Artikler
September 11, 2018
Hitler var en farlig mand allerede i 1930
Mein Kampf var beregnet til intern publikation. Han flygtede fra østrigsk militærtjeneste. Hitler kendte sin besøgstid. Politiken anmeldte ”Den Tredje Riges Bibel” allerede i 1930. Konflikter hjemme hos Hitler. Daglejer i Wien. Liberale anskuelser. Det var Rudolf Hess, der skrev. Adolf Hitler var bestemt ikke dum. Læs hans filosofi. Ikke alle forlag herhjemme er lige begejstret. Der var en bog om Hitler før Mein kampf. Hvad er nazisme. Hvorfor blev partiet så populært? Vi kigger på NSDAP’s partiprogram, der er et negativt formuleret partiprogram.
Mein Kampf beregnet til en intern publikation
Mein Kampf har været en bestseller. Der er gået mange penge inde i den bayerske statskasse. De havde rettighederne i mange år. Og da den ophørte udkom der en kommenteret udgave i Tyskland. Den blev en overraskende succes og lå på bestsellerlisterne.
Det var frygt for, at Hitlers ideologi ville blive promoveret. Man siger, at det er folk med interesse for politik frem for ideologi, der har købt den nye udgave.
Hitlers manifest blev skrevet i 1924. Bogen blev i løbet af nazisttiden trykt i 12, 4 millioner eksemplarer.
Men hvad stod der egentlig i Mein Kampf, og hvordan blev den opfattet dengang, så vi ikke falder i den fælde at beskrive den med nutidens øjne. Vi fandt bogen anmeldt i Politikken i 1930.
Han flygtede fra østrigsk militærtjeneste
Det står ikke så meget om hans flugt fra Østrig for at undgå militærtjeneste. Det kunne have blevet meget alvorligt for den unge Adolf. Men han redede den lige på målstregen. Han fik gjort sig så ynkelig, at han slap for østrigsk militærtjeneste. Han forsøgte, da han kom til magten gennem Gestapo at få fundet papirerne. Men det lykkedes dog ikke. De kom først frem en gang i 1950erne.
Han meldte sig senere til den tyske hær. I Mein Kampf får man indtryk af, at Hitler for det meste var at finde i skyttegravene, men det er nu ikke tilfældet. Han var det meste af tiden ordonnans. Den 4. august 1918 fik han dog Jernkorset af Første Grad.
Adolf var god til retorik
Hitler var kommet ind i en PR – afdeling inden for militæret. Man opdagede hans talendt for retorik. Han fik ordre til at melde sig ind i DAP (Deutsche Arbeiter Partei). Det var meget imod sin vilje, men han fik da også 20 guldmark for det om ugen. Den 31. marts 1920 blev han så endelig hjemsendt fra militæret.
Den 24. februar 1920 blev DAP omdøbt til NSDAP. I februar 1921 stod Hitler over for 6.000 mennesker i Cirkus Krone. Her rasede han mod de allierede, der forlangte 226 milliarder guldmark i krigserstatning.
Han kendte sin besøgstid
Hitler kendte sin besøgelsestid. Han truede med at forlade partiet, hvis han ikke fik diktatoriske beføjelser. Det skulle en gang for alle sikre hans status. Den 14. juli 1921 gav 553 af 554 medlemmer på et ekstraordinært møde deres tilslutning til Hitler.
Ret hurtig blev Adolf Hitler kendt uden for München. På hans 34 – års fødselsdag lovpriste den nye chef for SA Hermann Göring således Hitler som:
Politikken anmeldte Mein Kampf i 1930
Politiken havde i 1930 fået den tyskfødte korrespondent Georg Gretor til anmelde bogen, som Hitler skrev under sit fængselsophold efter det såkaldte ”Hitlerutch” i Mûnchen i 1924. Ja allerede dengang gav det interessante bidrag til hans personlighed og tanker.
Man dømte man ham som en dilletant i første omgang. Han blev skydeskive for vittigheder. Hvem var han denne mand med det stive og udtryksløse blik og det lille komiske Chaplinoverskæg?
Han talte meget om nationale handlinger. Egentlig var han ikke tysk statsborger. Man kaldte ham allerede for antiparlamentariker. Han kom til München i 1912 som akvarelmaler. Selv uden tysk statsborgerret lykkedes det for ham at sætte sit personlige stempel på Tysklands næststørste parti. Han udnævnte de nationalsocialistiske ministre i flere af forbundsstaterne.
Konflikter derhjemme
Hans autobiografi vakte nu ikke meget opsigt, da den udkom. Den var egentlig også kun beregnet for en snæver kreds af partivenner. Mange steder er værket også vanskelig at læse. Men andre steder er der værdifulde oplysninger om politiske mål og arbejdsmetoder.
Bogen på 800 sider er sikkert også skrevet i propagandaøjemed. Den giver dog det rigtige indtryk af Hitlers personlighed.
Adolf Hitler er født i den østrigskbajerske grænseby Braunau ved Inn – floden. Han tilbragte sin barndom og ungdom i Linz og Wien. Hans far fik et lille toldembede. Og det var stort for familien at blive embedsmand, så det skulle Adolf også være.
Men det ville sønnen sandelig ikke. Han ville være kunstmaler. Modsætningen mellem far og søn førte til store konflikter i barndomshjemmet. Og det fortsætte med at Adolf også saboterede skolen.
Konflikten i hjemmet fik en tragisk afslutning. Begge forældre dør kort efter hinanden. Og der stod Adolf helt alene i verden, 16 år – fattig og forældreløs. Han blev ikke optaget på kunstakademiet i Wien. Hans arbejder manglede i den grad mangel på farvesans. Velmenende professorer rådede ham til at gå på arkitektskole, men han havde ikke midlerne til det.
Daglejer i Wien
Han tilbragte hårde år som en slags daglejer i ”det muntre Wien ved den blå Donau” Hans kammerater på byggepladserne forsøgte at få ham til at melde sig ind i en socialdemokratisk fagforening. Ja han påstår selv, at de truede ham med at støde ham ned fra stilladset.
Måske blev dette bestemmende for hans had til marxismen. Der var mange jøder i det østrigske socialdemokrati På grund af den indgroede antisemitisme i Østrig har jøderne nemlig ikke kunnet spille nogen fremtrædende rolle i de andre partier. Hitler kom på denne måde til at identificere jøder for marxister.
Oplevelserne i Østrig blev afgørende for Hitlers antiparlamentarisme. Det østrigske førkrigs – parlament var ingenlunde egnet til at vække begejstring for den parlamentariske regeringsform. I den østrigske rigsdag mødtes udsendinge fra mindst en halv snes forskellige sprogområder. Ingen hørte efter og kunne forstå de taler, der blev holdt.
Liberale verdensanskuelser
Forbitrelsen mod den liberale verdensanskuelse sad stadig mere og mere ind i sjælen på den deklasserede småborger. Efter dagens arbejde kastede han sig over bøgerne. Han begyndte at generalisere de ting, som han oplevede. I sin selvbiografi indrømmer han også:
Mange havde flere år før Verdenskrigen oplevet det som tyske efterkrigsgeneration, der var rodløse, sultede, elendige og følte sig retsløse. Millioner havde efter krigen mistet deres far og voksede op under håbløse forhold. Under disse forhold blev Hitler ikke alene en politisk fører. Han blev også en slags profet.
Det var Rudolf Hess, der skrev
Det er nu ikke et særlig godt sprog, han bruger. Undertiden lykkes det at ramme en formulering. Indholdsmæssig i Mein Kampf møder man en ganske vilkårlig spillen bold med kendsgerningerne og en finurlig mangel på logik. Han har helt sin egen filosofi om blodblanding mellem racer.
Åbenbart dikterede han bogen til sin parti – og Kampfælde Rudolf Hess. Og bogen er som bekendt i to dele. I 1925 udkom ”Eine Abrechnung”. Den blev udgivet på dansk i 1934 under titlen Et Opgør.
Første del var nærmest en biografi. Han kommer også ind på sin foragt for Versailletraktaten. Han redegøre også for andre politiske bevægelser som kommunisme, socialdemokrati og de nationale bevægelser. Ja han hentede rigelig med inspiration til sin egen ideologi herfra.
Nazismens ideologiske mål
Så var det anden del, hvor Hitler giver sit syn på historien og statens rolle kontra racens og nationens rolle. Vi får den nazistiske bevægelseshistorie frem til det såkaldte Ølstuekup i München i 1923. Her beskrives endvidere nazismens centrale politiskideologiske mål. Den var baseret på den konservativ – romantisk prægede tyske ”Völkische” nationalisme, antisemitisme og antibolsjevisme samt forestillinger om Lebensraum.
Han forlanger raceforskning som en ny videnskab. Men resultaterne synes åbenbart givet på forhånd. Skulle hans bog være en skolestil, ville den være forsynet med talrige røde streger. Et slemt minus er hans fuldstændige mangel på objektiv tænkeevne. Men skulle han afvises af denne grund?
Adolf Hitler var ikke dum
Adolf Hitler var dog ikke dum, hvis man gik efter hans bog. Han vildledte sine modstandere og dem ved næsen. Hans bog var dengang ukendt uden for nationalsocialistiske kredse. De åndelige førere af andre partier i Tyskland smækkede den næsten sammen efter at have læst et par sider:
Hos de førende socialdemokrater og de mere eller mindre liberale førere af de borgerlige partier regnede man den gang Hitler for ganske ubetydelig. Den bevægelse, der havde gjort ham til fører, kunne umulig være farlig.
Men i 1930 måtte de allerede erkende, at de havde taget fejl. Ja og kigger man i Mein Kampf kan man finde opskriften på gennemførelsen af hans propaganda:
Hitlers syn på propaganda
Politikens anmelder advarede i 1930
I Politiken i 1930 kan man endvidere læse:
Man kan jo sige, at denne forudsigelse i den grad holdt stik.
Hitlers filosofi
En kvart million tyske sydtyrolere blev undertrykt af italienerne. Men det var underordnet for Hitler. Han mente, at man kunne få glæde af Mussolini og Fascismen mod Frankrig.
Hitler kritiserede den tyske handelsflåde- og kolonialpolitik, fordi det nødvendigvis måtte føre til konflikt med England. Han advarede mod ethvert samarbejde med Rusland. Det var ikke blot for, at Bolsjevismen var en jødisk sammensværgelse til undertrykkelse af alle nationaliteter, som Hitler udtrykte det. Ethvert forbund med Rusland ville føre til en krigstilstand, skrev han i Mein Kampf.
Der var en nøje beskrivelse af SA – Korpsets politiske rolle
Han mente at tyskerne igen skulle få menneskeværdig levevilkår og det skulle ske øst på. Ved gennemførelsen af den ”aktive østpolitik” nævnte Hitler ikke Polen.
Hitlers filosofi vakte i første omgang ikke den store interesse i England. I samtiden var der kun få modstander af nazismen, der tog bogen alvorlig.
Den Tredje Riges Bibel
Mein Kampf fungerede som Det Tredje Riges bibel. Fra 1936 fik alle brudepar overrakt et eksemplar efter vielsen. Frontsoldaterne under krigen fik udleveret en mere håndvenlige udgaver til tornystret.
Senere anmeldte Huxley dog Mein Kampf.
Ikke alle er begejstret herhjemme
Herhjemme har man ikke været meget for at genoptrykke bogen. Hos forlaget Jørgen Paludan har man altid et nødoplag liggende. Bogen er forsynet med kommentarer fra professor i historie og samfundskundskab Sven Henningsen. Men der er åbenbart ikke meget gang i salget.
Gyldendal har tidligere givet udtryk for, at de aldrig ville udgive en så afskyelige bog, der har været med til at fremkalde så meget had, så store ulykker og så uhørte lidelser i menneskehedens historie.
En bog før ”Mein Kampf”
Ukendt er det sikkert for de fleste, at allerede inden Mein Kampf udkom der en bog om Hitler. Den hed ”Adolf Hitler: Hans liv og taler” Her blev han beskrevet som Tysklands frelser og endda sammenlignet med Jesus. Bogens forfatter var baron Adolf Victor von Koerber, der var aristokrat og krigshelt fra Første Verdenskrig.
New York Times skriver, at ny forskning viser, at det slet ikke var von Koerber, der skrev bogen, men Hitler selv. Denne von Koerber arbejdede i begyndelsen for Hitler men senere arbejdede han imod ham.
Og denne bog skulle være udkommet i 1923.
Hvad er Nazisme?
Men hvad var det egentlig Hitler havde gang i. Hvad var nazisme:
Hvorfor blev nazismen så stor en succes?
Hvorfor havde nazismen så stor succes:
Og så var det jøderne, der var skyld i alverdens dårligdom. Nazisterne spillede bevidst på middelklassens ”politiske paranoia”.
NSDAP’ s partiprogram
Nazistpartiets partiprogram blev formuleret i 1920. Det var ifølge dets ordlyd ”uforanderligt”. Det blev heller aldrig ændret. Mange af de ideologiske grundsætninger blev ikke til praktisk politik efter nazisternes magtovertagelse. Det gjaldt blandt andet partiets økonomiske dele, som var socialistiske.
NSDAP krævede ophævelse af alle store virksomhedskarteller (§ 13) Overskudsdeling i alle virksomheder (§ 14) og forbud mod enhver form for kapitalindkomst (§ 11)
Senere viste det sig, at dette var uspiseligt for NSDAP’ s støtter, storkapitalen. Så disse punkter blev aldrig virkeliggjort efter magtovertagelsen.
Negativt formuleret partiprogram
Partiprogrammet var hovedsagelig negativt formuleret. I realiteten var nazismen anti – ideologi.
Racistiske ideer blev også anvendt i en ”negativ racepolitik” i form af fjernelse af uønskede elementer i den tyske race. Nazisterne ønskede at fjerne jøder, sigøjnere, handicappede og andre fra det tyske folkefællesskab. Men stor grusomhed blev dette ført ud i livet fra 1933.
Tanken om jødernes verdensomspændende komplot mod den ariske race blev ført et skridt videre. Jøderne blev parret med de sovjetiske bolsjevikker. Jo nazisternes chefideolog Alfred Rosenberg havde travlt og var kreativ. Det var absurd men meget brugbar for nazisterne.
Vi burde have fortsat
Ja egentlig burde vi have fortsat vores artikel med alle de ting Hitler tiltog sin indtil 1930. Han fik stigende opbakning i befolkningen, men også industrien bakkede ham op med masser af midler. Men den historie kan du få ved en anden lejlighed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi efterhånden 255 artikler fra besættelsestiden før/nu/efter:
September 9, 2018
Hvorfor må man ikke fortælle sandheden?
Sandheden er ilde hørt. På et foredrag fik man at vide af 4 historiestuderende, at ”man var fuld af løgn”. Engang imellem må man holde pauser, også for at skåne læserne. Vi skrev om en mordsag, alle kendte. Det gælder om at skrive om de ”rigtige” helte og skurke. Jødernes flugt var også Danmarks redning. Du skal ikke sammenligne historien med nutiden. Men historien er stadig fyldt med klicheer og fordomme. Og så har politikerne deres ide om, hvad det er forkert. Napoleon sagde engang: ”Historien er en sæt løgne, som vi alle er blevet enige om”. Myter kan være en ”hel konstruktiv funktion”. Myter sker på bekostning af nogle. Skal ”Den Gamle Redaktør” beklage at han går mod strømmen? Mord kan forældes. Det sker, når myndighederne lukker sagen, selv om det er åbenlyst, at der er begået fajl. Vi må ikke altid fortælle sandheden.
AC
Sandheden er ilde hørt
Nu har man efterhånden skrevet ca. 1.300 artikler på den ene hjemmeside og 3.500 artikler på den anden side, og ved så nogenlunde, hvordan man finder sandheden.
Det kan ske, at man kommer til at nævne forkerte årstal eller navne grundet forkerte kilder. Men man går ikke bevidst efter at fortælle usandheder for at skabe opmærksomhed. Men ofte er sandheden ilde hørt. Og det gælder især det man skriver om besættelsestiden. Nu er det ikke fordi man bevidst er gået efter at skrive noget sensationelt for at skarpe opmærksomhed. Hvis man selv dukker ned i ting og sager, kommer der ting frem.
Du er fuld af løgn
I et foredrag om besættelsestiden i Stefans Kirken på Nørrebro om Besættelsestiden på Nørrebro gik jeg over i ti minutter og fortalte om besættelsestiden i Sønderjylland lige for at ”vække” folk. I pausen var der fire historiestuderende fra Københavns Universitet, der var oppe at fortælle mig, at jeg var fuld af løgn.
Man må holde nogle pauser
På Facebook er man ofte blevet mødt af noget lignede som ”Nu har vi hørt nok om Det Tyske Mindretal. De er jo selv skyld i deres ulykke”. Man møder fordomme, generaliseringer, myter og selvforståelse. Man har hørt noget andet i radio, tv og aviser end det, jeg skriver. Argumentet er så, at det som jeg så skriver er forkert. Ja så er det man må holde et pause fra diverse grupper.
En mordsag, som alle kendte til
Også med min nye bog mødte jeg modstand. Det var et meget omtalt emne i lokalsamfundet som ingen ville tale om. En mordsag, som alle kendte til og som de fleste kendte morderne på. Myndighederne lukkede ganske tidlig sagen. De var selv indblandet. I stedet for at spekulere over om myndighederne har noget i klemme, er det meget lettere at give forfatteren en kold skulder.
De ”rigtige” helte og skurke
Nu kunne man jo så holde sig til den historiskrivning som alle velsigner. Men som ikke nødvendigvis altid er den rigtige. Det samme gælder Sønderjyllands historie.
I danmarkshistorien bliver modstandshelte hyldet. Koloniherrer om Anden verdenskrigs smuglere fortrænges. Jo tydelig, hvem der er skurke. At amerikanerne selv skjulte mange af bødlerne, ja det glemmer vi lige. Den lader vi lige ligge.
Historieskrivning handler om både politik og identitet. Måske er sandheden ikke altid det bedste. Men det er ikke altid de ”rigtige” helte og skurke
Jødernes flugt var også Danmarks redning
I Israel befinder der sig et monument i det sydvestlige Jerusalem midt på Danmarkspladsen. Det ligner en fiskerbåd. Mindepladen er bestilt af de israelske myndigheder og mindepladen er både på dansk, svensk og engelsk. Her står skrevet:
Dette blev ofte udlagt som det danske folks redning midt i samarbejdspolitikken. Det spillede en af de afgørende nøgleroller for Danmark efter krigen med at så på de allieredes side.
Men det som, der ikke bliver berettet om, var at Danmark tog sig godt betalt. Det kostede i gennemsnit 1.000 kr. pr. person dengang at komme til Sverige i 1943. Nogle familier betalte helt op til 50.000 kr. at undslippe tyskerne. Ja efter nutidens kroner var gennemsnitsprisen vel 23.000 kr. i dag.
Ja ifølge Europol kostede det for et par år siden mellem 6.000 og 27.000 kr. for en flygtning at blive sejlet fra Libyen til Lampedusa i Italien
Du skal ikke sammenligne historien med nutiden
Man skal altid være påpasselig med at sammenligne historien med nutiden. Du risikere at ignorere den virkelighed, historien udspillede sig i dengang. Men det sker altid igen og igen.
Jødeaktionen er både politisk og kulturel en markør i den politiske bevidsthed.
Selv kommer jeg i tanke om monumentet i Kruså med de hvide busser, hvor grev Bernadotte bliver hædret. Men hvad med alle de andre der risikerede deres liv. Alle hjælperne, sygeplejerskerne, de norske og danske sømandspræster?
Stadig mange klicheer og fordomme
Ofte ser vi faghistorikere gå ind og bruge historien urimelig gennem medierne og deres fagbøger. Vi har usædvanlig mange gode historikere herhjemme, men vi har sandelig også nogle, der er fyldt med klicheer og fordomme.
Risikoen for misbrug, overdrivelser og løgne er overhængende. De sidste vidner forsvinder hurtigt i hvert fald når det gælder besættelsestidens historie.
Politikere har deres ide om, hvad der er forkert
Den måde vi stadig i dag fortæller Danmarkshistorien på, er grundlagt i 1800-tallet, hvor nationalstaten blev en realitet. I dag er det så indlysende, at vi har svært ved at forstå det. Men hvis du kigger på dansk historieskrivning i 1700-tallet, er det en kosmopolitisk fortælling, som spænder over danskerne, normændenes og holstenernes historien foruden kolonierne, dog mere indirekte.
Alle menneskers virkelighed er nærmest totalt udgrænset i vores historiefortælling i dag, selv om de i hundredevis af år har spillet en central rolle i vores fælles historie.
Når det er kolonialhistorien, der skal fortælles er det for det meste afslutningen. Vi kan ikke rigtig finde ud af, at både Grønland og tidligere Vestindien har et forhold til danmarkshistorien.
Efter at vi i diverse udgaver har oplevet danmarkshistorien beskrevet på tv har også politikerne blandet sig. De har mange ideer om, hvad det er rigtigt og hvad det er forkert.
Man skulle tro, at historikere var neutrale
Vi glemmer jo heller aldrig, da Anders Fogh Rasmussen ved 60 – året for opgøret mod samarbejdsmagten, kaldte det for et ”moralsk svigt”. Og på forunderlig vis fik statsministeren brugt det moralske sammenbrug til argument for deltagelse i Irak – krigen.
Ja så var det den kolde krige, hvor PET overvågede venstrefløjen. Og egentlig kan man ikke forstå, at historikere, der egentlig burde forholde sig neutral deltager i diverse kommissorier. Og på dette felt har politikerne brugt masser af penge.
”Historien er en sæt løgne, som vi er blevet enige om”
Det var angiveligt Napoleon Bonaparte, der sagde, at ”historien er et sæt løgne”, vi er blevet enige om”. Når det gælder smukke løgne, kan det være fristende at overveje, hvorvidt der altid er behov for sandheden.
Hvis myten om de danske fiskers heltemod kan inspirere andre til at hjælpe forfulgte. Hvis myten styrker Danmarks omdømme i udlandet. Hvis myten får Jerusalems skolebørn til at danse rundt!
Burde det ikke handle om at bryde med vrangforestillinger, uanset om det så er vores heltebilleder. For nogle af os handler det om, at komme frem til sandheden om, hvad der egentlig skete. Men hvis du er politiker med nationens interesse for øje, kan det se helt anderledes ud.
Myter kan være konstruktiv funktion
Hvis vi punkterer myterne bliver vi ikke et hammerslag klogere. Hvis vi bilder os ind, at frihedskæmperne under Anden Verdenskrig var renskurede helte i cottoncoats skaber vi som samfund en løgn om, at vi kan gå i krig uden nu at begå frygtelige handlinger og få blod på skjorten. Sandheden er, at nogle frihedskæmpere ikke var til at styre. Myterne kan være rare, men også enormt farlige.
Ja nogle gange er myterne konstruktiv funktion.
Myterne om besættelsestiden herhjemme er, at vi alle er i samme båd. Vi var alle demokrater. Den myte kan vi i dag punktere – og med god grund. Men du kan også sige, at myterne hjalp os videre som nation efter krigen.
Myter sker på bekostning af nogle
Det hjalp os med at hele sår, der ellers kunne være blevet ret voldsomme og have skabt splid. Der er også myter, der helt konkret hjalp os til at træffe beslutningen om at træde ind i NATO.
Omvendt kan man sige, at myterne altid sker på bekostning af nogen. Det er nogle mindretal, som bliver skrevet ud af historien. Når det gælder nationale myter, skal man altid være opmærksom på, hvem der er inkluderet i det nationale vi.
Myter kan gøre os handlingslammede, fordi vi tror på dem. Men vi risikerer også, at myterne på et tidspunkt bliver så neutraliserede og politiserede, at vi ikke længere kan sætte spørgsmålstegn ved dem. Så har vi et problem.
Skal ”Den Gamle Redaktør” beklage?
Skal ”Den Gamle Redaktør” her beklage, at han har påført ridser i lakken his ”Den Danske Brigade”? Er han konspirator fordi han sætter spørgsmålstegn ved myndighedernes behandling af mordet på Asmus Jensen i Padborg?
Skal han skamme sig, fordi han indblander respekterede lokalpersoner i sagen? Skal ens bog kaldes udokumenteret af lokale, selv om alle dokumenter ligger på det lokale arkiv i hvert fald nu og fordi myndighederne efterhånden spærrede for al indsigt i arkiverne, selv med familiens tilladelse?
Det har været en stor glæde, at se, at den berørte familie har fået en stor del af sandheden frem efter at myndighederne har forsøgt at holde det skjult. Snart vil hele sandheden plus en masse mere dukke frem. Vi skal bare lige have alle beviser.
Mord kan altså forældes
Og så kan mord blive forældet? Man lukker bare sagen. Så kan man aldrig tage den op igen. Og afgørende dokumenter forbliver bag lås og slå. Politiet er heller ikke forpligtet til at oplyse dig om, hvorfor man lukker sager, også selv om det er mord.
Vi må ikke altid fortælle sandheden
Vi må ikke altid fortælle sandheden af den ene eller anden grund!
Kilde:
Hvis du vil vide mere: på www.dengang.dk er der efterhånden 253 artikler om Besættelsestiden før/nu og efter herunder:
September 7, 2018
Var Sønderjylland en del af Danmarks rige i Middelalderen?
Grev Gerhard udnyttede situationen. Der var skiftende stillinger i Sønderjylland til kongeriget. Sønderjyske fyrster vaklede. Talrige retssager blev ført. Man bliver endnu mere forvirret over Sønderjyllands historie, når man har læst dette. Man sagde at ”I Slesvig var kongen kun delvis herre”. I 1280 var Sønderjylland en del af kongens land. I 1326 fik Sønderjylland en holstensk fyrste. Kongemagtens styrke bestemte politikken Dronning Magrethe lagde to leoparder i hendes våben og begyndte at opkøbe slotte og borge i Sønderjylland. ”Danmark begynder ved Kolding Bro” sagde man i Holsten. Erik af Pommern vandt i retten men tabte på slagmarken.
Man bliver endnu mere forvirret
Vi nærmer os Genforeningsfesten. Det skal fejres – Sønderjyllands genforening. Og det ikke særlig populært at kalde det for en forening med Danmark i stedet. Det er heller ikke særlig populært at anfægte de ting, som nogle historiebøger har skrevet.
Men det er sandelig heller ikke let at finde ud af det, rent juridisk. Det er med at holde tungen lige i munden. Vi fokuserer i dette indlæg kun på middelalderen, ellers ville indlægget blive alt for langt.
Vi henviser også lige vores læsere til vores artikeloversigt allerbagerst, for at man kan få et nogenlunde indblik i problematikken. Især skal du læse artiklen Lov og ret i Sønderjylland dengang. Så bliver du nemlig endnu mere forvirret.
Datidens fyrster havde mange meninger
Ja det hele startede efter Valdemar Sejrs død. Hertug Abel og hans efterkommere formåede at gøre hertugdømmet arveligt. I 1375 uddøde hertugslægten og kongen havde alle tiders chance for at få nedlagt hertugdømmet. Samme år uddøde kongeslægten imidlertid også.
På vej til at blive dansk konge lovede Christian af Oldenburg i 1448, at hertugdømmet Slesvig ikke skal forenes med Danmarks rige og krone. Dermed var et markant synspunkt formuleret. Men det var langt fra det første og det eneste datidens fyrstehuse fremsatte.
Rigsgrænsen var ikke sproggrænsen
Hvor var Danmarks sydgrænse i middelalderen? Det var den almindelige opfattelse, at det hele tiden var Ejderen. Det var den politiske grænse fra 800. Der var lige et intermezzo med Valdemar Sejr. Han lagde Holsten under Danmark og gjorde en kort tid, Elben som sydgrænse.
Nu falder rigsgrænsen ikke nødvendigvis sammen med sproggrænsen. Fra Kong Valdemars Jordebog og stednavnene ved vi, at der i Valdemarstiden var tysk bosættelse nord for Ejderen. Andre forskere har fundet ud af, at der gik en sproggrænse lige syd om Husum til nord for Eckernfôrde.
Sønderjyske herremænd i tjeneste
I 1326 fremtræder hertugdømmet Sønderjylland og Danmarks rige som to forskellige områder som ikke må forenes. Tilsvarende ser vi i ”Klagesangen over Danmarks ulykke” digtet sommeren 1329, at til Danmarks rige hørte Sønderjylland ikke.
Det er karakteristisk at selvom Sønderjylland var et hertugdømme i Abels slægt fra 1232 bevarede kongen i hele det 13. århundrede en række rettigheder som først lidt efter lidt gik over til hertugen. Kongen havde fra begyndelsen kronegodset i Sønderjylland og kongen slog mønt i Slesvig. Helt op i det 14. århundrede tog han også sønderjyske herremænd i sin tjeneste.
I Slesvig var kongen kun ”delvis herre”
I 1266 var der en ærkebispestrid mellem Erik Glipping og Jakob Erlandsen. Kardinalen vil have en afgørelse af rettens vej. Han havde bedt Kongen og Enkedronningen om at anvise et ”egnet og sikkert” sted. Og det skulle være inde for rigets grænser. Kardinalen anfører, at Slesvig by. Kongen og enkedronningen anerkendte stedet. Men han kunne ikke komme, da han i nærheden var dødfjender ”uden for rigets grænser”.
Kongen svarede, at ”den” (byen) står under hertugen, og hele landet er et hertugdømme til len af kongen, og han er kongens ”vasal” på grund af hertugdømmet”. Kardinalen svarede, at man kunne flytte sagen til Ribe, ”hvor kongen er fuld ud herre”.
Kongen havde dødsfjender ”uden for Riget”
Der siges endvidere, at ”hertugdømmet er en del af riget”. Men der står også at i Slesvig by er kongen ”kun delvis herre”. På dette tidspunkt er det berettiget at tale om Sønderjyllands særstilling inden for det danske rige.
Kongerigets sydgrænse i 1266 har været Ejderen, eventuelt Slien. Grænsen angives ikke nærmere i kilden. Kun siger kongen, at uden for riget, men i nærheden af Slesvig by, har han sine dødsfjender.
Kongemagten blev mindre i hertugdømmet
Vi forlader nu år 1266 for at se på udviklingen frem til 1326. Betragtet under et, er det for hertugdømmet en selvstændighedens tid. Forskningen har i enkeltheder kunnet vise hvorledes de kongelige rettigheder i Sønderjylland må opgives og går over til hertugen.
Kongens magt i hertugdømmet blev mindre og skellet mellem hertugdømme og kongerige blev derved skarpere.
I 1280 var Sønderjylland en del af kongens land
I 1280erne er der ikke klare tegn på at nogen har opfattet Sønderjylland som en del af kongens land, men det var fortsat en del af Danmark. Kongen havde stadig rettigheder. Den bedste kilde til forståelse af forholdet mellem kronen og riget over for hertugdømmet er hertug Valdemars forpligtelsesbrev i 1286, hvori han lover at ville respektere kronens rettigheder i Sønderjylland. Og at overholde sine forpligtelser.
Dette brev viser, at hertugdømmet ikke var en del af riget og at hertugens deltagelse i hoffet var en lenstjeneste.
Det er i brevet en gennemgående adskillelse af hertugdømmet og riget. Hertugen lover at komme Danmark til hjælp i tilfælde af krig. Selv lover hertugen ikke at bekrige kongen. Hertugen måtte heller ikke gå i forbund eller støtte nogen, der ville kongen noget ondt.
Over Sønderjylland havde kongen et overherredømme, en overejendomsret, men området var ikke en del af riget. Det gælder også i de følgende årtier. Det var nu dannet en grænse mellem kongeriget og hertugdømmet som i det store og hele skulle blive til virkelighed til 1920.
I 1326 en holstensk fyrste
Året 1326 danner epoke. For første gang ser vi Sønderjylland få en holstensk fyrste og hermed grundlægges det holstenske retsstandpunkt på Sønderjyllands stilling som vi møder frem til det 15. århundrede. Den 7, juni blev den hidtidige sønderjyske hertug Valdemar Eriksen hyldet som konge af Danmark på Viborg landsting og den 15. august forlenede han på danehof i Nyborg grev Gerhard den tredje af Holsten med Sønderjylland som arveligt fanelen.
At Gerhard tildeles lensherrens rettigheder over Sønderjylland må være et udtryk for at han ikke pålægges nogen form for forpligtelser. Det er i realiteten tale om ophævelse af det feudale, delte dominion. Kongen af Danmark bevarede kun en formel ret til at forny forleningen for grev Gerhards arvinger.
En retstilstand ikke alle kunne acceptere
Reelt blev lensbrevet ophævet. Dermed var Sønderjylland et selvstændigt territorium. I 1336 betegnede hertugen over for paven hertugdømmet som et selvstændigt område, skønt det i sin tid bortforlednedes af den til enhver tid eksisterende konge af Danmark.
Den samme opfattelse af Sønderjylland som et land tabt for Danmark møder vi i den latinske klagesang fra 1329. I vers otte gives en historisk beretning om rigets formindskelse siden Valdemar Sejrs dage der er i god overensstemmelse med hvad der kan udledes af officielle dokumenter.
Først gik Danmark til Elben, så knap nok til Ejderen og omsider til Slien. Stykke for stykke trænges Danmark tilbage og til sidst går den til den å, der overskærer Jylland (Kongeåen). Den grænse der i 1280erne sås dannet mellem riget og hertugdømmet var nu Danmarks grænse. Der blev skabt en retstilstand, som man ikke uden videre kunne gå ud fra at fremtidige danske konger ville respektere.
Man lagde en strategi
Ser vi på perioden frem til 1460, så var der to hovedopfattelser af Sønderjyllands rette forhold til riget.
Den ene prioriterede hertugdømmets selvstændighed. Det var de sidste hertuger af Abels slægt og især en række holstenske grever af det schauenburgske hus. Den modsatte opfattelse praktiseredes med forskellige nuancer af magtfulde danske regenter som Valdemar Atterdag, dronning Magrethe den Første og Erik af Pommern.
Det overordnede mål er altid at sikre de holstenske fyrster regeringsmagten over Sønderjylland. Det kan ske ved at forudsætte at Sønderjylland ikke var noget len. Her er selvstændigheden altså fuldstændig. Det kan også ske ved en indrømmelse af at Sønderjylland var et len af Danmarks krone og rige.
Kongemagtens styrke bestemte politikken
I så fald gjaldt det om at gøre det synspunkt gældende, at Sønderjylland var et hertugdømme, som den danske konge skulle bortforlede til grev Gerhards arvinger uden at disse som lensmænd påtog sig forpligtelser af betydning. Som begrundelse kan de fremføres akterne fra 1326.
Og det er åbenbart den danske kongemagts styrke, der bestemmer nuancen af det holstenske standpunkt.
Kort før Valdemar Atterdags død før valget af en ny dansk konge fik de holstenske grever overdraget Sønderjylland af den mecklenburgske tronrepræsentant i Danmark, Valdemar Atterdags dattersøn Albrecht og hans slægtninge.
Teksten i papirerne er i overensstemmelse med den sønderjyske hertugs opfattelse i 1336, at Sønderjylland ikke var noget len. Den skarpe adskillelse i forhold til kongeriget markeredes også af grevernes rettigheder i herredømmet stilles i modsætning til gods de ejede i Danmark. Hertugdømmet lå uden for Danmark.
Margrethe lagde de to leoparder i sit våben
Straks ved sin ankomst havde Dronning Margrethe den Første sat Sønderjyllands to leoparder i sit våben. I et brev fra 1386 lod hun sin søn, kong Oluf, opfatte sig som de sønderjyske hertugers efterfølger.
I denne situation valgte de holstenske grever at få deres faktiske herredømme over Sønderjylland retsligt sikret uanset prisen. Samme år modtog de forleningen af kong Oluf i Nyborg. Kun Gerhard fik hertugtitel, og prisen var en forpligtelse at tjene riget i krig. Det kunne synes en tilbagevenden til en fjern fortids lensforpligtelser. Men faktisk forfulgte greverne i de følgende år med held en politisk retning af størst mulig selvstændighed og uafhængighed for Sønderjylland i forhold til kongeriget.
De holstenske grever støttede ikke dronning Margrethe i kampen for Sverige, ja en af dem var blandt hendes modstandere.
I 1392 var Sønderjylland igen et len
En traktat fra 1392 henviser til, at Sønderjylland var et len, men i øvrigt indgår dronning Margrethe og holstenerne på vilkår der viser at aftalen indgås mellem selvstændige fyrster. Endelig lykkedes det i 1396 de holstenske fyrster ved aftalen i Assens at smyge sig uden om forpligtelser af krigstjeneste. Efter denne aftale får holstenerne sold for deres tjeneste. Tjenesten var ikke en konsekvens af lensforholdet.
Det blev farligt for de holstenske fyrster da Erik af Pommern i 1424 under processen for den tyske kejseer hævdede, at Sønderjylland var en provins i kongeriget. Vi ser da også holstenere både på danehoffet i 1413 og under processen for kejseren gå ind for den opfattelse at Sønderjylland var et dansk len, hvortil de havde arveretten.
På dette grundlag lykkedes det Adolf den Ottende at blive anerkendt som hertug i 1440 og dermed forene Slesvig og Holsten som sidste mand af det rendsborgske grevehus. I 1448 betegnedes han som Danmarks riges fyrste og råd.
Kilderne skelner skarpt mellem Sønderjylland på den ene side og kongeriget på den anden, uanset om Sønderjylland blev opfattet som len eller ikke. Traktatudkastet i 1376 talte som sagt om grevernes rettigheder i hertugdømmet i modsætning til de ejendomme de ejede i Danmark, og i hertug Gerhards privilegium fra 1399 til Slesvig domkapitel.
Danmark begyndte først ved Kolding Bro.
Det er ikke tale om at hertugdømmet kan opfattes som en del af riget. Det kommer klarest frem under det holstenske synspunkt i 1424 under processen for den tyske kejser. Man hævdede da, at fra arilds tid havde landet mellem Levensau og Kolding bro været et særlig hertugdømme, og nord herfor begynder Danmarks rige.
Man kommer til Danmarks rige syd fra ved at gå over Kolding Bro, og der synes ikke at være forskel på udtrykkene Danmarks rige og Danmark.
I 1374 kom Valdemar Atterdag i besiddelse af indløsningsretten til Gottorp len af hertug Henrik, der dog ikke gav afkald på selve højhedsretten. Han opkøbte en del godser i Nordslesvig. Måske ville han på denne måde erhverve sig Sønderjylland. Men Valdemar Atterdag betragtede Sønderjylland som en del af Danmark.
Margrethe var henholdende
En ”Nyborgforlening” betød en genoprettelse af det lensforhold til rige og krone som var gået tabt efter Valdemar Atterdags død, da de holstenske grevers mænd holdt deres indtog på Sønderjyllands borge og slotte. Der blev etableret krigstjenestepligt for hertugen. Andre træk viser at dronning Margrethe var henholdende, dog ikke opgivende i Sønderjylland – spørgsmålet.
Fra starten havde hun rejst arvekrav på Sønderjylland og kravet levede videre. Erik af Pommern satte Sønderjyllands våben på Margrethes sarkofag i Roskilde domkirke. Selv anførte han i Nyborgdommen 1415 at han gennem sin moder havde arveretten til Sønderjylland.
Margrethe opkøbte slotte og borge
Helt klart er det at dronning Margrethe fortsatte sin faders politik efter hertug Gerhards død i 1404. Også hendes fremgangsmåde var at skaffe sig hertugdømmets slotte i besiddelse et for et, navnlig i form af pant. Men skønt kongemagtens herredømme blev udvidet, blev hertugslægtens formelle rettigheder aldrig anfægtet.
For både fader og datter har Sønderjylland været et langsigtet mål som ikke kunne nås på en gang. Ingen af dem opgav tanken om at erhverve Sønderjylland for kronen. Begge døde under virkeliggørelsen af den.
Erik af Pommern satsede på retslig afgørelse
Dette ønskede Erik af Pommern åbenbart ikke at risikere. Han satte erhvervelsen af Sønderjylland som sit højeste mål. På dette tidspunkt var forholdet til hertugdømmet uklart.
I 1386 havde man fra kongelig side indrømmet at landet var et arvelen i den holstenske greveslægt, men en formelt korrekt fornyelse som Erik af Pommern antagelse til dansk konge i 1396 fordrede, havde ikke fundet sted.
Tillige var det en realitet at kronen i årene op til 1412 havde fået store dele af hertugdømmet i faktisk besiddelse, mens resten stod i pant hos slesvigholstenske lensmænd.
I denne situation valgte Erik af Pommern at opgive bid – for – bid taktikken og satse på en definitiv retslig afgørelse. Hans hovedpåstand på danmarkshistoriens sidste danehof 1413 i Nyborg var at hertugslægten havde forlenet lenet, fordi den og dens medhjælpere ved at bære våben mod lensherren havde begået troskabsbrud.
Kongen påstod at efter feudalretten var hertugdømmet på lovlig måde hjemfaldet til ham, hans rige, arvinger og efterfølgere. I dommen taler kongen bestandigt om ”os og vort rige” eller om ”vort rige Danmark”. Over for hertugdømmet, hvis lensherre han er.
Det er værd at bemærke at den modstilling af begreberne Danmark og Sønderjylland vi tidligere har mødt i en holstensk kilde, genfindes her. Kong Erik erklærer under de indledende forhandlinger på danehoffet seks råder udpeget på holstensk side for inhabile, da de hverken var fra Danmark eller Sønderjylland.
Erik af Pommern førte også retssag for kejseren
På danehoffet dømtes i overensstemmelse med kongens påstand. To år efter stadfæstede kejseren dommen. Gennemførelsen af denne dom ville i praksis indebære at Sønderjylland nu blev en del af kronen og kongeriget. Det ville ophøre med at være hertugdømme. Kongen ville blive de slesvigholstenske lensmænds herre.
Nyborg – dommen forudsatte at Sønderjylland var et len, en tankegang der var kong Erik ganske fremmed, da han på ny 11 år senere førte retssag om Sønderjylland. Denne gang var det for den tyske kejser. Kejserens dom var fuldstændig imødekommelse af Erik af Pommerns nyeste påstand.
Sønderjylland tildømtes kongen og riget med over- og underejendomsret, mens greverne Henrik, Adolf og Gerhard frakendtes enhver ret til et arveligt hertugdømme.
Hvad Erik af Pommern i 1413 og i 1424 sigtede på, var med forskellige begrundelser at gøre Sønderjylland til en provins i kongeriget som i den ældre middelalder. I 1421 formulerede han sin mening klart ved at sige at Gottorp og Sønderjylland ligger i Danmarks rige og med rette hører til kronen. Gottorp len var hertugdømmets sydligste. For Erik af Pommern gik kongerigets grænse ved Ejderen og Levensau.
Erik af Pommern tabte på slagmarken
Da Erik af Pommern havde vundet ved domstolen tabte han imidlertid på slagmarken. I 1440 modtog Adolf den Ottende forlening med alle rettigheder og ingen forpligtelser. Lensbrevet bekræftes i 1443 og 1455. I 1448 lod hertugen sin søstersøn Christian af Oldenburg love at han ikke ville indlemme Sønderjylland i riget og kronen, hvis han blev konge af Danmark.
Dette løfte blev overholdt. Da Christian den Første i 1460 blev hertug af Slesvig og greve af Holsten markeredes en tydelig forskel på det at være konge i Danmark og fyrste og ”landene”.
Det kan således hævdes, at den holstenske opfattelse af Sønderjyllands rette stilling i forhold til kongeriget blev den varige selvom Danmarks konge blev Sønderjyllands hertug.
Danmarks riges fyrste og råd
Ejderen var i vikingetid og Valdemars tid Danmarks rigsgrænse mod syd. Det var i den her behandlende periode grænse mellem Slesvig og Holsten, men var den også rigsgrænse og Sønderjylland dermed en del ad Danmarks grænse?
Hertug Adolf, der med næb og klør kæmpede for at undgå hertugdømmets inddragelse i riget, betegnede sig i 1448 som Danmarks riges fyrste og råd. Det skyldtes at han var kongens og rigets vasal og derfor havde pligt til at give råd. Ingen kan mistænke ham for at mene, at Sønderjylland af den grund var en del af riget.
Grev Gerhard udnyttede situationen
Indrømmet at disse to århundredes gennemgang af historien ikke har været så ligetil. Da kong Valdemar 10 år gammel i 1326 bortforlenede Sønderjylland til sin morbroder grev Gerhard skete det med den begrundelse, at efter naturens og Guds lov skal trofaste mænd modtage gengæld for den tjeneste, de havde ydet.
Det var en almindelig tanke i middelalderen at visse forhold som f.eks. det nævnte, repræsenterede en sådan grad af fornuft og retfærdighed at alle mennesker kunne indse deres berettigelse, men det er mærkeligt at se denne tanke udkastet netop i forleningen af Sønderjylland.
Grev Gerhard havde tiltaget sig formynderskabet over drengen, havde pantsat det sydligste af hans land og i ledtog med danske stormænd gjort sig til Danmarks mægtigste mand. Han havde til fremme af egne formål fået indsat nevøen som konge af Danmark og som kronen af værket ladet ham tildele sig det hertugdømme, der i generationer havde tilhørt drengens forfædre. Man kunne sandelig spørge om dette virkelig var ret og rimligt.
Skiftende stillinger til Kongeriget
Men Sønderjyllands forhold til kongeriget blev i det hele taget ikke ordnet på grundlag af alment anerkendte forestillinger om fornuft og retfærdighed. Både retsbestemmelser og den faktiske udvikling viser at hertugdømmet indtog skiftende stillinger i forhold til kongeriget. Retsstandpunkter fremførtes af modstandere med hver deres interesser, og det var et politisk spørgsmål, hvad der til forskellige tider kunne gøres gældende.
Udgangspunktet i den ældre middelalder var at Sønderjylland blot var en provins i kongeriget, og endnu i 1266 sås kongemagten så stærk at hertugdømmet kunne regnes for at høre til riget. Men ellers udskilles det, og er først i årtierne før og efter 1400 at stærke danske konger forsøgte at ændre herpå, som bekendt forgæves.
Den næstbedste set med danske øjne var et hertugdømme med klarest muligt definerede forpligtelser. Sådan var det frem til 1326, og dronning Margrethe lagde vægt på at få tjenestepligten fastslået i 1386.
Sønderjyllands fyrster vaklede
Sønderjyllands fyrster derimod vaklede, når det gjaldt spørgsmålet hvad det var den fordelagtige ordning for dem. Flere gange i det 14. århundrede valgte de den totale uafhængighed af Danmark, dvs. en afbrydelse af lensforholdet og de selv i en helt uafhængig stilling.
Efterhånden foretrak de dog selvstændigheden i lenets form, uden forpligtelser af betydning over for kronen og riget, og det blev da deres arv til de oldenborgske konger i Danmark.
Men blev vi egentlig klogere på begrebet Genforening/Forening til Danmark?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 21, 2018
Frits Clausen og danskheden
Han følte og tænkte dansk. Og Frits Clausen mente, at det var noget makværk som anklagemyndigheden havde leveret. Han ville fremskaffe beviser på det modsatte. Han skrev selv 432 sider frem til 1940. Han fik flere anmodninger om at skrive. Nu var Frits far hvis nok tysksindet. Han førte en uklar grænsepolitik. Han havde fået indblik i fattigmandskår, mente han. Ja han kunne godt skelne det dansk/tyske. Frits lod sig tage til fange ved Østfronten. Han havde tidligt antikommunistiske synspunkter. Han var i den grad skuffet over Genforeningen. Dengang mente han, at grænsen skulle være ved Dannevirke. Han måtte opgive lægepraksis i Aabenraa. I Bovrup blev han lokalsamfundets kraftcenter. Han meldte sig ind i de konservative. Man han mente, at der var for meget bar og for lidt politik i dem. H.P. Hanssen var hans store forbillede til 1918. Men ofrede Frits Clausen sig for danskheden? Han var en elendig økonom med hang til spiritus. Familien Clausen var velhavende, men det ændrede sig hurtigt. Han havde i den grad store politiske ambitioner.
Følt og tænk dansk
Frits Clausen var en dansk sønderjyde. Uanset hvad der er skrevet om ham og talt om ham, så har han følt og tænkt dansk. Han siger også selv, at han har bragt store ofre for danskheden. I sine erindringer påpeger han, at han har været en ivrig deltager i danskhedens kamp under vanskelige forhold.
Anklagemyndighedens materiale var makværk, mente Frits Clausen
Anklagemyndigheden ville gerne i 1947 afdække baggrunden for Frits Clausens forbrydelser. Anklagemyndighederne var i gang med at samle beviser mod den tidligere DNSAP – formand. Han reaagerede meget voldsom, da han så det materiale de havde samlet sammen.
De mange bilag og pakker fyldte så meget, at han måtte være selv om sin celle. Men han kunne ikke genkende sig selv, da han læste materialet igennem. Måske ville han heller ikke genkende sig selv. Han ville for alt i verden bevise alt det gode, han havde gjort for Danmark.
Han vil fremføre beviser
Han ville dokumentere sit forhold til Sønderjylland og have lejlighed til under bevogtning at finde beviser frem på Det Kongelige Bibliotek.
Forsvareren, Axel H. Petersen havde forsøgt at foregribe denne reaktion ved at bede Clausen om at skrive nogle sider om sig selv siden Genforeningen 1920, som han selv opfattede den. Og det behøvede Frits Clausen ikke at blive opfordret til mere end en gang. Han skrev på sin version af den historie til kort før sin død den 6. december 1947 drevet om at blive forstået på sine egne premisser.
432 sider frem til 1940
Forsvareren havde sikkert tænkt sig det i et begrænset omfang. Men Frits Clausen var ind til et par uger før sin død nået til side 432. Og han var ikke nået længere end til sommeren 1940. Det var meget langt igen, hvis de begivenhedsrige år under besættelsen skulle dækkes lige så udførligt.
Det er på den baggrund, at John T. Lauridsen udgav en kommenteret udgave under titlen ”Føreren har ordet”.
Flere anmodninger om at skrive
Undervejs fik Frits Clausen flere anmodninger om at skrive. Og mindst to af disse blev positiv besvaret. Det var en anmodning af norsk politis side, om at skrive DNSAP’ s historie. Så var der flere konkrete anmodninger fra anklagemyndighedens læge professor Max Schmidt.
Frits far var hvis tysksindet
Frits Clausen kom fra solid borgerlig baggrund i Aabenraa. Købmandshjemmet var efter faderens død udtalt konservativ og udpræget dansksindet. Ja Frits nåede aldrig at hilse på sin far. Han var død samme år samme år, som han blev født.
Det var ingen grundt til at tvivle på Frits Clausen, når han skrev at han var født dansksindet og konservativ. Men med hensyn til traditionen for familiens danskhed, må der tages et stort forbehold. Efter alt at dømme så var faderen tysksindet. Det var et forhold, som Frits Clausen aldrig vedgik.
Uklar grænsepolitik
Det var måske slægtsbaggrunden, der bidrog til hans senere svingende og uklare politik over for det tyske mindretal og i grænsespørgsmålet. Frits Clausen boede ikke så langt fra lederen af det tyske nazistparti og mindretal, Jens Møller. Men de blev aldrig gode venner.
Indblik i fattigmandskår
Efter erindringerne at dømme havde Frits Clausen en tryg baggrund, der nok gjorde ham opmærksom på samfundets sociale forskelle. Men det fik ham dog ikke til at engagere sig i dem.
Han fortæller, at han fra den allertidligste barndom fik indblik i fattigmandskår, når han ved juletid gik med moderen ud med en kurv til en fattig syg kvinde. Men han fortæller også, at han som barn ikke tænkte over, at han skulle ind til et veldækket bord, mens en fattig legekammerat stod og ventede udenfor.
Kunne godt skelne det dansk/tyske
Hvad han i erindringerne til gengæld vil have til at stå tydeligt er, at han meget tidligt, kun få år gammel var sig skellet dansk/tysk bevidst og når som helst siden stod op for at forsvare den danske sag, om han så skulle være alene om det, og der var klø i luften.
Danskheden er det ikke grund til at betvivle, selv om nogle af hans politiske modstandere både i samtiden og siden har gjort det. Det gjorde bl.a. den velkendte Wilfred Petersen.
De der kendte ham bedre, var ikke i tvivl, heller ikke selv om de var af en ganske modsat partpolitisk opfattelse. Det var bl.a. Ejnar Vaaben, Jakob Kronika og Troels Fink. Ja man kan så altid stille spørgsmålet om, hvordan han forvaltede sin danskhed fra den 9. april 1940.
Tysk domminerede uddannelsessystem virkede ikke befordrende
Der var meget få sønderjyder, der fik en højere uddannelse. Det tysk dominerede uddannelsessystem virkede ikke befordrende, men Frits Clausen var en af dem. Han blev student på det tyske gymnasium i Flensborg 1912. Han studerede derefter til læge ved tyske universiteter, hvor han fandt sammen med andre ligesindede danske. Og blandt disse var Hans Lorenzen og stud. Jur. Marcus Haase. De holdt sig fra de tyske studenterforeninger.
Frits lod sig tage til fange
Den dansksindede Frits Clausen var som mange sønderjyder ikke ivrig efter at skulle i tysk krigstjeneste under første verdenskrig. Efter kun få ugers tjeneste blev han taget til fange. Meget tyder på, at han hellere ville være russisk krigsfange frem for tysk soldat. Mange sønderjyder foretrak at desertere frem for at blive tysk soldat under første verdenskrig. H.P. Hanssen opfordrede dog de unge sønderjyder til at blive i landsdelen.
Måske var det en konsekvent handling fra Frits Clausens side. Det var i forlængelse med hans idealistiske indstilling. Tilfangetagelsen var ikke overraskende for vennen, Hans Lorenzen. Han kendte hans standpunkt.
Det var ikke indtrykket af, at hans russiske fangenskab var noget som belastede ham meget. Det ensformige og primitive forhold var åbenbart ikke noget, der gav ham stress. Det er heller ikke noget, der tyder på, at den russiske revolution gjorde ham til antikommunist. Han giver i hvert fald ikke udtryk for det.
Havde tidlig antikommunistiske synspunkter
Frits Clausen ser ikke noget galt i at arbejde for det sociale, men det var prioriteret langt efter det nationale.
I 1947 giver Frits Clausen ikke indtryk af, at han under fangenskabet havde ydet en særlig indsats for sine dansksindede kammerater eller i det hele taget havde spillet en lederrolle. En sådan en var han tidligere blevet tillagt i DNSAP’ s publikationer og presse.
Han var kun blevet brugt som redskab til at samle de danske fangere eller nærmere de sønderjyske. Han var ikke initiativtager.
I sine erindringer fortæller Frits Clausen, at han startede sin skribentvirksomhed, da han var kommet hjem fra fangenskab. Her havde han udfoldet sine antikommunistiske synspunkter. Også hans antisemitisme var kommet frem.
Det gik voldsomt for sig i ”Fædrelandet”
I den nazistiske presse gik det voldsomt for sig. Her er Fædrelandets propagandanummer fra februar 1940:
Han var skuffet over Genforeningen
Den hjemvendte fange satte stor pris på russere og tjekker. Det var den jødiske bolsjevik, der var Ruslands svøbe. Han håbede for Rusland, at demokratiet kunne redde landets fremtid. For den unge Frits Clausen satte selv sin lid til demokratiet.
Genforenings – agitationen blev hans politiske ilddåb. Som både taler og skribent foldede han sig ud til fordel for en grænse ved Dannevirke. Han fortæller dog ikke, hvor stort et kontaktnet, som han fik med ligesindede.
I sine erindringer fortæller han heller ikke, hvor skuffet han blev over Genforeningen. Men den var dyb og vedvarende for Frits Clausen og andre Dannevirkefolk. Til skuffelsen føjede sig senere de danske myndigheders efterfølgende håndtering af selve afstemningen.
Under den tyske besættelse fandt han det dog belejligt at finde sig til rette med den eksisterende grænse.
Angivelige fejl og forglemmelser favoriserede tilrejsende fra tysk side og siden hele genforeningens realisering. Ja sådan så Frits Clausen det. Han fremstiller det som en stor skuffelse for sønderjyderne i al almindelighed. Kritikken af den danske regerings og de store partiers håndtering af genforeningen er det ene kim til hans utilfredshed med ”systemet” som sådan.
Et nationalt anliggende at gøre studiet færdig i København
Han fremstiller det som et nationalt anliggende, at han vil gøre studiet færdigt i København i stedet for på et tysk universitet. Havde han valgt dette var han som andre blevet hurtigere færdig. Så kunne han have slået sig ned samtidig med de tyskuddannede konkurrenter fra krigsgenerationen.
Det så ud som om, at Frits Clausen talte på de sønderjyske studerendes vegne fra 1928. Han fik også hjælp af H.P. Hanssen især ved økonomisk støtte ligesom den tyske studentereksamen blev accepteret.
Også en national handling at nedsætte sig som læge i Aabenraa
Nedsættelse som praktiserende læge i Aabenraa i 1923 fremstiller han også i sine erindringer som en national handling. Som konsekvens af myndighedernes handlinger var det rigeligt af tyskuddannede læger i forvejen. Og så kom en sygekassekonflikt til, derfor flyttede Frits Clausen til Bovrup. Ja sådan fremstiller han det. Men er det nu helt korrekt?
Han var lokalsamfundets kraftcenter
I Bovrup med et par hundrede indbyggere fik han efterhånden oparbejdet både lægepraksis og en social position. Han bliver lokalsamfundets kraftcenter med mange forskellige aktiviteter. Der er ingen præst at konkurrere med, her er ingen kirke. I erindringerne nævner han ikke alle sine aktiviteter og initiativer. Men hans interesse for og organisering af musik, ungdomsarbejdet og engegement i skolesagen er ting, han trækker frem. Kaninavlen bliver heller ikke glemt.
Var han sygelig forfængelig?
Interesserne spændte vidt. Han interesserede sig også for det nye medie, radioen og talte som en af de første fra studiet i Aabenraa. Politiadvokat E. Bechs opfattelse i 1947 var, at det var tale om sygelig forfængelighed, når Frits Clausen stillede sig i spidsen for så meget. Men det var nu ikke en gratis fornøjelse.
For meget bal og for lidt politik i de konservative
Frits Clausen skulle ifølge eget udsagn have tilsluttet sig den konservative vælgerforening i Aabenraa i 1920 men tillader sig i 1947 at se kritisk på partiets aktiviteter dengang. Det var for meget bal og for lidt politik i de lokale arrangementer efter hans mening
Han referer også selv, at han havde udtalt sig frit og uafhængigt i forhold til den konservative partlinje ved valgene 1924 og 1929. Måske overvurderede han sin egen position dengang. Men det var ikke ganske ubeføjet, når Jydske Tidende 1929 roste hans foredrag om sønderjyske soldater i tysk krigstjeneste under første verdenskrig. Han blev ofte benyttet som foredragsholder.
Professorinde Dagmar Schmiegelow som han lærte at kende under sin tid som krigsfange tillagde ham i 1929 ”virkelig betydning for den nationale sag i Nordslesvig”.
Kongen stoppede op og hilste på ham
Ja og Christian den Tiende standsede heller ikke op i Bovrup i sommer 1928 for at hilse på hvem som helst. Jo han blev beæret med et håndtryk mens menigmand stod med hatten i hånden. Han havde lokal lydhørhed i ”hjemlandet”.
Det var sandelig også en stor og statelig bygning med tilhørende garage og stald, som han kunne præsentere for majestæten. Konsultationen var i en del af stueetagen. Moderen boede til sin død 1938 på første sal. 13. juni 1928 var villaen flagudsmykket i anledningen af kongebesøget.
Bruddet med de konservative kom ikke pludselig
Det var alene de højere spørgsmål som det nationale, forsvaret og kongehuset, som foruden traditionen gjorde ham til konservativ. Det var det mindst ringe politiske parti. Og det havde to repræsentanter i Aabenraa Byråd. Han opfattede det ved et konservativt tillidsmandsmøde omkring 1930, at Christmas Møller ville drive en anden form for forsvarspolitik. Og Frits Clausen var heller ikke enig med partiets politik i de sønderjyske spørgsmål.
Bruddet med de konservative kom ikke pludselig. Der foreligger et brev fra den 26. maj 1931, hvor han forklarer sine bevæggrunde for at melde sig ud af partiet. Han kunne således ikke klare at de konservative politikere stilede efter at blive levebrødspolitiker, mens idealerne kom i anden række.
H.P. Hanssen var hans store forbillede
Det store forbillede var danskhedens leder, H.P. Hanssen, hvis familie hvis familie Frits Clausen kendte og boede i nærheden af som barn. H.P. Hanssen blev offer for forfølgelse og fængsling. Han havde betalt prisen for den højere sag i en samtid, som Frits Clausen nu ville betale den i sin. Adskillige gange blev H.P. Hanssen fremhævet i sine erindringer. Men han gjorde det også klart, at efter 1918 repræsenterede H.P. Hanssen ikke mere fremtiden.
Ofrede Frits Clausen sig for danskheden?
Der er delte meninger om Frits Clausens opofrelse for danskheden. Hans klassekammerat Jakob Kronika har selv stillet spørgsmålene op:
Ja dette foreligger der slet ikke noget om. Det ser ud til at han ofte selv har tildelt sig offerrollen.
Det gik ud over helbredet
I kampen om agitation for genforeningen skriver han ikke ligeud om sine personlige omkostninger, den store sag påførte ham. Men vi skal have at vide at han ofrede meget for helbredet. Kun ved akut indgreb blev han reddet. Tid til lægestudiet er også blevet brugt i denne sag, hvor han snart var på agitationsrejse og snart sad på kontoret på Folkehjem.
En elendig økonom
I 1931 forlod Clausen det konservative folkeparti til fordel for det nystiftede DNSAP. Dengang skulle den tyske nazisme først realisere sig i al sin gru, før næsten alle blev klar over omfanget af forbrydelsen. Ja kommunisterne råbte godt nok fra første dag vagt i gevær.
I hans erindringer står det ikke noget om honorar, men sådan forholdt det sig ikke tidligere. Krigsindkaldelse, de afbrudte studier, krigsfangenskab, medvirken til at samle danske fanger i en lejr, anklager for højforræderi fra tyske officerers side og sluttelig flugt til Danmark på falsk pas hører alt sammen med i ansøgningerne, før det afsluttes med, at han valgte at studere videre i København af nationale grunde.
Den Sønderjyske Fond rykkede mange gange for tilbagebetaling af lån. Dette fik Frits Clausen til at sende et 12 – siders lang brev til Adolf Svensson den 9, juli 1928. Han havde nu ikke noget at gøre med Den Sønderjyske Fond. Men foruden redaktør af Haderslev Stiftstidende var han medlem af det konservative folkepartis repræsentantskab.
Vi ved at Frits Clausen var en elendig økonom. Og så var det også hans omfattende selskabelighed, som kunne tænkes at være årsag til at han måtte opgive sin praksis i Aabenraa. Der blev snakket om, at han var beruset under offentlige begivenheder i Aabenraa.
Ikke noget om dårlig økonomi i erindringerne
Nu var det vel heller ikke noget som han beskæftigede sig med i 1947, hans økonomiske forhold. Han skulle ikke besmudses med rollen som en, der havde et vedvarende overdådigt privatforbrug og stadig pengemangel.
Familien Clausen var formuende
Familien Clausen var formuende. Frits Clausens far ejede købmandsgården, Storegade 36 i Aabenraa. Moderen var stadig i besiddelse af gården, da Frits Clausen kom hjem fra russisk fangenskab i efteråret 1918. I den første tid boede Frits hos moderen i Nygade 4. Husstanden omfattede også moderens søster, Meta. De to søstre havde boet sammen siden Frits var spæd. Gården var blevet lejet ud for en 25 års periode fra 1899.
Fra 1924 boede de i Bovrup. Hans mor modtog et årligt tilskud på 3.500 kr. af Frits plus fri bolig. Ingeborg Refslund Thomsen berettede:
Økonomien kunne ikke holde til det
Men efterhånden kunne familiens økonomi slet ikke holde til det liv, som Frits Clausen førte. Han behandlede de fattige patienter gratis. Og moderen havde efterhånden afgivet hele sin formue til Frits. Långiverne fandt ud af, at hun ikke mere kunne kautionere for sønnen.
Den sønderjyske Fond forsøgte gang på gang at få ham til at betale sin gæld. Det kom godt nok til en ordning i 1930, men intet skete. Sin gæld til Den sønderjyske Fond blev først afviklet i 1940, da han blev folketingsmand.
Store politiske ambitioner
Han havde i marts 1931 meldt sig ind i DNSAP. Han følte ikke, at man hos de konservative ville give ham en ledende post. Han ville nå videre og stillede sig ikke tilfreds med at være landsbylæge.
Ifølge hans skolekammerat Jakob Kronika, så havde Frits Clausen ”af karaktermæssige årsager” ikke den store succes hos de konservative. Man kunne ikke bruge en, som havde en elendig økonomi og forgældet med hang til spiritus.
Nu havde Frits Clausen næppe udprægede evner til som loyal partisoldat, der skulle rette sig ind efter en given linje. Han havde politiske ambitioner. Han havde meget energi og han greb straks initiativet hos DNSAP. Inden udgangen af 1931 var han Danmarks mest virksomme nazist, optaget af møder, organisering og skribentvirksomhed. Hurtig blev han partleder i Sønderjylland. Men snart havde han overtaget det hele.
Ifølge eget udsagn havde han i 1931 ingen kendskab til Hitler og NSDAP.
I anledning af Frits Clausens 40 års fødselsdag
Skal vi lige slutte af med præsentationen af ham den 12.11.1933 i anledning af hans 40 års fødselsdag. Sådan skrev Fædrelandet:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse mere om Frits Clausen, DNSAP og danske nazister:
August 19, 2018
Er Genforeningen – det rette ord?
Fortæller man skolebørnene den rigtige historie? ”Indlemmet” eller ”forenet” er vel mere rigtig. Slesvig har ikke været i det danske kongerige siden 1200. Nu skulle Mellemslesvig fordanskes. Dat var ”nationalpolitisk galskab”. Kun tre mand forstod problematikken om Slesvig-Holsten og Danmark. På få år blev tilnærmelse forvandlet til fjendskab. Det er en historie fuld af myter. Vi viser eksempler på fordrejninger. Grænsen blev aftalt i 811. Men der var nogle i landsdelen inden år 200, da Danerne kom. Fortyskning kan skyldes mange ting. Knud Lavard var den første hertug. Det var et fromt valgløfte med Ribebrevet. Slesvig er et mangfoldigt område. Kunne en fornuftig politik i 1848 have forhindret to blodige krige? Det var en tikkende bombe. De ”historiske” rettigheder måtte opgives. Var valget 1920 retfærdigt? Kongen var hertug af Holsten helt frem til 1973.
Indlemmet eller forenet er vel mere rigtig
Er det som skolebørnene lære i skolen det rigtige? Lad os prøve at kigge på Genforeningen. Den opfattelse, at Danmark i 1920 generhvervede dele af ”det tabte land” fra 1864, er ethvert barn opflasket med. Landet over er det også indmejslet i så mange en sten.
Hvis man strøg ”gen” og nøjedes med ”foreningen” ville det passe. Man kunne også bruge ordet ”indlemmet”.
Slesvig har ikke været i det danske kongerige siden 1200
Slesvig havde reelt ikke indgået i det danske kongerige siden 1200-tallet. Forestillingen om ”det tabte land” skyldtes en nationalistisk forestilling om, at Slesvig burde høre uddelt til Danmark.
Siden 1720 havde den danske konge også været hele Slesvigs hertug og havde respekteret landets særlige stilling.
Nu skulle Mellemslesvig gøres dansk
Men med den besindige Christian den Ottende ’ s død i 1848 lod kongemagten i skikkelse af den ret uduelige Frederik den Syvende sig rende over ende af de nationalliberale, hvis kup i 1848 udløste borgerkrigen.
Nu skulle Slesvig absolut gøres dansk. I 1850erne forsøgte de med tvang at styrke dansk i Mellemslesvig, hvilket hos menigmand skabte tyskheden.
Nationalpolitisk galskab
Nationalister mobiliserede på en forestilling om ”historisk ret” til et landområde. De kaster typisk deres brutale kærlighed på områder, hvor de selv er i mindretal.
Det dansknationale krav på Slesvig udløste krigen mod Slesvig – Holstenerne 1848 – 1850 og danskernes krig mod Prøjsen og Østrig i 1864. Dette førte til ”Tabet”. De danske nationalister var – imod egen forhåbning – ikke i stand til at slå to europæiske stormagter.
Den nationalpolitiske galskab er i grunden meget morsomt fremstillet i Herman Bangs ”Tine”.
Kun tre mand forstod problematikken om Slesvig Holsten og Danmark
Nu er det vel også lige sin sag at holde styr på Sønderjyllands historie for en skoleelev. Men man kan vel holde sig inden for sandheden. En lang række myter, forvirring og antipartier har lagt sig som en dyne over denne del af vores historie.
Set med stormagternes øjne er det nok mest udtrykt ved den engelske politiker, Lord Palmerstone. På et spørgsmål fra dronning Victoria om hvad det egentlig var for noget med Slesvig – Holsten og Danmark skulle denne have svaret, at der kun var tre personer, der forstod problematikken.
Den første var dronningens prinsgemal, Albert. Men han var død. Den anden var en tysk professor. Han var imidlertid blevet sindssyg. Endelig var det Lord Palmerstone selv. Men han havde rent faktisk glemt det.
På få år blev tilnærmelse forvandlet til fjendskab
Slesvig er blevet så cementeret en del af den nationale historieopfattelse, at Holsten er gledet helt i baggrunden. Holstenerne var splittede i deres orientering mod både nord og syd. Mange løsninger var fremme for at få styr på problematikken, men alt gik som bekendt galt.
På få år var fredelig sameksistens om en udbredt overbevisning om stedse større tilnærmelse mellem naboerne afløst af et indædt fjendskab.
En historie fuld af myter
Historien om Slesvig – Holsten er som al anden historie fuld af myter. Det handler om en langvarig politisk kamp mellem to nationalistiske bevægelser. Myterne bruges og vedligeholdes i de stridende partiers politiske partiers propaganda. Men myter farver historien og fordrejer kendsgerningerne.
Eksempel på myter og fordrejninger
Grænser aftales i 811
Ja sådan gengives historien, men er det sandt? Man skulle tro, at Slesvig altid havde været en del af Danmark, når man benævner det ”Historiens gry”. Grænsen ved Ejderen aftales mellem Karl den Store og Hemming i år 811.
Der var nogle der, inden år 200
Danevirkes første voldestammer fra omkring 650. Danerne og deres ”mark” optræder først efter år 500 i de skriftlige kilder. Og Danerne selv indvandrede tidligst omkring år 200. Slesvig har dog været beboet længe før. Men det behøver nu ikke kun at have været dansk!
Fortyskning kan skyldes mange ting
”Fortyskning af betydelige dele af Slesvig” forstås som en ondsindet plan. Det er noget i retning af at stjæle dansk land. Men som vi har været inde på så kan fortyskning skyldes mange ting. Ikke alle ting, kan man lægge tyskerne til last.
Fortyskningen tog i den grad til fra 1864 – 1920 under preussisk styre. Og så var det jo også lige opkøb af ejendomme af Vogelgesang.
Knud Lavard var den første hertug
Siden slutningen af det 11. århundrede begyndte danske konger at indsætte slægtninge som grænsejarler i den sydlige del af Jylland. En af disse var Knud Lavard. Han udnyttede sin situation og erobrede dele af det nuværende Holsten fra Venderne. Derefter blev han udnævnt til hertug i dette tyske område. Denne titel antog han også for Slesvig. Med andre ord Knud Lavard var den første hertug, der både havde et tysk og et dansk len.
Et fromt valgløfte
Slesvigs nationale stilling blev ganske broget, fordi Slesvig flere gange blev delt mellem kongens slægtninge. Ganske broget blev det i 1460, da Christian den Første efter Hertug Abels død i 1460 gerne ville vælges til hertug af Slesvig og greve af Holsten. For at blive valgt af det Slesvig – Holstenske ridderskab lovede Christian den Første i Riberbrevet at Slesvig og Holsten skulle være ”ewich tosamende ungedelt”.
Ja det betød dengang, at selv om Slesvig godt nok var et dansk len, så skulle det i al fremtid være knyttet til Holsten og ligestillet med det tyske Holsten. Men se dette valgløfte har vi skrevet en hel artikel om.
Slesvig – et mangfoldigt område
I den omtalte henvisning nævner vi ”Saksisk indvandring” og ”forfejlet dansk politik” som årsag til ”Fortyskning”. Nu er Slesvig et blandet område med indvandring både syd og nord fra. Slesvig fik lov til at udvikle sig til et multikulturel samfund, hvor befolkningen både talte frisisk, højtysk, plattysk, rigsdansk og synnejysk. Men denne sproglige udvikling kan vel ikke betegnes som forfejlet?
”En røvet datter – dybt begrædt”
At ”Prøjsen røvede med støtte fra Østrig i 1864, Slesvig. Myten kendes i en mere poetisk form ”en røvet datter, dybt begrædt”.
Men dette som man vil belære danske skolebørn, at krigene i 1848 og 1864 var tyske forsøg på at røve Slesvig fra Danmark er en kæmpe misforståelse.
Danmark ville ”indlemme eller røve” både i 1848 og 1864
Begge krige startede med, at kongeriget Danmark forsøgte at ”indlemme eller røve” Slesvig uden på noget tidspunkt at spørge slesvigerne via en fredelig folkeafstemning, hvad de foretrak.
I 1848 foreslog den provisoriske regering for hertugdømmerne en sådan afstemning. Og i 1864 foreslog Preussen og Østrig ved forhandlingsbordene i London en afstemning i Nordslesvig. Men Danmarks konge og regering afviste disse tilbud og valgte at føre krig for at annektere hele Slesvig.
Kunne en fornuftig politik i 1848 have forhindret to krige?
Måske kunne en mere fornuftig politik i 1848 have sparet os for to krige. Man kunne have fået en selvstændig stat, Slesvig – Holsten med egen forfatning. I områderne i Nordslesvig kunne der være fortaget en afstemning, hvor befolkningen kunne være kommet hjem til Danmark. Måske kunne det have holdt Prøjsen og Østrig helt tilbage.
En tikkende bombe
Med løftet om fri forfatning får man i den danske regering slået Ejderpolitikken fast som det bærende princip.
Helstatskonstruktionen var blevet akilleshælen. Frederik den Syvende ville ikke – underlagt opinionen som han var – være med til deling. Med hans død opstod der en helt ny situation.
I København opstod der næsten eufori efter sejr i den første krig. Men krigen havde ikke løst problemet. Situationen var en tikkende bombe. En ny krig syntes uundgåelig.
Undergangsangst
Nu var de ledende danske politikere ikke krigsliderlig. Men man forberedte sig heller ikke på en kommende krig med nye våben. Den politiske uenighed var stor, kongens indflydelse var betragtelig og den nationalliberale presse pustede til ilden.
Der var stærke nationalliberalistiske strømninger hos vore sydlige naboer. De europæiske stormagter havde også deres dagsordner. Men krigen i 1864 var selvforskyldt takket være inkompetente nationalliberale politikere.
Allerede efter tabet af Norge opstod der en undergangsangst i Danmark. Den blev forstærket efter 1864. Hvad skulle Danmark nu gøre for at overleve?
Den dansk-tyske helstat revet fra hinanden
Tusinder faldt, drømmen om Danmark til Ejderen brast. Staten blev en nationalstat. Den dansk – tyske helstat blev revet fra hinanden af nationalisme, liberalisme og radikalisme. Men vi skulle først igennem to blodige krige.
Historien handler er ikke kun formet af store ideologiske strømninger, men også af tilfældigheder, uheld og enkeltpersoners handlinger, der til sammen skabte netop den skæbne, som vi i dag kender som danmarkshistorien og den selvopfattelse, vi kender danskheden. Men derfor bliver også nød til at fortælle skoleeleverne sandheden.
Kongen ville ind i det tyske forbund
I dag kender mange til Christian den Niendes planer om Danmarks indtræden i det tyske forbund. Men den danske regering havde planer om en skandinavisk stat, De svensk – danske konger havde planer om at blive danske konger. I årene omkring 1864 var der revolutionære planer.
Det var barsk, at være sønderjyde under prøjsisk styre. Alt skulle fortyskes. Men Danmark gjorde som allerede skrevet det samme med fordanskning.
Fortæller man skolebørnene det rigtige?
Nu var det jo ikke selvsagt, at Nordslesvig bare kunne forenes med Danmark i 1920. Det var langt fra en selvfølge, som man fortæller skolebørnene. De danske konger havde gennem århundreder behandlet Slesvig som et separat hertugdømme med egen forfatning, statsforvaltning og lovgivning.
Disse var for længst blevet et selvstændigt folk. Derfor kan det heller ikke være tale om en genforening. Den danske lovgivning fra 1920 omtaler det derfor helt korrekt som en ”indlemmelse”.
De ”historiske” rettigheder måtte opgives
Efter nederlaget i 1864 erkendte et flertal af nationalister i Slesvig og Danmark, at en afstemning baseret på princippet om folkenes selvbestemmelse ville være at foretrække. Kravene baseret på ”historiske” rettigheder måtte opgives.
Var valget retfærdigt?
Fra dansk side var man meget skuffet over, at Det Tyske Mindretal var ret længe om at anerkende grænsen i 1920, men de glemte lige at sætte sig ind i, hvorfor man forholdt sig kritisk.
Man mente, at den for ensidigt fulgte Den nordslesvigske Vælgerforenings ønsker. Alle andre gruppers og organisationers, dansk- såvel som tysksindedes ønsker blev tilsidesat. Der var forskellige principper for afstemninger i Nordslesvig og i Mellemslesvig. I Nordslesvig skulle der stemmes i en samlet blok. I Mellemslesvig skulle der derimod stemmes kommunevis.
Det blev sikkert med fordel for danske interesser og gik som forudseeligt. Højer, Tønder, Tinglev, Aabenraa og Sønderborg blev indlemmet i Danmark trods tysk flertal. Hvis det havde været kommune-afstemning så var i hvert fald Højer, Tønder og Tinglev blevet indlemmet.
Ja og egentlig var de grupper, der mente, at der skulle være et valg til et selvstændigt Slesvig eller Slesvig – Holsten afskåret fra at give deres mening til kende.
Men nu var det vel rimligt, at de dansksindede i Nordslesvig fik lov til at blive indlemmet, og at de tysksindede fik lov til at blive indlemmet i Tyskland.
Danmark går altid ind for ”frie skoler”
Allerede den 6. marts 1919 havde den danske regering i Versailles ret sejrssikkert fremsat følgende erklæring:
Mindretal ”ikke så betydelig” at det skader Danmark
H.P. Hanssen skitserede en sindelagsgrænse som tog økonomisk og geografisk hensyn, men sindelagsgrænsen skulle sikre det hensyn:
– at der bag denne grænse ville være et tysk mindretal, men ikke så betydeligt, at det kunne true Danmark.
Og det er især sproget man har kørt på, og brugt som våben i den nationale kamp i Sønderjylland og Slesvig.
Man talte dansk med hunden
Sproget i rokokotiden, dvs. midt i 1700-tallet var i højere kredse ikke mindst ved hoffet i København hovedsagelig tysk og fransk. Man sagde om den danske adelsmand, at han talte fransk med konen, tysk med tjenestefolkene og dansk med hunden.
Frem mod de nationale modsætninger i midten af 1800-tallet lå der et tysk og dansk kancelli i København, som folk kunne opsøge, alt efter hvilket sprog, de ønskede at blive betjent på.
Dansk var et tabersprog
Tysk var blevet det fine sprog, dansk et tabersprog. Dansk blev opfattet som bondsk. I begyndelsen af 1800-tallet forsøgte man fra dansk side, at forbedre det danske sprogs stilling gennem et kongeligt reskript, hvori det hedder:
Dansk blev forbudt
Tysk indførtes som administrations – og retssprog i hele Slesvig, og fra 1888 blev dansk forbudt som skolesprog – undtagen i religionsundervisningen, der på landet godt måtte foregå på dansk. Samtidig blev danske privatskoler og dansk privat- og hjemmeundervisning forbudt.
Som en protest mod denne ensidige tyske sprogpolitik opstod der bl.a. i 1880 ”Foreningen til det danske Sprogs bevarelse i Nordslesvig.
Situationen vendte efter 1945
Ja denne sprogkamp fik så en modsat tendens fra 1945 til 1955. Da gik det ud over Det Tyske Mindretal. Men se det er en anden historie.
Forening eller indlemmelse
Vi fik hermed forklaret, at det ikke hedder genforening men forening eller indlemmelse.
Hertug af Holsten helt til 1973
Til og med Frederik den Niende var den danske konge hertug af Holsten – og det var først i 1973, at Holsten forsvandt af vores rigsvåben.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Hvis du vil vide mere om emnet, så se her på www.dengang.dk
August 15, 2018
Ribes Militær og Borgervæbning (6)
Ribe har skam også sin krigshistorie. I 1657 måtte borgerne aflevere deres våben. En masse våben blev sendt til København til reparation. Man stod æresvagt ved kongebesøg. Ved markedsdage holdt man vagt. Dem med hang til druk, kunne ikke bruges. Så skulle man bruge en landmilits, med Ribe var lidt langsom i vendingen. Amtsskriveren måtte kaldes hjem. Ingen ville huse obersten med følge. Det var ret dyrt for Ribe at indkvartere alle disse tropper. På et tidspunkt kunne byen ikke betale sin skat. Og så tog soldaterne selv for sig. Da man skulle hverve soldater opstod der håndgemæng. En ung mand var allerede taget til tolden.
Ribe har sin krigshistorie
Ribe har sandelig også sin krigshistorie. Ja det er måske ikke de store krigeriske bedrifter at fortælle men alligevel. Man havde skam både en regulær Borgervæbning og en regulær hær. Begge grupper satte deres præg.
Våben afleveret i 1657
Fra Christian den Fjerdes tid blev det befalet at holde bevæbnet vagt mod sørøvere. Allerede i 1601 har der været en Borgervagt i Ribe. Under de følgende krige var Ribe – borgere under kommando. I 1643 blev der også bygget et vagthus på Torvet.
Der blev nu aldrig tale om et forsvar af byen. Heller ikke da svenskerne i 1658 besatte byen, havde borgerne lejlighed til at vise deres mod. De blev skam mønstret i 1657, men ganske givet, så har man nok fået at vide, at våbnene skulle afleveres.
En del våben sendt til København
Alligevel har man ment, at en bevæbning af borgerne ville være nyttig, for få år efter krigen havde byen igen anskaffet sig våben. De blev opbevaret på Rådhuset.
Hvad blanke våben angik, så ejede byen i 1667 i hvert fald otte slagsværd, som Hans Bøssemager rengjorde og ”opfeigede”. I 1672 foretog Carsten Bøssemager et lignende arbejde. Antallet af skydevåben som byen ejede var heller ikke helt ringe. I 1687 lod Kancelliråd Worm en del af dem sende til reparation i København. Måske var det, fordi den lokale bøssemager ikke kunne overkomme arbejdet.
Men alligevel kan det ses, at det til tider har været op mod 60 flintebøsser til reparation med defekte låse.
Æressalut
Da Prins Georg i juni 1668 rejste gennem byen for at gå i en båd, der skulle føre ham til det på reden ventende skib, mødte borgerskabet under gevær. Til ære for Prinsen blev der affyret en æressalut.
I 1679 da kong Christian den Femte mandag efter påske drog gennem byen var alt borgerskabet igen under gevær. Dette betød at der den dag ikke kunne holdes Ting.
Ikke med hang til drukkenskab
Borgervæbningen fik dog en meget ansvarlig opgave til markedsdagene. I 1681 havde to Borgerkaptajner, Francke og Willum Knudsen, hver en underofficer og 8 – 10 mand på deres vagthold. Disse folk var speciel udtaget blandt dem:
De skulle arrestere gemene folk:
Et våbendygtigt mandskab i år 1709
Med året 1700 drog der atter krig ind over landet. Fra den 11. juni begyndte Borgerskabet at holde udvidet vagt, hvilket de fortsatte med til 1. september.
I 1709 bestod det våbendygtige mandskab af 202 mand. De havde tilsammen 122 bøsser, 159 kårder, 6 Partisaner og 6 Piker. Men hele 40 af dem havde slet ingen våben. Der blev ansat en kaptajn, (byfoged L.M. Fries), 2 løjtnanter, 1 fændrik, 3 sergenter, 3 korporaler og 1 tambur.
En rykker fra amtmanden
Dette skete, fordi regeringen i november måned det pågældende år havde udsendt en forordning angående Landeværn. Men åbenbart kom man ikke rigtig i gang. I marts blev der modtaget en påmindelse fra stiftamtmanden.
Byfogeden skulle samle borgerskabet efter de lister, Magistraten havde opsat, tillige med bønderne fra Tved og Tangbyen. De skulle møde på Torvet til eftersyn af våbnene. En gang ugentlig skulle der ekserceres med dem på en bekvem plads uden for Nørre- eller Sønderport.
Han havde ”eksercits som videnskab”
Nu tog Byfoged Laurits Mortensen Friis fat. Der var kun ansat tre sergenter, men da der var fire fjerdinger, foreslog han, at parykmager Habakuk Kock udnævntes som den fjerde, især:
Desuden skulle Michael Svendsen ansættes som fjerde korporal.
Told-og Konsumtionsbetjente var nok opført på listerne og skulle have gevær udleveret og holde sig parate. Men de skulle være fritaget for vagt og eksercits. Der var også nogen afgang i listerne, idet nogle var bortrejst eller for gamle til tjeneste. Og så var det også lige Johannes Petersen Orluf som absolut måtte udgå, da ingen ville være sammen med ham på grund af hans bestilling som ”Hestesnider”
En del svende og drenge var blevet opført på listerne, men dem mente kaptajnen ikke at have brug for. Stiftamtmanden var dog af en anden mening. De skulle netop være til stede for at lære eksercitsen at kende.
Det blev dyrt for Bremmer
Den 14. juli 1712 drog Frederik den Fjerde gennem byen. Selvfølgelig mødte Borgervæbningen på Torvet med fuld bevæbning for at gøre kongen den skyldige opvartning.
I enhver armé findes der oprører, og det gjorde det også i Ribes borgerskab. Han hed Petter Jansen Bremmer. Trods tilsigelse mødte han ikke sammen med de andre kongetro mænd.
Der blev sendt en ”Gefreiter” og to mænd efter ham. Han nægtede rent ud at komme.
Da kongen nu var ankommet og havde passeret forbi fronten, blev Borgervagten fordelt til de forskellige poster. Nu begav Bremmers sergent, den brave bagermester Poul Sørensen sig til den genstridige soldat, men uden held.
Hvad der egentlig havde stukket manden er ikke godt at vide. Men senere gik han selv til borgervæbningen og afleverede 2 mark som en slags bøde, men dem sendte den vagthavende borgerløjtnant retur.
Da Bremer foruden alt dette også havde nægtet at sende sine heste og vogn til kongens tjeneste, blev det ham selvfølgelig en dyr fornøjelse.
Indkvartering var frygtelig dyrt
I 1722 lod borgerkaptajn R.M. Neumann nogle af borgerne tiltale, fordi de havde forsømt deres vagt under sidste marked. Men ellers var det nu temmelig roligt hele perioden ud.
Det samme kan ikke just siges om soldater – eller rytterindkvarteringen. Det var jo lige som en slags skat, der var pålagt byen. Det begyndte med et kompagni ryttere, der i 1661 under oberstløjtnant Wasenberg holdt sit indtog i byen. Alene oberstløjtnanten kostede byen 200 Rigsdaler årligt.
Desuden måtte borgmester Jesper Hansen i disse år afstå sin eng ”Korseng”. Den lå nemlig meget bekvemt for rytterne at have deres heste gående på. Og det blev ikke ved et enkelt kompagni.
I 1675 ankom major Mogens Kruse med sin stab og sit livkompagni foruden ritmester Rantzaus kompagni for at logere i Ribe. Ganske vist blev hver afdeling sjældent længe på stedet.
Oberst med følge skulle have særforplejning
Men det var nu ikke det værste. For hvert kompagni mødte med sine fordringer og vaner. Og så var det ikke soldaterne alene, der skulle indkvarteres. Hver chef medbragte sin hele husstand og officerer, underofficerer og menige soldater, deres koner og børn.
I 1677 mødte således oberst Numphius med kusk, to tjenere og ti heste, hvortil kom oberstinden med tre døtre, en kammerpige, en tjener og fire heste. Sikke en indkvartering at få.
I 1683 kom der hundrede mand fra oberst Frands Svanvedels regiment. Året efter to kompagnier af oberst Elleborgs regiment, hvoraf to andre kompagnier lå i Tønder. Og sådan gik det år efter år.
Rytterne skulle bespises af kvarterværterne, der da foruden to rigsdaler om måneden modtog yderligere en rigsdaler af byen.
Amtsskriveren måtte kaldes hjem
Fra 1684 havde man en rådslagning om, hvorledes man kunne gøre indkvarteringen mere effektiv. Ritmester Kruse skulle have 6 Rigsdaler månedlig. Men der var masser af andre udgifter. Hestene havde deres engstykke. Men byen måtte yderligere leje to enge for en sum af 33 Rigsdaler.
Det var ikke en ringe byrde for Ribe. Dertil kom også udskrivning af bådfolk til flåden. I 1686 måtte man under hals og hoved hjemkalde amtsskriveren Jens Christensen fra København, da der var kommet besked om, at der om ca. 14 dage kom to regimenter rytteri til Ribe, nemlig obersterne Svanvedels og Hurchids regimenter.
Ingen turde at huse obersten
I september samme år ankom tre kompagnier af oberst Stücks for at blive indkvarteret i selve byen. Der var imidlertid ingen borger, der turde at huse obersten med frue, børn, tjenestefolk og heste. Man mente heller ikke det ville være nogen fornøjelse for obersten. Man stillede derfor et ledigt hus til rådighed for ham med senge og en del husgeråd. Men obersten forlangte yderligere lys og brændsel.
Det var man ganske vist ikke vant til, men man gik dog ind på yderligere at stille 6 Rigsdaler månedlig til rådighed herfor ”i Haab om god Justits” Byen tænkte, at når man var gode ved befalingsmændene, så ville de sørge for god ro og orden blandt deres mandskab.
Urostiftere skulle arresteres
Nu var det nemlig ikke altid, at disse soldater opførte sig eksemplarisk. En rytter fra det Bibouske regiment ødelagde i et anfald af raseri selve Tingporten. Og nogle af hans kollegaer stødte et helt plankeværk i åen. Man måtte leje Hans Fyn til at bjerge stumperne.
Stor ståhej var der i 1684 i selve domkirken, hvor en række ryttere overfaldt tolderen, ritmester Husmans tjenere. Ritmesteren klagede til overrentemesteren. Oberst Svanvedel fik fra regeringen ordre til at urostifterne skulle arresteres.
Derefter skulle de stilles for en krigsret. Det var selvfølgelig ikke helt let at opretholde disciplin blandt soldaterne, når de lå spredt i småkvarterer rundt om i byen. Og det hjalp ikke med at opslå ”plakater” med at soldaterne skulle være i deres kvarterer efter tappenstreg.
Man sendte militæret i forbindelse med manglende skat
Militæret spillede i det hele taget en stor rolle i Ribes liv i disse tider. Det var ikke nok med, at disse forskellige afdelinger blev beordret i kvarter i byen, men rytterne blev brugt efter fransk forbillede ligefrem som straffemiddel, når byen ikke betalte sine skatter på rette tid.
I Ribes kæmnerregnskaber findes, bavnlig fra 1660erne hyppige spor af disse ”Dragonader”. I sådanne tilfælde var det ofte en koporal og to eller tre ryttere, der en skønne dag mødte frem med ordre til at
De levede fuldt ud på byens bekostning, indtil skatten blev betalt. Der meddeles også, at brandskatten for 1664 ikke blev inddrevet af byens embedsmænd men af kvartermesteren ved Wassebergs Kompagni.
Man troede at det lykkedes at blive fri
I 1687 var man efterhånden blevet godt og grundig træt af den evige indkvartering. Man sendte derfor et andragende til kongen om fritagelse. Andragendet blev overrakt til stiftamtmand von Speckhan.
Det lykkedes virkelig også et par år efter at blive fri for soldaterne. Nu begyndte man så at rydde op efter soldaterne. Skilderhuse, der havde stået ved Korsbrødregård og andre steder, hvor de højere officerer havde boet, blev nu kørt til Rådhuset og opbragt der.
Men ak, glæden over at være blevet militæret kvit, varede dog kun kort. Allerede året efter fik man to kompagnier fra det Lambdorfske Regiment i indkvartering under oberstløjtnant Schorn og kaptajn Geisler. Og så kom de atter i en løbende strøm.
Kongen ville have militær nær grænsen
Ansøgninger om fritagelse eller om en halvering mødte som oftest døve ører hos regeringen. I 1693 lykkedes det dog at få prakket tre kompagnier af Jyske Regiment over til Fredericia. Men Magistraten måtte dog aflevere brød til tropperne for 6 – 7 dage.
De var tilbage i Ribe i 1695. Da man nu ville sende dem til Varde og Ringkøbing svarede Landmilitiens Kommissariat, at dette absolut ikke lod sig gøre, da kongen ønskede at have tropperne så nær som muligt ved grænsen og ikke tillod, at de lagdes så lang ind i landet.
En del af året 1696 var man fri for indkvarteringen. En musketer fra kaptajn van Ostens Kompagni, der om vinteren i mørket var faldet i åen og druknet blev, da han blev fundet i foråret begravet på byens regning.
Ribe kunne ikke betale skat
Det var hårde år for byen. Købmændene led store tab ved deres oksehandel. Nu kunne mange af officererne indkvarteres i de tomme huse i byen. Men alligevel var indkvartering en meget dyr post for byen.
Under den store nordiske krig skiftede indkvarteringen mellem alle tre våbenarter. Byen klagede sig ynkeligt. De undlod at betale de ordinære skatter. Regeringen rykkede hele tiden. Rentekammeret udtalte, at man ikke havde forventet sådan en langsommelighed fra byens side.
Soldater tog selv for sig
Endelig i oktober og november 1700 blev de garnisonerede kompagnier af jyske nationale regimenter til hest forlagt til Fredericia og Haderslev.
Det syntes som om, at disse ryttere havde været særlig slemme i deres opførsel. Talrige klager over dem var indløbet. De var åbenbart ikke tilfreds med den forplejning, som de fik. De tog selv for sig af de varer, der kom ind ad byportene.
Håndgemæng
I 1701 beordrede Frederik den Fjerde Landregimenterne oprettet. Oberst Eichstedt fik kommandoen over det, der blev oprettet i Riberhus Amt. En række underofficerer, der skulle tage sig af mandskabets eksercits blev indkvarteret i Ribe.
Hvervningen til hæren foregik stadig efter gamle principper og kunne undertiden være hårdhændet nok. I 1710 førte den til en dramatisk hændelse, der fik et mærkeligt efterspil for et par personer.
Andreas Harkrouch, der for en tid var i Toldvæsnets tjeneste mødte en skønne dag op i Biskop Muus’ residens sammen med nogle bønder for at befri en karl, som biskoppens søn, fændrik Ulrick Frederik Muus havde hvervet som soldat.
Harkrouch påstod, at karlen var antaget af tolder Enholm i toldvæsnets tjeneste, men Muus ville ikke udlevere ham. Under håndgemænget kom byfogdens søn, søkadet Rasmus Lauridsen Friis, fændrikken til hjælp. Harkrouch blev såret af deres kårder.
Pesten ramte ikke rigtig Ribe
Pesten ramte ikke rigtig Ribe i 1711. Men man var også yderst forsigtig. Der var på den tid indkvarteret artilleri i byen. I 1712 udbrød der en sygdom ud blandt artilleristerne, som man frygtede var pest. Men det blev ved skrækken.
Da man hørte om pest i holstenske byer, spærrede man øjeblikkelig af for Ribe. Man oprettede militære vagthold i portene og rytterposteringer ved Stampemøllen og Hundegades Blegeplads.
Fra Brigarder Donops Regiment blev der fremskudt en rytterpostering mellem Kolding og Ribe for at forhindre, at folk uden sundhedspas slap over grænsen.
Indkvarterings – skat
Efter krigens afslutning synes Ribe i en årrække at have været fri for indkvartering, for man betalte en skat:
Men fra 1733 har den atter denne byrde, hvortil den fik tilsvarende pengehjælp fra Varde, Ringkøbing, Holstebro og Lemvig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du finde følgende artikler om Ribe:
August 14, 2018
Er Amagerbønderne slet ikke fra Holland?
Skal historien skrives om. En amatørhistoriker fra Holland mener, at indvandrerne på Amager er fra Flandern. En avis mener, at Amager har været offer for sprog – misforståelser. Dengang.dk har undersøgt sagen. Hvor mon historiker fra 1596 har sine oplysninger fra? De fremmede var måske ikke så populære i begyndelsen. De fik nogle gode rettigheder, som de bibeholdt i mange hundrede år. En anden historiker nævnte i 1799, at hollænderne var gode til ålefiskeri. Også kirken minder om en nordhollandsk kirke. Også i Nordholland dyrkede de grøntsager måske ikke så udbredt som i Flandern. De skulle ellers være blevet udvist, men de blev. Deres navne er blevet undersøgt. De stammer fra det nordlige Holland. Og som det sidste, så er sproget blevet undersøgt. Foreløbig tyder dette også på det nordlige Holland. Mon ikke, at de på Amager kan ånde lettet op. De behøver hvis ikke, at skrive historien om.
Skal historien skrives om?
Der bor stadig masser af efterkommere herude på Amager, som er helt sikker på, at deres forfædre er fra det nordlige Holland. Her finder man endnu en masse hollandske navne. Ja det går også igen i gadenavnene herude på Amager. Men måske beror det hele på en misforstået sprogtolkning. Men skal hele Amagers historie nu skrives om?
”Den Gamle Redaktør” har kigget på, hvad der er op og ned i dette. For egentlig er det ikke så meget nyt i det. Vi har jo altid kendt til, hvor Christian den Andens kone, elskerinde og ”svigermor” stammede fra. Og så er der en hollænder, der mener noget andet. Meget trækker i en retning, men lige så meget, hvis ikke mere peger i den nuværende retning. Hold lige tungen lige i denne gennemgang.
De dyrkede grøntsager i Flandern
I det stadig bevarede privilegiebrev om det modelsamfund, som Christian den Anden omtalte, nævnes indvandrerne som ”hollændere”. Det ligger også fast at St. Magleby omtales som ”Hollænderbyen”. Her ligger Hollændervej og Hollænderhallen.
Gennem hele historien har vi hørt om hollandske bønder fra egnen nord for Amsterdam. Men lige dette tyder på at være forkert. Kongens bønder blev nok hentet fra det vi i dag kalder Belgien.
På det tidspunkt var der ingen grøntsagsdyrkning eller mejeribrug I Waterland i det nordlige Holland. Det var herfra, som man mente, at bønderne kom fra.
Lidt længere syd på i Flandern var der landbrug præget af grøntsagsdyrkning og det købstadstyre, som Christian den Anden var interesseret i.
En hollandsk amatørhistoriker
En hollandsk amatørhistoriker, Willy van Hoof med speciale i gartneriets og landbrugets udvikling gennem tiderne har kigget nærmere på denne hollandske indvandring. Han har skrevet en bog:
Forfatteren er overbevist om, at i hvert fald de fleste af ”Kongens Bønder” er blevet hentet i Flandern i den sydlige del af Nederlandene. De er blevet udskibet i Nieuwpoort.
Dengang var Danmark en stormagt
Dengang, Christian den Anden var konge fra 1513 – 1523, var Danmark en stormagt. Kongen var en energisk hersker og en af forbillederne var Nederlandene, der omfattede det meste af det nuværende Belgien og Holland.
Han kendte området godt. Både hans hustru, dronning Elisabeth, hans elskerinde Dyveke og rådgiver, Mor Sigbrit, kom derfra. Ja og Dyveke var ”Mor Sigbrit’ s datter.
Efter Dyvekes død i 1517 synes forholdet til Sigbrit endnu tættere. Og det var som om, at hendes magt var tiltagende.
Christian den Anden’ s arkiv er fundet
Vi ved, at Christian den Anden havde været på en længere rejse i Flandern kort forinden at bønderne kom hertil. Der findes åbenbart ingen dokumenter i Holland om udvandringen.
Da Christian den Anden flygtede, tog han sit arkiv med sig. Det blev fundet i Tyskland og findes nu under ”Münchenarkivet” på Rigsarkivet. Men her er der ikke fundet nogle afgørende beviser.
En belgisk arkivar, har fundet nogle dokumenter i Nieuwpoort fra 1879 og 1881, der beviser, at det var flamlændere der kom til Amager. Det er så ikke lykkedes for forfatteren til den nye bog, at finde frem til dem. Men hvordan er de beviser fundet? Og hvilke dokumenter er der tale om?
Det hedder egentlig ”Nederlandene”
Men det mest væsentlige argument er vel, at der i begyndelsen af 1500-tallet slet ikke blev drevet havebrug og gartneri i Waterland på grund af havets hyppige oversvømmelser.
Og dronningen var fra sin barndom i Mechelen vant til at spise grøntsager. Alle nederlændere talte samme sprog. Tøndeslagning fra hest er stadig en tradition på Amager og kendt fra alle egne af Nederlandene. Den specielle amagerdragt er heller ikke et særkende for den nordlige del af Amager.
I Danmark taler vi om Holland, selv om landet hedder Nederlandene. Men noget tyder på, at man skal til at genfinde de samme traditioner, som man har fra Waterland men nu også fra Flandern. Derfor behøver man ikke at afskrive de andre, som er godt indgroet på Amager. Men vi mangler stadig dokumentet, hvor det står, at de var fra Flandern.
Hvor har historikerne oplysningerne fra?
Men vi læste jo tidligere, at historikere meget tidligt mente, at bønderne var fra Waterlandene. Hvor han har den oplysning fra, vides ikke. Og hans antagelser støttes af navneforskeren, Geerte de Vries, der har kigget på Amager – registret, som er fundet i München- arkivet. Her findes en masse navne, og ifølge navneforskeren, så er disse afgjort i retning af West-Friesland.
Hvad gjorde man i begyndelsen?
I dag minder Noord-Holland meget om Amager. Dengang var der en mindre produktion af grøntsager, kvæg, får og høns. Mange ville måske gerne væk på grund af de talrige oversvømmelser. Måske er der kommet opfordringer til de nederlandske bønder i kirkerne, at den danske konge havde brug for dem. I midten af 1500-tallet havde omkring halvdelen af alle hollandske skibe, der passerede Øresund en skipper fra Waterland.
Det jord, som det netop lykkedes at holde fri for vand gav gode afgrøder. Netop som det skete på Amager. Og en anden ting var, at man i privilegiet gjorde meget ud af, hvilke fisk man måtte fange og hvilke kongen havde eneret på. De nederlandske bønder var vant til at fange fisk.
For at gøre forvirringen endnu større, kunne man måske antage at de nederlandske indvandrere kom fra hele West – Frisland.
Kongen startede allerede i 1515
Vi ved, at allerede i 1515 begyndte Christian den Anden at interessere sig for sagen. 24 familier med i alt 184 personer fra Nederlandene havde indfundet sig på øen, hidkaldt af kongen.
Nu kan det godt være, at der var flere personer. I den navneliste, der er fundet figurer 164 personnavne. Men se det var fortrinsvis mænd og sandsynligvis familieoverhoveder. Det må betyde, at det samlede, forventede antal immigranter må have været i størrelsesorden 700 – 800, hvis hver familie har været på 4 – 5 personer.
En nøgleperson i hvervningen
En nøgleperson i denne proces er den nederlandske embedsmand Popeius Occo, der tidligere havde arbejdet med Fuggerne. Fuggerne var et stort handelskompagni i det tysk – romerske kejserdømme. Pompeius Occo havde mange gode forbindelser til Nordeuropa. Disse brugte han til at komme i kontakt med nederlandske bønder.
Denne person var også vært for kongen, da han var på besøg hernede. Mon ikke man skal have fat i Pompeius Occos regnskaber for helt nøjagtigt at fastslå, hvor rekrutteringen af Amagers bønder fandt sted.
Der findes i München-samlingen et pergamentomslag, hvor det er tydeligt, at denne Occo har været involveret i, at disse bønder er kommet til Amager omkring årsskiftet 1520-1521.
Således er der et notat fra januar 1521, hvor der anføres at Mor Sigbrit via en anvisning har betalt fem skippere 271 gylden.
De fremmede ikke så populære hos de danske bønder
Egentlig traf man den beslutning at de nederlandske bønder skulle beholde deres besiddelser i Store Magleby og på Saltholm. Resten blev i de danske bønders fæste. Man leverede både grøntsager og mejeriprodukter til kongen og København.
De fik ved deres ankomst anvist hele Store Magleby og overtog de eksisterende gårde kvit og frit. Måske var de ikke helt så populære. Nu var det jo sådan, at de danske fæstebønder måtte forlade deres gårde.
Måske var de nye beboere blevet lagt på had efter at kongen måtte drage i landflygtighed. I 1523. Men de forstod dog, at omdanne Amager til en stor køkkenhave.
De dyrkede hvidkål, kørvel, roer, løg, gulerødder, salat, spinat, selleri, persille, pastinak, timian, skalotter og kartofler, blev der senere sagt
Desuden drev de kvægavl og opdrættede fjerkræ.
Omtalt i 1596
Hollænderbyen er selvfølgelig omtalt i diverse publikationer, men forfatternes viden er nok lidt unuanceret. Historikeren Arild Huitfeldt behandler emnet i 1596:
Var det allerede kommet et mindre antal af bønder til Amager i 1516?
Opmærksom på detaljer i 1747
Da forfatteren Erich Pontoppidan kommer ind på samme emne i 1747 gør han os opmærksom på nogle vigtige detaljer:
Thurah peger på ålefiskeri i 1758
Thurah beretter i 1758 i sin beskrivelse af Amager og Saltholm, at amagerbøndernes flittighed havde bragt mange af dem rigdom og velstand. Men mens Thurau omtaler dem rosende, så fælder Rasmus Nyerup i sin Københavns Beskrivelse omkring år 1900 en meget hård dom over dem.
Han påviser, at det stadig var alvor med Amager som Københavns køkkenhave, idet den langt overvejende masse af grønkål, rødkål, hvidkål og rødder, som blev indført gennem Københavns porte, kom gennem Amagerporten.
I 1758 fremhæver Laurids de Thurah ligefrem, at ålefiskeriet skulle have lagt grunden til hollændernes rigdom:
Kritik af kvaliteten i 1799
Men om denne levering, udtaler Nyerup, støttende sig til citater af professor Olufsen i ”Økonomiske Annaler” for 1799, at det stod jammerligt til med Amager – økonomien. Deres behandling af mælk, smør og havesager var højest mangelfuld og urenlig. Olufsen siger bl.a.:
De slap for skat mod at svare en årlig afgift til kongen, og de skulle heller ikke yde hoveri eller pligtkørsel. Deres frihed strakte sig også til total selvstyre efter flamsk forbillede. Dette omfattede såvel det rent lokale og interne som de retslige og kirkelige forhold. Store Magleby blev således indtil 1822 styret af en schout – det hollandske ord for foged.
I kirken blev der prædiket og sunget på hollandsk indtil 1811.
Da de nye beboere ankom fik de også rettigheder til at fange vilde fugle samt ålefiskeri, som vi har hørt.
Tjenestefolk gik også i farverige gevandter
I det 17. århundrede sagde man, at tjenestefolkene også gik i farverige gevandter. Efterhånden blev det også almindelig at nederlænderne og danskerne giftede sig med hinanden. Ja da det skete første gang i 1759 blev brylluppet overværet af mange ”standspersoner” fra byen.
Jo hoffet var da også før i tiden taget herud til tøndeslagning.
Ingen spor af den hollandske bosætningsperiode
Bygningerne fra den hollandske bosætningsperiode eksisterer ikke mere. Under svenskerkrigene i 1658 afbrændtes Store Magleby totalt. Alligevel oplever man den gamle kompakte gårdmandsstruktur tydeligt. Efter to brande i begyndelsen af 1800-tallet blev de mange gårde atter engang udryddet. De fleste blev genopbygget i landsbyen, men flere blev flyttet ud på markerne, som blev udskiftet i 1808.
Et besøg hos en hollandsk bonde
Den nederlandske dominans på øen blev efterhånden afmattet i årenes løb. Det gjaldt også for sproget. I J.G. Kohls bog: Reisen in Dänemark fra 1846 kan man læse om forfatterens besøg hos en bonde i Store Magleby.
Forfatteren kom i snak med en sønnedatter, der naturligvis talte dansk. Men hun viste forfatteren en lang strimmel papir, på hvilken bedstefaderen havde skrevet nederlandske gloser med dansk oversættelse.
I den forbindelse fortalte den gamle bonde, at hans far havde givet ham bank, når han som dreng havde blandet danske ord i den nederlandske tale derhjemme. Senere havde han som mand tit været i skænderi med sin søn, fordi denne ville tale dansk med ham. Han måtte dog give efter for sønnen. Nu måtte han i sin alderdom snakke godt for sit barnebarn for at hun skulle lære et par nederlandske glosser, han havde skrevet op på et stykke papir til hende.
En tydelig kirke fra det nordlige Holland
Store Magleby Kirke omtales allerede i 1370. Dermed er det amagers næstældste kirke. Der har dog ganske givet allerede i 1200-tallet, her på Amagers højeste punkt, 8 meter over havet ligget en kirke. Men bortset fra nogle gravminder og lidt inventar, er det dog ikke noget tilbage.
Det er ikke en almindelig landsbykirke, som vi møder her. Der er indskrifter på et særlig sprog. Det er de indvandrede flamske bønders privilegier, der gør sig gældende. De fik i 1521 overdraget kirken. Helt indtil 1937 var det således ”byen”, der ejede kirken.
Når vi nu taler om det flamske eller nordhollandske, så kan man vel også lige kigge på kirken. I 1611 gennemgik kirken en større ombygning og modellen var ganske tydelig en kirke i det nordlige Holland.
Da de kom havde de deres egen præst med. Men de importerede ikke præster fra Holland. Det var for at undgå den calvinistiske påvirkning af menigheden. Man hentede præsten fra Hollænderbyen i Holsten og Ditmarsken.
Utroligt at privilegierne kunne fastholdes
Utroligt at disse mennesker gennem århundrederne har kunnet fastholde deres særpræg, samfundsstruktur, navneskik, sprog, klædedragt, traditioner og skikke. Men det skete måske på grund af deres lukkethed.
Også utroligt at privilegierne gennem århundrede blev fornyet. Det omgivende samfund har åbenbart accepteret afsondretheden. Men bønderne i Tårnby Sogn fortsatte som fæstebønder under Kronen. Denne ulighed i livsvilkår har ikke været sjovt for nogle af parterne.
Egentlig skulle de være udvist
Det var oprindelig meningen, at alle 115 gårde på Amager skulle forlades af fæsterne og overlades til de tilrejsende. Men også her er kilderne ikke helt klare. Noget tyder på, at det kun blev de danske bønder i Magleby Søndre, der kom til at afgive og forlade deres fæstegårde.
Men efter at hovedpersonen måtte i landflygtighed, bestemtes der i en overenskomst mellem kong Frederik den Første og Rigsrådet, at hollænderne skulle have udstedt rejsepas og drage ud af landet, man senere blev dette ændret til, at de skulle have lov til at blive i Store Magleby Sogn på nogenlunde samme vilkår som hidtil.
1547: Bevis på deres rettigheder og pligter
Først i 1547 opnåede indvandrerne igen skriftlig bevis på deres rettigheder. Kong Christian den Tredje gav dem i et åbent brev ret til at bruge og beholde Store Magleby mod, at de svarede 300 mark i årlig afgift og forpligtede sig til at forsyne Københavns Slot med det nødvendige kvantum rødder og løg. Det var jo egentlig betydelige rettigheder, som de fik:
Hvad skulle de i begyndelsen?
Interessant er at Christian den Femte efter henvendelse fra danske amagere i 1688 også gav dem lov til at bruge den hollandske arveret, hvilket ellers først blev dansk lov i 1857.
Kongen ville sikkert have nogen til at vise de danske bønder, hvordan man fik mest ud af jorden. Men hvis det nu var fra Waterland de kom, hvorfor var det så lige dem, der blev udvalgt?
Det er først i 1547, vi får at vide, at det er grøntsager, at de skal levere til hoffet. Hvorfor var de egentlig kaldt til Danmark? Var det på grund af deres evne til at fange ål?
Det oprindelige privilegium findes kun som kladde, uden underskrift og dato.
De danske bønder skulle have været tilbage
Der findes dog et brev fra den 23. december 1523. Brevet er blevet udfærdiget som en del af forhandlingerne mellem rigsrådet og Christian den Andens statholder i København, Henrik Gøye om byens overgivelse til Frederik den Første. Det hedder i brevet, at de danske bønder som tidligere boede på Amager skal komme og få deres gårde tilbage. Og give dem samme landgilde.
De danske bønder i Tårnby Sogn fik i et kongeligt brev at vide, at de ikke ville blive fortrængt af hollænderne. Men disse fik lov til at blive i Store Magleby.
I 1579 fæstede 10 bønder i Store Magleby på byens vegne ladegården i Tårnby for 700 daler i indfæstningsafgift og 100 daler i årlig leje.
Sognepræsten i Tårnby klagede selvfølgelig. I 1588 fik han lov til at hente 3 pund (a 4 tønder) korn på ladegårdens loft. Han havde ikke fået tiende, siden ladegården blev bortforpagtet. Men nu varede forpagtningen med hollænderne ikke så længe
Christian den Andens skæbne
Hvad der senere overgik Christian den Andens skæbne, ja det kan du også læse her på siden. Der er mange myter om hans ophold på Sønderborg Slot. Sigbrit blev af adelen herhjemme tvunget til at vende tilbage til hjemlandet.
Sproget er fra det nordlige Holland
”Den Gamle Redaktør” her er ikke helt blevet overbevist om, at det var flamske bønder, der kom til Amager. Er stort kildemateriale kunne have ligget i Store Magleby, men det gik evt. til ved en stor brand i begyndelsen af 1800-tallet.
Ude fra Historisk Arkiv i Dragør oplyser de, at en forsker ved Aarhus Universitet er i gang med en undersøgelse af indvandrernes sprog. De foreløbige resultater tyder på, at oprindelseslandet var Holland, altså den provins i Nederlandene, der ligger nord og vest for Amsterdam.
I en publikation fra Museum Amager, der udkommer inden for et års tid, offentliggøres en del af dette arbejde.
Ja tidligere i artiklen hørte vi også at navnene stammer nord fra. Som vi også har påpeget, så kunne bønderne i denne region godt finde ud af at dyrke afgrøder der, hvor der ikke blev oversvømmet.
Så det hele ender nok med, at de ude på Amager ikke behøver at lave så meget om på deres historieskrivning.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du bl.a. læse 155 artikler fra København og Omegn herunder følgende artikler om Amager:
Hvis du vil vide mere: Om Christian den Andens skæbne:
August 11, 2018
I et skydeskur på Amager
7 mand blev kørt ud på dette øde sted. Det var natten mellem den 8. og 9. maj 1947. De var medlemmer af den berømte Brøndum (Peter) – Bande. De havde mindst 150 mord på deres samvittighed og skader for 100 millioner kroner. Tre medlemmer af banden slap med livsvarig fængsel. De ansvarlige – de uniformerede blev efter kort tid løsladt. Og den værste Horst Issel var endda beskyttet af CIA. Efter et par år i dansk fængsel blev han i 1957 sendt til USA. Kaj Munks morder sagde om Issel ”Hensynsløs, sadistisk og uden hæmninger”. Terror og mord over hele landet. Det var tyskernes svar på sabotage og modstandskamp. Men ofte blev dette udført af danskere. De vakte i den grad folks afsky.
Man hører syv skudsalver
De nærmeste hører syv skudsalver med en halv times mellemrum. Vi er ude på Amager ved militærdepotet på Magretheholmen. Et uhyggeligt og blodigt kapitel finder sin ende herude. Det er henrettelsen af Brøndum-banden. Tænk engang, at de syv, der var i tysk tjeneste stod for over 150 terrordrab. Og dette inden for de sidste to år. Var de blevet dømt to år senere, var de måske sluppet med livet i behold.
Sidste benådningsansøgning afvist
Det er en flot dag – den 8. maj. Sydøstlig vind og skyfri himmel. Temperaturen er hurtig over 20 grader. Sommeren i 1947 blev fantastisk. I Vestre Fængsel går livet sin vante gang. Her sidder mange fængslede og internerede fra besættelsestidens tid. Det er som om, at der findes en usikker neutralitet mellem dem og de almindelige kriminelle.
Specielt er det i dag. Den sidste benådningsansøgning er netop blevet afvist. Nu er det sikkert de syv medlemmer af Brøndumbanden skal henrettes i nat.
Den sidste rejse
Man havde fået indkørt rutinerne. Fængselsinspektøren havde meddelt afgørelsen og fangerne var nu indsat i enkeltceller. Nu blev en del af fængslets restriktioner ophævet. Nu havde hver især mulighed for at komme overens med sin samvittighed.
Nu måtte man også sige farvel til familien. Men det var nu ikke så lige til. Ingen af de syv familier måtte møde hinanden. Dette gav problemer ved ind- og udgange. Det hele skulle koordineres.
Personalet løste problemerne stille og rolig. Ingen havde egentlig så meget lyst til det. Opgaven skulle løses ordentlig.
Kort før midnat, var Brøndum-banden parat. De ventede nu på, at blive bagbundet og ført på deres sidste rejse.
På vej til skydeskuret
Kort efter midnat den 8. maj 1947 kører lastbiler med en halv times mellemrum gennem København til bestemmelsessted. Og det var på det militære område ved Christianshavn eller for at være mere nøjagtig Christiania.
Hvert af bandemedlemmerne bliver bevogtet af fem bevæbnede politibetjente. Og en hundefører. I andre biler fulgte maskinpistolbevæbnede betjente. Det var en hel kortege, der kørte gennem de afspærrede gader i København.
Kl. 0,15 kører den første lastbil gennem porten ved Magretheholmen. Den kører til militærdepotet ved den anden fæstningsgrav, ad en smal græsdækket jordvej, som adskiller Amagers indre og ydre voldgrav.
Her ved militærdepotet er der efterhånden masser af aktivitet. Det første eksekutionskommando var kommet. De står nu ved siden af ammunitionsbygningen. Et stykke presenning er spændt over vejen og skjuler derved kommandoen for henrettelsespladsen.
Klar og fyr
Den ansvarlige politikommandør læser dommen op for de 10 politifolk – otte betjente og to kriminalbetjente.
Efter oplæsning af dommen pointerer kommandøren, at henrettelsen foregår på vegne af det danske folk og under ordre. Efter en kort prøve går det stærkt.
Straks efter ankomst bliver den dødsdømte straks ført over i skydeskuret. Her bliver han bundet fast til bagvæggen og får trukket en hætte ned over hovedet. Det er embedslægen, der anbringer et hvidt sigtemærke over hjertet. Hvis den døddømte har ønsket det, træder præsten frem for at lyse den sidste velsignelse.
Natten er klar og det er ganske lunt. Mens præsten siger de sidste ord, træder eksekutionskommandoet frem og tager opstilling fem mener fra skydeskuret. Kommandøren giver to enkle ordre:
Der bliver skudt. Mens skuddene lyder i natten træder lægen frem og kontrollerer, at døden er indtruffet. Politikommandøren står klar med en pistol, hvis dette er nødvendigt. Et såkaldt nådeskud blev dog aldrig nødvendig i Danmark.
Klokken 4 er det slut
De døde bliver nu straks lagt i en kiste og ført til krematoriet. Imens bliver skydeskuret gjort rent med vand fra voldgraven. Med en halv times mellemrum gentager scenen sig til alle syv fra Brøndum-banden er skudt.
Klokken 4 om morgenenden 9. maj 1947 er det slut. Den største sag under besættelsen er over. Og disse personer har fået deres straf:
Mange danskere fra den tyske sikkerhedstjeneste
Dagen efter er der en kort notits, der meddeler at henrettelsen er foretaget. Man ønsker ikke unødig meget omtale af dødsstraffen. Derfor holdt man omtalen så diskret som muligt.
Blandt de i alt 30 personer, der blev henrettet på voldterrænet, var der mange danske medlemmer af den tyske sikkerhedstjeneste for modterror. En af disse var den 29 – årige Henning Brøndum. Han var dengang leder af en mindre gruppe.
Derfor hed det ”Peter – gruppen”
Modviljen mod tyskerne og deres håndlangere var åbenlys. Tyskerne mente, at de med modterror kunne skræmme danskerne væk fra at støtte modstandsbevægelsen. Derfor oprettede tyskerne sikkerhedspolititjenesten(SD). Det var en dansk – tysk specialgruppe, der egentlig fik navnet ”Peter gruppen. Det var efter den tyske leder, Otto Schwerdt, hvis dæknavn var ”Peter Schäfer”.
Denne blev senere afløst af SS-Hauptsturmführer Horst Issel, der virkede frem til besættelsen.
En af de første mord, som de begik, var mordet på digterpræsten Kaj Munk.
Flere blev rekrutteret
Flere blev allerede rekrutteret i foråret 1944. Fælles for de fleste var, at de havde været med i Frikorps Danmark eller Waffen SS. Brøndum fik ledelsen af en gruppe på ti mand. Og den første terrorhandling var sprængningen af lampefabrikken LYFA i Valby.
Mistænkte modstandsfolks – sympatisører blev anholdt og mishandlet. Ofte med døden til følge. Uskyldige civile plaffes ned i forbindelse med folkestrejkerne. Antallet af clearingsmord stiger. Ja det gjorde tilfældigheden i udpegning af ofre også.
Ramt af stikkerlikvidering
Også Brøndum-banden blev ramt af stikkerlikvidering. Det var tre stykker, der blev likvideret af medlemmer fra Holger Danske. Brøndum – banden svarer igen med markaber modterror, der trækker et blodigt spor af bombesprængninger og likvideringer til Jylland og Fyn.
Brøndum anholdt på Mørkøv Station
Nogle af de danske medlemmer forsøger at flygte til Tyskland, da det hele var slut. Her kunne de gemme sig. For nogle lykkedes det, for andre gjorde det ikke. Brøndum blev arresteret på Mørkøv Station med falske ID-papirer.
Terror og mord over hele landet
Sagen kom op i Københavns Byret i juli 1946. Statsadvokaten indledte sin procedure:
De vakte befolkningens afsky
Omfanget vakte efterhånden befolkningens afsky. Ved retsmøderne mødte folk op i stort tal for at se de anklagede. Skrækken fik ansigt. Henning Brøndum tiltaltes personligt for 35 drab og to drabsforsøg samt deltagelse i 52 bombesprængninger og et togattentat. Under afhøringerne gribes Brøndum flere gange i forsøg på at påtage sig skyld for mord, som andre medlemmer har begået. Han var ligeglad nærmest kynisk. Han vidste vel, hvad der ventede forude.
Han viste ingen fortrydelse for sine handlinger, hverken før eller efter retssagen. Højesteret dømte syv medlemmen til døden tilsammen har de vel 150 mennesker på samvittigheden.
Forpligtet af ed til føreren
Statsadvokat Alex Haslund spurgte:
Kaj Henning Bothildsen Nielsen svarede:
Statsadvokaten:
Bothildsen Nielsen svarede:
Dømt for 55 drab
Egentlig var der ti af Brøndum (Peter) – Gruppen, der var indstillet til dødsstraf. Men nu slap de tre af dem med livsvarrig fængsel.
Kaj Henning Bothildsen var 27 år, da han modtog sin dødsdom for 55 drab, 11 drabsforsøg, 84 sprængninger, seks togattentater og tre røverier.
Robert Lund var 21 år, da han fik en dødsdom for 16 drab eller medvirken til drab, fire drabsforsøg, 31 sprængninger og to togattentater.
Via Schalburgkorpset
Mens Kaj Henning Bothildsen Nielsen søgte at blive indrulleret i kampen for det tredje rige – men blev kasseret på grund af dårlige lunger – gik Robert Lund i nationalsocialistisk arbejdstjeneste. Han fortsatte i 1943 mod Waffen SS, men også han måtte lide den tort, at blive kasseret. Det var på grund af en uopdaget hjertefejl. I stedet blev Robert optaget i Schalburgkorpset, et korps, der i Danmark skulle hjælpe bekæmpelsesmagten til at bekæmpe modstandsbevægelsen. I oktober 1944 blev Robert overført til den værste terrorgruppe på dansk jord nogensinde Peter – gruppen. Her mødte han Karl Henning.
150 dræbte og skader for 150 millioner kr.
Det var lykkedes for Karl Henning i 1941 at blive sendt til SS-forskole i Sennheim i Sydtyskland. Hjemme i Aarhus havde han efterladt sin kone og to små børn. Men han fik ikke held med at blive sendt til østfronten.
Men i 1943 blev han optaget i Schalburgkorpset.
Ja det var jo ikke kun de cirka 150 mennesker de fik dræbt. Gruppen forvoldte skader for 100 millioner kroner.
”Sonderkommando Dânemark”
Det var Himmler, der havde udpeget lederen, Otto Schwerdt. Det havde fået det tyske navn ”Sonderkommando Dänemark. I Berlin havde man fået at vide, at gruppens arbejde hovedsagelig var mord og sabotage.
To gange gennemførte Peter – gruppen attentater mod passagertoget Jyllandsekspressen, i oktober 1944 og februar 1945. Resultatet var 20 dræbte og mange hårdt sårede.
En inderkreds af tyske officerer havde bestemt, at man skulle ramme, hvor danskerne kunne mærke det. Og det var i Tivoli, teatre, biografer og andre forlystelsessteder. Et yndet mål var også avis-pressen. Det gik ud over Fyens Stiftstidende, Demokraten i Aarhus, Vendsyssels Tidende m.m. Bomberne ramte også private forretninger, fabrikker og produktionsfirmaer, der ikke arbejdede for tyskerne.
Den 22. februar 1945 gennemførte gruppen et attentat mod Guldsmedegade i Aarhus, hvor en hel gade blev angrebet, 7 mand omkom.
På Odense Amts og Bys Sygehus blev fire unge lægekandidater dræbt med nakkeskud.
De uniformerede blev løsladt
Hvordan gik det lige for de hovedansvarlige for terroren i Danmark. Werner Best, den tyske rigsbefuldmægtigede – blev dømt ved højesteret i marts 1950. Han blev idømt 12 års fængsel. Politichef Pancke fik 20 års fængsel. Lederen af den tyske sikkerhedstjeneste, Bovensiepen blev fundet skyldig i terrordrabene og idømt livsvarigt fængsel.
Men ak. Best blev løsladt i august 1951 og i juni 1953 fulgte Pancke. Og Bovensieben blev løsladt sammen med de sidste tyske krigsforbrydere den 1. december 1953. Blandt disse var også Kaj Munks morder, Söhnlein.
Efter at have afsonet 4 år af de 24, som Otto Schwerdt, leder af den berygtede Peter – gruppe, blev denne frigivet i 1953. Han døde i 1975.
Horst Paul Issel på flugt
En af de værste fra gruppen Horst Paul Issel er det også en speciel historie om. Han havde fået den specielle opgave sammen med sin deltagelse i Peter – gruppen at oprette Varulve – grupper. Under Issels ledelse foretog Peter – gruppen 63 mord, 7 mordforsøg og 129 sprængninger. Tre af disse var foretaget mod tog. Ved sprængninger blev 29 dræbt og mere end 32 alvorlig sårede.
Det lykkedes Issel at komme fra København til Næstved. Han fik udleveret en uniform, der svarede til en rytters. En tysk oberstløjtnant Günther Toepke, som vi tidligere har mødt i vores artikler forsynede ham med falske ID-papirer og et dokument, hvor det stod, at hans soldaterbog var blevet væk.
Issel var ved at tage kapsel
Fra Næstved gik det videre til Kruså, hvor han blev stoppet af modstandsfolk. De opdagede ikke hans falske papirer. Mange eftersøgte tyske soldater i Danmark slap på denne måde ud af landet.
Issel forsøgte desperat at komme væk fra Tyskland. Han viste en af sine kammerater, Söhnlein – den cyankaliumkapsel, som han havde været ved at tage, da modstandsbevægelsen ved Kruså havde været ved at afsløre ham. Han havde haft kapslen i munden.
Denne Söhnlein var en, som Issel mødte under sin flugt. Og hvis du kan huske navnet, så var det ham, der myrdede Kaj Munk. Han var også gået uhindret over grænsen.
Hensynsløs, sadistisk og uden hæmninger
Senere fortalte Söhnlein om Issel:
Det lykkedes dog for Issel, at holde sig skjult indtil 1948. Og nu anmodede dansk politi at få ham udleveret. Men det tog sin tid, at få ham udleveret, og det havde sin årsag. Issel forsøgte sig med at hævde, at han slet ikke havde gjort tjeneste i Danmark. Men den 21. maj 1949 lykkedes det for to danske betjente at føre Issel fra Holstein til Roskilde.
CIA beskyttede Issel
De danske betjente opdagede nu, at Issel var blevet brugt som CIA – agent. Og åbenbart var man ifølge et dokument fra 16. juni 1945 klar over Issels engagement i Danmark. Han havde også fået et stort netværk, som nu CIA kunne gøre brug af. Men selv om Issel havde været eftersøgt, havde CIA ikke være videre behjælpelig.
Tværtimod så forsøgte amerikanerne at hindre, at danskerne tog ham med hjem. Men nu var det englænderne, der hjalp danskerne i dette tilfælde.
CIA gjorde også masser af indvendinger, da krigsforbryderen Issel var i dansk varetægt. Han erkendte sig ikke skyldig, idet han sagde, at han som officer bare havde udført en ordre.
Benådning – med CIA’ s hjælp?
Ved Byretten den 21. januar 1950 blev Issel dømt til døden. Han ankede og fik sin dom omstødt til 20 års fængsel i Landsretten. Han afsonede i Horsens Statsfængsel, men han blev benådet i 1953 med eller uden CIA’ s hjælp.
I hvert fald så oprettede CIA dette år en ny personalemappe på ham. Og i 1957 rejser han så til USA med eller uden CIA’ s hjælp. Han var igen en af de talrige uniformerede, der slap for videre tiltale.
Vi finder aldrig ud af om, CIA havde en finger med i spillet
Andre terror – grupper
Vi har tidligere beskæftiget os med tyske terrorgrupper her på siden, der var jo bl.a.
Disse grupper stod hovedsagelig for direkte efterforskning af modstandsbevægelsens. Af og til involverede de sig i tilfældige mord og terror. Men langt de fleste terrorhandlinger blev begået af Peter – gruppen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk er der 252 artikler om Besættelsestiden (før/under/efter) herunder:
August 9, 2018
Masser af politibetjente
Vi kigger på panserbassen fra 1870 – 1920. Det var om, at få fat i en hestedroske, når man havde langt hjem og anholdt en. Så var der også Tugt- rasp – og forbedringshusene. Og så var der optagelsesprøve. Eksercits var kedelig. Der var strenge uniformsregler. Der var en masse, der skulle tjekkes. Der var lige fra tyveri til dyremishandling. Og så var der en sørgelig dag med to selvmord. De unge betjente ”lærte” af de ældre. Det blev for meget for chefinspektøren. Så fik man kendskab til Dukkehjemmet. Og de havde fortjent det. Drikkevarerne var på husets regning. Korporlig slagsmål var en erhvervsrisiko. 10 gange med bambuskæp – han havde stjålet 10 tomme ølflasker. Så politiet transportmidler.
Få fat i en hestedroske
I 1879 var det samlede antal af politibetjente i København oppe på 347 mand. Fem år senere var man oppe på 390. i 1885 lykkedes det for politidirektør Crone at gennemføre endnu en forøgelse af styrken.
I 1874 oprettedes der poster på faste knudepunkter i byen. Det var her, hvor normal patruljering ikke ansås for at være tilstrækkelig. De seks oprindelig politikredse blev udvidet. Men herved øgedes afstanden fra yderområderne til kredsens politistationer betydelig.
Hvis det ikke lykkedes for betjenten at kapre en hestedroske, var han henvist til at transportere den anholdte til fods. Af praktiske grunde – for at betjentene ikke under publikums jublende bevågenhed skulle en genstridig, ofte beruset synder længere end højst nødvendig, etableredes der en række faste politivagter i de mest urolige kvarterer.
Mange små stationer
Allerede i 1872 oprettedes Fælledvejens Politistationen. På lille Vibenshus på Østerbro og bl.a. Korsgade og Stefansgade indrettedes der stationer. Det var i stueetagen i private ejendomme. Her var fire liggepladser med detentionslokaler. Når uromagerne gik amok kom stavene i brug. Så tog man støvlerne af dem og bandt hænder og fødder.
Staklen blev transporteret til arresten i hovedkvarteret på Nytorv, og så blev man anbragt i ”pipcellen”, hvor han kunne råbe og skrige, som det passede ham.
I 1883 havde alle vagter åbent i døgndrift. Omkring århundredeskiftet kom der tre nye politistationer. Syvende kreds var i Nordre Frihavnsgade nummer 9. Den blev oprettet i 1885. Den ottende kreds blev oprettet i 1902 med stationen i Lyngbygade, senere i Hillerødgade. Niende kreds med stationen på Mørke Alle 16 så dagens lys i 1906.
Station 5 flyttede i 1881 til Svendsgade, hvor man skal dele en ejendom sammen med brandvæsnet. Og i 1884 flyttede man længere ned ad Fælledvej.
Tugt-, Rasp- og Forbedringshus
Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset ”Børnehuset” havde siden 1873 også fungeret som kvindefængsel. I 1889 kom der et nyt kvindefængsel, som blev bygget til det eksisterende arresthus på Nytorv. Otte år senere kom der igen en modernisering af forholdene.
Et nyt stort fængsel blev omsider taget i brug i 1895. Mange hjemvendte værnepligtige, bønderkarle og håndværkersvende stod i kø for at blive optaget i styrken. Den gang var ansættelsesproceduren enkel. Man skulle være mellem 22 og 40 år gammel. Man skulle være uden legemlige skavanker, kunne læse og skrive og så skulle man have et nogenlunde uplettet levned bag sig.
Optagelsesprøve
I 1890 blev seks aspiranter bedt om at sætte sig til bords. De fik alle udleveret et gult folieark, et penneskaft og en pen. Fra den høje pult dikterede 1. politiinspektør herefter med klar og tydelige røst fra en af straffelovens paragraffer. Den koncentrerede stilhed dirrede i lokalet. Pennene kradsede og smuttede.
Da skriftprøverne meddelte politiinspektøren efter en kort omgang, at ansøger et, to og tre ikke kunne antages. Den ene måtte vente en times tid. Så blev han fremstillet for selveste politidirektøren, der stillede ham nogle spørgsmål.
Så blev han igen sendt ud og måtte vente på politiinspektøren.
Efterfølgende var der undervisning et lokale i arrestbygningen to gange om ugen. Og det var politiinspektøren, der stod for undervisningen. Efter tre måneder forventede man, at de unge mennesker havde tilegnet sig den nødvendige kendskab til politiinstruksen, politivedtægten og helligdagsloven. Hvad der herefter var af mangler, skulle hver enkelt tilegne sig gennem dumheder og erfaringer.
Og så skulle man til eksercits
En lidt større plage for de nye folk var den militære eksercits, der eksempelvis for natholdets vedkommende praktiseredes tre – fire gange om måneden i Gothersgade Eksercerhus.
Den gamle politiinspektør var gammel dragonofficer. Han havde ringe erfaring i at kommandere med fodfolket. Det så også ud til, at de unge mennesker havde vidt forskellige baggrund i at eksercere. Det var heller ikke altid et skønt syn, at se betjentene forcere Rosenborg Eksercerplads i tungt og urent trav.
Også dengang foretrak man de ugifte. Betjentene forpligtedes til at have deres bopæl på politiets kaserne. Såfremt de blev gift, uden ledelsens samtykke blev de opsagt.
Strenge uniformsregler
Husleje samt udgifter til lys og varme trækkes i om måneden for en menig betjent – seks kroner om måneden. Otto kroner for en enlig overbetjent og fjorten kroner for en overbetjent med familie.
Lægehjælp, lægehjælp og eventuel sygehusophold var tjenestegoder. Der var strenge regler om, hvordan man skulle behandle og opbevare tøjet.
Sengen skulle være redt, intet måtte anbringes på sengen, og man måtte ikke ligge i sengen med fodtøj på. Af- og påklædning skulle foregå for nedrullede gardiner. Genboerne måtte ikke generes.
Latrintømmerne skulle også tjekkes
På patruljen skulle betjenten nøje følge den angivende rute med tilhørende gader og veje. Han måtte hverken gå for langsom eller for hurtigt. Han måtte ikke sætte sig eller stå stille med mindre opgaven krævede det. Han måtte ikke indlade sig i en samtale med nogen om noget, der ikke havde med tjenesten at gøre.
Enhver unødvendig berøring af civile borgere – hvor god hensigten end måtte være skal ubetinget undgås. Så måtte betjent på vagt hverken ryge tobak, bære stok eller paraply. Han måtte heller ikke ledsage en hund. Han måtte heller ikke gå ind på en beværtning.
Betjenten skulle være opmærksom på, at latrintønderne var forsvarligt påsatte under transporten. Gadedrengene skulle ikke rode og svine i rendestenene Man skulle sprede flokkene af drenge, der overalt i byen spiller top eller bols på torve og offentlige pladser.
Man skulle også se til, at tyre, der blev trækket gennem gaderne var passiviseret på en forsvarlig måde. Det havde i flere tilfælde vist sig, at ringen i tyrens næse har givet efter for presset.
Man lærte folk at kende
Ja og så var det jo også det endelige betleri, der også skyldes de strenge vintre. Så skulle der også kontrolleres de folk, der spillede i baggårdene. De skulle fremvise, om deres tilladelser var i orden.
Efterhånden kunne betjentene sætte ansigter på personer i bydelen. De dukkede op med tilsigelser eller bødeforlæg. Forældrene blev måske også krævet skolemulkt, hvis barnet pjækkede fra skole. Det kunne også være, at der var et forargeligt samliv mellem ugifte folk.
Travle betjente
Man fulgte også professionelle tigere, der drev illegal håndværk og gik fra dør til dør. Ja så var der også hasardklubber.
En hestevogn havde tabt sit hjul og måtte ikke køre videre. Latrinkusken Ole Nielsen spildte fra sin latrinvogn. Der var indløbet en klage fra officersskolen på Frederiksberg Slot.
Herfra lød også en klage, at en kvinde opførte sig upassende fra forlystelsesetablissementet Alleenberg. Hun råbte:
Hun måtte indrømme, at hun netop havde haft en halv times samleje med en nydelig herre for to kroner.
En enke finder til sin forfærdelse et dødt pigebarn på omkring et halv år i køkkenet. Et par dage efter lykkedes det at anholde moderen, der havde siddet i fængsel, men nu er løsladt uden logi. Da dødsårsagen ikke umiddelbart kunne konstateres blev sagen overgivet til birkedommeren.
Lige fra tyveri til dyremishandling
Så var det en hestevogn med mælkeflasker, der løb løbsk i Frederiksberg Have. En stor hund forulempede og snuppede hatten af børnene.
Snedkersvend Schede erkendte at leve i en forargeligt samliv med fruentimmeret Henriksen, som nu er i svangerskab igen, og med hvem han i forvejen har en 2-årig datter.
Tyverianmeldelserne udgjorde en tredjedel af rapporter, ja så var det også værtshusslagsmål, oftest var det problemer med afregningen. Ja så var der også lige tiggerproblemer med børnene.
Ni årige Niels Pfeiffer på ni år blev hver morgen af sine forældre sendt over til Frederiksberg Allé for at tigge i husene. En anden bettler på 11 år var stukket af hjemmefra. Hun overnattede i henstillede barnevogne.
En betjent får fat i en 11-årige, der var i besiddelse af tre to ører og to enører samt noget smørrebrød.
Så er det ildløs, anmeldelser om dyremishandling, hælerisager og barmermester Sass, der er dybt uenig med en lærling om dennes ekstrafortjeneste i jobbet.
Det var en sørgelig dag
Lørdag den 26. marts er en sørgelig dag, da en ældre drikfældig kone har hængt sig i en dør, mens en yngre mand har hængt sig i et dørgreb. Samme måned går værthusholder Veise amok, affyrer en række revolverskud og sårer flere personer. Han bliver svinebundet til en ”Meubelvogn” og trukket af seks personer. Han må transporteres til sygehuset, hvor doktor Heiberg erklærer ham for sindssyg.
Det drejede sig om en neger
Så opdager en smart opvarter i Kehlerts Have, Allegade 9 en tidligere kollega. Det Robert Donowan fra Vestindien. Hen var ikke blot blevet fyret. Han havde fået en bøde på 12 kroner og et politiforbud mod at vise sig i kvarteret igen. Opvarteren brølede ”Der er hen den slave”. En betjent bliver tilkaldt og denne skriver omhyggelig i sin rapport, at det drejer som om en ikke hvid person
De unge kunne ”lære” af de ældre
Jo de betjente lærer hele tiden noget, således den unge, den ældre betjent, der slukkede gadelyset, satte sig på en bænk ved Dosseringen og sagde, at ville vækkes om et par timer.
En anden garvet ordenshåndhæver, der fik sin søvn på Brohusmarken er praktisk nok til at have et vækkeur med. Det fungerede også godt, indtil hans ondskabsfulde kollega ændrede tidspunktet.
I Gartnergade var der også en fin stald, hvor man kunne hvile øjnene. I Gasværkshavnen kunne man søge tilflugt på en lille damper.
Nogle af betjentene fik aftaler med deres inspektører, så de slap for at blive efterset i sømmene. Der var efterhånden lidt for meget lemfældighed.
Det blev for meget for chefinspektøren
Da chefen for ordenspolitiet Th. Jensen i begyndelsen af 1880erne-mens han stadig kun var inspektionsbetjent – en aften træffer en glad og beruset betjent i selskab med bordelværtinde og med en toddy i hver hånd, udbryder han harmdirrende:
Straks efter sin udnævnelse til 1. politiinspektør indfører han i disciplinens navn et nyt – og nu civilt – korps af inspektionsbetjente. Deres eneste opgave var, at gribe styrkens menige folk i pligtforsømmelse eller småforseelser som at undlade at bære de hvide handsker eller forlade ruten for at gå ind i en butik for at købe en rulle skrå eller lignende.
Huset betaler
Begge dele blev takseret til bøder mellem tre og fem kroner. Således fortæller en yngre betjent i 1890erne, at en ældre kollega, Petersen også kaldet ”Drengen” pludselig standser op for en værthus ved Vognmagergade. Han beordrer novicen til at komme med indenfor.
Den unge forbereder sig til konfrontation med berusede ballademagere. Men inden da havde ”Drengen” gjort tegn til værtshusholderen, der straks har sat to bajere på bordet. Og sådan fortsætter det til mange andre værtshuse på turen. Jo den unge betjent lader sig også traktere af kaffepunch og andre drikkevarer selvfølgelig på husets regning.
Kendskabet til ”Dukkehjemmet”
Efter et par dage rundt på diverse værtshuse blev den unge politibetjent overladt til en ældre betjent, der blev kaldt Bølle-Jørgen. Det første den unge betjent blev spurgt om var:
Og det gjorde den unge selvfølgelig ikke. Det var en kælderbeværtning på hjørnet af Store – og Lille Brøndstræde. Det var en dyb kælderbeværtning, hvis stampersonale bestod af luder, alfonser og bondefangere.
Da Bølle-Jørgen kommer rejser de fleste sig op og hilser ærbødigt. Men dem der ikke rejste sig hurtig nok; De fik besøg af ham:
Han uddeler lige et par lussinger. Han beordrer sine unge kollega til at holde døren, og åbne for døren op til gaden. Efter tur tager han hver enkelt i hovedet. Så smed han dem ud på fortovet, hvor de lige skal ligge et stykke tis og sunde sig, inden de lusker væk igen.
De havde fortjent det
Den unge uerfaren kollega spurgte om gæsterne havde fortjent denne behandling. Bølle-Jørgen trak bare på skulderen og sagde bare, at det havde de altid. Han var ikke ligefrem elsket i bordelkvarteret. Alfonserne og bøller ved, hvor de har ham. De prostituerede accepterede hans retfærdige afgørelser, når han eksempelvis afsluttede de hyppige slagsmål blandt pigerne. Han ordnede det hele med et par lussinger i stedet for at skrive rapport.
Men ak en dag fornærmede Bølle-Jørgen en pæn ældre dame, der var gift med en jurist. Straks blev Bølle-Jørgen forflyttet til det yderste Nørrebro og skulle nu omgås Lersø-bøllerne.
Korporlig slagsmål var en erhvervsrisiko
Korporlige slagsmål var altid en erhvervsrisiko, staven er altid en god forbundsfælde. Ja det er håndsnøren sandelig også. Det er et stykke reb, der med et stykke træ i hver ende vikles om synderens håndled og drejes rundt indtil smertegrænsen eller længere. Den er god til at berolige genstridige.
I logihusene står der ikke noget om, hvor mange gæster, der må være i hvert værelse. Man behøver heller ikke, at være så strenge med hygiejnen og renligheden som på et hotel. Man kan nøjes med at skifte lagner en gang om måneden.
Ja i disse logihuse serveres der også flydende føde fra morgen til aften. Almindelig føde, ja så kunne man måske gå i kælderen i Vognmagergade. Der kan du få varme kartofler og stegt yver for fem øre. I spisehusene ved Gl. Strand, var gafler, knive og skeer lænket til bordet. Tallerknerne var erstattet af fordybninger i bordet.
Serveringen består først og fremmest af gule ærter, der sprøjtes ned i fordybningen. Men den suges også straks op igen, hvis ikke betalingen falder.
Politiet er der hele tiden
Også i spisestederne – tilladt eller ej – skænkes der spiritus i rigelige mængder. Ølhandlere, brændevinsbrændere, købmænd og mange andre handlende måtte nok erkende, at mange af dem var alkoholiserede.
Politiet er der hele tiden. Værthus – uorden, husspektakler, berusede ægtemænd der banker kone og børn og smadrer lejligheden.
Ballade på Nørrebro
I 1901 var der deciderede plyndringstogter i Vesterbros sidegader. Der skulle også skaffes rigeligt af flydende varer. Vi har allerede beskrevet problemerne i Rabarberkvarteret og ude i Lersøparken.
Stjålet 10 tomme ølflasker
Omkring 1893 måtte betjenten op på øverste etage af retsbygningen på Nytorv. Den unge forbryder på ca. 10 år blev spændt fast. Afstraffelsen sker med en 5 cm tyk bambusstok. Betjenten tildeler nu den fastspændte forbryder 10 hårde slag. Huden flås af i striber og blodet pibler frem.
Efter afstraffelsen følger betjenten den unge knægt ned til fængselsporten.
Da politiet fik transportmidler
Politiet fik dog transportmidler. I begyndelsen var det betjentenes egen. Men langt fra alle havde råd til sådan en. Man fik tjenestecykler, da der kom gummi på hjulene. Men ikke alle var lige begejstrede. Og man måtte ikke bruge cykelstierne, for så brugte man dem frem for de andre.
Og når cyklen ikke stod på stationen, så var den heller ikke klar til hurtig udrykning.
Fængselsvæsnets hestetrukne cellevogn blev anskaffet i 1871. Den eksisterede helt til 1918.
Tænk engang i 1918 blev Frederiksberg Politi motoriseret. Et par måneder efter var det Københavns Politi, der lejede en syvpersoners åben patruljevogn af mærket Hupmobile. Allerede året efter udvidede man med en Indian Standard motorcykel. Dern vakte vild begejstring.
Nu lejede man endnu to af denne motorcykel med nu med sidevogn. Men det måtte man opgive igen, for i et sving river en velvoksen inspektionsbetjent sig løs med sidevogn.
For nu er det Odense, der kommer først i 1921 med en udrykningsvogn med plads til 17. To år senere, der skaffer et motorkørertøj med en tophastighed på 85 km/t.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk Kan du læse en del artikler omkring kriminal – og politisager. Men du kan også læse om politiet:
August 8, 2018
Mandø – endnu en historie
Velkommen til vores tredje historie fra Mandø. Jo vi ved godt, at vi er nord for Sønderjylland. To ”mørkværdige” veje fører til øen. Du skal kende forholdene. Øen var kendt allerede i 1231. Tidligere hørte man ordsproget ”Hr. Svends Støvler”. Der var masser af ”smugler-tobak” på øen Pastor Thorning giver en beretning fra øen. Der var hele tre kirkesogne. Kirken blev opført tre gange. Og engang var øen landfast. En kiste står altid klar. Den første mølle er fra 1820. Kongen fik eneret til østers. Drengene blev opdraget til søfolk. De var selvejere. Forsamlingshuset blev omdannet til kro. Skole holdt helt til 1996. Her var masser af stormflod. Bål brugt til at kommunikere med.
Vores tredje besøg på Mandø
Vi ved godt, at Mandø ikke hører til Sønderjylland, og aldrig har gjort det. Grænsen gik mellem Mandø og Rømø. Men Mandø er en naturlig del af Vadehavet. Så derfor besøger vi her øen for tredje gang.
Nogle ”mærkelige” veje
Skal du en tur til Mandø, ja så skal du bruge nogle ”mærkelige” veje. Du skal enten med Låningsvejen eller Mandø Ebbevej fra Vester Vedsted. Begge vje bliver overskyllet to gange i døgnet. Ebbevejen ligger direkte på havbunden og er markeret med riskoste. Vejen er ikke farbar for almindelig trafik.
Låningsvejen lidt længere nord på er anlagt på en meget lav dæmning bygget af sten og grus. Den er cirka 6 kilometer lang, og er en offentlig vej. Men brug den kun, hvis du er kendt med forholdene, også hvornår det er ebbe og flod.
Du skal kende forholdene
Begge veje ender på nordsiden af Gammel Mandø. Her kører man over en rist og selve diget. Hvorfor denne rist? Jo det er for, at fårene ikke skal forlade forlandet.
Turen med traktorbusserne tager cirka 45 minutter. Ja du kan leje cykler på øen. Du skal ikke selv forsøge, at cykle derover.
Nævnt 1231 i Kong Valdemars Jordebog
Mandø nævnes første gang i 1231 i Kong Valdemars Jordebog, men har eksisteret længe før. Man ved også, at der har boet mennesker på Mandø i starten af 1300 – tallet. I 1340 blev Mandø Kirke nævnt i en oversigt over kirker i Ribe Stift.
Han har Hr. Svends Støvler på
Man sagde, at den første præst på Mandø efter reformationen var Hr. Svend. Vi har i en tidligere artikel skrevet om de syv, der overlevede en stormflod, fordi de var inde på fastlandet. Det var de eneste overlevende. I mange havde de syv ikke nogen præst. Men så kom Hr. Svend og blev der i mange år.
Der findes et gammelt ordsprog på Mandø:
Præsten overraskede folk ved at gå fra fastlandet over dybet, også når floden var højest. Ja et andet sted, står der at hr. Svend startede på Mandø som student. Og at han blev næsten 100 år gammel.
Masser af tobak til Mandø
I 1684 strandede et skib ved Sønderho. Det havde masser af tobak med fra Holland. Øboerne gik straks i gang med at tømme skibet. Inden foged og inspektør ankom var der forsvundet en masser af lasten. Adskillige ture var også foregået fra Mandø til vraget.
Fisk til hemmelige havne
I 1685 udeblev øboerne med fisk til Ribe – borgerne. Og der kom heller ingen fisk fra Mandø. Grunden var, at blev lagt told på disse varer. I Ribe gik man tik stiftsamtmanden for at få ændret denne told. Mandø – fiskerne og andre øboere landede deres fisk i hemmelige havne, hvor der ikke var told.
Ja man sagde, at fiskene blev læsset på vogne og ført ind i hertugdømmerne.
Tre år efter blev der ansat en toldinspektør, der skulle tage sig af Ølandene (Fanø, Mandø og Sønderhoved). Man havde fundet ud af, at adskillige varer blev udskibet og ført over til fastlandet og landsat i hemmelige havne.
Så kom der sandelig også en gang imellem soldater fra Ribe ud til Mandø. De søgte efter deserterede.
Pastor Thorning fortæller
Pastor Thorning var præst på øen fra 1750 – 1760.
Han fortæller, at Gammel Mandø var Dronning Dagmars ”reddeplads”. Her strandede hun. Og Gammel Mandø er det første, som man kommer til fra fastlandet. Her lå øens by engang. Men Mandø blev delt i to. Og det skete i året 1558. På gammel Mandø skulle der have stået en fyrreskov, der blev kaldt Skogum. Pastoren skrev, at man endnu kunne finde rødder på stedet.
Der var tre kirkesogne
Oprindelig bestod Mandø af endnu flere øer. Mellem Gl. Mandø og Ny Mandø løb en 1 km bred tidevandsrende, der blev kaldt Store Rende. Men efterhånden er denne rende forvandlet til en smal grøft midt på øen. I dag er Mandø kun en ø
Jo Mandø havde skam tre kirkesogne. Og på Koresand skulle der have ligget en by, der blev kaldt Corre By (Kurveby) 4 mil mod vest ude i havet skulle der også en gang havde ligget en by kaldet Knok. Pastoren nævner også en stor østersbanke nord for øen, som man kan gå til under ebbe.
Beboerne købte selv øen
I 1741 solgte kongen Mandø med strand- og jagtret til beboerne for 864 rigsdaler. Præsten skulle årlig have 30 rigsdaler og 54 skilling. Og disse penge skulle fremover betales fra Ribe Amtsstue i stedet for fra Christian den Fjerde.
Indtil da havde Mandø hørt under krongods under Riberhus Ladegård.
Landet blev mindre på den vestre og søndre side, idet store floder skyller lidt efter lidt land bort, skrev pastoren.
Fisk og dyr på Mandø
Tidlig i foråret fangede man de små ”Hamborger Skulder” som også blev kaldt Mandø laks. De blev tørret usaltet. Og indtil 14 dage før Skt. Hans fangede man på krog, hvillinger.
I efteråret inden isen kom fangede man vildænder, vildgæs og regnspurve. Disse fugle blev fanget i garn som blev opstillet mellem Mandø og Vester Vedsted.
Man fangede også strandgæs. Men disse fortærede øboerne selv. Man saltede dem, kogte kål og suppe på dem. Og pastor Thorning kunne fortælle, at der boede 140 personer over 12 år på øen. Og så fødtes der hver år cirka 8 og døde 6 personer.
Køer, får og heste
Han fortalte endvidere af luften var lige som i Ribe. Jorden var sandagtig, men dog visse steder frugtbar. Den var fri for sten og muldvarpe. Og årsagen til det sidste mente pastoren kunne skyldes, at man gravede fiskehoveder ned.
Der var heller ikke giftige slanger eller orme, tudser, padder eller frøer. Dog var der mange mus og i engene var der masser af myretuer. På øen var der 30 køer eller flere, 100 til 150 får samt 40 heste.
Indtil 1700 – tallet var ingen af øens marker inddiget. Beboerne oplevede ofte, at en tidlig efterårsstorm skyllede hele høhøsten bort. I digerne lavede de små sluser af træ til vanding af agrene.
Diget var ca. 180 cm højt og lå 3 meter over daglig vande. I 1870erne tilplantede man klitterne med hjelmgræs for at komme sandflugt til livs
Kirken opført tre gange
Pastoren nævner også, at de fattige ikke får noget fra sognet. ”Tavlepengene” beholder kirken. Her var endnu intet skolehus. Skolelederen nyder fri kost og seng hos dem, hvis børn går i skolen. Desuden får han 6 rigsdaler årlig i løn. Han holder skole om vinteren, så længe der er lyst. Om sommeren er der både skole om formiddagen og eftermiddagen.
Kirken blev opbygget i 1570, nogle år efter at kirken på Gamle Mandø var skyllet bort. Anden gang var i 1639 og tredje gang blev den igen opbygget i 1727 på gehejmeråd Gabels forordning.
I kirken er der i alt 15 mands- og 15 kvindestole og 5 sæder i hver stol, foruden en stol ved siden af alteret til præstens familie. Og pastoren nævner, at kirkegården er indhegnet med et dige af græstørv.
Prædikestolen blev i 1717 skænket af Klosterkapellet i Ribe. Altertavlen er en kopi af Joachim Skovgårds maleri ”Jesus med røveren i Paradis”. Originalen hænger på Den Hirschsprungske Samling i København. Det kunne ikke klare det barske klima på øen.
Mandø var engang landfast
På den ene sidevæg hænger rensdyrtakker fundet på en højsand vest for øen. De er omkring 10.000 år gamle. De vidner om en tid med et andet klima. Dengang var der fastland og tørt lang ud i Vesterhavet ca. 2-300 km ud fra kysten.
Tre gamle træfigurer på bagvæggen stammer måske fra den kirke, der lå på Gammel Mandø. Ja og så er der to døre i kirken. De skal bruges alt efter, hvordan vinden blæser. Skibsmodellerne i loftet vidner om, at størstedelen af befolkningen var søfolk.
En kiste står klar
Ja og på kirkens loft står der altid en kiste klar. Man vil være sikker på at kunne begrave den døde – også selv om der har været højvande i flere dage og man ikke kan få bragt en kiste eller en præst til øen. Der bor nemlig siden 1996 ikke mere en fast præst på øen.
Den gamle præstegård er i dag bygget om som sommerhus.
Foreningen Mandøhuset har købt et hus fra 1831 eller ældre og som tidligere har været indrettet som skipperhjem. Huset er stadig indrettet som på opførelsestidspunktet. Det udgør i dag Mandøs hjemstavnsmuseum (Mandøhuset)
Den første mølle er fra 1820
I den nordlige del af Mandø by ligger møllen. Den kan dateres tilbage til 1832. Men allerede i 1820 fik Mandø sin første mølle. Indtil da blev kornet kørt til fastlandet og malet i Skallebæk Mølle nær Seem, hvilket var meget besværligt.
Den første mølle blev opført som en stubmølle, men den var vanskelig at håndtere og allerede 10 år efter blev den nuværende vindmølle, en såkaldt hollandsk mølle opført.
Kongen fik eneret til østers
Nu var der ikke meget landbrug på øen. Dette alene kunne ikke brødføde øen. Mændene var søfolk og kvinderne passede fra 1700- tallet landbruget. De ældre mænd fiskede, mens de yngre sejlede fra Holland med hvalfangerbåde til Grønland.
Mandø – borgerne har sikkert også fanget mange østers, men det har nu ikke altid været enhver mands ret til at samle østers i Vadehavet. I 1587 udsendte Frederik den Anden et åbent brev, hvori han krævede eneretten til alle østers i Vadehavet. Brevet slutter med at notere, hvorledes man kunne forvente dødsstraf, hvis man dristede sig til at indsamle de kongelige østers. Frederik den Andens monopol varede indtil 1676, hvor retten til østers overgik til Schackenborg Gods.
Drengene blev opdraget til søfolk
Senere deltog de i koffardifarten fra Holland, Hamborg, Holland og Altona. Samtidig leverede Mandø med de andre vesterhavsøer masser af mandskab til flåden, ja også handelsflåden.
Der var en kollektiv opdragelse af drengene fra de var små til at være sømænd.
Dengang anså folk fra fastlandet, at det var besværligt og risikabelt at komme til Mandø. Den eneste fremmede øvrighedsperson på øen var præsten. Ja dertil kom landfogeden, som var en af deres egne. Det kunne måske være, at nogle af de varer, der blev handlet med på øen skulle have set en tolder.
Mellem 1785 og 1835 var der mellem 46 og 48 huse i Mandø by.
Selvejere
Mandø-borgerne var selvejere. Der findes ingen godsprotokoller. Tjenestepiger var der også nogen, der havde. Men det var som regel øens egne piger. Ja nogle af disse tjente også på fastlandet.
På Mandø blev der i 1801 talt 97 personer.
Forsamlingshus omdannet til kro
Omkring 1900 opførte øens beboere forsamlingshuset, som senere blev ombygget til kro. Den blev renoveret flere gange, men den beholdt den oprindelige stil. Og i 1912 fik man sandelig også en redningsstation. I 1920 forliste fiskekutteren Valborg ved Mandø. Redningsstationen reddede besætningen. Men i 1961 blev stationen nedlagt igen.
Indtil 1960erne var der fragtsejlads til Mandø med vejmaterialer, brændsel og kraftfoder til kreaturer og får. I flere år sørgede everten ” Karen af Mandø” (1924) for søtransporten til øen. Skibet var fladbundet, og det var mulig for heste og traktorer at komme ud til skibet.
Skole til 1996
Øen havde sit eget mejeri frem til 1971. Det er længe siden, der har været skole på øen. I 2016 var der 5 skolesøgende børn, 1 i børnehavne og 1 på gymnasium. Men i 1776 blev øens første skole bygget. Den bestod af et skolehus med degnebolig. Fra 1819 blev øens præst enelærer. I 1884 blev skolen udvidet med en skolestue mere.
I 1943 blev skolen udvidet med gymnastiksal, skolekøkken, sløjdlokale og bibliotek. I 1946 fratrådte præsten som lærer. Nu blev det så ansat en førstelærer og lærerinde. I 1964 blev præsten så igen førstelærer. Og så sent som i 1977 var der 16 elever. I 1996 blev skolen nedlagt og Mandø Centret blev etableret. De tidligere skolebygninger bruges nu som lejrskole, hotel, restaurant og naturmuseum.
Masser af stormflod
Diverse stormfloder har været hårde ved Mandø. Efter stormfloden i 1881, som gennembrød Toftegårdsdiget, voksede ønsket om et højere og mere stabilt bydige. I 1887 blev der inddæmmet ca. 150 ha. Opførelsen af bydiget bevirkede, at indbyggerantallet steg, og omkring 1890 havde den lille vadehavsø 262 indbyggere. 92 levede af jordbrug, 59 af skibsfart, 22 af industri og 13 af handel. Dengang var der en købmand, en kromand, to smede, en bager og en snedker.
I 1885 fik præsten sandelig også assistance i skolen. En vinterlærerinde blev ansat.
Bål blev brugt som information
Syd for Mandø by står en mindesten om Baunsbjerget eller Bål – bjerget, der ligger bag stenen. I gamle dage før telefonen kom til øen i 1989, tændte man bål på denne klit. Bålet betød, at mandøbeboerne savnede lægehjælp. Fra vester Vedsted sendte man en båd af sted med den ønskede læge. Ligeledes baumede man også fra fastlandet, når sømændene vendte hjem til jul. Man signaliserede så fra Mandø med et bål som svar på, at en båd var sendt af sted efter de ventende søfolk.
Den eneste forbindelse til omverdenen var, når beboerne skulle til fastlandet. Fra 1870 gik en post to gange ugentlig til fastlandet. I 1874 blev denne ordning udvidet med daglig postforbindelse til vester Vedsted. Samtidigt forpligtede postvæsnet sig til at have en båd i reserve, så højvandet ikke blev en forhindring
En tur til Koresand
I 1981 stod næsten hele Mandø under vand – 200 får og 18 kreaturer druknede men heldigvis ingen mennesker.
Fra tidlig tid gav Mandø – borgerne agt på himmellegemer for at få rede på, had året ville bringe vestfra. Derfor var det vigtigt, hvilket vejr, der var på Sct. Povls Dag.
På vores Facebook – side bringer vi ofte fotos og video fra skønne sælture og østersture fra øen. Der går ture til Koresand, som vi tidligere har omtalt. Det er en 20 km2 stor sandbanke, der ligger sydvest for Mandø, Som regel bliver stedet ikke oversvømmet ved højvande. På turen til Koresand kan man finde rav og se masser af sæler.
For et par år siden gik det galt. En traktor kørte i en revle. Det var et alvorligt uheld med dødsfald.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse 158 artikler om Sønderjylland, 69 artikler om Højer og 233 artikler om Tønder herunder: