Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Endnu flere mennesker og kirker på Nørrebro

Februar 10, 2022

 

Endnu flere Mennesker og Kirker på Nørrebro

Foredrag den 10. februar 2022 i Kingos Kirke. Vi skal kigge på nogle kontroversielle præster på Nørrebro. Og så skal vi kigge på nogle særdeles flittige præster. Kirken var i begyndelsen ikke populær på Nørrebro blandt arbejderne. Man kaldte kirken og præsterne for kapitalismens forlængede arm. Arbejderne måtte ikke tage deres røde faner med i kirken og på Assistens Kirkegård. Og Kierkegaards begravelse skal vi også følge. Ja vi møder også Grundtvig og Faderhuset. Spøgelser og gravrøvere er også med. Vi skal vise et eksempel på, at dengang havde politiet humor. Og på Assistens Kirkegård var der stavefejl. Her måtte rødhårede ikke komme. Der var i den grad forskel på folk. I døden var ikke alle lige. Svineriets ti bud er konstrueret af en Nørrebro – præst. Selv H.C. Andersen frygtede begrebet skindød. Og hvis vi når det og I ikke taler så meget kan vi måske nå at fortælle om et hospital, der var oprettet af nonner.

 

For 5 ½ år siden holdt jeg afskedsreception oppe i butikken. Der var sort af mennesker. Min søde lillesøster ville godt vide, hvem de var. Hun var overrasket af det store fremmøde, der var af præster og menighedsråds – formænd. Så sagde hun pludselig

  • Jamen så kristen er du da ikke.

Men grunden har jo sikkert været, at jeg gennem tiden har optrådt i næsten alle kirker på Nørrebro. Og jeg har taget mange filosofiske snakke med præster, når de kom op i kirken.

 

De flittige præster

Ja så er jeg tilbage. Og i dag kigger på præster, kirker, spøgelser, en kirkegård og meget andet.

Se engang, da var præster og andet personale meget flittige på Nørrebro. Det var ikke unormalt, at en præst i Stefans Kirken skulle klare

  • 40 dåb, 7 vielser, 16 begravelser og 2 gudstjenester

Dette alene på en søndag. Dette skyldtes at kirkelige handlinger var gratis om søndagen. Det var de ikke i hverdagen.

Men se inden, der blev bygget kirker på Nørrebro og Østerbro så hørte befolkningen til Vor Frue og delvis til Trinitatis sogne. I 1852 diskuterede to teologer Ludvig Helweg og Nicolai Holten. Der havde ikke været bygget kirker i uendelige tider. En komite med 7 medlemmer startede med en underskriftsindsamling for at få gang i byggerierne. Og så gik man ellers i gang med bygningen af Skt. Johannes Kirken. Men efter 8 år måtte man stoppe grundet pengemangel.

Men man blev da færdig.

 

Samaritter stod parat

I 1865 fik man den første præst, Rudolf Frimodt. Han havde bl.a. stiftet Københavns Indre Mission. Han forstod at tiltrække folk. Han havde forinden været hos kongen, der stillede spørgsmålet:

  • Kan du råbe mig Nørrebro op?

Efter at pastoren havde svaret sagde kongen:

  • Du skal ikke tvivle om, hvem kongen giver dig et embede, giver Guds nåde, når han beder ham derom.

Det kunne han. Der var trængsel. Men der stod også et samaritter- korps parat hver søndag. Folk besvimede under hans flamme-prædikener. Frimodt var den mest omtalte præst i byen. Han var en af de nye missionske præster. Hans flammetaler fyldte Sankt Johannes Kirken søndag efter søndag.  Nogle kaldte ham Helvedes Prædikanten., der malede himlen rød over København.  Størstedelen af hans tilhørere var grebet af hans ildfulde forkyndelse. Mange sad under prædiken med ansigtet skjult i hænderne. Adskillige hulkede højt eller udstødte ubeherskede suk og skrig.

Ja sådan fortalte forfatteren Henrik Pontoppidan som havde kirken som sin sognekirke.

En af Frimodts drastiske virkemidler var at han midt under en prædiken med fremstrakt hånd og direkte tiltalte en eller anden tilhører nede på det tætpakkede kirkegulv:

  • Du gamle synder dernede, ja dig med det hvide hår og skæg. Det er dig jeg taler til nu. Og mærk dig mine ord. Dommens dag er nær dig. Er du forberedt?

 

Men ikke alt var godt. Han var også en meget stor anti-socialist. Og egentlig var der et skarp skel mellem ham og menigheden. Han holdt ikke så længe.

Han stiftede Indre Mission i København og var initiativtager til oprettelse af Søndagsskoler.

Han nåede dog at hjælpe ti med at få etableret Stefans – kirken.  Her lå faktisk et værtshus og det var på baron Løverskjold til Løvenborgs jord, som han skænkede. Her lå hans landsted Kristinedal lige i nærheden. Det var godt, at man nåede det. For efter et par år gik baronen konkurs. Men den 26. december 1874 blev Stefans Kirken indviet.

Arbejderbevægelsen havde en meget fjendtlig indstilling til Folkekirken dengang. I hverdagen kunne de velstillede betale sig fra en kirkelig handling. Og kun om søndagen kunne de fattige og arbejderne få kirkehandlingerne gratis. Det mente man var klasseforskel.

Jo der var skam også travlt i Sankt Johannes Kirken. Vi kigger lige på en dagsplan for søndag den 8. september 1895:

9.30 Forberedelser til altergang – skriftemål – med efterfølgende gudstjeneste og altergang kl. 10.

11.30 Begravelse af seks børn

13.00 Vielse af syv brudepar

13.30 Vielse af et brudepar

14.00 Dåb af 8 børn

14.30 Vielse af to brudepar

15.00 Vielse af et brudepar

16.30 Vielse af et brudepar

17.00 Dåb af tre børn

Men hvorfor var det lige sådan? Problemet var at bedrestillede kunne få kirkelige handlinger foretaget på hverdage, da skulle man nemlig betale for det. Kun om søndagen var det gratis.  Dette mente arbejderbevægelsen også var klasseforskel.

 

Indsamling til Stefans Kirken begyndte

Socialister mente at præsterne og kirkerne var kapitalismes forlængede arm. Og deres mistanke blev styrket, da Frimodt tog initiativ til at starte en indsamling til Stefans Kirken. Det skete i 1874 på Store Ravnsborg:

  • Vi nærer den fulde Tro, at Jesu Kristi Evangelium er den rette Kraft, som formaar at bevare Hjerterne fra socialistiske og Kommunistisk Galskaber for hvis forførende og blændende Luftkasteller de Mennesker er mest udsatte som intet har at tabe i denne Verden.

Denne antisocialistiske holdning delte de to præster Peter Wolf og Ivar Dall senere i Stefans Kirken.  Den var så gal, at Dall måtte fratræde sin stilling. Men det hele vendte da pastor Rosendahl tiltrådte i 1914. Det vrimlede til med kirkegængere. Han var opvokset på Nørrebro og hans far var leder af en grundtvigiansk friskole. Fra 1922 var Stefans Kirke en ren grundtvigiansk kirke.

Det var lensbaron Frederik Løvenskjold, der forærede en grund, hvor kroen Ny-kro måtte lade livet på grund af kirken. Et par år efter gik lensbaronen konkurs.

Men hvem var Skt. Stefan egentlig.  Han var en af de syv fattigforstandere i den første menighed i Jerusalem. Han var ifølge Det Nye Testamente den første, der blev slået ihjel på grund af den kristne tro.

 

Jesus fastede i 40 dage

Nu var det ikke alle borgere, der følte at kirkerne hjalp dem. Angelika, der er født i 1893, skriver i sine erindringer:

  • I Guder, hvor var vi fattige. Vi havde intet spiseligt, så mor gik ind i Stefans Kirken og spurgte Pastor Dahl, om han dog ikke kunne hjælpe dem. Men denne Herrens Tjener satte alle sine fingre sammen, mens han så op mod Jesus og så sagde han: ”Jesus fastede fyrre og tyve dage i ørkenen.

Så kunne Angelicas søstre få det at vide, men det hjalp næppe på sulten.

 

Hvem var mest chokeret?

En meget nyttig organisation eller institution dengang var Martha – hjemmet. Grunden var blevet foræret af jernstøber Anker Heegaard. På hjemmet foregik en masse sociale ting. Og en ting som nonnerne her også beskæftigede sg med, var at opsøge familier til afdøde og give dem en skilling til begravelseshjælp.

Og der kom da også et bud, at Aksel, en stolt arbejder oppe på tredjesal et sted i Rabarberlandet var afgået ved døden. En nonne tog afsted. Og rigtig nok. Der stod en grædende hustru og i sengen under et lagen lå Aksel.

Nonen kom med trøstende ord og Guds velsignelse. Hustruen fik en skilling til begravelseshjælp. Derefter begav nonnen sig af sted. Men nede i gården kom nonnen i tanke om, at hun havde glemt hendes paraply. Hun skyndte sig op på tredjesal og bankede på døren. Hvem blev nu mest chokeret? Ja det er spørgsmålet. For det var liget, der åbnede for nonnen.

 

Advarer mod Epidemi – Hospital

Pastor Frimodt advarede og protesterede mod oprettelse af et nyt epidemihospital meget tæt på hans menighed. Han skrev en masse protester med det hjalp ikke synderligt. Pastoren var bange for at de forskellige sygdomme vil sprede sig gennem luften.

 

Det er hørt

Under kampene på Fælleden blev arbejderne trængt ind i Skt. Johannes Kirken. Præsten lod sig ikke anfægte og fortsatte sin prædiken. Han sagde:

  • På Moses stol sidder de skriftkloge og farisæerne

Pludselig lød der nede bagfra bl.a. de indtrængende arbejdere:

  • Det er hørt

 

Arbejdet med de vantro masser

Allerede i 1878 havde Frimodt sørget for at en ny kirke stod parat på Østerbro. I 1885 brugte myndighederne begrebet:

  • Arbejdet med de vantro masser i hovedstaden.

Rabarberlandet var efterhånden blevet temmelig overbefolket. Der var samlet 330.000 kr. ind til en kirke. Bortset fra bænkene manglede man stadig alt inventar. Men de forretningsdrivende hjalp til. Men hvad skulle kirken nu hedde? Der blev foreslået navne som Bønnekirken og endda Kaffemøllen. Men så blev der skåret igennem. Kirken fik navnet Helligkors Kirke.

 

Da Kierkegaard skulle begraves

Han var flyttet til Østerbro den gode Kierkegaard. Ofte så man ham gå langs søerne for bare at få et lille glimt af hans elskede Regine, der boede på Nørrebro. Men hun var gift og flyttede til Dansk Vestindien med hendes mand.

Og Kierkegaard døde kun 42 år gammel – den 11. november 1855 på Frederiks Hospital. Han var den næstsidste af en søskendeflok på syv. Han viste i den grad uvilje over for folkekirken og dens præster,

Onklen fra Pedersborg Præstegård var dog mødt op til begravelsen, hvor der var sort af mennesker. Pludselig kom en meget høj sortklædt bleg og yngre mand frem af flokken på Assistens Kirkegård. Han tog hatten af og råbte ud til mængden:

  • Må jeg få ordet

Det viste sig at være en slægtning, læge Henrik Lund:

  • Den Mand som i Dag er blevet begravet med fuld Musik, som om han tilhørte Kirken i levende Live. Han var Kirkens ivrigste Modstander. Kun ved et Bedrag har Kirken nu tilegnet sig ham. Og nu raner de til sig efter Døden. Dette skal vides her ved hans Grav.

Så var det lige Betlehems – kirken. Den var bygget inde i en baggård og var nærmest et halvtagsskur. Den lå lige op ad Ågadens Brødfabrik. Man skulle så under kirkelige handlinger vænne sig til støjen fra brød – fabrikken.

 

Renvaskede Nørrebro – børn

Da Simeons Kirken blev anmeldt i Politikken skrev man om altertavlen:

  • Den forestiller Børnene som Jesus tager sig af. Det er små renvaskede Nørrebro – børn i pænt søndagstøj, der flokkes om mesteren, så enhver i Sjællandsgade kan forstå, hvad det maleri skal fortælle.

Man kan se menighedens børn og Nørrebros fabrikker og huse.

Ved samme lejlighed beskrev journalisten Biskop Ostenfelds tøj. Det var tydeligt, at han ikke kunne lide klædningen:

  • Han var iført en pragtfuld oldkirkelig guldmarskåbe, der ikke klædte ham

Når vi taler om børn

Dengang for mange år siden var der også et meget aktivt Indre Mission på Nørrebro. Mens kammeraterne tumlede sig ude på Fælleden måtte børn gå i Søndagsskole, hvor de fik at vide, at Djævlen befandt sig i kortspil, cirkus og tivoli.

 

En autoritær præst

Samuels Kirken havde på det tidspunkt en præst, der var virkelig autoritær. Han mente, at de af sognets borgere, der havde bil, skulle køre de ældre i skoven. Han skrev også:

  • Er De plankeværkslæser. Har De betalt licens? Kirkebladet kan ikke leveres gratis. Derfor er der en giroblanket med dette blad. Hånden på hjertet. De læser kirkebladet. Er de virkelig plankeværkslæser? Skynd Dem at betale licens!

Tænk engang – til en skovtur i 1927 skulle der smøres 1.200 stykker smørrebrød, som man tog med på turen. Man havde lejet en sporvogn, der holdt på hjørnet af Prinsesse Charlottesgade og Jagtvejen.  Så kørte man direkte til Klampenborg. Man havde god appetit dengang. Der var beregnet ikke mindre end seks stykker smørrebrød pr. mand.

 

Hvad skal kirken hedde?

Man kunne ikke rigtig finde ud af, hvad den nye kirke skulle hedde? Etatsråd Gamél som også var indehaver af et anset kaffefirma i Østergade sponserede 90.000 kr. Og så var det jo at folk mente at kirken skulle hedde ”Kaffemøllen”. Men det kom den dog ikke til at hedde. Navnet blev Helligkors – Kirke.

 

Ikke alle kirker havde lige gode forhold

Betlehems – Kirken var et halvskur op mod Ågades Brødfabrik. Og larmen fra denne overdøvede ofte gudstjenesten. På et tidspunkt havde man her en vækkelsesprædikant ved navn Vilhelm Kold. Nogle ville mene, at dette var ganske naturligt mod de vantro i Rabarberlande. Han blev Brorsons Kirkes første præst og formand for Indre Mission.

 

Kingos Kirke

Det var tekstilfabrikant Holger Petersen, der forærede grunden til den kirke, vi nu er i. Sidenhen forærede han også kirketårnet, for ellers havde denne kirke stået uden tårn.  Alter – billet er en foræring af maleren Erik Henningsen. Det er som taknemlighed for at hans søn blev fundet i god behold. Han var ellers forsvundet på Nørre Fælled.

 

Murersagen

Det var med store betænkeligheder at menigheden i Helligkors – Kirken så en ung mand som Axel Beck blive ansat i et så barsk arbejderkvarter. Men han blev der trods alt i 42 år. Mere vanskelig ved at tilpasse sig havde pastor Ifversen. Hans kamp var rettet mod lederne af arbejderbevægelserne. Da den såkaldte murersag fremkom forsøgte arbejderbevægelsen at få ham fyret.

Sagen drejede sig om at Ifversen nægtede at vie en fraskilt murer til en kvinde, som han havde et forhold til inden hans ægteskab. gik i opløsning. Mureren blev henvist til andre præster, men fik også afslag fra disse. Socialdemokratisk Forbund klagede til ministeriet. Og ministeriet pålagde Ifversen at foretage vielsen, men han nægtede fortsat. Sagen kom for provstiet. Den 28. januar 1903 idømtes pastoren en bøde på 200 kr. eller 20 dages fængsel. Kirkens fjender triumferede.

Men pastoren stod fast og ankede sagen for Højesteret. I oktober 1903 blev pastoren frifundet og denne dom overrumplede i den grad kirkens modstandere.  Men sagen havde tappet Ifversen for kræfter. Han måtte tage et års orlov. I Efteråret 1908 blev han så forflyttet. Og så var det den unge Allan Beck, der kom til.

Men så kom Aage Westergård til fra Skjern. Gennem husbesøg og ungdomsarbejde vandt han tillid hos befolkningen. Men en norsk lægpraktikant med frikirkelige tendenser blev også populær. Gennem en årrække havde man så to forskellige menigheder i samme kirke.

 

Erik Bock

Vi bør da også nævne Erik Bock. Han repræsenterede en unik epoke i dansk folke-kirkeliv. Den omdiskuterede sognepræst skabte i de ungdomsoprørske 1970’er mere eller mindre gennemtænkte provokationer over for den traditionelle kirkes autoritet. Man vidste faktisk aldrig, hvor man havde ham. Han ville aldrig spændes for politikernes vogn. Han mente, at den politiske kirke lugtede surt og gammel.

Han elskede at spille teater og provokerede ofte. Han begravede således en silikone-dukke på Assistens Kirkegård og betragtede sig som præst for Christiania.  To gange har Erik Bock været suspenderet og utallige gange fik han pålæg fra biskoppen. Men som han selv sagde. Han har givet kirken mere frisk luft.

 

En udskældt Præst

Der er noget, der har sat sig på ens nethinde. En flok demonstranter sad foran Brorsons – Kirke. Umotiveret begynder en betjent at hamre løs på en ung kvinde. Hun rejser sig for at flygte, hvorefter hun igen bliver overdænget af politi – knipler. Derefter knækker hun helt sammen. Efterfølgende blev hun kørt væk i en ambulance.

Hun protesterede sammen med en masse andre imod politiets fremfærd mod de iranske flygtninge, der havde søgt tilflugt inde i Brorsons – kirken. 120 – 150 betjente stormede kirken. Kirkens præst var den meget udskældte Per Ramsdal.

 

Et Faderhus

Ruth Evensen mente at de unge fra Ungdomshuset var dæmoner. De svarede hende, at hvis hun mente, at de kom fra helvede, så ville de give hende helvede. Hun fortalte at hun havde talt med Helligånden, der havde sagt til hende at hun skulle overtage Ungdomshuset. Men hun var bestemt ikke velkommen hos de andre præster på Nørrebro. Således mente Poul Friis fra Samuels kirken at hele problematikken gav et negativt indtryk af kristendommen og af kristne i det hele taget.

I fadehuset proklamerede Ruth Evensen, at hun ville bekæmpe homoseksualitet, pædofili, pornografi, abort og satanistisk legetøj på Nørrebro. Menigheden skulle spørge hende, hvem de måtte gifte sig med. Ifølge min gode bekendt dengang, pastor Niels Underberg havde han taget sig af mindst 70 psykisk lemlæstede som flygtede fra Faderhuset. Det var også fadehuset, der gav deres støtte til Moses Hansen, da han gik korstog mod muslimerne på Nørrebro. Åbenbart har Faderhuset også været i kontakt med den kontroversielle præst i Betlehem – kirken, Ole Skjerbæk Madsen.

Ruth havde åbenbart også en frisørsalon, hvor hun kun antog unge kristne piger.  Stedet hed Kings Bride.

Den kristne Ugeavis Udfordringen har skrevet at Faderhuset er en ekstrem Frikirke og ikke en sekt.

 

En blikkirke

Den første Simeons Kirke var en blikkirke. Man kaldte den også for en jernkirke. Det var et samlesæt bestilt hjem fra England.  Kirken var stegende varm om sommeren. Om vinteren sad man og hundefrøs. Regnens tromlen og gadedrengenes larm kunne sagtens overdøve præstens prædiken. Og gadedrenge havde fundet ud af, at ved at kaste sten på taget, kunne man ødelægge en hel gudstjeneste.

Efterhånden begyndte det hele at ruste omkring 1906.

Ja ved siden af Simeons Kirke blev der bygget en badeanstalt. Det gav anledning til udtrykket:

  • En ren sjæl i et rent legeme.

Man brugte også et andet slogan:

  • For Gud og Bademesteren er alle lige

 

Svineriets 10 bud

Et par gange mødte jeg Anne Braad på Cafe Lille Peter sammen med hendes hund. Jeg blev så sammen med Henning en gang smidt ud, fordi de ikke kunne forstå vores musikalske evner. Men når præsten fra Stefans kirken så kom op i butikken, fik jeg altid en herlig snak med hende. Hun fortalte mig om hendes kræftsygdom. Men inden da havde hun set den dobbeltsidede kronik, som jeg fik offentliggjort i bladet PaaGaden i forbindelse med min kones død og sorgbearbejdelse. Således oplevede jeg bekendte gå over på den anden side i stedet for at give en et klap på skulderen.

Anne Braad mente, at artiklen lige var en hun kunne bruge i sorg – gruppen i Stefans – kirken. Og så var det en dag, at hun gav mig hendes bud på Svineriets ti bud:

  1. Du skal holde din sti ren
  2. Du må ikke misbruge Vej og Park
  3. Du må kun pisse i din egen rede
  4. Du må selv tage skraldet
  5. Du må gerne male byen rød
  6. Men du må ikke skrifte på væggen
  7. Du skal feje for egen dør
  8. Også naboens
  9. Du må ikke tabe modet
  10. Du skal finde melodien

 

Nørrebro som Bispesæde

Vidste du, at Nørrebro engang har været bispesæde. Det var godt nok kun i meget kort tid – men alligevel. Og det var inden for den katolske kirke. Historien begynder faktisk på Solitude, hvor Monsignore B. Bernard var administrator for det apostolske Præfektur.  Han fik skøde på ejendommen den 12. september 1867. Men allerede i 1869 rejste han til Norge.

Skødet overgik til tre medlemmer af Sankt Ansgar Menighed.

 

Dødens testamente

Dengang, da lå der på Jødevejen, som Møllegade blev kaldt et populært dansested. Det blev kaldt ”Dødens Testamente”

 

Dødens bolig

Lige over for lå/ligger ”Dødens bolig”. Den svenske digter Nicander udtrykte det således:

  • Urner og Kors omslynges af Rosenranker, vellugt og Fuglesang. Det gør Dødens Bolig til et lidet Paradis.

Jo kirkegården trak tidlig en masse publikum. Men herude trivedes også en masse uhensigtsmæssige begivenheder. Det blev nærmest et lyststed og graverne solgte sprit. På et tidspunkt overvejede man at opsætte tribuner og forlange entre.

I bladene klagede man over at der var stavefejl på gravstederne. Man glemte at lave gange. Så folk gik bare gennem gravene.

I 1803 skrev Knud Lyhne Rahbek, som udgav tidsskriftet ”Den Danske Tilskuer en artikel om Assistens Kirkegård:

  • Man behøver kun for at faa Væmmelse nok og aldrig at sætte sin Fod der tiere at gaa derud om Sommeren og se Folk ligge imellem Gravene med Mad og Drikke for sig, mens de rundt om fordelte Musikanter spiller den ene Drikkevise efter den anden. Alt dette burde være anderledes.

Ja i 1851 talte man om et offentligt værtshus i ”Ben-huset”.

H.C. Andersen nævnte fænomenet i hans sidste eventyr i 1872. Den hed Port-nøglen. Han talte om Madkasse – fænomenet. Her var svævende klarinetter og masser af ballade.

Tilstrømningen var stor, når kendte skulle begraves. Man talte om at indføre entre på 4 – 8 skilling. Om søndagen skulle det være gratis. Måske kunne man lave transportable tribuner.

Men det hele kunne også blive for lystigt, således skulle rødhårede ikke have adgang.

 

Åndeligt centrum

Forfatteren Martin A Hansen sagde engang:

  • Måtte Nørrebro tælle sine døde med, ville det være landets åndelige centrum.

Det startede den 6. november 1760. Disciple fra Vor Frue Kirke sang en salme, der passede til lejligheden:

  • Penge, som Judas slængte.

Men de sang ikke rent. I hvert fald kunne man se at diverse kirkefolk skar grimasser.

 

Nu kom de rige

I de første mange år fungerede kirkegården som fattig – kirkegård. Men en sønderjysk adelsmand, der hed Johan Samuel Augustin. Han var på et tidspunkt ansat på Augustenborg Slot på Als. Han skrev i sit testamente, at han aldrig med foresæt eller mod sin vilje havde fornærmet nogen i levende live. Hans døde legeme skulle heller ikke påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han om at blive bestrøget med tilstrækkelig mængde kalk i en simpel kiste – 10 fod dyb. Men det tog personalet nu ikke så tungt.

 

Forskel på folk

Jo der var sandelig forskel på folk i døden. Det var både med hensyn til, hvor meget man ville betale for en begravelse og hvilken rang du havde. Det hele kunne bestilles på Begravelseskontoret.

  1. Grever
  2. Gehejmeråd og Friherrer
  3. Militærpersoner, som havde ladet deres tapperhed se i Kongens Tjeneste til lands og til vands
  4. Andre af rangen til Landsdommere
  5. Øvrige rangspersoner og adelige
  6. Gejstlige og anden verdslig øvrighed, præster og graduerede personer
  7. Alle andre

Alle klasser havde deres egen begravelse og det var en lovgivning for, hvad de måtte. Gehejmeråder og ligestillede måtte overtrække ligkisterne med fløjl

  • Lade tre stuer drage, bruge Himmel over Liget samt Ligvogne med seks Heste foran

De andre af rangen indtil landsdommere:

  • Maa kun have ro Ligstuer og dragere og bruge Ligvogn med 4 Heste, de øvrige i Rangen og Adelige maa kun lade en Stue overtrække med Sort, og saaledes bestandig simplere efter Stand og Vilkaar.

 

Ingen røde flag

Det var i 1887, da den store socialdemokratiske leder, Adam Poulsen blev begravet. Men pastor Steen var meget ufleksibel. Ingen røde flag var velkommen. En Socialdemokrat ville pastoren sandelig ikke velsigne. På et tidspunkt havde præsterne på Nørrebro overgivet de afdøde socialdemokrater til evig forbandelse. Kammeraterne måtte heller ikke sige nogle bevingede ord ved graven.

De velbjergede måtte gerne tage alle deres våben og orden med. Men det måtte arbejderne ikke i form af deres røde flag.

I Social – Demokraten stod der bl.a.:

  • Vores faner var mødt frem for at hylde ham. Dette var en ringe hyldest for det store arbejde han havde ydet hele livet igennem.
  • Men provsten kom som en mand, der svang sværdet.

Typograferne i Hillerød havde i stedet for et rødt flag anskaffet et sort flag med følgende tekst:

  • Knæk sablen, Bryd Kronen, Styrt Kirken.

Det var ofte politiassistent Rantzau, der må alt disponibelt mandskab måtte styre begivenhederne på kirkegården. Han var stor i dobbelt betydning. Han vejede 300 pund. Som regel sad han på en stol og dirigerede. Han var bl.a. dekoreret med Ridderkorset efter at have slået på arbejdere ude på Fælleden.

 

Masser af kritik

De forskellige blade blev ved med at kritisere alle de stavefejl, der var på gravstenene. Og Københavnerbladet klagede i 1804 over, at der da måtte være en grænse for, hvor høje monumenter måtte være. I 1818 blev der klaget over krybskytteri på kirkegården. Her var masser af harer og agerhøns.

 

Et uvæsen bredte sig

Et uvæsen havde bredt sig om aftenen langs Assistens Kirkegård. Det kunne man læse i bladet ”Politivennen”. Kvinder af den laveste og mest usle klasse havde antastet forbigående mandfolk. De blev overdænget med skældsord og forbandelser, hvis de ikke gik med. For enden af kirkegården opholdt de sig også. Bladet mente, at de ansvarlige skulle befri folk for dette afskum.

 

Skindød

Som bekendt er H.C. Andersen begravet på kirkegården. Når han rejste. havde han altid et skilt med sig, hvor der stod ”Jeg er kun skindød”. Allerede i 1783 havde Dr. Bastholm, som var teolog udgivet et skrift om levende begravelse. Han forslog, at man skulle blæse med en trompet for at se om afdøde skar ansigt eller ligefrem vågnede. I USA og England havde bedemænd allerede solgt kister med ilt-tilførelse og signal-apparater i tilfælde af.

I kappelet fik man da også installeret en anordning med snor om håndleddet og så et ringeapparat inde hos opsynsmanden i tilfælde af—

Gertud Bodenhoff var pludselig død. Hendes bror, den unge Rosted gav udtryk for, at det var mærkeligt, at hun skulle begraves med røde kinder. Natten efter hendes begravelse var der gravrøvere på spil. De nåede Gertruds kiste, åbnede den og skulle til at tage hendes øreringe. Pludselig rejste hun sig op af kisten og råbte ”Så befri mig dog fra dette mørke sted”. Hun lovede dem guld og grønne skove og en rejse til Amerika. Men de tog en spade og slog hende rigtig ihjel.

Og historien er ganske vist. For den ene af gravrøverne betroede sig til den senere biskop af Sjælland – Münster. Og det gjorde gravrøveren, da han lå for døden på Frederiks Hospital.

Skomager Meyers søn fik en bom i hovedet. Han blev begravet på Assistens Kirkegård. Da familien efterfølgende ville besøge sønnen, var kisten væk. Kadetter blev efterfølgende kommanderet ud til at bistå politiet med jernstænger, som de stak i jorden for at konstatere om kisterne var der. I 1804 fandt man ud af at hele 509 grave var hjemsøgt.

Med hensyn til skindød, så besluttede man dengang, at der skulle gå mindst tre dage inden en person kunne erklæres død.  Et institut med lig-celler skulle oprettes på Gammelholm. Eller hvad med et begravelsesinstitut på loftet af Trinitatis Kirke. Her skulle de fattige betale 2 Rigsdaler mens de ringe skulle betale 10 rigsdaler. Men så var det sandelig også med overvågning, ringeklokke og spejl, såfremt liget havde trukket luft, kunne man så se det

 

Studenterne og spøgelset

Midt i 1850erne boede der en norsk student over for Assistens Kirkegård. En høstaften havde han besøg af en dansk kammerat. Der blev røget en del den aften. Hen på aftenen åbnede man en af vinduerne for at lufte ud.

Over i måneskinnet på Assistens Kirkegård så de nu en hvidklædt skikkelse rejse sig fra sin grav., hvorpå den afførte sig sine klæder stykke for stykke, for så at gå i retning af byen.

Danskeren slog en latter op. Det skulle der nu laves noget sjov ud af. Nu går jeg over og tager et klædningsstykke, så får vi at se, hvad der sker. Danskeren kom tilbage med en blegrød silkestrømpe og lagde den på køkkenbordet.

Da klokken slog 12 kom skikkelsen tilbage fra byen. Da den opdagede, at der manglede noget, fulgte den sporet. I huset var der to studenterblevet bange. De gemte sig under dynen på sengen. Pludselig gik skikkelsen gennem døren hen til køkkenbordet efter silkestrømpen. Pludselig vendte den sig om og stirrede på danskeren og løftede hånden.

Lige så pludselig som skikkelsen, var den igen forsvundet. Men på sengen lå den danske student- Han kunne ikke røre på sig. Han var blevet lam i venstre side og forblev krøbling resten af sit liv.

Moralen er:

  • Lad være med at drille et spøgelse

 

En sand historie

To unge mennesker havde længe opholdt sig foran kirkegårdsmuren på Jagtvej. To betjente havde observeret det. Og dengang havde politiet humor.

Den ene betjent bevægede så ind på kirkegården. Han iførte sig hvide handsker og bandt et hvidt lommetørklæde om det ene håndled. Derefter kravlede han op på et gravgelænder.

Umiddelbart ud for de unge mennesker stak han den hvide arm ud over muren og sagde nu med en hul stemme:

  • Kan vi så få ro til at sove vores sidste søvn

Det fortælles at det unge par brølede af rædsel, spændene væk i panik til stor morskab for betjentene og et postbud, der overværede det hele

 

Disciple sang falsk under indvielsen

I 1818 var den ældre kirkegård så gyselig at kommunen havde beordret en medarbejder til at bo derude og istandsætte det hele.  Man kopierede hinanden. Bladet ”Politivennen kunne konstatere at de samme attributter gik fra grav til grav.  De kaldte det hele for smagløst. Efterhånden kom der også poesi på gravstenene.  Biskop Plum begik selv et lille digt. Indledningen lød sådan:

  • Her i disse landlige simple Grave
  • Lagdes mangen værdig Borger ned.

Den 6. november 1760 blev kirkegården indviet. Disciple fra Vor Frue Kirke sang en salme, som meget passende hed:

  • Penge som Judas slængte

De sang hvis ikke helt rent. I hvert fald så skar diverse kirkefolk grimasser.

 

Kierkegaard på kirkegården

Kierkegaard gik ofte langs søerne. Han håbede at kunne få et glimt af Regine, der boede på Nørrebro. Men ak denne rejste sammen med sin mand til Dansk Vestindien. Og denne Kierkegaard døde kun 42 år gammel – den 11. november 1855 på Frederiks Hospital. Han var den næstsidste af en søskendeflok på syv.

Han viste uvilje over for folkekirken og dens præster.

Onklen fra Pedersborg Præstegård var dog mødt op til begravelsen. På Assistens Kirkegård var der sort af mennesker.

Pludselig kom en meget høj sortklædt bleg yngre mand frem af mængden. Han tog hatten af og råbte ud til mængden:

  • Må jeg få ordet.

Det viste sig at være en slægtning, læge Henrik Lund:

  • Den Mand, som i Dag er blevet begravet med fuld Musik som om han tilhørte Kirken i Levende Live. Han var Kirkens ivrigste Modstander. Kun ved et Bedrag har Kirken tilegnet sig ham, og nu raner de ham til sig efter Døden. Dette skal vides her ved hans Grav.

 

I døden er ikke alle ens

Når stolte arbejdere eller arbejder-ledere skulle begraves på Assistens Kirkegård var det ikke altid uden problemer. Langt fra alle præster ville acceptere de røde faner på kirkegården eller inde i kirken. Typograferne i Hillerød havde valgt et sort flag. Men det fik nu heller ikke adgang til nogen kirke. For på flaget stod der:

  • Knæk Sablen, bryd Kronen, Styrt Kirken.

Men arbejderne fandt nu ud af, at der var forskel. Politiassistent Rantzau fra Fælledvejens Politistation måtte ofte styre begivenhederne når der var optræk til ballade på kirkegården.

 

Et skrift om skindøde

I 1783 udgav teologen Dr. Bastholm et skrift om levende begravelse. Han fastslog, at der skulle blæses med trompet, for at se om afdøde skar ansigt eller om han vågnede. Bedemænd i England og USA havde allerede solgt kister med ilttilførsel og signalapparater i tilfælde af.

 

Jesus fastede i 40 dage

Igen tvivl om at gennem historien har kirkerne på Nørrebro ydet et stort socialt arbejde. Men det er nu ikke alle der har følt, at de er blevet hjulpet. Således skriver Angelika i sine erindringer i 1893:

  • I Guder hvor vi fattige. Vi havde intet spiseligt så mor gik ind i Stefans Kirken og spurgte pastor Dahl, om han dog ikke kunne hjælpe dem. Men denne Herrens tjener satte alle sine til fingre sammen og sagde mens han så op mod Jesus og sagde:
  • Jesus fastede fyrretyvedage i ørkenen

Ja se det er vel rigtig, men det hjalp jo ikke på Angelikas sult.

 

Et specielt orgel

Stefans Kirken har et meget specielt orgel. Udover de 24 stemmer har det også et klokkespil. Og som det eneste i Nordeuropa har det slagtøj, stortromme og bækken. Det var særlig en præst, Emanuel Wurtzen, der var glad for klokkeringning, han kaldte de for ”fornøjelig klokkeringning”.

  • Jeg vil i al beskedenhed bekendtgøre at hav brugen af kirkeklokker angår, så gør vi i Stefans Kirken det rigtige og vi har også det rigtige at gøre det med. Vi har altså tre klokker – færre bør man ikke have, hvor der plads til det.

Men samtidig arrangerer Stefans – kirken også begrebet ” Ond orgel” Det er når de fejrer Halloween.

I øvrigt så fik kirken ansat en ny præst, som havde forståelse for arbejderne. Han mente godt at socialister passede ind i Den danske Folkekirke. Og pludselig strømmede der ind med nye kirkegængere. Denne præst blev senere biskop i Roskilde stift. Og Stefans Kirken blev en Grundtvigiansk kirke.

 

En Grundtvigiansk Højskole

Og når vi nu taler om Grundtvig, så er det sikkert ikke mange, der ved at på Nørrebro lå der en Grundtvigiansk Højskole. Den lå på en gård, der hed Marielyst. På hjørnet af Haraldsgade og Lersø Parkalle står i al ubemærkethed en granit-sten med følgende påskrift:

  • Her lå Grundtvigs Højskole/Marielyst 1856 – 1890 – Hvad solen er/For den sorte Muld/Er sand oplysning/For Muldets frænde.

Skolen var opkaldt efter Grundtvigs kone to, Marie. Grundtvig var gift tre gange.

 

Et uvæsen bredte sig

Et uvæsen bredte sig om aftenen langs vejen til Assistens Kirkegård. Dette kunne man læse i bladet Politivennen i 1860’erne. Kvinder fra ”den laveste og mest usle klasse har antastet forbigående mandfolk der. Når disse så ikke ville tage med dem, blev de overdænget med skældsord og forbandelser. Også for enden af kirkegården befandt de sig. Bladet opfordrede de ansvarlige til at befri folk fra ”dette afskum”

 

Stort følge

Da grosserer Jørgen Beck skulle begraves, fulgte der hele 110 kareter med fra Nyhavn til Nørrebro. Og da Johan Leonard Fix direktør for Asiatisk Kompagni blev stedt til hvile, var der fløjes – ligvogn med 4 heste med kusk, bi-løber, 8 ligbærer, 9 vagter m.m.

 

En borgerlig kultur

I midten og slutningen af 1800 – tallet bredte der sig en borgerlig kultur. Her måtte man godt tage alle hædersbevisninger med, når man skulle begraves. Med røde socialister måtte aldeles ikke tage deres flag med. Heller ikke i 1887, da den store arbejdsleder Adam Petersen skulle begraves. Ja stiftsprovst Pastor Steen havde endda forbudt at man måtte tale ved hans grav. Politiassistent Rantzau og alt disponibelt mandskab var udkommanderet for at bekæmpe de røde socialister.

I Social – Demokraten kunne man læse:

  • Vores faner var mødt frem for at yde ham en ringe hyldest for alt det store arbejde han havde ydet livet igennem
  • Men pastoren mødte op som en mand, der svang sværdet

 

Kingos Kirke

Ja den kirke du nu sidder i er bygget på en grund skænket af tekstilfabrikant Holger Petersen. I 1909. Ja senere forærede han faktisk også et kirketårn, ellers ville kirken har stået uden tårn. Alterbilledet er tegnet af Erik Henningsen. Den er skænket i taknemlighed over at malerens søn blev fundet i god behold på Nørre Fælled.

 

To menigheder i samme kirke

I Helligkorskirken havde man i nogle år haft en norsk frikirke – præst. Han skabte begejstring. Men så kom, der fra Skjern en ny initiativrig præst. Han tog ud og besøgte arbejderne derhjemme og blev ret så populær. Men dette bevirkede at Helligkorskirken nu kørte med to forskellige menigheder.

 

Vidste du at Nørrebro engang har været bispesæde?

Det var godt nok kortvarigt og det var inden for den katolske kirke. Det startede den 12. september 1867 da Monsignore B. Bernard fik skøde på ejendommen Solitude. Han var apostolisk præfektur. Men allerede i 1869 tog han til Norge.  Skødet overgik til Sankt Ansgar Menighed. I 1875 tog de første jesuitter fast ophold i Danmark netop på Solitude. Sakraments Kirke blev opført omkring Nørrebrogade 27.

 

Djævlen i Cirkus og Tivoli

Dengang for en del år siden var der også en meget aktiv Indre Mission på Nørrebro. Mens kammeraterne tumlede ude på Fælleden måtte andre børn i Søndagsskole, hvor de fik at vide, at Djævelen befandt sig i kortspil, Cirkus og Tivoli.

Børnene fik ofte fem øre med i Søndagsskolen, som de skulle give til skolen. Men det var sjovere at gå ned til søerne og investere de fem øre i lykkeposer. Men når dette var sket en to – tre gange mødte læreren op derhjemme hos forældrene.

Det var dengang at pastor Rosendahl i Stefans Kirke var særdeles populær. Han oprettede Ungdomsklubben U 17. Denne pastor blev senere biskop i Roskilde.

 

Da liget opnåede for Nonnen

Martha – hjemmet lavede et kæmpe stykke socialt arbejde dengang på Nørrebro. Man havde fået stillet grunden gratis til rådighed af jern-støber Anker Heegaard. En af opgaverne for nonnerne på hjemmet var at opsøge familier til afdøde og så give en skilling til begravelseshjælp.

Og så kom der også et bud, at Axel, en stolt arbejder oppe på tredjesal i Rabarberlandet var afgået ved døden. En nonne tog afsted og rigtig nok. Der stod en grædende hustru og under lagenet i sengen lå Aksel.

Nonnen kom med trøstende ord og Guds velsignelse. Hustruen fik en skilling til begravelseshjælpen og nonnen begav sig afsted. Men nede i gården kom hun i tanke om at hun havde glemt sin paraply. Hun skyndte sig op på tredjesal og bankede på døren.  Hvem der nu blev mest chokeret, ja det er spørgsmålet. For det var liget, der åbnede for nonnen.

 

Hvor er de skudsikre veste?

Anna Kirke har en venskabskirke, der hedder Varnæs Kirke. Det ligger syd for Aabenraa. Dengang, da der var masser af ballade på Nørrebro, skulle Anna Kirke så have besøg af konfirmander fra Varnæs Kirke. Og Susanne fra Anna Kirke fortalte, at ved ankomsten til Hovedbanegården spurgte et par af konfirmanderne:

  • Hvor er de skudsikre veste?

Ja og nede i Varnæs Kirke fik de en ny kvindelig præst. Hun har så flere gange ude at bade i bikini. Og det har i den grad forarget kirkegængerne dernede.

 

Svineriets Top-10

Det skete en gang imellem at vi gik ud og fik en lille en efter fyraften. Et par gange mødte jeg så en markant præst på Nørrebro, der sad der med hendes hund. Nej det var ikke en øl – hund. Men jeg fik da så mange en snak med hende. Og det fik vi også, da hun kom op i butikken. Senere blev jeg så smidt ud af det værtshus. Men det skyldtes nok Henning og mine musikalske evner. Men inden Anne Braad fortalte om hendes kræftsygdom, spurgte hun om hun måtte bruge min kronik, som jeg havde offentliggjort i Paa Gaden på hele to sider i forbindelse med min kones død. Hun ville bruge den i hendes gruppe om sorg – bearbejdelse.

Til gengæld fik jeg så hendes ti bud, som hun kaldte svineriets ti bud:

  1. Du skal holde din sti ren
  2. Du må ikke misbruge Vej og Park
  3. Du må kun pisse i din egen rede
  4. Du må selv tage skraldet
  5. Du må gerne male byen rød
  6. Men du må ikke skrifte på væggen
  7. Du skal feje for egen dør
  8. Også naboens
  9. Du må ikke tabe modet
  10. Du skal finde melodien

 

Skal man tro på alt?

Nu skal man jo ikke tro på alt. Men det er vel også op til den enkelte. Således fortalte Ruth Evensen fra Faderhuset at hun fik beskeder direkte fra Helligånden. Gud sørgede hele tiden for at der var penge i kassen i Faderhuset. Ja sådan udtrykte hun det. Ja det var såmænd også Gud, der pålagde hende, at hun skulle overtage menigheden i Ungdomshuset.

Min gode bekendt, Pastor Niels Underberg fortalte mig engang, at han har modtaget mindst 70 psykisk nedbrudte fra Faderhuset.

 

En udskældt præst

Det er nogle billeder, der altid vil sætte sig på nethinden. En flok demonstranter sad foran Brorsons – kirken. Umotiveret begynder en betjent at banke løs på en ung kvinde. Hun rejser for at flygte, hvorefter hun igen bliver overdænget af politiknipler. Derefter knækker hun helt sammen.

Hun protesterede mod politiets fremfærd imod iranske flygtninge, der havde søgt tilflugt i Brorsons – kirken. 120 – 150 betjente stormede kirken. Disse flygtninge havde søgt tilflugt hos en meget udskældt præst – Per Rasmsdal.

Og sådan er det en masse historier om Kirker og mennesker på Nørrebro

 

Kilde:

Hvis du vil vide mere: 

  • www.dengang.dk indeholder 1.784artikler
  • Under Nørrebro finder du 305 artikler, herunder en masse artikler om kirker på Nørrebro

 

 

 

 

 

 

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro