De Uønskede – Tyske flygtninge

Thomas Harders bog er en solid bog mad masser af oplysninger. Kan man kalde det en bedrift? Og så er den dejlig letlæselig. Vi havde ikke bedt om flygtningene. De moralske konflikter udrulles i bogen. Hvordan var det lige med lægehjælpen? Forfatteren tager ikke personlig stilling. Men debatten oprulles. Efter kapitulationen var det danskernes ansvar. For meget hjælp kunne provokere offentligheden. Oksbøl – lejren var Danmarks sjettestørste by. De allerfleste var sagesløse. Medfølelsen med flygtningene var til at overse. Benådningsbrev på toilettet. Danmark ville hurtigst muligt af med flygtningene. Vi skal passe på ikke at vurdere historien med nutidens humanistiske briller. Det var kritisabelt, hårdhændet og diskriminerende, men vi taler ikke så gerne om det.

 

En solid bog med masser af oplysninger

Thomas Harder har igen begået en solid bog med masser oplysninger. Også nye. Denne side har efterhånden en del om dette tema. Vi har også anmeldt flere af forfatterens bøger her på siden. Det er heller ikke længe siden, at vi her anmeldte en lille bog fra Århus Universitetsforlag om dette emne.

Og Thomas Harders udgivelser har vi før anmeldt.

Denne er ret så grundig på 480 sider. Og som sædvanlig er det en meget velskrevet bog. Vi får også at vide, hvad der skete både før og efter.

 

Vi havde ikke bedt om flygtningene

Blandt historikere og almindelige mennesker er der delte meninger om de tyske flygtninge blev behandlet på en sober måde. På Nørrebro blev de i den grad hadet. Det ses bl.a. i læserbreve fra den tid.

I Sønderjylland var det Mindretallets læger, der behandlede flygtningene. Mange af flygtningene blev indkvarteret hos private i landsdelen.

Der kom ca. 250.000 tyske flygtninge. Og det var bestemt ikke nogen som Danmark havde bedt om. Mange danskere så det som den Anden Tyske besættelse. Det var jo Herrefolket, så måtte landets flygtninge også være det. Sådan tænkte de fleste danskere.

Det hele startede den 31, januar 1945. Det danske udenrigsministerium fik besked om, at tyskerne ville sende 10.000 sårede soldater til Danmark. Det havde det danske hospitalsvæsen slet ikke kapacitet til, blev det svaret, Snart fik man at vide, at der ville komme 80.000. Men tyskerne havde efterhånden beslaglagt alle offentlige bygninger mere eller mindre.

 

Den moralske konflikt udrulles i bogen

Tyskland var blevet bombet til ruiner. Russerne var på vej og millioner af tyskere flygtede. De danske myndigheder indledte drøftelser med Werner Best.

Der var mange allerede dengang, der gjorde opmærksom på, at flygtningene ikke blev behandlet humant. Men fra myndighedernes side gjorde man opmærksom på, at man fra dansk side ikke havde ubegrænsede midler efter at man i fem år var blevet udsultet af tyskerne.

Denne moralske konflikt udrulles også i bogen. Vi får også nogle personlige beretninger fra dem, der selv oplevede det – de tyske flygtninge. Vi oplever også det indviklede politiske spil – både det som foregik herhjemme og det, der foregik i udlandet.

 

Hvordan var det lige med lægehjælpen?

Var det rigtigt, at vi lod de små børn dø, fordi der ikke kom lægehjælp? Var det fordi vi hadede Nazi – Tyskland så meget, at vi ikke ville hjælpe? Nu får vi måske ikke lige så meget svar på dette spørgsmål, men vi får da ellers en bred forklaring på, hvordan de havde det.

Det var virkelig mange af flygtningene, der havde behov for lægehjælp – akut hjælp i nogle tilfælde. Den 10. marts 1945 blev der fra tysk side anmodet om akut hjælp til et skib med 10.000 flygtninge. Otte kvinder havde lige født og 40 kvinder var lige ved at gå i fødsel.

 

Forfatteren tager ikke personlig stilling

Lægeforeningens formand ville gerne hjælpe, men det ville bestyrelsen ikke. Det endte med et kompromis, hvor de mest syge fik hjælp. På Århus Kommunehospital måtte man under trusler fra tysk side tage imod 11 syge børn.

Selv om Thomas Harder ikke personlig tager stilling, så bliver emnet med lægerne grundig behandlet. Vi får hele diskussionsforløbet mellem de danske sundhedsmyndigheder og lægerne på den ene side og tyskerne på den anden side. Vi får også diskussionerne mellem lægerne indbyrdes. Der var meget forskellige holdninger blandt dem til hvilken hjælp og til hvilke grupper der skulle ydes hjælp til.

Der hersker endnu uenighed om, hvorvidt den danske stat kunne have gjort mere for at forhindre, at alle de mange tyske flygtninge døde i Danmark.

Måske kunne man savne at høre forfatterens holdning til dette spørgsmål. Men det er sikkert meget bevidst, at Thomas Harder ikke har taget stilling til dette.

Lægeforeningen ville have modydelser fra tyskerne for at ville hjælpe. Det skulle være hjemsendelser af danske KZ – fangere eller bedre kår for deporterede danskere.

Mange var underernærede og traumatiserede. Og af de 250.000, der kom hertil døde 17.209.

Mange af disse flygtninge ligger begravet på Vestre Kirkegård i København. Så mange at man lavede en massegrav. Der findes uhyggelige billeder, hvor man kan se, hvor udmagrede de tyske flygtninge var. Mange havde været gennem helvede på jord inden de kom hertil.

Der døde flere tyske flygtninge herhjemme end danskere under besættelsen. Mange af dem var små børn, der døde af epidemiske sygdomme og almindelig dårlig sundhedstilstand.

 

Efter kapitulationen var det dansk ansvar

Thomas Harder har været i tyske, britiske og danske arkiver. Og det er første gang, at vi også ser problematikken fra tysk side.

NSU (Nationalsocialistisk Ungdom) hjalp i de tidlige forårsmåneder i 1945 med syge og sårede flygtninge.

I begyndelsen var det den tyske besættelsesmagt, der selv måtte sørge for deres landsmænd. Men fra den 5. maj 1945 var det danskernes ansvar. I de første dage var det modstandsbevægelsen, der stod for bevogtningen. Men fra den 8. maj overgik bevogtningen til Statens Civile Luftværn.

 

For megen hjælp kunne provokere offentligheden

Det var lejrlederen, der stod for hovedansvaret. Det var et lavtlønnet job og ikke særlig velanset. Det var svært at få fat i folk til at varetage dette job.

Et stykke tid efter tyskernes kapitulation fortsatte Tysk Røde Kors deres arbejde i lejrene. Senere kom en ordning, hvor civile tyske læger og sygeplejersker kunne arbejde videre nu efter dansk – tysk ledelse.

Det var en overvældende logistisk øvelse. De hygiejniske forhold skulle sikres og så var det lige det med lægehjælp. Og det kneb med de hygiejniske forhold. Der forekom både tyfus og paratyfus blandt en del flygtninge.

Lejrene var bl.a. bevogtet af såkaldte CB’ er (civilbeskyttelsesbetjente) som havde strenge forbud mod at ”søge” samkvem med flygtninge. Men det viste sig at ikke alle havde respekt for fraterniseringsforbuddet.

Fra dansk side ville man ikke hjælpe for meget. Man mente at man på den måde kunne provokere den danske offentlighed.

 

Oksbøl-lejren – Danmarks sjette største by

Den næststørste lejr var Oksbøl. Her boede der 36.000 indbyggere. På et tidspunkt var det Danmarks sjettestørste by. Det var organiseret som en stor kommune med eget byråd. Man forsøgte at beskæftige børnene. De skulle have noget at lave til de kunne blive hjemsendt. Der var i alt omkring 50.000 skolesøgende børn. Det lykkedes at finde 2.000 lærere til dem De kom fra alle mulige erhverv.

Alle blev screenede for nazistiske tendenser. Thomas Harder gennemgår også de overvejelser, der blev gjort, hvilke fag man skulle undervise i. I hvert fald var man enige om, at de tyske flygtninge ikke skulle slå rødder i landet.

Vi får en systematisk gennemgang af lejrene. Stort indtryk gør også flygtningenes egne beskrivelser af forholdene dengang.

 

De allerfleste var sagesløse

Efter besættelsen stod de tyske flygtninge ikke i høj kurs hos de danske modstandsfolk. Medierne og især de gamle modstandsblad Information førte an i hetzen mod de tyske flygtninge.

Nogle har sikkert været medskyldige i nazismens forbrydelse. Men et overvejende flertal var utvivlsomt sagesløse, mindreårige, kvinder, syge og gamle. De havde blot begået den fejl at være tyskere på det forkerte sted i den forkerte tid.

 

Medfølelsen var til at overse

Titusindvis var under flugten døde af udmattelse og sult eller omkom på Østersøen. Flere forliste. Mest kendt er torpederingen af krydstogtslineren Wilhelm Gustloff i januar 1945, da over 10.000 fortrinsvis kvinder og børn omkom i verdenshistoriens hidtil største skibskatastrofe.

Sådanne begivenheder havde mildt sagt ikke danskernes interesse, kun glæden over døde tyskere udpræget. Medfølelsen var til at overse. Den senere så bramfri borgmester og partistifter Erhard Jacobsen fortalte tit og gerne, at han slog kraftspring af lykke og jublede, når tyske byer blev bombet.

Da tyske styrker kapitulerede, var de flygtende ikke længere delagtige i en voldsmagts ugerninger, men mennesker med krav på værdig behandling, føde og ophold uden unødige og diskriminerende restriktioner. Men sådan så danskerne ikke på det.

Den danske befolkning interesserede sig i 1946 slet ikke for, hvad der foregik i flygtningelejrene. De betragtede det som et lukket land. Og de tyske flygtninges hårde skæbne var løn som forskyldt.

 

Kløvermarken – kritisable forhold

Vi har tidligere skrevet om Oksbøl som vi udnævnte som Danmarks største flygtningelejr, men Kløvermarken var faktisk større. Her holdt bevæbnede vagter, projektører og pigtråd 70.000 civile tyskere i skak.

Forholdene på Kløvermarken – nu Københavns Lufthavn i de tider var udtørret sump forblev kritisable.

 

Forfatteren gengiver også debatten

Man fortalte den danske befolkning ind, at flygtningene levede over evne i de forskellige lejre. Men repræsentanter fra International Røde Kors var kritisk over for de 18 lejre, som de besøgte.

Vi får en grundig detaljeret gennemgang af forholdene i lejrene. Hvordan blev de administreret og bevogtet. Hvordan skulle det hele tilrettelægges og sidst men ikke mindst. Hvordan var forholdet til den danske befolkning?

Thomas Harder gengiver også en del af den debat, der har været om de tyske flygtninge.

Der var bestemt ikke alle flygtninge, der var uskyldige. Der var i lejrene nazister, der havde skumle gerninger bag sig. Godt 200 flygtninge blev arresteret og 147 udleveret til briterne.

 

Benådningsbrev på toilettet

Forfatteren mener, at lederen af den danske flygtningeadministration, Johannes Kjæbøl var den helt rigtige til denne opgave. Han var effektiv, robust og handlekraftig.

PH blev slæbt for retten og idømt hæfte for injurier med flygtningeadministrationens chef. Denne indstillede bevidst den berømte arkitekt og kritikker til benådning. PH hængte siden benådningsbrevet fra Christian den Tiende på toilettet.

Da flygtningene skulle hjem opstod der problemer. Stalin ville ikke modtage flygtninge i den russiske zone og vestmagterne stillede betingelser. Lige syd for den dansk – tyske grænse var der decideret hungersnød.

 

Danmark ville hurtigst muligt af med flygtningene

I Tønder var modstandsbevægelsen uden englændernes samtykke begyndt at sende flygtninge hjem. Det står der dog ikke noget om i bogen.

Jo danskerne ville hurtigst muligt af med flygtningene. Men så let var det ikke. Langt de fleste (95 pct.) af flygtningene kom øst fra. USSR’ s gesandt i Danmark havde meget tidligt meldt ud, at de ikke agtede at modtage en eneste tysk flygtning i deres besættelseszone.

Briterne og amerikanerne i deres respektive zoner havde store vanskeligheder med at brødføde flere mennesker end dem, der allerede var i zonen.

Omkring 12,5 millioner fordrevne tyskere var stuvet sammen i de fire zoner. Og Danmark blev ved med at presse den britiske forvaltning i Slesvig Holsten. Men hvert var der nærmest hungersnød. Forhandlingerne førte ikke til noget i 1946. Til gengæld gik amerikanerne og franskmænd med til at de sidst på året hver kunne tage ca. 12.000 flygtninge.

Først i 1947 var det britiske udenrigsministerium indstillet på at skride til handling både af humanitære og politiske grunde.

Alle tyske flygtninge samt hele 10.250 soldater er begravet på 475 kirkegårde rundt om i landet.

 

Fælles regler – først i 1946

I april 1946 blev der åbnet for postforbindelse mellem Tyskland og flygtningelejrene. Udover breve kunne flygtningene godt modtage pakker. De måtte dog ikke modtage madvarer, tobak eller nydelsesmidler. Man ville ikke havde misundelse eller paralleløkonomi i lejrene.

Det kunne ikke undgås at der opstod kriminalitet i lejrene. Men først i april 1946 blev der indført fælles regler for alle lejrene.

 

Vurder ikke historien med nutidens humanistiske briller

Interessant i bogen er også omtalen af de forhold, som flygtningene oplevede, da de kom til Tyskland. De tyske lejre var endnu dårligere end de danske. Og de fik heller ikke en god modtagelse af de lokale tyskere. Specielt prøjserne blev tit omtalt som ”artsfremmende” og som ”ikke landsmænd”.

Igen en gang ligger der en fare i at vurdere historien med nutidens humanistiske briller. Det skævvrider. De danske lægers såkaldte ”svigt” skal bl.a. ses i lyset af de bestialske mord på netop lægerne.

 

Det var også kritisabelt, hårdhændet og diskriminerende

Skoler og sportshaller blev inddraget for at huse dette menneskelige vraggods fra de krigshærgede områder i Østpreussen og den tysk annekterede del af det nuværende Polen. Dødeligheden lå meget over det danske gennemsnit – især blandt børnene. Man sagde at de danske myndigheder forvaltede denne ekstraordinære, højst uønskede situation professionelt.

Men dog også kritisabelt, hårdhændet og med diskriminerende ubehag.

En opgørelse fra maj 1945 viste, at der var indkvartering i omkring 1.100 forskellige skoler, forsamlingshuse, fabrikker og barakker. 64 af 70 skoler i København husede desuden flygtninge. På baggrund af det store antal døde flygtninge blev cykelskure og lignende brugt som midlertidige lighuse.

 

Bogen er en bedrift

Det er en bedrift en så fyldig bog er så let-læsende. Vi kommer vidt omkring. Der er også brugt et enormt kildemateriale. En masse ny og nyttig viden er dukket op i denne bog, som kan varmt anbefales. Et trist stykke historie er gjort særdeles spændende.

Vi kommer vidt omkring både omkring det politiske, ideologiske, økonomiske og administrative. Det er flot historieformidling Og der er også frygtelige fotos af udmattede mennesker, flest kvinder og børn på vandring med sparsomme ejendele eller anbragt bag et hegn med bevæbnede vagter.

Den fine fortælling blev trods flygtningeskandalen fastholdt. Og den bliver selvfølgelig også berørt her i bogen.

 

Thomas Harder: De Uønskede – De tyske flygtninge i Danmark 1945 – 1949/ Gyldendal

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler

 

På www.dengang.dk finder du 1.663 artikler, herunder 336 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) bl.a.:

 

• Flygtninge-prammen i Klintholm Havn 1-2
• Læger under – og efter besættelsen
• Syd for Grænsen – efter besættelsen
• Tyske flygtninge
• De tyske flygtninge på Nørrebro
• Tyske flygtninge i Nordslesvig
• Tyske flygtninge i Tønder
• Karantænestationen ved Grænsen 1-2
• Flygtninge i Oksbøl
• Tyskere på flugt
• Bispebjerg Hospital – under besættelsen