Søgeresultater på "Højer – som havneby"
Dato: juni 7, 2007
Hæwer – det klæwer (Højer, det klæber), siger man om flækken Højer. Hæwer ligge bach a dich (Højer ligger bag ved diget). Her tales lige som i Tønder en blanding af dansk, tysk, sønderjysk, plattysk og frisisk i en broget blanding.
For en fremmed barsk og fattig
Folk vender tilbage til Højer. Den særegne natur finder man ikke andre steder. Når man synger hjemstavnssangen For en fremmed barsk og fattig, får man også en fornemmelse. Man skulle tro, at denne sang, var skrevet af en af Marskens egne digtere. Men ak nej. Forfatteren hed Egebjerg Jensen var lektor på Tønder Statsskole og stammede fra Vejle.
Højer ligger højt
Selve Højer ligger ret højt – i hvert fald til Tønder. Når man står på Torvet og kigger på den flotte Højergård, og på den tyske præstegård., så siger man der i flækken
Er det derfor, det hedder Højer?
I 1200 – tallet nævnte man også navnet Høthær, da tilhørte flækken, kongen. I 1313 gik den over til hertugen af Gottorp..
Handel og håndværk i Højer
Fra 1556 var havnen en slags udehavn for Tønder. Det var de ikke særlig taknemlige for inde i Tønder. De forsøgte at forhindre de erhvervsdrivende i Højer til at drive handel og håndværk. Det startede helt tilbage fra 1354, hvor Tønder fik eneret. Først i 1736 blev denne diskrimination ophævet. I 1743 blev Højer kaldt for en flække (mellemting mellem en landsby og en købstad). Otte rådmænd administrerede byen.
Højers fattighus
Øst for præstegården ligger byens gamle fattighus “Æ armhus” Nørrevej 23. Det var fattige tider efter statsbankrotten i 1813, og i 1820erne drog hele skarer af tiggere rundt. Derfor besluttede man, at oprette en Forsørgelses – og Arbejderanstalt for Højer Sogn. Det skete i et stråtækt hus fra 1741. der blev indrettet arbejdsværelse, skolestue, 8 værelser, 28 senge, spisestue, køkken bestyrelsesbolig, og stald til fire køer.
Allerede ved anstaltens åbning i 1829 var der 40 alumner. Allerede i 1831 var der 55 alumner.
Der var strenge reglementer. Man måtte ikke forlade huset uden tilladelse. Alumnerne kniplede, spandt, bandt børster og lavede svovlstikker og blegepinde. Tingene blev solgt til indtægt for huset.
Drengene blev som 10 – årige sendt ud for at tjene. I 1838 brændte det oprindelige hus, og et nyt blev opført.
Den tidligere stald blev brugt som arresthus “æ armhusgaf”
Højer Mølle
Der har været en del møller i Højer, den ældste er en stubmølle, og stammer formentlig fra 1500 – tallet. Den nuværende Højer Mølle er en af de højeste hollændermøller i Nordeuropa, den er bygget i 1857, og indeholder i dag en interessant udstilling om Højer og Vadehavet. Et besøg kan stærk anbefales
Historien om Kiers Gård
Vi kan ikke komme uden om Kjærbys ”villa” Kiers gaard. Den stammer helt tilbage fra 1400 – tallet. Den har haft mange fine ejere. Engang hørte den under domkapitlet i Ribe, en tid under selveste kongen og under greven af Schackenborg i Møgeltønder. Men hvorfor hedder den egentlig Kiers Gaard.
Jo se under den første dansk – tyske krig om Sønderjylland i slutningen af 1840erne, lå der en kanonbåd ude i Vadehavet. Kommandanten var Johan Ernst Kier, søn af den daværende borgmester i Haderslev. Og dengang kunne man ved højvande sejle helt ind til gården. Her fik løjtnanten øje på gårdens datter, Jane. Som så også fik øje på løjtnanten. Men den gamle Todsen, Janes far ville ikke vide noget af den forbindelse. Men de blev gift, og det sørgede Johans far for.
Johann blev senere chef for Slesvig – Holstenske marines norddivision – mod Danmark. Deres fælles søn voksede op på gården hos vrede Todsen.
Og den lykkelige ende blev at Johan Ernst Kier overtog gården, så deraf navnet.
Da kong Christian den Ottende var besøg på gården, skulle den lokale apoteker, levere cologne, pomade – og dansk sennep. Men da oprører mod den danske konge tog fat i 1848, sang de også på Kiers Gård oprørssangen “Schleswig Holstein mehrumschlungen”
Det første kongelige besøg efter genforeningen
Den 20. juli 1920 havde Christian den tiende bebudet, at han ville besøge Højer. Men byrådet var modstander af det danske styre. Borgmester Johansen modtog kongen med en tale på tysk, som rådet i forvejen havde godkendt. Heri gjorde han kongen opmærksom på
Hertil svarede kongen:
Et reserveben bliver bevilliget
De sociale udgifter var begrænset, der blev ikke givet meget. Dog bevilligede man i 1922 et reserveben til en mand med træben.
Indtil årene lige efter 2. verdenskrig var bybilledet i Højer præget af den manglende kloakering. Nogle steder var der udløb fra stalde til rendestenene.
Ville have eget eksportmarked
Trods al sparsommelighed gav byrådet i 1924 et lån til Handels- og Industriforeningen til køb af et motorskib på en fragtrute mellem Højer havn og Havneby eller Kongsmark på Rømø. Det førte til erhvervelsen af M/S Mary, som derefter i en lille snes år besejlede denne rute.
Man ville også eksportere fede-kvæg direkte til Hamborg, men ministeriet gik imod.
Men man måtte godt sende kvæget til eksportstaldene i Tønder – med toget. Men mange valgte at gå ad landevejen til Tønder med deres kvæg.
Det var alligevel tosset, at man skulle helt til Tønder, man kunne da sagtens selv. Men i 1937 fik man afslag fra landbrugsministeriet, og det samme gentog sig i 1943.
Bageren med pilekvisten
Længe før man fik et rigtigt vandværk, skete drikkevandsforsyningen fra private brønde og boringer. Og her var bagermester Emil Petersen i Herbergsgade ufejlbarlig. Når han gik over et område med sin pilekvist i hænderne, og han på grundlag af dens udslag kunne konstatere, at her var det vand, ja så kunne man rolig gå i gang med at bore.
Dansk – tysk konflikt
Ansættelse af en sygeplejerske gav anledning til en bitter strid mellem de nationale lejre. I byrådet var der afstemning, med det sædvanlige resultat. Syv stemmer for den tyske sygeplejerske Frk. Roll fra Højer, og fire stemmer for den danske Frk. Lund fra København. Derpå meddelte sygekassen, at den ønskede Frk. Lund ansat, men byrådet fastholdt sin afgørelse, hvorpå landsognet og sygekassen i 1935 opsagde aftalen og ansatte Frk. Lund, mens byrådet oprettede kontrakt med Frk. Roll.
Men året efter, vedtog man dog at ansætte kun en sygeplejerske sammen med sygekassen.
Et led i denne strid var en generalforsamling i sygekassen på Ohlsens Hotel den 4. marts 1936. Her mødte frem så godt som alle medlemmer, tyske som danske, og det blev et voldsomt rabaldermøde.
Tanden trækkes ud af lægen
Og nu hvor er ved det med sundhed, ja så havde man både en dansk og en tysk læge i Højer. I nogle få år havde man en uddannet tandlæge i Postgade. Men man havde i mange år tandteknikker Frk. Eline Jacobsen, der også udførte almindelig tandlægearbejde. Men skulle man have en tand trukket ud, måtte man gå til sin læge. Så kunne den blive trukket ud, enten på tysk eller på dansk.
Allerede fra 1841 havde Højer dog, et apotek.
Tyske skilte fra 1883 – 1945
I 1883 havde man sat gadeskilte op på passende steder ved gadehjørner. I 1923 blev disse skilte fornyet, med hver gades navn angivet både på dansk og tysk. De tyske skilte blev fjernet i maj 1945. Og nu taler det tyske mindretal om, at alle skilte i Sønderjylland igen skal bære tosproget. Ja så kunne vi lige så godt også få dem å synnejysk.
Højers mange hoteller
Engang var der mange hoteller i Højer, Ohlsens Hotel, Hotel Sylt, Centralhotellet, Banegårdshotellet, Gottfriedsens Kro, Peter Jensens Kro og Hotel Stadt Tondern. Her overnattede tyske kurgæster, alt imens de ventede på tidevandet. De skulle nemlig til øen Sild via Højer.
Stadt Tondern har været et kulturcentrum i byen. I 1887 var der optræden af sangere fra Nürnberg, en musiker fra New York, og en tryllekunstner.
Selvfølgelig brugte lokale folk også hotellerne. Her kom overgendarm Christiansen, Kæmner Widstrup og Falle Simonsen. Og mon ikke også møller Roll, lærer Ewermann og skomager Martinus har været forbi.
Musik i Højer
Og så var det jo også dansant. Kaj Post, det lokale postbud spillede på trompet, han spillede også i brandværnsorkesteret. Ved siden af sad Lille Blik – blikkenslagersvend på Kovej ved Kesse Blik. Han hamrede løs på trommerne. Henne i hjørnet var der så en, der gned på violinen. De kaldte sig for Højer Trio. Når så Politi Jørgensen også kaldet Scotland Jørgensen kom ind i lokalet, spillede trioen, Jørgensens yndlingsmelodi, Når der kommer en båd med bananer.
Byrådsmøder på Ohlsens Hotel
På Ohlsens Hotel blev byrådsmøderne afholdt. Når byrådsmøderne startede plejede borgmaster Andersen altid at indlede:
Først tager de landet, så vores piger
Der kom først danske flertal i Højer i 1946. Og det var borgmester Andersen ikke så glad. Han var med det dansk klingende efternavn tysksindet. Han var heller ikke så begejstret for, at hans datter skulle giftes med den danske fabrikant Kjærbyes søn. Så æ Bürgermeister udtrykte det på følgende måde:
En af de store arbejdspladser var Højer Tæppefabrik, og det var her Kjærbye regerede.
Tyske tropper i Højer
Under 2. verdenskrig var der indkvartering af tyske tropper bl.a. på skolen, på hoteller og i det danske og tyske forsamlingshus. Da krigen var forbi rykkede først en afdeling fra Den danske Brigade fra Sverige ind, og kort efter fik Højer dansk garnison, idet en grænsekommando på 150 mand blev stationeret her. Til dem blev der på den tyske sportsplads vest for Ballumvej indrettet en baraklejr. Højer oplevede at være garnisonsby i 4 år.
Æ safthus
Oppe på Ballumvej lå det danske forsamlingshus. I nærheden lå urmager Hyldtoft, købmand Johansen, og Jensens karosserifabrik. Ja og Jensen havde bygget en bil til Christian den tiende. Det var han meget stolt af.
Forsamlingshuset blev kaldt for Æ safthus, man serverede ikke spiritus derinde. Det har ændret sig. Da jeg for adskillige år siden var til bryllup derinde, var det ikke saft og sodavand, som vi drak. Da var det fru Struck, der regerede herinde. Hus sad også i Byrådet.
Besparelser under krigen
Den 18. september 1939 besluttede byrådet, at erstatte gadebelysningens 60 watts lamper med 15 watts, og lygterne blev slukket klokken 23. Der blev også malet neutralitetsmærker på flere hustage. Det mest fremtrædende var et dannebrogsflag, der fyldte hele taget på tæppefabrikkens største bygning.
Endelig dansk flertal i 1946
Den 14. marts 1946 var der for første gang, dansk flertal i Højer, og direktør på Tæppefabrikken Vilhelm Mathiasen blev valgt som ny borgmester. Senere blev det toldassistent J.K. Nielsen. Derefter fulgte overpolitibetjent Gregers Jørgensen. I 1978 blev det så Knud Hansen.
Smedjen på Nørrevej
Højer er præget af mange gamle familieforetagender. Det ville nok være for meget og fokusere på hver enkelt virksomhed. Men vi skal lige kigge på Tante Annelise og onkel Kedde (Kedde smed) ´s virksomhed i Nørrevej 9.
Her var det smedje i over 100 år, min onkel nedlagde det i 1962. Jeg husker også at vi legede i høet over på den anden side. Engang var det rigtig landbrug til smedjen, da min onkel Keddes oldefar grundlagde det hele. De havde pige og læredrenge på kost.
Hesteskoning var en væsentlig del af smedens arbejde, og hver arbejdsdag begyndte med, at det blev smedet 8 – 10 par hestesko. Det hørte med til svendestykket at smede hestesko og beslå heste. Når en hest skulle skos, tog lærerdrengene de gamle sko af, og smeden fandt nye af samme størrelse. De blev så glødet på essen, og brændt på plads under hoven., før der blev slået søm i.
I rendestenen foran smedjen stod en stor sten med fordybning i. den blev anvendt, når der skulle lægges jernring om et vognhjul. Ringen blev glødet om anbragt om hjulet, som derpå i lodret stilling drejedes rundt på stene, medens en lærling hældte vand på, så der ikke gik ild i træet.
Jeg mener, at stenen blev brugt i den idylliske have som fuglebad. En stor håndreven slibesten stod også foran smedjen. Den var oprindelig en gammel møllesten.
Kystmilitsen
Lige i nærheden ligger Hindrichsens flotte købmandsgård fra 1760. Det var Rasmus Hindrichsen, der var leder af kystmilitsen, da vi var i krig med englænderne. Han havde udarbejdet nogle meget detaljerede regler. Kommandoen foregik på dansk, mens forklaringen var tysk. Militsen bestod for det meste af danske bønderkarle.
Guldkysten og Jammerbugten
Syd for Tøndervej blev der fra 1968 bygget en masse parcelhuse. I folkemunde blev bebyggelsen kaldt Snobberup, senere omdannet til Guldkysten. Dette fik så gårdejer Hans Hindrichsen til at kalde vejens nordside for Jammerbugten. Min kusine Herdis boede i Guldkysten.
Var det kloster i Højer?
Vi ved godt, at der har været kloster i Tønder, men det har det hvis ikke været i Højer, men hvorfor er det så noget, der hedder Klostergade?
En vis Helena, datter af ridder Hvidding, arvede efter sin far, en halv plov land i Højer, og skænkede den i 1383 til Løgum Kloster for en sjæls frelse. Den betegnedes senere, da feltherre Hans Schack overtog den Vor Frue Toft eller Kloster i Høfer. Den blev fordelt på 13 forbedelser (små husmandssteder). Det lå på det område, hvor Klostergade går.
Livet på Torvet
Torvet blev ikke uden grund kaldet for æ mærkensplads. Endnu i 40erne var det en åben gruset plads. Midt på stod en dobbelt-eg, plantet i 1898 til minde om den Slesvig – Holstenske opstand i 1848.
Indtil midten af 30erne holdtes der to gange om året, kvæg – og hestemarked på pladsen. Især forårsmarkedet den 3. torsdag i oktober samlede mange. Ålefiskeriet ved slusen var afsluttet. Dyrene blev mønstret og vurderet, der blev handlet og pruttet om prisen.
Så blev der ellers drukket og mangen en hårbytte l(kæfert) blev slæbt hjem. Nok flest før Genforeningen, da kostede en punch nemlig kun 20 Pfennig og en flaske brændevin 60 Pfennig. Mange tjente en ekstra skilling ved udskænkning af brændevin.
Karruseller, skydetelt, kraftprøver og kramboder af enhver art, medvirkede til et broget liv. Fra Visby kom produkthandleren “æ Berliner skomache”, som havde alt muligt: johannesbrød, sødtræ(lakridsrod), kokosnødder i småstykker, vidunderknolde til to og femøre, de femøres fyldte hele munden. Man kan så gisne om, hvad en produkthandler fylder i disse kugler.
Fra Tønder kom Niels Maren og Læpper i hestevogn. Læpper lavede selv is og reklamerede:
Når I spiser Læpper – is, kommer I i paradis!
Revolutionen i Højer
Torvet har også været skueplads for højtidelige begivenheder. En november-dag i 1918 gik byens offentlige udråber, politibetjent Würdermann byen rundt og forkyndte:
Dette bevirkede selvfølgelig, at det meste af byen samledes på Torvet.. Lidt før klokken tolv, stillede det Landsstormskomagni, der var stationeret i Højer op på Torvet, og da klokken slog, marcherede en afdeling marinere fra Flensborg ind på pladsen. Lederen af dem gik hen til Landstormens kaptajn, tog hans sabel, og rev hans epauletter af – og dermed var den sag afgjort.
Om aftenen skulle der dannes arbejder – og soldaterråd. Det foregik på Centralhotellet. Det var igen marineren fra Torvet, der førte ordet. Han var åbenbart godt orienteret om forholdene i Højer, og foreslog en kendt håndværker til formand for rådet. Men han protesterede:
Det bøjede håndværkeren sig for, Sådan foregik revolutionen i Højer.
Den Slesvig – Holstenske sag
I det sydøstlige hjørne af Torvet, der hvor Hotel Sylt lå, var der tidligere et gæstgivere med navnet Fährhaus Her tog de rejsende ind, når de ventede på at komme med båden til Sild. Her sad den 12. november 1830, den mest kendte forkæmper for den Slesvig – Holstenske sag, Uwe Jens Lornsen på vej til Sild, hvor han skulle være landfoged. Ti dage efter hans ankomst til øen, blev han arresteret.
Afholdsforening i Højer
Man havde også en afholdsforening i Højer. Det var en afdeling af Good Templar. De havde deres eget hus i Nørregade 62, men sandelig også, der hvor det sker på Hotel Sylt. Ja, de havde en hel stue.
Hvad er “systere”?
På hjørnet af Storegade og Torvet boede Anders Nielsen, Anders Staldkarl, der i mange år var ansat på Hotel Sylt. Der har tidligere boet en “syster” i huset, Linne mæ æ plet i æ pann. Hun gik ud og syede for folk. Hun var hos familie i mange dage, hvor hun syede og lappede alt, hvad der var brug for, og så fik hun i den tid kosten hos familien. Der var flere af disse “systere” i byen, som regel ugifte kvinder eller enker.
Falle – en kendt skikkelse
Man kan ikke sige Højer uden at nævne Falle. Jeg har mødt ham flere gange, men det er efterhånden en del år siden. Min skønne kusine Junes bedste veninde var Lisbeth, datter af Falle og Magda Simonsen.
Falle kom til Højer som 19 – årig, og blev ansat som staldkarl på Hotel Sylt. Han boede i et lille kælderrum på 5 – 6 m2. Her boede han i fem år. Foruden det normale arbejde som hotelstaldkarl, passede han vogn – og kreaturvægt og en benzintank. Der har altid været gang i Falle. Han havde også en frimærkehandel, og annoncerede i Politiken. Men det tog for meget af hans tid, så han opgav det, og købte i stedet 30 cykler, som han kunne få plads til i kørerstalden.
Dem fik han hurtig solgt, så hans fremtid var beseglet. Han ville være cykelhandler. Han flyttede hen på hjørnet af Skolegade og Nørregade. Senere flyttede han til Storegade hos gartner Lorentzen. Der fik han et lille værelse og en butik. Værkstedet var i det fri – i gården.
Omkring 1935 flyttede Falle hen i Torvet 9. Det blev hurtig en blandet Gesjæft. Der var cykelhandel, cykelværksted, frugt – og grøntbutik. Desuden kunne man købe is, slik, pølser, tobaksvarer, jagtgeværer og patroner. Det var et yndet sted for byens drenge, der altid fik lov til at hjælpe med. Men det var nu ikke altid, at kassen stemte.
På et tidspunkt havde han nok, Danmarks største samling af brugte cykler 4 – 5.000 stående i et par lade-bygninger i Søndergade.
I sin ungdom var han en habil bokser. Han kom gerne på Emmerlev Strandhotel. Og her hjalp han gerne værten Mathias Hansen, med at smide voldsomme gæster ud.
Senere købte Falle Torvet 9, og indrettede værksted i Søndergade. Falle var også ivrig fisker, og havde på til 100 åleruser i Vidåen. Købte man en cykel hos ham fik man som regel også et pund ål med i købet. Han havde også en båd og var med til muslingeventyret i Vidåen.
Boghandleren fra Højer
Vi skal også nævne boghandler Bundgård, som vi Tønder hos Andersen og Nissen havde et godt samarbejde med. Bundgård har betydet meget for den gamle mølle i Højer. Og i dag er jeg så heldig at være sammen med Bundgårds søn i Æ Synnejysk Ambassade her i København.
Det var et smerteligt tab for Højer, at Bundgård i 1984 måtte lukke sin butik. Jeg mener også, at Bundgård skrev en bog om Højer i 30erne.
Sønderjyllands første telefonlinje
I året 1900 var der installeret 10 telefonapparater i Højer. Og i 1920 havde man sågar 75 abonnenter. Men allerede i 1878, efter anmodning af beboere begyndte man at etablere en telefonforbindelse mellem Højer og Møgeltønder, og det blev forsøgsvis taget i brug den 29. marts samme år. Et orkester spillede foran mikrofonen i Højer, og fik bifald i Møgeltønder. I Højer kunne man overraskende tydelig høre hvert et ord, der blev sagt i telefonen i Møgeltønder. Ja man kunne endda genkende de talende på stemmerne.
Dette var nok den første telefonlinje i Sønderjylland.
Højer Pølse
Taler du med en københavner, og nævner ordet Højer, ja så tænker de først på Højer Sluse, dernæst på Højer Pølser. Men hvem fremstiller i grunden den rigtige Højer Pølse?
For en del år siden mødte jeg i Aabenraa Inga Sønnichsen, efterkommer af den berømte slagter – familie. Vi bestak hende med en bajer på danserestauranten Svanen med en bajer. Hun skulle byde Frode Kristoffersen op til dans. Hun var med på den værste, men det lykkedes hvis ikke, at få en tango med ham. Men her gik jeg så i mange år og troede, at de var opfindere af den berømte Højer Pølse. Men lige som i Haderslev har Højer altid været privilegeret med mange gode slagtere.
I Skolegade 8 lå Sønnich Sønnichsens gård. Her påbegyndtes en slagterforretning. Den blev ført videre på det modsatte hjørne af Postgade – Skolegade 6. Den var i familiens eje helt til 1970. Før genforeningen var det et stort foretagende, som har været oppe på 13 svende og 3 lærlinge, og som afsatte deres varer i et meget stort område.
I slagteriet havde man en benzolmotor. En dag ville en slagtersvend se, om der var mere benzol i en tromle. Han strøg en tændstik med det resultat, at han blev oversprøjtet med brændende benzol. Skrigende løb han som en brændende fakkel ned af Skolegade, og ulykken kostede ham livet.
Efter 1920 mistede forretningen en stor del af sit opland, slagter Sønnichsen rejste til Canada og Lauritz Nielsen fik bedriften i forpagtning. I 1944 overtog Andreas Sønnichsen virksomheden, og bliver i dag ført videre som Marsk Pølser.
Men så er det også lige slagterfamilien Müller. Lige siden 1897 har de produceret pølser. I 1902 etablerede de en butik med et ishus på Torvet. Familien handlede med lam, får og kvæg og solgte det på eksportmarkedet i Tønder. Et specielt designet kølemøbel til over 100. 000 kroner blev et vendepunkt. Tyske dige-arbejdere havde også en stor appetit.
Andreas Müller fik kontakt med Dansk dagligvarehandel og Brugsen, og lykken var gjort. I dag er det Gerd og Jan, der fører traditionerne videre. Hemmeligheden er et højt kød-indhold og en lav fedtprocent. 200 medaljer er det blevet til. Og jeg må bekende, at det er familien Müller, der fremstiller Højer Pølse.
Når min fætter gæster Højer, fylder han altid vognen med pølser til sig selv, venner og bekendte.
Jeg skal dog erkende, at slagterne i Højer ikke har sponseret denne historie, men de må da gerne sende mig en spegepølse. Jeg elsker det.
Grænsegendarmerne
I årene efter 1920 var grænsegendarmerne et almindeligt led i bybilledet i Højer. De skulle blandt andet kontrollere grænseboernes pas, at finde efterlyste personer og tage sig af kystfredning og strandinger. Indtil 1927 var korpset underlagt den militære straffelov. En tjenesteforseelse kunne godt indbringe 4 x 24 timer i mørk isolationscelle, og var der tale om drukkenskab, gav det fire dage ekstra.
På meget varme dage kunne det tillades, at tjenesten udførtes uden uniformsfrakke, men det skulle være i en ren, reglementeret blå skjorte med flip og slips. Det var ikke tilladt at køre på en damecykel i uniform. I 1932 overtog gendarmerne paskontrollen i Rudbøl, og i de efterfølgende år var forholdene ved grænsen præget af, at mange tyskere flygtede over grænsen for at undgå nazistiske forfølgelser.
Den 19. september 1944 blev personalet under en fingeret luftalarm indkaldt til afsnitskontoret. De måtte aflevere deres våben. Dagen efter blev alle grænsegendarmer interneret i Frøslevlejren på nær 46 mand, som det var lykkedes at gå under jorden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 10, – 12. 2021
Dato: februar 13, 2007
Se hele artikel som HTML Document
Tønders Historie – fra begyndelsen
Tænk, at gå en tur gennem Østergade, Storegade og Vestergade, men også i sidegaderne, Uldgade og Spikergade og ikke mindst Skibbroen. Tanken at mange nationaliteter har kæmpet her. Tønder er præget af både rige og fattige tider. Læs her første del af Tønders historie. Læs om vikingerne og tiden hvor Tønder var en stor havneby. Og bemærk den klassedeling, der var dengang.
Hvad betyder Tønder?
Ja de lærde kan ikke blive enige. De fire mest almindelige antagelser er:
Vikingerne i Tønder
Man ved, at der har boet folk på egnen fra den ældste stenalder for cirka 8.000 år siden. Permanent beboelse er foregået for cirka 6.000 år siden. Der findes flere hundrede bopladser fra jernalder og vikingetid i vadehavsområdet.
I Tønder antager man, at der en trælborg fra 1005 til 1015. Så blev den flyttet til Emmerlev. Måske opgav man den i Tønder, fordi, der kom en kirke. En Trelleborg var et fordelingssted for de trælle, der skulle udføre markarbejde, når den mandlige befolkning var på vikingetogt.
Det var Sven Tveskæg (946 – 1014), der besluttede, at erobre England. Og nogle af disse erobringer er foregået fra en bugt, der dengang kun lå 4 kilometer fra Tønder.
Den ældste kirke i Tønder var viet til S. Laurentius. Den lå over for Pebergade og Kogade.
Tønder som havneby
Ellers er det ikke så meget vi ved konkret om Tønder fra dengang. Dog ved vi, at den arabiske geograf Idrisi(1099 – 1164) besøgte Tønder omkring 1130. Han udgav et geografisk værk i 1153 i Palermo, og der skrev han om Tønder:
Det er en havn, der er dækket fra alle vind, og ved den er der bebyggelse. Og det er ganske vist. I Danske Atlas nr. 8 fra 1781 fortælles der, at byen i 1017 havde en betydelig havneplads. Mange har ment, at havnen lå i Møgeltønder, men det har geologer senere afvist. Godt nok er Møgeltønder ældre end Tønder, men de har ikke haft en havn af nævneværdig størrelse
Man ved også fra udgravninger, at Laurentius Kirken med kirkegård have et betydeligt omfang. Det tyder på en hvis befolkningsmængde.
Munkene
I 1238 fik munkeordenen Gråbrødrene af ridderen Jens Navnesøn og hans hustru Elsif overrakt en grund i Tønder til opførelse af et kloster. En af de kendte skikkelser i denne munkeorden var Franz af Assisi..
Det, at der pludselig optræder en ridder, der bare forærer grunde væk, har fået andre på den ide, at der måske har været en ridderborg på det sted, hvor Tønderhus lå.. Andre mener, at der endnu tidligere har været en vikingeborg eller kongsgård på stedet, hvorfra man også krævede told fra de skibe, der anløb havnen.
En klosterkirke blev indviet i 1247, og i 1592 genopstod den nuværende Kristkirke.
Købstadsrettigheder
I 1243 fik Tønder købstadsrettigheder. Det skete fra Lübeck. Tysk lov og ret var et værn mod den jyske lovs fremdrift i det sønderjyske. Det siges at Broder Reinhard fra munkeordenen havde en finger med i spillet. Næst efter Slesvig, var Tønder hertugdømmets ældste by. For at forsvare byen havde Hertug Abel en sikker fæstning i Tønderhus opført på Slotsbanken. Denne borg eller slot har været genstand for mange krige, ejerskabet er blevet skiftet mange gange. En 80 meter lang plankebro førte fra Skibbroen over til Slotsbanken og ind gennem porten til portnerboligen. Bag den lå slottet. I 1750 – 1751 blev slottet jævnet med jorden, med undtagelse af portnerhuset, som i dag er en del af Tønder Museum. Voldgraven og havnen blev dækket til i 1934 og 1935 og slettede dermed sporet af mange kampe i Tønders storheds og nedgangs tider.
I øvrigt blev murebrokkerne fra slottet brugt til at anlægge Ribe Landevej.
Dige-arbejde ødelægger havnen
Det har ikke været let at anløbe Tønder Havn. Også den gang, var der mange øer samt tidevandet, man skulle tage hensyn til. Da havnen sandede til på grund af dige-arbejde, anlagde man en havn i Lægan, da tilgangen til Tønder blev dårlig. Senere blev det Rudbøl, hvor skibene var meget udsatte. Emmerlev og Højer blev senere udskiftningshavne.
I 1611 klagede man over ringe næring og næsten ingen søfart. I slutningen af 1620erne talte man om at anlægge en større by ved Rudbøl og lave en kanal tværs gennem landet ud til Østersøen.
Man gravede en ny kanal frem til Tønder, så mindre skibe kunne hente forsyninger, så omladning kunne ske ved Emmerlev. Det er den havn, vi kender fra Skibbroen.
Fra 1736 var det Højer, der var omladningshavn. Det skete samtidig med at Højer fik flere privilegier. Man måtte nu i denne flække officielt drive handel og håndværk.
Byens katastrofer
Selv om man sikrede sig mod havet, skete der mange katastrofer. Ved et digebrud i 1615 sejlede man i både ved Østerport.. Ja faktisk var Tønder ved at forsvinde af landkortet. Ved slottet stod vandet helt op af vinduerne.
Den 11. – 12. oktober 1634 stod vandet 2 alen højt. Mange druknede både dyr og mennesker.
Men også pesten satte sine spor. I en periode var 1539 til 1638 døde knap 2.000 beboere i Tønder.
Mange krige truer byen
Fra 1627 til 1723 oplevede man i Tønder hele 5 krige med indkvartering af fremmede og hjemlige tropper. Der blev holdt ekstra vagt ved byens bomme, og Laurentiusstrømmen blev uddybet, for at holde fjender væk fra det nordlige. Men lige meget hjalp det.
Borgerskabet
Byens spidser blev kaldt Borgerskabet. De boede i et af de 120 stavns-lodder. Byen blev opdelt i 4 kvarterer. N, S, V og Ø. Et lod bestod af
I retten måtte man kun vidne, hvis man tilhørte Borgerskabet. Dette Borgerskab dannede et Råd på 4 – 6 personer, som også udpegede borgmesteren. Byens retspleje og forvaltning lå fra 1243 til 1811 i Rådets hånd. Rådet supplerede sig selv. Dette resulterede i, at det var de samme familier i Tønder, der bestemte i 568 år. Det virker helt utroligt.
Klassedeling i Tønder
I Tønder var samfundet meget opdelt i klasser: –
Inden for indbyggerne var man også opdelt i klasser. Den første klasse var borgere, der havde aflagt borgerløfte. De kunne derefter drive borgerligt erhverv. De skulle dog dokumentere, at de var født af ærlige forældre. Og havde en kristelig religion.
Den anden klasse var igen opdelt i to kategorier
Embedsmænd, præster, læger, lærer og advokater Arbejdere, tyende og andre samt uærlige.
Som synligt tegn på rådets retspleje og forvaltning stod der på Torvet en kagmand ( Æ Kachman) og en galge. Galgen blev dog ca. år 1500 flyttet ud øst for byen omkring Carstensgade. Omkring år 1600 ville hertugen bestemme, hvem der skulle være borgmester. Det protesterede Rådet imod. De uærlige var stodderfogeden, by-tjenere, vægtere og ligbærere. Og langt under de andre, bøddelen og sine rakkerkarle. Rådet blev tvunget til at oprette et Deputeret – kollegium, der bestod af 4 fra hvert kvarter. De blev valgt tre år af gangen. Hvert år ved Pers-dag (22. februar) afholdtes et Allemandsting. Det var kun for borgere, ikke for indbyggere.
Regler skulle overholdes
Man havde nogle standardregler, der skulle overholdes, det var:
Skattefrihed i tre gader
Hvis man ikke betalte sin skat kunne man miste borgerskabet. Og skat betalte man rigeligt. De mange krige, katastrofer, og stormflodskatstrofer satte sine spor. Også i 1627 da en af erobrerne, Wallenstein nægtede Tønder at udføre kvæg. Militæret skulle først til fadet.
I 1662 var byen på grund af skatterestancer dømt til militær eksekution. Borgmester Heinrich von Hatten følte sig ilde berørt over officererne, og fik hertugens tilladelse til at forlade byen. Han vendte da meget hurtig tilbage igen. Berend Ubbind og Hans Widouw lede en forsamling, der tog til Gottorp i 1627 for at klage over skatten, det fik du nu ikke så meget ud af. De blev senere dømt, begrundelsen anstiftelse til oprør.
I tre gader i byen eksisterede der en slags skattefrihed. Når man boede lige ude for bygrænsen, men havde i princippet de samme rettigheder som dem inde i byen. Det drejede sig om Uldgade, Slotsgade og dele af Vestergade. Det var næsten en tredjedel af befolkningen, der boede lige udenfor. Først i 1665 blev de rigtig indlemmet, og måtte til klejnerne. Men først i 1933 blev resterne indlemmet i Tønder. Det var nogle områder på Slots – og Frigrunden, der kom med. Oprindelig skulle ansatte på slottet ikke betale skat til Tønder by.
Ikke alle var lige ærlige
Den gang havde man også problemer med arbejdsløsheden. Det løse og unyttige Gesindel. For mange ”Ledige Bürschen som ikke finder på andet end Druk og Lediggang. Nu var administratorerne ikke alle lige ærlige dengang. By-skriveren havde tilegnet sig et indsamlet beløb på 141 rigsdaler, der skulle bruges til at løskøbe en sømand fanget i Tyrkiet. Måske en tøndring. Nu måtte sømanden i stedet krepere i Baand og Lænker.
Og det er ganske vist. Dette var første afsnit af Tønders Historie
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19. – 04 – 2022
Dato: februar 15, 2021
Masser af fisk i Tøndermarsken
En stormfuld nat I Ny Frederikskog. Masser af fugleliv. Hvorfor bruger man ikke fabrikken? Den begyndte som tangmelsfabrik. Man fik mere held med sømos. Det handler om fiskerettigheder. Vidåen er meget speciel og op til 30 meter bred. Glasål bliver båret over vejen. Det begynder at sande til. Skibene sejlede på grund. Det var frisere, der startede det hele. Opa fangede mange ål. Der var masser af ruser og hyttefade ved Højer Sluse. Tyskerne købte masser af fisk. Mange store og små eventyr ved Højer. Fiskene forsvandt. Ikke alle var tilfredse med afvandingen. Se vores artikeloversigt over Tøndermarsken.
En stormfuld nat i Ny Frederikskog
Ja det handler også om Vadehavet og Vidåen. Jeg husker endnu, at jeg sad i den mørke stue. Derude blæste det ret meget. Min Opa og jeg sad og lyttede til Blåvand Radio, Lyngby Radio og Norddeich Radio. Det var på den såkaldte skibsbølge. Vi sad derude i Ny Frederikskog. Og vejen hed Anden Katastrofevej. Den gik lige op til diget.
Opa havde også en fiskekutter og en lille motorbåd. De lå ikke langt fra fabrikken ved broen. Ofte reparerede han garn nede i bryggerset. Når man var på ferie her, fik man nærmest fisk morgen, middag og aften. Vi så ofte ”Sort Sol” uden at tænke over, at det en gang blev en turistmagnet.
Dengang kaldte vi det ikke for ”Sort Sol”. Men det hedder det, når hundredtusindvis af stære efter at have søgt føde på vaderne ved solnedgang samles i store flokke over sivskovene og på en gang lander. Når de enorme stæreflokke angribes af rovfugle, danner stærenes undvigemanøvre fantastiske mønstre og formationer med solnedgangen som bagtæppe.
Masser af fugleliv
Her er Vadehavet stærkt påvirket af tidevandets stigende og faldende vandstand. Vadehavets bund, vaden, er levested for mange dyrearter, hvoraf nogle lever på overfladen. Andre findes i forskellige dybde i bunden. Flere arter findes i enorme mængder, hvilket er baggrunden for Vadehavets betydning som spisekammer for store mængder af yngle- og trækfugle.
Hvert år raster her 10 – 12 mio. gæs, ænder, vadefugle, måger og terner m.fl. på vej til og fra yngleområderne. Ved lavvande går vadefuglene på de blotlagte vader og æder muslinger, snegle, krebsdyr og orme.
50.000 islandske ryler besøger den danske del af vadehavet, hvor de i løbet af 5-7 uger spiser så mange muslinger, at de fordobler deres vægt. Vadehavet har helt afgørende betydning for både trækfuglene og for fiskene i Nordsøen, fordi tidevandet hele tiden tilfører ny næring til området.
Vi har tidligere lavet artikler både om Sort Sol og Saltvandssøen. Hold øje med de artikler vi henviser til bagerst i denne artikel. Dengang, da jeg var på ferie herude, havde man ikke saltvandssøen. Dengang badede vi i prilerne. Og vi byggede tømmerflåder.
En mindestue for E.H. Jensen
Nu er man så i gang at lave en mindestue til ære for E.H. Jensen eller Europa – Jensen. Det var karosserimageren, der bl.a. lavede kongebiler. Det sker historisk korrekt, der hvor han startede produktionen. Men se han fortsatte ud ved fabrikken ved Vidåen. Og som vi tidligere her på siden har foreslået det var at oprette et oplevelsescenter her. Ideen kommer ikke herfra, men fra familiemedlemmer til E.H. Jensen. For et lidt større erindringssted omkring denne bilproduktion kunne jo kombineres med alt det vi beskriver i denne artikel og som vi beskriver i andre artikler (se liste).
Tangmelsfabrik
Fabrikken herude ved broen var egentlig en tangmelsfabrik som blev opført af Det Slesvig-holstenske Fodermelsselskab i 1918. Firmaet havde den ide at bruge det mineralfyldte søgræs i vadehavet til fodermel til dyr. Fiskerbåde leverede søgræs til fabrikken, som tørrede og malede søgræsset til mel og fyldte det i sække.
Der blev ofret store summer på projektet. Men der var ikke nok søgræs i Vadehavet. Så måtte man købe det længere fra. I 1921 gik fabrikken fallit.
Mere held med sømos
Man havde mere held med sømos. Planten blev tørret og farvet. Det blev brugt til dekorationspynt og hattepynt. Man fiskede efter det i august måned. Det var især tyske opkøbere, der var vilde med det. Sidst i 1950’erne var dette eventyr slut. Og det var det to årsager til. Pynten gik af mode og sømoset blev ramt af en sygdom.
Fiskerettigheder
En speciel kultur opstod herude i marsken. Det handler om fiskerettigheder, der går helt tilbage til 1506. Fiskere fra Rudbøl havde 50 pct. af deres indtjening fra fiskeriet, 25 pct. fra landbruget og måske 25 pct. fra indtægter på transport op ad Vidåen indtil Tønder. Man stagede gennem åløbet til Tønder. De 100 fiskere, der var dengang holdt så på den måde Tønder i gang.
Fiskerettigheder var forbundet med de fleste ejendomme, der grænsede op til sø og vandløb. Men hver gang, der kom en ny sluse, så flyttede man fiskerettighederne længere ud. Efterhånden som der er kommet nye diger, er der også kommet større græsningsarealer. Og dengang blev der også høstet masser af siv til stråtage og måtter m.m.
I dag er det ikke let at være fisker. De fiskere, der har fiskerettigheder skal indgive beretning til Fiskeristyrelsen, Skattevæsnet og lignende.
Vidåen er meget speciel
Fiskebestanden i Vidåen er ikke typisk for et vandløb. Den har islæt fra vandløb og hav. Dette skyldes dels at Vidåen er bred og dyb, at Rudbøl Sø indgår i vandsystemet, og at området er påvirket af Vadehavets tidevand.
Her er meget mere fiskefauna end i andre danske vandløb og søer. Her er også havørred og laks. Ja rovfisk kan opleves hele året som f.eks. bækørred, gedde, aborre og sandart. Men her var også en gang masser af ål, brasen og skalle. Ja så er det jo også her som et af de få steder i verden, hvor den totalt fredede laksefisk, snæblen findes.
I 2008 og 2009 blev der skabt fri passage ved Bachmanns Vandmølle i Tønder og ved Rens Dambrug. Dette giver fiskene adgang til flere gydepladser. Ved Ubjerg Nørresø syd for Tønder er det skabt lavvandede vådområder, hvor ynglen har gode opvækstmuligheder.
Nu trækker man hvis lod om fiskepladser
Fiskerettighederne handler ikke bare om et fiskekort, som du køber. Det går tilbage i slægternes historie, f.eks. til 1506 da den første sluse blev etableret ved Rudbøl Sø. Denne sluse holdt nu ikke så længe. Allerede i 1511 kom en stormflod, der ødelagde det hele. Først i 1555 fik Hertug Hans etableret et Højer Dige.
Efter 1920 blev fiskeretten varetaget af forskellige lav og foreninger. Mellem Tønder og Rudbøl blev den tildelt fiskere i Lægan, Lyst og Rudbøl. Mellem Rudbøl og Højer er det Rudbøl og Omegns Fiskeriforening, der varetager interesserne. Den omfatter fiskere fra Højer, Rudbøl og Rosenkrans.
Man skiftede en gang om året side. Og hver dag rykkede man så en plads op til næste fiskeplads. Dette tvang fiskerne til at røgte og til at fjerne deres fiskegrej hver dag.
I dag trækker man hvis nok lod om fiskepladserne et år ad gangen. Og der er heller ikke så mange fiskere at vælge imellem mere.
En saltvands-forening
I Højer har man også en Saltvands – fiskeriforening. Den blev stiftet i 1932. De lokale fiskere blev i 1920’erne presset af kapitalstærke Esbjerg – fiskere, der rykkede til Højer med flere kuttere. Men i Højer Fiskeriforening var man smart. For at blive medlem af foreningen skal man have fisket i området i mindst to år.
Esbjerg – fiskerne forsvandt igen. De kunne ikke opbevare deres saltvandsfisk i Vidåens ferske vand.
Frem til 1920 var der mere end 100 fiskere beskæftiget ved Rudbøl Sø og langs Vidåen. To gange om året var de beskæftiget med at reparere Højer – Diget, hvor de boede i såkaldte fiskerhytter. I dag er det vel under 15 fiskere tilbage.
Glasål bliver båret over vejen
På den tyske side af Rudbøl Sø fanges en hel del glasål, som er kommet ind ude fra Atlanterhavet gennem slusesystemet ved Højer. Ved et kraftværk ved Aventoft i Vidåen er der tidligere gået mange glasål i kraftværkets turbine. Men nu sørger de tyske myndigheder for, at mange af de glasål, der vil videre ind til de europæiske flådsystemer slipper helskindet igennem.
Ålene bliver fanget i et trappesystem og sørger fiskere for, at de bliver indfanget og båret over vejen og sluppet ud i den tyske å Smale på den anden side af vejen. Om man stadig bærer ålene over vejen. vides ikke. Det er længe siden ”Den Gamle redaktør har været forbi.
Op til 30 meter bred
Vidåen var i min fars ungdom en farlig legeplads. Men her var da også badeanstalt. Som barn badede vi ude i Grønå, en del af det store å – system. Nogle steder er åen 30 meter bred. Vandløbssystemet afvander en tredjedel af Sønderjylland. Der er fire hovedløb, Arnå, Hvirlå, Grønå og Sønderå.
Det begyndte at sande til
I dag kan man slet ikke forestille sig at Tønder var en rigtig havneby. Man kan heller ikke forestille sig at kystforløbet var helt anderledes. Der gik en stor bugt ind til Tønder. Der var anlagt et fæstningsanlæg til at beskytte havnen. Men digebyggeriet som begyndte midt i 1500 – tallet fik efterhånden havnen til at sande til.
Anlægspladserne blev efterhånden anlagt ved Lægan, Rudbøl og syd for Højer. Før anlægget af Højer Sluse i 1861 kunne man uhindret sejle ind i Højer Kanal. Da diget blev bygget i 1861, blev der valgt en åben sluse, så skibe med mast kunne gå ind til Højer Havn, der blev anlagt inde for diget. Denne havn blev først og fremmest brugt som godshavn. Rutedamperne til Sild havde deres anløbsbro uden for slusen.
Fra 1855 Var der dampskibsforbindelse til England med det holdt nu kun i tre – fire år.
Skibene sejlede på grund
Allerede i 1736 fik Højer status som flække og fik en række privilegier på bekostning af Tønder. I 1799 var der kajplads mod nord til Nørremølle. Højer Kanal blev gravet fra Nørremølle til Vadehavet.
I 1861 blev Ny Frederikskog inddiget. Sejlrenden uden for slusen blev uddybet. I 1892 kom jernbanen helt ud til slusen. Kurgæster skulle videre med damperen til Sild.
Men alt dette ændrede sig da Hindenburg – dæmningen blev indviet i 1927. Der blev stille i havnen. Men fiskeriet voksede. Der kom flere fiskekuttere til havnen. Tønder brugte i stigende grad Højer som transithavn for brændsel, kul, kunstgødning, asfalt, cement m.m. fra Tyskland, Holland og England.
Gang på gang sandede sejlrenden til. Og ikke så få gange sejlede skibene på grund.
Også under besættelsen brugte den tyske besættelsesmagt flittigt havnen. De skulle have byggemateriel over til deres befæstningsanlæg på Sild og Rømø.
I 1952 blev en ny sejlrute mellem Højer og Sild etableret. Men den forsvandt igen i 1964 da den nye Rømø Havn var færdig. Det betød at Højer Havn nu sang hen. Fiskeriet forsvandt også til Rømø.
Med det fremskudte dige i 1980 – 82 var havnens skæbne endelig beseglet.
Det var friserne, der startede marsk – kulturen
Selve fiskekulturen har været vigtigt for livet i Tøndermarsken. Redskaber og fiskerbåde har udviklet sig i årenes løb. Det har udviklet sig til traditioner. I løbet af 1900 – tallet forandrede fiskeriet sig. De gamle traditioner forsvandt.
Det var friserne syd fra der befolkede marsken. De bragte en helt ny marskkultur med sig. De opførte gårde på værfter. De drev marsklandbrug, tagrørsbjergning, håndværk, jagt og fiskeri. De var initiativrige og blev velhavende folk. Men de blev også ramt af stormflod, der satte dem tilbage.
På Højer Havn blev det industrialiseret. Flere fiskere kunne nu få en god indkomst ud af fiskeriet. Fiskekutterne blev også mere effektive. At der kom en havn på Rømø, betød også meget. Der kom miljøproblemer og en masse restriktioner. Der kom opstramninger i fiskeri – og miljølovgivningen for Vadehavet. Regler og restriktioner begrænsede småfiskeriet.
Opa fangede mange ål
Min Opa fangede mange ål. Når han besøgte os i Tønder havde han ofte ål med. Ålefiskeri var engang dominerende i Tøndermarsken. De blev fanget med åleruser, slæbegarn og fiskekroge. Efter 1920 begyndte man at stange ål.
Der findes en opgørelse fra 1925, hvor der i Rudbøl Sø blev fanget:
I Vidåen mellem Rudbøl og Tønder blev der dengang fanget:
I Vidåen mellem Rudbøl og Højer blev der fanget:
Masser af ruser
Mellem Rudbøl og Højer kunne man i perioden 1925 – 54 med 100 – 250 ruser fange op mod 12 tons ål om året. Men 5 tons var hvis nok den normale standard.
I Højer Kanal mellem Højer Sluse og Vadehavet kunne man med 200 – 900 ruser fange op mod 30 tons ål om året. Her var 17 tons gennemsnittet. Der stod åleruser overalt dengang. Min Opa havde en del af alle disse.
Tyskerne købte masser af fisk
Ålefangsterne blev opbevaret i hyttefade langs kajen på Højer Havn. Ude i vadehavet fangede min Opa en del rødspætter, skrubber, slethvar og Pighvar. Han lærte os også begrebet at ”trine båt”. Dette betød, at man under ebbe trådte ud på vaden og spejdede efter nedgravede fladfisk, som stak øjnene op af sandet. Når man så en fisk, så trådte man hårdt på den, så den ikke smuttede væk og så skulle man så samle den op.
Man solgte både til fiskehandlere og til private på Højer Havn. På et tidspunkt var der masser af tyskere, der kom særlig i weekenden. Der var gang i den. Men det blev forbudt for fritidsfiskere. Men min Opa var erhvervsfisker. Men i 1976 var han for længst borte og først da blev det forbudt.
Mange små og store eventyr
Ude i Vadehavet ved Højer blev der også en overgang fanget rokker. Det blev udelukkende solgt til kadaveranstalter og blev aldrig en god forretning.
Hjertemuslingeskaller er det også blevet samlet. Det blev solgt som hønsefødder. Omkring Ballum fortsatte dette eventyr til 1950’erne.
Og så var det muslingeventyret. I 1959 blev Højer Havn udvidet med en 29 meter kaj uden for Højer Sluse, så havnen kunne klare den meget aktivitet med omlæsning og lastbiltransport af muslinger. Men også denne aktivitet flyttede til Rømø.
Fiskene forsvandt
Fra 1950 og frem begyndte antallet af fisk og ål at gå tilbage overalt i og omkring Vadehavet. Årsagerne til dette var mange og mere eller mindre sikre. Der kan nævnes Hindenburg-dæmningen, Rømø – dæmningen, den almindelige havforurening, det voldsomme overfiskeri i Nordsøen, klimaændringer og ændrede havstrømme samt fredningen af skarven og sælerne.
Under bygningen af det fremskudte dige blev der suget så meget sand, at ålene mistede deres slim og døde. Dertil kom endnu flere restriktioner.
Ikke alle var tilfredse med afvandingen
Afvandingen ændrede på disse forhold. Som vi tidligere i artikler har gjort opmærksom på, var det bestemt ikke alle, der var tilfredse med afvandingen. En af de største kritikere var vadehavsmaleren Nolde. Han havde også sine forslag til, hvordan det skulle gøres. Men han gad man ikke at lytte til. Men det har man vel nok gjort i anden omgang.
Læser man Noldes bøger kan man også få indtrykket af den rigdom af fisk, der var i marsken. Også rundt om i nu nedlagte søer. Men dette forsvandt fuldstændig efter afvandingen.
Læs alle vore artikler
Vi har i en masse artikler forsøgt at fastholde den specielle kultur, der er opstået herude i Tøndermarsken. Man forsøger nu at gengive det hele med Tøndermarsk-initiativet. Men kig engang på vores artikler. Her kan du også få en masse at vide. Se oversigten allerbagerst.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: november 28, 2015
Nordstrand – syd for Grænsen
Rungholt var længe en legende, indtil man fandt rester på de forskellige halliger. Det var dengang, der druknede 6. 400 mennesker og 50.000 stykker kvæg. Vi skal også kigge på en af de talrige sagn, der er opstået om dette sted ”Vi trodser dig, Blanke Hans”. Og dette var ikke den eneste stormflod, der ramte øen. Ja man kan faktisk tale om århundreders lidelseshistorie, når man taler om øen. Her ligger også Verdens mindste Domkirke. Ja, tænk engang i en afstand af 3 – 400 meter ligger to katolske kirker. Og her gjaldt Spaderetten: ”Hvem der ikke vil dige, må vige”. Artiklen er også et skønt minde om en skøn tur med en skøn pige for 35 – 40 år siden.
En tur for 35 – 40 år siden
Indrømmet, at det må være 35 – 40 år siden, at Den Gamle Redaktør sidst har været på Nordstrand. Vi startede fra min daværende adresse i Aabenraa. Så gik turen til Tønder, og en rundvisning i den flotte by. Så var det ellers en flot frokost hos minde forældre på Lærkevej i Tønder. Så gik turen ellers syd på langs kysten og den endte såmænd på Nordstrand, inden vi til aftentide igen vendte snuden tilbage til Aabenraa.
Og vi, ja det var foruden undertegnede en særdeles nydelig norsk jente, Vi standsede undervejs og jeg fortalte om historien bag de forskellige steder. Men mest imponeret var Lisbeth over at høre om Nordstrands historie.
Nordfrislands højeste punkt
Ud for Slesvigs vestkyst ligger der et større antal større og mindre øer. De kan alle ses i klart vejr fra Stolberg, Nordfrislands højeste punkt.
En del af disse øer er til dels beskyttet mod højvandet af diger. De mindre af disse, de såkaldte halliger med deres græsgrønne flader og værfter (opkastede høje) ser ud som de svømmede på vandet. Ved ebbetid rager de højt op i det solglimtede vadehav.
Blanke Hans
Igennem århundreder har stormfloder præget livet for befolkningen mellem havene. Nordsøbefolkningen karakteriseres som kølige, tilbageholdene og lunefulde, ganske som Blanke Hans, som de kalder det barske hav. Uanset de mest moderne former for kystsikring forbliver havet uberegneligt og påvirker befolkningen. Ja man kan sige, at Blanke Hans symboliserer Nordsøens urkræfter. Den er en evig trussel, men indeholder dog så mange rigdomme.
Der var 59 kirker
Det er noget helt specielt herude i den frugtbare marsk. Her ved Nordstrand er det skabt så meget forland ved hjælp af tidevand, at det går helt ud til den såkaldte Hamburger Hallig. Ja den hørte også en gang til Nordstrand.
Hele området, den mærkelige grønne flade var for 1.000, ja endnu for 400 år siden halvt land og halvt vand. Den var gennemskåret af brede vadehavsstrømme, de såkaldte priler.
Ifølge Valdemar den Andens jordebog var der 59 kirker og kapeller i den fem herreder på Nordstrand.
På den anden side af dette sund eller bælt lå en stor halvø kaldet Strand, senere Nordstrand.
Øen var delt op i fem herreder
Ja, hvad ved vi egentlig om Strand? Vi ved, at området var delt op i fem herreder. Her var indbringende kornavl, stort kvæghold og tæt befolket.
Sandsynligvis har ødelæggelserne af den nordlige del af Strand allerede været i gang, da landet blev inddelt i herreder. Fra det tidligere Viriksherred kendes kun halligerne Langenæs – Nordmark og Øland.
Mod sydøst lå Lundebergherred. Dette dannede forbindelse til det egentlige fastland. Hvornår dette herreds brud med fastlandet fandt sted, ved vi ikke.
Blanke Hans var skyld i, at Nordstrand blev til en ø.
Beltringherred er sikkert opkaldt efter det store bælt. Til dette hørte de nuværende halliger Habel, Grøde med Appelland, Hamburger Hallig og den tidligere hallig, Okholm.
Det fjerde herred var Pelvormherred, som med sin beliggenhed mod sydvest nok var mest udsat for bølgeslaget. Digerne omkring år 1600 bestod endnu af tørv og mosegræstørv, som kunne holdes sammen med høje pælevægge af lange egeplanker. Måske har navnet på herredet noget med dette at gøre. Engang hørte halligen Hoge samt Norder – og Süderog med til det.
Det sidste af de fem herreder hed Edams Herred (1352: Edamsharde).
Rungholt
Vi ved, at en stor del af Edams Herred med den temmelig store havn Rungholt under Marcellus – stormfloden mellem den 15. og 17. januar 1362 blev opslugt af bølgerne. Masser af sagn og historie er knyttet til denne hændelse. Stormfloden blev også benævnt som Grote Mandränke
Byen var en stor frisisk handelsby. Men byen sank i løbet af blot en nat. Nogle forskere mener, at beboerne selv var skyld i at katastrofen lige ramte Nordstrand så hårdt. Og dette skyldes saltudvinding. Man havde blandt andet ødelagt digerne ved dette.
Vi trodser dig, Blanke Hans
Nu var Rungholt geologisk set også særlig udsat. I slutningen af 1800 – tallet blev sagnene om stedet kendt gennem Detlev von Loliencron og hans digt, Trutz, Blanke Hans.
Jo det var Guds straf for de rige indbyggers overmod. De havde bygget et dige omkring deres land og dette var højere end alle de andre. Udfordrende løb de op på dette og truede ad havet idet de råbte:
Ikke nok med det. Indbyggerne førte et ugudeligt liv og vovede end dog at trodse Vor Herre selv.
Juleaften havde nogle af indbyggerne drukket en so fuld på et værtshus og lagt den i seng med nathue på. Så lod de præsten hente som til en meget syg og ville true ham til at give soen den hellige nadver. Men det lykkedes for præsten at slippe væk fra dem. Meb da han på hjemvejen kom forbi et andet værtshus, blev han med vold trukket derind af to karle, som brugte hans alterkalk til at drikke øl af. De sagde, at de ville drikke med Vorherre selv.
Da gik præsten op i kirken og bad Gud straffe dette gudeløse folk. Den følgende nat blev det varslet ham, at han skulle drage bort. Han fulgte varslet, og straks efter rejste stormfloden sig og oversvømmede Rungholt og syv andre sogne. Alle indbyggere omkom i bølgerne undtagen to jomfruer, som aftenen før var gået til messe. Således blev Rungholterne straffet for deres overmod.
Man kan høre klokkerne ringe
Men sagnet fortæller også, at byen stadig ligger under vandet og vil rejse sig på den yderste dag. I stille aftener skal man kunne høre klokkerne ringe fra den sunkne by.
Nu var det ikke kun i syv herreder eller sogne katastrofen indtraf. Det gjorde den i 30 sogne og herreder, også nord for den nuværende grænse.
Man har gennem tiden set sporene af gammelt kulturlandskab dukke op, gamle værfter med kirker, diger med sluseanlæg og meget mere. På halligen Sydfall dukkede der også pludselig noget op.
Efter den altødelæggende stormflod Manddrukningen fik øen et hesteskoformet udseende. De ældste nordfrisiske krønikeskrivere oplyser kun lidt fra stormflodende. De ting, der kendes og er skrevet op er meget upræcist.
Krønikeskrivere
Den første virkelig gode krønikeskriver er pastor Johannes Petersen, der stammer fra Angel. Han antog navnet Petrejus. Den anden krønikeskriver er fra selve Nordstrand. Han hedder Mads Boysen og kaldte sig Matthias Boetius. Den første havde siden 1565 og udgav omkring 1600 en krønike, som han kaldte:
Den sidstnævnte skrev et arbejde på latin. Og det kan vel oversættes noget i retning af:
Det udkom på tryk i året 1623. Men det blev først oversat i sin helhed omkring 1930 af Jürgen Schmidt – Petersen.
Beboerne havde dejlige huse
Petrejus beskriver indgående om forholdene på øen i det 16. århundrede. Han begynder med de daværende digeforhold og formen på digebygningen. Digets fod nærmest vandet bliver føjet tæt sammen med træ og kraftige pæle, tættet indvendig med brædder og græstørv for at den jord, der kastes op, ikke skal blive skyllet bort ved havets angreb.
Af sådan en slags diger havde Nordstrand cirka 120 kilometer.
Beboerne havde dejlige huse. Bygningstræet blev indført fra Norge. Man brugte teglsten og muslingekalk. Og alle huse står på høje værfter. De fattige bygger deres hytter på de diger, som ligger ud til havet og ind over øen.
Hvem der ikke vil dige må vige
Nordstrands landret er også lidt specielt. De frisiske udlande havde deres egen jurisdiktion og egne retsbøger. Kun for de tre hærreder på gesten gjaldt Jysk Lov. Nordstrands Landret er først trykt i 1670. I 4. del er Spaderetten som i første omgang beskæftiger sig med digeretten:
Man tog det faktisk ret alvorlig, at digerne ikke måtte have fejl og mangler. Digegrevens arbejde bestod i, at observere skader på digerne og sørge for, at disse blev udbedret. I den forbindelse kommer man uvilkårlig til at tænke på den fantastiske novelle af Theodor Storm: Der Schimmelreiter. Her var Hauke Hein digegreve.
En hård lovgivning
I Strafferetten § 33 stod for eksempel:
Straffene var hårde dengang. I artikel 49 hedder det således:
6.400 mennesker og 50.000 stykker kvæg druknede
Det var den frygtelige stormflod den 11. og 12. oktober 1634, hvor Nordstrand blev revet i flere stykker og størstedelen ødelagt. Digerne brød sammen på mange steder, uhyre vandmasser styrtede ind og rev alt sammen med sig og rev alt med sig – mennesker, kvæg og bosteder.
Ja selve øen blev sønderdelt i småøerne Pelvorm, Nordstrand og Nordstrand Mor.
Allerede i 1655 kom der igen en kraftig storm, som ødelagde de diger, som man netop havde opført.
Husenes mure styrtede sammen og beboerne søgte at redde sig op på lofterne, der hvilede på pæle. Men kun få stolper modstod bølgernes anslag ret længe. Der var opstået 44 nye søer. På lange strækninger var digerne helt forsvundet.
Af 9.041 indbyggere var de 6.408 druknet lige som 50.000 stykker kvæg. Kun en ottende del af jorden kunne inden århundredets udegang genindvindes ved inddigning. Resten var blevet Blanke Hans bytte.
30 vindmøller blev også havets bytte. Og kun 2.633 mennesker overlevede den frygtelige hændelse.
Søgte tilflugt på Wüste Mor
Kun den højtliggende Vildmose (Wüste Moor) blev skånet et stykke tid endnu. Her bosatte en del beboere sig i det ufrugtbare mose – og hedeland. Flodvandet har dog i tidens løb afsat mere og mere slik om mosen. Så denne Wüste Moor er genopstået som halligen Lüttmoor eller Nordstrand Moor. På et tidspunkt var her fire beboede værfter. Der var forbindelse til fastlandet med en dæmning.
En anden rest af det gamle Nordstrand er Hamburger Hallig. Har havde hamburger – købmændene, Rudolf og Arnold Amsinck bygget et særligt høj værft. Til at begynde med kunne diverse stormfloder ikke få bugt med dette værft.
Sikring for 300.000 dalere var ikke nok
Købmændene forsøgte med anvendelse af 300.000 dalere at redde dette område fra undergang. Men alle forsøg slog fejl.
Tilbage efter denne store stormflod blev de to nuværende marskøer, Nordstrand og Pelvorm. Ved indvinding af nye koge er den førstnævnte vokset med det dobbelte. En kørerdæmning over flodhøjde forbinder den nu med fastlandet så Nordstrand ikke længere er en ø men en halvø.
Også Pelvorm, der ligger langt ude i havet, har kunnet gøres større, nemlig med inddigning særlig mod nordøst.
Beboerne holdt med Christian den Fjerde
Efter den store stormflod kom mange fremmede til området, bl.a. hollænderne. Sproget blev udpræget plattysk. Fire hollandske bygmestre blev sat til at inddige Nordstrand.
Hertugen behandlede den oprindelige befolkning ret hårdt. Det skyldtes, at Nordstrand under krigen 1625 – 29 holdt med Christian den Fjerde og ikke med hertugen.
I 1652 underskrev hertug Frederik den Tredje et fribrev, så Nordstrand igen kunne kunne blev beboet. Her måtte man frit dyrke sin religion. De tidligere fastboende var søgt ind til fastlandet.
Verdens mindste domkirke
På Nordstrand står stadig den gammel – katolske Theresienkirche, der blev opført af de hollandske digebyggere i 1652. Her blev der prædiket på hollandsk ligesom i Store Magleby på Amager. På øen findes også en katolsk kirke til, rejst af franske tilflyttere.
Den ene af disse kirker er faktisk en domkirke, ja de må være Verdens mindste Domkirke. Kun 2 – 300 meter fra denne ligger den anden katolske kirke.
Som eneste kirke på Nordstrand bygget af beboerne selv, står den evangeliske kirke i Oldenbøl. På Pelvorm blev længst ude mod vest, blev Salvatorkirken stående. Tårnet styrtede sammen i 1611 og ødelagde en del af kirken. Kun vestmuren blev stående.
Man sagde, at dengang var der hele 21 kirker på øen, og de 18 forsvandt i vandmasserne.
Århundredes lidelseshistorie
Det fascinerende ved Nordstrands historie er en årtusindgammel lidelseshistorie og en vig kamp mod Blanke Hans. Krønikeskriverne, der alle er gejstlige mænd, forklarede naturkatastroferne som Guds straf for beboernes tøjleløshed og gudløsehed.
Guds straf over det syndefulde sted betød at pesten i 1350 betød, at der manglede folk til at vedligeholde digerne.
De kunne ikke vide, at landet her i løbet af århundreder langsomt med sikkert sænker sig. En stor del af øen har allerede længe ligget under den normale vandstand. Ved digebrud blev landet derfor hurtigt oversvømmet.
Blanke Hans tager og giver
Digerne var dengang ikke høje nok og svarede vel ikke til de krav, der burde stilles. Men Blanke Hans tager og giver. En stor del af den ødelagte ø har aflejret sig som bundfald inde ved fastlandskysten. På den måde har man kunnet inddige talrige nye koge. Ved systematiske landindvindingsarbejder vil fastlandet forskyde sig længere og længere mod vest. En dag vil det også nå ud til de områder, som friserne mistede ved de skæbnesvangre naturkatastrofer. Og dog, for det afhænger af strømforholdene som hele tiden ændrer sig.
I lang tid var Rungholt kun en legende
I lang tid var Rungholt kun en legende. Man havde ingen beviser fra tiden inden 1362. Men mellem 1921 og 1928 dukkede der pludselig rester af volde, bygninger og brønde frem. Fundene blev systematisk registreret. Og de blev bekræftet ved hjælp af gamle kort. Særlig Johannes Mejers kort fra 1636, der byggede på et kort fra 1240 spillede en stor rolle.
I et testamente fra 1345 fik man oplysninger om Rungholt. En handelsaftale med købmænd fra Hamborg dateret 1. maj 1361 dukkede op, og kunne bekræfte, at legenden var sand.
I 1906/1907 var Nordstrand ikke mere en ø
På Nordstrand har man stadig en digevagt, der kigger efter skader.
I 1906/1907 blev Nordstrand første gang med en 2,6 kilometer lang dæmning gjort landfast med fastlandet.
Farisær kommer fra Nordstrand
Den berømte drik, Farisær er opstået på Nordstrand. Hos friserne var var det tradition for at man i selskab med pastor Georg Bleyer. Da bonden Peter Johannsen skulle have døbt det sjette eller syvende barn opstod den drik. Flødeskummen forhindrede at rommen i kaffen lugtede af alkohol. Og pastoren regnede med, at det var almindelig kaffe med fløde.
Om pastoren fattede mistanke, da selskabet grundet kaffe med fløde pludselig blev opløftet, melder historien ikke noget om. Jo en Farisær er i dag frisernes nationaldrik.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Vadehavet, Digebyggeri, og Marsken: Se her:
www.dengang.dk indeholder 119 artikler fra det gamle Sønderjylland herunder:
Dato: juni 7, 2015
Omkring Vidåen og Havnen i Tønder
Jo, der har været en havn i Tønder. Og man havde i den grad haft problemer med vandtilstrømningen til denne. En advokat blev nærmest gjort til grin. Han kunne åbenbart ikke se forskel på en stork og en gås. En værtshusejer blev efter fem års sagsbehandling dømt til at fjerne sin mødding på Skibbroen. I Vidåen var der små romantiske øer. Og så kan Tønder takke møller, Bachmann for at det ældste af Tønderhus er bevaret.
Skibbroen – Familiens stamværtshus
Ikke stedkendte vil vel allerede ved overskriften af denne artikel stoppe op. Hvad er det for en havn i Tønder? Ja det var på Skibbroen. Nu er det p – plads på stedet. Men familien Brodersens stamværtshus i Tønder er netop Skibbroen.
Havde Tønder samhandel med England?
På et kort over Tønder fra 1685 optræder den nuværende Kobbergade som Kopperstrasse og Pebergade. Denne gade benævnes som Peperstrasse. Begge gadenavne har relationer til det engelske. Kan det betyde, meget tidelig samfærdsel med englænderne, eventuelt vikingetogter fra Tønder. Der findes også enkelte for længst afdøde historikere, der antyder dette.
En eng med ringridning, cirkus, tivoli og musikfestival
Og den eng vi omtaler, som man kan se fra bænken ved Gasstationen foran baneanlægget, ja der har vi tilbragt mange timer til tivoli, ringridning, cirkus m.m. Ja senere blev det til Tønder Musikfestival.
Boede der papegøjer i Tønder?
Hvis man nu lader øjet kigge lidt til venstre forbi den gamle godsstation, ja så kører vi ud af papegøjevej. Og hvorfor hedder det nu det? Boede der papegøjer i Tønder i gamle dage?
Ja vi kørte ad denne vej, når vi skulle ud at bade. Og turen blev også foretaget, når denne sides redaktør skulle ud med rundstykker tidlig søndag morgen. Dengang tænkte jeg, hvordan kan folk så afsides spise rundstykker?
Det var herude, at Tønder Fastelavnslaug holdt til fra 1546 til 1619. Købmænd og håndværkere afholdt her fugleskydning. Man skød efter papegøjestangen. Man hjalp også hinanden, festede sammen og holdt sammen ved brand og anden ulykke.
30 års krigen betød afbrud i al foreningsaktivitet. Men i 1690erne kom der igen takket være kniplingsindustrien gang i Foreningslivet. I tiden omkring Æ Kachmands opstilling, dannedes Tønder Skyttekorps. Det var i 1693. Man brugte ikke mere armbrøst, men geværerne var taget i brug.
Opbevaringsplads beskyttet mod alle vinde
Slotsbjerget var i ældre tider en lille holm i Vidåens udmunding i Vadehavet. Den lå lige foran søhandelspladsen Tønder red. Og stedet har fra tidlig tid har stedet været godt beskyttet mod havets brænding og mod fjender. I 1130 omtalte geografen Idrisi i Palermo stedet som:
Måske var den første borg bygget af Knud Lavard. Måske var det bare et simpelt tårn placeret i en lille holm i Laurentiusstrømmens sidste slyngning inden den forenes med det sydlige Vidå – løb.
Var det Hertugens skyld?
Havnen lå dengang ved Æ Svin’ mærken. Og måske var det Hertug Frederiks storslåede slotsanlæg, som krævede store omlægninger af vandløbene ved Slotsholmen, der lukkede for indsejlingen til Tønder ved Lægan i 1554. Måske var det slet ikke inddigningen, der var skyld i dette?
Ja slottet eller befæstningsværket var forholdsvis lille. Men i år 1600 var den en forholdsvis moderne befæstning. I 1676 blev stedet nedlagt som forsvarsværk. Det skete af politiske grunde. Stedet har i historien både været hertugelig og kongelig residens. Ja amtmanden holdt også til her på slottet. Omkring 1750 – 51 blev det smukke renæssanceslot revet ned.
Så sent som i 1792 tilsendte amtmand von Bertouch en overenskomst mellem Tønder Kommune og Kær Herred angående en overfart over Rethvolden, slottets forhenværende brede borggrav.
Resten af Tønderhus blev brugt til en landevej
Skal vi tolke dette på nutids – dansk er det nok tale om en bedre vejforbindelse. Jo i tidens løb skete der mange reguleringer, både med hensyn til Vidåen og diverse andre kanaler. Ja resterne af Tønderhus blev brugt omkring 1861, da chausséen, Husum – Ribe blev brugt. Prøv engang, at tænke på det, når du kører på Ribe Landevej.
Og de stedkendte har længe gættet det. Slotsbjerget hedder i dag Slotsbanken.
Godt gemt lå Nyholm
Og ind imellem gemt bag høje træer og dengang vandværkets bygninger lå gården Nyholm. Den minder mest om de gamle Møgeltønder – huse. I forbindelse med amtmandens anmodning fra 1792 var der kommet en ny vej over dæmningen på Slotsbankens sydside.
I 1848 gik ejerskabet til slotsmøller Jürgen Bachmann. Sønnen, Christian Nissen Bachmann fik i 1859 som nygift, Nyholm. I 1877 skrev Jürgen Bachmann i sit testamente, at Nyholm ikke måtte forblive i familiens eje efter hans død. Gården skulle sælges ved skifte. Jürgen Bachmann havde forpagtet en del af Slotsbanken, der dengang endnu var i kronens eje. Men forpagtningen var åbenbart meget permanent. Der blev nemlig opsat en 8 Fach staldbygning. Den dækkede også over en gammel kældervælving, der oprindelig havde været slottets nordøsthjørne.
Bayrischer Bier – Keller
I 1872 blev Slotsbanken solgt til Tønder Kommune. De forlangte Bachmanns stald fjernet omgående.
Men det gav dog lidt drama i byen. Gæstgiver og brygger på C. Claussen på Skibbroen havde benyttet stedet til Bayrischer Bier – Keller. Det lyder jo meget hyggeligt. Men det var vel snarere et opbevaringsstedfor øl og en iskælder. Gæstgiveren forsøgte at sabotere kommunens ordre ved at købe stedet af Bachmann. Efter et halvt år, blev nu Claussen jun. Dømt til at nedrive stalden. Han måtte dog ikke nedrive den del af kælderen, som ikke var bygget af Bachmann.
Måske kan vi takke Bachmann for, den sidste rest af det egentlige slot, den gamle kælder endnu findes på Slotsbanken den dag i dag.
En ny kanal langs Jomfrustien
I 1878 fulgte så udgravningen af en kanal langs med Jomfrustien, som ligesom i gamle dage forbandt Møllekulen med Skibbroen. Med dette initiativ blev Slotsbanken igen en holm, ligesom i ældre tid. Meningen var, at øge vandmængden og gennemskyldningen af havnebassinet. Drømmen dengang var jo en dampskibsforbindelse mellem Tønder og Højer.
Kanalen passerede Nyholm – og Porthusdæmningen gennem solide tunnelbroer, til dels bygget af store granisten, der sikkert stammede fra slottet. Det hele løb ud i en 40 meter bred nedgang til havneløbbet. Som følge af det ret kraftige fald var gennemstrømningen så kraftig, at den måtte reguleres med en sluse ved Porthusbroen.
Skole på Nyholm
Efter familien Bachmanns periode på 40 år på Nyholm, ja så holdt den næste ikke ret længe. Han (Martin Ganzel) blev offer den daværende politik. I 1891 overtog kådner Hans Nikolai Eskildsen stedet. Men stedet havde slet ikke mere det storladne indtryk. Eskildsen udlejede en del af hovedbygningen til tyske jernbanefolk.
Da den såkaldte Höhere Töchterschule i 1904 blev oprettet, blev den installeret på Nyholm. Her holdt de til, indtil de fik deres eget hus på Bokkensåvej (nu: Popsensgade 8).
I 1905 solgte Hans Eskildsen, Nyholm. Han bosatte sig atter i Gallehus, hvor han også kom fra.
Anton William Thaysen overtog stedet. Han havde tidligere drevet Mettenwarf, der havde tilknytning til familien Bachmann.
I 1917 blev det så Hans Michael Winther, er brugte stedet som aftægtshus. Han havde tidligere været forpagter på Stor Tønde.
Ved skøde af 20. august 1925 erhvervede grosserer Carl Tiedemann – en bebygget gårdsplads med have og græsgang.
Slotsbanken – et yndet udflugtsmål
Slotsbanken blev et yndet udflugtsmål for byens borgerskab. I forgrunden kunne man følge skibskanalen. Over til højre strakte banegårdsarealet sig. Man kunne se Udbjerg Kirke i midten, når man kiggede til venstre. Sæd lå mod sydøst og Aventoft mod sydvest. Ved klart vejr kunne man se jernbanestationen i Sønder Løgum.
Der var en svag lugt af gas, men den var ikke ubehagelig. Dog havde den en tendens til at sætte sig i tøjet. Man fik sig her en snak om byens begivenheder, og om ålene ned i kanalen ville lade sig fange.
Nogle satte sig, andre gik videre. Og andre igen gik ned til gasgraven, hvor foruden gasbåden også andre fladbundede både lå.
Sidst på sommeren kom stjernerne frem. Mod vest kunne man se et blinklys farende hen over horisonten. Af og til anede man også et nordlys. Man kunne se masser af græsende kreaturer.
Aftenens højdepunkt
Men aftenens højdepunkt opstod ved halv – ni – toget fra Hamborg. Under gunstige vindforhold kunne man høre det ganske svagt allerede ved afgangen fra Sønder Løgum. Lyden blev til en stadig tiltagende rumlen. Lyden blev forstærket af rumlen, da toget kørte over første og anden jernbanebro.
Udsigtsbænken foran gasværket havde sit højdepunkt om sommeren. Men byens borgere svigtede den nu heller ikke resten af året. De kom uanset is, kulde, storm, regn og sne.
Hvis det var for koldt, kunne man søge ind til retorthuset, der hørte til gasværket. Det havde arbejderne ikke noget imod. Det var en dejlig afveksling.
Vidåen svulmede op
Om efteråret svulmede Vidåen op. Det kneb med afløbet. Kanalen blev også fyldt op, og engene oversvømmet. Også kanalvejen var oversvømmet. Vandstanden var stærkt afhængig af vinden. Ved vestenstorm, når slusen ved Højer var lukket, kunne vandet stå truende højt. Adskillige kældre i Tønder blev så fyldt.
Set fra bænken kunne det oversvømmede område ligne et stormpisket hav. Brændingen brød ind over Slotsbankens fod. Ikke sjældent medførte dette en del strandingsgods.
Ikke helt ufarligt med de fladbundede både
Det var ikke helt ufarligt, at sejle rundt i dette i det fladbundene både. Skjulte pælespidser kunne hurtigt rive bunden op. Kom der stærk frost fik man en kæmpemæssig skøjtebane. Men borgerskabet benyttede nu mest Mølledammen ved Sønderbro eller de såkaldte Syderfenner. Her benyttede byens beværter sig så af tilløbet til at udskænke diverse drikke i hurtigt opsatte telte.
Da det blev lidt lysere i luften, var kanalvejen ved at blive tør. Vandet svandt fra engene. I den ene og anden grøft fandt man liget af en laks, der ikke nåede at komme ud. En enkelt gang fandt man også en stør.
Vildgæs trak over området
Om efteråret trak store skarer af vildgæs over området. De slog sig ned i markområderne ved Tønder. Jagt – og mordinstinkter vågnede i borgerskabet i alle samfundslag. Så tog man ellers på gåsejagt. De rigtige jæger havde hund. Andre brugte kanalerne. Man så på byens gader, tøndringer komme gående behængt med gåsekroppe. Andre transporterede dem i trillebør eller i små trækvogne.
De døde gæs fyldte overalt købmændenes udhængsstænger og butikker samt borgerskabets middagsbord. Mange blev vel også eksporteret til andre byer.
Mange havde jagtrettigheder og forpagtere håndhævede også deres rettigheder. Man kiggede med meget ublide øjne på krybskytter. Synderne skulle i den grad afstraffes.
Området mellem jernbane og kanalen blev i gamle dage kaldt Bagved Slottet. Forpagteren var en advokat i Østergade.
En storkerede på Nyholm
På Nyholm var der en storkerede på staldbygningens sydgavl. To af storkeungerne var faldet ud ad reden. Hans Eskildsen gav dem et kvarter inde i stalden. Gasmesteren sørgede for deres underhold. Vinteren over fik man hjælp af byens slagtere.
En dag var begge storkeunger borte. Deres plejeforældre eftersøgte dem alle vegne, men væk var de. Til sidst kom der dog en melding fra godsekspeditionen. De spankulerede der i nærheden på en fenne. De var vel kommet over kanalen på en isflage.
Eskildsen og gasmesteren tog straks gasbåden og begav sig dertil. De fik da også fat i storkeungerne. På tilbagevejen havde de så hver en storkeunge under armen.
Forskellen på en gås og en stork
Men pludselig dukkede advokaten op. Han holdt bøssen frem mod de to, og skulle lige til at skyde. Ja sådan fortalte tøndringerne i hver fald efterfølgende. Han var meget ophidset, og beskyldte de to for vildttyveri.
Men så var det, at gasmesteren spurgte advokaten, om han ikke kunne kende forskel på en stork og en gås. Jagtens forpagter foretrak sig rasende i retning mod jernbanen, mens de to andre stagede hjem til Slotsbanken med deres storkeunger.
Ja advokaten blev nærmest gjort til grin i Tønder. Storkeungerne blev voksne. De fløj mod syd sammen med deres yngre og ældre kammerater.
Øer i Vidåen
På gamle malerier kan man ane, at Vidåen har haft et andet forløb end i dag. Der har også været adskillige øer i åen, som har været forbundet med hvide broer. Da Vidåens vandforsyning til tider havde været for ringe til møllens drift, blev der samtidig foretaget en uddybning og regulering af åen mellem Korntved og den nuværende jernbanebro. En ny møllestrøm forløb i lige linje til Sønderbro. De udgravede jordmasser blev anvendt til et dige, der sikrede den nye møllestrøm mod syd og senere blev til Søndre Allé.
For at forbedre Vidåens vandforløb yderligere blev der ca. 10 år senere mod øst gravet en kanal, der ledede Hvirlåen ind i Vidåen.
Mellem det oprindelige Vidå – løb og den nyanlagte møllestrøm var der afskåret nogle øagtige arealer, til hvilke der mellem Blegen og den senere jernbanebro hørte et sumpet område, som først så sent som ca. 1880 af Tønder – borgerne ved fælles indsats og arbejde blev til det nuværende Anlæg. I sin tid kaldte man det også das Einland.
En gruppe små øer var lidt længere mod vest kommet til at ligge mellem det senere seminarium og Sønderbro.
De blev kaldt Haveøerne (Garteninseln). De hørte til haverne på den anden side af det gamle Vidå – løb. Med andre ord, de hørte til ejendommene i Østergade og til dels også Søndergade. Om disse glemte øer findes der arkiver i de kommunale vandbygningssager i Tønder Byarkiv, som nu befinder sig i Landsarkivet i Aabenraa.
Niels Jacobsen oprensning blev ikke godkendt
Den deputerede borger, Niels Jacobsen havde ladet foretage en oprensning af den gamle Vidå – løb bag staldene. Han havde også foretaget en gennemstikning af en dæmning mellem gamle Vidå og Møllestrømmen vel nærmest ved Seminariet. Dette betegnes som østlig grøft.
I 1842 klagede haveejerne, derunder lægen Dr. Med. J.G.A. Boysen over, at den gamle strøm ikke mere førte vand nok til vanding af deres haver. En oprensning, der forinden atter var foretaget af Niels Jacobsen, havde ikke gjort sagen bedre.
Den 27. september 1842 samledes i den anledning et udvalg bestående af magistratsmedlemmer og særlige sagkyndige ved Sønderbro. De sejlede derfra i fællesskab til besigtigelse af de uheldige forhold, særlig ved gennemskæringen. Nis Jacobsen, der var med, afviste ethvert ansvar. Han havde ikke påtaget sig at anlægge den nu udgravede østlig grøft.
Man vedtog, at Niels Jacobsens oprensning ikke skulle godkendes som veludført.
Senere hørtes ikke mere om sagen, der vel også bogstaveligt er forløbet i sandet. Den gamle Vidå og småkanalerne mellem øerne er efterhånden blevet opfyldt og haveøerne selv er blevet landfaste.
En mødding på Skibbroen
Årene omkring og efter 1840 var en bevæget tid i Tønder. Det var nok i lyset af politiske forandringer. Men også andre ting bekymrede tøndringerne. Gadernes brobelægning blev fornyet. Men også Skibbroens havneanlæg i forbindelse med et nyt toldpakhus og uddybningen af skibsfartskanalen optog mange borgere. Man var også i gang med at fjerne møddingerne. De havde været der siden middelalderen, men de pyntede nu ikke just på åbne pladser og på gader.
Som en prop foran indgangen til Kogade lå der en mødding. Og den havde næsten ligget der altid. Ved Skibbroens første brolægning i ca. 1707 var man antagelig gået uden om. I en længere årrække havde Stadt Copenhagen gjort brug af den.
Stadt Copenhagen var dengang en gammel bygning. Den blev først revet ned efter 1890. Frontside og indgang var mod Vestergade. Stalden med bagvedliggende mødding og Bienengarten strakte sig langs med Kogade helt ned til Skibbroen. Omkring 1820 opstod der, vistnok i Bienengarten den såkaldte gamle Harmoni. Ejendommen dengang blev af Magistraten i 1807 tillagt gæstgiver P.J. Hoyer. Senere blev den drevet af hans enke.
Slesvig – Holstenismens højborg
Stedet bar i disse år et kendt sted. Det var Slesvig – Holstenismens højborg. Ved byens 600 års jubilæum den 25. august holdt Hartvig Wilhelm Beseler en tale her. Han var advokat fra Slesvig og Tønder Købstads repræsentant i Stænderforsamlingen. Ved festmiddagen holdt han sin tale for J.C. Todsen og borgmester Sibbers.
Den af Stadt Copenhagen brugte mødding på Skibbroen synes ikke at have vakt anstød eller generet nogen så længe madamme Hoyer ejede kroen. Men den ændrede sig radikalt, da fruen den 7. september 1844 afstod sin virksomhed til gæstgiver Hans Harders.
Nu fik naboerne travlt
Denne var en 26 – årig ung mand fra Itzehoe – egnen. Nu lugtede den fælt gennem naboernes vinduer. Nu var den i vejen for den gode udsigt. Og nu hindrede det trafikken over Skibbroen.
Der gik så kun tre uger, så blev der klaget til magistraten i denne anledning. De fire nærmest boende af de i alt ti kroejere, der i en tæt bue omkransede Skibbroens havnebassin, krævede møddingen fjernet. Idet de også kom ind på, at pladsen ikke tilhørte Harders, men kommunen.
Den ene af dem, Abroe, der havde boet i Skansen havde selv en mødding liggende ved siden af Harders, hvorfor han også måtte klage over sig selv, medens de andre, der vel havde nået at rydde deres, tilsyneladende var på den rigtige side.
Magistraten forsøgte at klare sagen med det gode. Men Harders havde sikkert været stærk irriteret. Han var stejl og afvisende. Pladsen og møddingen var hans. Naboens klage var dikteret af ondskab og misundelse, mente Harders.
En lang sagsbehandling
Sagen måtte således gå den regulære vej. Den blev slæbt igennem alle regeringsinstanser lige op til H.M. Kongens Cancelli. Ja sagen varede hen imod tre år.
Magistraten besluttede den 29. januar 1845, at Abroes mødding skulle fjernes, da den lå på kommunal grund. Men Harders mødding kunne ikke røres, da der var tale om hævd eller eje.
Deputeretkollegiet angreb en uge senere Magistraten. Stadt Copenhagen var kommet i besiddelse af pladsen ved en tilsnigelse. Man fandt frem til, at pladsen på Skibbroen ikke tilhørte kroen og ikke var identisk med dens oprindelige mødding.
De fire anmeldere ankede herefter Magistratens beslutning til den kongelige regering på Gottorp. Magistratens beslutning blev ophævet. Af hensyn til almenvældet skulle møddingen og dens indhegning fjernes. Desuden skulle pladsen brolægges.
Ejendomsspørgsmålet skulle derefter ordnes ved forligsforsøg eller eventuelt ved ekspropriation.
Så måtte Politiet fjerne møddingen
Harders appellerede straks til det Kongelige Cancelli. Men dette svar af 28. april 1846 gik ham imod. Harders forhalede afgørelsen. Men det var vel også let, for de forskellige instanser var åbenbart uenige.
De fire anmeldere havde opfordret Magistraten til gennemføre den kongelige regerings ordre af 12. august 1845. Magistraten var efterhånden godt trætte af sagen. Og den 7. juli pålagde de Harders inden for 14 dage, at fjerne sin mødding. Men dette efterkom Harders ikke. Så blev det meddelt at man nu havde bedt politiet om at fjerne mødding og indhegning.
Harders døde ganske ung, allerede i 1852.
Kilde: Se Litteratur Tønder
Hvis du vil vide mere: Om Tønderhus, havn, Vidå, Vadehavet og Tøndermarsken: Læs:
Dato: maj 13, 2015
En arbejder fra Rudbøl fortæller
Vi hører om, at bjerge istag i Gudskog og hvert forår var det arbejde ved Højer Sluse. Til arbejdet i Gudskog bestod frokosten af sveden fisk og punch. Ved Højer Sluse blev der bygget 10 hytter med 6 mand i hver. Formænd og rådmand sørgede for at styre gemytterne. Hver onsdag kom børnene med lækkerier. Og så var der forskel på de både man brugte i Rudbøl og i Aventoft.
At arbejde i Gudskog
Vi er atter engang kommet vest på. I denne artikel skal vi høre om arbejde i Gudskogen og på havdiget ved Højer.
I gammel tid var der ikke mange kreaturer i Rudbøl eller Rosenkrans. Bådfolket fra Rudbøl levede af at fragte sten fra Nibøl og korn. Og mange fra Rudbøl levede af at sælge istag (rør).
Man lejede et stykke
Man lejede her store stykker af Gudskog af staten, senere af amtet. Man lejede i fællesskab, således at en halv snes mænd havde 100 hektar eller mindre. For at enhver kunne få lige meget ud af det, var det vigtigste, at man skulle dele det store stykke i mindre stykker. Disse blev så atter delt i flænger, en til hver mand. Flængerne mundede gerne ud i en kanal.
Disse stykker blev afmærket med et spadestik (en dovl) for enden af hver af skellene mellem de større stykker og tre for enden af skellene mellem de større stykker. Hvor det stod vildt tag og fjøes kunne det bindes en knude af det.
Forskel på bådtyper
Hver mand havde sin båd, bl.a. til at tage ned til Gudskog i. Bådene her i Rudbøl og Rosenkrans var større end i Aventoft, der jo blev brugt til fiskeri. Det var togangsbåde, mens bådene i Aventoft var engangsbåde. Forskellen var, at bådene fra Rudbøl var dobbelt så høje.
Det tog to timer at fare (stage) fra Gudskog herop til Rudbøl. Til at fare brugte man en kloe (stage). Ved Filood (Verlath) tappede man sig igennem, da vandstanden i de to åer var forskellig. Den var højest i den nordlige.
Da befolkningen her omkring ikke kunne slå med le, kom der hvert år en jyllands – hogster (Jyllands – Mejekarl) her til Rudbøl. Han blev så sejlet ned til Gudskog siddende i en bovstol (lænestol). Der kom også en til Højer.
Når høet var tørt, blev det kørt ned til båden på en lång kårre. Det var en slags lang trillebør, helt af træ. Når æ kårre skulle bruges, blev der sat to ben under foran. Den skulle fylde så lidt som mulig, når man sejlede.
Æ Istag blev bjerget om vinteren
Æ istag blev bjerget om vinteren. Hvis vandet ikke var tillagt med is, skar man æ istag fra båden. Efterhånden blev det afskårne samlet i venstre arm. Hver knippe blev dyppet ned i vandet, så at æ bloes gik af. Når dette senere løb sammen til bunker i vandet, blev det fisket op, og brugt til brændsel.
Når vandet var dækket med is, blev Æ istag skåret af med skovle og kaldtes skarfeltag. Efter, at den var ført hjem, blev den renset ved at der blev taget små bundter op. De blev bearbejdet forneden med en kradser. Det var nærmest en pind med fire store søm i.
Affaldet fra dette, der også blev kaldt blus, blev også brugt til at fyre med. Man blussede når man fyrede med blussede, når man fyrede med blus.
Istag blev bundet sammen med bånd, da det ikke kunne bindes sammen med almindelig snor eller strik. Dette bånd blev lavet af flig (flæg) og jalle (en slags flæg, stærkere en Kalmusflæg), der blev vejret og siden snoet.
Disse bånd blev også brugt oppe i gesten til at binde neg med.
Istag blev solgt i traver. En trave bestod af tyve bundter.
Sveden fisk og punch
Man havde selvfølgelig også en madpakke med til de lange ture. Den bestod af en firkantet æske, som kaldtes æ Klåpask. (ask = æske). Man tog sig en sveden fisk til brødet og en kaffepunch.
En sveden fisk var først blevet saltet og tørret. Så havde man den hængende oppe i skorstenen i større bundter. De blev tilberedt ved at man satte dem i en klemme og holdt dem ind over ilden.
Hvert forår, arbejde ved Slusen
Nu kunne man også hvert forår få en måneds arbejde ved at udbedre digerne. Der skulle bruges ca. 50 mand ved Højer Sluse. Folkene ved Højer havde et par både liggende ved Højer Sluse. De skulle udbedre det halve af det nordlige dige. Folkene fra Fiskerhuse, Rosenkrans og Rudbøl skulle udbedre resten.
10 hytter blev bygget
Ved Højer Sluse blev der først bygget nogle hytter eller huse. Som regel blev der bygget i alt 6 stykker, og der var ca. 10 stykker i hver. Der blev stillet nogle lægter op. Uden på blev der lagt istag. Hver man havde en trave med.
Gratis øl
Inde i hytten til venstre for døren blev der lavet et ildsted ved at grave skråt ned i jorden til et firkantet hul udenfor, som var omkring en alen dybt og halvanden alen på hver led. Der blev rejst nogle lægter, og over dem lagt lægter eller grene.
Ved siderne og ovenpå blev der lagt sadder (græstørv). En skorsten blev lavet ved at fjerne den midderste sadde. Endelig blev kedlen hængt op i lænken. Nu kunne man begynde at koge vand og lignende. Man fik ild ved at brænde blus, som lå i en stak æ bloeskråg til højre for døren.
Over for døren stod der bænke og et bord. Under det havde hver sit skrin, hvor der blev opbevaret proviant. For enden af bordet var der et vindue. Sengene blev tømret op af de rå fjæle under taget. På bunden, der var bare jord, blev der lagt blus og ovenpå halm.
I æ bloeskråg lå der også et anker brændevin og et anker øl. Det sidste stod til fri afbenyttelse, mens man måtte købe brændevinen.
Formand og Rådmand styrede det hele
I spidsen for hver flok stod en annehmer, en slags formand. Desuden var der valgt en raadmand, der holdt justits. Han kunne for eksempel dømme dem, der havde fået for meget at drikke til at ligge i æ bloeskråg.
Arbejdet bestod i, at ridse vaddesadder af med en plov. Dernæst skulle man skrælle dem af med en spadeskovl og køre dem ud til bådene på trillebør.
Et hårdt arbejde
Ploven blev trukket af en mand, mens en anden styrede den. Den bestod af en lang jernstang med et skrapt blad forneden, som kunne skære gennem græslaget. Han trak først lige i en retning, derefter i ret vinkel dertil, så man på denne skar firkantede græstørv ud.
Spadeskovlen blev på samme måde trukket af en mand, mens en anden holdt fast i skaftet og samtidig lagde græstørvene op til siden. Når det så blev ebbe blev de sejlet ud til hovedet (rundingen af diget). Derefter lagde man sadden på det.
Om onsdagen var det en halv højtidelighed, for da kom børnene hjemmesfra derud med sødsuppe og pandekager og ellers lidt fisk. Om lørdagen tog man så hjem, og startede så igen mandag morgen.
Kurgæsterne fik en punch med
Bade og kurgæsterne, der gik og ventede på en båd til Sild kom ofte ind i hytterne og fik en gratis punch. Det blev dog ikke lagt dug på bordet, kun æ Ble fra æ seng.
Kilde: se
Hvis du vil vide mere om: Digebyggeri, Rudbøl, Marsken, Vadehavet og Højer Sluse: Se her:
Dato: juli 7, 2010
Gennem århundrede har man forsøgt med afvanding. Det havde ofte katastrofale følger. Tønder mistede sin status som søfartsby. Landbrugsjord blev konstant oversvømmet. Kanalplaner blev skrinlagt. Den sidste afvandingsplan var nær blevet forkastet. Marskboerne havde svært ved at omstille sig. Tønder var konstant omgivet af en kæmpe sø.
Fejlslagene projekter og omstilling
Det var bestemt ikke let, at være beboer i marsken. Gennem århundreder har man forsøgt med mere eller mindre effektiv afvanding. Kanaler og diger blev hele tiden bygget. Gang på gang bød tilværelsen på oversvømmelser og stormflod. Markerne kunne i årevis ikke dyrkes på grund af saltvand. Da man så endelig iværksatte en meget effektiv afvanding forsvandt marskboernes naturlige indkomst. Man blev tvunget til at finde nye næringsveje.
For Tønder var udviklingen katastrofal. Man mistede helt forbindelsen til havet. Talrige forsøg på at genskabe en forbindelse til havet mislykkedes. Og endnu en katastrofe indtraf for byen kort før den sidste store afvanding fandt sted. Det sydlige opland forsvandt efter grænsedragningen i 1920.
Tønder måtte betale slusen
Tønder var afskåret fra havet. Ved Grippenfeld, en halv mil fra byen blev der bygget en sluse. Den var temmelig høj. Mindre skibe kunne godt passere den, når de lagde masterne ned. Hertugen var til stede, da det nye dige og slusen blev færdig den 6. juni 1566. Man pålagde Tønder at betale den del af slusen, der lå oven over vandet. Senere skulle byen også betale vedligeholdelsen af denne del. I en dom afsagt af skønsmænd fra Hørsbøl, Kær og Bøkling herreder hed det:
Rudbøl kunne blive en konkurrent
Valdemar den Femte havde i 1354 udvidet Tønders privilegier, sådan at beboerne i de omliggende herreder i en afstand af to mil fra staden ikke måtte købe andre steder end i Tønder.
Dette gjaldt også med hensyn til håndværkere. Men Tønder fik en farlig konkurrent i Rudbøl. Her havde Hertug Frederik den Tredje store planer.
Hertug Frederik den Tredje, der kom til magten i 1616 havde ofte besøgt den sydvestlige del af Sønderjylland. Efter det ulykkelige slag ved Lutter am Barenberg trængte de kejserlige tropper ind i Slesvig Holsten. Hertug Frederik søgte at hævde en vis neutralitet og satte sig i forbindelse med Wallenstein, og overlod ham sine fæstninger.
Christian den Fjerde beskyldte hertugen for at have forbrudt sig mod lens-pligten. Han belejrede ham i hans residens Slesvig og lod sine engelske hjælpetropper under general Morgan sløjfe skanserne i Rudbøl og Dedsbøl samt besætte slottet i Tønder.
Det forkerte flag
Ved den lejlighed rev Lauritz Bensen fra Rørbæk den hertugelige fane ned. Han blev senere pågrebet og den 22. januar 1631 blev han henrettet foran Gottorp Slot. Ved freden i Lübeck
1629 fik hertugen alle sine besiddelser tilbage, som var besat af de kongelige eller de engelske tropper, således Tønder by og slot og skanserne ved havnen i Rudbøl.
Afvanding gennem hele historien
I marsken og i Tønder var man efterhånden trætte af vandet. Der måtte ske noget. Men det var et kæmpe ingeniørarbejde, der skulle fortages. Masser af planlægning var gået forud.Normalt taler vi om afvandingen efter 1920. Men gennem historien har bønderne kæmpet med afvandingen i marsken.
Vidåens delta
Man havde allerede tidligt slået sommerdigerne fra Ubjerg over Aventoft til Fiskerhusene sammen. Dermed havde man befriet dette område for tilstrømmende vandmasser fra Grønå
og Vidå. Der var problemer ved Rudbøl. Her lå Vidåens udmundingsområde, idet den fra Rudbøldyb løb gennem Højer Sogn og via det såkaldte Højerdyb og Listerdyb ud i det åbne hav.
Før ind-digningerne begyndte, gennemstrømmede Vidåen Højer Sogn i flere bredere og smallere arme. Den dannede en slags delta. Hermed dannedes en række større og mindre øer og
halliger.
Dengang hørte man ikke noget om dårlig afvanding. Men det blev anderledes i midten af 1500 – tallet, da man begyndte at bygge diger og sluser. Ved det dige, der blev bygget i årene
1554 – 1555 blev flere af Vidåens arme af-dæmmet ved Gaden, Poppenbøl og Rudbøl.
Sandaflejringer
Da Gudskog en halv snes år senere blev inddiget og diget fra Rosenkrans til Rudbøl med sine sluser for anden gang overdæmmede Vidåen, opstod der problemer. Til-slamning og sandaflejringer blev et problem. Der opstod stridigheder mellem de kongelige undersåtter i Møgeltønder Kog og hertugens. Man kunne ikke blive enige om, hvem der skulle vedligeholde diverse gennemløb og sluser.
Eget initiativ fra Møgeltønder
I begyndelsen af 1600 – tallet anlagde Møgeltønder Kog en sil-grøft gennem Rudbøl Værft med sin egen sil, der blev kaldt Veltensil eller Filtingsil. Dette var for at afvande forlandet, som dengang var u-inddiget. Man ville undgå udgifterne til afvanding gennem sluserne i Rudbøl.
Snart efter i 1622 fik også Rudbøl Mark, Poppenbøl Mark og Gaden Mark deres egen afvanding gennem den såkaldte Moritzen – sil. Da også Rudbølkog blev inddiget i 1715 blev Vidåen
for tredje gang overdæmmet. Sluserne ved Rudbøl blev nu til åbne sluser. I det nye dige, der var en kilometer lang, blev der anlagt tre sluser. Men hurtig viste det sig, at disse ikke kunne klare vandmængden. Der måtte bygges to sluser mere.
Efter ind-digningen af Gammel Frederikskog, blev denne afvandet gennem en kanal langs Frederikskog – diget og gennem en sil ved Nørremølle.
Gudskog opmåles
På kongens og hertugens befaling blev Gudskog i 1708 opmålt med henblik på en bedre afvanding. Man traf den beslutning, at alt det vand, der nordfra og østfra strømmede ind i Gudskog skulle ledes uden om denne og ud i Vidåen. Der skulle bygges afvandingsmøller, som skulle udpumpe regnvand og opsamlet vand.
Fem afvandingsmøller blev bygget. En kanal gennem Hungerborg Mark og Ubjerg Kog blev reguleret ved den såkaldte Grippenfeld – sluse. En række andre foranstaltninger blev også iværksat.
Vidåen overdæmmet for fjerde gang
Da så Ny Frederikskog blev inddiget i 1860 – 1861, blev Vidåen overdæmmet for fjerde gang. Den gang blev det en stor åben stensluse med to mindre sidesluser. Man tænkte på skibsfarten. Den vandmængde som skulle ud gennem denne sluse var blevet stærkt forøget. Sejersbækken gennem Daler Sil og Ny Sil i Højer Dige samt fra Gammel Frederikskog, skulle igennem.
Sluserne kunne ikke altid åbnes, når der var højvande på grund af storm. Dette medførte ofte oversvømmelser. Ved Tønder oplevede man i 1879 en oversvømmelse på en halv meter over normalt højvande. Hele græs – og høhøsten blev ødelagt. Især Rudbølkog var ofte udsat for oversvømmelser.
Kanal – planer
Nye tanker fremkom om at åbne for atter engang at åbne for skibs trafikken helt til Tønder, Men udgifterne til dette blev alt for store, så de tanker opgav man igen. En ny kanal kom på banen i 1879 – 1880. Projektet tog sigte på at lede vandet fra Sønderå, Grønå og Vidåen uden om marskarealet. Kanalen skulle begynde ved Vindtved, optage Sønderå og føres mod nordvest til Grønå for derpå at fortsætte syd om Tønder ved randen af gesten, syd om Møgeltønder og forbi Højer. Den skulle så støde på Vidåens nedre løb. Her skulle der bygges to sluser, den ene i kanalen og den anden i Vidåen. Kanalen skulle være 21,6 km lang. Bundbredden ved Vindtved skulle være 7 meter og ved Højer 18 meter.
På begge sider skulle der opføres kanaldiger, så høje og så langt fra hinanden at de sædvanlige sommerhøjvander kunne rummes i den egentlige kanal uden at nå op på dens diger. Selv under den allerhøjeste vandstand skulle vandet holdes mellem digerne.
Kanalvandet skulle holdes helt uden for marsken. Omkostningerne ved projektet var anslået til 1.550.000 mark. Men ved det afgørende møde den 4. juni 1880 blev projektet nedstemt
med en flertalsbeslutning blandt dige-fogeder og kogs-inspektører.
Nødråb fra Rudbøl
I 1910 forsøgte man igen fra Rudbøls side at gennemføre et kanalprojekt efter fire med oversvømmelser. Heller ikke dette lykkedes. Første verdenskrig var også årsag til at en samlet afvandingsplan ikke blev til noget.
Planer endelig godkendt
Ved et møde den 10. marts 1923 blev Hede-selskabet opfordret til at foretage undersøgelser og udarbejde planer for afvanding af Tøndermarsken. I begyndelsen af 1925 kom sagen så
til forhandling i folketing og landsting. Der blev besluttet at to tredjedele af omkostningerne (3 millioner kr.) skulle dækkes af statsmidler og resten 1.200.000 kr. ydes afvandingsforbundet som statslån til 6 procent. Lokalt var man meget skuffet. Man havde regnet med 4 procent.
Å-løbene blev atter reguleret. Der blev bygget å-diger omkring dem og skabt reservoirer i Rudbøl Sø og Magisterkogen. Der blev anlagt fire pumpestationer, der skulle hæve vandet fra de lave marskarealer op i de inddigede å-løb. Længere mod nord, især i Brede-å – lavningen blev problemerne først løst meget senere.
Skøjtekøb fra Tønder til Møgeltønder
Fra gammel tid var vinteroversvømmelse nøje knyttet til Tønder og den nærmeste omegn. Hver vinter var Tønder nærmest omgivet af en kæmpe sø. Det var selvfølgelig dejlig, for dem der løb på skøjter. Min far påstod, at han kunne løbe på skøjter helt ned til Niebøl.
De østfra kommende vandmasser hobede sig op i Tønders umiddelbare nærhed. Men desværre kunne sommeroversvømmelser også forekomme. Dette umuliggjorde kreaturenes fortsatte græsning. En afvanding var forbundet med store økonomiske udfordringer. Store dele af marsken lå indtil en meter under nul.
Ny plan næsten forkastet
Den 1. december 1925 var en ny plan klar til afvanding af marsken. Og denne plan var lige ved at falde. Resultatet blev 46 stemmer mod 33. Den overordnede ingeniør Ulrik Petersen flyttede teltpælene til Højer 1. marts 1926. Da han forlod byen i 1930 havde han gennemført et storslået kulturarbejde.
Der var foretaget udbygning af et omfattende kanalnet. Det omfattende areal omfattede 13.300 ha. Vidåen og dens tilløb var blevet reguleret. Ja der var anlagt 80 km diger og ca. 250 km store og små kanaler. Byggesummen kom op på 6,2 millioner kroner.
Arbejdet optog i høj grad Tønders borgere. I december 1928 var vandet igen gået over Tønder – Flensborg vejen. Hestholm kunne måske for sidste gang kun nås med en båd.
Vanskelig omstilling
Desværre for Tønder mistede man den sidste rest som søfartsby, idet den gamle Skibbros – kanal med Vidåen og havet endelig forsvandt.
Landskabet i marsken blev ændret og det gjorde mange af beboernes tilværelse også. Søer og sumpe blev udtørret. Fiskeriet ophørte næsten. Tagrørsbevoksningen forsvandt. Det var slut med marskboernes traditionelle næringsveje. Fremover måtte man ernære sig med det traditionelle landbrug.
En stor del af marskboerne var modstandere af afvandingen. Især syd for grænsen var der stor modstand. Man mente, at livsvilkårene ville blive forringet. Dem der levede af rørskæringen
frygtede arbejdsløsheden. De store gårde, der levede af rørskæringen vidste ikke, hvad de gik ind til. Tiltro til myndighederne var det bestemt ikke.
Ved en afstemning i 1928 tilkendegav beboerne i den danske del i marsken, at de ønskede afvandingen. Selv om der var flertal, fandtes der mange modstandere især omkring Rudbøl.
I 1932 var afvandingen gennemført både i Tyskland og Danmark. En stor del af marskboerne måtte igennem en vanskelig omstillingsproces.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 283 artikler fra Tønder
Redigeret 8.11.2021
Dato: maj 3, 2010
Hollændere og frisere byggede herude. Hvornår forsvandt Vester Anflod Kirke? Et stort dige-byggeri mislykkedes. Rudbøl skulle have været en fristad. Klager over fiskerne, der var skyld i oversvømmelse. Der var skoleundervisning allerede i 1710. Advarsel: ”danskerne kommer”. En stor brand i 1862, og pludselig dukker 17 skeletter op.
Hollændere og frisere
De første bosættere har angiveligt været hollændere og frisere, som var vant ti at bygge værfter og drive landbrug under ekstreme forhold. Inden afvandingen var området et sandt
vandlandskab. Der opstod øer overalt. Antallet af værfter (forhøjninger) har været mange, og alle har været navngivet. Når stormfloder ødelagde værfter eller at de ikke var bygget store nok, anlagde man nye eller byggede dem endnu højere.
Disse værfter var ikke blot bygget af opkastet klægjord. De bestod også af nedrammede pæle og et pakværk der bestod af ris og gødning. Rester af brønde er også fundet.
Rå og smidige
Saxo beskrev befolkningen på en meget rammende måde:
Det spøgte
Fra gammel tid hørte landsbyerne Rudbøl, Poppenbøl og Gaden til Vester Anflod Kirke. Hvornår kirken blev bygget, vides ikke. Angivelig skulle kirken have ligget på det værft, hvor Momme Bossen senere boede.
Da landevejen fra Rudbøl Klinkechaussé til Højer Dige blev anlagt fandt man nogle store sten ved udgravningen. Måske var det rester af den forsvundne kirke. Man sagde også for cirka
100 år siden, at det spøgte på stedet. Man skulle lægge øret mod jorden for at prøve, om man kunne høre noget.
Ved Vidåens delta
Dengang i begyndelsen af 1200 – tallet eksisterede kirken i hvert fald under navnet Andæflyt. Et kirkeligt dokument fra 1233 afslører dette. Efter signende skulle beboerne i sognet have væsentlige forpligtelser over for biskoppen. I dokumentet er det også en interessant bemærkning om frisere. Det må antages, at være frisere fra Holland, der har bosat sig ved Vidåens
munding.
Et dokument fra 1417 taler om hollændere i Ballum Marsken, der slog sig ned ved Brede-åens munding.
Navnet Andærflyt betyder Ved Strømmen, Ved Floden. Måske har det oprindelig været en frisisk bebyggelse. Vidåen dannede dengang en slags deltamunding. Sammenligner man med navnet Ved Gaden (An – der – Gaat) ses der en hvis lighed.
Hvornår forsvandt kirken?
I en gammel fortegnelse fra 1340 over de kirker, der tilhører Ribe, er der tilføjet med blæk ved Andæflyt Kirke ordet submersa. Dette ord betyder under havet.
Hvornår Vester Anflod Kirke gik under er der uenighed om. Det kan være sket under Grote Mandrenke i 1362. Måske er det først sket under Allehelgensfloden i 1436. Også denne stormflod fik betegnelsen Mandrenke (menneskedrukning).
Men kigger vi nu engang i Danmarks Adels Årbog i 1910 finder vi på side 441 en interessant meddelelse. Denne beskriver Familien Rosenkrantz stamtræ:
Stemmer dette, ja så forsvandt Vester Anflod Kirke ikke i 1362.
Tilsluttet Højer Kirke
Hertug Adolf overdrog kirken til ejeren af Kogsbøl, Iver Pedersen. Overleveringen fortæller at beboerne havde bestemt sig at slutte sig til Emmerlev. Men hvordan kunne det så det så være at sognet alligevel kom til Højer.
Jo de læssede alle værdigenstande inklusive alteret på en vogn for at tage dem til Emmerlev. Men da de nåede Højer ville hestene ikke videre. Det anså man som et tegn fra Gud. Og alteret blev placeret i Højer Kirke.
Dige-byggeri
Allerede i 1314 havde Erik Menved haft planer om at forbinde Horsbøl og Højer Herreder ved en dæmning fra Fegetasch til Rudbøl. Men det første alvorlige forsøg på at inddæmme Vidåen og anlægge diger, skete først i begyndelsen af 1500tallet. Det var Hertug Frederik af Gottorp, der i 1506 påtog sig den vanskelige opgave. Således arbejde han i syv år for at forbinde Horsbøl herred. Hertugen opholdt sig meget på stedet og boede under opholdet på Husumtoftmark. Den lå i nærheden af Ved Gaden. Herfra var der ca. 20 – 30 minutter til Rudbøldyb,
hvor arbejdet skulle foregå.
En af modstanderne var Matz Lützen, der ejede en hallig, som lå i Rudbøldyb. Han ville have, at dæmningen skulle gå sydligere, og i hvert fald ikke over hans jord. Han ville hugge halsen over på den første, der satte spaden i hans jord. Som følge af dette var det hertugen, der foretog det første spadestik.
Hold øje og få øl
Jeg lever endnu, sagde hertugen henvendt til Matz Lützen. De tog blev dog meget gode venner. Når der var godt vejr kom hertuginden også på besøg. Meget tyder på, at de på den tid opholdt sig meget på slottet i Tønder.
Hertugen var morgenmand, der skulle pukles fra morgenstunden. Som regel var han ude fra klokken 10. Så blev der spist under musikledsagelse. Fødevarerne lod han bringe fra Tønder.
Drikkevarerne fik man fra amtmand Claus von Ahlefeldt i Tønder. Det var nu ikke så meget vin, man drak. Det var øl, ikke fra Tønder, men hertugen foretrak øllet fra Ribe. Ofte blev de lokale bedt om at holde øje med vandet og byggeriet om natten. Som tak blev der stillet en tønde øl til rådighed.
Dæmningen brød sammen
For at skaffe afløb blev der bygget en stor sluse, 11 alen bred og 5 alen høj med opstander i midten. For at give dæmningen den fornødne fasthed, blev der rammet stærke pæle ned og på begge sider anbragt støttekasser.
I Rudbøl Dyb står endnu nogle af de pæle. Ved meget lav vandstand kan de ses. Bådsmændene i området vidste godt, hvor de er, og hvor man skulle tage sig i agt. Pinsemorgen 1511 var diget og slusen færdig. For Tønder var det ikke en særlig god meddelelse. For første gang var man afskåret fra havet. Men det varede dog kun kort tid. Den 20. august brød dæmningen sammen midt i det gamle dyb. En voldsom stormflod havde ramt området.
Nyt forsøg
Hertugen opgav dog ikke byggeriet. Fra slottet i Tønder befalede han, at der fra Sild skulle sendes ti bemandede og ti ubemandede skibe. Et antal skibe fra Før blev også befalet. Det viste sig dog at være umuligt at opføre en dæmning på samme sted.
Den anden dæmning har gået fra Rudbøl værft over Veltens sil i sydvestlig retning. Beboerne i Rudbøl har også fundet rester af denne dæmning.
Ved pinsetid 1513 var arbejdet fuldført, men allerede den 13. juli var også denne dæmning ødelagt. Denne gang undgik man heller ikke tab af menneskeliv. Seks – syv pælearbejdere
mistede deres liv. Hertugen opgav nu sin plan.
Diget blev færdig
Først 20 år efter genoptog hertugens søn, Hans den Ældre, dige-byggeriet. Befalingen er fra den 15. april 1544 og omfatter et nyt havdige mellem Kær herred, Højer herred, Tønder herred, Tønder by og Store Tønde.
Det var ikke en let opgave. Diget skulle gå fra Højer til Rudbøl og derfra i østlig retning over Vidåen ved Grippenfeld til den høje gest ved Grelsbøl. Den 6. juni 1566 stod det hele færdig.
Rudbøl skulle have egen mønt
Tønder var nu afskåret fra havet. Mindre skibe kunne godt gå gennem slusen, hvis de lagde masterne ned. Men Tønder fik endnu et chok. Hertug Frederik den Tredje havde store planer med Rudbøl. En ny by skulle anlægges. Mellem Rudbøl og Flensborg skulle der anlægges en kanal. Otte år tidligere havde han anlagt Frederiksstad. Nu skulle en tilsvarende by anlægges i Rudbøl. Tilskyndelsen kom fra hollænderen Cornelius Clausen Pietal. Han havde været med til at anlægge Frederiksstad.
Rudbøl skulle have sin egen mønt. Den skulle ikke befæstes, dog kunne en vold på 8 – 9 fod til beboernes beskyttelse, tillades. Hvert år skulle der betales 1 ½ rigsdaler pr. demant til hertugens kasse. Hollænderen fremhævede også Rudbøls beliggenhed. Der var kun en mils vej til Listerdyb. Her skulle der opsættes sømærker og lystønder.
Der skulle bruges 11 skibe til arbejdet. Pietal havde gjort en ny opfindelse med sænkesluser, som her skulle afprøves. En stor ind-digning af forlandet indgik i planerne. Planerne blev opgivet med halvanden hundrede år senere genoptaget af kaptajn von Justi. Planerne blev ikke til noget. Først i 1692 blev forlandet inddiget, den såkaldte Gamle Frederikskog.
Klager over oversvømmelse
Flere gange klagede borgere i Rudbøl over oversvømmelser. Det skyldtes, at kanaler var blevet tilsandede og ikke kunne lede vandet væk. Den 4. maj 1686 klagede slusemester
Lorenz Lausen over ålefiskeriet. Det samme gør landboer i 1690. De mener, at fiskerne med deres net og ruser hindrede vandafløbet gennem sluserne. Hertug Frederik den Fjerde
var træt af de utallige klager så den 6. september 1697 udsendte han følgende forordning:
Afvandingsforholdene blev endnu dårligere ved de senere ind-digninger af Frederikskog og Rudbølkog. Den sidste blev inddiget i 1715. Indtil da var sluserne ved Rudbøl havsluser. Fra 1715 til 1863 var havsluserne i Rudbølkogs diger. Siden 1861 er slusen og dermed også havnen ved Højer.
Poppenbøl
Poppenbøl værft havde et temmelig stort omfang. Indtil 1899 har den været en meter højere på midten. Stedet er den mindste af de tre bebyggelser, der hører til sognet. Allerede i 1443 nævnes stedet i et dokument. I 1695 nævnes Sievert Fink, Sönke Bossen og Goddert Hansen.
Sidstnævnte blev ved giftemål også ejer af fæstegodset Søndergårde. I 1769 var der her to gårde og to huse med 22 beboere. Omkring 1830/1840 var der to gårde og tre husmandssteder.
Ved Gaden
Af beboere i Ved Gaden nævnes Johan Fink, Moritz Moritzen, Moritz Tollsen, Nisz Hansen, Nisz Ericksen, Nisz Thomsen og Lorentz Moritzens arvinger.
En af gårdene nævnes allerede i 1440. Den hed tidligere Husumtoftmark og havde privilegier. Stedet blev omtalt som Gaate. Og åbenbart har en beboerne på stedet været Dankwerth.
Her boede Hertug Frederik, da han forsøgte at bygge diger. I 1769 var her fem gårde og fem huse med 52 beboere.
Muligvis har historiker misforstået det gamle navn An – dæ – Flyt, der betyder Ved strømmen. Her lå som skrevet den forsvundne kirke.
Mysteriet om kirken
I 1769 havde Rudbøl 8 gårde, 21 kådnere og 12 indsiddere med i alt 221 indbyggere. Her boede også to Schackenborg – kådnere, som ikke havde græsningsret. Kigger man på Meyers
kort fra 1659 så er Rudbøl opført som en kirkeby. Det har Rudbøl aldrig været. Lidt indviklet er det også, for gårdene Vesteranflod og Vesterfelt hørte til Møgeltønder. Måske er det derfor, at man er uenige om placeringen af den meget omtalte kirke Vester Anflod Kirke (An dæ Flyt). Kirken har antagelig været brugt i mindst 150 år, inden vandet tog den.
Skoleundervisning i 1710
I en beretning fra 1710 kunne Pastor Caspar Petraeus berette om, at der ingen skolebygninger fandtes i Rudbøl. Undervisningen foregik i en stue lejet i et hus. Der betaltes en halv rthr. For hvert barn. Man havde en ordning, som blev kaldt Wandeltisch (omgangsbespisning). Læreren fik sin kost ved at gå på omgang hos de skolesøgende børns forældre i en bestemt rækkefølge.
Regler for undervisning
I 1801 blev der kigget på skoleforholdene i Rudbøl. Man konstaterede at biskolen ikke kunne slås sammen med andre skoler på grund af dens beliggenhed. Der var for få skolesøgende
og forældrene var ofte ubemidlede. Skolen kunne ikke ophøjes til distriktsskole, man måtte beholde sin nuværende status. Der var dog nogle regler, der skulle overholdes.
Med disse regler blev det pålagt forældrene at ansætte huslærer eller selv sørge for deres børns undervisning, når de boede i Poppenbøl og Ved Gaden. Min mor, der tjente på Poppenbøl,
fortalte, at der på gården var et værelse, man kaldte for skolestuen.
Udnævnt som distriktskole
Tretten år senere blev biskolen i Rudbøl ændret til distriktsskole. Ved Gaden og Poppenbøl skulle fra nu af tilhøre Rudbøl Skolekommune. Rudbølkog skulle også indlemmes, men først efter, at man havde fået bygget en skole. Et specielt regulativ med hensyn til lærerens aflønning m.m. blev udarbejdet. Den nye skole blev først bygget i 1822. den blev opført i sten med stråtag. Den indeholdt en skolestue, der var otte meter bred, tre meter lang og to meter høj. Der var seks vinduer samt en tjenestebolig med to stuer, soveværelse, køkken, spisekammer
og stald.
Nye skoler
I 1882 blev der bygget en ny skole med skifertag, en rummelig skolestue og lærerbolig. Til dækning af udgifterne blev der optaget et lån på 11.000 mark, som skulle afdrages over 20 år.
Det var også det år, hvor den lille landsby Lust i Møgeltønder Sogn blev indlemmet i skolekommunen. De havde indtil da haft deres egen skole, den mindste i Tønder Amt. I 1923 blev den hidtidige skole indrettet til den tyske skoleafdeling. Der blev bygget en ny skole til den danske afdeling
Undervisningssproget var indtil 1865 udelukkende dansk. Men nu blev der påbudt, at der i mindst 12 ugentlige timer skulle være undervisning i tysk.
Læreren kunne ikke undervise på tysk
I 1875 besøgte pastor Schmidt skolen. Her var der interesse for, at der i samtlige timer skulle undervises i tysk. Det var den daværende lærer Thomsen dog ikke i stand til. Efter at denne havde fået ansættelse i Mellerup, blev der undervist på tysk undtagen i to timer om ugen.
Skole i Gammel Frederikskog
I 1819 blev der bygget et godt og solidt skolehus på det gamle Frederikskog – dige. Det lå ikke langt fra den gamle kogs – mølle. Tidligere lå der også en skole i området. I 1840 fik læreren 120 mark i kontantløn, tre tønder rug, tre tønder byg, seks læs tørv, ti læs hø til vinter-fodder og 2 ¾ demant skolejord.
Læreren havde desuden 100 får på forlandet. Det var der, hvor Ny Frederikskog kom til at ligge. Skolekommunen kom til at omfatte Gammel Frederikskog, Rudbølkog og fra 1864 Ny Frederikskog. Det var dog en af de mindste skoler i Tønder Amt.
Adelsdamen der gik konkurs
Omkring 1680 hed sognefogeden Hans Johann Heinrich von der Wisch. Han blev gift med Anna Dorthea Ivers Hans Johan var tillige digegreve. Han døde omkring 1700. Anna Dorthea
kom i så store økonomiske problemer, at hun kort tid efter blev erklæret konkurs.
Det ville jo også have gået sin vante gang, hvis det ikke havde været fordi at Anna Dorthea havde tømt bohavet for værdier. Det var borgmester Peter Preussens arvinger, der kom med disse anklager.
I Højer var der i år 1700 en herredsfoged Jürgen Detlef von der Wisch. Hvor stor indflydelse den adelige familie havde i området, har der indtil nu ikke været muligt at finde frem til.
I 1834 var der i Rudbøl to tømrere, to skomagere, to skræddere, en væver og en købmand. I 1900 var der kommet en gæstgiver til.
Danskerne kommer
Ikke mindre end 28 af Rudbøls unge mænd deltog i treårs – krigen. Sognefogeden forsøgte at beskytte de få dansksindede, der var tilbage på egnen. Da Slesvig – Holstenerne
i juli 1851 ikke mere kunne holde stand, rejste nogle af de største gårdejere syd på.
En eftermiddag lød der i Rudbøl:
– danskerne kommer.
Fem – seks arbejdsvogne med soldater kørte ind i landsbyen. Sognefogeden trakterede soldaterne med smørrebrød, øl og snaps. Der blev foretaget husundersøgelser i samtlige boliger. Alle geværer og spyd blev taget med.
Sognefogeden blev anholdt
Men de danske soldater kom tilbage og anholdt sognefogeden. Via Højer og Tønder blev han indsat i fængslet i Flensborg. Han fik en elendig behandling i fængslet. Sammen med syv andre fanger blev han så transporteret med dampskib til København. Her delte han celle med en købmand Mallis fra Tønder. Senere blev han transporteret tilbage til Flensborg og Tønder.
Da fængslet her var overfyldt, fik han lov til at bo hos en snedkermester Petersen. Han fik også lov til at spadsere i amtmandens have.
Hans ophold i Tønder blev mere tålelig. De tysksindede besøgte ham, og hans familie fik også lov til dette. Efter tre måneder blev han frigivet. Hans borgerlige rettigheder var frataget ham, dem fik han først tilbage i 1860 med en erklæring at han havde lidt uskyldig.
Den store brand i 1862
I 1862 opstod der en stor brand, hvorved flere stråtækte huse i løbet af kort tid blev lagt i aske. Det var ved middagstid den 1. juni. To små drenge, som endnu ikke gik i skole, legede med hinanden. De samlede hø, halm og træ. De satte ild til det uden at ane, hvilke følger, det fik. Da alt var tørt, og da det blæste greb ilden hurtig om sig. Ikke mindre end 24 familier blev denne
dag hjemløse.
Knogler fra 17 mennesker
I sommeren 1884 fandt nogle arbejdsmænd fra Rudbøl som gravede ved Rudbøl Dyb, et antal menneske-knogler, øjensynlig fra 17 personer. Man mente at knoglerne stammede fra forulykkede ved dige-byggeri. Man støttede sig til en beretning af Petrue Petræus:
Men den forklaring købte datidens medier ikke. Andre mente, at det var sørøvere, der var slået ihjel. Der var også gisnet om, at det slet ikke var europæere, da deres hovedform var anderledes. Efter at knoglerne havde ligget i sprøjtehuset i Rudbøl, blev de 30. november 1884 begravet på kirkegården. I begravelsesregistret hedder det:
En heks i Grippenfeld
Tidligere var der fire gæstgiverier ved Rudbøl, ét i Rosenkrans, ét i Rudbølkog, ét i Rudbøl og ét i Lyst. Den sidste bestod, dog kun i kort tid. Over døren stod der på plattysk:
Det var en indbydelse til de bådmænd og pramførere, der sejlede forbi. Her gik også en vej langs det gamle dige til Grippenfeld. Men denne vej fik et meget dårligt ry. Rygtet opstod, at der var en heks i Grippenfeld. Karlene på de nærliggende gårde havde taget hanen af brændevinstønden, så indholdet løb ud. Kroen lukkede, da indehaveren ikke havde råd til at få fyldt tønden op igen.
Kartofler i Danmark – Løg i Tyskland
Ved det sydøstligste hjørne af Rudbøl Kog gik landegrænsen gennem haven hos enkefrue Nielsen. Kartoflerne stod i Danmark, mens løgene stod i Tyskland.
Kroer i Rudbøl og omegn
Nu skal det måske retfærdigvis nævnes, at der i Rosenkranz eksisterer en kro, hvor indehaveren hedder Brodersen. Jeg er hvis ikke i familie. Men maden er super-god og billig.
Lidt længere mod syd ligger Rickelsbüller Hof. Det gjorde den dog ikke sidst, jeg var i området, da hed stedet Gastwirtschaft Rödenäs. Men den lille landsby Rickelsbüll forsvandt under en stormflod i 1615. Herfra er det ikke ret langt til Nolde – museet.
Og så skal vi jo ikke glemme Rudbøl Grænsekro. Her er rødder tilbage fra 1711.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 15.10.2021
Dato: april 5, 2010
Det var folk fra Dragør, der fik kongelig privilegium til at lodse skibe gennem Øresund. Men mange brød dette privilegium. Og det var ikke altid at lodserne fik løn. Uautoriserede lodser fik skibene på grund. Man kæmpede både mod færgemændene fra Helsingør og svenske lodser. Og så var der en lods, der blev bange. Han syntes, at de skib, han skulle lodse, var for stort.
Kongelig privilegium
Ved kongelig resolution af 8. marts 1684, gav Christian den Femte Dragør – lodserne privilegium på lodsning gennem Drogden. Det har ganske givet været lodser før den tid i det travle farvand. Det var især i den sydlige del et vanskeligt farvand at færdes i. Mange forlis og grundstødninger vidnede om de vanskelige forhold.
Hjælpemidler
Søfolkene brugte håndloddet og kompasset, som ved middelalderens slutning havde vundet indpas. Først i slutningen af 1500tallet fik man egentlige søkort. Gennem 16 – og 1700tallet blev der foretaget opmålinger af de danske farvande. Nu var det heller ikke alle søfolk, der kunne få lov til at bruge disse kort, som slet ikke har dagens standard.
Allerede i 1520erne begyndte man at udlægge søtønder.
Den skånske krig
Under Den Skånske krig 1675 – 1679 hører man officielt første gang om Dragør – lodser Ja seks lodser fik til opgave at bjerge et tabt anker. Det fik de 10 rigsdaler for, samt fritagelse for udskrivninger til transporter og andre pligtarbejder i kongens tjeneste.
Det var disse seks lodser, der fik kongeligt privilegium. Men Dragør lodserne var aktive under slaget i Køge Bugt.
Ussel løn
Fra 1679 fik lodserne en årsløn. Men det var nu ikke en kanon – løn. Den svarede til, hvad en styrmand i orlogsflåden tjente på en måned – nemlig 14 rigsdaler.
I 1699 henvendte lodserne sig til admiralitet for at få bekræfte privilegiet. Men fra 1701 udeblev lønudbetalingerne.
De unge måtte ikke
I 1705 ville de gamle lodser i Dragør ikke tillade at de unge fik mulighed for at lodse. Der blev klaget til Admiralitetet. Her foreslog man en eksamen. Men denne kom først i gang i 1740, da overlodsen skulle eksaminere de Dragør – folk, som ønskede at blive lodser. I 1760 var det den stedlige lodsoldermand, der overtog denne funktion.
Falske lodser
I 1709 havde mange lodser gjort tjeneste på floden i forbindelse med Den Store Nordiske Krig. Først i 1735 fik man en ordentlig aflønningsform.
Men det kneb med at få bekræftet privilegierne. Mange Dragør – fiskere og søfolk, der ikke var en del af lodserne, så deres snit til at tjene lidt ekstra under foregivende, at de var lodser.
Fem dobling af lønnen
I 1741 fik de 12 gamle lodser 6 rigsdaler om måneden i fast gage. Det var mere end en femdobling af lønnen. De 12 unge lodser fik løn som flådens matroser nemlig 44 rigsdaler og 4 mark årligt.
Samtidig gav en kongelig resolution af 24. april 1741 yderligere 24 lodser frihed til at have væv i deres hus. Desværre stillede man i 1747 spørgsmålet om, hvad man fik ud af alle de penge man gav til lodserne i Dragør. Man vendte tilbage til en årlig løn på 14 rigsdaler.
Det var en dårlig løn. Og lodserne brugte deres egne både.
Orlogsskibe på grund
I 1758 satte tre lodser nogle orlogsskibe på grund ved Saltholm. De blev alle kendt skyldige og fradømt deres rettigheder til at lodse.
Omorganisering
I 1760 skete der en omorganisering. Overlodsen, der fra starten fik Dragør Lodseri under sig, blev nu også underlagt lodseriet i Dvalegrunden. Senere blev arbejdsområderne udvidet endnu mere. I 1775 blev lodseriet i Helsingør og på Ise-fjorden lagt under ham. Ja også det senere oprettede lodseri i København
kom under ham.
Ulykke forudsagt af englændere
I 1765 skete der en ulykke. Lods Peter Andersen Tysk druknede under dramatiske omstændigheder. En engelsk tremaster med en dybdegang på 15 fod var kommet sejlende syd fra og syd for Dragør, havde man signaliseret efter en lods.
Englænderne ville dog kun betale 15 mark, og det for lidt for en båd af denne størrelse. Lodserne ville ikke godkende beløbet, og skipperen ønskede derefter ikke en lods. Fra skibets side. Da de to lodser gik fra borde
Efterfølgende kunne kun den ene af lodserne bjærges i live. Man mente hos lodserne at hændelsen var sket i ondskab. Fra admiralitetets side udbad man sig
om sømandskab fra alle parter.
Mange sparede lodsen væk
Mange skippere anmodede om lods samtidig, for at spare penge. Andre som sparede lodsen og gik på grund anførte løgnagtig, at de ikke kunne få nogen lods.
Konkurrence fra Helsingør
I 1778 kom der endda konkurrence fra Færgemandslavet i Helsingør. De oprettede Helsingør Lodseri. Og de førte bådene ind på Dragør – lodsernes enemærke. Tænk, de lå med deres joller syd for Dragør parat til at tage imod de sydfra kommende skibe og føre dem nordpå.
Stiftamtmanden fik pålæg om, at informere Helsingørs færgemænd samt fiskerne langs kysten om Dragør – lodsernes rettighederne. Men færgemændene fra Helsingør rettede sig dog ikke efter disse advarsler.
En hollandsk skipper havde klaget over, at han ikke kun få lods fra Helsingør. Problemet var, at de alle lå syd for Dragør. Efter mange forhandlinger og forviklinger blev Dragør – lodsernes rettigheder atter engang bekræftet.
Karakterbog over lodserne
Nu var det godt nok ikke alle lodser, der var lige gode. Det fremgår blandt andet af lodsoldermændenes status over de enkelte lodsers opførelse i det forgangne ord. I nytårslisten over Dragørs lodser i 1781, hvor kyndighed og øvrige opførsel bedømmes.
Anders Clemmensen er en god lods som i sin tjeneste forsigtig og påpasselig, samt temmelig ordentlig i sin opførsel.
”Karakterbogen” fra 1781 omfatter i alt 12 lodser og 6 reservelodser.
Fast gage forsvinder
Fra 1816 bortfaldt den faste gage. I stedet blev der betalt for de foretagende lodsninger, beregnet efter Helsingør – lodsernes takster. Først i 1831 indførtes faste takster ved Dragør Lodseri.
Manglende disciplin og drikfældighed
En klage fra en søofficer beskrev lodserne som uhøflige, desuden manglede de militær disciplin. Problemet var, at lodserne blev taget fra en folkeklasse som matroser og fiskere. Som det tidligere er nævnt kneb det måske også med ædrueligheden hos nogle.
Således måtte lodsen Theis Petersen Palm indfinde sig hos overlodsen ej så ædru som han burde være. Beretningen lyder som følge:
Overlodsen berettede endvidere, at det ikke var første gang, at lodsen var beruset, når han havde været inde hos ham.
En fransk fregat blev senere sat på grund på grund af denne lods fuldskab. I 1820erne og i 1830erne blev en del lodser afskediget på grund af fuldskab. Ak ja. Man kunne også være noget slagfærdig af sig eller ikke af et muntert væsen.
Skibet var for stort
Nu var det ikke altid lige let at være lods. Således blev Jens Præst i 1782 kaldt til København, hvor han skulle føre den store ostindiefarer Kronborg, der stak 21 fod til Helsingør. Den 2. februar om aftenen var han gået ombord, men den efterfølgende dag gik han igen hjem til Dragør. Her havde han opholdt sig et par dage, hvorefter han igen var gået til København. Men på grund af svaghed måtte han afløses af en anden lods.
Oldermanden måtte undersøge sagen. Jens Præst var ikke mere svag, end han kunne gå hjem til Dragør igen. Da han kom hjem havde han stillet sig rasende an, så hans venner måtte holde vagt over ham i to nætter.
Oldermanden konkluderede:
Alvorlig ulykke
Jens Præst fik ikke en lang karriere som lods. Han forulykkede den 5. december 1805. Den 10. december kunne man i avisen læse følgende: Hollænderbyen den 8. december
Noget af skibets tækkelage havde grebet fast om jollens mast, således at denne var kæntret. Fra skibets side blev det forklaret, at det blæste så meget, at de ikke kunne yde hjælp. Oldermanden mente dog, at de havde kunnet kaste et anker og sætte en jolle i vandet, så man kunne bjerge nogen, da de fleste godt kunne
svømme. Nu havde skibet bare fortsat uden at man rigtig vidste, hvor ulykken var forgået.
Hjælp familien
Overlodsen lod i oldermand Præsts navn indrykke en annonce i Dagen. Heri redegjorde han for ulykken, ledsaget af en opfordring til at yde bidrag til de forulykkede efterladte:
I travle perioder var der hverken lodser eller skibe til rådighed. Så måtte oldermanden have fat i pensionerede lodser eller såkaldte sjovere. Sidstnævnte var fiskere eller søfolk i Dragør.
Lodserne kunne ikke følge med
Mange lodser klagede også over skipperne. De fortsatte med fulde sejl, så lodserne ikke havde mulighed for at nå dem.
Pirat – lodser
De ulovlige lodserier fortsatte. Man enedes om at lodsbådene skulle have en rød stribe på deres sejl. Problemet var bare at ofte skulle man leje både til lodsningen. Og farven ville ikke binde på de helt hvide sejl.
I 1799 dikterede Admiralitetet derfor, at lodserne udvortes skulle bruge et tegn som bevis for, at man virkelige var rigtige lodser. Det pågældende år var tre skibe sat på grund af foregivne lodser.
Ikke alle lodser efterkom ordren Men der var stadig pirater. En af disse var Jens Hansen Snedker. Han var blevet ansat som lods, men i 1822 dømt uværdig som lods. I de følgende år foretog han utallige lodsninger uden oldermandens tilladelse. I 1824 havde han anskaffet sig et ulovligt lodsskilt.
Egne både
I slutningen af 1700tallet havde man selv fire gode sejlbåde, der blev brugt som lodsbåd. Men som vi tidligere kunne læse forliste den ene, og to blev senere stjålet. I 1815 var der registeret tre både. Men inden 1800tallets udgang var man dog nået op på seks både.
Bygning på havnen
I 1823 opførtes et udkigstårn på havnen. Ja egentlig var det tale om en hel bygning. Men allerede ved indvielsen fandt man ud af, at bygningen var for lille. Man brugte den blandt andet til at opbevare materialer og sejl til bådene. Først i 1879 blev bygningen udvidet.
Drogden Fyrskib
Da dampskibene kom, betød det tilbagegang for lodseriet. Telegrafen og togforbindelsen mellem Helsingør og København havde stor betydning på lodsenes tilværelse. En stigende sejlads på Østersøen betød igen mere arbejde til lodserne. Drogden Fyrskib med lodsstation ombord betød også store forandringer.
Seks lodser skulle til stadighed være udstationeret her.
Lodskrig mod svenskerne
En decideret lodskrig med svenskerne betød bygning af to store både og ansættelse af yderligere personale. Dragør – lodserne havde set fremmede lods – både. Den 3. maj 1872 kunne Marineministeriet meddele, at det svenske lodsselskab var i fuld virksomhed. De havde af den svenske regering fået lov til at lodse gennem Sundet og Drogden. Det viste sig at være et privat foretagende. Kun den danske regering kunne åbenbart forhindre denne virksomhed.
Men snart viste det sig at der både var lodsstationer i Falsterbo, Falsterbo Rev og Skanør.
Tidligere hjælpelodser fra Dragør havde søgt arbejde over på den svenske side. De opererede glat væk i de danske farvande. De havde både liggende i Drogden
og Kastrup havn.
Svenskerne satte nu flere både ind, og konkurrencen kunne nu mærkes på pengepungen. Man hørte intet fra regeringen.
En deklaration fra 14. august 1873 fastslog, at farvandet mellem den svenske kyst og Hveen var rent svensk område, mens Drodgen var dansk. Begge parter havde dog ret til at lodse, hvor der var svensk kyst på den ene side og dansk kyst på den anden side.
20.000 skibe om året
Midt i 1800tallet forlangte Admiralitetet en opgørelse over, hvor mange skibe, der blev lodset årligt. Med 8 års tal fandt man frem til at der årligt kom 20.000 skibe. Af dem forlangte 5.000 skibe lods.
Indtil 1894 havde Dragør – lodserne også passet sømærkerne.
Kirketårn som sømærke
I 1836 styrtede spiret på Store Magleby kirke ned. For at spare ville man sætte et mindre spir på. Dette modsatte Admiralitetet sig. Spiret kom op i samme højde til glæde for skibsfarten.
Op – og nedture
Der kom en masse nedskæringer. Men under første verdenskrig betød tvangslodsninger en overgang forøgelse af mandskab. Man var helt nede på 4 mand. Så vidt vides var der i begyndelsen af 1980erne ansat 16 lodser, 10 bådsmænd og en sekretær.
Da Dragørfortet blev bygget i 1912 – 14 blev et tårn opført, for at holde øje med skibstrafikken. Men dette tårn blev overflødigt. Nu kaldes lodsen over radioen.
Større dybdegang
Skibene fik en større dybdegang. Og mange kunne ikke mere sejle gennem Øresund, men måtte tage turen gennem Storebælt.
Flugt til Sverige
I slutningen af anden verdenskrig blev det besluttet at alle danske lodser skulle flygte til Sverige. Det skete natten mellem den 20. og 21. april 1945.
Bedre forhold?
Og lodserne i Dragør blev fusioneret med deres tidligere konkurrenter i Helsingør. Om de har fået bedre forhold må vi håbe på. Men det er nu ikke så
mange år siden, at lodserne truede med at nedlægge arbejdet.
Ja kære læser således kom vi gennem Øresund uden skader. Vi takker en tidligere lods for materiale.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Flere ”Maritime” artikler:
Redigeret 21. – 02. – 2022
Dato: december 6, 2009
Engang var det Danmarks største arbejdsplads. Det har været både krigshavn, masser af værfter og frihavn. Nu er det hele forandret. Krydstogtskibe og passagerbåde mod Polen og Norge afgår fra havnen. Men det pulveriserende liv er afløst af mondænt boligbyggeri. Læs om havnens op – og nedture.
Købmændenes Havn
Det var ikke tilfældigt at vores hovedstad dengang blev kaldt for Havn. I vikingetiden var farvandet ved Havn et lidt afsides farvand. Men mellem Sjælland
og Skåne var der masser af sild. Hvert efterår stævnede hundredvis af skuder ud på Sundet til det store eventyr – sildefiskeri.
Fra gammel tid blev havnen kaldt Købmændenes Havn. Det store sildeeventyr, konkurrencen med Hansestæderne og øresundstolden har haft stor betydning for havnens udvikling. Også sejladsen på Trankebar er et led i historien om havnen i København.
Den førende søfartsnation
Danmark var dengang dominerende som søfartsnation. Der blev sejlet til oversøiske destinationer. Ved Helsingør ankrede en masse skibe op og betalte told til den danske konge. Hvordan den har set ud før Christian den Fjerde, er svært at vide. De ældste kort stammer fra omkring år 1600. Udgravninger afslører gamle bolværk og gamle gadenavne afslører havnens forløb.
Købmagergade var engang byens nordgrænse, hvorfra et vandløb løb ud i stranden. Kattesundet mundede ud i havnen ved Vandkunsten. Indsejlingen østfra lå mellem Holmens Bro og Boldhusgade og et dybt løb førte gennem Dybensgade. Knabrostræde var havne-gade og syd for denne var man ved den åbne strand mod Kallebodsund (oprindelige navn).
Christianshavn anlægges
Efterhånden fyldtes op mellem de utallige holme. En masse land blev inddæmmet, da Christian den Fjerde anlagde Christianshavn og udvidede mod nord. Anlæggelsen af Christianshavn blev iværksat for at sikre havnen mod Amager.
Gaderne blev anlagt efter skakbrætsmønster med 6 gader på langs og 4 på tværs. Torvegade skulle være bydelens hovedvej. Et kvadratisk torv skulle samle byen. En kanal med gader på begge sider skulle gennemskære stedet. Desuden blev der anlagt bastioner og grave.
Christian den Fjerdes omfattende byggeri
Kongen anlagde også sin krigshavn. Tøjhuset og Proviantgården blev bygget. Mellem disse to bygninger, blev gravet et dybt bassin, hvor orlogsskibene kunne ligge i vinterleje. Hvor Slotsholmsgade gik, blev der gravet en kanal, hvor den nyopførte børs fik sejlløb på begge sider. Bremerholm blev ligeledes udvidet med opfyldninger, så den kun var adskilt fra byen med en smal kanal Holmens Kanal. I en rejsebeskrivelse fra 1629 kan vi læse:
I 1630 blev Toldboden flyttet ud til Sct. Annæ Bro, omtrent hvor Sct. Annæ Plads ligger. Der tog man tillige fat på at bygge en skanse, som dog først blev færdig efter mange års arbejde. Dermed var hele strækningen fra Bremerholm til Sct. Annæ Bro inddraget i havnen.
I 1654 blev havnen uddybet med en såkaldt hestemølle. Det var en muddermaskine, der blev drevet af heste. Christian den Femte fortsatte det omfattende byggeri.
Den usikre bro
I 1728 blev Knippelsbro ombygget. Dengang hed den Amagerbro. Oprindelig var den bygget som en dæmning med en stor vindebro på midten af. Det var ikke let, på grund af den stride strøm. Men der er frygtelige historier om heste og kuske, der under stærk storm blev væltet. Nogle af dem forsvandt i strømmen.
Masser af udvidelser
Med Christianshavns udvikling fulgte anlægget af Wilders, Krøyers og Grønlandske handelspladser. Værfter blev anlagt ved Gammel Dok og på Nyholm. St. Anna Skansen som Christian den Fjerde anlagde, blev til Kastellet. Da Frederik den Femte opførte Amalienborg blev St. Anna Plads ryddet for tømmerpladser. Store pakhuse i blå og gule farver rejste sig. Og også et vestindisk pakhus rejste sig ned mod det nuværende bom-løb.
Christian den Sjette fortsatte byggerierne og udvidelser ved havnefronten. Efterhånden fyldte den kongelige marines område en fjerdedel af byen. En stor begivenhed var indvielsen af Nyholms dok i 1739 nord for Asiatisk Kompagnis plads.
Mangler i havnen
Københavns Havn led af forskellige mangler. Den blev hele tiden forurenet. Alle uhumskheder havde frit afløb. Skibe, der havde en dybdegang på mere end 17 ½ fod måtte ligge for anker ud for Kastellet. Ud for Toldboden lå et skibsvrag Den sorte Rytter med kun to fod vand over sig. Skipperlavet havde advaret mod dette. Det kostede, at holde det hele i en god stand. Broerne var heller ikke for gode og havnekassen var tom.
Højbro havde allerede i 1730 været igennem en hovedreparation, som havde kostet 2.500 rigsdaler
Havneforordningen fra 1744
En havneordning fra 1744 skulle sætte lidt styr på det hele. Fartøjer med brændsel og byggemateriale skulle fremover ligge ved Nyhavn og Frederiksholms Kanal indtil Marmorbroen. Mellem denne og Højbro skulle ligge fiskerbåde og pramme. Mellem Højbro og Holmens Bro skulle ligge de både, der førte tørret
og saltet fisk. I kanalen langs Børsen skulle ligge Finlapperne, skibe, der førte korn og Kjøbmandsgods.
Storhedstiden
Årene 1792 – 1806 var en glimrende handelsperiode. En strøm af skibe stod år efter år ind gennem Sundet. De forlod også byen igen belæsset med varer. Langs toldboden blev til tider kostbare varer opmagasineret. Der blev handlet med handelspladser overalt i Europa og i Det Fjerne Østen.
Europas førende søfartsnationer, England, Frankrig, Holland og Spanien forsøgte gensidig at ødelægge hinandens handel. Det betød gode tider fra den danske søfart.
Nedgangstider
Englændernes angreb i 1807 blev starten på en række år med lavkonjunktur, der prægede havnen. Søkrigen mod England indtil 1814 blev en brat afslutning på en række rige økonomiske år. Efter at landet var blevet krigsførende, kunne man ikke længere deltage i den udbytterige neutrale skibsfart mellem de udenlandske handelspladser.
Københavnerne måtte nøjes med de eksotiske varer, som det lykkedes for de dristige kapere, at opsnappe, når de erobrede et fremmed skib. Ikke mange er klar over, at sørøveriet var genopstået i de danske farvande. Fra 1807 – 1810 blev der opretholdt handelsforbindelser til Sverige, Preussen og Østersø – staterne.
I 1813 gik den danske stat bankerot, og i 1814 sluttedes freden i Kiel, hvorved Norge blev udskilt fra Danmark. Begge begivenheder ramte søfarten meget hårdt.
På vej frem
I 1840 begyndte udviklingen at vende. Fra 1843 måtte dampskibene lægge til. Indtil da havde man været bange for brandfaren. Men havnen var ikke velegnet til den moderne trafik. Således var gennemsejlingen ved Knippelsbro kun 10 meter.
Men vanddybden ved bolværket var kun 10 fod på Christianshavnssiden. Først i det 19. århundrede fik man 14 fod vand ved Søndre Toldbods bolværker.
I 1848 – 50 byggedes den første beskedne lille Kvæsthusbro, samtidig med anlægget af den egentlige St. Annæ Plads.
Uddybning nødvendig
Da dampskibstrafikken begyndte, bliver savnet af større vanddybde ved bolværkerne meget føleligt. En udvidelse og uddybning af havnen var nødvendig. I 1862 tog Havneforvaltningen fat på udarbejdelse af planer. Uddybningen til 22 fod blev sat i gang.
Reftshaleøen (Revshaleøen) blev dannet af en regulering af Gammelholm samt ombygning af en del broer blev sat i gang.
Den gamle Børsgrav blev udfyldt og i fortsættelse af denne rute blev en ny Knippelsbro bygget over til Torvegade på Christianshavn. Burmeister & Wain leverede broen i 1869. Men snart skulle det vise sig at broen var underdimensioneret.
Holmen
Holmen udviklede sig fra 1690 til 1850 til en by i byen. Området var lukket for civile personer Holmen passede sig selv. De havde også det hele. Her blev marinens materiel fremstillet, opbevaret og vedligeholdt. Det militære område omfattede også Gammelholm, Nyholm samt Frederiksholm.
Holmen, der først blev åbnet for offentligheden i 1990erne fortjener en selvstændig historie. Derfor vender vi senere tilbage.
Frihavnen
Diskussionen om en frihavn tog til. Nord – Østkanalen, som tyskerne havde bygget var egentlig tænkt som en militær foranstaltning, men kunne selvfølgelig også bruges til handelstrafik. Og det var en god mulighed for Hamburg og Bremen. I 1891 vedtog rigsdagen så endelig loven om Frihavnen.
Starten var ikke god. Tietgen forbød DFDS skibe at anløbe Frihavnen. Men da Nord – Østkanalen (Kielerkanalen) skulle indvies, syntes man at verdenspressen skulle inviteres til Frihavnen. Da der overhovedet ikke var nogle skibe i havnen, indvilligede Tietgen dog i, at havnen blev fyldt med skibe fra DFDS. Journalisterne undrede sig dog over, at der slet ikke var nogle varer til stede.
DFDS enestående position
Siden grundlæggelsen i 1866 havde DFDS opnået en enestående position på den danske indenrigstrafik. På få år gik rederiet fra 19 skibe til 100 skibe. Daglig gik der dampere med gods og passagerer fra Ålborg og Århus. Flere gange om ugen gik der skibe til landets andre havne. Kun Bornholm blev ikke besejlet af DFDS.
Nye udvidelser
I 1874 søsatte Burmeister & Wain, det store jernskibsværft på Christianshavn de to første skibe. Men ak i 1880 viste det sig, at dybden ikke slog til. Skibenes dybdegang tog til. I havnens sydlige del var det yderst vanskelig at foretage en yderligere uddybning. Det skyldtes den hårde kalkgrund.
I 1889 begyndte man uddybningen til Larsens Plads til 26 fod af hensyn til Amerika – trafikken. Udvidelsen mod nord blev iværksat med anlæggelse af Frihavnen i 1891 – 94. Kalkbrænderihavnen blev udvidet i 1895 – 97.
Dæmningen ved Frederiksholm med et sluseanlæg anlægges. Det skulle sikre mere stabile strømforhold.
Fra 1903 – 1907 blev det store areal ved Islands Brygge anlagt. Fiskerihavnen ved Kalvebod Strand (Kallebodstrand) som blev anlagt omkring år 1900, blev udvidet i 1907. Boulevardbanen og den nye Strandvej anlægges. I 1915 vedtog man en udvidelse af Frihavnen mod nord. Og i 1920erne blev Frihavnen udvidet med endnu to bassiner. Derefter begyndte nedturen lige så langsom at indfinde sig.
Krigen satte sine begrænsninger
Under anden verdenskrig måtte danske skibe kun sejle i begrænset omfang. Forbindelsen til den største handelspartner Storbritannien blev fra den ene dag til den anden skåret over. Forbindelsen til østlandene forsvandt bag jerntæppet. De store fuldlastede kulskibe, der kom til havnen efter krigen måtte lægge til ved Langelinie.
Der var engang en havn
I 1970erne var der stadig 4.000 arbejdspladser plus toldere, speditører og chauffører
Nedgangen for Københavns Havn var tydelig. En gang var det Danmarks største arbejdsplads. Grønlands – og Landbrugstrafikken forsvandt. Olie og benzin tog Fredericia sig af og Århus er blevet landets største containerhavn. Bornholmerbådene udgår nu fra Køge.
Tilbage er lidt containertrafik i Nordhavnen, krydstogtskibe og passagerskibe til Norge og Polen. Et mondænt boligbyggeri kendetegner nu store dele af havnen.
Kilde:
Mere søfarts – og havnehistorier på dengang.dk:
Redigeret 24. – 03. – 2022