende indflydelse på den spæde arbejderbevægelse. Det var den, der førte til det berømte slag på Fælleden og Pio’ s anholdelse.

 

Brændevin var billig

Siden 1870erne var der stadig en lang arbejdsdag fra 6 morgen til 6 aften. Arbejdernes antal var næsten tredobbelt.  Den trælsomme tilværelse for arbejderne med en dårlig løn og en lang arbejdsdag og dårlige arbejdsforhold gjorde værtshuset til et festligt sted. Brændevin var billigt og for en tid kunne man så glemme den triste tilværelse.

 

Afholdsforeningerne

Selv om afholdsforeningerne gjorde et stort stykke arbejde, så var det først da arbejderne havde skaffet bedre økonomiske kår, korte arbejdstid med råd og tid til et hjemmeliv i bedre boliger, at drikkeriet virkelig blev begrænset. Ferie var først noget man kendte efter 1890erne.

 

En aften i et arbejderhjem

Ved spisetid blev petroleumslampen tændt, og familien tog plads ved det firkantede bord. Som regel blev der spist  søbemad. Konen kom ind i stuen med to kasseroller. Af den ene øste
hun op i tallerknerne og rakte dem rundt. Den anden kasserolle var fuld af kartofler. Dem stak de alle til efter tur, far først.

Efter middagen lagde far sig på den gamle sofa. Det var det eneste magelige møbel i datidens arbejderhjem. Med faderen liggende der, var der plads ved det tomme bord til lektielæsning.
De to mindste travede eller krøb rundt på gulvet, hvis de ikke sad på potten.

Senere kom konen ind med kaffe til manden, der et øjeblik satte sig op i sofaen. Tung og træt fyldte konen ud i en af de stive træstole og drak sin kaffe af underkoppen. Klokken 9 rejste konen sig og hængte sit sjal for de nederste vinduer. Det var nu tid til at sige godnat.

Stuen var måske dekoreret med guirlander af bleer, som hang til tørre over kakkelovnen.

 

Nedslidte arbejderhjem

Bygningerne var opført af smudsige sten, medtagende af vejr og vind. De var mærket af sod fra de mange skorstene. Vedligeholdelse var det ikke noget af. Den grønne farve på vinduesrammer og døre var skallet af og kittet faldet ud. Vinduerne klirrede mod stifterne, når blæsten satte ind. Plankeværket mellem de snævre gårde og lokummerne var faldefærdige.

 

Tvedeling af arbejderbevægelse

Midt i 1870erne var forståelsen for arbejdernes krav lig nul. Konjunkturerne var vendt. Enhver tendens til lønforhøjelse blev stoppet. Arbejderen havde ikke råd til, at være i en fagforening. Mange meldte sig ud. Nogle mente, at fordi man var medlem af en fagforening, behøvede man ikke at være socialister. Derfor skete der en tvedeling af den socialdemokratiske arbejderbevægelse.

Fagbladene advarede mod skruebrækkere, men også om kapitalistens forbundsfælle i vort eget hjem.

 

Også i døden var man forskellig

Ofte måtte arbejderen nøjes med kirkegårdens fattigjord, til linjebetaling med et minimum af kirkelig service og med en travl præst, der måske skulle hen og jorde et mere indbringende lig.

Enhver tanke om, at arbejderklassen kunne få sin faglige og ideologiske symboler – de røde faner – med i kirke og kapel, var naturligvis udelukket. Ingen tænkte på at nægte ordener og sabler plads på en fløjlspude ved kistens fodende, når borgerskabet førte de døde til graven. Der var forskel på folk, selv i døden.

 

Knap så mange bekymringer

Arbejderbevægelsen havde gennem 1880erne opnået bedre løn og korte arbejdstid. Men det var vel nok først i 1890 de rigtig gode resultater kom. Der kom en ny social lovgivning. Pludselig
fik man alderdomsunderstøttelse, sygekasser og bedre fattighjælp. Nu var det knap så mange bekymringer.

 

Tænk hvis de fuldede sig

Myndighederne gav tilladelse til afholdelse af 1. maj møde. Man måtte godt samle sig, men man måtte ikke gå i procession gennem gaderne. Samtidig forbød politidirektøren, at fanerne måtte bæres gennem gaderne i udfoldet stand. Man måtte heller ikke synge eller have et orkester med sig.

Og på Fælleden var al udskænkning forbudt. Tænk hvis arbejderne fuldede sig, og blev ukontrollerede?

 

Kæmpe troppestyrker

Alle mistænkelige blev kaldt til forhør inden mødet, og politiet sendte spioner ud til indledende møder. Krigsministeren skrev til marinemisteren omkring mobilisering. Gendarmkorpset måtte have hjælp fra andre sjællandske byer. Korpset var beregnet til at blive sat ind i tilfælde af civile uroligheder. Dette korps stod til politiets disposition.

Og politiet stod klar med 335 mand fordelt på 16 kommandoer. Ja det forlød, at også kontorfolkene måtte klæde sig ud i uniform, for at det skulle se ud af lidt mere.  Styrken under kommandanten i København stod også til rådighed. De bestod af 1.826 menige, konstabler, befalingsmandselever og under-officerer

Fra Orlogsværftet og vagtskibene i havnen kunne man mønstre 700 mand. Hertil kom 300 – 400 folk i Nyboder.  Fra Jægersborg var kaldt husarer. Citadellet  nu Kastellet var blevet forstærket med artillerister fra Trekoner. Soldater fra garnisoner uden for København kunne hidkaldes. Her var 3.500 mand.

Der blev udleveret skarp ammunition og håndvåben fra depoterne. Man troede åbenbart at københavnske arbejdere kunne finde på, hvad som helst Det var lykkedes for næsten samtlige
fag, at få overenskomst med deres arbejdsgivere. Det øvrige land var dog langt bag efter. At reallønnen var forbedret med 20 – 25 pct. var nået der betød noget.

 

De Samvirkende Fagforbund

Michael Lyngsie var i 1897 i stand til at samle arbejdsmændene i det Arbejdsmandsforbund , der senere blev så mægtig en organisation. I 1898 oprettedes De Samvirkende Fagforbund. Ved århundred – skiftet var arbejdstiden ned under 10 timer.

 

Natmændene strejkede

Men allerede i 1892 havde københavnerne stiftet bekendtskab med arbejdsmændenes fagforening. Man proklamerede strejke blandt natmændene i København. De stinkende spande blev stående på trappegange og i porte. Byen var i oprør. Det gik da også kun et par dage inden fagforeningens krav var opfyldt.

 

Mange strejker blev vundet

Arbejdernes bedre kår var ikke sket uden kamp og sammenstød med modparten. Der var masser af strejker. Ikke alle blev vundet, men dog de fleste. Ofte var årsagen, at modparten ikke var organiseret, men det blev de i 1896. Det blev til Arbejdsgiverforeningen. De armeer stod over for hinanden i 1899 – den store lockout.

 

Hård tid

Det blev en hård tid for arbejderne. Organisationerne var nye og var endnu svage og fattige. Utallige arbejderhjem blev ribbede i de tre måneder konflikten varede. Den 5. september 1899
sluttede konflikten med et forlig. Tiden fra århundredeskiftet frem til første verdenskrig bød ikke på nær så meget fremgang som i det forudgående tiår. Bevares, der kom pæne lønstigninger, men det blev opslugt af prisstigninger.

 

Alkoholisme

I 1901 viser en undersøgelse, at 19 pct. af den mandlige befolkning var ramt af alkoholisme.

 

Et drabeligt våben – lockout

Arbejdsgiverne havde et drabeligt våben lockout. Alene inden for et enkelt år blev der truet 12 gange med lockout. Konflikten i 1908 i de grafiske fag, begyndte med at litograferne strejkede. Derefter lockoutede arbejdsgiverne typografer, undtagen dem de få, der var ansat på dagbladene. Disse svarede dog igen med at strejke. Det vakte stor opsigt dengang, når avisen ikke kom. Men episoden medførte voldgiftsrettens oprettelse.

Arbejdsløsheden 1907 – 1908 medførte krise også indadtil i fagbevægelsen. Dette medførte også uroligheder.

 

Rigtig arbejderkamp

I 1910 organiserede man sig i Fagoppositionens Sammenslutning. Her var rabarber – drengen, Christian Christensen den ledende kraft. I bladet Solidaritet forklarede han sammenslutningens formål:

1. At forbedre og udvikle de nuværende forældede fagforeninger til moderne, lokale industri – og brancheforbund
2. At udvikle den uduelige fagkamp til industriel kamp
3. At bibringe arbejdernes kendskab til og fortrolighed med den moderne kampteknik, den pludselige strejke, obstruktion, sabotage og solidarisk boykotning.

En anden strejke, der vakte opsigt var en sporvejsstrejke på Frederiksberg i 1912. her kom det til hårde sammenstød mellem de strejkende og politiet.

 

Bedre social lovgivning

Omkring 1914 var omkring 50 pct. af samtlige danske arbejdere organiseret i fagforeninger. Ind til 1. verdenskrig skete der ikke de store ændringer. Men lige efter 1920 skete der en gennemsnitlig lønforhøjelse på 20 pct. i forhold til 1918. De københavnske bygningsarbejdere havde iværksat en konflikt i kravet om en 8 – timers dag. Også betydelige forbedringer af den sociale lovgivning blev gennemført.

 

Bolignød og krak

Men lige efter 1. verdenskrigs afslutning ramtes mange af bolignød. Mange familier måtte indkvarteres på skoler eller i barak – lejligheder. Der var faldende forsyninger af brændsel og fødevarer. I krigens sidste år nåede man op på 20 pct. arbejdsløshed. Under krigen steg fødevarepriserne med op til 85 pct. Brændselspriserne steg med 75 pct.

 

Lyngsies skovture

Mellemkrigstiden betød store økonomiske kriser og krak for hele det danske samfund. Det kom til store arbejdskonflikter. Midt under en arbejdsmands – konflikt arrangerede Lyngsie
en gammeldags skovtur for sine medlemmer. I 1929 indledte Stauning  en periode med masser af reformer. Tiåret 1929 – 1939 var en fremgangsperiode for den danske arbejder. Det var den store socialreform, ferielovgivningen og meget andet, der gav en tro på livet.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere:-

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Nørrebro findes der 304 artikler 
• Under København findes der 191 artikler 

 

• Historien om 1. maj
• Når jeg ser et rødt flag smælde
• Arbejder og industri på Nørrebro 2 (under Nørrebro)
• Arbejderkamp på Nørrebro (under Nørrebro)
• Arbejdere på Nørrebro (under Nørrebro)
• Begravelse på Assistens Kirkekegaard 1887 (under Nørrebro)
• Industri og arbejdere på Nørrebro
• Louis Pio på Nørrebro (under Nørrebro)
• Stauning på Nørrebro (under Nørrebro)
• Flere arbejdere på Nørrebro (under Nørrebro)
• Rabarberlandet (under Nørrebro)
• Og mange flere artikler
  

Redigeret 17. – 11. – 2021