En gårdejer fra Abild henvendte sig til Nordslesvigsk Kreditforening. Han var bange for, at Abild Hede skulle overgå til tyskerne. Et stort arbejde blev iværksat fra dansk side, bl.a. opkøb af jord. Vi besøger også eneboeren  midt ude på Heden, han var gammel sømand. Og opdyrkningen af heden forblev ikke uden uheld. Således sprang en Lokomobil, som man anvendte til pløjning, i luften. Fyrbøderen afgik ved døden. Ja, og så var byens kirke ved at falde fra hinanden.

 

Man kører igennem

Egentlig er Abild bare en landsby, man kører igennem. Men vi andre har spillet fodbold på Abilds stadion og været til fest på motellet, og så meget andet. Vi cyklede da af og til mod Abild, men ofte drejede vi af mod Løgumkloster.

 

18 kirker på en gang

Kigger vi i en gammel Trap – beskrivelse, så ser vi, at Abild Sogn bestod af en betydelige hede – og mosestrækninger, og ret gode enge. Højdepunkterne er mod vest, Kohøj og mod nordøst, Rugbjerg. Her påstås det, at man kan se 18 kirker på en gang. Indrømmet, det er ikke efterprøvet.

 

15 gårde og 60 huse

Den slesvigske del af byen bestod af 15 gårde og 60 huse, herunder Kolonien Frederiksgave, Tyrskov, Kongsberg, Høgslund, Vennemose, Travsted, Klinkbjerg Kro, Brodersgård med Nørrehus, hvor sognets fattiggård var placeret. I sognet var der dengang 1.163 indbyggere, hvoraf kun 84 tilhørte den kongerigske enklave.

 

Kirke ved at styrte sammen i 1652

Bemærkelsesværdigt ved Abild er også kirken, der er helt fra år 1200. Her er der udsmykning af Carl Tønder, der var gift med Tønders kniplings – dronning, Meta Tønder. Allerede i 1652 – 53 var kirken så forfalden, at der blev gennemført en istandsættelse betalt af nabo – kirkerne. Det var dog kun istandsættelse af bjælker, spær og tag. I 1667 var det dog galt igen. I 1707 var katastrofen overhængende. En beskrivelse fortalte, at skibet hældte mod nord, hvor det lænte sig mod nogle tilmurede piller. De brækkede bjælker hang i rustne jernbolde, og derfor var understøttet i begge sider af kirken, at spær og lægter var for svage til at bære tagstene, som red løse på murerne, og tilføjes det, hvis alt faldt ned i en storm, ville det hele blive ødelagt og tillige anrette stor skade på resten af kirken. Amtet og Amtets kirker ydede tilskud til restaureringen, der blev tilendebragt i 1709.

 

Tyskerne ville snuppe Abild Hede

Man var bange for, at tyskerne ville snuppe Abild Hede, opdyrke den og bygge rentegårde. Således henvendte Egidius Schmidt sig i 1911 på Nordslesvigsk Kreditforenings Kontor i Haderslev med denne frygt. Han var bange for, at tyskerne ville indsætte såkaldte Dampplove, som man havde anvendt visse steder i Tyskland. Schmidt tilhørte danskheden i Abild, og det var næppe hos ham, de ville forsøge at købe jord. Han allierede sig med gæstgiver P. Hansen. Denne havde en kro med lidt jord til. Men det gav nu ikke så meget, så han drev ejendomsmægler – virksomhed ved siden af. Han var nu meget fleksibel, og handlede også med tyskerne.

 

Nordslesvigsk Kreditforening ville købe

Nordslesvigsk Kreditforening var meget interesseret i at købe jorden. Man ville gerne bruge Hansen som mellemmand. Men ikke alle var lige velvillige til at handle til de priser, som Kreditforeningen tilbød. Der skulle løbes meget, mange små jordlodder og mange ejere skulle opsøges. Egidius Schmidt tilbød at hjælpe gratis, for som han sagde: Jeg gør det for Danskhedens skyld. Efter tre års arbejde lykkedes det, at samle det meste jord under Nordslesvigsk Kreditforening.

 

Eneboeren på Abild Hede

En udfordring var dog at overtale Eneboeren på Abild Hede. Der førte kun en kringlet sti omtrent midt ud på heden. Her var det en bakketop, hvor eneboeren havde lavet sig en hytte af græstørv med et tag af lyng. Han sad udenfor, og bød de besøgende ind i beboelsen. Man kom ind i et rum, hvor han om vinteren også havde samlet sine geder og noget tørv til dem. Han
kunne på sin jord, bjerge lidt hø og grave tørv. De forskellige lodsejere havde ikke noget imod, at han af og til kom over på  deres lod. Ja de vidste knap nok, hvor grænseskellet gik.

 

I samme stue som gederne

Med noget billigt træ og tømmer havde eneboeren lavet sig en stue. Der var et vindue, en bænk, et bord og en kasse, som han brugte til seng. Og en kakkelovn havde han også selv lavet. Det
viste sig, at eneboeren var tidligere sømand. Han havde set alle verdens havnebyer. Og det var unægtelig en forskel, her midt på Abild Hede. Men som han sagde, gederne gav mælk og kød. Undertiden kom der også nogle folk ud til ham, for at købe et kid. Gederne var var kloge, livlige og trofaste, sagde han. Kun bukken stank, så den kom ikke ind om vinteren.

 

Produktion af koste

Eneboerne havde gemt sin hyre til alderdommen. Og han erkendte, at så var det nok slut med eneboer – tilværelsen. Derude på Abild Hede producerede han koste og karskrubber. En gang om ugen gik han så til Abild og solgte sin produktion. I stedet fik han kaffe, salt og brød i stedet. Alt andet gave heden ham. Sommer og efterår var der mange bær, som han spiste.

 

Han kedede sig aldrig

Om vinteren var hytten lun af dyrene og kakkelovnen, som lyste fra trækullet. Han kedede sig aldrig, og en gang imellem læste han i bibelen. Men ellers sad han for det meste og tænkte. Man tænker så godt i skæret fra kakkelovnen. Nyhederne fik han en gang om ugen, når han kom til Abild. Han var positiv i holdningen til, at heden skulle kultiveres. Og han var glad for at man ikke ville røre hans hytte ,og et stykke jord til dyrkning af kartofler og hø ville forblive uberørt.

 

Vanskeligt at pløje

Også  ejendomsbesiddelser i Tyvse og Sølsted blev købt. Et husmandssted ved Kohøj blev erhvervet. Det lå på vejen mellem Sølsted og Visby. Det var meningen, at der også skulle være plads til heste. Mange steder var jorden vanskelig at pløje. Og andre steder lå der mange store sten. Ler var der også en del steder. Huller fandtes også. Det var der, hvor man havde gravet
tørv.

 

Lokomobiler blev brugt

Kreditforeningen allierede sig med de tyske firmaer, som stillede med tre mand pr. dampplov. De pløjede i en dybde af 60 cm. Og prisen var 90 mark pr. ha. Der var en fyrbøder ved hver af
lokomobilerne og en plovkører på sædet på ploven. Han havde at holde sig fast, ellers blev han smidt af, når det gik over huller, over grøfter eller ramte store sten. Ploven lignede en jolle i høj sø. Nysgerrige blev bedt om, at holde sig på afstand. Et ståltov var spændt hårdt til ploven, og den kunne springe med stor kraft. Ramte den en kæmpesten, var der en sikring, så ploven
kunne dirigeres over.

 

Alvorligt uheld

Dyrkningen af Abild Hede forblev dog ikke uden uheld. En dag eksploderede den ene lokomobils kedel og dræbte fyrbøderen. I forsommeren 1914 var behandlingen med dampkraft af heden færdig.

 

Så kom krigen

Gårdejer Gotthardsen, Nørmark ved Visby og købmand Thomas Hansen fra Visby henvendte sig Nordslesvigsk Kreditforening og tilbød, at de ville påtage sig at fjerne sten og mergle Abild Hede, hvis Kreditforeningen ville finansiere dem. Flere tyske firmaer havde specialiseret sig i at udkøre mergel andre steder i Sønderjylland, endda med god fortjeneste. Kreditforeningen ville dog helst alliere sig med danske entreprenører. Der blev anlagt barakker til arbejdere og anlagt 900 meter spor til tipvogne. Men så kom krigen og kontrakterne måtte opgives. Man talte om, at man kunne få russiske krigsfangere til at fortsætte arbejdet. Det havde aldrig været Kreditforeningens hensigt, at oprette nye landbrug.

 

Man har glemt Schmidt

Efter krigen blev kreatur kommissær P. Okholm ejer af Abild Hede. Han gjorde et stort stykke arbejde for kultiveringen af heden. En række husmandssteder har siden etableret sig på heden. Men det var en lokal gårdejer, Egilius Schmidt, som alle har glemt, der satte gang i det hele.

 

De dansksindede skulle udskiftes

Fra 1896 gjorde den preussiske stat meget for, at gøre Nordslesvig til en del af det store rige. Det gjorde man blandt andet ved at erhverve sig grunde og etablere de såkaldte domænegårde. Egnens bønder skulle derefter præges i tysk retning. Det kunne også hjælpe på de tyske stemmer ved diverse valg. Den tyske stat gik aktivt ind for at få udskiftet de dansksindede bønder til tysksindede. Ved “Genforeningen” overgik 36 gårde til den danske stat.

 

Dansksindede blev nægtet lån

Dansksindede arbejdede i den modsatte retning. De forsøgte at bevare ejendomme og jord på danske hænder. I foråret 1914 nægtede den Slesvig – Holstenske kreditforening at yde lån til dansksindede, med den begrundelse, at de ville blive brugt til tysk fjendtlige formål.

 

Nordslesvigsk Kreditforening

De dansksindede oprettede Foreningen af 5. oktober 1898. En kreds fra det rigsdanske borgerskab og godsejerstanden ydede bidrag til foreningen. Formålet var at låne penge ud til dansksindede landsmænd. I 1909 blev Nordslesvigsk Kreditforening stiftet med det formål, at hjælpe dansksindede landsmænd. Kreditforeningens arbejde sikrede, at 350 gårde forblev på danske hænder.

 

Landeværnet

Senere oprettede man Landeværnet. Det skulle sikre mod, at dansksindede landmænd indbyrdes forpligtede sig til ikke at omdanne deres gårde til rentegårde. Jordkampen fortsatte efter “Genforeningen” i 1920.

 

Kilde:

• www.dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Tønder
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler, herunder 283 artikler fra Tønder.
• Under Sønderjylland (207 artikler) finder du:

 

• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
• Sønderjylland i knibe
• Sønderjylland efter “Genforeningen” og mange flere artikler

Redigeret 15.09.2021