Gammel Frederikskog – dengang
Gammel Frederikskog havde både skole, mølle, kro og en galgeplads. Her var stormfloder på stribe. Befolkningen fik 17 års frihed og ingen afgifter. Indtil da havde hertugens embedsmænd stukket afgifter i egen lomme. Men så kom der igen stormfloder på stribe, og befolkningen blev nærmest ruineret. Hertugen havde i mange år forsøgt at finde finansiering for inddigning.

 

Vi er i Tøndermarsken
Vi har jo skrevet en del om Ny Frederikskog, hvor undertegnede har så mange gode minder fra. Men hvad med Gammel Frederikskog. Ja for dem, der slet ikke er med i geografien, så kan vi fortælle, at vi befinder os i Tøndermarksen, ikke langt fra Højer.
Store tab efter stormfloder
Tilslikningen af Vidåmundingen mellem Vidding herred og Højer herred blev stærkt fremkommet efter de store landtab efter stormfloden i 1593. Jo det gik hårdt ud over vestkysten dengang. Undergangen af Rikkelbøl i 1615 og ikke mindst Gammel Nordstrands undergang i 1634. Herude i marsken er det hele tiden landtab eller landindvinding.
Hertugen havde store planer
Allerede omkring 1610 synes Vidåmundingen at have været et ret højt vadeland. Hertug Frederik havde en plan med at inddige hele bugten. Det lykkedes dog ikke. Man nøjedes i 1618, at inddige en del af Brunodde Hallig (Brunoddekog).

Hollændere blev kaldt til
Hertugen havde også store planer med Rudbøl. Det skulle være en fristad. Hertugen afsluttede i 1630 en kontrakt med hollænderen, Cornelius Claasen Pietall. Han skulle bygge et dige fra Rødenæs til Højer. Desuden skulle en kanal ved Rudbøl forsynes med 8 havsluser.
Hertugen trak overenskomsten tilbage
Da det drejede sig om en dæmning over et stort dyb, skulle disse sluser bygges i form af nedsænkede skibe. Landmand Henrik Jordtmand har sandsynligvis boet på en lille hallig uden for Vidåmunderingen, for han solgte sin ejendom til dette formål.
Ingeniøren Pieter Vingboons fra Amsterdam var længe beskæftiget med planlægningen og Cornelius Pietall var ivrigt beskæftiget med at vinde interessenter med kapital i Holland. Men anstrengelserne var så godt som resultatløse.
Hertugen trak derfor overenskomsten tilbage. Derefter fik generaldigegreve Isaak de Moll den 11. januar 1636 koncessionen på inddigningen ved Rudbøl. Men heller ikke her skete der noget som helst.

Var der et kapel?
Hele forlandet og vaderne tilhørte den gang Horsbøl herred (Vidding herred). Halligen Brunsodde lå i Vidåbugten. Dens nordlige del groede ved tilslikningen sammen med Rudbøl og Frederikskog. Den var allerede før inddigningen beboet. På halligen skulle der ifølge gamle kort ha ligget et kapel, Trindsum Kapel. Men det kan ikke spores yderligere, om dette har sin rigtighed. Men sandbankerne i vaderne blev betegnet som Trindsand. Og Trind er et hyppigt forekommende stednavn ved vestkysten.
Det er svært at efterprøve forekomsten af ældre hallig – land. En undtagelse er den såkaldte Inspektørvarf. Formentlig flød her et vandløb fra Vidåen til den bebyggelse, som man i 1692 slog en dæmning over. Det er her Meier har indtegnet kapellet på et af sine kort. Her findes også nogle højdepunkter.

Embedsmændene puttede pengene i egen lomme
De store vader lå i mange årtier hen uden diger. De blev hovedsagelig benyttet af beboerne i Horsbøl herred til græsning af kreaturer og får samt til høbjergning. Men alligevel krævede de gottorpske embedsmænd en afgift. Denne havde de ikke et retsgyldig krav på, og uden hertugens viden vandrede de da også direkte ned i disse embedsmænds lommer.
En hertugelig befaling
I året 1665 bekendtgjordes ved en hertugelig befaling fra alle prædikestole i Vidding herred, at alt vadeland uden for Rikkelsbøl og Brunodde skulle udbydes til forpagtning gennem kornskriver Peter Preuss. I den anledning krævedes i løbet af 14 dage en optegnelse over alle havdiger, mellemdiger og spadeland og af alle nydte friheder.
Digegreve og landfoged Johan Preuss på Fokkebøl protesterede. I et brev til hertugen beder han om, at dette vadeland som hidtil overlades ham som indkomster fra hans greveembede. Han skriver om det, hidtil så ringe vadeland, at det beregnes ham med årlig 20 rdl.
Heller ikke de velhavende landbesiddere såsom herredsfogeder og herredsrådmænd havde nogen interesse i inddigningen, fordi de i så fald i reglen blev tilsidesat af de hertugelige embedsmænd, som fik det nye land.

Landet overladt til inddigning
Landindvindingen i den omtalte bugt skred dog stadig fremad. Den 15. oktober 1690 udgav hertug Christian Albrecht på Gottorp en oktroj, hvori han overlod landet, som var liggende ved Horsbøl herred og Brunodde kog til inddigning.

17 års frihed
Som det var tilfældet på Nordstrand skulle beboerne nyde det nye inddigede land kvit og frit uden nogen som helst afdrag i 17 år efter inddigningens afslutning. Først efter denne tid skulle der betales ½ rbdl. Pr. demant til det fyrstelige kammer.
For landets produkter skulle der i de 17 år ingen told beregnes, og der skulle tilsikres frit erhverv.
Hvad der var behov for skulle frit kunne indføres i dette kog. Desuden skulle der tillades interessenterne, deres arvinger og efterkommere at opstille vind – og hestemølleruden for, på og inden for digerne og udnytte dem med fri malen, brygning og bagning. Man måtte have herberger, stalde samt drive andet håndværk, købmandsskab og erhverv uden afgifter og vederlag.

Egen lovgivning
Den, der ejede 60 demat var hovedparticipant og havde fri jagt og fiskeri uden og inden for diget. Fem hovedparticipanter skulle sammen med deres valgte inspektør, en dommer og tre rådmænd afsige dom. I kogen skulle Ejdersted Landret være gældende.
Kigger man rigtig efter, har det også været en plads herude, som man kaldte for Galgepladsen.

Født af havet
I året 1692 begyndte arbejdet under digegreve Paul Schabau fra Rudbøl. Den egentlige ledelse lå i hænderne hos lens – og digefoged Sibbern Carstens, gårdejer på Store Bombøl. Hans bror var den senere digegreve i Tønder Amt, Christian Sibbers.
I 1692 var arbejdet færdigt. Det var også med en vis stolthed, at disse digebyggere kunne præge valgsproget:
– ex mari natus (født af havet)
Dette er også med i Frederikskogs våben, og det står også på brudedøren til Højer kirke.

Tilhørte Rødenæs og Aventoft
Indtil hele Vidåbugtens inddigning i 1861 hørte befolkningen i Gammel Frederikskog i kirkelig henseende dels til Rødenæs, dels til Aventoft.
Præsten fra Rødenæs førte tilsyn med skolerne i Frederikskog og Rudbølkog. Frederikskogs indbyggertal lå i årene 1760 til 1895 mellem 25 og 39 personer.
En god jord
De mest markante bopladser er de endnu velholdte Kenkelhof og Inspektørvarf. I 1765 blev sidstnævnte ejet af Hans Brodersen fra Kjærgård.
Jorden i Frederikskog var særdeles god, og dens produkter nød stor anerkendelse.

Stormfloder på stribe
Landbesiddernes 17 friår løb hen uden særlige digeskader. Men så 26 år efter inddigningen kom de første store digebrud, særlig i julenatten 1717 løb den nye kog fuld af havvand. Efter at man lige havde påbegyndt udbedringen, kom der en isflod den 25. februar 1718. Den dækkede jorden med næsten to meter tykke isflager.
Allerede ved nytårsfloden 1720/21 var det galt igen. Vandet stod da én til to fod over tidligere floders vandstand. Næsten hele havdiget omkring Frederikskog blev skyllet bort og ødelagt.

Beboerne blev ruinerede
Beboerne blev fuldstændigt ruinerede. De ventende indtægter var utilstrækkelige. Dertil kom krigsbyrderne efter Den Store Nordiske Krig.
En rejse til København
I Vidding Herred gik det ikke bedre. Her var også opstået stor fattigdom efter digebruddene. Den 17. februar 1721 besluttede alle lens – og rådmænd i herredet at sende lens – og digefoged Jens Atgens fra Diedersbøl med en bønskrift til kongen i København. Samtidig skulle han varetage Frederikskogs ønsker og interesser.
Rejsen blev påbegyndt den 22. februar og gårdejer Lewe Melfsen fra Toftum betalte som forskud for herredet 150 rbdl til rejseomkostninger. Der findes faktisk en nøje rejsebeskrivelse over denne tur, der varede 33 dage.
Jens Atgens boede over for slottet foran Holmens Kirke. Flere gange blev han modtaget af kongen, og den 18. marts blev der bevilget ham 6.000 rbdl. Af krigskassen i Rendsborg. Han klagede over forhandlingernes forløb og anførte, at den samlede skade ved digerne beløb sig til 50.424 rbdl.

Ny inddigning og opmåling
Efter en ny inddigning og sikring af kongen udførtes på befaling af kammerherre og amtmand von Holstein en nøjagtig opmåling gennem landmålere.
En afvandingsgrøft
Frederikskog blev tidligere sammen med Brunoddekog afvandet gennem Rudbølkog. Slusen var i nærheden af den gamle Kongsmølle. Men siden 1843 afvandes kogen gennem Frederikskog-diget ved en afvandingsgrøft, der er gravet gennem det daværende forland. Resterne af den gamle plankesluse er for længst fjernet.

Nørremølle
I 1739 blev der i nærheden af den gamle kogs-sluse bygget en kogs-mølle. Den er kendt under navnet Nørremølle.
I de gamle skrifter kan man læse følgende:
– Anno 1738 og 1739 blev en grynmølle bygget ved Rudbøl og Frederikskog. Interessenterne er Balthasar Scmid og Hr. Jürgen Kröger, borger og handelsfolk i Tønder og Hr. Peter Petersen, der bor i Højer.
Og du kan faktisk læse mere om denne i historien En Mølle i Højer.

Kroen var en god forretning
I møllerbygningen var der også en kro. Byggeåret står angivet til 1739. Og i hvert fald så var de første år gode.
Ved inddigningen af Gammel Frederikskog var der blevet et smalt sted på forlandet mellem Frederikskogdiget og Højerdiget. Det blev poseformet dækket med klæg og fremkaldte snart tankerne om en ny inddigning.

En skole i Gammel frederikskog
På det gamle Frederikskogdige i Nørremølle blev der i 1819 bygget en skole. Her havde der også tidligere ligget en skole. Den ny skulle være en såkaldt Distriktsskole. Efter inddigningen i 1861 skulle elever fra Ny Frederikskog også gå her.
Undervisningssproget var tysk, indtil det i 1859 blev afløst af dansk, hvad der bevirkede, at den daværende lærer flyttede fra skolen. Fra 1865 til Genforeningen var undervisningssproget tysk.

Udvidelse af skolen
Skolen bestod af en lys og rummelig skolestue og en lærerbolig. Læreren havde foruden en lille kontantløn fri bolig samt græsning og foder til to køer og frit brændsel. Senere blev hans indtægter forhøjet. Omkring 1840 holdt han desuden omkring 100 får på forlandet.
På den tid blev der bygget en ny og større skolestue, fordi den gamle var alt for lille til de 18 elever. Men denne fik læreren som soveværelse. Fra 1908 gik børnene fra den nordlige del af Frederikskog i skole i Højer. Efter 1920 fortsatte skolen med en lærer, der både underviste på dansk og tysk. Det var vel den mindste skole i Tønder Amt. Således var der i 1924 kun 17 elever.
Først i 1928 blev skolen opdelt i en dansk og en tysk afdeling. Den danske afdeling blev nedlagt i 1942. Ved nedlæggelsen blev børnene henvist til Rudbøl Skole.
Ja og hvad skete der i grunden med de sluser, der skulle anlægges ved Rudbøl. Ja se det er en helt anden historie.

Kilde: 
Ludwig Andresen: Tonderner Einwohnerbuch
Ahrends: Gejsligheden i Slesvig og Holsten
Johs. Stenderup: Stednavne
Rolfs: Geschichte des Kirchenspiels Hoyer
Johan Volquardsen: Familier ved Vestkysten
Sønderjysk Månedsskrift (diverse udg.)
Folmer Christiansen: Sparekassen i Højer med træk fra byen efter 1920

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
  Under Højer (77 artikler):  Hvis du vil vide mere om Diger, marsk og Stormflod: Læs her:
  – En mølle i Højer
  – Landet bag Digerne
  – Syd for Højer
  – Stormflod ved Vestkysten
  – Rudbøls Historie
  – Vadehavet ved Højer
  – Bådfolket i Rudbøl
  – Soldater på Jordsand
  – Øen Jordsand – engang ud for Højer
  – Højer – stormflod og diger
  – Fiskeri ved Højer
  – Travlhed ved Højer Sluse
• Under Tønder (283 artikler) 
  – Det frisiske salt (under Tønder)
  – Emil Noldes liv – vest på (-)
  – Tønder, Marsken og Afvandingen (-)
  – Friserne – syd for Tønder (-)
  – Vikinger i vadehavet (-)
  – Tøndermarsken – under vand (-)
  – Aventoft – byen ved grænsen
  – Drømmen om en havn i Tønder (-)
  – Digebyggeri i Tøndermarsken (-)
  – Kanal gennem Tønder (-)
  – Hertugen af Tønder (-)
  – Tøndermarsken (1)
  – Tøndermarsken (2) Og mange flere

Redigeret 13.-10.-2021

Hollændere og frisere byggede herude. Hvornår forsvandt Vester Anflod Kirke? Et stort dige-byggeri mislykkedes. Rudbøl skulle have været en fristad. Klager over fiskerne, der var skyld i oversvømmelse. Der var skoleundervisning allerede i 1710. Advarsel: ”danskerne kommer”. En stor brand i 1862, og pludselig dukker 17 skeletter op.

 

Hollændere  og frisere

De første bosættere har angiveligt været hollændere og frisere, som var vant ti at bygge værfter og drive landbrug under ekstreme forhold. Inden afvandingen var området et sandt
vandlandskab. Der opstod øer overalt. Antallet af værfter (forhøjninger) har været mange, og alle har været navngivet. Når stormfloder ødelagde værfter eller at de ikke var bygget store nok, anlagde man nye eller byggede dem endnu højere.

Disse værfter var ikke blot bygget af  opkastet klægjord. De bestod også af nedrammede pæle og et pakværk der bestod af ris og gødning. Rester af brønde er også fundet.

 

Rå  og smidige

Saxo beskrev befolkningen på en meget rammende måde:

• Indbyggerne som er rå  og med smidige kroppe, forsmår den svære rustning. De omgiver deres marker med vandgrave og springer over dem ved hjælp af springstokke. Deres huse opførerde på høje af opkastet jord

Det spøgte

Fra gammel tid hørte landsbyerne Rudbøl, Poppenbøl og Gaden til Vester Anflod Kirke. Hvornår kirken blev bygget, vides ikke. Angivelig skulle kirken have ligget på det værft, hvor Momme Bossen senere boede.

Da landevejen fra Rudbøl Klinkechaussé til Højer Dige blev anlagt fandt man nogle store sten ved udgravningen. Måske var det rester af den forsvundne kirke. Man sagde også for cirka
100 år siden, at det spøgte på stedet. Man skulle lægge øret mod jorden for at prøve, om man kunne høre noget.

 

Ved Vidåens delta

Dengang i begyndelsen af 1200 – tallet eksisterede kirken i hvert fald under navnet Andæflyt. Et  kirkeligt dokument fra 1233 afslører dette. Efter signende skulle beboerne i sognet have væsentlige forpligtelser over for biskoppen. I dokumentet er det også en interessant bemærkning om frisere. Det må antages, at være frisere fra Holland, der har bosat sig ved Vidåens
munding.

Et dokument fra 1417 taler om hollændere i Ballum Marsken, der slog sig ned ved Brede-åens munding.

Navnet Andærflyt betyder Ved Strømmen, Ved Floden. Måske har det oprindelig været en frisisk bebyggelse. Vidåen dannede dengang en slags deltamunding. Sammenligner man med navnet Ved Gaden (An – der – Gaat) ses der en hvis lighed.

 

Hvornår forsvandt kirken?

I en gammel fortegnelse fra 1340 over de kirker, der tilhører Ribe, er der tilføjet med blæk ved Andæflyt Kirke ordet submersa. Dette ord betyder under havet.

Hvornår Vester Anflod Kirke gik under er der uenighed om. Det kan være sket under Grote Mandrenke i 1362. Måske er det først sket under Allehelgensfloden i 1436. Også denne stormflod fik betegnelsen Mandrenke (menneskedrukning).

Men kigger vi nu engang i Danmarks Adels Årbog i 1910 finder vi på side 441 en interessant meddelelse. Denne beskriver Familien Rosenkrantz stamtræ:

• Iver Petersen til Kogsbøl, som skal have været amtmand i Tønder, fik efter en stor oversvømmelse af den holsstenske greve kirken i Anflod, som ene stod tilbage og lagde den under Kogsbøl, købte af Peder Sture 6 gårde og 3 huse i Møgeltønder birk og af Mads Gjordsen til Solvig hans gårde i Hjerpsted og Nørre Sejerslev, skjøde 1436 med Godske Eriksen (Rosenkrantz) gods til Haderslev kapitel, beseglede 1446 til vitterlighed med væbneren Steenfeldt ………..

Stemmer dette, ja så forsvandt Vester Anflod Kirke ikke i 1362.

 

Tilsluttet Højer Kirke

Hertug Adolf overdrog kirken til ejeren af Kogsbøl, Iver Pedersen. Overleveringen fortæller at beboerne havde bestemt sig at slutte sig til Emmerlev. Men hvordan kunne det så det så være at sognet alligevel kom til Højer.

Jo de læssede alle værdigenstande inklusive alteret på en vogn for at tage dem til Emmerlev. Men da de nåede Højer ville hestene ikke videre. Det anså man som et tegn fra Gud. Og alteret blev placeret i Højer Kirke.

 

Dige-byggeri

Allerede i 1314 havde Erik Menved haft planer om at forbinde Horsbøl og Højer Herreder ved en dæmning fra Fegetasch til Rudbøl.  Men det første alvorlige forsøg på  at inddæmme Vidåen og anlægge diger, skete først i begyndelsen af 1500tallet. Det var Hertug Frederik af Gottorp, der i 1506 påtog sig den vanskelige opgave. Således arbejde han i syv år for at forbinde Horsbøl herred. Hertugen opholdt sig meget på stedet og boede under opholdet på Husumtoftmark. Den lå i nærheden af Ved Gaden. Herfra var der ca. 20 – 30 minutter til Rudbøldyb,
hvor arbejdet skulle foregå.

En af modstanderne var Matz Lützen, der ejede en hallig, som lå i Rudbøldyb. Han ville have, at dæmningen skulle gå sydligere, og i hvert fald ikke over hans jord. Han ville hugge halsen over på den første, der satte spaden i hans jord. Som følge af dette var det hertugen, der foretog det første spadestik.

 

Hold øje og få øl 

Jeg lever endnu, sagde hertugen henvendt til Matz Lützen. De tog blev dog meget gode venner. Når der var godt vejr kom hertuginden også på besøg. Meget tyder på, at de på den tid opholdt sig meget på slottet i Tønder.

Hertugen var morgenmand, der skulle pukles fra morgenstunden. Som regel var han ude fra klokken 10. Så blev der spist under musikledsagelse. Fødevarerne lod han bringe fra Tønder.

Drikkevarerne fik man fra amtmand Claus von Ahlefeldt i Tønder. Det var nu ikke så meget vin, man drak. Det var øl, ikke fra Tønder, men hertugen foretrak øllet fra Ribe. Ofte blev de lokale bedt om at holde øje med vandet og byggeriet om natten. Som tak blev der stillet en tønde øl til rådighed.

 

Dæmningen brød sammen

For at skaffe afløb blev der bygget en stor sluse, 11 alen bred og 5 alen høj med opstander i midten. For at give dæmningen den fornødne fasthed, blev der rammet stærke pæle ned og på begge sider anbragt støttekasser.

I Rudbøl Dyb står endnu nogle af de pæle. Ved meget lav vandstand kan de ses. Bådsmændene i området vidste godt, hvor de er, og hvor man skulle tage sig i agt.   Pinsemorgen 1511 var diget og slusen færdig. For Tønder var det ikke en særlig god meddelelse. For første gang var man afskåret fra havet. Men det varede dog kun kort tid. Den 20. august brød dæmningen sammen midt i det gamle dyb. En voldsom stormflod havde ramt området.

 

Nyt forsøg 

Hertugen opgav dog ikke byggeriet. Fra slottet i Tønder befalede han, at der fra Sild skulle sendes ti bemandede og ti ubemandede skibe. Et antal skibe fra Før blev også befalet. Det viste sig dog at være umuligt at opføre en dæmning på samme sted.

Den anden dæmning har gået fra Rudbøl værft over Veltens sil i sydvestlig retning. Beboerne i Rudbøl har også fundet rester af denne dæmning.

Ved pinsetid 1513 var arbejdet fuldført, men allerede den 13. juli var også denne dæmning ødelagt. Denne gang undgik man heller ikke tab af menneskeliv. Seks – syv pælearbejdere
mistede deres liv. Hertugen opgav nu sin plan.

 

Diget blev færdig

Først 20 år efter genoptog hertugens søn, Hans den Ældre, dige-byggeriet. Befalingen er fra den 15. april 1544 og omfatter et nyt havdige mellem Kær herred, Højer herred, Tønder herred, Tønder by og Store Tønde.

Det var ikke en let opgave. Diget skulle gå fra Højer til Rudbøl og derfra i østlig retning over Vidåen ved Grippenfeld til den høje gest ved Grelsbøl. Den 6. juni 1566 stod det hele færdig.

 

Rudbøl skulle have egen mønt

Tønder var nu afskåret fra havet. Mindre skibe kunne godt gå gennem slusen, hvis de lagde masterne ned. Men Tønder fik endnu et chok. Hertug Frederik den Tredje havde store planer med Rudbøl.  En ny by skulle anlægges. Mellem Rudbøl og Flensborg skulle der anlægges en kanal. Otte år tidligere havde han anlagt Frederiksstad. Nu skulle en tilsvarende by anlægges i Rudbøl. Tilskyndelsen kom fra hollænderen Cornelius Clausen Pietal. Han havde været med til at anlægge Frederiksstad.

Rudbøl  skulle have sin egen mønt. Den skulle ikke befæstes, dog kunne en vold på 8 – 9 fod til beboernes beskyttelse, tillades. Hvert år skulle der betales 1 ½  rigsdaler pr. demant til hertugens kasse. Hollænderen fremhævede også  Rudbøls beliggenhed. Der var kun en mils vej til Listerdyb. Her skulle der opsættes sømærker og lystønder.

Der skulle bruges 11 skibe til arbejdet. Pietal havde gjort en ny opfindelse med sænkesluser, som her skulle afprøves. En stor ind-digning af forlandet indgik i planerne. Planerne blev opgivet med halvanden hundrede år senere genoptaget af kaptajn von Justi. Planerne blev ikke til noget. Først i 1692 blev forlandet inddiget, den såkaldte Gamle Frederikskog.

 

Klager over oversvømmelse

Flere gange klagede borgere i Rudbøl over oversvømmelser. Det skyldtes, at kanaler var blevet tilsandede og ikke kunne lede vandet væk. Den 4. maj 1686 klagede slusemester
Lorenz Lausen over ålefiskeriet. Det samme gør landboer i 1690. De mener, at fiskerne med deres net og ruser hindrede vandafløbet gennem sluserne. Hertug Frederik den Fjerde
var træt af de utallige klager så den 6. september 1697 udsendte han følgende forordning:

• Vi Frederik etc. bekendtgør følgende for alle og enhver, særlig fiskerne ved Rudbøl, at hensyn til bevarelsen af de mange kostbare sluser, der er anlagt ved Rudbøl, tillige med
  de tilhørende siler i Gudskog, for at de overflødige ferskvand kan komme bort, hvoraf samtlige omliggende landejendommes velfærd afhænger.

 

• Det er åbenbart, at fiskerne der ved at sætte utallige fiskegarn net og ruser inden for og uden for sluserne, hæmmer afledningen af det tilstrømmende vand, så at å-løbet derved tilslikkes, ligesom sluseportene og skodderne gøre ubrugelige ved hemmelige egenmægtige åbninger og indsætning af kiler. Af landsfaderlig omsorg påhviler det os i tide at forhindre alle den slags skader, og derfor befaler vi herved alvorligt, at ingen, hvem der inden måtte værre, må anbringe fiskegarn, ruser eller net inden for eller uden for sluserne,
  på de steder, hvor vandet skal have sit udløb. De må kun sættes og benyttes i passende afstand fra sluserne, og langt mindre må sluseportene åbnes og afspærres ved dag og nat. De, der forbryder sig mod dette straffes med en bøde på 50 rthr., som samtlige fiskere hæfter for. Derfor må vore embedsmænd og dige fogeder rette sig og føre tilsyn med, at disse
  bestemmelser efterleves.
• Således kundgjort under Hans Højfyrstelige Durchlauchitigheds her påtrykte fyrstelige segl.

Afvandingsforholdene blev endnu dårligere ved de senere ind-digninger af Frederikskog og Rudbølkog. Den sidste blev inddiget i 1715. Indtil da var sluserne ved Rudbøl havsluser. Fra 1715 til 1863 var havsluserne i Rudbølkogs diger. Siden 1861 er slusen og dermed også havnen ved Højer.

 

Poppenbøl 

Poppenbøl værft havde et temmelig stort omfang. Indtil 1899 har den været en meter højere på midten. Stedet er den mindste af de tre bebyggelser, der hører til sognet. Allerede i 1443 nævnes stedet i et dokument. I 1695 nævnes Sievert Fink, Sönke Bossen og Goddert Hansen.
Sidstnævnte blev ved giftemål også ejer af fæstegodset Søndergårde.  I 1769 var der her to gårde og to huse med 22 beboere. Omkring 1830/1840 var der to gårde og tre husmandssteder.

 

Ved Gaden

Af beboere i Ved Gaden nævnes Johan Fink, Moritz Moritzen, Moritz Tollsen, Nisz Hansen, Nisz Ericksen, Nisz Thomsen og Lorentz Moritzens arvinger.

En af gårdene nævnes allerede i 1440. Den hed tidligere Husumtoftmark og havde privilegier. Stedet blev omtalt som Gaate. Og åbenbart har en beboerne på stedet været Dankwerth.
Her boede Hertug Frederik, da han forsøgte at bygge diger. I 1769 var her fem gårde og fem huse med 52 beboere.

Muligvis har historiker misforstået det gamle navn An – dæ – Flyt, der betyder Ved strømmen. Her lå som skrevet den forsvundne kirke.

 

Mysteriet om kirken

I 1769 havde Rudbøl 8 gårde, 21 kådnere og 12 indsiddere med i alt 221 indbyggere. Her boede også to Schackenborg – kådnere, som ikke havde græsningsret. Kigger man på Meyers
kort fra 1659 så er Rudbøl opført som en kirkeby. Det har Rudbøl aldrig været. Lidt indviklet er det også, for gårdene Vesteranflod og Vesterfelt hørte til Møgeltønder. Måske er det derfor, at man er uenige om placeringen af den meget omtalte kirke Vester Anflod Kirke (An dæ Flyt). Kirken har antagelig været brugt i mindst 150 år, inden vandet tog den.

 

Skoleundervisning i 1710

I en beretning fra 1710 kunne Pastor Caspar Petraeus berette om, at der ingen skolebygninger fandtes i Rudbøl. Undervisningen foregik i en stue lejet i et hus. Der betaltes en halv rthr. For hvert barn. Man havde en ordning, som blev kaldt Wandeltisch (omgangsbespisning). Læreren fik sin kost ved at gå på omgang hos de skolesøgende børns forældre i en bestemt rækkefølge.

 

Regler for undervisning

I 1801 blev der kigget på skoleforholdene i Rudbøl. Man konstaterede at biskolen ikke kunne slås sammen med andre skoler på grund af dens beliggenhed. Der var for få skolesøgende
og forældrene var ofte ubemidlede. Skolen kunne ikke ophøjes til distriktsskole, man måtte beholde sin nuværende status. Der var dog nogle regler, der skulle overholdes.

1. Enten skal den dårlige skolestue, som koster en anselig årlig leje, grundig istandsættes eller også må lodsejerne bygge en ny.
2. Skolelæreren skal nu som før udnævnes af provsten
3. Efter allerhøjeste påbud kan ”Wandeltisch – ordningen” ikke mere tillades. Derfor skal der fastsættes en årlig løn til læreren. Den skal være stor nok til at han selv kan holde sig selv med kost, altså mindst 70 – 80 mark, hvortil alle interesserede uden forskel, skal betale deres andel.
4. Der skal holdes skole både sommer og vinter
5. Der skal sørges for den nødvendige opvarmning af skolestuen. De to små landsbyer Poppenbøl og Gaden kan på grund af deres beliggenhed ikke tilsluttes nogen skoledistrikt og de
   kan ikke pålægges afgifter til andre skolekommuner.

 

Med disse regler blev det pålagt forældrene at ansætte huslærer eller selv sørge for deres børns undervisning, når de boede i Poppenbøl og Ved Gaden. Min mor, der tjente på Poppenbøl,
fortalte, at der på gården var et værelse, man kaldte for skolestuen.

 

Udnævnt som distriktskole

Tretten år senere blev biskolen i Rudbøl ændret til distriktsskole. Ved Gaden og Poppenbøl skulle fra nu af tilhøre Rudbøl Skolekommune. Rudbølkog skulle også indlemmes, men først efter, at man havde fået bygget en skole. Et specielt regulativ med hensyn til lærerens aflønning m.m. blev udarbejdet. Den nye skole blev først bygget i 1822. den blev opført i sten med stråtag. Den indeholdt en skolestue, der var otte meter bred, tre meter lang og to meter høj. Der var seks vinduer samt en tjenestebolig med to stuer, soveværelse, køkken, spisekammer
og stald.

 

Nye skoler

I 1882 blev der bygget en ny skole med skifertag, en rummelig skolestue og lærerbolig. Til dækning af udgifterne blev der optaget et lån på 11.000 mark, som skulle afdrages over 20 år.

Det var også det år, hvor den lille landsby Lust i Møgeltønder Sogn blev indlemmet i skolekommunen. De havde indtil da haft deres egen skole, den mindste i Tønder Amt. I 1923 blev den hidtidige skole indrettet til den tyske skoleafdeling. Der blev bygget en ny skole til den danske afdeling

Undervisningssproget var indtil 1865 udelukkende dansk. Men nu blev der påbudt, at der i mindst 12 ugentlige timer skulle være undervisning i tysk.

 

Læreren kunne ikke undervise på tysk

I 1875 besøgte pastor Schmidt skolen. Her var der interesse for, at der i samtlige timer skulle undervises i tysk. Det var den daværende lærer Thomsen dog ikke i stand til. Efter at denne havde fået ansættelse i Mellerup, blev der undervist på tysk undtagen i to timer om ugen.

 

Skole i Gammel Frederikskog

I 1819 blev der bygget et godt og solidt skolehus på det gamle Frederikskog – dige. Det lå ikke langt fra den gamle kogs – mølle. Tidligere lå der også en skole i området. I 1840 fik læreren 120 mark i kontantløn, tre tønder rug, tre tønder byg, seks læs tørv, ti læs hø til vinter-fodder og 2 ¾ demant skolejord.

Læreren havde desuden 100 får på forlandet. Det var der, hvor Ny Frederikskog kom til at ligge. Skolekommunen kom til at omfatte Gammel Frederikskog, Rudbølkog og fra 1864 Ny Frederikskog. Det var dog en af de mindste skoler i Tønder Amt.

 

Adelsdamen der gik konkurs

Omkring 1680 hed sognefogeden Hans Johann Heinrich von der Wisch. Han blev gift med Anna Dorthea Ivers Hans Johan var tillige digegreve. Han døde omkring 1700. Anna Dorthea
kom i så store økonomiske problemer, at hun kort tid efter blev erklæret konkurs.

Det ville jo også have gået sin vante gang, hvis det ikke havde været fordi at Anna Dorthea havde tømt bohavet for værdier. Det var borgmester Peter Preussens arvinger, der kom med disse anklager.

I Højer var der i år 1700 en herredsfoged Jürgen Detlef von der Wisch. Hvor stor indflydelse den adelige familie havde i området, har der indtil nu ikke været muligt at finde frem til.

I 1834 var der i Rudbøl to tømrere, to skomagere, to skræddere, en væver og en købmand. I 1900 var der kommet en gæstgiver til.

 

Danskerne kommer

Ikke mindre end 28 af Rudbøls unge mænd deltog i treårs – krigen. Sognefogeden forsøgte at beskytte de få dansksindede, der var tilbage på egnen. Da Slesvig – Holstenerne
i juli 1851 ikke mere kunne holde stand, rejste nogle af de største gårdejere syd på.

En eftermiddag lød der i Rudbøl:
–          danskerne kommer.

Fem – seks arbejdsvogne med soldater kørte ind i landsbyen. Sognefogeden trakterede soldaterne med smørrebrød, øl og snaps. Der blev foretaget husundersøgelser i samtlige boliger. Alle geværer og spyd blev taget med.

 

Sognefogeden blev anholdt

Men de danske soldater kom tilbage og anholdt sognefogeden. Via Højer og Tønder blev han indsat i fængslet i Flensborg. Han fik en elendig behandling i fængslet. Sammen med syv andre fanger blev han så transporteret med dampskib til København. Her delte han celle med en købmand Mallis fra Tønder.  Senere blev han transporteret tilbage til Flensborg og Tønder.
Da fængslet her var overfyldt, fik han lov til at bo hos en snedkermester Petersen. Han fik også lov til at spadsere i amtmandens have.

Hans ophold i Tønder  blev mere tålelig. De tysksindede besøgte ham, og hans familie fik også lov til dette. Efter tre måneder blev han frigivet. Hans borgerlige rettigheder var frataget ham, dem fik han først tilbage i 1860 med en erklæring at han havde lidt uskyldig.

 

Den store brand i 1862

I 1862 opstod der en stor brand, hvorved flere stråtækte huse i løbet af kort tid blev lagt i aske. Det var ved middagstid den 1. juni. To små drenge, som endnu ikke gik i skole, legede med hinanden. De samlede hø, halm og træ. De satte ild til det uden at ane, hvilke følger, det fik. Da alt var tørt, og da det blæste greb ilden hurtig om sig. Ikke mindre end 24 familier blev denne
dag hjemløse.

 

Knogler fra 17 mennesker

I sommeren 1884 fandt nogle arbejdsmænd fra Rudbøl som gravede ved Rudbøl Dyb, et antal menneske-knogler, øjensynlig fra 17 personer. Man mente at knoglerne stammede fra forulykkede ved dige-byggeri. Man støttede sig til en beretning af Petrue Petræus:

• Anno 1513, da kysten her var inde i herredet, på en tirsdag var der storm, og da blev tre kister slået i stykker slået i stykker på én gang i samme nat, og der var kun lidt, der kom op
  – da druknede seks eller syv af pæleslagerne.

Men den forklaring købte datidens medier ikke. Andre mente, at det var sørøvere, der var slået ihjel. Der var også gisnet om, at det slet ikke var europæere, da deres hovedform var anderledes. Efter at knoglerne havde ligget i sprøjtehuset i Rudbøl, blev de 30. november 1884 begravet på kirkegården. I begravelsesregistret hedder det:

• På et sted, der almindeligvis står under vand, blev der gravet jord op, da vandet på grund af vedvarende tørke havde trukket sig tilbage, og arbejderne stødte da på de dødes ben. Hvordan de er kommet derhen lader sig ikke opklare.

 

En heks i Grippenfeld

Tidligere var der fire gæstgiverier ved Rudbøl, ét i Rosenkrans, ét i Rudbølkog, ét i Rudbøl og ét i Lyst. Den sidste bestod, dog kun i kort tid. Over døren stod der på plattysk:

• Kommt räwer, hier wahnt ein Kröger (Kom herover, her bor en kromand)

Det var en indbydelse til de bådmænd og pramførere, der sejlede forbi. Her gik også en vej langs det gamle dige til Grippenfeld. Men denne vej fik et meget dårligt ry. Rygtet opstod, at der var en heks i Grippenfeld. Karlene på de nærliggende gårde havde taget hanen af brændevinstønden, så indholdet løb ud. Kroen lukkede, da indehaveren ikke havde råd til at få fyldt tønden op igen.

 

Kartofler i Danmark – Løg i Tyskland

Ved det sydøstligste hjørne af Rudbøl Kog gik landegrænsen gennem haven hos enkefrue Nielsen. Kartoflerne stod i Danmark, mens løgene stod i Tyskland.

 

Kroer i Rudbøl og omegn

Nu skal det måske retfærdigvis nævnes, at der i Rosenkranz eksisterer en kro, hvor indehaveren hedder Brodersen. Jeg er hvis ikke i familie. Men maden er super-god og billig.

Lidt længere mod syd ligger Rickelsbüller Hof. Det gjorde den dog ikke sidst, jeg var i området, da hed stedet Gastwirtschaft Rödenäs. Men den lille landsby Rickelsbüll forsvandt under en stormflod i 1615. Herfra er det ikke ret langt til Nolde – museet.

Og så skal vi jo ikke glemme Rudbøl Grænsekro. Her er rødder tilbage fra 1711.

 

Kilde:

• Litteratur Højer
• Litteratur Møgeltønder
• Litteratur Tønder
• www.dengang div. artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 77 artikler fra Højer 
• Baraklejren i Højer
• Bådfolket i Rudbøl
• Fiskeri ved Højer
• Højer – som havneby
• Højer – stormflod og diger
• Højers historie
• Travlhed ved Højer Sluse

 

• Under Tønder (283 artikler)
• Aventoft – byen ved grænsen
• Dige-byggeri i Tøndermarsken
• Drømmen om en havn i Tønder
• Friserne – syd for Tønder
• Hertugen af Tønder
• Kanal gennem Tønder
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Tøndermarsken under vand
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Vikinger i Vadehavet
• En rebel – og hans gård

Redigeret 15.10.2021

Livet i Rudbøl var meget specielt. Man levede med vandet og af vandet. Også teglværker, fiskeri og udnyttelse af marskens bevoksning var en vigtig indtægtskilde. Hele 30 bådsmænd fra Rudbøl fragtede varer på Vidåen. En gang om året var der arbejde ved Højer Sluse. Omkring Rudbøl var der fire kroer, fire købmænd og to bagere. Og så var der kapsejlads på Rudbøl Sø

 

Omkring 1830 var der endnu 30 bådsmænd til bage i Rudbøl. De levede hovedsagelig af bådfart til og fra Tønder. Efterhånden kunne bådene ikke mere komme ind til Tønder, og bådsmændene tog deres betaling for den videre fragt. Det var det sandelig mange skippere, der var utilfredse med.

 

Masser af teglværker

Ved Rodenæs lå den sidste af marskens talrige teglværker. Man kunne sejle direkte til stedet. Men størstedelen af produktionen blev sejlet til Nørremølle og udskibet herfra.  I Gudskog lå der hele 8 teglværker, hvorfra der hver dag, sommeren igennem blev sejlet mursten til Tønder via ”Æ Fries Graw”. Det hed ganske naturligt sådan, fordi det var frisernes vandvej til Tønder og til ”Filowt – slusen”.

Næsten alle bådsmændene, der boede mellem Fiskehusene og Nykirke transporterede mursten for Gudskog – teglværkerne. I nærheden af lade – og lossepladsen Gasthafen ved Klixbøl lå der yderligere tre teglværker. Fra Marsken sejledes betydelige mængder tagrør til Gasthafen, som returlast, var der mursten.

Ved gestkanten nær Bosbøl lå et andet teglværk. Ifølge Trap 1864, Hertugdømmet Slesvig fandtes der et større teglværk ”Teglmark” ved Aventoft.

 

Farlig bådfart

Det var ikke helt risikofrit at sejle med disse sten. Rejsens gennemførelse afhang af roligt vejr og vand. Når vinden var strid øst, kunne sejlet ikke bruges. Så måtte der stages, og det kunne mærkes i armene. Her kom bådmændenes kendskab til Vidåen til deres ret. Mange steder var den så dyb, at stagerne ikke kunne bruges, ja så havde man andre metoder.

I begyndelsen af 1900’tallet var det klinker, der blev befordret. Marskens plørede veje blev efterhånden belagt med disse klinker. De kom til Højer fra Hamburg og Cuxhafen på hollandske skibe. Også mergel blev transporteret på Vidåens vande.

 

Søren Jensens tur til Tønder

I Rosenkrans og Rudbøl var der tidligere tre kroer og fire købmænd. De fik alle bragt deres varer fra Tønder med båd. Således lå Købmand Thyssens butik lige vad kanalen. Købmand Søren Jensen havde en ugentlig fragttur via Vidåen til Tønder, hvor han tog imod bestillinger fra egnens beboere.

Når Søren Jensen anløb Skibbroen i Tønder, besøgte han først grossisterne. De største var Peter Sørensen og Klüver. Derefter blev der afgivet bestillinger hos alle andre i Tønder. Søren Jensen vendte så tilbage til skibet og tog imod det bestilte gods.

Til kroerne fragtede han brændevin i store fade. Købmændene fik bl.a. petroleum og tjære i sværere tønder og eddike i store flasker emballeret i kork. Foruden de almindelige kolonialvarer som mel, gryn, salt og sukker alt sammen i sække som rummede store kvanta. Søren Jensen foretog sin sidste tur i 1913.

Der var også bådsmænd, der tjente penge ved at transportere for Vandløbsvæsenet. Indtil 1920 blev der gennemført store vedligeholdelsesarbejder på broer, sluser osv.

 

Varer pr. båd

For beboerne ved Nørremølle var det ekstra besværligt, da de store anlægsarbejder på Højer – Rudbøl vejen blev gennemført. Man lejede en bådsmand til at hente og bringe kolonialvarer og brød i Rudbøl.

 

Flytning på vandet

I sin bog Reisen – Ächtung – Befreiung fortæller maleren Emil Nolde, da han i 1927 flyttede fra Utenwarf nord for Vidåen til Seebüll i Gudskogen, at al bohavet blev transporteret i tre både, som hver sejlede to gange.

I Emmersböll fortælles der, at man tidligere sejlede til et sted i nærheden af Danmark for at hente sand til brug ved husbygning. Stedet har sikkert været Møgeltønder, der var kendt for sin fine sand, der også var velegnet til beton.

 

Dyr og korn på både

Dem, der ikke dyrkede korn, hentede det hos Bachmanns Vandmølle i Tønder. Kul og koks købte man på Gasværket. Også dyr blev fragtet på både. Et par ungkreaturer eller en halv snes får kunne sagtens være på en såkaldt togangs-båd.

 

Vedligeholdelsesarbejde ved Højer Sluse

Under de vestlige storme flåede Vesterhavets bølger voldsomt i Højer Kanals uden-digs – skråninger. Der blev ofte revet hul i grønsværen. Dette skulle repareres ellers ville kanalsiderne forsvinde. Før 1. verdenskrig gav dette arbejde til et halvt hundrede mand i hen ved et par måneder hvert år. Det var bådsmændene og fiskerne fra Rudbøl, Rosenkrans og Fiskehusene,
der dengang udførte disse vedligeholdelsesarbejder ved Æ Hoved – forlandet ved Højer Sluse. Daglønnen var 7 mark. Arbejdet begyndte som regel i april/maj og fortsatte til midt i juni.

Arbejdsgangen var bestemt af flod og ebbe. Bådmændenes logi ved Slusen var seks tilt – hytter af tagrør inden for diget. I hver hytte boede 6 – 8 mand.  Mændene havde ikke tid til at lave varm mad, mens de arbejdede her. Hver søndag fik de bragt pandekager og sødsuppe af deres koner eller børn.

 

Maritime bagere

Ligesom i Aventoft var der også en bager fra Rudbøl, der solgte produkter var sin båd. Det var Max Pörksen, der ved sit barndomshjem, møllen i Fiskerhusene fik opført et bageri. Her arbejde han indtil 1915, da han blev indladt til krigstjeneste.

Hver torsdag fik han lastet sin båd med Firepundsrugbrød (50 pfennig), sigtebrød, franskbrød, kavinger (tvebakker), wienerbrød og kager. Så gik det ellers ud af Møllegraven til Kehrwieder ved Rudbøl Sø, over denne til Neumark og gennem Filowt – slusen ind i Gudskogens kanalsystem, ad hvilket han kom til Broderskog, Seebüll, Store Hallig, Jacobsværft, Petersböll, Hyltoft og Schreiberstadt.

Bager Hansen sejlede brød til sine kunder ved Nørremølle indtil 1926 – 1927.

 

Masser af jagt

Jagt var også en naturlig foreteelse i marsken. Der var masser af fugle og en stor bestand af harer. Desuden var der vildgæs, oddere og vilde svaner. I Welt und Heimat beskriver Emil Nolde marskjagten:

• Da jeg så erhvervede den meget mindre skyttebåd, og senhøsten kom, var der meget at gøre. Regn-spurvene kom med deres fløjt og lange næb. Og med dem de mange andre fremmede fugle. Med blæst og regnbyger kom hele sværme af vildænder trækkende fra Norge og Spitzbergen og svømmede på alle vandflader omkring os.

 

Lang vej i kirke

Når Rudbøllingerne skulle i kirke, foregik det med båd til Højer Sluse. Herfra gik de til Højer Kirke. Indtil 1893 blev de døde Rudbøllinger fragtet til den hvide bro ved Højer, hvorfra kisten førtes videre med hestevogn.

Havde folk fra Rudbøl, Rosekrans eller Fiskehusene havde ærinde i Tønder eller Højer, ja så sejlede man dertil. Særlig ved disse byers markeder ankom marskboerne i stort tal med båd.

 

Østrigske tropper rekvirerede både

Under krigen i 1864 rekvirerede de østrigske tropper i Højer et stort antal to-gangs-både fra Rudbøl. Fartøjerne blev lagt til ved Højer Sluse med henblik på overførsel til Sild. Den 13. juli blev der sejlet 200 østrigske jægere fra Højer til Munkmarch ombord i 20 to-gangs-både og et større fartøj. De fleste af disse fartøjer blev leveret fra Rudbøl.

 

Wasserpost

I Gudskog havde man ikke et landpostbud. Nej da havde man et Wasserpost. To gange om ugen sejlede han nordpå gennem kanalen langs østsiden af Rosenkrans – Nykirke vejen og drejede før Fiskehusene østpå mod Gudskog – gårdene. Når der var frost og tø, kunne det gå op til 4 uger inden man fik sin post.

 

Æ klusstag

For børnene var det lige så vigtig at tage springstokken som bøgerne med, når man skulle i skole. På sønderjysk hedder den Klusstag. På frisisk er betegnelsen Klöwer. Den er omkring 3,5 meter lang, til børnene dog mindre. I nederste ende er den formet som en slags fod. Nogle marskboer havde en, de kun brugte om søndagen.

Undertegnede har selv prøvet sporten ude i forlandet til Ny Frederikskog. Efter nogen øvelse, er det faktisk meget sjovt. Mange børn kunne dog ikke nøjes med Æ Klusstag. De måtte transporteres i skole på hesteryg eller med båd.

 

Kampen for drikkevand

Først i 1958 fik beboerne i Rosenkrans, Fiskehusene og Nykirke vandværksvand indlagt i deres huse, mens folk i Rudbøl først kom med i 1959. Emil Nolde skrev:

• Marsken – det af havet opskyllede vand – havde intet kildevand og ingen brønde. Af damme og grøfter, hvor frøer og ænder huserede, tog beboerne vand.

Vandet i kanaler og grøfter kunne være hvidligt og leret. Det indeholdt smådyr (vandlus), foruden større insekter og padder. Herfra hentede man vand. Men helst gjorde man det fra ny-gravede kuler. I selve Rudbøl tog beboerne vandet fra Vidåen lige ved Rudbøl Bro.

Fra Rosenkrans sejlede man ud på Vidåen med deres spande for at hente vand. Når kvinderne havde vasket tøj, skyllede de det fra en båd ude på Vidåen, hvilket var meget lettere end at bære store mængder skyllevand hjem.

Men fra 1930 kunne man ikke mere hente drikkevand fra Vidåen. Da var det forurenet af kloakudløb. Efterhånden måtte beboerne i Rudbøl have vand fra Højer Mejeri. Det kom så leveret i en tankbil, men det betød, at der kun var frisk vand hver anden dag.

Nogle anskaffede sig i 20’erne store beholdere, der kunne rumme 1.000 liter. Så hentede de vandet i Møgeltønder.

 

Stadig hø fra Gudskog

Grænsedragningen i 1920 medførte store ændringer i erhvervsforholdene syd og nord for den nye grænse. For beboerne i Rudbøl og Lyst betød det, at de var afskåret fra Gudskog, hvor de fra gammel tid hentede hø. Mange familiers eksistens var truet. Men Grev Schack greb ind og efter lange forhandlinger med de tyske myndigheder fik man lov til at hente hø.

 

Modstand mod afvandingen

En meget stor del af marskboerne var modstander af afvandingen. Særlig omkring Rudbøl var modstanden stor. Ved en afstemning i 1928 tilkendegav beboerne i den danske del af marsken dog, at de ønskede afvanding. I 1932 var afvandingen gennemført både i Tyskland og Danmark. En vanskelig omstillingsproces fulgte for mange marskboer.

 

Biindtægt

En del beboere i Rudbøl havde en biindtægt ved at sælge måtter og sko, fremstillet af sumpplanten Søkogleaks.

Fik man mælk til overs fra kvæget laverede man det til mejerierne. Først til Møgeltønder, senere i Rodenæs og sidst til Højer.

 

Lille have

Til hvert hus i Rudbøl hørte en have (kolgor), hvor der blev dyrket krydderurter. Haverne var dog meget små. Jorden bestod mest af klæg. Men så kunne man blande sand i. Det hentede man på Sønderås bredder.

 

Masser af ål

Bag husene ved østsiden af Rosekrans – Nykirkevejen løber en uanseelig grøft, den tidligere ”forgrav” til bådtrafik. Om foråret trak ålene gennem denne kanal ud i de mindre vandløb og grøfter. Om efteråret vandrede de tilbage. Imens blev der sat ruser fra alle husene ved kanalen.

 

Emil Noldes redningsaktion

Med så meget vand omkring, skete der selvfølgelig en del ulykker. Ikke alle havde heldigvis en dødelig udgang. Emil Nolde fortæller i bogen En Kunstners Kampår følgende historie om Willie Carstensen fra Rudbøl, der gerne ville have sig en lille en:

• Forbi mine vinduer kom denne mand dinglende, stående på sin pram, til han faldt over bord ned i vandet, klamrende sig med fingrene til pram-rælingen, drev han ad slusen til. Jeg kom ham hurtig til hjælp med min pram og reddede ham. Han blev atter ædru. Men alligevel var han yderst opbragt på sin stands vegne, at han, en fisker og pramdrager, skal reddes af en kunstmaler.

 

Kapsejlads på Rudbøl Sø

Der er sikkert ikke mange, der ved, at der har været afholdt  “Vædde-sejlløb” på Rudbøl Sø. Kort efter den fransk – tyske krig, enten i 1874 eller 1878 startede det. Angiveligt helt frem til første verdenskrig. “Æ Væddesejlen ” blev afholdt 1. eller 2. pinsedag.

Formiddagen brugte bådfolket til forberedelserne. Blandt andet blev sejlene overdænget med vand, ved hjælp af øsekarret. Over middagen begyndte kapsejladsen. Bådene, der havde numre syet på sejlene, startede da fra Rudbøl Bro og ud på banen, hvis fjerneste punkt var Ringsværft på søens syd-bred.

De tre hurtigste både fik præmier. En bolle Punch udgjorde som regel førstepræmien. Men det fortælles også, at en lænestol også havde været førstepræmien.

 

Hjuldamper under Rudbøl Bro

Mellem Højer Sluse og Sild sejlede før 1920 en lille hjuldamper ”Sylt”, hvis skorsten kunne lægges ned, så den kunne gå under Rudbøl Bro.

På kapsejladsdagen var den udtaget af sin rute og sejlede i stedet passagerer fra Højer gennem Vidåen og Rudbøl Sø til Filowt, bugten ved Ringsværft og Lægan.

I forbindelse med dette, var der en kæmpe folkefest med skydetelte, karruseller, gøgl, musik og meget mere.

 

Verdens mærkeligste grænse

Hvorfor har Rudbøl så mærkelig en grænse?

Det var en international kommission, der skulle afstikke grænsen. Denne kommission bestod af en franskmand, en italiener, en tysker, en dansker, en englænder og en japaner. De havde i første omgang bestemt, at Vidåen skulle danne grænse efter 1920, men det blev anderledes.

Ifølge historien var der en, der hed Anton Nielsen fra Rudbøl, der henvendte sig til kommissionen.:

• I har vel ikke tænkt at placere grænsen ved Vidåen? Mit største ønske er ellers at bo i Danmark.
• Hvor mange hektar, drejer det sig om?, spurgte japaneren.
• Ca. 200 ha, tror jeg, svarede Anton Nielsen.
• Nå, så smålig ser vi ikke på det i Japan, men hvad med dine naboer og genboer?
• Ja, på min side vil de alle sammen godt være danske.

Efter at kommissionen havde talt sammen, sagde japaneren til Anton:

• Nu får du lov til at lave en lille privat afstemning her i gaden, og så ser vi resultatet.

Resultatet blev syv tyske og fem danske stemmer. Men foruden dem, der havde stemt, var der to koner, hvis mænd var faldet i krigen. De to enker ønskede at komme med til Danmark, men af hensyn til deres krigsrente, havde de ikke vovet at skrive under.

Japaneren henvendte sig derefter igen til Anton Nielsen:

• Nu skal vi skabe verdens mærkeligste grænse, hvor mennesker – ja et enkelt menneske får sit livs største ønske påfyldt.

Og så blev grænsestenene lagt på langs – ned i midten af gaden i Rudbøl – Rosenkrans. Anton Nielsens hus ligger i  Danmark. Kroen, hvor man spiser fantastisk og hvor man har det gode navn Brodersen (er ikke i familie, tror jeg) ligger i Tyskland.

Kilder: 

• Litteratur Højer 
• Litteratur Møgeltønder 
• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• Emil Nolde: En kunstners Kampår
• Emil Nolde: Welt und Heimat

 

•  Hvis du vil vide mere: 
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Dige-byggeri i Tøndermarsken
• Drømmen om en havn i Tønder
• Kanal gennem Tønder
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Højer – som havneby
• Højer – stormflod og diger
• Højers historie
• Højer 1935 – 1945
• Aventoft – Byen ved grænsen
• Travlhed ved Højer Sluse
• Tøndermarsken under vand
• Rudbøls Historie 

Redigeret 8. 12. 2021

Det tørstige Tønder

Engang var der 80 værtshuse i Tønder. Et værtshus for hver 49. indbygger. Man kunne måske nå toget med Æ Punch Sti.  Værtshuse i min ungdom. De stakkels to bryggerier. Vi skal tilbage til 18667. Store udvidelser i 1913. Man fik ikke mange råvarer under krigen. Pludselig kom der stærke øl fra Danmark. Tørstige tøndringer blev opfordret til at støtte bryggerierne. Tønder Margarinefabrik. Bryggeriet lukkede i 1953. Kvalitetsøl fra Victoria fik mange priser. Var bogholderen uduelig? Bürgerlisches Brauhaus. Eksisterede til 1914.

 

Engang var der 80 værtshuse i Tønder

I 1890erne havde Tønder et væld af bryggerier og brænderier. Restauratørerne udgjorde den største erhvervsgruppe. På et tidspunkt havde Tønder 80 værtshuse.

 

Et værtshus for hver 49. indbygger

I 1925 havde Tønder endnu 32 hoteller og gæstgiverier samt yderligere 9 restauranter og pensionater. Men tænk engang Tønder blev omtalt i en brasiliansk avis, fordi byen havde verdensrekord i antallet af værtshuse pr. indbygger. Jo Tønder havde et værtshus pr. 49 indbygger.

 

Man kunne måske nå toget med Æ Punch Sti

Det var også i de gode gamle dage, at man havde Æ Punch Sti. Når man samtidig skulle styre sin brandert og nå det sidste tog, så var denne sti meget praktisk.

Det var især på markedsdage, hvor mange almindelige beboelser blev indrettet til værtshus.

 

Værtshuse i min ungdom

Men sådan er det nu ikke mere. Allerede, da undertegnede for nu 55 år siden fraflyttede byen var der ikke mange værtshuse tilbage. Hvor mange, der er nu, ved jeg desværre ikke.

Dengang var der Carl Skomager og endnu en bodega i Østergade. Der var Hagges og så en i begyndelsen af Strucksalle. Og så var der selvfølgelig familien Brodersens stamværtshuse Skibbroen og ”Halle” (Centralhalle). En overgang var det også Slusen under Tønderhus og et sted i Vestergade, som jeg ikke kan huske navnet på længere.

Ja så var det jo også Æ Klev og Nørbys Hotel i Skærbæk.

Når vi var hjemme på besøg, kørte vi da også til Aventoft. Her skiftede vi mellem tre steder. Og der faldt brænde, hvis vi ikke var hjemme kl. 12.30 søndag middag til krebinetterne. Det var også i Aventoft, vi skulle bestå vores manddomsprøve – nemlig at drikke ”Æ Støvl”. Og her skulle man så huske at dreje ”støvlen” ellers ville øllet skvulpe over.

 

De sidste to bryggerier

Det man husker, er de to bryggerier – Tonderne Victoriabrauerei Strucksalle og det gamle Aktie Bryggeri Østergade, der var oprettet i 1888. Det gamle ”Aktie Bryggeri” lå på hjørnet af Østergade og Nørregade. I dag er den gamle industribygning omdannet til boliger.

 

Vi skal tilbage til 1866

Se sådan står der i nogle kilder, men vi skal faktisk tilbage til 1866, da P. Poulsen grundlagde et hvidtølsbryggeri i Tønder. Han havde to sønner, hvoraf den ene blev uddannet som brygger i Schweiz. Da dette kom hjem til Tønder i 1869 påbegyndtes fremstillingen af bajersk øl.

I 1872 solgte Poulsen bryggeriet til Gustav Werther fra Halle, der drev bryggeriet til 1888 på hvilket tidspunkt det blev omdannet til et aktieselskab under navnet ”Tondernsche Actien Brauerei Gesellschaft, vorm. Werther.

 

Store udvidelser i 1913

Det kneb med at blive enig om salgsprisen. Men det lykkedes til sidst med penge fra Fuglsang. Man startede med en kapital på 131.000 mark.

Werther, der selv var hovedaktionær, var nu en ældre mand og tilmed noget svagelig. Han solgte derfor sin aktiepost til W. Neven, der på dette tidspunkt var brygmester på Victoria Bryggeriet.

Bryggeriet, der allerede under Werthers ledelse var i god fremgang, øgede nu i de følgende år med W. Neven som direktør sin omsætning betydelig. Særlig i 1913 skete der store udvidelser.

Der blev bygget et nyt bryghus med fuldstændig nyt og moderne inventar, indlagt ny dampkedel, dampmaskine og køleanlæg. Der blev foretaget udvidelser af gær – og lagerkælder.

 

Man fik ikke mange råvarer

Denne udvidelse og om-forandring nåede lige at blive færdig til krigen udbrød i august 1914. I de bevægende krigsår gik det op og ned med bryggeriets drift, alt eftersom det lykkedes at få råvarer tildelt eller ikke. Der var god brug for alt øl, der kunne skaffes. Men råvarerne blev kun stillet til rådighed i meget små mængder. Derfor måtte øllets styrke sættes meget langt ned. Regeringen bestemte, hvor stærkt øllet måtte være. Det gjaldt om at få så mange hektoliter ud af brygmaterialet som muligt.

 

Pludselig kom den stærke øl fra Danmark

For den sønderjyske befolkning var det kun tale om Ersatz. Man længtes efter den kraftige danske øl. Og lige så snart indlemmelsen fandt sted, sendtes der masser af øl til Sønderjylland. Denne konkurrence kunne bryggeriet ikke hamle op med.

Ved indlemmelsen i Danmark i 1920 mistede bryggeriet også sin kundekreds syd for grænsen og måtte træde i likvidation. Ja bryggeriet havde mistet 60 pct. af sin kundekreds. I 1921 blev bryggeriet genoplivet under navnet Tønder Aktiebryggeri. Blandt initiativtagerne til dette var bryggeridirektør Neven, rådmand Bader, borgmester Olufsen, seminarielærer Claus Eskildsen, bankdirektør Andresen, gæstgiver Witzke, købmand Jens Peter Petersen og apoteker Toft. Alle disse fik enten plads i bestyrelsen eller i Tilsynsrådet.

 

Tørstige tøndringer blev opfordret til at støtte bryggeriet

Direktør for virksomheden blev P. Nielsen, der kom fra Nørresundby. Bryggeriet havde en kapacitet på 15.000 hektoliter, som man ville bruge til fremstilling af virksomhedens specialitet – pilsnerøl. Hertil kom husholdnings-øl, malt – og dobbeltøl samt mineralvand.

I annoncer blev det slået på, at de tørstende tøndringer skulle støtte den lokale industri. Det gjorde de sandelig også i den grad. I flere år gav det et pænt overskud, som udløste 5 % til aktionærerne. Men det var ikke nogen særlig betydning for beskæftigelsen i byen. I anden halvdel af 1920erne var der kun 10 ansatte.

 

Tønder Margarinefabrik

Det samme var tilfældet med Tønder Margarinefabrik, der var et barn af bryggeriet. For at udnytte den ledige plads i baghuset, blev dette udnyttet til Margarinefabrik. I oktober 1924 blev den forevist for den lokale presse.

En journalist fra Vestslesvigsk Tidende hæftede sig ved:

• Den til yderste gennemførte renlighed. Til eksempel kan det nævnes at ikke en finger kommer i berøring med margarinen, før denne er indpakket i papir. Selv denne pakning foregår mekanisk. Fabrikslokalet er helt adskilt fra bryggeriet, og det fører kun en dør ind til lokalet hvor margarinen tilvirkes. Noget mere renligt og indbydende af en fabrik at være, kan man i det hele taget vanskeligt tænke sig, og det kan roligt siges, at har man først set, hvorledes margarinen laves, spiser man produktet med endnu bedre appetit, end man ellers gør.

 

Bryggeriet lukkede i 1953

Efter en vanskelig start gik det fremad. I anden halvdel af 1920erne beskæftigede fabrikken 10 mand. På grund af krigen blev produktionen mere eller mindre indstillet og afløst af en beskeden sodavandsaftapning, der kunne klares af et par ansatte.

Tønder Aktiebryggeri lukkede i 1953 uden større dramatik og en æra var slut i Tønder som ølbrygger by.

 

Kvalitetsøl fra Victoria fik mange priser

Men se ude på Strucksalle boede vi lige over for et tidligere bryggeri. Det startede i 1888 som Tondernsche Victoriabrauerei, som en ny konkurrent til Actien Braueriei i Østergade. Victoria – øllet fik aldrig fodfæste på markederne i og uden for Tønder og Vestslesvig. Man kan så undre sig over det store antal værtshuse i Tønder.

Vi boede et par år lige over for. Det var nogle prominente borgere, der havde startet det. Og startkapitalen var på 150.000 mark. Man ville fremstille:

• Eines reine, gesunde, wohlscheckendes Bieres

Og det var ikke noget galt med kvaliteten. Få måneder efter starten indkasserede man en førstepræmie på en udstilling i Hamborg. I 1892 blev det til en guldmedalje i Nice i Frankrig. Året efter blev det til en guldmedalje på en udstilling i London.

 

Bogholderens uduelighed?

Flere gange havde man forsøgt at fusionere med Aktie-bryggeriet.

I 1900 begyndte det at gå dårligt. Man sagde, at grunden til underskuddet på 250.000 mark var grundet ”Bogholderens uduelighed”. Men kan det nu passe? I 1903 gik det konkurs.

Victorias dødskamp havde strakt sig over 12 – 15 år.

 

Bürgerliches Brauhaus

Et konsortium af lokale købmænd i spidsen købte bygningerne og ændrede navnet til ”Bürgerliches Brauhaus. Det var Ernst Chr. Klüwe, der stod i spidsen. Prisen var 207.000 mark.

I starten af 1907 blev Victoria-bryggeriet atter solgt og to år senere tvangssolgt til bagermester Weidmann i Koburg for kun 106.000 mark. Man forsøgte også med forsøg med marmelade og konserves. Det gik bare ikke.

 

Eksisterede til 1914

Det eksisterede til 1914, hvor bryggeriet endelig gik nedenom og hjem.

Man skulle tro, at to bryggerier på en gang i den tid i landsdelens mindste købstad var mindst en for mange. Victoria havde i 1900 – 15 ansatte. Gennem det meste af tiden havde Victoria bryggeriet økonomiske problemer.

Derefter blev bygningen brugt til kornlager. En kort overgang var der også vandrehjem i en del af bygningerne.

Byggeriet blev i 1937 solgt til Karl Bachmann, Bachmanns Vandmølle. De ejede det indtil 1991, hvor det blev omdannet til boliger.

I dag ligger boligkomplekset Bryggergården på stedet.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• toenderstier.dk
• Carl Jacobsen: Dansk Bryggeri – Stat
• Leif Hansen Nissen: Ad Industriens vej
• Vestslesvigsk Tidende

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.130 artikler
• Under Tønder finder du 357 artikler
• Værtinde på Humlekærren
• På Marked i Tønder
• Det nye kvægmarked i Tønder
• Da kroen Altona ved Tønder brændte
• Humlekærren i Tønder

Den Ny Grænse 1920

Den internationale kommission og Versailles- freden. Tyskerne trak sig ud 24. januar. Flensburger Hof kom i centrum. Forslag om at 4 kommuner kom til Danmark. Den gamle grænse ved Kongeåen faldt. Den næste kommission slag sig ned i Sønderborg. Grænsen er 65 km lang. Gik langs et gammel herredskel. Grænsesten 280 placeret ved ”Det fremskudte dige”. De var berettiget til at foretage mindre justeringer. Flest justeringer ved Ellund i Bov Sogn. De store vanskeligheder: Rudbøl Grænse. Et tæt bebygget område. Den 8, sept. 1920 blev det afgørende møde afholdt på diget. Grænsen blev lagt midt på gaden. Var det den rigtige beslutning? Tiltrækker i hvert fald turister.

 

Den internationale kommission

Lørdag den 10. januar 1920 blev Versailles – traktaten endelig ratificeret i Paris. Kl. 16.15 trådte den i kraft. Og så var det ellers med at overholde diverse frister. Det var ingen hemmelighed, at tyskerne var stærk utilfredse med aftalen og fristerne. Senest en måned efter dette tidspunkt skulle afstemningerne i Slesvig finde sted.

Endelig var det kommet skred i de begivenheder, man havde ventet så længe efter. Den internationale kommission til ”ordning af folkeafstemningerne i Slesvig” var for længst udpeget. I nogle måneder opholdt man sig i København.

 

Tyskerne trak sig ud 24. januar

Den udstedte straks sin berømmelige proklamation. hvorefter den overtog al magt og alle beføjelser af enhver tænkelig art inden for de i traktaten faste afstemningsdistrikter dvs. Første og Anden zone.

Efter meddelt kortvarig udsættelse rømmede tyskerne landsdelen den 24. januar såvel administrativt såvel som militært – efter at de allierede besættelsestropper allerede var rykket ind i områderne. På nogle områder varede det lidt længere, for eksempel med togdriften.

 

Flensburger Hof kom i centrum

Den 26. januar kl. 12 middag ankom den ny regering i særtog fra København til Flensborg. Fire flag gik underhornsignaler til tops over ”Flensburger Hof”. Det var det britiske, franske, svenske og norske flag. Det gjorde med et det gamle hotel til centrum. De fire kommissærer rykkede ind. Sekretærer og sagkyndige fulgte med. USA var på grund af staternes stilling til fredstraktaten ikke repræsenteret i kommissionen.

 

Forslag at 4 kommuner kom til Danmark

Præsidenten og den svenske kommissær foreslog, at praktisk talt hele anden zone gik tilbage til Tyskland, mens de to andre medlemmer indstillede, at 4 mellem-slesvigske sogne, Aventoft, Sønder Løgum, Ladelund og Medelby, der alle lå i anden zone op imod første zone, kom med til første zone og fulgte Danmark.

Denne kommission blev kaldt CIS-kommissionen. Den 16. juni kl. 12 havde de afsluttet deres arbejde. Den følgende nat forlod kommissionens generalsekretær som den sidste Flensborg.

 

Den gamle grænse ved Kongeåen faldt

Samme nat faldt den gamle grænse ved Kongeåen. Der blev foreløbig etableret en toldgrænse ved Første zones sydgrænse. Danmark overtog den fulde civile og militære administration af Nordslesvig.

 

Den næste kommission slog ned i Sønderborg

Nu skulle der etableres grænsens detaillerede fastsættelse og afmærkninger i marken. Det var bestemt i Versailles – Traktatens § 111 at dette arbejde skulle ledes og kontrolleres af en international kommission. Og den udgjorde denne gang 7 medlemmer. Men USA ønskede ikke at deltage, så egentlig var der kun 6 medlemmer. Og sandelig var det en japaner i blandt.

Man slog sig ned i Sønderborg med en ikke ubetydelig stab af sekretærer, sagkyndige og teknikere. Kun det tyske medlem og stab boede i Flensborg.

 

Grænsen er 65 km lang

Den dansk-tyske landegrænse er ca. 65 km lang – fra Flensborg Fjord i øst til havdiget i vest. Den falder i tre naturligt adskilte afsnit.

Først var det den korte østjyske strækning, hvor grænsen fra Flensborg Fjord følger Krusåen, syd for Krusågård, passerer Aabenraa – Flensborg landevej, toldstation Kruså, fortsætter mod vest ad snørklede og bugtede linjer gennem et smukt og bakket terræn ord for Nyhus by og skærer banelinjen Fredericia – Flensborg, umiddelbart syd for Padborg Station.

Længere mod vest fortsætter grænsen i skellet mellem byerne Ellund i syd og Frøslev i nord. Ved Frøslev Polde slutter det østjyske afsnit. Grænsen glider her ud i sit lange midter-trip, der går gennem højderyggens ensartede og vidtstrakte arealer omtrent i lige linje til den skærer Tønder – Husum landevej ved Sæd.

 

Ældgammel herredskel

I 1920 henlå langt de fleste jorder her som græsningsarealer. Der var næsten ingen bygninger, hverken nord eller syd for linjen. På en 10 km linje følger grænsen ”Skelbækken”. Grænsen er her sammenfaldende med det ældgamle herredsskæl mellem Slogs og Kær herreder, der i 1920 så ud som om det var dannet af naturen selv.

Grænsens tredje afsnit fra landevejen ved Sæd til Havdiget ved Siltoft gennem den tønderske marsk følger som regel vandløb eller diger. Den store Sønderå er landegrænsen til Møllehus ved Aventoft, hvor grænsen skærer den store vejforbindelse mod syd – den gamle klinkechausse fra Tønder til byens gamle kongerige – de mange koge mod sydvest.

Med Møllehus kvitterer grænsen enhver støtte af større vandløb og går mod vest ind gennem det meget sumpede og næsten ufarbare ”udendigsland” mellem Tøndermarsken og Gudskogens dige-anlæg og dukker først op igen, da den fra øst går ind i Rudbøl Sø, halverer omtrent denne og støder ved søens vestbred mod det gamle dige, som man i 1563 – 66 byggede fra Rudbøl til Fegetasch til inddigning af det gamle Viddingherred.

 

Grænsesten nr. 280 placeret ved ”Det fremskudte dige”

På sit sidste stykke mod vest følger grænsen nordranden af det endnu ældre kærdige, passerer umiddelbart syd om gården ”Siltoft” for at slutte ved den sidste grænsesten nr. 279. Den er placeret på det havdige, der er bygget ca. 1860 og løber fra Højer mod syd. Ja sådan var situation indtil det nye fremskudte dige blev etableret. Her blev grænsesten nr. 280 etableret.

 

Berettiget til at foretage mindre justeringer

Nu var CIF – kommissionen berettiget til at foretage mindre ændringer af linjens forløb, hvor praktiske forhold krævede det. Disse ændringer var mindre betydelige. Inden for kommissionen skulle der være fuld enighed, inden dette blev foretaget. Indtil 15. august kunne lodsejere komme med indvendinger.

 

Flest justeringer ved Ellund

Der indkom dog også et ikke ringe antal såkaldte ”Petitioner” både fra dansk og tysk side, som alle blev omhyggelig behandlet. Der var dog væsentlig forskel på lodsejernes stilling inden for de grænselinjens tre afsnit. Kommissionens muligheder og beføjelser var langtfra ens inden for disse.

I praksis gik hele midter-strækningen glat igennem. Den var urørlig. Derimod kom det ”praktiske” element i sin ret på den østlige strækning. Forskellige steder i Bov Sogn og ved Ellund blev der foretaget mindre ændringer af den oprindelige linje. De største flytninger var de kendte ”Lommer” ned i Ellund, fortrinsvis til opnåelse af en bedre jordfordeling.

 

De store vanskeligheder: Rudbøl Grænse

Men ak ved Rudbøl kom kommissionen på en prøve. Her var forholdene vanskelige. I tidens løb er der fremkommet mange historier om, hvordan grænsen blev dannet. Også såkaldte vandrehistorier.

 

Arealer skulle deles

Kommissionen skulle dele Rudbøl Sø af hensyn til befolkningens fiskeriinteresser, der skulle sikre beboerne på begge sider af søen. Vest for byen skulle grænsen fortsætte i zoneskellet dvs. langs kærdigets nordrand. Kun i Rudbøl By og i Rudbøl Sø befandt grænselinjen sig i Anden Zone. Det var derfor her indenfor arealer, der skulle deles, inden linjen på ny kunne komme i forbindelse med den fastlagte zonegrænse.

 

Tæt bebygget område

Spørgsmålet var, hvordan man skulle gøre dette. Det gav anledning til mange overvejelser. Problemet var også at her var tale om et tæt bebygget område. Alle ejendomme fra gammel tid var placeret langs en landsbygade, der oprindelig var et dige. Beboernes nationale opfattelse var tilmed forskellig og jordfordelingen spredt. Det gav kommissionen adskillige hovedbrud.

 

Den 8. september 1920 blev det afgørende møde afholdt

Til slut holdt man den 8. september et stort møde ude på diget, hvor de forskellige meninger blev fremlagt også fra beboernes side. Enden blev at gadens østlige husrække gik til Tyskland og den vestlige til Danmark.

 

Grænsen midt gennem gaden

Nu er gaden ganske vist kun en halv snes meter bred. Den egner sig slet ikke til en landegrænse. Det er klart at sådan en grænse medførte en masse vanskeligheder. Og det har den sandelig også gjort.

 

Var det den rigtige beslutning?

Men den har da også gjort noget godt. Turister myldrer til. Den idylliske by fik en turistattraktion af stort format. Beboerne har med stor tålmodighed fundet sig i grænsens mange ulemper, selv i krigens vanskelige år.

Det er ikke let at ændre en landegrænse, især når det ikke er oplagte muligheder derfor. Men Kommissionen greb det nok ikke helt forkert an, eller gjorde det?

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.033 artikler
• Under Indlemmelse, Afståelse eller Genforening finder du 150 artikler
• Under Højer finder du 86 artikler
• Under Sønderjylland finder du 251 artikler

 

• Danmark havde ingen juridisk ret til Nordslesvig
• Man strides om Grænsen
• Manden, der skabte grænsen

Vidåen – et stort vandløb

Mange forgreninger – helt til Løjt Kirkeby. Videåen det 3. største vandløb. Det afvander en tredjedel af Sønderjylland. I Tønder by optages endnu to vandløb. Nye kanaler er gravet. I Tønder er kanalen gravet i 1587. Man håbede på at Tønder atter kunne blive havneby. Den store pumpestation ved Lægan. Også en ved Rudbøl Sø. Den største forandring på det sidste stykke. Højer havde en liblig havn. Sidste gæster tog nu over dæmningen. Oversvømmelser øst fra. Flere forslag om afvanding. Fremstilling af energi. Masser af møller. Største samling af Nordsø – Snæbel. Den nye Vidå – sluse.

 

Mange forgreninger

Vidste du, at Vidåen er Danmarks tredje største vandløb. Det afvander et areal næsten lige så stort som Tønder Amt. Dens tilløb kommer fra fangarme over til vandskellet på østkysten 2-4 km fra Aabenraa og Flensborg Fjord.

Der er fire hovedløb er Arnå, Hvirlå og Sønderå og Grønå. De forenes i en bred å syd for Tønder, der så blev kaldt Vidå. Som barn badede vi meget i Grønå. Det var herligt.

Hestholm Sø havde tre forbindelser til Grønå. Men de to af dem er nu lukket. Og det betyder, mener de kloge, at en væsentlig mindre del af fiskeynglen bliver spist af fugle og rovfisk i Hestholm Sø og dermed gennemfører deres vandring til Vadehavet.

Ændringen vil også være gavnlig for den truede laksefisk, snæbel.

 

Næsten helt til Løjt Kirkeby

Arnå strækker sig længst mod nord. Af dens tilløb udspringer Surbækken i nærheden af Hovslund ved den sønderjyske længdebane. Og så er det Rødå, der med sit tilløb Hjarup Å løber ind til Løjt Kirkeby.

Lige syd for Sivkro i Bedsted sogn forener Surbæk og Rødå sig i Arnå, der over en længere strækning nu er kanaliseret og har ret betydeligt fald.

Øst for Tønder, syd for Store Emmerske forenes Arnå sig med Hvirlå, der har sit udspring i Hjordkær Sogn.

 

I Tønder optages yderligere to vandløb

Grønå føres i en dige-beskyttet kanal langs sydsiden af Jejsing Banke. Den dannes syd for Byllerup af tilløbene Slogså og Uge Bæk, der gennem deres talrige tilløb afvander eng – og mosestrækninger i Bjolderup, Hjordkær, Uge, Ensted og Tinglev sogne. En masse vandløb er tilløb.

Åen kaldes nu Vidåen og føres nu beskyttet af diger ind gennem Tønder, hvor den optager Galgestrømmen og St. Laurentiusbækken.

Sønderå danner sammen med sine tilløb Gammelå og Skelbæk på strækningen fra toldstedet ved Møllehus syd for Tønder til sydøst for Sofiedal i Tinglev sogn grænsen mellem Danmark og Tyskland. Tillige er Skelbækken det gamle skel mellem Slogs og Kær herreder.

Sønderå kaldes på en strækning for Jyndevad Møllestrøm. Gennem sine forgreninger Bjerndrup Mølleå og Gejlå sine udspring helt inde i Felsted sogn sydøst for Aabenraa og i Holbøl og Kværs sogne.

 

Nye kanaler er gravet

Fra Kær herred syd for grænsen optager den Karlum Å. En kanal fra Vindtved ved landegrænsen vest for Lydersholm over Holmgård til et punkt lige syd for Jejsing Banke forbinder Sønderå med Grønå. Vandet fra Sønderå kan efter behov ledes ind i Grønå.

I det hele taget er åerne og bækkene i det tidligere sumpede engområde mellem hovedvej A 8 og landegrænsen syd for Rørkær og Jejsing sogn reguleret. Nye kanaler er gravet og gamle å-slynger er ved at forsvinde.

Et større kultiveringsarbejde er gennemført. Og det er en skam. En del af den gamle landskabelige idyl er forsvundet.

 

I Tønder er kanalen gravet i 1587

I Tønder løber Vidåen gennem en kanal, der blev gravet i 1587. Her blev der senere anlagt en smuk bypark. Den gamle vandmølle blev opført samtidig med kanaliseringen. Og den står der endnu selv om dens hjul ikke mere omsætter vandets kraft til energi.

Det lille havne-anlæg har man igen fundet frem til. Den forsvandt jo efter afvandingen i 1929. Ja vi har skrevet om den. Man kan slet ikke sammenligne denne havn med den der engang var her i Tønder. Det var dengang, der var et helt andet kystforløb. Dengang gik der en bugt ind til Tønder.

 

Man håbede på at Tønder atter blev havneby

Man nærede længe et håb om, at Tønder igen kunne blive en havneby. Man regnede så småt med at det kunne blive til virkelighed i 1870erne. Og så er det jo historien om ”Graf Bismarck”, en lille hjuldamper, der i 1871 sejlede fra Højer til Tønder

Med henblik på at få en fast rutefart til Højer blev kanalen i 1873 til Askersodde uddybet. Denne kanal var oprindelig udgravet fra 1611 – 1617. men ak dette arbejde var forgæves.

Fra Tønder Vandmølle eller som vi stadig siger fra Bachmanns Vandmølle løber åen i en ny-gravet kanal med tre meter høje diger på begge bredder ca. en kilometer mod syd den ligeledes inddigede Grønå.

 

Den store pumpestation ved Lægan

I en fælles ny kanal ledes vandmasserne til den store pumpstation ved Lægan, umiddelbart nord for grænsen ved landevejen fra Tønder til Aventoft. De gamle å-slynger her må også forventes med tiden at gro til.

Disse pumpestationer er an hjørnestenene i Tøndermarskens afvanding. De sørger for at regnvandet fra de lavtliggende marskjorder pumpes væk. Da jorden er leret, løber vandet fra markerne via grøblerender og grøfter ud i kanalsystemet. Via kanalerne ledes vandet til pumpestationerne, hvor roterende skovlhjul hæver vandet op i Tøndermarskens inddigede vandløb bl.a. Vidåen.

Lægan Pumpestation fra 1929 er den største af fire pumpestationer, der blev påført i forbindelse med Tøndermarskens afvanding 1927 – 30. Bygningen er faktisk tegnet af godsinspektør på Scjackenborg Slot, H.C. Davidsen.

Området omkring Lægan rummer betydelige spor af Tøndermarskens historie. Da diget fra 1556 resulterede i dårlige adgangsmuligheder til Tønder via Vidåen, lagde skibe an ved Lægan – heraf navnet.

 

Også pumpestation ved Rudbøl Sø

På den anden side Lægan støder Sønderå til Vidåen og i Rudbøl Sø, som åen passerer, optages ved Verlath pumpestation de store tilløb fra søerne syd for landegrænsen.

Længere ind mod Højer støder Sejersbæk og Lindskov møllestrøm til. De blev også reguleret ved afvandingen i 1929.

 

Den største forandring på det sidste stykke

Den sidste trækning fra Tønder til Vesterhavet er den del af Vidåen som i historisk tid har gennemgået størst forandring. Dels har inddigningen af kogene medført, at dens løb gennem de flade marskenge er blevet forlænget med ca. 20 km, og dels har den som nævnt ved afvandingen på sin vej fra Tønder til Rudbøl over en lang strækning fået et helt nyt løb.

Ved bygningen af diget Højer-Rudbøl – Lægan – Grelsbøl i årene 1553 – 56 blev der etableret havsluse ved Lægan. Da Gudskog syd for grænsen blev inddiget 1562-66 rykkede man slusen frem til Rudbøl.

Gammel Frederikskog blev inddiget 1692 og Vidåen kom til at løbe flere km mellem to parallelt løbende diger.

Ved dige-slagningen mellem Nørremølle og Hjørnekroen nordvest for Rudbøl 1715 blev slusen flyttet herhen. Først ved Ny Frederikskogs ind-digning 1859 – 61 flyttede havslusen til sin nuværende plads lige syd for Højer.

 

Højer havde en livlig havn

Højer har haft en vigtig havn både før og efter slusen. Før den gamle sluse kunne både uhindret komme ind i Højer Kanal. Fra 1855 var der dampskibsforbindelse til England. Havnen blev brugt som godshavn. Og så blev der transporteret masser gæster til Sild herfra.

Et omfattende fiskeri foregik også herfra.

Højer Gamle Sluse består af en åben 7,5 meter bred hovedsluse, forsynet med tre sæt stemmeporte og af to lukkede godt 3 meter brede slusegennemløb. Hoved-slusen kan passeres af fiskerbåde og mindre fartøjer.

 

Silds gæster tog nu over dæmningen

Jernbanen til Tønder blev færdig i 1892. Der blev ført spor ud til slusen. På havneområdet var også en kalkovn, hvor man brændte kalk af skallerne af hjertemuslinger. Desværre blev jernbanestationen revet ned, da jernbanedriften ophørte efter at Hindenburg – dæmningen var opført til Sild i 1927.

Men slusemesterboligen eksisterer stadig som restaurant.

 

Oversvømmelse øst fra

Med denne sluse var man nogenlunde sikret og dog. Som vi i tidligere artikler har skrevet, så måtte en masse beboere alligevel evakueres da vandet allerede sprøjtede over digerne ved en stormflod.

Men området var ikke sikret mod oversvømmelse af ferskvand østfra i efterårs – og vintermånederne. Man havde ganske vist opkastet en del lave å – og mellemdiger, der skulle hindre oversvømmelser.

Men underugunstige vejrforhold med megen nedbør i Vidåens store afvandingsområde og med højvande uden for havslusen, kunne denne ikke åbnes. Det tilstrømmende vand fra gestegnene i forbindelse med marskens egen nedbør medførte ret så store oversvømmelser.

 

Flere forslag om afvandingen

Ofte var Tønder ved vintertid næsten omgivet af vand på alle sider. Værfterne i marsken ragede op som små øer. Undertiden kunne oversvømmelserne vare fra sidst i august til hen i april måned. For beboerne på værfterne var tilværelsen om vinteren ikke særlig tillokkende.

Måske var det bedst hvis man i frostvejr kunne færdes over isen eller inden frosten komme kun færdes med båd. Ofte gik en oversvømmelse ud over det som man havde sået.

Gentagende gange havde man fremsat forslag om en regulering af Vidåen og afvanding af marsken. Først efter Genforeningen /Afvandingen lykkedes dette. En afvandings-kommission blev nedsat. I 1925 blev der vedtaget en lov, der i hovedsagen gik ud på at inddige åerne til et godt stykke øst for Tønder. Ved hjælp af pumpestationer skulle overskydende vand pumpes i Vidåen.

 

Fremstilling af energi

Nødreservoirer blev anlagt omkring Rudbøl. Ved et digebrud ved Rudbøl i 1960erne viste dette sig at være særdeles nyttigt. I dag pumpes vandet op i åen med kraftige eldrevne maskiner i fire store pumpestationer beliggende ved Lægan, Nørremølle og syd og øst for Højer.

Tidligere blev vindkraften brugt til fremstilling af energi. Vandmøllen i Tønder havde endda indtil 1955 en turbine til fremstilling af elektricitet, der solgtes til byen.

 

Masser af møller

Ved Suråën lå Hellevad Vandmølle, ved Arnå Andrup Mølle, grundlagt af munkene i Løgumkloster. Solvig Mølle hørte under herskabet på Solvig. Bjerndrup Mølle hørte under Ahlefeldt’ erne på Søgård. Søllingvrå Mølle ved Terkesbøl Å i Bylderup sogn var mølle for nogle ”fremmede undersåtter” i Tønder amt. Vest for Tønder lå den schackenborgske Lindskov Mølle ved Lindskov Møllestrøm.

Nogle af møllerne tilhørte landsherren, andre adelige godsherrer. Men om alle gjaldt det at de havde et bestemt klientel af tvangsmølle-gæster. De måtte tillige yde hoveri ved større reparationer og anlægsarbejder.

Det var et godt aktiv at være mølleejer og en god bestilling at være mølleforpagter. I Tøndermarsken fandtes indtil afvandingen en helt anden slags ”vandmøller”, de hollandske vejrmøller, der pumpede vand fra de lavtliggende arealer til højere liggende vandløb eller direkte ud i åen. Sydøst for Højer stod på hver side af åen stod to af disse karakteristiske møller. De burde have været fredet som et vartegn for marsken.

 

Største samling af Nordsø – snæbel

Nogle steder er er åen 30 meter bred. Og er åen har været en vigtig transportvej til Tønder. Her er også blevet transporteret smuglervarer.

Vidåen har verdens største, naturlige bestand af den truende Nordsø-snæbel. En række tiltag i forbindelse med snæbelprojektet har skabt bedre vandrings- og gydeforhold for snæbel og andre fisk. Således er der i 2008 – 2009 skabt fri passage ved Bachmanns Mølle i Tønder og ved rens Dambrug. Dette giver fiskene adgang til flere gydepladser

 

Den nye Vidå – sluse

Uden for slusen fortsætter åen endnu en kilometer. Og her finder vi så Vidåslusen. Den er en del af Det Fremskudte Dige, der blev bygget 1979 – 1981. Det skete efter skete efter stormfloden 3. januar 1976, der truede med at gå over det gamle dige fra 1861.

Slusen sikrer at Vidåens vand ved ebbe kan strømme ud i Vadehavet og hindrer samtidig at vand ved højvande strømmer ind i Vadehavet. Af hensyn til fuglelivet er der lige i nærheden etableret en saltvands-sø, hvor man henter vandet 800 meter ude i Vadehavet.

Det fremskudte dige går fra Emmerlev Klev mod nord til Hindenburg – dæmningen i syd.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• hoejer.infoland.dk
• da.wikipedia.org
• sydnyt.dk
• toendermarsken.dk
• Turistårbogen 1966 – de danske vandløb
• Søren Olsen: Danmarks Søer og åer
• Claus Chr. Rolfs: Højer Sogns og Flækkes Historie

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.981 artikler
• Under Tønder finder du 317 artikler
• Under Højer finder du 83 artikler
• Under Sønderjylland finder du 243 artikler

 

• Drømmen om en havn i Tønder
• Tønder Havn vækket til live
• Kanal gennem Tønder
• Stormflod 1976
• Emil Nolde og Tøndermarsken
• Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
• Askersodde ved Vidåen
• Omkring Vidåen og Havnen i Tønder
• Det Frisiske salt
• Tønder marsken og afvandingen
• Tønder – marskens hovedstad
• Vikinger i vadehavet
• Tøndermarsken – under vand
• Digebyggeri i Tøndermarsken
• En vandmølle i Tønder
• Tøndermarsken 2
• Gårdejer på Søgårs ved Højer
• Masser af fisk i Tøndermarsken
• Saltvandssøen ved Højer
• Landet bag digerne
• Højer – bondeby i marsken
• Gårde i Højer
• Den Hvide fabrik (Vidåfabrikken) som oplevelsescenter
• At plukke sut ved Højer
• Syd for Højer
• Rudbøls historie
• Bådfolket fra Rudbøl
• En arbejder fra Rudbøl fortæller
• Vadehavet ved Højer
• Travlhed ved Højer Sluse
• Øen Jordsand – engang ud for Højer
• Sidste tog fra Højer
• Højer – stormflod og diger
• Højer som havneby
• Stormflod som Guds straf og mange flere

Det nye kvægmarked i Tønder

Stude fra hele Vestslesvig og Vestjylland. Op til 3.000 stk. kvæg til et marked. Fyldte en stor del af byen. Lejere og ejere skulle rydde op. To forslag til, hvor man skulle flytte hen. Sand fra Jejsing bjerg. Inspiration fra Husum Stadig transport gennem byen. Efter Genforening/Indlemmelse svandt kvægmarkederne ind. Nabobyerne kunne også mærke, st det var marked. Der blev drukket masser af punch. Masser af gratis omgange. Byens små forretningsdrivende tjente også penge. Knægtene tjente penge på en smart måde. Min far tjente penge på vaffelis.

 

Stude fra hele Vestslesvig og Vestjylland

Kreaturmarkederne spillede en stor rolle for Tønder. De største kreaturmarkeder holdtes om foråret i april og maj måneder, hvor de magre kreaturer skulle på opfedning ude i Tøndermarsken.

De blev tilført fra hele Vestslesvig og fra Vestjylland om efteråret. I september og oktober måned blev kreaturerne atter ført ind i byen. Nu var de blevet fede.

 

Op til 3.000 stk. kvæg

Kreaturhandlere fra hele riget strømmede til byen. Også fra Rhinlandet strømmede de til. På de store markedsdage var tilførslen på 3.000 stk. kreaturer.

 

Fyldte en stor del af byen

Helt ind til de første år af 1890erne afholdtes kreaturmarkederne i byens gader. Fra Laurentiusbækken i vest ind over Storegade til et langt stykke ned i Østergade, fra Søndergade over Torvet og Lille Torv samt Jernbanegade (nu Richtsensgade) fyldte kreaturerne gaderne.

De skulle holde sig til selve gaderne men gik også op på fortovene, indtil driverne gennede dem derfra. Når man skulle i skole måtte man bruge linealen for at bane sig vej. En stor del af handelen foregik i staldene. I midten af firserne havde købmand Klüwer, gæstgiver Friedrichs på Svanen og en tredje bygget stalde, der åbnede sig ud mod Søndergade.

Henimod firetiden var markedet forbi. Kreaturerne blev nu drevet til deres bestemmelsessted. De fleste skulle med vest-banen (March – Bahn) mod syd.

 

Lejere og ejere skulle rydde op ’

Det påhvilede husejerne at fjerne kvægets efterladenskaber. Der hvor stueetagen var udlejet, var forpligtelsen pålagt lejerne.

Det var ikke et videre behageligt arbejde at fjerne al den gødning, men det var jo nødvendigt. Når man derefter havde skyllet sit gadestykke flere gange med vand, som måtte hentes fra pumpen i gården, kunne man være sit gadestykke bekendt.

 

To forslag til, hvor man skulle flytte hen

I slutningen af firserne forsøgte man at få kvægmarkedet fjernet fra gaderne. Det har sikkert været forretningsfolkene, der ønskede dette. Gæstgiverne i de pågældende gader har derimod nok været imod denne forandring, som ville skade deres næringsvej.

Men hvor skulle markederne så afholdes? Der var to forslag. Nogle ville have en markedsplads anlagt vest for byen ved Aventoftvejen nu Vidingherredsgade. Da, det meste kvæg alligevel skulle syd på med toget, syntes dette at være mest hensigtsmæssigt.

Og så var det dem, der meste at kvægmarkedet skulle anlægges ved Sønderport. De fleste af byens gæstgivere gik ind for dette. Og de sejrede.

 

Sand fra Jejsing Bjerg

Byen vedtog i 1889 at erhverve de nødvendige arealer lige syd for byen. Den nye markedsplads blev anlagt på nogle engarealer øst for vejen til Sæd langs det søndre borgerdige. Disse arealer var om efteråret og vinteren oversvømmet. Det lå dog lidt højere end engene på den anden side af chausseen.

Engene måtte derfor opfyldes. Der blev lagt et tipvognsspor til Jejsing bakker, hvorfra sandet blev transporteret til sit bestemmelsessted. Efter at sandet havde sat sig, kunne man gå i gang med at gøre markedspladsen færdig til brug.

 

Inspiration fra Husum

Et udvalg havde været i Husum og studeret den daværende nye markedsplads. Man vedtog at tage den som forbillede for Tønder. Markedspladsen blev brolagt. Der blev anlagt gader med stadeplads til begge sider. Kvæget blev bundet til indhegningen med jernrør.

Ved adgangen til markedspladsen opførtes der boder til personalet, som skulle opkræve gebyrer. Her blev også opført lave bygninger til de besøgende, hvor man kunne drikke lidkøb på den afsluttende handel. Forpagtningen af disse bygninger blev en god indtægtskilde både for byen og få de få gæstgivere, der fik udskænkningsret.

 

Stadig transport gennem byen

Ikke blot kvægmarkedet med også hestemarkedet blev afsluttet her. Nogle år senere opførtes der i den sydlige del af pladsen en stor rund bygning, hvor hingstekåringen fandt sted.

Da der udbrød kolera i Hamborg i 1892 fremskyndte man at tage den nye markedsplads i brug. Alle markeder henviste nu til Tønder.

Inde i byen havde man nu kun ulemper ved kvægets transport fra og til markedet. En del af transporten foregik dog forbi Bachmanns vandmølle og over Skibbroen til Vestbanen.

Det nye kvægtorv havde med arealerhvervelse, jordarbejde og indretning kostet 122.200 mark. Man har sikkert dengang korset sig over denne store udgift.

 

Efter Genforeningen/Indlemmelsen svandt kvægmarkederne ind

Da Genforeningen/Indlemmelsen trak grænsen lige syd for Tønder, svandt kvægmarkederne ind og handelen foregik på en helt anden måde. Der blev anlagt et eksportmarked ude ved Vidingherredsgade, hvorfra kvæget kunne læses umiddelbart i jernbanevogne.

Nu var det øjensynligt, at man i sin tid burde have lagt markedspladsen herude.

 

Nabobyerne kunne også mærke det

Også nabobyerne kunne mærke de store markeder i Tønder. Der var mange der overnattede i Rørkær. Sidste station inden Tønder. De kunne tidlig fra morgenstunden begive sig mod Tønder for at få den bedste plads på markedet.

Drengene fik som regel fri fra skole, for at kunne hjælpe med at drive gæs eller lignende til markedet. Og så var der kreaturer, der skulle vandes omme ved dammen.

 

Der blev drukket masser af punch

Handelsmændene kom fra nord og syd i deres hvide støvfrakker. Når de svingede med kæppen, var det et godt tegn. Så var priserne opadgående. Så sad pengene også mere løse og knægtene kunne tjene lidt ekstra.

Mit mellem værtshusene stod handelsmændene og klaskede hinanden i hånden, så det kunne høres over hele tønder. Ind imellem kom der nye besætninger til markedet, og de kunne let blandes med hinanden:

• Hvens æ den ko? – Æ den soel – De æ Peter Jensens

Disse råb hørtes konstant, og drengene gentog råbene. Inde i staldene var det stuvende fuldt. Folk sad i højrøstet samtale. Og det blev i den grad handlet og drukket puncher.

 

Masser af gratis omgange

Byens mandfolk samlede sig på byens kroer. Og mængden af disse var udvidet ganske betragtelig som følge af begivenheden. Handelsmanden gav en omgang i anledning af en god handel. En anden gav en omgang på grund af gode venskabs skyld. Et par uvenner gav også en omgang fordi de igen var blevet gode venner.

 

Byens små forretningsdrivende tjente også penge

På sådan en markedsdag blev det også tjent mere end sædvanligt hos byens små forretningsfolk. Ingeborg Friis, ”æ gammel skomache” måtte afsted efter flere ”kavringe (tvebakker) væ æ Bache å æ mærken”

August Høker solgte en masse horntove og hasselstokke. Kroerne løb dog med den største omsætning. Staldkarlen havde også en god dag. Han skulle holde styr på mange ting. Bl.a. 10 – 20 vogne skulle han holde øje med. Men han kendte udmærket sine kunder. Ved middagstid kunne han allerede regne ud, hvor mange penge, dagen ville give.

 

Knægtene fik småmønter på en snu måde

Min far fortalte, at ved de store markeder morede knægtene sig med at puste hagl i nakken på teltholderne, så de løb efter dem. Bagefter kunne de samle de mønter op som teltholderne havde tabt, da de løb efter dem.

Jo, der var masser af gøgl og flotte karruseller på markedspladsen. Men også op på Torvet var der gang i den. Her kom to mænd fra Helsingør, som blev kaldt Fy og Bi.

 

Min far tjente penge på vaffelis

I deres bod blev der solgt noget helt ukendt dengang – de solgte is i vafler. Isen fremstillede de selv. Min far var fast hjælp hos dem i de dage. Han skulle passe ismaskinen. Første gang gik det galt. Min far havde hentet fem liter fløde på mejeriet. De to første liter, han startede med, blev til smør. Men det tog Fy og Bi nu ikke så alvorligt. På den igen. Min far tjente en masse penge hos dem. Det var mange af hans kammerater, der misundte ham dette job.

Når teltet var pakket sammen, fandt min far også en del småmønter. Jo disse markeder var ikke kun indbringende for Heste – og Kreaturhandlere.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Litteratur Tønder (se Liste)
• Min far’ s fortællinger

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.979 artikler
• Under Tønder finder du 316 artikler
• Drengestreger i Tønder
• Studehandel i Tønder

Gadenavne og skilte i Tønder

Tønder fik først gadeskilte i 1850. Det var det danske militær, der ønskede dette samt bedre belysning. Højst overraskende blev det tyske navne. I begyndelsen var det dansk tillid til amtmanden. Politikassen betalte udgifterne. Opsætningen blev meget forsinket. Læserskribent var overrasket over tyske skilte. Embedsmændene var vant til at kommunikere på tysk i Hertugdømmet. Man ville helst tale sønderjysk. Vo Steemann havde fuld tillid til borgmester Olufsen. Det danske Generalstab ønskede danske gadeskilte. Tønders velgører skulle stadig mindes og æres. Skovrøy og Ludwig Andresen diskuterede Uldgade og Wolfstrasse i medierne. Men begge tog fejl. Claus Eskildsen kom med den rette sammenhæng. Nye forslag fra Thorvald Petersen. Hverken Brorson eller Provst Petersen blev glemt. Efter 1920 var det en overraskelse at de tyske skilte blev siddende. Nye forklaring på, hvorfor det skulle hedde Pebergade. En turist beklagede sig. Stadig tyske navne ved amtsvejene. Efter befrielsen tog otte postbude et frisk initiativ. Den 11. maj 1945 blev de tyske skilte fjerne. Det kunne være sket i 1937, da Tønder fik dansk borgmester. Og de tyske skilte endte ikke på museet men blev destrueret.

 

Først gadeskilte i Tønder 1850

I Tønder skulle man vente til 1850 før der kom gadeskilte. De var på tysk.

Borgerskabet i Tønder havde besluttet sig at byen skulle tilslutte sig revolutionen den 24. marts 1848. Men den 22, juli 1850 blev byen besat af danske tropper. Men det ændrede nu ikke på stemningen i Tønder. Den var fortsat danskfjendtlig. Men trods dette var dansk det fremherskende modersmål i byen. Men det var som om, at det højtyske sprog havde større prestige.

 

Det danske militær forlangte gadeskilte og bedre belysning

Kort før de danske troppers ankomst blev gadeskiltene sat op. Det skete omtrent samtidig med at gadebelysningen blev forbedret – på det danske militærs foranledning.

Hovedpersonerne i denne sag var konstituerede borgmester, justitsråd Drøhse og amtmand greve Reventlow. Sidstnævnte havde politimyndigheden i byen. Den tidligere borgmester i byen var flygtet, da de danske tropper ankom.

 

I begyndelsen var det dansk tillid til amtmanden

Amtmanden var tysk opdraget, men i Treårskrigen havde han kæmpet på dansk side. Han blev modtaget med tillid af de dansksindede i byen. Men alt tyder på, at stemningen blandt de dansksindede i byen havde vendt sig mod amtmanden. I et læserbrev i 1856 i Dannevirke kunne man læse at denne Reventlow havde ansvaret for, at der kom tyske skilte op.

Man havde åbenbart fundet ud af, at både kvarterenes navne og gadenavnene manglede i byen.  Ja husnumrene manglede også mange steder. Måske var der nogen, der havde gjort amtsborgmesteren opmærksom på det. Men det nævntes ikke på hvilket sprog disse skilte skulle forfattes på.

 

Det handlede muligvis om besparelse

Nu blev gadenavnene ikke malet direkte på hushjørnerne. Kæmnerne havde åbenbart gået rundt i byen sammen med malere og set hvordan hushjørnerne så ud. Magistraten havde åbenbart også fået at vide, at der ikke var nogen plads eller at muren var så ujævn, at skriften ikke kunne anbringes tydelig.

Det handlede muligvis om besparelse. Således var det billigere, hvis maler Aars kunne male navnene på et skilt. Åbenbart drejede det sig om 78 blæk plader. Og nu dukker de tyske navne på gaderne frem.

 

Politikassen skulle betale udgifterne

Der bliver så spurgt om hvorvidt Slots- og Frigrunden, der var et lille selvstændigt ejerlav selv skulle betale. De blev først indlemmet i Tønder Kommune i 1933.

Reventlow fastslår, at det er politikassen, der skal afholde udgifterne. Man kunne konstatere at skiltene skulle have tre lag sort maling før de kunne holde og få den rette glans. Denne procedure krævede mere tid. Og så var det lige det problem, at for hver gang, der skulle et nyt lag maling på, måtte skiltene tørre. På grund af vejret kunne det kun foregå i værkstedet.

 

Opsætningen blev meget forsinket

Man kunne slet ikke efterkomme amtmandens ordre om at være færdig i løbet af tre dage. Og så var det lige det problem, at de anordninger man skulle bruge til ”Lanterner” ikke kunne fås i Tønder men skulle bestilles i Flensborg.

 

Amtmanden var ansvarlig

Læserskribenten havde ret i. at det var Grev Reventlow, der var ansvarlig for skiltene. Men han havde ikke givet anvisning på hvilket sprog det skulle være. Men han havde godkendt forslagene og det havde borgmester Drøhse også gjort. Kæmnerne havde følt det som en selvfølge at skiltene skulle være på tysk.

 

Læserskribent undrede sig over at skiltene var på tysk

Det var et langt brev i Dannevirke. Brevskriveren undrer sig over, at skiltene ikke var på dansk eftersom det var danskerne, der vandt den Første Slesvigske Krig. Brevskriveren mener, at det var fordi, at embedsstanden stadig var tysk. Dette kunne føre til at tyskerne kunne tro, at de havde masser af sympati, mente brevskriveren.

Brevskriveren var godt klar over, at det var det danske militær, der havde bedt om mere belysning og muligvis også skilte med gadenavne for at finde rundt i byen. Og så mente han også det var mærkelig at de skulle orientere sig efter tyske navne.

Åbenbart var Reventlow påpasselig med at dokumenter blev sendt på tysk og dansk.

 

Embedsmændene var vant til at skrive tysk i Hertugdømmerne

Måske skyldes de tyske gadenavne, at man i hertugdømmerne administrerede på tysk. Vi har ligeledes i en artikel beskrevet anvendelse af bynavnet Aabenraa eller Apenrade. Amtmanden har måske ikke tænkt over at sprog og nationalitet var noget, der hang sammen.

Det er muligt, at han på grund af den danskfjendtlige stemning i byen har villet undgå at virke provokerende ved at lade opsætte dansksprogede gadeskilte. Han har måske bestræbt sig på at tage hensyn til begge nationaliteter.

De tyske skilte fra 1850 var i mellemtiden blevet udskiftet til blå skilte med hvid skrift. Der var ikke mere kvarterbetegnelse.

 

Man ville helst tale sønderjysk

I 1920 var der i Tønder et stort tysk flertal. De dansksindede svarede på tysk, når de blev tiltalt på tysk.  Det generede ikke de dansksindede selv om det ikke var morsomt. Men helst ville man tale sønderjysk, som stadig var det mest udbredte sprog i byen.

 

Von Steemann havde stor tillid til Oluf P. Olufsen

Ifølge Chr. Von Steemann – dommer m.m. diskuterede danske og tyske embedsmænd aldrig nationalpolitik når de mødtes. Men der var dog borgere i byen, der ikke forstod dansk.

Nu var det så borgmester Oluf P. Olufsen, der havde ansvaret for gadeskiltene. Af Chr. V. Stemann fik han det eftermæle:

• Han var tysksindet, men fuldstændig loyal og talte flydende dansk.

 

Det danske Generalstab anbefalede dansksprogede skilte

I byrådet anbefalede han danske gadenavne. Og det skete på den danske generalstabs foranledning.

De lokale medier berettede om, at borgmesteren anbefalede at der ved siden af de tyske gadenavne blev indført danske gadenavne. Det var nu også mærkeligt at høre danske embedsmænd at udtale gadenavnene på tysk.

 

Tønders velgører skulle stadig mindes og æres

Byens gadenavne blev ikke fordanskede, men de var fortyskede. Den danske form var den oprindelige. Det var kun de nye gader, som var opstået i den tyske tid, for eksempel Strucksalle, Popsensgade, Carstensgade og måske Richtsensgade, der kunne kaldes tyske. Ja sådan fortalte P. Skovrøy i Flensborg Avis. Han mente at det var rigtig nok, at mindes byens velgører. Flensborg Avis havde i sin tid foreslået at man skulle mindes den danske konge som skænkede klostrets formue til oprettelse af alderdomshjemmet i Østergade. En gade skulle således kaldes Kongens Gade, men det skete ikke dengang. Måske kan det ske nu, mente Skovrøy.

 

Skovrøy mente at navnet Wolfstrasse var en misforståelse

Skovrøy gjorde også opmærksom på, at tyske Wolfstrasse var en misforståelse. Af Uldgade. Der har såmænd aldrig været ulve i den gade. Gaden fik sit navn efter den uld, der blev losset her i gamle dage og som blev lagret i pakhuse i Spikergade. Hvad hedder Spikergade egentlig på dansk?

Og så mente Skovrøy også, at misforståelse med Pfefferstrasse, som oprindelige hed Peblingegade efter Klosterskolens peblinge i sin tid. Men det blev hvis aldrig rettet!

 

Forkerte oplysninger i avis

Neue Tonderrische Zeitung kunne oplyse, at man ville erstatte Carstensgade med Løgumklostervej, Strucksalle med Møgeltøndervej og Viddingherredsgade med Aventoftvej. Bladet nævnte også, at det ikke var lokale folk, der fremsatte disse forslag. Og de gamle navne fik da også lov til at blive.

 

Nye forslag fra Thorvald Petersen

Thorvald Petersen, en af danskhedens forkæmpere advarede i Tønder Amts Avis mod at man afskaffede Richtsensgade. Denne mand havde stiftet legater og skænket Tønder et borgerdige. Han anbefalede også Uldgade og Aventoftvej. Han ville have at Markgade kom til at hedde Brorsonsgade. Hans forslag om at omdøbe Abeler Chausse til Ribevej gik næsten igennem. Som bekendt kom den til at hedde Ribe Landevej og Brorsonsvej kom først senere med en helt anden vej.

 

Provst Petersen blev ikke glemt

Claus Eskildsen tog også bladet fra munden og advarede mod at se bort fra byens velgører. Han mente, at man havde glemt en af de helt store velgører, nemlig Balthasar Petersen. Og det blev så til Provst Petersens vej, en sidegade til Carstensgade op til Vidåen.

 

Var Pebergade også en misforståelse

Hugo Matthiesen, manden bag adskillige historiske bøger bl.a. om Hærvejen beklagede, at der ikke blev en Peblingegade i Tønder. Det kunne være det sidste minde om klosteret. Han mente så kunne man lige så godt have kaldt gaden for Frikadellegade. Det var lige så godt som Pebergade. Åbenbart stammer Pebergade fra Pebersvende, dvs. de hanseatiske handelsbetjente.

 

Ludwig Andresen med nye forklaringer

Og så var det lige ordet Spiker, der alligevel ikke var tysk. På nedertysk betyder Spiker en magasinbygning. Så det navn var hvis godt nok. Men diskussionen var endnu ikke slut. For i NTZ Kom Ludwig Andresen med et længere indlæg.

Han forklarede at omkring 1657 tilhørte Uldgade (Wolfstrasse) ikke til Tønder By. Forbrydere kunne flygte til denne gade, så kunne byen Tønder ikke gøre noget. I 1657 havde beboere i Wolfstrasse lavet en særlig aftale. I 1665 besluttede hertugen at Wolfstrasse skulle indlemmes i Tønder By.

Historikeren Ludvig Andresen fortæller også, at i 1570 og sikkert endnu længere tilbage hed vejen ”Wulfstraat”. Der bliver henvist til en artikel i Sønderjyske Årbøger fra 1905, hvor Louis Bobe beskriver en brand i 1586. Her nævnes navnet ”Ulvegade”

 

Skovrøy havde ikke tillid til de tyske oversættelser

Og på dette indlæg regerede P. Skovrøy. Han hævder, at der er mistillid til hvad der i fortiden er skrevet om Tønder, fordi det var på tysk. Over for trykte tyske kilder står den mundtlige overlevering. Rådmand Diemer fra Tønder hævdede bestemt, at Uldgade hed sådan, fordi bådene fra herredet sejlede op ad Vidåen og lossede uld på denne plads. Dette var før vandmøllen blev bygget. Der skulle være fundet rester af et bolværk langs åen i Uldgade.

Og så nævner Skovrøy også at på Tønder – dialekten heder det ikke Uld men Ull. Det er ligesom det hedder Gull og ikke Guld.  Det hedder Mann og ikke Mand. det hedder vann og ikke vand.

 

De tyske skilte skulle blive siddende

Et nyt problem opstod i byen. De tyske skilte ville blive siddende. Og de danske navne skulle sidde nedenunder. Men det blev så lavet om, så de kom til at sidde oven over.

I 1850 var Torvet delt i Grosser Markt og Kleiner Markt. Navnet Kirkepladsen var kommet til i 1920, mens Schloss-Strasse – Slotsgade og Schloss-Grund på listen fra 1850 ikke er med i 1920.

 

Nye forklaringer på Pebergade

Igen blev navnet Pebergade diskuteret. Der blev nævnt at Peber var et betalingsmiddel og en meget vigtig handelsvare engang. Således havde man i Randers en gade, der engang hed Peberslip. Og så havde man et Saltegade i Ribe. Det der så ikke bliver nævnt er, at der langs Vadehavet blev fremstillet masser af salt.

 

Claus Eskildsen havde en ny forklaring til Uldgade

Uldgade og Wolffstrasse blev ivrigt forsvaret fra henholdsvis dansk og tysk side. Og det var dyrenavnet man fra tysk side forsvarede. Måske er det Claus Eskildsen, der har ret. Han skrev således i bogen ”Tønder 1243 – 1943”:

• Uldgade fik sit nuværende navn i 1920, fordi redaktør P. Skovrøy formodede, at uldspinderne havde boet der. På tysk kaldes den Wolfstrasse. Begge navne er ikke korrekte.
• Den kaldes i 1603 Wulf’ s gade efter Wulf Hans’ s som ejede et hus ud til hjørnet af Søndergade.

 

En turist beklagede sig

En turist fra Østslesvig klagede i Vestslesvigsk Tidende, i hvilket han klagede over af gadeskiltene i Tønder var affattet på tysk og dansk og især da, at der i Højer udelukkende fandtes tyske gadeskilte.  Desuden klagede brevskriveren over at påmindelserne om at køre langsom alene er affattede på tysk.

 

Stadig Tyske navne ved amtsvejene

Langs amtsvejene var de tyske vejviserstene ikke blevet fjernet. Således kunne man i uden for det gennemdanske Rørkær to år efter ”Genforeningen” på en stor granitblok læse:

• Apenrade
• Flensburg
• Tondern

 

Man undrede sig over dobbeltsproget skilte

I bogen ”Tønder i Dag” udgivet i 1943 kunne man læse:

• Skiltene på alle gadehjørner fortæller, at i Tønder lever to nationaliteter, en hvis sind er vendt mod nord og en hvis sind er vendt mod syd.

Claus Eskildsen slutter i sin afhandling ”Den nationale udvikling i Tønder (1943) med ordene:

• Det er altså ikke en antikveret Kuriositet, men det er et synligt Tegn paa national Fordragelighed, naar den fremmede med Undren ser danske og tyske Gadeskilte paa alle Tønders Gadehjørner.

 

Otte postbude fjernede de tyske skilte

Efter befrielsen 5. maj 1945 kunne man ikke længere have gadeskilte på besættelsesmagtens sprog. Nedtagningen fandt sted den 11. maj 1945. Det formede sig som en Befrielsesfest. Den 14. maj skrev Flensborg Avis:

• Postbudene fjernede Tønders tyske Gadeskilte.

Som Flensborg Avis skriver, så kunne man i 1937, da der valgtes en dansk borgmester havde forventet, at de tyske kilte var blevet fjernet. Gade – og vejudvalget i Tønder Kommune havde også diskuteret det.

Men det var en kreds af borgere, der vedtog at nu skulle skiltene væk. Og så tog otte postbude initiativet. Tirsdag eftermiddag kl. 4 trådte de i aktion, bevæbnet med stige og brækjern og en postvogn.

 

Skiltene endte ikke på museet

Flere steder var Tønders borgere da også gået i gang. Stemningen steg yderligere, da et postbud tog sin harmonika frem. Først hen under aften kunne aktionen standses. Alle Tønders tyske gadeskilte lå samlet i en postvogn. Man ville have dem overladt til museet. Men disse meddelte, at skiltene var blevet destrueret.

 

 

 

Kilde:

• Chr. V. Steemann: En dansk embedsmands Odysse 1-2
• Birgit Christensen: Gadeskilte og Gadenavne i Tønder (artikel)
• Tønder gennem tiderne
• Sønderjyske Årbøger
• Sønderjysk Månedsskrift
• Danmarks Stednavne bd. 5 – Tønder Amt
• Claus Eskildsen: Tønder 1243 – 1943
• Sønderjysk Månedsskrift
• Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt
• Asger Nyholm: Nationale og religiøse Brydninger i Tønder
• Thorvald Petersen: Tønder bys legater
• Svalastoga Wolf: En by ved grænsen
• P. Trap: Statistisk Topografisk Beskrivelse af Hertugdømmet Slesvig 1-2
• dengang.dk – div. Artikler
• Litteratur Tønder (se liste)

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.973 artikler
• Under Tønder finder du 311 artikler

 

• Gader og veje i Tønder
• Skovrøy – en populær redaktør fra Tønder
• Da gadeskiltene blev skiftet i Tønder

 

 

Smuglerlandet Danmark

Vi har læst Smuglerlandet Danmark – med undertitlen ” Mennesker, Sprut og Cigaretter” som vi her vil anmelde. Vi har krydret vores anmeldelse med egne oplevelser. Om da vi først besluttede at tage noget ekstra med, når vi havde set, hvem der sad der ved grænsen. Og inde ved militæret havde vi en kollektiv smugler – forsikring. I Aabenraa var der altid billig vodka, når polske eller russiske skibe anløb havnen. Det var i mange år et ”acceptabelt tidsfordriv”. Vi oplever i bogen smugler – historier fra 1750 – 2000. Så var det lige ”Rødspætteligaen” I Bogen opleves samtaler med folk på begge sider af loven. Vi afslutter lige to eksempler på menneskesmugling fra Padborg, hvor vi selv var involveret. En interessant, berigende og anderledes Danmarkshistorie. 

 

Smugleri afhang af, hvilke toldere, der sad der

Vi har vel alle gjort det. Når vi knægte cyklede de cirka 6 kilometer til Aventoft på den anden side grænsen, lagde vi altid mærke til, hvilke toldere, der stod vagt.

• Skulle vi risikere noget i dag?

 

En kollektiv smugler-forsikring

Eller senere, når jeg med Telegraftropperne fra Aarhus var på øvelser i Tyskland. Vi indbetalte alle penge til en konto. Den ene gang, var det lige vores bil, der blev stoppet. Ja så måtte vi jo så tilstå.

Men de penge fik vi så tilbagebetalt på Langelandsgades Kaserne. Og overskuddet på kontoen, ja dem festede vi så for.

 

Billig vodka

Og i Aabenraa vidste vi, at når der lå polske og russiske skibe i havnen, ja så kunne vi gå et bestemt sted hen i byen og købe billig vodka.

 

Acceptabelt tidsfordriv

Det var engang, hvor det moralsk blev accepteret at man smuglede. Herregud tænkte man, vi betaler så meget i skat, at her kunne man da godt lukke et øje. En bestemt slags smugleri blev betragtet som hobby, fordi flasker og røgvarer blev afsat til venner og bekendte. Ingen kunne drømme om at melde dette til myndighederne.

”Det er den første samlede fortælling om lyssky forretninger, der længe var acceptabelt tidsfordriv. End ikke gudfrygtige og ordentlige folk fik moralske tømmermænd”, ja sådan skriver forlaget.

 

Smugler-historier fra 1750 – 2000

Nu har Niels Valdersdorf Jensen fået den geniale ide at skrive om ”Smuglerlandet Danmark” med undertitlen ”Mennesker, Sprut og Cigaretter”. Forfatteren er historiker og museumsinspektør på Svendborg Museum. Bogen udgives samtidig som Årbog for Museet for Søfart i Helsingør

I historien kom vi nok ikke rundt i hele landet men egentlig gør det ikke noget. Her er masser af spændende fortællinger om smugleriets historie fra 1750 – 2000.

Der bliver fokuseret ekstra på øerne i Det Sydfynske Øhav. Her blev cigaretter og u -banderolerede flasker lastet side om side med legale handelsvarer.

Der et mønster i op – og nedture for smugleri. Når staten bremser for import og eksport for at beskytte vores egenproduktion tager smugleriet til.

 

Rødspætteligaen

Vi stifter bekendtskab med Rødspætteligaen, der har base i København. De var særdeles frygtet både i og uden for den kriminelle verden. Hvis nogen kom på tværs af dem, kunne det få alvorlige følger. Vi møder navne som Alexander Blask, Leon Onwild, Bent Ricardo og Torkild Løndal Therkelsen. De er alle med i denne berømte/berygtede gruppe.

De blev optrevlet i begyndelsen af 1970erne – en gruppe som i stor stil smuglede spiritus og cigaretter fra Polen over Østersøen og satte dem i land på Møn med videresalg for øje.

Ernst Adolf Bremer smuglede ikke mindre end 500.000 liter sprit til svenskerne på 14 – 15 både i 1920’erne og 1930erne

De blev vel på et tidspunkt betragtet som helte – disse storsmuglere. Men i takt med vold og afstraffelse, nåede samfundet tog moralen over. Medierne dyrkede disse farlige forbryder-typer som Robin Hood – helte.

Glansen gik af storsmuglerne med to millioner cigaretter i lasten blev bordet af toldere fra en patruljebåd i Østersøen. Kun en enkelt tolder nåede ombord. Ham tog smuglerne som gidsel. De krævede nu frit lejde i bytte for den kidnappede tolder.

Langelands Folkeblad omtalte den dramatiske kidnapning og skrev:

• Det er muligt, at der endnu hviler en slags helteglorie over smuglerne i en hel del menneskers bevidsthed. Den glorie er efter vores mening eftertrykkeligt væk efter kidnapning af en tolder.

 

Damerne på spritbådene

Der blev også i TV vist Smuglerne – en serie af Leif Panduro. Her var der bl.a. vold drab og salg af hårde stoffer. Det var ikke særlig kønt.

Ja så var det damerne på spritfærgerne, som man jo selv har mødt. De går lige to numre op i størrelse under fordeling af smuglervarer rundt om på kroppen, hvorefter de godt polstret, driver i land. De mandlige tolder vidste godt, hvad der foregik. Men de måtte jo ikke kropsvisitere dem.

 

Samtaler med folk på begge sider af loven

Søfolk har kunnet fortælle røverhistorier om, hvor gode de var til at snyde tolderne. Og historierne får lige en tand ekstra. Bare for at imponere landkrabberne.

Og tænk engang. Forfatteren mener, at omkring 1970 røg 174 millioner cigaretter under skattemyndighedernes radar – om året. Kaffe, tøj, kvæg, sukker, violiner og farve- tv er eksempler på varer, der inden for de seneste 250 år er handlet under båden i Danmark.

Bogen indeholder også en række samtaler med folk på begge sider af loven. Der er trukket historier fra digitaliserede aviser i massevis. Og Toldvæsnets egne embedsmænd har også ladet sig friste.

I første verdenskrig var Danmarks neutralitet i fare, da smugleri i form af illegal udførsel af danske varer til de krigsførende lande, ikke gjorde Danmark mere populær.

 

Menneskesmugling

En anden form for smugleri var menneskesmugling. Det opdagede vi, da vi boede i Padborg. Når københavnske betjente var udstationeret dernede, stoppede de gang på gang personer, der ikke lignede danskere. Således oplevede en ven vi havde fra Sri Lanka at blive stoppet fire gange på en dag. En klage til stationen, som vi hjalp ham med, ignorerede de bare.

Og vores Rasmus var sammen med sin gode ven, Jesper taget ud at lege. De havde deres camouflage – tøj. Og Rasmus havde lånt noget af sin store bror til at camouflere ansigtet. Men efter en time ringede det på døren. Det var Padborg politi, der kom med to forknyttede unger. Nu var det sådan, at Jespers far også var politibetjent, blot i et andet område. Men de havde ikke gjort noget forkert. Politiet havde fået anmeldelse om menneskesmuglere. Og de to unger var måske lidt for tæt ved grænsen!

Ja i dag er Jesper også politibetjent – i København.

 

En anderledes Danmarkshistorie

Med disse to sidehistorier slutter vi vores anmeldelse af en meget interessant bog.

Bogen er meget underholdende og berigende læsning. Det er en anderledes Danmarkshistorie. Og mon ikke, der er mange toldere, der vi gå i gang med at læse den.

 

Niels Valdersdorf Jensen:

Smuglerlandet Danmark – Mennesker, Sprut og Cigaretter

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.966 artikler
• Under Andre Historier finder du 91 artikler

Langs Vadehavet – endnu mere (2)

Det er Verdenskulturarv. Området er også kendt for sit gode kød. En artikelhenvisning på hele 109 artikler, hvis du vil blive klogere på området. Her legede vi som børn. Barsk klima med tab af menneskeliv. Der var voksende søfart gennem privilegier. Masser af gravhøje og fund af bopladser. Omkring Vester Vedsted. En oldtidspark – nedlægges. 40 kaptajner på Rømø i 1770. Russiske krigsfanger i Ballum. Gravhøje ved Hjerpsted. Tøndermarsken under forandring siden stenalderen. Pumpestationerne er der stadig. Hvor er det bedst at se Sort Sol? Grå og Hvis Sol. Mange overraskelser i vadehavet. Foranstaltningerne har været til gavn for Tønder By. Tøndermarsklov.

 

Verdenskulturarv

Vidste du, at 40 pct. af Vadehavet ligger i Holland, 50 pct. ligger i Tyskland og kun 10 pct. ligger i Danmark. Øerne Fanø og Rømø samt halvøen Skallingen er dannet på store sandrevler, som havet har overskyllet og aflejret materialer på.

Vidste du at Vadehavet har betydning for mindst 40 fuglearter. Og for 22 trækkende kystfuglearter er nationalparken i Danmark den vigtigste lokalitet. Flere stærkt truede danske ynglefuglearter findes i nationalparken i små bestande.

Her kan du opleve de største fugletræk i dansk luftrum. Dette er Danmark største nationalpark. Og nu er den danske del af vadehavet også kommet på UNESCOS liste over Verdenskulturarv.

Ja det også her, du kan opleve Sort Sol i juli, samt september og oktober. Så er op til 900.000 stære i luften over marsklandet.

Cirka 11 millioner trækfugle gør holdt hvert år på deres tur nord – eller syd på.

 

Området også kendt for godt kød

Men Vadehavet er også kendt for deres kød. Hvordan, spørger du sikkert. Græsset optager salt og andre mineraler fra havet. Og det giver kvæget en speciel smag. Man taler om Vadehavslam, Marsklam og Marskstude.

Området har været berømt for sit kvæg siden 1600 – tallet. På et tidspunkt blev der udskibet tusinder af kreaturer fra Højer Havn hvert år.

 

En lang artikel – med henvisninger til 109 artikler

Vi tager atter en tur langs Vadehavet og i Tøndermarsken. Og hvorfor gør vi så det? Fordi det er så meget at gøre opmærksom på. Du skal også lige være opmærksom på den lange artikelhenvisning i tilknytning til denne artikel. Her kan du sikkert få svar på dine spørgsmål.

 

Her legede vi som børn

Dengang vi som børn legede ude på Forlandet tænkte vi ikke over at stedet skulle på Unescos liste over Kulturarv. Og jeg tror såmænd også at det er forbudt at bruge forlandet som legeplads i dag. Det er sikkert forbudt at bade i ”prilerne” (kanaler) og bygge tømmerflåde som vi gjorde.

Og ”Sort Sol” som vi ofte så, regnede vi heller ikke med blev så ”berømt”. Og denne ”Sol” findes faktisk også i andre farver.

 

Tab af masser af liv

Stormfloder med tab af masser af menneskeliv er en historisk realitet og er stadig en trussel. Derfor har mennesker her mere end mange andre steder gennem generationer sat sit præg på landskabet gennem landindvinding og dige-byggeri. Jo der er sandelig mange historier at fortælle om Vadehavs – regionen.

Landbruget har været grundlaget for menneskers liv i store dele af regionen. Kombinationen af kvæghold i marsken og korndyrkning på geesten kan føres tilbage til århundreder før Kristi fødsel.

I senmiddelalderen blev marskegnene især udnyttet til opfedning af stude. På øerne blev landbruget i sejlskibenes storhedstid drevet af kvinderne., mens mændene var på langfart.  Ved gårdene fandtes ofte haver – kålgårde med lave diger omkring, der beskyttede mod blæsten og sandet.

Fiskeriet havde sin storhedstid fra slutningen af 1200 – tallet til omkring 1600. Anlæggelsen af Esbjerg Havn i 1870’erne gav anledning til erhvervsfiskeri.

 

Voksende søfart gennem privilegier

De gamle købstæder, Ribe, Varde og Tønder havde formelt retten til at drive søfart og opkræve told. Men ude på øerne voksede søfarten gennem privilegier. Man deltog i hvalfangsten på Grønland på tyske og hollandske skibe.

Dette gav økonomisk opsving, hvilket prægede søfolkenes huse og gårde.

I 1600 og 1700-tallet var der nedgangsperiode. Det gik hårdt ud over Ribe. Studene blev drevet syd på. I Tønder-området var det kniplinger, der var det store afsætningsprodukt.

 

Kun 60 værfter i den danske del

Egentlig strækker området sig fra Blåvands Huk i nord og ned langs den tyske nordsøkyst til den Helder i Holland.

To gange i døgnet er der højvande og to gange trækker vandet sig tilbage.  I den danske del af Vadehavet er forskellen to meter. Her kan planter som annelgræs, kveller og spartina få fodfæste. Og her er masser af foder til de mange fugle.

Særlig i Tøndermarsken kan du opleve mange kunstige forhøjninger, der kaldes varf eller værfter. Men i Danmark er der vel kun 60 stykker. I de store marskområder i Tyskland og Holland er der mange tusinder.

 

Man fremmer marskdannelsen

Man kan fremme marskdannelsen foran digerne ved at grave ”grøblerender”, hvori slikken kan lejre sig, hvor risgærder – faskiner er med til at tilbageholde slikken når vandet falder. Jo bredere landet foran digerne er, desto større sikkerhed. Når forlandet efter mange års aflejring er blevet tilstrækkeligt bred, kan man bygge endnu et dige mod havet og således få en kog – et indvundet område – indvundet fra havet. Tidligere var det af hensyn til landbruget, at man indvandt land.

 

Masser af gravhøje og fund af bopladser

Gravhøje og fund af bopladser fra oldtiden vidner om, at mennesket tidligt valgte at bosætte sig her.  Indtil 1000 – tallet flyttede landsbyerne ofte.  Men i middelalderen fandt de fleste landsbyer deres blivende sted.  I omegnen af nutidens landsbyer kan der findes spor af deres forgængere

Grundmurede gårde blev almindelige fra 1700-tallet i marsken. De bevarede gamle gårde er typisk bygget af røde mursten og har stråtag. Længst syd på er gårdene præget af den frisiske byggestil.

 

Kirker af tufsten

Størstedelen af områdets kirker er oprindelig bygget i romantisk stil i 1100- og 1200-tallet. Mange af dem er bygget af tufsten som blev sejlet ind fra Rhin-området. Dette var datidens mest effektive transportmiddel. Alene i Sydvestjylland blev der bygget over 50 kirker af tufsten. Kirkerne fremstår i dag typisk hvidkalkede og tækket med bly.

Købstæderne lå der, hvor der var lettest at sejle til. Ribe og Tønder havde mange fine, gamle købmandsgårde, ofte placeret med gavlen ud mod gaden. De gamle købstæder spillede en stor rolle i kraft af deres privilegier.

Området syd for Kongeåen til hørte hertugdømmet Slesvig. Dog var det så de kongerigske enklaver.

 

Omkring Vester Vedsted

I nærheden af Vester Vedsted er det et velbevaret miljø omkring kirke og præstegård. Her har man gjort rige fund fra Jernalderen. Særlig en lokalitet Dankirke tyder på handelskontrakter med firsere og angelsaksere ca. 200 f.Kr. til 750 e.Kr. Ved Vester Vedsted ophører Ribe-diget opført 1911 – 1915.

Efter 1920 blev Kong Christian den Tiendes Dige opført for at forbinde diget ved Vester Vedsted med Astrup Banke. Her i landskabet nær kysten ligger Hvidding Kirke som en stormandskirke fra slutningen af 1100-tallet. Den havde oprindeligt to vestlige tårne, men de styrtede sammen i 1500 – tallet.

I kirken findes et kalkmaleri af en kogge, det typiske handelsfartøj i middelalderen. I nærheden af kirken er der fundet efter vikingetidsgårde og middelalderbyggeri, der kan tyde på en alternativ handelsplads til Ribe.

I nærheden ligger Hvidding Nakke, en sandbanke i havet ca. 6 km vest for Hvidding Kirke. Hvidding Nakke var i 1600-tallet det vigtigste udskibningssted for Ribes studehandel.

 

En oldtidspark nedlægges

Skærbæk udviklede sig til et vigtigt trafikknudepunkt i løbet af 1900 – tallet. Vest for kirken ligger det gamle uldspinderi fra 1899. Ad vejen syd på kommer vi til den fredede Hjemstedgård fra 1641. Også i jernalderen boede der folk her. Her har været mange udgravninger. Desværre har Tønder Kommune valgt at lukke Hjemsted Oldtidspark.

Rømødæmningen påbegyndtes som et beskæftigelsesprojekt i 1939. Men først i 1948 kunne denne indvies. Langs østkysten ligger mindre landsbybebyggelser.

 

40 kaptajner på Rømø i 1770

I 1600-tallet blomstrede Rømøs søfart. I 1700 – tallet deltog en stor del af befolkningen i hvalfangsten fra Hamborg og de hollandske havnebyer. Flere blev kommandører – dvs. kaptajner – på hvalfangerskibene. Antallet toppede med 40 kaptajner i 1770.

I Juvre finder man et særpræget minde om dette. Et hegn på østsiden af vejen er lavet af hvalkæber.

I Toftum kan man besøge Kommandørgården. Her er en overdådighed af vægfliser i køkken og stuer. Syd for dette ligger Toftum Skole opført i 1874 med kun et klasseværelse.

I slutningen af 1800 – tallet var Rømø blevet et landbrugssamfund i tilbagegang med befolkningsnedgang til følge.

Men nu begyndte turister så småt at dukke op. Og det hjalp da pastor Jacobsen i 1899 lod anlægge en skinnebane med hestetrukne vogne mellem Kongsmark, hvor færgen fra Ballum lagde til. Jo og så var det jo det nyoprettede Nordseebad, som vi tidligere har berettet om.

Rømø Kirke er en senmiddelalderkirke. I den rige sømandstid blev den voldsom ombygget. På kirkegården er der mange gravstene fra den rige søfartstid.

Ved kirken ligger den fredede redningsstation fra 1886 og syd herfor ligger en masse bevaringsværdige gårde. I havneby blev der i 1964 indviet en havn, som har færgeforbindelse til Sild.

 

Russiske krigsfanger i Ballum

”Den Svorne Vej” mellem Hjemsted og Rømødæmningen har vi tidligere skrevet om. Og her ligger også Midthusum, en lokalitet, der blev helt udslettet ved en stormflod. Her har vi de berømte møller, der fungerede helt frem til 1960’erne. Møllerne var oprettet i 1836. De kunne trække vand op fra åen og lede drikkevand ud til kreaturerne. Via grøfter skete det over det meste af Ballum Enge.

Ballum Sluse og Slusekro blev opført 1914 – 1915 af russiske krigsfanger. Jo der er mange Ballum’ er. Ordet kommer fra forhøjninger. I Forballum var Kristen Kold huslærer hos familien Knudsen og naboen. I Vesterende Ballum er der et fredet tinghus. Og så er der Bådsbøl – Ballum, hvorfra der var færgefart til Rømø.

 

Gravhøje ved Hjerpsted

Ved Hjerpsted Bakkeø ligger en gruppe gravhøje med de malende navne – Kællinghøj, Storehøje og Pottemandshøj. Ja i Hjerpsted er der mange fine gårde, bl.a. den fredede præstegård.

I 1736 fik Højer benævnelsen flække, hvilket betød, at den fik flere privilegier. Her på siden kan du læse en masse om denne smukke by. Og det var her syd for byen ved den nuværende saltvandssø vi havde en sjov legeplads om sommeren.

Det fremskudte dige er et fælles dansk – tysk projekt. Det blev opført i 1979 – 1981.

 

Tøndermarsken under forvandling

Tøndermarsken er den nordligste del af et sammenhængende marskområde, der strækker sig langt mod syd. Siden 1500 – tallet er der sket flere inddigninger, der gradvist har flyttet kysten og Vidåens udløb mod vest.

Højer Kog og Møgeltønder Kog blev inddiget i 1556. Gammel Frederikskog blev inddiget i 1692. Rudbøl Kog 1715, Ny Frederikskog 1861 og endelig Magrete Kog i 1981.

Landevejen mellem Højer og Rudbøl blev i 1556 anlagt på et havdige. I slutningen af artiklen kan du læse lidt mere om disse koge.

 

Pumpstationerne var vigtige

Endnu findes pumpestationen. Den blev opført i forbindelse med hele Tøndermarskens afvanding i 1920’erne. Disse pumper om vinteren vandet fra kanaler og grøfter op i Vidåen, som ved afvandingen blev omgivet af ådiger.

Byen Rudbøl stammer fra 1400 – tallet og er opført på nogle naturlige men udvidede forhøjninger i marsken.

Øst for Rudbøl ligger Møgeltønder Kog med mange fine værftsgårde og en del forladte værfter. Ved Vidåen kort før Tønder Ligger Lægan, der blev anlagt som havn for Tønder i 1556, da diget var blevet bygget og hermed hindrede skibstrafikken til Tønder. Her findes også Tøndermarskens største pumpstation.

Syd for Vidåen Kommer man til Ubjerg Kog med den fredede Bjerremark samt Ubjerg, et værft – formodentlig en udbygget indlandsklit – som rummer en hel landsby med kirke og fredet præstegård fra 1675 og gårdanlæg.

Og så har vi jo selvfølgelig Tønder, marskens hovedstad.

 

Hvor er det bedst at se Sort Sol?

Men har du prøvet at stå på diget ud for Magrethe Kog. Her lander millioner af trækfugle året rundt og får sig et måltid mad. Og de holder bestemt ikke mund, når de spiser. Hold da op det larmer. Så er naturen ikke stille.

Vi har tidligere beskæftiget os med Sort Sol. De store flokke af stære ofte op til en halv million eller mere skal gå til ro. Og fænomenet kan du bedst opleve lige før solnedgang. De bedste tidspunkter er fra 10. marts til 15. april og fra september til ca. 15. – 30. oktober. Man kan også opleve flokke af stære i dagtimerne, når de er ude og finde føde, men så er flokkene som regel mindre.

Faktisk er det en flugt fra rovfugle, der får stærene til at opføre sig sådan.

Du kan bedst opleve dette fænomen omkring Rudbøl Sø eller ved Aventoft på den tyske side. Øst for byen ligger en række grænsebutikker tæt på et dige. Går man ud på det, har man første parket. Det er nord for diget, der ligger store arealer med siv. Her samles ofte en skare på et par hundrede mennesker. De første kommer en halv time før solnedgang.

 

Grå og Hvid Sol

Du kan da også opleve Grå Sol. Det er når titusinder af arktiske gæs, blisgås, bramgås eller andre flyver op på en gang. Disse kan observeres fra oktober til midten af maj.

Hvis du er heldig, så har du også mulighed for at se hvid sol. Når svaner skal gøre indtryk, samles de om aftenen i store tætte flokke og ”synger og danser” på de bare marker. Forestillingerne ligger typisk i november, december, januar og februar.

 

Mange overraskelser i Vadehavet

Prøv at gå en tur i Vadehavet, når der er ebbe. De første meter ud på havbunden er rent mudderbad for fødderne. Men når du er kommet 6-700 meter længere ud, bliver havbunden lidt fastere. Der venter dig en oplevelse af de store. Milliarder af sandorm, lige så langt øjet rækker. Disse sandorme er fredede.

Har du kikkert med, kan du se sæler holde siesta ude på sandbankerne. Undertiden kommer de helt ind til Vidåslusen ved Højer eller Ballum Sluse. Men de skynder sig som regel væk, når der kommer mennesker.

Meget populært er også Østers safari. Så skal du lige huske nogle waders og så afsted til østersbankerne. Kan man lide friske østers er det en uforglemmelig oplevelse.

I Vadehavet lever 250 forskellige dyrearter. Mange af disse er særdeles specialiserede. Vadehavet kræver gode tilpasningsevne.

 

Tøndermarsken dannet af havet

Tøndermarsken strækker sig fra Sæd syd for Tønder og 17 km mod vest til vadehavet. Her beskytter Det Fremskudte Dige (7,5 meter højt) området mod stormflod. De lavtliggende (0-2 m.o.h) marsksletter begrænses i nord af Hjerpsted og Abild Bakkeøer, ved Højer og Møgeltønder og i øst af Tinglev Hedeslette. Mod syd fortsætter som allerede nævnt marsklandet ind i Tyskland.

Tøndermarsken er opdelt af ældre å- og havdiger i såkaldte koge, som vi allerede har nævnt. De gennemstrømmes af Vidå og dens tilløb Grønå. Disse er kantet af åer fra 1920’erne. Pumpstationer sørger for at kogene ikke bliver oversvømmet af indvand, når havslusen lukkes under stormflod.

Vidå, der får masser af vand helt over fra østkysten, løber fra Tønder mod grænsen gennem den smalle, sumpede Magisterkogen og Rudbøl Sø til Højer Sluse, der i 1981 blev afløst af Vidå Sluse, en frisluse 1 ½ km længere mod vest.

Tøndermarsken er dannet ved at havet siden stenalderen trinvis har oversvømmet den nedre nu overlejrede del af Tinglev Hedeslette, hvis overflade var præget af åslyngninger og klitter. Sidstnævnte kan beskues ved Ubjerg – Sæd.

Havlejringerne i marsken er stærkt varierende. I den østlige del ligger således homogent klæg (ler med højt organisk indhold) oven på tørvebassiner.

På forlandsmarsk i vest overlejrer 4-8 meter silt og sand. Marskens sparsomme bebyggelse findes på de kunstige forhøjninger, som vi allerede har nævnt, kaldes værfter. De blev allerede påbegyndt i vikingetiden. De bedste eksempler på dette, kan du se øst for Rudbøl.

 

Til gavn for Tønder By

De ældste koge, Højer, Møgeltønder, Tønder og Ubjerg Koge blev dannet ved anlæg af et dige (1553 – 57) fra Højer over Rudbøl-Lægan til bakkeøen ved Süderlügum syd for grænsen. Det var til stor gavn for den lavtliggende Tønder by. I disse store koge er de gamle græsningsarealer afløst af kornavl, især efter det store afvandingsprojekt med anlæg af pumpestationer 1925 – 32.

Lidt vest for Rudbøl blev i 1692 Gammel frederikskog anlagt ud fra en ældre kog i Tyskland. Her er der ikke meget bebyggelse. Her er masser af fenner omgivet af grøfter, der dels afvander arealerne, dels anvendes til vanding af får og kreaturer. Vandstanden reguleres af små stemmeværker. Frederikskogene og Rudbøl Kog blev fredet ved særlov 1988.

 

Tøndermarsklov

Der udarbejdet en speciel ”Tøndermarsklov”.  Her vil man holde fast i de gamle landbrugsformer med store afgræssede marker, der skal holdes våde. Brugen af gødning og bekæmpelsesmidler blev begrænset med økonomisk kompensation til landmændene.

Loven blev gjort strammere i 1994. Staten har forsøgt at bytte jorder til de berørte landmænd. Ikke alle landmænd er lige glade for stramningerne. Men disse er indført for at bevare dyrelivet i Tøndermarsken.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• vadehavsinfo/blogspot.dk
• vimo.de
• kyst.dk
• denstoredanske.lex.dk
• Vadehavet/Fiskeri og Søfartsmuseets Forlag

 

Hvis du vil vide mere:

• På dengang.dk indeholder 1.753 artikler – Her finder du:
• Under Sønderjylland (203 artikler):
• Under Tønder (282 artikler):
• Under Højer (77 artikler):

 

• Ribe:
• Ribe-brevet
• Ribe i begyndelsen (1)
• Ribe-Hekseafbrænding (2)
• Riber-ret (3)
• Ribes Historie fra 1666 (4)
• Mandø:
• Vingeskudt på Mandø
• Mandø – en ø i vadehavet
• Mandø-endnu en historie
• Brøns:
• Slaget ved Brøns
• Slaget ved Brøns – set med tyske øjne
• Ved den gamle grænse
• Ballum:
• Klager over præsten i Ballum
• Agga-en sønderjysk pige(b)
• Ballum – dengang
• Mellem Højer og Ballum
• Indre Mission, Baptister og andre
• Langs Brede Å
• Da Ballum næsten fik en havn
• På jagt efter Mærsk – familien
• Rømø
• Pastor Jacobsen fra Skærbæk
• Vægfliser fortæller historie
• Anekdoter fra Ballum
• Flere anekdoter Ballum
• Endnu flere anekdoter fra Ballum
• Borrebjerg på Rømø
• Færge fra Ballum til Rømø
• Da Rømø fik et norsøbad
• Rømø – den tredje tur
• Rømø endnu engang
• Rømø – en ø i Vadehavet
• Rømø under besættelsestiden
• Jordsand:
• Soldater på Jordsand
• Øen Jordsand, engang ud for Højer
• Emmerlev:
• Kogsbøl ved Emmerlev
• Emmerlev Skole
• Søfolk fra Emmerlev
• Kniplinger nord for Højer
• Trøjborg:
• Trøjborg, den fjerde historie
• Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
• Bondeslægten fra Trøjborg
• Trøjborg, et slot nord for Tønder
• Møgeltønder:
• Turen går til Møgeltønder
• En landsbydreng fra Møgeltønder
• Møgeltønder fra Ahlefeldt til Schack
• Dagbøger fra Møgeltønder
• Møgeltønder Kirke
• Møgeltønder – dengang
• Scahckenborg i Møgeltønder
• Oprør i Møgeltønder
• Møgeltønders historie
• Rudbøl:
• En arbejder fra Rudbøl fortæller
• Rudbøls historie
• Bådfolket i Rudbøl
• Aventoft
• Syd for Tønder
• Aventoft ved grænsen
• Tønder-marsken
• Masser af fisk i Tøndermarsken
• Saltvandssøen ved Højer
• Emil Nolde og Tøndermarsken
• Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
• Tøndermarsken 1-3
• Gammel frederikskog – dengang
• At plukke sut ved Højer
• Fiskeri ved Højer
• Syd for Højer
• Emil Noldes liv – vest på
• Tønder, marsken og afvandingen
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Vadehavet:
• Hammers krig i vadehavet
• Ringborge ved Vadehavet
• Langs Vadehavet
• Heltene i vadehavet
• Søslaget ved Højer
• Vikinger i Vadehavet
• Apotekeren fra Højer
• Stormflod og Diger
• Stormflod ved Vestkysten
• Højer, stormflod og diger
• Digebyggeri i Tøndermarsken
• Landet bag digerne (b)
• Stormflod 1976
• Stormflod som Guds straf
• Vidåen
• Travlhed ved Højer Sluse
• Fiskeri ved Højer
• Askerodde ved Vidåen
• Højer, som Havneby
• Omkring Vidåen og havnen i Højer
• En vandmølle i Tønder
• Drømmen om en havn i Tønder
• Kanal gennem Tønder
• Syd for Grænsen:
• Nordstrand – syd for Grænsen
• Føhr – en ø i Vadehavet
• Johannes Mejer (Myer) – en korttegner fra Husum
• Dæmningen syd for Højer
• Øerne – syd for Højer
• Det frisiske salt
• Friserne syd for Tønder
• Rungholdt og mandedrukning et og to
• Andet:
• Bredebro – dengang
• De fattige – I Vestdanmark
• Sikkerhedsstilling Nord
• Ude mod vest
• Præster og andet godtfolk (b)
• Det vestlige Sønderjylland
• Enklaverne i Sønderjylland 1 – 2
• Præsten fra daler
• En vandretur mod vest – dengang
• Hjemsted-en oldtidspark, der måske forsvinder
• Turen går til Sæd/Ubjerg