Søgeresultater på "Tøndermarsken"
Dato: maj 31, 2023
Hvor gammel er Tønder egentlig?
Du må ikke anfægte historikers troværdighed. På en mark nord for Emmerlev. Havde Tønder samhandel med London i 1017? Påstand blev gentaget gang på gang. En mulig overlevering. Hvorfor efterprøver man det ikke? Kreative arkitektstuderende. Kirkehistorie efterlyses. En grundig granskning af ældre krøniker kan også være løsningen. Mangel på havnepladser langs Vadehavet. Ingen havn i Møgeltønder. En havn omtales i Tønder i 1130. Vi kigger på infrastrukturen dengang. Flere mønter fundet ved Vadehavet end andre steder. Møntcirkulation mere udbredt i Holland og England end i Danmark. Befolkningstilvækst fortsatte langs Vadehavet. Ældgamle stednavne. Hovedtrafikårer dengang. Mange ældre bebyggelser fundet. Har der ligget en handelsplads ved Emmerlev. Tønder var allerede en vigtig by i 1243.
Du må ikke anfægte historikers troværdighed
Du må aldrig anfægte professionelle historikers troværdighed. Sådan er det. Men når man selv ikke har den nyeste forskning med, så skal de nok begynde at anfægte dig. For hvad nytter det hele at de bare skriver af efter hinanden uden at stille spørgsmålstegn.
På en mark nord for Emmerlev
På baggrund af kommende udgravning nord for Emmerlev har vi kigget lidt på forholdene. Noget tyder på, at der har været handelsliv op langs vestkysten og ikke bare i Dankirke, Ribe og Sild.
På en mark nord for Emmerlev har amatørarkæologer stødt på gamle mønter, smykker samt spor efter håndværk. Det er vel ikke bare tilfældigt. Blandt mønterne var arabisk dirhem fra 8-900-tallet, en tysk sølvmønt og en guldmønt fra Byzans (det nuværende Istanbul i Tyrkiet fra 600 – tallet. Dette er en ekstrem sjælden mønt.
Havde Tønder samhandel med London i 1017?
Siden har man lavet en prøvegravning. Dette faldt meget heldigt ud. Og nu har man så fået 2,9 millioner kroner til en egentlig udgravning. Resultatet af denne gravning kan have betydning for bestemmelse af Tønders alder.
I forbindelse med kloakudgravninger i Tønder har man gjort opsigtsvækkende fund.
I Det Danske Atlas fra 1781 kan man finde følgende oplysning:
Påstand gentaget gang på gang
Denne oplysning er noget tvivlsom. Nogle historikere har ignoreret dette fuldstændig. Andre har taget det som gode varer og gentaget det gang på gang. Ja selv vi har gjort dette på vores hjemmeside.
Det har så afstedkommet den holdning, at Tønder allerede i 1017 var en havneby. Men det er i grunden meget ”overfladisk”. For hvor er beviserne? Men hvad var det i grunden denne Heimnrich skrev i Nord – Fresische Chronick i 1666.:
Man mener, at Knud den Stores regeringstid var i perioden 1017 – 1035. Men egentlig er det ret upræcist.
En mulig overlevering
Heimreich omtaler stedet Tønder som udgangspunkt for Englandstrafikken. Han beskriver det ikke som en landsby, han nævner ikke indbyggerne. Han nævner heller ikke noget om handelsfolk. Det er alt sammen noget som Det danske Atlas opfatter tingene.
Hvorfor efterprøver man det ikke?
Det fremgår indirekte, at der er tale om en mundtlig overlevering, som naturligvis kan være folkelig, men som snarere stammede fra andre kronikører, som Heimreich omgikkes. Men det er muligt, at der i førsteudgaven omtales en skriftlig kilde. Det kunne være interessant hvis historikere ville efterprøve dette.
Danske Atlas for overfladisk
Flere historikere har ignoreret oplysningen, men andre har med begejstring gengivet den. Otto Scheel sammenligner Tønder med vikingetidens ””købinger”. Som forfatter til en bog om vikinger må man gå ud fra, at han har forudsætninger for denne sammenligning.
Flere af de skribenter, som har videregivet informationen efter Det Danske Atlas har været nødt til et forbehold. Det drejer sig bl.a. om Ludwig Andresen og Vilhelm Marstrand.
Kreative arkitektstuderende
En del har modtaget informationen uden indvendinger og endog tilsat yderligere kolorit. Danske arkitektstuderende har i den grad pyntet på det:
Fortællingen om byggematerialerne bly og tufsten fra England virker umiddelbart lidt tvivlsom. I hvert fald for tufstens vedkommende antager vi normalt, at de kom ca. 100 år senere og i øvrigt fra Rhinegnene. Men igen så kan vi ikke helt afvise muligheden.
Kirkehistorie efterlyses
Det kræver nok en mere dybdeborende historie og studium af de nordfrisiske kirkers bygningshistorie at få klarhed over dette forhold. Man kan ikke uden videre sammenligne dette med Ribe-egnens tufstens-kirker.
Knud den Store plejede venskabelige forbindelser med Tyskland.
En grundig granskning kan også være løsningen
Vi mangler en overlevering om Knud den Stores forhold til Nordfrisland. En grundig granskning af krøniker kunne måske fremkomme med noget. En ubekræftet oplysning hos Heimreich, at Knud den Store omkring 1020 indførte østersdyrkning ved Sild.
Selve antydningen af Tønder (0g Bredsted som anløbsplads er for så vidt mere end tvivlsom på baggrund af hele sammenhængens usikre karakter. På den anden side, kan man dog ikke helt afvise Heimreich.
Mangel på havnepladser
Det er først den omstændighed at vestkysten, var fattig på gode havnepladser. På et tidspunkt var der en formidabel plads lidt tilbagetrukket i den sejlbare Vidås mundingsområde. Og dem, der mente at det dengang var Møgeltønder, der var havnebyen, tager fejl. Så skulle det da lige være fladbundede både, der kunne gå ind til stranden.
Ingen havn i Møgeltønder
Vi har set, at man har fundet træstolper inde i Møgeltønder by, som straks blev antydet på, at være en havn. Men mon ikke det har været en bro over et å-forløb. Man glemmer, at der siden vikingetiden har været en landsdækkende vandspejlstigning på mindst en meter.
En havn i Tønder omtales 1130
Det var heller ikke uvæsentligt at araberen al-Idrisi i 1130 placerer en havn, som han kalder al-Sila i et forhold til Tønder – Tundria. Denne geograf udgav i 1153 et værk i Palermo. Han skrev om Tønder:
Vi skal atter engang huske på at kystforløbet var helt anderledes. Og det var besejlingsforholdene også. Det var en stor bugt, der gik ind til Tønder. Skibene lå ved Slotsbanken. Når der var ebbe, var det sikkert ikke mulighed for at sejle
Endelig er der den oversete kendsgerning, at nedgangstiderne efter vikingetidens slutning ikke gav anledning til nye bydannelser. Det var først i sidste halvdel af 12. århundrede, der atter kom skred i udviklingen. Men da var Tønder ifølge Idrisi allerede en realitet, som altså må have overlevet nedgangstiderne siden vikingetidens slutning.
Det er mærkeligt at moderne tiders historikere ikke har været mere skeptiske over for informationerne i Danske Atlas.
Vi kigger på infrastrukturen dengang
Men man kan selvfølgelig ikke afvise, at Tønder har været betydelig ældre. Man har fundet spor af tidlig jernmalm – produktion. Men måske kan udgravningerne ved Emmerlev komme tættere på. Kigger vi på hele infrastrukturen dengang på egnen, ja så kunne man godt formode en tidligere by-dannelse.
Flere mønter fundet ved Vadehavet
I de senere år har man omkring Ribe og Dankirke fundet et stigende antal mønter fra tidspunktet 720 frem til 820. Det ser også ud til at man lokalt i Ribe har præget mønter. Og dette har været en kongelig kontrolleret mønt, der også blev accepteret andre steder. Antallet af møntfund ser ud til at være markant større langs Vadehavskysten end andre steder.
Syd for grænsen har man ikke kunnet finde samme antal af fund. Men her er lovgivningen omkring metaldetektors anvendelse anderledes restriktiv.
Møntcirkulation mere udbredt i England
Møntcirkulationen dengang var ikke helt så udbredt i Danmark som i Holland og England. I de to lande var mønterne kommet helt ud i landsbyerne. Det var de ikke i Danmark. Det var kun på handelspladserne. Handlen for mange i Danmark bestod dengang af naturalier/ombytning.
Friserne havde en vigtig rolle i dannelsen af Ribe. Sejlruten gik tæt forbi Emmerlev det sted, hvor man nu skal grave. Men egentlig var Tønder tættere på, og byen havde en udmærket beskyttet havn.
Befolkningstilvækst fortsatte langs Vadehavet
Befolkningstilvæksten fra vikingetiden fortsatte især langs vestkysten. Marsken blev tæt befolket med gårde og kunstige forhøjninger. Området synes ikke at være så hårdt ramt af ”Den Sorte Død” i 1300 – tallet. Men derimod har området ofte været hjemsøgt af stormfloder. På de mindre frugtbare jorder blev der dyrket rug. Engområderne gav mulighed for kvæg – og hesteavl.
Ældgamle stednavne
Løgum Kloster blev dannet i 1100-tallet. Vi kan jo også se på stednavnene, at det var tidlig bebyggelse i Tønders nabolag. Tag bare stednavnendelser som sted:
Eller omtrent lige så gamle endelser som -lev:
Ja disse endelser er også oldgamle um/-heim:
Landet bag marsken på geesten er kommet senere i gang. Her er bebyggelsen opstået i den senere vikingetid og den tidligere middelalder. Det gælder bl.a. for
Hovedtrafikårer
Den ældste hovedtrafikåre forbandt Ribe og Tønder og fortsatte videre mod syd til Husum. Trafikken har dog igennem tiden valgt forskellige ruter på grund af den store forskel at færdes på den højereliggende geest og at færdes igennem marsken i et landskab uden diger.
Fra Tønder var der tidligt forbindelse til Hærvejen via Burkal, hvor vejen blev delt i en nordlig og sydlig retning.
Mange ældre bebyggelser
I Tøndermarsken og Ballummarsken har man kendskab til ikke mindre end 55 værfter. De ældste værfter er opført i den tidlige middelalder. Man har også set landsbyværfter som i Rudbøl, Ubjerg og Forballum. De tidligste diger er opført som sommerdiger. Men det var ikke nok til at forhindre oversvømmelser.
Ved Nørre Løgum Kirke og ved Emmerske er der udgravet bebyggelser fra tidlig middelalder. Mange detektorfund understreger, at områderne omkring Brøns, Emmerlev, Rejsby og Skærbæk har været tæt bebygget både i vikingetiden og tidlig middelalder samt i højmiddelalderen.
Har der ligget en handelsplads ved Emmerlev?
Og ved Emmerlev har detektorfund afsløret, at her må have ligget en handelsplads. Her er fundet brudsølv, mønter og vægtlodder m.m. Her har ligget en handelsplads i vikingetiden. Og det her man skal til at grave.
Tønder – en vigtig by i 1243
Tønder har gennem middelalderen været en af de større byer i middelalderen. Allerede i 1243, da byen fik købstadsrettighederne, har det været en betydelig vigtig by.
Ved Løgumgård er der i engen tæt ved kirken fundet nedrammet tømmer dateret til 1164-70, som antagelig stammer fra en vandmølle.
Alt tyder på, at Tønder er en ældre by, end vi tror, selv om kilderne til Tønder i 1017 skulle have haft samhandel til London er tvivlsomme.
Kilde:
Dato: maj 17, 2023
Vidåen – et stort vandløb
Mange forgreninger – helt til Løjt Kirkeby. Videåen det 3. største vandløb. Det afvander en tredjedel af Sønderjylland. I Tønder by optages endnu to vandløb. Nye kanaler er gravet. I Tønder er kanalen gravet i 1587. Man håbede på at Tønder atter kunne blive havneby. Den store pumpestation ved Lægan. Også en ved Rudbøl Sø. Den største forandring på det sidste stykke. Højer havde en liblig havn. Sidste gæster tog nu over dæmningen. Oversvømmelser øst fra. Flere forslag om afvanding. Fremstilling af energi. Masser af møller. Største samling af Nordsø – Snæbel. Den nye Vidå – sluse.
Mange forgreninger
Vidste du, at Vidåen er Danmarks tredje største vandløb. Det afvander et areal næsten lige så stort som Tønder Amt. Dens tilløb kommer fra fangarme over til vandskellet på østkysten 2-4 km fra Aabenraa og Flensborg Fjord.
Der er fire hovedløb er Arnå, Hvirlå og Sønderå og Grønå. De forenes i en bred å syd for Tønder, der så blev kaldt Vidå. Som barn badede vi meget i Grønå. Det var herligt.
Hestholm Sø havde tre forbindelser til Grønå. Men de to af dem er nu lukket. Og det betyder, mener de kloge, at en væsentlig mindre del af fiskeynglen bliver spist af fugle og rovfisk i Hestholm Sø og dermed gennemfører deres vandring til Vadehavet.
Ændringen vil også være gavnlig for den truede laksefisk, snæbel.
Næsten helt til Løjt Kirkeby
Arnå strækker sig længst mod nord. Af dens tilløb udspringer Surbækken i nærheden af Hovslund ved den sønderjyske længdebane. Og så er det Rødå, der med sit tilløb Hjarup Å løber ind til Løjt Kirkeby.
Lige syd for Sivkro i Bedsted sogn forener Surbæk og Rødå sig i Arnå, der over en længere strækning nu er kanaliseret og har ret betydeligt fald.
Øst for Tønder, syd for Store Emmerske forenes Arnå sig med Hvirlå, der har sit udspring i Hjordkær Sogn.
I Tønder optages yderligere to vandløb
Grønå føres i en dige-beskyttet kanal langs sydsiden af Jejsing Banke. Den dannes syd for Byllerup af tilløbene Slogså og Uge Bæk, der gennem deres talrige tilløb afvander eng – og mosestrækninger i Bjolderup, Hjordkær, Uge, Ensted og Tinglev sogne. En masse vandløb er tilløb.
Åen kaldes nu Vidåen og føres nu beskyttet af diger ind gennem Tønder, hvor den optager Galgestrømmen og St. Laurentiusbækken.
Sønderå danner sammen med sine tilløb Gammelå og Skelbæk på strækningen fra toldstedet ved Møllehus syd for Tønder til sydøst for Sofiedal i Tinglev sogn grænsen mellem Danmark og Tyskland. Tillige er Skelbækken det gamle skel mellem Slogs og Kær herreder.
Sønderå kaldes på en strækning for Jyndevad Møllestrøm. Gennem sine forgreninger Bjerndrup Mølleå og Gejlå sine udspring helt inde i Felsted sogn sydøst for Aabenraa og i Holbøl og Kværs sogne.
Nye kanaler er gravet
Fra Kær herred syd for grænsen optager den Karlum Å. En kanal fra Vindtved ved landegrænsen vest for Lydersholm over Holmgård til et punkt lige syd for Jejsing Banke forbinder Sønderå med Grønå. Vandet fra Sønderå kan efter behov ledes ind i Grønå.
I det hele taget er åerne og bækkene i det tidligere sumpede engområde mellem hovedvej A 8 og landegrænsen syd for Rørkær og Jejsing sogn reguleret. Nye kanaler er gravet og gamle å-slynger er ved at forsvinde.
Et større kultiveringsarbejde er gennemført. Og det er en skam. En del af den gamle landskabelige idyl er forsvundet.
I Tønder er kanalen gravet i 1587
I Tønder løber Vidåen gennem en kanal, der blev gravet i 1587. Her blev der senere anlagt en smuk bypark. Den gamle vandmølle blev opført samtidig med kanaliseringen. Og den står der endnu selv om dens hjul ikke mere omsætter vandets kraft til energi.
Det lille havne-anlæg har man igen fundet frem til. Den forsvandt jo efter afvandingen i 1929. Ja vi har skrevet om den. Man kan slet ikke sammenligne denne havn med den der engang var her i Tønder. Det var dengang, der var et helt andet kystforløb. Dengang gik der en bugt ind til Tønder.
Man håbede på at Tønder atter blev havneby
Man nærede længe et håb om, at Tønder igen kunne blive en havneby. Man regnede så småt med at det kunne blive til virkelighed i 1870erne. Og så er det jo historien om ”Graf Bismarck”, en lille hjuldamper, der i 1871 sejlede fra Højer til Tønder
Med henblik på at få en fast rutefart til Højer blev kanalen i 1873 til Askersodde uddybet. Denne kanal var oprindelig udgravet fra 1611 – 1617. men ak dette arbejde var forgæves.
Fra Tønder Vandmølle eller som vi stadig siger fra Bachmanns Vandmølle løber åen i en ny-gravet kanal med tre meter høje diger på begge bredder ca. en kilometer mod syd den ligeledes inddigede Grønå.
Den store pumpestation ved Lægan
I en fælles ny kanal ledes vandmasserne til den store pumpstation ved Lægan, umiddelbart nord for grænsen ved landevejen fra Tønder til Aventoft. De gamle å-slynger her må også forventes med tiden at gro til.
Disse pumpestationer er an hjørnestenene i Tøndermarskens afvanding. De sørger for at regnvandet fra de lavtliggende marskjorder pumpes væk. Da jorden er leret, løber vandet fra markerne via grøblerender og grøfter ud i kanalsystemet. Via kanalerne ledes vandet til pumpestationerne, hvor roterende skovlhjul hæver vandet op i Tøndermarskens inddigede vandløb bl.a. Vidåen.
Lægan Pumpestation fra 1929 er den største af fire pumpestationer, der blev påført i forbindelse med Tøndermarskens afvanding 1927 – 30. Bygningen er faktisk tegnet af godsinspektør på Scjackenborg Slot, H.C. Davidsen.
Området omkring Lægan rummer betydelige spor af Tøndermarskens historie. Da diget fra 1556 resulterede i dårlige adgangsmuligheder til Tønder via Vidåen, lagde skibe an ved Lægan – heraf navnet.
Også pumpestation ved Rudbøl Sø
På den anden side Lægan støder Sønderå til Vidåen og i Rudbøl Sø, som åen passerer, optages ved Verlath pumpestation de store tilløb fra søerne syd for landegrænsen.
Længere ind mod Højer støder Sejersbæk og Lindskov møllestrøm til. De blev også reguleret ved afvandingen i 1929.
Den største forandring på det sidste stykke
Den sidste trækning fra Tønder til Vesterhavet er den del af Vidåen som i historisk tid har gennemgået størst forandring. Dels har inddigningen af kogene medført, at dens løb gennem de flade marskenge er blevet forlænget med ca. 20 km, og dels har den som nævnt ved afvandingen på sin vej fra Tønder til Rudbøl over en lang strækning fået et helt nyt løb.
Ved bygningen af diget Højer-Rudbøl – Lægan – Grelsbøl i årene 1553 – 56 blev der etableret havsluse ved Lægan. Da Gudskog syd for grænsen blev inddiget 1562-66 rykkede man slusen frem til Rudbøl.
Gammel Frederikskog blev inddiget 1692 og Vidåen kom til at løbe flere km mellem to parallelt løbende diger.
Ved dige-slagningen mellem Nørremølle og Hjørnekroen nordvest for Rudbøl 1715 blev slusen flyttet herhen. Først ved Ny Frederikskogs ind-digning 1859 – 61 flyttede havslusen til sin nuværende plads lige syd for Højer.
Højer havde en livlig havn
Højer har haft en vigtig havn både før og efter slusen. Før den gamle sluse kunne både uhindret komme ind i Højer Kanal. Fra 1855 var der dampskibsforbindelse til England. Havnen blev brugt som godshavn. Og så blev der transporteret masser gæster til Sild herfra.
Et omfattende fiskeri foregik også herfra.
Højer Gamle Sluse består af en åben 7,5 meter bred hovedsluse, forsynet med tre sæt stemmeporte og af to lukkede godt 3 meter brede slusegennemløb. Hoved-slusen kan passeres af fiskerbåde og mindre fartøjer.
Silds gæster tog nu over dæmningen
Jernbanen til Tønder blev færdig i 1892. Der blev ført spor ud til slusen. På havneområdet var også en kalkovn, hvor man brændte kalk af skallerne af hjertemuslinger. Desværre blev jernbanestationen revet ned, da jernbanedriften ophørte efter at Hindenburg – dæmningen var opført til Sild i 1927.
Men slusemesterboligen eksisterer stadig som restaurant.
Oversvømmelse øst fra
Med denne sluse var man nogenlunde sikret og dog. Som vi i tidligere artikler har skrevet, så måtte en masse beboere alligevel evakueres da vandet allerede sprøjtede over digerne ved en stormflod.
Men området var ikke sikret mod oversvømmelse af ferskvand østfra i efterårs – og vintermånederne. Man havde ganske vist opkastet en del lave å – og mellemdiger, der skulle hindre oversvømmelser.
Men underugunstige vejrforhold med megen nedbør i Vidåens store afvandingsområde og med højvande uden for havslusen, kunne denne ikke åbnes. Det tilstrømmende vand fra gestegnene i forbindelse med marskens egen nedbør medførte ret så store oversvømmelser.
Flere forslag om afvandingen
Ofte var Tønder ved vintertid næsten omgivet af vand på alle sider. Værfterne i marsken ragede op som små øer. Undertiden kunne oversvømmelserne vare fra sidst i august til hen i april måned. For beboerne på værfterne var tilværelsen om vinteren ikke særlig tillokkende.
Måske var det bedst hvis man i frostvejr kunne færdes over isen eller inden frosten komme kun færdes med båd. Ofte gik en oversvømmelse ud over det som man havde sået.
Gentagende gange havde man fremsat forslag om en regulering af Vidåen og afvanding af marsken. Først efter Genforeningen /Afvandingen lykkedes dette. En afvandings-kommission blev nedsat. I 1925 blev der vedtaget en lov, der i hovedsagen gik ud på at inddige åerne til et godt stykke øst for Tønder. Ved hjælp af pumpestationer skulle overskydende vand pumpes i Vidåen.
Fremstilling af energi
Nødreservoirer blev anlagt omkring Rudbøl. Ved et digebrud ved Rudbøl i 1960erne viste dette sig at være særdeles nyttigt. I dag pumpes vandet op i åen med kraftige eldrevne maskiner i fire store pumpestationer beliggende ved Lægan, Nørremølle og syd og øst for Højer.
Tidligere blev vindkraften brugt til fremstilling af energi. Vandmøllen i Tønder havde endda indtil 1955 en turbine til fremstilling af elektricitet, der solgtes til byen.
Masser af møller
Ved Suråën lå Hellevad Vandmølle, ved Arnå Andrup Mølle, grundlagt af munkene i Løgumkloster. Solvig Mølle hørte under herskabet på Solvig. Bjerndrup Mølle hørte under Ahlefeldt’ erne på Søgård. Søllingvrå Mølle ved Terkesbøl Å i Bylderup sogn var mølle for nogle ”fremmede undersåtter” i Tønder amt. Vest for Tønder lå den schackenborgske Lindskov Mølle ved Lindskov Møllestrøm.
Nogle af møllerne tilhørte landsherren, andre adelige godsherrer. Men om alle gjaldt det at de havde et bestemt klientel af tvangsmølle-gæster. De måtte tillige yde hoveri ved større reparationer og anlægsarbejder.
Det var et godt aktiv at være mølleejer og en god bestilling at være mølleforpagter. I Tøndermarsken fandtes indtil afvandingen en helt anden slags ”vandmøller”, de hollandske vejrmøller, der pumpede vand fra de lavtliggende arealer til højere liggende vandløb eller direkte ud i åen. Sydøst for Højer stod på hver side af åen stod to af disse karakteristiske møller. De burde have været fredet som et vartegn for marsken.
Største samling af Nordsø – snæbel
Nogle steder er er åen 30 meter bred. Og er åen har været en vigtig transportvej til Tønder. Her er også blevet transporteret smuglervarer.
Vidåen har verdens største, naturlige bestand af den truende Nordsø-snæbel. En række tiltag i forbindelse med snæbelprojektet har skabt bedre vandrings- og gydeforhold for snæbel og andre fisk. Således er der i 2008 – 2009 skabt fri passage ved Bachmanns Mølle i Tønder og ved rens Dambrug. Dette giver fiskene adgang til flere gydepladser
Den nye Vidå – sluse
Uden for slusen fortsætter åen endnu en kilometer. Og her finder vi så Vidåslusen. Den er en del af Det Fremskudte Dige, der blev bygget 1979 – 1981. Det skete efter skete efter stormfloden 3. januar 1976, der truede med at gå over det gamle dige fra 1861.
Slusen sikrer at Vidåens vand ved ebbe kan strømme ud i Vadehavet og hindrer samtidig at vand ved højvande strømmer ind i Vadehavet. Af hensyn til fuglelivet er der lige i nærheden etableret en saltvands-sø, hvor man henter vandet 800 meter ude i Vadehavet.
Det fremskudte dige går fra Emmerlev Klev mod nord til Hindenburg – dæmningen i syd.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 13, 2023
Det nye kvægmarked i Tønder
Stude fra hele Vestslesvig og Vestjylland. Op til 3.000 stk. kvæg til et marked. Fyldte en stor del af byen. Lejere og ejere skulle rydde op. To forslag til, hvor man skulle flytte hen. Sand fra Jejsing bjerg. Inspiration fra Husum Stadig transport gennem byen. Efter Genforening/Indlemmelse svandt kvægmarkederne ind. Nabobyerne kunne også mærke, st det var marked. Der blev drukket masser af punch. Masser af gratis omgange. Byens små forretningsdrivende tjente også penge. Knægtene tjente penge på en smart måde. Min far tjente penge på vaffelis.
Stude fra hele Vestslesvig og Vestjylland
Kreaturmarkederne spillede en stor rolle for Tønder. De største kreaturmarkeder holdtes om foråret i april og maj måneder, hvor de magre kreaturer skulle på opfedning ude i Tøndermarsken.
De blev tilført fra hele Vestslesvig og fra Vestjylland om efteråret. I september og oktober måned blev kreaturerne atter ført ind i byen. Nu var de blevet fede.
Op til 3.000 stk. kvæg
Kreaturhandlere fra hele riget strømmede til byen. Også fra Rhinlandet strømmede de til. På de store markedsdage var tilførslen på 3.000 stk. kreaturer.
Fyldte en stor del af byen
Helt ind til de første år af 1890erne afholdtes kreaturmarkederne i byens gader. Fra Laurentiusbækken i vest ind over Storegade til et langt stykke ned i Østergade, fra Søndergade over Torvet og Lille Torv samt Jernbanegade (nu Richtsensgade) fyldte kreaturerne gaderne.
De skulle holde sig til selve gaderne men gik også op på fortovene, indtil driverne gennede dem derfra. Når man skulle i skole måtte man bruge linealen for at bane sig vej. En stor del af handelen foregik i staldene. I midten af firserne havde købmand Klüwer, gæstgiver Friedrichs på Svanen og en tredje bygget stalde, der åbnede sig ud mod Søndergade.
Henimod firetiden var markedet forbi. Kreaturerne blev nu drevet til deres bestemmelsessted. De fleste skulle med vest-banen (March – Bahn) mod syd.
Lejere og ejere skulle rydde op ’
Det påhvilede husejerne at fjerne kvægets efterladenskaber. Der hvor stueetagen var udlejet, var forpligtelsen pålagt lejerne.
Det var ikke et videre behageligt arbejde at fjerne al den gødning, men det var jo nødvendigt. Når man derefter havde skyllet sit gadestykke flere gange med vand, som måtte hentes fra pumpen i gården, kunne man være sit gadestykke bekendt.
To forslag til, hvor man skulle flytte hen
I slutningen af firserne forsøgte man at få kvægmarkedet fjernet fra gaderne. Det har sikkert været forretningsfolkene, der ønskede dette. Gæstgiverne i de pågældende gader har derimod nok været imod denne forandring, som ville skade deres næringsvej.
Men hvor skulle markederne så afholdes? Der var to forslag. Nogle ville have en markedsplads anlagt vest for byen ved Aventoftvejen nu Vidingherredsgade. Da, det meste kvæg alligevel skulle syd på med toget, syntes dette at være mest hensigtsmæssigt.
Og så var det dem, der meste at kvægmarkedet skulle anlægges ved Sønderport. De fleste af byens gæstgivere gik ind for dette. Og de sejrede.
Sand fra Jejsing Bjerg
Byen vedtog i 1889 at erhverve de nødvendige arealer lige syd for byen. Den nye markedsplads blev anlagt på nogle engarealer øst for vejen til Sæd langs det søndre borgerdige. Disse arealer var om efteråret og vinteren oversvømmet. Det lå dog lidt højere end engene på den anden side af chausseen.
Engene måtte derfor opfyldes. Der blev lagt et tipvognsspor til Jejsing bakker, hvorfra sandet blev transporteret til sit bestemmelsessted. Efter at sandet havde sat sig, kunne man gå i gang med at gøre markedspladsen færdig til brug.
Inspiration fra Husum
Et udvalg havde været i Husum og studeret den daværende nye markedsplads. Man vedtog at tage den som forbillede for Tønder. Markedspladsen blev brolagt. Der blev anlagt gader med stadeplads til begge sider. Kvæget blev bundet til indhegningen med jernrør.
Ved adgangen til markedspladsen opførtes der boder til personalet, som skulle opkræve gebyrer. Her blev også opført lave bygninger til de besøgende, hvor man kunne drikke lidkøb på den afsluttende handel. Forpagtningen af disse bygninger blev en god indtægtskilde både for byen og få de få gæstgivere, der fik udskænkningsret.
Stadig transport gennem byen
Ikke blot kvægmarkedet med også hestemarkedet blev afsluttet her. Nogle år senere opførtes der i den sydlige del af pladsen en stor rund bygning, hvor hingstekåringen fandt sted.
Da der udbrød kolera i Hamborg i 1892 fremskyndte man at tage den nye markedsplads i brug. Alle markeder henviste nu til Tønder.
Inde i byen havde man nu kun ulemper ved kvægets transport fra og til markedet. En del af transporten foregik dog forbi Bachmanns vandmølle og over Skibbroen til Vestbanen.
Det nye kvægtorv havde med arealerhvervelse, jordarbejde og indretning kostet 122.200 mark. Man har sikkert dengang korset sig over denne store udgift.
Efter Genforeningen/Indlemmelsen svandt kvægmarkederne ind
Da Genforeningen/Indlemmelsen trak grænsen lige syd for Tønder, svandt kvægmarkederne ind og handelen foregik på en helt anden måde. Der blev anlagt et eksportmarked ude ved Vidingherredsgade, hvorfra kvæget kunne læses umiddelbart i jernbanevogne.
Nu var det øjensynligt, at man i sin tid burde have lagt markedspladsen herude.
Nabobyerne kunne også mærke det
Også nabobyerne kunne mærke de store markeder i Tønder. Der var mange der overnattede i Rørkær. Sidste station inden Tønder. De kunne tidlig fra morgenstunden begive sig mod Tønder for at få den bedste plads på markedet.
Drengene fik som regel fri fra skole, for at kunne hjælpe med at drive gæs eller lignende til markedet. Og så var der kreaturer, der skulle vandes omme ved dammen.
Der blev drukket masser af punch
Handelsmændene kom fra nord og syd i deres hvide støvfrakker. Når de svingede med kæppen, var det et godt tegn. Så var priserne opadgående. Så sad pengene også mere løse og knægtene kunne tjene lidt ekstra.
Mit mellem værtshusene stod handelsmændene og klaskede hinanden i hånden, så det kunne høres over hele tønder. Ind imellem kom der nye besætninger til markedet, og de kunne let blandes med hinanden:
Disse råb hørtes konstant, og drengene gentog råbene. Inde i staldene var det stuvende fuldt. Folk sad i højrøstet samtale. Og det blev i den grad handlet og drukket puncher.
Masser af gratis omgange
Byens mandfolk samlede sig på byens kroer. Og mængden af disse var udvidet ganske betragtelig som følge af begivenheden. Handelsmanden gav en omgang i anledning af en god handel. En anden gav en omgang på grund af gode venskabs skyld. Et par uvenner gav også en omgang fordi de igen var blevet gode venner.
Byens små forretningsdrivende tjente også penge
På sådan en markedsdag blev det også tjent mere end sædvanligt hos byens små forretningsfolk. Ingeborg Friis, ”æ gammel skomache” måtte afsted efter flere ”kavringe (tvebakker) væ æ Bache å æ mærken”
August Høker solgte en masse horntove og hasselstokke. Kroerne løb dog med den største omsætning. Staldkarlen havde også en god dag. Han skulle holde styr på mange ting. Bl.a. 10 – 20 vogne skulle han holde øje med. Men han kendte udmærket sine kunder. Ved middagstid kunne han allerede regne ud, hvor mange penge, dagen ville give.
Knægtene fik småmønter på en snu måde
Min far fortalte, at ved de store markeder morede knægtene sig med at puste hagl i nakken på teltholderne, så de løb efter dem. Bagefter kunne de samle de mønter op som teltholderne havde tabt, da de løb efter dem.
Jo, der var masser af gøgl og flotte karruseller på markedspladsen. Men også op på Torvet var der gang i den. Her kom to mænd fra Helsingør, som blev kaldt Fy og Bi.
Min far tjente penge på vaffelis
I deres bod blev der solgt noget helt ukendt dengang – de solgte is i vafler. Isen fremstillede de selv. Min far var fast hjælp hos dem i de dage. Han skulle passe ismaskinen. Første gang gik det galt. Min far havde hentet fem liter fløde på mejeriet. De to første liter, han startede med, blev til smør. Men det tog Fy og Bi nu ikke så alvorligt. På den igen. Min far tjente en masse penge hos dem. Det var mange af hans kammerater, der misundte ham dette job.
Når teltet var pakket sammen, fandt min far også en del småmønter. Jo disse markeder var ikke kun indbringende for Heste – og Kreaturhandlere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 11, 2023
”Galt” tysk og ”tumbe” dansk i Højer
”Galt” tysk i skolen. En speciel dialekt i Højer. Markmanden havde en lang arbejdsdag. Teknikken bag ”Æ Klustagh”. Byrådsvalget 1937. Observationsposter. Stillingen forblev uændret. Stadig tysk flertal. Folkeringen fulgte tyskernes opfordring. Højer Bønderkommune. Generalforsamling på ”Per’ s daw (awten).
”Galt” tysk i skolen
Man kunne sige om en mand, at han var ”galt tysk” og om en anden, at han var ”tumbe dansk”. En lille dreng, der stammede fra et hjem, hvor ægtefællerne havde hver sin nationalitet, blev efter mange overvejelser, sat i tysk skole. Efter den første skoledag spurgte moderen ham:
En speciel dialekt i Højer
I Højer havde man en speciel dialekt. Det var så den, familien Brodersen i Tønder arvede. Som allerede beskrevet i tidligere artikler så kom min mor fra Højer.
Dialekten indeholdt en del tyske gloser. For eksempel tog folk altid
En vognmand kaldtes:
Og så sagde man også:
Markmanden
Man havde også ”æ Varman”. Det var markmanden, der vandrede fra fenne til fenne med sin ”klustagh” på nakken. Markmanden er en gammel institution. Han omtales i al fald i 1600-tallet. På ”Persdaw” (awten) (den 22. februar) blev han fæstet for den næste sommer.
Hans løn var et beløb pr. demat (1 demat er ca. 1 rd. Land). Han fik også noget for hver hest, kreatur, får og lam, som han skulle holde øje med.
I gamle dage har der vel været en markmand i alle bondesamfund. Men som gårdene blev flyttet ud og jorden arronderet, blev markmanden overflødig. I 1940erne var der endnu en markmand i Højer.
Det var en lang spadseretur, markmanden skulle ud på hver dag. Han begyndte gerne, når det lysnede omkring klokken 4, og var han heldig, kunne han være hjemme omkring middagstid. Hvis et dyr lå ned, skulle han hen til det og jage det op, for han skulle konstatere, at dyrene kunne ”støtte på alle fire ben”.
Men det var langt fra hver dag, han nåede hjem til kl. 12. En flok får kunne være brudt ud, så måtte han sørge for, at de blev drevet tilbage i den fenne, hvor de hørte hjemme. En stud kunne være faldet i grøften og ad fast i mudderet. Markmanden måtte selv have fat i Falck.
Teknikken bag ”Æ klustagh”
”Æ klustagh” var uundværlig for markmanden, for hans vej rundt i fennerne medførte, at han skulle passere brede grøfter og afvandingskanaler.
Denne ”klustagh” eller springstok skal bruges med en bestemt teknik. Er det en grøft med blød bund, og det er de næsten alle, må man ikke stikke stokken ned i midten. Så sker det pinlige, når man kækt springer ud og er kommet i lodret stilling, at springstokken presses ned i den bløde bund.
Springets fart standses. Man skal være heldig, hvis man falder ind mod grøftekanten. I de fleste tilfælde vil springeren falde langs med grøften og ende i vand og mudder. Skaden føjes til spot, idet vidnerne vil opslå en skadefro latter. Nej stagen skal sættes på et fast sted i den skråning, men springer fra. Så kan man let komme over et vandløb på både 2 og 3 meter.
Vi har gjort vores erfaringer ude i marsken dengang i ungdommen. Teknikken beherskes nok ikke mere fra undertegnede.
Byrådsvalget 1937
I 1937 var optimismen stor hos de dansksindede op til byrådsvalget. Kunne man få det femte mandat. Nej, der manglede kun 17 stemmer. I forhold til byrådsvalget i 1933 var det danske stemmeantal steget med 36. Men tyskernes stemmeantal var også steget.
Alle var mobiliseret i begge lejre. Stemmeprocenten var helt oppe på 94, 6 pct. Kun kvinder i barselsseng eller folk, der næsten lå for døden mødte ikke op.
Ethvert valg i disse år var et nationalt valg, hvor det ikke drejede sig om partipolitik, men her var et spørgsmål om dansk eller tysk.
Observationsposter
Selve valgdagen var der vældigt liv i byen. Danske flag var oppe. Der var organiseret transport for de ældre og dårligt gående. Ingen skulle blive hjemme. Man kendte folk og vidste, hvor de satte deres kryds. Både danske og tyske havde deres observationsposter, der registrerede, om alle nu mødte frem.
En observatør måtte ifølge loven ikke opholde sig i valglokalet. Men så indrettede man sig, så man kunne holde døren til Ohlsens hotel, der var valglokale under opsyn.
De dansksindede sad i kaptajn Kiils hyggelige stue. På den anden side af Torvet i hotel Sylts karnapstue sad de tysksindede og gjorde deres notater. Syntes man så, det trak lidt længe ud med, at den og den vælger mødte frem, så sendtes en stafet ud, så ingen skulle undslå sig for at gå til valg.
Stillingen forblev uændret – stadig tysk flertal
Da valget sluttede, samledes en masse vælgere for at overvære optællingen. De tysksindede var tilfredse med, at stillingen forblev uændret 7 tysksindede og 4 dansksindede.
Folketinget fulgte Tyskernes befaling
Det blev det sidste valg til byrådet inden 1945. da der normalt 4 år senere skulle holdes kommunalvalg, vedtog folketinget, at der ikke skulle afholdes valg i Nordslesvig. Mindretallet ønskede ikke valg. En stor del af deres medlemmer havde meldt sig til tjeneste i SS eller den tyske hær. Andre var beskæftiget uden for hjemstavnen. Ville det blive valg, ville det tyske stemmetal gå føleligt ned.
Besættelsesmagten krævede så, at der ikke blev valg i Nordslesvig. Fra folketinget gjorde man så denne indrømmelse for at bevare ”husfreden”,
Højer Bønderkommune
Højer Bønderkommune var en gammel institution. Dens virke kan spores tilbage til 1600-tallet. Dengang var det bønderkommunen, der ledede og styrede Højer. Nu levede mest på traditionerne men havde dog stadig nogle praktiske beføjelser.
Hvis man skulle optages, skulle man være ejer af mindst 25 demant og være bosiddende i Højer. Så skulle man henvende sig til oldermanden og sige, at man ville optages som medlem.
Generalforsamling på ”Per ’s daw (awten)”
14 dage før Persdaw (awten) blev man så inviteret på Nissens Hotel. Sådan var det i slutningen af 1930erne. Der blev oplyst at mødet blev afholdt på tysk. Men ret hurtigt gik diskussionerne over i sønderjysk. Oldermanden forlagde regnskabet og man vedtog, hvor mange man ville bruge på reparation af led og hegn om de fenner, som bønderkommunen ejede. Hvert år blev der også bevilliget pengegaver til en række gamle og enlige.
Nissens Hotel blev også kaldt for ”Stadt Tynne”. Man fik middag og rigeligt med øl og brændevin. Alt hvad man ville nyde efter kl. 24, var for egen regning. Som nyt medlem skulle man fylde flasker fra punchbollen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: april 22, 2023
Gårdejer på Søgård ved Højer
Det var lettere at gå på diget. Men man skulle huske at have gummistøvler på. Cyklerne kunne gemmes i et fåreskur. Bundløs ælte. Vejen var bestemt ikke altid bevendt. Ingen lys og vand. Man måtte bruge regnvand. Historien om bageren fra Rudbøl. I 1935 var der stadig tysk flertal. Søgård den lavest liggende gård i kongeriget? Det skulle gå 25 år, inden Søgård blev rigtig landfast. Selvbevidste, stoute bønder. 9 værtshuse i Højer i 1935. En kasse øl til hver.
Det var lettest at gå på diget
I 1935 tog Poul Andersen til Højer. Han havde overtaget gården Søgård. Det regnede og blæste. Ude i marsken sagde man, at der var elleve stille dage om året derude.
Søgård ligger midt i Højer Kog. I dag går der asfalteret vej tæt forbi gården. Men det gjorde det sandelig ikke dengang. Hvis man ikke lige kom med hest og vogn var det lettest at gå langs diget mod Rudbøl.
Man skulle huske at have gummistøvler på
To kilometer ude drejede man fra og fulgte en markvej ind i kogen. Men de sidste ca. 500 m til gården måtte man gå tværs over fennerne. Disse var adskilt af brede grøfter.
For at gøre det ”bekvemt” var der lagt brædder over grøfterne. Så kunne man nogenlunde tørskoet nå Søgård. Man skulle dog altid have gummistøvler på for at komme til gården.
Cyklerne kunne man gemme i et fåreskur
Man kunne dog gemme cyklerne i et fåreskur og så cykle de sidste to km til Højer. Var man ikke stedkendt og var det tåge, ja så kunne det være svært at finde frem til gården.
Bundløs ælte
Jo, der var en vej til gården. Vej er måske et fint ord. Man startede på Kovej i Højer. Det første stykke var belagt med sand. Men derefter var det ganske enkelt marskjord med en grøft på begge sider.
I tiden fra oktober til april var dette stykke nærmest bundløs ælte. To heste kunne have svært ved at trække en arbejdsvogn på dette underlag. Var det frostvejr måtte man være agtpågivende for så skulle vejen slæbes over, så de dybeste huller og hjulspor blev jævnede. Nåede man ikke dette, inden frosten satte ind, risikerede man, at hestens ben blev ødelagte og vognen brød sammen.
Vejen var bestemt ikke altid bevendt
Også om foråret skulle vejen slæbes. Når sol og blæst tørrede den af, kunne den være som et lerstampet logulv, dog sjældent så jævnt at man kunne cykle på den og biler kunne benytte den.
Men blev det så regnvejr, og det regnede i mere end en halv time, så var færdsel med cykel og bil umulig. Det skete ikke så sjældent, når de have besøg af bilende gæster, at de måtte spænde heste for bilen, når de skulle hjem
Ingen lys og vand
Elektrisk lys var det ikke på gården. Man klarede sig med petroleumslamper. Gæsterne syntes, at det var så hyggeligt. Men de skulle heller ikke arbejde i hus og stald ved skæret fra petroleumslampe og flagermuslygte.
Vand fandtes det heller ikke på gården. Jo, der fandtes godt nok en brønd i stalden, men det var brakvand. Det kunne bruges til vanding af kreaturerne, men i husholdningen var det uanvendeligt.
Man måtte bruge regnvand
Vand til husholdningen måtte man, som det var almindeligt på mange marskgårde skaffe ved at samle regnvand fra taget. Men helt rent var vandet nu ikke, da tagbeklædningen var tagpap. Det hjalp senere, da der kom pandeplader på.
Var sommeren tør måtte vandet rationeres. Spændene var det, når det trak op til torden, så skulle det sidste vand tømmes ud af cisternen. Der blev skrubbet og kalket. Alt blev gjort klar til en frisk vandforsyning.
Men drev tordenbygen forbi måtte man til der kom regn, hente vand i mejerispande fire km bort i Højer. Måske kan man godt forstå at befolkningen i marskegnene ikke var de store vanddrikkere, i al fald ikke uden de kommer rom i.
Historien om bageren fra Rudbøl
Det blev fortalt, at i Rudbøl, der fik sin vandforsyning fra stråtag, blev det fortalt, at der var to vandtønder, en til rugbrød og en til finere bagværk. I tønden til rugbrød blev det første vand ledet ned. Når så taget var skyllet nogenlunde rent, blev nedløbsrøret drejet hen til den anden tønde. Men nu kan denne historie være en myte – men det kan jo også være rigtigt!
I 1935 var der stadig tysk flertal
Området omkring Søgård blev i egnens egen dialekt kaldt ”æ Sjæv”. Dette kan vel oversættes som sivsø eller sump.
I byrådet i Højer var der 7 tyske mod 4 danske, så danskerne var udprægede i mindretal. Dette skabte spændinger i hverdagen.
Søgård – den lavest liggende gård i kongeriget?
Mon ikke Søgård er den lavest liggende gård i Kongeriget. Den ligger kun 20 cm over havets overflade. Det var plads til at strække øjnene. Dengang var der ikke et træ eller et hus, der brød synsfeltet. Henne ved diget stod et par gamle vejrmøller. Deres tid var forbi, der blev afløst af moderne pumpstationer.
For at gøre dige-vejen fast, brændte man klinker, og med disse blev digerne brolagte.
Det skulle gå 25 år før Søgård blev ”landfast”
Ja tænk engang. Det skulle gå 25 år, før der kom en fast vej til Søgård. Da Poul Andersen ankom til Søgård, var gårdspladsen nærmest et morads. Han fik den delvis brolagt, planeret og belagt med grus.
Selvbevidste, stoute bønder
Ikke mindre end 42 forskellige naboers jord stødte op til Søgårds marker, heraf var de 36 hjemmetyskere. På det tidspunkt var Poul Andersen den eneste bonde i Højer Sogn.
Herude var der skam også offentlig jord. Det var jord, der tilhørte legater. Den hjemmetyske sælger måtte høre mange bebrejdelser, fordi han solgte til en dansksindet.
Men vores hovedperson havde det godt med sine naboer. Bønderne herude var selvbevidste, stoute vestslesvigere. Deres slægter havde gennem århundrede ejet jorden og gårdene. De spillede en dominerende rolle i Højer. Deres tyskhed havde rødder i det Slesvig – Holstenske oprør.
9 værtshuse i Højer i 1935
Der var 9 værtshuse i Højer i 1935. Efter sigende skulle det have været det dobbelte i 1920. Det var tradition or, når marskbonden havde været rundt at se til sine får og stude, så skulle han styrkes med noget drikkeligt.
På kroen mødtes man. Her blev der handlet. Her blev Højers anliggender ordnet. Det kunne let hænde, at det blev en ”long Sitzung”. Og det var bestemt ingen skam at komme hjem med en ordentlig ”haarbyttel”.
En kasse øl til hver
Det skete en aften, at et par stykker var blevet ”usattes”. Det kom til klammeri og sagen kom for retten i Tønder. Som vidne var indkaldt en ældre bonde, der var kendt for det kvantum øl, han kunne konsumere.
På dommer Stegmans spørgsmål, om de havde været fulde, svarede han:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 25, 2023
Per’ s Awten eller Biikebrennen
Det er en tradition den 21. februar, som er kommet på Unesco’ s Kulturarvsliste. Bålet stammer fra en hedensk fest, hvor man skulle fortrænge de onde ånder. Men det blev også en fest, hvor man tog afsked med hvalfangerne. Og så sendte kvinderne på Sild et budskab til mændene inde på land. Skibsfarten startede igen på denne dato. En tønde og en dukke. Nazisterne brugte festen til propaganda. På Amrum gik konfirmander rundt. Højer Bønderkommune holdt generalforsamling. På Rømø slog man katten af tønden. Sømændene på Rømø havde et specielt ritual. Man kaldte os bålet for Gar-ild. Nu tænder man også b ålet på fastlandet. Bagefter er det grønlangkål m.m. Sange og tekster, der beskriver bålet
En tradition den 21. februar
Hvad er det for noget vrøvl vil folk uden for Sønderjylland sikkert sige om dette. Ja se ordet ”Awten” betyder aften.
Og ordet ”Biike” er nordfrisisk. På højtysk hedder det ”Bake” og betyder noget i retning af ildtegn.
Dette blev du sikkert ikke klogere af. Men det er det denne artikel handler om. Hvert år den 21. februar om aftenen blev der brændt bål af langs kysten ud til Vadehavet og langs øerne og Halligerne i Nordfrisland.
Ilden skulle fortrænge onde ånder
Dagen efter kaldes ”Peters Stol”. Det nordfrisiske ord biike eller biake henviser til begrebet båke, der endnu anvendes i sømandssproget og betyder fyr, sømærke.
Forhistorien til denne tradition er stadig lidt uklar. Måske skulle ilden i Middelalderen fortrænge onde ånder og beskytte det man lige havde sået.
Man mener dog at bålet stammer tilbage fra en hedensk tradition. Det var et såkaldt offerbål. Man tilbad de nordisk guder Odin og Thor eller den germanske krigsgud Wodan. Man håbede også på god vind og held og lykke for de søfolk, der tog ud og kæmpede. Det var med ordene:
Farvel til hvalfangerne
Mændene dansede med kvinder og jomfruer. Den kristne kirke forsøgte senere af forbyde denne tradition. Men traditionen fortsatte så som en slags fastelavnsfest.
På øerne tjente ilden senere til hvalfangernes afsked. Dengang var det kvinderne, der antændte ilden langs stranden. Det var for at give mændene en god og sikker rejse.
Kvinderne på Sild – et sagn
Et sagn fra Sild fortæller, at denne ild samtidig fortalte de danske mænd på fastlandet, at kvinderne på øen nu igen var alene på gården. Hun havde brug for hjælp til arbejdet og hun havde også brug for ”andre ting”.
Skibsfarten startede på denne dato
Hvalsæsonen startede på ”Petritag” (Petridag – den 22. februar). Det hang sammen med en beslutning fra Hansestæderne fra året 1403. Her havde man besluttet at skibsfarten skulle holde pause mellem ”Martini” (11.november) og ”Petritag”. Andre mener, at det var fordi, at man fra denne dato kunne regne med, at der ikke mere var is på de hjemlige farvande.
En tønde og en dukke
Det har ikke altid været et bål, man antændte. Dengang anbragte man en tønde, der var fyldt med strå på en stang.
Mange steder brænder man også en dukke af strå af. Den kalder man ”das Petermännchen” Dengang skulle dukken symboliserer den forhadte pave i Rom.
”Thingfest”
På et tidspunkt kaldte man også begivenheden for en ”Thingfest”. Den 21. februar er helligdag for to helgener med navnet Peter. På samme dag mødtes man helt tilbage i den tidligere middelalder og efter gammel skik på de frisiske øer for at holde ting. Ting-dagen fik så tilfældigvis navn efter en helgen.
Det var sådan at man startede på Sild og efterhånden tændte man så bålet på de andre nordfrisiske øer og halliger samt vadehavs-øerne.
Man holder fast på den frisiske tradition
Man lagde meget vægt på, at det var blevet en frisisk tradition. Derfor blev hovedtalen syd på altid ført på frisisk. Bag efter blev talen så oversat til tysk. Det var ikke unormalt at man tilbage i tiden mødte op i frisiske nationaldragter.
Ja sådan siger historien. Men er det nu helt rigtigt? For først i begyndelsen af 1900 – tallet blev alle bål tændt samme aften.
På Unescos kulturarvsliste
Disse lys hjalp sikkert også med navigationen. Men dengang foregik afbrændingen på en lidt anden måde. I Tyskland er traditionen blevet kulturarv. Siden 2014 er traditionen blevet Unesco Kulturarv.
Dengang fejrede man dagen. Men efterhånden gik traditionen i glemmebogen. Omkring 1900 var traditionen blevet en børnefest.
Men efter Anden Verdenskrig er traditionen igen bragt til ære og hentet frem fra glemslen.
Nazisterne misbrugte festen til propaganda
I dag bruger brugte juletræer og gamle buske til ilden. Mange landsbyer, sammenslutninger og større gårde har nu arrangeret deres egne bål den 21. februar. Nogle steder har man lavet en dukke af strå, som man afbrænder.
Sjovt nok så fejrer katolikkerne den 22. februar festen ”Kathedra Petri”.
Under Anden verdenskrig misbrugte nazisterne traditionen til propaganda. Og senere under krigen blev antændelse af bål forbudt. Det kunne nemlig hjælpe englænderne med landkending.
Flammerne blev brugt til mange ting
Andre steder bruger man en trætønde, som allerede nænt, som man afbrænder. Denne tønde symboliserer vinteren. Flammerne beskytter også mod sygdom og har helbredende virkning, mener nogle af fortællingerne om denne tradition. Ja flammerne skal også symbolisere fred og frihed.
På Amrum gik konfirmander rundt
På Amrum gik konfirmander rundt i januar-måned og samlede brænde til bålet. Man kæmpede på øen om at lave det største bål. Og det var den ældste konfirmand, der fik lov til at antænde bålet. Og på Amrum kalde man traditionen for ”Biake”.
Højer Bønderkommune holdt generalforsamling
Gårdmændene i Højer har fra gammel tid følt sig som et bærende element. Allerede for mindst 275 år siden havde de faktisk deres egen kommune, Højer Bønderkommune. Så længe kommunen har eksisteret har man holdt generalforsamlingen, dagen efter Per’ s Awten. Det var også den dag, da Sankt Peter kastede en varm sten i vandet, så tørvejr og forår begyndte. Helt op til Anden verdenskrig var det en stor festdag, hvor de fleste mænd i Højer mødte op på Hotel Stadt Tondern, Nørregade 5. Man startede allerede kl. 14. Og så mange en mand fra Højer bar en ordentlig en hjem senere på aftenen.
På Rømø slog man katten af tønden
På Rømø drog drengene rundt på Rømø for at tigge om en knippe halm . I de senere år måtte de selv skaffe sig en tjæretønde. Halm og tønde blev bragt om på en bestemt klit. Tønden blev fyldt med halm og træ og sat op på en nedgravet pæl.
I tidligere tider samledes ungdommen om bålet, så længe det sendte sit lys ind over de mørke klitter. Det lød latter og sang ved bålet. Da bålet var ved at være udbrændt morede man sig med at springe gennem bålresterne. De mest kåde prøvede på at skubbe de af pigerne, som de helst ville i lag med ind i ilden.
Sømændene på Rømø havde et ritual
Og når vi nu er på Rømø, så var det jo ikke bare sådan at sømændene ikke bare rejste uden videre. . Man skulle først forbi i nabolaget og omkring venner og bekendte samt familie for at sige farvel. Ja selv fjerne slægtninge skulle han aflægge et besøg.
Det gik som regel en hel uge med dette. Hvor han kom frem, skulle der snakkes lidt. Der skulle drikkes punch og en kop kaffe. Man skulle vogte sig for ikke at snakke for meget om selve afskeden. Det kunne være et dårligt varsel. Man vidste godt at det kunne være sidste gang man sås.
Slægtninge og venner tog hen til den havn, hvorfra rejsen startede. Man samledes som regel på kroen, hvor den udfarende sømand gav en omgang. I søfartens storhedstid havde de unge allerede fået hyre. De store rederier fra Altona og Hamborg havde agenter på Vadehavs – øerne.
Når sømanden så var kommet velbeholden hjem, skulle han igen besøge venner, bekendte og slægtninge. Her kunne han så sige: ”Goddag – og tak for sidst”. I tidligere tider b lev der i kirken bedt for søfolkene. Og sømanden gik til præsten og bad ham med navns nævnelse at takke Gud for en lykkelig rejse. Ja og dengang gav hver kommandør præsten en rigsdaler for dette.
Man kaldte det også for ”Gar-ild”
Man kaldte også bålet for gar-ild efter det gammeltyske ord gar, der betyder færdiggjort, fuldstændigt eller helt. Bålet udtrykker skulle symbolisere en afslutning på vinteren og en lykkelig fuldendelse af sommerens togt for søfolkene. Eller sagt mere ligefrem:
På Rømø kaldte man også på et tidspunkt begivenheden for ”Garild”. Man slog katten af tønden med en kølle og bind for øjnene. Man hyldede kattekongen og kattedronningen.
Også bål inde på fastlandet
Da det inde på fastlandet i 1972 kom til at hedde ”Landeskreis Nordfriesland, begyndte man også her med ”Biike”. I dag kan man syd på opleve 60-70 steder, hvor man antænder bålet. Og over øst på i Wassersleben tænder man også ild.
Og også nord på oplever vi bålet. Det vides, at det bliver antændt på Fanø, Emmerlev og ikke mindst Rømø. Et år var det også bål ved Hohenwarde syd for Højer.
Lad os få tændt bålet – på frisisk
Og så holder man ofte tale på den dialekt, der er fremherskende i området. I Nordfrisland ender talen altid med:
Ja nogle steder siger man også:
Det betyder noget i retning af
Bag efter er der Grønlangkål
Bag efter spiser man så Grønlangkål. På Sild og Før har skolebørnene fri dagen efter.
I dag går man mange gange i fakkeloptog og smider selv faklen ind i ilden. Og så er det ellers musik og mange steder også dans. Så kan man ellers også få ”Glühwein” ”Punch” og pølser.
Sange og tekster, der beskriver bålet
I dag kan man vel fejre slutningen af vinteren, selv om det nok lige er tidligt nok. Per’ s Aftens festsang er ”Waedtke tar”. I sangen fortælles biikebålets historie. I Nordfrisland syd for grænsen synges bland andet ”Biikensung”, hvori nordfriserne opfordres til at bekende sig til den frisiske identitet og fordrive onde ånder.
Pers Awten for søste å broue
Waedke Tar – Væk de ta’ r
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: januar 26, 2023
Vand i Aabenraa
Mange dramatiske episoder. Aabenraa i farezonen i fremtiden. Voldsom stormflod i 1872. Tømmer og vraggods kastet rundt som bolde. Værftsarbejder i livsfare. Den tyske militærgarnison blev hjemløs. Værftsejer Jacobsen reddet af kaptajn Jebsen. For sent for 945 kreaturer. 189 mm regn på kort tid. Cirkus oversvømmet. I 1954 kunne det have udviklet sig til en katastrofe. Vandet nåede Sønderport. I 1995 var faren ikke varslet. En katastrofe for historieinteresserede. I fremtiden er Aabenraa i fare to gange om ugen. Stormflods-historier fra vestkysten.
Mange dramatiske episoder
Som det nok efterhånden er læserne bekendt, så boede jeg ca. 15 år i Aabenraa. Dengang oplevede jeg flere gange at vandet var gået over sine bredder. Vandet kom ikke op i byen, men holdt sig ned i havneområdet. Men sådan har det nu ikke altid været. Historien kan fortælle om mange dramatiske episoder. Og disse episoder bliver måske hyppigere.
Aabenraa i farezonen – i fremtiden
Ved vestkysten, hvor jeg voksede op, har vi oplevet stormfloder mange gange. Men efter, at det fremskudte dige kom op, har folk herude taget det roligere. Men her vest på, vil der i fremtiden grundet klimaændringer også bliver værre.
Men Aabenraa en af de ti byer i Danmark, der er mest truet af oversvømmelse i forbindelse med klimaforandringer. Det resulterer i højere vandstand, hyppigere stormfloder og voldsomme skybrud.
Det bliver dyrt for byen, når de i fremtiden skal sikre sig mod store ødelæggelser. Byen er truet tre steder fra:
Voldsom stormflod i 1872
Den største oversvømmelse, som man har data fra indtraf tilbage i 1872, hvor vandstanden i fjorden nåede op på 3,35 over normalen. Det var natten mellem den 12. og den 13. november 1872 hvor en voldsom stormflod ramte store dele af Østersøkysten.
En stærk nordvestenvind havde presset store vandmasser ind i Østersøen, men den 11. november sprang vinden pludselig om i nordøst. Den 13. november var vindstyrken vokset til orkan. Nu blev vandmasserne drevet tilbage med voldsom kraft. Vandstanden steg til 3,5 meter over normalen.
Tømmer og vraggods kastet rundt
Dæmningen ved Lindsnakke blev gennembrudt flere steder. Kilen blev fyldt med vand. Hel op til Statsbanegården nåede vandet inden vinden slog om i sydvest og derpå stilnede af. I kølvandet på vandmasserne fulgte både tømmer og andet vraggods, der blev kastet rundt i byen som bolde.
En stor tremastet bark, der var bygget på en af værfterne, drev i land ved Toldhuset. En jagt strandede helt omme i Nygade.
Værftsarbejder i livsfare
I en tidligere artikel har vi berettet om værftsarbejder, der boede i et hus i Søndergade, var ved at drukne. Deres lejligheder lå lige over for værftet i huset var pludselig helt dækket af vand. Og også da de kom ud af huset var vandet dybt. Mirakuløst slap de derfra i live.
Den tyske militærgarnison blev hjemløs
Et andet hus beregnet til værftsarbejdere skyldes helt væk. Måske var det også derfor garnisonen i Aabenraa valgte at flytte til Haderslev. Langhusene ved markedspladsen, hvor den tyske militærgarnison holdt til, blev total ødelagt. De blev simpelthen hjemløse.
Jacobsen blev reddet af kaptajn Jebsen
De materielle skader i Aabenraa var ganske omfattende. Værftsejer Jacobsen, der boede på Gammelhavn nr. 2 har i sine erindringer beskrevet de dramatiske begivenheder. Vandstanden steg over vindueskarmen i huset og til sidst 1,4 meter over gulvet.
Til alt held blev familien reddet, da kaptajn Jebsen hjulpet af fire tømrersvende, fortøjede en båd uden for husets sydlige gavl, så familien kunne fires ned fra vinduet på første sal.
For sent for 945 kreaturer
I 1904 var der igen stormflod, denne gang gik fjorden 2,30 meter over normal vandstand. Det var den 31. december. Vandstanden steg ret hurtig. Klokken 8 om morgenen blev borgerne alarmeret med kirkeklokkerne. Alle de lavtliggende huse skulle rømmes.
Skaderne var betydelige. På karantænestationen på Gammelhavn var der opstaldet 1.900 kreaturer. Her forsøgte man at få kreaturerne væk i jernbanevogne. Men da toget ikke mere kunne køre på grund af vand, måtte man i stedet trække dem over dæmningen, men da var det for sent.
945 kreaturer druknede. Sagen fik et makabert efterspil. De døde kreaturer blev flået, hvorefter kroppene blev sejlet ud på floden og sænket. Men arbejdet må være udført meget sjusket for om sommeren samme år begyndte dyrekroppene at drive ind på stranden. Enden på affæren blev derfor, at man i stedet for at destruere kadaverne sendte dem til for-meling på en benmelsfabrik.
I 1912 kom vandstanden op på 2,3 meter over normalen
189 mm regn på kort tid
I 1931 var det et voldsomt skybrud, der oversvømmede gaderne. Fra tirsdag den 7. juli om aftenen til torsdag den 9. juli faldt der ikke mindre end 189 mm regn i Aabenraa. De vældige vandmasser blev ført fra byens højdedrag ned gennem byen for at løbe ud i fjorden.
Vandløbene løb over deres bredder og oversvømmede store dele af byen. Ved Folkehjem kunne rørene ikke mere klare vandet. Det løb gennem Folkehjems have og ud på Haderslevvej.
Kl. 22 kulminerede det hele. På det tidspunkt var Amtshuset oversvømmet og arealet ved Svinget/Forstalle og Hjelmalle omdannet til store søer.
Cirkus oversvømmet
Kældre var oversvømmet. Cirkus Miehe og deres telte stod i 80 cm vand på Markedspladsen foran Amtshuset. Mange af cirkusfolkene måtte den følgende dag fiske deres telte og ejendele op i den store sø. Vandet i havnebassinet stod samtidig med vand 1,35 meter under dagligt vande. Regnvandet kom med sådan en kraft, at det rev bolværket med bed i havbassinet.
I 1954 var det ved at udvikle sig til en katastrofe
Den 4. januar 1954 var højvandet ved at udvikle sig til en katastrofe. Vandet steg til 1,7 meter over dagligt vande og nåede op til Sønderport. Kloakvandet blev trængt op fra åen gennem kloakken. Store dele af byen stod igen under vand. Værst så det ud i de mange lagerbygninger langs havnen. Folk havde travlt med at lægge sandsække og hindrede dermed en endnu større oversvømmelse.
Beboerne på Gammelhavn fik en forskrækkelse, da vandet trængte ind. De måtte nødevakueres på hotel. Hen på eftermiddagen trak vandet sig tilbage. Nu kunne man atter åbne hovedvejen.
Vandet nåede Sønderport
Den 14. januar 1960 piskede det kolde havvand gennem digerne nord for Amsterdam. 3.000 huse blev oversvømmet og 15.000 mennesker måtte evakueres. Knap så galt gik det til i Aabenraa. Men det blev dog til oversvømmelse både her og i Styrtom. Vandet nåede Sønderport. Mange biler var kørt fast i vandet. Så flere gader og veje måtte afspærres. Mølleåen var atter gået over dens bredder. Vandet løb ud på Flensborgvej
I 1995 var der ingen forvarsel
I 1995 var det oversvømmelse af havneområdet og de lavtliggende områder af byen – først og fremmest kvarteret omkring H.P. Hanssens Gade og Madevej. Det var et sandt Venedig omkring havnet. Vandet var to meter over normalen. Vandet løb op til Madevej og ind i Føtex kælder, hvor hele varelageret blev ødelagt.
På Gasværksvej stod vandet en halv meter over gulvet i ”Teknisk Lager” De fik ødelagt varer for et sekscifret beløb. Ved H.P. Hanssens Gade fik Aabenraa Kino sin nederste sal oversvømmet, så lærredet, gulvtæppet og de nederste stole måtte udskiftes.
På Hotel Europa måtte indehaveren af Fox and Hound se deres skotske pub oversvømmet for anden gang i løbet af et halvt år.
Heller ikke brandvæsnet undgik vandskader. Brandstationen på H.P. Hanssens gade lå i det hårdest ramte område. Da brandfolkene var færdige i den øvrige del af byen, kunne de begyndte at bjerge ting og sager hos dem selv. Brandstationens kælder var fyldt helt til loftet med vand.
Der var ikke indløbet noget varsel. Det var først da vandet begyndte at pible ind på stationen, at de var klar over at noget var galt.
En katastrofe for historieinteresserede
En katastrofe for historieinteresserede indtraf, da 323 meter arkivalier led omfattende vandskade hos Sønderjyllands Statsamt og Tele Sønderjylland. På Aabenraa Museum gik vandet op gennem kloakkerne og oversvømmede kælderen. Heldigvis havde museet installeret fugtighedsmålere, som alarmerede personalet. De kunne så nå at bjerge de vigtigste ting.
I fremtiden – alarmering 2 gange om ugen
Ja også i 2014, 2015 og 2016 har byen oplevet voldsomme skybrud og sikkert også flere gennem de sidste par år. I 2017 igen talte man om en 100- års begivenhed, så meget steg vandet i syv havne i det sydlige Danmark.
Hvis udledningen af CO2 på verdensplan ikke mindskes betragtelig, vil de indre dele af Aabenraa by blive truet af oversvømmelse 110 gange hvert år, når vi nærmer os slutningen af dette århundrede.
I øjeblikket er det mellem nul og 2 gange om året, at vandstanden stiger så meget i Aabenraa Fjord, at DMI må udstede varsler.
Stormflods-historier fra vestkysten
Det var også dengang, da hele Tøndermarsken skulle evakueres og da hærens kommunikationssystem brød sammen. Så måtte Walkie Talkie- foreninger fra hele Sønderjylland møde op. Og min onkel dirigerede så alle tropperne med et stærkt ulovligt anlæg fra politistationen i Tønder. Men den historie kan du læse om i en anden artikel.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: december 29, 2022
Sønderjyske Årbøger 2022
Det blev en lidt længere anmeldelse. Valget af de 7 artikler har i år været særdeles heldigt. Således fangede de alle sammen ”Den Gamle Redaktørs” interesse. Han fik her ny viden om mange temaer. Vi vil ikke kåre den bedste artikel for det har noget at gøre med ens individuelle interesse. Noget af det, der er blevet beskrevet, kunne undertegnede godt have brugt til et netop afholdt foredrag. Egentlig får man meget for pengene ved medlemskab for Historisk Samfund for Sønderjylland. Også 16 boganmeldelser følger med. Og en gennemgang af museumsfolk og forskers arbejde i det sønderjyske. Ja vi bevæger os også over grænsen. Og det gør vi også i boganmeldelserne.
Det er ikke jul uden Sønderjyske Årbøger. Og igen i år kan vi glæde os over interessante artikler – hele 7 artikler og 16 boganmeldelser.
Selvfølgelig er det altid nogle af artiklerne, der er mere interessant end andre. Det hænger sammen med ens egen interesse. Men den gang fænger alle artikler
Civile dødsfald på Als i 1864
Den første artikel hedder ”I Krigens skygge” – civile dødsfald på Als i 1864. Soldaterne smittede lokalbefolkningen på Als. Først var der danske soldater siden preussiske.
De to forfattere Ditte Kock og Jens Jacob Refshauge Beck har fundet frem til, at 25 pct. af de ca. 3.100 danske soldater, der faldt i 1864, døde af sygdom. Krigen 1864 er ofte fokuseret på soldaterne.
Nu kan kildematerialet fra dengang ikke give en troværdig beskrivelse af dødsårsagen. Det kan kun give en nogenlunde årsag til dødsårsagen. På et tidspunkt lå der 19.000 danske soldater på Als. Det blev så reduceret til 12.000.
De fleste boede i baraklejren ved Sundsmark, men en masse var indkvarteret rundt omkring på øen men kun hos de dansksindede. Vi får en beskrivelse af indkvarteringsforholdene på en præstegård.
De danske officerer var især indkvarteret på palæet ved Augustenborg Slot. Og egentlig var det ikke meget, der her tyede på krig. Men præsterne, der førte kirkebog, undrede sig over stigende dødsfald i lokalbefolkningen.
Alle gårde og mange huse havde været godt opfyldte at indkvarterede soldater. Ofte måtte ejeren nøjes med et lille rum uden kakkelovn. Således noterer præsten Christian Krogh-Meyer, der var præst i Sottrup på Sundeved, at dødeligheden er stor. Der var allerede anmeldt det 11. dødsfald i denne måned.
Forfatterne til artiklen konstaterer at dødeligheden stiger i alle 15 alsiske sogne. Men hvad er årsagen. Tropperne skyder jo ikke efter lokalbefolkningen. Men med så mange tropper kan indbyggertallet godt fordobles i en by og infrastrukturen vokser ikke lige så hurtig.
Sønderborg sogn lå tæt på slagmarken og de preussiske batterier til at soldaterne kunne opholde sig her i længere tid. Ulkebøl lå tilpas langt væk. Og her i Ulkebøl var den oftest forekommende sygdom tyfus.
Præsten i Havnbjerg angav difteri som årsag til flere dødsfald blandt børn. Præst Nicolai Feilberg i Ullerup beskrev situationen meget rammende:
Det statistiske bureau forklarede i 1868, at der i 1864 herskede tyfus-, skarlagensfeber og halsbetændelsesepidemier. Især tyfus plagede både danske og preussiske tropper.
Dødstallet for hele Als blev fordoblet svarende til 450 ekstra døde i forhold til de fem foregående år. Overdødeligheden var størst nær den store baraklejr i Ulkebøl sogn. Her steg dødstallet med 190 pct.
Interessant artikel men vel ikke overraskende. Vi har før hørt i historien at når infrastrukturen bliver udfordret og når fremmede mennesker kommer til i hobetal, sker der ting og sager.
Hollandske fliser på Rømøs vægge
Den næste artikel handler om et emne, som vi også på vores hjemmeside har fokuseret på.
I 1600- og 1700-tallet havde Holland stor kunst – og kulturhistorisk indflydelse på Danmark og Hertugdømmerne. Den vestslesvigske kyst var meget præget af Holland. Denne undersøgelse er betragtet ud fra en kulturhistorisk vinkel.
I Holland blev fliserne brugt til bl.a. at isolere mod fugt og kulde udefra. Motiver og farver var bestemt af den gængse mode. De ældste fliser langs Vadehavskysten kendes fra Sejerslev og Emmerlev. De var udsmykket med blomster, frugter, dyr og fugle. Her var masser af farver på.
Nord på og i Frisland foretrak man de blå fliser. Endnu senere blev fliserne forsynet med bibelske motiver. Her havde pietismen også sin indflydelse.
Det var i løbet af 1700-tallet at de hollandske fliser for alvor nåede området ved Vadehavskysten. I 1768 forbød den danske konge import af hollandsk fajance. Det måtte heller ikke sælges i Hertugdømmerne.
Landskaber malet ind i en cirkel findes i rigt mål som motiver på Rømø. Mange steder på Rømø er fliserne opsat tilfældigt, hvad angår farver og motiver.
Listerdybs store dybde holdt Rømø isfri om vinteren og gjorde havnen til en vigtig havn. Øen har haft en anseelig handels – og fiskerflåde. I årene 1642 – 43 havde Rømø således 21 skibe på i alt 478 læster, mens Ribe kun havde 14 skibe på i alt 78 læster. Under svenskekrigene brændte svenskerne en stor del af Rømøs flåde. Og i slutningen af 1600 – tallet skabte sandflugt problemer for det sparsomme landbrug på Rømø. Landgilden blev delvis betalt i fisk.
Hval – og sælfangsten kom først til at spille en rolle i slutningen af 1700-tallet. På de fleste gårde holdt man får, mens landbrug kun var til husbehov. På strandengene kunne der græsse køer. Omkring 1800 var hvalfangsten på retur og i forbindelse med Englandskrigene ophørte dette.
Først efter 1860/70erne tog landbruget over. Men inden da havde indretnings- og bygningskulturen sat sit præg på Rømø med masser af inspiration fra Holland. Nu var man begyndt at bygge i mursten på Rømø med sten leveret fra teglværker langs Vadehavskysten – også inspireret fra Holland.
Det kniber med skriftlig dokumentation omkring hollandske fliser. De skippere, der sejlede med stude til Holland og Nordtyskland kom hjem med fliser. Og handelsfolk solgte hollandske fliser.
I forbindelse med udgravninger på Rømø har man fundet ud af, at fliserne sad på stuehusets sydside, desuden på mursten bag bilæggerovnen. De var af samme typer som blev benyttet i Nordtyskland. De er fra midten af 1700 – tallet.
De første fliser kom til Rømø i begyndelsen af 1600 – tallet. Interessant er også at vi får at vide, at der omkring 1800 boede 1.500 mennesker på Rømø. Men i perioden 1800 – 1900 faldt indbyggertallet til ca. 975. Antallet af bygninger faldt til 230. Dette betød så igen at en masse gårde og huse forfaldt. Antallet af bygninger faldt fra 325 til 230. Rømø var blevet fattigere.
På Rømøgård er der bevaret et brev fra 1936, hvoraf det fremgår, at
I 1960 – 1970erne blev fliserne yndede antikviteter. På Kommandørgårdens vægge sidder der i dag 4.000 hollandske fliser. Ganske imponerende.
På Rømø satte man fliserne anderledes op end i Holland. Nu var der også en hel anden bygningskonstruktion her end i Holland.
En ganske interessant artikel af Elsemarie Dam-Jensen. Vi får foruden flisernes historie et stort indblik i Rømøs historie.
At leve med vand i Tøndermarsken og Gotteskoog
Et gammelt ordsprog fra vadehavskysten siger:
I dag taler man om i stigende grad at give regnvandet mere plads bag digerne som en mulig løsning på fremtidens øgede nedbørsmængder som følge af klimaforandringer. Som vi tidligere har beskrevet på vores side, så gennemgik Tøndermarsken og Gotteskoog store forandringer i perioden 1927 – 1932. Også dagliglivet i marsken blev forandret.
For ca. 3.000 år siden steg havspejlet og havet begyndte at oversvømme de lave hede-sletter og aflejrede sig i form af slik, der de seneste 3.000 år har dannet marsken. Vaden er den blotlagte havbund ved lavvande.
Der blev bygget masser af diger. En af de vigtigste er Højer Dige, der blev færdig i 1861. Hyppige stormfloder betød masser af oversvømmelser fordi sluserne blev lukket. I dag pumpes regnvand væk fra de lavtliggende marskområder.
Ja man siger, at der har været fire perioder i Tøndermarskens afvandingsprojekter. Den fjerde begyndte i 1980erne. Og det var det første naturgenopretningsprojekt. Vi kender også projekter som De fremskudte sige og Snæbel – projektet.
Omkring 1.100 frisere begyndte at bosætte sig på kunstige forhøjninger i marsken syd for Tønder og Møgeltønder. Friserne tog deres viden med syd fra, hvor de i mere end 1.000 år havde praktiseret den specielle bosætningsform. Efter at havdigerne var opført så man også bosættere på disse, som det er tilfældet i Rudbøl og Nørremølle.
Vi har tidligere her på siden fortalt om, at maleren, Nolde var overrasket over, at der så ofte var oversvømmet omkring hans gård Utenwarf. Han kaldte sin hest for vandhest. Den var ikke bange for vand.
I artiklen hører vi selvfølgelig også om springstokken (Klu´stach). Om vinteren brugte man ofte skøjter for at komme frem. Marskens amfibiske områder af rørskov blev høstet. De blev udskibet fra Højer Sluse eller solgt på markedet i Tønder.
Landbrug var Tøndermarskens hovederhverv, En anden stor indtægtskilde var høst af tagrør. Fiskerettigheder var ofte knyttet til et bestemt sted eller hus. Og så var det afvandingen, der ikke var særlig populært blandt indbyggerne. Mange var afhængige af fisk i åerne og søerne som en daglig fødekilde.
Omkring 1920 havde Tønder stadig åbne rendesten. På dette tidspunkt var der stadig mange stalde i byen. Der var ikke mindre end 122 heste, 713 kreaturer, 38 får og omkring 400 grise boede stadig i byen. Tilstedeværelsen af så mange dyr var et stort hygiejnisk problem for byen. Men i 1923 – 25 blev Tønder endelig kloakeret.
I 1923 bemærkede førstelæreren på den danske skole, lærer Mikkelsen i Rudbøl om drikkevandet:
I Rudbøl hentede man drikkevand i de samme kanaler som kreaturerne. Det gjaldt også bageren. Det var få meter fra, hvor hans store staldmødding løb ud.
Kloakeringen forbedrede både lugten og hygiejnen i Tønder, men kloakkerne førte direkte ud i Vidåen. Efter afvandingen var Rudbøl Sø som ”oppumpet snavs”. Inden var det klart vand. Vidåen løber som bekendt gennem Rudbøl Sø.
Efter afvandingen forsvandt tagrørene, men jorden er blevet bedre pløjejord. Men trods dette, ville et flertal af beboere have beholdt den oprindelige natur. Folk blev nu tvunget til at finde en ny måde at leve på. Nogle blev overrasket over, hvor velegnet marsken var til opdyrkning, men kunne begræde nedgangen i fugle – og plantelivet.
Anne Marie Ludvigsen, der har skrevet denne fremragende artikel, slutter med denne konklusion:
De kalder mig en Nazi-spion
I september 1946 måtte Jacob Kronika, den kendte sydslesvigske journalist og forfatter forsvare sig mod anklager om, at han skulle have været nazistiske regime. Og forsvaret forgik via en stort opsat artikel i Nationaltidende.
Avisen Social – Demokraten havde muligvis også en interesse i at skade ham.
I 1963 gik Kronika på pension som chefredaktør på Flensborg Avis. Samtidig var han fra 1932 korrespondent i Berlin for Nationaltidende og senere også for Svenska Dagbladet. Så var op gennem 1930erne og under Anden Verdenskrig, det danske mindre mindretals repræsentant i Berlin.
Han var fortaler for at Sydslesvig og Flensborg kom til at tilhøre Danmark. Han havde stor gennemslagskraft Danmark men fik i stigende grad et problem med briterne. De ønskede ro i Sydslesvig og så nærmest det danske mindretal som et problem.
Social – Demokraten kritiserede ham for, at der var gået tre – fire år efter den nazistiske magtovertagelse, før han kritiserede dem. Bladet mente også at det var kritisabelt, at han aldrig havde opfordret det danske mindretal til at begå ulovligheder over for Hitler. Disse anklager fra Social – Demokraten fremkom i en række artikler i september 1946.
Forsvarsskriftet blev oversat til engelsk, så var Kronika sikker på, at også briterne læste det.
Nu var det ikke let at forsvare noget, der var sat i gang som en hviskekampagne. Men egentlig var forsvaret ikke så konkret udformet. Briterne havde antydet, at de i Gestapos arkiv havde fundet bevis på, at der havde været kontakt med Kronika.
I forbindelse med Danmarks besættelse den 9. april 1940 havde der været foretaget husundersøgelse i hans hjem. Han var også blevet afhørt af SS-folk. Baggrunden var, at Kronika den 8. april havde skrevet en artikel ”Truslen mod Nordens Fred”. De tyske myndigheder mente at Kronika havde fået tilsendt hemmelige dokumenter.
Og denne påstand var ikke grebet helt ud af luften. Han havde fået dokumenter fra det danske gesandtskab i Berlin. I forsvarsskriftet henviste Kronika til et foredrag, som han havde holdt på Hindsgavl Slot i 1937, hvor han advarede mod den nazistiske trussel.
Han undskyldte samtidig, at han i begyndelsen af det nazistiske styre ikke kunne gennemskue dem. Han var ikke enig med briterne i at hans roman fra 1935, der hed ”Revolution” skulle være nazistisk.
I sidste halvdel af 1930’erne havde Kronika kontakt med Ejnar Vaaben, som allerede siden 1922-23 havde været overbevist nazist. Det var mest Vaaben, der sendte breve. Og det var kun få svar.
Vaaben var interesseret i at bevare kontakten også til Ernst Christiansen og Flensborg Avis for at få anmeldelser af forskellige artikler og bøger, som Vaaben havde skrevet.
Kronika vidste godt, at en del betragtede ham for at være nazist. Og egentlig kan man ikke se om han tog afstand fra Vaabens nationalsocialistiske visioner.
Social – Demokraten fandt det mærkeligt at:
Kronika kritiserede de britiske myndigheders behandling af det danske mindretal. Dette fik Social – Demokraten på banen:
Ifølge Social – Demokraten skulle man ikke kritisere dem, der vandt over nazismen.
I det tyske mindretals avis, Der Nordschleswiger blev der også berettet om anklagerne mod Kronika og især om hans forsvar i Nationaltidende. Bladets chefredaktør, Ernst Siegfried Hansen anklagede her tværtimod Kronika for at have spioneret imod Tyskland.
Han blev også beskyldt for at have sympati for kommunismen eller for Sovjetunionen. Ja, der var også beskyldninger mod ham for at tilhøre Højgård-kredsen. Disse var såkaldte dansk – nationale mænd.
Oberst G.P. Henderson fra den britiske militærregering i Slesvig-Holsten havde den 28. oktober 1946 sendt en besked til den danske generalkonsulent om, at Kronika gennem længere tid havde overtrådt de privilegier, han havde som krigskorrespondent i Tyskland ved åbent at deltage i slesvig-holstensk politik. Derfor bad han at fortælle Kronika at hans tilladelse som krigskorrespondent i Tyskland ville blive inddraget, hvis han fortsatte sin politiske aktivitet.
Og denne aktivitet var at forsvare mindretallets interesse i Sydslesvig.
De britiske myndigheder foretog aldrig en undersøgelse af Kronikas aktiviteter og de
fremkom heller aldrig med en officiel anklage mod ham. Social- Demokraten fremkom heller ikke med flere beskyldninger om nazistiske tendenser. Men Kronika blev nødt til at trække sig fra det danske mindretals politiske aktiviteter. Man kan heller ikke sige med sikkerhed, om der fandtes noget i Gestapos arkiver.
Mogens Rostgaard Nissen kommer vidt omkring og analyserer forskellige kilder. Fortællingen bliver aldrig ensidig, som vi ofte kan se, når der skal styres på en bestemt holdning. Og for ”Den Gamle Redaktør” her er der kommet endnu en spændende artikel til Sydslesvigs historie.
Feltlæge i Første Verdenskrig
Det er tredje generation af familien Lorentzen, vi hører om i en artikel om/af John Nis Lorentzen. Hans far var gasværksdirektør. Hans bedstefar var ejer af et jernstøberi i Tønder og et tørveværk i Sølsted. Rene Rasmussen har redigeret en artikel om dengang vores hovedperson var Feltlæge.
Atmosfæren var anderledes ved lazarettet end ved infanteriet. Elevernes uddannelse foregik om formiddagen med praktisk tjeneste på afdelingerne. Om eftermiddagen var der nogle timer med teoretisk undervisning navnlig i anatomi og fysiologi efter lærebogen for sygehjælpere.
Rengøring i rådhusets mødesal hørte med til den praktiske uddannelse. Men medicinerne blev nok efterhånden en plage for befalingsmændene. Efter to måneders forløb bestod alle deres eksamen.
Vi kommer forbi mange lazaretter. Og en af de hyppigste dødsårsager var koldbrand. I løbet af en nat kunne der sagtens dø ca. 10 personer. Som læge sov man kun, når der var tid til det. Men der var dog forskelle på diverse lazaretter.
Den spændende beretning slutter lidt brat. Efter endt krigstjeneste genoptog John Nis Lorentzen i 1919 medicinstudiet i Kiel. Han tog en medicinsk doktorgrad. I 1923 tog han en dansk embedslægeeksamen og tiltrådte en stilling ved Silkeborg sanatorium. Derefter var han et par år læge ved Sønderborg statshospital osv,
På et tidspunkt var han også tilknyttet flygtningelejren i Oksbøl.
Artiklen er baseret på et foredrag i den danske militærlægeforening den 3. maj 1934. Foredraget blev gengivet i Tidsskriftet Militærlægen.
Sans for Sønderjysk historie
Artiklen er vel nærmest en gennemgang af Historisk Samfund for Sønderjyllands Historie 1922 – 2022.
I vedtægterne dengang var foreningens formål bl.a.
Og det med udgivelse af Sønderjyske Årbøger var vel nok nærmere tale om en genudgivelse.
Ved udgivelsen af disse skulle man da også have et folkeligt tidsskrift. Og det skete fra 1. juli 1924, da Sønderjysk Månedsskrift udkom. Her oplever vi de mere korte og regionale artikler.
Det første større værk, som man udgav, var Tønder gennem Tiderne i 1933/44 i to halvbind. Og denne har ”Den Gamle Redaktør” selvfølgelig stående på hylden. Artiklen er en gennemgang af nogle af de mange aktiviteter som Historisk Samfund for Sønderjylland har begået gennem tiden.
Vi får også nogle af oplagstallene. Sønderjylland historisk billedbog topper listen med 25.000. Mange af de nævnte bøger i artiklen står faktisk inde på hylden. Det var jo også sjovt at møde foreningen i Øksnehallen i København. Og der stod sandelig et kendt menneske, der også med det samme kunne genkende ”den gamle Redaktør”.
Da foreningen blev oprettet, lød ordene således:
Artiklen er begået af to erfarende folk, Lars N. Henningsen og Hans Schultz Hansen.
På vej til magten
Og denne artikel er begået af en person, jeg ofte har solgt vare til i Padborg Boghandel, nemlig Anke Spoorendonk. Den handler om Sydslesvigsk Vælgerforening og landdagsvalget i 2005.
Man kan sige, at det der skete det år, banede vejen til at SSW i 2012 blev regeringsparti i Slesvig-Holsten. Og i 2022 kom partiet for første gang over 5 pct. spærregrænsen.
I over 25 år sad Karl Otto Meyer i Landdagen. Han forærede mig engang en valgplakat, hvor man ser ham som en slags James Bond. Jo han var også hyggelig at tale med. Han forstod virkelig at kæmpe for den danske sag.
Op til valget i 1987 blev den bayerske ministerpræsident Franz Josef Strauss hvis træt af Meyer. Han udtalte nemlig, at det ikke kunne være rigtigt, at en dansker bestemte over tysk politik.
Og SSW fik også hademails. Og anonyme breve med hadefulde beskeder modtog man også, bl.a. dette fra 2005:
Masser af CDU – politikker var efter SSW og kom med urigtige oplysninger. Jo, de dansksindede fik en grov behandling. Man fik også henvendelse fra en nazistisk bevægelse.
NDR bragte en udsendelse om alle de grove henvendelser, man havde modtaget. Det fik så politiet til at henvende sig. Der var i nogle af henvendelserne direkte mordtrusler. Anke Spoorendonk fik derefter politibeskyttelse.
SSW fik bl.a. gennemført nyvalg i 2012. Efter dette valg var SSW’ s stemmer afgørende for dannelsen af en ny regering i Slesvig – Holsten.
En ganske underholdende artikel og lidt chokerende med de også racistiske trusler som SSW modtog så mange år efter krigen.
Den Endelige dom: Meget interessant og fængende
Årbogen indeholder også ca. 16 boganmeldelser. Vi får også en gennemgang af, hvad der sker på museumsfronten i Sønderjylland. Og her har ”Den Gamle Redaktør” tænkt sig at bruge noget af de ting, der er sket eller vil ske i Frøslevlejren i en kommende artikel, der skal hedde Frøslevlejren i Fremtiden.
Vi får som sædvanlig en gennemgang af, hvad foreningen og museums- og forskningsfolk beskæftiger sig med.
Man må sige, at dette års valg af artikler i Sønderjyske Årbøger alle har været relevante og interessante i hvert fald for ”Den Gamle Redaktør”. De har alle sammen været historisk relevante og fanget ens interesse. Godt gået.
Det er svært at udnævne den bedste artikel. Det er vel heller ikke meningen med sådan en artikel. Interessant er det, at Årbogen også beskæftiger sig med temaer, som vi her på dengang.dk allerede har beskæftiget sig med.
For en historienørd som undertegnede bragte dette års årbog en masse nye informationer. Jeg har således lige holdt foredrag om Sydslesvig under og efter Anden verdenskrig og kunne da godt have brugt de interessante informationer om Kronika.
Og så var jeg ikke klar over, at der stadig er 25 huse på Rømø med hollandske kakler. Og så var jeg ikke klar over, at der var kommet en tysksproget bog om pastor Schmidt-Vodder. Ja og så har feltlæge John Nis Lorenzen en far og en bedstefar, der er lige så interessant som han selv.
Og snart igen er et nyt månedsskrift på vej. Hvis du ikke er medlem så meld dig ind. Du får noget for pengene. Nu kan du også gå i boghandlen og købe Årbogen for 198,- kr.
Nej, denne anmeldelse er ikke betalt af Historisk Samfund for Sønderjylland.
Kilde/anmeldelse: Sønderjyske Årbøger 2022
Dato: juli 1, 2022
Hvad der læses mest – i juni 2022
Der blev 16 nye artikler i juni- Vi er nu oppe på 1.836 artikler. Det er slut med foredrag. Vi har måttet aflyse nogle. Dette skyldes helbredsmæssige problemer. Ikke alt Nørrebro – stof er lige populært. Og så mener en læser at vi ikke må anvende begrebet ”Terrorisme” i beskrivelse af detailhandlernes forhold, da der var kampe på Nørrebro. Vi skal heller ikke omtale ”det upopulære” i historien, f.eks. Frits Clausen. Vi får mange henvendelser og Tak for det. En enkelt ringede og mente, at jeg var tysker. Hvorfor laver du ikke flere podcast. Ikke alle forstår systemet med Links. I burde dele jeres artikler noget mere. Vi skal kigge de mest populære kategorier og artikler i juni.
Nye artikler i juni
I juni måned lagde vi 16 nye artikler ind på vores hjemmeside. Nu er vi oppe på 1.836 artikler. De 16 artikler er:
Ikke flere foredrag
Vi har allerede proklameret det i FB – gruppen. Undertegnede, der har holdt flere hundreder af foredrag dropper nu det tiltag. Det skyldes ikke manglende lyst eller manglende interesse. Problemet er ganske enkelt dårlig ryg. Nu kan man måske så indvende. ”Så kan du da bare sidde ned”. Nej, når man holder foredrag, skal man bruge både arme og ben.
Vi har måttet aflyse nogle stykker og et lægebesøg, røntgen m.m. afslørede også at noget var galt. Så kære læsere:
Ikke alt Nørrebro – stof er lige populært
Det er ikke alt, hvad vi skriver om Nørrebro, som er lige populært. Således er det læsere, der mener at vi romantiserer Ungdomshusets historie alt for meget. Men sådan vil det sikkert altid være. Nu har undertegnede nok skrevet i alt 40 artikler om dette tema, udarbejdet presseinfo og meget mere om dette i forbindelse med jobbet som sekretær i Nørrebro Handelsforening. Min mening er bestemt ikke, at det er romantisk over dette.
Et andet tema er bomben i Søllerødgade, hvor en ung mand mistede livet. Her har vi skrevet to artikler. Og hver gang vi vender disse artikler, så fører diskussionerne ofte til et sprogbrug, hvor vi bliver nødt til at slette indlægget. Det er helt i orden, at man ikke er enig med undertegnede, men når sprogbruget bliver overdrevet og bliver personlig, så gør vi altid det, at vi sletter. Det skridt har vi foretaget flere gange.
Det er tydeligt at mange indlæg fra læserne er partipolitisk farvede. Vores side er på ingen måde en partipolitisk hjemmeside. Når det måske en gang imellem skinner igennem, ja så bunder det måske i min opvækst eller erfaringer gennem livet. Bevidst er det ikke.
Vi må ikke bruge ordet ”Terrorisme”
I forbindelse med en Nørrebro – artikel om flere gange med hærværk mod Nørrebro-butikker har vi anvendt ordet terrorisme. Det mener en læser, at det kan vi ikke bruge over for dem, der virkelig oplever eller har oplevet terrorisme i Ukraine og Mellemøsten. Mellem linjerne lyder det næsten som om, at vi har overdrevet vores beskrivelse af detailhandlens forhold på Nørrebro – dengang.
Igen engang var undertegnede tæt på begivenhederne dengang som sekretær i Nørrebro Handelsforening. Beskrivelserne er ikke spor overdrivende. Mange butikker måtte efter lukke deres butikker efter gentagende hærværk. Forsikringsselskaberne bakkede efterhånden ud, selv om Københavns politikere mente noget andet. Men hvis vi lige skal kigge på, hvad terrorisme betyder så se her tre forklaringer, som vi har fundet:
Undertegnede har stor sympati for dem, der oplever ”Terrorisme”. Men det vil være helt forkert ikke at bruge dette ord i solidaritet med dem, der er udsat for Terrorisme.
Det som detailhandlerne på Nørrebro blev udsat for den gang, svarer ganske til beskrivelse af ordet ”Terrorisme”.
Vi skal ikke omtale ”Det upopulære”
En læser mener, at vi skal undlade at bringe noget om Frits Clausen. Er det sådan, man skal formidle historien. Det minder om, at vi i en gruppe også bragte et foto, at nogle, der blev anholdt efter besættelsestiden. De blev så læsset op på en lille lastbil og bevogtet af modstandsfolk med maskingeværer. Administrator ønskede ikke at se det billede mere i hans gruppe.
Grunden til vi igen bragte en artikel om Frits Clausen var en anmeldelse af en fremragende bog om Wilfred Petersen. Højst overraskende blev han efter flere retssager frikendt- I første omgang endda med erstatning. Når man kigger på hans forbrydelser i forhold til Frits Clausen – så kan man godt nok undre sig.
Interessen for Frits Clausen er der dog stadig. Således første det sidste indlæg med ham igen til en debat og artiklen op på en 16. plads.
Du er tysker!
Vi får utrolig mange henvendelser, både på mail, telefon m.m. Og mange af disse samtaler er meget hyggelige. Men fordi man går rundt med navnet Uwe, behøver man nødvendigvis ikke at være tysker. Det mente en person at kunne se på den måde, at jeg skrev på.
Nu er det sådan, at jeg er gået på Tønder Kommuneskole og Tønder Handelsskole samt Boghandlerfagskolen i Odder. Lutter danske skoler, som ikke burde have præget min måde at skrive på.
I øvrigt har jeg også et afslappet forhold til Det Tyske Mindretal. De opmærksomme læsere vi have bemærket, at jeg har haft et kritisk standpunkt til dem. Men det skyldes nu en gang den sønderjyske/nordslesvigske historie.
Således var Mindretallets avis Der Nordschleswiger meget positiv, da jeg spurgte, om jeg måtte oversætte en artikel, de havde begået på tysk omkring en frygtelig ro – ulykke i Højer. Denne artikel lå i to uger på førstepladsen over den mest læste artikel.
Og artiklen nåede faktisk op på en 7. plads her i juni – måned.
Hvorfor laver du ikke flere podcast?
På et tidspunkt fik KNR (Københavns Nær Radio) lov til at bruge vores tekster til podcast, som man kan downloade og som de har brugt til radioudsendelser. Dengang udsendte vi en liste over alle muligheder.
Vi har ingen ambitioner at indtale tekster m.m. Vi har ikke teknikken, tiden og pengene til det, så du må nøjes med den skrevne tekst.
Ikke alle har forstået det med links
Som bekendt gør vi meget ud af selve historiefortællingen. Derfor sender vi et link med som man kan trykke på for at få en historie. Men det er der nogle, der opfatter som en slags fejl. Når der for eksempel står et link som 2073, tror nogle at det er et forkert angivet årstal.
I burde dele jeres artikler noget mere
Ja det kan godt være, men nu er læserne også velkommen til dette. Som vi tidligere har fortalt, så er mange grupper på en eller anden måde lukket for dengang.dk. Og det skyldes, at vi med den måde, vi kører det hele på, overtræder de omtalte gruppers retningslinjer:
Der kan selvfølgelig nævnes andre fejl. Men selv om det kan være irriterende så respekterer vi de enkelte administratorers ret til at køre deres side.
En enkelt administrator har valgt at administrere direkte efter datalovgivningen, som kan være lidt udfordrende at administrere, når man slavisk skal følge lovgivningen. Det skal vi selvfølgelig også acceptere, selv om vi netop i denne gruppe havde særdeles mange læsere.
De mest Populære kategorier
Hver placering i Top – 100 giver et point. Er der to kategorier med samme point – antal – er det den kategori med bedste placering – der slår den anden
Grænsen er overskredet
Akeleye – slægten
Vi kan godt mærke en vis afmatning. Selv om der er mange artikler at dele så har mange læsere oplevet de samme artikler igen og igen. Derfor holder vi også flere pauser i de forskellige kategorier. Måske egner vores artikler sig heller ikke i de forskellige grupper.
I parentes kan du se placeringen i sidste måned. Det er værd at bemærke, at selv om Besættelsestiden stadig er på førstepladsen, så er det med 9 artikler mindre end sidste måned. Nørrebro har fået 5 artikler mere med.
Nu har vi dog aldrig skrevet artikler med det formål at få den største læserskare. Ofte er det også beskrivelser af små lokalsamfund, der giver den største læserskare.
Månedens mest læste artikler – juni 2022
Dato: juni 27, 2022
Franciska Clausen – en moderne maler fra Aabenraa
Udlandet var begyndt at få øje på hende. Hvorfor kom hun hjem fra Paris? Hun følte sig udenfor. Manglende hun psyke og kampånd? Opvokset i velhaverhjem. Privatundervisning i Flensborg. Professor på Kunstakademiet mente, at hun skulle kaste sig over portrætmaleriet. En forfalden ejendom i Vestergade. Fra 1924 var det slut med økonomisk støtte fra familien. Picasso sagde: ”hm”. Hun forsøgte sig med grafisk design. En svensker så hendes talent. I Danmark var der ingen forståelse for hendes abstrakte malerier. Et levende men ikke let menneske. Gulvet som arbejdsplads. Et oprejsning i 1984. Isoleret fra andre danske kunstnere. Nu var der pludselig bud efter hende. Hun var nærtagende. Anerkendt i en meget sen alder.
Udlandet var begyndt at få øje på hende
For mange var hendes frembringelser helt nyt og spændende. Dengang i slutningen af 1950erne var der ikke mange, der kendte hende. Der stod næsten intet om hende i danske kunstbøger og tidsskrifter. Men udlandet var begyndt at få øje på hende.
Men dog i Knaurs Lexikon- ”Abstrackter Malerei”, der udkom i 1957 var hun omtalt. Og dette blev oversat fra tysk til fransk.
Hvorfor kom hun hjem?
Hun er født i Aabenraa i 1899. Hun har været i de skiftende brændpunkter for den europæiske avantgarde – kunst – først i Tyskland og siden 1924 – 1933 i Paris.
Grunden til at hun vendte hjem til Aabenraa i 1933 skyldtes internationale økonomiske vanskeligheder efter børskrisen i New York. Men som også lidt spøgefuldt siger:
Hun følte sig udenfor
I årene efter hjemkomsten udstillede hun kun få gange og uden større succes. Hun blev vel i den danske kunstverden opfattet som en fremmed, en der kom udefra.
Selv har hun vel uden tvivl følt sig som pioner i den moderne, eksperimenterende, europæiske kunstvar langt forud for de problemer, som de bedste unge danske kunstnere arbejdede med.
Manglede hun psyke og kampånd?
Måske havde hun ikke den psyke og kampånd, der var nødvendig for at gøre sig gældende i datidens danske kunstverden. Hun følte sig holdt ude for at visse danske kunstnere. Og hun tog sig det nær, at hun blev kaldt for en epigon – en efterligner af Lèger og hans skole.
Opvokset i velhaverhjem
Hun er opvokset i et velhaverhjem i Aabenraa. Hendes far var manufakturhandler og købmand. Det var et stort herskabshus med tjenestefolk. Der var parklignende have og aber som kæledyr. Man kørte rundt i omegnen med vogn forspændt med heste.
Det var en beskyttet opvækst i en højt kultiveret, dansksindet handelsfamilie.
Engang fik hendes far, Søgård Slot tilbudt.
Privatundervisning i Flensborg
Som en del af den almene dannelse blev hun i 1915 sendt til privatundervisning hos maleren Jacob Nôbbe i Flensborg. Men det var nu ikke til faderens store begejstring. Hvordan skulle man dog kunne ernære sig selv som maler i et krigshærget Europa. For Francisca var det mere end tidsfordriv.
I 1916 studerede hun på Grossherzoglische Kunstschule i Weimar, det senere Bauhaus. Denne undervisning blev efterfulgt af flere studier på Frauenakademie i Mûnchen.
I 1921 malede hun allerede spontanistiske, abstrakte akvareller.
Professor mente, at hun skulle kaste sig over portrætmaleriet
Hun fulgte traditionel undervisning på kunstskoler i Tyskland og i Danmark. Men nu var Kunstakademiet i København ret gammeldags. Her skulle man tegne efter gipsfigurer. Det var ikke noget for Fransiska. I København følte hun sig som outsider. Det til trods for professorens ros og velmente råd om, at hun burde kaste sig over portrætmaleriet.
En forfalden ejendom i Vestergade
Den store ejendom lå i Vestergade og blev revet ned i 1988. Det var efterhånden meget forfaldent. Hun sagde selv, at huset var lidt spøgelsesagtigt. Øverst oppe i ejendommen havde hun indrettet sig i et værelse, der både var bolig og arbejdsrum og atelier Staffeliet stod ved vinduet, der gav det rette lys fra nord.
Sengen var bag en skærm, der også tjente som omklædningsrum. El – og varmeinstallationer var oldnordiske.
Fra 1924 var det slut med familiens økonomiske støtte
Hun har været elev hos så spændende navne som Moholdy-Nagny, Archipenkro og den store franske kubist, Ferdinand Lëger.
I maj 1923 debuterede hun på Grosse Berliner Kunstausstellung. I 1924 udstillede Franciska Clausen med Otto Carlssund og Erik Olson i Paris på en udstilling af Leger og hans skandinaviske elever.
I 1924 døde faderen. Nu var hun selv tvunget til at skaffe indtægterne til hendes videre studier.
Picasso sagde ”hm”
Allerede i 1925 var hun med i en stor udstilling i Paris sammen med Lëger og Picasso. Året efter deltog hun i en international udstilling i Brooklyn i USA. I Paris lærte hun også Piet Mondrian, Jean Arp, Kandisky og flere andre af de store at kende.
Hun havde en kort kærlighedsaffære med hendes læremester Lëger.
I Paris har Picasso en gang kommenteret en af hendes malerier. Og det han sagde var blot:
Men man talte dog i kunstnerkredse i Paris om, at han havde tilegnet sig hendes ”spektucale cirkler”, som han i sit eget maleri anvendte som abstrakte frugter i en skål.
Hun forsøgte sig med grafisk design
I Kunstnerleksikonet kunne man læse, at hun efter hjemkomsten til Danmark i 1933 efterhånden havde opgivet det abstrakte maleri for at hellige sig portrætmaleriet. Men her slap hun nu ikke eksperimenterne.
Hun forsøgte gennem 1930erne at skabe sig en karriere som grafisk formgiver gennem plakatforslag i et formsprog, der var præget både af hendes modernisme og af international plakatkunst.
Under sine udenlandsophold havde hun ikke sit eget atelier. Derfor blev mange af hendes billedkunstneriske ideer kun fastholdt i gouacher og akvareller. Hendes malerier med disse motiver blev først til i 1950’erne og 1950’erne.
En svensker så hendes talent
I 1950’erne kom der dog uventet hjælp til Franciska. Den svenske kunsthistoriker Oscar Reutersvärd var blevet gjort opmærksom på Franciska Clausens oversete talent. Reutersvârd tog til aabenraa og var meget begejstret for det, han så.
Derefter gik det stærkt. På udstillingen Neoplasticism, som Reutersvârd var kurator for, vistes syv af Franciskas gouacher i Stockholm, og det blev til endnu flere på udstillingen
Med disse udstillinger og en række kvalificerede artikler var isen brudt.
I Danmark var der ingen forståelse for hendes abstrakte malerier
Elementer af lækre desserter og andre søde spise indgik ofte i disse billeder, suppleret med penselstrøg i akvarel. Disse fremstod som både konkrete og drømmeagtige kompositioner med sær poetisk kolorit.
Der var i Danmark ikke rigtig forståelse for hendes abstrakte malerier. For både kollegaer og kritikkere i den danske kunstverden forblev hun ukendt. Også hendes egen uhyre selvkritiske sans, indadvendthed og manglende evne til at gøre opmærksom på sig selv medvirkede til, at hendes kunst ikke blev kendt
Et levende men ikke altid nemt menneske
Hun var et meget levende menneske. Hun kunne være både morsom og skarp i hendes replik. Hun var ikke altid lige nem at snakke med. Det var en fordel at kende lidt til hendes holdninger og særlige placering i kunsthistorien. Samtalen kunne være lidt springende. Sætningerne blev tit snuppet af. Så kunne man selv fortsætte i hendes spor for at få den fulde mening frem.
Gulvet som arbejdsbord
I den kolde vinter 1979 frøs hun med anstand under sit skindtæpper. Hun måtte hente vand på den anden side af gaden., da rørene frøs. Men hun følte sig hjemme i det gamle hus. Hun havde plads til sine billeder. De mange udkast til papircollager, som sammen med tegninger og udklip dækkede det meste af gulvet i en broget mosaik.
Hun brugte gulvet som arbejdsbord. Flere af collagerne var samlet med tape eller knappenåle, så der stadig kunne rettes på detaljerne.
Nedenunder på første sal var der en stor stue med gamle møbler, som stod rent tilfældigt. Væggene var dækket af sorte, mørknede stoftapeter- Bagerst var et lille kabinet med sin oprindelige møblering.
Her blev gæster som regel vist ind. Overalt havde Francisca billeder. Nogle af de ældste malerier var rullet sammen, andre lå i en bunke uden rammer. Også her var der billeder på gulvet.
En oprejsning i 1984
Francisca Clausen betragtede det sikkert som en oprejsning, da man efter hendes udstilling på Randers Kunstmuseum i 1984 bl.a. skrev, at hun var mangfoldig nok i udtrykkene, og at hendes arbejder havde en homogenitet, der afslørede, at selv om hun havde fremragende læremestre:
Hun glemte aldrig den modgang, som hun mødte efter at hun var kommet hjem. Hun talte bittert om de kunstnere og kritikkere, som hun syntes havde modarbejdet hende.
Ved hendes 75 – års fødselsdag bragte et af hovedstadsbladene en anerkendende omtale af hendes liv og virke. Men Francisca syntes, at der også stod negative ting om hende.
Isoleret fra andre danske kunstnere
Følelsen af at være blevet miskendt er nok den egentlige årsag til at Francisca Clausen ikke konsekvent forfulgte sine oprindelig kunstneriske mål. Hun slog sig på portrætmaleriet, som vi allerede har nævnt.
Under dette arbejde var hun isoleret fra det danske kunst-liv med udførelsen af portrætbestillinger som brødarbejde.
Hun malede portrætter og en del af dem finder vi i det særprægede sønderjyske portrætgalleri på Folkehjem i Aabenraa, bl.a. billedet af Dronning Ingrid. Også Dronning Margrethe har hun malet. Hun opfattede dog aldrig portrætmaleriet som en egentlig kontrast til sit eksperimentelle, abstrakte maleri. Det var blot to sider af et kunstnerisk virke.
Nu var der bud efter hende
Efter Maj-udstillingen i 1961 i København og en udstilling i Flensborg i 1962 blev interessen vakt for Francisca’ s kunst. Der fulgte udstillinger i Århus, København og Odense. I 1974 udkom Troels Andersens og Gynther Hansens bog. Både svensk og dansk tv lavede udsendelser om hende.
Nu fik hun pludselig mange af indbydelser. Egentlig ville hun godt men alligevel ikke. Det var som om hendes daglige rytme blev forstyrret. Hun kunne ikke rigtig overkomme det.
Der fulgte udstillinger i Berlin, Paris, Amerika. Nu ville flere udenlandske og indenlandske museer have hendes billeder.
Hun var nærtagende
Da hun blev 78 år i 1977, blev hun hædret med Thorvaldsen-medaljen. Det er Kunstakademiets højeste udmærkelse for en kunstner. Hun kom på finansloven. Men anerkendelsen kom for sent. Bitterheden forsvandt aldrig.
Hendes nærtagenhed kunne føre til pudsige udslag. Om tildelingen af Thorvaldsen – medaljen sagde hun engang:
I 1979 fik hun livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond.
Anerkendelse i en meget sen alder
Franciska Clausen døde i marts 1986 – 87 år gammel. Hun fik trods alt anerkendelse men i en meget sen alder. Hun fik aldrig det som hendes evner berettigede hende til. De sidste par år levede hun i en beskyttet bolig omgivet af hendes kunst pakket i kasser og skuffer. I mange år var hun en særpræget personlighed i Aabenraa.
Ved sin død i 1986 efterlod Franciska Clausen sig en stor samling, der fra 1990 var udstillet i en separat udstilling på kunstmuseet Trapholt. I 2011 blev Francisca Clausen – samlingen flyttet til Brundlund Slot i Aabenraa.
Kilde: