Ølhandlernes Historie

Meget tidlig blev øl en nationaldrik. Øl blev tilknyttet udskænkning. Hos ølkonerne blev kunderne snydt. En stadskælder blev beordret. I forskellige perioder blev import af tysk øl forbudt. Ufattelig hvad der blev drukket. Den danske øl blev opdelt i tre kvaliteter. Men i ølkælderne smagte det danske øl forfærdeligt. Det var først, da brygger Jacobsen kom til, at der skete noget. Flere nye bryggerier opstod, og det bajerske øl havde kæmpe omsætning. Kjøbenhavns Ølhandlerforening af 1876 blev dannet. Man kæmpede mod falsk øl, rabatordninger, bedre priser og forsøgte at opnå bedre priser. Og så byggede man en stiftelse i Elmegade 6.

 

Øl blev en nationaldrik

Vi er nået til Kjøbenhavns Ølhandlerforening af 1875. I den anledning kunne det være sjovt, at dykke ned i ølhandlens historie langt tilbage. Denne historie skriver vi i forbindelse med Nørrebro Handelsforenings 125 års jubilæum i 2016.

Allerede lang tid tilbage blev øllet en slags nationaldrik. Det startede som en kort og kostbar nydelse. Ofte var øllet hjemmelavet. Men meget tidligt blev især tysk øl forhandlet herhjemme. Det satte man stor pris på. Efterhånden blev det en eftertragtet handelsvare.

 

Øl har været tilknyttet udskænkning

I Kjøbenhavns Byret af 1251 omtales allerede ølhandlere idet det hedder:

• De, der sælger øl i boder, skulle årlig betale 2 øre.

Øl har også gennem tiden været tilknyttet udskænkning. Og som sagt, så var det tyske øl så godt, som de danske øl var dårligt. Ja det var så dårligt, at man betegnede det som almindeligt dansk øl, og det som var værre.

 

Kunderne blev bedraget

Ofte var det kvinder, der stod i boderne. Og de var gode til at bedrage kunderne. De spædede den gode tyske øl op med den danske, og så overholde de nok ikke lige de mål, som kunderne havde betalt for.

Bisp Ingver fra Roskilde pålagde således sine rådmænd og foged at fastsætte mål og pris på øllet, navnlig den tyske som

• Til skade for kjøberne og ødelæggelse for sælgernes sjæle solgtes med ubestemt og for ringe mål.

Ølboderne var i øvrigt berygtet for alskens uorden og slagsmål. Et gammelt ordsprog siger således:

• Altid opstår kiv i ølkonens hus.

Se dengang hørte København under Roskilde Bispestol.

 

En Stadskælder

Christoffer af Bayerns Stadsret af 1443 bestemmer, at borgmestre og råd for fremtiden skulle have en Stadskjælder. Det skulle være en rådhuskælder, hvori de skulle sælge tysk og andet fremmede øl for muligt køb, hvilket vil sige til rimelig pris.

Salget skulle ske kandevis. Man skulle i kælderen garantere for varens kvalitet. Men det synes ikke at have været tilladt med sidende gæster. I Stadsretten hedder det sig:

• Item må hver mand, som borger er, også foruden udi kroen samledes have tysk øl udi deres hus med deres gæster at drikke og intet ud at sælge i kandetal, og derfor skulle de give Kongen 2 øre Penninge om året, en øre om vinteren og en øre om sommeren.
• Item må hver mand og kroerske have dansk øl både inden hus og uden hus til at sælge for penge

Handel med dansk øl var altså fri næring, og hver borger matte have øltapning i ølhuse og i sit eget hus for siddende gæster.

 

Bryggerne var i lav sammen med købmændene

Bryggerne synes i 1422 at have været i samme lav som købmændene og blev regnet for lige med disse. De var ikke sammen med håndværkerne. I 1525 var de i lav med to oldermænd.

I 1461 forbød Christian den Første at nogen måtte tappe fremmed øl, før fogeden med borgmestre og rådmænd havde smagt derpå og bestemt prisen. Det må have været en hyggelig beskæftigelse.

 

Stop for import af tysk øl

Af hvert fad Emekeøl skulle de have 4 Skilling og af Hamburgerøl skulle de have 2 skilling. Emekeøl er formodentlig det samme, der senere kaldtes Emsøl (Eimbecksche Bier) Jo, der var mange slags tysk øl, som blev importeret.

Under Christian den Anden kom der et stop for import af tysk øl. Grunden var, at det danske øl skulle prioriteres. Men åbenbart var det stadig ikke godt nok, for straks efter kongens fald, blev der igen imponeret.

 

Igen tilladelse til import

I en kongebrev af 1548 omtales:

• Den store Guds Fortørnelse som kommer af det meget tyske øl, som udtappes, besynderligt iblandt løst folk i pottetal udi små boder og udi Andre ubekvemme steder.

Det pålægges Magistraten hvert år at bestikke 4 bosiddende borgere, der skulle udsælge godt og uforplumpet tysk øl til den pris, Magistraten satte. Når nogen fra Kongens Råd eller andre gode mænd ville købe en eller to tønder, skulle de omtalte fire mænd ikke have større vinding end 1 hvid på tønden. De blev således en slags ølhandlere en gros.

Det hedder endvidere, at det skal være herberger frit for at sælge tysk øl i eget hus i potetal til sine gæster, men i krohus måtte herefter ikke udtappes andet end dansk øl.

 

Mange brød privilegier

Et halvt år efter blev ordningen lavet om. Handlen med tysk øl blev nu overdraget til 12 borgere, der holdt almindelige herberge. Disse og ingen andre måtte nu sælge tysk øl i tønder og potter, både i og ud af huset. Enhver anden som førte tysk øl til staden, måtte ikke uden tilladelse sælge det til andre end disse. Den dyreste øl var Pryssing, der kostede 12 Penning potten. Det billigste var Bartsøl, der kostede 3 Penning.

Dette privilegium syntes dog ikke at have været af lang varighed. Det var for mange, der brød dette privilegium.

 

Man kunne smides ud af lavet

I ølhusene kunne man stadig få både dansk og tysk øl. Der blev stadig drukket meget tæt. Peder Palladins omtaler i et skrift fra 1559, at mange starter dagen med brændevin og opad dagen, tysk øl.

En kongelig befaling af 1578 pålægger kroger og krogerske som øl sælge og fortappe, at give Magistraten 2 Skilling danske for hver tønde dansk, de nedtappede.

I 1591 blev befalingen gentaget, men afgiften blev ændret.

Enhver brygger havde et udsalg at levere til. Og hvis en brygger, der ved gunst, gave eller anden list tog kunder fra sine lavsbrødre, skulle afgive bøde to første gange. Den tredje gang skulle han miste sine Lavsrettigheder.

 

Ufatteligt, hvad der blev drukket

Det var ufatteligt, hvad der blev drukket af øl i det 16. århundrede af begge køn. Husk på, at dengang var der ikke nogen, der kendte til te eller kaffe. I et gammelt regnskab fra 1590 ses det at Hofmarsken fra Stockholm Slot sen 9. november, som på ingen måde var en festdag, drak 26 potter øl.

Til Kolding solgtes engang i 1578 i anledning af Dronning Sofias nedkomst:

• 960 tønder Rostock øl
• 60 tønder Barst øl
• 20 fade Emst øl
• 6 fade Pryssing øl

 

Øllet delt op i tre kvaliteter

Kongens ophævelse af lavstvangen i 1613 havde skadelig indflydelse på ølbrygningen. Private gav sig hen til at blive ølhandlere. De solgte deres hjemmebryggede øl. Det var navnlig håndværkere, der i massevis begyndte at brygge øl.

I marts 1621 blev der endnu engang forbudt indførelse af tysk øl, med det formål at fremme dansk øl. Men resultatet blev en slags kaos. Man skulle have tilladelse til at oprette bryggergårde. På et tidspunkt nåede man op på 114 stykker.

Man inddelte nu det danske øl i tre forskellige kvaliteter og satte pris på det:

• Brunt øl eller dobbelt øl blev solgt til 3 Rdl. for en tønde
• Middel øl blev solgt til 2 Rdl. for en tønde
• Slet øl blev solgt for 1 Rdl. for en tønde

 

Andre ølsorter

Til tider blev der også brygget andre ølsorter. Gaasebryggeriet (Gaasegade) ved Vandkunsten bryggede en speciel øl. Ditlev Hansen fik i 1633 privilegium på at brygge i 8 år. Anders Wern fik i 1660 privilegium til at brygge en helt ny slags øl, som han selv havde opfundet. Selv sagde han om den:

• Forhaaber saa velsmagende og behagelig at værde, som næppelig før i Riget tilforn skal være brygget.

I 1667 forpagtedes Kongens Bryghus, der stammede fra midten af det 15. århundrede til en privat mand, Peter Klovmand med eneret til at forsyne Hoffet, Kastellet, Flåden m.m.

Han kunne brygge flere sorter øl. Han solgte det billigt og gav lang kredit. Men han generede de andre bryggerier så meget, at der i 1701 blev ham forbudt at handle med øltappere og kroholdere. Det hjalp dog ikke, for i 1739 forpagtede bryggerne selv Kongens Bryghus.

 

Masser af fribryggere

I begyndelsen af 1700 – tallet var man begyndt at drikke vin både i de højere og i de lavere kredse.

Men det var stadig mange fribryggere, der også drev ølhandel. I 1709 opgives antallet af øltappere til at være 539. I årene 1711 – 30 kom yderligere 82 Kjældermænd.

Den årlige produktion i København anslås omkring 1739 at være hele 644.000 tønder. Det var ikke så lidt, når man også betænker, at brændevins – forbruget også var i top.

 

Udpint maskevand

Men nu var det som bekendt ikke alt øl, der var lige godt. Således kan man i vers fra den tid læse om begrebet udpint Maskevand. Nu var drikkevandet heller ikke det bedste i København. Så måske var det alligevel sundere dengang at drikke øl.

 

Det gik tilbage for bryggerierne

I midten af det 18. århundrede begyndte det at gå tilbage for bryggerne. Prisen på de to bedste ølsorter blev forhøjet gang på gang. I 1783 var der atter forbud mod indførelse af tysk øl. Men det spillede nu ikke mere nogen afgørende rolle. Vin og navnlig brændevin havde erobret pladsen.

Det danske øl var som regel dårligt og dyrt. Teknikken var ikke gået det mindste fremad. Øllet var hvidt og brunt. Forbruget var nu på gennemsnitlig 54 – 55 potter årligt pr. individ. I den daglige husholdning var der mangel på ordentlig øl.

I et skrift fra den tid kan man læse om øllet:

• Smager og lugter ilde fra nogle Bryggerier og fra dem, som have det bedre, kan man formedelst Omgangsbrygningen ingenting faa.

Det bestilte øl udeblev i ugevis. Det øl man nu kunne købe i Ølkælderne var ofte aldeles ikke til at drikke. Ofte var her kun Sletøl at få. Og det var egentlig en ølsort, der skulle bortkastes eller foræres de fattige.

 

Øllet blev ikke bedre

I 1805 blev Bryggernæringen fri, men øllet blev foreløbig ikke bedre. Grunden til at øllet var så dårligt, kunne være, at bryggerne brankede deres malt. På den måde lod det sig forlænge (spæde op) hos øltapperne og spækhøkerne.

I 1833 blev der klaget over, at tønderne ikke indeholdt de 136 potter pr. tønde, som de skulle. Privatfolk købte ofte på denne tid deres øl på træer hos bryggerne og ikke i pottemål eller på flaske hos øltapperne.

 

Bryggerne havde ikke den store agtelse

Datidens bryggere blev dengang omtalt som oprindelig studedrivere og landsoldater. Ja de havde ikke den store agtelse. Normal var rangstien i et bryggeri således:

• Gårdskarl
• Bryggerkarl
• Lejebrygger
• Bryggeriejer

 

Brygger Jacobsen skabte forandring

Den store omvæltning i bryggeriernes historie Kom i 1845 – 46, hvor J.C. Jacobsen, indførte brygning af Bajersk øl. Han anlagde Gamle Carlsberg i 1847. Nu fulgte efterhånden andre bryggerier:

• 1853: Svanholm
• 1860: Aldersro
• 1871: Ny Carlsberg
• 1873 – 74: Tuborg

De oprindelige hvidtølsbryggerier begyndte os at producere Bajersk øl. Og med den moderne teknik begyndte man nu i stigende grad at producere andre ølsorter.

 

Den bajerske øl havde god afsætning

Den nye Bajersk øl havde god afsætning. Men egentlig vandt den ikke indpas i husholdningen som bordøl.

Den nye øl blev hovedsagelig nydt på moderne beværtningssteder. De dukkede op som konkurrenter til vinstuerne og klubberne. Nævnes skal her Captajn Brygger Jacobsens Kjælder i Brolæggerstræde. Ja så var det også Øltunnelen under Volden.

Udsalgsstederne forblev en tid endnu være forhandlere af hvidtøl og andre ølsorter i forbindelse med beværtning.

På disken hos ølhandlerne stod store blikkar. Her måltes det øl op, som man brugte til madlavningen. Kunderne havde selv medbragt spande.

 

En omgang hed to og en halv

Dengang bestod etikeringen af, at der med kridt var skrevet et tal på flasken, der underrettede kunden om, hvor mange skilling, sælgeren skulle have for varen. Man kunne også finde en streg over proppen med rødt eller blåt kridt.

Når man dengang gik på værtshus og skulle have en omgang, sagde man bare To og en halv. Så fik man to snapse og en halv flaske hvidtøl. Hos høkerne kunne man også til drikkevarerne få et flækket 2 Skillings Surbrød med Paalæg.

 

Kuskene tjente på drikkepenge

Brændevinsdrikkeriet aftog efterhånden, og salget af Bajersk øl steg enormt. En tidligere ølhandler kunne således huske, at han i 1867 havde aftappet 1.300 flasker. Fem år senere kunne samme mand aftappe 450.000 flasker om året.

Salget fra Carlsberg foregik via kuskene. Men efterspørgslen oversteg efterhånden produktionen. Og kuskene var ikke sene til at tage sig en ekstra fortjeneste ved at kræve ekstra drikkepenge hos ølhandlerne. Hvis de ikke gav de forlangte drikkepenge, ja så fik de ikke leveret nogen øl.

 

Nu var kravet, kapital

Efterhånden blev ølhandlerne autoriseret. Ikke enhver ølhandler kunne få øl til aftapning. Nu blev der også krævet kapital for at nedsætte sig som ølhandler. Stadig bedre lokaliteter, bedre maskiner og lagerrum blev krævet. Heste og vogne blev en nødvendighed for at fordele det aftappede øl ud til forhandlerne.

 

Kjøbenhavns Ølhandlerforening af 1875

Det var under disse forhold, at en ølhandlerforening blev dannet i København i 1875. Foreningens navn blev Kjøbenhavns Ølhandlerforening af 1875. Deres ældste lokale lå på Gammelmønt 39.

Man fik afsluttet en overenskomst med glasværkerne, som betød, at medlemmer skulle have deres flasker til en billigere pris end udenforstående.

 

En ligkasse

Man oprettede også en Ligkasse. Penge blev udbetalt to dage efter anmeldelse af søs, og enken kunne blive medlem til halv kontingent. Det var medlemmernes pligt efter tur at overvære begravelse. Senere ændredes bestemmelserne til, at der blev udbetalt 100 kr. til voksne og 40 kr. for børn mellem 8 og 16 år. 20 kr. for dem, der var yngre.

 

Mistanke til Lagerøl

Foreningen indrykkede annoncer, hvor man opfordrede ølhandlerne til ikke at give kuskene drikkepenge. Og da man havde mistanke om, at der var forskel på Carlsbergs Lagerøl, rettede man henvendelse til C.J. Jacobsen, der kunne afkræfte disse rygter.

 

Masser af sociale arrangementer

Foreningen arrangerede juletræsfester for foreningens medlemmer med familie. Desuden opførte man en nu også en Stiftelse. Og en maskerade blev indført som en årlig begivenhed. Men jævnlig blev der også afholdt aftenunderholdning og baller.

Man ville indføre ensartede flasker og rettede derfor henvendelse til Lyngby og Kastrup Glasværker.

 

Man forsøgte at opnå større rabatter

Igennem formanden for Bryggeriforeningen forsøgte man at opnå større rabat end høkerne og værtshusholdere, men det lykkedes dog ikke.

I 1881 havde foreningen konstateret forfalskning af Bajersk øl. Det fandt sted hos flere handlende. Hver ølhandler havde på den tid deres egen etiket, hvorpå der stod anført, hvilket bryggeri de fik deres øl fra. Men de uærlige ølhandlere satte anviste bare en af de populære bryggerier.

Episoden førte da også til, at bryggerierne indførte deres egne etiketter, hvorpå den vedkommende ølhandler stod anført.

 

En grund på Elmegade 6

I 1883 skænkede brygger Jacobsen hele 5.000 kr. til Byggefonden.

Det kneb med at afholde den vejledende udsalgspris på øl. De andre ølhandlerforeninger havde samme problem.

I 1887 vedtog foreningen, at købe en grund på Elmegade 6. Grunden blev købt den 8. februar og allerede den 20. marts blev grundstenen til Stiftelsen nedlagt.

 

Til kamp mod Forbrugs – og Rabatforeninger

Fra 16 københavnske handelsforeninger forelå i marts 1887 en opfordring til at modarbejde Forbrugs – og Rabatforeninger, specielt den såkaldte Forbrugsforening for Embeds – og Bestillingsmænd samt Læger. Dette førte senere til en sammenslutning af samtlige københavnske handelsforeninger.

Foreningen modtog fem gavebreve på friboliger i Stiftelsen

 

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Nielsen: Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse 1 – 6
• Troels Lund: Danmarks og Norges Historie i slutningen af det 16. århundrede
• Frankel. Gamle Carlsberg
• Viggo Alstrup: Kjøbenhavns Ølhandlerforening af 1875

 

Hvis du vil vide mere: Om detailhandlen:

• Se kategorien ”Fra Urtekræmmer til Shawarmabar”

 

Hvis du vil vide mere: Om Værtshuse, Beværtninger og Bryggergårde (København)

• Bag de gule gardiner – en anmeldelse
• Det lystige liv på Nørrebro
• Forlystelser på Nørrebro – nok engang
• Kongens Nytorv – endnu mere
• Omkring Kongens Nytorv
• Strøget 1 – 4
• Frederiksbergs Lystigheder og Folkeliv
• Gamle huse på Christiansborg
• Stjernen – Arbejdernes Bryggeri
• Vesterbro 1 – 4
• Gamle lav og gilder i København
• Sidder på et værtshus
• Gamle værtshuse i København
• Flere gamle værtshuse i København
• Forlystelser i København