Panserbasse på Nørrebro (NørLIV 19)

Dette er vores 19. bidrag til Ugeavisen Nørrebro liv. Det handler om Panserbasser på Nørrebro. Dengang var man til fods og gik patrulje. De var store og fede dengang. Det var med til at skabe respekt. En af de mest berømte var lederen af Fælledvejens Politistation, Rantzau. Ikke historiekyndige mente, at Rantzausgade var opkaldt efter ham. Det var stort, da han fik lejlighed og eget toilet på stationen. De andre betjente måtte stå i kø ved retiraderne. Jo man havde mange opgaver dengang. Og så skulle man spørge om tilladelse, hvis man ville gifte sig. Det kneb nu med disciplinen. Man sov på vagten på en bænk ved søerne. Og en anden fandt en god indtjening ved at sælge øl om natten. Nu var lønnen som Panserbasse heller ikke så overvældende.

Fælledvejens Station eller Station 6 blev placeret på Fælledvej 13 og stationslederen var politiassistent Rantzau. Han boede selv i nummer 11. Men lokalerne for datidens panserbasser var for dårlige, så i 1865 flyttede man stationen hen til nummer 18.

I 1884 kom der pludselig en huslejestigning på 25 pct. Men kommunen accepterede dog med en ny opsigelsesvarsel på 5 år. I 1881 var der blevet præsenteret tegninger af en ny station og den stod færdig i 1884. Politidirektøren var stolt, da han præsenterede den nye station. Rantzau havde fået egen lejlighed og toilet, mens panserbasserne skulle stå i kø til retiraderne ude i gården.

I begyndelsen var området så stort at det dækkede hele Østerbro og ud til byens grænse, der gik ved Lygtekroen og Lygteåen. Rantzau var stationens første chef. Han var her fra 1863 til 1891. Han var stor både psykisk og fysisk. Man sagde om ham, at han til sidst vejede 300 pund.

Under en aktion på Assistens Kirkegård, måtte man finde en stol til Rantzau. Han blev belønnet med Ridderkorset. Han var kendt for sin humane og virkningsfulde optræden. Han var medgørlig ved mindre forseelser. Han kunne dog også være streng, hvis det var nødvendig. Mange Nørrebro-borgere fik gode råd af de afholdte betjent. Han stod også i spidsen for mange velgørende foranstaltninger i den fattige bydel.

Men han var meget populær. De knap så historiekyndige på Nørrebro mente, at Rantzausgade var opkaldt efter ham.

Man skulle være mellem 22 og 40 år for at blive Panserbasse. Man skulle ikke lide af nogen egentlig legemlig mangel, der gjorde en ”usikker” til polititjeneste. Man skulle kunne læse og skrive. Men det var, der nu ikke alle, der kunne. De undlod som regel at skrive rapport og klarede med at give ”forbryderen” en på skallen på stedet.

Ifølge Regulativ af Københavns Politis indretning af 1863, så skulle ugifte overbetjente og betjente tage bopæl på politiets kaserner, som skulle oprettes ved alle stationer. Men så kom der også månedlig fradrag for leje, lys og varme.

Hver betjent fik udleveret en kontrabog, som skulle indeholde alle oplysninger om uniforms- og udrustningsgenstande. Ven overførslen til en anden station skulle alle genstande efterses.

Som forsvarsvåben havde hver mand en stav, der skulle bæres skjult i frakkelommen. Den afløste den tidligere stok, som meget ofte blev misbrugt til at prygle folk. Under patruljen havde man en signalpibe og om natten en lygte. Den skulle altid være i sådan en stand, at den straks kunne tændes. Til olier, væger og svovlstikker kunne der bevilliges 5 skilling om måneden pr. lampe.

Af den højest lønnede klasse af politibetjente blev de ”dueligste” udtaget til inspektionsbetjente. I dagsbefalingen stod det, at betjente i den anden lønningsklasse næppe kunne ernære en familie. Og man ville kunne komme i meget trange kår. Og for at forhindre “fordærvelige” kår af sådan et ægteskab og det dermed gik ud over tjenesten krævede det tilladelse. De stakkels panserbasser blev truet med fyring, hvis de giftede sig uden tilladelse.

Ja på Nørrebro opstod der ballade fordi betjentene glemte at hilse på de foresatte og de kongelige. Men nu var det dog ikke hver dag, at de kongelige kom til Nørrebro. Man skulle holde øje med løsagtige kvindfolk, og dem var der mange af i bydelen. Men man skulle også holde øje med løse tyre, om de nu blev ført forsvarligt gennem bydelens gader.

Det kneb gevaldig med disciplinen i tjenesten. Når man var på tjeneste om aftenen eller natten lagde man sig bare til at sove. En stald i gartnergade var meget velegnet til dette formål. En anden ældre kollega bad sin yngre kollega vække sig efter et par timer på en bænk ved Dosseringen. En anden havde taget et vækkeur med og lagde sig til at sove på Brohusmarken, som i dag er Brohusgade. Han blev så vækket lige før, der var afmelding om morgenen kl. 6.30.

Det var strengt forbudt at gå på beværtning. Men det var dog tilladt, at få bragt forfriskninger, som man selv måtte betale, hvis det var i orden med overbetjenten. Men det var nu ikke alle, der overholdt dette. Som regel havde man også aftaler med de forskellige beværtninger, at de skulle stille flasker bestemte steder. Så kunne betjentene altid se gennem fingrene, hvis der skete noget der.

Jo betjentene skulle også sørge for, at gadedrenge og andre ikke fiskede noget op af rendestenene. Og lågene til latrinvognene skulle være tætte. Men ellers havde Nørrebros hunde stor glæde af utætte latrinvogne.

Men nu var det ikke altid lige let at holde øje med forbryderne, for når de var kravlet over Lygteåen var de i Nordre Birk. Så var de ude af området.

Normalvægten for en panserbasse var dengang 200 pund. De runde maver var et nyttigt våben. Man kom let til at puffe til banditten med denne mave.

Når arbejderne omkring lønningsdag fik udbetalt deres løn var det gang i den på Nørrebro. Som regel skete udbetalingen på værtshuse. Og i stedet for at tænke på den sultne familie blev lønnen investeret i flydende kost. Ofte måtte panserbasserne så leje en træk vogn og transportere disse fuldrikker til stationen. Og så var det altid hujende børn bag efter.

Betjentene måtte også stoppe gadekampe, som knægtene havde arrangeret. Disse kampe var der mange af, og store slag blev dengang udkæmpet. Rabarberne gik således også på plyndringstogt over hos de fine på Frederiksberg, hvor lyset modsat Nørrebro altid var tændt.

Omkring Blågårds Plads huserede betjent Grøn. Han havde som regel hænderne på ryggen og så meget autoritær ud. Han gik og hilste på de handlende. Han fik som regel en pølse hos slagteren og en cigar hos tobakshandleren. Hos bageren ventede en kop kaffe og et stykke wienerbrød. Madpakke behøvedes han ikke at tage med hjemmefra. Det var en god tjans at gå ad Blågårdsgade dengang.

Når Grøn så en spritter, der ikke kunne klare sig selv, kontaktede han kollegaerne på Fælledvejens Station. Næste morgen var spritteren atter på Blågårds Plads. Han var nu veludhvilet, nogenlunde ædru, nyvasket og havde fået morgenmad.

En nytårsnat måtte en betjent ud i Sortedamssøen for at redde en, der var flygtet fra Kommunehospitalet, og som var ved at drukne sig. Betjenten fik n fik med stor besvær halet personen i land og bragt ham tilbage på hospitalet. Der blev sørget godt for den redede. Men man glemte betjenten. Han måtte sjokke hjemad i sit drivvåde tøj. Undervejs mødte han dog en underofficer, der fik ham op i lejligheden. Efter et par snapse kvikkede betjenten op. Ligeledes fik han lånt et par sivsko og en stor sort hat, som erstatning for hjelmen, der blev derude.

En kollega som han mødte undervejs mente, at han havde en stor brandert ud i den mundering. Men helt glemt blev han dog ikke. Han fik en belønningsmedalje. Men hjelmen blev derude. Måske ligger den derude endnu. Vi vender tilbage til Fælledvejens Politistation ved en senere lejlighed. Der venter masser af andre historier.

• Du kan læse meget mere om panserbasser, betjente, kampe m.m. på Nørrebro på www.dengang.dk Her finder du 253 artikler om det gamle Nørrebro.

Emil Nolde og Tøndermarsken

Emil Nolde var blandt kritikkerne af afvandingsplanerne for Tøndermarsken. Engang var det sydvestligste hjørne 17 meter højere end nu. Det er ”Verdens ende” sagde en græker 325 år f.Kr. Der har været store stormfloder. Det var kun et held, at det ikke gik helt galt i 1999. Der har været masser af oversvømmelser i og omkring Tønder. Mange fantasifulde planer fremkom. Kommissionen tænkte mere på landbrugets forbedring. Hele fem forslag dukkede op. De blev diskuteret på et ”Hjemstavnskursus” i Tønder. Emil Nolde fremkom med sit forslag. Det blev bakket op af Danmarks Naturfredningsforening. Nolde gik via H.P. Hanssen. Men forslaget blev skidt modtaget. Man mente, at Nolde havde et ben i begge nationale lejre. Man kaldte det for ”blakkede nationale sindelag”. Man skød forslaget ned, og Nolde forlod Danmark. Men nogle af hans ideer blev alligevel realiseret.

Emil Nolde var blandt kritikkerne

Det sker en masse i Tøndermarsken i øjeblikket. Man vil gerne have flere besøgende. Og så laver man udstillinger og informationer i massevis. Der bliver oprettet stier, hvor man så samtidig kan læse om Tøndermarskens historie. Men er det nu den rigtige historie, som man får.

Og denne artikel handler ikke så meget om Emil Noldes liv i Tøndermarsken men mere om hans forslag til afvanding af Tøndermarsken, som måske kunne have sparet beboere og myndigheder for en masse problemer.

Det var et kæmpe ingeniør-projekt, da Tøndermarsken blev afvandet i årene 1925 – 1933. Det hele var ikke så ligetil. Og egentlig skulle det have været tale om grundforbedring, men kritiske røster mente nu, at det hele gik op i at skaffe mere landsbrugsjord. Blandt kritikerne var maleren Emil Nolde, der blev bakket op af Danmarks Naturfredningsforening.

Dengang var området 17 meter højere

Så længe der har boet mennesker i området, har livsbetingelserne i Tøndermarsken omfattet risikoen for pludselig død og ødelæggelse forårsaget af stormfloder og oversvømmelser. I disse lavtliggende marskegne har livsvilkårene været anderledes ekstreme end i de højere beliggende områder i Danmark.

Under den sidste istid eksisterede Nordsøen ikke, som vi kender den i dag. Det var blot en mindre sø på det sted, hvor Nordsøen var dybest. Det skyldes, at havniveauet overalt var meget lavere end i dag. Det skyldes, at enorme mængder vand var bundet i de store ismasser rundt omkring på kloden.

Hele Skandinavien – med undtagelse af det sydvestligste Jylland – var isdækket. Da isen smeltede væk omkring 11.500 f.Kr. begyndte det nordøstlige Danmark at hæve sig. Og det sydvestligste Danmark sænkede sig. Godt nok er det gennemsnitlig kun 1 ¼ millimeter pr. år.

Men hvis du lige får gang i regnemaskinen så kan du regne ud, at Tønder-området for 13.500 år siden lå knap 17 meter højere end i dag. I sagens natur har denne landsænkning forøget risikoen for oversvømmelse.

Tidevandet

Hertil kommer tidevandet. Det forklarede vores Opa os meget tidligt ude i Ny Frederikskog, når vi om sommeren legede ude på forlandet. Tidevand er som bekendt sol og månes tiltrækningskraft på oceanernes vandmasser. I Nordsøen kommer der to gange i døgnet en tidevandsbølge op mod Danmark fra sydvest.

Højvandstidspunktet forskyder sig over tid, idet der er 12 timer og 25 minutter mellem to højvandstidspunkter. Forskellen mellem høj – og lavvande er ved Vidåslusen under normale forhold på 1,8 meter.

Det er disse naturkræfter befolkningen er oppe imod. Hyppige storme fra sydvestlig retning og sammenfaldet med højvande er noget som man har kæmpet imod siden sidste istid.

Verdens ende

Grækeren Pytheas var på gennemrejse i 325 f.Kr. Han beskrev tidevandsområderne i den sydlige Nordsø:

• Verdens ende, hvor vand, is og luft blev til et

Romeren Plinius den ældre beskriver området på et felttog i år 47, hvor han bl.a. bemærker værftsbebyggelse i området. De første danske beskrivelser, findes hos Saxo, der detaljeret skildrer marskområdernes livsvilkår og karaktertræk.

Udviklingen set gennem kort

De første gode kort fra området er fra omkring 1240. De kendes i kopi af kartografen Johannes Mejer fra omkring 1650. Gennem disse kort kan man se udviklingen de sidste 700 – 800 år. Udviklingen i kortene viser, at der gennem århundrede er tabt meget store, tidligere beboede områder længere mod vest. Det er områder, der er overtaget af havet. Det er et resultat af de kraftige stormfloders katastrofale hærgen.

Store stormfloder

Vi har tidligere her på siden berettet om mange rædselsvækkende katastrofer. Her skal næves nogle af dem. I 1362 var den anden ”grote Mandrack”, den første var i 1162. Man sagde, at der omkom 200.000. Men det var nok lidt overdrevet.

I 1634 omkom der omkring 15.000 mennesker langs kysten. I 1825 var der en storm, der var medvirkende til, at marker i årevis var vandlidende. Gentagende gange opstod der lokale udbrud af malaria. Rejsby – katastrofen kostede den 19. august 1923 19 mennesker livet. De omkommende arbejdere var ved at anlægge Rejsby – diget.

Nævnes skal også stormfloden den 3. januar 1976, hvor vandstanden nåede op på 4,92 m over D.N.N. (Dansk Normal Nul). Det var dengang min far og mor i Tønder måtte evakueres.

Denne stormflod førte til, at Folketinget i 1977 vedtog loven om Det Fremskudte Dige, hvis byggeri startede sidst i 1970’erne.

Et stort held, at det ikke gik galt

Den 3. december 1999 ramte den stærkeste registrerede orkan nogensinde Danmark i området mellem Mandø og Rømø. I Ribe nåede vandstanden op til 5,12m over D.N.N., da den holdt op med at virke.

Orkanen kulminerede ved 18 – tiden, da der var ebbe. Havde stormen ramt seks timer senere ved midnatstid, så ville dette have medført omfattende digebrud overalt på den sønderjyske vestkyst, fordi vandstanden i dette tilfælde havde nået omkring 1,5 meter højere op. Men heldet var med befolkningen. Kun Juvre-diget på Rømø blev gennembrudt.

Ja selv med et fremskudt dige er intet 100 pct. sikkert.

Digebyggeri gennem tiden

Netop digebyggeri har gennem tiden været den bedste mulighed for at reducere skaderne for de mange stormfloder. De første diger, der blev bygget, kaldes for sommerdiger. De kunne nemlig kun forhindre de normalt mindre sommer-oversvømmelser. Det var for at redde afgrøderne.

I Tønderområdet opførtes i 1436 digerne omkring Vidding Herreds Gamle Kog. Møgeltønder og Højer Koge blev tillige inddiget ved opførelsen af Højer-Rudbøl – Lægan – Grelsbøldiget i 1556. Senere kom også Gammel Frederiks Kog og Rudbøl Kog til i perioden 1692 – 1715.

Det tidligere havdige med Højer Sluse er opført i 1861. Under Første Verdenskrig opførte russiske og franske krigsfangerskab diget fra Ballum til Astrup Banke. Det Fremskudte Dige blev indviet i 1982. Det strækker sig fra Emmerlev Klev og sydpå til Hindenburg-dæmningen ved Sild.

Masser af oversvømmelse ved Tønder

Fra slutningen af 1800-tallet kendes mange smukke sort/hvide fotos af oversvømmende enge tæt på Tønder by. Fælles for dem er, at de er optaget i vinterhalvåret. Det var her de vandrende lavtryk fra vest altid har sendt store nedbørsmængder ned over det sønderjyske område. Herfra løber nedbøren og vinterens smeltevand via de store vestvendte vandløb ud mod Vesterhavet for at ende i Nordsøen.

Markerne stod under vand

Når stormene blev for voldsomme, lukkede Højer Sluse i 1861-diget for at undgå indtrængende havvand. Men derved blev de lavest beliggende engstrækninger i det flade marsklandskab ofte oversvømmet af det såkaldte bagvand, der nu ikke længere havde frit udløb.

Jeg kan huske, når Opa besøgte os i Tønder. En gang imellem gik han ud og kiggede på skyerne, og så tog han ellers knallerten tilbage til Højer, for bl.a. at lukke slusen dengang. Han var i en periode fungerende slusemester eller afløser.

Det var ikke blot et problem for landbruget, at markerne stod under vand. Og datidens samfærdsel blev stærkt hæmmet, fordi hverken Vidåen eller de andre vandløb var beskyttet af sammenhængende ådiger.

Teknologien var først parat – langt senere

Problemet havde været kendt så langt tilbage som nogen kunne huske. Men først i begyndelsen af det 20. århundrede var det muligt grundet teknologien at få styr på afvandingen.

I den tyske tid foretog man enkelte mindre tilløb til at løse oversvømmelsesproblemerne i Tøndermarsken. Men udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 satte en stopper for dette arbejde.

Mange fantasifulde planer

Det var ikke, fordi der manglede fantasifulde planer. Man ville anlægge en nordlig ”Kielerkanal” fra bunden af Flensborg Fjord og mod vest via de nuværende grænsevandløb til udløb i Vadehavet ved Højer.

I 1920 så en anden plan dagens lys, da en P.I. Diedrichsen foreslog, at anlægge en arealinddæmning, der indebar en stor dokhavn ud for Højer med en søfartskanal helt ind til Tønder by. Planen omfattede et nyt dige fra det gamle Højer Dige til Havneby på Rømø. Søfartskanalen skulle løbe gennem en ny kæmpesluse ud i Højer Dyb og videre ud i Nordsøen gennem Lister Dyb.

Endelig skulle området mellem Rømø og fastlandet tørlægges ved anlæggelse af endnu et nyt dige fra Rømøs nordkyst over til Astrup Banke. På kortet med planen var der ikke tænkt særlige tanker med hensyn til, hvordan vandet fra Brede Å skulle komme videre ud i Nordsøen.

Ja selv i dag ville sådan et projekt beløbe sig i en kæmpe sum. Det ville koste flere Storebælts-broer.

Man ville gøre noget for de ”hjemvendte landsdele”

Ved Genforeningen i 1920 gav den nye politiske situation fornyet fokus og energi til de sønderjyske landsdele, der nu var en del af Danmark. Velviljen fra den danske stat var stor for at gøre noget for de ”hjemvendte landsdele”. Det skulle være et tak for sønderjydernes loyalitet over for Danmark. Det var vel også for at bevare loyaliteten i fremtiden.

Man skal vel også lige forstå 1920’ernes Danmark, hvor beslutningen om afvandingen af Tøndermarsken blev truffet:

• National eufori efter afstemningen i 1920. Der var svulstige retorik på valgplakaterne ”En røvet Datter, dybt begrædt er kommet frelst tilbage”

• Det sønderjyske samfund var stærkt polariseret. Befolkningen havde måttet vælge side ved at bekende sig enten dansksindet eller tysksindet. Der var ingen vej midt imellem.

• Grænsedragningen gav anledning til en mærkbar administrationsændring. Alle tidligere tyske embedsmænd blev udskiftet med nye danske. Heraf var en del akademikere, som kom fra stillinger overalt i Danmark eller direkte fra landets eneste universitet.

• Tønder bys tidligere opland blev stærkt reduceret. Tønder var med sin gamle status som købstad fra 1243 en oplandsby i det vestlige Slesvig med mange administrative funktioner. Den havde et handelsopland, der i syd grænsede op til oplandet for Husum. Nu blev hele Tønders sydlige opland skåret væk med den nye grænsedragning

• Landbruget var dengang det klart dominerende erhverv ikke bare i det nye Tønder Amt, men i hele kongeriget. Det betød, at de store frugtbare marskarealer var politisk betydningsfulde for udviklingen af egnens erhvervsliv

• Efter afslutningen på Første Verdenskrig var det over det meste af Europa en stærk tro på fremtiden, da krigens ragnarok endelig ophørte. Det førte til oprettelsen af Folkeforbundet i 1919, som gav tro på, at staten indbyrdes uenigheder for fremtiden kunne bilægges ved forhandlinger og ikke ved krig.

• I begyndelsen af det 20. århundrede fremkom der et helt nyt natursyn. Naturen kunne tøjles ved hjælp af teknik og snilde og udnyttes til gavn for mennesket

Vi kan i dag ikke ændre historiens gang

Tiden og dens levevilkår var dengang helt anderledes end i dag. Det er nyttesløs at kritisere den tids beslutninger med ens bedreviden. Det ændrer alligevel ikke historiens gang. Derimod kan man lære af fortidens fejltagelser.

Grænsedragningen i 1920 ændrede Tøndermarskens statsretslige tilhørsforhold. Men naturforholdene kender ingen grænser. Det var derfor nødvendigt med et dansk-tysk samarbejde. Der blev indgået en traktat den 10. april 1922 vedrørende ”Ordningen af Vandløbs- og Digeforhold ved den dansk-tyske Grænse.

Kommissionen ville forbedre landbrugsarealerne

Samtidig nedsatte den danske stat en særlig ”Afvandings – og Grundforbedringskommission for Tønder Amt vedrørende Ordningen af Afvandingsforholdene i Marsken ved Tønder samt i tilstødende Omraader”

Det var ingen tvivl om at kommissionens medlemmer betragtede ”Grundforbedringen” (dvs. forbedringen af landbrugsforholdene) som sit primære formål.

Nedsættelsen af oversvømmelsesrisikoen for Tønder by kom i anden række. Det ses bl.a. af den store indflydelse på kommissionsarbejdet, som landbruget fik gennem digelagene.

Fantasifuld projekt for Fyn

Formanden for Kommissionen blev Poul Chr. Stemann. Allerede den 29. marts 1922 barslede man med fire forslag til ”Afvandingsprojekter for Vidådalen”.

Den idemæssige ophavsmand var en yngre ingeniør fra Varde, Ulrik Petersen. Han stod bl.a. for inddæmningen af Kalvebod Strand på Amager.

Et af hans storstilede projekter var en gigantisk dæmning mellem Ærø, Tåsinge og Langeland. Dette projekt ville have udtørret størstedelen af det sydfynske øhav. Det blev heldigvis aldrig til noget.

Hele fem forslag

Da Afvandingskommissionen og digelagene ikke kunne enes om et af de fire projekter, fremkom ingeniør Ulrik Petersen med et femte forslag. Forslaget er dateret den 26. april 1924.

Landbruget var meget usikker på, hvilket af de fem projektforslag man skulle gå ind for. De ville gerne have forbedret deres markdrift. 

Projektet ivrig diskuteret på ”Hjemstavnskursus” i Tønder

I Tønder Bogen fra 1926 er der referater fra ”Det tredje Danske Hjemstavnskursus, der blev afholdt i Tønder fra den 2. til 8. august 1925. Her var afvanding af Tønder marsken det store hovedpunkt.

På kurset blev der advaret om, at man skulle passe på med for mange indgreb i naturen. Men naturforkæmperne talte for døve øren. Hverken landbruget, politikerne eller planlæggerne tog notits af bekymringerne.

Emil Nolde fremkom med sit forslag

Endnu en kritisk kommentar af afvandingsplanerne kom på banen i 1925. Det var tilmed, der kunne tale med en vægt. Det var en spirende kunstnerisk berømmelse. Det var maleren Emil Nolde. Han skrev en række breve med et alternativ afvandingsprojekt. Det var sandsynligvis mindre naturødelæggende end det projekt, som endte med at blive vedtaget og gennemført.

I Danmark var Emil Nolde endnu ikke kendt dengang. Han var vokset op i naturlandskabet i Tøndermarsken. Han havde svært ved at forlige sig med det store afvandingsprojekts totale ændring langs Vidåen.

Opbakning fra Danmarks Naturfredningsforening

Han udarbejde derfor et alternativt forslag, hvori de ydre marskområder stort set kunne bevares urørte, idet risikoen for bagvandsoversvømmelse ville blive mindre ved at etablere et fremskudt dige uden for den daværende havsluse ved Højer. Her foreslog han at etablere et reservoir til oplagring af åvand i perioder, hvor en ny ydre sluse var lukket.

Noldes projektforslag fik stærk opbakning fra Danmarks Naturfredningsforenings daværende formand, malerkollegaen Erik Struckmann.

Henvendelse til H.P. Hanssen

Emil Nolde henvendte sig til de danske sønderjyders store gamle fører fra udlændighedstiden, H.P. Hanssen. På daværende tidspunkt var denne folketingsmand for partiet Venstre. Han har efter alt at dømme opsøgt ham hjemme og forelagt ham sit forslag. I et brev fra den 8. juni 1925 fulgte han skriftligt op på sin tidligere mundtlige fremlæggelse. Brevet var vedlagt kortbilag i kunsternes egen streg, hvorpå han med akvarelfarve har fremtrukket kystlinjerne.

Ideen med Noldes projekt var et ”afvandings-projekt”:

• Uden for Højer Sluse skal et stykke forland inddiges tillige med et stykke vadeland, heraf skal vadelandet danne et bassin.

• Der hvor vandet fra dette nye bassin løber ud i havet, må der bygges en sluse noget større end den ved Højer, og der kan anlægges et pumpeværk, som i enkelte tilfælde træder slusen til hjælp.

• Den nye tekniske opfindelse til udnyttelse af vindkraften kan måske her anvendes, så derved vinden som i stormtid forårsager vandets stigning tillige bliver drivkraften ved udpumpningen.

Sammen med projektet havde Nolde nedfældet en masse argumenter og kommentarer. Han tænkte også i forslaget på landmændenes økonomi. Også tørkeperioder havde Nolde gennemtænkt i sit forslag.

Forslaget vakte irritation i Landbrugsministeriet

H, P. Hanssen lod Noldes henvendelse gå videre til Landbrugsministeriet, hvor det vakte en del irritation. Men H.P. Hanssen havde understreget, at Noldes henvendelse ikke bare skulle ignoreres.

H, P. Hanssen havde anført, at Nolde var uddannet som kunstner i Tyskland, men dansk statsborger. Han var gift med en dansk dame (søster til politimester Vilstrup i Gråsten). Han stod ifølge H. P. Hanssen med et ben i hver lejr. Men han slog fast, at han skulle behandles med et vist hensyn.

Noldes angivelige blakkede nationale sindelag!

Departementschefens personlige bemærkninger er sigende. Noldes angiveligt blakkede nationale sindelag diskvalificerede ham på forhånd i departementschefens øjne. Det var desuden heller ikke hensigten at afvandingsprojektet skulle ændres. Og selv om Noldes indvendinger viser teknisk indsigt, så var han kunstmaler og ikke ingeniør. Dette har heller ikke fremmet hans anseelse i departementschefens øjne. Kunstmalere forventedes heller ikke dengang, at kunne udvikle unikke tekniske ideer.

Stiftsamtmanden sendte den 10. juli 1925 Noldes projektforslag videre til formanden for Afvandingskommissionens Tekniske Udvalg, Th. Claudi Westh. Man ville ikke bare ligge forslaget til side. Der skulle bruges krudt til at skyde det ned.

Danmarks Naturfredningsforening bakkede Emil Nolde op. Man havde bedt en rådgivende ingeniør til at kigge på hans forslag.

Forslaget blev skudt ned

Men som planlagt blev Noldes forslag en for en skudt ned. Skæbnen for Noldes ellers spændende forslag er, at det fremkom på et tidspunkt, hvor tiden slet ikke var moden til naturbevarende eller –beskyttende tiltag. Sådanne tanker blev først almindeligt accepteret i samfundet mere end et halvt århundrede senere. Men endnu består interessemodsætningen mellem på den ene side dansk landbrug, der ønsker råderet over al deres jord til dyrkningsformål. På den anden sideefterspørger folk i stigende grad natur til rekreative formål. Naturforskere og naturforeninger kræver naturområderne bedre beskyttet.

Den endelige afvisning af Noldes forslag blev meddelt Foreningen for Naturfredning i et brev dateret den 13. oktober 1925.

Noldes alternative projekt ville have beskyttet naturen mod mange af de store indgreb, der blev resultatet af beslutningen om afvanding af Tøndermarsken.

Nolde forlod Danmark

I 1925 boede Emil Nolde på ejendommen ”Uttenwart” cirka tre kilometer syd for Møgeltønder. En vidunderlig ensomt beliggende sted ud mod Magisterkogens nordlige dige fra 1556. Stedet kaldes i dag ”Keldspold”

Emil Nolde blev dog allerede i 1927 så træt af de store naturødelæggende indgreb fra etableringen af det endelige projekt og den nonchalante måde, hans forslag var blevet afvist på, at han permanent flyttede til marsken ved Seebüll umiddelbart syd for grænsen.

Først anerkendt lang tid efter hans død i Danmark

Her boede han resten af sit liv og her ligger det fantastiske museum med hans unikke kunst. Først længe efter sin død i 1956 blev han anerkendt i Danmark som den fremragende kunstner, han var. Hvis Noldes projekt var blevet gennemført, ville Danmark ikke blot have haft en kunstner, men også et naturområde i verdensklasse. Ja godt nok er det nu blevet udnævnt til dette, men alligevel!

Noldes ide var godt nok nyskabende, men det har alligevel ikke kunne løse alle problemer.

Man mindes ikke Emil Nolde

Men at Noldes tanker var de helt rigtige, viser historien. Efter stormfloden i 1976 gik man i gang med at bygge Det Fremskudte Dige med et bagvandsreservoir (Saltvandssøen)og en ny havsluse (Vidåslusen). Projektet blev indviet i 1982 af Dronning Magrethe. Men Emil Nolde er aldrig blevet hædret for hans plan. Og i diverse informationer om Tøndermarsken dukker hans navn ikke op.

Dige – bestyrelser var utilfredse

I den endelige udformning kom der ingen vandkraftværker, fordi man allerede i 1925 havde indledt forhandlinger med Sønderjyllands Højspændingsværk om at levere strøm til pumpestationerne. Og arkitekt på disse var den senere godsinspektør på Schackenborg, H.C. Davidsen.

I de forskellige dige-bestyrelser blev der indvalgt folk, der var modstandere af hele projektet. Man var utilfreds med forhandlingerne med Kommissionen.

Ingen gode tider for landbruget

I Tøndermarskens koge var der oprettet et tæt kanalnet, der både kunne anvendes til afvanding og bevanding. De gode tider for landbruget blev dog ikke indfriet. Tværtimod mødte man krise i 1930erne og stor arbejdsløshed.

I 1941 blev et nyt vandløbsregulativ indført. Det handlede om, hvordan alle forhold i og omkring vandløbene skulle efterleves. For dem, der havde jord i Tøndermarsken blev projektet meget dyrt.

Lokalt kom der gang i byudviklingsprojekter. Uden den gennemførte Tøndermarsk-afvanding ville firmaer som Brdr. Hartmann og B&W Energi vel næppe være flyttet til Tønder.

Hensynet til landbruget havde vejet tungere

Efter mange år, hvor hensynet til landbruget havde vejet tungest, kom der i 1970’erne fokus på naturbeskyttelse. I 1983 kom der en ny vandløbslov, hvor naturhensyn helt usædvanligt fik første prioritet.

Men i lovbekendtgørelsen blev det udtrykkeligt nævnt, at denne lov ikke gjaldt for Tøndermarsken. Men dette blev der lavet om på. Der kom en ny lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken. Den stammer fra den 3. december 1988. Heri blev der for første gang taget særlige hensyn til naturens vilkår og udvikling i området. Fra dette tidspunkt kom der fokus på muligheden for at få fuglelivet tilbage i marskområderne.

Nationalpark Vadehavet

Fuglebestanden var nemlig gået voldsomt tilbage i 1970’erne. Det skyldtes landbruget, der var gået fra kvægbrug til mere intensivt agerbrug.

Men det hele skulle ske gennem såkaldte frivillige ordninger. Men nu ser det ud til at EU – love tager over. Men der er stadig et godt stykke vej til at fuglene i Tøndermarsken har optimale forhold.

Hele det danske vadehavsområde blev i 2010 indviet som Nationalpark Vadehavet. Her indgår Tøndermarskens ydre koge. I byerne Varde, Esbjerg og Ribe roser man sig af, at befolkningen og turisterne kan gå fra bygrænsen og lige ud i nationalparken. Anderledes er det desværre i Tønder by. Her ophører nationalparken ved broen over Vidå ved Lægan ca. 3 km sydvest for byen.

Måske er ”Den Gamle Redaktør’ s oplysninger i denne forbindelse ikke helt opdateret. I 2009 blev der i forbindelse med det EU – støttede Projekt Snæbel genetableret en tidligere sø, Nørresø, umiddelbart sydvest for Tønder.

Fra Tønders bymidte ud i Nationalparken?

Man flyttede simpelthen Vidås nordlige dige nogle hundrede meter mod nord, så det blev plads til et vidunderligt naturområde, som Vidå slynger sig igennem om sommeren, mens det om vinteren oversvømmes i vinterhalvåret.

Hele området fra Lægan Pumpestation og øst på til landevejen mellem Tønder og Sæd indgår i projektområdet, som er købt af Staten gennem Naturstyrelsen. Hele dette område indgår i Nationalpark Vadehavet.

Hvis man også inddrager området mellem digerne og sammenløbet mellem Vidå/Grønå og op til Backmanns Vandmølle og Mølledammen i Tønder i Nationalparken, så vil også Tønders befolkning og turister kunne gå fra bymidten og lige ud i Nationalparken.

Slut med at lege på forlandet

Men i dag er det slut med at lege på forlandet i Ny Frederikskog. Det var dengang, vi byggede tømmerfloder og sejlede rundt i Prilerne. Her var det også udmærket at bade. Det var en herlig tid.

Vi har i artikler beskrevet ret så meget om Tøndermarsken og Vidåen. Vi vil forsøge her i tilslutning til denne artikel, at henvise til nogle af artiklerne.

Kilde:

• Div. Artikler fra www.dengang.dk
• Sønderjydske Årbøger (Søren Eller)
• Elsemarie Dam-Jensen m.fl.: Det grænseløse landskab
• Kjeld Hansen: Det tabte land. Den store fortælling om magten over det danske landskab
• H. Lausten-Thomsen: Tønder-Bogen 1926
• Niels Kingo Jacobsen: Træk af Tønder-marskens naturgeografi
• Niels Kingo Jacobsen: Rejsbymarsken, Miljø, stormfloder og digebyggeri (De Danske Vade og Marskundersøgelser, Rapport nr. 9)
• Kaj Petersen: Det tabte land i vest
• Jesper Theilgård: Det danske vejr

Hvis du vil vide mere? På www.dengang.dk kan du finde 240 artikler om Det Gamle Tønder, herunder:

• Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
• Askersodde ved Vidåen
• Syd for Tønder
• Omkring Vidåen og Havnen i Tønder
• Det Frisiske Salt
• En vandmølle i Tønder
• Tønder, Marsken og Afvandingen
• Tønder, Marskens Hovedstad
• Vikinger i vadehavet
• Tøndermarsken – under vand
• Aventoft – byen ved grænsen
• Drømmen om en havn i Tønder
• Digebyggeri i Tøndermarsken
• Hertugen af Tønder
• Kanal gennem Tønder
• Tøndermarsken
• Emil Noldes liv – vestpå
• Vadehavets maler – Emil Nolde og mange flere

Hvis du vil vide endnu mere? På www.dengang.dk kan du finde 70 artikler om Det Gamle Højer, herunder:

• Saltvandssøen ved Højer
• Landet bag Digerne
• Højer – Bondeby i marsken
• Den Hvide Fabrik – som oplevelsescenter
• En arbejder fra Rudbøl fortæller
• Gammel Frederikskog – dengang
• Mellem Højer og Ballum
• At plukke Sut ved Højer
• Landet bag digerne
• Syd for Højer
• Stormflod ved Vestkysten
• Rudbøls historie
• Fiskeri ved Højer
• Heltene i Vadehavet
• Øerne – syd for Højer
• Vadehavet ved Højer
• Travlhed ved Højer Sluse
• Bådfolket i Rudbøl
• Soldater på Jordsand
• Øen Jordsand – engang ud for Højer
• Søslaget ved Højer
• Højer – stormflod og Diger
• Højer – som havneby og mange flere

Hvis du vil vide meget mere? På www.dengang.dk kan du finde 168 artikler om Sønderjylland herunder:

• Mandø – endnu en historie
• Da Ballum – næsten fik en havn
• Rungholt – manddrukning et og to
• Langs Vadehavet
• Anekdoter fra Rømø 1- 3
• Hertugræve og Køkkenharer
• Borrebjeg på Rømø
• Færge fra Rømø til Ballum
• Nordstrand syd for grænsen
• Rømø endnu engang
• Mandø – en ø i Vadehavet
• Føhr – en ø i vadehavet
• Johannes Meyer – en korttegner fra Husum
• Rømø – en ø i vadehavet og mange flere

af Lisa Hildegarth

Søgårdlejren  af Lisa Hildegarth

[image: SøgårdlejrenVestfløjen (1).JPG]

Det var engang Sønderjyllands største gods. Det kendes fra Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Her omtales det som Kronegods. Bygningerne blev i 1936 – 1939 radikalt ombygget til kaserne. Den 9. april 1940 måtte tropper fra Søgård træde i funktion. Beredskabet kunne ikke forstå myndighedernes ageren. To timer efter at tropperne havde passeret grænsen kapitulerede man. Fra Søgård – lejren meldes om seks dræbte. Under besættelsen besatte tyske tropper lejren.

Søgårdlejren

I dag tager Ahlefeldternes tidligere hovedgård, Søgård, engang

Sønderjyllands største godsbesiddelse, sig ganske fredeligt ud med sin skønne beliggenhed i en smuk tunneldal ud til den smalle og til dels skovomkransede Store Søgård Sø.

 Denne ligger igen lige syd for landsdelens største sø, Hostrup Sø, med småøer og tilgrænsende hedeflader.

Nu henhører Søgård under Hjemmeværnet, men for blot et par menneskealdre siden kom den som kaserne for 2. fodfolkspionerbataljon, der var formeret som et panserafværgekompagni under lejrkommandanten, oberstløjtnant

P.F.L.B. Hintz, og 4. bataljon med oberstløjtnant S.E. Clausen som chef for alvor kom i historiens søgelys. Dele af 4. bataljon var desuden indkvarteret i Kværs og Kliplev.

Ved underretningerne om de store tyske troppeansamlinger umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse satte lejrkommandanten 8. april 1940 styrkerne i alarmberedskab. Der blev udleveret skarp ammunition og forbindspakker, motorkøretøjerne blev efterset, og der blev givet ordre til i tilfælde af en tysk grænseoverskridelse at optage kampen i de nærmere planlagte stillinger.

 Om morgenen den 9. april 1940 kl. 4.15 kom så meldingen om, at tyske tropper var på vej nordover via grænsen i Kruså. Ti minutter efter alarmeringen strøg de sidste motorcykler ud fra Søgårdlejren, og inden der var gået en halv time, sås en imponerende række af store tyske fly gå op langs den sønderjyske østkyst, samtidig med at mindre flyvemaskiner strøg op langs hovedvejen.

 Et par af maskinerne nedkastede flyveblade med det tyske “Oprop” til den danske befolkning. Én af dem affyrede skud mod de danske styrker. Der var kortvarige træfninger ved Hokkerup, Lundtoftbjerg, Bredevad og Bjergskov, men de ubetydelige danske styrkers kamp mod den overvældende tyske overmagt var håbløs.

Resultatet af kampene i Sønderjylland på denne ulyksalige aprilmorgen var 11 faldne og 20 sårede.

Ved Padborg var tre grænsegendarmer blevet dræbt af civilklædte tyske militærfolk, lige da invasionen begyndte. På landsplan var der 16 faldne og 23 sårede.

Søgårds mandskab følte stor bitterhed. Grænsestyrkerne følte sig svigtet af myndighederne, fordi disse, skønt angreb syntes umiddelbart forestående, ikke ville tillade dem at rykke ud i stillingerne og forstærke dem, inden fjenden passerede grænsen.

 Knap to timer efter at tyskerne havde overfaldet landet, traf det officielle Danmark beslutningen om kapitulation. Al modstand skulle indstilles.

Den 10. april var en del af de danske soldater på ny samlet på Søgård, og ved en mindehøjtidelighed på Odense Kaserne dagen efter afleverede daværende kaptajn Carl Georg Bartholdy fra Søgårdlejren kisterne med seks af de faldne fra kampene 9. april til chefen for 4. bataljon, oberst R.L.M. Mikkelsen. Bartholdy, der siden blev oberst, havde selv deltaget i kampene ved Bredevad vest for Løgumkloster.

Under størstedelen af besættelsesårene var tyske tropper garnisoneret på

Søgård. Den 16. oktober 1945 forlod de sidste tyske soldater gården, der en tid havde tjent som lazaret og gennemgangslejr, og fire dage senere vajede Dannebrog igen over Søgård.

Samme aften kunne danske jenser rykke ind i deres garnison. Endnu minder en sandstensobelisk ved indkørslen til kasernen om “danske Soldaters heltemodige Kamp den 9. april 1940”.

Historisk går Søgård tilbage til middelalderen. Den har antagelig udgjort en del af det krongods, der i kong Valdemars Jordebog fra 1231 omtales under Kliplev. Endnu kan man både øst og vest for landevejen udenfor se dele af et gammelt voldanlæg.

Det har engang omgivet voldstedet efter det første Søgård, som blev anlagt på et naturligt næs, der skyder sig ud i

Store Søgård Sø. Da man byggede chausseen mellem Aabenraa og Flensborg, anlagdes en vejdæmning tværs hen over den gamle, ca. 120 x 120 m store og voldomgivne borgbanke.

Kilderne omtaler Søgård første gang i 1357, da Luder Limbek fik Lundtoft herred i pant af den tidligere danske barnekonge, hertug Valdemar den 3. af Sønderjylland. Om det første Søgård er endnu ældre, kan kun bevises ad arkæologisk vej.

 I 1398 overgik besiddelsen gennem giftermål til slægten

Ahlefeldt, der herefter sad som ejere helt frem til en tvangsauktion i

1725. Derefter var der skiftende ejere, indtil besiddelsen i 1934 kom til den danske stat og blev indrettet til kaserne. Resten af jorderne blev dels udstykket, dels udlagt til militært øvelsesterræn.

Den nuværende hvidkalkede hovedbygning er opført i 1834 og 1858-60 og er til dels rejst på gamle fundamenter.

 Bygningen blev radikalt ændret ved indretningen til kaserne i 1936-39, da også den toetages, trefløjede kasernebygning af røde sten vest herfor blev opført. Fra den tidligere herregård resterer i vore dage kun de imponerende lindealleer vest for gården fra den store, franske 1700-tals have samt den gamle lade fra 1780.

Kilde:

P.F.L.B. Hintz: Mine oplevelser og indtryk som lejrkommandant på Søgaard i dagene omkring den 9. april, Sønderjysk Månedsskrift 4/1990.

Johan Hvidtfeldt: Søgård, Danske Slotte og Herregårde.

Tak til Lisa Hildegarth

På www.dengang.dk har vi mere om Søgård, Ahlefeldt, Limbæk og kampene i Sønderjylland herunder drabet på tre gendarmer i Padborg.

Ladegårdsåen (NørLIV 18)

Dette er vores 18. bidrag til Ugeavisen Nørrebro Liv. Det handler om en år, man gerne igen vil frilægge. Men hvad er historien bag denne å. Ja historien går helt tilbage til 1200 – 1300-tallet. Og åens navn er opkaldt efter den kongelige Ladegård. Men allerede i 1892 var Ladegårdens skæbne besejlet. Da blev der lagt en dæmning over åen. Men hele åen blev ikke overdækket med det samme. Der er sket maget i åen i tidens løb. Selvdøde dyr har flydt her. Børn har badet i åen. En bankrøver har skudt sig selv. Og nogle finde damer er druknet i åen, da en vogn gled ned i åen. Marie har druknet hendes barn i åen, og sådan kunne vi blive ved.

Der mange i bydelen, der gerne vil have frilagt åen, der i øjeblikket løber i nogle rør under Åboulevarden. Der er mange historier knyttet til denne å. Men det er er der også til gård, der leverede navnet til åen. Men de historier får du en anden gang.

Den første Ladegårdså ser vi allerede i 1200-1300 tallet. Da gravede man den ud som en bæk, der kom fra lavningen omkring den nuværende Bispeeng. Der blev bygget en dæmning ved den nuværende Bülowsvej. Bækken blev ledet gennem en gravet rende indtil Bülowsvej. Herved skabtes Peblingesøen. For at skaffe mere vand førtes flere åløb til Ladegårdsåen.

Og en disse åløb var Lygteåen. Den blev udgravet under Kong Hans (1455-1513). Formålet var at lede vand til vådområderne foran København. Det kunne så passende også bruges som forsvarsværk.

Allerede i 1600-tallet taltes der om forurening af åen. Kongen påbød bønderne om at rense den. Det samme gentog sig i 1620. En masse heste- og kreaturlig forstoppede flere gange åens løb.

Omkring 1820 dannedes en ny overgang ud for Blågårdsgade. Det var den såkaldte Blågårdsbeo. Her byggede byggematadorerne senere på livet løs. Broen førtes fra Nørrebros slum over til det pæne Frederiksberg.

I 1853 fik rådmand Bülow tilladelse for egen regning at anlægge en bro for enden af Bülowsvej. For enden af Parcelvejen (Griffenfeldsgade) blev Parcelbroen anlagt. I 1892 var denne så faldefærdig, at den blev revet ned. Den blev erstattet af en jorddæmning. Dermed var Ladegårdsåens skæbne beseglet.

Bangert anlagde en bro ved Brohusgade. Og han forlangte selvfølgelig bropenge. Han var jo ikke forretningsmand for ingenting.

I 1833 stod kister under vand på Assistens Kirkegården. Vandet blev ledet ned i Ladegårdsåen, som dengang også blev brugt som drikkevand. I 1879 kunne man i ”Blade fra Kirkegaarden” læse, at nogle beboere nede ved Ladegårdsåen var blevet fundet døde i et hus. De havde antagelig drukket af vandet.

I 1890 var ladegårdsåen et idyllisk åløb. Men som tidligere nævnt var gangbroerne ikke særlig solide. På begge sider var der smukke indhegnede lysthaver og nyopførte rødstensvillaer. Hist og her var der kedelige lejekasserne, ja og så var det selve Ladegården.

Men Ladegårdsåen var en tumleplads for børn fra både Frederiksberg og Nørrebro. Her sejlede man med træskibe og lavede tømmerflåder.

Der blev solgt postkort med teksten ”Badeliv i Ladegårdsåen”. Jo, det var Nørrebros Bellevue. Nu var vandet nok ikke helt rent. Af og til kom der en død hund eller kat drivende i åen. Men så længe der ikke var betjente eller Åfar i nærheden, var der her et rigt badeliv, selv om badning var forbudt.

Drengenes skræk var Åfar. Han var den kommunale ”bussemand” og ”bukseryster”. Jo det var færre på færde, når han var i nærheden.

Her var masser af småfisk, frøer, haletusser og salamandere. Men der var også igler, der sugede sig fast på børnenes bare ben. Her var også engang store geder, særlig ved Revolveren, der var en slags mergelgrav. Her lå senere Snedkermesterens Træ – og Finerskrædderi. Dengang var åen en langsom glidende strøm.

Ofte gik turen til ”Havet”. Ja sådan kaldte Nørrebro-ungerne åen. De voksne tog kaffe med og satte sig på bænkene, der var opsat på stierne langs åen. Her kunne de voksne så sidde og hygge sig, mens ungerne badede.

Om vinteren løb man på skøjter på åen eller sprang på isflager. Bagefter blev poderne stillet til tørring foran kakkelovnen. De blev tøet op under alskens pinsler mens det snurrede i hænder og fødder. Næste tag man fat igen. Hvis man ikke havde en kælk, kunne man bruge et sildekasselåg, ja skoletasken kunne også bruges.

Åen var grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro. Dette betød mange grænsekampe mellem drengene. På bredden af Ladegårdsåen beskød Nørrebro-knægtene ruderne på Mariedal.

Ja og her gik Rabarberdrengene ofte over. For på den anden side boede de ”blegfisede” villa-drenge. Gang på gang blev villavejene ryddet, når Rabarberdrengene gik i aktion. De ”blegfisede” søgte tilflugt i villahaverne. Men heller ikke her kunne man føle sig sikker.

Et par voksne truede med spadserestokke. Men de blev også drevet på flok. Og da en betjent blandede sig en gang, blev denne overfaldet. Næsten alt hans tøj, ting og sager blev smidt i åen. Det var et kosteligt syn, at se en betjent med bar røv flygte ned langs villavejene.

Der er historier om unge piger, der druknede deres afkom i åen. De var kommet til storbyen og mødt en sød fyr, troede de. Men da Maries kæreste hørte, at Marie var gravid flygtede han. Marie så aldrig mere ”Prinsen på den hvide hest”. Og lovgivningen dengang var bestemt ikke på Maries side.

Der findes mange vandrehistorier om åen og alle dem, der har druknet sig i den. Ud for Åboulevarden 16 er anbragt en høj spids sten, som minder om en blanding af en milepæl og mindesmærke. Den var tidligere anbragt i selve Ladegårdsåen.

Der var ingen inskription på stenen. I folkemunde hed det sig, at den var anbragt til minde om et brudepar, der i længst forsvundne tider var kørt i karet til deres fremtidige hjem. Men kareten var i en bælgmørk aften væltet ude i åen, hvor det unge par var druknet. Man sagde også at det var to letlevende damer, der havde siddet uroligt og svinget fra side til side. Derved var vognen faldet i åen.

Men bladet ”Nyeste Skilderier af København har hvis nok sandheden. Den 1. december 1812 kunne bladet meddele, at natten mellem den 26. og 27. november var en karet kommet kørende fra ”Lystgaarden Roligheden” og væltet ned i Ladegårdsåen ikke langt fra Skt. Hans Hospital som Ladegården hed dengang.

I denne karet var der 5 damer og en halvvoksen knægt. To af damerne druknede.

At denne ulykke kunne ske, lå dels i at Ladegårdsåen henlå fuldstændig uoplyst, dels i at den ikke var indhegnet, så den var umulig at skimte i den sorte nat. Det var denne hændelse, der førte til, at der blev plantet piletræer langs åens bredder.

Da åen i 1897 på en deltrækning skulle overdækkes blev stenen anbragt på selve midterpartiet af Åboulevarden. Samtidig blev der foretaget en simpel indskrift 26.-27. nov. 1812 indhugget i stenen. Ved reguleringen af Åboulevarden blev stenen midlertidig bortfjernet og indskriften slebet ud. Men siden blev stenen opsat på sin nuværende plads.

En søndag morgen i 1913 sad en ung mand og fiskede i Ladegårdsåen. Han gjorde en uhyggelig opdagelse. Han så et lig komme flydende i åen. En betjent blev tilkaldt. Ved fælles hjælp fik de bjerget liget. Det var Lundorf Larsen, der havde begået et bankrøveri på Østerbrogade. Han havde søgt tilflugt hos en kammerat. Her troede han, at han kunne finde et gemmested. Men i stedet kontaktede denne politiet. De var lige i hælene på ham. Lørdag aften var han vadet ud i åen og skudt sig en kugle for panden lige over øjet.  

På www.dengang.dk kan du læse en masse artikler om det gamle Nørrebro herunder:

• Ladegården og åen
• Den gale præst på Ladegården
• Livet på Ladegården
• Ladegården – dengang
• Fattiglemmer på Ladegården
• Christian den Fjerdes Ladegård
• En tur langs Ladegårdsvejen
• Skal Ladegårdsåens vand atter flyde?

Hjemsted – en oldtidspark, der måske forsvinder

Her lå Hemirs gård. Han var soldat i den Jyske Hær. Hjemsted Banke var et godt sted at bygge en gård. Landsbyen blev opgivet i år 450. Her har været omfattende udgravninger. Disse ting er udstillet her. Der var 14.000 gæster i 2018. Man havde forventet flere. Nu lukker man måske. Politikerne i Tønder vil ikke bevare kulturarven. Centret har eksisteret i 27 år. En kovending i Byrådet har betydet, at politikerne ikke mere vil bruge penge på det. Her kan du også se tre oltidsgårde og et stort museum. Her er Olgerdiget udstillet. Et kæmpe forsvarsværk på 90.000 egestammer. Diget er anlagt i tre perioder. Du kan nå at besøge centret i hele 2019.

Hemirs gård

De færreste er klar over, at de små landsbyer som Sommersted, Hammelev, Drengsted, Hjerpsted, Emmerlev eller Hjemsted er klar over, hvornår de er opstået. Navnene har to led. Første led er afledt af et mandsnavn, mens andet led udtrykker ejerskab. Endelsen –lev betyder arvelod, mens – sted henviser til, hvor man boede eller opførte sin gård.

Hjem – er afledt af mandsnavnet Hemir. Hjemsted betyder derfor Hemirs sted eller gård. På samme måde er Hamme – afledt af mandsnavnet Hamis. Hammerlev betyder derfor Hami’ s arvelod. Det er almindelig enighed om, at disse stednavne opstod i jernalderen – sandsynligvis i 200-tallet e.Kr.

Måske blev navnene dannet efter romersk forbillede. Efter endt tjeneste i den romerske hær, var det almindeligt, at kejseren tildelte de trofaste soldater et jordlod inden for rigets grænser. Her kunne de opføre en gård og etablere sig med deres familier. Denne skik var ikke ukendt blandt germanere, fordi mange på den tid lod sig hverve til den romerske hær.

Hemir – soldat i den Jyske hær

I 200-tallet var de gamle stammesamfund i opbrud. I Sydskandinavien var dannelsen af de største kongeriger godt i gang. Anglerne havde allerede i begyndelsen af 1. århundrede etableret et rige i det sydøstlige Sønderjylland. I sidste halvdel af det 2. århundrede fulgte jyderne trop og etablerede et rige i det centrale Jylland.

De nydannede riger konsoliderede og udvidede deres magtområder. Det foregik næppe fredeligt. Krig og ufred hørte til dagens orden. Herom vidner de mange samtidige våbenofferfund i østjyske og fynske moser.

Hemir var soldat eller officer i den jyske konges hær. Omkring år 200 var den sidste af Over Jerstal – kredsens fyrster blevet besejret. Som tak for udvist mod og trofasthed, blev han tildelt et jordlod, hvor han kunne opføre sin gård og bo hos sin familie.

Et godt sted at bygge en gård

Hemirs jordlod lå på Hjemsted Bakke, som udgør den vestlige del af Toftlund Bakkeø. Her på banken kunne han bo i sikkerhed for de tilbagevendende stormfloder. På de frodige marskegne var der god græsning for kreaturerne og på gesten kunne man dyrke markerne. Hjemsted Banke var et godt sted at bygge en gård.

Hemir var langt fra den første, som byggede på Hjemsted Banke. I perioden 0-200 e.Kr. lå der her en stor landsby med måske mere end 100 indbyggere. I landsbyen boede bønder og krigere. De døde var begravet på syv urnegravpladser. En mindre gravplads var forbeholdt krigerne. Enkelte krigere blev dog begravet sammen med bønderne.

Lederen af landsbyen boede antagelig på en gård lidt uden for landsbyen. Hans familie var begravet i jordfæstegrave på en særlig gravplads. Efter romersk forbillede blev gravene på denne gravplads anlagt langs vejen, som førte op til landsbyen. Hvergrav blev markeret med en lav gravhøj.

Landsbyen blev opgivet i år 450

Landsbyen blev antagelig udslettet og indbyggerne tvunget bort, gjort til slaver eller etnisk udrenset af den hær, hvor Hemir tjente. I begyndelsen af 200 – tallet fandtes der kun en gård på Hjemsted Banke, og det var Hemirs. Alle blev begravet i jordfæstegrave.

Omkring år 300 var der tre gårde. Hemirs gård var nu en landsby.

Landsbyen bestod af 10 gårde i år 450, da den blev opgivet. Hvorfor ved man ikke. Måske udvandrede man sammen med andre jyder, anglere og saxere til England? Nogen må dog være blevet tilbage for ellers ville navnet Hjemsted – Hemirs gård – næppe være overleveret til vore dage.

Hans familie var begravet i jordfæstegrave på en særlig gravplads. Efter romersk forbillede blev gravene på denne gravplads anlagt langs vejen, som førte op til landsbyen. Hver grav blev markeret med en lav gravhøj.

Omfattende udgravninger

Historien om Heimirs gård bygger på de omfattende udgravninger, som Museum Sønderjylland gennemførte på Hjemsted Banke primært i tidsrummet 1977 – 86. Det er fortsat tale om en af de største udgravninger museet har gennemført. Udgravningen har givet et af de mest komplette billede af jernaldersamfund i tiden 200 – 450 e.Kr., som vi kender i Danmark.

Det er historien om Hemir og hans samtid, der bliver fortalt i Hjemsted Oldtidspark.

Man havde forventet flere gæster

Stedet bliver besøgt af ca. 14.000 gæster i 2018. Det var under det forventede niveau.

Men det er ikke sikkert, at stedet eksisterer efter udgangen af 2019. Hjemsted – Danernes verden skal sælges eller udlejes til helt andre formål. Det historiske højdepunkt på Hjemsted Banke ved Skærbæk forsvinder måske. Atter et stykke kulturarv ser ud til at gå tabt.

Nu lukker man måske

Baggrunden for beslutningen om lukning skyldes at Fonden Skærbækcentret, der ellers har stået for driften af parken de seneste år, har meddelt, at man trækker sig fra driftsaftalen ved udgangen af 2019.

Centret har eksisteret i 27 år

Fonden har drevet oldtidsparken og har gjort det godt i nogle år. Hjemsted Oldtidspark blev etableret i 90’erne og har eksisteret i 27 år.

Efter at Tønder Kommune i 2016 indfriede lån på godt 27 millioner kr. hos Arbejdermarkedets Feriefond, overtog kommunen ejerskabet. Oldtidsparken tog efterfølgende navneforandring til Hjemsted – Danernes verden.

En kovending i byrådet

Beslutningen om at lukke oplevelsesparken ved udgangen af 2019 er lidt af en kovending. I september/oktober sidste år blev alle partier i byrådssalen enige om, at sikre parkens drift med et årligt tilskud på 2,6 millioner kroner frem til 2023.

Disse penge, i alt 10,4 millioner kroner bliver der med den ny situation ikke længere behov for. Forligskredsen foreslår nu, at disse midler reserveres til Wegner -–og Zeppelin-projekter, som kommunen har planer om.

Egentlig skulle det have været en af de helt store turistattraktioner. Men efter kommunalreformen i 2007 har stedet været en dyr fornøjelse for Tønder Kommune.

En masse aktiviteter i centret

Museet beskæftiger sig bl.a. med jernalderen. Her er et underjordisk museum og et udendørs område med rekonstruerede jernalderhuse.

Det var her man i 1970erne fandt bemærkelsesværdige fund fra en landsby, der lå her fra mellem 500 f.Kr. og 450 e.Kr. Det var krukker, der dukkede op. Og det viste sig, at disse var urner. De originale fund kan ses i den store 1.000 m2 store underjordiske museum.

Turen gennem museet giver en forståelse af livet i Hjemsted fra 500 f.Kr. til 450 e.Kr. og giver en god baggrundsviden til oplevelsen efterfølgende i parken.

Filmen i museets biograf skildrer tilværelsen i jernalderens Hjemsted. I ”Fortællermosen” kan man høre historien om, hvordan jernalderlivet oplevedes gennem barneøjne for 1.600 år siden.

I højsæsonen er det mange aktiviteter som affyring af kastemaskiner, museumsdage, børneaktivitetsdage, ilddage, buedage, oldtidsmad m.m.

Ja så er romerne også på færde. Her demonstrerer romerske legionærer eller gladiatorer kampteknik og udrustninger. Ja og så kan man sejle i søen og se de mange søde dyr.

Hjemsted Oldtidspark har udarbejdet en skattejagt ”Find Oldtidsvejen”, der guider folk eller lejrskoleelever rundt og stiller spørgsmål om jernalderen. Der er mange muligheder m.h.t. rundvisninger og aktiviteter.

Tre oldtidsgårde i centret

Fra museet er der udgang op i Nordgården. Her træder man direkte ind i oldtiden. Den ny konstruerede landsby består af Sydgården, Mellemgården og Nordgården.  

Nordgården er en rekonstruktion af en jernaldergård, der stod på Hjemsted Bakke omkring 450 e.Kr. Den østvendte gård har stald og beboelse i samme længde og er med sine lerklinede vægge og tagbærende stolper et typisk eksempel på byggestilen i det 2. – 6. århundrede. I stalden ses båse med plads til dyr.

Datidens dyrehold omfattede køer, får, geder, svin, heste, høns og gæs. Dyrene var ikke fremavlede til vor tids størrelse og gav langt mindre udbytter, f.eks ydede en malkeko kun ca. en tiendedel mælk i forhold til en moderne ko.

Disse to gårde danner tilsammen et samlet gårdkompleks, omkranset af et hegn, der danner rammen om en gårdslads på 1.100 m2. Som almindelig i jernalderen rummer hovedhuset i Sydgården både stald og beboelse. Det var praktisk i årets kolde måneder, hvor dyrene var inde og bidrog til at opvarme huset. Taget hviler på jordgravede stolper, mens væggenes lerklining består af en blanding af ler, sand, hestemøg og strå.

I mellemgården er der ingen stald, og den har sandsynligvis fungeret som værkstedsbygning, der også kan anvendes til beboelse og stald.

Syltgården

Syltgården er en rekonstruktion af en jernaldergård fra omkring år 0, fundet på den tyske vadehavsø Sylt. Som i andre skovløse områder havde disse gårde tørvebyggede vægge, der var meget tykke og isolerende. Klimaet i Syltegården er derfor også anderledes end i de andre rekonstruerede gårde.

Smedjen, huset ved søen og bådhuset er nogle af parkens andre aktiviteter. Disse bygninger er ikke direkte rekonstruktioner, men er bygninger opført efter jernalderens byggeprincipper.

Olgerdiget – det store forsvarsværk

Mellem Norgåen og Syltegården er rejst en jernalderbefæstning efter princippet fra Olgerdige. Det og tilsvarende befæstninger var med til at markere magt og kontrollere samfærdslen i stammesamfundskulturen.

Olgerdiget er en 12 km lang forsvarsspærring fra Vidåen i vest til Aabenraa i øst. Det starter nær Gårdeby ved Gejlå, som er en del af Vidå- systemet. Herfra fortsætter det øst om Tinglev og videre op mod Uge og op til Urnehoved øst for Bolderslev. Antagelig har det fortsat ud i Aabenraa Fjord.

Anlægget havde front mod nord og udgjorde en spærring, hvor søer og moser ikke dannede naturlige grænser. Det gik op imod 90.000 egepæle til at bygge Olgerdiget – flere er stadig bevarede. De ældste palisader er dateret til 1. århundrede e. Kr.

Palisadeanlægget blev sandsynligvis bygget for at overvåge færdsel fra nord til syd og efter alt at dømme stod der flere bygherre bag – måske høvdinge eller småkonger i et sydslesvigsk magtcentrum? Måske er Olgerdiget den første rigsgrænse i syd?

90.000 egestammer er brugt

Navnet – Olgerdiget – er fra gammel tid overleveret i folkemunde. Første gang, det optræder i litteraturen er i Pontoppidans ”Danske Atlas” fra 1768. Anlægget blev også kaldt Ollemers Vold og Olmersdige. Ja diget har en lang udgravningshistorie. Den første udgravning fandt sted i 1928. Senest er der gravet i Olgerdiget i 2003 i forbindelse med opførelsen af en ny stald ved Ligård ved Uge.

Udgravningerne har afsløret at Olgerdiget består af et varieret antal af palisaderækker, som over større strækninger er suppleret med en grav og vold. Beregninger viser, at der er brugt omkring 90.000 egestammer til at lave palisaderne.

I det 1. århundrede boede anglerne i området omkring Slien og Flensborg Fjord. For at beskytte sig mod Over Jerstal – kredsens autonome småstammer mod nord blev Olgerdiget som en del af grænsen tværs over Jylland fra udmundingen af Vidåen i Vadehavet mod vest til Aabenraa Fjord mod vest til Aabenraa Fjord i øst. Det kan jo også være at fjenden var en helt anden.

Anlagt i tre omgange

Tidligere var opfattelsen, at Olgerdiget var blevet anlagt i begyndelsen af 3. århundrede f.Kr. Udgravningerne fra 2003 har dog vist, at Olgerdiget har mindst tre byggefaser. Det er grundlagt mellem 40 og 50 e.Kr. og udbygget og repareret mellem 80 og 90 e.Kr. Diget er igen blevet udbygget mellem 100 og 110 e.Kr. Efter 150 e.Kr. bliver Olgerdiget afløst af Æ Vold ca. 4 km nord for Rødekro. Det betyder, at Olgerdiget bliver opgivet og forsvarslinjen rykker mod nord mod Genner Bugt. Opbygning og udseende ligner Æ Vold fuldstændig Olgerdiget.

Anlægget vidner om en kompleks magtstruktur i Sydslesvig, som har formået at opføre og vedligeholde dette store kollektive forsvarsværk. Her er det nærliggende at tænke på en tidlig rigsdannelse. Hvis det er tale om en rigsgrænse, ja så er det den ældste i Skandinavien.

Du kan endnu opleve centret

I Hjemsted – Danernes Verden kan du endnu i år opleve nogle af vor civilisations urgamle håndværk og besøge smeden og pottemageren samt værksteder, der arbejder med uld og fremstiller de smukke stammebåde.

Håndværkerne var fundamentet for at landsbyen kunne trives og have både til opgave at skabe nyt og reparere gammelt.  

På særlige dage kan man i Hjemsted Danernes Verden følge udviklingen af jern eller opleve stemningen på slagterdage eller ved håndværkermarked.

Udstillingen indbefatter bl.a. våben, værktøj og grave. Foruden den danske jernalder i Hjemsted viser den anden del romerne og Romerriget.

Den udendørs park fylder 24 tdl. Her er opført en række huse fra forskellige dele af jernalderen. Det er gårde, håndværkshuse og en mindre fæstning. Der findes også her to romerske krigsmaskiner.

I sommersæsonen er parken levendegjort af frivillige, der bor i jernalderlandsbyen klædt i periodens klædedragter.

Kilde:

• www.jv.dk
• www.oldtidsglimt.dk
• www.nordschleswig.dk
• www.wikpedia.dk
• www.hjemsted.dk
• www.campaya.dk

Hvis du vil vide endnu mere, så indeholder www.dengang.dk 168 artikler om Sønderjylland, herunder:

• Sønderjyllands historie indtil 1200

Hvis du vil vide endnu mere, så indeholder www.dengang.dk 239 artikler om Det Gamle Tønder, herunder:

• Vikinger i Vadehavet

Fra dengang, der var vintre til (a)

Af Lisa Hildegarth

Vidste du, at man er gået over isen fra Sjælland til Fyn. Det foregik fra 1800-tallet og frem til 1942. Man brugte specielle joller. Og så findes der sandelig også et museum med disse – såkaldte isbåde.

På halskov Odde ved Korsør, lige neden for den motorvej, der i dag giver forbindelse mellem Sjælland og Fyn på 10 – 15 minutter, ligger et isbådsmuseum. Her kan publikum se, hvordan transporten over Storebælt foregik om vinteren fra 1800-tallet og frem til 1942.

Dengang var der isvintre til, og en tur i en af de i alt 45 store klinkbyggede joller kunne tage fra seks timer og til flere døgn. Nogle gange var det med overnatning på Sprogø.

Det var både post, gods og passagerer, der forcerede bæltet på den måde. Kvinder og børn fik lov til at sidde i bådene, mens mændene trak bådene hen over isen. Bådens køl gled simpelthen på isen, og mændene sørgede for fartøjets balance ved hjælp af bomme på tværs af bådene,

Det kunne være en farefuld færd. Indimellem var der åbent vand. Her roede mændene bådene. Problemet var naturligvis overgangen mellem åbent vand og is, våger og muligheden for at bedømme, hvornår isen var tyk nok til at bære båd og alle personer.

Det vides, at flere personer druknede under overfarterne, men vi ved ikke hvor mange

På Facebook – dengang.dk bringer vi et foto fra vinteren 1941. Flere hold med både fulgtes over det tilfrosne bælt (Isbådemuseet – Halskov Odde).

Valdemar Skrupskider og de andre (NørLIV 17)

Dette er vores 17. bidrag til ugeavisen Nørrebro LIV. Vi er ude på Lersøen og møder en masse originaler. Her har man bygget huler. Og så bader man i Lygteåen. Men herude har kriminelle også søgt ud. Og mange er efterlyst af politiet. De bliver kaldt for Lersø – bøllerne. Og de mest kendte er nok Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. De blev kaldt for Danmarks Bonnie og Clyde. Efter Lersø-Slaget flygtede de til Aarhus. Men her blev de endelig fanget, men flygtede fra fængslet.

Vi er ved den næsten udtørrede sø, Lersøen. Jo den var engang en del af Københavns vandforsyning. Vandet løb via Lygteåen til Ladegårdsåen.

Nu var Lygteåen også en vigtig grænse. For lige hertil løb Københavns Politis myndighed. Var man på den anden side af åen var man i Brønshøj Sognekommune. Måske var det derfor så mange gemte sig i sivene. Men det var kun til 1901, så bredte Københavns Kommune sig.

Lersøen bredte sig over et ganske stort område. Fra Bispebjerg Hospital over til Haraldsgade. Og fra Nørrebrogade(Lygtevejen) forbi Lyngbyvejen. Her var masser af pilekrat. Man kunne sagtens fare vild herude.

Her kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø – bøllerne. De blev kaldt Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Osen, Knokkeldrengen, Musen, Kro-Anders, Lange Hermand, Delle-Frederik og Valdemar Skrupskider. Jo denne kunne med bagdelen spille Fanemarchen. Og dette var meget populært hos børnene.

Jo så var det også Sorte – Petra. Hun var nærmest at betragte som fælles eje. Af andre piger var det også Anna 66, Guldåsen m.m. De trak på gaderne i København og bidrog på den måde til fællesskabet.

De byggede deres små huler af pilekrat og overdækkede dem med voksdug. Deres indbo hentede de fra den nærliggende losseplads ”Mimrelunden” Den lå på bakken lige neden for det nuværende Bispebjerg Hospital. Huslejen var gratis. Her var nogenlunde tørt og lunt. Man kunne altid varme sig på spritten. Favoritten var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med en skibsøl eller en pot skummet mælk. Det var sundt og nærende.

Fast føde brugte man helst ikke penge på. I kvarteret var der altid en bager, der havde gammelt brød. Og var man vaks ved havelågen, kunne man altid rapse sig en høne eller et stykke flæsk.

Hos bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager for to øre. Så gjorde det ikke noget, at de var 3 – 4 dage gammel.

Politiet vidste godt, hvad der foregik derude. Men der var nu ikke daglig patruljering. Men når man vidste, at der gemte sig farlige forbrydere derude, så gik den vilde jagt med hunde. Og ikke alle betjente var lige populære. Særlig ham, de kaldte for Bølle Jørgensen var ikke velkommen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Ham gad ikke at slæbe bøllerne med på stationen. Han slæbte dem med ind i næste port og gav dem en ordentlig øretæve.

Lersø – bøllerne var frie fugle. De ville ikke underordne sig samfundets regler. De levede af smårapserier, betleri og lidt kræmmerhandel. Ja og så trak pigerne på Københavns gader.

De havde en ret høj hygiejnisk standard herude. De badede kollektivt nøgen i Lygteåen. Deres tøj hang til tørre inde ved bredden. Og for fem øre kunne man endda købe et stykke sæbe.

De havde også deres stamværtshus på Nørrebro. Bag ved Stefanskirken lå Brønshøjgade. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder og her holdt Lersø – Bøllerne en gang imellem Snapseting.

Kongeparret herude var absolut Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. Ferdinand Eriksen var en sværlemmet kleppert. Han havde ikke den store fidus til manuelt arbejde. Han havde direkte modvilje mod det. Han var flere gange kommet på kant med loven. Jorden brændte for alvor under ham. Derfor søgte han herud til ligesindede.

Karen Spidsmus hed egentlig Samuelsen. Det var hendes markante profil, der gav hende berømte navn. Hun kom inde fra Rabarberlandet. Hun havde nogle smådomme for overtrædelse af politivedtægten. Sådan opfattede hun det nu ikke selv. Hun betragtede det som aldeles utidigt indgreb i sit privatliv. Hun var bl.a. stukket af fra en forvaringsanstalt.

Hun var opvokset i Rabarberlandet og var datter af ”Den glade Sandmand”. Man skulle aldeles ikke kommentere hendes profil, så fik man en på ”Snotten”.

Man kan vel sige at bøllevæsnet i Lersøen kulminerede i 1901. Her blev det store Lersø – slag udkæmpet. Banden havde delt sig i forskellige grupper og begik indbrud på Nørrebro. Det skete natten mellem den 29. og 30. september, hvor de hen på morgenstunden kom hjem belæsset med udbyttet for at fejre det i hytterne.

Nu findes historien i forskellige udgaver. Det endte med, at den ene betjent Ørsted døde af sine kvæstelser herude. Hans makker blev anklaget for, at have svigtet sin kammerat.

Kongen og dronningen fik politiet ikke fat i, men stort set alle andre. Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus var flygtet til Aarhus. Her havde de lejet en kvistlejlighed og optrådte som Mathilde og Valdemar Hansen, bror og søster. Efter et halvt år var de blevet fanget. Men inden sagen kom for retten var fuglene fløjet.

Men de blev igen indfanget. Egentlig var det myndighederne, der blev gjort til grin. Ja det handler om spektakulære flugtforsøg og udklædning. De to blev hovedpersoner i skillingsviser og i revyer.

Ferdinand blev idømt 4 års tugthus for sin rolle i Lersø – slaget. I maj 1905 blev han benådet for resten af straffen mod at forlade landet og ikke vende tilbage de første 10 år. Han blev sendt til USA på politiets regning. Men forholdene passede ham ikke rigtig, og snart var han tilbage igen. Dette blev i den grad fejret ude på Lersøen.

Men først i 1912 kom han ud og klarede sig derefter fri fra Politi og Domstole. Han døde på Kommunehospitalet i 1919.

Karen Spidsmus slap med 30 dage på vand og brød. Hun levede herefter som en anstændig dame på Vesterbro til hun var godt oppe i firserne. I de senere år var hun dog blevet apatisk og nærmest igen en original.

Efterhånden kom bebyggelsen tættere på. De resterende ”bøller” på Lersøen trak ind til Nørre Fælled og skiftede navn til ”Fælledbisserne”. Ja og disse vil vi også senere aflægge et besøg i vores serie.

Politiet fik efterhånden også mere styr på det. Således anskaffede politiinspektør Mellerup nogle politihunde. Og det gav resultater. For disse hunde var ikke bange for Fælledbisserne. Der blev uddelt massevis af bidesår. Dette gentog sig gang på gang.

Man sagde i politikredse, at det var opdagechef Bertel Madsen, der fik optrevlet hele banden. Det er nu ikke helt korrekt.

• Du kan læse meget mere om Lersø-bøllerne på www.dengang.dk

Blågårdens Storhedstid

Her lå Teglgården. Hvor fik Gabel pengene fra? Frederik den Tredjes uægte søn ejede også Blågården. Talrige fiskedamme. Prins Carl købte ejendomme i 1706. ”Der kommer prins Pless med min bror Carl”. Sophie Hedevig, en streng og pietistisk dame. Haven blev udvidet. En ny hovedbygning blev bygget. Den var rigt udsmykket. Prins Carl forlod Blågården i vrede, men inden kom Zaren på besøg. Men ikke på Nørrebro. Han blev installeret inden for voldene. Sophie Hedevig ville indgå tvangsægteskab. Men hun var hvis nok kæreste med von Plessen. Han fik Blågården foræret. Og så blev han uvenner med kongen. Louise von Plessen faldt også i kongens unåde og blev udvist. Så var det Knud Jacobsen Lyhne, der fik et godt tilbud af Grev Holck. Denne var stråmand for kongen. Struensee fyrede grev Holck på gråt papir og sendte Støvlet – Kathrine til Hamborg. Vi skal også høre om englændernes ødelæggelser og skolelærerseminariet. Den første industri indfandt sig, og sandelig også et teater.

Teglgården

Vi har skrevet en del om Blågården. Hvad lå her før og hvad lå her efter. Men egentlig har vi ikke beskæftiget os så meget med de personer, som boede her. Det hele sluttede i forfald, og så forsøgte man med industri og et lærerseminarium. Senere blev det hele udstykket.

Vi ved, at Stadens Teglgård blev opført her i 1616-17. Ja helt nøjagtigt står det følgende:

• Teglovn med Huse og Lader paa Byens Bekostning af ny igen er opbygt.

Herefter fik stedet ”Teglgaardsvang”.

Hvor fik Gabel pengene fra?

Omslagsforvalter, rentemester og statholder Christopher Gabel byggede et lystslot med en mægtig have omkring. Da tagstenene var blå kaldte københavnerne stedet for Blågård, og det beholdt siden dette navn.

Men hvor fik Gabel alle de penge fra? Man mente, at det var hans indflydelse hos kongen, der gav ham alle disse penge. Men man beskyldte ham også for bestikkelse. Han fik nogle mægtige fjender. Blandt disse var kronprinsen, den senere Christian den Femte og selve dronning Sofie Amalie og mægtige adelsmænd som Ahlefeldt’ er og Rosenkrantz’ er. Da han døde den 13. oktober 1673 var hans eftermæle vel heller ikke det allerbedste. Juristen Herman Conring skrev følgende:

• Han er ikke så udannet, som det almindelig siges, og ser man hen til hans naturlige begravelse, har han ingen lige.

Gabel vidste, at hans magt stod og faldt med kong Frederik. Han faldt da også ved dennes død i unåde.

Det var i Gabels tid, at der her opstod en prægtig have med de så prægtige Lindealleer. Ellers lå der kun småpavilloner med blå tage på grunden. Hovedbygningen var langt yngre.

Frederik den Tredjes uægte søn

I 1688 solgte Gabel’ s ”ganske ubetydelige” søn hele ejendommen til generalfeltmarskal Ulrik Frederik Gyldenløve, som beholdt den i kort tid. Ja denne var Frederik den Tredjes uægte søn med Magrethe Pape. Derefter kom den i forskellige officerers hænder.

Talrige fiskedamme

I 1694 blev stedet købt af deputeret i Generalkommissariatet, etatsråd Reinhold Meyer. Han udvidede arealet. Ejendommen blev brugsgård med hollænderi. Han forsynede også lysthaven med talrige fiskedamme med vandtilførsel fra Peblingesøen. Efter Meyers død overgik ejendommen til datteren og hendes mand, kaptajn i Fodgarden, Cesar René Thehillac.

Prins Carl købte ejendommen i 1706

Kong Frederik den Fjerdes bror, Prins Carl købte ejendommen i 1706.

Han udvidede grunden ved også at købe jord på den anden side af søen. Denne prins Carl var ikke nogen betydelig personlighed. Han havde mange embeder og titler. Men egentlig var han kun en jævn og rolig godsejer, der tilbragte sin tid med at jage og ride og læse i pietistiske bøger. Han syslede også med ”Guldmageriet” og havekunsten. Dette kunne han så gøre i ”Prinsens Have” også kaldet Blågården.

Der kommer Prins Pless med min bror, Carl

Han var god mod sine bønder og kom godt ud af det med sin bror, kongen, der regnede ham for en stor ubetydelighed, der var fuldstændig i lommen på sin hofmester, den senere minister Carl Adolf Plessen. Kongen sagde en gang i spøg:

• Der kommer Prins Pless med min broder Carl.

Egentlig hed stedet nu ”Prins Carls Hauge”.

Sophie Hedevig, en streng og pietistisk dame

Hoffet, der førtes på Blågård, og hvortil prinsens søster Sophie Hedevig sluttede sig til. Hun var en meget streng pietistisk dame. Hun var yderst fornem men meget tilbagetrukket. Prinsen havde 47 personer til sin opvartning og prinsessen 23. Og de spiste kun af ”sølv”.

Haven blev udvidet

Da Farimagsvejen i 1713 blev anlagt på en del af Accisebodvænget, som prinsen havde fæstet af Staden købte han resten og 1,777 kvadratalen af vænget langs Ladegårdsåen for 600 Rigsdaler. Købet skete dog med den betingelse, at han ikke foretog en opfyldning af Peblingesøen. Desuden skulle han lade Stadens ”Vandkiggere” få adgang til at foretage reparationer på byens ”vandrender”. Jo dengang var søerne drikkevandsbeholdere for København.

Haveanlægget var indrammet af to prægtige lindealléer, hvoraf den ene løb inden for plankeværket langs Nørrebrogade. Lodret på disse alléer flere andre og større. Et par af dem nærmest hovedbygningen er senere blevet til Blågårdsgade og Wesselsgade.

Langs den sidstnævnte var et smalt vandløb over hvilken en bro førte til Dosseringen som på hele strækningen var beplantet med piletræer.

Fra hovedbygningen og helt ned til søen førte en buegang tækket med kobber og indvendigt udsmykket med malerier.

Bag selve lysthaven med dens tilklippede træer var der sfinkser, pyramider og andre mærkelige figurer. Der var lysthuse, stive snørklede blomsterparterrer og skulpturer

Bygningerne lå samlet på arealets nordligst hjørne. Slotsgade er den gamle indkørsel til slottet. Til venstre for gårdspladsen mellem Nørrebrogade og Baggesensgade lå selve hovedbygningen, der havde facade mod Peblingesøen.

Bygningen var rigt udsmykket

Det var en et-etagers bygning med brudt tag. Der synes kun at have været seks værelser i stueetagen foruden forstue og en del små kamre i tagetagen.

Slottet var meget kostbart udstyret med silketapeter, malerier og kunstgenstande. Bygningens største værelse var en tre fags havestue, hvorfra der gennem glasdøre var udsigt til søen over et efter datidens smag prægtigt haveanlæg med springvand og fiskedamme.

En af værelserne var indrettet som bedesal og som var udsmykket med 33 bibelske motiver. Disse billeder blev skyndsomst nedtaget og overført til Prins Carls slot Vemmetofte.

En ny hovebygning blev opført

Gabels lille sommerbygning var for lille for prinsen. Han lod den nedrive og opførte en ny hovedbygning, en del pavilloner og lysthuse blev det også til.

Prins Carl forlod Blågård i vrede

Skønt Prins Carl var en af naturens mest godmodige mænd, lod han sig af sin søster ophidse, fordi kong Frederik havde taget Anna Sophie Reventlow til dronning. Derfor brød de med hoffet og forlod Blågård. Sammen med den uundværlige Plessen bosatte de sig på godset Vemmetofte.

Siden lod han sig, svag af karakter, som han var forsone med kongen og Anne Sophie. Han nedlod sig endog til at stå fadder til en af hendes børn med kongen. Ved sin død i 1729 hade han testamenteret Sophie Hedevig, Blågård.

Da zaren var på vej

Mens denne gård var i kongens søskendes eje, indtraf der i 1716 en begivenhed, der vakte stor røre i København. Zar Peter den Store, der havde lovet Danmark hjælp mod Karl den Tolvte ankom med sin kone, den senere Katharina den Første til København.

24.000 russer var taget med. Glæden over denne hjælp var dog lidt blandet hos Frederik den Fjerde. For det første stolede kongen ikke på zaren over en dørtærskel. Med blot en smule medvind kunne svenskerne pludselig vende zarens sind mod danskerne.

Zaren kom til at bo i købmand Wilhelm Edningers Gård inde i København. Han red med en russisk hest op på toppen af Rundetårn og beså solpletter i et astronomisk instrument. Han deltog i jagter ”karruseller” og andre hoffester.

Zaren blev installeret inden for voldene

For det andet var der slet ikke plads på Københavns Slot til de mægtige gæster. Rygtet var også nået til København, hvor forfærdeligt Peter og Katharina havde teet sig fra det øjeblik, han satte sin fod på dansk grund i Gedser og hun i Rødby.

Kongen bad prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig om, at de ville huse zaren på Blågård. Det var endnu i Dronning Louises tid så de venskabelige bånd mellem de to hoffer var endnu venskabeligt.

Skønt prins Carl, der dog var lidt betænkelig for sit pæne sølvtøj var tilbøjelig til at efterkomme broderens ønske, strandede arrangementet dog på prinsessen af religiøse grunde. Hun så i Peter den Store kun ”Barbaren” ”Moskovitten” var i hendes øjne det samme som en hedning. Således gik det til, at russerne ikke kom til at bo på Blågården.

Ved en diplomatisk manøvre af Christian Frederik Holstein lykkedes det at få zaren installeret inden for voldene, hvor han nærmest var fange.

Efterhånden voksede frygten for russerne, og københavnerne åndede lettet op, da man tog hjem. På Nørrebro kunne man godt mærke russerne. De stjal, hvor de kunne.

Sophie Hedevig ville ikke indgå i tvangsægteskab

Mens prins Carl var ret ubetydelig, var det modsatte tilfældet med Blågårds nye ejer, prinsesse Sophie Hedevig, der var en dame med en stærk vilje. Det var hende komplet fjernt at indgå i fyrstelig arrangeret ægteskab. Hun dyrkede sin musik og hun malede til husbehov.

Hun var som ganske ung blevet tvunget til at gifte sig med arveprins Georg af Kur-Sachsen. Hun holdt ham dog ikke ud ret længe. Så hævede hun forbindelsen til Christen den Femtes store fortvivlelse.

Hendes mor Dronning Charlotte Amalie arbejdede på en forbindelse mellem hende og den tysk-romerske kejser Josef den Første. Men det ville Sophie Hedevig absolut ikke. Så foreslog man hende Karl den Tolvte, for at gøre dennes stemning mod Danmark noget blidere. Han var for resten søn af en dansk prinsesse – Sophie Hedevigs tante Ulrikke Eleonora.

Var hun kæreste med von Plessen?

Helt uimodtagelig for blidere følelser var hun dog ikke. Gud og hvermand i Danmark vidste, at hun stod endog meget intimt forhold til sin overkammerherre Carl Adolph von Plessen. Ja rygtet sagde endog – med urette, at hun var hemmelig gift med ham.

Breve fra kongen til Sophie Hedvig blev sendt til Plessen. Christian den Sjette befalede at brænde hendes brevsamling efter hendes død.

Hun skænkede ham Blågården

Sophie Hedevigs navn knyttes uløseligt til Danmarks historien derved, at hun gjorde sit gods Vemmetofte til adeligt jomfrukloster.

Sine varme følelser over for von Plessen dokumenterede hun derved, at hun ved et gavebrev af 9. maj 1732 skænkede ham Blågård, lige som hun testamenterede ham et sølvtaffel og en sølvbuffet.

Plessen ville af hensyn til rygterne ikke tage imod Blågård, mens hun levede. Men så blev Christian den Sjette vred og befalede ham til at overtage gården som hermed gled ud af kongeligt eje.

Plessen købte mere jord til

Plessen købte masser af jord. Ved købet forpligtede Plessen sig også til at vedligeholde bolværkerne langs Ladegårdsåen.

Lad os kigge denne nye mærkelige ejer, som også var den, der gav lystejendommen dens endelige præg.

Carl Adolph von Plessen var født i 1678. Efter at have foretaget de for datidens unge adelsfolk sædvanlige uddannelsesrejser i udlandet blev han, som vi har set, nært tilknyttet til Prins Carls og prinsesse Sophie Hedevigs hof.

Han holdt ikke sit løfte

Da han i striden havde taget stærkt parti imod Anna Sofie Rewentlow, frygtede Frederik den Fjerde for, at han ved hans død skulle få så stor magt og gå imod Anna Sofie. Derfor gjorde kongen alt for at behage Plessen.

Ved sit dødsleje den 11. oktober 1730 kaldte kongen Plessen til sin seng. Han gav ham Elefantordenen om hans hals samtidig med at han Plessen om at beskytte dronningen og hendes børn mod deres mægtige fjender.

Plessen tog imod den flotte orden, men han holdt ikke sit løfte, tværtimod.

Måske var det derfor, at Christian den Sjette gjorde ham til medlem af Konsiliet og til Overkammerherre ved hoffet. Han styrede sine vidtstrakte godser dygtigt. Til at begynde med var venskabet mellem Christian den Sjette og Plessen godt. Han var dybt religiøs og kunne ikke gå med til den nye Pietismes intolerance.

Han blev uvenner med kongen

Men derved fik han en dødelig fjende i Dronning Sofie Magdalene. Plessen var en stolt adelsmand og sagde derimod alt, hvad der faldt ham ind til kongen. Kongen var vant til, at hans adelsmænd talte til ham i en mere hengiven tone.

Plessen tog sin afsked den 27. april 1733 fra Konsiliet, da kongen stadig anså ham som fører for en ”bande”, der rettede sine kræfter imod ham. Uden videre fratog kongen hans pension. Og han kom aldrig mere i statens tjeneste.

Han levede resten af sit liv for ledelsen af sine godser. Han ejede Førslevgård, Harrested, Gunderslevholm, Saltø, Kastrup, Fuglebjerg, Fodby og Dronningelund. Han interesserede sig ikke så meget for landboreformerne. Han oprettede 16 almueskoler, som han selv kontrollerede ved hyppige besøg. Han var i høj grad godgørende. Han forblev ugift og døde den 30. januar 1758.

Louise von Plessen faldt også i kongens unåde

Blågård kunne ikke være kommet i bedre hænder end Plessens. Ved C.A. Plessens død blev Blaagaard efter overenskomst mellem arvingerne overdraget til brodersønnen, generalløjtnant, kammerherre Frederik Christian von Plessen. Men han interesserede sig ikke rigtig for den. Han pantsatte ejendommen til sin svigerinde Louise von Plessen, der senere blev overhofmester hos dronning Caroline Mathilde, hvem hun på en meget uheldig måde søgte at holde uden for det slette selskab, som omgav Christian den Syvende.

Hun pådrog sig kongens vrede og blev landsforvist. Derfor blev hun nødt til i april 1765 at sælge ejendommen ved auktion.

Knud Jacobsen Lyne kom med det højeste bud

Den højest bydende var konsumptionsskriver Knud Jacobsen Lyne med 27.600 RDL. Knud Lyne var onkel til Knud Lyne Rahbek

Et godt tilbud fra Grev Holck

 Men han fik et meget godt tilbud af Grev Holck, Christian den Syvendes yndling. Egentlig ville Knud Lyhne ikke af med gården. Men han kunne ikke forudse, at inden pengene var betalt, så faldt køberen i unåde. Sælgeren blev nødt til at tage gården tilbage i en meget ramponeret tilstand.

Frederik Vilhelm Conrad Holck var født 1742. Han blev ganske ung kammerpage hos kronprins Christian (den Syvende). Enhver kendte den ulykkesbringende indflydelse denne ”Djævel” havde hos kongen. Han hindrede bl.a., at Caroline Mathilde kom med på Holsten-rejsen.  Og siden på den store udelands-rejse. Han fortrængte den eneste, der kunne have hjulpet kongen, nemlig Reverdil.

Han var stråmand for kongen

Holck fik de højeste titler og ordener, Til sidst blev han udnævnt til Gehejmeråd og hofmarskal. Hans ægteskaber – med stiftamtmand Stokfleth’ s datter, bragte ham 80.000 Rigsdaler i medgift. Men hun døde kort efter brylluppet af ”småkopper”. Så giftede han sig med en datter af Grev Danneskjold-Laurvigen, der endnu var et barn på 15 år. Det bragte også mange penge. Han udnyttede kongen for penge. Derfor opnåede han også kongens gunst og deltog i hans vilde orgier.  

Kongen var sammen med Prins Georg Ludvig af Baunschweig – Beverns uægte datter, Anna Kathrine Beuthack. Hun fik under øgenavnet ”Støvlet – Kathrine”. Den berygtede skøge bjergtog fuldstændig kongen.

Da Holck indså, at stemningen i København var farlig også for ham selv, så længe Støvlet-Kathrine og kongen gjorde byens gader usikre ved nattetid fandt han det klogest at forlægge skuepladsen for disse udskejelser lidt uden for byen. Og for ham var den gamle prinsegård ved Peblingesøen det ideelle sted.

Det var næppe tvivl om, at købet af Blågårds var et maskespil. Kongen var den virkelige køber. Men det lyder meget mærkelig, at betalingen skulle ske i rater. Men måske fik Holck også her nogle økonomiske fordele.

Struensee fyrede Holck på gråt papir

Dette salg af Blågård må vel sættes til begyndelsen af 1767. Støvlet-Kathrine blev eksporteret til Hamborg i januar 1768. Og Knud Lyhnes genovertagelse af den mishandlede gård må være sket i eftersommeren 1770. Det var nemlig i dette år, at kongen rejste til Holsten. Holck havde arrangeret den, for at adsprede kongen. Men det var hvis ikke planlagt, at kongen skulle møde Struensee, som blev hans livlæge og så meget mere. Denne gav Holck afsked på gråt papir.

Blågård var i den grad ramponeret

Men desværre havde det været nok tid til at ødelægge Blågård. En del af Lindealléerne var blevet fældet. Men også inden døre var meget lagt øde.

Støvlet-Kathrine og hendes vilde horde havde ramponeret alt, hvad de kunne komme i nærheden af. Malerier, lofter, møbler og vægge. Den fordrukne skare med kongen i spidsen fulgte hendes parole, og de lystrede kun alt for villigt.

Og ejeren så kun smilende til. Det var jo ikke hans ejendele, det gik ud over. Bare kongen betalte og morede sig.

Holck trak sig tilbage

Efter at den kongelige unåde havde ramt Holck, trak han sig tilbage til sine godser Eckhof og Bordesholm i Holsten. Han opnåede også in 1789 at blive amtmand over Kiels, Cronhagen og Bordesholm amter. På sine ældre dage levede han som en patriark stille og tilbagetrukken. Han blev elsket og æret af sin familie og sine undergivne, fordi han var en munter og godmodig herre.

Hans landelige idyl blev dog ofte forstyrret af kreditorer fra hans ungdom. De lod han ikke i fred, før han døde. Han døde den 7. december 1800 på Eckdorf.

Tutein beholdt kun ejendommen i tre år

I Carl Bruuns fortræffelige bog ”København” påstås det, at det var Holck, der i 1777 solgte gården til den kendte købmand Peter Tutein. Men det var nu Knud Lyhnes arvinger, der gjorde dette. Tutein beholdt kun ejendommen i tre år. Han havde ellers planer om, at etablere en silkebåndsfabrik.

Ved auktionsforretningen var ejendommen vurderet til 55.000 Rdl. Men den blev tilstået Tutein for 23.000 Rdl.

Men ret hurtig kom Tutein i konflikt med Brand – og Vandkommissionen. Man tog overhovedet nogen hensyn til hans indsigelser. Derfor anlagde han en sag mod Kommissionen med krav om erstatning. Man blev enig om et forlig. Tutein fik et andet stykke jord som godtgørelse.

Peter Tutein fik tilbudt 32.000 Rigsdaler i afståelse, hvilken han betragtede som en god forretning. Derfor solgte han straks Blågården.

Problemer med Dugmanufaktur

Men egentlig var der fældet en dødsdom over Blågården. Der var ikke mere plads til kongelige eller private lystslotte på Nørrebro. I 1780 anlægger Johan Poul Kalckenberner sammen med Den Kongelige Danske Dugmanufaktur en klædefabrik på arealet. Den stolte have og hovedbygningen forfaldt efterhånden.

Den tyske fabrikant skulle selv indskyde 30.000 Rigsdaler af sine egne midler i et komplet klædemanufaktur med 20 stole. Spildevandet måtte under ingen omstændigheder løbe tilbage i søen. Opgaven blev løst ved et kompliceret system af stenkister og grøfter.

Men hele installationen af fabrikken kom til at koste betydelig mere end antaget. I maj 1782 havde Generalmagasinet ikke mindre end 135.886 Rigsdaler stående i manufakturet. Man begyndte at blive lidt betænkelig.

Kalckenberner betragtede forskellige foranstaltninger som mistillid, hvad det sikkert også har været. Han følte det som indgreb i sine rettigheder. Han protesterede mod, at Generalmagasinet skulle have adgang til sine bøger. Det endte med, at nu måtte der ikke investeres flere penge i foretagenet.

Kronprins Frederik tog magten

Nu var der jo heller ikke så mange at holde hof for. Enkedronningen Juliane Marie og hendes søn levede helst uden for København. Caroline Mathilde var død i landflygtighed. Hendes to børn, Kromprins Frederik og prinsesse Louise Augusta skulle jo først være voksne, inden de trængte til at holde hof.

Struensee var blevet henrettet på Fælleden.

Da kronprins Frederik tog magten og styrtede Guldberg var Blågården allerede ramt af forfald. Kronprinsen, den senere Frederik den Sjette var i forhold til sine forgængere meget nøjsom og var tilfreds med de slotte, der allerede stod til hans disposition.

Det gik heller ikke med linnedvæveri

I 1786 blev Det Kongelige Dugemanufaktur ophævet. Ejendommen var vurderet til 65.000 Rigsdaler og overgik til Finanskollegiet. De lejede ejendommen ud til industridrivende og private for bygningernes vedkommende. Haverne og markerne blev bortforpagtet.

De egentlige fabriksbygninger blev uden vederlag overladt til købmand Hilcker, der ville forsøge med et Linnedvæveri efter ”den Westphalske Metode” Senere var det så linnedvæver Schnitker, der heller ikke havde heldet med sig.

Arealet blev bortforpagtet

Mange ”overflødige” lejligheder blev udlejet til private folk. I 1800 blev der afholdt to auktioner, hvor der ikke manglede købere til de 13 lodder. Men man fandt budene for lave.

Hele arealet med undtagelse af slottet og tilliggende på 7 tdr. land samt ”Accisse vænget” blev bortforpagtet til bogholder i Generalpostamtet Kancelliråd Nissen.

Dyrkning af farverplanter

For en ringe sum af 100 Rigsdaler årligt blev en lille del udlejet til farver Holmblad. Han havde i 1777 fået privilegium som uldfarver. Der blev anlagt en plantage for dyrkning af farverplanter.

Da Nissen i 1806 efter prinsregentens ønske /Frederik den Sjette frafaldt lejemålet gik det hele til Holmblad og Søn. De fik 27 tdr. land i livsvarig forpagtning for en årlig afgift på 440 Rigsdaler. Da seminariet blev nedlagt fik de yderligere 10 tdr. Land. De fik et rentefrit lån på 4.000 Rigsdaler til opførelsen af et tørrehus og en mølle samt 150 Rigsdaler i årlig tilskud til en ekspert i farverplanter.

Dyrkning kunne ikke mere betale sig

Under bombardementet i 1807 blev plantagerne som slat andet naturligvis ødelagt. Ikke mindre end 50.000 farveplanter var ødelagte, men plantagen kom ret hurtig i drift igen.

Men efter Napoleons endelige nederlag og da den europæiske fred var genoprettet kunne dyrkningen ikke længere betale sig. Plantagen blev nedlagt.

Jacob Holmblad var grundlæggeren af den nordiske farveindustri. Ja og virksomheden kørte videre, senere kom den til at hedde Sadolin og Holmblad.

Skolelærergymnasium oprettes

Men den 8. november 1790 blev det kongelige ”Skolelærerseminarium” oprettet. Man anvendte hovedbygningen og en del af pavillonerne til undervisningsbrug. I 1806 henlagde man 1,7 ha af jorderne til undervisningsbrug.

Allerede i 1739 havde Christian den Sjette udsendt en forordning, der tog sigte på at forberede skolevæsenet pålandet, men endnu i slutningen af firserne havde den ikke fået praktisk betydning.

Det var først, da Kronprins Frederik overtog regeringen og fik interesse for bondestandens oplysning, at der skete en forandring. I 1789 nedsatte han en kommission, der skulle fremkomme med forslag til reform af landets folkeskolevæsen.

Det kostede årligt 40 rigsdaler

Seminariets første direktion bestod af medlemmer af kommissionen, greverne Schimmelmann og Reventlow samt biskop Balle.

Uddannelsen skulle vare tre år, og årligt måtte der betales 40 Rigsdaler. For disse penge modtog eleverne:

• Undervisning, Bopæl, Kost, Ildebrand og Lys

Et sørgeligt syn

Da englænderne i 1807 belejrede byen flyttede seminariet til Jonstrup ved Værløse. Englændernes besøg havde sat sine tydelige spor. Alle havens anlæg var ødelagt. Frugttræerne var fældede. Dem brugte man som brænde.

Så heller ikke seminariet opnåede en synderlig lang levetid på Blågård. Det var et sørgeligt syn, der mødte folk, da igen så Blågård. Værelserne var mere eller mindre ramponerede. Orgelet var skamferet af kådhed,

Dårlig vandel og tone blandet semaristerne

Men nu var det også på grund af dårlig vandel, man flyttede. I Jonstrup ville man få en bedre sædelig vandel. Den dårlige tone blandt seminaristerne skyldtes hovedstadens umiddelbare nærhed, mente præsterne.

Uha, folk med veneriske syge kunne man ikke have

Siden 1788 var der ført forhandlinger om at indrette et Skt. Hans Hospital på Blågård. Men det blev fra forskellig side protesteret mod forslaget:

• Skal de veneriske Syge, galdne Folk, de med Spedalskhed og andre farlige Sygdomme belemre Mennesker, bo saa nær Landevejen (Nørrebrogade) og maaske to sig i Peblingesøen, hvoraf vi daglig drikker

Først i 1802 blev en af væverbygningerne midlertidigt overladt Skt. Hans Hospital til en afdeling for venerisk syge.

Fra 1809 til 1815 blev hovedbygningen brugt som lazaret, som så flyttede til Guldhuset i Rigensgade.

Mens krigen stod på til 1814 anvendtes bygningerne til lazaretter til Landmilitæretaten. Jorderne blev udlejet til forskellige.

Frederik den Sjette manglede penge

Da krigen var slut manglede Frederik den Sjette penge. Han solgte derfor Blågården på en auktion for 100.000 Rigsdaler til generaladjudant von Römeling og divisionsadjudant kaptajn von Scholten.

To snydepelse

De to ville udstykke ejendommen. Men inden da anlagde de en bronze-fabrik. Men det gik i stykker. Særlig for von Scholten var det et stort tab. Ja sådan lød den officielle forklaring. Aftalen var, at de to skulle aflevere procenter, men det var hvis noget skummelt ved afregningen.

Bygningerne var i en meget dårlig forfatning. Jorderne havde aldrig været gode. I fugtige somre var de ofte oversvømmede.

I hovedparcellen blev der indrettet et ”Damp Værk for Brændevinsbrænding”

Og så var det at Anker Heegaard købte grunden og indrettede et jernstøberi. Men denne historie har vi skrevet om.

Nørrebro i 1830’ erne

Forlagsboghandler Otto B. Wroblewski skrev om resterne af Blågården i hans lille afhandling ”Nørrebro i 30’ erne”. Man kunne endnu ane de ”de små alleer”. Ved ”Blaagaardsvejen” lå en lille en-etages-pavillon med kvistetage. Ved Slotsgade stod to stenpiller, der tidligere dannede hovedsindskørslen til Blågården. Disse piller var meget store og kronedes af en gesims med en svær jernkugle, og de var indbyrdes forbundet med en jernstang.

Blågårdens hovedbygning var i Wroblewskis dage kun rester uden tag, vinduer og døre. På begge sider lå en lavere tilbygning, der endnu var beboelig. I den ene boede en lysstøber. I den anden Nørrebros gemytlige politiassistent Garborg, der var berømt for sit gode humør.

Ja her stod det stolte slot som en ruin, ja nærmest som en brandtomt.

Pantomimeteater

Bagermester Shur havde købt hovedbygningen om omdøbt den til Pantomimeteater. Det var vel det første Nørrebros teater. I 1827 brød Pettoletti med et selskab på Vesterbro. Han lejede bygningen af bagermesteren. Han engagerede to engelske linedansere og mimikere samt deres døtre. Men de blev uenige med Pettoletti og lod sig engagere på Vesterbro.

De to yndige døtre blev gift med James og Adolph Price. Jo det er forfædre til vores Price – brødre.

Og ude på Nørrebro søgte Pellotti om tilladelse hos kongen til at opføre vaudeviller på sit teater. Tilladelsen fik han.

Wroblwskis bedstefar voksdugsfabrikant Shorn ejede en parcel af Blågård. Det svarer i dag til Nørrebrogade 49.

Teatret havde kort levetid

Men ak. Denne første del af Nørrebros Teater havde en kort levetid. Den 14. april 1833 brændte det. Og det var altså den gamle Blågård.

Teatret opnåede aldrig publikumst store gunst. Først og fremmest var det fordi Nørrebro var tyndt befolket. Indbyggertallet var i 1840 kun 3.300. Men selve beliggenheden var heller ikke god. Der fandtes igen gadebelysning.

For at komme til teatret måtte folk over den dybe og ildelugtende grøft langs Nørrebrogade. Og endelig lagde Det Kongelige Teaters direktion ved at censurere alt, hvad der lignede skuespil.

Heldigvis fik Pettoletti mere held på Vesterbro, hvor han opnåede flere rettigheder. Han grundlagde bl.a. Vesterbros nye Teater.

Jernstøberi og maskinsnedkeri

I 1838 grundlagde smedemestrene Ludvigsen og Hermann et jernstøberi på Nørrebrogade, og i 1872 grundlagde snedkermester Ferdinand Oxelberg Københavns første og i mange år største maskinsnedkeri i Smedegade 19.

Otto Wroblewskis far var stempelpapirforvalter, etatsråd Johan Daniel Wroblewski ejede også en parcel af Blågården. Derfor havde man nøglerne til de ellers lukkede stier langs Sortedams- og Peblingesøen.

Fornøjelsesselskabet Holbergs Minde

Ved siden af havde assessor Koop en parcel, som han ofte lejede ud til forskellige selskaber af fornøjelig art. En af disse var ”Fornøjelsesselskabet Holbergs Minde”. Deres punch var berømt i sin tid.

Begyndelsen til Burmeister og Wain

Shorn udlejede sin parcel i 1839 til Hans Henrik Baumgarten, der var maskinmester ved Berlings Trykkeri. Han kogte i en derude indmuret kedel farve til trykningen. I 1846 udviklede dette sig til firmaet Baumgarten & Burmeister og dette blev så igen til Burmeister & Wain.

Kilde:

• Knud Bokkenheuser: Vandringer på Nørrebro
• Wroblewski: Nørrebro i 30’ erne (1830’ erne)
• Charles Haugbøll: Blaagaardskvarteret – gennem 300 aar
• Litteratur Nørrebro
• Div. Artikler dengang.dk

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 251 artikler om Det gamle Nørrebro, herunder:

• Blaagaarden – på en anden måde
• Anker Heegaard og hans jernstøberi
• Omkring Blågårdsgade
• Blågårdsgade-dengang
• Blågård Seminarium
• Blågårds Plads på Nørrebro
• Historien om Nørrebros Teater
• Blågårds-kvarteret gennem næsten 400 år
• Russiske tropper i Fælledparken

Mandehjemmet på Livø

Af Lisa Hildegarth

De ”Kellerske Anstalter” var stolte af denne lejr. Man mente, at det var meget humant den måde, man behandlede mændene på. Der var også mange normalbegavede blandt de indsatte. Uden dom blev ”asociale” anbragt her. For nogle var anbringelsen livsvarig. Det var en generel stemning i samfundet, at der skulle ske en udrensning. Sterilisation og kastration var en af metoderne.

I 1911 blev Livø i Limfjorden erhvervet af bestyrelsen for den “Kellerske Aandssvageanstalt”, der med overlæge Christian Keller som initiativtager var oprettet i 1897. Til formålet blev de gamle bygninger anvendt, til et mandehjem af såkaldte “antisociale åndssvage.” Mændenes arbejdskraft skulle udnyttes, og som på grund af et relativt lille areal kunne Livø let overvåges.

Danmark blev hermed foregangsland, når det gjaldt overvågning, systematisk indsamling, institutionalisering og sterilisation af åndssvage. Anstalten blev, med sine isolationsfilialer på Livø og Sprogø, de anstalter man viste frem til offentligheden, som forbillede for hele Europa. Et bevis på hvor humant et land Danmark var. De Kellerske Anstalter i Brejning mellem Vejle og Fredericia er en nu nedlagt mentalanstalt.

Selv om anstalterne på Livø og Sprogø var beregnet for mennesker, som var både kriminelle og åndssvage, var der også mange normaltbegavede blandt de indsatte. For dengang kunne personer, som havde en asocial adfærd, få diagnosen “moralsk åndssvag” og uden dom blive spærret inde på de to isolerede ø-anstalter i årevis. For nogle var anbringelsen livsvarig, for når man blev indsat på Livø og Sprogø, var det på ubestemt tid.

Livø. blev et sted, hvor åndssvage og ofte kriminelle mænd blev holdt fanget. Det skal dog nævnes at disse åndssvage fik betegnelsen “moralsk åndssvage”. Deres forbrydelser kunne have været tyveri af nogle cykler eller nogle håndøre. Mange læger og forskere ville i dag ikke betegne disse mænd som åndssvage, men det lå i tiden at rense ud i samfundet.

Der var også en generel stemning i samfundet, der stemte for en udrensning i befolkningen, da man frygtede for fremtiden. Blandt læger på denne tid var det alment accepteret, at åndssvage ville videregive deres “sygdom” til næste generation. Derfor var ét af de største mål med Livø, at sørge for, at rehabilitere de indsatte til et normalt liv i det normale samfund, samt at sørge for, at de ikke formerede sig. Når de blev prøveløsladt, kunne samvær eller forlovelse med en “føjtende kvinde” føre direkte til, at de blev sendt tilbage til øen.

Forholdene på øen, blandt andet. indkvarteringen og maden, var til tider mangelfulde. Men mændene hørte til i åndssvageforsorgens regi, hvorved anbringelsen blev tidsubestemt og spørgsmålet om frigivelse overladt til anstaltens ledende overlæge i samråd med anstaltens inspektør. Kunne den moralske åndssvaghed diagnosticeres inden den gav sig udslag i kriminalitet, blev det af hensyn, både til samfundet og til patienten selv, anset for hensigtsmæssigt med en anbringelse på en ø-anstalt.

En del blev derfor overbragt til Livø fra andre institutioner i landet, af disciplinære og forebyggende årsager; det vil sige i realiteten fængsling uden rettergang og domfældelse. Kontakten til omverdenen blev afskåret, og al brevkorrespondance censureret. Dertil bevirkede lovene om sterilisation og kastration i 1929 og 1935, at sterilisation eller kastration ofte var en betingelse for, at mændene kunne udskrives til et liv i frihed.

Livet på selve øen var som sådan ikke et normalt fængsel. De kunne gå frit rundt, hvor de skulle passe landbrug, skov, mejeri og værksteder. Flere forsøgte at flygte, hvilket oftest havde en uheldig udgang. På den tid havde Livø 200 beboere, hvor halvdelen var de åndssvage og den anden halvdel bestod af ansatte og deres familier.

Livø var netop velegnet til oprettelse af en sådan institution efter Kellers tankegang. Den omgivende Limfjord kunne udgøre afskærmning overfor omverdenen, landbrugsarealerne kunne tjene til udnyttelse af de anbragtes arbejdskraft. De uopdyrkede arealer på øens nordvestlige hjørne kunne udnyttes til udlevelse af vagabonderingstrangen. Blev trangen for stærk, kunne mændene tage sig et par dage i buskadset, og så ellers vende tilbage til anstalten, uden at nogen stor skade var sket.

Men selv om Livø i sig selv var et fængsel, var der også et fængsel i fængslet, hvor de indsatte kunne isolationsfængsles, nogle gange i flere måneder.

I 1922 åbnedes en pendant til Livø-anstalten på Storebæltsøen Sprogø. Her var det en opdragelsesanstalt og et tvangsfængsel for “seksuelt løsagtige unge kvinder”, der blev isoleret fra omverdenen.

De hvide huse med de røde tage, som man i dag kan se på Livø, stammer fra den periode, hvor mænd blev overbragt hertil. En lille udstilling fra denne periode kan ses i en separat bygning på øen

De resterende bygninger benyttes i dag til ferieboliger. 

Vi takker for indsendte. Læs også her på www.dengang.dk

• De kellerske anstalter på Nørrebro
• De Farlige Kvinder
• Jagten på det perfekte menneske
• De unge kvinder på Sprogø

De unge kvinder på Sprogø

af Lisa Hildegarth

De blev kendt umyndige på grund af evnesvaghed. Indespærringen varede i gennemsnit 7 år. Generelt bliv disse kvinder anset for at være uhelbredelige. En ø fuld af unge kvinder kunne også sætte fantasien i gang hos mænd. En enkelt blev da også gravid med ”en mand med blanke knapper”. Manden fik tiltalefrafald, men efterfølgende kunne omgang med disse kvinder give op til tre måneders fængsel. Jo kvinderne blev også anset for at være løsagtige og letfærdige.

De unge kvinder på Sprogø

Kvindeanstalten på Sprogø var ikke et fængsel, men de indsatte var der på ubestemt tid. Det var ikke et hospital, men de indlagte blev opfattet som syge. Kvinderne blev betragtet som letfærdige og løsagtige, men havde selv en drøm om en borgerlig tilværelse.

I 1922 blev Sprogø forpagtet og dannede rammen om et hjem, som De Kellerske Anstalter drev for kvinder, som var kendt umyndige på grund af evnesvaghed, men som i virkeligheden ofte – ifølge datidens moral – blev anset for seksuelt løsagtige af myndighederne.

Hjemmet var en opdragelsesanstalt og et tvangsfængsel for de unge kvinder, der blev betragtet som en fare for samfundet. Ved isolering på øen undgik man desuden uønskede barnefødsler. Mange tragiske skæbner var resultatet af denne indespærring, der gennemsnitligt varede cirka syv år. Der var plads til omkring 50 kvinder på kvindehjemmet. Kvinderne skulle passe landbruget der hørte til hjemmet, samt husligt arbejde.

De skulle leve en tilværelse så tæt på en normal familie, som det nu var muligt. Kvinderne skulle kort sagt normaliseres, selv om de samtidig fik indprentet, at de var unormale. Da kvinderne, der var anbragt på Sprogø, generelt blev anset for at være uhelbredelige, var det hovedfunktionen for anstalten, at den først og fremmest skulle virke afskrækkende på det omgivende samfund. Dermed er vi tilbage ved den tids indledende trussel til alle piger om at holde igen på seksuel løssluppenhed – ellers bliver du anbragt på Sprogø!

En hel ø fyldt med kvinder var naturligvis med til at sætte fantasien i gang hos nogle mænd. Men øen var strengt overvåget. Et mandligt besøg på Sprogø ville ødelægge selve ideen med anstalten. Alligevel lykkedes det enkelte gange for mænd udefra at komme i nærkontakt med enkelte af de internerede kvinder. En af kvinderne blev gravid med ”en mand med blanke knapper”. (det menes, at den militære karakter med de to rader af blanke knapper). Kvinden blev efter fødselen steriliseret. ”Manden med de blanke knapper” fik tiltalefrafald.

Men sagen vakte så megen påstyr, at den førte til et forslag om at stramme straffeloven, således at den – ”…der forskaffer sig Samleje med en Kvinde, der af Samfundshensyn er anbragt paa et Sindssygehospital eller en statsanerkendt Anstalt for Aandssvage eller Epileptikere”, kunne straffes inden for en strafferamme fra tre måneder til otte år.

Forslaget blev ikke vedtaget men er udtryk for, at man helhjertet ville sikre kvinderne på Sprogø mod omverdenen – og omvendt. Selv om de kvinder, der blev anbragt på Sprogø, var stemplet som værende – ”letfærdige og løsagtige” – finder man i breve fra dem beviser på, at deres drøm var en almindelig borgerlig tilværelse. En drøm der rent faktisk blev realiseret for ganske mange, efter langvarigt ophold på Sprogø og den efterfølgende udslusning i det samfund, de i en periode havde været spærret ude fra.

En kort periode var der feriehjem for københavnske skolebørn, dog uden succes, og Brandtilsynet nedlagde forbud mod brugen af bygningen til formålet. 

Tak for indlægget.

 Læs også en tidligere artikel, som vi har skrevet om emnet ”De farlige kvinder”.

Læs også

• De kellerske anstalter på Nørrebro
• Jagten på det perfekte menneske