Medvirkende i denne dramatiske fortælling er bl.a. Mamsel, to svin med sørgebind, arrestforvarer Prinds, der flygtede fra konen, “æ klustage”, “Jacob me æ ben”, “Mutter Kjæv” a et, danselæreren, der var storsvindler. Den altid fulde Chr. Torp. Endvidere medvirker
Æ Bossel, den fulde ligbærer, hesten fra Ærø, der bed alle, Jacob von Altona, Nis Process, Ålekongen, Anna Alarm , Tyk Angel og stakkels slagter Specht fra Spikergade. Desuden forekommer der “løbbels” og mange andre overraskelser.

 

En lille by

I 1860erne boede der omkring 3.000 mennesker i Tønder. Ude mod vest lå Ny-staden med meget spredt bebyggelse. Man talte meget om en bane i byen. Man
lå noget isoleret. Banen skulle gå mod Tinglev. Nu var det ikke fordi Tinglev var så spændene. Her skulle man også vente i timevis inden diligencen fra Ribe mod Husum kom. Men man kom til at vente i lang tid på den nye bane.

 

Borgerskabet i Tønder

Borgerskabet havde det fint nok i Tønder indtil 1864. Borgmester Holm boede i Digegrevens Hus. Herredsfoged Lund og Kjær så også meget til hinanden. Sidstnævnte havde studeret i Tyskland, og var perfekt til sproget. Dem der tiltalte ham på ukorrekt tysk, blev irettesat. Vi skal ikke glemme amtsfuldmægtig Gjern. Han var både sanger og løjtnant.

Amtmand Brockenhus – Schack førte et stort og selskabeligt hus. Hos ham gjorde betydningsfulde mennesker ofte holdt, når de var på gennemrejse. Hans tjener, Alexander havde nok at se til. Husbestyrerinden , hvis familienavn var Hellesen var gift med Alexander. Efter 1864 drev de Hotel København.

 

De sidste embedsmænd jages ud

Fysikus eller læge Ulrik tilhørte vel også den borgerlige kreds. Vi beskriver ham i to særskilte artikler. Han var en god læge, og særdeles afholdt. Småfolk behandlede han gratis. Ude for enden af Østergade lykkedes det ham, at få etableret et sygehus. Jordemødrene kunne dog ikke lide Ulrik, der godt kunne være en bestemt herre.

De fleste dansksindede embedsmænd havde forladt byen, men de tysksindede var ikke tilfredse. Flere skulle smides ud, mente de. De samlede sig om aftenen. Målet var at stene de sidste ud af byen. De havde dannet et borgerværn, hvis formand var manufakturhandler Jürgensen.

Efter at de første vinduer var smadret forsøgte formanden at dæmpe gemytterne:

• Meine liebe Mitbürger, gehen wir jetz nach Hause.

Men det havde man nu ikke i sinde, og svaret fra menneskemængden var da også:

• Hold Snut din Tumbe karl, gå då hjem.

Fysikus Ulrik fortalte forsamlingen, at han næste dag ville forlade byen og drage til Møgeltønder. En patient havde brug for ham. Ulrik kørte flere gange til og fra Møgeltønder i en lukket vogn. Hver gang det blev opdaget, blev der kastet sten efter vognen.

 

Den truende Brodersen

I efteråret vendte Ulrik tilbage for at ordne en flytning. På det sydligste hjørne af Søndergade og Spikergade stod blikkenslager Brodersen foran sit hus. Han var en fattig mand – med en svagelig kone og mange børn, der havde været syge. Ulrik havde behandlet børnene uden at have fået noget for det. Trods dette råbte den tysksindede Brodersen skældsord efter den dansksindede Ulrik. Og truede ham med en kæp. Jeg må med skam fortælle læserne, at jeg er i familie med denne Brodersen.
Giv agt – Friserne kommer

Da de dansksindede embedsmænd havde forladt byen rykkede østrigsk og prøjsisk militær ind i byen. Men inden da var der optræk til ballade, da frisere havde anmeldt deres besøg. Derfor skulle et artilleri – beredskab fra Frederiksstad ankomme. Men de blev forsinket af et kraftigt snevejr. I mellemtiden var friserne ankommet. Men det lykkedes at holde deres udskejelser nede.

Senere måtte mange Tønder –  borgere hjælpe med indkvartering af prøjsiske og østrigske tropper.

 

Væk med alt dansk

Det store postskilt på posthuset nede ved Skibroen generede de tysksindede. Så det måtte væk. Det var nu ret besværligt, men det lykkedes da at få det fjernet.
Og hvor skulle man nu gøre af det? Man blev enige om at slå hul i isen og lade det dumpe ned i æ Tog. (ned i havnen).

Så opdagede man, at der op i spiret på kirketårnet hang et Dannebrogs – flag. Det skulle sandelig også fjernes, men ingen turde at kravle der op. Men for 6 daler tog en mand ved navn Schmidt det ned.

 

Borgmesterens varme velkomst

Den nye borgmester kom i lukket vogn fra Husum. Her stod en af Tønders store sønner imod ham med et par kammerater. De modtog ham med stenkast, og det kostede en tur på Rådhuset.

 

Leonard – en af byens store sønner

Denne store søn, var Kaptajn Leonard. Han var kommet ud at sejle som 14 – årig. På den første tur deserterede han. Det skete i det vestlige Skotland. Han løb tværs over øen til en østlig havn, hvor han mødte en dansk kaptajn. Leonard blev styrmand, kaptajn og senere skibsreder med bopæl i New York og Cuba.

Efter genforeningen besøgte Leonard Tønder, da kunne han ikke et eneste ord på dansk. Han stiftede flere legater og Leonards Allé i Tønder er opkaldt efter ham.

 

Hvad med Ulriks vinduer

Kronprinsen af Prøjsen ville i april besøge Tønder. Han lå i sit kvarter i Flensborg. Byen skulle selvfølgelig udsmykkes. Men Ulriks ejendom med de knuste
ruder lå i vejen. Denne ville have Magistraten til at erstatte vinduerne. Men de nægtede, så vinduerne blev skjult bag nogle træer.

Den nye Øst-banegård blev anlagt og dermed Richtsensgade. En ny borgerskole så også dagens lys.

 

Kloakeringsproblem

Egentlig var Tønder en hyggelig by, men inden kloakeringen gik spildevandet direkte ud i rendestenene. I solskin skinnede det i alle regnbuens farver. Om vinteren var næsten hele gaden fyldt med de frosne efterladenskaber.

Bag hovedgaden lå Bag e stoll. Her lå lagerpladser, affaldspladser og store møddinger. Her stortrivedes rotter.

Det var svært at bygge uden for byen, derfor skulle man økonomisere med pladsen. Ved Mellemgade boede Tilla Oldes. Hun solgte de dejligste sirupskager. Her boede også musefældemanden Zachi. Han var italiener og snedker.

 

Slotsgades beboere

I et gammelt hus i Slotsgade boede også Tilla Kosmos. Hendes mand, Store Lorenz og hendes tre sønner var død af tuberkulose. Hun blev meget gammel
og levede til sidst af legater og understøttelse fra kommunen.  I Slotsgade 4 boede herredsfoged Kjær. Han solgte sit store hus til sagfører Gjessing. I nærheden havde man en specialist i fældning af træer. Det var Hans Burdig (Tonnesen).

Slotsgaden var dengang en smuk og hyggelig gade med små lave huse, lige som  Møllevejen. Mellem Spikergade og Uldgade lå 3 små lave huse.

Slotsgadens beboere var næsten alle småhåndværkere. Men Frk. Gormsen var en fin dame, datter af apoteker Gormsen. De havde ejet gården Røj. Hun blev kaldt for Mamsel og lærte de unge piger at sy.

Ellers kaldte man de almindelige koner for Mutter. Men dem, der var lidt finere på den kaldte man for Madamme.

 

Slagter Frede

Alle tomme pladser var optaget af træstammer og møddinger. Men Slotsgaden blev også brugt til slagtning af svin af slagter Frede. Når der skulle slagtes, blev der midt på gaden anbragt et kar, der blev fyldt med varmt vand. Svinetmblev bundet og kastet om på gaden. Slagter Frede stak svinet, og blodet blev optaget i et fad. Så gik Mutter Frede i gang med at røre rundt i blodet med hånden. Svinet blev slæbt over i karret, kørt rundt og anbragt på en stige og skrapt.

Alt dette blev fulgt med stor interesse af børnene.

Denne Slagter Frede døde i 1873. Han var ofte i krig med myndighederne. Den sidste danske amtmand Brockenhus – Schack havde han også generet ved at kaste affald og ko-hoveder over i  amtmandens have.

Da Kong Frederik den Syvende var død, drev han to svin gennem byen. Han havde bundet et sort slør om halsen på dem. Selv gik han bag ved og råbte:

• Se de stakkels dyr, hvor de sørger over hvor landsfaders død.

 

Den bidske hund

Jomfrustien var et smukt lille anlæg. Der var pyntelige huse og haver. Kvarteret blev domineret af Landrådsboligen Den første tyske amtmand var von Bleichen, der kom fra Sild. En pragtfuld blåbrun Newfoundlænder med navnet Treu havde han. Den var from, når land-råden selv var til stede. Men når han ikke var i nærheden, var den meget glubsk. Den blev beskyldt for at have bidt en del får til døde.

 

Den ”grønne” Skibsbro

Frankrig skulle efter krigen betale 5 milliarder til Prøjsen. Disse penge blev givet videre til kommunerne. I Tønder skulle pengene anvendes til en kanal fra Møllekulen til havnen. Vandet i  havnen var dækket af grønt øl-affald.

Et bryggeri på Skibroen førte alt sit affald direkte i havnen.

 

Arrestforvarer Prinds

På Slots-polden lå por-thuset. Det var den eneste rest af slottet. Det blev benyttet til fængsel helt til 1916. Midt i 1870erne var der en arrestforvarer, der hed Prinds. Han gik også rundt med breve og bud fra retten. Han var altid ledsaget af en sort puddel, der altid sad og ventede på ham. Men en dag strejfede denne puddel rundt i Tønder, og Prinds var ikke at se nogle stede. Rygtet gik på, at han var flygtet til Amerika. Konen kunne ikke ernære sønnen, og levede et forargeligt levned.

 

Kartofler og salat

Folk sad småt i det. Kød og brød var dyrt. Grøntsager blev kun meget lidt brugt, dog spillede kartofler en stor rolle. Salat, var der ikke mange tøndringer, der spiste:

• vi spiser int greis

De fattigste folk i Tønder fik anvist et stykke jord uden betaling i byens sandkuler nord for kirkegården til dyrkning af kartofler. Søndags – og festmaden var
“Køklumpsup”. Det var suppe kogt på oksekød med boller. Af fisk fik man ål, gedder, sudere fra Vidåen. Om vinteren løb Mutter Seek rundt med en sending torsk fra Esbjerg. Måske var man så heldig, at en bil fra Hjerting kom med snæbler.

Om sommeren kom koner fra Fanø og Mandø med tørrede hvillinger og baks-kuller.

 

En masse kaffe i Tønder

I Tønder blev der drukket meget kaffe. Når der kom flere koner sammen, blev der gerne drukket kaffe, når de satte sig i “e dørns”. Der blev stillet en lille glasskål med brunt kandis på bordet, og hver tog et stykke i munden, og drak den sorte kaffe. Derefter tog man sukkeret ud af munden og lagde det i underkoppen i vinduer eller på bordet til næste mundfuld kaffe.

Om sommeren havde mange af husene en bænk anbragt på fortovet. Så sad beboerne udenfor om aftenen. Fatter havde gerne en lang pibe. Så kunne der ellers snakkes.

 

Slut med dansk skole

Den danske skole Tørslevs skole var blevet forbudt og lukket i 1871 – 72. Den havde lokaler i Østergade. De fleste børn måtte gå over i tysk skole, men det var de meget kede af. De fik ofte kø af de tysksindede. Men de fattige var tvunget til at blive der. Borgerskabets børn fik privat undervisning i dansk selv om det egentlig ikke var tilladt.

 

De fine herrer blev tiltalt på  tysk

Til de fine herrer talte man tysk, på gaden talte man ellers  sønderjysk. Og inde bag gardinerne foregik samtalen både på sønderjysk og tysk. Egentlig foregik de
forskellige lege blandt børnene på gaden også gnidningsfrit både på sønderjysk og tysk, når der var børn fra tilrejsende tyske embedsmænd.

 

Tønder – børnenes lege

I Tønder legede med en leg, der hed “Drot e rot”. Det var en slags tik, hvor man skulle løbe om Slotsgade og Møllevejen og ikke måtte skjule sig i husene.

Om sommeren gik man ud på markerne, og fik fat i en springstok eller en “kluestage” Meningen var så, at man skulle springe over grøfterne. Men brugte
man ikke redskaberne rigtig, faldt man i grøfterne. Jeg har prøvet det flere gange på vaden ud for Ny Frederikskog.

Om forsommeren spillede man ” løbbels” Det var et spil om små ler-kugler. Man skulle helst være tre fire eller flere, som hver satte 2 eller 4 kugler i en stabel efter hinanden på jorden. Det spillede man i en bred rendesten eller på Kirkepladsen eller E gammel Kjergaard. Derefter skulle man fra et forud bestemt sted med sit slå en finere ler-kugle eller glaskugle, slå efter stakkene, og den, man ramte, beholdt man. Pigerne ville ikke være med til dette.

Der blev også spillet baks. Her blev der spillet med små stykker af kridtpiberør i stedet for kugler, men det var ikke nær så flot, da baksen jo blev samlet op
i de haver, der blev gravet om foråret.

“Løbbels” kunne man købe. 15 stk. for en rød og senere 6 for 1 penning.

 

Jacob “me æ ben”

Tilflytningen af småfolk til byen skete hovedsagelig syd fra. En ny familie flyttede ind i en af de fattige huse i Uldgade. Navnlig skomagerdrenge kom der nede fra. Mange af dem talte eller kunne frisisk. Men der kom også en skomagerdreng fra Møgeltønder, som blev kaldt Jacob “me æ Ben”. Det hed han, fordi fødderne var forvokset på ham. Hos skomager Skov i Uldgade kunne denne skomagerdreng underholde områdets børn med mange spændene historier.

 

Martin Bager

Martin Bager boede i det nordligst hus på Møllevejen. Han var gæstgiver og arrangerede fåremarked. Han bagte også af og til rugbrød og hed derfor Martin Bager. Det hed grov-bager og lan-bager, når man kun lavede rugbrød.

Bagte man kager og finere brød hed det æ bægger å æ Mærken. Bægger Schmidt var den fineste bager og var særlig berømt for sit surbrød, rugtvebakker
og lignende. Han boede der, hvor Thorvald Petersen boede. Og i min ungdom boede Bager Buch på stedet.

Schmidt var en stor tysker. Han gav altid i tilgift en ” beglbækkenør”

Ungerne elskede at hjælpe Martin Bager. Så råbte han :

• I daw ska vi up i æ hø.

Så hjalp ungerne ham med at få  høet op på 1. sal. Bagefter blev ungerne så anbragt ved et stort hvidskuret bord nede i skænkestuen. Hans gamle moder kom så med nogle små glas og en karaffel med kirsebærbrændevin, som smagte dejligt. Det var måske en skrap kost for ungerne.

 

Musik fra Prag

Om sommeren kom der af og til folk fra Prag i små musikgrupper. De levede af, at levere musik på forskellige forlystelsessteder. Men de stillede sig også op midt i byen, så flere kunne få fornøjelse af deres musik. Mens tjekkerne spillede på blæseinstrumenter, kom der musikere fra Ungarn, der spillede på sækkepibe.

 

De aktive seminarister

Seminaristerne spillede en stor rolle i Tønder. Det var de store tyske afdelinger og så den langt mindre danske afdeling. Disse studerende boede rundt hos småborgerne i byen. De betalte 300 mark for kost og logi.

Deres foreningslokale lå ude “å æ Schweiz”. Godt at det lå så afsides, for det skete ikke så sjældent, at der opstod ballade. Og meget kendetegnende for sådan
et slagsmål er en udtalelse fra “Muter Kjæv a et”. Det var en af de gamle koner, der solgte fint brød. Og navnet har hun sikkert fået efter sin pessimisme.

• å æ er så kjæv a et, og så æ tænk sæ, det er æ seminarister, di sku vær te putz og ziråt for æ stai, og så æ di bar te skandål og plamaas.

Men en ad de andre brødkoner kommenterede det:

• Nei di dur int, e skillinge ligge i æ vinner å æ luskåm i æ sukkerdoes.

For den kvindelige ungdom i Tønder, betød semristerne meget i Tønder. Mange blev forlovede med sådan en. Og sådan noget lagde man mærke til i Tønder. Engang stod en pæn borgerkone i Tønder og snakkede med nogle bekendte, om en ung dame, der lige var blevet forlovet. Pludselig kunne man høre:

• Ja de er da også  sær, nå er hun osse bleven forlovt, å min stoe køn é  Rina kun int et gång få en seminarist.

 

Slaget i Møgeltønder

Det vakte betydelig opsigt, at et par seminarielærere en søndag i 1876 spadserede til Møgeltønder i spidsen for de yngste seminarieelever. I Sønderbyen
ville de antagelig omvende beboerne for pludselig gav de sig til at synge den for dansksindede frygtelige sang, Schleswig – Holstein Mehr umschlungen.

Men det varede ikke længe før de måtte fortrække. Meget provokerende stillede de sig dog op i slotshaven på tilbagevejen og startede forfra.

Slotsgartneren fortalte at en sådan national manifestation ikke var tilladt i slotshaven. Senere fik man sat et skilt op til slotshaven, hvor man bekendtgjorde at haven kun var beregnet for rolige og stilfærdige personer.

 

Tønder Landmandsbank

En dansk forening var ikke velset af myndighederne. Men i 1901 oprettedes Tønder Landmandsbank. Direktørerne Rossen og Andresen oprettede en dansk læseforening. Der fandtes heller ikke noget dansk bibliotek mere. Måske havde boghandler Drøhse købt resterne og haft et slags lejebibliotek.

En dansk bogmappe og en mappe med danske illustrerede blade eksisterede. De gik på omgang i Tønder, Møgeltønder og Visby. Nogle gange arrangerede man en dansk skovtur til Gallehus.

 

Udvandring

Ville man undgå at være prøjsisk soldat, måtte man enten udvandre inden man skulle til session, eller lade sig overskrive til Danmark. Man skulle så inden sit 17. år indgive ansøgning om at blive løst fra sit undersåtsforhold til Prøjsen. Man havde så ret til at få en Entlassungs-urkunde. Man mistede også dermed retten nogensinde at komme tilbage. Man ville blive straffet, dersom man uden tilladelse blev antruffet i Tønder. Men der var nu en del, der vendte hjem til familiefester og lignende uden at blive pågrebet.

 

Den Norske Løve

Af byens borger skal nævnes senator Todsen. Han var tysksindet, men det kneb med det tyske sprog. Han var ikke videre populær. Endvidere var det e Norsk Løv. Det var købmand Petersen i Den Norske Løve på Storegade. Han var også meget tysk.

 

Tønders aviser

Der var ikke nogen dansk avis. Redaktør Willemoes havde i nogle år udgivet Vestslesvigsk Tidende i Møgeltønder. Men den kunne slet ikke gå. I 1882 startede
Skovrøy med at udgive den i Tønder. Men den gik ikke som en selvstændig avis. Den blev lagt under Flensborg Avis.

Den tyske avis Tondernsche Zeitung var særdeles regeringstro.

 

Skolefesten

Den årlige fest for skolerne hed Sedan – fest. Den blev afholdt på Skyttegården og foregik med musik og sang og alle mulige forlystelser for børnene. De årlige
tilbagevendende fester var skyttefesten og ringridningen. De varede flere dage, og nogle af deltagerne kunne sikkert være glade for, at de ikke varede endnu længere. Disse to fester foregik også på Skyttegården.

 

Badegæsterne til Sild

Badegæster til Sild havde stor betydning for Tønder. Uden for Stadt Hamburg kunne der holde op til 30 vogne. De skulle videre til Højer. Man skulle altid tage hensyn til tidevand og færgens afgang ude ved Højer Sluse. Men mon ikke mange gæster havde tid til at beskue Tønders lyksalighed.

 

Danseskole i Tonhalle

Om vinteren var der danseskole i Tonhalle hos en ældre danselærer Tarp. Han var ikke videre dygtig, men havde mange elever. Efter nogle år dukkede en ny en op. Han hed Dormann. Han forstod at omgås både ældre og unge. En dag da eleverne dukkede op, var der ingen Dormann. Han var ikke kommet tilbage fra
Niebøl. Rygterne gik på at var en storsvindler og var taget af politiet.

 

Dommer, jøde og kunne ikke tysk

En del danske embedsmænd gik over i tysk tjeneste efter 1864. Det gjaldt også for Tønders nye dommer E. Cohn. Han var fra Haderslev og havde været herredsfoged i Slogs Herred. Onde tunger i Tønder påstod, at det var hans kone, som var en kusine fra Hamborg, der fik ham i tysk tjeneste. Han kunne hverken tale eller forstå tysk. Desuden var han meget mistænksom over for de dansksindede. Han troede, at de ville ham ondt, fordi han var overløber.

Som tysk dommer skulle man være kristen, men Cohn var jøde. Så han fik ekstra religionsundervisning og blev døbt.

 

Den fulde Torp

Tønder var normalt en fredelig by, menmtil stadighed var der to gendarmer, der nærmest lignede ryttergeneraler. Om natten gik der tre vægtere og passede på byen. Om dagen var der en dagvægter og udråber, der hed Pommelschein. Han var polak, og det var hans kone, der instruerede ham. Så lærte han teksten udenad og fremsagde den.

Og så var der en rigtig betjent, der hed Antony. Han var iført en rigtig uniform, fuldskæg og kårde ved siden.

Hans vigtigste beskæftigelse var at anholde og transportere Chr. Torp til port-huset, når han var blevet for fuld. Torp var oprindelig snedker, men kunne ikke arbejde på grund af sin fuldskab. Så den eneste beskæftigelse, foruden at drikke, var at tjære tage. Engang tabte han sin hat ned i tjæren, men han tog den blot på igen. Når han havde fået en for mange lagde han sig også til at sove på de tjærede tage.

 

Æ Bossel

Drikkeriet spillede en stor rolle både hos småfolk og det pæne borgerskab i Tønder. Og her skal vi da lige nævne æ Bossel (keglekugle). Hun var lille og tyk og smilede altid. Hun og manden drak sig altid fulde. Brændevinen blev hentet dagligt. Hun gik altid i den samme bomuldskjole og ternet forklæde. Til meget højtidelige lejligheder blev hun vasket.

Engang havde føromtalte slagter Frede fået en stor kalv hjem. Men den flygtede fra ham ned mod Jomfrustien, hvor netop æ Bossel var på vej med en fyldt flaske. Men kalven ramte hende, og hun bandede højlydt for flasken blev slået i stykker. Brændevinen flød ud over hele gaden.

 

Den standhaftige ligbærer

På Slotsgade boede også en lille mager skrædder. Han var også ligbærer. Ved begravelser blev ligbærere trakteret med brændevin og kommenskringler. Kringlerne de ikke fik spist, stak de op i de høje hatte. Når de så hilste ved at tage hatten af, trillede kringlerne ned ad gaden. Men fik skrædderen for meget brændevin ved begravelserne blev han helt ustyrlig, så måtte der 4 mand til for at bære ham hjem.

 

Æ Dævl – æ kommen hjem

Dengang var der 80 beværtninger i byen. Og kvinderne i byen inviterede til lystige komsammener. Det havde en af kvinderne også gjort i den forvisning om, at manden først kom hjem om aftenen. Men han dukkede op om eftermiddagen. Til den fastsatte tid satte kvinden sig hen til huset og sagde stilfærdig da gæsterne ankom:

• Gå forbi, Gå forbi, æ dævl æ kommen hjem

Hver vinter var der inviteret til dansk skuespil. Det var en flok, der invaderede Tønder i 14 dage. De tyske myndigheder var ikke glade for dette. Men de spillede for udsolgte huse.

 

Hesten, der bed alle

På hjørnet af Pebergade og Skibroen boede vognmand Thomas Petersen. Han var en stor, tyk og gemytlig mand. Han havde en karl, der hed Johannes. Men den ene af de heste, der blev kørt med havde efterhånden fået et dårligt ry. Det var en temmelig lille hest fra Ærø. Den var frygtet, for den bed alle dem, den ikke syntes om.

 

Tønders dårlige hygiejne

De hygiejniske forhold i Tønder var ikke gode. Det var almindeligt, at folk havde e kole. Og der var flere meget alvorlige og udbredte tyfusepidemier. Masser
af børn havde dryser. Det var store ophovne kirtler og åbne kirtelsår eller havde astma.

Dr. Friis havde en stor praksis. Han klarede mindre operationer og tandudtrækninger. Han holdt selv køretøj og foretog daglig lange ture på landet.

Fysikus hed Schlaikjær. Han havde praktiseret før 1864, var ret gammel og førte en tilbagetrukken tilværelse. Desuden var det dr. Riedell, som var stærk tysk. Nej vi skal ikke glemme den berømte Jersild, som kom fra Højer. Men ham behandler vi i en særskilt artikel.

Fra Flensborg dukkede Dr. Stolley frem hver 14. dag. Han behandlede lidt mere komplicerede ting på Strucks Hotel.

 

De mange markeder

Tønder var kendt for deres store markeder. Der var kræmmermarkeder, og kreatur – og hestemarkeder. Så var der Pinse – og Mikkelsmarked. Mange af disse markeder startede onsdag middag og sluttede først lørdag eftermiddag. De to hele dage var de vigtigste. De var forbeholdt husbonden og sin familie., mens tjenestefolkene kunne more sig resten af tiden.

Onsdag morgen var der stor travlhed. Ved 4 – tiden om eftermiddagen stod der to række telte gennem Storegade. Men mange gange måtte man også tage Vestergade og Østergade med.

På Torvet var der samlet skydetelte og lignende foretagender. Der var kraftprøver, vaffeltelte og børneteater. Den lokale marskandiser Hanne Ivers stillede med en keglebane og en levende havfrue, der blev fodret med chokolade. Et cirkustelt stod gerne på E gammel Kjærgaard. Og på Svinetorvet stod en Pracht
– und Reisenkarrusel. Som var smukt udstyret og belyst på to etager. Den blev trukket af en hest.

Den lokale karrusel ( Klaans) var anbragt i Tonhalles gård. Den blev trukket af drenge, som blev aflønnet med gratis karruselture. I Søndergade på hjørnet af apoteket stod gerne nogle jødiske handelsmænd, der benævnede sig selv som Jacob von Altona. De solgte det mest utrolige kram.

Der var dans i de offentlige lokaler fra midt på eftermiddagen. Koner fra Rudbøl – egnen solgte smør-ål, som de ristede over en åben ild. Og så kunne man altid få kaffepunche til.

Fattige drenge løb rundt og solgte cigarer til 2 pfg. De fine kostede godt nok 5 pfg.

 

Rædsomt svineri

Når der var kreaturmarked, blev kreaturerne stillet op i to rækker gennem hovedgaderne. Det gav et rædsomt svineri. Folk fra byen, der gik i pænt tøj, kunne ikke undgå at blive svinet til. Men beværtningerne ville ikke have, at disse markeder blev flyttet uden for byen. Men man blev da enige om, at lægge markederne ved Flensborg Landevej. Men valget var uheldigt. Det var det rene morads.

 

Fredskonferencen

Når en handel var afsluttet skulle der drikkes på det. Men folk benyttede også lejligheden til at få afsluttet andre mellemværender. En morgenstund mødte
Nis Proces, Ålekongen, Marcus og Anna Alarm på Torvet. De var ellers altid uvenner. Men en morgen mente de dog, at de skulle være venner. De gik ind i gæstgivergården Svanen, hvor de fik en hjertestyrkning. Men allerede efter den første punch begyndte skænderierne. De blev smidt ud, og sådan endte denne
fredskongres, og den blev ikke senere genoptaget.

 

Vejen til himlen

Da Nis lå for døden, ville familien have en præst til at tale med ham. Men Nis var præstehader og sagde nej. Men pastor Olsen sagde dog ja til at høre på Nis, selv om han ikke just hørte til hans menighed. Men Nis sagde blot:

• Æ haj int sendt bøj etter Dem, æ har int noue o snak med Dem om

Da det nu gik Nis endnu dårlige, ville han da godt alligevel snakke med pastor Olsen. Han ville vide om han nu kom i himlen og i så fald skulle møde Ålekongen og de andre Emmerske – folk der. Da præsten bekræftede dette udbrød Nis:

• Nå så det troe De, så skal æ it har noe mæ å kom der. Nå må de godt gåe Hr. pastor.

Nu var de fire slet ikke så slemme. Anna Alarm var søster til Marcus og meget glad for dyr. Hun hadede, når nogen mishandlede dyrene. Og hun skulle nok råbe op, når hun overværede det. Kunne hun ikke klare situationen gik hun op på dommerkontoret, hvor hun var frygtet.

 

Humlekærren

Alle de store heste – og kreaturhandlere holdt til på Humlekærren på Torvet. Hele huset var taget i brug til gæsterne. På hele første etage var der gæsteværelser, hver med 3,4 eller 5 store senge. Og det var den dansksindede familie Hage, der drev gæstgivergården. Fru Hage døde i 1890erne, og en af sønnerne Anders blev senere dyrlæge i Tønder. Men da moderen døde overtog han gæstgivergården.

Da Anders døde ophørte Humlekærren. (Læs vores artikel om Humlekærren) 

Omkring århundredeskiftet var der store planer fremme om at lave et dansk forsamlingshus i bygningen og indrette en del butikker i den. Navnlig landboere var ivrige for at realisere planen. De fornødne penge kunne sagtens skaffes, men i selve Tønder syntes man ikke om planerne. Man var bange for at det ville gå ud over de dansksindede.

 

Apotekerne

På apoteket regerede familien Augsburg, der stammede fra Ballum. I bygningen bagerst i haven blev emballagen opbevaret. Her kunne man købe en stærk og meget fin lakrids. Den var meget bedre end den engelske. Augsburg solgte i slutningen af 1870erne apoteket til Haastrup.

Foruden Store Apotek havde man Lille Apotek, der lå på sydsiden midt i Storegade. Den havde dog ikke nær samme rolle som den store. Efter Genforeningen
blev den købt og nedlagt af apoteker Toft. Dengang blev den ejet af apoteker Carstens, der var tysk. Derfor gik det også under navnet Det Tyske Apotek.

Koginspektør Refslund boede på førstesalen på Det store Apotek. Hans kone var en søster til slægten Knudsen på Trøjborg (Læs vores artikler om Bondefamilien på Trøjborg).

 

Tønders matador

På hjørnet af Torvet og Storegade boede Tønders matador, købmand Oluf P. Olufsen. Han var flittig og dygtig og sad mest på sit kontor. Men der var en glasdør ud til butikken, så han altid kunne se, hvem der besøgte butikken. Olufsen opbevarede de store landmænds penge i hans store pengeskab. Måske var det derfor, at Olufsen var modstander af, at der kom en bank til byen.

Efter Genforeningen blev Oluf borgmester i Tønder. Han skulle være mellemmand mellem dansk og tysk. Men dette hverv havde han kun i få år. Desværre solgte Oluf sine grunde på et forkert tidspunkt og investerede pengene i tyske mark. Det skulle han nok ikke have gjort. (Læs artiklen Købmandsfamilien Olufsen fra Tønder).

 

Tyk Angel

Den rige købmand Hans Angel, der også blev kaldt Tyk Angel skal også nævnes. Han var ganske urimelig tyk. Det siges om ham, at han på en gang kunne spise en hel ost. Han ejede flere ejendomme i Tønder.

På hjørnet af Vestergade og Bokkensåvejen (nu Popsensgade) Det var nogle gamle bygninger og bagved lå der en stor have. Man arbejde ikke hele året. Det var jernstøber Lorentzen, der ejede bygningerne. En af sønnerne blev senere bestyrer af gasværket i Tønder.( Læs artiklen: Et jernstøberi i Tønder).

 

Den stakkels slagter Specht

I Spikergade boede slagterne Persen og Specht. Det var to velhavende herrer og ungkarle, der havde mange fenner og del heste og køer. De havde en husholderske, der hjalp dem. Desværre døde Petersen. Husholdersken ville nu gifte sig med Specht, men det ville han ikke. Men det gik åbenbart den sidstnævnte på nerverne, for han tog sig af dage.

 

Revolutionen i Tønder

Revolutionen i Tønder i 1919 forløb ganske rolig.  Et par unge menige soldater fra Kiel ankom med røde plakater. De berettede, at der havde været revolution
i Tyskland og fået oprettet soldater – og arbejderråd.

Der blev holdt et offentlig møde på  Torvet, hvor landråd Böhme måtte møde. Der blev holdt byrådsmøde, hvor førerne for kommunisterne bankede deres revolvere i bordet. De fik bevilliget penge. Til historien hører også, at borgmesteren måtte ofre fruens røde kjole, da man ikke kunne skaffe et rødt flag. Men den historie kan du læse et andet sted på siden. (Læs artiklen: Revolutionen i Tønder).

 

Farvel til tyskerne

Man havde fundet en ordning med hvordan de tyske embedsmænd skulle forholde sig. De fik hvis nok tre måneder til at forlade Tønder. Andre fik en godtgørelse på et par hundrede kroner.

Men ude på zeppelinbasen var der mange, der ikke straks rejste hjem. De havde nogle uafgjorte mellemværender i Tyskland, vedrørende smuglerier, ægteskabelige og militære forhold. Da der begyndte at komme orden i forholdene, fandt man ud af, at flere var forsvundet. Men en del havde på mystisk vis fået dansk indfødsret.

Og sådan gik det til, at Tønder igen skulle til at være dansk.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler
• Hakon Gjessing: Drengeår og Manddomsvirke

Hvis du vil vide mere

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Ture i Tønder 1 – 4
• Tog til Tønder
• Tønder før og efter Genforeningen
• Udvandring fra Tønder 1 – 2
• Ulrich – en fysikus fra Tønder 1-2 
• Vajsenhuset i Tønder
• Den mærkelige læge fra Højer (under Højer)

Redigeret 28.12.2021