Hvem passede i grunden på københavnerne dengang. Det kigger vi på. Her havde man ansat folk som Rodemestre, Vagtmestre, Kæmner, Byfoged, Stadshauptmanden, Vagtskriver, Byfoged, Stadskonduktør, Skarnfogeden, Rakkeren, Strandfogeden, Rodemesteren, Fattigforstanderen, Overformynderen, Kirkeværgen, Underfogeden og By-skriveren. Man havde en form for fødevarekontrol og man styrede også en form for lukkelov. Vi hører også om Væbningen og Byens Tynge. Og tænk, kongen blandede sig, og påskrev, hvis nogen skulle fyres.

 

Forordninger

Læser man gamle beretninger fra København får man indtryk af, at der ikke var styr på noget som helst. Det kan måske have sin rigtighed. Men man forsøgte dog at få styr på noget af det. I 1500 – 1700 tallene fik man indført nogen retningslinjer. Der blev ansat folk med en stillingsbeskrivelse, vi slet ikke kender i dag. I en række artikler vil vi forsøge at fokusere på disse folk. Desuden kigger vi på nogle af de forordninger, der blev udsendt dengang, for at få styr på nogen af tingene. Artiklerne handler også om, hvem der passede på københavnerne – dengang.

 

I tilfælde af brand

Københavnerne frygtede ilden. Den kunne anrette stor skade. Og brandforsikring kendte man ikke. Alt hvad man ejede, kunne gå til grunde. De fleste huse var midt i 1500 – tallet endnu bygget i bindingsværk. Der blev brugt masser af træ. En slukning kunne næppe betale sig. Det gjaldt ofte om at redde nabohuset.

Til at holde øje med staden, var der to brandvagter, nemlig i Vor Frues og St. Nikolajs kirketårne. Her var i hvert tårn to vagter eller kurerer, der skulle ringe
med klokkerne, når de så ild.

Ved ringningen hidkaldtes alle tømrer, fiskere og bådsmænd. Deres pligt var at bestige det brændende hus og søge at slukke. Det påhvilede dragerne at skaffe vand med kærer og trillebøre. Vognmændene skulle køre vand i deres vogne.

På rådhuset blev der opbevaret læderspande og stiger. Disse var delt ud til forskellige opbevaringssteder. Hvert kvarter havde sit opbevaringssted. Rodemesteren og Vagtskriveren skulle sørge for at disse remedier kom frem til brandstedet.

I gaderne op til brandstedet skulle de, der havde vand i deres brønde, straks begynde at hente vand og bringe dette til brandstedet. I 1549 var det strengt forbudt for kvinder, piger og børn, der ikke var behjælpelig med brandslukningen at indfinde sig ved brandstedet.

De borgere, der ikke var behjælpelig med at slukke ilden, skulle med deres eventuelle svende søge til næste torv eller begive sig til portene.

 

Forebyggelse af brand

Jo man havde sandelig en brandforordning. Der var også regler for forebyggelse af ildebrand. Man opfordrede til at bygge en væg af ler eller sten i stedet for af træ. Alle skulle være med til at besigtige og forsvare deres Ild, dag og nat. Hvis nogen med vilje og ved forsømmelighed havde været medvirkende til branden,
skulle vedkommende straks kastes i ilden uden nåde.

I 1597 udsendte Magistraten en forordning, der gik ud på, at an skulle foretage syn på skorstene, ildsteder og esser. Hvis der blev påvist mangler, skulle stedet straks fjernes eller forbedres inden 14 dage.

Af Rodemesterens skrå fra 1606 ses det, at hvert kvarter havde to læderspande, en dobbelt og en enkelt stige samt to bådshager. Det kan i dag synes at være ganske lidt i en by, der var bygget så tæt.

Rodemesteren skulle anmelde ulovlige ildsteder. Han skulle også sørge for, at borgerne vedligeholdte deres brønde i gårdene. Under tørke skulle de sørge for at fylde dem.

 

Belønning for at komme først

Under ildebrand skulle hjørneejendommene sørge for tændte lygter over gaderne. Vognmandslavet skulle efter Lavs-skraaen af 1610 altid have et par heste hos en af lavsbrødrene, der så kunne køre byens vandsprøjte til ilden.

Andre vognmænd skulle køre vand, fyrhager og stiger. Der var belønning for den, der først kom med deres vand. En mindre belønning var det for den næste.

I 1618 udkom en forordning om, hvorledes man skulle forholde sig i tilfælde af brand på skibe. Det var strengt forbudt at tænde åben ild på skibe.

 

En ”Brand – og Ildordning”

Den 1. januar 1643 udsendte Magistraten en Brand – eller Ildordning udi Kjøbenhavns By.

• Naar Ildsnøden sig tildrager, skulle beboerne af huset, straks et stort Anskrig til Naboerne og andre gøre. Hvis man ikke gjorde dette, kunne man risikere højeste straf.

Hvis ilden udbrød om natten skulle vagterne på de to kirketårne på en stang udhænge en tændt lygte mod den side af byen, hvor ilden var. Der skulle ringes med klokkerne i alle byens kirker.

Enhver borger i nærheden af ilden, skulle udhænge en lygte foran sin dør og måtte ikke slukke den før det blev dag. Alle stadens porte skulle ufortrødent lukkes. Stadshauptmanden sendte til hver hoved-vagt en borgervagt. Han skulle lade folk gå igennem lågen ved porten, og give Agt paa, hvem der skulle ud.

 

Travlhed ved juletid

En gang hvert halve år, skulle skorstenene renses. Brandmestrene skulle ved juletid gå rundt i deres kvarterer for at tilse julelys. Særlig fokus var det på Gæsterier i kældre. Bageovne skulle være bygget af en solid grundmur. Og ved siden af skulle der altid stå en spand vand.

I 1653 kom en forordning med at en brandmester skulle have en underbrandmester og en særlig tilhjælp af ti murer – og tømrermester.

En gang om året skulle Stadshauptmanden kalde hele mandskabet på 90 mand, foruden brandmestre til syn på Rådhuset. Brandmestre havde så den fordel, at de i fredstid slap for land – indkvartering.

 

Bevogtning af voldene

Ca. 150 personer bevogtede voldene og portene. I tilfælde af krig fik man det dobbelte i vægterpenge. Men det blev klaget over, at disse vagtposter var lejekarle
eller uforstandige kumpaner  som ikke vidste, hvordan de skulle omgås, Musketter og Bøsser. Og så var det nogle af disse, der havde en letfærdig omgang
med drikkevare.

I 1627 blev et vægter – og Politikorps på 140 mand dannet. Stadens Vagtmester var den, der kommanderede og ordnede vagten. Sammen med Skarvagten,
der bestod af 11 – 14 mand skulle han patruljere i gaderne. I tilfælde af brand skulle Vagtmesteren føre tilsyn med volden, Port-vægterne og på selve brandstedet.

Kongen ville dog i 1634 afskaffe denne ordning, da han mente, at vagtmesteren også skulle være med til at befri Gader og Stræder for al Modvillighed. Hvis
vagtmesteren blev forulempet, så skulle soldater komme til hjælp. En Vagtskriver og en Brofoged skulle rapportere til Vagtmesteren.

 

Stadskonduktør

I 1651 blev der ansat en Stadskonduktør. Han skulle sørge for, at gaderne havde afløb. Hullerne skulle fyldes og trapperne måtte ikke gå for langt ud. Rør med regnvand måtte ikke placeres så højt, at det ikke kunne vælte ned på folk. Hvis brolægningen ikke var i orden, skulle der klages til Byfogeden. Ja, Stadskonduktøren havde også nok at se til.

 

Skarnfogeden

Skarnfogeden eller Gadefogeden havde tilsyn med gadernes renlighed. Mens man ventede på Vognmanden, der skulle køre skarnet væk, gik Gadefogeden
rundt i gaderne og forkyndte dette ved råb.

Hvis man ikke efterkom ordren med at feje skarnet sammen, for at få det bragt på vognene, ja så blev de udpantet, allerede dagen efter. Skarnfogeden, Brofogeden, og en af Fogedsvendene kom på inspektion.

 

Rakkeren

Et knap så eftertragtet job havde Natmanden. Lige som Skarpretteren blev han kaldt for Mester. Det folkelige navn var Rakkeren. Hans job bestod i at bortskaffe skarn, døde hunde, katte og mindre dyr. Jobbet blev betragtet som uærligt. Dem, der lavede uærligt arbejde skulle man helst ikke omgås. Hvor lidt respekt man havde for dette arbejde, ses af en forordning fra 1647 om gadens renlighed.

Her oplyses, at folk, der gentagende gange udkastede skarn ved stranden, på torvene, ved volden eller på andres fortov skulle ligestilles med Natmanden.

Natmanden boede altid fjernt fra andre mennesker. Før 1516 boede han i det øde Rosengaard, omtrent ved Vognmagergade. Derefter havde han bolig uden for Vesterport. I perioden 1661 – 89 havde natmanden bolig ved Ny Østerport, omtrent der, hvor Rigensgade i dag ligger. Det var mellem Salviegade
og Krusemyntegade.

 

Strandfogeden

Strandfogeden eller Havnefogeden skulle føre tilsyn med havnen. Han skulle passe på, at ingen kastede urenheder i vandet. Der blev også ansat en Havneskriver, der førte regnskab med havnens indtægter og udgifter.

Andre jobs var Vejer, Måler, Vrager, Vandmester, Rendemester, Vandkiggere og Teglgårdsskrivere

 

Væbningen

Alle skulle stille op til Borgervæbningen, som var byens forsvar mod ydre fjender. Hver ejendom var takseret med et vist antal personer og et vist antal våben. Det skete jævnligt at kongen lod foretage Mønstring af Borgerskabet. Det var kun gamle og skrøbelige, der slap for denne værnepligt.

Men mindst en gang om året var der mønstring. Af gamle regnskaber kan det ses, at en stor del af udgifterne gik til indkøb af øl. Ved højtidelige begivenheder, når for eksempel når kongen havde besøg, stillede Borgerskabet op bevæbnet i de gader processionen passerede.

 

Rodemesteren

Alle de borgere, der var med i Væbningen var delt op i Roder, hver på 10 mand. De havde deres formand eller Rodemester (Rotmeister). Når der skulle mønstres, hørtes trommer i alle gader. Så skulle alle give møde foran Rodemesterens dør, inden trommerne havde lydt for anden gang. Man samledes derefter
foran Fenrikkens dør og marcherede derefter gennem byen til eksercerpladsen.

Det var strengt forbudt for musketererne og hageskyderne at skyde uden tilladelse. Ingen måtte træde ud af geledderne under marchen. Man skulle også holde sig ædruelig. For overtrædelser betalte man bøder. Disse skulle betales i tre dele. Den ene til kongen og byen. Den anden til Hopmanden, Fændrikkerne og
de andre officerer. Den tredje del gik til Rodemestrene.

Borgervæbningen

Efterhånden nåede hærens betegnelser som kaptajner og korporaler også til Borgervæbningen. På volden og i portene blev der udtaget skildvagter. Disse
blev afløst hver time. Det var strengt forbudt at tale med nogen. Og det var dømt livsstraf, at afskyde sin musket om natten uden årsag.  Så man nogen mistænkelige personer var proceduren, at man tre gange skulle råbe:

• Wer da?

Så skulle man kalde på korporalen. Først herefter kunne man eventuelt affyre et skud. På vagten var al overflødig Drik og Fulderi forbudt. Spil, Sværgen og
Banden var heller ikke tilladt. Det var dømt dødsstraf, når man brugte våben mod hinanden.

I vedtægterne stod der også, at Vagten ikke måtte tage noget af det, der stod på vognene. Man måtte heller ikke uforskyldt overfalde nogen med Hug, Slag eller ubeskedne Ord.

 

Hvem bestemte?

Hvordan var det offentlige liv ellers – dengang? Manglen på Tingbøger og Rådhusprotokoller kan vanskeliggøre svaret. Men vi ved, at da Magistraten i
1525 fik fuldmagt til købe Serridslev Mark var der 28 Oldermænd og 11 Stolebrødre for lavene, der udstedte brevet.

Da byens grunde i 1528 skulle afhændes mødtes foruden Rodemestrene også 32 af Menighedsmænd.

I 1542 skulle byen sende to mand til Ringsted for at vælge Prins Frederik til sin fars efterfølger. Da blev fuldmagten foruden af Magistraten og Byfogeden
underskrevet af Rodemesterens to Oldermænd og 12 Oldermænd fra lavene.

Til Prins Christians valg i 1584 udstedtes fuldmagten af 4 Rådmænd, Byfogeden, de to kæmnere, 16 borgere, Oldermændene for Rodemestrene og 13 Oldermænd fra lavene.

I 1627 mødte 40 borgere op, da man skulle godkende vedtægter for vagttjenesten. Men der var 56 borgere, der i 1619 indvilligede i søernes afståelse til kongen. Måske er disse borgere valgt efter kvarter. Hvordan de er valgt, og hvem der har indstillet disse borgere, vides ikke. Vi ved, at der i 1659 kom en ny kommunalreform.

 

Byens Tynge

På mange måder måtte borgerne udfylde deres borgerpligt. Dengang blev det kaldt Byens Tynge. Apotekerne var dog fritaget. Det var vigtigere for samfundet, at de passede deres bod. Disse apotekere var således fritaget for at være Tingmænd, Rodemestre, Synsmænd, Vurderingsmænd, Kæmner, Kirkeværge, Fattigforstandere, Nævnsmand m.m.

Tingmænd skulle sidde på Tinget og vidne om rigtigheden af de på Tinget udstedte dokumenter. Synsmænd skulle møde på Tinget i tvivlsomme tilfælde.

Vurderingsmænd skulle vurdere ejendomme til den rigtige værdi. Nævnsmænd var de 12 mænd, der skulle dømme eller frikende den anklagede. Til disse jobs valgtes simple Borgere.

Derimod var Kirkeværgerne, Fattigforstandere, Overformyndere og Havnefogeder ansete borgere.

 

Kæmneren

Kæmneren var indtil Forordningen af 5. april 1581 medlem af Magistraten. Derefter skulle to af byens borgere udnævnes til hvervet. I maj 1620 udarbejdede et udvalg af forhenværende Kæmnere og 24 af de bedste og ældste borgere i byen en vejledning i et mere ensartet regnskabssystem for byen.

I 1643 kom en forordning, der bekendtgjorde, at man kun kunne være kæmner i to år. Det skulle være deres pligt, at tage vare på byens indtægter og udgifter. De skulle derfor være til stede ved Bytinget i anledning af bødernes Aftingning.

Kæmneren skulle meddele Magistraten, hvad der skulle bygges og repareres. Han skulle holde øje med Pligtfogeden. Den sidstnævnte havde opsyn med arbejderne.

 

Byrdefuld post

Det var en meget byrdefuld post at være kæmner. Han skulle ligeledes motivere Rodemestrene til at inddrive skatter. De skulle endvidere holde opsyn med at borgernes lovbestemte staldrum var til stede. Kæmneren skulle også forsyne portvagten med krudt og bly, så de kunne skyde mod hunde og høns. Ja, de fik sandelig 4 skilling pr. skudt hund.

Kæmneren havde kun en indtægt. På et tidspunkt bestod den kun af indtægterne fra Teglgaardsvangen fra det nuværende Blågårds – kvarter. Denne vang købte Gabel. Det betød at kæmneren, derefter fik 60 daler om året.

Sammen med Byfogeden skulle han sørge for at brobelægningen var i orden. Og så skulle Rodemesteren sørge for at ingen geder, får og kvæg bevægede sig op på volden. I alt var der 16 rodemestre. Der var to rodemestre i hvert kvarter. Men ikke alle udførte deres job på betryggende måde. Druk og misbrug hærgede også blandt disse.

Deres job bestod også i at føre opsyn, der hvor fremmede og udlændinge færdedes. Den skat som de inddrev, skulle afleveres til kæmneren.

 

Byfogeden

Det var Byfogedens pligt, at sørge for, at kongen fik sin andel af bøderne. Derfor beklædte han forsædet i Bytinget. Byfogeden førte også tilsyn med gader og veje. Vanskelige sager blev henlagt til Magistraten. Her havde Byfogeden også adgang. Her forsvarede han kongens interesser.

Når en Byfoged blev udnævnt, måtte han møde på slottet og aflægge ed over for Statholderen eller Rigets Hovmester. Så blev han ført til Rådhuset, hvor
Magistraten var forsamlet i Rådstuen. Her holdt Slotsherren så en kort tale, hvorved han tilkendegav, at det var kongens vilje, at vedkommende skulle fungere som Kongelig Byfoged. Og man skulle agte og holde ham for en sådan.

Derpå førte Slotsherren ham til Bytinget i procession fulgt af borgmester og Raad, mens nogle sværd blev båret foran Byfogeden som symbol. På det åbne ting som kunne overskues fra hele Gammeltorv satte borgmestre og Raad sig på Tingstokkene mens slotsherren med en ny byfoged ved siden forkyndte den forsamlede almue, at en ny Byfoged var udnævnt. Han befalede også forsamlingen til at respektere og adlyde ham.

Fra ældre tid blev Tinget ført under åben himmel på Gammeltorv. Byfoged Klaus Ravn lod et træhus opføre på stedet. En lille kakkelovn blev også monteret i huset.

 

Troskab til kongen

Byfogeden skulle vise kongen absolut troskab. I hans fravær skulle han rette sig efter rentemesteren. Han måtte ikke kræve bøder uden kæmnerens velsignelse. Også kongen var bekendt med gadernes dårlige tilstand. I 1629 tales om Underfogeden. Det var byfogedens assistent. Byfogedens hverv havde også sine begrænsninger. Han måtte ikke selv anholde borgere. Og sager der var startet på Rådhuset, måtte han ikke selv føre.

Retten blev også beklædt af Tingmænd, hvis Oldermænd tilsagde Tingmændene at møde efter tur. Byfogeden, By-skriveren og Kæmneren havde plads på den forreste bænk. Hvis Byfogeden ikke udførte sit job ordentligt, afsatte kongen ham. Så måtte Underfogeden overtage jobbet ind til en ny Byfoged var
udnævnt.

Politiforretningerne voksede efterhånden fogeden over hovedet. En Underfoged var således tiltrængt. En egentlig beskrivelse af hans job kendes først fra 1658.Han skulle forfølge alle dem, der misbrugte og overtrådte kongens og Rigsrådets mandater om Fæstenøl, Bryllupper, Faddere og Ligfølge.

Han skulle føre sager, der blev afgjort i mindelighed. Han skulle ligeledes tiltale lovovertrædelser især hos slagtere, skomagere og vognmænd. Han skulle undersøge alle klager om falsk mål og vægt enten i slagterboder, høkerboder, bagerhuse, kældre og kroer.

Desuden skulle han føre tilsyn med at ingen vin – eller øltappere holdt åben kælder eller udtappede om søndagen. Prædiken måtte først udføres over middag på helligdage. Dette skulle også kontrolleres.

Tilsyn med importerede varer, skulle han også føre. En gang om ugen skulle han kontrollere vinduerne hos alle bagere og slagtere. Vognmændene skulle kontrolleres for, at de holdt gaderne rente. Desuden skulle de holde sig inden for den fragtpris, der var anvist.

 

Underfogeden

Underfogeden skulle straks informere Byfogeden om, hvis han hørte om slagsmål, mord og manddrab. Kongen skulle nemlig altid have sin andel af bøden. Han var en slags Fødevarekontrol men også bestyrer af en art lukkelov.

For-prangere og høkere måtte ikke købe varer hos bønderne før kl. 10. Den almindelig befolkning skulle have fortrinsret. Dragere, Daglønner, og Vejmænd
der arbejde ved stranden skulle også kontrolleres.

Byfogeden og Byens Tjenere samt Byens Vagtmestre skulle hjælpe Underfogeden med at hente og stævne folk for retten. Som løn fik han en femte del af bøderne.

Uden for de tre porte var der i 1654, tre underfogeder. De blev brugt til at vurdere huse, skure, møller og andre ejendomme.

 

By-skriveren

By-skriveren havde som stadens embedsmand fri bolig. Ved mageskifte med Vor Frue Kirke om det gamle Rådhus i 1492 fik byen et stenhus på det sydlige hjørne af Klædeboderne og Gammeltorv. Først boede Kæmneren her, siden By-skriveren.

By-skriveren havde en mark ved siden af Byfogedernes. Først lå de i Borgmester – og Raads Vang, senere i Vognmandsmarken. Han var derfor i lav med vognmændene. Han havde foruden løn, en indtægt for de dokumenter, han udfærdigede på Bytinget.

Fra kongen modtog han årligt 1 okse, 1 svin, ½ td. smør, 1 pund Malt, for det hvad han skrev af kongens sager. I 1654 blev der bevilliget en eng til By-skriver,
Peder Kristensen, kaldet Kongens Eng mellem Solrød og stranden ved Køge – dog for en årlig afgift på 15 Rigsdaler

Foruden at være tilstede på Bytinget og ved Raadstue – møderne skulle By-skriveren føre Tingbogen og Rådhusprotokollen. Han skulle desuden udfærdige domme, skøder og lignende dokumenter. Efterhånden som byen voksede tiltog arbejdsbyrden også.

Således søger By-skriver Hildebrand Jørgensen i 1632, at der måtte antages en særegen rådhusskriver, der alene skulle tage vare på ting, der skete i Raadstuen. By-skriveren ville så udelukkende beskæftige sig med Bytingets sager.

 

By-skriveren, der blev fyret

By-skriveren kunne ikke samtidig være i Raadstuen og på Bytinget samtidig om mandagen. By-skriveren havde holdt en Karl. Og denne karl havde i en sag skrevet forkert. Og det havde haft nogle uheldige følger. Problemet var også, at folk opsøgte denne Karl eller tjener i stedet for By-skriveren. Den omtalte karl
blev dog fyret for Druk og Forsømmelse.

Kongen tog sig af sagen året efter, for Magistraten gjorde ikke noget ved det. Kongen ville endvidere vide, hvorfor der indløb så mange klager over By skriverens langsommelighed.

Magistraten svarede, at grunden var, at By-skriveren til tier var overlæsset, og at sagerne tog til dag for dag. Desuden svarede Magistraten, at By-skriveren
var arrig, ond og viderværdig. Ingen kunne rigtig snakke med ham.

Magistraten havde givet ham fri i to måneder fra Raadstuens arbejde, for at han kunne overkomme det mest vigtige arbejde. Kongen gentog flere gange, at By-skriveren skulle fyres. Det skete først i 1645.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler
• Under København finder du 190 artikler 

Redigeret 14. – 02 – 2022