Flere fabrikker i Nordvest

Vi fortsætter vores vandring i Nordvest og besøger gamle fabrikker. Denne gang besøger vi Tekno, Glud & Marstrand, P. Ibsens Enkes Keramikfabrik, Dampvaskeriet Thor, N.J. Plast, Schous fabrikker og ISS. Der var masser af fabrikker i Nordvest dengang. Og her var masser af arbejde at få. Vi ønsker en god tur.

 

Tekno, Rentemestervej

Det startede i det små. Så blev det stort, men det endte med ”Made in Holland”.

 

Han var fra Sydslesvig

Mellem 1928 og 1972 var Tekno, Dansk Legetøjs Industri en dansk legetøjsfabrik, der producerede millioner af legetøjsbiler, som var uhyre populære. Vi legede også med dem dengang.

Fabrikken blev grundlagt den 1. september 1928 af blikkenslager A. Siegumfeldt i en villakælder i Vanløse.

Han kom fra en lille bebyggelse ved Flensborg Fjord, der hed Siegum. Oprindelig hed familien Anthonsen. Familien boede på Nørrebro. Og det var hos et Nørrebro – firma, Carl Peter Chr. Blehm, at vores hovedperson kom i lære.

Efter sin læretid etablerede han sig som selvstændig Vand – og Glarmester på Amager. Allerede i 1928 afviklede han dette firma og etablerede selskabet Dansk legetøjs Industri. Tekno blev først officielt registreret i 1932.

 

I 1932 startede han på Rentemestervej

Han beskrives ofte som lidt genert, flink og rar. Men ledende medarbejdere på Tekno betegnede ham som stædig, forfængelig og enerådig i en grad, så det blev ulideligt.

I 1930 modtog man Industrirådets højeste pris og diplom for bliklegetøjet Tekno ingeniørsæt.

Der blev fremstillet sandkasselegetøj, trækvogne, køkkenlegetøj, kraner m.m.

I 1932 flyttede fabrikken til en lejet fabriksbygning på Tranevej. Denne bygning blev hurtig for lille. I 1935 flyttede fabrikken til en nyopført fabriksbygning på Rentemestervej med 600 kvadratmeter etageareal. Produktion og efterspørgsel voksede stadig.

 

Kontrollerede salget

Legtøjsbranchen var præget af karteldannelser, hvilket i dag er strengt forbudt. Siegumsfeldt var imod dette. Derfor var han ikke særlig populær i legetøjsbranchen.

I 1937 startede han en meget populær serie af Falck – biler. Denne produktion stoppede først i 1955.

Vores hovedperson kunne ikke lide Lego – familien. Han kunne ikke lide Kirk – familiens kristne måde at dyrke forretning på.

Fra nytår 1938 overtog fabrikken selv hele salget. Nu var det kun specialforretninger, hvor fabrikken var i stand til at kontrollere den fastsatte udsalgspris, der fik lov til at sælge Teknos varer.

I 1940 kom der forbud mod brug af hvidblik. Det var en af de vigtigste råvarer til de store Falck-blikbiler. Forbuddet blev først ophævet i 1952. Råvaren blev nu i stedet en zink – legering.

Man måtte fremstille helt nye maskiner til dette formål.

 

16 døgn i spjældet

Under besættelsen fandt tyskerne ud af, at Tekno fremstillede små legetøjs-flyvemaskiner som kunne blive farlige for dem. Produktionen blev konfiskeret og fabrikanten blev anholdt og måtte ind og sidde i 16 døgn.

Efter krigen blev det igen tilladt at bygge og man byggede til på Rentemestervej. Der blev desuden bygget en fabrik for trælegetøj i Frederikssund. Der var på det tidspunkt ca. 200 ansatte.

Inden da havde man lejet lokaler på Tomsgårdsvej, hvor man fremstillede trælegetøj.

Efter udvidelserne i 1946 – 47 råder Tekno over 2.000 m2 etageareal på Rentemestervej.

Man etablerede et samarbejde med Brio i Sverige og det danske firma H. Lange.

 

Tekno made in Holland

Eksport til Sverige og Norge kom i gang. En del af produktionen til det norske marked foregik i Norge. Efterhånden kom der også en eksport i gang til USA, England, Tyskland, Holland og flere andre lande. På højdepunktet nåede produktionen op på 1 million modelbiler om året. 75 pct. gik til eksport.

Pengene fossede ind. Det var måske Teknos største svaghed, at man ikke lagde en klar strategi for udvikling af Tekno i fremtiden.

Efter fabrikant A. Siegumfeldts død i 1967 overtog datteren, Esther den daglige ledelse af firmaet. Hun forsøgte at drive firmaet videre i faderens ånd. På grund af økonomiske og driftsmæssige vanskeligheder valgte hun at ophøre med produktionen i Nordvest.

Der blev etableret kontakt til firmaet Algrema-Tekno i Hjørring. Og der blev etableret en sammenlægning med de to firmaer. Den 12. august 1972 gik dette firma konkurs.

Det hollandske firma AP Teknik fortsatte produktionen. I bunden stod der:

• Tekno made in Holland.

 

 

Glud & Marstrand

Ja egentlig er det lidt snyd, at vi kategoriserer den som en Nordvest – fabrik. Fabrikken startede på Rantzausgade 22 – 24 i 1879. Det var dem, som producerede nationalklenodiet ”Madam Blå”. Det var blikkenslager Poul Glud og isenkræmmer Troels Marstrand, der sluttede sig sammen. Allerede i 1895 blev selskabet omdannet til aktieselskab.

Selskabet fremstillede et stort sortiment af brugsgenstande i metal, bl.a. spande, kasseroller, petroleumslamper, kogeapparater og kakkelovnsplader. I 1880’erne blev sortimentet udvidet med bliklegetøj. Blandt de tidlige produkter var de emaljerede køkkengrej og den meget populære Madam Blå kaffekande.

I 1930’erne indgik man kompagniskab med fabrikant Lund, som i 1889 havde bygget et stort fabriksanlæg på Amager. Glud & Marstrand overtog senere denne fabrik. På Amager begyndte man produktionen af madam Blå – serien, petroleumslamper, spande m.m.

 

Ny fabrik på Rentemestervej

Fabrikken blev udvidet med en ny fabrik på Rentemestervej i Nordvest.

 

Sabotage under krigen

Da firmaet lå på rentemestervej fremstillede man stålhjelme, patronkasser, olietønder m.m. til militært brug for tyskerne.

Natten mellem den 23. og 24. juni 1944 skete der en sabotageaktion mod fabrikken. Selv om der lød skud udefra skulle man fortsætte aktionen.

Et kolossalt rødt glimt opstod og en ildsøjle rejste sig. Hundredvis af vinduesruder raslede ned på gaden. Politiken bragte en leder, hvor man kaldte aktionen som et attentat, hvad der vitterligt også var. Men bladet tog afstand fra aktionen.

Politiken skrev at nu mistede mellem 300 og 400 deres arbejde. Sabotagen ramte først og fremmest Danmark, skrev Politikken. Nationaltidende kaldte det for hærværk.

 

Burmeister & Wain over tog det

Markedet for metalemballage voksede i 1950’erne. Glud & Marstrand indledte et samarbejde med American Can Company.

Der blev også produceret dåser til et af Danmarks største eksportsuccesser – skinke.

I 1970’erne flyttede man produktionen fra Amager. Her blev øresundskollegiet opført på grunden.

Glud & Marstrand blev i 1978 overtaget af Burmeister & Wain. Året efter gik selskabet konkurs.

 

Overtaget af Kirbi

Glud & Marstrand blev i 1981 genetableret af investeringsselskabet Kirkbi, der også står bag LEGO. I årene derefter fulgte flere opkøb af konkurrenter i Danmark. Efterhånden blev firmaet Skandinaviens største leverandør af metalemballage.

I 2005 blev Glud & Marstrand opkøbt af den hollandske kapitalfond ABN AMRO Capital, der siden overdrog selskabet til et mexicansk selskab.

 

I dag et mexicansk firma

I dag producerer firmaet emballage til bl.a. kød, mejeriprodukter, fisk, grønt, konfekture, småkager, øl, tobak og skocreme. Man eksporterer til 30 lande. Virksomhedens danske hovedkontor er placeret i Løsning.

I 2006 omsatte firmaet for 1,7 mia. kr. og beskæftigede 1.063 ansatte.

 

 

1. Ipsens Enkes Keramikfabrik

Det hele begyndte på Bornholm

Fabrikken hed noget så så flot som P. (Peter) Ipsens Kongelig Hof Terracottafabrik . Det var en fabrik, der producerede brugskunst og kunsthåndværk til den spirende københavnske middelklasse og de borgerlige hjem fra 1843 til 1955.

Det hele begyndte i Rønne på Bornholm. Faderen var styrmand og derfor sjældent hjemme. Men det blev først rigtig hårdt for familien, da faderen dør af gul feber i 1826. Det tvang den 12 – årige Peter i arbejde på en teglfabrik, hvor han efter eget udsagn bar 4.000 teglsten dagligt.

Han blev syg af bare overanstrengelse og udviklede en form for kronisk sygdom. En svaghed i sin venstre side, der aldrig slap ham.

 

En lille fabrik på Nørrebro

Efter sin konfirmation fik han tilbud om uddannelse som porcelænsdrejer. Det kom som en slags velsignelse. Han var der sammenlagt 9 år heraf 6 års læretid og 3 års arbejdstid som ”Former og Drejer”.

Peter kom til at bo i gaden Aabenraa. Her blev han forelsket i naboens datter Louise og blev gift med hende- Peter var logerende sammen med sin kollega Frederik Grøndahl, senere indehaver af Bing og Grøndahl fabrikken.

Samme dag som de gifter sig, grundlægger Peter også sit eget pottemagerværksted. Han var ikke tilfreds med bare at være en lønnet porcelænsdrejer.

Fabrikken lå på Nørrebrogade 17 fra 1843 til 1847. Det svarer i dag til Nørrebrogade 66. Han havde sin egen ovn. Han fik også lov til at låne Den Kongelige Porcelænsfabriks ovne.

 

I 1847 startede fabrikken i Nordvest

Rasmus Peter Ipsens købte den store grund på 4 tønder land på en auktion i efteråret 1847 til 1.410 rigsdaler. Det begyndte som et beskedent værksted. Men udviklede sig med tiden til en reel fabrik.

I 1860 føder Louise familiens fjerde barn. På et tidspunkt beskæftigede fabrikken knap 30 ansatte. Peter forstår at invitere de rigtige mennesker og udvikler kunsthåndværk i den højeste kvalitet.

Samme år deltager har i et foredrag i Industriforeningen. Men han må forlade arrangementet med høj feber. Han dør to uger efter, kun 44 år gammel. I begravelsesprotokollen for Assistens Kirkegård står der blodforgiftning. Men der var nok blindtarmsbetændelse, der var årsagen.

 

Louise og Bertel fortsætter

Louise fortsætter nu alene ledelsen af fabrikken. Da deres førstefødte, Bertel var færdig med sin keramikeruddannelse, deltager denne også i ledelsen. Nu får fabrikken så navnet ”P. Ipsens Enke”. Man får nu international ros. I 1871 kan man kalde sig Kongelig Hofleverandør.

Man inviterede de største kunstnere, Thorvald Bindesbøll og sølvsmeden Georg Jensen. Fabrikken vokser og vokser. I 1873 kom der ekstra etager på Frederikssundsvej.

Peter Ipsens enke dør i 1905. Og Bertel dør i 1917 efter at have arbejdet for virksomheden i næsten 60 år. Virksomheden kommer på andre hænder og er ikke længere et familieforetagende.

Fabrikken bliver i 1917 overtaget af Stenders forlag.

Industrialiseringen af brugskunst må anses for årsagen til at fabrikken lukker i 1955. Man mindes storhedstiden med Peter Ipsens Allé, som er en sidegade til Frederikssundsvej.

 

• Se også filmen på Assistens Kirkegårds hjemmeside.

 

 

Dampvaskeriet Thor

Dampvaskeriet Thor blev grundlagt i september 1889 af Thomas Sørensen. Det blev omdannet til aktieselskab i 1917.

I 1016 blev der givet tilladelse til opførelse af det nye vaskeri i en speciel barokstil, der er typisk for ældre industribygninger i Københavns Nordvest – kvarter. Dengang blev det kaldt Utterslev Mark.

Dampvaskeriets adresse står opført som Thoravej 7 – 1, men bygningens specielle byggestil er i dag synligt fra dens bagside på Theklavej.

Dampvaskeriet Thor var et moderne vaskeri. Her blev dækketøj, duge, servietter m.m. vasket i store industrivaskemaskiner. I datidens industri fandtes en klar arbejdsdeling mellem kønnene. Dette gjorde sig gældende hos Dampvaskeriet Thor.

 

En flot film

I den korte film på lidt over et minut skildres arbejdsgangen på vaskeriet. Her ses, hvordan kvinderne først sorterer vasketøjet. Herefter kører mændene det til de store vasketromler og står selv for vasken. Herefter sorterer vaskekoner, ruller og lægger tøjet sammen.

Det fremgår, at filmen er optaget og produceret i 1916, samme år som bygningen fik sin byggetilladelse. Af byggesagsarkivet fremgår det ikke at der lå større bygninger på matriklen før det nye vaskeri blev opført.

Sammenlignes bygningen i filmen med bygningen fra de oprindelige tegninger fra 1916 er der flere ligheder. Det skyldes, at filmen er optaget nogle år senere end angivet.

 

 

N.J. Plast

N.J. Plasts fabrik blev bygget i 1934 og er noget af det tidsligste industrielle funkisbyggeri i Danmark. Bygningen blev fredet i 1993.

Men vi skal helt tilbage til 1911, da den 25 – årige Svend Reenberg Jespersen blev udstationeret på De Vestindiske Øer for Kemp & Lauridsen. Her lærte han en ny plastiktype at kende.

Vel hjemme igen indviede Svend Reenberg Jespersen elektrikeren Adolf Nielsen i sin nyerhvervede viden. I Svends køkken blev den første bakelit fremstillet.

I 1917 startede de to Danmarks første bakelitfabrik på kapelvej. Fabrikken fik navnet Nielsen & Jespersen. Bakelitten var velegnet som elektronisk isolering. Derfor satsede de to på den elektroniske industri.

 

Man arbejdede i døgndrift

Blandt fabrikkens første kunder var firmaet Lauritz Knudsen. N.J. plast leverede masser af stikkontakter til dem. To år efter åbnede Nordisk kabel og tråd også bakelit fabrikker.

Man begyndte nu også at fremstille støvsugerdele til Nilfisk. Man modtog hele tiden nye ordre. Og maskinerne var i gang i døgndrift. Succesen fortsatte i 19340’erne, hvor produktionen efterhånden var blevet så stor at fabrikken måtte ansætte flere folk og direktøren ser sig om efter nye lokaler.

Lige så fremsynet er Svend Reenberg Jespersen var i sit valg af produktion lige så fremsynet var han i valg af arkitektur, da man startede i Nordvest i 1934.

 

Nye maskiner

I løbet af 1930’erne begyndte man at anvende bakelitten til køkkengrej. Hos N-J. Plast var man begyndt at fremstille etuier, toiletbrædder og kasserollehåndtag.

I Tyskland havde man i 1926 opfundet den såkaldte sprøjtemaskine. Det gjorde plastikken meget billigere. Også i N.J. Plast fik man sådan en. I 1940’erne blev lokalerne udvidet med en stor fabrikshal på Rentemestervej 14.

Helt ufarligt var det ikke at arbejde med de nye maskiner. Flere af arbejderne endt ofte på hospitalet. Fabrikken havde efterhånden 200 ansatte, der hver især arbejdede 50 timer om ugen.

Smedene krævede svejsebriller og arbejderne en ny rygepolitik. De ville ryge overalt på fabrikken.

 

Plastikspande

Nu kom der også nye plastikspande og hønseringe til børn. Mange plastikfabrikker måtte ellers lukke. De fulgte ikke med tiden. Men det gjaldt ikke for N.J. Plast. I 1955 døde grundlæggeren, men hans 23 – årige søn overtog. Et par år efter kom yderligere en søn ind i ledelsen.

Et år efter faderens død kunne man udvide med endnu en fabrik på Bispevej.

I løbet af 1960’erne blev der færre og færre medarbejdere. De nye maskiner krævede ikke mere så mange medarbejdere. Kravene til sikkerhed og arbejdsvilkår blev mere og mere udtalte i 1960’erne.

 

Det endte med betalingsstandsning

I 1990’erne var der endnu hårdere krav til plastikfabrikkerne. Den lave løn i Østeuropa og Asien lokkede mange danske firmaer til. Også når det gjaldt plastik. Der var nu selvkørende computerfremstillet produktion, som kun krævede 20 mand.

I 2001 flyttede Nilfisk deres produktion til Asien. Og dette var en katastrofe for N.J. plast. De mistede nu deres største kunde. Man søgte efter lys og lygte efter nye kunder. Men disse kunne ikke erstatte dem, som man mistede.

I efteråret 2003 opgav Knud Reenberg Jespersen derfor kampen og erklærede N.J. Plast i betalingsstandsning. Den sidste ordre blev overgivet til et fynsk plastfirma. Maskinerne blev solgt og fabrikken sat til salg.

 

 

Schous Fabrikker

Man startede i Nordjylland

Jens Chr. Schou lagde grunden til en kæmpe virksomhed. Mar startede allerede i Nordjylland i 1865.

I 1888 flyttede man til Frederiksberg. Her blev der fremstillet farver og kemiske varer. I 1892 blev produktionen flyttet til Skt. Peter Stræde. Året efter startede man produktionen af sæbe. Det var nu begrænset i starten. Det første produkt kom til at hedde ”Elektra”.

Lauritz Schou var kommet hjem fra USA og havde taget vareprøver med hjem. Han tog sig nu af produktionen. I 1897 fik man solgt købmandsgården i Nørre Sundby til en god pris.

I 1901 fortsatte man i Ryesgade med produktion af sæber, der både var brun og grøn samt krystalsoda.

 

På Rentemestervej fra 1904

En stor grund blev købt på H.C. Jensensvej 4 i 1904. Det kom senere til at hedde Rentemestervej 11. Med denne base kom Schous fabrikker til at blomstre. Lauritz blev formand for bestyrelsen.

I 1911 kunne man i Illustreret Tidende læse om fabrikker maskinsæbe, sæbespåner, skocreme, soda, bløde husholdningssæber, glycerin og parfume.

Man forsøgte tidligt at oprette egne udsalgsbutikker. I 1911 var der allerede oprettet 200 udsalg. Der var både dem, der var ejet af Schou selv og dem, der solgte Schous varer for egen regning.

Man oprettede automobilværksted til reparation og vedligeholdelse af virksomhedens bilpark.

 

En socialindstillet chef

Lauritz Schou støttede tidligt, at medarbejderne organiserede sig. I 1920 blev der indført overskudsdeling. De kvindelige ansatte fik i 1929 stillet et sommerhus ved Karlslunde Strand til rådighed.

Han oprettede også en fond på 100.000 kr. til medarbejdere, der havde brug for for hjælp under sygdom og fødsler.

 

Man lagde an på selvforsyning

Allerede i 1911 oprettede han et maskinsnedkeri.  De fremstillede reoler, diske, glasmontre m.m. Omkring 1930 var dette overdraget til datterselskabet Hema.

Man beskæftigede også et stort antal maskiningeniører og elektrikere. På Rentemestervej havde man egen kraftcentral og vandforsyningsanlæg. Fabrikken sørgede selv for vedligeholdelse, reparationer og ombygninger af selskabets ejendomme.

Selskabet havde også egen æskefabrik. Ja så havde man også eget bogtrykkeri, hvor man fremstillede etiketter og små tryksager. Kort sagt, der blev lagt vægt på selvforsyning.

I 1916 blev firmaet omdannet til aktieselskab.

 

Adresser mange steder

I 1913 var der hele 63 danske sæbefabrikker. Men i 1927 var der kun 29 tilbage.

Inden for få år ejede Schou-familien to store virksomheder med tilsammen flere hundrede udsalg, store varelagre og mange maskiner.

Man havde den mening, at de ting, som man importerede fra udlandet, kunne man selv fremstille. Så efterhånden fik man en produktion af toiletartikler, stearinlys, papirvarer, kartonnage, isenkram, børstevarer, legetøj, lædervare, beklædningsgenstande, trikotage, keramik m.m.

Der var efterhånden adresser på rentemestervej, Dortheavej, Bispevej og Peter Ipsens Alle. Inde på Blågårdsgade havde man også sæbeproduktion.

Man havde bl.a. også datterselskaberne A/S Tatol, Ilka A/S, Ira m.m.

Der blev fremstillet de kendte mærker, Ilka oliven sæbe, Ilka barbercreme, Lindes svovlmælk – sæbe, Leciten sæbe og parfumeri – serierne Shira og Tamari.

Hovedkvarteret var placeret på Kronprinsessegade 28 og andre kvarterer lå inde i Adelgade. Virksomheden ejede også en gård i Måløv.

Man kastede sig også over bakelitvarer og overtog endnu flere virksomheder.

 

En populær chef døde

I 1938 døde Lauritz Schou. Hans betydning for virksomheden med nu 4.000 ansatte blev understreget, da der deltog 2.000 ved hans begravelse fra Frue Kirke. Statsminister Stauning og borgmester Julius Hansen var med i følget.

Broderen, Holger fortsatte i virksomheden frem til sin død i 1948. Andre familiemedlemmer deltog også i ledelsen.

 

Faresignalerne blev overset

I 1960’erne rykkede 4. generation af Schou-familien ind på direktionsgangen. Fra og med regnskabsåret 1961/62 begyndte det at gå skævt. Overskuddet faldt. I 1965/66 var det første gang med underskud.

I 1966 ejede man 40 fabrikker. I årene efter 1970 forsøgte man at omlægge virksomhedsstrukturen men sikkert alt for sent. Man begyndte at oprette varehuse Schou – Epa. Men i 1974 gik det galt. Man gik i betalingsstandsning.

Alt for sent havde virksomheden set faresignalerne. Måske var det fordi, at Schou-familien både sad i ledelsen og direktionen. Den sidste Total-butik lå i Skals og lukkede i 2009.

 

 

ISS

Det hele startede i 1901

ISS – koncernen blev grundlagt i 1934 men virksomhedens rødder kan spores helt tilbage til 1901. Her var et lille sikkerhedsfirma med 20 nattevægter, der tilbød at passe på lokale virksomheder om natten.

Dette firma hed Kjøbenhavn-Frederiksberg Nattevagt. Og det blev grundlagt af manufakturgrossist Marius Hogrefe. Få år efter købte den ambitiøse og driftige forretningsmand C.L. David sig ind i selskabet, hvilket fik stor betydning for det lille sikkerhedsfirmas succes. Det var allerede her, at grundstenene blev lagt for ISS, som vi kender i dag.

 

De Forenede Vagtselskaber

De kommende år bød på en løbende, stabil vækst for virksomheden, der undervejs skiftede navn til De Forenede Vagtselskaber /DFVS). De ansatte den iderige direktør Philip Sørensen.

 

Det Danske Rengøringsselskab

I 1934 fik direktør Sørensen en god ide, der førte til, at ISS gik ind i rengøringsbranchen og stiftede Det danske Rengøringsselskab som et selvstændigt firma til sikkerhedsfirmaet.

Siden vægternes vagt sluttede kl. fire om morgenen og virksomhedens ansatte først mødte ind klokken otte, var det altid et tidsrum, hvor virksomhedens bygninger stod tomme. Da skulle der gøres rent. Så var det oplagt også at tilbyde virksomhederne en rengøringsservice. Derved stod deres bygninger aldrig ubemandede.

Det var her ideen om ”Integreret Facility Service blev født.

 

Bedre arbejdsforhold

I 1940 var det Gerda Buhl der stod i spidsen for professionaliseringen af arbejdet som servicemedarbejder i ISS. Hun skabte bedre arbejdsforhold, indførte uniformer og titler til de forskellige grupper af ansatte samt introducerede løbende træning og uddannelse til servicepersonale.

Derudover oprettede Gerda Buhl en ”velfærdsafdeling”, der hjalp socialt udsatte medarbejdere med blandt andet låneordninger, boligformidling og aflastningsferier.

I 1962 overtog Poul Andreasen direktørstolen. Han fik skabt en entreprenørånd og gjorde ISS til en international virksomhed og introducerede særlige uddannelsesprogrammer for ledere.

 

Det blev et stort selskab

Det Danske Rengøringsselskab (DDRS) havde gennem årene vokset sig til en stor og omfattende virksomhed med datterselskaber i flere end 10 lande. Derfor startede DDRS i 1973 ISS – koncernen under navnet International Service System (ISS) Group.

Blot 11 år efter, at Poul Andreasen havde overtaget direktørposten i 1973, bestod selskabet af 32 datterselskaber i 11 lande med i alt 35.000 medarbejdere og en årlig omsætning på 650 mia. kr.

I 1989 havde ISS 100.000 ansatte og blev derved en af verdens største servicevirksomheder. Og det var kun i begyndelsen for både medarbejderstaben og omsætningen steg over de kommende år, hvor ISS opkøbte lokale og internationale virksomheder.

 

ISS overtog I 1997-98 Schous Sæbefabrik

Sæbetårnet på Schous fabrikker blev revet ned, da ISS i 1997-98 overtog Schou-fabrikkerne. ISS byggede nyt.

Den 1. december 2014 var der store flyttedag. Efter 30 år i Nordvest-kvarteret rykkede ISS nu til det nye hovedkvarter. Det var til Gladsaxe i den 14 meter høje bygning, hvor Danmarks Radio’ s Tv- by tidligere havde til huse.

270 af ISS’ s 8.000 medarbejdere i Danmark har deres daglige gang i denne historiske bygning, som nu bliver betegnet som ISS Tower.

 

• Hvis du vil vide mere. På dengang.dk finder du 1.652 artikler

 

• Dette er en fortsættelse af ”Projektet Industri på Nørrebro” med Industri på ”Nørrebro Nordvest” Her er i alt 61 artikler
• Under Nørrebro finder du 293 artikler
• Under fra Urtekræmmer til Shawarmabar – Nørrebro Handelsforenings Historie finder 29 artikler:

 

• Litteratur Utterslev, Nordvest og Brønshøj 2020
• Lersø Ismejeri
• Med tog over Lersøen
• Svenske tropper på Nørrebro
• Utterslev Mose dengang og nu
• Turen går til Nordvest
• Fra Bellahøj til Husum
• Et rovmord i Utterslev Mose
• København NV
• En Rytterskov i Brønshøj
• Langs Frederikssundsvej
• Emdrup-for længe siden
• Bispebjerg Hospital dengang
• Bispebjerg Hospital – under Besættelsen
• Præsten fra Brønshøj
• Utterslev – dengang
• Industri Nordvest, Enigheden, Mølle og Porcelæn

 

• Enigheden:
• Fra Mælkedreng til Pensionist
• En Mælkedreng fra Enigheden
• Mælkedreng fra Nørrebro (NørLiv)

 

• Lersø-bøllerne:
• Valdemar Skrupskider og de andre (NørLiv 17)
• Frederik Eriksen, Spidsmus og alle de andre
• Derude på Lersøen
• Lersø – bøller