Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden

Det danske mindretal i Hagekorsets skygge

Juli 5, 2020

Det Danske Mindretal i Hagekorsets skygge

Chikanen begyndte allerede under Weimar-tiden. Myndighederne afgjorde sindelaget. Er var flest dansksindede omkring Flensborg. Diskrimineringen var ikke systematisk. Påskeblæsten 1933. Børnene blev brugt som pressionsmiddel. Tvunget til at ”heile”. Pressecensur. Ca. 1.000 dansksindede blev indkaldt. Til østfronten med et maskingevær. I krigsfangelejr. De sidste kom hjem i 1955. Nazister blev efter krigen topembedsmænd. Den danske befolkning troede, at der i Sydslesvig var et massivt sindelagsskifte. De dansksindedes skæbne blev afgjort. Man forsøgte at holde de dansksindede uden for indflydelse. Englænderne var fjendtlig stemt over for det danske mindretal. Sovjet fiskede i rørt vande. Tyskerne havde brug for goodwill. Spændingerne ophørte ikke.

 

Chikanen begyndte under Weimar-tiden

Vi har efterhånden været et par gange syd for grænsen for at beskrive Mindretallets rolle under Hitler. Det var dengang, hvor Flensborgs magistrat var uniformeret.

Hvordan fungerede det nazistiske Tyskland over for det danske mindretal, da de kom til magten? Nu begyndte de strenge tider for det danske mindretal ikke under Hitler. Det var allerede begyndt under Weimar-tiden.

Man lovede dengang i artikel 113 de fremmedsprogede befolkningsdele ret til en fri nationale udvikling. De fastslog at der ikke måtte lægges hindringer i vejen for at benytte modersmålet i undervisning, forvaltningen og retspleje.

 

Myndighederne afgjorde sindelaget

Da Flensborg i 1920 åbnede en dansk kommuneskole, blev der tilmeldt omkring 1.000 børn, men myndighederne sorterede ca. 750 fra, fordi de ikke opfyldte sprogkriteriet. Dette var en meget hårdhændet fremgangsmåde.

Forældrene måtte ikke selv afgøre sindelaget. Myndighederne betragtede det som deres sag at afgøre, hvem der måtte anerkendes som mindretalsmedlemmer. Syd for grænsen havde myndighederne altid den opfattelse, at der fandtes en uægte danskhed, som det var deres opgave og deres ret til at skære bort.

 

Der var flest i Flensborg

Efter grænseflytningen i 1920 var det danske mindretal på 6 – 8.000 mennesker. De boede næsten udelukkende i Flensborg og i området lige syd for den dansk-tyske grænse. Desuden var der danske grupper i Tônning og i byen Slesvig. Selv om der var store sociale forskelle mellem de dansksindede, så var der en forholdsvis stor del af underklassen. I Flensborg var der mange arbejdere, og på landet var der mange landarbejdere og husmænd.

 

Nazisterne måtte godt bruge dem

I Weimartiden brugte de blandt andet sprogkriteriet til at frakende folk retten til at optræde som danske. I den nazistiske tid sorterede de også folk fra, som tidligere havde været socialdemokrater og kommunister. Men meldte sådanne folk sig til nazisterne, blev de accepteret som ”Mitkämpfer” und Mitarbeiter”.

 

Diskrimineringen var ikke systematisk

Men i det danske mindretal blev de beskyldt for at gemme sig og for at søge økonomiske fordele.

Det var nu alt andet end en økonomisk fordel for småkårsfolk at være medlemmer af det danske mindretal i nazitiden. De blev lettere arbejdsløse. De blev kun foretrukket, når der skulle tvangsdeporteres arbejdere til egne fjernt fra hjemmet. De blev afskåret for vinterhjælp. Dersom de havde børn i dansk skole. De fik ingen børnehjælp.

Diskrimineringen var ikke systematisk. Det lykkedes at fremkalde erklæringer fra toppen i systemet med at nationale mindretal ikke måtte diskrimineres. Men i praksis var det svært at få alle til at efterleve dette, især da det sociale arbejde i vid udstrækning blev administreret af det nazistiske parti.

I 1928 var tilslutningen til nazisterne blot 2 pct. I 1932 var den vokset til 64 pct.

 

Påskeblæsten 1933

Påskeblæsten i foråret 1933 var begyndelsen til de følgende års stormløb på mindretallet og den dansk-tyske grænse. Lokale nazistiske ledere i Slesvig-Holsten som Gauleiter Henrich Lohse, overborgmester i Flensborg Wilhelm Sievers og fra 1937 Ernst Kracht gjorde livet surt for danskerne. Skolerne og Flensborg Avis blev løbet angrebet af de lokale nazister, men reddet af de centrale nazistiske myndigheder i Berlin.

 

Man ville overtage alt hjælp nord fra

Flensborgs overborgmester, dr. Sieverts ønskede, at enten skulle mindretallet overtage al støtte til sine medlemmer, eller også skulle al hjælp administreres af den nazistiske organisation. Så skulle de også til gengæld også overtage gaverne nordfra, f.eks. penge til børnebespisningen i de danske skoler og børnehaver, det brugte tøj der kom til uddeling m.m.

 

Børnene – et yndet pressionsmiddel

Den slags situationer stillede store krav til forhandlingsevnen hos mindretallets ledelse. Så sent som i april 1939 var der ud af 96 ansøgere kun 9 familier med børn i dansk skole., der fik børnehjælp. 73 fik den udeblevne hjælp erstattet fra Danmark. Seks ansøgere fik hjælpen i samme øjeblik, de overflyttede børnene til tysk skole.

Børnene var et yndet pressionsmiddel fra tysk side. Da det havde vist sig, at folk som flyttede deres børn til tysk skole pludselig kunne få børnehjælp, blev der omgående omkring årsskiftet 1937/38 i løbet af kort tid ommeldt 50 børn fra dansk til tysk skole. En årstid senere gentog det sig, idet de danske skoler i løbet af få dage mistede ca. 60 børn til de tyske skoler.

Fra dansk side blev der protesteret. Den 8. marts 1937 blev der meddelt at loven af ideologiske grunde ikke måtte bruges på nationale mindretal.

 

Tvunget til at ”Heile”

Men senere kom der så en lov, hvorefter ingen skoleelev kunne rejse til udlandet uden attest fra Hitlerjugend. Når danske børn skulle til Danmark skulle de således have attest på at de ikke var medlemmer.  Men funktionærerne gjorde imidlertid disse attester betinget af, at de pågældende børn heilede, når de kom ind på kontoret.

Protester til de slesvig-holstenske instanser hjalp ikke. Men i 1938 opnåedes ved en appel til Berlin, at de danske børn blev fritaget for at heile ved afhentningen af den lovbefalede attest.

Den tyske hilsen volte i den grad de danske elever besvær. Allerede i 1933 var det krævet at lærere og elever ved den offentlige danske skole Flensborg at de heilede. Berlin måtte impliceres for at få bestemmelsen ophævet.

 

Udenrigsministeriet – som mindretallets beskytter

Hos udenrigsministeriet i Berlin var man generet af den kritik, der kom offentlig frem og som gik videre til dansk og udenlandsk presse. Det gav meget vanskelige kår for den danske mindretalspresse.

Det tyske udenrigsministerium – Auswärtiges Amt – fungerede faktisk ofte som mindretallets beskytter. Her var man interesseret i at danskerne skulle behandles relativt tolerant, fordi man ønskede at stå på god fod med Danmark og de nordiske lande. Den nazistiske raceideologi skal også tages i betragtning, fordi nordboerne blev betragtet som arier. Altså en del af det tyske folk, selv om de endnu ikke havde erkendt det.

 

Pressecensur

Allerede under Weimarstyret lykkedes det at knække den tyskskrevne danske presse i Sydslesvig med et forbud, der rakte fra den 21. november 1923 til den 28. januar 1924.

Efter den nazistiske magtovertagelse måtte Flensborg Avis svæve i en evig angst for et forbud og bladet pålagde sig derfor en streng selvdisciplin. Men selvbeherskelse var ikke tilstrækkelig for at undgå advarsler.

Den første advarsel til Flensborg Avis kom 11. juni 1934 på grund af nogle bemærkninger i en Kronika – korrespondance fra Berlin om Tysklands mangel på valuta m.m.

Den 28. juni 1935 kom der en advarsel til Der Schleswiger, som var et tillæg, der blev udgivet af Flensborg Avis. Det var friseren Johs. Oldsen, der havde anvendt overskriften:

 

  • So arbeitet der Gegner

 

Ministeriet ville ikke acceptere friserne, som et nationalt mindretal. Og måtte ikke kalde den tyske befolkning for ”Gegner”. Den 19. august 1937 blev ”Der Schleswiger” forbudt med øjeblikkelig virkning.

Et forbud mod selve Flensborg Avis kom først under Anden verdenskrig. Samtidig afsatte tyskerne Ernst Christiansen som redaktør.

 

Almindelig værnepligt blev genindført

Det kan godt være, at Nazistpartiet på papiret accepterede det danske mindretal. Men de oplevede stigende pres og hetz. Arbejdet for staten og værnepligten skulle udføres. Mange forlod derfor mindretallet. Fra 8.000 medlemmer i 1923 var der kun 3.000 medlemmer i 1939.

Det var i 1933 at det nazistiske styre genindførte den almindelig værnepligt, så også de dansksindede sydslesvigere skulle aftjene deres værnepligt. Skulle de unge mennesker flygte eller skulle de blive i Sydslesvig og aftjene den.  Svaret gav sig selv. Forlod de unge landsdelen ville det danske mindretals dage være talte.

 

Ca. 1.000 dansksindede sydslesvigere indkaldt

Op mod 1.000 dansksindede blev indkaldt til krig i forbindelse med Anden verdenskrig. Ca. 250 til 270 døde. Mange familier i det danske mindretal var berørt af at skulle sende deres mænd til fronten som den forpligtelse, man havde over for flertallet i Tyskland.

Kun få gjorde tjeneste i Danmark. Man har kendskab til ca. 35. men der var sikkert en del flere, der gjorde tjeneste i Danmark. Muligheden for at gøre tjeneste i Danmark gav sydslesvigerne samvittighedsproblemer. Der er eksempler på, at dansksindede sydslesvigere bevidst sagde nej, fordi de ikke ville optræde i tysk uniform i Danmark. Et vanskeligt nej – for det førte til tjeneste på Øst – eller Vestfronten med betydelig større risiko.

Det har været overordentligt vanskeligt for de danske sydslesvigere at gøre tjeneste som tyske soldater i Danmark. De skulle bære uniform hele tiden, så det har ikke været muligt for den danske offentlighed at de, at der bag den danske uniform gemte sig en dansk sydslesviger.

Blandt de sydslesvigske soldater, der gjorde tjeneste i Danmark, var forfatteren Niels Bøgh Andersen. Den senere chefredaktør og medlem af Landdagen Karl Otto Meyer flygtede til Danmark i 1944 for at undgå værnepligten. Han tilsluttede sig her modstandsbevægelsen.

 

Operation Barbarossa

I foråret 1941 gav Adolf Hitler ordre til den største og mest blodige militæroffensiv i verdenshistorien. Den hed Operation Barbarossa. 4,5 mio. soldater i nazi-uniform blev sendt mod Moskva til kulde, mord og lemlæstelse. Danske Jens Bjerg var en af dem. Han har skrevet en bog om sine oplevelser.

Han voksede op som en del af det danske mindretal i Nordtyskland. Hans far var fra Vestpreussen, moderen var dansk. Hele familien var medlem af Den Danske Forening. I landsbyen Agtrup, hvor bl.a. Søren Ryge kommer fra, ti kilometer fra den danske grænse, blev der talt både dansk og plattysk.

Jens Bjerg var ikke begejstret for nazismen. Men da krigen brød ud i 1940, havde han ikke noget valg – Han skulle i krig som tysk værnepligtig.

 

Til Østfronten med et maskingevær

I efteråret 1941 blev Jens Bjerg sendt til Østfronten og tildelt et tungt maskingevær. Hvis soldaterne svigtede foran fjenden, blev de skudt, sagde deres kompagnichef. Jens Bjerg var en lille brik i Hitlers vanvittige plan om at udvide det stortyske rige helt til Moskva. Resultatet blev en udmattende krig på Østfronten, der kulminerede i slaget om Stalingrad som regnes for dent blodigste slag i verdenshistorien. Omkring 15 mio. tyske og russiske soldater blev slagtet eller døde af sult og kulde.

Jens Bjerg blev såret i armen. Det var held i uheld, for det betød at han undgik slaget om Stalingrad, hvor gennemsnitslevetiden for en nyankommen soldat var 45 minutter. Da Jens Bjerg igen kom til hægterne, skulle han bevogte russiske krigsfanger i Berlin.

 

I krigsfangelejr

Han blev taget til fange af russiske soldater og sendt i krigsfangelejr. Forholdene var elendige. Han kom til at lide af underernæring og malaria. Helt galt gik det, da han på vej hjem fra en arbejdslejr blev væk for de andre. Fangevogterne troede at han havde forsøgt at flygte.

Han blev slået igen og igen. Han forsøgte at afværge med sin venstre arm. Den blev tykkere og tykkere. En tysk kommunist hjalp ham. Hver dag pressede han materie ud af de huller, der var i armen. Havde han ikke gjort det var armen var armen faldet af. Senere blev han opereret af en tysk læge, der skar hele armen op og skar det døde kød af.

Da armen var helet, troede Jens Bjerg at han ville blive sendt tilbage til arbejdslejr. Men i 1945 blev Jens Bjerg og andre sårede fanger løsladt og kunne vende hjem til Tyskland, mens andre fanger måtte blive yderligere seks – syv år i fangelejren.

Siden flyttede han til Danmark, blev dansk statsborger og fik en uddannelse ved Landbohøjskolen. Da han skrev bogen, boede han i Løgumkloster med sin familie.

 

De sidste kom hjem i 1955

Nogle blev indkaldt til militærtjeneste ved krigens begyndelse, andre blev indkaldt i løbet af krigen. Nogle kom hjem som invalider før krigens slutning, de sidste så sent som i 1955 med de sidste tyske krigsfanger fra Sovjet.

Det var ikke en samlet flok dansksindede sydslesvigere, der gjorde tjeneste i den tyske værnemagt. De var spredt ud over samtlige hærenheder, i hæren, i flåden og i luftvåben. De gjorde tjeneste ved alt som denne krig krævede af soldaterne. De var frontkæmpere, de var forsyningsfolk, de var sygehjælpere, de var vagtpersonale ved krigsfangelejre. De deltog i de rædselsfulde partisanbekæmpelser ved syd- og især østfronten. De var på en bjergtop i Taunus ved luftforsvaret, de sad i Ostende i Belgien ved vejrtjenesten og de gjorde tjeneste som kontorpersonale i forskellige stabe.

Russerne stod ikke i høj kurs hos tyskerne. Den sovjetiske hærs soldater omtales som ”de røde” eller ”Ivan”.

 

Nazister som topembedsmænd

Flensborgs sidste nazistiske overborgmester Ernst Kracht anvendte hårdhændede nazistiske metoder i sin forfølgelse af de danske. Efter krigen mødte danskerne ham som topembedsmand under Landsregeringen i Kiel.

Flensborg var det sted, hvor masser af krigsforbrydere fik skiftet identitet. Herfra blev flugten organiseret, enten med skib, fly eller over grænsen gennem Danmark. Efter krigen havnede en masse nazister som topembedsmænd.

 

Nu var der tid til grænserevision

Efter Det tredje Riges fald var der mange, der mente at nu var der tid til en dansk grænserevision. Men et flertal af danske politikere fastslog, at grænsen lå fast. I de første år efter krigen med nød og diktator var der mange sydslesvigere der fik øje på, at de havde en bedre fremtid for sig, hvis de kiggede mod nord.

 

Den danske befolkning troede, at der var tale om egentlig sindelags-skifte

Sydslesvigere, som ikke kunne dansk og som hidtil kun havde fremstået som tyske skiftede sindelag og meldte sig i mindretallets før så tynde rækker. I 1948 var medlemstallet i Sydslesvigsk Forening steget til knap 70.000 fra de knap 3.000 der havde været ved krigens afslutning. Det blev rejst ønske om nye danske skoler og menigheder. Kravet om dansk grænseflytning blev fortsat fremsat.

Anseelige dele af befolkningen i Danmark valgte at tage tilstrømningen til det danske mindretal som et udtryk for egentlig sindelagsskifte blandt store dele af den sydslesvigske befolkning.

De tyske myndigheder og den britiske besættelsesmagt var imidlertid mere skeptiske. Nogle danske politikere pegede også på at tilstrømningen kunne skyldes et kortsigtet ønske om at forlade det forarmede Tyskland – eller måske var det blot for at få del i den danske fødevarehjælp til mindretallet.

 

De dansksindedes skæbne blev fastlagt

I september 1946 afkrævede briterne Danmark et klart svar vedrørende spørgsmålet om en mulig grænserevision. I den såkaldte ”oktober-note” den 19. oktober 1946 fastholdt den danske regering ikke at ville rejse grænsekrav. I stedet blev der udtalt ønske om fulde kulturelle og politiske muligheder for de dansksindede sydslesvigere. Dermed var var de dansksindedes skæbne fastlagt.

Man skal huske på, at Sydslesvig var hjemsted for hundredtusindvis af tyske flygtninge fra det nuværende Polen, der var fortrængt. De danske politikere mente at dem havde vi ikke så meget tilfældes med.

I 1948 fik SSW hele 92.130 stemmer. Det var 25 pct. af de afgivende stemmer. Pludselig havde man flertal i Flensborg.

 

Man forsøgte at holde det danske mindretal uden for indflydelse

Det tyske efterkrigssamfund var præget af materiel nød og en omfattende flygtningebefolkning. Styrkelsen af det danske mindretal mødt vidtstrakt afvisning i den tyske lokalbefolkning. Chikaner og spærregrænser var udtryk for koldfronten. Man forsøgte at holde det danske mindretal helt uden for indflydelse.

 

Englænderne var fjendtlig stemt over for det danske mindretal

Slesvig-Holsten var underlagt den engelske militærregering i Kiel. Englændernes holdning til det danske mindretal var vaklende og de var ikke særlig venligsindede over for det danske mindretal. De havde svært ved at leve sig ind i mindretallets problemer. De kunne slet ikke acceptere dets vækst. Det var øst-vest problematikken der snart gjorde sig gældende med et deraf flydende ønske om ikke at støde vesttyskerne fra sig. For i det skjulte frygtede man russerne.

I Danmark ønskede man at få Slesvig og Holsten adskilt administrativt, hvilket ville svække den tyske dominans i det samlede område. Men dette ønskede englænderne ikke. Fra dansk side ønskede man også at den store skare af flygtninge blev fjernet fra området. Men hvor skulle man sende dem hen? Der var nærmest tale om hungersnød i store dele af Tyskland dengang.

Fra dansk side lykkedes det at sende levnedsmidler til alle, der bekendte sig til danskheden i Sydslesvig.

 

Sovjet fiskede i rørt vande

Fra sovjetisk side fiskede man i rørt vande, da man lod forstå, at man støtte Danmark* s krav på Sydslesvig. Englænderne opererede med forskellige modeller. Og det sidste forslag var egentlig delt i tre:

 

  1. Indlemmelse i Danmark
  2. Udveksling af mindretallene
  3. Mindre landafståelse (dvs. Flensborg)

 

Udenrigsminister Gustav Rasmussen forholdt sin statsminister viden om den britiske åbenhed. For ham gjaldt det om ikke at skabe forviklinger med et nyt Tyskland.

Knud Kristensen fastholdt sin ret til at fornægte, hvad han kaldte ”et personligt standpunkt”. Og det var ikke det samme som den samlede regerings.

Englænderne var hårde i filten over for Danmark. Nu kunne de ikke acceptere den danske regerings ret til at blande sig i forholdene i Sydslesvig.

 

Tyskerne havde brug for goodwill

Efter pres fra den britiske regering accepterede den slesvig-holstenske landsregering i 1949 ”Kielererklæringen”. Den danske befolkningsdel blev tilsikret alle demokratiske rettigheder i den vesttyske grundlov. Men egentlig skete den store forandring ført i 1955 med Bonn-erklæringen.

Bonn – regeringen ønskede optagelse i NATO og ville gerne stå på god fod med Danmark.

 

Spændingerne ophørte ikke

Den enorme tilslutning til mindretallet dalede i løbet af 1950’erne, da situationen i Tyskland normaliserede sig. Men tilbage var et styrket mindretal, der organiserede sig og havde grundlagt yderligere skoler, et politisk parti m.m. Spændingerne ophørte dog ikke mellem danske og tyske i lokalsamfundene.

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • danmarkshistorien.dk
  • graenseforeningen.dk
  • lek.dk
  • b.dk
  • historie-online.dk
  • vimu.dk
  • syfo.de
  • Franz Wingender: Modstand i Sydslesvig – ført og efter 1945
  • Birgitte Herreborg Thomsen: Danske sydslesvigske soldater i Danmark 1940 – 1945
  • Jens Bjerg: Fanget på Østfronten
  • Danske sydslesvigere i tysk krigstjeneste 1939-45
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Carsten R. Mogensen: Dansk i hagekorsets skygge. Det tredje Rige og det danske mindretal i Sydslesvig 1933-1939
  • Danmarkshistorien 1-17 (Aage Trommer, Tage Kaarsted: Sydslesvig)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk er der 1.592 artikler. Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) finder du 324 artikler:

  • Militære efterretninger i Grænselandet
  • Sydslesvig, hvad er den sande historie
  • Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
  • Forbindelser til Danmark
  • Lige syd for grænsen 1940 – 1949
  • I Kollund Østerskov lå to villaer
  • Syd for Grænsen – efter Besættelsen
  • Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby
  • Deserteret i Svendborg – likvideret i Gelting Bugt
  • Likvideret på Alssund – den 5. maj 1945

 

  • Sankt Knudsgildet i Flensborg (7)
  • Slottet Duborg i Flensborg
  • Flensborg – for længe siden (4)
  • Flensborg – dengang (3)
  • Flensborg – i hverdag og fest (2)

 

  • Flensborg – i begyndelsen (1)
  • Flensborg – i mere end 725 år
  • Flensborg skulle absolut med til Danmark

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden