Søgeresultater på "sønderjylland"
Dato: juni 28, 2023
Hjælpen til Sønderjylland
Vi anmelder en ny bog. Den giver en masse information. Du skal dog holde tungen lige i munden. For mange er disse informationer sikkert overraskende. Der blev foretaget mange dispositioner. Mange penge til underskudsgivende strækninger. Kilder siger forskellige ting. Den store vejplan i 1921. Rømø – dæmningen i 1948- Problemer som man måske glemte. Jernbanenettet skulle tilpasses dansk infrastruktur. Vi fik også en vest-bane. Amtsbanerne. En ny øst-bane var planlagt. Jernbanen var blevet misligholdt. Ødelagde lastbilerne vejene? Ingen afløsning for amtsbanerne (Kleinbahn). Der manglede et overordnet koncept. Mere fokus på fjerntrafikken havde været ønskelig. Men nu skal vi lige passe på ”Bagklogskabens lys” Og så var det lige nogle af de foreslåede linjeføringer.
En ny bog har set dagens lys
En ny bog har set dagens lys fra Forlaget Frydendal. Og det er af forfatteren, journalisten og foredragsholderen Niels Jensen. Forfatteren har vel omkring hele 40 bøger bag sig. Men vi har så brugt lidt flere kilder for at gå ind i problematikken, da Sønderjylland blev indlemmet.
Det var galt med infrastrukturen
Det var bestemt ikke en let sag. Slesvig havde som Hertugdømme aldrig tidligere været en del af det danske Kongerige. Når man kigger på infrastrukturen, så var Nordslesvig/Sønderjylland nærmest et fallitbo. Preussen havde brugt penge og energi på en fortyskningspolitik.
Vi skal da heller ikke glemme at Første Verdenskrig havde kostet tusinder af dansksindede livet og endnu flere handicappede for resten af livet. Men det havde også betydet, at bygninger, veje administration havde været forsømt.
Bogen handler om de store infrastruktur- projekter – jernbane, havne, broer, postvæsen, elektricitetsforsyning og meget mere, som løftede Sønderjylland lige så meget som resten af landet efter 1920.
Hold tungen lige i munden
Vi får en masse viden og det er jo også fint. Men måske er bogen for dem, der har en forhåndsviden. Detalje- og fakta-mætningen er stor. På den anden side, så afspejler bogen en kæmpe viden. Og illustrationerne kunne næppe blive bedre. Kort sagt:
Landsdelen var nedslidt og mishandlet – både menneskeligt og materielt. Det kostede i milliarder af kroner at få Sønderjyllands infrastruktur til at fungere.
Masser af information i bogen
Og vi starter selvfølgelig med digtet ”Tondern Station”. Men ellers kommer vi vidt omkring. Se bare indholdet her:
Mange mærkelige dispositioner
Jo, der var skam mange, der havde en mening om, hvordan det hele skulle løses efter 1920 Det kostede millioner og atter millioner, da Sønderjylland blev elektrificeres. Og Sønderjylland blev den første landsdel, der fik et fuldautomatisk telefonnet.
Rødekro – Løgumklosterbanen har nok været den strækning med den korteste levetid, som DSB har ejet. På Als blev den smalsporede bane moderniseret for millioner, før den kort tid efter blev nedlagt. Jo, der skete mange mærkelige dispositioner dengang i Sønderjylland.
Mange penge til underskudsgivende strækninger
Mange penge gik fra DSB til underskudsgivende banestrækninger. I hvert fald gik 6-7 mio. kr. – svarende til 168 mio. kr. til trafiksvage og dårligt vedligeholdte statsjernbaner. Først i 1960erne brugte staten sin beslutningsret til at lukke en del privatbaner.
Denne bog handler om de mange ekstraordinære tiltag, der blev iværksat.
Kilder siger forskellige ting
Fra 1864 – 1920 var der sat stop af det overordnede net af landeveje i Slesvig. Man ville ikke risikere at knytte Nordslesvig /Sønderjylland tættere på kongeriget. Konsekvensen blev et ulogisk og nærmest ubrugeligt landevejsnet. Ja sådan kan man læse i en af vores kilder.
I en anden kilde står følgende:
De to afsnit er næsten hinandens modsætninger.
Den store vejplan
I kraft af ”Den store vejplan vedtaget 1921 blev der i årene 1921 – 1933 istandsat og udbygget 834 km veje i landsdelen til en pris på 32,5 mio. kr. finansieret af staten og amterne. Meget af vejnettet blev først tilendebragt efter anden verdenskrig. Det samme var tilfældet med minutvejen fra Aabenraa til Sønderborg.
”Den store vejplan” brød afgørende med den hidtidige vejstruktur præget af et ekstremt finmasket net af kommunale biveje, der tjente meget lokale transportbehov. Denne struktur havde endnu rod i det gamle landbrugssamfund før udskiftningerne og blev holdt kunstigt i live af den preussiske kommunale struktur med meget små kommuner, som bidrog til at fastlåse en vejstruktur uden hensyn til større helhed og fjerntrafikken.
Rømø – dæmningen i 1948
I 1948 blev Rømødæmningen åbnet for vejtrafik og i perioden 1970-1984 blev motorvejen fra grænsen til Kolding etableret. Senere blev den udvidet med strækningen Kliplev til Sønderborg.
Problemer, som man måske glemte
Nicolai Svendsen var redaktør på avisen Modersmålet/Dannevirke i Haderslev. Han nedskrev sine erindringer mellem revolutionen 1918 og indlemmelsen 1920:
Jernbanenettet skulle tilpasses dansk infrastruktur
DSB’ s overtagelse af Reichsbahns banelinjer, stationer og rullende materiel samt en betydelig del af personellet foregik uden de store forviklinger selv om der var meget, der skulle genopbygges efter fire års krig.
Det sønderjyske jernbanenet skulle tilpasses dansk infrastruktur. Forbindelserne skulle vendes fra syd mod nord. Problemet med de små amtsbaner skulle også løses. Hverken i koncept eller regi passede det til danske forhold.
Vi fik også en vest-bane
I 1862 fik den britiske jernbaneentreprenør Samuel M. Peto og konsorter koncession til anlæg og drift af banen Flensborg – Vamdrup med sidebaner. Det blev en skavank at hverken Haderslev eller Aabenraa blev en del af længdebanen.
De sønderjyske købstæder sank generelt bagud i den tyske tid i forhold til danske og holstenske konkurrenter. På vestkysten åbnede i 1887 Frederiksstad – Ribe. Herfra blev der også skabt forbindelse til Bredebro og Løgumkloster. I 1892 kom sporet fra Tønder til Højer Sluse. I 1901 fik Sønderborg sin togforbindelse.
Amtsbanerne
Fra slutningerne af 1890erne bredte amtsbanerne sig til Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og Tønder amter. Mens Aabenraa og Haderslev stagnerede opstod på den bare mark Vojens og Rødekro stationer, mens stationsbyen Tinglev efterhånden voksede hen mod kirken. Der blev også plads til endnu fire store stationsbyer Toftlund, Gram, Rødding og Skærbæk. I Sundeved voksede Gråsten sig stor som stationsby.
En ny øst-bane var planlagt
I 1911 blev jernbanedirektionen i Altona bemyndiget til at forberede en bane, der skulle gå fra hovedlinjen ved Bolderslev eller Hjordkær, gå over Aabenraa til Haderslev og igen slutte sig til hovedlinjen ved Sommersted. Forslaget satte sindene i bevægelse og rivaliseringen mellem byerne gik i gang.
Jernbanen var blevet misligholdt
Krigsårene 1914-18 skabte både materiel og mental nød. Det mærkedes også på jernbanedriften. Da soldaterne i november 1918 vendte hjem fra fronten, var det et sørgeligt syn:
En anden ting var, at efter 1920 måtte man erkende, at ingen af de sønderjyske købstæder havde potentiale til at udvikle sig til Flensborgs efterfølger.
Ødelagde lastbilerne vejene?
Men lokalpolitikere tog nu fat på de steder, hvor der skulle sættes ind med forbedringer i Sønderjylland/Nordslesvig. Toget i forhold til lastbilen blev kun sporadisk berørt. Man mente at lastbilerne ødelagde vejene.
Ingen afløser for amtsbanerne (Kleinbahn)
Man mente at taksterne på jernbanen skulle sættes ned, så ville lastbilerne slet ikke kunne klare sig. Også Alssundbroen blev diskuteret. Hvor skulle den placeres?
Mommark-banen holdt lidt længere end Rødekro – Løgumkloster-banen Den 15. juni 1933 åbnede den. Og den holdt helt til den 27. maj 1962. de mange foreslåede privatbaner blev aldrig til noget. Og der kom hellere ingen afløsere på de mange amtsbaner (eller Kleinbahn)
Der manglede et overordnet koncept
Der manglede i høj grad et overordnet koncept. Prøv at se nedenunder, nogle af de planer, som man havde. Første Verdenskrig betød et stort tigerspring fremad for lastbilerne som transportmiddel for mennesker og materiel.
De forskellige kommissioner bestod også af en masse jernbanefolk og nok ikke så mange vognmænd. Nogen grundlæggende diskussion blev aldrig ført. Kommissionen var af den mening, at jernbanen var fremtidens transportmiddel.
Mere fokus på fjerntrafikken
Amtsbanerne havde en elendig økonomi. Ofte var det en elendig linjeføring. Der var manglende koordinering af de forskellige amtsgrænser.
Nu kan vi i bagklogskabens lys godt kigge på kommissionernes anbefalinger, Man burde have haft stærkere fokus på fjerntrafikken. De sønderjyske købstæders problem kunne være blevet løst.
Nogle af de foreslåede linjeføringer
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: marts 17, 2023
Påske i Sønderjylland og andre steder
Påsketraditioner også uden for Sønderjylland. Påskeharen lige så vigtig som julemanden. Ude at lede efter påskeæg. Man brugte naturfarvemidler. Hvad er gækkebreve? Solæg – et chok for mange. ”Skiden lørdag”. Klassisk æggekage. Æggelege. Sukker- og chokoladeæg til Sønderjylland. Påskelam var ikke særlig sønderjysk. Begrebet ”æggepenge”. Kålsuppe med ni slags kål. Rugmelsbrød spiste man Langfredag. Påsken var egentlig en jødisk fest. Påskebryg. I Højer er der påske i haven. Man gik rundt med en udstoppet ilder. Langfredagshugget eller Påskeskraldet eksisterer ikke mere. Centrum for overtro. Den Kristne Påske.
Påsketraditioner også uden for Sønderjylland
Måske kan det være lidt svært at beskrive traditioner og skikke, der kun er gældende i Sønderjylland, når det gælder påsken. Så måske sniger det sig skikke med som er gældende i det øvrige Danmark.
Påskedag ligger altid første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Den kan ligge 22. marts og senest 25. april. Fastelavnssøndag ligger altid syv uger før påske.
Påskeharen lige så vigtig som julemanden
Påskeharen var først i Sønderjylland. Den kom syd fra og blev udbredt i Sønderjylland i 1920erne. Forældrene fortalte deres børn at påskeæg var hare-æg. Forældrene dekorerede påskeæg påskelørdag.
For mange sønderjyske børn har påskeharen været en figur på linje med julemanden
Ud at lede efter påskeæg
Og påskemorgen skulle børnene så finde deres æg. De blev gemt både ude og inde. Haren så man aldrig. Den var løbet væk eller gemte sig. Denne tradition praktiserede vi på Lærkevej i Tønder. Både farvede hønseæg og chokoladeæg var en del af fejringen fra 1920erne.
Man brugte naturfarvemidler
For 100 – 150 år siden kendte man også til påskeæg i form af almindelige hønseæg. Det blev kogt med forskellige naturfarvemidler, f.eks. løgskaller eller rødbeder.
Man sendte også påskekort til hinanden med høns, kyllinger og forårsblomster.
Hvad er gækkebreve?
Man sendte selvfølgelig også gækkebreve. Forløberen er det tyske bindebrev. Det var brugt i Danmark fra 1600 – tallet, dog først i Sønderjylland, som dengang var hertugdømmet Slesvig Holsten. Man drev gæk med hinanden. Man kunne for eksempel gemme vintergækken i ofrets mad.
Solæg – et chok for mange
Solæg har udviklet sig til en sønderjysk egnsret. Denne ret kommer syd fra. Ægget er kogt meget længe, så meget at skallen er slået lidt i stykker. Æggene skal ligge i saltlage gerne i 14 dage. Så skal de deles og spises med HP sovs, Tabasco, olie, eddike-dressing og sennep.
Retten anvendes som en hyggelig forret og man serverer den typisk til påskefrokost. Folk, der ikke har set eller smagt solæg før, kan godt blive skræmt af udseendet. Og det er særlig den blå blomme, der forskrækker nybegyndere. Og når man så fortæller, at ægget har ligget i saltlage et par uger, så er de ved at løbe bort.
Men dem, der så tager mod til sig bliver begejstret. Og man nyder typisk solæg med en snaps eller Gammel Dansk.
”Skiden lørdag”
Nogle steder spiser man lammesteg. Men fra gammel tid var det grønlangkål man spiste i Sønderjylland.
Og når vi nu er ved maden, så var det en tradition, at Påskelørdag også blev kaldt ”skiden lørdag”, da det var den dag, der blev gjort rent til påsken. Så spiste man skidne æg – hårdkogte æg i sennepssovs.
Klassisk æggekage
Ja påskedag var det ofte den klassiske æggekage med flæsk. Æggene blev også brugt som gaver til tjenestefolkene. Ofte blev de kogt i for eksempel løgskaller, som gav dem en gylden farve. Derefter blev de poleret med flæskesvær for at få dem til at skinne.
Æggelege
Når tjenestefolkene fik æggene legede de med dem, inden de spiste dem. Der findes forskellige æggelege. En af dem var at ramme de andres æg, mens man triller dem ned af en græsskråning.
Jo Leonora Christine – Christian den Fjerdes datter fortæller i sin beretning fra fangenskabet i Blåtårn ”Jammers Minde” om et farvet æg, hun har ridset blomster i og foræret væk.
Sukker- og Chokoladeæg til Sønderjylland
Omkring 1900 kom de første sukker-æg og chokoladeæg til Sønderjylland eller Nordslesvig. Snart var det danske chokoladefirmaer som Anton Berg og Michelsen Chokolade, der begyndte at producere dem.
Åbenbart symboliserer ægget også graven, som Jesus bryder ud af påskemorgen. Det kan også været et tegn på forår og frugtbarhed. Livet bryder igennem den hårde skal.
Påskelam var ikke særlig sønderjysk
Påskelam er måske ikke særlig sønderjysk. Men vi gik op på diget ved Højer for at kigge på påskelam. De var tegn på forårets komme. Det bliver kun læmmet en gang om året og det er sidst på vinteren eller tidligt på foråret. Som tak til Gud har jøderne ofret lam til påske. Jesu blev ofte afbilledet som offerlammet. Dette er uskyldigt og ofrer sit liv for andres skyld.
Påskekyllinger begyndte at lægge æg ved forårstid. Så var der så meget grønt, at kyllingerne igen fik energi. Før i tiden kunne ægproduktionen gå helt i stå om vinteren på grund af manglende foder.
Begrebet ”Æggepenge”
Hønseægget/påskeægget har været kendt herhjemme siden 1600-tallet. Æg blev dengang regnet for en luksusvare, som kun velhavende spiste. Hos fattige familier, der holdt høns var æggene forbeholdt videresalg. Kvinderne solgte dem. Vi kender begrebet ”æggepenge” som var de penge fra æggeslaget, som bondekonerne fik lov til at beholde selv.
Påskefrokosten er nok den tradition, der er mest anvendt i dag. Det er helt sikkert æg på bordet. Måske også kylling og lam.
Kålsuppe med ni slags kål
Påskens mad er ikke kun knyttet til æg. Der er også andre retter, der knytter sig til påsken. Skærtorsdag skulle man også spise ni slags grønt – ofte i en kålsuppe med navnet nikål. Tallet ni var helligt, og derfor sagde man, at en ret med ni slags grønt kunne beskytte en mod sygdom resten af året.
Hvis påsken lå tidligt, kunne det imidlertid godt være en udfordring at opdrive ni slags grønt, så måtte man være kreativ og for eksempel ty til græsstrå., brændenældeblade, en pileknop, selleri, kommen, følfodsspirer eller lignende.
Rugmelsbrød spiste man Langfredag
Traditionen med ni slags grønt er et før kristent levn fra den hedenske vårfest, hvor man fejrede sommerens indtræden. Langfredag var en kristen tradition at spise rugmelsgrød, som blev regnet for fattigmandskost. Med dette lette måltid skulle man mindes Jesu lidelser.
Påsken var egentlig en jødisk fest
Traditionen med at holde påskefrokost kan spores tilbage til før den kristne påske. Påske var oprindeligt en jødisk fest til minde om udvandringen fra Egypten og flugten fra slaveriet.
Jøderne skulle ifølge fortællingen gøre sig klart til at rejse hurtigt og kunne nå at forberede et måltid af brød, der ikke kan nå at hæve – det usyrede brød matzah, som stadig spises til pesach. Således indgår der i påsken både jødiske og kristne elementer. Påsken er ikke mindst en fejring af at foråret er på vej.
Påskebryg
Ja og så var det jo også lige Påskebryg. Den første var muligvis Salvator fra bryggeriet Thor i Randers i perioden 1890 – 98. Carlsberg kom først med en i 1905.
I Højer er det påske i haven
I Højer er der opstået en hel speciel tradition. Egon og Bente pynter deres have med ca. 3.500 påskeæg. Æggene hænger i haven et godt stykke tid efter påske. Så det er værd at køre forbi Nørregade og kig ind i haven. Du kan se det flotte skue ude fra vejen.
Man gik rundt med udstoppet ilder
I påsken gik de unge i Helvad på Als omkring med en udstoppet ilder for at samle æg til deres gilde 2. påskedag. Når de kom ind, sang de:
Endnu i 1842 gik man rundt i Hagenbjerg med en ilder for at indsamle æg.
I Vestslesvig skulle børn være gået rundt med et lignende vers, dog uden udstoppede dyr og bedt om æg langt op i 1900’erne.
Langfredagshugget eller Påskeskraldet
Nogle traditioner omkring påske bruges ikke længere i Danmark. Langfredag var et ritual ”Langfredagshugget” eller ”Påskeskraldet”. Her slog man hinanden med ris for at mindes Jesu lidelser. Gennem tiden har det også været tradition for påskelege blandt tjenestefolk både på landet og i købstæderne. Nogle steder blev der arrangeret legestuer, hvor områdets ugifte karle og piger dansede og legede.
Centrum for overtro
Påsken har været centrum for en del overtro. For eksempel sagde man, at man skulle spise et æble på fastende hjerte påskedagsmorgen. , hvis man skulle blive fri for forskellige sygdomme. Om vejret lød det bl.a. at
Den Kristne Påske
Selve Påskeugen begynder med Palmesøndag. Det var den dag Jesu red ind i Jerusalem på æsel og blev modtaget med glædesråb af folkeskarer, der strøede palmegreve på hans vej.
Skærtorsdag henviser formentlig til at Jesu den dag vasker disciplenes fødder (skær betyder ren). Det var også om aftenen, hvor Jesus spiste det sidste måltid sammen med disciplene. Om brødet og vinen udtalte han at det var hans legeme og blod I den kristne kirke fejrer man derfor nadverens indstiftelse netop den dag.
Langfredag led Jesus døden på korset. Om aftenen blev han lagt i graven. Efter de danske flagregler skal man denne dag flage på halv stang.
Søndag morgen, Påskedag blev Jesu grav fundet tom, hvorefter man i kristne lande mindes Jesu opstandelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: marts 10, 2023
Juleskikke i Sønderjylland
Vi skal også kigge på et par Nytårsløjer. At ride jul ind. Stjernefolkene. Kavring (tvebak)-spil. Svinehovede og langkål. Inden juletræet skulle man stille tallerken frem. Advarsel fra Tønder: man skulle ikke misbruge Jesu-navn. Adventskransen med rød-hvide bånd. Allerede i 1820’erne: Lucia-fest i Flensborg. Helligtrekonger `s løb. Dannebrog på juletræet. Lys i de Slesvig – Holstenske farver. De danske traditioner. Julekalder og Julebuk. At gå med Lanterne. En særlig julekål. Larm skulle fortrænge ånderne Æ Rummelpot. Julestuer blev forbudt. Kortspil og svir hele natten. Plovgang.
At ride julen ind
En af de mest ejendommelige traditioner i Sønderjylland var juleridtet. Skikken at ride jul eller nytår ind fandtes langs Sønderjyllands vestkyst. De unge samledes til hest på et bestemt sted og drog rundt i gaderne.
I Valsbøl red man om kap tidlig om morgenen 2. juledag (Stefans-dagen). Turen gik ud til Den Lille Kro. Den der kom først, blev kaldt Steffen. Så blev han ellers trakteret uden at skulle betale.
Stjernefolkene
Juleaften gik Stjernefolkene rundt i hvide skjorter og sang Stjernevisen. På stjernens spidser hang små klokker. Og bag ved skinnede en lille lampe.
Kavring (tvebak) -spil
I Nørre Hostrup havde man Lille Juleaften det såkaldte ”Kavring-spil” som næsten alle mænd gik med til. Spillet gik skiftevis fra nabo til nabo. Man spillede trekort om ”Kavringer” (tvebakker).
Svinehoved og Langkål
Juleaften fik man (i Sundeved) et helt svinehoved og langkål. Hovedet blev saltet ved slagtetid og 8 dage før jul hængt til røgning. De der ikke fik det juleaften, fik det så nytårsaften.
Inden juletræet stillede man en tallerken frem
Juletræet var ukendt i ældre tid. Men børnene måtte dog derfor ikke undvære julegaverne. I reglen satte de juleaften en tallerken frem. Den kunne man så lægge gaver på. I løbet af natten bragte da altid ”Helligkrist” (Als) eller Kindschen (Valsbøl), Kingen (Ladelund) legetøj, kager eller andet godt.
Ja også dette kom syd fra. Det blev så senere børnenes hjemmesko og pudser, der blev lagt i vinduet. Og så var det altid spændende at se om morgenen, hvad de der var i dem.
Advarsel fra Tønder: Man skulle ikke misbruge Guds navn
En præst fra Tønder skrev engang – ganske uden nytte – en traktat, hvor han advarer mod dette skændige misbrug af Jesu navn.
Adventskransen med rød/hvide bånd
I 1900-tallet kom adventskransen hertil. Det var en tysk tradition. Den blev udbredt på landdelens højskoler, efterskoler og husholdningsskoler i 1920erne. Eleverne tog skikken med hjem til kongeriget. De dansksindede pyntede dem med rød – hvide bånd.
Allerede i 1820erne: Lucia-fest i Flensborg
Santa Lucia-fester er en svensk tradition, der bredte sig til Danmark i 1930erne. Men allerede i 1820erne blev det afholdt Lucia-fester på Duborgskolen i Flensborg.
Helligtrekonger´ s løb
På Als har man stadig Helligtrekonger ’s løb
Dannebrog på juletræet
Dannebrogsflaget på juletræet kender vi tilbage fra Første Slesvigske Krig fra 1848 – 1850. Det styrkede de danske følelser.
Lys i de Slesvig – Holstenske farver
Man kunne senere få lys i røde, hvide og blå farver. Det symboliserede faktisk de Slesvig – Holstenske farver. Mange af de tyske traditioner gjorde holdt i Sønderjylland end de drog videre nord på.
De danske traditioner
Men nu skal vi lige huske de ren danske traditioner. Det var julemærket, juleplatten, julesnaps, æbleskiver og klejner. Jo og så de flettede julehjerter, de er også danske.
Julekalenderen og Julebukken
Jo julekalenderen kom også syd fra. Den første blev fremstillet i Hamborg i 1902. Ja julekrybben kom også syd fra selv om man i Danmark ikke var så vilde religiøse symboler. Men den blev så tilpasset de danske forhold.
Lanterne
Ja Mortens af den10. november gik vi rundt med lanterner. I Nordtyskland var det for at fejre Martin Luther. I den nordtyske variant går der altid en forrest der er udklædt som Martin Luther. Det var egentlig en katolsk helgen, man fejrede. I Sønderjylland synger man ”Du som har tændt millioner af stjerner”.
En særlig julekål
Ja og så spiste vi grønlangkål. Mange spiser det dog i stedet nytårsaften. I 1600 – tallet kom en særlig julekål, baseret på hvidkål ind i Danmark. Men den blev først lavet i Slesvig Holsten. Man vred vandet ud af den kogte hvidkål, hakkede den og stuvede den i fløde og smør krydret med muskat og salt.
Larm skulle fortrænge ånderne
Nytårsaften skød man nytår ind og forklædte folk med maske for ansigtet gik rundt på gårdene, hvor de fik snaps eller æbleskiver.
Æ Rummelpot
Rummelpot er en dansk og nordtysk skik, hvor børnene nytårsaften gik udklædte og sminkede gennem byen med ”æ Rummelpot (gnidetromme). De besøgte naboer og venner med rummel og sang. Til gengæld fik de så gode ting til godteposen. Egentlig har dette samme funktion som nytårsskyderiet nemlig med at jage de onde ånder væk med larm. Nogle steder blev Æ Rummelpot erstattet af larmende instrumenter.
Ja det er forkert at kalde det sønderjysk eller nordslesvigsk i hvert fald begrebet rummelpot, fordi Rummelpot kendes over hele Europa som et musikinstrument.
Rummelpotten er i al sin enkelthed blot en lerpotte. Pottens åbning er lukket med en stramtsiddende membran af tørret svineblære eller gedeskind. I skindet er der lavet et hul i midten, hvorigennem der er stukken en gåsefjer eller en pind. Ved at føre fjeren eller pinden op og ned, eller ved at gnide på fjeren med fugtige fingre sætter man skindet i vibratoren. Der opstår så en hul og dump, brummende og rumlende, helt særpræget lyd.
Måske stammer rumlepotten oprindelig fra Holland. Den sønderjyske rumlepot-vise kendes i forskellige versioner. Her er en af dem:
Julestuer blev forbudt
Julestuer brugte man endnu i Agerskov i slutningen af det 18. århundrede. Man kaldte det lokalt for ”Legs”. Selve begrebet ”Kulestue” blev forbudt. Det blev lidt for lystigt nogle gange.
Ludvig Holberg skrev en komedie ”Julestue” i 1724. Det foregik hos den vrisne borgmester Jeronimus i Ebeltoft. Han ville ikke tillade, at der blev holdt julestue i hans hjem. Jeronimus siger bl.a.:
Kortspil og svir hele natten
De unge samlede sig snart i de omliggende byer formentlig for at danse hele natten. Der blev spillet kort hele natten og ”sviret fælt”.
Plovgang
Knyttet til fastelavn og nytår er en gammel skik, der hedder ”Plovgang”. Unge karle førte en plov fra hus til hus i byen. De sang så en lille vise hos folk. Helst hos de velhavende:
”Præsten” holdt en udførlig tale om alle slags håndværkere og man havde rejst gennem mange lande og fået mange gaver. Så spillede spillemanden op til dans. Karlene dansede med husets piger. Når husbonden havde givet en pengegave, blev en takkesang sunget. Så sluttede ”Præsten” med en takketale.
Blev de ikke godt nok beværtet, skulle man bruge ploven til at lave hærværk.
I slutningen af det 18. århundrede var det almindeligt at gå med ploven på nytårsdags aften. Karlene gik med ploven som blev styret af ”Æ Præst” og ”Æ Degn”. Mens de andre karle trak ploven. Alle de andre karle blev spændt for ploven med tov.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: marts 3, 2023
Bryllupsskikke i Sønderjylland
Man skulle følge skikkene. Og så skulle man gifte sig standsmæssig. Skrædderen hjalp. Efterhånden fik de unge lov til selv at bestemme. Da forlovelsen blev en kirkelig handling. Skolebørn skrev indbydelse. Brudens udstyr ankom. Kostmanden blev udsendt. På Rømø gik man med paraply. Masser af arbejde for medarbejderne. ”Ryk-ind-dag”. Brudesengs-dagen”. Masser af skinke som gave. Et stort ansvar for ”Rede-konen”. Brudekronen kunne man leje. Vogntoget måtte ikke stoppe. ”Stærkere end døden er kærligheden”. Indtil 1736 sang man tyske salmer til dansk vielse. De store drenge lavede konkurrence. Modtaget med salut i Frøslev. Det blev forbudt, men man fortsatte til 1914. I Højer forårsagede salutering gårdbrande. Man skulle vente på præst og degn. Skafferen var forsynet med spanskrør. På vestkysten var der vinsuppe. Indsamling. Stakkels brud – hun skulle danse med mange. Brudgommen skulle tage brudekronen af – det var ikke let. Brødsuppe om morgenen i sengen. Æ Knawdaw eller ”Ben – gildet”. Dans om huset og ”Ned ad gaden”. Man måtte ikke overdrive festen og gaverne. I Højer skulle man plante træer for at blive gift.
Man skulle følge skikkene
På landet var brylluppet en fest for hele landsbyen. Man hjalp hinanden ved sådan en fest. Vi starter med at tænke os ca. 200-250 år tilbage. Det har altid været sådan at dem som ikke ville følge de gamle skikke, ikke kom med i fællesskabet.
Man skulle gifte sig standsmæssig
Det var også vigt dengang, at de unge fik en god uddannelse. Og så skulle man sørge for at blive gift standsmæssigt og ikke nedefter. Det var far og mor, der bestemte, hvem der skulle have hinanden dengang og ikke de unge selv.
Forældrene ordnede den materielle del af sagen. Økonomien skulle være i orden.
Skrædderen hjalp
En giftefærdig pige sad på gården, og det var en god gård. En gammel tante blev sat ind i sagen. Hun gik hen og talte med skrædderen. Han kom rundt i hjemmene og kendte alle folk – også deres økonomiske forhold. Lykkede det at finde en passende ung mand, blev hans forældre først inviteret til den unge piges hjem.
Man snakkede om alt mulig andet. Først til sidst kom man ind på sagen. Så diskuterede man ivrigt medgiften og den øvrige økonomi. Som tak fik skrædderen en pengegave eller et par lange støvler.
Efterhånden fik de unge lov til selv at bestemme
Efterhånden fik de unge selv lov til at bestemme, hvem de ville gifte sig med. Han blev bonde og hun passede hus og have. Men de unge piger skulle foruden at lave mad også helst kunne bage, brygge øl, spinde, væve, støbe lys m.m.
Kom så den dag, hvor de unge selv havde aftalt, hvor han skulle hen at fri, stillede han i det fineste stads i hendes hjem, mens hun havde travlt i køkkenet. Blev de enige, blev pigen så kaldt ind.
Da forlovelsen blev en kirkelig handling
I 1544 indførte Christian den tredje at forlovelsen skulle være en kirkelig handling. Præsten holdt en from og formanende tale. Præstefruen serverede vin og kransekage. Søndagen derefter blev der så lyst til ægteskab fra prædikestolen.
Det var en kongelig bestemmelse befolkningen ikke var særlig glad for. Men den holdt sig til 1875. Forlovelsesfesten fortsattes i brudens hjem. De unge gav hinanden gaver. Han kunne forære hende et snittet eller malet manglebræt, en salmebog med sølvspænde eller en fin lugtedåse i sølv af form som et hjerte. Hun gav ham en merskumspibe eller en urkæde, flettet af sit eget hår.
Trolovelsesgildet blev engang kaldt for ”Fæstel” og så fik man Fæsteøl.
Skolebørn skrev indbydelsen
I Varnæs var det skolebørn, der skrev indbydelsen. Læreren skrev på tavlen, hvad der skulle stå. Og dengang hed det ”Kostbrev” De dårligst skrevne indbydelser havnede i kakkelovnen.
Brudens udstyr ankom
Brylluppet skulle som regel være en fredag og stod i brudens hjem. De unge mænd hentede borde og stole og pyntede loen. Pigerne hjalp med at smykke bruden. Der skulle købes ind og brudens udstyr skulle flyttes til det nye hjem.
En uge før brylluppet om torsdagen kørte naboerne op foran brudens hjem for at hjælpe til. Hun havde samlet ting sammen. En liste fra Als afslører:
Pigen kom med det første læs. Den unge mand var med den vogn hvor spindehjulet var. Der sad han og drejede hele vejen.
Man måtte ikke nyde noget på vejen først ved ankomsten. Det første der kom på plads, var brudesengen og sengetøjet hertil.
Kostmanden blev udsendt
I kirken blev der lyst til ægteskab tre gange. Om tirsdagen inden brylluppet købte man ind alt det ”udenlandske” og fine, som man ikke selv havde. På Als blev ”Kostmanden” sendt afsted i dagene før festen for at byde ind.
Han red fra gård til gård i sit fine tøj og med blomster og bånd i hatten:
For før alle var der, måtte han ikke fremsige sin ”kostkage”. Han tog så fat i en køre. Gik har i stå måtte han starte forfra. Derfor lod han sig ikke forstyrre. Så sluttede han:
Så kom snapsen frem. Når turen varede 3- 4 timer, var det ikke underligt at kostmanden var ”højt til biens”, når han endelig nåede hjem.
Man kaldt også denne person for ”Bydemanden”. Det var typisk brudens bror eller nærmeste slægt.
På Rømø havde man en paraply med
På Rømø blev to skænker sendt ud med paraply i hånden kun to dage før brylluppet. Det lød nogenlunde sådan:
Masser af arbejde for medarbejderne
”Skænkerne” lånte borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne gik parvis og lånte tallerkner, knive, gafler, skeer og kopper, kaffekander, lysestager, lamper og hvad der ellers hørte til.
”Fadekonen” fik travlt med at samle bestik, porcelæn og duge. Karlene skulle ”drage lo”. De største lagner blev omhyggelig syet sammen til et mægtigt stykke, som blev holdt op i midten med et stort pyntet vognhjul med blomster og lys. Og så faldt det ned til alle sider som et telt. Loens støvede bjælker og stråtaget skulle gemmes.
Ryk-ind-dag
Torsdagen var en rigtig ”Ryk-ind-dag”. Folk fra hele landsbyen kom med gaver, mest madvarer til festen. Under stort ståhej blev de beværtet i køkkenet. Bordene blev dækket.
Brudesengs-dagen
Og svigermor pyntede brudekammeret. Men det var nu ikke altid svigermor, der stod for dette. Ofte var det ”Rede-konen” Hun lagde frisk halm i sengen og rene lagner og dyner. Oven på den ny-redte seng lagde hun sin gave til svigersønnen.
Det var gerne en skjorte, hun selv havde syet og hvide, strikkede strømper med smalle, kulørte strømpebånd. Var hun færdig kaldte hun på sin svigersøn og stod i et hjørne og så til. Pludselig råber hun:
Hun havde gemt sig. Nu gik den vilde jagt indtil hun var fundet og hjembragt.
Den første af mange festdage blev netop også kaldt ”Brudesengsdagen”. Det var også den dag, hvor de indbudte bragte fødevarer til bryllupsgården. Til gengæld fik de et lille traktement. Den dag vartede brud og brudgom op, mens brudens far (eller mor) og Brudgommens mor (eller far) sad som brudefolk i højsædet.
Masser af skinker som gave
En mand i Sundeved fik omkring 1840 af 180 indbudte 73 børster (skinker) og desuden senere i brudegade 750 mark.
Ti år efter, da han igen holdt bryllup, var der 110 indbudte. Da fik han 53 skinker og 434 mark.
Et stort ansvar for Rede-konen
På Rømø blev den aften brudesengen blev opredt med ”Rede-konens” assistance. Alt skulle være i orden lige fra undertøj til fuldstændig beklædning. Og alt hvad der hørte til sovekammerudstyr, skulle være i orden.
Når de, der var fremmødt, havde fået en kop kaffe blev sengen med tilbehør dem forevist af ”Rede-konen”. Det var en ceremoni, der gav anledning til mange drøje vittigheder. Var alt i orden blev der drukket en skål på det og gæsterne dansede hele natten.
Det var slemt for rede-konen, hvis ikke alt var i orden.
Brudekrone
Bruden havde dengang ikke slør, men en smuk brudekrone på hovedet. Den kunne lejes i præstegården, om man da ikke var så velhavende, at familien havde sin egen. Kunstige blomster, perler, sølv eller guld smykkede bruden. To gifte koner pyntede hende. Hun måtte ikke se sig selv i spejlet.
Vogntoget måtte ikke bare stoppe
Og så gik det ellers mod kirken. 12 – 14 unge mænd red foran brudefølget. Spillemændene skulle spille hele vejen. Bruden kom med sine piger. Brudgommen kom med sine karle. Det må have set flot ud dengang med de skønne dragter.
Vogntoget måtte ikke holde undervejs. Det betød ulykke. Men hvis der kom et kæmpe regnskyl, betød det – velsignelse:
Stærkere end døden er kærligheden
Ved Højer Kirke var der en indgangsdør, der vender mod nord. Den kaldes Brudedøren. Engang blev den beslået med søm og forsynet med Højers og Frederikskogs våben. Ovenover stod der på tysk:
Indtil 1736 sang man tyske salmer til dansk vielse
Når der var bryllup med kirkelig vielse, blev indgangen brugt for brudeparret og deres gæster. Når vielsen blev foretaget på tysk, sang man:
Var vielsen på dansk, sang man:
Indtil 1736 blev der sunget tyske salmer, selv om vielsestalen var på dansk,
De store drenge i konkurrence
Præsten stod i kirkedøren og tog imod. Efter vielsen gik alle om bag alteret og ofrede. Først efter vielsen og på vejen hjem sad det unge par sammen. På Als var det den ejendommelige skik, at de store drenge kappedes om, hvem der kunne ride flest gange mellem brudetoget og gården, inden brudeparret kom – et vildt ridt.
Modtaget med salut i Frøslev
I Frøslev blev man gift i Hanved Kirke. Når brudeparret så igen nærmede sig Frøslev blev de modtaget med salut af mange skud fra gårdene. Der blev skudt med gamle muskedonnere og jagtgeværer. I smedjen stod en lille kanon, der var glemt af østrigerne i 1864. Ud fra denne kom et ordentligt skud. Så kraftig var det, at kanon tog nogle kolbøtter. Når brudeparret skål blev drukket om aftenen var kanon placeret ude foran vinduet. Og den blev så bragt til salutering.
Forbudt – men man fortsatte bare
Men denne tradition blev forbudt. I 1898, da et køretøj med brudeparret kørte løbsk og vognen væltede på kropladsen. Bruden kom slemt til skade. Men kanonerne blev nu brugt helt til 1914.
I Højer forårsagede salutering gårdbrande
I Højer – området blev der også skudt. Men også her blev det forbudt efter flere gårdbrande i den forbindelse. På grund af et sådant skyderi opstod der brand i Chresten Thygesens hus i Sønder Sejerslev.
Man skulle vente på præst og degn
Man kunne ikke gå til bords før præsten og degnen havde indfundet sig. Dem blev man nød til at vente på. Disse to personer kunne ikke undværes til sådan en fest. Det var også de første to, der skulle holde tale.
Skafferen var forsynet med spanskrør
Nu kom skafferen på arbejde. Enhver skulle sidde efter rang og stand og ældre i stuerne. På Rømø gik skafferen rundt med et tykt spanskrør. Det var ham, der bestemte rangfølgen, hvornår der skulle spises, drikkes punch og meget mere.
De unge skulle på loen. Nødder og rosiner blev stillet frem. ”Strøpigerne” fyldte skålene efterhånden som de blev tomme.
Med følgende bramfri opfordring bød skafferen så til bords:
På vestkysten var det vinsuppe
Suppen kom på bordet med suppekød og slagtehøns. Præsten holdt sin tale. Så blev stegen sat frem og risengrød. Ris kom fra østen. Det var dyrt og fint. Konerne fik kager, mændene tobak.
På vestkysten var det uomgængeligt vinsuppe med kogt skinke og franskbrød med smør, man fik til festmiddagen.
Indsamling
Havde de spist en 3-4 timer, gik døren til køkkenet op. En mand kom ind med en tallerken i hånden og erklærede, at kogekonen havde været så uheldig at slå en stor kostbar terrin i stykker. Lidt senere gik atter en tallerken om – det var til Kostmanden. Den tredje indsamling gjaldt de gamle og fattige i landsbyen. Til slut holdt ”skafferen” en tale og bød velkommen.
Nogle steder var der indsamling til jordemoderen og musikken.
Stakkels brud – der skulle danse med mange
Loen blev nu ryddet, der skulle danses. Bruden havde imidlertid trukket sig tilbage for at skifte tøj. Brudekronen blev afløst af den hue, de gifte koner gik med. Det var almindeligt, at skafferen dansede den første dans med bruden. Derpå dansede hun med brudgommen., faderen, svigerfaderen osv. Bruden skulle nogle steder først danse med alle ”Legesvendene”. Det var dem, der red foran bryllupstoget. Og så først kunne hun komme til at danse med brudgommen.
Brudgommen skulle tage brudekronen af
Ja og denne skulle så tage brudekronen af bruden. Det havde han ofte møje og besvær med. Ingen måtte hjælpe ham.
Punch og øl satte stemningen i vejret. Man blev ved til den lysemorgen. Mændene spillede kort. Byens bedste spillemænd leverede musikken. En stor terrin fyldtes med gaver. Den nærmeste familie gav sølvtøj ellers gav man penge. Ellers kunne man ikke afholde så stort et bryllup.
Brødsuppe om morgenen
Ved midnatstid trak brudeparret sig tilbage fulgt af lystige gæster. Nu gjaldt det om at passe på, at alle vinduer og døre var forsvarligt lukkede og tildækkede. Alskens løjer blev drevet. Måske var lagnerne syet sammen.
Hen på morgenen blev der banket hårdt på døren og brudgommen måtte lukke op. Under stort halløj blev en brun krukke med brødsuppe og en stor træske bragt ind. Hun måtte siddende op i sengen made sin med skeen. Det var ellers noget, der blev praktiseret på Als.
Æ Knawdaw eller Ben-gilde
Lørdagen var ”Æ knavdav”. Her blev der spist rester og holdt gilde for hjælperne. Om søndagen gik alle i kirke. På Sundeved blev dette kaldt ”Bengilde” I Vodder kaldtes det ”Opsamlingsdag”.
Dans om huset og ned ad gaden
Ja dagen efter selve brylluppet dansede man ofte rundt om huset. Det hedder sig, at man trodsede selv den værste snestorm (Rømø).
Nogle steder ”danses der op på gaden”. Når bruden havde dansen her, skulle hun løbe bort og brudgommen skulle da gribe hende. Men ofte mislykkedes dette og en anden greb hende.
Man måtte ikke overdrive
Den 24.juni 1783 blev der indskærpet, at man skulle afholde sig fra overdådigheder på landet i forbindelse med bryllupper, barnedåb, begravelser m.m. Ved bryllupsmåltiderne kunne der tillades, at seks personer vartede op. . Prædikanterne havde pligt til at oplæse og indprente menigheden om disse bekendtgørelser fra prædikestolen to gange om året.
Det kunne faktisk betale sig overtrædelser og overskridelser, hvis man ikke selv var inviteret med til en bryllupsfest. Man fik nemlig en tredjedel af bøden udbetalt til sig selv.
Gaver fra 1686
Peter Beyer i Skast holdt bryllup den 25. maj 1686. Han havde nøje nedskrevet gaverne. Antallet af givere var 140:
Man skulle plante træer for at blive gift
I Højer kom også en forordning med at plante træer, inden man blev gift:
Der skulle føres omfattende bevis for, at det var sket. De forpligtede sig også til under samme bødeansvar at holde træerne ved lige. Problemet var bare at herude vest på, var det svært at finde læ. Ofte var det her en strid vestenvind. Mange af disse træer er sikkert gået ud.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: marts 3, 2023
Begravelsesskikke i Sønderjylland
Man lettede på hatten. Man sang og dansede ved liget. Mange gilder ved en begravelse. Beværtningen var speciel. Gennem lig-porten. Man drak Ær-øl. På Rømø gik Æ Bøjmand rundt. Kiste-læg. I Frøslev gik man fra hus til hus. Snedkermesteren tog mål. Liget lå utildækket. Ligvogn i Frøslev fra 1882. Man blev i Hanved. Der blev serveret vinsuppe. En udbredt skik med ligvogne. 60 medlemmer i Frøslev. Ligvognen i Højer fra 1870. Skik og brug. Tak for mad. En speciel lig-dør. Masser af overtro knyttet til en begravelse. Når en gravid kvinde døde. Grås og klage hindrede afdøde i at få fred.
Man lettede på hatten
Det var skik dengang i Sønderjylland, at straks nogen var død, blev der ringet med kirkeklokken. Alle mænd, der hørte klokkeklangen, lettede på hue eller hat.
Man sang og dansede ved liget
Man vågede over den døde. Det blev kaldt Ligvejt (Lig-vagt). Går vi et par hundrede år tilbage gik det således til:
Ja det kan virke mærkelig. Men man begyndte at danse og synge. Og så spillede man kort på kistelåget. Sådan hedder det sig i en erindring fra Agerskov i 1772.
På Rømø var der endnu i 1840 at brænde lys i lig-stuen og våge i et sideværelse. Man forsøgte at fastholde en glæde omkring liget.
Mange gilder ved en begravelse
Der var mange gilder ved et dødsfald. Således var det noget der hed ”Strålæg”. Det var, når den døde var blevet lagt på strå.
Så var det ”Kistelæg”, når liget klædtes på og lagt i kisten. Det strå som afdøde havde ligget på, blev brændt på gaden. Så skulle man kigge efter om asken viste spor af en stor eller lille fod. Heraf kunne man så udlede, om det var et voksent eller et ungt menneske, der skulle følge efter (Agerskov)
Hvis nu asken viste sig at være en hestefod, skulle en kvinde dø først. Viste det sig at være en ko-fod, blev det en mand (Valsbøl).
Beværtningen var til tider speciel
I Borrig i Brede Sogn foregik ved Kistelæg beværtningen på en meget speciel måde. Tre – fire piger gik rundt med en skål fuld af sirup og brændevin. De puttede en skefuld af hver i munden på gæsterne.
Alle fik desuden en skive grovbrød og en skive ost, som vedkommende dog stak i lommen og tog med hjem. Til sidst fik man varmt øl.
Gennem lig-porten
Og i Bedsted ved Haderslev drak man ved kistelæg ”det saglige ligs skaal”. Og man skålede flittigt med glassene.
Ved begravelsen førtes liget ikke lige ind i kirken, men først en gang omkring den. Præsten og degnen gik i spidsen. Den sidste syngende (Kegnæs).
I den vestlige del bar man kisten ind til kirken ikke ad den almindelige indgang, men gennem Lig-porten, den store port på kirkegårdsdiget.
Man drak Ær-øl
I Felsted og Varnæs uddelte degnen ved begravelser i kirken kobbermønter til følget. Når lig-prædiken var til ende, ofrede følget de samme penge til præst og egn.
Var der flere døde i perioden drak man undertiden Ær-øl for flere på en gang.
Den afdødes enke sad det første år efer dødsfaldet i kirken altid med hovedet indhyllet i ”Rænklæ’ (Regnklæde), et stort sort, uldent klæde.
Omtrent et år efter dødsfaldet holdtes i gammel tid ”Ærøl” (Arveøl) – således på Als omkring 1750. I Varnæs holdt denne skik sig til omkring 1820. Hele lenets mandspersoner kom sammen for at drikke øl under en såkaldt Øl-provst.
På Rømø gik Æ Bojmand rundt
Når en person var død på Rømø, blev det ikke ringet med klokkerne. ”Æ Bojmand” – en ung pige klædt i sort med paraply i hånden gik rundt til hvert hus på øen med en hilsen, der lød nogenlunde sådan:
Kiste-læg
Et par dage før begravelsen samledes de nærmeste slægtninge til ”Kest-læg”. (Kiste-læg). Samme dag gik Æ By-mand, denne gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme tider var hele øens befolkning med til at følge
I lighuset blev man beværtet med kaffe og smørrebrød og to eller højst tre kaffepunche.
En gammel pebermø havde ønsket, at hendes begravelse blev fejret som et bryllup. Dette ønske fik hun opfyldt. På vejen til kirken, skulle to af de nærmeste ”sidde på kisten”. De sad dog bag en stol umiddelbart foran kisten. Udtrykket blev dog bibeholdt. Efter begravelsen var der for de særlig indbudte såkaldt ”Ær-øl”.
I Frøslev gik man fra hus til hus
Når en mand var død i Frøslev, gik to store drenge fra hus til hus og sagde omtrent følgende:
Til de nærmeste blev det sagt:
Snedkermesteren tog mål
De vaskede liget og klædte det i lig – skjorten og lagde på frisk halm i sengen. De lagde liget på skrå. Så kom snedkeren og tog mål til kisten. Den blev lavet af 1 1/4-tommers u-høvlede brædder, som blev malet sort af kulstøv. Håndtag og skruer blev købt og forsølvet. Når kisten var færdig, gik man til slægtninge og naboer og sagde:
En ældre kone gik til slægt og venner og bød til ”edelse”. Hun sørgede for bærere og to ”skrammelpiger”. Hun inviterede skafferen og lånte forskellige sager, især sølvskeer. Disse blev viklet i forskellige farvede tråde, så de kunne komme tilbage til de rette ejermænd.
Liget lå utildækket
På begravelsesdagen samledes følget kl. 8 om morgenen i den afdødes hjem. Bønderkonerne havde alle en pot fløde med. Dengang var der endnu ikke et mejeri i Frøslev. I alle rum i hjemmet var det dækket til kaffe. Når et hold var færdig, blev kopperne byttet op og et nyt hold kom til.
På bordet stod små skåle med grov-tobak, så piben kunne stoppes. Ved siden af stod kandis til kvinderne. Når alle havde fået kaffe, stod lærere og 10 store børn parat til at synge liget ud. De sang et par salmer og en lærer bad Fadervor. Liget lå ofte utildækket så alle kunne se det, lige til kisten skulle bæres ud i ligvognen.
Ligvogn i Frøslev fra 1882
Frøslev by fik en ny ligvogn i 1882. Den blev brugt helt til 1940. Førhen brugte man en almindelig kassevogn.
Klokken 10 kørte man så mod Hanved Kirke. Det tog ca. 2 ½ time. Ligfølget bestod af 10 – 25 vogne. Hver vogn var forspændt med to heste. Alle havde sort tøj på, mændene med høj cylinderhat, kvinderne med skulderdug (sjal). I vognen var der fodposer af fåreskind eller også teglsten, der var varmet i kakkelovnen og indsvøbt i papir, så fødderne kunne holdes varme på den lange kirkevej.
Mændene havde gerne en tyk ulden kørekappe. Bagefter ligvognen kørte en vogn med to ”skammelpiger”. De havde et sort kors som var 1,30 meter lang og en perlekrans.
Man ofrede så i reglen 20 pf. til præsten og 5 eller 10 pf. til degnen. Og det var så pakket ind i papir.
Man blev i Hanved
Når begravelsen var forbi, kørte de som skulle til spisning straks hjem. De fleste andre blev en tid i Hanved. De ordnede grave på kirkegården eller besøgte venner og familie. De kom først hjem om aftenen. Det skete også at nogle gik til kros. En stor grog kostede 20 pf. Men de blev ikke hængende. Det var ikke velset at komme fuld hjem fra en begravelse.
Der blev serveret Vinsuppe
Når de indbudte var samlet ved bordene, bad skafferen bordbøn, først på dansk og så på tysk. De fik overalt samme ret ved en begravelse. Vinsuppe kogt på store byggryn med svesker, rosiner eller blommer med flere flasker rødvin og rom i. Dertil friskbagt hvedebrød med et godt lag hjemmekværnet smør. En herlig ret som smagte godt efter den lange køretur. Som det også var tilfældet ved et bryllup, fik syge og gamle bragt mad ud i en ”hengeljot”.
Frøslev by havde ”Boels begravelser på nordsiden af Hanved Kirke. Det var indført i grundbogen for hver ejendom med 8 – 14 begravelsespladser”. I traktaten mellem Danmark og Tyskland i 1920 står der, at der endnu er tilladt slægter i lige linjer at benytte dem fremover. Og efter indlemmelsen blev flere borgere fra Frøslev begravet der.
En udbredt skik med ligvogne
Dengang i slutningen af 1800 – tallet var det især i Sønderjylland en udbredt skik, at beboerne i de små landsbysamfund i fællesskab anskaffet en ligvogn, så deres afdøde kunne føres til graven på en smuk og værdig måde. Som regel var det en forening, der stod bag initiativet. . Man fastsatte nøje regler for ligvognens anvendelse. Og det var kun medlemskredsen, der måtte benytte den.
60 medlemmer i Frøslev
I Frøslev by havde man fra 1882 en sådan ligvogns-forening. På et by-møde den 22. august 1962 besluttede man, at nu skulle foreningen ophøre. Og ligvognen slås i stykker.
Da man fik det nye sprøjtehus, fik man et praktisk rum til ligvognen. Man lejede vognen ud mod betaling til andre byer i området. I 1912 havde man 60 medlemmer. Hvert medlem skulle dengang bidrage med 5 mark. Endnu i 1938 var der 60 medlemmer. Og indtil 1948 var ligvognen jævnlig i brug. Den blev brugt sidste gang den 3. januar 1948, da aftægtsmand Hans Hansen blev begravet på Bov Kirkegård.
Det var skik og brug, at det var afdødes nærmeste nabo, der kørte ligvognen og lagde hesteforspand. Ja og egentlig så blev ligvognen faktisk brugt den 20. august 1949, da fru Caroline Kessler, der døde den 16. august ført til Bov Kirke. Dette fremgår dog ikke af regnskaberne.
Ligvogn i Højer fra 1870
I Højer restaurerede man i 1930 en gammel ligvogn, som blev anskaffet helt tilbage i 1870 på Sparekassens regning. Den fik parkeringsplads i sprøjtehuset på Torvet. Da denne blev nedrevet i 1937, bevilligede menighedsrådet en grund til den nye brandstation på Nørrevej på betingelse af, at ligvognen skulle stå ved siden af brandkørertøjerne.
I 1948 blev ligvognen igen restaureret, og i kraft af at Friedrich Eckholdt som kørte den, altid havde et par kønne heste til formålet, var den helt i brug til 1982.
Skik og brug
Når døden var indtruffet var det mange ting, der skulle gøres for at følge skik og brug. .Man lukkede vinduer op og man satte uret i stå. Det gjorde man for at give sjælen mulighed for at komme ud. Intet måtte gå rundt så længe, der var et lig i huset. Spejle blev tildækkede med hvide tøjstykker og gardinerne blev trukket for i det værelse liget lå.
Når et voksent menneske døde, blev der ringet med klokken i en hel time fra 11 til 12 med en pause på 5 min. mellem hver ringning. Ved barnedødsfald blev der kun ringet i en halv time.
Tak for mad
Mange steder var der skik at lave ligklæder af de lagner, der havde ligget i brudesengen. På begravelsesdagen i 1800-tallet var det skik at stille bordene op i hesteskoform inde i den stue, hvor den døde lå. Efter måltiden gik man hen til kisten, lagde hånden på den dødes hoved og sagde:
En speciel lig-dør
På mange gårde havde man en speciel lig-dør, der kun blev benyttet, når der skulle bæres lig ud af huset. Bagefter blev døren atter muret til. Man var nu sikker på, at den døde ikke kunne vende tilbage til stedet igen. Man mente nemlig, at en afdød altid ville vende tilbage ad samme vej. Hvor man ikke havde en lig-dør kunne et vindue benyttes. Man kunne dog også binde den afdødes storetæer sammen med rødt uldgarn, så kunne vedkommende ikke senere ”gå igen”.
Boede den afdøde i nærheden af kirken, foregik ligfølget til fods. Langs med ruten havde folk uden for deres hjem strøet sand og blomster. Var årstiden ikke til blomster brugte man gran og buksbom.
Masser af overtro knyttet til en begravelse
Man lagde mærke til, hvem der gik først i ligfølget på vej til kirke. Var den første en mand eller en kvinde? Den næste, der døde i huset ville være af samme køn.
Der var masser af overtro knyttet til en begravelse og en kirkegård. Man var bange for at gå over en kirkegård, når det var mørkt. Overtroen kunne berette om døde mennesker, der stod op af deres grave og vandrede rundt som spøgelser og gengangere. Man mente også at man ville vende tilbage, hvis man ikke havde fået gjort alt færdig, mens man levede.
Når en gravid kvinde døde
Døde en gravid kvinde skulle hun helst have saks, nål og tråd og tøj med i kisten, ellers ville hun ikke få ro i graven. Det blev også betragtet som en pinsel, når et menneske gik igen, både for de efterladte og for den døde. Derfor skulle man i levende live tilstræbe at leve som et godt og ærligt menneske, så ville man få fred i sin grav.
Gråd og klage hindrede den afdøde i at få fred
Begravelsesgildet eller gravøl, som det tidligere blev kaldt, kunne gå ret lystigt til ære for den afdøde, da man havde den tro, at gråd og klage hindrede den afdøde i at få fred i sin grav. Den efterladte enke eller enkemand skulle i den følgende tid vise sin sorg ved at være klædt i sort.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 12, 2023
Sønderjyllands Oldtid
De første mennesker fundet ved Jels. For ca. 6.000 år siden fik mennesker bugt med natur, dyr og planter. Masser af skov. Bundsø på Als. Stengrave, Jættestuer og dysser. Gravkamre, bronzealderen. Kobberet tilsat tin. Kæmpehøje. Egekistefund. Skrydstrup-pigen. Rav var efterspurgt som betalingsmiddel. Bronze-og guldskåle. Jernalderen. Oldtidskirkegård. Hjortespring Mose. Nydam Mose. Hvem var fjenden? Britannien blev erobret. Tre – fire stammer i Sønderjylland. De to Guldhorn fra Gallehus. Cirka 200 ældgamle landsbyer som ender på torp. Nordens ældste byer.
De første mennesker er fundet ved Jels
Da indlandsisen for måske en 20.000 år siden havde trukket sig tilbage fra Jyllands østkyst, ja da var der sikkert allerede mennesker i Danmark. De var kommet sydfra – gennem Sønderjylland. Deres våben var simple økser lavet af rensdyrtak. Der er bl.a. fundet nogle i Nordtyskland.
Man siger dog, at det første tegn på mennesker er fundet ved Jels og det går tilbage til 13.000 år f.Kr. De første mennesker var rensdyrjægere.
For ca. 6.000 år siden fik mennesker bugt med natur, dyr og planter
Klimaet blev efterhånden mildere herhjemme. Men der er kun få fund i Sønderjylland. Man har ikke fundet ”køkkenmøddinger” ved dets kyster. Måske er det fordi, at Sønderjylland har sænket sig et stykke siden ældre stenalder.
For cirka 6.000 år siden var mennesker begyndt at blive herre over naturen og tæmme dyr og planter.
Masser af skov
De mennesker, der har levet i Sønderjylland indtil omkring 3.000 år f.Kr. har været samlere og fangere, der har slået sig ned, der hvor der var bedst mulighed for jagtudbytte.
Endnu 3.000 år f.Kr. lå størstedelen af Sønderjylland ubeboet hen. Østkystens bakkeland blev dækket af store tætte egeskove. Gestlandet mod vest var skovbevokset helt ud til kysten. Den marsk vi i dag kender, var endnu ikke blevet dannet.
Det er først de sidste 2-3.000 år sket en marskdannelse. Marsken består stort set af rent ler og er uhyre frugtbar. Men marsken er også udsat for Vesterhavets lunder.
I Østslesvigs skove havde mennesket nu begyndt at rydde skovlandet. Det skete med ild og økse. Hvor der var pletter, blev man boende.
Bundsø på Als
Fra omkring år 2.000-3.000 f.Kr. stammer den yngre stenalders boplads ved Bundsø på Als. I Oldtiden var her en vig, der stod i forbindelse med Alssund. Inderst lå en holm, hvor der er fundet stenbrolægninger og dynger af lerkarsskår, flint og dyreknogler. I disse lag fandt man også forkullede kort af hvede og byg.
De folk, der levede her, var ikke blot længere bønder og fiskere. De havde lært kunsten at dyrke korn. Det er nok et af vores største kulturfremskridt i vores folks historie. Ja det er fundet 10.000 oldsager her. Og disse befinder sig på museet i Kiel.
Stengrave, jættestuer og dysser
Omkring 2.500 f.Kr. var det blevet skik herhjemme at jorde de døde i mægtige stengrave, såkaldte dysser. Efter nogle hundrede år var det så endnu større jættestuer, som man brugte.
Jættestuen var et stort aflangt stenkammer, hvis sidesten bærer flere større overliggere. Kammeret ligger helt dækket under en vældig jordhøj fra hvis fod en snæver, stensat gang fører ind til kammeret i højens midte. Disse stengrave var ikke kun bygget til enkelt person.
De døde havde fået deres ravsmykker og lerkar med sig som gravgods. Man troede at de i graven fortsatte deres jordiske bondetilværelse. Dysserne og jættestuerne har sikkert ligget i nærheden af de levendes bopladser.
Stengravene findes i nærheden af kysterne. De findes især på øerne Sild, Før og Amrum. Og så på Sønderjyllands østkyst Fra Kolding Fjord til Dänischwold i syd. I Als Nørreskov ud mod Lillebælt ligger en mængde stengrave. De findes langs åer og ved søer.
I det gamle Vedsted Sogn, hvor den største stenalderbygd er fundet ligger der 14 stengrave også nogle af de største i Danmark.
Gravkamre
Omkring år 2.000 f.Kr. – holdt man op med at bygge dysser og jættestuer. En tid byggede man endnu store gravkamre. Den største af disse findes vel på Løjt Land på en bakke ved Skærrev ned mod Aabenraa Fjord. Man kalder stedet for Myrpold.
Bronzealderen
Ved de døde lagde man to fint tilhugne flintolke. De er ejendommelige for Norden. I de sydlige egne havde man nu lært kunsten at støbe våben i metal. Dette metal var kobber. Fra slutningen af stenalderen har man fundet enkelte små kobberøkser. Disse var blevet indført fra Mellemeuropa.
Kobberet tilsat tin
Det blev almindeligt at tilsætte kobberet en smule tin. Blandingen kaldte man Bronze. I en grav fra Nordborg lå en bronze spyd -spids og et lille sværd af bronze sammen med en flintedolk.
Fra omkring 1500 f.Kr. var bronzen trængt igennem herhjemme som det fornemste materiale til våben, redskaber og smykker. Det blev nu disse kostbarheder man fik med sig i graven. Længe vedblev man med at anvende flinten til mange af dagliglivets redskaber.
Der findes vel få hundrede store stengrave, dysser, jættestuer og gravkister i hele Sønderjylland. Men kæmpehøjene findes i tusindvis.
Kæmpehøje
I den ældre bronzealder (1500-800 f.Kr.) begravedes de døde stadig i kæmpehøjene. Masser af Sønderjyllands kæmpehøje er dog allerede i stenalderen blevet rejst i Sønderjylland og rummer enkeltgrave. De fleste og største af dem kan dog henføres til ældre bronzealder.
Måske skal vi lige nævne en af Sønderjyllands mest imponerende langhøje, nemlig Hanebjerg. Den er 45 meter lang og ligger på en bankeøst for den gamle Hærvej i nærheden af Hovslund Station.
Egekistefund
Fra en sådan kæmpehøj findes de såkaldte ”Egekistefund”. De døde gravlagde man undertiden i svære egekister, hvis indhold af garvesyre har virket bevarende på de dødes legemer og klæder især når kisten i højen var indpakket i mosejord eller blåler.
Flere steder i Sønderjylland har man fundet egekister med rester af mandsdragter. Ved Jels fandt man i en stor høj en egekiste, der nu står på Haderslev Museum. I kosten lå en hue og et par sandaler. Man ved, at manden dengang også havde haft kjortel og kappe. Men ingen benklæder.
Skrydstrup-pigen
Skrydstrup – pigen, som man har fundet. var en ung kvinde i tyverne. Ja andre mener at hun er en kvinde på 18 år, slank og 171 cm høj. Man fandt endnu kindernes og hagens hud. Øjenlåg og øjenvipper er bevaret. På overkroppen bar hun en kort, kunstfærdigt vævet trøje. Skørtet nåede helt ned til fødderne. Det ejendommelig ved hende var hendes usædvanlige fornemme og indviklede frisure med pande-bind. Hun havde hård-net og i hvert øre en stor guldring af tynd spiraltråd. Hun tilhørte bronzealderens overklasse.
En kombination af Kulstof 14 – dateringen af klædedragten og de strategiske iagttagelser af gravhøjen daterer hende ikke yngre end 1200 og snarest omkring 1300 f.Kr. I dag er hun udstillet på Nationalmuseet. Men man behøver ikke at tage så lang. En bronzefigur af Skrydstrup-pigen er opstillet i den vestlige ende af Vestergade i Vojens. Og en kopi af hendes klædedragt kan ses i museet i Haderslev.
Måske var hun af høvdingeslægt. I første omgang mente man, at skrydstruppigen lige som Egtvedpigen kom fra Centraleuropa. Men det er man ikke helt så sikker på mere. Det er også muligt at hun havde tilknytning til en vikingehal på 500 kvadratmeter, som man fandt bare 700 meter fra gravhøjen.
Man kan fastslå, at hun fra barnsben har fået nærende kost. Nogle mener også at disse piger var præster, der dyrkede solen og naturen i form af en eller anden religion.
Rav var efterspurgt som betalingsmiddel
Metallerne fra udlandet er betalt med rav, der i store mængder skyllede inde på stranden ved Vesterhavet. Dette rav var hele Oldtiden igennem været stærkt efterspurgt i Mellem- og Sydeuropa.
Der var masser af havnepladser ved Vesterhavet og her var masser af mennesker.
Bronze- og guldskåle
Fra den yngre Bronzealder (ca. 800-500 f.Kr.) stammer et fund af seks italienske Bronzeskåle, der fandtes nedgravet i en ældre gravhøj i Hagenbjerg Sogn på Als. Men det mest storslåede fund fra denne tid er dog det skønne par guldskåle fra Ladegaard i Hammerlev Sogn.
I den yngre bronzealder blev det skik at brænde ligene og gemme asken i en urne.
Jernalderen
Allerede i århundrederne inden Kriti fødsel havde man i Jylland lært kunsten at udvinde jern af myremalm. Det var næst efter indførelsen af kornavl og husdyrbrug måske det største kulturfremskridt, der har fundet sted i vores oldtid. Jernet var ikke blot billigere end bronzen, der altid måtte importeres fra udlandet – det var også bedre egnet til nyttemetal.
Oldtidskirkegård
Der findes fra den ældste jernalder (ca. 500 f.Kr – Kristi fødsel) hele store gravpladser med urnegrave. En hel oldtidskirkegård er fundet ved Birkelev i det gamle Vodder Sogn. Også ved Uldal i det gamle Skrydstrup Sogn er der fundet en kirkegård. Men disse var meget fattige. Således har de døde kun haft en jernnål med sig.
Først efter den ”Romerske Jernalder (omkring Kriti fødsel til 300 e.Kr.) findes i Sønderjylland enkelte rigere skeletgrave, hvor der ved siden af våben og smykker var et helt service hensat til den dødes underhold i gravboligen.
Hjortespring Mose
Et rigere indblik af tidens liv giver en række store mosefund fra Sønderjyllands jernalder. Den ældste af disse er fundet fra den lille Hjortespring Mose på Als (omkring 400 f.Kr.). Det menes at være Nordens ældste våbenfund.
Man fandt her rester af en båd, det ældste virkelige fartøj man kender fra hele Norden. Ved fartøjet fandtes flere spyd, enkelte sværd, nogle skjolde af træ og lidt husgeråd og værktøj. Hjortespringfundets sager har engang været nedlagt som et offer.
Fartøjet og våbnene var dengang nedlagt i en åbenmose. Men efterhånden er mosen groet til. Tingene har været gemt op til vores dage. Måske er det en overvunden fjendes fartøj og våben, man har skænket til Guderne. Båden er genopstillet på Nationalmuseet.
Det er en flad båd, henved 10 meter lang. Den er blevet roet med små løse årer som i en kano. Båden har været et let og svagt fartøj. Det var ikke velegnet til langfart. Den har vel rummet cirka en snes krigere.
Våbnene blev fundet ved tørvegravning omkring 1880. Men det kom ikke til arkæologernes kendskab. Først i 1920 blev fundet kendt på Nationalmuseet og stedet besigtiget. I 1921 .22 foretog museet en totalundersøgelse af den lille mose på 45 x 50 meter ca. 3-4 km fra kysten.
Man fandt store mængder af våben af jern og ben samt skjolde og andet udstyr af træ.
I 1922 koncentrerede man arbejdet om båden, der var stærkt beskadiget ved tørvegravning
Nydam Mose
Et anderledes stort og kraftigt fartøj var den mægtige ege-båd, som kort før 1864 blev fundet i Nydam Mose i Sundeved. Den findes nu på Gottorp Slot.
I mosen fandtes i alt tre både, men kun den ene er bevaret. Ved disse både blev der opsamlet temmelig mange våben – over 100 jernsværd, over 500 spydspidser, foruden knive, skjolde, buer og pile.
Fundet er nedlagt engang i det 4. århundrede efter Kristi. Ligesom Hjortespringfundet må det betragtes som et kampoffer.
Nydambåden er en meget stor robåd, omtrent 23 meter lang, med 15 par årer, men fladbundet uden køl. Ligesom Hjortespringbåden er den bygget af hele materialer. Det har gjort den solid og tung. Men heller ikke Nydambåden var egnet til fart over de store have. Fra Nydambåden er der endnu en lang udvikling til vikingetidens elegante og sødygtige langskibe.
Noget ældre er det store mosefund fra Torsbjerg i Angel (fra begyndelsen af 300erne) med fyrstelig pragt i romersk pragt.
Men man bliver ved med at finde ting i Nydam Mose. Således blev kostbare sværdbeslag nedlagt i mosen omkring år 550.
Hvem var fjenden?
Alle de store mosefund fra Sønderjylland fra 400 f.Kr. til 550 e.Kr. fortæller om kamp og uro. Men hvem var fjenden? Vi ved kun at Sønderjyllands befolkning var delt i stammer. En af disse stammer var Anglerne. De stammer fra halvøen Angel.
Mange af våbnene blev bevidst ødelagt ved ofringerne. Hesteskeletterne var groft mishandlede. De første udgravninger fandt sted fra 1859 – 1863. Siden er der foretaget flere udgravninger. Nationalmuseet genoptog udgravningerne i 1989. Man fandt store mængder af våben i form af sværd, spyd, buer, pile samt personlige ejendele såsom bæltespænder og dragtsmykker.
Også et mægtigt våbenfund er gjort ved Ejsbøl ved Haderslev.
Britannien blev erobret
Sammen med naboerne i syd, Sakserne og deres naboer i nord, Jyderne og Danerne erobrede de i 400erne Britannien. Derefter kom dette land til at hedde Anglernes land. Måske stammer mosefundene fra stammekrige. Til disse stammekampenes tid kan man også henføre Ollemersdiget/Olgerdiget (af Oldemors-diget – det ældgamle dige). Dette har vi allerede skrevet om.
Ved Øster Løgum nord for Aabenraa ligger ”Æ Vold” som kan dateres til slutningen af 200-tallet.
Tre – fire stammer i Sønderjylland
Man mener, at der i Sønderjylland var tre – fire stammer, der kæmpede mod hinanden. Disse blev senere reduceret til to stammer. Men det rige, der strakte sig fra Ejderen til Aabenraa, må have været anglernes rige.
Udenlandske kilder mener at Sønderjylland i 700-tallet tilhørte Danernes rige.
Angelsaksiske kronikører fortæller at der var så mange angler, jyder og sakser, der udvandrede, at deres hjemegne blev øde og folketomme.
De to Guldhorn fra Gallehus
Perioden fra 500-800 e.Kr. kaldes Germansk Jernalder. Fra begyndelsen af denne periode stammer de to Guldhorn fra Gallehus. Selve hornene er gået tabt. Men gamle tegninger viser, at de har været oversået af mærkelige figurer af dyr og mennesker. Ingen har rigtigt kunne forklare meningen med disse. Der er hestemennesker og der er figurer fra germansk kultur, Det eneste sikre, der vides om hornene er sagt i runeskriften på den ene horn. Det er affattet på urnordisk:
Du kan læs 5-6 artikler om Guldhornene her på siden.
Ca. 200 landsbyer ender på -torp
Opdyrkningen af landet skred fremad, Fjenden var de tætte skovstrækninger og våbnet var jernøksen og plovskæret.
Bebyggelsen samlede sig i landsbyer. Ud fra landsbyernes navne kan sprogforskerne se, hvor gamle de er. Der ca. 200 landsbyer, der ender på -torp (Stenderup, Tyrstrup, Hostrup m.m.) Disse er anlagt henimod slutningen af oldtiden. De samlede sig tættest i de mægtige gamle skovområder, der strakte sig fra Kolding Fjord til genner Bugt.
Nordens ældste byer
Fra oldtidens slutning omkring 700 – 850 stammer to af Nordens ældste byer Hedeby og Ribe. Og syd for Ribe lå Dankirke. Fra Rhinen og Holland kom friserne sejlende op til Ejderen og Trenen med deres varer til østkysten, hvor Hedeby ved Slien opstod.
Vi har i tidligere artikler beskrevet den danske konge Godfred og hans bedrifter. Denne blev dræbt i 810. Året efter indgik hans nevø og efterfølger Hemming en fredsaftale med frankerne.
Men allerede 815 erobrede Frankerne Danevirke og drev nord på. Og snart fortsætter vi historiefortællingen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: november 12, 2022
Sønderjylland – en historiebog på 200 sider
En glimrende historiebog om Sønderjylland er udkommet. Og selv for nørder indeholder den nye ting. Vi kommer vidt omkring, begynder tidlig og slutter sent. Illustrationer og kort er fantastisk gengivet. Men indrømmet et par steder skal luppen frem. Det må have været en meget vanskelig opgave at begrænse sig til 227 sider. Således kan man savne nogle kontroversielle ting om Sønderjyllands historie, men da må man kigge i andre kilder. Men vi får en glimrende indføring i landsdelens specielle historie. Den burde jo stå i ethvert hjem – også i Tyskland. Se at få den oversat.
Skriv den på tysk
Historisk Samfund for Sønderjylland har fødselsdag. Foreningen blev grundlagt i 1922. Derfor sidder man med en gratis historiebog i hånden – tak for den. Andre kan købe den for 198 kr. Har man for resten tænkt på at oversætte bogen til tysk?
Kan landsdelens både spændende og indviklede historie koges ned på 200 sider. Vi har her på siden foreløbig 227 artikler alene fra Sønderjylland og vi er slet ikke færdige endnu. Det er to af vores mest anerkendte historikere, der har begået bogen. De har mange bøger på samvittigheden.
Her er i stuen har vi flere Sønderjyllands – historier stående. Og nogle af dem har efterhånden en del år på bagen. Her troede den gamle redaktør så at han vidste det meste om Sønderjyllands historie, men nej.
Det politiske, nationale og kulturelle
Hovedvægten af indholdet er lagt på det politiske, nationale og kulturelle. Og hvor langt går man så? Ja helt til det sidste kommunalvalg. Formål med bogudgivelsen er for uden at markere fødselsdagen at udbrede kendskabet til Sønderjylland og landsdelens helt særlige historie. Og det er lidt af en præstation at få det hele ned på ca. 200 sider og så få det nyeste med.
Bogen burde stå i alle hjem
Der flotte illustrationer og kort med i bogen. Kortene gør det hele mere overskueligt. Egentlig burde den stå i et hvert hjem i Danmark. Ja måske også i dele af Tyskland.
Vi er helt tilbage i stenalderen og beskæftiger os med de nationale modsætninger. Ja som det siges, så begynder Sønderjyllands specielle historie omkring 1200. Men de begynder langt før. Vi er tilbage allerede 130.000 år før Kristi fødsel.
1232 er et vigtigt årstal i Sønderjyllands historie.
Og det er nok heller ikke mange, der tænker over, at Volden allerede lå der i 500 – tallet.
Ribe – brevet ligner en håndfæstning
Fint at man tager stilling til Ribe – brevets betydning. Det lignede en håndfæstning står der. Og det er ingen grund til at gøre et brev eviggyldigt. Men det er så andre det har taget dette brev meget alvorligt
Luppen måtte frem
I 1590 udgav den kongelige statholder en tavle med adelsslægter. Der var hele 48 slægter. Disse adelsslægter havde stor betydning og mange af dem havde stor magt.
Kortet på side 52 giver et godt indtryk af, hvor kompliceret områdets historie er. Vi ser Nord og Sydslesvig inddelt efter, hvem der ejer hvad. Men indrømmet den aldrende redaktør måtte lige have en lup frem. Det er rigtigt, som det står, at de forskellige hoffer i residensbyerne trak i tysk retning. Det var både hertugen og kongens folk, der var gode kunder hos guldsmede, købmænd og værtshusholdere.
Luppen måtte også hentes frem på side 66, hvor vi ser et bykort af Tønning. Egentlig en skam for både billeder og kort er fantastisk gengivet.
Ja godsejerne fik birkeret og var ikke underlagt den sædvanlige kontrol.
Embedsmænd havde det svært
For embedsmænd kunne det også være svært at begå sig. Tønders provst Stephan Kenckell var at en af de gottorpske embedsmænd. Første gang slap han godt fra det. Men til sidst måtte han bøje sig.
Mange konger bøjede sig for eliten
Det er også rigtig beskrevet, at man i 1700 – tallet kaldte sig ”danskere” og mente at deres fædreland var ”Danmark”. Men det skete som regel på tysk. Der knyttede sig ikke en fælles konge, heller ikke sprog kultur til det. Man levede med en stærk regional bevidsthed. Man kunne med nød kalde Slesvig for dansk Holsten. En bonde kunne finde på at sige ”vor konge her i Holsten”.
De danske konger bøjede sig ofte efter eliten og kørte forsigtig frem. Det var den almene befolkning, der kom til at punge ud, hvis, der manglede penge. Men modsat kongeriget blev der ikke indført stavnsbånd for slesvigske bønder.
De allerfleste talte dansk – men myndighederne tysk
Der var mange, der undrede sig over, at de fleste i Nordslesvig talte dansk, men at myndighederne talte tysk. Ja og administrations og rets- sproget var tysk.
I 1920 blev Slesvig delt, ja så skal vi da også lige have vildsvinehegnet med.
Slesvig og Holstens indbyrdes forhold
Men nu har det også været mange familieintriger og kampe mellem hertuger og konger. Så skal det hele også hele tiden sammenlignes med, hvad der sker i Danmark. Så skal vi også lige have Slesvig og Holstens indbyrdes forhold.
Stormagterne pressede Preussen
Det var også England, Frankrig og Rusland, der sammen med Sverige besluttede at den danske helstat skulle bestå. De besluttede også at Preussen skulle gøre en ende på opstanden i Holsten.
Men tag nu endelig ikke fejl af dette. Vi får den nyeste forskning i De Slesvigske Krige. Jo på et tidspunkt var der også nogle, der mente, at vi i Slesvig – Holsten skulle have samme sprog, kultur og endda også historie.
Det er nemlig også rigtigt at fremhæve, at det var russerne, der pressede Preussen til at slutte fred med Danmark i 1850. Nu stod Slesvig – holstenerne selv mod danskerne.
Det var også stormagterne, der bestemte arvefølgen.
Dette afsnit er en af de mere interessante. Er det her, hvor vi kan afspejle noget nationalt overmod (1864)? Ville Danmark i virkelighed bringe stormagterne i spil ved splittelsen af Slesvig?
Selvfølgelig skal vi høre om alle dem, der ville have grænsen ned til Ejderen. Ja bogen beskæftiger sig også med, at selv om man talte dansk så var sproget inden for retsvæsen, kirke og skole tysk.
Måske skyldes dette pladsmangel?
Bogen indeholder ikke så meget om den nyeste forskning med et samlet Skandinavien med svensk flag. Der er heller ikke noget med at Bismarck ville samle Skandinavien og Preussen mod en union mod russerne. Dette kunne også løse problemet i grænselandet.
Dette er ikke vi finder på her på siden men er omtalt i bogen ”Undergang eller Union”. Du kan læse mere om disse to emner her på siden.
Fra dansk side var kortene ikke spillet rigtig og det endte så med at nordslesvigerne/sønderjyderne måtte indordne sig preussisk styre fra 1864 – 1920. Og Preussen bliver i bogen præsenteret som en halvdemokratisk stat.
Köllerpolitikken vakte opsigt langt ud over Sønderjyllands grænser. Lidt af samme stil var Den tyske Forening, der forsøgte at knuse alt hvad der var dansk.
Et supergodt kort
Kortet på side 137 giver et godt overblik over hvordan afstemningen gik. Her har man farvelagt efter procenter. En meget god ide.
Ordet Slesvig skulle hurtig glemmes
En meget sigende overskrift er
Efter den danske regerings ønske kom der visumtvang. Nogle kunne få et specielt grænsepas. Og nord for grænsen skiftede tyske navne nu til dansk. Alt hvad der mindede om det gamle hertugdømme skulle glemmes. Også et navn som Nordslesvig skulle undgås fra dansk side. Derfor fik egnen det lidt mærkelige navn:
Nu kan vi jo ikke undgå at nævne Sydslesvig, når vi skal omtale det danske mindretal syd for grænsen.
De to mindretal
Interessant er også at se, hvor mange medlemmer, der var i de to mindretal nord og syd for grænsen. Det danske mindretal syd for grænsen udgjorde ca. 10.000 og var socialt dårlig stillet. På landet var de dansksindede ofte isoleret og udsat for chikane af deres naboer.
Det tyske mindretal nord for grænsen udgjorde 25.000 – 30.000 og var bedre socialt stillet.
Det er som anden halvdel af bogen er mest spændende. Og ja det gik lang tid inden mindretallet syd på fik deres rettigheder, selv om krigen for længst var overstået.
Meget flot fremstillet er H.P. Hanssens kamp. Og Nazi – tiden bliver også belyst over på den anden side. Et andet afsnit handler om besættelsestiden og Det Tyske mindretals samarbejde med besættelsesmagten.
Bogen fortier ikke de dansksindedes reaktion over for mindretallet. Meget udførligt bliver forholdene og udviklingen i mindretallene på begge sider af grænsen beskrevet. Vi får skam også at vide at Det Tyske Mindretal er begyndt at markedsføre begrebet ”Sønderjylland”.
Knivsbjerg omtales skam også
Hvem man skal mindes på Knivsbjerg, får vi også at vide. Så er det diskussionen om dobbeltsporede skilte. Spændende er også at på bagsiden ser vi guldhornene fra Gallehus, som nu har fået en plads på Kunstmuseet i Tønder.
Selve tiden under og efter besættelsestiden er godt beskrevet. Vi får også kontroverserne fra Løjt. Det er et godt eksempel. Vi har selv set i arkiverne i Aabenraa (Dibbernhaus – arkiverne), hvordan de unge mennesker i det tyske mindretal blev presset.
Nogle ting er ikke med
Det er måske pladsmangel det er årsag til ikke at nævne, at Paludan Müller var på fyringens rand og at De Hvide busser var startet længe inden Folke Bernadotte kom ind i billedet. Ja perioden dengang, da briterne pludselig tilbød Danmark Sydslesvig, er heller ikke med.
Det er rigtigt, det var nazistiske lærere importeret syd fra, der indoktrinerede de unge mennesker. Både Werner Best og Hitler foretrak et roligt Danmark, og den såkaldte Lieferfreude. Vi får beskrivelsen af Fårhusmentaliteten. Ifølge bogen varede den helt til 2010. Det kan altid diskuteres, hvor dybt man vil gå ind i den diskussion. Her på siden har du rig mulighed for at læse om det.
Harmonien kom først årtier senere
Det danske mindretal syd for grænsen voksede til 76.000. Det var der grunde til. Måske er det pladsmangel, der er årsag til, at vi ikke lige får de grunde. Det rigtigt som det står, at harmonien mellem flertal – og mindretalsbefolkningen først opstod årtier senere.
Den dansk – tyske sameksistens er godt beskrevet. Det fylder også en del.
Bogen indeholder også interessante temaer. Det er ting, som har været et diskussionsemne i landsdelen. Nogle af diskussionerne er ført for ikke så mange år siden.
Vi har stikordsregister, litteraturlister – her har man selvfølgelig kun tage det nødvendigste med. Men følger vi nu disse lister kan vi måske få svar på nogle, af det ting, vi manglede. Når man kun har 227 sider til rådighed, er det naturligt, at nogle ting skal undlades.
Og så her vi et par sider med hertuglister – meget overskueligt.
Forskellen på livet hernede og i Kongeriget
Vi får også en glimrende beskrivelse på forskellen af livet hernede og i Kongeriget. Således skete udskiftningen meget tidligere i hertugdømmet. Bøndernes hoveri stoppede også meget tidligere.
Måske siges det ikke så tydeligt i bogen men slesvigerne orienterede sig mere mod Hamborg end mod København. Derfor havde mange det ekstra svært efter 1920.
Det er en aldeles fin Sønderjyllands – historie, hvor nogle kapitler er mere spændende end andre. Men sådan er det med historiefortællinger. Men det er absolut en anbefalelsesværdig bog. Og det er utroligt at forfatterne er kommet så langt omkring. Vi havde nogle indvendinger, men i sidste ende skyldtes dette sikkert pladsmangel.
Selv om vi nok er nørder inden for Sønderjyllands Historie indeholdt bogen nye ting. Man kan nok ikke forvente at kontroversielle emner bliver taget op til debat. Men vi får en glimrende beskrivelse af Sønderjylland. Og det er tydeligt at landsdelen er speciel.
Carsten Porskrog Rasmussen, Hans Schultz Hansen: Sønderjylland – en særlig historie/ Historisk Samfund for Sønderjylland
Hvis du vil vide mere: Om Sønderjylland
Dato: april 25, 2022
Til ”Mærken” i Sønderjylland
”Mærken” (Markeder) var uhyre populære i Nordslesvig (Sønderjylland) – dengang. De blev som regel holdt inde i selve bykernen. Efter 1920 kom der nye teltholdere og karruselejere. Det var et stort marked. Næsten hver en by havde sit eget marked. Ja nogle havde flere markeder. Og på disse kunne man i den grad opleve ting og sager. Ja, der var både kræmmermarked, hestemarked, kvægmarked m.m. De rigtige gøglere ankom. Men også bedragere. Men dette opdagede de lokale og smed dem ud af byen. I Aabenraa foregår markederne den dag i dag på en tidligere eksercerplads. Min far fortalte om, hvad han oplevede til markederne i Tønder.
Kliplev Marked
Det er mange år siden, at jeg var til ”Kliple Mærken”. Ja det var dengang, da Raquel Rastenni optrådte. Ja det er hende med:
Men se vi har allerede skrevet en artikel om denne begivenhed.
Markedsplads i Ribe fra 700 – tallet
En markedsplads i Ribe kendes allerede fra begyndelsen af 700 – tallet. Her var der også tale om byttehandel. Fra 1100 – 1200 – tallet blev de nye købstæders torve et mødested for bønder, borgere og fremmede. I 1200 – 1300- tallet blev torvehandelen sat i system med faste torvedage. I Kliplev blev markedet forbundet med valfartssted.
I midten af 1400 – tallet opstod de årlige efterårsmarkeder for stude i Ribe.
I 1500 – tallet fik byerne efterhånden eneret på markederne. I 1700 – tallet var det almindeligt at sønderjyske håndværkere med deres koner drog langt op i Jylland og rundt på de danske øer for at købe og sælge deres varer på markederne der.
I Nordslesvig kom de handlende fra Jylland og Fyn.
Almindelige levnedsmidler blev omsat på ugemarkeder. Al handel uden for markederne var forbudt
Næsten hver by havde sine egne markeder
Før 1920 havde næsten hver lille by i Sønderjylland et eller flere markeder om året. Her blev der handlet med grise, heste og kreaturer. På vores side har vi også kildret min fars oplevelser på sådan et marked i Tønder.
Ja kan huske fra min barndom vi også var til ”Fåemærken i Hæwe” (Fåremarked i Højer).
Tænk engang også i Hellevad var der marked. På gaden og omkring kroen ”Kløver Es” var der opstillet gynger, karruseller og boder. For fem penning kunne man købe en skrigeballon. Sådan var det i 1913.
Det endte med dans på kroen og masser af punch
Markederne var foruden at være handelspladser også folkelige fester, der endte med dans på kroen. Dengang kostede en kaffepunch 10 penning. Som regel var der tilbud – 12 stk. for en mark. Snart så man lysere på alting efter indtagelse af disse.
Årets begivenhed
Markederne i Haderslev, Aabenraa, Tønder, Løgumkloster og Kliplev blev besøgt af rigtig mange. I Haderslev var pladsen på Gravene belagt med store karruseller, boder og forevisningstelte.
Det var store telte med dyremenagerier, stærke mænd, kæmpe-damer, manden uden arme, sabel – og frø-sluger. Foran disse var der et broget liv af unge og gamle. Det var årets begivenhed. Ja det vil sige, at hver by havde flere markeder.
Rapmundede udråbere forsøgte at overdøve hinanden. Det var en beskeden entre. Man havde råd til at være med over det hele. Der var salg af honningkager og legetøj. Der var skydetelte, lykkehjul og meget andet.
Et sted kunne man for betaling ramme en person, der var sværtet i hovedet. Han stak hovedet gennem et hul i bagtæppet og rakte tunge efter publikum.
Man kunne købe maskinhæklede kniplinger. Det var en slagt kantbånd til dameundertøj. Det var højeste damemode Disse blev bortauktioneret i længder af 20 til 30 meter til højeste bud. Og sælgeren var morsom og skåret for tungebåndet. Jo her var der altid kø.
Marked på en tidligere eksercerplads
I Aabenraa var hele markedspladsen belagt med forlystelser. Her var der god plads til gøglerne. Ja stedet hed Madevej. Det var faktisk eksercerplads. Da militæret flyttede i 1888, flyttede militæret op til den nyopførte kaserne i Haderslev blev pladsen omdannet til markedsplads.
Inden da foregik byens markeder stadig på Store Torv. Heste- og kreaturhandlen foregik imidlertid i byens gader og stræder.
Da jeg boede i Aabenraa. foregik der stadig markedsdage her på pladsen ved Madevej.
Pastoren kunne ikke lide markederne i Tønder
I Tønder blev markederne holdt i selve byen og på Torvet. Men det kneb med pladsen. Så man flyttede ned til eksportstaldene ved Sønderport. I mange af de små byer omkring Tønder fik knægtene fri fra skole, så de kunne drive gæs til forårsmarkedet i Tønder.
Der var liv og glade dage i Tønder. Det vrimlede med folk og fæ. Hundreder af køretøjer bevægede sig mod byen. Pastor Kok, der var præst i Burkal, var ikke så begejstret for disse markeder:
Avisen glædede sig også
Tondernsche Zeitung skrev i 1871:
På markederne mødtes sønderjyske bønder med friser, holstenere og opkøbere fra Hamborg, ja helt fra Rhinlandet.
Tønder havde verdensrekorden i antal af værtshuse
Handelsmændene stod og klaskede hinanden i hånden så man kunne høre det over hele Tønder. Inde i kostaldene var det stuvende fuldt. Folk sad i højtrystede samtaler. Det blev i den grad handlet og drukket punch.
Byens mandfolk samlede sig på byens kroer og dette antal var i dagens anledning blevet udvidet ganske betragteligt. Ja engang havde Tønder verdensrekorden i antal af kroer pr. indbygger. Handelsmanden gav omgang på grund af en god handel. En anden gav en omgang for venskabs skyld. Et par uvenner gav en omgang i anledning af at de igen var blevet gode venner.
Jo kroerne løb af med den største fortjeneste. Staldkarlen havde også en god dag. Han skulle have styr på mange ting 10 – 20 vogne skulle han holde øje med.
Min far lavede ulykker
Min far fortalte at dengang markederne var flyttet ned til Sønderport pustede han sammen med andre knægte hagl i nakken på teltholderne og så løb de efter dem. Men så kunne de bagefter samle alle de mønter op som teltholderne tabte, da de kom efter dem.
Far tjente masser af penge
Min far husker også markederne oppe i byen. Der var boder fra et stykke op i Østergade og helt ned til den gamle biograf i Vestergade. Men det var sjovest på Torvet. Her kom to mænd fra Helsingør som de kaldte Fy og Bi. Jo de lignede de to figurer fra filmen.
I deres bod var der noget helt nyt. De solgte is i vafler. Isen fremstillede de selv. Min far var fast hjælp. Han skulle dreje ismaskinen. Første gang gik det galt. Han havde hentet fem liter fløde på mejeriet. De to første liter, som han startede med, blev til smør. Men det tog de to herrer ikke så højtideligt. Min far tjente en masse penge og åd en masse is. Når de pakkede sammen, fandt min far en masse småmønter. Og da de to tog afsted fik han en ekstra håndfuld.
På Tønders krammer-markeder var den første dag de almindelige borgers dag. På andendagen var det børnenes. Først på tredje dag strømmede tyendet til.
Klager over drukkenskab
Intet under at datidens medier klagede over drukkenskab, som markederne førte med sig. Slagsmål og skrål hørte nu engang med til det hele. Og landevejene omkring Tønder var overdænget med berusede bønder på vej hjem.
Fra 1877 besluttede byen at opkræve stadepenge på markederne – 20 pf. pr. hest og 10 pf. pr. hornkvæg til stort mishag for bønderne og kvæghandlerne. Men egentlig burde de ikke klage for der var stor afsætning til Tyskland.
Æ Punchsti
Ja og så skal vi da ikke glemme Æ Punchsti – Det var en nødforanstaltning mellem Skibbroens mange værtshuse og Vest-banegården (Marchbahnhof). Mange markedsgæster brugte denne genvej i mere eller mindre ædruelig tilstand.
De mange teltholdere og karruselejere
Efter 1920 blev markedet i Haderslev også flyttet til Hertug Hans Plads. Jo dengang var det bestemt en forretning at rejse rundt som teltholder og karruselejere.
Det var brødrene Chr. Og Jørgen Bøgh fra Haderslev med karruseller og Jes Bondesen fra Christiansfeld med skydetelt, ringspil og legetøj. Hr. og fru Degn havde røgede ål, kager og galanteri.
Fru Link fra Aabenraa havde også galanteri, konfetti og krilde-basser. Lars Kock fra Høruphav rejste med børnekarrusel, svinger og skydetelt. Ja så var det også Knud Vaffelbager fra Løgumkloster og Laurits Kjær Skærbæk med is og lykkehjul og von Holdt fra Tønder havde en meget gedigen skydebane.
Den ægte Christiansfelder honningkage solgte Brdr. Obst og bager Achtnich. De var selvfølgelig hjemmehørende i Christiansfeld. Også bedr. Otto og Albert Krüger, der var kommet fra Toftlund og slog sig ned i Kolding, der solgte honningkage indtil 1936.
Brdr. Bøgh havde sammen med deres forældre distriktet helt ned til Hamborg. De var i mange år de førende i Sønderjylland. De kom også hvert år til Løgumkloster med deres forretning og deres store orgel ved tunnelbanen. Sammen med von Holdt og en klosterboer stod de altid på hjørnet til markedsgaden.
Stadig Klostermærken
Klostermærken er stadig populær. Det har overlevet tidens omvæltninger. I 1973 havde byen 800- års jubilæum. Foruden det store festfyrværkeri var der også friluftsoptræden af kunstnere.
Præsten holdt hvert år gøgler – gudstjeneste. Når gøglerne holdt barnedåb eller bryllup så foregik det også i forbindelse med denne gudstjeneste. Brudeparret kørte i karet med hvide heste foran. Et optog af glade spillemænd går foran kareten. Efter kareten kommer et optog af ryttere.
Fra gammel tid er det tillige tradition for at unge betingede sig i deres fæstemål, at de skulle have fri til Klostermærken. Store piger og drenge var villige til at forrette ikke så lidt ekstra arbejde til markedet.
Måske laver vi senere en artikel om Klostermærken.
De sønderjyske markeder blev holdt inde i byen
Forskellen på de sønderjyske og det øvrige lands markeder er, at i Sønderjylland holdes markederne for det meste i bykernen.
Efter 1920 kom der mange nye teltholdere til Sønderjylland. Bag efter de rigtige gøglere kom også bondefangerne med deres terningespil franarrede de mange godtroende sønderjyder deres penge.
Den værste af dem fik dog på Kliplev Marked to blå øjne af en slagtersvend. I en hel måned måtte bondefangeren gå med solbriller. I Jels svingede landbetjenten kniplen over deres hoveder og fulgte dem ud af byen.
I Gram gik bønderne til angreb på dem med håndgranater i form af ølflasker.
I mange sønderjyske byer er der også skyttefest og ringridning men det kan man næppe betegne som markedsdag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 14, 2021
Ringridning i Sønderjylland
Hestepærer skulle fjernes, inden dronningen kom. Hvad er ringridning? Det er også en livsstil. Og så er der noget, der hedder over- og under-stikker. Paven forbød de drabelige turneringer. De danske konger var vilde med ringridning. Traditionen blev videreført på Amager og Sønderjylland. Ringridning i Tønder i 1556. frederiksgarden. I 1937 fejrede man i Tønder Ringriderkorpsets 125 – års dag. I Tønder mærkede man ingen nationale gnidninger. Der var op – og nedture. Ringridning i Aabenraa fra 1766. tattoo ved Brundlund Slot. Ringriderfest nr. 100 i Sønderborg først i 1998. Historisk ringridning i Sønderborg. Hertugen af Augustenborg afholder stort ringridning. Dansk – og tysksindede samlede sig. Festtillæg på grund af Hertugens deltagelse. Dampskibe måtte godt ankomme med passagerer nord fra til ringridning – ellers ikke. Bøder for at vise danskhed. Da rytteren solgte en pokal. Ringriderpølse. Antallet af ryttere er nogenlunde stabilt
Hestepære skulle fjernes, inden dronningen ankom
Ringridning er i den grad en tradition i Sønderjylland. I min tid i Aabenraa konkurrerede man altid med Sønderborg om at være størst. Og alle ryttere skulle op gennem gågaden. Og et år kom dronningen på besøg. Kommunen kunne ikke nå at komme rundt med deres mandskab og fjerne hestepære. Så det var alle os ansatte, der måtte i gang. Det var meget morsomt. Om dronningen så, at vi ikke nåede at få fjernet dem alle, ved jeg ikke.
Selv i min barndom i Tønder var det tradition for, at vi skulle til ringridning.
Hvad er ringridning?
Der er måske nogle af læserne, der ikke ved, hvad det er. Her er så en forklaring. Ringridning er en ridekonkurrence, hvor rytteren med en lanse skal fange en ophængt ring. Og denne ring, bliver hele tiden mindre og mindre.
Hver galge har en forrider, som er ansvarlig for afviklingen. En ring er ophængt i en lås mellem galgens stolper. Ringen har en diameter mellem 11 mm og 32 mm. Hver rytter har en lanse, der kan have en længde fra 50 til 160 cm.
Rytteren skal på sin hest i fuld galop med lansen forsøge at få ringen. For at blive noteret for at have taget ringen, skal man med lansen rive ringen ud af låsen, og den skal forblive på lansen to gallopspring efter galgen er afsluttet.
Ringridningen bliver typisk afviklet i to runder. I hver runde skal hver deltage igennem galgen 12 eller 24 gange. Er der to eller flere ryttere, der har taget det samme antal ringe, skal der være omridning også kaldet kongeridning.
I kongeridningen anvendes en ring med mindre huldiameter – ned til 5 mm. Det fortsætter indtil en rytter ikke får ringen og udgår. Den rytter, der er tilbage, bliver ringriderkonge. Rytteren med næstflest ringe udnævnes til kronprins.
Det er også en livsstil
Der skal hundredvis af frivillige hjælpere til, for at kunne afvikle sådan en ringridning. Ja dertil kommer festarrangementet. Ja præmier skal der også indkøbes. Således er præmiesummen i Sønderborg på 15.000 kr. Det er som regel sponseret. Men så er der også præmier til både konge, kronprins og prins.
Ringridning er ikke kun en sportsgren. Det er også en livsstil. Den nedarves ofte i generationer. Den involverer hele familien. De yngste er seks år og de ældste er 90 år.
Over- og Understikker
De vigtigste redskaber er hest og lanse. Rytterne er alle ens klædt på. Sorte ridestøvler, hvide ridebukser, hvid skjorte, mørkt slips til herrer. Til damer mørk ridejakke og enten blå/hvid kasket eller helt hvid. Det er egnsbestemt hvilken farve kasketten skal have. Lansen matcher kasketten.
Rytteren kan enten være over- eller under-stikker. Som overstikker holdes lansen vandret i skulderhøjde. Disse kommer ofte fra den vestlige del af Sønderjylland.
Som understikker holdes lansen fra hoften, og skråt op m od ringen. Disse kommer oftest fra den sydøstligste del af Sønderjylland.
Ved hver galge er der hjælpere, der anbringer ringen i den rette højde og noterer om ringen er taget.
Rytterne er inddelt i syv aldersgrupper.
Paven forbød de drabelige turneringer
I Korstogstiden indgik der nye ting, som man havde fundet hos araberne. Jo ringridningen har faktisk sin baggrund i middelalderens ridderturneringer i Europa. Vi husker, at Ivanhoe altid vandt. Det endte med dødelig udgang for de deltagende. De drabelige turneringer blev forbudt af paven.
For at ridderne fortsat kunne træne deres krigsfærdigheder uden at risikere at blive sårede, blev der opført særlige ridebaner, hvor ridderne kunne ramme en figur eller buste eller ride igennem galger og fange en ring med lansen.
De danske konger var vilde med ringridning
Christian den Tredje og hans søn Frederik den Anden indførte og ændrede ridderkampen til en fredelig rytterdyst. I 1545 oprettede Christian den tredje en ”ringrendingsbane” på Amagertorv i København. Her blev der så arrangeret ringridningskonkurrencer.
I 1500 – tallet indrettede adel og konger permanente anlæg til ringridning og lignende forlystelser. På Frederiksborg Slot findes Christian den Fjerdes ”Ringrendingsport (Karruselport)
Ved Christian den Fjerdes kroning i 1596 blev der arrangeret ringridninger over flere dage. Det var med deltagelse fra Europas kongehuse og fyrstedømmer. Christian den Fjerde var selv en ivrig ringrider og deltog i ringridninger både i Danmark, England og Tyskland.
Vi skal helt tilbage til middelalderen for at finde begyndelsen. Og ofte var det en tradition på de kongelige slotte, at man dyrkede ringridning. I løbet af det 16. og 17. århundrede blev det udbredt over hele Danmark og i Slesvig-Holsten.
Traditionen blev videreført i Sønderjylland og Amager
I Mellem Slesvig blev der afholdt ringridning mellem jul og nytår. I Nordslesvig udviklede det sig til en sommerfest.
I Danmark døde traditionen undtagen på Amager. I hertugdømmerne fortsatte traditionen også. Måske kan man takke den hesteglade hertug af Augustenborg for dette. Ved hertugparrets sølvbryllupsfest i 1846 blev der her afholdt en ringriderkonkurrence med 400 deltagere. Dette kan du læse om senere her i artiklen.
Ringridning i Tønder i 1556
I Tønder skulle der foruden skyttekropset fra 1693 også have været et ridende korps. Skyttekorpset eksisterer stadig (Se vores artikel).
Vi ved at Tønder Fastelavnslag arrangerede ringridning i 1556.
Frederiksgarden
Åbenbart havde Frederik den Femte været i Tønder i 1748 for at deltage i ringridningen. Han havde givet tilladelse til at oprette en garde, der hed Frederiksgarden. Men den bestod hvis ikke så længe.
I 1801 blev store dele af den danske flåde ødelagt af englænderne. Dette førte til oprettelse af Borgerkorps. Det betød at amtmand Bertouch genoplivede Frederiksgarden. Amtmanden havde forbindelser til Frederik den Sjette så denne gav sin tilladelse til at man igen måtte bruge navnet. Det var i 1804.
I 1937 fejrede Ringriderkorpset 125-års fødselsdag i Tønder
Efter overleveringer skulle Frederik den Sjette i 1812 have skænket Ringriderkorpset et æresskilt. Det var af guld og sølv og viser kongens initialer og en galge med en ring. Dette skulle og blev båret af ringrider-kongen. Man kan se skiltet på plakater fra 1937. Ved den lejlighed var Christian den Tiende også på besøg.
I dette år fejrede Ringriderkorpset i Tønder deres 125 – års fødselsdag. I 1865 skete der en nyetablering af foreningen. Da fik foreningen navnet ”Ringreitercorps Tondern”. Det skete efter, at korpset næsten havde ligget stille. Ved den lejlighed overgav medlemmer af Frederiksgarden deres kongelanse og æresskiltet til Ringriderkorpset.
I Tønder ingen nationale gnidninger i Ringriderkorpset
I den tyske tid forsøgte man at undgå nationale gnidninger i korpset. Og ringriderfesterne var da også godt besøgt af både dansk- og tysksindede. Og så annoncerede man også i både dansk – og tysksindede aviser. Åbenbart lykkedes dette også efter 1920.
Andre ringriderforeninger viste sig at være meget tysksindede. Det kan du læse om senere i denne artikel.
Men i plakater fra 1937 er det dog en forskel. På de danske plakater er det tydeligt at Christian den Tiende medvirker. På de tyske plakater står hans deltagelse kun som en underoverskrift.
Op- og nedture
Ringriderkorpset har oplevet op- og nedture. Efter en 10 – årig pause fortsatte man i 2016 igen med regelmæssige ringriderfester.
I Sønderborg blev der først oprettet en ringriderforening i 1888 og i Aabenraa i 1896. Disse to er absolut de største. Og hvor har undertegnede deltaget i mange af disse fester i Aabenraa.
Der er rejst ringriderstatuer i Aabenraa og Sønderborg. I sidstnævnte by er der også et ringridermuseum på Kirkevej med arkiv.
Ringridning i Aabenraa fra 1766
De første erindringer om ringridning i Aabenraa finder vi tilbage i 1766 til modtagelse af dronning Caroline Mathilde og hvor ”Det Blå Ridende Korps” blev oprettet. Korpset havde også ringridning på programmet. Der er bevaret en flot rytterfane og en uniform.
De store Amtsringriderfester opstod først i 1890’erne.
Tattoo ved Brundlund Slot
Efter 1920 blev navnet i Aabenraa ændret til Aabenraa Amts Ringriderforening. Foreningen holder sit årlige ringriderfest over fem dage i forbindelse med den første weekend i juli.
Lørdag og søndag er der rytteroptog gennem byen med efterfølgende ringridning på ringriderpladsen. Konkurrencen afsluttes søndag med kongeridning, hvor kongen findes. Mandag afholdes den store ringriderfrokost. Desuden afholdes der tattoo lørdag aften med deltagelse af danske og udenlandske orkestre på Brundlund Slot. Vi har i en tidligere artikel beskrevet en oplevelse ved sådan en lejlighed.
Ringriderfest nr. 100 i Sønderborg først i 1998
Under de to verdenskrige og på grund af mund- og klovsyge har festen i Sønderborg været aflyst et par gange. Ringriderfest nr. 100 blev derfor først holdt i 1998. Ringriderfesten i Sønderborg afholdes altid anden weekend i juli og finder sted på Ringriderpladsen i Sønderborg. Den varer fra fredag til mandag. Fredag og søndag er der rytteroptog igennem byen og efterfølgende er der ringridning på pladsen. Mandag afholdes den traditionsrige ringriderfrokost. Det er en herrefrokost med op til 1.600 deltagere.
Historisk Ringridning
I Sønderborg siger man altid at de er de største med omkring 500 ryttere. Men det er nu ikke altid tilfældet. Også her er der et tattoo-show foran Sønderborg Slot.
Ved Sønderborg Slot blev der i 2006 etableret en særlig bane, der ligner de tidligere ringrendingsbaner. Hver sommer bliver der her arrangeret en historisk ringridning så byens borgere og turister kan opleve hvordan ringridningen blev afholdt på Christian den Fjerdes tid.
Hertugen af Augustenborg afholdte stor ringridning
Man kan vel godt påstå at nogle steder udnyttede man ringridningen i tyskhedens tjeneste. Det skete for eksempel i Sønderborg. I Leipziger Illustrierte Zeitung for den 22. november 1845 gives en udførlig skildring af en særlig bemærkelsesværdig ringriderfest i anledning af Hertug Christian August og Gemalinde’ s sølvbryllupsfest i Augustenborg. Der blev bl.a. afholdt ringridning.
I ringridningen deltog 400 bønder iklædt hvide benklæder og blå jakker med hvide kraver. De var alle iført hvide jockey – huer.
Der var indrettet fire ridebaner til de fire hold ryttere. Hvert hold bar lanser og vimpler i hver sin farve, blåt, gult, rødt og hvidt svarende til hovedfarverne i det hertugelige våben. En uoverskuelig menneskemængde overværede ridningen. Der blev budt på forfriskninger og musik ind imellem.
Dansk- og Tysksindede samlede sig
Et udvalg af dansksindede og tysksindede satte sig sammen i Sønderborg for at arrangere tilbagevendende Amts-ringriderfest. Som formand valgtes den moderate hjemmetysker, købmand Georg Hansen. Der deltog første gang 282 ryttere og antallet af tilskuere blev sat til 9.000.
Til den 10. amts-ringriderfest i 1897 deltog 308 ryttere og antallet af tilskuere var sat til 19.000.
Festtillæg på grund af Hertugens deltagelse
Sonderburger Zeitung havde fremstillet et festtillæg. Og det var fordi, at Hertug Ernst Günther med flere for første gang var blandt gæsterne. Også en tysk forfatter Hermann Heiberg fra Slesvig var med. Han repræsenterede det tyske familieblad ”Gartenlaube”. Ved fællesspisningen der fandt sted for første gang, holdt denne forfatter også en tale.
I 1906 nåede man op på 333 ryttere og 32.000 tilskuere. I det tyske festtillæg blev det reklameret med, at tilskuerne ikke alene kom fra Sønderborg Amt og det øvrige Nordslesvig, men fra hele den slesvigske østkyst ned til Kiel samt de fynske byer, Faaborg, Svendborg og Assens.
I Haderslev var en samling utænkelig
I Haderslev ville det nok have været utænkeligt at byens og amtets højeste embedsmænd. Landraaden (Amtmanden) og Borgmesteren (tillige politimester) sad til højbords og ved det tilhørende festmåltid lod sig hylde af danske talere. De to undertrykte alt, hvad der var dansk.
I Sønderborg hørte dette til skik og brug. Måske var det fordi, at danskheden sløjede lidt af. I hvert fald følte tyskheden sig ovenpå.
Dampskibe måtte godt ankomme til Ringridning
Dybbøl-Posten henviste til, at der var flere tyske flag i Sønderborg til ringridning end til kejserens fødselsdag eller til Sedan – Dagen. Dengang fejredes denne dag til minde om Frankrigs nederlag i krigen 1870 – 71.
Der var nedlagt forbud mod at der blev arrangeret udflugter pr. dampskib til Sønderborg eller Dybbøl Banke. Men til Amts – Ringriderfesterne var besøgende nordfra yderst velkomne.
Bøder for at vise sin danskhed
Det behagede nu ikke alle dansksindede at sidde til bords med tyske embedsmænd. Til den dansk – tyske fællesspisning.
Slagtermester Timm holdt i juli 1911 en tale, hvor lovpriste styret og ”Fyrsten”. Han var ellers blevet idømt en bøde, fordi han ved et ungdomsstævne havde båret små røde og hvide papirblomster til fordel for danskheden. Det var borgmesteren, som han nu sad til højbords med, som havde givet ham bøden.
Det kunne måske også være svært for de dansksindede at skulle høre tyske embedsmænd rose vores ”dejlige hjemstavn”.
Da rytteren solgte en pokal
Dybbøl-Posten havde med jævne mellemrum anket alt det tyske gøgl, der var hobet sig sammen på festpladsen. Og så var det alt det drikkeri, som især ungdommen lod sig forlede til.
I 1909 havde en rytter fra Bøffelkobbel solgt en pokal fra tyske marineofficerer, som han havde vundet til en urmager. Som dansk mand ville han ikke havde den stående i sin stue. Det var en historie, der bredte sig sydover. I tyske officerskredse vakte det harme. Og selv Dybbøl-Posten mente, at så burde han på forhånd have sagt nej til at deltage om den udsatte ærespræmie.
Man opfordrede danske turister til at afkorte deres besøg i Tyskland og udvisningerne fortsatte. I 1914 sås der ingen danske skibe i Sønderborg Havn med passagerer, der skulle til Ringriderfest.
Ringriderpølse
Ringriderpølsen er betegnelsen for den yderst velsmagende pølse, der spises ved ringridningen i Sønderjylland. Den ligner en ca. 15 cm medisterpølse. Pølsen er lavet efter tyske traditioner og er af høj kvalitet. I Sønderborg blev de lavet af Slagter Franke i Perlegade og Slagter Kurzke. Men nu er det lang tid siden, at undertegnede har været i Sønderborg. Så gad vide, om disse slagter stadig eksisterer. Vi har også tidligere beskrevet den sønderjyske madkultur her på siden. Og her indgår pølsen naturligvis.
Antallet af ryttere nogenlunde stabilt
Antallet af ringridere ligger på et nogenlunde stabilt niveau. Før i tiden var der altid heste på alle gårde og derved også nem adgang til en hest. Det er ikke længere tilfældet. Derfor kræver det i dag, at man selv har ressourcerne til at eje en hest eller kender en, hvor man kan låne en hest.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.769 artikler
Under Sønderjylland (209 artikler):
Under Aabenraa (169 artikler):
Under Tønder (282 artikler):
Dato: maj 20, 2021
Gestapo i Syd- og Sønderjylland
Werner Best forlangte 2.000 betjente. Gestapo beslaglagde bygninger. Mange Gestapo – folk kunne dansk. August Naujock, den første Gestapo chef. Burfeind afløste. Niels Ries fulgte med fra Esbjerg. 64 dødsfald i forbindelse med Staldgården. Stikkeren Johannes Rasmussen (Snogen). Modstandsbevægelsen fik ram på Snogen. Aktionen på Strandhotellet i Kollund. Aktionen på Vedsted Landbohjem. Kones kusine forlovet med tysk soldat. Mange aktioner på den sønderjyske bane. Alvorlige følger for tyskerne efter sabotageaktion ved Rødekro. Brinkmand udsletter næsten hele den syd-og sønderjyske modstandsbevægelse. Grethe Bartram angav ca. 70 personer. Hun havde ingen skrupler. Så var det lige Jenny Holm.
2.000 tyske betjente
Der er historikere, der mener at Gestapo ikke var så effektive som deres rygte. Men det tror jeg nu ikke, at modstandsfolk i Syd – og Sønderjylland vil skrive under på.
Werner Best forlangte, at der blev sendt politistyrker til Danmark. Der kom 2.000 tyske betjente, hvoraf nogle var specielt uddannede Gestapo-betjente. Deres opgave var at opsnuse og nedkæmpe den voksende modstand i Danmark. Ofte blev der anvendt grusomme metoder til dette.
Gestapo beslaglagde bygninger
Den 9. oktober 1943 beslaglagde Gestapo bygninger til deres hovedkvarterer forskellige steder i landet. Et af disse var Staldgården i Kolding. De fire andre lå i København, Odense, Aalborg og Århus.
Fra Kolding opererede man i Syd – og Sønderjylland og havde blandt andet underafdelinger i Esbjerg og Aabenraa.
Mange Gestapo – folk kunne dansk
Mange af Gestapo – betjentene talte flydende dansk. De etablerede et netværk i Kolding. Deres arrestationer baserede sig på informationer lækket fra uvidende danskere. Da de tyske Gestapo – folk ankom havde de letgenkendelige uniformer på. Men lige så ofte optrådte de i civil.
August Naujock – første Gestapo – chef
August Naujock var den første Gestapo – chef i Kolding. Han rådede over et personale på 70, hvoraf kun 17 var uddannede Gestapo – folk. De øvrige var en blanding af chauffører, vagtmænd og kontorpersonale.
Naujock var Gestapo – chef fra september 1943 til juni 1944.
I 1949 blev han idømt 8 års fængsel. Men vi skal måske lige nævne at Naujock også var medlem af Peter – gruppen. Og denne gruppe stod bag ca. 100 mord.
Ja han var også med i angrebet på Gleiwitz – senderen (Se Artikel). Og så stod han bag fremstillingen af falske pengesedler og dokumenter. Men allerede i 1950 var han en fri mand. Men det var ikke slut med ham. Således var han også med til at tilsvine Willy Brandt.
I 1964 blev han indlagt på en nerveklinik og to år senere døde han.
Burfeind afløste
Han blev afløst af Thees Burfeind. De kom begge fra Nordtyskland og deltog begge i forhørene. Burfeind forlod dog lokalet, når tortur startede. Naujock deltog selv i mishandlingerne.
Burfeind skrev en beretning under hans fængsling. Men dette skal man nok tage med en grands salt. Han argumenterer hele tiden for, at han fik ordre oven fra.
I september 1943 var han blevet udnævnt som øverste chef for Gestapo i Esbjerg. Han kom fra Gestapo i Hamborg. Han havde indrettet hovedkvarteret på Hotel Hafnia i Skolegade og havde 17 mand under sig.
Niels Riis fulgte med til Kolding
I Esbjerg ansatte Burfeind bl.a. dansk – tyskerne, Hans Julius og Niels Riis, der begge blev henrettet efter krigen.
Niels Riis var en af chefens bedste danske håndlangere. Han havde bl.a. været marinevægter i Esbjerg og fulgte med til Kolding. Den tidligere bokser generalieblad tæller talrige mishandlinger og op mod 100 anholdelser i 1944 – 45.
Gestapo rådede over masser af angivere og havde et stort arkiv.
I efteråret 1944 skulle Gestapo-chefen i Shell-huset, Karl Heinz Hofmann på eget initiativ have givet grønt lys for tortur, selv om det allerede var praktiseret på det tidspunkt.
64 dødsfald i forbindelse med Staldgården
Mandskabet uden politiuddannelse fik mere at lave efter opløsningen af dansk politi i september 1944. Man øgede torturen blandt andet ved hjælp af pisk og knytnæve. Med dette håbede Gestapo at modstandsfolkene ville stikke deres sammensvorne.
Under aktionen mod dansk politi den 19. september 1944 kunne Gestapo i Sydjylland også trække på dansk – nazistisk hjælpepoliti i form af folk fra Hipo – korpset. Der var et par af de forhadte Hipoer udstationeret i bl.a. varde.
Gestapo hev en masse uskyldige til afhøring. Således foretog Gestapo i Kolding ca. 1.350 anholdelser fra oktober 1943 til maj 1945.
49 af de arresterede døde under anholdelse eller i tyske koncentrationslejre. Andre 15 blev henrettet efter opholdet i ”Helvedes Forgård”
I slutningen af krigen blev flere af Gestapos hovedkvarterer angrebet af Royal Air Force, men Staldgården gik fri.
Johannes Rasmussen (Snogen)
Mange af de fastansatte danskere, der var ansat på Staldgården deltog i mishandlingen. De fleste af disse sympatiserede med nazismen uden dog at være medlem af DNSAP. Eller NSDAP. Lønnen har sikkert også spillet en afgørende rolle.
De tyske Gestapo – folk havde en række danske stikkere til at hjælpe dem i deres arbejde. Den mest kendte var Johannes Rasmussen, bedre kendt som ”Snogen”. Han brugte mange voldelige metoder for at få information ud af dem som han afhørte.
Egentlig tilhørte han modstandsbevægelsen. Men han blev taget af Gestapo. Efter at være udsat for tortur i to dage brød han sammen. Han fik valget mellem at tage sin straf, som sikkert havde medført en tur i KZ – lejr eller at samarbejde med tyskerne. Han valgte det sidste og alle hæmninger faldt bort.
Selv om han var gift og havde to børn indledte han et forhold til Jenny Holm, som vi skal høre om senere.
Modstandsbevægelsen fik ram på ”Snogen”
Snogen udviklede sig til en af Gestapos mest brutale bødler. Han startede med at stikke sin kammerater i modstandsbevægelsen i Kolding og senere medlemmer af modstandsbevægelsen i Fredericia. Han var cellestikker både på staldgården og i Vestre Fængsel.
Han var både medlem af DSU og KU. Han blev ansat som tilsynsførende i Kolding Kommune og herigennem fik han kontakt til den lokale modstandsbevægelse.
I vestre Fængsel forsøger han at optrevle Holger Danske – gruppen. Det mislykkedes dog.
Snart arbejder han selvstændigt sammen med vennen fra Gestapo, Peter Karl Brinkmand.
Den 26. februar 1945 lykkedes det for modstandsbevægelsen at få ram på Johannes Rasmussen, da han var i aktion sammen med Jenny Holm. Det skete i Vamdrup. Han får et skud gennem lungen. Det betød, at han tilbragte resten af krigen på sygelejet.
Aktionen på Strandhotellet i Kollund
Peter Karl Brinkmand var en den bøddel på Staldgården. Han var egentlig bagersvend og boede hos sin arbejdsgiver. Han bliver tolk og chauffør på Staldgården. Han tager nu også egne initiativer og får angivere forskellige steder. Han samarbejder også med Birkedal – brødrene.
Ved en aktion får han banket et vigtigt kodeord ud af en person. Dette har forbindelse til nogle sabotører som befinder sig på Strandhotellet i Kollund. Og den 10. februar 1944 slår han til.
Hotellet omringes af en stor styrke. Brinkmand stiler mod første sal og de udpegede værelser, som han også havde fået presset ud af nogle personer. Den ene af sabotørerne Karl Laursen begynder at skyde ud ad døren. Øjeblikket efter er han selv dødelig ramt.
Anker Hansen flygtede såret ud ad vinduet, løber over tagene, når ned i kælderen til et nabohus. Men blodsporene røber ham. De finder ham og han dør af adskillige skud.
Aktionen på Vedsted Landbohjem
Fremgangsmåden er den samme ved aktionen mod forsamlingshuset Vedsted Landbohjem. Vi er her på Haderslev – egnen. Her gjaldt det sabotøren Hans Andersen, der er den ledende person i den sønderjyske jernbanesabotage.
Han havde et sikkert skjulested under scenen i forsamlingshusets sal med direkte adgang til sit værelse. Der var mange besøg af Brinkmand og Rasmussen på kroen. Beredvillige rapportører fortæller om det illegale netværk i området. I anledningen af Kongens fødselsdag den 26. september 1944 er det et arrangement.
Sabotør Hans Andersen blev skudt
200 mennesker holdes op. Mange søger tilflugt i kælderen. Hans Andersens kone visker til ham:
Det tror han ikke og glider i et med alle de andre. Men Brinkmand og Rasmussen har gjort deres hjemmearbejde. De har fremskaffet hans dæknavn og billede gennem en ung kvindelig slægtning i Fredericia.
Hans Andersen er hurtig identificeret, han hånes, mishandles og forsøgte at flygte. Han nåede et par hundrede meter, men bliver så skudt – under flugtforsøg.
Bygningen blev kort efter sprængt i luften som en slags hævn fordi en tysk befalingsmand var blevet dræbt under aktionen.
Kones kusine forlovet med tysk soldat
Og det hele skete fordi, at hans Andersen havde beskyldt en kusine til hans kone for at være en ”Feltmadras”. Hun var blevet forlovet med en tysk soldat. Så fortalte hun om episoden til hendes forlovede. Senere kunne kusinen så fortælle ”Snogen”, at Hans Andersen havde ændret udseende. Nu havde han fuldskæg og gik med briller.
Hans Andersen (Anders Thomsen) havde som sabotageleder utrolig travlt og havde oprettet en håndfuld sabotagegrupper.
Mange aktioner på den sønderjyske bane
Natten til den 10. september 1944 sprængte grupperne med få minutters mellemrum sporskifterne på Hovslund, Rødekro, Hjordkær, Bolderslev og Fårhus stationer. Samtidig blev jernbanebroen over Uge Bæk nord for Tinglev sprængt. Aktionerne resulterede i 17 timers spærring af strækningen.
Kort tid efter den 27. september ved 22 – tiden gennemførte sabotørerne en ny aktion og det kun ca. 24 timer efter katastrofen op Vedsted Forsamlingshus en perfekt afsporing mellem Bolderslev og Hjordkær på Aabenraa – egnen.
Alvorlige følger for tyskerne
Flere aktioner fulgte. Natten til den 7. oktober kl. 1.50 lykkedes det at afspore et tog mellem Rødekro og Hjordkær. Strækningen var afbrudt i halvanden døgn. Syv tyske soldater var blevet dræbt ved aktionen og 42 mand var blevet såret.
Efter den episode indførte tyskerne ”Himmelfartskommando” Dette begreb har nu tidligere været anvendt. Men dette betød, at der fremover blev placeret danske fangere i togene, som regel forrest.
Brinkmand udsletter næsten den syd og sønderjyske modstandsbevægelse
Brinkmand opsporede også to ledende sabotører i Kolding ”Hugo” og ”Per” på Saxildhus” ”Per” blev senere henrettet af tyskerne.
Brinkmand udsletter næsten hele den aktive del af modstanden i Syd og Sønderjylland. Han var venlig til det sleske og grænseoverskridende rå.
Burfeind kræves dødsstraf
Efter sigende var Theis Burfeind ved at hjælpe sin hustru med vasketøjet, da han blev arresteret på sin bopæl i Niebøl, få kilometer syd for grænsen. Det var den 16. maj 1945 Han blev straks ført til arresthuset i Kolding.
Han havde frit kunne passere den dansk – tyske grænse tidlig om morgenen den 5. maj 1945. Han anførte en større kortege.
Efter krigen krævede anklageren dødsstraf til Burfeind. Men han blev kun dømt til otte års fængsel. I 1950 kom der dog yderligere fire år på hans straf, da det kom frem at han havde givet ordre til mord på en jernbanesabotør. Efter en appelsag blev hans straf i alt til 10 års fængsel.
”Snogen” blev henrettet
Snogen blev henrettet den 13. maj 1948 i Undallslund plantage. Andre ansatte fra Staldgården led samme skæbne, bl.a. Hans Kristian Kristensen kaldet smukke Hans, Niels Riis og Peter Karl Brinkmann.
Per Birkedal Hansen, der var bror til den berygtede Ib Birkedal Hansen blev idømt livsvarigt fængsel, selv om Vestre Landsret idømte ham dødsstraf.
Grethe Bartram angav ca. 70 personer
Grethe Bartram, der slog sine folder på Staldgården blev idømt dødsstraf ved alle tre retsinstanser, men benådet af justitsministeren. Under afsoningen var hun blevet gravid med en fængselsbetjent.
Hun begyndte sin ”karriere” i Aarhus, da hun så en annonce i Aarhus Stiftstidende, hvor politiet udlovede en dusør på 1.000 kr. til den, der kunne give oplysninger om sabotage mod en et snedkerværksted. Hun fik sine 1.000 kr. Og politiet arresterede tre mænd, deriblandt hendes bror, der kom for tysk krigsret. Det kunne hun så ikke gøres juridisk ansvarlig for efter krigen, da hun blot havde fulgt dansk myndigheds opfordring.
Noget helt andet var det, da hun i februar – marts 1944 trådte i forbindelse med Gestapo. Samtidig var der fuld tillid til hende i Kommunistpartiet. Her angav hun omtrent 70 mennesker, hvoraf 33 blev deporteret til Tyskland. Af de 33 døde ni i KZ – lejre.
Hun havde ingen skrupler
På et tidspunkt blev hun tilknyttet Staldgården. Det store mysterium er, hvorfor hun tilsyneladende uden skrupler angav familie, nære venner og gamle partikammerater. Spillet gik godt til hen i august 1944, hvor partiet begyndte at fatte mistanke.
Gestapo forsøgte også at bruge hende som cellestikker i Frøslev-lejren, men hendes identitet var alt for kendt. I krigens sidste måneder blev hun brugt som stikker i Kolding.
I december 1944 forsøgte man at likvidere hende, men hun blev kun såret. Efter krigen blev hun som skrevet dømt til døden. Men dommen året efter blev ændret til livsvarigt fængsel.
I 1956 blev hun diskret løsladt med besked om at forlade landet de første fem år. Siden da boede hun i Sverige. Hun døde her i 2017 – 92 år gammel.
Jenny Holm
En anden storstikker var Jenny Holm, der på et tidspunkt også var tilknyttet Kolding. To gange forsøgte modstandsbevægelsen at likvidere hende. Hun var en af de mest frygtede Gestapo – agenter. Hun arbejdede bl.a. sammen med Ib Birkedal Hansen.
Hun charmerede både nazi – kredse, modstandsfolk og kommunister med sex.
Efter krigen hjalp hun de allierede med at opspore 19 tyske og danske krigsforbrydere. Hun opsøgte i 1943 modstandsmanden Holger Smith kendt som fabrikanten. Lillebroren John Smith døde på grund af hende i Neuengamme i december 1945.
Hun blev i marts 1949 idømt 16 års fængsel, men blev benådet af K.K. Steincke og løsladt i 1952.
Efter retsopgøret og afsoning formåede hun at skjule sin nazistiske fortid. Hun giftede sig og skabte en helt ny identitet og karriere. Hun tog navnet Annemarie Lenssinger, fordi hun i den sidste tid af besættelsen havde været voldsom betaget af tyskeren Paul Lensing, der var leder af Peter – gruppens afdeling i Kolding.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: