Artikler
April 2, 2019
Støvlet Cathrine og en jagthytte i Utterslev
Vi har lige haft en historie om Blågården og om kongens muntre liv. En af dem, som kongen muntrede sig med var Støvlet Cathrine (Katrine). Yrsa Holm har sendt os en historie, der også handler om hende og kongens jagthytte. Vi har kigget i vores bøger og arkiver for at finde ud af Støvlet Cathrines liv og levned. Ikke overraskende er forfattere og historikere uenige. Men vi forsøger, at kigge på de forskellige optegnelser. Hun havde stor indflydelse på Christian den Syvende. Ministre var bange for, at denne indflydelse var for stor. Ude i Utterslev blev der bygget en jagthytte, der nærmest fungerede som lysthus. Her kunne kongen muntre sig med andre fruentimmere. Men ifølge Struensee, så glemte han aldrig Støvlet Cathrine.
Jagthytte var nærmest et lysthus
Vi har skrevet et par artikler om Blågården, og her optræder Støvlet Cathrine som en vigtig del af historien. Og det har fået Yrsa Holm til at reagere. Hun er meget interesseret i Utterslevs historie, og har sendt os en artikel, som vi har fået lov til at sakse i.
Lige midt på ”Utterslev Torv” ligger i dag det lille hyggelige børnekulturhus ”Sokkelundlille”. Huset er et stykke historie med 200 år gammel bindingsværksarkitektur, som er fyldt med kringlekroge.
Huset var den oprindelige Kongelige Jagthytte. Men egentlig blev den kaldt ”Horehus” for den sindssyge Kong Christian den Syvende. Da huset blev bygget i 1770 var dets formål, at være jagthytte for Kong Christian den Syvende. Kongen havde på det tidspunkt og indtil 1857 eneret til jagt i Utterslev Mose.
Som jagthytte blev det nok ikke brugt. Jagt var nu ikke lige hans hobby, men det var derimod offentlige fruentimmer. Så lysthus havde nok været et bedre navn.
Da Blågården blev ramponeret
Sammen med den prostituerede Anne Cathrine Benthagen – ”Støvlet Cathrine” turnerede den unge konge rundt på byens værtshuse, bordeller. Som vi tidligere har skrevet så fik kongen via en mellemmand erhvervet Blågården. Her fik Støvlet Cathrine og hendes slæng ramponeret det hele. Og her måtte Rahbek tage slottet tilbage.
Det hedder sig, at det var Struensee, der fik fyret denne mellemmand, og sendt Støvlet Cathrine til Altona. Og det skulle netop have været i 1770. Men noget tyder på, at lystighederne fortsatte ude i ”jagthytten” i Utterslev.
Hun blev sat i pleje
Støvlet Cathrine kom til verden den 12. august 1745, som uægte barn af Prins George af Bayern. Når en adelsmand på den tid kom galt af sted, fik han giftet pigen med en soldat fra sin egen hær mod et kontant vederlag. Dette var også tilfældet med Prinsens soldat, Johan Ernst Benthagen, hvis navn Anne Cathrine fik.
Faderen var chef for det sjællandske regiment og elskerinden hed Anna Marie Schrøder
Hun blev sat i pleje hos en oberst i København mod betaling af Prinsen. Men da Prins George døde stopper pengene til obersten. Prisen var en rigsdaler om ugen.
Obersten blev forflyttet
Allerede her er der forskellige tolkninger af historien. Denne oberst er den velhavende Christopher Frederik Ingenhaven. Hun bliver som 3-årig sendt tilbage til sin mor og stedfar. Men en anden kilde fortæller, at der blev overført en større sum til obersten. Her blev Anne Cathrine opdraget med oberstens datter. I 1753 blev obersten forflyttet til Jylland, og først da kom hun i moderens varetægt.
Moderen fremstillede halvstøvler
Hendes stedfar reparerede de halvstøvler(støvletter) som militæret brugte. Også her er kilderne forskellige. For stedfaderen har hun næppe kendt meget til. Hans regiment lå i provinsen og i 1762 rømmede han og forsvandt. Det var moderen, der fabrikerede halvstøvler (støvletter). Anne Cathrine leverede støvlerne til byens officerer. Dette skaffede hende tilnavnet ”Støvlet-Cathrine”.
Ved at gå på disse ærinder blev hun måske første gang bragt på afveje. Men kan det nu passe. Hun var temmelig ung.
Flere gjorde kur til hende
Og som ganske ung havde hun også sin gang på teatret. Hun blev elskerinde til flere som almindelig skøge.
Nogle retsakter fra 1761 viser, at hun tidligt har været genstand for opmærksomhed idet den prøjsiske gesandts tjener da, efter at have gjort kur til Støvlet-Cathrine blev maltrakteret i hendes hjem af en grenadier.
P. Fr. Suhm karakteriserede hende dengang som:
– Hun havde været tilfals for alle, og var ei kiøn, men velvoxet, raffineret, dristig og uinteresseret
Kendt i hofkliker
Hun var åbenbart statist på teatret, men blev derefter en engelsk gesandts elskerinde. Han havde set hendes kvindelige kvaliteter.
Men forbindelsen varede ganske kort. Dette skaffede hende tilnavnet ”Mylady” under hvilken hun var bedst kendt i tidens hofkliker. Og det var grev C.C. Danneskjold-Laurvigen der i efteråret 1767 satte hende i forbindelse med Christian den Syvende.
Nu var der også nogle, der mente, at det var kongens ”forlystelseschef” Greve Conrad Holck, der førte Støvlet Cathrine sammen med kongen.
Ifølge E.S.F. Reverdil var hun “den ”østrigske gesandts højst utro elskerinde”. Men hun skulle ifølge den samme kilde også have ernæret sig som skøge.
Hun havde stor indflydelse på kongen
Det er grund til at tro, at hun ligesom kongen havde stærke masochistiske tilbøjeligheder. Der har næppe eksisteret en sædvanlig elskovsforbindelse mellem dem. Hun opnåede meget stor indflydelse på majestæten, da hun i særlig grad evnede at tilfredsstille hans sære tilbøjeligheder.
Men de turede sammen byen rundt om natten. De øvede hærværk og vold især mod bordellerne og deres beboere. Det var ingen hemmelighed, at kongen selv var en af de værste. Han truede den offentlige ro og orden.
Ja man sagde, at de alle var forklædte og Anna Cathrine gik i mandsklæder. De smadrede systematisk alt inventaret og tæskede alfonser, som skyldte hende penge eller andre prostituerede, som havde behandlet hende dårligt. Når dette var overstået smed hun forklædningen for at være sikker på at vise, hvad det skete.
Adskillige Horehuse blev ruineret
Kongen gav Anna Cathrine en lejlighed på Vandkunsten, hvor han ofte opsøgte hende. Genboerne overfor kunne se dem ligge nøgne sammen på gulvet.
Jo kancelli – embedsmanden B.W. Luxdorph udtrykte sig meget kryptisk i sin hemmelige dagbog:
De turede rundt på Københavns værtshuse, hvor de smadrede inventar, drak sig fulde og begik alle slags optøjer. Måske var det her kongen afreagerede for de intriger og ydmygelser, han var udsat for ved hoffet.
Hun ville gerne præsenteres i hoffet
Nogle mener, at det var Støvlet-Cathrine, der var årsag til, at kabinetssekretæren Élie Reverdil blev fyret, mens andre mener, at det var Grev Holck og Caspar von Saldern.
Hun pressede på at blive introduceret på hoffet. Holck skaffede hende adgang til en af Hofteatrets forestillinger, hvor hun blev anvist plads i logen over for dronningen. Til amen forargelse,
Ligeledes opnåede Cathrine at komme med til maskebal på slottet. Der opstod rygter om at kongen ville ophøje hende til adelsstanden under navnet Bevernskjold og gøre sit forhold til hende officielt.
Støvlet – Cathrine blev forvist
Enkedronning Juliane Marie pressede på for at få en underskrift af kongen, så hun kunne blive landsforvist. Man frygtede hendes stærke indflydelse over for kongen. Men der var nu nogle andre, der frygtede, at Støvlet – Cathrine kunne få politisk indflydelse. Og det var faktisk dem, der greb ind. Og disse var den robuste H.C. Schimmelmann, der sammen med C. von Saldern tvang kongen til at udstede en forvisningsordre.
Allerede den 6.1. 1768 blev hun transporteret bort. Det er påstået, at det var til tugthuset i Hamborg. Efter gentagende bønner blev hun overført til Neumünster. Men det kan hvis ikke have sin rigtighed.
Hun blev sendt til tugt- og spindehuset i Wandsbæk ved Holsten i 1768. Men Struensee får hende løsladt i 1770. Ja i nogle historier, så er det ham, der få hende sendt ud af landet. Hun får tildelt pension på 500 rigsdaler og får besked på ikke at vise sig i hovedstaden.
Hun havde efter sigende ”en ærbar kone” til hendes opvartning og fik vin til maden.
Kilder beretter, at det var Caroline Mathilde der fik hende løsladt, men det står næppe til troende. Løsladelsen har dog næppe kunnet lade sig gøre uden dronningens ønske.
Hun forsøger at få adgang til kongen
Under Hoffets ophold på slottet Traventhal i Holsten, forsøgte Cathrine at få adgang til kongen. Forklædt som mand gik hun til slottet, hvor hun præsenterede sig for hoftjenerne som ”Monsieur de Brockdorf”. Hun fik hjælp af løberen, Andreas Hjort. Hun blev dog genkendt, inden hun nåede at se kongen.
En trussel mod hoffet
Længe anså man Støvlet-Cathrine som en trussel mod hoffet. Endnu i 1774 skriver A.P. Bernstorff:
Hvis du læser vores artikel om Caspar von Saldern, så kan du få et indtryk af de kaotiske forhold, der var i hoffet dengang.
Et hus i Sorø
Ja og så siges der, at kongen senere købte et hus til hende på Slagelsevej 63 i Sorø. Huset hed oprindeligt ”Gammel Sølyst” Men navnet blev ændret til ”Støvlet-Cathrines Hus”, da hun overtog huset.
Der stod altid en karet parat
Kongen og hans soldekammerater turede videre i mange år. De var altid parat til et slagsmål selv med ordensmagten. Kongen sloges med vægterne i København, hvor han ind imellem også selv fik bank.
Han gik i lag med de værste fruentimmere. Dem ville han gerne have med op på Københavns Slot. Men her satte man grænser. Derfor stod der altid en karet klar, der skulle køre pigerne ud til den nye jagthytte i Utterslev. Her kunne kongen boltre sig med sine rendestensluddere.
Alle vidste det i Utterslev
Hvad der foregik dengang i 1770erne vidste alle selvfølgelig i Utterslev landsby. De kunne jo se dem, der kom til huset. Bag på huset i bindingsværket er der malet en inskription:
Struensee stoppede alle breve
Efter statskuppet i 1772 skrev hun et langt brev til kongen, hvor hun ønskede ham tillykke med hans (formodet) genvundne frihed og tilføjede, at hun havde skrevet flere gange tidligere. Struensee havde formentlig ikke ladet kongen se brevene.
Hun anmodede også om, at hendes ægtefælde måtte blive tildelt et lille embede som postmester. Da hun ikke fik svar, forlod hun sin mand kort tid efter og tog ophold i Kiel.
Kongen længtes efter hende
Struensee sad i varetægt i 1772. Her nedskrev han nogle erindringer. Her omtaler han en kvinde ved navn de la Roquer, som kongen i sin vildelse havde talt om:
Gift to gange
Og hvad nu med Støvlet-Cathrine. Hun blev gift første gang i 1770 med advokat ved landsretten, senere toldinspektør i Nysted, Conrad Ditlev Reinhard Maés. Hun blev skilt og gift anden gang den 22.12.1785 i Plön med musiker og fiskermester Heinrich Schweder.
Hun døde den 25. august i Plön.
Hun boede ikke i Kongens Lyngby
En overlevering vil vide, at hun boede i Bondebyen i Kongens Lyngby i Støvlet – Cathrines hus. Men dette forbliver en myte. Som skrevet døde hun i 1805. Og huset i Bondebyen er først opført i 1808. Der er heller ikke nogen dokumentation for, at hun nogensinde skulle have opholdt sig i Lyngby.
En brand i den tidligere jagthytte
I 1890 erne var der brand i den tidligere jagthytte i Utterslev, og derefter købte grosserer Ludwig Emilius Thrane stedet. Han om – og nybyggede huset i slutningen af 1890’erne og lagde derved stilen for det nuværende Sokkelundlille.
Efter branden fandt man en indmuret sten med årstallet 1770.
Thrane brugte huset til at udstille sine krigsgenstande og med en mindre entre kunne man komme ind og se alle herligheder. Efter sigende skal Thrane også have indrettet en bondestue fra Ledøje fra 1794 i huset. Han døde i 1911, og på det tidspunkt blev det kaldt Thranes Hus.
Børnekulturhus
Det var også engang posthus i ”Villa Sokkelund”. Det var hans kone, fra hans anden ægteskab Laura Sofie Ceciillie Petersen, der havde fået tilladelse til drive posthus fra 1919 – 1929.
Huset blev overtaget af Københavns Kommune og siden har huset haft mange funktioner bl.a. blev det benyttet af beboelse. Den sidste beboer fraflyttede i begyndelse af 1990’erne. Det er Svend Olsen fra Brønshøj, der har genopdaget historien. Huset er renoveret flere gange. Nu fungerer det som ”Børnekulturhus”.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du i alt 1.373 artikel herunder:
April 1, 2019
Big Bill og One Dollar Man
To bøger om William S. Knudsen er næsten kommet samtidig. Hvem er denne ”helt”, som vi næsten havde glemt. Han startede i det skumle havneområde Bronx, da han som 20 årig kom til USA. Han gik til boksning, for at kunne klare sig. Danskerne drak for meget ved samlebåndet. Henry Ford var usympatisk. Så blev han direktør hos Generel Motors. Så ringede præsidenten. Efter 18 måneder startede en omfattende krigsproduktion med Big Bill som organisator. Tyskernes fremmarch blev bl.a. stoppet af amerikansk krigsmateriel. Det fik russerne meget af. Og der blev produceret masser af skibe til englænderne. Og masser af fly blev fremstillet, til sidst et fly hver femte minut. Men Knudsen blev frosset ud af venstreorienterede. Så blev der skrevet en bog, som han selv betalte. Men hvilken af disse to bøger er bedst?
Hvem er denne helt?
I løbet af kort tid udkom der to bøger, der omhandlede den samme mand, William S. Knudsen. Vi havde næsten glemt ham. Men takket være disse to bøger er vores viden blevet genopfrisket. Og han var sandelig ikke hvem som helst. ”Den Gamle Redaktør” kan ikke anbefale den ene bog frem for den anden. De har hver deres fordel. Men måske er det Ole Sønnichsens bog, der er mest underholdende af de to bøger.
Men hvem er han, denne glemte ”helt” fra Anden Verdenskrig. Inden da havde han for længst gjort sig kendt og respekteret. Han ydede i den grad en indsats til, at de allierede vandt krigen.
Han gik til boksning
Han var en af ti børn fra en familie i Kartoffelrækkerne i København. Hans far var toldinspektør. Som seksårig blev han sendt ud for at arbejde for en glarmester. Aftenerne blev brugt på at uddanne sig på Københavns Tekniske Skole. Som 20 – årige udvandrede han i 1900 til det store land. Han var ung cykelsmed, og var med til at opfinde tandemcyklen Med kun 30 dollar på lommen tog han med immigrantskibet S/S Norge til USA
Dengang vidste han ikke, at han skulle kæmpe sig frem helt fra bunden af det amerikanske samfund til at blive en af USA’ s største og bedst betalte erhvervsfolk.
I starten arbejdede han i havneområderne i Bronx i New York. Det var en rå atmosfære og han fik masser af tørre tæsk, inden han lærte boksning.
Danskerne drak for mange øl
Hans store talent var, at han kunne organisere mænd og maskiner. For ham handlede det om rationaliseringer og forbedringer. Han var en produktionsstjerne og kunne sige ”Skynd dig” på 15 sprog. Men hurtig skulle han lære en gryende og aggressiv amerikansk fagbevægelse at kende.
Efterhånden var han med til at fremstille dampmaskiner og på den måde kom han i kontakt med Henry T. Ford.
Allerede inden sin ansættelse hos Fords fabrikker i 1911 havde Knudsen vist sin duelighed, blik for effektiv produktion og evner for mekanisk snilde i mindre virksomheder.
Knudsen var med til at revolutionere den nye masseproduktion. Dette kom også til at omhandle en dansk samlefabrik, der blev etableret i juni 1919 i Heimdalsgade på Nørrebro. Her blev Knudsen bestyrelsesformend. Den samlede efterhånden 14 biler om dagen. Ford brokkede sig over, at danske arbejdere drak for mange øl og ikke var særlig effektive. Men bilerne kørte dog ud af samlebåndet.
Henry Ford – et usympatisk menneske
Henry Ford var ikke just et sympatisk menneske. Uenigheder og konfrontationer opstod mellem Knudsen og Ford. Knudsen var efterhånden bilfirmaets direktør, men samarbejdet mellem de to ophørte. Senere samarbejde Ford med nazisterne og støttede tidens jødehad.
I 1911 blev William gift med Clara, og de fik fire børn.
Direktør hos Generel Motors
Hos General Motors kom han også til at stå for oprettelse af bilfabrikation i Europa. Succesen blev cementeret med en post som øverste direktør for hele Generel Motors med 250.000 ansatte.
Knudsen benyttede sin stilling til at etablere en samlebåndsfabrik i Sydhavnen. Man startede med at samle 25 biler om dagen, men efterhånden øgedes produktionen betydelig. Fabrikken blev udvidet betydelig. Man erhvervede et stort areal ved Aldersrogade, hvor Mjølnerparken nu ligger.
Under besættelsen overtog nazisterne værkstedet, hvor de bl.a. reparerede flymotorer.
I 1937 blev Knudsen præsident for firmaet. Det var et år med omfattende strejker, hvor man nærmest blev tvunget til at skrive under på fagforeningernes krav.
Efterhånden var han er USA’ s vigtigste erhvervsfolk. Når han var i Europa mødtes han med kendte politikere og erhvervsfolk. I 1938 mødte han den tyske topnazist Herman Göring.
En dollar om året
Præsident Franklin D. Roosevelt indså, at USA her stod næsten forsvarsløst uden hær og organiseret våbenproduktion, hvis de blev rodet ind i krigen. Der var brug for en mand, der kunne stå i spidsen for en amerikansk masseproduktion af krigsudstyr.
Det var ikke alle folk omkring demokraten Roosevelt, der var lige så begejstret for valget af Knudsen, fordi han blev anset for at være republikaner og kapitalist. Men han blev dog hyret. Og det var ikke lønnen, der trak. Han påtog sig opgaven for det symbolske beløb af en dollars om året.
Opgaven krævede tid og syntes uoverskuelig. Men præsidenten havde en oplagt kandidat. Den 28. maj 1940 ringede telefonen fra Det Hvide Hus hos Knudsen hos General Motors i Detroit.
Efter 18 måneder startede en omfattende produktion
Danskeren blev hentet til Washington DC, hvor han på kun 18 måneder skabte og organiserede et gigantisk landsomspændende net af fabrikker med tusinder af underleverandører.
Det var et produktionsmæssigt mesterværk, der kort efter Pearl Habor begyndte at spytte titusinder af krigsfly, kampvogne, millioner af håndvåben og hundredevis af skibe fra velsmurte samlebånd.
Knudsens produktionsgeni sikrede dermed de våben, der udrustede de allierede hære og sikrede sejren i kampen mod Hitler og japanerne. I løbet af sin indsats blev Knudsen udnævnt til trestjernet general, hædret to gange med USA’ s fornemste orden og ophøjet til legendarisk skikkelse.
Hans opgave var at lande kontrakter og aftaler hos producenter over hele landet. Dette skulle koordineres med militærets ønsker og behov. Jo det var ham, der organiserede den krigsrettede produktion.
Tyskernes fremmarch
Heeresgruppe Mitte anført af feltmarskal Fedor von Bock tilføjede Den Røde Hær nogle af de største nederlag i historien. Ja i løbet af sommeren og efteråret 1941 knustes al modstand. I september 1941 gennemførtes verdenshistories største tilfangetagelse af fjendtlige styrker, da generalerne Heinz Guderian og Poul von Kleists tanks mødtes ved Lochvytsia og gjorde, at mere end 600.000 russiske soldater senere måtte overgive sig.
I december 1941 kørte Heeresgruppe Mitte fast i sneen omkring Moskva for at erobre russernes hovedstad. I 1944 iværksatte den russiske general Zhukow Operation Bagration, der mellem juni og august tilføjede tyskerne deres største nederlag nogensinde, da 28 af Heeresgruppe Mittes 34 divisioner blev nedkæmpet.
Russerne fik masser af amerikansk krigsmateriel
Den russiske hær, der havde været i frit fald i1941, var i 1944 blevet forvandlet til en formidabel kampenhed.
I russiske propagandafilm ser man en endeløs række af våbensystemer lavet i Rusland. Det man ikke ser, er de mange amerikanske våben. USA producerede omkring 14.000 pansrede kørertøjer og et tilsvarende antal fly til Den Røde Hær. Mere end en halv mio. lastbiler eller 3.500 togsæt havde amerikanerne sendt til russerne.
Når de affyrede deres våben var det med amerikansk ammunition. Efter krigen indrømmede general Zhukov, at materiel fra USA havde været afgørende for, at Rusland vendte krigen efter tyskernes indledende stormløb mod øst.
Skibe til englænderne
Tyskerne sænkede med deres ubådskrig store mængder af britisk tonnage. Churchill forsøgte at presse Roosevelt til at levere flere skibe. Det medførte art Knudsen indgik et samarbejde med den amerikanske industrialist Henry Kaiser og etablerede skibsværfter i Seattle, Richmond og Vancouver. Resultatet var afgørende og gennem resten af krigen spyede Kaisers skibsværfter skibe ud i et tempo, som Japan og Tyskland ikke kunne hamle op med.
Masser af fly
Med japanernes angreb på Pearl Habor. 7. december 1941 kom USA med i krigen. Krigsproduktionen blev forøget med 60.000 producerede fly i 1942 til 125.000 året efter.
I begyndelsen af 1944 var 70 pct. af USA’ s produktion – krigsproduktion. Der blev bygget et fly hver femte minut.
Knudsen blev frosset ud
Men efterhånden frøs de hårdkogte venstreorienterede Knudsen ud i sådan grad, at Roosevelt blev nødt til at opløse Knudsens stab og i realiteten fyre ham som leder af krigsproduktionen.
Dette tog meget hårdt på Knudsen. Men efterhånden var hans helbred skrantende. Dog ikke mere, at han i 1945 kunne at tage en tur til Europa, hvor han også besøgte Danmark. Her havde han et møde med kongen og han blev æret med Danneborgsordenen
En biografi, som han selv betalte
I 1945 kom der en biografi om William Knudsen. Det var en ren og skær heltebiografi. Det sørgede han selv for. Han havde betalt forfatteren og bad ham, om at udelade alle de uheldige kapitler af sit liv.
Der er stadig en mindetavle efterladt på Voldmestergade 26, hvor han blev født. Hans store arbejde havde tæret på kræfterne. Det var kampen mod politiske intriger og bureaukrati.
Han døde allerede som 69 åring i 1947.
Big Bill
Hvilken af de to bøger skal man nu vælge, ja det er faktisk svært. De er begge to værd at læse på hver sin måde. De to fortæller historien meget forskellig.
Big Bill er gennemresearchet. Her er et utal af noter og solidt skrevet. Det er en meget historisk bog med masser af detaljer. Den er skrevet med en meget bred pen, og Martin Lund kan nok ikke skjule sin begejstring. Måske er den lidt ukritisk. Og så er der måske gengivet lidt for meget fra kilder, der gør den en anelse for detaljeret. Vi savner lidt mere fra de mørke sider. Fortællingen er måske ikke helt så flydende.
One Dollar Man
One Dollar Man har ikke så mange kilder, men den er lettere at læse. Den er fremragende og indsigtsfuld. Den rammer bredt og er underholdene. Den er velskrevet lige som Sønnichsens andre bøger. Knudsen bliver ikke gjort bedre, end han er. Knudsen var en af de mange ”tandhjul”. Måske burde man have beskrevet lidt mere, om Knudsens personlige kamp.
Bogen er journalistisk beskrevet.
Ole Sønnichsen: One Dollar Man
Storyhouse 2019
Martin Lund: Big Bill
Haase Forlag 2019
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 275 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)
Marts 29, 2019
Gleiwitz – senderen
Aftenen inden Polen-angrebet skete angrebet mod Gleiwitz-senderen. Man fandt en mikrofon. Et lig blev medbragt. Lokale myndigheder var informeret. Naujocks: ”Det var mig, der startede Anden Verdenskrig”. Man aktionen var meget dårlig forberedt. Heydrich ventede forgæves foran radioen. Undskyldning for en krigserklæring. Heydrich påtalte fejlen. Længe leve Polen. Nye billeder skulle laves. Hvad sagde Naujocks ellers? Og hvem var han? Han dræbte mindst tre. Han var med i Peter – gruppen. Men han var en fri mand allerede i 1950. Han var med til at tilsvine Willy Brandt. Han døde i 1966.
Aftenen inden angrebet mod Polen
Den tyske sender Gleiwitz lå dengang i Øvre Schlesien (nu i Polen). Det var næsten på grænsen til Polen. Og senderen blev verdensberømt på grund af det angreb som SS fingerede sammen med andre overfald ved grænsen den 31. august 1939. Dette påskud brugte Hitler for at angribe Polen den 1. september 1939.
Om aftenen den 31. august 1939 trængte SS Sturmbannführer Alfred Naujocks og fem andre SS-folk ind på senderen. Alle var klædt i civil og optrådte som polske frihedskæmpere.
Alle aktioner den aften var organiseret og planlagt af chefen for Reichsicherheitshauotamt, Reinhard Heydrich.
Man fandt en mikrofon-tilslutning
Aktionen var nær gået galt. Gleiwitz-senderen udsendte ikke selvstændige programmer, men sendte dem blot videre. Programmerne kom fra Breslau. Endelig fandt SS-folkene en mikrofontilslutning, der kunne anvendes til at udsende meldinger om driftsforstyrrelser. Men nu kunne man udsende den melding, der var formålet med hele aktionen.
Programmet blev afbrudt og ca. fire minutter og langt opråb- angiveligt fra det polske mindretal- blev udsendt.
Et lig blev medbragt
Et lig blev medbragt fra den nærliggende arbejdslejr som bevis på det polske overfald. Hele aktionen var klaret på meget kort tid. En anden historie går på, at det var, at det var en repræsentant for landbrugsmaskiner, Franz Honick, der var kendt for at være ”polen-venlig”, der dagen forinden var blevet bortført og skudt. Så ville de hele se mere rigtig ud.
Lokale myndigheder vidste besked
De lokale myndigheder var blevet informeret om, at noget ville ske. Dem, der havde fået besked stillede ind på frekvensen. Og rigtig nok, kort efter klokken 20 den torsdag blev rigsradioen afbrudt. Det knasede og larmede. Så forkyndte en stemme på polsk, at byen og senderen Gleiwitz var i hænderne på ”Det frivillige korps af oprører fra Øvre Schlesien. Så kom der nogle bandeord på polsk og tysk. Ja så lød det som noget tumultagtigt. Bagefter forblev senderen tavs.
På grund af spændingerne de seneste dag mellem Det Tredje Rige og Polen havde mange mennesker indstillet radioen for at høre de sidste nyheder. De blev vidne til noget mystisk omkring senderen.
Politimesteren modtog telefonopkald
Politimesteren, der var blevet orienteret fik telefonopkald fra oprivende betjente fra de omkringliggende byer. Han manede til ro, og gav ordre til at berolige borgerne og så i øvrigt afvente begivenhederne. Så lod han sig fragte hen til senderen.
Hvad der ventede ham der, havde han sikkert ventet. Det var stationens teknikkere, der var blevet bagbundet og en var død, Det var en person fra sikkerhedstjenesten, der ”tilfældigvis” var kommet forbi den afsidesliggende sendestation.
”Det var mig, der startede Anden Verdenskrig”
Alfred Naujock pralede senere med, at han havde startet Anden verdenskrig. Man havde ikke aftalt et bestemt tidspunkt. Kodeordet var ”bedstemor er død”.
Den 22. august 1939 havde Hitler forkyndt ”ligegyldigt, måske noget man kan tro på”. Det var lige meget for ham. Han sagde nemlig også:
Naujocks var dårlig forberedt
Men hvorfor skulle man gøre alt dette? Naujocks overfald var dårlig forberedt. Man var således ikke en gang klar over, at det ikke var et studie. Kun i nødstilfælde kunne man bruge en mikrofon lokalt. Så meldingen fra senderen nåede ikke særlig langt ud.
Det var egentlig kun en forstærkerstation. Hovedsenderen lå fire km væk.
Andre historier går på at seks ansatte på stationen blev skudt og kun en overlevede. Og denne overlevede kun fordi han befandt sig uden for stationen.
Heydrich ventede forgæves
I Berlin ventede SD – chef Reinhard Heydrich forgæves på meldingen fra Gleiwitz. Og at en SD – mand skulle skydes var også en fejltagelse.
Aktionen blev kaldt ”Operation Tannenberg” Den var udført amatøragtig. I gaderne i Gleiwitz talte man om, at aktionen var som ”et dårligt hørerspil”
Undskyldning for en krigserklæring
Hitler har ikke direkte berørt situationen. I hans rigstale den 1. september talte han om 14 grænseovergreb, deraf var tre alvorlige. Men dette var Hitlers undskyldning for at starten Anden Verdenskrig.
Han var overbevist om, at Storbritannien og Frankrig ikke trods deres garanti, ville komme polen til hjælp. Muligvis skulle disse grænseovergreb skabe forvirring. Disse skulle give anledning til, at erklære en krigserklæring.
Heydrich påtalte fejlen
Heydrich påtalte fejlene over for Naujocks, da denne kom tilbage til Berlin. Men skuffelsen har nok alligevel ikke været så stor. Den fik ikke nogen umiddelbare konsekvenser for Naujocks karriere.
Allerede to måneder efter skulle ”Manden med de beskidte jobs” igen blive aktiv. Han bortførte ved et angreb i Venlo ved den tysk – hollandske grænse tol britiske efterretningsofficerer.
Vigtig er angrebet mod senderen i Gleiwitz af en anden grund. Den beviser, at der faktisk en gang imellem er provokationer i verdenshistorien og at det altid går galt.
Masten i Gleiwitz er af træ og 110 meter høj.
Længe leve Polen
Naujocks har senere ikke talt noget om, at nogen blev dræbt. De havde kun afgivet et par advarselsskud, for bare at lave lidt ballade og for at de ansatte skulle blive nervøs.
Han fortæller, at det var en af de ansatte, der fandt mikrofonen. Talen varede i fire minutter, og den sluttede med:
Heydrich ville have nye billeder
Ifølge Naujocks blev der taget et billede af det lig, de havde med. Det blev med det samme fløjet til Berlin. Men det billede var ikke noget Heydrich kunne bruge. Derfor blev der fremskaffet to andre lig fra KZ-lejren Sachsenhausen. Disse blev anbragt inde i lokalet.
Neujocks kommentarer
Og fra arkiverne har vi også udsagnet fra Naujocks. Om man kan stole på disse udsagn, ja det er nok tvivlsomt. Dette er en erklæring fra 20. november 1945:
’
Angrebet mod Polen
Man gik ikke tilbage for at beskylde andre nationer for krigsforbrydelser hos nazisterne.
Ja egentlig var det, det tyske skoleskib Sleswig-Holstein, der startede den egentlig krig ved at beskyde et polsk depot ved Danzig. Samtidig beskød 87 ”Stuka”-maskiner den lille forsvarsløse by Wielun. Der var ikke meget tilbage af byen.
Angrebet mod Polen var planlagt over lang tid. 1, 5 millioner soldater deltog. Luftvåbenet bidrog også, og så gik det ellers i retning mod Warschau. Frem til den 6. oktober blev den polske hær nedkæmpet.
Med største brutalitet
Krigen mod Polen var kort. Men den blev gennemført med største brutalitet. På marchen blev tusindvis af civilister dræbt, som tyskerne mente var polske partisaner. Men i september 1939 var der ingen polske partisaner.
Titusinder af den polske elite blev dræbt af det tyske sikkerhedspoliti. Man mente, at de tilhørte en polsk modstandsbevægelse. Polske jøder blev jagtet, generet og myrdet.
Polske historikere har berettet om, at Luftwaffe ødelagde 150 byer. Derved døde 10.000 mennesker.
600 ekskursioner blev gennemført med 50.000 døde. 3.000 krigsfangere omkom. Og i kampen mod både den røde hær og tyskerne kostede 120.000 polske soldater livet.
Hvem var Alfred Naujocks?
Men hvem er han, den person, der startede Anden Verdenskrig – Alfred Naujocks? Hurtig steg han i graderne. Egentlig startede han som chauffør. Bl.a. var han ansvarlig for at udfærdige falske pengesedler og pas i udlandet. Han var en af dem, der i Det Tredje Rige lavede det beskidte arbejde.
Og som de fleste forbrydere fra den tid, beskrev han sig selv som en, der bare tog imod ordre. Han skammer sig overhovedet ikke over, det har gjort. Han frygtede heller ikke, at man var efter ham.
Efter krigen opholdt han sig på St. Pauli. Han ville gerne tale om sin tid i SS.
Selv hans SD-kollegaer kaldte han for frygt og skrupelløs. Han politiske fjender frygtede ham
Han forbrydelser er almen kendt. Inden for SS havde han opnået et anerkendt rygte. Hans aktioner blev et forbillede for mange. Både i Holland og Danmark har han været involveret i mange aktioner.
Drabet på Rudolf Formis
Den 9. januar 1935 fik han af sin chef at vide, at han skulle hente Rudolf Formis. Denne havde en radiostation, der advarede imod nazisterne. Heydrich ville gerne have ham levende. Senderen lå 60 km sydvest for Prag.
Det lykkedes for Naujocks at få en nøgle til Formis lejlighed. Meningen var, at han og et par SD – folk skulle bedøve Formis med kloroform og så bortføre ham til Berlin. Men han var nu ikke så let et offer. Han forsvarede sig med en pistol. Han ramte Naujocks og kvæstede en anden SD-mand, inden de så dræbte Formis. Men inden de flygtede ødelagde de senderen.
Mordet var en af de mange forbrydelser, som Naujocks begik.
Han var med i Peter-gruppen
Han var med i mordaktioner. I Danmark var han aktiv i Peter-gruppen, der stod for over 100 mord.
Inden for SD sluttede hans karriere allerede i 1941. Han blev overført til Waffen SS som en slags straf. Antagelig havde han bedraget SD.
Kort før krigens slutning går historien på, at han frivillig meldte sig hos de allierede og angav sine kammerater. Danmark forlange ham udleveret. Han fik en flere årig straf. Men han sad kun i tre år, grundet det danske justitsministeriums milde behandling af tyske krigsforbrydere.
En fri mand i 1950
Allerede fem år efter krigen kom den tidligere bedrager, møntfalskner, terrorist og morder og overbevist nazist ud af fængslet. I 1950 forlod han allerede Danmark og bosatte sig i Hamborg.
Det tyske justitsministerium rejste flere anklager mod ham, men dette førte aldrig til en anklage.
Med til at tilsvine Willy Brandt
Han blev af konservative modstandere brugt som kronvidne mod Socialdemokraterne og Willy Brandt. I en smædekampagne mod kansler – kandidaten blev et udsagn af Naujocks udbredt, at Brandt i 1930erne skulle have begået alvorlige lovovertrædelser i kampene mellem socialdemokrater og nationalsocialister i Lübecks gader.
Han døde i 1966
Naujocks måtte under psykiatrisk behandling. Ja det var ikke noget, som han gik frivillig med til. Det var noget som Landsretten i Hamborg havde besluttet. I 1964 blev han indlagt på nerveanstalten Ochsenzoll.
Først to år senere, kort før sin død i 1966 blev han udskrevet. I højreekstremistiske kredse bliver han den dag i dag regnet for at være en af Hitlers bedste mesterspioner.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 274 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)
Marts 29, 2019
Slottet med det blå tag (NørLIV 26)
Dette er vores bidrag nr. 26 til Nørrebro LIV – ugeavisen på Nørrebro. Hvis man havde haft et Billed Blad eller et Se og Hør dengang, så havde de sandelig meget at skrive om med alt det, der skete på Blågården dengang. Jo, der var også kongelige og adelige skandaler. Det er slottet, der blev opkaldt efter dets tag. Ja og her måtte zaren ikke overnatte. Men det måtte Støvlet-Cathrine godt. Og tænk engang, at Prins Carl havde 47 personer til sin rådighed. Han søster havde dog kun 23 personer til rådighed.
Omslagsforvalter, rentemester og statholder Christopher Gabel byggede et lystslot med en mægtig have omkring. Da tagstenene var blå, kaldte københavnerne stedet for Blågård, og siden beholdt stedet sit navn.
Men hvor fik Gabel alle sine penge fra? Man mente, at det var hans indflydelse hos kongen, der gav ham alle de penge. Men man beskyldte ham også for bestikkelse. Han fik da også nogle mægtige fjender. Blandt disse var kronprisen, den senere Christian den femte. Jo og selveste dronning Sofie Amalie og mægtige adelsmænd som Ahlefeldt og Rosenkrantz.
Da han døde fik han nu heller ikke det bedste eftermæle.
I 1688 solgte Gabels ”ganske ubetydelige” søn hele ejendommen til generalfeltmarskal Ulrik Frederik Gyldenløve. Han var Frederik den tredjes uægte søn med Marethe Pape. Han beholdt kun ejendommen i kort tid. Derefter var den i forskellige officerers hænder.
Kong Frederik den Fjerdes bror, Prins Carl købte ejendommen i 1706. Han udvidede ejendommen betydelig. Han tilbragte sin tid med at jage og ride og læse i pietistiske bøger. Han syslede med ”Guldmageriet” og havekunsten.
Kongen regnede ham for en stor ubetydelighed, der var fuldstændig i lommen på sin hofmester, den senere minister Carl Adolf Plessen. Kongen sagde altid i spøg:
Officielt hed stedet nu ”Prins Carls Hauge”. Prinsens søster Sophie Hedewig sluttede sig til sin broder. Hun var en meget streng og pietistisk dame. Hun var også yderst fornem. Til at opvarte sig havde hun 23 personer, men Prins Carl havde hele 47 personer til sin rådighed.
Haveanlægget var indrammet af to prægtige lindealléer, hvoraf den ene lå inden for plankeværket langs Nørrebrogade. Lodret på disse alléer flere andre og større. Et par af disse nærmest hovedbygningen blev senere til Blågårdsgade og Wesselsgade. Langs den sidstnævnte var et smalt vandløb over hvilken en bro førte til Dosseringen som på hele strækningen var beplantet med piletræer.
Fra hovedbygningen og helt ned til søen førte en buegang tækket med kobber og indvendigt udsmykket med malerier. Bag selve lysthaven med dens tilklippede træer var der sfinkser, pyramider og andre mærkelige figurer. Der var lysthuse, stive snørklede blomsterparterrer og skulpturer.
Bygningerne lå samlet på arealets nordligste hjørne. Slotsgade var den gamle indkørsel til slottet. Til venstre for gårdspladsen mellem Nørrebrogade og Baggesensgade lå selve hovedbygningen, der havde facade mod Peblingesøen.
Slottet var meget kostbart udstyret med silketapeter, malerier og kunstgenstande. Uden for var der masser af springvand og fiskedamme. Gabels lille sommerbygning var for lille for Prins Carl. Han havde ladet en ny hovedbygning opbygge. En del pavilloner og lysthuse var kommet til.
Mens dette slot endnu var i kongens søskendes eje indtraf der i 1716 en begivenhed, der vakte røre i København. Zar Peter den Store havde lovet Danmark hjælp mod Karl den Tolvte, 24.000 soldater havde han taget med. Glæden over denne hjælp var dog lidt blandet hos Frederik den Fjerde. For det første stolede kongen ikke over en dørtærskel. Med blot en smule medvind kunne svenskerne vende zarens sind mod danskerne.
Kongen bad prins Carl og prinsesse Sophie Hedewig om, de ikke nok ville huse zaren på Blågården. Skønt prins Carl dog var lidt betænkelig for sit pæne sølvtøj var han tilbøjelig for at bøje sig for sin brors ønsker. Men det hele strandede på prinsessen af religiøse grunde. Hun så i Peter den Store kun ”Barbaren” og en hedning. Således kom zaren ikke til at bo på Blågården.
Men en konflikt med kongen fik de to til at forlade Blågården. Og ved prins Carls død, blev Sophie Hedewig ejer af Blågården. Hun var som unge blevet tvunget til at gifte sig med arveprins Georg af Kur-Sachsen. Og det var en katostrofe. Siden sagde hun absolut nej til arrangeret fyrste-ægteskab. Men helt uimodtagelig for blidere følelser var hun dog ikke. Gud og hvermand i Danmark vidste, at hun stod endog meget intimt forhold til overkammerherre Carl Adolph von Plessen. Ja rygtet sagde, at de var hemmelig gift. Men det var de dog ikke.
De varme følelser over for von Plessen blev dokumenteret ved, at hun ved et gavebrev af 9. maj 1732 skænkede ham Blågården. Plessen ville af hensyn til rygterne ikke tage imod, mens hun levede. Men Christian den Sjette befalede, at han skulle overtage slottet.
Til at begynde med var forholdet mellem Plessen og kongen næsten venskabelig, men Plessen var en type, der tillod sig, at sige alt, hvad der faldt ham ind. Og det var kongen ikke vant til fra sine adelsmænd. Det endte med at Plessen tog sin afsked og forlod Blågården. Efter mange omveje endte ejerskabet hos Louise von Plessen. Hun blev senere overhofmester hos dronning Caroline Mathilde, hvem hun på en meget uheldig måde søgte at holde ude for det slette selskab som omgav Christian den Syvende.
Hun pådrog sig kongens vrede og blev landsforvist. I april 1765 måtte hun ved auktion sælge slottet. Den højest bydende var Knud Jacobsen Lyne. Men så fik han et godt tilbud af Grev Holck. Denne var Christian den Syvendes yndling. Han havde fået de højeste titler og ordener. To ægteskaber havde han bag sig. Den sidste var med et ”barn” på 15 år, datter af Grev Danneskjold – Laurvigen.
Han udnyttede også kongen for penge, og deltog i kongens vilde orgier. Støvlet – Kathrine var en af dem, som kongen var fuldstændig betaget af. Hun var uægte datter af en prins. Men Holck indså, at det ikke var klogt at dyrke disse orgier inde i København. Det var bedre at flytte skuepladsen lidt uden for byen. Og den gamle prinsegård ved Peblingesøen var ideelle sted.
Det var næppe tvivl om at købet af Blågård var et maskespil. Kongen var den virkelige køber. Men det lød mærkelig at betalingen skulle ske i rater. Måske fik Holck også penge ud af dette. Salget af Blågård må have været i begyndelsen af 1767. Støvlet – Kathrine blev eksporteret til Hamborg i januar 1768. Og Knud Lyhnes genovertagelse af den mishandlede gård/slot må være sket i eftersommeren 1770. Det var nemlig i dette år, at kongen rejste til Holsten. Holck havde arrangeret turen. Men det var hvis ikke planlagt at kongen skulle møde Struensee, som blev kongens livlæge og meget mere. Denne fyrede Holck på gråt papir.
Den korte tid havde været nok til at ødelægge Blågården. Støvlet-Kathrine og hendes vilde horde havde ramponeret alt, hvad de kunne komme i nærheden af. Malerier, lofter, møbler og vægge. Den fordrukne skare med kongen i spidsen fulgte hendes parole og de lystrede kun alt for villigt.
Og den officielle ejer så kun smilende til. Det var jo ikke hans ejendele, det gik ud over. Bare kongen betalte, og morede sig.
Blågårdens storhedstid var hermed afsluttet, men det var dens historie nu ikke. Men den historie får I så en anden gang.
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk er der 261 artikler fra det gamle Nørrebro, herunder:
Marts 27, 2019
Massakren ved Katyn
Radio Berlin: Det var russerne. BBC: Tyskerne er fulde af løgn. En ”international” undersøgelse. En dansk retsmediciner var til stede. Han tog et hoved med hjem. Russer kom og lavede deres egen undersøgelse. Hverken amerikanere eller englændere foretog sig noget, da de fik sandheden. Nürnberg-processen var til tider en farce. Stalin beordrede at 25.700 krigsfangere skulle henrettes. Dette foregik om natten med tysk våben. Løgnen om Katyn blev officiel sandhed i Polen i 40 år. I 1951-52 var der kold luft med Sovjet, så kunne amerikanerne fortælle sandheden. Kraniet blev stedt til hvile. Et flystyrt. Forbrydelser skal åbenbart stadig skjules. USA frigiver 1.000 sider om Katyn. Russerne får reprimande fra Menneskrettigheds-domstolen. Men de er vel nærmest ligeglade. De aldrig officielt undskyldt massakren.
Radio Berlin: Det var russerne
Katyn ligger 22 kilometer fra Smolensk i Polen.
Man mente helt bestemt, at det var tyskerne, der havde udført massakren i Katyn – skoven. I foråret 1943 opdagede den tyske besættelsesmagt massegrave i skoven. De første spor af massakren blev dog allerede fundet året før af polske jernbanearbejdere.
Den 13. april 1943 kunne man høre om fundet i tysk radio. Man tilskrev russerne forbrydelsen. Det var Radio Berlin, der meddelte, at det var russerne.
BBC: Tyskerne er fulde af løgn
To dage efter afviste Radio Moskva forbrydelsen. De amerikanske og engelske myndigheder troede russerne. I BBC kunne man høre den russiske forklaring:
En ”international” undersøgelse
Den tyske regering inviterede udenlandske retsmediciner til Katyn. Det vil sige at 12 retsmediciner fra hovedsagelig de tysk besatte lande deltog i undersøgelserne. Man fandt frem til, at 100 lig fra massegravene var blevet myrdet omkring 1940. Goebbels satte et stort PR – apparat i gang.
En dansk retsmediciner var der
Blandt dem, der var med til at undersøge ofrene, var den danske retsmediciner Helge Tramsen. Han var beordret til at tage til Polen. Han blev stærk præget af denne opgave.
Han havde en konstant frygt for kommunisterne, fordi han havde været med til at afsløre russernes forbrydelse. Da USSR invaderede Rusland var han på nippet til at tage til England.
Modstandsmand var han også i gruppen Holger Danske. I Shell-huset var han udsat for tortur af Ib Birkedal Hansen. Derfra kom han i vestre Fængsel og Frøslevlejren.
Ved sin anholdelse af Gestapo i 1944 mistede han sit job. Da han havde afsløret, at det var Stalin, der stod nag massakren, havde han svært ved at få sit gamle job tilbage. Kommunisterne havde stor politisk indflydelse dengang. Ja sådan står det i nogle af kilderne. Men mon det nu også er helt sandt?
Han tog et hoved med hjem
Helge Thamsen udførte sin opgave, men bryder med al retsmedicinsk tradition, idet han tager hovedet af en af de henrettede med hjem. Han pakkede ud. Og der må have stået en hørm ud af rejsetasken på Østerbro dengang.
I Berlin havde Helge Thamsen hentet noget i Berlin, som straks i Kastrup blev afleveret. Og dette indhold ankommer samme dag i Stockholm, hvorfra det sendes videre til SOE i London. Det var tegninger over Möhdæmningen i Ruhr, som Royal Airforce kunne bombe med succes 14 dage senere.
Ja faktisk var Helge Tramsen også hospitalschef på hospitalsskibet Jutlandia.
Nu kom russerne, og lavede deres egen rapport
Men et par uger efter, at tyskerne havde fundet resterne af massakren blev området besat af russiske tropper. De lavede så nogle undersøgelser, der skulle vise, at det var tyskerne, der stod bag. Og det var de undersøgelser, der blev fremlagt under Nürnberg-processen.
Hverken englænderne eller amerikanerne foretog sig noget
Englænderne havde fået tilsendt en rapport fra tyskerne, der beviste, at det var russerne, der stod bag. Men for ikke at skade forholdet til Sovjetunionen, foretog englænderne sig intet. De faktiske forhold var også kendt i den polske befolkning.
Churchill havde også forelagt kendsgerningerne for amerikanerne, men nogen officiel reaktion kom der heller ikke derfra.
Nürnberg – processen var til tider en farce
Ti tyske officerer skulle dømmes af en sovjetisk domstol for at have stået bag ved massakren. Under Nürnberg – processen forsøgte den amerikanske chefanklager, at få sin russiske kollega til at henlægge sagen men forgæves. Russerne instruerede vidnerne til at tale falsk.
Den russiske chefanklagers hjælper var dog skeptisk. Han røbede, at der var fejlagtige udsagn i sagen. Han blev under Nürnberg – processen fundet død på sit værelse. Dødsårsagen blev aldrig fundet.
Russerne kunne ikke blive enige om, hvem af de tyske officerer, der skulle dømmes. Så pludselig faldt det hele sammen. Og uofficielt kende både amerikanerne og englænderne sandheden.
Stalin besluttede, at 25.700 krigsfangere skulle henrettes
Under den sovjetiske invasion af Polen blev der taget et sted mellem 250.000 og 450.000 fanger, men hovedparten blev hurtig løsladt. De andre blev interneret i krigsfangelejre i det vestlige Sovjet. Den 5. marts 1940 besluttede det sovjetiske politibureau med Stalin, at 25.700 krigsfangere skulle henrettes.
Massakren var en masselikvidering begået af sovjetiske styrker mod polakker. Den blev påbegyndt den 4. april 1940. Det antages, at der blev dræbt mellem 15.000 og 20.000 i det vestlige sovjet. Ca. 8.000 var officerer i den polske hær. Resten blev beskyldt for at være gendarmer, spioner, landejere, fabriksejere, præster eller advokater. Ved massakren blev store dele af den polske elite udslettet.
Henrettelserne foregik om natten med tysk våben
Henrettelserne foregik om natten. Man blev skudt i baghovedet med en pistol. Det foregik meget metodisk. Og pudsig nok brugte man tyske pistoler af mærket Walther. De var mere pålidelige end de sovjetiske standardhåndvåben.
Men de tyske våben blev også slidt, og et vidne har bemærket, at der kom en kuffert med reservevåben.
De kom i jernbanevogne
De, der blev dræbt i Katyn-skoven, kom fra Kozelsk-lejren. Polakkerne kom i jernbanevogne. De troede, at de skulle fragtes i arbejdslejre. Hvorfor de blev betragtet her til, er der kun gisninger om. Området var indhegnet og i skoven lå et hus, man kunne bruge som base. Lokalbefolkningen vidste udmærket, hvad der foregik. De kunne høre skud og skrig.
Løgnen om Katyn blev officiel sandhed i fyrre år
4.421 blev henrettet i og begravet i Katyn. Ja og andre kilder siger 22.000. Det er dog ikke korrekt. I byen Miednoje lå 6.300 polakker begravet og i Charkow lå 3.800 begravet.
Egentlig var massakren tabu i det kommunistiske Polen. Løgnen om Katyn blev officiel sandhed i Polen gennem fyrre år.
I 1951 – 1952 var amerikanerne klar over, at det var russerne.
Efter at forholdet mellem Sovjetunionen og USA var blevet kølnet, nåede en amerikansk kommission i 1951 – 52 frem til, at det var sovjetiske styrker, der stod bag massakren.
Men i 1990 indrømmede Mikhail Gorbatjov, at der fandtes arkivmateriale i Kreml, som beviste, at Sovjet stod bag massakren. Den 14. oktober 1992 overleverede Boris Jeltsin sagens hemmelig – stemplede dokumenter til Lech Walesa som led i en forsoning med Polen.
Kraniet blev stedt til hvile
Det kranie, som Helge Tramsen havde med fra Polen endte på Retsmedicinsk Institut. Det lykkedes at finde navnet på ofret. Det var Ludwik Szymanski. Og det lykkedes at finde hans søn i Australien.
Søndag den 13. april 2008 – den officielle Katyn – mindedag – stedes kraniet endeligt til hvile bag en glasrude i ”Den Polske Hærs Katedral i Warszawa. For polakkerne var det en gribende højtidelighed transmitteret direkte i polsk tv med repræsentanter fra regeringen, den katolske kirke.
Resterne af den polske kaptajn af reserven, Ludwik Szymanski, henrettet af nakkeskud i Katun-skoven i april 1941, blev nu symbolet på de over 15.000 henrettede polske officerer.
Et flystyrt
Lørdag den 10. april 2010 krævede Katyn-massakren nye, polske ofre. De var på vej til Katyn-skoven for at mindes de polske officerer, der 70 år tidligere var myrdet af Stalin’ s hemmelige politi.
Den polske præsident Lech Kaczynskis flyvemaskine styrtede ned ved indflyvningen til Smolensk. Alle om bord blev dræbt, også Polens topfolk, selv om de egentlig ikke måtte benytte samme fly.
Flyet var et Tupolev Tu-154. Russerne mente, at ulykken skyldtes pilotfejl. Da der var tåge, blev flyet omdirigeret til Minsk, men piloten forsøgte alligevel at lande i Smolensk, men ramte nogle træer 1,5 km fra landingsbanen.
Forbrydelser skal stadig skjules
Et par uger efter beordrede den daværende russiske præsident, Dmitry Medvedev, at statsarkivet i Moskva skulle åbne Katyn-arkiverne.
Den nuværende russiske præsident Vlademir Putin rakte i april 2010 ved en mindehøjtidelighed i Kayn-skoven med den daværende polske regeringschef Donald Tusk hånden ud mod polakkerne og fastslog, at ”disse forbrydelser på ingen måde kan forsvares”
Men ak dokumenterne er stadig ikke tilgængelige i fuld omfang. Kun 67 af 183 dokumentmapper i forbindelse med Katyn – sagen er tilgængelig. Putins Rusland er vendt tilbage til de velkendte strategier for at fortrænge Sovjetunionens forbrydelser og at hemmeligholde navnene på de ansvarlige.
USA frigiver 1.000 sider om Katyn
I 2012 frigav USA mere end 1.000 sider om Katyn – massakren. Men allerede i 1951, ja faktisk før vidste amerikanerne at det var Sovjetunionens hemmelige politi, der stod bag. USA blev under krigen kritiseret for ikke at ville afsløre den fulde sandhed, for ikke at gøre forholdet til Sovjetunionen dårligere.
Den amerikanske undersøgelseskommission konkluderede, at amerikanske myndigheder havde fejlet med ikke at have forstået den sovjetiske regimes intentioner, som Katyn var et tydeligt udtryk for. Og endnu alvorligere konkluderede kommissionen, at den amerikanske politik muligvis var blevet anderledes, hvis ”information, der bevidst var blevet tilbageholdt fra offentligheden var blevet gjort tilgængelig tidligere”
Amerikanerne vidste udmærket besked
Sagt med andre ord, så gik det for lang tid før de amerikanske myndigheder og den amerikanske offentlighed indså den sande karakter af det sovjetiske regimes morderiske politik. Man var for længe for naive og sandheden om Katyn – massakren kunne tidligere have afsløret de sande forhold.
De amerikanske dokumenter viser, at den amerikanske ledelse fik kodede meddelelser fra amerikanske soldater i tysk fangenskab, der sagde, at det var sovjetiske soldater, ikke tyske, der stod bag massakren.
De amerikanske krigsfanger blev af tyske soldater ført ud i Katyn-skoven, hvor de fik massegrave med tusinder af lig at se. Ligenes tilstand gjorde det klart for amerikanerne, at drabene havde fundet sted, før de tyske soldater besatte området i 1941.
Churchill havde som vi tidligere har skrevet også orienteret sin amerikanske kollega.
Russerne for en reprimande fra Menneskerettigheds-domstolen
Sagen er endnu ikke slut for 15 slægtninge til ofrene for massakren af de polske officerer har ret, når de beskylder Rusland for at have forsømt at udføre en tilbundsgående og dækkende undersøgelse af nedslagtningen.
Sådan lød det fra menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg den 21. oktober 2013. Ja man skrev at:
Der mangler stadig en juridisk kulegravning af massakren, ofrenes rehabilitering og en officiel undskyldning fra russisk side.
De ansvarlige blev heller aldrig stillet til ansvar. De allierede kunne tidligere have grebet ind, hvis ikke før, så under Nürnberg-processen. Men de valgte ikke at gøre det.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 273 artikler om før/efter/om Besættelsestiden.
Marts 25, 2019
Kaj Munk og Sønderjyderne
Det var plads på gravstenen. ”Klokker” på Regensen. Opgør med antisemitismen. Han holdt Flensborg Avis. Han besøgte sine venner i Abild. En genforeningssten i Abild. Kaj Munk var skuffet den 9. april 1940. Et brev til Fru Lausten i Tønder. Tyske protester mod teaterstykke. Justitsminister forbød teaterstykke og aflyste teaterstykke i Sønderborg. Kaj Munk var ofte i Sønderjylland. Stenkors udført af Aabenraa – stenhugger.
Der var plads på gravstenen
Kaj Munk fik nogle gode venner i Sønderjylland. En af dem var Ernst Christiansen, hvis modige holdning kostede han jobbet som redaktør af Flensborg Avis og skribent.
Halvanden år efter sin fødsel i Maribo mistede han sin far og fem år efter sin mor. I dåben fik han navnet Kaj Petersen.
På forældrenes gravsten på Maribo Kirkegård var der afsat plads til hans navn. Han var lille og skrøbelig. Man mente, at han nok snart ville dø.
”Klokker” på Regensen
Men sådan gik det dog ikke. Han blev adopteret af sin mors kusine, Marie, der var gift med Peter Munk. De havde et lille husmandssted i Opager Skov ca. 15 km vest for Maribo. Da ægteparret forblev barnløs, fik han navnet Kaj Munk.
Da Kaj Munk mange år senere blev ”klokker” (tillidsmand) på Regensen kom han en del sammen med sønderjyske studenter. De arrangerede sammen en række foredrag med sønderjyske emner.
Opgør med Antisemitismen
Fra 1924 til sin død var Kaj Munk sognepræst i Vedersø nord for Ringkøbing.
Voldtagelsen af Østrig, den såkaldte ”Anschluss” i april 1938 opfattede Kaj Munk som en yderst alvorlig advarsel til danskerne. Sønderjylland var truet.
Indtil 1938 havde Kaj Munk set op til Herodes, Georg Brandes, Mussolini og Hitler, ligesom han var skeptisk over for det danske demokrati, især dets udenrigs- og forsvarspolitik. Men under et besøg i Tyskland så han med sine egne øjne Hitlers og nazisternes djævelske værk og væmmedes især over jødeforfølgelserne.
På otte dage på et hotelværelse i Berlin skrev han i 1938 sit skuespil ”Han sidder ved smeltediglen. Her tager han skarp afstand fra jødeforfølgelsen og politisk ensretning. Han går ind for kristendom og menneskekærlighed. Stykket er et skarpt opgør mod antisemitismen.
Han holdt Flensborg Avis
I marts 1939, efter den tyske indmarch i Tjekkoslovakiet, brød Kaj Munk med diktaturerne. Og efter Danmarks besættelse den 9. april 1940 – trods ikke-angrebspagten og venskabsforsikringer-støttede han fuldt og fast den nødvendige frihedskamp i skrift og tale. Derfor kom han allerede der i tyskernes skarpe søgelys.
Kaj Munk fulgte godt med, hvad der skete i grænselandet. Han havde abonnement på Flensborg Avis og lejlighedsvis skrev han kronikker til bladet. Ernst Christiansen holdt ham også orienteret om, hvad der skete, og det som avisen ikke måtte skrive.
Han bessøgte sine venner i Abild
I 1935 samlede Det Unge Grænseværn godt 10.000 deltagere til et stævne i Løgumkloster. Stævnet indledtes med en prædiken af kaj Munk med 3.000 deltagere. Om mandagen blev der arrangeret dansktime med Kaj Munk på Tønder Statsseminarium.
Og selvfølgelig besøgte Kaj Munk sine venner i Abild, højskoleforstander Folke Trier Hansen. Ham og hans kone havde overtaget jobbet som værtsfolk på Landbohjemmet i Abild nord for Tønder. Det var tidligere en tysk landvejskro, der nu var omdannet til forsamlingshus. Ja og nu var det så blevet rammen om Abild fri Folkehøjskole.
Om formiddagen var der foredrag og undervisning. Om eftermiddagen hjalp eleverne bønderne i området. I foråret 1938 tilbragte Kaj Munk en hel uge i Abild for at høre om livet og stemningen i et grænsesogn. Også ved den lejlighed mødte han op på Tønder Seminarium.
En Genforeningssten i Abild
Et stykke tid efter, at kaj Munk var vendt tilbage til Vedersø, kom der en ældre mand fra Abild hen til Trier og sagde:
Man bad så Kaj Munk, om at lave en indskrift. Han sendte ni forslag og man valgte denne:
Og vidner, se: det er Danmark her
Ja og kan du ikke lige huske, hvad ordet ”kvær” betyder, kan vi oplyse om, at det betyder ”stille”, ”rolig”.
Kaj Munk var skuffet
Den 9. april 1940 skrev Kaj Munk sit korteste digt overhovedet:
I morges kl. 5 af skræk
Det pinte ham meget, at Danmark som det eneste land under Anden verdenskrig-overgav sig næsten uden sværdslag mod Hitler.
Få dage efter besøgte Lise og Kaj Munk igen deres venner i Abild. Digteren lagde ikke skjul på, at han var skuffet over at det var gået, som det gik.
Et brev til Fru Lausten
Da han erfarede, at Flensborg Avis’ s redaktør havde fået en tragisk meddelelse af det tyske gesandtskab i København om, at hans redaktør i Tønder, den i Flensborg fødte Viggo Lausten, havde begået selvmord ”under indtrykket af de tungtvejende bevismaterialer, der forelå”, Blev han både sorgfuld og forarget.
Som vi tidligere har skrevet i en artikel blev det forsætligt mord eller selvmord aldrig opklaret. Viggo Lausten blev stedt til hvile i Tønder under deltagelse af 400 mennesker, selv om ligfærden var blevet hemmeligholdt og annoncering var blevet forbudt.
For dem, der ikke har læst vores artikel kan vi oplyse, at Viggo Lausten sad indespærret i Kastellet anklaget for spionage til fordel for englænderne.
Nogle dage efter skrev kaj Munk følgende brev til Viggo Laustens unge hustru:
Vi lykønsker Dem med det navn, De bærer, der nu er adlet. Vi er nogen, der begynder at længes efter den død, der blev Deres mands. Døden for ære, ret, frihed, for Danmark og kristendommen. Gud vil give jer at mødes, hvor døden er kronet med sejr.
Deres hengivende, Deres ærbødige
Kaj Munk
Vedersø præstegård i maj 1940.
Tyske protester mod teaterstykke
Sønderjysk Teaterforening, som blev stiftet i 1929 i Aabenraa på initiativ af H.P. Hanssen har arrangeret talrige turnéer i Sønderjylland. Og det skete også med Kaj Munks, ”Han sidder ved smeltediglen”.
Den blev opført i Haderslev, Aabenraa og Tønder i 1938. Både ”Nordscchleswigsche Zeitung” og de tyske aviser syd for grænsen gjorde alarm. De var forbitrede for stykket forhånede det tyske riges statsoverhoved.
I rubrikken ”Unsere Stimme” som dagligt kom til orde i Nordschleswigsche Zeitung frem for alt gennem Wilhelm Jürgensens pen under pseudonymet Asmus von der Heide, påtalte denne Kaj Munk og ”hans utroligt lave forfatterniveau”:
I Aabenraa stod medlemmer af det nazistiske Jugendschaft (Hitler Jugend) og uddelte flyveblade med protest mod stykkets ånd og forrådnelse af ”Drittes Reich”.
Dette første naturligvis til, at nu myldrede folk til fra land og by som aldrig før for at opleve en sensation, se et skuespil, som man ellers aldrig havde set mage til, skuespil som havde en hvis dragende magt.
Justitsminister Steincke forbød stykket
Da stykket skulle opføres i Sønderborg i 1939 var der totalt udsolgt. Men den daværende justitsminister K.K. Steincke opfordrede til at man undlod at opføre stykket. Steincke havde fået en henvendelse fra Berlin, hvor man i stærke vendinger beklagede sig over den politiserende præst fra Vedersø.
Efter forbud og aflysning skrev Kaj Munk artiklen ”Ved Fejhed opnås intet” i Jyllands Posten den 20. juni 1939. Medlemmer af det tyske mindretal i Sønderborg havde protesteret mod opførelsen og havde uddelt løbesedler nogle dage før forestillingen.
Kaj Munk var ofte i Sønderjylland
Kaj Munk var jævnligt indbudt som prædikant i de sønderjyske kirker. Han deltog i reformationsjubilæet 1936 i Sønderborg Kirke. Senere fik denne navneforandring til Marie-kirke. Også den 14. april 1940 prædikede han i Sønderborg.
Den 7. juni 1941 prædikede han også i Kristkirken i Tønder.
Stenkors udført af Aabenraa-stenhugger
Stenkorset på Hørbylunde Bakke, hvor han blev likvideret er udført af arkitekten og billedhuggeren J.P. Junggreen Have fra Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.368 artikler herunder:
Marts 25, 2019
På Tønder Statsskole fra slutningen af 1920erne
Fordel at kunne tale tysk i Tønder. Masser af sportsmuligheder. Tag nu realklassen inden gymnasiet. Tønders Forenede Boldklubber. Nazismen pressede. En dansk skole med plads til tysksindede. Man gik ikke hjem til tysksindede skolekammerater. Der var en afholdt tysklærer Pludselig forsvandt det gode forhold. Det kom som et chok for de dansksindede elever.
Fordel at kunne tale tysk
Det kunne være svært at begå sig i Tønder, når man kom fra landet uden at kunne et ord tysk. Halvdelen af folk på gaden i Tønder talte tysk på gaden. Der stod tyske navne på bygninger i byen. Gaderne havde både danske og tysk navneskilt.
Masser af sportsmuligheder
Man havde tysk på statsskolen, og det var ikke godt når man ikke rigtig kunne det. Så kunne man jo altid gå til gymnastik, håndbold og fodbold i fritiden. Så kunne man jo hævde sig her. Der var masser af muligheder dengang i Tønder.
Tag Realklassen inden gymnasiet
Vi er i slutningen af 1920erne på Tønder Statsskole. Det var godt at lektor Randrup så kunne foreslå, at man først gik i en realklasse inden man søgte ind på gymnasiet. Og det var skønt, for nu kom der en række praktisk betonede fag som samfundslære, bankregning og andre fornuftige fag.
Efter at havde bestået realeksamen blev man uden vanskeligheder optaget i gymnasiet. Og så var det heldig, når man så modtog flidspræmie. Og det var sandelig P. Lauridsens bog: ”Da Sønderjylland vågnede”.
Tønders Forenede Boldklubber
I 1933 holdt ”Det Unge Grænseværn” et stort stævne.
Ja og så havde man Tønder Forenede Boldklubber. Det var en sammensmeltning af en dansk og en tysk klub efter Genforeningen. Klublivet fungerede fint. Man talte tysk indbyrdes, men altid dansk (sønderjysk) til de dansksindede, der så aldrig talte tysk til dem. Det lød ganske pudsigt med det sprogvirvar i kampens hede for fremmede ører.
Der var også en udvekslingsklub i Heide i Holsten. Men det holdt nu brat op, da det tyske hold trådte an og heilede. De tyske kammerater i klubben holdt sig langt borte fra nazismen. Ingen af disse gik ind i Waffen SS, selv om der var masser af pression.
Nazismen pressede
Der var gode og idealistiske lærere på statsskolen. De brugte også meget tid til at anspore til sport. Ned til Vidåen havde eleverne bygget en hytte. Den blev under krigen brændt ned som en form for antisabotage.
Det var en krævende og spændende tid med nazismens pres mod vor grænse. Efterhånden var der meget nazistisk aktivitet i Tønder.
En morgen op til kommunalvalget i 1935 var et 30 – 40 meter langt banner spændt ud tværs over Torvet:
De dansksindede spurgte sig selv: “Er det her en dansk eller tysk by?
Det blev nu også Thomsens sidste periode, for i 1939 fandt de danske partier endelig sammen om at vælge en dansk borgmester, hvortil de efterhånden havde opnået et klart flertal.
En dansk skole med plads til tysksindede
Statsskolens rektor A.J. West og senere J. Randrup holdt sammen med lærerstaben altid en stilfærdig og klar dansk linje, der ikke lod nogen tvivl om, at der nu i Tønder befandt sig en dansk gymnasieskole.
Samtidig var skolen imødekommende over for både tyske og hjemmetyske elever, som der altid var nogen af i klasserne. En hel del af dem kom dog først ind i gymnasiet fra de tyske realskoler i amtet.
Langt de fleste følte sig godt tilpas i det danske miljø, som skole udgjorde.
Man gik ikke hjem til tysksindede skolekammerater
Man var gode kammerater uanset sindelaget. Man forstod at undgå kontroversielle emner og hvis det ikke var helt muligt, var man timelige mod hinanden.
Tyske vendinger benyttede vi os ofte af og især de spøgefulde, men altid kun på skolens grund. Det var en uskreven lov, at de dansksindede statsskoleelever aldrig talte et ord tysk på gaden, ligesom tyske og danske kammerater ikke besøgte hinandens hjem. Det kan lyde hårdt, men situationen var ikke til andet dengang i 1930erne.
En afholdt tysklærer
Adjunkt, senere lektor dr. Felix Arndt var lærer i tysk. Han var fra Mark Brandenburg og gik i 1920 med over i den danske skole. Et dannet menneske og en stor humanist, der førte eleverne ind i den tyske litteratur og gav smagsprøver på de tyske filosoffer, ikke mindst Kant, som han værdsatte meget. I Tønder lærte man sandelig ikke ”københavnertysk”.
Det gode forhold forsvandt
I gymnasiet var der også en hyggelig fyr fra et bevidst hjemmetysk hjem, der spillede violin. Han var en meget gemytlig fyr, der spillede violin og lærte de andre mange tyske sange.
Men pludselig en dag fortalte han, at han nu var blevet Hitler Jugend Führer i sin hjemby. Det vil sige, hjemmetyskerne brugte en anden betegnelse. Det hed ”Jungenschaft”. Nu var det gode forhold forbi. Det blev nu kun til ”Go`morn” og ikke mere.
Et chok for kammeraterne
Hos ”Papa Arndt” blev der undertiden holdt foredrag på tysk. Den ny nazi-kammerat valgte, da man var kommet op i 3.g at tale om ”Das Memelgebiet”
Under den efterfølgende diskussion forløb han sig og truede dr. Arndt:
Eleverne kom sig aldrig over dette chok. Man kunne ikke engang stable en studenterfest på benene så stærkt var bruddet på god ånd og tone.
Men denne ubehagelige oplevelse skal nu ikke fortone det gode solide billede af fordragelighed mellem danske og tyske elever på Tønder Statsskole
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 241 artikler om Det Gamle Tønder herunder:
Marts 23, 2019
Anklaget for Højforræderi
Alle ledere fra det tyske mindretal stod anklaget. Nogle af disse for Højforræderi. Vi følger et par af retsdagene. Hvad var det nu med disse ”beretninger”? Der var et særdeles dårlig forhold mellem Jens Møller og politimester Brix. Den 20. april 1948 var der åben for tilhørere. Skarp kritik fra Møller. Der blev ikke talt om grænserevision, påstod Møller. Gråsten-brevet af 21. oktober 1940. Møller benægter at være forfatteren. Et brev fra NSDAP-N i Tinglev. Møller havde aldrig opfordret til vold. Sekretær Reimann som vidne. Møller angriber igen Brix. Den 27. april 1948 er det Peter Larsens tur. Han mente at både Brix og dommeren var alt for mistroisk. Nu fortæller Møller og Larsen ikke ret meget. Vi får sandheden om Zeitfreiwilligen. Lindemann lovede at korpset fik våben.
Alle ledere fra det tyske mindretal stod anklaget
I årene efter besættelsestiden stod alle ledere af Det Tyske Mindretal anklaget. Anklagerne mod Jens Møller og Peter Larsen var de mest alvorlige. Her drejede det sig om bl.a. højforræderi. Modstandsbevægelsen havde krævet, at jens Møller blev dømt til døden. Men efter mange retsdage blev både Jens Møller og Peter Larsen dømt 15 års fængsel. Begge blev dog løsladt i begyndelsen af 1950’erne.
Vi følger et par retsdage
Jens Møller fortsatte som dyrlæge. En tidlig morgenstund kørte han ind i et træ med døden til følge, efter at have arbejdet hos en bonde hele natten.
Vi følger i denne artikel to retsdage ved retten i Aabenraa. Her drejer det sig det væsentlige og finde ud af, hvem der havde skrevet et bestemt brev afsendt fra Gråsten den 21. oktober 1940.
Hvad var det for ”Beretninger”
Endvidere ville de danske myndigheder gerne vide, hvad de såkaldte ”Beretninger” skulle bruges til, og hvem der havde modtaget disse. Disse ”Beretninger” indeholder informationer om dansksindedes overgreb, boykot og aktioner mod medlemmer af det tyske mindretals medlemmer. De danske myndigheder mener desuden, at det i den grad er blevet manipuleret med disse ”beretninger”.
De danske myndigheder mente, at disse blev brugt som et argument for, at flytte grænsen. De blev sendt til Berlin, og meningen var, at overbevise de tyske ledere om, at det tyske mindretal blev så dårlig behandlet, at tyskerne blev nødt til, at flytte grænsen op til Kongeåen.
Dårligt forhold mellem Jens Møller og politimester Brix
Det er ganske tydeligt, at forholdet mellem lederen af NSDAP-N og Det Tyske Mindretal, Jens Møller og anklageren, politimester Brix er mere end dårligt. Der er mange personlige angreb fra Jens Møllers side.
Vi skal lige understrege, at vi heller ikke i denne artikel specielt går efter det tyske mindretal, som vi tidligere mange gange er blevet beskyldt for. Kilderne til denne artikel har vi fra Der Nordschleswiger.
20. april 1948 – åben for tilhørere
Den 20. april 1948 var første gang, at der var publikum og tilhører med i retssalen mod lederne af det tyske mindretal. Anklageren, politimester Brix fremkom denne dag med en ny anklage mod Jens Møller – anklage for højforræderi.
Men det ville Møller ikke finde sig i. Han protesterede mod, at Brix i denne anklage optrådte som anklager. Han har jo selv arbejde for grænseflytning gennem den sydslesvigske vælgerforening. I en artikel i Flensborg Avis kunne man se, at politimesteren optrådte til SSW’ s oprettelsesfest.
Brix svarede, at det overhovedet ikke havde noget med politik at gøre. Møller mente, at Brix burde have taget afstand fra SSW’ s grænsekrav. Men denne svarede, at han deltog efter anmodning fra Justitsministeriet.
Dommeren mente ikke, at Møllers protest ville føre til noget. Møller’ s forsvarer mente heller ikke, at det førte til noget. Men Møller fastholdt sit krav. Han ville gerne have en retslig afgørelse.
Brix fortalte til referatet, at han deltog som æresgæst sammen med ministerpræsident Dr. Steltzer og den engelske guvernør i Slesvig Holsten. Brix pointerede, at han samarbejde med det dansk – engelske paskontor igen på opfordring af Justitsministeriet.
Da forhandlingerne igen blev optaget forkyndte dommeren, at Møllers protest efter rettens afgørelse var blevet afvist.
Skarp kritik fra Jens Møller
Møller rettede nu en række angreb mod anklageren, politimester Brix. Han blev beskyldt for, at han i 1947 havde vanskeliggjort indrejse af 200 sydslesvigske børn, der skulle på ferieopholde hos tysksindede i Sønderjylland.
Forsvareren måtte nu fortælle Møller, at dette slet ikke havde noget med sagen at gøre.
Møller fortsatte nu sine angreb. Han kunne ikke forstå, at en mand, der var interesseret i at få flyttet grænsen kunne være anklager i denne sag. Om min sag skal ankes til Landsretten vil jeg være op til sin forsvarer, sagde han. Men det ville hans forsvarer ikke.
Man måtte ikke tale om grænserevision
Anklageren fremlagde nu to breve, dateret april 1940 fra ”Volksdeutscher Mittelstelle”. Disse omhandlede retningslinjer omkring tyskernes politik over for Danmark under besættelsen.
Det ene var fra chefen, SS-Obergruppenführer Lorenz. Det andet var fra sekretær Dr. Garder til Gauleiter i Slesvig Holsten, Sieh.
I begge breve bliver der anført, at der af hensyn til den amerikanske presse, at man ikke må kommentere grænsespørgsmålet.
Den tyske politik i Danmark ville blive ført så gnidningsløst som mulig. Derfor måtte det tyske mindretal indrette sig efter dette.
I den forbindelse spurgte anklageren om Riemanns besøg i Aabenraa. Men dette førte ikke til noget nyt.
Der var ikke blevet talt om grænserevision
Møller forklarede, at han under et besøg i 1938 fik forklaret af Stabslederen hos Volksdeuscher Mittelställe, Dr. Behrens havde fortalt ham, at der ikke kunne blive tale om nogen form for grænserevision. Så for ham var meldingerne i april 1940 ikke overraskende.
Anklageren ville nu vide, om Reimann’ s besøg havde noget at gøre med den ”gule parti-befaling” at gøre? I denne blev der opfordret til at anmelde alle former for dansk chikane af det tyske mindretal.
Dette svarede Møller benægtende på. Han mente, at denne befaling først var blevet udsendt, hvis nok i 1943.
Nu ville Brix vide, hvad disse beretninger/indberetninger skulle bruges til. Og Møller svarede, at de udelukkende skulle bruges til at bedømme den generelle situation.
Møller tilføjede, at han brugte disse, i sit hverv som folketingsmedlem. Så kunne han bl.a. diskutere situationen med Stauning. Desuden var det rart at vide, hvad modstanderne foretog sig, mente Møller. Og disse beretninger/indberetninger blev allerede anvendt, da Møller blev folketingsmedlem.
Gråsten – Brevet af 21. oktober 1940
Nu fremviste Brix et brev der nogenlunde havde følgende ordlyd. (Uddrag):
Den 5. række af situationsberetninger viser, at spændingerne i vores grænseland vokser. I kædebreve bliver der opfordret til systematisk boykot fra dansk side. Denne udvikling sker selv om det tyske mindretal viser tilbageholdenhed.
Jeg må fastslå, at mindretallet følger mine anvisninger og ikke indlader sig i nogen form for provokationer. Man reagerer heller ikke på angreb.
Først sidst på sommeren er Nordschleswigsche Zeitung overgået til at bringe nogle kradse bemærkninger til de provokationer, som vi oplever.
Dette er nødvendig for at bevare vores ære og eksistens. Ellers ville vi fremstå som svag og ligeglade.
Danskheden bruger alle midler til at undertrykke os. Vejen til Norden går gennem at løse det slesvigske spørgsmål. Et helt Slesvig under tysk herredømme ville være det helt rigtige.
Men situationen for det tyske mindretal bliver mere og mere uholdbar. Partikammerater kommer hele tiden og beder om selvhjælp. Men jeg har afvist og i den svære situation er det vigtigt at udvise disciplin.
Men jeg føler, at det er min pligt gennem disse beretninger at gøre opmærksom på situationen.
Brevet var underskrevet ”Heil Hitler” uden underskrift.
Møller benægtede at være forfatteren
Anklageren hæftede sig også ved den manglende underskrift. Derfor blev Møller spurgt, om han kendte brevet. Men han svarede benægtende. Brix ville derefter gerne vide, hvem der havde skrevet det. Møller kunne fortælle, at han allerede havde skrevet et brev på skrivemaskine.
Møller benægtede også, at han var forfatter til det. Og så spurgte Brix, om det var Møllers underskrift på originalen. Der svarede han, at det vidste han ikke, for det var første gang, at han havde set brevet.
Og så ville Brix vide, om det kunne være afsendt uden Møllers viden. Det kunne måske godt være, men det ville være meget usandsynligt, mente Møller.
Møller mente ikke, at det var Politimesteren
Møller mente dog, at han havde en formodning. Det var en mand, der beskæftigede sig meget med dette spørgsmål.
Dommeren lo og bemærkede, at det kunne det nok ikke have været.
Brix forklarede, at Berlin havde taget 110.000 fotokopier, og man afventede også en masse fra London.
Et brev fra NSDAP – N i Tinglev
Møller fordrede nu en masse dokumenter fra de danske ministerier. Dommeren henviste ham til sin forsvarer.
Anklageren fremviste nu et dokument med overskriften ”Heim ins Reich fra den 22. oktober. Det var underskrevet af forskellige ”By kommandører under NSDAP-N. Afsender var NSDAP – N i Tinglev og modtageren var det tyske konsulat i Aabenraa.
I dette brev tales der atter engang om en ophævelse af grænsen.
Brix ville vide om Møller over for konsul Lanwer havde talt om ophævelse af grænsen. Det svarede Møller nej til. Det kunne måske være Peter Larsen, der stod bag dette brev.
Møller fortalte, at han aldrig ville have anerkendt disse brev, hvis de var blevet forelagt ham.
Møller havde aldrig opfordret til vold
Forsvareren spurgte Møller, om han nogensinde havde opfordret til vold. Møller svarede, at det havde han ikke selv om han havde haft lyst til dette. Han havde modtaget talrige trusselsbreve. Det danske politi havde sørget for, at han fik en pistol stillet til rådighed.
Brix ville vide, om det var Møller, der havde arrangeret overfaldet på Rossent (lærer på Statsskolen i Aabenraa).
Dette nægtede Møller, at svare på. Han havde allerede svaret på, at han aldrig havde opfordret til vold.
Sekretær Riemann som vidne
Om eftermiddagen den 20. april blev sekretæren fra Volksdeutscher Mittelstelle, Riemann afhørt som vidne ved hjælp af en tolk. Afhøringen trak i langdrag og måtte afbryde af en pause.
Han fortalte, at han opfordrede til ikke at dramatisere beretningerne om de danske overfald og boykot. Han forklarede at Volksdeutscher Mittelstelle havde modtaget beretningerne. Men man havde ikke gjort brug af dem. De var ikke blevet brugt til at udøve politisk tryk på Danmark.
Han havde ikke udarbejdet et ”Skrift om Grænserevision”. Men han kunne fortælle, at byen Flensborg havde lavet en sådan en. Det havde de gjort, fordi byen ”ikke kunne leve uden”.
Vidnet vidste ikke, om den anklagede Møller havde set dette ”skrift”. Og det var selv om Møller personligt modtog al post.
Møller havde aldrig talt om grænserevision!
Den 21. april blev retssagen mod Jens Møller og Peter Larsen fortsat. Reimann fortalte, at han ikke havde sendt beretningerne videre til Sikkerhedspolitiet.
Møller spurgte Reimann om stabslederen Behrens fra Volksdeutscher Mittelstelle havde betragtet beretningerne som andet end information. Man havde samme opfattelse, at det blot var en information. Han benægtede igen, at disse beretninger var blevet videresendt.
Møller spurgte også Reimann, om han nogensinde havde bedt om en grænserevision. Dette mente Reimann ikke. Nu var han færdig som vidne og kunne igen tage tilbage til Tyskland.
Friherre von Loew som vidne
Det næste vidne var Friherre von Loew. Han var jurist og SS-Fører. Han befandt sig i fangenskab. Brix spurgte ham, om han havde set noget omkring grænserevision fra Møller, men det havde han ikke. Han havde heller ikke Møller tale om det.
Vidnet forklarede, at man i Kiel og Berlin så forskelligt på grænserevision. Gauleiter Lohse i Flensborg ville gerne love det tyske mindretal en grænserevision. Berlin ville ikke høre tale om det.
Von Loew synes selv, at en grænserevision var uvæsentlig. Måske havde han tidligere fortalt noget andet, sagde han så.
Møller angriber Brix
Brix fremlagde en del dokumenter fra Nürnberg-processen med eksempler på, hvad en grænserevision kunne føre til. Eksempler blev fremlagt fra Luxemburg og Elsas-Lothringen.
Det blev for meget for Møller. Han kom nu med en masse personlige angreb mod Brix. Måske kunne noget af voldsomheden have noget med hans fængselsophold at gøre. Han spurgte nu, hvad disse sammenligninger skulle gøre godt for.
Dommeren svarede, at politimesteren ville vise, hvilke konsekvenser, det ville have givet for Nordslesvig, hvis en grænserevision var trådt i kraft.
Møller mente ikke, at politimesteren havde skam i livet
Møller spurgte nu retten om man var klar over, at den engelske hovedanklager, Shawcross havde erklæret, at han var fuld af skam:
Men det kan vi vel ikke forlange af denne anklager. Han har antagelig ingen skamfølelse.
Brix havde efterhånden fået nok af Møllers vedvarende personlige angreb:
Men Møller kunne ikke dy sig, og fortsatte med at fortælle, at der ville komme meget mere.
Dommeren beder Møller dæmpe sig
Det fik så dommeren på banen. Han henvendte sig til Møller:
Møller svarede, javel, men fortalte så, at han havde erfaret, at politimesteren havde sagt til sin kone, at man skulle sende ham til ”Tosseanstalten” i Augustenborg.
Men det passede ikke, svarede Brix. Fru Møller havde til ham sagt, at hun næsten ikke kunne genkende hendes mand. Han havde svaret, at hvis hun mente, at hendes mand psykisk og fysisk ikke var rask, så skulle anklagemyndighederne nok sørge for, at han ville komme i behandling af de rigtige læger.
Til dette svarede Møller, at det overhovedet ikke passede. Man havde i stedet sendt en læge, der skulle undersøge ham for syfilis.
Dommeren forsøgte at forsvare Brix. Han sagde, at dette ikke havde noget med politimesteren at gøre. Det hørte til lægens pligt.
Nu ville Møller have, at hans kone mødte op i retten som vidne.
Dommeren svarede, at dette ikke kunne lade sig gøre. Han anmodede nu Møller om at styre sit temperament. På den måde kunne han bevise, at han havde det godt.
Men Møller fortsatte:
Den 27. april 1948 – Peter Larsens tur
Den 27. april var det så Peter Larsens tur. Han var ligeledes anklaget for højforræderi. Han var anklaget for at være medforfatter til brevet af 21. oktober 1940. Her blev der som allerede nævnt, at hele Slesvig Holsten skulle underlægges Tyskland inklusive Nordslesvig. Han havde også været til samtale med Riemann i april 1940.
Brix spurgte ham om samtalen drejede sig om grænserevision. Men det svarede Peter Larsen benægtende på. Brix spurgte om dette ikke var skuffende. Og dette svarede Peter Larsen bekræftende på.
Riemann ville ikke høre på, at situationen var uholdbar. Det handlede dog ikke om beretningerne. Allerede fra 1935 havde partiet fået disse beretninger, sagde Larsen. Disse havde slet ikke noget med Danmarks besættelse at gøre. Tværtimod havde nogle kredsledere bebrejdet Larsen ikke havde udnyttet situationen den 9. april.
Larsen mente, at Brix var for mistroisk
Brix viste nu Larsen en række beretninger om dansk chikane og boykot. De var fundet i ”Auswärtigen Amt” i Berlin. Men Larsen mente, at disse beretninger kun var arkiveret lokalt.
Men sagde Brix. Her kunne man se, at beretninger var sendt videre. Larsen erkendte nu, at konsul Landwer havde modtaget nogle af beretningerne på opfordring. Han ville bruge dem i sine samtaler med Refslund-Thomsen (Politiadjudant).
Brix ville vide, om Møller vidste noget om dette. Larsen svarede, at mellem ham og Møller bestod et fortrolighedsforhold. Han havde derfor næsten ubetinget fuldmagt. Derfor blev Møller ikke orienteret om det hele.
Hvem fik ellers beretningerne ville Brix gerne vide. Nu mente Larsen, at Brix var blevet lidt for mistroisk. Han fastslog, at beretningerne blev i organisationen.
Dommeren var forundret
På spørgsmålet om overborgmester Kracht i Flensborg fik beretningerne tilsendt, svarede Larsen, at det ikke var ham, der havde sendt ham.
Dommeren var forundret over, at Møller havde sagt, at disse beretninger blev brugt i forbindelse med hans folketingsarbejde. Og hvordan var disse beretninger så også landet i Auswärtiges Amt i Berlin, ville dommeren gerne vide.
Larsen kommenterede, at det også for ham var en gåde.
Dommeren mente, at det var Mr. Nobody
Brix mente helt bestemt, at Larsen burde vide, hvem der havde haft beretningerne i hænderne. Indtil nu havde man fået seks sendinger fra Berlin, og der kom sikkert flere. Det vidste Larsen ingenting om.
Dommeren mente, at det var Mr. Nobody.
Nu mente Peter Larsen at dommeren heller ikke skulle være så mistroisk:
Nu lagde Brix en rapport frem af Overborgmester Krachts. Han forklarede, at han havde fået beretninger tilsendt fra Aabenraa. Larsen benægtede nogensinde at have sendt disse til Flensborgs overborgmester.
Larsen mente, at konsulen havde en livlig fantasi
Men sagde Larsen, Det Lille Politiske Råd havde til enhver tid lov til at kigge i disse beretninger. Larsen påstod, at Det Lille Politiske Råd aldrig havde diskuteret grænserevision. Han ville aldrig den 9. april 1940 havde opsøgt politimester Agersted i Aabenraa for at afgive sin loyalitet, når han tænkte på en grænserevision.
Han kendte også Møllers holdning til dette. Vi ville aldrig bruge magt for at få en grænserevision, sagde Larsen. Og da slet ikke, når Danmark var besat. Det har hele tiden været vores politik.
Politimester Brix lagde nu konsul Lanwer’ s beretning foran den anklagede. Det var en plan for et forsvar af Nordslesvig. Larsen mente, at det var en fantasiprodukt fra konsulentens side. Larsen mente også, at konsulens havde en meget livlig fantasi.
I en af beretningerne bliver der talt om en Kongeås – tale, om Jens Møller i Kjelstrup. Både Møller selv, Larsen og Rudolf Stehr afviste dette. De kaldte det for tankespind.
Dommeren undrede sig over alle de uklarheder, der fremkom med hensyn til beretningerne og ”Gråsten – brevet”.
Larsen og Møller kendte ikke til ret meget
Om eftermiddagen den 27. april blev retssagen fortsat. Nu var både Jens Møller og Peter Larsen til stede. Om en Nordslesvigsk SS – afdeling kendte Larsen ingenting til.
Til Kongeå – talen bemærkede Møller, at det er umuligt, at han nogensinde havde kommenteret dette. Omkring Gråsten brevet ville Møller heller ikke udtale sig, men han havde sine formodninger, om hvem det kunne være.
Peter Larsen mente, at hvis Møller havde en formodning om, at det var ham skulle han sige det. Men Møller ville ikke udtale sig. Til mødet var forsvareren i stedet for Højesteretssagfører Hasle nu Landsretssagfører Krüger. Denne spurgte, om forfatteren kunne være den afdøde Peter Kragh. Heller ikke på dette spørgsmål ville Peter Møller svare.
Forsvareren kom nærmere ind på brevet og Peter Larsen mente, at der var noget mystisk over dette brev. Alle beretninger var med kopi og underskrift bare ikke dette brev, Møller mente også, at det var mystisk, at Riemann ikke vidste noget.
Flere nægter kendskab til Gråsten – brevet
Forsvareren antydede, at det måske kunne være Wilhelm Jürgensen (Asmus von der Heide) og Rudolf Stehr som mulige forfattere af brevet af 21 oktober 1940. Jürgensen mente ikke, at han havde forfattet det. Men han kunne da godt have ment det, sagde han. Han mente heller ikke, at det var skrevet af Stehr. Beretningerne var heller ikke blevet redigeret af ham.
Larsen mente, at Jürgensen skulle fortælle ham, hvis han mente, at det var ham. Han ville ikke have, at nogen uskyldige blev dømt. Jürgensen vidste virkelig ikke, hvem der havde skrevet brevet.
Overborgmester Kracht var af den mening, at det var Rudolf Stehr. Det var nøjagtig hans måde at skrive på. Men Stehr svarede, at der har han taget fejl. Og så gentog dommeren, at det måtte være Mr. Nobody.
Hvad var sandheden om ”Zeitfreieilligen”?
Brix meddelte, at de næste dokumenter fra Berlin ville foreligge den 1. maj. Efterforskningen afsluttede i disse dage deres arbejde.
Efter en kort pause fortsatte man omkring ”Frivillige-korpset” (Zeitfreiwilligen). General von Hanneken fortalte, at korpset var opstået efter ønske fra mindretallet. Peter Larsen benægtede denne melding. Von Hanneken havde udtrykkeligt beordret dannelse af dette korps. Hvervningen var gennemført med Peter Larsen som hovedmand. Men han fortalte, at ingen var blevet tvunget eller presset!
Mod korpsets indsats den 29. august 1943 havde Møller protesteret i Silkeborg. Men kun 30 medlemmer havde deltaget, påstod Peter Larsen.
Zeitfreiwilligen skulle have haft våben
Til slut blev der fremlagt en samtale, der havde fundet sted den 17. marts 1945 hos lærer Bergfeld. Heri blev refereret en samtale, der havde fundet sted mellem Dr. Møller og general Lindemann i Silkeborg. For fremtiden skulle korpset være et beskyttelseskorps for mindretallet. Det skulle hjælpe men dog stadig være en del af besættelsesmagtens tropper.
De 750 medlemmer skulle også snart få et våben. Der blev foreslået et gevær med ti skud. Det skulle opbevares derhjemme, så man hurtigt kunne rykke ud i tilfælde af alarm. Der var forskellige forslag til de fremtidige navn – Volkssturm Nordschleswig, Heimwehr eller Schützengruppe. Korpset skulle overtage ”Selbstschutz” funktioner.
Men få uger efter blev korpset nedlagt.
Hermed slutter vores gennemgang af den store retssag i Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 21, 2019
En bombe i Søllerødgade (NørLIV 25)
Dette er vores 25. bidrag til Nørrebro Liv – Ugeavisen. Den 16. marts 1992 løde der et ordentlig brag i Søllerødgade. En 29 – årig mand omkom. Hurtig fandt man ud af, at det var en brevbombe. Den var sendt til Internationale Socialisters Kontor i Søllerødgade. Inden politiet ankom var to PET – folk på stedet. Selv om efterforskningen var meget intens, har man aldrig fundet gerningsmændene. Der var mange formodninger og mistænkte.
Den 16. marts 1992 kl. 11.32 lød der et ordentlig brag i kvarteret omkring Søllerødgade. Der var sket en eksplosion i Internationale Socialisters Kontor i Søllerødgade 33. Den 29 – årige politiske aktivist, far og ægtemand Henrik Christensen omkom med det samme. Kort for inden havde Henrik talt med en partikammerat.
Han var cyklet fra Tingbjerg. Internationale Socialister havde brudt med VS i 1984. Henrik havde tidligere været aktiv i Fællesinitiativet mod Racisme. Selv gik han imod al slags vold. Han havde netop haft et indlæg omkring dette i Aktuelt.
Henrik Christensen blev begravet på de ukendtes kirkegård i en beskeden papkasse med påskriften – specialarbejder.
Vi har efterfølgende ofte været i disse lokaler, når vi holdt møder i Kvarterløft eller forberedte Kulturelle Markedsdage i Nørrebroparken.
Det var efter, at Henrik åbnede posten, at eksplosionen skete. Oven over måtte lejlighedens beboer køres på hospital med chok. Gulvet havde løftet sig 15 cm. Alt hendes porcelæn og andre ejendele væltede ud af skabe og ned af hylder.
Kontoret var brændt helt ned. Facaden var lige som indgangsdøren og vinduesfagene blæst ud på gaden. Det samme var tilfældet med det meste af inventaret.
Inden politiet ankom, var to PET – folk. Kontoret havde været under observation. Efter sigende aflyttede PET 28 medlemmer fra venstrefløjen.
De tekniske spor gik tabt under brandslukningen. Brandinspektøren mente, at det var tale om en gaseksplosion, og under den slukning gik mange spor tabt. I det smadrede kontor finder redningsmandskabet Henrik Christensen lemlæstede lig. Ved den voldsomme eksplosion fik han sprængt hovedet af og var generelt så ilde tilredt, at det i starten var svært at identificere ham.
Hjemme i Tingbjerg anede kæresten ikke noget, før hun og sønnen åbnede for Radioavisen kl. 15. Her hørte hun, at der var sket et bombeattentat i Søllerødgade, og en mand er omkommet. Hun vidste straks, at intet ville blive som før. Hun var helt sikker på, at det var Henrik, der var omkommet.
Politiet fik mange få henvendelser fra offentligheden.
I over et halv år efterforskede man i sagen. Der blev foretaget 300 afhøringer. 10 mand var konstant på sagen, og man havde brugt bombeeksperter fra Scotland Yard.
I første omgang troede politiet at Henrik selv var i gang med at fremstille en bombe. Ja sådan antydede politiet det i TV – Avisen. Derefter mente politiet, at der var et internt opgør hos venstrefløjen.
I meget lang tid opererede politiet med den tanke, at det var her man skulle finde forbryderne. VS og SAP fra den venstreorienterede gruppe fløj havde også været udsat for brandattentater. Ja man opererede også med, at det var en hævnaktion for en gammel gæld eller forlist kærlighed.
Til sidst var man af den mening at det var en aktion fra det højreorienterede miljø.
Dagen efter modtog politiet et brev fra Frit Danmark K 12, der vedkendte sig skylden. I første omgang benægtede politiet, at de havde fået et sådant brev. I anden omgang mente politiet, at det var urealistisk.
I 1998 skete der noget nyt i sagen. I TV 2 fortalte PET-meddeleren frede farmand, at han tre måneder før bombesprængningen i Søllerødgade havde afleveret et bånd til PET. Her havde han advaret mod bombesprængningen efter at have talt med nazi – lederen Albert Larsen.
PET har aldrig modtaget et sådant bånd, sagde de. I øvrigt var denne herre blevet afhørt to dage efter bombningen. Han er uddannet i Hærens Sprængstofskommando. En masse konspirationsteorier opstod. Vi kan ikke vide i denne artikel, hvad der er konspiration og hvad der er sandhed. Ja det kunne Politi og PET heller ikke, i hvert fald officielt.
Fire dage før bomben sprang havde Henrik Christensen modtaget et trusselsbrev. Efter attentatet mødte 15.000 mennesker op i en demonstration fra Søllerødgade til Blågårds plads under parolen ”Duk dig ikke – duk op”.
Politiet oplyste nu, at Frede Farmand led af tankespind. Men senere udtalte denne i en avisartikel, at han en halv time efter attentatet var blevet opsøgt af PET, der bad ham om at tie stille.
Pludselig kunne Ekstra Bladet berette om, at de i Sverige havde fundet en afhoppet svensk nazist, der pralede med, at det var ham, der havde sendt et brev, Denne kunne knyttes til gruppen Blood & Honour. I 1990erne havde gruppen bestået af 50 medlemmer. I Norden. Men i miljøet var der ca. 200 – 300 aktive. Socialister, homoseksuelle, indvandrere og muslimer var deres fjender. Man havde også planer om at ramme Ungdomshuset på Jagtvejen.
Ekstra Bladet mente, at de havde opklaret sagen. Og det var nynazister i gruppen Blood & Honour, der stod bag bombningen. I miljøet var der tidligere eks-nazister, Hells Angels prøvemedlemmer og eks – Banditos medlemmer. Man havde åbnebart også forbindelse til Combat 18. Angiveligt var det den afdøde nazist, Marcel Schift, der i 2001 var død af cystisk fibrose, der var bombens bagmand.
Politiet havde fundet kemikalier til fremstilling af våben i hans lejlighed. Han blev der aldrig anholdt for forbindelse til mordet i Søllerødgade.
Marcel havde kontakter i både England og Tyskland til personer, der har den fornødende viden om den slags. Men i gruppen var et Hells Angels-prøvemedlem, der havde sendt tre brevbomber til England. Blandt modtagerne var en britisk tv-stjerne, der var gift med en sort topatlet. Dette var sket efter ordre fra Combat 18.
Selv mente socialisterne, at det var højrefløjen, der stod bag. Dengang havde Internationale Socialister trykket BZ-gruppernes blade. Politiet oplyste, at Bz’erne dengang brugte alt fra miner til radiostyrede bomber.
Nu kunne postbuddet pludselig huske, at det var en stor brun kuvert lukket med to clips, som han havde afleveret. Med håndskrift stod der IS. Det var danske frimærker på kuverten.
Politiet fik en voldsom kritik fra venstrefløjen. De mente, at politiet ikke gjorde nok for at opklare sagen. Efterhånden var der udløst en dusør på 92.500 kr.
Men sagen er den dag ikke opklaret. Heller ikke Ekstra Bladets nye oplysninger førte til noget nyt, selv om politiet i 2013 igen kiggede på sagen.
Marts 14, 2019
De fem barske år på Nørrebro
Dette er vores 24, bidrag til Nørrebro Liv – ugebladet på Nørrebro. Under besættelsestiden var der til tider dramatiske forhold i bydelen. Schalburg-korpset, Hipo – korpset og enkelte gange kørte Sommer – korpset rundt og skød efter folk på fortovet. Vi skal også kigge på nogle bødler fra Nørrebro. Vi kigger på en likvidation og nogle sabotager i bydelen. Bagerst i artiklen kan du finde en oversigt over artikler her på siden, hvor du kan læse mere om de fem barske år på Nørrebro.
Vi kan ikke fortælle alle de dramatiske episoder under besættelsen i et afsnit, så du skal nok være indstillet på flere. Vi har allerede fortalt om Buldog – branden og folkestrejken.
Der var mange danskere, der tjente en masse penge ved at arbejde for tyskerne. Nogle af disse var med i tyske terror og vagtkorps. Og det var bl.a. Schalburg-korpset, HIPO-korpset og Sommer-korpset. Disse var meget fremhævende på Nørrebro.
Men lad os starte med at præsentere to af de værste bødler på Nørrebro. Kristian Kjærsgaard Rasmussen var egentlig blevet dømt til døden, men blev benådet. Halvanden år efter sin løsladelse blev han fundet myrdet.
Han tilhørte den berygtede Lorentzen-gruppe. Blandt tyske soldater forsøgte han at flygte, da besættelsen var forbi, men han blev pågrebet i Odense. Han var egentlig sergent i den danske hær, men hadet af sine undersåtter. En dag gennembankede de ham.
Han blev uddannet slagtersvend hos sin svigerfar på Nørrebro. Efter lærertiden fortsatte han arbejdet. Svigerfar drev butikken fra 1924 – 1944. Familien var kendt for at være nationalsocialister. De var medlemmer af det danske nazist-parti DNSAP. Kristian var lokal gruppefører for partiets ungdomskorps NSU.
Kristians to sønner meldte sig til Frikorps Danmark. Og efterhånden som krigslykken vendte holdt kunderne sig borte fra svigerfars slagterforretning. Efterhånden blev der drevet så meget hærværk mod butikken, at den lukkede. Kristian blev marinevægter, hvorefter han blev medlem af Schalburg-korpset, hvor han i terroraktioner var med til at myrde sine landsmænd.
Bøddel nr. 2 hed Helge Rudolf Kiel. Han var et usædvanligt nervøs gemyt. Han viste ikke de største evner dengang på Hillerødgades Skole. Det eneste der interesserede ham var forbryderromaner. Ved den mindste anledning gik han amok. I kvarteret gik han som særling. Men måske havde han en psykisk sygdom. Som barn modtog han beroligende medicin.
Han kom i lære som barber. Fem dage i træk måtte han op til fornyet svendeprøve. Da han endelig bestod, havde han drukket en flaske portvin og fire øl. Han holdt dog hurtig op som barber. Han var selv bange for, at skære halsen over på folk. En dag var han utilfreds med moderens mad og stak en gaffel i hovedet på hende.
Helge tog til Norge, hvor han fik arbejde på et tysk lazaret. Han kom tilbage til København og startede i modstandsbevægelsen. Men en dag blev han taget med falsk legimitationskort. Han kom i forhør hos den berygtede Birkedal. Han var kendt for at torturere danske modstandsfolk. Men denne kunne godt lide hans type og kom så til at arbejde for tyskerne. Det menes, at han har mindst fem landsmænd på samvittigheden.
Allerede tidligt under besættelsen var det danske politi på jagt efter Børge Houmann. Han var farlig for det danske samfund, for han var kommunist. Han var flyttet til Husumgade. Han skulle egentlig have hentet sine skjorter i vaskeriet. Men rullekonen nåede at advare ham. I 11 dage havde dansk politi haft vaskeriet under observation. Børge Houmanns nomadeliv kunne derefter begynde.
Kommunisterne havde ellers fået brændt deres medlemslister, abonnementslister m.m. Men det danske politi havde længe overvåget kommunisterne. Og så den 22. juni 1941 stod kunderne inde hos bageren på hjørnet af Rantzausgade og Griffenfeldsgade og undrede sig. En masse politibiler for forbi. Der var nemlig masser af aktivitet i Griffenfeldsgade 56. En masse kasser blev slæbt ud til ventende salatfade. Og hvorfor nu det. Jo, oppe på tredje sal holdt kommunister til.
Egentlig ville tyskerne kun have haft 50 kommunister. Men dansk politi fik arresteret over 300. Grundloven blev sat ud af kraft. Det vil sige, at Regeringen kaldte det for nødret.
Partiformand Axel Larsen befandt sig i et sommerhus i Jylland. En sand menneskejagt blev sat ind af dansk politi. I november 1942 blev han arresteret og sendt i KZ – lejr. Man havde længe haft en lejlighed på Tagensvej under observation. Axel Larsen havde i længere tid boet i Blågårdsgade og anlagt sig fuldskæg. Han kaldte sig for lærer Carlsen.
Den 19. maj 1943 var den berygtede Sven Birkedal selv i aktion, da Holger Danske –medlemmet, Preben Hagelin blev arresteret på Jagtvej. Han var en af de 11 modstandsfolk, der blev skudt på en øde landevej mellem Roskilde og Ringsted.
Hos doktor Kjems i Hillerødgade 75 havde kommunisterne samlet sig. Man lærte bl.a. hvordan man fremstillede brandbomber. De første sabotageaktioner som KOPA (Kommunistiske Partisaner) var ikke særlig succesfulde.
Men det var det nu da Sabotagen mod Glud & Marstrand, Rentemestervej blev udført. Her var det første gang, man brugte plastik sprængstof. Man kunne høre et enormt brag. Hundreder af vinduer raslede ned mod gaden. Politiken kaldte aktionen for et attentat. National Tidende kaldte det for hærværk. Modstandsfolkene havde slet ikke dagbladene med på deres side.
Snart fulgte sabotageaktioner mod Maskinfabrikken Petersen Wraae i Heimdalsgade og Lauritz Knudsens Mekaniske Etablissement, Haraldsgade.
En transformerstation på Lygten blev sprængt i luften. Her blev en dansk betjent skud af modstandsfolkene. På Jagtvej blev Værnemagtsbiografen Coloseum angrebet.
I en lejlighed, hvor der på dørskiltet stod ”Harilds Maskinbureau”, Nørrebrogade 156 blev Danmarks Frihedsråd dannet. Man forsøgte at fungere som illegal regering, men det slog fejl. Det var også problemer med at fungere som modstandsbevægelsens samlede talerør. Socialdemokraterne sagde nej til at sidde i rådet, fordi kommunisterne havde så stor magt.
En mand havde indfundet sig på Fælledvejens Politistation og meddelte, at der havde fundet et revolver-overfald sted til ejendommen Nørrebrogade 48. En mand var blevet ramt i ryggen. Det viste sig, at han var vagtmand.
På Nørrebro skete der mange aktioner mod folk, der arbejdede for tyskerne. Men også stikkere blev likvideret.
En af de mest farlige stikkere var en medicinstuderende, der tjente til studierne ved at angive modstandsfolk. Man var kommet på sporene af ham, mens han var på vej til forelæsning på Rigshospitalet. Han var altid mandsopdækket af fem civilklædte folk fra Schalburg-korpset. Men denne gang var han uden sine sikkerhedsvagter. Lige før han passerer Skt. Hans Gade bliver det skudt mod ham. Hovedet slår mod stenbroen med en dump lyd. Da han forsøger at få fat i sin pistol, skyder modstandsfolkene endnu to gange mod ham.
To danske politifolk kommer løbende fra Fælledvejens Politistation. De to modstandsfolk kaster nu en håndgranat ud på torvet. Alle kaster sig til jorden inklusive de to betjente. Modstandsfolkene tømmer nu stikkerens pistol mod brystet på ham. I alt bliver der affyret 19 skud mod ham. De to modstandsfolk tager deres cykler og suser mod Nørre Alle.
Vi vender senere tilbage til Besættelsen på Nørrebro.
De tyske flygtninge på Nørrebro
De fem dramatiske år på Nørrebro
Sommeren 1944 på Nørrebro (A)
Nørrebro 1945 – to episoder
Nørrebrogade 156
Nørrebro – flere sabotager
Varehuset Buldog på Nørrebrogade
Besættelse på Nørrebro 1 – 5
Sabotage på Nørrebro
Likvideret på Nørrebro
Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944