Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden

Hitlers Spisekammer

Oktober 20, 2020

Hitlers Spisekammer

Historikere svinede hinanden. Ved Flensborg Fjord blev man straffet af modstandsbevægelsen. Dyrt for lønmodtagere og arbejdsløse. Danmark blev ikke udsultet af tyskerne. Hovedparten af landmændene solgte ulovligt. Eksporten steg hele tiden – også efter 29. august 1943. Der var fødevaremangel næsten overalt. Den danske ”Lieferfreude” skulle bevares. Mængderne oversteg de tyske forventninger. Man ville have en rolig udvikling i Danmark. Danske fødevarer var vigtigere end ideologi. Danmark udgjorde en vigtig del af Hitlers spisekammer. Fiskeriet og landbruget blev ikke retsforfulgt og skulle ikke betale deres fortjeneste tilbage.

 

Historikere svinede hinanden

Pludselig kunne man en af vores store dagblade læse som en nyhed, at Danmark havde været Hitlers spisekammer. Det blev skrevet af unge journalister. Egentlig havde man jo vidst det i mange år.

Men at dette kunne præsenteres som en nyhed i 1999 i et større dansk dagblad må nok betegnes som historieløshed eller kollektiv historiefortrængning.

En masse kronikker i diverse blade fulgte. Det endte med at ansete historikere beskyldte hinanden for at politisere med fakta. Det er vel omkring 15 – 20 år siden. Det var ikke et særligt fint sprogbrug man brugte over for hinanden. I hvert fald ved den lejlighed kan man godt forstå at den danske befolkning blev noget forvirret, da man skulle sætte sig ind i besættelsestidens historie.

 

De blev chikaneret af modstandsbevægelsen

Danske fiskere og dansk landbrug tjente styrtende med penge i deres samhandel med tyskerne. De skulle ikke betale noget tilbage og blev heller ikke straffet. Men den lille husmand eller bondekone, der havde solgt æg og brød til de tyske soldater, der gik vagt langs Flensborg Fjord blev i den grad chikaneret af den lokale modstandsbevægelse.

Er det ikke bare en frase? Nej, i forbindelse med en bogudgivelse i 2017 har vi snakket med en del ældre mennesker i Kollund. Vi skal selvfølgelig ikke se fortiden med nutidens briller, men alligevel. Her er historien om Hitlers Spisekammer.

 

Landbrugsrådet førte direkte forhandlinger

Landbruget udgjorde kernen i den økonomiske kollaboration under besættelsen. Allerede den 15. maj 1940 – fem dage efter besættelsen – blev den tyske politik til at sikre den vigtige landbrugsproduktion slået fast. Landbrugsrådet gik fra de første uger af besættelsen aktivt ind i forhandlingerne med besættelsesmagten.

Produktionen skulle sikres og reguleres med forhøjede priser, så landmændene i egen interesse omlagde og maksimerede produktionen. Eksportpriserne steg markant. Landbrugsrådet førte direkte prisforhandlinger med besættelsesmagten uden regeringens indblanding.

 

Dyrt for lønmodtager og den arbejdsløse

Der var en direkte sammenhæng mellem eksportpriserne og de danske forbrugspriser. Lønmodtagere og arbejdsløse måtte skære kraftigt ned på forbruget af kød, smør og flæsk og spise mere brød, grød og kartofler i stedet.

 

Danmark blev ikke udsultet af Tyskland

Selv om besættelsesmagten havde magten til at opstille ultimative krav til omfanget af fødevareleverancerne fra Danmark, var det ikke kendetegnende for handelsaftalerne. Vi har tidligere set betegnelser som ”Danmark blev udsultet af Tyskland”.

Aftalerne var udformet sådan at de danske myndigheder var interesseret i at afholde aftalerne. Det var muligt for Danmark at importere vigtige råstoffer fx metalvarer, kemikalier m.m., som ikke blev leveret fra Tyskland. Det havde stor betydning for dansk industri.

 

”De gjorde det så forbandet effektivt”

I de sidste to år sikrede Danmark en væsentlig del af de tyske byers fødevareforsyning. Op mod 15 pct. af bybefolkningens forbrug af kød og flæsk blev dækket fra Danmark, mens 10 pct. af byernes smørforsyning blev sikret af det danske landbrug.

Fødevareforsyningen ville ganske givet have været meget mindre, hvis besættelsesmagten havde gennemført en udplyndringspolitik som i andre besatte lande, hvor de tog selv. En amerikansk historiker sagde det på denne måde:

 

  • En ting er at de danske myndigheder dybest set ikke havde alternativer til at levere fødevarer til Tyskland, men behøvede man fra dansk side at have gjort det så forbandet effektivt?

 

Hovedparten solgte ulovligt

De danske landmænd havde under krigen ret til at slagte svin og kreaturer til eget forbrug. Denne rettighed turde besættelsesmagten ikke pille ved. Cirka 1/3 af den danske befolkning boede dengang på landet.

Der var en betydelig handel direkte mellem landmændene og forbrugerne i byerne. De illegale blade opfordrede fra foråret 1942 løbende til at landmændene skulle levere illegalt til familier og venner i byerne, hvilket sikkert har haft meget betydning.

Vores illegale blade tegnede i de sidste besættelsesår et billede af, at hovedparten af landmændene solgte ulovligt ved stalddøren til den tyske værnemagt. Men Landbrugsrådet pointeret dog at der kun var et fåtal af landmænd der solgte ulovligt.

 

Opfattet som udplyndring

Det har været diskuteret om denne eksport har haft krigsmæssig betydning. I Berlin tillagde man den danske eksport stor betydning. De nazistiske ledere ville have et tilfreds folk, der fik nok at spise. De skulle ikke undergrave systemet indefra, fordi de var utilfredse.

Leverancerne af fødevarer til Tyskland blev i stigende grad opfattet som udplyndring, mens der næsten ikke var kritik af landbruget eller danske myndigheder. Og det danske forbrug smør, flæsk og oksekød faldt stort set ikke under besættelsen. Problemet var at priserne steg. Landbruget forlangte mere og mere. Og ikke alle danskere havde råd til det.

 

Var det en fejlbombning

De allierede var interesseret i at Danmark holdt den danske landbrugsproduktion i gang. Man var interesseret i danske landbrugsprodukter efter krigen. Derfor kan det undre at allierede skød efter danske fiskere og bombede et slagteri i Skjern.

Det kunne virke som en advarsel at slagteriet blev angrebet. I Danmark frygtede man at der med bombningen var tale om et strategisk offensiv for at ødelægge den danske fødevareleverance til Tyskland.

Men det må anses som en fejlbombning. I begyndelsen af besættelsen stod sådanne virksomheder også på SOE’ s prioriteringsliste. Briterne slettede senere danske fødevarevirksomheder af mållisten for ikke at få den danske folkestemning imod sig, men også fordi man anså det for vigtigt at den danske landbrugsproduktion var parat ved krigens slutning.

 

Hold nu igen med prisstigningerne

Kritikken efter krigen rettede sig primært mod landbrugets indtjening som følge af de stigende priser på landbrugsvarer. Dette blev betalt via den stigende clearingsgæld i Nationalbanken. Landbrugsrådet forsøgte i efteråret 1945 med svigtende held at forsvare sig mod kritikken. Under besættelsen blev det visket landbruget i ørerne at nu skulle de ikke lade varerne stige yderligere.

 

Eksporten steg hele tiden

Den danske smøreksport til Tyskland steg fra knap 40.000 tons i 1942 til 50.000 tons i 1944. Eksporten af okse – og svinekød steg i samme periode fra 100.000 tons til knap 200.000 tons. I takt med krigssituationen steg betydningen af de danske leverancer.

I 1941 eksporterede Danmark 90.800 tons fisk, hvilket er fem gange så meget som i 1936. Tyskerne kaldte selv den danske fiskeleverance for rygraden i de tyske forsyninger selv om de norske leverancer var større.

 

Historikere beskyldte kollegaer for bevidst at manipulere

I ”De Frie danske” bebrejdede man landbruget at de overhovedet ikke var med i modstandsarbejdet. Men der var ingen kritik af landbrugets ledere.

Bønderne og deres ledere slap helt uden om retsopgøret ligesom de heller ikke blev mødt med krav om tilbagebetaling af urimelige fortjenester. Dette blev fastholdt i en stor artikel i Politiken i 1999 under overskriften ”Bøndernes gyldne krigsår” efterfulgt af undertitlen ”Penge, Penge, Penge”.

Senere er der så kommet bøger, der giver en mere nuanceret beskrivelse af forholdene.

Men det var ikke alle historikere, der var enige om, at Danmarks eksport var så stor. De beskyldte deres kollegaer for bevidst at manipulere med tal. Og årsagen til dette skulle bevidst være for at politisere.

 

Fødevaremangel – burde være basal viden også for historikere

Man fik pludselig at vide, at Danmark var med til at holde tyskernes levestandard op under krigen. De skulle efter Danmark have den største levestandard i Europa. Men sandheden var jo vitterlig en anden. Og efter krigen var der jo nærmest hungersnød i store dele af Tyskland.

Fra dansk side blev de dansksindede hjulpet. Og det var vel ikke uden grund, at de blev kaldt ”Späck – Dänen”. Men se den historie har vi fortalt et andet sted.

At Tyskland under krigen lige som stort set resten af Europa befandt sig i en fødevarekrise er basal viden selv for historikere, som beskæftiger sig med perioden.

Fødevarekrisen bærer hovedansvaret for, at millioner af tvangsarbejdere sultede, og at millioner af sovjetiske krigsfanger sultede ihjel. Den spillede en hovedrolle i forceringen af de jødiske folkemord.

 

Den danske ”Lieferfreude”

Der kom nu en masse artikler og kronikker i de danske dagblade med at den danske eksport slet ikke havde været så stor og at denne kun omfattede 2 promille af de samlede leverancer til Tyskland. Ja sådan var budskabet or 15 – 20 år siden.

Åbenbart skulle indberetninger og notater fra tyske embedsmænd i Berlin og København været meget større for ernæringstilstanden end hvad statistikkerne kunne fremvise.

Tyske embedsmænd advarede mod at man traf foranstaltninger, der kunne skade den danske ”Lieferfreude”.

Forskellige historikere har været fremme med postulater om, at Danmark under krigen var Tysklands vigtigste fødevareleverandør næst efter Italien. Problemet er nok, at historikerne glemmer, at man i Berlin ikke betragtede Danmark som et ”besat” land men som et ”Ausland”. Og så kan historikerne ellers skændes, hvordan man skulle beregne de rigtige eksporttal.

 

Historikerne fremstiller sagen på forskellige måder

Sandheden er, at Danmark kun var Tysklands næststørste handelspartner i 1940. Men man glemmer at nævne at den danske landbrugs – og fiskeeksport hele tiden steg. Og det gjorde den også efter den 29. august 1943. Men det er meget tydeligt at de forskellige historikere har forskellige måder at fremstille problemstillingerne på.

Konklusionen var, at der ikke havde været nogen væsentlig ændring efter den 29. august 1943. Der havde været en afbrydelse på transportområdet et par dage. Og så havde det været et par små huller i leverancen af slagtekvæg og frisk fisk.

 

Ville de allierede anerkende Danmark?

Under regeringens krisemøde i august 1943 blev den tanke luftet, at modstandsbevægelsen kunne have betydning for de allieredes behandling af Danmark efter et tysk nederlag. Heroverfor bemærkede Scavenius at det ville blive helt andre hensyn, nemlig de pågældende stormagters interesser over længere sigt, der ville blive afgørende for deres holdning efter krigen, og ikke sabotage, der på det afgørende punkt, nemlig leverancerne til Tyskland af danske produkter, specielt landbrugsprodukter, overhovedet ikke betød noget som helst.

 

Det er ikke historikere værdige

At nogle af historikerne skulle manipulere med tallene for at tjene et ganske bestemt politisk formål for at sætte samarbejdspolitikkerne samt landbrugs – og fiskerierhvervene på anklagebænken er beskyldninger som ikke er historikere værdige.

Vores landbrugsproduktion var blandt de mest effektive i Europa. Omkring 80 pct. af smørproduktionen og 65 pct. af svinekødet gik før krigen til eksport. Ret hurtigt stod det klart at Tyskland ville aftage alt hvad Danmark kunne levere.

 

Tyskerne kendte udmærket vores økonomiske forhold

Når historikere påstår, at tyskerne ikke kendte til Danmarks økonomiske situation ved besættelsen, så passer det ikke. Oberkommando der Wehrmacht (OKW) havde en hel gruppe, der udelukkende beskæftigede sig med disse ting. Deres økonomiske afdeling havde for længst sat sig ind i landbrugets situation herhjemme.

De kunne også godt gennemskue, når rapporter fra Danmark var for positive.

 

Mængderne oversteg de tyske forventninger

De mængder man leverede fra Danmark, oversteg i virkeligheden de forventninger som man havde i maj – juni 1940. Og besættelsesmagten forstod at værdsætte dette. Danmark var et særtilfælde af besatte lande. Fra de tyske forhandlinger fra 1930’erne blev ved med at fungere. Det var ikke bare skinforhandlinger, som det også har været fremme.

Det virker lidt barokt når historikere skal vurdere om et dansk bidrag på cirka en tiendedel af den tyske civilbefolknings kødforbrug eller omkring en tolvtedel af smørforbruget i de sidste par krigsår er meget eller lidt.

Eller omkring en femtedel af værnemagtens smørforbrug og ca. en tredjedel af kødforbruget kan siges at være af betydning.

 

Man ville have en rolig udvikling

De tyske embedsmænd, der havde med eksporten at gøre så helst at udviklingen i Danmark foregik så rolig som muligt. De så helst at dansk politi blev genindsat. Man frygtede at hvis en politisk spænding ville være af længere varende periode, så ville det gå ud over landbrugseksporten.

Havde man gennemført en skrappere besættelsespolitik lige som i Holland og Norge ville det være gået ud over landbrugseksporten.

 

Danske fødevarer er vigtigere end ideologi

Lederen af det tyske Sicherheitsdiensts udlandsafdeling, Walter Schellenberg beretter i sine erindringer at han i sommeren 1942 havde været i Danmark hvor han havde afvist den danske nazifører Frits Clausens forsøg på at finde tysk støtte til et kup mod den danske regering.

De danske fødevareleverancer var vigtigere til at man turde sætte den over styr for ideologiske hensyn.

 

Hitler var meget opmærksom

To dage efter den danske tilbagetrækning den 31. august 1943 udstedte Hitler et dekret, hvor betydningen at opretholde den danske ”Wirtschaftskraft” blev fremhævet. I april 1944 udstedte Hitler en instruks om, at leverancerne af råstoffer til Danmark skulle øges for at sikre landbrugsvarer. Og den 9. oktober 1944 understregede han betydningen af de danske landbrugsvarer. Betydningen har ganske givet påvirket de beslutninger man tog i forhold til bosættelsespolitikken i Danmark.

 

En vigtig del af Hitlers europæiske spisekammer

Nogle historikere forklejner Danmarks bidrag. Men når den samlet udgør et månedsforbrug til den samlede tyske befolkning, kan hvis godt konkludere, at det er et væsentlig bidrag til den tyske krigsøkonomi.

Om det er tilstrækkeligt til, at man kan kalde Danmark for en vigtig del af Hitlers europæiske spisekammer tude vel være en smagssag.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • berlingske.dk – diverse
  • historie-online.dk
  • Historisk Tidsskrift (Div. Udgaver)
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
  • Mogens R. Nissen: Til fælles bedste – det danske landbrug under besættelsen
  • Hartvig Frisch: Danmark besat og befriet
  • Hans Kirchhoff: Den 2. verdenskrig 1-2
  • Gads Leksikon om dansk besættelsestid 1940 – 1945
  • Joachim Lund: Hitlers Spisekammer
  • Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen
  • Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen
  • Erik Scavenius: Forhandlingspolitikken under besættelsen
  • Henrik Skov Kristensen: Vestallierede luftangreb i Danmark under 2. verdenskrig

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.661 artikler herunder 332 artikler om Besættelsestiden (Før/Under/Efter)


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden