Tre år måtte man vente i Bovrup for at få  uniform. I Varnæs ville man ikke kommanderes på  tysk. I Kliplev havde man en brandbil, der hed Stinne. I Hjordkær kørte man til brand i en taxa. I Øster Løgum ville man have branddammene renset. I Hellevad delte Æ sprøjthus ejendom med fængslet. I Rise kørte man til brand med en traktor. En gammel dame faldt ned fra stigen i Rødekro. 5O gamle brandbiler mødte hinanden i Løjt

 

Det Sønderjyske brandværn

I Sønderjylland er det en helt speciel tradition for frivillige brandværn. Siden slutningen af 1900 – tallet har brave og modige mennesker rykket ud for at hjælpe medborgere i nød. Og det har de gjort ganske frivillig.   I Sønderjylland var der indført en ordning i 1776. Det væsentligste brandslukningsmateriel på landet var sprøjten, hvortil kom nogle brandspande. Der blev udskrevet mandskab til at møde op ved brand. Man mødte desuden op til en øvelse eller to om året.

I midten af 1800 – tallet opstod i Frankrig tanker om et frivilligt brandværn. Ideen blev taget op i Tyskland. Her blev der snart oprettet brandværn på frivillig basis overalt.

Det første frivillige brandværn blev etableret i 1869 i Tønder. Og disse brandmænd føler, at de gør en forskel. Ja egentlig er det snyd, at det hedder brandmænd, for der er skam også brandkvinder med i værnene.

Det kneb med at få oprettet brandværn ude på landet. Det gik bedre inde i byerne. I begyndelsen var kommandosproget på tysk.

 

71 brandværn i 1985

Ved Genforeningen i 1920 var der lidt over tyve frivillige brandværn i Sønderjylland. I 1930 var der næsten 50 værn og i 1985 var man oppe på hele 71 værn.

Værnene står til rådighed for kommunen til brandbekæmpelse, redningsopgaver, let miljøbekæmpelse og frigørelse af fastklemte i forbindelse med trafikuheld. Hvert værn har sit område. Under en indsats bliver opgaverne fordelt efter hvilken uddannelse man har. Ofte tilkalder man assistance fra andre værn.

Myndighederne stiller et krav om, at udrykningen skal være klar inden for fem minutter efter at alarmen er gået.  Værnene finansieres hovedsagelig gennem kommunen. Hvis man ikke kan få tilstrækkelige midler herfra, forsøger man selv at finde dem. Man forsøger også at finde støttemedlemmer, der dermed kan sikre værnets drift og ekstra investeringer.

 

Det sociale og det kulturelle

De forskellige værn er særdeles synlige i det sociale og kulturelle liv i Sønderjylland. Derigennem forsøger de også at skaffe midler til deres virke. Til mange af værnene er også tilknyttet et orkester.   Men det er selvfølgelig også grænser for, hvor meget tid den enkelte kan bruge på brandværnet.

Og for at en brandmand er færdiguddannet skal han bruge endnu 250 timer vel og mærke i fritiden. Derefter kommer øvelser og indsatser. Mon ikke mange brandmænd har nået smertegrænsen. Kravene til dem er stigende.

 

Løjt Frivillige Brandværn

I den nye Aabenraa Kommune var der 23 frivillige brandværn. Vi har allerede kigget på nogle af dem, der fungerer i den tidligere Bov Kommune (Se artiklen Brand i Bov Kommune). Denne gang går vi uden om Aabenraa Frivillige Brandværn og kigger på nogle af dem, der ligger i omegnen.

Nord for Aabenraa blev Løjt Frivillige Brandværn dannet i 1880 efter en storbrand i Løjt Kirkeby. Hele 45 mand var med fra starten. I 1887 bestod værnet af slukningsmandskab, stigemandskab, et mindre musikkorps og en sprøjtevogn med 450 meter slange.

I 1900 bestod værnet af 51 mand. Første verdenskrig betød tab af flere medlemmer. Den første motorsprøjte blev anskaffet i 1938. Den blev spændt efter den lokale vognmands køretøj.
En ny brandstation blev bygget.

 

50 gamle brandbiler i Løjt

I forbindelse med sit 100 års jubilæum i 1980 fik værnet en autosprøjte og senere en tankvogn. Brandstationen blev senere udbygget. Da værnet holdt 110 års jubilæum var der forsamlet 50 gamle brandbiler hos Løjt Frivillige Brandværn. De fleste kom fra Tyskland.

I år 2000 fik værnet en ny slangetender. Man var blevet en selvstændig slukningsenhed under Aabenraa Redningsberedskab sammen med Barsmark Frivillige Brandværn.

 

Kvinde væltet ned stigen

Før 1934 var brandbekæmpelsen i Rødekro udlagt som et tvangsberedskab. Det betød at svende og karle skulle medbringe heste til at trække pumpen til vandstedet. Grundet manglende uddannelse forblev indsatsen derfor mangelfuld. I 1934 da der udbrød brand på en landejendom i Brunde betød det derfor at løse heste løb rundt i byen.

Senere på året, da der udbrød brand på Villa Katherina (nuværende adresse Callesensvej 1A), skulle en ældre dame hjælpes ned af stigen fra 1. sal. I forbindelse med denne redning faldt damen ned af stigen og omkom.

 

Rødekro Frivillige brandværn dannes

Disse to episoder fik en gruppe mænd til at beslutte sig til at oprette et frivilligt brandværn. Man indkaldte til møde hos vaskeriejer Johan Peters (nuværende adresse Østergade 47).

Der mødte 19 mand til den stiftende generalforsamling. Da ingen havde kendskab til organisering af et brandværn, blev der indbudt en række personer fra andre værn, for at forklare
sammenhængen.

Den første brandstation var et skur ved Fredebo. (Østergade 47). Værnet fik uniformer, og man begyndte med øvelser og prøvealarmer. Et nyt Sprøjtehus blev placeret foran pladsen ved Jernbanehotellet. For at få råd til det hele blev der vedtaget et kontingent på 4 kr.

Brandværnet blev en vigtig del af det sociale liv i byen. Man arrangerede brandværnsfester, basarer og meget mere. Det brandtekniske blev ikke forsømt. Efterhånden blev flere og flere
uddannet.

 

Vanskelig alarmering

Alarmeringen var dog lidt vanskelig.  Det var ikke alle, der havde telefon. Der blev lavet en aftale med en ejer af en telefon, politiet og brandværnet. Politiet ringede til telefonejeren, der så ved alarmering cyklede rundt i byen blæsende på et brandhorn. Denne alarmering var dog ikke særlig effektiv. Ofte kom man for sent. Man ansøgte derfor sognerådet om en sirene.

 

Den første automobilsprøjte

I oktober 1944 blev det besluttet at anskaffe en automobilsprøjte til en pris af 3.800 kr. til levering i 1945. Sognerådet betalte den ene halvdel, og værnet betalte selv den anden halvdel. Den første fane fik man overrakt af Danmarkssamfundet den 19. juni 1949.

Det kneb stadig med alarmeringen. I 1950 købte man en sirene, der blev anbragt på Bager Clausens ejendom (Hærvejen 27 – 31). Sprøjten blev udskiftet med et køretøj fremstillet hos HFR i Rødekro. En større brand på savværket og hjælp til bekæmpelse af en brand på Frøforsyningen i Aabenraa fulgte.

 

En grænse var noget

I 1971 havde man så travlt, at man havde nået en grænse, hvad man kunne klare. Pladsen på  Hærvejen var blevet for trang. Man havde i 1974 fået en slangetender. Den måtte stå i en lade bag ved brandstationen. Der var ingen undervisningslokaler på stationen. Situationen var særdeles utilfredsstillende.

Rise Brandværn var i samme situation. Man var hurtig klar over, at begge værn ikke kunne få en ny station. Derfor talte man om en sammenlægning.

 

50 – 75 alarmeringer

I 1983 kunne man så flytte ind i en ny brandstation på Trondhjemsvej 4. Stationen havde nu fire porte, og ved sammenlægningen fik man nu også en tankvogn. Værnene fik udskiftet materiellet fortløbende. Alarmerings-systemet blev udskiftet. Endelig kunne den endelig sammenlægning ske.

Værnet har travlt. Der er mellem 50 og 75 alarmeringer om året. I alt har man 35 aktive, herunder tre kvinder.

 

Tvangsbrandværn

I Rise Sogn var der tvangsbrandværn i de syv brandkredse Rise, Brunde, Rise – Hjarup, Mjøls, Nr. Ønlev og Søst. Det betød, at alle mænd mellem 16 og 60 år skulle give fremmøde i tilfælde af brand.

Postbud Christian Bill var initiativtager til et nyt brandværn. Han havde været medlem af Barsmark Frivillige Brandværn. Et møde blev afholdt den 6. juni 1934 på Risehus. Her meldte 27 sig til aktiv tjeneste.

 

Måtte betale en del af uniformen

Æ Sprøjthus lå lige øst for jernbanen Aabenraa – Rødekro, hvor Ringvejen i dag passerer banen ved Rise.  Alene udgifterne til uniformer beløb sig til 608,25kr. Hver aktiv brandmand skulle betale 10 kr., som dog kunne afdrages med 50 øre pr. uge. Pengene blev lånt hos bygmester Søren Adolphsen. Han syntes, at det var mange penge.

 

Indvielsesfest

Den 11.11 holdt man stiftelsesfest. Det var med Løjt Frivillige brandværnsorkester i spidsen. Med i festlighederne var også Rødekro Frivillige Brandværn, der var stiftet 14 dage tidligere. Efter optoget var der fest og dans. Overskuddet fra denne fest skulle dække en del af Rise Frivillige Brandværns gæld.

 

Skænderi med lokomotivføreren

Sprøjten var en hestetrukken håndkraftssprøjte. I trediverne var hestene udskiftet med et par køreskinner. Så  kunne den skubbes op på en lastvogn i tilfælde af alarm. Nu var problemet, at Rise dengang var stationsby. Når så lokomotivet holdt ved stationen kunne brandmandskabet ikke komme forbi. Det gav meget råben mellem brandmænd og lokomotivførere.

Rødekro havde søgt om en motorsprøjte hos sognerådet i Rise. Og selv om lokalpatriotismen var stor, blev man enige om et samarbejde de to værn imellem.

 

Nyt Sprøjtehus

I 1943 fik man bevilliget et nyt sprøjtehus bag ved vandværket. Efter 1945 kom kravet om udrensninger i værnet. Det betød at 7 medlemmer forlod værnet, 4 meldte sig ud og 3 blev ekskluderet. Men på generalforsamlingen kom fem nye brandmænd til.

 

Lastvogn til rådighed

I oktober 1945 fik brandværnet sin første motorsprøjte, men stadig med en alarmeret lastvogn til at trække den ved brand. I de kommende år fik man sværere ved at få fat i en lastvogn om dagen. Og værnet måtte flere gange vente over 30 minutter inden man kunne rykke ud. Det lykkedes dog i 1953 at købe en Bedford – lastvogn årgang 1937 til 1,750 kr.

Nu var brandværnet godt kørende, men man skulle stadig alarmeres via telefon og brandhorn. Eller også  skulle man lytte på Rødekros sirene.

 

Man trak på  smilebåndet

I 1960 kunne den gamle lastbil ikke mere godkendes som udrykningskøretøj. Man fik bevilliget penge til en 4 – hjulet  landbrugsvogn. Den blev monteret med bænke til mandskabet. Slangen og andet materiel lå i bunden og motorsprøjten blev koblet til. På siden af vognen blev monteret et håndbetjent udrykningshorn. Trækkraften blev leveret af en traktor. En af byens bønder havde mod betaling lovet at stille med en traktor, når alarmen indløb. Og det var vel ikke uden grund at denne opstilling kunne trække smilet frem ved brand.

 

Brandværn med musik

I Hellevad var tre pyromanbrande der i 1931 startede værnet. Uniformer og materiel blev anskaffet for medlemmernes egne midler i 1932. Det vil sige, at hjelme, økse og stigegreb fik man udleveret. Men så tilbød købmand Møller, at man kunne få trøjer til indkøbspris.

Og sandelig fik man 400 kr. i opstart fra Hellevad Sogneråd. Den 17.03.32 besluttede man også efter et møde hos gæstgiver Jørgen Nielsen, at oprette et musikkorps. Og det var med købmand Schlef fra Hønkøs som kapelmester.

 

Fem medlemmer interneret

Værnet i Hellevad blev et centralt værn med underafdelinger i Klovtoft, Horsbyg, Egvad samt slukningspligt i Bedsted Lø.

Under anden verdenskrig var det ikke nemt for værnet. Man fik lov til at rekvirere forbi-kørende lastbiler til transport. Senere fik man tilladelse til at bruge et par personbiler til udrykninger.

I juni 1945 blev man nødt til at indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Problemet var, at fem af værnets medlemmer var interneret.

 

Æ Sprøjthus og fængslet

Efterhånden lykkedes det at få  anskaffet en motorsprøjte og slanger fra tyskernes brandvæsen på Skrydstrup Flyveplads. Men det var ikke meget værd. Tyskerne havde forsøgt at ødelægge det med syre.

Et nyt sprøjtehus var på ønskesedlen. Det gamle havde også virket som fængsel, når uromager havde været på Kløver es eller andre steder, og trængte til afkøling.

 

Den første tankvogn i Sønderjylland

I 1947 købte man en ny brandbil i Vejle for 6.500 kr. I 1951 brændte Forsamlingshuset i Øster Terp. Pludselig væltede en mur, hvor der stod syv brandfolk. Omkring 1985 opløstes brandværnsorkesteret.

Omsider stod en ny brandstation færdig. Som det første værn i Sønderjylland havde man fået en tankvogn. Kommandoerne blev givet på både dansk og tysk. Og efter kapitulationen var der ikke nogen, der blev smidt ud af værnet, selv om de var tysksindede.

 

Øster Løgum Frivillige Brandværn

Øster Løgum Frivillige Brandværn blev oprettet den 13. oktober 1945. En del borgere havde syslet med tanken om et brandværn. Man ansøgte sognerådet om midler til anskaffelse af en motorsprøjte og slangemateriel. Desuden ville man have alle branddamme renset i kommunen.

 

Hjordkær Frivillige Brandværn

Hjordkær Frivillige Brandværn blev stiftet den 25. februar 1935. Blandt de første bestyrelsesmedlemmer var et fjernt familiemedlem til undertegnede, karetmager Søren Tønder.

 

Med lastbil og taxa

I 1940 blev håndkraftsprøjten udskiftet med en motorsprøjte. Den kunne sprøjte 600 liter i minuttet. Hvis alarmen gik, blev brandmændene kørt til brandstedet af vognmand Jens Lauesen. De brandmænd, der nåede det, sad på ladet. Dem, der ikke nåede det, blev fragtet til stedet af Erik Knudsen, der var taxavognmand i Hjordkær.

Materialet blev opbevaret i Æ Sprøjthus på Tøndervej 29.   I 1942 blev der oprettet en Luftværnskolonne efter en opfordring af politimesteren.

 

Brandstations – grund til kolonihave

I 1944 fik man overdraget en byggegrund til opførelse af en ny brandstation. Bygningshåndværkerne i værnet var villige til at stille deres arbejdskraft til rådighed, såfremt sognerådet ville stille materiale til rådighed. Men det ville de ikke. Det skyldtes den dårlige beliggenhed. Grunden blev i stedet udlagt til to kolonihaver, lejet ud til to brandmænd.

Kassøgård brændte den 16. december 1945. Der indebrændte 25 kreaturer og 70 svin. Kun stuehuset og kostalden blev reddet.

Den 1. maj 1946 besluttede værnet at købe en grund af malermester Andreas Frost. Den ny brandstation blev indviet i 1947. Der var plads til en automobilsprøjte samt en påhængssprøjte.

 

Hele besætningen indebrændte

Den 11. december 1949 brændte det hos Nicolaj Haase i Sdr. Ønlev. Ved anko0msten stod gårdens tre længer i brand. Hele gårdens besætning undtagen hestene indebrændte. Også alt indbo og avlen blev ildens ofre. Ilden menes, at være opstået i den elektriske installation.

 

En ny brandstation

Først i 1946 fik Hjordkær Frivillige Brandværn deres egen udrykningsvogn. Det var en Chevrolet, som blev ombygget af karetmager Søren Tønder og mekaniker Andreas Berg.  Bilen var en åben bil, opbygget med en bænk på hver side af ladet, som mandskabet sad fastspændt på. Bilen blev brugt helt til 1964.

Dernæst fik værnet en Bedford. Det var en kombineret vandtankvogn og mandskabsvogn. I 1978 kom en Mercedes til værnet. I 2002 rådede man over tre køretøjer.   I 1978 fik man en større brandstation.   Som gældende lov blev det vedtaget at, at der som minimum årligt skulle afholdes fire øvelser og to blindalarmer.

 

Ingen efterslukning

I § 5 i vedtægterne stod anført, at Uniform og udrustningsgenstande ikke må bruges uden for tjenesten. Overtrædelse straffes med bøde på 1.50 kr.

I § 7 er der anført bøder for uregelmæssigheder:

• Ikke mødt rettidigt til tjeneste 50 øre. Uniform ikke i ordentlig stand 50 øre. Udeblivelse fra tjeneste uden fyldestgørende undskyldning 1 kr. Udeblivelse fra ildebrand eller blind alarm 2 kr.

Vi kan også aflive rygterne om efterslukning i de frivillige brandværn, for i § 10 i vedtægterne for Hjordkær Frivillige Brandværn står følgende:

• Uden tilladelse fra føreren er det forbudt under tjeneste at ryge eller nyde stærke drikke.

 

Møde i Fru Sørensens Kro

Torsdag den 15. februar 1927 var der indbudt til forsamling i Fru Sørensens Kro i Kliplev. Formålet var at få oprettet et brandværn. Inden generalforsamlingen den 12. oktober, nedbrændte Løwensteins Værksted.

 

100 kr. fra Forsikringsselskabet

I starten havde man et ret primitivt brandmateriel. Man brugte kræfterne til at beskytte naboejendommene ved ildebrand. I november 1927 fik man overdraget kommunesprøjten.  I sommeren 1929 var der brand i Kliplev Mølle. Efter indsatsen betalte forsikringsselskabet 100 kr. som tak for den flotte indsats. I 1931 skaffede man uniformer. Mandskabet måtte selv betale 5 kr. Dette ville dog tilbagebetales såfremt man fik råd til det.
Musikøvelser

I 1934 startede man med musikøvelser. Der blev startet med 6 blæseinstrumenter, en stor og en lille tromme. To år efter vedtog man at give et vederlag for undervisning og ledelse af musikken. Dette skulle betales til Chr. Lunding, såfremt man fik råd til det.

I 1937 fik man et håndsluknings apparat til brandvagterne. Efter påbud fra politikontoret var brandvagter ved teater og maskebal blevet påbudt. I 1939 blev de første røgmasker anskaffet.
Og en mand blev sendt på kursus i Aabenraa.

 

Nye brandbiler

I 1941 indkøbtes en 9 meter mekanisk stige. Den første motorsprøjte kom samme år. Men på grund af benzinmangel blev man nødt til at sætte en hestespand foran sprøjten. I 1949 fik man det første udrykningskøretøj af mærket International. Den var stationeret i Forsamlingsgården.

Man får først i 1954 anskaffet et CF – køretøj, en Opel Blitz fra København. Æ Sprøjthus var nu for lille. En ny brandstation blev bygget i Lillegade 5. Den blev indviet i 1955.

 

Brandbilen blev kaldt Stinne

Brandmændene var utilfredse med alarmeringen. Telefonalarmering blev vedtaget i 1944, men ikke alle havde telefon. Først i 1952 ansøgte man kommunen om en elektrisk sirene.Senere igen indførte man bipper.    I 1960 købte man en brugt Land Rover. Senere fik man en Ford Zephyr og en Austin. Denne bil var meget afholdt og blev kaldt Stinne.  Sidenhen er vognparken blevet fornyet.

 

Hæderlig, sund og kraftig

Den 13. oktober 1889 blev der i Varnæs afholdt et møde med det formål at oprette et frivilligt brandværn. 73 mand mødte op, og 25 – 30 mand meldte sig straks.

De årlige udgifter var beregnet til at løbe op i 120 mark. Fra kommunens side forpligtede man sig til at anskaffe en ny sprøjte, andre slukningsredskaber samt uniformer.  For at blive optaget i værnet skulle man være hæderlig, sund og kraftig.  I vedtægterne havde man en Æresret. Den kunne foretage irettesættelser, kunne idømme bøder, dog højst 6 mark og udelukke medlemmer af brandværnet.

Til medlemmernes pligter hørte villigt at adlyde deres foresatte. Man skulle uden for tjenesten opføre sig hæderligt og mandigt. Desuden udvise ædruelighed, punktlighed, ro, udholdenhed, mod og åndsnærværelse. Årligt skulle der afholdes mindst otte øvelser.

 

Kommandosprog på tysk

I Aabenraa havde man ikke noget imod, at brandkaptajnen var dansk statsborger. Men man tilføjede at kommandosproget skulle være tysk. Det første frivillige brandværn i Varnæs var ikke en succes. Måske var det fordi at korpsånden var tysk. I januar 1894 blev det opløst.

 

Ville ikke indordne sig på  tysk

Amtsforstanderen indkaldte dog snart igen til et kommunemøde, hvor det nedlagte brandværn igen blev forsøgt kaldt til live igen. Der mødte 60 mand op, men stemningen var negativ. Man mente at oprettelsen af et brandværn var en form for germanisering. Folk gav udtryk for, at såfremt kommandoen ikke skete på dansk, var man ikke interesseret.

Der meldte sig kun 17. Det betød, at det manglende mandskab måtte tvangsudskrives. I det dansksindede Varnæs var det svært.

 

Nyt brandværn efter Genforeningen

Efter Genforeningen fik man i Varnæs et frivilligt brandværn, som viste sig at være levedygtigt. I 1992 kunne man markere brandværnets 50 års jubilæum.

 

Bovrup Frivillige Brandværn

På Albrechtsens gæstgivergård blev der den 13. juni 1945 indkaldt til stiftende generalforsamling med henblik på oprettelse af et frivilligt brandværn i Bovrup. Værnet blev stiftet med 30 mand og hvert medlem indbetalte 10 kr.

 

Endelig nye uniformer

Det varede dog flere år, inden værnet fik deres egne uniformer. Umiddelbart efter oprettelsen fik man anskaffet en påhængssprøjte. I 1948 fik man endelig lov til at indkøbte stof til syning af uniformer. I 1953 blev man motoriseret. Fra Bovrup kommune fik man overrakt en såkaldt CBU – Vogn Model V8 fra København.

 

Brandstation og Vejvæsen

Brandstation fik værnet i 1957. man skulle dog dele pladsen med Kommunens Vejvæsen. Kommunen blev ansøgt om en ny sirene, teorilokaler samt tilskud til slangetender. Skovbøl og Bovrup Frivillige Brandværn blev lagt sammen.

 

Indsamling af jern og papir

Ønsket om slangetender gik først i opfyldelse i 1972. man havde i mellemtiden købt en splinterny Land Rover. Af kommunen havde man fået en check på 5.000 kr. Resten måtte man selv betale. Men Bovrup og omegn blev støvsuget for papir og gammelt jern. Træfældning indgik også i de aktiviteter, der skulle give indkomster til værnet. Men alt lykkedes. En slangetender til 32.000 kr. blev anskaffet.

I 1976 kom en tankvogn til. Stationen blev udvidet med 115 m2. Materialet blev betalt af kommunen. Og igen var det frivillig arbejdskraft, der satte tronen på værket.

 

Olieforurening ved Ensted

I september 1982 kom man på en special opgave. 30 tons olie slap ud af Enstedværket. En 8 km kyststrækning i kommunen blev forurenet. Det tog 4 værn 14 dage med at opsamle olie, tang m.m.  I maj 1985 fik værnet en ny Mercedes og i 1993 byggede man en olie – og kemikalie bekæmpelsesvogn.

En ny tankvogn kom til i 1997. Den gamle kunne ikke mere. I dag udgør mandskabet i Bovrup 28 personer.

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Løjt
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• De forskellige værns hjemmesider
• www-dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www-dengang.dkinderholder1.783artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Kruså/Bov/Padborg finder du 63 artikler 
• Under København finder du 191 artikler
• Om Brand – Læs
• Brand i Tønder (under Tønder)1-2
• Brand i Højer (under Højer)
• Brand i Bov Kommune (under Padborg/Kruså/Bov)
• Brand i Brokvarterne (under Nørrebro)
• Fra Ildebrand til Kæmner (under København)
• Christiansborgs Brand 1884 (under København)

Redigeret 22.11. 2021