Både mindet og stenenes historie
Herude findes en lidt upåagtet mindesten. Den blev opstillet som et minde om et slag, der fandt sted den 22. januar 1849. Og dette slag fandt sted midt under en våbenstilstand i den første slesvigske krig. Stenen er selvfølgelig kendt af de lokale, men egentlig burde flere kende til både årsagen til placeringen af mindestenen. Også selve stenens historie er interessant, så den får I også.

En masse rygter
I 1848, da krigen brød ud gik der masser af rygter. En af dem var at Slesvig – Holstenerne havde løsladt slaverne. Det vil sige tugthusfangerne i Rendsborg. Disse skulle nu drage hærgende og plyndrende gennem Jylland. Dette ville bønderne i Vestslesvig ikke finde sig i. Deres hjemstavn skulle på ingen måde hærges Man dannede derfor et slags hjemmeværn, som man kaldte Landstormen. Men der kom dog ingen slaver.

Fællesregeringen stak penge i krigskassen
Ved våbenstilstanden i 1848 blev der dannet en såkaldt Fællesregering for Hertugdømmerne. De stadfæstede oprørsregeringens love, holdt session og opkrævede skatter. Man håbede så på, at disse penge ville havne i oprørernes krigskasse.

Slesvig – Holstenske tropper lod sig tvangsindkvartere
Kongen erklærede regeringen for oprørsk, og den nordslesvigske befolkning nægtede at betale skatter til denne regering. Men Slesvig Holstenske tropper lod sig tvangsindkvartere hos skattenægterne. Hver indkvarteret soldat skulle have 12 skilling første dag, 24 skilling næste dag og 36 skilling den tredje dag, indtil alle skatter var betalt.

Niels Andersen Hansen ville ikke betale
I Forballum var 17 jægere tvangsindkvarteret på fire gårde. På de tre gårde bøjede man sig, og betalte skatterne. Men ikke på den fjerde gård. Her boede Niels Andersen Hansen. Han ville under ingen omstændigheder betale. Til sidst fik han alle soldater tvangsindkvarteret.
Da han ikke kunne holde til det ret længe, fortalte han, at de ikke fik mad i fremtiden. Men det var soldaterne nu ligeglade med. De ville bare tage maden. Niels Andersen Hansen mente, at de skulle rejse næste morgen, ellers ville han sørge for, at de blev fordrevet af Landstormen.

Landstormen mødte talrig op
Soldaterne grinte blot af ham. Det skulle de dog nok ikke have gjort, for næste dag mødte Landstormen med 300 mand og jog dem bort. Samtidig rensede man Skærbæk, hvor der lige var ankommet 60 mand under anførsel af ritmester Rumohr. Han lod blæse til samling, da han så bønderne. Styrkerne stod faretruende over for hinanden. Men ved overtalelser og trusler blev soldaterne tvunget bort.
Landstormfolkene tog nu tilbage til deres sogne. Man havde dog aftalt at mødes i Brøns og gentage aktionen, hvis tyskerne kom igen. Og det varede kun et par dage.

Holstenske soldater ankommet til Gasse
Den 21. januar 1849 kom der bud om, at 62 dragoner og 150 jægere var ankommet til Gasse. Dagen efter ville Landstormen samle sig i Brøns og prøve at fordrive dem lige som sidst. Men soldaterne syd fra var for hurtige. De marcherede lige mod Brøns, besatte byen og lagde sig i dækning bag havdigerne. De tog ligeledes opstilling øst for byen, for at hindre at hele Landstormen kunne samles.

En forvirret kamp opstod
Derefter rykkede styrker nord for Brøns og blev opstillet i to rækker på hver sin side af den gamle landevej. Da Landstorm – folkene nu kom vandrende nord fra i klynger på 10 eller tyve var de tyske soldater parate.
De nordslesvigske bønder var blot bevæbnet med deres stok. Deres fører Anders Thomsen Stavener fra Havedsgård stod et kort øjeblik foran soldaterne. Han gik derefter mellem de to rækker dragoner hen mod ritmesteren. Han tog hatten af som hilsen og til en samtale. Men pludselig begyndte dragonerne at hugge ind med sablerne på de bønder, der var kommet ind mellem rækkerne. Samtidig begyndte dragonerne at skyde. Nu måtte enhver forsvare sig så godt som man kunne. Der opstod en meget forvirret kamp.

17 sabelhug i hovedet
Landstormen fra de nordøstlige sogne nåede efterhånden frem. Men da de så, hvad der skete, kunne de ikke gøre andet, and at vende om. To holstenske soldater og fem bønder faldt. Der blev taget 24 fanger, hvoraf mange var sårede. I blæst og bidende frost blev fangerne kylet op i åbne vogne og kørt til Haderslev. Anders Thomsen Stavener havde fået 17 sabelhug i hovedet. Om det var rigtigt, kan man måske tvivle på.
Den høje, stovte bonde blev i hvert fald hårdt såret. Efterfølgende var han ikke i stand til at tænke klart. Hans hustru døde den 13. marts 1853 efter at have født deres sidste barn. Hun var da kun 30 år gammel. Selv døde han kun 12 dage efter, kun 32 år gammel. Slægtsgården Havedgård fra 1747 blev solgt til højestbydende på en offentlig aktion den 25. april 1853.

Bønderne var ikke stolte af situationen
Bønderne var ikke særlig stolte af situationen. De havde fået klø og lidt smertelige tab. Fællesregeringen gav den danske regering skylden. De havde nemlig sagt, at enhver tro undersåt var berettiget til at gøre modstand mod Fællesregeringens udskrivninger. Den danske regering var nu heller ikke glad for situationen. Et forhør blev afholdt i Ribe. Her blev der konstateret, at ingen dansk myndighed havde været indblandet. Bønderne havde handlet af egen drift.

Det var ikke noget at skamme sig over
Men den danske regering brugte alligevel slaget i deres argumentation for, at situationen var uholdbare. Slaget ved Brøns var sikkert også årsag til, at krigen igen begyndte den 26. marts. Og langsom begyndte bønderne at forstå, at de ikke havde noget at skamme sig over. De havde fået hele Danmark til at lytte til dem, ja også udlandet.

Tanke om en mindesten – allerede i 1856
Tanken om, at der skulle rejses en mindesten fremkom allerede den 25. juli 1856. Det var årsdagen for Slaget ved Isted. Det var præsterne Benedictus, Boisen, Dahl og Hagen, samt lærer Sørensen der udsendte en indbydelse til at rejse en sten. Tanken blev støttet af pastor Brandt ved Vartov i København.
Den historiske forfatter, Frederik Barfod opfordrede den 12. september 1856 i en artikel i Berlingske Tidende til at man bakkede op om dette initiativ.

Der var kommet 600 kr.
Kandidat Sigfred Ley, som havde været en af de åndelige ledere i Landstormen gav den 26 november en udførlig begrundelse for sagen i Vestslesvigs Tidende. Han havde i Forballum været lærer for Knud Knudsens og Niels Andersen Hansens børn. Nu var han flyttet til Visby med Knud Knudsen og boede på Trøjborg.
Den 22. januar 1857 blev der holdt møde i Brøns. Der var indkommet 600 kr. Heraf kom 160 kr. fra Brøns sogn og 100 kr. fra Knud Knudsen på Visby Hovedgård.
Sigfred Ley oplyste af billedhugger Borch i Christiania ville levere en granitsten med indhugget krans og passende indskrift for 800 kr. Man skulle bare selv sørge for at hente stenen.

En sten på en mark i Rødding
Man blev dog enige om, at det blev for dyrt at hente stenen. Herredsfoged Halberg havde en stor sten liggende på sin mark. Men hvordan fik man lige denne op af marken. I miles omkreds fandtes der ikke nogen dunkraft, og stenen lå halvejs begravet.
Elever fra Rødding Højskole blev under ledelse af deres naturhistorielærer, den senere apoteker Winsted sat til at få stenen op af jorden. Man brugte bjælker og tove.

Stenen var velegnet
Man fik nu den kendte billedhugger, professor H.V. Bissen til at komme til Rødding for at se på stenen. Bissen fandt stenen velegnet og ridsede det af på stenen, som skulle hugges af, inden den blev fragtet til Brøns. Stenhugger Holz fra Fole sørgede for denne afhugning.
Den påtænkte indskrift blev forfattet af lærer Cornelius Appel i Tønder, hvis bror dengang var degn i Brøns.

Frederik den Syvende måtte ikke besøge kamppladsen
I efteråret 1857 skulle Frederik den Syvende foretage en rejse fra Ribe til Tønder. Amtmand A. Reventlow havde planlagt at rejsen skulle gå over Lindet Skov og Løgumkloster. Men det var stærke ønsker om, at kongen skulle rejse over Brøns, hvor man så ville modtage ham på selve kamppladsen. Man sendte en deputation til ham, men det blev som amtmanden bestemte.
Kongen var ked af, at han ikke kunne opfylde bøndernes ønske. For at bøde lidt derpå, gav han på sin fødselsdag Dannebrogsordenens hæderstegn til sognefoged Søren Nielsen Degn.
Skuffelsen var stor. Der var allerede skrevet en sang i anledning af kongens komme.

En vanskelig transport
Mindestenen kom først til Brøns den næste sommer i 1858. Det var med stor besvær. Det var vognmand T. Andersen Rost i Ribe til at påtage sig kørslen for 200 kr. Men han turde ikke, at køre den korteste vej til Brøns. Turen gik til Foldingbro for derefter at følge landevejen over Ribe.
Under pålæsningen gik redskaberne i stykker, så de utrættelige elever fra Rødding Højskole måtte igen tage fat. I første omgang kom man dog kun til Hjerting, hvor broen brød sammen. Vogn og sten sank ned i bækkens udtørrede leje.

Med et forspand på 12 heste
Højskolelærere, elever og mange lokale beboere strømmede til med spader og gravede vejen ud, så vognen endelig kom op af bækken. Den fortsatte så mod Foldingbro med hele 12 heste foran. Derfra gik det videre til Ribe, hvor man måtte holde et forsvarligt hvil i nogle dage. Det siges, at vognmanden trøstede sig lidt for sine genvordigheder ved at vise stenen frem for penge.
Endelig den 30. juli kom den til Brøns. Stenen blev kørt hen til den fremtidige plads ved den nye landevej, som var projekteret. Byen var smykket med flag. Mange var mødt op, selv om det var midt i høsten.

Hurra for stenen
Da stenen var væltet af, steg Sigfred Ley op på den, og fortalte, hvordan fædrelandssindede mænd havde skænket den og hjulpet den frem til denne plads. Den skulle fremover minde kommende slægter om troskab mod konge og fædreland. Derefter blev der holdt fest på kroen. Ved midnatstid gik man atter hen til stenen og råbte hurra.
På Hønning Mark fandt man to store sten, som egnede sig til fodstykke. Dem købte man for 100 kroner – frit leveret.

En flot sten på 3 ½ meter
Billedhugger Kjerstrup fra København var blevet anbefalet af Bissen. Han skulle udhugge egekransen og indskriften. Han kom til Brøns den 14. september. Han fik hjælp af stenhuggerne Holz fra Fole og Poulsen fra Hønning.
Det var meningen, at den lille mindeplads skulle omgives af hegn af stenpiller, som var forbundet med jernstænger. Holtz leverede 10 tilhuggede stenpiller for 73 kroner, og smeden i Brøns leverede jernstængerne for 52 kr.
Stenen var nu en 3 ½ meter høj slank og skøn sten, som bredere forneden end foroven. På stenen var indgraveret følgende:

– DEN 22. JANUAR 1849
– FOR TROSKAB MOD
KONGE OG FÆDERNELAND
– EJ MINDE OM EN GLIMREDAG
KUN OM ET TROFAST HJERTESLAG

2.000 mennesker hyldede stenen
Søndag den 10. oktober kunne stenen rejses. Men Kjerstrup blev først helt færdig tre dage senere. Man måtte stadig hjælpe sig med bjælke og tove. Men der var nok folk til at tage fat. Lærer Sørensen holdt en lille tale og der blev råbt hurra.
Den 22. januar 1859 kunne den højtidelige indvielse endelig finde sted. Det var en mægtig festdag i Brøns. Byen var udsmykket med guirlander og flag. Der var rejst æresport ved kroen og ved indgangen til festpladsen. Omtrent 2.000 mennesker var mødt frem.
Lærer og elever fra Rødding Højskole var mødt som æresgæster. De mødte med de tre nordiske flag. Dette vakte dog en del forbavselse hos lokalbefolkningen. De tænkte ikke på, at repræsentanter fra de nordiske lande havde deltaget frivilligt i Treårskrigen.

Kanoner fra Mjolden Færgegård
Man samledes ved krogården, som var festligt smykket. Klokken 14 satte festtoget sig i bevægelse. Forrest bar man tre faner, deriblandt Rødding Højskoles. Derefter fulgte 12 unge piger, som var ens klædt. Et 12 – mans orkester spillede Dengang jeg drog afsted.
Da man kom til festpladsen, blev der affyret en kanonsalut. Det var kanoner fra Mjolden Færgegård, som man dengang i 1849 havde skjult for tyskerne, der havde fundet vej til Brøns.

Og så blev der fest
Elever fra Højskolen sang en sang som var forfattet til lejligheden af kaptajn Thurah fra Tønder. Kandidat Ley holdt derefter en tale. Yderligere taler, sange og kanonsalutter fulgte. Og så var der ellers fest.

Et underskud på 12 kr.
Den 30. juni 1859 blev der aflagt regnskab. Indtægten var på 1.517 kr. Udgiften var på 1.529 kr. Det lille underskud på 12 kr. blev dækket af herredsfoged Friedrichsen af aktionshonoraret for bortsolgt tømmer.

Et minde for de to faldne holstenske soldater
50 år efter slaget under den barske von Köller følte den tyske ånd sig nemlig forpligtet til at udtrykke et minde om de to faldne tyske soldater. De var blevet begravet på Brøns Kirkegård. Men ingen kunne huske, hvor de havde ligget. Ingen ville dog sælge jord til tyskerne. Et postbud måtte derfor af med halvdelen af sit gravsted. Her blev der så rejst en sten. Øverst bar stenen det Slesvig – Holstenske våben og indskriften Up ewig ungedelt.
Her efter nævnes de to faldne tyskers navne, hvorefter man havde forfattet følgende tekst:

– Faldt i den sejrrige træfning ved Brøns. Tænk på dem, som i kærlighed og troskab faldt i kampen for Slesvig – Holstenernes ret. Rejst af kampfæller og kammerater den 22. januar 1899.

Pastor Jacobsen: Knus fjendens hoved
Indvielsen fandt hvis nok også først sted den 17. september 1899. Og det var den berømte/berygtede Pastor Jacobsen fra Skærbæk, der talte. Henvendt til den danske befolkning udråbte han:
– Bist du Amboss, sei geduldich
– Bist du Hammer, schlage zu
Ifølge Heimdal fra den 1. oktober 1929 skulle han også have sagt:
– Hil dig, kejser, sving hammeren
– Knus fjendens hoved!
– Før dit folk til herlighed og storhed

Lysene var slukket
Efter denne indvielse var der en temmelig fugtig fest på Brøns Kro. Da deltagerne hørligt berusede drog til stationen efter festen, var det meningen at vinduerne i byen skulle have været illuminerede, men beboerne havde i stedet slukket al lyset.

Tyske soldater bevæbnet med tjærekoste
Så gik der omtrent tyve år. Den tyske militærmagt var bukket under i 1918. Den danske befolkning begyndte at ånde op, og politiske møder blev afholdt. En af de første møder blev afholdt på Brøns Kro. Det var Kloppenborg Skrumsager, der var kommet til stede, som taler.
Alle som kunne krybe og gå var til stede. Gaden var næsten mennesketom. En flok indkvarterede tyske soldater, der endnu ikke var sendt hjem, skulle ud og svinge hammeren. Ved denne lejlighed var de dog udstyret med en tjærekost. Det gik ud over den skønne mindesten. Og tjæren var desværre god.
Det var ikke muligt at fjerne tjæren igen. Hele overfladen måtte hugges ren til Genforeningen.

Slaget ved Brøns – i tysk version
Men slaget ved Brøns findes også i en helt anden version. I fem år havde Pastor Horstmann været præst i byen. Han skrev en rørende skildring i sin bog Erinnerungen aus verlorenem Land (side 214 – 15)
I hans historie var en trop bestående af prøjsiske og østrigske dragoner nærmet sig byen på fredelig vis. De glædede sig over det skønne landskab. Her var alt så stille og kvæget gik roligt og græssede på marken (og det den 22. januar!) Men da de så gik gennem husene gik kirkeklokkerne i gang. Folk kom frem fra deres skjulesteder og overdyngede soldaterne med sten. Soldaterne blev angrebet med våben. To soldater blev snigmyrdet.

Det hedder så videre i bogen, at hævnfølelse ligger tyskerne fjernt, så landsbyen blev ikke plyndret eller brændt af og ingen blev stillet op af muren. Nu hviler prøjseren og østrigeren i et værdigt gravsted på kirkegården.
Ja de to tyske pastorers udtalelser viser, hvor uskyldig den tyske ånd er, når de skal spille armboltens rolle.

Mindesten for de faldne
Der gik yderligere cirka 30 år. I mellemtiden var Historisk samfund for Brøns Sogn blevet dannet. Man har nu indført en tradition med at holde et historisk møde på mindedagen den 22. januar. Og det gjorde man også på hundredeårsdagen i 1949. Her afslørede man fem små mindesten, som var blevet opstillet omkring den store. De bærer navnene:
– Andreas Thomsen Lindholm, Haverad
– Adser Hansen Søndergaard, Rejsby
– Peter Christian Engelstoft, Rejsby
– Søren Andersen, Øster Aabølling
– Didrich Jørgensen, Sønder Farup

Niels Andersen Hansen søger erstatning
Nu kunne vi sådan set have slutte historien på værdig vis, men vi skal lige have historien om gårdmanden og møller Niels Andersen Hansen fra Forballum med, da han søgte om godtgørelse for de tab, han havde lidt.
Han var fra 1853 til 1855 enklavernes repræsentant i det danske folketing. Han sendte i februar 1853 på tilskyndelse af kongen en ansøgning til sine tro slesvigske undersåtter om godtgørelse for den skade, der under treårskrigen var blevet påført ham. Han skrev blandt andet:

– I året 1849 i januar måned blev jeg af den oprørske regering opfordret til at indbetale skatterne til dem. Det kunne jeg som dansk mand og efter kongens opfordring ikke indlade mig på. Jeg fik derfor en indkvartering af seks mand, der først lå i min gård i otte dage og forlange foruden kosten, ni skilling kurant til mands for den første dag og siden dobbelt op hver dag.

– Da jeg endnu hverken betalte dette eller skatten fik jeg tretten til, som lå i tre dage. Jeg sagde dem ligefrem, at jeg så godt, at de havde magten, og når de troede, at de havde ret dertil, så måtte de tage selv, godvillig betalte jeg ikke.

– Vi måtte da drage ind til vores nabo, hvis gård ligger på nørrejysk grund, og overlade vor egen gård til fjenden at skalte og valte med.

– De førte sig enddog af fjender at være, at være meget skikkeligt, og efter elleve dages forløb fra jeg fik den første indkvartering, kom uden min opfordring Landstormen og jog dem bort herfra.
– Vi flyttede derpå igen ind i vort hus, men to dage derefter, som var på en søndag blev jeg underrettet om, at fjenden ville komme igen og formentlig for at føre mig bort som fange.

– Jeg rejste derfor bort fra huset og efterretningen stadfæstede sig, da der samme dag kom 65 dragoner og 95 fodfolk. Den kommanderende officer spurgte straks om mig, og da min kone sagde, at jeg var rejst bort, svarede han: ”Det var fornuftig gjort”

– Han bøde derpå min kone at betale, og da dette ikke hjalp, slog de kreaturet ud af båsen og opførte sig i det hele som rene røvere: ”åd og drak al den mad og drikke, der var i huset, og tog derpå tre heste med sig, for hvilke de dog gav mig medfølgende kvittering.
Hans tab var på 300 rbd.

Niels Andersen Hansen opgjorde tabet til 300 rbd. Og han anfører:
– Som jeg med god samvittighed tør beedige, når forlanges, men det ved jeg, at jeg ikke ville haft det for 500 rbd.

Kilde:
– Axel Lindvald: Landstormen ved Brøns (festskrift til H.P. Hanssen 932)
– Marcus Skov: Landstormen ved Brøns (Sprogforeningens Almanak 1901)
– Sofus Høgsbro. Mindesmærket ved Brøns (Sprogforeningens Almanak 1902)
– Sønderjysk Månedsskrift august 1926
– Sønderjysk Månedsskrift januar 1959
– Heimdal 1. oktober 1929