Søgeresultater på "Tøndermarsken"
Dato: december 7, 2023
De tre koge – syd for Højer
Vi badede der som unge. En fiskekutter og en motorbåd. Tøndermarsken opstået gennem tusinder af år. Der blev udstedet oktrojer(privilegier). Jorden blev overtaget frit og frank. Hvem var interessenterne? Selvbestemmelse. Hvad står der i forordningerne? Inddigningen afsluttet i 1861. Slusen stod færdig i 1860. En parallelvej og tre tværveje blev anlagt. En bro over Vidåen. Jorden tildelt ved lodtrækning. Højer Bønderkommune tabte retssag. Møgeltønder Kog fik ejendomsret. De største lodsejere – de fik tildelt ekstra jord. Selvstyre, skattefrihed og retten til forlandet er historie. Men hvem skal egentlig vedligeholde Højer Sluse? Nybygger-stemning i Ny Frederikskog.
Fakta:
Vi badede der – som unge
Efterhånden har vi skrevet en del om disse områder. Men der er stadig ting at berette om disse unikke områder. Det var jo dengang, vi kunne bygge tømmerflåde og sejle og bade i prilerne. Det må man hvis ikke mere. Vi havde fået at vide, hvornår vi senest skulle være ude af området og bag diget.
Det var i det område, hvor man nu har anlagt en saltvands-sø.
En fiskekutter og en motorbåd
Det var dengang, der endnu var Forsøgsstation. Nu er dette igen blevet til Hohenwarde. Og nede ved fabrikken ved broen lå Opa’ s fiskekutter. Han havde så senere kun en motorbåd, som jeg fik lov til at styre på kanalen.
Som jeg har omtalt i efterhånden mange artikler efterhånden, sad vi ofte på stormfulde aftner ude i Ny Frederikskog og lyttede til Blåvand Radio, Lyby Radio og Norddeich Radio. Det var kystradiostationer.
Det var dengang vi også så Sort Sol, men dengang var det skue som vi observerede endnu ikke navngivet.
Tøndermarsken opstået gennem tusinder af år
Tøndermarsken udgør samlet et område på 10.000 -12.000 ha. Den er opstået gennem mindst tusinder års stadige ændringer og tilvækst ved kysten langs Vadehavet. Udviklingen med dannelse af nyt forland fortsætter. Det første havdige på det det nuværende danske område blev bygget i 1556. Som vi tidligere har omtalt i artikler, var det hertug Hans, der var bygherre. Det vil sige, han pålagde beboerne i marsken at gennemføre arbejdet.
Hertugen afgav rettigheder
Jordejerne i de enkelte koge blev pålagt den fremtidige vedligeholdelse af havdiget og afvandingsanlæggene. Det var landsherren, der ejede alle rettigheder til stranden. Men fra slutningen af 1500-tallet begyndte hertugen at afgive rettighederne til benyttelse og ind-digning af forlandet.
Der blev udstedt oktrojer (privilegier
Der blev udstedt oktrojer (privilegier). Det handlede om rettigheder og forpligtelser. I det nuværende danske områder findes en oktroj for Ny Frederikskog fra 1690 og en oktroj for Rudbølkog fra 1712.
Fra 1956 afgav Frederikskogerne ejendomsretten til forlandet. Den fremskudte dig fra 1982 ejes af Sønderjyllands Amt.
Jorden blev overtaget frit og frank
Gammel Frederikskog blev ind-diget i 1692. Oktrojen blev underskrevet 15. oktober 1690 af Hertug Christian Albrecht på Gottorp. Jordene blev overladt som ejendom til interessenterne, deres arvinger og efterfølgere. Jordene kunne pantsættes, bortgives, testamenteres eller sælges uden myndighedernes tilladelse.
Jordene blev overtaget frit og frank uden nogen afgifter og pålæg de første 17 år. De første 17 år kunne kvæg, korn og andet sælges uden told og licenser. Hvad der var behov for i denne kog, måtte frit indføres. Man måtte opstille vind – og hestemøller uden for, på og inden for digerne og udnytte dem til fri malen, brygning og bagning.
De kunne have herberg, bygge gårde og stalde samt drive andet håndværk, købmandskab og erhverv uden afgifter og vederlag. Jordarealerne skulle interessenterne selv fordele ved lodtrækning, så enhver fik sin del på en rimelig måde.
Hvem var interessenterne?
Interessenterne var hovedsagelig købmænd og embedsmænd fra Tønder, samt en del mindre jordbrugere i Horsbüll herred. Den største ejer var kniplingshandler Peter Struck i Tønder med 313 demat jord. Provst Kenckel fik 105 demat.
På hans grund blev der anlagt et stort værft og opført gården Kenckelhof. Gården var beboet til omkring 1740 og blev derefter nedbrudt.
Den næststørste ejer var Peter Thomsen var Peter Thomsen fra Rudbølgård med 130 demat. Hans søn Thomas Thomsen byggede værftet og gården, der senere blev kaldt ”Inspektørværftet” Her boede slægten og handelsmanden Peter Jacobsen i mange år. Fra 1816 til 1848 boede kogs-inspektør Hans Heinrich Brodersen på gården.
Den fjerdestørste ejer var herrefoged Fedder Lundten i Højer med 86 demat. I alt var der 43 jordejere med tilsammen 1.202 demat græsningsjord. De ny ejere fik bevilliget udstrakt selvstyre. I kogen gjaldt Ejdersteds landsret. Det betød bl.a. at kogs-bestyrelsen havde politi – og retsmyndighed.
Selvbestemmelse
Bestyrelsen skulle sørge for diger, veje, vandløb, skolevæsen og andre fælles anliggender. Oktrojen blev bekræftet mange gange, senest i 1854. Den 24. marts 1859 godkendte ministeriet en plan for en dige-linje, dige-profil og slusebyggeri, der var udarbejdet af kaptajn von Carstensen. Amtmand Reventlow for Tønder Amt, der også var overdigegreve, sendte den 5. april 1859 forordningen til kogs-interessenternes efterretning og videre foranstaltning.
Hvad stod der i forordningen?
Af forordningen fremgår:
Inddigningen afsluttet i 1861
På dette grundlag begyndte man i 1859 inddigningen, som blev afsluttet i 1861. Det nye havdige gik i en snorlige linie fra Siltoft ved den gamle Viddingherreds nordvestlige hjørne til Højer Klev. Bygherren var Kogs-bestyrelsen med koginspektør Refslund i spidsen og digegreve Nissen fra Tønder som tilsynsførende.
I sommeren 1859 byggede man ”Kaidiget” (lav beskyttelsesdige) på forlandet med en fuld længde på ca. 7.000 meter. Arbejdet beskæftigede ca. 300 mand i to måneder. Dette dige led imidlertid skade under stormfloder i august 1859, marts 1860 og pinsen 1860. Diget måtte derfor istandsættes flere gange.
Slusen stod færdig i 1860
Stenslusen blev bygget af bygmester J.F. Weise fra Husum. Bygningen blev påbegyndt i september 1859. Den 25. maj 1860 blev der afholdt slusefest. I december 1860 stod slusen færdig. Prisen var 130.000 rth. (rigsthaler).
Havdiget blev bygget sommeren 1860 med færdiggørelse og enkelte reparationer i foråret 1861. Der deltog 18 entreprenører. Diget blev fremstillet som håndarbejde med brug af hestekøretøjer, trillebørere og af materiale opgravet uden for diget. I alt blev der beskæftiget ca. 3.000 arbejdere i løbet af anlægsperioden 1860 – 1861.
Arbejderne boede i området og måtte ikke forlade kogen uden polititilladelse. Havdiget kostede 221.836 rth.
En parallelvej og tre tvær -veje blev anlagt
Kogs-bestyrelsen besluttede at anlægge en vej parallelt med havdiget ca. 628 meter øst for diget og derefter for hver 120 roder. Der blev anlagt tre tværveje. Langs vejene og mit imellem vejene blev der gravet afvandingskanaler, der forsynedes med sieler ved udløb i Vidåen. Siele er betegnelsen for en mindre vandings-sluse. Disse anlæg blev udført af kogen og udgør endnu det eksisterende vej-og afvandingssystem.
En bro over Vidåen
Over Vidåen blev der i 1861 bygget en kørerbro med en broklap, som kunne åbnes for skibsfart. Broen kostede 4.798 rth.
Alle anlæg var færdige og regnskabet afsluttet den 12. oktober 1861. Inddigningen med sluse kostede 455.125 rigsdaler. Heraf modtog kogen 69.000 rigsdaler som tilskud. Restbeløbet på 386.125 rigsdaler blev betalt af jordejerne i Ny frederikskog efter arealets størrelse, idet vaj og vandløb var fritaget. Udgifterne blev fordelt således (i rigsdaler):
Frederikskogenes andel blev betalt dels af opsparet kapital og dels af nye lån. Disse lån blev tilbagebetalt i løbet af de 17 skattefri år.
Jorden fordelt ved lodtrækning
I maj 1861 blev jordene fordelt mellem alle, der havde rettigheder i den nye Frederikskog. Først udlagde man de arealer, som regeringen og de øvrige koge havde krav på. Dernæst fordelte man resten af jordene ved lodtrækning mellem samtlige jordejere i det gamle Frederikskog.
Arealet syd for Højer indtil Vidåen og Sejersbæk tilhørte på forhånd Landes Herrenschaft, dvs. regeringen. Desuden fik regeringen et areal ved Højer-Rudbøldiget nord for den gamle Højer sluse i alt 175 demat.
Højer Bønderkommune tabte retssag
I de følgende år opstod der én retsstrid om disse arealer, idet Højer Bønderkommune gjorde krav på arealet. Kommunen havde hidtil haft brugsretten til området. Det var rent faktisk matrikuleret 1844 efter det danske system, som en del af bønderkommunens jord. Bønderkommunen tabte retssagen ved overretten i Flensborg. Dermed mistede de rettighederne til jorden. Senere blev der afgivet tre demat til den ny slusemesterbolig og 1 ½ demat til havneplads for Højer flække.
Det gamle havdige mellem Højer og Rudbøl tilhørte henholdsvis Møgeltønderkog og Treherredskog. De havde vedligeholdelseses-pligten og oprindelig også retten til forlandet.
Møgeltønder Kog fik ejendomsret
Fra 1853 foreligger en overenskomst om udlejning af forlandet foran Højer bønsserkommune og foran treherreds dige. Møgeltønderkog havde ingen overenskomst, og den fik tildelt forlandet foran sin del af det gamle dige ved Sejersbæk til Vidåen. Der var 33 demat, som staten gjorde krav på, men retten for Møgeltønder – Ballum Birk Tilkendte Møgeltønderkog ejendomsretten.
Treherreds kog ejede oprindelig forlandet foran deres del af Højerdiget. I 1789 indgik man en overenskomst med Frederikskog om Lille Vade. Det er arealet mellem Højerdiget og Generalstrømmen, gående fra Rudbølkog-diget til Højer Sluse (det gamle afløb fra Højerkog). Lille Vade skulle tilfalde Frederikskogen.
Til diget hørte cirka 90 meter spadeland, som en del af diget. Treherredskog fik tildelt 21 demat mellem Højerdige og Vidåen. Rudbølkog og Vidding herreds kog gjorde også krav på en andel af det ny inddigede areal. De fik alene tillagt en del af deres spadeland som afgiftspligtigt areal.
Lodtrækning i Tønder
Resten blev fordelt ved lodtrækning mellem samtlige jordejere i Gammel frederikskog. Lodtrækningen fandt sted den 25. maj 1861 i Tønder efter annoncering og indbydelse. 73 jordejere eller stedfortrædere var mødt frem. Efter drøftelser om samtlige punkter i protokollen, der var skrevet på både dansk og tysk, blev protokollen underskrevet af alle. Så fulgte lodtrækningen. De største jordejere trak først.
Den største lodsejer
De nye ejere overtog straks deres nye arealer. Den største lodsejer var C.R.P. Angel på Bjerremark. Og så er vi ved historien om Hohenwarte som du kan læse i en speciel artikel.
Den næststørste lodsejer var Tønder Vajsenhus-
Efter inddigningen i 1861 påbegyndte man forlandsarbejdet. Det var som aktiv indvinding af nyt land. Og dels for at beskytte diget. I 1956 blev der indgået en overenskomst mellem Frederikskogenes kogs-bestyrelse og Statens Jordlovsudvalg. I overenskomsten fastslås at Frederikskogene i henhold til Oktrojen fra 1690 er ejere af forlandet på 334 ha. Men nu blev den danske stat delvis ejere af forlandet.
Det fremskudte dige 1979 – 81
Lov om det fremskudte dige for Tønder Marsk blev vedtaget den 8. juni 1977. Det fremskudte dige og Vidåslusen blev bygget 1979 – 1981 af Sønderjyllands Amt. Diget er bygget 1.400 meter vest for det gamle havdige fra 1861. Det går fra Emmerlev Klev i nord til landegrænsen og fortsætter på tysk side til Sild – dæmningen. Ved inddigningen opstod Margrethe-kog med et areal på ca. 1.200 ha.
En beskyttelses-lov
I henhold til overenskomsten fra 1956 blev en tredjedel af det oprindelige forland overdraget fra Frederikskogerne til Staten. På landbrugsarealerne blev anlagt markveje, gravet afvandingskanaler og bygget pumpestationer. De 244 ha, som tilhørte Frederikskogene blev fredet ved fredningsnævnets kendelse af 1. marts 1984 og overfrednings-nævnets kendelse af 12. november 1985.
Arealerne skal henligge i vedvarende græs og må ikke beplantes eller bebygges. Frederikskogerne modtog en erstatning for fredningen.
De største lodsejere fik tillagt jord
Folketinget vedtog den 12. marts 1988 en lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken. Loven omfatter bl.a. hele Gammel Frederikskog og størstedelen af Ny Frederikskog. Loven bestemmer at størstedelen af arealerne skal bevares eller tilbageføres til vedvarende græs og høj vandstand i kanaler og skelgrøfter om sommeren.
Loven gav mulighed for at der gennemføres en jordfordeling i området. Frederikskogernes arealer i Magrethe-kog blev inddraget i denne jordfordeling, der blev afsluttet i 1992. Frederikskogerne afgav et samlet areal på 94 ha i Magrethe-kog til staten og modtog 57 ha spredtliggende arealer i Gammel og Ny Frederikskog, samt i Rudbølkog.
Lodsejerne i Frederikskogene har altid været klar over, at de var medejere af Frederikskogs forland. Straks efter inddigningen i 1981 fremsatte nogle større lodsejere krav om at få udmatrikuleret deres andel af jorden i Magrethe-kog. Tidspunktet for udstykningen blev dog forskudt pga. fredningen i 1984, lov om Tøndermarskens naturbevarelse i 1988 og jordfordelingen i 1992.
Kogs-bestyrelsen besluttede på sit møde den 13. september 1994, at grundejere med mere end 15 ha i Frederikskogene kan få tillagt jord. De mindre grundejere skulle have udbetalt deres andel af jordværdien.
Tildeling af jord eller udbetaling af jordværdien skete til den, som var bidragspligtig og tinglyst grundejer i gamle og ny Frederikskogs ejerlav den 1. november 1994.
Selvstyre, skattefrihed og retten til forland er nu historie
Privilegierne gælder ikke længere ude i kogene. Skattefrihed, selvstyre og retten til forland er nu historie. Det offentlige – Sønderjyllands Amt – har overtaget rettigheder og forpligtelser ved det nye havdige.
Hvem skal egentlig vedligeholde Højer Sluse?
Utroligt at det så ikke gælder den gamle Højer Sluse, som forfalder mere og mere. Det gamle dige og slusen skulle egentlig udgøre det for en ekstra sikkerhed, sagde man dengang, da det nye havdige blev indviet. Men jeg gad godt nok at vide, om den ekstra sikkerhed reelt er til stede.
Det står ellers også i vedtægter m.m., at Kogs – bestyrelsen var og er pligtig til pleje og vedligeholdelse af andre diger. Gælder det så også for den gamle sluse eller det Sønderjyllands Amt?
Fællesopgaverne bestyres og repræsenteres ved kogs-inspektøren.
Nybygger-stemning i Ny Frederikskog
Det var så herude i Ny Frederikskog at jeg som ganske spæd blev slæbt ud hver weekend, hvor min far og onkel Jacob byggede et hus for Oma og Opa. Det var i begyndelsen af 1950erne. De havde før boet i Klostergade i Højer. Det var ægte nybygger – stemning, men jeg kan ikke huske det mere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: november 22, 2023
Tønder – Flere strejftog i Historien (3)
Dette er en del af Tønder historie fra ca. 1870 – 1935. Vi går også noget længere tilbage. Kvægmarkedet i Tønder 1912. Tønders allerførste skole. Latinskolen. Skole i Vajsenhuset. Balthasar Petersen. Privat Realskole, Østergade 45. Realschule Tondern. Tønder Statsskole. Alexandrineskolen. Øvelsesskolen. Teknisk skole. Tønder Handelsskole. Tønder protesterede mod dansk i skolen. Kæmpede man nok for danskheden i Tønder? Kampen for et museum. Mange forærede ting til museet. Militær i Tønder. En ny kaserne i Tønder. En travl jernbanestation. Plomberede tog. Postforbindelser. Toldbarakker. Kampen om et toldvarehus. Hedeselskabet fik en vigtig rolle. Da Tønders store sygehus kom. Da Gasværket blev bygget. Lygtetændingsreglement fra 1870. ”Marinere” hjalp til. Udvidelser og moderniseringer. Tønders brønde skyld i tyfusepidemier. Lovende prøveboringer efter vand. Man brugte den mest moderne teknologi. Tønder Elektricitetsværk. Strøm til 21 brugere i begyndelsen. I 1931 tilbød Bachmann igen at levere strøm. Gendarmerikorps. Tønder Kniplingsskole
Kvægmarked i Tønder 1912
De store kvægmarkeder fortsatte. I 1912 fik Tønder tilført
I stadepenge fik byen en direkte indtægt på 15.000 mark. Indirekte mærkede de mange banker og forretninger også. Tønder havde et gæstgiveri for hver 49 indbyggere.
Tønders allerførste skole
Tønders første skole har sikkert været en skole, som Franciskanermunkene oprettede. I 1238 oprettede de et kloster mellem Vestergade og Slotsgade. Allevegne drev Gråbrødrene undervisning for at undervise folk i kirkens tjeneste, Men vi ved ikke noget bestemt om en Klosterskole i Tønder.
I Middelalderen var det kulturelle liv i byen knyttet til kirken. Efter Reformationen blev der oprettet selvstændige skoler.
Latinskolen
En rektor nævnes i Tønder i 1580. Og i 1614 blev Latinskolen oprettet. Skolen havde dog ikke den store betydning. Den havde gennemsnitlig kun 20 – 30 elever. Latinskolen var til venstre for døren. Og den tyske skole var til højre.
Skolen i Vajsenhuset
En anden tysk folkeskole blev indrettet i Vajsenhuset. Her undervistes i slutningen af det 18. århundrede 100 drenge og piger. I 1791 begyndte en fattigskole i Vestergade. I 1803 blev hele skolevæsnet omorganiseret. Latinskolen blev ophævet. Her blev oprettet en højere borgerskole med to klasser.
En hovedskole med tysk sprog blev indrettet som almindelig borgerskole med tre klasser. Vajsenhusskolen og Vesterskolen blev fri for skolepenge med hver to klasser. Alle skoler havde tysk undervisningssprog. I 1851 blev dansk undervisningssprog indført i elementærskolerne (fri for skolepenge). Det var befolkningens modersmål. Men fra 1864 blev tysk atter engang undervisningssprog.
Balthasar Petersen
Vi har tidligere beskæftiget os med Balthasar Petersen, der oprettede et præsteinstitut i 1750. Fra 1762 forlangte regeringen at kandidaterne skulle besøge et universitet. I stedet tog provst Balthasar Petersen fat at uddanne unge mænd til folkeskolelærere. I 1786 testamenterede han en stor del af sin formue til oprettelse af Nordens ældste seminarium.
Privat realskole i Østergade 45
Den 23. maj 1861 blev der i Borgmester Thomsens Hus, Østergade 46 oprettet en dansk privat realskole. Den fik offentlig støtte mod at underkaste sig statens kontrol. Den overlevede Krigen 1864 og opnåede endda den preussiske regerings tilladelse til at fortsætte. Lærer Hagerup og senere lærer Tørslef styrede skolen, der dog blev forbudt i 1872.
Realschule Tondern
I 1830 knyttedes Vajsenhusskolen til seminariet som øvelsesskole. Efter 1870 var skolevæsnet ordnet på den måde, at en kommunal mellemskole for drenge og folkeskole for piger havde lokaler i Richtsensgade. Folkeskolen for drenge var seminariets øvelsesskole med lokaler på seminariets grund. I 1909 byggede man en realskole for drenge (Statsskolen) i Popsensgade med 6 klasser. I 1913 overgik Realskolen med grund og bygninger til den preussiske stat.
Tønder Statsskole
Første juni 1920 ophørte Realskolens undervisning. Nu blev Tønder Statsskole oprettet som en dansk fuldstændig højere almen skole, fællesskole for både drenge og piger med nysproglig artium.
Alexandrineskolen
I 1915 en højere pigeskole (Alexandrineskolen). Skolen lå mellem Nørregade og Alleen. Indtil da havde skolen været til huse forskellige steder i byen.
Da pigeskolen stoppede i 1923, fik den tyske mellemskole lokaler i Alexandrineskolen.
Øvelsesskole
Øvelsesskolen bestod før 1920 af to afdelinger, en almindelig 6-klasset købstadsskole og en 1-klasset skole. I sidstnævnte afdeling var det gratis undervisningsmateriale. Herved fik børn fra fattige hjem mulighed for at melde sig til denne afdeling. Lederen af Øvelsesskolen var en seminarielærer. Den sidste leder før indlemmelsen i 1920 var Claus Eskildsen. Ved hjælp af denne ordning var det mulighed for at give de kommende lærere praktisk erfaring.
Man regnede med, at der i Tønder ikke ville være plads til to folkeskoler, der for blev Øvelsesskolen tillige Tønders danske folkeskole, hvortil alle danske hjem kunne sende deres børn.
Tre dage i slutningen af juli 1920 modtog Øvelsesskolens leder og Overlæreren ved den tyske kommuneskole i samme lokaler og på samme tid indmeldelser til henholdsvis Øvelsesskolen og den tyske folkeskole. Til den danske afdeling meldte der sig kun 70 til den danske afdeling. Men skolen begyndte med ca. 130 elever fordelt i 7 klasser, da den åbnede den 1. september 1920. I løbet af det første år blev dette tal fordoblet. Og i 1936 var man nået op 430 elever.
Teknisk Skole
Fra 1880 havde Tønder en teknisk skole. Dengang hed den ”Teknische Forbildungsschule. I 1920 havde skolen 63 elever fordelt i tre klasser. Der blev om aftenen givet undervisning i dansk, tysk, tegning og regning. I 1923 kom et nyt fag til – nemlig bogføring.
Tønder Handelsskole
Tønder Handelsskole blev oprettet i oktober 1921. Man havde lokaler i en af de tyske skoler. Skolen havde cirka 90 – 100 elever. Foruden de obligatoriske handelsfag var der engelsk og tysk korrespondance samt stenografi og maskinskrivning.
Tønder protesterede mod dansk sprog i skolen
I Middelalderen var plattysk kontor- og kultursprog. Det blev senere afløst af Luthers højtysk. Man sagde om det danske sprog at det var et ”plat” sprog. Tysk var det finde, som man talte i kirke og skole, på rådhuset og i amts og rets-kontorer. Og tænk engang – Tønders borgere protesterede, da Tønder Byråd den 16. marts 1851 bestemte, at nu skulle det være dansk undervisningssprog:
Ja tænk engang det danske sprog blev kaldt for et ”fremmed sprog”.
Kæmpede man nok for danskheden i Tønder?
Nogle mener, at det var fordi Tønderhus var knyttet til de Gottorpske hertuger. Derfor var hertugerne Tønders gode venner og velgørere. Sådan var det også i begyndelsen med Aabenraa. Men her kæmpede danskheden. Det så man ikke så meget af på det tidspunkt i Tønder.
Efter 1864 slumrede danskheden ind i Tønder. Redaktør Skovrøy betegnede sin 30 år i Tønder som ”en Hundevagt”. Men alligevel var det en flok dansksindede der satte noget i gang lige før Første Verdenskrig.
Kampen for et museum
Efter indlemmelsen stod Tønder Amt på bar bund med hensyn til et museum. I 1911 havde der været forhandlinger i gang mellem amt og by om overtagelser af rester af Tønder Slot. Det omfattede bl.a. ”Porthuset”. Hensigten var at udbygge det til et ”Kredsmuseum” (Amtsmuseum).
Men ”Porthuset” blev brugt som arrest. Og der skulle først bygges nye retsbygninger og nyt fængsel. Men Tønder Købstad erhvervede i 1916 ”Porthuset” af den Kongelige Prøjsiske Justitsfiskus og amtet rettede derpå forespørgsel til byrådet om dette var villig til endnum at stå ved sit tilbud af 1911, om uden vederlag at overlade til amtet det såkaldte ”Porthus” til brug for amtsmuseum. Det gjorde, men på nogle betingelser. Og det har amtsrådet sikkert ikke accepteret. I hvert fald blev sagen atter engang stillet i bero.
Så kom 1920. En lang række danske kunstnere forærede kunstværker til de fire sønderjyske amter og også til Tønder. Disse værker blev i første omgang ophængt på Landbrugsskolen på Ribe Landevej. Man fik ellers tilbudt pladser i forskellige bygninger i byen.
Igen opstod ideen med at anvende det gamle ”Porthus”. Der skulle lige en renovering, om og tilbygning til. I 1924 var rammerne klar. Byrådet ransagede rådhusloftet og overlod mange ting til oplysning om ældre tider. Håndværker forærede laugskister. Grev Schack sendte en masse genstande fra Schackenborg. Gamle Skovroy skænkede ting fra stenalderen, gamle kobberstik og mønter.
Mange forærede ting til museet
Dr. Lausten-Thomas havde deponeret sin samling fra Rost og omegn på Koldinghus. Dette blev nu overført til Tønder Museum. Andre forærede også deres samlinger. Det var nok ingen, der havde forestillet sig, at museet 12 år efter åbningen nu manglede plads.
Militær i Tønder
Tønder er som bekendt en meget gammel by. Men i tiden før 1864 har der i Tønder kun ligget et Vagtdetachement. Først i 1920 fik Tønder – en dansk garnison. I årene før 1864 havde Tønder ikke haft en tysk garnison.
Men et par kilometer nord for byen blev der anlagt en flyveplads med hangar, barakker, værksteder, brintfabrik og luftskibshaller for Zeppeliner bestemt for bombe- og observationstogter mod England.
I afstemningstiden havde Tønder indkvartering af engelske soldater. Men den 5. maj 1920 ankom et par kompagnier af Sønderjysk Kommandos 2. bataljon og en rytterstyrke. I april 1923 blev Sønderjysk Kommando pophævet og 2. bataljon – en af de gamle bataljoner fra Sølvgades kaserne – blev forlagt til Tønder. I tidligere artikler har vi skrevet denne stolte Bataljons historie.
En ny kasserne
I 1934 påbegyndtes staten opførelse af en stor, ny kaserne til afløsning af den gamle baraklejr. I 1936 blev den taget i brug. Den havde kosten den danske stat over en mio. kr. Som eksercerplads blev flyvepladsen nord for byen. Af de tidligere tyske militærbygninger er ikke meget tilbage. De fleste blev nedrevet i henhold til bestemmelserne ved fredsafslutningen. Administrations – og værkstedsbygning blev brugt til tjenestebolig, ridehus og depot.
En travl station
Før 1920 kørte togene fra Altona direkte over Tønder til Højer Sluse, hvorfra der fandt overførsel sted til Sild. For strækningen Tønder- Hviding og Tønder – Sønderborg virkede Tønder som udgangsstation.
Efter 1920 blev Tønder Station en travl station med fire udgående jernbanelinjer. Den første tid efter de danske statsbaners overtagelse af jernbanerne i Sønderjylland blev der delvis kørt med tyske tog.
Efter nogen tid kørte man strækningen Tønder – Sønder Løgum med såvel tyske som danske tog. Den tyske toldstation blev flyttet hertil. Omkring 1922 blev det tyske jernbanepersonale forflyttet fra Tønder.
Plomberede tog
Indtil dæmningen til Sild blev færdig, havde de tyske Rigsbaner ingen anden forbindelse til Sild end over Højer Sluse. Der opstod nu de ret enestående forhold, at jernbanetrafikken mellem to tyske landsdele måtte føres gennem dansk statsområde. For at undgå, at de rejsende ved den direkte jernbanetransport skulle underkastes danske told – og pasbestemmelser, førtes tog direkte fra Hamburg til Højer Sluse foregik i plomberede vogne og under dansk told- og pastilsyn.
Da dæmningen var færdig og blev åbnet for jernbanetrafik, ophørte dette forhold. Strækningen Tønder – Højer fik derefter karakter af en lokalbane. Banens benyttelse aftog derfor. Konkurrencen fra den voksende biltrafik gik stærkt. Ved Rigsdagssamlingen 1934 – 35 blev det besluttet, at hvis ikke banens økonomi blev væsentlig forbedret ville man nedlægge banen. Standsningen af banen skete den 15. maj 1935. Godsbanen blev bibeholdt i en del år. Og der var op til tre daglige godsforbindelser i begge retninger.
Maskindepotet i Tønder var Sønderjyllands største. Man havde et personale på 85 mand i alt. Der var 16 damplokomotiver og 6 diesellokomotiver og 2 benzinvogne.
Postforbindelser
Postkontoret i Tønder blev opført i 1899. Telegrafstationen var åbnet i 1861. Allerede i 1678 fik postmesteren i Flensborg bevilling til at holde et bud til befordring af breve mellem Flensborg og Tønder. I 1711 var det kun en gang om ugen forbindelser mellem de to byer. Nu blev det så fortsat med ”gående bud” til Højer.
I 1713 oprettedes et ridende ”bipost” to gange ugentlig mellem Tønder og Flensborg. Ved ”Kongelig plakat” af 13. oktober 1789 oprettedes to kørende og to ridende poster mellem Flensborg og Tønder.
I 1813 var der brev-, pakke- og personbefordring to gange dagligt mellem Flensborg og Tønder. Desuden var der daglige forbindelser mellem Tønder og Ribe og mellem Tønder – Løgumkloster m og Aabenraa med diligencer.
Efter 1864 opretholdtes brev-, pakke- og personbefordringen mellem Tønder og Ribe. Denne bortfaldt da jernbanen Ribe – Vedsted (Hvidding) – Tønder blev åbnet.
Toldbarakker
Efter 1920 blev der bygget træbarakker ved de forskellige kontrolposter ved grænsen i Pebersmark, Sæd, Møllehus og Rudbøl. Også på Tønder Station blev der oprettet barakker på et par af perronerne. De blev afløst af en visitationsbygning i mursten.
Kampen om et toldvarehus
I 1921 blev der bygget et toldvarehus, der senere blev brugt til klarering af videregående gods. Pladsforholdene blev hurtig for små, hvorfor toldforvalter Holtner i flere år arbejdede for at få en ny toldkammerbygning, hvilket først lykkedes mange år senere. Først i 1932 kunne man anvende en toldkammerbygning i Jernbanegade. I den tyske tid blev bygningen anvendt til Rigsbank.
I løbet af tiåret 1922 – 31 var der travlhed med at bygge veje eller rettere ombygge veje. Det var en stor opgave også omkring Tønder.
Hedeselskabet fik en vigtig rolle
Den 1. april 1921 blev Hedeselskabets Mose- og Engafdelings 10. Distriktskontor oprettet i Tønder. I efteråret 1923 skete der en udvidelse, idet kontoret flyttede ud på Ribelandevej i den tidligere Landbrugsskole.
Efterhånden som afsætningen af kreaturer sydpå blev meget besværliggjort af Told og indskrænkninger, måtte landbruget – tvunget af omstændighederne – helt eller delvis lægge bedriften om, således at der kunne produceres den vare, som markedet krævede, og som kunne hjemføre en nogenlunde pris.
Omlægningen til dyrkning af korn, rodfrugter og handelsfrugter m.v. kunne kun ske i forbindelse med en grundforbedring. Landbruget blev også ret hurtig klar over dette, og søgte private teknikere og Hedeselskabet som rådgivere.
Hedeselskabet hjalp også til med den storeafvanding af Tøndermarsken og regulering af vandløb.
Da Tønders store sygehus kom
Vi har tidligere berettet om Fysikus Ulrik’ s utrættelige arbejde i Tønder. Han oprettede et sygehus i Østergade. Men et nyt betydelig større sygehus blev opført i 1895 i Carstensgade. Patienterne blev indlagt og tilset af deres læger. Den daglige pleje blev udøvet af diakonisser, udsendt fra Diakonissestiftelsen i Flensborg.
En overlæge, Friherre Dr. v. Werthern blev ansat som overlæge. En fuldstændig omlægning af driften fandt sted. Foruden Overlægen blev ansat en inspektør og en oversygeplejerske. Siden udviklede sig stærkt. Kravene blev større. Det viste sig at sygehuset var for lille.
I 1925 stod den store nye fløj færdig til at tages i brug. En gennemgribende modernisering blev gennemført. Desuden blev der oprettet en epidemiafdeling.
Da Gasværket blev bygget
De første planer om bygning af et gasværk i Tønder stammer fra 1862, da landmåler C.B. Schønfeldt den 19. april i en skrivelse til magistraten i Tønder indsender en detaljeret fremstilling af de fordele, som byen og dens borgere ville få af et gasværk.
Den 24. juli 1862 foreligger en ansøgning fra Haderslev Jernstøberi og Maskinfabrik, Petersen og Bonnicksen, om at komme i betragtning ved bygningen af et gasværk. Den 10. september 1863 underskrives kontrakten, efter at firmaet fra Haderslev havde sendt et tilbud.
Krigen i 1864 kom i vejen og bragte forstyrrelser i Gasværkets opførelse. De nødvendige penge blev bragt til veje ved lån, dels ved legater og dels fra byens borgere. Tønder Sparekasse gav et beløb på 3.750 Rigsmark. Gasværket kostede ifølge en afregning af 15. januar 1865 i alt 62.705 Mark. Det blev opført på Tønder Slotsbjerg. Dette lå på Tønder Slots – og Frigrund tilhørende Tønder Landsogn.
Måske valgte man stedet fordi det var højtliggende og derfor sikret mod oversvømmelse. Gasværket begyndte ret beskedent. I 1866 var der således kun 162 gasbrugere. Der fandtes dengang i alt 65 gasgadelamper.
Lygtetændingsreglement fra 1870
I et Lygtetændings-reglement fra 1870 står angivet tændingstiderne, dog med den tilføjelse, at i 3 dage om måneden bliver lygterne overhovedet ikke tændt, nemlig aftenen før, under og efter fuldmåne.
Landmåler C.B. Schønfeldt var Gasværkets første ”Gasinspektør”. Han fik en årsløn på 350 Rigsdaler samt bolig. Lys og brændsel. I 1895 blev den nye gasinspektør og senere direktør M. Lorentzen. Det var ham, der redede Bryggeriet Victoria i at springe i luften. Hans far havde et jernstøberi og et tørveværk i Sølsted.
I årene 1900-1904 blev der foretaget en større ombygning. Der blev opført et nyt ovn-hus, et nyt rensehus, nyt ”apparatanlæg” og en ny gasbeholder. Ligeledes blev der bygget et nyt retorthus med to store retortovne.
”Marinere” hjalp til
Med krigen i 1914 fulgte en vanskelig tid. Gasværksarbejdere blev indkaldt til krigstjeneste. Man måtte nøjes med ældre folk til pasning af ovnene, bistået af ”Marinere” fra luftskibshallen. Samtidig havde man vanskeligheder med at skaffe kul. Dem man fik var uegnede til gasudvinding. Det blev nødvendigt at rationere gassen ved kun at have tryk i ledningen på visse tider af døgnet.
Udvidelser og moderniseringer
Med krigens slutning og Sønderjyllands indlemmelse i Danmark, kom der igen normale forhold. Gassen havde dog haft sin glansperiode ved gasbelysningen. De nye tider med elektrisk belysning begyndte. Men samtidig blev det mere og mere almindelig at koge med gas. I tiden fra 1920 skete der hvert år en stigning i produktionen.
I tiden fra 1923 er ovnene delvis fornyet ved indbygning af nye moderne retorter. Trods elektricitetens frembrud så man en stadig større produktion fra Tønder Gasværk. I 1936 leverede gasværket gas til 1.600 husholdninger.
Tønders brønde skyld i tyfus-epidemier
Tønder Vandværk blev bygget i årene 1900-1902. Indtil da har byens borgere skaffe vand fra almindelige brønde, der dels var i privat eje og dels var offentlige brønde. De var anbragt på centrale steder.
Brøndenes dybde var ret ringe. Og det var nærmest tale om overfladevand. Kun Aktiebryggeriet på hjørnet af Østergade og Nørregade og Viktoriabryggeriet ved Strucksalle havde boringer, der tog vandet fra større dybder.
Tønder Vandværk blev anlagt efter henstilling fra daværende medicinalråd Horn, der påviste, at de stadig tilbagevendende tyfusepidemier skyldtes smitte gennembrøndvandet.
Lovende prøveboringer
Forarbejdet blev udført i slutningen af 1890erne, idet der på Slotsbjerget udførtes forskellige forsøgsboringer. Ligesom ved Gasværkets oprettelse stillede Tønder Spare- og Laanekasse et betydeligt beløb til rådighed for dette almennyttige formål.
Til et byrådsmøde, der blev afholdt i slutningen af 1899 kunne borgmesteren oplyse, at allerede den første dybdeboring på Slotsbjerget havde vist, at der i større dybder fandtes godt og rigelig med kildevand.
For at opnå yderligere sikkerhed for at der var tilstrækkelig vand til en by-forsyning på, blev det at udføre endnu en forsøgsboring.
Efter meget omhyggelige kemiske undersøgelser af det fremskaffede vand og udtalelser fra kendte geologer om jordbundsforholdene, gik man i gang med værkets udførelse. Og det var gasværksleder Lorenzen, der stod for den meste planlægning.
Man brugte den mest moderne teknologi
Det var et firma fra Kiel, der stod for udførelsen. Man brugte datidens mest moderne teknologi. Der blev opført et stort maskin- og filterhus og et stort vandtårn. Anlægget var dyrt. Det kostede 160.000 mark. Gasmotorerne blev erstattet af elektrisk drift.
En kloakering blev gennemført i 1925.
Tønder elektricitetsværk
Tønder Elektricitetsværk blev bygget i 1910 og blev sat i drift 3. januar 1911. Allerede i slutningen af 1890erne talte man om et elektricitetsværk.
I en skrivelse af 18, marts 1894 ansøger Hans Bachmann fra Tønder Vandmølle om at få koncession på 50 år på levering af strøm til Tønder By. Han henviser til at der ved vandmøllen var tilstrækkelig med vand til både mølleriet og til driften af en dynamo-maskiner.
Det har sikkert været en interessant ansøgning og havde bestemt borgerskabets interesse. Men den lange koncessionstid har bevirket, at Magistrat og byråd har haft betænkeligheder. Derfor blev ansøgningen afslået.
Strøm til 23 målere i begyndelsen
Værket begyndte med levering til 23 målere, men allerede efter første års forløb var dette tal mangedobbelt. Allerede i 1925 var belastningen steget så stærkt at man talte om udvidelse.
I 1931 tilbød Bachmann igen levering af strøm
I 1931 kom møller Hans Bachmann igen på tale. Han kunne levere strøm for 3,5 øre pr. kilowatt-time. Tilbuddet blev antaget. Et anlæg ble bygget og elektricitetsleveringen påbegyndtes den 1. december 1931.
Denne udvidelse betød en stor besparelse, da det viste sig at det kunne betale sig at lade Tønder Vandmølle at levere natstrøm. I sommeren 1935 blev Tønder dog andelshavere i Sønderjyllands Højspændingsværk. I 1936 leverede elektricitetsværket strøm til mere end 2.000 målere.
Gendarmerikorps
Efter 1920 blev der oprettet et midlertidigt Gendarmerikorps, der skulle sørge for to og orden. De skulle overtage den tjeneste som det tyske militært organiseret Gendarmerikorps hidtil havde varetaget.
Korpset kom hovedsagelig til at bestå af hjemvendte krigsdeltagere. De mødte til tjeneste uden en politimæssig uddannelse. Den 15. juni 1920 opløstes korpset og en væsentlig del af mandskabet overgik til det nyoprettede ”ordenspolitikorps i de sønderjyske landsdele”. Ja sådan blev det nye korps kaldt. Dette korps kom til at bestå af 11 overbetjente og ca. 150 betjente.
Tønder Knipleskole
Vi skal da også lige nævne at Tønder Knipleskole blev åbnet den 1. januar 1929. Det var en fortsættelse af det store arbejde Hansigne Lorenzen fra Ballum havde gjort for at genoplive Tønderkniplingerne. Skolens første kursus i 1929 blev besøgt af 11 elever. I 1924 – 35 var her hele 70 elever.
Og skolen var med til at forarbejde bryllupsgaverne bestående af kniplinger til såvel prins Knuds som kronprins Frederiks bryllup.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: november 19, 2023
Da Fanø, Rømø og Langli forsvandt
De tre øer var forsvundet i 1.500 år. Denne artikel er også inddelt i ”En superstorm i 1634” – ”Da tsunami ramte Vadehavet” – ”Fremtidens Havstigninger” – Hvorfor får man ikke gjort noget ved den gamle Højer Sluse. Øerne er meget vigtige for hele Vadehavs-regionen. Sand og sedimenter flytter hele tiden rundt. Fravalg af aflejringer. To teorier. Negative konsekvenser. Effekten af stormfloder. Den anden store manddrukning, Digerne er blevet bedre, Meterhøje bølger ved Rømø, Store havstigninger ved Esbjerg. Forventede havstigninger ved Esbjerg – laveste og højeste scenarie. Antallet af 100 – års hændelser vil stige. Isen fra Grønland og Antarktis.
Hvorfor gør man ikke noget ved den gamle Højer Sluse?
Vi skal være klar over at klimaændringer kan betyde store ændringer af kysterne. Især i områder som Vadehavet ved Vesterhavet, hvor der er meget energi i bølgerne kan ændringerne være hurtige.
Derfor kan det undre undertegnede, at man er så ligeglade med vedligeholdelsen af det gamle dige og den gamle sluse ved Højer. Her troede man, at meningen var at dette skulle være en ekstra sikkerhed.
Øerne forsvundet i 1.500 år
Ifølge videnskab.dk var Fanø, Rømø og Langli ikke til at få øje på. Øerne var stort set forsvundet i 1.500 år. Det fortæller en af forskerne bag et stort projekt. For 3.500 – 2.000 år siden var hele Vadehavet udsat for en voldsom erosion.
Øerne dukkede op igen til havets overfalde for ca. 2.000 år siden. Og det var omkring Jesu fødsel. Ifølge geologisk forskning har øerne eksisteret i omkring 8.000 år. Man har ingen sikker dokumentation for beboelse før engang i middelalderen. Første tegn på beboelse på Fanø kan læses i Kong Valdemars Jordebog fra ca. 1231 – ca. 1.200 år efter at øen var genopstået.
Øerne er vigtige for hele Vadehavs-regionen
Forskerne har koncentreret sig om disse tre øer og ikke dem syd for grænsen. Således fortæller forskerne at de f.eks. ikke har nok data fra Mandø eller Sylt. Og Jordsand er slet ikke nævnt i undersøgelsen.
Øerne er meget vigtige og af afgørende betydning for hele Vadehavsområdet. Vadehavets eksistens er fuldstændig afhængig af øernes tilstedeværelse. Interessant er det at øerne ikke forsvandt på grund af havspejlsstigninger. Det gjorde de fordi tilførslen af sand til øerne pludselig stoppede eller blev kraftig reduceret.
Sand og sedimenter flytter konstant rundt
Sand og andre sedimenter flytter sig konstant rundt i kystlandskabet på naturlig vis. Det sker, fordi det bliver ført rundt med havstrømme, storme og bølger. Denne viden kan have stor betydning for, om landområder nær kysten vil forblive eller forsvinde i fremtiden.
Vi taler meget om havspejlsstigninger i fremtiden. Nu ved vi så at tilførslen af sedimenter spiler en stor rolle langs Vesterhavet. En høj bølgeenergi kan flytte sedimenter rundt.
Men hvordan ved vi nu det? Forskerne har gravet dybt ned i jordlag og sand på Vadehavsøerne. De har fået adgang til sandkorn som gemmer på fortællinger om fortidens Danmark. De har boret sig ned gennem lag af jord og sand, som er blevet aflejret de seneste 10.000 år.
Fravalg af aflejringer
Disse sandkorn fra de mange boreprøver kan f.eks. afsløre danmarkshistoriens værste storm i 1634 og en tsunami, der ramte Vadehavet for 8.200 år siden.
Metoden bygger på, at man kan se hvor lang tid, der er gået siden et sandkorn blev udsat for sollys. Man kan se, hvor gammelt et sandkorn er. Men man kan se, hvor længe det har været begravet og været væk fra sollyset. Et sandkorts energiindhold kan afsløre, hvor længe sandkornet har været begravet. Samtidig kender man alderen på aflejringerne.
I perioden for 3.500-2.000 år siden er det pludselig et fravalg af aflejringer på de tre øer. Og dermed konkluderer forskerne at øerne næsten må have været dækket af havet. Samtidig kan man se, at der er kommet masser af aflejringer ved Blåvandshuk. Man kan sige at stedet ”stjal” sedimenter fra øerne. Området blev netop bygget i perioden, hvor øerne begyndte at forsvinde.
Sedimenter fra nord
Der findes en strøm af sedimenter som bevæger sig langs Jyllands vestkyst. Den kommer fra Nymindegab og en stor del af sedimenterne ender i dag med at blive aflejret ved Blåvandshuk og Horns Rev. I dag standser de sedimenter her, som var med til at vedligeholde Vadehavsøerne.
Øerne bliver på den måde langsomt nedbrudt. Og efterhånden som vandspejlet stiger, sker det hurtigere. Men hvordan blev øerne så alligevel opbygget, når Blåvandshuk ”stjal” sedimenterne fra nord?
To teorier
Det har man så ikke fundet ud af endnu, men har nogle teorier. Den ene teori går på, at øerne får nye sedimenter med en strøm, som kommer fra vest – fra den dybereliggende havbund – på tværs af kysten.
En anden teori lyder, at man under store storme, som rammer vestkysten får mobiliseret nogle af sedimenterne ved den indre del af Horns Rev. Det som også har gavnet øerne er, at havstigningerne aftog for omkring 2.000 år siden.
Negative konsekvenser
Forskerne gør opmærksom på, at når mennesker bygger nye havne, høfder og anden kystbeskyttelse, kan det ende med at spærre ben for sedimentstrømme og få negative konsekvenser for andre kystområder.
En superstorm i 1634
Den 10. oktober 1634 blev vestkysten ramt af en såkaldt superstorm. Stormen ramte den tyske del af vadehavet hårdest. Kystlinjen blev slået i stykker og i alt mistede 8.000 – 15.000 livet. Storme som den i 1634 vil kunne forårsage enorme skader på mennesker, veje og bygninger. De ændringer, der skete med kysten en enkelt nat ville normalt tage hundreder af år eller måske årtusinder af år.
Effekten af storme kan stadig ses
Men se den storm kan man også konstatere i vores sedimenter (de geologiske lag under jordens overflade). Og effekten af de mange storme er bevaret.
Den anden store mandedrukning
Stormen 1634 kaldtes også ”Den anden Store Manddrukning”. Den første Manddrukning blev forårsaget af en kraftig storm i 1362. På øen Nordstrand ud for Husum skyllede havet gennem 44 diger.
Metoden ”optisk stimuleret luminescens er blevet brugt før til blandt andet at kortlægge klimaforandringer. Men metoden er aldrig før blevet brugt til at dokumentere gamle storme.
Digerne er blevet bedre
Digerne havde holdt vandet i arve i mere end 100 år. Men natten mellem den 10. og 11. oktober 1634 kunne de gamle forhindringer ikke mere holde stand,
Nutidens diger er bedre end dem i 1634. de har en fladere hældning mod havet. Det betyder, at bølgerne i dag glider af digerne på den mest hensigtsmæssige måde. Derfor slider bølgerne ikke så hårdt på digerne.
Da en tsunami ramte Vadehavet
Danmark bliver ikke ramt af tsunamier, siger man. Men for 8.200 år siden blev Danmark ramt. Et stykke havbund på størrelsen med Island væltede ned fra kontinentalsoklen vest for Norge. Dette resulterede i gigantiske bølger på op til 20 meter høje bølger, der skyllede ind over Island, Grønland, Norge, Færøerne, England og Shetlandsøerne.
Meterhøje bølger ved Rømø
Tsunamien trak også dybt ind i Nordsøen og ramte den jyske vestkyst ved Rømø med meterhøje bølger. Effekten har været katastrofal for de stenalderfolk, der boede tæt ved kysten. Boreprøver på Rømø afslører, at tsunamien også ramte her blot i mindre målestok.
Men risikoen for tsunamier her til lands er dog lille.
Fremtidens Havstigninger
Men hvad så med fremtidige havstigninger? Hvordan vil det påvirke Vadehavsøerne og den sønderjyske vestkyst? Forskere fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) har stået i spidsen for, hvordan det vil gå i fire havnebyer, hvis ikke klimakrisen bliver håndteret. Vi har så valgt det sted, som er nærmest – nemlig Esbjerg.
Store havstigninger ved Esbjerg
Beregningerne viser at hvis verdenssamfundet fortsætter med store udledninger af drivhusgasser og vi rammer en global temperaturstigning på fem grader. Det er større stigninger end først antaget. En temperaturstigning på 1,4 grader vil betyde stigninger på mellem 29 og 55 cm på tværs af fire danske havnebyer, viser beregningerne.
Forventede havstigninger ved Esbjerg – Laveste og højeste scenarie
2050: 17 – 24 cm
2100: 37 – 75 cm
2150: 55 – 123 cm
Antallet af 100-års hændelser vil stige
Det har også en betydning at de sydlige landområder sænker sig. Studier viser, at det har været havstigninger på ca. 25 cm de sidste 10 år. Og efterhånden som havniveauet omkring Danmark stiger forventes hændelser som stormfloder at ske langt oftere. Det vil sige at 100 års hændelser bliver meget mere almindelige hændelser i fremtiden.
Isen fra Grønland og Antarktis
En anden ting er den grønlandske iskappe. Hvor hurtigt smelter denne? I dag rummer Grønland ”kun” 6,65 til 7 meters havstigninger, hvis isen fuldstændig forsvinder.
Den antarktiske halvø og Vestantarktis udgør nærmest en ukendt stigning. Og på Grønland har man oplevet temperaturstigninger på op mod 15 grader over normalen. Og så udvider det varmere vand havene. Varmere vand fylder mere end det kolde vand. Det er svært helt at stille færdige og brugbare prognoser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: oktober 31, 2023
Tønder – strejftog i Historien (2)
Byens første kirke. Gråbrødreklostret. To kirker i byen. To kirkelige stiftelser. Munkene blev smidt ud af Tønder. En ny kirke opstod. Hospitalet. Et testamente, man forsøgte at holde skjult. Dragoner skulle hidkaldes for at jage folk i kirke. Brorsons først salmer. Tønder beholdt sit særpræg. Studehandel i adelens hænder. Tønder – købmænd i studehandel. Masser af ulykker, stormflod, brand og epidemier. Velstand på grund af eksport til Holland. Hollændere – bygmestre af diger. Kniplekunsten i Tønder. Der kom gang i Tønder. Bagerst en liste over artikler, hvis du vil fordybe dig.
Byens første kirke
Nord for Vestergade lå byens ældste kirkegård. Og kirke – Laurentiuskirken. I dag vil det nok være på strækningen fra Vestergade 43 til Vestergade 25. Kirken her har sikkert været sognekirke for Lille Tønder, Tved, Korntved samt Store og Lille Emmerske.
Gråbrødreklostret
I 1238 stiftede Ridder Hans Navnesøn og hans hustru Gråbrødreklostret. (Franciskanerkloster) i Tønder. Det kom også til at ligge ved Vestergade, men på den sydlige side, bag ved husrækken mellem Vestergade og Slotsgade (Frigrunden), delvis på den senere frigrund. Klostrets kirke, helliget Vor Frue, indviedes af Ribebispen Gunner den 12. august 1247.
To kirker i byen
Da Tønder blev købstad, fik den sit eget kapel, der senere blev til kirke, og Sct. Laurentiuskirken blev derefter udelukkende sognekirke for landsognet. Købstadens kirke kom til at ligge i umiddelbar nærhed af Torvet i hjørnet mellem Østergade og Smedegade. Byens kirkegård blev anlagt omkring kirken. Til det formål beskar man de første stavnhuse på Østergades nordre side for gårdsplads og baghuse.
Denne Bykirke var viet til de søfarendes helgen Sct. Nikolaj. Den var opført af kvaderstenene, hvoraf en del sidder i den gamle latinskole, der blev bygget 1614.
Øst for byen ved det sted, hvor vejen til Emmerske går fra Løgumklostervejen, lå desuden i Middelalderen et kapel, der blev nedrevet 1543.
To kirkelige stiftelser
Gråbrødreklostret blev det eneste kloster i Tønder, men byen havde to kirkelige stiftelser. Ved Østerport lå et Helligåndshospital. Men det gik op i luer ved den store ildebrand 1517. Seks år efter gav Frederik den Første hospitalet lov til at indsamle milde gaver til rejsning af en ny bygning med kapel og sygehus. Kongen gav dertil selv jord på byens nørre-mark. At Tønder desuden har haft et Sct. Jørgens Hospital for spedalske, ses deraf, at Hertug Frederik 1494 ofrede en Gylden til ”Sct. Jørgen i Tønder”.
Munkene blev smidt ud af Tønder
Gennemførelsen af Luthers reform vendte op og ned på alle disse kirkelige forhold. Seks gange havde Gråbrødrene holdt deres Generalkapitel i Tønder. Hvordan var det nu med disse munke i Tønder?
I 1529 belejrede Kong Frederik den Første Tønderhus. Ved denne lejlighed benyttede man klostret som magasin og hestestald. En septemberdag, da kongen havde hørt en luthersk prædiken. Efter denne trådte klostrets ”Guardian” Niels Thybo hen til ham og bad for sig og brødrene om tilladelse til at blive der.
Kongen svarede afvisende og gav som påskud, at klostret lå for tæt på slottet. Efter kongens bortrejse fordrev lensmanden alle munkene. Hovedbygningen med kirken blev nedbrudt. Materialerne blev brugt til slottets ombygning 1533-35. Klostrets grund skænkede Christian den tredje 1543 til amtsskriveren Jacob von der Wettering.
En ny flot kirke opstod
Også Sct. Laurentiuskirken blev ofret på skolens udvidelse. Vistnok 1532 skænkede Kong Frederik den Første kirkegården den Første til borgmester Johannes Ketelsen. Kirken selv var fjernet før 1542.
Snart rejste der sig borgerhuse på den gamle fredede plads. Landsognets beboere søgte kapellet ved Emmerske Vej, men 1543 anordnede Kong Christian den Tredje at der skulle anvises dem stolestader i Sct. Nikolajkirken, der fra nu af var eneste kirke for købstad og landsogn. Samme år blev Kapellet nedbrudt. Stenene blev brugt til udbedring af Nikolajkirken og den lille klokke blev ophængt i denne kirkes tårn.
Byens sognekirke var imidlertid for lille, og den var også brøstfældig. Derfor blev den nedbrudt 1589, hvorefter man 1591-92 byggede en ny stor kirke, der blev indviet som Kristkirke. Nikolajkirkens statelige tårn fik dog lov til at blive stående.
Hospitalet
Om Sct. Jørgens-huset er det svært at finde noget. Helligåndshospitalet beholdt sine jorder og det vedblev med at være alderdomshjem. De huse, der opførtes efter branden i 1517, gik op i luer 1649, og det derpå byggede hus brændte atter i den store ildebrand 1725.
Hospitalet var endnu ikke genrejst efter den sidste brand, da den fromme amtmand Johan Georg von Holstein 1728 fik sin ven pietisten Johan Hermann Schrader hertil som førstepræst og provst. Kun 20 år efter at Francke havde indrettet det første Vajsenhus i Halle, havde den rige kniplingshandler Peter Struck skænket 91 Demat jord i marsken til oprettelse af et Vajsenhus i Tønder. Hans svigersøn havde dog holdt testamentet hemmeligt efter Peter Strucks død.
Et testamente, der blev forsøgt at holdes skjult
Provst Schrader opdaget ved et tilfælde sammenhængen. Strucks svigersøn måtte udlevere jordene og en stor kapital dertil. Nu kunne man slå to fluer med et smæk. 1731 genrejstes hospitalet som det ses i dag. En tilbygning indrettedes til Vajsenhus for 12 forældreløse børn.
Dragoner – for at få folk i kirke
Da man i 1543 havde anvist landsognets beboere stolestader i byens kirker, havde man overset en ting. I denne kirke prædikes der kun på tysk. Dette sprog påstod folkene i landsognet ikke. Følgen var, at de i Emmerske blev et ugudeligt folkefærd, så provst Samuel Reimarus bad hertugen om at sende ham nogle dragoner, der kunne jage dem i kirke.
Den fromme provst Schrader hjalp her på en anden måde. På hans indstilling bevilligede kongen midler til ansættelse af en ”Tredje og Dansk Præst”. Embedet blev besat af Hans Adolph Brorson, der i 1729 kom fra Randerup til Tønder.
Brorsons første salmer
I Emmerske blev der bygget et bedehus til hans gudstjenester. I Tønder Kirke prædikede han til fromessen om morgenen kl. 6. Da hans menighed imidlertid sang tyske salmer til de danske gudstjenester udsendte han i 1732:
Dette lille hæfte blev trykt
Tønder Kirke og Emmerske Bedehus blev således udgangspunkter for den bedste danske salmesang.
Tønder beholdt sit særpræg
Der findes kun få købstæder som Tønder, der har bevaret sit oprindelige præg gennem tiderne. Man kan i dag tælle de 120 gamle stavnhuse, se deres gavle ud til Strøget og deres gårde og baghuse ud til bagstræderne. H.V. Clausen skrev dengang:
Engang flød det med hø inde i byen. Landbruget var oprindelig denne bys bærende erhverv. Flere gange har borgerne udvidet byens marker. Men søfart og handel var andet bærende erhverv. Byens våben blev et stolt handelsskib på bølgerne. Det var åbenbart en efterligning af Lübecks våben. At købstadskirken blev viet til de søfarendes helgen, peger ligeledes på søfart og handel som hovederhverv.
De varer, der fortrinsvis solgtes og blev eksporteret fra Tønder var jyske heste og stude og aftagerne var nordfrisere og hollændere.
Studehandlen i adelens hænder
Studehandlen lå dengang i adelens hænder. De største studehandlere var Hertugen og hans amtmænd. Til Hertugens slot i Tønder hørte ladegården i Hestholm, Freesmark og Fgedbøl ved Avntoft, Grøngård ved Lydersholm, større arealer af marsk-jord i kogene og et skæreri ved Kravlund. Desuden havde Hertugen ret til at opstalde kreaturer ved sin fæstebønder.
Omkring 1600 møder vi amtmænd, amtsskrivere, digegrever m.m. som studehandler i stor stil. Værst var amtmand von Qualen. Han tvang bønderne til at forære sig heste og stude og til at fodre dem gratis, så Hertugen på grund af utallige klager måtte afskedige ham i 1595.
Tønder – Købmænd i studehandel
Men allerede på den tid havde Tønder – købmændene den ledende stilling i stude – og hestehandel. Ad de ældgamle veje kom studene til markedet i Tønder. Det var naturligt at opkøberne boede i byen.
Senere var det sådan at tøndringerne ved nytårstid mødte op hos herremændene i Nørrejylland og købte kreaturer til levering i foråret. De magre stude solgtes videre til friserne eller spiste sig fede på lejede marsk-jorder. De blev så udskibet fra Tønder, senere fra Højer og Emmerlev til Højer. Således kan vi se, at der fra Højer i 1631 blev udskibet 2.065 stude. Og i 1638 hele 3.409 stude.
Masser af ulykker, stormflod og epidemier
Tønder har sandelig ikke været forskånet for krig, ulykker, brand og stormflod. De stråtækte huse er gang på gang gået op i luer. Og havet har skyllet ind over Tønder. I 1517 nedbrændte hele Østergade. Den 16. januar 1522 gik Vestergade op i luer. Den 30. september 1580 ødelagde ilden 300 huse i Storegade og Vestergade. Og den 16. oktober 1725 brændte hele Østergade med Østerport og et hospital.
De store stormfloder den 16. januar 1362 og Allehelgensfloden 1436 har sikkert medtaget byen hårdt. Men vi ved intet om det. Derimod ved vi, at stormfloden den1. og 2. november 1532 anrettede stor ødelæggelse på slottet. Vandet stod 3 alen højt ved klostrets kirke.
I 1554 blev diget fra Højer til Rudbøl bygget. Det samme skete langs Vidåens nordre bred til Lægan Sluse og derefter syd på til Grelsbøl. Derved blev Tønder by afskåret fra havet. Til gengæld mente man at nu var man fri for de ødelæggende stormfloder. Byens stolte rolle som havneby var udspillet. Men stormfloderne vendte tilbage, Gang på gang blev digerne gennembrudt.
I 1593 rev vandet mange huse ned. Den 1. december 1615 var byen nær gået til grunde. Ved slottet stod vandet helt op til vinduerne. Ved Østerport var det 3 alen højt. Man sejlede i både gennem gaderne og mange huse blev ødelagt.
Oktober-floden i 1634 betød at vandet stod 1 alen højt overalt i gaderne. Meget kvæg gik til på bymarken.
Og det var ikke slut. I 1539 døde 600 mennesker af pest i Tønder. I 1602 døde 500 og i 1639 døde 600.
Velstand på grund af eksport til Holland
Før 1627 havde der været velstand i den driftige handelsby, Tønder. Skibene havde ført stude, flæsk, kød, smør, huder, honning og korn til Holland. De kom hjem med kalk, tagsten, vægfliser, kolonivarer, krydderier og fine klædestoffer. Senere var det også med vin og tobak.
Dette gav dobbelte fortjeneste og for pengene blev der bygget statelige gavlhuse med karnapper i hollandsk stil. Når den rige købmand og rådmand døde blev der skåret store og smukke mindetavler, der prydede kirken. Disse fortalte de kommende slægter om disse tøndringer købmænds rigdom og fromhed. Det er den hollandske handel, der har sat sine spor i Kristkirkens overdådige udstyr.
Hollændere – bygmestre af diger
Der er også andre hollandske spor. De store inddignings-arbejder i Vestslesvig foregik også under hollandsk ledelse. En hollænder regulerede i 1600 Vidåens løb ved udgravningen af Møllestrømmen fra Hostrup til Tønder Vandmølle. Den hollandske bygmester Arend Cornelis anlagde slusen ved Lægan (1554). Hollænderen Cornelius Claasen Pietall arbejdede fra 1629 af med store inddignings-arbejder ved Rudbøl at denne by fik købstadsrettigheder.
Med handelen kappedes håndværket som tredje bærende erhverv. Hertug Valdemar den Femtes privilegium af 1354 havde givet håndværket i Tønder eneret på 5 herreder. Af de gamle laugsstatutter fra Middelalderen er kun Skomagerlaugets plattyske vedtægter fra 1492 bevaret.
Kniplekunsten i Tønder
Kniplekunsten kom åbenbart fra Holland til Tønder. Andre kilder siger noget andet. Det var en fra Slesvig tilvandret købmand, der organiserede knipleindustrien i Tønder omkring 1650. Man fik kongelige og hertugelige privilegier. Fra 1680 fik denne industri et gevaldigt opspring.
Blomstringstiden er det 18. århundrede. Der sad så mange kniplersker i Tønder, at Magistraten 1742 klagede over den militære indkvartering, der lagde beslag på de mange kamre, som kniplersker havde lejet.
For en ussel løn arbejdede pigerne for en kniplingsgrosserer, der udleverede tråd og mønstre til dem og aftog deres varer. Grossereren solgte varerne i større partier på messerne i Braunschweig og Hamborg eller overlod dem til bissekræmmere, som solgte dem over hele Danmark og Norge. Mønstrene skiftede med moden. Indtil 1700 holdt man sig særlig til italiensk – flamske forbilleder. 1700 – 1800 særlig til flamsk-franske. 12.000 – 16.000 kvinder var dengang ”sysselansatte” med at kniple. I 1805 var det udenlandske salg nået op på 200.000 Rigsdaler.
Efter 1800 gik det dog tilbage med denne industri. Brugen af kniplinger gik af mode. En mere smagløs slægt foretrak den billige maskinknipling. Kunsten uddøde hvis aldrig helt. En kort opblomstring så man omkring 1920.
Kniplingshandlen satte sig også et minde i form af legater. Det er få andre byer, der har så mange og store legater som Tønder. Vi har lavet en speciel artikel om det.
Der kom gang i Tønder
I Tønder kom der et bogtrykkeri til Vajsenhuset. I 1812 fik rektor Forchammers enke privilegium til et bogtrykkeri. Og i 1813 startede hun med at udgive en avis ”Tondernsches Intelligenzblatt. Denne avis fik lov til at leve i over hundrede år.
I den gyldne tid fra 1770 – 1815 søgte driftige Tønder – borgere at forandre Tønder til en industriby:
Disse tre tobaksfabrikker producerede i 1861 214.500 pund røgtobak, 35.000 pund skråtobak, 2.000 pund snus og 650.000 stykker cigarer.
I Tønder fandtes to garverier og læderfabrikker. Efter 1850 grundlagdes en bomuldsfabrik og en Cikoriefabrik samt et jernstøberi og i 1861 et stort bryggeri.
Men tiden efter 1864 var ugunstig for industrier i småbyer. Men undtagelser af bryggeriet lukkede også alle de nævnte industrier i Tønder. Men bryggeriet fik efter 1920 et datterforetagende i en mindre solid margarinefabrik.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Dato: september 12, 2023
Tønders mange legater
Mange kniplepiger måtte betale for at få blev rige. Var det samvittigheden eller Pietismens godhed, der bevirkede så mange legater i Tønder? Hvad er en Legatfenne? Ja det ved de syd for Højer. Peter Struck. Skoleundervisning. Svigersøn snød med testamente. Balthasar Petersen. Hans Friedrich Leo. Paul Popsen. Uforanderlig ægteskabelig kærlighed. Carsten Richtsen. Vestergade 9 viser velstanden. Understøttelse af fattige fra den arbejdende og flittige klasse. Den flittige håndværker og arbejder. Georg Friedrich Horup. Han blev Carsten Richtsens by-sekretær. Kapitalen skulle ”sættes på renter” Spillere og drankere skulle ikke forventes at få noget. Hvem var legatmodtagerne 1. Ældre Mennesker 2. Yngre enker med uforsørgede børn. 3. Yngre Familier med en stor Børneflok. 4. Familier med syge eller handicappede Børn. 5. Yngre Håndværkere i akut nød. Og så var afslagene uden begrundelse. Modtagere af fattighjælp blev offentliggjort i den lokale avis. Offentlig hjælp var en ydmygelse. Man skulle sandelig ikke begraves på ”Fattigjord”. Suppelegater og andre.
Legater og stiftelser var i alle byer medvirkende til at begrænse antallet af personer, der måtte have fattighjælp.
Det kan ikke skjules at Tønder har været berømt for alle dens kniplinger. Mange er blevet rige på den bekostning. Men også mange af kniplingspigerne er blevet handicappede fordi de arbejdede under dårlige arbejdsforhold og i for højt tempo.
10 gadenavne opkaldt efter sig
Mange af kniplingsgrossererne har stiftet legater m.m. til byens fattige i tidens løb. De har så til gengæld fået gader og veje opkaldt efter sig. Derfor hedder det i dag Strucksalle, Horupsgade, Leosalle, Popsensgade, Richtsensgade m.m. Tæller vi nu sammen er hele ti gadenavne i Tønder præget af disse velgørere.
Klosteret og den katolske kirke tog sig af de fattige og syge. Man betalte tiende. Med reformationen forsvandt hele det sociale arbejde i Tønder. Gråbrødreklostret blev nedlagt og munkene smidt ud af byen. Nu måtte byens befolkning selv klare det.
Nogle få bliv rige af kniplinger
I løbet af 16-1700 – tallet blev nogle få af byens borgere meget rige på grund af kniplingerne. Nu var det vel ikke kun på grund af samvittighed at disse grossister eller kniplingshandlere stiftede disse legater. Det kunne være at de følte en vis forpligtelse!
Personlig fromhed opstod i forbindelse med at pietismen opstod. Dette var måske med til at fremme antallet af legater og stiftelser i Tønder
Hvad er legatfenner?
Mange af Tønders legater byggede på indtægter af jord i Tøndermarsken. Dukker vi ned på et kort fra 1. januar 1954 kan vi se at der ligger jorder tilhørende 23 forskellige legater og stiftelser. Legatejendommene ligger hovedsagelig vest for Højer – Rudbøl diget, dvs. i de nyere koge som Rudbøl Kog (1715), Gl. Frederikskog (1692) og Ny Frederikskog (1861).
Ja man kalder stadig disse marker for ”Legatfenner” Mon ikke den allerførste blev oprettet af Anne Cathrine Hansen i Højer i 1766. Det var 2,7 ha i Rudbøl Kog
Det var indtægterne af udlejningen af jorderne i Tøndermarsken, der udgjorde finansieringen af legaterne og stiftelserne. Det er det såkaldte Land-udvalg, der udlejer fennerne. Går du en tur derude kan du genkende disse fenner. Således benævnes Richtsens legatmarker med R.L. Posens Legat er lige med P.L. og Leos Legat er L.L.
Nu skal vi da også lige huske at nævne, at der i Tøndermarsken ligger legatjord, der tilhører Aabenraa Kommune.
Peter Struck
Han var den første legatstifter. Han var rådmand og kniplingshandler. Og hans legat var for fattige i Tønder. Strucks legat finansierede opførelsen af Vajsenhuset i 1731,
Allerede i 1703 stod han i spidsen for indsamling til udvidelse af byens hospital. Efter at have afregnet med provst Reimarus i 1709 indførte han sit testamente i kollektbogen. Af teksten kan man se at han var grebet af pietismens ideer. Han omtaler sig selv som et værktøj for den almægtige Gud.
Han ser det som sin opgave at hjælpe fattige børn til en kristen opdragelse, et betryggende legemligt underhold og en god skoleundervisning.
Skoleundervisning
Han er meget konkret, således skal lejeindtægten fra den jord han giver, betale for 12 forældreløse drenges ophold i byens hospital, hvor de skal oplæres i læsning, skrivning, regning og kristendom. Desuden skal 38 fattige børn i Tønder have gratis undervisning, ligesom degnene i fem forskellige sogne i Vidding Herred have betaling for at undervise 20 børn hver.
Du kan læse hele den historie i vores artikler om Vajsenhuset i Tønder.
Svigersøn snød med testamentet
I en kuvert i kollektbogen har Struck lagt en lille levnedsbeskrivelse. Han er født i Aabenraa i 1659 – tre måneder efter sin fars død. En arv satte ham som voksen i stand til at blive selvstændig inden for handel. I mere end 20 år betalte han Tønders højeste skat.
Struck døde i 1713 og hans hustru Beate Maria året efter. Testamentet trådte imidlertid ikke i kraft før 1731, fordi ægteparrets svigersøn og arving i første omgang fortav dets indhold. Også den historie kan du læse i vores tidligere artikler om Vajsenhuset.
Balthasar Petersen
Provst Petersens Legat blev stiftet 1786. Som vi tidligere har skrevet studerede Balthasar Petersen teologi i Jena. Han lavede sin egen præsteskole. Hans elever behøvede ikke så meget søvn, mente han. De skulle desuden læse, mens de spiste. De skulle ikke spilde tiden.
I 1786 testamenterede Balthasar Petersen den store gård Gørrismark til Tønder Seminarium. Indtægterne af gården skulle komme 18 unge mennesker til gavn for deres uddannelse. I 1847 brændte gården. I 1854 opførte Tønder By her en ny kommunal fattig – og arbejderanstalt, der fungerede som fattiggård indtil 1937.
Hans legat stod bl.a. for oprettelsen af Tønder Seminarium. I nyere tid har midler fra dette legat været med til at finansiere Provst Petersens Kollegium i Tønder.
Hans Friedrich Leo
Kolonialhandler Leo døde ugift i 1812. I hans testamente er en mangeårig assistent og husven, Nis Iversen indsat som hovedarving. Men der er også afsat store beløb til velgørende formål.
Byens hospital blev tilgodeset med jorder, hvis overskud skal anvendes til at forbedre levestandarden for beboerne. 3.000 rigsdaler i obligationer blev deponeret hos Magistraten og for renterne heraf skal byens fattige have hjælp, specielt i sygdomstilfælde.
Han oprettede i 1808 et legat bestående af 30 ha. Jord i Frederikskog til gavn for hospitalet i Tønder.
Leos Plejehjem er oprettet ved optagelse af lån i dette legat.
Paul Popsen
Ægteparret Helena og Poul Popsens testamente afspejler gensidig respekt og et fuldstændigt ligeværd. Man har nemt ved at tro på ordene om, at kniplingskræmmeren og hans hustru i mange år har levet i ”et fornøjet ægteskab”
Uforanderlige ægteskabelige kærlighed
De havde ingen livsarvinger og ønskede derfor at efterlade et minde om deres:
Rådmand Paul Popsen døde som den sidste af ægtefællerne i 1800. Et jordtilliggende på 163 Demat tilfaldt et legat til fordel for kirker, skoler og fattighjælp i og uden for Tønder by. Specielt har ægteparret ønsket, at pengene skal anvendes til at begrænse tiggeriet og fremme beskæftigelsen.
Carsten Richtsen
Carsten Richtsen var søn af en velhavende kniplingshandler. Hans legat skulle gå til byens fattige. Carsten Richtsens legatfenne er på hele 74 ha. Mange af disse legatfenner var i sin tid placeret syd for grænsen. Efterhånden nåede man at tilbytte dem, så de nu alle ligger nord for grænsen.
Vestergade 9 viser velstanden
Han er nok den, som vi ved mest om. Således har vi også tidligere skrevet om ham. Hans hus, Vestergade 9 er i dag et synligt minde om købmandens velstand. Ved sin død i 1821 var han justitsråd, deputeret borger, kniplingshandler og tidligere borgmester.
Hans kone, Ingeburg var død først og parret efterlod sig ingen arvinger. Bag dette gemmer sig en familiestrategi, idet Richtsens to sønner døde som børn. Måske ligger årsagen til hans godgørenhed her.
Understøttelse af fattige fra den arbejdende og flittige klasse
Han efterlod byen et offentligt anlæg med to stk. Liebestempel, hvoraf de ene er bevaret og netop restaureret. Et stueorgel og nogle kanoner testamenterede han også. Men det var særlig hans 146 Demat jord til byens fattige, der skabte glæde. Lejeindtægterne af jorden skulle anvendes til:
Ned i mindste detalje giver testamentet anvisninger på, hvorledes hjælpen skulle foregå rent praktisk i form af brændselshjælp, hushjælp, uddeling af rug og brød, linned m.m. plus hjælp til betaling af skat. Alt i alt er der afsat 700 rigsdaler til fast årlig understøttelse.
Den flittige håndværker eller arbejder
Hvis det derefter var penge til rådighed, skal disse anvendes til:
Det kan være flittige håndværkere eller arbejdere, der ufortjent er kommet i nød, forældre der har flere børn, end de kan ernære eller trængende enker eller mænd, ansat i byens tjeneste,
Jo hans testamente var præget af klogskab og indhøstede erfaringer fra deltagelse i byens styre. Det er den erfarende kommunale embedsmand, der taler.
Georg Friedrich Horup
Det har været driftige købmænd med deltagelse i byens styre med undtagelse af Leo. De har været optaget af tanken om at hjælpe de medborgere, der var kommet i en tvangssituation. Det har nu ikke altid været dem, der befandt sig på samfundets grund, de har haft i tankerne. Denne velgører har fået Horupsgade opkaldt efter sig.
Han blev Carsten Richtsens by-sekretær
Han stammer fra Holsten, hvor faderen var godsforvalter på et adeligt gods. Horup opnåede titlen ”Studierter Justitzrat”. Med den titel fik han ansættelse som by-sekretær i Tønder. Carsten Richtsen, der ikke havde studeret skulle have en kyndig mand ved sin side.
Da Carsten Richtsen havde sin afgang i 1812, var det naturligt at byens by-sekretær blev byens borgmester. Han forblev i sit embede indtil 1834.
Kapitalen ”skulle sættes på renter”
I sit testamente bestemte han, at når de personer, der havde stået ham nær, var blevet tilgodeset, skulle der oprettes en
Denne havde ved stiftelsen en formue på 8.005 Rigsdaler og 9 Schilling. Frem til 2003 blev den i det væsentlige styret efter de i Horup testamenterede regler. De væsentligste punkter bestemte, at hele kapitalen skulle ”sættes på renter”.
Det var først renterne af renterne der skulle komme understøttelsesformålet til gode. Understøttelsen blev givet til de af byens borgere, der havde eget hus og som på grund af sygdom, dødsfald, mange børn eller på grund af andre uforskyldt indtrufne omstændigheder ikke så sig i stand til at indfri deres forpligtelser.
Spillere og drankere kunne ikke få noget
Kun uformuende, men gode ærlige, ordentlige og flittige folk kunne forvente at modtage en understøttelse. Udelukket var sendrægtige og omsorgsløse værtsfolk, spillere, drankere og i øvrigt alle, der førte et udsvævende og uordentligt levned.
Der blev sandelig ført bog, som blev administreret af Horups advokat Bargum. Administratorerne tilkendte Martin Altmann som den første understøttelse med følgende begrundelse:
Det var stor interesse for at komme ind i administrationen af denne fond. Således mødte 64 personer frem for at stemme på fire kandidater i 1873.
Legatmodtagerne
En del af legatpengene er fra starten øremærket til diverse institutioner. Sideløbende har Tønders Magistrat fordelt betydelig beløb ud fra direkte ansøgninger. De fleste af disse ansøgninger er skrevet på tysk. I mange tilfælde har ansøgeren haft hjælp til ansøgningen eller betalt sig fra det.
Ansøgerne kan deles ind i forskellige kategorier
Ældre mennesker
På grund af ælde og svigtende helbred er de ikke længere i stand til at forsørge sig selv. De lægger vægt på, at de gennem hele livet har været gode skatteborgere. Nogle vil have hjælp til husleje, beklædning eller forfalden skat.
Skomagermester Thaysen vil gerne have hjælp til husleje. Grundet svigtende syn kan han ikke mere flikke træsko.
Yngre enker med uforsørgede børn
Her går hjælpen ofte til børnetøj. En alene – far C.H. Hansen blander sig også i denne gruppe:
Yngre familier med en stor børneflok
Skomagermester Peter Jacobsen søger gennem flere år jævnligt om penge. På et af brevene har myndighederne tilføjet:
Familier med syge eller handicappede børn
Skomagermester Jacob Andersen beder om hjælp til at oplære sin forkrøblede datter i syning, så hun ikke:
En anden fader beder om hjælp, så hans blinde søn kan komme til behandling hos en øjenlæge i Fredericia.
Yngre håndværkere i akut nød
De beder om hjælp til at kunne fortsætte med deres erhverv:
Maler Nicolai Garmsen har i 1851 skrevet et særligt smukt brev, hvori han fortæller, at han efter udstået læretid i Haderslev har været på valsen i Tyskland, men nu er tvunget til at vende tilbage til sin fødeby Tønder på grund af krigsuroligheder.
Afslag eller Godkendelse
Mange ansøgninger blev imødekommet. Men der var også afslag – uden begrundelse. Men det er nærliggende at tro, at Magistraten i den forholdsvis lille by (2.849 indbyggere ved folketællingen i 1845) har haft førstehåndskendskab til den faktiske nød. Typisk for de mange brevskrivere er:
Kun i ganske få tilfælde ligger ansøgeren dokumentation for sin påstand, f.eks. helbredelsesattest fra fysikus Ulrich.
Modtagere af fattighjælp blev offentliggjort i avis
Legathjælpen bestod typisk halvårlige beløb på enten 7 mark og 8 skilling eller 15 mark. Til sammenligning kan anføres, at daglønnen for en snedker i 1842 er 1 mark og 8 skilling.
Side om side eksisterede der også et offentligt fattigvæsen med forordninger fra 1736 og 1841. Men det var forbundet med mange ulemper. Alle der modtog offentlig hjælp blev registreret. I 1835 gik man så vidt at offentliggøre en fuldstændig fortegnelse over modtagerne og hvilket beløb man modtog. Det blev så offentliggjort som et tillæg i Tondersches Intelligenzblatt.
Offentlig hjælp var en umyndiggørelse
Offentlig hjælp var lig med umyndiggørelse, hvilket også var et slag mod ens stolthed. Det var det også hos dem, der søgte legater.
Offentlig hjælp var lig med arbejdstvang for en arbejdsduelig person. Fra 1834 var denne arbejdstvang også bopælstvang idet der blev oprettet en offentlig arbejdsanstalt.
Og i 1831 var der blevet oprettet en kogeanstalt. I stedet for hjælp til daglige fornødenheder fik man udleveret spisebilletter.
Man skulle helst ikke begraves i ”fattigjord”
Når man fik legater, var der mulighed for at få hjælp i særlige tvangssituationer, så som begravelseshjælp. Så skulle afdøde ikke i fattigjorden. Men vigtigst for alt. Legatmodtagere slap for tab af borgerlige rettigheder og den nedklassificering i samfundet som blev fattighjælpsmodtagere til del.
I en ansøgning fra 1853 skriver Peter Jacobsen:
Suppelegater og andre
Der fandtes også en mængde andre legater. Næppe en by som Tønder har haft så mange legater. Der har været masser af suppelegater, der blev udleveret til de fattige på bestemte mærkedage. Og pengelegater eksisterer stadig. Mange har ikke overlevet grundet skiftende inflationer.
Således var statsbankerotten i 1813 og den tyske marks værdiløshed efter Første Verdenskrig et hårdt slag mod alle disse legater og stiftelser.
I dag administreres de fleste af de tilbageværende legater af Socialudvalget i Tønder Kommune.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 15, 2023
Den Ny Grænse 1920
Den internationale kommission og Versailles- freden. Tyskerne trak sig ud 24. januar. Flensburger Hof kom i centrum. Forslag om at 4 kommuner kom til Danmark. Den gamle grænse ved Kongeåen faldt. Den næste kommission slag sig ned i Sønderborg. Grænsen er 65 km lang. Gik langs et gammel herredskel. Grænsesten 280 placeret ved ”Det fremskudte dige”. De var berettiget til at foretage mindre justeringer. Flest justeringer ved Ellund i Bov Sogn. De store vanskeligheder: Rudbøl Grænse. Et tæt bebygget område. Den 8, sept. 1920 blev det afgørende møde afholdt på diget. Grænsen blev lagt midt på gaden. Var det den rigtige beslutning? Tiltrækker i hvert fald turister.
Den internationale kommission
Lørdag den 10. januar 1920 blev Versailles – traktaten endelig ratificeret i Paris. Kl. 16.15 trådte den i kraft. Og så var det ellers med at overholde diverse frister. Det var ingen hemmelighed, at tyskerne var stærk utilfredse med aftalen og fristerne. Senest en måned efter dette tidspunkt skulle afstemningerne i Slesvig finde sted.
Endelig var det kommet skred i de begivenheder, man havde ventet så længe efter. Den internationale kommission til ”ordning af folkeafstemningerne i Slesvig” var for længst udpeget. I nogle måneder opholdt man sig i København.
Tyskerne trak sig ud 24. januar
Den udstedte straks sin berømmelige proklamation. hvorefter den overtog al magt og alle beføjelser af enhver tænkelig art inden for de i traktaten faste afstemningsdistrikter dvs. Første og Anden zone.
Efter meddelt kortvarig udsættelse rømmede tyskerne landsdelen den 24. januar såvel administrativt såvel som militært – efter at de allierede besættelsestropper allerede var rykket ind i områderne. På nogle områder varede det lidt længere, for eksempel med togdriften.
Flensburger Hof kom i centrum
Den 26. januar kl. 12 middag ankom den ny regering i særtog fra København til Flensborg. Fire flag gik underhornsignaler til tops over ”Flensburger Hof”. Det var det britiske, franske, svenske og norske flag. Det gjorde med et det gamle hotel til centrum. De fire kommissærer rykkede ind. Sekretærer og sagkyndige fulgte med. USA var på grund af staternes stilling til fredstraktaten ikke repræsenteret i kommissionen.
Forslag at 4 kommuner kom til Danmark
Præsidenten og den svenske kommissær foreslog, at praktisk talt hele anden zone gik tilbage til Tyskland, mens de to andre medlemmer indstillede, at 4 mellem-slesvigske sogne, Aventoft, Sønder Løgum, Ladelund og Medelby, der alle lå i anden zone op imod første zone, kom med til første zone og fulgte Danmark.
Denne kommission blev kaldt CIS-kommissionen. Den 16. juni kl. 12 havde de afsluttet deres arbejde. Den følgende nat forlod kommissionens generalsekretær som den sidste Flensborg.
Den gamle grænse ved Kongeåen faldt
Samme nat faldt den gamle grænse ved Kongeåen. Der blev foreløbig etableret en toldgrænse ved Første zones sydgrænse. Danmark overtog den fulde civile og militære administration af Nordslesvig.
Den næste kommission slog ned i Sønderborg
Nu skulle der etableres grænsens detaillerede fastsættelse og afmærkninger i marken. Det var bestemt i Versailles – Traktatens § 111 at dette arbejde skulle ledes og kontrolleres af en international kommission. Og den udgjorde denne gang 7 medlemmer. Men USA ønskede ikke at deltage, så egentlig var der kun 6 medlemmer. Og sandelig var det en japaner i blandt.
Man slog sig ned i Sønderborg med en ikke ubetydelig stab af sekretærer, sagkyndige og teknikere. Kun det tyske medlem og stab boede i Flensborg.
Grænsen er 65 km lang
Den dansk-tyske landegrænse er ca. 65 km lang – fra Flensborg Fjord i øst til havdiget i vest. Den falder i tre naturligt adskilte afsnit.
Først var det den korte østjyske strækning, hvor grænsen fra Flensborg Fjord følger Krusåen, syd for Krusågård, passerer Aabenraa – Flensborg landevej, toldstation Kruså, fortsætter mod vest ad snørklede og bugtede linjer gennem et smukt og bakket terræn ord for Nyhus by og skærer banelinjen Fredericia – Flensborg, umiddelbart syd for Padborg Station.
Længere mod vest fortsætter grænsen i skellet mellem byerne Ellund i syd og Frøslev i nord. Ved Frøslev Polde slutter det østjyske afsnit. Grænsen glider her ud i sit lange midter-trip, der går gennem højderyggens ensartede og vidtstrakte arealer omtrent i lige linje til den skærer Tønder – Husum landevej ved Sæd.
Ældgammel herredskel
I 1920 henlå langt de fleste jorder her som græsningsarealer. Der var næsten ingen bygninger, hverken nord eller syd for linjen. På en 10 km linje følger grænsen ”Skelbækken”. Grænsen er her sammenfaldende med det ældgamle herredsskæl mellem Slogs og Kær herreder, der i 1920 så ud som om det var dannet af naturen selv.
Grænsens tredje afsnit fra landevejen ved Sæd til Havdiget ved Siltoft gennem den tønderske marsk følger som regel vandløb eller diger. Den store Sønderå er landegrænsen til Møllehus ved Aventoft, hvor grænsen skærer den store vejforbindelse mod syd – den gamle klinkechausse fra Tønder til byens gamle kongerige – de mange koge mod sydvest.
Med Møllehus kvitterer grænsen enhver støtte af større vandløb og går mod vest ind gennem det meget sumpede og næsten ufarbare ”udendigsland” mellem Tøndermarsken og Gudskogens dige-anlæg og dukker først op igen, da den fra øst går ind i Rudbøl Sø, halverer omtrent denne og støder ved søens vestbred mod det gamle dige, som man i 1563 – 66 byggede fra Rudbøl til Fegetasch til inddigning af det gamle Viddingherred.
Grænsesten nr. 280 placeret ved ”Det fremskudte dige”
På sit sidste stykke mod vest følger grænsen nordranden af det endnu ældre kærdige, passerer umiddelbart syd om gården ”Siltoft” for at slutte ved den sidste grænsesten nr. 279. Den er placeret på det havdige, der er bygget ca. 1860 og løber fra Højer mod syd. Ja sådan var situation indtil det nye fremskudte dige blev etableret. Her blev grænsesten nr. 280 etableret.
Berettiget til at foretage mindre justeringer
Nu var CIF – kommissionen berettiget til at foretage mindre ændringer af linjens forløb, hvor praktiske forhold krævede det. Disse ændringer var mindre betydelige. Inden for kommissionen skulle der være fuld enighed, inden dette blev foretaget. Indtil 15. august kunne lodsejere komme med indvendinger.
Flest justeringer ved Ellund
Der indkom dog også et ikke ringe antal såkaldte ”Petitioner” både fra dansk og tysk side, som alle blev omhyggelig behandlet. Der var dog væsentlig forskel på lodsejernes stilling inden for de grænselinjens tre afsnit. Kommissionens muligheder og beføjelser var langtfra ens inden for disse.
I praksis gik hele midter-strækningen glat igennem. Den var urørlig. Derimod kom det ”praktiske” element i sin ret på den østlige strækning. Forskellige steder i Bov Sogn og ved Ellund blev der foretaget mindre ændringer af den oprindelige linje. De største flytninger var de kendte ”Lommer” ned i Ellund, fortrinsvis til opnåelse af en bedre jordfordeling.
De store vanskeligheder: Rudbøl Grænse
Men ak ved Rudbøl kom kommissionen på en prøve. Her var forholdene vanskelige. I tidens løb er der fremkommet mange historier om, hvordan grænsen blev dannet. Også såkaldte vandrehistorier.
Arealer skulle deles
Kommissionen skulle dele Rudbøl Sø af hensyn til befolkningens fiskeriinteresser, der skulle sikre beboerne på begge sider af søen. Vest for byen skulle grænsen fortsætte i zoneskellet dvs. langs kærdigets nordrand. Kun i Rudbøl By og i Rudbøl Sø befandt grænselinjen sig i Anden Zone. Det var derfor her indenfor arealer, der skulle deles, inden linjen på ny kunne komme i forbindelse med den fastlagte zonegrænse.
Tæt bebygget område
Spørgsmålet var, hvordan man skulle gøre dette. Det gav anledning til mange overvejelser. Problemet var også at her var tale om et tæt bebygget område. Alle ejendomme fra gammel tid var placeret langs en landsbygade, der oprindelig var et dige. Beboernes nationale opfattelse var tilmed forskellig og jordfordelingen spredt. Det gav kommissionen adskillige hovedbrud.
Den 8. september 1920 blev det afgørende møde afholdt
Til slut holdt man den 8. september et stort møde ude på diget, hvor de forskellige meninger blev fremlagt også fra beboernes side. Enden blev at gadens østlige husrække gik til Tyskland og den vestlige til Danmark.
Grænsen midt gennem gaden
Nu er gaden ganske vist kun en halv snes meter bred. Den egner sig slet ikke til en landegrænse. Det er klart at sådan en grænse medførte en masse vanskeligheder. Og det har den sandelig også gjort.
Var det den rigtige beslutning?
Men den har da også gjort noget godt. Turister myldrer til. Den idylliske by fik en turistattraktion af stort format. Beboerne har med stor tålmodighed fundet sig i grænsens mange ulemper, selv i krigens vanskelige år.
Det er ikke let at ændre en landegrænse, især når det ikke er oplagte muligheder derfor. Men Kommissionen greb det nok ikke helt forkert an, eller gjorde det?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 14, 2023
Stormflod i Vadehavet – endnu mere
Antallet af ofre var overdrevet. Johannes Meyers kort var overdrevet. Øerne var landfaste. Jordebogen beviser store tab. Engang kunne Jordsand ses. Stormfloden 1362. Allehelgens – floden 1436. Stormfloden 1615. Beretninger fra 1634 var til at stole på. Andre stormfloder kostede liv. Ebbe og flod. Landsænkninger. Dige-pligt. Spaderetten. Det fremskudte dige ved Højer.
Antallet af ofre er overdrevet
Efter stormfloden i 1825 udkom der i Tønder en udførlig beskrivelse af ødelæggelserne (Denkmal der Wasserfluth). Som tillæg fik man en fortegnelse over de største stormfloder, der i tidens løb har ramt området.
Det var en afskrift af gamle beretninger, der gik i igen fra krønike til krønike. Man begyndte med:
Og sådan blev man ved. Men kan man nu tro på beretningerne om så mange druknede? Vi har ingen pålidelige beretninger. Ofrenes antal er nok overdrevne.
Johannes Meyers kort fantasifuld
Johannes Meyers kort fra 1652 er nok heller ikke til at stole på. Han har indtegnet utallige byer og kirker som er forsvundet i Vadehavet som ofre for stormfloder. Men dette kort står nok heller ikke for en gennemgribende historisk undersøgelse. Læs den artikel vi har skrevet om denne korttegner fra Husum.
Kystlinjen langt vestligere
Det er ingen tvivl om, at kystlinjen var en helt anden i fordums tid. Vesterhavets gamle strandlinje lå langt vestligere end den nuværende ø-række. Flere af Vesterhavs-øerne og halligerne er marskøer – en enkelt har også en mose. Dette kan ikke dannes midt ude i havet. Ved Før og vest for Ribe har man fundet rester af gamle skove.
Øerne var landfaste
Jo disse øer har været landfaste. Spørgsmålet er blot, hvornår dette store landområde er gået tabt og om menneskene har oplevet disse katastrofer.
De mange tegn på oldtidsbebyggelse på Sild og Amrum viser, at her engang har været tæt befolket. Overalt i Vadehavet har man stødt på rester af ringbrønde, hus-værfter, grøfter m.m. Det er ingen tvivl om, at en stor del af landområdet er gået tabt efter at det er blevet bebygget.
Jordebogen beviser tab
Det bedste bevis er vel nok Kong Valdemars Jordebog fra 1231, Den nævner på Nordstrand 5 herreder med 59 kirkesogne, hvoraf de 50 er taget af havet. Der er også Slesvigs Domkapitels ansøgning til Konciliet i Basel i 1447. Her blev der oplyst at ”det salte hav” har taget 60 kirkesogne, der havde indbragt halvdelen af Kapitlets indtægter.
Der findes også pålidelige historiske beretninger, tingsvidner m.m. fra de senere århundreder. Det er aldeles sikkert, at den slesvigske vestkyst gang på gang er blevet ramt hårdt af stormfloder, og at op imod 100 kirker langs med denne kyst er taget af havet.
Engang kunne Jordsand ses
Tyske geologer har regnet ud at øen Sild i 1231 var fem gange så stor som nu. I 1928 gik vandet i stormfloden over øen ved Ranum. En skattefortegnelse fra 1613 nævner, at der på Jordsand boede to mand, Mads og Jens. De avlede 60 læs hø, havde 14 køer, 10 stykker ungkvæg, 5 heste og 60 får. Der var navne på markerne. ”Bertels Kofenner”, ”Laustens Toft” og ”Jessens Pril”. I min barndom stod min Opa på Højer Sluse og pegede ud mod øen og fortalte, at der havde han ofte været. Under besættelsen stjal tyske soldater æg fra øen. Nu er øen væk.
Mange af de gamle beretninger er upålidelige. Men alligevel har vestkysten været hårdt ramt.
Stormfloden 1362
Den 16. januar 1362 tog havet ved den slesvigske vestkyst 30 kirkesogn, der alle kan nævnes med navn. Ved Nordstrand tog havet Rungholt med 6 nabosogne. Der druknede 7.600 mennesker. Ud for Viddingherred forsvandt Vippenbøl Sogn i bølgerne.
Allehelgensfloden 1436
Allehelgensfloden den 1. november 1436 ramte hårdest lidt nordligere. På Sild forsvandt Eidum og Rantum Sogne. Det var hvis nok i den flod at Anflod Sogn syd for Højer gik til grunde. Det var kun kirken tilbage. Den blev overladt herremanden på Kogsbøl, som lod den nedbryde.
Sognet blev bebygget igen, men kirken blev ikke genrejst. Folk fra Rudbøl, Poppenbøl og Gaden søgte Højer Kirke. Det var her Cornelius Petersens smukke gård Vester Anflod lå. Den brændte i 1950erne.
Stormfloden 1615
Den 1. december 1615 tog havet den største del af Rikkesbøl Sogn – vest for Rodenæs. I Sæd druknede 11 personer og langs med Rørkær og Jejsing bakker lå det fuldt af drivgods, druknede mennesker, kreaturer og heste.
Beretninger fra 1634 er til at stole på
Stormfloden den 11. oktober 1634 er næppe den største. Men her har man pålidelige efterretninger. På Nordstrand druknede 6.200 mennesker og over 50.000 husdyr. Havet tog i denne ene nat på Nordstrand 19 kirker, 28 møller og over 1.300 bøndergårde. Mellem Tønder og Ribe druknede over 600 mennesker, f.eks. 50 i Rejsby Sogn, 57 i Mjolden, 19 i Døstrup, 15 i Abterp og 44 i Misthusum.
Andre stormfloder kostede liv
Julenat 1717 druknede der i Ejderstedt over 2.000 mennesker.
Natten mellem den 3. og 4. februar 1825 druknede der alene på de små halliger 75 mennesker.
Ja så var det den 30. august 1923, da 19 dige-arbejdere mistede livet ved Rejsby.
Mange troede at det var Guds værk
Hvorledes opstår sådan en stormflod? Ja som vi berettet i tidligere artikler, er der nogle mente, at det var Guds værk. Det var en advarsel mod ugudelige mennesker. Den yderste straffe-dag var nær. Andre har givet udtryk for, at det kunne være jordskælv.
Ebbe og flod
Tidligere har vi givet forklaring på ebbe og flod. Dette kan vi opfatte som et regelmæssig bølgeslag mod vores kyster. Ved Højer Sluse er floden normal ca. 2 meter høj. Ved springflod, når sol og måne trækker i samme retning, noget højere.
Tænker vi så en stormflodsbølge i en højde af ca. 3 meter oven på springfloden får vi 5 meter flod.
Floden i 1825 er den eneste i historisk tid, der hærgede hele kysten fra Skagen til Holland. Floden i 1634 ramte hårdest Nordstrand. I 1923 var det Rejsby, hvor den ramte hårdest.
Stormflodsbølgen løber nemlig hurtigere end den normale flodbølge, og det kommer altså an på, om den når kysten ved højeste springflodsstand eller muligvis ved ebbetid.
Landsænkninger
Men hvordan går det til, at store landområder går tabt?
Når vandet er løbet bort, burde landet da komme til syne igen. Men der er forskellige forklaringer. Man talte om at der var sket en landsænkning. Men det er geologer ikke enige om. Således skulle marsken omkring Ribe have hævet sig 1 meter de sidste 1.000 år. Og ved Skærbæk er det ca. 60 centimeter. Kan det nu have sin rigtighed?
I nutiden er der lige så mange stormfloder som tidligere. Man regner med cirka 50 i hvert århundrede. De fleste tror på, at der sket en landsænkning, derfor vil en stormflod opfattes højere. Men digerne er blevet bedre end før i tiden. De er blevet gjort højere.
Digepligt
I gamle dage gik digepligten frem for alle andre pligter. Hovedreglerne var:
Spaderetten
Den såkaldte ”Spaderet” bestemte, at den mand eller den kommune, der ikke opfyldte sin pligt over for digearbejdet, havde forbrudt sin jord.
Det var på grundlag af denne ”Spaderet” at hertugen 20 år after den store stormflod i 1634 kunne ”jage de strandinger bort fra deres hjemstavn” og overlade deres jord til et pengestærkt hollandsk konsortium.
Ridning på digerne var strengt forbudt. Og pløjning af diger betød dødsstraf.
Det nye dige ved Højer
Det fremskudte dige ved Højer har skabt tryghed for mange.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 3, 2023
Hohenwarte
En tur til Slusen. Jordejerne måtte selv betale for inddigningen. Carsten Angel var heldig. Som en kopi af universitet i Kiel. Døde af blindtarmsbetændelse. Hohenwarde brugt som lystgård. Et hus med stor selskabelighed. I 1943 flyttede familien til Højer. Hans Wind var driftsleder i mere end 20 år. En kold flygtningelejr. Ingen drikkevand i 1946. Undervisningsbøgerne var nazistiske. Diplomatiske forviklinger. Bange for sikkerheden bag digerne. Fremskudt dige i 1982. Statens Planteavlerforsøg. Nye staldlænger. Der blev rejst fredningssag. Gården indrettet til bondegårdsferie. Tredje generation har overtaget. Mange muligheder på ården i dag. Historien om gården fortælles i kælderen.
En tur til slusen
Når vi gik fra Oma og Opa i Ny Frederikskog op til Højer Sluse kunne vi fra diget kigge ned på Hohenwarte. Det gjorde vi altid efter middagsmaden inden der blev dækket op til kaffebordet ”i den køn stue”. Efter den friske gåtur var der plads til mere. Her i den fine stue var det aldrig opvarmet.
Men se dengang var det forsøgsstation, da vi kiggede ned til gården. Men hvordan er det lige gårdens historie er.
Jordejerne måtte selv betale for inddigningen
Ny Frederikskog blev som bekendt inddiget i 1860 – 1861. Det var jordejere i Gammel Frederikskog, som havde retten til det daværende forland. De betalte selv for inddigningen og bygningen af Højer Sluse. Det kostede 455.000 rd.
Carsten Angel var heldig
De nye inddigede jorder blev fordelt ved lodtrækning den 25. maj 1861. Carsten Angel fra Bjerremark ejede 62 demat i Gl. Frederikskog. Demat er et gammelt frisisk ord for et jordmål især i marskegnene. En demat er noget mindre end et tønder land.
Han var så heldig at trække lod nr. 10 som lå inde bag det nye havdige. Disse jorder var sat til halv takst, fordi der var var gravet græstørv til beklædning af diget. Det betød at Carsten Angel fik 130 demat langs diget og helt op til Vidåen.
Allerede det første år byggede Carsten Engel en ejendom i røde teglsten og med stråtag. Bygningen indeholdt stald, lade og formentlig en bolig til bestyreren.
Som en kopi af universitetet i Kiel
Sønnen Hans Richtsen Angel overtog i 1878 gården. Han lod under stor bekostning opføre en hovedbygning. Arkitekt var Heinrich Moldenwaschardt. Han udformede hovedbygningen som en miniature af universitetet i Kiel, hvis hovedbygning Angel var blevet fascineret af. På den høje kælder rejste sig en etage med næsten fladt tag, og på midten af huset opførtes en gennemgående frontispice. Omkring huset blev gravet grøfter og jorden lagt omkring huset. I begyndelsen hed stedet faktisk Haus Angel.
Hans Angel gav gården navnet Hohenwarte, som betyder ”højt værft” eller ”høj høj”.
Døde af blindtarmsbetændelse
Familien Angel levede som rige storbønder, der fedede stude og handlede med stude. Hans Richtsen Angel blev i 1880 gift med Ingeborg og de fik 11 børn.
Hans Richtsen Angel døde i 1901 af blindtarmsbetændelse. Han blev kun 49 år. Enken sad med Hohenwarte til 1909, hvorefter hun flyttede til Flensborg.
Hohenwarte brugt som lystgård
De gamle landbrugsbygninger nedbrændte i 1901 efter et lynnedslag. Vest for hovedbygningen opførtes en bygning i røde sten med høj trempel. I den sydlige del var der kvæg – og hestestald. I den nordlige del var der indrettet lejlighed til driftslederen.
I 1909 blev gården solgt til bryggeridirektør Anton Schifferer i Kiel. Han var landdagsmand for Tønderkredsen til 1918. Han brugte Hohenwarte som lystejendom. I 1918 testamenterede han gården til sine to sønner. I 1923 blev Friz Schifferer eneejer.
Et hus med stor selskabelighed
Han havde deltaget i Første Verdenskrig og fik landmandsuddannelsen på store gårde i Sønderjylland. Han var velhavende og rejste meget bl.a. i Syd – og Nordafrika. Efter forældrene arvede han en bolig på Sild, hvor familien boede i nogle år i 1930érne. Her havde han omgang med officerer i den tyske hær. I 1938 flyttede familien ind på Hohenwarte, hvor der førtes stort hus med megen selskabelighed.
I 1930’erne og under krigen var der stor handel med heste til tysk militær. Under tiden var der op til 40 heste på stald. Familien Schifferer havde samarbejde med handelsmand Boyskov i Aabenraa. Han købte en del af jorden og byggede i 1934 gården Siltoftvej 42.
I 1943 flyttede familien til et hus i Højer
Fritz Schifferer havde været løjtnant i slutningen af Første Verdenskrig. Han var tysksindet og meldte sig frivillig i Anden Verdenskrig. Det meste af krigen gjorde han tjeneste ved havnekommandanten i Esbjerg. Han havde administrative opgaver, hovedsagelig med ansvar for madforsyningen til de tyske tropper i Danmark og Norge.
Det gav mulighed for en stor handel med stude, bl.a. fra Tøndermarsken. I 1943 flyttede familien til et hus i Højer.
Omkring 1930 var gårdens samlede areal 147,9 ha, deraf var 146,4 ha marskjord og 1 ½ ha var have og gårdsplads.
Hans Wind var driftsleder fra 1921 – 1943
Hans Wind var ansat som driftsleder på Hohenwarte fra 1921 til 1943. Han boede på gården sammen med sin familie i den nordlige ende af landbrugsbygningen. Besætningen bestod primært af 12 malkekøer og et par heste. Derudover var der handel med stude og græsning af stude. Kun 2-3 fenner blev dyrket med korn. Foruden driftslederen var der fodermester og anden medhjælp. I hovedbygningen var tre piger og en privatchauffør.
En kold flygtningelejr
Fra 1943 til 1947 fungerede gården som flygtningelejr. Her fik børnene dagligt lov til at bade på et afspærret område. Og hver dag gik et par børn op til mejeriet efter mælk. Her var ikke kun tyske flygtningebørn, men også forældreløse børn fra mange andre lande.
Her var ofte koldt ude og inde, men en udmærket kok sørgede for varme ved måltiderne. I stalden sov drengene. Her var et stengulv og ingen kakkelovn eller varmeapparat.
De ældste børn blev forberedt til en mellemskoleeksamen. De yngste børn gik i en børnehave. Sundhedstilstanden var god hos børnene. En sygeplejerske stod til rådighed ved sygdomstilfælde, men dem var det ikke så mange af på Hohenwarte. Høje Sluse var afspærret af det danske militær, så det var lidt svært at få kontakt med lokalbefolkningen. Men det skete dog at befolkningen i Højer til jul sendte lækkerier ud til børnene.
Ingen drikkevand i 1946
Der var ingen drikkevand i 1946. Det skulle hentes i spande inde i Højer. Det var en ret afsondret tilværelse dengang. Ikke alle i Højer vidste, at der her var en flygtningelejr. I 1946 talte man at flytte lejren til Tønder. De danske myndigheder mente, at det ville være synd for børnene at opleve overdreven medlidenhed og opmærksomhed. Dette lyder mærkeligt, da Tønder i forvejen havde en masse flygtninge boende.
Undervisningsbøgerne var nazistiske
Lejren på Hohenwarte blev ledet af tyske myndigheder og personale. Undervisningsbøgerne var da også nazistiske. Lederen af lejren Dr. Kuhlmann var en særlig person. Han var i 1919 udvandret til Brasilien, hvor han blev gift med en svensker. Der havde de en lille bondegård. I 1939 var han på familiebesøg i Tyskland, men på grund af krigens begyndelse kunne han ikke komme tilbage.
Han havde siden 1942 drevet et internat i Rheinsberg. I april 1945 var fjenden rykket nærmere. På en åben lastbil havde han transporteret internatets elever til Højer. I 1946 tog han tilbage til Brasilien. Han ville ikke forlade børnene før deres fremtid var afklaret. Over 70 af Hohenwartes børn stammede fra dette internat.
Diplomatiske forviklinger
Der gav en del diplomatiske forviklinger vedrørende nogle af børnene på Hohenwarte. Åbenbart havde de danske myndigheder ikke registreret børnene. Det viste sig, at der her var børn fra 23 nationer. Også børn, der havde været anbragt under private forhold i Danmark, kom til Hohenwarte. 23 drenge fra Danzig mellem 11 og 14 år var strandet her.
Den 26. marts 1947 kunne 18 voksne og 93 børn forlade Hohenwarte. De kom til Offenbach, men hvad der egentlig skete med dem, interesserede ikke de danske myndigheder.
Bange for sikkerheden bag digerne
Da landbrugsministeriet overtog Hohenwarte i 1947, var det for at gården skulle indrettes til landbrug. Men man var bange for dige-sikkerheden. Landbrugsministeriet nedsatte i 1950 et udvalg, der afgav betænkning fem år senere.
Fremskudt dige først i 1982
Konklusionen var, at der burde skabes dobbelt digesikring for hele Tøndermarsken. Enten ved forstærkning af de gamle bagvedliggende diger, eller ved opbygning. Tønder Amtsråd besluttede at give tilskud til landvinding i Vadehavet med henblik på bygning af et nyt dige. Det endte med etableringen af det fremskudte dige – med det blev først indviet i 1982.
Hohenwartes jorder blev dengang lejet ud og bygningerne stod tomme.
Statens planteavlerforsøg
Fra 1. januar 1954 blev Hohenwarte med 69 ha overdraget til Statens planteavlsforsøg ved et mageskifte med Nørregård i Højer Kog. Hohenwarte blev indrettet til Statens marskforsøg.
Hovedbygningen blev ombygget i 1955-1956. Det blev et nyt stejlt tag med stort udhæng. Udsmykningerne omkring vinduerne blev fjernet. Der blev sat kvadratiske vinduer i. Frontispicen til gården blev fjernet mens frontispicen til gården blev fjernet, men den til haven blev bevaret. Den står som et bevis på fordums storhed i arkitekturen.
Ruminddelingen blev bevaret, men lofterne blev sænket i alle stuerne. Huset blev indrettet til bolig og kontor for forstanderen. På loftet var der fem værelser og badeværelse til karlene. I stueetagen var der pigeværelser, stort køkken og folkestue.
Nye staldlænger
I 1957 – 1959 blev der bygget nye, moderne staldlænger med plads til 25 malkekøer plus opdræt, og svinestald med plads til 80 fedegrise og stor lade ed silo.
Fra 1956 til 1963 boede forstander, agronom Viggo Nielsen med hustru på gården sammen med det nødvendige folkehold. Fra 1963 til 1985 boede forstander lic. Agro. Lorens Hansen på Hohenwarte med hustru og fem børn. Det var en husassistent og om sommeren syv mand på kost og logi. Folkeholdet blev nedlagt i 1967.
I stuehusets kælder blev der indrettet kontorer, laboratorier, frokoststue og personalerum. Senere blev det også indrettet kontorer og laboratorier i nogle landbrugsejendomme. Gennem årene var der beskæftiget 16 – 18 personer ved forsøgsarbejde i markerne, laboratorierne og kontor.
Der blev rejst fredningssag
Da Statens planteavlsforsøg overtog Hohenwarte, blev jordene drænet, grøfterne sløjfet og jorden blev pløjet. Markerne blev benyttet til parcelforsøg med kornsorter, grøntsager, afprøvning af kemikalier, jord-behandling og nitrat-vaskning. Da der blev rejst fredningssag for området, besluttede man at nedlægge statens marsk-forsøg fra november 1987.
Bygningerne stod stort set ubenyttet frem til 1991. De fleste af jordene indgik i jordfordelingerne i forbindelse med fredningen i 1988. Fredningen betød at drænudløbene blev stoppet. Alle grøfter blev gravet op igen. De holdes fulde af vand i sommerperioden. Jordene er udlagt til græsning.
Gården indrettet til Bondegårdsferie
I 1991 købte Andreas Paulsen Hohenwarte med bygninger og 17,4 ha jord. Han indrettede gården til bondegårdsferie. I første omgang var det kun i dele af stuehuset, men efterhånden blev kontorer, laboratorier og kostald indrettet med værelser. I svinestalden og laden blev der indrettet køkken og festsal. Man kunne byde de første gæster velkommen den 1. marts 1992.
I 1999 overtog datteren Vivi Paulsen og hendes mand Hohenwarte. De har yderligere ombygget gården. I 2009 fortsatte Vivi Paulsen selv videreførelsen. Og i 2010 kom hendes nuværende mand, Andreas med i driften af feriestedet. Her kommer både gamle stamkunder og førstegangsbesøgende.
Tredje generation har overtaget
Nu er Hohenwarte mere end simpel bondegårdsferie. Der serveres både morgenmad og aftensmad, hvis man ønsker det. Her har også været arrangeret ”Sønderjysk Kaffebord” og Pers Awten, samt familiefester. Således har min familie også afholdt fest her på stedet.
Og nu efter 30 år på Hohenwarte har tredje generation taget over. En masse dyr er kommet til. Det er ikke kun marskdyr. Du kan opleve hunde, ænder, heste, dådyr, geder og lamaer. Og sikkert endnu flere.
Mange muligheder i dag
På stedets hjemmeside kan man downloade en brochure med alt, hvad stedet kan tilbyde. Og det er skam ikke så lidt. Der er hele 31 værelser til rådighed. Men man kan også få teltplads, shelter eller komme i campingvogn eller autocamper.
Her er mest travlt i skolernes sommerferie. Og familien bor på Hohenwarte. Det er altid godt at have en handyman, der ordner alt – og det er Andreas ”Dres” Nielsen Poulsen.
Historien fortælles i kælderen
I kælderen på Hohenwarte kan man opleve Hohenwartes arkitektur og bygningshistorie, beboernes historie og livsformer. Her vil være en gennemgang af herskab og tjenestefolk på stedet samt danskhed og tyskhed i området. Gad vide om man har læst artiklerne her på siden.
Kilde:
Dato: juli 19, 2023
Folmer Bendtsen – en maler fra Nordvest-kvarteret
Han er kendt som arbejder-maleren og maleren fra Nordvest-kvarteret. En plads foran Nørrebro station er opkaldt efter ham. Men han er født på Vesterbro og vi skal mange steder hen. Faderen var velhavende. Moderen gik fra strygekone til butiksindehaver. Han boede i Absalonsgade og var sømand. Forældrene var kærester i 20 år inden de giftede sig. Folmer Bendtsen bosatte sig i Lygte-kvarteret. Han havde været i pleje på Nørrebro. Her lærte han socialismen at kende. I Folkekøkken på Møllegade. Han blev gadehandler i Nordvest-kvarteret. Gift første gang i 1927. Bibliotek i Stefansgade gav ham inspiration. Motiver fra Vesterbro, Sydhavn og Nokken. I kamp mod mælkedreng. Konen drømte om grønforretning. Med på et afbud. Justitsminister købte to af hans malerier. Masser af udstillinger fulgte. Kunstmedarbejder på Socialdemokraten. Skilt og ny kæreste. Gift anden og tredje gang. Ny bopæl ved Frederikssund og masser af udsmykninger. Han sagde ja til Ridderkorset.
Kendt som Arbejder – maleren
Ja vi skal vidt omkring, når vi skal beskrive denne person. Nej, han er ikke engang født i Nordvest-kvarteret. Og han er død langt fra København. Han er også kendt som arbejder – maleren. Vi skal vidt omkring.
Plads på Nørrebro opkaldt efter ham
Foran Nørrebro Station har man navngivet en plads – Folmer Bendtsens Plads. Men i grunden er det på den forkerte side af Nørrebro Station. Men det har nu altid været lidt kludder med området, således hedder det også Nørrebro Bycenter. Bycenteret ligger i Nordvest. På Lygten Station har kvarterløft Nordvest hørt til.
Postdistriktet for Ydre Nørrebro og Nordvest kvarteret hed indtil 1939 København L.
Nordvest-kvarteret hed før Utterslev Mark
Lygtekvarteret er en del af Nordvest-kvarteret, som før i 1901 i Kraks Vejviser blev kaldt for Utterslev Mark. Utterslevgårds marker gik helt ned til Nørrebro station og den daværende Lygte Å – Kvarteret omfattede et område nord for Frederikssundsvej fra nuværende Tommsgårdsvej til nuværende Nørrebro station.
Født på Vesterbro
Folmer Bendtsen er født den 8. februar 1907. Han døde den 6. januar 1993 som 85 – årig. Han er født i Sankelmarksgade, en sidegade til Dybbølsgade ved Enghave Plads på Vesterbro. Hans mor var strygerske, Christine Bendtsen, som var kommet til København fra Bornholm.
Faderen var velhavende
Faderen hed Christoffer Larsen og var møbelfabrikant og – handler på Frederiksberg. Hans møbelværksted og – forretning og senere bolig lå på Godthåbsvej 75. Christine Bendtsen får endnu to børn med ham. Barn nummer to, som hun får i 1913, bliver bortadopteret. Folmer møder ham først senere i livet, da de begge er voksne.
Fra strygekone til butiksindehaver
Barn nummer tre er Harriet. Efter at have fået hende får hun en trikotagebutik med tilhørende bolig i Absalonsgade tæt ved Istedgade. Derved bliver Christines udkommende sikret. Folmer flyttede hjem til hende igen efter at have været i pleje hos en familie på Nørrebro. Han kommer nu til at gå på Gasværksvejens Skole. Faderen kommer dog stadig jævnligt hos moderen. Og Folmer besøger ofte den tidligere plejefamilie på Nørrebro.
Denne familie var vant til at tale med ham. Moderen står i forretningen fra tidlig morgen til 8-9 om aftenen. Hun havde ikke så meget tid til at tale med ham. Det gør ham lidt rodløs.
I Absalonsgade
Boligen i Absalonsgade var beliggende i en korridorejendom med toilet i gården. Hans skolegang på Gasværksvejens Skole gik stort set godt. Han var god til dansk og både til at læse og skrive. Men i sangtimerne blev han smidt ud af klassen. Tegnelæreren syntes ikke om hans specielle måde at tegne på. Han havde ikke set noget lignende.
Alligevel fik han 200 kr. i flidspræmie ved skoleafslutningen. Det var mange penge i 1921. Dem gav han pligtskyldig sin mor, der i begyndelsen troede, at han havde rapset dem.
Sømand
Han bor ca. syv år hos moderen og går ud af skolen som 14 – årig. Derefter er han bud hos firmaet Nielsen & Co. Der er han i to år og slutter med en fin anbefaling. I 1923 stikker han til søs. Faderen og moderen bliver gift og flytter ud på Godthåbsvej 75. Efter fire års ægteskab får de deres fjerde og sidste barn – Valdemar. Tilsyneladende er det kun Harriet, der flytter med ud på Frederiksberg.
Folmer Bendtsen sejler med et handelsskib mod Sydafrika. Senere i 1923 går han i land i Hamborg. Derefter sejler han med et dampskib mod England og rundt omkring i Skandinavien som ungmand. Han tager med et andet handelsskib til Østasien og bl.a. Ceylon.
Han afmønstrer i januar 1925 i Århus. Christoffer Larsen – Folmers far dør I 1941, men Christine bliver boende i ejendommen til 1968. Her kom hendes to børn Harriet og Valdemar med deres familie også til at bo som voksne med deres familie.
På Bornholm erhvervede ægteparret et sommerhus, hvor de holdt ferie. Og hertil tager Folmer Bendtsen også sammen med sin ven Jørgen Sandved i et af deres togter i sejlbåd
20 år som kærester
Folmer Bendtsens mor Christine havde det barsk på Vesterbro som strygekone. Til sidst endte hun som velstillet borgerfrue på Frederiksberg. Men hun glemte ikke sin fortid og havde hele livet et godt forhold til hendes søn, Folmer.
Muligvis var Folmers forhold til faderen ikke så godt. Faderen og moderen holdt sammen i 40 år, heraf de 20 år som ”kærestepar. Det var måske lidt usædvanligt. Det havde samtiden og måske også Folmer svært ved at forstå. Da faderen er ved at dø, kalder han Folmer til sig. Faderen beder om tilgivelse.
Folmer Bendtsen bosatte sig i Lygte-kvarteret
Som 19 – 20-årig bosatte Folmer Bendtsen sig i Lygte-kvarteret som dengang var et af de socialt lavest rangerede kvarterer i København. Og det var ikke fordi han ikke ville have hjælp af faderen.
Ganske vist kom moderen på besøg hos ham i Alexandravej (nu Rebslagervej) med mad og nogle penge, så han ikke ligefrem skulle sulte, især før han blev gift i 1928.
Plejefamilien på Nørrebro
Plejeforældrene Jens og Marie Nielsen var et ældre ægtepar, hvis børn var flyttet hjemmefra. Jens Nielsen var formand for Murerarbejdsmændenes Fagforening, som havde kontorer i Wesselsgade på Indre Nørrebro. Jens havde tilnavnet ”Dragonen” og ”Jens med Stål-armen”. Han holdt en modvillig entreprenør i strakt arm ud fra et vindue på tredje sal.
Marie var i tresserne, da Folmer igen flyttede hjem. Men han bevarede kontakten til dem. Hende blev han ved med at kalde mor. Hans socialistiske livsopfattelse havde han efter dem og især fra fagforeningsmanden, Jens. Folmer gik dengang på Prinsesse Charlottes Gades Skole. Her gik han dog kun i meget kort tid.
Men jens og Marie havde åbenbart også en kolonihave ved Tagensvej, nord for Alexandravej. Det ved vi fra maleriet ”Fest i kolonihaverne 1950”.
I Folkekøkkenet i Møllegade
Efter at have været til søs i ca. to år får Folmer Bendtsen arbejde som medhjælper for tjenerne på restaurant H.F. Müller på Købmagergade ved Kultorvet. Men der er han kun et halvårs tid. På det tidspunkt bor han i etagen over snedkerværkstedet på Ndr. Fasanvej.
For det meste er han arbejdsløs. Måske havde han nogle småjobs nu og da. Han kom meget i folkekøkkenet i Møllegade ved Guldbergsgade. Det var også her han mødte handelsmanden Ejnar Nielsens kone, Magda, der laver socialt arbejde. Hun og hendes mand bor på Skt. Hans Torv og har en produkthandel ude i Lygtekvarteret. Han sælger appelsiner og anden frugt fra en frugt-vogn.
Gadehandler i Lygte-kvarteret
Efter at have boet kort tid hos parret flytter han ud til Ejnar Nielsens produkthandelsplads og bor oven på hans hestestald, hvor han har en ”russerhest” med navnet ”Carl”.
Her i Lygte – kvarteret lærer han at klunse og handle fra frugt-vogn. Formentlig bliver han hurtig selvstændig og får handelsbrev som frugthandler. Han samler flasker, klude og jern på lossepladser m.m. For pengene køber han blomster og sælger dem som gadehandler. Nogle af blomsterne henter han uautoriseret fra de store haver i Ryvangs-kvarteret-
I Nordvest-kvarteret var der flere produkthandlere. I hele perioden var han tilmeldt på forældrenes adresse og et par måneder i 1927 hos plejeforældrene. Men på et tidspunkt får han sin egen lejlighed på Alexandravej og her bor han frem til omkring 1937.
Gift første gang i 1927
I en alder af 21 år bliver han den 21. april 1928 gift med smørrebrødsjomfru Jenny Petersen. Det må formodes at han hele tiden har boet i kvarteret omkring Alexandravej. Det hus han boede med Jenny Petersen, er i dag nedrevet. Det var et lille gult 1 ½ etages hus, hvor de boede i tagetagen.
Bibliotek i Stefansgade gav inspiration
Det må formodes at han efter giftermålet begynder som selvstændig frugthandler med ladvogn rundt i hele byen. Det kunne være bidende koldt. Han måtte ofte gå indendørs for at få varmen. Det kunne være i folkekøkkenerne i Møllegade eller Axeltorv eller biblioteket i Stefansgade. Her læser han dagens aviser.
Her på biblioteket skaffede de ham bøger om kunst. Han var særlig glad for maleren Wilhelm Lundstrøm.
Motiver fra Vesterbro, Sydhavn og Nokken
Hans frugt-vogn som senere i hans malerier blev kendt som bananvognen, var en ladvogn eller trækvogn med to store træk-hjul med to støtteben og med håndtag bagtil, så man kunne skubbe/trække afsted med vognen.
Til at begynde med turde han ikke male på Alexandravej og havde ikke råd til et staffeli. Så satte han lærred op på en plade og drog med bananvognen ud til Vesterbro, Sydhavnen og over på Nokken på den anden side af Sydhavnen på Amager.
Her var der muligheder for enkelte motiver og fred og ro til at male. Det var faktisk langt at gå med sin trækvogn. Men allerede i 1928 havde han malet på en kakkelovnsskærm hos Ejnar Nielsen.
I kamp mod Mælkedrenge
Da han kunne male nogenlunde og fik råd til staffeliet, begyndte han at male motiver på Alexandravej. Der blev hurtigt ballade med de skrappe mælkedrenge fra Mælkeriet Enigheden. Mælkedrengene ville drille ”den fine Kønstner”, som de troede at han var. De sparkede bl.a. til staffeliet. Men den fine kunstner bankede dem efter mange slagsmål.
Konen drømte om en grønforretning
Endelig opdagede de at han var en ”fra vejen”. Og han blev gode venner med dem. Han begyndte at male oppe i lejligheden. Dette syntes konen dog ikke om. Hun ville have et pænt hjem og blev meget vred over maleklatterne i stuerne. Hun drømte om en grønforretning og så ville hun gerne bo i Thorsgade inde på Nørrebro. At manden skulle være maler, var ikke det, som hun havde drømt om. Det kunne aldrig blive en ordentlig levevej, har hun vel ment, Hun havde den småborgerlige drøm og han ville være revolutionær.
Men konen tog fejl. Han kom til at slå igennem som maler.
Med på et afbud
Folmer Bendtsen havde hele tiden købt sine farver, pensler og lærreder hos kunsthandler Henning Larsen i Knabrostræde. Denne lagde mærke til den unge mand med bananvognen og var blevet nysgerrig. Da han i oktober 1935 var blevet brændt af en kunstner, som skulle udstille hos ham, syntes han, at han skulle se nærmere på denne mand som købte så mange farver og lærreder hos ham.
Folmer Bendtsen var målløs og havde medlidenhed med kunsthandleren. Han var en fattig gadehandler og en forhenværende sømand og hvordan i alverden skulle hankunne blive en fin maler, der udstillede. Men kunsthandler Henning Larsen må have haft gode forbindelser.
Justitsminister købte to af hans malerier
Nu kom Folmer Bendtsen sandelig også i Ekstra Bladet, hvor journalisten ”Spada” interviewede ham. Her fortalte Folmer Bendtsen, at han håbede at få råd til at uddanne sig på kunstakademiet.
Kunstskribenten Ole Vinding skrev en strålende anmeldelse i Ekstra Bladet. Næste dag dukkede justitsminister K.K. Steincke op i galleriet og købte to malerier for 150 kr. stykket. Det var en formue for kunstneren. I bladene kunne man læse at Folmer Bendtsen ikke havde råd til at gå på museer og udstillinger for at kigge på kunst.
Masser af udstillinger
Efter udstillingen hos Henning Larsen gik det stærkt. Samme år debuterede han på Kunstnernes Efterårsudstilling og året efter i 1936 på Charlottenborgs Forårs-udstilling, hvor der blev indleveret 3.000 værker. Heraf blev 500 udtaget.
Han kom med i en nystiftet kunstnersammenslutning ”Kammeraterne”. Her var han medlem ind til 1947. Han var gæst hos Grønningen i 1952 og medlem fra 1953.
Et arbejde hos Social – Demokraten
Han var blevet socialdemokrat og blev kunstmedarbejder på Social – Demokraten fra 1938 til 1943. Dermed fik han frihed til at male og kunne deltage i kunstdebatten. Folmer Bendtsen fik også mulighed for at deltage på et efterårskursus i 1936 på Kunstakademiet i litografisk kunst. Dette fik stor betydning for hans udvikling som maler. Men det var også det nærmeste han kom kunstakademiet.
I 1937 opnåede hans malerier sammen med maleren Olaf Rude de højeste priser. Det blev også mulighed for en studietur til Paris.
Skilt og ny kæreste
Omkring 1937 er han flyttet ind på Gråbrødre Torv. Og sandelig i 1938 fik han telefon. Det var en bedre lejlighed end den på Alexandravej. Hans gennembrud som maler var så voldsom, at hans ægteskab med Jenny Petersen bliver opløst. Men han er dog ikke alene ret længe. Han flytter sammen med Inga Zetterstrøm, som er fotograf. Dette forhold varede formentlig til slutningen af 1940erne.
I 1950 gift anden gang
I 1939 flytter han med venners hjælp ind i en attalier-lejlighed på Bülowsvej 40. Her er der et stort rummeligt atelier med udsigt o0ver Landbohøjskolen. På denne adresse bliver han boede til omkring 1950.
Den 28. december 1950 bliver han gift anden gang med Birte Vibeke Jensen. Hun er 30 år. Han er 42 år. Derefter flytter de til Gammel Kongevej 136. Her bor de indtil 1961. Ægteskabet bliver opløst i 1957.
I 1959 gift tredje gang
Men to år efter bliver han gift tredje gang den 14. maj 1959. Hun er 27 år gammel. Han er 52 år. Dette ægteskab varer til hans død. Hun døde i 1997.
Ny bopæl ved Frederikssund
Kort tid efter forlader parret Københavns – området. Turen går til Lille Kregme ved Frederiksværk. Det er et fiskerhus som kaldes for Bakkehuset. Det var egentlig brugt som sommerbolig. Men nu var det udbygget til helårsbolig med atelier. I 1962 får parret datteren Kristine.
I 1994, året efter kunstnerens død bliver pladsen foran Nørrebro station navngivet.
Udsmykninger
I 1965 udfører han også udsmykningen i byrådssalen i det lokale rådhus her i denne arbejder-by med stålvalseværket som den store arbejdsplads. Egentlig minder Frederikssund om Lygtekvarteret dengang.
Måske burde vi have nævnt at Folmer Bendtsen også udsmykkede Korsør Rådhus og Radiohusets kantine. På trods af sin tilknytning til arbejderklassen sagde han i 1964 ja til blive ”Ridder af Dannebrog”.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Malere på www.dengang.dk
Dato: juni 28, 2023
Hjælpen til Sønderjylland
Vi anmelder en ny bog. Den giver en masse information. Du skal dog holde tungen lige i munden. For mange er disse informationer sikkert overraskende. Der blev foretaget mange dispositioner. Mange penge til underskudsgivende strækninger. Kilder siger forskellige ting. Den store vejplan i 1921. Rømø – dæmningen i 1948- Problemer som man måske glemte. Jernbanenettet skulle tilpasses dansk infrastruktur. Vi fik også en vest-bane. Amtsbanerne. En ny øst-bane var planlagt. Jernbanen var blevet misligholdt. Ødelagde lastbilerne vejene? Ingen afløsning for amtsbanerne (Kleinbahn). Der manglede et overordnet koncept. Mere fokus på fjerntrafikken havde været ønskelig. Men nu skal vi lige passe på ”Bagklogskabens lys” Og så var det lige nogle af de foreslåede linjeføringer.
En ny bog har set dagens lys
En ny bog har set dagens lys fra Forlaget Frydendal. Og det er af forfatteren, journalisten og foredragsholderen Niels Jensen. Forfatteren har vel omkring hele 40 bøger bag sig. Men vi har så brugt lidt flere kilder for at gå ind i problematikken, da Sønderjylland blev indlemmet.
Det var galt med infrastrukturen
Det var bestemt ikke en let sag. Slesvig havde som Hertugdømme aldrig tidligere været en del af det danske Kongerige. Når man kigger på infrastrukturen, så var Nordslesvig/Sønderjylland nærmest et fallitbo. Preussen havde brugt penge og energi på en fortyskningspolitik.
Vi skal da heller ikke glemme at Første Verdenskrig havde kostet tusinder af dansksindede livet og endnu flere handicappede for resten af livet. Men det havde også betydet, at bygninger, veje administration havde været forsømt.
Bogen handler om de store infrastruktur- projekter – jernbane, havne, broer, postvæsen, elektricitetsforsyning og meget mere, som løftede Sønderjylland lige så meget som resten af landet efter 1920.
Hold tungen lige i munden
Vi får en masse viden og det er jo også fint. Men måske er bogen for dem, der har en forhåndsviden. Detalje- og fakta-mætningen er stor. På den anden side, så afspejler bogen en kæmpe viden. Og illustrationerne kunne næppe blive bedre. Kort sagt:
Landsdelen var nedslidt og mishandlet – både menneskeligt og materielt. Det kostede i milliarder af kroner at få Sønderjyllands infrastruktur til at fungere.
Masser af information i bogen
Og vi starter selvfølgelig med digtet ”Tondern Station”. Men ellers kommer vi vidt omkring. Se bare indholdet her:
Mange mærkelige dispositioner
Jo, der var skam mange, der havde en mening om, hvordan det hele skulle løses efter 1920 Det kostede millioner og atter millioner, da Sønderjylland blev elektrificeres. Og Sønderjylland blev den første landsdel, der fik et fuldautomatisk telefonnet.
Rødekro – Løgumklosterbanen har nok været den strækning med den korteste levetid, som DSB har ejet. På Als blev den smalsporede bane moderniseret for millioner, før den kort tid efter blev nedlagt. Jo, der skete mange mærkelige dispositioner dengang i Sønderjylland.
Mange penge til underskudsgivende strækninger
Mange penge gik fra DSB til underskudsgivende banestrækninger. I hvert fald gik 6-7 mio. kr. – svarende til 168 mio. kr. til trafiksvage og dårligt vedligeholdte statsjernbaner. Først i 1960erne brugte staten sin beslutningsret til at lukke en del privatbaner.
Denne bog handler om de mange ekstraordinære tiltag, der blev iværksat.
Kilder siger forskellige ting
Fra 1864 – 1920 var der sat stop af det overordnede net af landeveje i Slesvig. Man ville ikke risikere at knytte Nordslesvig /Sønderjylland tættere på kongeriget. Konsekvensen blev et ulogisk og nærmest ubrugeligt landevejsnet. Ja sådan kan man læse i en af vores kilder.
I en anden kilde står følgende:
De to afsnit er næsten hinandens modsætninger.
Den store vejplan
I kraft af ”Den store vejplan vedtaget 1921 blev der i årene 1921 – 1933 istandsat og udbygget 834 km veje i landsdelen til en pris på 32,5 mio. kr. finansieret af staten og amterne. Meget af vejnettet blev først tilendebragt efter anden verdenskrig. Det samme var tilfældet med minutvejen fra Aabenraa til Sønderborg.
”Den store vejplan” brød afgørende med den hidtidige vejstruktur præget af et ekstremt finmasket net af kommunale biveje, der tjente meget lokale transportbehov. Denne struktur havde endnu rod i det gamle landbrugssamfund før udskiftningerne og blev holdt kunstigt i live af den preussiske kommunale struktur med meget små kommuner, som bidrog til at fastlåse en vejstruktur uden hensyn til større helhed og fjerntrafikken.
Rømø – dæmningen i 1948
I 1948 blev Rømødæmningen åbnet for vejtrafik og i perioden 1970-1984 blev motorvejen fra grænsen til Kolding etableret. Senere blev den udvidet med strækningen Kliplev til Sønderborg.
Problemer, som man måske glemte
Nicolai Svendsen var redaktør på avisen Modersmålet/Dannevirke i Haderslev. Han nedskrev sine erindringer mellem revolutionen 1918 og indlemmelsen 1920:
Jernbanenettet skulle tilpasses dansk infrastruktur
DSB’ s overtagelse af Reichsbahns banelinjer, stationer og rullende materiel samt en betydelig del af personellet foregik uden de store forviklinger selv om der var meget, der skulle genopbygges efter fire års krig.
Det sønderjyske jernbanenet skulle tilpasses dansk infrastruktur. Forbindelserne skulle vendes fra syd mod nord. Problemet med de små amtsbaner skulle også løses. Hverken i koncept eller regi passede det til danske forhold.
Vi fik også en vest-bane
I 1862 fik den britiske jernbaneentreprenør Samuel M. Peto og konsorter koncession til anlæg og drift af banen Flensborg – Vamdrup med sidebaner. Det blev en skavank at hverken Haderslev eller Aabenraa blev en del af længdebanen.
De sønderjyske købstæder sank generelt bagud i den tyske tid i forhold til danske og holstenske konkurrenter. På vestkysten åbnede i 1887 Frederiksstad – Ribe. Herfra blev der også skabt forbindelse til Bredebro og Løgumkloster. I 1892 kom sporet fra Tønder til Højer Sluse. I 1901 fik Sønderborg sin togforbindelse.
Amtsbanerne
Fra slutningerne af 1890erne bredte amtsbanerne sig til Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og Tønder amter. Mens Aabenraa og Haderslev stagnerede opstod på den bare mark Vojens og Rødekro stationer, mens stationsbyen Tinglev efterhånden voksede hen mod kirken. Der blev også plads til endnu fire store stationsbyer Toftlund, Gram, Rødding og Skærbæk. I Sundeved voksede Gråsten sig stor som stationsby.
En ny øst-bane var planlagt
I 1911 blev jernbanedirektionen i Altona bemyndiget til at forberede en bane, der skulle gå fra hovedlinjen ved Bolderslev eller Hjordkær, gå over Aabenraa til Haderslev og igen slutte sig til hovedlinjen ved Sommersted. Forslaget satte sindene i bevægelse og rivaliseringen mellem byerne gik i gang.
Jernbanen var blevet misligholdt
Krigsårene 1914-18 skabte både materiel og mental nød. Det mærkedes også på jernbanedriften. Da soldaterne i november 1918 vendte hjem fra fronten, var det et sørgeligt syn:
En anden ting var, at efter 1920 måtte man erkende, at ingen af de sønderjyske købstæder havde potentiale til at udvikle sig til Flensborgs efterfølger.
Ødelagde lastbilerne vejene?
Men lokalpolitikere tog nu fat på de steder, hvor der skulle sættes ind med forbedringer i Sønderjylland/Nordslesvig. Toget i forhold til lastbilen blev kun sporadisk berørt. Man mente at lastbilerne ødelagde vejene.
Ingen afløser for amtsbanerne (Kleinbahn)
Man mente at taksterne på jernbanen skulle sættes ned, så ville lastbilerne slet ikke kunne klare sig. Også Alssundbroen blev diskuteret. Hvor skulle den placeres?
Mommark-banen holdt lidt længere end Rødekro – Løgumkloster-banen Den 15. juni 1933 åbnede den. Og den holdt helt til den 27. maj 1962. de mange foreslåede privatbaner blev aldrig til noget. Og der kom hellere ingen afløsere på de mange amtsbaner (eller Kleinbahn)
Der manglede et overordnet koncept
Der manglede i høj grad et overordnet koncept. Prøv at se nedenunder, nogle af de planer, som man havde. Første Verdenskrig betød et stort tigerspring fremad for lastbilerne som transportmiddel for mennesker og materiel.
De forskellige kommissioner bestod også af en masse jernbanefolk og nok ikke så mange vognmænd. Nogen grundlæggende diskussion blev aldrig ført. Kommissionen var af den mening, at jernbanen var fremtidens transportmiddel.
Mere fokus på fjerntrafikken
Amtsbanerne havde en elendig økonomi. Ofte var det en elendig linjeføring. Der var manglende koordinering af de forskellige amtsgrænser.
Nu kan vi i bagklogskabens lys godt kigge på kommissionernes anbefalinger, Man burde have haft stærkere fokus på fjerntrafikken. De sønderjyske købstæders problem kunne være blevet løst.
Nogle af de foreslåede linjeføringer
Kilde:
Hvis du vil vide mere: