Artikler
November 16, 2023
Tønder – Vi ved egentlig ikke meget (1)
Dette er en artikel som vi har delt i to. Er Tønders politikere overhovedet interesseret i Tønders fortid. To episoder tegner på det modsatte. Slotsbanken blev brugt som affaldsdeponering. Da Tønders nye rådhus skulle bygges. Lå Tønders første hav her? Et indre voldanlæg er fundet i Nørregade. En arabisk geograf i Palermo satte Tønder på verdenskortet. Tønder fik sit navn efter den nærmeste landsby. Men den landsby fik navneforandring til Møgeltønder. Teorien bag den ældste bebyggelse. Vandløbene er reguleret og flyttet. Ikke mange kilder til Tønders tidlige historie. Meget få arkæologiske udgravninger i Tønder. Skeletter i Vestergade. Kirkegården blev afmærket. Kirken lå tæt ved Laurentius – strømmen. Masser af murerrester fundet. Under Frigrunden 7 fandt man noget interessant. Der ligger antagelig masser af rester af klostret under terrænet. Beskyttet af dæmninger. Helligåndshuset kan være fra 1400-tallet. Ingen spor af kapellet, der skulle ligge omkring Carstensgade. Og hvor mon Skt. Jørgens gården har ligget i Tønder?
Min far fortalte om skeletter i Tønder
Min far kunne fortælle noget om et hvert af de gamle huse i Tønder. Og han fortalte også at han havde set skeletter ved bygningerne. Han var murer, og kom der tyske turister forbi, ja så fortalte glædeligt om Tønders historie. Som murer har han været i mange af Tønders ældre huse?
Er politikere i Tønder interesseret i byens fortid?
Jeg er sikker på, at hvis man graver længe nok, så finder man endnu mere. Graver man i litteraturen, så er det jo ikke så meget at hente. Så må arkæologerne på arbejde. Men vil politikerne så betale for at have dem rendende?
Pludselig fandt man havne-anlægget i Tønder fra 16-1700-tallet, selv om tidligere entreprenører havde sagt, at der ikke var mere at komme efter. Længe havde man talt om at lave en markering af, at der havde været en havn her i Tønder. Men nu fandt man så originalen. Man ville lave en slags underjordisk museum. Men så fik et flertal af Tønders politikere kolde fødder. Og hvad sker der nu?
Vil man hellere satse på Wegner – museet og Zeppelin-stationen?
Der må nødvendigvis ligge mere i Tønders undergrund. Se bare, hvad de har fundet i Ribe.
Slotsbanken som affaldsdeponering
Noget af det sidste man har fundet i Tønder var som skrevet havnefronten. Vi har tidligere beskrevet anvendelse af denne havn i diverse artikler. Man arkæologerne har også fundet tykke lag af datidens affald, der blev brugt som opfyld.
Museum Sønderjylland udtog efterfølgende jord fra disse kultur-lag. Man har fundet tusindvis af genstande, som tydeligt viser, at borgerne i Tønder i 1500/1600-tallet bruger området mellem byen og Slotsbanken som affaldsdeponering for f.eks. husholdnings- og byggeaffald.
Vi ved allerede, at den opgravede jord indeholder mængder af keramik, glas, knogler og østersskaller – men mon ikke der gemmer sig mere i disse kultur-lag.
Da Tønders nye rådhus skulle bygges
Da Tønder nye rådhus skulle anlægges, måtte man vel forvente at finde noget. Her burde man vel også have lagt penge til side til arkæologiske undersøgelser. Men der var ballade om en tillægsbevilling på 500.000 kr. til en miniudgravning.
Man fandt ellers bådrester tilbage fra 1200-tallet. Derved kunne man konstatere, at Tønder tilbage i Middelalderen var en vestkyst-by. I Tønder samlede man i 2012 og 4 år hele 4.519 underskrifter mod Tønder-politikerne beslutning om ikke at foretage nærmere geologiske undersøgelser. Det viser vel at Tønder-borgerne er meget interesseret i byens fortid modsat politikkerne.
Lå Tønders første havn her?
Forundersøgelserne viste, at der var betydelige mængder af vand-druknet træ dels fra en pram, dels fra bolværk og fra kantforstærkninger. Og egentlig burde Tønder Kommune have betalt for en mere dybdegående undersøgelse. For var det her, at Tønders første havn lå, inden byen fik havn på Skibbroen?
Det er utroligt, at man ikke mener, at der nødvendigt med arkæologiske undersøgelser, når man bygger på historisk jord. ”Der er høj risiko for fortidsminder”. I Tønder bør man ikke betragte Tønders fortid som fjende.
Et indre voldanlæg i Nørregade
For Tønder er det en gave, når der er store anlægsarbejder i gang – eller gravearbejde. Det skete i forbindelse med gravearbejde i Nørregade. Der dukkede pludselig en række dybe grøfter op en meter under overfladen på den nordlige side af gaden. Det har nu vist sig at være resterne af et indre voldanlæg i Tønder. Disse grøfter lå kun en meter under overfladen.
Voldanlægget kan dateres helt tilbage til omkring 1200-tallet. Det må ifølge arkæologerne være resterne af Tønders hidtil ukendte middelalderlige afgrænsning mod nord. Det giver en ny viden om, hvor byens grænse lå dengang og hvordan man mærkede den.
Der var ingen, der vidste, at der lå en grænse så langt inde i byen. Man får et helt nyt billede af, hvor stort og afgrænset byen var tidligere. Det er måske en meget god ide, at arkæologer er med, når der graves i Tønder.
En arabisk geograf i Palermo
Vi har i flere artikler skrevet, at den arabiske geograf al-Idrisi i 1130 var i Tønder. Men det var han nu ikke selv, men det var en af hans medarbejdere. Han sad nede i Palermo og udarbejdede en ny geografi over den kendte verden. Han havde aldrig selv været i Nordeuropa. Men en af hans hjemmelsmænd havde. Blandt en af de steder der blev beskrevet, var Tønder eller Tundria:
Alene fordi Tønder kom med i denne verdensgeografi, ved vi i dag, at Tønder sandsynligvis er det nuværende Sønderjyllands ældste by. De tre øvrige købstæder synes alle at være opstået tidligst i 1100-tallets anden halvdel, altså flere år efter at man i Palermo havde hørt om Tønder.
Tønder fik navn efter den nærmeste landsby
Dette må være et bevis på, at der ved Vidåens bred i 1100-tallets første halvdel lå en bebyggelse ved navn Tønder. Men hvornår den er opstået, og hvad dens forhold til det nærliggende Møgeltønder kan have været, ved vi ikke.
Vi må antage at Møgeltønder har sine rødder tilbage i jernalderen, mens Tønder kan være opstået som en ladeplads og handelsplads ved åen i slutningen af 1000 – tallet. Den fik navn efter den nærliggende landsby, hvorimod landsbyen i løbet af 1200-tallet fik ændret sit navn ændret til Møgeltønder ”Storetønder” efter Ribebispens store borg. Vi har set samme udvikling i Haderslev, hvor det kom til at hedde ”Gammel Haderslev”
Den ældste bebyggelse
I løbet af 1200-tallet udviklede Tønder sig fra by til egentlig købstad med egne love. På det tidspunkt havde Tønder allerede sin egen kirke, indviet til Skt. Laurentius. I 1238 stiftede ridderen Johannes Naffnesøn og frue et Franciskaner-kloster i byen. I 1243 fik byen sin stads-ret som en af de første byer i Danmark. Tønderhus nævnes første gang i 1285 men er nok betydelig ældre.
Den ældste bebyggelse er nok den vestligste del af Vestergade ned mod Laurentius-strømmen. På det tidspunkt var byen genstand for en regulering. Byens grund blev opdelt i 120 stavne eller matrikler. Så blev der bygget en ny kirke, Skt. Nikolaj, der indtil ca. 1500 var anneks til Laurentius-kirken. Skt. Nicolai, hvoraf vi kun har tårnet tilbage blev opført nord for byens øst- vestgående hovedstrøg og øjensynlig i tilknytning til et firkantet torv.
Udvidelsen af byen og opførelsen af endnu en kirke kan ikke præcis dateres. Skt. Nicolai nævnes først med sikkerhed i år 1500, selvom den muligvis er flere hundrede år ældre.
Som vi tidligere artikler har nævnt fik byen sandsynligvis i årtierne før 1500 et Helligåndshus i byens østligste del. Der er desuden kilder, der antyder, at Tønder også havde både et spedalskhedshospital (Skt. Jørgensgård) og et kapel på vejen til Løgum Kloster.
Vandløbene er reguleret og flyttet
En af de vigtigste elementer i Tønders middelalderlige topografi var de to vandløb, Vidåen og Laurentiusstrømmen, der omkransede byens middelalderlige kærne. Begge vandløb har været genstand for reguleringer og regulære flytninger. Vi kender ikke helt til, hvordan det så ud i middelalderen. Der vides at Vidåen blev flyttet i 1590erne. Sandsynligvis allerede i middelalderen er Vidåen blevet opstemmet til en mølledam.
Ikke mange kilder til Tønders tidlige historie
I tidligere artikler har vi mere nøjagtig gennemgået Tønders historie. Byens talrige brande i 1500 – og 1600-tallet er skyld i, at vi ikke har så mange middelalderlige breve, skøder m.m., der danner grundlaget for kendskabet til placeringen af gader, torve, befæstning m.m.
For Tønders vedkommende er man så afhængig af senere kilder samt til de oplysninger, som arkæologien kan bringe. Senere kilder kan ofte indeholde fejl eller mangler det afgørende bevis. Derfor er det meget vigtigt med nye udgravninger.
Meget få arkæologiske udgravninger i Tønder
Men egentlig er de arkæologiske undersøgelser i Tønders middelalderlige bykerne kun få og små. Når man ser bort fra Nationalmuseets arkæologiske undersøgelser på borgen Tønderhus er det kun i de seneste 40 år foretaget egentlige udgravninger i Tønders middelalderlige bykerne.
I forbindelse med restaureringen af Tønders gamle rådhus på Torvet, blev der gjort nogle interessante iagttagelser. Og som vi allerede har skrevet, så det ligger der sikkert en masse spændende ting i Tønders undergrund.
Skeletter i Vestergade
Vi ved at Tønders ældste kirke er nedrevet omkring 1530. I 1700-tallet udgravede man skeletter i haven til Vestergade 37, men også i 1895, 1938, 1949 og i 1960 blev der iagttaget begravelser i forbindelser med byggearbejder på grundene Vestergade 25 – 33. Det kan være, at det var der min far var.
Der er aldrig fundet fundamenter af selve kirken. Men den må have ligget et sted på disse grunde, omgivet af sin kirkegård. Finder man den nogensinde vil den nok være plyndret. I den stenfattige egn blev alt genanvendt.
Kirkegården blev afmærket
Granitkvadre fra kirken er blandt andet indmuret i Slotsvandmøllen, Latinskolen og nogle pakhuse i Skibbrogade. Vi kan takke den energiske vulkanisørmester A.J. Rasmussen for, at kirkegårdens beliggenhed er stadfæstet. Han foretog en grundig undersøgelse i 1960. Fra hans hånd findes bl.a. en skitse af jordlagene, der viser at skeletterne lå i to lag, henholdsvis 1,40 og 1,65 m under overfladen. Under skeletterne fandtes en brønd.
Kirken lå tæt ved Laurentius-strømmen
Ved udgravningen til bankbygningen fandtes desuden en udbygget søjlebase fra en portal. Stenen må stamme fra Laurentiuskirken. Den fandtes under 1,5 m tykt slam – eller gyltjelag. Det er ikke at den er havnet i Laurentius-strømmen i forbindelse med kirkens nedrivning. I så fald må kirken have ligget tæt på strømmen.
Teorien om det ældste Tønder
Det er kirkens placering samt naturligvis i nærheden af Vidåen at teorien om det ældste Tønder lå placeret her, er opstået.
I forbindelse med kloakeringsarbejder i 1927 blev der iagttaget rester af lerklinede husvægge i 1 ½ m’ s dybde i den vestligste del af Skibbrogade.
Teorien kan bevises
Ved nybyggeri på grunden Vestergade 30 i 1986 kunne det iagttages at kulturlaget på dette sted var godt 2 meter tykt, så det vil være mulighed for at undersøge om teorien har sin rigtighed. Skal det lykkedes endeligt at føre bevis for Tønders høje alder, må det være i dette område af byen, at bevarede lag fra 1000- og 1100-tallet skal findes.
Masser af mur-rester fundet
Vi kan også finde ud af, hvor Franciskaner – klostret lå. Vi ved fra kilder, at det lå i nærheden af slottet. Omkring 1770 fandt man rester af en munkestensmur i Amtmandens Have syd for Frigrunden, i 1923 fandt man rester midt i Gråbrødrestræde, i 1969 i gaden ud for Uldgade 14. Senere fandt man en øst-vestgående mur i haven bag Frigrunden 7.
Ingen af disse murforløb er dog nærmere forklaret. Det er ikke muligt at sætte dem i forbindelse med bestemte af klostrets bygninger. Det er da også usikkert om nogle af disse murforløb i det hele taget er middelalderlige. Murværket i Amtmandens Have må i hvert fald stamme fra en bygning tilhørende slottet.
Under Frigrunden 7 fandt man noget interessant
Først i 1990 lykkedes det med 100 pct. sikkerhed at lokalisere en del af klostret idet der i forbindelse med en understøbning af fundamenter under bygningen Frigrunden 7, fandtes intakte begravelser. Frigrunden løber over klostrets kirkegård.
Det mest overraskende ved fundet var, at disse begravelser lå lidt over tre meter un der Frigrundens brolægning. Antagelig ligger resterne af klostret i 2 – 3 meters dybde. Det tykke kultur-lag i dette område bekræftes af andre iagttagelser. På hjørnet af Frigrunden og Uldgade er der tre meter til oprindelig sandbund. Langs Lillegades østside er der ved jordboringer målt kultur-lag på helt op til 4 meters tykkelse, heraf flere meter dynd og tøv.
På parkeringspladsen mellem Gråbrødrestræde og Skibbrogade er de tilførte lag også ualmindeligt tykke.
Udgravningen under fundamenterne på Frigrunden 7 afslørede den mulige sydlige afgrænsning af klostrets kirkegård. I bunden af en nedgravning ud for syd-gavlen på huset fandtes en øst – vestgående grøft. Syd for den blev der udgravet dele af en træ-sat brønd, hvorimod der nord for grøften fandtes begravelser. Alt i alt tegn på, at grøften kan være en tidlig skelgrøft omkring kirkegården.
Der ligger betydelige rester af klostret under terrænet
Man regner med at der kan være betydelige rester af klostret under terrænet. Keramikken i de lag, der ligger over den middelalderlige overfalde synes at stamme fra 1500 – tallet. Det er sikkert de mange brande i området ikke lang tid efter klostrets nedlæggelse, der er årsag til de tykke kultur-lag.
Beskyttet bag dæmninger
Man må antage at det middelalderlige Tønder har været beskyttet bag dæmninger. Og mon ikke også disse munke har beskyttet deres kloster. Det kan således også være den lave beliggenhed der også er årsag til den voldsomme terrænhævning i løbet af 1500 – tallet.
Helligåndshuset kan være fra ca. 1400 – tallet
Helligåndshuset i Tønder omtales første gang i 1523, men er sandsynligvis meget ældre. De fleste danske helligåndshuse er oprettet i 1400 – tallet. Det lå placeret på grunden Østergade 67. I princippet den ældste forgænger for den nuværende fredede hospitalsbygning, opført i 1733. Der har aldrig været foretaget arkæologiske undersøgelser på området.
Der er heller ikke efterretninger om fund af skeletter på dette område. De fleste helligåndshuse havde tilknyttet en kirkegård. Husets beliggenhed lige indenfor Østerport antyder at bebyggelsen på et tidspunkt i 1400-tallet var nået et godt stykke ud ad Østergades vestlige del.
Dette kan måske give et fingerpeg om, at anlægget af Torvet og byens matrikulære inddeling er ældre end 1500.
Ingen tegn på Kapellet
Kapellet ved vejen til Løgumkloster (Carstensgade) er der ingen arkæologiske beviser på. Det lå øst for den nuværende kirkegård og blev i 1530 overdraget Tønder landsogns beboere som kirke, idet Laurentiuskirken var blevet nedrevet. Kapellet stammer sandsynligvis fra middelalderen. Det blev dog nedrevet allerede i 1543. Hvem kapellet var viet til er ukendt.
Hvor mon Skt. Jørgens gården i Tønder lå?
I årene 1494 giver hertug Frederik en pengegave til:
Dette antyder, at der har ligget et spedalskhedshospital ved byen. I Hertugdømmet Slesvig var det tilfældet ved alle byer undtagen Eckernförde. Men den ene sætning er nu ikke det eneste, der antyder, at sådan et hospital kunne have ligget i Tønder.
To marknavne ved Strucks Alle nemlig Korstoft og Gørrismark, der kan være afledt af det latinske navn for Jørgen, Georg, antyder at institutionen kan have ligget her. Hvis Tønder har haft et Skt. Jørgens hospital er det nok oprettelsen af et helligåndshus, der har ført til, nedlæggelsen af det gamle hospital. Hospitalets beliggenhed bør kunne konstateres gennem fundet af dets kirkegård.
Dette var førstedel af denne artikel – snart følger anden del
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 13, 2023
Skudehavnen i Nordhavnen
Et pragtfuldt skævt miljø. Fiskeri fra Nordhavnen. Ikke genstand for overordnet organisering. Skudehavnens sociale og rekreative kvaliteter. Mange udbygninger af havnen gennem tiderne. Østerbro Fiskeriforening dannet i 1915. Badeanstalter, sejl- og roklubber. Skudehavnen som halvfærdigt projekt. Skudehavnen som reserveareal. En ny konkurrerende fiskeriforening blev dannet. Stor medlemstilgang – en overgang. Den ny forening følte sig tilsidesat. Fiskerihavn færdig i 1942. Man skulle atter flytte i 1969. Forholdende var primitive. Placeret på yderste arealer. Vod og trawl må ikke anvendes i Øresund. Sild og torsk. En betonelementfabrik betød atter en flytning. Frygt for Skudehavnens fremtid. Kramer Mikkelsen lovede at sådan et miljø skulle bevares.
Et pragtfuldt skævt miljø
Det er godt nok længe siden, jag har været her. Det ligger lidt skjult. Og det er hyggelige gader med blomster i vinduerne. Det er nok en af de sidste rigtige fiskerbyer i Europa. I dag er her en mangfoldighed af fiskere, bådinteresserede og kunstnere. Ja det håber jeg da stadig det er sådan.
Det er her tale om hjemmelavede skure. Det er et pragtfuldt skævt miljø. Ikke langt derfra er der masser af bygninger til adskillige millioner. En hel lille lomme i en storby. Det er bestemt ikke arkitekttegnet med glas og jern.
Og så er her også badning, fiskeri, kajak, roning – fri for støj og forurening. Dengang var det et åndehul.
Fiskeri fra Nordhavnen
Det er jo ikke de bedste tider for fiskerne nu om stunder. Men der drevet fiskeri fra Københavns Nordhavn siden slutning af forrige århundrede. Og vi har da også tidligere i artikler beskrevet det store sildeeventyr, der engang var i Øresund.
Fiskerne her i Skudehavnen har haft en omtumlet tilværelse. De er blevet flyttet flere gange. Men der er nu ikke så mange fiskere tilbage. Efterhånden er der kommet forskellige sejlklubber, bådelaug og småvirksomheder til.
Selve fiskerihavnen er heller ikke så aktiv mere, som den har været. Men miljøet er her stadig. De traditionelle fiskerlejer ved Øresund er for længst forsvundet. Disse lejer er blevet omdannet til rene lystbådehavne.
Ikke genstand for overordnet organisering
Hvor mange rigtige erhvervsfiskere, der er tilbage ved undertegnede ikke. Medierne er begyndt at interessere sig meget for dette sted. Det er sket i forbindelse med enten flytning eller nedlæggelse af Skudehavnen. Heldigvis skete det sidste ikke. Og det var i forbindelse med udbygningen af Nordhavnen.
Hvordan skal man beskrive stedet? Det er en særlig karakter af småvirksomheder af selvbyggede klubhuse, kolonihavelignende skure. Det hele virker selvgroet og ikke videre genstand for en overordnet planlægning.
Skudehavnens sociale og rekreative kvaliteter
Det er især Skudehavnens sociale og rekreative kvaliteter, som man peger på. Her et fristed og åndehul. Engang var her en større fiskerihavn med redskabsskure og fartøjer. Nu er det nok mere de rekreative ting, der tænkes mest på.
Hver gang, der er blevet flyttet, har man spekuleret på, om man kunne blive ved med at bevare miljøet
Mange udbygninger af havnen
Fiskerihavnens placering hænger sammen med udbygningen af Østerbro og Nordhavnen lige siden forrige århundrede. Før den tid har der ikke været fisket herfra i større målestok. Udbygningen af havnen mod nord begyndte i 1880erne, da Kastellet mistede sin militære betydning. I 1894 blev Frihavnen anlagt og nord for denne Kalkbrænderihavnen, som blev bygget som almindelig toldhavn.
Kalkbrænderihavnen blev i 1900 udbygget med en bølgebryder kaldet Sundkrogen. I læ af denne havde man fået et beskyttet farvand. hvor mindre fartøjer, deriblandt en række fiskerfartøjer holdt til.
Østerbro Fiskeriforening dannet i 1915
Da den første store udbygning af Frihavnen begyndte i 1915 henvendte Københavns Fiskeriforening sammen med Tårbæk-Vedbæk og Skovshoved fiskeriforeninger sig til havnevæsnet med anmodning om at få etableret en primitiv fiskerihavn med anløbsbro og bedding på den østlige side af den ny indsejling til Kalkbrænderihavnen (Der, hvor Paustians Møbelhus ligger i dag).
I april 1915 blev Østerbro Fiskeriforening dannet med 24 medlemmer. Hurtigt voksede foreningen sig stor fra ca. 30 til 70 og bådene blev også gradvis større. Derfor måtte havnevæsenet bygge en større bedding allerede i 1917.
Badeanstalter, sejl – og roklubber
Fiskerihavnen blev liggende der de næste 25 år og i denne periode blev Kalkbrænderihavnen også hjemsted for en række badeanstalter, sejl – og roklubber og mindre bådebyggerier.
Nordhavnen blev samtidig udbygget kraftigt. I 1919 påbegyndtes etableringen af et nyt dybvands-bassin til Frihavnen, 10-meter bassinet. I den forbindelse blev Skudehavnen etableret, i første omgang som dækmole til at beskytte 10-meter bassinet, mens det var under bygning. Tanken var så, at Skudehavnen senere kunne indgå i Frihavnen som endnu et dybvands-bassin.
Skudehavnen – som halvfærdigt projekt
Under Første Verdenskrig var der kommet gang i skibstrafikken. Men i 1921 løb skibstrafikken ind i en krise. Man lod så Skudehavnen ligge som et halvfærdigt projekt.
Begge bassiner fandt sig hurtig anvendelse for oplagsplads for fragtskibe, der var taget ud af drift. I Skudehavnens nordvestligste hjørne blev der bygget en benzinhavn og den østlige side blev brugt som tippeplads.
10-meter bassinet og Skudehavnen blev hjemsted for en lang række bådebyggere, ro – og kajakklubber, sejlklubber, søspejdertropper, fiskere, nyttehaver, badeanstalter, småvirksomheder m.m. Alt dette har Skudehavnen også rummet indtil i dag.
Skudehavnen som reserveareal
Skudehavnen blev af Havnevæsnet betragtet som et reserveareal, der inden for en overskuelig fremtid skulle inddrages i havnens almindelige drift. Aktiviteterne i Skuehavnen var noget man almindeligvis accepterede og som til enhver tid måtte indpasses i de overordnede planer. Det gjaldt også for fiskerihavnen. I 1937 besluttede havnevæsnet at kajsætte Kalkebrænderihavns-løbet, hvor fiskerihavnen lå. Det betød, at fiskerne og de andre brugere af området måtte flytte om i Skydehavnen.
En ny konkurrerende fiskeriforening
Samme år blev ”Fremtidens Frie Fiskeriforening”, hvis hovedformål var at varetage medlemmernes interesser i forhold til havnevæsenet. Medlemmerne var fiskere fra Christianshavn, Sydhavnen og Nordhavns – området, som ikke havde været med i en af de eksisterende fiskeriforeninger. En stor del af dem var bierhvervsfiskere.
Stor medlemstilgang
Der var efterhånden kommet mange fiskere i Skudehavns – området. Der var derfor stor interesse for at få plads i den ny fiskerihavn. Det var Østerbro Fiskeriforening, der forhandlede med havnevæsnet. Og disse bestemte, at det kun var dem, der oppebar 3/5 af deres indkomst fra fiskeriet og som havde ernæret sig ved fiskeri i mindst 2 år.
Det betød at Østerbro Fiskeriforening i første omgang kun fik plads til 40 af sine 60 medlemmer. De resterende 20 pladser tilfaldt den nye forening
Den nye forening følte sig tilsidesat
Men den nye forening ”Fremtidens Frie Fiskeriforening” nægtede at tage imod tilbuddet, da de ikke havde været med i forhandlingerne. Det endte derfor med, at Østerbro Fiskeriforening blev ene om at repræsentere fiskerne. Den anden forening fik plads i bunden af 10-meter bassinet. Men de måtte så leje sig ind hos Østerbro Fiskeriforening hvis de skulle på bedding.
Nu var det Østerbro Fiskeriforenings opgave at kontrollere om foreningens medlemmer levede op til kravene. Og det var der ikke alle der gjorde. Derfor måtte foreningen fra tid til anden ekskludere medlemmer.
Fiskerihavn færdig i 1942
Fiskerihavnen blev færdig i 1942. Den lå nu på sydsiden af Skudehavnen. Som naboer mod vest havde man fået et par sejlklubber og et par mindre værfter. Fiskernes skurer var blevet flyttet fra Kalkbrænderihavns-løbet ved havnevæsnets hjælp. Den nye havn var både større og bedre end den gamle. Der var plads til 44 større både og 20 mindre joller. Der var indrettet bedding og 2 stejlepladser. Og der var opstillet i alt 57 skure.
Selv om den nye fiskerihavn var både større og bedre end den gamle var der tale om en midlertidig foranstaltning. Fiskerne var blevet stillet i udsigt, at de måtte få lov til at blive liggende i ca. 10 år. Alligevel gik det mere end 25 år før de skulle flytte igen.
Man skulle atter flytte i 1969
Op igennem 50’erne og begyndelsen ag 60’erne skete der ingen større ændringer i Nordhavnsområdet. Først i midten af 60’erne begyndte udviklingen at tage fart. Færgehavn Nord blev etableret nordøst for Skudehavnen. Den inderste del af Skudehavnen var fyldt op. Samtidig fortsatte opfyldningen af området omkring 10-meter bassinet. I 1968 besluttede man sig at etablere en containerterminal ved 10-meterbassinet. Det betød, at fiskerne og de nærliggende sejlklubber skulle flytte. I 1969 blev de flyttet til den plads i Skudehavnen, som de beholdt indtil 1995.
Forholdene var primitive
Denne gang blev de to fiskeriforeninger placeret side om side. Havnevæsnet stod igen for etableringen af bådebroer og bedding. De flyttede fiskernes skure. Fiskerne måtte selv stå for elinstallation, ishus m.m.
Lige som ved den forrige flytning var fiskernes lejemål begrænset til 10 år. I den forløbne tid er området øst for Skudehavnen vokset kraftigt ved opfyldning. Og skudehavnen kom til at ligge klemt inde mellem Frihavnen og en række store havnerelaterede virksomheder.
Placeret på de yderste arealer
Det var som om, at der gik rød tråd i Havnevæsnets praksis over for fiskerne. De blev placeret på de yderste arealer. Ofte var forholdene primitive og midlertidige karakter. Men huslejen har også været relativ lav. Man var overladt til sig selv. Denne midlertidighed er måske årsagen til stedets udseende.
Vod og trawl må ikke anvendes i Øresund
Det har siden 1933 været forbudt at bruge aktive redskaber som vod og trawl i Øresund. Så derfor er det kun brugt ruser, kroge, nedgarn og bundgarn. Man fangede ål og stiftede en åleeksportforening. Om vinteren drev man torskefiskeri med ruser, hvis vejret ellers tillod det. Og torskefiskeriet fik større betydning. I 1960’erne fik slagtet fik større betydning. Man fik anskaffet en gammel jernbanevogn, der fungerede som kølehus.
Sild og torsk
I slutningen af 1970’erne oplevede man en opblomstring i garnfiskeri. Prisen på sild var meget høj. Og det gode sildefiskeri varede et par år ind i 1980’erne. Der kom fiskere fra hele landet til Skudehavnen og begge foreninger oplevede en stor medlemstilgang.
Frem til 1992 havde man et rimeligt godt torskefiskeri. Det udfyldte et hul efter det gode sildefiskeri. I dag har sildefiskeriet kun en meget lille betydning.
På et tidspunkt havde Østerbro Fiskeriforening 28 aktive medlemmer. Men i dag er man nede under 10 medlemmer.
En betonelementfabrik betød atter flytning i 1995
I efteråret 1995 begyndte havnevæsnet at nedlægge Skudehavnen. Der skulle gøres plads til en betonelementfabrik længere ude på det opfyldte areal øst for Skudehavnen. Fabrikken skulle fremstille broelementer til Øresundsbroen.
Sejlklubberne er flyttet om i Kalkbrænderihavnen, mens fiskerne har fået ny havn nordøst for Færgehavn Nord. Nedlæggelsen fik masser af kritik, men det er egentlig bare en fortsættelse af Havnevæsnets midlertidige praksis. Ligesom ved de tidligere flytninger tager fiskerne deres skure med. De fik den nye havn til en rimelig husleje.
Mon ikke man nu kan tale om en permanent indretning?
Frygt for Skudehavnens fremtid
Nej, man frygter for Skudehavnens fremtid. Man er bange for at lystsejlere vil overtage området. Måske er det tale om lånt tid med under 10 aktive erhvervsfiskere tilbage. De unge har hverken lyst eller råd til at starte som erhvervsfiskere.
I dag kan fiskernes både ikke fylde den lille havn op. Derfor lejede bestyrelsen en del af pladserne ud til lystsejlere. Det giver så en lille indkomst. Når lystsejlere overtager stedet, skyder prisen i vejret og et andet klientel vil indfinde sig.
Kramer-Mikkelsen lovede, at Skudehavnen skulle bevares
Dengang sagde direktør i By og Havn, Jens Kramer Mikkelsen at skudehavnen vil bestå. Han syntes at miljøet er spændende og det er værd at bevare.
Måske sætter restriktioner for torskefiskeriet også et stop for nogle af de få tilbageværende erhvervsfiskere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
November 11, 2023
Grøngård – et forsvundet Jagtslot
Denne artikel er skrevet til Historisk Årbog 2023, udgivet af Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening. Området omkring Tønder var dengang i slutningen af 1500 – tallet omgivet af masser af skov. Og i disse var der masser af vildt. Hertug Hans den ældre var en ivrig jæger. Derfor byggede han det pragtfulde lille jagtslot Grøngård. Og det er takket være førstelærer V. Leick og skoleelever fra Lydersholm, at vi i dag kan se noget af fundamentet til ” det næsten glemte slot”. Men ak, herligheden varede kun i ca. ti år. Sønnen var ikke jagtinteresseret, så slottet forfaldt efterhånden.
Masser af skov
Står man på Jejsing Bakke og ser ned mod grænsen, ser man et fladt og træfattigt landskab. Tænk, at her var for fire hundrede år siden et vandrigt skovskær med en masse krat, og store egeskove.
Graver man i dag i diverse moser og enge, dukker der af og til stammer frem fra den tid. Tværs gennem dette landskab gik i den senere middelalder den gamle landevej fra Tønder over Sæd – Burkal øst på mod Flensborg.
Ikke langt fra denne vej, vest for den nuværende Grøngård, lå dengang gården Tuetmose og mod øst på en flad forhøjning, gården Haleklamp. Begge disse gårde samt Lydersholm som dengang var en stor gård, tilbyttede Hertug Frederik sig i 1503 fra klosteret i Løgum.
Hans den ældre – en ivrig jæger
Med så meget skov, har det sikkert været masser af vildt. Man har fundet masser af gevirer af rådyr, hjorte – og vildsvinetænder. Da man gravede Vindtvedkanalen har man endda fundet kæbe og horn fra en urokse.
Hertug Frederiks søn, Hans den Ældre var en ivrig jæger. Han nød at gå på jagt her omkring Lydersholm. Ifølge en gammel beretning fra 1557, skulle amtmanden sørge for, at egnens beboere holdt deres hunde bundne i den bedste jagttid.
Avlsgården Grøngård blev bygget
Jo her kom hertugen ofte. Et gammelt sagn fortæller, at da hertugen på et sted mellem Tuetmose og Halkeklamp nedlagde en prægtig hjort, så bestemte han sig til at indrette sig en bolig på dette sted, hvor han i jagttiden kunne tage ophold.
Hertugen gav ordre til at en stor del af egnens skov skulle ryddes. Det gjorde han, fordi Gudskogen skulle inddiges. I årene 1562 – 66 bortkørtes 18.000 læs træ. Tuetmose og Haleklam blev nedlagt i 1567 og i stedet blev avlsgården Grøngård med ca. 1.000 tdr. land bygget.
På gårdens indhus som var pyntet med gevirerne af to hjorte, blev der indrettet to beskedne værelser til hertugen. I den ene stue stod der kun seks bænkekister og i den anden, som lå ovenover, fandtes der seks senge.
Et jagtslot skulle bygges
Men disse boligforhold har sikkert været lidt for trange. Derfor gav han i 1568 ordre til, at der skulle bygges et jagtslot ikke lang fra avlsgården. Amtmanden i Tønder fik besked på at sende en skibsladning byg til Holland, hvorfor der så skulle købes kalk, cement, glas, teglsten fliser m.m.
Det blev et dejligt lille jagtslot, som blev bygget efter udkast af den hertugelige bygmester Hercules von Oberburg. Slottet blev kaldt Lusthus Thom Gronehagen.
Hercules von Oberberg – kongelig bygmester
Egentlig brugte hertug Hans den Ældre en anden bygmester. Denne havde gennem to år stået for opførelsen af Hansborgs vestfløj, men i august 1559 blev von Oberberg ansat. Han sørgede for, at Hansborg blev færdiggjort. I 1557 var han blevet udnævnt som kongelig bygmester. Von Oberberg arbejdede med befæstningen af København, Koldinghus, Nyborg Slot og Kronborg. Også ombygningen af Sønderborg Slot har han stået for.
Han var gift og havde i hvert fald to børn, og bosatte sig i Haderslev. Von Oberberg fik overdraget grundet, Slotsgade 22. frem til sin død i 1602 havde han en kirkestol i Vor Frue Kirke. Latinskolen og Hospitalskirken i Haderslev stod han også for.
Hver sommer i Tønder
I årene 1574 – 1580 opholdt Hercules von Oberberg sig hver sommer i Tønder. Her arbejdede han på slottet. Hertugen opfattede Tønderhus som den mest sikre, at sine slotte. Det var også her i kælderen, at han gemte sin formue. En masse byggemateriale blev brugt til ombygningen af slottet. Der blev blandt andet hentet 1 million teglsten i Flensborg.
Muligvis har von Oberberg også stået for opbyggelsen af Trøjborg Slot, som Peter Rantzau påbegyndte i 1579. Der findes dog ingen skriftlig kilde, der kan bekræfte dette. Men det vides, at Peter Ranzau og hertug Hans den Ældre var gode venner.
En travl bygmester
Von Oberberg havde ganske givet travlt. Han kan knyttes til ombygninger/nybygninger af slotte og ejendomme i Ahrensburg, Tønning, Gottorp, Gråsten og Brundlund Slot og meget mere. Stormklokketårnet på Ribe Domkirke har han også repareret.
Desværre er der ikke meget tilbage, af de pragtfulde konstruktioner, som von Oberberg præsterede. Af Tønderhus står kun portnerboligen tilbage. Tønning og Østerholm i Haderslev er revet ned. Af Koldinghus er det meste brændt ned. Og både Gottorp, Brundlund og Sønderborg Slot er bygget så meget om, at der ikke er meget tilbage af von Oberbergs konstruktioner. Hospitalskirken og hans private bolig i Slotsgade 22 i Haderslev er nok det i dag som vidner mest om den kongelige bygmesters konstruktioner.
Skolebørn fra Lydersholm
Ja, det var skolebørn fra Lydersholm, der foretog de første udgravninger. Det vil sige, at det er ikke er så meget at se. Men stedet bliver dog besøgt af cirka 1.000 mennesker hvert år. Måske kunne dette tal forøges, for historien bag ved, er sjov og underholdende. Måske er det også en del, der ikke ved, at der her ca. 8 kilometer øst for Tønder har ligget et jagtslot.
Udgravningerne viser, at nordøst for det nuværende Grøngårds have har herligheden ligget. Landevejen nordfra til Lydersholm går direkte gennem slotsgrunden.
Et lille og flot slot
Egentlig ved man ikke, hvordan slottet har set ud. Men på et kort fra 1615 over den vestlige del af Tønder Amt, findes en tegning, der viser hovedbygningen med to hjørnetårne og i midten en stor bro. Måske er det fundamentet til det vestlige hjørnetårn, man nu har gravet ud.
Man ved dog en del om slottets indre udstyr, og om værelserne vides en del, for det er så heldigt, at der findes en inventarliste udarbejdet af amtmanden, Johan van der Wisch, som blev nedskrevet ved hertugens død i 1580
Slottets værelser har været ualmindelig veludstyret med møbler, vægprydelser og andre nødvendige redskaber, som var nødvendig for en husholdning.
Hertugen havde selv haft sine værelser i hovedbygningen, og den østlige tårnstue var hans soveværelse. I de forskellige stuer fandtes egetræsborde, stueborde, stole, dragkister, slagbænke, klapsenge, panelskabe og meget andet.
De med grønt eller rødt klæde behængte vægge var prydret med gevirer, horn og ca. 32 malerier, marmorbilleder i trærammer, mange messinglysestager, stålspejle og det hertugelige våbenskjold. På stole og bænke har der ligget mønstrede puder.
Når hertugen havde gæster og sammen med disse holdt muntre jagtgilder, har det ikke manglet på udstyr. Bordene var pyntet med smukke lærredsduge. Maden blev serveret på smukke tinfade og tallerkner. Øl og vin blev skænket af blå kander, glaskander og småtønder i marmelstene. Bægre i fine blå glas eller i vinkrus med sølvhank.
Skulle gæsterne gå til ro, fandtes der mange senge med læserpuder, sengetøj, uldtæpper og pelse. Havde man ikke nok, blev der hentet mere på slottet i Tønder.
Jo slottet var bestemt også til repræsentativ brug med 30 senge, mønstrede puder, natlamper m.m. Hertugen kunne med jagtslottet og de herfra afholdte jagter vise sin status som fyrste overfor både slægtninge og andre adelige.
En bygning på tre etager
Slottet havde et mål på 16 meter gange 18 meter. Jo, det var en næsten kvadratisk bygning på tre etager. Det var opført i røde teglsten med dekoration i gotlandsk sandsten. Det var et søjlebåret galleri i hovedfacaden. Slottets stejle pyramidetag var måske tækket med flade teglplader. De fire hjørnetårnes tagspidser med skifer og kronet af småspir af bly. Midt for nordfacaden skød et trappehus sig frem.
Nederste etage var opdelt i fem rum med et større anlagt gennemgående midterrum med en vinkeltrappe delvis udbygget i nordmuren. På begge sider af centralrummet lå to mindre rum.
Det var et moderne slot, og forbilledet var de nederlandske renæssanceslotte, men også inspireret af samtidig fransk og italiensk byggeri.
Et vandslot i en kunstig anlagt sø med bro, har det været.
Herligheden varede i 10 år
Men ak og ve. Hele herligheden varede kun ti år. Da Hertug Hans den Ældre døde i 1580, blev slottet overtaget af broderen, Hertug Adolf af Gottorp. Nu blev avlsgården drevet af en forpagter. Slottet fik nu kun sjældent besøg af hertugen eller amtmanden.
I 1613 blev Grøngård benævnt som Grønhoff.
Slottet forfaldt
Fra 1634 stod bygningen tom og forfaldt efterhånden, samtidig med, at omegnens bønder stjal sten og træværk fra slottet. Et smukt slot forfaldt efterhånden.
Prøver på slottets arkitektoniske udsmykning og fornemme udstyr kan ses på Tønder Museum.
Amtsskriveren i Tønder fik 1648 tilladelse til at anvende halvdelen af slottets sten og træværk til sin nybygning på Møllevej i Tønder.
Resten af slottet blev i 1656 købt til nedrivning af Herredsfogeden på Hajstrupgård. Og så var slottets saga ude.
Udgravningsarbejde
Siden har der været ro og stilhed over slottets grund. Bønderne har pløjet over slottets fundamenter i mange år. Men efter flere år blev fundamentet gravet frem af skolebørn. Det var hvis nok i 1946 ført an af førstelærer V. Leick. Ruinen blev undersøgt i 1953 – 54 og 1960 af Nationalmuseet. I 1976 – 81 blev området frilagt af Fredningsstyrelsen i samarbejde med Tønder Kommune.
Under udgravningsarbejdet blev der fundet sandsten fra søjlerne og bygningsudsmykningen samt skiferplader fra taget. Disse genstande er siden af Nationalmuseet overdraget til Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev. Det gælder også de mange fund fra udgravningerne, som blandt andet omfatter meget køkken – og bordtøj. Potter og fade af lertøj er mest af lokal produktion.
Men en masse er også blevet importeret. Det gælder blandt andet de flotte romerglas og vinkrukkerne, som også er blevet fundet.
Avlsgården renoveret
På arealet græsser får. Større urter og siv vokser på det centrale ruinområde og slører de lave mureforløb. Voldgraven er tilvokset i siv. Gangbroen til ruinen, som er nødvendig for at komme til ruinen har været i meget dårlig stand.
Selve avlsgården Grøngård har haft status som en mindre herregård. Den nuværende bygning er fra midt i 1800 – tallet. Men ved gården ligger en stor lade fra 1700 – tallet, der følger egnens byggeskik med sine lave mure og høje stejle stråtag. Ind mod gårdspladsen er der to tværporte med høje halvrunde portbuer.
Gården er gennem flere år blevet totalrestaureret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om de omtalte Slotte og Herregårde samt Hertug Hans: Læs her:
–
November 10, 2023
V
De hårde domme i Møgeltønder
”Loven skal være ærlig og retfærdig”. Forvirrende lovgivning. Sandemændenes funktion. Mange mennesker på birketinget om onsdagen. De skriftkloge. Herskabet havde stor indflydelse på birketinget. Alt skulle være på dansk. Den gamle Moses-lov. Bondeplager – med barbariske torturmetoder. Den stakkels præst. Dyrt for de to besøgende hos præstefruen. En vandrehistorie. Præsten skulle være set omkring 1800. En anden præst kom også voldeligt af dage i Møgeltønder. Fem dødsdomme og to dømt fredløse inden for få år. Niels Tychs tjener blev erklæret fredløs. 15-årig dræber 10-årig. Dødsdømt for hor og fødsel i dølgsmål. Barnelig begravet på Daler Kirkegård. Blev Peter Jørgensen Benådet? I Tønder blev dødfødte ikke altid anmeldt. To brødre kæmpede for bønderne. Størstedelen af bønderne anholdt i København. Skulle underskrive lydighedserklæring. Dømt for ”stempling, samling og rebellion. Anders reddet i sidste øjeblik. Var stadig ikke ønsket af vejen i grevskabet. Hans Hansen – en af lederne blev skaffet af vejen. Højesteret blev bestukket af ”Den onde Grevinde”, så bønderne tabte deres sag.
Loven skal være ærlig og retfærdig
Ja sådan står det skrevet i Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241. Men det afhænger så sandelig af, hvem der administrerer denne lov. Og denne lov blev praktiseret på Møgeltønder Birketing i årene 1660-83.
Møgeltønder birk omfattede de schackenborgske besiddelser i sognene Abild, Brede, Daler, Emmerlev, Hjerpsted, Højer og Møgeltønder.
Forvirrende lovgivning
I 1683 blev den erstattet af den noget mildere Christian den Femtes ”Danske Lov” som i de andre Kongerigske Enklaver. Visse dele af Jyske Lov var gældende i det øvrige Sønderjylland indtil 1900, dog ikke i Tønder. Her var det Lybske Lov, der var gældende.
Hærskabet bestemte
Måske vil det blive lidt indviklet at forklare Birketingets funktion med sættedommere og birkeskrivernes funktion. Birkedommerne blev udnævnt af hærskabet på Schackenborg. En række andre med tilknytning til Birketinget var som regel de velhavende bønder. Og en forudsætning var i hvert fald at man kunne læse og skrive.
Birkedommerne blev aflønnet ved, at de havde en anseelig fæstegård, fri for lande-gilde og frihedspenge dvs. hoveriafløsning. Så fik de skriverpenge og sportler (vederlag) for forskellige gøremål.
Nu kunne en stor del af områdets bønder dengang både læse og skrive.
Sandemændenes funktion
Sandemændene sørgede for at landsbylovene blev overholdt. De gik også ind for at løse skelstridigheder. I straffesager medvirker før Danske Lov 1683 ofte rans-nævninge, som syntes at være valgt et år ad gangen. De foretog bl.a. ved vidneførsel en undersøgelse af sagerne, afgav derefter udtalelser om dem. Dermed var det faktisk afgjort.
På birketinget medvirkede desuden de såkaldte stokkemænd eller ottemænd, som skulle være til stede på tinget for at kunne bevidne, hvad der skete og blev aftalt der.
Mange mennesker på birketinget om onsdagen
Der var således et ganske betydelig antal personer, der måtte give møde på den ugentlige tingdag som i Møgeltønder birk var en onsdag. Kun i høsttiden eller når andre ekstraordinære forhold gjorde sig gældende kunne man ikke holde ting.
Det første ting, hvert år var noget særligt. Tinget må endnu i slutningen af 1600.tallet i hvert fald til tider har været afholdt i det fri. Men i tilfælde af dårligt vejr i en kro i Møgeltønder.
De skriftkloge
I civile sager optræder en birkefoged, men de var lige som birkefogeden ikke uddannede jurister. De var som foged og skriver ”skriftkloge” og lovkyndige bønder fra birket, som mod honorar påtog sig at hjælpe deres mindre lovkyndige fæller. I kriminalsager var herskabets delefoged normalt anklager. Men det kunne også alt efter sagens beskaffenhed, være en privatmand.
Herskabet kunne også diktere en forsvarer
I den store Anders Nissen – sag som vi hører om senere, var det Hans Schacks befuldmægtigede Johan Bochenfeldt. Hvis en anklaget ikke havde en forsvarer, kunne herskabet finde en. Det kunne være den Schackenborgske fod-svend, der tillige var arrestforvarer. Det var også ham, der i påkommende tilfælde skulle eksekvere den eventuelt idømte, korporlig straf. Et sådant forsvar kan just ikke siges at være særlig bevendt.
Der var mest stridigheder og processer om markskel, om veje og stier, om handel med kreaturer, om gæld, der ikke blev betalt, om restancer, om arv, om injurier, som ofte er slynget ud i fællesskab i de talrige kroer og meget mere.
Alt skulle være på dansk
I Møgeltønder holdt man på at sproget på tinge var dansk. Der kunne være skrivelser fra herskabet på tysk. Ligesom der kunne tysksprogede dokumenter fra Tønder. Men sådanne aktstykker krævede man oversat til dansk. Men birkets undersåtter havde på grund af deres handel eller søfart sikkert nok kunne forstå tysk.
Men man havde i birket taget tilhørsforholdet til de kongerigske enklaver bevidst, og dette kunne medføre stridigheder med de slesvigske beboere, der boede bland dem.
Den gamle Moses-lov
Selv om loven blev justeret gennem forordninger med Christian den Fjerdes såkaldte reces af 1643, der skulle give lempelser, så virkede det snarere modsat. Ofte var der tale om en skærpelse i forbindelse med tidens tanker eksekvering efter Guds lov – nemlig den gamle Moses-lov.
Det var svært at håndtere de forskellige lovgivninger. Det så man med de tønderske undersåtter i Østerby i årene 1666 – 68. Det handlede om græsningsretten.
Bondeplager – med barbariske torturmetoder
Egentlig var man vant til strenge straffe i Møgeltønder. Ejeren af Møgeltønderhus til 1599, Bendix Rantzau har efterladt sig et ry som en slem bondeplager, der anvendte barbariske torturmetoder.
Den stakkels præst
Det mest grelle eksempel på grusom straf var af den stakkels Møgeltønder-præst og provst, Laurids Thomsen. På et tvivlsomt grundlag blev præsten dømt for blodskam med sin voksne datter. Han blev brændt på retterstedet, der lå omtrent, hvor Møgeltønder skole ligger i dag.
Datteren og hans fordrukne og letlevende kone, der havde givet anledning til sagen, ”slap” med at blive halshugget. Der er mange uklare momenter i sagen. Det kan være tale om et gevaldigt justitsmord.
Dyrt for to besøgende
Foruden præstefamilien blev også andre dømt i den grufulde sag. Lindskov-mølleren, Niels Andersen måtte for at have et utilstedeligt forhold til præstefruen bøde med sit halve boslod, altså halvdelen af, hvad han ejede. Mølleren hørte på den tid blandt de mest velhavende, så der var tale om en anselig formue.
Også en borger i Viborg, Peter Ostenfeldt havde, mens han var skriver på Møgeltønderhus været en kærkommen gæst hos provstefruen. Han blev idømt en bøde på 500 rigsdaler. Det var det samme som værdien af 45 stude. Det har været nogle dyre fornøjelser for de to galaner. Men de slap dog med livet i behold.
En vandrehistorie
Nu gik snakken så ellers i Møgeltønder. Og historien blev fortalt generationer efter generationer. Vi kan af gode grunde ikke vide, hvor meget det er sandt. De følgende oplysninger stammer fra slutningen af 1920’erne. Præsten kom til Møgeltønder i 1586 blandt være lensmand på Schackenborg, Bendix Rantzau.
Han blev skildret som en begavet, men streng prædikant. Han var et ædrueligt og retskaffent menneske. Men hans hustru Margrethe, som man mente var gift før var drikfældig og løsagtig.
Da han ofte revsede hende for det blev hun forbitret og besluttede at hævne det. Efter flere forgæves forsøg lykkedes det hende at få manden drukket fra vid og sans i fynsk mjød og at lægge ham i seng til deres fælles datter. Og det var i deres fælles ægteseng. Og konen gik ifølge vandrehistorien ud til karlene.
Datteren var hendes villige hjælper til fuldbyrdelse af blodskammen. Derefter rejste hun straks til Norge. Sagen kom frem, da et brev fra datteren til faderen faldt i øvrighedens hænder. Ifølge overleveringen skete dette ved, at adressen var skrevet så utydelig, at kun navnet Thomsen kunne læses. Men det kunne hverken titel eller fornavn.
Brevet blev derfor åbnet af en anden Thomsen i Møgeltønder – nemlig en birkeskriver, der tillige var kirkeværge.
Præsten og hans kone blev nu fængslet på Møgeltønderhus og datteren blev narret hjem under forsikring om at hun intet havde at frygte. En proces endte med alles domsfældelse. Præsten skulle dog have fået kongelig benådning. Men lensmanden holdt dette dokument tilbage. Og så blev præsten bundet til en stige og brændt. Og så siger overleveringen:
Og det var på det sted, hvor Vesterkroen ligger på Stjernen, hvor de to kvinder blev halshugget.
Præsten skulle være set omkring 1800
Overleveringen siger også at så sent som omkring 1800 skulle tre mennesker en aften have set ham gå igen med en lygte i hånden, dybt sukkende, da han gik forbi dem. De kendte ham (utroligt – 200 år efter). De udbrød ”Det var jo provsten”. Andre versioner af historien fortæller, at han selv fortalte, hvem han var.
En anden præst kom voldeligt af dage
Nu var denne præst ikke den eneste præst, der er kommet voldeligt af dage. Det skete også for Hr. Peter. Og det var fordi, der i hans tid var forsvundet ”kalk og disk” fra Møgeltønder Kirke. Dette skete omkring 1530. Og Hr. Peder skulle være tyven. Derfor var han blevet slået ihjel.
Fem dødsdomme og to fredløse
I perioden 1669-74 blev der fældet ikke mindre end fem dødsdomme mens to personer blev dømt fredløse. Alle forbrydelser fandt sted i Møgeltønder sogn. Nogle af dem ville næppe have ført til nogen straf i dag.
Niels Tychs tjener blev erklæret fredløs
Delefoged Niels Olesen rejste i 1669 anklage mod overinspektør Nicolai Tychs tjener Hans, fordi han under klammeri og slagsmål i en af Møgeltønders mange kroer have stukket Hans Kleinsmed fra byen med en kniv.
Kleinsmeden omtales som fordrukken og stridbar. Men tjener Hans var nu heller ikke af Vorherres bedste børn. Kleinsmeden var stukket i maven, så tarmene flød ud. En bartskærer havde søgt at få dem på plads igen. Det hjalp ikke, han døde.
Tjener Hans var klar over, at han kunne vente dødsstraf. Derfor flygtede han inden domsafsigelsen. For drabet dømtes han derfor efter lovens bogstav fredløs.
Dømt til døden for tyveri
Året efter, i 1670 var der en ny alvorlig sag på tinge. En tjenestekarl, Mathias Petersen fra Rørkær, havde den 21. april frastjålet Niels Hansen i Toghalle 36 alen hørgarns- og blå blågarnslærred til en værdi af 8 mk. 33 ½ sk. Tyveriet blev straks opklaret.
Mathias Petersen blev anbragt i fangehullet på Møgeltønderhus. Han blev allerede fremstillet for birketinget den 27. april. Efter yderligere to fremstillinger den 4. og 11. maj tilstod han ran og tyveri.
Den 18. maj blev han af rans-nævningerne dømt:
Om den benådning har fundets sted, vides ikke.
15-årig dræber ti årig
En ganske ejendommelig rettergang fandt sted det næstfølgende år 1672. Peter Gertsens 10-årige søn, Jens Petersen af Gallehus blev ifølge skolebørns vidneudsagn på vejen hjem fra skole ved tingstedet slemt mishandlet af fod-svend Lytte Hansens 15-årige søn, Hans Lyttsen.
Han blev maltrakteret i den grad ved stød og slag i siden og ved at få et knæben på hovedet, at han ”tillukkede sine øjne” og døde.
Også andre havde klaget over, at fodsvendens søn havde gjort deres børn fortræd ved slagsmål. Han burde derfor også være blevet dødsdømt. Men på grund af hans unge alder blev dommen formildet til, at han skulle rømme ud af landet, dvs. af Danmark og Norges riger, indtil øvrigheden ville benåde ham.
Dødsdom for hor og fødsel i dølgsmål
En mand og en kvinde fra Toghalle fik i 1673 dødsdom for hor og fødsel i dølgsmål. Det drejer sig om fæstebonden Peter Jørgensen og hans tjenestepige Else Madsdatter. Peter Jørgensens hustru Maren havde i mange år været sengeliggende. Han havde da trøstet sig med pigen og forholdet fik følger.
Barnelig begravet på Daler kirkegård
Da hun skulle føde, skete det i overværelse af nabokvinder, men barnet var imidlertid dødfødt. Else havde sørget over det. Da det sjette bud var overtrådt. Peter Jørgensen vidste godt at hvis han anmeldte fødslen til sin sognepræst kunne han risikere en alvorlig lejemålsbøde og den ydmygende straf at stå offentlig bod. Derfor førte han ved nattetid sammen med en anden mand barneliget til Daler kirkegård.
Fødsel i dølgsmål og levet i hor
Men sagen kom herskabet for øre. Delefoged Niels Olsen i Møgeltønder måtte derfor rejse anklage mod Peter Jørgensen og Else Madsdatter. Hun anklages for fødsel i dølgsmål og for i syv år at have levet i hor med husbonden. Han anklages for at have været medvirkende om den irregulære fødsel og for at have foretaget den ureglementerede begravelse på Daler Kirkegård.
Dømt til døden
Desuden tælles med i hans strafferegister, at han to gange tidligere var ”befunden som jomfruskænder”. Ved dommen den 7. juni 1673 dømtes begge af birkefoged Peter Jensen og de otte nævninge til at miste deres hals og halvdelen af Peter Jørgensens ejendom skulle tilfalde øvrigheden. Men man henstillede dog til benådning-
Blev Peter Jørgensen benådet?
Det er muligt at de er blevet benådet. En Peter Jørgensen af Toghalle døde den 30. marts 1693, 75 år gammel. Hans syge hustru døde 1674. Om Else Madsdatters senere skæbne vides intet. Mon ikke hun også er blevet benådet og dog. Hun blev også dømt for at have dræbt sit foster med vilje.
I Tønder blev dødfødte ofte ikke anmeldt
I den forbindelse kan nævnes at i Tønder blev dødfødte eller døde spædbørn ofte ikke anmeldt til kirkebogen men ligene blev bragt til graveren, som bare begravede dem. Hverken i Møgeltønder eller Daler havde man på den tid en graver.
To brødre kæmpede for bønderne
Det varede ikke længe før birketinget atter måtte tage stilling til spørgsmålet om liv og død. Det var i den store Anders Nielsen sag. Det var ham, der kæmpede for bøndernes rettigheder. Han var birkeskriver, men havde sammen med sin broder, Karsten Nielsen påtaget sig hvervet som bøndernes advokat og ordfører i en strid mod herskabet om fortolkningen af bl.a. den kontrakt, der 1661 var indgået om hyren af Slotsmarken og afløsningen af avlingshoveriet til Møgeltønderhus med de såkaldte tjenestepenge.
Størstedelen blev arresteret i København
Vi har i en tidligere artikel Oprør i Møgeltønder fortalt om, at Møgeltønder – bønderne i sommeren 1672 tog til København for at forelægge deres klage over for kongen og den magtfulde feltherre Hans Schack. Men det blev nu ikke den store succes. Størstedelen af bønderne blev arresteret. De blev anbragt i Kastellet. De blev kun løsladt mod at afgive højtidelige løfter om ikke i deres livstid at ville klage over deres øvrighed.
Skulle underskrive lydighedserklæring
Anders og Karsten Nielsen samt en tredje anfører var allerede inden Københavner – tyren blevet arresteret af overinspektør Tych under ret brutale former og anbragt i fangehullet på Møgeltønderhus. Også disse blev løsladt efter at have underskrevet lignende lydighedserklæringer.
Dømt for ”Stempling, samling og rebellion”
Anders Nissen kunne dog ikke ”stille sit urolige hoved” som det hedder i en beretning. Efter en ny aktion fra hans side, lod herskabet ham og de øvrige anførere stævne for Møgeltønder birketing. Processen begyndte den 26. august 1674 med birkedommer i Ballum, Anders Thomsen som sættedommer og Johan Borchenfeldt som feltherrens anklager. Anklagen lød på
Anders reddet i allersidste øjeblik
Feltherren fik atter engang den dom han ønskede. Den faldt allerede den 2. september. De to brødre Anders og Karsten Nielsen dømtes at have deres hals og hånd forbrudt samt til at miste deres fæstegårde. Også andre af bønderne fradømtes deres gårde og bestillinger. Hans Schack lod dog også denne gang nåde gå for ret og benådede de to brødre. For Anders var det dog ret så dramatisk.
Efter i syv uger at have siddet i bolt og jern i tyvehullet på Schackenborg slot blev han ført til retterstedet, hvor alle anstalter til halshugning var forberedt. Her skulle bødlen til at udføre sit beskidte hverv. I sidste øjeblik fik han livet skænket, mod at han afgav en edelig erklæring om at skulle forlade kongens riger og lande – Slesvig og Holsten indbefattet – og aldrig at vende tilbage. Skulle han alligevel indfinde sig igen, skulle dødsdommen fuldbyrdes.
Var stadig ikke ønsket i Grevskabet
Da feltherren var død den 27. februar 1676, tog Anders Nielsen ophold i Aventoft, hvorfra han i klart vejr kunne se sit gamle hjem på Kannikhus.
Her havde han foreløbig et fristed. Herfra lykkedes det ham at få rejst sagen på ny ved Møgeltønder birketing. Det var bl.a. ved birkedommer Peter Jensens hjælp. Det blev dog i sidste ende den af kongen nedsatte kommission og i sidste ende Højesteret, der kom til at fælde den endelige dom 1678.
Dødsdommen blev ganske vist annulleret, men han forvistes dog fra grevskabet Schackenborg. Han tog så igen ophold i Aventoft og endnu i nogle år søgte han at få sagen genoptaget og dommen ændret.
Hans Hansen, en af lederne blev skaffet af vejen
En tredje af lederne Hans Hansen blev tidligt gjort passiv. Herskabet ønskede, at han skulle udskrives som soldat. Og det var skønt han var langt over den værnepligtige alder. Men Hans nægtede at aflægge soldatered. Han blev i stedet tildelt en streng tugthusstraf, hvorfra han først blev benådet i 1725. Men han var skaffet af vejen.
Højesteretsdommer blev bestukket af ”Den Onde Grevinde”
Grevinde Anna Sophie Schack, født Rantzau og ikke uden grund kaldet ”Den Onde Grevinde” bestak Højesteretsdommeren. Derfor tabte bønderne i det væsentlige deres sag. Men de fik dog nedsat afgiften. Men bønderne nægtede at betale afgifterne. Derefter blev der foretaget tvangsudlæg hos dem.
Det var sandelig strenge straffe dengang i Møgeltønder birk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 8, 2023
Mordet ved Farversmølle og andre genvordigheder
Omfattende krybskytteri. Vildt en del lønnen for embedsmænd. Skovfoged skudt ned. Afhørt af herredsfoged. ”Bergens Eg” ”Anders Gaf”. Røde-Anders skulle henrettes i Hjordkær. Skarpretterembedet dengang var midlertidigt nedlagt. Skarpretter fungerede som kirurg. En henrettelse var en stor begivenhed. Epileptikere drak den henrettedes blod. Den kur skulle hjælpe! Vi kigger på den sidste henrettelse i Hjordkær i 1834. Rettet i papirerne – kunne ikke blive gift. Endte med skænderi og mord. Fallesen var til alters dagen før henrettelsen. Han var tæt ved at besvime. En makaber begivenhed. Vi skal møde nogle af skarpretterne. Og så vendte præsten ryggen til henrettelsen.
Omfattende krybskyderi
Krybskytteriet blev i 1700 og 1800-tallet udført i et omfang og med dristighed, som man næppe kan gøre sig nogen forestilling om.
Datidens jagtarealer var så store, at det var umuligt at overvågede dem alle effektivt. Landsbyerne lå spredt ude i landskabet og gjorde det let og næsten risikofrit at gå på ulovlig jagt. I skovene omkring Aabenraa var der stadig rimelige bestande af råvildt og kronvildt i slutningen af 1700-tallet. Mange lokale krybskytter tog for sig af dyrene.
Vildt – en del af lønnen
Dette gav anledning til hårde kontroverser. Forst- og Jagtpersonalet kunne nedlægge og levere vildt til hoffet og forskellige embedsmænd i statens tjeneste. Det var en del af deres løn. Derfor blev krybskytter holdt nede med hård hånd.
Midt på eftermiddagen den 21. februar 1795 red skovridderen fra Aabenraa, Andreas von Bergen en tur i Sønderskoven. Han var på udkig efter krybskytter, som i længere tid havde drevet deres uvæsen.
Han var søn af skovrider Conrad Nicolai von Bergen.
Skudt ned
Han hørte et skud og kort efter skrigene fra et anskudt stykke råvildt. Han red straks til stedet og så da foran dyret tre mænd, hvoraf han kendte den ene, Andreas Lausen Fra Mellerup i Bjolderup Sogn – i daglig tale kaldet Røde-Anders.
Han var ikke bange for at ride frem mod de tre. Hans fremtoning aftvang respekt blandt dem, han mødte. Men i dette tilfælde var det en fejlvurdering, der kostede skovridderen dyrt.
Kort efter at skovridderen havde tiltalt dem, blev han fra 30 skridts afstand ramt i ryggen af et skud hagl. Hårdt såret red han til den nærliggende Farversmølle, hvor han blev hjulpet i seng. Senere på aftenen slæbte de ham i Aabenraa.
Afhørt af herredsfoged
Han var ved fuld bevidsthed, da han under vidner blev afhørt af herredsfogeden. Han kunne udpege Røde-Anders som gerningsmanden. Den følgende morgen døde han af sine sår.
Om natten var Anders Lauesen og den ene af de to andre – Nis Tagmoes blevet anholdt. Den tredje Jørgen Jepsen flygtede til de nordfrisiske øer, hvor han i 1802 blev han anholdt på Hallingen – Norderroog – og indsat i arresten i Husum.
Bergens Eg
Der hvor begivenhederne fandt sted, står i dag en fredet kæmpeeg – kaldet ”Bergens Eg”. På denne er der sat en plade til minde om episoden.
Hegereiter für den Apenrader Distrikt
vom Wilddiwb Annes
erschossen am
I de gamle retsprotokoller kan man se, at Nis Tagmos slap med en længere fængselsstraf.
”Andreas Gaf”
Røde-Anders sad indespærret i over et år i det underjordiske fængsel på Brundlund Slot. Denne kælder blev 1866 ændret til vinkælder. Man kaldte den mange årtier derefter ”Anders Gaf”. Anders blev ved Rise Herred dømt til døden ved halshugning – legemet at lægge- på hjul – og hovedet at sætte på en stage.
Meget senere slog en beruset person en ung skovfogedaspirant ihjel ved møllen. Men se denne person blev kun idømt 18 måneders forbedringshus.
Skulle henrettes i Hjordkær
Dommen lød på overlagt mord. Ansøgninger om formildelse blev afvist ved andre retter. Henrettelsen fandt sted den 18. august 1796 på retterstedet ved Hjordkær. Stedet kaldes Æ Stejl (Stejlebakken) og lå på Hjordkær Mark.
Det var ikke muligt at finde en håndværker i Aabenraa, der ville bygge skafottet. Det var ”uærligt” arbejde. Men det lykkedes dog at finde en fra Felsted, der ville udføre arbejdet.
Skarpretterembedet på daværende tidspunkt nedlagt i Aabenraa
Der måtte tilkaldes skarpretter udefra. Skarpretterembedet i Aabenraa var på daværende tid på daværende tid var nedlagt.
I tiden fra 1702-40 tilhørte dette job Hans Christoffer Soltwedel, der foruden at være skarpretter og rakker bl.a. skulle sørge for at holde svin borte fra gaderne samt i de nærliggende kobler og løkker samt på kirkegården.
Skarpretter fungerede som læge
I 1740 blev embedet overdraget til skarpretterenken, Anne Cathrine Støckler, der klarede det med medhjælpere. Hendes datter blev gift med Hinrich Christoffer Røseler, der var søn af skarpretteren i Ahrensböck. De tilhørte en stor og udbredt bøddelslægt. Denne blev ansat den 3. januar 1743.
Ved siden af skarprettertjenesten virkede han trods mange protester fra byens læger som kirurg. Dette blev ham dog forbudt i 1783. Men til gengæld fik han i 1784 lov til at behandle arm – og benbrud samt forvridninger. Han blev den sidste skarpretter i Aabenraa. Han døde i 1783.
Blandt de forpligtelser man som borger havde dengang var også at betale et lille bidrag til skarpretteren.
En henrettelse var en stor begivenhed
Når henrettelsen i 1796 lod vente på sig, så skyldtes det at den assisterende skarpretter ikke havde nogen medhjælper. Efter mange besværligheder fik man omsider rekvireret en fra Flensborg.
Jo sådan en henrettelse var en virkelig begivenhed. Folk strømmede til. Folkemængden skulle ligefrem holdes tilbage.
Epileptikere drak den henrettedes blod
Nu var det også en gammel overtro, at man troede at epileptikere kunne helbredes ved at drikke af henrettedes blod. Også ved den sidste henrettelse i Hjordkær i 1834 var der mødt epileptikere frem. Om kuren virkede, har man dog ikke hørt noget om.
Den sidste henrettelse i Hjordkær
Den sidste henrettelse i Hjordkær skyldtes en kærlighedstragedie. Forbryderen var Hans Fallesen. Han var en ung rebslagersvend fra Aabenraa, der havde tjent på en gård i Kassø i Hjordkær Sogn. Han var forlovet med en ung pige og de ventede et barn sammen.
Rettet i papirerne – kunne ikke blive gift
De prøvede forgæves at blive gift og henvendte sig til flere præster. De blev afvist alle steder med den begrundelse, at de havde rettet i deres papirer.
Skænderi endte med mord
Dagen efter, at Hjordkær – præsten havde nægtet at gifte parret kom de op at skændes. Det endte med at Fallesen slog sin frugtsommelige kæreste, så hun døde. Derefter skjulte han liget i et buskads, hvor det dog ret hurtigt blev fundet.
Til alters – dagen før henrettelse
Hans Fallesen blev fængslet på Brundlund Slot. Her sad han næsten et år, inden dommen blev afsagt. Han blev dømt til døden. Præsten i Aabenraaforsøgte at tale med ham og berede ham for at berede ham på døden. Men han blev afvist. Derefter forsøgte Hjordkær præsten Jep Hansen og for ham lykkedes det. Således blev han taget til alters dagen før henrettelsen.
Fallesen var tæt på besvimelse
Før henrettelsen holdt en stærk fordømmende præst – Davidsen – en skrifttale på tysk. Han fremmanede rædsler for synderen, så denne var besvimelsen nær. Nu søgte Jep Hansen at trøste ham. Begge præster kørte med til Æ Stejl i Hjordkær. Da den dødsdømte så den store forsamling gøs det i ham.
En makaber begivenhed
Beroliget af præstens salmevers gik han bøddelen i møde, men tog selv trøje og halstørklæde af. Han blev bundet for øjnene. Med tydeligt ubehag vendte præsten ryggen til, da han så rakkerknægten slæbe ham hen til blokken ved hårene. Skarpretteren svang derpå øksen og fremviste hoved for den gysende forsamling.
Derefter holdt præsten Jep Hansen en manende tale – om ikke at fordømme forbrydere. Det var det bestemt ikke alle, der var enig med ham i. Han blev bragt i hus af nogle af sine sognebørn i stærkt oprevet sindstilstand – grundet den makabre begivenhed.
Således sluttede den sidste henrettelse på Æ Stejl på Hjordkær Mark.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 7, 2023
Sven Hazel – nok engang
Dette er en anmeldelse af Michal Q. Magnussens tredje bog: Den Falske Løjtnant. Men vi går lidt videre. Det handler om Sven Hazel. Manglende moral og etik. Tyveri af dokumenter. Den første bog skrev han heller ikke selv. Danskerne begår da ikke krigsforbrydelser. Det handler om rigtige skæbner. Forlagene havde ingen skrupler. Andre blev uskyldig retsforfulgt og dømt – takket være Sven Hazel. Myndighederne stolede åbenbart på ham. En DR – journalist måtte sige undskyld. Erik Haaest afslørede også meget. Rigsarkiv og politi burde tage de historiske dokumenter lidt mere alvorlig. Har selv solgt en masse Sven Hazel – bøger. Handlingen er ikke selvoplevet. Hvad er hoved og hale i det hele. Magnussen fik fat i stjålne dokumenter. Medlem af NSDAP i 1938. Kort ophold på SS – Forskole. På en straffebataljon i Ukraine. Påstod at have fået Jernkors af både første og anden grad. Dukkede op i Hipo-korps. Flygtede fra fængsel. Blev den store stikker. En forkert modstandsmand og et drab. 10 års fængsel blev nedsat til 2 år. Undertegnede har selv haft problemer med arkiver. Sven Hazel havde omgang med ledende nazister. Myndighederne stolede åbenbart på ham. Havde kendskab til udryddelse af jøder. Vi kan varmt anbefale bogen og venter spændt på de næste afsløringer.
Manglende moral og etik
Den falske løjtnant af Martin Q. Magnussen er atter engang en beskrivelse af manglende moral og etik under og efter besættelsestiden. Forlaget havde et vist kendskab til Sven Hazels bedrag, men fortsatte med at udgive hans bøger. I hvert fald har nu mindst tre mand forsøgt at afsløre manden bag de meget populære krigsbøger.
Men nu er der kastet et nyt lys over gåden om den mest omdiskuterede danske forfatter i det forrige århundrede.
Forfatterens tredje bog
Vi kunne have nøjes med at anmelde selve bogen, men vi går lidt videre end en egentlig anmeldelse. Det er den tredje bog af forfatteren. Vi har her på siden også anmeldt de to første. Og nu venter vi spændt på afsløringerne i forfatterens fjerde bog.
Tyveri af dokumenter
Jo det lykkedes i 2012 for forfatteren at tage to tyveknægte på fersk gerning mens de var i gang med at stjæle arkivalier på Rigsarkivet. Disse dokumenter bliver solgt på Nettet til fanatiske samlere. Men også folk, der har deltaget i krigen på østfronten, har fået kriminelle til at fjerne deres spor i Rigsarkivet. På den måde, er det lykkedes for mange at lyve om deres deltagelse i henrettelser og deres viden om drab på jøder.
De Fordømtes Legion
Da ”De fordømtes legion” udkom, skrev Chicago Sunday Tribune i 1953 at det var et mesterværk. Han havde forgæves forsøgt at få bogen udgivet på 12 forlag. Hos Grafisk Forlag satte man en forfatter til at gennemarbejde bogen. Han skrev den i ”Jeg” – form. Og fik handlingen i kronologisk form.
Inden bogen udkom, opdagede man på forlaget, at et vigtigt afsnit var direkte tyvstjålet fra en kendt tysk generalstabsofficers erindringer. Først nægtede Sven Hazel alt, men så tilstod han. Og forlaget besluttede at lade som ingenting.
Alene i England er hans bøger solgt i 15 mio. eksemplarer. I 1987 Blev bogen ”Døden på larvefødder filmatiseret under titlen ”Wheels of Terror”. Det blev dog en økonomisk fiasko.
Danskere har da ikke begået krigsforbrydelser
I dansk historieforskning har man taget det for gode varer at danskere ikke har deltaget i krigsforbrydelser. Men det er sikkert grænser for, hvor naive de danske soldater har været, når de siger, at det har de skam været uvidende om.
Det handler om rigtige skæbner
Nu har Martin Q. Magnussen efter nye besøg i arkiverne fundet ud af at Sven Hazel også har været storstikker, vel for at redde sit egen skin. Det er forfatterens tredje bog, og den er mere spændende end en krimi. Forskellen er her drejer det sig om rigtige tragiske skæbner.
Forlagene har ingen skrupler
Forlagene har ikke de store skrupler med at genudsende de populære bøger. Med brutal realisme beskriver Sven Hazel krigens grusomheder, nazisternes forbrydelse. Hans bøger er blevet sammenlignet med Hemingway. I mange år troede historikerne ikke på, at han selv havde været ved østfronten, men han blev sendt til Ukraine ufrivillig som straf.
Men at sammenholde selve romanerne som videnskabelige afhandlinger er ude af proportion. Hans bøger ville ikke kunne bestå et faktatjek.
Man kunne måske godt i bøgerne lave en faghistorisk indledning, der sætter Sven Hazel ind i en korrekt sammenhæng. I stedet storroser man Sven Hazel. De nævner aldrig nazismens krigsforbrydelser. Man ser på bøgerne som et skønlitterært værk.
En DR-journalist måtte sige undskyld
Allerede i 1963 afslørede en journalist på Danmarks Radio, at der var noget galt med Sven Hazel. Men journalisten beskyldte ham for at være SS – mand, som åbenbart ikke var sandt. Fejltagelsen betød at Danmarks Radio måtte undskylde og angivelig blev journalisten også fyret. Journalistens navn var Georg Kringelbach.
Andre blev uskyldig retsforfulgt – takket være Sven Hazel
Vi hører nu om hans rolle som stikker og HIPO – mand under krigen. Efter krigen får han lov til at manipulere med en ikke uvæsentlig del af retsopgøret. Det resulterede i at folk uretmæssig blev enten retsforfulgt eller uskyldig dømt for landsforræderi.
Erik Haaest afslørede meget
I 1976 udgav Erik Haaest bogen ”Hassel – en Hitler-agents fantastiske historie”. En revideret om mere omfattende version udkom i 2010 med titlen ”Sven Hazel Mysteriet”.
Ifølge Erik Haaest selv brugte han flere år på at Undersøge Sven Hazel. Han fastslog at Hans kone var medlem af Schalburgkorpset under besættelsen. Han forsøger så at nedgøre hende ved at udnævne hende til pornomodel og prostitueret. Og siger han også, at Sven Hazel ikke kunne skrive sit eget navn uden at lave to fejl. Til gengæld kunne hans kone skrive.
Men hans fantasi var ustyrlig. Åbenbart var det ham, der dikterede og hende der nedskrev bøgerne. Det står det faktisk også på Sven Hazels hjemmeside ”They were a team”.
Også i 2010 viste Danmarks Radio et dokumentarprogram i en serie om bemærkelsesværdige danske skandaler. Og her lavede man også en med Sven Hazel.
Rigsarkiv og politi burde måske tage dokumenter mere alvorlig
Som en, der også har været i arkiverne spekulerer jeg på, hvad fremtidens dokumenter vil afsløre. Men ikke blive ved med at fortælle, at dokumenter er bortkommet, eller at det ikke er noget at komme efter. Måske burde politi og Rigsarkivet tage arkiverne mere alvorlig, end de hidtil har gjort. Efterforskningen af de mange forsvundne dokumenter er ikke rigtig taget alvorligt.
Fremover vil det med garanti dukke flere alvorlige afsløringer op. Og en efterforskning af sagsmapperne vil nok også få nye sager frem.
Har selv solgt masser af Sven Hazel bøger
Som boghandler har jeg da også været med til at lange et hav af Sven Hazels bøger over disken og jeg har skam også læst et par stykker af dem. 60 mio. eksemplarer er det efterhånden solgt af de 14 titler.
Handlingen er ikke selvoplevet
Sven Hazel hævdede at han som tysk soldat kæmpede i en panserbataljon i Ukraine. Romanernes gennemgående figur er netop Sven, der er gennemgående jeg – fortæller. Dette kan få læseren til at tro, det er Sven Hazel. Han har dog også tidligere hævdet at det er selvoplevet.
Hvad er hoved og hale i det hele?
I mange år er det stået klart, at Sven Hazels rigtige navn var Børge Villy Redsted Petersen. Både under og efter besættelsen begik han kriminalitet. Han var god til at manipulere og lyve. Han bliver flere gange taget med falske uniformer. Og så pralede han med falske udnævnelser og medaljer.
Forfatteren fik fat i forsvundne dokumenter
Ja også disse dokumenter forsvandt fra Rigsarkivet. Men denne gang var det en tidligere medarbejder, der i 1979 tog dem med hjem. Da han døde, fik konen dårlig samvittighed og afleverede dem igen til arkivet.
Sven Hazel var fascineret af uniformer og af alle mulige nazistiske genstande. Men romanerne var fri fantasi. I Magnussens bog får vi at vide, faderen var chauffør, moderen rengøringskone. Og så havde vores hovedperson seks søskende. De første skoleår foregik på Nyboder Skole. Han blev betegnet som jævnt begavet.
Allerede medlem af NSDAP i 1938
I 1936 kom han til Gardehusarregimentet i Næstved. Men han klarede ikke optagelsesprøven til kornetskolen. Han optrådte på cykel i gardehusaruniform – storskydende. Det betød at politiet gerne ville tale med ham. I 1938 var han allerede medlem af NSDAP.
Kort ophold på SS-forskolen
Han kom på SS-forskolen Sennheim i Frankrig. Men det var åbenbart kun et kort ophold. Måske var han belastet af kriminelle forhold. Ved Byretten var han blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel.
På en straffebataljon i Ukraine
I maj 1942 meldte han sig til Panzer-Regiment 11. Han var nok lidt for smart. Han kom til en straffebataljon i Ukraine, hvor der foregik hårde kampe. Han blev såret i april 1943 under rydning af et minefelt. Tre måneder derefter var han dog tilbage igen. Han drak et glas vand fyldt med tyfus-bakterier. Igen lazaret. Helt frem til januar 1944 – påstod han.
Påstod at have fået Jernkorset af både første og anden grad
Han påstod at han har gjort tjeneste ved alle tyske fronter med undtagelse af den nordafrikanske. Han blev angiveligt forfremmet til løjtnant og modtog Jernkorset af både første og anden grad. Han sagde, at han overgav sig til sovjetiske tropper og sad adskillige år i krigsfangelejr – påstod han.
Han blev løsladt i 1949 og ville i følge ham selv melde sig til den franske fremmedlegion, men i stedet giftede han sig med Laura Dorthes Guldbæk Jensen, som han giftede sig med i 1951.
Dukkede op i HIPO – korps
Han kom i maj måned samme år på en måneds orlov i Danmark. Han gemte sig for ikke at blive returneret til fronten. Det var faneflugt og kunne straffes med henrettelse. Var det også en røverhistorie? Nej, Magnussen har fået tilsendt dokumenter fra Freiburg, der viser at Børge Pedersen alias Sven Hazel havde gjort tjeneste i en SS-division.
Pludselig dukkede han op i det berygtede HIPO-korps. Ingen vidste, hvem han var. Han var ikke et rart bekendtskab. Han var ”den mindre danske mand med det mørke overskæg”. Han havde fundet nye venner og en ny interesse i dette voldkorps.
Flygtede fra fængsel
Han optræder med forskellige navne. Under en razzia optræder han voldsomt over for en kæreste til en modstandsmand. Han optrådte med de mest modbydelige HIPO – folk. Han arbejdede også for HIPO’ s efterretningstjeneste E.T.
Pludselig fandt man ud af at han var den eftersøgte SS-mand. I første omgang endte han på Politigården. På listig vis undslap han. Men friheden varede kun i 14 dage. Nu røg han i Vestre Fængsel. Nu var det udsigt til dødsstraf.
Den store stikker
Men atter engang var han heldig. Han sad sammen med modstandsmænd. Med en udsøgt listighed startede han nu en periode som dobbeltstikker.
Når modstandsfolk havde været til afhøring. spurgte han Børge/Sven dem rutinemæssig, om de havde været til afhøring og om de havde været udsat for tortur. De oplysninger kunne politiet bruge under retsopgøret. Dette ramte hans tidligere HIPO – kammerater og de stikkere, som han havde samarbejdet med.
Han slap ud af fængslet og stak endnu engang fra politiet. Lige til juni 1945. Så havde hans bror fået nok af få misbrugt sit navn af Børge. Hans bror, Tommy, angav ham som HIPO – mand. Indtil nu havde han sluppet godt fra modbydeligt stikkeri og endda drab.
En forkert modstandsmand og et drab
Magnussen fandt også ud af, at der i Mindelunden lå en person Karl Edvard Nielsen som tyskerne fejlagtig havde skudt. Det er Sven Hazel, der er skyld i dette drab. Atter engang sneg han sig udenom.
Nationalmuseet har efterfølgende gransket i de nye kilder i bogen. Og de har åbenbart fundet ud af at intet godtgør at Karl Edvard Nielsen var en del af frihedskampen. Han er nu fjernet fra modstandsdatabasen
10 års fængsel blev nedsat til 2 års fængsel
Men dømt blev han i 1947. Han fik 10 års fængsel. Men allerede i 1949 blev han benådet af Kongen. Det var meget billigt sluppet. Politiet og det danske retssystem var overbebyrdede. Mange af de sagaer samt domme, der blev stadfæstet, minder i dag om en joke.
Undertegnede har selv haft problemer med arkiver
Kig bare på den sag, vi har beskrevet i bogen ”Grænsen er overskredet”. Her er vi kommet med nye beviser. Men politiet vil ikke åbne sagen, som blev lukket i 1947. Der var også modstand fra myndighedernes side, da vi udgav bogen. Og vi fik heller ikke adgang til de arkiver, som vi burde have lov til.
Sven Hazel havde omgang med ledende nazister
Magnussen kan bevise, at Børge Willy Redsted Pedersen alias Sven Hazel sammen med en større gruppe af fængslende nazister, heriblandt centrale personer omkring Gestapo-manden Ib Birkedal Hansen, skabte løgnehistorier, der angiveligt har ført til at nogle er blevet dømt på falsk grundlag og andre er sluppet fri.
Myndighederne stolede på ham
Selv om vores hovedperson blev taget i massive løgne, blev han og hans kammerater til stadighed brugt som vidne. Efterforskerne havde stadig tillid til ham. Jo vores hovedperson spiller faktisk en central rolle i retsopgøret.
Havde kendskab til udryddelse af jøder
I bogen kan Magnussen bevise, at vores hovedperson havde kendskab til udryddelse af jøderne. Der kan også bevises, at han havde kendskab til disse utallige drab.
Efterhånden som der kom flere spørgsmål om hans virke flyttede han til Barcelona i Spanien i 1964. Han oprettede sit eget forlag Bellum. Her døde han som 95 – årig i 2012.
Vi kan varmt anbefale hans bog
Den falske løjtnant er en interessant bog, der afslører, at vi endnu ikke har fået den rigtige historie. For den befinder sig i arkiverne. Og komme på arkiverne i dag er også lidt af en prøvelse. Den kultur, der hersker omkring de ting, der befinder sig i arkiverne, er også lidt speget. Undertegnede ved det af egen erfaring. Derfor er det dejligt, at vi har sådan en som Michel Q. Magnussen, der kan begå sig i denne kultur. Og også denne tredje gang, kan vi varmt anbefale hans bog. Selv om, der er mange ting, man skal holde rede på, så klarer forfatteren med sin skrivestil at få det forklaret på en let og spændende måde.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 5, 2023
En tur på Nørrebrogade i 1870
Hvordan så det ud på Nørrebro dengang. Ja vi tager turen med en hestesporvogn og gør holdt på specielle steder. Markant og præsentable bygninger. Med Nørrebros Sporveje. Over nogle broer. Tre Hjorter. En smal dæmning. Et kig på Søerne. Drikkevand fra Søerne. Vandet smagte modbydeligt. Husk at fjerne ålen. Drikkevand fra Skt. Jørgens Sø indtil 1959. Masser af fisk. Bestandig Borgerlig Forening. Albert Schumann dannede eget cirkus. Vittighedsbladet Punch gjorde grin med borgmester. Fløystrups store have. Brædder til indgangsdøren. Lille Ravnsborg. Var præsten ”varm” på Madamme Pätges? Hun skulle skjule sin jødiske herkomst. Begravet på Mosaisk Begravelsesplads. Svagt bebygget. En statelig mølle. Nørrebros Runddel. Nørrebros Remise. Lygten Kro var allerede faldefærdig dengang. Dengang hed det Utterslev Mark.
Markante og præsentable bygninger
Ja fra Runddelen hed det nu Lygtevejen dengang. Og vi skal da også en kort tur ud i Nordvest. Jo allerede i begyndelsen af 1800-tallet var der en del ejendomme langs den inderste del af Nørrebrogade.
De markante ejendomme ved søerne er allerede opført i 1850erne. Det er en præsentabel indgang til Nørrebro.
Allerede i 1862 opførte Håndværkerforeningen en stiftelse for håndværkere på Nørrebrogade 9. Man kaldte stedet for Alderstrøst. Og der var langt flere huse langs Nørrebrogade. Jo og så var det kirkegården, der også fyldte en del.
Med Nørrebros Sporveje
Turen dengang skete altid fra Nørreport med en af Nørrebros Sporvejs toetagers hestesporvogne. Taksten var 5 eller 10 øre efter vejlængden. Man havde nogle meget enkelte røde mærker, noget større end et frimærke og uden anden tekst end ”Nørrebro Spovej – 5 øre samt et løbenummer. De blev rullet frem fra konduktørens metalrulle i tilsyneladende uendelige længder.
En familie på fire medlemmer fik således på en 10 – øres rute i alt 8 billetter i et sammenhængende bånd.
Over nogle broer
Hvor nu Nørreport Station ligger, strakte Nørrevold sig til begge sider langs boulevarden fra det sted, hvor fæstningsporten havde stået indtil 1856 lige ud for Frederiksborggade. Over det derved fremkomne voldgab var anbragt en jernbro tværs over gaden som forbindelsesled mellem voldstykkerne. Disse begyndte man at fjerne i 1872.
Broen hvilede på et par høje jernstativer. Det blev senere genbrugt i Ørstedsparken over resterne af den gamle stadsgrav.
Tre hjorter
Uden for volden passerede man først to broer over stadsgraven. Så kom man ud i en buet, ret kort – men bred allé, der med sine store skyggefulde træer førte ud til Peblingesøen. Tæt inden for søerne lå ved nordsiden af Alléen et par lave bygninger, hvoraf det ene rummede traktørstedet ”Tre Hjorter” (altid med r til sidst)
En smal dæmning
Mellem Peblinge- og Sortedamssøen strakte sig over Dosseringen den lange dæmning, der senere blev erstattet med Dronning Louises Bro. Dæmningens indre ende lå dog lidt nordligere end den nuværende bro. Den lå ud for den senere Café de la Reine.
Den var ret smal, så den godt og vel kunne rumme sporvejens dobbeltspor. Omkring 1870 havde man forhøjet dæmningens gennemsejlingsåbning for at gøre det muligt at etablere en dampbådsrute på søerne. Men denne rute bestod kun et eller to år. Men dette betød, at der på midten var en svag stigning.
Vi afviger nu lige for et øjeblik fra 1870. For di skal lige kaste et øjeblik på Søerne
Et kig på søerne
På turen over dæmningen var der rig udsigt over Søerne. Og skal vi nu gå lidt frem til nutiden så er der ca. 6 km løbekilometer om Søerne. Så kan jeg bedre forstå, at man var træt efter sådan en tur hver søndag. Jeg har længe undret mig over, hvorfor det hedder dossering (med 2 s’er). Det betyder skråning. Ordet blev også brugt om den vej, der ligger på eller ved en skråning eller en dæmning.
Sankt Jørgens Sø er faktisk 4-5 meter dyb. Vandspejlet ligger højere end en del af omgivelserne. Og stien på søens vestside (mod Frederiksberg) kaldes Svineryggen. Stiens vestside er faktisk kommunegrænsen.
Drikkevand fra Søerne
Drikkevandet dengang blev ikke hentet fra vandet i voldgravene men fra nedgravede rør – udhulede træstammer sammenføjet med blymuffer – fra Søerne ført under voldsystemet direkte ind i byen. Her spredtes de i et vidt forgrenet ledningsnet, hvor der var opsat pumper og vandposter. Her hentede københavnerne vand hjem i en spand indtil det første vandværk blev taget i brug omkring 1850. Systemet kaldtes ”pumpevand” i kontrast til ”springvand”.
Vandet smagte modbydeligt
Udover at være en del af byens forsvarsværk indgik Peblinge og Sortedams Søen også i byens vandforsyning. I årene 1705 – 27 foretog man oprensninger af de to søer. De blev gravet dybere og kanterne blev rettet til, så de fik den nuværende form. Men vandets lange rejse i utætte træ-rør var et problem. En tid blev det klaget i det fornemme kvarter omkring Amalienborg, hvor vandet smagte modbydeligt. Der blev opdaget, at vandledningen var utæt, lige hvor den krydsede en kloakledning med blandt andet afløbet fra Frederiks Hospitals lighus!
Husk at fjerne ålen
Vandet fra Søerne indeholdt mange planteresterne og smådyr, Ved blæsevejr blev bundmudderet hvirvlet op, så vandet blev uklart og københavnerne omtalt som ”lunken ålesuppe”. Men slap en fingertyk ål gennem rørene op i pumpens mekanik, måtte ”vandkiggeren” tilkaldes. Han skilte pumpen ad og fjernede ålen, inden den gik i forrådnelse og gjorde vandet helt udrikkeligt. Vandet i København var så ringe, at man planlagde at hente vand i tønder fra Roskilde, efter at jernbanen havde åbnet i 1847. Det blev dog ikke til noget. Frisk godt vand fandtes i København kun i brønden i Gothersgade ved volden. Tilstrømningen her var stor, og køen lang.
Drikkevand fra Skt. Jørgens Sø indtil 1959
I midten af 1800-tallet blev Peblinge og Sortedams Søer opgivet som vandreservoirer pga. dårlig vandkvalitet. I stedet tog man Sankt Jørgens Sø i brug, der i den forbindelse blev gravet ud til den form, den har i dag. Sankt Jørgens Sø havde en central rolle i Københavns vandforsyning frem til Anden Verdenskrig og fungerede som reservereservoir 1959.
Nu blev der også udledt spildevand til Søerne. Det betød også at de blev voldsomt næringsbelastende. Sigtbarheden faldt til 0,5 meter.
Masser af fisk
Men vidste du, at der i 2002 og 2003 blev udsat hhv. 50.000 og 70.000 geddeyngel. Og fiskebestanden i dag består af både aborre, hork, suder, skalle, brasen, karusse, gedde og ål. Og i Sankt Jørgens Sø findes faktisk også en bestand af flodkrebs. Og så er Søerne også en vigtig raste – og overvintringsplads for vandfugle.
Bestandig Borgerlig Forening
Vi er nu tilbage i 1870, hvor vi hjørnet af Ravnsborggade når til en stor have med gamle træer. Det er adskilt fra gaden ved et stort jernstakit. I baggrunden af haven lå en lang gul toetagers bygning. Det var Store Ravnsborg, der tilhørte ”Bestandig Borgerlige Forening, som havde sommerlokale her. En tam ravn hoppede om inden for gitteret – formodentlig var det for at minde de forbipasserende om stedets navn.
I 1669 blev ejendommen benævnt som Raufnsborg. Området var et yndet udflugtssted. Her vrimlede det med ”Pyntede mandfolk og Fruentimmere, som ved keglespil, musik og dans nød livet i fryd og gammen.
Hovedbygningen på Ravnsborg var i 1835 0ver taget af ”Den bestandige Borgerlige Forening” af gartner Mohr, der havde overtaget den omkring år 1800. Og denne forening måtte kun bestå af 100 mand. Og en af disse var Anker Heegaard, der blev rost for sine danse-kundskaber.
I 1880 solgte foreningen Ravnsborg med ret god fortjeneste.
Albert Schumann dannede sit eget cirkus
Selve Ravnsborggade blev navngivet i 1858. Det var her, at Albert Schumanns cirkus optrådte i 1885. Albert havde ikke været tilfreds med de forhold hans far havde tilbudt ham, så han startede bare sit eget cirkus.
På den modsatte side udgik Blågårdsgade, allerede da tæt bebygget. Dog lå der midtvejs et vidstrakt jernstøberi – Anker Heegaards Jernstøberi. Det er der, hvor vi i dag har Blågårds Plads.
Vittighedsbladet ”Punch” gjorde grin med borgmester
Lige over for lå et par lave bygninger med endegavlen midt ud i gaden. Fjernelse af disse blev mødt med mange vanskeligheder. Datidens førende vittighedsblad ”Punch”. Man havde flere gange spurgt om hvornår ”skuret” skulle rives ned. Men hver gang svarede borgmesteren afvisende. ”Skuret” blev først revet ned i 1879.
Fløystrups store have
Fælledvejen var ligeledes ret godt bebygget. Men vest for denne lå inde i kvarteret gartner Fløystrups store have, der strakte sig helt over til Jødekirkegården i Møllegade. Haven er i dag bebygget med Elme-, Birke-, og Egegade.
Hvor nu Elmegade udmunder i Nørrebrogade, lå to omtrent ens udseende bræddehuse på en etage med Mansardkvist. I det ene boede en farver ved navn Thoerkildsen, mens naboen skiltede med navnet Thorkildsen.
Brædder til indgangsdøren
Lige over for disse langs Nørrebrogades sydside lå en række lave huse, adskilte fra fortovet eller gangstien med en grøft, over hvilken gangbrædder førte over til indgangsdøren.
Lille Ravnsborg
Gangstiens yderside ud mod kørebanen var beplantet med træer. Man nåede så ud til Parcelvejen, som Griffenfeldtsgade dengang hed. Umiddelbart før man nåede Assistens Kirkegård, havde man på hjørnet af Kapelvejen ”Lille Ravnsborg” med beværtningshave, keglebane og lysthuse. Her gør vi lige et stop.
Dette sted var rigelig besøgt af ligfølger, der efter jordefærden tømte mange mindebægere her. Ja det var jo også her, at Johanne Louise Heiberg dansede på billardbordene.
Var præsten varm på Madamme Pätges
Vi har skrevet en del om hende. Men egentlig har vi ikke skrevet så meget om Johannes mor, Henriette Pätges. Hun ligger begravet på Mosaisk Nordre Begravelsesplads. Hun blev født ind i en jødisk familie i Frankfurt i 1780. Som ung flyttede hun til København, hvor hun mødte tyskeren Christian Heinrich Pätges, der var vinhandler. De to slog sig ned i byen, hvor de giftede sig og stiftede familie. Eftersom Christian var kristen, blev det besluttet, at Henriette skulle konvertere i forbindelse med ægteskabet. Det løb dog ud i sandet, angiveligt fordi præsten, der underviste hende, blev betaget af hende.
Hun skulle skjule hendes jødiske baggrund
I 1807 mistede familien alt under bombardementet af København. De drev beværtningen Lille Ravnsborg og Johanne Louise Pätges blev født her i 1812 og døbt i Sankt Petri Kirke.
Alle Henriettes ni børn blev døbt, og hun skulle selv skjule sin jødiske baggrund, dels fordi antisemitisme dengang var meget udbredt. Christian var blevet drikfældig. Det var Henriette, der skulle sørge for at der var mad på bordet. Det gjorde hun bl.a. ved at drive forskellige værtshuse, hvor hun blev kendt som mutter Pätges.
Begravet på Mosaisk Begravelsesplads
Engang under et raserianfald kom Christian til at afsløre Henriettes jødiske baggrund, hvilket kom som et stort chok for hendes berømte datter. Johanne forsøgte at hjælpe Henriette til at konvertere, men præsten afviste det. Mutter Pätges døde kort tid efter og blev modvilligt begravet på Mosaisk Begravelsesplads.
Svagt bebygget
Kirkegårdsmuren gik her fra Kappelvej helt op til Runddelen. På den anden side var det her i 1870 kun svagt bebygget. Der var nogle enkelte villabygninger.
En statelig mølle
Ved Runddelen lå Ølands Mølle. Det er omtrent, der hvor apoteket ligger. Det var en ret så statelig hollandsk mølle, der var placeret oven over en grundmuret bygning. Nu befandt os på Lygtevejen. Dette navn blev i 1873 ændret til Nørrebrogade.
Nørrebros Runddel
Men Nørrebros Runddels historie går tilbage til 1750, hvor pladsen blev anlagt i forbindelse med Jagtvejen. Oprindelig blev pladsen navngivet Nørrebros Roundel, hvilket er fransk for en figur eller ting, der er rund. Men den franske udtale var aldrig noget der fængede på Nørrebro. Den mere folkelige udtale runddel har gjort at stavemåden er blevet ændret.
Fra 1924 lå her en rundkørsel. Men i 1960 blev dette ændret til et almindeligt lyskryds.
Nørrebros Remise
Sporvejens endestation lå ved remisen ved Baldersgade.
I starten blev der opført en kontorbygning og en vognremise med 4 spor. Senere blev remisen udvidet med endnu en bygning i Baldersgade 8 med tre spor. I 1897 blev bygningerne solgt til boligbyggeri og nedrevet.
Lygten Kro allerede faldefærdig dengang
Der fulgte en ret tæt, men lav og tarvelig forstadsbebyggelse, der i en mere eller mindre ”spredt fægtning” fortsatte ud til den allerede dengang faldefærdige kro ”Lygten”, Det var dengang en lang og skummelt udseende et – tages bygning. Mange mente, at den havde navn efter den sidste svagt lysende enlige gadelygte, som stod der.
Siden 1700-tallet havde kroen betjent de vejfarende til og fra hovedstaden. Kroen blev revet ned i 1904. På stedet opførtes den nuværende stationsbygning i 1920erne.
Dengang hed det Utterslev Mark
Umiddelbart uden for kroen løb Lersø-åen som også kaldtes for Lygteåen langs et hegn af lavstammede piletræer hen til Ladegårdsåen og forenede sig med denne. Nu forsatte Lygtevejen over i Frederikssundsvej. Bebyggelsen herude gik under navnet Utterslev Mark.
Det var lidt utrygt at passere her særlig i mørke. Der var en dyb grøft langs gangstien og en undertiden urolig befolkning. Vejen fra Frederiksborgvejens udmunding var kun bebygget på nordsiden. På sydsiden havde man udsigt til en stor mark med en lang, lav bygning. Den tjente som natrenovations-oplag. Det var før man tænkte på at indføre W.C. – systemet, om visse vinde sendte den ubehagelige dufte ud over kvarteret.
Længere ude lå Bellahøj i sin park opkaldt efter Bella Henriques., der var gift med grosserer Moses Levin Mariboe. Han døde i 1830. Før man nåede så langt, var al bebyggelse langs vejen ophørt. Der var fri udsigt til begge sider lige til Brønshøj.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 3, 2023
Tyske reaktioner og Flensborgs farvel
Det handler om grænsedragningen. I Sydslesvig syntes man at Versailles-freden var dybt uretfærdig. Og maget tidligt sagde de ledende dansksindede farvel til Flensborg. Vi var ved at miste Tønder og Højer. I Slesvig Holsten valgte man en slags kampagnechef. Wilsons 14 – punkter vakte opsigt. En dygtig agitator i Tønder. Freden var en belastning for den tyske regering. Man havde reddet den danske regering. Man ville opretholde tyskheden nord for grænsen. De ”Nordslesvigske Brødre” burde fastholdes. Flensborg, Tønder og Højer var tyske, fastslog man syd for grænsen. Statsmidler skulle tilsløres. Man håbede Danmark ville give indrømmelser. Kejsersocialistisk chauvinisme, sagde man i Danmark. Man påstod at dansk – tyske forhandlinger var i gang. Det tyske sindelag var fremherskende i det nordslesvigske Socialdemokrati. Et kapitel blev slettet af forlaget i A.D. Jørgensens biografi. Johan Ottesen foreslog grænsen nord for Tønder. De dansksindede var gået over til socialismen. Stemmetallene var et dårligt varsel. H.V. Clausen afskrev tidligt Flensborg men han ville have Tønder med til Danmark. Fortyskningen i skolen gik ud over danskheden. Redaktør Jessen mente ikke, at man skulle kigge på stemmesedlerne. H.P. Hanssen: ”Flensborgske borgere havde svigtet den danske sag”. Redaktør Jessen blev hvis bange. H.V. Clausen: Lad os blive fri for flensborgerne. I 1920 var danskerne chokeret over, hvor få danske stemmer, der egentlig var i Flensborg.
Var vi også ved at miste Tønder og Højer?
Vi har stadig ikke fået alt at vide om grænsedragningen i 1920. Flensborg blev tidlig afskrevet, men ikke alle opdagede det. Men at Tønder og Højer også var så tæt ved at ryge, er måske overraskende. Det kunne være interessant at finde ud af, hvad Scavenius i 1939/1940 ville tale med tyskerne om med hensyn til Tønder.
Tyskerne var ikke glade for Versailles – freden
Man kan sige, at denne artikel igen handler om grænsedragningen 1920. De tyske Centralmyndigheder havde modtaget mange klager fra Preussens nordligste provins i 1919. Man brugte bl.a. de gamle argumenter om en Slesvig Holsten i sammenhold.
Tyskerne var bestemt ikke begejstret ikke begejstret for Versailles – freden. Den var også hård over for tyskerne – ingen tvivl om det.
Slesvig Holsten valgte en slags kampagnechef
De preussiske myndigheder strammede tøjlerne. Den 27. april 1919 udnævnte den preussiske ministerpræsident Hirch journalisten dr. Adolf Köster til preussisk gesandt i Hamborg og til statskommissær for provinsen Slesvig – Holsten.
Han skulle bl.a. bistå ”den truende” befolkning med råd og dåd. Man skulle bl.a. imødegå den danske agitation. Köster udtrykte det således:
Han afviste ikke selvstændighedstanken helt.
Wilsons 14 – punkter vakte opstandelse
Da Wilsons 14 punkter blev offentliggjort, vakte det vild opstandelse. Også Stauning reagerede på den tyske opstandelse. Han skrev til præsident Ebert og advarede mod en nej-politik. Stauning mente at fred var en nødvendighed. Et nej ville betyde at de allierede ville tvinge de neutrale til at gå med i blokade. Og så sagde Stauning:
En dygtig agitator i Tønder
Köster så som sin opgave at få de tyske nordslesvigere til at opgive ”stemmestrejkeparolen”. Han havde fået oprettet et lille blad i Tønder ”Der Freie Arbeiter” med en lokal socialdemokrat som leder (Wienecke).
Her er kilderne ikke korrekt. Han stammede fra Tyskland og var/blev kommunist. Det var ham, der stod for Revolutionen i Tønder. Og det gjorde han særdeles effektiv. Han blev uden retshandling udvist til Tyskland. Under Anden Verdenskrig endte han i KZ – lejr. Og til sidst endte han som murer i Østtyskland.
Men Wienecke krævede tilførsel af levnedsmidler og var begyndt at tænke på et tillidsmandskorps til afstemningstiden. I den følgende dage blev han opmærksom på de mange tyskere, der søgte at redde deres formuer ved at flytte dem til Nordslesvig.
En belastning for den tyske regering
Undertegnelsen af fredskontrakten den 28. juni betød en stor belastning for den tyske regering. Kansleren og udenrigsministeren trak sig tilbage. Særlig i Slesvig – Holsten udløste traktaten en kæde af protester.
Man havde reddet de rent tyske dele
Den 3. juli 1919 sammenkaldte Köster til protestmøde i Rendsborg. Her opstod den holdning at traktaten kunne ændres ved en dansk – tysk overenskomst. Der var dog en lille ros til den danske regering, der havde sagt nej til afstemning i 3. zone. Så havde man da i hvert fald reddet de rent tyske dele af Slesvig. Der var dog protester på den måde, at afstemningen skulle finde sted på.
Man advarede den danske regering
Man dannede en tysknational slesvig-holstensk forening. Denne vedtog at skrive et brev til den danske regering. Man fortalte også at man havde dannet et forsvars – og angrebsforening. Og så mindede man også den danske regering om, hvad der skete fra 1851 – 1864.
Man ville opretholde tyskheden nord for grænsen
Man dannede også Schleswig-Holsteiner Bund. Formålet var at yde støtte til tyskheden nord for den kommende grænse. Denne forening begyndte snart at arbejde for det aktuelle formål:
De nordslesvigske brødre skulle fastholdes
Ved demonstrationen den 28. september talte overborgmester Todsen på Slesvigs vegne og borgmester Timm Rendsborg på Holstens vegne. Der blev vedtaget en resolution.
Flensborg, Tønder og Højer er tyske byer, fastslog man
Man fastslog at Flensborg, Tønder og Højer var tyske byer. Kun kommunevis afstemning kunne give basis for en retfærdig grænsedragning. Man mente også at besættelse af afstemningsområdet ville begrænse afstemningsfriheden. Den påtvungne villeikke skabe ret men uret, sagde man.
Statsmidler stillet til rådighed
Nationalforsamlingen vedtog en bevilling til det politiske arbejde i 1. og 2. zone. Pengene kunne dog ikke udbetales direkte, Ifølge fredstraktaten måtte der fra rigets og landenes side ikke øves indflydelse på befolkningen i afstemningsområderne. Men både Preussen og riget havde bestemt sig til at stille statsmidler til rådighed.
Man bestemte dog at tilsløre, hvor pengene kom fra.
Det lykkedes for Köster at overbevise de tyske nordslesvigere om, at der ikke skulle være stemmestrejke i 1. zone.
Man håbede at Danmark ville give indrømmelser
Man troede at danskerne ville give indrømmelser. Bl.a. henvendte de tyske socialdemokrater sig flere gange til de danske socialdemokrater. Scavenius havde svaret glat afvisende på spørgsmål om, hvorvidt der kunne finde direkte forhandlinger sted mellem Danmark og Tyskland.
Kejsersocialistiske Chauvinisme
De danske socialdemokrater henviste til Prøjsernes besættelse af Nordslesvig og undertrykkelsen af de dansksindede. I bladet ”Hovedstaden” kaldtes Kösters holdning som ”Kejsersocialistiske Chauvinisme”
Og Scavenius ønskede i grunden stadig en løsning på de slesvigske spørgsmål uden ententen.
Man påstod at dansk – tyske forhandlinger var i gang
I august 1919 kunne man bladet ”Der freie Arbeiter” i Tønder læse følgende:
Det var dog grebet ud af luften. Men udtalelser af denne art kunne for regeringsmodstandere i Danmark bruges til påstande om, at der var dansk – tyske forhandlinger i gang.
Det tyske sindelag var fremherskende i det nordslesvigske Socialdemokrati
Det kunne ikke undgås, at det tyske sindelag, der var fremherskende i det socialdemokratiske partiapparat i Nordslesvig, farvede den holdning partiet indtog. Dog mærkede man i Sønderborg en stærkere orientering mod nord end andetsteds.
Det sønderjyske spørgsmål indgik i en forbitret kamp mod regeringen Zahle. I denne kamp blev Den Nordslesvigske Vælgerforening også inddraget.
Et kapitel blev slettet i A.D. Jørgensens biografi
I 1867 blev Flensborg regnet med til Nordslesvig. Og det var dansk flertal. Flensborg var dog ikke med i den nordslesvigske afstemningszone.
A.D. Jørgensens erindringer blev trykt i Sønderjyske Årbøger i 1953. Sønnen afgående højesteretspræsident Troels G. Jørgensen meddelte, at forlaget havde slettet et afsnit. A. D. Jørgensen en alliance med Tyskland i håb om ad den vej at genvinde Sønderjylland. Ja selv H.P. Hanssen havde den holdning. Men han tog afstand fra den måde tyskerne opførte sig på.
Tyskvenligheden nåede nye højder i 1888, da kejser Wilhelm den Anden besøgte København.
Johan Ottesen foreslog grænsedragning nord for Tønder
I 1890 foretog Johan Ottesen en grænsedragning i ”Tilskueren”. Her tegnede han den nord for Flensborg og nord om Tønder. Begge byer henregnede han til Mellem-Slesvig. Han anså de to byer for farlige, fordi de ved at betragte som udfaldsporte for det tyske sprog.
Det danske arbejde i Flensborg skal kun opretholdes for at værne området nord for byen, ikke fordi man kan knytte noget håb til byen selv. Flensborg havde været en meget dansk by tidligere.
Men der var sket mange forandringer. Historikeren Johan Ottesen kunne fortælle at i Flensborg i 1890 var der ved valget 2.543 socialister, 2.449 tyske stemmer og kun 590 danske stemmer.
De dansksindede var gået over til socialismen
Det var den stærke socialistiske bevægelse i 1880erne der rev arbejderne bort fra den nationale oppositions stade. Broderparten af alle de socialistiske stemmer er gamle danske stemmer, sagde historikeren. Han var allerede den gang klar over, at Flensborg var tabt for danskheden.
Stemmetallene var et dårligt varsel
Også Mackeprang tog senere i sin bog om Nordslesvig stemmetallene som varsel. De danske stemmetab fra 1884 til 1886 tolkede han således, at den nordlige bydels arbejdere havde opgivet den nationale kamp, der foregik dem udsigtsløs og et nyt stemmetab på et par hundrede stemmer ved valget i 1887.
H.V. Clausen afskrev tidligt Flensborg
H.V. Clausen afskrev også Flensborg. Det skete bl.a. i hans ”berømte” rejsehåndbog ”Sønderjylland, der i første udgave udkom i 1890. Han sonderer i sit forord både mellem Nordslesvig og Flensborgegnen. Han mener, at der var dansk flertal til 1884:
– Det tyske stemmetal er steget som følge af et voldsomt valgtryk, det danske er sunket, ved det arbejderbefolkningen er blevet socialistisk. Det er ikke til at undres over at fattigfolk ved en stemmeafgivning giver deres sociale krav fortrinet for det nationale, men at denne overgang til socialismen har slået danskheden i Flensborg, bør ikke nægtes.
H.V. Clausen ville have Tønder med til Danmark
Om Tønder siger Clausen, at sproget i byen er overvejende dansk, sindelaget endnu mere overvejende tysk. Valgresultat i 1890 sagde 19 danske stemmer mod 421 tyske og 32 socialistiske.
I 1892 tegnede han grænsen nord for Flensborg men dog syd for Tønder. Det skete i nogle kortskitser til ”Landmandsbogen”.
Fortyskningen i skolen gik ud over danskheden
Og H.P. Hanssen skrev i 1887, at en afstemningslinje nærmer sig stærkt den bugtede skolesprogsgrænse, der fra nordsiden af Flensborg Fjord går nord om Løgumkloster og nord om Tønder og Højer. H.P. Hanssen mente at fortyskningen i skolen havde en dårlig indvirkning på danskheden.
Redaktør Jessen mente ikke, man skulle kigge på stemmetallene
En modsat vurdering følger fra Jens Jessen, Flensborg Avis fra 1887. Han mente, at en folkeafstemning ville give andre resultater end valgresultaterne:
H.P. Hanssen: ”Flensborgske borgere havde svigtet den danske sag”
H.P. Hanssen havde i 1888 lovet at skrive om det tyske rige til et værk om ”Lande og Folk”, beregnet på folkeskolens geografilærere. Det blev vistnok skrevet i 1891. I den artikel eller afhandling lader han lidt flot sproggrænsen gå fra Flensborg fjord mod vest, så den falder sammen med naturgrænsen:
– Grænsen er ikke ugunstig for det nationale forsvar, idet Flensborg fjord i øst og store mose- og engdrag i vest hæmmer den daglige samfærdsel mellem syd og nord og der med det farligste af alt – det plattyske sprogs langsomme fremtrængen sydfra
– Det er et svagt punkt på denne grænselinje, nemlig Flensborg by. Den er at ligne ved en åben port, hvorigennem det plattyske sprog trænger op i Nordslesvig. Byen har indtil den nyeste tid været overvejende dansksindet, men i de sidste tiår har mange flensborgske borgere svigtet den danske sag, og da byen helt overvejende plattysktalende, øver den nu en meget farlig indflydelse på de omkringliggende egne.
Tre år senere er H-P. Hanssen endnu mere konsekvent. Han erkender nu at Flensborg er tabt for danskheden.
Redaktør Jessen var blevet bange
De var heller ikke enige om betydningen af at holde skansen. Så meget kan enhver da se, udbrød redaktør Jessen i en artikel af 28. juni 1893, at tabes firkanten Flensborg – Aabenraa – Løgumkloster – Tønder, så svinder håbet for Als og Sundeved. Skulle vores krav på Nordslesvig så indskrænke sig til Haderslev amt alene?
H.V. Clausen: Lad os blive fri for flensborgerne!
Mens Johan Ottosen stadig fandt det strategisk rigtig at ægge vægt på arbejdet i Flensborg, fandt H.V. Clausen og H.P. Hanssen det bedre at samle kræfterne, hvor de mente, at nationaliteten kunne styrkes.
Den 18. februar 1892 skrev H.V. Clausen således til H.P. Hanssen:
Chokeret over de få danske stemmer i Flensborg
Ja sådan kan historien stadig overraske. Tidligt havde de ledende dansksindede afskrevet Flensborg og man var heller ikke interesseret i at få redaktør Jessen med ind i varmen i Nordslesvig.
Og så var der stadig mange danskere, der nærmest var chokeret over, hvor få danske stemmer, der var i Flensborg
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 31, 2023
Tønder – strejftog i Historien (2)
Byens første kirke. Gråbrødreklostret. To kirker i byen. To kirkelige stiftelser. Munkene blev smidt ud af Tønder. En ny kirke opstod. Hospitalet. Et testamente, man forsøgte at holde skjult. Dragoner skulle hidkaldes for at jage folk i kirke. Brorsons først salmer. Tønder beholdt sit særpræg. Studehandel i adelens hænder. Tønder – købmænd i studehandel. Masser af ulykker, stormflod, brand og epidemier. Velstand på grund af eksport til Holland. Hollændere – bygmestre af diger. Kniplekunsten i Tønder. Der kom gang i Tønder. Bagerst en liste over artikler, hvis du vil fordybe dig.
Byens første kirke
Nord for Vestergade lå byens ældste kirkegård. Og kirke – Laurentiuskirken. I dag vil det nok være på strækningen fra Vestergade 43 til Vestergade 25. Kirken her har sikkert været sognekirke for Lille Tønder, Tved, Korntved samt Store og Lille Emmerske.
Gråbrødreklostret
I 1238 stiftede Ridder Hans Navnesøn og hans hustru Gråbrødreklostret. (Franciskanerkloster) i Tønder. Det kom også til at ligge ved Vestergade, men på den sydlige side, bag ved husrækken mellem Vestergade og Slotsgade (Frigrunden), delvis på den senere frigrund. Klostrets kirke, helliget Vor Frue, indviedes af Ribebispen Gunner den 12. august 1247.
To kirker i byen
Da Tønder blev købstad, fik den sit eget kapel, der senere blev til kirke, og Sct. Laurentiuskirken blev derefter udelukkende sognekirke for landsognet. Købstadens kirke kom til at ligge i umiddelbar nærhed af Torvet i hjørnet mellem Østergade og Smedegade. Byens kirkegård blev anlagt omkring kirken. Til det formål beskar man de første stavnhuse på Østergades nordre side for gårdsplads og baghuse.
Denne Bykirke var viet til de søfarendes helgen Sct. Nikolaj. Den var opført af kvaderstenene, hvoraf en del sidder i den gamle latinskole, der blev bygget 1614.
Øst for byen ved det sted, hvor vejen til Emmerske går fra Løgumklostervejen, lå desuden i Middelalderen et kapel, der blev nedrevet 1543.
To kirkelige stiftelser
Gråbrødreklostret blev det eneste kloster i Tønder, men byen havde to kirkelige stiftelser. Ved Østerport lå et Helligåndshospital. Men det gik op i luer ved den store ildebrand 1517. Seks år efter gav Frederik den Første hospitalet lov til at indsamle milde gaver til rejsning af en ny bygning med kapel og sygehus. Kongen gav dertil selv jord på byens nørre-mark. At Tønder desuden har haft et Sct. Jørgens Hospital for spedalske, ses deraf, at Hertug Frederik 1494 ofrede en Gylden til ”Sct. Jørgen i Tønder”.
Munkene blev smidt ud af Tønder
Gennemførelsen af Luthers reform vendte op og ned på alle disse kirkelige forhold. Seks gange havde Gråbrødrene holdt deres Generalkapitel i Tønder. Hvordan var det nu med disse munke i Tønder?
I 1529 belejrede Kong Frederik den Første Tønderhus. Ved denne lejlighed benyttede man klostret som magasin og hestestald. En septemberdag, da kongen havde hørt en luthersk prædiken. Efter denne trådte klostrets ”Guardian” Niels Thybo hen til ham og bad for sig og brødrene om tilladelse til at blive der.
Kongen svarede afvisende og gav som påskud, at klostret lå for tæt på slottet. Efter kongens bortrejse fordrev lensmanden alle munkene. Hovedbygningen med kirken blev nedbrudt. Materialerne blev brugt til slottets ombygning 1533-35. Klostrets grund skænkede Christian den tredje 1543 til amtsskriveren Jacob von der Wettering.
En ny flot kirke opstod
Også Sct. Laurentiuskirken blev ofret på skolens udvidelse. Vistnok 1532 skænkede Kong Frederik den Første kirkegården den Første til borgmester Johannes Ketelsen. Kirken selv var fjernet før 1542.
Snart rejste der sig borgerhuse på den gamle fredede plads. Landsognets beboere søgte kapellet ved Emmerske Vej, men 1543 anordnede Kong Christian den Tredje at der skulle anvises dem stolestader i Sct. Nikolajkirken, der fra nu af var eneste kirke for købstad og landsogn. Samme år blev Kapellet nedbrudt. Stenene blev brugt til udbedring af Nikolajkirken og den lille klokke blev ophængt i denne kirkes tårn.
Byens sognekirke var imidlertid for lille, og den var også brøstfældig. Derfor blev den nedbrudt 1589, hvorefter man 1591-92 byggede en ny stor kirke, der blev indviet som Kristkirke. Nikolajkirkens statelige tårn fik dog lov til at blive stående.
Hospitalet
Om Sct. Jørgens-huset er det svært at finde noget. Helligåndshospitalet beholdt sine jorder og det vedblev med at være alderdomshjem. De huse, der opførtes efter branden i 1517, gik op i luer 1649, og det derpå byggede hus brændte atter i den store ildebrand 1725.
Hospitalet var endnu ikke genrejst efter den sidste brand, da den fromme amtmand Johan Georg von Holstein 1728 fik sin ven pietisten Johan Hermann Schrader hertil som førstepræst og provst. Kun 20 år efter at Francke havde indrettet det første Vajsenhus i Halle, havde den rige kniplingshandler Peter Struck skænket 91 Demat jord i marsken til oprettelse af et Vajsenhus i Tønder. Hans svigersøn havde dog holdt testamentet hemmeligt efter Peter Strucks død.
Et testamente, der blev forsøgt at holdes skjult
Provst Schrader opdaget ved et tilfælde sammenhængen. Strucks svigersøn måtte udlevere jordene og en stor kapital dertil. Nu kunne man slå to fluer med et smæk. 1731 genrejstes hospitalet som det ses i dag. En tilbygning indrettedes til Vajsenhus for 12 forældreløse børn.
Dragoner – for at få folk i kirke
Da man i 1543 havde anvist landsognets beboere stolestader i byens kirker, havde man overset en ting. I denne kirke prædikes der kun på tysk. Dette sprog påstod folkene i landsognet ikke. Følgen var, at de i Emmerske blev et ugudeligt folkefærd, så provst Samuel Reimarus bad hertugen om at sende ham nogle dragoner, der kunne jage dem i kirke.
Den fromme provst Schrader hjalp her på en anden måde. På hans indstilling bevilligede kongen midler til ansættelse af en ”Tredje og Dansk Præst”. Embedet blev besat af Hans Adolph Brorson, der i 1729 kom fra Randerup til Tønder.
Brorsons første salmer
I Emmerske blev der bygget et bedehus til hans gudstjenester. I Tønder Kirke prædikede han til fromessen om morgenen kl. 6. Da hans menighed imidlertid sang tyske salmer til de danske gudstjenester udsendte han i 1732:
Dette lille hæfte blev trykt
Tønder Kirke og Emmerske Bedehus blev således udgangspunkter for den bedste danske salmesang.
Tønder beholdt sit særpræg
Der findes kun få købstæder som Tønder, der har bevaret sit oprindelige præg gennem tiderne. Man kan i dag tælle de 120 gamle stavnhuse, se deres gavle ud til Strøget og deres gårde og baghuse ud til bagstræderne. H.V. Clausen skrev dengang:
Engang flød det med hø inde i byen. Landbruget var oprindelig denne bys bærende erhverv. Flere gange har borgerne udvidet byens marker. Men søfart og handel var andet bærende erhverv. Byens våben blev et stolt handelsskib på bølgerne. Det var åbenbart en efterligning af Lübecks våben. At købstadskirken blev viet til de søfarendes helgen, peger ligeledes på søfart og handel som hovederhverv.
De varer, der fortrinsvis solgtes og blev eksporteret fra Tønder var jyske heste og stude og aftagerne var nordfrisere og hollændere.
Studehandlen i adelens hænder
Studehandlen lå dengang i adelens hænder. De største studehandlere var Hertugen og hans amtmænd. Til Hertugens slot i Tønder hørte ladegården i Hestholm, Freesmark og Fgedbøl ved Avntoft, Grøngård ved Lydersholm, større arealer af marsk-jord i kogene og et skæreri ved Kravlund. Desuden havde Hertugen ret til at opstalde kreaturer ved sin fæstebønder.
Omkring 1600 møder vi amtmænd, amtsskrivere, digegrever m.m. som studehandler i stor stil. Værst var amtmand von Qualen. Han tvang bønderne til at forære sig heste og stude og til at fodre dem gratis, så Hertugen på grund af utallige klager måtte afskedige ham i 1595.
Tønder – Købmænd i studehandel
Men allerede på den tid havde Tønder – købmændene den ledende stilling i stude – og hestehandel. Ad de ældgamle veje kom studene til markedet i Tønder. Det var naturligt at opkøberne boede i byen.
Senere var det sådan at tøndringerne ved nytårstid mødte op hos herremændene i Nørrejylland og købte kreaturer til levering i foråret. De magre stude solgtes videre til friserne eller spiste sig fede på lejede marsk-jorder. De blev så udskibet fra Tønder, senere fra Højer og Emmerlev til Højer. Således kan vi se, at der fra Højer i 1631 blev udskibet 2.065 stude. Og i 1638 hele 3.409 stude.
Masser af ulykker, stormflod og epidemier
Tønder har sandelig ikke været forskånet for krig, ulykker, brand og stormflod. De stråtækte huse er gang på gang gået op i luer. Og havet har skyllet ind over Tønder. I 1517 nedbrændte hele Østergade. Den 16. januar 1522 gik Vestergade op i luer. Den 30. september 1580 ødelagde ilden 300 huse i Storegade og Vestergade. Og den 16. oktober 1725 brændte hele Østergade med Østerport og et hospital.
De store stormfloder den 16. januar 1362 og Allehelgensfloden 1436 har sikkert medtaget byen hårdt. Men vi ved intet om det. Derimod ved vi, at stormfloden den1. og 2. november 1532 anrettede stor ødelæggelse på slottet. Vandet stod 3 alen højt ved klostrets kirke.
I 1554 blev diget fra Højer til Rudbøl bygget. Det samme skete langs Vidåens nordre bred til Lægan Sluse og derefter syd på til Grelsbøl. Derved blev Tønder by afskåret fra havet. Til gengæld mente man at nu var man fri for de ødelæggende stormfloder. Byens stolte rolle som havneby var udspillet. Men stormfloderne vendte tilbage, Gang på gang blev digerne gennembrudt.
I 1593 rev vandet mange huse ned. Den 1. december 1615 var byen nær gået til grunde. Ved slottet stod vandet helt op til vinduerne. Ved Østerport var det 3 alen højt. Man sejlede i både gennem gaderne og mange huse blev ødelagt.
Oktober-floden i 1634 betød at vandet stod 1 alen højt overalt i gaderne. Meget kvæg gik til på bymarken.
Og det var ikke slut. I 1539 døde 600 mennesker af pest i Tønder. I 1602 døde 500 og i 1639 døde 600.
Velstand på grund af eksport til Holland
Før 1627 havde der været velstand i den driftige handelsby, Tønder. Skibene havde ført stude, flæsk, kød, smør, huder, honning og korn til Holland. De kom hjem med kalk, tagsten, vægfliser, kolonivarer, krydderier og fine klædestoffer. Senere var det også med vin og tobak.
Dette gav dobbelte fortjeneste og for pengene blev der bygget statelige gavlhuse med karnapper i hollandsk stil. Når den rige købmand og rådmand døde blev der skåret store og smukke mindetavler, der prydede kirken. Disse fortalte de kommende slægter om disse tøndringer købmænds rigdom og fromhed. Det er den hollandske handel, der har sat sine spor i Kristkirkens overdådige udstyr.
Hollændere – bygmestre af diger
Der er også andre hollandske spor. De store inddignings-arbejder i Vestslesvig foregik også under hollandsk ledelse. En hollænder regulerede i 1600 Vidåens løb ved udgravningen af Møllestrømmen fra Hostrup til Tønder Vandmølle. Den hollandske bygmester Arend Cornelis anlagde slusen ved Lægan (1554). Hollænderen Cornelius Claasen Pietall arbejdede fra 1629 af med store inddignings-arbejder ved Rudbøl at denne by fik købstadsrettigheder.
Med handelen kappedes håndværket som tredje bærende erhverv. Hertug Valdemar den Femtes privilegium af 1354 havde givet håndværket i Tønder eneret på 5 herreder. Af de gamle laugsstatutter fra Middelalderen er kun Skomagerlaugets plattyske vedtægter fra 1492 bevaret.
Kniplekunsten i Tønder
Kniplekunsten kom åbenbart fra Holland til Tønder. Andre kilder siger noget andet. Det var en fra Slesvig tilvandret købmand, der organiserede knipleindustrien i Tønder omkring 1650. Man fik kongelige og hertugelige privilegier. Fra 1680 fik denne industri et gevaldigt opspring.
Blomstringstiden er det 18. århundrede. Der sad så mange kniplersker i Tønder, at Magistraten 1742 klagede over den militære indkvartering, der lagde beslag på de mange kamre, som kniplersker havde lejet.
For en ussel løn arbejdede pigerne for en kniplingsgrosserer, der udleverede tråd og mønstre til dem og aftog deres varer. Grossereren solgte varerne i større partier på messerne i Braunschweig og Hamborg eller overlod dem til bissekræmmere, som solgte dem over hele Danmark og Norge. Mønstrene skiftede med moden. Indtil 1700 holdt man sig særlig til italiensk – flamske forbilleder. 1700 – 1800 særlig til flamsk-franske. 12.000 – 16.000 kvinder var dengang ”sysselansatte” med at kniple. I 1805 var det udenlandske salg nået op på 200.000 Rigsdaler.
Efter 1800 gik det dog tilbage med denne industri. Brugen af kniplinger gik af mode. En mere smagløs slægt foretrak den billige maskinknipling. Kunsten uddøde hvis aldrig helt. En kort opblomstring så man omkring 1920.
Kniplingshandlen satte sig også et minde i form af legater. Det er få andre byer, der har så mange og store legater som Tønder. Vi har lavet en speciel artikel om det.
Der kom gang i Tønder
I Tønder kom der et bogtrykkeri til Vajsenhuset. I 1812 fik rektor Forchammers enke privilegium til et bogtrykkeri. Og i 1813 startede hun med at udgive en avis ”Tondernsches Intelligenzblatt. Denne avis fik lov til at leve i over hundrede år.
I den gyldne tid fra 1770 – 1815 søgte driftige Tønder – borgere at forandre Tønder til en industriby:
Disse tre tobaksfabrikker producerede i 1861 214.500 pund røgtobak, 35.000 pund skråtobak, 2.000 pund snus og 650.000 stykker cigarer.
I Tønder fandtes to garverier og læderfabrikker. Efter 1850 grundlagdes en bomuldsfabrik og en Cikoriefabrik samt et jernstøberi og i 1861 et stort bryggeri.
Men tiden efter 1864 var ugunstig for industrier i småbyer. Men undtagelser af bryggeriet lukkede også alle de nævnte industrier i Tønder. Men bryggeriet fik efter 1920 et datterforetagende i en mindre solid margarinefabrik.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Oktober 29, 2023
Den fortsatte Historie – i Aabenraa (3)
Dette er sidste del af en serie på tre. Vi skal høre om søfartshistorien og tiden i Aabenraa fra 1800 – 1935. Det ældste skib fra Aabenraa. Sejlede på Frankrig, Spanien og Island i det 18. århundrede. I 1748 bestod Aabenraa – flåden af 115 enheder. Da man byggede skibe i Aabenraa. Storhedstiden i skibsbyggeriet i Aabenraa 1820-1880. Nueber og drømmen om et Østersøbad. Tysk og dansk i kirken. Allgemeines Wochenbalatt. Frederik Fischer får privilegium. Navnet blev Apenrader Ugeblad, Nu blev det til Freja. Hejmdal. Apenrader Tageblatt fik også navneforandring. Ny redaktør af Hejmdal. Frederiksklubben bliver dannet. Hele ledelsen bliver udvist. 1864 – den store udskiftning på Rådhuset. Apoteker Worsaae. En ond ånd kommer til Aabenraa. Sprogforeningen fik beslaglagt alle papirer. Foreningen købte Folkehjem. Tysk flertal i Aabenraa. Masser af aktivitet i Aabenraa. Bagerst er det henvisninger til artikler, hvis du vil have uddybet historien.
Ærefuld søfartshistorie
Kun få byer har så ærefuld en søfartshistorie som Aabenraa. Den har vi sådan set allerede beskrevet i mange artikler. Men måske skal vi beskrive den endnu mere. I Midten af det 13. århundrede rejste der sig oppe på ”Bjerget” kirken, der var viet til de søfarendes Helgen Sankt Nikolaj.
Interessant er det også at Kong Christoffer i 1257 gav Løgumkloster toldfrihed i Aabenraa Havn. Det må være bevis for, at havnen tidligt have en vis betydning. Både Stads-retten og Skraaen indeholder bestemmelser vedrørende skibsfarten. Op til omkring år 1700 har dette så godt som udelukkende været begrænset til Østersøen.
Datidens handelsfartøjer var af begrænset størrelse. De var på 50 – 60 Commerce – læster. De blev kaldt Butser, Kogger, Holke og Pinker. Butserne var de mindste. Pinkerne var de hurtigste.
Det ældste skib fra Aabenraa
Det ældste skib, vi hører om, der er bygget og udrustet i Aabenraa og som vovede sig ud på en længere fart blev sat i søen 1695. Efter at det var udrustet blev det sendt til den senere russiske Østersøkyst- Skibet vendte vente tilbage efter sin rejse i god behold. Overleveringer fortæller, at der fra Aabenraa på et langt tidligere tidspunkt er sendt skibe afsted på længere rejser.
Hertug Christian Albrecht af Gottorp udsendte I 1670 en forordning til fremme af handel og skibsfart. Denne forordning tog sigte på at hindre skibsbyggere i straks at sælge de nybyggede skibe. Dette kunne medføre at skibsfarten fra selve Aabenraa stagnerede, fordi der ikke var fartøjer nok til tidens behov. Ved at lægge skat på de nye skibe, der ikke blev indsat i den hjemlige fart, hjalp man byens egen skibsfart.
Sejlede på Frankrig, Spanien og Island
Aabenraa – skibene sejlede allerede i begyndelsen af det 18. århundrede på Frankrig og Spanien. Større skibe sejlede for det Islandske Kompagni. Skibene blev chartret delvis for flensborgske købmænd. Dette høstede aabenraaske skippere stor fordel af. De kom til at høre til byens mest agtede borgere.
Omkring 1735 hedder det sig at den overvejende del af borgerne bestod af skippere og skibsfarten var byens sjæl. I gamle dokumenter fra den tid påstås vel noget overdrevet, at skibsfarten var borgernes eneste næringskilde. I 1713talte Aabenraas handelsflåde 45 skibe. I den tid var det dog de færreste skibe, der blev bygget i Aabenraa. De kom fra skibsbyggerier i Neustadt og Lybæk. I Dansk Atlas hedder det omkring skibsfarten 1730 – 40:
I 1748 bestod Aabenraa -Flåden af 115 enheder
I 1748 bestod den herværende flåde af 115 enheder. Fra 1750 aftog skibenes antal atter af følgende grunde. Mange skibe havde sejlet på Sverige eller med træ fra Østersøen til England. Svenskerne måtte ikke udføre varer med fremmede skibe. England krævede em grundigere navigations-uddannelse for de her sejlende skippere. Dette og andre hindringer bevirkede, at Aabenraa handelsflådes tonnage stadig aftog. Skibenes antal i krigsårene 1807 – 14 var meget ringe. Skibsfarten blev nærmest lammende.
Englænderne opbragte næsten alle skibe, der sejlede under Dannebrog. De slæbte besætningerne i fangenskab. Derfor lå mange skibe tilflugtshavne. I årevis hørte man intet fra dem.
Snart gik det atter fremad i Aabenraa. Således indkom der i alt 757 skibe i 1845, hvoraf de 39 kom fra udlandet.
Da man byggede skibe i Aabenraa
I det 17. og 18. århundrede er der bygget ikke så få skibe i Aabenraa, men vi kender ikke bygmestrenes navne. I slutningen af det 18. århundrede bestod Erik Paulsens værft. På dette værft er langt de fleste skibe bygget. Fra 1831 – 68 byggede Thorkild Andersen, en født nordmand 57 skibe. Fra 1841 – 57 var Mads Michelsens værft i gang. Så overtog Niels Jacobsen dette indtil sejlskibs-byggeriets ophør.
Jørgen Reimer byggede fra 1857 til omkring 1865 ca. 10 skibe. Gustav Rabens værft bestod fra 1863 til omkring 1880. Foruden disse og et par andre helt små værfter i Aabenraa fandtes endnu Jørgen Bruhns værft på Kalø. Bruhn købte denne ø den 1. januar 1848 og oprettede her et værft, som han drev indtil 1868.
Danmarks største Koffardiskib og samtidig det skib, der gjorde den hurtigste sejlskibsrejse fra Liverpool til San Fransisco, som hidtil var foretaget. Den blev bygget på Kalø i årene 1856 – 57. Det var fregatskibet Cimber.
Storhedstid i skibsbyggeriet mellem 1820 og 1880
Aabenraas storhedstid i skibsbyggeri var vel mellem 1820 og 1880. I denne periode blev der bygget ikke mindre end 230 skibe. Det sidste skib, der blev bygget i Aabenraa, var galeasen Christoph. Det var i 1890. En tragisk skæbne var dette skib og dets ejer beskåret. Det gik i februar 1935 under ud for Rødbyhavn. Både kaptajn og besætning omkom.
Sidst i 1860erne lukkede Skifter – Andersens, det tidligere Thorkild Andersens og Reimers værfter. Rabens Værft ophørte sidst i 1870erne. Det sidste skib fra Jacobsens Værft løb af stablen i 1880. Et par år senere fandt den sidste stabelafløbning sted i ”Æ Timmergaard”, Jørgen Paulsens værft. Dermed sluttede en epoke i Aabenraas historie – skibsbyggeriet.
I 1880erne fik Aabenraa sit første fragt-dampskib. Det var kaptajn Michael Jebsen med damperen ”Signal” begyndte dampskibsrederi på Kinakysten. I 1935 havde Aabenraa to rederier.
Neuber og drømmen om Østersøbad
En interessant periode i byens historie var knyttet til Frederikslyst og fysikus A.W. Neuber. Dette har vi også tidligere beskæftiget os med. En kreds af borgere forsøgte at sætte fart i byens erhvervsliv. Det var et kostbart projekt med et stort badeetablissement. Borgerne levede i nogle år i håbet om Aabenraa som fremtid for et Østersøbad.
Bygmester P.S. Callesen havde i sommeren 1820 fuldendt Frederikslyst. Men allerede 8 år efter fik han til opgave at rive sit værk ned. Til bygning af det nye rådhus brugte man resterne af Frederikslyst.
I 1830 kunne man tage en tur med dampskibet Dania på en lysttur om aftenen. Det var det 150 passagerer, der gjorde. Og her kunne man nyde Aabenraa – egnens storstående natur.
Tysk og dansk i kirken
Indtil krigen i 1848 havde tysk ”dannelse” haft magten i Aabenraa. Men egentlig havde den ikke nogen rod i den indfødte befolkning. Ved den i 1850 foretagende ordning af sprogforholdene i de sønderjyske byer blev bestemmelserne for Aabenraa formuleret således
Allgemeines Wochenblatt
Endelig blev der nu undervist i det sprog, som man talte derhjemme. Nu vågnede Aabenraas dansksindede anført af Frederik Fischer.
Det fører os så lige til at beskrive bladforholdende i byen. I 1825 begyndte udgivelsen af et lille ugeblad, der hed ”Allgemienes Wochenblatt” redigeret af en høker ved navn Hans Koppeholdt. Han var indvandrer fra Hamborg. Selv om det tyske var fremhævende i bladet forekom der også danske indslag. Selv dr. Neuber, der senere kom til at hade alt, hav der var dansk, skrev i bladet.
Efter indvielsen af det nye rådhus den 28. oktober 1830 gengav ”Wochenblatt” den tale, borgmester Bendix Schow holdt ved den lejlighed.
Den konservative side af Slesvig-holstenismen blev repræsenteret især af borgmester Georg Schow, søn af den tidligere borgmester, Samme holdning havde Pastor Rehhoff. Der opstod en bitter strid mellem Kopperholdt og borgmester Schow, der i 1837 havde overtaget faderens embede.
Resultatet af denne tvekamp blev at kongen efter indstillingen fra borgmesteren kasserede Ugebladets privilegium på grund af redaktørens:
Det sidste nummer udkom den 10. februar 1839.
Frederik Fischer får privilegium
Den der søgte og fik privilegiet til at udgive et nyt blad i stedet for ”Wochenblatt” var Frederik Fischer. Han var et skud af de gamle aabenraaske slægter Fischer og Festesen, der kan følges 3-400 år tilbage i byens historie.
Faderen var skibsfører. Drengen skulle også have været til søs, men 9 måneder gammel fik han børnelammelse. Resten af sit liv slæbte han sig omkring på en gammel. Han lærte urmagerfaget, indgik ægteskab og etablerede sig i 1830 som mester i sin by. Fra sit tyvende år synes han at være bevidst dansk. Hans danske sindelag var uden påvirkning udefra. Han blev midtpunktet i byens nationale liv.
Ved professor Flors hjælp oprettede han et lille lånebibliotek i byen. I løbet af 18 måneder voksede det til en bogsamling på 200 bind. Det var denne mand, der kom til at udgive det nye ugeblad. Han ville udgive det på dansk. Men han måtte give efter for modstand og udgive det på tysk.
Det holdt han dog ikke ud ret længe. Fra 1. april 1840 gik han over til at udsende bladet på dansk under ”en Fandens Alarm i Aabenraa”. Navnlig var man vred over, at bynavnet Apenrade blev forandret til Aabenraa.
Både de liberale og de augustenborgske Slesvig-holstenere modarbejdede ham med en fantastisk iver. Han blev genstand for forfølgelse, blev skældt ud for at være spion og forræder.
Navnet blev Apenrader Ugeblad
Fischer holdt ud men alligevel kom bladet fra 1. oktober 1841 til at hedde ”Apenrader Ugeblad”. Krigen i 1848 kom til at vende op og ned på Fischers tilværelse. Han måtte under krigen flygte fra Aabenraa men efter slaget ved Fredericia vendte han tilbage. Han udgav nu bladet ”Freja”. I 1859 solgte han bladet til sin svoger bogbinder N. Sørensen, men han vedblev med at redigere det.
Nu blev det til Freja
Under krigen 1864 delte ”Freja” skæbnen med de øvrige blade i Nordslesvig. De blev simpelthen forbudt. Det udkom sporadisk igen. Men censuren var skrap. Frederik Fischers søstersøn løjtnant Richard Sørensen overtog bladets redaktion. Men i 1873 blev han udvist. Året efter blev bladet solgt til redaktør H.R, Hjort Lorentzen i Haderslev. Denne standsede trykkeriet og lod bladet udgå som en særudgave af ”Dannevirke”.
Hejmdal
Den 1. oktober 1879 udkom første nummer af Hejmdal. Bladet udkom kun hver tredje dag i et lille 3- spaltet format. Til at begynde med var der kun 250 abonnenter. Støtten gik dog fremad. I 1884 udkom Hejmdal 6 gange ugentlig. I de 14 år redaktør Matzen redigerede bladet var han gennem 31 presseprocesser og 9 gange blev han idømt fængselsstraf.
I 1893 købte H.P. Hanssen Hejmdal efter tilskyndelse fra rigsarkivar A.D. Jørgensen. Allerede i 1888 var denne blevet Vælgerforeningens sekretær.
Apenrader Tageblatt fik også navneændring
I Aabenraa blev der også udgivet det tyske blad, der var organ for Mindretallet i Nordslesvig. Bladet hed i en årrække ”Apenrader Tageblatt. Senere fik bladet navnet ”Nordschleswigsche Zeitung”
Ny redaktør af Hejmdal
I tiden fra 1899 – 1904 var senere amtsskolekonsulent Nic. Svendsen, Tønder, ansvarshavende redaktør af Heimdal. Fru von Wildenradt Krabbe havde i Hejmdal havde i Hejmdal fået bedømt sin journalistik som ”skamløs og ildesindet” Hun søgte at gå de preussiske magthavere til hånde. Men Overlandsretten i Kiel idømte redaktør Svendsen en måneds fængsel for fornærmelse.
Frederiksklubben
Et betydningsfuldt led i danskhedens gennembrud i Aabenraa var Frederiksklubben. Denne klub blev oprettet den 11. december 1848. Og klubben var forbundet til de gamle slægter Fischer, Bahnsen og Cornett.
Det var til ære for Frederik den Syvende at klubben fik sit navn. Snart var man oppe på 150 medlemmer. I foråret 1849 blev de ledende medlemmer kaldt op på rådhuset. Her meddelte Pladskommandanten at de skulle være ude af byen inden for to timer.
Udvisning
De modtog tvangspas til Kolding, hvortil de førtes ledsaget af soldater. Det var noget, der havde sin virkning. De øvrige medlemmer turde ikke at mødes før næste våbenstilstand. Men efter sejren ved Fredericia og våbenstilstanden den 10. juli 1849 indsattes en dansk-preussisk styre i Hertugdømmet. I slutningen af august rykkede neutrale svenske tropper ind i Aabenraa. De bortviste eller flygtede borgere kunne atter vende tilbage til deres hjem. Iblandt dem var Frederik Fischer, der nu var Frederiksklubbens skriftfører.
Efter 1850 Var både amtmand v. Helzen, Borgmester Lunn, Pastor Leth, toldinspektør Møller og amtsforvalter Woorsaae blandt medlemmerne af Frederiksklubben.
1864 – den store udskiftning
I 1864 marcherede østrigske og preussiske tropper gennem byen og blev indkvarteret. Rådmændene og Borgerrepræsentationen blev afsat. Tysksindede mænd rykkede ind på rådhuset.
I 1870 blev der oprettet en sømandsskole i Aabenraa. Men man skulle næsten tro, at dette nok var for sent. På det tidspunkt havde Aabenraa haft sin glansperiode med søfart.
Apoteker Worsaae
Apoteker Worsaae, som var bror til amtsforvalteren, skrev tre protokoller om forholdene dengang. Så vidt vides, er disse erindringer aldrig kommet ud i bogform. Han fik i 1851 privilegium til at oprette et apotek i Aabenraa. Det blev til Svane Apoteket. Det drev han indtil 1872 og så flyttede han til København.
En ond ånd kommer til Aabenraa
I 1864 kom en ”ond ånd” til Aabenraa i Stiftsprovst Rehhoffs skikkelse. Han havde været her indtil 1848. Nu fik han så indsat en slægtning Provst Götting. Han havde overbevist Rehhoff om, at han kunne tale dansk. Men det gik dog en del år inden han nogenlunde kunne tale dansk uden at skabe forargelse.
Sprogforeningen fik beslaglagt alle papirer
”Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse” blev til Sprogforeningen. Den ene og den anden danske privatskole blev efterhånden nedlagt. Det tyske sprog blev ligestillet med det danske som undervisningssprog i de nordslesvigske folkeskoler.
I februar 1886 brød politiet ind hos advokat Bekker, der var kasserer i Sprogforeningen. Foreningens papirer herunder medlemslisten blev beslaglagt. I tidens løb fulgte en masse retssager. Således fik foreningens ledelse bøde for at havde brugt ordet ”Sønderjylland”.
Men senere blev de hvis nok frikendt for at have brugt dette ældgamle ord.
Foreningen købte Folkehjem
En af de våben, som man fra tysk side brugte over for Sprogforeningen var boykot. De værter, der gav lokaler til foreningens møder blev ramt af politiet på forskellige måder. Derfor besluttede Sprogforeningen i juli 1900 at købe egen ejendom.
Der blev nedsat et seks mands-udvalg, der besluttede sig for i 1901 at købe det nuværende Folkehjem for 30.000 mark. Indtil da havde det været et forlystelsessted ”Schweizerhalle” Sprogforeningen havde egentlig boglager i Flensborg. Men nu blev bøgerne ført hertil.
I 1903 flyttede sekretæren Nikolaj Andersen ind i ejendommen og overtog jobbet som bibliotekar. Hans hustru Sophie Andersen ledede restauranten. Folkehjem blev ikke blot et samlingssted for de dansksindede i Aabenraa med for hele Sønderjylland.
Det var her på altanen, at H.P. Hanssen den 17. november 1918 holdt tale for en tusindtallig forsamling. Det første afstemningsmøde blev afholdt den 16. januar 1920.
Tysk flertal i Aabenraa
Den 2. februar rykkede engelske og den 6. februar franske besættelsestropper. Ved afstemningen blev resultatet for Aabenraas vedkommende 2.224 stemte for Danmark – 2.725 stemte for Tyskland. 445 stemmer var afgivet af tilrejsende nord fra og 899 af tilrejsende syd fra.
Masser af aktivitet i Aabenraa
Nye bykvarterer blev bygget omkring Callesensgade. Fortsættelsen af Forstalle ud til Skovridergården, kvarteret ved Tønder landevej helt ud til Cecilielyst i Kolstrup, ved Nørre Chausse, Gammel Kongevej og Lindsnakkevej.
En ny færdselsåre, der fra Hotel Danmark fører forbi havnen, langs fjorden ud til Flensborgvejen. Og så var der flere nybygninger, Grand Hotel, Aabenraa Teater, Telegrafvæsenets administrationsbygning, Det danske Gødningskompagnis store lagerbygning. Og de gamle flyvehaller ved havnen var blevet indrettet til eksportstalde. Nede på kajen ved den nye havn knejsede Aabenraa Kul Kompagnis og A/S Prima’ s kulkraner. På den modsatte side af havnebassinet lå D.D.P.A. ’s store tanks for brændselsolie, benzin m.m.
Ved havnen var desuden Sønderjyllands Højspændingsværks store bygninger, Aabenraa Andels Svineslagteri med fabrik for kød-ekstrakt, det offentlige slagtehus og ved siden heraf Fyffes Bananmodningsanstalt – Kornfirmaerne ”Ceres” og ”Union” havde store pakhuse ved kajerne i gammelhavn og Sydhavnen. Union havde desuden et kornsilohus ved den nye havn og fået flere pakhuse ved den gamle havn. Ceres havde også fået flere pakhuse.
Her havde Sønderjysk Foderblandingsfabrik sin fabriksbygning. Ved Gammelhavn lå D.F.D.S’ s kontorer og lagerbygning. Så var det også kaptajn P.F. Cleemanns ”Vikinghus” med kontorer for Aabenraa rederi Og sådan kunne vi have blevet ved. Der var gang i meget i Aabenraa.
Hermed slutter vi vores lille serie på tre artikler. Og som sædvanlig kan du få udbygget din viden ved at læse de artikler, vi allerede har skrevet om den tid.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Søfart – Aabenraa/Løjt:
Aabenraa 1800 – 1935