Max Valentiner – en u – bådskaptajn fra Tønder

Han var født i Tønder. Faderen blev sognepræst i Sønderborg. Max redede skibsdreng fra at drukne. Han blev forfremmet. Så redder han 31 mand fra en sunket u – båd. En mission mislykkedes. Valentiner skulle stå skoleret. Passagerskibe blev sænket. Bombningen var et brud på krigens love. U 157 var en langsom men godt bevæbnet u – båd. Ja oprindelig var det en handels – ubåd. Det lykkedes ikke at skære telegrafkabel over. Et blodigt slag.  De skibbrudne ankom splitternøgen til en spansk koloni. Skulle der jages en torpedo i lazaret – skibet? Et dansk skib sænkes. Norsk kaptajn ville med u – båden. En tapper Sanktbernhardshund. Han var den mest succesrige u – båds kommandant. Han stod for nedsænkningen af 142 skibe. Beskyldt for at være krigsforbryder. Måtte mere eller mindre frivillig aflevere æresbevis. Han fik administrative jobs i Marinen. Og så døde han af en lungesygdom. Ja og æresbeviset fra Sønderborg fandt man i 2001.

 

Faderen blev sognepræst i Sønderborg

Alle steder står det at Max var født i Tønder. Og det var Sønderborg, der gav ham æresborgerskab. Men den gav han dog afkald på, da der efter 1920 kom kritik af det, hvad han egentlig havde gjort.

Han var den ældste søn af diakonen Otto Friedrich Valentiner og dennes hustru, Mathilde Julie Olde. Der var også to yngre søstre og en bror Otto, som faldt i krigen om bord på UC 79.

Faderen var i mange år sognepræst og provst i Sønderborg. I 1890 var familien flyttet til Ketting. Efter to år her fik faderen job i Sønderborg.

 

Redede en skibsdreng fra at drukne

Sin skoletid tilbragte Max i Ketting og Augustenborg. I Sønderborg tog han sin eksamen. Den 1. april 1902 mødte Max op som søkadet på skole – sejlskibet Moltke i den kejserlige marine.

Under grunduddannelsen redede han den 15. august 1902 ud for Swinemünde en skibsdreng fra at drukne. I 1903 sluttede han med succes sin uddannelse på Hansa.

 

Forfremmet

Den 29. september 1905 blev han udnævnt som Løjtnant. Han kom på linjeskibet Braunschweig. Et år efter blev han forfremmet til Overløjtnant. Fra 1908 til 1910 var han kompagnichef i 1. matros-artilleri-afdeling i Kiel.

 

Redder 31 personer fra en sunken u – båd

I 1911 blev han redder-officer på specialskibet Vulkan. Han var samtidig ansvarlig for U – båds-forsvars-kommandoen i Kiel. Som redningsofficer styrer han redningen af 28 besætningsmedlemmer og 3 gæster, der er indespærret i torpedokammeret i SM – U 003.

På grund af en betjeningsfejl opdages ikke under en dykning, at den agter udluftningsventil ikke var lukket. Derved fyldes den bagerste del af ubåden med vand. Bagenden rammer havbunden på 14 meters dybde.

Et kun 45 cm rund torpedorør bliver hejst ned i torpedorummet, hvor det meste af besætningen havde samlet sig. Besætningen var ilde tilredt, da luften i torpedorummet var forgiftet af klordampe på grund af de bagerste akkumulatorer var blevet oversvømmet af det salte havvand. Blandingen af akkumulatorsyre og havvand udviklede klorgas, som dannede vand i besætningens lunger. Dette kunne i denne alvorlige situation medføre druknedøden. Klorgas angreb også øjne og næsesvælget.

Det lykkedes for Max Valentiner at redde hele besætningen, der befandt sig i ubådens skrog. Kaptajnen, styrmanden og rorgængeren, der befandt sig i tårnet kunne ikke reddes.

 

En mission, der ikke lykkedes

Den 22. marts 1914 blev han forfremmet til kaptajnløjtnant. Ni dage senere blev han lærer på U – båds-skolen i Kiel. Denne stilling havde han til udbruddet af Første verdenskrig.

Hans første opgave var det med U 3 at sænke russiske krigsskibe i Østersøen. Men operationen mislykkedes. Derefter blev han beordret til Kiel, hvor han over for Storadmiralen for den Kejserlige Marine, Prins Heinrich af Preussen skulle forklare problemerne ved operationen.

 

Passagerskibe blev sænket

Nu blev han kommandant på den nye u – båd, U 38. Til slutningen af marts 1915 blev nogle problemer på dieselmotoren ordnet og reparationer blev også foretaget. Ind imellem dette foretog Valentiner nogle togter til den britiske østkyst.

Fra den 20. oktober til den 11. november 1915 sejlede U 38 i Middelhavet. Her blev i alt 14 skibe sænket. Den 8. november 1915 sænkede U 38 det italienske passagerskib Anconna. Derved mistede 200 mennesker livet.

Den 30. december 1915 blev uden advarsel Persia sænket ved Kreta. Her omkom 343 mennesker.

 

Bombningen var et brud på krigens love

Bombningen af disse to passagerskibe vakte international opsigt. Et stort antal amerikanske borgere omkom. Man påstod, at det var derfor USA gik ind i krigen. Men det passer nu ikke helt.

Selv om Tyskland havde erklæret uindskrænket u – bådskrig, blev disse torpederinger anset for brud på krigens love og sædvaner.

 

Æresborger i Sønderborg

Den 5. januar 1917 bliver Max Valentiner gjort til æresborger i Sønderborg. Dette æresbevis afleverede han igen efter 1920.

 

U 157 var oprindelig en handels – ubåd

Den 15. september 1917 forlod Valentiner U 38 i Cattaro og overtog den 22. september i Kiel kommandoen over den U – krydser U 157. Dette varede til 20. juli 1918.

U 157 var oprindeligt bestemt for at sejle som handels – ubåd og var bygget derefter. Båden skulle oprindelig være sejlet til USA og have været døbt U – Bayern. De Forenede Staters krigserklæring gjorde en ende på disse planer. Handelsbåden blev ombygget til en krigs – ubåd.

Det var en ren kolos på 2.000 tons. Den var overordentligt luksuriøst indrettet. Kaptajnen havde ikke sådan et hul, som der var U 38. Der var officersmesse ”med alt tilbehør” Mandskabet sov også menneskeværdigt. Valentiner kaldte bevæbningen for ”fantastisk”. Bemandingen var 8 officerer, 78 mand.

 

Et meget langsom skib

Men for at spare på vægten udstyrede man skibet med lette maskiner. De kunne – i gunstig vejr – nå 10 sømil i timen. Ved søgang var det 4 til 6 sømil. I storm kunne man overhovedet ikke sejle mod søgangen.

Men selv om maskinkraften skuffede Valentiner, så var han ovenud begejstret for bevæbningen. Kanonerne skød præcist på 16.500 meter og havde en høj skudhastighed.

 

Valentiner foretog den længste tur for en u – båd under Første Verdenskrig. Den varede fra 27. november 1917 til 15. april 1918. Det var i alt 139 dage. Og i den tid sænkede Valentiner med sin u – båd 7 skibe.

 

Det lykkedes ikke at skære telegrafkablet over

Den 26. december 1917 sænkede U – 157 ved Azorerne det portugisiske sejlskib Lidia. Det var på vej fra New Orleans til Porto. I dagene før sænkningen havde man forsøgt at gennemføre en særlig mission. Man forsøgte at overskære telegrafkablet der førte til England og Europa. Men aktionen mislykkedes til stor fortrydelse for en officer med højere rang end Valentiner. To andre u – både blev senere sendt til området for at udføre opgaven. Også deres aktion mislykkedes.

 

Et blodigt slag

Den 7. januar 1918 bordede og sank U – 157 det franske troppetransportskib Qued Sebou.

Det sejlede mod syd og var bestemt meget hurtigere end Valentiners båd. Samtidig var Afrika i sigte. Skibet var begyndt at skyde mod Valentiners båd. Han skød fremragende. Valentiner ville ikke opgive. Mandskabet trængte til forråd.

Nu rammer Valentiner. Og samtidig befaler han hurtigdykning. På damperen bliver det hvide flag hejst. Men åbenbart er også Valentiner såret. Han er oversprøjtet med blod fra top til tå.

4.000 meter fra den afrikanske kyst ser han nu i kikkerten, at den franske damper sætter to fyldte både i vandet. Han befaler nu to granater mod skibet, men opdager, at damperen er fuld af mennesker. Fra 1.000 meters afstand ser han nu at den ene kanon på damperen er ved at blive bemandet.

Damperen ser frygtelig ud, den er sønderflænget af granater. Valentiner sætter to både i vandet, en med sanitetspersonale og en til at indsamle de store fisk, der bedøvet af granaterne flyder rundt på vandet.

På landjorden er søfolkene blevet omringet af beduiner. De sårede blev læsset i en flåde. Og ellers indkasserede Valentiner ved denne lejlighed 16 tons proviant.

 

De skibbrudne ankom splitternøgen til en spansk koloni

Senere kunne det læses i aviserne, at de skibbrudne ikke var slået ihjel, men at de blev fuldstændig udplyndret af beduinerne. Nogle dage senere ankom de splitternøgne til den spanske koloni Rio Doro.

Midt i det hele råbte nogle af Valentiners folk ”Vi har fundet vinlageret”. Men glæden varede kort. For pludselig lød det ”Lys i sigte”. Det var uden tvivl hjælpekrydseren. Nu lod befalingen: ”Alle mand om bord”. Torpedoer blev gjort klar til affyring. For U – 157 lød tabet på tre døde og ti sårede. Et overdøvende brag hørtes. Det sprængpatronerne der gjorde ende på det franske troppetransportskib.

 

Skulle der jages en torpedo i et lazaretskib?

Ud for Afrikas kyst dukkede den 26. februar 1918 en lazaretdamper op. Et mægtigt skib på 200.000 tons med to master og to skorstene. Det passerede Valentiner i en afstand af kun 500 meter. Men fra hvilken krigsskueplads kom denne båd? Skulle han jage en torpedo ind i skibet?

 

Et dansk skib sænkes

Den 10. januar 1918 sænkede U – 157 den danske damper Hulda Mærsk. Besætningen var blevet bedt om at gå om bord i en spansk fiskeskonnert ”Pepita”, som lå i nærheden. En masse proviant var blevet læsset over i u – båden.

Da besætningen var kommet et stykke bort fra ”Hulda Mærsk” hørtes eksplosioner. Valentiner nævner ikke selv sænkningen af det danske skib i sine erindringer.

 

Norsk kaptajn ville med u – båden

Den 11. januar 1918 kaprede U – 157 under Max Valetiner den norske damper D/S Norefos. Den var blevet brugt som slæbebåd og forsyningsskib. Men den 1. marts kunne ikke længere bruge damperen.

Den norske kaptajn var stadig ved godt mod. Han havde en smuk motorbåd og tog sine redningsbåde på slæb. Han skulle kun sejle få mil til Dakar.  ”Kan De ikke bruge mig på Deres båd”, sagde han spøgefuldt.

 

En tapper Sanktbernhardshund

Den 17. februar 1918 blev det portugisiske skib, Estrella Da Bissao. Det var en stor tremaster med vidunderlige gaffelsejl af snehvidt bomuld. Besætningen flygtede i redningsbådene, da ubåden nærmede sig. Valentiners folk lagde til med deres jolle og ville klatre op på dækket. Men da sprang en kæmpe Sanktbernhardshund larmende imod dem gøede og bed. Den ville ikke lade nogen komme om bord. Folkene forsøgte at slå den ned med årene, men hunden var hurtig og veg uden om. Ingen kunne ramme den. Jollen måtte returnere efter en pistol. Valentiner bad dem om at skåne den tapre hund. Men det var ikke noget at gøre.

Sejlskibet havde bomuld og kobber om bord, en værdifuld ladning. Men det var levnedsmidler som besætningen havde brug for. Men der var to svin om bord. Det var naturligvis også et fint bytte. Men da en mand i mørket greb ned i svinestien, skreg han også. Svinene forsvarede også skibet til de blev knaldet ned.

 

Varselsskud havde ikke ramt

Den 18. marts 1918 opbragte U – 157 den spanske damper Infanta Isabel de Borbon. Man ville bare give den advarselsskud, men man var kommet til at ramme den. Ja det troede Valentiner. Men det var damperen, der lukkede damp ud.

Over radioen forlangte Valentiner, at de kom med skibets papirer. De satte straks en stor robåd i vandet, som sejlede mod U – 157. Alle passagerer blev undersøgt.

 

Den mest succesrige kommandant – sank 142 skibe

I 1918 blev han beordret tilbage til marineskolen i Kiel som underviser. Under krigen sænkede Valentiner på u – både i alt 142 skibe. Dermed er han en af de mest succesrige U – bådskommandanter i søkrigs-historien.

 

Beskyldt for at være krigsforbryder

Efter Første Verdenskrigs afslutning blev Valentiner anklaget af sejrherrerne, Frankrig, England og Italien. De betragtede ham som krigsforbryder. Han flygtede til Berlin. Her fik han en ny identitet. Som Karl Schmidt rejste han til Østpreussen, hvor han boede et stykke tid.

Valentiner var blevet anklaget for ”grusom og umenneskelig behandling af besætninger” i femten forskellige hændelser med franske, britiske og italienske skibe. De allierede forlangte at få alle krigsforbrydere udleveret, men de fleste blot resigneret roligt og forsvandt i et stykke tid, herunder Valentiner.

Efter at Versailles fredstraktaten var underskrevet og trådt i kraft vendte han tilbage til Kiel. Han blev her forfremmet til korvette – kaptajn.

 

Måtte mere eller mindre frivillig aflevere sin æresbevisning

Da Valentiner mere eller mindre frivillig fik frataget sit æresbevis, skrev Valentiner den 31. august 1920 til Byrådet i Sønderborg:

 

• De kan være overbevist om, at jeg for mig og min far var dette den største hæder, som jeg er særlig stolt af. Jeg har ikke glædet mig så meget over andre hædersbevisninger. Men jeg betragter det som en selvfølgelighed at aflevere æresbeviset.

 

Valentiner grundlage et firma i Kiel som handlede med maskiner og enkeltdele. Senere blev han redder.

 

Administrative jobs i Marinen

Fra 1. september 1934 fik han sin gamle tjenestegrad tilbage. Han blev i første omgang ansat i marineamtet i ”Reichswehrministerium” fra 1. juni 1935 blev han anvendt i den statistiske afdeling i marinens overkommando.

I januar 1940 overtog Valentiner et job i U – båds-kommissionen i Kiel – Danzig. Dette job havde han til marts 1945. I januar 1941 var han blevet udnævnt som kaptajn. Den 31. marts 1945 blev han fyret fra Krigsmarinen.

 

Døde af lungesygdom

Max Valentiner døde den 19. juli 1949 på Sønderborg Sygehus af en lungesygdom grundet indtagelse af giftige dampe fra maskinerne på de første ubåde. Han er begravet på kirkegården i Sønderborg.

Han modtog en række udmærkelser.

 

Man fandt æresbeviset

Det meste af familien udvandrede til Sydamerika. De overlod huset til en forvalter. Denne opdagede i 2001, da huset nu helt skulle rømmes, æresbeviset. Efter at have været på Rådhuset kom det på Sønderborg Slot. Nu kan det ses i Det tyske Museum.

 

Kilde:

• denstorkrig1914-1918.dk
• Max Valentiner: Der Schrecken der Meere(1931)
• wikipedia.org
• nordschleswiger.dk
• seawarmuseum.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• Max Valentiner: 300.000 Tonnen versenkt (1917)
• Max Valentiner: U 38 – Wikingerfahrten eines deutschen U-Bootes
• n-tv Reportage: Jagd auf das Goldschiff des Empire – Mit Kapitänleutnant Max Valentiner an Bord eines Unterseekreuzers 2003 (1918)