Mandehjemmet på Livø
Af Lisa Hildegarth
De ”Kellerske Anstalter” var stolte af denne lejr. Man mente, at det var meget humant den måde, man behandlede mændene på. Der var også mange normalbegavede blandt de indsatte. Uden dom blev ”asociale” anbragt her. For nogle var anbringelsen livsvarig. Det var en generel stemning i samfundet, at der skulle ske en udrensning. Sterilisation og kastration var en af metoderne.
I 1911 blev Livø i Limfjorden erhvervet af bestyrelsen for den “Kellerske
Aandssvageanstalt”, der med overlæge Christian Keller som initiativtager
var oprettet i 1897. Til formålet blev de gamle bygninger anvendt, til et
mandehjem af såkaldte “antisociale åndssvage.” Mændenes arbejdskraft
skulle udnyttes, og som på grund af et relativt lille areal kunne Livø let
overvåges.
Danmark blev hermed foregangsland, når det
gjaldt overvågning, systematisk indsamling, institutionalisering og
sterilisation af åndssvage. Anstalten blev, med sine isolationsfilialer på Livø
og Sprogø, de anstalter man viste frem til offentligheden, som forbillede for
hele Europa. Et bevis på hvor humant et land Danmark var. De Kellerske
Anstalter i Brejning mellem Vejle og Fredericia er en nu nedlagt mentalanstalt.
Selv om anstalterne på Livø og Sprogø var
beregnet for mennesker, som var både kriminelle og åndssvage, var der også
mange normaltbegavede blandt de indsatte. For dengang kunne personer, som havde
en asocial adfærd, få diagnosen “moralsk åndssvag” og uden dom blive
spærret inde på de to isolerede ø-anstalter i årevis. For nogle var
anbringelsen livsvarig, for når man blev indsat på Livø og Sprogø, var det på
ubestemt tid.
Livø. blev et sted, hvor åndssvage og ofte
kriminelle mænd blev holdt fanget. Det skal dog nævnes at disse åndssvage fik
betegnelsen “moralsk åndssvage”. Deres forbrydelser kunne have været
tyveri af nogle cykler eller nogle håndøre. Mange læger og forskere ville i dag
ikke betegne disse mænd som åndssvage, men det lå i tiden at rense ud i
samfundet.
Der var også en generel stemning i samfundet,
der stemte for en udrensning i befolkningen, da man frygtede for fremtiden.
Blandt læger på denne tid var det alment accepteret, at åndssvage ville
videregive deres “sygdom” til næste generation. Derfor var ét af de
største mål med Livø, at sørge for, at rehabilitere de indsatte til et normalt
liv i det normale samfund, samt at sørge for, at de ikke formerede sig. Når de
blev prøveløsladt, kunne samvær eller forlovelse med en “føjtende
kvinde” føre direkte til, at de blev sendt tilbage til øen.
Forholdene på øen, blandt andet.
indkvarteringen og maden, var til tider mangelfulde. Men mændene hørte til i
åndssvageforsorgens regi, hvorved anbringelsen blev tidsubestemt og spørgsmålet
om frigivelse overladt til anstaltens ledende overlæge i samråd med anstaltens
inspektør. Kunne den moralske åndssvaghed diagnosticeres inden den gav sig
udslag i kriminalitet, blev det af hensyn, både til samfundet og til patienten
selv, anset for hensigtsmæssigt med en anbringelse på en ø-anstalt.
En del blev derfor overbragt til Livø fra
andre institutioner i landet, af disciplinære og forebyggende årsager; det vil
sige i realiteten fængsling uden rettergang og domfældelse. Kontakten til
omverdenen blev afskåret, og al brevkorrespondance censureret. Dertil bevirkede
lovene om sterilisation og kastration i 1929 og 1935, at sterilisation eller
kastration ofte var en betingelse for, at mændene kunne udskrives til et liv i
frihed.
Livet på selve øen var som sådan ikke et
normalt fængsel. De kunne gå frit rundt, hvor de skulle passe landbrug, skov,
mejeri og værksteder. Flere forsøgte at flygte, hvilket oftest havde en uheldig
udgang. På den tid havde Livø 200 beboere, hvor halvdelen var de åndssvage og
den anden halvdel bestod af ansatte og deres familier.
Livø var netop velegnet til oprettelse af en
sådan institution efter Kellers tankegang. Den omgivende Limfjord kunne udgøre
afskærmning overfor omverdenen, landbrugsarealerne kunne tjene til udnyttelse
af de anbragtes arbejdskraft. De uopdyrkede arealer på øens nordvestlige hjørne
kunne udnyttes til udlevelse af vagabonderingstrangen. Blev trangen for stærk,
kunne mændene tage sig et par dage i buskadset, og så ellers vende tilbage til
anstalten, uden at nogen stor skade var sket.
Men selv om Livø i sig selv var et fængsel,
var der også et fængsel i fængslet, hvor de indsatte kunne isolationsfængsles,
nogle gange i flere måneder.
I 1922 åbnedes en pendant til Livø-anstalten
på Storebæltsøen Sprogø. Her var det en opdragelsesanstalt og et tvangsfængsel
for “seksuelt løsagtige unge kvinder”, der blev isoleret fra
omverdenen.
De hvide huse med de røde tage, som man i dag
kan se på Livø, stammer fra den periode, hvor mænd blev overbragt hertil. En
lille udstilling fra denne periode kan ses i en separat bygning på øen
De resterende bygninger benyttes i dag til
ferieboliger.
Vi takker for indsendte. Læs også her på www.dengang.dk
- De kellerske anstalter på Nørrebro
- De Farlige Kvinder
- Jagten på det perfekte menneske
- De unge kvinder på Sprogø