Historien om Jeppe Knudsen Christensen
Ib Hansen fortæller i den interessante artikel om sin morfar. Det er en beskrivelse af kampen mod nazismen i Tønder, der førte til en tur i koncentrationslejr. Det er kampen mod kommunisterne, og en interessant beskrivelse af Dansk Arbejdsmands Forbund i Tønder.
Uwe har bedt mig fortælle lidt om mine sønderjyske familieforhold hér på hjemmesiden. Og det gør jeg da gerne.
Hvor skal man begynde – og hvor skal man afslutte? Den sønderjyske del af mine aner daterer sig , så vidt beviseligt gennem kirkebøger, skifter m.v. tilbage til midten af 1600-årene fra en gårdmands- og husmands-familie fra Sarup by, Lysabild sogn, herunder Kryhlmann-familien, og en smede-familie fra Dyndved by, Egen sogn, hvor Jes Hansen Smed huserede på dette tidspunkt.
Det ville blive en ret lang artikel, så i første omgang tager jeg udgangspunkt i min morfar, Jeppe Knudsen Christensen. Han blev i øvrigt gift ind i huguenot.-familien Dupont ved gennem giftemål med Rigmor Dupont. Men det er en helt anden historie, som vi eventuelt kan vende tilbage til.
Lidt historie
Jeppe Knudsen Christensen og hans forældre voksede op i turbulent tid. Det ældgamle hertugdømme Slesvig var ved at gå i opløsning. Nationalitetsfølelsen var stærkt voksende overalt i Europa. I Slesvig førte dette blandt andet til, at stærke kræfter, påvirket af hhv. holstenere og danskere skabte en situation, hvor folks følelser fik et nyt perspektiv. Hvor man i århundreder havde været vant til at være slesviger uanset om man talte sønderjysk, dansk, plattysk, højtysk eller frisisk, skulle man nu beskæftige sig med om man tillige var enten dansk eller tysksindet.
Alt dette hurlumhej førte bl.a. til de slesvigske krige i midten af 1800-tallet.Resultatet – i 1864 – var uundgåeligt, Prøjsen og Østrig vandt. At Prøjsen og Østrig så et par år senere kom i klammeri med hinanden betød blot endnu en ørkesløs krig, hvor Prøjsen vandt. Det gamle stolte hertugdømme var nu blot en lille provins i det Storprøjsiske rige.
Heldigvis kom et begreb som ”folkenes selvbestemmelsesret” op i debatten. Dette medførte blandt andet i forbindelse med afslutningen af ”den store krig: 1. verdenskrig”, at en række tidligere hertug- og fyrstedømmer kunne tage stilling: Vil I være franske, polske, danske, tyske eller hvad? Men ingen steder spørgsmålet: Vil I være som i har været i århundreder: Jer selv.
Afhængig af hvilke følelser der besjæler én kan man forholde sig forskelligt til dette spørgsmål. Blot kan vi konstatere, at der i Slesvig blev oprettet afstemningszoner, og at resultatet blev, at grænsen blev lagt hvor den ligger i dag. Nordslesvig kom til Danmark og Sydslesvig – sammen med Holsten – blev et ”land” i Tyskland.
Jeppe Knudsen Christensen – fødsel og død
Jeppe Knudsen Christensen er født den 30. december 1897 i Holbøl og hjemmedøbt den 16. januar 1898. I Holbøl kirkebog står der bl.a.:
- ”Jeppe Knudsen Christensen, ehelicher Sohn des Arbeitsmannes Marinus Christensen und der Metta, geb. Knudsen auf Holebüllfeld
- Gev. Rasmus Jensen, Holebüll
- Sören Lorenzen, Holebüll
- Anna Nissen, Kjelstrupholz“
At kirkebogen er tysk kan måske for nogen lyde underlig. Det kræver lidt historisk forståelse og indsigt. Jeg kommer nok tilbage til dette emne senere men konstaterer her, at Sønderjylland på dette tidspunkt faktisk var prøjsisk annekteret – derfor det tyske sprog.
Jeppes mor og far flyttede fra Holebüll/Holbøl til Esbjerg-egnen i 1901. Dette skyldtes de meget restriktive prøjsiske foranstaltninger på skole- og sprogområdet og forfølgelsen af de såkaldte ”optanter”. Populært oversat ”dansksindede” og tilflyttere fra Danmark.
Jeppe førte et meget omtumlet og hektisk liv. Han døde ung, hvilket da også fremgår af kirkebogen i Tønder. I forbindelse med dødsfaldet og begravelsen kunne man i avisen ”Sønderjyden” læse:
”Vor kære fader, bedstefader og broder, kredsformand Jeppe Christensen er efter et langt og svært sygeleje afgået ved døden.
Tønder den 22. februar 1947
Rigmor Christensen og familien.
Begravelsen er bestemt til onsdag kl. 14.15 fra hjemmet.”
I samme avis stod samme dag:
”EFTERMÆLE
At vor mangeårige kredsformand Jeppe Christensen, Tønder, lørdag den 22. februar er afgået ved døden i sit hjem, meddeles herved vore medlemmer.
Æret være hans minde.
Dansk Arbejdsmands Forbunds 42. agitationskreds
Kredsbestyrelsen
Begavelsen er bestemt til onsdag d. 26. februar kl. 14.15.”
I samme avis står følgende den 27. februar 1947:-
- ”Jeppe Christensens jordefærd”
Et stort følge af Jeppe Christensens arbejdsfæller og venner fra nær og fjern havde indfundet sig for at følge afdøde til sit sidste hvilested i går. Foran rustvognen blev båret ni faner fra Arbejdsmandsforbundets afdelinger og politiske foreninger.
Kun en del af følget kunne rummes i kirkegårdskapellet. Efter salmen ”lyksalig, lyksalig” talte præsten (pastor Magle, IH) over afdøde som en mand, der havde søgt at efterleve smukke idealer.
Bestyrelseskolleger fra Danske Arbejdsmands Forbund bar kisten fra kapellet til graven på den nye kirkegård. Her sænkedes de røde faner over graven, og der blev udtalt mindeord, inden det store følge skiltes.”
Bemærkningerne om deltagende faner fra Arbejdsmandsforbundet og politiske foreninger hentyder bl.a. til Jeppes mangeårige formandskab af forbundet (der med en kort afbrydelse fra december 1934 til januar 1935 dækkede tidsrummet 1926 – 1937) samt efterfølgende som kredsformand for forbundet, og hans aktiviteter i Socialdemokratiet.
Det lange og svære sygeleje som familien beskriver i dødsannoncen har også sin ”naturlige” forklaring. På grund af sit aktive foreningsliv og modstandsarbejde blev Jeppe under 2. verdenskrig først interneret af den tyske besættelsesmagt på Staldgården på Koldinghus i Kolding, hvorefter han blev sendt i koncentrationslejr i Tyskland. Under opholdet pådrog han sig, som så mange andre, en livstruende tuberkulose.
Antinazisten Jeppe
Nazismen var i fremgang i Sønderjylland, ikke mindst i Tønder. Hjemmetyskerne fik stor hjælp af venner fra Süderlügum til at organisere sig med den første nazistiske Ortsgruppe i Danmark, bl.a. med henblik på at komme ”Heim ins Reich”. Lederen af de hjemmetyske nazister var Sturmführer Peter Christian Jürgensen fra Vidågade. Populært kaldtes han Peter Sturm.
Socialdemokraterne og kommunisterne i byen slog sig sammen om at bekæmpe nazisterne. I første række var det bl.a. Jeppe fra den socialdemokratiske fløj og Sigfred Larsen fra kommunisterne der stod for koordineringen. Det havde de heller ikke svært ved, idet Jeppe på dette tidspunkt var kredsformand for Dansk Arbejdsmandsforbund, medens Sigfred 6 år senere overtog formandsstolen.
Optakten til en af de alvorlige konfrontationer mellem de to grupperinger kan findes på generalforsamlingen i Arbejdsmandsforbundet, afholdt den 15. juli 1933. Her udtalte Jeppe, i sin egenskab af formand, i sin beretning bl.a., at et medlem, der var ”nazismittet” var blevet udelukket for restance. Fremtidigt ville enhver, der var ”nazi-smittet” blive udelukket ved først givne lejlighed.
Den senere kredsformand for SID i Tønder-Løgumkloster, Renè Petersen udtalte i den anledning i pjecen, udarbejdet i anledning af afdelingens 75-års-dag bl.a.: ”Dette må siges at være en meget flot, modig og bemærkelsesværdig beslutning, man i en afstand af 6 år før 2. verdenskrigs start og kun et år efter, at Hitler var kommet til magten syd for grænsen.”
Nazisternes provokationer måtte uvægerligt føre til en konfrontation. Dette skete den 31.juli 1933. Den tyske ”stormtrop” var under ledelse af den føromtalte Peter Sturm, på militær øvelse ved Emmerske.
Arbejdernes Fællesorganisation samlede en større styrke af arbejdere til en ”velkomstdelegation”, da stormtroppen vendte tilbage til Tønder. Der var mange stærke og gode arbejdere, der mødte op i Carstensgade. Fagforeningsledere som Jeppe Christensen, Jens Thermansen, Sigfred Larsen, Martin Nielsen og Louis Christensen havde samlet både arbejdsmænd, murere, smede og mange andre i god tid.
Kommunisterne sluttede også talstærkt op, og formanden for fællesorganisationen, Sundbæk Johansen, forberedte ”velkomsten”. Og så kom de ”nazifiserede” , skrålende deres nazistiske slagsange, gående mod Carstensgade. Avisen Sønderjyden beskrev dem bl.a. således: ”En underlig samling af bøndersønner, en barber og nogle ”fars sønner” samt en feltpræst”. Peter Sturm gik i spidsen, og da han ved kirkegårdslågen så velkomstkomiteen, studsede han først og brølede så: ”Waffen raus”.
Arbejderne havde kun tænkt at give dem alle nogle solide bank, men da de så, at stormtroppen var bevæbnede med gummiknipler, sprang de over gaden og rev stakitstængerne af et havegærde, og så var det nazisterne, der fik tærsk og flygtede til alle sider. Peter Sturm og feltpræsten med flere flygtede ind mellem kirkegårdens grave. Andre vendte om og rendte mod Emmerske og Ribevej, mens arbejderne fejrede sejren ved en kop øl på Tonhalle.
Hele byen jublede, og denne konfrontation meddeltes over hele landet og var med til at placere Tønder-arbejdere som gode modstandere af reaktionen.
Dagen efter kaldte politiet både nazister og arbejdere til forhør. Peter Sturm måtte aflevere sin ulovlige pistol og arbejderne, der havde samlet en del af gummikniplerne, sendte disse til ”feltpræsten” med en særlig kristen hilsen. Alle fik de bøder for gadeuorden.. Nazisterne lod ”Die Parteikasse” betale alle bøderne. Men en hel del af de arbejdsløse modstandere foretrak i fællesskab at ”sidde bøderne af”. Og Socialdemokratiet, der havde været stærkt involveret, havde den glæde at kunne notere en yderligere tilgang af medlemmer.
Jeppe står stadig i arbejderkredse sammen med Vilhelm Nielsen, Otto Christensen og Siegfred Larsen som nogle af arbejdernes pionerer. De er for længst borte, men navnene minder om den seje kamp, det har været at forfægte Socialdemokratiets standpunkter gennem de mange vanskelige år.
Udviklingen var ligesom stukket af. Sigfred blev senere flere gange arresteret på grund af tyskfjendtlig virksomhed. Det samme gjorde Jeppe, som – efter afhøringer på Staldgården ved Koldinghus, endte i Kz-lejren Neungamme ved Hamborg, i øvrigt samme sted som pastor Magle, der også var blevet arresteret, bl.a. fordi han talte tyskerne imod fra prædikestolen men også fordi han var involveret i det illegale arbejde.
Her finder man sikkert en af årsagerne til pastor Magles fine og følsomme ord ved Jeppes bisættelse.
Det var glædeligt, at socialdemokrater og kommunister kunne stå sammen i dette spørgsmål. Internt i Dansk Arbejdsmandsforbund var der i 20.-erne og 30.-erne store uoverensstemmelser om stort set alt.
Fagforeningsmanden Jeppe
At beskrive fagforeningsmanden Jeppe Knudsen Christensen, kan ikke gøres uden samtidig at komme ind på rent politiske spørgsmål.
Sønderjylland efter afstemningen i 1920 og frem til midten af 30-erne var præget af mange interne stridigheder. Socialdemokrater og kommunister sloges om medlemmerne og magten i fagforbundene. Sideløbende eksisterede resterne af det tyske socialdemokrati fortsat, andre arbejdere fra blandt andet hjemmetysker- og borgerlig side organiserede sig i det såkaldte ”Frie fagforbund”. Hjemmetyskerne oprustede i stigende omfang efter meldingerne fra det store Tyskland, de gerne igen ville tilhøre. I det hele taget en turbulent tid, hvor der var rigeligt at tage sig til for foretagsomme folk i den danske fagbevægelse i Sønderjylland.
I visse byer, heriblandt Tønder, var der yderligere problemer i forholdet mellem den danske fagbevægelse og bystyret. Bystyret kontrollerede dengang – som i dag – mange offentlige arbejdsopgaver. Da bystyret i Tønder på dette tidspunkt havde tysk flertal kunne dette i sig selv give visse udfordringer.
Jeg kontaktede derfor formanden for SID i Tønder, Lars Petersen, for at få adgang til protokoller m.v. i tiden fra ”genforeningen” til op i 40.-erne. Han var meget hjælpsom og tilbød at åbne arkiverne. Desværre var han på ferie da jeg var i Tønder, men et meget hjælpsomt personale stod på tæer for at finde de forskellige arkivalier.
Det vil føre for vidt at beskrive fagbevægelsen fulde arbejdsindsats i perioden. Det er da også gjort udmærket af andre, herunder fagbevægelsen selv. Men jeg har alligevel fået udtaget nogle emner, der gerne skulle fortælle lidt om fagforeningsmanden Jeppe.
Jeg vil konsekvent anvende forkortelsen SID i stedet for de oprindelige navne Dansk Arbejdsmands Forbund og Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbund. Det gør det lidt enklere.
Det der først slog mig var det store antal af generalforsamlinger og ekstraordinære generalforsamlinger. Ja faktisk flere end der blev holdt bestyrelsesmøder. Det fortæller vel også lidt om en turbulent tid med ydre og indre splittelser.
SID i Tønder blev stiftet i forbindelse med en konstituerende generalforsamling den 18. juli 1920 hos gæstgiver Meier i Kogade. Pudsigt at tænke sig. Jeg har jo selv boet i Kogade (nr. 3). Et gammelt forfaldent hus, der nu heldigvis er revet ned og erstattet af nye pæne erhvervslejligheder, opbygget i ”gammel” stil.
Første gang vi støder på Jeppe er i september 1921, hvor der udtages 2 hold a 6 mand, som skulle bære afdøde kammerater til deres sidste hvilested. Jeppe blev valgt til at deltage på det ene hold. Disse bårehold er senere afløst af en begravelseskasse, som efterladte fortsat nyder godt af.
Der blev givet mange håndsrækninger til tyske arbejdere der var i konflikt, til nødlidende tyske børn og lignende. Næsten flere end til tilsvarende danske.
På generalforsamlingen i 1922 opstillede Jeppe for første gang til formandsposten, dog uden at blive valgt. Til gengæld valgtes han på bestyrelsesmødet 2 uger efter som sekretær for bestyrelsen.
Den efterfølgende periode var præget af, at ”de Frie” fik mulighed for at blive indmeldt i SID. Det medførte, at der nu var 3 fløje i forbundet, socialdemokraterne, kommunisterne og ”de Frie”. Det førte til tumultagtige og afbrudte generalforsamlinger, hvor formandsposten blev besat lige så hurtig som man skiftede skjorte. Flere gange skete det, at en eksisterende formand blev afsat for ganske kort tid efter, at blive genindsat. Primært afhængig af, hvem der havde trommet flest sympatisører sammen, og hvem der havde bemægtiget sig dirigentposten.
1926 adskiller sig ikke meget fra de forudgående år med hensyn til antallet af generalforsamlinger. Men situationen er dog blevet lidt roligere. ”De Frie” er stille og roligt blevet assimileret ind i SID, og forholdet mellem socialdemokrater og kommunister er tåleligt, bortset fra valgsituationer.
Der var flere valgsituationer i 1926. Blandt andet skulle der vælges repræsentanter til udvalget for nødhjælpsarbejde i Tønder Amt. Det blev Jeppe og Chr. Jensen. På en – naturligvis – ekstraordinær generalforsamling den 14. juni 1926 valgtes Jeppe som formand, hvilken post han – bortset fra en 1-måneders kup-periode beholdt til 1937.
Formandsperioden begyndte ret kaotisk. På det første bestyrelsesmøde efter valget blev det vedtaget at sende hele 3 protestskrivelser. Et til Hovedkontoret (indholdet fremgår ikke af materialet), 1 til redaktøren af Tønder Amts Socialdemokrat, fordi han ikke havde støttet arbejderne i forbindelse med et protestmøde mod byrådet. Den tredje protestskrivelse var til byrådet om den manglende igangsættelse af offentlige anlægsarbejder.
Også arbejdsgiverne fik en stærkere bestyrelse at møde. Man gik hårdt frem, når arbejdsgiverne, herunder DSB, ansatte uorganiseret arbejdskraft. Internt i forbundet blev tøjlerne også strammet. Et medlem fik således en bøde for at komme med beskyldninger og graverende udtalelser mod forbundet. Ville han ikke det ville han blive ekskluderet. Han fulgte bestyrelsens forslag.
Der blev iværksat kursustilbud for arbejdsløse, sanktioneret til fordel for højere løn og 100% tillæg for arbejde på søndage, for skifteholdsarbejde på banen med læsning af kul m.v.
Forholdet til redaktøren af Socialdemokraten bedredes. Det endte med, at man anbefalede abonnement på avisen. Agitation til fordel for optagelse i Socialdemokratiet intensiveredes. Alene i forbindelse med et enkelt møde i 1927 indmeldte 80 medlemmer sig i partiet.
Der er mange ”sjove” udtalelser fra Jeppes side. Lad os tage et par eksempler:
I forbindelse med en ekstraarbejder, der ikke vil organiseres udtalte han bl.a.: ”Det er bare mærkeligt, at nogen kan være så ufornuftige at de ikke ser deres fordel ved at være organiserede og at nogen af de embedsmænd, der får deres løn fra staten, og som arbejderne altså også er med til at lønne, kan være så ufornuftige, at de ikke kræver af de arbejdere, de antager, at de skal være organiserede.”
I forbindelse med besværlighederne om oprettelse af en overenskomst med bygmester Edw. Horst, var Jeppe og tillidsmanden på et tidspunkt blevet kommanderet ”herraus”. Det fandt de sig naturligvis ikke i og resultatet blev oprettelse af en overenskomst. I den anledning udtaltes:
”Nu da han har dette i orden kan han sikkert ikke tænke sig muligheden af et prøjsisk arbejdsgiverdiktatur, hvorunder herren alene bestemte, hvad arbejderne måtte få for deres slid. Hr. Horst vil antagelig nu lægge sig i selen for, at andre, der ikke har underskrevet priskuranten, gør det uden lang betænkningstid, ihukommende det gamle ord: En arbejder er sin løn værd.”
Forholdet mellem socialdemokrater og kommunister blev igen forværret. Adskillige episoder i referaterne viser de to gruppers foragt for hinanden. I forbindelse med en generalforsamling i april 1934 står følgende at læse i referatet:
”Der fremførtes, som flere gange i den senere tid af nogle kommunister, politiske brandtaler, der ikke havde det mindste med dagsordenen at gøre, og under drøftelsen af et forslag om, hvorvidt sovjetfanen kunne komme med i arbejdernes maj-demonstration, lød de særlig slemme. De egner sig ikke til referat. Da den kommunistiske dirigent nægtede formanden ordet til gensvar på nogle angreb, tog formanden sit tøj og gik, og flertallet af forsamlingen fulgte hans eksempel.”
I oktober 1934 var der endnu en generalforsamling. I referatet står der bl.a.:
”Generalforsamlingen var imødeset med stor interesse, da en klat kommunister i den seneste tid har forsøgt, at splitte afdelingen og dens ledelse. Nu hævnede deres noble kampform sig, idet de kun fik to repræsentanter ind i Arbejdernes fællesorganisation, den ene endda ved lodtrækning. Før havde kommunisterne 6 af de valgte repræsentanter. Endvidere blev arbejderbladet anvist en plads i skyggen som det splittelsesorgan det er. Derfor vil man nu holde op med at annoncere der.”
Også på det personlige plan var der grove tacklinger. Jeppe havde således, fuldt legalt og efter reglerne påtaget sig noget entreprenørarbejde i forbindelse med kabelarbejde ved telegrafvæsenet. På en generalforsamling i december 1934 blev dette af kommunisterne brugt som skyts. Som det fremgår af referatet: ”…derefter kom der for meget politik i diskussionen, hvorefter formanden nedlagde sin plads og forlod mødet.”
På en efterfølgende generalforsamling den 10. januar 1935 blev der kampvalg. Til formandsposten foresloges H.C.Andersen, Siegfred Larsen og Jeppe Christensen. Der blev omvalg mellem Siegfried Larsen og Jeppe Christensen, hvor Jeppe Christensen valgtes med 50 stemmer, Larsen fik 41. 8 stemmer var blanke.”
Herefter er de sidste år af Jeppes formandskab mangelfulde for så vidt angår referater fra generalforsamlinger og bestyrelsesmøder. Notater viser dog, at der fortsat er chikanerier mellem medlemmer af de to politiske partier. Herunder ligger, at der fremkom anklager mod Jeppe for at have fået understøttelse for en periode, hvor han havde besøgt sin syge mor i Esbjerg. Spørgsmålet blev ikke så meget drøftet i forbundet, idet ”et par medlemmer” gik uden om forbundet og direkte til Direktoratet og politiet.
Hvorom alting er: sagen endte med, at Jeppe – for en kort periode – blev ekskluderet af arbejdsløshedskassen. Det endte med nyvalg til formandsposten. Efter yderligere 2 år valgtes Siegfried Larsen til formand. En post han, med en kort undtagelse, beholdt til 1967. Det var således
Siegfried der – ironisk nok – på generalforsamlingen den 28/4-1947 omtales således:
- ”Formanden Siegfried Larsen bød velkommen og mindedes Jeppe Christensen. Forsamlingen rejste sig.”
- Tak til Ib Hansen for et spændende bidrag
- Hvis du vil vide mere:
- www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
- Under Tønder finder du 283 artikler