Artikler
November 17, 2018
Vesterbro – under besættelsestiden (1)
Det forbudte parti. Radiofirmaet Gyberg og Jensen. Militærorganisationen. Martin Andersen Nexøs fraskilte kone. Charles døde under dødsmarchen fra Stutthof. Masser af sabotage. De fleste blev udført af BOPA. Stjern Radio. En stille dag på Axelborg. På flugt. Tom fortsatte sin virksomhed. Overtjeneren, der aldrig blev dømt. En dødelig trussel. Oversigt over sabotager. Talrige sabotager mod Always. Sabotagen mod Langebro. Angrebet mod Shell-huset. 18 modstandsfolk flygtede. Militærstrategisk succes eller menneskelig tragedie. Alsgades Skole, Dagmarhus, Persilhuset, Deutsches Eck. Politigården. Vestre Fængsel. Vestre Kirkegård. Vesterport. Befrielsen. Det tyske lazaret. Mord blev ikke altid straffet. Hotel Nordland. Masser af kriminelle. Ikke alle havde ren mel i posen. Masser af sortbørs. Den modige bagermester. Der blev handlet guld med tyskerne. En forfejlet likvidering.
Det forbudte parti
Vi bevæger os også ud over Vesterbro til Frederiksberg, Valby og København SV.
Det forbudte og illegale parti opererede overalt i København og selvfølgelig også på Vesterbro. Her var distriktslederen for Vesterbro, SV og Valby, maskinarbejder Otte Sand, også kaldet Oskar. Han blev aldrig taget af tyskerne. Han mente, at skyldtes den oplæring i illegalt arbejde, som tyske emigranter, havde givet ham.
Som flygtninge fra Hitlers Tyskland havde de i 30erne arbejdet illegalt mod diktaturet. Ved den tyske besættelse den 9. april 1940 måtte de gå under jorden herhjemme. I den periode var Oskar deres kontaktperson. Godt et år senere var 295 danske kommunister blevet fængslet.
Radiofirmaet Gyberg og Jensen
Otto blev også aktiv i modstandsbevægelsen. Alle grupper var aktive på Vesterbro. Her skal lige nævnes radiofirmaet Gyberg og Jensen, der lå på Vesterbrogade 30. Begge ejere Werner Gyberg og Robert Jensen (Tom) var tidligt i forbindelse med SOE. Gyberg arbejde især med de livsvigtige illegale radioforbindelser til England. Derfor man han flygte til Sverige i 1943. Her gik han i arbejdet omkring de illegale ruter over Kattegat til og fra Danmark.
Robert Jensen blev i Danmark, hvorfra han organiserede illegale transporter over Øresund i samarbejde med ”Dansk-svensk Flygtningetjeneste” i Malmø. Han blev dræbt i ildkamp med Gestapo, da de den 24. juli 1944 stormede det illegale ”postkontor” på Forchhammersvej på Frederiksberg.
Militær-organisationen
Om militærorganisationen ved vi at Vesterbro tilhørte afsnit 5, Frederiksberg, Valby og Vesterbro. Ved befrielsen omfattede afsnit 5 godt 2.000 mand. Vi kender et par af kompagnilederne, der begge dengang boede i Saxogade. Det var Helmer Jørgensen (Villy) Saxogade 101 2. tv. Og Johan Sørensen (Oskar) Saxogade 49 a. Sidstnævnte var en af stifterne af KONPA. Han arbejdede videre i efterfølger-organisationen BOPA. På et tidspunkt må han være blevet overflyttet til militærgrupperne, hvor han så optræder som kompagnileder.
Johan Sørensen havde mistet et par brødre i Den Spanske Borgerkrig, og var selv illegal det meste af besættelsestiden. Selv om han aldrig blev taget var han mærket af indtrykkene og begivenheder, som han deltog i. Han døde engang i begyndelsen af 1970erne.
Martin Andersen Nexøs fraskilte kone
Under besættelsen var Åboe Nielsen vicevært i ejendommen Vesterbrogade 66. Han havde af sin partisekretær Thorkild Holst fået ordre til at holde sig uden for medlemsaktiviteter og omgang med kommunister. Den illegale ledelse benyttede nemlig jævnlig hans lejlighed til diskrete møder.
Hos Martin Andersen Nexø’ s fraskilte kone, Margrethe (Grethe) Andersen Nexø, der boede i Absalonsgade foregik der også illegale møder. Her blev der også fremstillet illegale tryksager.
Charles døde under dødsmarchen fra Stutthof
I Alsgade 12 3.tv. boede ægteparret Charles Frederik og Harriet Larsen i en hjørnelejlighed med udsigt til de tyske polititropper på Alsgade Skole. Charles Larsen var cigarmager, amatørsangere og medlem af det kommunistiske parti. I lejligheden blev der holdt masser af illegale møder. Charles Larsen blev anholdt på tysk foranledning allerede i 1942. Det var i forbindelse med et mord på en estisk person tilbage i 1936.
Charles Larsen blev frikendt men sendt med de andre kommunister til Horserød. Han blev også sendt sammen med 149 andre kommunister til Stutthof. Charles Larsen døde under den såkaldte dødsmarch den 10. marts 1945.
Mens han sad indespærret havde hans kone Harriet Larsen været med til at stifte ”De røde Enker”. Det var konerne til de internerede kommunister. De organiserede Røde Kors pakkerne til deres mænd i Stutthof. Vi har andets steds skrevet om disse Røde Enker.
Masser af sabotage
Før og under besættelsen var der mange virksomheder på Vesterbro, hvoraf nogle i perioden 1940-45 arbejdede for besættelsesmagten. Endvidere strækker det store jernbaneterræn sig vestover fra Københavns Hovedbanegård. Her lå dengang både Godsbanegården og DSB s Centralværksteder, som var oplagte mål for sabotagen. I en bog fra 1945 gives følgende oversigt:
(Børge Brandt, Kaj Christensen: Sabotage)
Det er nok ikke helt korrekt. I hvert fald ikke det sidste tal. Historieforskningen har nok rettet lidt på tallene.
De fleste sabotager blev udført af BOPA
De fleste sabotager på Vesterbro blev udført af BOPA. De fleste af de oprindelige femten medlemmer var folk med erfaring i væbnet kamp mod fascister, da de havde været frivillige i Den Spanske Borgerkrig. Organisationen var hele tiden under kommunistisk ledelse. Efterhånden omfattede et flertal ikke-kommunister. Organisationen skiftede navn fra KOPA (Kommunistiske partisaner) til BOPA (Borgerlige partisaner).
Stjerne Radio
Ja vi skal da også nævne Holger Danske, som også var aktive på Vesterbro og endda stiftet her. Holger Danske var under borgerlig – national ledelse. Det første Holger Danske blev stiftet i Stjerne Radios baglokaler i Istedgade. Den oprindelige kreds omkring ejeren Carl Munck startede i slutningen af 1942 med at duplikere illegale blade i baglokalet (De Frie Danske)
Kredsen omfattede bl.a. Holger Danskes første leder Josef Søndergaard (Tom), der havde militære erfaringer som frivillig i den finske vinterkrig mod Sovjetunionen (1939 – 1940), og hans efterfølger Jens Lillelund (Finsen). I løbet af efteråret udviklede Holger Danske sig til en sabotageorganisation med ”Tom” som leder. Kommunister fra KOPA/BOPA var Holger Danskes første instruktører. De to organisationer arbejdede sammen resten af krigen.
I vinteren 1944-1945 spillede indehaveren af radioforretningen Sjerne Radio hver eftermiddag to militærmarcher på en grammofon. Det gik gennem et par højtalere direkte ud over Istedgade og kunne høres lang bort.
Først en engeslk ”It’ s a long way to Tipperary” og så fulgte den amerikanske flådemarch ”Anchors Away”. Det gik godt et par uger. Mange frydede sig over den åbenlyse provokation mod besættelsesmagten. Men en nat blev radioforretningen sprængt i luften af medlemmer af Schalburgkorpset.
Vi skal nok lige nævne, at Stjerne Radio for længst var stoppet med at være hovedkvarter for Holger Danske. Tilholdsstederne var nu anderledes og organisationen selv i sin anden reorganiseringsperioder efter to oprulninger.
En stille dag på Axelborg
Både BOPA og især Holger Danske blev hårdt ramt af det tyske sikkerhedspolitis optrævlinger. Til formålet hvervede besættelsesmagten blandt danskere en hær af stikkere og medlemmer i forskellige væbnede nazistiske korps (Schalburgkorpset, Sommerkorpset, ET (Efterretningstjenesten) og HIPO m.fl.)
Den 9. maj 1944 skulle være en afslapningsdag for nogle modstandsfolk. De sad på Axelborg Bodega. Det var tæt på Tivoli og 300 meter fra tyskernes hovedkvarter, Dagmarhus. Så sent som dagen før havde Tom været med til et vellykket aktion mod sin arbejdsplads B&W. Men man kunne aldrig vide sig sikker. Og grunden var stikkere. Brandt snakkede med en overtjener, som han kendte fra en anden restaurant.
Men pludselig var det lille selskab omringet af Gestapo-folk med pistolerne fremme. Det var ikke noget at gøre. Modstandsfolkenes pistoler var derhjemme. De andre BOPA-folk var genet ud på pladsen foran Axelborg Bodega med kurs mod Dagmarhus ved Rådhuspladsen.
På flugt
Brandt blev holdt op med en pistol, men på vej ud øjner han en flugtmulighed. Han kaster sig ud foran en sporvogn, og slipper i et splitsekund helskindet om på den anden side af sporvognen-så gestapo-chefen ikke kan skyde efter ham. Her springer Brandt op på trinbrættet af en tilfældig taxa og råber ”Så kør for helvede”
Chaufføren fatter situationen med det samme og træder sømmet i bund. Og da taxaen med Brandt stående på bilens udvendige trinbræt når helskindet ud til Amager, beder BOPA-lederen taxachaufføren om at standse.
Tom fortsatte sin virksomhed
For Tom og de andre anholdte BOPA-folk blev mødet med tyskernes hovedkvarter Dagmarhus en omgang tæsk, bank og anden tortur. Men Tom lukkede ikke munden op, trods en byge af spørgsmål og trusler om henrettelse. Han fortalte, at han hed Per Gylling Mortensen og var maskinlærling. Han kendte ikke noget til storsabotøren Tom. Han blev sendt videre til Vestre Fængsels tyske afdeling og senere til Frøslevlejren. Efter et ophold blev han løsladt. Han vendte tilbage til København og fortsatte sit arbejde som sabotør til befrielsen den 5. maj 1945.
Overtjeneren, der ikke blev dømt
Efter krigen forsøgte BOPA – folkene at få den føromtalte overtjener kendt skyldig i stikkeri og dermed landsforræderi. Det lykkedes ikke-trods tunge beviser. Overtjeneren optrådte oven i købet i engelsk uniform lige efter befrielsen i selskab med engelske soldater, som var de-de bedste venner. BOPA – folkene kunne pege på mindst tre episoder, hvor overtjeneren var involveret.
Efter krigen forsvandt overtjeneren ud af landet. Han tog hyre som hovmester på forskellige engelske skibe og viste sig siden ikke i Danmark.
En dødelig trussel
Disse tyske håndlangere udgjorde en dødelig trussel mod modstandsbevægelsen, der svarede igen med stikkerlikvideringer. Det var især Holger Danske folk, der blev sat til dette.
En af de farligste stikkere, fru Hedvig Delbo, blev for øvrigt likvideret i sin lejlighed i Sandelmarksgade nr. 30 af folk fra Holger Danske. Under opklaringsarbejdet fandt politiet i lejligheden hendes judaspenge, 35.000 kr. i kontanter – en stor sum penge dengang (Se vores artikel).
Oversigt over sabotager
Her er en lille oversigt over sabotageaktioner på Vesterbro/Frederiksberg:
Sabotager mod Always
Efter planen skulle stoffet bæres ind af folk fra nabovirksomheden. Disse folk sprang dog fra i sidste øjeblik. Så måtte man finde på noget andet. Til fabrikken Parker Patenter ankom den ene sabotør kl. 11.50 forklædt som elektrikermed værktøj, kabler, tintråd m.m. Han udgav sig for at skulle tilse elektriske kabler i virksomheden.
Efter forevisning af falske følgesedler til vagterne fik han passertilladelse og læssede pakkerne af i pakkerummet. Han afleverede følgesedlen og forlod fabrikken. Blandt det han havde afleveret var sprængstoffet.
Den anden sabotør stjal nu pakkerne i pakkerummet og anbragte dem opad et lager af fortyndervæske med 3 stk. 6-timers blyanter. Derefter forlod han fabrikken.
Kl. 17.15 ringede den ene sabotør til Always for at få vagterne ud, men han fik ingen forbindelse. En opringning til prokoristen var også forgæves. Derefter blev der ringet til Politigården for at få dem til at sørge for at få vagterne ud.
Eksplosionen kom som planlagt og efterfulgtes af en kraftig brand.
Otto og Freddy skulle bruge 60 kg trotyl for at standse virksomhedens produktion. Skaderne på bygninger, maskiner og lager blev opgjort til over en mio. kroner. Ikke desto mindre var produktionen i løbet af et par uger på fulde omdrejninger igen.
Rapporten var underskrevet af ”Brandt”, som den 5. maj havde været meget tæt på at blive arresteret af tyske sikkerhedsstyrker, da han sad og fik en øl på Axelborg Bodega. Det lykkedes ham dog at flygte på hjørnet af Axeltorv og Jernbanegade ved at springe ud foran og forbi en sporvogn, der netop i samme øjeblik kom kørende.
Det var efter danske forhold en gigantisk aktion, hvor der deltog ikke færre end 75 mand. Aktionslederen Børge ”Brandt” Thing, der udarbejdede den obligatoriske rapport. Først blev der præciseret, hvorledes aktionen oprindelig var planlagt til at løbe af stabelen, og videre kan det læses, hvordan tingene gik galt fra starten. Et skud fra en karabin skulle have været startskuddet.
Men nu skete det katastrofale, at det var et skud fra en karabin, der nedlagde vagten med et skud i panden. Det blev ikke hørt af andre end de, der skød.
De sprænggrupper, der havde ventet syv, otte minutter mente, at der måtte være noget galt med kanonen – de regnede med, at den ikke var noget frem. Lidt overilet blev der givet ordre til tilbagetrækning Men en anden gruppe havde mistet tålmodigheden og var gået fremad. De gik frem og skød de to skildvagter.
Dette hørte kontrolgruppen, som nu gik til angreb. Fabrikkens mandskab blev fuldstændig tilintetgjort. De udgjorde 20 SS-soldater og 20 værnemagtssoldater. Det var således glimrende muligheder for sprængningsgruppernes arbejde, men de havde trukket sig tilbage. Brandt indrømmer senere i sin rapport, at denne tilbagetrækning havde været en fejl.
Maskinkanonen, som stammede fra den store aktion mod Riffelsyndikatet måtte efterlades foran Always. Men alle sabotører kom helskindet hjem. Tilbagetoget foregik over det nærliggende jernbaneterræn. Sabotørerne var dog kommet i ildkamp med en udrykningsstyrke fra HIPO på Politigården og tysk og dansk vagtkorps fra nærliggende virksomheder i Sydhavnen. Børge ”Brandt” Thing afsluttede sin rapport fra denne aktion med lakonisk at konstatere: ”Efter nøgtern vurdering regner vi med, at tyskerne havde 50 faldne og sårede. Der blev afskudt 200 granater mod vagtstuen”.
Sabotagen mod Langebro
Da toget var kørt over broen og vognen med sprængstoffet holdt på broklappen holdt lokomotivet. Jens, der opholdt sig i bagerste vogn tændte nu lunterne, der var på 3 ½ minut. Han sprang ud af vognen, hvorefter han løb op til lokomotivet.
I samme øjeblik lød der fra højtalervognen: ”Alle må forlade broen”. Broen var øjeblikkelig tømt, bortset fra tyskere. Folkene på Volden begyndte et kraftigt skyderi op i luften.
Tyskerne begyndte nu febrilsk at skyde til alle sider. Broen kom ikke til at fungere før efter besættelsen selv ikke efter, at tyskerne havde hentet eksperter fre hjemlandet.
Andre BOPA-folk havde slæbt et havareret tysk troppetransportskib ved navn Wuri ud i selve havnebassinet, hvor det effektivt blokerede for sejlads gennem Københavns Havn.
Angrebet mod Shell-huset
Den 21. marts 1945 angreb britiske jagerbomber Shell-huset i København, hvor Gestapo havde hovedkvarter. Bombardementet fandt sted, selv om, eller måske netop fordi, man var vidende om, at et stort antal af modstandsbevægelsens ledere sad fængslet i celler oppe under taget på bygningen.
Derudover havde Gestapo samlet så meget materiale sammen gennem deres stikkere, at man på dette tidspunkt var klar til at lamme modstandsbevægelsen over hele landet med et slag. Det var kun et spørgsmål om tid.
De britiske piloter var blevet trænet i at kaste deres bomber i bunden af Shell-huset, således at fangerne under taget i bedste fald hade en chance for at undslippe, hvilket også lykkedes for de fleste. Men det er dog en myte, at det var derfor at de skulle sigte lavt.
Man var vidende om, at hele modstandsbevægelsen var blevet optrevlet. Det betød, at alle de modstandsfolk, der endnu ikke var arresteret, var på vej til det og måske senere henrettet.
I denne situation havde Frode Jacobsen på Frihedsrådets vegne anmodet S.O.C. og RAF om at ødelægge Gestapos kartoteker i Shell-huset. Anmodningen blev prioriteret meget højt.
Det var også ved samme lejlighed, at der ved et uheld blev kastet adskillige bomber mod Den franske Skole på Frederiksberg, hvorved bl.a. 93 børn og 13 voksne omkom. Under indflyvningen ramte et bombefly en signalmast på DSB-terrænet og styrtede ned i skolen. De efterfølgende fly troede at røgen kom fra det udpegede mål og smed deres bombelast på og ved skolen.
Flere tragedier
Det er mindre kendt, at der kort før udspandt sig en anden tragedie. Efter at bombeflyet havde ramt signalmasten og beskadiget blev det slået ud af kurs. Herved ramte det en skorsten på ejendommen af Palnatokesgade og Sønder Boulevard. For at vinde højde smed besætningen så bomberne, der ramte ejendommen over for, Sønder Boulevard 106. Herved blev 11 mennesker dræbt. Flyet hvirvlede op i luften og styrtede så kort tid efter ned i Den franske Skole.
Det var i alt 18 engelske Mosquito-bombere, dækket af amerikanske Mustang-jagere, der angreb den 21. marts om formiddagen. Mange tyske Gestapo-folk og danske håndlangere blev dræbt, men også 8 danske modstandsfolk blev dræbt. Det heldige var, at en af de danske fangers fængselsdør sprang op. Han fik fravristet et nøglebundt fra en af de rystede fængselsfolk.
18 modstandsfolk slap væk
Andre modstandsfolk(18) slap væk, gik under jorden igen og fortsatte deres illegale virksomhed. Blandt dem var to medlemmer af Frihedsrådet, Mogens Fog og Aage Schoch, samt folketingsmedlem Poul Sørensen og lederen af de kommunistiske militærgrupper i region 6, Jørgen Nørup.
Det lykkedes dog ikke at få ram på den tyske ledelse, der netop på det tidspunkt var til en begravelse.
Militærstrategisk succes eller menneskelig tragedie
Skulle britiske bombefly tilintetgøre Shellhuset krævede det selvfølgelig minutiøs planlægning. For at undgå tysk radar og antiluftskyts skulle briterne flyve ind over byen i meget lav højde, og piloterne skulle have indgående kendskab til den københavnske topografi og arkitektur. Det krævede tillige dagslys og godt vejr. Når målet var i sigte, skulle bomberne kastes lavt ind i bygningen.
Selvom operationen skulle lykkes, regnede englænderne med tab af mandskab men også med betydelige civile tab. Man flyver ikke med 500 kilometer i timen ind over en storby med en tung regn af bomber, uden at noget går galt.
I akt omkommer 200 mennesker ved aktionen. Det var det største tab af menneskeliv på en enkelt dag under den tyske besættelse af Danmark. Skal man kalde aktionen for en militærstrategisk succes eller en menneskelig tragedie. Ja denne vurdering overlades til læserne.
Besættelsesmagten var i den grad til stede på Vesterbro:
Alsgades Skole
Det var hovedkvarter for de tyske politisoldater. Den 29. august 1943 overtog de tyske tropper hele magten i Danmark og afvæbnede de danske soldater. Samtidig hermed tog deres hemmelige politi Gestapo omkring 400 kendte danskere som gidsler. De blev interneret på Alsgades Skole, inden de blev overført til Horserød-lejren, hvorfra de senere blev frigivet.
Fra maj 1945 til marts 1946 rummede Alsgades Skole den britiske kontraspionages Civilian Interrogation Centre. Det var et forhørstribunal, der skulle afdække og bekæmpe fortsat nazistisk virksomhed såvel Varulvebevægelsen. Et antal danske politifolk arbejdede her under ledelse af britiske officerer.
Dagmarhus
Ved Rådhuspladsen på hjørnet af Jernbanegade. Her havde den tyske Befuldmægtigede sit hovedkontor. Bygningen rummede også andre aktiviteter4 og kontorer for den tyske administration, herunder politikontorer. Sikkerhedspolitiets chef havde sine kontorer her til sommeren 1944, hvor de blev overflyttet til Shell-huset.
De små hundegårde i kælderen, der hørte til Dagmar biografen blev anvendt som celler for fanger, der var til forhør. Selve biografen var omdannet til et såkaldt Værnemagts Kino. Den 5. december 1943 blev tre modstandsfolk likvideret i Dagmarhus.
Turisthotellet Vester Boulevard (I dag H.C. Andersens Boulevard)
Den var også overtaget af tyskerne og blev bl.a. benyttet til interneringer.
Jernbanegade 7
Her lå SS-Einsatzkommando Dänemarks administration, og alle blev hvervet til Waffen SS herfra. Det centrale hvervekontor lå Rosenvængets Alle på Østerbro, med elle lokalkontorer flere steder i Danmark. Genboen var det nærtbeslægtede Germanische Leitstelle.
Persilhuset, Vesterbrogade 2 D
Germanische Leitstelle, oprettet af SS- hovedkvarteret i Berlin. Det skulle virke for udbredelse af Himmlers storgermanske ideer blandt nazi-medlemmer og det der kaldtes ”genrejser-grupper”.
Schalburg-korpset blev finansieret af Germanische Leitstelle, der også havde en propagandaafdeling og en understøttelsesafdeling, der tog sig af SS’ er og deres familier. Rummede også Germansk SS, der var den ”civile” afdeling af SS-Ordenen for danskerne. Den skulle sammen med Waffen-SS danne en større ring til ”Europas Nyordning”, byggede på det ”Germanske racefællesskab”.
Deutsches Eck
Ved Paladsbiografen. Det var dengang restauration for besættelsesmagten og deres danske venner. Ja det var nærmest danseetablissement for tyske soldater. I illegale blade blev kvinder, der besøgte stedet kaldt for ”Tyskertøser”. Efter krigen blev stedet demonstrativt omdøbt til British Corner. Men nu hedder det Palads.
Securitas-Bygningen
Denne bygning var ligeledes beslaglagt
Politigården
Efter afsættelse af det danske politi den 19. september 1944 rykkede tyskerne ind på politigården sammen med deres danske håndlangere. Nu fik ET og HIPO hovedkvarter her sammen med tyske afdelinger og nogle af terrorbanderne, der gennemførte Clearing-mord og Schalburtage. Herfra terroriseredes den københavnske befolkning de næste måneder frem til befrielsen.
Overtagelsen af Politigården skete ved et kup under en fingeret luftalarm, hvor danskerne fra Schalburgkorpset deltog. 2.182 danske politifolk blev fanget og senere deporteret til KZ-lejr i Tyskland.
Dahlerupsgade 1, 3.sal Ved Politigården
Bag dørskiltet ”Seidenfarden & Co. Havde lederen af ET sit kontor. De øvrige afdelinger lå på politigården. Lederen var opdagelsesbetjent Erik V. Petersen, der var blevet udnævnt i marts 1944. Han udbyggede organisationen med flere afdelinger bl.a. ”Hjælpepolitiet, HIPO (Hilfspolizei), og gjorde den landsdækkende.
Som en nazistisk politiorganisation i tysk tjeneste i stedet for det opløste danske politi. ET’ s mange forskellige afdelinger var både underlagt det tyske ordenspolitis kontor i Dagmarhus og SIPO i Shell-huset.
Erik V. Petersen blev likvideret i marts 1945.
Vestre Fængsel
Fængslet rummede en tysk afdeling. Mange fanger, danske såvel som tyske emigranter, er af de danske myndigheder blevet overført og udleveret til denne afdeling, og dermed til en uvis, men ofte grusom skæbne.
Den tyske afdeling var oprindelig den underste etage i sygehuset. Men i takt med modstandens vækst og dansk og tysk politis øgede indsats voksede den tyske afdeling. Fra maj 1944 rådede det danske fængselsvæsen kun over nordfløjen.
Shell-huset
Bygningen er almindeligvis kendt som Gestapo – hovedkvarteret. Men den rummede også andre tjenester. Det var det tyske sikkerhedspolitis (SIPO) hovedkvarter fra sommeren 1944. SIPO bestod fra september 1943 af det tyske kriminalpoliti (Kripo), det hemmelige politi (Gestapo) og SD (Sicherheitsdienst), samt kontraspionageafdelingen (SD Ausland).
Sicherheitsdienst var oprindeligt det tyske nazipartis private efterretningsafdeling, som også opererede i Danmark før besættelsen.
Vestre Kirkegård
De dræbte Gestapo-folk fra Shell-hus-bombardementet blev begravet i en særlig afdeling af Vestre Kirkegård ved en større helteceremoni. Stedet har siden da været benyttet af de overlevende og de nye nazister som mindested for faldne nazister.
Deres ”parade” holdes gerne den 2. juni, som er årsdagen for C.F. von Schalburgs død. Han deltog, som vi har nævnt i tidligere artikler som SS-officer i Hitlers østfelttog og faldt som kommandør af Frikorps Danmark den 2. juni 1942. Han var en central figur i nazisternes dødskult.
Vesterport
Her lå en række tyske kontorer, det ordinære tyske arbejdsanvisningskontor i Meldahsgade, og i Trommesalen lå et anvisningskontor for Organisation Todt. OT var en organisation for arbejdere ved de tyske befæstningsanlæg i Jylland og Norge. Det var de såkaldte ”Frontarbejdere”, der udgjorde en milits og var under tysk jurisdiktion (Wermachtsnachfolge) En del af korpset var uniformeret og bevæbnet og gjorde tjeneste som vagtkorps.
I andre tysk-besatte områder var korpsmedlemmerne, her i blandt danskere, fangevogtere og deltog i partisanbekæmpelse. I Vesterport var der også hemmelig Gestapo-registreringskontor og kontorer for SD’ s Københavnerafdeling.
I Meldahlsgade 1 5. sal lå hovedkontoret for Sommer Vagtkorps (vagtkorps ved det tyske luftvåben i Danmark). Under Folkestrejken i sommeren 1944 holdt en gruppe fra Sommerkorpset til her. Den 20-25 mand store terrorgruppe kørte rundt og skød på aktionerende københavnere. Gruppen indgik senere i ET og HIPO-korpset.
Her på Vesterport lå også Fattys Kro. Værtshuset blev under besættelsen et berygtet tilholdssted for danskere i tysk tjeneste. Berusede personer i tysk uniform kom hyppigt i klammeri med civilbefolkningen i området.
Danske håndlangere og danskere, der var hjemme fra orlov fra østfronten mødtes her. Fra SS i Jernbanegade blev det dengang ringet til Fattys Kro, at øst-frivillige skulle deltage i jødeaktionen. Fattys Kro lukkede i 1960.
Befrielsen
Ved befrielsen den 4-5. maj ville nogle tyskere og deres danske håndlangere ikke overgive sig og der udbrød en voldsom ildkamp. Til sidst tog modtandsfolkene en maskinkanon i brug og nedkæmpede hermed modtanden.
Efter befrielsen rykkede en række danske og britiske kontorer ind i Vesterport. Her fik Den danske Brigades Feltpolitidetachement sit hovedkvarter. De medbragte anholdelseslister fra Stockholm – tiden var ret mangelfulde. Dette medførte fejlagtige anholdelser af folk, der overførtes til Alsgade Skole, hvor de hørte under allieret jurisdiktion.
Det opløstes hurtigt i takt med politiets genetablering. Det hørte under Generalstabens Efterretningssektion. De boede også i Vesterport på 3. sal med indgang i Trommesalen.
Det nydannede Rigspolitiets Efterretningsafdeling, REA havde ligeledes hovedkvarter på Vesterport. REA erstattede det gamle særdeles belastede Rigspolitiets Sikkerhedspoliti, og det er det nuværende PET’ s forgænger.
REA blev dannet efter britisk ønske for sammen med dem (Civilian Interrogation Centre på Alsgades Skole) at bekæmpe fortsatte nazistiske aktiviteter.
Fra maj 1945 til maj 1946 havde det britiske Field Security Section også sit hovedkvarter her. FSS beskæftigede sig mest med kontrol af de afmarcherende tyske tropper ved den dansk-tyske grænse, i samarbejde med Feltpolitidetachementet.
Det tyske lazaret, Nyelandsvej (Nordre Fasanvej 52)
Her lå en grillbar med en ejer, som havde forbindelse til dette sted. Grillbaren blev ejet af en tysk soldat, der havde gjort tjeneste her. Om den ligger der endnu, vides ikke. Det er længe siden ”Den Gamle Redaktør” har været forbi.
I 1940 beslaglagde tyskerne dele af Frederiksberg Hospital og udnævnte stedet til Kriegslazarett Kopenhagen. Der blev oprettet lazaretter forskellige steder i byen. Lazarettet på Nyelandsvej var det største og bedst udrustede.
Der kom mange sygtransporter fra Østfronten, som var i meget dårlig stand. Således ligger 4.600 tyske soldater på Vestre Kirkegård.
Danskere der havde overlevet likvideringsforsøg blev også bragt hertil. En af de tyske soldater Karl Heinz Neumann plejede i særdeleshed danskerne. Han blev kaldt for ”Englen fra Nyelandsvej”. Han kunne få lov til at blive her efter krigen. Han var skuespiller og har optrådt i ”Min søsters børn”.
Mere skyderi
Der var også kampe andre steder på Vesterbro. Således på Rewentlowsgade-siden af Hovedbanegården, ned ad Istedgade. På Vesterbro Torv blev en modstandsmand dræbt.
Omkring Matthæusgade udbrød der skyderi. De kommunistiske modstandsgrupper stillede op i gaden den 5. maj med armbind, røde faner og våben, der ikke alle var nye. For enden af Hedebygade i Tøndergade, var der også et kompagni, men det var socialdemokratisk. I Tøndergade blev der smidt et klaver ned fra tredje sal, sammen med al indboet fra den lejlighed, hvor der sikkert havde boet en landsforræder eller nazist. Der var almindelig lynchstemning. Ny carlsberg Skolen var samlingssted for dem, som modstandsbevægelsen havde arresteret.
Amerikanerne kommer
General Dewing og hans faldskærmstropper tilbragte den første nat på Carlsberg. Her var også indrettet et stort nødlazaret i tilfælde af større kampe brød ud ved befrielsen. Dewing og hans folk rykkede næste dag til Charlottenborg, der også blev brugt af modstandsbevægelsen. BOPA-folkene trådte ind i Special Forces vagtkorps og blev iklædt deres uniformer.
Enheder af Den danske Brigade var også på Vesterbro. De var med til at nedkæmpe modstanden på Vesterport. De blev indkvarteret på bl.a. Matthæusgade Skole, og de patruljerede også i bydelen.
Hovedstyrken af de britiske tropper passerede grænsen ved Kruså den 7. maj i en meget lang kolonne, der spredte sig ud over Danmark. En del af dem nåede Valby Bakke den 8. maj.
Med de tyske tropper på vej ud, nazisterne nedkæmpet og interneret begyndte Vesterbro og resten af Danmark på et nyt kapitel af deres historie.
Man blev ikke straffet for alle mord
Nu var problemerne langt fra over, hverken på Vesterbro eller i det øvrige Danmark. Sortbørshandlen trives i bedste velgående. Således er adressen Peter Bangsvej 74 kendt af de fleste, når vi nævner dobbeltdrabet på ægteparret Vilhelm og Inge Jacobsen den 19. februar 1948. Der var tråde tilbage til besættelsestiden.
Men få år forinden var der begået et mord her i en gråzone mellem frihedskamp og kriminalitet. Det var Store Bjørn og Lille Bjørn, der foretog likvideringer. Men det var ikke altid til at se om det var i forbindelse med frihedskamp eller kriminalitet. De havde en løs tilknytning til Holger Danske.
Grønthandleren Regnar Schmidt blev dræbt, fordi han var medlem af nazistpartiet, men han påstod, at han for længst havde udmeldt sig. Men de skød med det samme. Hustruen, der blev såret påstod, at de tog hans tegnebog indeholdende flere tusinde kroner. De tog blev aldrig dømt for mordet. Lille Bjørn fortsatte sin kriminelle løbebane og døde i 2006. Store Bjørn blev myrdet i 1968.
Masser af Sortbørs – handel i Saxogade
Særlig Saxogade var præget af en masse sortbørshandel under og efter besættelsestiden. I kaffebaren i nummer 64 – 66 var der masser af rygter om illegal salg af rationeringsmærker. Sortbørshandlere og Det kommunale vagtvært var ofte i slagsmål. Helt galt gik det den 20. marts 1945. Inde i kaffebaren var vagtværnet i gang med at anholde sortbørsfolk, da HIPO ankom og arresterede vagtværnsfolkene.
Den såkaldte Edderkoppesag udspandt sig netop af sortbørshandlen. De oprindelige bygninger, Saxogade 64 – 66 eksisterer ikke mere.
Hotel Nordland
På dette sted var det måske relevant at nævne Hotel Nordland. Ja det var baren og restauranten i baghuset Vesterbrogade 22. Her var mødested for både tyskerne og danskerne fra kulturlivet og de bedre kredse. Indehaveren selv Ejler Jørgensen var dog ikke tyskervenlig. Han kom flere gange i de danske nazisters søgelys. DNSAP’ s partiavis, Nationalsocialisten og dagbladet Fædrelandet bragte i flere omgange artikler om ham og hotellet. Årsagen var især Ejler Jørgensens provokationer i form af blandt andet annoncer, der reklamerede med ”de Gaule” – specialiteter. Det henviste til den franske general Charles de Gaulle.
Når der ikke var tyske gæster til stede spillede orkestret den franske nationalhymne og kendte britiske melodier. Men stedet, der kun lå hundrede meter fra Shell-huset og Dagmarhus blev ofte anvendt af tyske myndighedspersoner fra politiet og Gestapo.
Har kom masser af kriminelle
En af de personer, der ofte boede på Hotel Nordland var Jane Horney, der blev likvideret af modstandsbevægelsen i januar 1945. Man mistænkte hende for at spionere for tysk politi.
Under og efter krigen var stedet tilholdssted for kriminelle underverden. Her kom de to hovedbagmænd i Edderkoppesagen, Johannes Linde og Svend Aage Hasselstrøm. Ja de var hovedpersoner i en af Danmarkshistoriens største kriminalsager.
Folk med ikke ren mel i posen
En dag i juli 1949 sidder kriminalbetjent Vestergaard Christensen og sveder over en stak papirer og rapporter på Politigården i København. Han har fået til opgave at indsamle beviser mod møbelhandler Johannes Linde. Men det er ikke fordi, at vidnerne står i kø. Møbelhandlerens butik lå på den mest befærdede del af Gl. Kongevej.
Her kunne iagttager en gang imellem se, den navnkundige chef for Rejseholdet, Otto Himmelstrup i synlig spirituspåvirket tilstand vakle ud af forretningen. Himmelstrup var kendt for at opklare de mest vanskelige kriminalsager og alvorlige mord over hele landet.
Også chefen for politiets efterretningstjeneste Troels Hoff ses ganske ofte ud på eftermiddagen forlade stedet på usikre ben. Han og hans afdeling lå næsten lige overfor. Så han kunne lige nå, at få en tur på ottomanen inden han skulle hjem til aftensmaden. Hustruen havde fået en kostbar pels af Johannes Linde. Hendes mand måtte som ledende politimand ikke modtage gaver i den størrelsesorden.
Linde havde tæskehold
Der gik rygter om, at Linde havde en proper næve, men han havde også et tæskehold. Man kunne også bestille et lejemord hos Linde, ja sådan gik rygterne.
Kriminalbetjent Vestergaard Christensen og hans kollegaer havde en vanskelig opgave. En af hans samarbejdspartnere var guldsmugleren Arne Jack Becker. Denne var også kendt som Revolver Jack.
Men nu meldte der sig en bagermester med en stor forretning på Vesterbrogade og en fornem villa i Klampenborg. Han besøgte de restauranter og natklubber, hvor også sortbørsfolk kom. Bagermesteren kunne fortælle kriminalbetjenten, at man ofte talte om Linde og hans samarbejde med tyskerne på Kakado.
Igen et uopklaret mord
En af tjenerne brokkede sig altid højlydt, når han skulle servere for Linde. Der kom til flere sammenstød. En sen aften i april 1945 blev tjeneren skudt af ukendte gerningsmænd på hjørnet af Istedgade og Gasværksvej. Mordet blev henlagt som uopklaret.
Møbelhandler Linde havde et stort alkoholforbrug. For at holde sig gående indtog han Mecodrintabletter, som er en slags amfetamin, og som kvikker op. Direktøren i Kakado blev til sidst nødt til at udstede et forbud mod Lindes tilstedeværelse. Men han kunne ikke sige nej, når han kom i selskab med den lige så tørstige politiinspektør Himmelstrup.
Den modige bagermester
Bagermesteren blev indblandet i Lindes klammerier. Efter en lang arbejdsdag sidder bagermesteren og nyder et par genstande på Kakadu, da en af hans gamle bekendte en trikotagefabrikant fra Klampenborg kommer ind i lokalet. Men så ser sidstnævnte Linde og kalder ham for ”Nazisvin”. Linde farer op, men bagermesteren når at komme imellem.
Trikotagefabrikanten tager nu en runde i byen, men på en eller anden måde får hans hustru kontakt med ham. Han skal ikke tage hjem for hele huset er omringet af folk fra det tyske sikkerhedspoliti. Det er uden tvivl at Linde har anmeldt trikotagefabrikanten.
En jøde, der sammen med modstandsbevægelsen handlede med tyskerne
Nu kunne bagermesteren også fortælle om Jack Becker. Han var en af de danske jøder, der i samarbejde med visse folk fra modstandsbevægelsen smuglede guld fra Sverige til Danmark. De solgte det videre til medlemmer af det tyske sikkerhedspoliti.
Denne Jack Becker opsøgte bagermesteren i hans bageri, fordi han følte sig fornærmet af bagermesteren:
Det gik 3-4 måneder, så dukkede Krisepolitiet op i bageriet for at gennemsøge det. Hårdt presset fortalte politiet, at det var Jack Becker, der havde anmeldt uregelmæssigheder i bageriet.
De to betjente, der dukkede op blev en del af Edderkoppesagen. Den modige bagermester fra Vesterbrogade kom heldigvis ikke noget til som følge af sine afsløringer af nogle af underverdenens skikkelser. Men de har nok været flittige gæster i bageriet/konditoriet. Bagermesteren blev 94 år gammel.
En forfejlet likvidering
Den 19. april 1944 blev chauffør Tage Lerche likvideret i sin bil i krydset Roskildevej/Vesterbrogade og Pile Alle. Det var af en Holger Danske gruppe bestående af bl.a. Flammen, Citronen og Gunnar Dyrberg. Gruppen ramte bilen med 25 – 30 skud. Tage Lerche døde senere på hospitalet, og det gjorde hans syvårige søn også. En kammerat undslap kuglerne.
Likvideringen var en fejl. Selv om Lerche var chauffør for Werner Best, gjaldt kuglerne i stedet Gestapo – manden og stikkeren, Arno Hammeken.
Som hævn for denne aktion smed det dansk – tyske terrorkorps samme dag to håndgranater ind i en sporvogn i samme kryds. 30 mennesker blev såret.
Stikkeren Arno Hammeken overlevede krigen, men blev senere fængslet. Den 15. september 1949 blev han henrettet for sit arbejde for Gestapo.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 261 artikler fra Besættelsestiden herunder:
November 17, 2018
Kruså – var ikke engang en landsby
Der var få bebyggelser, Og efter krigen opkøbte en af ejerne det meste i nærheden og andre steder. Baronen var nok den mest afholdte af samtlige ejere på Krusågård. Her var masser af selskabelighed. Kådnerne boede op i skoven. Her var mange gange musik. Der var masser af arbejde. Og så var det høstfest på kroen. Ikke alt arbejde var lige spændende. Så skulle man i skole på Kobbermølle Skole. Her var også dragoner og husarer. Så var det daglejeren, der druknede. Juletræsfest blev afholdt på gården. Og når det var pinse, så foregik det i Kollund. ”Freiherr” lod opbygge en mur. Der kom masser af gæs. Der var spøgelser i Kruså og så blev fortidsminder ødelagt.
Få bebyggelser
Lige efter 1900-tallet var der ikke meget i Kruså. Der var Kruså, møllen og nogle få erhvervsdrivende. Ja det var vel kun et parcelhus. Ja og det skulle senere opleve at blive pornoforretning. Der var to små lejligheder til to postbude. Ja senere blev der bygget et større hus til dem. Da vi ikke rigtig nogen planlægning over de bebyggelser, der var, og så var det placeret over et større område.
Mathias Hübsch opkøbte det meste
Krusågård havde egentlig mange ejere. Der siges om ejerne, at de var fattigere, da de rejste, end da de ankom. Under første verdenskrig var det kommerceråd Mathias Hübsch, der under krigen tjente så mange millioner, at han næsten opkøbte hele Kruså og det meste af Kidskelund, foruden alt det som han købte andre steder.
Det eneste, som han ikke fik fat i, var kroen, købmandsforretningen og det før omtalte hus. Ja det lille hus blev kaldt posthuset, fordi de to postbude boede der.
Baronen beskæftigede sig ikke med landbrugsarbejde
I baronens tid var der gang i den på Krusågård, Der var en forvalter, fire Kådnere, fem-seks daglejere, en herskabskusk og en røgter. Og så var der vel fem karle. Så var der en stuepige og to i køkkenet. Kådner-konerne måtte også hjælpe med.
Baronen befattede sig ikke selv med landbrugsarbejdet. Han havde sikkert heller ikke forstand på det. Han havde været officer og gjort tjeneste på Samoa, der var en tysk koloni. Han var som regel iført en grøn dragt og en grøn hat med fjer på. Sædvanligvis havde han et jagtgevær hængende over skulderen. Han havde aldrig travl og talte altid med arbejderne. Han var meget afholdt.
Fruen havde mindre tid. Nej man talte ikke ondt om hende. Hun lod sig ikke så meget se. Hun var jo kun af borgerlig herkomst. Ja sådan sagde man dengang.
Masser af selskabelighed
Der var masser af selskabelighed. Så ofte holdt Hans Moos, herskabskusken med en af de fine vogne forspændt med to rappe oldenborgere. Han kørte tit ind til Flensborg for at hente gæster. De skulle så også køres hjem igen. Det var nok mest officerer og rangpersoner. Hans Moos brugte det meste af sin tid med at pudse sine to heste, seletøjet og vognene.
Kådnerne boede op i skoven
Oppe i skoven havde gården to huse med hver to lejligheder. Her boede de såkaldte kådnere. En kådner fik to mark om ugen, hvorimod daglejere fik tre, men så havde de hller ikke fri bolig. Kådnere fik også brændsel, korn og mælk. De måtte også gerne låne et køretøj om søndagen eller et net til at fiske i åen. Ja og daglig kost fik de også gratis. Måske skulle konerne selv sørge for føde.
Man spiste i Borgerstuen, og hver mand havde sin bestemte plads. Den lå i mejeriet og der blev ringet på en klokke, når der var spisetid. Og den var på størrelse med en skibsklokke, så man kunne ikke undgå at høre den.
Kådner-konerne fik 20 penning hver gang de malkede køerne.
Til husene her oppe i skoven var der et udhus, en grisesti og plads til hønsehold. Ved det gamle hus stod også en bageovn til fælles afbenyttelse. Ja så var det også et godt stykke havejord til hver af husene. Og midt imellem stod en fælles vandpumpe.
De yngre kådnere flyttede ned på Kobbermøllen, så snart de kunne få en lejlighed der. Der tjente de jo 5 – 6 mark, og konerne behøvede ikke at arbejde.
Musik og godt humør
Engang imellem kom de unge nede fra gården og kiggede op. Så kom harmonikaen og andre instrumenter frem. Det kunne også ske at baronen og fruen red en tur og kom forbi. Så smed hun en håndfuld 1- og 2-penninge i det korte græs. Og så kunne det godt være, at de unge finkæmmede græsset.
En søndag eftermiddag kom baronen og fruen med nogle gæster gående op i skoven. Baronen fortalte, at han havde besøg af familie, og ville gerne vise dem, hvordan man boede. Og så blev der ellers vist rundt.
Masser af arbejde
Når man havde såningen overstået, så begyndte tørvesæsonen. Der skulle graves mange tørv til sådan en gård. Gården havde megen mose, og hvert forår var der moseauktion. De lod, som skulle på auktion, blev afmærket og solgt til den højest bydende. Der var altid købere nok.
Inden man var færdig med tørvene, var roerne så vidt, at de skulle udtyndes og luges.
Man var som regel ikke færdig med høhøsten, før kornet var modent. I 1905 købte baronen en selvbinder. Det var noget helt nyt dengang. Den blev da også mødt med stor skepsis fra daglejerne. Man havde intet til overs for disse nymodens opfindelser.
Når høsten skulle i hus kom de store høstvogne i gang. Meget blev tærsket med det samme. Med det sidste læs kom-æ Fock – hjem, det var et neg, som man trak en lys kjole over og satte en flyhat på.
En flyhat havde kvinderne med hele sommeren. Det var et let trådstel overspændt med hvidt lærred med små blå eller røde blomstermønstre i. Hattene var meget lette og havde bred skygge. I vinterhalvåret gik kvinderne med dug om hovedet. På fødderne havde de, når de ikke gik barfodede, trætøfler, der blev kaldt klodser.
Mændene gik altid i – ”pusselrund” – sådan kaldtes den vel efter det plattyske ”busserundje”. Det var en mørkeblå bluse, som de brugte hele året. Var det meget koldt, trak de en jakke over, regntøj var meget sjældent. Mændene gik mest i lædertræsko, dog havde de også et par fedtlæderstøvler til brug ved forskellige arbejder.
De ældre brugte gerne træskostøvler, såkaldte jyllændere. Om sommeren gik man meget med stråhat, ellers var det hat eller kasket.
Høstfest på kroen
Når det sidste læs var i hus, blev der fejret høstfest. Så mødte alle folk med kone og børn om aftenen nede på gården og sammen med baronen og fruen spadserede hele flokken over på kroen, hvor der blev dækket kaffebord til alle.
Derefter blev børnene sendt hjem, og så var der dans for de voksne. Nogle af de andre beboere fra byen deltog også i festen. Det ene år blev festen brat afbrudt lidt før midnat. Chresten Jepsen, en ældre daglejer fra Kidskelund, midt under dansen faldt død om på gulvet.
Ikke alt var lige spændende
Kartoffelhøsten var også kvindfolkearbejde. Det var akkordarbejde. De havde en tørvekurv at kaste dem i, og når den var fyldt, tømte forvalteren den i vognen og noterede den.
Roeoptagning var ikke så spændende. Vejret var allerede blevet koldt og rusket. Det var et træls arbejde, som mændene og konerne deltog i. Det gav ømme rygge og ofte også våde fødder, når bladene var våde.
I skole på Kobbermølle Skole
Skulle man i skole dengang i 1905, så foregik det i den gamle skole i Kobbermølle. Den nye skole var under opførsel. I skolegården hørte man ikke et eneste dansk ord. Det hele foregik på plattysk. Der var dog nogle af pigerne, der syntes, at det var finere at tale højtysk.
Dragoner og husarer
Nede på gården var der indkvartering, når der var ”Kejsermanøvre”. Så kunne man se en hel masse kanoner. Men de der dragoner var nu ikke nær så flotte som de blå husarer, der af og til kom gennem Kruså.
Over i loen holdt infanteriet til.
Daglejeren, der druknede
Af daglejerne dengang kan nævnes Christian Clausen. Han boede i Smedeby og stammede ret meget. Men han sang ualmindelig godt. Og så spille han på harmonikaen. Ja så var det også Jens Limbinder, der ikke ville kaldes Limbinder. Han kom ret uheldig af dage. Han ville skrå over mosen fra Kollund til Kidskelund. I mørket faldt han i en afvandingskanal og druknede.
Juletræsfest
Til jul samledes alle børn fra gården i salen, som det store rum kaldtes. Den lå til venstre, når man stod i forstuen. Mødrene var også med. I salen var der pyntet med et mægtigt juletræ. Og så blev der ellers sunget ”O Tannenbaum” Så var der ellers en masse julegodter. Ja der var også julegaver til børnene fra baronen og fruen.
Til pinse i Kollund
Til pinse var alle folk i Kollund. De andre udflugtsmål var også godt besøgt. Men det meste foregik i Kollund. Den ene damper efter den anden ankom til byen med musik om bord. Oppe ved Strandhotellet sad regimets-musikken fra Flensborg og spillede. Der blev danset og drukket meget. Alle var i stiveste puds. Mændene havde hvide bukser og panamahat. Hvis det ikke var råd til denne, så var det stråhat. Især var det de mange marinere fra marinestation Mürwik lige overfor, der domminerede i Kollund.
”Freiherr” lod opbygge en mur
Desværre solgte Baronen Krusågård til Hauptmann Reuter. Så var der ikke samme stemning mere. Den næste indehaver var Freiherr von Rheinbaben. Han lod opføre en høj mur tværs over gårdspladsen. Så var herskabshuset afskærmet over for avlsbygningerne. Dermed var idyllen borte.
Vejen til Kobbermølle gik dengang ned gennem alleen forbi herskabshuset og over gårdspladsen, spå ind imellem kostalden og svinestalden og videre til Kobbermølle. Ja, Kobbermølle hørte dengang med til Bov sogn. Ligtog, bryllupstog, konfirmander, kirkegængere, alle skulle gennem gården.
Der blev derfor anlagt en ny vej, syd for gården.
Masser af gæs
Engang kom der et par mænd, drivende en stor flok gæs foran sig, man sagde de kom helt fra Pommern. De gjorde holdt ved kroen. Det var vel tusinde stykker, men måske var der endnu flere. De gås, der havde vanskeligt ved at gå, blev solgt til de lokale beboere.
Der er ikke så mange sagn at opdrive om Kruså. Her er heller ikke så mange fortidsminder. Men børn var overbevist om, at oppe i skoven, omtrent der, hvor det tyske toldsted lå, ja der var der spøgelser. En mand skulle slutningen af forrige århundrede have hængt sin kone og senere skal han være blevet halshugget i Flensborg.
Et soøgelse i Kruså
Man var overbevist om, at så snart det var mørkt, gik rundt deroppe og søgte efter sin kone, uden hoved selvfølgelig. Man skulle ikke gå derop efter solnedgang. Ja man turde knap nok gå derop i dagslys.
Fortidsminderne blev gravet op
Selv om der ikke findes fortidsminder i Kruså, har der dog også dengang boet folk. I 1905 eller 1906 blev der på et par hektar land af marken bag den lille granskov oppe ved Korsvejen, anlagt aspargesbede. Til det formål blev jorden bearbejdet med en dampplov, som gik meget dybt.
Ved dette arbejde blev der pløjet mange urnegravsteder op.
Jo, Kruså var tidligere kun en lille by. Den lå stille og ret ubemærket hen. Der var bakker og dale, skov og sø og åen. Der var mange smukke allé-træer ved Flensborgvejen, ved Sønderborgvejen og ved Smedebyvejen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 56 artikler fra Padborg/Kruså/Kollund/Frøslev herunder:
November 17, 2018
Manden – der ville købe Nørrebrogade (NørLIV 9)
Dette er vores 9. bidrag til Ugeavisen NørrebroLiv. Det handler om Alex Brask Thomsen som ikke gade, at være farvehandler lige som sin far. Men han havde arvet nogle af sin fars handelsegenskaber. Så var han stærk indblandet i Radio Merkur ude i Øresund. Da han var kommet til penge tilbød han Københavns Kommune, at han ville købe Nørrebrogade. Med andre ord, så skulle de bare omdøbe Nørrebrogade til Alex Brask Thomsens Gade. Men det gik politikerne ikke med til. Og han ville ikke nøjes med en svømmehal eller et bibliotek opkaldt efter sig. Han ville heller ikke begraves på Assistens Kirkegård. Han var bange for, at drukne. Så han blev begravet på Bispebjerg Kirkegård. Men begravelsen foregik fra Stefans Kirke.
Faderen havde også handelstalent
Faderen hed Anders, og var født på Nørrebro i 1894. Han kom i lære i en farvehandel i Hillerød. I 1920 flyttede familien til Fensmark 20 på Nørrebro. De havde nu fået en lille knægt, som de kaldte, Alex. Senere fik han to søstre.
Far Anders besøgte skibsværfter. Men mor Jenny stolede ikke rigtig på ham. En aften vidste hun udmærket, at han sad og fuldede sig på en restaurant på Fælledvej. Fem årige Alex tog moderen i hånden og først fødte Kirsten blev lagt i barnevognen. Og så holdt mor ellers dundertale på restauranten.
Denne dundertale gjorde indtryk. Far Anders opgav karrieremulighederne og etablerede sin egen forretning på Nørrebrogade. Den 1. april 1927 blev en Farve – og Tapethandel på Nørrebrogade 228 overtaget. Året efter flyttede familien ind i en stor lejlighed oven over butikken.
Ja senere blev Anders Thomsen kasserer i Københavns Farverhandlerforening. Faderen havde særdeles gode forretningstalenter. Han havde eget limfabrikat og andre specialiteter. Sønnen skrev følgende:
6 krav til, hvad han gad at beskæftige sig med
Han var Nørrebro – drengen de pæne ikke ville lege med. Egentlig skulle han bare have været almindelig farvehandler & Søn på Nørrebrogade. Han blev da også uddannet farvehandler, efter at være gået på Sjællandsgades skole, med realeksamen på efterslægten og farvehandler-uddannelse. Det kneb lidt med skolekundskaberne og vores hovedperson blev betegnet som en lidt mærkelig person.
Han fik en god ven i Henning. De gik lange ture langs Ladegårdsåen og diskuterede.
Ja vi taler om en herre ved navn Alex Brask Thomsen. Efter handelsskolen kom han til Sadolin & Holmblad. Pludselig havde han gang i kemikaliehandel. Hans ven blev vekseller. Det var måske mere spændende end farvehandler. Men først tog Brask til Paris. Han vendte hjem i 1946. Året efter startede han et A/S fra sin lejlighed i Lundtoftegade.
I Bredgade 37, hvor Land & Folk havde til stede, begyndte de to venner med diverse ting. Man havde ikke noget imod at leje ud til to kapitalister. Brask nedfældede nogle krav til det, som han gad at beskæftige sig med:
Og pludselig startede han Københavns Kreditbank sammen med en ven med Danmarks højeste rente. Men ak banken krakkede i 1955, men da var den for længst blevet solgt.
Bedre gik det med næste forsøg med Finansbanken. Den voksede og voksede, og blev Danmarks 6. største bank. Måske blev det en succes, fordi Brask fik kunder de andre banker ikke ville lege med.
Ja og så blev det til Kreditbanken. I forbindelse med salget af denne blev Brask anklaget. Men der blev aldrig rejst tiltale.
Som uofficiel bagmand bag Radio Mercur gjorde han sig upopulær i mange kredse. Men i andre kredse blev han yderst populær. Ude fra Øresund kunne man pludselig høre ordentlig musik. Radio Luxemburg havde fået en konkurrent. Og Danmarks Radio fik Jørgen De Mylius.
Brask solgte efter boringen af den populære station flere af piratradioens ”aktiviteter” bl.a. Radio Mercur City, som egentlig var Nørrebros Teater. Herfra blev mange udsendelser optaget og sendt ude fra Øresund.
Et tilbud på 250 millioner kroner
I slutningen af 1992 modtog overborgmester Jens Kramer Mikkelsen et brev med et udsædvanligt tilbud tit Københavns Kommune. Brask ville give 250 millioner kroner for at hans barndomsgade Nørrebrogade fik navneforandring til Alex Brask Thomsens Gade.
Per Bregengård fra Enhedslisten var positiv stemt:
Hans Thustrup Hansen, konservativ boligborgmester var også fristet af udsigten til de mange millioner i kommunekassen:
Et par dage efter mødtes Brask med overborgmesteren. Han foreslog, at Brask kunne donere til enten en park i nærheden af Nørrebrogade, en svømmehal eller et bibliotek, der så kunne bære hans navn. Dette afviste Brask.
Senere fastholdt han tilbuddet, og sagde at det ikke var for at komme i medierne. Han var dybt skuffet over afslaget.
Brask overtog kontrollen med tekstilvirksomheden Henriques & Løvgreen. Bl.a. har Klaus Riskær Petersen lånt penge hos ham. Sit otium tilbragte han i Monaco. Og ved sin død efterlod Brask en formue på 10 milliarder kroner.
Han ville ikke begraves på Assistens Kirkegård, fordi han var bange for at drukne i vand. Derfor blev han begravet på Bispebjerg Kirkegård. Men begravelsen foregik fra Stefanskirken.
November 10, 2018
En 325 – årig skytteklub fra Tønder
Man skød efter papegøjestangen. I Tønder findes papegøjevejen stadig. Det hele begyndte med Tønder Fastelavnslaug. I 1346 omtales en fuglekonge fra Lund. Man indførte skiveskydning. Faste regler og traditioner indtraf. Man kunne vinde en fritagelse for skatter og indkvartering i et helt år. Der var nær tilknytning til Kongehuset. Og så var det selvfølgelig Skyttegården. Under Besættelsen skød man ude ved Zeppelin-hallerne. Damerne blev også aktive. Og så var der parade på Ribe Landevej.
Papegøjevejen
Hvis du kører forbi godsstationen og kigger lidt til venstre, ja så kommer du ud på Papegøjevejen. Er det fordi, der var papegøjer i Tønder i gamle dage?
Vi kørte ad denne vej, når vi skulle ud at bade, og denne vej kørte ”Den Gamle Redaktør” også på, når han hver søndag kørte rundstykker ud for Arnolds Bageri.
Tønder Fastelavnslaug
Et godt stykke ude af denne vej holdt Tønder Fastelavnslaug til fra 1546 til 1619. I denne forening skød købmænd og håndværkere fra Tønder efter papegøjestangen. Man hjalp også hinanden, festede sammen og var de første, der mødte op, når Tønder var plaget af oversvømmelse og brand.
30 års krigen betød afbrud i al foreningsaktivitet. Men i 1690erne kom der igen takket være kniplingsindustrien gang i foreningslivet. I tiden omkring ”Æ Kachmands” opstilling, dannedes Tønder Skyttekorps. Det var i 1693. Man brugte nu ikke mere armbryst, men geværerne var taget i brug.
I 1346 omtales en fuglekonge i Lund
Sammenslutningerne opstod i 1200-tallets Frankrig og bredte sig til Tyskland og siden til Norden. Ældste kendte kilde i Danmark er fra 1346, hvor en fuglekonge i Lund omtales. Det ældste skydeselskab i Danmark er Legemes Lav i Aalborg stiftet i 1431, mens det endnu eksisterende skyttegilde i Slesvig er fra 1449. Sønderborg Skyttelaugs kongeskilt er fra omkring 1600.
I Danmark var det var det ofte købmandsgilderne, der stod for skydningerne i forbindelse med selskabelighed, således Skt. Knudsgildet fra omkring 1200 i Flensborg (Læs vores artikel om dette gilde)
Omtumlet tilværelse under 1600-tallets krige
En del skyttelav førte en omtumlet tilværelse under 1600-tallets krige, og i mange byer forsvandt skydningen for igen at opstå under nye former. Alle byer i Slesvig havde dog i 1600 og 1700-tallet skyttelav. Enkelte af disse eksisterer endnu, således de tre lav i Husum, Frederiksstad, Skt. Nicolai/Skt. Johannes (og siden 1844 med navnet Skt. Knuds Gilde) i Flensborg. Ja så er det også lige Aabenraa Skyttelaug fra 1734. (Læs vores artikel om dette laug)
Af nyere dato er Haderslev Skydeselskab fra 1857 og Borgerforeningens skyttelaug i Sønderborg fra 1881
Men inden vi glemmer dem, må vi hellere vende tilbage til Tønder.
Man indførte skiveskydning
Årstallet for stiftelsen står skrevet på en af foreningens smukke ”oldermandsstave”, stiftet af Hertug Albrecht af Slesvig Holsten. Den anden stav blev stiftet af kong Christian den Syvende i 1779. Disse stave benyttes af ”oldermændene”. Når de, som f.eks. ved en forsamling, slog i bordet skulle der være ro.
Efter Flensborgs forbillede besluttede man nu også, at indføre skiveskydning med geværer. Man enedes om nogle vedtægter, der blev stadfæstet af byrådet. Det blev bl.a. besluttet, at den årlige skyttefest skulle finde sted den første søndag efter pinse.
Faste regler og traditioner
Efterhånden dannedes der faste regler og traditioner. Festen tog udgangspunkt fra rådhuset. Klokken 7 om morgenen marcherede man herfra til skydepladsen. Som det er den dag i dag gik ”kronedrengene”, der bar præmierne, foran, så fulgte orkestret, fanen, de to oldermænd med kongen mellem sig og derefter skytterne.
Selve skydningen på den store kongeskive foregik ude i det fri på ”skyttefennen” syd for byen. Den nye skyttekonges proklamation foregik på rådhuset. Han fik et sølvskilt, som tegn på sin værdighed måtte han også bære et gammelt pulverhorn med et bredt skærf, som stadig er i brug. Dagen sluttede med bal i Rådhusets festsal. Herved blev de øvrige præmier fordelt.
Fritages for skatter og indkvarteringer
I Skyttekorpsets gamle dokumenter findes der en lang række navne af kendte Tønder-borgere. Der var mest håndværkere og købmænd, der gennem årene har båret kongeæren.
Navnene er kendt fra en gammel protokol fra 1793. Den 11. oktober 1731 lykkedes det foreningen at opnå et privilegium, som blev bevilliget af Christian den Sjette. Det gik ud på at skyttekongen inden for et år skulle fritages for skatter og indkvarteringer. Dette var man meget glad for, fordi det var med til at hæve foreningens anseelse. Disse privilegier har foreningen desværre ikke i dag.
I Aabenraa var der også en glad mand, der troede, at han vandt denne fritagelse, da han blev konge. Men det viste sig, at han boede i Slotsgade i Aabenraa. Og se denne gade tilhørte ikke byen. Det endte med, at manden blev smidt ud af foreningen. Der kendes ikke tilsvarende historie fra Tønder. Der er sikkert nogle kvikke hoveder, der kan huske, at Tønder også havde et par gader, der ikke tilhørte/omfattede byen.
Nær tilknytning til Kongehuset
Skyttekorpset har altid haft nær tilknytning til kongehuset. Fra 1741 blev det skik ved skyttefesten at en skytte skulle affyre et skud i kongens navn, et såkaldt ”kongeskud”. Den eventuelle gevinst blev sendt til hoffet.
I en årrække blev også kongens fødselsdag fejret med et festmåltid og efterfølgende bal i det i denne anledning illuminerede rådhus, som det står i en beretning fra 1793.
I anledning af, at Frederik den Sjette besøgte Tønder i 1824, modtog skyttekorpset og magistraten kongen ved Østerport. Kong Christian den Syvende besøgte flere gange Tønder med sin familie på tilbagerejsen fra badeophold på øen Föhr. De tog som regel ophold i Amtspalæet. Foran palæet holdt skytterne så æresvagt.
Skyttegården
Fra den tyske periode efter 1864 kan det særligt fremhæves, at man nu holdt sine fester i en gæstgivergård, der senere fik navnet ”Skyttegården”. Her anlagde man en 150 meter lang skyttebane og en vold. Skyttegården lå ved siden af posthuset. Den blev nedrevet, da omkørselsvejen (Kongevejen) blev anlagt.
Efter afstemningen i 1920 fortsatte foreningslivet i skyttekorpset. Efter gammel tradition tog skytterne opstilling, da Kong Christian den Tiende i 1920 besøgte Tønder. Skytterne var også til stede, da Hans Majestæt deltog i Ringriderkorpsets 125 års jubilæum i året 1937. Sammen med orkestret havde skyttekorpset taget opstilling for at modtage kongen.
Skydning ved Zeppelin – hallerne
Besættelsen satte præg på foreningslivet, da man ikke kunne disponere over skydebanerne ved Schweitzerhalle. Takket være myndighedernes imødekommenhed blev der dog afholdt kongeskydning på banen ved de gamle zeppelinhaller i krigsårene.
I 1953 kom der også liv i skytteorkestret som blev nydannet ved gamle og nye medlemmer. Det oprindelige orkester var grundlagt i 1922. Nu kunne man igen marchere gennem byen med et orkester i spidsen.
Damerne blev også aktive
I 1976 blev damerne også aktive inden for skydningen. Der blev dannet en dameskydningsforening. Der afholdes hvert år en konkurrence om dronningeæren med efterfølgende fest.
I 1973 kunne man indvie eget skyttehus, der blev udvidet med et klublokale i 1978, hvor der tidligere lå en forfalden garage. Alt dette skete ved frivillig arbejdsindsats fra medlemmernes side. Resultatet blev et meget smukt og lyst lokale.
I 1981 skete der en forandring, idet der blev etableret en afdeling for børn og unge under 18 år, som kårede deres egen konge og uddelte præmier ved deres egen lille skyttefest.
300 års jubilæum
En stor dag for korpset var det, da man den 18. juni 1993 kunne fejre 300 års jubilæum. Det skete samtidig med Tønder By, der dette år havde eksisteret i 750 år. Det var nogle fantastiske dage med jubilæum, fest, udstillinger i museet og ikke at forglemme deltagelse af hele byen.
I 2007 samlede man sig i en stor forening, idet damerne og ungskytterne kom med i en stor forening. Og man fejrede en fest, der gjaldt for alle. Det skulle godt nok gennem mange diskussioner blandt herrene, om man virkelig kunne have damerne med.
Som unge var vi altid over på Schweitzerhalle, når der var skyttefest. Onkel Jacob var medlem. Jeg kan huske, at jeg en enkelt gang fik lov at skyde. Og inde i den store hal på Scweitzerhalle var der propfuld. Det var der, vi senere gik til bal.
I kælderen under den store sal, var undertegnede med til at stifte Tønder Båndamtørklub. Vi lavede bl.a. lydbånd til de gamle.
Og foran var vi altid til afslutning, når vi havde haft ræveløb i walkieklubben. Det blev så senere lavet om. Og der holdt jeg så mange år senere foredrag om Tønders historie.
Parade på Ribe Landevej
Jo man kan også huske, når de kom marcherende på Ribe Landevej. Ofte havde de gæster sydfra. Nogle år var det Højer Brandværnsorkester med onkel Pulle.
Foreningen har i dag 35 aktive og passive medlemme og 15 ungdoms-skytter. En af foreningens mest sorte dage indtraf den 4, februar 2016, da skyttehuset brændte. Man nåede dog at redde en del af indmaden.
Endelig kunne man i oktober 2018 fejre 325 års jubilæum. Og det var med en masser gæster.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
November 9, 2018
Da Buldog brændte(NørrebroLIV8)
Her vores ottende bidrag til Ugeavisen NørrebroLIV. Det handler om de hede dage i slutningen af juni på Nørrebro. En masse mennesker blev skudt på få dage. Tyskerne og danske terrorkorps var med til at skyde folk på Nørrebro i de hektiske dage. Butikker blev sat i brand og plyndret. Og det var ikke nødvendigvis butikker, der havde noget med tyskerne at gøre. Det store varehus Buldog blev sat i brand og plyndret. Man nægtede at lade brandværnet komme til, og det kunne have endt katastrofalt, hvis ilden havde bredt sig endnu mere.
Det var varmt på Nørrebro i dobbelt forstand. Dagene mellem den 30. juni og 1. juli 1944 var nok nogle af de blodigste som Nørrebro nogensinde har oplevet. Beboerne på Nørrebro vågnede op med budskabet om, at otte medlemmer af Hvidstensgruppen var blevet henrettet dagen forinden. Budskabet fik sporvognspersonalet til at nedlægge arbejdet.
Og ved 10 – tiden her den 30. juni vrimlede der med mennesker på Nørrebrogade. Man begyndte at bygge barrikader over vejen. Arbejdsvogne og en masse andet materiale blev anvendt. Røde flag med hammer og sejl flagrede på barrikaderne. Mængden var ophidset og politiet affyrede skræmmeskud.
En enlig tysk soldat på cykel blev overfaldet af masserne. Ved Fredensgade var der rejst en figur, der forestillede Hitler. Politiet var dukket op med 15 mand. Men det var slet ikke nok. Man trak sig tilbage til Fælledvej, hvor man ventede på forstærkning.
Mellem Stengade og Griffenfeldtsgade brændte et mægtigt bål. Kommunens store redskabsvogn som stod på Blågårds Plads var blevet hentet til Nørrebrogade og væltet om på siden. Nu var der også tændt bål på Kapelvej. En masse fødevare – og tobaksforretninger var ved at blive plyndret. Situationen udviklede sig mere og mere.
En mand blev overfaldet. Der blev med stor kraft kastet en stor sten mod hans hoved. Han var dræbt på stedet. Man sagde om ham, at han var stikker.
I Rantzausgade foran en slagterbutik tilhørende slagter Trebien var der opløb. Pludselig lød der et brag. Ruderne var knust. Tre – fire mand sprang ind i butikken og kastede spegepølse, rullepølse, leverpølse og kødpølse til folk. Butikken blev ikke plyndret, den blev også ødelagt. Alt hvad der overhovedet kunne slås i stykker med hænder, ved spark eller hakke og koben blev total knust. Denne Trebien havde nazistiske tilbøjeligheder.
Da man var færdig her gik det ud over en bagerbutik på hjørnet af Rantzausgade og Skyttegade. Den blev også kåret som Nazi – Butik. Wienerbrød, kiks, ispinde, smør og fedt blev mere eller mindre fordelt mellem de tilstedeværende inden butikken skulle ødelægges. Men pludselig lød det. ”Tyskerne kommer”.
Og pludselig løs råbet. ”Til Buldog”. Det var det store varehus på hjørnet af Ravnsborggade og Nørrebrogade. Først blev det plyndret. Ruderne blev knust og inventaret smidt ud i et stort bål på Nørrebrogade. Man kaldte varehuset for en Nazi – rede.
Politiet kunne ikke rigtig stille noget op. Og de måtte helt opgive, da medlemmer af Schallburgkorpset dukkede op og skød vildt omkring sig. De dukkede op med maskinpistoler ud af vinduerne af bilerne. Tre mennesker døde under denne aktion.
Et par skovvogne med politi dukkede op. Folk forsvandt midlertidig fra Buldog. Men de vendte tilbage og nu blev der også sat ild til varehuset. Millioner af varer gik op i lys lue. Branden var omfattende og havde allerede fat i en beboelsesejendom på Ravnsborggade.
Brandvæsnet blev nægtet adgang. Polititiet forsøge at rede, hvad der kunne reddes.
Henne fra Sankt Hans Torv lød nogle maskingeværssalver. Det var fra en tysk bombemaskine som sendte nogle salver mod folkemængden. En halv snes mennesker blev under denne aktion enten dræbt eller såret.
Kort efter kom en tysk lastbil. Kuglerne hvinede hen over Fælledvej. Folk skyndte sig ind i porte og inde i gadedøre. En Schalburg – mand som havde vist sig i civil blev klædt af af mængden. Han måtte nøgen løbe spidsrod til Schalburg – borgen på Blegdamsvej. Mange butikker, der ikke nødvendigvis var Nazi – butikker var blevet sat i brand. Og omkring varehuset stod kun de røgsværtede murer tilbage.
Klokken 17 var der brand i Palsbøls Konfektionsfabrik i Stengade 38. En halv time efter der brand i Lysdahls Konfektionsfabrik.
Ved 18 – tiden kom en hestevogn uden heste foran fra Griffenfeldsgade med masser høballer, der var sat ild til. Vognen blev væltet på Nørrebrogade og de brændende høballer rullerede hen ad Nørrebrogade.
Pludselig lød et voldsomt brag. En dreng hoppede rundt med et ordentligt hul i låret, hvorfra kødtrevler hang ud. Ude midt på gaden lå en ung mand og nærmest svømmede i blod. Han var revet i stykker under en voldsom eksplosion. På modsatte gadehjørne lå en kvinde og to – tre mænd gennemvæddet af blod. Deres kroppe, arme og ben var gennemskåret af splinter.
Tyskerne havde opstillet kanoner, der tilfældigt skød ned ad Nørrebrogade. Vidner berettede om 12 – 20 døde. I butiksdøren til en chokoladefabrik lå en kvæstet kvinde. Der stod nogle CB’ ere omkring hende. På vejen lå hendes cykel sprængt i tre dele. En familie var netop kørt over Nørrebrogade fra Møllegade til Solitudevej, da katastrofen indtraf. Drengen lå inde i en opgang. Der lå mange døde og kvæstede rundt omkring i opgange og på sideveje.
Det gik uendelig tid før en enlig ambulance dukkede op. Den blev fyldt op med sårede og døende mennesker. Noget senere kom ydere et par stykker og resten blev kørt væk. Gader og fortove var overfyldt med blod.
Klokken 19.25 meldes om flere sårede ved skydning på Nørrebros Runddel med tyske maskingeværer. På hjørnet af Griffenfeldsgade og Nørrebrogade skød det tyske politi. Klokken 21 var der hærværk på Stella Nova Nørrebroagde 32. Inventaret var blevt slæbt ud på gaden og antændt.
En tysk uniform var ophængt på et stativ og stillet ud på gaden og antændt. Det betød at tysk politi skød vildt omkring.
Tyskerne kørte rundt i kvarteret og antagelig også terrorkorps og beskød tilfældige. Klokken 22.30 var der forholdsvis roligt i kvarteret.
Men balladen fortsatte de næste tre dage. Allerede kl. 6.20 næste dag blev en person skudt. Tilfældige forbipasserende blev beordret til at rydde barrikaderne. Der var opstillet kaniner på Nørrebrogade, Skt. Hans Torv, Blågårdsgade og andre steder. Patruljer kørte rundt og skød på folk med geværer, maskinpistoler og undertiden endnu større våben.
En brandmand på vej til arbejde blev skudt på sin cykel. En kanon blev affyret mod Thorupsgade 15.
Den 7. august efter blev den tidligere politimand Sustmann Ment dræbt i en linje 16 ud for det nedbrændte Buldog af modstandsfolk. Han arbejdede nu for det tyske sikkerhedspoliti. Dette afstedkom, at lederen af det tyske sikkerhedspoliti SS Standartenführer Bovensieben krævede en hævnaktion. Og det skete med nedskydningen af 11 danskere i tysk fangenskab ved Osted mellem Roskilde og Ringsted.
November 5, 2018
Unødvendige Krige?
Danmark var en helstat. Hertugdømmerne havde egen forfatning. Holsten var med i Det tyske Forbund. En modbevægelse blev startet i Slesvig. Den oldenborgske kongelinje ville uddø. Hertug af Augustenborg øjnede chancen. Danmark til Ejderen. Folkestyret blev indført. Falske rygter til ny regering. Der var også rygter i Slesvig. I Slesvig-Holsten kæmpede man mod den danske kongemagts undertrykkelse. En smart list i Rendsborg i 1848. Tre – års krigen rasede. Men det var en dyr sejr. Danmark havde to grundlæggende problemer. Tronfølgerspørgsmålet løst i samarbejde med russerne. Staten betalte den hertugelige familie til tavshed. Bismarck udnyttede situationen. Danmark ville ikke afskaffe november-forfatningen. Og det kneb med opbakningen til danskerne, pludselig stod de helt alene. Danmark gamblede men tabte. 1864 blev et trauma, der endnu ikke er overstået.
Danmark var en helstat
Mange mener, at de Slesvigske Krige var unødvendige. De fleste kalder krigene for borgerkrig. Og de allerfleste husker dem kun for ”Slaget ved Dybbøl”.
Udtrykket Danmark er ikke noget entydigt begreb. Den danske monarki var en helstat, der foruden kongeriget Danmark bestod af Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, hvis hertug var identisk med kongen af Danmark.
Forskellig lovgivning
Kongen/hertugen var altså forenede faktor mellem statens forskellige dele. Lovgivning, forvaltning og retsvæsen i kongeriget og hertugdømmerne var forskellig. Kongeåen var grænsen mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig. Ja det var også en toldgrænse.
I 1460 var den danske kong Christian den Første i kraft af Ribe – privilegiet blevet hertug af Slesvig og greve af Holsten. Ved denne lejlighed havde han mht. Slesvig og Holsten måttet love:
Det betød de to landsdeles udelelighed, enhed og sammenhørighed.
Hvad der var sket i 1460 var med andre ord en ”personalunion” mellem kongeriget Danmark, hertugdømmet Slesvig og grevskabet Holsten. Sidstnævnte blev i 1474 ophøjet til hertugdømme. Slesvig og Holsten var en såkaldt realunion.
Holsten var med i Det tyske Forbund
I det 19. århundrede var situationen den, at Holsten var medlem af Det tyske Forbund, som var en løs sammenslutning af store og små tyske stater. Slesvig var ikke medlem.
Fra tysk side blev det i 1841/42 foreslået, at den danske helstat tilsluttede sig Det tyske Forbund som ”admiralstat”. Denne ide mødte dog heftig modstand blandt danske liberale og blandt dansksindede slesvigere.
Sure miner i Slesvigs stænderforsamling
I 1844 bestemte kongen, at man kun måtte tale dansk i Slesvigs stænderforsamling, hvis man ikke kunne tale tysk og forbød dermed Hjort Lorenzen at tale på dansk. Dette bevirkede at han og andre meningsfælder nægtede at møde i stænder – salen. Kongens afgørelse førte til store protester.
En modbevægelse
I den tysksindede befolkning var der startet en modbevægelse, der arbejde for, at Slesvig Holsten skulle løsrives fra Danmark med tysk som eneste sprog, og i stedet knyttes til Tyskland med hertugen af Augustenborg som hertug. Bevægelsen kaldtes for slesvig-holstenismen. Ved en sangermøde i Rendsborg, arrangeret af bevægelsen i 1843 blev sangen ”Schleswig-Holstein meerumschlungen” præsenteret. Det blev en slags nationalsang for oprørerne.
Den oldenborgske kongelinje ville uddø
I hertugdømmerne var man efterhånden klar over, at kronprins Frederik, den senere Frederik den Syvende ikke kunne få arvinger. Det betød at den oldenborgske kongelinje ville uddø med ham. Hvad skulle der nu ske med hertugdømmerne. Efter den danske kongelov skulle arvefølgen så gå over til kvindelinjen. På den måde ville det ikke være nogle problemer med arveretten til den danske trone. Spørgsmålet var arveretten til hertugdømmerne og specielt Slesvig.
Hertug af Augustenborg øjnede chancen
Christian August, hertug til Slesvig Holsten og prins af Augustenborg så nu chancen til at løsrive hertugdømmerne fra den danske trone og lade dem indgå i det tyske forbund med ham selv som arvehertug til både Slesvig og Holsten. Ja han mente sig endog berettiget til at overtage hele monarkiet som dansk konge og hertug.
Han samarbejdede med det slesvig-holstenske ridderskab og var medlem af stænderforsamlingen i Slesvig samt overhoved for det slesvig-holstenske parti, der arbejdede på en sammenslutning af Slesvig og Holsten og en adskillelse fra kongeriget.
I starten var det hertugens lillebror prins Frederik af Nør, der arbejdede på at piske en oprørsstemning op mod Danmark, men han tilsluttede sig snart selv oprøret, der var rettet mod deres egen svoger, den danske kong Christian den Ottende, der i sit anden ægteskab, havde giftet sig med brødrenes søster, Caroline Amalie.
Begge de to brødre, der stod i spidsen for oprøret, var opdraget som danske prinser og de havde talt dansk i deres hjem. De var sønner af Frederik den Sjettes søster, Louise Augusta og hertug Frederik Christian af Augustenborg.
Danmark til Ejderen
De national – liberale ønskede et Danmark til Ejderen. Slesvig – Holstenerne ønskede et Slesvig – Holsten til Kongeåen. Der fulgte endeløse diskussioner og henvisninger til begivenheder i historien, der skulle forklare, hvem der havde rettighederne på deres side.
Slesvig – Holstenerne var indstillet på, at området skulle inddeles i en tysk og en dansk del. Men fra dansk side ønskede man, at nu skulle hele Slesvig – Holsten også den tyske del indlemmes i kongeriget.
Folkestyret blev indført
1848 bliver ellers anset for, at være en af Danmarks største frihedsår. Her indførtes folkestyret og året efter var det grundloven, der blev underskrevet. Men der var absolut ikke tale om idel lykke og harmoni inden for helstaten op til 1848
Liberale og revolutionære regeringer i de tyske stater blev slået ned bl.a. med den preussiske hærs hjælp.
Falske rygter første til ny regering
Kravet om, at også Slesvig skulle tilsluttes det planlagte samlede Tyskland var stærkt medvirkende til, at det i København kom til demonstrationen den 21. marts 1848. Kravet var et nyt ministerium og sikring af Slesvigs tilhørsforhold til Danmark.
Blandt historikere er der uenigheder om, at det var den nationalliberale Orla Lehmann, der havde udspredt rygter om, at der var et oprør i gang i Slesvig – Holsten. Dette rygte var notorisk ikke sandt. Men det var afgørende for folketoget til kongen den 21. marts og for dannelsen af den nye regering.
Rygtet blev nemlig udbredt med det sigte at fremkalde et regeringsskifte. Der var vitterligt ikke et oprør i gang i Slesvig – Holsten på daværende tidspunkt. Men det blev det, da denne begivenhed med rygter nåede til hertugdømmerne.
Også rygter i Slesvig
Blandt slesvig-holstenerne blev efterretningerne om systemskiftet derfor opfattet som kup. Og for at legimitere dette spredtes rygtet om, at hertugen (Frederik den Syvende) var taget til fange af oprørerne i København, hvorfor man dannede en regering i ”den ufri hertugs” navn.
I slutningen af marts fandt de første militære sammenstød mellem danske og slesvig-holstenske styrker sted.
Mod den danske kongemagts undertrykkelse
Treårs – krigen, der blev udkæmpet fra 1848 til 1850 var hertugdømmernes væbnede oprør mod den danske kongemagts undertrykkelse. Mange slesvigske familier og mennesker, der tidligere havde været gode venner og naboer valgte forskellig side og blev nu fjender. Mange slesvigere blev grundet gruppepres tvunget på tysk side.
En smart list i Rendsborg
Prinsen af Nør trak i militæruniform og ilede til Kiel for at være med til starten på oprøret. Det lykkedes for prinsen af Nør den 24. marts 1848 ved en list, at overrumple garnisonen i Rendsborg ved en list. Han optrådte i en dansk generaluniform. Han blev derpå udnævnt til krigsminister i den oprørsregering slesvig – holstenerne havde dannet. Vi har tidligere skrevet om denne episode.
Treårs-krigen
Der fulgte nu en række kampe, hvoraf mange var særdeles blodige. Bl.a. kan vi nævne:
Den 12. januar 1851 proklameredes standsningen af fjendtlighederne.
En dyr sejr
Oprørerne fik hjælp fra Preussen og det tyske forbund. Efter sejren førte det til helstaten med Kongeriget og Hertugdømmerne under den danske kong Frederik den Syvende blev genoprettet.
Stormagterne var fast besluttet på, at den danske helstat skulle opretholdes, fordi man ikke ønskede preussisk kontrol med den vigtige flådehavn i Kiel, fordi noget sådant ville forrykke den internationale magtbalance.
Det tyske Forbund så med skepsis på den hårdhændede ”daniserings – politik” i Slesvig.
Men sejren var dyrekøbt. Og i 1864 blussede den atter op. Men inden da skete der også ting og sager.
Danmark havde to grundlæggende problemer
Godt nok stod Danmark som sejrherre, men der var to grundlæggende problemer. For det første var Hertugdømmet Holsten under kontrol af tyske forbundstropper, som havde overtaget kontrollen fra de slesvig-holstenske oprører.
Det andet problem var som allerede nævnt, at den danske kongeslægt var i fare for et uddø. Og det gjaldt forskellige arveregler i Kongeriget Danmark og i Slesvig-Holsten.
Danmark indledte forhandlinger med de to tyske stormagter Preussen og Østrig som både skulle indvillige i, at tropperne skulle forlade Holsten, og i at anerkende en ny tronarving til hele det danske rige. Alt dette foregik i noteform. Og det var her, at den danske regering skrev, at Slesvig ikke ville indgå i det danske kongerige.
Aftalen var vigtig, for ellers kunne London-aftalen ikke underskrives.
Trods sin 1852 indgåede forpligtelser afstod hertugen af Augustenborg nu sine ”rettigheder” til sin søn, prins Frederik som straks lod sig udråbe til slesvig-holstensk hertug under navnet Frederik den Ottende. Dette vandt også tilslutning hos oprørspartiet i hertugdømmerne.
Trofølgespørgsmålet løst i samarbejde med Rusland
Tronfølgerspørgsmålet skulle også løses. Det gjaldt navnlig her at få en overenskomst med Rusland, hvis herskerhus havde arvekrav på dele af Holsten. Efter Ruslands anvisning bestemte man sig først for arvestorhertug Peter af Oldenburg. Men det viste sig at denne var alt for meget slesvig-holstener af sind og tanke.
Man enedes derfor med russerne om prins Christian af Lyksborg, som var gift med Christian den Ottendes søsterdatter prinsesse Louise af Hessen. På denne måde tog man også hensyn til den tilsidesatte oldenborgske kvindelinje. For danskerne var det vigtigt at vide, at prins Christian under oprørskrigen havde støttet den danske sag og tjent den danske hær.
De nødvendige arveafkald blev tilvejebragt. En overenskomst var opnået angående ordningen af monarkiets forfatningsforhold gennem kundgørelsen af 28. januar. Men også de tyske stormagter var villige til at anerkende det danske monarkis integritet.
Staten betalte den hertugelige familie til tavshed
Forinden havde også hertugen af Augustenborg, mod at den danske regering for en i forhold til værdien meget betydelig sum afkøbte ham hans slesvigske godser, ved sit hertugelige ord og ære på egne af familiens vegne lovet intet at foretage, der kunne true roligheden i det danske monarki eller den ny tronfølgeordning. Med andre ord, den danske stat købte sig til tavshed hos den hertugelige familie fra Augustenborg. Denne familie havde som bekendt stået på den anden side sammen med oprørerne.
Bismarck udnyttede situationen
I efteråret 1862 var Bismarck blevet preussisk ministerpræsident. Han ville benytte situationen til fremkalde en krig mod Danmark. Det kunne give den preussiske regering styrke i dens kamp mod deputeretkamret, vise den ny hærorganisations fortrin og bane vejen for Preussens erhvervelse af hertugdømmerne. Man havde en tvetydig stilling til London – traktaten, som Preussen selv var underskriver af. Man ville gøre dens gyldighed afhængig af, at Danmark opfyldte sine forpligtigelser af aftalerne fra 1851 – 52.
Danmark ville ikke afskaffe November-forfatningen
Efter treårs – krigen fortsatte de nationale stridigheder i Slesvig. I 1863 fik de national – liberale genoplivet Ejder – politikken. Atter forsøgte man at indlemme hele Slesvig i kongeriget. Resultatet blev en ny krig nu med Preussen og Østrig.
Det var november-forfatningen i 1863, som både russerne, franskmændene og englænderne forsøgte at få den danske regering til at trække tilbage, som knyttede Slesvig til Danmark.
Danmark havde ikke opbakning
På en smart måde tillod Bismarck ikke Danmark en lang frist til at tilbageføre november-forfatningen. Rusland som tidligere havde været Danmark venlig stemt, var blevet knyttet nærmere til Preussen på grund af deres optræden i forbindelse med opstanden i Polen til gunst for Rusland.
Russerne så også skævt på de såkaldte sprogreskripter fra 1854, hvorved Slesvig, hvad kirke-, skole-, rets- og administrationssprog angik, deltes i 3 bælter, et rent dansk, et rent tysk og et blandet -. Derved mente russer, at Danmark havde forurettet den tyske nationalitet.
Sverige og Norge havde sagt fra på grund af november-forfatningen.
Første februar 1864 overskred preusserne Ejderen. Danmark stod selv uden hjælp fra nogen.
Danmark gamblede – men tabte
Under fredsforhandlingerne forsøgte Danmark at spille, men tabte.
Denne gang foreslog Preussen og Østrig en deling efter afstemning. Den danske regering gamblede og afviste forslaget. Krigen fortsatte og et par uger efter havde Danmark definitivt tabt krigen.
Konferencen i London fra den 20. april til 25. juni endte uden resultat. Tanken om en personalunion blev afvist af Danmark. Man erklærede sig villig til at forhandle om en deling af Slesvig ved Danevirke – linjen.
Preussen og Østrig stillede et modforslag om en deling efter Aabenraa – Tønder linjen. Men man var dog villige til at foreslå deres regeringer om en deling i en linje nord om Flensborg og Højer til Tønder. Begge disse delinger blev afvist af Danmark.
Danmark stod selv
Englænderne foreslog en mægling, der gik på at drage en grænselinje ikke sydligere end Dannevirke og ikke nordligere end Aabenraa – linjen. Dette forslag blev stærkt støttet af Rusland og Frankrig. Men tyskerne ville ikke støtte nogen voldgiftskendelse, men kun en mægling af en neutral magt. Dette blev afvist af danskerne.
Danmark havde håbet på hjælp fra Rusland og England, men disse forhåbninger bristede, da krigen den 26. juni blev genoptaget. Als blev tabt og hele Jylland blev besat. Den 1. august indledtes fredskonferencen i Wien. Den sluttede den 30. oktober 1864. Resultatet blev, at Danmark mistede alle tre hertugdømmer.
1864 – et trauma, der endnu ikke er overstået
Ved Prag – freden i 1866, som afsluttede den Preussisk – Østrigske krig, fik Napoleon den Tredje indført § 5 ordningen, hvor Slesvigs nordligste distrikter fik mulighed for ved afstemning at kunne blive forenet med Danmark. Men denne paragraf blev ophævet i 1878 i en overenskomst mellem Preussen og Østrig.
Og herhjemme blev grundloven af 1849 revideret i konservativ retning. Den almindelige valgret til Landstinget blev indskrænket til fordel for privilegeret valgret til de højest-beskattede.
Nederlaget 1864 medførte et nationalt trauma, der endnu ikke er overvundet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
November 3, 2018
Saltvandssøen ved Højer
Vi er syd for Højer. Her lavede vi tømmerfloder og badede. Men det er 60 år siden. Nu blev der her etableret en fuglelokalitet af de helt store. Det var et alternativt flertal, der bestemte dette. Det hele blev etableret, efter at vandet sprøjtede over digekronen. Skulle man bygge nye diger eller forstærke de etablerede? Saltsøen har en max. dybde på 40 cm. Vand tages 800 meter ude i Vesterhavet. Fuglelivet trives bedre end forventet. Og der er 130.000 fugle. Søen fungerede dog først optimalt fra 1987. Man kan komme ganske tæt på.
Tømmerfloder og badning
Det er i det område, hvor vi byggede tømmerflåder og huler. Vi badede i Priler, som er kanaler ude i forlandet. Vi havde nogle skønne sommerferier herude på forlandet. Men vi havde også fået restriktioner på, hvornår vi skulle være hjemme. Vores legeplads kunne være en farlig legeplads, hvis ikke vi respekterede naturens luner og tog hensyn til ebbe og flod, vejr og vind.
Min Opa var vel det, der hed stedfortrædende slusemester. Han kunne aflæse skyerne omkring vejrforhold. Og min Oma havde lært noget af det. Så vi vidste, hvornår vi skulle stå på diget.
Det var forlandet ud for Ny Frederikskog, og det er vel i dag over 50 år siden.
Det blev en fuglelokalitet
Nu er området herude fuldstændig forandret. Der er kommet et fremskudt dige og en ny slude. Her er kommet en saltvandssø, og selve det indvundne land hedder nu Magrethekogen. Denne saltvandssø tiltrækker i den grad naturelskere.
Det fremskudte dige var til livlig diskussion dengang i slutningen af 1970erne. Der kom beskyldninger om skjulte landindvindinger for statens penge. Men uofficielt glædede landmændene sig til 1.150 hektar billig landindvindings – jord i den nye Margrethe Kog. Men sådan blev det ikke. Det blev i stedet en femstjernet fuglelokalitet.
Et alternativt flertal
Et alternativt flertal uden om den siddende borgerlige regering vedtog i Folketinget, at når trafikministeren insisterede på et fremskudt dige ude i Vadehavet – i modsætning til tyskerne, der trak deres diger ind til land – så skulle der kompenseres for tabet af det rige forland.
Flertallet bestemte derfor, at der skulle etableres en saltvandssø bag det nye dige. Man bestemte, at de sydlige dele af Magrethe Kog ikke måtte opdyrkes. De skulle drives som fugtige marskenge, der afgræsses af får.
Loven blev underskrevet i 1983. Der blev afsat en beløbsramme på 10 mio. kr., hvoraf halvdelen kom fra EF.
Det sprøjtede over digekronen
Allerede i februar 1962 havde en voldsom stormflod sat spørgsmålstegn ved digesikkerheden langs Vadehavet. Da endnu en ødelæggende stormflod ramte digerne i januar 1976, var bægeret fuldt.
Den 3. januar 1976 om morgenen tvang en nordveststorm vandstanden op i 4,92 meter over DNN. Det var den højeste vandstand i hele århundredet. Mens bølgerne sprøjtede ind over digekronen, lod befolkningen sig evakuere fra flere områder.
Et par dage efter det store drama måtte statsminister og trafikminister en tur til Højer for at lade sig skælde ud af Højers borgmester. Året efter blev det besluttet af den socialdemokratiske borgmester, at der skulle gøres noget for at sikre digerne.
Nye diger – eller forstærkning af de eksisterende?
Og så var det ellers, at debatten brød løs.
Skulle de eksisterende diger forstærkes og gøre højere? Eller skulle der bygges et helt nyt dige? Og hvis nu der skulle bygges et nyt dige, skulle det så ligge ude i Vadehavet?
Det nye dige krydsede landegrænse, men tyskerne valgte at trække linjeføringen tilbage grundet kraftige protester fra naturorganisationerne. Men sådan var det ikke i Danmark. Landbruget havde stillet krav.
Men nu havde de grønne partier indledt et effektivt samarbejde, og det lykkedes, at overbevise et flertal af politikere, om at overbevise politikerne om at overbevise dem om, at der skulle kompenseres for tab af natur. Man gik uden om den siddende regering og dermed blev anlæggelse af en saltvandssø en realitet.
Maksimal dybde på 40 cm
Ved den nye sluse er der etableret et dagligreservoir, der fungerer som opsamlingsbassin for de varierende vandmængder, der ophobes i Vidåen.
Byggeriet af saltvandssøen er udført af Wright, Thomsen og Kier. Man gik i gang i juni 1983. Den fire kilometer lange sø kunne indvies allerede i september 1984. Saltvandssøen dækker omkring 250 ha. Den er meget lavvandet med en maksimal dybde på 40 cm. Og dette er nok hemmeligheden bag successen. Den lave vandstand giver de bedste muligheder for vadefugle og ænder til at finde føde.
Vand taget 800 meter ude i Vesterhavet
Bredzonen er meget uregelmæssig med masser af indskrænkninger, bugter og småvige, som også betragtes som en fordel for fuglelivet.
Vandet i søen er som noget antyder, saltvand. Det hentes 800 meter ude i Vesterhavet. Gennem en nedgravet rørledning, der gennemborer diget pumpes vandet ved højvande ind i søens sydlige del. Her budfælder slam, tang og materiale i et bassin, inden havvandet strømmer ind i saltvandssøen.
I den nordlige del løber vandet over en lav tærskel gennem en kanal til det reservoir, der er forbundet med Vidåen.
Vandet i søen udskiftes seks – ti gange om året. Indpumpningen styres af et elektronisk anlæg.
Fuglelivet trives bedre end forventet
Fuglelivet synes at trives bedre end forventet. Antallet af gæs er fem gange større end forventet. Svømmeændernes antal er lidt lavere end forventet, mens vadefuglenes andel er hele seks gange højere.
Man har fundet hele 22 arter. Af disse topper rylen med 39.000 – 56.000 individer. Den islandske ryle tæller fra 9.500 – 27.000. Klyden er repræsenteret med fra 2.000 – 5.000 stykker.
Man siger at 25 vandfuglearter er steget i antal, mens 9 arter er faldet.
130.000 fugle
Margrethe Kog kan i træktiden huse mere end 100.000 rastende fugle. Og både havørn og vandrefalk har fundet vej til det rige spisekammer. De ynglende fugle har også fundet fristed på de mange holme i Saltvandssøen. Også de meget sjældne stylteløbere har fundet hertil.
30.000 individer befinder sig på forlandet vest for det fremskudte dige
Syd for åen ligger mod øst ca. 670 ha græsklædte arealer som afgrænses af får og heste. Nord for åen er almindelig landbrugsjord i omdrift.
Fungerede optimalt fra 1987
De første år efter saltvandssøens etablering i 1981 fungerede den ikke optimalt på grund af digebrud. I perioder manglede der indpumpning af saltvand. Men fra 1987 betragtes driften og de fysiske forhold i søen som stabile.
Vi har tidligere på vores hjemmeside citeret vadehavsmaleren Nolde, da denne berettede om et meget varieret dyreliv i Tøndermarsken inden hele området blev afvandet. Før i tiden var det næsten tale om et amfibielandskab.
Man kan komme tæt på
Man har en sjælden mulighed for at komme tæt fordi der er fast land næsten hele vejen rundt. Man kan se ind i en sjælden spændende verden. Adgangen til den sydlige del af Magrethe – kog er begrænset, for at give naturen et sted hvor den kan udvikle sig uforstyrret, og hvor vi mennesker dog kan følge med på afstand.
Man kan iagttage Saltvandssøen, hvis du kører grænsen ved Siltoft. Husk dit pas. Det er fra grænsevejen mellem Siltoft til det fremskudt dige. Og så kan du også observere søen fra Diget mellem Ny Frederiks Kog og Magrethe Kog.
I Magrethe Kogs sydlige del, hvor saltvandssøen ligger, har offentligheden nu lovligt kun adgang af to østlige stikveje, der går ind i Magrethe Kog fra øst af det gamle havdige mellem Højer og Siltoft syd for Højer. Adgangen må kun ske til fods uden for perioderne 1. marts – 31. maj og 1. – 31. oktober.
Den offentlige adgang fra Vidåslusen og ned til Saltvandssøen i Magrethe Kog var i strid med gældende bestemmelser, så Fredningsnævnet har besluttet, at den vej må man ikke benytte. Man vil arbejde på, at denne vej igen blev åbnet. Men på stående fod ved undertegnede ikke om stien er genåbnet. Og måske skal de andre råd tages med forbehold. Det er længe siden ”Den Gamle redaktør” har været på stedet, og måske er der indtruffet nye fredninger
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk er der bl.a. 69 artikler fra det gamle Højer og 235 artikler fra det gamle Tønder. Der er 162 artikler fra Sønderjylland. Her er masser af artikler fra Tøndermarsken og Vadehavet.
November 2, 2018
Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
Vidste du, at der er både Sort, Hvid, Grå og Sølv Sol. Ja og navnet ”Sort Sol” stammer fra Møgeltønder. Det hed det nemlig ikke for 60 år siden, da undetegnede så fænomenet første gang. Det er rovfuglene, der får stærene til at danse. Rovfuglene angriber oppe fra. Ja du kan også sige God Morgen til Sort Sol. Stærene flyver også med promille. De overnatter tre til syv dage hvert sted. Og så er en stær nærsynet. En gås kan blive 30 – 40 år gammel, dog næppe julegåsen.
For 60 år siden hed det ikke Sort Sol
Vi så det første gang ude i Ny Frederikskog. Dengang var det også en oplevelse. Ja det er vel 60 år siden, at vi første gang var dybt betaget af fænomenet.
I dag flokkes naturelskere for at se og fotografere fænomenet, når mellem en halv og hel million stære danser på himlen hver forår og efterår. Fugleballetten er betagende at kigge på.
Man ser det også i Gotteskoog, når stærene vil slå sig til ro i tagrørene. Men gang på gang forstyrres de af sultne rovfugle. Og så er det med at tage himmelflugten i forskellige formationer og mønstre, som skal forvirre rovfuglen. Ja det er det som man kalder Sort Sol. Det hed det hvis nok ikke for 60 år siden.
Det er rovfuglene, der får dem til at danse
Snart er det en vandrefalk, snart en spurvehøg og snart er det en rørhøg, men den er for langsom. Det skal nemlig hurtighed til for at få en stær til aftensmad.
Der skam også noget der hedder Hvid og Grå Sol.
Stære reagerer 16 gange hurtigere end os. Når stærene går ned i tagrørene, er det med 65 kilometer i timen. De er bange for at blive angrebet, når de dykker. Vandrefalken angriber dem i luften. Mens spurvehøgen sidder nede i rørene og venter på dem. Jo det er rovfuglene, der får dem til at danne Sort Sol til glæde for os.
Rovfuglene angriber oven fra
Gang på gang kredser stærene hen over tagrørene og lægger an til landing, men fortryder så og danner endnu et grafisk mønster på aftenhimlen. Mens dette sker sidder folk med picnickurv med sandwich og et køligt glas hvidvin og betragter skuepladsen. Måske nøjes man med enkelt øl eller to købt i grænsebutikkerne i Aventoft. For også her i Aventofts tagrør kan man observere fænomenet.
Mindre flokke af stære på 500 til 1.000 slutter sig hele tiden til hovedflokken, som slutter med at være adskillige tusinde. Vi kan godt nå op på en million.
Når de sidder på tagrørene, kan gederne ikke tage dem. Rovdyr kan heller ikke nå ud til dem ude i vandet. Nu skal de bare undgå rovfuglene. Nu bliver en patrulje sendt ud for at rekognoscere. De gamle og erfarende fugle ligger lige bag formationens spidser, og det er dem, der bestemmer, hvornår det er sikkert at lande.
Rovfuglene forsøger at angribe stærene fra oven. Stærene forsøger med undvigelsesmanøvrerne at holde rovfuglene under sig. Ja de laver endda kontrangreb på rovfuglene med opkast og fugleklatter, som gør rovfuglenes fjer klistret, så de ikke kan flyve.
Du kan også sige God Morgen til Sort Sol
Du kan også sige God Morgen til Sort Sol. Cirka en time før solopgang begynder stærene at synge og ca. ½ time før solopgang letter de fra tagrørene på en gang. Nu skal de ud at finde føde. Stærene finder stankelbens – og gåsebillelarver i de fugtige græsmærker, men spiser også bær og frø.
De flyver med promille
I sensommeren og i efteråret drager især de unge stære nytte af de store mængder bær, der findes i haver og hegn på den tid af året. Bærrene er dog forbundet med en vis risiko. Mange af dem har nemlig ligget på jorden i længere tid og er derfor begyndt at gære og danne alkohol. En bærspisende stær kommer nemt til at indtage alkohol i mængder, som burde kunne slå et dyr af denne størrelse ud. Men en stær har en alkoholforbrænding, der er cirka 20 gange så høj som menneskets og stærene kan sagtens manøvrere i flokken selv med en stor promille.
Stærenes forårstræk ligger fra februar til midt i april. Og efterårstrækket begynder i august og varer til helt til december. Den største Sort Sol kan du som regel opleve i slutningen af marts og begyndelsen af april, i september og hele oktober.
Tre til syv dage hvert sted
Når turister valfarter til, så forventer de at se flokke på minimum 100.000. Men nogle gange bliver man snydt.
Normalt overnatter stærene tre til syv dage på samme sted, inden de flytter til et nyt natteleje, som er typisk 700 meter til tre kilometer væk. Stærene er i marsken i forår og efterår for at spække sig. Om foråret æder de som rasende og på tre uger stiger deres vægt fra 80 til 110 gram. Om efteråret skal de have fedt på kroppen for at holde varmen.
Navnet stammer fra Møgeltønder
Vi har jo en gruppe, der hedder Sort Sol. Gad godt nok vide, om de har taget navnet efter dette fænomen. For jeg mener, at det er naturvejleder Iver Gram, der har opfundet navnet. Han boede dengang i Møgeltønder og det var i forbindelse med en artikel i Jyske Vestkysten, at navnet opstod.
Fænomenet gør indtryk på de fleste. Dengang, da Prins Joachim endnu boede på Schackenborg Slot tog han ofte sine gæster med ud og se på Sort Sol. Ja man kan sige, at fænomenet tiltrækker måske folk, der ikke normalt kommer i naturen.
Og for Tønder og Omegns handlende er det jo også indbringende. Måske skal vi lige udvide området til hele marsken også længere nord på, så betyder fænomenet 135 til 150 millioner kroner mere til Udkants – Danmark.
En stær er nærsynet
Årsagerne til at stærene flyver i flok er måske for at forvirre rovfuglene. Men en teori er også, at stærene er nærsynede. De har fremadrettede øjne, hvilket betyder, at de kan have vanskeligt ved at opdage fjender. Deres øjenplacering er ideel, når det drejer sig om at fokusere på en genstand, et fødeemne, foran sig, men mindre fordelagtig, når fjenden skal opdages.
Et angreb lykkes som regel
Normalt lykkes det dog rovfugle at få fat i mange stære i de minutter, hvor fuglene samles til overnatning. Når en rovfugl flyver ind i flokken, reagerer stærene promte med et bombardement af gylp og ekskrementer. Når stærene har sat sig til ro, kan det ske, at hornugler går til angreb på de sovende stære. I det tilfælde opskræmmes alle fugle og overnatningsstedet opgives.
Sort Sol er ligesom Sønderjysk Kaffebord for længst blevet et begreb. Gæssene og svanerne danser også. Ja og førstnævntes dans er kaldt Grå Sol. Og det er også en stor oplevelse. Gæssene spreder sig mere.
Grå Sol
Her i marsken oplever vi Europas største gåseflokke på mellem 40.000 og 65.000 gæs. Der hvor størstedelen af Tønder Musik festival i dag afholdes kunne man i fordums tider opleve at gæssene nærmest drattede ned af himlen så mange var der. Man kunne næsten gribe dem i luften. Dengang var der et utal af butikker i Tønder, der solgte gæs. Men se den historie har vi jo for længst skrevet om.
Ude i Ny Frederikskog kan du godt opleve, når et tusindtal af gæs letter og udfører et flyve– og lydshow.
Det er ikke langt fra Margrethe Kog, som er den yngste inddigning i Vadehavet. Den 11 kvadratkilometer store inddigning ligger mellem Emmerlev Klev og den dansk – tyske grænse. Den rummer en stor saltvandssø, som nok fortjener sin egen artikel. Her kan du opleve Grå Sol. Her opholder der sig tusindvis af bramgæs. De kan sagtens lade sig skræmme af en falk eller en havørn, og så stiger de ellers skræppende op i et gråt tæppe.
En gås kan blive 30 – 40 år gammel
Gæssene er her for at æde. De må virkelig æde meget for de udnytter kun 7 pct. af det græs, de tager indenbords. Og der skal virkelig nippes noget græs, for gæssene æder tre gange deres kropsvægt i døgnet. Vidste du, at gæssene bliver 30 – 40 år gamle og er monogame?
Bestanden er stærkt stigende, for bramgæssene må ikke jages og landbrugsstrukturen passer dem godt.
Gåseflokkene bruger kogen som overnatningsområde, når de er kommet ind fra ædearealerne. Det samme gælder svanerne.
Hvid Sol
Svanerne opfører en Hvid Sol, når de har været ude at æde. De står på jorden og danser og kurtiserer. Det er et imponerende skue.
Sølv Sol
Oppe ved Mandø ved østersbankerne kan man faktisk opleve Sølv Sol. Her det tale om ryler. Ja det kaldes også for ”Marskens Nordlys”. Synet kan man opleve når vandrefalken er på spil. Dette er også en enestående naturoplevelse. Gad vide, om alle de kinesere, der efterhånden samler østers har oplevet dette?
Et sandt skattekammer
Vadehavet og Tøndermarsken er både på den ene og anden side af grænsen et sandt skattekammer af både sultne fugle og naturgalde mennesker. Ja og sidstnævnte kategori kan jo så bagefter indtage et Sønderjysk Kaffebord bagefter med efterfølgende symptomer.
På www.dengang.dk er der masser af artikler om Vadehavet og Tønder-marsken. Bagerst i artiklen ”Langs vadehavet” finder du en liste med hele 89 artikler.
November 1, 2018
Sønderjylland under pres – syd fra.
Ensretningen ramte også hårdt ned i det tyske mindretal. Pastor Schmidt kunne ikke beholde magten. ”Vi vil have Nordslesvig tilbage”, lød budskabet. Fra dansk side, lød det ”Grænsen ligger fast”. Men de tysksindede mente, at der i 1920 var sket ”En hårdrejsende forbrydelser mod det tyske folk”. Nazismen startede i tønder! Frits Clausen sammenlignede Hitler med Morten Luther. Mindretallet blev næsten totalt nazificeret. Landbruget i Sønderjylland havde store problemer og landmændene radikaliseret. Vi fik Bovrup Stormen med bøder. Frits Clausen meget populær på hjemegnen. Nazismen tiltrak ungdommen Rønshoved Højskolen sammenlignede Hitler med Grundtvig. Aksel Larsen hev et Nazi – flag i stykker. Sønderjyderne forlangte ekstra bevogtning af grænsen. Men det ville man ikke fra Københavns side. Det ulmede i Sønderjylland i 1920erne. Presset syd fra var stort.
Ensretningen ramte hårdt i det tyske mindretal
Det var en forvirrende periode i Sønderjylland. Støvletramp var allerede kommet til landet. Og i Sønderjylland var nogle sønderjyder begyndt at heile. Vi er i 1930erne. Forfatteren Jacob Paludan kaldte det i romanen ”Jørgen Stein” for ”Torden i syd”.
Man kunne i den grad mærke i Sønderjylland, at Hitler var kommet til magten.
Orkanens øje var det tyske mindretal. De enkelte medlemmer blev i den grad presset. Ensretningen i Det Tredje Rige ramte hårdt i Det Tyske Mindretal. Vi oplevede Påskeblæsten. Det var vel den første egentlige konfrontation med det nazistiske Tyskland. Og pludselig kan man i tanke om, at tyskerne aldrig havde accepteret grænsedragningen i 1920.
Pastor Schmidt kunne ikke bevare magten
Pastor Schmidt regnede med, at han kunne bevare magten inden for det tyske mindretal. Ideologisk set var det sikkert ikke så svært for ham at acceptere den nazistiske ideologi. Men den kommende tid med den turbulente nazificering af mindretallet skulle vise ham, at han, og dermed også den gamle mindretalsledelse, ville trække det korte strå i dette politiske opgør.
Vi vil have Nordslesvig tilbage
For Danmark betød nazismens barske og fuldstændige overtagelse af mindretallets ledelse en stor politisk udfordring for nazisterne havde bestemt ikke skrinlagt grænserevisionskravet.
Landrat Dr. Wilhelm Sievers, der senere blev borgmester i Flensborg og Pastor Johann Leopold Peperkorn rettede voldsomme angreb mod alt, hvad der var dansk.
Sievers krævede under en tale i Rendsborg:
De to krævede også Slesvig – Holsten ”Up ewig ungetailt”.
Men noget tyder dog på, de to herrer nok optrådte for egenrådige. Ifølge Berlingske Tidende ønskede Tyskland et godt naboforhold til Danmark. Også Hitler var blevet irriteret over de to herrers agitation.
Flensburger Nachrichten gik til angreb mod det danske mindretal endda inden det blev et nazistisk organ. Ja egentlig blev der kæmpet helt frem til 1955, da København – Bonn erklæringen blev vedtaget.
Grænsen ligger fast
Ja egentlig var det tale om en mindre udenrigsk politisk krise, der resulterede i Staunings udtalelse:
Berlin gav dog også en ordre til at dæmpe tonen.
Hverken Thorvald Stauning eller udenrigsminister Munch ønskede ingen optrapning eller dramtik om grænsespørgsmålet. Denne holdning var i overensstemmelse med den udenrigspolitiske linje, som Danmark havde lagt fra midten af 1920erne. Man kan også kalde det for afmålt tilpasningspolitik over for Tyskland.
Udenrigsminister Munch bad den københavnske presse om ikke at omtale den slesvigske ”Grænsekonflikt”.
En hårdrejsende forbrydelse mod det tyske folk
Men Hejmdal kunne dog berette om flere grænse – synspunkter fra Peperkorn. Men provokationerne fortsatte. Således lovede Sievers, at understøtte de tyske nordslesvigere i nazismens ånd. Desuden blev det fastslået at grænsedragningen i 1920 var:
I en kort periode omkring 1937 forsøgte Stauning forgæves om hjælp fra England og Skandinavien. Den dansk – tyske angrebspagt den 24, juni 1939 var vel i den henseende uundgåelig. Men denne pagt tog ikke stilling til grænsen.
Det startede i Tønder
Vi har i tidligere artikler beskrevet mødet i Tønder den 23. marts 1933, hvor vi mødte den første nazistiske manifestation inden for det tyske mindretal. Det var lærer Lutz fra Süderlügum på besøg.
Den 15. april blev Nationalzozialistische Arbeitsgemeinschaft Nordschlewig NSAN stiften i Aabenraa med Jens Lorenzen som formand. I 1938 havde NSDAP – N med dyrlæge Jens Møller udkonkurreret den anden forening.
Det var nok Gauleiter Heinrich Lohse i Flensborg, der gjorde sit ti at nazificere det tyske mindretal nord for grænsen. Han advarede mindretallet mod at indmelde sig i DNSAP. Pastor Peperkorn forlangte at alle tysksindede nordslesvigere inden den 15. april 1933 skulle være udmeldt af DNSAP. Pastoren forlangte, at Frits Clausen tog en klar stilling til grænsen.
Frits Clausen sammenlignede Hitler med Martin Luther
Frits Clausen sammenlignede Hitler med Martin Luther. Hans ide kunne ikke blot redde Tyskland, men ”alle folkeslag af nordisk-germansk kultur”. Egentlig tog Clausen ikke rigtig stilling til det slesvigske spørgsmål. Han gik i stedet tilbage til de ”urgamle forestillinger” om den nordiske historie.
Mellem linjerne kunne man dog skimte den holdning hos Frits Clausen, at hele Slesvig i sin oprindelse var kernedansk. Men der skulle holdes en dør på klem for de tysksindede landsmænd – de skulle nemlig på længere sigt genvindes for danskheden.
Mindretallet blev nazificeret
På Saksborg kro ikke langt fra Tønder blev der begejstret gjort rede for NSDAP’ s grundlag og mål. På en enkelt aften var der 65 nye medlemmer. På et møde i Tinglev blev man enige om, at mindretallets vælgerforening skulle nazificeres. Man afsluttede mødet med Hitler – Lied og Hitler – hilsen.
Flere tyske foreninger, herunder borger – og musikforeninger – blev opslugt af det nyoprettede ”Bund für deutsche Kultur, der gennem koncerter, teater, foredrag og film skulle sammensvejse mindretallet til et ”nationalsocialistisk kulturfællesskab” Tilsvarende gik det med Pfadfinder og Wandervogel, som smeltede sammen med det i sommeren 1933 nyoprettede Deutsche Jugendschaft Nordschleswig. Det blev en hjemmetysk pendant til det rigstyske Hitler – Jugend.
Landbruget havde store problemer
Man skal også huske, at Sønderjylland i 1930erne var ret gældsplaget. Landsdelen var præget af mange konkurser. Mellem 1926 og 1937 var der i alt 2.440 sønderjyske landbrug, der gik på tvangsaktion. Måske var derfor, at LS – bevægelsen havde så godt et tag i sønderjyderne.
Man vedtog ”Det Nordslesvigske Manifest”, der konkluderede, at den danske regering ikke ydede tilstrækkelig økonomisk hjælp efter Genforeningen. Dette satte i den grad sindene i kog. Det kogte så meget, at regeringen vedtog en ”rentelempelseslov”, der ”gav mange sønderjyske erhvervsdrivende et tiltrængt økonomisk pusterum”.
Bovrup – storm
Det var jo også her fra Sønderjylland, at man kunne levere en formand til DNSAP – det danske nazistparti. Ja partiet blev startet den 16. november 1930 i selveste Grundtvigs Hus i København med 5 deltagere.
Til stor fortrydelse vedtog man et uniformsforbud. Men det forhindrede dog ikke i afholdelse af den såkaldte ”Bovrup Storm” i uniform. Men hammeren faldt prompte. 17 mand blev anklaget. De fik alle bøder mellem 10 kr. og 20 kr. og konfiskeret uniformer og uniformsgenstande.
I dag er der ingen der vil kendes ved denne Frits Clausen. Han var ellers meget populær dengang.
Til et møde i Kollund blev Frits Clausen spurgt om nationalsocialisme ikke i bund og grund var en tysk bevægelse. Hertil svarede Frits Clausen, at hans bagdel var bred nok til at sidde på to stole på en gang. Det morede selvfølgelig forsamlingen, men spørgeren fik ikke svar på, om det nu også lod sig gøre at forene nationalsocialisme med dansk nationalfølelse.
Frits Clausen – populær på hjemegnen
Frits Clausen trak mange stemmer fra hans hjemegn i Bovrup, Felsted, Ullerup og Varnæs. Den stærkt dansk – nationale Ejnar Vaaben var kun i perioder allieret med DNSAP. Han stod nærmest i opposition til Frits Clausen grundet dennes særlige læggen vægt på det slesvigske.
I 1935 fik DNSAP 4,4 pct. af stemmerne i Sønderjylland mod 1 pct. på landsplan. Frits Clausen var populær. Og så var det jo lige landbrugskrisen i Sønderjylland. Det gjorde landmændene mere radikale.
Ved årsmødet den 25. juni 1933 i Toftlund sang deltagerne en dansk version af ”Horst Wessel Lied” samt ”Dengang jeg drog af sted”. I sangen hedder det dog:
Det havde man måske ikke opdaget. En måned efter havde Frits Clausen taget magten i DNSAP. Det foregik faktisk på det nuværende Hotel Royal i Aabenraa.
En snert af Nazisme
Korrespondent for Dagens Nyheder og Flensborg Avis var dengang Jacob Kronika. Han havde været en uforsonlig kritikker af Nazismen. Men den 21. april 1933 kunne man i Flensborg Avis læse følgende fra hans pen:
Avisens chefredaktør Ernst Christensen lod sig til en vis grad forblænde. Men nu kunne ingen på dette tidspunkt ane, at den højtstående kulturnation kunne udvikle sig til et af de mest grusomme og umenneskelige diktaturer, som verden nogensinde har set.
Chefredaktøren var dog mere forbeholden end Kronika, men også han fremhævede de samme udviklinger og tendenser i Hitlers Tyskland, som han mente Danmark kunne lære noget af. Den var helt i overensstemmelse med hans ”front og bro – tænkning, der betød, at det var de danske slesvigers helt særlige opgave ved siden af at forsvare egen nationalitet også at fungere som formidlere af gode tanker fra Tyskland.
Nazismen tiltrak ungdommen
Men Kronika og Christensen pegede også på, at nazismen tiltrak ungdommen. Hvis ikke danskerne kunne tilbyde de unge sønderjyder en national vækkelsesbevægelse, der kunne måle sig med nazisternes, så risikerede man at de unge blev nationalsocialister.
Det unge Grænseværn blev oprettet som en slags modvægt, og Flensborg Avis stillede en ugentlig side til rådighed. Kronika og Christensen endte som antinationalister.
Rønshoved Højskole så ligheder mellem Grundtvig og Hitler
I Rønshoved Højskoles årsskrift for 1934 skrev forstander, Aage Møller, at man skulle være ”stokblind” for ikke at kunne få øje på lighederne mellem Grundtvig og Hitler. Så må vi da lige tilføje, at man skal være end almindelig svagtseende for ikke at få øje på forskellene.
På skolen ansatte man nazisten Mikkel P. Ejerslev som historielærer. Men dette førte til modstand. Og med bitterhed blev Aage Møller nødt til at afskedige Ejerslev for at redde sin højskole fra økonomisk ruin.
Også på Askov Højskole var der en hvis sympati for nazismen men også en afsky.
Hans Harder, der i 1941 overtog Rønshoved Højskole anerkendte det tyske regimes evne til at begejstre og samle folket, men på debetsiden regnede han hetzen mod jøderne og styrets militaristiske propaganda.
Aviserne tolkede nazismen forskellig
Mellem Jyske Tidende, Dannevirke/Modersmålet og Flensborg Avis på den ene side og Hejmdal og Sønderborg Socialdemokrat på den anden side var der dyb uenighed om, hvordan man skulle håndtere nazismen. Inden 1933 var omme, var Hejmdal og Sønderborg Socialdemokraten forbudt i Tyskland.
Aksel Larsen i retten
I Aabenraa rev folketingsmedlem Aksel Larsen et naziflag itu under et møde. Det tyske gesandtskab gik i selvsving og krævede retssag og straf. Det blev til en frifindelse, for Hagekorsflaget var endnu ikke det officielle flag.
Danmarks grænse skulle vogtes
Den 18. april – selvfølgelig på årsdagen for ”Slaget ved Dybbøl” samledes 3 – 4.000 mennesker på et stort folkemøde i Haderslev. Her forlangte man, at:
Man sendte en delegation til København, hvad der absolut ikke kom noget ud af. Men sønderjyderne sled videre. I perioden oktober til november 1933 kunne man oprette ”Danske Samfund” i 32 grænsesogne.
Ingen føling i København
Til et møde den 17. juli 1933 sendte Martin Hammerich fra ”Danske Samfund” nogle tanker til H.P. Hanssen. Han mente, at der fra København manglede en føling af forholdene. Desuden mangler man det rigtige kendskab, derfor var det heller ikke de rigtige ting, der blev gjort. Han mente også, at der skulle vedtages en særbevilling så unge landmænd kunne etablere sig i grænseområdet.
Det ulmede rundt omkring
H.P. Hanssen havde noteret sig, at i Ubjerg ved Tønder da regnede de tysksindede med, at grænsen snart blev flyttet. I Højer var de tysksindede allerede nazister. De regnede med at kunne få de danske arbejdere med på vognen. I Tønder lød parolen:
– Vi er tyske om 14 dage.
I Øster Løgum meldte tyske arbejdere sig ud af Socialdemokratiet og ind i Nazi – partiet. I Holbøl var nazist – partiet særdeles populært blandt ungdommen. I Rise gjorde man på den tyske skole meget for, at få danske elever over på den tyske skole. I Rinkenæs blev der lagt meget tryk på håndværkerne for at få dem over i nazist – partiet. Og i Genner var der særdeles meget tryk på danskerne fra tysk side.
I Nr. Løgum savnede man begejstring fra den danske ungdom. I Bov fandtes en dygtig lærerstab i de danske skoler. I Kliplev savnede man gode danske ledere. Her var det svært at samle folk til foredrag. I Rinkenæs var der intern strid. Der var modsætninger mellem ungdommen nord fra og ungdommen her.
I Hjordkær skabte det religiøse skel. De missionske holdt sig tilbage fra dansk arbejde. Behovet for dansk samling kom fra Burkal. Fra Holbøl lød det, at tyskerne får alt og vi intet.
Kreditanstalt Vogelgesang var ret så aktiv. Befolkningen mente, at Statens Jordlovsudvalg var alt for sløve.
Der var behov for nye impulser og kræfter til ungdomsarbejdet, bedre faciliteter, øget systematik og frem for alt, flere penge.
De tysksindede arbejdede meget målbevidst og var godt organiserede.
12.000 unge til idrætsstævne i Tønder
Der blev også oprettet et Grænseværn. En af foreningens stolteste timer da op mod 12.000 unge fra hele landet mødtes i den ellers meget ”tyske” by, Tønder.
Den 11. juni mødtes mellem 35.000 og 50.000 i selveste ”Kongeskansen” på Dybbøl Banke. Ja selv Statsradiofonien transmitterede fra mødet.
Men sønderjyderne var angste for at nazismen nu for alvor via det tyske mindretal ville styrte over grænsen. Det tyske mindretalsavis ”Nordschleswigsche Zeitung” gjorde sit til at opildne til nazisme.
Et nazistisk fremstød ved grænsen
Avisen, Hejmdal regnede med ”et tysk nazistisk fremstød over grænsen”. Dagens Nyheder opfordrede de danske sønderjyder til national samling for at tilbagevise nazisterne.
I Sprogforeningen forlangte man at grænsen blev ”skarpt overvåget”. Stauning afviste dog at lade grænsen blive bevogtet af militæret.
Presset syd fra
Socialdemokraterne afbrød samarbejdet med Slesvigsk Parti. Dette resulterede i, at Tønder fik sin første danske borgmester i 1936. Socialdemokraternes anti-nazistiske arbejde blev overvåget af både hel og halvofficielle spioner fra Tyskland. I Tønder kom der til slåskamp mellem nazister og socialister.
Sønderjyderne var presset – syd fra. Og temaet er beskrevet i andre artikler på vores hjemmeside.
Kilde:
Hvis du vil vide mere – Læs her på www.dengang.dk
Oktober 31, 2018
Bernhard eneboer
Af Lise Hildegardt
Ved Himmelbjerget ned mod Julsø ligger Sletten – en gammel bondeskov, der i dag ejes af FDF. Her boede i mange år eneboeren, Bernhard Sørensen. Faderen var eftersigende velhavende. Bernhard begyndte da også med en uddannelse. Men han blev smidt ud, fordi han rapsede. Han var meget filosofisk og læste tykke værjer derude i skoven. Men ofte satte han ild til sit ”hul” eller hytte på grund af piberygning. Man fandt ham en gang meget syg i skoven. Han blev sat ind på et aflastningshjem. Men han flygtede. Man fandt godt nok en gammel mand. Men om det var Bernhard, kan man være i tvivl om. På kirkegården ved Gl. Rye Kirke er der sat en beskeden sten – ligesom Bernhards liv.
Vest for Himmelbjerget ned mod Julsø, ligger Sletten – en gammel bondeskov, der i dag ejes af FDF og benyttes til de store landlejre – Julsølejrene. Men skoven er også interessant af en helt anden grund.
Her boede nemlig i mange år en eneboer. Bernhard Sørensen var hans navn. Han blev født 21. oktober 1890 i landsbyen Gammel Rye i Østjylland. Her voksede han op sammen med seks søskende og med en fader der efter sigende skulle have været temmelig velhavende. Om hans moder melder historien intet om. Faderens velstand betød, at Bernhard, da han blev voksen, fik mulighed for at påbegynde en uddannelse på seminariet. Uddannelsen blev imidlertid aldrig gjort færdig, da Bernhard, ifølge historien om ham, blev bortvist fordi han rapsede. Og fra den dag, trak han sig tilbage og levede sit liv uden særlig kontakt til andre mennesker.
Bernhard var en særling: Han var meget filosofisk anlagt, og læste tykke videnskabelige værker her midt ude i skoven, hvor han boede i de mest primitive huler, han selv havde bygget.
I begyndelsen gravede han et hul i jorden og ind i skrænten og forede hullet med halm. Åbningen stoppede han ud med en sæk fyldt med lyng, og det fortælles ofte, hvordan hulerne brændte for ham, fordi han kom til at sætte ild til halmen med sin uundværlige pibe. Gennem hele sit liv var Bernhard plaget af ildebrande, der gjorde det af med flere af hans hytter og huler. Selv mente Bernhard, at det skyldes nogle stærke naturkræfter og ikke hans eget piberygeri. En gang var han skyld i en større brand som løb op i mod Himmelbjerget.
En bonde på Himmelbjerggården spurgte da Bernhard:
– “Hvorfor tænder du ild, når det er så tørt?”
– “Ja, det kan jo ikke brænde, når det er vådt!” havde Bernhard da svaret.
Beboerne på gårdene i området mærkede ikke meget til Bernhard, udover at han engang imellem sneg sig til at stjæle mælk fra mælkejungerne og et par æg fra hønsehusene – og en sjælden gang en høne eller to. Naboerne accepterede det, og meldte ham aldrig til myndighederne. Af og til var han selvforsynende, da han dyrkede grønsager, holdt høns og kaniner – og engang havde han også en ged.
Kun sommerhusejerne meldte ham engang imellem til politiet, når han havde begået hærværk. Han var således fængslet flere gange, men blev som regel løsladt inden der var gået ret lang tid.
Sognerådet i Gammel Rye var i mange år ked af, at have Bernhard gående, så selv om han ikke var gammel nok tilbød de ham en plads på et alderdomshjem. Men Bernhard afslog tilbuddet med det samme.
I de sidste år blev han syg, og efter at han en dag blev fundet stærkt forkommen, blev han bragt på Gjern hvilehjem. Her kom han langsomt til hægterne igen og genvandt noget af sin tidligere styrke. Men det indendørs liv var ikke noget for Bernhard. Han lagde flere planer om at flygte fra hvilehjemmet, men han holdt sine ideer for sig selv.
Pludselig en dag, da personalet kom for at se til ham, var hans værelse tomt. Der blev ledt overalt på hvilehjemmet, i byen, på markerne, i de store skove og i nabosognene. Men Bernhard var som forsvundet fra jordens overflade. De fleste troede han var faldet om og lå et sted ude i skoven. Men flere uger efter så flere ham sidde og varme sig ved et bål i Slettens skove.
De nærmeste naboer sagde ikke noget til myndighederne, da de vidste, at Bernhard for en hver pris ville undgå at blive spærret inde på et alderdomshjem. I stedet stillede de mælk frem og lagde æg og høns i hulen til Bernhard. Et godt stykke tid efter forsvandt Bernhard, og ingen har set ham siden. Man fandt godt nok en død mand under en bro i skoven nogle uger efter han sidst var blevet set. Men ingen var helt sikker på at det var Bernhard. Flere der havde kendt ham godt, sagde, det ikke var ham. Alligevel begravede man manden på Gammel Rye kirkegård, som om det var eneboer Bernhard.
Det sidste spor af Bernhard Sørensen, der i dag er at finde efter ham, er en natursten, opstillet på kirkegården ved Gammel Rye Kirke. På stenen fremgår alene Bernhard Sørensens navn samt årstallene for hans fødsel og død. En sten der er ligeså beskeden som det liv Bernhard levede.
Stenen bærer en kort inskription
BERNHARD SØRENSEN
f. 21.10.1890 – d.1945