Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden

De Danske Varulve

Juni 9, 2015

De Danske Varulve

Forsøg på anmeldelse af Erland Leth Pedersen: De Danske Varulve. Det var en spændende pose, der blev fundet på loftet på Politigården. De danske Varulve var bedre organiserede end man egentlig har regnet med. Men man fik kun fat 20 af dem. Var med de mindst 80 andre? Den spændende bog viser også, at der var penge nok til aktiviteter og våben. Man arbejdede sammen med SS, Hipo og Schalburgkorpset. Terroristerne fra Peter – Gruppen, Schiøler – gruppen og Brøndum – gruppen var dybt engageret i de Danske Varulve. Den øverste chef for De Danske Varulve, Horst Issel fik kun tre års fængsel.

 

Det ulmede i Tønder og Løgumkloster

Vi har to – tre steder på vores hjemmeside beskrevet noget omkring de danske varulve. Det vil sige, at den ene artikel, Danskere i Tysk terrors Tjeneste, ja da var vi ikke klar over på daværende tispunkt, at disse personer var så tæt knyttet til Varulve – bevægelsen.

I mange år blev attentatet i Tinglev mod Sheriffen fra Tinglev betragtet som et Varulve – angreb. Men det var nok mere, at betragte som et hævnangreb mod den behandling, som medlemmer af Det Tyske Mindretal fik i Faarhus – lejren.

I en rapport fra Otto Olesen fra Rigspolitiets Rejseafdeling den 18. maj 1846 står følgende at læse:

  • Man er ikke utilbøjelig til at tro, at Attentatet kan staa i Forbindelse med eller være en Udløber af den i den senere Tid ofte omtalte Varulveorganisation, selvom man ikke har faste Holdepunkter i saa Henseende.

Det ulmede en del i Tønder og Løgumkloster dengang. Og det kan også godt være, at kopierede Varulvene. Men de var næppe en del af den bevægelse, der blev bygget op, og som er omtalt i denne bog.

 

De tysksindede blev overvåget

I vores artikel De Dødsdømte fra Tønder er vi nok kommet bevægelsen noget tættere på. Men det er så på den tyske side. Først var det en amerikansk militærdomstol, der dømte far og søn fra Tønder til døden. Siden forsøgte politiet forgæves at dømme den nazistiske familie fra Tønder for krigsforbrydelser. Artiklen blev nægtet offentliggørelse på en anden Facebook – side.

Vi har også tidligere beskæftiget os med Det Sønderjyske Efterretningsvæsen. Der foregik en massiv overvågning af medlemmer af Det Tyske Mindretal. Årsagen var, at man var bange for Varulveangreb.

23 unge fra Det Tyske Mindretal fra Løgumkloster og Tønder blev tilbageholdt efter angrebet i Tinglev. Nicolaj Westergaard blev idømt dødstraf for sine handlinger. Straffen blev dog senere nedsat til seks års fængsel.

Man kan så undre sig over dommen for mordet i Løgumkloster mod et medlem af Det Tyske Mindretal.

 

Ikke et faghistorisk værk

Erland Leth Petersen (ELP) fortæller i indledningen, at denne bog ikke er et faghistorisk værk. Han understreger, at han er amatørhistoriker. Og bogen er en politimands jagt og efterforskning af en række dramatiske begivenheder som fulgte lige under og efter anden verdenskrig. Al og ære og respekt til forlaget, at de også vil udgive sådanne bøger. Man kan næsten føle forfatterens begejstring, når han finder de dramatiske dokumenter.

 

Hvad mon loftet ellers rummer?

I forvejen interesserede ELP sig for besættelsestiden, men det var et besynderligt fund som han tilfældigvis gjorde, da han skulle reparere et ur. I et nærmest hemmeligt rum så han en papirspose med et spændende indehold. Hurtig fik han posen placeret på skrivebordet, da han var kommet velbeholden ned af stigen. Fundet førte til flere undersøgelser i diverse arkiver.

Gad godt nok vide, hvad de mere eller mindre hemmelige loftsrum på Københavns Politigård ellers rummer.

 

Tyskerne organiserede modterror

Tyskerne organiserede modterror. Man ville underminimere befolkningens opbakning til modstandsbevægelsen. Varulve – bevægelsen var i høj grad til stede i Danmark. Vi har nok indtil nu negligeret dette. Danske nazister havde stor indflydelse på etablering af disse grupper.

 

Himmlers ide

Operation Werwolf blev sat i værk af Himmler. Og dog, for der var noget i gærde inden han sat navn på bevægelsen. Egentlig skulle bevægelsen etableres af små grupper af elitesoldater. Men operationen gik ikke helt efter planen.

Det var først, da Goebbels omtalte den i marts 1945, at ideen igen vakte genklang, og den genopstod for alvor i lidt ændret form. I Goebbels forklaring var Varulvene specialtrænede guerillakrigere, der benyttede terror, propaganda og sabotage som deres våben. De skulle kæmpe videre efter tyskernes kapitulation.

Varulvene skulle også ødelægge fjendens moral. Det kunne gøres ved hjælp af radioudsendelser, flyveblade, illegale skrifter og lignende.

 

Kaos efter Befrielsen

Modstandsfolk, politikere og befolkning var bekymrede. Herhjemme var der ingen officiel dansk myndighed, som var i stand til at overtage kontrollen efter tyskerne. Der opstod da også en del episoder og kaos, som vi sikkert ikke har fået den fulde klarhed over endnu. Vi har her på siden, beskrevet noget af denne kaos, der blandt er fyldt med forfalskede politirapporter, opdigtede afhøringer m.m. Se artiklen De Mystiske Mord ved grænsen.

Det var kaos. Og personlig hævn har sikkert også spillet en rolle. En stor del af dem, der blev anholdt, blev løsladt inden rettergang. Fra Modstandsbevægelsens side sagde man, at man ville undgå, at Varulvene fik overtaget. Men hvor meget vidste man egentlig om Varulvene dengang?

Tyskerne frygtede en russisk invasion i Danmark. Derfor blev Horst Issel sendt til Danmark. Hans opgave var, at danne Varulve – grupper. Han overtog efterhånden ledelsen af den berygtede terrorgruppe Peter – Gruppen. Gruppen har masser af snigmord på samvittigheden.

 

Han var CIA – agent

Han benyttede sig af Abwehr, Schalburgkorpsets efterretningsvæsen og selve Peter – gruppen til at kapre medlemmer til Varulve – bevægelsen. I det tidlige forår i 1945 beordrede Horst Issel nedgravning af masser af våben – depoter.

Det lykkedes ham, at komme uhindret tilbage til Tyskland efter befrielsen. Her arbejde han frem til 1948 under falsk navn. Men jagten på ham, blev aldrig opgivet. Den 18. februar 1949 blev Horst Issel anholdt af engelske militærmyndigheder.

Under ransagningen af hans hjem fandt man ud af, at han udførte spionopgaver for amerikanerne. Det er ikke ukendt, at amerikanerne kaprede mange tidligere SS – folk som agenter. Og Horst Issel forsynede amerikanerne med en masse industrispionage. Det kan så undre, at når amerikanerne kendte hans sande identitet ikke reagerede, da det blev kendt, at han i Danmark var eftersøgt for krigsforbrydelser.

Det var da også to københavnske kriminalbetjente, der fandt frem til ham. Med hjælp af de britiske myndigheder blev han udleveret til retsforfølgelse i Danmark.

 

Fra bombesprængninger til snigmord

Københavns Politi sigtede ham i 75 sager, lige fra snigmord til bombesprængninger. Han erkendte de fleste forhold. Men han fastholdt stædigt, at han burde være straffri, da han som soldat havde handlet efter ordre fra den øverste nazistiske ledelse i Tyskland.

Issel fortalte, hvad han vidste og indvilligede i at samarbejde under afhøringerne. I januar 1950 blev han dømt til døden i Byretten. Landsretten takserede forbrydelserne til 20 års fængsel. Men allerede efter tre år blev han benådet. Folk med meget mindre på samvittigheden blev under retsopgøret dømt til døden, og henrettelsen blev effektueret.

De Tyske Nazister slap billigt

De fleste tyske nazister og krigsforbrydere i Danmark slap forunderligt billigt. Otto Bovensiepen, der som chef for det tyske sikkerhedspoliti havde ansvaret for mord og tortur, og som havde en stor andel i Vareulve – aktionen blev løsladt i 1953.

Og det var afhøringerne og Issels skriftlige beretning som gemte sig oppe på Politigårdens loft.

Otto Skorzeny og Walter Schellenberg blev senere ansvarlige for varulve – aktiviteterne. Man var helt sikker på at russerne ville invadere Danmark, og kampene mod russerne skulle kæmpes med regulære midler.

Skorzeny blev fængslet, men undslap i 1948 fra fængslet. Derefter holdt han sig på fri fod i Frankrig, Spanien og Irland til sin død i 1975.

 

En god organisation

Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med de terroristiske grupper, Birkedal – Hansen gruppen, Schiøler – gruppen samt Peter – gruppen. I bogen dokumenteres, at disse grupper var en del af Varulve – bevægelsen.

Lederen i Danmark var som skrevet Horst Issel. Umiddelbart under sig havde han 4 mand. Der var hyret distriktsledere, og grupper på 6 – 10 mand, hvoraf en eller to var sprængningseksperter.

Grupperne var i Tyskland for at blive uddannet. Men Horst Issel stod også selv for uddannelsen. Man fik købt to huse og indrettet sendere i fem både. Man købte også et mystisk savværk i Jylland. I København erhvervede man også et par forretninger, som man brugte som dækadresser.

 

Arbejdede sammen med Hipo – og Schallburg – korpset

Gruppen fik 100.000 kr. fra Berlin samt 100.000 kr. af Wener Best. Ved kapitulationen var der 12.000 kr. tilbage. Disse penge blev fordelt mellem gruppens medlemmer samt Det Tyske Mindretal.

Man arbejde tæt sammen med lederen af Hipo – korpset og Schallburg – korpset, Erik Victor Petersen. Denne person var oprindelig opdagelsesbetjent ved Københavns Politi.

I marts og april 1945 sendte han 50 håndplukkede Hipo – folk på nazistiske skoler for at give dem træning i sabotage – virksomhed.

Erik Victor Petersen blev den 19. april likvideret af Holger Danske – manden, Gunnar Dyrberg. Det skete på hjørnet af Vester Voldgade og Ny Kongensgade.

 

Spændende kort og informationer

I pakken på loftet lå også 15 ark foldet papir. Det var kort og informationer på depoter, der var gravet ned i en omkreds af 60 kilometer fra Kolding.

Politigården blev det besluttet, at de 15 steder skulle undersøges. De nedgravede våben skulle sikres. De kunne jo komme i forkerte hænder.

Forfatteren fik hurtig adgang til arkiverne for Peter – Gruppen. De fyldte 20 kasser.

 

Terrormål udpeget af sikkerhedschefen

Terrormålene blev udpeget af inderkredsen af sikkerhedschef Otto Bovensieben. Forlystelsessteder og avisredaktioner blev ramt. Således blev blandt andet 20 personer dræbt i Jyllandsekspressen mellem Aarhus og Aalborg. Peter – gruppen udførte ca. 90 clearingsdrab. Vi får også i bogen en gennemgang af Brøndum – gruppen, som danskerne i Peter – gruppen kaldte sig.

Peter – gruppen havde desuden valgt at skyde ganske almindelig danskere på vej hjem fra arbejde.

Horst Issel gik selv aktiv ind i gruppen og blev chef for den. Han havde mange mord på samvittigheden. Således også på drabene på fire læger i Odense.

 

En kasse med frygteligt indhold

Brøndum skulle lede en særlig gruppe på 15 mand. Hver af disse havde en kasse, som var gravet ned. Hver af disse kasser indeholdt:

  • 60 kg plastik – sprængstof
  • Fem pistoler med 50 patroner til hver
  • To maskinpistoler med 3.000 skud
  • To gammonbomber
  • To klæbeminer
  • Sprængkapsler
  • Tidsblyanter
  • Forskellige tændespore m.m.

Kassens indhold skulle først bruges efter tyskernes tilbagetrækning.

 

Politigården skulle springes i luften

Det var bestemt, at Politigården skulle sprænges i luften. Sammen med to tyske soldater blev 600 kg sprængstof båret ind på gården i februar 1945. Politigården blev dog aldrig sprunget i luften og sprængstoffet blev aldrig fundet.

Torturbødelen Ib Birkedal Hansen var også et led i Varulve – gruppen.

 

Infrastrukturen skulle ødelægges

Gruppen havde fået fat i en særlig syre til ødelæggelse af maskiner. Man ville ødelæggeværker, der frembragte gas, lys og elektricitet. Man var i besiddelse af fotografisk gengivelse af kloaknettet, telefon – og telegrafkabler.

Bothilsen – Nielsen kunne fortælle, at der var ca. 100 Varulve – medlemmer i København og 200 i Sønderjylland. Personer med jobs på offentlige kontorer var særlig eftertragtede. OG alle fik en temmelig stor månedsgage udbetalt via Horst Issel.

 

Masser af falske papirer

Gruppen havde adgang til SS – kartoteker. I disse var der også anført, hvem der havde meldt sig, og som var blevet afvist på grund af alder og andet. Man havde falske dåbsattester og andre papirer, der kunne skjule en persons identitet.

Mange af papirer var blevet forfalsket i KZ – Lejr Sachsenhausen.

Forfatteren, Erland Leth Petersen fandt en hel masse papirer fra Hostrup, ca. 7 km fra Tønder. Han undersøgte, hvorfor de pludselig kunne havne her i en pakke med rekvisitter fra Varulvene.

Et ældre ægtepar fra Hostrup kunne fortælle, at den lokale præst var blevet anholdt i de sidste måneder af besættelsen. Præstens forbrydelse var, at han havde givet en lokal modstandsmand logi. Det resulterede i en større aktion, hvor 36 navne var ”stjålet”. Stempler, attester m.m. var blevet stjålet. En del ting var ligeledes forsvundet fra kirkekontoret.

 

Nogle store forbrydere

En af de ledende Varulve – medlemmer begik selvmord lige inden modstandsbevægelsen kom efter ham. Angiveligt var han blevet stukket af et tidligere Gestapo – medlem.

Kaj Bothildsen Nielsen blev dømt for 57 drab og ni drabsforsøg, 116 sabotagehandlinger, 5 togattentater og et røveri.

Henning Brøndum blev dømt for 38 drab og tre drabsforsøg, 59 sabotagehandlinger og to togattentater.

 

En løjtnant udpegede 85 depoter

Forfatteren, Erland Leth Petersen fandt også frem til en afhørings – rapport af en af toplederne, Otto Skorzeney. Denne mente, at der var negravet mellem 100 og 200 depoter i Danmark.

Vi får også at vide, at en tidlig septemberdag i 1945 gik en mand over grænsen ved Kruså. Han nægtede at lade sig visitere, og blev derfor anholdt.

Den unge mand fortalte om, at der var nedgravet en masse våbendepoter rundt om i Jylland. Det lokale kriminalpoliti troede først, at her var tale om en psykisk afviger eller en fantast. Men det viste sig at denne tidligere løjtnant Lorenz talte sandt.

På bagsiden af en politibil kunne han udpege 85 våbendepoter i Jylland. Det viste sig, at denne løjtnant fra Abwehr havde nærmest en fotografisk hukommelse.

I alt menes der, at have været 130 depoter overalt i Danmark.

Der skulle have været indrykket en annonce i Jyllands Posten og Politiken, som skulle have sat det hele i gang. Og koden for aktionen var:

  • Køb og salg af schæferhund, underskrevet John.

 

Hvis nu russerne kom først?

Man kan så spørge sig selv, om hvorfor man lavet et så omfattende forarbejde. Måske ville Det Tredje Rige have udkæmpet det afgørende slag i Danmark. Og måske var det også heldigt, at Varulvegruppen i Kolding i de sidste dage ikke fik deltagelse af Horst Issel. Denne var kaldt til Flensborg, hvor ledelsen af Det Tredje Rige befandt sig.

Det var jo sådan set lige før, at russerne var kommet først til Danmark. Vi har tidligere påvist, at Montgomery ikke havde særlig travlt. Og var dette sket. Så havde gruppen sandsynligvis trådt i funktion. Det ville have blevet meget blodigt. Disse mennesker kender ingen skrupler.

 

Hvor blev de andre af?

Man kan også spekulere på, hvad der blev af alle de medlemmer af Varulvene, som ikke blev pågrebet. Mindst 80 stykker levede videre. De fleste var vel dækket ind under en falsk identitet. Fra politiets side gjorde man vel heller ikke så meget, for at finde disse, bortset fra den massive overvågning af Det Tyske Mindretal i Sønderjylland.

Det mærkelig er også, at der ikke er fundet depoter på Fyn. Så måske ligger der flere depoter og venter.

Et ophold ved østfronten blev bare ændret til et højskoleophold. Man flyttede så til en anden by og levede et stille og roligt liv.

 

En større trussel, end man har regnet med

Denne bog viser, at De Danske Varulve var langt bedre organiseret og udgjorde en større trussel end man hidtil har troet.

Bogen er særdeles farverig, og for undertegnede indeholdte den en masse nyt om besættelsestiden. Det er i sig selv meget positivt. Man følger med i forfatterens begejstring ved at finde vigtige dokumenter. Til tider er bogen lige så spændende som en spionroman.

Kommer der mere?

Selvfølgelig er bogen bedst, når den beskriver det hidtil ukendte fra besættelsestiden. Den kan varmt anbefales.

Men man sidder faktisk med følelsen af:

  • Kommer der mere?

 

Erland Leth Petersen:

De Danske Varulve

  • En politimands efterforskning i ukendt besættelseshistorie
  • Politikens Forlag

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 141 artikler fra og omkring Besættelsestiden herunder:

  • Overvåget dengang
  • Werner Best
  • Danskere i Tysk terrors Tjeneste
  • Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
  • Sheriffen fra Tinglev
  • De Mystiske mord ved Grænsen
  • To Skæbner i Kiskelund
  • Det Tyske Mindretal
  • Mindretal i Brændpunkt
  • De dødsdømte fra Tønder
  • Hvorfor kom Montgomery så sent?

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden