Artikler
Marts 17, 2020
Frihedskæmperen Lis Mellemgaard 1924 – 2019
Vi skal høre om en episode i Blågårdsgade, hvor Lis Mellemgaard og ”Bornholmeren” fik besøg af et par tyskere og HIPO. Men en Nazi-sangbog redede dem. Vi kigger i bogen ”Pige i Modstandsbevægelsen” Tyskerne stod officielt for 102 henrettelser. Lis var med i Skindergadebanden. Hun var dog ikke til stede, da gruppen blev taget angivet af en stikker. Den eneste der blev løsladt, var urmageren, i hvis butik gruppen mødtes. Holger Danske mente derfor, at han var stikkeren. Men det viste sig senere, at det var han ikke.
Lis var 20 år i 1945, og den 28. februar var hun på vej ned ad Blågårdsgade i København. Vi ved, at det kun var et par måneder før befrielsen – men det vidste hverken Lis eller hendes ven Bornholmeren, hvis rigtige navn var Jørgen Brandt. Som de gik ned ad gaden hånd i hånd, lignede de et nyforelsket par – de havde begge erfaring med, at tyskerne ikke troede, at et kærestepar kunne have noget med modstand og sabotage at gøre.
Men det havde både Lis og Bornholmeren. De gik ned ad gaden så hurtigt som muligt uden at virke påfaldende, de skulle nå indendørs inden spærretid. Lis havde fået nøglen til en lejlighed af Ernst, der selv var gået under jorden med sin kone, og nu stod den store borgerskabslejlighed tom. Bornholmeren havde været illegal så længe og boet så mange forskellige steder, at han ikke havde flere muligheder.
Derfor havde Lis tilbudt, at han kunne overnatte i lejligheden sammen med hende, selvom hun vidste, at det var mere risikabelt at være to. Normalt vidste man ikke, hvor de andre holdt til om natten; det var det sikreste. Faktisk var lejligheden heller ikke det perfekte sted
at overnatte. Én af Lis’ venner var blevet taget der for nogle måneder siden – og sendt i koncentrationslejr.
Men der var ikke andre muligheder, og de måtte finde et sted inden spærretid. De gik ind gennem porten og hen til hovedtrappen. Lejligheden lå på 3. sal. Udover hovedtrappen var der en køkkentrappe, men man skulle gennem porten for at komme ud på gaden, så der var faktisk ingen reelle flugtveje. De vidste, at de måtte være meget opmærksomme. De låste forsigtigt op og trådte ind i entreen. Entredøren var smukt udsmykket med ciselerede ruder og førte ind til tre store stuer mod gaden og et stort soveværelse mod gården.
Lis og Bornholmeren satte sig ind ved spisebordet i den spartansk møblerede spisestue. Ernst og hans kone var temmelig fattige, og det
eneste store møbel, der befandt sig i spisestuen ud over spisebordet og stolene omkring det, var et mahogniskab, der stod op ad endevæggen. De kiggede på hinanden, men sagde ikke noget i et stykke tid.
Hvad siger Lis’ historie os om besættelsestiden? Og hvad er årsagen til, at en ung studerende i februar 1945 befandt sig i den situation? For at besvare disse spørgsmål må vi gå dybere ind i Lis’ oplevelser og se nærmere på, hvad de siger om Danmark i tiden fra 1940 til 1945 under Danmarks besættelse.
For Lis var det startet i Dansk Samling (DS), et lille kristent, nationalt parti. Hun var kommet med ved et tilfælde, fordi nogle kammerater fra gymnasiet selv var med i partiet. I 1943 gik mange af partiets medlemmer ind i illegalt arbejde, blandt andet udgivelse af blade om sabotage og modstand mod nazisterne.
At forholdet mellem tyskerne og den danske befolkning, ikke mindst sabotørerne, blev forværret i sommeren 1943 er en kendsgerning. Da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940, blev der dannet en samlingsregering, som bestod af de fire største partier i Danmark. Den havde fra starten indstillet sig på en samarbejdspolitik med
tyskerne: “Det er befolkningens pligt at afholde sig fra enhver modstand overfor disse (dvs. tyske tropper) … ro og orden må præge landet … loyal optræden… ” var nogle af kongens og statsminister Staunings udtalelser, som den 9. april blev offentliggjort i pressen. Og selvom modstandsbevægelsen var meget kritisk over for regeringens politik, havde befolkningen bakket op om de fire store partier ved rigsdagsvalget i marts 1943.
Men ved udgangen af august havde stemningen ændret sig. Folk var blevet mere optimistiske efter tyskernes nederlag i Sovjetunionen og Mussolinis afsættelse i Italien – det skabte forventninger om en snarlig afslutning
af krigen. By-strejker opstod overalt i landet som kritik af tyskerne, men også i protest mod faldende levestandard og lønnedgang, hvilket fik især arbejderne til at reagere. Værnemagten krævede på den baggrund,
at Danmark indførte undtagelsestilstand, og at der skulle indføres dødsstraf for sabotage. Dette kunne regeringen dog ikke sige ja til, så den 29. august 1943 gik regeringen af, og tyskerne indførte militær
undtagelsestilstand.
Samme dag var Lis, efter sin studentereksamen, inviteret ud til sin rektor i Lyngby sammen med sin klasse. Men hun måtte på Dansk Samling og hjælpe til med at sende meddelelser ud.
Selv om vi på baggrund af hændelser i sommeren 1943 kan konstatere, at arbejdet blev væsentlig farligere, gik Lis ind i modstandsarbejdet uden nogensinde at tænke over, hvorfor hun gjorde det – det var bare noget det
skulle gøres, også selvom hun var bange. “Det kunne være svært at tage sig sammen til at gå ind et sted, at gå gennem porten, ind i en baggård og op ad en trætrappe til et trykkeri hvor man havde fået at vide, at man skulle møde for at være med ved trykningen af bladene.
Det var tit et nyt sted og man kunne aldrig være helt sikker på at stedet ikke var overvåget. Man kunne blive fanget i en fælde”. På vej til lejligheden i Blågårdsgade var Lis og Bornholmeren netop gået forbi porten ind til et bogbinderi, hvor Lis og nogle af de andre fra Dansk Samling havde arbejdet. Det tilhørte en værnemager, der indbandt bøger for nazisterne, og det havde gjort arbejdet endnu farligere. Lis havde stjålet en sangbog derfra, der tilhørte Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti – den skulle senere på natten komme til at spille en vigtig og heldig rolle. På forsiden af sangbogen var hagekorset påtrykt i hvidt.
Efter regeringens afgang blev tyskerne mere opmærksomme på de illegale trykkerier, og de var også blevet klar over, at det ofte var unge studenter, der var med i arbejdet. Men selvom tyskerne truede med hårdere
straffe for illegalt arbejde, udkom der flere og flere illegale blade.
Bladene spillede en meget vigtig rolle i modstandsbevægelsen. De beskrev de begivenheder, der ikke kunne omtales i aviserne. De forklarede, hvordan tyskerne udførte sprængninger, den såkaldte schalburgtage, der skulle ligne modstandsbevægelsens metoder.
Men bladene var også vigtige for de forskellige modstandsgrupper, der intet kendte til hinanden. Modstandsbevægelsen var kendetegnet ved sin løse struktur, der var nødvendig for bevægelsens overlevelse. I september 1943 dannedes Frihedsrådet, der efterhånden samlede mange af de illegale grupper under sig.
Bladene var fyldt med vittigheder om tyskerne. For eksempel brugte man den kendte figur Carlo Cartophelmoos fra Politikens “At Tænke Sig” og forsynede ham med tekster som: “Jeg sidder og tænker på om det er symbolsk at Tysklands Forsvarslinje i Vest hedder SIG-FRED”, eller “Jeg står og tænker på om en Jernbane Sabotør kan kaldes banebrydende”. Den slags vittigheder var et ekko af den voksende kritik af tyskerne og en vigtig del af den symbolske kamp mod dem.
Men både Lis og Bornholmeren var blevet involveret i mere aktiv kamp mod tyskerne, og det var også grunden til, at de befandt sig i lejligheden i Blågårdsgade den 28. februar. Lis var netop gået ind i det store soveværelse mod gården, da hun hørte Bornholmeren råbe inde fra stuen. Hun løber ind og ser ham stå ved vinduet. Nede på gaden holder en af de berygtede sorte biler – en HIPO-bil. Bilen, der ikke var til at tage fejl af, var standset lige ud for huset.
Fire uniformerede mænd steg ud og kiggede ind i porten. Lis og Bornholmeren stod ubevægelige og lyttede efter den mindste lyd af fodtrin på trappen. Det var, som om tiden stod stille, som om alt var gået i stå og bare ventede på, at den knirkende lyd af en fodsål på et trappetrin skulle sætte det hele i gang igen, men den knirkende lyd udeblev. Tankerne begyndte at fare rund i hovedet på Lis.
Hun tænkte på, at de kunne udgive sig for at være nogle andre, det var lykkedes før. Hun kiggede over på Bornholmeren, han havde trukket sin Colt pistol og var begynd at komme patroner i den. Lis kiggede igen ud ad vinduet og så til sin overraskelse, at de fire mænd satte sig ind i HIPO-bilen igen og lidt efter kørte væk. Hun kiggede over på Bornholmeren, der så lige overrasket ud – det var næsten for godt til at være sandt.
De satte sig igen hen til spisebordet, og selv om de før havde været helt udmattede og trætte, var der ingen af dem, der tænkte på at gå i seng nu. De sad og talte om, hvad de ville havde gjort, hvis mændene var kommet op ad trapperne. “Jeg ville havde pløkket så mange som muligt!”, erklærede Bornholmeren. Lis havde tænkt på, at hun kunne udgive sig for at være tjenestepigen, der havde sin kæreste på besøg. Piger havde visse fordele i sådan en situation.
Piger og kvinder blev ikke i samme grad som mænd regnet for farlige modstandsfolk af tyskerne. Lis husker fornemmelsen af at gå med en trækvogn med bøger som John Steinbecks “Månen er skjult”. der handler om den norske modstandskamp, hen over Rådhuspladsen, hvor tyskerne sad med antiluftskyts på tagene. Og mange beretninger beskriver hvordan kvinder gik gennem vejspærringer med barnevogne fyldt med illegalt materiale,
hvordan de bar håndtasker, der kunne indeholde mangt og meget, og hvordan de var gode til at fjerne opmærksomheden fra en sabotør efter en aktion ved at agere hans kæreste.
Det var også den afledningsmanøvre, Lis og Bornholmeren havde benyttet sig af på vej mod lejligheden i Blågårdsgade. Kvinder udførte ofte kurérarbejde, de gav husly til de eftersøgte, og spillede ofte en vigtig rolle ved trykningen af illegale blade. Derfor er Lis’ historie på nogle punkter meget typisk for modstandsbevægelses kvindehistorier. At hun
var med i en sabotagegruppe under Holger Danske gør den derimod mere atypisk.
Vi finder ikke meget skriftligt materiale bevaret fra besættelsestiden, og der er derfor ikke mange kilder, vi kan støtte os til. Der blev
ikke stillet spørgsmål, og man måtte ikke notere noget ned. Men der var nogle, der gjorde det alligevel, og det kunne være årsag til arrestation af hele grupper. Ofte kendte sabotørerne ikke en hel aktion, men kun den lille del af den, som de selv skulle udføre.
Lis vidste ikke engang, at hun var med i en Holger Danske-gruppe, før
langt senere. “Jeg tænkte ikke så dybt over det – det handlede bare om at møde dér og dér og om at overleve”. De havde snakket om “HD”, men Lis havde aldrig tænkt på, at de var en gruppe, og at der var andre grupper
som dem.
Pludselig hørte de lyden af en bil med benzinmotor nede på gaden. Der var stor mangel på benzin, og kun tyskerne og deres danske håndlangere kørte med den slags motorer. Desuden var det efter spærretid, så det kunne ikke være andet end HIPO-bilen, der var kommet tilbage. Lis og Bornholmeren styrtede hen til vinduet igen og så et mylder af uniformerede mænd vælter ud af HIPO-bilen og en “prærievogn”, der ligeledes var standset foran porten. Prærievognen, dvs. en militær lastvogn med presenning over ladet, var et sikkert tegn.
Der var plads bag i vognen til at tage arresterede mennesker med til et af tyskernes tilholdssteder, hvad enten det var Politigården, Dagmarhus, Frimurerlogen eller Shellhuset. Lis og Bornholmeren løb ind i det store
soveværelse. “Du holder din mund”, hviskede Lis til Bornholmeren, der udmærket forstod, hvad hun mente.
Hans bornholmske dialekt ville afsløre ham med det samme – og de vidste begge, at han var meget eftersøgt. Han nåede lige at lægge sin Colt under hovedpuden. I løbet af få sekunder var ruderne i entredøren smadret, og
lidt efter stod en flok uniformerede mænd rundt om sengen og pegede på dem med maskinpistoler. Lis havde altid frygtet en situation som denne, men nu da hun vidste, at chancen for at slippe væk var minimal, og at det
nok var slut, mandede hun sig op og præsenterede sig selv: “Ich bin hausmädschen und das is meine liebe.
I kan selv se at jeg er god nok”, fortsatte hun hurtigt og hev sangbogen fra Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti frem. Et kraftigt slag ramte hende på halsen og hun faldt tilbage i sengen. Det kom fuldstændigt
bag på hende. Det næste, hun registrerede, var en af mændene, der rakte sin hånd frem mod hende og bad hende følge med ind i spisestuen.
Hun rejste sig fortumlet og fulgte efter ham. Det samme gjorde fire andre
mænd. Der var også nogle tyskere sammen med HIPO-folkene, bemærkede Lis, mens mændene satte sig rundt om spisebordet. Hun gik sammen med en af dem ud i køkkenet og kom lidt efter tilbage med en stor flaske snaps og et gammelt franskbrød.
Ernst og hans kone havde gemt snapsen til befrielsen, vidste Lis, men nu var der altså brug for den. Hun satte sig på stolen tættest ved soveværelset, hvor Bornholmeren stadig befandt sig sammen med et par HIPO-mænd. Lederen af aktionen åbnede sangbogen og smilede. Lis havde ingen anelse om, hvad Hipomændene tænkte, og hvad der ville ske, men lidt efter begyndte de at synge højt fra bogen, og hun sang med. Snapsen steg hurtigt Lis til hovedet, for hun havde ikke fået meget at spise de sidste par dage.
Hun kiggede over mod det store mahogniskab, hvor tre mænd var i færd med at rode alt igennem. De trak skuffer ud, og Lis så mange ting ryge ind under frakkerne. Hvor længe de sad der og sang, var hun ikke klar over. Men på et tidspunkt rejste lederen sig en smule usikkert og kaldte på sine mænd.
Han gik ud af lejligheden, og de andre mænd fulgte efter. Bornholmeren kom ind i stuen og satte sig på en stol over for Lis. Hvad han have foretaget sig i soveværelset, mens Lis havde siddet og sunget, havde hun ingen anelse om, og hun var også ligeglad. De begyndte at le højt. Men pludselig kom de i tanke om, at HIPO-folkene kunne vende tilbage hvert øjeblik, så de rejste sig og skyndte sig ned af trappen og ud ad porten.
Klokken havde været ti eller elleve om aftenen, da de var gået hen til lejligheden, nu var det næsten lyst, og spærretiden var slut. De havde
været der hele natten. Lis fik øje på to ruller optændingsbrænde uden for brændselshandleren, og først da gik det op for hende, at de var kommet levende igennem natten. Det var som efter en ond drøm at opleve
hverdagen igen.
Dette er en historie fra en erindringsbog, som Lis Mellemgaard har skrevet i 1998, en bog under titlen “Pige i modstandskampen”. Den er atypisk, fordi hendes beretning først er skrevet mere end halvtreds år efter
besættelsen. Hvorfor først så sent? “Fordi det handlede om at komme ud af det og tilbage til et normalt hverdagsliv”, svarer hun.
Den beskriver især det sidste halve år af besættelsen, hvor mange sabotører blev arresteret, var i koncentrationslejr eller gik under jorden. Lis’ historie illustrerer bl.a. den optrapning af aktioner, der fandt sted i modstandsbevægelsen, og Gestapos mere og mere voldsomme afstraffelser, som karakteriserer den sidste tid af besættelsen.
Men hvorfor udviklede begivenhederne sig sådan i det sidste halve
år? Et muligt svar ligger i tyskernes opløsning af det danske politi den 19. september 1944, hvor mange danske politimænd blev sendt til koncentrationslejren Buchenwald. Herefter oprettede tyskerne HIPO-korpset, dvs. “Hilfs-Polizei (hjælpepoliti) til støtte for Gestapo.
HIPO-korpset bestod af danskere. Gestapo var kommet til Danmark i september 1943 med alt, hvad det indebar af tortur og brug af stikkere. Og stikkere var netop baggrunden for de fleste arrestationer af sabotagegrupper, også for arrestationen af Lis’ Holger Danske-gruppe
i Skindergade.
Men forud for denne begivenhed ligger nogle hændelser, der spiller en central rolle for vores forståelse af arrestationen af det meste af Skindergadegruppen. I sommeren 1944 havde stemningen for alvor vandt sig
mod tyskerne. Der opstod ligesom året før en folkestrejke. Folk var ude på gaderne og byggede barrikader og tændte bål. Men det var ikke alene en kamp mellem danskere og tyskere, kampen stod også mellem de ledende danske politikere og modstandsbevægelsens organ, Frihedsrådet.
Partierne opfordrede folk til at stoppe strejkerne og vende tilbage til arbejdet. Frihedsrådet opildnede til strejken og fremsatte krav om ophævelse af undtagelsestilstanden og spærretiden. Frihedsrådet vandt, men intensiteten i jagten på sabotører blev derefter yderligere forstærket. Det blev modstandsarbejde på fuld tid for Lis. Hun var ligesom mange andre modstandsfolk gået under jorden i 1944, hendes falske legitimationskort fortalte, at hun var ekspeditrice og
hed Lisbeth Lynge.
Hun mødtes med de andre fra Skindergadegruppen på restauranter og lignende. Det var for farligt at opholde sig det samme sted længere tid ad gangen, specielt hvis der var én, der blev taget, så måtte de
så hurtigt som muligt flytte det illegale materiale. Tingene udviklede sig uden nogen form for kontrol.
Nervøsiteten og usikkerheden i modstandsgrupperne var større end nogensinde. Der var nu dødsstraf for at blive taget med pistol, og der var god grund til at være bange. Det kan man se af de undersøgelser, der er foretaget efter krigen. Af de 102 officielle henrettelser, som tyskerne foretog, fandt de 63 sted i de sidste fire måneder.
Den 26. februar 1945 indtraf katastrofen. En stor del af Skindergadegruppen blev arresteret af tyskerne i urmagerforretningen efter en mislykket aktion mod en berygtet stikker. Lis, der på grund af halsbetændelse ikke var med, besvimede, da hun hørte, hvad der var sket.
Kun to dage senere var hun selv sammen med Bornholmeren lige ved at blive arresteret i Blågårdsgade. Syv af gruppens medlemmer blev henrettet i
Ryvangen 17. marts 1945. I 1995 blev der i Skindergade nr. 44 opsat en mindetavle over dem.
Den intensiverede kamp mellem illegale grupper og tyskerne, som Lis’ historie illustrerer for os, viser også noget om den drejning, der kan følges i befolkningens holdning til værnemagten. En drejning, der for manges vedkommende kan karakteriseres som en overgang fra passiv til aktiv modstand.
Begivenhederne i august 1943 og folkestrejken i 1944 vidner om en stadig større opposition mod besættelsesmagten og en voksende accept af det illegale arbejde. Mange mennesker kom med i modstandsbevægelsen gennem transporten af jøder til Sverige i efteråret 1943, og ved besættelsestidens slutning kan der registreres mellem 20.000 og 50.000, der var mere eller mindre aktivt involveret i illegalt arbejde.
Lis Mellemgaards beretning viser tilsvarende en udvikling i retning af flere og flere farlige situationer. Det meste af det sidste halve år kan vi se, at hendes arbejde går med at opspore stikkere. Og dette fortsatte også efter 5. maj 1945. Den dag, hvor Danmark fik sin frihed, og hvor man godt kunne slutte denne historie.
Men historien sluttede ikke for de tyskere, der til fods drog hjem til Tyskland, og det gjorde den heller ikke for Lis. Hun var sammen med nogle englændere blevet sendt til Korsør for at fange stikkere. De kørte i én af tyskernes frygtede biler.
I den fandt Lis et kort over Tyskland, som hun stak ind under frakken. Det er først mere end halvtreds år senere, at Lis vender kortet om og på bagsiden ser navnene på seks af de mest eftersøgte stikkere. Navnet på den berygtede mand fra Skindergadegruppens mislykkede aktion i februar 1945 er et af dem. Vi er ikke færdige med besættelsestiden. Både den individuelle og den kollektive dialog med historien
fortsætter.
Lis Mellemgaard udgav i 1998 sin erindringsbog under titlen “Pige i modstandskampen”.
https://www.bog-ide.dk/produkt/206864/lis-mellemgaard-pige-i-modstandskampen-indbundet/1335005
Lis Mellemgaard døde 5. juli 2019. Hun blev 95 år
Hun er blevet tildelt flere hædersbeviser.
Herunder Dronning Ingrids Mindemedalje, en livsvarig tildeling af Frihedsfondens Hædersgave og Gudmond
Schacks Mindelegat.
www.dengang.dk indeholder 1.514 artikler heraf er 303 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/efter)
Marts 17, 2020
Når håndværk bliver til Industri på Nørrebro
Vi skal besøge to virksomheder på Nørrebro. Mejlshede Låse og Rud. Rasmussens Snedkerier. Hos Mejlshede Låse er der ca. 50 ansatte. Ejendomme blev opkøbt. På tur med Jane Aamund. Hans rejser verden rundt. Har været præsident i USA. Farmand er ikke klar til pension. Satset på efteruddannelse og kvalitet. Rud. Rasmussen blev grundlagt tilbage i 1869. Firmaet skiftede navn. Mange berømte designere har været tilknyttet Københavns kommune truede med at rive de flotte fabriksbygninger ned.
Mejlshede Låse
Mange ansatte
Vi kan ikke undgå, at se, hvor virksomheden ligger. Et af Nørrebros ældste skilte viser vejen. Det lyser i den grad op i de mørke timer over for Assistens Kirkegård. Når vi nu efter en håndværker, møbelsnedker Rud Rasmussen tager nok en håndværker, låsemed Mejlshede, så skyldes det størrelsen. Mejlshede Låse er med ca. 50 ansatte og ca. 35 – 40 biler en af de største låsesmede i Danmark.
Jo vi skal tilbage til 1964, da Axel Mejlshede åbnede en lille låsebutik på Nørrebrogade 86 sammen med sønnen, Hans og datteren Jutta. Efter få år giftede Jutta sig med en anden låsesmed og solgte sin andel af firmaet.
Familien er meget hurtig klar med opgavefordelingen efter uenigheder. Næringsbrevet bliver udstedt til sønnen, Hans. Han bliver direktør i eget firma. Han fungerer også som indkøber, og kommer hurtig til at løse opgaver for kunder. Foruden dette læser han til civilingeniør på Danmarks Tekniske Højskole. Hans kører rundt til kunderne på cykel, Jutta passer butikken derhjemme.
Ejendomme blev opkøbt
En meget større forretning blev etableret i de lokaler, der før husede Felkovs Damekonfektion i stuen. Også på 1. sal etablerede låsefirmaet sig. De øvrige etager blev udlejet til klubværelser. Men firmaet fik hurtigt vokseværk, og alle etager blev inddraget. I dag fylder firmaet hele ejendommen, Nørrebrogade 84, 86, 88 plus naboejendommen i Frederik den Syvendes Gade 1 og 3.
Ejendommen eller ejendommene er også spændende og vidner om en masse historie. Her en masse kringelkroge, trapper reposer og kontorer. Jo, der er aktivitet fra kvist til kælder i hele ejendommen.
På tur med Jane Aamund
Mejlshede Låse løser også mange opgaver for politi og brandværn. Ja de arbejder både dag og nat. Dette blev også bemærket i medierne. I foråret 1980 var Berlingske Tidenes navnkundige journalist, Jane Aamund således med på en af Hans Mejlshedes nattevagter. Det blev lidt af en oplevelse, men det blev ganske flot videreformidlet på en dobbeltside til avisens læsere. Ture i det københavnske aften – og natteliv bød både på uheldige borgere som havde låst sig ude og på opgaver for politiet.
Gennem 1970erne og 1980erne voksede firmaet yderligere. I 1977 begyndte Mejlshede at importere amerikanske produkter. En masse andre firma er blevet opkøbt
Hans er stadig aktiv i familiefirmaet, Mejlshede Låse. Det vil sige, at han efterhånden har overdraget ansvaret til sønnerne Gert og Ole. Men også hustruen, Ketty er stadig aktiv i firmaet. Her var der tidligere politistation, men fra den ene dag til den anden, besluttede man at nedlægge den.
Det var også i denne ejendom, at Nørrebro Handelsforening startede det succesfulde NH – Distribution, som endda blev præmieret af Københavns Kommune. Senere brød kommunen kontrakten og firmaet måtte sælges med tab til det senere nemlig.com.
Rejser verden rundt
Og denne ejendom oser af aktivitet. Går man op af trappen gennem butikken går man op til administrationslokalet, og her sidder Hans ofte selv ved telefonen og dirigerer tropperne. Og det er er utrolig for Hans kender ikke til 40 – timers uge. For der er bud efter Hans rundt om i Verden. Han trives både i Japan og hos FBI i USA, når han holder diverse foredrag og undervisning om låseteknik. Og når Hans i en afslappet stund fortæller om nogle af sine mange oplevelser, så spidser man ører. Måske er det disse oplevelser, der holder ham aktiv. En gang imellem tager Ketty også med på disse internationale ture.
Præsident i USA
Allerede for mere end 30 år siden begyndte Hans Mejlshede at rejse til USA som instruktør. Ja han blev efterhånden så kendt, at han blev valgt som Mr. President for 7.000 amerikanske låsesmede i The Associated Locksmiths of America. Man kan kun være præsident i to år, men bagefter er man sikret en bestyrelsespost i fire år. Jo og i otte år var Hans været formand for European Locksmith Federation.
Farmand ikke klar til pension
Ja også onklen var låsesmed. Nu har sønnerne Gert og Ole overtaget aktiemajoriteten og er klar til at føre virksomheden videre, når farmand er klar til at gå på pension, men det tyder det ikke på. Der er stadig masser af engement og Hans rejser stadig verden rundt selv om han for længst har overskredet pensionsalderen.
Satset på efteruddannelse og kvalitet
Hans har i den grad satset på efteruddannelse, og i dag har stort set alle låsesmede en ordentlig uddannelse og det er ikke mindst Hans Mejlshedes fortjeneste. Det er nok også en af grundene til, at han i Dansk Låsesmed Forening er optaget som æresmedlem. Ja det var den forening, som han var med til at starte. Her har han også beklædt formandsposten. I foreningen har det ikke kun været sikring, sikkerhed og låseopgaver, der har haft Hans store interesse. Han har i den grad også stået for den sociale del af foreningen. Men den største i foreningen, er nok det, at han har sat fokus på kvalitet.
Rud. Rasmussens Snedkerier – et Industriminde
Snedkerierne er en af 25 nationale industriminder, som Kulturarvsstyrelsen har udnævnt som industrisamfundets kulturarv. Her er man i selskab med blandt andet Carlsberg og Novo.
Virksomheden er udnævnt på grund af sin virksomhedshistorie og fordi virksomhedens blanding af beboelse og erhverv samt den høje udnyttelse af grundarealet er karakteristisk for de københavnske brokvarterer på den tid, hvor industrialiseringen tog fat.
Desuden repræsenterer snedkerierne den mindre håndværksbasserede industri, der stadig udgør en stor del af danske industrivirksomheder, som det står i Kulturarvsstyrelsens udnævnelse.
Det kan være svært at finde indgangen Nørrebrogade 45, hvis man kommer den vej fra. Men kommer du bagfra af Stengade, er du ikke i tvivl.
Firmaet er grundlagt 1869
I 1869 grundlagde Rudolph Rasmussen sit firma i det Indre København. Han grundlagde Rud. Rasmussens Fabrik for Egetræsmøbler. Værkstedet blev hurtigt for lille, og så flyttede man til Store Kongensgade.
Udførelsen af en stor ordre til Hotel d`Angleterre brændte værkstedet. Rudolph Rasmussen brugte erstatningen på 10.000 kr. til udbetalingen for ejendommen Nørrebrogade 45. Han købte ejendommen sammen med sin svoger, J.C. Groule. Sidstnævnte startede et værksted for polerede møbler.
Produktionen dengang mest af stilmøbler i rokoko og barok. Først blev der bygget et beboelseshus ud mod Nørrebrogade og en fabriksbygning på 4 etager mod Stengade.
I 1904 kom næste generation. Det var sønnerne Rudolph og Viktor, der fortsatte. En nyere dampmaskine, der kunne producere strøm til maskiner med egne el – motorer. Den nye teknologi bevirkede, at man ikke behøvede de farlige remtræk.
I 1911 kom der en ekstra fireetagers fabriksbygning ud mod gården.
Firmaet skiftede navn
Helt på til 1920 hed firmaet Rud. Rasmussens Fabrik. Men da begejstringen for dampmaskinerne havde lagt sig, blev firmaet omdøbt til Rud. Rasmussens Snedkerier. Denne beslutning har sikkert også noget at gøre med faglig stolthed at gøre.
Fra starten satsede man på det eksklusive. Man tilbød sig med:
Mange designere har været tilknyttet
I 1926 kom Rud. Rasmussen i kontakt med arkitekten Kaare Klindt, da Kunstindustrimuseet skulle indrettes.
I 1944 kørte sønnerne Erik og Aage Rasmussen firmaet videre. Helge Kurt Hansen blev i 1996 eneindehaver.
Børge Mogensen, Wegener og andre kendte designere har fået deres møbler lavet i virksomheden.
I baggården lå engang et billedskæreri, stenhugger og kaffebrænderi. I 1954 forsvandt den sidste snedkermester, der havde bopæl i forhuset.
Københavns Kommune truede med at rive fabriksbygninger ned
I 1980 ville Københavns Kommune i forbindelse med buldoser- saneringen rive de to flotte værkstedsbygninger ned. Men efter fire års forhandlinger fik de lov til at blive stående.
På et tidspunkt arbejdede her 35 svende inklusive en håndfuld lærlinge og ufaglærte.
I kælderrummene opbevares træet, mens det tørrer. Der er stakker af træsorter som mahogni, ask og Oregon Pine. Træet skal have en fugtighedsgrad på ni. Når det fældes ligger fugtighedsgraden på 60 – 80 pct.
I værkstederne i stuen og på første sal, hvor møbelsnedkerne befinder sig, er der masser af høvle, fræsere, håndsave, pudsemaskiner og limpressere. På 2. og 3. etage er håndsnedkeriet. Øverst oppe er polstrerværkstedet.
Der bliver pakket og sendt til kunder fra hele verden.
Marts 17, 2020
Gårdbonden Lars Nielsen (1742-1817)
Vi er omkring Farum. Det er bøndernes forhold, som vi kigger på dengang. ”Bønderne er ikke ret gode avlsbønder. Flere gårde er blevet ødelagt på grund af dovenskab og druk”. Ja sådan sagde en degn dengang. Ludvig Holberg havde et andet positivt syn på det hele. Kærlighed kom i anden række, når der blev indgået ægteskab. Lars Nielsen skilte sig ud. Han blev udnævnt som sognefoged. Han kunne læse og skrive. Han førte dagbog. Det var sjældent bønder havde så mange penge, som ham. Da en af hans sønner skulle indgå ægteskab, fik han 400 Rigsdaler.
“Anno 1742 er jeg født til dette kummerlige verdenslys og antaget i dåbens nåde pagt med Gud den 22.februar, en torsdag i fasten.”
Så kort er Lars Nielsens egen konstatering af sin ankomst til verden en mørk og stormfuld nat. Hans forældre, Niels Olsen og Inger Rasmusdatter, havde en fæstegård i Farum, og der var allerede en børneflok på fem. Senere kom der endnu tre søskende til.
Da Lars var 12 år gammel, døde hans fader, og moderen stod nu alene med gård og børn. Det var en vanskelig situation for en enlig kvinde, og to år senere giftede hun sig med den langt yngre Niels Mathiasen. Sammen flyttede de til en anden gård i Stavnsholt øst for Farum, på Furesøens nordlige side. På dette tidspunkt var Lars konfirmeret og havde forladt hjemmet for at tjene hos sin søster og svoger.
Farum var et såkaldt rytterdistrikt, hvorfra unge bønderkarle blev udskrevet til militærtjeneste i det kongelige rytteri, og i 1762 blev Lars Nielsen indrulleret som husar, med tjenestested på Fyn. Det var stavnsbåndets tid og derfor lidt usædvanligt for en ung mand at komme så langt væk hjemmefra. Hvad Lars har syntes om det vides ikke, men det blev under alle omstændigheder en kort fornøjelse. Det følgende år, i 1763, døde Niels Mathiasen.
Inger Rasmusdatter var igen blevet enke, og nu blev Lars 21 år gammel, kaldt hjem for at bestyre sin moders gård.
Lars Nielsen var født ind i et samfund, hvor enhver kendte sin plads. Hele sit liv levede han under det enevældige system, med kongen som øverste led i hierarkiet. Majestæten var konge af Guds nåde og
derfor Guds stedfortræder på jorden.
Befolkningen var inddelt i tre stænder. Lige under kongen kom
adelen, der som godsejere rådede over store jordejendomme. Adelen blev også kaldt “værgestanden”, dens medlemmer skulle nemlig forsvare og beskytte de øvrige stænder. Den anden stand var “lærerstanden”, som bestod af gejstligheden og alle kirkens folk. De skulle se til, at Guds ord blev forkyndt, og at bibelens bud blev overholdt.
Den tredje og sidste stand kaldtes “nærestanden”, dvs. den stand som skulle få næringslivet til at fungere, og hvis opgave det var at ernære sig selv og de andre stænder i det enevældige samfund. Der indgik mange sociale lag og grupper i denne stand, lige fra gårdmænd og husmænd til håndværkere og borgere i byen. Der var stor forskel på land og by, og den rigeste del af borgerskabet kunne også eje herregårde og måske også adelstitel. Så det var mest i teorien, at disse forskellige grupper kunne siges at udgøre én stand.
Men 1700-tallets Danmark var ikke kun et traditionsbundet samfund, i mange henseender nærmest tværtimod. Lars Nielsens levetid blev en brydningstid, de store landboreformers tid. Landsbyfællesskabet
gik i opløsning, gårdenes jordstykker blev samlet, og mange steder flyttedes gårdene ud af landsbyerne.
Med tiden fik bønderne desuden mulighed for at blive selvejere, og fæstebøndernes hoveri blev reguleret ved lov. Udviklingen tog for alvor fart i 1780’erne, hvor også stavnsbåndet blev ophævet, men i Farum-
området var man allerede tidligt i gang. Her var bønderne ikke fæstere under private godsejere, som det var tilfældet i store dele af resten af landet.
Deres jord tilhørte kronen, og under Christian 7. blev der i 1766
gennemført en reform, som gav kronens fæstebønder i Københavns amt, som dengang også omfattede Farum, en ændret status. Der blev indført arvefæste, dvs. at gården ved dødsfald kunne gå videre i familien. I praksis blev bønderne betragtet som selvejere, og da Lars Nielsen overtog moderens gård, fik han også ejendomsretten.
Datidens bønder kendes mest gennem andres beskrivelse, selv kommer de sjældent til orde. Det er gerne den lokale præst, degnen, ridefogeden og godsejeren, gennem hvis briller virkeligheden anskues. Et par eksempler fra Lars Nielsens barndomstid viser store udsving i opfattelsen. Degnen i Grevinge sogn i Odsherred lagde ikke fingrene imellem, da han i 1750 forfattede sin sognebeskrivelse. “Bønderne her er ikke ret gode avlsbønder”, fortæller degnen, og tilføjer, at “flere gårde er blevet ødelagt på grund af dovenskab og druk”.
I det hele taget sætter han ikke pris på bøndernes personlige egenskaber. “Deres gudsfrygt er mere tvungen end sand, består mere i ord end i gerning. I det almindelige levned er de noget falske og tvetungede”, skriver degnen i Grevinge.
Et andet syn på bonden finder man 1748 hos Ludvig Holberg. Komediedigteren var selv godsejer på Tersløsegaard i Vestsjælland, og i to af sine epistler giver han blandt andet bonden dette positive vidnesbyrd: “Jeg taler aldrig med bønder, uden at jeg jo lærer noget
af dem: Thi de ræsonnerer ikke uden om solide og magtpåliggende ting, hvorom de ved fuldkommen besked.
Man kan af dem lære, hvorledes jorden skal dyrkes, heste og kvæg konserveres, skovene sættes i stand, gårde bygges og en skikkelig økonomi føres”. Det er ikke svært at placere Lars Nielsen i forhold til disse to udsagn. Han passer som hånd i handske til Holbergs karakteristik. Lars blev både en dygtig bonde og en dygtig handelsmand, med god forstand på
hvordan “en skikkelig økonomi føres”. Det ved vi bl.a. fra den dagbog, som han førte.
Lars Nielsen kunne både læse og skrive. Det var ikke almindeligt, og det er en del af forklaringen på hans lidt usædvanlige karriere. Men Lars kunne ikke have skabt sine gode resultater på egen hånd, og en af de meget væsentlige faktorer var et godt ægteskab.
Grundlaget for et vellykket ægteskab i 1700-tallet var anderledes end i dag, Forelskelse og kærlighed kom i anden række. Et ægteskab var på landet først og fremmest et arbejdsfællesskab, hvor mands og kones indsats var lige nødvendig og lige betydningsfuld. Det rette ægteskab drejede sig også om at få adgang til jord, den vigtigste ressource i landbrugssamfundet. Det var derfor ikke ualmindeligt, at en ung mand på landet giftede sig med enken efter en gårdmand, sådan som det var tilfældet med Lars’ stedfar, Niels Mathiasen. “Det bedste ægteskab er over et lig” – sådan lød et gammelt mundheld. Barsk, men ikke helt uden forbindelse med virkeligheden.
“Anno 1769 havde jeg trolovelse med min kære kone og bryllup samme år den 1. oktober”. Lars’ kone hed Maren Pedersdatter. Ægteskabet kom til at vare 46 år. Sammen fik de 10 børn i årene fra 1770 til 1787. Mette, der døde 11 år gammel, Karen, Kirsten, Niels, Peder, Inger, der døde som spæd, endnu en Inger, Ole, Mette og endelig Rasmus. Efter brylluppet overtog Lars og Maren gården i Stavnsholt.
Hvis man stillede sig midt på gårdspladsen, ville man kunne se, at de boede på en gård med fire længer. Alle længer var egebindingsværk med stråtag. Den ene længe var stuehuset. En anden rummede heste- og kostald, to loer og to lader, i den tredje længe var der en lo, en lade, hølade og fårehus, og i den fjerde og sidste var der tørvehus, vognremise og materialehus. En velforsynet gård både hvad angik redskaber
og dyrehold.
Arbejdsopgaverne var skarpt opdelt, mand og kone var ansvarlig for hver sit område. Under sig havde de begge piger og karle. Det er kun sjældent, dagbogen omtaler Maren og hendes arbejde. Lars skriver f.eks.:
“I aften målte min kone aftenmælken af den grimede ko, som rigelig var 4 pot”, ikke mere.
Så en beskrivelse af Marens arbejde må følge den almindelige viden om kvindens arbejde på en gård af denne type. Hun havde ansvaret for husførelse, børnene, klædernes vedligeholdelse, pasning af mindre husdyr,
køer og nyfødte husdyr, ligesom hun skulle sørge for udstyr til næste generation. Madlavning var en omstændelig proces, som krævede meget tid og mange kræfter.
Noget af det vigtigste var rugbrød, der blev bagt i bageovnen i køkkenet. Ovnen skulle varmes kraftigt op med brænde, hvorefter brødene blev
bagt på eftervarmen. Da det var et stort arbejde at varme ovnen op, bagte man derfor mange rugbrød ad gangen. Det var almindeligt at bage brød af ca. 50 kilo mel ad gangen, og hvert brød vejede 5-6 kilo. Arbejdet med at ælte dejen var tungt.
Men det var ikke rugbrød alene, man levede af. Kosten har
derudover i høj grad bestået af grød, sild, klipfisk og kartofler. Indimellem har man også slagtet svin.
En anden vigtig del af madmors domæne var ølbrygning. Man drak ikke vand, da det var for dårlig kvalitet. Det daglige øl var det såkaldte tynde øl, der blev brygget på anden eller tredje tapning. Også børn drak det tynde øl, og kun til fester blev der budt på det gode øl fra første tapning. Ølbrygning var en særlig kunst, og en kone, der kunne brygge godt øl, var vel anset.
Lars Nielsens dagbog handler i høj grad om hans arbejde, om de steder, han bevægede sig hen, og om de problemer, han stod over for. Vi kan se, at han interesserede sig meget for indførelse af nye landbrugsredskaber som f.eks. jernplov og jernharve. Han var også optaget af dyrkning af nye typer afgrøder som f.eks. kartoffel og kirsebær. Der er desuden mange optegnelser om så tidspunkt, jordens egnethed, vejret og høstudbyttet.
Lars skriver i sin dagbog i 1788: “Den 9. maj såede vi hør og lagde
kartofler og samme dag såede vi korn”. Man kan se, at Lars brugte oplysninger om vejr og afgrøder på markerne til at forsøge at få mere udbytte af jorden og sit arbejde. Han tog ikke nødvendigvis traditioner og “sådan plejer vi at gøre” for gode varer, men reflekterede over tingene og drog sine egne konklusioner.
Endelig ved vi også, at han læste ny teoretisk litteratur om landbrugsdriften for at finde råd og vejledning. For eksempel statsråd Esajas Fleischers “Agerdyrknings-Katekismus” fra 1780. Samtidig kan vi se, at han også brugte den såkaldte “Bonde-Practica”, en folkebog fra 1597, hvis indhold var en broget blanding af vejrregler, lægeråd, horoskoper og lignende.
De fleste bønder producerede ikke meget mere, end de selv kunne spise, men en del bønder havde en overskydende produktion, som gav mulighed for supplerende indtægter. En af dem var Lars Nielsen. Ofte tog Lars eller en af hans sønner til København for at sælge varer på markedet. I hovedstaden var der stor efterspørgsel på friske varer, og priserne var derefter. Lars Nielsen handlede derfor udelukkende på markeder i København. Her solgte han blandt andet hø, halm, rug, byg, animalske produkter, kartofler og kirsebær.
De sidste synes at have været en indbringende handelsvirksomhed for Lars Nielsen, det tyder dagbogens regnskaber på. Det var ikke almindeligt, at en bonde havde så forholdsvis mange penge mellem hænderne som Lars Nielsen, og det sætter sit præg på dagbogen. Han noterede f.eks. i 1791
følgende udgifter ved køb hos skrædder Anders Larsen: “Trøje til mig 1 mark 8 skilling, til Peder undertrøje og brystdug 1 mark 8 skilling. Ole trøje og bukser 1 mark 8 skilling”. Andre køb drejede sig om tjære, salt,
farve til klæder, potter og redskaber. Også luksusting som stueur og en kobberkedel til bryggerset var der råd til.
Hjemme i Stavnsholt skaffede Lars Nielsen sig ekstra indkomst ved at have kontrakt med de andre gårdmænd om at holde tyr og orne, og vi ved også, at han udlejede en kakkelovn.
Fra gammel tid havde hver landsby et internt styre i form af det såkaldte bylav med en oldermand i spidsen. Der var mange pligter knyttet til hvervet som oldermand, og normalt gik det på omgang mellem landsbyens bønder. Hver landsby havde sine vedtægter, som oftest, uden indblanding udefra. og de var af stor betydning for landsbyfællesskabet.
Dette gamle lokale selvstyre brød dog gradvist sammen i takt med
landboreformerne. Bylavene mistede deres mening, når landsbyfællesskabet blev ophævet, og i stedet trængte statsmagten sig frem. I 1791 blev der oprettet et embede som sognefoged. Men i Farum og Stavnsholt, der jo var kronens godser, havde man allerede længe haft sognefoged, lige siden 1774. Her møder vi igen Lars Nielsen, for det var ham, der fik embedet. I den forbindelse er der bevaret et brev til amtmand Scheel Plessen, hvor en forvalter Nordenberg skriver, at han ikke har fundet nogen, der “kunne
være dueligere sognefoged end gårdmand Lars Nielsen”. For første gang et tydeligt bevis på, at Lars tilhørte den lokale elite. Og her må hans boglige kvalifikationer givet have spillet en rolle.
En sognefoged skulle være orienteret om nye lovbestemmelser, skrive til de andre bønder om forskelligt pligtarbejde, samt opkræve skatter. Fra 1791 bestod opgaven ligeledes i at være retsbetjent, holde ro og orden, gribe ind i ulovligheder, optegne dødsboer m.m. Det kan således ikke undre, at Lars Nielsen fik andre offentlige opgaver betroet.
I 1781 blev han udnævnt til fast taksator ved udskiftningerne af noget af kongens gods i Frederiksborg og Kronborg amter. Lars var dog ikke mere imponeret over denne ære, end at han i første omgang takkede nej til tilbuddet.
Først efter et løfte om en betaling på to rigsdaler pr. dag ombestemte han sig. Lars Nielsens økonomiske sans fornægtede sig ikke. “Hvorfor spilde en dag med ulønnet taksationsarbejde, hvis man i stedet kunne tjene penge på at udføre andet arbejde”.
“Fredagen den 19. februar 1795 giftede jeg min søn fra mig, Niels, og gav ham i medgift 400 rigsdaler i hans 20. år.”
Lars Nielsens liv rummede dog også andet end arbejdet på gården og de offentlige hverv. Hverdagsrytmen brydes af fester, både årets fester og livets fester. Da alle Lars’ og Marens børn blev gift, blev der fejret otte bryllupper. Alle blev de anstændigt gift, døtrene fik hver en gårdmand, de var ikke nødt til at gifte sig under deres stand med f.eks. en husmand.
Sønnerne giftede sig med gårdmandsenker, hvis ikke de allerede
havde erhvervet sig en gård inden giftermålet. I 1795 bliver både Niels og Karen gift. Men det er ikke meget, Lars meddelte i den anledning. Han opremsede udgifter til medgift, hvad der var indkøbt i anledning
af brylluppet, og hvor godt det slog til. Typisk for Lars er der imidlertid ikke et ord om festlighederne. “Herre dine velgerninger er mange, deres summer er store, hvem kan tælle dem”.
I Lars Nielsens dagbog spiller religionen afgjort en rolle. Faktisk kan Lars Nielsen dårligt forstås uden tidens kirkelige baggrund. Han blev født i pietismens storhedstid under Christian 6., og det er sikkert her, vi skal finde årsagen til hans boglige færdigheder. Pietismen lagde vægt på den personlige forståelseslæsning af bibelen og den lille katekismus, og det fik betydning for læsefærdighedens udbredelse.
Igen har Lars været heldig. Der var nemlig i 1721 oprettet skolevæsen på mange af kronens godser – de såkaldte rytterskoler. Farum var altså godt med. I sin dagbog skrev Lars jævnligt små bønner og taksigelser til Gud. Han takkede for en god høst, bad for indgåede ægteskaber: “Gud give lykke og velsignelse med dette foretagende”. Han bad for mennesker, der har været ude for ulykker, sygdom og meget andet.
Han gik også i kirke, i hvert fald ved højtiderne. Samtidig tog han dog efter gammel folketro varsler af alverdens ting: “da tog jeg to æbler, i det ene var en flue, i det andet så det ud som en maddike.
Bondepraktika siger, at flue betyder et middelmådigt år og maddiken et godt år”. I hvor høj grad Lars Nielsen personligt har søgt at leve op til det pietistiske fromhedsideal, som var en del af hans børnelærdom
i midten af 1700-tallet, er det umuligt at vide noget om. Det er til gengæld tydeligt, at han, sikkert i lighed med det store flertal af bønder i sin samtid, har regnet Guds medvirken i den nære hverdag som en meget reel faktor.
Om sit heldige kirsebærsalg skriver han et sted: “O Gud din miskundhed er meget stor, amen – Hos de fleste slog kirsebærtræerne fejl, derfor fik man dem så vel betalt”.
Hvordan Lars Nielsens forhold til andre bønder har været, ved man ikke ret meget om. Han var bonde, og det ville han blive ved med at være, og sammen med sin kone Maren har Lars været en del af det lokale fællesskab. Blandt andet ser vi dem stå fadder til andre bønders børn. Men han har også skilt sig grundigt ud. Som sognefoged var han øvrighedsperson, og i forhold til embedet var de andre blot “bønder”. For eksempel i dette dagbogsnotat om vejarbejde: “Den 18. oktober havde jeg et cirkulærebrev om at istandsætte 21 alen vej på Valby bakke. Skønt nødig måtte bønderne dog der ud”.
Og han har sørget for at holde afstand til den stærkt voksende gruppe af husmænd og landarbejdere. Alle hans børn blev, som nævnt, standsmæssigt gift, og i 1815 kunne Lars Nielsen give gården videre til sin yngste søn Rasmus. En ny selvbevidst gårdmandsklasse, skabt af landboreformerne, var ved at konsolidere sig.
Lars Nielsen var en tidlig og tydelig repræsentant for denne klasse.
Maleri af Jens Juel fra 1782 med titlen: Landskab fra egnen omkring Jægerspris.
Vi ved ikke hvordan bonden Lars Nielsen så ud, og der eksisterer kun ganske få malerier af 1700-talles bønder. Maleriet viser udsigten fra Færgelundens bakker ned over landsbyen Neder Dråby og med Jægerspris Slot i det fjerne.
Maleriet tilhører Statens Museum for Kunst og er udstillet i museets afdeling for guldaldermalerier.
Marts 16, 2020
Buldog, Heegaard og et Lokomotiv
Vi skal besøge varehuset Buldog, Anker Heegaard på Blågårds Plads og det mægtige industriforetagende Smith, Mygind og Hüttemeier. Hvad har det med industri at gøre? Blodige dage på Nørrebro. Varehuset plyndret og antændt. Farligt at befinde sig på gaden. Masser af døde og kvæstede. Heegaard købte masser af jord. En speciel produktion måtte opgives. Heegaard solgte masser af grunde. Fabrikken på Blågårds plads blev revet ned og fabrikken i Hillerødgade blev solgt. Heegaard – familien var sande velgører på Nørrebro. Da der var rejsestald. Der blev udbygget på et kæmpe område. Et stykke af en finger røg. Kamp mod dansk politi. Det endte med Empire Bio.
Har det noget med industri at gøre?
Man kan altid diskutere om varehuset Buldog har noget med industri at gøre. Vi har taget Folkestrejkens historie med her. Det var arbejderne på de danske industriforetagender, der egentlig var skyld i, at regeringen gik af i 1943. Det var også dem, der startede Folkestrejken under devisen:
Mange industriforetagender var udsat for sabotage i løbet af besættelsen. Men der var også mange butikker, der var udsatte, og det viser denne artikel. De var måske ikke så meget tyskervenlige som andre, men alligevel så blev de plyndret, brændt ned eller udsat for voldsomt hærværk.
Det var et kæmpe varehus på Nørrebro. Man havde også andre afdelinger i bydelen. Under besættelsen handlede tyskerne også her og handlede. Man sagde, at indehaveren var nazist. Man mente også, at hvis tyskerne handlede i diverse butikker, så var disse også tyskervenlige. Og så skulle de straffes. Op med hundrede butikker blev plyndret, var udsat for hærværk eller blev afbrændt.
Blodige dage på Nørrebro
Det var ikke alle, der var så modige som i Cafe Runddelen, hvor en række tyske soldater kom ind og bestilte nogle øl. Men værten sagde, at man havde udsolgt. De tyske soldater gik uden at lave ballade.
Det var varmt på Nørrebro i dobbelt forstand. Dagene mellem den 30. juni og 1. juli 1944 var nok nogle af de blodigste som Nørrebro nogensinde har oplevet. Beboerne på Nørrebro vågnede op med budskabet om, at otte medlemmer af Hvidstensgruppen var blevet henrettet dagen forinden. Budskabet fik sporvognspersonalet til at nedlægge arbejdet.
Og ved 10 – tiden her den 30. juni vrimlede der med mennesker på Nørrebrogade. Man begyndte at bygge barrikader over vejen. Arbejdsvogne og en masse andet materiale blev anvendt. Røde flag med hammer og sejl flagrede på barrikaderne. Mængden var ophidset og politiet affyrede skræmmeskud.
En enlig tysk soldat på cykel blev overfaldet af masserne. Ved Fredensgade var der rejst en figur, der forestillede Hitler. Politiet var dukket op med 15 mand. Men det var slet ikke nok. Man trak sig tilbage til Fælledvej, hvor man ventede på forstærkning.
Mellem Stengade og Griffenfeldtsgade brændte et mægtigt bål. Kommunens store redskabsvogn som stod på Blågårds Plads var blevet hentet til Nørrebrogade og væltet om på siden. Nu var der også tændt bål på Kapelvej. En masse fødevare – og tobaksforretninger var ved at blive plyndret. Situationen udviklede sig mere og mere.
En mand blev overfaldet. Der blev med stor kraft kastet en stor sten mod hans hoved. Han var dræbt på stedet. Man sagde om ham, at han var stikker.
Buldog blev antændt
I Rantzausgade foran en slagterbutik tilhørende slagter Trebien var der opløb. Pludselig lød der et brag. Ruderne var knust. Tre – fire mand sprang ind i butikken og kastede spegepølse, rullepølse, leverpølse og kødpølse til folk. Butikken blev ikke plyndret, den blev også ødelagt. Alt hvad der overhovedet kunne slås i stykker med hænder, ved spark eller hakke og koben blev total knust. Denne Trebien havde nazistiske tilbøjeligheder.
Da man var færdig her gik det ud over en bagerbutik på hjørnet af Rantzausgade og Skyttegade. Den blev også kåret som Nazi – Butik. Wienerbrød, kiks, ispinde, smør og fedt blev mere eller mindre fordelt mellem de tilstedeværende inden butikken skulle ødelægges. Men pludselig lød det. ”Tyskerne kommer”.
Og pludselig lød råbet. ”Til Buldog”. Det var det store varehus på hjørnet af Ravnsborggade og Nørrebrogade. Først blev det plyndret. Ruderne blev knust og inventaret smidt ud i et stort bål på Nørrebrogade. Man kaldte varehuset for en Nazi – rede.
Politiet kunne ikke rigtig stille noget op. Og de måtte helt opgive, da medlemmer af Schallburgkorpset dukkede op og skød vildt omkring sig. De dukkede op med maskinpistoler ud af vinduerne af bilerne. Tre mennesker døde under denne aktion.
Et par skovvogne med politi dukkede op. Folk forsvandt midlertidig fra Buldog. Men de vendte tilbage og nu blev der også sat ild til varehuset. Millioner af varer gik op i lys lue. Branden var omfattende og havde allerede fat i en beboelsesejendom på Ravnsborggade.
Brandvæsnet blev nægtet adgang. Polititiet forsøgte at redde, hvad der kunne reddes.
Farligt at befinde sig på gaden
Henne fra Sankt Hans Torv lød nogle maskingeværssalver. Det var fra en tysk bombemaskine som sendte nogle salver mod folkemængden. En halv snes mennesker blev under denne aktion enten dræbt eller såret.
Kort efter kom en tysk lastbil. Kuglerne hvinede hen over Fælledvej. Folk skyndte sig ind i porte og inde i gadedøre. En Schalburg – mand som havde vist sig i civil blev klædt af af mængden. Han måtte nøgen løbe spidsrod til Schalburg – borgen på Blegdamsvej. Mange butikker, der ikke nødvendigvis var Nazi – butikker var blevet sat i brand. Og omkring varehuset stod kun de røgsværtede murer tilbage.
Klokken 17 var der brand i Palsbøls Konfektionsfabrik i Stengade 38. En halv time efter der brand i Lysdahls Konfektionsfabrik.
Ved 18 – tiden kom en hestevogn uden heste foran fra Griffenfeldsgade med masser høballer, der var sat ild til. Vognen blev væltet på Nørrebrogade og de brændende høballer rullerede hen ad Nørrebrogade.
Pludselig lød et voldsomt brag. En dreng hoppede rundt med et ordentligt hul i låret, hvorfra kødtrevler hang ud. Ude midt på gaden lå en ung mand og nærmest svømmede i blod. Han var revet i stykker under en voldsom eksplosion. På modsatte gadehjørne lå en kvinde og to – tre mænd gennemvæddet af blod. Deres kroppe, arme og ben var gennemskåret af splinter.
Masser af døde og kvæstede
Tyskerne havde opstillet kanoner, der tilfældigt skød ned ad Nørrebrogade. Vidner berettede om 12 – 20 døde. I butiksdøren til en chokoladefabrik lå en kvæstet kvinde. Der stod nogle CB’ ere omkring hende. På vejen lå hendes cykel sprængt i tre dele. En familie var netop kørt over Nørrebrogade fra Møllegade til Solitudevej, da katastrofen indtraf. Drengen lå inde i en opgang. Der lå mange døde og kvæstede rundt omkring i opgange og på sideveje.
Det gik uendelig tid før en enlig ambulance dukkede op. Den blev fyldt op med sårede og døende mennesker. Noget senere kom ydere et par stykker og resten blev kørt væk. Gader og fortove var overfyldt med blod.
Klokken 19.25 meldes om flere sårede ved skydning på Nørrebros Runddel med tyske maskingeværer. På hjørnet af Griffenfeldsgade og Nørrebrogade skød det tyske politi. Klokken 21 var der hærværk på Stella Nova Nørrebrogade 32. Inventaret var blevet slæbt ud på gaden og antændt.
En tysk uniform var ophængt på et stativ og stillet ud på gaden og antændt. Det betød at tysk politi skød vildt omkring.
Tyskerne kørte rundt i kvarteret og antagelig også terrorkorps og beskød tilfældige. Klokken 22.30 var der forholdsvis roligt i kvarteret.
Men balladen fortsatte de næste tre dage. Allerede kl. 6.20 næste dag blev en person skudt. Tilfældige forbipasserende blev beordret til at rydde barrikaderne. Der var opstillet kanoner på Nørrebrogade, Skt. Hans Torv, Blågårdsgade og andre steder. Patruljer kørte rundt og skød på folk med geværer, maskinpistoler og undertiden endnu større våben.
En brandmand på vej til arbejde blev skudt på sin cykel. En kanon blev affyret mod Thorupsgade 15.
Den 7. august efter blev den tidligere politimand Sustmann Ment dræbt i en linje 16 ud for det nedbrændte Buldog af modstandsfolk. Han arbejdede nu for det tyske sikkerhedspoliti. Dette afstedkom, at lederen af det tyske sikkerhedspoliti SS Standartenführer Bovensieben krævede en hævnaktion. Og det skete med nedskydningen af 11 danskere i tysk fangenskab ved Osted mellem Roskilde og Ringsted.
Mange virksomheder på Nørrebro blev saboteret under krigen. Også mange af de virksomheder, som vi har beskæftiget os med her i aften. Det kostede i den grad. De havde mere eller mindre arbejdet sammen med tyskerne. Nogle var blevet tvunget og andre havde fået ordre af samarbejdsregeringen.
På vores hjemmeside, er der masser af artikler om besættelsen på Nørrebro.
Anker Heegaard
I isenkræmmerlære
Mathias Anker Heegaard var født i 1776. Han tilbragte det meste af sin barndom på Samsø. Hans far var sognepræst. Mange i familien var præster. Men den vej ville Mathias Anker ikke gå. Efter konfirmationen kom han til København i 1790. Han kom i isenkræmmerlære hos Peter Faber.
I 1803 åbnede han sin egen isenkræmmerbutik. Det blev senere den største i København.
Efter det engelske bombardement var der modvilje mod alle engelske varer. Og så fik Heegaard i stedet produceret nogle hjemmelige produkter. Der var godt gang i salget
Heegaard købte masser af jord
Han købte 5 tdr. land omkring Blågården. I oktober 1827 ansøgte han kongen om tilladelse til at drive jernstøberi. Han forklarede kongen, at han ville fremstille ”alle sorter” af støbte gryder, kakkelovne, strygejern og andre fine ting af jern.
Heegaard fik tilladelsen. En masse lave fabriksbygninger blev opført rundt omkring på grunden. Han skulle også søge tilladelse hos Militærets Demoleringskommission.
I 1837 overtog sønnen Anker sammen med en ældre bror Christian August virksomheden samt isenkræmmerforretningen. Ti år efter ophørte kompagniskabet. Anker overtog nu jernstøberiet. Nu var han udelukkende fabrikant/jernstøber.
I 1847 var der ansat 52 mand på virksomheden. Der blev årlig produceret 4.000 gryder og 4.500 pander, 1.900 kakkelovne af forskellig art og 140 skorstensindretninger. Af de lidt mere specielle produkter var to chokolademaskiner samt fire barkmøller, som blev anvendt af garverierne.
En optælling fra 1850 viser, at Anker Heegaard boede på Blågårdsvej 36. I husholdningen var hans kone, Louise Feilberg og tre børn. Der var en mandlig og en kvindelig tjener, en bogholder, en kusk og en karl.
En speciel produktion måtte opgives
Efterspørgslen efter gelændere, kakkelovne og komfurer steg. Heegaard kunne levere det hele. Men det var dog ikke den store succes med at omdanne tarmstrenge til musikinstrumenter. Det var godt nok efterspørgsel efter violinstrenge. Men lugten hang tungt over Nørrebro. Så tungt at sundhedspolitiet blev tilkaldt. De lokale beboere skulle leve med åbne gruber med betydelige mængder rådnede tarmindhold. Stanken spredte sig med vinden. Denne del af fabrikken blev lukket af sundhedsmyndighederne.
I 1860erne udvides der atter en gang på Nørrebro. Nu var man oppe på 102 ansatte.
Ved Nordisk Industri – og ”Konstudstilling” i København i 1872 optræder Anker Heegaard som stor udstiller. Han udstillede bl.a. dampmaskiner, industri – og landbrugsmaskiner. Udstillingen blev afholdt af Industriforeningen, hvis formand var Anker Heegaard.
Gradvist blev mange af aktiviteterne flyttet til Nordsjælland. Der var ikke plads til flere udvidelsesmuligheder på Nørrebro.
Heegaard solgte masser af grunde
Heegaard tog også fusen på de andre grundejere. De blev nødt til at erhverve et stykke jord, som han havde købt. Det blev så til en betydelig høj pris. Han solgte også betydelige jordstykker til anlæggelse af beboerkvarterer omkring Stengade, Bagergade, Todesgade, Baggesensgade, Korsgade, Louisegade (Prins Jørgens Gade).
I 1898 erhvervede Anker Heegaard en ny stor grund i Hillerødgade nær ved Nørrebro station. Dengang var her en betydelig godsstation, der betjente det store industriområde i dette kvarter.
Området ved Blågårdsgade blev revet ned i 1899.
Fabrikken i Hillerødgade blev solgt
I Hillerødgade lå virksomheden i 14 år. Så overtog maskinfabrikken Auroa hele anlægget. I 1918 blev fabrikken (Frederikssund) omdannet til Aktieselskabet Anker Heegaard. I 1930 indgik det i De Forenede Jernstøberier.
Heegaard-familien var en stor velgører på Nørrebro
Heegaard – familien vil også blive husket for at være en stor velgører på Nørrebro. Ja og åbenbart var Anker Heegaard også en god danser. Han fik et brev fra ”Det Forenede Borgerlige Selskab” i 1842:
Heegaard forærede bl.a. grunden, hvor man byggede Marthahjemmet. Og så blev Louisegade opkaldt efter Heegaards kone. Men gaden blev omdøbt til Prins Jørgens Gade efter et frygteligt rovmord. Men se det er helt andre historier. Men dem kan du også læse på www.dengang.dk
Fra Lokomotiv til Biograf
Vi skal nu besøge firmaet Smith, Mygind & Hüttemeier. Ja egentlig er det svært at sætte en egentlig adresse på dette firma. Men man startede på Nørrebrogade 68 og så bredte man sig efterhånden til Guldbergsgade.
Den ene af direktørerne havde en far, der var en energisk urtekræmmer. Han overtog også den københavnske natrenovation. Den blev kaldt for:
Da der var rejsestald
På en meget stor grund stod en rejsestald. Den blev sat i stand, så man kunne bruge den som maskinfabrik. I begyndelsen holdt man byggeudgifterne nede. Pengene skulle bruges til værktøj og produktionsmaskiner.
I rejsestalden blev der opstillet en lille dampmaskine. Rundt om i lokalet var der anbragt drejebænke, bore – og høvlmaskiner. Langs væggen var der skruebænke. Herfra kunne man se, hvad der skete på gaden. Men der skulle arbejdes intens, så Smith sørgede for, at vinduerne blev overhvidtet.
Der blev udbygget på et kæmpe område
I første omgang kastede man sig over at producere fremstillingen af bryggerianlæg, dampmaskiner og dampkedler. Efterspørgslen var stor. Det varede ikke længe, inden den gamle rejsestald måtte rives ned, og et stort fabriksanlæg opstod på grunden.
Omsætningen steg endnu mere. Den ene af direktørerne, Mygind havde året forinden sin død planer om at afhænde sin part af virksomheden. Disse forhandlinger gik nu i stå, men de blev genoptaget efter et halvt år. Og resultatet var, at man fusionerede med konkurrenten. Der blev dannet et nyt aktieselskab under navnet Smith, Mygind & Hüttemeier. Det skete den 1. januar 1895.
Hüttemeiers fabrik i området Nansensgade/Nørre Farimagsgade blev nedlagt og produktionsapparatet blev flyttet til fabrikken på Nørrebro. Samtidig skete der et opkøb af ledige grunde. Fabriksarealet kom nu også til at bestå af parceller langs Guldbergsgade. I en beskrivelse af virksomhedens historie i 1906 kan vi læse følgende:
Et stykke af en finger røg
Konstruktionen af stål – og støbejernsbroer, der også omfattede ingeniørvirksomhed, blev den væsentlige del af virksomhedens profil. Omkring år 1900 slog firmaet ind på fabrikation af dampkedler, mekaniske fyrapparater og specialiserede sig efterhånden i fremstilling af højtryksdampkedler og automatiske fyrapparater.
Det var en sensation, da man i Hillerød præsenterede en ”Mejemaskine”. Som det senere stod i avisen:
Opvisningen var en kæmpe succes. Men det blev dog svækket af, at Smith mistede et stykke af sin finger under opvisningen.
Man fremstillede også sådan noget mærkeligt som en dampomnibus til brug for linje 7. det var nærmest et lille damplokomotiv. Maskinenerne hvæssede, dampede, savede og peb. Da man skulle afprøve maskinen, satte man rigtig fart ned ad Gothersgade. Beboerne var dog ikke videre begejstret. Fra vinduerne blev maskinen bombarderet med kartofler, male tøfler og en enkelt død kat.
Kamp mod Dansk Politi
I år 1900 gik virksomheden ind i produktionen af damplokomotiver, da selskabet dette år leverede sine to første damplokomotiver til Statsbanerne. Frem til 1901 leverede man 7 rangerlokomotiver til DSB.
Under besættelsen var der en heftig skudveksling mellem modstandsbevægelsen og Dansk Politi. Efterfølgende bebrejdede modstandsbevægelsen at politiet var lidt for ivrig til at efterkomme tyskernes ønsker.
Fabrikken var også fra 1949 involveret i industriel fremstilling af karosserier til busser i Svendborg. Indtil den endelige lukning i 1969 havde man fremstillet 400 karosserier.
Det endte med Empire Bio
I 1956 overtog firmaet Dano med hovedsæde i Buddinge produktionen. En del af det gamle fabriksanlæg blev overtaget af Falke Auto, der var landets største forhandler af Renault – biler. Senere overgik en del af fabriksbygningerne til at være filmstudier for endelig i 2001, at blive biograf under navnet Empire Bio.
Marts 16, 2020
Peder Lykke – en husmand på heden (1850 – 1937)
Han var en mand med mange mål og ambitioner. Hvad kan en husmand, og hvad kan han ikke? Men han var atypisk for sin tid og sit land. Peder er født uden for ægteskab. Han begyndte at opdyrke heden. Folk rystede på hovedet. Det var der ikke nogen, der havde gjort før. Han blev udnævnt som ”Præmiehusmand” af Lemvig Landboforening og fik en præmie på 15 kr. Han forelsker sig i en ærbar og uberygtet pige. De bliver gift. Det er et meget simpelt bryllup. Han skrev dagbog og sine erindringer. Peder og Stine er begravet på Nees Kirkegård ved Nissum Fjord i Vestjylland.
I det tidlige morgengry den 25. juli 1850 støder de danske og preussiske tropper sammen ved Isted i et slag, der skulle gå hen og blive et af de mest blodige og afgørende i Treårskrigen om hertugdømmerne. Dagen igennem bølger kampen. Luften er tyk af krudtrøg, smerteskrig, frygt og forventninger. En af de danske mænd, der kæmper i krigen, er Niels Berg Pedersen – en fattig murer og hornskemager fra Vestjylland.
Længere mod nord – små 20 km syd for Lemvig – høres også skrig og gråd denne sommerdag i juli. Disse skrig er dog ikke af død og smerte, men tværtimod lyden af et nyt liv, der kommer til verden. Barneskrigene
kommer fra gården Lykke i den lille by Nees på den vestjyske hede. Omkring gården ligger heden flad og mange steder uopdyrket hen. Der er frit udsyn til de omkringliggende landsbyer. Ikke et træ eller en busk spærrer for udsynet – man ser kun den flade, golde hede, endnu uberørt af plov og harve, og fjorden, som omgiver Nees på tre sider. Der er frit spil for den skarpe vestenvind, der på trods af, at den skal krydse
Bøvling Klit og Nissum Fjord for at nå ind til Nees, alligevel kan være bidende og gennemtrængende – selv på en sommerdag.
Barnet, der fødes på denne dag, er en søn af den fattige murer, der kæmper i krigen i Sønderjylland. Hans moder er den lige så fattige tjenestepige Ane Krestensdatter. Men Peder bliver født uden for ægteskab.
Hermed er rammerne for hele Peders liv lagt, allerede inden han er født: Som et fattigt og uægte barn hører han til i en af samfundets nederste grupper; blandt husmænd og daglejere.
Efter sin fødsel sættes den lille Peder i pleje på gården Lykke, hvor hans mor Ane arbejder. Som fattig og ugift tjenestepige har hun ikke råd til selv at tage sig af ham. Året efter, da Peders far Niels Pedersen er
vendt hjem fra Treårskrigen, gifter han sig med Ane. Men selvom Peders forældre nu er et ægtepar, vælger de alligevel ikke at tage deres søn hjem til sig; han får lov til at blive boende på gården Lykke. Først som
femårig bliver Peder hentet hjem til sine forældre. Og det er endda kun, fordi han har fået en lillebror.
Som fattige husmænd har Peders forældre nemlig ikke råd til at gå hjemme og passe den nyfødte. Peder hentes hjem for at passe sin lillebror, så hans forældre kan gå ud og arbejde for andre. Men det er ikke en glædelig oplevelse at vende hjem. På trods af at Niels er Peders biologiske fader, behandler han ham ikke med kærlighed. Det er hårde ord, der falder over Peders nakke; en brødefuld og vanartet søn, et skumpelskud, en horeunge! Niels skammer sig over det uægte barn og bebrejder både Peder og moderen.
Peder er heller ikke selv glad over at bo hos sine forældre. Han holder af sin mor og af sine to brødre, men han vil allerhelst bo et andet sted.
For Peder befinder hans familie sig på gården Lykke. “Hertil knytter sig mine første og kjæreste barndomsminder”, skriver han i sine erindringer.
Det er på Lykke, han vokser op, og det er Lykke, han betragter som sit hjem. Sin slægtskabsfølelse viser Peder tydeligt i sit navnevalg. Peder Nielsen er han døbt, men hele livet igennem kalder han sig Peder Lykke efter gården, han betragter som sit hjem.
Og det er sådan, alle andre kender ham: Peder Lykke – eller Pe’Løkk’, som det udtales på vestjysk. I den periode, han bor hos sine forældre, er det altid besøgende hos de gamle på Lykkegården, han ser frem til. De
gamle er som bedsteforældre for ham, og igennem hele sit liv er det dem, der står klar med en hjælpende hånd og en skilling, når han er i nød.
I foråret 1861 kommer den knap 11-årige Peder Lykke for første gang ud at tjene som hyrdedreng. I løbet af sin ungdom gør Peder hver år tjeneste i sommermånederne – på mange forskellige gårde. I vintermånederne går han i skole og bor hos sine forældre. Hvert eneste sted, han er, kommer han til at indgå i et hushold, hvor man arbejder, spiser og sover side om side med de andre på gården.
Næsten altid beretter han om, hvor god husbond og det øvrige hushold er imod ham, og enkelte gange skriver han, at de behandler ham som deres egen søn. Mange steder knytter han venskabsbånd, der varer hele livet ud. I løbet af hele sit liv er det de samme gårdmænd, som han har kontakt med, og ofte er det gårdmænd, som han har været i tjeneste og boet hos.
Gårdmændene hjælper gerne Peder, når han har problemer eller mangler noget, men enkelte gange er det også Peder, der kan gøre tjenester for dem.
Peder er en stolt dansker, der er opslugt af Fædrelandskærlighed og fyldt med foragt for og had til preusserne. Lige fra sin fødsel har han hørt beretninger fra Treårskrigen – næsten alle kan fortælle fængslende historier fra den gang, det danske folk sammen kæmpede mod preusserne … og vandt.
I vinteren 1864, hvor krigen om hertugdømmerne atter udspiller sig, blomstrer hadet til preusserne særligt voldsomt. I den snedækkede have foran Nees skole bygger skolebørnene en stor snevold. “Dannevirke”, kalder de den, og den strækker sig lang og stolt fra øst til vest i skolegården og skiller de to hære af skolebørn, der indædt bekæmper hinanden med snebolde og knytnæver, hvis sneen ikke er effektiv nok.
Det er for enhver pris nødvendigt, at den danske hær vinder, og alle skyts tages i brug i en leg, hvor alle de ophobede nationalfølelser kan udleves. I skolegården er det da også den danske hær, der vinder hver
eneste gang.
Ved det virkelige Dannevirke i Slesvig er Danmarks hær ikke nær så overlegen. Danmark taber Sønderjylland op til Kongeåen. Danmarks tab printer sig tydeligt i hukommelsen på den knap 14-årige Peder. “Jeg husker saa tydeligt den Sorg der greb alle, da Dannevirke blev rømmet. Min Fader græd, og han var vis paa at det var sket ved Forræderi ellers paastod han kunde det ikke være sket – min Fader var besjælet af en fast Tro paa Danmarks Retfærdige Sag, og paa Rettens Sejer.”
I skolen er Peder en meget dygtig, interesseret og videbegærlig dreng. Han oplever skolen som et fristed. I disse tider skyder højskolerne op over hele landet, og også dét vækker en længsel i Peder. Han lytter ivrigt, når en af hans medkonfirmander beretter fra sit ophold på Staby Højskole ved Ulfborg, og han ønsker, at det kunne være ham. Men Peders far har kun foragt tilovers for højskolerne: Der læres kun storagtighed,
siger han. For Peder er et højskoleophold uopnåeligt – han er for fattig, og lige så vigtigt: det passer ikke til hans stand. Kammeratens fortællinger bliver derfor som et glimt ind i en drømmeverden, han ved, han aldrig selv kan blive en del af.
I 1877 tager Peder tjeneste på herregården Engbjerggård nord for Lemvig. Det er første gang, han rejser uden for sognet for at tjene, og han gør det kun fordi lønningerne er højere, og han er ved at spare
sammen til at kunne blive gift. Forholdene på Engbjerggård er meget anderledes end, hvad Peder ellers er vant til. Her er der nemlig et stort skel mellem herskab og tjenestefolk: Man spiser ikke ved samme bord og
er ikke fælles om arbejdet.
Til at overvåge og fordele arbejdet ansættes tværtimod en forvalter, der kræver, at man tager hatten af og siger “De” til ham. I løbet af 1800-tallet bliver det mere og mere almindeligt med et socialt skel mellem herskab og tjenestefolk. Men for Peder er det noget helt nyt, han er vant til at indgå i arbejdet på lige fod med det øvrige hushold, og han synes, at forvalteren behandler tjenestefolkene, “som om vi var en slags slaver, eller da i det mindste at vi skulle føle at vi var en underordnet slags
klassemennesker”.
Forvalteren vil effektivisere arbejdet, så arbejdstiden bliver længere og hviletiden kortere. Det er Peder meget imod, men han har sin egen forklaring på forvalterens opførsel: Det er, fordi forvalteren kommer fra
Falster! De jyske bønder var nogle af de første i Danmark, der købte deres egen jord og overgik fra at være fæstebønder til at være frie selvejere. På Sjælland og øerne derimod har godsstrukturen været strammere og bønderne været fæstere i lang tid.
Ifølge Peder Lykke tog forvalteren ikke højde for, at jyderne i
modsætning til øboerne ikke var vant til at gå under “Forvalterens Stok”, og som han skriver: “os frie og sejge jyder, som var opfødte og vant til at arbejde i frihed og ikke under nogen kommando”.
Den unge Peder er en nøjsom mand. Han er flittig, ærlig og arbejdsom. I 25-års alderen forelsker han sig i den syv år yngre Mette Kjerstine (Stine) Sørensen, der tjener på nabogården. Hun er vokset op under
endnu fattigere kår end Peder, men “hun havde et Par arbejdsvante hænder og en god Vilje til at bruge dem”. I Stine finder Peder mange af de egenskaber, han sætter pris på, og det ideal, han selv prøver at
leve efter.
Fra da af er Peders mål at skrabe nok sammen til at have råd til at kunne gifte sig med Stine og gøre hende til en ærbar kvinde. I de næste par år tager både Peder og Stine arbejde udensogns for at tjene nok
penge til at kunne stifte hjem. Men på trods af deres hårde arbejde er det svært af skaffe penge nok til både bryllup og hjem.
Da husbonden på gården Lykke tilbyder at afholde deres bryllup for dem, er det en stor lettelse. Men der er en betingelse: Det bliver kun et billigt, simpelt bryllup uden fest med venner og slægtninge.
For Peder er dette en bitter pille at sluge – at det ikke er lykkedes ham at skrabe nok sammen til selv at kunne afholde et ordentligt bryllup for sin Stine. Gårdfolkene på Lykke forstår ikke hans indvendinger, de ser
det udelukkende som et godt tilbud de giver ham – og det er det skam også! Peder er dem taknemmelig, men alligevel er det endnu en manifestation af hans fattige kår og lave samfundsmæssige position.
At se sin Stine, der er en både ærbar og uberygtet pige, komme alene til Nees Kirke, tarvelig klædt, uden slør, uden anden pynt; at måtte skilles fra venner og familie uden for kirken uden at kunne byde dem til
bryllupsgilde – det er for Peder en stor sorg.
Men alt det på trods er han tilfreds på deres bryllupsdag den 5. december 1877. Dagen har bragt godt vejr for årstiden, og da han ved aftenstide står i den kolde klare luft og ser himlen blive brændende rød fra den nedgående sol, tænker han alligevel, at den smukke solnedgang måske er et varsel for dem om en lykkelig fremtid i deres ægteskabelige liv.
I de første år af deres ægteskab må Peder og Stine knokle blot for at have til dagen og vejen.
Udgangspunktet er deres lille lejet hus uden jordtilliggender, men det meste arbejde foregår på andre gårde som daglejere for gårdmændene. I 1880 køber de husmandsstedet Vestergadehus sydvest for
Lemvig. Huset er belånt, har stået tomt i flere år, er uden besætning, har dårlige jorder og trænger til en grundig reparation; årevis af hårdt arbejde tårner sig op foran Peder og Stine.
Men Peder er rastløs; “at sidde i et jordløst Hus er som at stå stille”, skriver han – han længes efter at få sin egen jord at dyrke – så de køber Vestergadehus, til trods for at jorden er så dårlig, “saa udenforstaaende
sagde at Køerne skulle bruge Briller for at se Græsset”.
Dele af jorden ved Vestergadehus har været dyrket før, men Peder har større ambitioner. Han vil også opdyrke de områder af jorden, der er hede. Her begynder det hårde arbejde. At pløje hedejord, der ikke før
har været under plov, er et hårdt arbejde – især når man er husmand og ikke selv har dyr, der kan trække ploven.
Opdyrkningen bliver et langsommeligt arbejde. For at have råd til dagen og vejen er Peder også nødt til at bruge tid på at arbejde for andre. Han gør daglejerarbejde på gårdene i omegnen. Som betaling for sit arbejde får han madvarer, byggematerialer eller et “pløjebed”. Men der skal mange pløjebed til, før jorden kan dyrkes. Og pløjearbejde gør det ikke alene.
Den tørre, magre hedejord har brug for gødning for at blive frodig. Den ene ko, Peder anskaffer sig i starten, kan slet ikke give gødning nok. Peders drøm om at opdyrke de store hedearealer er flere årtier om at blive til virkelighed. Men tilfredsstillelsen ved det hårde arbejde er der ingen tvivl om:
“Den første Glæde er da, naar Rugmarken er tilsaaet, og det er Bevidstheden om, at man har lagt et lille Stykke til den Del af den danske Jord hvorpaa der kan avles Føde baade til Mennesker og Dyr”.
Peder Lykke er en af de mange mænd, der er med at opdyrke den golde hede. Med nederlaget i 1864 er det danske land blevet mindre. I årene efter vokser Det Danske hedeselskab frem.
“Hvad udad tabes, skal indad vindes!” runger slagordet. Hvis de store uopdyrkede hedesletter kan kultiveres og inddrages i landbruget, vil det danske landbrugsland kunne vokse betydeligt. At opdyrke heden er derfor ikke kun en personlig sag for Peder. Det er en sag for hele Danmark!
At opdyrke heden er ikke nok for Peder. Han går et skridt videre og forsøger sig med havedyrkning.
Tiden til dette arbejde må han finde imellem sine mange andre gøremål. På dette tidspunkt er det ikke særligt almindeligt at beskæftige sig med havearbejde. Træer og haver er et særsyn på den flade jyske hede –
man lægger sit arbejde i sine marker. Særligt er det mærkeligt, at det er en husmand, der giver sig i kast med denne nye type opdyrkning. Det er typisk de rige bønder, som kan tillade sig at eksperimentere, at være innovative og tænke fremad – en husmand burde hellere bekymre sig om at hjælpe til på de større bondegårde, hvor der er brug for den ekstra arbejdskraft, end at bruge sin tid på den slags tosserier.
I starten er Peder da også meget alene om sit havearbejde. Folk ryster på hovedet ad det tilsyneladende nytteløse arbejde, han gør, “men Stine hun var glad for mit forehavende, saa vi var enige om galskaben”.
Senere bliver arbejdet lettet på grund af de mange forskellige foreninger, der skyder op, og det viser sig, at havedyrkningen måske ikke var den rene galskab alligevel. Plantningsforeningen opfordrer alle til at plante haver ved at tilbyde billige planter, og da Peder har erfaring, kan han tjene penge på at hjælpe andre gårde med at plante haver. I 1885 får Peder en udmærkelse, der både skaber anerkendelse og skæpper i
pengepungen. Han bliver af Lemvig Landboforening udnævnt til præmiehusmand og får en præmie på 15 kroner!
Efter nogle år i Vestergadehus begynder tingene langsomt at ændre sig, og efterhånden kommer det til at gå helt godt. Nu hvor Peder og Stine har deres egen jord, kan de selv producere en stor del af deres dagligdags fornødenheder. Men de skal passe på. Gårdmændene har stadig brug for daglejere på deres gårde, og det er en udbredt opfattelse, at det delvis er husmændenes pligt at være til rådighed.
Hvorfor ændre en velfungerende arbejdsdeling? Det er ikke alle gårdmænd, der synes, det er godt, når en husmand sådan gør sig uafhængig. Det skaber usikkerhed i samfundet, for hvis én husmand begynder at gøre sig uafhængig, hvem siger så, at den næste og den næste ikke også vil gøre det?
Peder har før hørt folk skumle over husmænd, der er blevet for dovne ved at få deres egen jord – de vil bare gå og fiske, grave lidt i haven og ellers ikke bestille noget, siger man. “Jeg var næsten bange for at
være hjemme de søgne dage,” skriver Peder, “Jeg vilde jo nødig skrives i folkets sorte bog”.
Men det er svært for Peder at holde sig væk fra sit eget husmandssted. Han vil så gerne arbejde på sin egen jord, og i løbet af de næste årtier lægger han da også mere og mere hedejord under ploven. Omkring århundredeskiftet har den 50-årige Peder opdyrket så stor et område, at han stort set kan forsørge sin egen familie af sin egen jord.
Kun en ting gør ham stadig uafhjælpeligt afhængig af gårdmændene i området: Han har hverken heste eller plov. Men at anskaffe sig heste er en ting, som Peder er meget tilbageholdende med. Husmænd har ikke selv trækkraft, sådan er det bare. Det er dét, der gør, at en husmand er en husmand, og en gårdmand en gårdmand. Peder har hele sit liv blot kunnet iagttage, hvordan gårdmændene har kunnet få alt det, han ikke kunne – om det så var et højskoleophold, et flot bryllup eller noget helt tredje, har han lært at affinde sig med, at det bare er noget, han ikke kan få.
Så selvom det kunne lette hans arbejde, er tanken om heste helt uvirkelig for Peder. Det er først, da en gårdmand, som er en af hans nære venner, og som han ofte køber pløjearbejde hos, foreslår ham at anskaffe sig et par heste, at han begynder at spekulere på det. Og så beslutter han sig for at gøre det! For at få råd til hestene er han nødt til at sælge en af sine køer, men så får han da også indkøbt to fine heste, en vogn, plov og harve.
.
“Jeg husker saa tydeligt den første Dag jeg kjørte ud i Marken og spændte mine egne Heste for Ploven, og begge Dele var betalt, og det var virkelig mine egne, baade Heste og Plov. Jeg følte Tømmen og Ploven i min Haand, og der gik en underlig varmende Glæde igjennem mig, saa jeg ikke kunde holde Glædestaarerne tilbage. Det var som der strømmede en Selvstændighedsfølelse gjennem min Bevidsthed, jeg syntes at nu jeg var den fri og selvhjulpne Mand.”
At have fået trækkraft betyder alverden for Peder. Det betyder, at han nu endelig er en selvstændig mand, at han ikke behøver at være uafvendelig ydmyg, fordi han er afhængig af gårdmændenes hjælp og velvillighed for at sikre sig sin overlevelse.
Men da Peder får egne heste og plov, træder han samtidig ud af sin rolle som husmand. Han kommer da også til at høre for sin beslutning. En dag da han er ude i marken med sine heste, kommer en gårdmand forbi. Gårdmanden siger til Peder: “Jeg vidste ikke andet end at du var en fornuftig mand.
Men tror du at det er klogt at sælge en ko og købe et par heste?!”
Men Peder vælger ikke at svare. For selv om han er nået så langt, selv om han er selvstændig og uafhængig nu, så er og vil han altid være husmand, og det vil ikke være klogt at lægge sig ud med gårdmændene. I sine erindringer skriver han: “Jeg foretrak at tie stille, for jeg vidste at han stod langt over mig i forstand paa hans vis, men derfor var det jo ikke sikkert at jeg kunde sætte ham ind i min tankegang.
Men manden fik at se at den tredje ko kom i båsen igen, og at jeg havde alligevel hestene!”
Livet igennem er Peder en mand med mange mål og ambitioner. Han er husmand og lever til dels efter de faste, men uskrevne regler for, hvad en husmand kan og ikke kan. Men Peder Lykke går også egne veje og er derfor på en gang både typisk og atypisk for sin tid og sin stand. At han er atypisk viser han bl.a. ved at skive dagbog. De fleste husmænd måtte arbejde hårdt for at kunne brødføde deres familier, og for dem var det helt utænkeligt at bruge tid på noget så overflødigt som at skrive dagbog.
I 1920’erne skriver han desuden erindringer, og det er med udgangspunkt i dagbogen og i erindringerne, at vi i dag har mulighed for at fortælle historien om Peder Lykke.
Peder Lykke og Stine er her fotograferet foran deres hjem Vestergadehus i Nees sogn ved Nissum Fjord.
Stine dør 5. marts 1936. Peder Lykke dør året efter 21. juli 1937. De er begravet på Nees Kirkegård.
Marts 15, 2020
Da Industrien kom til Nørrebro
De første virksomheder på Nørrebro: Guldmagerværksted, Bryggerier, Blegdamme, Rebslagere, Teglværk, Tapetfabrik og Kattuntrykkeri, Limsnyderi (Solitude) Wodrof Mølle, Store Ravnsborg Mølle, Blågårds Mølle, Lille Blegdams Mølle, Ladegårds Møllen, Barkmøllen (Solitude). En ny bydel vokser frem. Virksomheder på Blågården, Manufakturfabrik, Den Kongelige Danske Dugmanufaktur, Linnedvæveri, Farveplantager, Voksfabrik.
De Første virksomheder på Nørrebro
Guldmagerværksted
Der har sikkert været boder og værksteder på Nørrebro før vi har fået kendskab til et værksted af en helt anden art. Nemlig Prins Carls ”guldmagerværksted”. Den blev allerede indrettet kort efter 1707. Jo alkymister havde deres glade dage dengang.
Bryggerier
Blegdammene langs Blegdamsvejen lå her allerede. Men langs disse opstod der også industrivirksomheder. På Blegdam nr. 8 har vi kendskab til et bryggeri fra 1730. Jo her var et brænderi med åben skorsten og en muret kedel. Her var også en smugkro, hvor snapsen blev skyllet ned, mens madammen eller pigen afleverede vasketøjet.
Allerede fra 1681 kendes der dog et bryggeri i forbindelse med blegdam nr. 7.
Blegdamme
Disse blegdamme lå først inde for søen. I 1661 besluttede man at ligge dem omkring der, hvor Blegdamsvej ligger i dag. Man arbejdede med vask, tørring, blegning, rulning og glitning.
Her lå også et par møller. Her var også øltappere, kroholder og urtegårdsmænd.
Rebslagere
Allerede i 1730 var der en stribe rebslagere. Ifølge laugsartiklerne var det ikke tilladt på samme bane, at spinde både til brug for førsteklasses skibsovertræk og landbrugsovertræk af sekunda – kvalitet. Nogle rebslagere ønskede at udføre begge dele. En snes år efter kom der flere til. Foregangsmanden var rebslager Eilert Wesendunk.
En opgørelse over af rebslagere i 1723 viser 14 mestre, 10 svende og ikke mindre end 30 drenge
Teglværk
Uden for den tidligere Øster Vold, der hvor Nyboder senere blev anlagt, blev der oprettet en teglgård. Denne blev i 1616 flyttet til et område, der senere indgik i Blågårds jorder. I de følgende år blev der oprettet teglovn med huse og lader på grunden. Først da Christopher Gabel i 1662 købte Teglgaardsvangen og lagde den til sin ”Ladegårdsjord”, blev ”Byens Teglgård” nedlagt.
Tapet – og kønrøgsfabrik samt kattuntrykkeri
En ganske særlig virksomhed fandt sit hjemsted på blegdam nr. 21. Zacharias Nieman havde forstand på at lave kønrøg og fremstille tapeter. Han søgte samtidig kongen om at oprette et manufaktur ud for Øster Port i 1724. Han fik tilladelsen under forudsætning at han lod fremstille så meget at import blev overflødigt.
Limsyderi (Solitude)
Allerede i 1694 eksisterede der et limsyderi på Solitudes grund.
Wodrof Mølle
På grænsen til Frederiksberg adskilte Wodrof Mølle sig ved ikke blot at have tilknyttet en vandmølle, men ved at være en hollandsk mølle i stedet for en stubmølle. Georg Julius Wodrof var en initiativ herre, der skabte et helt fabriksanlæg omkring møllen. Han fik sit privilegium i 1700, men allerede året før var møllen bygget der, hvor Ladegårdsåen løb ud i Sankt Jørgens Sø.
Han havde også indrettet noget hidtil uset, et perlegrynsværk. Siden blev mølleværket knyttet til en hel manufakturfabrik. I 1709 satte en brand en stopper for det hele.
Store Ravnsborg Mølle
I 1672 blev der udstedt et lejebrev til Claus Mortensen Glose til drift af Store Ravnsborg Mølle. Han drev den til sin død i 1690. Så solgte børnene den videre.
Ja der fandtes faktisk to møller mere lige i nærheden.
Blågårds Mølle
Allerede i 1660erne eksisterede Blågårds Mølle.
Lille Blegdamsmølle
Denne barkmølle var bygget omkring 1634. Men den kendes først for beskrivelse i 1737, Ja den mølle var også en barkmølle.
Ladegårdsmøllen
Denne eksisterede fra 1730
Barkmøllen (Solitude)
Der var mange møller her i Nordre Forstad dengang. Vi har sikkert ikke fået alle med. Men en, der skilte sig ud fra de andre, var Barkmøllen. Den brugte man til at male bark, som garverne havde god brug for i deres erhverv.
Hvornår Garverlauget overtog møllen vides ikke. Men den kendes fra 1655. Og før 1694 var den kommet i laugets eje.
En ny bydel voksede frem
Fra midten af 1800 – tallet voksede Nørrebro frem som en ny bydel. Pludselig blev portene afskaffet. Men allerede inden da var industri og handel i gang på Nørrebro. Man måtte have arbejderne inde fra byen. Der var ikke nok på Nørrebro – endnu.
I 1860 var indbyggertallet på ca. 10.000. I år 1900 var indbyggertallet oppe på 100.000. Det blev et rigtigt arbejderkvarter. Og det blev i den grad bygget. Byggespekulanterne tjente i den grad penge. Det drejede sig om at bygge så meget på så lidt jord som muligt. Byggevedtægter og regler kom først bagefter.
I vores artikelserie har vi taget nogle enkelte håndværksvirksomheder med, for deres arbejde nærmer sig industriens. Nørrebro tiltrak i den grad industrien. Op Ydre Nørrebro kom banen og godsbanen endelig. Det havde industrien brug for.
Det blev til nogle temmelig store industrivirksomheder, der voksede frem. Også en masse små håndværk blev etableret i bydelen. Værksteder, småindustri eller håndværksprægede virksomheder etablerede sig i sidegader eller baggårde.
Nogle af de industrivirksomheder, der etablerede sig her i bydelen, blev meget kendte. Vi kan selvfølgelig ikke nå dem alle. Vi har i vores projekt samlet en bred vifte af både store og små virksomheder. Hvis vi i dag kigger på ejendomme på Nørrebro, kan vi godt fornemme, at her lå en fabrik. Men de allerfleste fabriksejendomme er i dag helt forsvundet.
Størstedelen af virksomhederne flyttede fra Nørrebro i 1950erne. Beboelsesejendomme, parker og pladser har overtaget fabrikkernes plads.
Virksomheder på Blågården
Knud Lyne blev tvunget til at tilbagekøbe Blågården efter at denne var blevet ramponeret. Ejendommen var til auktionsforretningen blevet vurderet til 55.000 Rigsdaler. Men først i 1777 meldte der sig en køber, Peter Tutein, der købte hele herligheden eller nærmere det, der var tilbage af herligheden for kun 23.000 Rigsdaler.
Og enkefru Lyhne havde stadig 2.000 Rigsdaler til gode hos Grev Holck, der i sin tid købte Blågården til kongen.
Manufakturfabrik
Tuteins plan var at anlægge en silkebåndsfabrik. Han havde egentlig opnået statsunderstøttelse, men planen blev aldrig ført ud i livet.
Peter Tutein fik tilbudt 32.000 Rigsdaler i afståelse. Han betragtede dette som en god forretning. I 1780 blev der anlagt ”Komplet Klæde – Manufaktur på Blågård.
Det var klædefabrikant Johan Paul Kalckenberner, der startede. Han skulle indskyde 30.000 rigsdaler af egne midler. Der skulle ansættes 20 mand. Og han fik betydelig støtte forskellige steder fra.
Vandet måtte under ingen omstændigheder løbe tilbage til Peblingesøen. Opgaven blev løst ved et kompliceret system af stenkister og grøfter.
Men hele installationen af fabrikken kom til at koste betydelig mere end antaget. Nu blev der så vedtaget, at en fabrikant Jacob Branner skulle lede det hele med 8 mand. Man ak, uanset hvad man foretog sig, så endte det hele med et stort underskud både af offentlige og private midler.
Det Kongelige Danske Dugemanufaktur
Det hele blev nu rekonstrueret. Det blev oprettet et aktieselskab. Nu hed det ”Det Kongelige Danske Dugemanufaktur”. For kongelig regning blev det opført et nyt etatages teglhængt og grundmuret farvehus ud mod Nørrebrogade.
Men ak, det gik dårligt. Der var mange vanskeligheder at kæmpe med. Man savnede en ”duelig” farvemester og en ”kyndig” fabriksmester, som forstod at drive fabrikken. Afsætningen var alt for ringe. Og hvad det lyder helt utroligt, så var arbejdslønnen for høj.
Linnedvæveri
De egentlige fabriksbygninger blev uden vederlag overladt til købmand Hilcker. Han ville forsøge med et linnedvæveri efter ”den vestphalske metode”. Senere var det så linnedvæver Schnitker, der heller ikke havde heldet med sig.
Resten af bygningerne blev udlejet til forskellige industriforetagender. Jorden blev bortforpagtet. Mange overflødige lejligheder blev udlejet til privatfolk.
Men Finanskollegiet var dog opsat på at blive det hele kvit. I 1800 afholdtes to aktioner, hvor der ikke manglede købere til de 13 lodder, der blev udbudt. Men man fandt budene for lave.
Hele arealet med undtagelse af slottet og et jordstykke på 7 tdr. land samt Accisesvænget blev bortforpagtet til en bogholder i Generalpostamtet.
Farveplantager
Det hele blev for en meget ringe sum af 100 Rigsdaler årligt lejet ud til farver Holmblad. Han havde i 1777 fået privilegium som uldfarver. Der blev anlagt en plantage for dyrkning af farveplantager. Jacob og sønnen Laurits Holmblad blev på mange måder begunstiget af regeringen.
I 1806 fik de 27 tdr. land i livsvarig forpagtning til en årlig afgift på 440 Rigsdaler. Da seminariet blev nedlagt, fik de yderligere 10 tdr. land.
De fik et rentefrit land på 4.000 Rigsdaler til opførelse af tørrehus og en mølle, samt 150 Rigsdaler i årligt tilskud til en ekspert i farveplanter.
Under englændernes bombardement i 1807 blev plantagerne som så meget andet ødelagt. Ikke mindre end 50.000 farveplanter var ødelagte. Men plantagen kom dog hurtig i drift igen.
Men desværre kunne dyrkningen ikke betale sig. Plantagen blev nedlagt.
Jacob Holmblad var grundlægger af Nordisk Farveindustri. Virksomheden blev drevet under navnet Sadolin & Holmblad. Jo det har jo vist sig, at firmaet var livskraftigt.
Voksdugsfabrik
Blandt de parceller af Blågården, der blev lejet, var Nørrebrogade 49. I 1880erne var denne i voksdugsfabrikant Shorn’ s eje.
Men i 1839 var stedet blevet udlejet til holsteneren Hans Henrik Baumgarten. Han var maskinmester hos Berlings Trykkeri. Og her på Nørrebrogade kogte han farve til trykningen.
I 1843 begyndte han på Købmagergade sin egentlige virksomhed. Og i 1846 stiftede han firmaet Baumgarten & Burmeister. Dette blev senere til Burmeister & Wain.
Marts 14, 2020
Artikler Nordvest
Her er en liste over 24 artikler om Nordvest. Flere følger. Bl.a. så besøger vi 8 industrivirksomheder i Nordvest. Disse artikler bliver lagt ind, når vi har afholdt foredrag på Biblioteket på Rentemestervej
Snart vil du opleve at vi lægger nogle artikler ind omkring industrivirksomheder i Nordvest. Det sker efter, at vi har holdt foredrag på biblioteket på Rentemestervej.
Foreløbig fokuserer vi på 8 industrivirksomheder, som bliver lagt ind i denne kategori. Men allerede nu har vi en del artikler om Nordvest. Disse er placeret under Nørrebro og København. Hvis du bruger søgefunktionen på artiklens navn, kan du finde den direkte.
Diverse artikler Nordvest:
Enigheden:
Lersø – bøllerne:
Industri:
Marts 14, 2020
Udvalgte Industrivirksomheder på Nørrebro
Vi besøger her Oxelberg Maskinsnedkeri – En cykelfabrik i Meinungsgade (Hamlet) – Valdemar Hansens Bogbinderi – Nørrebro Dampvaskeri – Københavns Automobilværksted – Linnets Rammefabrik – Viggo Jensens Automoværksted – Th. bades Vogn – og Automobil Lakeri – Richard Møllers metalvarefabrik – Honningkagefabrikken ”Flora” – Skandinavisk Luksusmøbelfabrik – Dansk Karosserifabrik – En Kongelig Hof – og paraplyfabrik – N.P. Petersnes Enkes Møbelfabrik – Nyt Dansk Taxameter Company – Skandinavisk Barnevognsfabrik – Konfektionsfabrikken Gefion – P. Sørensens Skotøjsfabrik
Oxelberg Maskinsnedkeri
Oxselberg Maskinsnedkeri Smedegade 19 blev absolut Københavns største på dette felt. Peter Oxelberg blev allerede i 1853 snedkermester. Han var i lære hos sin far, der også var snedkermester. Ja og allerede som 20-årig kunne han også kalde sig dette.
Så rejste han 1 ½ år i udlandet. Han opholdt sig navnlig i Berlin og Wien. Der fik han øje for maskinernes store betydning for nutidens snedkervirksomhed. I 1872 etablerede han maskinsnedkeriet på Nørrebro. Det blev det første og største af slagsen.
Det var et meget anset snedkeri, ikke alene for det håndværksmæssige men også for det æstetiske. Oxelberg arbejdede sammen med de bedste arkitekter og fulgte deres tegninger nøje. Han skabte bl.a. nogle smukt udskårne døre i mahogni.
Han havde ikke kun interesse for sit fags mekaniske udstilling. Han virkede også for sin fags mekaniske udvikling. Han virkede også for at gøre ”Skjønhedens Forandringer hyldest”
I 1876 modtog han en guldmedalje på verdensudstillingen i Paris.
Han blev i 1886 formand for ”Snedkernes Tegneforening”. På Den Nordiske Industri – Landbrugs – og Kunstudstilling i København i 1888 fremstillede han et værelse, som han senere forærede Det danske Kunstindustrimuseum.
I politisk og social henseende var han en meget konservativ mand. Han var en åben modstander af den fremtrængende socialisme og fagforeningsbevægelse. Men han var kendt for hans menneskelige egenskaber, hjælpsomhed og retsind.
Fra 1876 var han medbestyrer i Københavns Snedkerlav. Og i 1881 blev han Ridder af Dannebrog. I 1890 afgik han ved døden.
Hellig – Hansen
Når vi nu taler om denne virksomhed, så er det nok en af de ansatte, der blev lige så berømt. Og det var Hans Hansen, der var svend hos Oxelbergs Maskinsnedkeri. Jo han blev senere karikeret i Herman Bangs roman ”Stuk” fra 1887.
Man sagde om ham i snedkeriet:
Derfor fik han øgenavnet ”Hellig-Hansen”. Han startede en karriere som byggespekulant, hvor han byggede for sine slægtninge. Derefter fortsatte han for egen regning at bygge. Han opførte rigt dekorerede bygninger.
Den rige dekoration af facaderne udført i cementstuk gav ham navn til Herman Bang’ s kendte roman, hvor facaderne bliver symbol på overfladisk kultur.
Hansens opstigen af den sociale rangstige var hastig. I marts 1883 fik han Ridderkorset, da han havde færdiggjort sine to største projekter, Dagmarteatret og National Scala. Med sin entre i underholdningsbranchen blev Hansens navn også knyttet hertil.
I 1884 blev han bragt til fallit af mere professionelle kapitalejere. Han gled hurtig ud af samfundets hukommelse. Men han klarede sig nogenlunde ved at arbejde for andre indtil 1905. Her blev han ramt af et slagtilfælde.
Han endte derfor som fattiglem på Almindeligt Hospital. De forargede spidsborgere ønskede ham Ridderkorset frataget, men han fik lov til at beholde det til sin død som 74 – årig i glemsel i 1923.
Ja se denne anekdote skulle vi da lige også have med i vores beskrivelse af Oxelbergs Maskinsnedkeri.
En Cykelfabrik i Meinungsgade
Velkommen til landets største cykelfabrik. Jo Hamlets Cykler på Meinungsgade var landets største. Takket være Krak’ s register kan vi spore virksomheden.
I cyklismens tidligste år rejste ingeniør Bruun på en længere udenlandsrejse for at studere cykelfabrikation. Hr. Bruun voksede op i Nordslesvig. Han rejste til København, hvor han deltog i et kursus for maskinbyggere på Det Tekniske Selskabs Skole.
Virksomheden optræder første gang i Hus – Registeret i Kraks Vejviser i 1887 under:
Det første år producerede man 50 cykler. De fleste cyklister købte amerikanske og engelske cykler i starten. Efter seks år var man oppe på en produktion på 900 cykler om året.
I 1897 gik en kapitalstærk kreds af mænd ind i foretagendet
Og det er under adressen Meinungsgade 12. Senere udvides fabrikken dog til at rumme både Meinungsgade 10, 12, og 14.
Vi kan se, at man havde en aktiekapital på hele 500.000 kr. Og som det fremgår af Krak så havde fabrikken et udsalg ved Selmer & Matthiasen, Nørre Voldgade 12. I starten af 1900 – tallet hed det så ”Kjøbenhavns Cykelfabriks Udsalg”, Købmagergade 49.
Indtil fabrikken fik sin egen dampmaskine blev maskineriet trukket med kraft fra nabofabrikken Koefod & Hauberg. I 1901 var produktionen oppe på 50 cykler om dagen.
I de forskellige vejvisere, kan vi se, at navnet Hamlet blev mere fremhævet. Interessant er også at se, at i 1908 er firmaet flyttet fra Meinungsgade 10 – 14 til Meinungsgade 4. I fagregisteret nævnes i 1910 også en adresse i Bredgade 33.
Det skrev Illustreret Tidende
(citat: Illustreret Tidende 1901, nr. 33)
Fabrikkens dampmaskine havde en kraft på 125 hestekræfter og trak ikke mindre end 135 arbejdsmaskiner.
Cyklen var et hit i hovedstaden, men en del blev også solgt i provinsen, hvor der var 74 udsalgssteder. Der blev eksporteret Hamlet cykler til Rusland, Nordtyskland, Finland, Rumænien, Kina og England.
Københavns Cykelfabrik solgte også cykeldele som kuglelejer, pedaler, nav m.m. Ud over ”almindelige” cykler, producerede fabrikken også kædeløs cykel, invalidecykler og transportcykler.
I 1901 var der 15.000 Hamlet – cykler på landets gader og stræder – og det var omtrent 50 ny hver dag. Prisen lå mellem 150 og 275 kr.
Fabriksbygningerne i Meinungsgade i for længst forsvundet og erstattet af boligbyggeri bygget kort tid efter at fabrikken flyttede fra Nørrebro.
Valdemar Hansens Bogbinderi
I året 1900 blev firma Valdemar Hansen grundlagt under beskedne forhold på Birkegade. Men under energisk og dygtig ledelse udviklede virksomheden sig.
I 1909 flyttede man til Gothersgade 91, hvor man indrettede sig med moderne maskiner og større værksteder.
Men man glemte aldrig det gamle håndværk. Man satsede på kvalitet og satsede på bogbinderi og arkivæsker. Man var leverandør til Københavns Rådhus af alt bogbinderi. Endvidere leverede man til mange hospitaler og statsinstitutioner.
Nørrebro Dampvaskeri
I 1871 blev Nørrebro dampvaskeri grundlagt. Det var i Læssøgade 17. Grundlæggeren var P.C. Nielsen.
Denne familie drev fortagenet i tre generationer. I 1914 blev dampvaskeriet overtaget af Valdemar Thorup. Denne udvidede virksomheden, så nu omfattede det al slags vask. Og det var både linned, husholdningsvask og vask efter vægt.
I 1916 opførtes en ny bagbygning, som gav god plads til de store dampruller. Det var en virkelig pryd for et moderne vaskeri, sagde man dengang.
Kraftanlægget blev udvidet med en ny dampkedel. For to store dampkedler hentede vaskeriet hver dag sit forbrug af damp til kogning og drivkraft.
Vaskeriet havde eget elektricitetsværk til belysning og strygning. Indehaveren Valdemar Thorup var en aktiv herre. Han var i bestyrelsen for Mesterforeningen i Farveri – og vaskeriejere under Arbejdsgiverforeningen.
Københavns Automobilværksted
På Tagensvej 39 lå Københavns Automobilværksted. Den blev grundlagt af F. Andersen og Axel Hansen i 1913. man byggede et stort garageanlæg med plads til 100 automobiler. Det var med indlagt centralvarmeanlæg, elektrisk lys, vaskehaller, mekaniker -, karetmager- og saddelmagerværksted.
Det var noget af det mest moderne som man kunne forstille sig i samtiden. Firmaet importerede også automobiler fra England, Frankrig og Amerika. Jo Københavns Automobilværksted var en solid var en solid og godt funderet forretning.
Linnets Rammefabrik
I 1915 blev Linnets Rammefabrik grundlagt under beskedne forhold i Baldersgade 63. Men med Linnets energi voksede produktionen så der snart opstod pladsproblemer. Allerede året efter flyttede man til P. Andersensvej 19.
Virksomheden omfattede fabrikation af fotorammer i alle størrelser både i guld og mahogni. Virksomheden påbegyndte i 1917 eksport af rammer til Amerika og England.
Ja tænk engang i 1917 androg eksporten til Amerika hele 140.000 kr.
Viggo Jensens Automobilværksted
Viggo Jensens Automobil – og reparationsværksted, Jagtvej 163B blev grundlagt i 1907 på Strandvej 19. Hr. Jensen var en af landets første automobil – reparatører. Han begyndte sit virke allerede i år 1900, da automobilismen vandt indpas her i landet.
Viggo Jensen var i 10 år tilknyttet det store ansete automobilfirma H.C. Christensen på Strandboulevarden som værkfører.
Han etablerede sig under beskedne former. Men Jensen var en dygtig mand og fik en stor kundekreds. Det var et meget moderne værksted vi fik her på Jagtvej.
Th. Bades Vogn – og Automobil Lakeri
Virksomheden lå på Hillerødgade 30. Den blev grundlagt 1. maj 1911 af Th. Bade i Danmarksgade 11. I 1912 blev virksomheden udvidet og flyttede til ladegården. I 1914 flyttede virksomheden så til Hillerødgade.
Virksomheden omfattede maling og lakering af alt tilhørende under vogn – og automobilarbejde. Virksomheden var på alle måder tidssvarende indrettet.
Richard Møllers Metalvarefabrik
Firmaet Richard Müller blev grundlagt i året 1900 under beskedne forhold i Rådmandsgade 9. Der blev snart oparbejdet en god og solid forretning. Senere kunne Müller ejendommen i hvilken han i flere år drev sin forretning.
Pladsforholdene blev imidlertid for små. Richard Müller købte derfor en ejendom i samme gade, Rådmandsgade 55. Her havde Titan drevet en del af deres virksomhed.
Fabrikken beskæftigede 60 mand. Man fremstillede værktøjer til massefremstilling af metalvarer, pressede metaldele m.m.
Som en specialitet fremstillede Richard Müller, perforerede plader til varmeledninger, centralvarmeledninger og beskyttelsesskærme. Det var faktisk alt, hvad der kom ind under begrebet ”stansearbejde”.
Honningkagefabrikken ”Flora”
Indehaveren hed L.C. Ortvang. Fabrikken holdt til i Åboulevard 5. Fabrikken blev grundlagt i 1914. Kunsthonning var før krigen em betydelig artikel.
Under krigen under smør – og sukkerrationeringen voksede produktet til en meget stor artikel.
Honningkagefabrikken ”Flora” voksede sig til en førende position. Selv om afsætningsforholdene efter krigen var betydelig reduceret kunne honningkagefabrikken stadig kalde sig blandt de største. Fabrikken beskæftigede 6 personer.
Skandinavisk Luksusmøbelfabrik
Her møder vi samme indehaver som har honningkagefabrikken. Det er også samme adresse Åboulevard 5.
Fabrikken blev grundlagt i 1902 i Blågårdsgade 21. Dengang arbejdede man under yderst beskedne forhold med fabrikation af møbler og kunstsnedkeri. Senere flyttede man så til Åboulevard.
Her specialiserede man sig i fremstilling af amerikanske sammenklappelige spilleborde. Det var en artikel, der før var blevet importeret. Men nu havde dette firma overtaget dette marked og leverede til hele Skandinavien.
Man havde også specialiseret sig i møbler af imiteret bambus. Det var en vare, som firmaet her havde opfundet. Den havde fortrængt de dyre udenlandske bambusvarer. Fabrikken beskæftigede 10 personer.
Dansk Karosserifabrik
Det hele startede på Tagensvej 39, hvorfra firmaet flyttede i 1920 til Drejøgade 12 – 14, samtidig med at P. Hornemann trådte ind i firmaet.
Jo man havde da tyvstartet på Drejøvej i 1918 da karetmager H.S. Nielsen ved hjælp fra kasserer P. Hornemann startede som passiv og senere aktiv deltager i virksomheden.
H.S. Nielsen var inden leder af den første special – karosseri – fabrik herhjemme som hed Mammen og Drechsler, der var oprettet i 1914.
Det var fabrikation af person – og luksuskarosseri, man havde som speciale. Firmaet var også leverandør til Hoffet, Hærens Tekniske Korps, De Danske Spritfabrikker, Det Danske Kulkompagni, Hans Just og Skandinavisk Motor Kompagni.
Fabrikken beskæftigede 35 personer.
En Kongelig Hof-paraplyfabrikant
Hovedudsalget var Købmagergade og så var der en filial på Nørrebrogade 47. Firmaet havde opnået en ledende stilling inden for paraply-industrien. Fabrikkens produkter udmærkede sig i høj grad ved at være solide og elegante. Produkterne havde fået stor udbredelse.
Firmaet blev grundlagt i 1857 af S. Polack. I 1881 blev firmaet overtaget af Marius Polack.
I 1890 fik man prædikatet Kongelig Græsk – hof – leverandør. Og sandelig om man ikke to år efter Kongelig Dansk Hof – leverandør.
I 1904 overtog V. Meyer firmaet.
Firmaets virksomhed bestod af fabrikation og handel med paraplyer, parasoller og spadserestokke. Man eksporterede også til dansk Vestindien.
N.P. Petersen’ s Enkes Møbelfabrik
Firmaet havde sæde i Ryesgade 23, men det var egentlig grundlagt i 1881 på adressen Nørrebrogade 45 af N.P. Petersen. Og det begyndte med maler – og snedkerarbejde.
I 1895 overgik N.P. Petersen fuldstændig til møbelfabrikation i malede møbler. Fabrikationen blev udvidet. Og så købte man i 1905 ejendommen Ryesgade 23 til fabriksvirksomhed.
Inden sin død i 1915 lykkedes det for N.P. Petersen at føre sin virksomhed til en af landets største i sin branche. Alle firmaets møbler var mønsterbeskyttede. Fabrikken havde leverancen til flere hotelvirksomheder samt offentlige institutioner.
Fabrikken havde betydelige leverancer til hele landet samt Norge, Sverige, Island og Grønland.
Siden 1915 blev fabrikken ledet af N.P. Petersens enke som traditionen førte samme forretningsprincip. Firmaet beskæftigede 30 personer.
Nyt Dansk Taxameter Company
Virksomheden lå i Meinungsgade 8. Den blev startet 1907 på Nørrebrogade af Marius Mulvad. Virksomheden blev startet under meget beskedne forhold.
Få år efter måtte man grundet pladsmangel flytte til Sct. Pederstræde. I 1916 overtog man en større industribygning i Meinungsgade.
Virksomheden forhandlede de såkaldte W.W.W. Ure til automobiler. Disse ure viste, hvornår en automobil forlod garagen om morgenen, hvor længe og hvor hurtig automobilen havde kørt på de forskellige tider af dagen.
Det kunne også vise, hvornår automobilen holdt stille og hvornår den var kørt i garage om aftenen. Og så kunne den se, hvor mange kilometer, automobilen havde kørt. Derefter kunne man beregne medicinforbruget, samt forbrug af gummi og olie.
Disse W.W.W. Ure var udbredt over hele landet og anvendtes af alle, såvel større som mindre virksomheder, der ønskede at kontrollere deres vogne specielt lastbiler.
Man drev både en gros og detailforretning. Man importerede store partier speedometer-ure og lignende artikler til automobiler.
Man havde også fremstillet en ny hastighedsmåler. Efter ny lovgivning var det af stor betydning at kunne overholde og dokumentere kørehastigheden.
Virksomheden flyttede senere til Ryesgade 3. Administrerende direktør var Marius Mulvad og driftsleder var A.N. Mulvad.
Skandinavisk Barnevognsfabrik
Skandinavisk Barnevognsfabrik blev grundlagt i 1910 i Frederik den Syvendes Gade 4. I 1912 flyttede man til Landemærket 9.
Virksomheden omfattede fabrikation af barne -, promenade, samt klapvogne og legevogne. De var aldrig før blevet fremstillet her i landet, men udelukkende importeret fra Tyskland.
Men fabrikken blev eksporteret til Sverige og Norge. I 1918 oprettede man også en filial i Frederiksborggade 34.
Fabrikken beskæftigede 35 personer.
Konfekturefabrikken ”Gefion”
Firmaet blev grundlagt 1916 af fabrikant Weichoff. Efter at have været på forskellige hænder overtog G. Larsen forretningen i foråret 1921.
Fabrikken fremstillede chokolade og konfekturer. Fabrikkens speciale var den såkaldte ”Normalstang”.
Der var oprettet forskellige udsalg i København og provinsen. Firmaet beskæftigede 20 personer. De gode produkter havde vundet indpas mange steder.
Skotøjsfabrikken blev grundlagt i 1880 i Korsgade 16 af S. Sørensen. I 1890 overtog fabrikken en ejendom i Blågårdsgade, hvor den så fortsatte sin virksomhed.
Efter grundlæggerens død i 1891 fortsatte sønnerne virksomheden, der fabrikerede alle former for fodtøj. Man havde en særlig afdeling for specialfodtøj, særlig sportsfodtøj. Den blev fremstillet efter en over hele verden patenteret fremgangsmåde. Sportsfodtøj blev eksporteret til Sverige og England.
Virksomheden beskæftigede 130 mennesker og havde fem repræsentanter. Fabrikant C.J. Sørensen var formand for Københavns Skotøjsfabrikanter.
Marts 6, 2020
Da Achton Friis mødte Aabenraa – egnen
Hvem er Achton Friis? Aabenraa er ingenlunde en distanceblænder i 1932 – 33. En maler med humor. Et Tornerose Slot. De smukke ”Aabenraa – piger”. En tur til Varnæs. Der var også noget trist. Bakkerne blev mere voldsomme. Turisterne var endnu ikke kommet – dengang. Udsigt fra Galgebakken. De rige Løjt – gårde. Jinges grav. Flere ulve på egnen. Nu kommer ”de Genner – drenge”. Nis Kromand. Knivsbjerg og Røde Mølle.
Hvem var Achton Friis?
Vi har bladret lidt i ”De Jyders Land”, og her er vi så standset op, da Achton Friis mødte egnen omkring Aabenraa. Vi kommer i denne artikel langt omkring. Det er lige fra Varnæs til Knivsbjerg, Rødekro, Øster Løgum. Genner, Løjt Land og selve Aabenraa. Achton Friis har sin helt egen måde at lovprise naturen på. Vi vil så ind imellem ikke spare på kommentarer. Vi skal lige gøre opmærksom på, at det var 1930erne, at den berømte forfatter og eventyrrejsende besøgte området.
Han skrev ”De Jyders Land 1 – 2 i 1932 – 1933. Og de ældre af os er jo klar over, at han inden da havde skrevet ”Danmark – ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst 1906 – 1908. Fra 1926 – 1928 udgav han ”De Danskes Øer, et trebinds væk over 132 øer. Ja og ikke nok med det. I 1936 – 1937 blev det så til et to binds værk Danmarks Store øer.
Aabenraa er ingenlunde distanceblænder
Aabenraa er ingenlunde en distanceblænder. Gå blot en sådan solfyldt majdag gennem den gamle del af byen gennem Ramsherred og Slotsgade ja så tror du, at du befinder dig i en provinsby fra midten af det 18. århundrede.
Se på alle de nysgerrige karnapper, der stikker hovederne frem foran hinanden og kigger på langs ned ad gaden. Men først og fremmest, list dig ind i en af de gamle baggårde, hvor hylden hælder ud over de frønnede plankeværker og småbygninger snubler over hinanden – et sted for katte og kanariefugle og Aabenraas gamle skippere. Et sted, hvor Spitzweg kunne have hentet alle sine motiver.
En maler med humor
Her skal vi nok lige skyde ind, at Carl Spitzberg var en tysk maler, der først kom sent i gang. Han var egentlig apoteker. Han forstod, at forene realisme, fantasi og humor og levede fra 1806 til 1885. Mange af hans motiver var nemlig fra byer som kunne minde om Aabenraa.
Et Tornerose – slot
Gå ned til den mindste af byens havne, Nordhavnen og se som jeg i dag en tremastet Helsingborg skonnert laste træ med baggrund af den nære bøgeskov og himmelhøje bakke – den blåsorte tjære på det brede skrog, masternes ravgule søjler og de nøgne fyrrebjælkers mængde.
Så er det Dronning Magrethes slot, nu embedsbolig men med omgivelser så eventyrlig som var det en Tornerose, der sov bag dets mure og ikke en amtmand. Slettet med dets omgivelser danner klimaksen af hele egnens skønhed. Det skal ses sydfra over engene med græssende kvæg, disse engflader, der danner fjordens fortsættelse og er lige så jævne som dennes vandspejl. Et mere fint kultiveret dansk landskab findes ikke.
Frodighed og velplejethed præger det og de omgivende skove. Bakkernes kraftige fald mod fjord og enge og de rige agre.
De smukke Aabenraa – piger
Man må jo sige, at Achton Friis forstod at beskrive Aabenraas skønhed. Men det er ikke spor overdrevet. Jeg husker en sommerdag, hvor vi cyklede fra Ensted ned mod Kystvej. Så derude på fjorden så vi Dannebrog ligge der på stille vand. Sådan et syn glemmer man heller ikke.
Ja-ja. Her skulle man misunde dem, som går i denne ”Wunderschöne Monat Mai og rejs til Aabenraa. Aldrig på noget andet sted af så ringe udstrækning har jeg set så mange yndige piger som her. De er lyse og lysblonde til hobe og i dette solskin går de alle i fine lette sommerdragter. De bararmede blondiner med den lette solbrunede lød og de slanke legemer, den yndefulde gang, det rene, bedårende ungpige – blik. De er som åbenbaringer. Forårets Apotheose Primavera mødt hundrede gange på gaden i Aabenraa.
En tur til Varnæs
Fra Aabenraa skal man tage ud ad vejen langs fjordens sydside til Varnæs, men man bør helst gøre det på en høstdag, en augustdag med karsk vejr og sol over de åbne kornmarker., hvor negene står tæt med hver sin solglorie om toppen, over den blå fjord og skovens vindrørte kroner. Mellem kraftigt svungne banker med spredte trægrupper fører vejen bestandigt med udsigt over den brede fjord, helt ud til Varnæs Hoved, som er et såre pragtfuldt sted.
Yderst står klinterne stejle, græsklædte eller med friske okkergule skred ned mod en strand, der er dækket af mægtige nedrullede kampsten. Helt ude på findes et sted som stærkt minder om ”Stenkastkrogen” på Romsø men hvis kampestensblokke er langt mere kæmpemæssige.
Ovenfor klinten et fuldkommen romantisk landskab med sæd- og kløvermarker og højstammede trægrupper, kulminerende ved den yndige gård ”Varnæs Vold”. Her er storslået og mildt på en gang, yndefuldt som et folkeeventyr er dette landskab – de røde køer, den grønne kløvermark, vejens slyng ned mod gården i den dybe dal mellem de skovklædte højder, fjorden derude med den hvidtskummende kyst. Det er vidunderligt dansk, dette østkystlandskab, dets sødme er den friske honning – ikke puddersukker som i den indre Vejle Fjord. Mærkeligt er det, at mens den kan trække sommergæster til som fluer, synes disse steder ukendte.
Også noget trist
Sammen med dommer Chr. Andersen, i hvis hjem i Aabenraa jeg husvalede mig efter min ørkenvandring gennem alle landets hoteller, gjorde jeg udflugter til landskaberne vest for fjordene, mest ad den gamle ”Hærvej”.
Egnen mellem Hovslund og Pothøj, hvorfra man ofte samtidig ser ud over det rige Østland og de jævne fattige hedeegne i vest, er højtliggende og umådelig kuperet, og for det meste så sandet og stenet, at man skal lede længe for at finde elendigere jord. Hele denne strækning vest for linjen mellem Genner Fjord og Aabenraa er overhovedet noget af det mest triste, jeg kender.
Bakkerne bliver mere voldsomme
Men når man bryder af fra Hærvejen ved Rødekro og kører mod Aabenraa bliver landskabet så stik modsat dette som vel muligt. Bakkerne bliver ganske vist endnu voldsommere, det er et helt bjerglandskab man farer igennem med mægtige langstrakte banker og dybe kløfter, der åbner sig brat foran en. Men hvilke enge og marker og hvilken skovrigdom.
Dette er så sandelig en natur, som må kunne gøre den mest forhærdede brostensdyrker til lyriker. Ikke mindst mærkelig er den første del af vejen fra byen mod Løgumkloster gennem det voldsomme bakkeparti langs den gamle fjordlavning.
Turisterne var endnu ikke kommet – dengang
Op ad bjerg ned i dal står de vældige bøge med sollys gennem de unge blade, vekslende med store lysninger, hvor egebundens yppige flora er baggrund for det blanke kvæg. Men blot et par kilometer vest for byen er man atter oppe på højderyggens kam og ser de gamle hedeflader, milevidt over engene om Hærvejen mellem Øster Løgum, Rødekro og Bolderslev – en uhyre modsætning til dette Østens Arkadien.
Og Aabenraaegnen er endnu ikke blevet opdaget af turisterne, er højst besynderligt. Ja se det sagde Achton Friis dengang, men de er nu kommet godt efter det.
Udsigt fra Galgebakken
Jeg mindes en aften, siger vores berømte hovedperson, da vi efter solnedgang gik op på bakkerne bag byen og stod tavse og så ud over denne, mens oldenborrerne brummede og flagermusene jagede i tusmørket, da lysene dybt nede under os tændtes i de skumringsfyldte gader et for et sammen med de første stjerner, da fjorden lå som et opalfarvet skjold under den violette jordskygge på østhimlen. Da bad jeg en stille bøn til den landflygtige plan om at skærme stedet mod den turiststrøm, som jeg lige nu har givet et kraftigt vink om at standse en stund netop her.
De rige Løjt – gårde
Løjt – halvøen eller Løjt Land, det høje land mellem Aabenraa Fjor og Genner Fjord er også et besøg værd. Ganske vist tager Østslesvigs levende hegn overhånd netop her, så det næsten føles beklemmende at færdes ad halvøens veje, så frodigt gror langs deres sider tjørn og hassel, hyld og roser, syrener og brombærbuske.
Enhver bondesøn herfra skulle fare til søs nogle år. De fleste Løjt-bønder havde været viden om, før de slog sig ned på den fædrene gård. De stolte gamle bøndergårde bar omtrent helt op til vor tid spor af deres ejermænds langfarter.
I de anseelige gårde havde på den tidhver stue sin hovedfarve, f.eks. kraprødt i ”vinterstuen”, cinnober i ”Sommerstuen” og ultramarin i ”storstuen” – døre, lofter og vægge med samme farve. Langs lofterne gik forgyldte lister, og på dørfyldningerne var broget malede buketter eller ornamenter.
Jeg ved ikke, om sådanne Løjt-hjem endnu findes. De få jeg har set rummer kun moderne, ret tarveligt fabriksbohave og er lige som næsten alle andre bønderhjem i landet blottede for et hvert præg af ejendommelig kultur. Men blandt de gamle bøndergårde findes hernede endnu enkelte pragteksemplarer, som i hvert fald udvendigt har bevaret præget af at være rejst af godtfolk i en god tid.
Vi kan så sige til Achton Friis, at de stadig findes både på Løjt Land og Rømø – de gårde, der minder om søfart til det fjerne.
Jinges grav
Hele turen langs Genner Fjords vest – og nordbred ud til Sønderballe Hoved går gennem et landskab af fremragende skønhed, det er udpræget Lillebælts – natur med al dens ynde og frodighed, hvor bøgeskovens grupper løfter.
Vest for Genner ud mod Øster Løgum har der på den nordre side af vejen været en hulning i jorden, som kaldes ”Jinges Grav” Det er en gammel ulvegrav, over hvilken der i sin tid var anbragt en vippe, på hvis yderste ende et stykke kød blev anbragt som madding.
En fattig kvinde ved navn Jinge gik en aften ud for at ville tage kødet, man faldt ned i kulen. Beretteren, som har fortalt Evald Tang Kristensen derom, huskede ikke mere om der var kommet folk til, der trak hende op, eller om hun døde dernede.
Hyrdedrengene fra egnen brugte tidligere den gamle ulvegrav som læ, men nu er den jævnet, et hus er bygget på stedet og en have dækker graven.
Flere ulve på egnen
Jes Markosen i Genner har fortalt følgende:
Nu kommer ”de Genner – drenge”
Genner – boerne skulle have været knippelstærke folk, og i deres hyppige stridigheder med Løjt – boerne var der ofte en eller anden gammel stærkodder, som klarede ærterne med et dommedagstag.
Således hændte det engang, da bønderne begge steder fra var på hovkørsel med korn fra Hellevad Mølle til Aabenraa Skibsbro, at Løjt – boerne var kommet først til broen med deres vogne. Den gamle Per Lassen fra Genner rejste sig på kuskesædet og råbte:
Da Løjt – boerne ikke hummede sig for så lidt, kørte Per Lassen hen på siden af deres vogne, der bestandigt befandt sig mellem ham og skibet. Så råbte han til kaptajnen, om at han var parat til at modtage hans sække:
Ja sådan råbte kaptajnen fra skibet. Da stod Per Larsen op i vognen, tog en sæk i sin næve, svang det i luften og kastede den hen over Løjt – vognene og over på dækket, hvor den brast, så kornene spredtes til alle sider. Skipperen råbte:
Nis Kromand
Ikke mindre berømmelig er striden på Løjt Made blevet, hvor den gamle bonde Nis Kromand fra Genner var nede og slå græs med sine folk, samtidig med at de Løjt karle brugte leerne på åens modsatte bred. Efter at parterne i nogen tir havde ”ærtet hinanden”, sprang løjt – boerne over åen og gik på med næverne.
Men en Genner – bo greb den første, der kom over og smed ham et langt stykke henad marken ned mod åen. Så siger den gamle Nis Kromand:
Og så greb gamlingen en anden Løjt – bo og hev ham lige så langt væk. Ved dette syn flygtede resten af fjenderne over på deres enemærker.
Knivsbjerg og Røde Mølle
Udsigten fra det nærliggende Knivsbjerg er storslået. Genner Fjord ligger som en lille ting dernede som en lillebitte ting nede ved foden., et kunstigt vandspejl mellem de store skove.
Ja så er det også Runde Mølle, der ligger gemt i sin frydefulde skovdal ”med de nattergale og andre fugle små som tale” med den brusende møllebæk ved de store damme, der nu driver turbiner, hvor før vandmøllernes hjul svang om de knagende aksler.
Kilde
Hvis du vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.511 artikler heraf 149 artikler fra Aabenraa inklusive:
Marts 3, 2020
En tur i Bov Kommune 1932 – 1933
Ja de unge i dag kender næppe Achton Friis. Vi andre har hans bøger stående på hylden. Og i ”De Jyders Land” kan man jo se, at han også besøgte dette område her. Han påstår, at Bommerlunds Snaps smagte forfærdeligt. Det er nu ikke korrekt. Landskabet ”greb ham om hjertet”. Og så kan ane, hvor Bommerlund kro lå. Vi skal høre om Sønderjydernes ”Oksevej” Og så mener han, at Hærvejen blev fredet for sent. Vi besøger også Krusådalen, Stagehøj, Tallingbjerg og Holbøl. Og så mener han at beboerne har et syngende tonefald.
Hvem er Achton Friis
Ja det hed det sikker ikke dengang. Det var hvis nok Vis Herred. Men en ting er sikkert og det var at den nok så berømte Achton Friis var i området. Og hans oplevelser her i området er nedfældet i De Jyders Land 1-2
Jo det var ham, der også udgav Danmark – ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst 1906 – 1908. Fra 1926 – 1928 udgav han De Danskes Øer. Og i 1936 – 1937 var det så Danmarks Store Øer 1 – 2.
Vi har sakset lidt i hans oplevelser dengang, og måske opdateret sproget lidt.
Bommerlunder smagte ikke ”rædselsfuldt”
Allerede vest for Rinkenæs begynder de første hedepletter at vise sig. Så rækker nogle moser deres strøg af sort tøvejord gennem landet og endelig står den sande slette som sejrherre.
Fra Holbøl cyklede jeg en skønne dag vest på for at komme ud til det berømte Bommerlund hvis navn på forskellig vis har gjort dybt indtryk på min fantasi som dreng i historietimerne for her stod den første skærmydsel med holstenerne i 1848. Som voksen var det nok mere den berømmelige Bommerlunder – snaps, der blev brygget her.
Det er et produkt, der er udryddet for længst, hvad godt er, for den skal have smagt rædselsfuldt. Her må vi jo nok lige korrigere. Den bliver stadig fremstillet nede i Tyskland, og den smager faktisk godt. Så er det hvis sat på plads.
Et landskab, der ”greb mig om hjertet”
Ad vejen fra Holbøl mod vest kom jeg gennem et landskab, der greb mig om hjertet ved sit vemodige og ensomme præg. Hede ved hede med enkelte småmarker imellem. Et sted var der en stor og øde mosestrækning, hvor terner og viber og enkelte hjejler skræmt af mit komme løfter sig i skrigende skarer op over de sorte flader med de stille blanke mosedamme Og rundt om mig lyngsletten vide og bred under den umådelige himmel med store tunge klodeskyer – en stemning så stærk og skøn som de rige egne aldrig rummer. Intet andet sted end over den mørke lave lynghede kan en himmel lyse sådan og være så vid og høj.
Man kan ane, hvor kroen lå
Men hvad fandt jeg ved Bommerlund? En uhyre granplantage, som dækker egnen i vid omkreds. Kroen er nedrevet for omkring halvtreds år siden – kun nogle få gamle buske bag et forfaldent dige viser endnu, hvor denne landskendte kro og alle vejfarendes bedested har ligget her ved den gamle Oksevej
Men tæt ved vejsiden opdagede jeg på det sted, hvor manden udpegede mig den gamle kros plads, et tydeligt kendemærke, her hvor gårdspladsens brolægning endnu ligger tæt under grønsværen. Man kan tydeligt se omridset af gårdspladsen. En firkantet tomt er alt, hvad der er tilbage af dette berømte sted, hvor Gud og hvermand bedede for at få sig en rigtig ”Bommerlunder”, inden man igen drog videre af den trælse vej mod nord eller syd – skiltes for at drage hver til sin kant. Talere, herremænd og bønder, godtfolk og hosekræmmere og de skinbarlige studedrivere.
Sønderjydernes ”Oksevej”
Se her kunne forfatteren jo godt have nævnt kroens historie og det specielle ved Bommerlunders fremkomst. Men vi har to artikler om dette emne på vores side og selvfølgelig også en masse artikler om Hærvejen – se en liste bagerst i denne artikel.
Vejen, sønderjydernes Oksevej, i Nordjylland ”Studevejen” og oldtidens og middelalderens Hærvej føres helt op til Viborg, syd på ned gennem Jylland, fra den ældgamle hovedstad, hvor Landstingene holdtes, til Slesvig og videre gennem Dannevirke og ned gennem Europa, hvor den støder til det store net af oldtidens handelsveje.
Hærvejen er fredet for sent
Store stykker af den er forvandlet til moderne Chaussé og forsvundet under denne, men på mange steder trækker den endnu sine gamle, dybe furer. Her ved Bommerlund er den fredet på en strækning af 4 – 500 meter, men det er sket et par menneskealdre for sent. Plantagernes mængde har ødelagt for meget. Hvor Hærvejen endnu skal fredes, bør det være på steder, hvor omgivelserne endnu ikke er kommet under for meget kultur.
Krusådalen
Nær landevejen har man udsigt over Krusådalen med den lille rislende å henimod Kobbermøllebugtens store skove, over hvilken røgen fra møllen driver som en blå dis. Stedet man overser, er kun en lille plet, men det er noget af det yndigste, jeg kender. Over de store forgrundstræer, som endnu kun har småkopper og ikke spærrer for synet overbøgeskovens okkergyldne kupler ligger den fine røg gennemstrålet af forårssolens blanke lys som får alt til at sitre i glans.
Går man tværs over den lave Krusådal til Kollund Skov, kan man ad bugtede stier op og ned af dybe kløfter og et langt stykke gennem yppig bøgeskov vandre langs Flensborgfjordens nordre bred mod øst. Jeg bliver hurtig træt af dette landskab, det minder mig for meget om den indre Vejlefjords lunkne indelukkethed. Her er stedet for sommergæster, alt er som indrettet på at imødekomme de almindelige krav til rekreation mellem måltiderne og for disse sørger hotellerne, der flokkes langs kysten. Måtte turiststrømmen da bestandigt gå denne vej, udenom de langt ejendommeligere steder, så man kan holde disse i fred.
Husk Stagehøj og Tallingbjerg
Jeg mindes en Enquete i et blad, der havde til formål at få oplyst ”hvor der er kønnest i Danmark”. Jeg husker kun en af besvarelserne, afgivet af en klog og forsigtig mand, der lød således ”Jeg ved det ikke endnu, men når det engang går op for mig, så kan De bande på at jeg skal tie stille med det.
Og sådan havde vi det også, da vi boede i Padborg. Første gang vi gik fra Padborg Skov til Kruså havde vi også denne vov – oplevelse.
Det 67 meter høje Stagehøj i det åbne land mellem Kollund og Holbøl bør man klatre op på for den fremragende udsigts skyld over de forskelligartede landskaber. På Tallingbjerg i Holbøl Sogn er vandskellet ikke mere end 1.300 meter fra Flensborg Fjord. Også heroppe kan man få forstand på udsigterne og samtidig få lungerne luftet ud for den meget lunkne luft fra dalene.
Holbøl har bevaret det gamle
Til trods for at den er stationsby har Holbøl bevaret sit gamle præg, således især omkring den sydlige indkørselsvej, hvor smukke hvidkalkede og stråtækte gårde med yppige træplantninger ligger ved det lille gadekær. Fremragende smuk er den store klokkestabel på byens gamle kirkegård.
Beboernes syngende tonefald
Beboernes sprog i disse egne har et stærkt syngende tonefald. Om det har været sådan oprindelig eller er en følge af det tyske skolesprogs påvirkning, ved jeg ikke. Man møder overalt mellem beboerne den største elskværdighed og hjælpsomhed, af de mange, jeg på mine ensomme cykelture har spurgt ud om vejretning og andre ting, fik jeg altid imødekommende svar og udmærkede oplysninger, ledsaget af et venligt smil – der altid virker særlig hjertevindende over for dem, der kommer oppe fra ”det gamle land”.
Ja det var flotte iagttagelser fra Achton Friis. Det er jo lige før, at det kan bruges i en turistinformation. Vi har lavet en liste, hvor du kan få opdateret nogle af de ting, som forfatteren har fokuseret på.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.509 artikler, heraf 58 artikler fra Padborg/Kruså/Bov inklusive: