D.G. Monrad – Hvordan var han?
Mange mener at beskrivelsen af D.G. Monrad i TV – serien om Monrad, var fuldstændig forfejlet, ja man ligefrem taler om historieforfalskning. Men var det nu også det? Andre mener, at han havde sit sind imod sig og overvurderede sin egene evner. Andre igen mener, at han gjorde alt for at bevare freden. Monrad huskes positivt for grundloven, men negativt for 1864. Men var det nu også han alene, der var skyld i krigen. Og hvorfor sagde man ikke ja til Bismarcks mæglingsforslag. Se dette portræt af den danske statsminister – dengang.

Var det historieforfalskning?
Vi så ham i TV – serien om 1864. Han var en mærkelig person i serien. Ja han blev nærmest karakteriseret som småtosset, men var han sådan i virkeligheden? Dem, der ikke var tilfredse med serien kalder det nærmest historieforfalskning, den måde Monrad blev fremstillet på. Men de samme personer kritiserede også den måde H.C. Andersen blev fremstillet på. Vi skal da her minde læserne om vores artikel De sidste Hertuger i Augustenborg. Her er H.C. Andersen på besøg, og vi bemærker, at han slet ikke kan forstå det Dansk/Holstenske problem.
Familien til Ditlev Monrad synes heller ikke, at han blev rigtig gengivet. Historikere påpegede også, at han blev karikkeret på en helt forkert måde. Men hvad er rigtig? Og var Monrad skyld i krigen 1864?

Moderen måtte opløse hjemmet
Ditlev Monrad blev født i København, men fik sin opdragelse hos et familiemedlem i en landsby ved Præstø. Hans far var født i Trondheim. Her tog han arbejde som jurist, men måtte fratræde grundet en sindslidelse.
Ditlev var en af seks børn, men de tre døde som små. Åbenbart var hans to søskende indlagt på Frederiks Hospital grund af sindslidelse.
Hans mor måtte opløse hjemmet. Manden forsøgte at myrde hende. Manden i huset var voldelig og paranoid. Hun flyttede til hendes søster i Holsten. Egentlig skulle vores hovedperson overtage en købmandsforening, men hans talent rakte til, at han kunne gå på latinskole i Vordingborg. Dette skete efter, at præsten i den landsby, hvor han fik sin opdragelse havde samlet sammen til hans skolegang.

Eksamener med udmærkelser
18 år gammel fik Ditlev et sammenbrud, som også blev kaldt alvorlig nervefeber. Det varede i flere måneder, og er måske sket i forbindelse med hans mors død. Han kom sig dog og fortsatte på Københavns Universitet. Han boede på Regentsen, hvor han altid var fordybet i bøgerne.
Monrad fik udmærkelser ved alle eksamener. Pludselig tændtes en anden glød, der i lange tider tog magten fra videnskaben. Monrad kastede bøgerne bort, og blev politiker med hele sit liv og sin sjæl.

Flyvende politiske blade
I 1839 begyndte han at udgive en serie pamfletter, som han kaldte Flyvende politiske blade. For sine skriverier blev Monrad idømt en bøde og 1 års censur efter Trykkefrihedsordningen af 1799.
I 1840 blev han medredaktør af Fædrelandet. Han sad i Københavns Borgerrepræsentation fra 1842 – 1848. I tre perioder sad han i Folketinget.

Monrad og den danske grundlov
Monrad bliver gjort ansvarlig for vores grundlov. Og det er vel ikke helt forkert. Men mon ikke det er Grundlovene fra Holland, Belgien, Würtenberg og Sachsen, som Monrad lod sig inspirere af. Men han får dog også sat et tydeligt dansk aftryk.
Danmark skulle i 1848 have en ny konge. Og det benytte Monrad til at kræve fri forfatning og almindelig valgret. Og man må sige, at han nåede langt.
Han mente, at et systemskifte skulle give sociale reformer. Allerede i 1848 interesserede han sig stærkt for den danske sag i Slesvig.

Kongen var irriteret
Han var en meget foretagsom kultur – og indenrigsminister i 1848 og igen fra 1859 – 1863 satte han præg på folkekirken og undervisningsvæsenet. Til kongens store ærgrelse udnævnte han Grundtvig til biskop helt uden fuldmagt. Monrad indførte love om anlæggelse af jernbaner og forsøgte at forbedre fæstebøndernes vilkår.
Monrad skulle også tage stilling til, hvordan man underkue det Slesvig – Holstenske oprør. Efter sejren i Bov, mente han, at det bar gode muligheder for at tage kampen op mod Preussen og en række mindre tyske stater.

Monrad fyret som biskop
Fra 1846 – 1871 var Monrad sognepræst af flere omgange. Han var biskop for Lolland – Falster fra 1849 til 1854. Men han blev afsat efter initiativ af den konservative statsminister Ørsted, en politisk modstander. Han kritiserede regeringen, men med stadig flere skiftende meninger. Efter afskedigelsen fik han job som skoledirektør.
I 1855 blev han departementschef i Kulturministeriet.
Han foretrak krig
Statsminister C.C. Hall var indstillet på, at give tyskerne indrømmelser. Han blev for den indstilling mere eller mindre tvunget til at tage sin afsked. Monrad var Konseilspræsident fra den 31. december 1863 til den 11. juli 1864. Han havde udtalt, at han foretrak krig frem for, at Det Tyske Forbund skulle gribe ind i dansk suverænitet.

En travl minister
Han havde travlt denne Monrad, for foruden at være ledende minister, var han finansminister og minister for Holsten og Lauenborg. Ja han var også en overgang vikar for udenrigsministeren. Mange mente, at han overvurderede sine evner.
Måske undervurderede han den farlige situation. Han blev vurderet til at være kritikløs og dominerende. Det var vel ikke uden grund, at han af kollegaerne blev opfattet med skepsis og mistillid.

Ejderprogrammet
Nu skal Monrad ikke have skylden for krigen i 1864. Krigen var en konsekvens af den politik, som de nationalliberale regeringer havde ført frem til Treårskrigen. Den politik gentog de fra 1855. Det var netop Ejderprogrammet som man havde forsøgt realiseret i 1848, der første til den Første Slesvigske Krig.

Regeringen lovede ikke at inkorporere Slesvig
Ved fredsafslutningen havde stormagterne krævet, at helstaten blev genetableret. Regeringen havde måttet love Preussen og Østrig ikke at inkorporere Slesvig i Danmark. Efter 1855 gentog de nationalliberale, som Monrad var en del af, imidlertid Ejderprogrammet.

Krigen var uundgåelig
Den ny grundlov, der blev vedtaget i 1863, var i strid med de tilsagn, som Danmark både havde givet til stormagterne samt Preussen og Østrig. Krigen var jo nærmest uundgåelig. Det burde regeringen jo have vidst.
Den tyske invasion startede i Slesvig den 31. januar 1864. Monrad beordrede, at Danevirke ikke måtte opgives før en tredjedel af de danske styrker var tabt.
Den 4. februar kom rømningen af Dannevirke. Mange af datidens politikere mente, at de ikke var blevet varskoet af den øverstbefalende De Meza, at han ville gøre dette.
Monrad havde bedt om, at alle måtte kæmpe til København var faldet.

De Meza blev fjernet
Monrad fjernede De Meza fra sin post den 28. februar. Men egentlig var det krigsminister Carl Lundbyes krav, at De Meza skulle fjernes. Egentlig indrømmede Monrad senere, at han godt kunne forstå hans beslutning. Men årsagen til fyringen skulle have været De Mezas brev til Krigsministeriet, som angiveligt skulle have været meget uartigt.
Christian den Niende ville have beholdt generalen, men Lundbye satte sin stilling på spil, og Monrad bakkede sin minister op. Kongen måtte derfor bøje sig.
Slesvig og Jylland blev besat af preussiske og østrigske tropper. Imens forskansede danske tropper sig ved Dybbøl og på Als.

Dybbøl skulle holdes
Den nye øverstbefalende meddelte, at han ikke kunne holde Dybbøl. Monrad beordrede, at Dybbøl skulle holdes. En masse unge danskere omkom, og for den dags skyld også prøjsere og østrigere. Fra dansk side, kunne man sige, at dyrebart blod bliv spildt til ingen nytte.
Den svenske konge troede, at det var en spøg
Monrad lod sig ikke anfægte af dette. Han skrev til den svenske konge og foreslog en nordisk union. Men den svenske konge vidste ikke rigtig om det var en spøg eller om det var alvor.

Konferencen præget af fejlvurderinger
Under London – konferencen blev der foreslået en voldgiftsret til løsning af Slesvig – spørgsmålet. Dette afslog Monrad. Men den endelige afgørelse overlod han dog til kongen. En grænsedragning efter indbyggernes sprog var på et tidspunkt en mulighed. Det ville have været noget nær den grænsedragning, som blev foretaget i 1920. Men Monrads ageren under krigen og fredsforhandlingerne var præget af chancespil, fejlvurderinger og kontroversielle beslutninger.

Stemningen i København var trykket
Den 29. juni blev Als som bekendt taget. Endnu flere måtte lade livet. Men Monrad var stadig uanfægtet. Han var af den mening, at krigen skulle fortsætte ind i Københavns gader, mand mod mand.
Stemningen i København var meget trykket. Man krævede Monrads afgang. Han havde også lagt sig ud med kongemagten. Monrad havde også afvist kravene under fredsforhandlingerne til stor forbavselse for englænderne.

Kongen har forrådt mig
Den 8. juli havde kongen fået nok. Monrad havde i den grad forvirret og tirret kongen. Han havde desuden blandet sig i prinsessernes giftemål. Monrad blev afsat. Han græd og skreg:
– Kongen har forrådt mig!
Indenrigsministeren måtte tage sig af Monrad. Han erklærede, at Monrad var fra forstanden.

Danmark mistede 40 pct.
Den 11. juli gik Ministeriet Monrad af og afløstes af Ministeriet Bluhme. Det var dette ministerium, der skulle afslutte den ydmygende fred.
Endnu den 18. juli udtalte Monrad, under en tale i Rigsrådet, at han helst ville følge Slesvig under fremmedherredømmet med resten af landet for at bevare folket samlet.
Freden blev indgået den 1. august 1864. Fredsaftalen blev ratificeret af Danmark den 9. november 1864. Monrad holdt da sin galskabstale, om at man skulle have kæmpet til sidste mand og ikke underskrevet Danmarks dødsdom.
Danmark mistede 40 pct. af sit areal og 30 pct. af sin befolkning.
Den 28. august var Monrad fremkommet med forslag, om at tilbyde De Vestindiske Øer eller Island for Nordslesvig. Hvor officielt dette forslag egentlig var, er der delte meninger om.

Til New Zealand
Den 1. december 1865 besluttede han at blive nybygger i New Zealand, medbringende kone og børn. Han boede først i et lerklinet hus. Senere byggede han et træhus. Han ville rydde bushen, udsætte køer og får, samt eksperimentere med tobak. Han lærte sig maori. Han følte desuden et kaldt til at undervise de indfødte i kristendom. Arbejdet blev dog afbrudt af maori – oprører.
Monrad gravede sine ejendele ned, og tog til Wellington, for at vende tilbage til Danmark. Sønnerne Viggo og Johannes vente tilbage til det oprindelige sted for at drive landbrug. Monrad beskrev hans ophold i New Zealand som en lykkelig tid, men det var det nu delte meninger om.
Nu var det hele tiden meningen, at han, hustruen og datteren senere vil vende hjem til Danmark igen. Inden familien forlod landet, forærede Monrad museet i Wellington et stort antal grafiske værker af de store mestre.

Mærkelige foredrag på Universitetet
Men vendte atter hjem den 28. april 1869. Herefter tog han et smut til Paris for derefter at få et præstehverv i Brøndbyerne.
Han holdt nogle mærkelige, alt andet end opløftende foredrag på Universitetet, som er kaldt Drømmerier. Det var en række åndefulde og dybe tanker, men fulde af tvivl og mismod.

Uklarhed og rådvildhed
Hver tirsdag kunne hans betragtninger læses i Berlingske Tidende. Han ville gerne holde politiske foredrag, ja det var nærmest som om, at han ville overtage avisens redaktion. Monrad var bange for at prøjserne ville overtage hele Jylland.
Men i disse artikler var uklarheden og rådvildheden fremherskende.
I 1879 beskrev han det sociale sket mellem bondebefolkningen og landbefolkningen på denne måde:

– Tag en fattig købstadshåndværker, er han and nok så uvidende, kan han end ikke skrive to ord af modersmålet uden i det mindste at begå to fejl, så har han dog en levende følelse af, at han er et ganske andet ophøjet væsen end en velhavende oplyst selvejerbonde.

Et etisk problem, at vi nedstammede fra aberne
Rent kirkeligt holdt en hvis distance til de kirkelige bevægelser, grundtvigianismen og Indre Mission.
Hans grundholdning var mere liberal end national. Han var nok en af datidens mest fremtrædende demokratiske tænkere. I sin fritid skrev han jo nærmest videnskabelige værker. Mest kendt er måske Fra Bønnernes verden fra 1876.
Monrad var ikke kun kristen af uddannelse. Han var også kristen. Han udgav talrige skrifter om teologiske emner. I de senere år gik han imod Darwins udviklingslære. Han advarede imod de etiske konsekvenser, der lå i at hævde, at mennesket ikke var skabt i Guds billede, men nedstammede fra aberne.

En gådefuld karakter
Han kunne overkomme en kæmpe arbejdsbyrde og havde faktisk et jernhelbred. Både som politiker og folketingsmand var han fremragende. Men på mange måder var han også mærkelig med mærkelige meninger og omskiftelig. Hans taler var også mærkelige. Men man skulle nok ikke blive hans fjende. Lynende skarp og intelligent var han.
Han var svær, at blive klog på. Det skyldes nok hans ironisk – provokerende stil i skrift og tale. Dette betød også, at mange betragtede ham med en hvis utryghed. Hans personlighed karakteriseres ofte som gådefuld. Han var en stor begavelse og intellektuel kapacitet, men samtidig humørsvingende og uforudsigelig. Han var ikke plaget af ydmyghed.

Monrad huskes positiv for juni – grundloven men negativ for 1864 – nederlaget.

En genial psykopat
De lægelige meldinger om Monrads mentale tilstand er åbenbart forskellige. Forfatteren Tom Buk – Swienty hælder til H.I. Schou’s vurdering, der konkluderer, at Monrad havde en
– Manisk – depressiv sindslidelse.
Og det var netop Tom Buk – Swientys bestsellere, der dannede grundlag for tv – serien.
Historikeren, Hans Wammen har kaldt Monrad for en genial psykopat. Monrad havde i sin ungdom flere psykiske kriser. Han talte om selvmord, og var et par gange indlagt. Men det var egentlig ikke klart, hvad diagnosen var.

Overvurdering af egne evner
Men uanset hvad man mener om dette, så synes situationen i 1864 præget af en markant overvurdering af egne evner til at mestre situationen. Der var momenter af rådvildhed og mental ustabilitet. Hans dømmekraft svigtede.

En helt anden mening om Monrad
Men en anden beskrivelse af Monrad får vi i bogen, 1864 – Sønner af de slagne. Forfatteren til bogen, Rasmus Glenthøj mener, at Monrad var villig til at gå på kompromis med alt, hvad han troede på, for at forhindre krigen. Han var bare ikke god til at finde en løsning, og så stå fast ved den. Rasmus Glenthøj fastslår, at det var afgørende for Monrad, at bevare en fod i Slesvig frem til konferencen i London. Derfor skulle Dybbøl forsvares til sidste mand.

Ikke uden kongens samtykke
Det var fordi, at russerne og englænderne raslede med sablerne, at preusserne trak sig under den Første Slesvigske Krig. Derfor kunne danskerne nedkæmpe oprørerne i Holsten. Disse oprørere havde ifølge forfatteren misforstået situationen og krævede derfor uafhængighed.
Krigen i Slesvig Holsten kunne fortsætte fordi kongen bevarede den udøvende magt, også efter at enevælden var afløst af demokrati og efter at vi havde fået grundloven. Som Rasmus Glenthøj siger, så kunne ministrene ikke gøre noget uden kongens samtykke.
Det var unægtelig en svær situation, for Preussen og Sverige bliver faktisk enige om at dele Danmark mellem sig. Danmark skulle helt slettes fra landkortet.

En splittet dansk delegation
Monrad var under pres. Han kæmpede mod sit svære sind, mod kongen, mod sin ministre og en forrykt folkestemning.
Med hensyn til den omtalte konference gør Rasmus Glenthøj opmærksom på, at den danske delegation var total splittet. I København var Monrad og kongen også dybt uenige.

Monrad forregnede sig
Stormagterne spiller ud med en dansk grænse, der går ved Slien i det sydlige Slesvig. Den er Monrad i princippet med på. Men Christian den Niende er imod. Preussen og Østrig var også imod, men havde danskerne handlet resolut, kunne de måske være blevet overbevist, mener Glenthøj. Hvis nu regeringen havde været enige, kunne man have fået den nye grænse.
Men for kongen er helstaten hans fædreland. Hans fødested ville komme til at ligge syd for grænsen. Monrad kunne ikke overtale kongen. Bismarck spillede ud med omtrent den nuværende grænse. Men det afviser Monrad, og spiller nu højt spil for at få rykket grænsen mod syd. Monrad vil nu have England, Frankrig og Italien med i krigen.

Det gik helt galt
Men som bekendt gik det helt galt. Grænsen kom til at ligge ved Kongeåen. Monrad var ikke skyld i krigen. Han gjorde alt for at forhindre den, mener Glenthøj.
Måske skal vi lige forklare læserne, at hertugdømmerne statsretslig ikke hørte med til Danmark. Men for at gøre forvirringen større så tilhørte de det danske monarki. Kongen fik på et tidspunkt tildelt et tredje hertugdømme, Lauenburg.

Lornsen krævede en særlig forfatning for Slesvig – Holsten
Mange tyske stater blev sluttet sammen i Det Tyske Forbund, der også skulle omfatte Holsten. I disse stater blev der oprettet stænderforsamlinger, der skulle gøre deres indflydelse gældende over for fyrsterne.
Endnu i 1830 havde kongen ikke gjort noget ved det. Et pres fra det største land i forbundet, Østrig, tvang nærmest kongen til at indføre det i sit rige. I 1834 var der stænderforsamlinger i Roskilde, Viborg, byen Slesvig og Itzehoe i Holsten.
I Slesvig – Holsten voksede tanken om selvstændighed. På øen Sild udgav landfogeden, Uwe Lornsen et skrift, hvori han gjorde sig til talsmand for en særlig forfatning for Slesvig – Holsten. Men man skulle have forsvarspolitik og konge sammen med Danmark. Lornsen blev fængslet på grund af sine revolutionære synspunkter, men tankerne levede videre.

Med egen Dug og Disk
I Danmark fik vi marts – ministeriet og først og fremmest Monrad. Forfatningsforslaget skulle være demokratisk. I Rigsforsamlingen skulle en fjerdedel af forsamlingen udpeges af kongen. Valgret til denne forsamling havde alle:
– Uberygtede Mænd over 30 år ”med egen Dug og Disk
Det var såmænd formuen, der var bestemmende for, om man havde valgret. Og valgretten gjaldt ikke for:
– Fruentimmer, Folkehold, Fattige, Fallenter og Fjollede.

Hvor var det lige han blev begravet?
I 1887 døde Monrad. Han blev begravet i Nykøbing F på en kirkegård, som senere blev lukket og udlagt til en slags park. Oplysningerne om den nøjagtige beliggenhed gik tabt. Alle monumenter er i dag væk.
I 1960’erne blev der bygget en vejbro henover feltet og de tilstødende vej – og banearealer. Omkring år 2000 solgte kommunen grunden til Coop Danmark, der ville et Kvickly – supermarked der. Det medførte heftige protester, men efter nogle år blev huset fuldført. Under byggeriet fandt man en del anonyme knoglerester, som siden er blevet gravsat på en anden kirkegård.
Kilde:

– Tage Kaasted: Var D.G. Monrad manio – depressiv/ Historiske/Jyske Samlinger
– P. Lauritsen: D.G. Monrad: Grundlovens Skaber og Folkefrihedens Bannerfører 1-2 (Gad 1950)
– P. Stavnstrup: D.G. Monrad: politiker og gejstlige (Berlingske 1948)
– Monrad, Ditlev Gothard (Dansk biografisk Leksikon)
– P. Bagge: Studier over D.G. Monrads statstanker (1936)
– D.G. Monrad på gravsted.dk
– Rasmus Glenthøj: 1864 – sønner af de slagne

Hvis du vil vide mere om: De Slesvigske Krige:
– Vi har lavet en liste over artikler relateret til de Slesvigske Krige, den kan finde under denne kategori. Se den under: Velkommen til 1864 og De Slesvigske krige.