De mange fabrikker på Nørrebro

Vi skal her besøge en masse industriforetagender. Og det er Nørrebro Elektro – Tang-Jensens Klaviatur – Tandhjulsfabrikken – Kehlet Chokolade – Kaffebrænderiet Merkur – Det Danske Petroleums Aktieselskab – Bânckes Senneps – og Eddikefabrik – Bragesgade Understation – En vognfabrikant på Baldersgade – Danske Elektroniske Instrument Fabrikker – Mekanisk Elektrisk Compagni.

 

Mekanisk Elektrisk Compagni

Egentlig har mange produktionssteder og virksomheder været helt upåagtet på Nørrebro. Men de har siden vokset sig store. De har levet under trange forhold, og måtte til sidst flytte hen. Hvor der var bedre plads-

Vi skal her opleve to virksomheder med samme adresse, Thorsgade 37, som fik vokseværk- Og begge virksomheder lever stadig i bedste velgørende.

Må vi præsenterer MEC, Mekanisk Elektrisk Compagni og DEIF, Danske Elektroniske Instrument Fabrikker. I starten af 1940 lå begge firmaer i bygningen.  Begge firmaer fremstillede elektroniske måleapparater, relæer og andet til radiobranchen. De to firmaer rådede efterhånden over hele bygningen og samtlige etager-også bagbygningen.

Den var den 1. juni 1938, da Svend Hansen og Ernst Bock henholdsvis ingeniør og konstruktør grundlagde MEC. Man startede i baggårdsbygning på Kultorvet 4 A med kun 5 ansatte.

MEC producerede drejeomskiftere, trimmekondensatorer til radio og måleapparater og senere også TV apparater. Der var mange omskiftere, der blev nittet sammen. Mange af fabriksarbejderne var montagedamer.

MEC havde de to nederste etager samt kældrene i bagbygningen. Til højre for porten var der kontor, bogholderi, salgsafdelingen og direktionen og til venstre for porten var der smed. Bagbygningen rammede galvanisk afdeling og råvarelager.

Kældrene blev brugt til kantine om omklædning for de efterhånden langt over 50 ansatte.

Trods vareknaphed og rationalisering gennem 1940’erne så voksede og voksede MEC. Da tv-branchen rigtig boomede i 1950’erne var det endnu et større eksportmarked at producere til.

Man fortsatte i Lyngby, medens udvikling og produktion fortsatte på de to etager i Thorsgade 59. Man ville dog godt samle de efterhånden 400 ansatte ved at bygge en fabrik i Ballerup. Den blev indviet i 1963 og har lukket der siden.

Ja som skrevet, så lever firmaet i bedste velgående.

 

Danske Elektroniske Instrument Fabrikker  

DEIF, Danske Elektroniske Instrument Fabrikker blev grundlagt i 1933 af Erling Foss. Det var at skabe værdi ved hjælp af teknologi, der interesserede ham.

Målet var at etablere en virksomhed til fremstilling af simple måleinstrumenter, som f.eks. amperemetre, voltmetre, udstyr til kraftværker, fabrikker, hospitaler og lignende. Erling Foss troede på projektet og besluttede sig for at investere i det.

I starten af 1933 lå DEIF i hjertet af Nørrebro. Et værksted, der ikke var på mere end 150 kvm. Der var ganske få ansatte, primært finmekanikere og lejlighedsvis urmagere til produktion af fintfølende målapparater.

De første kunder og aftagere af DEIF’s produkter var elværkerne samt producenter af tavleanlæg som for eksempel Lauritz Knudsen.

Efter nogle år ekspanderede virksomheden, Der var efterhånden 30 medarbejdere. De måtte derfor flytte til de større lokaler i den ny fabriksbygning i Thorsgade 37. Her åbnede DEIF den 9. april 1940.

DEIF overlod dog besættelsen på grund af de mangle tyske producenter, der forsvandt fra det danske marked. Produktionen blev kun indstillet de dage, hvor værkstedet var for koldt. Arbejderne var derfor nødt til at gå hjem igen.

Under besættelsen var brændsel den eneste aktuelle mangelvare. Af den årsag var det muligt for DEIF at fastholde fuld beskæftigelse gennem hele besættelsestiden. Erling Foss måtte dog flygte til Sverige med sin familie i 1944 grundet sit engagement i modstandsbevægelsen.

DEIF fortsatte sit virke efter krigen og blev i Thorsgade helt frem til 1973. En ny fabrik i Skive skulle rumme den stadig voksende produktion.

Dette var historien om to verdensomspændende virksomheder.

 

En Vognfabrikant på Baldersgade

Karetmager og vognfabrikant Wilhelm Christian Anton Hansen havde værksted i Baldersgade 7 tæt ved Nørrebroes Sporvejsselskabs remise. Han leverede bl.a. i 1885 vogne til dette selskab, lige som han leverede vogne til Falkoneralleens Sporvognsselskab.

Selv boede han også i Baldersgade i årene omkring 1880 og fremefter. Desværre gik han konkurs i 1902.

Firmaet optræder i vejviseren for 1882 som karetmager på adressen Baldersgade 14, hvilket var samme adresse som ”Nørrebroes Sporvejsselskab”. Først fra 1885 til 1901 nævnes adressen Baldersgade 3.

Efter konkursen i 1903 nævnes karetmager L.H. Hansen på adressen. Men vores hovedperson optræder igen i 1918 boende Julius Blohms Gade 33, hvorfra der annonceres om salg af brugte vogne.

I 1889 sendte han et tilbud til FAS. Det løs sådan:

 

• Paa Maling af Vogne. Hertil anvendes de bedste Materialer saavel i Farver som lakker og Arbejdet udføres af Folk, som i enhver Henseende ere kjendte med Behandlingen af Vogne, saa jeg som følge deraf kan garantere for smukt og godt udført Arbejde saavel som Holdbarhed.
• En Tospænder Sporvogn fuldstændig opmaling kr. 225,-
• Enspænder kr. 130,-
• Ved Anvendelsen af billigere Materiale til overnævnte vil Prisen stille saaledes for en Tospænder Sporvogn kr. 200,-
• For en Enspænder Sporvogn kr. 110,-
• Men da jeg ikke har den Garanti for disse varer, anbefaler dem som heldige
• Ærbødigst W.C.A. Hansen

 

I 1894 havde man ansøgt om udvidelse. Og i 1896 leverer han alle 12 hesteomnibusser til Kjøbmagergades Omnibus Selskab.

I perioden 1888 – 94 har firmaet også bygget en del hestesporvogne.

 

Bragesgade Understation

Nej det handler ikke om en undergrundsstation. Det handler om forsyning. Ja det handler om HOFUR – dengang. Den første understation sættes i drift den 15. november 1914.

Og det handler om en forstærkning til den københavnske el – net. Vi har fundet en del interessante billeder, der belyser dette. Og el havde jo også stor betydning for både stor – og småindustri på Nørrebro.

 

Bähnckes Senneps – og Eddikefabrik

Fabrikken blev grundlagt i Kiel i 1830. Den blev overflyttet til København i 1858 af Wilhelm Bâhncke, der ledede virksomheden til sin død i 1907. Firmaet blev videreført af hans to sønner, Emil og Albert.

Den første sennepsfabrik blev etableret i Sølvgade 6 i 1858. Og så fik man patent på opfindelsen af sennepspulver. Nu kunne det blødes op på 15 minutter i stedet for mod tidligere 24 timer.

I 1869 opnår man en sølvmedalje ved Verdensudstillingen i Altona.

I 1884 indvier man et eddikebryggeri på Kathrineberg

I 1917 blev assurance-afdelingen solgt fra, så man kunne koncentrere sig om fødevarer.

Fra 1919 etablerede firmaet sig på Jagtvej 113 – 115. Afdelingen her blev moderselskabet. Den blev moderniseret i løbet af 1940erne. Ved 100-års jubilæet i 1958 beskæftigede man 100 medarbejdere.

Senere opkøbte man forskellige mindre fødevareproducenter

I 1932 fik vi det kendte slogan ”Intet bord uden Bâhncke

I 1931 blev firmaet omdannet til familie-aktieselskab. I 1958 byggede man en fabrik i Ballerup.

I 1982 blev Bähncke en del af De Danske Spritfabrikker og i 1989 en del af Danisco A/S. Men i 2005 blev det overtaget af den norske koncern Rieber & Søn ASA. Dette firma ejer også K-Salat.

I 2013 blev Rieber & Søn købte af den norske koncern Orkla. Bähncke blev nu lagt sammen med Beauvais Foods A/S til Orkla Foods Danmark.

 

Det Danske Petroleums Aktieselskab

I Thorsgade lå Det Danske Petroleums Aktieselskab. Selskabet blev grundlagt i 1899. Det første petroleum kom til Danmark fra USA i 1861. D.D.P.A. var den største aktør på markedet. Selskabet blev den dominerende aktør som distributør af olieprodukter /herunder petroleum, brændselsolie og benzin i Danmark.

Selskabet skiftede i 1952 navn til Dansk Esso. I 1986 overgik det til Statoil.

Man samlede benzinpumper, man havde flasketapperi for petroleum, et benzinanlæg, en benzin-aftapnings-anstalt, forskellige petroleumslagre m.m.

Jo, der skete noget i Thorsgade.

 

Kaffebrænderiet Merkur

Kaffebrænderiet Merkur lå i Sigurdsgade 25/Hermodsgade 24 fra 1933. Lagerbygningen til de rå bønner blev dog først udbygget efter krigen. Det larmede, lugtede og osende kaffebrænderi har ligget midt blandt beboelse.

I dag er bygningen fredet, ja det er en af de yngst fredede industribygninger i Danmark.

Det er en tre etagers fabriksbygning. I fabriksbygningens stueetage var der kontorer og ekspedition. Første sal rummede selve risteriet og anden sal var råvarelageret.

Hovedbygningen er opført i røde mursten og de tre markante skorstene understreger bygningens funktion. Vinduerne ud mod gårdsiden er karakteristiske for industribygninger. Og for at man ikke er tvivl står her stadig under skorstenene ”Kaffebrænderiet Merkur” Men Merkur kan man nu også se andre steder på bygningen.

Hver af de tre skorstene gik fra en kafferist på første sal op gennem anden sal og videre gennem taget.

Bygningen var i brug som kaffebrænderi indtil 1960erne.

Den har siden været brugt af et malerfirma og meget mere. Bygningen har sandelig også været brugt til at dyrke østershatte for første gang i Danmark. Ja VVS – firma og en polsk forretning har også været her.

Kaffebrænderiet blev fredet i 1994. Kulturstyrelsen begrunder det således:

 

• Kaffebrænderiet er et typisk og velbevaret eksempel på denne bygningstype. Med sine skorstene og vinduesfattige facade afspejler bygningen sin funktion som kaffebrænderi
• Bygningen er tillige et karakteristisk eksempel på den rationalistiske/nyklassiske stil i mellemkrigstidens fabriksarkitektur.

 

Kehlet Chokolade

Aktieselskabet Chr. F. Kehlet, Jagtvej 85 – 87 er grundlagt allerede i 1825. I begyndelsen var virksomheden ikke ret stor. Der blev arbejdet under ret primitive forhold. I 1834 blev der anvendt hestekraft.

Jo, Christian Kehlet var den første i Danmark, der producerede spisechokolade. Det skete bl.a. fra adressen Østergade 34 i 1830.

Allerede fra starten baserede han sin produktion på dampkraft. De store dampmaskiner kunne få maskinerne op i et højere tempo. I 1845 importerede han et såkaldt granitvalseværk fra Paris.

Egentlig er oprindelsen til denne fabrik et konditori med café på hjørnet af Gothersgade og Store Grønnegade. Det var broderen R.T. Kehlet, der startede her. Det var en konkurrent til de store dyre schweiziske forretninger. Her kunne man få en kop chokolade for 6 – 8 skilling. I de dyre etablissementer skulle man betale 16 – 20 skilling.

Denne Kehlet producerede også chokolade og konfekt. Men hans gamle formalingsmaskine kunne ikke findele kakaobønnerne tilstrækkeligt, og jernhjulene havde en kedelig tendens til at give afsmag på kakaomassen.

I Kehlets Cafe kunne man også læse inden – og udenlandske blade og tidsskrifter samt nyde hjemmelavet konfekture til billige penge.

Senere etablerede R.T. Kehlet, Rosenlund på Værnedamsvej med luftballoner, fyrværkeri og koncerter.

Ja og hans bror Christian Kehlet overgik ham, inden han etablerede sin fabrik. Han etablerede en café i Erichsens Palæ på Kongens Nytorv, hvor der var koncert med et stort orkester fire gange om ugen.

Siden overtog han Alleenberg på Frederiksberg. Ja stedet lukkede først i 1923.

I 1844 efter at fabrikanten var flyttet fra Grønnegade til Gothersgade, blev der anskaffet granitmaskiner til driften.

Virksomhedens omsætning steg stadig og i 1884 fik fabrikken lokaler på Jagtvej 85. Her lå man indtil 1920. I 1888 overtog H.M.G. Hansen fabrikken og udvidede betragteligt. Han drev nærmest en mønsterfabrik. Fabrikken blev omdannet til aktieselskab.

Fabrikken benyttede kun de bedste produkter og havde et særdeles godt ry. På et tidspunkt var der 120 folk ansat. Helt fra begyndelsen samarbejdede Christian Kehlet med brødrene Cloetta. Siden delte de direktør og adresse i Hørsholmsgade 20. Senere opslugte Cloetta så hele firmaet, der så senere blev opslugt af den finske Fazer – koncern.

 

Tandhjulsfabrikken

Fabrikken lå Jagtvej 103. Den blev grundlagt i 1918 af C.A. Stub. Han havde opholdt sig i en længere årrække i Amerika og Tyskland. Tandhjulet blev praktisk talt anvendt overalt inden for jern – og metalindustrien.

Der blev produceret tandhjul af jern og stål, messing, råhud, fiber, træ og mange andre materialer, ligesom der fandtes mange forskellige slags. Der fandtes cylindriske tandhjul, koniske tandhjul og mange flere.

Der fandtes tandhjul, der kun varede 1 gr. Og så var der nogle, der vejede 25.000 kg. På fabrikken var man i stand til at tilfredsstille næsten et hvert krav til tandhjul.

Man var leverandør til de fleste store maskinfabrikker over hele landet samt Norge og Sverige.

 

Tang-Jensens Klaviatur

Firmaet Tang – Jensen blev grundlagt 17. oktober 1868 af Tang – Jensen, der efter at være kommet hjem fra Tyskland og Frankrig påbegyndte en lille fabriksvirksomhed for klaviaturer på Jagtvej.

Virksomheden begyndte under meget beskedne former, idet han selv var mester, svend og lærling. Efterhånden kunne der spores fremgang. I 1874 kunne man føje mekanikfabrikation til.

I 1880 opførtes fabrikken på Jagtvej 91. I 1884 blev der taget fat på en udvidelse. Og i 1887 startede man fabrikation af cigarkasser.

Fabrikken blev drevet af en 20 hestes dampmaskine.

I 1878 fik Tang – Jensen en sølvmedalje ved Verdensudstillingen i Paris for veludført arbejde. Det var den eneste danske fabrik på dette område. Blandt kunderne var pianofabrikker i Danmark, Norge og Sverige.

 

Nørrebro Elektro

I 1908 tillod snedkermester Axel Franck, at hans 16-årige søn lavede kemiske forsøg i en kælder til familiens bolig i Ægirsgade.

Hvem kunne drømme, at dette kunne føre til verdens første hjertestarter.

Sønnen Otto Franck var en dygtig gymnasiestuderende. Et par år senere i 1912 gik det naturligvis galt. En gaseksplosion kostede den dygtige studerende hørelsen på det ene øre.

Men det der var værre, at der slap gas ud sammen med ilt, fik de omkringliggende facader til at blive gule. Nogle steder på Ægirsgade kan man stadig spotte de gule plamager.

Til gaden store lettelse emigrerede Otto Franck i 1915 til München. Her fik han en stilling hos Münchener Stadt Chemie AG. Her udviklede han bl.a. lungegasser til den tyske krigsindustri. Hans indsats blev bl.a. belønnet med Jernkorset af 2. grad.

Efter Den Store Krig fik han dårlig samvittighed og ifølge hans dagbog overvejede han at gå i kloster.

Heldigvis endte han med at bruge sine evner til at redde menneskeliv. I 1921 vendte han hjem til Danmark med patent og udkast til et elektrisk apparat, der skulle genoplive de døde med elektrisk stød. Kort sagt verdens første defibrillator.

En række forsøg på at genoplive orner, lykkedes. Jo apparatet fungerede. En masseproduktion blev sat i gang med bl.a. en stor eksport fra en tidligere villa på Rådmandsgade 30, hvor han indrettede en mindre fabrik.

Da han døde i 1981, efterlod han sin enke og tre sønner, et indbringende patent og en velfungerende fabrik.

Familien solgte patentet til et japansk firma. Man begyndte i stedet at producere elektronik til fjernstyrede biler og elektronisk legetøj. Fabrikken blev omdannet til Nørrebro Elektro.

 

• Dette var en artikel fra projektet ”Nørrebros Industri” som er støttet af Nørrebro lokaludvalg i samarbejde med Nørrebro Lokalhistoriske Forening. Teksten er leveret af dengang.dk . Projektet bestod også af to gange tre timers foredrag med visning af ca. 300 fotos. Disse fotos kan vi desværre ikke vise her på siden grundet copyright m.m. Vi har ikke økonomi til dette.

 

• Under artiklen ”Industri på Nørrebro” henviser vi til over 30 andre artikler her på siden, der har relation til kategorien. Vi henviser også til 15 artikler, der ligger under ”Artikler fra Nordvest”. Det skyldes, at vi senere lægger artikler omkring Industri på Nordvest ud på siden