Østerbro og Omegn omkring 1900

Vi skal foruden Østerbro også en afstikker til Frederiksberg, Nørrebro og Indre København. En ugeløn på 2,50 kr. Man forlangte meget for en ussel løn. Masser af plads på Fælleden. Konerne kom med madpakke og brændevin til folk fra Borgervæbningen. Oplevelse at gå i biografen. Man så fem forskellige film på en halv time. Et damptog – noget for børn. Skolebørn måtte ikke passere Dosseringen. Man mødte Jomfru Tidsfordriv og de andre. En spand fløde for 5-10 øre. Natmandvognens rullen. Et fly i luften. ”Torsk og sild er godt” På skovtur. De Fattiges Dyrehave. En toværelseslejlighed kostede 12 kr. om måneden. Østerbro Isværk. Et pissoir uden døre. Blegdamsvej var livlig. Lygtemanden bar på en flamme. Første oktober tændtes trappelyset. Dagrenovationen. De stakkels mælkedrenge. Sand-manden. Den travle husmor. Skærslipperen. Rejekonen. Når sprøjterne kom. Hestene sejlede. Kvæg og heste første gennem Østerbro morgen og aften. De glade spillemænd. Søfryd. Sortedamslund. Når søen blev illumineret. Søndagsskole i Jernkirken. Arbejdernes Første maj og Grundlovsdag. Jenserne byttede deres rugbrød. En tur i omnibus var ubehagelig. Altid liv i og omkring søerne. De to -etagers sporvogne var en kold fornøjelse om vinteren for kusk og konduktør. Da telefonen kom.

 

En ugeløn på 2,50 kr.

Man kunne dengang få den fyrstelige løn på 2,50 kr. om ugen, hvis man kørte varer ud for et ismejeri. Og med en stor taske kunne man hente bøger hos de forskellige forlag for boghandlere rundt om i byen.

 

Man forlangte meget for en ussel løn

Der var også mulighed for at arbejde hos de mange urtekræmmere. Man begyndte om morgenen med at fejre gade. Og når der sne, skulle der skovles. Når det var overstået, skulle der fyres op i kakkelovnen. Og så skulle der drejes på kaffemøllen. Derefter skulle man gå i kælderen for at skylle flasker. Mange urtekræmmere havde aftapning af brændevin og øl. To gange om ugen skulle der vejes mel og sukker. Fredag og lørdag blev der først lukket kl. 23. Men så skulle der ryddes op.

Man forlangte meget til en ret ussel løn.

 

Masser af plads på Fælleden

På Østerbro var der dengang masser af militær. Først var der garden til Amalienborg. Om eftermiddagen var der så Infanteriet fra Sølvgades Kaserne, der gik til Kastellet.

Fælleden var meget større dengang. Hverken Rigshospitalet, Frimurerlogen eller noget andet var bygget dengang. Det eneste var det gamle militærhospital. Så var det også Borgervæbningen. De gik på arbejde om morgenen. Og om middagen skulle de stille i uniform og med gevær på Fælleden. Og så var der ellers nok at se på.

 

Konerne kom med madpakker og brændevin

Når Borgervæbningens kæmper holdt vild kom konerne med madpakke, bajere og brændevin. Knægtene så en ære i at bære geværerne for de tapre krigere. Nogle af dem havde da hvis også fået for meget brændevin.

Om vinteren kørtes gadernes sne ud på Fælleden. Efterhånden lå der ret så store bunker herude. Knægtene kaldte disse punker for Alperne.

 

Oplevelse at gå i biografen

Det var altid en oplevelse at gå i biografen. For 5 øre kunne man opleve en forestilling på en halv time. Men da kunne man også nå at se fem forskellige film. Og på Nytorv kunne man opleve at se gratis film. Der var spændt et stort lærred op på en husfacade. Filmapparatet stod på den modsatte side af Torvet.

 

Et damptog var noget for børn

For børn dengang var det altid en oplevelse at se damptog. Dengang var der flere banegårde, der lå på rad – Hovedbanegården – Nordbanegården -Holtebanegården – og Klampenborgbanen. Baneterrænet gik helt ud til Sankt Jørgens Sø. Her var en stor træbro over banen på hver side af søen.

 

Skolebørn måtte ikke passere Dosseringen

Og så sejlede der små motorbåde på søerne. En tur fra Østerbrogade til Gyldenløvsgade kostede 10 øre. Og hvis der ellers var is nok på søerne, så var der afgang for fodgængere og skøjteløbere på Sortedamssøen. Her var udlejning af slæder og skøjter.

Og så blev der forbudt for skolebørn at passere Dosseringen. Skoleeleverne mente selv, at det var fordi, at der boede nogle fine folk der.

 

Man mødte Jomfru Tidsfordriv og alle de andre

Gymnastikundervisningen foregik også dengang ledet af en pensioneret underofficer. Når man så skulle på fælleden for at spille langbold, foregik det i march. På fælleden kunne man trække Fælled-dronningen, Jomfru Tidsfordriv, Krølle Charles og Den Norske Præst. Krølle Charles var ofte sjofel. Jo her kom også ”Manden på Risten”.

På Østre Gasværk kom mange familier med lejet trækvogn og hentede det såkaldte ”Smuld-affald” fra kul og kokafremstilling. Det kunne altid lune i en fattig bolig.

 

En spand fløde for 5-10 øre

Dengang kunne man købe fløde, der blev opbevaret i blikfade. For 5 -10 øre kunne man få en lille emaljeret spand med hank fyldt. I 1905 – 1905 blev det almindeligt med margarine. Det var noget trist bleggult. Men så kunne man købe kapsler med kulør.

 

Natmandsvognens rullen

Om natten kunne man høre ”natmandsvognens” rullen. Den var hestetrukken og larmede på brostenene. Og det var retiraderne, der skulle tømmes. En svagtlysende lampe dinglede under bagsmækken. W, C. og badekar var kun for velhavere. Og det begyndte vel først at dukke op omkring 1906.

Og dengang på Østerbro sad pensionisterne og røg merskumspiber.

 

Et fly i luften

Var børn med deres forældre inde i Indre By kunne de omkring 1910 få en meget spændende oplevelse. Da fløj Alfred Nervø rundt og han rundede Rådhuspladsen kun få meter fra rådhusets tårn.

 

Torsk og sild er godt

Men for børn var det også spændende, når de forskellige handlende dukkede op med deres trækvogn:

• Torsk, torsk er godt
• Sild er godt – sild er godt

 

På skovtur

En gang om året tog hele familien på skovtur. Det var nu ikke alle der havde råd til at tage en tur med en kapervogn til Dyrehavsbakken. Mange gik derud og så tog man måske med toget hjem. Eller man kunne nøjes med De Fattiges Dyrehave på Østerbro.

 

De Fattiges Dyrehave

Dengang lå der et hus under gadelinien. Det var en rest fra gammel tid, da Rosenkildes ”lå på landet”. Foran stod en flytteomnibus uden hjul anbragt på fire hjul. Et stykke nede i Classensgade mødte man et frodigt vildnis. Det var resterne af de Classenske Haver, der skulle udstykkes til byggegrunde.

Videre kunne turen gå ud til kalkbrænderiet. Her kunne man så endelig gæste ”De Fattiges Dyrehave”. Her fandtes luftgynge og andre forlystelser. Her var også en sjov abekat, der var fæstet til en lang kæde, der lavede de mest utrolige spilopper. Her kunne man også sidde i lysthuse.

 

En to-værelses-lejlighed til 12 kr.

I Ryesgade kunne man få en toværelses lejlighed til kun 12 kr. om måneden. Ved siden af havde man så Joseph Levins oplagsplads med gammelt jern og gamle klude. Her skete det at Joseph fra dansk Vestindien havde fået meget sprut. Så dukkede en masse betjente op, fik lagt ham i håndjern og så gik det ellers til detentionen til ungdommens store jubel. I ædruelig tilstand var denne store Joseph ellers stille og rolig og meget gemytlig.

Som regel sad han på virksomhedens flade tag og syede sække. Af og til fik han øje på hovmesterens hjembragte blå papegøjer og så begyndte han at fløjte. Sandelig om han ikke fik svar.

 

Østerbro Isværk

Og her lå også Østerbro Isværk. Når vogne kom efter is, blev de først kørt ind på en vægt inden for porten. Via en sliske havnede isen så på vognen.

Om vinteren stod mange arbejdsløs tidligt om morgenen i kø foran porten, for at få arbejde. Ofte var der slagsmål. Det skete, når nogle forsøgte at komme foran i køen. Hvis man så var blevet antaget, gik man over på søen og begyndte at gennemsave isen. Der blev dannet render, gennem hvilke isstykkerne blev flådet ind under bro til isværket, hvor mænd med en slags høtyve tog imod og langede blokkene op til lugerne.

Ved siden af denne lå en græsmark med vilde blomster helt ned til Ryesgade 52. Lundingsgade senere Trepkasgade og Søpassagen var ikke gennembrudte og bebyggede. Til den modsatte side lå en masse gårde, der var adskilt af plankeværker.

Over toppede brosten kom man til en række nummererede træskure, som kunne aflåses – et til hver beboer. Her kunne opbevares brændsel m.m.

 

Et pissoir uden døre

I ejendommen fandtes på venstre side af den fremspringende køkkentrappe fandtes to retirader, potterum og længst henne pissoir uden dør.

Når madammerne skulle ned med potten, som især børn benyttede om natten, bar de den skjult under forklædet.

 

Blegdamsvej var livlig

Blegdamsvej var dengang en vej med livlig trafik. Særlig tiltrak de høje sporvogne opmærksomhed. Og så var det den dybe grøft med skråtstillet gærde. Og så var det fællederne med de mange græssende køer og heste. For enden af det hele kunne man lige få øje på Nørre Alle med de mange træer. Man kunne også fra ejendommen se den gamle Fredens bro.

 

Lygtemanden bar på en flamme

Det var også sjovt at se Lygtemanden. Han bar den lille beskærmede flamme i en lang stang over skulderen. Så skubbede han en lille glasplade op under lygten, drejede på en hane og tændte lygten, der brændte med gul flamme. Så skråede han over gaden til den næste lygte. På den måde zigzaggede han gennem gaden.

 

Første oktober tændtes trappelyset

Første oktober var en dato, man så frem til. På denne dato blev trappelyset tændt. Det var viceværten der med en svovlstik tændte de gule gasblus derude. Belysningen inde i lejlighederne var selvfølgelig petroleum. Der fandtes tre kvaliteter. Den bedste af dem, var den med rød etiket. Den hed ”White Water” og kostede 10 øre pr. pot.

Akvavitten var også i tre prisklasser alt efter etikettens farve brun, blå og rød. Ja og selv mælk var i tre kvaliteter – skummet, halvskummet og sød. Dette var i høje junger med pottemålet hængende på kanten.

 

Dagrenovationen

Dagrenovationen gjorde med sin skralde opmærksom på, at nu kunne husmødrene komme af med deres affald. Selvfølgelig blev gårdens skarnkasser også tømt, ligesom gaden fik en omgang med kost og skovl.

Hestene vidste som regel, hvornår de skulle standse og sætte sig i gang igen før de langsomt kørte et stykke frem.

 

De stakkels mælkedrenge

Så lød mælkemandens klokke, der havde sin plads på bukken. Hans vogn var nærmest blegrød med inskription ”Københavns Mælkeforsyning” i bue mellem to sorte trekanter med kløverblomster.

Enten kom husmødrene selv med spande og kander, som fra vognens haner blev forsynet med den ønskede mælk. Men ellers blev der råbt fra vinduerne, hvad man ønskede. Så stak mælkedrengene afsted. Og så vankede der en eller to ører i drikkepenge.

For disse drenge var det især om vinteren et hårdt job. De skulle op ved fem-tiden, ingen overfrakke, kun en tynd bluse. På fødderne havde de træsko. Disse blev stillet på den nederste trappeafsats. Intet under at de faldt i søvn i den varme skoleklasse.

 

Fløde for 3- 5 øre

De der ikke forsynede sig fra vognene, hentede mælk og fløde i nærmeste mejeri. Fløden stod i rækker i en slags spølkummer, hvorfra det tykke skind løsnedes fra siderne med en benpind, før det hældtes over i den medbragte flødekande.  Man købte for 3 eller 5 øre. Flødekanden blev så fuld, at man måtte gå meget forsigtig for ikke at spilde.

 

Sand-manden

Det skete også med jævne mellemrum at sand-manden dukkede op. Så gjaldede det ” Sand – sand, gulvsand”. Som regel var det en ældre mand, der gik ved siden af sin hesteforspændte lette vogn. Oven i sandet lå et skræppemål.

Sand var en vigtig vare, for dengang havde man hvidskurede gulve og trapper. Mødrene lå på knæ og skurede gulvene to til tre gange om ugen. Trappevask var på skift mellem hver etagers beboere.

Sandet bidrog til at holde træet glat og lettede arbejdet med at feje snavset op. Det duftede dejlig frisk efter en omgang med grøn sæbe bagefter. Det skånede godt nok ikke hænderne, men den var god at smøre bag ørerne for at trække en tandpine bort, selv om huden skallede af bagefter.

 

Den travle husmor

En husmor dengang havde mange arbejdsopgaver såsom vask, lapning og stopning, tilvirkning og vedligeholdelse af familiens garderobe, renholdelse, påfyldning af petroleum, syltning i lange baner og meget andet.

 

Skærslipperen

Til rækken af syngende gadefolk hørte også skærslipperen:

• Hæ-æ-ær slives kniver, hær slives sakser, sakser og kniver slives, hærer skræslipperen.

Så fulgte ellers remsen med alle de forskellige skærende instrumenter, der kunne blive som nye og endte med et vældigt brøl:

• Hæ-r-er skærslipperen!

 

Rejekonen

I sommertiden lød skingrende rejekonernes:

• R-a-je-er godt, her er levende Ra-je-re- godt

Og så kom prisen pr. pot. Hun havde jo pottemål med. Sild solgtes som regel halv- eller snesevis. De øvrige fisk blev afhændet efter vægt på en bismer, der bestod af en vægtskål på tre kæder fra en vægtstang, hvorpå et lod kunne glide mellem de indridsede vægtenheder. Handelen endte som regel med:

• De ka nok se lille madam. A je har gi* et Dem go’ vægt

 

Når sprøjterne kom

For børnene var det altid spændende at se sprøjterne, der forkyndte deres nærværelse med kraftig klokkeringning, som betjentes af en brandmand, der sad ved siden af kusken, som havde nok at gøre med at holde de stejlende heste i stramme tøjler. De øvrige brandmænd sad på hver side af vognen med ryggen mod hver andre.

Et flot syn var dampsprøjten, hvorfra gnister spruttede og røgen væltede op fra den blanke messingskorsten. Gadedrengene hujede og sang i kor:

• På’ en, på’ en igen lille Ferdinand Ludvigsen

Ved returkørslen:

• På’ en, På’ en .På’ en igen, nu kører Nybor’ s sprøjten hjem.

Man kunne godt få ondt af de stakkels heste, der måtte spæne så vildt afsted, så skummet stod dem om mulerne. Men nu fik disse heste en kærlig pleje. Og de blev rørt daglig og spændt foran lette vogne.

 

Når støvet blev hvirvlet op

Gaden dengang var hverken brolagt endnu mindre asfalteret men gruset som en almindelig landevej. På tørre sommerdage blev støvet hvirvlet op af blæst eller køretøjerne. Men det var endnu værre i regnvejr. Så var kørebanen et sandt morads. For fodgængere der skulle passere måtte være indstillet på at synke ned i det. Man blev oversmurt med ler, der først skulle tørre og siden børstes af på køkkentrappen.

 

Når hestene stejlede

Når heste mødte en damptromle eller når de mødte en dampsporvogn, der kørte fra Trianglen til Klampenborg, kunne de godt finde på at stejle. Disse to ting var alle hestes skræk. Ikke så få løbske heste er der set på Østerbro.

De første automobiler lidt senere var heller ikke noget heste kunne lide.

På Østerbro så man også ryttere, som de kaldtes på de høje velocipeder. De havde for det meste jockeyhue og lange støvler på. Om sommeren kunne ekvipager forvilde sig ind i gaden, men om vinteren var det meget almindeligt med kanekørsel

 

Kvæg og heste førtes gennem Østerbro

Tidligt om morgenen eller ret sent om aftenen hørtes køers og kalves brølen og heste-vrinsken. Det var hele koppel, der af en eller to mand blevet drevet ind til slagtehallerne eller til Kvægtorvet. Disse mænd havde mest problemer med at holde kalvene i ave. Tidspunktet var valgt for ikke at genere færdslen.

Der var masser af grønthandlere og rullekoner, urtekræmmere og viktualiehandlere

 

De glade spillemænd

Ja og så kom der også spillemænd. Og husmødrene kastede mønter ned pakket i avispapir. Børnene hjalp så med at samle dem ind. Disse spillemænd var veteraner fra de Slesvigske Krige. Oppe fra vinduerne sang beboerne med på de glade melodier.

Når børnene var syge, fik de små gaver købt i Møllers legetøjsforretning i Fredensgade. Lige så spændende var sukkerbagerne eller bolsje-forretningerne.

 

Søfryd

På hjørnet af Blegdamsvej og Fredensgade lå dengang et lille traktørsted med forhave. Tegltaget gik helt ned til stueetagen. Det fortælles, at en del af Peter den Stores følge have logeret her under Zarens besøg. Lidt derfra lå Dronning Louises Asyl og tæt ved Vølunds Maskinfabrik.

På den modsatte ende af Fredensgade lå på hjørnet af Dosseringen traktørstedet ”Søfryd” med flerfarvede ruder i de lukkede lysthuse ud mod søen. Her sad i sommertiden en pianist og en violo0nist ved et åbent vindue i stueetagen og underholdt gæsterne i haven.

 

Sortedamslund

Så var der også et etablissement, der hed Sortedamslund. Det var en slags tivoli med mange forskellige forlystelser og illuminationer. Også her var der lukkede lysthuse ud mod søen på begge sider af indgangen. Her fremviste man bl.a. laplænder med rensdyr og dertil passende panoramaer.

 

Når søen blev illumineret

Både ved Christian den Niendes og Dronning Louises guldbryllup i 1892 såvel som Frederik den Ottendes og dennes dronnings sølvbryllup var etablissementet og Dosseringen pragtfuld illumineret ligesom der blev afbrændt flotte fyrværkerier om musiceret i det uendelige.

Lundingsgade blev anlagt og bebygget med pæne huse. Kun på hjørnerne af Sortedams Dossering og Ryesgade blev der indrettet butikker.

 

Søndagsskole i Jernkirken

Søndagsskole foregik i den lille Nazareth Kirke i Ryesgade, der dengang blev kaldt ”Jernkirken”, fordi den var oprejst af det man kalder bølgeblik. Ved flittigt og regelmæssigt besøg opnåede man at få tildelt et indbundet Nyt Testamente.

På Østervold gav rebslagerne ofte tilladelse til at dreje på det store hjul. Det kunne let indbringe 2 øre. Lemmerne fra Stokhuset blev lukket ud med riskostene over skuldrene. De skulle foretage gadefejning. De var ledsaget af en uniformeret opsynsmand, der holdt sig inde på fortovet.

 

Arbejdernes Første Maj og Grundlovsdag

Der kom et stort optog forbi i Ryesgade til arbejdernes Første Maj. Det samme gentog sig til Grundlovsdag. Højres grundlovsfester foregik i Kongens Have. Her forlangte man en entre på 10 øre men børn dog gratis.

 

Jenserne byttede deres rugbrød

Og så fik Jenserne på Sølvgades Kasserne udleveret et kommisbrød. Det er lange sorte rugbrød. Med disse under armen opsøgte de kvarterets høkere for at ombytte dem til andre levnedsmidler, der måske var lettere fordøjelige og mere appetitvækkende. Nogle af rekrutterne fik også tilsendt forplejning fra slægtninge.

Æbleskiver-forretninger i nærheden af kasernen gik godt, bl.a. takket være soldaterne. 2 øre kostede de med strøsukker og 4 øre med syltetøj. Soldaterne kunne konsumere mange selv om deres sold var ringe.

 

En tur i omnibus var ubehagelig

Det var ikke sjovt at tage omnibussen dengang. Griffenfeldsgades toppede brolægning var ikke behageligt. Der kørtes på de bare træfælge, der tillige fremkaldte en larmende rummel. Vognenes dårlige affjedrede først når vognene var nået Parcelbroen og kørte ind på den grusede Ørstedsvej – først da ophørte ubehaget.

Dette mærkede man, når man skulle på den årlige Frederiksberg – tur. Der var ikke råd til kaffe og kage på Josty. Og man kunne altid kigge ind til Vodrufslund, der var illumineret og en slags Mini – Tivoli. Ja på hjemvejen kunne man altid kigge forbi Ravnsborg, der også var et forlystelsessted.

 

Altid liv i og omkring søerne

Der var et skønt liv på og omkring Sortedamssøen. Bådejerne satte en ære i at smykke broerne og bådene. Flere var illuminerede med kulørte lygter, musik og sang klang så smukt i de lune aftener.

Om morgenen iagttog man ofte unge mennesker der muntert vandrede ad stierne med hverandre under armen, der var blinde fra Instituttet på Kastelsvej gå en rask morgentur. Man kunne også møde det dystre syn af mennesker med forbinding hen over næsepartiet. Det var de stakkels lupuspatienter, der gik til en eller anden behandling på Finsens Institut.

 

De to – etagers sporvogne

Efterhånden blev de københavnske sporveje elektrificeret. Men endnu kørte de høje sporvogne gennem Blågårdsgade ad Blegdamsvej med et stort Ø malet på hver endevæg af 2. etage, hvor man på hver side af skillevæggen på langs sad med ansigtet vendt mod gaden i modsætning til passagererne nedenunder. De høje vogne blev trukket af to heste. Der var ingen faste stoppesteder. Sporvognen stoppede ved et vink. Disse vogne var ikke forsynet med døre på perronerne, så der var masser af kulde og træk om vinteren. Kusk og konduktør havde ekstra vintertøj på, træskostøvler og uldvanter.

Det var ikke noget med at konduktøren måtte hygge sig med passagererne. Straks efter billetteringen satte han sig på sin plads. På de høje sporvogne måtte han jo også løbe op af vindeltrappen til den øverste etage for at billettere nyankommne. Ja hans faste plads var på bagperronen. Øverste etage var ikke noget for damer. De vovede sig ikke herop.

 

Da telefonen kom

Efterhånden rejstes der såkaldte telefonstativer på tagene. Mænd klatrede rundt i stativerne som fluer mellem de hvide klokkeformede porcelænsknapper. Efterhånden blev det til et ret tæt bælte af tråde, hvorpå masser af fugle slog sig med deres trillen.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Se Litteratur Østerbro

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.085 artikler
• Under Østerbro finder du 111 artikler
• Under Nørrebro finder du 327 artikler
• Under København finder du 202 artikler

 

• De fattiges dyrehave på Østerbro
• Finsen – en nobelpristager på Østerbro (2)
• Finsens Medicinske Lysinstitut på Østerbro (1)
• Livet omkring Classens Have
• Classens Have endnu mere
• Sporvogn på Østerbro
• Classens Have på Østerbro
• Østerbro langs Søerne
• Fælledparkens Historie
• De skønne søer (NørLiv 28)
• Lystigheder på Nørrebro
• Det lystige liv på Nørrebro
• Forlystelser på Nørrebro
• Sporvogn på Nørrebro
• Spor på Nørrebro
• Flere spor på Nørrebro
• Der kommer altid en sporvogn
• Københavns Sporveje – dengang
• Nørrebro på skinner (1). Sporvogne
• Mælkedreng fra Enigheden (b)
• Mælkedreng på Nørrebro
• Fra Mælkedreng til Pensionist
• Originaler i København
• Flere originaler i København
• Tog til København og mange andre