Livet på Nørrebro omkring 1900

Her var masser af ubehagelige beboere. Der var masser af lejligheder at få. Mange blev sat på gaden. Fattigdom gik ud over børnene. Der var lang vej til retiraderne. De gamle damer hældte indholdet i vasken. En bred vej med ridesti. Mor tog geværet. Fælleddronningen, Maja købte sprit på klods. Usle og uhygiejniske arbejderboliger. Bal og teater i Folkets Hus. Masser af fornøjeligheder. Nu var det lettere at dø. Et glansbillede af Dagmar Hansen. Man kunne kigge ind på førstesalen. Halm til 25 øre på Lygtekroen. Æblerov i Jorcks have. Et specielt sigtebrød ved skæremøllen. En tur på Blegdamshospitalet. Husumgades Skole bliver betalingsskole. Spanskrøret sad løst. At sætte sig i respekt. Skrivelærerens pædagogik. Klasselæreren var ikke bedre. Til afstraffelse hos inspektøren. Tidligere befalingsmænd blev lærere, Nørrebros fem matadorer. Det hellige svin. Den nye sognepræst.

Ubehagelige beboere

Vi har været her før omkring dette tidspunkt. Men vi har sikkert ikke fået det hele med. Næsten alle var ludfattige dengang på Nørrebro. Men vi skal da også møde nogle af dem, der var mere rige, for dem var der sandelig også her i bydelen.

De fleste oplevede dog stor arbejdsløshed. Særlig om vinteren var det galt. Der var umuligt at opdrive arbejde. Børnedødeligheden var stor. Mange steder havde man kun en seng, hvor både forældre og børn sov i.

Der var også andre beboere. Hundreder af lopper, tusindvis af lus og myriader af væggetøj. Der var ikke meget ro, når der skulle soves. Den ene kradsede, den anden gnubbede, og den tredje vendte sig, mens den fjerde skulle tisse i spanden. Ikke så sær, når forældrene råbte, at nu ville de snart have nattero.

Enhver skoleelev havde lus dengang. Tre gange om ugen aflusede moderen ungerne. Frem med kæmmekammen, hovedet ind over et stykke gammelt gråt papir og så knæk, knæk, knæk.

Masser af lejligheder

Omkring år 1900 var der masser af lejligheder at få på Nørrebro. Den første måned var som regel gratis. Havde folk ingen penge, og det var der mange, der ikke havde, så flyttede man bare igen efter en måned. Man havde ikke mere hvad der kunne være på en stor trækvogn.

I enhver kiosk kunne man købe en lejlighedsliste over ledige lejligheder ordnede efter byens kvarterer og med opgivelse af lejlighedens størrelse og huslejen.

En treværelses lejlighed kostede 20 kr. om måneden. De fleste på Nørrebro var dog kun på to værelser.

Sat på gaden

Nu var det særlig fra Guldbergsgade 4 og de små lejligheder, at naboer havde set familier blive sat på gaden. Det var ikke et rart syn. Møblerne blev båret ud og en politibetjent holdt vagt. Hvis familien ikke selv i løbet af dagen fandt noget at bo i, så blev de sendt på Ladegården.

Man skulle passe på ikke at ende på Fattiggården, for så var det helt slut med at bestemme selv.

Man skulle passe på at bede om noget. Dengang kunne man fra Menighedsplejen få gryn, kaffe, te og andet. Man søgte det som hed hjælpekassen.

Og så en dag stod to herrer. De ville undersøge om familien nu trængte til noget. Og hvis moderen ellers så propper ud, og det var rengjort i lejligheden, ja så fik man ikke noget. For her så jo ganske pænt ud. Der blev ikke spurgt til familiens økonomi.

Om sommeren var der mange familier, der plukkede Kamilleblomster. Man solgte dem på Apoteket og købte så rugbrød for pengene.

Fattigdom gik ud over børnene

Når man talte om de gode gamle dage – Nørrebro omkring 1900, ja så var det nok en rædsel for de fleste. Den megen fattigdom gik ud over børnene. Om sommeren gik drengene barbenet, om vinteren gik de i træsko. Læderfodtøj var et statussymbol.

Pigerne kunne ernære sig som sypiger i en sidegade, hvor de fine fruer kunne få syet modelkjoler til en tiendedel af det, som de skulle give i et stormagasin.

Lang vej til retiraderne

Guldbergsgade 41 dengang bestod af forhus og baghus med en mellemliggende gårdsplads. I gårdspladsens østligste side var anbragt en række store skarnkasser. I den vestligste side var der anbragt 8 lokummer. De var som regel overfyldte. Som toiletpapir var avispapir det mest almindeligste. En spøgefugl havde en dag lagt et par klumper brødgær i et par af tønderne, hvilket udvirkede et forfærdeligt svineri.

Trappebelysningen bestod af åbent gasblus på hver etage. Det var ingen belysning på køkkentrappen som jo var den eneste vej til gården. Det var en væmmelig tur, hvis man skulle ned om aftenen eller natten på naturens vegne. Rotter så man næsten hver gang på disse ture.

De gamle damer tømte indholdet i køkkenvasken

Det var nu heller ikke alle, der gad at gå ned i gården. Således var der en del ældre fruer, der tømte både stort og småt fra natpotterne i køkkenvasken. Og dette kunne jo sagtens sætte sig fast. Og særlig om sommeren kunne dette godt skabe dårlige dunster.

Galt var det også om vinteren, når vandet frøs til is i rørene. Så standsede alt afløb.

Det påhvilede beboerne at vaske trappe, fra etage til etage. På køkkentrapperne skulle der strøs frisk sand. Der kom hver 2. uge en sandhandler i gaden.

Masser af lege i gården

Fik man besøg, ja så måtte man til bageren efter brød og fløde. Det fik man i en lille spand for 5 eller 10 øre. Fløden opbevarede bageren i et stort blikfad. I tilgift fik man en stor klat flødeskind over. Brødet var for det meste 4 øres wienerbrød til de voksne og 2 øres til børnene.

Ude i gården var der rig mulighed for spil. Man kunne lege ”Skjul”, ”Røver og Soldater”, ”Gorm, den gamles kæmper”. Ja så var det også ”Hest og Vogn”.

På Nørrebro var der et væld af beværtninger. Og særlig fredag og lørdag oplevede man gadebetjenten drive af med ”en fuld støjer”. Det gav så anledning til at lege ”Betjent og fuld støjer”. Så optrådte drengene skiftevis til at lege ”Betjent og fuld støjer”. Så optrådte drengene til skiftevis at være betjent eller ”støjer”. Den ”fulde mand” blev så puttet i kælderen.

Bred vej med ridesti

Det var dengang, hvor Tagensvej blev anlagt som en flot bred vej med ridesti. Her red officererne fra Sølvgades Kaserne. Og det var også tit med damer. Midt på gaden gik gardens piberdrenge. De skulle på Fælleden og øve sig i at fløjte. Dengang var der ikke tilnærmelsesvis så meget trafik som nu.

Men her så man også feltartilleriet med et forspand på hele fire heste. Ja, når vi nu var ved militæret, så kunne man opleve 7 – 8 regimentsorkestre give friluftskoncerter i anlæg og parker, ja selv på legepladsen på Kapelvej.

På Tagensvej kørte der også en hestesporvogn. Dens rute var fra Heimdalsvej, ad Sølvgade til Kongens Nytorv. Om vinteren var der strengt arbejde for kusken, som sad på den åbne forperron. Var snevejret for slemt, måtte der spændes to heste foran vognen.

For enden af Tagensvej var en lang bakke mod Bispebjerg. Her lå en masse kolonihaver.

Mor tog geværet

Herude på Fælleden holdt Borgervæbningen også sine øvelser. De var iklædt mørke uniformer med nogle rædsomme kasketter med store firkantede skygger.

 Det var morsomt at se, når de stillede deres gevær i pyramide. Knap så morsomt og måske dog var det at se dem vakle hjem, godt påvirket af spiritus som venner, bekendte og familier havde haft med til pauserne.

Ja man kunne også opleve, at det var far, der kørte barnevognen fra øvelsen og mor, der måtte bære geværet.

Fælleddronning Maja købte sprit på klods

Det var dengang køerne græssede ved grøftekanten på Blegdamsvej. Her kunne knægtene løbe på skøjter på ”Holger Danskes Briller på hjørnet af Tagensvej og Nørre Alle. Ja egentlig var der tale om tre små søer, en virkelig tumleplads både om sommeren og vinteren. Om sommeren kunne man bygge tømrerflåder og sejle på søerne,

 Fælledronningen Maja drak sprit som hun købte på klods i den lille grønthandlerbutik på Blegdammen 8 i kælderen.

Usle og uhygiejniske arbejderhuse

Over for Jagtvejens Mølle lå en hel lille by, bestående af lave et-etagers huse. Det var Arbejderboligerne. De var så usle og uhygiejniske som kunne tænkes. Men huslejen var også derefter.

Det var dengang Rantzausgade hed Nordvestvej, og hvor man så jernbanelokomotiver blive vendt på drejeskiven uden for Bergenholz Reklamepavillon.

Bal og teater i Folkets hus

Der var da heldigvis også fornøjelige ting. I Folkets Hus på Jagtvej var der bal og teater. Men her var det svært at snyde sig ind. En uhyggelig stor kontrollør med fedtet, sølv kasket bevogtede adgangen.

Har var masser af feststemning og masser af bajere. Her var sandelig også tjenere. Og så blev lyset dæmpet. Nu startede forestillingen. Bagefter var det dans. Mange havde allerede i begyndelsen fået for meget. De havde svært ved at holde balancen. For et par timer kunne man glemme nød og fattigdom.

Masser af fornøjeligheder

Det var i de dage, da en bajer kostede 11 øre, ja de var også set ned til 8 øre.  Og havde man en daler med i Tivoli, så havde man småpenge med hjem. Selv Zoologisk Have gav overskud. Billetprisen til børn var kun på 25 øre.

Som bydreng hos en skrædder kunne man tjene den formidable ugeløn på 3 kroner 50 øre. Arbejdstiden var fra kl. 2 eftermiddag til 8 om aftenen. Og om lørdagen til efter 11.

Mange tog til Alleenberg på Frederiksberg Alle. Men der var sandelig også et mindre forlystelsessted på Nørrebro, der hvor Skandinavisk Motor senere residerede. Det var mellem Esromgade og den dengang Ny Åboulevard, nu Lundtoftevej. Etablissementet hed Nordlund.

Selv Cafe ”Overskæringen” havde krohave dengang. Og tænk hjørnet af Allersgade og Nørrebrogade var beæret med to værtshuse, nemlig Cafe ”Helvede” og Cafe ”Himmerrige”. Sidstnævnte havde også krohave og en navnefætter på Købmagergade.

Nu skulle han kun lukke det ene øje

På hjørnet af Nørrebrogade og Blågårdsgade lå en cafe, der hed ”Borgersalen”, hvis ejer kaldtes ”Borgeren” Ja egentlig hed han Adler Petersen. 

En aften opstod der et slagsmål her. Jørgen fik det ene øje slået i stykker af et forvildet stoleben. Modparten sagde også undskyld:

• Kære Jørgen så har du lettere ved at dø, da du nu kun skal lukke det ene øje.  

Nytårsdag fik man besøg af natmænd, skraldemænd, skorstensfejere og endda postbud. De kom og ønskede ”Glædeligt Nytår”. Ja og så fik de så til gengæld en lille gave på 2 kr.

Et glansbillede med Dagmar Hansen

Det var dengang, man kunne få en rygelig cigar for 7 øre, en flaske akvavit for 40 øre. En pakke cigaretter (10 stk. Motor) for 10 øre. Men så var det også et glansbillede i af Dagmar Hansen i trikot.

På restaurant kunne man få smørrebrød til 10 – 12 og 15 øre. Bøf med løg og kartofler kosten 1 kr. og så var det en gratis snaps til.

Og portoen, ja indenbys kostede den 4 øre og udenbys 8 øre.

Man kunne kigge ind i Førstesalen i Blågårdsgade

Så var det lige den kollektive trafik. Man strøg fra Kapelvej til Kongens Nytorv og modsat fra Nørrevold til Hillerødgade for en 5 øre. Tog man så linje 3 gennem Blågårdsgade ”ovenpå” kunne man se ind ad førstesal i Blågårdsgade. 

Gaderne var belagt med brosten. Dette afstedkom meget spektakel. Og Nørrebros hestesporvogn var jo på to etager. Fra Sct. Hans Plads til Christianshavn kørte ”de gule hesteomnibusser”. Disse ophørte i 1903. De grønne omnibusser kørte fra Kapelvej.

Stakkels konduktører

Som vi i tidligere artikler har omtalt begyndte de elektriske sporvogne på Nørrebro – de var ubehagelige på grund af syrelugten, som stammede fra akkumulatorerne. I 1901 kom luftledningerne og så fulgte samme år elektrisk drift i Farimagsgaderne samt på Blegdamsvej. Her var der også to – etagers vogne. Som taxaer kunne man bruge de gamle hestedroscher.

Ja så var det jo også Nordbanen og Klampenborgbanen med de morsomme toetagers vogne og åbne skovvande. Ja endelig havde man fået lokalstationer i den nuværende Nørrebroparken. Senere kom Slangerup-banen.

At være konduktør eller rettere sagt billettør, var et ualmindeligt farligt arbejde. Uanset vejret, skulle konduktøren kontrollere og klippe biletterne, stående på vognens trinbrædder.

Det var en hård tørn i frost eller blæst. Han bankede på kupéruden. Passagererne måtte så rulle vinduet ned, mens han klippede biletterne.

En stærk gene var de mange jernbanebomme. Særligt på Nørrebrogade blev trafikken forsinket også af rangering fra den der liggende sporvejsremise.

Der boede køer på førstesalen

Det var altid imponerende at se brandudrykninger. Sprøjterne og stigevognen var dengang hestetrukne. Det var et flot syn. Det flotteste var hvis dampsprøjten var med. Der var fyret op under kedelen og der kom en vældig røg op af den blankpudsede messingskorsten.

Og tænk engang på hjørnet af Murergade og Korsgade boede der køer oppe på første sal.

Halm til 25 øre på Lygtekroen

Lygtekroen var et sted, hvor man snød med øllet. Men det var også et sted, hvor man kunne købe et knippe halm til sengen. Prisen var 25 øre.

Lygtekroen lå med Ladegårdsåen på den ene side, det vil sige, den hed ved Lygteåen og gik ud i Ladegårdsåen.

Åen dannede grænsen mellem København og Bøhlandet. Her endte Nørrebrogade for at gå over i Frederikssundsvej. Det var en almindelig skærve – landevej med grønne grøfter ved siderne, åbne, bare marker med meget spredt nybyggeri.

Lygteåen løb under en bjælkebro og et godt stykke op i Lersøen. Her var fuld af grønne grøfter, store grønne arealer, masser af græs, vilde planter, brændenælder i overflod, småsøer, vandhuller og store lossepladser. Her var også modtagelsesanstalt for byens latrintønder.

Den enorme Jorcks have

 På den ene side var det nærmest som en stor mark ind mod byen. Men herude lå også noget meget fornemt. Det var Jorcks Have. Det var adskilt fra Nørrebrogade med et stort gitter og søjler.

Jorck var rigmand i den helt store stil. Ja han var eventyrlig rig.

Langt tilbage i kæmpehaven knejste Jorcks residens sig. Det var en stor rigmandsvilla, luerød med en bred fornem trappe. Den førte op til en bred afsats med baldakin over en bred fløjdør, der førte ind i gemakkerne.

Her var masser af frugttræer. Men her lå folk på vagt for at fange de knægte, der turde at komme ind og stjæle frugterne.

Et specielt sigtebrød ved skæremøllen

Et stykke længere op af den brobelagte Nørrebrogade lå omkring nr. 200 i dag en skæremølle. Her solgte man et specielt sigtebrød. På den modsatte side var der en gård med pumpe midt i gården. Her blev der drevet vognmandsforretning. Man havde specialiseret sig i bryllupskaret med hvide heste. Ja det specielle var at bryllupskørsel blev foretaget i en glaskaret trukket af hvide heste.

En tur på Blegdamshospitalet

Det var på det tidspunkt, hvor en masse børn var indlagt på Blegdamshospital. Der var en epidemi af skarlagensfeber. Køreturen derud foregik i en stor hestetrukken ambulance med to heste for og en stor rar mand i uniform med stort rødt cykelstyrskæg. På bukken, hvor han saed, var en stor klokke, han kunne træde på. Det morede børnene meget, når han gjorde det. Der var vel 8 – 10 unger i sådan et læs ad gangen.

Og ungerne havde det godt på hospitalet. Der fik de da mad hver dag.

Overbelagte skoleklasser

De stakkels skolebørn. Det var i spanskrørets og pryglenes tid. Og selv om vi befinder os i et arbejderkvarter, så kunne man selvfølgelig også mærke klassedelingen her helt i overensstemmelse med tidens sædvaner og anskuelser.

Jo kæft, trit og retning det var reglen for, hvordan man skulle opføre sig i skolen. Det betød, at man skulle holde mund, og kun sige noget, når man blev spurgt. Det var lige som små soldater. Og så fik de en lussing, når de voksne ikke syntes, at de opførte sig ordentlig.

35 børn var der i en klasse. De dygtigste og mest artige sad forrest. Arbejderbørn og mælkedrenge nåede ikke altid deres lektier og sad for det meste bagerst. Her kunne det godt være svært at forstå læreren.

Husumgades Skole blev betalingsskole

Husumgades Skole blev mere og mere overbelagt. Derfor opførte man bl.a. Hans Tavsensgades Skole. Og så kunne man lige så godt skille fårene fra bukkene. Man gjorde Husumgades Skole til betalingsskole for de ”fine” Den nye skole skulle være slyngelskolen.

Den var til gadedrengene, der skulle tugtes til at blive bedre mennesker. Formålet var således godt nok, men metoden var kortsynet og middelalderlig forældet. Den prygl man fik grænsede jo nærmest til mishandling.

Spanskrøret sad løst

Man havde indført en eller anden regel om, at man højst måtte give en knægt fem slag med spanskrøret. Men lærerne kunne give dem fem slag lige så mange gange om dagen, som man havde lyst til.

I løbet af dagen havde man også forskellige lærere. De viste jo ikke, om den enkelte havde fået med spanskrøret. De enkelte lærere vidste heller ikke, hvor mange lussinger og knoer i hovedet den enkelte havde fået.

Det var selveste justitsminister Peter Adler Alberti, der omkring 1906 fremsatte sin bekendte pryglelov – korporlig revselse som opdragelsesmiddel.

At sætte sig i respekt

En læreres vigtigste opgave var at sætte sig i respekt og føre klassen frem til bedst mulige eksamensresultat. Hertil var prygl lide nødvendig. Efter myndighedernes opfattelse blev skolen bemandet med folk, der målbevist arbejdede efter Kramers Regnebog.

Skrivelæreren var en høj, ret kraftig selvbevidst herre. Han havde et velplejet gråt fuldskæg. Han var ret elegant påklædt. Om vinteren gik han altid i pelsforet frakke, som han øjensynlig var meget glad for.

Skrivelærerens pædagogik

Der blev omdelt et skrivehefte og en pen. Så skulle der skrives efter en forskrift i heftet. Så begyndte han at vandre op og nedad bænkerækkerne. Ned ad den ene side og op ad den anden side.

Under denne vandring, standsede han op ved hver dreng, rettede højlydt på ham medens han samtidig dunkede ham i hovedet med knoerne. Kun ”sinkerne”, som han havde opgivet, lod han i fred. Han råbte op med alle de fejl hver enkelt begik.

Det er jo indlysende, at denne form for undervisning indebar en meget stor undervisningsmæssig spildprocent. For det første var det umuligt at koncentrere sig om skrivningen på grund af lærerens støjende adfærd. For det andet fulgte eleverne hele tiden med øjnene, hvem læreren nu tævede.

For det tredje var glæden og dermed arbejdslysten helt ude af billedet.

Nu handlede lærerne sikkert ikke af ondskab, men de gik ind for et ældgammelt system, der var blottet for menneskekundskab og humanitet.

Efter diktatskrivning blev hver enkelt elev kaldt op til katederet, og så begyndte den sædvanlige festforestilling. Øretæverne faldt næsten i uafbrudt rækkefølge ledsaget af vrede og højlydte udskældninger.

Klasselæreren var ikke spor bedre

Den faste klasselærer var ikke spor bedre. Han blev ved med ”Hep – Hep – Hep – Pilatus med sin kæp. Han havde et robust udseende, med store, uregelmæssige, tobaksbrune hestetænder, en temmelig lang næse med en lille pukkel på næseryggen.

Han var en svoren tilhænger af spanskrørets troldoms – magt, og der gik ikke en time, inden han svang det med trænet hånd over en eller flere stramme buksebage.

Til afstraffelse hos inspektøren

Pryglesystemet blomstrede helt op til toppen. Alle småforseelser i frikvarterne blev observeret. Folk blev så trukket til side og så gik gårdvagten triumferende op til inspektøren med en flok fanger. De blev stillet op ude på gangen, mens læreren gik ind og aflagde rapport.

Så blev hver enkelt kaldt ind til hans excellence. Så blev man ellers dekoreret med røde og blå striber, der hvor det gjorde mest ondt. Nogle af synderne sagde ikke et kny til hans støre ærgrelse. Andre vrælede til hans store fryd.

Var det mange, der var trukket op, var det en fordel, at komme til sidst. Men man skulle have stålnerver og ikke lave sig skræmme af skriget og skrålet derinde. Hans kræfter var efterhånden ebbet ud.

Tidligere befalingsmænd blev lærere

Prinsesse Charlottegades Skole var også en betalingsskole. Den kostede også en krone om måneden. Nede på Sjællandsgade lå der en skole, hvor der ikke var betaling. Denne forskel bevirkede, at eleverne fra de to skoler røg i totterne på hinanden.

Ja se dengang havde afdankede soldater en stor fremtid som lærere også på Nørrebros skoler. Kaptajn Dahl straffede de stakkels elever på Prinsesse Charlottegades skole ved at slå i håndfladerne med en stok. Det sved slemt. Jo og gymnastiklæreren var oversergent Bohse.

Beklædningen – dengang

Arbejderkonerne var altid i sjal og bar en kurv under sjalet. Mændene gik uden flip. En kraveknap holdt skjorten sammen i halsen. Flippen kom frem ved forskellige lejligheder som konfirmation og sølvbryllup.

Ikke sjovt at være i lære – i fars butik

En driftig mand var Barsøe. Han startede som urtekræmmer i Guldbergsgade. Men senere etablerede han en 4 – vinduers hjørnebutik på Nørrebrogade lige ved Stefans Kirken.

Det var ikke sjovt at stå i lære i sin fars butik. Man skulle være bedre end alle de andre. Man begyndte kl. 7 om morgenen, og der blev først lukket kl. 8 (20) om aftenen ugens fire første dage. Fredag var der åben til kl. 10 (22) og lørdag til kl. 11.(23) Derefter var der oprydning. Det var en alsidig lære, hvor man virkelig lærte noget.

Frokost og aftensmad blev indtaget i bagbutikken. Alt imens måtte man også ekspedere. Den praktiske uddannelse blev suppleret af teoretisk uddannelse på handelshøjskolen på Nørrevold to gange om ugen. Det var fra kl. 20 – 22.

Sønnen ville ikke overtage – det var et slaveliv

Men sønnen ville ikke overtage butikken. Han mente, at det var et slaveliv. Faderen drejede derfor nøglen om som 60 – årig, fordi der skulle stå Barsøe over døren. Butikken var særdeles indbringende. Han havde opkøbt ejendomme og er erhvervet sig en række hjørneejendomme.

Sønnen var gået hen og blevet socialdemokrat. Og dette harmonerede slet ikke med faderens indremissionske indstilling. Der var hverken spiritus eller rygning i dette hjem. Kortspil m.m. og Tivoli – besøg var djævelens værk. Men det var et gæstfrit hjem. Her kom mange præster på besøg. Både de kendte og mindre kendte. Ved afskederne i entreen blev der dog budt på Havana – cigarer.

Travbageren

Jo der var skam matadorer på Nørrebro. Vi har her hørt om den ene. På hjørnet af Gormsgade boede Travbageren. Han havde en af datidens største travstalde. Og så var han altid godt kørende. I den lave basarbygning havde han et bageri.

Kartoffelkongen

Lidt længere henne var der en grøntforretning. Indehaveren gik under navnet ”Kartoffelkongen” eller ”Den Glade Vinder”. Han var storspiller på travbanen. Opildnet af travbagerens succes anskaffede han sig også en travhest.

Da Travbageren hørte om dette, sagde han ved deres første møde med kartoffelkongen:

• Nå kan 2 øres – persille gi til det?

Og kartoffelkongen svarede rapt igen:

• 1-øres tvebakker gør det måske bedre?

Niels Mangepenge

Men vi havde dog endnu en matador på Nørrebro. Det var den store slagtermester med 7 svende. Han gik under navnet ”Niels Mangepenge”.

Når lørdagen var slut mødte han op hos Barsøe og købte en Linjeakvavit og et par dåser hummer. Og som han sagde:

• Det gør sig på en streng dag med lidt hummer og et stykke tatar.

Søndagsturen

Når ”Niels Mangepenge” og husholderen spændte for om søndagen var der et par markante skikkelser, der drog ud ad Strandvejen.

Husholderen var i stor vippehat, højhalset bluseliv med pufærmer. Rundskåret nederdel, høje champagnefarvede knapstøvler. Påklædningen blev fuldendt af halvhandsker.

Mester var i jaket, med stribede bukser – endog meget stribede – brune sko, stråhat. Et rødt slips fuldendte påklædningen. Det sidste var måske for at understrege tilhørsforholdet til det meget blodige fag.

Det hellige svin

For den fjerde matador, Barsøe var denne ydre pragt ikke noget han prydede sig med. Han var dog yderst velklædt. Hver morgen gik han sin morgentur i kvarteret. På denne kom han også forbi en mindre købmand, der var blevet omvendt.

Tværs over loftbjælken i hans forretning var der opsat et skilt med ordene:

• Herren er min byrde, mig skal intet fattes.

Nu var hans forretning godt nusset. Og Barsøe mødte ham en morgen og talte med ham om, at han var blevet omvendt. Ja svarede købmanden:

• Jeg sidder inde bag ved og læser i min bibel og takker Gud.

Til dette svarede Barsøe nu:

• Du skulle hellere se at få muget ud af dine vinduer og gjort orden i din butik. Ellers vil folk sige, der bor det hellige svin. Læs i bibelen derhjemme. Det tjener Gud bedst. God Morgen.

Den nye præst var en torn i øjet hos Barsøe

Det var ikke godt, at den nye sognepræst i Stefans Kirken var grundtviganer. Det var en torn i øjet på Barsøe. Og bedømmelsen kom hurtig – en gudelig folketaler.

Der kom masser af butikker

Der var jo også et par enkelte store butikker på Nørrebrogade dengang. På hjørnet af Nørrebrogade/Stengade lå Magasin du Nord´ s filial. Og på hjørnet af Griffenfeldsgade lå L-W. Erichsens Isenkram.

I sidegaderne var der en mængde butikker, urtekræmmere, spækhøkere, hørkram og produkthandlere. Lørdag aften var der travlhed hos urtekræmmerne. Kaffekværnen skulle drejes med et håndsving.

Kilde:

• Se Litteratur Nørrebro

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 265 artikler fra Nørrebro og 27 artikler under rubrikken fra Urtekræmmer til Shawarmabar herunder:

• Nørrebro Bespisningsforening – i begyndelsen
• En stinkende kloak og andre opløftende temaer
• Bydelen med de primitive broer
• Alderstrøst og Håndværkerforeningen
• Da Politiet gik patrulje på Nørrebro
• Dengang – der kom en sporvogn
• Blegdamshospitalet på Nørrebro
• Nørrebro 1890 – 1910
• Lokummer på Nørrebro
• Rabarberlandet
• Kan du råbe mig Nørrebro op
• Skt. Johannes Kirke
• Jagtvejens Mølle
• Øllunds Mølle
• Nørrebro Overskrifter 1903 – 1916
• Nørrebro Historier 1891 – 1902
• Moral, etik, horeunger og fattighjælp
• Blågårdskvarteret gennem 400 år
• Urtekræmmerforeningen
• En stiftelse i Ægirsgade
• En stiftelse i Elmegade
• År 1900 på Nørrebro
• Dengang i halvfemserne – på Nørrebro
• De første år i Nørrebro Handelsforening og mange flere