Artikler
November 10, 2019
Max Valentiner – en u – bådskaptajn fra Tønder
Han var født i Tønder. Faderen blev sognepræst i Sønderborg. Max redede skibsdreng fra at drukne. Han blev forfremmet. Så redder han 31 mand fra en sunket u – båd. En mission mislykkedes. Valentiner skulle stå skoleret. Passagerskibe blev sænket. Bombningen var et brud på krigens love. U 157 var en langsom men godt bevæbnet u – båd. Ja oprindelig var det en handels – ubåd. Det lykkedes ikke at skære telegrafkabel over. Et blodigt slag. De skibbrudne ankom splitternøgen til en spansk koloni. Skulle der jages en torpedo i lazaret – skibet? Et dansk skib sænkes. Norsk kaptajn ville med u – båden. En tapper Sanktbernhardshund. Han var den mest succesrige u – båds kommandant. Han stod for nedsænkningen af 142 skibe. Beskyldt for at være krigsforbryder. Måtte mere eller mindre frivillig aflevere æresbevis. Han fik administrative jobs i Marinen. Og så døde han af en lungesygdom. Ja og æresbeviset fra Sønderborg fandt man i 2001.
Faderen blev sognepræst i Sønderborg
Alle steder står det at Max var født i Tønder. Og det var Sønderborg, der gav ham æresborgerskab. Men den gav han dog afkald på, da der efter 1920 kom kritik af det, hvad han egentlig havde gjort.
Han var den ældste søn af diakonen Otto Friedrich Valentiner og dennes hustru, Mathilde Julie Olde. Der var også to yngre søstre og en bror Otto, som faldt i krigen om bord på UC 79.
Faderen var i mange år sognepræst og provst i Sønderborg. I 1890 var familien flyttet til Ketting. Efter to år her fik faderen job i Sønderborg.
Redede en skibsdreng fra at drukne
Sin skoletid tilbragte Max i Ketting og Augustenborg. I Sønderborg tog han sin eksamen. Den 1. april 1902 mødte Max op som søkadet på skole – sejlskibet Moltke i den kejserlige marine.
Under grunduddannelsen redede han den 15. august 1902 ud for Swinemünde en skibsdreng fra at drukne. I 1903 sluttede han med succes sin uddannelse på Hansa.
Forfremmet
Den 29. september 1905 blev han udnævnt som Løjtnant. Han kom på linjeskibet Braunschweig. Et år efter blev han forfremmet til Overløjtnant. Fra 1908 til 1910 var han kompagnichef i 1. matros-artilleri-afdeling i Kiel.
Redder 31 personer fra en sunken u – båd
I 1911 blev han redder-officer på specialskibet Vulkan. Han var samtidig ansvarlig for U – båds-forsvars-kommandoen i Kiel. Som redningsofficer styrer han redningen af 28 besætningsmedlemmer og 3 gæster, der er indespærret i torpedokammeret i SM – U 003.
På grund af en betjeningsfejl opdages ikke under en dykning, at den agter udluftningsventil ikke var lukket. Derved fyldes den bagerste del af ubåden med vand. Bagenden rammer havbunden på 14 meters dybde.
Et kun 45 cm rund torpedorør bliver hejst ned i torpedorummet, hvor det meste af besætningen havde samlet sig. Besætningen var ilde tilredt, da luften i torpedorummet var forgiftet af klordampe på grund af de bagerste akkumulatorer var blevet oversvømmet af det salte havvand. Blandingen af akkumulatorsyre og havvand udviklede klorgas, som dannede vand i besætningens lunger. Dette kunne i denne alvorlige situation medføre druknedøden. Klorgas angreb også øjne og næsesvælget.
Det lykkedes for Max Valentiner at redde hele besætningen, der befandt sig i ubådens skrog. Kaptajnen, styrmanden og rorgængeren, der befandt sig i tårnet kunne ikke reddes.
En mission, der ikke lykkedes
Den 22. marts 1914 blev han forfremmet til kaptajnløjtnant. Ni dage senere blev han lærer på U – båds-skolen i Kiel. Denne stilling havde han til udbruddet af Første verdenskrig.
Hans første opgave var det med U 3 at sænke russiske krigsskibe i Østersøen. Men operationen mislykkedes. Derefter blev han beordret til Kiel, hvor han over for Storadmiralen for den Kejserlige Marine, Prins Heinrich af Preussen skulle forklare problemerne ved operationen.
Passagerskibe blev sænket
Nu blev han kommandant på den nye u – båd, U 38. Til slutningen af marts 1915 blev nogle problemer på dieselmotoren ordnet og reparationer blev også foretaget. Ind imellem dette foretog Valentiner nogle togter til den britiske østkyst.
Fra den 20. oktober til den 11. november 1915 sejlede U 38 i Middelhavet. Her blev i alt 14 skibe sænket. Den 8. november 1915 sænkede U 38 det italienske passagerskib Anconna. Derved mistede 200 mennesker livet.
Den 30. december 1915 blev uden advarsel Persia sænket ved Kreta. Her omkom 343 mennesker.
Bombningen var et brud på krigens love
Bombningen af disse to passagerskibe vakte international opsigt. Et stort antal amerikanske borgere omkom. Man påstod, at det var derfor USA gik ind i krigen. Men det passer nu ikke helt.
Selv om Tyskland havde erklæret uindskrænket u – bådskrig, blev disse torpederinger anset for brud på krigens love og sædvaner.
Æresborger i Sønderborg
Den 5. januar 1917 bliver Max Valentiner gjort til æresborger i Sønderborg. Dette æresbevis afleverede han igen efter 1920.
U 157 var oprindelig en handels – ubåd
Den 15. september 1917 forlod Valentiner U 38 i Cattaro og overtog den 22. september i Kiel kommandoen over den U – krydser U 157. Dette varede til 20. juli 1918.
U 157 var oprindeligt bestemt for at sejle som handels – ubåd og var bygget derefter. Båden skulle oprindelig være sejlet til USA og have været døbt U – Bayern. De Forenede Staters krigserklæring gjorde en ende på disse planer. Handelsbåden blev ombygget til en krigs – ubåd.
Det var en ren kolos på 2.000 tons. Den var overordentligt luksuriøst indrettet. Kaptajnen havde ikke sådan et hul, som der var U 38. Der var officersmesse ”med alt tilbehør” Mandskabet sov også menneskeværdigt. Valentiner kaldte bevæbningen for ”fantastisk”. Bemandingen var 8 officerer, 78 mand.
Et meget langsom skib
Men for at spare på vægten udstyrede man skibet med lette maskiner. De kunne – i gunstig vejr – nå 10 sømil i timen. Ved søgang var det 4 til 6 sømil. I storm kunne man overhovedet ikke sejle mod søgangen.
Men selv om maskinkraften skuffede Valentiner, så var han ovenud begejstret for bevæbningen. Kanonerne skød præcist på 16.500 meter og havde en høj skudhastighed.
Valentiner foretog den længste tur for en u – båd under Første Verdenskrig. Den varede fra 27. november 1917 til 15. april 1918. Det var i alt 139 dage. Og i den tid sænkede Valentiner med sin u – båd 7 skibe.
Det lykkedes ikke at skære telegrafkablet over
Den 26. december 1917 sænkede U – 157 ved Azorerne det portugisiske sejlskib Lidia. Det var på vej fra New Orleans til Porto. I dagene før sænkningen havde man forsøgt at gennemføre en særlig mission. Man forsøgte at overskære telegrafkablet der førte til England og Europa. Men aktionen mislykkedes til stor fortrydelse for en officer med højere rang end Valentiner. To andre u – både blev senere sendt til området for at udføre opgaven. Også deres aktion mislykkedes.
Et blodigt slag
Den 7. januar 1918 bordede og sank U – 157 det franske troppetransportskib Qued Sebou.
Det sejlede mod syd og var bestemt meget hurtigere end Valentiners båd. Samtidig var Afrika i sigte. Skibet var begyndt at skyde mod Valentiners båd. Han skød fremragende. Valentiner ville ikke opgive. Mandskabet trængte til forråd.
Nu rammer Valentiner. Og samtidig befaler han hurtigdykning. På damperen bliver det hvide flag hejst. Men åbenbart er også Valentiner såret. Han er oversprøjtet med blod fra top til tå.
4.000 meter fra den afrikanske kyst ser han nu i kikkerten, at den franske damper sætter to fyldte både i vandet. Han befaler nu to granater mod skibet, men opdager, at damperen er fuld af mennesker. Fra 1.000 meters afstand ser han nu at den ene kanon på damperen er ved at blive bemandet.
Damperen ser frygtelig ud, den er sønderflænget af granater. Valentiner sætter to både i vandet, en med sanitetspersonale og en til at indsamle de store fisk, der bedøvet af granaterne flyder rundt på vandet.
På landjorden er søfolkene blevet omringet af beduiner. De sårede blev læsset i en flåde. Og ellers indkasserede Valentiner ved denne lejlighed 16 tons proviant.
De skibbrudne ankom splitternøgen til en spansk koloni
Senere kunne det læses i aviserne, at de skibbrudne ikke var slået ihjel, men at de blev fuldstændig udplyndret af beduinerne. Nogle dage senere ankom de splitternøgne til den spanske koloni Rio Doro.
Midt i det hele råbte nogle af Valentiners folk ”Vi har fundet vinlageret”. Men glæden varede kort. For pludselig lød det ”Lys i sigte”. Det var uden tvivl hjælpekrydseren. Nu lod befalingen: ”Alle mand om bord”. Torpedoer blev gjort klar til affyring. For U – 157 lød tabet på tre døde og ti sårede. Et overdøvende brag hørtes. Det sprængpatronerne der gjorde ende på det franske troppetransportskib.
Skulle der jages en torpedo i et lazaretskib?
Ud for Afrikas kyst dukkede den 26. februar 1918 en lazaretdamper op. Et mægtigt skib på 200.000 tons med to master og to skorstene. Det passerede Valentiner i en afstand af kun 500 meter. Men fra hvilken krigsskueplads kom denne båd? Skulle han jage en torpedo ind i skibet?
Et dansk skib sænkes
Den 10. januar 1918 sænkede U – 157 den danske damper Hulda Mærsk. Besætningen var blevet bedt om at gå om bord i en spansk fiskeskonnert ”Pepita”, som lå i nærheden. En masse proviant var blevet læsset over i u – båden.
Da besætningen var kommet et stykke bort fra ”Hulda Mærsk” hørtes eksplosioner. Valentiner nævner ikke selv sænkningen af det danske skib i sine erindringer.
Norsk kaptajn ville med u – båden
Den 11. januar 1918 kaprede U – 157 under Max Valetiner den norske damper D/S Norefos. Den var blevet brugt som slæbebåd og forsyningsskib. Men den 1. marts kunne ikke længere bruge damperen.
Den norske kaptajn var stadig ved godt mod. Han havde en smuk motorbåd og tog sine redningsbåde på slæb. Han skulle kun sejle få mil til Dakar. ”Kan De ikke bruge mig på Deres båd”, sagde han spøgefuldt.
En tapper Sanktbernhardshund
Den 17. februar 1918 blev det portugisiske skib, Estrella Da Bissao. Det var en stor tremaster med vidunderlige gaffelsejl af snehvidt bomuld. Besætningen flygtede i redningsbådene, da ubåden nærmede sig. Valentiners folk lagde til med deres jolle og ville klatre op på dækket. Men da sprang en kæmpe Sanktbernhardshund larmende imod dem gøede og bed. Den ville ikke lade nogen komme om bord. Folkene forsøgte at slå den ned med årene, men hunden var hurtig og veg uden om. Ingen kunne ramme den. Jollen måtte returnere efter en pistol. Valentiner bad dem om at skåne den tapre hund. Men det var ikke noget at gøre.
Sejlskibet havde bomuld og kobber om bord, en værdifuld ladning. Men det var levnedsmidler som besætningen havde brug for. Men der var to svin om bord. Det var naturligvis også et fint bytte. Men da en mand i mørket greb ned i svinestien, skreg han også. Svinene forsvarede også skibet til de blev knaldet ned.
Varselsskud havde ikke ramt
Den 18. marts 1918 opbragte U – 157 den spanske damper Infanta Isabel de Borbon. Man ville bare give den advarselsskud, men man var kommet til at ramme den. Ja det troede Valentiner. Men det var damperen, der lukkede damp ud.
Over radioen forlangte Valentiner, at de kom med skibets papirer. De satte straks en stor robåd i vandet, som sejlede mod U – 157. Alle passagerer blev undersøgt.
Den mest succesrige kommandant – sank 142 skibe
I 1918 blev han beordret tilbage til marineskolen i Kiel som underviser. Under krigen sænkede Valentiner på u – både i alt 142 skibe. Dermed er han en af de mest succesrige U – bådskommandanter i søkrigs-historien.
Beskyldt for at være krigsforbryder
Efter Første Verdenskrigs afslutning blev Valentiner anklaget af sejrherrerne, Frankrig, England og Italien. De betragtede ham som krigsforbryder. Han flygtede til Berlin. Her fik han en ny identitet. Som Karl Schmidt rejste han til Østpreussen, hvor han boede et stykke tid.
Valentiner var blevet anklaget for ”grusom og umenneskelig behandling af besætninger” i femten forskellige hændelser med franske, britiske og italienske skibe. De allierede forlangte at få alle krigsforbrydere udleveret, men de fleste blot resigneret roligt og forsvandt i et stykke tid, herunder Valentiner.
Efter at Versailles fredstraktaten var underskrevet og trådt i kraft vendte han tilbage til Kiel. Han blev her forfremmet til korvette – kaptajn.
Måtte mere eller mindre frivillig aflevere sin æresbevisning
Da Valentiner mere eller mindre frivillig fik frataget sit æresbevis, skrev Valentiner den 31. august 1920 til Byrådet i Sønderborg:
Valentiner grundlage et firma i Kiel som handlede med maskiner og enkeltdele. Senere blev han redder.
Administrative jobs i Marinen
Fra 1. september 1934 fik han sin gamle tjenestegrad tilbage. Han blev i første omgang ansat i marineamtet i ”Reichswehrministerium” fra 1. juni 1935 blev han anvendt i den statistiske afdeling i marinens overkommando.
I januar 1940 overtog Valentiner et job i U – båds-kommissionen i Kiel – Danzig. Dette job havde han til marts 1945. I januar 1941 var han blevet udnævnt som kaptajn. Den 31. marts 1945 blev han fyret fra Krigsmarinen.
Døde af lungesygdom
Max Valentiner døde den 19. juli 1949 på Sønderborg Sygehus af en lungesygdom grundet indtagelse af giftige dampe fra maskinerne på de første ubåde. Han er begravet på kirkegården i Sønderborg.
Han modtog en række udmærkelser.
Man fandt æresbeviset
Det meste af familien udvandrede til Sydamerika. De overlod huset til en forvalter. Denne opdagede i 2001, da huset nu helt skulle rømmes, æresbeviset. Efter at have været på Rådhuset kom det på Sønderborg Slot. Nu kan det ses i Det tyske Museum.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 10, 2019
At grave i Historien
Der må sidde nogen, derude, der kender den fulde historie om Asmus Jensen. To år efter vores bogudgivelse, sidder vi men mærkelig fornemmelse. Københavnerne måtte ikke høre om historieforfalskning i Grænselandet. Pludselig blev vores hovedperson interessant. De to, der påtog sig skylden fik topposter. Historikere mener, at familien konstruerede historien. Vi er blevet beskyldt for løgn, opspind og udokumenterede påstande. Nu er arkiverne lukket for videre adgang. Forhåbentlig ligger dokumenterne, vi har fundet stadig i Padborg. Vi anmeldte mordet til Politiet. Der var masser af manipulerede rapporter. Ligsynsrapporten var ikke manipuleret. Hvorfor skulle Asmus Jensen likvideres? Hvorfor var der andre der påtog sig skylden? Pludselig anerkendte man ordet ”drab”. Hvorfor skulle mordsagen henligges så tidlig? Og hvorfor fik politiet så så sent dette at vide? Vi skal også kigge på en bekymret politimester. Bør datteren ikke have en afklaring? Dette nåede hendes mor ikke at få.
Lukket for arkiverne
Her to år efter vores bogudgivelse ”Grænsen er overskredet” sidder man med en lidt mærkelig fornemmelse. Bogen handlede om mordet på Asmus Jensen i Padborg. Vi arbejdede sammen med datteren og hans kone for at finde frem til sandheden.
Og min medarbejder Kurt gjorde et utrætteligt stykke arbejde i at opsøge arkiver og folk, der oplevede ting og sager dengang. Vi blev nægtet arkivadgang i første omgang. Og først efter en klage, fik vi indsigt. Men det var en kort frist, for så var det ellers lukket for det varme vand.
Københavnerne ville ikke høre om historieforfalskning i grænselandet
Flensborg Avis og Jyske/vestkysten i Tønder omtalte bogen flot. Ja det gjorde Der Nordschleswiger sandelig også. Men københavner – aviserne mente ikke, at københavnerne var interesseret i historieforfalskning i grænselandet.
Og lokalt afviste man nærmest bogen som noget makværk. I Padborg vidste man udmærket, hvad der var forgået, men de fleste vil i dag ikke omtale sagen som et mord. De tror på den officielle forklaring med, at Asmus Jensen flygtede over grænsen til Tyskland.
En lokal avis gav udtryk for, at de gerne ville omtale vores bog, men virkeligheden så anderledes ud. En anden avis orkede ikke at få oplysninger hos en anden afdeling af samme avis.
Pludselig blev vores hovedperson interessant
Pludselig blev der holdt foredrag om vores hovedperson og i Sønderjyske Årbøger kom en udmærket artikel om Asmus Jensen. Man stillede dog knap så mange spørgsmål, som vi gjorde.
Trods dette har vi fra flere ældre fået at vide, at vores historie er rigtig.
Et nyhedsmedie var meget interesseret i vores arbejde, men det var som om, at de kun ville modtage og ikke yde.
De to, der påtog sig skylden fik topstillinger
Den officielle historie med at Asmus Jensen skulle være flygtet over grænsen er også gengivet i diverse historiebøger, der udkom efter besættelsestiden.
Vi har henvendt os til Den Danske Brigade og spurgt om, hvorfor de skrev falske rapporter og løg omkring, at de skulle have skudt Asmus Jensen under flugt. De to, der påtog sig skylden fik senere topposter i Nato. Den Danske Brigade ønsker ikke længere at tale med os.
Historikere mente, at Familien konstruerede historien
Historikere har ment, at det som familien til Asmus Jensen har fortalt os er konstrueret og ikke kan bruges til noget. Vi gav datteren et andet navn for at hun ikke skulle lide overlast. Det kan undre, at familien i alle de år er blevet fyldt med løgn fra myndighedernes side.
Man har tænkt på at beskytte gerningsmændene men så sandelig ikke ofrene.
Dokumenter kan ses på lokalarkiv
Vi vil henvise læserne til de andre artikler omkring Asmus Jensen og vores bog. Vi vil i denne artikel kaste os over tre dokumenter, som vi synes er væsentlig. På Lokalhistorisk Arkiv i Bov Kommune har vi afleveret en del af de dokumenter, som vi nåede at samle sammen. Det var tydeligt at mærke her, at vi havde fat i en ”varm sag”
Vi anmeldte mordet til Politiet
I forbindelse med vores arbejde stødte vi på en række mystiske dødsfald. Og vi har selvfølgelig anmeldt mordet på Asmus Jensen til politiet i Aabenraa. En time efter blev der ringet tilbage, at sagen er lukket. Og det selv om, at vi har fundet nye dokumenter, der viser, at noget er rovruskende galt.
Der skete selvfølgelig en politimæssig efterforskning, men den var basseret på Den Danske Brigades fejlagtige rapport. Og det vidste politiet udmærket. I selve likvideringen af Asmus Jensen var der også betjente til stede.
Justitsministeriet var indblandet
Det er også tydeligt at Justitsministeriet var indblandet. Willy Jensen fik sin udvisning udskudt flere gange. Den lokale politimester ville bare ikke fortælle ham det. Således ligger vi inde med et dokument, der fortæller, at hele familien skulle stille på i Fitting lejren. Derfra skulle de så udvises. Men så vidt kom det aldrig.
Willy Jensen brugte sin viden om Asmus Jensen til at få udskudt sin udvisning. Han truede med at afsløre det hele offentligt.
En kort overgang i Kollund Østerskov
Vi har i vores efterforskning også fundet ud af, at Asmus Jensen arbejdede en kort periode som gartner i de to villaer i Kollund Østerskov, hvor Werner Best havde sit tilholdssted. Det blev senere overtaget af engelsk og dansk efterretningsvirksomhed.
Flere gange har diverse medier forsøgt, at finde en forklaring. Og som det senere kan læses i dette indlæg, så blev den lokale politimester også nervøs for afsløringerne.
Vi kiggede også i kirkebøger
Ja egentlig var det Feltpolitidetachementet, som blev oprettet i Sverige i 1944, som udarbejdede den uheldige rapport og som skød Asmus Jensen under flugt, påstod de.
Deres opgave var egentlig at bistå de britiske myndigheder med at opspore krigsforbrydere og danskere, der havde været i tysk tjeneste.
Vi har som vi skriver i bogen opdaget, at man har forsøgt at skjule spor for eftertiden. Men man har glemt at rette i diverse kirkebøger.
Ligsynsrapporten er ikke manipuleret
Men man har så ikke taget i agt, at Politiet fra Kolding ikke lod sig manipulere i deres ligsynsrapport. De konstaterer, at Asmus Jensen blev skudt på kort afstand i nakken.
Vi har også været ude at kigge på det sted, hvor de navngivne personer skulle have skudt Asmus Jensen under sin flugt. Det har slet ikke kunnet lade sig gøre på grund af diverse hegn, træer m.m., selv om det er gået så mange år.
Hvorfor skulle han likvideres?
Vi har også konstateret, at Feltpolitidetachementet ikke havde Asmus Jensen på deres eftersøgningsliste.
Vi har ikke kunne finde bevis for, at Asmus Jensen har været i Sommerkorpset. Såfremt han har det, burde han jo komme for en retsinstans. Vi har heller ikke kunnet konstatere, at han har været stikker.
Rost af den tyske marine
Han arbejde for en bager i Flensborg, der leverede brød til marinen i Mörwick. Han havde opfundet et middel til, at brødet kunne holde sig bedre, når marinen gik til havs. Han blev for dette rost i forskellige nazistiske blade.
En manipuleret rapport
I den rapport, der er afleveret fra Feltpolitidetachementet står følgende:
Det er nok utænkelig at en engelsk soldat vil reagerer på en ordre udstedt af en dansker. Forholdet mellem engelske soldater og modstandsbevægelsen var ikke særlig godt i grænselandet. Og hvem var de to unge Damer?
Den sande historie
I et så lille samfund kender man hinanden. Og i området var modstandsbevægelsen særdeles aktiv efter besættelsen. Allerede den 6. maj, da Asmus Jensen og hans kone var på vej hjem blev de stoppet af en lastbil. På den var der folk med armbind. Hun blev skubbet ned i vejgraven. Heldigvis blev barnevognen stående. Asmus Jensen blev smidt op på bilen. Dette skete på Smedeby Bakke.
Efterfølgende kørte bilen mod Tønder og Frøslevlejren/Faarhuslejren. Familien var også to gange i lejren for at forhøre sig efter ham.
Men sandheden er, at man har drejet af mod Vejbæk. Her er Asmus Jensen blevet indespærret, måske tortureret og efterfølgende skudt. Den ene af de fem gerningsmænd har en ejendom i Vejbæk. Efterfølgende har man så anbragt ham ved grænsen, eller 200 meter over i Tyskland.
Manipuleret rapport
I rapporten hedder det videre:
Har denne SS – mand overhovedet eksisteret?
Dette er rekonstrueret af Feltpolitidetachement. Det er også underligt, at navnet på den kammerat ikke er nævnt ved navn. Åbenbart har der også været modstandsfolk til stede. De havde med garanti kendt denne SS – mand, hvis han havde eksisteret.
Vi har med vilje undladt at sætte navn på de tre folk. Det er så dem, der efterfølgende har påtaget sig skylden for nedskydningen af Asmus Jensen. Men som allerede beskrevet bliver dette modsagt af ligsynsrapporten.
Og de videre omstændigheder, som du kan læse i vores artikler modsiger også denne beskrivelse. Som du vil kunne læse, så taler man også efterfølgende om drab.
En meget tidlig henlæggelse af en mordsag!
Den 28. august 1945 afsender Rigspolitichefen via vicepolitiinspektør Himmelstrup et brev til Politimesteren i Gråsten:
Det kan undre, at man allerede på det tidspunkt henlægger sagen.
Nu skal politikommandøren tage stilling
Den 9. januar 1946 bliver der fra Justitsministeriet sendt et brev sammen med et eksemplar af Bladet ”Revision” til Politikommandøren for Sydjylland, politimester E. Brix, Aabenraa:
Og her skal ”Den Gamle Redaktør” beklage, at vi ikke kan læse underskriften.
Dette er en lidt grotesk situation, for man havde på dette tidspunkt indstillet undersøgelsen. Nu skulle man så åbenbart alligevel i gang, selv om politimyndighederne internt godt vidste, hvad der var sket. Læg mærke til, at nu er det ikke den lokale politimester, der skal svare
Familien holdt hen med løgn
I hele sagsforløbet blev familien holdt hen med løgn. Der gik masser af rygter i byen. Man vidste godt, at det var fem mand fra modstandsbevægelsen, der stod bag likvideringen. Men det som de færreste vidste var, at det var en afdeling af Den Danske Brigade, der havde påtaget sig skylden. Hvorfor, ja det svæver hen i det uvisse.
Familien sendte mange breve af sted til myndighederne, som forblev ubesvaret. Det var som om, at man beskyttede gerningsmændene og var lige glade med ofrene:
Ingen interesse i at få sagen opklaret
Åbenbart har familien ikke fået at vide, at der overhovedet efterforskes noget som helst. Man var sikkert også blevet træt af familiens mange henvendelser.
Den 12. maj 1949 sendes følgende til Stadsadvokaten i Sønderborg:
Den 21. maj er der kommet et stempel på Særlig Sag. Men nu returneres dokumentet:
Familien får sent besked, ingen undskyldning eller erstatning
Først den 9. juni 1949 får familien besked om, at sagen lukket, og at der ikke foretages videre i sagen.
Justitsministeren kigger på sagen
Åbenbart har Justitsministeriet forlangt at se alle sagens akter. For den 28. januar 1952 sendes en pakke bilag samt følgende brev, der er til Politimesteren i Graasten.
Brevet er underskrevet af Chr. Ludvigsen. Og det man nok skal hæfte sig ved er ordet ”drabet”. Dette vil man nok ikke anvende, når man skyder en person på flugt.
En bekymret politimester
Men sagen er langt fra slut. Familien søger stadig en afklaring. Og det gør medierne også. Politimesteren i Gråsten sender den 22. april 1971 følgende brev til Justitsministeriet:
Er der nogen, der ved noget?
Vi har i tidligere artikler omtalt både retsmødet, Lausten – sagen og bladet Revison.
Siden bogen er udkommet i slutningen af 2017 er Asmus Jensens kone afgået ved døden i Frankrig. Hun fik aldrig en afklaring. Men det er måske håb for, at datteren stadig kan få det. Vi håber, at du kære læser kan hjælpe os.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.463 artikler, heraf 291 artikler fra Besættelsestiden (før/nu/efter):
Under Padborg/Kruså/Kollund (57)
November 7, 2019
Forbindelser Til Danmark
Dette handler bl.a. om Lægen Rascher, der troede at han kunne få en doktorgrad. Men det slutter helt bizart. Han fik en god forbindelse til Himmler. Rascher var skruppelløs. Alt for mange døde. Forsøg med forfrysninger. Thalbizer ville ikke samarbejde. Derfor blev Himmler rasende. Men det var ingen grundt til at skride ind over for den københavnske professor. Emil Petersen foreslog Vasodil. Endnu engang mange døde i forsøg. Endelig var et universitet interesseret. Et spædbarn forsvandt og det ændrede på alt. Pludselig viste det sig at Raschers børn ikke var deres egne. Himmler følte sig narret og til grin. Barnepigens lig blev fundet. Himmler gjorde kort proces. 23 læger anklaget i Nürnberg. Amerikanerne kunne bruge nogle af dem. 23 danske læger blev udsat for clearingsmord. Tysk læge myrdet i Padborg. Læger fra Mindretallet fik milde straffe. Værnet slap for straf. Emil Petersen fik mild straf. Hvad lavede hans J. Bissing. De danske myndigheder interesserede sig ikke for, om danskere havde lavet krigsforbrydelser uden for Danmark.
En god forbindelse til Himmler
Den 26. april 1945 blev den 36 – årige læge Sigmund Rascher dræbt med et nakkeskud i celle 73 i KZ – lejren Dachau. Det var blot tre dage før amerikanernes ankomst. Gennem årene havde lægen haft tætte bånd til Heinrich Himmler.
Racher bestod i 1936 den medicinske embedseksamen i München. Fra 1936 til 1938 beskæftigede han sig med kræftforskning hos professor Trumpp ved Patologisk Institut i München. Allerede i 1933 havde han indmeldt sig i NSDAP og 3 år efter i SA. Men han forlod denne organisation i 1939 til fordel for Himmlers SS. Og så blev han tilknyttet denne organisations af deling for ”Ahnenerbe”.
Formålet med dette var at udforske ”germansk” ånd og kultur. Gennem hans kone, Karoline blev han præsenteret for en gammel bekendt Heinrich Himmler. Denne var interesseret i Raschers kræftforskning.
I begyndelsen brugte man aber
Og nu fortsatte han forskningen derhjemme. Men det kom lidt bag på ham, at han blev indkaldt til Luftwaffe. Dette efterlod ikke så meget tid til egen forskning.
I foråret 1941 blev Rascher sendt på kursus Lauftgaukommando 7 i München. Kurset handlede om påvirkningen af den menneskelige fysik ved flyvning i stor højde. Luftwaffe var på den tid ved at udvikle en ny type jagerfly, der skulle operere i 18.000 meter, og dermed være de engelske jagerfly overlegne.
Rascher var skruppelløs – 70 – 80 døde
Der var vigtigt at vide, hvorledes piloternes fysik blev påvirket i denne højde. Under Dr. Siegfried Ruffs ledelse skulle piloternes udholdenhed undersøges i et undertrykskammer. Man havde vanskeligheder ved at få frivillige til forsøgene. Derfor brugte man aber.
Men Rascher havde en løsning på problemet. I midten af maj 1941 foreslog han Himmler at stille to –tre fangere fra KZ – lejre til rådighed. Men man aftalte at fremtidige forsøg skulle foregå i Dachau. Forsøgene skulle foregå sammen med lægerne Romberg, Weltz og Ruff.
Et mobilt undertrykskammer fra Berlin blev flyttet til Dachau og forsøgene begyndte den 22. januar 1942. En senere fange og medhjælper ved forsøgene berettede efter krigen, at 180 – 200 fangere deltog i forsøgene, hvoraf 70 – 80 døde. Han mente, at det alene var Rascher, der var skyld i dødsfaldene. Han betegnede denne som skruppelløst.
Romberg forsøgte, at forhindre dødsfaldene, men Rascher fortsatte sine dødbringende eksperimenter om natten, eller når Romberg ikke var til stede. Højdeforsøgene fortsatte til midten af maj 1942, hvor det til trods for Raschers modstand, lykkedes for Ruff og Rosenberg at fjerne undertrykskammeret fra Dachau.
Forsøg mod forfrysninger
Rascher blev dog ikke arbejdsløs. Luftwaffe ønskede en ny type forsøg, nemlig nedkølingsforsøg. Mange nedskudte men reddede tyske piloter døde af forfrysninger, de havde pådraget sig efter ophold i det åbne hav.
I juni 1942 gav Himmler Rascher til opgave at forberede eksperimenter med nedkøling i Dachau. Himmler gjorde sine egne besynderlige tanker i hvilken retning disse forsøg skulle bevæge sig i. Rascher skulle indhente oplysninger om, hvorledes lokale fiskekoner ved Nordsøen tog sig af deres skibbrudne mænd. Det var også oplagt at undersøge, hvorledes folk i arktiske egne behandlede forfrosne og nedkølede mennesker.
Thalbitzer ville ikke samarbejde
For at få svar på disse spørgsmål rettede Himmler og SS øjnene mod Danmark og filologen og eskimologen William Thalbitzer.
Denne havde siden 1926 været professor i eskimoisk sprog og kultur ved Københavns Universitet. Han havde været med i en række videnskabelige værker om eskimoisk sprog og kultur.
Om nogen var det ham, der kunne svare på, hvad eskimoer gjorde for at redde forfrosne folk fra at dø af kulde. Det var ”Ahnenerbes kurarator og rektor for universitetet i München Walter Würst, der foreslog Himmler, at involvere den danske polarforsker i de forestående forsøg i Dachau.
Den 2. august rejste Rascher til København for at tale med Thalbitzer og et par andre danske forskere. Tre dage efter var han atter tilbage. Samtalen med den danske forsker faldt ikke så heldigt ud.
Fra lægen ved det tyske gesandtskab fik Rascher efterfølgende at vide, at Thalbitzer var ærkekommunist, mens den danske læge og SS-mand Emil Petersen som Rascher mødte på sin tilbagerejse til Berlin kunne oplyse, at Thalbitzer var ”Heljøde”.
`Åbenbart er samtalerne kun ført gennem telefonen. Mere held havde Rascher tilsyneladende med lægen Helge Eltorm fra Amtssygehuset i Gentofte og lederen af den danske radiumstation, overlæge Jens Nielsen. Hvad disse læger har fortalt vides ikke. Men Thalbitzer viste ikke den store vilje til at samarbejde.
Himmler blev rasende
Og dette gjorde Himmler rasende. Han ville lade den genstridige professor arrestere og overføre til Dachau, hvor han passende kunne tvinges til at stille sin viden til rådighed for Raschers arbejde.
Det var så op til Paul Kanstein og resten af staben i København til at fremstille anklagerne mod Thalbitzer. Her skulle man også finde det rette tidspunkt til hans anholdelse. I København var man godt klar over, at en tysk anholdelse af en kendt dansk videnskabsmand og efterfølgende deportation kunne få alvorlige konsekvenser for det dansk – tyske samarbejde. Og det var lige efter telegramkrisen.
En tysk kriminalassistent blev bedt om at forske i Thalbitzers slægt. Og her fandt han ud af at han ikke var af jødisk slægt. Det var nu ikke den dybdeborende efterforskning. Det var opslag i et to trykte og let tilgængelige genealogiske værker om Thalbitzerslægten. Det var alt, hvad der blev til. Men det tog alligevel tre måneder at komme frem til resultatet.
Ingen grundt til at skride ind over for Thalbizer
Syd fra blev det rykket for svar. Og det kunne Kanstein nu give. Han fastslog også, at han ikke havde fundet dokumentation for Thalbitzers antityske holdning. Han kunne heller ikke finde dokumentation for, at Raschers og Thalbitzer havde talt sammen.
Ud fra disse omstændigheder fandt Kanstein og Werner Best det umuligt at skride ind. Samme holdning nåede Himmler også til- til at held for Thalbitzer.
Emil Petersen foreslog Vasodil
Den danske læge, Emil Petersen arbejdede i et KZ – lazaret i Wien. Denne havde foreslået Rascher at komme til København en måneds tid senere. Så ville han skaffe Rascher nogle gode kontakter. Han gjorde opmærksom på en artikel i ”Ugeskrift for Læger”, hvor den danske læge Harry Heidemann fremlagde sine forsøgsresultater med et nyt danskproduceret lægemiddel, Vasodil produceret af Løvens Kemiske Fabrikker.
Nu havde Løvens Kemiske Fabrikker overhovedet ingen kendskab til, at deres produkt skulle indgå i forsøg i tyske KZ – lejre. Pillerne udgik fra markedet i juli 1962.
Disse piller kunne udvide blodkar ledsaget af en moderat sænkning af blodtrykket. Blodgennemstrømningen blev øget hvad det lokalt kunne modvirke eksempelvis forfrysninger. Heidermann havde testet Vasodil hos 25 – 30 patienter med bl.a. forfrysninger og opnået gode resultater.
Rascher kom ikke til København, anden gang
Rascher ville gerne til København for at tale med Heidermann og have en masse Vasodil med hjem. Men trods en masse henvendelser så fik han ikke lov. Hans forhold til Luftwaffe var ikke de bedste efter de undersøgelser, som han havde gennemført. Han blev efterhånden mødt med masser af mistro. Rascher forsøgte nu med Himmlers navn at komme til København. Men heller ikke dette lykkedes.
Til et kursus i Nürnberg mødte Rscher igen Emil Petersen. Med Raschers hjælp var han nu blevet tilknyttet SS – Sanitetsamt i Berlin.
10 pk. Vasodil blev sendt til Rascher
Der blev nu skrevet til Germanische Leitstelle i København, at de skulle fremskaffe 10 pk. Vasodil samt artiklen fra ”Ugeskrift for læger”. Endelig den 24. december 1942 blev 10 pk. Vasodil sendt til Rascher. Og et eksemplar af Ugeskrift for læger ville blive sendt lige så snart man havde fået fat i et eksemplar.
Leder af Germanische Leitstelle lånte et eksemplar fra DNSAP-medlem og overlæge ved Usserød Sygehus, Charles E. Hindborg. Det er sikkert også denne, der senere oversatte artiklen til Rascher.
80 – 90 døde i kuldeforsøg
I løbet af vinteren 1942/1943 havde Rascher påbegyndt en ny type nedkølingsforsøg. Ved disse forsøg blev forsøgspersonerne tvunget til at opholde sig nøgne udendørs i timevis, indtil deres kropstemperatur var faldet drastisk.
Endelig var et universitet interesseret
Forsøgene med Vasodil skulle være gennemført i vinteren 1944. Men de blev de dog ikke. I alt blev der gennemført 400 forsøg. Mellem 80 og 90 døde under forsøgene. Rascher havde håbet på at erhverve sig en doktorgrad, der var en forudsætning for at kunne gøre karriere i den tyske universitetsverden. Derfor havde han alene fortsat forsøgene.
Endelig var der nogle, der reagerede og det var universitetet i Strassbourg. Noget doktorforsvar fik Rascher dog aldrig lov til at holde. Et par bizarre hændelser i foråret 1944 satte en stopper for Raschers karrieredrømme.
Et spædbarn forsvandt
Den 22. marts blev et spædbarn bortført i München. Et vidne, der havde set en kvinde og en mand forsvinde med det lille barn, gav politiet en detaljeret beskrivelse af bortførerne. Nogle dages efterforskning førte politiet på sporet af Karoline og Sigmund Rascher. Da politiet dukkede op på parrets bopæl i Trogerstrasse, var Karoline Rascher ikke hjemme. Men manden åbnede for betjentene. Han nægtede at oplyse om, hvor konen befandt sig.
Ingen af Raschers børn var deres egne
Men han kom på andre tanker efter et forhør. En fuldstændig forrykt historie så nu dagens lys. Der kom frem at ingen af ægteparret Raschers tre børn var deres egne. De var alle tilkommet ægteparret på ulovlig vis, som det fjerde barn som ægteparret havde forsøgt, at bortføre.
Himmler, der ved Karoline Raschers tre forudgående ”fødsler” havde sendt lykønskninger og gaver var rasende. Ægteparret havde i flere år hold SS – rigsføreren for nar. Og sagen var langt fra slut.
Lig af barnepige blev fundet
I april 1944 fandt politiet liget af familien Raschers tjenestepige, Julie Muschler, som havde været forsvundet siden december 1943. Meget tyder på, at hun kendte til sandheden om børnene, hvorfor ægteparret Rascher fik hende ryddet af vejen.
I midten af maj 1944 blev Karoline Rascher fængslet i München og senere – efter et overfald på en fangevogter – i november 1944 overført til koncentrationslejren Ravensbrück.
Himmler ønskede kort proces
Sigmund Rascher lod Himmler indespærre på kasernen Freimann i München uden mulighed for at arbejde. Han ønskede at blive sendt til fronten, hvor lægemanglen var stor. Men hans bøn vakte ikke gehør.
Himmler ønskede ikke at gennemføre en retssag mod ægteparret Rascher. Karoline Rascher skulle forblive i Ravensbruck. Men Sigmund Rascher blev overført til Buchenwald den 3. april 1945 sammen med andre særlige fanger. Herfra blev han evakueret. Den 26. april gjorde Hauptscharführer Bongartz ende på SS-lægens liv med et nakkeskud.
Hustruen, Karoline var allerede blevet hængt i Ravensbrück.
23 læger og medarbejdere under anklage
Ved den amerikanske domstol blev der rejst sag mod 23 læger og deres medarbejdere. Sagen begyndte den 9. december 1946. Nogle blev dømt til døden, andre fik langvarige straffe. Andre blev hurtig løsladt og fortsatte deres lægegerning. Andre igen blev overtaget af det amerikanske luftvåben.
En anden var gået under jorden. Efter 1945 blev han rådgiver for opbygningen af Luftwaffe og slap helt uden straf. Lykkelig uvidende om sin mulige skæbne arbejdede William Thalbitzer videre i København frem til sin død i 1958.
21 danske læger udsat for clearingsmord
De danske læger ydede en stor indsats under besættelsen, både i modstandsbevægelsen med at skjule og redde jøder. De betalte også en høj pris. 21 læger blev henrettet eller dræbt af nazisterne ved clearingsmord.
Læger fra mindretallet fik milde straffe
Et lille antal blev imidlertid nazihjælpere. Det drejede sig om lidt over 100 læger, hvoraf en stor del kom fra Sønderjylland. En mindre andel af disse fik efter krigen taget deres sager op af domstolene og lægernes eget retsvæsen. Nogle blev frakendt retten til at praktisere.
Tysk læge fundet med ”hul i nakken” i Padborg
Under efterforskningen til min bog, fandt vi ud af, at en læge tilknyttet udelejren Ladelund havde fået ”hul i nakken” mens han sad på politistationen i Padborg. Vi fandt frem til lægens søn, der bekræftede dette, men dog ikke ville udtale sig yderligere. Den tyske læge var blevet indsat i arresten i Padborg på englændernes foranledning.
Værnet – slap for straf
Den danske læge Carl Værnet deltog som vi allerede har omtalt i en artikel i medicinske forsøg på homoseksuelle i KZ – lejren Buchenwald. Han slap for straf og emigrede til Argentina.
Emil Petersen fik en mild straf
Emil Petersen, som vi allerede har omtalt havde været reservelæge i Usserød. Han lod sig i 1942 hverve til Waffen SS som militærlæge. Efter krigen fik han en mindre straf. Det kom nemlig aldrig rigtig frem, hvad han havde lavet. Her som i andre sager var danske myndigheder ikke interesseret i at vide, hvilke forbrydelser, der var blevet begået uden for landets grænser. Man stolede under retssagerne stort set på de danske lægers hvidvaskning af sig selv.
Der skulle gå 50 år, før sandheden om Emil Petersens gerninger kom frem i lyset, og det skete, da dokumentar fra tyske arkiver dukkede op. De vidste, at Emil Petersen havde fungeret som læge ved et SS-lazaret i Krakov i Polen. På dette lazaret blev der udført nazistiske forsøg med jøder, der kom fra en nærliggende KZ – lejr ved navn Pustkow og fra den jødiske ghetto i Krakow, hvorfra folk blev sendt i døden i Auschwitz.
I 1947 ville dansk politi gerne afhøre Emil Petersen, om han havde deltaget i Raschers koldvandsforsøg. Men på det tidspunkt var han rejst til Brasilien. Han vendte dog hjem i 1950 men da havde de danske myndigheder mistet interessen.
Hvad lavede Hans J. Bissing?
Vi kan også tage sagen om Hans J. Bissing, der var læge ved den danske hær. I 1940 meldte han sig ind i DNSAP. Fra 1942 gjorde han tjeneste ved Østfronten hos Waffen SS. Efter krigen var han også gennem en retssag, hvor man undlod at spørge ham om, hvad han havde lavet ved Østfronten. Men nu ved man mere.
Senere arbejdede Bissing for det nazistiske projekt Lebensborn, der skulle øge børnetallet og sikre racebiologiske værdifulde børn og mødre. I Norge blev der f.eks. oprettet et Lebensborn-hjem, hvor 8.000 børn blev født. I projektet indgik også, at man kidnappede børn, der blev undersøgt, for at fastslå om de var ariske.
Børn, der ikke blev godkendt som ariske, blev sendt i døden. Dette har Bissing sikkert været vidne om. Og om han deltog aktivt i dette ved vi ikke. Bissing fik alene sin straf på fire års fængsel for at have meldt sig til Waffen SS. Hans ugerninger blev aldrig undersøgt. I 1948 generhvervede han lægeautorationen og medlemskab af Lægeforeningen. Fra 1950 praktiserede han som læge.
Vi har allere nævnt, at blandt det tyske mindretal i Sønderjylland var der mange læger, der var med i nazistisk medløberi. De fleste fik milde straffe ved danske domstole, og hovedparten kunne generhverve deres autorisation i løbet af 1947 – 48.
Forsvaret afskedigede efter krigen fem læger, der havde været i nazistisk lægetjeneste eller havde udvist unational optræden.
Jens Nielsens samarbejde med tyske læger
Der var lige sagen mod overlæge Jens Nielsen, der skulle have udtrykt pronazistiske og antisemitiske ytringer under besættelsen. Sagen førte til en splittelse af Lægeforeningens udvalg, fordi man i sidste ende ikke kunne blive enige om han skulle ekskluderes. Men i sidste ende blev han frikendt. Så kunne han genindtræde i sin stilling på Radiumstationen. Men på de københavnske hospitaler opstod der proteststrejker.
Så blev sagen taget op igen af en ekstra ordinær undersøgelseskommission, men Jens Nielsen blev atter frikendt. Først i 2010 viste tyske arkiver, at Jens Nielsens samarbejde med tyske læger muligvis havde været meget problematisk, end hvad der kommet frem. Således havde Jens Nielsen som vi tidligere har nævnt haft samtaler med Sigmund Rascher.
På grund af de danske myndigheders manglende interesse for danskernes deltagelse i nazistiske grusomheder lagde man op til en senere tids historieopfattelse, der ikke svarede til virkeligheden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 290 artikler fra Besættelsestiden (før/nu/efter herunder:
November 3, 2019
Modstand og Fodbold i Tønder
Aage Rosenkjær – død i tyskernes varetægt. Et helt fodboldhold i Tønder var i modstandsbevægelsen. Han arbejdede for danskheden. Nazismens succes syd på, kunne mærkes i Tønder. Der kom gang i Fodboldspillet. Modstanden voksede efter august 1943. Heldigt at flere arbejdede hos DSB. Masser af sabotage. Han viste en vej at gå. Et medlem fik en fod skudt af.
Død i tyskernes varetægt
Det var bestemt ikke ufarligt, at have med modstandsarbejde at gøre. Heller ikke i Tønder. Og det kom Aage Buhl Rosenkjær at mærke. Han var også med til at starte modstandsarbejdet i Tinglev. Den 18, november 1944 døde han i en tysk fange og arbejdslejr i Svesing ved Husum.
Han blev i 1920 ansat på Statsskolen. Han havde et godt organisationstalent. Og som så mange andre steder opstod modstandsarbejdet gennem terrænsporten. I Tønder var mange også medlem af de lokale sportsforeninger og Dansk Samling. Det startede i Tønder med en række mindre sabotager mod tyske kabler og transformatorer. Senere efter hans anholdelse var det en del jernbanesabotage.
Den 11. december blev Rosenkjær arresteret af tysk politi. Efter ophold i Vestre Fængsel, Horserød og Frøslev blev han den 15.9. 1944 deporteret til Neuengamme. Herfra sendtes han til udekommandoen ved Husum.
Her døde han som følge af dysenteri og almindelig svækkelse.
Et helt fodboldhold i modstandsbevægelsen
Rosenkjær var bl.a. underviser i boldspil og gymnastik. Han var frivillig leder i Tønder Sportsforening og Tønder Amts Idrætsforening. Hans idrætsinteresse og danske sindelag bragte ham ind i ungdomsarbejdet. Gennem 1930erne blev det en kamp mellem dansk og tysk.
Sammen med en anden gymnasielærer Finn Christiansen havde han forstået at rekruttere det meste af Tønder Sportsforenings bedste fodboldhold til modstandsbevægelsen.
På lokalt plan i grænselandet havde enkelte idrætsledere således en anden holdning til samarbejdet med nazisterne end en række idrætsudøvere og ledere inden for dansk idræts hovedforbund.
Han arbejdede for danskheden
Rosenkjær var en af et større antal tjenestemænd og funktionærer, der skulle overtage de job, der tidligere havde været betjent af tyske embedsmænd. Gymnasie- og folkeskolelærere blev sammen med de øvrige tilrejsende vigtige for udbredelsen af dansk kultur og sindelag.
De fire købstæder fik alle et dansk gymnasium. I Haderslev og Tønder varetog seminarierne uddannelse af lærere til de kommende generationer. Dertil kom politiet og grænsegendarmerne samt militærpersonalet, der rykkede ind i kasernerne i Haderslev, Sønderborg og Tønder.
Sammen med andre ildsjæle ønskede Rosenkjær at arbejde for danskheden i grænselandet. Hans grundholdning kan karakteriseres som en blanding af nationalliberalisme og grundtvigianisme. Det folkelige arbejde var i Sønderjydsk Idrætsforening.
Årsfest
De lokale dansksindede nordslesvigere havde i Nordslesvig Fælles-Idrætsforening gødet jorden for det samarbejde, der i kraft af tilskud udefra skulle få ungdomsarbejdet til at blomstre. Arbejdet gik ikke altid så nemt, som man havde håbet.
I Sønderjylland fik man anskueliggjort, at ikke alt frivilligt foreningsarbejde fremmede demokratiet, hvilket det tyske ungdomsarbejde i løbet af 1930erne blev et eksempel på.
Fodbold blev i Tønder efterhånden organiseret i Sønderjysk Idrætsforening. Fodbold blev et væsentlig instrument i kampen om ungdommen i Tønder.
Efterhånden fik man organiseret en årsfest med opvisning i gymnastik, konkurrencer i fodbold, fri idræt og skydning. Byen var stadig ledet af en tysksindet borgmester, der dog havde mistet det absolutte flertal. Men generelt var der dog en fordragelig tone mellem dansksindede og tysksindede.
Nazismens succes syd på, kunne mærkes i Tønder
Men i slutningen af 1920’erne begyndte ekstreme tyske kræfter at stille spørgsmålstegn ved denne samarbejdsvillighed.
Sammen med nazisternes succes syd for grænsen, begyndte man også i Tønder at formulere revanchistiske krav om grænseforskydninger.
Tilgangen til fodboldklubben begyndte at stagnere. Dansk Arbejder-Idrætsforbund var blevet oprettet i opposition til dansk Idræts – Forbund. Dette kunne også mærkes i Tønder. De få fodboldspillere der egentlig var i Tønder kunne nu vælge mellem Tønder Boldklub eller i Arbejdernes Idræts – klub. Som følge af dette vejrede de tyske idrætsklubber i Tønder morgenluft. ”Turn – foreninger begyndte at tage fodbold på programmet.
Et kæmpe stævne i Tønder
Rosenkjær var med i organisationen af et kæmpe stævne i Tønder med mere end 2.000 udøvere. Her var i alt 130 faner. Deltagerne kom på cykel, i bil eller blev befordret med et særtog. Dannebrog vajede sammen med de andre nordiske flag.
Bogtrykker Th. Laursen, der i den tid kom til Tønder har beskrevet, hvordan Aage Rosenkjær satte sig i spidsen for at samle tropperne. Dels var tre fodboldklubber i en by af Tønders størrelse alt for mange, dels var det et spørgsmål om det danske sindelag.
Der kom gang i fodboldspillet
Forholdsvis hurtigt at få etableret Tønders Forenede Boldklubber som i 1939 blev til Tønder Sportsforening. Nu kom der igen gang i fodboldspillet i Tønder.
Den tyske fodboldklub kom aldrig til at fungere. Enkelte af de dygtige spillere fra tysksindede hjem valgte derfor at spille i den danske klub. Disse blev selvfølgelig udsat for et kolossalt pres fra tidligere lærere, hjem og gamle skolekammerater.
Modstanden voksede
Med besættelsen i 1940 blev vilkårene vanskeligere for det folkelige arbejde i grænselandet. Rosenkjær gik nu kraftigere ind i terrænsporten. I 1942 var han med til at organisere et idrætsstævne med 2.000 deltagere.
Særlig efter augustoprøret i 1943 voksede modstanden. Og det var som om, at mange blev rekrutteret fra Statsskolen og idrætten i Tønder.
Folmer Christiansen fra Højer overtog fra 1944 pladsen som formand for Tønder Amts Idrætsforening. Han havde kendskab til det illegale arbejde.
Heldigt, at flere arbejdede ved DSB
Den første gruppe som Rosenkjær dannede, blev hurtig opløst. Der var en, der ikke kunne holde mund. Men snart blev der dannet en ny gruppe.
Folmer Christiansen forsøgte i 1944 at danne en gruppe i Højer. Men de fik aldrig en tilbagemelding fra Finn Kristiansen, der havde overtaget modstandsgruppen fra Rosenkjær. Det lykkedes denne at få næsten samtlige førsteholdets spillere med i gruppen.
Det var i det illegale arbejde en stor fordel i, at tre af spillerne arbejdede hos DSB, hvorfor de havde specielle ”Ausweiss”. De kunne færdes ude, når der var udgangsforbud. Arbejdet bestod for det meste i uddeling af illegale blade, flytning af våben, som blev gemt forskellige steder rundt om i byen blandt andet på loftet i omklædningsbygningen på sportspladsen.
Masser af sabotage
Gruppen stod bag sabotage mod sporskiftet på Tønder Station, afsporing af tog nord for Tønder, ligesom den medvirkede til at hjælpe en englænder, der var flygtet fra en fangelejr i Tyskland til Sverige. En tidligere fodboldspiller fortæller, at det måske lyder dramatisk, men de følte ikke nogen større angst. De mente, at det var noget, der skulle gøre. Og det cementerede sammenholdet på holdet endnu mere.
I Tønder var der flere grupper af modstandsfolk. Historikerne diskuterer stadig, hvor stor betydning jernbanesabotagen egentlig havde.
Han viste en vej at gå
I Tønder by med det store tyske mindretal fik Rosenkjærs død en kolossal symbolsk betydning. De mange mindeord, der fulgte ham efter hans død kan sammenfattes i sætningen:
Et medlem fik et ben skudt af
Den 4. maj samlede Finn Kristiansen sit fodboldhold. De fik travlt med at gøre de våben klar, der var gemt forskellige steder i Tønder. Gruppen blev bedt om at møde op på sportspladsen om morgenen den 5. maj.
Medlemmerne blev derpå sendt ud for at bevogte grænsen til Tyskland fra Sæd til Møllehus for overløbere. De fleste steder forløb tyskernes hjemfærd rolig. Men for gruppen gik det desværre galt.
Man kom i klammeri med nogle tyskere, der kom syd fra. En af fodboldholdets bedste spillere fik den ene fod skudt af. To andre fra en anden gruppe blev såret. Heldigvis mistede ingen livet, men for en tid dæmpede det glæden ved befrielsen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.461 artikler, heraf er 248 artikler fra Tønder og Omegn. Du finder også 288 artikler fra Besættelsestiden (før/nu/efter).
Under Tønder finder du bl.a. følgende artikler:
Under besættelsestiden (før/under/efter) finder du bl.a. følgende artikler:
November 2, 2019
En Herredsfoged fra Hajstrupgård
Nis Hinrichsen er en helt i Sønderjyllands (Nordslesvigs) historie. Hertug Frederik var upopulær blandt de sønderjyske bønder. Nis måtte flygte. Han fik øksehug og fem pile i hans røde kappe. Den blev ophængt i Bylderup Kirke. I Bylderup Kirke kan man se gaver fra slægten. Stamfaderen blev slået ihjel med en økse. Nis blev friherre på en frigård. Vi kigger på familiens våben. Det var en stor og betydningsfuld slægt. Wrågård blev overtaget. Så er det lige sagnet om den druknede ved Rens. Familien fik jagtret. Dorothea kæmpede for sin ret. En dræbt adelsmand. Og så var det en digegreve, der tog for mange penge. 1743 var det slut med familien på Hajstrupgård. De gamle bygninger brændte ned i 1921. Hvor lå det lokale tingsted?
En helt fra den sønderjyske historie
En speciel slægt har præget Bylderup Kirke. Det er herredsfoged-slægten fra Hajstrupgård. Normalt udpegede den enevældige konge forskellige personer til denne post, men her gik stillingen i arv fra far til søn i 8 slægtsled over 300 år.
På nordvæggen i kirken fortælles der på en mindetavle om slægten.
Stamfaderen Nis Hinrichsen er efterhånden er efterhånden blevet en legende. Han var en af de eneste, der stemte på Frederik den Første mod de forsamlede bønder på Urnehoved Ting i 1523. Han blev forfulgt. Hans røde kappe, der blev gennemboret af pile, blev senere ophængt i kirken. Den faldt ned, da den efterhånden var mølædt. Øksehug havde han også modtaget. Kappen havde hængt der hen imod år 1800.
Men det var hans rappe skimmel, der havde reddet ham.
Men åbenbart havde hans ord virket. Bønderne gik hver til sit.
Hertug Frederik var upopulær
Da hertug Frederiks (senere Frederik den Førstes) lejetropper havde udøvet store grusomheder i Aabenraa og omegn fremkaldte dette en stor vrede mod hertugen. Midt i dette havde Nis Hinrichsen så foreslået, at man skulle stemme på Frederik
Han er en af de mest berømte skikkelser i Sønderjyllands (Nordslesvigs) historie. Han er omtalt i sagn og digtning på egnen.
I Bylderup Kirke kan gaver fra slægten ses
Nis Hinrichsens ligsten blev i 1927 opstillet i Våbenhuset. Tidligere var den placeret i gulvet ved prædikeskolen. I nogle år var den anbragt på kirkegården. Han skænkede i 1585 kirkens prædikestol. Slægtens våbenskjold kan ses forskellige steder i kirken.
På epitafiet (1618) ses Nis Hansen (herredsfoged i 25 år) og hans hustru Anna Nissen og deres 12 børn ved foden af den korsfæstede. På nordvæg ved orgelet epitafium fra 1701 for herredsfoged Hinrich Funck og hans hustru Anna Dorothea.
Herredsfogedembedet var næsten uafbrudt fra 1517 til 1681. Ja vi skal tilbage til Peter Petersen fra Lendemark, der må være født omkring 1390. Han giftede sig med enken på Hajstrupgård i 1420. Deres søn, Henrik Petersen overtog gården.
Stamfaderen blev slået ihjel
Denne Peter Petersen blev ”ihjelslagen med en økse” af en avlskarl efter en irettesættelse. Drabet fandt sted ved en ålegård tæt ved gården. Hvad der skete med karlen vides ikke. Sønnen Henrik Petersen nævnes i 1470 og 1500, da gården går videre til den næste søn Nis Henriksen eller Hinrichsen, som han underskrev sig.
Friherre på en Frigård
Denne blev i 1517 herredsfoged for Slogs Herred. Det var ikke nødvendigt med en juridisk uddannelse. Men det gjaldt om at have sine forbindelser i orden for at kunne få dette job. Nu var Nis Hinrichsen så heldig at hertug Frederik i disse år i begyndelsen af 1500 – årene købte Karlsvrå med tilliggende, hvoriblandt der var 7 gårde i Bylderup.
Hajstrupgård var en fæstegård under Gottorp så hertugen og Nis Hinrichsen har uden tvivl kendt hinanden.
Da Christian den Anden i 1523 flygtede ud af landet, og broderen, hertug Frederik på Gottorp, var nærmeste arvtager til kronen, støttede Nis Hinrichsen ham varmt på Urnehoved Ting.
Men hertugen blev kong Frederik den Første. For sine fortjenester blev Nis Hinrichsen fribonde på en frigård. Det vil sige, at Hajstrupgård ikke blev en selvejergård. Den blev dog fri for at betale afgift. Denne frihed blev stadfæstet for hvert slægtsled.
Nis Hinrichsen ejede åbenbart også huse i Flensborg. Han blev optaget i Flensborg Frue Kjøbmands Lag i 1515.
Familiens våben
Familiens våben bestod af, at første halvdel var en til højre springende rød hjort med en gylden slange i munden i hvidt eller sølvfelt – på hjelmen det samme mærke, hjelmdækkende var hvide og røde. Nogle havde udeladt slangen. Det var bl.a. den del af familien, der gik til Lüneburg. Hos nogle springer hjorten til venstre.
En stor og betydningsfuld slægt
Om Nis Hinrichsen også var blevet adlet ved denne begivenhed, ja det er man uenige om. Hans efterslægt som embedsmænd og storbønder var nøje tilknyttet til det gottorpske styre. Ved nationalkampens udbrud var de at finde i de slesvig-holstenske rækker.
Efterslægten er overordentlig stor. Mange har indtaget betydelige stillinger i samfundet som embedsmænd og præster og ikke så få har opnået berømmelse viden om.
Nis Hinrichsen blev begravet foran koret i Bylderup Kirke og hans gravsten blev bevaret.
Wrågård bliver overtaget
Til yderligere styrkelse af sin position lykkedes det Nis Hinrichsen i 1527 at overtage Wrågård i Burkal sogn. Det fortælles, at i et drikkelag havde den barnløse ejer i vidners nærværelse lovet Nis Hinrichsen, at han kunne købe Wrågård efter ejerens død, selv om denne vist havde udset sin dygtige avlskarl og husjomfruen til fremtidige ejere.
Denne gård var også en hertugelig fæstegård. Her fik han samme rettigheder som for Hajstrupgård. Han fik lov til at fælde bygningstømmer og fede svin i hertugens skove.
Wrågård var med de store engarealer en flot gård efter den tids forhold. Der kunne bjerges 300 læs hø, græsses 16 køer og 30 okser (stude). I eftertiden har nogle kaldt Nis Hinrichsen ”ein verschlagenes Weltkind”, andre en gudfrygtig forudseende mand. At han med held var sin egen lykkens smed, kan der ikke herske tvivl om. Så var det jo også gennem tiderne lidt rænkesmederi.
Sagnet om den druknede ved Rens
Endnu et sagn fortælles om Nis Hinrichsen. Hvad der ligger til grund for det vides ikke. En mand var faldet i åen ved Rens. En anden mand ilede til og vilde række ham en stang. Men han var så uheldig at støde ham i øjet. Han blev vel reddet men mistede synet på det pågældende øje. Nu anklagede han sin redningsmand for legemsbeskadigelse.
Nis Hinrichsen kunne ikke blive enig med sig selv, hvorledes han skulle dømme i denne sag. En dag red han over Jejsing Bjerg og så tre drenge. Den ene sad ved diget ved vejen med et hestedækken over sig, mens de to andre stod foran ham.
Nis Hinrichsen holdt inde og spurgte, hvad de lavede. Ham med hestedækkenet sagde, at han var herredsfoged. De to andre var borgere fra Rens. Han var i færd med at dømme. Den reddede skulle springe i, der hvor han var reddet. His han kunne redde sig selv, skulle han have skadeserstatning. Råbte han derimod efter hjælp skulle hans redningsmand gå fri.
Nis Hinrichsen fandt denne dom meget snild. Han gav ”Herredsfogeden” nogle småmønter og dømte senere som drengen havde gjort. Det tilføjes, at udfaldet blev meget ulykkelig for de pågældende druknede. Fortællingen minder meget om en af historierne i 1001 Nat.
Familien fik jagtret
Hans Nissen fulgte faderen på Hajstrupgård fra 1554. Han blev herredsfoged fra 1561. Hans Nissen og hans hustru Marina er mindet ved prædikestolen og lydhimlen oven over prædikestolen, der bærer årstallet 1585.
Hans Nissen den anden, der fulgte efter faderen i 1616 blev også ejer af Store Tønde. Efter at Wrågård var gået over til en sidegren af familien. Dertil havde han Grøngård i forpagtning.
I 1638 fik familien også jagtret i Slogs Herred.
Dorothea kæmpede for sin ret
Hans Nissen den tredje fulgte faderen i 1654. Som alle de andre blev han også herredsfoged. Han giftede sig i 1665 med en pige på 14 år, Dorothea Stridebeck. Hun fødte den første søn som 15 – årig. De fik 4 sønner og 2 døtre, men i 1681 døde den sidste herredsfoged på Hajstrupgård. Dorthe blev også enke som 30 – årig. Hun var en stridbar dame, der svarede godt til sit fødenavn. Hun førte retssager om Hajstrupgårds frihed for afgifter. Hun gjorde det med så stor sikkerhed, at hertugen i 1697 fastsatte de årlige afgifter for gården til 34 rigsdaler årligt.
En dræbt adelsmand
I 6. slægtsled er der en episode, hvor et familiemedlem på vejen mellem Tønder og Sønder Løgum kommer til at dræbe adelsmanden Erik Emmiksen af Tyrstrupgaard i nødværge. Vedkommende måtte skyndsomst rømme landet.
En digegreve, der tog for meget i afgift
Et familiemedlem i 7. slægtsled, Thomas Dethlefsen var blevet landfoged i Bøcking Herred og tillige digegreve i Tønder Amt. Han blev beskyldt for at snyde med afgifter. Men han havde sikkert været i sin gode ret. Alligevel måtte han betale et betragtelig beløb for at komme ud af beskyldningerne.
Men beskyldningerne mod ham fortsatte. Efter hans død faldt der så en dom. Et ret stort beløb skulle nu udtages fra hans bo.
Nu var det ikke ualmindeligt at embedsmænd gjorde sig skyldige i ulovlige fordele på herredsboernes bekostning.
I 1743 var det slut med Hajstrupgård
Ingen af Dorotheas børn blev gift. Om det havde noget at gøre med hendes myndighed at gøre, vides ikke. Hun døde i 1722 efter at have været enke i 41 år. En datter Helene Marie Nissen arvede til sidst Hajstrupgård, men måtte i 1743 sælge den. Nissens slægtens saga i Bylderup sogn var dermed udrundet.
Gården blev solgt til herredsfoged Fabricius. Den nye ejer solgte gården videre til Thomas Sønnichsen.
Andreas Nissen arvede Store Tønde og var gift med Elsabe Margrethe Ambders, en datter af præsten i Burkal.
De gamle bygninger brændte i 1921
De gamle bygninger brændte i 1921. Sokkelstenene til det tidligere stuehus ligger under den nuværende staldbygning. Dem stødte man på, da man for nogle år siden skulle grave en gyllekanal. Stuehuset har ligget helt ud til engkanten. Det må have været en imponerende bolig. Det fortælles, at den havde 48 lægter til stråtaget. Det var lige som den fredede lade på Grøngård.
Hvor lå det lokale tingsted?
Herredsfogedgården dominerede landsbyen Hajstrup.
Man ved ikke, hvor det lokale tingsted lå. Tingstedet bestod af fire sten, hvorpå der var lagt bjælker kaldet tingstokke til at sidde på for herredsfogeden og stokkemænd. I midten var sat yderligere en sten, tyvestenen. Det var siddeplads for den anklagede.
Som regel lå galgebakken i nærheden. I Hajstrup er en af gravhøjene nordvest for Hajstrupgård kaldet Gallehøj. Måske er den blevet brugt hertil. Men ellers lå den mellem Sottrup og Bredevad, hvor en sten på sydsiden af vej markerer Slogs Herreds rettersted.
Det var oprindelig en firlænget gård.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.460 artikler heraf 182 artikler om Sønderjylland og 247 fra Tønder og Omegn herunder:
Under Aabenraa:
Under Sønderjylland:
Under Tønder:
Oktober 31, 2019
Nyboder – dengang(b)
Dette er en nyredigering af en artikel fra 2010. Den stakkels husar. Krudttårn sprang i luften. Skader for over 100.000 rigsdaler. Dårlig krudt. Majors kritik blev afhørt. Mange antagelser til eksplosionen. Store skader på Frederiks Hospital. Mølleren blev fattig. Mange dræbte. En heldig mand. Skarpretteren fik også skader Hovedmurer revnede. Brandforsikring fik pålagt at betale. Krudttårne skulle flyttes. Ingen blev gjort ansvarlige. En lille butik i Krokodillegade. Vi søger en mellemklasse i Nyboder i begyndelse af 1800 – tallet. To skoler i Krokodillegade. I majestætens tjeneste. Øl til fri afbenyttelse til skoledrenge. Kongen var en lille vissen mand. Den stakkels linedanser. Store bryllupper. Sommerudflugter. Vandet smagte forskelligt.
Den stakkels husar
I mange år blev området Grønland ved Nyboder brugt som rettersted. Og en stakkels husar i 1757 oplevede både at blive skudt, brændt og druknet. En forladning satte ild til hans ligklæder. Og denne ild bredte sig senere til kisten. Da slaverne skulle bringe ham til kirkegården på Kastelvejen måtte de kaste kisten i Kastelgraven.
Krudttårn sprang i luften
Den 31. marts 1779 var vejret blevet lidt køligere. Vagten ved Krudttårnet på Rosenkrantz Bastion ventede på afløsning. Østerport havde været åben i et par timer. Netop som vagtafløsningen fandt sted klokken ti minutter over ni, lød der over den ganske hovedstad et øredøvende brag. Det blev efterfulgt af en kraftig rystelse og en trykbølge.
De nærmeststående træer forsvandt. Møller og huse blev lagt i ruiner. Tage, vinduer og ruder blev ødelagt i en stor del af byen. Ja endda uden foran voldene blev der også meldt om store skader.
Skader for over 100.000 rigsdaler
Det gamle krudttårn var simpelthen forsvundet. Der var skader uden for Østerport og ved Blegdammen og selv i det beskyttede Kastel blev der meldt om skader. Ulykken kom til at koste de københavnske borgere over100.000 Rigsdaler, et anseeligt beløb dengang.
Rosenkrantz Bastion blev oprindelig kaldt for Ny Østerport Bastion. Den var beliggende vest for Kastellet og Østerport. Bastionen forsvandt i 1897 med anlæggelsen af Østerport Station.
Da krudttårnet sprang i 1779 faldt glassene fra vinduerne ned i suppegryden hos nogle af beboerne.
Dårlig krudt
Årsagen til eksplosionen tager sin begyndelse nogle år tidligere. Det gode skib Slesvig skulle have krudt om bord. Det skulle leveres til Algier, Marokko og Tripolis. Det var en slags gave mod at de nordafrikanske sørøvere lod danske og norske skibe passere. Men disse sørøvere holdt ikke aftalen.
Linjeskibet Slesvig løb ind i problemer og kæntrede. Man bjergede en del af lasten. Skaden blev udbedret. Og Slesvig returnerede til København.
Majors kritik blev overhørt
Den 7. februar blev en del af krudtet bragt i land og anbragt i krudttårnet ved Østerport. Krudtets tilstand og senere anbringelse var under al kritik. Flere gange anmodede major Thranmoes om at få krudtet sendt til krudtmøllen til tørring. Man han blev overhørt og irettesat af sine foresatte.
Thranmoes beskrev situationen i tårnet på følgende måde:
Mange antagelser til eksplosionen
Datidens medier turde ikke tage stilling til årsagerne for eksplosionen. En deputeret i Danske Kancelli antydede, at der var gået ild i noget affald uden for tårnet som så havde antændt krudtet i tårnet Og der skulle have været en vagt, der havde banket sin pibe, som skulle have udløst branden.
En anden antagelse var at vagten havde sat geværet så hårdt i jorden, at en gnist er opstået. Men tre vagter, der alle kunne have svaret på spørgsmålene omkom under eksplosionen. De blev alle begravet dagen efter i overværelse af alle over – og underofficerer.
Store skader på Frederiks Hospital
I det hele taget var der mange, der blev dræbt og utallige var blevet såret. Indberetningerne fra Rodemestrene var meget uensartede. Vi ved dog at skaderne på Schacks Palæ beløb sig til 732 rigsdaler og 3 mark. I første omgang anslog man skaderne på Frederiks Hospital til 2.500 rigsdaler. Men en senere synsforretning firedoblede dette beløb.
Nyboder var selvsagt meget hårdt ramt. Foruden de tre nærmeststående møller var Stenkulgade og Rigensgade hårdest ramt.
Mølleren blev fattig
Møller Moouritz Friederichsen var blevet ilde tilredt. Hans kone var blevet blind, og mølleren frygtede, at hun ikke fik sit syn tilbage. Begge møller, Kongens og Grønlands Mølle var blevet jævnet med jorden.
Friederichsens 6-7 år gamle grundmurede hus i Stenkulgade med tilhørende side- og baghus havde lidt alvorlig skade. Tagene var revet af. Loft, vægge og døre samt vinduer var alle slået i stykker.
Uden nogen form for forseelse eller pligtforsømmelse var den stakkels møller med et blevet en fattig, ruineret og ulykkelig mand. Han havde ingen midler til at genoprette mølle og hus. Han forsøgte lige som så mange andre at henvende sig til ”Brandassurancens Contior”. Men han måtte erkende, at det var ikke noget at gøre.
Mange dræbte
Grønlands Mølle på den anden side af krudttårnet var ikke så medtaget som den anden. Hele møllen var dog rykket tre tommer til den ene side.
En 15 – årig pige, der arbejdede i Kongens Mølle og to møllersvende var blevet dræbt. Endnu en 15 – årig pige, der var på vej ud til møllen og en kone, der gik på vejen neden for volden blev begge dræbt af omkringflydende træstykker. Nogle møllerdrenge, der sov på tidspunktet for eksplosionen overlevede mirakuløst.
Stokhusmøllen var også alvorlig beskadiget. Mølleakslen var totalt smadret. Møllearmene var skadet lige som selve møllen havde flyttet sig på pillerne. Den tilhørende ejendom i Stokhusgade var også raseret.
Enken, Karen Rasmusdatter, der ejede møllen sad nu fattig og ruineret tilbage med to børn. Hendes mand og en møllersvend omkom ved ulykken.
Mange skrev til Magistraten om hjælp. Men der kom dog ingen hjælp. Dog blev nogle fritaget for næringsskat indtil deres huse var genopført. Det var dog de færreste, der havde rod til dette.
En heldig mand
For Knud Lyhne Rahbek var det et held, at han var i live. Hver formiddag ved ni-tiden gik han en tur på volden. Men netop den dag sad han og ventede på sine sko.
Just Christian Uhrenholt havde opholdt sig på Saltholm på eksplosions-tidspunktet. Først flere måneder efter kom han hjem for at se på skaderne. Hans hus var et mur- og bindingsværkshus på femogtyve fag med to kviste på tre fags bredde. Det var total skadet.
Skarpretteren havde også fået skader
Lige på hjørnet af Rigensgade ud mod Grønland hos brygger de Place var skaderne totale. Hos naboerne Nyboder Materialegård samt Det Kongelige Uldmanufaktur var skaderne knap så store.
Hos garnisons- skarpretter Oswald på hjørnet af Rigensgade og Krusemyntegade var skaderne ligeledes betydelige.
Hovedmurer revnede
Admiralitet udsendte en befaling, at der skulle sikres orden. Reparationsarbejdet skulle sættes i gang øjeblikkeligt og til de husvilde skulle der skaffes husly. Officerer og underofficerer skulle hurtigst mulig i gang med indrapportere skader på såvel huse som mennesker. De kvæstede skulle bringes til Kvæsthuset , da man anså Nyboders egne sygestuer som ubrugelige efter ulykken.
Husene havde mange steder taget varig skade. Dette gjaldt især for Tulipangade, Elefantgade og Haregade. Her var hovedmurene hist og her revnede. Skorstenene var knækket og revnede. Skillerums – murværk var faldet sammen, vinduer og vindueskarme var knust. I lofter var der sprækker. Ja faktisk var alle huse i Nyboder mere eller mindre blevet ramt. Og gaderne var mange steder ufremkommelige.
Priserne måtte ikke stige
Man hørte masser af jammer og klager. Allerede på ulykkens første dag greb monarken og Magistraten ind. For at forhindre spekulation i de skadeslidtes ulykkelige situation udstedte Magistraten allerede den 31. marts en ”plakat” angående fastfrysning af priserne på tagsten og vinduesglas. Ingen måtte nægte at overlade de skadeslidte de nødvendige materialer.
Ligeledes tilskrev man politimesteren, at man ønskede hans tilladelse til, at håndværkerne allerede i de forestående påskehelligdage kunne begynde arbejdet med at udbedre skaderne.
Man tillod også at glas og tagsten indførtes i en periode på seks uger. En masse teglsted kom fra fabrikkerne ved Flensborg Fjord.
På den nye kalkfabrik uden for Øster Port besluttede man at overlade deres beholdning af melkalk til uformuende og trængende Nyboder-beboere. De kunne købe til yderst fordelagtige priser. I Stadens porte fik man også fri passage, når det gjaldt genopbygningen af Nyboder.
Brandforsikringen fik pålagt at betale
Stadens Brand Casse afslog at yde nogen form for erstatning. Man sagde, at det var trykbølgen og ikke ilden, der ødelagde husene. Skaderne måtte betragtes i lighed med de skader, der kom fra jordskælv og storm.
Nu var man bange for de eksisterende krudttårne. Ja tænk det kunne gå ud over slottet. Man måtte hurtigt tilvejebringe 100.000 rigsdaler. At den kongelige eller militære kasse skulle betale var udelukket på forhånd.
I 1781 blev det pålagt Brandforsikringen til at betale de 100.000 rigsdaler.
Krudttårne skulle flyttes
I kirkerne blev det samlet ind til de skadelidte. Man nåede op på et beløb på cirka 17.000 rigsdaler. Dette kunne dække cirka en femtedel af tabet.
I 1771 blev der udarbejdet en plan for udflytning af tårnene, men med Struensees fald bortfaldt planerne. I 1779 fremkom en ny plan:
Heri stod bl.a. at læse:
Ingen blev nogensinde gjort ansvarlig
Ingen blev nogensinde gjort ansvarlig for opbevaringen af det ”dårlige krudt” i Krudttårnet.
På pladsen ved Rosenkrantz Bastion, hvor krudttårnet havde stået, fik rådmand Waage den 29. november 1780 tilladelse til at opføre en vindmølle mod at opfylde det hul, der opstod som følge af eksplosionen.
En lille butik i Krokodillegade
Men hvordan gik det ellers på Nyboder. Vi besøger stedet 25 år efter katastrofen.
Mange søgte Admiralitetet om at indrette butik på Nyboder men de fleste fik afslag. I Krokodillegade 7 lige over for Svanegade indrettede en kaptajns – enke således i 1801 en lille butik. Der blev solgt fløde, brød, kolonialvarer, øl og brændevin. Der måtte ikke serveres for siddende gæster. Men ingen forhindrede enken i at servere for stående gæster.
Vi besøger en mellemklasse – familie
Det var ellers små kår, som man dengang tilbød beboerne i Nyboder. Vi besøger en lejlighed i Krokodillegade. Her boede en mellemklasse – familie.
Stuen er cirka 5 x 7 alen. Bagved var et lille kammer på et fag 5 x 3 alen. Gulvet var af mursten – strøet med sand, som blev fornyet hver søndag. Der var bilæggerovn med Frederik den Femte’ s og dronning Louises portrætter. Døre og vinduer var rødmalede. Væggene var kalket hvidt.
Alle Nyboders huse havde dengang disse nationale farver. Det var først langt senere, væggene blev gule og dørene grå.
På væggene hang mange billeder. Det bedste var af Christian den Fjerde på skibet Trefoldigheden.
Møblerne bestod af et stort fløjlsbord ved døren. Op ad skorstensmuren stod sukkerkasserne, en med brun kandis, en med puddersukker samt en klædekurv med fint brød.
Kinesisk porcelæn
Mellem vinduerne stod et gult bord. For enden af stuen lige ved døren ind til kammeret stod en antik lænestol. Her fik bedstemor hver eftermiddag en middagslur med forklædet kastet over hovedet.
På bagvæggen stod en smuk egetræs – dragkiste med stærkt forgyldte nøglehulsrosetter. Oven på stod diverse nips. Mange af disse var kinesiske, hjemmebragt af morfar. Her stod også en japansk tepotte med en frø ovenpå. Et stort porcelænskrus blev brugt som ”pengeskuffe” for 1 – rigsdaler.
I hjørnet ved kammerdøren hang en blå hjørnehylde med tre etager, hvorpå der stod kinesisk porcelæn. Under bordet stod den runde brødkurv med surbrød og franskbrød. Dette blev købt hver morgen klokken 5 hos bager Flinck i Store Kongensgadelige over for Julianes Palæ.
Mange urtepotter i vinduerne
Foran på bordet stod to flødekander af ler, gule med brune slangeforsiringer. I kammeret midt for døren lå brændevinstønden. I et aflukke ude i gangen foran skorstenen lå to øltønder, en med ”godt øl” og en med ”skillingsøl”.
I stuen var der nyere med grimme stole med sorte lædersæder påslåede med forgyldte messingsøm. I kammeret var nogle gammeldags smukke stole med høj ryg. Der var forgyldte lædersæder. I kammeret var også et rødt lakeret kinesisk tebord. Her var også en gammel rød dragkiste og bedstemors seng. Det var en himmelseng med blegrødt gardin rundt om.
På skorstenen i køkkenet stod den store kobberkedel. Her kogtes fløde. I en jerncylinder brændtes der kaffebønner.
I vinduerne var der mange urtepotter – med figentræer, geranier, myrter, passionsblomst, der slyngede sig i spanskrørsstativ og en plante med mørke runde blade, røde underneden. Den kaldte bedstemor ”Tålmodighed”.
Frisk mælk fra Gentofte
Hver morgen kom en bonde kørende med mælk fra Gentofte. Fra en brygger på Toldbodvej kom der øl. Brændevinen blev trillet til hjemmet. Kaffe blev hentet i en sæk fra Kultorvet.
Dengang kostede ”Skillingsøllet” en skilling pr. potte. Smedene og deres koner drak flittigt på Nyboder.
To skoler i Krokodillegade
Man tog om sommeren i Kongens Have, hvor der var musik i Herkules-Pavillonen. For enden af Kærlighedsstien fra Nørrebro til Østerbro ved Nyvej stod en kone og solgte jødekager.
Hele to skoler var der i Krokodillegade. Holmens Skole lå lige ved volden. Stjernes Skole lå nærmest Svanegade. Lederen Hr. Stjerne havde før været kanonér og klokker. Lærerbøgerne bestod af Peder Jensens ABC og Luthers Katekismus.
På hjørnet af Borgergade ved Hoppens Længe lå en temmelig stor drengeskole med cirka 100 elever. Prisen for lærdom var en rigsdaler om måneden.
I majestætens tjeneste
Man kunne være så heldig at blive antaget som ”Rugdreng”. Så var man i Majestætens tjeneste. Man fik fri undervisning og mundering. Den bestod af klædetrøje med blanke runde knapper, hvide lærredsbukser, filthat, to par sko, to par strømper og skjorte af groft lærred.
Var man så heldig at blive ”kostdreng”, ja så fik man fuld kost (rug, kød, smør, gryn, ærter). Desuden fik man mundering med tilbehør og 4 mark i månedlig løn.
En skole i Gåsegade
Der var også en skole i Gåsegade (Vildandegade). Den bestod af to længer. Der var tre klasser på hver side, komagni-, kost-, og rugdrenge. Skolelokalerne var luftige og rummelige. Der var 4 bænke i hver klasse, og 10 drenge sad på hver bænk.
Man blev undervist både psykisk og fysisk. Blandt lærebøgerne var Godmans Fortællinger, Mallings stor og gode Handlinger, Holms Exempelsamling og Thonboes Bibelhistorie.
Øl til fri afbenyttelse for skoledrenge
På Kongens fødselsdag gik alle 240 elever i hædersdragt til Søvæksthuset. Her blev der serveret risengrød og oksesteg. Ja tinkrus med godt øl til fri afbenyttelse blev der også serveret. Et lignende måltid med tilbehør fik man ved dronningens fødselsdag.
Uniformen blev også brugt, når der var vandgang på Gammelholm ved Mastemager-værkstedet, hvor der blev lagt tømmerfloder ud i strømmen. Herfra skulle man så svømme i parade. Og så skulle man gå i kirke mindst hver anden søndag.
Kongen var en lille vissen mand
Kong Frederik den Sjette kom hvert efterår og inspicerede skolen. Han var en lille vissen og urolig mand med hvidt hår. Hans klæder syntes at være lidt for store til ham. Hans følge bestod til gengæld af lutter tykmavede personligheder.
Ofte lød der regimentsmusik fra Østerport. I det hele taget var der masser af militær i området. Soldaterne i deres røde jakker og hvide bukser så ganske pæne ud. Ofte var der også underholdning på Rosenborg eksercerplads dengang.
Den stakkels linedanser
Men den 12. juni 1823 gik det galt. Den hollandske linedanser Christian Roat led en voldsom død. På vejen ned gik noget galt. Roat råbte et eller andet, hvorefter linen sprang. Dem, der holdt den blev væltet omkuld.
Hollænderen faldt ned og brækkede ryggen. Han døde kort tid efter af sine kvæstelser.
Store bryllupper
En anden stor begivenhed for Nyboder – folket var Prins Frederiks (Frederik den Syvende) bryllup med Vilhelmine. Man stillede sig op på Kongens Nytorv for at se kongen køre forbi i en stor guldkaret med 6 eller 8 hvide heste foran. Og foran disse var der løbere med blomsterkurve på hovedet og stokke med sølvknap i hånden.
Et par år efter gentog dette sig. Det var dengang Prins Ferdinands bryllup med Caroline.
Sommerudflugter
Sommerudflugterne omkring 1830 foregik med en trækvogn, hvor man spiste den medbragte mad på bænken ved slottet. Man måtte ikke tage vognen med ind i parken. Ofte gik vejen af Ladegårdsåen, sommetider af Rolighedsvej.
Det skete også at turen gik ud til Fællederne. En gang om året gik turen ud i Dyrehaven. Men turen i vogn var ofte for dyr for familien.
Vandet smagte forskelligt
Vandet kunne hentes forskellige steder. Det reneste vand fik man ved Rosenborg Post ved enden af Gothersgade. Man kunne også tappe vandet fra de gamle trærender ved Peblingesøen. Men så kunne man godt regne med, at små tudser og orme kom med i spanden.
Ved Adelgade var der også en gadepost. En brøndpost kunne man finde i Tulipangade. Og folk dengang sagde, at vandet smagte forskelligt alt efter hvilken post, man tappede vandet fra.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk er der 1.460 artikler herunder:
Oktober 29, 2019
Jomfru Fanny 6. kapitel (b)
Myterne lever stadig. Kongebarn – stof altid interessant. Hun var nationalistisk neutral eller tysksindet. Det er ikke godt for ”Genforenings – festlighederne” Pigen fra det fremmede. ”Den danske sag bankede i hendes hjerte” blev det sagt. Kampenhövener fastholdt sine meninger. Charlotte Frederikke kunne ikke være gravid i 10 måneder. Amtmand var Slesvig – Holstener. Et gods i Rostock. Ikke regulært fattige. Ingen ”kongepenge” til hans Christian og Fanny. Hvad står der på dåbsattesten. Amtmand frafaldt bøder. En økonomisk rådgiver. Jomfru Fanny var højt anset. Havde hun ejet huset i Persillegade i 20 år inden hun flyttede ind.
Myterne lever stadig
Dette er en redigeret artikel fra et indslag fra 2013. Nogle af vores artikler kom ikke ”helt rigtigt” over på vores hjemmeside. Dette er en af artiklerne. Men Jomfru Fanny er i 2020 mere aktuel end nogensinde. Det var jo hende, der forudsagde, at en konge ville ride over grænsen på en hvid hest.
Det var hendes upræcise drømme, der skabte myterne. Hvad står der egentlig på dåbsattesten? Og hvad er det gentlig med ejendommen i Persillegade 5? Havde Jomfru Fanny ejet ejendommen i 20 år? Og hvordan kunne en syerske låne en ven en masse penge? Mystikken og myterne om hende er heldigvis ikke helt aflivet. Og heldigvis for det. For historien er god. Læs her endnu et kapitel i den evige historie om den mulige ”kongedatter”.
Indrømmet overskriften er lidt søgt. En lige så spændende historie er den om H.C. Andersens far. Ja tænk, Fanny og Hans Christian skulle have haft samme far. Det vil sige at Fanny og selveste H.C. Andersen skulle være halvsøskende. Kan det nu have sin rigtighed? Selv tror undertegnede ikke på historien. Men myter og vandrehistorier er altid spændende.
Kongebarnsstof er altid godt
Kongebarnsstof er altid sjovt. I forbindelse med en anmeldelse om H.C. Andersen som kongebarn skrev Niels Lillelund i Jyllands Posten, at det er vanskeligt at føre sandhedsbevis for kongelig afstamning.
Mit bud er, at de der i forvejen er overbeviste, vil føle sig bekræftede og vederkvægede, mens de ”rigtige” forskere vil ryste på deres i forvejen trætte hoveder.
Her på siden har vi oplevet at komme lidt for tæt på, så blev alle veje lukket. Vores lovgivning på området er kun til gavn for de ”rigtige” men de skal så til gengæld også komme frem med den ”rigtige” mening.
Nationalistisk neutral
Den sidste, der har aflivet myten om Jomfru Fanny er Jørgen Witte. Hans historiske gennemgang om Jomfru Fanny kan du også læse her på siden. En anden, der afliver historien er Morten Kamphövener. I 1964 afviste han i Sønderjysk Månedsskrift den romantiske myte om Jomfru Fanny.
Redaktør Morten Kamphövener erklærede, at Jomfru Fanny havde været nationalpolitisk neutral. Og ligheden med Charlotte Frederikke var det pureste opspind. Ligeledes skulle hun være født i Slotsgade. Pastor Nielsen bliver beskyldt for, at have udøvet embedsmisbrug ved at indføre Jomfru Fannys fødsel i registret. Men han har handlet i god tro, da han af jordemoderen fik anmeldt en fødsel.
Pigen fra det fremmede
Da Jomfru Fanny blev begravet blev hun af præsten omtalt som ”Das Mädchen aus der Fremde”. Det var et citat af Schiller. Med andre ord, myten om hendes herkomst fulgte hende i graven.
Ikke godt for ”Genforeningsfesten”
At Kamphövener tillagde Fanny andre nationale relationer fordi hun talte tysk med hendes plejemor, virker lidt underligt. Også hendes venner skulle have omtalt hende som tysksindet, fordi hun forudsagde tyske sejre. I et brev fra 1865 fortæller Anna Junggren, at Fanny har sagt, at preusserne skal ”udslås”, og hun håber, at det ikke varer længe. En neutral person ville næppe have udtalt dette.
Men det vil da også være kedeligt for ”Genforenings – festlighederne”, hvis det pludselig viser sig at Jomfru Fanny var neutral eller tysksindet!
”Den danske sag bankede da i hendes hjerte”
Folkeregisterfører Holger Jacobsen fortalte, at han under besøg his en grantante i Assens, som var født Cornett og datter af sejlmager Cornett i Aabenraa Har fået fortalt, at Fru Cornett var en ivrig gæst hos Fanny. Og i hendes historie gik den danske sag som en rød tråd gennem hendes fortællinger. Det var ingen tvivl om, at den danske sag bankede i hendes hjerte.
Kampenhövener fastholdt sine synspunkter
Kampenhövener har hele tiden fastholdt sine synspunkter trods meget kritik. Han siger:
Kampenhövener tilføjede, at denne tilføjelse ikke er et faktum. Den er tværtimod indført, da de eventyrlige rygter om den fine karet med pigebarnet var kommet i omløb. Men hvorfor har man så ikke gjort dette fra starten, hvis det er sandt?
Hun kunne ikke være gravid i 10 måneder
Skulle Charlotte Frederikke have været moderen skulle hun have mere end godt 10 måneder gravid, har Kampenhövener fundet ud af. Han mener ikke at have skriftlige eller hørt mundtlige overleveringer, for at Jomfru Fanny skulle have deltaget i nationale tilkendegivelser.
Amtmanden var Slesvig – Holstener
Indtil 1864 havde hun en hvis tilknytning til amtmand Otto Johann von Steemann og hans familie på Brundlund Slot, fortæller Kampenhövener. Derfor mente han, at hun i den tid holdt sig til den tyske side.
Amtmanden, der efter 1864 blev administrator for grevskabet Rantzau blev frataget sin danske kammerherrenøgle for sin Slesvig – Holstenske indstilling under treårs – krigen.
Historier fra Bybakken aflivede myterne i 2011
Det vakte bestyrtelse mange steder i Aabenraa, da årsskriftet Historier fra Bybakken udgivet af Byhistorisk Forening i 2011 kunne aflive myten om jomfru Fanny som kongedatter. Det hele havde åbenbart en naturlig forklaring.
Et gods i Rostock
Franaziska blev født den 31. august 1805 i Slotsgade af en ugift kvinde, Christine Heise af Mecklenborg. Jordemoderen fik af den fødende at vide, at hun var blevet besvangret af skovridder Johannes Enger. Han var gift og ansat på samme gods Vietow i Rostock. Har havde jomfru Heise været ansat som kammerjomfru.
En dansk kammerjunker, Frederik von Qualen og hans unge hustru Franzisca have i 1800 købt godset. Godsejeren gik dog fallit i 1804. Han skulle angiveligt være flygtet fra sine kreditorer til Aabenraa. På Brundlund Slot boede hans svoger amtmand von Blücher. Sammen med familien rejste også kammerjomfru Christine Heise. Hun var sin frues opvartningsjomfru.
Kontakten med herskabet ophørte omkring 1808
Kontakten med herskabet må være ophørt omkring 1808, da både amtmand von Blücher og familien von Qualen flyttede bort fra Aabenraa. Jørgen Witte har konstateret, at Jomfru Fanny ikke har fået undervisning på slottet.
Ikke regulært fattige
Endvidere konstaterer han, at Jomfru Fanny og hendes mor arbejdede som syersker, vaskede tøj og formentlig også lejede tøj ud, for eksempel dåbskjoler. De var ikke regulært fattige, mener Jørgen Witte.
Han mener endvidere at Jomfru Fanny var påvirket af Treårskrigen. Hun fik derefter nogle voldsomme men upræcise drømme, som andre har udlagt som spådomme. Han mener, at hun selv har sparet op til huset i Persillegade 3.
Charlotte Frederikke var gravid
Signe Prytz fik en særlig tilladelse af Kong Frederik den Niende til at gennemgå en række arkiver på Rigsarkivet, hovedsagelig breve til og fra prinsesse Charlotte Frederikke. Dertil også hendes dagbøger og regnskaber. Det skete i forbindelse med en bog om Frederik den Syvendes barndom og hans nærmeste omgangskreds.
Her beskrives prins Christian Frederiks forelskelse i hans to år ældre kusine Charlotte Frederikke. Men forlovelsen blev udskudt.
Deklarationen om forlovelsen blev dog yderligere udskudt, da der nogle måneder efter, viste sig at Charlotte Frederikke ventede sig. Det passede ikke den enevældige landsfader, at skulle præsentere em gravid prinsesse ved hoffet i København.
Hvem var far til Frederiks fire børn?
Han anviste Plön som hendes opholdssted, et slot i Holsten som hørte under Kronen. Her siger nogen, at Jomfru Fanny blev født i sommeren 1805. Frederik von Blüchers bror var amtmand i Aabenraa og skulle diskret have sørget for, at barnet blev bortadopteret til en ung pige, der havde tjent prinsessen på Plön.
Conrad Daniel von Blücher havde nær tilknytning til kongehuset – meget nær endda. Med stor sikkerhed mener man, at broderen Frederik var far til arveprins Frederiks fire børn. Dennes ægteskab havde været barnløst, indtil grev Frederik von Blücher kom ind i billedet.
Vores hovedperson, prins Christian, senere Christian den Ottende var blandt disse børn. Men denne del af historien bliver nok heller ikke anerkendt.
Var hun født i Slotsgade?
Den livlige kusine og prins Christian blev aldrig gift. Nogle mener, at det er spændende om Jomfru Fanny blev født den 31. august 1805 i Plön eller i Slotsgade i Aabenraa.
Som vi har været inde på var Jomfru Fanny et uægte barn af en skovlfoged eller skovløber og en enlig kvinde af lavere stand. I kirkebogen for Aabenraa Sogn, Rise Herred, står der ved Franziska Carolines Fødsel:
Ingen ”kongepenge” til Fanny eller Hans Christian
Det er hvis aldrig nogen, der har fundet ud af, at det danske hof skulle have sendt penge til H.C. Andersen eller Jomfru Fanny. Ville kongehuset virkelig lade et fyrstebarn forblive en simpel syjomfru?
Hvad står der på dåbsattesten?
Ja nu kan vi også her på siden beskyldes for ikke at være historisk korrekt, for læs lige følgende. Uwe Thomsen har på sin hjemmeside www.jomfru-fanny.uwethomsen.dk foretaget nogle interessante efterforskninger.
Han har bl.a. kigget på dåbsattesten, og mener ikke, at der i dåbsattesten står niedegekommen (nedkommet), men at der står untergekommen (indlogeret).
Amtmanden frafaldt bøde
Der er åbenbart også blevet kommunikeret med amtmanden vedr. bøde. Det blev frafaldet fordi den faktiske overtrædelse fandt sted i udlandet. Uwe Thomsen hæfter sig ved, at det var usædvanligt, at der i det hele taget blev korresponderet om sådan en sag. Han undrer sig også over den lange tid fra dåb til fødsel.
Hendes undervisning i håndarbejde må nødvendigvis være foregået på Brundlund Slot. Det er af høj kvalitet, det håndarbejde som Fanny har udført.
En økonomisk rådgiver
Speckhahn har været Jomfru Fannys økonomiske rådgiver. Det er det såmænd ikke så meget mærkeligt i, vurderer Uwe Thomsen, for han giftede sig med Jomfru Fannys jævnaldrende veninde, der var husholderske hos en af Aabenraa’ s rigeste mænd, agent Holm.
Jomfru Fanny – højt anset
Det var påfaldende, at Jomfru Fanny var placeret som nr. 3 af pigerne, kun overgået af amtsforvalterens og degnens døtre og foran mange af borger-døtrene af god familie. Dette kan betragtes som høj status.
Uwe Thomsen mener ikke, at det i sig selv er bemærkelsesværdigt, at Jomfru Fanny blev ejer af et lille beskedent hus i Aabenraa. Men han synes, at det er påfaldende, at hun skulle have boet til leje sammen med Christine Heise, inden hun flyttede ind i sit hus.
Har hun ejet huset i 20 år?
Det er noget mystisk ved en usynlig pengeanbringelse i det gældsfri hus i Persillegade, som Jomfru Fanny først flyttede ind i efter Christine Heises død i 1853. Huset blev antagelig allerede erhvervet ved en auktion den 30. august 1834. Det vil med andre ord sige, at Fanny havde ejet huset i 20 år.
Åbenbart har jomfru Fanny også lånt Speckhahn 1.000 mark. Var hun en velhavende dame?
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.459 artikler herunder 147 artikler fra det gamle Aabenraa og omegn inkl.:
Oktober 26, 2019
Arbejdende Børn på Fabrikkerne på Nørrebro (64)
Billig arbejdskraft og nødvendig for familien. Den engagerede læge Hornemann. Børnearbejde godt for opdragelsen. Fabriksloven af 1973. Den nye lov mødt af protester. 70 pct. af arbejderfamiliens indkomst gik til fødevarer. Børn under 13 år arbejdede næsten 8 timer om dagen. De farlige tændstikfabrikker på Nørrebro. Fattigdommen på Nørrebro i 1887. På tobaksfabrik. Mælkedrengene fra Enigheden skulle tidlig op. En ny fabrikslov i 1901. Halvdelen af drengene arbejdede stadig i 1901. I 1913 blev alt børnearbejde på fabrik forbudt. Der var dog stadig masser af arbejde til børnene. Realindkomsten steg til det dobbelte.
Billig arbejdskraft og nødvendig for familien
Der var masser af børn på arbejde på Nørrebro dengang. Det var simpelthen nødvendig for at sikre mad på bordet. Forældrene valgte ofte, at nogle af børnene ikke skulle skole hele tiden. De skulle være med til at tjene penge i stedet for.
Arbejderfamilier dengang kunne ikke alene leve af faderens indtægt. Og for fabriksejerne på Nørrebro var det jo dejligt med billig arbejdskraft.
Udnyttelse af børns arbejdskraft blev et tema, der i juli 1872 blev drøftet på det første nordiske industrimøde i København. Opgørelser viste, at børn under 14 år udgjorde ca. 10 pct. af den samlede arbejdsstyrke på landets fabrikker. Heraf var godt 16 pct. under 10 år.
De erhverv, der mest brugte børnearbejde var tobaksindustrien, tændstikindustrien og tekstilindustrien.
Den engagerede læge Hornemann
I industrielle kredse var man begyndt at blive bekymret for disse børns helbred. Og den socialt engagerede læge Emil Hornemann gav udtryk for bekymring. I et foredrag på mødet gav han udtryk for, at børn under 12 år ikke skulle bruges til fabriksarbejde. Generel burde arbejdet for børn nedsættes, mente han. Og de burde heller ikke arbejde om natten.
Som udgangspunkt opfattede Hornemann børnearbejde som sundt og lærerigt, men han havde en række indvendinger. Hornemann konkluderede, at fabriksarbejde kan have indflydelse på børns vækst og udvikling. Der kan også opstå sygdomme på grund af arbejdet.
Børnearbejde, godt for opdragelsen
Han nævnte, at blegsot og brystsygdomme kan opstå på grund af støv, og at børn, der laver blyglassur, kan få blyforgiftninger. Alligevel virker Hornemanns undersøgelser en smule idylliseret og loyal overfor fabrikanterne. Men alligevel var hans kommentarer banebrydende i 1872:
Hornemann lavede en ret stor undersøgelse. Han konstaterede, at 600 var under 10 år gamle. 2.632 børn var under 14 år.
Fabriksloven fra 1873
Den første fabrikslov blev udsendt i 1873. Loven fastsatte en minimumsalder på 10 år og en maksimumarbejdstid på 6,5 timer inklusiv en halv times spise- og hvilepause. Senere lovgivning hævede minimumsalderen og sænkede arbejdstiden.
Børn måtte heller ikke arbejde på søn – og helligdage. Et arbejdstilsyn skulle holde øje med at disse regler blev overholdt.
Den nye lov mødt af protester
Den nye lovgivning blev mødt med protester. Det var det betænkelige ved at gribe ind i forældremyndigheden, dels havde de fattigste familier fortsat behov for børnenes indtægt og endelig havde børnearbejdet en social og en moralsk opdragende funktion. Andre hævdede, at virksomhederne havde svært ved at klare sig uden børnenes arbejdskraft.
Landstingsformand Schøler mente dog, at loven var direkte skadelig for de unge mennesker, hvis man begrænsede deres mulighed for arbejde:
Schiøler var nu ikke ene om den holdning at det er bedre at børn arbejder og gør noget fornuftigt end at de skulle drive rundt på gaderne uden nogen formål med fare for at blive ”moralsk fordærvede”. Fra fabriksejernes side var der naturligvis også modstand. I flere industrier var børnenes arbejdskraft nødvendig og samtidig billig. Nogle fabriksejere truede med, at de måtte lukke virksomheden, hvis de nye regler skulle overholdes.
70 pct. af indkomsten gik til fødevarer
Ja selv blandt arbejderfamilier var der modstand. For familiens økonomi var afhængig af ekstraindtægten. Og hvis børnene ikke kunne arbejde, ville det betyde at de måtte søge fattighjælp og så måske ende på Ladegården.
En undersøgelse foretaget af Indenrigsministeriet i 1872 viste, at fødevarer udgjorde 70 pct. af en arbejderfamilies budget. Selv mindre indtægtstab fik konsekvenser for kosten.
I en sådan presset økonomisk situation må indtægterne fra børnearbejde have været et kærkommet og ofte nødvendigt supplement til hovedindtægten. Et barns indtægt var ca. 15 pct. af en ufaglig mandlig dagløn eller næsten tilstrækkelig til at kunne betale huslejen. For enlige kvinder betød et barns indtægt endnu mere.
Børn under 13 år arbejdede næsten 8 timer dagligt
Men tænk engang, at børn under 13 år havde en gennemsnitlig arbejdsdag på 7,9 timer.
I tiden efter 1873 var der masser af eksempler på, at arbejdsgiverne søgte dispensation fra loven. Der blev udskrevet lægeattester, uden at børnene var blevet undersøgt.
Nu måtte børn ikke mere sættes til at smøre og rense maskindele, når maskinen var i gang.
Loven blev ikke overholdt
I Socialisten kunne man læse, at de to statsansatte arbejdsinspektører aldrig viste sig på fabrikkerne. Hvis de så endelig kom, var det for at drikke portvin med fabriksejeren.
Men et en lov, et andet virkelighed. En nykonfirmeret spindedreng fortalte:
Tændstikfabrikkerne på Nørrebro
På de mange tændstikfabrikker på Nørrebro var der mange børn ansat. Deres andel af den samlede arbejdsstyrke var stor. Lønnen var lille. Og børnene arbejde med giftige stoffer, der gav varige skader og i nogle tilfælde også skyld i dødsfald. Den fosfor, der blev brugt i produktionen fik knoglerne til at smuldre. Flere tændstikpiger blev mærket for livet efter at have arbejdet på en tændstikfabrik. Deres kæbeben var simpelthen smuldret væk.
I 1873 blev det godt nok forbudt at bruge hvid fosfor i tændstikproduktionen. Arbejderne indåndede fosfordampene. Børnene var mest udsatte. De undlod ofte afvaskninger og havde mindre modstandskraft over for fosforen.
Under lovgivningsarbejdet havde man haft det aspekt med, at hvis der ikke kom et forbud mod anvendelse af hvid fosfor, ville det givetvis medføre, at ingen under 18 år måtte deltage i tændstikproduktionen.
Det kunne i sidste instans fordyre produktet, da børn som bekendt var billigere arbejdskraft end voksne. Man anså arbejdet for at ligge ”godt” for børn og deres indkomst.
Yderligere i9ndgreb kom efter storbrande også på Nørrebro, hvor der blev fabrikeret sikkerhedstændstikker. Der kom en række krav om indretning og en begrænsning af børns arbejdsprocesser.
Børnenes arbejde bestod i at udtage tændstikkerne af de rammer, de var spændt fast i, pakke dem ind samt gå til hånde ved lettere forefaldende arbejde.
Fattigdom på Nørrebro 1887
Christian Christensen, den senere anarkist berettede om, hvordan fattigdommen så ud på Nørrebro i 1887. Moderen havde sagt, at man ikke kunne klare sig for fars løn alene. Så snart de var flyttet til Skyttegade havde moderen set sig om efter arbejde. Som femårig skulle han hjælpe moderen derhjemme med at fremstille ildtændere. For 500 ildtændere fik mor 25 øre. For disse penge kunne man hos spækhøkeren købe et kvart rugbrød og en halvfjerding madfedt. Denne ration kunne knap nok holde sulten fra døren.
Derfor gik mor og søn nu over til at producere store 500 ildtændere, der blev betalt med 35 øre. Oftest foregik dette om natten, mens faderen sov. Og for at Christian ikke skulle falde i søvn, blev han lovet et stykke wienerbrød til to øre. Men det fik han nu aldrig.
På Tobaksfabrik
I 1890erne arbejdede Christian på tobaksfabrik. Far gik på arbejde ved halvsekstiden. Efter en rugbrødsklemme til noget tyndt kaffe gik den på hovedet i produktion af ildtændere. Kvart i otte gik det så i løb til skole. Og det var med at komme inden skoleklokken ringede. Formiddagen var den samme. Den daglige – fem af spanskrøret af viceinspektør Mortensen.
På ti minutter skulle Christian så nå frem til sit arbejde fra Jagtvejen til Tobaksfabrikken. Her kunne arbejdet være meget hårdt. Man skulle hjælpe svendene. Men de arbejdede på akkord.
Christians mor var langt fra den eneste, der sad hjemme i de små hjem på Nørrebro og producerede varer for industrien. Det gjorde mange.
Mælkedrenge fra Enigheden skulle tidlig op
I 1890erne steg antallet af københavnske børn, der havde arbejde uden for skoletiden. Vækst inden for industri og handel havde skærpet efterspørgslen efter deres arbejdskraft
Der var masser af mælkedrenge på Nørrebro. De arbejdede ude hos Enigheden på Lygten. Og det var hårdt. De skulle op klokken 4 om morgenen. De skulle hjælpe kusken med at bringe mælken ud. Den friske mælk skulle placeres på dørmåtten. Tomme flasker skulle tages med retur.
Ofte måtte disse mælkedrenge gå op af etagerne på Nørrebro i bælgragende mørke.
Ved frokosttid styrtede de sultne og udasede i skole, hvor de ofte faldt i søvn. Men det var særlig det, at de skulle meget tidlig op om morgenen, der var en torn i øjet på skolefolkene. Ord som misbrug, mishandling og børneplageri blev hæftet på mejeriernes udnyttelse af drengenes arbejdskraft.
På Frederiksberg var disse mælkedrenge med i en strejke i 1896.
Egentlig så ramte fabrikslovene ikke mælkedrengens arbejdsvilkår. Men efterhånden løb der mange klager ind fra skolerne. Og især på Rådmandsgades Skole var man utilfredse med mælkedrengene.
Også i tobaksindustrien var der mange tilfælde af børnestrejker omkring århundredeskiftet.
I 1897 var en femtedel af skolebørnene fra Nørrebro i erhvervsarbejde
I 1897 blev skoleinspektørerne i København indberette, hvordan det var med mælkedrenge og fabriksarbejdende børn og deres indlæring. Kigger vi på Nørrebro – skolerne så så lå andelen af børn på fabrikker på ca. 20 – 21 pct. Og det var i alt seks skoler, der havde indberettet deres tal. Men de tal passer ikke rigtig til andre undersøgelser.
En ny fabrikslov i 1901
I 1901 blev der vedtaget en ny fabrikslov, hvor aldersgrænsen for fabriksarbejdere blev hævet fra 10 til 12 år og den daglige arbejdstid nedsat med en halv time. Man arbejdede også på vedtægter med henblik på at begrænse skolebørns arbejde på områder, der ikke var dækket af fabriksloven.
Borgerrepræsentationen fik nu godkendt vedtægten af Indenrigsministeriet. Hermed blev det forbudt at bruge børn under 12 år ved udbringning af mælk, brød og aviser, ved arbejde i beværtninger og ved andre forlystelsessteder. De måtte heller ikke aftappe øl og petroleum. Arbejdstiden for børn over 12 år fulgte reglerne i fabriksloven.
Bemærkelsesværdigt er det at vedtægten ikke kom til et gælde udbringning af andre varer eller rengøringsarbejde, der var en af de områder for flest københavner – børn var beskæftiget.
Halvdelen af drengene arbejdede i 1905
En undersøgelse fra 1905 viste, at halvdelen af de 13 årige arbejdede for fremmede. For pigerne var det tale om 30 pct.
En undersøgelse fra 1908 viste, at ca. en tredjedel af alle drenge og en fjerdedel af alle piger i byerne havde et lønnet arbejde. Dengang var det for det meste børnene i de ældre klasser. Og de arbejde 4 – 6 timer hver dag ved siden af skolen.
Drengene arbejdede på fabrik, kørte varer ud. Pigerne passede børn og gjorde rent.
I 1913 blev børnearbejde på fabrik helt forbudt
I 1913 blev fabriksarbejde for skolesøgende børn helt forbudt. Måske var det på grund af skolerne stigende krav på børnenes tid, der gjorde børn uegnede til fuldtidsarbejdskraft. Men nu var det sådan, at reglerne ikke blev fulgt. Når inspektøren kom på besøg skjulte man børnene.
Nu måtte børn under 14 år heller ikke mere arbejde i håndværks- og industrivirksomheder.
Men også arbejderfamiliens økonomi var blevet bedre. Indtægterne fra børnenes arbejde kunne nu lettere undværes med mindre man var enlig.
Masser af andet arbejde til børnene
Men nu kunne man bruge børn som buddrenge og medhjælpere i værksteder og butikker. Dertil kom også alt det ulønnede arbejde som udførte for deres forældre med løbe ærinder, bære koks ind, passe på mindre søskende og lave mad. Men deres hovedbeskæftigelse blev efterhånden at gå i skole.
Særlig på Nørrebro blev der bygget mange nye skoler. Og disciplinen var benhård. Mange gange var det tidligere officerer, der underviste i en række fag, bl.a. i gymnastik.
Realindkomsten steg til det dobbelte
Fra 1870 til 1914 er det skønnet, at realindkomsten steg til det dobbelte. Konsekvensen af de forbedrede levevilkår var, at børnearbejdet måske bortset fra enlig forsørgere, ikke var så bydende nødvendigt som tidligere.
I 1919 skete der også en regulering med hensyn til skoletiden. Nu måtte mindre handlende heller ikke bruge skolebørn til udbringning af mælk. Nu var det slut for mejerierne at bruge mælkedrenge. Men på Enigheden gjorde man det nu stadig væk.
I de københavnske skoler var skoletiden nu fra 8 til 16. Nu gik man ikke i skole enten om formiddagen eller om eftermiddagen. Dermed var der også sat grænser for børnenes arbejdskraft. Der skete nu et markant fald i antallet af børn, der havde erhvervsarbejde efter skoletiden.
Kilde:
Oktober 26, 2019
Hvorfor anerkender det tyske mindretal ikke ordet ”Genforening”?
Mindretallet burde ”Klart og tydelig” anerkende ordet ”Genforening”, siger byrådspolitiker. De vil fejre deres 100 års fødselsdag. For de tysksindede er det jo ikke tale om ”Genforening”. Man taler om ”wiedervereinigung” med DDR. Det handler jo egentlig om, hvad man føler. Det blev jo ikke fremkaldt en tilstand, der var før! Statsretslig hedder det ”Indlemmelse” Årsagen til følelserne er sikkert 1864. For de tysksindede var det ”Afsked” eller ”Adskillelse”. Vi skal kigge på H.P. hanssens påmindelse på Folkehjem. Det danske mindretal fejrer heller ikke ”Genforening”. Skal de også have en påtale? Det tyske mindretal mener, at det er en ”genistreg” at kalde det ”Genforening” Dansk politiker håbede så sent som i 2017 på en ”genforening” med Sydslesvig. De blev kaldt ”tyskersvin” og ”nazisvin” som skolebørn. De måtte bøje nakken. Og så er det stor forskel på tilskud nord og syd for grænsen.
Mindretallet burde ”klart og tydeligt” anerkende ordet ”Genforening”
Hvorfor fejrer det tyske mindretal ikke ”Genforeningen” med i stedet for ”Grænsedragning”. En diskussion er nu i gang omkring ordet ”Genforening”. Hvad er sandheden? Og hvad er historisk korrekt?
Mens man i Danmark fejrer ”Genforeningen” (Wiedervereinigung) , så fejrer det tyske og danske mindretal ”Grænsedragningen” fra 1920 og deres 100 års fødselsdag.
Men hvorfor vil man i det tyske mindretal ikke bruge navnet ”Genforening”? spørger en socialdemokratisk byrådspolitiker fra Sønderborg, og det er i en anklagende tone. Det gør ondt i hjertet, når det tyske mindretal ikke vil tale om ”Genforening”. Mindretallet burde ”kart og tydeligt” anerkende, at det handler om en ”Genforening”, sådan siger det socialdemokratiske byrådsmedlem.
Mindretallet vil fejre deres 100 års fødselsdag
Ja hvorfor fejrer det tyske mindretal ikke ”Genforeningen”? Ja i 2020 fejrer de deres 100 års fødselsdag. De kan ikke fejre ”Genforening”, fordi det for det tyske mindretal ikke er tale om en ”Genforening” Men de har ikke noget imod, at vi danskere fejrer ”Genforeningen”.
For de tysksindede var det ikke en ”Genforening”
I det tyske mindretals lys var grænsedragningen i 1920 ingen ”Genforening”. Man kan ikke forlange af folk, at man skal fejre en ”Genforening”, når det for tyskerne i Nordslesvig ikke var nogen. Hvis danskerne fornemmer det og fejrer det, kan man glæde sig over dette.
”Wiedervereinigung” med DDR
For det tyske mindretal er det uforståeligt, at man fører en sådan diskussion. Man har dog stor respekt for, at danskerne fejrer det. Men i det tyske mindretal fejrer man fødselsdagen. Det var det for dem den gang. Begrebet ”Wiedervereinigung” i Tyskland bliver brugt til en helt anden begivenhed. I Tyskland er ”Wiedervereinigung” det ord man bruger i forbindelse med genforeningen med DDR.
Det handler om, hvad den enkelte føler
Om det er historisk rigtig, at tale om en ”Genforening”? Det handler nok om en begreb, der giver udtryk for, hvad den enkelte borger føler. Om det juridisk eller historisk er korrekt at anvende eller ikke vil det tyske mindretal ikke blande sig i. I hvert fald bliver det opfattet af mange mennesker i Danmark som ”Genforening”.
Blev der frembragt en tilstand, der var der før?
Det er på den ene side de historiske kendsgerninger og på den anden side de nationale følelser. Blev der i 1920 gennem afstemningen til grænsedragningen frembragt en tilstand, der havde været der før? Hertil må man sige nej.
Statsminister Neergaard sagde det selv i 1920:
Statsretslig hedder det ”Indlemmelse”
Statsretslig er det også ved lovene fra 1920 tale om en ”Indlemmelse”. Det hedder:
Årsagen til følelserne er sikkert 1864!
Den følelsesmæssige ”Genforening” er til at forstå efter ”Traumet fra 1864”. Pludselig måtte den dansksindede befolkning finde sig at være under Preussen.
At tale om ”Genforening” er som historisk begreb – falsk. Men det svarer til befolkningens følelser.
For de tysksindede var det en ”Afsked” eller ”Adskillelse”
For den tyske del af befolkningen var resultatet af afstemningen en smertelig afsked fra Tyskland. Det kan vel på en eller anden måde sammenlignes med de dansksindedes følelser efter 1864.
I 1920 fremkom en afgørelse som det tyske mindretal i dag anderkender. Men for de tysksindede var der tale om en ”Adskillelse” eller et tab. Det er vigtigt, at også denne side af historien finder plads. Det er også derfor at begrebet ”Wiederverenigung” (”Genforening”) for de tysksindede nordslesviger ikke skal påtvinges dem fra dansk side.
Dronning Alexandrine var tysk
I forbindelse med ”Genforeningen” havde magasinet Grænsen inviteret de to ledere af mindretallene til et ”stævnemøde”. Det var Jens A. Christiansen (JAC), der er generalsekretær for Sydslesvigsk Forening og Heinrich Jürgensen (HJ), der er formand for Bund Deutscher Nordschleswiger.
H.P. Hanssens påmindelse
HJ minder os om, at Christian den Tiendes – dronning Alexandrine var født som hertuginde i Schverin i Mecklenburg – Vorpommern. Og så kigger HJ på de manende ord over baren på Folkehjem i Aabenraa på en indskrift af H.P: Hanssen fra den 17. november 1918. Det handlede om at behandle de tysksindede godt:
Det danske mindretal fejrer heller ikke ”Genforening”
Da HJ var ung, var det ikke velset, at dem der kom fra det tyske mindretal kom til bal i de sønderjyske forsamlingshuse. Men de kom nu alligevel.
Hvad håber det danske mindretal syd for grænsen, at få ud af ”Genforeningen”? JAC svarer på det spørgsmål:
Det tyske mindretal: Genistreg, at kalde det ”Genforening”
Og det tyske mindretal i Danmark svarer således siger HJ bl.a.:
Det var først i 1995 ved festlighederne i anledning af 75 – året for ”Genforeningen”, at Heinrich Schultz, der var formand for SSF dengang, anerkendte grænsedragningen.
Danske politikere håbede på ”Genforening” med Sydslesvig
Men også anerkendelsen fra det danske mindretal syd for grænsen lod vente på sig. Men i 2006 udtalte Søren Krarup fra DF, at han havde et genforeningshåb. I 2017 var det så Søren Espersen, den daværende formand for Udenrigspolitisk Nævn også fra DF, der udtalte det samme. Det var ikke så sært, at dette vakte opsigt i de tyske medier.
”Tyskersvin” og ”Nazisvin”
Det tyske mindretal i Danmark kæmpede for en grænserevision frem til 1945. De lavede en loyalitetserklæring i 1945, hvor de accepterede den danske grundlov og det danske kongehus.
HJ fortæller, at det tyske mindretal forsøgte at presse sin far i krig i Anden Verdenskrig. Men det endte så med at han meldte sig i Zeitfreiwillige . Efter krigen blev han interneret i Fårhus-lejren. Han følte sig uretfærdig behandlet som så mange andre fra det tyske mindretal.
HJ fik som barn mange venner, men når de gik forbi den gamle danske skole i Tinglev blev der råbt ”Tyskersvin” eller ”Nazisvin” efter dem.
Det tyske mindretal måtte bøje nakken
Men efter Anden verdenskrig havde de dansksindede i Sydslesvig friheden til at være danske i Sydslesvig. Det tyske mindretal nord for grænsen måtte bøje nakken efter krigen. Men først gennem de seneste 30 år, er det, at det tyske mindretal har fået sin selvforståelse tilbage og begyndt at være i øjenhøjde med sine omgivelser.
Men HJ husker tilbage til 2007, da debatten om at sætte tosprogede byskilte op i Sønderjylland rasede. Han modtog flere trusselsbreve.
Forskel på tilskud nord og syd for grænsen
I dag modtager de danske foreninger i Sydslesvig ca. 480 millioner kroner i tilskud fra Folketingets Sydslesvigudvalg. Det tyske mindretal modtager væsentlig mindre fra Slesvig-Holsten og Berlin. Tilskuddet er på ca. 90 millioner kr. Dertil kommer tilskud fra den danske stat, fordi mindretallets skoler anerkendes som offentlige skoler for mindretallet.
Kilde:
Oktober 25, 2019
Den Gamle Grænsekro
Den har engang heddet Høkkelbjerg Kro. Men den er kendt som frederikshøj. Det var egentlig Hertug Hans den Ældre, der anlagde vejen fra det nu helt forsvundne Hansborg til Koldinghus. Vejen var forbeholdt de adelige og kongelige. Kroen var privilegeret. Det vil sige, at de andre kroejer i et par sogne skulle betale afgift til kroejeren. 1854 var et skelsættende år for kroen. En ny vej blev anlagt. Den økonomisk velfungerende kromand af slægten Wilson rev den gamle kro ned, og oprettede et ny kro på den ny vej. I 1864 blev Grænsekommissionen bespist på kroen. Og ved hjælp af sprit og overtalelse fik han lov til at blive i Danmark. Grænsen skulle ellers være lagt nord for kroen. Genforeningsmuseet ligger lige overfor. Jo, det var her kongen red over grænsen sammen med lille Johanne.
Den gamle, kongelig privilegerede kro ligger ved den gamle hovedvej A 10 på den danske side af den gamle dansk-tyske landegrænse 1864-1920, 3 km nord for Christiansfeld. Den er desuden kendt som Frederikshøj Kro og har også heddet Høkkelbjerg Kro og Gjæstgiveriet Frederikshøj. Den oprindelige Høkkelbjerg Kro lå ikke på samme sted som den nuværende lige nord for Christiansfeld. Den opførtes omkring år 1600 ud til den daværende Kongevej, som ligger ca. 400 meter østligt for den nuværende landevej. Vejen blev anlagt i 1560 af Frederik 2. og hans farbror, hertug Hans den Ældre.
Formålet var at skabe en direkte forbindelse mellem det vældige Koldinghus, hvor kongerne elskede at residere om sommeren, og det nu totalt forsvundne Hansborg Slot i Haderslev. Indtil da var man tvunget til at benytte studevejen over Aller og Fjællebro, hvor der dengang kun var et vadested med deraf følgende besværligheder ved højvande.
Denne vej hedder i dag Tingskovhedevejen efter det første herredsting. I
1562 gav hertug Hans den Ældre tilladelse til, at det måtte nedbrydes, og tingstokke; “sættes ved Aller Kirke som det bekvemmeste Sted for
Undersåtterne i Tyrstrup Herred og for Fremmede med hensyn til Postgangen, fordi Aller laa ved den almindelige Hærvej”.
Da den nye Kongevej var forbeholdt de kongelige og adelige, er det svært at gisne om kroens omsætning. Der har sikkert været langt mellem de betalende gæster. Selvfølgelig så bønder og andet godtfolk deres snit til at anvende vejen i smug, men ve den arme synder, hvis han blev snuppet af herredsfogeden og hans svende for uberettiget benyttelse af vejen. Da kostede det dyrt både i penge og naturalier prompte at levere til hofferne.
Dér hvor kroen i sin tid blev bygget, står der en mindesten med følgende indskrift: “Her laa fra 1660 til 1854 den navnkundige af Frederik III privilegerede Høkelbjerg Kro”. Sådan står der faktisk på den store sten.
Der kan kun gisnes om, hvorfor privilegeret først blev givet i 1660, måske som tak for årelange tjenester.
Privilegierne gav eneret på krohold i Tyrstrup, Aller og Taps sogne. Der kom nu velstand til huse dels på grund af det stigende besøg efter
Kongevejens samtidige åbning for den almindelige trafik, dels fordi de omkringliggende kroer måtte svare ejeren på Høkkelbjerg Kro en årlig koncessionsafgift. Denne ophørte først efter indførelsen af den tyske næringslov og mod en passende affindelsessum.
Til gæstgiveriet hørte tillige et stort, veldrevet landbrug på 55 tønder land plus noget mose, hvor man gravede tørv. Landbrugsarealet svandt siden ind til 24 tdr. land.
1854 blev et skelsættende år for den gamle kro. Den nye direkte vej, chausseen mellem Kolding og Haderslev, blev åbnet og overtog næsten al stedlig trafik. Med et pennestrøg var det pludselig forbi med kroens eksistensgrundlag.
Den i øvrigt økonomisk velfungerende kromand af slægten Wilson lukkede følgelig kroen, rev bygningerne ned og genopførte bedriften ved den nye vej, hvor Den Gamle Grænsekro nu ligger. Meget belejligt havde Wilson også jord dér. Den efter datidens normer anselige gæstgiveribygning fik navnet Gjæstgiveriet Frederikshøj efter Frederik 7. Det fortælles, at der til opførelsen blev genbrugt sten oppe fra Koldinghus, som brændte i 1808. Rent faktisk er der under moderniseringsarbejdet fundet sten af samme type som dem på Koldinghus.
Ti år senere måtte Danmark efter nederlaget i krigen 1864 afstå hele
Sønderjylland. I foråret 1865 gik man i gang med nedgravningen af de 128 svære egepæle, som skulle markere den nye grænse fra Vadehavet syd for Ribe til Hejlsminde mod øst. Under det praktiske arbejde med grænsedragningen var den 20 mand store grænsedragningskommission med repræsentanter fra begge sider en tid indlogeret på kroen.
Den meget aktive og dansksindede kromand Wilson gav de fornemme gæster en udsøgt behandling under deres ophold. Det fortælles, at de blev bespist og beskænket så fyrsteligt, at den rette linje mellem to punkter blev til en krum bue syd om kroens jorde i stedet for, som han kunne frygte, lige nord for hans kro. Således siges det, at Frederikshøj blev dansk grænsekro og grænsetoldsted. Skal sandheden frem – og det skal den jo helst – har man ved grænsedragningen, ligesom ude i marsken, nok snarere taget hensyn til kroens samlede tilliggende.
Toldvæsenet lejede sig derefter ind på kroen mod en årlig husleje på 700
En koleraepidemi i Hamburg i 1892 satte hele den danske grænsebevogtning på den anden ende og i højeste alarmberedskab. Sværtbevæbnede danske soldater afpatruljerede grænsen for at opsnappe eventuelle overløbere. Disse blev anbragt i en af staten lejet barak på den modsatte side af kroen. Her var karantænestation med ovn og gryde til brug ved desinficering. Dette menageri stod på i et halvt års tid.
Ellers lagde kroen i disse år lokaler til talrige nationale sammenkomster.
Passagen over grænsen foregik dengang i øvrigt uhindret. Pas behøvedes ikke, men da Første Verdenskrig brød ud i 1914, skiftede scenen atter karakter. Der blev sat bom over vejen, som groede helt til i græs. Ovre på den tyske side gik der Landsturmsoldater for at forhindre grænseoverløbere i at nå op til det forjættede land, Danmark.
Ikke så få slap alligevel over, trods store risici, og fik foreløbigt logi i den gamle krosal. En ekviperingshandler fra Kolding kom én gang om ugen og udstyrede de heldige med det nødvendige.
Krigsafslutningen ændrede situationen på ny. Ved det nordlige – det nuværende danske – Sønderjyllands officielle genforening med det gamle land den 10. juli 1920 stod den festligt pyntede kro i stiveste puds med dannebrogsflag og guirlander hen langs facaden og over vejen en rejst æresport med indskriften, set nordfra:
Hav tak, fordi I led og stred
nu kommer lyse dage.
Vi mindes vil med Vemod
den Flok, der blev tilbage.
Alt hvad der kunne krybe og gå, høj som lav, tog til Frederikshøj Kro for under stor festivitas at tage imod Christian 10. på den hvide hest og den øvrige kongelige familie.
Den berømte hvide hest, der måtte hentes så langvejsfra som på Visborggård nord for Hadsund, skulle være hvid ifølge den spådom, som den legendariske jomfru Fanny i Aabenraa havde fremsat år forinden. Helt hvid blev den ved slet og ret at blive opkalket. Den historie har været fortalt vidt og bredt, men om den holder sig til sandheden, er vanskeligt at sige noget konkret om. Kongen søgte i hvert fald at leve op til profetien og foretog sit ridt over den nu pludselig gamle grænse med den smukt prydede æresport.
Han sluttede af med en kort andagt i Tyrstrup Kirke, hvor han skulle binde hesten ved et hyldetræ,
Det var under denne ridetur over grænsen, at kongen symbolsk tog en lille pige op til sig på hesten. Pigen, Johanne Herlak, døde først i 1999 i den høje alder af 87 år. Da man i 1995 skulle markere 75-året for
Genforeningen, sendte Johanne Herlak en blomsterhilsen med røde og hvide roser i knop, som datteren Eli Fredskilde, lagde ved den store natursten, som man i 1921 havde rejst ved landevejen og den gamle grænse neden for kroen med indskriften: “Her hilste Sønderjyderne Kong Chr. X Velkommen ved Genforeningen den 10. Juli 1920”.
Som et lille, men utilsigtet minde om tiden under det tyske fremmedherredømme kan man stadig se en gammel grænse-nivelleringssten på den modsatte side af landevejen lige over for den store mindesten.
Familien Wilson residerede på kroen gennem tre generationer frem til slutningen af 1940’erne, da andre tog over. Her er stadig krodrift. Salen blev udvidet i 1975, og i 1987 opførtes en ny værelsesfløj. Her er gode kursusfaciliteter, ligesom her er plads til selskaber med indtil 350 kuverter i samme lokale.
Særligt interesserede i de spændende begivenheder før og efter 1920 kan med udbytte se ind Genforenings- og Grænsemuseet, som i 1995 blev indrettet i det det lille hus fra 1877 med en smuk museumshave omkring lige over for kroen.